Afslutningen i Rom

Efter den meget velorganiserede afgang fra skibet, gik bussen til Rom, hvor vi først havde fri leg (guiden Anettes udtryk: “Så er der fri leg. Løb!”) i et par timer, hvorefter vi skulle mødes til 3½ times guidet rundtur i Roms centrum. 
Vi skiltes og genmødtes på Campo de’ Fiori – hvor der var markedsdag. Jeg elsker sydeuropæiske markeder, så vi brugte al tiden der, plus på først at drikke kaffe og siden få en frokost. Og en kaffe til. Så går sådan et par timer lynhurtigt.

Alt er sat så appetitvækkende og fristende op, men det duede ikke at købe noget – en pose pasta blev det dog til. Og en eller anden indretning, der kan bore en spiral ud af fx en kartoffel. I hullet kan man proppe en gulerod – det så meget dekorativt ud (den røde pil), så jeg investrede i dimsen og et juliennejern, så jeg kan imponere familien, når de kommer. Jeg kan godt forestille mig de vildt blærede syltede rødbeder, man kan lave med sådan et spiraljern.

Da vi boede en uge i Rom i 1996, havde vi lejet et lille hus i Roms udkant. Så havde vi bilen til udflugter og 20 minutters buskørsel til centrum. Jeg havde køkken, så jeg kunne gå på marked og handle alle de lækre sager, jeg nærmest gik helt amok over. Jeg tror kun, vi spiste ude tre dage i den uge.

Rom er en skøn by, og den lokale guide var god. Vi havde dog set det, hun viste os, men selvfølgelig fik vi hæftet nogle ekstra oplysninger på. Det eneste, vi ikke havde set, var Panteon indefra. Den var (naturligvis også) imponerende.

 

Figurerne her kender vi snart, ikke? Den vindblæste fyr har stået der i tyve år, fortalte guiden. Det må sandelig være en god indtægtskilde …

I en af Roms nærmest utallige kirker så vi dette vægstykke, hvor ‘stoffet’ var marmor. Selv når vi var helt tæt på, var det svært at se, at det ikke var stof. Den slags imponerer altså Ellen her. I loftet på en anden kirke havde en kunstner malet, så det så tredimensionelt og helt holografisk ud. Jeg viser ikke billedet, for illusionen virker ikke rigtigt på fotoet, men det imponerede også os alle sammen.

Visse af de køretøjer, markedes stadeholdere havde, ville ikke gå upåtalt igennem synet her i landet, men sjove var de …

Er der ikke noget om, at ruccola og mælkebøtteblade smager nogenlunde ens? Det må vel være derfor, at man kunne købe mælkebøttefrø. Jeg har lidt svært ved at forestille mig, at det koncept ville kunne blive en guldgrube her i landet.
Læg mærke til, at den også hedder løvetand på italiensk.

Det er blevet efterår, siden vi rejste, med alle de gyldne farver, det nu engang indebærer.
Det er helt underligt at komme hjem til et klassisk efterårsvejr efter 10 dage med varme og sol, sol og atter sol. Den eneste regn vi oplevede, var tirsdag formiddag, mens vi sejlede. I Rom var det overskyet, men det holdt tørt.

Vi var hjemme klokken to i nat – alt gik optimalt, og vi havde først regnet med at være hjemme halvtre-tre, så ingen klager herfra.
Nu er kufferterne pakket ud, varmen skruet op overalt i hytten, Superbrugsen ryddet for madvarer, blomsterne i vinduerne nuslet og puslet, musene fodret … alt er klar, fordi … lige om lidt returnerer vi til lufthavnen for at hente Charlotte og børnene.
Livet er godt.

