Passende vejr for årstiden – hvis vi havde været i oktober

Da vi kom hjem fra Sverige i går, blæste det som på en rigtig efterårsdag. Det var højvande, det var gråt og det regnede lidt indímellem. For lidt, desværre, men DMI bliver stædigt ved med at advare om voldsomt vejr og skybrud over hele landet, så jeg kan da håbe på, at vi får mere end de sølle tre mm, det hidtil er blevet til.
Drivhustjekket afslørede en løs tagplade, som det vist var i 11. time, jeg opdagede. En af de store grene på vinen havde langsomt og uopdaget skubbet pladen ud af det, der holder den fast, og som derfor nu var lige på nippet til at blæse helt væk.
Det fiksede John omgående, så nu kan det bare blæse videre, kan det.
Det gør det så også … dog noget mindre end i aftes og i nat.

Jeg kom til at tænke på sidste uges CPH Garden og på, hvor heldige de må siges at have været med vejret – tænk, hvis det skulle have åbnet i går og varet til på søndag med det møgelendige vejr, vi har?
Herover ses en af showhaverne med vand, spændende sten, verdens nok solideste gyngestativ og lidt gamle vinballoner. I går tog jeg en ballon som den nederste i billedet med hjem fra Sverige … det er da en begyndelse …
Ikke fordi jeg vil kopiere, for godt nok så det smart og rustikt ud med de gedigne stolper til gyngen, men man kan ikke sidde op og gynge, og man er nødt til at ligge i fosterstilling, hvis man er mere end otte år, så opstillingen er mere for et syns skyld end praktisk anvendelig. Billede to er den samme showhave set fra den anden side.

Derimod kunne jeg bedre se denne alternative grill hjemme i min have. Jeg ville sjældent have brug for noget i den størrelse, men det, at den var brændefyret og at man kan lægge emnerne til stegning hele vejen rundt, tiltalte mig. Jeg har ingen anelse om, hvor god den er i brug eller hvor besværlig den er at rense, men det ser blæret, godt og spændende ud.

Her er en af de mere avancerede hønsegårde, jeg har set, men den kan stilles op selv i en lille rækkehushave, kunne det se ud til. Ligefrem frilandshøns bliver det dog i givet fald ikke – vi kommer nok nærmere burhøns, og det er vi som bekendt imod!
Jeg ville så gerne have høns, men til dette har John nedlagt et af sine sjældne vetoer, så det er jeg vist desværre nødt til at respektere.
Han har jo også – næsten – ret. Vi er nemlig ikke så heldigt stillede som Ditte og Peter, at vi har en datter så tæt på, at hun nærmest bare skal række armen ud ad sit vindue for at lukke hønsene ind og ud, og med vores rejseaktivitet skal vi ulejlige andre lidt for meget med sådan en opgave.
“Næsten”, fordi det må kunne løses ved at rævesikre haven, men det er så her, John står af!

Naturplanteskolen – umiddelbart en pleonasme, ikke? Men de skulle have nogle gode sager, og navnet på bogen Fantasilater er ikke helt uden evner.
Jeg håber CPH Garden bliver en årlig tradition, for det var meget inspirerende. Og lidt dyrt … jeg har en svag karakter og lader mig for nemt friste.

En herretur på Kennet & Avon Canal – og en dametur tilbage i tiden

Om ikke så længe skal familien til Goodwood Revival, hvortil Charlotte har syet 40’er-tøj til sig selv og 50’er-tøj til Anna. Med hvide handsker und alles. Jeg kan godt huske de hvide, hæklede handsker, jeg altid skulle have på, når jeg skulle være fint klædt på. Frakken fandt hun i en genbrugsbutik.
Anna skal have håret sat i fletninger med røde sløjfer, og Charlotte skal have lidt mere styr på sit uregerlige hår, men jeg kunne sagtens fornemme, at det nok skal komme til at se fint og meget autentisk ud.

Det er ikke for ingenting, at Charlotte uddannede sig til Costume Maker – hun elsker at studere datidens forskellige moder og derefter kopiere dem til et eller andet formål. Hun kan, ud fra billeder og malerier, datere en hvilken som helst kvindedragt indenfor få års margen.

De to yngste af vores tre mænd fik lyst til en tur på The Kennet & Avon Canal, så den tredje mand og de tre damer kørte dem til The Barge Inn, hvor de blev sat i dobbeltkajakken. På vejen købte Tim forsyninger til en picnic et eller andet sted undervejs. Han var sulten, da der skulle købes ind, og så ved vi alle, hvordan det går: Der bliver købt ALT for meget mad. De ville have kunnet fare vild i flere dage og alligevel ikke nå at komme til at sulte.
Lige da de skulle til at kravle i kajakken, kom der en svanefamilie på fire. Svaner med unger kan være meget aggressive – Tim har den dybeste respekt for dem efter at være blevet angrebet af en på netop denne kanal engang. De forsvandt heldigvis igen uden at erklære krig, og der blev fløjtet til afgang.

Vi gik ind på The Barge Inn og fik en lækker publunch.
Jeg har før skrevet om The Barge Inn og det gode initiativ, men meget tyder på, at de typer, som man gerne ville af med dengang, er vendt tilbage.
Jeg tog billedet af de … hvad skal vi kalde dem? … de mest normale? … i smug – ville ikke risikere, at de opdagede mig, men af samme grund kunne jeg ikke få de mest underholdende og farverige af dem med. De var virkelig på alle måder farverige: I tøjet, i håret, i udsmykningen både tøjmæssigt og på huden. Med ringe alle mulige steder i ansigtet – holddaop, hvor de var ømme.

Maden på pubben var dog stadig rigtig god – på det punkt er standarden ikke svækket. Normalt, når man spiser en publunch, betaler man først, når man går. Her ville han have pengene straks efter bestilling. Charlotte kiggede undrende på ham, og han svarede beklager; det er vi nødt til – og vi kan ikke gøre forskel på vores kunder.
Nej, det kan han ikke, men vi fik da lige bekræftet en fordom eller to om klientellet.

---

De to herrer er nu blevet hentet igen. De har 3/4 af den indkøbte mad med hjem ☺ – men de havde en skøn tur, hvor de bl.a. så en hejre fange en fisk. Aubie sagde, at næste gang ville han have en kikkert med og bare sidde helt stille i båden i lang tid for at studere naturen.
Mormor her bliver så glad, når en niårig siger – og ikke mindst mener – sådan noget.

A very warm welcome to Wales

Or a hello as hot as hell … men så passer Wales ikke ind rent bogstavsmæssigt, heller ikke Cymru, som det hedder på walisisk.
Men det er varmt. Som i stegende hedt. 31^o rundede vi i dag – godt man har aircon i bilen. Da vi nåede delmålet i Rosilli, blæste det heldigvis en hel del, ellers var vi da døde inden vi nåede helt ud på spidsen. Ingen af os vidste på forhånd hvad vi kørte ud til, men kortet viste, at det er A Heritage Coast, så vi konkluderede, at der nok var meget pænt. Det var der også …

Tidevandet var ude. Langt ude, kan man sige, men det var ganske langsomt på vej ind igen.
Man kan ikke engang se menneskene, der var en del af nede på stranden, men det kan man på næste billede.

Vi gad ikke gå derned; vi ville hellere længere ud mod det vestligste punkt, og i øvrigt havde vi en aftale med et hotel i Llanelli, så vi kunne ikke opholde os der alt for længe. Llanelli er et af de mange hundrede stednavne i Wales, der begynder med dobbelt-L. Måske er der oven i købet i tusindvis, for vi så mange navne undervejs, som ikke er med på selv vores pænt detaljerede kort.
Det er også i Wales, den af mange kendte by, Llanfairpwllgwyngyllgogerychwyrndrobwllllantysiliogogogoch, ligger – det længste stednavn i Europa og det tredjelængste i verden. Det kan kun være for at få den rekord, for det er godt nok et kunstigt navn at give en by:
“[Skt.] Marias kirke i sænkningen ved den hvide hassel nær en stærk hvirvelstrøm og [Skt.] Tysilios kirke nær den røde hule”.
Llanelli her i Sydwales er lidt mere overskueligt – man skal bare vide hvordan Ll udtales, men det lærte jeg første gang jeg var i Wales i 1985 – hvor vi besøgte byen med det lange navn og boede i Bettws-y-Coed, som udtales bettus-i-køjd.

Vi er nu indlogeret på hotellet og har fået bilen placeret i et P-hus, hvor vi ikke lige ved, hvordan vi får den ud fra i morgen, men det må vi finde ud af til den tid. Nu handlede det bare om at komme op på værelset, få smidt tøjet og fladet ud! Et køligt bad vil heller ikke være det ringeste …

Aldrig i mine livskabte dage …

Aldrig i mine livskabte dage var et udtryk, som min farmor brugte en gang imellem, når der var et eller andet, hun var særlig forbavset over … aldrig i mine livskabte dage har jeg da set/hørt noget lignende.
Dagens syn gjorde så stort et indtryk, at udtrykket faldt mig ind, da vi på vej hjem fra Sverige kørte forbi Anders Persson.

Der fejres midsommer i Sverige, arbejdspladser holder lukket og folk har fri – næsten alt lukker tidligt i dag, og vejret indbød åbenbart til at tage ud i det fri for at plukke jordbær.
Der var parkeringsvagter på for at styre trafikken her hos Anders Persson, som har mark efter mark efter mark med masser, masser, masser af jordbær.
Anders Persson tager kun 35 SEK kiloet, når man plukker selv, men med 25 graders varme og en brændende sol fra oven er jeg glad for, at jeg støttede et ungt par i Broby. De havde tydeligvis været tidligt ude hos AP og plukke jordbær – deres fortjeneste, hvis man kun regner med bærprisen, var 115 %, men det er dem vel undt, og jeg slap for både parkeringsbøvl og hedeslag – og sparede mindst en times hedt, hårdt og rygsmertefremkaldende arbejde.

