Det er vel også en form for kunst

Forleden dag huserede der atter en af de mange kortvarige diller på FB; denne gang skulle man kunne se sig selv som en berømt filmstjerne.
Ellen, 13 år, blev alligevel nysgerrig.
Og en hel del overrasket … derfor dagens overskrift, for hvis man via lidt ‘filtrering’ kan gøre mig så pæn, vil jeg tillade mig at kalde det kunst.
Første originale billede er taget i 2012.

Andet sæt herunder er fra 2013, hvor jeg lige havde fået paryk. Der havde jeg af naturlige årsager knap så meget glimt i øjet, og det kunne ikke da heller ikke genfindes i kopien.

Tredje sæt har som udgangspunkt det seneste billede, en selfie taget i december 2017. Her er glimtet, om ikke andet, da kommet igen.

Tænk, hvis jeg kunne købe sig en lige så effektiv rynkefjerningscreme i virkeligheden, så jeg ikke skulle nøjes med en, der kun virker i den digitale verden. Det er da også irriterende, at man har lavet det således, at billedet bliver klippet en del … det gør det en anelse utroværdigt (hvad det jo også er …) at anvende til det andet end pjat, men jeg må indrømme, at jeg godt kan forestille mig, at nogle ville kunne finde på at sætte det manipulerede billede ind i fx en datingprofil. Formentlig med en lettere skuffet fyr som følge deraf, hvis der skulle komme en date ud af det.
Jeg kan huske, at jeg engang for mange år siden så en billedserie om en fotomodel, der havde været så modig at lægge ansigt til hele processen med at få forvandlet den helt almindeligt udseende unge kvinde til den kvinde, alle syntes var så smuk. Jeg var rent ud sagt forbløffet over, så almindelig hun så ud, når hun ikke var sminket – så almindelig, at det var lige før, hun lå i den lave ende, men når hun gik på podiet eller sås på de færdige billeder, var hun gudeskøn.
Jeg viste det øverste billede til John, som ret usmigrende forbløffet sagde: “Jamen … det var dog utroligt! Du er jo virkelig smuk!” Men okay – manden har da ret; jeg gør mig ingen illusioner om mit normale, umanipulerede udseende og trøster mig med, at det er indersiden af hovedet, det kommer an på. 
Ingen kan være i tvivl om, at det er den samme kvinde på billederne, når man ser dem ved siden af hinanden, men der er heller ingen tvivl om, hvilken en af de to udgaver man ville vende sig om på gaden efter.

Frem og tilbage er lige langt

Dengang John og jeg var væsentligt yngre, end vi er i dag; dvs. for små 30 år siden, var der ikke noget, der hed digitalfotografering. John tog feriebillederne, som efter hjemkomst blev indsendt til en dyr fremkaldelse, og så krydsede vi ellers fingre. Han var dog allerede dengang en habil fotograf, hvilket jeg bestemt ikke var – eller rettere: jeg gad ikke engang forsøge mig. Fra mine forældre var jeg vant til, at det det var stort at komme hjem med 36 billeder fra en ferie sydpå. John tog altid mindst 3-4 film á 36, hvilket næsten fik mig til at tabe underkæben.
De fremkaldte billeder blev klæbet ind på farvet papir (John), og der blev skrevet tekster (Ellen). Vi har dusinvis af A4-mapper, fordi vi hvert år lavede en (mindst én) en årsmappe og en (mindst én) feriemappe.

Da digitalkameraet kom, var John straks med på moden – “tænk at slippe for alt det tunge udstyr!” Han havde (naturligvis) et dyrt spejlreflekskamera, og han slæbte sig en pukkel til på ferierne, fordi han også havde forskellige linser til det. Det lille digitalkamera gjorde det überfedt at kunne tage billeder og tage billeder og tage billeder i én uendelighed, uden det kostede andet end lidt tid i kasseringsprocessen. Der var uendelig plads til eksperimenter.
At han i dag har et stort set lige så tungt udstyr som dengang, taler vi ikke om. Næsten ikke. Ikke ret tit, i hvert fald, og vi smiler slet ikke over det, men jeg eller andre familiemedlemmer har flere gange overtaget et lille kamera, fordi han alligevel helst ville have Rolls Roycen og ikke minien.
Nogle gange er jeg fristet til at købe et større og dermed bedre, når jeg ser kvaliteten på hans billeder, men fristelsen varer kun til jeg får det i hånden, så er jeg igen glad for mit lille Lumix, som faktisk kan rigtig meget for ingen penge. Og endelig har jeg mit Canon til, hvis der skal leges med fx silkevand. Det gider jeg bare ikke bære rundt på normalt.

Jeg elskede tanken om, at man bare kunne se sine feriealbum på pc’en, men John har aldrig været glad for den løsning – savnede at kunne hive en ferie ned fra hylden og genopleve den. Det kunne han ikke digitalt, sagde han. Jeg forstod ham ikke.
Charlotte har længe haft digitalkamera, selvfølgelig, men har hele tiden fået lavet et professionelt print af sine billeder og har sat dem i album.
Jeg forstod hende ikke.
Nu er hun begyndt at designe sine egne fotobøger hos photobox.co.uk.
Hun har foreløbig lavet to årsbøger og to feriebøger. Hun har været god til at designe, så det er levende bøger at kigge i – klasser bedre end vores gamle, stereotype A4-mapper.
Jeg forstår hende godt.

John har lavet to bøger i liggende A4; en med vores krydstogt sidste efterår og en med vores sommerferie i Bretagne og England sidste sommer.
Photobox er okay, men jeg fandt cewe, som har mange flere produkter. Jeg brugte lang tid i Sverige, mens jeg alligevel bare skulle pleje den fjollede forkølelse, på at kreere en bog over vores madeiratur. Man kan lade billederne lappe over hinanden, man kan have 20 på en side eller ét panoramabillede, der fylder hele bogen i bredden. Siderne er kartontykke og bogen er helt flad, når man bladrer i den. Man kan rotere billederne og man kan sætte tekster ind; der er flere snese baggrunde at vælge imellem – der er en million kombinationsmuligheder.
Jeg hentede i dag bogen på posthuset.
Jeg er glad. Meget glad.
Fremover skal der laves album i stor stil. Har i øvrigt også en yderst personlig kalender nu.
Hvem var det, der ikke gad lave fotoalbum, fordi det var meget bedre at se billeder på pc’en?
Tænk, det kan jeg slet ikke huske …
Men jeg har planer om flere forskellige ting hos cewe; bl.a. drikkedunke til ungerne med billeder af dem selv påtrykt.
Eller hvad med en familieugeplan på vaskbart akryl med et billede af mormor og morfar som baggrund. Okay, dårlig ide, men så et andet billede, da …

Höö – en skøn ø

Nattefrost i nat – ÷4° – fantastisk vejr i dag – 18,4°. En stor forskel på nat og dag, må man sige … der er knapt nok en vind, der rører sig, der er ikke en sky på himlen; vi har set masser af citronsommerfugle og en enkelt sørgekåbe ved Möckeln. Vi så nu også en sørgekåbe her på matriklen for tre uger siden, men den er heller ikke så sjælden her som i Danmark.