Two down – 941 to go …

Vi er hjemme igen. Ikke så trætte i dag, som jeg kunne have frygtet, da vi kom i seng over midnat efter at have været på farten siden 14:30.
Den sidste dag er altid en underlig dag. Man er lidt rastløs, fordi man er blevet smidt ud af hotelværelset; man kan ikke rigtig nå at foretage sig noget spændende, fordi man ikke engang tør tage en bus et eller andet sted hen – der skulle jo nødig gå noget galt, så man kommer for sent til lufthavnsbussen. I øvrigt var det også så varmt (i går rundede vi 30°), at vi ikke orkede noget som helst andet end at sidde i skyggen og få tiden til at gå. Heldigvis havde vi hver en iPad og dermed masser af tidsfordriv i form af puslespil, sudoku og bøger. Jeg havde desuden krydserpåtværs i papirformat, så det var slet ikke noget problem at slappe af … hotellet havde en finfin terrasse, hvor vi kunne være, og hvor vi kunne gå op og nyde den frokost, vi købte i butikken lige ved siden af hotellet.

Til venstre i øverste billede ses en bougainvillea i krukke. Dem så vi masser af i hele området – og naturligvis ikke kun i krukker; overalt kunne man se endog meget store eksemplarer. Det er en særdeles køn plante … selve blomsten er meget lille og uanselig, idet de kendte, røde blade er – netop blade og ikke blomsterne. Man kalder de røde blade for højblade. Jeg har lært en del på denne tur, herunder dette med bougainvilleaens blomster, men ferier er gode på mange måder – også til at blive klogere af.
Til gengæld fandt jeg aldrig ud af, hvad blomsten til højre er for en. Vores guide var en utrolig dygtig og vidende kvinde, men det var tydeligt, at botanik aldrig har hørt til hendes yndlingsfag, for vi fandt hurtigt ud af, at vi ikke fik meget ud af at spørge hende om identiteten af diverse vækster.

Når vi er færdige med en ferie, rekapitulerer og/eller reflekterer vi altid lidt over den på vejen hjem og i de nærmeste dage efer hjemkomst. Vi taler om, hvad der var bedst ved den og hvad der eventuelt var værst.
Dette sidste var der ikke rigtig noget af. Det har været en på alle måder virkelig god ferie. Det er altid spændende, når man gør noget på andres anbefalinger, idet ens egne holdninger eller præferencer ikke nødvendigvis er de samme, men nu havde vi snart hørt så mange gange, at Amalfikysten ikke uden grund er på Unescos verdensarvliste, at vi måtte konstatere ved selvsyn, om det var rigtigt.
Det var min søster, der gjorde mig opmærksom på listen; hun krydser af på den, når hun har set et af stederne, så nu er jeg begyndt på det samme. Jeg tror, vi har en konkurrence kørende, men det ved hun ikke endnu – jeg skal nemlig først finde ud af, om vi ligger nogenlunde lige, eller om den ene af os er langt foran den anden. Jeg er nu oppe på 66 af de over 1000 steder, der figurerer på listen, så der er laaang vej endnu. Jeg ved dog med 100 % sikkerhed, at det langt fra er dem alle, jeg har lyst til at opsøge, så målet er slet ikke alle de godt 1000 – det kan vi heller ikke nå, om så vi rejste resten af vores liv – men det er faktisk meget sjovt at kunne krydse dem af – eller rettere fremhæve dem med fed skrift i den Wordfil, jeg har overført listen til. Italien alene har 50 steder, og jeg kan nu glæde mig over at have set de 12.
Danmark har seks steder på listen, hvoraf nok de fleste af os har set de fem – og det sjette vil jeg meget gerne nå at se.

Danser på vulkaner

Det gjorde vi nu ikke. Dansede, altså, men på vulkan var vi. Vesuv, naturligvis. Med tilhørende Pompeji. Det er vel næsten et must, når man er på disse kanter – og alligevel var der ni, der havde valgt turen fra, men det kan selvfølgelig være, de har set det hele allerede. Til vores store forbavselse havde vi en anden guide i Pompeji … jeg mener … Karina er arkæolog, og så guider hun lige netop ikke i Pompeji! Det er altså ikke alt, man skal forstå.
Afløseren var dog glimrende – en dansk-italiensk kvinde med krudt i rumpen og glimt i øjnene.