Der var lang kø bare for at få lov til at betale for sine anstrengelser.
Nu er jeg den lykkelige ejer af 2½ kilo yderst lækre jordbær – jeg ved ikke hvorfor … det må vel være sorten … men jeg har gennem mange år syntes, at de svenske jordbær smager bedre og mere intenst end de danske. Da vi handlede i Brugsen i Faxe Ldpl. på vej hjem, købte jeg en bakke fra en lokal avler, bare for at smage forskellen – få af- eller bekræftet min formodning.
Det kan aldrig blive andet end et spørgsmål om personlig smag, og den skal man som bekendt ikke diskutere, men de svenske var klasser bedre!
Jeg er glad, og i morgen skal der fabrikeres jordbærmarmelade i stor stil. Det er både børnebørnenes og Johns yndlingsmarmelade, så den kan jeg næsten ikke lave for meget af.

Det er sommer …

25°. Det er varmt! Heroppe var der kommet sølle seks mm regn, hvilket næsten er det samme som ingenting. Jeg betragter det som et lille mirakel, at de fem krukker med blomster har overlevet, men det har de ikke desto mindre, og de ser ikke engang særlig miserable ud.
Jeg har min egen teori om, hvorfor her har været indbrud, for det er længe siden – om nogensinde – at vi har været så lidt heroppe som i år, men forårs- og forsommerkalenderen har været helt håbløs, så der har ikke været tid. Det ser derfor forsømt ud, selvom naboen har slået noget af græsset. Han slår aldrig hele plænen, kun stykket foran huset, så det alligevel i mine øjne ser en tand for ubeboet ud. John er ikke enig i, at det kan være årsagen, men han har dog gået rundt med buskrydderen for at få det hele til at se lidt mere civiliseret ud. Hele plænen er også slået. To gange. Det var godt nok blevet megalangt der, hvor naboen ikke har rørt det.

Vi har flere pæne stengærder rundt om grunden, men et af dem er totalt forsvundet i år, så nu er jeg begyndt at hive brændenælderne og skvalderkålen op med håndkraft, for jeg vil have rødderne med. Der er lang vej endnu, når gærdet er 50-60 meter langt …
Mens John ordnede plæne og kanter, ryddede jeg dette her – og andet, så det hele ser lidt mere velplejet ud. Efter frokost blev det for varmt til at arbejde, så vi kørte til Svängsta for at besøge Abu Garcias fabriksudsalg. John vil nemlig til at fiske igen, hvilket han ikke har gjort, siden alt hans gennem et halvt liv samlet udstyr blev stjålet for ni år siden. Der er virkelig alt, hvad hjertet kan begære af udstyr til fiskeren, og er man heldig (hvilket han var), kan man finde gode hjul med en klækkelig rabat, bare fordi der er en næsten usynlig ridse et eller andet sted.

Det blev så til en smuk tur langs med Mörrumåen, men nu er vi tilbage igen, og nede ved vores egen å er der snesevis af røde og blå nymfer samt guldsmede.
Hestesko-vandnymferne skulle trafikreguleres, så mange var der. De var i fuld gang med parringen, både i luften og på åkandebladene.

Den manglende regn afspejles tydeligt af den meget lave vandstand i åen; vandet er helt brunt, og jeg er imponeret over, at fiskene overhovedet kan se noget, men det må de kunne, for de sprang ofte og lystigt efter de mange insekter, der svævede lige over vandoverfladen.
Den fireplettede libel var også rigt repræsenteret – det er en stor fyr, som nærmest lyder som en helikopter, når den kommer i nærheden af en.

Det er desværre højsæson for knotter lige nu, så jeg bliver ædt, både af dem og af myg, så snart jeg bevæger mig udenfor. Heldigvis er Autan virkningsfuldt, men vi kan ikke sidde ude og spise – de er simpelthen for irriterende.

Årets Ascot og vand i haven

I torsdags var Tim og Charlotte til det årlige Ascot, som de helst ikke vil gå glip af. Det er simpelthen så ærkeengelsk, og de elsker det begge to.
Igen i år har hun selv syet sin kjole, som denne gang er noget mere enkel end den har været ved tidligere lejligheder.
Hatten er – ligeledes som den plejer – fra Jane Corbett, og selvfølgelig har Charlotte fikset den, så den og kjolen matcher hinanden.
Mange vil nok mene, at det er noget værre overklassefis og snobberi i den absolutte topklasse, men det må de så gerne mene for vores skyld … jeg forstår godt, at de synes, det er sjovt.

Hattene, som Timothy Maltin, Esq and Mrs Timothy Maltin har på, er til gengæld ikke kun for sjov – de er et must, både for herrer og damer, hvis de vil lukkes ind, ifølge Royal Enclosures dress code. Maven må ikke være bar, og har man skulderstropper, må de ikke være for smalle. Det er ikke fordi Charlotte synes det er specielt attraktivt kun at være synlig for omverdenen som Mrs Timothy Maltin, men sådan er det – det er Tim, som er medlem.
De kom oven i købet hjem med overskud, fordi de for en gangs skyld fik satset på de rigtige heste. De spiller ikke for de store penge, men uanset indskuddets størrelse er det lidt sjovere, når man vinder – og at spille hører med til sådan en dag … er dog ikke obligatorisk, som hattene er.

Efterladt tilbage derhjemme i Den LidtStørreEndVores Stråtækte hyggede Anna og Aubrey sig i haven – under opsyn af Granny og Julian.
Man må sige, at soppebassinerne er blevet en smule større, siden Charlotte var barn.
Nu er ‘soppebassinet’ opvarmet og med filter. Det blev indviet sidste weekend, og ungerne har allerede næsten udviklet fiskehud og gæller, så meget opholder de sig i det. Det er den lille families drøm at få en indendørs swimmingpool, men der er trods alt et pænt stykke fra selv dette store bassin, så det bliver ikke lige med det samme. Siger de …

Vi må selv lave regnen

Der er pakket, der er vandet, der er fundet mere bomuldsgarn til karklude, for nu er Miss Grace færdig – min udgave er dog i lidt mere dæmpede blå farver, for jeg ligner et lig i røde. Intet foto endnu, det skal spændes ud først, og det har jeg remedierne til i Sverige.
Pakket … kun lidt tøj – igen – for vi skal bare nogle få dage til Samsø på det for længe siden omtalte Ballen Badehotel. Derfor også bomuldsgarnet – bilhåndarbejde kan ikke undværes.
Vi får formentlig ikke et tilsvarende uvejr, som vi havde, da vi var på Schloss Tremsbüttel. Vi kunne ellers i høj grad godt bruge noget vand efterhånden; måske ikke i de mængder eller den voldsomhedsgrad, vi oplevede i Tyskland, men vand trænger vi til.
Græsplænen er helt gul, men den må klare sig selv, hvilket meget andet i haven ikke kan. Mine dahlier fra England, fx – de gror så flot og hurtigt, men de bliver også passet og plejet og vandet efter alle kunstens regler. Til gengæld er der kun kommet ni op af de 25 montbretia, jeg satte … ikke helt tilfredsstillende efter min mening.

Til alle de klude må der prøves noget nyt, så jeg har lige lært tunesisk hækling, eller hakning, som min mor kaldte det, for da jeg så mønstret, kunne jeg genkende det, hun lærte mig, da jeg var barn, men som jeg ikke har brugt siden.
Det er et flot mønster, men bliver dog lidt for tæt til en klud, så jeg må tage en større nål til det næste, og så vil jeg prøve tunesisk hækling, metode 2, som Drops har en video med. De stikker ned et andet sted til opsamlingsrækken, hvillket betyder, at mønstret bliver helt anderledes, sammenlignet med dette.
Jeg har både en strikket og en hæklet karklud i brug og kan ikke blive enig med mig selv om, hvorvidt den ene er bedre end den anden. Det er helt fint, for det gør fremstillingsmetoderne så meget mere varierede.
Next stop Samsø. Har kigget på Visitsamsoe, og mon ikke vi skal forsøge at se falkecentret? Det finder vi ud af, når vi kommer derover.

Jamen, I er jo lige kommet!

Før Charlotte fik børn, kunne hun godt finde på at komme hjem for bare en tredages weekend, lige som jeg kunne finde på det samme den anden vej. Hun arbejdede og havde ikke særlig meget ferie; jeg arbejdede naturligvis også og begyndte først at betale mig fra 14 dages ekstra ferie efter børnebørnenes ankomst. Sådan var det bare, og det tænkte vi nok ikke så meget over.
Nu er fire dage alt, alt for kort tid … jeg tog derover fra mandag til fredag i starten af maj, og nu var Charlotte og børnene her fra tirsdag (aften!) og de fløj hjem kl. 20 i aftes. Selvfølgelig savnede de Tim, men egentlig havde ingen af dem lyst til at tage hjem allerede, og jeg havde ikke lyst til at slippe dem igen – de var jo lige kommet! Jeg havde husket, at de skulle hjem søndag – og havde glemt, at der ikke havde været flere ‘gode’ tider tilbage, så de i stedet tog en af aftenafgangene lørdag, hvorved vi i det mindste nåede at have hele dagen sammen.

Det havde vi så ikke alligevel – de var på stranden i næsten tre timer i går, og lige netop det klarer jeg ikke. Det er for varmt, det er for bøvlet, det er for kedeligt, der er for meget sand – der er faktisk alt muligt i vejen for Johns og mit vedkommende, men hjemme i UK har de 1½ times kørsel til stranden, så det er ikke noget de lige gør efter skoletid, selv om vejret indbyder til det, og ungerne elsker selvfølgelig at være ved stranden og i vandet.

I morges, hvor der derfor ikke var den udsøgte morgenmadsservering, der er standarden når de er her, lå jeg ekstra lang tid i min seng og hyggede mig med min bog, med puslespil, med Ruzzle og med QuizBattle. Kunne man mon lokke nogle af jer til at downloade Ruzzle og QB? Især QB Historie er sjovt, synes jeg, men det er den oprindelige udgave nu også. Jeg tager med glæde imod udfordringer – mit spillernavn er mommerellen i Ruzzle og Mommer_Ellen i QB.
Der er nemme spørgsmål og der er ikke så nemme spørgsmål. Der er også lidt tåbelige spørgsmål – især hvis man tager dem på engelsk:
Which four-letter word can be placed in front of animal, shop and yard?   Farm    fix    fit    fruit … Det ville måske have vanskeliggjort det en anelse, hvis de havde givet fire fire-bogstavsord som svarmulighed …
Emne: Basketball: Which sport do you connect with (navn)? Baseball, Basketball, American football, Rugby …
Emne: Cricket: In which sport would you compete for The Ashes? Soccer, Squash, Tennis, Cricket.

