Nej! Der må de ikke spare!

Visse kommuner vil til at slukke for gadebelysningen fra kl. 22, fordi de, som de fleste af os andre, skal spare på den dyre strøm.
Det synes jeg er en rigtig dårlig ide – altså ikke, at vi skal spare; det er næsten altid en god ide – men at spare lige på dette punkt er ikke så godt.
Min umiddelbare reaktion på denne nyhed i gårsdagens Tv-avis var, at der må de bare ikke spare, og jeg kan se på reaktionerne i dag, at jeg ikke står alene med den holdning.
De nævnte sågar Solrød Kommune i aftes, fordi de her havde lavet det nummer i 2004.
Da boede vi i Solrød Kommune; i Havdrup, som har et fabelagtigt stisystem, hvor gående og cyklister kan bevæge sig rundt i det meste af byen uden at skulle færdes på biltrafikerede veje.
Det er jo en god ting.
Men … dengang i 2004 talte John og jeg om, at vi var glade for, at vi ikke længere havde en hjemmeboende teenagedatter, som skulle færdes ude sent om aftenen på de buldermørke stier. Jeg skulle heller ikke nyde noget. Man kunne ikke se en hånd for sig, og det føltes vildt utrygt at færdes på stierne, når det var mørkt, og vi talte om, at de da i hvert fald burde tænde for lyset fredag og lørdag aften og nat. Jeg kan ikke huske, hvor længe de holdt lyset slukket, men det var vist ikke så længe endda, så jeg kan forestille mig, at der har været mange, der har følt den samme utryghed og derfor har klaget over beslutningen.
I dag har ‘eksperter’ givet udtryk for den samme frygt, nemlig at lyssky elementer af forskellig art vil stortrives på de mørke stier.
Det er jo det, jeg har sagt længe: Jeg bør slå mig ned som ekspert. De eksperter medierne indkalder, kan de i rigtig mange tilfælde godt spare sig – de kan bare spørge mig!

Min lokale fugleekspert, som jeg tilfældigvis også er gift med, fik mig ud af sengen i ekspresfart i morges.
”Der sidder to havørne på pælene nede ved fjorden!”
Ihhh – jeg ville have et billede, men jeg havde ikke en trævl på, og det ville nok være en anelse provokerende at stille sig op udenfor i evakostume. Eller i hvert fald opsigtsvækkende …
Nød lærer nøgen kvinde at slynge et stort tæppe om sig og skynde sig ud.
Jeg fik også billeder, selv om det viste sig ret vanskeligt at holde tæppet anstændigt på plads og samtidig betjene kameraet og holde det helt roligt. Det krævede faktisk tre hænder, og John var aldeles utilbøjelig til at hjælpe, da han selv havde travlt med sit eget kamera. Og så syntes han også, jeg så ret sjov ud, den bøf …
Der er omkring 100 meter ned til vandet, der hvor de sad, så billedkvaliteten er ikke helt god, desværre.
Men bevis blev det til – både på, at det var havørne og at der var to af dem.
Det var en voksen (dvs. mere end 4-5 år) og en juvenil. Det kan man se på bl.a. næbbet, som er tofarvet hos den unge og ensfarvet gult hos den voksne fugl. Måske mor og unge?

Smag og behag er forskellig

Jeg kan huske for mange år siden, da jeg første gang købte et glas basilikumpesto i et supermarked, fordi jeg efterhånden havde hørt det lovprist af nogle stykker. Jeg var på ingen måde begejstret, men prøvede igen med et andet mærke. Det gjorde ingen synderlig forskel for mig, og jeg kunne ikke forstå hvorfor det skulle være så godt.
Indtil jeg fandt på at prøve at lave det selv … jeg fandt en opskrift og prøvede det bare med lidt frisk pasta. Intet andet. Og det smagte himmelsk! Der var en verden til forskel på de færdige og på den hjemmelavede.
Nogle gange er der ikke den store forskel, og så gider jeg ikke lave det selv – fx syltede rødbeder. Dem kan jeg ikke få til at smage bedre end de købte, så hvorfor have det besvær?
Sidst Malle var hjemme hos os, havde jeg lige lavet jordbærmarmelade, og hun udtrykte sin undren over, at jeg lavede noget, som jeg ikke selv havde råvaren til ude i haven, men skulle købe. Kunne det virkelig betale sig?
I stedet for at svare hende, tog jeg en teske og gav hende en smagsprøve. Hun kiggede bare på mig og indrømmede så, at det var svar nok – det var jo klasser bedre end det, man køber, kunne hun godt se – eller rettere smage.
Det gælder for de fleste madvarer/-retter, men altså ikke for alle, at selvgjort er velgjort.
Det tog nogle år for John helt at forstå, hvorfor jeg ikke gad gå på restaurant for at få en hakkebøf eller stegt flæsk med persillesovs. Jeg gad simpelthen ikke gå ud og give penge for noget, jeg kunne lave bedre selv – og som jeg i øvrigt betragtede som hverdagsmad. Hvis jeg skal spise ude, skal det være noget specielt. Med tiden er John heldigvis blevet lige så glad som mig for at prøve nye smage. Det vil sige … han ville aldrig gøre det på eget initiativ, og står der noget på et menukort, han ikke kender, springer han det over, men når vi er på gourmetophold, og vi får en eller anden på forhånd givet menu, elsker han at smage og kommentere på alt det ukendte.
Det er en mandeting, tror jeg – jeg kender i hvert fald flere mænd, der har det på samme måde, og det kan derfor godt undre mig lidt, at de fleste [eksperimenterende] kokke er mænd. Mon det ganske enkelt skyldes, at den branche indebærer nogle upraktiske arbejdstider, især når man også har ansvaret for en familie? At kvinderne helst ikke vil arbejde om aftenen? For uanset alverdens tiltag fra regeringers og ligestillingsudvalgs side, tror jeg ikke, at mænd generelt vil vælge børnepasning fremfor arbejde. Beklager, men jeg tror på, at det er sådan det er – alene det ubestridelige faktum, at det er os, der bærer og føder barnet, gør en forskel, især i de første par år af barnets liv. Det er der bare ikke ret mange, der tør indrømme.

Nå. Det var et sidespring, for det, jeg egentlig ville frem til er, at jeg i dag har lavet tomatpesto.
Jeg har haft tomater i flere år, men har ikke haft lyst til at lave pesto af dem, fordi jeg ikke bryder mig om tomatpesto.
Men hov! Jeg kan jo heller ikke lide fabriksfremstillet basilikumpesto. Mon ikke det var en glimrende ide at forsøge sig med noget hjemmelavet tomatpesto? Hvis ikke jeg kan lide det, er der garanteret en eller flere, jeg kan forære det til.
Som sagt, så gjort.
Og det smager naturligvis hammergodt!
Også selvom jeg udelukkende brugte friske tomater. De fleste opskrifter går på soltørrede, men nu ville jeg prøve at gøre det så nemt som muligt.
Pestoen bliver nok endnu bedre, hvis jeg blander soltørrede tomater i – det vil givetvis få en mere koncentreret smag, men det kan jeg prøve næste gang.

Økologi og dobbeltmoral

Jeg køber en del økologiske varer. Økologi er ideologi. Det er også økonomi – ikke kun for producenten, men også for forbrugeren.
Jeg køber det for smagens skyld. Der er meget mere smag i økologiske mejeriprodukter, hvilket selv John fandt ud af helt uden jeg behøvede at prædike for ham. Han kom engang hjem med en ikke-økologisk creme fraiche, fordi de ifølge ham ikke havde flere økologiske. Da jeg så den, sagde jeg, at en anden gang skal han så bare ikke købe nogen, for så vil jeg hellere undvære, hvilket medførte et af de blikke fra John, som betyder, at “nu synes jeg du er fjollet, men jeg siger ikke noget”.
Så smagte han den.
Og sagde: “Okay. Jeg køber aldrig mere ikke-økologisk creme fraiche! Den smager jo ikke af noget!”
Det lærte han på den go’e måde, kan man sige.
Jeg køber ikke økologisk kaffe, for der kan jeg ikke smage forskel, og så gider jeg ikke bruge ekstra penge på det. Der er mange varer, jeg køber som ikke-økologiske, og det er her, at dobbeltmoralen kommer ind i billedet. Kan jeg få den økologiske vare til samme pris eller kun lidt dyrere, køber jeg den økologiske; ellers ikke (undtagen for mælkeprodukters vedkommende). Det er dobbeltmoral, så det synger.
Jeg synes ikke, at økologisk kød smager bedre, men her tænker jeg mere i dyrevelfærd end i selve den økologiske tanke. Når jeg køber det fantastiske ikke-økologiske kalvekød hos Velfærdskød på Møn, ved jeg, at dyrene har haft det optimalt, hvilket er vigtigere. Plus, at jeg støtter lokal produktion, hvilket også kan bidrage en smule til gloriepudsningen. Lokale varer køber jeg i videst muligt omfang, men det er jo ikke muligt at købe alt lokalt. Kaffe og te, fx, men også meget andet. Jeg er overvejende ved at gå bort fra at købe de meget eksotiske fødevarer, som kommer fra den anden side af jorden, men en avokado kan jeg altså godt lide indimellem.

Endelig kan jeg godt lide at lave tingene selv, hvilket jeg har belastet jer med utallige gange, når jeg hen over sommeren blærer mig med alt muligt hjemmelavet vinterforråd. Færdigretter er ikke noget vi gør i her i huset, og det der inspirerede mig til indlægget i dag, var den nakkesteg Brugsen havde på tilbud. 99 kroner for 2,3 kilo. (Ikke et ord om, hvad svineproducenten fik for kødet, for det ved jeg ikke noget om.)
Det tager et par minutter at skære det i kødhakkervenlige skiver og yderligere nogle få minutter at hakke det.
Fordeling i poser og så i fryseren. Fem pakker mager fars for en tyver stykket – what’s not to like? Måske for nogle, at det ikke var økologisk kød, men smagen er allerede her i top, så det gider jeg ikke.
Vi kører ikke efter specifikke tilbud, for det kan hurtigt ruinere besparelsen, hvis man af den grund skal flere steder, men jeg ser altid efter gode tilbud, når jeg alligevel er ude at handle. Det er fordelen ved at have god lagerplads i form af to køleskabe og to frysere – plus et loft uden dagslys og en god temperatur året rundt. 
I den anden ende af skalaen køber jeg heller ikke discountvarer, hvis det er skodvarer, hvad det godt kan være. Det kan også sagtens være varer der er helt okay, men her skal man kende både produkter og priser. Det gør jeg så også … og jeg kan godt lide at have en fornemmelse af, hvad de opnåede rabatter løber op i – de kan nemlig normalt betale en gourmetmiddag om året.

Charlotte er ikke dobbeltmoralsk. Hun går all in og er gået fra kun at have et overbærende smil tilovers for folk, der gik ind for økologi til udelukkende at købe økologiske og bæredygtige fødevarer. Holdningsændringen skyldes flere faktorer: De fik flere penge mellem hænderne, og det gik op for hende, at smagen er bedre. Bæredygtighed og miljø er også blevet mærkesager for hende. England er på nogle områder lidt gammeldags i forhold til Danmark, men de har i mange flere år haft et langt større udvalg af økologiske fødevarer end vi har.

Kære pakkeudbringere

Kære PostNord, GLS, DAO og Bring

Vil I ikke nok være søde at lade være med at sende mig forespørgsler om vurderinger af jeres arbejde. Tak.
Jeg køber en ting over internettet.
En eller anden skal pakke den ting ind. En eller anden skal sørge for, at pakken bliver sendt afsted.
En eller anden skal aflevere pakken på det sted, jeg har bedt om – som regel Meny i Præstø.
For mit vedkommende kommer I først ind i billedet når I giver mig besked om, at jeg kan hente pakken.
Det er den eneste “kontakt”, jeg har med jer.

Så hvordan pokker skulle jeg kunne vurdere jeres “service”???
”Hvad synes du om PostNord/GLS/DAO/Bring?” “Hvordan oplevede du vores service?”
”Giv os venligst en vurdering på Trustpilot. Det tager kun 2-3 minutter.”

NEJ, det gider jeg ikke. Det KAN jeg ikke. Jeg ser jer aldrig – er aldrig i direkte kontakt med jer.
I afleverer pakken 1-2 dage efter indlevering. Fint nok, men det er altså det, I får jeres løn for. I kan for min skyld gå rundt og se møgsure ud hele tiden – det ville jeg aldrig opdage.
I kan bande mig langt væk, men det gør I formentlig ikke, da I uden kunder ikke ville have noget arbejde.
Det ville – måske – give en anelse mening at evaluere medarbejderen i Meny, som udleverer pakken til mig.
Det ville – måske – give en anelse mening at evaluere internetbutikken, men kun mht. afsendelseshurtighed, for dem møder jeg heller ikke.
Jeg gider bare ikke alt det evalueringspjat. Punktum.

Med venlig hilsen
Ellen Nielsen

---

Det var et åbent brev til Danmarks pakketransportører.
De ser det sikkert aldrig, men jeg fik luft.

I gamle dage, da jeg var arbejdsramt, havde jeg også kun himmelvendte øjne hvad evalueringer angik. Jeg kan forstå de (måske) kan være (lidt) nyttige, når man virkelig har nogle mål, der skal nås, men jeg var sekretær og havde dermed primært ikke specielt langsigtede og/eller langvarige opgaver. Jeg deltog i projekter, men jeg var ikke ansvarlig for nogen af dem.
Når min søde chef kaldte mig ind til den årlige MUS, varede den sjældent længe, for jeg sagde gerne til ham, at mit mål vel var at passe mit daglige arbejde til hans og andres tilfredshed. Og var han tilfreds? Jo, det var han – havde intet at udsætte. Okay. Skal vi så ikke bare stoppe her?
Det var han enig i, men som Vice President skulle han jo være loyal overfor direktionens og/eller HR’s forskellige, mere eller mindre fjollede, men meget trendy eksempler på pseudoarbejde, så det indrømmede han aldrig, men jeg tror det passede ham fint ikke at skulle bruge flere timer på mine KPI’er, målskemaer og hvad har vi. Selvfølgelig havde vi ting at tale om, men det var heldigvis altid hurtigt overstået, så vi brugte resten af tiden, der nu engang var sat af, til at komme lidt rundt om ting, der måske ikke var så meget tid til i hverdagen, så lidt gavn gjorde den MUS da.