Også her var der en million mennesker. Mindst. Gad vide, hvornår her ikke er højsæson!
Ikke desto mindre var det hamrende interessant, især selvfølgelig, når man har en dygtig guide til at fortælle om hvad det er, man ser.
Herover ses, hvorfra Lego fik sin inspiration. Kig under øverste, vandrette del af portalen.
Vi så den berømte afstøbning af den gravide, 14-årige pige, vi var på de offentlige toiletter, vi var på badeanstalten, vi fik udskænket vin, vi så rigmandens insula og vi var på bordel.

Oven over dørene til de særdeles umagelige stensenge var der erotiske billeder. Alle med forskellige motiver, som hver især viste den pågældende piges specialitet. På den måde kunne man gå rundt og se på ‘menukortet’ og udvælge sig den tjeneste, man foretrak at blive ydet den dag.
Herunder ses et par af de mere uskyldige … der var også et af en mand godt i gang med en ged, men jeg blev aldrig klar over, om geden også var en af de ansatte på bordellet … hvis det bare var ment som inspiration, vil jeg mene, at det fejlede en anelse.

Der måtte ikke skiltes om vej til bordellet dengang for 2000 år siden, selv om puritanisme ikke ligefrem var deres stærkeste side, men så viste man vej på anden vis – billedet til højre er taget på hovedgaden i Pompeji.

Det var temmelig varmt – 29 grader, så illusionen om et vulkanudbrud var ikke fjerntliggende.
Da vi senere var oppe i Vesuvs krater, valgte John og jeg at lade være med at traske en halv time op og en halv time ned af kraterrandsstien, der bestod af små og større pimpsten. Jeg har slet ikke lukkede sko med, John havde ondt i benet og min hælspore var i desuden trådt i karakter i løbet af de 2½ timer, vi gik rundt i Pompeji.
De andre sagde heldigvis, at vi ikke var gået glip af noget – det havde været alt for diset til at kunne se noget som helst. Nogle gange er man heldig … og på Vesuv kan vi godt sige, at vi har været.

Mens vi ventede på de andre, sad vi sammen med nogle, der overraskede mig: venlige, belevne, ikke-støjende tyske turister! Sådanne fire rendte vi faktisk også ind i i aftes. Endnu en fordom skudt ned – men mine ‘oplevelser’ med tyskere ved Vesterhavet hører ikke til de bedste.

Helt deroppe på toppen var vi. Pompeji ligger under den røde pil.
Det var feriens sidste hele dag. I morgen drager vi mod Danmark igen, en masse dejlige oplevelser rigere.

I dag er vi helt alene

Fridag. Ingen udflugter og dermed intet socialt samvær. Ikke fordi vi ikke kan holde de andre ud, men den dag i dag trængte vi begge til, så vi har bare slentret lidt rundt i byen og købt os en mavepine til i fristende frugter, plus brød, skinke, mozarella og tomater til en frokost, som blev indtaget på terrassen; vi har taget en lur … kort sagt: slappet fuld.stæn.dig af.

I aftes blev det til endnu en gourmetmiddag, bestilt af guiden, som kender gud og hvermand på hele Amalfikysten. Det er ligemeget, hvor vi kommer, så hilser folk på hende eller ligefrem kommer hen og giver hende et kram. Det være sig gadesælgeren, som prøver at komme af med sit vand (!) eller butiks- eller café-/restaurantindehavere af enhver art. Hun er en afholdt dame, men det kan alle forstå.
Middagen i aftes var på Borgen, som den gamle normannerborg hedder i folkemunde. Den blev købt og totalrestaureret af fire brødre, som står for mad og servering. Resturanten er indstillet til en Michelinstjerne, men den har altså ikke fået nogen endnu. Mama holder et vågent øje i køkkenet, men laver ingenting selv, mens Papa sørger for, eller nok rettere ser til, at de bilende gæster parkerer ordentligt.
Vi sad – gennem en lang, lun og skøn middelhavsaften – yderst til højre; på næstøverste niveau og fik tre retter aldeles vidunderlig mad. Ingen klager herfra …

