Hos Mommer

2. august 2019

Det må være noget i luften …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:15
Tags: , ,

Det må være noget i luften, men jeg ved ikke hvad …
… det er vi har i luften hernede på præstøegnen, men visse af vores planter vokser et godt stykke uden for normalområet.
Senest rosen, jeg skrev om – hvis det virkelig er en Fairy, som normalt bliver 60 cm, så har den fået vokseværk.
Så er der mine chilier, som bliver en meter højere end den angivne maxstørrelse.
Mamelukærmebusken, som iflg. havekonsulenten skulle starte forfra hvert år, fortsatte i foråret hvor den slap i efteråret og er nu så stor, at jeg er nødt til at beskære den. Det har heldigvis haft den sidegevinst, at da jeg prøvede at sætte syv små pinde af de afskårne grene i fugtig jord, bare for at se, hvordan de ville opføre sig, udviklede alle syv rødder og skyder fine grønne blade, så nu har jeg til to buske i stedet for den stedsegrønne og grimme thuja, som heldigvis døde, men som nu har efterladt en stor tom plads – plus nogle, som jeg kan forære væk.

P1040594

På en tur gennem sivene i dag (jeg skulle plukke tagrørsblomster, som giver den flotteste, grønne farve), så jeg masser af kåltidsler, som angiveligt skulle være “en flerårig 40 – 150 cm høj urt”, men som, hvor jeg gik, ragede langt op over mit hoved; de højeste har været over to meter.
Naturplanteskolen.dk hævder, at kåltidsel anses for at være en delikatessegrønsag i Japan og Indien. Ku’ være man sku’ prøve den af …

P1040588P1040592

Horsetidsler (tror jeg det må være) var der også – de var dog ikke vokset mere end de forventes at gøre. Det er en smuk blomst, som er elsket af bier og sommerfugle, men sidstnævnte har vi ikke rigtig set noget til endnu i år, desværre.
Til gengæld var der mange bier – kan det virkelig passe, at jeg så fem forskellige slags smovse rundt i tidslerne? Nogle af dem dykkede på hovedet ned i blomsterne, som vi husker Joakim von And dykke ned i sin pengetank.

Det er med andre ord ikke bare tagrør, der er at finde over for vores hus og ned mod fjorden, selv om det umiddelbart er dem, der er dominerende, men går jeg bare 10 meter væk fra vejen, kan jeg, uden at flytte mig, få øje på hassel, japansk pileurt (ikke godt!), horsetidsel, kåltidsel, gyldenris, rejnfan, hybenbuske, tagrør, snerle, hjortetrøst, brombær, pil, æbletræ, fuglekirsebær, dueurt, cikorie, alm. syre, nogle gule blomster, der minder om mælkebøtter men ikke er det – og sikkert også mere, men dette var, hvad hukommelsen kunne finde frem til, efter jeg var kommet ind igen og begyndt på at skrive.
Åhhh, jeg håber aldrig, at omstændighederne nogensinde kommer til at tvinge mig til at bo i en by eller andetsteds, hvor jeg ikke bare kan åbne min dør for at være midt i naturen. Så kan de lige så godt anbringe mig six feet under med det samme.

Reklamer

27. juli 2019

Det var de første, men der kommer flere

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:25
Tags: , , ,

Danskerne skal jo helst klage over vejret … jeg klagede ikke i går, fordi vi ikke havde det så varmt som så mange andre, men så kan jeg da heldigvis brokke mig lidt i dag, fordi det er et værre blæsevejr. Temperaturen holder sig stadig på omkring 23°, så det er fint nok, men det blæser for meget til, at jeg finder det behageligt at opholde mig udendørs, medmindre der er helt læ, men det har vi ikke så mange steder med den vindretning.
Så er det godt, at man kan lave noget andet end bare at sidde ude. Man kan begynde på at sætte sommeren på glas, så det har jeg brugt nogle timer på i dag. Fire glas med henkogte tomater og to med en blanding af salatagurker og en enkelt forvokset squash. Sidstnævnte forsøgt med den nemmest mulige metode, bare for at se, om det bliver godt nok til at blive godkendt af familien – og mig selv.
Ikke noget med udsaltning, bare skrælle, fjerne frø, skære i stykker, koge en lage og hælde på. Finito. Hvis det kommer til at smage godt, er der ingen grund til at gøre syltelivet mere besværligt end nødvendigt, men der går nogle dage inden jeg finder ud af det, for det skal trække en rum tid.

Start på syltesæson 2019

De henkogte tomater fra sidste år har været et stort hit, som derfor må gentages, og det er jo den perfekte metode til at få gjort kål på de mange tomater, der modnes hver dag. Vi kan ikke nå at følge med at spise dem som de er, så henkogningen er en god opfindelse.
Chiliplanterne i år er en lidt blandet fornøjelse. Den, jeg havde forventet mig mest af, er ikke rigtig kommet i gang endnu, men det kan selvfølgelig nås … den jeg hovedsagelig købte pga. de flotte frugter, som så kan hænge og pynte i tørret tilstand, giver et udbytte, der må tangere en verdensrekord. Desværre er jeg ikke vild med smagen, men det kan måske læres – og under alle omstændigheder vil smagen kunne kamufleres i en chilipasta, som også var et af sidste års store syltehit.
Den tredje har verdens største blade, men foreløbig kun to frugter. Det kan ligeledes nås endnu. Den fjerde og superstærke, som jeg også kun tog pga. udseendet, giver meget pænt. Igen i år er de vokset mig en hel del over hovedet, selv om Gartneri Toftegaard hævder, at de ikke bliver så høje.

Motiv fra Præstø Fjord

‘Vores’ køer er sikkert slet ikke klar over, hvor privilegerede (nej, ikke priviligerede; tænk på, at det hedder et privilegium) de er: De har over en halv kilometer god græsning langs en af Danmarks smukkere fjordstrækninger. Nogle gange, når det er rigtig varmt, tager de fodbad i fjorden, og mit yndlingsmotiv er, når de som her står i silhuet som kontrast til det blå vand og det grønne græs.
Billedet er taget fra gæsteværelset, men med meget modlys, desværre.

28. juni 2019

Jeg er mere blå end Ditte

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 22:01
Tags: , , ,

Blå tæerVi vidste godt, at jeg er mere blå end Ditte, men i går blev jeg det også rent fysisk.
Normalt scroller jeg hurtigt forbi, når folk cyberspacer billeder af egne bare fødder med lakerede negle … synes ærlig talt, at andres bare fødder generelt er temmelig uinteressante.
Nu gør jeg det selv. Altså sender billeder ud af mine bare tæer, men det er kun for at vise hvor blå jeg blev, da jeg skulle ilte det indigofarvede garn. Ditte blev ikke nær så blå; jeg tror hun har det lige som John, som kan male iført smoking og tage direkte til fest. Jeg har knap nok dyppet penslen første gang, inden jeg har malerpletter overalt, både på tøj, hænder og i håret.

Indigofarvning 2019

Vi har kun farvet cochenille og indigo denne gang. Til gengæld har vi farvet meget garn, for begge farvebade viste sig at være højpotente, og vi kunne blive ved og ved med at lægge garn i, uden farveintensiteten faldt nævneværdigt.
Egentlig var planen at farve med de tørrede svampe, jeg fik med hjem fra svampefarvningskurset, men tinkloriden, som skal bruges til at bejdse med, kommer først på mandag. Det gør ikke noget, for nu har vi en glimrende undskyldning for at lave endnu en farveseance. Det er simpelthen meget hyggeligere, når man er to om det. 
Denne gang blev det til 4.350 gram indigogarn og 2.750 gram cochenillegarn – sådan cirka ligeligt fordelt mellem os. Ditte har farvet lidt mere cochenille end jeg har, men det var omvendt for indigoens vedkommende, så det går nogenlunde lige op.

Plantefarvning 2019

Plantefarvning 2019

Vi har farvet en del forskellige typer garn, og det har været interessant at se, hvor forskelligt de tager imod farven.

Plantefarvning 2019Nu er vi trætte. Meget trætte. Vi kan godt mærke, at vi ikke er 40 år længere, og vi sidder faktisk ikke ret meget ned, når vi farver garn, fordi vi pisker rundt og lægger i og hiver op og skyller og lægger i blød og hænger op og lægger i og hiver op og skyller og lægger i blød og hænger op og …
Tit lyder det: “Nej, NU skal jeg altså lige have en kopkaf!”
Sommetider får vi såmænd også gjort alvor af det og får den brygget, men oftest når den at blive kold, inden vi får drukket den.
Vi har farvet intenst i to dage. I morgen slutter Peter sig til os, og Inge og Hasse kommer også. Ved frokosttide er vi alle samlet, så Ditte og jeg har ingen farveplaner for i morgen, hvor den kun skal stå på hygge og samvær. Vi orker alligevel ikke mere i denne omgang. Næste step bliver at finde ud af, hvad vi dog skal gøre ved alt det garn … mine foreløbige planer går på at strikke op til flere tone i tone-sjaler.

24. juni 2019

Bål og brand og brand

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:15
Tags: , ,

Så er det vendt. Startende i fredags går det atter mod kortere dage, men det varer heldigvis et stykke tid inden vi mærker noget til det. Hvorfor synes jeg mon, at tiden fra vintersolhverv til sommersolhverv er omkring dobbelt så lang som tiden fra sommersolhverv til vintersolhverv? På den ikke-så-go’e måde, vel at mærke … tiden fra nu og hen mod jul flyver afsted, mens det er omvendt fra jul til nu.
21. december siger jeg gerne: “NU vender det endelig! Det var godt nok på tide.”
21. juni siger jeg gerne: “Du godeste, er det allerede midsommer? Hvor blev de seks måneder af?”
I øvrigt forstår jeg ikke, hvorfor vi ikke gør som svenskerne: Går over til at kalde det midsommer og fejre det på den fredag, der ligger tættest på årets længste dag. Jeg ved godt, at det ifølge overleveringerne er noget med Johannes Døberen, som fødtes et halvt år efter Jesus, men kan det ikke være det samme? Der står jo ikke i grundloven, at sankthansaften skal være d. 23. juni.
Næsten alle danskere gør noget ud af denne aften, så lad os da få lov til at fejre den i forbindelse med en weekend – især fordi den længste dag alligevel aldrig falder d. 23. juni. Enten det eller også lade det stakkels arbejdende folk have en fridag d. 24. juni.

