Hos Mommer

11. august 2017

Husk at glemme at huske at slukke lyset …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:08
Tags: , ,

Det kan være meget svært at begå sig i det nielsenske hjem.
Vores badeværelse har ingen vinduer, så man er ret afhængig af at have lyset tændt, når man har et ærinde derude (hvorfor siger man altid ‘ude’ på badeværelset? Eller er det bare i vores familie, der siger det? Siger I ‘inde’ eller ‘ude’?).
Nå. Men det kulsorte rum bevirker, at det ikke er noget problem at huske at tænde lyset, medmindre man har lyst til at sidde for åben dør, men det har man sjældent.
Derimod er det temmelig svært for alle andre end Charlotte (og John og mig naturligvis) at huske at slukke det igen, så utallige gange har man hørt Ellen med ord eller blot set hende med en pegende finger sende børnene eller Tim retur for at slukke lyset. Det er ellers så smart, at en rød lampe tændes ved kontakten, når lyset er tændt, men den husker åbenbart ikke folk på at slukke efter sig.
Efterhånden har man dog lært at slukke.

IMG_7657IMG_7656

Og bedst som man har det, bliver det rigtig svært.
For vaskemaskinen virker kun, når lyset er tændt. Hvorfor det er sådan, er en længere forklaring, som ikke er relevant her.
Derfor, når vaskemaskinen kører, må man ikke slukke lyset!
Det skaber forvirring på et højere plan – især for Tim, som godt kan være lidt … distræt.

Børnene kunne godt huske at lade det være tændt, hvis vaskemaskinen ‘sagde’ noget, mens de benyttede toilettet, men hvis den holdt mund mens de var der, glemte de at huske at glemme at slukke lyset. Det er da heller ikke nemt … Tim kunne slet ikke forstå noget, og han kan ellers ikke betragtes som værende ubegavet.
Vaskemaskinen starter heldigvis ikke forfra, når der tændes for den igen, men fortsætter, hvor den slap. En to-timers vask kan dog nemt komme til at vare fire timer i stedet for, hvis der hver gang går et stykke tid, inden det bliver opdaget, at lyset har været slukket.
Det hjalp betragteligt, da jeg i løbet af den anden, ofte afbrudte vask fik den lyse ide at sætte nedenstående gule lap over kontakten. Der kunne have stået hvad som helst; det vigtigste var nok, at kontakten var dækket.

IMG_7659

Det viste sig, at Tim vist havde troet, at lappen betød, at han slet ikke måtte bruge badeværelset, for da skiltet var pillet ned igen, spurgte han: Can I use the bathroom now?
Nå, men så fik han da lidt ekstra motion ved at benytte toilettet på første sal.

Jaja – selv en arbejdende vaskemaskine kan bidrage som et underholdende element i hverdagen, når familien er samlet … der skal ikke altid så meget til at more os, lader det til.

Reklamer

17. november 2016

Alle vores Marjatta-naboer

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:41
Tags: ,

Da vi gik og renoverede Den Stråtækte, kom mange af vores dengang kommende naboer og ønskede os velkommen til. De virkede ægte interesserede i, hvordan det skred frem med huset og i at få os til at føle os velkomne hernede.
Næsten supermåne med håndholdt kameraSiden har vi været til middag hos nogle af dem, vi har været med til en splejse-buffet og vi har også selv inviteret til gæstebud. Jeg har aldrig haft så gode naboer, selv om vi på et enkelt punkt føler os helt uden for fællesskabet.
De arbejder stort set alle sammen på Marjatta.
Marjatta, som i øvrigt er født samme år som mig, ligger meget tæt på Den Stråtækte; med diverse bofællesskaber og værksteder spredt rundt omkring i omegnen. Hver morgen går der elever både den ene vej, op til selve skolen, og den anden vej til deres mejeri, hvor de fremstiller nogle af de glimrende produkter, som de sælger i deres gårdbutik Pilti, som jeg kan anbefale et besøg i.
Eleverne lærte vi hurtigt at kende, når de gik den daglige tur – rigtig mange af dem går og taler med sig selv hele tiden – de er blevet en del af det daglige billede, og de hilser alle sammen så sødt, hvis vi er ude i haven, når de kommer forbi.

To gange har der været et hus til salg i området, og to gange var det Marjatta-ansatte, der så en mulighed for at komme til at bo lidt tættere på deres arbejdsplads. Vi var første undtagelse fra det i et godt stykke tid, men det er vældig hyggeligt; vi er ikke i tvivl om, at de brænder for deres arbejde alle til hobe. Nogle underviser eleverne; andre underviser på Uddannelsescenter Marjatta, som kører meget efter Rudolf Steinerprincipperne.
For to minutter siden kom Bernhard, som, udover at være en af vores naboer, er leder af Marjatta og forstander for Skolehjemmet, med en julekalender, hvor pengene for den selvfølgelig går til Marjattahjemmenes Støttefond. Han er meget aktiv og knokler selv på livet løs, når der skal ske noget for eleverne. Alle årets højtider bliver markeret på en eller måde, og der er mange, der er engageret i arbejdet med det – og eleverne elsker det selvfølgelig. Vi har oplevet det, og det er meget sjælevarmende at se, hvordan de går op i det med liv og sjæl. Den institution gør virkelig noget godt for de udviklingshæmmede.
På søndag skal vi til julebasar på Marjatta. Ses vi?

4. marts 2016

Nye briller – igen

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:21
Tags:

For godt to år siden gik jeg til Louis Nielsen og fik to par briller for ét par brillers pris – almindelige briller og solbriller.
Louis Nielsen vil, som alle andre forretninger – gerne både beholde deres kunder og tjene masser af penge, så for en måned siden fik jeg en mail om, at nu var det tid til en synstest igen.
Jeg er ikke sikker på, at jeg fremover har tænkt mig at skifte mine briller ud hvert andet år, men ihukommende, at jeg sidste gang stadig var i kræftbehandling, og at mit syn derfor kan have ændret sig noget, bestilte jeg tid hos LN i Næstved. Jeg så ingen grund til at være loyal over for Roskilde-afdelingen, fordi de der i første omgang ikke kunne lave et par briller, jeg så bedre med, men fik lov til at udskifte glassene i begge par. I de seneste par måneder har der kunnet gå hele dage, hvor jeg slet ikke har haft brugt briller, fordi jeg ikke har følt, at der var nogen videre forskel på med og uden. Ikke desto mindre bliver jeg (for) hurtigt træt i øjnene – og dermed i hovedet, så alt i alt var der flere gode grunde til at tage synstesten. Jeg skal skåne jer for mine jeremiader, men dem skånede jeg ikke optikeren for. Hun konstaterede flere ting; bl.a. at mit syn både har ændret sig og er forringet en smule i forhold til for to år siden; at jeg er langsynet på det ene øje og nærsynet på det andet, og at min bygningsfejl ikke har udbedret sig selv siden sidst.
Ved Rødvig havnSå lidt, som jeg går med solbriller, blev hun enig med sig selv og mig om, at det denne gang var smartere at få et par almindelige briller og et par læsebriller; dette sidste har jeg ikke haft før.
I dag blev brillerne hentet, og jeg må nok sige, at jeg straks så bedre ud! Både på den ene og den anden måde … John synes de nye klæder mig bedre end de gamle, og hele verden blev med ét skarpere for mit vedkommende. At læsebrillerne viste sig at have så god en effekt, kom bag på mig, for jeg synes ikke, jeg har problemer med at læse. Ikke desto mindre er det blevet meget nemmere. Optikeren kom med en forklaring om, at mit syn stadig ikke er svagere, end at min hjerne godt kan finde ud af at kompensere for + på det ene øje og ÷ på det andet, og at jeg derfor i princippet ikke skal have briller (der behøver heller ikke at stå i mit kørekort, at jeg skal), men da hun spurgte, om ikke jeg ret hurtigt følte mig træt i hovedet, måtte jeg indrømme, at det forholdt sig således. Det skulle så være et overstået kapitel nu.  
Men av, hvor gør det ondt i pengepungen – på trods af, at de har konceptet med to briller til ét par brillers pris, plus at jeg ydermere får 25 % rabat, fordi jeg er over 60 år.      
Nu må mit syn meget gerne blive hvor det er i de næste mange år! Jeg vil altså hellere bruge de penge på noget sjovere. Rejser, fx … nok bare ikke i den campingvogn på billedet …     

1. marts 2016

Hvis jeg nu slet ingen mening havde om …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:19
Tags:

For folk, der kender mig, vil et spørgsmål som dagens overskrift være aldeles utænkeligt – jeg har en mening om alt. Det er så langt fra alle mine meninger, jeg bringer til torvs, men det kan være er svært for mig at tie stille, når jeg føler mig provokeret.
Ikke desto mindre var det ordene til min frisør i dag:
Hvis jeg nu slet ingen mening havde om, hvordan mit hår skulle være, hvordan ville du så klippe det?
Jeg skyndte mig dog at pointere, at det ikke var sikkert, at jeg ville rette mig efter hende, men at jeg meget gerne ville høre hendes ideer uden hensyntagen til, hvad jeg mener.
Hun havde forskellige ændringsforslag, og jeg var ganske rigtigt ikke enig i alle, men med en god argumentation fra frisørens side og lidt spørgsmål fra min, blev vi enige om visse ændringer i forhold til, hvordan det plejer at være. En god kompromisløsning.
Det var bestemt en forbedring. Ikke voldsom, men den er der. John så den ikke engang – og det gjorde han så alligevel, for han spurgte, om det var en anden frisør denne gang, da han syntes det var pænere klippet, end det plejer at være. Det var simpelthen den perfekte reaktion!
Ulempen er, at jeg ikke tror, jeg selv kan få det til at sidde lige så pænt, men der er kun én mulig løsning på det: at jeg øver mig.

Numsevarmer 1

Den ene side af den første numsevarmer er færdig.
Fru Jensen fandt en opskrift hos en anden blogger, så den vil jeg anbefale jer, der måtte få lyst til at varme egen eller andres numser, at kigge på.
Det var rigtigt gættet, at jeg ikke vil snuppe den ellers gode ide at klippe et liggeunderlag til og lægge mellem de to hæklede sider, fordi jeg vil kunne rulle hynden sammen, så den fylder så lidt som muligt, men jeg blev inspireret til en kompromisløsning (dagens fællesnævner). Jeg har nemlig en del filt af den slags, man bruger til at lægge under et flydende trægulv. Det er forholdsvis tyndt, men meget tæt og må derfor være ideelt at bruge her. Jeg har brugt det til at lægge inde i grydelapper, netop fordi det isolerer virkelig godt, men ikke fylder ret meget.
Jeg har faktisk også en gammel rullemadras, jeg kunne klippe i stykker til formålet.
Hmmm. Nu bliver jeg da helt i tvivl om den eller filt vil være bedst … rullemadrassen vil være blødest, men vil den også være varmest?