Hvorfor siger så mange ‘MUS-samtale’, når S’et står for samtale? MedarbejderUdviklingsSamtale. Google giver faktisk 477.000 hits på MUS-samtale! Jeg synes det er forkert – det er lidt det samme som at sige softice-is eller bomuldscottoncoat. Jeg har hørt begge disse ude i det virkelige liv.
Har I flere eksempler på denne form for pleonasme?

Jeg er SÅ vred på SAS

Bare fordi vi har booket bonusbilletter, mener SAS åbenbart, at de kan ændre vores bookninger i ét væk efter deres forgodtbefindende.
Jeg er ikke skuffet, jeg er voldsomt vred – det er vi begge – og nu er det flyselskab i videst muligt omfang droppet fra vores side, og vi må finde ud af at bruge vores mange opsparede bonuspoint på andet end flyvning.

Den 26. september 2021 bookede jeg en businessclass-billet til Tromsø for nogle af vores bonuspoint. Allerede der er der ikke så mange muligheder, som hvis man betaler, men det er sikkert fair nok. Vi i hvert fald oplevet flere gange, at der ikke er frit valg på alle hylder til bonusrejser. Jeg fandt dog en tur, der passede til vores ønsker.
Den 17. november, 11. december og 28. januar ændrede SAS på vores afgange. Første gang var det bare lidt irriterende, fordi vi fik længere transfertid og at vi derfor ankom senere.
Anden gang syntes de, at vi skulle have et døgn mindre i Tromsø end vi havde planlagt. Det var meget irriterende, for vi havde da lagt planer, hvoraf en nu måtte skrottes.
Tredje gang røg kæden af. Nu skulle vi flyve hjem kl. 06:50 den 4. marts – dvs., at vi skulle være i lufthavnen senest kl. 05 om morgenen, og det efter den bookede nordlystur den 3. marts, hvor man kan risikere at komme hjem på den anden side af midnat, hvis der skal køres langt for at se lyset, så at sige.
Som tak for at stå så tidligt op, får vi lov til at sidde og glo i Bergen lufthavn i over seks timer …
No way!
Vi blev med det samme enige om helt at droppe turen. Det der gider vi simpelthen ikke at stå model til, for det var aldrig sket, hvis vi havde betalt for vores billetter med penge i stedet for bonuspoint. Og hvem siger, at de er færdige med at ændre vores billetter? Der er jo over en måned endnu, til vi skal skulle have været afsted.
Det, der virkelig slog hovedet på sømmet for os var, at der for alle tre ændringers vedkommende stadig gik de oprindelige fly.
Hvis flyene aflyses, er der selvfølgelig ikke noget at gøre ved det, men jeg er af natur skeptisk, så jeg tjekkede alle tre gange, om det var det, der var årsagen.
Det var det ikke, så hvad kan man udlede andet, end at der har været nogle, der ville ind og booke billetter og betale for dem med rigtige penge?
I synes måske, at det er i orden. SAS synes det helt sikkert.
Jeg gør ikke. Hvis ikke et flyselskab kan respektere bonusbilletkøb, så må de stoppe med at have en sådan ordning. Jeg vil i hvert fald ikke finde mig i den kosten rundt med mig.

Skemaet herunder behøver I ikke at nærlæse; det er udarbejdet til en klagemail, jeg har tænkt mig at sende til SAS. Jeg har forsøgt at ringe, men det er umuligt at komme igennem. Det er vist desværre også umuligt at kontakte dem pr. mail, men jeg har tænkt mig at prøve at finde en vej!

Under skemaet ses nogle af de mulige fly til hjemturen. Der var stadig pladser tilbage på alle fire muligheder både for 4. og for 5. marts, og hvis det bare drejede sig om, at afgangen kl. 14:15 er ændret til 13:50, og at turen i stedet gik via Oslo, så havde det naturligvis været i orden, men at vi partout skulle flyttes til et urimeligt tidligt morgenfly, er bestemt ikke i orden – og slet ikke, når der er ledige pladser kl. 13:50.
Er jeg vred? JA! Føler jeg mig til grin? JA.
Heldigvis kunne både lufthavnsparkering, nordlystur og hotel afbestilles uden omkostninger, og SAS’ bookingsystem hævder, at vi får alle bonuspoint retur. Jeg er spændt på, om det også gælder lufthavnsafgiften, som skal betales, selv om det er en bonusrejse.

Så: Hvis det kan lade sig gøre at flyve med andre selskaber end SAS, er det det vi gør fremover. Det er muligvis ikke et mærkbart tab for dem, men jeg har da tænkt mig at udbrede denne deres besynderlige politik til så mange som muligt.

Mon vi skal frygte fallit?

“Der er kommet ny post til dig fra Totalkredit.”
Den slags er sjældent gode nyheder, men jeg kunne lige så godt få det overstået og gik derfor fluks ind i min e-boks for at se, hvad det kunne være.
Det viste sig at være en ændret rentesats.
Jeg læste brevet, undertrykte et grin og gik med dybt alvorlig mine ud til John og sagde, at fra nu af er det slut med at rejse. Vi går snart konkurs.
Han så lettere alarmeret op på mig og sagde “Hvad er der sket?”
”Vores rente har ændret sig. Vi skal betale mere for vores lån.”
Så kunne jeg ikke holde masken længere – der var jo heller ingen grund til at give den stakkels mand et hjerteanfald.
”Vi skal betale TO KRONER mere i kvartalet i terminsydelse! Er du klar over, at det er 66 øre om måneden? Hvordan i alverden skal vi nu få råd til at tage til England?”
Så var det Johns tur til at anlægge den alvorlige mine:
”Du må hellere runde det op til 67 øre, når du ændrer din forskudsregistrering. Det er aldrig godt at underbudgettere.”

Hvis vi tænker nøje over, hvordan vi bruger vores penge, skal der nok blive råd til at tage til England alligevel. Det er kun coronapesten eller anden sygdom, der kan forhindre dette, og indtil videre lader det stadig til, at vi får lov at rejse på fredag.
Nu er reservepakken ellers ankommet til dem, så uanset hvad, kan Aubrey få pålægschokolade på sin julemorgenmad, de kan lave marcipankonfekt med nougat, spise dansk rødkål til anden, få kirsebærsovs til risalamanden, tænde rigtige stearinlys på juletræet og åbne hver en lille gave juleaften. 
Jeg er SÅ irriteret over, at der nu er trådt toldregler i kraft, når der skal sendes gaver til England. Jeg må højst sende ting over til en værdi af 39 Pund. Er det mere værd, skal Charlotte betale told.
Det er ikke i orden. Ikke fordi det er Charlotte, men fordi det generelt ikke er i orden, at hun skal betale for at modtage noget, jeg har betalt moms af i Danmark. Måske oven i købet også indirekte told, hvis det er en ikke-dansk vare, som importøren har betalt told af. Jeg har også betalt skat af de penge, jeg har købt tingene for. Hvorfor skal England blande sig i det? Eller Danmark, hvis det går den anden vej, og Charlotte sender mig en fødselsdagsgave?
Jeg kan overføre en formue i rede penge til hende, uden hun på nogen måde bliver beskattet af dem, men jeg må ikke sende hende en gave til 400 kroner.
Det er simpelthen for fjollet. Jeg kan forstå, at der gælder regler for forretningsdrivende og/eller producenter, som har momsregnskaber og alt sådan noget, jeg heldigvis ikke behøver at have forstand på.
Men at jeg som privatperson ikke kan give min familie gaver, bare fordi de ikke bor i Danmark (eller EU) mere, er da en totalt tåbelig regel.

Jeg løj ikke om kassens indhold.
Jeg sagde bare ikke hele sandheden.
Det er de nok ret ligeglade med i tilfælde af kontrolåbning.
Jeg deklarerede det som gave, bestående af home-knitted things and chocolate. Værdi 38 Pund.
Det var ikke decideret løgn – der var bare lidt mere i papkassen, men heller ikke denne gang blev den kontrolleret.

Man må selv medbringe kuglepen …

De seneste dage har pressen haft travlt med at sige, at man selv må medbringe kuglepen til sit valgsted.
De glemte bare at sige, at 1) Den kuglepen ikke må være en kuglepen og 2) Ikke-kuglepennen skal skrive med rødt!
Vi gik først ind i rummet med ældrerådsvalget. Jeg håber sandelig, at ham, der skulle finde mig på valglisten, ikke stillede op! Tredje gang – TREDJE gang! – han gik listen igennem, fandt han mig. Hans briller var nummeret før hinkesten, så han var næsten blind, hvilket selvfølgelig er synd for ham, men han havde næsen helt nede i papirerne, så det var ikke så underligt, at han var længe om at finde mig. Jeg hviskede til John, at dette bare bekræftede min beslutning om at stemme blankt.
Næste bekræftelse kom umiddelbart efter: Jeg hev min (blå) kuglepen frem og sagde “jeg har selv en med”.
– Vi ser helst ikke, at du bruger fiberpenne.
– Det er ikke en fiberpen. Det er en kuglepen.
– Nå, men den skal også skrive med rødt, så kan vi bedre se krydserne. Vi må bede dig om at bruge vores. Vi spritter dem af efter brug.
Så stak de mig en tyk, rød farveblyant. Fint nyafsprittet, som lovet … og så brugte jeg den slet ikke …
Der var også udelukkende røde farveblyanter inde hvor vi stemte kommunalt og regionalt, men på de to sedler blev der sat et rødt kryds.
Gad vide, om det med de røde krydser var flere steder i landet? Eller i hele Næstved kommune, eller det bare var i vores lille forsamlingshus? Hvad har I andre oplevet?
Jeg har aldrig set andet end tykke grafitblyanter blive brugt på valgsteder.

Nå. Ikke flere brokkerier. November er trist nok endda.
I stedet vil jeg vise lidt imponerende ord-ekvilibrisme, som jeg har kopieret andetsteds fra for nogle måneder siden.
Der er sandelig en (eller flere?), der har været både dygtig og kreativ her – astronomer = moon starer. Flot.
Den eneste jeg ikke bryder mig om, er den med mother-in-law!

Og nu har der været valg. Med vindere og med tabere. Med politiske studehandler og svinestreger. Med bagning af rævekager. Med nye og sommetider ret mærkværdige og for mig uforståelige alliancer til følge. Eller måske ikke så uforståelige endda: Det gælder om for enhver pris at komme til at bære borgmesterkæden; det er så vigtigt, at man svigter tidligere indgåede aftaler og indgår nye i sidste sekund, hvis man kan se sin fordel i det.
Jeg forstår hverken politik[ere] eller religion. Politikerløfter er lige så tvetydige som katolske præster, der siger, at de elsker børn!

I må aldrig miste jordforbindelsen. Husk det!

Et privilegium

Lad mig først og fremmest slå fast, at privilegeret staves, som jeg stavede det i sidste indlæg, nemlig privilEgeret.
Man kan huske det på, at når man har privilegier (som de fleste kan stave til), er man privilegeret og ikke priviligeret. Stavekontrollen giver i øvrigt også rød bølgelinje under sidstnævnte.
De fleste skriver det forkert, men det kan såmænd dårligt undre mig, når en googlesøgning giver 221.000 hits på den rigtigt stavede udgave og 267.000 på den forkerte!
At komme med en løftet sprogpegefinger er et privilegium, som jeg har givet mig selv.

Et privilegium (eller privilegie) kan betyde en særrettighed, hvor min trods alt nok hører til den mere uskyldige af slagsen.
Det er straks noget andet, når man som enkeltindivid eller minoritetsgruppe prøver at erhverve sig særlige rettigheder. Det er nemlig undergravning af demokratiet.
Hårde ord, og nok også sat en anelse på spidsen, men ikke desto mindre mener jeg det. I et sandt demokrati har enten alle rettigheder eller ingen har rettigheder.
Særrettigheder hører andre slags nationer til. Nationer, som langt de fleste af os absolut ikke har lyst til at være borger i. Nordkorea. Zimbabwe. Afghanistan. Det gamle DDR, USSR og lignende lande. Også det nye Rusland, for den sags skyld … lande, hvor lederne tiltager sig særrettigheder, mens borgerne bliver skudt eller ‘forsvinder’ for at have en mening.
Jeg ville ikke holde længe i nogen af de nævnte lande.

Eksempel: Når en person, der er udstyret som en mand, men som føler og/eller definerer sig selv som en kvinde, vil klæde om og bade sammen med kvinderne til idræt eller i en svømmehal, siger jeg, at nu stopper legen.
Nej, siger jeg bare. Nej. Nej. Nej. Hvis man er i besiddelse af det mandlige udstyr, må vedkommende lide den tort at klæde om med fysisk ligestillede, selv om den indvendige side af hovedet fortæller noget andet.
Man skal nemlig ikke bilde mig ind, at der ikke går nogen rundt derude, som både er og føler sig særdeles meget som mænd, og som kunne få nogle “gode” ideer om, hvordan man tiltusker sig adgang til kvindernes omklædningsrum.
De vil også afsone deres straffe i kvindefængsler. Nej igen, kære venner. Hvis ikke I kan holde tanken om et mandefængsel ud, så har jeg et virkelig godt forslag: hold jer på den rigtige side af loven – så løser det problem helt sig selv.
Nu får jeg hug, men jeg har brede skuldre:
Jeg er ved at være træt af alfabetfolket.
Hvorfor skal 99,5 % af befolkningen tage særlige hensyn til 0,5 %? Hvorfor er det nødvendigt med den voldsomme synlighed? Formentlig er ingen interesserede i at høre mig råbe op på gader og stræder om, at jeg er heteroseksuel. Jeg er heller ikke specielt interesseret i at vide, hvor andres seksuelle præferencer ligger.
I er da bare mennesker på lige fod med alle andre mennesker. I må klæde jer som I vil og I må have sex med hvem I har lyst til (altså ikke uden først at få lov …) – jeg mener bare ikke, det skal være noget, som samfundet skal involveres i.
Jeg er så privilegieblind, at jeg ingen ide har om, hvad flere af de forskellige betegnelser betyder, and frankly, my dear, I don’t give a damn. (Rhett Butler i Borte med Blæsten).
Og således fik jeg rundet ordet privilegeret af. Måske ikke på fineste vis, men jeg kunne ikke gøre det elegantere.