Dagens formiddagskaffe. Måske ikke umiddelbart verdens mest charmerende sted, men det var god kaffe og alt var lige præcis som det skulle være – vi søgte med vilje lidt væk fra hovedstrøget, hvorfor vi også fandt en bedre frugtforretning end vores nabosupermarked, samt en forretning, der lige netop havde det gevandt, jeg godt kunne tænke mig at få med hjem, og som jeg er sikker på, jeg vil se Fuldstændig Fantastisk ud i. Indehaveren startede på at slæbe varer ind til middagslukning, da vi kom forbi, så turen må gå forbi hende igen lidt senere på dagen. Vi var også selv blevet sultne, og det kan sagtens vente.

Jeg er betaget af de kæmpestore pinjer, der ses overalt, men ønsker absolut ikke at få en af de overdimensionerede kogler i hovedet, hvis den er afsendt fra den højde! Jeg har godt nok aldrig hørt, at det har afstedkommet dødsfald, men jeg er heller ikke interesseret i at prøve af, om man overlever.
H.C. Andersen kaldte pinjer og cypresser for op- og nedslåede paraplyer, og jeg kan ikke se nogen af delene uden at komme til at tænke på hans rammende beskrivelse.
Rundt omkring i byen høres tit udrykning, og jeg bliver hver gang sat tilbage til hyggelige Heartbeat (engelsk serie, som foregår i 60’erne), når jeg hører det gammeldags horn.

Det sidste billede er udelukkende til ære for min dejlige svigersøn, bare for at kunne prale af at have set noget, han ikke har set: et flydende Titanic!
Herlig humor i Amalfi havn.

Du er ikke alene …

… synger Sebastian. Han mente vist ikke på Capri, men det passer også her. Vi syntes, Amalfi var lidt af et turisthelvede, men da havde vi ikke set noget endnu. Det var en forladt og øde by ved siden af Capri.
Du GO.de.ste, hvor var der mange. Alt for mange. Vi var så uheldige at ankomme samtidig med, at verdens største krydstogtskib ligger til ved Napoli. 9000 passagerer kan det tage, og når de fleste af dem tager til Capri sammen med de turister, der også lige valgte at tage dertil i går, så går det galt. Især når det er amerikanere. Sorry, hvis jeg skulle få trådt nogle over tæerne her.

Men Capri var da smuk. Ovenud smuk. Vi var oppe ved og i Axel Munthes villa. Han var en velhavende svensk læge, som byggede sit hus her og udøvede sin lægegerning gratis – men de velbeslåede betalte ham vist rigeligt. Den svenske prinsesse, senere dronning, Victoria passede han også på hernede. Særdeles godt endda – det blev mere end antydet, at de var mere end læge og patient. Det var sandelig også nogle vidunderlige omgivelser – man kan næsten ikke undgå at blive forelsket sådan et sted.

Men altså … de bittesmå bybusser fyldte man vist efter det japanske princip, hvor folk bliver skubbet ind, til sekundet før transportmidlet brister. Forestil jer at køre fra Capri by til Anacapri – og více versa – ad hårnålesving på denne måde! Med en chauffør, der kører stærkt! Han skulle jo gerne nå at få flyttet en masse turister. Man fik testet både arm- og benmuskler, skulle jeg mene.
Det er af af en anden årsag end i den gamle sang, men jeg tager heller aldrig til Capri igen – smuk ø eller ej.
Men nu har vi set den, og det var som sædvanlig en smuk sejltur derud.