23. november 2015

Solen stod op og solen gik ned

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:39
Tags: , ,

Det lyder næsten som den vel nok velkendte Pensionistvise med Volmer Sørensen og Grethe Sønck om det gamle pensionistpar, der har samme rutiner hver dag ugen igennem, og hvor de bare ser frem til den halve times tid, som børnene pligtskyldigt sætter af til et søndagsbesøg.
Sådan har det nok mest været i dag for os – der er absolut intet interessant sket …

2015 11 23 (2)

Solen stod så nydeligt op – her foreviget klokken 07:16 – de eneste skyer var disse i horisonten; resten var klar himmel med en stor og temmelig kraftigt lysende Jupiter i øst.

Selv om vores liv er gået langsomt i dag, så ændres himlen hurtigt, når solen står lavt i horisonten; billedet herunder er kun fire minutter yngre end det øverste billede.

2015 11 23 (8)

Vi spiste ristet brød til morgen.
Jeg tog en mørbrad ud af fryseren – Søren har fødselsdag og kommer og spiser.
Løb huset over for at flytte lidt rundt på støvet.
Spiste frokost.
Kørte til Køge for at købe solsikkefrø og frøblanding til vores fugle.
Kørte en omvej hjem i det smukke, solbeskinnede snelandskab.
Tændte op i brændeovnen. 
Startede på aftensmaden, som nu står og passer sig selv i ovnen.
Livet er ikke altid lige underholdende, men det er absolut meget godt alligevel – dette er ingen klage.

Jeg er dog stadig ikke enig med Onkel Danny i, at hverdagene er de bedste. Jeg holder mest af de dage, hvor man oplever noget lidt mere spændende, end dagen i dag kunne byde på.
Jeg holder af livet – jeg elsker livet – men jeg holder ikke specielt meget af hverdagen.

Søren er arriveret, så jeg må ud og lege værtinde.

25. februar 2015

Energien er vendt tilbage

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:02
Tags: , ,

Af en eller anden årsag er energien vendt stærkt tilbage. Måske er det fordi jeg i går fik sat ord på mine bekymringer for min søster, måske er det bare fordi vi har slappet af et par dage. Måske er det fordi visse andre småbekymringer nu er slut – se længere nede …  
I går hentede vi det absolut sidste fra Havdrup, så nu er der så tomt som der kan være. Den ulovlige stikkontakt til terrassebelysningen er pillet ned “det er ikke en udendørskontakt!” Nejnej, men den sidder dybt inde i et hjørne af den overdækkede del. Der har aldrig været så meget som et fygesnefnug i nærheden af stikket, og det kunne kun blive vådt, hvis vi fik en oversvømmelse på over 1½ meter, hvad der er temmelig usandsynligt … pjat, pjat, men regler er selvfølgelig regler – jeg tør bare godt vædde på, at den nye ejer ret hurtigt sætter op, hvad vi lige har pillet ned.

Yesss: Den nye ejer! Vi har solgt og skal overdrage nøglen på søndag. Det var svært at få hænderne ned, men det var nødvendigt for at få dem ned i de sidste fem flyttekasser og få dem tømt. Det er nemlig også gjort i dag, så glorien er nærmest selvlysende.
I kender sikkert godt “De Sidste Fem Flyttekasser”? Alt muligt ukurant l…, som man har ventet til sidste øjeblik med at pakke ned, fordi man egentlig ikke rigtig ved, hvad man skal stille op med tingene. I dag er der derfor taget beslutninger i massevis: Ud eller ej? Temmelig meget af det røg ud – hvad skal vi fx gemme 20 skifterammer for? De havde sin tid for alt for mange år siden; den æra er for længst slut, så de fik dødsstødet sammen med en del andet, som sagt.
Nu er der således kun finpudsningen tilbage … bortset fra haven. Kun en tåbe frygter ikke haven, som vittige hoveder påstår … det er rart at vide, at man ikke er en tåbe, for jeg frygter vores en lille smule, da der ligger meget arbejde endnu, inden vi får den tæmmet, selv om vi nåede en del sidste år.
Nå. Den tid, den sorg. Lige nu nøjes vi med at nyde de mange vintergækker og alle de andre løgplanter, der er på vej op for at varsle foråret, som er lige om hjørnet.

Find fem fejl på tre ord

På en af flyttekasserne var der sat denne lille seddel. Find fem fejl i en sætning på tre ord. Eller … faktisk er der jo to sætninger …
Vi havde desværre ikke fået flere flyttekasser brugt af denne kunde; det kunne ellers have været interessant at se, hvad vedkommende ellers kunne præstere.

26. januar 2015

Et smugkig i soveværelset …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:15
Tags:

… næsten …
Vi kørte i Jysk for at se på elevationssenge. Måske kun én elevationsseng, nemlig til mig; John var ikke sikker på, at han ville have sådan en, for når han går i seng, ligger han aldrig og læser, hverken i bøger eller på ipadden.
Jeg skal derimod altid løftes op i en rum tid, fordi der skal spilles Ruzzle og QB. Så skal der måske lægges et puslespil og endelig skal jeg læse, inden jeg lægger mig til at sove falder i søvn.
Hvis ikke det er sket inden – det er hændt for mig, at jeg falder i søvn midt i et spil Ruzzle, som kun tager to minutter. Det er simpelthen så pinligt at tabe af den årsag, men det er da heldigvis kun sket et par gange.
Hvorfor foretager jeg mig ikke alt dette nede i stuen, inden jeg går i seng? Fordi John går før i seng end jeg, og jeg synes det er rart at være i samme rum som ham – også efter vore mange år sammen, og også selv om han ligger og sover. Bare han ikke snorker alt for højt, er det smadderhyggeligt, så oftest gider jeg ikke sidde nede i stuen, efter han er kravlet til køjs.

imageNå, men til Jysk … vi næsten bogstaveligt talt faldt over to enkeltsenge nede i afdelingen, hvor sådanne nu engang hører hjemme. Fluks kom en ung mand og fortalte om sengenes fortræffeligheder. Det var et godt tilbud, for nu skulle de simpelthen af med de senge, fordi netop denne model udgik.
Jeg smed skoene på gulvet og mig selv på sengen – og var solgt med det samme. Det var John heldigvis også, så det var verdens hurtigste beslutning – det hele tog fem minutter. Jeg elsker simpelthen at handle på den måde; det passer mit ret utålmodige temperament særdeles godt.

Lars Larsen havde ret i dette tilfælde: Han havde virkelig et godt tilbud til os. Det var de sidste to senge, og de var sat ned til 1/3 af prisen. Vi havde været alt, alt for nærige til at betale hvad de oprindelig havde kostet, men dette her var til at overkomme, så nu har vi to skønne elevationssenge med trådløs betjening.

Billedet er ikke et smugkig til vores kommende soveværelse, men et billede jeg har stjålet, hvilket man nok har gættet ud fra udsigten fra the room with a view. Vi har taget Den Stråtæktes mindste rum til soveværelse; det eneste rum i hele huset hvorfra man ikke kan se ud over Præstøfjorden. Vi skal sove i soveværelset, ikke kigge på udsigt eller fugle.
I øvrigt et fjollet sted at placere en plante … jeg ville rende ind i den hver gang, jeg havde et natligt ærinde.

11. oktober 2014

Så blev det hverdag igen

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:48
Tags: ,

Så blev det hverdag igen, selv om kalenderen siger lørdag, men det er en af pensionistlivets velsignelser, at man kan lege weekend lige præcis når det passer en.
Nu blev der fx revet et par dage ud af kalenderen, mens John lå og våndede sig. Dem valgte vi så at kalde for weekenden, og da han i dag følte sig frisk nok til at køre ned til Den Stråtækte for at være lidt aktiv, kaldte vi det for en hverdag. Det vil det også være i morgen, men så på mandag eller tirsdag starter der atter en weekend, når vi kører en tur til Sverige.

image

Landskabet var mystisk – eller måske mytisk? – da vi kørte dernedad sidst på morgenen. Tågen lå tæt, men vi kunne se, at solen kæmpede voldsomt for at bryde igennem, hvorfor der var et flot og drømmeagtigt lys hele vejen. Et lys, som jeg desværre ikke helt evner at få mit kamera til at gengive, som jeg synes det virker på sjæl og sind.
Derfor bare et billede af en stille fjord, taget lige da solen brød helt igennem.

Da vi kørte hjem, lagde vi vejen forbi Feddet, fordi jeg lige skulle se hvordan der ser ud. En af Danmarks største campingpladser ligger her, så der er et vældigt liv om sommeren, men faktisk også en del i dag – sikkert fordi det er 1) efterårsferie og 2) næsten sommerligt vejr.
Faxe Kommune vedligeholder en meget stor skovlegeplads, hvor der er alt til faget hørende, inklusive hængebroer og hængende bolde, som man siddende på kan svæve over imaginære bundløse kløfter. Her må vi have ungerne med en dag.

image

Nede på stranden, som pga. en stor ophobning af tang ikke var så fantastisk som der reklameres med, var der kajakskole i dag. Umiddelbart efter jeg tog dette billede, var lektionen slut og de begav sig igennem det tykke, ildelugtende tangbælte og ind på stranden. Yrk, det var ulækkert!

Som et PS kan jeg fortælle, at udvalgte ordsprog nu har ændret de magesøgende kraver til de krager, det retteligen skal være. Jeg sendte dem en sjov (synes jeg selv) og høflig mail i aftes, og allerede i dag returnerede redaktøren ved at takke mig for at have gjort opmærksom på fejlen, samt skrev, at den nu var rettet.
Ikke noget med bortforklaringer eller dårlige undskyldninger. Hatten af for det!

23. juli 2014

Hjemme igen via Huset i Skoven

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 11:07
Tags: , , ,

Det ene skal passes og det andet må ikke forsømmes … det må det tredje heller ikke. Snart har vi tre huse (men forhåbentlig kun i en kort periode), så der bliver lidt at se til. Campingvognen er blevet sørgeligt forsømt i år, og vi er lidt spændte på, hvor aktiv den får lov at være fremover.
Sidste år, hvor jeg havde udrejseforbud, var vi meget, meget glade for den, men siden vi faldt for Den Stråtækte, har der hele tiden været et eller andet, der er kommet i vejen for campingturene – møde med den ene ejendomsmægler, møde med banken, møde med den anden ejendomsmægler, møde igen i banken, så den første ejendomsmægler igen, så skal der lige skrives noget under, der er besøg af forsikringsmand, af tilstandsrapportmand osv. osv. Ind imellem er der også mine herceptinbehandlinger hver tredje uge og snart (den sidste) MUGA.
Ikke noget, der hver for sig tager over en time, men der har bare været en eller to ting hver uge, hvilket hurtigt kan få forhindret, at man lige smutter en tur til Jylland, fx. Sverige skal som sagt også passes, rækkehuset skal holdes konstant totalt ryddet, rent og fremvisningsparat. Vi har været i England – jeg oven i købet to gange.
Vi har travlt. Eller er det bare fordi arbejdsmarkedet er lagt bag os, at vi ikke kan overskue en pind mere og derfor synes der skal mindre til at få os til at føle, at vi har travlt?