Sankt Hans på Danmarks Borgcenter 2019Sankt Hans på Danmarks Borgcenter 2019

Vi kørte i aftes til Danmarks Borgcenter, som de nu kalder det, vi i min barndom bare kaldte Gåsetårnet … men der er så også gjort en hel del mere ud af det end dengang, og jeg kan varmt anbefale et besøg på museet.
Der var vi dog ikke inde i går, og på arealerne ude omkring ruinerne kan man komme og gå som man vil. Det gjorde vi og forbavsende mange andre – vi kom ca. 20:30 og blev der til de to taler var holdt, 5. klasses smukt fremstillede heks var sendt afsted til Bloksbjerg, Kaya Brüel godt i gang med at synge, og bålet ude i voldgraven næsten brændt ud.

Sankt Hans på Danmarks Borgcenter 2019Sankt Hans på Danmarks Borgcenter 2019

Under vores ophold hørte vi flere brandudrykninger, og på vores [om]vej hjem over Kalvehave fandt vi ud af hvorfor: Der holdt et større opbud af blinkende brandbiler tæt på en gård, men heldigvis så det ud til, at det løbske bål (som vi formoder var årsagen) var bragt under kontrol og gården reddet fra noget, der kunne have endt i en katastrofe for beboerne.

Vi oplevede således både bål og brand i går. Den anden brand i overskriften var ikke menneskeskabt, men den var ganske ufarlig og kunne nydes i næsten ubegrænsede doser hele vejen hjem.

P1040549P1040551

19. juni 2019

Det er nok ikke til Bo Bedre

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 21:19
Tags: , ,

Det er varmt.
Det er sommer i Danmark.
Det er også sommer i Den Stråtækte.
Jeg arbejdede lidt ude i haven i morges, men det blev hurtigt for varmt til andet end at sætte sig i skyggen under æren (det hedder træet …) med strikketøjet og en kopkaf, nyde stedet, udsigten, en lydbog og livet i al almindelighed.

Den Stråtækte juni 2019Den Stråtækte juni 2019 (1)

Ansatte fra boligmagasinet Bo Bedre, som jeg i øvrigt kun har set ganske få eksemplarer af, og det for mange år siden, ville sikkert løbe skrigende bort ved synet af vores hjem. Det er vist ikke lige deres stil – og heldigvis for det … at have et “Bo Bedre-hjem” er ikke nødvendigvis godt i mine øjne.
Men hvad ved jeg om boligstil og -indretning? Ikke en pind. Hvad ved jeg om, hvordan en have skal se ud efter tidens tendenser? En lille smule. Retter jeg mig efter det? Måske lidt, men det handler mest om, hvad vi trives bedst med.
Hvad ved jeg om, hvad John og jeg synes om og hvor og hvordan vi helst vil bo? En hel masse.

Bagboerne havde i går eftermiddags og aftes fyldt vores trailer med hækafklip, og han og John kørte afsted med det i dag. Sidst på eftermiddagen spurgte jeg dem, om de ikke kunne komme og gøre os selskab, så vi havde en undskyldning for at snuppe en G&T (som John jo lige har lært mig at drikke). Det ville de gerne. Der kom lidt snacks på bordet, herunder de første drivhusagurker, lidt gin og lidt tonic, hvilket tilsammen udgjorde grundlaget for meget hygge, mens vi snakkede og snakkede og kiggede lidt på sejlklubben, som altid er ude på fjorden om onsdagen for at øve sig på et eller andet. At sejle kunne dog være et udmærket bud …

P1030244
De gik igen omkring 18:30, så jeg var glad for, at jeg har mad fra Årstiderne i denne uge – det tog kun 20 minutter at tilberede.
Det har virkelig været varmt i dag.
Hvor er det dog godt, at vi selv kan bestemme, hvornår vi vil lave noget og hvor meget vi gider. Ingen bestemmer over os.
Pensionistlivet er ret fedt (har jeg sagt det før?) og nu er vores venner heldigvis så småt ved at komme med på vognen, så vi ikke længere er afhængige af weekenderne, men kan tage hverdagene i brug til samvær med andre end os selv.

24. maj 2019

Holger og Nemo er fundet for længst, men hvor er rosen?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:58
Tags: , ,

Vi var hjemme i aftes kl. 22:30. Det havde taget præcis 12 timer at køre fra Amsterdam … jeg er altså nogle gange en anelse imponeret af min efterhånden ikke helt unge ægtemage. Han kørte hele vejen uden at ville afløses. Cirka 950 km. Det er altså godt gået kørt, synes jeg. Selvfølgelig holdt vi pauser, men ingen lange; der skulle bare lige strækkes ben, købes en kopkaf og så ellers afsted igen. Den længste pause var mens vi handlede toldfrit hos Fleggaard i Kupfermühle.

P1030216

Det var mørkt, da vi nåede hjem, men vi kunne godt se, hvor meget ukrudtet og græsset var vokset – græsset dog ikke så meget, som vi havde frygtet, men det pyntede alligevel svært, da John fik den slået i dag. Drivhuset måtte jeg vente med at tjekke til i morges, men der viste sig at skulle tyndes ud i vinen, og tomaterne og agurken bindes mere op – det var vokset rigtig meget alt sammen.

De 76 roser, hvoraf kun to ikke har overlevet (men de står ved siden af hinanden, øv, ren Murphy), var næsten forsvundet i ukrudt, så der måtte jeg i gang med det samme. Det ville være ret ærgerligt, hvis de blev kvalt, når nu de er kommet så godt i vækst, som de er. Der er ingen knopper at se, men så vidt jeg husker, har jeg endnu ikke set blomstrende roser det første år de er i vækst. De skal nok komme til næste år – der er i hvert fald en vældig grokraft i de resterende 74 planter.

P1030218

Jeg er helt smadret i ryg og arme nu, men i morgen går turen til plantemarked på Rønnebæksholm – jeg håber at finde lidt flere hosta, samt nogle planter, jeg kan komme i de krukker, jeg med vilje ventede med at tilplante til nu. Der er jo ingen grund til at trække alt for store veksler på naboernes vandevenlighed. Jeg havde sået nogle i drivhuset, men de små avispotter har været tørret ud, kunne jeg se, så der er kun ganske få, der har overlevet.
Heldigvis har alle mine 11 japanske indigoplanter klaret den, så der bliver meget mere farvemateriale i år – sidste år blev det kun til fem planter.
Ih, hvor var det skønt at komme hjem. Jeg elsker at holde ferie, og jeg elsker at komme hjem, især efter vi er flyttet til Den Stråtækte.

16. august 2018

Babyboom – myggelarveinvasion

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 13:10
Tags: , ,

Hvor blev det der ustadige vejr af? Og al den regn, der skulle blive ved med at komme?
Okay, jeg skal ikke vande have endnu, men det varer da ikke længe, før jeg kan starte forfra med alt vanderiet, hvis de bliver ved med at ændre vejrudsigterne fra regnvejr til næsten-ingen-regn-og-kun-i-form-af-spredte-byger-regnvejr. Varmen er ligeledes retur. Ikke 30°, trods alt, men 27°, hvilket er for meget til mig.
Vi nåede at få 43 mm, så begge regnvandstønderne blev fyldt. Den ene af dem kan vi ikke lægge låg på, for den samler vandet op fra en vinkel på stråtaget – man kan jo ikke have tagrender på et hus som vores. I den tønde er der nok en million myggelarver nu. Det kan godt være, at vi ikke har været så plaget af myg pga. tørken, men de få, der har overlevet, har alle sammen lagt æg i min regnvandstønde. Som ikke står mange meter fra det altid åbne soveværelsesvindue. Man aner en mindre katastrofe forude, for jeg reagerer ret kraftigt på myggestik.
Det klagede jeg over ved nørklermødet i tirsdags, og en af kvinderne kom med det geniale råd at dække tønden med et stykke ostelærred. Så kan der komme vand i, men når myggene skal videre fra puppestadiet, kan de ikke komme op gennem stoffet.
Smart.
Og nej, jeg har ingen skrupler over at drukne myg i hobetal, men hvis der skulle være en i nærheden med et akvarium, er man velkommen til at komme og fiske myggelarver …

 Vidste I i øvrigt, at myggelarver har kæmpekromosomer (polytene kromosomer)?
I biologi i gymnasiet skulle vi dissekere myggelarver under et mikroskop, således at vi isolerede deres spytkirtler, hvori vi kunne finde de store kromosomer.
For de flestes vedkommende var ordet ‘massakrere’ vist mere rammende end ‘dissekere’, for stort set alle fik splintret myggelarverne – inklusive deres spytkirtler – nærmest til atomer.
Det lykkedes dog for mig, så jeg fik set kromosomerne under mikroskop, men et pillearbejde var det!
Det er mange år siden, men jeg husker særdeles tydeligt den biologitime.
Jeg husker også den time, hvor vi skulle stikke os selv i fingeren og afsætte fire dråber blod på et Eldonkort.
Kan I huske sådan et? Et kort, hvor ens blodtype var angivet.
 Et par af drengene i klassen hev i frikvarteret før deres spejderdolke frem og havde mange ord for, hvor seje de selv
syntes de var, og det skulle da ikke være noget problem at få blod frem til at få bestemt den blodtype, håår, håår.
Især klassens største brød var yderst selvsikker, hvad det projekt angik. 
Hvem stak bare den nål i fingeren og fik det overstået uden hvin og skrig eller andet pjat?
Alle fem piger, naturligvis.
Drengene, hvoraf der var 12, var, med et par undtagelser, nogle være pivskide.
Hvem drattede besvimet på gulvet, da det kom til stykket, og han efter svære overvejelser, lang tøven og med sveden haglende fra panden endelig fik stukket sig selv (og det var ikke med spejderdolken)? I har ét gæt.

