Hos Mommer

13. juni 2016

En lille historie om at være stædig

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:04
Tags: ,

Det var åbenbart den sommer … 15° er det nu, og tillige et gedigent blæsevejr. Regnen, som var det eneste, jeg savnede, har til gengæld glimret ved sit fravær – der er kommet 20 dråber, men ikke engang nok til at gøre fliserne våde. Nu tørrer det hele så bare endnu mere ud, hvorfor vandingen fra min side stædigt fortsættes.

P1020414

Jeg har taget lidt billeder af roserne, som jeg bliver mere og mere glad for – også selv om de har stikkende torne …
Inde i denne (som ikke er min yndlingsrose – de dufter og er meget tættere i kronbladene) sidder der en lille svirreflue. Sådan en hedder hover fly på engelsk, hvilket giver ganske god mening, da hover betyder svæve eller stå stille i luften. Tænk blot på hovercrafts – luftpudebåde.
Denne tankerække førte mig tilbage til en aften i familiens skød. Hele familien, så selv om det ligger en del år tilbage, har vi været en halv snes personer.
En af dem talte om luftpudebåde og udtalte det hoovercraft – altså med en u-lyd. Det skal udtales, så det rimer på lover (elsker), hvilket jeg ikke undlod at nævne.
Han nægtede at tro på mig. En efter en erklærede hele selskabet sig enig med ham: Det skal udtales hoover! Ja, det skal det. Hoover, ja. Mmmm. Nikke, nikke.
Nej, sagde jeg. Og blev ved at sige nej.
John blev både lidt flov over mig og lidt vred: “Du er alt for stædig. Du er da nødt til at bøje dig, når alle andre mener det modsatte af dig.”
”Hvorfor dog det, når alle de andre tager fejl?”
Nu vendte diskussionen over til at dreje sig om mig og min påståelighed, og selv om jeg forklarede netop med ordet hover og hvad det betød, var stemningen bare overordnet negativ og vendt imod mig, fordi jeg ikke ville bøje mig for flertallet.
De var dog for feje til at vædde – selv ham, der havde startet det hele. Tænk engang – alle mod én, og ikke én tør vædde. Jeg kunne have indkasseret en million den aften … hvis altså …
“Sig mig”, sagde jeg, “er der da ikke en eneste af jer, der har et eller andet stykke elektronik med lyd på?” Det var før smartphones og mobilt bredbånd, så vi måtte forlade os på værtsparret.
Men der kunne godt fremskaffes en elektronisk ordbog med lyd.
Og jeg må indrømme, at min triumf var komplet umulig for mig at skjule.
Jeg prøvede virkelig at lade være med at være ulideligt hoverende (tøhø), og de sagde da også pænt undskyld – min ene søster mente (nu), at det vist egentlig også havde været temmelig fjollet af dem at diskutere et engelsk ord med mig.
Derefter vendte den gode stemning tilbage, og samtalen vendte til det at være medløber, til at kunne påvirke andre til at tro/gøre noget andet end det, man rent faktisk mener er det rigtige. Nogle indrømmede, at de egentlig ikke havde været sikre på hvordan ordet udtales, men mente, at det var sikrest at stole på flertallet.
Der har senere været nogle yderst interessante udsendelser i tv om det.
Det er skræmmende, så ‘flytbare’ og påvirkelige, vi mennesker er. Eller kan være … og jeg tror, John siden da ofte så en smule anderledes på min stædighed, som han dog ved visse lejligheder kalder påståelighed ☺

11. februar 2016

Nogen har tabt en skrue

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:59
Tags: ,

John fik her til morgen en ide om, hvordan han ville lave om på sit ‘kontor’, som man med lidt god vilje kan kalde reposen, hvor han har indrettet sig med sit skrivebord og plads til papirer og andre personlige ting. Det krævede et Ikeabesøg, og da vores store lykkekastanje ikke har været specielt lykkelig at se på de seneste par måneder, ville jeg med for at kigge efter en ny, stor plante, som Ikea altid har et udvalg af til stort set ingen penge.
Det er altid spændende at se, hvilke behov der opstår, når man bevæger sig rundt i Ikea. John lod sig som sædvanlig ikke friste af noget som helst, og for mit vedkommende i dag drejede det sig om to sæt sengetøj, der vil passe perfekt til det ene gæsteværelse i Den Stråtækte.
Faktisk kunne jeg næsten ikke være i mig selv af bare stolthed over min voldsomme karakterstyrke. Alt andet, vi kom hjem med, stod på listen.
Lykkekastanjen blev konverteret til en stor fredslilje, da jeg syntes, at Ikeas udvalg af førstnævnte var næsten lige så ynkelige at se på som den, jeg havde besluttet at sætte på pension i mit syværelse.

P1100320P1100322

Punktering

Da vi kom ud fra Ikea, så John, at højre baghjul var næsten fladt. Han listede bilen hen til en tankstation i Tåstrup by og fik luft i det, men han turde ikke satse på at kunne køre helt hjem. Heldigvis lå der stadig det værksted på Roskildevejen, som han kendte, og heldigvis gik den enlige mekaniker rundt og så ud til at kede sig. Han tog os ind med det samme, hævede bilen, mit strikketøj og mig til de højere luftlag, fik dækket af og ledte efter synderen, som viste sig at være en pænt stor skrue.
De to gik og fik sig en rigtig mandesnak (biler!) imens – den mekaniker ville meget gerne snakke, og hvor må det altså også være kedeligt at arbejde et sted, hvor man ikke har nogen at tale med – jeg ved naturligvis ikke om det er altid, eller det bare er i dag eller i denne uge.
Nu ligner ingen af os længere vårharer, så den søde gut tillod sig at spørge, om vi var medlem af Ældresagen (KAN ikke lide deres egen (grammatisk ukorrekte) måde at skrive det på …), og det bekræftende svar gav os 10 % i rabat. Det ville vi aldrig selv have tænkt på at nævne for ham. Flink fyr.

30. december 2015

Pyroman i nabolaget?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:45
Tags: ,

Da vi kørte til Karise for at hhv. handle til nytårsfejringen og for at vaske bil (gæt selv fordelingen), så vi en masse røg og umiddelbart efter kunne vi se, at det var en af de mange bigballe’stakke’, man kan se her på egnen, der var næsten helt brændt ned.

Halmbrand (1)

Pia har et par gange talt om den eller de pyromaner, der gennem et stykke tid har gjort livet utrygt for dem nede på sydhavsøerne.
Mon det er ham eller dem, der har rykket operationsområdet lidt nordpå?
Det kan vi naturligvis ikke vide noget om, men jeg anser det for helt umuligt, at det skulle kunne selvantænde med det vejr, vi har og har haft, og meget, meget usandsynligt, at selv en skødesløst smidt cigaret skulle kunne forårsage en brand lige nu.

Halmbrand (3)

Jeg formoder, at det er kicket ved at se ilden, der tænder (!) en pyroman, men jeg tænker mest på den stakkels landmand, der her kan se masser af indtjening gå op i røg, inden det nåede at blive til en indkomst, og som jeg kender systemet, er det ikke kun den indkomst, han mister, men hvis ikke han kan overholde sin leveringskontrakt med fjernvarmeværket, står han oven i købet til at betale en bod.
Heldigvis er den lange stak ved siden af gået fri af ilden, og brandvæsenet, som var til stede, kunne ikke gøre andet end at forhindre, at den også brød i brand. 

Lige da vi forlod matriklen, så vi en rørhøg, der stod på lur efter et bytte. Den stod forholdsvis længe, så jeg forsøgte mig med at forevige den.
Lad mig sige det på den måde, at det lykkedes, men så sandelig da kun lige akkurat …
Der skulle en meget kraftig zoom til, så det gik som forventet: temmelig uskarpe billeder, men da det er første gang, det er lykkedes mig overhovedet at få noget, der bare ligner en lille smule, så gemmer jeg dem, indtil jeg får taget nogle, der er bedre. Keep on dreaming, Ellen – jeg håber jo også stadig på at få fanget havørnen.

Rørhøg (1)Rørhøg (2)

Har jeg ret i, at det er en rørhøg? Det er svært at se tydeligt, er jeg pinligt klar over.

20. december 2015

Lidt søndagspanik

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:52
Tags: ,

Radiatoren på mit syværelse har ikke virket i et stykke tid. Sådan var det også engang med den oppe på børnenes værelse, og John kunne ikke umiddelbart løse problemet, som viste sig at være en kombination af to ting: Der manglede vand på anlægget og der var gået en eller anden dims i stykker inde i termostaten.
Det kunne VVS-manden, der rykkede hurtigt ud dengang i februar, fortælle os. Han kom heldigvis samme dag, som vi ringede, for grunden til, at den radiator skulle i gang var selvfølgelig, at englænderne var lige på trapperne.
Det lærte John af – VVS-manden så ingen grund til at mystificere sagen, men fortalte John alt, hvad han behøvede at vide for selv at kunne løse et tilsvarende problem en anden gang.
Radiatoren på børneværelset virker stadig fint, men jeg kan ikke komme i gang med at sy de ting, jeg har ideer om, at jeg skal have syet i de lange, mørke vintermåneder … havde dog sagt til John, at det snildt kunne vente til efter nytår, for før ville jeg ikke få tid.
Han fik lyst til at kigge på den radiator i dag.
Jeg stod ude i køkkenet, da han kom med en hast, der var aldeles ukarakteristisk for min mand.
”Satans!”
???
”Jeg tog palen ud for at tjekke den, og så tabte jeg den. Jeg kan ikke finde den igen. Vandet løber ud, og jeg kan ikke stoppe det. Jeg har slukket for anlægget, men det løber selvfølgelig stadig ud.” John hentede klud til at tørre op med og en skål til at sætte under radiatoren, og væk var manden igen, igen i bemærkelsesværdigt højt tempo.
Typisk, tænkte jeg. Sådan noget sker bare på en søndag. Ingen VVS-mænd, ingen varme, og i morgen kommer englænderne.
Da jeg havde vasket mine hænder fra rullepølsefremstillingen, gik jeg ud for at hjælpe ham med at lede efter palen.
Den var og blev væk. Som i fuldstændig forsvundet. Vi ledte og lyste og lyste og ledte, men ingen pal. Meget underligt, for godt nok er sådan en ikke stor, men der var ikke noget på gulvet i nærmeste omegn, den kunne gemme sig i.
Jeg sagde ikke noget – det duede ikke at blive sur, og John var rigeligt ærgerlig for os begge to.
“Jeg kører i Jem & Fix for at se, om de har sådan en pal. Kigger du efter, så skålen ikke løber over?”
Gudskelov for en liberal lukkelov … jeg var dog ikke særlig optimistisk, men jeg sagde stadig ikke noget – ikke andet end “skal jeg nok” og håbede bare i mit stille sind, at der ville kunne komme en VVS-mand straks i morgen tidlig.

P1090946

Jeg tømte lave skåle – der kunne ikke stå en spand der, hvor det løb – og endelig kom John tilbage. Med en fin, skinnende ny pal.
Aldrig mere negative tanker om Jem & Fix fra min side!
Palen kom i, anlægget blev startet, der var ingen utætheder, og [fanfare] radiatoren gør, hvad radiatorer er sat i verden for at gøre: den VARMER!

Da alt således var i orden, og han ryddede op efter sig, herunder at samle kluden op fra gulvet, faldt palen ud.

