Jahhhh

Jubiii – vi er næsten færdige med at bære mundbind – i hvert fald i denne omgang. Med den hurtigt muterende virus er det dog ikke til at vide, om den vender stærkt tilbage til efteråret. Der skulle vi dog gerne være vaccinerede alle sammen – eller alle, der vil, i hvert fald, så vi kan jo håbe, at det ikke går så galt.
Jeg er glad, glad, glad. Jeg har afskyet det mundbind fra dag ét, og selv om isterningsfrysedelen i vores amerikanske køleskab stod af i dag, så kan jeg snildt leve uden isterninger til på mandag, hvor jeg kan gå ind i en forretning uden at have det irriterende mundbind på. Jeg havde ikke troet, at regeringen ville slippe det så meget, som tilfældet er, men jeg skal være den sidste til at brokke mig. Det er helt okay, at vi stadig skal passe på, men det der mundbind, altså …
Jeg tror også, at konen til den ubehøvlede mand, jeg omtalte i forgårs, er glad for at slippe for mundbindet; i hendes tilfælde visiret.
Da vi sad og spiste morgenmad, så jeg, at hun skar toppen af sit blødkogte æg, mens hun stadig bar sit visir. Hun lagde sin kniv, tog en teske, stak den i ægget, hvorfra den kom op igen med både blomme og hvide på. Jeg ventede spændt …
Så skete det, jeg ventede på: Hun plonkede skeen fyldt med æg lige ind i visiret, som derefter så temmelig ugennemsigtigt ud. Hun så bare sjov ud.
Jeg sad og kluklo, for hvor så det altså komisk ud. John undrede sig, for han sad med ryggen til forestillingen. Jeg fortalte ham hvad jeg lige havde set, og han klukkede lige så meget som mig. De opdagede ikke, at jeg havde set det hele, men uden at vide det havde hun lige reddet min morgen.
Jeg er måske nok lidt ondskabsfuld, men der skete jo ikke noget.

På vores vej hjemover fra Himmerland lagde vi vejen forbi Hessel, som er Danmarks eneste bindingsværksherregård. Den er indrettet som landbrugsmuseum, og ih, hvor blev jeg dog nostalgisk, da jeg gik rundt og så alle de gamle redskaber.
Jeg er dog trods alt ikke så gammel, at jeg husker arden i brug, men mange af remedierne husker jeg fra min barndom; bl.a. de herunder viste, som blev brugt til den månedlige storvaskedag. Jeg husker det kun i glimt, men det varede til 1960 eller 1961, hvor mine forældre fik indlagt centralvarme. (Ja, så sent var det. Det skete i forbindelse med min yngste søsters fødsel.)
Jeg husker optændingen i gruekedlen og sliddet med vaskebrættet. Mor havde også en tøjrulle som den viste, som man glattede duge og sengetøj med. Jeg husker det gammeldags komfur med det og kakkelovnen i stuen om eneste varmekilde i stueetagen. Og så taler man om de go’e gamle dage. Jeg sov tit med vanter på. Og fik en varmedunk med i seng.

Af landbrugsredskaber husker jeg bl.a. høriven, såmaskinen og slåmaskinen, så man kunne gå bagefter og lægge i kornet i neg; alle med et sæde, så man kunne sidde der og styre hesteforspandet, samtidig med, at der blev holdt øje med, om alt fungerede efter hensigten.
Den første traktor kom til gården i 1956. Indtil da gik min far bag hestene til alt markarbejde. Jeg var bare tre år i 1956, så igen husker jeg kun i glimt, men nogle billeder fra det lille landbrug har jeg da inde i hovedet.

Jeg vil ikke bruge så mange flere ord på Hessel, for så bliver indlægget for langt, men er man en smule landbrugsinteresseret (eller måske bare historieinteresseret), så er dette museum værd at bruge et par timer på.

Black Friday

Fredag morgen skulle jeg afsted lidt i klokken ni for at samle Ditte op på samkøringspladsen ved Sorø. Vi skulle til webstrikfestival i Esbjerg og kunne lige så godt nøjes med at køre i én bil.
Det regnede. Det regnede temmelig kraftigt, så jeg kunne ikke ræse afsted, men gps’en sagde, at jeg havde 10 minutter ekstra at løbe på.
Vinduesviskerne havde ikke været brugt i laaang tid, for hvis det regner, venter jeg bare med at køre ud for at handle … hvorfor køre i regnvejr, når man selv kan bestemme? Men det betød altså, at viskerne larmede som bare … den der fræsende lyd henover ruden, som nok alle bilejere kender, og som er en yderst irriterende lyd. Den blev bare ved og ved og var ved at drive mig til vanvid, men jeg kunne ikke gøre noget ved det på det tidspunkt.
Det viste sig at være heldigt, at jeg havde den ekstra tid, for bilen var tørstig, så jeg var nødt til at tanke, inden jeg mødte Ditte. Dammit. Hvorfor så jeg ikke det i går? Fjols.
Jeg kørte ind på en tankstation – og kunne ikke få benzindækslet af! Mere dammit. Jeg er så privilegeret, at jeg normalt bare siger til John, at min bil er sulten, så tanker han den op for mig, men jeg har da for pokker selv prøvet at tanke, hvor det ikke voldte problemer. Jeg prøvede uden nøgle og jeg prøvede med nøgle, men det forbaskede dæksel kørte bare rundt, så jeg var nødt til at kapitulere og ringe til John for at klage min nød.
I samme øjeblik jeg havde fortalt om problemet, kunne jeg løfte benzindækslet af. Jeg takkede John for den telepatiske hjælp, genindlæste mit betalingskort, fordi jeg havde været for længe om at komme i gang, og fik langt om længe tanket op.
Så kunne jeg ikke få nøglen ud af dækslet! MEGET mere dammit. Det tog dog heldigvis kun 30 paniske sekunder, så fik jeg nøglen ud.
Og ankom til mødestedet præcis kl. 10:00! Kørte måske en halv anelse hurtigere end helt forsvarligt i den kraftige regn, men jeg hader at komme for sent til en aftale.
Da vi skulle køre videre, gik der noget galt, fordi gps’en ikke kendte en ny vej (og fordi jeg i indstillingerne har forbudt den at bede mig om at “make a U-turn, if possible”), så den ledte os af nogle besynderlige bittesmå og snoede veje for at få gelejdet os ud på motorvejen. En kæmpestor lastbil foran os må have haft samme fjollede gps, og derudover turde han ikke køre over 20 km/t på de smalle veje, så det gik særdeles langsommeligt. Langt om længe fik han mulighed for at køre ind til siden for at lade os komme forbi, og efter yderligere fem minutters sydsjællandsk sightseeing kunne vi fange motorvejen ved afkørsel 38 i stedet for 37.
Det bliver en meget meget lang dag, dette her, tænkte jeg.

Klokken halvotte samme fredag morgen havde jeg meldt min bil til Pay by Plate og fik den besked, at bl.a. over Storebælt ville det virke 20 minutter efter tilmelding, mens det ville tage 24 timer for fx Øresundsbroen.
Pyt. Jeg skulle jo netop kun over Storebælt, men som jeg sagde til Ditte, at som den dag var begyndt for mig, så skulle det på ingen måde forbavse mig, hvis det ikke virkede med bare at køre igennem betalingsanlægget.
Det gjorde det dog, og som ved et mirakel holdt vinduesviskerne i samme øjeblik op med at larme som et tordenvejr.
Den sorte fredag lysnede en smule, og inden vi nåede over Fyn, var det holdt op med at regne.
Den sorte fredag var overstået.
Resten af weekenden gik med strik, snak, afstandtagningsoverholdelse i videst muligt omfang, ingen gensynsknus og, viste det sig, glæde over, at vi kun var 32, der havde valgt at melde sig til i år, fordi vi havde været nødt til at sende nogen hjem, hvis vi havde været >50.

Jeg blev SÅ vred

Vores nabo mod syd er ikke en rigtig nabo, for vi deler ikke vejnavn, og der er en have imellem os. De er polakker, og de er sære. Da de flyttede ind og vi vinkede til dem, vendte de demonstrativt ryggen til. De har aldrig villet hilse på os – eller andre i deres nærhed. Han er en slags entreprenør, og når hans folk, som også er polakker, ikke har andet at lave, arbejder de på hans hus og have.
I dag kom en varevogn med trailer og holdt på strandvejen ud mod engene. En mand begyndte at smide byggeaffald ind på engen! John sagde “Hvad fanden har han gang i?” Jeg fløj ind og hentede kameraet og tog en masse billeder af manden. Jeg stod i vores have og tog dem.

Han fik øje på mig, så jeg konfronterede ham, først på dansk, men han forstod mig ikke. Så på engelsk … “you are not allowed to do this!” “My boss!”, sagde han og pegede op på huset. “I call the police, if you continue”. Han forstod vist ordet police, for nu ringede han – formentlig til the boss.
Jeg gik ind og sendte for en gangs skyld Google Translate en venlig tanke. Det blev til en seddel, hvorpå der på polsk stod følgende:
Dette er et fredet område, og der må ikke smides affald her. Hvis ikke du fjerner det nu, ringer jeg til politiet.
Han læste op fra sedlen. To minutter efter kom han hen til vores dør og rakte mig telefonen, og jeg fik en vred ‘nabo’ i ørerne. Han taler glimrende dansk – han kan også skælde ud på dansk …

Her fik han øje på, at jeg stod og fotograferede, og så blev der ringet …

– Hvorfor blander du dig i dette her? Det er min grund, og jeg bestemmer. Jeg kan gøre hvad jeg vil på min egen grund!
– Det kan du faktisk ikke. Strandengene er fredet, og du må ikke smide så meget som en bunke grus derud.
– Det skal du ikke bestemme!
– Det gør jeg heller ikke – det er der andre, der har gjort. Og i øvrigt er det noget værre svineri at smide den slags affald lige ved siden af vejen.
– Det er ikke affald!
– Hvad vil du så kalde det? Er det noget du skal bruge igen? I givet fald skal det vel ikke ‘opbevares’ der?
Det havde han ikke noget svar på, men han fremturede:
– Hvis du ikke vil ødelægge det gode naboskab, så klapper du i nu! (Hvilket godt naboskab?, tænkte jeg, men jeg sagde det ikke højt).
– Jeg vil ikke ødelægge noget, men du skal heller ikke ødelægge dette smukke område ved at smide affald ud. Jeg kan forsikre dig for, at det er forbudt. Det kan godt være, I gør den slags i Polen, men det gør vi altså ikke i Danmark.
– Du kan bare sige til, hvis du vil have problemer. Det er mig selv og ingen andre, der bestemmer over min egen jord! (Nu talte han lidt højere – han var meget vred, men jeg formåede heldigvis at beherske mig).
– Ikke hvad angår at bruge strandengene som byggeaffaldslosseplads. Jeg tror bare, vi stopper her. Jeg kontakter myndighederne på mandag, så kan de tage kontakt til dig og fortælle dig, hvad du må og ikke må. Farvel.
Så rakte jeg telefonen tilbage til ham, der havde smidt affaldet.

De talte videre, og det lød som om de diskuterede, men fem minutter efter begyndte han at samle det hele op igen.
Vores højtråbende nabo må åbenbart alligevel være kommet i tvivl om, hvorvidt det var ham eller mig, der havde ret, for med hans råberi havde jeg faktisk ikke forventet, at det ville blive fjernet – ikke så hurtigt i hvert fald.

John bliver lidt nervøs, når jeg gør den slags ting; han kunne aldrig selv finde på det … Hvad hvis nu han kommer og smadrer et eller andet inde hos os? Så primitiv håber jeg sandelig ikke, at han er.
Jeg kan bare ikke lade være med at reagere – jeg bliver simpelthen så eventyrlig vred, når jeg oplever den slags svineri.
Og jeg beklager, Farmer, men jeg fik lige bekræftet alle mine værste fordomme om polakker.

