Intet nyt under solen

Det er hverdag igen. Jeg passer gør mit bedste for at passe min penicillinkur. Jeg har nemlig præsteret at glemme hele to tabletter, hvilket ikke er specielt smart, så nu har jeg lavet mig et lille skema, hvor jeg skal krydse af, hver gang jeg tager en af mine tre daglige doser. Det er nok dels fordi jeg ikke føler mig syg, at jeg glemmer at tage dem, og dels, at jeg ikke tager dem i forbindelse med måltider, men fordeler dem, så der er otte timer imellem. Fint system, når det altså virker …
Udover at gå og lave huskeskemaer til mig selv, går jeg og nusser med at farve lidt garn og ordne lidt i haven.
I morgen får vi venner på besøg og på tirsdag kommer Røde Kors-nørkledamerne til frokost, og så skulle haven gerne se nogenlunde ud.
‘Nogenlunde’ er i orden med mig – jeg får aldrig den perfekt passede have, sådan som jeg oplever dem, når vi en sjælden gang er ude for at se en af de åbne haver, som Haveselskabet formidler en del af hver sommer. Jeg skal aldrig have åben have, selv om jeg på sin vis gerne vil vise den frem, for jeg elsker min have, men jeg gider simpelthen ikke at bruge så meget krudt på at opnå det perfekte.
Den skal naturligvis heller ikke se sjusket og ‘uholdt’ ud, men alt med måde, som min far så ofte sagde, og jeg satser på, at jeg godt kan være den bekendt, når vi når tirsdag.
Sengetøj og håndklæder er vasket – alt er næsten normalt igen.

Vi fik lidt regn i går. Ikke så meget, at det battede noget særligt, hvad haven angår, men nok til at danne en lille vandpyt ud for vores vej.
Et ungt par på vejen har en lille pige på knap to år, og i morges fik vi det skønneste bevis på, at i hvert fald noget her i verden aldrig forandrer sig: Er der en vandpyt, så skal der hoppes i den!
Hun var simpelthen ikke til at drive forbi den vandpyt. Den var sjov, så det tog meget lang tid at udforske alle dens muligheder.
John og jeg stod bare, med hvert vores lille smil på, inde i køkkenet og nød synet, så længe det varede.
Jeg er naturligvis ikke ked af, at vores børnebørn er blevet så store og fornuftige, som de er, men lige som jeg nostalgisk kan finde på at tænke tilbage på tiden, da Charlotte var en lille og uskyldig pige, tænker jeg også på den dejlige tid, da Anna og Aubrey var små.
Den tid kommer aldrig igen, men inde i mit hoved står børnebørnenes og selv Charlottes barndom i så frisk erindring, som befandt de sig stadig i den.
Og det er altså ikke fordi jeg er blevet dement og kun kan huske det der var.
Heller ikke selv om jeg skal lave sedler til mig selv …

Sjældent har jeg slået så hårdt – eller Bedstemor med slaw i, version 2.0

Det var helt ærgerligt, at jeg ikke havde nogle flere frustrationer, jeg skulle af med, for der bød sig en glimrende lejlighed i formiddags, da tæppet under siddegruppen skulle bankes.
Kender I kortspillet Bedstemor med slaw i? Det er oftest det første kortspil, man lærer sine børn, for det gælder i al sin enkelthed om at være den første der opdager, at der bliver smidt to kort med samme værdi. Jeg ved ikke helt, hvorfor det lige er bedstemor, der lægger titel til her, men der kan også være slaw i sådan nogle på andre måder.
For eksempel ved en omgang rigtig god, gammeldags tæppebankning – mon det er almindeligt at gøre i dag? Sender man dem i stedet til rens? Eller lægger man dem udenfor og forsøger at rense dem selv?
Jeg elskede at banke tæpper, da jeg var barn. Jeg syntes det var sjovt at se, hvor meget det kunne støve, når man stod der og tævede løs.
Da tæppebankeren gik i stykker, brugte mor bare en spadserestok i stedet for. Den virkede glimrende, og da jeg har min fars og min farmors fine gamle bambusstokke stående i entreen, var det oplagt at forsøge sig med dem, for jeg er ikke den lykkelige ejer af en tæppebanker.
De er ellers pæne, nogle af dem … de fås i en del udgaver, hvoraf nogle ser okay ud, mens andre ser ud til at kunne gå i stykker, selv om man bare satte et lille barn til at banke på et viskestykke med dem.

 

Stokken er måske i virkeligheden det bedste redskab, for den kan virkelig slå til!
Ved fælles hjælp anbragte vi tæppet over en af skinnerne til garageporten, hvorefter jeg gik til den med en, synes jeg selv, beundringsværdig entusiasme. John holdt god afstand til mig, for han var ikke i tvivl om effekten af mine stokkeslag og var ikke interesseret i at blive involveret i den omgang prygl.
Og … selv om jeg engang syntes, det var sjovt at se de mængder af støv, der kunne være i tæpperne, var jeg nu ganske godt tilfreds med, at vores tæppe i dag ikke indeholdt de samme mængder, men jeg håbede dog alligevel ikke, at nogen af naboerne så det, for støvet var det, ingen tvivl om det

Der er heller ingen tvivl om, at jeg har fået coronakuller, når jeg ligefrem får lyst til at foretage en gang forårsrengøring.
Heldigvis gik det relativt hurtigt over igen … lige om lidt vil jeg bevæge mig ud i drivhuset og tørre hylderne af, så alle mine spirende planter kan få lidt mere plads at gøre godt med. I samarbejde med John skal kapillærkasserne også bakses på plads, så de er klar til at få lagt plantesække på.
Jeg kunne godt finde på at skrotte siddepladserne til fordel for plads til at have flere planter. Vi sidder der alligevel aldrig, fordi det bliver for varmt; det er mest anbragt fordi det ser hyggeligt ud, men det giver for meget spildplads.

Pensionistvisen er ikke længere forbeholdt pensionisterne

Næsten alle i hele verden lever som Sønck og Sørensen gør i deres Pensionistvise. Jeg ved, at rigtig mange andre har det som jeg, selv om det også er en eviggyldig sandhed, at der altid er nogle, der har det værre end én selv.
For eksempel føler jeg mig så meget heldigere end alle de mange, der skal passe op til flere børn, enten passe de små eller deltage i en ukendt/uvant skoleundervisning (for nogle både-og!), samtidig med, at de skal sørge for tre måltider om dagen, samtidig med, at de skal passe et fuldtidsarbejde hjemmefra, samtidig med, at de skal undgå at hele huset ligner en svinesti, fordi alle er hjemme hele tiden. Jeg kan blive helt svedt bare ved tanken. Nogle – mange, sikkert – har måske ikke engang den anden forælder til at tage en del af slæbet.
Da jeg forleden talte med Charlotte om det, peb hun lidt over hvor hårdt det er. Hun fik selvfølgelig den forventede portion morpylder og medlidenhed, men da jeg nævnte, at hun trods alt ikke havde elementerne rengøring og fuldtidsjob, kunne hun godt se, at mange havde det værre.
Hun har nemlig, i modsætning til under første lockdown, kunnet beholde sine to rengøringspiger. De må gerne sige nej tak, men de må også gerne tage ud og gøre rent, hvis de overholder de givne retningslinjer, hvilket de gør, for de har svært ved at undvære de penge, de tjener ved det.

For mig er der ingen forpligtelser eller opgaver udover de sædvanlige. Al min tid er min egen. Al Johns tid er hans. Al vores tid er vores.
Privilegerede, kan man sige.
Men holdnuop, hvor er det altså keeeedeligt.
Jo, vi kan da køre og gå ture, hvilket vi også gør, men det lille krydderi med at spise en frokost på restaurant eller cafe eller købe en kopkaf og måske en lille kage er der ikke. Der sker ikke en hujende fis, som kan pifte hverdagen lidt op – og hverdage har vi syv af om ugen i disse tider.
Dette er ikke en kritik af nedlukningen, for den er nødvendig, og sådan må det være et stykke tid endnu. Det er vi alle fælles om at gennemføre.
Det er bare en klagesang. En gedigen omgang selvmedlidenhed. Hvis ikke andre har ondt af mig, må jeg jo selv have det …
Ingen gourmet- eller andre kroophold, ingen udenlandsrejser, ingenting.
Vi har lejet et sommerhus i Sønderjylland i begyndelsen af marts. Det er ikke sikkert, at verden er genåbnet, men vi har lov til at tage til en anden landsdel og undersøge ukendte landskaber, selv om vi skal passe os selv i sommerhuset, fordi vi ikke kan gå ud og spise, men så sker der da bare lidt.

Jeg får strikket som aldrig før! Jenny Alderbrandts sommerfuglehue, hvor jeg skal tage mig voldsomt sammen for at strikke de tilhørende vanter, synes jeg er ret pæn, så mon ikke en eller anden vil have den? Ellers vil Røde Kors altid, og tæppet til dem ligger bare og venter på at kunne blive afleveret. Jeg er i gang med det næste tæppe, men det er et indimellem-arbejde.
Der bliver fyldt mere og mere i Den Store Kurv, hvor der derfor vil blive en hel del at vælge imellem for hele familien, når vi til næste jul kan mødes igen.

Der er ikke langt mellem snapsene

Der er ikke langt mellem snapsene her i huset – i hvert fald ikke mellem de to glas, der ses på billedet herunder.
Der er heller ikke langt mellem dem i overført betydning, for allerede om en halv snes dage går turen til Harzen, hvortil vi fik et tilbud, som vi jeg ikke kunne modstå, og når jeg ser den slags gode tilbud, er John heldigvis aldrig sen til at hoppe med på vognen. Det er bare tre nætter, men lidt har også ret, og i øvrigt kan sådan en miniferie sagtens føles som en ‘rigtig’ en af slagsen, fordi vi som regel når at se og opleve en masse på kort tid.

