Ude er vådt, men hjemme er blæst

Dagens overskrift er en lettere omskrivning af den gamle talemåde Ude er godt, men hjemme er bedst. Det passer også omvendt, for der er så sandelig også vådt herhjemme. Og ‘ude’ var der både vådt og blæst til sidst …
Nå. Det vender nu. Er det ikke bare en aftale? Det der forfærdelige vejr, vi havde i går på den sidste feriedag, lagde sig til aften, og vi sluttede af med feriens smukkeste solnedgang. I morges var det fint vejr, men koldt, kun 8°. I går var vi ikke uden for en dør – før altså ved solnedgangstide.

En af de flere grunde til, jeg valgte et hus på sydvestkysten var de forventede smukke solnedgange. Billederne af huset afslørede desværre ikke, at der stod nogle meget høje fyrretræer i vejen for det meste af det smukke syn, og vi kunne ikke lige få nogen til at fælde dem for os.

Jeg elsker det bløde aftenlys, og denne udsigt vil jeg savne.

Nu er ferien slut; vi er hjemme igen og forude venter en masse havearbejde (håber jeg!), for allerede om tre uger går turen til Irland og selvfølgelig også til familien derovre, nu vi alligevel er på de britiske øer. Så har jeg heller ikke set dem siden sidst i februar, hvilket er meget længe siden.
På de tre uger skulle alt det frøformerede gerne være plantet ud og være veletableret, og drivhuset være kommet godt i gang, men så længe vi har alt det nattefrost, er jeg vist nødt til at styre mig.
Charlotte havde drevet dahliaer frem i sit drivhus. De har – indtil nu – haft en fantastisk april derovre … jeg viste et billede af, hvor ungerne rendte rundt i badetøj.
I nat kom der hård frost – alt var hvidt, og de små drivhusdahliaer var særdeles splattede at se på. Hendes blåregn, som aldrig har været så flot før, døde en brat død – dens blomster gjorde i hvert fald. Sådan noget er simpelthen bare tudeærgerligt.
Det SKAL blive rigtigt forår nu. Med venlige temperaturer. Basta.

En efterårsdag i april – på Mallorca

Hvis dette vejr havde vist sig på vores første feriedag, var jeg nok blevet en anelse bekymret. Nu er det i stedet vores sidste dag, og jeg hygger mig bare – jeg har altid elsket uvejr … ikke den evindelige, silende regn, men rigtigt rusk og riv og høje bølger, hvilket vi har til overflod i dag. Vi vågnede i morges ved, at det blæste så meget, at det ruskede i hele huset, og havde vi ikke vidst, at det allerede må have ligget her i adskillige år, kunne man måske blive utryg, men det var der ingen grund til. Og havde det været for mange år tilbage, var vi nok bare blevet liggende tæt sammenslynget under dynen og havde ladet dårligt vejr være dårligt vejr, lige så meget det lystede. I stedet stod vi pænt og ærbart op, tændte for elradiatorerne, lavede en kande kaffe og nøjedes med at mindes andre og yngre tider.

Her kan vi se gennem vinduerne – det kunne vi ikke fem minutter senere. Vi kunne knap se havet, fordi det regnede så meget.
Egentlig burde vi køre en tur – der kan næppe være så mange cyklister cykelryttere ude i dag – på den anden side kan vi kun komme i tanke om drypstenshuler til sådan et vejr, og det er der sikkert en million andre, der også har tænkt, så vi springer over. Dragegrotterne advares vi imod af samtlige guidebøger, fordi de er så overrendte. De er smukke nok, men alt for besøgt, så vi valgte sådan set lige fra starten at droppe dem.

Der er virkelig piv i den! Mallorcinerne har tydeligevis ikke ofte sådan et vejr, for det suser ind gennem vinduernes ene lag glas, så vi er trukket lidt ind i stuen. Godt, at elradiatorerne virker fint … dem er her heldigvis rigeligt af. Jeg tror det er heldigt for os, at huslejen er alt inklusive mht. vand, strøm og rengøring, for det er lige før, vi kan bruge elmåleren som vinkelsliber i dag.