En særdeles brat opvågnen

Meget tidligt i morges (ved femtiden), mens vi endnu lå og sov de uskyldiges søvn, blev vi vækket meget brat af et af et gevaldigt brag. Vi formelig spjættede op i lodret position, mens vi i kor dæmpet og måske en anelse skræmt sagde: Hvad i alVERden var dog det???
Lys blev tændt, og vi kiggede rundt i soveværelset, men kunne intet usædvanligt se; vi har heller ikke noget, der ville kunne larme så voldsomt.
Så kiggede John ud i entreen, og lige der, umiddelbart foran døren, lå der nogle loftsbrædder. De var simpelthen faldet ned!
Da John havde konstateret lydens årsag, gik han i seng igen og sov snart trygt. Jeg tænkte på, hvad der mon ellers kunne finde på at brage ned i løbet af natten og kunne ikke falde i søvn igen, så jeg lagde mig til at læse.
Da dagslyset kom, kiggede John nærmere på det – der var faldet seks brædder ned, og da han undersøgte dem, konstaterede han, at der godt nok var blevet sparet på sømmene ved opsætningen: Der var brugt ét søm til tre af brædderne og to til andre tre. Oven i købet tynde og lidt for korte søm til formålet, plus at de var sømmet i vinkelret på brædderne. John var lettere forarget:
Amatører! De skal da sømmes en smule skråt, ellers bliver nedtrækket i brædderne for stort – hvad det jo så blev i nat.
Min handyman gik ud og hentede sømpistolen, og brædderne blev hurtigt sat forsvarligt tilbage på plads.
Og de resterende i den lille firkant tjekket …
Sådan er der så mange små fornøjelser overraskelser ved at bo i et gammelt hus, hvor man kan se, at der gennem tiderne har været foretaget en del lidt hurtige og amatøragtige løsninger.
Vi har fx stadig ikke helt gennemskuet systemet med de korresponderende lys- og stikkontakter. Vi ved selvfølgelig efterhånden så nogenlunde hvilke der tænder og slukker for hvad, men hvorfor der netop er valgt de kontakter, som tilfældet er, er lidt af et mysterium for nogles vedkommende.
Bagateller som det og de nedfaldne loftsbrædder forhindrer os naturligvis ikke i stadig at elske huset og dets beliggenhed …

Nødder i sengen

Vi ankom til et nysseligt og sneklædt Sverige. Ikke sydvestpå, hvor det lignede det brune Sydsjælland, men 20 minutter fra torpet blev naturen hvid, og det er den endnu. Det har sneet i nat og det gør det endnu. Ikke så meget, men lidt hele tiden, og så længe temperaturen holder sig til at være kun lige under 0, passer det mig fint. Smukt er det jo, og det bliver ikke til så meget, at det på nogen måde kan blive kritisk, så vi kan lige så godt nyde det – hvilket vi da også gør.

Vi nyder det, mens vi undrer os.
I aftes, da John gik i seng kort tid før mig, kaldte han på mig inde fra soveværelset. Prøv lige at se her …
John havde løftet dynen og … lige hvor hovedpuden sluttede, lå der en lille bunke nødder. Hovedpudebetrækket var der spist noget af.
Det undrede vi os en del over – det kunne selvfølgelig kun være mus, men denne afdeling af huset har altid været musefri.
Heldigvis lader det til, at mus sørger for at holde spisekammer og toilet adskilt, for der var ingen efterladenskaber af nogen art.
Det bliver spændende, hvordan din seng ser ud, sagde min søde mand.
Whoa – det havde jeg da ikke nået at tænke på, men jeg løftede en anelse spændt på dynen, og præcis på samme sted i min seng som i Johns lå der en bunke nødder. Købenødder, og det har vi kun i en skål inde i den vestvendte stue i den modsatte ende af huset, som også er musefri.
Nu må vi se, om vi får en ny sengekammerat i løbet af natten.
John! Det var IKKE sjovt! Sagde hun og grinede …

Vi har spekuleret som gale på, hvordan den mus er kommet ind i soveværelset. Vi har aldrig haft mus der før; det eneste sted de kan komme ind, er i køkkenet pga. rørføringen nede fra kælderen, og af samme årsag har vi altid haft lukket alle døre til køkkenet, når vi forlader huset.
John har nærmest splittet både soveværelset og rummet der fører ind til det ad, men som forventet uden at finde tegn på museindgangsmuligheder.
Det er en fysisk umulighed for en mus at komme ind i soveærelset fra stuen.
Det er et KÆMPE mysterium.
Vi har besluttet ikke yderligere at splitte huset ad, men vente og se, om det sker igen. Det gør det så kun, hvis den forbistrede mus også kan lide mandler, for den tog kun hasselnødderne, og de røg i brændeovnen.
Beklager, lille ven. Jeg under dig såmænd ellers gerne de nødder, men den slags skal opbevares OG indtages enten i kælderen eller helt udenfor, når man er en mus.

SÅ blev der bandet. Længe og indædt

Da vi ankom til bagagebåndet i Heathrow i går, var der af ukendte årsager en, der havde taget alle kufferterne af båndet og sat dem i to rækker. Jeg fik hurtigt øje på vores og så gik vi ellers hurtigt ud og fandt vores bus. Togturen har jeg beskrevet. Vi var hjemme hos Charlotte kl. 12:15, og kl. cirka 18 ville John pakke ud.
– Hvorfor har du låst min kuffert?
– Det har jeg da heller ikke. Hvorfor skulle jeg dog låse din kuffert?
– Det ved jeg ikke, men låst er den.

Ellen hen at kigge.
– Det er ikke din kuffert! Sagde hun. Og så sagde hun For fanden og sgu! Og en del mere …
– Du må have taget den forkerte i lufthavnen! Sagde han …
Det kunne jeg ikke umiddelbart modbevise, men det ville godt nok undre mig såre, hvis det skulle forholde sig således – jeg kender så glimrende alle husets kufferter, mens John nok aldrig lærer dem at kende og altid må have mig til at udpege dem i lufthavnene.
Så gik det op for  mig, at der ingen bagagestrimler med stregkoder var på den fremmede kuffert:
– Det må være sket i toget; der er ingen bagagestrimler på. Og i øvrigt ingen form for identifikation overhovedet. Men der kommer ingen bagage gennem to lufthavne uden bagagestregkoder.
Den var svær for ham at argumentere sig ud af, men han prøvede:
– Altså. Jeg tog kufferten der, hvor jeg havde sat den. Færdigt arbejde! Og jeg tog min kuffert!
– Det kan du jo ikke have gjort!
– JO!
– Vi har da tit oplevet, at kufferterne bliver flyttet for at få plads til flere.
Det her førte lige som ingen steder hen …
Jeg undersøgte: Lost property kan tage op til syv dage at registrere … så er vi på vej hjem igen.

– Det er ikke så godt … jeg havde min dyre linse i kufferten …
– Det havde du bare IKKE?! Har du da slet intet lært af vores første afrikatur? Aldrig værdifulde genstande i indchecket bagage!
Her måtte jeg tælle til 10. Han havde jo ikke gjort det med vilje, men ville/kunne stadig helst ikke tro, det var ham selv, der havde kvajet sig.

I morges fandt han et godt gemt telefonnummer i kuffertens dertil indrettede lomme. Vi ringede.
– Oh THANK YOU! I did see your suitcase, though, and reckoned that the owner was the one who took mine.
Efter beskrivelsen var der ingen tvivl om, at det var Johns kuffert, hun havde set, så var det i det mindste på plads: Vi skulle ikke involvere Heathrow.
Vi aftalte at indlevere den i Swindon. Nu var der i det mindste én glad person.

I Swindon var de uhyre velorganiserede og vidste fra den anden kufferts ejer, hvad det drejede sig om: Oh – this is ‘the other’ suitcase. The one you are looking for, is in Bristol Temple Meads’ Lost Property.
Det var dagens bedste besked, så Charlotte (og vi) satte kursen mod Bristol, som jo ikke ligger lige ved siden af deres hjem, men det var rart at vide med sikkerhed, at den var blevet indleveret og vi dermed ikke kørte forgæves. (Bristol Temple Meads var endestationen for vores tog i går, men vi kunne jo ikke vide med sikkerhed, om kufferten var blevet indleveret der.)

John gav en god frokost i Bristol, og nu har en glad mand pakket ud, fundet sin linse og lagt den over i rygsækken!
Nu mangler vi bare at finde ud af, hvordan vi lærer manden kuffertgenkendelse, men det er dog helt sikkert, at han nu har lært at tjekke grundigt. Og hellere tjekke en gang for meget end en for lidt. Jeg bliver også nødt til at huske at være mere opmærksom end jeg troede var nødvendigt …

Stationen var ret flot. Og alle Bristols taxier er blå, fandt vi ud af.

Hvad er der med det der ‘russisk’?

Jeg har en efterhånden stor, fransk esdragon i krydderurtebedet, for fransk skal det være, når det drejer sig om esdragon; den russiske dur ikke, den er for mild og uinteressant i smagen, siger man, og jeg er enig. Fransk, altså. Min franske er frodig, på trods af, at en eller anden hævdede, at den ikke kan overvintre i Danmark. Den har det nok lige som humlebien og har foreløbig klaret to vintre. Der er masser til at tørre allerede nu – Karen fik en nytørret portion af både den og timian med hjem i torsdags.
Jeg har to mandstro i staudebedet. En Eryngium bourgatii ‘Big Blue’, som har en fantastisk blå farve, som man næsten ikke tror er ægte, men det er den. Jeg har i hvert fald ikke malet den.
Ikke så langt derfra har jeg sat en russisk mandstro, som vist nok bliver blå på et tidspunkt, men lige nu ligner den bare enhver anden tidsel, så John skal holdes i stramme tøjler for ikke at rive den op. Altså er noget med russisk heller ikke helt godt her.
Russisk salvie er heller ikke så god en krydderurt som den ‘rigtige’ salvie. Kan alt det mon være en tilfældighed?
Og dog … russisk scilla er vist okay. Og er der overhovedet forskel på dansk og russisk boghvede?

 

Sidste år købte jeg i England en pakke tidselfrø; en bestemt slags tidsel, som skulle kunne trække sommerfugle til, og sommerfugle synes jeg vi har en beklagelig mangel på hernede i Den Stråtækte.
Der kom ikke ret mange op, faktisk kun to steder fandt de op af jorden. Forleden viste jeg John dem og sagde, at når han går og hiver tidsler op, må han IKKE tage disse her – se lige forskellen på dem og de andre, som bare er ukrudt, John, den er stor, ikke? – Jojo, det er den da…
I går gik han og ordnede med buskrydderen omme bagved – bl.a. der hvor tidslerne befinder sig.
Og smadrede den ene af de flotte og omhyggeligt (fra min side) skånede tidsler – men lod den anden være …???
Han gør det jo ikke med vilje, så jeg beherskede mig. Jeg blev ikke sur. Jeg talte pænt og stille og roligt, da jeg spurgte ham, hvorfor den ene var væk og ikke den anden.
Jamen den du sagde, jeg ikke måtte røre, står der da endnu! Lige derovre!
Der var TO!
Nå for pokker. Sorry.
Og hvorfor manden kunne kende den ene tidsel og ikke dens enæggede tvilling, får stå hen i det uvisse, men jeg undrer mig. Meget.
Og der er en grund til, at han hverken vil eller må røre staudebedene.
Engang for mange år siden i Havdrup havde han også ordnet et bed. Alt ukrudtet stod tilbage og det, der skulle være der, var der ikke.
Det var dengang vi blev enige om at fordele havearbejdet på en anden måde, og det går som regel godt – med enkelte undtagelser.