Det var Kristine, som anbefalede os at tage til Höö, der er en brofast ø i søen Möckeln ikke så langt fra Älmhult. Det skal du simpelthen have 1000 tak for, Kristine – det var dog et fantastisk sted.
Med blå anemoner, så nu har jeg endelig set dem i virkeligheden.
Dinosaurer var der også … denne havde gemt det meste af sig nede i jorden og nøjedes med lige at stikke hovedet op og kigge på os.
Den passede sikkert på de blå anemoner, som stod i et lille område langs den orange rute, ganske som vi havde fået at vide.

Höö er et naturreservat og er et superskønt område med en lidt speciel natur. Det var første, men bestemt ikke sidste gang, vi var der – vi vil derud igen, når træerne er blevet helt grønne.
Mit fantastiske Lumix TZ60 kan tage panoramabilleder på samme måde som smartfonerne: Man trykker på udløseren, panorerer til man har fået nok og trykker igen på udløseren. Ikke noget med at skulle få billederne til at passe sammen med overlap, som jeg skulle med TZ20. Man er imponeret …

Ovenstående to billeder er samme motiv; det nederste har jeg bare kørt lidt længere i panoreringen. Jeg tror, jeg kan komme 360° rundt – har dog ikke prøvet, men der er en indikator, der viser hvor meget der er tilbage af panoreringskapaciteten, og på det herunder har jeg stadig ikke brugt halvdelen på et område, der nærmer sig 180°.
Det må jeg se at få afprøvet – det må komme til at se lidt underligt ud.

Den orange rute er på tre kilometer, men kan afkortes med én. Det ville vi have gjort, men må have overset et skilt, så det blev den lange rute.
Grin I bare, men onkologen havde ret i, at kemoterapien har lagt en del år til min alder, og jeg kunne så absolut mærke de tre kilometer i mine 70-årige baglår. Lægen sagde “mindst fem år” – jeg er sikker på, at det er 10!

Havde det så bare været tre kilometer ud ad en lige vej, men det var tre meget smukke, men også meget kuperede kilometer, op og ned, op og ned i én betagende uendelighed, så det føles som om vi har gået det dobbelte.
Der skal vist gøres en kraftig indsats for at blive mit go’e gamle 60-årige jeg igen. Nu 61-årige … jeg mistede lige et år på den dumme kræftkonto … men hvad pokker – alternativet kunne have været at miste alle årene fra og med 60, så nu skal jeg nok holde op med at brokke mig!

Og så skal jeg, som sagt, også se Höö igen.

Forelskede gæs?

Det larmer meget, når gæs gør kur til hinanden, hvilket var hvad de havde så travlt med nede ved åen, at de var forholdsvis ligeglade med min tilstedeværelse … forholdsvis, for de lå helt op ad broen, da jeg nærmede mig, men de svømmede ikke længere væk end omkring 50 meter, så farligere end som så var jeg åbenbart alligevel ikke.
De udstøder deres karakteristiske lyde, mens de strækker halsen så langt frem, de kan.
Jeg kunne ikke helt finde ud af, hvem der kurtiserede hvem, for der var fem gæs, og alle var tilsyneladende interesserede i alle sådan lidt på skift, men de er måske ikke nået længere i spillet end til at være på vej til at vurdere hvilken partner, der er bedst egnet til årets kuld?

Jeg tog 88 billeder af gæssene nede ved åen og af fugle gennem køkkenvinduet. Det er sandelig godt, at man ikke længere er nødt til at betale 2,50 krone pr. billede for fremkaldelse, for jeg kasserede de 75 igen.
Hvis det stadig var sådan, var jeg aldrig kommet i gang med at fotografere … der er ikke noget at sige til, at mit lille Lumix er ved at være slidt op: Jeg har gemt 16.000 billeder. En (relativt lille) del af dem er taget med mit Canon, men et kvalificeret gæt er, at jeg nok har taget omkring 100.000 billeder med Lumix-kameraet. Det er som sagt ved at være slidt, kan jeg fornemme på billedkvaliteten, men den lille motor har gjort et pænt stykke arbejde, så nu går jeg venter på, at TZ-60 kommer til Danmark, så jeg kan se om det er bedre end det elendige TZ-40, jeg forsøgte mig med i starten af januar.

Kvækerfinken jagede alle andre fugle væk, men den blev der ikke så længe, så de kom hurtigt igen. Her nærmer en musvit sig og når at sidde ved solsikkeforsyningen i brøkdelen af et sekund, inden finken opdagede den. Jeg nåede heldigt nok lige akkurat at tage et billede gennem køkkenvinduet.

Det er så hyggeligt, når gæssene larmer løs nede ved åen – og ligeså senere, når tranerne slår sig ned og deltager i koret med deres kalden.
Vindens sagte susen i træerne. Småfuglenes sang. Skovsneppen på meget hørbar damejagt. En rævs gøen. Rådyrenes ditto. Jeg ved ikke, om rådyrenes ‘stemmer’ kaldes gøen, men det er det, der beskriver lydene bedst.
Alt dette er så uendeligt meget mere gavnligt for sjælefreden end trafikstøj og larmende, græsslående eller motorsavsbrugende naboer.
Jeg tør slet ikke tænke på, hvad pokker vi skal gøre, når (eller hvis …) vi bliver for gamle til at passe huset heroppe …

Jeg er ikke en pind bedre end Aubie – men der er en forskel …

Forskellen på Aubrey og mig er, at når jeg leger med vand, bliver jeg ikke våd.
Okay … EN af forskellene, da – for nu at komme eventuelle kvikke bemærkninger i forkøbet.

Det har været et fantastisk vejr i dag, og da jeg endnu ikke har leget med at lave vores eget åvand om til silkevand, var det en oplagt lejlighed at benytte sig af, mens den lave sol stadig stod i en forholdsvis god vinkel. Ideel var vinklen ikke, men det vil den slet ikke kunne blive på denne årstid, så det var as good as it gets.

Jeg legede og legede i det flotte vejr, med alle mulige og, viste det sig, umulige indstillinger, men man lærer jo hele tiden af sine fejl, og der kom da heldigvis et par gode skud ud af det.

Mens jeg legede, kom naboen, som havde fået øje på os, hen og snakkede – om vi ville have noget af hans affaldstræ?
Det har jeg skrevet om før – affaldstræ i en svenskers øjne er så absolut ikke affaldstræ i en danskers, og da det meste af det var asketræ denne gang, sagde vi selvfølgelig pænt ja tak til tilbuddet. 
Over frokost kørte naboen og John et helt læs hjem til torpet. Gode, lange, tykke grene på op til 15 cm i diameter. Bare én af grenene vil kunne række en hel brændeovnsaften. 

Herover er et billede taget med autoindstillingen. Det fremgår vist tydeligt, hvor godt vejret var – der er ikke pillet ved billedet … det så virkelig sådan ud, lige til det begyndte at mørkne midt på eftermiddagen.