Det er også sådan en dag, jeg er ret glad for, at vi ikke er bundet til et hotelværelse! Men okay – så var vi nok næsten tvunget til at blive i sengen …
Det her er altså helt vildt – så vildt, at det er sjovt at have fået det med også, men som sagt fint, at det er på sidste og ikke første dag.
Ikke mindst fordi, alle de tykke stolehynder er blevet så pladdervåde, at de nok vil være en rum tid om at tørre. Vi satte ellers alle stole helt ind langs væggen på den overdækkede terrasse i den tro, at her ville intet ondt kunne ramme dem, men det var ikke nok; regnen kan finde rundt over alt i dag.

Så er det gode vejr vist slut for denne gang – men det er vores ferie snart også

Turen i dag gik bl.a. til en by, Artà, hvor vi gik en tur i byens gader og op til kirken, hvorfra man kunne se nærmest hele byen, som var lige efter mit hjerte: Stort set alle gadetræerne i bymidten havde strikket tøj på, alt sammen holdt i de samme farvetoner.

Fruen i Midten fik lige sat på plads for os, hvad forskellen er på cykelryttere og cyklister. Mest af alt vist nok selvopfattelsen, kunne jeg forstå, men det er åbenbart det at have det rigtige grej, der gør en til en cykelrytter. Så ved vi det … ret mange af dem, vi har set på turen her, er ikke cykelryttere (i mine øjne); fx når vi ser en flok halvgamle, halvbuttede engelske housewives på tur med deres lige så halvgamle, halvbuttede husbands.
Jeg har altid smilet lidt over folk, der tror, at det rigtige værktøj er nok til, at man kan udføre et givent arbejde professionelt, men sådan skal jeg nok ikke tænke … det gør jeg dog alligevel, for vi har nemlig en i den nære vennekreds, der køber det dyreste, dyre værktøj, men han kan knap slå en pind i en l… uden at ødelægge begge dele! Nå, det var en sidebemærkning, som naturligvis intet har med cykelryttere at gøre …

Smalle gader og brede lastbiler – det var en trepunktsdrejning for overhovedet at komme ind i gaden, for den han kom fra, var næsten lige så smal.

Nogle har bare nogle sjove ideer – herover krydderurteudvalget, henholdsvis pastarepertoiret i en lille hul i muren-takeaway. Enkelt, men sødt.

Endelig fandt jeg en gave til Anna, men ikke til Aubie – hvorfor er drenge altid så vanskelige? Ham må vi købe noget til i Danmark – jeg tror han hellere vil have noget godt fra DK frem for noget fra Mallorca, bare fordi …
Anna får et halssmykke med en perle, hun selv skal pille ud af den musling, hvori fremmedlegemet er blevet isat. Det er muligt, at jeg er blevet taget ved næsen, men de laver jo masser af perler på Mallorca, og i forretningen påstod han hårdnakket, at der var en perle i, som var stor nok til at kunne lægges ind i (og ikke falde ud af) det lille delfinbur, der hører med. Uanset hvad, er det et okay lille delfin-sølvsmykke – med eller uden perle.

Vejret i dag har været mest skyet, men varmt, 22 grader. Helt perfekt til John og mig, men i morgen lover de regn og bare 10-12 grader. Det er jo næsten lige som hjemme, men i morgen er også sidste dag hernede, så alt i alt mener jeg stadig, at den ferie har været perfekt timet, hvad vejret angår. Som det ses herunder, er skyerne begyndt at trække sig sammen – bjergene er blevet lidt lavere, og det blæser op nu.

Både wow- og cyklistfaktoren er pænt høj visse steder

Med fare for at gentage mig selv: Her er SÅ smukt. Her er SÅ blåt og klart vand. Her er SÅ mange cyklister. Og der var EN bilist, som ikke skulle have lov til at sidde bag et rat. Hun kørte skam ikke hasarderet, nejnej, men hun fik stort set alle andre til at dytte som gale og se rødt og overhale temmelig hasarderet, fordi hun ikke engang turde overhale cyklisterne OP ad bakke, selv når der var frit udsyn og plads nok.
Strækningen ned til Port de sa Calobra, der tog 20 minutter uden på nogen måde at køre uforsigtigt, tog 50 minutter tilbage igen pga. denne Mallorcas dårligste og mest usikre bilist. Selv Danmarks/Mallorcas tålmodigste bilist (John) sukkede enormt dybt en del gange. Man kan ikke køre hurtigt på veje som denne, men man kan godt køre mere end 10 km/timen!