18. august 2015

Det er svært at indrømme en fejl

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:27
Tags: ,

30. juli:
Da vi købte de hvide havemøbler i Havemøbelshoppen, var det et tilbud, jeg så på nettet, vi kørte efter.
Det viste sig, at de kun havde bordet og bænken tilbage på lageret; hvis vi ville have stole med, var vi nødt til at købe nogle af de andensorterings, de havde stående et andet sted i butikken.
Vi kiggede på dem og blev enige om, at vi godt kunne bruge to af dem.
Nu skulle vi til at handle, syntes jeg, for tilbuddet gik på bord, bænk og to stole – fejlfrie, naturligvis – så hvordan skulle vi nu lige få det på plads?
Da jeg kom med et prisforslag, blev han helt vred i sin stemmeføring, da han gjorde mig opmærksom på, at de sandelig ikke forærede deres varer væk her i butikken; de skulle også leve, og det var i forvejen et godt tilbud.
Hovhov, tænkte jeg – har du aldrig prøvet at forhandle en pris før? Du behøver da ikke at blive vred på mig …
Dette sagde jeg ikke højt; i stedet sagde jeg, at så kunne han jo komme med et forslag. Det gjorde han – jeg var ikke enig, og det endte med, at jeg fik de fem dele for 2700 kroner (vejl. udsalgspris for førstesortering er ca. 6000 kr). Min pris ville jeg ellers ikke have fortalt her på bloggen, men resten giver ikke helt mening uden at kende den.
Det var stadig et godt tilbud, og man skal kigge godt efter på stolene for at finde grunden til, at de ikke kunne sælge dem til fuld pris.
Men. Jeg var uopmærksom et kort øjeblik, da jeg skulle betale og opdagede et mikrosekund for sent, at jeg havde accepteret en sum af 4733 kroner.
Det gjorde jeg naturligvis opmærksom på og sagde, at han måtte føre pengene tilbage, og så måtte vi tage betalingen en gang til.
Det kunne kan ikke finde ud af. Hvad han sagde var følgende (i et bebrejdende, “Lille-De-tonefald”):
”Jeg er jo nødt til at tage den fulde pris for møblerne. Det skal jeg gøre. Rabatten fører systemet selv tilbage på din konto.”
Det var noget værre sludder – jeg fortalte ham, at den fremgangsmåde har jeg aldrig hørt om før. Jeg skal betale prisen med rabatten fratrukket. Punktum. Ikke noget med penge frem og tilbage – deres interne regnskab skal min bankkonto ikke blandes ind i.
Jeg skal skåne jer for hele vores lange diskussion, men han holdt stædigt på sit og sagde, at jeg skulle gå hjem og tjekke min bankkonto, for han ville godt vædde på, at de 2033 kroner var returneret til den. Jeg fik ham dog til at notere på deres kopi af bonen, hvad jeg dikterede til ham.

imageDer var selvfølgelig ikke ført penge retur. Den 10. august ringede jeg og gjorde opmærksom på det. “Lars er her igen i morgen. Kan du ringe igen dér?”
Dagen efter indrømmede Lars modstræbende, at han vist var kommet til at taste mit postnummer ind som beløb, og at han ikke vidste, hvordan han skulle redde situationen, “men i morgen er vores bogholder der. Kan du ikke ringe i morgen?”
Hrmpf. 11. august bad Lars om mit kontonummer og lovede at få pengene ført retur samme dag.
Der skete ikke en pind …

14. august sendte jeg en noget vrissen mail til Havemøbelshoppen, hvor jeg beskrev forløbet, og samme aften kom der mail fra selveste direktøren … han beklagede “alt dette rod” og lovede at få overført pengene til mig straks næste dag.
Jeg takkede og svarede, at så droppede jeg alligevel ikke hans butik – især ikke, hvis vi kunne finde ud af noget med nogle hvide polyrattanstole.
Vi har to, og Tim faldt pladask for dem – han mente de ville passe perfekt i deres engelske have.
Jeg fik et ganske godt tilbud på to stole med hynder “som kompensation for mit bøvl”.
Nu har vi jule-/fødselsdagsgave til Tim.
Intet er så galt, at det ikke er godt for noget.

29. juni 2015

Irriterende uheld

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:49
Tags: ,

Jeg er på mit fjerde glaskeramiske komfur. Det første blev for gammelt og måtte skiftes; det andet gik jeg for meget på kompromis med, hvorfor det røg op på ødegården efter et par års tid med jævnlige irritationer over det, det tredje var supergodt, men måtte blive i Havdrup, det fjerde blev købt til Den Stråtækte og er mage til det tredje.
Jeg har aldrig lavet så meget som en ridse i de tre første, men efter mindre end fem måneders brug af dette fjerde taber jeg et krydderiglas så uheldigt, at der bliver slået en lille flis af glaspladen.
Øv, men der var tilsyneladende ikke sket noget alvorligt … troede jeg indtil dagen efter, hvor John tørrede komfuret af og det viste sig, at der var en revne tværs over hele komfuret. Jeg kunne sagtens se for mig, hvordan hele skidtet kortsluttede, næste gang kartoflerne kogte over, så jeg ringede og bestilte en ny. Jeg bandede selvfølgelig grundigt og inderligt, for der er ingen garantier, der dækker klodsethed, og indboforsikringens selvrisiko gør, at det ikke kan betale sig at melde skaden.
“Skifter I den selv, eller skal vi komme og gøre det?”
Det kunne John ikke se, at der skulle være nogen problemer i at gøre, så det skulle han nok klare – ingen grund til at betale over det dobbelte for at få dem til at ordne sådan en bagatel. Vi hentede derfor pladen i formiddags i Nykøbing.

Glaskeramisk plade set nedefra

John fik pladen af og vendt den, og … kløede sig i nakken. Kiggede og vurderede. De to lange stænger kunne han slet ikke afmontere, så han kunne ikke helt gennemskue, hvordan sagen skulle gribes an. Han tænkte længe, lirkede lidt og tænkte igen. 
Kapitulation. Defekt plade skruet på igen.
Jeg ringede til Nykøbing: “Kan I huske mig? Jeg hentede en glasplade i formiddags.”
Det kunne de godt. “Kan I komme og skifte den for os?”
“Jo … men … ville din mand ikke selv gøre det?”
“Det har han fortrudt …”
Damen kunne ikke lade være med at grine, selv om hun sagde undskyld bagefter. Jeg sagde, at det var helt i orden – at John vist nok var en smule flov, men at jeg har større respekt for, at han siger fra, frem for at kaste sig ud i noget, han ikke er sikker på udfaldet af.
Vi har nu en aftale med et servicecenter fra Nykøbing.

17. marts 2015

En energidræber fra morgenstunden

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:04
Tags: ,

EnergibombeI morges ville jeg rigtig lege Den Store Helseguru, Den Gode Søster og Den Betænksomme Hustru i én og samme person og fremtrylle en solid energibombe til os ved hjælp af min juicemaskine, som jeg med skam at melde ikke får brugt ofte nok. Jeg ved også hvorfor: Det er et helvede at gøre den ren!
Nå, men jeg skrællede ni gulerødder, pillede en appelsin og en lime, skrællede en pænt stor klump frisk ingefær og tog kernehuset ud af tre store æbler.
Fumlede lidt med at sætte stikket i kontakten og begyndte så at proppe gulerødderne ned i maskinen.
Opdagede desværre først efter have onduleret fire af dem (det går lynhurtrigt), at jeg havde fået skubbet til opsamlingsbeholderen under førnævnte fumleri, så der lå saft fra fire gulerødder og flød ud over bordet, hvorfra det meste sivede ned ad skabet og videre ned på gulvet, og resten havnede i en skuffe. I har slet ingen ide om, hvor meget saft fra fire store gulerødder kan fylde … og det er MEGET orange!
Det var her, Merete trådte ind i køkkenet. Jeg var indædt storbandende begyndt at tørre op, da hun fyrede følgende bemærkning af: “Det er da vist mere en energidræber end det modsatte, du har gang i der, lyder det til. Hvorfor samler du det ikke bare op i en beholder?”
Jeg slog hende ikke. Især fordi hun grinende overtog rengøringen, mens jeg skrællede fire gulerødder og ellers fortsatte med energibombefremstillingen – denne gang MED opsamling.
Den nåede at stå i nogle minutter, så safterne fordelte sig i fine lag, men det var bare at røre lidt rundt i det – og heldigvis smagte det så godt, at det næsten var de ekstra, uforudsete anstrengelser værd.
Det smager bedre end det ser ud. Det smager faktisk smaddergodt – det er den friske ingefær, der er hele hemmeligheden og som gør den store forskel.

26. februar 2015

Man har et standpunkt, til man …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:26
Tags: ,

Man har et standpunkt, til man bliver tvunget til at tage et nyt.
Da vi så på Den Stråtækte, havde Finn sin vaskemaskine i badeværelset, men John og jeg blev lynhurtigt enige om, at den skulle ud i fyrrummet, hvor der var strøm til den og hvor der var etableret afløb.
”Virker det afløb?”
”Jaja, det fungerer som det skal.”
Første gang vi brugte vaskemaskinen, stod der et par cm vand på gulvet. Det forsvandt af sig selv, men meget langsomt.
John prøvede at rense afløbet med alle tilgængelige midler, men intet hjalp, så vi måtte have fat i en kloakmand.
Denne fandt ud af, at det ikke var et rigtigt afløb, men bare et kort dræn, som endte i en faskine lige uden for garagen. Hverken lovligt eller tilstrækkeligt til snesevis af liter snavset sæbevand …
Vi kiggede i tilstandsrapporten, for vi huskede det omtalt som et afløb – hvilket var rigtigt husket, så dette er en ejerskifteforsikringssag, tænkte vi straks. HA – endelig noget, der ikke er blevet taget forbehold for.
Da vi tænkte én gang til, blev vi enige om at flytte vaskemaskinen ind på badeværelset … det var faktisk lidt ligemeget, at vi ikke selv skulle betale kloakgildet, så at sige, for vi orker simpelthen ikke tanken om, at det halve af haven skal graves op for at få ført et autoriseret afløb fra fyrrummet og ud til den eksisterende kloak.
Det passer ikke fruen helt – heller ikke herren, for den sags skyld – men alt det andet besvær passer os begge endnu mindre, så vi havde en VVS-mand ude i dag for at reetablere vandtilførslen, som vi fik stoppet og gemt godt af vejen, mens huset alligevel var fyldt med håndværkere.
Sådan kan det gå …

Da VVS-manden alligevel var her, spurgte John, hvorfor trykket faldt så hurtigt på ekspansionsbeholderen – han var nødt til at fylde vand på systemet en gang om ugen, hvilket han ikke følte sig helt tryg ved, for hvor forsvandt vandet hen?
Det ved ingen; det forsvinder bare, men ny ekspansionsbeholder er nu blevet sat op … det var dog okay – de holder angiveligt ikke mere end 10-12 år, så det kan vi vel ikke bebrejde nogen, andre end måske tilsynsmanden, som altså hverken opdagede, at afløbet ikke var et afløb eller det med ekspansionsbeholderen. Det sidste ved jeg ikke, om man overhovedet har mulighed for at opdage, men da vi omtalte det for VVS’eren, grinede han hånligt og erklærede, at de tilsynsrapporter var en ren pengemaskine – de færreste håndværkere havde respekt for det ‘arbejde’ (man kunne tydeligt høre hans gåseøjne), der blev udført i forbindelse med et hussalg.
Vi havde en oplevelse, der understøtter mandens påstand: Da vi havde en tilsynsmand ude til rækkehuset, ville han ikke gå ind i skunken “for der var erfaringsmæssigt ikke noget at finde i disse huse”. Ejerskifteforsikringen tog, ikke overraskende, forbehold for fejl bag skunken, og køberen forlangte derfor den efterset for at få forsikringsdækning.
Vi havde heldigvis en såkaldt sølvpakke, så det kostede os ikke noget at få ham ud igen (lige som det heller ikke kom til at koste os noget at få rapporten forlænget), men hvis han havde gjort sit arbejde ordentligt første gang, kunne vi helt have undgået den ommer.