Jeg har også skarpe holdninger om nedrivningen af statuer af slaveholdere, Lenin og lignende. Hvorfor skal noget skrives ud af historien? Vi skal lære af historien, ikke fortrænge den, fordi vi i dag ved, at det var forkert og umenneskeligt. Eller … nogle ved det … slaveri findes stadig.
Hvis det er sådan det skal være, hvorfor er der så ingen der nævner hekseafbrændingerne? Jeg har da ikke glemt dem og vil gerne på kvindernes vegne have en offentlig undskyldning for hekseforfølgelserne. Gerne fra lederne i de lande, hvor man fik aflivet flest kvinder på et noget usagligt grundlag – som naturligvis var religiøst funderet, men det kan eventuelt komme i et senere indlæg.
Det er jo ikke en bog, jeg er ved at skrive.

Madnostalgi og anden nostalgi

Nogle har en ret, de husker fra deres barndom. En ret, de aldrig har fået som voksne, men som de mindes med største glæde, med tårer i øjnene og mundvandet løbende.
Sådan en ret har jeg ikke (jeg har en kage), men det har John og det har Charlotte. John er dog godt nok delvist kureret, men om det er fordi jeg ikke kunne lave budding som hans mor gjorde, eller det bare var en barndomserindring, der helst skulle have været forblevet en sådan, finder vi aldrig ud af.
Han havde sukket i flere år efter budding, som er en dessert, jeg sagtens kan leve uden – både før og nu; den har aldrig hørt til blandt mine yndlingsdesserter.
På et tidspunkt forbarmede jeg mig over John og lavede budding på rigtig, gammeldaws facon, men det var lidt af en skuffelse for ham, for det var ikke helt det, han huskede. Næste gang jeg skulle lave det, blev jeg lidt ond og lavede budding fra pulver. Det var lidt mere hen ad det, han huskede, men alligevel ikke helt det samme. Så gav jeg op, og John har ikke efterspurgt det siden. Var det ren nostalgi? Kan jeg ikke lave budding? Husker John ikke, hvordan budding i virkeligheden smagte? The answer is blowing in the wind …

Charlotte har det sådan med pærevælling. Jeg har skrevet om det før, men jeg fik aldrig dengang prøvet at genoplive barndommens erindringer for hende, og alle de henkogte pærer gik til andre ting end lige netop pærevælling. Jeg kunne ikke skaffe de finvalsede byggryn, så jeg opgav på forhånd.
I mellemtiden har jeg fundet nogle, der (måske) er finvalsede, og i morges stod der på vores trappesten en hel pose pærer fra de samme søde mennesker, som jeg også fik pærer fra dengang.
De er nu blevet henkogt, så denne gang må jeg hellere prøve den pærevælling af, engang Charlotte er her.
Hvad jeg meget håber, hun er om to uger. De skal ikke testes for at få lov at flyve til Danmark, men der er Covid-19 på børnenes skole nu, og hvis A&A bliver testet positive, skal forældrene testes, og hvis de testes positive, kommer det til at figurere i deres vaccinationsbevis, hvilket kan gå galt i lufthavnen, hvis de bliver taget ud til stikprøvekontrol. 
Børnene er sandsynligvis blevet vaccineret, inden de kommer, men der kan 1) ikke nå at gå 14 dage efter stikket, og 2) hvis danskerne er lige så fjollede som tyskerne, så er det ene stik, som er normen for engelske børn, ikke accepteret som værende fuld vaccination.
Charlotte er også tosset over begrundelsen i UK for at vaccinere børn: Det er nemlig for at beskytte dem, der ikke vil vaccineres, ikke for at beskytte børnene, for hvem bivirkningsproblemer overgås af antallet af indlagte. Jeg forstår godt hendes vrede (selv om hun trods den lader dem vaccinere), for hvis antivaxxere skulle blive syge, er det fordi de har truffet et valg, og det skal vi andre ikke tage hensyn til. Beklager, men det mener jeg. I Danmark blev der sagt “for at beskytte de ældre og sårbare”, men de er jo vaccinerede … hertil sagde Søren Brostrøm da heldigvis også, at man skal vaccineres for at beskytte sig selv, ikke andre.
Hvor er jeg i øvrigt ved at være grundigt træt af al den inkonsekvens, der i forskellige sammenhænge er i forbindelse med coronapesten. Nogle siger ét, andre noget andet, nogle ved tilsyneladende ikke, hvad de egentlig siger. Fx behøver børn under 17 år, der rejser sammen med vaccinerede forældre, ikke at præsentere en negativ test, men hvis de rejser alene, skal de. Det giver da overHOvedet ingen mening! Enten er de pågældende unge smittede, eller også er de ikke – de er da for pokker ikke mindre smittede, fordi de rejser sammen med forældrene! Nå. Hids dig ned, Ellen.

Nostalgi. Hvem sagde nostalgi? Det gjorde jeg vist selv …
Billedet er et 13 år gammelt billede, som gør mig noget så nostalgisk.
Det er taget en efterårsdag i 2008 i et sommerhus ved Vesterhavet. Hver morgen sad jeg i sofaen med børnene og læste en historie for dem, mens deres mor og far sov endnu og nød, at der var nogen til at tage sig af morgenfriske børn (det er så ikke lige netop morgenfriskhed, Aubrey udstråler her …)
Det var dengang, Anna endnu ikke kunne tale rent og sagde: Mommer, you’re weally, weally sweet. I weally, weally love you.
De ord fra det lille pus kan stadig varme mit hjerte, og jeg kom til at tænke på dem da jeg så dette billede.
Der er løbet meget vand i åen siden da, men den gensidige kærlighed er ikke blevet mindre med årene.
Det kan også varme mit hjerte.

Det var som syv …

Jeg må sige, at jeg blev overrasket i går, da jeg fik en mail fra ExpressTest om, at de beklagede den lange svartid, men de ville refundere pengene, jeg havde betalt for de forkerte test.
Efter jeg havde angivet de efterspurgte oplysninger vedr. kortholders navn, de sidste fire cifre på kortet og det indbetalte beløb, fik jeg kort tid efter en ny mail om, at nu var pengene indsat på kortet, og at der ville gå 3-5 hverdage inden det ville figurere på min konto.
Jeg var af flere årsager helt sikker på, at det ikke var en svindelmail; oplysningerne jeg skulle afgive, var mere en kontrol fra deres side på, at jeg var mig, og at de sendte pengene til den rigtige.
Det er såmænd ikke de 158 pund, selv om det bestemt også er en slags penge; det er mere princippet, og jeg synes det er fint, at de tog min særdeles knotne mail alvorligt.
Miraklernes tid er ikke forbi – jeg havde vinket farvel til de penge.

Der løb også en anden mail ind i går. Der løb sådan set en hel del ind, men jeg skal skåne jer for indholdet i de resterende.
Det var en notifikation fra Røde Kors om, hvor meget nørkletøj de har sendt ud den seneste dekade.
Det er da helt vildt, hvor meget tøj der er sendt til Hviderusland!
Jeg kan ikke forstå, hvorfor der tilsyneladende ikke er behov for tøj andre steder i verden, men med de udsendte ca. 43 tons kan jeg da godt se, at de stakkels børn i Hviderusland må have et kæmpestort behov. Og jeg gad vide hvorfor blev der ikke sendt mere ud i 2015?
I er muligvis fløjtende ligeglade med sådan en graf, men jeg bliver en anelse eftertænksom, når jeg ser tallene. Det er altså meget tøj, og jeg er glad for, at jeg er en del af de mange, der er med til at bidrage.

Jeg yder dermed min beskedne indsats. Jeg betaler også faste, månedlige ydelser til SOS Børnebyerne, UNICEF og Red Barnet. Med andre ord støtter jeg verdens børn. Det bruger jeg de penge på, jeg nu engang har besluttet mig for at bruge på den slags, og det er bevidst, at jeg har valgt børnene til og alt andet fra, hvorfor jeg konsekvent siger nej, når de ringer fra Kræftens Bekæmpelse eller hvem det ellers måtte være, der vil have min uvurderlige støtte. Ingen kan redde hele verden, og slet ikke jeg.
Jeg har, af to årsager, fravalgt at være fadder for et barn: 1) Jeg vil ikke involveres personligt i et enkelt barn ud af de mange millioner, der lider nød. 2) Hvad nu, hvis jeg pludselig bliver kørt over af en lastbil eller dør af anden årsag? For det sker jo på et tidspunkt. Hvad så med det barn, som formentlig er blevet mere eller mindre afhængig af min månedlige ydelse?
Jeg havde en kollega, som havde et sådant ‘ekstra’ barn i Brasilien, og som hun besøgte engang. Hun syntes det var en dejlig oplevelse, men hun var også en smule chokeret over, hvor afhængig hele familien faktisk var af de penge, hun sendte hver måned, så hun fik de samme tanker: Hvad nu, hvis …?
Næh, så hellere lade mine penge forsvinde i den store pulje, så det ikke går ud over enkeltpersoner, når jeg stiller træskoene.

Og skal vi så se at komme videre!

“Doctors and nurses were among the first to be struck down by the virus. The prime minister was incapacitated for weeks, parliament was closed, education was disrupted. In the darkest days of the crisis, Norwood Cemetery in South London held 200 funerals a day.
This was Britain during a pandemic. The year was not 2020, though, but 1890, and the disease was not Covid-19, but Russian Flu. It tore around the world, killing 125.000 people in the UK and one million globally.
The similarities between that pandemic and today’s are uncanny. Symptoms reported by doctors 130 years ago included dry coughing, a sudden fever and, for many, a lost sense of smell. Some survivors were struck by a lingering depression and lack of energy that left them debilitated for months. The saving grace of the virus was that children were affected much less than adults.”

Ovenstående er taget fra en artikel i The Times, som Charlotte sendte til mig. Der står selvfølgelig meget mere i den, bl.a. at man i dag er ret sikker på, at det også dengang var en coronavirus, der huserede. Et belgisk studie fra 2005 hævdede, at udbruddet var forårsaget af OC43; en af fire coronavira, som i dag er skyld i 20 % af forkølelsestilfældene i UK.
Dengang tog pandemien fem år, og det vil denne sikkert også gøre, men vi har vaccinerne, så forløbet vil blive ‘blidere’, så at sige, og på et tidspunkt bliver sygdommen endemisk (kun udbredt indenfor et mindre eller afgrænset område, hvilket betyder, at en langsom, vedvarende smitte vil fortsætte). Coronavirus vil fortsat forårsage mindre udbrud på samme måde som sæsoninfluenza.

Så skulle vi nu ikke se at komme videre? Lade være med at være mere forsigtige end nødvendigt? De sårbare og de gamle er vaccinerede. Coronavira er for længst kommet for at blive; de forsvinder ikke, og vi kan ikke blive ved med at holde samfundene mere eller mindre nedlukkede. Jeg holder med Boris Johnson og UK. Jeg synes de gør det rigtige. Det koster for meget på alle områder, hvis ikke vi skynder os at få normale tilstande tilbage.
Det vil tage nogle år at få vaccineret hele verdens befolkning, så indtil det er sket, vil vi nok ikke rejse til de mere eksotiske steder, men det skal ikke være forbudt; det må være folks eget ansvar.
Jeg kender nu tre personer, der er blevet smittet efter vaccination (de to af dem på min alder og en på 60 år), men ingen af dem fik det værre, end hvis man er lettere forkølet. Ingen feber, ingenting, så hvad er man så bange for nu?
De ramte vil ikke belaste sundhedsvæsenet, hvormed et af de væsentligste argumenter for de seneste restriktioner er væk.
EU ryster på hovedet over den engelske genåbning, men hvorfor? Spanien har højere incidenstal end England, men det er orange, og England er rødt, så vi må gerne rejse til Spanien, men ikke til England. Jo, det må vi for England, men der bliver ballade, når vi skal hjem igen.

Jeg forstår ikke religion, og jeg forstår temmelig ofte ikke politik. Ejheller visse repræsentanter for sundhedsvæsenet …
Det er jo ikke sådan, at jeg hele tiden går rundt og er negativ; det kunne da lige være yndigt, men jeg kunne godt tænke mig, at man begyndte at tænke lidt fremad og overveje, om dette virkelig skal vare flere år endnu – det kan jeg ikke forestille mig, at nogen ønsker – eller at nogen samfund kan holde til. Vi går et efterår og en vinter i møde, hvor smitten stiger igen. Skal vi så atter lukke det hele ned?

Jeg vil ikke love, at dette er det sidste corona-brokkeindlæg fra min side, men jeg lover at forsøge at beherske mig.

