Boykot IKKE børnearbejde!

Det er vist en lidt provokerende overskrift på dagens indlæg, og det lyder som om jeg går ind for børnearbejde, hvad jeg selvfølgelig overhovedet ikke gør.

Vi skal bare passe på, at vi ikke af lutter misforstået velmenthed og politisk korrekte ideologier går hen og gør de børn en bjørnetjeneste ved vores medvirken til at sørge for, at de ikke kan arbejde.
Og jeg mener bjørnetjeneste i den gamle betydning! Jeg mener ikke, at en bjørnetjeneste er en stor og god tjeneste; tværtimod.

Man skal en anden vej rundt, hvis børn over hele verden skal have mulighed for at være børn på den måde, vi synes, det skal være: med plads til leg og mulighed for skolegang og uddannelse.
Et citat fra det seneste Samvirke:

“I 1980’erne og 1990’erne ville især amerikanske virksomheder tage en del af ansvaret for et bedre liv for verdens børn og unge på deres skuldre. Store firmaer, der solgte sportstøj, og supermarkedskæden K-mart forbød deres leverandører at have børn under 18 år beskæftiget i produktionen. I Indien og Bangladesh ville de lokale producenter gerne fortsætte med at sælge til de store kunder, så alle børn og unge blev fyret og sendt på gaden.
Dengang skete det meget bombastisk. Man tog ud på virksomhederne og fyrede børnene. Men der skete ikke en forbedring. Børnene kom ikke i skole. Familien havde brug for indtægten, så børnene fik arbejde i stenbrud eller blev prostituerede. Deres forhold blev langt værre end før.”

Temmelig ubehagelig tanke, ikke? Så må de trods alt hellere sy skjorter, frem for at blive tvunget ud i prostitution.
Jeg havde hørt dette før. Nu blev den viden blot genopfrisket, og jeg synes vi alle bør tænke over ovenstående. Naturligvis burde børn under en vis alder (men hvilken alder skal man sætte som grænse? Vel ikke 18 år? 15 måske?) ikke arbejde og slet ikke i de mange timer, som tilfældet er, men vi er nødt til at tænke over, hvilken kultur vi forsøger at blande os i – den kan ikke ændres over en nat. Og hvor meget kan vi tillade os at blande os? Først og fremmest skal der være muligheder for skolegang og uddannelse, men det kommer ikke ved et fingerknips i de pågældende lande – det kommer heller ikke fordi vi løfter en forarget pegefinger og siger fy fy skamme.

Danske virksomheder (også fra andre lande, klart nok, men jeg har lidt svært ved at forholde mig til de andre i denne sammenhæng), der køber varer, produceret af børn, skal gå ind og være med til at tage ansvar – det er herfra, det skal komme; det er aftagerne af produkterne, der kan være medvirkende til, at børnearbejderne får bedre vilkår at arbejde under samt bliver tilbudt skolegang. De skal ikke bare boykotte virksomheden eller forbyde børnene at arbejde – det gavner som nævnt ikke børnene spor.
Vi som forbrugere gør det bedst ved at stille krav til virksomhederne – altså importørerne. At være kritiske. At lade være med at købe den T-shirt til en tier, for til så lav en pris er den måske fremstillet af et barn, der arbejder under vilkår, ingen skulle byde os andre i bare en uge.
Vi skal kigge efter Fair Trade-mærket, for dette er en indikation af, at så er man allerede godt i gang med at forbedre vilkårene ‘derude’.

Reklamer

Er man ved at blive småsnerpet? Bevæger moralbegreberne sig baglæns?

Der florerer med jævne mellemrum debatter om, hvorvidt det skal være mødre tilladt at amme hvor de vil og når de vil (eller barnet vil …)
Da jeg for næsten 36 år siden fik Charlotte, altså i 1976, var det ikke noget problem at sidde på fx en restaurant og amme sit barn, men jeg har hørt om café-restaurantejere, der ikke vil have det i dagens Danmark.
I parentes bemærket er det ganske almindeligt i muslimske lande …

Nu kommer det selvfølgelig an på, hvordan og i hvor høj grad moderen ‘flasher’ sine mælkebryster, men hvis hun er en smule diskret, er der ingen, der kan se mere bart bryst end man vil kunne i forbindelse med de fleste selskabskjoler – snarere mindre, og da i hvert fald kun ét.

Kan man blive forarget over det, minder det mig betænkeligt om fruen, der måtte risikere liv og lemmer ved at stå og balancere på en høj stige for at kunne se og dermed blive forarget over, at den skønne nabokone solede sig i egen have uden tøj på.
Hvis man ikke kan holde synet af en ammende mor ud, kan man ganske enkelt vende blikket væk.
Jeg synes i øvrigt, at en mor med sit diende barn er et af de smukkeste syn der findes, men det er givetvis ikke alle, der ser sådan på det.

Er det kun fordi jeg er gammel halvhippie (ikke omvendt), at jeg ikke kan se noget forargeligt i at amme i det offentlige rum?
Jeg har læst, at moralbegreberne, efter at stort set alt har været gjort og været tilladt, er begyndt at bevæge sig tilbage til tiden lige efter 2. verdenskrig, og at det vel at mærke er de unge, der fører an i denne holdning.
Er det virkelig det, vi ønsker?
Eller er det bare med moralen lige som med kjolelængderne, der bevæger sig op og ned?

Jeg synes, at mødre skulle have lov til at amme deres børn efter behov og ikke skulle forbydes det noget sted – men samtidig huske at være lidt diskrete … ganske almindelig hensyntagen giver oftest meget vide rammer.

Jeg har indsat et billede af Charlotte med lille Anna, kun otte dage gammel. (Det var første gang jeg så mit første barnebarn … det var stort. Altså ikke barnet …)

Er det forargeligt? Stødende?
Man kan jo ikke se en pind bryst, så det må være noget andet, der gør, at man kan forarges over ammende mødre.

“For hver voldtaget kvinde kastrerer vi en mand”

Det var barske ord på en tirsdag, ikke?

De er ikke mine ord, selv om jeg måske har ry for at kunne være en barsk dame … de stammer fra Gretelise Holms bog Møgkællinger, som jeg hører lige nu.
Dette er ikke en anmeldelse af bogen som sådan – selv om den absolut er anbefalelsesværdig – men mere en videregivelse af nogle af de tanker, forfatteren sætter i gang hos læseren.
En del af handlingen er, at en kvinde lader det gå ud over en eller anden sagesløs mand, hver gang man gennem pressen hører om en kvinde, der er blevet voldtaget. Hun kastrerer faktisk ikke manden fysisk, men ‘kun’ psykisk ved at gøre ham angst, usikker og præstationsløs over for kvindekønnet som helhed.  
Da der bliver voldtaget et 12-årigt barn, dræber den ukendte hævner en mand … “For hvert barn, der bliver voldtaget, dræber vi en mand”.
Det er Amazonkvindens mening at plante den allestedsnærværende frygt for voldtægt, som de fleste kvinder, i det mindste periferisk, kender til, i mænds hjerner, så de kan lære hvordan det føles.

I bogen bliver historien landsdækkende i samtlige medier på en måde, som vi alle kun alt for godt kender, allerede efter den anden kastraktion og inden det første drab. Måske ikke så underligt, kan man tænke, men set i lyset af, at forfatteren meget utvetydigt lader skinne igennem, at der hvert år bliver voldtaget ca. 500 kvinder, uden det bliver til mere end en lille notits i midten af lokalavisen, bliver tingene i højeste grad sat i perspektiv.
Der bliver sat en rekordstor politistyrke ind for at finde Amazonkvinden. Presset fra offentligheden, politikerne og politimændenes overordnede for at “få denne forfærdelige sag opklaret” bliver massivt.

Jeg synes det er en ret interessant teori, Holm sætter ord på her.
Jeg er ikke feminist og har aldrig før tænkt over, at hunkønsvæsener i alle aldre bliver voldtaget, uden det er specielt interessant for nogen; vi skænker det knapt nok en tanke, for vi ser måske ikke engang notitsen i lokalavisen. Mange – nok mest mænd, vil jeg vove at påstå – tænker, at “hun har jo nok selv været ude om det”. 
Men en ‘voldtaget’ mand vækker hele familien Danmark til dåd lige pr. omgående – “Det må stoppes. NU! Det er jo uhørt, at sådan noget kan finde sted!”

Det er ikke hele plottet i bogen – parallelt kører historien om en højskolelærers fængselsdom (justitsmord) for mordet på en af eleverne på skolen, og som hovedpersonen Karin Sommer går ind i, men de to historier skulle blive kædet sammen på et tidspunkt. Jeg har ikke hørt bogen færdig, så jeg ved ikke mere, men det er også ligegyldigt; jeg ville alligevel ikke have haft afsløret slutningen her.

Det er en god og tankevækkende bog – selv om det er en kriminalroman …

Og sporten kort: 1-0

Vi snakkede cykelløb under Tour de France. Vi snakker OL nu. Nogen nævnte under TdF et hold, jeg ikke kan huske navnet på, men samme nogen sagde, at dette hold “kun oplevede en lang stribe andenpladser sidste år, så moralen kunne ligge på et meget lille sted”.
Min moral, for slet ikke at tale om mit ego, ville kræve temmelig meget plads, hvis jeg havde en hel stribe andenpladser.

Men det eneste, det gælder om, er at blive nummer ET.

Det er lidt synd, ikke?

Tænk, hvis jeg var den næstsødeste i hele verden.
Tænk, hvis jeg var den næstbedste mor i hele verden.
Tænk, hvis jeg var den næstbedste mommer i hele verden.
Tænk, hvis jeg var den næstbedste hustru i hele verden.
Tænk, hvis jeg var den næstrigeste i hele verden.

Tænk, hvis jeg var den næstbedste i hele verden til
at udtænke nye tanker og ideer (Stephen Hawking, Bohr og Einstein – watch out) 
at gå forrest (næstforrest?) med at (be)vise, at vold, krig og overgreb er noget, som langt langt de fleste af os helst ville være foruden.
at strikke (vi tænker hastighed her)
at sy (vi tænker haute couture-tanker her)
at lave mad (René Redzepi – here I come!)
at cykle (så var jeg kommet i tv-avisen – helt gratis – og de havde oven i købet haft ondt af mig!)

Jeg synes det er flot at være så dygtig, at man overhovedet bliver udtaget til OL, VM, EM …
Selvfølgelig er drømmen at vinde, men jeg synes det er synd, at ikke engang nummer toerne bliver regnet for noget særligt.
Jeg må dog lige sige, at det ikke virker så slemt her under dette OL, som det ellers har været … om det er fordi, man følger danskerne, der givetvis ikke render med alle guldmedaljerne, skal jeg ikke kunne sige, men ånden har ændret sig en smule i retning af, at “det vigtigste er at deltage”.

Apropos sport: Jeg har investeret i nye vandrestøvler. De er købt i det nordlige Norge og vejer ingenting – prisen var omvendt proportional med vægten, men de er så også kanongode at have på. Nu er der ingen undskyldning for ikke at gå i skoven i al slags vejr; kæmpende sig gennem blød bund og våd underskov og vade tværs igennem små vandløb. Nu kan mine fødder nemlig hele tiden have deres på det tørre.
Det bliver desværre nødvendigt med den slags krumspring, for i en alt for stor radius af ødegården har staten ‘ødelagt’ skoven ved såkaldt skovpleje. Alle mine gode svampesteder vil ingen svampe frembringe i en årrække. ØV og sgu! Jeg skal langt for at finde nye græssvampegange, og risikoen er derfor overhængende for, at jeg farer totalt vild. Der burde være indbygget GPS i sådan nogle fornemme støvler.