13. februar 2015

Vi flyttede heldigvis væk, inden de bombede vores by …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 19:02
Tags:

Jeg skulle alligevel til Køge, og da jeg nu var i nærheden, kunne jeg lige så godt hente vores tørrestativ, som blev glemt i onsdags – og dermed også lige så godt kunne handle i min go’e, gamle brugs. Bare hvis nogle skulle undre sig over, hvorfor jeg åbenbart ikke kan undvære den …

Hvor er vi dog glade for, at vi er flyttet til det fredelige Sydsjælland. I Havdrup, som vi flyttede fra, sprængte nogle amatører, bløddyr, bollefjæs, fedtefyre, feje hundehoveder, fnatmider, fæhoveder, grødbønder, hængerøve, ignoranter, jammerkommoder, karklude, elendige klamphuggere, klodsmajorer, narrehatte, skvadderhoveder, skvatpissere, slapsvanse og talentløse skiderikker (fik jeg det hele med? Egons ordforråd var stort i denne retning) apoteket i luften i nat. Man ville have fat i den kontantautomat, som sidder sad i muren ind til apoteket.
Jeg ved ikke, om forhavendet lykkedes, og om de derfor har fået fat i nogle tusinde kroner, men jeg er forholdsvis sikker på, at de er skyld i, at apoteket skal genopbygges for flere hundrede tusind kroner. Plus det af væggen ind til fakta, som det også gik ud over. Plus alle de apotekervarer, der formentlig nu bare kan kasseres.

Apoteket sprængt i luften

Da jeg kom – og gik – havde man vældig travlt med at rydde murbrokker og glasskår op, og der gik en vagt rundt. Det er en kold tjans han har fået sig der, og der er velsagtens nødt til at være et par mand på hele natten; de kan overhovedet ikke nå at rydde apoteket for varer inden mørkets frembrud – alt er lige til at gå til, hvis man skulle have den slags tilbøjeligheder.

Apoteket sprængt i luften (1)

Jeg ved heller ikke, om man har fanget de formastelige, men det har man formentlig ikke.
Gad vide, om det var bevidst, at bomben var så kraftig? Det er lige før jeg kunne ønske, at de selv var røget med i købet. Fy, sådan må jeg ikke engang tænke, men for pokker, hvor er det dog bare for meget, at nogle er totalt ligeglade med hvor meget de ødelægger for i jagten efter nogle relativt få kontante midler.
Jeg talte med en, som bor ret tæt på. Han fortalte, hvor højt braget lød – han vågnede og var sikker på, at der var drattet et fly ned (et fra Air Asia, vel) ned lige ved siden af hans bolig.

Jeg er ret sikker på, at apoteket ikke fremover ønsker at være ‘vært’ for en kontantautomat!

14. januar 2015

Åerne er blevet elve og børnebørnene er blevet otte og ni

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:10
Tags: , , , , ,

Under aftensmaden i går sad vi og funderede lidt over, hvorfor nogle vandløb her i Sverige hedder åer og andre hedder elve. Jeg mente, at det måtte have noget med størrelsen at gøre, men fx Mörrumåen er temmelig stor (= vandrig), og vi har set mindre elve i Nordsverige.
Google, google. Det har noget med størrelsen at gøre, men også noget med strømhastigheden. Hvis der er fart over feltet, hedder det en elv, og flyder den lige så stille som Don, er det en å. Naturligvis kunne vi finde undtagelser fra begge dele, men det er den overordnede mening.

P1020491Flammefaldets lillebror (2)

Lige for tiden er selv de mindste åer i Sverige lavet om til elve. Ovenstående billeder er taget på samme sted hhv. en fredelig aprildag i 2011 og i dag.
Man kan se på buerne, at vandstanden egentlig ikke er steget så forfærdelig meget, men det har en stor effekt, og alle stenene til venstre er lige nu dækket af vand.
Denne å/elv følger vi et temmeligt langt stykke ad vejen mod Olofström; den var næsten hele vejen udvidet temmelig meget i bredden og havde lagt mange engdrag undervejs under vand – man kunne næsten sige, at Kristianstads Vattenrike er blevet adskillige kvadratkilometer større end normalt og når helt op til nord for Olofström.

Flammefaldets lillebror (1)

Det må i øvrigt være Flammefallets lillebror, vi passerer et sted mellem Olofström og Vilshult – faldet er mindre, men vandets farve er præcis den samme. Colavand, som mange kalder det. Vi har oplevet børn som har troet, at det er cola og derfor var dybt misundelige på de mange svenskere, som bare kan hente deres cola i spandevis lige uden for døren.

Flammefaldets lillebror (5)

P2260019P2260020Anna havde fødselsdag i onsdags og Aubrey har i dag. Han måtte derfor pænt nøjes med at se til, da Anna åbnede sine gaver. Han vidste godt, at det snart også var hans tur, så han kæmpede en brav kamp med sig selv for at nedtone den grimme følelse af misundelse. Da Anna pakkede en kabinekuffert ud, som vi havde købt til hende, løb øjnene over og hele ansigtet krakelerede. Han forsøgte – han forsøgte virkelig – at skride værdigt og tilsyneladende upåvirket ud af stuen og op på værelset for at begrave sig under dynen, mens han græd og græd. Charlotte gik op og trøstede. “Buhuuu, jeg ønsker mig [snøft] OGSÅ en ny kuffert [snøft]”.
Hun sagde bl.a., at det da sandelig var godt, han kun skulle vente en uge og ikke et halvt år, inden det var hans fødselsdag …
Han tænkte sig lidt om … hmmm … den var fra mormor og morfar … de kunne sikkert godt finde på at give os ens gaver … man kunne jo håbe, så …
Den lille fyr tog sig sammen og gik ned til sin søster.
I dag kunne drengen så pakke sin nye kabinekuffert ud og glad var han. Nu mener de begge, at det bliver endnu mere spændende at flyve til Danmark i deres vinterferie, for de kan have meget mere i de nye, ‘rigtige’ end i de gamle, som mirakuløst har holdt i de seks år, der er gået siden jeg købte dem. Det var bare nogle billige nogen, der nærmest var ment lidt for sjov, men de har holdt til en hel del flere flyrejser og leg indimellem, end vi havde kunnet forestille os.

Annas ni års-fødselsdagAubies otte års-fødselsdag

I søndags havde de efter Annas ønske farfar og Susan på besøg. Da C spurgte, hvordan Aubrey kunne tænke sig at holde sin fødseldagssøndag, svarede han, at han helst ville have en dag, hvor de alle fire havde nattøj på hele dagen “ … and maybe a wellie walk, too …” – en ‘gummistøvletur’ er lykken for en lille dreng, især med det meget vand, de har fået også derovre.

12. januar 2015

Der er dårlig service og der er god service

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:53
Tags:

For mange år siden købte jeg en ny Ford Fiesta. Når man startede bilen, skulle alle lamper lyse kortvarigt for at vise, at de virker. Det gjorde olielampen ikke, hvorfor jeg klagede ret hurtigt over manglen. Følgende er en forkortet dialog mellem sælgeren og mig:
– Altså – vi skal jo nærmest skille bilen ad for at komme ind og ordne det.
– Og …?
– Ja, du må jo kunne forstå, at det vil blive meget omkostningsrigt for os?
– Og …? Det er vel dækket af garantien, siden du prøver at krybe udenom?
Han blev ved med at snakke udenom.
– Du er jo så rutineret en bilist, at du sagtens kan leve uden den olielampe. Du sørger jo selvfølgelig for, at der altid er olie nok på, ikke?
– Er det dækket af garantien? Ja eller nej!
– Det skal jeg lige finde ud af …
– Det ved du jo godt, om det er. Ja eller nej?
– Øhh ja. Men … bla bla bla …
– Du har lige på ueleganteste vis sikret dig, at dette var sidste gang jeg kom her – lige bortset fra, når jeg skal hente min bil igen.
Det skulle jeg så ikke engang. Komme igen, altså. Det tog et kvarter, så havde værkstedet fikset den lille sag. Hvad pokker skulle alt det bavl så til for?
Det var exit Ford i Roskilde for mit vedkommende. Og autoriserede værksteder generelt. De er alt for dyre og kan slet ikke præstere den service som fx det lille værksted, hvor jeg lige siden har haft mine biler.

I går, efter at have tilbagelagt ca. 2/3 af strækningen til torpet, gav Kiaen et underligt host fra sig, og en lampe begyndte at lyse. Motorlampen, sagde John.
Han mente, at det var noget med turboen, der var gået, for den accelererede ikke med det sædvanlige boost og reagerede i det hele taget langsommere end normalt.
Vi kørte lidt nervøse videre – vi kunne jo ikke stoppe der midt i det hele, og det gik da også godt resten af vejen. Instruktionsbogen kunne fortælle, at man godt måtte køre videre, men at man skulle få motoren tjekket snarest muligt.
Kort efter ankomst kiggede naboen ind, og John fortalte om den væmmelige lampe. Naboen gav John et visitkort fra en mand, der for nylig havde åbnet et autoriseret Kia-værksted i Älmhult. Den mand (naboen, forstås) har simpelthen svar på alt!
I dag kørte John til Älmhult, hvor man gennemmålte bilen. Det tog et kvarters tid.
Derefter kørte mekanikeren en tur på omkring 10 minutter. Umiddelbart efter start af bil holdt lampen op med at lyse! Manden tog John med ind på kontoret for at forklare hvad årsagen kunne være. Det kunne være en af to ting, men konklusionen var, at et eller andet filter sandsynligvis havde haft noget snavs, der så på en eller anden måde var blæst ud af sig selv. Han ville gerne skifte filteret, men det skulle lige bestilles hjem – vi kunne bare ringe, hvis det var, så skulle han nok ordne det. Efter et kig på priserne blev John enig med sig selv om, at det vist er her, vi skal komme fremover med Kiaen.
Da John sagde, at han lige så godt kunne ordne betalingen med det samme, svarede manden, at det kostede da ikke noget!

Kan I forestille jer sådanne ord fra et autoriseret bilværksted i Danmark? Jeg kan ikke – de ville have taget penge for en halv eller en hel værkstedstime.

25. juni 2014

To ubehagelige lyde af vidt forskellig karakter

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:55
Tags: , ,

P1010731Bedst som jeg havde sat mig ud på terrassen med det hele stablet op ved siden af mig: kaffe, telefon, iPad og strikketøj og lige havde sat maskerne i gang, lød der en svag, men umiskendelig lyd, som alle, der har oplevet en KnitPro-wire, der med ét slipper sit greb om pinden, vil kunne genkende.
SHIT, pokkers og sgu! Og meget mere, men dette er en forholdsvis sober blog, så I må tænke jer til resten af ordene.
Murphy – hvor får du det fra? Jeg har altid min store strikketaske med mig, indeholdende hele reservedelslageret og i det hele taget remedier til alt, hvad der overhovedet kan tænkes at blive brug for i enhver strikkesituation og/eller ditto knibe – og så lidt til.
Men den har jeg ikke med denne gang. Jeg er lige begyndt på Maestro II og vi skal kun være her fra tirsdag til torsdag, så jeg nøjedes med at medbringe selve strikketøjet.
Jeg bandede så højt, at John hørte det nede fra haven og selvfølgelig spurgte, hvad der var sket, hvilket jeg indædt fik hvislet ud mellem tænderne.
Hvad gør min søde mand? Han siger bare: “Nå, men så skal vi vel en tur til Kristianstad, skal vi ikke?”
Han har ikke kun skruet hænderne rigtigt på; det der kone-i-knibe-forståelsesgen fejler ved gud heller ikke noget. Han kører glad og gerne 2 x 43 kilometer for at skaffe mig en ny strikkepind.