Skuffet-Ked-Uforstående-Frygteligt Frustreret-Eddikesur-Trist

Jeg er alt det, ordene i overskriften viser, og hvis begyndelsesbogstaver den kvikke læser vil have gennemskuet siger SKUFFET. Jeg er det hele (dog ikke særlig sur, men det var svært at finde et passende e-ord); mest ked af det og skuffet. Charlotte, Anna og jeg tog os lige en tudetur i aftes, da det gik op for os, at de ikke bliver lukket ind i Danmark, medmindre jeg er død eller døende, og det er trods alt lige langt nok at gå for at få dem hjem. Vi er ikke engang sikre på, at der i givet fald ville blive lukket andre ind end Charlotte, og så kan det være lige meget, for vi vil jo alle sammen være sammen.
C og jeg har talt sammen i dag. Vi blev færdige med at tude i går; det fører ikke til noget at gå i sort, så vi fik os en god og lang snak i dag.
Pressen har vældig travlt med at fortælle hvordan England er gået mere eller mindre i panik, fordi alle restriktioner er blevet ophævet fra i dag.
Det er overdrevet, men nogle er selvfølgelig nervøse.
Jeg synes man andre steder er blevet for forsigtig og forstår godt den holdning, Boris Johnson har udmeldt til folket. Corona er kommet for at blive, og vi skal lære at leve med den. Ja, der vil dø nogle af covid-19, men det gør der også af andre sygdomme. Ja, smittetallene vil stige, men sygehusvæsenet er ikke belastet af covid-19-patienter. Det er primært skolebørn, der er smittede; det er hovedsageligt unge/yngre, der bliver indlagt, og nogle af dem får ubehagelige senfølger. Men man er jo i den alder udødelig og derfor ligeglad med vaccinationen og ‘glemmer’ at være forsigtig, som det stadig tilrådes at være.
Så se nu derfor at få fingeren ud og få foretaget den vaccination! Man kan stadig blive smittet, men man bliver ikke ret syg. Og hverken coronavirus eller vaccinationen mod den er et internationalt og verdensomfattende komplot – hvordan i himlens navn skulle alle verdens nationer pludselig kunne blive enige om den samme sammensværgelse? Og sponsoreret af Bill Gates?

I England sker det samme som vi hører om herhjemme: Folk – også primært unge mennesker – enten slet ikke booker eller måske booker de en tid, men møder så ikke op. Det drejer sig sikkert i virkeligheden ikke om så mange, men det er selvfølgelig dem der er interessante at hive frem i medierne.
Konsekvensen af det er i mine øjne let at få øje på: Man skal betale hvad vaccinen koster, hvis man udebliver uden at afbestille sin tid. Det er et gratis tilbud, men det er ikke en undskyldning for at være årsag til spildte vacciner og penge.
Hvis man ikke vil vaccineres, er det ens eget valg, men så må man tage konsekvensen og fx endnu en rum tid være forhindret i at foretage sig mange af de ting, de vaccinerede må. Ethvert valg har en konsekvens, og jeg kan så afgjort ikke se, hvorfor vi andre skal have trukket pinen ud fordi nogle har en anden holdning til vaccination.
Det er en holdning, jeg ikke er villig til at diskutere.

Jeg forstår overhovedet ikke, hvorfor bevis for færdigvaccination OG en gyldig, negativ PCR-test ikke kan gælde som adgangsret til andre lande.
Jeg forstår heller ikke, hvorfor kun England skal være rødt. De har 4630 smittede pr. 100.000. Det er da vildt mange, men:
Cypern har 5870. Holland 4102, Spanien 3488, Portugal 2221 og Grækenland 1767. Tallene stiger hele tiden, men landene er stadig gule. Sidste sommer skulle tallet være 20 for at åbne et land og 30 for at lukke det igen. Jeg ved godt, at testsituationen var anderledes, men alligevel …

Charlotte og familie talte om, hvad de så skulle gøre, men det er i sagens natur svært at finde noget, der er både interessant og ledigt i England lige nu. Det ender nok med, at de bliver hjemme, men de ved godt, at de skal passe på, at sommerferien ikke bare smuldrer og det lige pludselig er skoletid igen.
De fandt ellers et hotel på den skotske ø Islay, hvor de skulle være sejlet til Port Ellen og bo i Port Charlotte.
Passende under de givne omstændigheder, blev de enige om, men de bookede det ikke.

Kroner én, kroner to, kroner tre …

For nogle år siden, hvor jeg fik fat i nogle drueagurker, investerede jeg også i nogle dildkroner – det hører sig til, når man sylter på gammeldaws maner. Det er bevidst, at jeg skriver ‘investerede’, for jeg skulle op med den store tegnebog for at betale for både agurker og dildkroner. Man skulle tro, at sidstnævnte var lavet af det pure guld! Agurkerne var også hammerdyre, så jeg blev enig med mig selv om, at godt nok er det hjemmelavede bedre end det købte, men der må være en grænse, og hvis et glas kommer op på det dobbelte eller tredobbelte af prisen for et færdiglavet produkt, så er jeg stået af.
Så vidt jeg husker, gav jeg 12-15 kroner pr. krone. Det er jo helt til grin!
Jeg har derfor, hvis jeg ellers husker rigtigt, lige høstet for en formue i min minimalistiske køkkenhave. Der var godt nok endnu ikke mere end et par stykker af de helt store kroner, men da jeg også ville kunne bruge selve dilden, valgte jeg at høste nu, inden den bliver for kedelig.

Det blev til en bakkefuld kroner og seks poser hver med, hvad der svarer til et stort bundt dild. De er nu lagt i fryseren og jeg satser på, at der som minimum er til det næste halve års tid, idet det ikke er dild jeg bruger mest af. Hvorfor ved jeg egentlig ikke, for jeg kan virkelig godt lide smagen.
Nogle af de små kroner befinder sig allerede i de tre glas med agurkesalat, jeg lige har lavet.

Corona betyder som bekendt også krone.
Endnu mere dyrebart end selv platinkroner ville have været, er mine englændere. De kommer snart, men regner ikke med, at de får lov til at køre hertil i bil – de tør i hvert fald ikke satse på det – så de har bestilt flybilletter og ankommer sidst på måneden.
Håber jeg da … smittetallene stiger voldsomt derovre, men det er især nordpå; deres område er ikke erklæret rødt, så vi krydser fingre. Hvis det bliver det, får de nok stadig lov at flyve, men de skal testes et par gange og i isolation (heldigvis hos os) efter ankomst – også selv om Tim og Charlotte er færdigvaccinerede. Det har ingen af os specielt meget lyst til.
Vi er ikke bekymrede for de stigende smittetal, for der er næsten ingen hospitalsindlæggelser og dødstallet er lavere end det var BC (Before Corona).
Nu må de altså se at få set på det hele én gang til. Holde tallene op mod, hvad der normalt florerer af sygdomme. Det debatteres meget i England, men som det er lige nu, stopper alle restriktioner den 19. juli. Det er da også nu, mens det er sommer, at det skal gøres og få en masse smittet. Nu, og ikke til efteråret, hvor det i givet fald med stor sandsynlighed vil komme til at virke værre. Næsten 68 % af englænderne er vaccineret; de er det land i Europa, der ligger højest rent procentmæssigt.
Jeg synes det er på tide, vi vender tilbage til normale tilstande – så normale, som de nu kan blive, for verden bliver nok ikke helt den samme igen, men de eksempler vi hører herhjemmefra med fx kirker, hvor ikke engang den nærmeste familie må deltage i en barnedåb, fordi de så bliver for mange, samtidig med, at man ser de store folkemængder der samles i fodboldrus, uden der bliver reageret på det.
Det hænger bare ikke sammen.

Pensionistvisen, vers 371

Vi er vist efterhånden alle trætte af coronapesten.
Vi er vist også efterhånden trætte af dagligt at høre eller læse om, at vi er trætte af coronapesten.
Livet leves stort set som i Pensionistvisen. Livet føles som Pensionistvisen!
Dagene ligner hinanden en hel del.
I dag har jeg studeret Gartneri Toftegaards hjemmeside for at finde ud af, hvad jeg skal købe af chili og tomat til drivhuset. De åbner ikke før 8. april …
Jeg har også købt nogle nødvendige materialer til syning af tasker, punge og diverse organizers. Ikke stoffer, for dem har jeg tonsvis af, men fyldstoffer, så tingene får lidt stivhed og substans.
Dagene har, trods ensartetheden, også lidt fyldstoffer indimellem:
Jeg har blandet jorden til højbedene og fyldt den i.
Jeg har sat omkring 100 montbretialøg.
Jeg har strikket Two Harbors Poncho til Anna.

Jeg faldt tilfældigt over et billede af den, tænkte, at det da vist lige var en Anna-model, sendte det til hende og spurgte om det var noget jeg måtte strikke til hende.
Svaret kom næsten prompte i form af et stort JA TAK! Så havde jeg set rigtigt, og opskriften blev fluks bestilt. Farveønsket var en mere blå end modellen og mindre kontrast mellem krave og bul.
Jeg håber farverne er ramt rigtigt … før første gang købte jeg via internettet garn, jeg ikke kendte, og så er det svært at vide, om farven er gengivet korrekt. De kaldte den ‘jeansblå’, hvorfor jeg havde forventet en mere dæmpetblå farve, men jeg håber, at Anna kan acceptere den.
Den ser fuldstændig forkert ud i proportionerne, men den overholder alle angivne mål, og pigen ser da vældig sød ud med den på, ikke sandt? Det vil den spinkle Anna så nok også gøre.
Jeg er så stor en egoist, at jeg ikke sender den til hende, men vil selv overrække den, når vi engang får lov at tage derover.
Det er spændende, hvornår man vil åbne grænser i de forskellige lande. Ifølge den senest opdaterede vaccinationsplan har John fået sidste stik i den første uge af maj og jeg i den anden uge af maj. Det er faktisk ikke ændret, selv om vaccinationskalenderen er ændret flere gange.
Men ét er, hvornår vi er klar. Noget andet er, hvornår de enkelte lande er det. Jeg håber så meget, at de vil åbne for vaccinerede personer, men holddaop, hvor er antivaxxerne imod det. Sikke de dog kan råbe “diskrimination!!!”, både her og i England – og sikkert også andre steder.
Ja, det er diskrimination. Å hva’ så? Det er et valg, I har truffet, og hvorfor skulle det ikke have konsekvenser? Sådan må det være. Hvis ikke I vil vaccineres, må I om bag i køen.
(Hvorfor har man mon i øvrigt besluttet, at antivaxxere skal staves med to x’r, når vaccine staves med to c’er?)

Til sidst en bemærkning, jeg hørte i tv forleden, og som gav mig dagens grin:
Når man ikke overholder reglerne, er det et klart brud på de regler, der gælder.

Ps and Qs? P’s and Q’s? Peas and Queues?

Kender I det engelske udtryk mind your Ps and Qs? Det betyder, at man skal huske den gode opførsel; tænke over sit sprog og lignende. På engelsk: Meaning “mind your manners”, “mind your language”, “be on your best behaviour”, “watch what you’re doing”.
Alt dette er altid en god ide, omend der beklageligvis er en hel del, der tilsyneladende næppe skænker det mange tanker.
Lad mig først og fremmest slå fast, at det er det første i overskriften, der er det rigtige, idet det er p og q i flertal, ikke i genitiv.
(Der er nok (relativt) lige mange englændere og danskere, der ikke har styr på apostrofreglerne. Jeg var engang på et museum i London, hvor stort set alle skilte var den rene ynk at læse – en dansk skoleelev på 16 år kunne have gjort det bedre – men det var et sidespring.)
Den sidste og umiddelbart lidt fjollede udgave er titlen på en bog af Sandi Toksvig: Peas & Queues: The Minefield of Modern Manners.
How do you get rid of unwanted guests? What do you do if there’s a racket in the quiet carriage? How should you eat peas, and behave in queues?
Sandi Toksvig er datter af den navnkundige journalist Claus Toksvig. Hendes mor var englænder og Sandi har mig bekendt kun boet ganske korte perioder i Danmark. Hun har afløst Stephen Fry som vært på QI og hun var i tre sæsoner vært på den britiske bagedyst sammen med Noel Fielding. Hun er komiker og forfatter, har skarpe politiske meninger og er i besiddelse af en bemærkelsesværdig intelligens. Hun er en beundringsværdig kvinde.

Hvorfor lytter jeg til en bog, der er en moderne udgave af Takt og Tone? Det gør jeg fordi den er temmelig underholdende – der er heldigvis ikke noget i bogen, der kommer bag på mig, men jeg bilder mig da også ind, at jeg tænker over både mine p’er og q’er (på dansk skal der faktisk apostrof her – det er den omvendte verden).
Hun bygger bogen op som en guide til Mary, der i starten er otte år. Mary skal først lære at begå sig i eget hjem, dernæst i andres. Så skal hun lære hvordan man opfører sig på restauranter og andre offentlige steder, såsom i teatre, bus, tog og fly og når hun er gæst eller vært ved private middagsselskaber. Der er regler på kollegiet og regler for hvordan man opfører sig som turist i et fremmed land under sabbatåret (og senere); der er regler for at deltage i et jobinterview og for hvordan man opfører sig på en arbejdsplads – både når man arbejder og under sociale sammenkomster i arbejdsmæssig sammenhæng.
Hun er også inde på hvordan man bør agere, når andre ikke opfører sig ordentligt.
Gaaab, tænker I? Det er ikke kedeligt at høre på, ikke engang selv om man ikke lærer nyt, for ST har en skøn måde at fremlægge sine budskaber på.