England er bagud – eller ‘regional cooling’?

For første gang har jeg oplevet, at England ikke er forud for os i forhold til årstiden – deres vintre er mildere, deres forår kommer ca. tre uger før vores osv. Sådan var det lige indtil sidste år …
Da jeg kom derover for godt en uge siden, var hylden kun lige begyndt at blomstre, og de har i det hele taget haft en meget kold vinter, et koldt og sent ankommende forår og ditto sommer. De har haft blæst og regn i et omfang, der har været ved at drive Charlotte til vanvid, fordi det altid blæste fra syd lige ind i deres have. Blæst, blæst, blæst – og det var ikke bare den milde søndenvind, der kom – det var en veritabel blæst, der kom direkte fra stepperne; i dette tilfælde Salisbury Plain. Hun har derfor ændret haveplaner, så der nu bliver plantet træer og buske som læbælter, hvor dette ikke var nødvendigt, da de flyttede ind for tre år siden.
Det kolde og ugæstfrie vejr skyldes formentlig den globale opvarmning! I første omgang lyder det temmelig ulogisk, men når man får forklaringen, at det er polarisens smeltning, der flytter Golfstrømmen sydpå, kommer logikken tilbage. Forskubbelsen af denne kæmpestore og varme havstrøm kan få konsekvenser for hele det vestlige Europa – vi får det altså koldere under den globale opvarmning.
Jamen hurra. Den globale opvarmning er noget hø i sig selv, men hvis Vesteuropa skal fryse, mens resten af verden får det alt for varmt, med hvad deraf følger, er der da slet ingen retfærdighed til længere.

De værste pessimister påstår oven i købet, at vi ligefrem kan få istid visse steder i Europa samtidig med den globale opvarmning, hvis Golfstrømmen flyttes meget – det er åbenbart sket før. Så er det, at skeptikeren Ellen spørger sig selv, om ikke de to fænomener i stedet kunne finde på at ophæve hinanden? Google, google … det er der også andre der mener. Så langt, så godt …

Gad vide, om det vil lykkes at nedsætte udslippet af drivhusgasser? Eftersom hele transportsektoren kun står for 13 % af det, tror jeg ikke meget på den store effekt af privatbiler, der kører langt på literen. Ikke at jeg siger, det ikke er en god ide, for det er det da bestemt – af mange gode grunde, men effekten kan næppe blive revolutionerende. Hvis man kigger på lagkagen til højre, er det så forsvindende lidt, man som enkeltindivid kan gøre – også selv om samtlige mennesker på jorden – stadig som individer betragtet – virkelig foretog sig alle de energibesparende foranstaltninger, de overhovedet kan.
Igen: lad os spare så meget på energien som muligt. Der er ingen grund til ikke at gøre det, uanset om man tror på, at den globale opvarmning er 100 %selvforskyldt, eller det er en del af Det Store, Foranderlige og Komplekse Klimasystem. Eller måske en kombination … 

Men det var simpelthen forklaringen på den elendige sommer indtil videre: Det er simpelthen en istid, der sniger sig ind på os. Den må sgu godt lige vente en generations tid eller mere …
Så sluk så det lys! Nu! Og træk selv din trailer! Det er der andre der kan, så det kan du nok også …

Stærk holdning – lige til man ændrer holdning

Dagens indlæg er stærkt inspireret af Connys og min kommentarudveksling i går vedrørende grilludstyr.
Conny udtrykte nemlig præcis den samme meget stærke holdning til – eller rettere imod – gasgrill, som jeg havde i flere år.
Lige indtil vi fik en gasgrill …
Jeg havde gennem meget lang tid nedlagt veto mod at få en gasgrill, selv om John gennem lang tid talte varmt for sådan en fyr.

John er, som vel de fleste af Danmarks grillende husstandes mandlige halvdel, husets grillmaster. Han skal tænde op og han skal grille hvad der skal grilles. Han skal også rense grillen bagefter.
Set i det lys var det vel egentlig ret strengt af mig at nægte gasgrillens potentielle tilstedeværelse her på matriklen, for jeg gad ikke selv have grillbesværet, men forestille mig, at man kunne grille ordentligt uden trækul med den smag, der nu engang hører til det, ja, det kunne jeg simpelthen ikke.

Min indædte modstand varede i tre år.
John har fødselsdag i starten af august, og som sædvanlig var mine forældre blandt gæsterne. De gav altid pæne gaver og arriverede denne gang med en … gasgrill.
Far og mor havde nogle meget svedne smil skruet på, og John turde næsten ikke se på mig, samtidig med, at han slet ikke kunne skjule sin glæde.
Bøffen – John altså – havde på et eller andet tidspunkt i løbet af sommeren klaget sin nød over min manglende samarbejdsvilje om den fra hans side så eftertragtede gasgrill, så mine forældre besluttede at give John en i fødselsdagsgave – hvormed min autoritet lige som var ude af billedet.
Jeg havde godt nok flygtigt undret mig over, at jeg ikke, som jeg plejede, var blevet bedt om at være mellemmand mht. Johns gave, men havde ikke spekuleret så meget mere over det. Dette voldsomme svigt fra mine forældres side var jeg ikke sikker på nogensinde ville blive glemt fra min side …

Og hvad skete? Vi havde kun brugt gasgrillen meget få gange, inden jeg totalt havde kapituleret.
Det var 10 gange nemmere og hurtigere at klargøre til grillseancen – uden alt det røg, man forpestede hele nabolaget med under optændingen.
Jeg kunne pludselig rotere kyllinger. Jeg kunne stege store stege uden de var brændt til kul udenpå og stadig var rå indvendig. Jeg kunne varme brød, stege grønsager og kød på én gang. Fantastisk!
Smagen: Den var da fuldstændig, som den skulle være, og det var med ét blevet meget nemmere at regulere varmen, så kødet blev lige som det skulle være.

Jeg er helt klar over, at alt det nævnte kan rigtig mange også med en kuglegrill, men det kan John og jeg altså ikke. Har aldrig kunnet. Kender egentlig heller ikke så mange andre, der er virkelig gode til det, selv om de ofte forsøger sig …
Gasgrillen blev således svar på alle grillbønner, og vi går aldrig tilbage til kulgrillen. Aldrig.
Vi er nu på den anden gasgrill. Den første kom til Sverige, men er nu udtjent og kasseret. Godt vi har den fine bålpladsgrill i stedet for.

Hvorfor siger jeg nu ‘jeg’ og ikke John i forbindelse med grillningen? Det er fordi, der med gasgrillen kom lidt mere gastronomi ind over det hele, end der havde været i pølse-, bøf- og koteletæraen, og så står John af – sådan noget tror han slet ikke, han kan finde ud af.
Det gør ikke noget. Det er nemlig stadig ham, der står for rengøringen …

Jeg ønsker mig en gasgrill til ødegården.

Hvad er racisme?

Det ved vist de fleste af os. Tror vi, for gør vi nu også det? Jeg synes, at betydningen af ordet har taget en drejning fra, hvad det var i fx USA eller under hitlerregimet og hvad det er blevet til i dag.
Oprindeligt betød det kort fortalt, at nogen betragtede visse racer som biologisk underlegne – det klassiske eksempel er holdningen til den negroide race gennem flere århundreder.
Nu er det lidt anderledes; Wikipedia udtrykker det således: “I dag er der nogle der argumenterer for at diskrimination på baggrund af etnisk eller kulturelt tilhørsforhold også skal regnes for en slags racisme”.

Her kommer mine provokerende spørgsmål: Hvem udtrykker racisme over for hvem her i landet? Skal man ikke respektere love og regler, selv om man tilhører en anden kulturel/religiøs baggrund? Går integration ikke begge veje? Går racismen ikke i visse tilfælde begge veje?
Jeg har ingen som helst problemer med eller over for folk, der indgår i et samfund på de præmisser, der nu engang er – så er jeg noget så inderligt og bedøvende ligeglad med hud-, øjen- og hårfarve, kulturel eller religiøs baggrund; hvorimod folk, der udnytter systemerne eller ser stort på landets love, ønsker jeg hen hvor peberet gror, uanset hud-, øjen- og hårfarve, kulturel eller religiøs baggrund.

Jeg opfatter overhovedet ikke mig selv som racist. Men. Der er ofte et ‘men’.
Hvorfor risikerer jeg at miste mit forhåbentlig gode navn og rygte ved at skrive et indlæg som dette? Det gør jeg, fordi John igen i dag kom skummende hjem fra arbejde og indædt mumlede om visse elementer af ‘anden etnisk herkomst’, der er taxachauffører i den provinsby, han arbejder i.
Der er virkelig kamp om det daglige brød i den brance, men de nys omtalte personer er skideligeglade med reglerne for god opførsel over for kunder, samt for almindelig god og kollegial opførsel – og jeg taler ikke om de uskrevne, men om de nedskrevne regler.

Eksempel 1: Hvis de kan høre, at der kommer en god tur, som de ikke fik, fordi de ikke var ettere i området, skynder de sig at køre hen og hente den pågældende kunde, selv om de udmærket er klar over, at en anden har fået turen og allerede er på vej derhen. Denne anden var to gange i dag John, så da han troppede op ved målet, kunne han lige se bagenden af den taxa, der havde stjålet turen fra ham. Ikke blot har John mistet turen, men er nu røget bagerst i køen, så den næste tur kan have lange udsigter.

Elsempel 2: De nægter at stå ud af vognene og hjælpe selv tydeligt gangbesværede mennesker med enten rollatorer eller bagage. Det skal de selvfølgelig hjælpe med, men ældre mennesker tør ikke sige noget, og de ved måske ikke, at de rent faktisk bør klage til taxaselskabet over den manglende service.

Eksempel 3: De siger nej tak til korte ture, selv om de holder som såkaldt ‘etter’ og derfor skal tage den første tur, der løber ind.
Dette eksemplel er måske lidt svært at forstå, og jeg vil ikke bruge en roman på at forklare konsekvenserne ved denne omgåelse.

Eksempel 4: De siger – igen fortrinsvis til ældre mennesker, og kun efter korte ture: “Det bliver 100 kr”. Taxameteret var slet ikke slået til, og hvis kunden overhovedet tør sige noget til det, eller spagt hævder, at det altså kun plejer at koste 60 kr, lyder svaret bare. “Det gåt i stykker. Virker ikke. Det bli’ 100 kr.” 100 kr, som behændigt ryger uden om regnskabet. I sådanne tilfælde kan de godt finde på at tale meget dårligt dansk, selv om de normalt fuldt ud er i stand til at tale det helt uden accent. 
Kunden ved desværre heller ikke, at hvis ikke der står noget på taxametret, behøver man ikke at betale. Man kan med fuld ret nægte; eller man kan fx sige, at man kun kan betale med Dankort, eller man skal bruge en bon. Uanset, hvad sådan en chauffør kan finde på at sige eller måske ligefrem true med, skal man som kunde insistere; eventuelt foreslå, at de da lige tager en tur omkring politistationen for at få dem til at afgøre hvem der har ret.
Så husk det, venner: I har chance for at få en gratis taxatur, hvis nogen laver det nummer med ikke at slå taxametret til.
Jeg har prøvet det én gang; chaufføren blev stiktosset på mig og truede med alverdens straffeforanstaltninger, men jeg holdt på mit, og han vidste jo godt, at han intet kunne stille op, så jeg fik en gratis tur. HA!