Jeg har erhvervet mig en masse æbler, så John har haft travlt med at lave muse- og rottesikre æblekasser til mig – noget med tremmer og finmasket net, så der er luftcirkulation, men ingen adgang.
Det er fantastiske æbler – i år holdt de sig fint helt hen i april uden at blive kedelige. Hvis jeg bare husker at tjekke for råd indimellem, holder de sig fint ude i bådehuset. Hvis altså ikke vi får hård frost, men den tager vi derfra, hvis det sker.
Jeg har fået fem forskellige slags, og den ene kan kun holde til jul. Jeg ved desværre ikke, hvad nogle af dem hedder, bortset fra Belle de Boskoop, men jeg kan kende forskel på dem alle, hvilket er det vigtigste.
Herover som sagt æblesnaps – en kvist rosmarin, en enkelt kryddernellike, skræl af ½ citron, godt to spiseskefulde rørsukker og 2-3 forskellige æbler (ikke Belle de Boskoop) i hvert glas. Uhhh, det bliver godt, gør det.
Det store rummer ¾ liter; det lille ½. Jeg bruger vodka – der er ingen grund til at købe dyr Brøndumsnaps, for denne æblesnapsvodka bliver virkelig god uden de dyre dråber. Næh – tre liter BiB-Jeltzinvodka købt hos Fleggaard, så er der til mange, mange kryddersnapse. Så mange, at man kan forære nogle af dem væk som værtindegaver.
Ude til højre er det æbleeddike, som jeg bruger meget af – det gør man, når man får kasser fra Årstiderne. Godt nok æblecidereddike, men nu så jeg denne opskrift, hvortil der anvendes ganske almindelig, klar lagereddike, så må vi se, hvordan den bliver. Det er både billigt og nemt, så hvis den bliver brugbar, er det da fint. Den skal trække i 3-4 uger inden brug, så tålmodighed er en dyd, Ellen, husk det.

Og så er min datter blevet britisk statsborger. For et par måneder siden fik hun sit Permit to Stay, så fra da kunne ingen smide hende ud af landet uanset hvad der måtte ske, men nu er de sidste formaliteter overstået og hun har papir på sit britiske statsborgerskab.
Der ville sandsynligvis ikke have opstået problemer, eftersom hun har boet der i over 20 år og har været gift med en engelsk statsborger i de 15, men nu er hun 100 % sikker – og børnene kan få dobbelt statsborgerskab, når de bliver 18 år, hvis de vil, men det kunne måske være meget rart for dem at have en fod indenfor i EU … man ved aldrig, hvad der kan ske, når det herskende Brexitkaos engang bliver ordnet på den ene eller den anden måde.
Nu mangler hun bare at få britisk pas; hun skal fremover altid have både et gyldigt dansk og et gyldigt britisk pas på sig, når hun rejser.
Men så se dem da lige: Mine store børnebørn. Aubrey har nu overhalet Anna i højde, og den eneste grund til, at Charlotte stadig er en anelse højere end dem begge, er hendes lidt højere hæle på skoene.

Her går vi ikke ind for millimeterdemokrati

For mange år siden var vi på ferie i nogle dage sammen med nogle andre. Et par af disse ‘andre’ gik ulideligt meget op i, hvem der havde gjort hvad sidst og hvis tur det nu var til et givent job; det være sig stort eller lille. Det var, med skam at melde, mest den kvindelige halvdel, der havde dette millimetermål i øjenhøjde hele tiden. Man kan sagtens deles om opgaverne uden hele tiden at skulle måle på en eller anden retfærdighedsskala.
Mændene stod og vaskede op, da omtalte pars et år gamle barn kunne konstateres i meget høj og akut grad trængende til at få skiftet en ildelugtende ble. Hun sad og snakkede henne i sofaen, med barnet lige ved siden af sig, og faderen vaskede som sagt op. Hun sagde til ham:
– Det er din tur til at skifte ble. Jeg gjorde det sidst!
– Jamen … jeg står lige og vasker op …
– Ja, jeg gør det ikke! Det er din tur!
– Kan du ikke lige gøre det? Så skal jeg nok tage to gange i træk næste gang.
– Nej. Det er din tur.
Så fik jeg nok og tog det (ikke længere trængende …) barn og skiftede den ble. Jeg kom vist nok til at sige et eller andet om situationsfornemmelse og millimeterdemokrati, mens ‘arbejdet’ stod på.
Selvfølgelig skal man deles om opgaverne, men dette her var for tåbeligt. Det var bare et eksempel af mange, og jeg havde så svært ved at forstå hvorfor de gik så højt op i den slags latterlige småting.

Og nu kommer den næsten uundgåelige bemærkning: Sådan har John og jeg aldrig været. Det modsatte ville jo nok også have virket en anelse selvmodsigende.
Det har dog været tæt på et par gange. Fx da John blev sur over, at Charlotte, mens hun gik i gymnasiet, næsten altid forsvandt op på sit værelse for at lave lektier umiddelbart efter aftensmaden.
I mit hjem har vi altid været vant til at hjælpes ad alle sammen, hvad det huslige angår.
Den kom nogle gange, indtil jeg en dag fik nok, og leverede følgende svada (i let forkortet udgave):
Charlotte er seks-syv timer i skole, derefter skal hun passe både sin hest og sit arbejde. Til sidst har hun mellem en og tre timers hjemmearbejde hver dag. Hun har med andre ord en meget længere arbejdsdag, end vi to har.
Og hvad det huslige angår: Det er da pudsigt, at det med at ‘hjælpes ad’ kun gælder efter maden. Når jeg går i gang med at lave aftensmad, står jeg der mutters alene, indtil jeg melder, at maden står på bordet! Hrmpf.
Den tog min søde mand til sig, og siden dengang har jeg stået for maden, mens John har taget opvasken bagefter.
Med undtagelser (intet millimeterdemokrati, sagde jeg jo …), men overordnet set.

Vi går i stedet ind for gør det du er bedst til.
John kan godt sy en knap i en skjorte, men jeg er hurtigere til det. Jeg kan godt hamre og skrue, men John er bedre til det.
Endelig er jeg bare så superglad over, at han ikke har noget imod at tage det, jeg synes er hadeopgaver: Feje fliser, pudse vinduer, klippe hæk, slå græs.
Jeg kan godt, men jeg tilbyder ikke at tage det hver anden gang. Jeg laver bare noget andet. John har fx aldrig gjort et badeværelse rent. Han støvsuger, man han vasker ikke gulve. Det ville virkelig være hadeopgaver for ham.
Sådan er der så meget, og vi lever i fred og fordragelighed og har det fint med den måde, vi – uden nogensinde at have talt om det – har fordelt opgaverne på.

Kun i forbindelse med syning af denne slags arbejder får millimeterdemokratiet lov at herske her i huset.

Ingen klager herfra – kun en times regnvejr

Hjemme igen til hverdagene, som så mange holder så meget af. De er da også udmærkede, ikke mindst her i Den Stråtækte, men de er nu bedst til at sætte feriedagene i relief. Hvis ikke vi havde hverdage, var der ingen forskel og alle dage ville være ens, hvilket ville være temmelig kedeligt. 
For nej, på trods af, hvad mange af vores stadig arbejdsramte venner påstår, har vi ikke ferie hver dag, selv om vi er pensionister. Ferie er, når man er væk hjemmefra, for der skal være forskel på hverdag og ferie.
På den nys overståede englandsferie oplevede vi kun en enkelt times regnvejr på otte dage, og der var kun én dag, hvor vi indtog frokosten indendørs. Selv morgenmaden kunne vi spise ude et par gange.
Hjemrejsen gik helt efter planerne, både tog- bus- og flyplan, kufferterne kom lynhurtigt, netop som vi nåede hen til bagagebåndet, og bilen holdt lige under ankomsthallen, så vi ikke skulle gå så langt. Det er altså ret fedt med det der We Park, You Fly-koncept, for når man er landet, kan det kun gå for langsomt med at komme det sidste stykke hjem, så vi nyder at ikke skulle gå langt for at hente bilen – især i kulde, regn, sne eller blæst. Det var der godt nok ikke noget af i går.
I dag er vejret glimrende herhjemme, men det skulle skifte i aften, så vi har haft småtravlt i haven for at få den pæn igen efter en uges forsømmelse. Drivhuset er trimmet og høstet, roser og dahliaer er deadheaded (det ville være dejligt at kunne sige det med ét ord på dansk) og græsset er slået.

Rosen hedder Lady Emma Hamilton. Den ønsker jeg mig –
den er utrolig smuk og den kan fylde en hel have med sin næsten berusende duft.

---

Anna går til drama på skolen, og hun er ret begejstret for det. Hun bruger et eller andet moviemaker-software og øver sig derhjemme med Aubrey og naboens datter som villige medaktører. Foreløbig er der kommet en trailer ud af det – om selve filmen nogensinde kommer, er nok mere tvivlsomt, men der er nok ikke megen tvivl om, at der er nogle børn, der har moret sig gevaldigt med at producere denne gyser.

Det mindede John og mig om, at Charlotte og Pernille også morede sig med at lave små film, men teknologien er så sandelig blevet mere avanceret siden dengang for 28 år siden. Det var dog trods alt ikke smalfilm; de havde et videokamera, så de kunne overføre til VHS-bånd. Vi har båndene endnu, men det er længe siden vi havde noget at afspille dem på. Charlotte er blevet spurgt, om hun vil have dem overspillet til dvd, men det vil hun ikke, så nu ryger de ud. Vi skal huske at rydde op i vores liv og smide overflødige ting ud.
Det kan godt være svært.

Det var lidt af en kontrast

Minus to grader landede vi til sent i går eftermiddags. Det var koldt, når man kom fra 18°. Ikke så chokerende for kroppen, som da Charlotte oplevede en forskel på 60°, da hun i 1996 kom hjem til jul – fra sommer i Sydafrika til bidende ÷30° i Sverige. Det slog hende fuldkommen ud, og så slemt var det dog ikke for os i går (faktisk var det vel præcis 1/3 så slemt, tøhø), men nok til, at vi frøs som små hundehvalpe, da vi steg ud af bilen i sne- og blæsevejr.
Huset var køligt, men ikke koldt. Jeg skruer altid lidt ned for radiatorerne når vi er væk, men der må helst ikke komme under 15°, da stueplanterne gerne skulle kunne overleve vores fravær. Det havde de også fint gjort, men der blev hurtigt tændt for brændeovnen.

Hvad vi ikke kunne se i aftes, men som John opdagede som det første, da han var stået op, var, at fjorden var kommet tættere på huset.
Sivene lige over for vores grund var væk næsten alle sammen. Piletræerne var der desværre endnu – dem ville vi hellere se forsvundne end sivene – men tagrør vokser vel hurtigt op igen, lige som græs. Det håber jeg – jeg skal bruge et par kilo blomster til august – men det kan skaffes fra naboerne, hvis ikke de nye når at blomstre. Jeg kender ikke alverden til tagrørenes liv.

På panoramabilledet taget fra vores gæsteværelse på første sal ses det endnu tydeligere, at vi nu nærmest kan spytte ud i vandet. Det har naturligvis hele tiden været sådan; vi har bare ikke kunnet se det. Fiskehejren er ligeledes kommet tættere på, fordi den slår sig ned tæt på båden i stedet for på pælen, jeg viste forleden dag. Nu mangler vi bare, at også havørnene finder på at komme lidt tættere på.
Nu kunne vi pludselig se, hvor meget vand der åbenbart altid står på hver side af den smalle, menneskeskabte sti, vi går ad ned til vandet. Stien ses lige over båden i begge billeders midte. Sne har vi også fået, som det vist tydeligt fremgår. Ikke i de voldsomme mængder, men det sner lidt hele tiden – nu er det dog blevet tøvejr igen.
Det gør ikke noget for mig – tværtimod – jeg kan sagtens undvære den hvide vinter, men jeg er klar over, at jeg nok ikke har flertallet med mig.
Jeg vil have forår nu! Vel vidende, at det nok er både et urimeligt og urealistisk krav … men bedst som jeg troede håbede, det var på nippet til at ankomme, ankommer dette vejr i stedet for.
Bare ikke vintergækker og erantis fryser for meget – heldigvis er de hårdføre.