10. august 2018

Det smukkeste billede i verden

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:28
Tags: , ,

Herunder ses det smukkeste billede i verden.

ENDELIG regn

Det vinder med garanti ingen priser, og man kan overhovedet ikke se hvad det forestiller.
Det skal jeg så fortælle jer: Det er regn.
Masser af regn.
Og masser af lyn og torden.
23 mm fik vi i aftes.
Fantastisk.
Og temperaturen er faldet. I hvert fald temporært …

Det er den ikke på Korfu, hvor mine englændere befinder sig i to uger – hvoraf den ene nu er gået. 

På KorfuFamilien på Korfu

Herover ses to billeder af de smukkeste mennesker i verden.
De vinder heller ingen priser for skønhed, men det ændrer ikke på min opfattelse af dem.

Huset, de bor i, lejede de allerede i februar, hvor ingen kunne vide, hvilken usædvanlig sommer både vi og de senere skulle løbe ind i.
De har det varmt, men de har det fint. De er unge og kan meget bedre klare varmen, end vi pensionister kan.
Huset har egen swimmingpool, så de er sandsynligvis mere under vand end over, kunne jeg forestille mig.
Der er kun aircondition i soveværelset – jeg ved ikke engang, om det gælder alle soveværelser, for det blev nævnt i ental.
Jeg glæder mig til at høre om ferien, når vi om små tre uger tager derover til The Flower Show, som i år er blevet udsat i forhold til normalen pga. haverenovering. Det glæder jeg mig også meget til – vi har kun været med til premieren i 2015, så her fjerde gang er det vel ren rutine for dem … det er også en tradition, som landsbyen ser frem til, så da de ikke annoncerede den til i juli, som de plejer, fik de en del henvendelser og bekymrede spørgsmål om hvorfor.
Så var de jo nødt til at sørge for at arrangere endnu et flower show, denne gang 1. september, hvor vi så øjnede chancen for at deltage, hvilket vi heldigvis er velkomne til.

8. august 2018

Det er længe siden jeg har lavet så lidt

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:44
Tags: , ,

Jeg kan ikke mindes, at jeg før har været så inaktiv, hvis vi lige ser bort fra de 24 uger, jeg var i kemoterapi, og hvor jeg ikke ligefrem var noget energibundt.
Den grønne sweaterMen den varme, altså. 33° i dag. Nu er det ikke sjovt længere. Det har det i øvrigt ikke været på noget tidspunkt, siden vi røg op over 25°.
Jeg er træt af at vande have. Haver, faktisk, for genboen holder stadig ferie i et Midtsverige, der holder sine behagelige 21° og har fået så meget regn, at brandfaren ikke længere behøver at bekymre nogen deroppe. Nu er den vist kun akut i Sydsverige, men det er da også så rigeligt.
Regn får vi heller ikke her ved Den Stråtækte. I formiddags kunne vi se en kraftig byge, der trak over Feddet – dvs. 3-4 kilometer væk på den anden side af fjorden – og varede i omkring en halv time, men fik vi så meget som en dråbe? Nix.

John har det heller ikke for smart i denne hede – jo varmere, jo værre, og han har lidt problemer med at trække vejret. Han har det ikke helt vildt dårligt, men slemt nok til, at vi i dag opsøgte lægen, som satte nitroglycerindepotdosen op til det dobbelte.
Hans lunger fejler intet, det er hjertet, der kæmper for at give ham den nødvendige ilt. Vi frygtede lidt, at det måske kune være en mild KOL, fordi han røg indtil for otte år siden, men det er der ikke antydning af. Heldigvis.

Nu sidder jeg jo ikke ligefrem og glor ud i luften, selv om jeg kalder mig inaktiv, men det er ikke blevet til ret meget mere end til at vinde garn op i store mængder til en bespoke Ellen-udgave af en raglansweater strikket fra oven og ned, samt at strikke på et Fair Isle-sampler-halstørklæde, version 2.0. Man kan ikke kalde sweateren for et resteprojekt, for jeg starter med hele nøgler … men jeg vil ende med at have en masse rester.
Og så vander jeg som sagt haver, men det er først om aftenen.
Lidt mad skal der også laves, men i denne uge er det fra Årstiderne, så det er dejlig nemt.
Hvis vi får uventede gæster, vil de blive mødt af et ømt syn. Det er lidt irriterende at have brystprotesen på i denne hede, så når jeg ikke skal noget eller venter gæster, render jeg rundt i bare en (meget) tynd bluse og trusser.
Og det er mange år siden, at det var et kønt syn, skulle jeg hilse fra mig selv og sige …

7. august 2018

Let’s go fly a kite

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:15
Tags: ,

Let’s go fly a kite – Up to the highest height!
Har vi mon ikke alle set Mary Poppins? Jeg har i hvert fald, og jeg tror Charlotte så den 20 gange, da hun var barn. Sjovt nok syntes hendes børn ikke lige så godt om filmen, men de så den da et par gange.
Søndag formiddag kørte vi til Lynæs og Hundested.
Det var ret blæsende, så der var et hav (tøhø) af kitesurfers oppe ved Lynæs. De havde dæleme fart på.
Jeg har aldrig før set så mange på én gang – det var et fascinerende syn – at de ikke blæste ind i hinanden eller blev filtret sammen, kunne godt undre mig, men de har nok været tilstrækkelig rutinerede alle sammen.
Jeg forstår ikke helt, hvordan de bærer sig ad med at surfe lige så hurtigt mod vinden som med vinden. De har full speed på den ene vej, og vupti, så vender de på en tallerken og drøner lige så hurtigt den modsatte vej.

Kitesurfing ved Lynæs

Og der var mange flere på vej ud og kitesurfe, kunne vi se. Der kom biler i en lind strøm med unge og yngre folk af begge køn – dog mest mænd – og der blev klædt om og slæbt drager ud i stor stil.
(Det er lidt pudsigt, at “de yngre” er ældre end “de unge”, ikke sandt? Sproget er ikke altid helt logisk. Når man er gammel, er man også ældre end når man bliver betegnet som ‘ældre’.)

Kitesurfing ved Lynæs

Der var også gang i kitesurferskolen ude i vandet. Det så ud som om der var flere klasser, men lige her må de alle have været i gang med teorien, for ingen af dem havde en kite i nærheden.

Hvem der bare var 40 år yngre, for det ser rigtig sjovt ud … jeg bilder mig selv ind, at der ikke fandtes kitesurfing, da jeg var 25 år, men jeg tager muligvis fejl. Der var ‘almindelige’ surfere, så vidt jeg husker, men ikke kitesurfere. Jeg ville google historien, men fandt ikke rigtig nogen brugbare hit. Er der nogen af læserne der ved, hvornår Danmark så sine første kitesurfere?

30. juli 2018

Det kræver slet ingen behændighed, kun lidt hekseri

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:40
Tags: , , ,

Overskriften er et Miraculix-citat fra et af de gode, gamle Asterixhæfter.
Det er godt nok ikke mig, der har hekset; jeg er jo kun en almindelig dødelig, men lidt magisk er det … og i hvert fald mystisk.
De to første tagrørsfarvebade gav skriggule farver, hvilket absolut ikke var efter planen, som var, at det skulle give cirka den samme ret specielle, nærmest neongrønne, farve, som de gav sidste år. Nogle sammenligner den med en overstregningspen – det er heller ikke helt ved siden af.
Jeg kunne simpelthen ikke finde ud af, hvad jeg gjorde forkert, så til tredje forsøg satte jeg en mindre portion over i en gryde i køkkenet. Denne gang kogte jeg ikke farvesuppen af først, men lagde både garn og tagrør i koldt vand, tændte for blusset og lod det koge op.

IMG_8473

IMG_8474Så var den der! Den rigtige farve. Endelig! Jeg hentede flere tagrørsblomster og farvede én gang til under de samme betingelser – denne gang overfarvede jeg nogle af de gule fra de fejlslagne første farvninger. Det blev stadig rigtigt, og nu har jeg neongrønt nok til et eller andet … neongrønt. Man har jo lov til at blande det med en farve, der kan dæmpe den grønne en smule ned.
Selv det ubejdsede garn (nøglerne til højre) fik fine, grønne farver – faktisk ser det ud som om garnet ikke behøver at være bejdset, men det bliver jeg nødt til at efterprøve i endnu et forsøg, for én gang er ingen gang.

Jeg forstår stadig ikke en pind af, hvorfor de to første farvninger blev gule – det skulle ikke gøre nogen forskel, at plantedelene koges sammen med garnet, men eftersom det er eneste forskel her, kan jeg ikke komme til anden konklusion, at det alligevel må være derfor.

Jeg kan godt lide denne nedadgående kurve. Temperaturer, der har et 3-tal forrest, hører ikke hjemme i min sommerverden.
Jeg håber også, at vi får del i den sporadiske regn, der åbenbart kan finde på at falde i vores DMI-region.
Ikke mindst på grund af, at jeg har dobbelt havevandingsjob for tiden, fordi vores genboer er taget op til deres sommerhus lidt nord for Dalarne, og jeg har lovet at sørge for, at deres have ikke dør af tørst de næste 14 dage.
Jeg håber ikke, at de brænder inde deroppe, men det var de ikke selv bekymrede for, så det må jeg hellere lade være med at spilde flere tanker på.

28. juli 2018

Pyt med alskens blodmåner og smukke solnedgange – det REGNER!

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 19:58
Tags: ,

Jeg synes det er den smukkeste aftenhimmel jeg har set længe.
Den er temmelig mørk, og den taler til mig.
Den taler med en dyb, buldrende stemme og har visse lynende bemærkninger.