Der er flere eksempler end disse fire, og chaufførerne af egen etnisk herkomst, eller hvad man nu skal kalde dem, er vrede og frustrerede over sådan en mangel på respekt for kunder, kolleger og regler.
Der er også et eller andet med at køre helt vildt hurtigt, hvilket temmelig mange ikke synes er særlig rart.
Selvfølgelig prøver man at sanktionere, men det er for det første svært i sig selv, og når så visse blakkede vognmænd vælger at se lidt stort på klagerne, fordi de foretrækker chauffører af dårlig karat, da disse skraber lidt flere penge hjem end dem, der overholder reglerne – ja så er det næsten som at slå i en dyne.
Et lille fif: der er ‘nogen’, der betragter hunde som urene dyr, så man kunne jo sige på centralen, at man har hund med, hvis man gerne vil undgå visse af taxabranchens ‘Brian’er’. Men det har I ikke fra mig …

Jeg ved godt, at jeg måske uhørt direkte anklager en bestemt slags mennesker her, og selvfølgelig er der undtagelser fra begge lejre. Ikke desto mindre holder min påstand meget langt hen ad vejen, hvilket bestemt også er mit indtryk, når jeg taler med kolleger om det at køre i taxa.

Jeg ved også godt, at der er rigtig mange, uanset ‘etnisk herkomst’ (jeg bryder mig ikke om det udtryk), der ikke kunne drømme om at opføre sig således, men jeg kan blive så vred over, at de få formår at ødelægge det for de mange – det er jo de samme få, der er så pokkers synlige i landskabet – og ikke mindre i bybilledet – det er de samme få, der efterlader så mange med det indtryk, at ‘sådan er de alle sammen’. Og det er de få, der er den mere eller mindre direkte årsag til, at den forfærdelige fru Kjærsgaard får de stemmer, hun desværre får.
For godt nok er jeg blå, rent politisk, men DF er en skamplet på et demokratisk land.

Pyha – det var da vist noget af en ugeafslutning, dette her … god weekend … I får lige en blomst med på vejen.

Dette er ikke en politisk blog, men …

Regeringen: Vi skal have nogle flere i arbejde!
Regeringen: Jer, der arbejder, skal arbejde mere! 12 minutter mere om dagen, og så tager vi i øvrigt nogle helligdage fra jer!

Hvordan det hænger sammen og hvordan det skulle skabe arbejdspladser, kan jeg overhovedet ikke se.
Det er der heldigvis andre og mere magtfulde personer/instanser end mig, der heller ikke kan.

Regeringen (før den blev regering): Der skal IKKE være skattelettelser for nogen!
Regeringen: Vi løfter grænsen for topskat.

Regeringen: I skal arbejde i flere år! Ikke noget med at stoppe, bare fordi I er blevet 65 år!
Regeringen: Vi løfter ikke grænsen for topskat for erhvervsaktive folk over 65!

Hvordan hænger det nu sammen? Skulle det være motiverende for at få nogen til frivilligt at blive på arbejdsmarkedet i yderligere nogle år?
Så er der nogen, der har regnet grusomt galt.

Gudskelov hører jeg snart til ældrebyrden, så jeg bliver ikke udsat for at skulle arbejde længere og få mindre ud af det.
Til gengæld ville regeringen meget gerne trække 13000 fra min folkepension, når jeg bliver 65. Jeg troede det var den, vi alle betalte til hele livet?
Jeg skal nok klare mig, men det er ikke i orden, at os, der har suget på labben i årene med små børn og dyrt hus for at kunne betale til en ekstra pension OG vores skatter, nu skal straffes med at få mindre i folkepension.
Er det motiverende for at spare op for at gøre livet sjovere som ældre?

Jeg ved godt, at dette ikke altsammen er fra den helt aktuelle debat, men for kontrastens skyld har jeg valgt at stille det således op.
Jeg er heller ikke ude på en skyttegravskrig med modskyts af eksempler på den forrige regerings fejl, for fejl havde den da, men det er ikke dem, dette handler om.

Jeg synes bare, jeg vil indrømme i fuld offentlighed, at denne regering nok er den bedste, vi nogen sinde har haft.
Aldrig har nogen været så gode til at grave egen grav.

Aldrig har jeg været så glad for årstallet på min dåbsattest som nu.
Jeg bliver ind imellem fristet til at melde mig ud af samfundet.

Jeg har dog ikke tænkt mig at hoppe i åen …

Privatlivets fred?

Så i Aftenshowet i aftes? Den stakkels Martin Spang Olsen har fået et vredt brev fra sin nabo, fordi han (Martin altså) tillod sig at gå rundt i sin egen have i de bare underbukser.
Den nabo kunne passende flytte ud på en øde ø.  
Jeg kom med det samme til at tænke på en gammel vittighedstegning af to gamle pebermøer, der risikerede liv og lemmer ved at sidde højt oppe i et træ, hvorfra de – forsynet med stærke kikkerter – kunne se ned i naboens have, hvor der lå en topløs ung kvinde og tog solbad.
Teksten kan jeg ikke huske ordret, men de to gamle damer var yderst forargede over, at de ‘slet ikke kunne undgå’ at være vidne til den slags tøjlesløs opførsel.

Det er det samme med Martins nabo. Tænk, at han vil være sig selv bekendt. Uanset hvor afklædte folk måtte have lyst til at være, er der ingen, der kan tillade sig at blande sig i det, så længe det foregår på privat område.
Heller ikke udenfor, faktisk … man må gerne bade nøgen på danske strande, fx. Så kom igen, nabo! Hvis du ikke kan tåle synet, må du vende dig om. Der er bestemt ingen, der tvinger dig til at kigge, når Martin griller kun iført underhylere. 
Kunne det være ren og skær misundelse, mon? Han har sig nemlig en lækker, fast røv, ham Martin – en anden en ville bare nyde synet og mindes de go’e gamle dage, som jeg småfnisende sagde til John i aftes.

Hvis Martin og kone fik lyst til at dyrke kærlighedens glæder ude i deres have, var der vel heller ingen, der kunne blande sig i det?
Da vores naboer var meget unge og meget nygifte i en varm sommertid, tænkte de i deres kærlighedsrus slet ikke på, at vinduerne på førstesalen stod på vid gab – og der var ikke skruet ned for lyden …
John og jeg sad ude på terrassen og nød den lune sommeraften, da underholdningen begyndte. Vi havde ikke spor lyst til at trække ind i stuen allerede, men havde også meget svært ved at lade være med at smile med lyd på, så vi forsøgte os med at tale lidt højere i håb om, at naboerne forstod et hint – mest for deres egen skyld, for de ville sikkert blive en anelse flove, hvis de vidste, at de underholdt nærmest hele kvarteret. 
Der var bare ikke noget at gøre – vi fik det hele med; inklusiv den medrivende afslutning.

Forargende? På ingen måde. Underholdende? Særdeles.
Men havde jeg været Martins nabo, havde jeg sandsynligvis sendt endnu et anonymt brev, hvori jeg frabeder mig enhver seksuel udfoldelse i fremtiden fra de unges side. Også selvom det måtte foregå i deres eget soveværelse.

Vi taler jo alle flydende ænglis

“I absolutely agree on that, only I have a great but(t)”, sagde den danske politiker i Bruxelles (det var vist ikke engang wee Villy). Og så var der sportsjournalisten, der påstod, at “in Denmark we are used to play with balls”. Hvorfor vil danskere dog så gerne tale engelsk, når de ikke kan? Én, der kunne tale engelsk, Victor Borge, ærgrede sig, når han var på ferie her: “Jeg taler desværre ikke så godt dansk mere, men det er der jo heller ikke mange andre, der gør”. Hvorfor ikke mon?

Det spørger Christian N. Eversbusch, cand. mag. i retorik & tysk, os om i denne herlige artikel, som jeg vil anbefale sprognørderne iblandt jer at læse. Det spørger jeg også tit mig selv om; samtidig med, jeg går og strør om mig med engelske ord, fordi jeg ikke umiddelbart kan finde det bedste ord på dansk. Lyder det lige højrøvet? Det gør det nemlig. Det er det. Men det er desværre også sandt, selv om jeg virkelig forsøger at lade være. Min (dårlige?) undskyldning er, at jeg bruger engelsk temmelig meget på arbejdet, og at vi der mikser vores danske og engelske fagudtryk, så det må være en ynk at høre på for andre, mens vi selv knapt nok tænker over det mere.
Christian kommer i artiklen ind på, at det ikke er spor flovt at bede om en tolk. Jeg ville ønske, at det ville blive hørt af mange (jeg nævner ingen navne) … men som sagt: læs selv. Han har mange gode betragtninger, synes jeg.

I jobannoncer kræves der kækt, at man er “flydende i engelsk”, og jobansøgeren svarer lige så kækt tilbage, at det er vedkommende skam.
Faktum er, at de danskere, der taler flydende engelsk, vist tæller meget, meget få hoveder. Der er mange, der er meget gode til engelsk, og der er mange flere, der tror, de er det, og der er stadig meget langt for dem alle til at tale/skrive det flydende.

Jeg er god, men på ingen måde flydende. Jeg er bedre på skrift end i tale, fordi jeg ofte får sagt noget ævl i farten, og man kan som bekendt ikke holde kæft med tilbagevirkende kraft. Når jeg skriver, kan jeg gennemlæse og rette teksten; lige som jeg er virkelig god til at finde andres fejl.

Nogle af jer kender måske følgende tekst. I må gerne stoppe her … resten kan bare, som jeg, hygge sig med den og undres over sprogenes finurligheder.
Og kom så lige og påstå, at I er flydende i engelsk …

If a house burns up, it burns down. You fill in a form by filling it out and an alarm clock goes off by going on. You get in and out of a car, yet you get on and off a bus. When the stars are out, they are visible, but when the lights are out, they are invisible.

How can a slim chance and a fat chance be the same, while a wise man and a wise guy are opposites? How can the weather be hot as heck one day and cold as heck another?

There is no egg in eggplant, nor ham in hamburger; neither apple nor pine in pineapple. And while no one knows what is in a hotdog, you can be pretty sure it isn’t canine. English muffins were not invented in England nor French fries in France. Sweetmeats are candies, while sweetbreads, which aren’t sweet, are meat.

We take English for granted. But if we explore its paradoxes, we find that quicksand can work slowly, boxing rings are square, and guinea pig is neither from Guinea nor is it a pig.

And why is it that writers write, but fingers don’t fing, grocers don’t groce, and hammers don’t ham? If the plural of tooth is teeth, why isn’t plural of booth, beeth? One goose, 2 geese. So one moose, two meese? Is cheese the plural of choose? One mouse, 2 mice. One louse, 2 lice. One house, 2 hice? If teachers taught, why didn’t preachers praught?

If a vegetarian eats vegetables, what does a humanitarian eat? Why do people recite at a play, and play at a recital? Ship by truck or car and send cargo by ship? Have noses that run and feet that smell? Park on driveways and drive on parkways?

And why, when I wind up my watch, I start it, but when I wind up this essay, I end it?

English is a weird language … it doesn’t know if it is coming or going!!!

War never determines who’s right. War only determines who’s left.