Ryd op i dit … syrum

Man har for meget plads, når man bruger et godt rum som pulterrum.
Vi har nu ellers ikke for meget plads, men gennem de seneste måneder har jeg været tilbøjelig til at bruge mit syrum lidt for meget til et aflastningsrum for udskydelse af belsutning om de ting, jeg ikke lige vidste, hvor jeg ellers skulle gøre af, såsom ubejdset garn, der skal bruges til plantefarvning, garn til plantefarvning, der er bejdset allerede, garn, der er plantefarvet, nogle ting, min søster skal have med hjem, når hun kommer næste gang, nogle papkasser og noget bobleplast, jeg ikke vil smide ud, for på et tidspunkt skal der sendes et eller andet til England, strikkemaskinen (og alt dens tilbehør), jeg tog med hjem fra Sverige, den kartede, men uspundne uld, jeg ligeledes tog hjem fra Sverige … det er vist tydeligt, at der havde hobet sig en del ting op derinde, som optog en masse gulvplads og, ikke mindst, rodede.

Der var også en del ting, som blev taget med herned, da vi flyttede, men som ikke har været brugt i de tre år, hvorfor konklusionen må være, at så må de ud! Det kom de så. Ud. En hel hylde med rammer i alle mulige størrelser blev tømt – rammerne blev samlet dengang jeg stadig troede, jeg havde lyst til at tage imod det smigrende tilbud om en fotoudstilling i Reersø-galleriet. Det meldte jeg endeligt afbud til for to år siden, så de rammer er der ikke brug for mere – kun de fem pæneste blev gemt. Så kan vi smide dem ud om tre år …

Nu er reolen, som måtte væk fra stuen, sat i hjørnet af systuen, og alle mine bøger, mapper, blade og hæfter om strik og syning er sat i den, hvilket frigav plads på reolvæggen til at rydde op i stofferne og sætte alt garnet op i rullekasser ovenpå reolen.

Man skal rydde op i sit liv, så vi engang i en tv-serie, der hjalp samlere, som havde fyldt hele huset og mere til, fordi samleriet havde taget voldsom overhånd, med at rydde op og ud.
Vi er på ingen måde nået så vidt, men jeg kan kan godt forstå, at det på et tidspunkt bliver uoverskueligt, og så vokser problemet bare, både mentalt og fysisk. Det var skræmmende at se, hvor meget ragelse, skidt og møg folk havde samlet – ragelse, skidt og møg, de var sikre på, de ville kunne bruge en dag … men den dag kommer bare aldrig.
Jeg har en snert af det, fordi jeg har svært ved at smide ud. Det er dog blevet bedre, især efter vi skulle rydde op på gården, først efter mor og 10 år senere efter far. Et så stort arbejde vil vi ikke udsætte Charlotte for, så vi bestræber os på ikke at have noget ragelse, skidt og møg, hun bare vil sukke og ryste på hovedet over, hvis det bliver hende, der skal rydde ud efter os.

Noget er dog svært … hvad gør jeg fx med alle Charlottes breve fra Afrika fra dengang, hun rejste rundt i tre måneder dernede? Skal de gemmes? Har de værdi for andre end mig? Jeg nænner altså ikke at brænde dem, men tager dem med over til C til maj – så kan hun læse dem og få genopfrisket den lange rejse – og selv tage beslutningen om brevenes videre skæbne.

Husk at glemme at huske at slukke lyset …

Det kan være meget svært at begå sig i det nielsenske hjem.
Vores badeværelse har ingen vinduer, så man er ret afhængig af at have lyset tændt, når man har et ærinde derude (hvorfor siger man altid ‘ude’ på badeværelset? Eller er det bare i vores familie, der siger det? Siger I ‘inde’ eller ‘ude’?).
Nå. Men det kulsorte rum bevirker, at det ikke er noget problem at huske at tænde lyset, medmindre man har lyst til at sidde for åben dør, men det har man sjældent.
Derimod er det temmelig svært for alle andre end Charlotte (og John og mig naturligvis) at huske at slukke det igen, så utallige gange har man hørt Ellen med ord eller blot set hende med en pegende finger sende børnene eller Tim retur for at slukke lyset. Det er ellers så smart, at en rød lampe tændes ved kontakten, når lyset er tændt, men den husker åbenbart ikke folk på at slukke efter sig.
Efterhånden har man dog lært at slukke.

Og bedst som man har det, bliver det rigtig svært.
For vaskemaskinen virker kun, når lyset er tændt. Hvorfor det er sådan, er en længere forklaring, som ikke er relevant her.
Derfor, når vaskemaskinen kører, må man ikke slukke lyset!
Det skaber forvirring på et højere plan – især for Tim, som godt kan være lidt … distræt.

Børnene kunne godt huske at lade det være tændt, hvis vaskemaskinen ‘sagde’ noget, mens de benyttede toilettet, men hvis den holdt mund mens de var der, glemte de at huske at glemme at slukke lyset. Det er da heller ikke nemt … Tim kunne slet ikke forstå noget, og han kan ellers ikke betragtes som værende ubegavet.
Vaskemaskinen starter heldigvis ikke forfra, når der tændes for den igen, men fortsætter, hvor den slap. En to-timers vask kan dog nemt komme til at vare fire timer i stedet for, hvis der hver gang går et stykke tid, inden det bliver opdaget, at lyset har været slukket.
Det hjalp betragteligt, da jeg i løbet af den anden, ofte afbrudte vask fik den lyse ide at sætte nedenstående gule lap over kontakten. Der kunne have stået hvad som helst; det vigtigste var nok, at kontakten var dækket.

Det viste sig, at Tim vist havde troet, at lappen betød, at han slet ikke måtte bruge badeværelset, for da skiltet var pillet ned igen, spurgte han: Can I use the bathroom now?
Nå, men så fik han da lidt ekstra motion ved at benytte toilettet på første sal.

Jaja – selv en arbejdende vaskemaskine kan bidrage som et underholdende element i hverdagen, når familien er samlet … der skal ikke altid så meget til at more os, lader det til.

Alle vores Marjatta-naboer

Da vi gik og renoverede Den Stråtækte, kom mange af vores dengang kommende naboer og ønskede os velkommen til. De virkede ægte interesserede i, hvordan det skred frem med huset og i at få os til at føle os velkomne hernede.
Siden har vi været til middag hos nogle af dem, vi har været med til en splejse-buffet og vi har også selv inviteret til gæstebud. Jeg har aldrig haft så gode naboer, selv om vi på et enkelt punkt føler os helt uden for fællesskabet.
De arbejder stort set alle sammen på Marjatta.
Marjatta, som i øvrigt er født samme år som mig, ligger meget tæt på Den Stråtækte; med diverse bofællesskaber og værksteder spredt rundt omkring i omegnen. Hver morgen går der elever både den ene vej, op til selve skolen, og den anden vej til deres mejeri, hvor de fremstiller nogle af de glimrende produkter, som de sælger i deres gårdbutik Pilti, som jeg kan anbefale et besøg i.
Eleverne lærte vi hurtigt at kende, når de gik den daglige tur – rigtig mange af dem går og taler med sig selv hele tiden – de er blevet en del af det daglige billede, og de hilser alle sammen så sødt, hvis vi er ude i haven, når de kommer forbi.

To gange har der været et hus til salg i området, og to gange var det Marjatta-ansatte, der så en mulighed for at komme til at bo lidt tættere på deres arbejdsplads. Vi var første undtagelse fra det i et godt stykke tid, men det er vældig hyggeligt; vi er ikke i tvivl om, at de brænder for deres arbejde alle til hobe. Nogle underviser eleverne; andre underviser på Uddannelsescenter Marjatta, som kører meget efter Rudolf Steinerprincipperne.
For to minutter siden kom Bernhard, som, udover at være en af vores naboer, er leder af Marjatta og forstander for Skolehjemmet, med en julekalender, hvor pengene for den selvfølgelig går til Marjattahjemmenes Støttefond. Han er meget aktiv og knokler selv på livet løs, når der skal ske noget for eleverne. Alle årets højtider bliver markeret på en eller måde, og der er mange, der er engageret i arbejdet med det – og eleverne elsker det selvfølgelig. Vi har oplevet det, og det er meget sjælevarmende at se, hvordan de går op i det med liv og sjæl. Den institution gør virkelig noget godt for de udviklingshæmmede.
På søndag skal vi til julebasar på Marjatta. Ses vi?

Nye briller – igen

For godt to år siden gik jeg til Louis Nielsen og fik to par briller for ét par brillers pris – almindelige briller og solbriller.
Louis Nielsen vil, som alle andre forretninger – gerne både beholde deres kunder og tjene masser af penge, så for en måned siden fik jeg en mail om, at nu var det tid til en synstest igen.
Jeg er ikke sikker på, at jeg fremover har tænkt mig at skifte mine briller ud hvert andet år, men ihukommende, at jeg sidste gang stadig var i kræftbehandling, og at mit syn derfor kan have ændret sig noget, bestilte jeg tid hos LN i Næstved. Jeg så ingen grund til at være loyal over for Roskilde-afdelingen, fordi de der i første omgang ikke kunne lave et par briller, jeg så bedre med, men fik lov til at udskifte glassene i begge par. I de seneste par måneder har der kunnet gå hele dage, hvor jeg slet ikke har haft brugt briller, fordi jeg ikke har følt, at der var nogen videre forskel på med og uden. Ikke desto mindre bliver jeg (for) hurtigt træt i øjnene – og dermed i hovedet, så alt i alt var der flere gode grunde til at tage synstesten. Jeg skal skåne jer for mine jeremiader, men dem skånede jeg ikke optikeren for. Hun konstaterede flere ting; bl.a. at mit syn både har ændret sig og er forringet en smule i forhold til for to år siden; at jeg er langsynet på det ene øje og nærsynet på det andet, og at min bygningsfejl ikke har udbedret sig selv siden sidst.
Så lidt, som jeg går med solbriller, blev hun enig med sig selv og mig om, at det denne gang var smartere at få et par almindelige briller og et par læsebriller; dette sidste har jeg ikke haft før.
I dag blev brillerne hentet, og jeg må nok sige, at jeg straks så bedre ud! Både på den ene og den anden måde … John synes de nye klæder mig bedre end de gamle, og hele verden blev med ét skarpere for mit vedkommende. At læsebrillerne viste sig at have så god en effekt, kom bag på mig, for jeg synes ikke, jeg har problemer med at læse. Ikke desto mindre er det blevet meget nemmere. Optikeren kom med en forklaring om, at mit syn stadig ikke er svagere, end at min hjerne godt kan finde ud af at kompensere for + på det ene øje og ÷ på det andet, og at jeg derfor i princippet ikke skal have briller (der behøver heller ikke at stå i mit kørekort, at jeg skal), men da hun spurgte, om ikke jeg ret hurtigt følte mig træt i hovedet, måtte jeg indrømme, at det forholdt sig således. Det skulle så være et overstået kapitel nu.  
Men av, hvor gør det ondt i pengepungen – på trods af, at de har konceptet med to briller til ét par brillers pris, plus at jeg ydermere får 25 % rabat, fordi jeg er over 60 år.      
Nu må mit syn meget gerne blive hvor det er i de næste mange år! Jeg vil altså hellere bruge de penge på noget sjovere. Rejser, fx … nok bare ikke i den campingvogn på billedet …     