P1020628

Det høvler ned i stride strømme.
Jeg lovede ellers for et stykke tid siden både John og mig selv, at jeg ville gå splitternøgen ud og bare stå og nyde, ja nærmest tilbede, regnen, når den endelig indfandt sig, men jeg blev en kryster, da det kom til stykket og nøjedes med at nyde det indefra. Det blæste for meget …
Det er måske ikke helt et skybrud, og det varer nok heller ikke ved så længe, som man kunne have haft håbet på, men det regner, det regner kraftigt, og det er nok til mig lige nu.
Jeg frygtede ellers, at Murphy ville træde i karakter, da vi tog stolehynderne og borddugene ind for første gang i et par måneder:
Tager vi dem ind, bliver det ikke regnvejr.
Lader vi dem blive ude, bliver det regnvejr.
Vi tog dem ind og Murphy kom for en gangs skyld til kort, for uvejret kom.

YES!

25. juli 2018

Der er køligst indenfor

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:46
Tags: , ,

NEJ jeg gider ikke  mere varmeSå rundede vi de 30 grader, også herude ved vandet. Nu er der behageligst at være inde i huset; ikke engang ude ved min yndlingsplads på terrassen foran huset er der til at holde ud at være i dag. Oppe i shelteret ville man begynde at koge inden for ganske få minutter, og terrassen bag huset er først god ved aftensmadstide.
Jeg er stadig nordbo, og jeg har svært ved at vænne mig til, at temperaturen har rundet 26° allerede inden jeg står op. Det er lige før – men også kun lige før – jeg ønsker, at vi var var blevet i Norges 3°, men det er så alligevel for meget i den anden grøft, må jeg indrømme.
Endelig i går lovede DMI noget regn, der kunne batte bare en bette smule, her i løbet af lørdag-søndag, men det har de pillet af prognosen igen. Sådan synes jeg det går hver gang, de lover lidt væde fra oven.
Jeg overvejer seriøst at pakke en masse isterninger ind i et håndklæde og så binde det om hovedet som en turban.

Vandgardering under høsten

Vi kørte en tur til Hesnæs på Falster i dag, fordi vi ville se deres sommermarked, hvor der var forskelligt kunsthåndværk at se på og købe, hvis man skulle have lyst til det.
På vej derned kom jeg til at tænke på Farmer, da jeg så vandvognen herover, som man for en sikkerheds skyld havde anbragt på marken, hvis der skulle komme en gnist fra mejetærskeren. Den slags kan landmanden hverken forhindre eller gøre for, så der er ikke andet at gøre end at være forberedt på, at det kan ske.
På vores vej hjem blev vi overhalet af et par brandbiler lidt nord for Vordingborg, og vi kunne da også se røg lidt længere væk.
Skræmmende, altså … vi ser/hører næsten daglig brandbilsudrykning, men har heldigvis endnu ikke hørt om omfattende skader.

Sommermarked Hesnæs (1)Sommermarked Hesnæs (2)

Herover et par kig fra det lille, men hyggelige marked. Det bølgede, grønne og hvide sjal på væggen blev kaldt Linnea, men ved en googling finder jeg intet, der minder om det. Er er nogen af strikkerne, der kender det og ved, hvor jeg kan hente/købe opskriften? Jeg synes ikke, jeg ville spørge hende, der havde det til salg …
Jeg købte fire ting dernede, bl.a. noget trædrejerarbejde, men det er altså fjollet at købe noget strikket eller syet, når jeg selv laver så meget af den slags, så det lod jeg stå og nøjedes med at beundre værkerne og få en sludder eller to med fremstillerne.

8. juli 2018

I sommervarme på nordkysten

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:04
Tags: , ,

Sølvbrudeparret, hvis ene halvdel er en tredjedel af Die Drei Mädchen, har lige købt sommerhus oppe mellem Gilleleje og Tisvildeleje.
De fik så ondt af os, fordi vi opgav Norge, at de inviterede os derop i denne weekend, selv om netop Die Drei Mädchen skal være sammen deroppe i en weekend om fem uger.
Det var naturligvis særdeles hyggeligt og dejligt. De to mænd fik set på både Tour de France og noget kvartfinale i fodbold, så Sus og jeg fik god tid til den kvindesnak, vi har nydt i hinandens selskab i maaange år.

Sus og Jan sommerhus (8)

Her er badehuse! Jeg følte næsten, at jeg var havnet i England, og hvor var de dog fine.
Vandet havde visse steder en farve, der fik mig til at føle mig hensat til Côte d’Azur, så vi kom lidt rundt i Europa bare ved at gå en tur på en nordsjællandsk strand.

Uhhh det er koldt

Men det var da koldt, vandet. Jan påstod godt nok, at det var varmt, men ikke i mine øjne! Ikke nær nok til på nogen måde at friste mig til at gå i vandet – det var rigeligt for mig at dyppe tæerne.
Vejret var ellers varmt nok. Mere end rigeligt varmt, faktisk, og tørt, men vi havde også helt bevidst undladt at kalde det for at tage på ferie, da vi tog på weekend heroppe – vi skulle jo nødig have ødelagt noget for nogen …

Sus og Jan sommerhus (10)Sus og Jan sommerhus (11)

På vej hjem fra stranden plukkede vi lidt engbrandbæger, og jeg skal da lige love for, at der var liv i de skriggule blomster.
Herover en bærtæge og larven fra blodplet, som netop lever af og får sin gift fra engbrandbæger, og der var også blåfugl, bredpande (tror jeg nok) og lille ildfugl. Det er tre sommerfuglearter, hvis man skulle undre sig over de lettere aparte navne – de er alle tre vist herunder. Vi blev længe blandt engbrandbægerne for at studere den interessante fauna her.

Sus og Jan sommerhus (12)Sus og Jan sommerhus (16)Sus og Jan sommerhus (15)

I dag blev der indkøbt kammuslinger, laksefileter, krabbesalat og det berømte rugbrød på Gilleleje Havn, og efter en superb frokost og en kopkaf gik turen atter sydpå.
På vejen kørte vi ind i tre lokale regnbyger i det storkøbenhavnske område, hvoraf den ene gav meget vand.
Men havde vi fået så meget som en dråbe ved Den Stråtækte? Naturligvis ikke, og det er steghedt hernede, på trods af nærheden til vandet.
For lidt og for meget … besværlige er vi at gøre tilfredse, jeg ved det, men det her er altså for meget for mig.
Jeg ønsker mig regn. Masser af regn. Regn i stride strømme. Vi trænger til at få renset luften og planterne trænger til at få noget at drikke.

25. juni 2018

Solblegede mariehøns og alternativ stavning

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:57
Tags: , , ,

Jeg lagde i dag mærke til, hvor mange mariehøns der pludselig er kommet; de fleste af dem mere orange, end jeg synes de plejer at være. Der var også nogle med den ‘rigtige’ røde farve, men ikke i nær så stort et omfang.
De er begge syvplettede. Er den den samme art, eller er det ikke? Google var for en gangs skyld ikke min ven, så jeg fandt ikke noget svar.
De er såmænd nok bare blevet afblegede af al den sol … men gad vide, om det er ved at udvikle sig til at blive et mariehønseår? Vi har virkelig mange her hos os, men dog ikke i de mængder, der sommetider ses, hvor alt nærmest er dækket af rødt.

P1020431P1020433

Bortset fra et par haverunder, hvor jeg lige fik pillet en smule ukrudt op, er meget af dagen foregået oppe i shelteret, hvor jeg har siddet og hygget, strikket, holdt sommerferie og nydt udsigten. Og ikke mindst den behagelige temperatur … solen har ikke skinnet så meget i dag, men det gør ikke spor, for det er rigeligt varmt til mig med 23°, og jeg kan alligevel ikke tåle at få sol efter kemoterapien. Bare ti minutter uden beskyttelse, så er jeg skoldet og huden klør. Den har godt nok lange bivirkninger, den kemo.
Det er altså ikke brok, bare en konstatering – hellere de smågener end dø af kræft!

Indimellem lurede jeg lidt rundt på de sociale medier og måtte smile højt over en stavemåde, jeg ikke havde oplevet før:
Bugge.
Kan I gætte, hvad der skulle have stået, når ordet som her står alene? Det hjælper at sige det højt, og ja: Der skulle have stået booke.
Det var en af de mere festlige stavefejl.
Måske er vedkommende nordmand.

24. juni 2018

Nok min hidtil korteste sommerferie

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:52
Tags: , ,

Så er vi hjemme igen. Trondheim tur/retur: Præcis fire døgn.
Vores søde naboer kom farende og spurgte, om der var noget galt, hvortil John svarede: Næh, ikke andet end at i Norge var det 3°, blæst og slud og regn, så vi vendte hjem igen til sommervejret.
Det kunne de godt forstå.
Jeg nævnte på et tidspunkt, at hvis vi havde arbejdet endnu, havde situationen været en anden, og vi var nok ikke taget hjem igen, men vi talte om, at vi stadig helt sikkert havde lavet om på planerne, for det ville have været for dumt og for tåbeligt at være stædig og blevet ved – vi havde jo heller ikke det rigtige tøj med, selv om vi selvfølgelig havde medbragt en varm sweater, men vi skulle ikke have haft andet med end vintertøj!
Vi har set vej 17 før og ville se den under bedre vejrforhold end sidst. Det ville vi ikke komme til.
Vi har været på Lofoten før i godt vejr. Nu ville vi komme derop til vildt dårligt vejr.
Det er svært at få øje på de gode argumenter for at holde fast i den oprindelige ferieplan.
Man kan lige så godt indrette sig efter forholdene og få det bedste ud af det – havde vi arbejdet, var vi bare blevet i Mellem- eller Sydsverige, men fordi vi er pensionister, kunne vi lige så godt bare køre hjem.
John foreslog dog i går, at vi kunne tage til Bornholm i nogle dage – det har vi talt om i et par år uden uden at få det gjort. God ide. Jeg tjekkede, og der var masser af feriehuse og/eller -lejligheder at få, men det hjælper ikke så meget, når færgerne er udsolgt! Den eneste, vi kunne komme med, afgik kl. 00:20, og det gad vi ikke. Det må da være irriterende for Bornholms turisme, at færgen skal være en begrænsende faktor.
Bornholm må derfor vente lidt endnu på besøg fra vores side.