Hvad er straffen for musesmugling?

I går aftes, da vi tømte traileren for brænde, opdagede vi en mus, der fes skrækslagen rundt mellem brændestykkerne. Sådan en kan ikke selv hoppe op i traileren, men må have ligget og hygget sig i de tomme plastsække, John havde taget med hjem for at smide ud. Den var væk, da vi næste gang kom hen til traileren, så nu kan vi blive anklaget for indsmugling af mus! Arme lille fyr – der er ikke noget integrationskontor, der kommer og hjælper sådan en lille fætter med at finde sig til rette i et fremmed land …

Jeg kan derimod berolige Kristine med, at jeg ikke havnede i et svensk fængsel for at smugle min egen mand med op i vores eget hus i Sverige … der var godt nok kontrol lige efter broen, men de var helt ligeglade med hullerne i Johns pas. Det var, rent datomæssigt, ikke udløbet, og eftersom det ikke hedder paskontrol ved grænsen, men ID-kontrol, var der ingen problemer. Det havde jeg nu heller ikke regnet med.
Vi ville dog ikke risikere at skulle betale 1000 kroner i DK og 500 i S for ikke at have kørekortet med; derfor kørte jeg derop.
Der var i øvrigt en krølle på halen i går: Det er maaange år siden, John er blevet stoppet, men i går så vi et §77 – eller noget – i Faxe Ladeplads. Politiet standsede i hvert fald samtlige bilister, men John nåede lige at dreje af, hvorved han undgik dem, men det kan nok være, vi fik byttet plads, så snart vi var uden for synsvidde. Det havde været ret ærgerligt med den bøde, som jo uvægerligt var faldet, hvis vi var blevet stoppet. Atter en gang måtte vi konstatere, at Murphy virkelig var en forudseende herre.

På vej hjem i dag købte vi en liter mælk i Nordens formentlig mindste mælkeudsalg. Ikke fordi vi manglede mælk, men bare fordi vi kunne.
Det skulle lige prøves! Det ligger 100 meter nede ad en vej, der viser mod Sibirien, men mælken var også dejlig kold …

Åbent hver dag fra 7-20. Meget kundevenligt. Og handicapvenligt, oven i købet.
Når man er kommet ind, vælger man flaske, hvis ikke man har sin egen emballage med, hvilket man godt kan have. Man kan købe halve og hele litre mælk, og man kan vælge mellem plast- eller glasflasker.
Jeg gik hele vejen og valgte den dyreste løsning i form af en helliters glasflaske med Furumossens etiket. Det blev 25 svenske pesetas (man får SEK meget billigt for tiden!).
Når flaskeindkøbet er klaret, kan man sætte flasken ind i ‘tappehallen’. Nu skulle kreditkortet frem igen. Mælken koster 12,50 kroner literen, svenske igen, naturligvis, og dermed ikke mere end jeg giver for min yndlings-jerseyminimælk herhjemme – jeg gættede dog på, at dette her vil være sødmælk, men det kan John godt lide på sine havregryn om morgenen, så det er fint nok. Nu er den alternative købsmetode afprøvet og produktet er smagt. Det er helt sikkert godkendt, især fra Johns side, for sødmælk (4 %, faktisk) er det ganske rigtigt, og så er det lige fedt nok til mig.

Jeg elsker stavefejl

Det kommer muligvis en anelse bag på nogle af jer, at jeg kan skrive sådan en overskrift – og skrive den uden at lyve.
Det er nemlig den fulde og absolutte sandhed, men jeg indrømmer, at det kommer helt an på, hvem der leverer fejlen.
I dette tilfælde var det Anna. Jeg elsker hende og jeg elsker hendes stavefejl.
Det er jo så ikke engang deciderede stavefejl, men sproglige fejl, som stavekontrollen ikke opdager.

Anna skal, som jeg vist har nævnt før, skifte til secondary school til september, fordi hun bliver 12 år til januar. Sjetteklasserne opfører det traditionelle farewell play, som i år er Shakespeares Romeo & Julie. Femteklasserne hjælper vist med, for sidste år var hun en af heksene i Macbeth.
Anna skal spille Julie. Det er naturligvis virkelig stort for hende at få hovedrollen; hun er pavestolt og havde det meste af en linje med udråbstegn efter oplysningen.
Hun håber derfor så meget, at det kommer til at passe med, når vi er derovre, men hun er vist ikke helt sikker på datoen. I går fik jeg denne mail, som der er vist et lille uddrag af herover.

Jeg har det i det hele taget bedst, når andre begår fejl. Jeg hader at gøre det selv – især når de bliver opdaget.
For nogle svenskerture siden opdagede jeg efter en lille times kørsel på vej hjemover, at min iPad stadig lå oppe på torpet. Den ville jeg ikke kunne undvære i 3-4 uger, så John vendte om. Det kostede to timer, og jeg er lige siden hver eneste gang blevet spurgt, om jeg har husket at få alt mit elektroniske udstyr med hjem.
I dag kørte vi på Øresundsbroen, da John med tilkæmpet ro i stemmen spurgte om jeg lige ville tjekke om hans taske lå på bagsædet.
Det ville jeg, og det gjorde den ikke!
Det vil sige, at han hverken havde telefon, pung (og dermed kørekort), pas eller sin iPad med hjem, og det var for sent at vende om.
Han blev lidt bleg. Vi skal jo til Irland lige om lidt, så han skal naturligvis have pas, kørekort og penge med. Ipadden vil han heller ikke undvære på en ferie – så kan han jo ikke se nyheder …
I princippet kan han ikke engang køre til Sverige og hente sagerne i morgen, for han har ikke noget ID med billede på til at vise paspolitiet, når vi er kørt over broen. Det vil sige, at der venter mig en tur til torpet i morgen. Muttersalene. Jeg har bare overhovedet ikke lyst til at sidde i bilen i fem timer uden selskab.
John kom så i tanke om, at han stadig har sit bevis på, at han må køre taxa – det er med billede. Han har også sit gamle pas. Vi satser på, at de to ting i kombination vil kunne overbevise de svenske myndigheder om, at min mand ikke er illegal indvandrer. Jeg tager med – jeg er jo nødt til at køre, indtil vi har været igennem kontrollen. 
Nu er det min tur til fremover at spørge, om han har husket alt sit elektroniske udstyr med mere … gnæk, gnæk.

Ankomst til telefondræberøen

Planmæssig ankomst til Mallorca kl. 08:45. Kufferterne var hurtigt hentet, men det tog en krig at hente bilen. Vi havde lejet gennem Hertz, og det havde alle andre også! Det tog hele fem kvarter, men selv om de fire Hertz-folk havde lynende travlt, var de lutter smil. Vores unge fyr kiggede på os og sagde: You’re from Denmark? I love Denmark … actually, I’m going to Copenhagen next week. I’ve upgraded your car to a better one with no extra cost for you. I’ve given you a Reneault Megane with navigation system, if that’s okay?
Øhh, jo da. Jada – det er smukt. Pænt af dig. Tak for det … den skulle så hentes i en eller anden garage, fordi det ikke var den, der stod og ventede på os, så det tog yderligere et kvarter, men det var okay.

ENdelig kunne vi meddele Christina, at vi var på vej. Så sendte hun et gps-link og et billede af husets indkørsel, så vi kunne finde vej. Jeg brugte mobiltelefonen som gps; det var det nemmeste, fordi hun sendte linket til Google maps via WhatsApp.
Da vi var et par kilometer fra huset, døde min mobiltelefon bogstavelig talt mellem hænderne på mig. Totalt død var den. Jeg havde lige bemærket, at der var 50 % strøm tilbage, så det var ikke derfor, men ikke desto mindre nægtede den pure at lade sig tænde igen.
Det var heldigt, at jeg kunne huske billedet af indkørslen, så vi fandt huset uden problemer, men tænk, hvis telefonen var død en time før den gjorde! Det ville have forårsaget mere end en anelse panik, for John har ikke Christinas nummer, så vi ville ikke kunne have fået kontakt. Det nummer har han fået nu, men hvor bliver man dog hurtigt afhængig af sin telefon. Han har heller ikke C’s mobilnummer, så vi kan ikke ringe sammen fra Cornwall, hvor de befinder sig nu, og hun vil blive hamrende bekymret, hvis hun gentagne gange ringer forgæves.
Jeg prøvede flere gange at tænde telefonen, men uden held. Jeg tog batteri og simkort ud og satte dem i igen. Intet hjalp. Jeg bandede og svor – det hjalp sjovt nok heller ikke …

Nå. Vi var efterhånden blevet godt sultne og kørte til det nærmeste supermarked, som ligger et kvarters kørsel væk, og fik købt alskens lækkerier: Spændende brød, en god olivenolie, pølser, pateer, oste, skinker, salat, tomater, muslinger og blæksprutter på dåse, meget vand, lidt øl og vin … vi var blevet meget sultne …
Hjem igen til Mallorcas fedeste hus og dække op på Mallorcas fedeste terrasse med den fantastiske udsigt.
Nøj, det var godt. På alle måder bare godt. Luften er 23 grader, så det er en helt tilpas temperatur til os.
Det er det mest veludstyrede hus, jeg nogensinde har ferieret i: Der er service og bestik til 40-50 personer (ja!) og et kæmpe opbud af gryder, potter og pander, så vi kunne lave mad til de 50, hvis vi skulle få lyst til det. Huset er i flere forskudte plan og meget spændende og personligt indrettet. Vi får virkelig noget for pengene – jeg tror søreme vi bliver et par dage …

 

Og telefonen: Da vi kom tilbage fra indkøbsturen, satte John sit batteri i min telefon. Så virkede den! Og da han satte mit batteri i sin telefon, virkede den også! Vi fattede ikke en brik, for der var rigelig strøm på begge batterier. Mærkeligt, mærkeligt, men jeg er meget glad for at min telefon virker igen.

Nu løb målet fuldt

Det er virkelig ikke nemt med sådan en 2÷1-vej … motorcyklerne har jeg allerede brokket mig over et par gange, og det er da heller ikke emnet for dagens ventilering. Jeg er nemlig lige så forundret over, at folk åbenbart bare ikke kan finde ud af at køre på sådan en vej, uagtet, at der er skiltet flere steder på strækningen, hvordan korrekt kørsel ser ud. Det er stadig ikke mere end omkring 50 % af bilisterne, der kan finde ud af det.
Jeg har oven i købet så sent som i december udgivet et indlæg med belæring i kunsten at køre på disse cyklistvenlige veje, men har det hjulpet? Overhovedet ikke.
Det er naturligvis ikke så farligt at køre ukorrekt, som det er at blæse afsted med 150 km/t på motorcykel, og normalt ryster jeg bare i mere eller mindre overført betydning på hovedet over fjollerikkerne, der ikke kan finde ud af det, men ikke i dag:
Jeg kørte, som foreskrevet, på midten af vejen og trak til højre, fordi jeg skulle møde en modkørende bilist – som hele tiden havde kørt inde på cykelstien.
Den klump (en mand på min alder) blinkede hidsigt til mig med det lange lys og gav mig en meget tydelig og meget sigende roterende pegefinger ved tindingen. SÅ blev jeg tosset! Jeg stoppede omgående og signalerede til ham, at jeg ville have ham til det samme, men enten så han mig ikke, eller også blev jeg ignoreret. Jeg havde den største trang til at fortælle ham i umisforståelige vendinger, hvad jeg mente om hans opførsel – specielt den trafikale, men det fik jeg desværre ikke mulighed for.
Tænk, at jeg skal have at vide, at jeg kører som en en idiot, når det er ham, der ikke kan finde ud af det. Hrmpf.