P1020468

Ovenstående billede er solnedgangen i aftes set fra møllen, som jeg flere gange har fotograferet. Vi så en kæmpestor og glødende rød sol fra vejen, men da vi endelig vi kunne holde ind til siden, var den halvt væk og desuden var der træer, der tog udsynet til det, der var tilbage af den. I stedet blev det til dette billede, som såmænd heller ikke er så tosset endda.
Vi kørte fra torpet klokken 14 i går for at lægge vejen forbi det lille hus i den store skov hos Inge og Hasse, som havde inviteret på pulled pork-burgers med coleslaw og et glas vin eller to til dem, der ikke skulle sidde bag et rat … alternativt stod et par senge til vores rådighed, men vi havde køleskabsvarer i bilen og syntes ikke, de skulle ligge der i yderligere 12-15 timer.
Det var, som altid, hyggeligt og snaksomt.
Det har godt nok været en uge af temmelig social karakter, men sådan er det tit: Der kan gå flere uger imellem, at man ser venner eller familie, og lige pludselig ramler det hele sammen og alting sker næsten på én gang.
Men pyt – bare det er godt, og det er det. Var det. Har det været.

P1020457P1020462

Herover John, der skulle afprøve hængekøjen i Huset i Skoven. Det tror hverken han eller jeg bliver hans foretrukne sted til en morfar, men sejren var hjemme, da han klarede at komme ned af den igen uden at vælte, falde eller bare se specielt klodset ud …

27. maj 2014

GODT man ikke også skal passe et arbejde

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:30
Tags: , ,

P1010250Hvordan jeg nogen sinde fik tid til også at passe mit arbejde, har jeg lidt svært ved at forstå i dag. Men okay – vi har i det mindste ikke haft et huskøb at tænke på de sidste 26 år.
Jeg synes vi render fra Herodes til Pilatus i øjeblikket – kan slet ikke huske, der var så meget papirnusseri, da vi købte rækkehuset.

Ejendomsmægleren havde desværre ikke solgt vores hus, mens jeg var væk – det er ellers lige nu, haven er pænest og skal sælge huset.
Hun har sat det i sit vindue og har valgt lige de rigtige tre billeder til det: Mit elskede køkken og to stemningsbilleder fra haven.
I dag skulle vi skrive under på ejerskifteforsikringen, da det er sidste frist på torsdag, hvilket i praksis vil sige i morgen, hvilket ville sige i dag, for vi skulle afsted til Sverige. Ejerskifteforsikring var der ikke noget der hed, da vi købte rækkehuset, så der har reelt været mindre nusseri dengang. Vi har i den forbindelse talt en del i telefon med forskellige instanser, da vi ikke var tilfredse med betingelsene – mere om det lige om lidt.
Vi skulle også til Køge for at underskrive regarantien, så sælger kan blive beroliget med, at han nok skal få sine penge 1. august.
Derudover skulle jeg have noget nyt kluns – ville jo have købt noget i England, men sådan blev det ikke. Vi skal til kobberbryllup hos Inge og Hasse på fredag, og jeg havde absolut intet at tage på! (Her skal man forestille sig en John, som mildt overbærende ryster på hovedet. Hvorfor er mænd aldrig enige i sådanne erklæringer?)
Der er en forretning i Køge, der næsten er lige så god som Damernes Magasin i Lemvig (ved ikke, om det eksisterer mere) – de havde, som forventet, noget nyyydeligt tøj, der ikke passede bedst til en myndeslank 30-årig.
Pralbønneplanten i blomstDerefter købe ind til sverigesturen, hjem og pakke bilen og så afsted.

Undervejs ringede der en forsikringsmand … man har da heller aldrig fri …
Vi var meget i tvivl om, hvorvidt vi overhovedet ville tegne den ejerskifteforsikring. Den er hundedyr – hvilket jeg tilskriver den kendsgerning, at tilbuddet er afgivet af TopDanmark, Danmarks dyreste forsikringsselskab, hvor man får mindst for mest. Derudover udløb tilstandsrapporten efter, vi havde set huset, men inden selve tilbuddet udløb. Det binder os til det tilbudsgivende forsikringsselskab, medmindre vi selv vil afholde udgifterne til en ny tilstandsrapport, og så var en eventuel besparelse røget, selv i forhold til TopDanmarks pris.
Mere betænkeligt var det, at der var taget så mange forbehold ved den forsikring, at vi ikke rigtig kunne se, at den dækkede noget af det, man netop frygter kunne ske i så gammelt et hus.
Vores købsrådgiver rådede os dog til at tegne den, da den uanset forbehold skal dække, hvis K1 eller en K2 viser sig i stedet at være K3 og dermed noget, der skal ordnes. Okay, okay, så. Men det skete med rynkede bryn, for prisen er stadig urimelig, den smule taget i betragtning, vi får for pengene.
TopDanmark havde også givet tilbud på den senere ‘rigtige’ forsikring af huset, og uden overhovedet at have set andet end den tilstandsrapport, der altså ikke virker mere, var vores nuværende selskab 3000 kr billigere pr. år. Måske kan vi få dem endnu længere ned, men så vil de lige selv se huset først. Fair nok …

29. januar 2014

Fra Herodes til Pilatus

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:02
Tags: ,

Det kræver et godt helbred at være syg!
Udtrykket “At rende fra Herodes til Pilatus” er sandt at sige ikke korrekt i dette tilfælde, for det betyder “fra den ene person til den anden eller fra det ene sted til det andet uden at opnå noget”, og jeg kan vel retfærdigvis ikke påstå, at jeg ikke opnåede noget – det var bare det første, der faldt mig ind, da jeg så dagens program:

8:15   – Herceptinbehandling på Roskilde sygehus.
10:00 – MUGA (hjertefunktionsundersøgelse) på Køge sygehus.
14:00 – Serom-dræning på Ringsted sygehus.
16:30 – Seminar i Næstved.

Svensk topmejseDet sidste dog i privat regi.
Oven i dette er jeg blevet forkølet, så jeg har lokket John til at lege chauffør hele dagen for at give mig selv en chance for at restituere mig mellem de forskellige seancer. Det var også et værre møgvejr hele formiddagen, så jeg var kun glad for at slippe for at køre selv.
Ja, blevet forkølet. Nu har jeg klaret mig igennem otte måneder, hvoraf jeg i de første seks var i en kemobehandling, der sætter immunforsvaret næsten totalt ud af funktion, uden at have fejlet det mindste. Bortset fra en smule kræft, altså …
Men nu, hvor mit immunforsvar må formodes at være fuldt funktionsdygtigt igen, har jeg ondt i halsen og er blevet snoskforkølet.
Man forstår ikke altid logikken i den slags, men det er nok heller ikke meningen.

Nu skal i dag bare overstås, så vi (forhåbentlig) kan køre til Sverige i morgen. Det bliver lidt afhængigt af vejret, for John har nedlagt veto mod at køre i snestorm. Det er så i orden, men mine abstinenssymptomer er efterhånden til at tage og føle på, da det i morgen er præcis en måned siden, vi har set svenskerhuset indefra.
Det er altid lidt spændende at komme derop om vinteren: Er der strøm? Er der sne? Hvis ja, hvor meget?
Der er lidt sne, kan vi se på et webcam, som er sat op et par kilometer fra torpet, men det er vist ikke meget mere end herhjemme.

IMG_0414

Det gør ellers ikke noget, hvis der ser ud som på dette præcis et år gamle billede – inklusive den blå himmel.

27. november 2013

Julegaverne og sengene er i hus

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:39
Tags: , ,

Det er bare så fedt: Bortset fra den til John fra mig, er alle vore julegaver nu i hus og skal bare pakkes ind. Det er simpelthen første gang i mit liv, at jeg er klar med dem, inden vi når december. Det er så blæret, at jeg næsten ikke vil være bekendt at skrive om det … næsten …
Annas og Aubies fødselsdagsgaver er ligeledes indkøbt, fordi de skal smugles med forældrene retur til UK, da ungerne særdeles dårligt planlagt har fødselsdage hhv. d. 7. og 14. januar.
Det er meget bevidst, med en vis operation i tankerne, at vi er så hurtige i år. Jeg skal have gaverne pakket ind snarest, for bare jeg nævner ordet gaveindpakning for John, bliver han helt bleg – han bilder sig selv ind, at det kan han overhovedet ikke finde ud af. Jeg tror ikke på ham, men lader ham tro, at jeg gør det; det er en af de små sejre, han godt må tro, han har intakt.
Vi mangler også mandelgaven, men den er en opgave, vi har givet os selv at finde på et berlinsk julemarked. Så bliver den forhåbentlig lidt anderledes, end den plejer at være. Vi har aldrig brugt slik i nogen form som mandelgave. Når vi er mange juleaften, er der altid en børne- og en voksenting, selv om vi kun kører med én mandel, men i år, hvor vi bare er seks, vil jeg helst også nøjes med at sørge for én gave. Udfordringen er derfor lidt større, for hvad bliver både en 7-årig dreng/8-årig pige og en voksen kvinde eller mand mon glad for at få?

Brimnes-sovesofaen og køjesengene

Her kunne jeg virkelig godt have brugt et ejendomsmæglerkamera – det er ikke nemt at fotografere et 14-m2-rum, kan jeg godt fortælle jer.
Til Lene i Canada: Der kan faktisk ikke engang være to køjesenge, fordi rummet har skråvægge, så dette er eneste løsning.
Der er lige noget med tæpper og farver, som nok skal laves lidt om efter malingen af væggene, men det kommer, det kommer. Loftet skal også males hvidt, men det orkede vi simpelthen ikke i denne omgang.
Det er en Brimnesseng fra Ikea, og til Nonna, som gerne ville se hvilken løsning vi nåede frem til, vil jeg sige, at den ville jeg ikke have valgt, hvis der bare havde været 10 cm til at give af i længden; Hemnessengen er noget pænere, synes vi. I det hele taget er der jo så mange løsninger, at det kan være svært at vælge.   
I øvrigt blev jeg sur på Ikea i Älmhult (hvor vi købte netop Hemnessengen til Torpet), fordi vi ikke fik en meget nødvendig information: 
Da vi købte ovenstående seng, spurgte den søde (svenske) pige, om sengen var beregnet til børn eller til voksne. Da svaret var det sidste, sagde hun, at hun så ville anbefale, at vi gik en madrasklasse op i forhold til standarden, som kun var beregnet til max 60 kilo. Hun inviterede os over for at prøveligge de forskellige typer, og det gik med al ønskelig tydelighed op for os, at der var endog meget stor forskel. Naturligvis købte vi de gode til sofaen, mens de to til børnene er de ‘dårlige’, og som vi skifter, når de runder de 60 kilo. Hvis nogensinde … Charlotte har ikke gjort det endnu, og jeg var over 50, inden det skete …
Det vil sige, at vi i Sverige har en sovesofa, hvorpå der skal ligge voksne mennesker på absolut ikke-optimale madrasser. De er i sagens natur pakket ud, da vi jo ikke vidste bedre (eller … sig det bare: ikke tænkte os om, men det er da Ikeas opgave at få os til at tænke over den slags, vil jeg påstå  …), og så bytter Ikea ikke deres varer.
Ikke desto mindre har jeg skrevet en mail til dem og gjort dem opmærksom på problematikken. Der går 5-7 dage, inden jeg kan forvente et svar, men det skulle prøves, selv om jeg faktisk er sikker på, at de ikke vil give mig pengene tilbage, på trods af lovning på at købe et par dyrere madrasser. De må kunne bruge vores udpakkede i en udstillingsmodel, foreslog jeg dem.