Hvis jeg nu slet ingen mening havde om …

For folk, der kender mig, vil et spørgsmål som dagens overskrift være aldeles utænkeligt – jeg har en mening om alt. Det er så langt fra alle mine meninger, jeg bringer til torvs, men det kan være er svært for mig at tie stille, når jeg føler mig provokeret.
Ikke desto mindre var det ordene til min frisør i dag:
Hvis jeg nu slet ingen mening havde om, hvordan mit hår skulle være, hvordan ville du så klippe det?
Jeg skyndte mig dog at pointere, at det ikke var sikkert, at jeg ville rette mig efter hende, men at jeg meget gerne ville høre hendes ideer uden hensyntagen til, hvad jeg mener.
Hun havde forskellige ændringsforslag, og jeg var ganske rigtigt ikke enig i alle, men med en god argumentation fra frisørens side og lidt spørgsmål fra min, blev vi enige om visse ændringer i forhold til, hvordan det plejer at være. En god kompromisløsning.
Det var bestemt en forbedring. Ikke voldsom, men den er der. John så den ikke engang – og det gjorde han så alligevel, for han spurgte, om det var en anden frisør denne gang, da han syntes det var pænere klippet, end det plejer at være. Det var simpelthen den perfekte reaktion!
Ulempen er, at jeg ikke tror, jeg selv kan få det til at sidde lige så pænt, men der er kun én mulig løsning på det: at jeg øver mig.

Den ene side af den første numsevarmer er færdig.
Fru Jensen fandt en opskrift hos en anden blogger, så den vil jeg anbefale jer, der måtte få lyst til at varme egen eller andres numser, at kigge på.
Det var rigtigt gættet, at jeg ikke vil snuppe den ellers gode ide at klippe et liggeunderlag til og lægge mellem de to hæklede sider, fordi jeg vil kunne rulle hynden sammen, så den fylder så lidt som muligt, men jeg blev inspireret til en kompromisløsning (dagens fællesnævner). Jeg har nemlig en del filt af den slags, man bruger til at lægge under et flydende trægulv. Det er forholdsvis tyndt, men meget tæt og må derfor være ideelt at bruge her. Jeg har brugt det til at lægge inde i grydelapper, netop fordi det isolerer virkelig godt, men ikke fylder ret meget.
Jeg har faktisk også en gammel rullemadras, jeg kunne klippe i stykker til formålet.
Hmmm. Nu bliver jeg da helt i tvivl om den eller filt vil være bedst … rullemadrassen vil være blødest, men vil den også være varmest?

Solen stod op og solen gik ned

Det lyder næsten som den vel nok velkendte Pensionistvise med Volmer Sørensen og Grethe Sønck om det gamle pensionistpar, der har samme rutiner hver dag ugen igennem, og hvor de bare ser frem til den halve times tid, som børnene pligtskyldigt sætter af til et søndagsbesøg.
Sådan har det nok mest været i dag for os – der er absolut intet interessant sket …

Solen stod så nydeligt op – her foreviget klokken 07:16 – de eneste skyer var disse i horisonten; resten var klar himmel med en stor og temmelig kraftigt lysende Jupiter i øst.

Selv om vores liv er gået langsomt i dag, så ændres himlen hurtigt, når solen står lavt i horisonten; billedet herunder er kun fire minutter yngre end det øverste billede.

Vi spiste ristet brød til morgen.
Jeg tog en mørbrad ud af fryseren – Søren har fødselsdag og kommer og spiser.
Løb huset over for at flytte lidt rundt på støvet.
Spiste frokost.
Kørte til Køge for at købe solsikkefrø og frøblanding til vores fugle.
Kørte en omvej hjem i det smukke, solbeskinnede snelandskab.
Tændte op i brændeovnen. 
Startede på aftensmaden, som nu står og passer sig selv i ovnen.
Livet er ikke altid lige underholdende, men det er absolut meget godt alligevel – dette er ingen klage.

Jeg er dog stadig ikke enig med Onkel Danny i, at hverdagene er de bedste. Jeg holder mest af de dage, hvor man oplever noget lidt mere spændende, end dagen i dag kunne byde på.
Jeg holder af livet – jeg elsker livet – men jeg holder ikke specielt meget af hverdagen.

Søren er arriveret, så jeg må ud og lege værtinde.

Energien er vendt tilbage

Af en eller anden årsag er energien vendt stærkt tilbage. Måske er det fordi jeg i går fik sat ord på mine bekymringer for min søster, måske er det bare fordi vi har slappet af et par dage. Måske er det fordi visse andre småbekymringer nu er slut – se længere nede …  
I går hentede vi det absolut sidste fra Havdrup, så nu er der så tomt som der kan være. Den ulovlige stikkontakt til terrassebelysningen er pillet ned “det er ikke en udendørskontakt!” Nejnej, men den sidder dybt inde i et hjørne af den overdækkede del. Der har aldrig været så meget som et fygesnefnug i nærheden af stikket, og det kunne kun blive vådt, hvis vi fik en oversvømmelse på over 1½ meter, hvad der er temmelig usandsynligt … pjat, pjat, men regler er selvfølgelig regler – jeg tør bare godt vædde på, at den nye ejer ret hurtigt sætter op, hvad vi lige har pillet ned.

Yesss: Den nye ejer! Vi har solgt og skal overdrage nøglen på søndag. Det var svært at få hænderne ned, men det var nødvendigt for at få dem ned i de sidste fem flyttekasser og få dem tømt. Det er nemlig også gjort i dag, så glorien er nærmest selvlysende.
I kender sikkert godt “De Sidste Fem Flyttekasser”? Alt muligt ukurant l…, som man har ventet til sidste øjeblik med at pakke ned, fordi man egentlig ikke rigtig ved, hvad man skal stille op med tingene. I dag er der derfor taget beslutninger i massevis: Ud eller ej? Temmelig meget af det røg ud – hvad skal vi fx gemme 20 skifterammer for? De havde sin tid for alt for mange år siden; den æra er for længst slut, så de fik dødsstødet sammen med en del andet, som sagt.
Nu er der således kun finpudsningen tilbage … bortset fra haven. Kun en tåbe frygter ikke haven, som vittige hoveder påstår … det er rart at vide, at man ikke er en tåbe, for jeg frygter vores en lille smule, da der ligger meget arbejde endnu, inden vi får den tæmmet, selv om vi nåede en del sidste år.
Nå. Den tid, den sorg. Lige nu nøjes vi med at nyde de mange vintergækker og alle de andre løgplanter, der er på vej op for at varsle foråret, som er lige om hjørnet.

På en af flyttekasserne var der sat denne lille seddel. Find fem fejl i en sætning på tre ord. Eller … faktisk er der jo to sætninger …
Vi havde desværre ikke fået flere flyttekasser brugt af denne kunde; det kunne ellers have været interessant at se, hvad vedkommende ellers kunne præstere.

Et smugkig i soveværelset …

… næsten …
Vi kørte i Jysk for at se på elevationssenge. Måske kun én elevationsseng, nemlig til mig; John var ikke sikker på, at han ville have sådan en, for når han går i seng, ligger han aldrig og læser, hverken i bøger eller på ipadden.
Jeg skal derimod altid løftes op i en rum tid, fordi der skal spilles Ruzzle og QB. Så skal der måske lægges et puslespil og endelig skal jeg læse, inden jeg lægger mig til at sove falder i søvn.
Hvis ikke det er sket inden – det er hændt for mig, at jeg falder i søvn midt i et spil Ruzzle, som kun tager to minutter. Det er simpelthen så pinligt at tabe af den årsag, men det er da heldigvis kun sket et par gange.
Hvorfor foretager jeg mig ikke alt dette nede i stuen, inden jeg går i seng? Fordi John går før i seng end jeg, og jeg synes det er rart at være i samme rum som ham – også efter vore mange år sammen, og også selv om han ligger og sover. Bare han ikke snorker alt for højt, er det smadderhyggeligt, så oftest gider jeg ikke sidde nede i stuen, efter han er kravlet til køjs.

Nå, men til Jysk … vi næsten bogstaveligt talt faldt over to enkeltsenge nede i afdelingen, hvor sådanne nu engang hører hjemme. Fluks kom en ung mand og fortalte om sengenes fortræffeligheder. Det var et godt tilbud, for nu skulle de simpelthen af med de senge, fordi netop denne model udgik.
Jeg smed skoene på gulvet og mig selv på sengen – og var solgt med det samme. Det var John heldigvis også, så det var verdens hurtigste beslutning – det hele tog fem minutter. Jeg elsker simpelthen at handle på den måde; det passer mit ret utålmodige temperament særdeles godt.

Lars Larsen havde ret i dette tilfælde: Han havde virkelig et godt tilbud til os. Det var de sidste to senge, og de var sat ned til 1/3 af prisen. Vi havde været alt, alt for nærige til at betale hvad de oprindelig havde kostet, men dette her var til at overkomme, så nu har vi to skønne elevationssenge med trådløs betjening.

Billedet er ikke et smugkig til vores kommende soveværelse, men et billede jeg har stjålet, hvilket man nok har gættet ud fra udsigten fra the room with a view. Vi har taget Den Stråtæktes mindste rum til soveværelse; det eneste rum i hele huset hvorfra man ikke kan se ud over Præstøfjorden. Vi skal sove i soveværelset, ikke kigge på udsigt eller fugle.
I øvrigt et fjollet sted at placere en plante … jeg ville rende ind i den hver gang, jeg havde et natligt ærinde.