Heldigvis steg humøret lidt igen, da jeg så de havde gule blommer i Meny. Jeg investerede i en bakke, så jeg kunne få lavet en batch af marmeladernes marmelade, som Anna mener denne blomme-abrikosmarmelade er, og kan hun få den serveret i et glas, der har ‘hendes’ låg, er lykken fuldendt.
Hver gang vi er derovre, har jeg pålægscholokade med til Aubrey og denne marmelade til Anna, som ikke er i besiddelse af en sød tand.
Og det skal være gule blommer – denne marmelade må ikke have anden farve end gul, så ser den helt forkert ud.
Marmeladen stod og simrede, mens jeg lavede denne blondie som dessert til gæsterne i morgen. Jeg blev introduceret til den, da jeg sidst var sammen med Det Fast Sammentømrede Engelskhold. Den er vidunderlig. Aldeles, totalt og farligt vidunderlig … farlig, fordi der bliver for meget til fire personer, men det skal jo spises … det er synd at smide mad ud. Det gælder også desserter, gør det ikke?
Denne gang vil jeg prøve, om jeg kan fryse selve kagen ned, så der kun lige bliver nok dessert til selve aftenen og ikke til John og mig de næste tre dage. Det er et skråplan, selv om det er et yderst velsmagende et af slagsen.

En lille historie om at være stædig

Det var åbenbart den sommer … 15° er det nu, og tillige et gedigent blæsevejr. Regnen, som var det eneste, jeg savnede, har til gengæld glimret ved sit fravær – der er kommet 20 dråber, men ikke engang nok til at gøre fliserne våde. Nu tørrer det hele så bare endnu mere ud, hvorfor vandingen fra min side stædigt fortsættes.

Jeg har taget lidt billeder af roserne, som jeg bliver mere og mere glad for – også selv om de har stikkende torne …
Inde i denne (som ikke er min yndlingsrose – de dufter og er meget tættere i kronbladene) sidder der en lille svirreflue. Sådan en hedder hover fly på engelsk, hvilket giver ganske god mening, da hover betyder svæve eller stå stille i luften. Tænk blot på hovercrafts – luftpudebåde.
Denne tankerække førte mig tilbage til en aften i familiens skød. Hele familien, så selv om det ligger en del år tilbage, har vi været en halv snes personer.
En af dem talte om luftpudebåde og udtalte det hoovercraft – altså med en u-lyd. Det skal udtales, så det rimer på lover (elsker), hvilket jeg ikke undlod at nævne.
Han nægtede at tro på mig. En efter en erklærede hele selskabet sig enig med ham: Det skal udtales hoover! Ja, det skal det. Hoover, ja. Mmmm. Nikke, nikke.
Nej, sagde jeg. Og blev ved at sige nej.
John blev både lidt flov over mig og lidt vred: “Du er alt for stædig. Du er da nødt til at bøje dig, når alle andre mener det modsatte af dig.”
”Hvorfor dog det, når alle de andre tager fejl?”
Nu vendte diskussionen over til at dreje sig om mig og min påståelighed, og selv om jeg forklarede netop med ordet hover og hvad det betød, var stemningen bare overordnet negativ og vendt imod mig, fordi jeg ikke ville bøje mig for flertallet.
De var dog for feje til at vædde – selv ham, der havde startet det hele. Tænk engang – alle mod én, og ikke én tør vædde. Jeg kunne have indkasseret en million den aften … hvis altså …
“Sig mig”, sagde jeg, “er der da ikke en eneste af jer, der har et eller andet stykke elektronik med lyd på?” Det var før smartphones og mobilt bredbånd, så vi måtte forlade os på værtsparret.
Men der kunne godt fremskaffes en elektronisk ordbog med lyd.
Og jeg må indrømme, at min triumf var komplet umulig for mig at skjule.
Jeg prøvede virkelig at lade være med at være ulideligt hoverende (tøhø), og de sagde da også pænt undskyld – min ene søster mente (nu), at det vist egentlig også havde været temmelig fjollet af dem at diskutere et engelsk ord med mig.
Derefter vendte den gode stemning tilbage, og samtalen vendte til det at være medløber, til at kunne påvirke andre til at tro/gøre noget andet end det, man rent faktisk mener er det rigtige. Nogle indrømmede, at de egentlig ikke havde været sikre på hvordan ordet udtales, men mente, at det var sikrest at stole på flertallet.
Der har senere været nogle yderst interessante udsendelser i tv om det.
Det er skræmmende, så ‘flytbare’ og påvirkelige, vi mennesker er. Eller kan være … og jeg tror, John siden da ofte så en smule anderledes på min stædighed, som han dog ved visse lejligheder kalder påståelighed ☺

Nogen har tabt en skrue

John fik her til morgen en ide om, hvordan han ville lave om på sit ‘kontor’, som man med lidt god vilje kan kalde reposen, hvor han har indrettet sig med sit skrivebord og plads til papirer og andre personlige ting. Det krævede et Ikeabesøg, og da vores store lykkekastanje ikke har været specielt lykkelig at se på de seneste par måneder, ville jeg med for at kigge efter en ny, stor plante, som Ikea altid har et udvalg af til stort set ingen penge.
Det er altid spændende at se, hvilke behov der opstår, når man bevæger sig rundt i Ikea. John lod sig som sædvanlig ikke friste af noget som helst, og for mit vedkommende i dag drejede det sig om to sæt sengetøj, der vil passe perfekt til det ene gæsteværelse i Den Stråtækte.
Faktisk kunne jeg næsten ikke være i mig selv af bare stolthed over min voldsomme karakterstyrke. Alt andet, vi kom hjem med, stod på listen.
Lykkekastanjen blev konverteret til en stor fredslilje, da jeg syntes, at Ikeas udvalg af førstnævnte var næsten lige så ynkelige at se på som den, jeg havde besluttet at sætte på pension i mit syværelse.

Da vi kom ud fra Ikea, så John, at højre baghjul var næsten fladt. Han listede bilen hen til en tankstation i Tåstrup by og fik luft i det, men han turde ikke satse på at kunne køre helt hjem. Heldigvis lå der stadig det værksted på Roskildevejen, som han kendte, og heldigvis gik den enlige mekaniker rundt og så ud til at kede sig. Han tog os ind med det samme, hævede bilen, mit strikketøj og mig til de højere luftlag, fik dækket af og ledte efter synderen, som viste sig at være en pænt stor skrue.
De to gik og fik sig en rigtig mandesnak (biler!) imens – den mekaniker ville meget gerne snakke, og hvor må det altså også være kedeligt at arbejde et sted, hvor man ikke har nogen at tale med – jeg ved naturligvis ikke om det er altid, eller det bare er i dag eller i denne uge.
Nu ligner ingen af os længere vårharer, så den søde gut tillod sig at spørge, om vi var medlem af Ældresagen (KAN ikke lide deres egen (grammatisk ukorrekte) måde at skrive det på …), og det bekræftende svar gav os 10 % i rabat. Det ville vi aldrig selv have tænkt på at nævne for ham. Flink fyr.

Pyroman i nabolaget?

Da vi kørte til Karise for at hhv. handle til nytårsfejringen og for at vaske bil (gæt selv fordelingen), så vi en masse røg og umiddelbart efter kunne vi se, at det var en af de mange bigballe’stakke’, man kan se her på egnen, der var næsten helt brændt ned.

Pia har et par gange talt om den eller de pyromaner, der gennem et stykke tid har gjort livet utrygt for dem nede på sydhavsøerne.
Mon det er ham eller dem, der har rykket operationsområdet lidt nordpå?
Det kan vi naturligvis ikke vide noget om, men jeg anser det for helt umuligt, at det skulle kunne selvantænde med det vejr, vi har og har haft, og meget, meget usandsynligt, at selv en skødesløst smidt cigaret skulle kunne forårsage en brand lige nu.

Jeg formoder, at det er kicket ved at se ilden, der tænder (!) en pyroman, men jeg tænker mest på den stakkels landmand, der her kan se masser af indtjening gå op i røg, inden det nåede at blive til en indkomst, og som jeg kender systemet, er det ikke kun den indkomst, han mister, men hvis ikke han kan overholde sin leveringskontrakt med fjernvarmeværket, står han oven i købet til at betale en bod.
Heldigvis er den lange stak ved siden af gået fri af ilden, og brandvæsenet, som var til stede, kunne ikke gøre andet end at forhindre, at den også brød i brand. 

Lige da vi forlod matriklen, så vi en rørhøg, der stod på lur efter et bytte. Den stod forholdsvis længe, så jeg forsøgte mig med at forevige den.
Lad mig sige det på den måde, at det lykkedes, men så sandelig da kun lige akkurat …
Der skulle en meget kraftig zoom til, så det gik som forventet: temmelig uskarpe billeder, men da det er første gang, det er lykkedes mig overhovedet at få noget, der bare ligner en lille smule, så gemmer jeg dem, indtil jeg får taget nogle, der er bedre. Keep on dreaming, Ellen – jeg håber jo også stadig på at få fanget havørnen.

Har jeg ret i, at det er en rørhøg? Det er svært at se tydeligt, er jeg pinligt klar over.

Lidt søndagspanik

Radiatoren på mit syværelse har ikke virket i et stykke tid. Sådan var det også engang med den oppe på børnenes værelse, og John kunne ikke umiddelbart løse problemet, som viste sig at være en kombination af to ting: Der manglede vand på anlægget og der var gået en eller anden dims i stykker inde i termostaten.
Det kunne VVS-manden, der rykkede hurtigt ud dengang i februar, fortælle os. Han kom heldigvis samme dag, som vi ringede, for grunden til, at den radiator skulle i gang var selvfølgelig, at englænderne var lige på trapperne.
Det lærte John af – VVS-manden så ingen grund til at mystificere sagen, men fortalte John alt, hvad han behøvede at vide for selv at kunne løse et tilsvarende problem en anden gang.
Radiatoren på børneværelset virker stadig fint, men jeg kan ikke komme i gang med at sy de ting, jeg har ideer om, at jeg skal have syet i de lange, mørke vintermåneder … havde dog sagt til John, at det snildt kunne vente til efter nytår, for før ville jeg ikke få tid.
Han fik lyst til at kigge på den radiator i dag.
Jeg stod ude i køkkenet, da han kom med en hast, der var aldeles ukarakteristisk for min mand.
”Satans!”
???
”Jeg tog palen ud for at tjekke den, og så tabte jeg den. Jeg kan ikke finde den igen. Vandet løber ud, og jeg kan ikke stoppe det. Jeg har slukket for anlægget, men det løber selvfølgelig stadig ud.” John hentede klud til at tørre op med og en skål til at sætte under radiatoren, og væk var manden igen, igen i bemærkelsesværdigt højt tempo.
Typisk, tænkte jeg. Sådan noget sker bare på en søndag. Ingen VVS-mænd, ingen varme, og i morgen kommer englænderne.
Da jeg havde vasket mine hænder fra rullepølsefremstillingen, gik jeg ud for at hjælpe ham med at lede efter palen.
Den var og blev væk. Som i fuldstændig forsvundet. Vi ledte og lyste og lyste og ledte, men ingen pal. Meget underligt, for godt nok er sådan en ikke stor, men der var ikke noget på gulvet i nærmeste omegn, den kunne gemme sig i.
Jeg sagde ikke noget – det duede ikke at blive sur, og John var rigeligt ærgerlig for os begge to.
“Jeg kører i Jem & Fix for at se, om de har sådan en pal. Kigger du efter, så skålen ikke løber over?”
Gudskelov for en liberal lukkelov … jeg var dog ikke særlig optimistisk, men jeg sagde stadig ikke noget – ikke andet end “skal jeg nok” og håbede bare i mit stille sind, at der ville kunne komme en VVS-mand straks i morgen tidlig.