Herover med gråfilteret på og en eksponering på 2 sekunder.
Jeg kunne komme helt op på 8 sekunder ved at sætte gråfilteret til at sluge så meget lys som muligt, men det gjorde ikke den helt store forskel på vandets udseende; derimod gjorde længere og længere eksponeringstider bare den røde farve i huset mere og mere kedelig at se på – bemærk forskellen på billede 1 og 2, hvor billede 1 har eksponeret i 1/100 sekund.

Helt vindstille har det også været – ellers havde grenene været ‘tågede’ med 1 sekunds eksponeringstid.
Det var dagens fotonørderi. Beklager, hvis jeg har kedet jer.

Jeg har også julepyntet huset … det er Charlottes fødselsdag og dermed dato for pyntning. Jeg mangler at lave juledekorationerne, men det må blive i morgen.
Nogle gange kan jeg føle mig som en vårhare (inden kemoen, dog …), men på en dag som denne, hvor det går op for mig, at jeg har en datter på 37, føler jeg mig ÆLDgammel. Jeg forstår bedre og bedre min far, når han sagde, at det ikke var hans egne fødselsdage, der gjorde ondt, men hans børns!

Endnu en smuk tur – til bl.a. Mörrumåen

Det har været for varmt til fysisk arbejde – i hvert fald efter kl. 10:30, hvor vi rundede 26°, hvorfor vi på dette tidspunkt begav vi os østpå mod søen Mien, hvor vi ikke havde været før. Mien er næsten helt rund, og derfor af en for en svensk sø usædvanlig form, hvilket den har fået, fordi den er resultatet af et meteornedslag. Den er op til hele 43 meter dyb; uforurenet og har usædvanligt klart vand med en sigtbarhed helt op til 10 meters dybde.
Der var da også meget pænt, men vi er mere til åer og elve. Gad vide, hvad forskellen på disse to egentlig er? Vandmængden?

Vi tog den fra Mien og stik sydover langs en å, vi ikke kunne finde noget navn på, men den løb nogenlunde parallelt med Mörrumåen, som er Sydsveriges berømteste laksefiskeå.
Langs den ukendte gjorde vi holdt et sted, hvor det vrimlede med smukke blåvingede pragtvandnymfer. Sådan nogle er helt umulige at få til at sidde stille, når man nærmer sig dem, så dette var det bedste, jeg kunne komme frem til ved brug af stærk zoom (igen) – jeg er altså glad for, at jeg stædigt holdt fast i, at højeste prioritet for mit systemkamera var en voldsom zoom.

Videre til Mörrum og Mörrumåen. I byen, lige hvor åen løber allersmukkest, ligger Laxens Hus med restaurant og fiskemuseum. Vi gik ikke ind, for det gjorde vi for et par år siden, men vi vidste, at her var godt at fotolege med vand.
Advarsel: Resten er ikke for folk, der ikke bryder sig om silkevand!

Ovenstående har eksponeret i to sekunder.
Billedet herunder har kun eksponeret i 1/4 sekund – der er fart over feltet her!

To sekunder:

1/800 sekund:

3,2 sekunder – og nu skal jeg nok stoppe … det har været sjovt at lege, og jeg kan sagtens forstå, hvis nogle af jer så langt foretrækker billeder taget på traditionel vis. Jeg synes bare ikke, at man kan kalde de andre for ‘unaturlige’; der er jo ikke manipuleret med noget som helst, bare eksponeret i lang tid.
Nå. Det er nok en strid om ord, som der ingen grund er til at gå yderligere ind i.

Til sidst, til ære for jer, der har holdt ud, et billede af, hvordan der også ser ud nede ved Laxens Hus; på den anden side af, hvor jeg stod og tog mine modstrømsbilleder:

Nu tror jeg godt nok heller ikke, jeg skal lege mere med langtidsfotografering før det igen er mørkt om aftenen. Så skal jeg finde en smuk by og lave stribede billeder af biler, der kører.

Gustavsfors med fiske-, kano- og silkevand

Jeg/vi har været der syv gange på 35 år. Ved Gustavsfors. Men af en eller anden grund er det 15 år siden sidst … hvorfor ved jeg ikke, for det er et vidunderligt sted ved Helgeåen lidt syd for Möckeln, hvor den (åen) deler sig rundt om nogle småøer og skaber nogle perfekte fiskevande for folk med sådanne lyster.
Nogle steder ser der således ud.

Vender man sig 180°, ser det ud som nedenfor her – med fine åkandeøer. Her må man kun fiske med flue.
Alle vi kender, som ikke har været her før: Jeg lover, at vi kører til Gustavsfors engang I er heroppe, og vejret er godt. Det er det perfekte sted at medbringe frokosten eller i hvert fald en kop kaffe.

Vi mødte et helt hold danskere, som trætte, men i godt humør slæbte kanoerne op til opsamlingsbilen. Det var en halv snes mænd (såkaldt ikke-etniske danskere) med et meget mørkt udseende og to mænd af dansk afstamning, som syntes at have en eller anden form for lederskab/ansvar på/for turen. Alle havde mindst ét barn med på mindre end otte år. Ingen kvinder … vi forstod ikke helt konceptet, men spurgte ikke, selv om vi fik en sludder med dem. De havde været på weekend på Helgeåen, og som en af dem sagde: “Det har været skønt, men nu glæder jeg mig til at komme hjem og få et bad!”
Lad os bare sige, at det forstod jeg godt … fra fredag til søndag med fysisk arbejde i stærk sol og varme under særdeles primitive forhold … så skal det jo være sådan, men jeg var glad for, at jeg ikke skulle med i den bus!

NU fik jeg endelig leget med mit gråfilter for første gang.

Der blev drejet på gråfilter og der blev stillet på tiden fra 1 sekund og op til 10 sekunder. Selvfølgelig med kameraet på stativ og med selvudløser, så rystelser helt kunne undgås. Jeg tog omkring 20 billeder, men der var kun dette ene, jeg synes blev brugbart – eksponeringstid: fire sekunder.
Til højre et billede John tog af mig, mens han tålmodigt ventede på, at jeg fik leget færdig.
Nedenfor først et billede taget på automatikken, så I kan se råmaterialet og nedenunder igen det nævnte fire-sekunders billede. Det filter skal jeg have leget noget mere med en anden gang – der er plads til forbedring, men hvem pokker forventer også at blive ekspert første gang, noget prøves af?

Akrobat Oh

I den fynske landsby var der nogle guldsmede, der sad stille længe nok til, at jeg kunne komme næsten helt hen og kilde dem på maven … det første par kejserguldsmede her havde vist også nok i sig selv; med de akrobatiske udfoldelser især den ene af dem var i gang med:

Den anden, en Blodrød Hedelibel (Sympetrum sanguineum) var enlig, men åbenbart ikke rastløs af den grund, for den sad stille i flere sekunder og lod mig fotografere den ganske tæt på.

Det er sjovt at lege med kameraet … i dag fik (bob-bob … fik og fik …) jeg mit variable gråfilter, så nu kan jeg også lege med vand …

I Sverige var der også en, der ikke var bange for mig – jeg har fundet frem til, at det må være en gul blødvinge (Cantharis pellucida), men jeg er til at overbevise om noget andet, hvis der følger en god forklaring med. Hvis det er den, hedder den på engelsk en soldier beetle, hvilket lyder noget mere af en hård banan end det danske blødvinge, men sådan er der jo så meget.