Hun bruger en del ord på at gøre rede for, hvorledes Mary bør færdes på sociale medier, hvilket er ukendt land for mange – bestemt ikke kun unge …
I lørdags hørte jeg rent undtagelsesvis Sara og Monopolet; en udsendelse, jeg helst undgår og kun lytter halvt til, hvis vi sidder i bilen på sendetidspunktet. Jeg synes, at folks ‘dilemmaer’ generelt er uinteressante og at mange af ‘rådgiverne’ er lidt for glade for at høre sig selv tale.
Sara viste sig dog at være bedre end Mads Steffensen, som ville have en konklusion, hvor Sara lader hver af de tre i panelet få taletid og lade det være op til lytteren at drage eventuelle konklusioner.
Jeg nævner dette, fordi jeg i lørdags oplevede tre paneldeltagere, som ellers havde forskellige meninger, være 100 % enige om svaret, da et forældrepar ikke rigtig vidste, hvordan de skulle få det ene hold bedsteforældre til at stoppe med konstant at lægge billeder af deres lille barnebarn ud på diverse sociale medier. Forældrene selv ville ikke have det, men deres ønske blev ikke respekteret.
Nu råber jeg: DET SKAL RESPEKTERES!! Og det unge par skal tage den diskussion eller kamp med de ulydige bedsteforældre, selv om det ikke er nemt.
Jamen hvad er det da for noget? Jeg blev så vred, så vred på de bedsteforældre, som ikke respekterer et sådant ønske.
“Du gør det jo selv”, kan nogen indvende. Ja, det gør jeg, men da mine børnebørn var små, spurgte jeg forældrene, og da de blev større, spurgte jeg dem selv. En del af tilladelsen skyldes, at jeg skriver på dansk, så risikoen for at blive ‘opdaget’ i England er lille, og jeg har ikke lagt noget op, de som ældre måske kunne blive flove over. Det håber jeg i hvert fald ikke.
Anna og Aubrey får i øvrigt SoMe-færdselsundervisning i skolen. Gør man også det i Danmark?
Ingen af de to har eller er interesseret i at få en profil på nogen af dem.

Er det kun et spørgsmål om prioritering?

Mens Merete boede hos os i julen, fik vi os (bl.a.) en snak om, at vi savnede at komme ud og spise en god og/eller spændende middag. Dvs. … det gjaldt kun for to af os … Merete kunne ikke forstå sådan et savn, og hun gik stort set aldrig ud og spiste. Det blev til en snak om madoplevelser, hvordan sådanne kan defineres og hvordan og hvorfor de opleves så forskelligt fra individ til individ.
Merete elsker sin kajak, sin roklub og de oplevelser, hun får med sig derfra – selvfølgelig deriblandt de helt store og dejlige naturoplevelser. Hun har kajakket på Isfjorden, i de norske fjorde og på de svenske elve. Rundt om Vancouver Island og Bornholm (altså ikke hele vejen rundt …), ja, på snart sagt alle mulige og umulige steder, og hver en tur har været en stor oplevelse for hende.
“Hvis jeg skulle vælge mellem en gourmetmiddag med tilhørende vine og en kajaktur, hvor vi tænder bål og sidder og nyder solnedgangen mens vi tilbereder vores primitive mad … ja, så ved jeg altså godt, hvad jeg ville vælge!”

Jeg ved også godt, hvad hun ville vælge … og jeg forstår hende til dels, for jeg ville gerne have mange af hendes oplevelser – ingen har vel noget imod smukke solnedgange – men selve kajakturen og det at skulle slå et minitelt op og tilbringe natten i en sovepose på et liggeunderlag – det har jeg under ingen tænkelige omstændigheder lyst til! No way! Det er jeg for gammel og for magelig til, men det skal jeg ikke sige til hende, for hun er kun fire år yngre end mig, så i hendes øjne holder den argumentation ikke en meter. Mageligheden er dog ikke aldersbetinget.
Jeg indvendte, at det for os ikke er et spørgsmål om valg, men om tilvalg. Hvis vi blev nødt til at vælge mellem de spændende middage eller fx turene til England, ville jeg ikke være et sekund i tvivl om prioriteringen, men så længe vi er så privilegerede at kunne begge dele, ja, så gør vi begge dele.
Så langt, så godt – det accepterede hun og forstod det også på lidt samme måde, som vi forstod den med lejrbålet, men vi behøvede alligevel ikke at invitere hende næste gang vi skulle på kroophold eller lignende, for det er ikke kun, fordi hun er single, at hun ikke har lyst til gourmetmiddage. Hun vil meget hellere lave maden selv og samle gode venner i hjemmet. Når hun engang får lov til det igen … det er nemlig ikke fordi hun er en madignorant og bare spiser for at leve; hun er supergod til at lave mad og vi andre nyder godt af hendes überlækre frembringelser.

Men sådan er vi så forskellige. Skulle jeg, som nævnt, vælge mellem ferier og restaurantbesøg, blev sidstnævnte valgt fra, men så længe jeg kan få både i pose og i sæk, vælger jeg det.
Der er bare lige det, at her under coronapesten kan vi hverken få i pose eller i sæk.
Vi har ikke spist ude i tre måneder. Ikke siden vi var i Sønderjylland i begyndelsen af oktober, og som situationen ser ud i øjeblikket, har det vist lange udsigter, inden vi igen får muligheden.
Vi fik maden udefra nytårsaften, og det var fint. Rigtig godt, faktisk, ingen klager herfra, men det er altså ikke det samme, når man selv står for opvarmning, anretning og servering.
Vi havde læst, at der pga. restriktionerne var mange afbud på takeaway til selskaber, men i mine øjne lød det underligt, idet det var ikke noget nyt, at man anbefalede højst 10 personer sammen, og man skal bestille nytårsmad laaang tid i forvejen. Medmindre man bor i København, åbenbart … i Næstved kørte afhentningen på skinner; de havde 100 % styr på logistikken.
Jeg spurgte derfor hos Bækkels, hvorfra vi fik maden, om de havde nogen kuverter til overs, men det havde de ikke. Derimod havde de vældig travlt med at pakke om fra 10 til fx 4-4-2 eller 5 x 2, fordi folk valgte selv mindre selskaber fra, men deciderede afbud? Nej.

Mange taler i disse coronatider om, at “vi ses på den anden side”. Jeg forbinder udtrykket med noget mere endeligt end det i dette tilfælde er ment, men det er måske blevet mere aktuelt end ønskeligt, idet min datter 1. januar skrev til mig, at “vi sov alle fire stille ind i det nye år.”

En tålmodig sjæl

Vi har mindst to fiskehejrer, som vi får besøg af næsten dagligt. Måske også flere, men eftersom vi ikke kan skelne den ene fra den anden og vi kun har set to på én gang, kan jeg ikke vide med sikkerhed, hvor mange der holder til her.
Det er virkelig en tålmodig fugl! Den står bomstille i meeeeget lang tid. Jeg forstår ikke, at den ikke kommer til at fryse om fødderne i vinterhalvåret, men naturen må have fundet en løsning på det, som ellers også ville give alle de andre fugle på fjorden det samme problem.

De ser nu godt nok altid ud som om de hundefryser, men sådan står de også om sommeren.
Vi har endnu ikke set nogen af dem fange noget.
Det gjorde derimod den hejre, vi så i maj sidste år på The Kennet & Avon Canal. Som jeg skrev dengang, stod den så stille så længe, at jeg ville have turdet vædde en hel del på, at en eller anden havde anbragt en plastikhejre på stedet.

Og så lige et halvmuggent juleopstød: Pressen har så vældig travlt med at bruge en masse tid på hellig (!) forargelse over, at kirkerne må afholde julegudstjenester, når alt andet skal lukke ned.
Jeg er ganske enig i, at det er en dårlig ide, og jeg forstår bestemt heller ikke den stædighed, de kirkelige instanser udviser i den forbindelse, for det er et dårligt signal at sende.
‘Min’ gamle kirke (Havdrup) blev landskendt i går for i Tv-avisen at opponere mod den beslutning. Vi indfødte havdruppere har naturligvis altid været fornuftige …
Men. Hvor står det skrevet, at man skal gå i kirke?
Man har vel lov at tænke med fornuften i forreste række, når ikke kirken er i stand til det? Hvilket den i øvrigt aldrig har været i stand til, på trods af et par tusind års ihærdige anstrengelser for at opretholde dominans. Sorry, men det trængte sig lige på.
Med andre ord: Lad dog være med at gå i kirke, for pokker! Det, at mange er i stand til at bruge hovedet, ville nemlig være et glimrende signal at sende.

Vi er værre ramt end England

For vistnok første gang under coronapesten ligger vi under for strengere restriktioner end englænderne – i hvert fald end nogle af dem, for de er, ligesom i Danmark, delt op efter hvor stort smittetrykket er.
Vi kan ikke gå ud og spise på restaurant, fordi de er lukket ned. Det kan de, hvor Charlotte bor, fordi de bor i et område under Tier 2, som det hedder derovre. Det betyder bl.a. at pubs and bars must close, unless operating as restaurants. Den synes jeg også burde gælde i Danmark. Jeg kan ikke se noget forkert i at sidde og spise på en restaurant, mens jeg så glimrende forstår, at værtshuse og diskoteker skal holdes lukket.
Sidste gang de var på restaurant, var på Tims fødselsdag den 16. marts, umiddelbart før England lukkede ned. I går, på Charlottes fødselsdag, valgte de den samme restaurant som dengang for ni måneder siden – og det var lige så godt som dengang.
Ingen af dem er specielt vilde med opstillede portrætbilleder, men de vil gerne glæde deres gamle forældre og sendte os derfor en lille billedhilsen derfra, med et par lidt formelle forældre og et par grinende børn.
Aubrey havde nemlig lige sagt noget morsomt, så Charlotte skyndte sig at tage et billede af dem, mens de stadig grinede. Han kan være noget så morsom, den dreng. Nok er han ordblind, men når det gælder det talte sprog, leder han sjældent efter ordene og han er både hurtig og skarp i replikken.
Han kan parodiere, så ingen er i tvivl om, hvem han efterligner. Anna har også en snert af pisken. I går legede de Granny og Julian (Tims mor og dennes mand), og det gjorde de, så Charlotte og Tim måtte beherske sig for ikke at komme til at vække opsigt på den fine restaurant ved at grine alt for højt. Jeg kan ikke dy mig for at komme med følgende historie en gang til, men eftersom det er syv år siden den blev serveret første gang, går det nok.
Syv år siden – dvs., at Aubrey kun har været seks år … det med at være rap i replikken har han været, næsten siden han lærte at tale.

”En lørdag, hvor C stod og manglede nogle ting, tilbød Tim at køre efter dem, men han kunne vist alligevel ikke rigtig tage sig sammen til det, for C gik og puffede til ham. Mere og mere og oftere og oftere. Der kom også en masse ord på, måtte hun indrømme.
Til sidst blev C så irriteret, at hun meget højt sagde: “If you don’t go NOW, everything will be closed!!”
Hvortil Aubie bemærkede: “Even your mouth, mummy?””

Han skal dog føle sig meget, meget tryg, inden han begynder at folde sig ud. Anna siger, at han er meget stille i skolen, så der er ikke tale om, at han fører sig frem på nogen måde, men det gør heller ikke noget.
Tim sagde, at han ville blive et stort hit hos pigerne, fordi en kvinde elsker, når en mand kan få hende til at grine.
Drengen rødmede, hvilket fik Den Pinlige Far til at spørge, om han var et stort hit hos pigerne allerede?
Endnu dybere rødmen og et eftertrykkeligt NO!
Anna smilede bare … forældrene kiggede på hinanden og undlod stiltiende at lade være med at bore mere i emnet …
Jaja, det er jo det jeg siger: De bliver alt for hurtigt store.
Det ender med, at jeg er blevet oldemor, inden jeg ser dem igen, som jeg sagde til Charlotte i dag, men det håbede hun så sandelig ikke!

Ikke engang, da vi ingen penge havde …

Jeg har reflekteret en del de seneste par dage – især over året, der er ved at gå på hæld. Og for folk der tror, at det hedder at gå på held, så bare tænk coronatanker – så tror jeg det er slut med at bruge e i stedet for æ!
Vænne sig til noget er også med æ – og to n’er. Selv dagbladsjournalister, eller hvad de nu kalder de praktikanter fra 9. klasse, der tilsyneladende ret ofte får lov til at skrive artikerne, og DR kan finde på at skrive ‘vende sig til’ i stedet for ‘vænne sig til’.
Min sorg kan godt nok vende sig til glæde – det ville fx ske, hvis det viser sig at være rigtigt, at det ikke er udelukket at sende pakker til England, men det ville være noget værre sludder at skrive, at min sorg kan vænne sig til glæde.
‘Vænne’ kommer af ‘vane’ og ikke af ‘vande’. Det er da en meget god huskeregel.

Vi føler ikke, at vi har været ret meget hjemmefra i år, selv om det ikke passer, men det er nok fordi, det meste er foregået i Danmark. Udlandsmæssigt blev det til tre dages nordlystur i februar og otte dages ferie i England umiddelbart inden coronapesten.
Det blev også til to gange en uges sommerhusophold plus fire kroophold, men da var vi kun væk i én eller to nætter (og den ene gang var før corona). Kroophold kalder vi ikke rigtige ferier, men jeg kan da godt se her ved sammentællingen, at vi ikke har været hjemme hele tiden … det føles bare lidt forkert, fordi vi ikke selv får lov at bestemme.
Og nej, vi har som pensionister IKKE ferie hver dag! Ferie er, når man er væk hjemmefra. Punktum. Der skal være forskel på hverdag og fest; det bliver ikke mindre vigtigt, når man ikke længere skal op og på arbejde. Vi føler os dog meget privilegerede, fordi det netop i disse tider er sådan for os.
Da John og jeg var allermest pengeløse, var vi på ferie. Der var specielt ét år, der af årsager, jeg ikke vil komme ind på her, så særlig sort ud rent økonomisk, men så holdt vi op med at ryge. Det var hårdt, men nødvendigt, for vores ferier havde meget, meget høj prioritet, både for os selv og vores børn. Det blev campingferier, men pigerne var i en alder, hvor det bare var det fedeste at hænge ud med nyfundne jævnaldrende (især af hankøn … de var begge (for forældrene) lidt for bekymrende spændende og attraktive).
Da jeg var i kræftbehandling, var vi på ferie. Vi kunne godt nok ikke tage til udlandet, men så turede vi i stedet Danmark rundt med campingvogn.
Jeg bliver, når visse folk klager over, at der ikke er penge til noget som helst, især hvis der ikke engang er til madpakker til børnene, rent ud sagt forarget i de lidt for mange tilfælde, hvor der altid er råd til en pakke cigaretter og ofte også nogle øl. Hver dag. Jeg ved godt, at den problemstilling nok ikke er så enkel endda, men jeg bliver alligevel harm. John og jeg kunne gå fra 20 til 0 cigaretter, og så enestående er vi altså heller ikke, men det gav os råd til ferierne med vores to børn i nogle hårde år.
Nå. Det er en mening, jeg nok skal få hug for, men I behøver ikke at forsøge jer med argumenter for at få mig fra den …

For alle de mange med et mindre udrejsebehov end vores, er det vel næppe noget problem at skulle blive hjemme, men både Johns og min udlængsel har altid været stor, og vi har i middelhøj grad valgt nyt tøj/nye møbler/dyre biler fra for at have råd til ferierne.
Det er ikke fordi vi ikke kan lide vores hjem. Det er fordi vi har behov for at opleve noget andet indimellem.
Jeg savner at rejse. Jeg savner min datter. Jeg savner mine børnebørn.
JEG SAVNER EN VERDEN, HVOR DET ER MIG SELV, DER BESTEMMER OVER MIG.