Vi besøgte MediaMarkt, nu vi alligevel var kommet til byen, så jeg fik mig ved samme lejlighed en pc-reservestrømforsyning, der nu får lov at bo her på torpet.
Da vi havde parkeret bilen for at gå ned til Helylle, Sydsveriges bedste garnforretning og i dag min redningsplanke mht. strikkepinde, skulle vi over en fodgængerovergang. Vi stod stille, for der kom en bil lidt for tæt på til, at vi ville ‘bede’ ham om at bremse. Der kom også en cykel. For fulde gardiner. Imod normal kørselsretning for cyklister og midt i fodgængerfeltet.
Bilisten havde ikke en chance; der lød et, også umiskendeligt, hult bump og så lå cyklisten nede på asfalten.
Der var øjeblikkelig en, der hev en mobiltelefon frem, og der var masser af andre vidner og folk, der tog sig af hende, så vi gik videre.
Hvis I spørger mig, burde den cyklist have den fulde skyld for den påkørsel. Bilisten kørte på ingen måde for stærkt, mens cyklisten intet havde at gøre i en fodgængerovergang med fuld fart på i den forkerte retning.
Det er nok en undtagelse, vil nogle måske hævde, men faktisk kunne jeg godt tænke mig at se en statistik på, hvor mange uheld cyklisterne selv er skyld i; det er altid højresvingsulykkerne, man ser tal på … de er helt sikkert bilisternes skyld; det skal vi selvfølgelig ikke diskutere, og jeg er såmænd heller ikke interesseret i at starte den nylige og hede debat igen, for den fører jo ingen vegne.
Alligevel skulle jeg lige af med min harme …
Da vi kom tilbage, var der kommet to ambulancer og en brandbil (!?); cyklisten sad op og kommunikerede med ambulancefolkene, så hun var tilsyneladende heldigvis ikke kommet slemt til skade.

8. juni 2014

Genforeningen 2014. En landvinding

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:48
Tags: ,

Siden april 2010, hvor John og lillebror Søren omkransede grunden med et strømførende hegn, har vi ikke set spor efter så meget som et enkelt vildsvin inde i haven, så det har vist sig at være 100 % effektivt. Heldigvis. Det var ikke til at holde ud at komme op til en ødelagt græsplæne igen og igen og igen og …
Hvad der dengang undrede mig i meget høj grad var, at d’herrer ikke havde hegnet hele grunden ind, men havde givet omkring 500 m2 tilbage til skoven langs det meste af den østlige ende.
Jeg havde ikke lige regnet med, at jeg skulle føre tilsyn med hegnet allerede inden det var etableret, så jeg opdagede først suverænitetsafgivelsen, da de var færdige og havde sat strøm på.
Jeg spurgte, med min sædvanlige rolige og afdæmpede stemmeføring, hvorfor I ALVERDEN!!! de ikke havde hegnet hele grunden ind???
[Bort]forklaringerne lød, at terrænet så lidt vanskeligt tilgængeligt ud.
Mine kommentarer til dette skal jeg spare jeg for. Det blev John og Søren til gengæld ikke …

Territoriet genvindes

Problemet var bl.a., set med mine øjne, at de havde sendt en hel del træer tilbage til skoven, så at sige, og når skovarbejderne får besked på at rydde et eller andet område, går de ikke nødvendigvis rundt med et matrikelkort i lommen, så de kunne derfor meget nemt komme til at fjerne vores træer, hvilket for det første betyder et uønsket hul mod øst og for det andet æder af vores brændeovnsressourcer, hvis de nogen sinde skulle komme på den side af grunden. Vi håber dog ikke, at det bliver i vores tid, da de for få år siden var der på sydsiden – hvilket vi i øvrigt hilste velkomment. Der måtte de nemlig meget gerne tynde lidt ud i træerne, hvilket de helst ikke må mod øst, men vi bliver i givet fald ikke spurgt, og så er det med at have hegnet korrekt placeret.

I de fire år, der er gået siden starten på Den Lille Territorialkrig, har John med jævne mellemrum gået og slået med buskrydderen og har derfor senere godt kunnet se, at argumentationen fra 2010 nok ikke helt holdt.
I går blev der købt nogle ekstra pæle, som John uden problemer fik banket i jorden. Han fik sat tråd i og strøm til og vupti – genforeningen 2014 er nu en realitet!
Det har engang været en del af haven, kan man måske ane på bonderosen og liljen, der står cirka i midten af billedet.
Terrænet var ikke mere utilgængeligt, end at John allerede på skrivende tidspunkt har kørt det meste af det igennem med plæneklipperen, så det er bare blevet SÅ pænt igen.
Mommer er glad. Moffar er det også. Han går lidt mere stille med det, men mon ikke han sætter pris på fremover at slippe for at høre mere fra min side vedrørende det elhegn?

Territoriet genvindes (2)

Den højtidelige indvielse … champagnen sprang vi over, da klokken kun var 10:30. Vi savnede at se Prins Henrik komme ridende igennem på sin hvide hest, men han har vist travlt med nogle fødselsdagsforberedelser.

11. maj 2014

Vand, vand og atter vand

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:00
Tags: , ,

Hold da kæspft hvor det regner, som Charlotte så malende udtrykte sig, endnu før hun havde lært at tale rent. Alle ft-lyde blev til en (i vores ører) meget mere besværlig, læspende spft-lyd: lospftet, kræspfter, luspften, saspftevand. Hun var lidt til grin i familien, som selvfølgelig elskede at få hende til at sige disse ord bare for at få sig en god latter. Stakkels barn – hun har dog ingen traumer over det, for alle var heldigvis så hensynsfulde at gøre deres bedste for at skjule deres grin for barnet.
Men altså – hold da kæspft hvor det regner i dag. Ikke hele tiden, men vel omkring 3/4 af den. Indimellem skinner solen, og det bliver helt sommermildt.

9 maj (10)

P1000987Egentlig kan jeg bedre lide græsplænen, når den ser ud som på billedet herover, men sådan noget skal jeg ikke sige til John, for så får jeg blikket … det synes han i hvert fald ikke den gør, og det dur jo ikke, at stedet ser forsømt ud, osv, osv.
Nejnejnej, men derfor kan jeg jo sagtens synes, at plænen er pænest med bellis i. De der gule nogen er jeg dog ikke vild med i en plæne.
Den er slået nu. 3/4 af den er slået nu, men det har ikke noget med mængden af opholdsvejret at gøre – John kørte ind i en af udluftningerne til trixtanken, så der gik en rem på plæneklipperen.
Den udluftning har været samme sted i alle 18 år, men den kan være svær at se, når græsset er blevet for højt. Jeg foreslog lige så stille at markere den lidt tydeligere, så det ikke skete igen, hvilket blev taget en anelse fortrydeligt op – “Det er da kun anden gang, det er sket!”
Det var sådan set ikke ment som en bebrejdelse, bare et forslag til forebyggelse af tredje gang …

Campingvognen er blevet fint hvid igen – så ren har den sikkert ikke været, siden den var ny. Højtryksspuleren kom i brug og var udmærket til formålet, men John måtte forinden ligge på knæ oppe på taget og skrubbe med en børste for at få det rent; det bar meget fastsiddende spor efter at have tilbragt en del af sommeren og hele efteråret under et stort bøgetræ. 
Plus alle insekterne, der sad fast på forsiden … men nu er alt snasket væk. I modsætning til mig kan John godt lide den slags arbejde – der skal jo anvendes en maskine Winking smile 

Jeg kan bedre lide at plante krukker til med blomster, hvilket jeg har hygget mig med i formiddags – nu ser her fint og beboet ud igen.
Alle krydderurterne, jeg satte sidste år, har overlevet vinteren og er allerede ved at brede sig effektivt, men det gør ikke noget, for der hvor de blev sat, er der ikke noget, de kan kvæle, og skulle de finde på at forsøge at invadere græsplænen, dufter det bare skønt, når den bliver slået.

9 maj (1)9 maj (2)

Reine claude-blommetræet blomstrer lige så fint som Filippa. Med fine, hvide blomster – men ikke nær så smukke som hendes. Filippas, altså …

9 maj (4)9 maj (11)

Rododendronen går snart helt blomstergrassat, og humlebien har travlt med at tappe døvnælderne.
Med andre ord: foråret er fuldstændig, som foråret skal være heroppe.
Måske lige bortset fra, at vi godt kan undvære 20 mm regn i døgnet … og hagl … nu har vi fået vand nok for denne omgang, tak.

19. marts 2014

Så er der permanent skyfrit hos Nielsens

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:13
Tags: , ,

Jeg købte for flere år siden mit eget domæne af to grunde: Ambitionen om at lave en hjemmeside om vores rejser og muligheden for at få en mere skræddersyet mailadresse.
Hjemmesiden blev aldrig rigtig til noget – i stedet fik jeg øjnene op for den mere interaktive blogverden. Webhotellet hedder one.com, og jeg er fint tilfreds med det. Det understøtter også WordPress, således at jeg kunne have min blog hos dem og dermed ikke skulle tænke mere over backup, men så vil jeg miste en alt for stor del af administratorrettighederne, hvilket jeg ikke har lyst til.
One.com har en feature, der hedder Cloud Drive, hvor man lægger sine billeder og dokumenter i ‘skyen’, som det hedder.
Smart, tænkte jeg: En ekstra backup udover de to eksterne harddiske, jeg allerede kører med; en i DK og en i Sverige. Jeg er nemlig ret hysterisk med mine billeder – VIL simpelthen ikke miste dem.
Cloud Drive er også smart på den måde, at den hele tiden synkroniserer mellem enhederne og skyen; dvs. ikke kun en konstant og løbende backup, men også adgang til mine billeder og dokumenter på alle vores enheder (to ipadder og to mobiltelefoner) anytime.
Det lød ikke særlig dyrt, så jeg var med på ideen.
Det var ikke engang særlig dyrt. I starten … men …
Jeg tog jo flere og flere billeder, så cirka en gang om året fik jeg en mail fra One.com om, at nu havde jeg overskredet loftet og måtte derfor op på næste trin på abonnementsstigen.
Dumme Ellen betalte bare og havde egentlig ikke helt styr på den årlige omkostning, fordi det kom sådan lidt snigende med en lille stigning ad gangen.
For et par dage siden kom regningen for det næste år.
2160 kroner!!!
Bare fordi jeg nu er oppe på at skulle have plads til 250 GB. Der var oven i købet ikke længe til, at dette tal også ville blive overskredet, hvilket ville medføre næste step på 500 GB, som ville have kostet mig 4320 kroner om året. Det er godt nok mange penge – jeg ville kunne investere i en hel del eksterne harddiske på flere TB for de penge.
Så kan jeg godt leve uden den ekstra backup og uden at have adgang til mine billeder via skyen.
Jeg fik nedgraderet mit abonnement til begynderpakken på op til 5 GB, som er mere end rigeligt til mig, når billederne er pillet ud.
Dermed kom jeg ned på kun 135 kroner om året. Det kan jeg leve med.