Men holddaop, hvor er her flot. Billeder er vist bedre end ord her. Vi ankom til Port de sa Calobra, før alle cyklisterne, turbådene og turistbusserne nåede hertil. Mens vi spiste en tidlig frokost, hvor vi havde restauranten næsten for os selv, myldrede det ind til stedet med så mange mennesker – heeelt vildt mange mennesker – at vi får en særlig slags klaustrofobi, så vi skyndte os at forlade det igen for at sætte kursen mod Cap Formentor.

Herunder er vi på vej ud til Cap Formentor, som er Mallorcas nordøstligste spids. Gylp, for en vej, der var både dertil og ud til den sydlige del af spidsen af Pollenca-bugten. Jeg har sikkert også engang troet, som de fleste andre unge, at jeg var udødelig, men det tror jeg ikke mere … jeg er meget, meget glad for, at jeg har så dygtig en chauffør ved min side; jeg havde helt ondt i maven, da turen var overstået. Især da vi skulle møde en bus – John kan ikke have været mere end to millimeter fra kanten, men det gik. Lige. Phew.
Da vi kom tilbage til huset, var han en anelse træt i hovedet, så en kopkaf gjorde ham godt.

Vi spiser hjemme i aften …

Til vinsmagning

200 meter fra vores hus ligger der en bodegas, hvor de fremstiller lokale vine, bl.a. en hvidvin på malvasia-druen. Jeg har vist nok engang hørt om den eller fået den til en vinsmagning i vinklubben, men jeg kunne ikke huske den. Da vi forleden aften fik en fiskesuppe, bestilte vi en malvasia, udelukkende fordi den var lokal, og blev positivt overraskede alle sammen. Det var derfor oplagt at besøge det lille sted og smage på varerne.
De havde tre vine – to hvide og en rød, og den ene hvide var udsolgt … det var dog heldigvis ikke den på malvasia-druen, som var lige så god, som den var forleden: frisk, frugtagtig og meget let sødlig, som efter et par sekunder slår over i en dejlig syrlighed; en lidt speciel kombination, som vi ikke umiddelbart kan kende fra andre hvidvine.

Den søde unge dame forklarede om vinene og druerne, mens hun hældte smagsprøver op til os. Vi smagte en malvasia 2016 og 2012. Førstnævnte var kun lige kommet på flasker, så ny er den, men vi kunne alle fem bedre lide den end 2012-udgaven.
Rødvinen var også lidt speciel, men bestemt ikke ringe.

Vinene hørte til i den lidt dyrere ende af skalaen, så vi købte ikke seks flasker, som vi ellers havde talt om, men nøjedes med to hvide og en rød. Sådan noget vejer jo en del i kufferterne, så vi er nok desværre nødt til at drikke dem, mens vi er hernede … det er vel nok ærgerligt …

Vi stod og kunne nyde synet af dette hus, som med sin store terrasse med søjler og statuer und alles mindede mig om Capri.
Men igenigen: Vi bor også dejligt, men selv om vi har en temmelig stor terrasse, kan den ikke helt måle sig med den herover.

 

I formiddags kørte John og jeg en tur til Esporles, hvor vi fik os en kopkaf under platantræerne på byens torv, hvor cafeerne lå side om side. Det var der masser af andre, der også gjorde – fik kaffe, altså; ikke lå side om side – ikke kun mænd i cykelkostumer og almindelige turister som os, men der var også familietræf i stor stil; bedsteforældre mødtes med børn og børnebørn, fik en sludder og en forfriskning og skiltes igen. Meget hyggeligt. Det var lidt svært at indfange den fredelige stemning, for solen skinner så kraftigt (tøhø, den skulle lige ud …), at kontrasterne blev for store for kameraet.
Det hjalp dog lidt at pille lidt ved billedet efter overførsel til pc, så måske kan det fornemmes alligevel.

100 % afslapning og råhygge

Jeg har set hvordan vejret er hjemme i Danmark, så jeg vil da ikke undlade at nævne, at her er der ikke en sky på himlen, der er kun en let brise og temperaturen ligger på lige godt 20 grader. Det kalder jeg simpelthen totalt perfekt timing …

De tre andre kvinder kan næsten ikke få nok sol. Det kan jeg – tager kun et kvarters tid ad gangen, så skal jeg ind i skyggen i mindst dobbelt så lang tid (er blevet endnu mere solsart efter kemobehandlingerne), men det gør mig ikke spor, og så er der jo tid til at nusse lidt rundt og vande de snesevis af krukker, der er omkring dette dejlige hus. Der er også tid til at tage sit strikketøj og få arbejdet lidt på det. John har tid til at hvile både sig selv og sine knæ, som gårsdagens mange skridt var lidt hårde ved.

