Det er vist en lidt provokerende overskrift på dagens indlæg, og det lyder som om jeg går ind for børnearbejde, hvad jeg selvfølgelig overhovedet ikke gør.
Vi skal bare passe på, at vi ikke af lutter misforstået velmenthed og politisk korrekte ideologier går hen og gør de børn en bjørnetjeneste ved vores medvirken til at sørge for, at de ikke kan arbejde.
Og jeg mener bjørnetjeneste i den gamle betydning! Jeg mener ikke, at en bjørnetjeneste er en stor og god tjeneste; tværtimod.
Man skal en anden vej rundt, hvis børn over hele verden skal have mulighed for at være børn på den måde, vi synes, det skal være: med plads til leg og mulighed for skolegang og uddannelse.
Et citat fra det seneste Samvirke:
“I 1980’erne og 1990’erne ville især amerikanske virksomheder tage en del af ansvaret for et bedre liv for verdens børn og unge på deres skuldre. Store firmaer, der solgte sportstøj, og supermarkedskæden K-mart forbød deres leverandører at have børn under 18 år beskæftiget i produktionen. I Indien og Bangladesh ville de lokale producenter gerne fortsætte med at sælge til de store kunder, så alle børn og unge blev fyret og sendt på gaden.
Dengang skete det meget bombastisk. Man tog ud på virksomhederne og fyrede børnene. Men der skete ikke en forbedring. Børnene kom ikke i skole. Familien havde brug for indtægten, så børnene fik arbejde i stenbrud eller blev prostituerede. Deres forhold blev langt værre end før.”
Temmelig ubehagelig tanke, ikke? Så må de trods alt hellere sy skjorter, frem for at blive tvunget ud i prostitution.
Jeg havde hørt dette før. Nu blev den viden blot genopfrisket, og jeg synes vi alle bør tænke over ovenstående. Naturligvis burde børn under en vis alder (men hvilken alder skal man sætte som grænse? Vel ikke 18 år? 15 måske?) ikke arbejde og slet ikke i de mange timer, som tilfældet er, men vi er nødt til at tænke over, hvilken kultur vi forsøger at blande os i – den kan ikke ændres over en nat. Og hvor meget kan vi tillade os at blande os? Først og fremmest skal der være muligheder for skolegang og uddannelse, men det kommer ikke ved et fingerknips i de pågældende lande – det kommer heller ikke fordi vi løfter en forarget pegefinger og siger fy fy skamme.
Danske virksomheder (også fra andre lande, klart nok, men jeg har lidt svært ved at forholde mig til de andre i denne sammenhæng), der køber varer, produceret af børn, skal gå ind og være med til at tage ansvar – det er herfra, det skal komme; det er aftagerne af produkterne, der kan være medvirkende til, at børnearbejderne får bedre vilkår at arbejde under samt bliver tilbudt skolegang. De skal ikke bare boykotte virksomheden eller forbyde børnene at arbejde – det gavner som nævnt ikke børnene spor.
Vi som forbrugere gør det bedst ved at stille krav til virksomhederne – altså importørerne. At være kritiske. At lade være med at købe den T-shirt til en tier, for til så lav en pris er den måske fremstillet af et barn, der arbejder under vilkår, ingen skulle byde os andre i bare en uge.
Vi skal kigge efter Fair Trade-mærket, for dette er en indikation af, at så er man allerede godt i gang med at forbedre vilkårene ‘derude’.