Så blev det hverdag igen

Så blev det hverdag igen, selv om kalenderen siger lørdag, men det er en af pensionistlivets velsignelser, at man kan lege weekend lige præcis når det passer en.
Nu blev der fx revet et par dage ud af kalenderen, mens John lå og våndede sig. Dem valgte vi så at kalde for weekenden, og da han i dag følte sig frisk nok til at køre ned til Den Stråtækte for at være lidt aktiv, kaldte vi det for en hverdag. Det vil det også være i morgen, men så på mandag eller tirsdag starter der atter en weekend, når vi kører en tur til Sverige.

Landskabet var mystisk – eller måske mytisk? – da vi kørte dernedad sidst på morgenen. Tågen lå tæt, men vi kunne se, at solen kæmpede voldsomt for at bryde igennem, hvorfor der var et flot og drømmeagtigt lys hele vejen. Et lys, som jeg desværre ikke helt evner at få mit kamera til at gengive, som jeg synes det virker på sjæl og sind.
Derfor bare et billede af en stille fjord, taget lige da solen brød helt igennem.

Da vi kørte hjem, lagde vi vejen forbi Feddet, fordi jeg lige skulle se hvordan der ser ud. En af Danmarks største campingpladser ligger her, så der er et vældigt liv om sommeren, men faktisk også en del i dag – sikkert fordi det er 1) efterårsferie og 2) næsten sommerligt vejr.
Faxe Kommune vedligeholder en meget stor skovlegeplads, hvor der er alt til faget hørende, inklusive hængebroer og hængende bolde, som man siddende på kan svæve over imaginære bundløse kløfter. Her må vi have ungerne med en dag.

Nede på stranden, som pga. en stor ophobning af tang ikke var så fantastisk som der reklameres med, var der kajakskole i dag. Umiddelbart efter jeg tog dette billede, var lektionen slut og de begav sig igennem det tykke, ildelugtende tangbælte og ind på stranden. Yrk, det var ulækkert!

Som et PS kan jeg fortælle, at udvalgte ordsprog nu har ændret de magesøgende kraver til de krager, det retteligen skal være. Jeg sendte dem en sjov (synes jeg selv) og høflig mail i aftes, og allerede i dag returnerede redaktøren ved at takke mig for at have gjort opmærksom på fejlen, samt skrev, at den nu var rettet.
Ikke noget med bortforklaringer eller dårlige undskyldninger. Hatten af for det!

Hjemme igen via Huset i Skoven

Det ene skal passes og det andet må ikke forsømmes … det må det tredje heller ikke. Snart har vi tre huse (men forhåbentlig kun i en kort periode), så der bliver lidt at se til. Campingvognen er blevet sørgeligt forsømt i år, og vi er lidt spændte på, hvor aktiv den får lov at være fremover.
Sidste år, hvor jeg havde udrejseforbud, var vi meget, meget glade for den, men siden vi faldt for Den Stråtækte, har der hele tiden været et eller andet, der er kommet i vejen for campingturene – møde med den ene ejendomsmægler, møde med banken, møde med den anden ejendomsmægler, møde igen i banken, så den første ejendomsmægler igen, så skal der lige skrives noget under, der er besøg af forsikringsmand, af tilstandsrapportmand osv. osv. Ind imellem er der også mine herceptinbehandlinger hver tredje uge og snart (den sidste) MUGA.
Ikke noget, der hver for sig tager over en time, men der har bare været en eller to ting hver uge, hvilket hurtigt kan få forhindret, at man lige smutter en tur til Jylland, fx. Sverige skal som sagt også passes, rækkehuset skal holdes konstant totalt ryddet, rent og fremvisningsparat. Vi har været i England – jeg oven i købet to gange.
Vi har travlt. Eller er det bare fordi arbejdsmarkedet er lagt bag os, at vi ikke kan overskue en pind mere og derfor synes der skal mindre til at få os til at føle, at vi har travlt?

Ovenstående billede er solnedgangen i aftes set fra møllen, som jeg flere gange har fotograferet. Vi så en kæmpestor og glødende rød sol fra vejen, men da vi endelig vi kunne holde ind til siden, var den halvt væk og desuden var der træer, der tog udsynet til det, der var tilbage af den. I stedet blev det til dette billede, som såmænd heller ikke er så tosset endda.
Vi kørte fra torpet klokken 14 i går for at lægge vejen forbi det lille hus i den store skov hos Inge og Hasse, som havde inviteret på pulled pork-burgers med coleslaw og et glas vin eller to til dem, der ikke skulle sidde bag et rat … alternativt stod et par senge til vores rådighed, men vi havde køleskabsvarer i bilen og syntes ikke, de skulle ligge der i yderligere 12-15 timer.
Det var, som altid, hyggeligt og snaksomt.
Det har godt nok været en uge af temmelig social karakter, men sådan er det tit: Der kan gå flere uger imellem, at man ser venner eller familie, og lige pludselig ramler det hele sammen og alting sker næsten på én gang.
Men pyt – bare det er godt, og det er det. Var det. Har det været.

Herover John, der skulle afprøve hængekøjen i Huset i Skoven. Det tror hverken han eller jeg bliver hans foretrukne sted til en morfar, men sejren var hjemme, da han klarede at komme ned af den igen uden at vælte, falde eller bare se specielt klodset ud …

GODT man ikke også skal passe et arbejde

Hvordan jeg nogen sinde fik tid til også at passe mit arbejde, har jeg lidt svært ved at forstå i dag. Men okay – vi har i det mindste ikke haft et huskøb at tænke på de sidste 26 år.
Jeg synes vi render fra Herodes til Pilatus i øjeblikket – kan slet ikke huske, der var så meget papirnusseri, da vi købte rækkehuset.

Ejendomsmægleren havde desværre ikke solgt vores hus, mens jeg var væk – det er ellers lige nu, haven er pænest og skal sælge huset.
Hun har sat det i sit vindue og har valgt lige de rigtige tre billeder til det: Mit elskede køkken og to stemningsbilleder fra haven.
I dag skulle vi skrive under på ejerskifteforsikringen, da det er sidste frist på torsdag, hvilket i praksis vil sige i morgen, hvilket ville sige i dag, for vi skulle afsted til Sverige. Ejerskifteforsikring var der ikke noget der hed, da vi købte rækkehuset, så der har reelt været mindre nusseri dengang. Vi har i den forbindelse talt en del i telefon med forskellige instanser, da vi ikke var tilfredse med betingelsene – mere om det lige om lidt.
Vi skulle også til Køge for at underskrive regarantien, så sælger kan blive beroliget med, at han nok skal få sine penge 1. august.
Derudover skulle jeg have noget nyt kluns – ville jo have købt noget i England, men sådan blev det ikke. Vi skal til kobberbryllup hos Inge og Hasse på fredag, og jeg havde absolut intet at tage på! (Her skal man forestille sig en John, som mildt overbærende ryster på hovedet. Hvorfor er mænd aldrig enige i sådanne erklæringer?)
Der er en forretning i Køge, der næsten er lige så god som Damernes Magasin i Lemvig (ved ikke, om det eksisterer mere) – de havde, som forventet, noget nyyydeligt tøj, der ikke passede bedst til en myndeslank 30-årig.
Derefter købe ind til sverigesturen, hjem og pakke bilen og så afsted.

Undervejs ringede der en forsikringsmand … man har da heller aldrig fri …
Vi var meget i tvivl om, hvorvidt vi overhovedet ville tegne den ejerskifteforsikring. Den er hundedyr – hvilket jeg tilskriver den kendsgerning, at tilbuddet er afgivet af TopDanmark, Danmarks dyreste forsikringsselskab, hvor man får mindst for mest. Derudover udløb tilstandsrapporten efter, vi havde set huset, men inden selve tilbuddet udløb. Det binder os til det tilbudsgivende forsikringsselskab, medmindre vi selv vil afholde udgifterne til en ny tilstandsrapport, og så var en eventuel besparelse røget, selv i forhold til TopDanmarks pris.
Mere betænkeligt var det, at der var taget så mange forbehold ved den forsikring, at vi ikke rigtig kunne se, at den dækkede noget af det, man netop frygter kunne ske i så gammelt et hus.
Vores købsrådgiver rådede os dog til at tegne den, da den uanset forbehold skal dække, hvis K1 eller en K2 viser sig i stedet at være K3 og dermed noget, der skal ordnes. Okay, okay, så. Men det skete med rynkede bryn, for prisen er stadig urimelig, den smule taget i betragtning, vi får for pengene.
TopDanmark havde også givet tilbud på den senere ‘rigtige’ forsikring af huset, og uden overhovedet at have set andet end den tilstandsrapport, der altså ikke virker mere, var vores nuværende selskab 3000 kr billigere pr. år. Måske kan vi få dem endnu længere ned, men så vil de lige selv se huset først. Fair nok …

Fra Herodes til Pilatus

Det kræver et godt helbred at være syg!
Udtrykket “At rende fra Herodes til Pilatus” er sandt at sige ikke korrekt i dette tilfælde, for det betyder “fra den ene person til den anden eller fra det ene sted til det andet uden at opnå noget”, og jeg kan vel retfærdigvis ikke påstå, at jeg ikke opnåede noget – det var bare det første, der faldt mig ind, da jeg så dagens program:

8:15   – Herceptinbehandling på Roskilde sygehus.
10:00 – MUGA (hjertefunktionsundersøgelse) på Køge sygehus.
14:00 – Serom-dræning på Ringsted sygehus.
16:30 – Seminar i Næstved.

Det sidste dog i privat regi.
Oven i dette er jeg blevet forkølet, så jeg har lokket John til at lege chauffør hele dagen for at give mig selv en chance for at restituere mig mellem de forskellige seancer. Det var også et værre møgvejr hele formiddagen, så jeg var kun glad for at slippe for at køre selv.
Ja, blevet forkølet. Nu har jeg klaret mig igennem otte måneder, hvoraf jeg i de første seks var i en kemobehandling, der sætter immunforsvaret næsten totalt ud af funktion, uden at have fejlet det mindste. Bortset fra en smule kræft, altså …
Men nu, hvor mit immunforsvar må formodes at være fuldt funktionsdygtigt igen, har jeg ondt i halsen og er blevet snoskforkølet.
Man forstår ikke altid logikken i den slags, men det er nok heller ikke meningen.

Nu skal i dag bare overstås, så vi (forhåbentlig) kan køre til Sverige i morgen. Det bliver lidt afhængigt af vejret, for John har nedlagt veto mod at køre i snestorm. Det er så i orden, men mine abstinenssymptomer er efterhånden til at tage og føle på, da det i morgen er præcis en måned siden, vi har set svenskerhuset indefra.
Det er altid lidt spændende at komme derop om vinteren: Er der strøm? Er der sne? Hvis ja, hvor meget?
Der er lidt sne, kan vi se på et webcam, som er sat op et par kilometer fra torpet, men det er vist ikke meget mere end herhjemme.