P1020425

Det var en helt ny fornemmelse at kunne sidde ude og nyde frokosten, hvilket vi gjorde både i går og i dag, selv om det i går kun var omkring 15° (derfor trøje og vest), men det blev hele tiden varmere og varmere. Vi overnattede i Örebro og kom ud til bilen kl. 9 til 19° og strålende sol.

Det viste sig at være meget godt, at jeg kom hjem … visse planter stod allerede og gispede af tørst, for vores krukkevandere er væk i nogle dage – hvilket vi godt vidste, men regnede ikke med, at det kunne nå at blive et problem, men det kunne det altså.
Intet er så galt, at det ikke er godt for noget, for nu bliver haven i det mindste passet optimalt. Vi bliver simpelthen fremover nødt til at planlægge alle ferier til at ligge i vinterhalvåret, men man tager altså ikke til Norge i oktober. 
Eller …  det kunne vi nok lige så godt have gjort i år … det havde ikke gjort den store forskel.

10. juni 2018

Gå en tur i fjorden

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 20:10
Tags: , ,

Ja, jeg skrev gå en tur i fjorden.
Det var der nemlig et par, der gjorde i dag. De havde ankret deres sejlbåd for svaj et sted, hvor folk ofte vælger at ligge på denne måde. Så undgår de både havnemylder og ditto afgift.
Fjorden er meget lavvandet visse steder (det er ikke så underligt, at den derfor kastede op forleden dag), hvilket ses på billedet her. Den er på dette sted godt en kilometer bred, så de vader altså rundt cirka 400-500 meter fra land – og det når dem ikke engang til knæene.
Hunden bliver lige luftet samtidig, kan man se …

Jeg tror bare, jeg bliver hjemme i haven – har hverken behov for at gå i eller på vandet.

Lavvandet fjord

I dag holdt jeg søndagsfri. Normalt er der for os ingen forskel på hverdage og weekender, men det var der så alligevel i dag. Jeg er endelig kommet igennem hele haven, og lige i dag gad jeg ikke så meget som se på ukrudtsbeholderen, så jeg satte mig op i shelteret og fik strikket den sidste firkant i et tæppe færdig. IPadden var medbragt, fordi for en meget sjælden gangs skyld fik jeg lyst til at ødelægge al fuglesangen ved at høre på lidt musik.
Der blev søgt på Youtube på mine overall yndlingshit gennem tiderne. Dem er der en del af, bl.a. Bryan Adams’ Summer of ‘69.
Det var nemlig some of the best days of my life. Jeg var 16 år. Jeg var i London for første gang. Jeg startede i gymnasiet. Jeg var ung, men uden ansvar (for andre, altså … man har jo altid ansvar for sit eget liv), jeg havde det i det hele taget bare SÅ fedt den sommer, og når den gode Adams leverer et så dunkende hit som han gjorde om netop den sommer – ja, så skal det næsten blive til en af de foretrukne fra min side.
Den blev, ifølge Wikipedia, i 2006 kåret af canadierne som den bedste sang at høre under bilkørsel. Gad vide, om de holdt en folkeafstemning om det?
At den er fra 1985 og at Bryan Adams kun var 10 år i 1969, er sagen totalt underordnet.
I hvert fald lader vi os ikke forstyrre af fakta – det er bare et skønt nummer.

Jeg sang med inde i mit hoved, men jeg var desværre ikke Singin’ in the Rain

29. august 2017

Fin feriedag på Fejø

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 19:18
Tags: ,

I går, da vi sad og nød en kop eftermiddagskaffe på terrassen, sagde John, at han godt kunne tænke sig at tage cyklerne med en tur til Fejø, hvilket jeg syntes var en herlig ide – det var bare for sent i går, så vi nøjedes med at tage dem med til Knudshoved Odde og køre helt ud på spidsen af den.
Det var da også ganske nydeligt, men vi blev enige om, at hvis vejret holdt, ville vi tage til Fejø i dag.

Knudshoved Odde (5)

Det holdt. Det blev årets 12. sommerdag, så vi havde fuldstændig perfekt vejr til turen. Vi tog færgen over kl. 11:30 og var på Fejø et kvarter senere.
Den er med sine 16 km2 til at overse, især med elcykler, og alligevel nåede vi ikke at køre på alle vejene, som jeg ellers havde forestillet mig, at vi skulle.

På vej mod FejøVelkommen til Fejø

Fejø er kendt for alle sine frugtplantager – hovedsageligt æbler, hvilket ses allerede ved ankomsten i den lille havn.
Det var sandelig heller ikke æbleplantager, der manglede i øbilledet – det var simpelthen så hyggeligt at køre rundt på den lille ø. Man havde allerede travlt med æblerne, og de traktorer, vi mødte på vores vej, var ikke just højteknologiske og bragte os mange år tilbage i tiden. Og alle traktorførerne hilste pænt på os. Hyggeligt. Igen …

KernegårdenKernegården

KernegårdenVi kørte ud til Skalø, spiste den medbragte tunsalat, kørte tilbage igen og nordpå. Drejede op mod og kørte ud til Sletteren Strand, kørte tilbage igen (det er mest blinde stikveje fra ‘hovedvejen’), fik øje på de mange skilte op ad Hjortemosevej og skulle se, hvad det var for noget – vi havde mest hæftet os ved det der CAFÉ, for vi var begge skrækkeligt kaffetørstige.
Vi undrede os lidt over, at der ikke rigtig skete noget, efterhånden som vi kom ud ad vejen – det var først, da vi kom tilbage igen, vi opdagede, at det hele foregik nede i nr. 41 … lige bortset fra solnedgangen; den kunne de alligevel ikke sige var deres egen.
Kernegården var et spændende sted, og vi fik dagens bedste kopkaf her, samt en sludder med værtinden.
Hun, mand og børn på dengang fire og seks år blev trætte af livet i Gentofte og flyttede til Kernegården, hvor de nu har boet i 18 år. De lever af mosteriet/cideriet samt caféen om sommeren. Tapas havde hun ikke mere, kun kaffe og kage, for der er ikke kunder til mere så sent på sæsonen, men vi skulle heller ikke spise, så det var fint nok med os.

Derfra kørte vi til Dybvig Havn, og da vi skulle derfra igen, gik der et eller andet galt med min cykel. Den kammede over i gearene, og jeg kunne næsten ikke komme frem på den. Den omvej, vi ellers havde aftalt, blev droppet, og vi kørte den direkte vej til færgen, hvortil der var 5,6 km. Det var absolut rigeligt at skulle trække en cykel, men det gik med hiv og sving – og et så blødt som muligt tråd i pedalerne. Det blev til 26 km.

Jeg tror ikke det er sidste gang, vi har været på Fejø. Vi nåede jo så heller ikke alle vejene, så der er en god undskyldning for en gentagelse til næste år.

29. juni 2017

Passende vejr for årstiden – hvis vi havde været i oktober

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 13:31
Tags: , ,

Da vi kom hjem fra Sverige i går, blæste det som på en rigtig efterårsdag. Det var højvande, det var gråt og det regnede lidt indímellem. For lidt, desværre, men DMI bliver stædigt ved med at advare om voldsomt vejr og skybrud over hele landet, så jeg kan da håbe på, at vi får mere end de sølle tre mm, det hidtil er blevet til.
Drivhustjekket afslørede en løs tagplade, som det vist var i 11. time, jeg opdagede. En af de store grene på vinen havde langsomt og uopdaget skubbet pladen ud af det, der holder den fast, og som derfor nu var lige på nippet til at blæse helt væk.
Det fiksede John omgående, så nu kan det bare blæse videre, kan det.
Det gør det så også … dog noget mindre end i aftes og i nat.

P1070027P1070019

Jeg kom til at tænke på sidste uges CPH Garden og på, hvor heldige de må siges at have været med vejret – tænk, hvis det skulle have åbnet i går og varet til på søndag med det møgelendige vejr, vi har?
Herover ses en af showhaverne med vand, spændende sten, verdens nok solideste gyngestativ og lidt gamle vinballoner. I går tog jeg en ballon som den nederste i billedet med hjem fra Sverige … det er da en begyndelse …
Ikke fordi jeg vil kopiere, for godt nok så det smart og rustikt ud med de gedigne stolper til gyngen, men man kan ikke sidde op og gynge, og man er nødt til at ligge i fosterstilling, hvis man er mere end otte år, så opstillingen er mere for et syns skyld end praktisk anvendelig. Billede to er den samme showhave set fra den anden side.

P1070016

Derimod kunne jeg bedre se denne alternative grill hjemme i min have. Jeg ville sjældent have brug for noget i den størrelse, men det, at den var brændefyret og at man kan lægge emnerne til stegning hele vejen rundt, tiltalte mig. Jeg har ingen anelse om, hvor god den er i brug eller hvor besværlig den er at rense, men det ser blæret, godt og spændende ud.

P1070008

Her er en af de mere avancerede hønsegårde, jeg har set, men den kan stilles op selv i en lille rækkehushave, kunne det se ud til. Ligefrem frilandshøns bliver det dog i givet fald ikke – vi kommer nok nærmere burhøns, og det er vi som bekendt imod!
Jeg ville så gerne have høns, men til dette har John nedlagt et af sine sjældne vetoer, så det er jeg vist desværre nødt til at respektere.
Han har jo også – næsten – ret. Vi er nemlig ikke så heldigt stillede som Ditte og Peter, at vi har en datter så tæt på, at hun nærmest bare skal række armen ud ad sit vindue for at lukke hønsene ind og ud, og med vores rejseaktivitet skal vi ulejlige andre lidt for meget med sådan en opgave.
“Næsten”, fordi det må kunne løses ved at rævesikre haven, men det er så her, John står af!

P1070010

Naturplanteskolen – umiddelbart en pleonasme, ikke? Men de skulle have nogle gode sager, og navnet på bogen Fantasilater er ikke helt uden evner.
Jeg håber CPH Garden bliver en årlig tradition, for det var meget inspirerende. Og lidt dyrt … jeg har en svag karakter og lader mig for nemt friste.