I kan nok se, at alle kan være med her … men som sagt er der også spørgsmål, der (for mig) er fuldstændig umulige at svare på; fx bander jeg stygt, hvis der overvejende er sportsspørgsmål blandt de seks emner, man får pr. tur (med undtagelse af ovennævnte slags spørgsmål).

Ublide blider i en blid brise

Blide, trebuchet, catapult … en blide er ikke særlig blid, men ordet kommer så også fra fransk og betyder noget med at kaste.
Vi lod os, på trods af mit svar i går til Kristine, alligevel inspirere af hendes forslag om Middelaldercentret – specielt pga. Annas og Aubreys store interesse for How to Train Your Dragon og hele deres opbygning af byen Berk. Middelalderen er selvfølgelig ikke lig med vikingetiden, men der er overlap, fordi førstnævnte afløste sidstnævnte.
Det var især bliden, der lokkede … Aubrey har bygget sin egen catapult derhjemme, men den har visse fejl; bl.a. en tilbøjelighed til at ramme afskyderen i hovedet, så han var på udkig efter tip til forbedringer. Blev dog temmelig overrasket, da han så størrelsen på de to, de kunne præstere i Middelaldercentret og var klar over, at der vist var lang vej endnu, inden han havde en rigtig krigsmaskine. Til gengæld har han opfundet en axapult, som man sikkert godt kan gætte formålet med.

Som vi havde regnet med, måtte man gerne hjælpe til med at trække den lille blide i kastestilling, og mine tre englændere var ikke længe om at stille op.
Aubrey tog det dybt seriøst, kunne man se på hans ansigtsudtryk.
Den store blide skulle trækkes i kastestilling ved, at man trampede rundt i ‘hamsterhjulet’, men til det deltog kun indvånerne fra landsbyen.
Den lille dreng gjorde store øjne, da han så, hvor langt de to store, runde sten blev slynget ud i Guldborgsund – og vi var alle imponerede over, hvor højt og langtrukkent et wuusssccchhhh, kasteslyngen kunne præstere.

Der blev trukket vand op fra brøndens dyb, og noget af ridderudstyret blev afprøvet.
Desværre er der ikke ridderturneringer om fredagen, men det var altsammen interessant nok endda.
Jeg har aldrig oplevet så få besøgende – vi var kun omkring 20 i det store Middelaldercenter – hvilket må have været lidt kedeligt for dem, der arbejdede på stedet, men så meget mere givende for os, for de havde masser af tid til os og vores mange spørgsmål.
Det var varmt. Meget varmt. Ualmindelig varmt, så ved 14-tiden havde vi fået nok og satte kursen mod Præstø, hvor vi viste børnene det magiske springvand, som kan kontrolleres. Det var selvfølgelig vældig skægt, og en af os blev, til de fire andres stoooore overraskelse, meget våd. Ikke helt med vilje, troede man nok, men personen hævdede, at det var skønt at blive kølet lidt af. Det var vi såmænd heller ikke i tvivl om …

Inde på Præstø hovedbanegård havde et andepar placeret sig i et noget mindre springvand. Vi undrede os lidt, men ænderne har tilsyneladende ment, at denne smule vand var bedre end ikke noget vand.

En cykelprøve?

Dagens cykeltur gik ad nye veje. Det vil sige gamle veje, men forholdsvis nye for os. Vi har kørt ad dem i bil nogle få gange, men i dag skulle det være på cykel, for det første fordi det var pragtfuldt vejr og for det andet fordi mange af vejene omkring os ikke er bredere end cykelstierne er andre steder i landet. Vi blev sat fuldstændig tilbage til barndommens land på turen – på den go’e måde, vel at mærke. Der blev høstet alle vegne, og hele verden duftede af mejetærskning og halm og høststøv. Herligt, herligt, herligt.

Vi havde vejen stort set for os selv, så vi kørte ved siden af hinanden og fyldte det hele. Det var en skøn tur.

Vejnavnene var heller ikke uden evner. Hvad mener I om Ny Prøvevej? Den fik vi spundet en ende over … ny prøve af hvad? Eller på hvad? Vores udholdenhed? Ved siden af stod et skilt, der gjorde opmærksom på, at vejen hverken bliver saltet eller ryddet om vinteren, så der kan den sikkert sagtens gå hen at blive noget af en prøvelse. Vi kørte også på Hovskovvej. Hovskoven?? Der hvor hun blev gravid ved et uheld?

Det er Bækkeskov gods og dermed Peter Zobel, der ejer det meste af jorden og skoven her, men i dag gik der en mand og arbejdede ved et hus, som vi troede var ubeboet. Det havde det godt nok ikke været siden maj, men der har længere end fra maj hængt nogle mærkelige, hvide gardiner, som vi har undret os en del over, hvilket jeg fortalte manden. Det viste sig, at han havde købt huset af Zobel, som ellers købte det så sent som i 2013 – men det var vist mest for den tilhørende jords (og dermed jagts) skyld. Gardinerne var manden (og konen, som kom til, fordi hun selvfølgelig blev nysgerrig) helt enige i var ret underlige, fordi man kunne rent faktisk se ind, især når man bevægede sig rundt, mens man stort set ikke kunne se ud … de skulle skiftes, men i det hele taget var huset noget af et projekt, sagde han.
Den mand var yderst snakkesalig; vi var nær aldrig kommet op på cyklerne igen, for udover at stille vores nysgerrighed mht. huset, fik vi hele hans livshistorie: hans tidligere ægteskab, forholdet til faderen, hvordan han havde brudt med sin storebror, hans 60-70-timers arbejdsuge, hans blodprop og meget, meget mere. Han manglede simpelthen bare at informere os om, hvor tit han gik i seng med sin kone, men det var såmænd nok også kommet, hvis ikke vi efter et kvarter helt trætte i ørerne sagde, at nu måtte vi søreme også se at komme videre …

Sådan er det (også) at bo langt ude på landet.

Alle skovene har det godt

Alle mine svenske skove har det godt.
Da vi ankom, havde det lige været en regnskov. Krukkerne havde det fint; var frodige og rigtblomstrende efter de 16 dage, de har måttet klare sig selv.
Bregneskovene – både den plantede ved garagen og den naturlige med ørnebregnerne lige på den anden side af elhegnet – er nu på deres maksimale størrelser.

Tidselskoven synger på sidste vers. Der er stadig et hav af fluer, bier og biller, men stort set ingen sommerfugle.
Latyrusskoven – en meget lille skov – tiltrak til gengæld masser af citronsommerfugle – ét sted sad der seks på én blomsterklase. Jeg nåede at fotoindfange fire på en gang.
Svampeskoven har det også udmærket. Både de spiselige og dem, vi helst ikke vil spise. Her en amindelig blækhat, tror jeg. Den spiser vi ikke – vi spiser kun parykblækhatte.
Solbærskoven får lov at være i fred. Jeg bryder mig ikke om solbær og kunne lige nu godt bruge Ditte eller måske en anden, som gad have alle solbærrene, for der er faktisk en del. Bare kom an, hvis det skulle være – vi er her til i morgen tidlig …
Mynteskoven vokser og vokser. Det gør ikke spor; plænen er stor nok til at huse en endog meget stor mynteskov. Sus (en af Die drei Mädchen) er en glad aftager af min myntegele, men jeg glemte at spørge, om hun har spist hele min 2014-produktion, som var forholdsvis stor. Må hellere tage 100 gram med hjem for en sikkerheds skyld.
Hundepersilleskoven (tror jeg nok det er – det ligner hverken vild gulerod eller ditto kørvel) er ved at være bekæmpet på grunden, men skvalderkålskoven lever endnu visse steder – bl.a. i nærheden af solbærbuskene, men kun på bagsiden, som vender ind mod statsskoven, så det er i orden med mig. Gider ikke gøre noget ved dem der, da det kun er solbærplukkere, der nogensinde vil opdage, at der er skvalderkål.
Lige nu ville både John og jeg forfærdelig gerne afsted til Karl Johan-skoven, men skorstensfejeren er endnu ikke kommet. Han er måske gået en tur i det fantastiske svenske sommervejr? Jeg håber så bare, at turen går mod torpet, så han snart dukker op!

35 grader i Harskamp

PYHHHH, siger jeg bare. Godt man har aircon i bilen. Jeg bryder mig ellers ikke om at bruge det, men i dag var det nødvendigt, og det forbliver det at være de næste dage … vi sad og kunne følge temperaturen stige og stige for at ende på 35°, da dagens etape blev fuldført. Ikke Tour de France-etapen, men Ellen og Johns. Den var på omkring 630 kilometer, og nu sidder vi på B&B Harskamp i Holland.
Det var booket hjemmefra – vi kunne endog bestille aftensmaden hos Albert, som værten hedder. Tre retter hjemmelavet mad for 15 Euro pr. næse … det er for det første rørende, at han kan gøre det for så få penge, og for det andet er vi glade for, at vi ikke skal i byen for at finde en restaurant – vi er jo bare på vej og gider ikke ret meget i den hedebølge – hvilken vi dog ikke kunne vide noget om, da vi bookede for en måneds tid siden.
Vi har bidt turen til Bretagne over i tre. Når etaperne ikke er længere, gider John nemlig godt køre hele tiden, hvilket som bekendt passer fruen her særdeles godt. Etapen i dag var oven i købet den længste af de tre.
Der er så fint her hos Albert – som i øvrigt har et ansigt, der ligner Asterix til forveksling … jeg er vist begyndt at tænke lidt for meget i tegneserier, tror jeg – men jeg var bestemt ikke den første, der havde nævnt det. Han har to værelser til fire gæster. Der eksisterer en fru Albert, men han klarer det hele vedr. B&B’en selv. Er lidt spændt på maden, men er dog fuld af fortrøstning om, at det nok skal smage godt.