Det gør ellers ikke noget, hvis der ser ud som på dette præcis et år gamle billede – inklusive den blå himmel.

Julegaverne og sengene er i hus

Det er bare så fedt: Bortset fra den til John fra mig, er alle vore julegaver nu i hus og skal bare pakkes ind. Det er simpelthen første gang i mit liv, at jeg er klar med dem, inden vi når december. Det er så blæret, at jeg næsten ikke vil være bekendt at skrive om det … næsten …
Annas og Aubies fødselsdagsgaver er ligeledes indkøbt, fordi de skal smugles med forældrene retur til UK, da ungerne særdeles dårligt planlagt har fødselsdage hhv. d. 7. og 14. januar.
Det er meget bevidst, med en vis operation i tankerne, at vi er så hurtige i år. Jeg skal have gaverne pakket ind snarest, for bare jeg nævner ordet gaveindpakning for John, bliver han helt bleg – han bilder sig selv ind, at det kan han overhovedet ikke finde ud af. Jeg tror ikke på ham, men lader ham tro, at jeg gør det; det er en af de små sejre, han godt må tro, han har intakt.
Vi mangler også mandelgaven, men den er en opgave, vi har givet os selv at finde på et berlinsk julemarked. Så bliver den forhåbentlig lidt anderledes, end den plejer at være. Vi har aldrig brugt slik i nogen form som mandelgave. Når vi er mange juleaften, er der altid en børne- og en voksenting, selv om vi kun kører med én mandel, men i år, hvor vi bare er seks, vil jeg helst også nøjes med at sørge for én gave. Udfordringen er derfor lidt større, for hvad bliver både en 7-årig dreng/8-årig pige og en voksen kvinde eller mand mon glad for at få?

Her kunne jeg virkelig godt have brugt et ejendomsmæglerkamera – det er ikke nemt at fotografere et 14-m²-rum, kan jeg godt fortælle jer.
Til Lene i Canada: Der kan faktisk ikke engang være to køjesenge, fordi rummet har skråvægge, så dette er eneste løsning.
Der er lige noget med tæpper og farver, som nok skal laves lidt om efter malingen af væggene, men det kommer, det kommer. Loftet skal også males hvidt, men det orkede vi simpelthen ikke i denne omgang.
Det er en Brimnesseng fra Ikea, og til Nonna, som gerne ville se hvilken løsning vi nåede frem til, vil jeg sige, at den ville jeg ikke have valgt, hvis der bare havde været 10 cm til at give af i længden; Hemnessengen er noget pænere, synes vi. I det hele taget er der jo så mange løsninger, at det kan være svært at vælge.   
I øvrigt blev jeg sur på Ikea i Älmhult (hvor vi købte netop Hemnessengen til Torpet), fordi vi ikke fik en meget nødvendig information: 
Da vi købte ovenstående seng, spurgte den søde (svenske) pige, om sengen var beregnet til børn eller til voksne. Da svaret var det sidste, sagde hun, at hun så ville anbefale, at vi gik en madrasklasse op i forhold til standarden, som kun var beregnet til max 60 kilo. Hun inviterede os over for at prøveligge de forskellige typer, og det gik med al ønskelig tydelighed op for os, at der var endog meget stor forskel. Naturligvis købte vi de gode til sofaen, mens de to til børnene er de ‘dårlige’, og som vi skifter, når de runder de 60 kilo. Hvis nogensinde … Charlotte har ikke gjort det endnu, og jeg var over 50, inden det skete …
Det vil sige, at vi i Sverige har en sovesofa, hvorpå der skal ligge voksne mennesker på absolut ikke-optimale madrasser. De er i sagens natur pakket ud, da vi jo ikke vidste bedre (eller … sig det bare: ikke tænkte os om, men det er da Ikeas opgave at få os til at tænke over den slags, vil jeg påstå  …), og så bytter Ikea ikke deres varer.
Ikke desto mindre har jeg skrevet en mail til dem og gjort dem opmærksom på problematikken. Der går 5-7 dage, inden jeg kan forvente et svar, men det skulle prøves, selv om jeg faktisk er sikker på, at de ikke vil give mig pengene tilbage, på trods af lovning på at købe et par dyrere madrasser. De må kunne bruge vores udpakkede i en udstillingsmodel, foreslog jeg dem.

Pludselig fandt jeg på noget

Vi havde ingen planer, da vi kørte herop – skulle bare slappe af og lave ingenting.
Det er altså svært at lave ingenting, så det lod vi være med at lave.

Jeg fik den glimrende ide endelig at få malet vinduerne hvide i den gamle stue, i gangen, på badeværelset og i køkkenet. I alt seks vinduer og en dør.

De har hele tiden stået som ‘træfarvede’, og jeg havde egentlig ikke tænkt over, hvor meget lys det slugte. Det var Charlotte, der her i ferien undrede sig over, at vi ikke havde malet dem hvide for længst, når nu vi havde lysnet så meget andet inde i huset efterhånden.
Man (læs: vi) kører nogle gange på ren vane og rutine og lader hjernen ligge og hvile et eller andet sted – så er det godt at få andres øjne til at åbne ens egne.
Nu er dermed alt det indvendige af alle de dybe vindueskarme blevet hvide – holddaop, hvor har det dog pyntet.

Jeg kan godt forstå, hvorfor det hedder runner beans på engelsk – jeg tror de kan løbe snesevis af meter, hvis de ellers fik lov til at stikke af, som de lystede. Mine har været oppe og nede af støttestangen et par gange, men selve frugtafsætningen er desværre i høj grad præget af, at sommeren har været alt for tør, også selv om jeg har vandet grundigt hver gang, jeg har haft mulighed for det.

Indtil videre er der høstet fire bælge, svarende til en ydelse på 10 store, hvide bønner. Ikke ligefrem overvældende.
Der er dog sat snesevis af nye bælge af efter sidste uges regn, så nu håber jeg bare ikke, det er for sent på året til, at de kan nå at modne. Min bønnedyrkererfaring er ikke-tilstedeværende, så jeg venter bare og ser. Kan alligevel ikke gøre ret meget andet, vil jeg tro.

Mine squash er ligeledes sølle og har lidt af vandmangel. Der ville kunne være 100 af mine inde i en af de to, Charlotte kom hjem til i England – hvor de så sandeligen også har fået vand i rigelige mængder de små tre uger, de har været væk. Det var lige før, deres græs skulle slås med le, før slåmaskinen kunne tage fat.
De solsikker, der står bag hende, blev sat, fordi de ikke skulle blive så store – “max 120 cm” – jo tak, det er lige som med mine chili: de kunne åbenbart ikke læse, hvad der stod på skiltet.

Jeg undskylder billedrodet. Opstillingen ser nydelig ud på min skærm, men jeg kunne godt forestille mig, at det vil være forholdsvis kaotisk at se på, hvis skærmen er af tabletstørrelse. Beklager …

Apropos organdonation …

… så troede jeg, at min bil skulle have et nyt batteri i morges.

Da jeg kom ud til min bil i morges, var det første, jeg undrede mig over, at der ingen lyd kom, da jeg låste den op. Faktisk var den slet ikke låst!
Det andet, der undrede mig var, at loftslyset ikke virkede.
Da jeg drejede nøglen, var bilen død. Helt død. Som f.u.l.d.s.t.æ.n.d.i.g. afsjælet. Ikke så meget som et eneste lille klik eller en forsigtig hosten var der tilbage i den. Jeg har aldrig oplevet så død en bil.

John var kørt, da jeg skulle af sted, så traditionen tro ringede jeg til ham og klagede min nød, men han kunne ikke fjernheale min lille bil. Det er kun mig, der har de evner, og de virker kun på børnebørn.

Han mente, at det kunne være noget med en af polerne, men han ville se på det, når han kom hjem.
Polerne mente jeg til gengæld er noget, der har med geografi at gøre, men jeg undlod at sige noget – skulle jo nødig kvaje mig …

Det gav lige en ekstra hjemmearbejdsdag … jeg havde faktisk bevilliget mig selv to af slagsen i denne uge, fordi stort set alle, inklusiv min chef, holder efterårsferie. Jeg havde bare ikke regnet med, at den første skulle være allerede i dag.
Fint nok alligevel – det er kun godt, at jeg har muligheden, så ikke dette skulle koste mig en dyrebar feriedag.

John kom allerede kl. 12. Han havde haft en tur lige forbi hjemmet, så han ville se, om den kunne starte med kabler.
Det kunne den. Underligt, hvad der kan have tappet det batteri så totalt – det er aldrig sket før, og det var ikke fordi jeg havde glemt at slukke et eller andet.
Jeg kørte en pæn tur, men kørte dog ikke på arbejde … det ville have været en anelse fjollet at møde kl. 13:30.
Kl. 16:15 gik jeg ud for at se, om den kunne starte. Det kunne den, og jeg kørte i Brugsen.

Nu er klokken 17, skumringstimen nærmer sig, og det har på intet tidspunkt i dag været så lyst, som det er nu – jeg kan oven i købet se små pletter med blå himmel, hvilket er flere dage siden sidst.

Måske havde bilen det bare lige som den lille tudse her.

En forgæves tur i Jysk

Da jeg skulle klargøre alle sengene til englænderne til deres besøg i august, kunne jeg konstatere, at en af opbevaringsposerne var punkteret, så indholdet bestående af to hovedpuder og en rullemadrads havde været fugtige af kondensvand og derfor var blevet jordslåede. Ikke nok med, at det ikke er kønt – det lugter bestemt heller ikke godt.
Fordi det drejer sig om fire sæt dyner, puder og rullemadrasser, er vi nødt til at opbevare dem på loftet, hvor der ikke er ordentligt isoleret og derfor dannes meget kondensvand. Man skal tænke sig om, hvad man sætter derop, og kan det ikke tåle fugt, må det pakkes ind.
Uheldet opdagede jeg samme dag, som de ankom, hvorfor jeg forsøgte mig med en feberredning i form af maskinvask med efterfølgende tørretumbling, uanset om skidtet kunne tåle det eller ej. Jysk havde lukket, så der var ikke rigtig andet at gøre.

Det hjalp så meget, at jeg kunne være bekendt at lade T & C bruge puderne uden risiko for helbredet, men grimt forblev det af udseende. Og måske heller ikke helt optimalt i ‘konsistens’. 
I dag kørte jeg til Jysk for at købe erstatning for det ødelagte og for at få fat i nye opbevaringsposer … I kender dem godt: de der, man vha. en støvsuger kan suge luften ud af, så de fylder mindst muligt.