24. juli 2016

En herretur på Kennet & Avon Canal – og en dametur tilbage i tiden

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:30
Tags: , , , ,

Om ikke så længe skal familien til Goodwood Revival, hvortil Charlotte har syet 40’er-tøj til sig selv og 50’er-tøj til Anna. Med hvide handsker und alles. Jeg kan godt huske de hvide, hæklede handsker, jeg altid skulle have på, når jeg skulle være fint klædt på. Frakken fandt hun i en genbrugsbutik.
Anna skal have håret sat i fletninger med røde sløjfer, og Charlotte skal have lidt mere styr på sit uregerlige hår, men jeg kunne sagtens fornemme, at det nok skal komme til at se fint og meget autentisk ud.

P1030320P1030321P1030326P1030328

Det er ikke for ingenting, at Charlotte uddannede sig til Costume Maker – hun elsker at studere datidens forskellige moder og derefter kopiere dem til et eller andet formål. Hun kan, ud fra billeder og malerier, datere en hvilken som helst kvindedragt indenfor få års margen.

P1030331P1030333

De to yngste af vores tre mænd fik lyst til en tur på The Kennet & Avon Canal, så den tredje mand og de tre damer kørte dem til The Barge Inn, hvor de blev sat i dobbeltkajakken. På vejen købte Tim forsyninger til en picnic et eller andet sted undervejs. Han var sulten, da der skulle købes ind, og så ved vi alle, hvordan det går: Der bliver købt ALT for meget mad. De ville have kunnet fare vild i flere dage og alligevel ikke nå at komme til at sulte.
Lige da de skulle til at kravle i kajakken, kom der en svanefamilie på fire. Svaner med unger kan være meget aggressive – Tim har den dybeste respekt for dem efter at være blevet angrebet af en på netop denne kanal engang. De forsvandt heldigvis igen uden at erklære krig, og der blev fløjtet til afgang.

P1030334P1030335
Vi gik ind på The Barge Inn og fik en lækker publunch.
Jeg har før skrevet om The Barge Inn og det gode initiativ, men meget tyder på, at de typer, som man gerne ville af med dengang, er vendt tilbage.
Jeg tog billedet af de … hvad skal vi kalde dem? … de mest normale? … i smug – ville ikke risikere, at de opdagede mig, men af samme grund kunne jeg ikke få de mest underholdende og farverige af dem med. De var virkelig på alle måder farverige: I tøjet, i håret, i udsmykningen både tøjmæssigt og på huden. Med ringe alle mulige steder i ansigtet – holddaop, hvor de var ømme.

P1030344

Maden på pubben var dog stadig rigtig god – på det punkt er standarden ikke svækket. Normalt, når man spiser en publunch, betaler man først, når man går. Her ville han have pengene straks efter bestilling. Charlotte kiggede undrende på ham, og han svarede beklager; det er vi nødt til – og vi kan ikke gøre forskel på vores kunder.
Nej, det kan han ikke, men vi fik da lige bekræftet en fordom eller to om klientellet.


De to herrer er nu blevet hentet igen. De har 3/4 af den indkøbte mad med hjem ☺ – men de havde en skøn tur, hvor de bl.a. så en hejre fange en fisk. Aubie sagde, at næste gang ville han have en kikkert med og bare sidde helt stille i båden i lang tid for at studere naturen.
Mormor her bliver så glad, når en niårig siger – og ikke mindst mener – sådan noget.

19. juli 2016

A very warm welcome to Wales

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:48
Tags: , ,

Or a hello as hot as hell … men så passer Wales ikke ind rent bogstavsmæssigt, heller ikke Cymru, som det hedder på walisisk.
Men det er varmt. Som i stegende hedt. 31o rundede vi i dag – godt man har aircon i bilen. Da vi nåede delmålet i Rosilli, blæste det heldigvis en hel del, ellers var vi da døde inden vi nåede helt ud på spidsen. Ingen af os vidste på forhånd hvad vi kørte ud til, men kortet viste, at det er A Heritage Coast, så vi konkluderede, at der nok var meget pænt. Det var der også …

P1030110

Tidevandet var ude. Langt ude, kan man sige, men det var ganske langsomt på vej ind igen.
Man kan ikke engang se menneskene, der var en del af nede på stranden, men det kan man på næste billede.

P1030119

Vi gad ikke gå derned; vi ville hellere længere ud mod det vestligste punkt, og i øvrigt havde vi en aftale med et hotel i Llanelli, så vi kunne ikke opholde os der alt for længe. Llanelli er et af de mange hundrede stednavne i Wales, der begynder med dobbelt-L. Måske er der oven i købet i tusindvis, for vi så mange navne undervejs, som ikke er med på selv vores pænt detaljerede kort.
Det er også i Wales, den af mange kendte by, Llanfairpwllgwyngyllgogerychwyrndrobwllllantysiliogogogoch, ligger – det længste stednavn i Europa og det tredjelængste i verden. Det kan kun være for at få den rekord, for det er godt nok et kunstigt navn at give en by:
“[Skt.] Marias kirke i sænkningen ved den hvide hassel nær en stærk hvirvelstrøm og [Skt.] Tysilios kirke nær den røde hule”.
Llanelli her i Sydwales er lidt mere overskueligt – man skal bare vide hvordan Ll udtales, men det lærte jeg første gang jeg var i Wales i 1985 – hvor vi besøgte byen med det lange navn og boede i Bettws-y-Coed, som udtales bettus-i-køjd.

P1030114

Vi er nu indlogeret på hotellet og har fået bilen placeret i et P-hus, hvor vi ikke lige ved, hvordan vi får den ud fra i morgen, men det må vi finde ud af til den tid. Nu handlede det bare om at komme op på værelset, få smidt tøjet og fladet ud! Et køligt bad vil heller ikke være det ringeste …

24. juni 2016

Aldrig i mine livskabte dage …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 20:34
Tags: ,

Aldrig i mine livskabte dage var et udtryk, som min farmor brugte en gang imellem, når der var et eller andet, hun var særlig forbavset over … aldrig i mine livskabte dage har jeg da set/hørt noget lignende.
Dagens syn gjorde så stort et indtryk, at udtrykket faldt mig ind, da vi på vej hjem fra Sverige kørte forbi Anders Persson.

Jordbærplukning hos Anders Persson

Der fejres midsommer i Sverige, arbejdspladser holder lukket og folk har fri – næsten alt lukker tidligt i dag, og vejret indbød åbenbart til at tage ud i det fri for at plukke jordbær.
Der var parkeringsvagter på for at styre trafikken her hos Anders Persson, som har mark efter mark efter mark med masser, masser, masser af jordbær.
Anders Persson tager kun 35 SEK kiloet, når man plukker selv, men med 25 graders varme og en brændende sol fra oven er jeg glad for, at jeg støttede et ungt par i Broby. De havde tydeligvis været tidligt ude hos AP og plukke jordbær – deres fortjeneste, hvis man kun regner med bærprisen, var 115 %, men det er dem vel undt, og jeg slap for både parkeringsbøvl og hedeslag – og sparede mindst en times hedt, hårdt og rygsmertefremkaldende arbejde.

Jordbærplukning hos Anders Persson (3)

Der var lang kø bare for at få lov til at betale for sine anstrengelser.
Nu er jeg den lykkelige ejer af 2½ kilo yderst lækre jordbær – jeg ved ikke hvorfor … det må vel være sorten … men jeg har gennem mange år syntes, at de svenske jordbær smager bedre og mere intenst end de danske. Da vi handlede i Brugsen i Faxe Ldpl. på vej hjem, købte jeg en bakke fra en lokal avler, bare for at smage forskellen – få af- eller bekræftet min formodning.
Det kan aldrig blive andet end et spørgsmål om personlig smag, og den skal man som bekendt ikke diskutere, men de svenske var klasser bedre!
Jeg er glad, og i morgen skal der fabrikeres jordbærmarmelade i stor stil. Det er både børnebørnenes og Johns yndlingsmarmelade, så den kan jeg næsten ikke lave for meget af.

22. juni 2016

Det er sommer …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:53
Tags: , ,

Der er lang vej ...25°. Det er varmt! Heroppe var der kommet sølle seks mm regn, hvilket næsten er det samme som ingenting. Jeg betragter det som et lille mirakel, at de fem krukker med blomster har overlevet, men det har de ikke desto mindre, og de ser ikke engang særlig miserable ud.
Jeg har min egen teori om, hvorfor her har været indbrud, for det er længe siden – om nogensinde – at vi har været så lidt heroppe som i år, men forårs- og forsommerkalenderen har været helt håbløs, så der har ikke været tid. Det ser derfor forsømt ud, selvom naboen har slået noget af græsset. Han slår aldrig hele plænen, kun stykket foran huset, så det alligevel i mine øjne ser en tand for ubeboet ud. John er ikke enig i, at det kan være årsagen, men han har dog gået rundt med buskrydderen for at få det hele til at se lidt mere civiliseret ud. Hele plænen er også slået. To gange. Det var godt nok blevet megalangt der, hvor naboen ikke har rørt det.

Abu Garcia Svängsta (1)Vi har flere pæne stengærder rundt om grunden, men et af dem er totalt forsvundet i år, så nu er jeg begyndt at hive brændenælderne og skvalderkålen op med håndkraft, for jeg vil have rødderne med. Der er lang vej endnu, når gærdet er 50-60 meter langt …
Mens John ordnede plæne og kanter, ryddede jeg dette her – og andet, så det hele ser lidt mere velplejet ud. Efter frokost blev det for varmt til at arbejde, så vi kørte til Svängsta for at besøge Abu Garcias fabriksudsalg. John vil nemlig til at fiske igen, hvilket han ikke har gjort, siden alt hans gennem et halvt liv samlet udstyr blev stjålet for ni år siden. Der er virkelig alt, hvad hjertet kan begære af udstyr til fiskeren, og er man heldig (hvilket han var), kan man finde gode hjul med en klækkelig rabat, bare fordi der er en næsten usynlig ridse et eller andet sted.