31. august 2013

Pludselig fandt jeg på noget

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:27
Tags: , ,

Vi havde ingen planer, da vi kørte herop – skulle bare slappe af og lave ingenting.
Det er altså svært at lave ingenting, så det lod vi være med at lave.

P1030364P1030399Jeg fik den glimrende ide endelig at få malet vinduerne hvide i den gamle stue, i gangen, på badeværelset og i køkkenet. I alt seks vinduer og en dør.

De har hele tiden stået som ‘træfarvede’, og jeg havde egentlig ikke tænkt over, hvor meget lys det slugte. Det var Charlotte, der her i ferien undrede sig over, at vi ikke havde malet dem hvide for længst, når nu vi havde lysnet så meget andet inde i huset efterhånden.
Man (læs: vi) kører nogle gange på ren vane og rutine og lader hjernen ligge og hvile et eller andet sted – så er det godt at få andres øjne til at åbne ens egne.
Nu er dermed alt det indvendige af alle de dybe vindueskarme blevet hvide – holddaop, hvor har det dog pyntet.

Jeg kan godt forstå, hvorfor det hedder runner beans på engelsk – jeg tror de kan løbe snesevis af meter, hvis de ellers fik lov til at stikke af, som de lystede. Mine har været oppe og nede af støttestangen et par gange, men selve frugtafsætningen store hvide bønner (1)er desværre i høj grad præget af, at sommeren har været alt for tør, også selv om jeg har vandet grundigt hver gang, jeg har haft mulighed for det.

store hvide bønner (2)store hvide bønner (3)

2013 - Charlottes 'marrow'Indtil videre er der høstet fire bælge, svarende til en ydelse på 10 store, hvide bønner. Ikke ligefrem overvældende.
Der er dog sat snesevis af nye bælge af efter sidste uges regn, så nu håber jeg bare ikke, det er for sent på året til, at de kan nå at modne. Min bønnedyrkererfaring er ikke-tilstedeværende, så jeg venter bare og ser. Kan alligevel ikke gøre ret meget andet, vil jeg tro.

små sølle squash

Mine squash er ligeledes sølle og har lidt af vandmangel. Der ville kunne være 100 af mine inde i en af de to, Charlotte kom hjem til i England – hvor de så sandeligen også har fået vand i rigelige mængder de små tre uger, de har været væk. Det var lige før, deres græs skulle slås med le, før slåmaskinen kunne tage fat.
De solsikker, der står bag hende, blev sat, fordi de ikke skulle blive så store – “max 120 cm” – jo tak, det er lige som med mine chili: de kunne åbenbart ikke læse, hvad der stod på skiltet.

Jeg undskylder billedrodet. Opstillingen ser nydelig ud på min skærm, men jeg kunne godt forestille mig, at det vil være forholdsvis kaotisk at se på, hvis skærmen er af tabletstørrelse. Beklager …

15. oktober 2012

Apropos organdonation …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:29
Tags: ,

… så troede jeg, at min bil skulle have et nyt batteri i morges.

Da jeg kom ud til min bil i morges, var det første, jeg undrede mig over, at der ingen lyd kom, da jeg låste den op. Faktisk var den slet ikke låst!
Det andet, der undrede mig var, at loftslyset ikke virkede.
Da jeg drejede nøglen, var bilen død. Helt død. Som f.u.l.d.s.t.æ.n.d.i.g. afsjælet. Ikke så meget som et eneste lille klik eller en forsigtig hosten var der tilbage i den. Jeg har aldrig oplevet så død en bil.

John var kørt, da jeg skulle af sted, så traditionen tro ringede jeg til ham og klagede min nød, men han kunne ikke fjernheale min lille bil. Det er kun mig, der har de evner, og de virker kun på børnebørn.

Han mente, at det kunne være noget med en af polerne, men han ville se på det, når han kom hjem.
Polerne mente jeg til gengæld er noget, der har med geografi at gøre, men jeg undlod at sige noget – skulle jo nødig kvaje mig …

Det gav lige en ekstra hjemmearbejdsdag … jeg havde faktisk bevilliget mig selv to af slagsen i denne uge, fordi stort set alle, inklusiv min chef, holder efterårsferie. Jeg havde bare ikke regnet med, at den første skulle være allerede i dag.
Fint nok alligevel – det er kun godt, at jeg har muligheden, så ikke dette skulle koste mig en dyrebar feriedag.

John kom allerede kl. 12. Han havde haft en tur lige forbi hjemmet, så han ville se, om den kunne starte med kabler.
Det kunne den. Underligt, hvad der kan have tappet det batteri så totalt – det er aldrig sket før, og det var ikke fordi jeg havde glemt at slukke et eller andet.
Jeg kørte en pæn tur, men kørte dog ikke på arbejde … det ville have været en anelse fjollet at møde kl. 13:30.
Kl. 16:15 gik jeg ud for at se, om den kunne starte. Det kunne den, og jeg kørte i Brugsen.

Nu er klokken 17, skumringstimen nærmer sig, og det har på intet tidspunkt i dag været så lyst, som det er nu – jeg kan oven i købet se små pletter med blå himmel, hvilket er flere dage siden sidst.

P1050802

Måske havde bilen det bare lige som den lille tudse her.

21. september 2012

En forgæves tur i Jysk

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:03
Tags: ,

Da jeg skulle klargøre alle sengene til englænderne til deres besøg i august, kunne jeg konstatere, at en af opbevaringsposerne var punkteret, så indholdet bestående af to hovedpuder og en rullemadrads havde været fugtige af kondensvand og derfor var blevet jordslåede. Ikke nok med, at det ikke er kønt – det lugter bestemt heller ikke godt.
Fordi det drejer sig om fire sæt dyner, puder og rullemadrasser, er vi nødt til at opbevare dem på loftet, hvor der ikke er ordentligt isoleret og derfor dannes meget kondensvand. Man skal tænke sig om, hvad man sætter derop, og kan det ikke tåle fugt, må det pakkes ind.
Uheldet opdagede jeg samme dag, som de ankom, hvorfor jeg forsøgte mig med en feberredning i form af maskinvask med efterfølgende tørretumbling, uanset om skidtet kunne tåle det eller ej. Jysk havde lukket, så der var ikke rigtig andet at gøre.

Det hjalp så meget, at jeg kunne være bekendt at lade T & C bruge puderne uden risiko for helbredet, men grimt forblev det af udseende. Og måske heller ikke helt optimalt i ‘konsistens’. 
I dag kørte jeg til Jysk for at købe erstatning for det ødelagte og for at få fat i nye opbevaringsposer … I kender dem godt: de der, man vha. en støvsuger kan suge luften ud af, så de fylder mindst muligt.

Sæbebobler i majJeg fandt hurtigt en erstatning for de to hovedpuder og fandt også langt om længe frem til en rullemadraserstatning, men poserne kunne jeg ikke finde.
En forespørgsel hjalp ikke meget, for det viste sig, at de kun havde dem i størrelse 50 x 70 cm, hvilket ikke er tilstrækkelig stort.
Øv altså. Typisk. Hvor pokker skal jeg finde nogle større? Dem jeg har haft i en del år efterhånden, er fra Oriflame, som jeg har meldt mig ud af. Jeg håber Google stadig er min ven.

Det nyerhvervede bliver indtil videre arkiveret i Jysk-posen/sækken – jeg krydser fingre for, at den holder tæt, indtil jeg har fundet de gode poser et eller andet sted.

Hvis jeg lige havde haft vundet i Lotto, havde jeg investeret i moskushovedpuder og ditto dyner til John og mig – puhhh, hvor det føltes lækkert, men I kan sikkert forestille jer prisen på den slags …
Til mine englændere må jeg indrømme, at jeg holder mig i den billigere ende – det er trods alt kun højest 3 x 1 uge om året, det er i brug. Og alligevel – til ungerne købte jeg nogle temmelig lækre dyner, da de sidste år gik over til voksenstørrelse, men de kan forhåbenlig så holde i mange år.
Medmindre opbevaringsposerne går i stykker …

30. juli 2012

TV2 laver sprogfejl, mit kamera vil ikke lukke og andet brok

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 19:09
Tags: , , ,

Det er blevet hverdag igen. Der var ‘kun’ 198 mails der ventede på mig. Færre end ventet, for selv om vel ¾ af Danmark også har holdt sommerferie, er de knap nok begyndt i USA og Spanien.
Jeg holder egentlig ikke specielt meget af hverdagen og glæder mig til om 9-10 måneder, når det bliver weekend hver dag. Ferier vil vi stadigvæk have som hhv. pensionist og efterlønner, for ferie er noget med at være væk fra de daglige omgivelser og at holde fri fra vasketøj og rengøring … et spørgsmål, som Jørgen filosoferede lidt over forleden dag.

Vi kom hjem til TV2 News (uh, hvor John har savnet sine konstante nyhedsopdateringer), hvor vi faldt lige ind i en af de evindelige ekspertudtalelser, denne gang om den kedelige historie om den unge mand, der (desværre stadig) er forsvundet i det meget øde Nordsverige.
Eksperten var helt okay, men det var ordene over hans ansigt ikke, og jeg nåede at klippe et screendump Winking smile:

P1000387

Ikke helt godt nok, TV2 News.
Det skal dog retfærdigvis siges, at det var blevet rettet i en senere udsendelse, men at såkaldt professionelle sprogbrugere overhovedet kan lave den fejl i første omgang … det var garanteret ikke en tyrkfjel, dette her …

Mit syv måneder gamle Lumix er gået i stykker. For en gangs skyld ikke 12 timer efter garantiens udløb, så jeg har været i Elgiganten for at klage min nød. Når jeg slukker for kameraet, vil det ikke lukke den der leddelte dims, der sidder foran linsen, så denne er dermed ikke tilstrækkelig beskyttet, når kameraet ikke er i brug. 
Reklameringsfyren startede med at spørge, om jeg havde tabt kameraet. Da jeg svarede benægtende på dette, studerede han kameraet meget grundigt for at finde ”tegn på synlige skader”, hvilket var et af punkterne, han skulle udfylde.
Han blev hurtigt overbevist om, at det rent faktisk var en fejl, som garantien skulle dække, hvorefter han var venligheden selv. Det taler til mit kameras fordel, at han overhovedet ikke kunne finde ud af, hvor han egentlig skulle sende det hen: “Vi har simpelthen aldrig haft et tilsvarende kamera, der skulle sendes til reparation”. Det var jeg faktisk helt glad for at høre … så må det være et udmærket kamera, hvad jeg bestemt også synes det er, og sådanne ting som det nævnte sker vel bare en gang imellem. Når servicen så er i orden, er der ingen, der skal høre noget fra min side.
At jeg skal undvære kameraet i en periode, er noget ganske andet, men heldigvis har min søde mand et mage til, jeg kan låne i mellemtiden.


Arbejde igen: Vi skal lige have denne her om emballagespild, der virkelig vil noget: Jeg havde bestilt en ny USB-dims, og en dag kom denne pakke til mig:

P1030147

Da jeg spændt pakkede ud (jeg havde ikke lige tænkt over, at der kan være små ting i store pakker, men ikke omvendt), åbenbaredes dette:

P1030148

Det endelige ‘resultat’ kan ses her; lagt oven på mit visitkort og vist i nogenlunde naturlig størrelse.