Brugsens stenalderbrødJeg fik ellers olieret vores køkkengulv i går.
Jeg tabte en hel flaske olivenolie. En liter olie og ti millioner glasskår fordelt på et par kvadratmeter. FOR HÆVLED!
John hørte knaldet og min indædte banden helt ud på terrassen og kom ind med det samme. “Har du skåret dig?”
”Nej, heldigvis ikke, men for hulen da et forbandet svineri”.
Det kostede en halv times arbejde, hvor det lykkedes mig at skære mig en enkelt gang.
Det hele bare fordi jeg skulle afprøve Brugsens stenalderbrødblanding:
Tilsæt 5 æg, 1 dl olivenolie og 2 tsk salt. Kom i en smurt form. Bag.
Nemt. Jeg har dog en vis tvivl om, hvorvidt man bagte på den måde i stenalderen. Æg og olivenolie … jamen det havde man da også lige ved hånden i enhver stenalderhusholdning …

19. november 2013

Er der nogen, der har set mine briller?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:03
Tags: ,

Dem lagde jeg nemlig et eller andet sted oppe i Nordjylland, da vi camperede på Svinkløv camping i starten af september.
Skulle jeg være lige så heldig som med polfilteret, er der sikkert en eller anden, der er faldet over dem.

Det skal nok lige indskydes, at efterhånden som mit arbejde kom mere og mere på afstand, syntes jeg, at jeg havde mindre og mindre brug for brillerne, så jeg havde dem mere af end på efterhånden. For eksempel behøvede jeg dem ikke længere for at kunne læse teksterne på tv, hvilket jeg ikke kunne, da jeg gik på arbejde. Sammenhæng? Pas. Men jeg formoder, at jeg bare generelt var mindre træt i øjnene efter at være jobstoppet.

Før jeg fik paryk var jeg vant til at sætte brillerne op i panden, når jeg ikke skulle bruge dem, og parykdamen sagde, at den vane behøvede jeg ikke at aflægge; det var kun en fordel, at jeg ikke skulle tænke over det at have paryk på.
Den købte jeg … og tænkte kun kort over, at jeg jo egentlig ikke havde føling med de briller – om de sad der eller ej, kunne jeg overhovedet ikke mærke, så hånden fløj op i tide og utide for lige at tjekke, om de var på plads.
Den fløj op én gang for lidt.
Da vi pakkede fortelt sammen og ryddede op i campingvognen, savnede jeg mine briller. 
Jeg kunne ikke finde de forbaskede tingester – de var væk, væk, væk.

Som sagt synes jeg ikke, de var så nødvendige, som de havde været, så jeg har haft udskudt at gå til en optiker.
Lige indtil i dag.
I den sidste tid har mine øjne været meget trætte om aftenen, og det har knebet en hel del med at se skarpt, så nu tog John og jeg os sammen. Hans syn er (også) blevet forværret, så det hed jo nok to par nye briller.
Efter synstesten blev jeg spurgt, om jeg kørte bil (han havde fået hele historien). Jeg svarede, i overensstemmelse med sandheden: “Næsten aldrig, den klarer min mand.”
”Det var godt, for du må faktisk ikke køre bil med det syn!”
Du godeste – stod det så slemt til?
Det gjorde det – det var blevet noget værre end ved den seneste synstest for tre år tilbage. Nu er jeg blevet 0,25 langsynet på det ene øje og 0,75 nærsynet på det andet. Før var jeg hhv. 0,25 og 0,50 nærsynet, så der var lige en forskel på 0,50 på det ene øje og 0,25 på det andet i forhold til sidste måling.

Så forstår jeg bedre, at mine øjne var aftentrætte – der har virkelig skullet kompenseres her.

Og nu kommer der simpelthen noget reklame/en anbefaling – noget jeg ikke gør så meget i, og slet ikke med forsøg på bestikkelse i form af gaver eller hvis jeg bliver bedt om det – hvad jeg naturligvis heller ikke er blevet i dag – jeg fortalte ikke i biksen, at jeg har en blog … 
Johns sidste par briller (fire år gamle) kostede ham en femcifret sum. Mine kostede omkring godt det halve af Johns for fem år siden. Det var med alt, hvad hjertet kan begære af tre flydende overgange, toning, hærdning og antirefleksbehandling.
Det var hos Synoptik.

I dag har vi fået fire par briller for det, Johns alene kostede dengang. Et par almindelige og et par solbriller hver. Den anden brille gratis mht. stel og glas. Alle fire med tre flydende overgange, toning (ikke solbrillerne …) hærdning og antirefleksbehandling. Designerstel og det hele.
Det var hos Louis Nielsen.

Det er da en forskel, der er til at føle på. Exit Synoptik.

17. november 2013

Årets første julemarked

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:57
Tags: , ,

Rosendal JulemarkedDet har været så flot vejr i dag, så vi skulle ud … bl.a. ud og køre … men hvorhen?
Kigge, kigge, kigge – hvad kan vi finde som mål?
Jeg fandt et julemarked på gården Rosendal ved Ålsgårde, som vi blev enige om at prøve af.
Det blev det, men skal vi ikke bare sige, at fra nu af kan det kun gå fremad?
Hvis julemarkedet er 100 %, så fyldte arealet, hvor man kunne sidde og indtage et glas glögg, 75 %. Boderne med (ikke særlig spændende) juleting 15 % og kæleklappeaedyrsområdet 10 %.
Man kunne dog også købe duer, fasaner, en ræv og nogle krager … krager??? Spiser man krager? Hvordan smager de?

Vejen hjemover lagde vi via den nordsjællandske kyst – en smuk tur, som bl.a. gik forbi Gilleleje Havn, og da klokken efterhånden var blevet 13, blev vi enige om at finde et sted at indtage frokosten.
Valget faldt på Restaurant Gilleleje Havn, som viste sig at være et overmåde godt valg.
I dag var mandemaden og kvindemaden hhv. en stegt rødspættefilet og en omgang krebsehalesalat, hvor begge dele til min udelte fornøjelse blev serveret med masser af salat til.

Gilleleje Havn

Restauranten bagte også ta’mæ’jæm-brød. To slags, et mørkt rugbrød og et lysere etellerandet. Begge brød blev serveret til vores frokost, og da de var ualmindelig lækre begge to, købte vi det lyse af dem. Rugbrød har vi rigeligt af lige for tiden, men det andet vil være godt til morgenmad.

Gilleleje Havn (1)Gilleleje Havn (3)

Der følger brødbakke med, når man køber det lyse af brødene … jeg kan ikke rigtig se fidusen, men det ser blæret ud.

I havnens fiskebutik købte jeg pighvar, så gæt, hvad vi skal have til aften?

Brunkagerne?
Det viste sig at være nemt at få dejen rullet til pølser, så det hele gik meget nemmere, end jeg kunne have frygtet.
Selv om jeg skar forsigtigt, var det umuligt for mig at holde den runde facon, men pyt – det gør ikke spor, at de ser meget hjemmelavede ud. 
Smagen? John har godkendt dem … jeg er ikke selv vild med brunkager, men kan da godt smage, at de er bedre end Brugsens.

Hjemmelavede brunkager

Der blev tre plader af denne portion, svarende til tre mindre dåser, så vi har så ri-ge-ligt med brunkager nu.


Til sidst et skoleeksempel på Murphys lov:
Jeg har mistet mit polfilter. Var sikker på, at jeg havde tabt det i en eller anden skov, men John og jeg har alligevel ledt højt og lavt i det meste af et par måneder. Det var lidt ærgerligt, for jeg havde købt det her i sommer – jeg er lige dyr nok i drift mht. polfiltre.
I torsdags i Kristianstad kapitulerede jeg og købte et nyt, for jeg vil helst ikke undvære et polfilter.
I dag kom der en sms fra Steen, som vi besøgte i September: “Vi har lige været oppe og besigtige efter stormen – er det en af jer, der har tabt et polfilter, mærke xxxx? Jeg fandt det i skovbunden.”

Det er fantastisk, at han har kunnet se det – det er i sagens natur ikke ret stort, men det murphyske i det er, at denne besked løber ind tre dage efter, jeg har købt et nyt. Det er lige før, jeg håber, det har taget skade af at ligge i skovbunden, så vil jeg ærgre mig en lille smule mindre.

10. november 2013

Just another Sunday in Wiltshire and Denmark

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:50
Tags: , ,

Hiiii mommerDer er mange, der har udtrykt deres undren over, at Charlotte og jeg ikke skyper sammen. Det er der flere årsager til, og vi begynder såmænd nok også i en ikke så fjern fremtid, for nu har C endlelig fået en computer, der har en smule ‘trækkraft’, men det er nu slet ikke nødvendigt at have kamera på for at deltage fuldt og helt i livet i den lille, wiltshireske landsby. 
Alle samtaler er naturligvis forkortede, både af hensyn til jer og til privatlivets fred.  
Dansk tid 10:30. Ellen ringer op.
”Helloooo. Hi Ellen … [høflighedsudvekslinger] … I’ll just hand my beautiful wife over to you …! Charlotte:
”Hej mor – må jeg ringe op, når vi har spist morgenmad? Vi har lige sat os til bords. Ja, det er en sen morgenmad, men James holdt bonfire night i går, og vi kom frygtelig sent i seng, også børnene …”
Dansk tid 11:10. C ringer op.
Bla, bla, bla … julegaver … bla … vejret … bla … nye køjesenge … bla …
11:25:
”Ups, mor, der er vist krise … der er voldsom larm oppe fra værelserne. Jeg er nødt til lige at få styr på, hvad det er – jeg ringer op igen om lidt.”
11:40: 
“Hej igen. Så er der fred i hytten. Tim og børnene er på vej i kirke; der er Remembrance Sunday, og han lovede sin mor at tage børnene med til gudstjeneste – de elsker faktisk at komme i kirke, så det vil jeg selvfølgelig ikke sætte mig imod.
Bla, bla, bla … smalltalk … smalltalk.
11:42: Et VRÆÆÆÆL høres meget tydeligt.
P1010092_0655”Du godeste – hvad er der NU sket? Jeg troede de var på vej … jeg ringer igen om lidt.”
11:50:
”Dette bare meget kort, så du ikke undrer dig, for jeg løber igen med det samme. Det var Anna, der var faldet i en mudderpøl. I sit pæneste tøj, så hele hendes verden ramlede sammen – jeg skal have vasket barnet på rekordtid og jeg har lovet at gå med i kirke nu – hun er så ked af det … vi tales ved en gang i eftermiddag.”

Når man er i min ende af røret, kræver det kun et minimum af fantasi at fornemme, at man er der selv. Hvem behøver Skype?

Billedet af Anna er naturligvis flere år gammelt, men jeg elsker det foto.
I retfærdighedens hellige navn skal Aubie også med i dagens indlæg: det bliver lige så retfærdigt ligeledes med et billede af ældre dato, men et billede som beviser med al ønskelig tydelighed, at den knægt har elsket alt, der har med traktorer at gøre, siden før han tog sit første skridt.

8. november 2013

Mandemad og kvindemad

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:58
Tags: ,

Vi skal have fat i en køjeseng til Anna og Aubrey. Den soveløsning, vi har kørt med indtil nu, dur ikke længere; de er ved at blive for store til den, så nu tænker vi langt ud i tiden og investerer i køjesenge i voksenstørrelse.
Vi blev enige om at besøge både Ilva og Ikea, da førstnævnte har lidt mere kvalitet over sig, og hvis den ene skal kunne ligge øverst selv som stor teenager, dur det ikke at købe noget, der er for spinkelt.
Vi fandt en rigtig pæn og gedigen seng til en rimelig penge i Ilva, men 3000 kroner for to skummadrasser? Skummadrasser! Det lyder simpelthen ikke rimeligt.
Af sted til Ikea for at kigge på køjesenge – teori hurtigt bekræftet: sengene var noget klamp, men vi kunne få to springmasrasser til det halve; nemlig 750 kroner stykket – at så sengen også var en smule billigere, var aldeles lige meget, for det drejede sig kun om et par hundrede kroner for en relativt langt større forskel i kvaliteten.
Den køjeseng bliver derfor et ægteskab mellem de to møbelhuse.