I nattens løb er der kommet vand i regnvandsbassinet lige ved siden af vores terrasse. Der må ligge nogle bassiner længere oppe i bjergene, som de kan tappe fra, for det har ikke regnet, men hele natten har der løbet vand ind fra et rør, man åbenbart kan åbne og lukke for.
Naboen går og klipper sin vin til – jeg prøvede diskret at lure ham lidt af, men det ser ud til, at han beskærer den på nogenlunde samme måde, som jeg gør med min enlige drivhusvin.

Træet med de smukke, lilla blomster har efterhånden smidt de fleste af dem, men vinden har været så venlig at samle dem sammen i bunker. Da vi fik overdraget husets nøgle, spurgte jeg, hvad træet hedder, og damen sagde, at de kalder det for et Lots of Love-tree.

Det kostede lidt googling, men det lykkedes mig at finde frem til, hvad det hedder på latin (og spansk, for den sags skyld). Vi har set mange af dem rundt omkring i både haver og landskab, og de er næsten lige så smukke som jacarandatræer, men disse blomstrer desværre ikke endnu. Der står ellers en jacaranda ved huset (billede 2, træet til venstre), og jeg har stjålet frø fra det, men der påstås, at man ikke kan få dem til at blomstre i det danske klima, og når man ikke engang har et rigtigt orangeri, så er der nok slet ikke noget at gøre. Jacaranda og blåregn er ellers nogle af de smukkeste blomstervækster, jeg kender, kun overgået af de koraltræer, som jeg så i Sydafrika.

Àrbol del Amor kan være så rigtblomstrende som det indsatte billede til højre. Ganske nydeligt, ikke?
Er jeg efterhånden ved at få ‘solgt’ Mallorca til jer, der endnu ikke har været her?
Der er absolut ingen grund til, at det skal tage 30 år at blive overtalt, som det gjorde med mig.

Så nyyyydeligt

Der kan være mange årsager til ikke at bosætte sig på sydkysten af Mallorca. Én af dem er, at hvis man vil tage det gamle tog fra 1912 mellem Palma og Soller, skal man tage den fra sidst- og ikke førstnævnte. Vi stod på Soller station sammen med ikke særlig mange mennesker, men da toget kom, myldrede det ud med horder af folk. Vi fem havde, på nær et andet par, en hel togvogn for os selv på den en time lange og utroligt smukke tur.
Jeg ved dog ikke lige, hvor de har gjort af de citronlunde, alle bøgerne siger, turen går igennem. Vi så ikke en eneste, men det var okay alligevel. Der var heller ikke træsæder, som vi havde fået at vide, men udmærkede, polstrede lædersæder, så det var ren luksus.

Palma var fin at gå igennem. Vi var derinde klokken 11 og ville tage toget hjem igen klokken 15:10. Vi havde ikke så meget at vælge imellem, for det næste – og sidste – gik hjem kl. 19:15, og så længe gad vi ikke opholde os i byen. Vi nåede at gå den gamle bydel igennem ned til havnen, vi så de arabiske bade, som nærmere var dampbade, vi spiste en frisksmurt sandwich på et lille, skyggefuldt torv, og vi fik en kopkaf på et andet torv. Der var der så tre, der ville have en sangria, men John og jeg foretrak kaffen. Jeg har fået sangria én gang for over 40 år siden, og det var nok for mig.

Inde i det lille hul i væggen stod en sød dame og lavede lige den ta’-med-mad, vi ville have – frisk brød, friske råvarer – herligt – man behøver ikke altid at frekventere en restaurant; dette her er lige så godt ved visse lejligheder.

Citroner og appelsiner ser mere friske og indbydende ud, når der er blade på … det er jo i virkeligheden bare noget pjat, men sådan er det nu engang.

Indgangen til de arabiske bade. Uden for var der en lille, men fredfyldt have.