Jeg fandt hurtigt en erstatning for de to hovedpuder og fandt også langt om længe frem til en rullemadraserstatning, men poserne kunne jeg ikke finde.
En forespørgsel hjalp ikke meget, for det viste sig, at de kun havde dem i størrelse 50 x 70 cm, hvilket ikke er tilstrækkelig stort.
Øv altså. Typisk. Hvor pokker skal jeg finde nogle større? Dem jeg har haft i en del år efterhånden, er fra Oriflame, som jeg har meldt mig ud af. Jeg håber Google stadig er min ven.

Det nyerhvervede bliver indtil videre arkiveret i Jysk-posen/sækken – jeg krydser fingre for, at den holder tæt, indtil jeg har fundet de gode poser et eller andet sted.

Hvis jeg lige havde haft vundet i Lotto, havde jeg investeret i moskushovedpuder og ditto dyner til John og mig – puhhh, hvor det føltes lækkert, men I kan sikkert forestille jer prisen på den slags …
Til mine englændere må jeg indrømme, at jeg holder mig i den billigere ende – det er trods alt kun højest 3 x 1 uge om året, det er i brug. Og alligevel – til ungerne købte jeg nogle temmelig lækre dyner, da de sidste år gik over til voksenstørrelse, men de kan forhåbenlig så holde i mange år.
Medmindre opbevaringsposerne går i stykker …

TV2 laver sprogfejl, mit kamera vil ikke lukke og andet brok

Det er blevet hverdag igen. Der var ‘kun’ 198 mails der ventede på mig. Færre end ventet, for selv om vel ¾ af Danmark også har holdt sommerferie, er de knap nok begyndt i USA og Spanien.
Jeg holder egentlig ikke specielt meget af hverdagen og glæder mig til om 9-10 måneder, når det bliver weekend hver dag. Ferier vil vi stadigvæk have som hhv. pensionist og efterlønner, for ferie er noget med at være væk fra de daglige omgivelser og at holde fri fra vasketøj og rengøring … et spørgsmål, som Jørgen filosoferede lidt over forleden dag.

Vi kom hjem til TV2 News (uh, hvor John har savnet sine konstante nyhedsopdateringer), hvor vi faldt lige ind i en af de evindelige ekspertudtalelser, denne gang om den kedelige historie om den unge mand, der (desværre stadig) er forsvundet i det meget øde Nordsverige.
Eksperten var helt okay, men det var ordene over hans ansigt ikke, og jeg nåede at klippe et screendump :

Ikke helt godt nok, TV2 News.
Det skal dog retfærdigvis siges, at det var blevet rettet i en senere udsendelse, men at såkaldt professionelle sprogbrugere overhovedet kan lave den fejl i første omgang … det var garanteret ikke en tyrkfjel, dette her …

Mit syv måneder gamle Lumix er gået i stykker. For en gangs skyld ikke 12 timer efter garantiens udløb, så jeg har været i Elgiganten for at klage min nød. Når jeg slukker for kameraet, vil det ikke lukke den der leddelte dims, der sidder foran linsen, så denne er dermed ikke tilstrækkelig beskyttet, når kameraet ikke er i brug. 
Reklameringsfyren startede med at spørge, om jeg havde tabt kameraet. Da jeg svarede benægtende på dette, studerede han kameraet meget grundigt for at finde ”tegn på synlige skader”, hvilket var et af punkterne, han skulle udfylde.
Han blev hurtigt overbevist om, at det rent faktisk var en fejl, som garantien skulle dække, hvorefter han var venligheden selv. Det taler til mit kameras fordel, at han overhovedet ikke kunne finde ud af, hvor han egentlig skulle sende det hen: “Vi har simpelthen aldrig haft et tilsvarende kamera, der skulle sendes til reparation”. Det var jeg faktisk helt glad for at høre … så må det være et udmærket kamera, hvad jeg bestemt også synes det er, og sådanne ting som det nævnte sker vel bare en gang imellem. Når servicen så er i orden, er der ingen, der skal høre noget fra min side.
At jeg skal undvære kameraet i en periode, er noget ganske andet, men heldigvis har min søde mand et mage til, jeg kan låne i mellemtiden.

---

Arbejde igen: Vi skal lige have denne her om emballagespild, der virkelig vil noget: Jeg havde bestilt en ny USB-dims, og en dag kom denne pakke til mig:

Da jeg spændt pakkede ud (jeg havde ikke lige tænkt over, at der kan være små ting i store pakker, men ikke omvendt), åbenbaredes dette:

Det endelige ‘resultat’ kan ses her; lagt oven på mit visitkort og vist i nogenlunde naturlig størrelse.

DET er sgu da emballagespild i verdensrekordformat … har de mon ikke hørt om små boblekuverter?

Agurketid – testamentetid

Bare en af de dage …
En af de dage, hvor man står op og går på arbejde med morgenhår, fordi det foregår på kontoret lige ved siden af soveværelset.
Arbejd, arbejd. Afbrudt af en tur til notarialkontoret i Roskilde, hvor vi under opsyn af en embedsdame skulle underskrive vores testamente. De har åbent fra 9-12, hvilket ikke er særlig arbejdstagervenligt.
Men nu kan vi dø roligt … tingene er bragt i orden, og vores ikke-fællesbørn vil ikke kunne sætte den længstlevende i en dum situation. Det tror vi nu heller ikke, vores to piger ville. Vi er faktisk overbevist om, at de ikke vil være skyld i, at den anden skulle gå fra hus og hjem ved at tvinge et skifte igennem.
Der er bare den lille hage ved det, at John har en søn, han ikke har set siden han var tre måneder. Sønnen altså. Han – John altså – betalte pænt i de 18 år, man skal, men det er det. Sådan kan det gå i ungdommens dårskab – det er ikke ligefrem en ukendt historie.
Vi ved så bare med 99,9 % sikkerhed, at den søn, som aldrig har taget kontakt til sin far, nok skal stå der som et plantet spyd og forlange sin arv, når nogen engang fortæller ham, at John er død.
Det må han også gerne nu, for vi har lige sørget for, at han får kun den tvangsmæssige del af det, hvilket ikke bliver til særlig meget efter den seneste ændring af arveloven.
Alt sådan noget er ikke særlig rart at tænke på, men det er nødvendigt, og statistikken siger jo desværre, at med sine otte år ældre end mig og det, at han er af hankøn, er chancen for, at jeg overlever John, noget større end det modsatte – og jeg må indrømme, at det ville ærgre mig ad pommern til, hvis den søn, som ingen af os kender, skulle kunne komme og blande sig.

Alle jer med ikke-fællesbørn: I har vel husket at skrive testamente? I hvert fald at have sørget for, at længstlevende kan sidde trygt og godt i huset uden at skulle skaffe måske flere millioner i rede penge, fordi boet forlanges skiftet?

---

De indsatte billeder er mos – meget passende til indlæggets indhold, kan man vist sige … men vi fik da ordnet det testamente, inden vi blev helt mosgroede.

På det nederste billede får ordet rødmosset en lidt anden betydning end den sædvanlige.

Det var så bittebittesmåt, at jeg næsten ikke kunne se den lille røde klat med det blotte øje – så er det godt at have et Lumix.

Dum start på dagen

Ud af døren klokken seks. Ind i bilen. Køre. 500 meter. Høre en yderst karakteristisk, flappende lyd.

AAAARRRRGGGGHHHH. Punktering. Hvorfor nu det??? Hvad pokker er der sket??? Alle kendte bandeord farer ud af munden med en sjældent hørt inderlighed.

Liste sig 400 meter længere frem med katastrofeblinket tændt – kan simpelthen ikke holde der, hvor jeg opdager det – det ville være meget, meget upraktisk, men lidt længere fremme er der en grusvej ned til et vandværk, hvor jeg godt kan tillade mig at stille bilen.

Godt, mobiltelefonen er opfundet:

“Hej John – det er mig. Vær sød at vende om, så snart du kan, og kom ned til vandværksvejen. Jeg tror, jeg er punkteret.”
”Tror??”
”Jeg er punkteret. Punktum. Help, please.”
Med lidt træt stemmeføring: “Jeg er der om fem minutter.”

Og det var han. Min kære John, som i nogle situationer er mere uundværlig end i andre. Han kiggede på højre baghjul og kunne desværre kun give mig ret. Det var meget fladt, og vi kunne kun håbe på, at det ikke havde taget skade af de nødvendige 400 listeskometer.
Vi orkede ikke at skifte noget som helst klokken 6:05 om morgenen, i en bidende kold vind og mens det stadig var mørkt, så vi lod lod bil være bil. Vi kørte til Roskilde og satte John af, hvorefter jeg fortsatte til Nordsjælland.
Aftalte at mødes klokken 17, få hentet den autoriserede donkraft, som befinder sig i vores skur og så ellers ud i den bidende blæst og kulde for at skifte hjul. Billeddokumentation? Nix. Det nænnede jeg ikke, for John så en anelse træt ud i ansigtet – hvilket ikke skal misforstås … han var på ingen måde sur eller knotten – det ligger ham meget fjernt i denne slags situationer.
Jeg havde lige i kampens hede glemt, at jeg skulle på et eftermiddagsseminar, så det kunne knibe lidt med at nå det til klokken 17, men det gik altsammen. Jeg nåede det, fordi jeg sad og hoppede i stolen, da det begyndte at se ud til at kunne trække ud – meddelte, at det var ret vigtigt for mig lige i dag, at vi ikke overskred tiden, for jeg havde en aftale med min mand og et fladt baghjul, som vi han ikke havde spor lyst til at skifte i mørke.

Jeg kan ikke skifte hjul. Jeg vil ikke kunne skifte hjul. Jo, jeg kan måske godt i teorien, men jeg har ikke engang de fornødne kræfter til at løsne hjulmøtrikkerne, og det har John.
Jeg kan lave mad. Det kan John ikke. Vi har fordelt rollerne på den mest optimale måde – hjulskift var så ikke lige det, John havde mest lyst til i dag, men det er jo heller ikke altid, jeg kaster mig lige begejstret over madlavningen …
Alligevel blev han lidt forkælet her til aften – jeg er altså bare SÅ glad for, at jeg har ham.

Så er det jo godt, at det er forår, og blomsterne myldrer frem, som var de betalt for det.

Tak for kaffe

Conny, som har kommenteret regelmæssigt hos mig gennem et godt stykke tid; Conny, som var i USA kort efter os; Conny, som er sprognørd lige som mig; Conny, med hvem jeg for længe siden har været på kursus sammen med hos Danske Sprogseminarer, Conny, som spurgte om hun kunne komme til at se et Mål & Mæle, inden hun besluttede sig til evt. medlemskab … den Conny arbejder søreme næsten lige ved siden af mig, har vi fundet ud af, og i dag ringede jeg til hende og spurgte, om hun ville bytte en kop kaffe for seks eksemplarer af Mål & Mæle.