Nu vil vi køre til Sverige lige om lidt, og hvis der er radiotavshed fra min side til søndag aften, så ved I sikkert efterhånden hvorfor.
Hav en rigtig god og laaaaang weekend alle sammen.
Billedet er en chokoladeblomst – det hedder den, fordi den dufter af kakao.
KAKAO – ikke cacao  

Kæber

Kæber. Det er noget, man kan tabe, hvis man er et menneske. Dog kun underkæben.
Hvis man er en gris, er ens kæbe blevet penge værd – og det gælder vel formentlig både over- og underkæben.
Hvis man er en havtaske, har man også gode kæber.
Jeg må indrømme, at jeg har moret mig en hel del over svinekæberne, som via det nye, nordiske køkken er blevet så populært, at prisen på dem er steget til det groteske pga. den store efterspørgsel. 
De er blevet dyrere end mørbraden. Det er da komisk, for hvis man får fat i et helt grisehoved, koger det og laver sylte af det, er man bare en enormt gammeldags mormor, der laver ulækker mad. Hvis man piller kæberne fra og tilbereder dem alene, er man helt enormt trendy.
Jeg har lidt svært ved at se forskellen, men jeg er jo også kun en gammeldags mormor.
En mormor, som lavede en mager sylte til jul, som de unge spiste lystigt af, fordi jeg kaldte det en paté. Mine søstre holdt småsmilende deres bøtte med sandheden – de var, uden ord, helt med på, hvor jeg ville hen med denne lettere omgåelse af samme sandhed.
Sylten/patéen blev som sagt spist med stor velbehagelighed – lige så stor var overraskelsen, og mindst lige så morsomme var ansigtsudtrykkene – faktisk kunne der lidt efter ses op til flere hængende underkæber, da jeg annoncerede, at ‘patéen’ i virkeligheden var en god, gammeldags sylte. En hel del mindre fed, end min mor ville have lavet den, men … en sylte var det dog stadigvæk.

Havtaskekæber har jeg elsket, lige siden jeg faldt over dem hos en fiskehandler for 10-12 år siden.
Skagenfood havde havtaskekæber på tilbud sidste gang, jeg fik Fantasypakken fra dem, så jeg bestilte et kilo, som blev delt i tre pakker og lagt i fryseren.

I aftes tog jeg den ene pakke ud og i dag tilberedte jeg dem efter denne opskrift.
Samme opskrift hævder, at man skal regne 4-5 kæber pr. person. Jeg havde syv i min pakke, hvilket var mere end rigeligt. Altså syv i alt …

Kæber og muslinger med en gratineret fløde/hvidvins/ostesovs ovenpå; romainesalat med løg, brøndkarse og dild og et lækkert madbrød.

Det var aftenens menu, og det var slet ikke så ringe endda. Selv om det både var kæber og fisk. Den tror jeg simpelthen ikke var gået i hverken 70’erne, 80’erne eller 90’erne.

I’m (absolutely not) a Barbie Girl

Så I Aftenshowet i aftes? Så I indslaget om og dermed billederne af de piger, der bruger hundredtusinder af kroner på at komme til at ligne Barbie?
Med hvepsetalje, kæmpebarm og tomt dukkeansigt med en lillebitte Michael Jackson-agtig næse?
Prøv at billedgoogle ‘living barbie dolls’ og se hvad der sker. Man kan næsten ikke tro, at det kan være rigtigt.

Det var grotesk. Det var sygeligt at se på, hvilket en hidkaldt af de meget efterspurgte eksperter i form af en plastickirurg var helt enig i. Hun havde intet imod at tage penge for at gøre folk smukkere, hvis det er det, de ønsker, men her stod hun totalt af. Hun kunne i sagens natur ikke vide det, men hun stillede sig ikke afvisende over for, at der kunne være tale om, at der ligefrem var fjernet ribben for at opnå sådanne taljer.

Jeg skal gerne indrømme, at den gyldne middelvej mellem min efterhånden ikke-tilstedeværende talje og Barbies hvepsetajle sikkert ville klæde mig. Visse andre småreguleringer i ansigt og på hals ligeledes … det kunne da være meget rart ikke at ligne en hamster, der er i færd med at samle vinterforråd … men jeg er for nærig. Jeg gør det bare ikke. Og da slet ikke så længe, at jeg er nødt til at vælge mellem at få fjernet hamsterkinder eller kalkundelen af kalkunhalsen og en fed ferie. Så hellere tage småfed på en fed ferie! Og skulle jeg bede John om at lide afsavn, fordi jeg vil til at se yngre ud, end jeg er? Det kunne jeg ikke drømme om.

Jeg har principielt ikke noget imod skønhedsoperationer – det må folk fuldstændig selv om – og jeg vil ikke, med foldede hænder og himmelvendte øjne, hævde at jeg aldrig i livet kunne finde på at få foretaget en eller anden form for mindre indgreb, men det skal ikke være på bekostning af noget andet, så så længe jeg ikke vinder i Lotto, er det aldeles udelukket. Skulle jeg endelig vinde som 80-årig, kan det også være lige meget …
Jeg synes det er latterligt, når det tager overhånd, som fx Cher, der slet ikke kan eller tør smile. Det er sørgeligt og til grin, når man kan se, at en kvinde er en 60-årig, der forsøger at ligne en 40-årig – og klæder sig som en 20-årig. Som med alt andet gælder levereglen alt med måde, men igen: det er folks egen sag, og jeg er på ingen måde ude efter en lovgivning om, hvor grænserne eventuelt skulle gå. Vi har barnepigesamfund nok i forvejen.

Hvordan har I det med forskønnende operationer?
Jeg taler udelukkende om forfængelighedsindgreb – ikke om tilfælde, hvor det direkte er en psykisk belastning for en person at se ud, som vedkommende gør … enten medfødt eller pga. en ulykke. Her synes jeg, det er i orden også at få helt eller delvist offentligt tilskud til det.

Trailer: Traner, brændenældesuppe, dogmefilm og andre lækkerier

Frustrationerne er ikke blevet mindre over netforbindelsen heroppe. Jeg kan til nød leve med, at det går langsomt, men ikke med, at det går ned! Kan heller ikke acceptere, at jeg overhovedet ikke kan uploade billedholdige indlæg. Men så længe jeg ikke kan tage mig sammen til at få klaget, sker der jo heller ingen forandringer, så jeg vil nøjes med at komme med en trailer:

På bedding er:
1) Jeg har – stærkt ansporet af Pia – debuteret inden for emnet brændenældesuppe.
2) Jeg har indspillet to dogmefilm, som jeg uploader til YouTube når jeg kommer hjem. Den ene varer fem sekunder, den anden 42, så man kan næsten ikke nå at komme til at kede sig. Vil satse på at få linket til dem her på bloggen.
3) Der har tilsyneladende bosat sig et tranepar nede ved åen. Billeddokumentation foreligger, men det bliver senere. Vi kan simpelthen sidde oppe i vores stue og kigge på traner. Blæret, ikke?

Jeg er af samme langsommelighedsårsager heller ikke voldsomt meget rundt i blogland, for alting tager heeeelt viiiildt laaaang tid. Hvad pokker laver de på Net1? Jeg skal nok komme på besøg hos jer, men det bliver altså nok ikke her i bededagsferien.

Apropos St. Bededag: Der er nogen (og vi nævner ikke indeværende regering, som jeg ikke har voldsom stor sympati for), der nu vil have nedlagt den om fredagen og i stedet lagt den på en søndag. Helt ærligt, så glem bare alt om Store Bededag. Hvis ikke den kan ligge på en fredag; alternativt mandag, så drop den da for pokker helt. Og jeg lærer ALDRIG at forstå, hvorfor man regner med, at man kan få flere i arbejde ved at lade os, der er i arbejde, arbejde mere. Ikke om I så bruger resten af mit arbejdsliv på at forklare mig det. Jeg er bare ret glad for, at hvis det går, som nogen vil, så er dette forhåbentlig min sidste bededagsferie, inden jeg holder konstant ferie.
Vi ses i aften – forhåbentlig med masser af billedmateriale.

Var det noget med en lille tatovering?

“Omkring en fjerdedel af alle, der lader sig tatovere, har problemer”, skriver de i Samvirke.

Der er flere aspekter ved tatovering, jeg ikke helt forstår … for det første forstår jeg overhovedet ikke, hvorfor man synes, det er pænt, men smag og behag er som bekendt forskellig.
Jeg ved også godt, at man i ungdommen slet ikke kan forestille sig, at man skulle blive ældre. Eller gammel. Eller måske dør man oven i købet på et eller andet tidspunkt. Vi har alle været unge; de fleste af os har haft fjollede ideer og nogle har måske gjort nogle ting, de senere har fortrudt. De fleste af ungdommens fjollerier er dog normalt ude, måske ikke af sindet, men så af både egne og andres øjne, når man bliver lidt mere besindig.
En tatovering er permanent. Den kan fjernes, men det koster 10 gange så meget som at få den lavet, og det er for egen regning. Det hjælper (heldigvis) ikke noget at komme vrælende og fyldt med selvynk op til lægen og sige: “Gør noget!” – med mindre man er decideret syg pga. tatoveringen, hvilket der desværre er en del, der bliver.

Det, man synes, er supercool som 18-årig, synes man ikke nødvendigvis er skidesmart som 60-årig, hvor jeg godt kunne forestille mig, at man kunne blive en anelse forlegen over at være nødt til at flashe et par bare bryster eller en lysten penis tatoveret et sted, hvor det kan være svært at skjule det, med mindre man vil gå vinterklædt året rundt.
Tatoveringer udsender nogle signaler, der kan være hindrende for et senere karrierevalg. Eller for at få den person, man forelsker sig i. Jeg ville helt klart betænke mig en ekstra gang, inden jeg får noget med denne fyr at gøre – også selv om han måtte påstå, at han har fortrudt noget så bitterligt …

En tredje ting, der undrer mig, at at der stort set ingen kontrol er med det.
Et medicinalprodukt har været gennem talløse afprøvninger og meget dokumentering før eventuel godkendelse fra sundhedsmyndighedernes side; en medicinalvirksomhed bliver løbende inspiceret af myndigheder fra alverdens lande.
Det er naturligvis helt i orden, for sådanne ting SKAL være i orden, og der skal være kontrol, så svindel og snyd minimeres maximalt. Det forekommer jo desværre, selv om det bliver mere og mere vanskeliggjort.

Jeg vil lige benytte lejligheden til at sige, at et nyt lægemiddel koster mellem 1 og 10 milliarder at udvikle, så det er altså ikke så underligt, at medicin er dyrt. Det er også derfor, at et nyt produkt er beskyttet mod kopiering i en årrække – virksomheden, der har haft alle udviklingsudgifterne, skal lige have en chance for at hive pengene hjem igen. De kopierende virksomheder kan selvfølgelig sagtens gøre det billigt, når patentet udløber – de har overhovedet ikke haft forsknings- eller udviklingsudgifter. Jeg bliver så stiv i ansigtet, nå folk brokker sig over dyr medicin. Vil de hellere have noget klamp, der ikke er veldokumenteret?

Nå. Tilbage til tatoveringerne. Her er ingen kontrol. Man kan købe farver de mest tvivlsomme steder fra; fx fra Kina, hvorfra de erfaringsmæssigt ikke er sterile, men er propfyldt med alskens lækre sager som stafylo- og streptokokker, som man kan blive hundesyg af. Enhver idiot kan slå sig ned som tatovør – og mange gør det også. Det kan konkluderes ud fra, at der er 500 af dem i Danmark, men kun 70 i Tatovørlauget.
Farverne kan være sundhedsskadelige; især den røde. Personen på billedet får med stor sandsynlighed væmmelige problemer. Man kan blive smittet med HIV, hepatitis og syfilis, hvis tatovøren ikke bruger sterile nåle.

Så hvis I absolut vil tatoveres, så undersøg tatovøren grundigt, vælg kun sorte farver og lad være med at placere tatoveringen på et alt for synligt sted.
Man anslår, at halvdelen af dem, der bliver tatoveret, fortryder det senere, så nøjes hellere med et lille, diskret et, der forholdsvis nemt og billigt lader sig fjerne igen.

Lad mig slå fast: Dette er ikke en personlig hetz mod folk, der har valgt at lade sig tatovere – folk må da selv om det … jeg undrer mig bare over det voldsomt tiltrækkende i det for nogen – især, når det tilsyneladende skal være over det meste af kroppen. Så står jeg altså helt af, skal jeg indrømme.