Et meget sjældent syn: Ellen med en is i hånden. Jeg bryder mig normalt ikke om is, men det kan de altså noget med her på øen. Alle lovpriser italiensk is som værende verdens bedste, hvilket jeg aldrig helt har forstået, men havde det været denne is, kunne vi snildt blive enige – og der var maaange slags at vælge imellem, lige fra kinder-æg-is til citron og melon, som jeg valgte.
Nu er vi igen blevet sultne; i aften bliver vi hjemme og kokkererer selv en menu bestående af pandestegt dorado (en fisk), serveret med en salat med alle tænkelige gode ting i. Nu er de tre andre kvinder gået i gang, så jeg må hellere indfinde mig i køkkenet og lade som om jeg hjælper lidt til … jeg kan da i hvert fald lave en supergod dressing til den salat.

Oliventræsspam

Endelig kom vi forbi en gammel olivenlund, hvor man også kunne komme til at parkere i nærheden! Vi var på vej mod Valldemossa, og lige pludselig var den der. Havde jeg været alene, var jeg nok sprunget over hegnet for at få mulighed for at forevige hvert eneste et af dem – jeg kunne se en ny figur i hvert enkelt træ, men det med den knælende kvinde med den nydelige bare numse, der stak lige i vejret, tog prisen (tredje billede) – og kan I se kineseren, der går tur på det andet billede?

Det var lige før, jeg skulle fjernes med magt fra det sted …
Men eftersom der stod fire andre og godt nok syntes, at de da var meget pæne, de der træer, tror jeg, de gerne ville videre i teksten.
Valldemossa var, som lovet, en malerisk by. Turistet, men på en sød og hyggelig måde i forhold til sydkysten i går, så vi ikke fik knopper af at gå rundt i byen. Efter rundturen og en kopkaf kørte vi mod Deià, hvor vi ville finde et sted at spise frokost og hvorfra de tre damer, som ankom i går, ville tage gåturen ned til havet. En tur på knap to kilometer hver vej. Ikke specielt meget, men når der samtidig skal gås først 300 højdemeter ned og så bagefter op igen, så står Johns knæ af på forhånd, hvorfor vi kørte afsted for at finde et supermarked i stedet for. Bare de tre kvarters rund- og op-og nedgang i Deià var rigeligt for Johns stakkels knæ. Det kompenserede dog lidt for de ømme knæ, at det var en endnu mere malerisk by end Valldemossa; med stejle, krumlede gader og fantastiske udsigter – og en rigtig god frokostrestaurant.
Sikkert også mere end én af slagsen, men vi tog den første, vi mødte. God udsigt og herlig mad – så forlanger vi ikke så meget mere.

Alene køreturen var det hele værd. Jeg har muligvis nævnt det før, men jeg gør det igen: Mallorca er en smuk ø. Hvis man spørger mig, slår den Madeira med flere længder – måske ikke i frodighed og blomsterrigdom, men i generel skønhed vil jeg klart sige Mallorca – i hvert fald her på nordvestkysten og i Tramuntanabjergene, som i øvrigt for nylig er kommet på UNESCOs verdensarvliste, så nu har jeg et kryds mere på den.

Storm P-løsninger kan de også. Eller er det helt bevidst pga. de tusinder af cyklister her på øen?
“Hallo gutter – vi står lige og mangler noget til at holde de ledninger, der skal krydses heroppe … er der nogen, der har en god ide?”
”Åh – du har et gammelt cykelhjul! Perfekt – det bruger vi!”

Det blæser på Balearerne

Jeg blev vækket engang i nat, fordi det blæste op. Vi havde et vindue åbent i soveværelset, men det kan da nok være, jeg fik det lukket i en fart, inden dynen begyndte at lette. Jeg nåede kun lige at lægge mig igen, da skodderne begyndte at klapre overmåde hørbart, så dem måtte jeg også op for at gøre noget ved. Jeg lagde mig igen – og kom i tanke om de to duge, der lå på bordene på terrassen. Op med sig atter en gang og nu på dugejagt iført evakostume. De var begge blæst af, men heldigvis ikke blæst væk. Nogle gange ville jeg ønske, jeg havde et lige så godt sovehjerte som John. Tredje gang jeg lagde mig, gryntede han lidt … Hmmmp … mn’ d’ noget galt? Jeg tror ikke engang han hørte svaret.