P1030149

DET er sgu da emballagespild i verdensrekordformat … har de mon ikke hørt om små boblekuverter?

26. april 2012

Agurketid – testamentetid

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:03
Tags: ,

Bare en af de dage …
En af de dage, hvor man står op og går på arbejde med morgenhår, fordi det foregår på kontoret lige ved siden af soveværelset.
Arbejd, arbejd. Afbrudt af en tur til notarialkontoret i Roskilde, hvor vi under opsyn af en embedsdame skulle underskrive vores testamente. De har åbent fra 9-12, hvilket ikke er særlig arbejdstagervenligt.
P1020324Men nu kan vi dø roligt … tingene er bragt i orden, og vores ikke-fællesbørn vil ikke kunne sætte den længstlevende i en dum situation. Det tror vi nu heller ikke, vores to piger ville. Vi er faktisk overbevist om, at de ikke vil være skyld i, at den anden skulle gå fra hus og hjem ved at tvinge et skifte igennem.
Der er bare den lille hage ved det, at John har en søn, han ikke har set siden han var tre måneder. Sønnen altså. Han – John altså – betalte pænt i de 18 år, man skal, men det er det. Sådan kan det gå i ungdommens dårskab – det er ikke ligefrem en ukendt historie.
Vi ved så bare med 99,9 % sikkerhed, at den søn, som aldrig har taget kontakt til sin far, nok skal stå der som et plantet spyd og forlange sin arv, når nogen engang fortæller ham, at John er død.
Det må han også gerne nu, for vi har lige sørget for, at han får kun den tvangsmæssige del af det, hvilket ikke bliver til særlig meget efter den seneste ændring af arveloven.
Alt sådan noget er ikke særlig rart at tænke på, men det er nødvendigt, og statistikken siger jo desværre, at med sine otte år ældre end mig og det, at han er af hankøn, er chancen for, at jeg overlever John, noget større end det modsatte – og jeg må indrømme, at det ville ærgre mig ad pommern til, hvis den søn, som ingen af os kender, skulle kunne komme og blande sig.

P1020311Alle jer med ikke-fællesbørn: I har vel husket at skrive testamente? I hvert fald at have sørget for, at længstlevende kan sidde trygt og godt i huset uden at skulle skaffe måske flere millioner i rede penge, fordi boet forlanges skiftet?


De indsatte billeder er mos – meget passende til indlæggets indhold, kan man vist sige … men vi fik da ordnet det testamente, inden vi blev helt mosgroede.

På det nederste billede får ordet rødmosset en lidt anden betydning end den sædvanlige.

Det var så bittebittesmåt, at jeg næsten ikke kunne se den lille røde klat med det blotte øje – så er det godt at have et Lumix.

6. marts 2012

Dum start på dagen

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 20:59
Tags: , , ,

Ud af døren klokken seks. Ind i bilen. Køre. 500 meter. Høre en yderst karakteristisk, flappende lyd.

AAAARRRRGGGGHHHH. Punktering. Hvorfor nu det??? Hvad pokker er der sket??? Alle kendte bandeord farer ud af munden med en sjældent hørt inderlighed.

Liste sig 400 meter længere frem med katastrofeblinket tændt – kan simpelthen ikke holde der, hvor jeg opdager det – det ville være meget, meget upraktisk, men lidt længere fremme er der en grusvej ned til et vandværk, hvor jeg godt kan tillade mig at stille bilen.

Godt, mobiltelefonen er opfundet:

“Hej John – det er mig. Vær sød at vende om, så snart du kan, og kom ned til vandværksvejen. Jeg tror, jeg er punkteret.”
”Tror??”
”Jeg er punkteret. Punktum. Help, please.”
Med lidt træt stemmeføring: “Jeg er der om fem minutter.”

Og det var han. Min kære John, som i nogle situationer er mere uundværlig end i andre. Han kiggede på højre baghjul og kunne desværre kun give mig ret. Det var meget fladt, og vi kunne kun håbe på, at det ikke havde taget skade af de nødvendige 400 listeskometer.
Vi orkede ikke at skifte noget som helst klokken 6:05 om morgenen, i en bidende kold vind og mens det stadig var mørkt, så vi lod lod bil være bil. Vi kørte til Roskilde og satte John af, hvorefter jeg fortsatte til Nordsjælland.
Aftalte at mødes klokken 17, få hentet den autoriserede donkraft, som befinder sig i vores skur og så ellers ud i den bidende blæst og kulde for at skifte hjul. Billeddokumentation? Nix. Det nænnede jeg ikke, for John så en anelse træt ud i ansigtet – hvilket ikke skal misforstås … han var på ingen måde sur eller knotten – det ligger ham meget fjernt i denne slags situationer.
Jeg havde lige i kampens hede glemt, at jeg skulle på et eftermiddagsseminar, så det kunne knibe lidt med at nå det til klokken 17, men det gik altsammen. Jeg nåede det, fordi jeg sad og hoppede i stolen, da det begyndte at se ud til at kunne trække ud – meddelte, at det var ret vigtigt for mig lige i dag, at vi ikke overskred tiden, for jeg havde en aftale med min mand og et fladt baghjul, som vi han ikke havde spor lyst til at skifte i mørke.

Jeg kan ikke skifte hjul. Jeg vil ikke kunne skifte hjul. Jo, jeg kan måske godt i teorien, men jeg har ikke engang de fornødne kræfter til at løsne hjulmøtrikkerne, og det har John.
Jeg kan lave mad. Det kan John ikke. Vi har fordelt rollerne på den mest optimale måde – hjulskift var så ikke lige det, John havde mest lyst til i dag, men det er jo heller ikke altid, jeg kaster mig lige begejstret over madlavningen …
Alligevel blev han lidt forkælet her til aften – jeg er altså bare SÅ glad for, at jeg har ham.

DSC02695DSC02696

Så er det jo godt, at det er forår, og blomsterne myldrer frem, som var de betalt for det.

2. februar 2012

Tak for kaffe

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:23
Tags: , , , , ,

Conny, som har kommenteret regelmæssigt hos mig gennem et godt stykke tid; Conny, som var i USA kort efter os; Conny, som er sprognørd lige som mig; Conny, med hvem jeg for længe siden har været på kursus sammen med hos Danske Sprogseminarer, Conny, som spurgte om hun kunne komme til at se et Mål & Mæle, inden hun besluttede sig til evt. medlemskab … den Conny arbejder søreme næsten lige ved siden af mig, har vi fundet ud af, og i dag ringede jeg til hende og spurgte, om hun ville bytte en kop kaffe for seks eksemplarer af Mål & Mæle.

Det ville hun heldigvis gerne, og jeg vil hermed benytte lejligheden til at sige ikke kun 1000 tak for kaffen, men mindst lige så meget for en god og halvlang snak.
Det var SÅ hyggeligt, og snakken gik og gik og gik. Jeg kunne være blevet meget længere, men jeg skulle jo hjem på et eller andet tidspunkt, og det ville Conny sikkert også gerne…
Det var første, men forhåbentlig ikke sidste gang, vi får os en sludder – jeg tilbød at give frokost en dag … håber du har lyst til det, Conny Smiley

Da jeg nåede hjembyen, skulle der handles til i morgen. I Brugsen, selvfølgelig … men hvor er de blevet kedelige – ingen sjove stavefejl eller lignende mere. Tænk, at man skulle nå så langt som til at brokke sig over det …
De har dog fået nogle spøjse kartofler – jeg har i hvert fald aldrig set noget lignende:

P1000429

Sorte, røde, gule … det lyder næsten som noget fra en børnesang, jeg ikke helt kan huske teksten på længere. Fra dengang, man godt måtte kalde folk ved deres farver.
Det lyder altså helt åndssvagt at sige ‘afro-amerikanske kartofler’ …

P1000428P10004277

Og – jamen hvad skuer mit øje? Så som der da alligevel noget til brokkassen: salatkartoffel i ét ord lige neden under ‘ovnkartoffel’, som de uvist af hvilken årsag har delt. Konsekvens, venner! Konsekvens. Det er næsten vigtigere end det at være korrekt. Næsten.
Det samme gør sig gældende på det andet billede; nemlig ‘kartoffelretter’ versus ‘kartoffelbåde’.
Jeg synes også, det lyder lidt pudsigt, at de skriver “luk posen og få fordelt blandingen…” – men de skriver ikke, hvem man skal få til det …
Endelig – og det er ikke mit kamera, der er noget galt med, men det ‘hvide kød’ ser en del mere gult ud end den ‘gulkødede’ kartoffels indre.
Nå. Det er jo ikke alt, man skal forstå.

Inge og Hasse: jeg købte de to afbildede, så nu kender I lidt af menuen … meget afslørende, ikke?

17. januar 2012

Ecco var godt – engang

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:34
Tags: , , ,

P1000202Der var engang, hvor jeg var svoren tilhænger af Eccosko. De var lidt dyrere, men også lidt bedre – og så er de jo danske.
Sådan er det ikke mere – eller også har det aldrig været sådan, men man ser jo det, man helst vil se.
De er hverken bedre eller dyrere end så mange andre mærker.
I dag gik den ene af mine (Ecco)-støvletter (tænk at det stadig hedder sådan … jeg føler mig lige så forældet som Støvlet-Katrine, når jeg bruger det ord) i stykker i sidesømmen. Jeg er overhovedet ikke imponeret over den holdbarhed, eller mangel på samme, der har været tale om her.
I retfærdighedens navn skal siges, at mine yndlingsferiesandaler er fabrikeret af Ecco, er 12 år gamle og endnu ikke slidt op. Jeg elsker de sandaler, og på vores ferier handler det (heller) ikke om at være smart. Det handler om at have noget fodtøj på, jeg kan gå længe og overalt i.

P1000200De omtalte støvletter holdt ikke længe nok til at forsvare den pris, jeg gav for dem, men at jeg er halvknotten heler ikke skosåret, så jeg gik i den lokale skotøjsforretning i dag.

Jeg fandt i sommer ud af, at det er herligt at købe sko via internettet.
Ikke kun, men også, og i dag skulle jeg bruge et par nye støvletter NU, så jeg gik i en butik.