Status er status quo

TUSIND tak til de af jer, der er kommet med forslag til afhjælpning af mit WLW-problem.
Jeg har slet ikke været dem alle igennem – har blot indtil nu kunnet konstatere, at systemregenerering ikke virkede – det blev simpelthen ikke gennemført … af systemet, såmænd … fordi ”der opstod en fejl”. Det gjorde lige som ikke mine bekymringer mindre …

NÅ. Mañana – jeg kom først hjem fra arbejde ved halvottetiden, så det har været en lang dags rejse mod nat. Jeg er træt og går tidligt i seng, men regner til gengæld med at være totalt udhvilet i morgen – og jeg skal ikke vildt tidligt op onsdag morgen.

MEN – vi sad og så Aftenshowet, mens vi indtog aftensmaden og så derfor med tiltagende undren et indslag med en kondiløber, som havde fået sig en app, der gjorde hendes løbeture mere spændende, fordi hun nu blev forfulgt af zombier!
Hun satte simpelthen iPhone-headsettet i ørerne og hørte så på denne (irriterende!) engelske stemme, der gejlede hende mere og mere op under løbet, fordi disse farlige zombier kom nærmere og nærmere og intensiverede jagten på hende, så hun løb stærkere og stærkere.

NU er jeg simpelthen blevet for gammel.
Det var ret komisk i mine øjne, at en tilsyneladende normal og velfungerende kvinde skulle kunne føle en væsentlig større motivation til at løbe, fordi hun bliver forfulgt af nogle virtuelle zombier. De kan vel ikke engang kaldes virtuelle, for de var der jo kun i form af en (irriterende) stemme i løberens ører.

Samme slags trick skulle efter sigende kunne bevirke, at man kaster sig henrykt over diverse trivialiteter som rengøring og lignende. Man må undre sig …

Det ville stensikkert ikke virke på mig.
Skuf mig nu ikke ved at sige, at I omgående vil kaste jer over en søgning efter den app, fordi det lige præcis er det incitament, I altid har manglet for at kunne tage jer sammen til at løbe, til at gøre rent, til at tage bussen til arbejde, til at …

Men det er stadig det dejligste forår, der er stærkt på vej, og snart vil der se sådan ud i Kongens Have i København – DET kan selv jeg ikke brokke mig over.

Kort og godt: et godt kort. Eller?

Der stod et posthusbesøg på programmet i dag – en gave skulle sendes til Tim, som snart har fødselsdag – han går ind til sit sidste år, hvor han kan kalde sig i trediverne. Til næste år bliver vi 100 år, min svigersøn og jeg.

På et posthus har man lykønskningskort af enhver art og til enhver lejlighed.
Det er ved at være konfirmationstid, og selv om det kun er seks år siden, jeg var til den seneste konfirmationsfest, må jeg konstatere, at der er sket en hel del på lykønskningskortsområdet på bare de få år.

Jeg er lidt ambivalent her … jeg er klar over, at vi nok er nået forbi Christel-tegningerne, der var topmoderne, da jeg blev konfirmeret; selvfølgelig skal kortene forandre sig med tiden.
Jeg er også klar over, at det oprindelige formål med konfirmationen for længst er ude af billedet, men kunne man ikke bare lade som om, man stadig ved, hvad det egentlig drejer sig om?
“Til en cool konfirmand”
”Til en smart konfirmand”

Antyder man ikke et forkert hovedbudskab her?
Jeg synes det er helt i orden, at det ikke er den Ib Mossin-lignende unge mand i hvid skjorte og mørkt jakkesæt, man ønsker at fremstille i dag, men burde man i anledningens (trods alt stadig) hellige navn ikke udelade ord som ‘cool’ og ‘smart’?
Den ‘smarte’ konfirmand er på kortet udstyret med et hav af indkøbstasker.
Det tredjeøverste kort til højre forestiller en pc; på kortet under dette ses hovedtelefoner. Det har ikke ret meget med konfirmation at gøre.

En anden stribe kort undrede jeg mig bare over – ingen hellig (høhø) forargelse her, blot dyb undren:
Jeg kan forstå, at der skal være kort til alle fødselsdage op til 20 år; derefter til hvert femte år, men hvorfor er det specielt at blive 24 år? Eller 27? 38??
For slet ikke at tale om 51 og 52 år???
Hvorfor er der ikke noget til 100 år? Det er der da flere og flere, der bliver.
Er der et eller andet, jeg fuldstændig har misset undervejs?

---

Og nu til noget helt andet:

“HVAD er dog dette?”, spørger I.
”Det er såmænd hjulet til en sækkevogn, John lige har købt, og som vi havde med til Sverige i fredags”, svarer jeg.
“Skulle det være interessant?”, spørger I.
”Måske ikke”, svarer jeg, “men det er morsomt. Se, hvad der står øverst på hjulet”.

John må ikke færdes på hoved- eller motorveje med sin nye sækkevogn.
Simpelthen SÅ ærgerligt …

Cyklister – tag jer i agt

Tak for alle kommentarerne i går – en så tragisk hændelse er tydeligvis noget, der kan få mange af os til at reagere og reflektere.

Sådan lidt apropos gårsdagens indlæg har jeg lige læst en lille notits om, at politiet i næste uge vil til at “slå til mod uopdragne cyklister”.

Det er nok en evig krig mellem bilister og cyklister – en rigtig skyttegravskrig, hvor den ene part har meget svært ved at se det fra den andens side og derfor bare fyrer beskyldninger af om modpartens fejl og mangler.

Lad det ikke være nogen hemmelighed: jeg er meget lidt begejstret for visse cyklister.
Og når jeg selv er cyklist, opfører jeg mig naturligvis fuldkommen eksemplarisk! Jeg ved jo, hvordan det er at sidde bag et rat og få den ene forskrækkelse efter den anden.
Eller blive møghamrende irriteret … og hvad pokker hjælper det at være den svage trafikant, der altid får ret, hvis man ligger og er død eller lemlæstet?
Det med at sørge for at sørge for at få øjenkokntakt cyklist og bilist imellem er en kanongod ide, som mange klogeligt har taget til sig – det tror jeg forhindrer mange ulykker.

Da jeg fik mit kørekort for 41 år siden, spurgte min kørelærer mig, om jeg havde tal på, hvor mange cyklister det var gået ud mere eller mindre hårdt ud over i løbet af mine 14 køretimer, hvis ikke han havde siddet ved siden af med en ekstra bremsepedal.
Det havde jeg ikke, men det havde han – han førte altid ‘ulykkesregnskab’ for sine elever og morede sig med at servere statistikken efter overstået køreprøve. Jeg har fortrængt tallet, men det var meget tankevækkende, og jeg lovede mig selv, at det bestemt ikke skulle gå ud over nogen nu, hvor han ikke længere sad ved siden af mig.

Det har heldigvis hidtil holdt stik.

I den føromtalte lille notits stod der bl.a. at ved sidste kampagne tog de 329 for mangelfuld lygteføring.
Jeg forstår ikke, at de tør. Hvordan kan de forvente, at vi kan se dem?
Jeg har ét eneste eksempel på, at cyklisten har fået tilkendt skylden: det var på en buldermørk landevej i nærheden af mit hjem. Cyklisten kørte på en mørk cykel uden lys eller reflekser. Han var selv iført mørkt tøj uden reflekser og blev – surprise – påkørt bagfra af en intetanende bilist.  Sådan et kæmpefjols, hvilket politiet rent undtagelsesvis også mente. Cyklisten kom (heldigvis) ikke nævneværdigt til skade, men kom selv til at betale for ridsen i bilen og skaden på sin cykel. HA!

485 blev taget for at køre over for rødt eller gult.
Hvorfor i himlens navn skulle det da også være tilladt for cyklister? Tænk hvis bilisterne var lige så anarkistiske?

164 cyklede på fortove eller gangstier.

Jeg er især irriteret over to ting:
At de ikke orker at række en hånd ud, når de skal dreje til højre.
Jeg ligger, som den samvittighedsfulde bilist jeg naturligvis er, bagved og venter på at kunne komme til at dreje, så jeg ikke vædrer vedkommende i svinget. Og så drejer kvajpanden selv til højre! For hunde, hvor er det irriterende!

At mænd i spandex-outfit tror, de deltager i et landevejsløb, når de er ude og træne.
Hvad enten det er én eller flere, ligger man midt på vejen – også når der er cykelsti – og man har ikke i sinde at køre ind til siden for at lade bilisten overhale.
De må have meget høje tanker om deres egen formåen, men så stærkt kører de nu heller ikke.

Jeg er ganske klar over, at der er alt for mange cyklister, der bliver påkørt af højresvingende bilister. Det hverken kan eller vil jeg forsvare.
Der er fejl på begge sider, men de kan kun kommes til livs, hvis vi alle følger færdselsreglerne.
Og jeg mener ALLE! Hører I?

Nå. Man må aldrig lade solen gå ned over sin vrede, og det kan man bestemt heller ikke med den himmel, der for få minutter siden lige skulle blære sig lidt.

Vel?

En tragisk ulykke

Mange af jer har nok hørt om de fire unge mænd, der kørte så voldsomt galt på Hovedvej 6 ved Tjæreby, at de alle fire nu er døde.
De er også alle fire fra min lille provinsby, og pludselig bliver det hele lidt mere nærværende, selv om det egentlig er fjollet.

Men.
Hvor er jeg glad for, at de ikke kørte ind i en en tilfældig bilist, men holdt det for sig selv, så at sige.

Jeg har så ganske forfærdelig ondt af de fire forældrepar – det må være den mest forfærdelige besked af alle at få.

Men.
Hvad fanden havde knægtene egentlig tænkt på? Forestillet sig kunne lade sig gøre uden konsekvenser?
Politiet vurderer, at “de har kørt onkring det dobbelte af den tilladte hastighed”.
Det vil sige, at de har kørt ca. 160 km/t. Jeg ved godt, at jeg har brokket mig over for lave hastighedsgrænser visse steder, men man skal selvfølgelig altid køre efter forholdene, og ‘forholdene’ er så ganske afgjort ikke til at køre så stærkt på den strækning, som jeg kender særdeles godt – 160 i timen er meget – selv på en motorvej om dagen i tørt føre. Det hører ingen steder hjemme på en landevej med stikveje.
Om natten.
I frostvejr.

Vennerne er naturligvis også rystede over ulykken, og de har valfartet med blomster til stedet i løbet af i dag.
Nogle af dem udtaler, at de slet var nogle typer, der kørte så stærkt. Det kan lige som være lige meget nu, ikke? De gjorde det, og det havde katastrofale følger.
Hvor godt kender man sine venner, når det kommer til stykket?
Hvor godt kender man sine børn, når det kommer til stykket?

Hvad skal der til for at få unge mænd til at lade være med at lægge hjernen et eller andet sted uden for rækkevidde, inden de sætter sig bag et rat?
Hvad skal der til for at få unge mænd til at forstå, at fordi de har fået et kørekort, bliver de ikke automatisk til en Michael Schumacher eller en Tom Kristensen fra dag ét?
Hvad skal der til for at få unge mænd til at indse, at selv om dette skulle være tilfældet, så kører selv disse mænd kun helt vildt stærkt på dertil indrettede baner?
Hvad skal der til for at få unge mænd til at lade være med at have den fjollede trang til at vise sig over for kammeraterne. På den måde i hvert fald.

Jeg har ikke løsningen. Hvis jeg havde, så havde jeg nok også et andet job, men det lyder som en god ide, hvis man kunne sætte en dims i bilen, så den har en lavere maxhastighed end den ellers er født til. Lige som knallerter, der kun kan køre med en vis fart.
Det hjælper selvfølgelig ikke, hvis de stjæler bilen, men i langt de fleste tilfælde er det nok en lånt forældrebil, som det var i dette tilfælde.