Solen skinnede fint, da vi stod op, så efter morgenmaden tænkte vi blæse være med blæsevejret og kørte mod sydvest for at kigge os lidt omkring der. Bilens termometer viste 13 grader, og inden vi nåede frem, rundede vi 19 grader, men det blæste – og blæser – stadig en del.
Det er en meget, meget smuk kyststrækning, og vi gjorde et par stop undervejs, men desværre var det så snoet en vej, at vi ikke kunne stoppe når vi havde lyst til det. Jeg har nemlig noget med oliventræer – elsker deres krogede og krøllede stammer – men de allersmukkeste stod selvfølgelig ved ustoppelige steder. Gad vide hvad det er med oliventræers vækst, siden de får disse meget karakteristiske stammer?

Vi kørte til Sant Elm, hvor vi gik en tur; derefter kørte vi videre til Port d’Andratx, hvor vi underligt nok ikke kunne finde ‘porten’, derfor videre til Peguera, hvor der var ALT for turistet, så vi satte hurtigt kursen nordpå mod hjemlige bjergstrøg; op gennem Puigpunyent (godt jeg ikke skulle spørge om vej …), hvor vi indtog en tapas-frokost. Vejen dertil var ad en meget smal og meget snoet bjergvej, som desværre også viste sig at være en af cyklisternes yndlingsruter.
Vi trængte virkelig til den frokost, da vi nåede den lille by, men det var noget hyggeligere end at skulle have indtaget den i et turisthelvede.

Bedstefar sad og hyggede sig med barnebarnet og lidt snacks, og kort tid efter vi havde fået vores mad serveret, gav han lillegutten cykelhjelm på, stillede ham mellem sine ben på en scooter, så med barnet stående der kørte de to afsted. Den var nok ikke gået hjemme i Danmark …
Da vi igen kørte videre, blev vejen endnu smallere og endnu mere hårnålet. Det var ikke spor sjovt at møde nogen – selv cyklisterne var det vanskeligt at overhale op ad bakke, og når det gik stejlt nedad, var de samme cyklister ved at køre ind i bilens bagsmæk!
Nielsen trængte kraftigt til en kopkaf og en lille lur, da vi kom hjem igen – han havde vist været lidt rigeligt ‘på’ i et par timer. Luren er ham vel undt – jeg sidder og kigger ud på Middelhavets hvide heste, mens jeg skriver dagens indlæg.

Vi ses på den anden side …

Vi gik i seng klokken 21 i aftes, så vi var grundigt udhvilede, da vi vågnede i morges, men det var jo også dagen, hvor vi skulle helt over på den anden side af øen for at hilse på Helle og Søren.
Først skulle morgenmaden indtages, hvilket skete på den anden terrasse (det er altså et blæret hus, dette her), for der var lidt vind på den, hvor vi spiste i går. I skufferne ligger der duge i massevis, så vi behøver ikke at spise på bare borde, hvilket jeg íkke har det så godt med, men jeg gad ikke ligefrem slæbe duge eller dækkeservietter med i flyet … det var så heller ikke nødvendigt. Her er alt, hvad man har behov for – bortset fra ekstra toiletpapir! Det tænkte jeg slet ikke på, da vi sulthandlede i går, men i morges fandt vi ud af, det var vi vist nødt til at købe. Nu.

Ved halvtitiden gik turen afsted mod øst. Det var i rigelig god tid, men vi ville undervejs tage et par fotostop, som vi ikke havde tid til i går.
Det er nu en meget pæn ø, denne her, kunne jeg atter en gang konstatere. Jeg bliver pænt imponeret, når jeg ser så mange terrasser lavet af sten, som på billedet herunder. Der er virkelig nogen, der har fået varmen her – og sikkert også en dårlig ryg.

Helle og Søren havde en dejlig lejlighed, og hun har lært at lave nogle mallorcinske specialiteter, bl.a. chorizo kogt med rødvin og løg. Uhmm, det var godt. Det var rejerne i hvidløg også – og alt det andet – de hører nemlig ikke til dem, der ikke kan tage på ferie uden at medbringe dansk mad – tværtimod og heldigvis. På vejen hjem skulle vi alligevel handle, så vi har nok føde til at modtage tre, formentlig trætte, gæster i morgen, så der blev købt chorizo, hvidløg og rejer – plus alt muligt andet, selvfølgelig.