Og endelig denne, som jeg vist kom lidt for tæt på – i hvert fald blev den kun skarp oppe ved hovedet – og jeg kan ikke finde ud af hvad den hedder – måske fordi jeg ikke så den med vingerne helt foldet ud:

Nogle bud på et navn?

ACME = skodprodukt?

Lige siden jeg som lille pige begyndte at læse tegneserier, har jeg forbundet navnet ACME med noget, man ikke rigtig kan stole på; noget mere eller mindre suspekt.
Når Bjørnebanden havde en varevogn til dens lyssky virksomhed, stod der ACME på den.
Når man i det hele taget ville antyde, at noget hvilket som helst-noget nok ikke var helt i orden, var produkt/vare/ydelsesnavn angivet med ACME til ‘fornavn’.
Det troede jeg var noget, alle vidste.

Derfor blev jeg noget overrasket, da jeg i min cyberspace-jagt på fotopapir i A3-størrelse stødte på navnet acme og tænkte, at det kan de simpelthen ikke mene alvorligt … det er da at grave sin egen grav.

Og dog. Jeg købte det jo. Måtte lige afprøve det; alene af den grund, at det var en del billigere end det andet fotopapir fra Brother, som jeg også købte.

Da det kom, blev min bange anelser i første omgang bekræftet:
De havde skrivet alive i to ord.

På bagsiden af pakken kunne jeg se, at papiret er fremstillet i Litauen … og selv om jeg nok ikke nødvendigvis forventer mig alverden mht. engelskkundskaber fra det land, var det måske en ide at gøre sig den ulejlighed at få en ordentlig korrekturlæser på, inden man får trykt emballage til noget, der påtænkes at blive solgt over hele verden.

Men.
Hvilket fotopapir tror I var det bedste?
Rigtigt. Det var acme. Ikke Brother-papiret til 46 kroner mere for 20 ark.

Sådan er det somme tider med fordomme.
Selv om det ikke var en rigtig fordom – vel snarere børnelærdom …

Sådan noget sker normalt kun på film

Midt i januar plingede der en mail ind, som jeg læste, selv om det var fra en, jeg ikke kendte.
Jeg læste den igen. Så viste jeg den til John; derefter gik jeg ind på den hjemmeside, der var linket til.
Blev efterhånden overbevist om, at det ikke var en dårlig spøg.
Der var virkelig en, der havde spurgt mig, om jeg ville udstille nogle af mine fotos på hendes galleri.
Det var Helle Kjærulff fra Reersø Galleri.
Tænk altså.

Helle havde haft brug for at billedgoogle birketræer og var landet på min blog, som hun fik lyst til at kigge lidt nærmere på, hvorefter hun skrev til mig og spurgte, om jeg kunne have lyst til at udstille på hendes galleri, som ligger i (på?) Reersø.

OM jeg kunne? Lille amatør-Ellen? Det var noget, jeg ikke engang var nået til at drømme om. Der er så mange om buddet og så mange derude, der er fantastisk gode til at fotografere, og så kommer der en dygtig kunstmaler, som har et rigtigt galleri, og spørger mig, om jeg vil udstille!

I dag har vi været på Reersø for at tale med Helle, for at se galleriet og selvfølgelig tale muligheder. Hendes akvareller er rigtig flotte, men vores økonomi lige nu er ikke rigtig til et billede til flere tusind kroner – vi har i øvrigt heller ikke en ledig plads, hvor et sådant kunne hænge … jeg nøjedes derfor med at købe en kalender, så på den måde fik jeg hele 12 af Helles smukke billeder.

Fordelt i hele galleriet stod også Hall Thimans meget, meget smukke, håndskårne og selvfølgelig også håndmalede fugle i mange artsvarianter. Dem har vi masser af plads til i vindueskarmen, da vi så småt er ved at line op til at skulle være væk hjemmefra i længere perioder af gangen og dermed ikke erstatter planterne, efterhånden som de dør.

Vi købte disse to i dag, men vi skal have flere med hjem næste gang, vi kommer derned. Er de ikke smukke? Selv vibens metalagtige grønne farve har han fanget meget flot. Alle hans fugle er i naturlig størrelse – det er mine billeder, der snyder.

Vi kom 10 minutter for tidligt og kørte ned på havnen, hvor jeg slet ikke kunne stå for denne herlige gamle båd. Læg mærke til navnet.

Jeg skal udstille! Det kan jeg slet ikke komme mig over. Vi lavede også en aftale om, at jeg kan tage nogle af alle mine mange syede tasker med, når den tid kommer. Det skal lige siges, at vi endnu ikke har en bindende aftale; jeg lovede at give besked om senest 14 dage, men af de muligheder vi fik, er den der hedder fra første uge i august (2014!) og omkring seks uger frem, den der tiltalte os mest, for da er sandsynligheden mindst for, at vi er ude at ture med campingvognen.
Der bliver vaskeægte fernisering med en lille en til halsen og det hele … og da det vil være sommer, så også med borde og bænke ude på den lille, men meget hyggelige gårdsplads.
Knib mig lige i armen, for jeg tror, jeg drømmer.

Billederne der aldrig blev taget; eller den var såååå stor!

Jeg har vel nok taget en lille million billeder, mens vi har holdt ferie, men der er en fire-fem stykker, der i høj grad mangler i samlingen.

Elgen.
Den store og meget flotte elg, der stod ved vejen og kiggede på os, mens vi nærmede os. Han var en rigtig flot fyr tyr, med et kæmpestort gevir – han var bestemt ikke nogen årsunge. John stoppede selvfølgelig camperen hurtigst muligt, men inden jeg fik tændt for kameraet, var elgtyren forsvundet ind i skoven igen. Vi holdt et stykke tid og ventede, men vores største og flotteste elg til dato havde desværre besluttet sig til ikke at vise sig for os mere.

Havørnen. Der er vist ikke meget mere at sige end øv, at vi ikke nåede at fange den i flugten. Men den var imponerende at skue.

1000 måger (cirka), der var ved at forsyne sig med en fiskestime. Vi kørte et stykke oppe og kunne nede i bugten se et cirkelrundt stykke vand på størrelse med en stor cirkusmanege, hvor det plaskede voldsomt fra. Der lå helt tydeligt en stime fisk lige i overfladen, som havfuglene nu legede det store tag-selv-bord med. Det er sådan noget, man ellers kun ser i naturprogrammer, hvor de har ligget i flere uger et eller andet sted og ventet på, at netop dette skulle ske.