Så vr det noget ganske andet med Ravello og Scala i dag. Vi ankom tidligt, så turisterne – de andre turister – var ikke vågnet endnu. Der var så smukt, stille og fredeligt, at vi næsten ikke selv kunne tro på det.
Der var fotostop i Scala, men det skulle have været på hjemvejen for at være ideelt pga. det modlys, der var, da vi kom. Vi var derfor næsten mere betagede af herrerne med muldyrene, som slæbte grus og fliser op til et eller andet byggeri. Seks fliser ad gangen kunne dyret bære. Der skulle gås mange gange endnu, før alt var bragt op, men sådan er alle byerne hernede jo bygget …

Meget pænt sted at gå og passe sin køkkenhave …

Vi gik op til – eller også var det ned til – Villa Cimbrone. Jeg kunne ikke helt finde ud af, om det var oppe eller nede i forhold til Ravello, for der var masser af op- og nedstigninger og trapper både den ene og den anden vej. Men igenigenigen et fantastisk sted. De, der dengang havde mange penge, byggede sig disse storslåede villaer og stjal så ellers udsmykningen til dem fra de gamle græske villaer, der alligevel ikke blev brugt længere.
Der er ikke noget at sige til, at Krøyer og andre malere elskede Amalfi-området. Og H.C. Andersen. Thorvaldsen. Palle Kjærulff-Schmidt. Alle har de malet, billedhugget eller med ord og billeder besunget området her.

Et glimrende sted at sidde og indtage vores sædvanlige formiddagsdrik: En caffe americano og et glas friskpresset citronjuice.
Uhh, der er alt for mange ord i mig endnu, men jeg må beherske mig …
Guiden vidste i øvrigt godt, at vi havde sølvbryllup i går. Jeg fortalte det ï telefonen, dengang jeg for over et halvt år siden bestilte rejsen, og det var åbenbart blevet skrevet ned, så Kulturrejser havde sat en flaske champagne på værelset og Karina selv gav os en lille ting, hun havde købt til os på Capri. Meget sød gestus. Hun spurgte os, om vi gerne ville have, at selskabet sang for os, men hun behøvede bare at se på vores ansigtsudtryk for selv at kunne besvare det spørgsmål. Næh tak, og de andre i gruppen behøver heller ikke at få noget at vide …

Amalfi by, Den grønne grotte og sejlturen dertil

Sejlturen til Amalfi by var, ikke overraskende, betagende smuk. Vi havde vores egen båd (selskabet altså; ikke John og mig), og da vi lovede at lade være med at sladre, sejlede den flotte kaptajn os ind i Den grønne grotte, Grotto smeralda, selv om det er blevet forbudt, så nu springer vi Den blå grotte over på Capri i morgen … synes nemlig ikke, at denne var spor grøn …

Efter grotten gik turen mod Amalfi by, og på vejen dertil fik vi udpeget flere kendte personers villaer; bl.a. Sophia Lorens og Kennedyernes.

Herover fru Lorens lille knaldhytte og til højre et hotel med dets brudesuite kl. 4 i billedet – den lille lysegule bygning. Man må da sige, at det nygifte par kan få lov til at udfolde sig aldeles uforstyrret.
Amalfi by var meget spændende, med smalle gader og andre gader, der bare var trapper. Vasketøj hængende ned alle vegne fra, men det er kun en charme mere. Vi var dog glade for at vi ikke bor i Amalfi, for du GOdeste da for et turisthelvede.

Vi er i citronland – citroner på størrelse med små meloner, limoncella i alle afskygninger og endelig et glas friskpresset citronjuice til Ellen – på det tidspunkt var det meget bedre end en kop kaffe, dog ikke hvis man spørger min mand. Jeg fik også et glas til min frokost, som bestod af af bruchetta med tomat, mozarella, tun, rødløg og basilikum. Et sandt festmåltid, og det var rigeligt med mad til mig … temperaturen er 28 grader!

Mere sejltur … Maiori set fra søsiden – vi bor lige ved den røde pil.