Jeg tømte lave skåle – der kunne ikke stå en spand der, hvor det løb – og endelig kom John tilbage. Med en fin, skinnende ny pal.
Aldrig mere negative tanker om Jem & Fix fra min side!
Palen kom i, anlægget blev startet, der var ingen utætheder, og [fanfare] radiatoren gør, hvad radiatorer er sat i verden for at gøre: den VARMER!

Da alt således var i orden, og han ryddede op efter sig, herunder at samle kluden op fra gulvet, faldt palen ud.

Det er svært at indrømme en fejl

30. juli:
Da vi købte de hvide havemøbler i Havemøbelshoppen, var det et tilbud, jeg så på nettet, vi kørte efter.
Det viste sig, at de kun havde bordet og bænken tilbage på lageret; hvis vi ville have stole med, var vi nødt til at købe nogle af de andensorterings, de havde stående et andet sted i butikken.
Vi kiggede på dem og blev enige om, at vi godt kunne bruge to af dem.
Nu skulle vi til at handle, syntes jeg, for tilbuddet gik på bord, bænk og to stole – fejlfrie, naturligvis – så hvordan skulle vi nu lige få det på plads?
Da jeg kom med et prisforslag, blev han helt vred i sin stemmeføring, da han gjorde mig opmærksom på, at de sandelig ikke forærede deres varer væk her i butikken; de skulle også leve, og det var i forvejen et godt tilbud.
Hovhov, tænkte jeg – har du aldrig prøvet at forhandle en pris før? Du behøver da ikke at blive vred på mig …
Dette sagde jeg ikke højt; i stedet sagde jeg, at så kunne han jo komme med et forslag. Det gjorde han – jeg var ikke enig, og det endte med, at jeg fik de fem dele for 2700 kroner (vejl. udsalgspris for førstesortering er ca. 6000 kr). Min pris ville jeg ellers ikke have fortalt her på bloggen, men resten giver ikke helt mening uden at kende den.
Det var stadig et godt tilbud, og man skal kigge godt efter på stolene for at finde grunden til, at de ikke kunne sælge dem til fuld pris.
Men. Jeg var uopmærksom et kort øjeblik, da jeg skulle betale og opdagede et mikrosekund for sent, at jeg havde accepteret en sum af 4733 kroner.
Det gjorde jeg naturligvis opmærksom på og sagde, at han måtte føre pengene tilbage, og så måtte vi tage betalingen en gang til.
Det kunne kan ikke finde ud af. Hvad han sagde var følgende (i et bebrejdende, “Lille-De-tonefald”):
”Jeg er jo nødt til at tage den fulde pris for møblerne. Det skal jeg gøre. Rabatten fører systemet selv tilbage på din konto.”
Det var noget værre sludder – jeg fortalte ham, at den fremgangsmåde har jeg aldrig hørt om før. Jeg skal betale prisen med rabatten fratrukket. Punktum. Ikke noget med penge frem og tilbage – deres interne regnskab skal min bankkonto ikke blandes ind i.
Jeg skal skåne jer for hele vores lange diskussion, men han holdt stædigt på sit og sagde, at jeg skulle gå hjem og tjekke min bankkonto, for han ville godt vædde på, at de 2033 kroner var returneret til den. Jeg fik ham dog til at notere på deres kopi af bonen, hvad jeg dikterede til ham.

Der var selvfølgelig ikke ført penge retur. Den 10. august ringede jeg og gjorde opmærksom på det. “Lars er her igen i morgen. Kan du ringe igen dér?”
Dagen efter indrømmede Lars modstræbende, at han vist var kommet til at taste mit postnummer ind som beløb, og at han ikke vidste, hvordan han skulle redde situationen, “men i morgen er vores bogholder der. Kan du ikke ringe i morgen?”
Hrmpf. 11. august bad Lars om mit kontonummer og lovede at få pengene ført retur samme dag.
Der skete ikke en pind …

14. august sendte jeg en noget vrissen mail til Havemøbelshoppen, hvor jeg beskrev forløbet, og samme aften kom der mail fra selveste direktøren … han beklagede “alt dette rod” og lovede at få overført pengene til mig straks næste dag.
Jeg takkede og svarede, at så droppede jeg alligevel ikke hans butik – især ikke, hvis vi kunne finde ud af noget med nogle hvide polyrattanstole.
Vi har to, og Tim faldt pladask for dem – han mente de ville passe perfekt i deres engelske have.
Jeg fik et ganske godt tilbud på to stole med hynder “som kompensation for mit bøvl”.
Nu har vi jule-/fødselsdagsgave til Tim.
Intet er så galt, at det ikke er godt for noget.

Irriterende uheld

Jeg er på mit fjerde glaskeramiske komfur. Det første blev for gammelt og måtte skiftes; det andet gik jeg for meget på kompromis med, hvorfor det røg op på ødegården efter et par års tid med jævnlige irritationer over det, det tredje var supergodt, men måtte blive i Havdrup, det fjerde blev købt til Den Stråtækte og er mage til det tredje.
Jeg har aldrig lavet så meget som en ridse i de tre første, men efter mindre end fem måneders brug af dette fjerde taber jeg et krydderiglas så uheldigt, at der bliver slået en lille flis af glaspladen.
Øv, men der var tilsyneladende ikke sket noget alvorligt … troede jeg indtil dagen efter, hvor John tørrede komfuret af og det viste sig, at der var en revne tværs over hele komfuret. Jeg kunne sagtens se for mig, hvordan hele skidtet kortsluttede, næste gang kartoflerne kogte over, så jeg ringede og bestilte en ny. Jeg bandede selvfølgelig grundigt og inderligt, for der er ingen garantier, der dækker klodsethed, og indboforsikringens selvrisiko gør, at det ikke kan betale sig at melde skaden.
“Skifter I den selv, eller skal vi komme og gøre det?”
Det kunne John ikke se, at der skulle være nogen problemer i at gøre, så det skulle han nok klare – ingen grund til at betale over det dobbelte for at få dem til at ordne sådan en bagatel. Vi hentede derfor pladen i formiddags i Nykøbing.

John fik pladen af og vendt den, og … kløede sig i nakken. Kiggede og vurderede. De to lange stænger kunne han slet ikke afmontere, så han kunne ikke helt gennemskue, hvordan sagen skulle gribes an. Han tænkte længe, lirkede lidt og tænkte igen. 
Kapitulation. Defekt plade skruet på igen.
Jeg ringede til Nykøbing: “Kan I huske mig? Jeg hentede en glasplade i formiddags.”
Det kunne de godt. “Kan I komme og skifte den for os?”
“Jo … men … ville din mand ikke selv gøre det?”
“Det har han fortrudt …”
Damen kunne ikke lade være med at grine, selv om hun sagde undskyld bagefter. Jeg sagde, at det var helt i orden – at John vist nok var en smule flov, men at jeg har større respekt for, at han siger fra, frem for at kaste sig ud i noget, han ikke er sikker på udfaldet af.
Vi har nu en aftale med et servicecenter fra Nykøbing.

En energidræber fra morgenstunden

I morges ville jeg rigtig lege Den Store Helseguru, Den Gode Søster og Den Betænksomme Hustru i én og samme person og fremtrylle en solid energibombe til os ved hjælp af min juicemaskine, som jeg med skam at melde ikke får brugt ofte nok. Jeg ved også hvorfor: Det er et helvede at gøre den ren!
Nå, men jeg skrællede ni gulerødder, pillede en appelsin og en lime, skrællede en pænt stor klump frisk ingefær og tog kernehuset ud af tre store æbler.
Fumlede lidt med at sætte stikket i kontakten og begyndte så at proppe gulerødderne ned i maskinen.
Opdagede desværre først efter have onduleret fire af dem (det går lynhurtrigt), at jeg havde fået skubbet til opsamlingsbeholderen under førnævnte fumleri, så der lå saft fra fire gulerødder og flød ud over bordet, hvorfra det meste sivede ned ad skabet og videre ned på gulvet, og resten havnede i en skuffe. I har slet ingen ide om, hvor meget saft fra fire store gulerødder kan fylde … og det er MEGET orange!
Det var her, Merete trådte ind i køkkenet. Jeg var indædt storbandende begyndt at tørre op, da hun fyrede følgende bemærkning af: “Det er da vist mere en energidræber end det modsatte, du har gang i der, lyder det til. Hvorfor samler du det ikke bare op i en beholder?”
Jeg slog hende ikke. Især fordi hun grinende overtog rengøringen, mens jeg skrællede fire gulerødder og ellers fortsatte med energibombefremstillingen – denne gang MED opsamling.
Den nåede at stå i nogle minutter, så safterne fordelte sig i fine lag, men det var bare at røre lidt rundt i det – og heldigvis smagte det så godt, at det næsten var de ekstra, uforudsete anstrengelser værd.
Det smager bedre end det ser ud. Det smager faktisk smaddergodt – det er den friske ingefær, der er hele hemmeligheden og som gør den store forskel.

Man har et standpunkt, til man …

Man har et standpunkt, til man bliver tvunget til at tage et nyt.
Da vi så på Den Stråtækte, havde Finn sin vaskemaskine i badeværelset, men John og jeg blev lynhurtigt enige om, at den skulle ud i fyrrummet, hvor der var strøm til den og hvor der var etableret afløb.
”Virker det afløb?”
”Jaja, det fungerer som det skal.”
Første gang vi brugte vaskemaskinen, stod der et par cm vand på gulvet. Det forsvandt af sig selv, men meget langsomt.
John prøvede at rense afløbet med alle tilgængelige midler, men intet hjalp, så vi måtte have fat i en kloakmand.
Denne fandt ud af, at det ikke var et rigtigt afløb, men bare et kort dræn, som endte i en faskine lige uden for garagen. Hverken lovligt eller tilstrækkeligt til snesevis af liter snavset sæbevand …
Vi kiggede i tilstandsrapporten, for vi huskede det omtalt som et afløb – hvilket var rigtigt husket, så dette er en ejerskifteforsikringssag, tænkte vi straks. HA – endelig noget, der ikke er blevet taget forbehold for.
Da vi tænkte én gang til, blev vi enige om at flytte vaskemaskinen ind på badeværelset … det var faktisk lidt ligemeget, at vi ikke selv skulle betale kloakgildet, så at sige, for vi orker simpelthen ikke tanken om, at det halve af haven skal graves op for at få ført et autoriseret afløb fra fyrrummet og ud til den eksisterende kloak.
Det passer ikke fruen helt – heller ikke herren, for den sags skyld – men alt det andet besvær passer os begge endnu mindre, så vi havde en VVS-mand ude i dag for at reetablere vandtilførslen, som vi fik stoppet og gemt godt af vejen, mens huset alligevel var fyldt med håndværkere.
Sådan kan det gå …

Da VVS-manden alligevel var her, spurgte John, hvorfor trykket faldt så hurtigt på ekspansionsbeholderen – han var nødt til at fylde vand på systemet en gang om ugen, hvilket han ikke følte sig helt tryg ved, for hvor forsvandt vandet hen?
Det ved ingen; det forsvinder bare, men ny ekspansionsbeholder er nu blevet sat op … det var dog okay – de holder angiveligt ikke mere end 10-12 år, så det kan vi vel ikke bebrejde nogen, andre end måske tilsynsmanden, som altså hverken opdagede, at afløbet ikke var et afløb eller det med ekspansionsbeholderen. Det sidste ved jeg ikke, om man overhovedet har mulighed for at opdage, men da vi omtalte det for VVS’eren, grinede han hånligt og erklærede, at de tilsynsrapporter var en ren pengemaskine – de færreste håndværkere havde respekt for det ‘arbejde’ (man kunne tydeligt høre hans gåseøjne), der blev udført i forbindelse med et hussalg.
Vi havde en oplevelse, der understøtter mandens påstand: Da vi havde en tilsynsmand ude til rækkehuset, ville han ikke gå ind i skunken “for der var erfaringsmæssigt ikke noget at finde i disse huse”. Ejerskifteforsikringen tog, ikke overraskende, forbehold for fejl bag skunken, og køberen forlangte derfor den efterset for at få forsikringsdækning.
Vi havde heldigvis en såkaldt sølvpakke, så det kostede os ikke noget at få ham ud igen (lige som det heller ikke kom til at koste os noget at få rapporten forlænget), men hvis han havde gjort sit arbejde ordentligt første gang, kunne vi helt have undgået den ommer.