IKEA

Da den beslutning var truffet, var det over frokosttid, så det blev til endnu en beslutning: For første gang i vores karriere at forsøge os med en Ikea-frokost – med eller uden hestekød … hvilket jeg dog nok kan være forholdsvis sikker på ikke at have fået, da jeg tog en varmrøget laks med masser af salat til.

IKEA (1)

Man kan derimod ikke helt vide, hvad der kan befinde sig i Johns valg af frokost … “20 kødboller med mos, sovs og tyttebærsyltetøj”. Med risalamande til dessert. Han blev snydt, for der var kun 19 kødboller …
Jeg synes det er en meget malende illustration af, hvordan mænd og kvinder kan have yderst forskellige preferencer til, hvad de har lyst til at sætte til livs.
John siger ellers, at han holder meget af min mad, som normalt er noget grønnere end ovenstående, men pudsigt nok går han efter noget med sovs og kartofler, lige så snart han kan se sit snit til det Smile 
Risalamande kunne han spise hele året rundt, hvis det skulle være. Da han var barn, ønskede han sig det til sin fødselsdag i august – og hævder stadig hårdnakket, at hans mor skam lavede det til ham hvert år.
Meget vil jeg gøre for ham, men jeg laver ikke risalamande i august …

3. oktober 2013

Køge – og Irma

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:14
Tags: , ,

Vi havde et ærinde i Køge, så vi benyttede os af lejligheden til at besøge den hyggelige osteforretning, der ligger inde i en af de flotte, velholdte og stemningsfulde gårde, som der er så mange af i denne skønne gamle by.

Osteforretning i Køge

P1030665Den har sit stamklientel, den forretning. Mens jeg var ved at betale, kom der en mand ind, som selvfølgelig blev spurgt af den anden ekspedient (der var to i den lillebitte forretning), hvad hun kunne hjælpe ham med.
“En lille, en stor og 18 æg.”
Jeg kunne ikke lade være med at grine lidt og spurgte, om de måske kendte hinanden?
Damen, der ekspederede mig, svarede, at ja, den herre kunne miste stemmen, men han ville helt sikkert alligevel få et par oste med hjem, som han kunne lide. ‘Herren’ smilede bare til mig og nikkede.
Det er den slags ting, jeg kan lide provinsbyer for.

Næste step var Irma, hvor jeg ikke kommer særlig tit, men som har nogle gode ting, man ikke kan få andre steder.
Deres COOP-fællesskab fornægter sig dog ikke. Jeg så et skilt ved deres mælkekøleskab og var nødt til at læse det igennem, for med den mængde tekst nærmest forventede jeg en eller flere fejl.
Jeg havde ret. Jeg var oven i købet nødt til at læse det to gange …  
Overordnet set et temmelig ubehjælpsomt sprog og (bl.a.) ikke styr på nutids-r og korrekt fysisk placering af kommaer.
De har vist lært lidt for meget af Brugsen …

3. august 2013

Den professionelle hvepsebekæmper. Eller …?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:26
Tags:

HvepseboDer var bestemt ikke kommet færre hvepse i boet på terrassen siden sidst, hvor det desværre ikke lykkedes os at få dem udryddet. Vi troede jo, at de gik til ro om natten og at vi dermed havde arbejdsro til at få sprøjtet og til at forsegle deres indgang – som uheldigvis for os ikke bare var et hul i væggen, men en lang revne i brættet. Det kunne bare ikke lade sig gøre, for de var i fuld aktivitet døgnet rundt, hvilket vi hørte i radioen forleden, at bier er, når det er så varmt om natten, som det er for tiden. Det gælder desværre nok også hvepse.
Vi gjorde i hvert fald ikke mere ved det …

I går var der så som sagt kommet endnu flere, og det slog mig, at næste gang vi kommer herop, har vi med stor sandsynlighed englænderne med, så der skulle gøres noget denne gang.
Jeg er bestemt heller ikke meget for at udsætte mig for den slags, men jeg sagde til John, at hvis han kunne skaffe et bræt, der passede præcist og slå fire søm i, så det var lige parat, så skulle jeg nok klæde mig som en rummand og få sprøjtet og sømmet det fast. Jeg tror John var klar over, at jeg mente det, så han lod sig provokere og sagde, at selvfølgelig gjorde han det!
Jeg mente det skam også fuldstændig alvorligt – tanken om børnebørnene gjorde udslaget, og min søster, som er med, sagde, at hvis ikke vi selv gjorde det, ville hun, for der var ingen vej udenom nu. (Nej, det er ikke hende med sommerfuglene …)
John insisterede, selv om jeg kunne se, han ikke havde det godt med det – han ville alligevel ikke stå tilbage over for to stædige kvinder, har jeg lidt på fornemmelsen …

Han tog tykke vintertermobukser på, gummistøvler, hat, en tyk regnfrakke, tykke arbejdshandsker og til sidst over næsen og munden et tykt tørklæde, som vi bandt i nakken, hvorefter regnfrakkehætten kom ud over både tørklæde og hat. Der var nu ingen indgange til huden. Jeg havde desværre ikke noget tyl, vi på biavlervis kunne sætte foran øjnene, men han havde da i det mindste briller på, hvilket skulle kunne forhindre frontalangreb.

Han var øm at se på – et syn, som jeg beklageligvis må overlade til jeres fantasi. Jeg kunne se, at han var nervøs, og det ville have været både meget uklogt, uempatisk og usolidarisk at tage billeder af ham!

Der blev ikke sprøjtet. Det er en sprayflaske, og han kunne ikke målrette det, så det ville komme effektivt ind i boet. I stedet fik han banket brættet på og skyndte sig ind igen. Der slap kun to hvepse med ind, selv om de svirrede rasende rundt omkring ham – og han blev ikke stukket, heldigvis.

De fleste må alligevel have været gået i seng, for i morges kredsede der kun fem, der prøvede at komme ind. De fik en dusch gift, og vi gik med jævne mellemrum ud for at se, om der skulle ankomme flere. Der var en enkelt i ny og næ, men jeg tror og håber på, at boet er en saga blot, når vi kommer igen næste gang.

1. august 2013

Så er der noget ved at være taxachauffør

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:53
Tags: , ,

KæmpeverbenaJohn var i Roskilde i dag og rendte ind i en gammel kollega, som fortalte om gårsdagens lidt anderledes tur.
Han (vi kalder ham John. Bare for sjov …) havde holdt i Roskilde lufthavn ved 14-tiden, da en stewardesse holdt døren for tre velklædte mænd, der stilede hen mod taxaen. De skulle til Domkirken, men havde god tid, for de havde en aftale med en guide kl. 15 og bad om i mellemtiden at blive kørt et sted hen, hvor de kunne få sig en øl.
John kørte dem til Snekken nede ved havnen, hvorfra der er udsigt til domkirken. Han blev bedt om at vente “så kan vi lade jakkerne blive i bilen”.
Da klokken var lidt i tre, blev mændene kørt til domkirken, hvor de igen bad John om at vente på dem. I en time og 20 minutter blev det til denne gang.
De skulle nu en tur til Svogerslev kro og have sig et måltid mad.
Og … rigtigt gættet: John blev bedt om at vente, mens de spiste. 
Derefter ville de gerne køres tilbage til lufthavnen.

Det blev 1700 kroner. For 28 kørte kilometer. Derudover fik John 100 Euro i drikkepenge.
Det var slet ikke så tosset en tur at få i en ellers temmelig død tid – det må have været tre herrer, for hvem penge ikke betyder alverden. Historien melder ikke noget om deres nationalitet, bortset fra, at de ikke var danskere.


P1020996Det vælter stadig frem med tomater. De er ikke større end små kirsebær, men når der er nok af dem, er det jo ligemeget, og der er utrolig meget smag i dem.
I dag brugte jeg et kilo af høsten til at kaste mig ud i et forsøg med tomatketchup – denne opskrift.
½ chili, stod der … jeg havde lige knækket en lille gren af citronchilien, da jeg var ved at binde den yderligere op, så jeg tog en af dem. En hel. De er stadig små og umodne, så det ville nok næppe kunne smages, tænkte jeg.
Det var så ikke helt rigtigt tænkt, for den blev godt nok stærk, den ketchup. Ikke for stærk til John og mig; bare ikke længere en tomatketchup for børn eller sarte ganer – men den blev god. Supergod, faktisk … meget bedre end den chutney, jeg forsøgte mig med sidst. Vi glæder os til at prøve denne stærke ketchup til en gang grillpølser.  
Nu har jeg så også fået en ide om, hvor stærk den citronchili bliver, når den er moden …

26. juli 2013

Tilbage til varmen og en hvepserede

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:23
Tags: , , ,

imageDet er næsten helt stressende at have to haver i sådan en sommerhede … i dag kørte vi atter mod ødegården for at se til det hele deroppe – håbede på, at der var faldet lidt regn.

Det var der så ikke. Vejrudsigten bliver ved med at blive parallelforskudt, så nu er nedbøren foreløbig udsat til på tirsdag. Det er selvfølgelig fint nok, at det holder tørt, når Annemarie og Jimmi kommer på mandag, men iflg. udsigterne for en uge siden var regnen både kommet og gået på mandag.
Det bliver spændende at se, hvornår den har tænkt sig at komme.

Vi kom op til 27°, meget tørre, men dog ikke døde, krukker, store, modne solbær og en gul græsplæne, der ikke var vokset så meget som en millimeter i den forgangne uge.
Hverken John eller jeg er vilde med solbær, men jeg kunne alligevel ikke nænne at forære fuglene alle de flotte bær, Hvepseboså vi fik hevet et lille kilo i en skål og produceret fire glas solbærsyltetøj, som englænderne får, når de kommer. De holder meget af det alle fire.

Hotdog

Godt, man ikke har indbygget pels! (Selv om jeg måske har lige lidt nok ‘pels’ i øjeblikket). Denne hund er der tilsyneladende en eller anden, der har fået ondt af midt i sommerheden …

Hvad vi desværre også kom op til, var et nyetableret hvepsebo.
På terrassen, dammit! Lige ved siden af døren; ikke meget over gulvhøjde.
De havde vældig travlt med at fise ud og ind af boet – ikke særlig betryggende, når man gerne vil opholde sig på terrassen.

Heldigvis har vi stadig noget hvepsemyrdemiddel fra den gang vi havde monsterhvepse lige ved siden af hoveddøren.

Vi skal bare lige have puttet dem for natten. Så sprøjter vi giften ind og sømmer et bræt på revnen, så de ikke kan komme ud. Det har vi som sagt prøvet før – det er meget effektivt.

Min medlidenhed med hvepse er yderst begrænset, faktisk nærmest ikke-eksisterende, og jeg har ingen skrupler overhovedet over at forgifte dem og tilintetgøre et af deres levesteder.
Jeg fik engang gravet et jordbo midt over heroppe … lige der slog jeg samtlige verdensrekorder i sprint de 50 meter, der var fra stedet, op ad trappen og ind. Jeg mener det! Adrenalin kan udrette mirakler for ens præstationsevne – jeg har aldrig i mit liv løbet så stærkt, og jeg undgik faktisk at blive stukket, selv om der var en rasende sværm hvepse omkring det ødelagte bo en en rum tid derefter.

15. juli 2013

Aubie kunne ikke huske hvad han hed

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:42
Tags: , ,

I går blev børnebørnene døbt i den lille landsbykirke.
Tim var meget sød og betænksom – sendte billeder med jævne mellemrum i løbet af dagen, så selv om vi selvfølgelig var smadderkede af ikke at kunne være der, smagte det da lidt af fugl.