Stop spild af … reklametryksager

For nogle måneder siden fik vi endelig taget os sammen til at få sat den lille mærkat med ‘Reklamer – nej tak’ op på vores postkasse.
Det virker heldigvis.
Gratisavisen 24 timer har i dag en tosiders artikel om emnet – jeg skal spare jer for de fleste detaljer.
Jeg kunne konstatere, at der er nogle, der har endnu sværere ved at tage sig sammen til at få ordnet det med posthuset, end vi selv havde, for tre af de fire adspurgte indrømmede, at samtlige reklametryksager røg direkte i skraldespanden uden at blive læst.
Spild, siger jeg bare.
John kiggede vores igennem, men det var vist mest for at have lidt at kigge i i tilfælde af kedsomhed, for vi har stort set aldrig købt ind efter tilbudsaviserne, og han havde intet at indvende, da jeg foreslog, at vi droppede dem.

50 % af Frederiksbergs boliger har sat nej tak-mærkaten op. På landsplan er det 24 %.
Der er delte meninger om, hvorvidt reklamerne har en effekt – jeg føler mig dog temmelig sikker på, at der må kunne sættes nogle varepriser ned, hvis de, som finansierer tryksagerne, ikke længere har den udgift.
Den eneste måde, vi slipper for dem på er, at alle – eller i det mindste langt de fleste – boycotter dem.

Jeg tror faktisk kun, det bliver værre af, at vi falder fra en efter en, idet det vel kun øger omkostningerne – og hvem er der til at betale det andre end os kunder?
Fælles front må der til!
Vi har så glimrende et medie til den slags ting: internettet. Hvorfor så ikke bruge det til at reklamere for tilbuddene?

Jeg har helt lyst til at foretage en lille forbrugerundersøgelse:
Hvor mange vil gerne beholde reklametryksager, fordi de rent faktisk handler på baggrund af disse?
Hvor mange får dem, men smider dem ud uden at læse dem?
Hvor mange har sagt nej tak til reklamerne?

Jeg synes, det er i orden at modtage reklamer, hvis man virkelig bruger dem, men jeg kan ikke lide tanken om, at så mange smider så mange tons glittet papir direkte ud.

Der ligger måske en krukke guld for enden af denne regnbue. To, kan det endda være …  den er jo dobbelt … men på reklametryksager spinder man ikke guld … som forbruger.

Kvaj jer bare, læger – jo mere og værre, jo bedre

Hvis en læge begår en fejl, skal patienten have erstatning. Erstatningen er afhængig af skadens omfang/konsekvens.
Så langt, så godt.
Eller hvad?

Hvis en læge begår en fejl, der er så voldsom, at patienten herved får forkortet sit liv, bliver erstatningen mindre. Mener ‘nogen’.
Jamen, hvad er det da for noget?

Er det ikke det samme som at sige til lægerne, at hvis de skal kvaje sig, har de dæleme bare at gøre det så effektivt som muligt, så ‘nogen’ slipper for at udbetale en stor erstatning?
Mindre fejl = større erstatning.
Større fejl  = mindre erstatning.

En erstatning for lægefejl er i mine øjne ikke penge til den stakkels skaderamte alene, men også en hjælp til familien, der skal klare sig uden det, vedkommende ellers kunne have bidraget med. Ikke at det rækker vildt langt, men nu skal det så række endnu mindre, hvis patienten er blevet svært invalideret eller døende.

Det er da forhåbentlig mig, der har misforstået et eller andet?

Østre Landsret mente heldigvis, at der var ‘nogen’, der havde misforstået noget i den sammenhæng. Godt, at der findes fornuftige mennesker.

Erstatning til patienterne er én ting – selvfølgelig skal de have erstatning, og da det nu engang er menneskeligt at fejle, vil der altid være den slags sager – ingen, heller ikke læger, er fejlfri – sådan er det.
En læge skal derfor ikke nødvendigvis straffes for at begå fejl, men selvfølgelig skal den ramte patient have erstatning for fejlen – og jo større og/eller mere vidtrækkende fejl, jo større erstatning. Ikke omvendt!

Der er lægefejl, og der er lægesjusk – sidstnævnte er jo et hot emne for tiden i forbindelse med visse plastikkirurger…

Prøv også at se dette:

Nu mener jeg, at vi er ude i noget, der tangerer kriminel adfærd – dette var ikke en fejl; den mand burde ikke have lov til at være læge.
Jeg kan godt læse, at han blev straffet, men er en bøde på sølle 10000 kroner nok?
Strafudmålinger kan diskuteres længe, og det er jeg egentlig ikke interesseret i at gøre i denne forbindelse … jeg blev bare SÅ forarget, da jeg på patientforeningens hjemmeside læste om denne fødselsdødslæge, at jeg måtte dele det med jer.

Visse ting er bare for fristende…

Jeg burde ikke. Men det trækker for meget i mig.

Manden kan jo ikke gøre for det. JO, han kan! Og jeg håber dæleme, at en god sprogskole får lov til at pudse hans sprog lidt af.

Det har jo ikke noget med politik at gøre. JO det har.

Man må ikke hænge folk ud offentligt. Arh, hvorfor ikke? Det gør politikerne da selv i rigt mål over for hinanden. Hvis bare de husker at sige ‘Hr’ eller ‘Fru’ inden de nedsættende udtalelser, så er alt tilladt.

Med andre ord: jeg er simpelthen nødt til at flashe denne massemail, der cirkulerer for tiden, og som min søster sendte til mig:

The out of country minister is taking a motherfather on the flyingmachine

Jeg forlanger ikke, at en udenrigsminister skal være flydende i engelsk, men det vrøvl, der nogle gange kommer ud af munden i dette åbne ansigt, gør mig, mere end pinligheden i sig selv, bekymret for, hvad han kan få forårsaget fordi han måske ikke helt forstår, hvad der bliver sagt. Eller at andre misforstår, hvad han mener.
Han burde hellere åbent indrømme, at han har brug for en tolk, fordi han ikke behersker engelsk godt nok til at føle sig tryg ved det, når man har en så vigtig post, som han har.
Det ville jeg kunne respektere, for det er ærlig snak, hvorimod jeg ikke kan respektere, at han opfordrer os til, at vi ‘bare skal abstrahere fra hans dårlige engelsk og i stedet lytte til budskabet’ (ordvalget er hans eget).
Man kan jo slet ikke undgå at fokusere på hans tåkrummende sprog – og mht. budskabet … jamen … har han noget?

Ecco var godt – engang

Der var engang, hvor jeg var svoren tilhænger af Eccosko. De var lidt dyrere, men også lidt bedre – og så er de jo danske.
Sådan er det ikke mere – eller også har det aldrig været sådan, men man ser jo det, man helst vil se.
De er hverken bedre eller dyrere end så mange andre mærker.
I dag gik den ene af mine (Ecco)-støvletter (tænk at det stadig hedder sådan … jeg føler mig lige så forældet som Støvlet-Katrine, når jeg bruger det ord) i stykker i sidesømmen. Jeg er overhovedet ikke imponeret over den holdbarhed, eller mangel på samme, der har været tale om her.
I retfærdighedens navn skal siges, at mine yndlingsferiesandaler er fabrikeret af Ecco, er 12 år gamle og endnu ikke slidt op. Jeg elsker de sandaler, og på vores ferier handler det (heller) ikke om at være smart. Det handler om at have noget fodtøj på, jeg kan gå længe og overalt i.

De omtalte støvletter holdt ikke længe nok til at forsvare den pris, jeg gav for dem, men at jeg er halvknotten heler ikke skosåret, så jeg gik i den lokale skotøjsforretning i dag.

Jeg fandt i sommer ud af, at det er herligt at købe sko via internettet.
Ikke kun, men også, og i dag skulle jeg bruge et par nye støvletter NU, så jeg gik i en butik.

Kender I det: der står et par sko/støvler/whatever og råber til én fra hylden: “Vi to er som skabt for hinanden! Prøøøøv mig!”
Det skete i dag, og råbet kom ikke fra Eccohjørnet, men fra et østrigsk fabrikat, jeg nu for første gang har købt: ARA (ingen links her! I må selv google, men det ser ud til at være godt og med et stort udvalg). Og mig, som ikke kan fordrage reklamer … prøv lige at høre dig selv, Ellen.
Ret billigt også, faktisk, især via internettet, så egentlig burde jeg ikke lufte min begejstring, før jeg kender holdbarheden.
(Man skulle tro, det var en rigtig papegøje, jeg har købt – se lufthullerne i æsken…)

Jeg prøvede støvlerne; de var bløde, vejede ingenting og sad som støbt på fødderne – nærmest som var det sokker, jeg tog på. De er hverken superkønne eller superfikse, men de er supergode og dermed støvletter, jeg godt kunne have på hver eneste dag i resten af vintersæsonen. Lavhælede og praktiske – jeg skal ikke gøre indtryk på nogen på jobbet alligevel. I hvert fald ikke via mine sko.
Jeg har engang været god til højhælede ting, men det er jeg ikke mere. Jeg lægger efterhånden for stor vægt på hælene, høhø …

Hvad er forskellen på anderilette og grisesylte?

Det oplagte svar er naturligvis, at førstnævnte er lavet af and og sidstnævnte af gris.
Førstnævnte smager formentlig også overvejende af and og sidstnævnte overvejende af gris.
Det er to sandheder, jeg på ingen måde har tænkt mig at forfægte, men for mig at se, er det også de eneste væsentlige forskelle.
De fleste ikke-vegetarer spiser sandsynligvis begge dele – altså både and og gris.
Der er en smule forskel på krydderiernes art, men nu er vi allerede ovre i småtingsafdelingen.
De er tilberedt på samme måde, og den ene er ikke mere fed end den anden – fedtprocenten i det færdige produkt er nemlig noget, man helt selv er herre over.
Udseendet er stort set ens – jeg vil godt påtage mig at tilberede begge dele, så man ikke kan skelne det ene fra det andet.

Næh – den største forskel er snobberiet og fordomsfuldheden i disse to spiser.

“Sylte!!!??? Nej, DET spiser jeg altså ikke!” Med ansigtet fortrukket af væmmelse.

“Anderillette?! Nej, DET lyder altså lækkert. Er det ikke svært at lave?” Med nysgerrighed og forventning præget i (samme) ansigt.

Efter tre timers kogning af andelår eller svinekød ser kødet fuldstændig ens ud. Når det er findelt og suppen kogt ind og hældt over, er der kun marginale forskelle på de to retter.

Men altså:
Anderilette er en fornem forret, som serveres på ristet rugbrød (og i dette tilfælde hedder dette naturligvis croutoner) og med cornichoner som tilbehør – nu er vi i det franske gourmetkøkken.

Sylte er en ulækker ting, som visse gammeldags indrettede husmødre laver til jul og serverer på rugbrød og med sennep og rødbeder som tilbehør – nu er vi i det danske landkøkken.

Har jeg efterhånden fået skåret min pointe ud i pap?

Hånden på hjertet: hvor mange har turdet smide fordommene over bord og smagt en rigtig, hjemmelavet sylte? (Vi taler overHOvedet ikke om supermarkedsprodukter her. Ikke engang om ‘slagterens hjemmelavede’. I ved nok: den franske leverpostej laver slagteren selv; den hjemmelavede kommer fra en fabrik…)
En af mine niecer smagte sylte til jul og blev så positivt overrasket, at vi måtte smile lidt ad hende. “Jamen det smager jo skideGODT! Slet ikke som jeg havde forventet!”
Jamen … hvad havde hun da forventet? Det kunne hun ikke svare på, men sagde, at hun bare altid havde set det der grisehoved for sig…
Vi havde på et tidspunkt haft en lille rundbordssnak, hvorunder jeg hævdede, at jeg absolut respekterede, at man ikke kunne lide denne eller hin givne ting – hvem har det ikke sådan? –  men at jeg ikke havde megen respekt for bemærkninger som “Nej, det spiser jeg altså ikke!” – uden nogen sinde at have så meget som smagt på det.