Kender I det: der står et par sko/støvler/whatever og råber til én fra hylden: “Vi to er som skabt for hinanden! Prøøøøv mig!”
Det skete i dag, og råbet kom ikke fra Eccohjørnet, men fra et østrigsk fabrikat, jeg nu for første gang har købt: ARA (ingen links her! I må selv google, men det ser ud til at være godt og med et stort udvalg). x[1]Og mig, som ikke kan fordrage reklamer … prøv lige at høre dig selv, Ellen.
Ret billigt også, faktisk, især via internettet, så egentlig burde jeg ikke lufte min begejstring, før jeg kender holdbarheden.
(Man skulle tro, det var en rigtig papegøje, jeg har købt – se lufthullerne i æsken…)

Jeg prøvede støvlerne; de var bløde, vejede ingenting og sad som støbt på fødderne – nærmest som var det sokker, jeg tog på. De er hverken superkønne eller superfikse, men de er supergode og dermed støvletter, jeg godt kunne have på hver eneste dag i resten af vintersæsonen. Lavhælede og praktiske – jeg skal ikke gøre indtryk på nogen på jobbet alligevel. I hvert fald ikke via mine sko.
Jeg har engang været god til højhælede ting, men det er jeg ikke mere. Jeg lægger efterhånden for stor vægt på hælene, høhø …

29. december 2011

Så er det virkelig hverdag igen

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:10
Tags: , ,

P1070593Vi stod op klokken seks i morges – ganske normalt for John og mig på en hverdag, men helt vildt tidligt for englænderne. Charlotte gav ungerne tøj på, mens de stadig mere end halvsov.
Jeg smurte morgenmadder til dem og pressede en masse appelsiner, så de kunne få frisk juice – altsammen til at fortære i bilen et eller andet sted undervejs på den to timer lange køretur til lufthavnen.
John blev tilbage for at pakke det hele ned og lukke huset af.
Det var et værre møgvejr, regnvejr, regnvejr, regnvejr, lige til vi nåede Lund, så det var godt, John tvang mig til at beregne et kvarters længere køretid. Vi skulle være i lufthavnen kl. 9, og jeg holdt ind ved afsætningspladsen ved terminal 2 klokken 8:59. Det kalder jeg eminent timing!
Det blæste temmelig meget, hvorfor man frarådede lette køretøjer at passere Øresundsbroen. Der var 70 km/t på det højeste sted, og det ruskede godt i bilen. Tænk hvis den havde været lukket … så var der lige fire stykker, der ikke havde nået deres fly.

Mig videre til Nordsjælland for at tage på arbejde.
Hjem igen og John og mig til Køge for at klage over det ikke-fungerende køleskab, Elgiganten prakkede os på for et par måneder siden.
Vi lagde ikke skjul på, at det ville komme til at bo i Sverige, og sælgeren gjorde os derfor opmærksom på, at vi aldrig må tænde skabet, før rumtemperaturen kommer over 10°. Det har været overholdt, men hvordan beviser man mon det?
Det har fra dag ét larmet dobbelt så meget, som det ældgamle gjorde; på trods af, at det efter specifikationen skulle være et af de mest lydløse – 39 dB, hvor de fleste andre kører på 42-44 dB.
Det var det første, jeg undrede mig over – vi kan høre over hele huset, når køleskabet kører.
Det næste var, at døren til køleskabet ikke leverede det velkendte lille sug, når man lukkede den – faktisk lukkede den ikke rigtigt i og havde et decideret gab oppe foroven. John mente optimistisk, at gummiet bare skulle ‘sætte sig’, men den teori holdt desværre ikke … vi endte med at stille skabet en smule skævt for at forhindre, at døren gik op helt af sig selv!
Det tredje var, at efter at have kørt i et døgns tid, virkede det slet ikke koldt nok. Vi havde dog ikke et autoriseret køleskabstermometer, men et sådant var indkøbt her til juleugen. 
Mistanke bekræftet: det kom på intet tidspunkt under 10° i den forløbne uge, på trods af, at det stod på ‘Max’ hele tiden. Godt, vi havde et meget stort ‘køleskab’ ude på terrassen, for det nye fungerede i praksis kun som svaleskab.
Fryseren virker fint, og dens dør leverer det føromtalte lille sug.
I manualen står der, at køleskabet ikke må transporteres liggende, men for det første er der nok ikke mange, der har mulighed for at lade det være oprejst under transport, og for det andet burde Elgigantens egne medarbejdere måske så ikke have lagt det ind bag i vores stationcar uden at nævne dette med et ord!
Den holder altså ikke i byretten. Længere nede på siden skriver samme manual, at hvis det har ligget ned, skal det hvile i mindst fire timer, inden man tilslutter det (det lod vi det også gøre, men hvor er logikken lige blevet af?) I øvrigt hjælper det jo heller ikke voldsomt meget at skrive sådan noget i en manual, der er placeret inde i køleskabet, hvor man i sagens natur ikke ser det, før al transport er et overstået kapitel, og skabet er udpakket … Hrmpf.

Nå. Elgiganten henviste os til et eller andet firma, der har serviceordningen på vores mærke i DK, for at høre hvad vi lige stiller op nu, hvor køleskabet rent faktisk er installeret i Sverige.
Jeg ringer til det firma i morgen, så får vi se, hvad der sker – det skulle ikke undre mig, om der kommer noget tovtrækkeri her. Men så kan det godt være, at Mommer Ellen transmuterer til noget, der ligner alt andet end en lille, trivelig mormor…

Og inden I spørger, hvorfor pokker vi ikke købte køleskabet i Sverige, så er svaret, at dér kostede de samme skabe hvad der svarer til 1000 danske kroner mere. 
Man skal kende sine priser, for selv om mange ting er billigere i Sverige, er det bestemt ikke alt, der er det, og vi så ingen som helst grund til at betale så meget mere for det samme skab.

14. december 2011

Man skulle være blevet advokat

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:42
Tags: ,

Nu ved jeg ikke, hvor meget arbejde, vores advokat reelt lægger i at bestyre boet efter far, men det er ikke mit umiddelbare indtryk, at advokater generelt er altruister.
Han får, på trods af, at han gav os det både bedste og billigste tilbud, et ganske pænt gebyr for sit arbejde, så jeg tror ikke, jeg behøver at have medlidenhed med ham.
Møllen maler m e g e t langsomt, men det skal advokaten nu ikke have skylden for – jeg kan blot undre mig over, at skifteretten kan være godt seks uger om officielt at udnævne ham som vores bobestyrer. Det drejer sig trods alt om en person, der stort set ikke beskæftiger sig med andet og derfor givetvis er et kendt navn i skifteretten.

Hvorom alting er, skal vi mødes igen her i eftermiddag hos advokaten, sammen med en revisor, så nu sker der lidt igen.
Med streg under lidt. Fordi en skattesag, vi har fået revisoren til at hjælpe os med, vil der ifølge samme revisor erfaringsmæssigt gå mindst fire måneder med at få svar på, og inden det svar er givet, kan sagen ikke begynde at blive afsluttet… Suk.

Vi tre søstre spiser sammen i aften – der er måske nogle tråde, der lige skal udredes, eller nogle ender, der skal lukkes.

Jeg ville bare ønske, det hele snart kunne blive overstået … dette er et underligt limbo at befinde sig i.

P1050354

11. august 2011

Mad og vin

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 23:01
Tags: , , ,

Det er der vist et magasin der hedder, ikke? Dette indlægP1050154 har ikke noget som helst med det at gøre…

Merete (søster) og jeg havde aftalt, at hvis hun plukkede en masse paradisæbler og afkogte saften, så skulle jeg komme på gården og få lavet gele ud af den saft. Hun udførte sin del af aftalen i går, og i dag skulle jeg så troppe op med noget sukker og nogle glas. Der var 6 liter saft. Det bliver der altså RIGTIG meget gele ud af, efter man har kogt det op med næsten lige så meget sukker. Men det er også en stor familie, der skal forsynes.
I formiddags ringede Bodil (yngste søster) og meldte sin ankomst. Med sin yngste datter. Merete har sine to yngste børn boende her i sommerferien, og da jeg ringede efter John, kom vi op på otte personer. Vi fik aftalt, at Bodil medbragte Amalie, en flaske rødvin og to geleglas. Merete havde fire kg sukker og en halv million geleglas. Og lidt vin. Jeg kom med en yderligere en halv million geleglas, ekstra sukker og geleringsmiddel, så lige pludselig havde vi alt, hvad der hører til en professionel æblegeleproduktion plus et måltid mad, fordi jeg medbragte resterne af stegen fra i går og ingredienserne til en pastasalat. Merete sendte sin mand i byen for at købe ind til en grøn salat.

Det blev det, man kunne kalde en aftalt, improviseret sammenkomst – noget, vi er ret gode til. Alle bidrager med et eller andet, og vi endte med at spise et glimrende måltid ved 19:30-tiden.
Ellen lavede gele (billedet viser en lille del af dagens produktion), dressing til både pasta- og ‘almindelig’ blandet salat og hersede i det hele taget rundt med folk som en anden Matador-Laura. Bodil vaskede op og Malle og Annemarie hhv. snittede grønt og dækkede bord. Merete sad med sin pc og klarede et akut problem, der blev ringet om fra hendes arbejde. Der var på én gang kaos, hygge og snak i køkkenet, men det hele gik op i en højere enhed til sidst; der blev råbt “VÆRS’GO’ – DER ER SERVERET!”, hvilket fik de tre mandfolk til mirakuløst at dukke frem fra et eller andet ølskjul, og så vi sad vi ellers alle og hyggede ved spisebordet i en rum tid – det var rigtig dejligt at være sammen med hele tre fra den yngre generation på én gang.

Stegen fra i går … den var ikke helt lille, så der blev en masse til overs. For det første bliver resultatet altså bare supergodt med lang-langtidsstegningen, og for det andet er stegen stadig smukt, smukt lyserød også et døgn efter, så bortset fra, at den selvfølgelig var kold, var den stadigvæk aldeles lækker og så delikat ud. Man skal ikke prøve på at varme den op, for så bliver den grå og smager af … ja… opvarmet kød, såmænd, hvilket ikke er specielt lækkert. Og kold steg er slet ikke så ringe endda…

Det var maden. Men var der ikke også noget med noget vin?
Jo, men det er en helt anden historie.
Min søde chef vil gerne takke hele sit område for den store indsats, alle har ydet gennem lang tid. Det vil han gøre ved, efter et orienterende møde, at give alle medarbejdere to flasker vin og et lille trykt skriv, hvor han takker for deres store arbejde.
Gæt hvem der fik en opgave…
25241300[1]Jeg kørte i dag til Philipson Wine i Kokkedal for, i samarbejde med dem, at finde to til lejligheden passende flasker.
Den søde kvinde, der hjalp mig, spurgte, efter et par overståede formaliteter omkring faktureringen, om jeg kendte ham, der skulle have vinen… til hvilket jeg bare smilede skævt til hende og svarede, at ja, jeg kendte faktisk alle 110, men at det jo ikke gjorde opgaven nemmere… hvorefter hun grinede højt og undskyldte, at hun vist ikke lige havde slået hjernen til endnu, for jeg havde jo sådan set sagt, at jeg skulle have 2 x 110 flasker vin.