Vi flyttede heldigvis væk, inden de bombede vores by …

Jeg skulle alligevel til Køge, og da jeg nu var i nærheden, kunne jeg lige så godt hente vores tørrestativ, som blev glemt i onsdags – og dermed også lige så godt kunne handle i min go’e, gamle brugs. Bare hvis nogle skulle undre sig over, hvorfor jeg åbenbart ikke kan undvære den …

Hvor er vi dog glade for, at vi er flyttet til det fredelige Sydsjælland. I Havdrup, som vi flyttede fra, sprængte nogle amatører, bløddyr, bollefjæs, fedtefyre, feje hundehoveder, fnatmider, fæhoveder, grødbønder, hængerøve, ignoranter, jammerkommoder, karklude, elendige klamphuggere, klodsmajorer, narrehatte, skvadderhoveder, skvatpissere, slapsvanse og talentløse skiderikker (fik jeg det hele med? Egons ordforråd var stort i denne retning) apoteket i luften i nat. Man ville have fat i den kontantautomat, som sidder sad i muren ind til apoteket.
Jeg ved ikke, om forhavendet lykkedes, og om de derfor har fået fat i nogle tusinde kroner, men jeg er forholdsvis sikker på, at de er skyld i, at apoteket skal genopbygges for flere hundrede tusind kroner. Plus det af væggen ind til fakta, som det også gik ud over. Plus alle de apotekervarer, der formentlig nu bare kan kasseres.

Da jeg kom – og gik – havde man vældig travlt med at rydde murbrokker og glasskår op, og der gik en vagt rundt. Det er en kold tjans han har fået sig der, og der er velsagtens nødt til at være et par mand på hele natten; de kan overhovedet ikke nå at rydde apoteket for varer inden mørkets frembrud – alt er lige til at gå til, hvis man skulle have den slags tilbøjeligheder.

Jeg ved heller ikke, om man har fanget de formastelige, men det har man formentlig ikke.
Gad vide, om det var bevidst, at bomben var så kraftig? Det er lige før jeg kunne ønske, at de selv var røget med i købet. Fy, sådan må jeg ikke engang tænke, men for pokker, hvor er det dog bare for meget, at nogle er totalt ligeglade med hvor meget de ødelægger for i jagten efter nogle relativt få kontante midler.
Jeg talte med en, som bor ret tæt på. Han fortalte, hvor højt braget lød – han vågnede og var sikker på, at der var drattet et fly ned (et fra Air Asia, vel) ned lige ved siden af hans bolig.

Jeg er ret sikker på, at apoteket ikke fremover ønsker at være ‘vært’ for en kontantautomat!

Åerne er blevet elve og børnebørnene er blevet otte og ni

Under aftensmaden i går sad vi og funderede lidt over, hvorfor nogle vandløb her i Sverige hedder åer og andre hedder elve. Jeg mente, at det måtte have noget med størrelsen at gøre, men fx Mörrumåen er temmelig stor (= vandrig), og vi har set mindre elve i Nordsverige.
Google, google. Det har noget med størrelsen at gøre, men også noget med strømhastigheden. Hvis der er fart over feltet, hedder det en elv, og flyder den lige så stille som Don, er det en å. Naturligvis kunne vi finde undtagelser fra begge dele, men det er den overordnede mening.

Lige for tiden er selv de mindste åer i Sverige lavet om til elve. Ovenstående billeder er taget på samme sted hhv. en fredelig aprildag i 2011 og i dag.
Man kan se på buerne, at vandstanden egentlig ikke er steget så forfærdelig meget, men det har en stor effekt, og alle stenene til venstre er lige nu dækket af vand.
Denne å/elv følger vi et temmeligt langt stykke ad vejen mod Olofström; den var næsten hele vejen udvidet temmelig meget i bredden og havde lagt mange engdrag undervejs under vand – man kunne næsten sige, at Kristianstads Vattenrike er blevet adskillige kvadratkilometer større end normalt og når helt op til nord for Olofström.

Det må i øvrigt være Flammefallets lillebror, vi passerer et sted mellem Olofström og Vilshult – faldet er mindre, men vandets farve er præcis den samme. Colavand, som mange kalder det. Vi har oplevet børn som har troet, at det er cola og derfor var dybt misundelige på de mange svenskere, som bare kan hente deres cola i spandevis lige uden for døren.

Anna havde fødselsdag i onsdags og Aubrey har i dag. Han måtte derfor pænt nøjes med at se til, da Anna åbnede sine gaver. Han vidste godt, at det snart også var hans tur, så han kæmpede en brav kamp med sig selv for at nedtone den grimme følelse af misundelse. Da Anna pakkede en kabinekuffert ud, som vi havde købt til hende, løb øjnene over og hele ansigtet krakelerede. Han forsøgte – han forsøgte virkelig – at skride værdigt og tilsyneladende upåvirket ud af stuen og op på værelset for at begrave sig under dynen, mens han græd og græd. Charlotte gik op og trøstede. “Buhuuu, jeg ønsker mig [snøft] OGSÅ en ny kuffert [snøft]”.
Hun sagde bl.a., at det da sandelig var godt, han kun skulle vente en uge og ikke et halvt år, inden det var hans fødselsdag …
Han tænkte sig lidt om … hmmm … den var fra mormor og morfar … de kunne sikkert godt finde på at give os ens gaver … man kunne jo håbe, så …
Den lille fyr tog sig sammen og gik ned til sin søster.
I dag kunne drengen så pakke sin nye kabinekuffert ud og glad var han. Nu mener de begge, at det bliver endnu mere spændende at flyve til Danmark i deres vinterferie, for de kan have meget mere i de nye, ‘rigtige’ end i de gamle, som mirakuløst har holdt i de seks år, der er gået siden jeg købte dem. Det var bare nogle billige nogen, der nærmest var ment lidt for sjov, men de har holdt til en hel del flere flyrejser og leg indimellem, end vi havde kunnet forestille os.

I søndags havde de efter Annas ønske farfar og Susan på besøg. Da C spurgte, hvordan Aubrey kunne tænke sig at holde sin fødseldagssøndag, svarede han, at han helst ville have en dag, hvor de alle fire havde nattøj på hele dagen “ … and maybe a wellie walk, too …” – en ‘gummistøvletur’ er lykken for en lille dreng, især med det meget vand, de har fået også derovre.

Der er dårlig service og der er god service

For mange år siden købte jeg en ny Ford Fiesta. Når man startede bilen, skulle alle lamper lyse kortvarigt for at vise, at de virker. Det gjorde olielampen ikke, hvorfor jeg klagede ret hurtigt over manglen. Følgende er en forkortet dialog mellem sælgeren og mig:
– Altså – vi skal jo nærmest skille bilen ad for at komme ind og ordne det.
– Og …?
– Ja, du må jo kunne forstå, at det vil blive meget omkostningsrigt for os?
– Og …? Det er vel dækket af garantien, siden du prøver at krybe udenom?
Han blev ved med at snakke udenom.
– Du er jo så rutineret en bilist, at du sagtens kan leve uden den olielampe. Du sørger jo selvfølgelig for, at der altid er olie nok på, ikke?
– Er det dækket af garantien? Ja eller nej!
– Det skal jeg lige finde ud af …
– Det ved du jo godt, om det er. Ja eller nej?
– Øhh ja. Men … bla bla bla …
– Du har lige på ueleganteste vis sikret dig, at dette var sidste gang jeg kom her – lige bortset fra, når jeg skal hente min bil igen.
Det skulle jeg så ikke engang. Komme igen, altså. Det tog et kvarter, så havde værkstedet fikset den lille sag. Hvad pokker skulle alt det bavl så til for?
Det var exit Ford i Roskilde for mit vedkommende. Og autoriserede værksteder generelt. De er alt for dyre og kan slet ikke præstere den service som fx det lille værksted, hvor jeg lige siden har haft mine biler.

I går, efter at have tilbagelagt ca. 2/3 af strækningen til torpet, gav Kiaen et underligt host fra sig, og en lampe begyndte at lyse. Motorlampen, sagde John.
Han mente, at det var noget med turboen, der var gået, for den accelererede ikke med det sædvanlige boost og reagerede i det hele taget langsommere end normalt.
Vi kørte lidt nervøse videre – vi kunne jo ikke stoppe der midt i det hele, og det gik da også godt resten af vejen. Instruktionsbogen kunne fortælle, at man godt måtte køre videre, men at man skulle få motoren tjekket snarest muligt.
Kort efter ankomst kiggede naboen ind, og John fortalte om den væmmelige lampe. Naboen gav John et visitkort fra en mand, der for nylig havde åbnet et autoriseret Kia-værksted i Älmhult. Den mand (naboen, forstås) har simpelthen svar på alt!
I dag kørte John til Älmhult, hvor man gennemmålte bilen. Det tog et kvarters tid.
Derefter kørte mekanikeren en tur på omkring 10 minutter. Umiddelbart efter start af bil holdt lampen op med at lyse! Manden tog John med ind på kontoret for at forklare hvad årsagen kunne være. Det kunne være en af to ting, men konklusionen var, at et eller andet filter sandsynligvis havde haft noget snavs, der så på en eller anden måde var blæst ud af sig selv. Han ville gerne skifte filteret, men det skulle lige bestilles hjem – vi kunne bare ringe, hvis det var, så skulle han nok ordne det. Efter et kig på priserne blev John enig med sig selv om, at det vist er her, vi skal komme fremover med Kiaen.
Da John sagde, at han lige så godt kunne ordne betalingen med det samme, svarede manden, at det kostede da ikke noget!

Kan I forestille jer sådanne ord fra et autoriseret bilværksted i Danmark? Jeg kan ikke – de ville have taget penge for en halv eller en hel værkstedstime.

To ubehagelige lyde af vidt forskellig karakter

Bedst som jeg havde sat mig ud på terrassen med det hele stablet op ved siden af mig: kaffe, telefon, iPad og strikketøj og lige havde sat maskerne i gang, lød der en svag, men umiskendelig lyd, som alle, der har oplevet en KnitPro-wire, der med ét slipper sit greb om pinden, vil kunne genkende.
SHIT, pokkers og sgu! Og meget mere, men dette er en forholdsvis sober blog, så I må tænke jer til resten af ordene.
Murphy – hvor får du det fra? Jeg har altid min store strikketaske med mig, indeholdende hele reservedelslageret og i det hele taget remedier til alt, hvad der overhovedet kan tænkes at blive brug for i enhver strikkesituation og/eller ditto knibe – og så lidt til.
Men den har jeg ikke med denne gang. Jeg er lige begyndt på Maestro II og vi skal kun være her fra tirsdag til torsdag, så jeg nøjedes med at medbringe selve strikketøjet.
Jeg bandede så højt, at John hørte det nede fra haven og selvfølgelig spurgte, hvad der var sket, hvilket jeg indædt fik hvislet ud mellem tænderne.
Hvad gør min søde mand? Han siger bare: “Nå, men så skal vi vel en tur til Kristianstad, skal vi ikke?”
Han har ikke kun skruet hænderne rigtigt på; det der kone-i-knibe-forståelsesgen fejler ved gud heller ikke noget. Han kører glad og gerne 2 x 43 kilometer for at skaffe mig en ny strikkepind.