Det blev så til en smuk tur langs med Mörrumåen, men nu er vi tilbage igen, og nede ved vores egen å er der snesevis af røde og blå nymfer samt guldsmede.
Hestesko-vandnymferne skulle trafikreguleres, så mange var der. De var i fuld gang med parringen, både i luften og på åkandebladene.

Rød vandnymfeHesteskovandnymfe

Den manglende regn afspejles tydeligt af den meget lave vandstand i åen; vandet er helt brunt, og jeg er imponeret over, at fiskene overhovedet kan se noget, men det må de kunne, for de sprang ofte og lystigt efter de mange insekter, der svævede lige over vandoverfladen.
Den fireplettede libel var også rigt repræsenteret – det er en stor fyr, som nærmest lyder som en helikopter, når den kommer i nærheden af en.

P1020611Fireplettet libel

Det er desværre højsæson for knotter lige nu, så jeg bliver ædt, både af dem og af myg, så snart jeg bevæger mig udenfor. Heldigvis er Autan virkningsfuldt, men vi kan ikke sidde ude og spise – de er simpelthen for irriterende.

20. juni 2016

Årets Ascot og vand i haven

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:47
Tags: , ,

I torsdags var Tim og Charlotte til det årlige Ascot, som de helst ikke vil gå glip af. Det er simpelthen så ærkeengelsk, og de elsker det begge to.
Igen i år har hun selv syet sin kjole, som denne gang er noget mere enkel end den har været ved tidligere lejligheder.
Hatten er – ligeledes som den plejer – fra Jane Corbett, og selvfølgelig har Charlotte fikset den, så den og kjolen matcher hinanden.
Mange vil nok mene, at det er noget værre overklassefis og snobberi i den absolutte topklasse, men det må de så gerne mene for vores skyld … jeg forstår godt, at de synes, det er sjovt.

Ascot 2016Ascot tea

Picking winners - AscotHattene, som Timothy Maltin, Esq and Mrs Timothy Maltin har på, er til gengæld ikke kun for sjov – de er et must, både for herrer og damer, hvis de vil lukkes ind, ifølge Royal Enclosures dress code. Maven må ikke være bar, og har man skulderstropper, må de ikke være for smalle. Det er ikke fordi Charlotte synes det er specielt attraktivt kun at være synlig for omverdenen som Mrs Timothy Maltin, men sådan er det – det er Tim, som er medlem.
De kom oven i købet hjem med overskud, fordi de for en gangs skyld fik satset på de rigtige heste. De spiller ikke for de store penge, men uanset indskuddets størrelse er det lidt sjovere, når man vinder – og at spille hører med til sådan en dag … er dog ikke obligatorisk, som hattene er.

Efterladt tilbage derhjemme i Den LidtStørreEndVores Stråtækte hyggede Anna og Aubrey sig i haven – under opsyn af Granny og Julian.
Man må sige, at soppebassinerne er blevet en smule større, siden Charlotte var barn.
Nu er ‘soppebassinet’ opvarmet og med filter. Det blev indviet sidste weekend, og ungerne har allerede næsten udviklet fiskehud og gæller, så meget opholder de sig i det. Det er den lille families drøm at få en indendørs swimmingpool, men der er trods alt et pænt stykke fra selv dette store bassin, så det bliver ikke lige med det samme. Siger de …

Eet's the tinsiesVand i haven 3

6. juni 2016

Vi må selv lave regnen

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 20:59
Tags: , ,

imageDer er pakket, der er vandet, der er fundet mere bomuldsgarn til karklude, for nu er Miss Grace færdig – min udgave er dog i lidt mere dæmpede blå farver, for jeg ligner et lig i røde. Intet foto endnu, det skal spændes ud først, og det har jeg remedierne til i Sverige.
Pakket … kun lidt tøj – igen – for vi skal bare nogle få dage til Samsø på det for længe siden omtalte Ballen Badehotel. Derfor også bomuldsgarnet – bilhåndarbejde kan ikke undværes.
Vi får formentlig ikke et tilsvarende uvejr, som vi havde, da vi var på Schloss Tremsbüttel. Vi kunne ellers i høj grad godt bruge noget vand efterhånden; måske ikke i de mængder eller den voldsomhedsgrad, vi oplevede i Tyskland, men vand trænger vi til.
Græsplænen er helt gul, men den må klare sig selv, hvilket meget andet i haven ikke kan. Mine dahlier fra England, fx – de gror så flot og hurtigt, men de bliver også passet og plejet og vandet efter alle kunstens regler. Til gengæld er der kun kommet ni op af de 25 montbretia, jeg satte … ikke helt tilfredsstillende efter min mening.

P1020417P1020418

Til alle de klude må der prøves noget nyt, så jeg har lige lært tunesisk hækling, eller hakning, som min mor kaldte det, for da jeg så mønstret, kunne jeg genkende det, hun lærte mig, da jeg var barn, men som jeg ikke har brugt siden.
Det er et flot mønster, men bliver dog lidt for tæt til en klud, så jeg må tage en større nål til det næste, og så vil jeg prøve tunesisk hækling, metode 2, som Drops har en video med. De stikker ned et andet sted til opsamlingsrækken, hvillket betyder, at mønstret bliver helt anderledes, sammenlignet med dette.
Jeg har både en strikket og en hæklet karklud i brug og kan ikke blive enig med mig selv om, hvorvidt den ene er bedre end den anden. Det er helt fint, for det gør fremstillingsmetoderne så meget mere varierede.
Next stop Samsø. Har kigget på Visitsamsoe, og mon ikke vi skal forsøge at se falkecentret? Det finder vi ud af, når vi kommer derover.

5. juni 2016

Jamen, I er jo lige kommet!

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 13:10
Tags: ,

Før Charlotte fik børn, kunne hun godt finde på at komme hjem for bare en tredages weekend, lige som jeg kunne finde på det samme den anden vej. Hun arbejdede og havde ikke særlig meget ferie; jeg arbejdede naturligvis også og begyndte først at betale mig fra 14 dages ekstra ferie efter børnebørnenes ankomst. Sådan var det bare, og det tænkte vi nok ikke så meget over.
Nu er fire dage alt, alt for kort tid … jeg tog derover fra mandag til fredag i starten af maj, og nu var Charlotte og børnene her fra tirsdag (aften!) og de fløj hjem kl. 20 i aftes. Selvfølgelig savnede de Tim, men egentlig havde ingen af dem lyst til at tage hjem allerede, og jeg havde ikke lyst til at slippe dem igen – de var jo lige kommet! Jeg havde husket, at de skulle hjem søndag – og havde glemt, at der ikke havde været flere ‘gode’ tider tilbage, så de i stedet tog en af aftenafgangene lørdag, hvorved vi i det mindste nåede at have hele dagen sammen.

Roserne trives

Det havde vi så ikke alligevel – de var på stranden i næsten tre timer i går, og lige netop det klarer jeg ikke. Det er for varmt, det er for bøvlet, det er for kedeligt, der er for meget sand – der er faktisk alt muligt i vejen for Johns og mit vedkommende, men hjemme i UK har de 1½ times kørsel til stranden, så det er ikke noget de lige gør efter skoletid, selv om vejret indbyder til det, og ungerne elsker selvfølgelig at være ved stranden og i vandet.

I morges, hvor der derfor ikke var den udsøgte morgenmadsservering, der er standarden når de er her, lå jeg ekstra lang tid i min seng og hyggede mig med min bog, med puslespil, med Ruzzle og med QuizBattle. Kunne man mon lokke nogle af jer til at downloade Ruzzle og QB? Især QB Historie er sjovt, synes jeg, men det er den oprindelige udgave nu også. Jeg tager med glæde imod udfordringer – mit spillernavn er mommerellen i Ruzzle og Mommer_Ellen i QB.
Der er nemme spørgsmål og der er ikke så nemme spørgsmål. Der er også lidt tåbelige spørgsmål – især hvis man tager dem på engelsk:
Which four-letter word can be placed in front of animal, shop and yard?   Farm    fix    fit    fruit … Det ville måske have vanskeliggjort det en anelse, hvis de havde givet fire fire-bogstavsord som svarmulighed …
Emne: Basketball: Which sport do you connect with (navn)? Baseball, Basketball, American football, Rugby …
Emne: Cricket: In which sport would you compete for The Ashes? Soccer, Squash, Tennis, Cricket.

I kan nok se, at alle kan være med her … men som sagt er der også spørgsmål, der (for mig) er fuldstændig umulige at svare på; fx bander jeg stygt, hvis der overvejende er sportsspørgsmål blandt de seks emner, man får pr. tur (med undtagelse af ovennævnte slags spørgsmål).

3. juni 2016

Ublide blider i en blid brise

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 21:57
Tags: ,

P1020361P1020362Blide, trebuchet, catapult … en blide er ikke særlig blid, men ordet kommer så også fra fransk og betyder noget med at kaste.
Vi lod os, på trods af mit svar i går til Kristine, alligevel inspirere af hendes forslag om Middelaldercentret – specielt pga. Annas og Aubreys store interesse for How to Train Your Dragon og hele deres opbygning af byen Berk. Middelalderen er selvfølgelig ikke lig med vikingetiden, men der er overlap, fordi førstnævnte afløste sidstnævnte.
Det var især bliden, der lokkede … Aubrey har bygget sin egen catapult derhjemme, men den har visse fejl; bl.a. en tilbøjelighed til at ramme afskyderen i hovedet, så han var på udkig efter tip til forbedringer. Blev dog temmelig overrasket, da han så størrelsen på de to, de kunne præstere i Middelaldercentret og var klar over, at der vist var lang vej endnu, inden han havde en rigtig krigsmaskine. Til gengæld har han opfundet en axapult, som man sikkert godt kan gætte formålet med.