De er ‘kun’ navngivne, de to, men de ville gerne selv døbes; sikkert påvirket af at have set Tims kusines to børn blive døbt. Charlotte er lige så agnostisk indstillet som sin mor, men hvis alle andre; inklusive børnene selv, gerne så en barnedåb finde sted, havde hun såmænd ikke nogen indvendinger mod det.

Dåben 1Dåben 2

Der skete bare det, at da Tim for et par måneder siden ringede for at tale med præsten, mens Anna sad ved siden af, lød der et skrig fra hende:
”NO, daddy, I don’t want to be christened, I DON’T!!! NOOOOO, DADDYYYYYYY!!!!! DON’T DO THIS TO MEEEEE” HYYYYYL.
Kan I se scenen for jer? Gad vide, hvad den flinke præst mon tænkte? Charlotte fes ind og fik barnet ud af stuen. Spurgte, hvad der dog var i vejen … de havde jo talt om hele processen, og de ville gerne døbes, havde de sagt.
Snøft “I don’t wanna be all alone in the church while the vicar soakes my hair!” Snøft.
”Jamen Annamus – Aubie er der. Mor og far er der. Mormor og morfar (troede vi dengang) og Granny og Julian er der. Og … (flere navne) er der. Vi er alle sammen hos dig; du skal da ikke være alene i kirken”.
”Well … okay then”. Så løb Anna ud for at lege, tilsyneladende uden en bekymring i verden. Børn altså … gad vide hvad hun havde forestillet sig? At far og mor sagde: “Se, Anna, der er kirken. Smut lige ind og bliv døbt – vi henter dig om en halv time …”

Dåben 4A direct line to God

Begge børnene har fire navne.
Anna sagde selv sine, da præsten spurgte hende, men da han spurgte Aubrey, kiggede denne op på præsten og erklærede med høj og klar røst:
”I don’t know!”
Han havde lige i spændingen glemt de to midterste navne, han jo alligevel aldrig bruger, så mor måtte haste op til døbefonten og sige dem alle fire.
Senere, hjemme i haven, lavede Aubie en telefon til præsten – en direkte linje til Gud, som han forklarede … det kunne måske vise sig at være nyttigt.

Dåben 7Dåben 8

Dåbstøjet blev hurtigt hevet af de små – det var omkring 30° i skyggen, så alle svedte med anstand – dog ikke mere, end at de havde lyst til at blive introduceret for kongespillet Kubb, som de syntes var sjovt, især fordi alle, store og små, unge og gamle, kunne være med. Det var mænd mod kvinder, og kvinderne vandt.

Dåben 11Dåben 12

Forældrene gav dem deres første ‘rigtige’ cykler; med gear og håndbremser og det hele. Meget voksent, var der to der mente!
Vi gav Anna et armbånd til Troldekugler plus to kugler. Aubie fik et par manchetknapper, hvilket man – endnu da – bruger meget i England. Vi ville gerne give dem noget, der kunne vare, men var forberedte på, at især han ville blive skuffet over sådan en mærkelig gave.
Det blev han ikke – faktisk blev han meget stolt over nu at eje et sæt rigtige manchetknapper lige som daddy har på, når han er på arbejde. Så er man reelt tættere på at blive voksen …   
De havde alle en rigtig god dag – i aftes ringede en træt Charlotte og fortalte om hele dagens forløb.

12. juli 2013

Det blev en lidt dyrere bil end forventet

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:26
Tags: , , ,

Registreringsattesten på Kiaen kom i dag; John studerede den selvfølgelig … og kom i tvivl … der stod to vægtangivelser på den, som han ikke helt kunne gennemskue. Hvis man regnede med den ene, var den god nok, men hvis man regnede med den anden, overstiger den potentielle samlede vægt 3500 kilo, når vi kører med campingvognen, og så dur det almindelige kørekort som bekendt ikke.
Vi skulle alligevel en tur til Køge, så vi rundede en kørelærer på vejen … jojo, den var god nok; den var ikke så god. John skal tage trailerkørekort.
Han har erhvervskort til taxa og til både almindelig bus og ledbus, så han må gerne tage ansvaret for at transportere en masse mennesker med et meget tungt køretøj, men han må ikke køre med vores campingvogn …
Jeg forstår så glimrende, at man skal tage trailerkort, hvis man som mig kun har det lille, almindelige kørekort, men i Johns og lignende tilfælde synes jeg jo nok, der burde kunne dispenseres, men nej … det koster os så lige 4000 kroner plus 500 til en lægeattest.
Mondeoen måtte vi gerne trække campingvognen med uden trailerkort, fordi vores kørekort var udstedt før en bestemt dato, som jeg ikke kan huske – i 2009 var det vist.
Nu er det helt sikkert, at det kun bliver John, der kører med campingvognen – jeg gider ikke forsøge mig med det trailerkort – så er vi også pludselig oppe på 9000 kroner – det er altså lige i overkanten af, hvad vi synes er sjovt.
Det værste er dog næsten, at det kommer til at knibe med at nå at komme op til køreprøven, inden englænderne kommer i august, og hvor vi gerne skulle ud og campere, hvis vejret ellers er til det. Kørelæreren lovede at prøve; han var meget flink og samarbejdsvillig. 
Det bliver lidt spændende … ellers må vi simpelthen lade være med at campere, men tage til Sverige i stedet for. Det var så heller ikke det værste, der kunne ske.


DrueagurkerNå. Det hjælper ikke at surmule over det – så hellere se på noget dejligt surt: agurkerne er nu på glas – de to kilo passede lige præcis i et af de 3-liters glas, jeg fik tiltusket mig i onsdags.
Der var lidt eddikelage tilovers, som jeg lod stå i gryden, og heldigvis for det, for da jeg skulle opbinde en løbsk chiliplante i dag, knækkede der en stor gren af, så selv om frugterne endnu ikke er helt modne, skulle de bestemt ikke kasseres, hvorfor de blev syltet i stedet for.

IMG_2487

På bordet står også aftenens oste til stuetemperering; herunder de tre specialimporterede fra Cheddar Gorge, som vi har gemt til en speciel lejlighed, hvilket er i aften, for da kommer Die Zwei Mädchen.
Det er vi lige en enkelt, der glæder sig rigtig meget til. Den står på langlangtidsstegt lammekølle, inden vi når til ostene.
Ja, altså … John glæder sig da også, men nok ikke lige så meget som mig – jeg er bange for, at han indimellem føler sig lidt uden for fællesskabet … 

10. juli 2013

A good hair day

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:05
Tags: ,

En ny EllenDet burde være det modsatte af “a bad hair day”, men det er det ikke helt.
Det har jeg så hermed indført, at det er det! Der er nu noget, der hedder “a good hair day”. Okay? 
I morges klokken 9:30 var jeg inde hos den skønne Carina Erwin, som kronragede mig. Mens John så på. Det sagde hun var det bedste for begge parter – ikke noget med at gemme sig; ikke noget med at mystificere. Han vil jo alligevel ikke kunne undgå at se mig skaldet.
John og jeg blev enige om, at nu kan han bare lade som om han er gift med Sinead o’Connors mor!
Det vil han så i virkeligheden alligevel ikke ønske, eftersom Sinead selv efterhånden er blevet 46 år … moderen er sandsynligvis på Johns alder eller ældre …
Nu er parykken så en fast bestanddel af mig, men jeg er glad for mit nye hår. Det at hårene bogstavelig talt dryssede omkring mig og at det gik af i totter – yrk. Det var en væmmelsesfornemmelse på linje med at gå ind i et spindelvæv, men man skal nok have prøvet det for at forstå det.
Lettelsen har forhåbentlig også afstedkommet, at jeg ser lidt mindre ‘skummel’ ud, som Aage kaldte mig. Fuldt berettiget, desværre, og rynkerne og kalkunhalsen kan vi ikke gøre noget ved. Eller … det kan vi vel nok, men det vil vi ikke! Klemmen gør ret ondt, når den har siddet et stykke tid, og alternativet til den koster langt mere end en paryk …
Der kom et tørklæde og en hue fra Christine med hjem – der er nødt til at være alternativer til parykken. Lidt lige som morgenkåben, mens man vågner op til dåd.
Det bliver simpelthen mit nye Gravatar-billede, har jeg besluttet. Man må jo være up-to-date.

Gratis sylteglasPå vej hjem fra København fik jeg lyst til fisk til aftensmad, så vi fortsatte mod Køge. Vi havde parkeret bag Svogers Gård (det hedder den altså). Her holdt en bil med en trailer fyldt med en masse, der lignede noget til udsmid – bl.a. en del pæne 3-liters sylteglas. Vi ventede lidt for at se, om trailerens ejermand kom, hvilket han gjorde efter et par minutter.
“Skal alt det der smides ud?”
“Ja! Tag endelig, hvis I kan bruge noget af det”.

Jeg kom hjem med syv 3-liters sylteglas. Billigere, end jeg kunne have fået dem på et hvilket som helst loppemarked – oven i købet fine og næsten ubrugte – gummiringene var alle pæne og intakte.
Nu er der til Aages Rumpott, men det er lige som med flaskerne: Nu mangler vi bare rommen!

Hos vores gode, tyrkiske grønthandler kunne jeg få drueagurker, så der røg to kilo i kurven, som nu ligger i saltlage for at blive syltet i morgen. De glas skal jo udnyttes på det skammeligste. Senere bliver der sikkert syltet rødbeder, og forhåbentlig får jeg chili nok til at sylte en stor portion af dem.

27. april 2013

Nu med arvestykker

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:37
Tags: , , ,

Arvestykker (3)

Arvestykker (2)Som vist fortalt tidligere et par gange eller syv, er gården nu langt om længe afryddet og afhændet.
Det er der naturligvis kommet lidt forskelligt ud af, ikke kun til os tre søstre, men også til vores afkom.*)
Det er længe siden, vi delte møblerne og de øvrige ting mellem os og ‘til Svalerne’ eller ‘til bålet’, men vi ville ikke fjerne møblerne, før gården var solgt; rummene skulle ikke stå og se forladte, triste og forsømte ud. 
Da vi endelig kunne tømme alt, efter salget blev en realitet, blev vi endnu mere glade for, at vi havde ladet det hele stå … jeg tænker her på mærker på tæpper og vægge.
Det var lidt svært … på den ene side ville vi måske gerne have kunnet tage mere med os, men på den anden side har vi hver vores komplette hjem, hvor man ikke bare uhæmmet kan stuve flere ting ind – ting, som oven i købet kommer til at skrige til himlen af bar’ stilforvirring.

Pudsigt nok var næste generation helt vilde med visse af tingene, der har stået på gården ‘altid’, og som vi tre søstre absolut ingen lyst havde til at tage med os; mange af dem anskaffelser fra tresserne og halvfjerdserne, og som vi synes er temmelig grimme, for at sige det pænt, men som vores børn synes er trendy og ‘smart’ at have stående. Selv de rustfri serveringsfade gik som varmt brød.

Amagerhylden oppe til højre blev min. Den passer fint ind i både farver og miljø i svenskerstuen, synes jeg.
Ligeledes det gamle vægskab og endog rørstolene, som boede i mine forældres vinterhave. Jeg valgte dem, fordi jeg forestiller mig, at vi til næste år får udvidet terrassen, således at vi kan overdække noget af den, men indtil videre står de i stuen.

Arvestykker (1)Arvestykker (4)Arvestykker (5)

Da vi skulle hænge vægskabet op, målte John med vaterpas, hvilket undrede mig, for hvis vi hænger noget op i vater, ser det skævt ud. Der er ikke to rette vinkler i dette hus; alting skal hænges op, så det ser lige ud i forhold til alt andet og ikke objektivt lige.
Ikke desto mindre påstod John, at “lige her er der ikke skævt!”
Jeg sagde ikke noget, men da skabet efter visse besværligheder endelig kom op og hænge, så det så pilskævt ud, at man blev helt svimmel af at kigge på det …
Ned med sig igen og nu blev der målt efter øjemål (Ellens nærmest ufejlbarlige, husker I nok).
Det skulle hæves seks mm i den ene side for at se ud, som om det hænger lodret, hvilket måske ikke lyder af noget særligt, men I skulle bare have set forskellen, det gjorde!