Vi besøgte MediaMarkt, nu vi alligevel var kommet til byen, så jeg fik mig ved samme lejlighed en pc-reservestrømforsyning, der nu får lov at bo her på torpet.
Da vi havde parkeret bilen for at gå ned til Helylle, Sydsveriges bedste garnforretning og i dag min redningsplanke mht. strikkepinde, skulle vi over en fodgængerovergang. Vi stod stille, for der kom en bil lidt for tæt på til, at vi ville ‘bede’ ham om at bremse. Der kom også en cykel. For fulde gardiner. Imod normal kørselsretning for cyklister og midt i fodgængerfeltet.
Bilisten havde ikke en chance; der lød et, også umiskendeligt, hult bump og så lå cyklisten nede på asfalten.
Der var øjeblikkelig en, der hev en mobiltelefon frem, og der var masser af andre vidner og folk, der tog sig af hende, så vi gik videre.
Hvis I spørger mig, burde den cyklist have den fulde skyld for den påkørsel. Bilisten kørte på ingen måde for stærkt, mens cyklisten intet havde at gøre i en fodgængerovergang med fuld fart på i den forkerte retning.
Det er nok en undtagelse, vil nogle måske hævde, men faktisk kunne jeg godt tænke mig at se en statistik på, hvor mange uheld cyklisterne selv er skyld i; det er altid højresvingsulykkerne, man ser tal på … de er helt sikkert bilisternes skyld; det skal vi selvfølgelig ikke diskutere, og jeg er såmænd heller ikke interesseret i at starte den nylige og hede debat igen, for den fører jo ingen vegne.
Alligevel skulle jeg lige af med min harme …
Da vi kom tilbage, var der kommet to ambulancer og en brandbil (!?); cyklisten sad op og kommunikerede med ambulancefolkene, så hun var tilsyneladende heldigvis ikke kommet slemt til skade.

Genforeningen 2014. En landvinding

Siden april 2010, hvor John og lillebror Søren omkransede grunden med et strømførende hegn, har vi ikke set spor efter så meget som et enkelt vildsvin inde i haven, så det har vist sig at være 100 % effektivt. Heldigvis. Det var ikke til at holde ud at komme op til en ødelagt græsplæne igen og igen og igen og …
Hvad der dengang undrede mig i meget høj grad var, at d’herrer ikke havde hegnet hele grunden ind, men havde givet omkring 500 m² tilbage til skoven langs det meste af den østlige ende.
Jeg havde ikke lige regnet med, at jeg skulle føre tilsyn med hegnet allerede inden det var etableret, så jeg opdagede først suverænitetsafgivelsen, da de var færdige og havde sat strøm på.
Jeg spurgte, med min sædvanlige rolige og afdæmpede stemmeføring, hvorfor I ALVERDEN!!! de ikke havde hegnet hele grunden ind???
[Bort]forklaringerne lød, at terrænet så lidt vanskeligt tilgængeligt ud.
Mine kommentarer til dette skal jeg spare jeg for. Det blev John og Søren til gengæld ikke …

Problemet var bl.a., set med mine øjne, at de havde sendt en hel del træer tilbage til skoven, så at sige, og når skovarbejderne får besked på at rydde et eller andet område, går de ikke nødvendigvis rundt med et matrikelkort i lommen, så de kunne derfor meget nemt komme til at fjerne vores træer, hvilket for det første betyder et uønsket hul mod øst og for det andet æder af vores brændeovnsressourcer, hvis de nogen sinde skulle komme på den side af grunden. Vi håber dog ikke, at det bliver i vores tid, da de for få år siden var der på sydsiden – hvilket vi i øvrigt hilste velkomment. Der måtte de nemlig meget gerne tynde lidt ud i træerne, hvilket de helst ikke må mod øst, men vi bliver i givet fald ikke spurgt, og så er det med at have hegnet korrekt placeret.

I de fire år, der er gået siden starten på Den Lille Territorialkrig, har John med jævne mellemrum gået og slået med buskrydderen og har derfor senere godt kunnet se, at argumentationen fra 2010 nok ikke helt holdt.
I går blev der købt nogle ekstra pæle, som John uden problemer fik banket i jorden. Han fik sat tråd i og strøm til og vupti – genforeningen 2014 er nu en realitet!
Det har engang været en del af haven, kan man måske ane på bonderosen og liljen, der står cirka i midten af billedet.
Terrænet var ikke mere utilgængeligt, end at John allerede på skrivende tidspunkt har kørt det meste af det igennem med plæneklipperen, så det er bare blevet SÅ pænt igen.
Mommer er glad. Moffar er det også. Han går lidt mere stille med det, men mon ikke han sætter pris på fremover at slippe for at høre mere fra min side vedrørende det elhegn?

Den højtidelige indvielse … champagnen sprang vi over, da klokken kun var 10:30. Vi savnede at se Prins Henrik komme ridende igennem på sin hvide hest, men han har vist travlt med nogle fødselsdagsforberedelser.

Vand, vand og atter vand

Hold da kæspft hvor det regner, som Charlotte så malende udtrykte sig, endnu før hun havde lært at tale rent. Alle ft-lyde blev til en (i vores ører) meget mere besværlig, læspende spft-lyd: lospftet, kræspfter, luspften, saspftevand. Hun var lidt til grin i familien, som selvfølgelig elskede at få hende til at sige disse ord bare for at få sig en god latter. Stakkels barn – hun har dog ingen traumer over det, for alle var heldigvis så hensynsfulde at gøre deres bedste for at skjule deres grin for barnet.
Men altså – hold da kæspft hvor det regner i dag. Ikke hele tiden, men vel omkring 3/4 af den. Indimellem skinner solen, og det bliver helt sommermildt.

Egentlig kan jeg bedre lide græsplænen, når den ser ud som på billedet herover, men sådan noget skal jeg ikke sige til John, for så får jeg blikket … det synes han i hvert fald ikke den gør, og det dur jo ikke, at stedet ser forsømt ud, osv, osv.
Nejnejnej, men derfor kan jeg jo sagtens synes, at plænen er pænest med bellis i. De der gule nogen er jeg dog ikke vild med i en plæne.
Den er slået nu. 3/4 af den er slået nu, men det har ikke noget med mængden af opholdsvejret at gøre – John kørte ind i en af udluftningerne til trixtanken, så der gik en rem på plæneklipperen.
Den udluftning har været samme sted i alle 18 år, men den kan være svær at se, når græsset er blevet for højt. Jeg foreslog lige så stille at markere den lidt tydeligere, så det ikke skete igen, hvilket blev taget en anelse fortrydeligt op – “Det er da kun anden gang, det er sket!”
Det var sådan set ikke ment som en bebrejdelse, bare et forslag til forebyggelse af tredje gang …

Campingvognen er blevet fint hvid igen – så ren har den sikkert ikke været, siden den var ny. Højtryksspuleren kom i brug og var udmærket til formålet, men John måtte forinden ligge på knæ oppe på taget og skrubbe med en børste for at få det rent; det bar meget fastsiddende spor efter at have tilbragt en del af sommeren og hele efteråret under et stort bøgetræ. 
Plus alle insekterne, der sad fast på forsiden … men nu er alt snasket væk. I modsætning til mig kan John godt lide den slags arbejde – der skal jo anvendes en maskine  

Jeg kan bedre lide at plante krukker til med blomster, hvilket jeg har hygget mig med i formiddags – nu ser her fint og beboet ud igen.
Alle krydderurterne, jeg satte sidste år, har overlevet vinteren og er allerede ved at brede sig effektivt, men det gør ikke noget, for der hvor de blev sat, er der ikke noget, de kan kvæle, og skulle de finde på at forsøge at invadere græsplænen, dufter det bare skønt, når den bliver slået.

Reine claude-blommetræet blomstrer lige så fint som Filippa. Med fine, hvide blomster – men ikke nær så smukke som hendes. Filippas, altså …

Rododendronen går snart helt blomstergrassat, og humlebien har travlt med at tappe døvnælderne.
Med andre ord: foråret er fuldstændig, som foråret skal være heroppe.
Måske lige bortset fra, at vi godt kan undvære 20 mm regn i døgnet … og hagl … nu har vi fået vand nok for denne omgang, tak.

Så er der permanent skyfrit hos Nielsens

Jeg købte for flere år siden mit eget domæne af to grunde: Ambitionen om at lave en hjemmeside om vores rejser og muligheden for at få en mere skræddersyet mailadresse.
Hjemmesiden blev aldrig rigtig til noget – i stedet fik jeg øjnene op for den mere interaktive blogverden. Webhotellet hedder one.com, og jeg er fint tilfreds med det. Det understøtter også WordPress, således at jeg kunne have min blog hos dem og dermed ikke skulle tænke mere over backup, men så vil jeg miste en alt for stor del af administratorrettighederne, hvilket jeg ikke har lyst til.
One.com har en feature, der hedder Cloud Drive, hvor man lægger sine billeder og dokumenter i ‘skyen’, som det hedder.
Smart, tænkte jeg: En ekstra backup udover de to eksterne harddiske, jeg allerede kører med; en i DK og en i Sverige. Jeg er nemlig ret hysterisk med mine billeder – VIL simpelthen ikke miste dem.
Cloud Drive er også smart på den måde, at den hele tiden synkroniserer mellem enhederne og skyen; dvs. ikke kun en konstant og løbende backup, men også adgang til mine billeder og dokumenter på alle vores enheder (to ipadder og to mobiltelefoner) anytime.
Det lød ikke særlig dyrt, så jeg var med på ideen.
Det var ikke engang særlig dyrt. I starten … men …
Jeg tog jo flere og flere billeder, så cirka en gang om året fik jeg en mail fra One.com om, at nu havde jeg overskredet loftet og måtte derfor op på næste trin på abonnementsstigen.
Dumme Ellen betalte bare og havde egentlig ikke helt styr på den årlige omkostning, fordi det kom sådan lidt snigende med en lille stigning ad gangen.
For et par dage siden kom regningen for det næste år.
2160 kroner!!!
Bare fordi jeg nu er oppe på at skulle have plads til 250 GB. Der var oven i købet ikke længe til, at dette tal også ville blive overskredet, hvilket ville medføre næste step på 500 GB, som ville have kostet mig 4320 kroner om året. Det er godt nok mange penge – jeg ville kunne investere i en hel del eksterne harddiske på flere TB for de penge.
Så kan jeg godt leve uden den ekstra backup og uden at have adgang til mine billeder via skyen.
Jeg fik nedgraderet mit abonnement til begynderpakken på op til 5 GB, som er mere end rigeligt til mig, når billederne er pillet ud.
Dermed kom jeg ned på kun 135 kroner om året. Det kan jeg leve med.

---

Jeg fik ellers olieret vores køkkengulv i går.
Jeg tabte en hel flaske olivenolie. En liter olie og ti millioner glasskår fordelt på et par kvadratmeter. FOR HÆVLED!
John hørte knaldet og min indædte banden helt ud på terrassen og kom ind med det samme. “Har du skåret dig?”
”Nej, heldigvis ikke, men for hulen da et forbandet svineri”.
Det kostede en halv times arbejde, hvor det lykkedes mig at skære mig en enkelt gang.
Det hele bare fordi jeg skulle afprøve Brugsens stenalderbrødblanding:
Tilsæt 5 æg, 1 dl olivenolie og 2 tsk salt. Kom i en smurt form. Bag.
Nemt. Jeg har dog en vis tvivl om, hvorvidt man bagte på den måde i stenalderen. Æg og olivenolie … jamen det havde man da også lige ved hånden i enhver stenalderhusholdning …

Er der nogen, der har set mine briller?

Dem lagde jeg nemlig et eller andet sted oppe i Nordjylland, da vi camperede på Svinkløv camping i starten af september.
Skulle jeg være lige så heldig som med polfilteret, er der sikkert en eller anden, der er faldet over dem.