Den ene af de to flasker blev vi hurtigt enige om; den anden diskuterede vi meget og længe. Det drejede sig om en vin – eller rettere to vine – fra Patagonien (hvor det i teorien burde være umuligt at dyrke druer, men det er en helt anden tredje historie).
Efter 10 minutters snak frem og tilbage sagde hun: “Helt ærligt… vi trækker dem da bare op begge to, så kan du smage dem – det gør det nemmere at vælge.”
Det gjorde hun, og jeg besluttede uden et sekunds tøven for den viste vin. De var begge gode, men denne var bedst. Billedet er fra Philipsons hjemmeside, men jeg er sikker på, at de ikke sagsøger mig for at bruge det. I øvrigt er billedet ret dårligt…
Det var vinen til gengæld ikke – de var begge gode, men denne var som sagt helt fantastisk. Stor. Flot. Fyldig. Den eksploderede i munden på mig. Årh, hvor den var god. Den kunne snildt koste meget mere end 70 kroner, men det sagde jeg ikke højt…
Jeg håber sandelig, at mine kolleger vil være enige med mig – ellers kan de bare give mig resten af flasken … klager modtages med glæde …

Jeg fik de to åbnede flasker med hjem. Hun kunne ikke bruge dem til noget, sagde hun, så dem kunne jeg lige så godt få. Fedt! To eminente flasker vin, minus ½ dl. Ingen klager herfra. De ryger med til weekenden i Sverige. Hvor er det dog ærgerligt, at vi ikke skal have gæster denne gang Engel

24. juli 2011

Så er det hverdag igen

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:17
Tags: , , , ,

Jojo, jeg ved skam godt, at det er søndag, men ferien er slut, og i morgen kalder arbejdet og hverdagen igen. Den hverdag, som mange andre tilsyneladende holder mest af. Det gør jeg så ikke. 
Ikke at jeg ligefrem afskyr hverdagen – det ville sandelig heller ikke være godt, for det er trods alt den, der er mest af… og hvis den ikke var der, ville der ikke være noget at holde ikke-hverdagene op imod, og så kunne jeg ikke kunne sætte så stor pris på weekender, fridage og ferier, som jeg gør.
Hverdagen er kommet for at blive, men derfor behøver man jo ikke at elske den…

På Facebook er jeg blevet ven med Annette i Hollands spændende Hannie Mommers, fordi Annette ikke kunne dy sig for at fortælle Hannie om vores ‘navnelighed’. Hannie og jeg har udvekslet flere ‘beskeder’ via FB, så jeg har været der for mig et rekordstort antal gange de sidste par dage og faldt omgående over følgende reklame for et eller andet gigtmiddel:

Fantastiske resultater for mennesker med gigt, reumanimsme og andre ledsmerter

Kunne man ikke godt gøre sig den ulejlighed at undersøge hvordan reumatisme staves, inden man sender sådan en reklame i cyberspace? 

P1040961Haven.
Eller det, der lignede en have, da vi tog afsted for små tre uger siden… det var godt, vi fik erhvervet os en regnvandstønde. Den er meget fuld. Ligesom regnmåleren var det, og de tre små bede vi har – sidstnævnte dog fulde af ukrudt. DET kan finde ud af at gro i det møgvejr, som vores stakkels lille plet i Danmark har haft det meste af de seneste tre uger. Blomsterkrukkerne så til gengæld temmelig forhutlede og meget lidt blomsterfulde ud – ikke lige et vejr, de har nydt, de arme små blomster.
Inden ferien nåede vi kun at klippe hækken ude foran  – omme i gårdhaven var den nu blevet meget bred, og naboens vin var ydermere ved at overtage hele den ene halvdel, så det var junglelignende tilstande visse steder. Vinen får lov at gro ud over vores hæk, men først senere, så vi kan nyde de røde blade til efteråret.
John gik i gang med hækken, og jeg gik i gang med bede og krukker. Det er skønt med så lille en have som vores – den er hurtigt klaret, og i skrivende stund mangler vi bare lidt solskin for at få den til at se perfekt ud igen. Man må være taknemmelig for lidt – det holdt da tørvejr, så længe vi arbejdede…

Nu hvor jeg har været så uhørt meget på FB, faldt jeg igen over Pias lillebror, min fætter Mark, som har en rigtig god stemme.
Her giver han Kim Larsens ‘Kom Igen’ – som jeg vil vove at påstå er direkte taget fra hovedtemaet fra ‘Tornfuglene’. Prøv at høre begge klip – forskellen er næsten ikke til at finde – den umiskendelige ‘Kom Igen’-lighed starter 50 sekunder inde i temaet fra Tornfuglene – som er fra 1983, mens Hr Larsens komposition er fra 2009.

Mark med den dejlige stemme

Det må andre også have tænkt over, men jeg er i bund og grund aldeles ligeglad, om Kim Larsen har fundet sin inspiration der eller andre steder, for det er en dejlig melodi, som udmærket tåler at blive gentaget, så at sige…
Åh, kan I huske Tornfuglene? Eller gad I den ikke? Jeg indrømmer uden blusel, at jeg elskede den serie; lige som jeg på det nærmeste slugte bogen nogle år tidligere.
Underlødigt? Ka’ da godt være, og det må I gerne mene… jeg synes det ikke, for ud over det forbudte kærlighedsforhold mellem Maggie og Ralph beskrev Colleen McCollough både religion(ens bagsider) og Australien på glimrende vis.

Haven er ordnet, feriekuffertens indhold er vasket, der er købt ind, så vi kan få lidt at spise… kom bare an, hverdag – vi er parat til dig igen.

11. oktober 2010

Vores mange abonnementer

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:52
Tags: , ,

Jeg synes ikke, vi abonnerer på særlig meget. Hvis nogen spørger mig, vil jeg uden at rødme svare, at vi næsten ikke abonnerer på noget.
Lige indtil jeg skal til at foretage en nødvendig oprydning i kurven, hvor vi lægger bladene indtil videreformidling af dem. Den kurv bliver lidt for hurtigt fyldt.

En opremsning af abonnementerne får mig til at tænke på, om ikke det er for meget af det gode, men vi holder jo netop af disse magasiner; ellers abonnerede vi ikke på dem…

Siden Saxo er et blad, der udkommer fire gange årligt og beskæftiger sig udelukkende med Danmarks historie. Hvis min historielærer fra gymnasiet så dette indlæg, ville han falde besvimet om: Ellen interesseret i historie??? Never.
Men sådan kan det jo gå… jeg læser det med stor interesse.
200 kr om året

Illustreret Videnskab udkom, dengang vi startede med at abonnere, en gang om måneden, men nu må det vist være hver ca. tredje uge, for vi har lige modtaget blad nr. 15 i år. De strammer den efterhånden lidt, men på den anden side er det et godt blad, som vi helst ikke vil undvære.
1134 kr om året.

Digital Foto kan John slet ikke undvære. Jeg lader selvfølgelig som om jeg aldrig kigger i det… 😉 Udkommer altid samtidig med Ill. Vid.
1223 kr om året

Mål og Mæle er et lille sprognørdmagasin, som udkommer fire gange om året. Jeg elsker det blad…
215 kr om året.

ANGLOFILIA magasinetAnglofilia – Mia Folkmanns skønne magasin for lovers of everything English – tak for det blad, Mia – jeg håber du fortsætter med at udgive det.
230 kr om året.

Danmarks Naturfredningsforening – nok mest for at støtte et godt formål, men medlemsbladet er da absolut værd at læse.
315 kr. om året.

Danske Torpare for danskere med hus eller grund i Sverige. Mange medlemsfordele og et rigtig godt blad, der udkommer hver anden måned.
300 kr om året.

Ældresagen her i ét ord, selv om foreningen insisterer på, at det er i to ord – Ældre Sagen… det er bare ikke korrekt dansk, at I bare ved det derinde i Ældresagen.
Nå. Men her er billige rejser at hente; samt nogle gode råd til de ældre. Altså alle de andre ældre. Ikke mig… jeg er ikke ældre endnu. Halvgammel måske, men på ingen måde ældre.
380 kr. om året.

Hvad har de ældre i hovedet? Og så det løse…
Indtil for to år siden købte jeg ugebladet Søndag hver uge, men det stoppede jeg med, da det gik op for mig, at jeg egentlig kun købte det for krydsordenes skyld. Nu køber jeg det kun 3-4 gange om året, oftest i forbindelse med en flyvetur til UK, hvor der også gerne bliver investeret i et Sudokublad.  Hendes Verden bliver købt, hvis der er et godt strikke- eller patchwork-tillæg.

Du godeste… det beløber sig til 3997 kr om året – 333 kr hver eneste måned. Jeg er egentlig lidt ked af, at jeg startede – og fuldførte – dette indlæg, for det er første gang jeg regner på det, og jeg var slet ikke klar over, hvor mange penge vi bruger på abonnementer … håber ikke, John læser dette indlæg 🙂

Jeg har da fundet et sted at spare, hvis vi skulle komme i pengebekneb, når vi bliver ældre

6. oktober 2010

Jeg hader rykkere

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:49
Tags: ,

P7300024Også når de ‘bare’ er fra biblioteket, men jeg fik en mail i dag om, at lånetiden er overskredet, og at nogle af mine lånte materialer er reserveret af andre. Normalt rykker de ikke, før der er gået lang tid over, men hvis andre har stillet sig i kø, går der bare et par dage.
Det er jeg desværre ikke helt god til, det med at huske at få afleveret til tiden. Det koster 15 kr for den første uge og 40 for den næste. Jeg ved ikke, hvad tredje takst er. Heldigvis. For jeg har fået en rykker inden da, og så er det af sted med en samvittighed i gråzonen. Jeg har vist financieret en hel del af bibliotekets indkøb gennem tiden…

En forhenværende bibliotekar undrede sig i en mail til mig over, at biblioteker er så sjældent nævnt her i blogland.
Den har jeg gået og tygget lidt på og er kommet frem til den konklusion, at beretninger om, hvordan man går rundt blandt hylderne og finder frem til sin næste bog/lydbog, nok har en begrænset underholdningsværdi.

OLYMPUS DIGITAL CAMERA         Når det er sagt, skal jeg på det kraftigste understrege, at jeg meget, meget nødig ville undvære biblioteket. Utallige er de bøger jeg har lånt, siden jeg kom i skole og lærte denne vidunderlige verden at kende. Senere kom lydbøger til.
Jeg holder af at snuse rundt mellem de underligste fagbøger om de underligste ting og tage en eller flere med hjem om et eller andet emne, jeg ikke ved det fjerneste om, men som kunne gå hen og vise sig at være interessant. På den måde har jeg erhvervet mig en lille smule viden om en hel masse ting. En negativ kollega kaldte det ‘gold viden’. Jeg foretrækker selvfølgelig udtrykket ‘almenviden’, hvilket skam er ganske nyttigt i spil som ‘Trivial Pursuit’ og dets artsfæller.

PA060025Billedet af de mange skilte har vi vist alle set tilsvarende rundt omkring i verden. Det øverste er fra Alta, taget på vej til Nordkap sidste sommer; det andet fra Sydafrika. Jeg har vist også set et i Esbjerg… 
Nu har de fået et på mit lokale bibliotek, som lige er bygget om, hvilket naturligvis forklarer anvisningernes berettigelse.

Jeg synes, det er en sød ide. Jeg kunne så ved samme lejlighed konstatere, at jeg rent faktisk ikke har længere til Moskva end til Wiltshire, hvor mine dejlige englændere bor, hvis jeg tager den ned over Frankrig og kanaltunnellen. Det har jeg ikke tænkt over før… havde man spurgt mig, ville jeg umiddelbart have troet, at der var længere til Moskva. Tænk. Lige pludselig føler jeg, at England er rykket længere væk fra mig. At Moskva i samme hug er rykket tættere på, er jeg ærlig talt ret ligeglad med.

Gid jeg kunne sende en rykker til England: Lånetiden er overskredet med flere uger. I bedes venligst returnere min datter og børnebørn snarest muligt. Der står bedsteforældre i kø for at få lov at se dem!