P1020382

Som vi havde regnet med, måtte man gerne hjælpe til med at trække den lille blide i kastestilling, og mine tre englændere var ikke længe om at stille op.
Aubrey tog det dybt seriøst, kunne man se på hans ansigtsudtryk.
Den store blide skulle trækkes i kastestilling ved, at man trampede rundt i ‘hamsterhjulet’, men til det deltog kun indvånerne fra landsbyen.
Den lille dreng gjorde store øjne, da han så, hvor langt de to store, runde sten blev slynget ud i Guldborgsund – og vi var alle imponerede over, hvor højt og langtrukkent et wuusssccchhhh, kasteslyngen kunne præstere.

P1020375P1020378

Der blev trukket vand op fra brøndens dyb, og noget af ridderudstyret blev afprøvet.
Desværre er der ikke ridderturneringer om fredagen, men det var altsammen interessant nok endda.
Jeg har aldrig oplevet så få besøgende – vi var kun omkring 20 i det store Middelaldercenter – hvilket må have været lidt kedeligt for dem, der arbejdede på stedet, men så meget mere givende for os, for de havde masser af tid til os og vores mange spørgsmål.
Det var varmt. Meget varmt. Ualmindelig varmt, så ved 14-tiden havde vi fået nok og satte kursen mod Præstø, hvor vi viste børnene det magiske springvand, som kan kontrolleres. Det var selvfølgelig vældig skægt, og en af os blev, til de fire andres stoooore overraskelse, meget våd. Ikke helt med vilje, troede man nok, men personen hævdede, at det var skønt at blive kølet lidt af. Det var vi såmænd heller ikke i tvivl om …

P1020393P1020394

Inde på Præstø hovedbanegård havde et andepar placeret sig i et noget mindre springvand. Vi undrede os lidt, men ænderne har tilsyneladende ment, at denne smule vand var bedre end ikke noget vand.

P1020397

21. august 2015

En cykelprøve?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:07
Tags: , , ,

Dagens cykeltur gik ad nye veje. Det vil sige gamle veje, men forholdsvis nye for os. Vi har kørt ad dem i bil nogle få gange, men i dag skulle det være på cykel, for det første fordi det var pragtfuldt vejr og for det andet fordi mange af vejene omkring os ikke er bredere end cykelstierne er andre steder i landet. Vi blev sat fuldstændig tilbage til barndommens land på turen – på den go’e måde, vel at mærke. Der blev høstet alle vegne, og hele verden duftede af mejetærskning og halm og høststøv. Herligt, herligt, herligt.

P1070976

Vi havde vejen stort set for os selv, så vi kørte ved siden af hinanden og fyldte det hele. Det var en skøn tur.

Vejnavnene var heller ikke uden evner. Hvad mener I om Ny Prøvevej? Den fik vi spundet en ende over … ny prøve af hvad? Eller på hvad? Vores udholdenhed? Ved siden af stod et skilt, der gjorde opmærksom på, at vejen hverken bliver saltet eller ryddet om vinteren, så der kan den sikkert sagtens gå hen at blive noget af en prøvelse. Vi kørte også på Hovskovvej. Hovskoven?? Der hvor hun blev gravid ved et uheld?

P1070974P1070975

Det er Bækkeskov gods og dermed Peter Zobel, der ejer det meste af jorden og skoven her, men i dag gik der en mand og arbejdede ved et hus, som vi troede var ubeboet. Det havde det godt nok ikke været siden maj, men der har længere end fra maj hængt nogle mærkelige, hvide gardiner, som vi har undret os en del over, hvilket jeg fortalte manden. Det viste sig, at han havde købt huset af Zobel, som ellers købte det så sent som i 2013 – men det var vist mest for den tilhørende jords (og dermed jagts) skyld. Gardinerne var manden (og konen, som kom til, fordi hun selvfølgelig blev nysgerrig) helt enige i var ret underlige, fordi man kunne rent faktisk se ind, især når man bevægede sig rundt, mens man stort set ikke kunne se ud … de skulle skiftes, men i det hele taget var huset noget af et projekt, sagde han.
Den mand var yderst snakkesalig; vi var nær aldrig kommet op på cyklerne igen, for udover at stille vores nysgerrighed mht. huset, fik vi hele hans livshistorie: hans tidligere ægteskab, forholdet til faderen, hvordan han havde brudt med sin storebror, hans 60-70-timers arbejdsuge, hans blodprop og meget, meget mere. Han manglede simpelthen bare at informere os om, hvor tit han gik i seng med sin kone, men det var såmænd nok også kommet, hvis ikke vi efter et kvarter helt trætte i ørerne sagde, at nu måtte vi søreme også se at komme videre …

Sådan er det (også) at bo langt ude på landet.

13. august 2015

Alle skovene har det godt

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:16
Tags: ,

Alle mine svenske skove har det godt.
Da vi ankom, havde det lige været en regnskov. Krukkerne havde det fint; var frodige og rigtblomstrende efter de 16 dage, de har måttet klare sig selv.
Bregneskovene – både den plantede ved garagen og den naturlige med ørnebregnerne lige på den anden side af elhegnet – er nu på deres maksimale størrelser.

August 2015

Tidselskoven synger på sidste vers. Der er stadig et hav af fluer, bier og biller, men stort set ingen sommerfugle.
Latyrusskoven – en meget lille skov – tiltrak til gengæld masser af citronsommerfugle – ét sted sad der seks på én blomsterklase. Jeg nåede at fotoindfange fire på en gang.
Fire sommerfugle med ét klikSvampeskoven har det også udmærket. Både de spiselige og dem, vi helst ikke vil spise. Her en amindelig blækhat, tror jeg. Den spiser vi ikke – vi spiser kun parykblækhatte.
Solbærskoven får lov at være i fred. Jeg bryder mig ikke om solbær og kunne lige nu godt bruge Ditte eller måske en anden, som gad have alle solbærrene, for der er faktisk en del. Bare kom an, hvis det skulle være – vi er her til i morgen tidlig …
Mynteskoven vokser og vokser. Det gør ikke spor; plænen er stor nok til at huse en endog meget stor mynteskov. Sus (en af Die drei Mädchen) er en glad aftager af min myntegele, men jeg glemte at spørge, om hun har spist hele min 2014-produktion, som var forholdsvis stor. Må hellere tage 100 gram med hjem for en sikkerheds skyld.
Hundepersilleskoven (tror jeg nok det er – det ligner hverken vild gulerod eller ditto kørvel) er ved at være bekæmpet på grunden, men skvalderkålskoven lever endnu visse steder – bl.a. i nærheden af solbærbuskene, men kun på bagsiden, som vender ind mod statsskoven, så det er i orden med mig. Gider ikke gøre noget ved dem der, da det kun er solbærplukkere, der nogensinde vil opdage, at der er skvalderkål.
Lige nu ville både John og jeg forfærdelig gerne afsted til Karl Johan-skoven, men skorstensfejeren er endnu ikke kommet. Han er måske gået en tur i det fantastiske svenske sommervejr? Jeg håber så bare, at turen går mod torpet, så han snart dukker op!

1. juli 2015

35 grader i Harskamp

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:24
Tags: ,

PYHHHH, siger jeg bare. Godt man har aircon i bilen. Jeg bryder mig ellers ikke om at bruge det, men i dag var det nødvendigt, og det forbliver det at være de næste dage … vi sad og kunne følge temperaturen stige og stige for at ende på 35°, da dagens etape blev fuldført. Ikke Tour de France-etapen, men Ellen og Johns. Den var på omkring 630 kilometer, og nu sidder vi på B&B Harskamp i Holland.
Det var booket hjemmefra – vi kunne endog bestille aftensmaden hos Albert, som værten hedder. Tre retter hjemmelavet mad for 15 Euro pr. næse … det er for det første rørende, at han kan gøre det for så få penge, og for det andet er vi glade for, at vi ikke skal i byen for at finde en restaurant – vi er jo bare på vej og gider ikke ret meget i den hedebølge – hvilken vi dog ikke kunne vide noget om, da vi bookede for en måneds tid siden.
Vi har bidt turen til Bretagne over i tre. Når etaperne ikke er længere, gider John nemlig godt køre hele tiden, hvilket som bekendt passer fruen her særdeles godt. Etapen i dag var oven i købet den længste af de tre.
Der er så fint her hos Albert – som i øvrigt har et ansigt, der ligner Asterix til forveksling … jeg er vist begyndt at tænke lidt for meget i tegneserier, tror jeg – men jeg var bestemt ikke den første, der havde nævnt det. Han har to værelser til fire gæster. Der eksisterer en fru Albert, men han klarer det hele vedr. B&B’en selv. Er lidt spændt på maden, men er dog fuld af fortrøstning om, at det nok skal smage godt.

P1070103

Albert sagde, at det her i Holland runder helt utrolige 39-40° på lørdag, og de har lovet 38° i Bretagne. Det er jo helt vildt og bare alt for VARMT og i øvrigt også virkelig dårlig timing at tage på ferie, når sommeren starter for alvor i Danmark, men at det blev nu er fordi, vi vil over til The Watford Flower Show, som Charlotte og Tim vil forsøge at genoplive efter omkring 80 års pause. Det skal løbe af stabelen i deres have, så der vil være en bunke forberedelser, som vi så kommer over og hjælper til med.
Det hele kom sig af, at en eller anden i landsbyen under restaureringen af et hus fandt tre pokaler, der var indgraverede med hhv. bedste grønsag, smukkeste blomst og en ting til, som jeg ikke kan huske. Man higer og søger i gamle bøger, hvis man spørger Öhlenschläger, men Charlotte spurgte de allerældste i landsbyen, som godt kunne huske, at det var vandrepokalerne til The Watford Flower Show, som sidst blev afholdt vist nok engang i 1930’erne. Der skal bages kager, der skal sættes boder op, der skal udtænkes konkurrencer med tilhørende præmier, der skal … en hel masse, men det bliver sjovt at være med til. Og spændende at se, hvor mange der kommer, men landsbyen bakker fint op om ideen.
Håber I kan holde varmen …

Næste side »

Blog på WordPress.com.