Albert sagde, at det her i Holland runder helt utrolige 39-40° på lørdag, og de har lovet 38° i Bretagne. Det er jo helt vildt og bare alt for VARMT og i øvrigt også virkelig dårlig timing at tage på ferie, når sommeren starter for alvor i Danmark, men at det blev nu er fordi, vi vil over til The Wilsford Flower Show, som Charlotte og Tim vil forsøge at genoplive efter omkring 80 års pause. Det skal løbe af stabelen i deres have, så der vil være en bunke forberedelser, som vi så kommer over og hjælper til med.
Det hele kom sig af, at en eller anden i landsbyen under restaureringen af et hus fandt tre pokaler, der var indgraverede med hhv. bedste grønsag, smukkeste blomst og en ting til, som jeg ikke kan huske. Man higer og søger i gamle bøger, hvis man spørger Öhlenschläger, men Charlotte spurgte de allerældste i landsbyen, som godt kunne huske, at det var vandrepokalerne til The Wilsford Flower Show, som sidst blev afholdt vist nok engang i 1930’erne. Der skal bages kager, der skal sættes boder op, der skal udtænkes konkurrencer med tilhørende præmier, der skal … en hel masse, men det bliver sjovt at være med til. Og spændende at se, hvor mange der kommer, men landsbyen bakker fint op om ideen.
Håber I kan holde varmen …

Mange vil ikke mene, at det er årets længste dag i dag

Mange vil ikke mene, at det er årets længste dag i dag, fordi det er, hvis man spørger alle de børn, jeg kender, den 24. december.
Ifølge almanakken var det i forgårs, men den er endnu ikke aftaget med så meget som et minut; det vil den først være i morgen.
Solen står naturligvis ikke op og går ned på samme tidspunkt i hele landet, men overalt gælder det, at det først begynder at gå den anden vej fra i morgen. De tre interessante Snipping Tool-cuts er klippet ud af Torben Hermansens almanak, som jeg med jævne mellemrum går ind og kigger lidt i, for den er så god at blive klog af. Måske er nogle af jer blevet nysgerrige efter (ikke nysgerrige på, selv om det giver dobbelt så mange google-hit) at vide, hvad borgerligt, nautisk og astronomisk tusmørke er? Den slags kan jeg i hvert fald ikke se uden at jeg er nødt til at undersøge det nærmere, så jeg ved det godt nu … og at det hedder borgerligt tusmørke har intet at gøre med politiske tendenser; det hed det også inden det nyligt overståede valg!

Det første snapshot er fra Præstø; det andet og tredje viser hhv. Skagens og Gedsers data, så man kan blandt andet se, at dagen lige nu er 50 minutter længere i det nordligste Danmark i forhold til det sydligste. Til gengæld er den 43 minutter kortere den 21. december. Det er vel egentlig retfærdigt nok …

Vi skal fejre Skt. Hansaften hos min søster og svoger. Det er blevet en tradition, så det lå næsten i luften, at det skulle vi – og vi vil da også gerne, det er slet ikke det, men vi har for nylig fundet ud af, at alle vores naboer slæber haveaffald ned til stranden i særdeles stor stil, og nu kan vi se det kommende bål oppe fra vores hus – der bliver virkelig blus på, så næste år bliver vi nok hjemme … det er lidt af et dilemma, for det er dejligt at være sammen med familien, men vi har fået gode naboer og kunne godt tænke os at se, hvordan det går for sig hernede … og så er det alt andet lige betydeligt nemmere at gå 100 meter frem for at skulle køre 120 kilometer for at komme hjem.
Min søde søster har skam tilbudt, vi kan overnatte, men vi skal også noget i morgen, så vi takkede pænt nej.
Holddaop, hvor har vi travlt – vi trænger snart til ferie …

Kan I nu have en god midsommeraften derude.
Lad os håbe, at den ikke bliver så våd, som der trues med visse steder i landet – jeg husker Johns og min første Skt. Hansaften sammen. Den var så våd og så pivkold, at vi ingen problemer havde med at tro på byens borgmester, da han i sin båltale hævdede, at denne midsommeraften kun var én grad varmere end nytårsaften et halvt år tidligere.
Det behøver ikke at gentage sig!

Jeg føler mig som en 130-årig

Vi var til 130-års fødselsdag i går, og i dag har jeg det som om jeg er 130 år gammel. Det bliver altså sværere og sværere at komme meget sent i seng. Eller rettere: Det er såmænd nemt nok, men det bliver sværere og sværere at blive hurtigt frisk igen, og det oven i købet uden at have indtaget de voldsomme mængder alkoholiske drikke … den ene skulle køre og den anden holdt sig solidarisk ædru – men jeg kunne ikke have kørt bil …
Det var en god fest, som startede med, at vi havde et fantastisk vejr til sejlturen over Øresund til Ven – strålende sol og ikke alt for meget blæsevejr.
Bagefter en uhyre lækker middag på Bakkehuset overfor Vedbæk havn. Det kunne ikke være bedre, noget af det.
Bortset lige fra trætheden i dag … der er godt nok langt hjem fra Vedbæk til Præstø! Skt. Hansaften skal vi op til min søster – der er endnu længere …

Sidst på middagen var der et fantastisk lys ned over havnen, og vi blev alle temmelig fascinerede over en tyk regnbue, der så næsten lodret ud.
Det er i øvrigt sommersolhverv i dag – fra nu af går det allerede den anden vej, hvilket det gør hvert eneste år, inden sommeren rigtig er kommet i gang. Især i år føles det som ekstra alt for tidligt, fordi det har været så pivkoldt i meget lang tid. Foreløbig er sommeren faldet på en lørdag for vores vedkommende, men jeg håber, at der kommer et par sommerdage mere, inden vi ramler ind i efteråret.

Ven bød på to nye bekendtskaber for os: præstekrave og strandkål. Begge kendte jeg kun af navn, men med det udseende kunne det ikke være andet end en præstekrave – den samme logiske konklusion gjaldt for strandkålen. Vi plukkede den ikke; det ville have set en anelse provokerende ud, blev vi enige om, og jeg ved faktisk ikke engang, om man må … men der voksede meget af det på det sted.
Ven var smuk og dejlig, så vi talte om at tage cyklerne med en anden gang og bruge en dag på at køre øen rundt – ikke at det tager en hel dag; kun 1½ time iflg. det lille kort, vi fik udleveret, men derfor kan man jo sagtens sætte en hel dag af til det – øen har en smuk natur og et særdeles hyggeligt miljø, og der kan spildes masser af (hygge)tid på frokosten og et par kaffepauser undervejs, hvis man indlægger det i programmet.

… det er den danske sommer …

I går havde de lovet op til 27°, men det passer mig fint, at vi langt fra nåede derop. Faktisk forblev det halvkøligt og ditto gråt det meste af dagen, men i dag er det blevet lunt i vejret – for første gang i år er der højere temperatur ude end inde. Så er det sommer.
Det gode ved et stråtækt hus er, at det aldrig bliver uudholdelig varmt om sommeren, men at der til stadighed er en behagelig indendørstemperatur.
21° nåede vi op på udenfor. Solen skinner en del, men ikke hele tiden. Eneste ulempe er, at det blæser lige rigeligt nok, så cykelturen sprang vi over.
I stedet skyndte jeg mig at hive sengetøjet af og få det vasket, for nu kunne det endelig komme ud, da Troels er færdig med at støve.

Det her er indbegrebet af dansk sommer for mig: Nyvasket sengetøj, der fylder haven med vellugt i skarp konkurrence med blomsterne og krydderurterne, og som blafrer i sommervinden.
Det bliver sådan en aften, hvor jeg har lyst til at gå i seng kl. 20 bare for at komme ind og ligge og snuse til sengetøjet.

Igen i dag har jeg lært noget nyt; nemlig hvad det er for en lille, i grunden ret undselig, men alligevel skrigorange blomst, der titter frem overalt ude, hvor Finns modelbane kørte. Fordi den kom i så spredt fægtning, var jeg ved at fjerne den i den tro, at det var ukrudt, men det var da godt, jeg lod den stå. 
Nogle gange er det svært, grænsende til umuligt, at google sig frem til et svar, som da jeg skulle finde ud af Acer campestrens identitet. I dag fik jeg svaret på under et minut bare ved at billedgoogle orange blomst.
Og den lysende orange blomst er en pomerans-høgeurt. Har aldrig hørt om den før …

Vi har det med at købe nye boliger i min familie …

Nogle køber en ældre, lidt større bolig (os); andre køber en nyere, men lidt mindre bolig (mellemste søster).
Andre igen startede for tre år siden campinglivet med at købe et billigt telt bare for at se, om den form for ferie var noget for dem (Charlotte og Tim).

Det var i så høj grad noget for dem, at de i år har købt et større telt. På en hollandsk hjemmeside fandt de et, som var af en eller anden form for behandlet bomuld, idet tanken om nylon ikke rigtig tiltalte dem. Bomuldsteltet skal bare være vådt tre gange, inden det er helt vandtæt; det er noget med, at væden får fibrene til at foretage sig en slags filtning … det var forklaret meget nøje i brugsanvisnngen. De nåede lige at få det hjem en uges tid før de skulle afsted, så det blev omgående slået op i haven og prøvesovet. Dagen efter vandede de teltet med haveslangen, men de næste to vandinger klarede naturen selv.

Papkassen, som teltet ankom i, blev omgående savet over i to dele (med moderens bedste køkkenkniv … hun blev en anelse muggen, da hun opdagede det …) og anvendt som biler – med påmalede instrumentbrætter og det hele. Da Charlotte ringede for at fortælle om ferieboligen, hørte jeg et højlydt BIP BIP BIP BIPBIPBIP i nærheden. Det var ungerne, der bakkede med deres nye biler. Charlotte har for nylig fået en bil, der ‘sladrer’, hvis den synes hun kommer for tæt på noget, når hun bakker.

Der blev købt nye feltsenge, køkken med tilhørende udstyr, et bord med stole samt nogle lidt mere magelige ‘læne’stole, så nu betragter de sig selv som fuldbefarne campister. De elsker det liv, selv om et telt begrænser ferien til de sydlige himmelstrøg, hvor de kan være nogenlunde sikre på et godt og hverken for koldt eller vådt vejr. Sidste år, da vi skulle være sammen en uge på Thurø, kapitulerede de omgående og lejede en af campingvognene på pladsen. Men som de selv siger, så er der nok mange år til de har set hele Italien og det sydlige Frankrig.