Nå. De kommer fem dage i starten af november for at være med til at fejre min far. Jeg tager derover 1. december i seks dage og de kommer nogle dage nytåret over. Jeg kan overhovedet ikke tillade mig at klage.
Men det gør jeg bare alligevel. Haha.

5. oktober 2010

Lune Larsen

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 21:44
Tags: , , ,

Nej, ikke Kim. Min far. Han bliver 90 om godt en måned. Han er selvfølgelig fysisk blevet lidt skrøbelig, men hjernen har det efter omstændighederne helt fint.

Jeg kiggede ind til ham i dag; min ene søster og svoger var der på deres vej hjem fra Sort Sol i Sønderjylland, men kørte forholdsvis hurtigt efter, at jeg arriverede.
Min anden søster kom hjem fra arbejde kort tid efter, og hun, far og jeg sad derpå og sludrede lidt – bl.a. om hvordan det var gået med at have haft lille William på 17 måneder fra torsdag eftermiddag til fredag aften. Det var gået aldeles uden problemer, og oldefaderen hævdede, at William bestemt også er en ualmindelig nem, glad og sød lille dreng, der næsten aldrig græder.

(Olde)far blev nu stille i en rum tid og var tilsyneladende faldet lidt i staver.
Så sagde han, eftertænksomt, næsten for sig selv og med blikket rettet mod fjerne horisonter:
"Det er da egentlig utroligt, at sådan noget springer hele to generationer over…"

27. september 2010

Kapow – så slog hverdagen til igen

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 19:04
Tags: ,

Natten til i dag var sidste nat i denne ferie, og det gik ganske som jeg havde forventet: Jeg faldt lynhurtigt i søvn, men vågnede to timer efter og følte mig LYSvågen. (Jørgen, er der en god forklaring på dette sidste-ferienat-før-arbejde-efter-ferie-syndrom?)

Vende, dreje, læse lidt, slukke lyset, forsøge igen, ligge og blive uretfærdigt småsur på John, fordi han bare sov og sov de uskyldiges søvn, vende, dreje, drikke vand, blive mere og mere og mere irriteret, indse, at dette går ikke; der må gøres noget. Bare et eller andet.
Ned i køkkenet og gøre noget aldeles natteforbudt: Finde rester i køleskabet og spise lidt. Fy. Man prøver jo at være bare en anelse konsekvent omkring det med ikke at ville tage mere på. Faktisk helst det modsatte.
Men det hjælper altså heller ikke at komme på arbejde med kun et par timers søvn i ryggen, så jeg syndede og spiste et kyllingelår bare sådan uden noget til.
Op igen, læse, læse, slukke lys og… det lykkedes dæleme – jeg faldt i søvn ved tre-tiden og fik således små fem timer. Ikke optimalt, men efter omstændighederne tilfredsstillende.

Møde kl. 7 og kunne i fred og ro – der er normalt ikke et øje på ‘min’ gang før tidligst kl. 8 – konstatere, at der var 419 ulæste mails i inboxen. Firehundredeognitten. Godt så. Det er ulempen ved at holde ferie, når alle andre er røget på højtryk igen efter sommerferien. Der kom ingen kolleger eller chef før klokken var 8:30, så jeg nåede at få sorteret lidt i dem – mine mails altså; ikke kollegerne… En god del af dem – vi taler stadig om mails… var heldigvis blevet uaktuelle i mellemtiden, fordi min ‘Out of office’-besked om, at jeg ikke ville foretage mig noget som helst mht. noget som helst før tidligst i dag, havde haft en vis effekt på de ‘hastesager’, der røg ind i løbet af den første og anden ferieuge…

Min søde chef troppede op, ønskede mig med et stort smil velkommen tilbage og har du haft en god ferie, så vi jeg sludrede en kort tid om min gode ferie. Så skulle han videre til et møde, men nåede at få indført, at uanset hvad jeg måtte finde i den mailboks, ville han overhovedet ikke tale fagligt med mig før tidligst i morgen – nu skulle jeg bare bruge dagen på i fred og ro at få læst og prioriteret. Han er bare god nok, er han.

Da jeg havde været der i 9 timer, besluttede jeg, at nu kunne det være nok – jeg kunne jo sidde her resten af natten, og hvis jeg bare tilnærmelsesvis kunne klare tre ugers arbejde på en dag eller to, ville jeg have et temmelig stort forklaringsproblem i min hverdag på arbejdet. Altså: Ingen stressfornemmelse – der er jo en dag igen i morgen, og jeg når nok det hele. Engang. Som sagt; det vigtigste i første omgang var at prioritere og lægge i bunker.
Disse bunker skal jeg forskåne jer for at se – de er rystende uinteressante, men med Johns 825 feriebilleder og mine egne 4-600 (typisk – han ved lige præcis, hvor mange han har taget – jeg kan kun præstere et yderst forsigtigt skøn), har jeg irrelevant billedstof nok til rigtig mange dødssyge og kedelige indlæg 😎  
Vi starter med lille stemningsbillede fra Zion.
P9120266

25. september 2010

En lang dags rejse mod nat…

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 13:19
Tags: ,

…eller hvordan er det nu lige det er?
Vi er vel ankomne til det regngrå Danmark. Trætte – lige nu har vi været oppe i 26 timer, og der er laaange udsigter til dynerne, for vi er nødt til at kæmpe mod Ole Lukøje og hans væmmelige sand, som han har smidt i øjnene på os, og vente med at sove til i aften, så vi hurtigst muligt kan komme tilbage til dansk normaltid – vi skal jo på arbejde på mandag.
Downtown LA by night

Hjemrejsen gik aldeles glat og smertefrit. Det vil sige… der var to ting, der gjorde lidt ondt:
1) Vi skulle op kl. 02:00 for at have tid nok til at finde Hertz Car Return og derefter hen til LA Terminal 6. Sidstnævnte tog dog kun 10 minutter mod den time, vi havde fået at vide, det ville tage. Der holdt simpelthen en gul Hertz-bus og ventede på os; med en flink chauffør, der spurgte, hvilken terminal vi skulle til og af sted med os. Nemt for os og en kanongod service.  
2) Jeg havde 3 kg overvægt (= 26 kg), Det vidste jeg godt, for jeg vejede den til 28,5 kg, så jeg stoppede alt, hvad jeg kunne, i håndbagagen (heldigt de ikke insisterede på at veje den) – John fik også fuldt hus. Tænkte, at den nok gik – de er sikkert flinke her kl. 04:30 om morgenen.
Nix, det var de ikke – flinke og høflige nok, javist, men de insisterede at trække $50 fra mit MasterCard, hvis jeg gerne ville have min overvægtige kuffert med hjem, hvilket jeg da egentlig gerne ville. Hvorfor skal folk over 110 kg ikke betale mere for deres flybilletter? De er absolut ikke sjove at komme til at sidde ved siden af. Jeg har prøvet at være nærmeste nabo til en i 130-kg-klassen, og jeg kunne dårligt trække vejret. Det var heldigvis kun til London.

Når vi skal ud af USA, er der ingen formaliteter ud over det sædvanlige sikkerhedscheck – nu skal de jo af med os, og det er åbenbart utænkeligt, at terrorister terroriserer på vej ud af USA, så vi gik bare fra det ene fly til det andet. Jeg har aldrig helt forstået de forskellige sikkerhedspolitikker… Af med sko den ene og den tredje gang, men ikke den anden. Af med bælte – ikke af med bælte. Jeg tror, at nogle bippere bipper, hvis man har kviksølvplomber i tænderne… nogle af dem bipper i hvert fald bevisligt, hvis man har bøjle-BH på ("jamen jeg forsikrer jer – jeg har ikke engang mit ur på!"
Nu må man vist have neglefile med i håndbagagen igen – strikkepinde har sjovt nok aldrig været forbudt, på trods af, hvad de fleste tror, men min mini-minilommekniv med et blad på sølle 3 cm blev konfiskeret engang på trods af deres 5-centimeters regel. Man må ikke have så meget som en 1/4 liter papkarton juice med, men man kan købe vin/spiritus i den toldfrie. En knækket flaskehals er da et drabeligt våben, er det ikke?

Hold da op. Jeg kan godt høre mig selv… det må være fordi, jeg er så træt, at jeg er så negativ.
Det er jeg jo ellers slet ikke; det er der overhovedet ingen grund til – vi er kommet hjem efter en storslået og uhyre oplevelsesrig ferie – jeg har slet ikke noget at brokke mig over. Næsten ikke, åbenbart…

Min bryllupsdags’blomst’ overlevede den trange kuffert og er nu plantet.
Kaktus fra Monument Valley

Joshuatræfrøene og de tre andre slags frø, jeg koldblodigt har smuglet ind i landet, må ligge i dvale til sen vinter/tidligt forår.
Det ville jeg ønske, jeg også kunne.

31. august 2010

Der er noget i luften…

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:09
Tags: , ,

… og jeg ved desværre godt hvad det er: det er efterår.

Der er bid i luften nu og kun 7° om morgenen. Det er et helt vidunderligt vejr, men den høje, klare himmel og den skarpe luft er ankommet. Et par dage for tidligt, men kendsgerningen lader sig ikke skjule.

Jeg har ekstra svært ved at forholde mig til det i år. Jeg synes lige, sneen er smeltet… talte med kolleger om det ved frokosten; alle havde det på samme måde – det var en lang vinter. Ikke en rekordvinter mht. kuldegrader, men den var l a n g.
Forår fik vi aldrig rigtig noget af, men en kanonvarm og for kort sommer. Og nu er det næsten efterår.
Heldigvis kan september sagtens nå at blive lun og dejlig – at John og jeg så ikke er hjemme til at opleve det, er en anden sag…

Efteraar2010

Vi ved, det er sensommer, når:
Kaprifolien sætter sine røde bær.
De mest dominerende blomster er chrysanthemum og dahlia.
Oreganoen kun har få blomster tilbage, og bierne gider næsten ikke lege bier og blomster med dem.
Den lille, ellers så tæt- og rigtblomstrende buskrose har under 10 blomster tilbage, men giver ikke op! Der er stadig knopper.
Sommerens krukkeplanter begynder at se lidt forkomne ud.

John er på vej til Elgiganten i Køge for at købe ny MoccaMaster. Den gamle sov stille ind i morges, men den har tjent os i 13 år, så det er vel i orden. De sidste 3-4 år har den været en afslappet efterlønner med lidt uregelmæssige arbejdstider pga. Senseomaskinen, som bliver brugt om aftenen og i weekender, når vi kun er os selv. MoccaMasteren skal dog hver hverdagsmorgen lige brygge en termokande kaffe, som John har med på arbejde. Men altså ikke i dag… totalt død MoccaMaster, så det måtte blive tankstationskaffe.
Et hurtigt kig i tilbudsavisen… nåda… i denne uge er der 500 kr i rabat på MoccaMaster, hvilket med rette må kunne siges at være vores held i uheldet. Af sted med John.

Nu vil jeg gå ud og grille aftensmaden. Sandsynligvis sæsonens sidste grillede svinemørbrad, så den må nydes.

Næste side »

Blog på WordPress.com.