Gulspurvene. Helt derude, hvor Terje Viken boede; midt i alt det grå og regnfulde, så jeg de guleste fugle, jeg nogensinde har set i naturen. De lyste op og var så smukke, at jeg kun kunne få det til at være gulspurve. Men jeg så dem på vej til toiletbygningen, og til det formål medbringer jeg normalt ikke mit kamera …

Hele sværme af musvåger. I dag på vej mod Ystad.
Flere steder høstede man byg og græsfrø eller havde lige gjort det. Det må gøre en masse mus hjemløse, for en del steder så vi flere musvåger på én gang; hvor der var flest, talte jeg 11 over den samme lille mark. Det er normalt ikke en flok- men en territorialfugl, så vi undrede os lidt; der må have været mus nok til alle.
Uden at kende det nøjagtige antal (jeg vidste jo ikke fra starten, at det ville have været en god ide at tælle dem), har vi vel set omkring 40 musvåger i dag.
Meget kan mit lille Lumix, men tage fugle i flugt, eller bare svævende højt til vejrs, kommer der altså ikke noget brugbart ud af – og hvor vi så den største musvågesværm, kunne vi ikke komme til at holde ind til siden.

Undskyldninger, undskyldninger, undskyldninger … I know …

Der må derfor billedkompenseres på anden vis. Det gyldne og bløde aftenlys, der fyldte vores stue og modtog os varmt i går. Det bliver jo tidligt mørkt hernede på de sydlige breddegrader …

Den blomstrende husløg – eller noget … jeg ved ikke hvad planten hedder, men blomsten er så fin.

Squashplanten, der allerede lægger an til at ville kunne forsyne en middelstor provinsby.

Urskovshumlen, der på 13 dage har nået at invadere terrassen og nu forsøger at kvæle havestolene. Jeg havde ellers været ude med macheten én gang, lige inden vi tog af sted, men det har på ingen måde standset junglens fremmarch.

Og John: Det var godt at sove i stolen. Han syntes godt nok, at det havde været underligt og han var vågnet mange gange i løbet af natten. Det tror jeg skam gerne, men han havde den mindst smertefulde nat siden faldet, så i den stol vil vi kunne finde ham ved nattetide, til vi kører hjem på lørdag. Det overraskede ham, at han slet ikke havde opdaget min blitzen, men han har tilgivet mig og søger ikke skilsmisse …
Tak igen for alle jeres varmende sympatitilkendegivelser – I er så søde alle sammen, at John er helt rørt. Han forstår vist efterhånden også lidt bedre, hvad det er, jeg synes er så skønt ved blogland

Nu skal man ikke gøre en myg til en elefant …

Men det er sandelig og overhelehovedet heller ikke nødvendigt her i Norge – det klarer de helt selv. De er MEGAstore, myggene heroppe … en elefant ville løbe skrigende bort, hvis den skulle komme på tværs af en af disse nordnorske myg. Nogle få af dem ville kunne tappe mig for blod på forholdsvis kort tid, og jeg tør slet ikke tænke på, hvor meget kløende gift, de kan få pumpet i mig på ingen tid, så jeg halvt vanvittig kradser mig til blods og dermed bliver tappet for de sidste dråber, der måtte være tilbage.
Godt jeg har investeret i litervis af antimyggemidler – plus en næsten tilsvarende mængde antiklømiddel. Jeg er dog ikke blevet stukket endnu.

Smukt er her stadig overalt – uanset vejret. Vi har kravlet af sted langs en af de allervestligste veje i Norge det meste af dagen … vej 771, hvis nogen skulle være interesseret. Gennemsnitshastigheden har vel været omkring 40 km/timen. Men smuk, smuk, smuk. Gentager jeg mig selv?

Vejret i dag har været temmelig halvmørkt og temmelig regnfuldt. Jeg troede, vi var i midnatssolens land? Men okay … det er i det mindste lyst det meste af døgnet; det er bare den sol, der helst ikke vil vise sig. Hvis jeg går i seng omkring klokken 23, behøver jeg ikke lys til at læse ved. Det er faktisk meget heldigt, for der er ingen lampe oppe på pigekammeret …
Her til aften er det endelig ved at klare en smule op, så vi er fulde af optimisme mht. dagen i morgen, hvor vi kører ud til Torghatten, som er et hul i en klippe – sikkert Norges mest fotograferede hul.

Vejrudsigten for i morgen ser aldeles glimrende ud – fuld sol i morgen eftermiddag. Måske ikke ligefrem hedebølge, men det er ganske underordnet, bare det ikke regner, når vi skal op og klatre for at finde hullet i klippevæggen.
Den dér labre brise blev jeg nødt til at slå op – det lyder forjættende, men betyder såmænd bare frisk brise på meteorologdansk.

Frokosten blev også i dag indtaget indendørs, men igen med udsigt til et nydeligt land- og søskab.
 

Pludselig begyndte vandet at blive turkisfarvet i stedet for blygråt, hvilket vi tog for at være et godt varsel.

Vel ankomne til en så lille campingplads, at den end ikke er nævnt i vores guide, sidder vi nu og slapper af efter dagens anstrengelser og hele to færgeoverfarter.
Det er turens billigste plads indtil nu, og udsigten er måske ikke noget at prale af, men vi får det hele for 200 kroner …  bad, internet, strøm og læ for labre luftninger. Det kan vist ikke gøres billigere, så vi kan lige så godt blive her i to nætter, hvilket betyder, at vi har hele dagen til torghatudflugten i morgen. Man skal jo passe på ikke at stresse, ikk’?
Det er altså ikke fordi, vi skal eller vil spare på overnatningspladserne, at jeg hele tiden skriver, hvad de koster; vi tager dem, som de kommer, uanset prisen – det er mere for at fortælle, at det ikke nødvendigvis er de dyre pladser, der er de bedste – snarere tværtimod …

Min yndlingstidsel – man ser dem overalt i grøftekanterne; nogle steder står de meget tæt og danner næsten en hel tidselskov. Er den ikke smuk?

Engelske undervisere kan skam også

Her kommer en lille trøst til alle de dansklærere, jeg indirekte har hængt ud, når jeg påstår, at visses standard lader en del tilbage at ønske – som når fx. en dansklærer ikke har styr på nutids-r, og/eller at der som hovedregel ikke skal apostrof i dansk genitiv.
Hov … ej … fik jeg nu sagt det igen? Det må I undskylde – det var bestemt ikke meningen

Nå. Trøsten, hvis det ellers er en trøst, er, at engelske undervisere så sandeligen også kan kvaje sig i det engelske sprog.

Jeg var overmåde overrasket over, at nogen kan lave sådan et nummer. Jeg kan ikke gennemskue, om websitet er af 100 % engelsk oprindelse, men selv om det ikke skulle være tilfældet, burde forfatterne af undervisningsmateriel kunne kende forskel på principle og principal. Den er nemlig stor, selv om ordene er homonymer; dvs. udtales ens.

Principle
The word principle means a standard, a law or a rule. This means you can have:

• the principles of economics, which are the laws that govern economic theory
• moral principles, which are the rules and standards that govern your behavior

Principal
The word principal usually refers to a person. Remember that it ends in ‘pal’, which is a person. A principal can be:

• the head of a school
• the head of an organization
• the main person involved in a contract or financial negotiation

Dagens indlæg vil de færreste af jer kunne bruge til noget som helst, I know, jeg blev bare så overrasket, at jeg måtte ud med det.
Beklager … Kan jeg ikke formilde jer med en collage af mine børnebørn anno 2010?