Lige der satte jeg grænsen

Det er meget sjældent, jeg sætter hælene i over for John, men det skete i dag.
Han var på ingen måde ude på at genere mig, og alligevel måtte jeg sige stop.
Jeg var nødt til at bede ham slukke for fjernsynet. Normalt ville jeg bare gå til et andet sted i huset og lade ham se hvad han vil se i fred og ro, men så storsindet er jeg ikke inden jeg har fået min morgenmad.
Han havde tændt for at følge USA-korrespondenternes dækning af valgkampen. Ikke lige hvad jeg ville have valgt til morgen-tv, men pyt så – det er jo bare i dag. Jeg havde lige hældt morgenteen op og anbragt mig ved spisebordet.
Lad gå med de danske korrespondenter; det var i orden, lige til jeg hørte ordene om, at vi venter lige i øjeblikket bare på, at præsident Trump om et øjeblik kommer ud og holder en tale til sit folk – eller noget i den retning. 
Der gik det galt.
Mr. T som morgenmadsakkompagnement?
NO. WAY!
Her gik min grænse.
Jeg havde nær fået teen galt i halsen og overlevede kun med nød og næppe attentatforsøget på mit gode morgenhumør og fik fremkvækket til John, at det kunne han da ikke mene? At vi skulle høre på den megalomane, mentalt forstyrrede diktator-wannabe klokken lidt over otte om morgenen? Kan vi ikke lige kvæle ham, tak? Hvis du insisterer på at høre på ham, må jeg til gengæld insistere på, at du benytter dig af dine gode hovedtelefoner.
John slukkede … han gad faktisk heller ikke høre på Mr T, men min søde mand har det med at lade tv eller radio være baggrundsstøj uden egentlig at høre efter, hvorimod jeg har svært ved at ignorere hvad der kommer ud.
Jeg fik i øvrigt for nylig bekræftet hvad jeg har hævdet længe, og det tilmed fra en fagperson: Manden ER megaloman, og det er vist ikke den eneste diagnose, der kan hæftes på ham. 
Selvfølgelig vinder han (ikke mine ord!), og taber han, er det valgsvindel (bestemt heller ikke mine ord). Det er dystre udsigter, og jeg er glad for, at jeg ikke bor i USA, for uanset hvordan det går, går det galt. Jeg plejer ikke at være sådan en sortseer, men det er altså lidt af en gyser, dette her.
Heldigvis har Tumpen (mangler der et ‘r’? Hvor???) ikke den magt, han selv hævder han har.
Får han præsidentposten igen, vil jeg vove den spådom, at han vil forsøge sig, lige som en vis anden præsident har gjort for ikke så længe siden, med at trumfe igennem, at han kan sidde i mere end to valgperioder.

Vi lod USA-valg være USA-valg og benyttede os af det gode vejr til at køre en tur til Køge, hvor vi lige opfandt et par ærinder – bl.a. et smut ud til Ølsemagle Revle lidt nord for Køge, hvor vi så gæs, ænder, svaner, masser af måger og fire blishøns. Med andre ord var vores begejstring over fugleoplevelsen temmelig behersket. Revlen har desværre mistet lidt af sin magi, efter vi er flyttet ned til Den Stråtækte …

Nu er det nok!

Egentlig havde jeg næsten færdigskrevet et indlæg der handlede om min uforgribelige mening om sager om krænkelser, men jeg havde svært ved at bevare objektiviteten, fordi jeg er så vred på de kvinder, der er godt i gang med at udvande begreberne overgreb og voldtægt. Sikkert uden at ville det, men det er i mine øjne det der sker, når man kalder en hånd på et lår for overgreb.
Overgreb og magtmisbrug er naturligvis ikke det mindste acceptabelt eller undskyldeligt, men jeg ser for mange medløbere, som benytter sig af chancen for at få deres 15 minutters berømmelse, og i den højaktuelle radikale sag er der flere aspekter, bl.a. hykleri i mastodontformat, så jeg besluttede mig for at skrotte indlægget for dermed forhåbentlig at undgå en længere kommentardebat, som jeg i virkeligheden heller ikke gider, og i stedet beskæftige mig med noget mere positivt.
Som fx plantefarvning.

Med et par ugers mellemrum har jeg høstet først vajdmarken og dernæst japansk indigo-marken.
Jeg er ikke ligefrem erfaren i omgang med disse planter, så der må søges hjælp på internettet – som mange gange er kilde til større forvirring end indsigt, fordi der er flere forskellige fremgangsmåder, og hvilken er mon den bedste?
Som jeg har sagt flere gange før, så er plantefarvning ikke en eksakt videnskab, så selv om jeg vælger den fremgangsmåde, der umiddelbart giver den i mine øjne smukkeste farve, er der bestemt ingen garanti for, at det også bliver den farve, jeg får ud af det.
Herunder ses resultaterne af de valgte fremgangsmåder for 2020. Til venstre japansk indigo og til højre vajd.

Vajd giver en farve, der minder mest om den ‘ægte’ og meget potente indigo, som jeg køber som pulver, hvor den japanske indigo her har givet nogle smukke, gråblå farver.
Hvad man bedst kan lide er en smagssag, og jeg kan ikke finde ud af med mig selv, om jeg til næste år vil have kun den ene, kun den anden eller begge planter igen. Min plads til farveplanter er begrænset, så det kunne være en fordel at lave vekseldrift for at få mere farvemateriale ad gangen.
Vajd er lidt nemmere at have med at gøre end japansk indigo, men det skal jo helst ikke være mere eller mindre besværligt arbejde med at få farverne frem, der er en begrænsende faktor for mit vedkommende – jeg har jo al den tid, jeg behøver.

Hvad jeg skal lave med disse farver? Det ved jeg ikke endnu – måske et sjal af de gråblå farver, måske med en mørk koksgrå som kontrast. Jeg har jo kun omkring 20 halstørklæder og sjaler i forvejen, så jeg kan altid bruge et til …
Eller … måske ikke, men jeg holder så meget af dem alle sammen, fordi der er lagt meget sjæl og arbejde i dem. Det er virkelig svært for mig af forære dem væk, fordi jeg får et nærmest personligt forhold til alle mine arbejder.

Nu løber det da helt af sporet

Skal planerne endnu engang gå i vasken?
Skal 2020 blive året, hvor jeg kun ser mit barn og mine børnebørn to gange?
Og hvad med 2021? Vil vi kun sjældent, eller slet ikke, kunne ses næste år?
Jeg spår nemlig, at coronapesten og dermed disse tilstande varer hele næste år med, fordi det tager lang tid at få en gennemtestet vaccine.
Nu har jeg sagt det, og jeg håber for en gangs skyld ikke, at jeg får ret, men skulle det blive tilfældet, vil det til den tid virke utroværdigt at hævde, at det har jeg hele tiden ment, hvis ikke jeg havde luftet tanken inden.

Jeg kender stadig ingen, der har været syge af corona – de få jeg har hørt om, har været venners eller bekendtes venner eller bekendte, men ser man på den store, vide verden, må det vist regnes for at være mere eller mindre ude af kontrol. Det daglige antal af nye smittede er højt og ligger konstant på små 300.000. Tallene i tabellen er fra i forgårs, hvor UK lå som nr. 11 med 4.422 nye smittede.
Jeg vil helst heller ikke rammes, for jokeren er stadig, at man ikke ved hvor syg man bliver, men jeg vil heller ikke isolere mig; bare passe på og ønske, at alle ville gøre det samme.

I England har de igen skrappe restriktioner, men skolerne har dog ikke lukket. Børnene skal have mundbind på i skolebussen og når de færdes på gangene, men må gerne tage dem af i timerne. De begynder og slutter hver time med at spritte bord og stol af.
De tænker ikke særlig meget over det; sådan er den nye virkelighed bare for dem.
Jeg ved godt, at det er meget egoistisk tænkt, men vil ikke lægge skjul på, at jeg er ked af, at vores efterårsferie sammen lige nu ser ud til at være i fare for at blive aflyst. Der er fem uger til, men kan man nå at ændre situationen så meget på den tid, selv med nye, skrappe restriktioner? Det er nok usandsynligt.
Planen er, at vi skal derover til jul – den tror vi heller ikke specielt meget på længere – det bliver i givet fald den anden juleaften i vores mange år sammen, at vi bare skal være os to. Det er i sig selv ikke noget problem, men jeg vil da savne englænderne.

Hvad skete der lige? Var det pga. ferietiden, hvor grænserne krydsedes og måske også i overført betydning overskredet?
Var det nattelivet, hvor forstanden gik ud i takt med, at alkoholen gik ind?
Tror for mange, at “arhhh, det går nok, selv om jeg ikke gør som anbefalet”?
Er det ganske almindelig glemsomhed?
Jeg var forbavset over, at ved den bisættelse, vi deltog i i midten af august, krammede folk hinanden alt, alt for meget, og dem, der ikke krammede, gav hånd. Bare ikke John og mig; vi rørte ikke ved nogen, og vi kunne godt fornemme, at de syntes vi var mærkelige. Jeg er nødt til at pointere, at 80 % af deltagerne kom fra Jylland, og det gør jeg fordi jeg har oplevet jyder give udtryk for “luk dog den bro, for de er skideligeglade derovre på Sjælland – de overholder ikke reglerne, så sørg for at holde dem væk fra Jylland”. Den påstand synes jeg ikke helt holder vand …
Jeg har sympati for bar- og restaurationsejeres økonomiske usikkerhed, men ikke for deres påstand om, at det ikke hjælper at lukke kl. 22.
Det tror jeg på, at det gør.
Jeg har også skarpe meninger vedrørende natteliv, fester og svineri i gaderne, men dem må jeg hellere holde inden for en snæver kreds og i dette forum nøjes med at undre mig over, at så mange tilsyneladende finder det vigtigere at kunne feste end at samfundet generelt kan holdes åbent.

Det er altså noget vrøvl!

Jeg har lige læst en artikel skrevet af en af mine yndlingsjournalister, nemlig David Trads. Til min forbavselse måtte jeg konstatere, at også han er hoppet på bølgen med at skrive “antal døde pr. indbygger”; et udtryk jeg har set på så holdnings- og journalistik-kvalitetsmæssigt forskellige medier som Berlingske, Ekstrabladet, Politiken og Jyllandsposten.
Det er da noget værre sludder. Uanset hvordan man tolker dødstal i forbindelse med Corona, kan ingen lande have mere end ét dødsfald pr. indbygger.
Så vidt jeg ved, kan ingen andre end genoplivede hjertestopsramte dø mere end en enkelt gang.
Jeg ville sådan ønske, at de ville gå tilbage til den korrekte betegnelse, de bl.a. bruger på Worldometer, som jeg ofte er inde at kigge på, nemlig “antal døde pr. 1 mill. indbyggere”. Det giver fint mening.
Jeg så det i forbindelse med en artikel om The Terrible Trump, hvor Trads skrev: “[USA har] eksempelvis fire gange så mange døde per indbygger som Danmark og Tyskland”.

Og nu vi er inde på omtalte præsident, som i mine øjne mentalt kommer mere og mere ud af balance, ville jeg se, hvad Washington Post skrev om hans omkring 20.000 løgne gennem hans regeringstid. Tyve tusinde! Det tal kan kun en Mr. T nå på små fire år. WP har ført regnskab med løgnene med dokumentation und alles. The president is a bold, intentional liar, by any moral definition. A habitual liar. A blatant liar. An instinctual liar. A reckless liar. An ignorant liar. A pathological liar. A hopeless liar. A gratuitous liar. A malevolent liar. Det er godt nok skræmmende, men heldigvis taber han mere og mere terræn, fordi selv hans tilhængere er ved at miste tilliden til ham.

Nå. Nok om ham. Rigeligt om ham. Jeg kan i ekstrem grad ikke holde ham ud. Hvis jeg ser ham på tv eller bare hører hans stemme, går jeg ud af rummet.

For at vende tilbage til coronadødstallene, så har det undret mig lidt, at der er så stor forskel på dem, selv om jeg selvfølgelig er klar over, at landene har forskellige grader af virusangreb. I England er de ved at overveje at revidere tallet, men ved godt, at hensigten med det kan misforstås. Her bliver et dødsfald regnet som coronarelateret, hvis man har været testet positiv. Punktum. Så langt, så godt. Men hvis man har været testet positiv i marts og bliver kørt over af en lastbil i juli, bliver det også regnet for coronarelateret. Det er ikke helt smart, for så skal tallene jo blive høje, men det må på den anden side være vanskeligt at sætte skarpe grænser, hvilket også er årsagen til, at man herhjemme kalder det at dø med corona og ikke af corona.