Det kan vi ikke lide

Madspild kan undgås på flere måder

Fuglene i vores have klarer det ved, at det, som nogle smider ud fra foderhuset, er der andre der samler op fra jorden. Noget må nu gå til spilde alligevel – ellers havde vi ikke haft de meget smukke, grønne, vi-siger-ikke-hvilke planter i vores have den forgangne sommer. Solsikker og enkelte ikke-identificerede planter tittede også op hist og pist, men jeg tror alligevel, at fuglene lader relativt mindre mad gå til spilde, end vi gør.

Samvirke har en artikel – flere, faktisk – i den seneste udgave om emnet. Den interessanteste handler om, hvor hysteriske de fleste er omkring sidste salgsdato, som ikke betyder, at maden skal smides ud på denne dato. Sidste salgsdato (eller bedst før, som man kalder det på engelsk og svensk), er den dato, som producenten garanterer for varens kvalitet på, men oftest kan det holde meget længere.
Det er kun, når der står sidste anvendelsesdato, man skal være på vagt; fx ved fars – det bør overholdes, for hakket kød har en stor overflade, hvor bakterierne har oceaner af plads at trives på.

Det skyldes sikkert, at jeg er vokset op på landet med med en mor, der var meget sparsommelig; dels fordi hun kom fra et hjem med mange børn og få penge, dels fordi hun var krigsbarn, og under krigen blev intet smidt ud.
Jeg har derfor lært at smage på maden for at konstatere, om den var til at spise for mennesker. Hvis ikke, var grisene ivrige aftagere.
Der var alligevel ikke nogen, der kom og satte en ‘bedst før’-mærkat på vores mad – vi var stort set selvforsynende, og det, vi ikke havde selv, blev købt hos slagter eller købmand, hvor det blev vejet ud og pakket ind – stadig uden datomærkning…

Mælk og fløde – mælkeprodukter i det hele taget – kan holde sig langt ud over sidste salgsdato, hvis ikke kartonen har været åbnet.
Er man i tvivl, så smag. Der er ingen, der er døde af at smage på sur mælk – faktisk er der mange, der betaler penge for at købe surmælksprodukter. Så hedder de bare noget andet … okay, I know, det er kontrollerede bakteriekulturer, men alligevel…
Der er i det hele taget ikke nogen, der er døde af at tage en lille bid i munden for at teste fødevarekvaliteten. Spyt det ud igen, hvis det er dårligt, så er der ingen skade sket.

Min mor skrabede også mug af marmelade og skar mug af på brød. Der sætter jeg godt nok grænsen, men vi overlevede da alle sammen – og har såmænd nok haft mere gavn end skade af det, når det kommer til stykket – vi var i hvert fald ikke mere syge end andre, da vi var børn. Fordærvet mad fik vi naturligvis aldrig, men mug var noget andet, mente man dengang – det var jo et begrænset område …

Vores nabolande må gerne sælge varer, der har overskredet sidste salgsdato, og i England er der netbutikker, der udelukkende sælger varer, der er forbi ‘best before’-datoen.
I Sverige kan man købe frugt og grønsager stykvis, og man betaler efter vægt. Ih, hvor jeg savner det herhjemme; det ville hindre, at producenter er nødt til at kassere frugt og grønsager, fordi de ikke overholder nogle bestemte mål, idet man kun betaler for det, man får. Jeg ville meget gerne kunne købe en lille selleri. Eller to gulerødder. En enkelt porre…

Mest interessant var næsten følgende oplysning, som jeg dog ingen som helst mulighed har for at kontrollere, men tankevækkende er den:
”… Internationale undersøgelser viser, at mellem 30 og 40 % af al den mad, der produceres i verden, aldrig ender i maven, men går til spilde. Det vil sige, at hele 11 % af verdens samlede CO2-forurening skyldes madspild. Det er mere, end hele transportsektoren står for.”

Hvis I har mulighed for at få fat i Samvirke, så læs det denne gang – det er altid et godt blad, men denne gang er det lidt bedre, end det plejer at være.

Lidt upolitisk politik. Eller bare sprogpolitik…

Hvem der har ansvar for hvilke lækager; hvilke hoveder der skal rulle, og hvem der skylder eller ikke skylder noget i skat og hvorfor eller hvorfor ikke … hvem der nyder, at nogen er ude på dybt vand og hvem der af samme grund hænger med røven i vandskorpen … hvem der gider eller hvem der tør eller hvem der elsker at tale med medierne lige nu, eller hvem der dykker som en prop og hvem der svømmer som en sten, osv. osv. 
Frankly, my dear… I don’t give a damn.
De politiske vinde, der blæser for tiden, kan vælte regeringer, partier og enkeltpersoner – vi ser dem igen og igen og vi har set det hele før.
Nogen har kvajet sig; ingen tvivl om det, men det er ikke direkte hvad dette indlæg drejer sig om.

Der var især tre ting, jeg hæftede mig ved under mandag aftens tv-avis – de to af dem var i forbindelse med Den Store Skattesag, omend indirekte som sagt; den tredje noget, der overhovedet intet havde med den sag at gøre.

1:
En helbefaren journalist hævdede, at “Lars Løkke nu ser endnu mere mistænksom ud…”
Hvad eller hvem er han mistænksom over for? Jeg troede det var ham, der var under kraftig beskydning.
Journalisten har naturligvis ment ‘mistænkelig’.
Det betyder desværre bare det stik modsatte, og forskellen er, hvem der retter mistanke, eller hvem den retter sig imod. Den mistænkelige er under mistanke, og den mistænksomme retter mistanke mod nogen eller måske noget.
Det burde en journalist have styr på, hvis I spørger mig! Ehh – også selv om I ikke spørger mig, faktisk…

2:
En forhenværende spindoktor udtalte: “… og hvis man er i forhandlinger med en journalist…”
I forhandlinger?!
Hvis man er i ‘forhandling’ med en eller anden, så er der penge (eller noget andet af værdi) i spil. En embedsmand eller en politiker ‘forhandler’ ikke med journalister – så har vedkommende i hvert fald miskrediteret sig selv. Havde spindoktoren ikke styr på det sproglige, eller kom han med en eklatant fortalelse?

Muligvis er der bare noget, jeg overhovedet ikke har forstået – men jeg er hverken politiker eller journalist, så jeg kender ikke christianborgspillets regler – kun det danske sprog…

3:
En 12-årig pige har været den direkte årsag til suspension af lederen af den institution, hun var anbragt i.
Pigen har måske nok opført sig provokerende, men det er absolut ingen undskyldning for lederens måde at ‘kommunikere’ med hende bagefter. Man kunne fristes til at spørge sig selv, hvem der egentlig er den voksne i denne sammenhæng. 
Det er bare SÅ stærkt, at hun havde åndsnærværelse og fremsynethed nok til at sætte sin mobiltelefon til at optage, mens hun stod skoleret over for lederen. Godt gået!

---

Nå. Nu må I have mig undskyldt, men jeg er meget, meget træt i dag.
Den ægte blondine bag ‘Hos Mommer’ har nemlig været ude for to uheldige episoder:
Først tabte jeg en konkurrence i brystsvømning. Fik dog klaget efterfølgende, for de andre svømmere snød og brugte armene!
Derefter sad jeg fast på rulletrappen i Fields i evigheder pga. strømsvigt.
Det var næsten for meget på én dag.

Og ovenstående har naturligvis intet som helst med en verserende massemail at gøre!

Så foretrækker jeg Sudoku

“Chicken Coop er et top-down puzzle platformspil, der introducerer dobbelt analog kontrol med iOS.”

Godt så…

Citatet er fra et spil, man kan hente ned på sin iPhone (Chicken Coop fra App Savvy). Er I med endnu?
Fint, hvis I er, for jeg er stået af.
Jeg skrev forleden, at jeg er ret begejstret for apps, der kan leges med – Chicken Coop er, så vidt jeg kan læse mig til, et spil, men beskrivelsen af det tænder mig af. Helt af.
Jeg ved godt, at jeg er gammel, men ikke desto mindre er jeg ret vild med computerikkeonlinespil. Jeg spiller ikke for at kæmpe mod andre end mig selv, og jeg spiller ikke for at tjene penge. Slet ikke for at tabe penge…

Sudoku.
Tetris og lad venligst være med at grine – jeg kan til enhver tid slå selv de sejeste af de unge i familien. De kan sms’e med kanonfart, men jeg kan slå dem på et rigtigt tastatur til hver en tid. Jeg kan også slå dem i Tetris, og de bliver lidt sure og meget stædige og kan ikke tro, at det kan passe. Men det kan det godt.
Kabaler.
Reversi (Othello – Mahjong. Kært barn har mange navne…)
Mere Sudoku – gerne med bogstaver i stedet for tal eller en kombination af begge. Her overgår min lillesøster mig dog, fordi hun Kakuro og også andre mere avancerede former indenfor genren.
Ikke poker. Gider ikke poker. Jeg har ikke engang pokerfjæs nok til at spille mod mig selv.

Hør dog dig selv, Ellen – prøv lige at lyde som om du er gammel…
Jamen jeg ER gammel, og et top-down puzzle platformspil, der introducerer dobbelt analog kontrol med iOS, får mig på ingen måde op ad stolen af begejstring.

Næhæ – kom bare ikke med den slags til os, der har oplevet PONG, som jeg prøvede i Paris i efteråret 1973, hvor man havde sat en skærm op på en væg et par steder rundt omkring i den dejlige by, og så kunne man spille Pong.
Jeg var solgt – helt og aldeles solgt. Skulle partout prøve det hver eneste gang, vi kom i nærheden af muligheden. Computere kendte jeg trods alt godt fra hospitalet, hvor jeg var blevet elev, men programmeringen af dem / indlæsning af programmer foregik med hulkort, så en skærm, man kunne kontrollere ved hjælp af håndtag, var et helt nyt univers og dybt fascinerende for mig.

Min hemmelige last er stadig computerspil, men jeg er aldrig nået meget længere end til de allerede nævnte.
Min undskyldning er, at jeg har hørt, at den slags spil stimulerer hjernen, så den ikke går helt i stå, selv om resten af mig måske er ved at gøre det.

Dugdyrets endeligt, talmystik og andet

Dugdyret er aflivet. Det blev ikke engang til husdyr – de lavede sætningen helt om. Jeg sendte et link til DFDS, og i dag klokken 13 fik jeg en mail fra deres marketingafdeling om, at de takkede for henvendelsen og at fejlen nu var rettet.
End of story, men vi fik da i fællesskab kogt meget suppe på det underlige dyr. Herligt.

I mellemtiden er Samvirke blevet læst, hvilket gav anledning til endnu et par omgange dyb undren. Der må være nogle stykker på den redaktion, der ikke kan regne.
Eller også har de en dårlig chef, der ikke har lært dem, at de skal huske at undre sig.

Først et klip fra artiklen om toiletpapirets historie. Jojo – vi kommer skam vidt omkring i Samvirke … men læg venligst mærke til den nederste notits, hvor vi er nået til 2010 (forstørret herunder). De påstår her, at danskerne – hver eneste af os godt fem millioner danskere – i 2010 købte 56 ruller toiletpapir hver eneste dag!
Vi har saftsusemig været trængende sidste år … ikke så underligt, at Danmarks kloaksystemer ikke længere kunne holde til presset, da der kom en smule regn oveni …
(Skulle der mon have stået årligt?)