Nu har jeg fundet ud af flere ting; bl.a. hvordan man selv ‘ranker’ billederne. AutoCollage er heldigvis mere samarbejdsvilligt, end jeg først troede. Man kan første- og andenprioritere sine udvalgte billeder, og man kan fortælle, hvor meget billederne skal overlappe hinanden.
Jeg er også ved at blive en smule klogere på, hvilke kriterier programmet går efter – det er nemlig sådan, at hvis man har bedt programmet om at lave en collage af otte billeder, og man giver det mere end otte at vælge imellem, så kasserer det selv billeder, indtil der er otte tilbage. Det er lidt sjovt at studere, hvilke der kasseres, og man kan tænke meget over hvorfor.

Blødt legetøj til voksne

Jeg har fået nyt legetøj, og blødt legetøj må vel være det rigtige ord, når det er et software til kameraleg.
Jeg så et eksempel på Microsofts AutoCollage og tænkte, at det måtte afprøves – 111 kroner kunne vel næppe vælte budgettet.

Første forsøg var et mix fra den overhovedet-ikke-hvide jul i Sverige.

Andet forsøg var også Sverige –

–og ligeledes tredje forsøg, såmænd. Der var en del flere, men de blev ikke gemt.

Plus: Billederne bliver flot mikset; med fine, bløde overgange.
Man bestemmer selv størrelse på billede – inden for visse grænser.
Minus: Man kan intet bestemme selv, bortset fra ovennævnte. Især irriterer det mig, at jeg ikke kan bestemme, hvilket billede der skal dominere, eller hvor de skal placeres i collagen. På et af de kasserede placeredes en temmelig dominerende himmel nederst i billedet, hvilket naturligvis så ret fjollet ud.

Sjovt er det nu alligevel … trods minusserne er købet ikke fortrudt.
I øvrigt har jeg lige fundet ud af, at Windows Live Photo i Create-fanebladet har en ganske udmærket panoramastitch-funktion. Det er nemmere end at skulle over og bruge den, der følger med mit kamera, alene fordi jeg ikke behøver at skifte program. Her har funktionen med helt pænt held klæbet fem billeder sammen til ét:

Vejret er jo mest til indendørs lege i dag …

Fotokalender 2011 – december

Det er gået et helt år. Igen. Og det sker bare hvert år

… Men jeg tænker mere over det ved nytårstide, og hvert år bliver jeg om muligt endnu mere overrasket end sidste år over, hvor hurtigt tiden løber.
Ikke så snart jeg er startet på Petunias fotokalender 2011, skal jeg sætte det sidste billede i. Skræmmende.
Kan I huske, hvor laaangsomt tiden gik, da vi var børn og glædede os til et eller andet?
Nu kan vi planlægge en sommer- eller anden ferie det meste af et år i forvejen, og bare vi vender ryggen til et øjeblik, er den ferie allerede overstået.

Jeg har en teori om hvorfor det er sådan: Når man er fem år, udgør et år 20 % af ens liv. Når man er 50 år, er det sølle 2 %.
Så tror da pokker, at forskellen føles så voldsom.

Det valgte billede er taget den 30. december 2010, da vi kørte til Sverige for at holde nytårsaften der.

Godt nytår alle sammen – og tak til Petunia for det gode initiativ.

Fotokalender 2011 – november

JA – jeg ved godt, at vi er nået ind i december – det er første gang, jeg har glemt Petunias fotokalender, men det går forhåbentlig endda.

Årets næstsidste kalenderbillede bliver fra Kennet and Avon Canal i England, hvor kanalbådene for de flestes vedkommende er lagt op for vinteren, og udlejningsbådene bliver repareret og vedligeholdt.
Her – på en dejlig lille spadseretur langs kanalen sidst i november – kan man næsten ikke fornemme, at billedet virkelig er taget i den så ofte grå og kedelige november – bortset fra de nøgne træer…

Når man tænker på, at sidste år ved denne tid var det hele allerede druknet i sne, virker dette helt surrealistisk.
Men det er absolut ikke nogen klage! Jeg vil meget hellere helt undvære sneen.

Mandagstema – eksotisk

I dag synes Helene, at emnet skulle være eksotisk, som kommer fra græsk og betyder fremmed.
Mange af os forbinder nok eksotisk med et eller andet, der kommer fra Østen, men principielt kunne det lige så godt komme fra Grønland eller Polen – det skal bare ikke komme fra Danmark…

På engelsk er an exotic dancer en stripper, men det vil jeg så ikke komme nærmere ind på.

Dette billede forestiller, på trods af nøgenheden, ikke en stripper – det hedder Mother and Child og er en klippeformation i Zimbabwes Matobo nationalpark.

Afrika er det mest eksotiske, jeg har oplevet – Østen er jeg ikke så vild med at forsøge at besøge, så derfor er mit eksotiske bidrag fra Zimbabwe, som vi besøgte i 2007.

Matobo Nationalpark har sten og klippeformationer over det hele og i alle afskygninger. Vi boede i huset her i et par nætter – det var lige så eksotisk indvendig som udvendig.

Dette var dæleme også eksotisk – ingen dør; ingen vinduer – men en udsigtsplads lige ved siden af sengen.
Toilettet var et par meter længere bagved sengen; hævet godt ½ meter, så man kunne sidde på ‘tønden’ (billedet er taget fra samme tønde) og stadig nyde udsigten. Man skulle jo nødig gå glip af noget som helst.
Med andre ord: heller ingen dør. Så skal man altså kende hinanden godt for at synes, at det er interessant, men i Afrika kan alt ske, og dette var faktisk en luksuslodge efter zimbabwianske (hedder det det?) forhold.
Vandingshullet var kun 50 meter væk, så det var bare om at sætte sig og nyde synet af elefanterne, når de kom for at få deres aftendrink.

Det var også temmelig eksotisk at stå så tæt (fem-seks meter) på en næsehornsmor med sit barn.
Næsehorn er meget nærsynede, og jeg håbede derfor stærkt på, at den ikke ville opdage mig og gå til angreb – guiden havde sagt, at hvis den fik øje på mig, skulle jeg bare stå helt stille. Jeg måtte absolut ikke begynde at løbe min vej, men sætte mig på hug og kigge ydmygt ned i jorden.
Det lød så ganske afgjort lettere sagt end gjort, men jeg fik heldigvis ikke mulighed for at afprøve, om jeg ville være i stand til at parere denne ordre … næsehornene var fuldstændig ligeglade med mig.
Nogle gange er det bedste af alt at blive totalt ignoreret.

Flere eksotiske bidrag kan ses her.

Mandagstema – langt borte

Helenes mandagstema er langt borte.
Det synes jeg, der er rigtig meget, der er … er der snart noget der er tæt på, bortset fra vinteren? Selv julen er endnu langt borte, selv om forretningerne gør deres bedste for at overbevise os om, at den er lige om hjørnet.

