Det er hverdag igen. Jeg passer gør mit bedste for at passe min penicillinkur. Jeg har nemlig præsteret at glemme hele to tabletter, hvilket ikke er specielt smart, så nu har jeg lavet mig et lille skema, hvor jeg skal krydse af, hver gang jeg tager en af mine tre daglige doser. Det er nok dels fordi jeg ikke føler mig syg, at jeg glemmer at tage dem, og dels, at jeg ikke tager dem i forbindelse med måltider, men fordeler dem, så der er otte timer imellem. Fint system, når det altså virker …
Udover at gå og lave huskeskemaer til mig selv, går jeg og nusser med at farve lidt garn og ordne lidt i haven.
I morgen får vi venner på besøg og på tirsdag kommer Røde Kors-nørkledamerne til frokost, og så skulle haven gerne se nogenlunde ud.
‘Nogenlunde’ er i orden med mig – jeg får aldrig den perfekt passede have, sådan som jeg oplever dem, når vi en sjælden gang er ude for at se en af de åbne haver, som Haveselskabet formidler en del af hver sommer. Jeg skal aldrig have åben have, selv om jeg på sin vis gerne vil vise den frem, for jeg elsker min have, men jeg gider simpelthen ikke at bruge så meget krudt på at opnå det perfekte.
Den skal naturligvis heller ikke se sjusket og ‘uholdt’ ud, men alt med måde, som min far så ofte sagde, og jeg satser på, at jeg godt kan være den bekendt, når vi når tirsdag.
Sengetøj og håndklæder er vasket – alt er næsten normalt igen.
Vi fik lidt regn i går. Ikke så meget, at det battede noget særligt, hvad haven angår, men nok til at danne en lille vandpyt ud for vores vej.
Et ungt par på vejen har en lille pige på knap to år, og i morges fik vi det skønneste bevis på, at i hvert fald noget her i verden aldrig forandrer sig: Er der en vandpyt, så skal der hoppes i den!
Hun var simpelthen ikke til at drive forbi den vandpyt. Den var sjov, så det tog meget lang tid at udforske alle dens muligheder.
John og jeg stod bare, med hvert vores lille smil på, inde i køkkenet og nød synet, så længe det varede.
Jeg er naturligvis ikke ked af, at vores børnebørn er blevet så store og fornuftige, som de er, men lige som jeg nostalgisk kan finde på at tænke tilbage på tiden, da Charlotte var en lille og uskyldig pige, tænker jeg også på den dejlige tid, da Anna og Aubrey var små.
Den tid kommer aldrig igen, men inde i mit hoved står børnebørnenes og selv Charlottes barndom i så frisk erindring, som befandt de sig stadig i den.
Og det er altså ikke fordi jeg er blevet dement og kun kan huske det der var.
Heller ikke selv om jeg skal lave sedler til mig selv …