Husk i øvrigt, at vi ikke er forbi epidemien. Pandemien. Den er her stadig, selv om mange er tilbøjelige til at glemme det her i sommervarmen. Vi skal stadig holde en vis afstand, lade være med at røre ved hinanden og huske at vaske hænder og spritte af. Flere og flere ‘glemmer’ dette i butikkerne.
Jeg har ikke rørt ved andre end John siden 9. marts … bortset fra, da jeg fik lov at holde Malle og Anders’ lille nye baby …
Folk glemmer det i en grad, at visse nu taler om at indføre tvungent brug af mundbind i Danmark. Det håber jeg ikke bliver til noget. Lad dem i risikogrupperne bære det – det er også et fint signal til alle andre om at tage ekstra hensyn til dem – men lad os andre blive fri. Please.

Gratis billeder

Via WordPress har jeg fundet et site hvor man, ganske gratis og uden at være bange for at bryde nogen former for copyright, kan bruge billederne til hvad man måtte ønske. Man behøver ikke engang at fortælle hvem der har taget billedet. En eller anden – eller nogle – har sørget for, at fotografen får, hvad han nu engang skal have for sit eller sine billeder.
Jeg lurede en del rundt og og fandt bl.a. billedet herunder – et af den slags man ville ønske man selv havde taget, ikke sandt?

Man må nemlig ikke stjæle billeder på internettet. Alle er, med meget få undtagelser, automatisk underlagt copyright. Jeg vil ikke være så hellig at påstå, at jeg aldrig har brugt andres billeder, men hvis ikke man vil risikere høje bøder, skal man virkelig være påpasselig med, hvis billeder man i givet fald anvender, og det er ikke nok at sige, at man har ‘lånt’ billedet fra denne eller hin.
Jeg opdagede engang, at en eller anden turistforening i København havde brugt et af mine billeder fra kongens have. Det slap de ikke gratis fra. De kunne såmænd bare have spurgt mig, for så ville jeg sandsynligvis være blevet meget smigret og sige, at det selvfølgelig var i orden, bare de på en eller anden måde gjorde opmærksom på, hvem fotografen var.
Det gjorde nogle andre – altså skrev til mig og spurgte, om de måtte bruge et af mine billeder på deres hjemmeside, hvilket de derfor gerne måtte.
En tredje havde brugt et mine vesterhavssolnedgangsbilleder og frejdigt erklæret, at da hun kom hjem efter at have taget netop det billede, blev hun inspireret til en trøje, hun designede på baggrund af det. Hun slap ikke gratis, for det syntes jeg var ret frækt gjort af hende! Og også lidt dumt …
Det er egentlig ikke fordi jeg normalt er voldsomt utilfreds med mine egne fotos, jeg gør opmærksom på Pexels.com. Jeg vil sandsynligvis ikke gøre særlig meget brug af muligheden, men der kunne jo være lejligheder, hvor mine egne billeder ikke i tilstrækkelig grad rent illustrativt understøtter et indlæg.

I nat er det fuldmåne. Billedet herover ville jeg også gerne selv kunne prale med at have taget, men det kan jeg desværre ikke.
I øvrigt har jeg lige læst og dermed fået bekræftet, hvad jeg altid har hævdet: Man sover ikke dårligere fordi det er fuldmåne. Kun i den forstand, at for nogle kan det være for lyst i nætterne omkring fuldmåne, men det kan så klares med mørklægningsgardiner. Der har været en stor undersøgelse med over 2000 personer, hvor man ikke videnskabeligt har kunnet påvise nogen påvirkning fra fulde måner.
Men vi ved jo alle, at troen kan flytte bjerge, så hvis man bilder sig selv ind, at et eller andet er fuldmånens skyld, så ER det fuldmånens skyld.

Vidste I, at man ikke kan læse i selv det stærkeste månelys? Jeg troede ikke helt på det og måtte selvfølgelig afprøve det, men det er sandt. Når man læser, bruger man øjets tappe, mens månelys opfattes af stavene i øjet. Det er af samme årsag, at et månebelyst landskab altid vil opfattes som et sort/hvidt billede. “Stavene giver det sorthvide indtryk af objekter og tappene giver farveindtrykket. Da tappene kræver meget mere lys end stavene for at fungere ordentligt, er tappene fortrinsvist ude af drift om natten. Derfor kan vi kun benytte os af stavene om natten, og derfor kan vi kun se sort/hvidt om natten.”
Det er da interessant at vide den slags. Synes jeg.

Til sidst et af mine egne billeder. Ikke helt tosset, hvis jeg må være så fri, selvom totalt vindstille og dermed havblik ville have været optimalt.
Sov godt, når I når så langt … og glem, at det er fuldmåne …

Intet er så galt, at det ikke er godt for noget

Nu kan vi se lys forude, og det går forhåbentlig godt med både fase 2, 2½, 3 osv, så vi ikke skal til at gå et eller flere skridt tilbage.
Coronapesten og dens følger har været noget skidt på så mange måder, som jeg ikke vil remse op her – der er ingen grund til at skrive det indlysende. Det er dog heldigvis ikke altsammen dårligt, for mange af os har lært noget, både om os selv og om andre.
Jeg har fx lært, at jeg vældig godt kan lide Mette Frederiksen som person. Hun har en skøn humor, og selv om det naturligvis ikke er den vigtigste egenskab for en statsminister, er det altså heller ingen skade til. Første gang jeg oplevede det, var hendes orientering om elefanterne til Folketinget, hvor hun grinede temmelig meget, og i aftes ‘på trappen’ inden partilederdebatten hørte vi det igen i en ordveksling med Qvortrup (som jeg synes er en temmelig ubehagelig person):
– Men nu er det jo dig, der er statsminister, og mig der er journalist, lød det fra Henrik Qvortrup.
– Det er nok måske meget godt for danskerne, hvis jeg må være så fri, afbrød Mette Frederiksen.
Den slags bør hun måske ikke sige, men jeg synes det er ret befriende. Og til jer, der ikke synes det er humor: Det ændrer ikke, at jeg synes det.

Mange anser det for godt, at man er blevet tvunget til at afholde videomøder, og det er det måske også. Måske. På visse punkter. Det er godt for miljøet, at mange flyrejser kan spares, også fremover, men meget er man nødt til at mødes face to face om – for eksempel inspektioner af enhver art, ligeledes visse forhandlinger, og som en klog kvinde her udtrykte det: “Videomøderne har ikke kun gjort deres indtog på de almindelige arbejdspladser og i skolerne. Også storpolitiske forhandlinger om coronakrisen i EU foregår pr. video. Og det har store konsekvenser. Det fortæller vores EU-redaktør Rikke Albrechtsen. At man kun kan tale på skift og ikke aflæse kropssprog og stemninger, har gjort forhandlingsklimaet stift på et tidspunkt, hvor fleksibilitet og evnen til at bøje sig mod hinanden er altafgørende.”
Jeg oplevede både video-, telefon- og IRL-møder, og ingen var i tvivl om, at sidstnævnte var bedst for mennesket, mens det for økonomien naturligvis var en anden sag, så det var og er en opvejning og spørgsmål om prioritet.
Skoleundervisningen har for de større børns vedkommende været én lang videokonference siden midt i marts. Hvor mange børn kender I, der synes, at det har været en forandring til det bedre? Jeg har kun hørt om hvor meget de glæder sig til at komme i skole igen, og for bare tre måneder siden ville jeg have forsvoret, at jeg skulle komme til at høre børn og unge sige lige netop det, så her har situationen også ført noget positivt med sig.
Jeg er dog lidt spændt på, hvornår efter normalitetens indførelse poderne igen bliver svære at få hevet ud af sengen om morgenen …

Endelig synes jeg generelt godt om folks opførsel og venlighed.
Det er markant, så mange flere smil man både får og giver, og så mange flere små ordudvekslinger der finder sted på vej og sti. De vanlige lidt reserverede skel mellem unge, yngre, ældre og gamle er mindre skarpe; vi står sammen som et folk i en krisesituation, og jeg er på ingen måde enig med den gnavne sprogrevser der mente, at det nye udtryk at stå sammen hver for sig er noget vrøvl, for det er jo lige præcis det, vi har gjort så flot, og det er derfor, vi nu er nået til at kunne åbne landet igen lidt hurtigere end først forventet.
Bagklogskab kan vi ikke bruge til noget.

Det er vist ved at være længe siden

Det kan sandelig godt mærkes på antallet af mine indlæg om fejlskrivning på butiksskilte, at vi er flyttet fra Havdrup, hvor jeg havde en teori om, at ansættelseskriteriet i Superbrugsen var dumpekarakter i dansk.
Hernede sydpå staver de tilsyneladende meget bedre; det er yderst sjældent, at Meny i Præstø begår skiltestavefejl, og Superbrugsen Karise har klart bedre stavere end i Havdrup … 
Facebook flyder som sædvanlig over med myriader af tåkrummende læsning. Jeg så i dag en lærer, som efterlyste seriøse bud på, hvorfor man i sproggrupperne anser stavning og grammatik for at være så pokkers vigtigt. Hun er dansklærer og har – bl.a. – ikke helt styr på nutids-r, så det er nok en del af forklaringen på, at hun gerne så kritikken af folkets ringe stavning OG folkeskolelærerne reduceret. Jeg kunne godt have været kommet med en lang kommentar til hende, men tænkte, at jeg hellere måtte lade være.
Jeg har, af hensyn til min egen sjælefred, besluttet mig til, at det ikke er værd at bruge krudt på at blive irriteret over menigmands stavning og i stedet lade mig underholde af den, når det er muligt.
De to første eksempler herunder er en illustration af dette, for jeg kunne ikke lade være med at smile lidt, da jeg så dem – især det første tydeliggør, at hvis man kender ordets etymologi, er det nemmere at gennemskue stavningen.

Herunder et eksempel på, at maden er vigtigere end visse andre ting her i livet for denne madblogger. Det er så i orden …

Og til sidst et skilt fra Meny. Når de endelig kommer med en bøf, skal de ikke dø i synden, selv om de ikke er alene om at skrive ‘organisk’, når de mener ‘økologisk’.
I England køber man organic food, når man vil købe økologiske fødevarer, men det er altså ikke ensbetydende med, at det skal oversættes direkte.
I virkeligheden er det lidt noget sludder, de siger i England, for al mad er jo organisk, uanset produktionsmæssige principper, men det bliver af en eller anden årsag mere tydeligt, når det oversættes til dansk, synes jeg.
I samme virkelighed er det vel i bund og grund heller ikke korrekt at kalde det økologisk mad på dansk?
Økologi er en videnskab, men noget skulle man jo kalde fødevarer, der er dyrket/avlet uden at bruge for mange giftstoffer og andet, der kan gøre produktionen rigere, men er mindre miljø- og dyrevenlige.
Jeg køber en del økologiske varer, men ikke så mange som så mange andre. Sommetider har jeg på fornemmelsen, at der er lidt bondefangeri med i spillet, og når de spiller på de naive forbrugeres følelser, som fx her, står jeg oftest af, for det kan virkelig irritere mig.
Inden for vinavl tillader man op til 49 forskellige tilsætningsstoffer i økologiske vine – dog mod 370 i konventionel vinfremstilling, men alligevel … 49 er da mange.
Biodymamisk vin tillader kun op til 10 forskellige.
Jeg skriver ‘tilladte tilsætningsstoffer’, men den enkelte producent bruger vel ikke nødvendigvis mere end nogle få ad gangen, så teoretisk kan en økologisk vin være lige så ‘forurenet’ som en konventionel. Jeg formoder dog, at dyrkningen af økologiske druer foregår uden brug af pesticider, hvilket jeg anser for at være den mest betydende faktor, når vi taler økologisk planteavl.

..og julen varer li’ til PÅske

Min julekaktus blomstrer. Dog ikke endnu, altså fra midten af december, men igen. Det har jeg ikke oplevet før i så stort et omfang som her, så ganske almindelige stueplanter opfører sig altså også anderledes. Verden er da virkelig af lave, når ikke engang min kaktus kan finde ud af at opføre sig normalt.
Billedet ved siden af er kun sat i, fordi jeg ville vise det fine ur, jeg har købt i Mias Anglofilia-netbutik. Som jeg skrev for et stykke tid siden, så gik Johns fødselsdagsgaveur i udu, men jeg fandt hurtigt ud af, at jeg savnede at have et ur lige præcis lige der, så jeg tænkte, at et romantisk, engelsk ur ville passe fint. Det havde jeg ret i. Synes jeg selv …
Nede under uret ses vores lille Hall Thimand-samling. Jeg synes han er dygtig – jeg elsker hans fine, håndlavede fugle.

Udendørs er jeg i fuld gang med drivhuset. Det vil sige … det er jo egentlig også indendørs. Det er indendørsudendørs. Eller udendørsindendørs. Er det det samme?
Jeg har indtil videre plantet to chili, to tomater, en peber, en agurk og to basilikum. ALT for tidligt, siger mange hvert år, og hvert år har jeg kunnet konstatere, at det var det ikke. Det er selvfølgelig et sats, men nu er det gået godt siden 2012, hvor jeg fik mit første drivhus, mens vi endnu boede i Havdrup, så hvorfor ikke også i år?