Det øverste stykke af hovedgaden i Amalfi, hvor der kører de mindste bybusser igennem, jeg har set – der kunne sidde otte personer i dem og sikkert stå det samme antal. Jeg tror nu også, at københavnerbybusstørrelse ville have visse problemer i disse gader …
En grønthandler reklamerede med naturens eget viagra – viagra naturale – vidste I det? Vi må spise noget mere chili.
(Jeg synes ellers, vi spiser en del chili … gad vide hvor stor daglig dosis skal være for at det virker?)
Det var dagens billedspam. Nu vil vi lege indfødte og tage en time på langs inden vi skal ud og spise gourmetmiddag på en åbenbart berømt og besunget fiskerestaurant i aften … den gourmetmiddag, jeg havde bestilt hjemmefra og havde håbet på var i morgen, hvor vi jo har sølvbryllup, men sådan blev det altså ikke. I stedet bliver hele dagen i morgen tilbragt på Capri, og så tager vi endnu en gourmetmiddag sammen med guiden og på hendes anbefaling på onsdag. Vi kommer vist ikke til at mangle noget.

Amalfi a la carte

Det er i orden, dette her.
Det var den korte udgave … den lange slipper I dog ikke helt for.
Vi blev mødt i lufthavnen af vores guide, som er en moden dame med en solid baggrund for at guide i netop dette område: Classical Archaeologist, Dr, Mag.Art, PhD, BA, Universities of Copenhagen, London og Roskilde.
Hvorfor hun gider være guide, aner jeg ikke, men hun er god! Det kan kun blive interessant at komme til Pompei og Vesuv med hende som fortælleren.

Turen herned fra Napoli lufthavn var i sig selv en oplevelse – betagende smuk og sommetider ret spændende, fordi vejen den sidste halve time var meget smal, så der var ikke plads til så meget som et frimærke mellem bussen og de modkørende biler.
Karina hævdede, at vi ankom til og i det allerbedste vejr, man overhovedet kan få hernede – Vesuv stod så klart som det kan lade sig gøre, og vi fik den åbenbart berømte rosa solnedgang over Capri med, lige inden ankomsten til Maiori, hvor vi bor. Capri er den bagerste, lillebitte grå top i centrum af billedet.

Lige nu sidder vi på vores terrasse og nyder livet og lidt frokost. Billedet herover er taget fra terrassen, så vi fortryder ikke, at vi købte os til den og havsudsigten.
Vi er ikke i tvivl om, at vi er kommet til et katolsk land – i dag er det søndag, og byens kirker (der er flere, selv i en miniby som Maiori) bimler og bamler til den helt store guldmedalje. Dog heldigvis ikke om natten, men i dag ved middagstid var det som at høre et helt orkester. Ikke ligefrem synkroniseret; det lød nærmest som om de forskellige diskuterede et eller andet i munden på hinanden. Indimellem var der en lille pause, hvor en blid kvindestemme manede til ro og fornuft. Stadig i form af klokkespil, forstås. Det var nu meget sødt at høre på.

Mit fantastiske ordforråd på omkring 25 italienske ord har indtil videre vist sig tilstrækkeligt, så det skal nok gå altsammen. Noget kan man gætte sig til, hvis man har haft latin, bilder jeg mig ind. Hvis jeg har gættet forkert, er der i det mindste ikke kommet pinlige episoder ud af det endnu.
John og jeg har kun været på charterrejse én gang i vores tid sammen – det var til Tunesien, hvortil vi ikke var meget for at tage på egen hånd. Vi var derfor lidt spændte på, hvilke typer vi ville få som rejsefæller, men jeg har lidt på fornemmelsen, at firmanavnet Kulturrejser Europa måske kan skræmme de værste væk, for vi har udelukkende mødt venlige, søde og imødekommende mennesker, ingen af dem af den påtrængende type.
Ingen lidt for feststemte unge og – bedst af alt – ingen støjende børn. Den yngste deltager er vel et sted i fyrrerne. Den ældste må være tæt på 90, for jeg hørte hende fortælle en anden, at hun er student fra 1944! Hun er godt nok imponerende frisk – virker som en et sted i halvfjerdserne.
Vi nyder det med andre ord … tænk, at man skulle nå dertil, men det måtte vel komme … vi glæder os i hvert fald meget til alt det, vi skal opleve i den kommende uge.

Et stort plus er, at der er kommet wi-fi på værelserne. Det er så nyt, at ikke engang guiden vidste noget om det, men behagelige overraskelser kan vi ikke få for mange af.