Hvorfor er det sådan, at da man selv var ung, kunne man overhovedet ikke forstå, at ens forældre kunne være bekymrede, når man tog på ferie sydpå og færdedes på de europæiske motorveje, hvor folk sommetider kører totalt vanvittigt? Og selv lå og kørte 180, ja måske hele 200 km/t, hvis man kunne slippe afsted med det? (Dog ikke, da vi havde børn med i bilen). Hvorfor kan man så ikke lade være med at tænke på dem alle fire mange gange i løbet af dagen og håbe, at alt går som det skal, og at de kommer helskindede hjem igen; en masse gode oplevelser rigere?
Det irriterer mig faktisk lidt, at jeg er blevet så pylret på mine gamle ældre dage. Charlotte griner bare lidt over det (“det er da værre, hvis der slet ikke er nogen, der tænker på en”) og de svarede på mit sms-spørgsmål Alt vel? Har I det godt? ved at Tim sendte en mail med emneteksten We have arrived safely in Italy and set up camp! og et billede af en solfyldt campingplads tæt på vandet.
Så er moar rolig igen. I en periode …

Vi dvæler fortsat ved Danmarks historie

I lørdags Havhingsten, i dag Sagnlandet Lejre. Indgangskortet, vi fik af Steen, da han fejrede sin fødselsdag derude, gælder i resten af 2014, og da vi den dag ikke fik set mere end en lille del af det utrolig naturskønne område, kørte vi derud igen i dag, idet vi regnede med, at det ville være levendegjort af personer, der havde valgt at holde sommerferie på primitiv vis.

Det var det også – både af en gruppe jernalderfolk og en gruppe stenalderfolk (jægere/samlere). Jernalderfolket har vævet tøj på; stenalderfolkets klæder er lavet af skind.
Alle var søde og mere end villige til at fortælle om deres ophold og hvordan dagen forløber for dem.

Disse to herrer var far og søn og var garvede jernalderfolk – de havde været her mange gange. Det var heller ikke første gang, den unge mand kløvede brænde, kunne man fornemme. Farmand kom med ‘trillebøren’, men det var den unge kvinde, der trak læsset over til bålet.
Man skiftes til at have bålvagt, og da den tjans er en anelse kedelig, laver man gerne et eller andet nyttigt imens … denne kvinde samlede lidt pilegrene for at kunne lave et piskeris. Jeg ved dog ikke helt, hvad de skulle bruge det til, for de havde netop fået lov til at aflive en gås til aftensmåltidet. Måske til sovsen? Man kan nok altid bruge et piskeris …

Nede ved offermosen så vi en hest, der havde hængt der temmelig længe … faktisk var der hængt hele tre heste op, men den til venstre var den friskeste at se på – hvilket ikke siger så forfærdelig meget.
Jeg læste alle skiltene, der var sat op, for der var mange interessante oplysninger at hente. Vidste I fx, at man havde ladet en flæskesteg lege Egtvedpige? Man havde begravet en flæskesteg under de samme betingelser som Egtvedpigen fik i sin grav. Tre år efter tog man stegen ud igen, og den viste sig efter disse tre år stadig at kunne opfylde betingelserne for kød, der må sælges til fortæring! Ganske tankevækkende. Hvad skal man med en fryser, når man bare kan pakke kødet ind i en kohud og begrave det i en egekiste?
Man har også brændt svin, bl.a. for at be- eller afkræfte myten om, at ligbål lugter. Det gør de ikke, fandt man ud af. Det undrer mig nu ikke – bålstegt kød dufter jo herligt, så hvorfor ikke nyde den liflige duft af bedstemor, når hun skal sendes afsted på sin sidste færd?

Her sidder stenalderfolket og får en introduktion til opholdet. Det er tre generationer af én familie, som er ankommet i dag. Jernalderfolket havde været der siden i fredags.
Jeg finder det meget fascinerende, men jeg har det præcis som med Havhingsten: Lad endelig dem hygge sig, som har lyst til den slags. Jeg har IKKE!

Nede ved søen var der i hundredevis af almindelige vandnymfer. Fornavnet ‘almindelig’ får dem til at lyde så kedelige, men tværtimod var de meget, meget smukke at se på. John fik taget et godt billede af en af dem.

Og jeg fik taget et udmærket billede af en frøstand af vild gulerod. Begge billeder kan klikkes større.

Plante smil og plante solskin

Plante smil og plante solskin – plante sang i alle sind – Skabe hverdag om til fest – og lukke lys og glæde ind.

Ikke fordi jeg på nogen måde skal gøre mig selv til en parallel til Den Gamle Gartner … den uendelige mildhed, der lyser ud af gartneren i den gamle sang, kommer jeg vist aldrig til at udstråle, men jeg har plantet planter i dag, og solskinnet har plantet sig selv i næsten al for lang tid nu. Smilene kommer heldigvis også af sig selv, selv om vi lider i varmen.
Vores søde nabo har passet drivhus og krukker mens vi var i England og i Sverige. Hun klarede det næsten – der døde kun tre krukker. Squashen og basilikummen blev reddet i ellevte time; jeg tror det kom lidt bag på hende, hvor meget vand der skal til, når solen står ned fra en skyfri himmel og temperaturen inde i drivhuset ville gøre en tropisk regnskov misundelig.
Som sagt, så er hun sød. I forgårs kom hun med en echinacea som undskyldning for at have slået nogle af planterne ihjel. Det havde hun selvfølgelig ikke behøvet; hun har klaret det bedre end de fleste af hendes forgængere, men hun insisterede, og nu er den plantet i en af krukkerne. Vi har været hos Thyme for at købe til de to andre plus til en, hvis indhold ikke var helt præsentabelt mere.

Hvis der nu skulle komme nogen for at se på huset, dur det ikke, at der er visne blomster nogen steder. John mente, at vi kunne nøjes med at tømme krukkerne og stille dem til side, men det var jeg ikke enig i. De skal være tilplantede og tage sig ud på fordelagtigste måde, så haven kan gøre så godt et indtryk som muligt – og selvfølgelig synes han også, at det er pænere nu med de fyldte krukker.
Den ene slags var dog en fejl. Det var en, jeg ikke havde set før, den var særdeles nydelig, så jeg købte den i tre blå nuancer og satte i den store, blå krukke, men den STINKER, gør den, så den krukke bliver eksileret til den anden ende af haven. Lidt synd, for det er havens flotteste krukke, men den lugt kan jeg simpelthen ikke klare. Jeg troede, at blomster pr. definition skulle dufte og ikke lugte, men der er åbenbart andre end tagetes, der lugter.
Desværre ved jeg ikke, hvad den hedder; det var den eneste, der ikke var skilt ved og jeg glemte at spørge ved kassen.

Lige nu synes jeg det ville være fuldstændig fantastisk med sådan en Snowdrop Walk! Hvor er man dog utaknemmelig …

Hvis jeg havde higet efter 30° …

… så havde jeg bestilt en rejse til et land, hvor man kan forvente 30°. Jeg behøver slet ikke de temperaturer i Danmark.
Jeg er simpelthen blevet for gammel til det her, og det er John også. Min John, som i sine yngre dage kunne tåle alt og aldrig havde det for varmt, går her og gisper og åbner alt, hvad huset formår at åbne, så der kan komme luft igennem. Vi er kravlet om på nordsiden af huset, hvor vi ellers aldrig opholder os, men her er der lidt vind og ‘kun’ 30°, mens den kommer op på 36° på den overdækkede, men sydvendte og vindstille terrasse. 
Jeg vil gerne se på lidt regn, og jeg vil gerne se på temperaturer, der ligger omkring de 22-23°. Dette her er ikke sjovt længere.

Det har været en dag præget af total inaktivitet – det kunne kun lige blive til en Tour de Brugs, som blev nødvendiggjort af, at John var ved at løbe tør for kaffe. Jeg foreslog at cykle for at få lidt luft, og selv om John mente, at han ville dø af det, indvilligede han.
Det var faktisk dejligt – det blæste lidt, og resten af blæsten lavede vi selv. Ikke fordi vi kørte specielt stærkt …

Billederne af den lille familie er fire år gamle, men hører stadig til mine yndlingsbilleder. Jeg elsker små, nøgne barnenumser, og jeg er så glad for, at jeg er kvinde … havde jeg været en mand, kunne jeg næppe udtale sådanne ord uden fluks at blive anklaget for noget, som jeg ikke vil nævne her – vil ikke risikere at dukke op som et søgehit pga. det ord.
Jeg ville ønske, at jeg i dag kunne få øje på en tilsvarende dramatisk himmel i horisonten – OG at det ville ende med et lige så voldsomt tordenvejr, som hin sommerdag bragede ned over os få øjeblikke efter, vi var nået i sikkerhed i bilen.

Jeg gør ikke i nælderne, men …

… jeg fotograferer i tidslerne, gør jeg. (Og ja, jeg har nu smidt parykken …)
Efter en mangeårig kamp mod en skov af mandshøje brændenælder lige uden for vores græsplæne, er krigen nu ved at være vundet, og brændenælderne er afløst af … mandshøje tidsler.
Man kan måske undre sig over, hvad forskellen er på at slås med vejrmøller og med brændenælder, men sidstnævnte er altså meget, meget lidt kønne, og vi kunne næsten ikke se skoven for bare nælder. Vi er lidt overraskede over, at tidslerne har overtaget i stedet for, men de får lov at blive af flere årsager.
For det første er det faktisk en ganske køn plante, omend den er lidt stikkende i det. For det andet viser tidselskoven sig at være et sandt eldorado for sommerfugle, bier og andre insekter.

Jeg kunne på ethvert givent tidspunkt se flere eksemplarer af forskellige sommerfugle; jeg kunne se honningbier og humlebier, svirre- og andre fluer og forskellige biller.
Jeg tog støvler på og bevægede mig ind i tidselskoven for at fotografere, men det var svært i det skarpe lys. Sommerfuglene er superfølsomme overfor selv de mindste bevægelser, og de satte sig sjældent lige foran mig. Noget lykkedes det dog mig at få i kassen – og nu kommer der billedspam:

Dagpåfugleøje og nældesommerfugl. Jeg kendte nældens takvinge, men vidste ikke, at der var noget, der hedder nældesommerfugl. Så lærte jeg også noget i dag. Der er i øvrigt stadig masser af brændenælder; de er bare ikke så dominerende mere, men der er rigeligt til, at både nældens takvinge (som jeg også så) og disse nældesommerfugle findes i stort tal.