I bladet var der en artikel, der helst skal få os til at stræbe efter at hælde mere og mere til nordisk mad – hvilket jeg i øvrigt fuldt ud kan tilslutte mig – jeg ser ingen grund til, at vi f.eks. skal kunne købe jordbær i december – vi har så mange gode råvarer, der indeholder rigeligt med næringsstoffer, at vi snildt kan klare os gennem den lange og mørke vinter.
I bladet var der et læserbrev fra en kvinde, der undrede sig over, at alle hvidløgene kom fra Kina. Hvorfor ikke fra DK eller i det mindste Europa?
Svaret var, at de var billigst fra Kina.
Er vi virkelig blevet sådan? Vil vi hellere have hvidløgene fløjet ind helt fra Kina end betale et par kroner mere for tre hvidløg fra DK? Jeg synes ikke, det er i orden.

Nå. Det jeg ville var at illustrere min næste undren.
I bladet blev der sammenlignet med, hvad det nye nordiske køkken anbefaler i forhold til, hvad vi reelt indtager i dagens Danmark.
To sider med eksempler, og de kan jo bilde os hvad som helst ind – vi har ikke en kinamands (apropos…) chance for at vurdere, om tallene er korrekte.
Og dog…
Se tallene for kartoflen øverst til højre. Man påstår, at vi i dag i gennemsnit spiser 10 milligram kartofler pr. dag.
Det var i sandhed ikke meget, så det tal tror jeg simpelthen ikke på!
Det svarer nemlig til, at vi spiser én æggestor kartoffel på 75 gram ca. hvert 20. år. Det er muligt, at vi spiser mere pasta og ris end før i tiden, men alligevel…

Så er det, at jeg bliver ret skeptisk over for resten af tallene.
Lige som når vi i tv-avisen hører en tolkning af et eller andet, vi tilfældigvis ved noget om, og derfor kan gennemskue, hvor grundigt journalisterne har misforstået sagen.  Som i aftes, da de havde et indslag om, hvor mange penge det danske sygehusvæsen bruger på taxaer, og hvor dårligt koordineret det er.
Se, det har John jo forstand på, og der var ifølge ham ikke mange rigtige påstande i det indslag.

Det er altså lidt skræmmende med al den misinformation, vi får. Mere eller mindre bevidst fra mediernes side.

Skal vi derfor ikke slutte af med et knapt så skræmmende billede fra gårsdagens solnedgang?

Jeg synes ikke, at vindmøller er så skræmmende. Eller skæmmende for den sags skyld. Hvis vi vil have alternativ energi, dur det altså ikke, at ingen vil have det i deres egen baghave.

Danmarks største samling af UFOer?

Aj, det er næsten alt for pinligt sådan at indrømme officielt, men jeg skal nok blive færdig med det altsammen. Engang. Jeg skal jo være sikker på at have noget at tage mig til, når jeg bliver gammel og fattig. Håber det første; ikke det sidste, men man ved jo aldrig i vore tider, hvor pensionerne udhules pga. krisen. Og nu skal vi også redde Grækenland. Jeg kunne selvfølgelig flytte derned – så kan jeg måske få nogle af pengene igen … de går jo tidligt på pension i det land og nægter hårdnakket at lave om på det.
Frygten for senere fattigdom er også min, ifølge John, totalt ubrugelige undskyldning for, at jeg bliver ved med at købe garn. Noget skal jeg jo bruge som undskyldning…

Kom frem, alle I strikkende kvinder i outer cyberspace, og fortæl mig om alle jeres UFO’er, for jeg tør vædde på, at jeg ikke er alene om det dér UFO-halløj.

Jeg er nået langt på min Swirl – så langt, at jeg skal til at begynde på at strikke ærmerne ind. Arbejdet, som startede med 674 masker pr. omgang, er nu svundet ind til 376.
Jeg har slet ikke nogen steder på helårsadressen, hvor jeg kan blokke den ud i hel størrelse, når jeg når så langt – jeg kan jo ikke så godt stikke nåle ned i vores trægulv. Den må med til Sverige, for blokkes skal den. Kraftigt; den kryber sammen i voldsom grad. Den bliver nok også blogget til den tid, men det er noget helt andet…

I mellemtiden bliver min norgestrøje ubarmhjertigt syltet. Det var én UFO (UnFinished Object).
I skabet ligger der en halvt færdig Hanne Falkenberg-Mermaid. Det var to.
Der ligger også en Annette Danielsen-jakke, endnu uden ærmer. Det var tre.
Så er der en ‘tweed’jakke med så kompliceret flet, at jeg gik totalt død, fordi jeg ikke engang kunne se tv samtidig. Det var fire.
Der er påfuglesjalet i det fineste og superblødeste, sølvskinnende morbærsilke. Jeg ved ikke, hvorfor jeg gik død i det … men det var fem.
Der er også mit Hitchhiker-tørklæde, men det er bilpassager-strikketøjet og derfor ikke en UFO, men en WIP (Work In Progress), ligesom Swirl’en.
Jeg har et par sokker i gang, men de ligger i min bil og bliver kun hevet frem, når jeg sidder i en ulykkeskø og ikke kan komme videre. Jeg håber, det varer meget længe, inden de er færdige … trods det tæller de ikke som en UFO, men som en WIP. Nødvendigt, så ikke UFO-regnskabet ser alt for voldsomt ud…

Og jeg skal jo også nå at sy…

Når dette indlæg ryger i cyberspace, er jeg sammen med mine søstre og deres børn for at forsøge på at få fordelt boet efter far. Møbler og sådan noget, altså. Selve boet har det lange udsigter med, fordi det er lidt kompliceret. Mindst et år endnu, skal vi regne med. Lang proces, skulle jeg mene. Er det bare for, at advokater kan tjene penge, mon?

Graffiti – smukt eller grimt?

Jeg synes graffiti er fantastisk flot kunst. Jeg mener selvfølgelig ikke de ynkelige og yderst platte smørerier, man kan se på offentlige toiletter, eller når et S-tog er overmalet med racistiske eller nynazistiske slagord og hagekors.
Det er noget svineri, for at sige det rent ud.

Men ‘rigtig’ graffiti – det er da sublim kunst, og en grå betonmur eller lignende uinteressantheder bliver meget, meget mere interessante og kønne at se på, hvis man lader de dygtige graffitimalere komme til. Prøv at google – der kommer i hundredvis af hit, der spænder over hele spektret, og hvor der er vist skolebogseksempler på de mange alfabeter, der anvendes, så man kan øve sig i at skrive dem selv.

Min daglige færd går som bekendt ad motorvejen, og det hænder en sjælden gang, at jeg sidder i kø… (sarkasmen ikke bare drypper; den nærmest tapløber her).
Selv om man holder i kø, så hænder det dog også, at trafikken bevæger sig, og det er man nødt til at holde øje med. Hvis man ikke øjblikkelig kører de næste 10 meter, inden man skal holde stille igen, lyder der hurtigt et arrigt dyyyyt fra den bagvedliggende bilist.
Derfor den dårlige billedkvalitet, men de dårlige arbejdsforhold gjorde det ret vanskeligt…
Synes I ikke, at graffitien gør de grimme støjvolde mere spændende at kigge på?

Ikke, at jeg nogensinde har kunnet læse, hvad der står… det kan være, jeg skal kigge lidt nærmere på alfabeterne.

Visse smørerier kan være ret underholdende… jeg har en lille bog Graffiti 1984, af Torben Olsen, som har samlet nogle af dem; f.eks. dette:

DET FARLIGSTE DØGN I ET MENNESKES LIV ER DET FØRSTE
—vel ikke farligere end det sidste?

Dette kunne jeg jo kun være enig i:
STAVNING ELLER KAOS
og
NOSTALGI ER IKKE HVAD DET HAR VÆRET

Og så skal I altså lige have den sidste og meget kvindechauvinistiske med:
HVAD VILLE VERDEN VÆRE UDEN MÆND?
– fri for kriminalitet og fuld af tykke, glade kællinger

På det nederste billede her ser det ud som om amatørerne er i gang til højre, mens det til venstre er ret godt lavet.

Og nu skal jeg kun sove én gang til, inden vi skal være sammen med englænderne. Tænk, at man kan glæde sig så uhæmmet barnligt…
Jeg håber de får en blæsefri overfart.
Og at I alle får en god weekend.

Lidt tanker om blogawards

Kamelryttersken gav mig for nylig en award. Den er jeg glad for, og jeg blev endnu gladere efter at have læst hendes efterfølgende indlæg, hvor hun gav udtryk for nogle gode tanker – tanker, som satte konceptet lidt i relief for mig.
Men. Det glædede mig også, fordi jeg vistnok ikke fik den, fordi der ikke var andre at give den til.

Det er nemlig sådan, at jeg gennem mit blogliv har været meget vægelsindet omkring blogawards.
Jeg fik min første som meget ny blogger og var enormt stolt.
Da jeg fik flere, gik det op for mig, at jeg med stor sandsynlighed kun fik dem, fordi alle andre havde fået, og at man simpelthen var ved at løbe tør for nye kandidater, hvilket fik mig til at stoppe op og tænke mig lidt om. Det er i princippet det samme som at modtage et kædebrev: hvis man skal sende awarden videre til syv bloggere, og alle syv gør det samme, er der i teorien 823.543 bloggere, der får sig en award. Går der inflation i det? Det skulle jeg da lige mene.
Kædebreve (= kædemails) er altid stoppet hos mig – jeg har uden skrupler og med ophøjet foragt ignoreret alle trusler eller løfter om, at der vil hænde mig enten noget ganske forfærdeligt eller noget meget godt, hvis jeg ikke sender videre til alle mine venner og bekendte; henholdsvis gør det.
Derfor besluttede jeg mig for lang tid siden til ikke at sende awards videre. Det holder jeg fast i og behøver det strengt taget heller ikke, for ‘ordren’ lyder, at jeg skal linke til mellem 5 og 15 blogge, jeg holder af. Jamen de står skam alle sammen ude i min blogliste til højre. Hvis ikke jeg holdt af dem, stod de der ikke…

Men som sagt har Kamelryttersken nogle betragtninger, der er lidt anderledes, så jeg…

Linker tilbake til den du fikk komplimenten fra? Done.

Fortelle sju ting som du liker ved deg selv?
(Se, her er mit kendskab til norsk åbenbart ikke godt nok. Jeg ville tro, det på dansk betyder “Fortæl syv ting, du kan lide ved dig selv”; og dermed noget helt andet end at fortælle om syv ting, man synes om, hvilket vist er det, Kamelryttersken selv gjorde. Det er da også meget bedre – jeg kan ikke finde syv ting, jeg kan lide ved mig selv…)
Jeg synes om

1. At være hustru, mor og mormor
2. At opholde mig i vores svenske hus
3. At være sammen med mennesker, jeg holder af
4. At blogge og læse andres blogge
5. At læse en god bog
6. At sy og strikke
7. At lære nyt

Opdatering halvsent aften: Jeg bliver lige nødt til at tilføje et punkt 8, for hvordan i himlens navn kunne jeg glemme at nævne, at jeg elsker at rejse? 
Jeg kunne ikke finde ud af, hvilket af de syv, der kunne slettes, så rejser blev altså nr. 8!

Listen kunne snildt være længere, men så overtræder jeg reglerne, og sådan noget ligger mig så uendelig fjernt

Fortell om mellom fem og femten blogger du liker? Se til højre –  også alle jer, der er uenige med mig i min politiske overbevisning…