Jeg kom i dag til at tænke på, at nu har de efterhånden interviewet jeg ved ikke hvor mange om, hvor mange og hvilke afsavn de lider og hvor forfærdelig coronapestsituationen er. Okay, det er bestemt ikke sjovt, dette her, men de fleste af os er i nogenlunde samme båd, og det er ved at være en anelse trættende at høre på. Det gør jeg så heller ikke, men John skal jo altid se mindst to tv-aviser, så det kan godt være svært at undgå uden at virke demonstrativ.
Jeg tænkte på, at jeg sjovt nok ikke har hørt noget om eller til udskudte bryllupper. Dem må der da være en del af?
Min tankerække gik videre: Der er efterhånden ret mange, der vælger at anvende begges efternavne efter en vielse. Således at det bliver Søren og Mette Brostrøm Frederiksen, fx. Det er måske i særlig grad brugt, hvis ingen af dem har et -sen-navn.
Man beholder automatisk sit eget navn, ved jeg, sandsynligvis i ligestillingens hellige navn, men jeg kender rigtig mange, der gør det på ovenstående måde. Får deres børn ikke et loyalitetsproblem, når det engang bliver deres tur til at blive gift og få børn? De kan jo hverken selv rende rundt med fire efternavne eller give de arme børn så mange navne – det virker en anelse voldsomt, men hvilket af forældrenes oprindelige efternavne skal man vælge, når man bliver gift? Får børn? Så langt har de nok ikke tænkt endnu …
Jeg er så gammeldags, at jeg synes det er mest praktisk, at ægtefæller hedder det samme og med kun ét efternavn. Jeg er ikke en navnesnob – jeg gik fra et sjældent (og beskyttet) navn til at hedde Nielsen. Det var der ikke mange, der forstod. Nogle få sagde det direkte, men de fleste nøjedes med at tænke det. Jeg var fuldstændig ligeglad; jeg ville bare hedde det samme som mit barn, og det var faktisk primært hende, der som 11-årig bad John om at gifte sig med mig, “så jeg kan slippe for at hedde Xxx”. Hun ville bare ikke på nogen tænkelig måde have noget med sin biologiske far at gøre.
Vi syntes, det var SÅ sejt af sådan en lille pige, og John parerede da også fluks ordre og friede til mig. Charlotte fik sig en ny dåbsattest ved samme lejlighed.

Ak, ak, gak og Soumak

Vi er inde i den anden uge af den enestående (og det er så ikke specielt positivt ment …) situation, hele verden befinder sig i.
Min yngste søster og svoger sidder i Brasilien og venter på at komme hjem. De var i Argentina og fik besked på at komme ud af landet og ind i Brasilien ASAP, for Argentina lukkede ned lige om lidt. Der er også kommet restriktioner i Brasilien, men herfra skulle de kunne komme hjem snart. De er i daglig kontakt med deres rejsekonsulent og virker ikke bekymrede.
I Charlottes lille landsby har nogen på eget initiativ nedsat en emergency committee. C kaldte den a disastrous committee, men det faldt ikke i god jord. Hun er i hovedet ved at sammensætte en mail, som hun vil sende til dem i landsbyen, hvis mailadresse hun kender, for den selvbestaltede gruppe er gået over stregen og skaber mere panik end det modsatte.
“Jeg vil bede om dine forældres telefonnummer, så jeg kan kontakte dem, hvis I alle fire skulle blive syge.”
“De bor i Danmark, som du udmærket ved. Hvad vil du have, de skal gøre? De kan ikke komme herover, og jeg vil heller ikke have dem herover, hvis vi er syge. Vi dør vel sagtens ikke alle fire sådan lige på en gang, så jeg skal nok selv tale med dem i givet fald … faktisk vil jeg helst ikke have, at I kontakter mine forældre under nogen omstændigheder.”
…
“Vi har sagt til folk i landsbyen, at de ikke må lufte deres hunde.”
“Hvad har I??? Det er da aldeles fjollet. Selvfølgelig skal folk da lufte deres hunde.”
Der var mere i samme stil. Charlotte, som normalt ikke har svært ved at beherske sig, måtte tage et godt tag i sig selv, og nu overvejer hun at mane til både besindelse og fornuft. De ældre i landsbyen blev ikke spor beroliget af dette tiltag – tværtimod.

Jeg har tænkt på, hvordan det skal gå, når alarmberedskabet bliver holdt i live 24/7. Vi bliver bombarderet med information, hvilket i og for sig er i orden, og så alligevel ikke, for der bliver altså vadet for meget rundt i det. Dronningens tale var god, men inden den blev sendt, skulle vi høre meget om hvad hun kunne tænkes at sige, og bagefter blev den dissekeret ud til den sidste præposition.
Jeg tror godt, vi forstod hvad hun sagde.
Jeg gider heller ikke se og høre på et ægtepar fra Holstebro, der har forfærdelig ondt af sig selv, fordi de ikke kan se deres børnebørn. Den situation er langt, langt de fleste i – sådan er det bare lige nu.
Vi bliver mere og mere indskrænkede, tøhø, og det er også i orden, selv om jeg synes logikken halter lidt imellem. Det hele er kun lige begyndt. Vores sind og kroppe er ikke skabt til at være i konstant alarmberedskab i mange uger. Jeg kan godt frygte, at om ikke så længe har man vænnet sig til denne usædvanlige situation og derfor begynder at slække på forsigtigheden, hvis det først kulminerer om 4-6 uger, som nogle regner med … tanken er ikke rar.
Der er dog stadig nogle, der ikke har fattet en pind. I dag i Meny, hvor der næsten ingen kunder var, og vi få overholdt så fint de opsatte afstandsmærker, kom der, mens jeg stod og fik klaret betalingen, en mand i trediverne og placerede sig tungt åndende og klos op ad mig og ville betale for et eller andet. Med kontanter i hånden. Jeg hvæsede til ham, at han da for pokker godt lige kunne tage og holde den angivne afstand, men han gloede bare på mig, og han flyttede sig ikke. Fjols.
Mange unge har det seneste års tid talt meget om forældregenerationens mangel på ansvarlighed i forbindelse med klimakrisen. Jeg synes ikke de har så meget at have det i, da en del af dem udviser en alarmerende uansvarlighed ved at ignorere anbefalinger/påbud.

Hvorfor jeg skrev Soumak i overskriften? Det hedder det sjal/tørklæde, jeg har masser af tid til at strikke på. Det er fra et Rowanhæfte, og det er perfekt til alt mit plantefarvede garn.
Opskriften sagde 10 farver og jeg sagde pffft – hvorfor dog nøjes med 10? Indtil videre, hvor jeg er omkring halvt færdig, har jeg omkring 20 farver i spil. 
Bagsiden er næsten pænere end forsiden … men det er tydeligere når man ser det i virkeligheden.

Hadeudtryk?

Nu hvor vi har fået ugens forskrækkelse lidt på afstand, kan jeg igen fylde mit liv med lidt mere af det, som interesserer mig, hvilket bl.a. er sproget; dets ud-, ind- og afvikling, hvilket sidste er dagens emne.
Forleden dag læste jeg i Information 24 udtryk, som ifølge læserne meget gerne måtte forsvinde ud af det danske sprog. Nogle af dem gør det givetvis også; andre er lige så givetvis kommet for at blive.
Jeg er ikke enig i, at det lige præcis er disse 24 udtryk, som skal ud; ikke mindst fordi jeg bruger nogle af dem selv og oven i købet synes, at de er glimrende. Andre var det under gennemlæsningen af listen første gang, jeg stødte på, så helt taget ind i hverdagssproget er de vel næppe.
Jeg har kun kommenteret de 12 her i indlægget. Hvis I vil se hele listen, må I følge mit link lidt højere oppe.
Sort skrift = Informations (læsernes?) kommentarer; blå skrift er mine.

Jeg hører, hvad du siger: Ja, men du tillægger det ikke den fjerneste betydning. Hahaha – det er nemlig fuldstændig rigtigt. Jeg måtte smile højt, da jeg så denne herlige kommentar. Jeg har aldrig selv brugt udtrykket, vil jeg gerne pointere.

Jeg fatter hat: Vi er mange, der fatter hat af det udtryk. Jaja – vel er det da et fjollet udtryk, men dog næppe mere fjollet end “Jeg fatter ikke en bjælde (eller bønne)”, som har mindst lige så mange år på bagen som jeg selv.

Som i: Det skal ikke bruges mere. Som i bare aldrig! Jeg er uenig. Jeg bruger det selv, og jeg synes det er en sjov måde at lege med ord på.

Lansjere: Det hedder lancere. Min svigerfar sagde ‘persjonale’, og det staves ikke engang med c … 

Opperen: Så meget længere er ordet opvaskemaskine altså heller ikke. Det ord havde jeg ikke hørt før, men det lyder bestemt ikke godt. Ud med det!

Vi er gravide: Nej, din kæreste er gravid. Åh ja, spar mig for denne overdrevne solidaritet, tak.

24/7: Ordet ’altid’ er som regel dækkende. Det er da okay at bruge – bortset fra, at Verdens Bedste Chef ikke kendte udtrykket og engang rettede mig, fordi han mente, jeg havde misforstået en dato (jeg havde skrevet det til ham, ikke sagt det; derfor fejltolkningen, vil jeg tro).

Ret mig, hvis jeg ta’r fejl: Fint, det bliver der formentlig behov for. Hehe, ganske rigtigt.

Maskinrum: Der er simpelthen for mange maskinrum derude. Fra nu af må ordet kun bruges om rum, hvori der rent faktisk er maskiner. Igen er jeg uenig. Det er et godt udtryk, og som så mange andre skal det ikke tages bogstaveligt.

Derby: Det er altså bare AaB, der møder AGF. Jeg troede faktisk, at Derby kun var noget med heste, men et opslag kunne afsløre, at det også kan betyde “kamp mellem to sportshold eller sportsfolk fra samme geografiske område”, så det må være okay at tale om det også i fodboldsammenhæng.

Havde jeg nær sagt: Du sagde det jo! Hvor dumme tror du, vi er. Dette udtryk er ældre end min mor, som tit brugte det. Jeg har taget arven op, hvilket måske ikke gør udtrykket mere acceptabelt, men jeg vil nødig se det aflivet … det skal jo heller ikke tages bogstaveligt, men er en måde at bløde noget en smule op på.

Kærester med: Nej, kæreste med. Og så er de kærester. Hvordan kan man dog sige ‘kærester’ i flertal, når man taler om sig selv? Ud med det r.

Hvilke(t) udtryk elsker I at hade?

Én ting er sikkert: De pragtfulde solopgange her ved fjorden kommer jeg aldrig til at hade – i morges fangede jeg den med fugle både i træet, i vandet og i luften.

Der løb mit mål fuldt

Juletræet er i hus. Eller … det kommer det ikke før den 23. december, men det er købt og står nu udenfor og venter på at komme på fode igen og blive fint pyntet om 14 dage. Jeg formoder ikke, der er nogen grund til at vente med at købe det – de pæneste vil bare være væk, og de er jo alle sammen fældede på nuværende tidspunkt, så friskere bliver det heller ikke. Vel, Farmer?
Vi fandt et nydeligt et lige i den rigtige højde. Jeg er en glimrende juletræsmålestok, da det helst ikke må være ret meget højere end mig, hvis der skal være plads til stjernen – og det skal der jo. Det er en Georg Jensen-stjerne, som jeg arvede efter mine forældre. Sådan en er relativt dyr, synes jeg, men den kommer ikke helt op på siden af den, vi så i en udsendelse i går om, hvordan de ultrarige kæmper for at bruge flest penge på julen. Heriblandt så vi en specialdesignet julestjerne med en nærmest fingerbølstor diamant som centerpiece. Den skulle koste den nette sum af 650.000. Pund!!!
En havde købt en fødselsdagsgave til en ven: Et ur til en million. Pund!
Eller hvad med et usb-stik til små 30.000 pund? Af form som en svamp (billede).
Vi så også en ung kvinde, der havde specialiseret sig i specielle og individuelle indpakninger. En af dem var med adskillige tusind swarowskiperler og havde taget hende seks uger at lave, men hun fik den nu også pænt betalt: Mellem 25.000 og 30.000 – også pund, naturligvis. Vi taler altså bare om indpakningen her …
Vi så chokoladeæsker af almindelig Anton Berg-størrelse, men med indholdet fremstillet i Dubai. Der var en, der bestilte 80 æsker som en lille julehilsen til sine nærmeste venner [sic] – det blev så lige 8000 pund. For de penge ville han have trykt den enkelte vens navn uden på æsken, men det var sjovt nok ikke noget problem.
Der var et par, som både skulle nå at være i Frankrig, New York og London i julen. Butleren henvendte sig til Londons formentlig dyreste ‘blomsterudsmykker’ og bad ham om at pynte Belgravia-lejligheden op. Budgettet var 250.000 pund. Parret skulle tilbringe 1½ døgn i London – og butleren vidste ikke engang, om det var helt sikkert, de overhovedet ville nå at runde London, men pyntes op skulle der …
En bar havde en speciel drink med armagnac fra 1800-tallet + en dyr årgangschampagne plus ægte, spiseligt bladguld øverst, på isen. Pris pr. drink: 8000 pund.

Jeg tror ikke, mange af jer er i tvivl om, at jeg nok mest er blå – i hvert fald lyseblå eller måske oven i købet en lille smule lilla – og jeg har normalt ikke ondt af, at der er forskel på fattig og rig, fordi der ofte også er forskel på, hvad man har lyst eller formåen til at yde for samfundet. Det er dog ikke min politiske observans, der skal diskuteres her, men med den udsendelse i aftes sad jeg godt nok og fyldtes mere og mere med rødglødende forargelse. Det var ganske enkelt bare alt, alt, ALT for meget. Det var noget svineri, for at sige det rent ud. Hvis man kan bruge 5,2 millioner kroner på en julestjerne og 8 millioner på et ur, så kan man fgm også finansiere en skole et eller andet trængende sted – eller uddanne en hel landsby eller … der er rigtig meget, man ville kunne, så, hvis man ville.
Det er i orden at være rig, men det er første gang, jeg kan helhjertet kan tilslutte mig udtrykket “de rige svin”.

Hvis I har lyst til at lade den hellige juleforargelse fylde jer, så sendes den igen 14. dec. 2019: 07:35 – 08:30 på TV 2 FRI