Herover perlemorsommerfugl og okkergul randøje. Begge nye for mig – det er simpelthen kanongodt, vi har fået denne tidselskov.
Det var først, da jeg kiggede nærmere på den til venstre, at det gik for mig, at det nok slet ikke var en kejserkåbe, men at den ligner til forveksling, og man skal kigge godt efter for at se forskellen – som er så lille, at jeg stadig er i tvivl om, hvorvidt jeg har navngivet begge rigtigt.
Kejserkåben har tre striber på vingerne, mens perlemorsommerfuglene (som der er flere arter af) kun har pletter. Ret mig endelig, hvis jeg tager fejl … er der en sommerfugleekspert til stede? Jeg kender faktisk en, men han læser ikke min blog. Jeg må sende ham et link til dette indlæg …

De to billeder, jeg viste forleden dag af kejserkåber, er jeg nu ret sikker på i stedet er af en kejserkåbe, henholdsvis en perlemorsommerfugl. Jeg er lidt spændt på, om jeg har ret, eller om variationerne inden for den samme art simpelthen bare er så store.

Udover de viste så jeg nældens takvinge, kålsommerfugl, blåfugl og sortåret hvidvinge. Det var foreløbig ti arter.
Svalehalen, dværgblåfuglen og sørgekåben så jeg ikke noget til i dag, desværre. Jeg mangler at få identificeret nedenstående, så alt i alt bliver det til 14 forskellige slags sommerfugle her på torpet. Det er jeg glad for, da jeg ikke synes jeg ser så mange hjemme i Danmark mere.

Nu er vi også blevet stenhuggere – hvor er det tungt at bære

Først holdt Peter hjul i utide. Så blev vi alle stenhuggere. Der kan hurtigt ske noget, når man er i Sverige …
Vores parasolfod var blevet lidt træt i foden af at holde styr på den tunge markedsparasol, hvorfor der er investeret i en ny af den slags, som skal fyldes op med vand eller sand, afhængigt af hvor tung en byrde den skal kunne holde. Vand er noget skidt, for det rådner og skal udskiftes – og foden skal tømmes om vinteren. Sand har vi ikke, da vi er langt inde i en svensk skov … som ligger lige midt i … Svarta Bergen-land. Heureka!
Eftersom diabas har en vægtfylde på 4, måtte det være løsningen, så vi kørte op til det ældste af stenbruddene, hvor der ikke er museum, og hvor der derfor sjældent er andre mennesker.
Der huggede vi sten. 2½ spandfuld søde små diabasser, hvilket viste sig at være mere end rigeligt.
Jeg ved egentlig ikke, om det er tilladt, men eftersom der ligger millioner af tons affaldssten her, kan jeg ikke forestille mig, at fjernelse af et par snese kilo vil være synligt, så samvittigheden fejler ikke spor.
På den anden side lå der på museet knytnævestore stykker, som man kunne erhverve sig for en tier stykket, så i den sammenligning har vi stjålet for en mindre formue til den parasolfod …

I går kørte vi til Gustavsfors, som (også) altid er et hit hos vore gæster.

I går skrev jeg, at vejret ikke fås meget bedre. Det passer stadig … i dag rundede temperaturen de 30 grader, hvilket er for varmt for mig – for os alle sammen, faktisk, så det blev kun til en tur ned til åen. Vi kunne ikke engang holde ud at sidde ude på terrassen og spise frokost, men måtte trække inden for i noget, der mindede lidt om kølighed.
Jeg var ikke misundelig på Ditte og Peter, at de skulle ud og køre i den hede, og de ventede da fornuftigvis også med at køre til sidst på eftermiddagen, hvor den værste hede var på retur.

Gårsdagens medbragte kafogkaw blev indtaget her ved den sydligste arm af Möckeln, som ligger lige nord for Älmhult. ‘Vores’ bord ved Gustavsfors var optaget, men dette viste sig at være et meget bedre sted at sidde, da vandet gjorde, at luften føltes lige den anelse køligere til, at det hele blev lidt mere udholdeligt.

Jeg har lært to nye planter at kende: Hjortetrøst (herover) og kattehale. Førstnævnte kendte Ditte navnet på; sidstnævnte måtte hjem og googles.

Vi takker for gæsteskabet og et par dejlige, hyggelige, meget ordrige og særdeles afslappede dage.

John kører i ring …

… men det skal han, ellers bliver der ikke slået pænt nok omkring syrenbusken … græsset var dog ikke så langt som frygtet, men langt nok til, at det hele så uplejet ud.
Vi er i Sverige, som nogle måske har gættet, og det er heldigvis ikke tørret helt ud på de tre uger, der er gået siden vi forlod det heroppe. Alt har overlevet fint, men der stod også mere end 50 mm vand i regnmåleren. Med andre ord er der faldet mindst 50 mm, for den var fyldt næsten til randen. Vi ved selvfølgelig ikke, om det hele er faldet på én gang, men det tror jeg ikke, for krukkeblomsterne ville ikke have kunnet overlevet længere tids tørvejr.

For første gang i flere år er der modne stikkelsbær. Normalt er enten slet ingen blevet til noget, eller også har fuglene nået at spise dem, fordi vi ikke har været her på det rigtige tidspunkt.
Det er sandt at sige ikke rekordhøst; ved at blande to blommer i portionen kom der to glas marmelade ud af det, men lidt har også ret.

Solbærrene er flotte og store. Hvorfor kan jeg ikke lide solbær? Jeg håber at, Ditte vil have dem – hun og Peter kommer i morgen, og vi glæder os … det bliver så hyggeligt, gør det.

Bønnebælgene er … specielle. Gad vide, om selve bønnerne ser lige så spraglede ud? Man tør jo i givet fald næsten ikke spise dem. Jeg kan desværre ikke huske hvad de hedder.

På vejen herop var der sket et eneuheld: En stor lastbil var kørt en tur i skoven, men det var stensikkert ikke med vilje … enten har chaufføren været faldet i søvn, eller også er han blevet dårlig.
Nu kan man jo ikke tillade sig at stoppe op og fotografere den slags, og det var da heller ikke den stakkels mands uheld, jeg ville forevige, men jeg kunne trods alvoren ikke lade være med med at smile stort over det paradoksale i teksten på den store sidepresenning, som lød:

MISSION POSSIBLE

Det har den åbenbart ikke været …

Wimbledon i konkurrence med fodbold-VM

Det er første gang, vi ser Mennesket ved havet i solskin – vi har set de fire herrer så mange gange, men indtil i går altid med en dyster himmelbaggrund.

Sejlturen kunne næppe foregå mere glat, selvom det faktisk blæste en del, da vi kom ud på åbent hav – båden gyngede dog kun lige præcis så meget, at det bare var som at vende tilbage til den spædeste barndom, hvor man blev vugget i søvn på behageligste og hyggeligste vis.
Commodore Class var igen særdeles behagelig, men holddaop, hvor er man jeg ved at blive gammel, sær, intolerant og kontrær. Eller …?
Jeg tror jeg vil skrive til Regina.dk, som åbenbart forsøger at etablere en ny rute Esbjerg/Harwich, at de skal etablere en 1. klasse, hvor der er forbudt for børn under 12 år. 15 år, måske …
Der var to børnefamilier på CC denne gang. En med en særDEles højttalende dreng på ca. otte år og en anden med to børn på hhv. et og ca. fem år.
Okay – jeg indrømmer det blankt: Jeg gider simpelthen ikke betale noget, der ligner en mindre formue for at få den luksus, en Commodore Class er, for at blive ‘underholdt’ af et stk. hylende og skrigende unge og et andet stk. konstant højttalende barn. Beklager hvis jeg er en strid kælling, men sådan er det bare. Det var heller ikke kun mig; alle var irriterede over det; det var der ikke megen tvivl om, men ingen sagde noget – det havde jo ikke ført til noget alligevel, men min fornemmelse er helt klart, at det var ildeset af samtlige øvrige passagerer.

Jeg overlevede overfarten trods larmen, og turen fra Harwich til familien gik uden problemer.
Først blev der løbet lidt rundt med de boldskydedimser, vi havde med til ungerne, og efter aftensmaden løb Tim og Charlotte rundt og forsøgte at lege Wimbledon; turneringen, der jo foregår i disse dage og som her i England på nuværende tidspunkt er lidt mere interessant end fodbold-VM.

Der er blevet fotograferet en del fra børnenes side, fordi vi havde vores gamle Lumix TZ20’ere med til ungerne. Johns, fordi han aldrig brugte sit, og mit, fordi makrofokus ikke længere virkede optimalt, men fungerer generelt godt nok til et otteårigt barn.
De blev meget stolte af at få rigtige voksenkameraer og brugte lang tid på at fotografere i én uendelighed og finde ud af de forskellige scenefunktioner.

Ikke mere – dette blev skrevet mens nogen så Wimbledon, men nu skal det være mor-datter-taletid indtil det bliver sengetid.

Forberedelser

I går fik vi tømt snavsetøjskurven.
I dag bliver tøjet og alt muligt andet pakket og slæbt ned i stuen, så vi hurtigt kan smide det hele i bilen i morgen – inklusive alt porcelænet og øvrigt habengut, der skal med denne gang.
Jeg har strøget fire skjorter og to par bukser – mig, som hader at stryge, men eftersom vi skal med til et længerevarende bryllup, er det med at have garderoben med den korrekte dress code i orden.
Længerevarende, fordi da brudeparret fandt ud af, at vi kommer helt fra Danmark bare for at være barnepiger for Anna og Aubrey, blev vi inviteret med til både familiesammenkomsten fredag aften (åbenbart en tradition) og til den kirkelige ceremoni og reception lørdag. Det er først, når alle receptionsgæsterne kan forføje sig og de særligt udvalgte bliver tilbage, at John og jeg gerne må smutte sammen med børnene.
Det bliver desværre ikke med overnatning på det fabelagtige The Swan Hotel i middelalderbyen Lavenham, men The Legacy Mill i Sudbury, så førstnævnte må vi have til gode til en anden gang.
I første omgang blev The Swan forkastet, fordi de ikke tager gæster for én nat; vi skal booke mindst to, og det var ikke praktisk i denne sammenhæng.
Så var det, at vi blev inviteret med til også at deltage om fredagen og derfor godt kunne have taget to de tvangsnætter, men da havde Charlotte booket et værelse til os på The Mill, hvor bryllupsgæsterne fra Tims familie også vil overnatte. Da vi ikke syntes, vi ville lege Rasmus Modsatter og i øvrigt ikke har spor imod at være sammen med Tims familie, takkede vi bare pænt for, at de havde klaret bookningen for os.