Det ville hun heldigvis gerne, og jeg vil hermed benytte lejligheden til at sige ikke kun 1000 tak for kaffen, men mindst lige så meget for en god og halvlang snak.
Det var SÅ hyggeligt, og snakken gik og gik og gik. Jeg kunne være blevet meget længere, men jeg skulle jo hjem på et eller andet tidspunkt, og det ville Conny sikkert også gerne…
Det var første, men forhåbentlig ikke sidste gang, vi får os en sludder – jeg tilbød at give frokost en dag … håber du har lyst til det, Conny

Da jeg nåede hjembyen, skulle der handles til i morgen. I Brugsen, selvfølgelig … men hvor er de blevet kedelige – ingen sjove stavefejl eller lignende mere. Tænk, at man skulle nå så langt som til at brokke sig over det …
De har dog fået nogle spøjse kartofler – jeg har i hvert fald aldrig set noget lignende:

Sorte, røde, gule … det lyder næsten som noget fra en børnesang, jeg ikke helt kan huske teksten på længere. Fra dengang, man godt måtte kalde folk ved deres farver.
Det lyder altså helt åndssvagt at sige ‘afro-amerikanske kartofler’ …

7

Og – jamen hvad skuer mit øje? Så som der da alligevel noget til brokkassen: salatkartoffel i ét ord lige neden under ‘ovnkartoffel’, som de uvist af hvilken årsag har delt. Konsekvens, venner! Konsekvens. Det er næsten vigtigere end det at være korrekt. Næsten.
Det samme gør sig gældende på det andet billede; nemlig ‘kartoffelretter’ versus ‘kartoffelbåde’.
Jeg synes også, det lyder lidt pudsigt, at de skriver “luk posen og få fordelt blandingen…” – men de skriver ikke, hvem man skal få til det …
Endelig – og det er ikke mit kamera, der er noget galt med, men det ‘hvide kød’ ser en del mere gult ud end den ‘gulkødede’ kartoffels indre.
Nå. Det er jo ikke alt, man skal forstå.

Inge og Hasse: jeg købte de to afbildede, så nu kender I lidt af menuen … meget afslørende, ikke?

Ecco var godt – engang

Der var engang, hvor jeg var svoren tilhænger af Eccosko. De var lidt dyrere, men også lidt bedre – og så er de jo danske.
Sådan er det ikke mere – eller også har det aldrig været sådan, men man ser jo det, man helst vil se.
De er hverken bedre eller dyrere end så mange andre mærker.
I dag gik den ene af mine (Ecco)-støvletter (tænk at det stadig hedder sådan … jeg føler mig lige så forældet som Støvlet-Katrine, når jeg bruger det ord) i stykker i sidesømmen. Jeg er overhovedet ikke imponeret over den holdbarhed, eller mangel på samme, der har været tale om her.
I retfærdighedens navn skal siges, at mine yndlingsferiesandaler er fabrikeret af Ecco, er 12 år gamle og endnu ikke slidt op. Jeg elsker de sandaler, og på vores ferier handler det (heller) ikke om at være smart. Det handler om at have noget fodtøj på, jeg kan gå længe og overalt i.

De omtalte støvletter holdt ikke længe nok til at forsvare den pris, jeg gav for dem, men at jeg er halvknotten heler ikke skosåret, så jeg gik i den lokale skotøjsforretning i dag.

Jeg fandt i sommer ud af, at det er herligt at købe sko via internettet.
Ikke kun, men også, og i dag skulle jeg bruge et par nye støvletter NU, så jeg gik i en butik.

Kender I det: der står et par sko/støvler/whatever og råber til én fra hylden: “Vi to er som skabt for hinanden! Prøøøøv mig!”
Det skete i dag, og råbet kom ikke fra Eccohjørnet, men fra et østrigsk fabrikat, jeg nu for første gang har købt: ARA (ingen links her! I må selv google, men det ser ud til at være godt og med et stort udvalg). Og mig, som ikke kan fordrage reklamer … prøv lige at høre dig selv, Ellen.
Ret billigt også, faktisk, især via internettet, så egentlig burde jeg ikke lufte min begejstring, før jeg kender holdbarheden.
(Man skulle tro, det var en rigtig papegøje, jeg har købt – se lufthullerne i æsken…)

Jeg prøvede støvlerne; de var bløde, vejede ingenting og sad som støbt på fødderne – nærmest som var det sokker, jeg tog på. De er hverken superkønne eller superfikse, men de er supergode og dermed støvletter, jeg godt kunne have på hver eneste dag i resten af vintersæsonen. Lavhælede og praktiske – jeg skal ikke gøre indtryk på nogen på jobbet alligevel. I hvert fald ikke via mine sko.
Jeg har engang været god til højhælede ting, men det er jeg ikke mere. Jeg lægger efterhånden for stor vægt på hælene, høhø …

Så er det virkelig hverdag igen

Vi stod op klokken seks i morges – ganske normalt for John og mig på en hverdag, men helt vildt tidligt for englænderne. Charlotte gav ungerne tøj på, mens de stadig mere end halvsov.
Jeg smurte morgenmadder til dem og pressede en masse appelsiner, så de kunne få frisk juice – altsammen til at fortære i bilen et eller andet sted undervejs på den to timer lange køretur til lufthavnen.
John blev tilbage for at pakke det hele ned og lukke huset af.
Det var et værre møgvejr, regnvejr, regnvejr, regnvejr, lige til vi nåede Lund, så det var godt, John tvang mig til at beregne et kvarters længere køretid. Vi skulle være i lufthavnen kl. 9, og jeg holdt ind ved afsætningspladsen ved terminal 2 klokken 8:59. Det kalder jeg eminent timing!
Det blæste temmelig meget, hvorfor man frarådede lette køretøjer at passere Øresundsbroen. Der var 70 km/t på det højeste sted, og det ruskede godt i bilen. Tænk hvis den havde været lukket … så var der lige fire stykker, der ikke havde nået deres fly.

Mig videre til Nordsjælland for at tage på arbejde.
Hjem igen og John og mig til Køge for at klage over det ikke-fungerende køleskab, Elgiganten prakkede os på for et par måneder siden.
Vi lagde ikke skjul på, at det ville komme til at bo i Sverige, og sælgeren gjorde os derfor opmærksom på, at vi aldrig må tænde skabet, før rumtemperaturen kommer over 10°. Det har været overholdt, men hvordan beviser man mon det?
Det har fra dag ét larmet dobbelt så meget, som det ældgamle gjorde; på trods af, at det efter specifikationen skulle være et af de mest lydløse – 39 dB, hvor de fleste andre kører på 42-44 dB.
Det var det første, jeg undrede mig over – vi kan høre over hele huset, når køleskabet kører.
Det næste var, at døren til køleskabet ikke leverede det velkendte lille sug, når man lukkede den – faktisk lukkede den ikke rigtigt i og havde et decideret gab oppe foroven. John mente optimistisk, at gummiet bare skulle ‘sætte sig’, men den teori holdt desværre ikke … vi endte med at stille skabet en smule skævt for at forhindre, at døren gik op helt af sig selv!
Det tredje var, at efter at have kørt i et døgns tid, virkede det slet ikke koldt nok. Vi havde dog ikke et autoriseret køleskabstermometer, men et sådant var indkøbt her til juleugen. 
Mistanke bekræftet: det kom på intet tidspunkt under 10° i den forløbne uge, på trods af, at det stod på ‘Max’ hele tiden. Godt, vi havde et meget stort ‘køleskab’ ude på terrassen, for det nye fungerede i praksis kun som svaleskab.
Fryseren virker fint, og dens dør leverer det føromtalte lille sug.
I manualen står der, at køleskabet ikke må transporteres liggende, men for det første er der nok ikke mange, der har mulighed for at lade det være oprejst under transport, og for det andet burde Elgigantens egne medarbejdere måske så ikke have lagt det ind bag i vores stationcar uden at nævne dette med et ord!
Den holder altså ikke i byretten. Længere nede på siden skriver samme manual, at hvis det har ligget ned, skal det hvile i mindst fire timer, inden man tilslutter det (det lod vi det også gøre, men hvor er logikken lige blevet af?) I øvrigt hjælper det jo heller ikke voldsomt meget at skrive sådan noget i en manual, der er placeret inde i køleskabet, hvor man i sagens natur ikke ser det, før al transport er et overstået kapitel, og skabet er udpakket … Hrmpf.

Nå. Elgiganten henviste os til et eller andet firma, der har serviceordningen på vores mærke i DK, for at høre hvad vi lige stiller op nu, hvor køleskabet rent faktisk er installeret i Sverige.
Jeg ringer til det firma i morgen, så får vi se, hvad der sker – det skulle ikke undre mig, om der kommer noget tovtrækkeri her. Men så kan det godt være, at Mommer Ellen transmuterer til noget, der ligner alt andet end en lille, trivelig mormor…

Og inden I spørger, hvorfor pokker vi ikke købte køleskabet i Sverige, så er svaret, at dér kostede de samme skabe hvad der svarer til 1000 danske kroner mere. 
Man skal kende sine priser, for selv om mange ting er billigere i Sverige, er det bestemt ikke alt, der er det, og vi så ingen som helst grund til at betale så meget mere for det samme skab.

Man skulle være blevet advokat

Nu ved jeg ikke, hvor meget arbejde, vores advokat reelt lægger i at bestyre boet efter far, men det er ikke mit umiddelbare indtryk, at advokater generelt er altruister.
Han får, på trods af, at han gav os det både bedste og billigste tilbud, et ganske pænt gebyr for sit arbejde, så jeg tror ikke, jeg behøver at have medlidenhed med ham.
Møllen maler m e g e t langsomt, men det skal advokaten nu ikke have skylden for – jeg kan blot undre mig over, at skifteretten kan være godt seks uger om officielt at udnævne ham som vores bobestyrer. Det drejer sig trods alt om en person, der stort set ikke beskæftiger sig med andet og derfor givetvis er et kendt navn i skifteretten.

Hvorom alting er, skal vi mødes igen her i eftermiddag hos advokaten, sammen med en revisor, så nu sker der lidt igen.
Med streg under lidt. Fordi en skattesag, vi har fået revisoren til at hjælpe os med, vil der ifølge samme revisor erfaringsmæssigt gå mindst fire måneder med at få svar på, og inden det svar er givet, kan sagen ikke begynde at blive afsluttet… Suk.

Vi tre søstre spiser sammen i aften – der er måske nogle tråde, der lige skal udredes, eller nogle ender, der skal lukkes.

Jeg ville bare ønske, det hele snart kunne blive overstået … dette er et underligt limbo at befinde sig i.