Vi havde som sagt en superhyggelig eftermiddag – jeg kendte ikke Helles mand, men jeg kendte jo Helle … selv om vi ikke arbejdede i samme område, havde vi, via et ret stort projekt, en fælles kontaktflade gennem en del år, så vi vidste hver især, hvad den anden stod for og havde altid respekt for hinanden; ikke mindst fordi vi så meget ens på mange ting, så det kunne ikke gå helt galt i dag, hvad det bestemt heller ikke gjorde. Det var tilligemed så heldigt, at mændene efter kort tid ikke bare var sammen for deres koners skyld – det var i hvert fald mit indtryk, som John også bekræftede på vejen hjem. Lidt fjollet formulering, egentlig, men jeg håber I forstår hvad jeg mener.

Lige nu nydes en smuk solnedgang, og så skal der lidt mad i maven – bare lidt, for det var en overdådig frokost, men vi (jeg) skal jo også have en undskyldning for at tage et glas vin eller to.
Som om …

Ankomst til telefondræberøen

Planmæssig ankomst til Mallorca kl. 08:45. Kufferterne var hurtigt hentet, men det tog en krig at hente bilen. Vi havde lejet gennem Hertz, og det havde alle andre også! Det tog hele fem kvarter, men selv om de fire Hertz-folk havde lynende travlt, var de lutter smil. Vores unge fyr kiggede på os og sagde: You’re from Denmark? I love Denmark … actually, I’m going to Copenhagen next week. I’ve upgraded your car to a better one with no extra cost for you. I’ve given you a Reneault Megane with navigation system, if that’s okay?
Øhh, jo da. Jada – det er smukt. Pænt af dig. Tak for det … den skulle så hentes i en eller anden garage, fordi det ikke var den, der stod og ventede på os, så det tog yderligere et kvarter, men det var okay.

ENdelig kunne vi meddele Christina, at vi var på vej. Så sendte hun et gps-link og et billede af husets indkørsel, så vi kunne finde vej. Jeg brugte mobiltelefonen som gps; det var det nemmeste, fordi hun sendte linket til Google maps via WhatsApp.
Da vi var et par kilometer fra huset, døde min mobiltelefon bogstavelig talt mellem hænderne på mig. Totalt død var den. Jeg havde lige bemærket, at der var 50 % strøm tilbage, så det var ikke derfor, men ikke desto mindre nægtede den pure at lade sig tænde igen.
Det var heldigt, at jeg kunne huske billedet af indkørslen, så vi fandt huset uden problemer, men tænk, hvis telefonen var død en time før den gjorde! Det ville have forårsaget mere end en anelse panik, for John har ikke Christinas nummer, så vi ville ikke kunne have fået kontakt. Det nummer har han fået nu, men hvor bliver man dog hurtigt afhængig af sin telefon. Han har heller ikke C’s mobilnummer, så vi kan ikke ringe sammen fra Cornwall, hvor de befinder sig nu, og hun vil blive hamrende bekymret, hvis hun gentagne gange ringer forgæves.
Jeg prøvede flere gange at tænde telefonen, men uden held. Jeg tog batteri og simkort ud og satte dem i igen. Intet hjalp. Jeg bandede og svor – det hjalp sjovt nok heller ikke …

Nå. Vi var efterhånden blevet godt sultne og kørte til det nærmeste supermarked, som ligger et kvarters kørsel væk, og fik købt alskens lækkerier: Spændende brød, en god olivenolie, pølser, pateer, oste, skinker, salat, tomater, muslinger og blæksprutter på dåse, meget vand, lidt øl og vin … vi var blevet meget sultne …
Hjem igen til Mallorcas fedeste hus og dække op på Mallorcas fedeste terrasse med den fantastiske udsigt.
Nøj, det var godt. På alle måder bare godt. Luften er 23 grader, så det er en helt tilpas temperatur til os.
Det er det mest veludstyrede hus, jeg nogensinde har ferieret i: Der er service og bestik til 40-50 personer (ja!) og et kæmpe opbud af gryder, potter og pander, så vi kunne lave mad til de 50, hvis vi skulle få lyst til det. Huset er i flere forskudte plan og meget spændende og personligt indrettet. Vi får virkelig noget for pengene – jeg tror søreme vi bliver et par dage …

 

Og telefonen: Da vi kom tilbage fra indkøbsturen, satte John sit batteri i min telefon. Så virkede den! Og da han satte mit batteri i sin telefon, virkede den også! Vi fattede ikke en brik, for der var rigelig strøm på begge batterier. Mærkeligt, mærkeligt, men jeg er meget glad for at min telefon virker igen.