Sommeren, mit barn og mine børnebørn er langt borte… sommeren helt nede på den anden side af jorden, mens familien trods alt kun er i England, men jeg ville ønske, at jeg var der. Igen…

Afrika og Okavangodeltaet er meget langt borte, men jeg ville ønske, at jeg var der. Igen…

Pensionisttilværelsen er langt borte, men jeg ville ønske, at jeg var der…

 

De andres bidrag er ikke langt borte; de er nemlig lige her.

Fotokalender 2011 – oktober

Det må lige som være sidste frist for oktoberbidraget til Petunias fotokalender, så jeg skynder mig lige…

Jeg ville helst have haft vist et billede med de underskønne farver, som bøgetræerne har i øjeblikket, men kameraet kan ikke fange den helt rigtige nuance, synes jeg, og desuden har vejret ikke vist sig fra sin mest fotografvenlige side de seneste 4-5 dage.
Det bliver derfor et sceneri fra Den Gamle By i Aarhus, som vi så i torsdags.

Det er såmænd heller ikke helt uden evner…

De andres bidrag ser du her.

Mandagstema – hvilepause

Mandagstemaet er – ikke for første gang – ret godt timet af Helene: Hvilepause. Det er jo lige det jeg har. I en hel uge. Velfortjent og tiltrængt, hvis I spørger mig.

Jeg vil slet ikke vise billeder fra min egen hvilepause – den bliver I godt og grundigt belastet med ugen igennem.
Jeg vil vise en af mine yndlingsbilledserier; nemlig de fire egernunger, vi havde den store fornøjelse at se boltre og tumle sig i en hel halv time. Vi stod lige ved siden af dem, og de var overhovedet ikke bange for os, for det havde deres mor endnu ikke nået at lære dem at være. De legede og legede, men lige pludselig kunne en af dem blive træt og sove i 20 sekunder for så at lege lige så ivrigt igen.

Men så opdagede moderen os. Én lyd fra hende, og ungerne havde gemt sig på et splitsekund. Vi så dem aldrig igen, men vi vil aldrig glemme den halve time, vi fik sammen med dem.
Hvilepausen ses i midten af collagen – man fornemmer sagtens trætheden hos det lille pus.

Her kan du få flere hvilepauser.

Spiselig

Helenes Mandagstema er Spiselig. Det er jo et dejligt emne at koge lidt suppe på…

Spiselig kan være i konkret og i overført betydning – jeg kan gøre en Powerpoint-præsentation mere spiselig ved ikke kun at sætte tør og kedelig tekst på mine slides, eller jeg kan gøre en dårlig nyhed mere spiselig ved hjælp af nogle omsvøb … det kunne måske kaldes nyheder i svøb?

Hvad der er spiseligt for andre, er ikke nødvendigvis spiseligt for mig.

Denne er spiselig for en snegl, men jeg ville blive meget, meget dårlig af den.

Denne er spiselig for en fugl, men jeg ville have det meget, meget dårligt med at forsøge mig.

Dette græs er spiseligt for en ko. Eller en hest. Jeg har skam prøvet at bide i græsset, men det smagte mig ikke.

Dette er spiseligt for mig. Selv om det ser hamrende ulækkert ud… det er en jomfruhummer med rogn. Sådan en (eller helst flere) skal bare marineres og derefter en tur på grillen, så smager den himmelsk.

Her kan I se, hvad mange andre har fundet frem til af spiselige sager.

Mandagstema: I skoven

Helenes tema er helt i skoven…

I skoven  er der egern, vildsvin, mårhund, elg, rådyr, grævling, ræv, bjørn og ulv.
I skoven er der fugle i hobetal, der er småkravl overalt under og over jorden – der er specielt mange edderkopper, når man går og samler svampe.

I skoven er der faktisk så mange ting, at det sommetider er svært at se træerne for bare skov.

I skoven er der masser af mosser…

Og svampe…

Søer…

Folk og sten…

Og uhyggelige trolde…

Der er mange andre ting i skoven, og dem kan I se et bredt udvalg af her.

Fotokalender 2011 – september

Deja-vu – jeg ved det godt, men jeg ku’ mig ikke dy …

For mig var der nemlig ingen tvivl om månedens billede til Petunias fotokalender for 2011 – det kunne kun blive et af de mange, nogen af os tog af både sort og gul sol i Gotteskog i Tøndermarsken i fredags.

De kom flyvende ind i større eller mindre flokke og samledes for højlydt at diskutere, hvor i rørskoven de skulle slå sig ned for natten.
Ind imellem gjorde rovfuglene deres pligt og var uafvidende i høj grad med til at gøre skuet mere spektakulært for os fugleglade turister – når rør- og duehøge gjorde deres indtog, fløj stærene i de flotteste formationer og levede helt op til naturens orden: “Safety in numbers” – ganske som man ser det hos fiskestimer. Der er dog altid nogen, der går til – det er også naturens orden.

Herunder ses en blanding af indflyvning, diskussion og optakten til en ‘fiskestimeformation’ på en og samme tid.

De andres flotte kalenderbidrag kan I se her.

Mandagstema – træværk

Træværk er, hvad Helene har valgt til dagens emne. Der er uendeligt mange smukke ting, der er forarbejdet af træ, så det er svært at vælge… bortset fra, at det ikke er så meget af det, jeg har billeder af…

Det har jeg heldigvis af dette skib, som jeg var ude at sejle med tidligere på året – det gode skib Halma.
Det er træværk – træarbejde – der godt kan være sig selv bekendt. Et velholdt træskib er en sand fornøjelse af se på.

Et andet træskib; det gode skib Mira set fra det gode skib Halmø…

Træ er simpelthen et supergodt materiale – både til kunstværker og til mere praktiske ting. Og de to kan oven i købet snildt forenes.
At kunne lave pænt træværk er godt håndværk, selv om det måske kan give lidt ‘bagværk’, som ikke skal forveksles med noget, der kommer fra ovnen.
Øv, hvor er jeg tarvelig over for nordmændene og svenskerne nu… men at noget ‘værker’, betyder på gammeldansk, at noget gør ondt, og ‘bagværk’ er i dette tilfælde således ondt i ryggen  

Flere træværker kan ses her.

Høst – efterår

Helenes mandagstema er høst. Det, som vi på dansk kalder efterår, da høst nok mere er noget med at få noget ind fra markerne.

Jeg bryder mig ikke så meget om efteråret, men det er lidt uretfærdigt mod det, da min antipati mest er baseret på dets indvarsling af vinterens komme. Efteråret er jo smukt; med alle dets gyldne og røde farver er det som om, naturen helst vil gå totalt amok i et farveorgie, inden det hele går over i gråt, brunt og sort. Måske også hvidt…

Efterår er bid i luften. Efterår er frugter, der skal plukkes og tilberedes – eller fryses. Efterår er svampesæson. Efterår er ild i brændeovnen. Efterår er en høj himmel, men også regn og rusk. Efterår er forrådssamletid for skovens små dyr.

Andres bidrag kan ses her.

Mandagstema – mønster

Dagens tema er mønster. Jeg har lige været ovre og lure hos Helene (hvor er I hurtige med jeres bidrag…) og kan se, at langt de fleste af jer har valgt de smukke mønstre, som naturen viser os i overflod.