Arvestykker

De to søm har også en forklaring – og nu er jeg igen nødt til at hænge min søde mand ud – min John, som kan bygge og/eller samle de mest utrolige ting … men han kunne åbenbart ikke måle afstanden mellem de to ophæng på skabet. Jeg havde fået skabet på plads i min side, men vi kunne simpelthen ikke få den anden sides beslag ind over sømmet. Da jeg antydede, at der måske var målt forkert, blev John lettere irriteret: “Okay. Ned med skabet. Du kan jo selv måle efter. 43,8 cm skal der være mellem sømmene.”
Det var der også. Der var bare kun 43,0 cm mellem midten af hullerne i beslagene …
Jeg sagde ikke noget … men det holdt hårdt at lade være med at grine.
Væggen er af så hårde egeplanker, at han opgav at få det første søm ud (de er meget lange), men bankede det i stedet helt i.

*) I bemærkede forhåbentlig lige dette? Det hedder nemlig ikke kun … men også. Og det hedder både … og.
Det hedder IKKE både … men også, som det åbenbart er blevet meget moderne at sige – også blandt professionelle sprogbrugere.
Underligt, at man slet ikke kan høre, hvor ulogisk både … men også lyder.

19. marts 2013

Ikke de vildeste udfoldelser her …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:53
Tags: , ,

P1010649Det er ikke blevet en pind bedre – hverken med snotteri eller halsen, men timingen af denne omgang hvad-det-nu-er har været helt perfekt. Det var en rigtig rar tanke ikke at skulle ud i trafikken i morges … ikke så langt fra hvor jeg arbejder, var der kørt en bus ind i et hus!

Billedet til højre er ikke særlig godt, men en god illustration af, i hvor stor grad små bebser er midtpunktet for alles opmærksomhed. Her hviler barnet trygt i bedstefars arme, mens mormor, de to mormostre og John har sluttet sig til nårrrhhh- og ihhhh-altså-koret.
Hun er stadig ret gul, men alt er som det skal være, så far og mor er glade, stolte og lettede.
Aldrig senere i livet bliver vi (de fleste af os) udsat for så massiv en beundring.

Her, i min temmelig sløve tilstand, orker jeg ikke meget andet end at indtage varme drikke og have medlidenhed med mig selv. Jeg har så jäklaondt af at hoste og nyse, at det slet ikke kan lade sig gøre at hoste igennem. Nysene er svære at undertrykke, men jeg gør mit bedste, selv om man i princippet ikke må … avavav – især fordi jeg nyser 10-15 gange i træk. Hvem sagde læge? Det kunne godt være, det var en god ide. Vi får se, om ikke det er bedre i morgen.

Johns brød (3)Det er de sjoveste ting, man kan lære, når man ser DRK: Vidste I at en bulldog hedder en bulldog fordi den skulle bide tyrene i deres muler og i det hele taget skræmme de arme dyr fra vid og sans, inden de skulle slagtes? Fordi man troede, at jo mere bange, et dyr var før og under slagteprocessen, jo mørere kød kom der ud af det. Vi taler om tiden op til 2. verdenskrig. Tænk altså! 
Sådan noget vil jeg slet ikke vide, men nu ved jeg det altså alligevel.

Igen fik jeg bekræftet min overbevisning om, at valgretsalderen på 18 år er for lav. Jeg stemte imod det, da jeg selv var ung, for jeg mente ikke – og mener stadig ikke – at en 18-årig generelt er moden til at skulle være medbestemmende i et land. Jajaja, skyd mig Johns brød (1)bare, og selvfølgelig er der også nogle, der er det, men tallene i dag talte for sig selv: Kun hver anden 18-årig stemmer, og hver fjerde aner ikke, hvad de skal stemme på – de interesserer sig ikke for politik. Det leder mig til den konklusion, at 25 % stemmer bare for at stemme, men ved ikke, hvad de gør. Meget betryggende …
Jeg tror selvfølgelig ikke på, at valgretsalderen bliver sat op igen, men den skal i hvert fald ikke længere ned, som visse har udtrykt ønske om.

Johns brød: Det blev pragtfuldt. Simpelthen bare et ordentligt brød … det blev spist til suppen og til morgenmaden og vil blive serveret igen i aften, for han lavede suppe nok til to dage – og brød blev der rigeligt af, som I ser. Kogte, knækkede hvedekerner er nyt i vores repertoire, men det er godt!

11. marts 2013

Den samme gamle surdej?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:08
Tags: ,

Overskriften passer slet ikke – vi taler nemlig om hel helt ny surdej, fordi vi er ved at starte vores egen op og følger til det projekt opskriften fra broedet.dk. Det tager åbenbart mellem otte og ti dage, før sådan en fætter er klar til brug.
Jeg undrede mig over, at det skal stå i stuetemperatur … ville tro, at det så vil blive temmelig meget mere ‘surt’ end ønskeligt, men nu har jeg tjekket på Claus Meyers hjemmeside. Han siger 10 dage ved stuetemperatur, hvor broedet sagde otte, så jeg må vel hellere tro på, at det passer.

Om morgenen og når jeg kommer hjem fra arbejde, ser den ud som på billedet til venstre – det ses tydeligt, at melet falder til bunds og dermed vil være meget tilbøjeligt til at rådne, hvorfor der skal røres to gange dagligt (broedet) eller piskes én gang dagligt (Meyer) i den.
Vi har valgt at rette os efter broedet, fordi vi har brugt de mængder og meltyper, der var angivet her. Meyers portion var noget større, men denne ser rigelig stor nok ud til os.

SurdejSurdej (1)

Beholderen her er ganske praktisk, for man kan efterlade et lille åndehul ved tappetuden. Nogle steder står der, at den skal opbevares lufttæt, men det kan jeg simpelthen ikke forstå kan være rigtigt, når man arbejder med noget, der udvikler luft.
Det er nok laboranten i mig, der tænker sådanne tanker … min søde ‘kuli’ (kopi-, altmulig- og arkiveringsdame) på arbejdet meldte sig for nogle uger siden syg i en lille uges tid, indtil hun skulle have fjernet forbindingerne, hun havde fået på på hospitalet dagen før.
Hun havde taget sin surdej ud af køleskabet, men havde problemer med at skrue låget af og havde derfor holdt glas og låg ind under den varme hane.
Skidtet var eksploderet i 10000 stykker – hun havde surdej i hele køkkenet (det meste sad vist på køkkenets loft) – og glasset skar begge hendes hænder. Gudskelov skete der intet med hendes ansigt; hun har været mere end almindelig heldig, tror jeg.
Jeg sagde ikke noget. Ikke før hun var tilbage igen og jeg kunne se, at hun helede, som hun skulle og kunne konstatere, at hun havde det godt og var ved godt mod. Da kunne jeg altså ikke lade være med at spørge, hvorfor hun opbevarer surdej i et tætlukket syltetøjsglas. Ikke at jeg skulle kloge mig på surdej, men det lød farligt i mine ører. Det havde hun godt nok gjort altid, og det var første gang, dette var sket for hende – men fremover blev den opbevaret i en fleksibel plastbeholder. Ja, det tror jeg på!

Jeg er spændt på vores surdej. Den skal lugte (og næsten også skumme som) som en god, mørk øl, når den er færdig. Lige nu lugter den bare ikke særlig godt, men jeg kan jo heller ikke lide øl, så …
Jeg er også spændt på, om vi vil kunne tage os sammen til at få bagt rug- og andet brød med så regelmæssige mellemrum, som en surdej forpligter til; dvs. omkring hver 14. dag. Faste rutiner har aldrig rigtig været min kop te, men John er noget mere disciplineret end jeg, så ved fælles hjælp går det forhåbentlig.

10. marts 2013

Store forhåbninger … eller … ?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:10
Tags: , ,

I forbindelse med oprydningen oppe på vores loft for et par uger siden, faldt jeg over min barndoms frimærkesamling og tænkte, at nu måtte den ud. Jeg samlede mellem mit 8. og 12. år, så vidt jeg husker; oprindeligt sat i gang af min morbror, som havde en ko.los.sal. frimærkesamling (gad vide, hvad der egentlig blev af den … han døde barnløs). Den var virkelig stor, den samling – min egen nåede aldrig op på mere end 3 bøger.
Ud skulle de altså, frimærkerne, men jeg kunne alligevel ikke få mig selv til bare at kyle dem i skraldespanden – sæt nu, der gemte sig et frimærke, der i de mellemliggende små halvtreds år var blevet tusindvis af kroner værd …

Det troede jeg naturligvis ikke engang selv på, men ikke desto mindre tog jeg i dag til Rishøjhallen, hvor der var frimærke-byttedag og hvor man gratis kunne få vurderet ens kostbarheder.
To hyggelige, ældre gutter (i midten af collagen) tog pænt imod mine barndomserindringer og gav sig god tid til at kigge albummene igennem, mens vi sludrede om løst og fast.

Frimærkesamlere

Endelig kiggede den ene op over brillerne og spurgte den anden: “Fandt du noget?”
“Næhhh, det må jeg nok indrømme, at jeg ikke gjorde.”
Nå. Okay så. Jeg kan ikke sige, at det kom bag på mig – det ville alt andet end denne udmelding have gjort.
Ikke desto mindre tilbød blåskjorte-manden mig en halvtredser for det hele – “så har du da fået dækket udgifterne til benzinen hertil – og måske også indgangen.”
Det havde jeg – det kostede en tier at komme ind, og nu kan en eller anden begynder udi frimærkesamlingens mysterier få sig en god start med mærker fra over 60 lande. Så havde jeg gjort dagens gode gerning. Det gjorde jeg igen, da der stod en frysende mand fra Røde Kors-indsamlingen og bad om et bidrag, så de 50 kroner – og lige så meget til – forsvandt dermed hurtigt, men sådan er det nogle gange.

Jeg gik en runde, nu jeg var kommet … nogle af samlingerne var voldsomme – se bare kl. 12 på collagen: en hel kasse udelukkende med frimærker fra engelske kolonier. Imponerende. De allerfleste af samlerne var folk på min alder eller ældre, men den største samling var ejet af en gut på højest 35 år. Med kone og barn parkeret lige bag ham. Barnet var tydeligvis adopteret, så mine teorier om, at ægte frimærkesamlere ikke tænker på andet end frimærker, blev bekræftet … (og husk nu lige på Kumbel …)

En association: frimærker ® stempler ® vil en eller anden være så venlig at fortælle mig, hvad forskellen er på “Fortroligt” og “Strengt fortroligt”, tak …
Det har undret mig i mange, mange år i arbejdsmæssig sammenhæng, og når jeg har spurgt, har jeg ikke fået noget svar.
I en farmaceutisk virksomhed som den, jeg arbejder i – endnu – ser jeg mange dokumenter med et påstemplet ‘fortroligt’ i en kraftig rød farve. Somme tider kommer der noget fra Forsknings- eller patentafdelingen, som er påstemplet “Strengt fortroligt”.
Enten er det fortroligt, eller også er det ikke. Det kan ikke gradbøjes.
Er respekten større, når det ledsages af et ‘strengt’? Så tør man slet ikke sige det videre, mens man godt kan, når der bare står ‘fortroligt’, eller hvad? Den holder jo ikke …
Mener jeg. Hvad mener I?

Næste side »

Blog på WordPress.com.