Gaven er blevet pakket ind og lykønskningskortet er skrevet. Vi kender kun gommen lidt og har aldrig set bruden, så da jeg skulle til at skrive kortet, blev jeg pludselig i tvivl: Hun hedder da Sarah, ikke? Eller gør hun? Uhhhh … jeg var 99 % sikker, men ringede alligevel til Charlotte – tænk hvis jeg tog fejl og fik skrevet et forkert navn på bruden! Jeg har ikke engang fantasi til at forestille mig graden af flovhed, hvis det skulle ske … mine tæer (fødder …) kan blive fire numre mindre bare ved tanken.
Hun hedder Sarah. Selvfølgelig hedder hun Sarah, men nu kom den sidste procent med, og jeg kan sove roligt. Samtidig fik vi the dress code for fredag aften – lørdag havde vi styr på, men var i tvivl om det var casual eller suit for Johns vedkommende fredag. Det var heldigvis casual.

Nu vil jeg vande – ikke høns, men drivhus, og få tøjet i kufferten – så er vi sådan set ferieklar begge to.
Vi kører tidligt på formiddagen; vi skal først være ved færgen kl. 16:30, men vi er altid i god tid, så der vil være stressfri tid nok, selv som der skulle ske et eller andet, der forsinker turen over Storebælt. Englandsfærgen venter nemlig ikke, og vi synes det er hyggeligt at spise frokost i Ribe og i det hele taget bruge lidt tid på den hyggelige og ældgamle by.
Men … det har vi snart gjort mange gange, så hvis man har et alternativt forslag, er man velkommen til at sige frem.

Blus på bålet og på rustkatedralen

Man har glemt at tage strømforsyningen til pc’en med til Sverige. Klump, Ellen!
Det bliver derfor bare til et par stemningsbilleder fra Skt. Hansaften og af rustkatedralen, eller hvad det nu er for et navn, dette bygningsværk har fået i folkemunde, og som vi for første gang så med lys i i aftes. Det sker nemlig ikke hver aften, men jeg må sige, at det pyntede. Faktisk var den ret flot at se på på afstand, men det var svært at finde et godt sted at tage et billede.

Køn er den altså normalt ikke, Roskildes nye varmecentral, hvis I spørger mig, men det så lidt pænere ud med ildfarver på i aftes. Sommetider er det vist andre farver der bliver sat på.

Nede ved bålpladsen var der sørget for anbringelse af nogle gedigne birkestammer som siddepladser – OG rigtige stole, oven i købet – luksus for alle pengene.
Der blev dækket op på traileren med kaffe, te, kakao og hjemmebag, plus til en irsk kaffe eller cognac til ikke-chaufførerne.

Det er ikke lige til at se det, men dette er en 13 år gammel labrador, der nyder at varme sin trætte krop i bålvarmen. Den gider ingenting mere – undtagen når Hans tager jagttøjet på, så bliver den som ung igen. Jagt er sjovt, og det bliver en god jagthund åbenbart aldrig træt af.

Ø

Ved bålet kom der på et tidspunkt helt krøyerske farver over sceneriet.
Hyggeligt var det helt sikkert – og da jeg altid har påstået, at to gange gør alting til en tradition, må vi hermed konstatere, at Skt. Hansaften hos Hans og Bodil nu er en tradition.

Det stille midsommerliv

Det er årets længste dag i morgen. Når man er voksen, vel at mærke. Når man er barn, er det den 24. december.
Det er lidt ærgerligt, at man her til lands ikke kan finde ud af at gøre det samme som i Sverige, hvor man fejrer midsommer i den weekend, der ligger tættest på årets længste dag. Det er da irriterende, at man skal fejre det på hverdagsaftener, når vi nu har så mange og hyggelige traditioner i forbindelse med Skt. Hans.
Jeg ved godt, at den 24. juni i tidernes morgen blev valgt, fordi “Højtiden sankthans eller Sankt Hans er det fordanskede helgennavn for den hellige Johannes Døberen, hvis fødsel fandt sted seks måneder før Jesu fødsel” (Wikipedia). Så skulle det faktisk være 25. juni … 
Kilderne er ikke helt enige, for man kan andetsteds se følgende: Johannes Døberen (ca. 5 f.Kr.-30 e.Kr.).
Så når nu det alligevel er lidt noget rod, så lad dog midsommerfejringen være fleksibel – der er garanteret alligevel ikke mange, der kender forklaringen på, hvorfor Skt. Hansdag er 24. juni, men jeg har en stærk fornemmelse af, at mange andre end jeg ville synes det var smart, hvis Skt. Hansaften altid var en lørdag – eller til nød en fredag som i Sverige, men helst en lørdag.

Herover et stemningsbillede fra sidste års snydesankthans oppe hos min søster. Snyde-, fordi vi holdt den lørdag aften i stedet for den søndag, det reelt var.
Det var forbudt, for man må kun tænde bål på den rigtige Skt. Hansaften, men bålet var forholdsvis lille og diskret, og de bor så langt ude på landet, at de godt turde løbe risikoen.
Det tør de ikke i år, fordi de har et KÆMPEbål, der vil kunne ses helt i Helsinge, som de udtrykker det, så vi tropper pænt op mandag aften hos dem sammen med resten af familien. Bodil vil gerne gøre det til en tradition, at vi mødes hos dem Skt. Hans, som vi i sin tid gjorde det på gården.
Hyggeligt nok, og John og jeg er naturligvis ligeglade med, at det er en mandag, men resten af den samlede flok skal op på arbejde om tirsdagen, så for dem er det ikke ideelt.
Mørkere end på billedet til højre bliver det ikke på denne tid af året – slet ikke når det er fuldmåne.
Det bliver det ikke år; tværtimod vil den være stort set helt væk, med kun fire dage til nymåne.

To af vores venner er i dag draget afsted mod det højeste nord i en autocamper, som de har lejet i hele fire uger. De skal have opfyldt en gammel drøm om at køre til Nordkap, og de vil have masser af tid til det. Det får de også – da vi gjorde samme tur, samme rute, havde vi kun camperen i 14 dage, og vi havde masser af tid.
Vi under det dem SÅ godt – vi ved jo, hvor vidunderlig den tur er, og vi glæder os meget til at høre om den, når de er tilbage igen.

Alt denne snak for at sløre, at der ikke sker en pind her på matriklen for tiden – vi har købt nye gulve til Den Stråtækte i dag, men hvor interessant er det lige for andre end os selv?

Næh, så vil jeg hellere høre jeres mening om hvorvidt I ville støtte mig, hvis jeg skulle finde på at starte en landsdækkende kampagne for at flytte Skt. Hans til den weekend, der ligger tættest på årets længste dag …

Hvad gør man ikke for sine venner?

Okay – vi vil nok alle gøre meget, men det var faktisk ikke det, det handlede om i aftes – det var ikke for dem, men sammen med dem.
Det startede i mandags, da vi fik lokket Inge og Hasse til at komme og hjælpe os af med den kvarte tons ragout, der kom ud af den koloenorme vildsvinehals, jeg havde hevet ud af fryseren. Der var langt mere kød på halsen, end jeg havde forestillet mig – det har virkelig været en solid og stor orne, det kød kom fra, vil jeg tro, eller spiser man ikke orner?
Hvis vi ikke skulle kvæles i vildsvinehalsragout, måtte vi hidkalde hjælp. Heldigvis er de to ikke karrige med hjælpsomheden.
Jeg var ikke helt klar over, om det i virkeligheden var en hævnakt, fordi de var skuffede over maden, da de spurgte, om vi havde lyst til at komme til Roskilde onsdag aften for at se kongelig ballet i Folkeparkens amfiteater.
Ballet??!! Hvordan skulle jeg få sagt på en pæn måde, at ballet siger mig mindre end intet?
Det behøvede jeg heldigvis ikke at spekulere over særlig længe, da Inge selv hjælp mig ud af kattepinen ved at sige, at vi kunne starte med at spise hos dem, så kunne vi bagefter se, om det overhovedet var noget, det der ballethalløj; vi kunne jo komme og gå som vi ville … med andre ord havde de det præcis som os: Vi forstår os ikke på ballet. De var helt sikkert meget dygtige, de unge dansere, men fange os kunne det ikke.
Folkeparken er stor og delvis ufriseret, men det kan I se flotte billeder af ovre hos Inge.

Inge og jeg var enige om, at det var mere underholdende at kigge på alle de rullende unger end på balletten. Hasse og John var, ikke overraskende, af samme mening, så efter at have givet balletten en chance, gik vi en tur i stedet for.

Vel tilbage igen til hygge og snak på altanen, begyndte det at gøre ondt i min højre hæl.
Min første tanke var en hælspore, men den forkastede jeg igen – hvor skulle jeg få sådan en fra? Jeg løber jo ikke, og SÅ overvægtig er jeg vel for pokker heller ikke?
Da jeg stod ud af sengen i morges, var jeg ved at hyle højt af smerte og kunne overhovedet ikke støtte på foden i de første minutter.
Google, google … hælspore … symptomer … opståen … behandling … hmmm … jeg er desværre sikker på, at det er en hælspore.
Jeg har nu været hos bandagisten og købt indlæg til mine sko, plus lidt tigerbalsam fra Matas til natten. Jeg gider ikke gå til lægen; der er alligevel ikke noget, han kan gøre, som kan fremskynde helbredelsen, så det kan jeg lige så godt klare selv. Det undrer mig bare, at det kom fra ingenting til at gøre vildt ondt på så kort tid, men det ændrer sådan set ikke noget …
Den første hjemmeside fra Netdoktoren sprang jeg bort fra med det samme og fandt en mere velskrevet – dette kunne jeg simpelthen ikke holde ud at læse:
…”Man troede da, at det var årsagen til lidelsen, og da den kan minde om en sporer på et par ridestøvler, kaldte man den hælsporer. Det navn har hæftet sig uudrydeligt til tilstanden. Man glemte dog at få og røntgenfotografere den øvrige, jævnaldrende del af befolkningen og ville da have fundet, at de også havde en hælsporer, uden at fejle noget!”
Ynkeligt, hr./fru Netdoktor. Ynkeligt!
Har I prøvet at have en hælspore? Det gør jäklaondt, kan jeg godt fortælle! Jeg håber jeg kan få den i orden igen på kort tid, men det kan godt tage måneder – fikst timet, Ellen, 10 dage før vi skal rejse til England. Godt vi ikke skal gå derover.