Jeg havde selv de samme tanker, da jeg så emnet, men synes så alligevel, at jeg ville finde på noget andet. Hvad var mere naturligt for mig end at vise nogle helt andre slags mønstre, som jeg er storforbruger af; nemlig sy- og strikkemønstre.

Til denne udfordring har jeg lige investeret en hulens bunke penge til lækkert garn fra Rasmilla … jeg strikker den på pind 3.25, og da jeg er så afgjort ikke længere en fiks lille størrelse small, bliver det noget af et sisyfosarbejde, inden den ikke længere er en UFO (UnFinished Object), men jeg når forhåbentlig vejs ende engang. Er skam allerede ved at være færdig med den nederste ombukningskant…

Syning… dette er et mønster, jeg har haft liggende et stykke tid – jeg kommer nok ikke i gang med det, før jeg har noget mere tid, for der er m.a.n.g.e applikationer, der skal sys, inden dette værk er færdigt. Jeg har ikke engang styr på, om det er 100% håndarbejde, eller jeg kan snyde og maskinapplikere.
Men det er en rigtig mormorting og kunne da se nydeligt ud på en svensk ødegård, ikke?

De mange øvrige bidrag kan ses her.

Mandagstema – vand

Helene har valgt vand som dagens tema; tydeligvis inspireret af weekendvejret i Norge.
Det var så nogenlunde i Danmark, men i dag har det bare høvlet ned igen…

Vand og vand er mange ting – noget er pragtfuldt; andet vil jeg helst være fri for, og så er der alt det imellem disse to grader af vand.

Jeg elsker at se tidevandet ved Englands kyster komme og gå. Forskellen på op til seks meter er stor og fascinerende – her havnen i St. Ives med og uden vand.

Jeg nyder at kigge på Vesterhavet, når det viser tænder, og norske fosser kan jeg sidde i timevis og nyde.

Vand kan være kunst. På utallige måder, og her er en af dem:

Jeg gider bare ikke mere regn! Jo, engang. Til næste år eller sådan noget. Helst ikke før…
Her kan I se meget mere vand.

Den eneste forskel på små og store drenge…

… er prisen på deres legetøj.
Den har jeg brugt før i en overskrift, men at den kan bruges igen, er vel blot et bevis på påstandens rigtighed.

Jeg må nok sige, at Inge og Hasse er gået hen og blevet et dyrt bekendtskab. For både vores og deres vedkommende, måske… Inges Lumix TZ10-køb var vist direkte foranlediget af mig, men det er ingenting…

I aftes havde vi en superhyggelig tid sammen med dem. Meget, meget hyggelig, så det blev meget, meget sent – pyh hvor var jeg dog træt i håret i morges.
Inge kunne fortælle mig, at der faktisk havde fulgt et udmærket billedsoftware med omtalte Lumix; bl.a. kan det sætte panoramabilleder så fint sammen. Det havde jeg da overhovedet ikke lagt mærke til – kun at der var en kameramanual på disken, men PHOTOfunSTUDIO 5.1 HD Edition blev installeret i dag, og jeg har leget med det.  Thanks, Inge.

Da Inge efter middagen hev sit nye Canon EOS 60D frem for at vise det til John, var det nærmest ikke til at vriste ud af hænderne på ham igen. Han legede og legede med det – det var tydeligvis kærlighed ved første blik.

De drillede ham lidt med, at han nok også havde sådan et kamera med disse to Canongode linser inden lørdagen var omme.

Og ja. Selvfølgelig havde han det. Selv om han ‘”bare lige skulle ind og kigge” – hvorfor vidste jeg mon bare, at han ville komme hjem med nyt kamera?
Han kørte frem med alt skytset her til morgen: “Jeg har længe synes, at mit gamle kamera ikke har helt gode nok linser … at det ikke … det er så gammelt, at … det kan heller ikke … det var et smaddergodt kamera, da jeg købte det, og det er det også endnu, men udviklingen … osv.osv…”
Jeg sagde til ham, at jeg såmænd var lidt ligeglad med alle argumenterne. Så længe han ikke kommer og siger, at det bliver Næstved på cykel i stedet for Nordkap i Camper til næste sommer, vil jeg ikke blande mig i, hvad han bruger sine penge til.

Vi måtte ned til søen for at afprøve hans nye legetøj.
Jeg tror han kan fotografere øjet på en flue på 10 kilometers afstand… og jeg overdriver næsten ikke.
Når vi zoomer digitalt, varer det længe, inden det pixelerer.
Jeg er lidt mere end en anelse imponeret, men intet kan tage min glæde over mit lille og meget handy Lumix. John spurgte, om jeg ville have hans gamle Sony α350, men det ville jeg ikke – jeg gider ikke rende rundt med et tungt spejlreflekskamera – det har jeg jo John til.
Hvis nogen ude i blogland vil købe det, kan man sende mig en mail, hvis man ønsker nærmere oplysninger.

John har det som et barn juleaften… vores weekendplaner omkring fjernelse af et højbed ved siden af terrassen er gået totalt fløjten og erstattet af tilfredshedsudbrud og ditto grynt leveret af John med jævne mellemrum.

Det er sandelig godt, at Skagenfood leverede jomfruhummerhaler i går – det matcher fint det præg af luksus, dagen har fået. Dem vil jeg grille og servere med aspargessalat og pasta med cremet citronsauce til.
Lyder det ikke særdeles spiseligt?

Mandagstema – Sensommer

Dagens tema er ‘sensommer’.

For mig – og sikkert også alle jer andre – er sensommeren selvfølgelig symboliseret af mange ting, men én af dem er, når humlen står allersmukkest.
Jeg elsker dens farver og de fantastiske små koglelignende frugter.

Gad vide hvor mange øl, der kunne komme ud af det, hvis man brugte hele høsten herfra?
John mener ikke, at det kan betale sig at begynde at producere ud fra denne mængde, men jeg mener jo, at lidt har også ret, og er der måske ikke noget, der hedder mikrobryggerier?
Vi kunne da bare starte vores eget lille nanobryggeri til ikke-kommercielt (for)brug…

Resten af sensommer-buddene kan ses her.

Fotokalender 2011 – august

Det er blevet sent i dag  – hjem fra Sverige – børn og voksne affodres – børn i seng – en anelse voksentid – arbejdsdag i morgen (desværre, men Charlotte skal alligevel mødes med en gammel veninde) – snart sengetid.

Derfor månedens fotokalenderindslag, som viser børnene siddende på en eller anden maskine, som Aubie havde helt check på hvad hed. Det har jeg ikke…
Naboen kom og besøgte os, kørende på dette køretøj, som er helt uundværligt, når man er svensker og skovejer. Aubie fik julelys i øjnene, i samme øjeblik han så monsteret. Da han så oven i købet blev udstyret med støjbeskytterne, var lykken fuldendt. Anna var helt tilfreds med at være bagsædepassager.

Da vi kom hjem, ville Aubrey have dette billede printet i A4-størrelse, så han kunne vise sin far det, når de ser hinanden igen.
Det fik han selvfølgelig…

Flere kalenderbilleder kan findes her.