Det skal nok lige indskydes, at efterhånden som mit arbejde kom mere og mere på afstand, syntes jeg, at jeg havde mindre og mindre brug for brillerne, så jeg havde dem mere af end på efterhånden. For eksempel behøvede jeg dem ikke længere for at kunne læse teksterne på tv, hvilket jeg ikke kunne, da jeg gik på arbejde. Sammenhæng? Pas. Men jeg formoder, at jeg bare generelt var mindre træt i øjnene efter at være jobstoppet.

Før jeg fik paryk var jeg vant til at sætte brillerne op i panden, når jeg ikke skulle bruge dem, og parykdamen sagde, at den vane behøvede jeg ikke at aflægge; det var kun en fordel, at jeg ikke skulle tænke over det at have paryk på.
Den købte jeg … og tænkte kun kort over, at jeg jo egentlig ikke havde føling med de briller – om de sad der eller ej, kunne jeg overhovedet ikke mærke, så hånden fløj op i tide og utide for lige at tjekke, om de var på plads.
Den fløj op én gang for lidt.
Da vi pakkede fortelt sammen og ryddede op i campingvognen, savnede jeg mine briller. 
Jeg kunne ikke finde de forbaskede tingester – de var væk, væk, væk.

Som sagt synes jeg ikke, de var så nødvendige, som de havde været, så jeg har haft udskudt at gå til en optiker.
Lige indtil i dag.
I den sidste tid har mine øjne været meget trætte om aftenen, og det har knebet en hel del med at se skarpt, så nu tog John og jeg os sammen. Hans syn er (også) blevet forværret, så det hed jo nok to par nye briller.
Efter synstesten blev jeg spurgt, om jeg kørte bil (han havde fået hele historien). Jeg svarede, i overensstemmelse med sandheden: “Næsten aldrig, den klarer min mand.”
”Det var godt, for du må faktisk ikke køre bil med det syn!”
Du godeste – stod det så slemt til?
Det gjorde det – det var blevet noget værre end ved den seneste synstest for tre år tilbage. Nu er jeg blevet 0,25 langsynet på det ene øje og 0,75 nærsynet på det andet. Før var jeg hhv. 0,25 og 0,50 nærsynet, så der var lige en forskel på 0,50 på det ene øje og 0,25 på det andet i forhold til sidste måling.

Så forstår jeg bedre, at mine øjne var aftentrætte – der har virkelig skullet kompenseres her.

Og nu kommer der simpelthen noget reklame/en anbefaling – noget jeg ikke gør så meget i, og slet ikke med forsøg på bestikkelse i form af gaver eller hvis jeg bliver bedt om det – hvad jeg naturligvis heller ikke er blevet i dag – jeg fortalte ikke i biksen, at jeg har en blog … 
Johns sidste par briller (fire år gamle) kostede ham en femcifret sum. Mine kostede omkring godt det halve af Johns for fem år siden. Det var med alt, hvad hjertet kan begære af tre flydende overgange, toning, hærdning og antirefleksbehandling.
Det var hos Synoptik.

I dag har vi fået fire par briller for det, Johns alene kostede dengang. Et par almindelige og et par solbriller hver. Den anden brille gratis mht. stel og glas. Alle fire med tre flydende overgange, toning (ikke solbrillerne …) hærdning og antirefleksbehandling. Designerstel og det hele.
Det var hos Louis Nielsen.

Det er da en forskel, der er til at føle på. Exit Synoptik.

Årets første julemarked

Det har været så flot vejr i dag, så vi skulle ud … bl.a. ud og køre … men hvorhen?
Kigge, kigge, kigge – hvad kan vi finde som mål?
Jeg fandt et julemarked på gården Rosendal ved Ålsgårde, som vi blev enige om at prøve af.
Det blev det, men skal vi ikke bare sige, at fra nu af kan det kun gå fremad?
Hvis julemarkedet er 100 %, så fyldte arealet, hvor man kunne sidde og indtage et glas glögg, 75 %. Boderne med (ikke særlig spændende) juleting 15 % og kæleklappeaedyrsområdet 10 %.
Man kunne dog også købe duer, fasaner, en ræv og nogle krager … krager??? Spiser man krager? Hvordan smager de?

Vejen hjemover lagde vi via den nordsjællandske kyst – en smuk tur, som bl.a. gik forbi Gilleleje Havn, og da klokken efterhånden var blevet 13, blev vi enige om at finde et sted at indtage frokosten.
Valget faldt på Restaurant Gilleleje Havn, som viste sig at være et overmåde godt valg.
I dag var mandemaden og kvindemaden hhv. en stegt rødspættefilet og en omgang krebsehalesalat, hvor begge dele til min udelte fornøjelse blev serveret med masser af salat til.

Restauranten bagte også ta’mæ’jæm-brød. To slags, et mørkt rugbrød og et lysere etellerandet. Begge brød blev serveret til vores frokost, og da de var ualmindelig lækre begge to, købte vi det lyse af dem. Rugbrød har vi rigeligt af lige for tiden, men det andet vil være godt til morgenmad.

Der følger brødbakke med, når man køber det lyse af brødene … jeg kan ikke rigtig se fidusen, men det ser blæret ud.

I havnens fiskebutik købte jeg pighvar, så gæt, hvad vi skal have til aften?

Brunkagerne?
Det viste sig at være nemt at få dejen rullet til pølser, så det hele gik meget nemmere, end jeg kunne have frygtet.
Selv om jeg skar forsigtigt, var det umuligt for mig at holde den runde facon, men pyt – det gør ikke spor, at de ser meget hjemmelavede ud. 
Smagen? John har godkendt dem … jeg er ikke selv vild med brunkager, men kan da godt smage, at de er bedre end Brugsens.

Der blev tre plader af denne portion, svarende til tre mindre dåser, så vi har så ri-ge-ligt med brunkager nu.

---

Til sidst et skoleeksempel på Murphys lov:
Jeg har mistet mit polfilter. Var sikker på, at jeg havde tabt det i en eller anden skov, men John og jeg har alligevel ledt højt og lavt i det meste af et par måneder. Det var lidt ærgerligt, for jeg havde købt det her i sommer – jeg er lige dyr nok i drift mht. polfiltre.
I torsdags i Kristianstad kapitulerede jeg og købte et nyt, for jeg vil helst ikke undvære et polfilter.
I dag kom der en sms fra Steen, som vi besøgte i September: “Vi har lige været oppe og besigtige efter stormen – er det en af jer, der har tabt et polfilter, mærke xxxx? Jeg fandt det i skovbunden.”

Det er fantastisk, at han har kunnet se det – det er i sagens natur ikke ret stort, men det murphyske i det er, at denne besked løber ind tre dage efter, jeg har købt et nyt. Det er lige før, jeg håber, det har taget skade af at ligge i skovbunden, så vil jeg ærgre mig en lille smule mindre.

Just another Sunday in Wiltshire and Denmark

Der er mange, der har udtrykt deres undren over, at Charlotte og jeg ikke skyper sammen. Det er der flere årsager til, og vi begynder såmænd nok også i en ikke så fjern fremtid, for nu har C endlelig fået en computer, der har en smule ‘trækkraft’, men det er nu slet ikke nødvendigt at have kamera på for at deltage fuldt og helt i livet i den lille, wiltshireske landsby. 
Alle samtaler er naturligvis forkortede, både af hensyn til jer og til privatlivets fred.  
Dansk tid 10:30. Ellen ringer op.
”Helloooo. Hi Ellen … [høflighedsudvekslinger] … I’ll just hand my beautiful wife over to you …! Charlotte:
”Hej mor – må jeg ringe op, når vi har spist morgenmad? Vi har lige sat os til bords. Ja, det er en sen morgenmad, men James holdt bonfire night i går, og vi kom frygtelig sent i seng, også børnene …”
Dansk tid 11:10. C ringer op.
Bla, bla, bla … julegaver … bla … vejret … bla … nye køjesenge … bla …
11:25:
”Ups, mor, der er vist krise … der er voldsom larm oppe fra værelserne. Jeg er nødt til lige at få styr på, hvad det er – jeg ringer op igen om lidt.”
11:40: 
“Hej igen. Så er der fred i hytten. Tim og børnene er på vej i kirke; der er Remembrance Sunday, og han lovede sin mor at tage børnene med til gudstjeneste – de elsker faktisk at komme i kirke, så det vil jeg selvfølgelig ikke sætte mig imod.
Bla, bla, bla … smalltalk … smalltalk.
11:42: Et VRÆÆÆÆL høres meget tydeligt.
”Du godeste – hvad er der NU sket? Jeg troede de var på vej … jeg ringer igen om lidt.”
11:50:
”Dette bare meget kort, så du ikke undrer dig, for jeg løber igen med det samme. Det var Anna, der var faldet i en mudderpøl. I sit pæneste tøj, så hele hendes verden ramlede sammen – jeg skal have vasket barnet på rekordtid og jeg har lovet at gå med i kirke nu – hun er så ked af det … vi tales ved en gang i eftermiddag.”

Når man er i min ende af røret, kræver det kun et minimum af fantasi at fornemme, at man er der selv. Hvem behøver Skype?

Billedet af Anna er naturligvis flere år gammelt, men jeg elsker det foto.
I retfærdighedens hellige navn skal Aubie også med i dagens indlæg: det bliver lige så retfærdigt ligeledes med et billede af ældre dato, men et billede som beviser med al ønskelig tydelighed, at den knægt har elsket alt, der har med traktorer at gøre, siden før han tog sit første skridt.

Mandemad og kvindemad

Vi skal have fat i en køjeseng til Anna og Aubrey. Den soveløsning, vi har kørt med indtil nu, dur ikke længere; de er ved at blive for store til den, så nu tænker vi langt ud i tiden og investerer i køjesenge i voksenstørrelse.
Vi blev enige om at besøge både Ilva og Ikea, da førstnævnte har lidt mere kvalitet over sig, og hvis den ene skal kunne ligge øverst selv som stor teenager, dur det ikke at købe noget, der er for spinkelt.
Vi fandt en rigtig pæn og gedigen seng til en rimelig penge i Ilva, men 3000 kroner for to skummadrasser? Skummadrasser! Det lyder simpelthen ikke rimeligt.
Af sted til Ikea for at kigge på køjesenge – teori hurtigt bekræftet: sengene var noget klamp, men vi kunne få to springmasrasser til det halve; nemlig 750 kroner stykket – at så sengen også var en smule billigere, var aldeles lige meget, for det drejede sig kun om et par hundrede kroner for en relativt langt større forskel i kvaliteten.
Den køjeseng bliver derfor et ægteskab mellem de to møbelhuse.

Da den beslutning var truffet, var det over frokosttid, så det blev til endnu en beslutning: For første gang i vores karriere at forsøge os med en Ikea-frokost – med eller uden hestekød … hvilket jeg dog nok kan være forholdsvis sikker på ikke at have fået, da jeg tog en varmrøget laks med masser af salat til.

Man kan derimod ikke helt vide, hvad der kan befinde sig i Johns valg af frokost … “20 kødboller med mos, sovs og tyttebærsyltetøj”. Med risalamande til dessert. Han blev snydt, for der var kun 19 kødboller …
Jeg synes det er en meget malende illustration af, hvordan mænd og kvinder kan have yderst forskellige preferencer til, hvad de har lyst til at sætte til livs.
John siger ellers, at han holder meget af min mad, som normalt er noget grønnere end ovenstående, men pudsigt nok går han efter noget med sovs og kartofler, lige så snart han kan se sit snit til det  
Risalamande kunne han spise hele året rundt, hvis det skulle være. Da han var barn, ønskede han sig det til sin fødselsdag i august – og hævder stadig hårdnakket, at hans mor skam lavede det til ham hvert år.
Meget vil jeg gøre for ham, men jeg laver ikke risalamande i august …