Kornblomster og madblomster

Da vi var ude at køre i dag, lagde vi vejen forbi den kornblomstmark, som Jørgen fortalte om forleden dag, og som heldigvis ikke var afblomstret endnu.
Den var stor! Jeg har ikke set så mange kornblomster samlet på ét sted siden jeg var barn … hvor er det dog smukt, især som her iblandet en enkelt valmue og marguerit hist og pist, selv om den pågældende landmand sikkert ikke er af samme mening.

Det næste billede af en valmuemark, ikke så langt fra Tune, er to år gammelt. Også et smukt syn.

Herunder er et, jeg tog ved Kåseberga i går – det er måske lidt snyd, for det er ikke en mark, men en uopdyrkelig skråning, men det bliver valmuerne jo ikke mindre smukke af. Hvorfor der nogle blomster, man aldrig bliver træt af? Mit eget gæt er, at det er fordi sæsonen er så kort, og at man af naturlige årsager aldrig ser dem udenfor sæsonen – valmuer kan man vel ikke engang tage ind? Jeg har aldrig prøvet, fordi min mor fortalte mig, at dem skulle man lade stå ude i naturen og nyde dem der.

Et nærbillede af valmuens indre dele skal der også til – jeg er så fascineret af den slags billeder, at I bliver tvangsindlagt til at kigge med.

‘Madblomsterne’ fra overskriften betyder, at jeg i dag dels plukkede hyldeblomster for at kunne sætte hyldeblomsteddike over (inspireret af Ditte), dels forsøgte mig med at fabrikere noget basilikumolie. Dette inspireret af den delikate olie, jeg har købt nogle gange i Bath i Vom Fass … tænkte, at det må man da kunne lave selv, og lige nu har jeg store mængder af basilikum ude i drivhuset.
Jeg skal have købt noget mere olivenolie – det må være en god ide at bruge som værtindegave; jeg skal bare lige finde ud af, om det kan holde sig acceptabelt længe i køleskabet.
Jeg skal også finde ud af, hvor hurtigt smagen udvikler sig, for jeg vil tro, at jeg på et tidspunkt skal hive basilikumbladene op igen.
Hvis der er nogle i blogland, der har erfaringer med hjemmelavet basilikumolie, så hører jeg gerne om disse.
Eventuelt også erfaringer med andre olier – jeg overvejer mynte-, timian- og salvieolie, men jeg gider ikke bruge flere hundrede kroner på olivenolier, hvis det hele mugner i løbet af kort tid og derfor bare kan kasseres. Har dog god erfaring med citronolien, som Mette introducerede mig til sidste sommer – den har holdt sig meget længe i køleskabet.
Den slags olier er kanongode til marinader og dressinger – jeg kan i hvert fald godt lide, at der er lidt variation i det, da vi spiser salat næsten hver dag.

Norrvikens Trädgårda

Vi tog vestpå i dag. John faldt i morges over en hjemmeside fra Norrvikens Trädgårda lige uden for Båstad. Der så spændende ud, så det måtte vi naturligvis kigge lidt nærmere på.

Det meste af vejen derud fra Osby er kun pæn pga. de mange lupiner, der er lige nu – ellers er vej 15 på det stykke rent ud sagt keeedelig.
Da vi så et skilt til Knäred, fik stednavnet mig til at komme i tanke om en kommentar for lang tid tilbage … så jo, Aage, vi var inde hos Olssons!
Jeg investerede (det må man godt sige med de priser han holdt sig, ham Olsson) i en elgsteg, en elgspegepølse og et stort glas multebærsyltetøj.
Ovenstående billede er altså ikke vildtbutikken, men en lille ‘sæterhytte’, der så meget idyllisk ud.
Afstikkeren fra vej 15 mod vildtbutikken var i det hele taget meget smal og meget smuk; gik via en del broer over en del tætliggende søer i området.

Haverne i Norrviken var der, men de var nok lidt mindre end vi havde forestillet os ud fra hjemmesidens beskrivelse af hele havekomplekset.
Det var okay at se, og er man i området alligevel, kan det anbefales, men det var nok ikke helt de 2 x 90 kilometer værd.

Herover Vandhaven, Den Romantiske Have og Bærhaven. Ikke lige de største anlæg man har set, men det var på sin vis meget heldigt, at det hele var så småt, for da vi ankom, var det frokosttid, men der var ingen café som lovet. Vi havde regnet med at spise for derefter at gå haverne igennem. Nu nøjedes vi af gode grunde med det sidste, men det hele tog kun en lille times tid, så var alt gennemset og ditto fotograferet.

De kæmpestore kun godt 100 år gamle cypresser stod der rigtig mange af – de var ret fascinerende med deres mange udgreninger helt nede ved jorden.
Allium var der også en del af – dem ville jeg blive glad for at kunne have i min have, når nu den bliver lidt større, men nogle siger, den er vinterhårdfør; andre, at den ikke er, så hvad skal man tro på? Jeg kunne selvfølgelig bare lade det komme an på en prøve.

Videre til havnen i Båstad – nu var vi efterhånden godt sultne, og havne plejer at have et pænt udvalg af spisesteder.
Vi fandt et sted, der så meget besøgt ud; kun overgået i besøgstal af Pepes Bar, men jeg er altså uhyre sjældent til pizza eller burgere.
John fik Fish ’n Chips med engelsk avis og det hele … meget sjovt fundet på.
Jeg tog en Caesar salad – portionen var stor nok til at kunne mætte en halv romersk hær.

Scandinavian holiday, part II

Efter en dejlig thurøferie (bortset fra den manglende internetforbindelse, selvfølgelig …), hvor vi også nåede Egeskov med treetop walking og faren vild i labyrinten, gik turen (næsten) direkte mod Sverige.
Treetop walking var sjovt. Først var ungerne oppe med far og mor; senere var det mommer her, der tog turen med dem, mens forældrene så en udstilling, der var uinteressant for børn. 
Piet Hein-labyrinten var ikke særlig sjov. Der var bygget et højt tårn i midten af den, hvorfra det formentlig var meningen, at man skulle kunne guide folk igennem labyrinten. 
I stedet havde den fået lov til at gro alt for høj, så det var umuligt på nogen mulig måde at overskue den – heller ikke fra tårnet. Det meste af tiden kunne John og jeg slet ikke se dem. 

 

Jeg nægtede på forhånd at gå med. Med mine klaustrofobiske tilbøjeligheder vidste jeg bare, at jeg hurtigt ville få det meget, meget skidt derinde. Faktisk nåede jeg at få et mindre panikanfald bare ved at opleve den lille familie vende tilbage til det samme sted flere gange, fordi de havde mistet fornemmelsen for, hvilken vej de skulle gå. De råbte op til os og bad os guide dem, men hvor gerne vi end ville, var det os ikke muligt.
Det var IKKE en sjov oplevelse for voksne, heller ikke for ‘normale’ personer uden miniklaustrofobi – børnene opdagede heldigvis ikke, at forældrene absolut ikke havde syntes, det var en sjov ting, men de mente godt nok, det havde taget lidt lang tid at komme ud igen …

Det kom nogle ordentlige skybrudslignende byger indimellem, men Aubie havde garderet sig og taget den vandtætte usynlighedskappe på, så vi næsten ikke kunne se ham mod det grønne. Anna var nødt til at gemme sig blandt blomster for at kunne skjule sig.

Onsdag aften gav C&T en superb middag på Vester Skerninge Kro. Og jeg mener superb! Fyldt vagtel med (bl.a.) en skive stegt foie gras til. Så var Ellen solgt … Årrrh for hunne da, hvor det var godt. Tim kom af en eller anden grund til at tænke på restaurantscenen fra When Harry Met Sally, da jeg udtrykte min uforbeholdne begejstring over maden …

Torsdag formiddag pakkede vi os selv og forteltet sammen og satte kursen mod Sverige; med en mindre omvej forbi hjemmet for at få vandet drivhus, plukket omkring et halvt ton tomater, vasket lidt tøj, læsset noget af og andet på samt købt lidt fornødenheder. Tre timers stop og derefter videre; denne gang i én bil. Som bogstavelig talt var pakket til bristepunktet. Seks personer med tøj til en uge, legetøj, mad, kajakker, it-udstyr, strikketøj, bøger … der var fyldt op. Aubie sad på sin yndlingsplads på det bagerste sæde og var totalt pakket ind i høje vægge af bagage – men han råhyggede i sin ‘hule’.

Fordi i går blev en dag med meget kørsel og ikke meget tid til leg og afslapning, blev dagen i dag brugt til samme. Kajakkerne blev båret ned til åen, hvor Tim og Aubie went on an explorer mission. Meget spændende – lige noget, der taler til en eventyrlysten seksårig.

Anna er ikke helt så vild med at kajakke som lillebror, så hun, mor og mommer botaniserede i stedet og fandt en sjov lille etellerandet, som åbenbart var ganske tilfreds med at kravle rundt på Annas hånd i lang tid.

Ungerne har, for resten af dagens vedkommende, leget i skoven omkring huset, som er en fantastisk legeplads for børn med fantasi og eventyrlyst.
Man behøver ikke andet end de grene og kogler, der findes i så rigeligt mål derude, for at legeuniverset bliver fyldt helt op med alle de eventyr, der nu engang hører med til at være i den alder, de har. Det var meget svært at få dem ind, da det var aftensmadstide. Til gengæld var det umuligt at blive vred over, at de ikke havde lyst til at parere ordre, fordi vi kunne høre, hvor sjovt de havde det.