Alting går stille og roligt på Præstøegnen – selv surfing

John og jeg sad ved aftenstide oppe på vores nye og næsten færdige terrasse og nød hhv. en fredagsfyraftensøl og et glas ditto rødvin, da vi hørte stemmer nede fra fjorden. Jeg havde ikke briller på, men mente at kunne se to opretstående skikkelser på vandet. Da jeg ikke regnede med, at Jesus var genopstået i dublet, måtte de vel stå på et eller andet, så jeg gik ind og hentede kikkert og kamera.
Det gjorde de også. Stod på noget, altså – de stod på surfbrætter!
Måske er det ikke rigtige surfbrætter, men på afstand lignede de til forveksling.
Fjorden var spejlblank og vindstille, men disse to gutter surfede. Med padler eller pagajer eller noget … måske var det sådan nogle stænger, som de unge herrer punter med på floden Cam, når de skal have deres udkårne med ud på en romantisk tur.

De hyggede sig i hvert fald, de to gutter – holddaop, hvor de snakkede. Hele tiden. Lyd bæres som bekendt meget langt over stille vand, og selv om de var et par hundrede meter fra os, kunne vi høre, hvad de snakkede om.
Det gik langsomt, men sikkert fremad, og vi kunne høre dem snakke, længe efter de var ude af syne.

Så jo: Vi tager skam livet i mageligt og overkommeligt tempo hernede i det sydsjællandske.
Kan I have jer en god og rolig weekend derude i det danske land.

Så blev det hverdag igen

Så blev det hverdag igen, selv om kalenderen siger lørdag, men det er en af pensionistlivets velsignelser, at man kan lege weekend lige præcis når det passer en.
Nu blev der fx revet et par dage ud af kalenderen, mens John lå og våndede sig. Dem valgte vi så at kalde for weekenden, og da han i dag følte sig frisk nok til at køre ned til Den Stråtækte for at være lidt aktiv, kaldte vi det for en hverdag. Det vil det også være i morgen, men så på mandag eller tirsdag starter der atter en weekend, når vi kører en tur til Sverige.

Landskabet var mystisk – eller måske mytisk? – da vi kørte dernedad sidst på morgenen. Tågen lå tæt, men vi kunne se, at solen kæmpede voldsomt for at bryde igennem, hvorfor der var et flot og drømmeagtigt lys hele vejen. Et lys, som jeg desværre ikke helt evner at få mit kamera til at gengive, som jeg synes det virker på sjæl og sind.
Derfor bare et billede af en stille fjord, taget lige da solen brød helt igennem.

Da vi kørte hjem, lagde vi vejen forbi Feddet, fordi jeg lige skulle se hvordan der ser ud. En af Danmarks største campingpladser ligger her, så der er et vældigt liv om sommeren, men faktisk også en del i dag – sikkert fordi det er 1) efterårsferie og 2) næsten sommerligt vejr.
Faxe Kommune vedligeholder en meget stor skovlegeplads, hvor der er alt til faget hørende, inklusive hængebroer og hængende bolde, som man siddende på kan svæve over imaginære bundløse kløfter. Her må vi have ungerne med en dag.

Nede på stranden, som pga. en stor ophobning af tang ikke var så fantastisk som der reklameres med, var der kajakskole i dag. Umiddelbart efter jeg tog dette billede, var lektionen slut og de begav sig igennem det tykke, ildelugtende tangbælte og ind på stranden. Yrk, det var ulækkert!

Som et PS kan jeg fortælle, at udvalgte ordsprog nu har ændret de magesøgende kraver til de krager, det retteligen skal være. Jeg sendte dem en sjov (synes jeg selv) og høflig mail i aftes, og allerede i dag returnerede redaktøren ved at takke mig for at have gjort opmærksom på fejlen, samt skrev, at den nu var rettet.
Ikke noget med bortforklaringer eller dårlige undskyldninger. Hatten af for det!

Vi er bare et smut i Roubaix

Den står på cykelløb i dag.
Vi – især John – kan godt mærke, at der hænger en gammel krop fast på de lige så gamle knogler. Jeg skulle jo bare lave mad, passe en lille smule nemt barn et nemt barn en lille smule og sprætte en lynlås af i Bodils yndlingsjakke. At sy en ny i overlader jeg til mere professionelle lynlåsisyere end mig. Den professionelle ville have 600 kroner for det, hvilket virkede lidt pebret, men kun 200, hvis lynlåsen var pillet ud. Det undrede mig først, men nu forstår jeg det lidt bedre – det var IKKE et nemt arbejde, og det tog mig over en time!

Bodil og Hans ved godt, at John har en rigtig dum ryg og ville derfor ikke lade ham deltage i skovrydningen, men havde andre planer med ham:
Det ser nemt ud, dette her, og det var da heller ikke traktor- og grabstyringen, der gjorde, at han fik ondt i ryggen, men at det sidste af bunken måtte tages med håndkraft, og så gik det naturligvis galt. Der skal ikke meget til af disse skæve bevægelser mere for hans vedkommende, og den ellers så godt rivende og udglattende Heidi var taget ud for at ride sig en tur inden aftensmaden.
Heldigvis er det ikke så galt i dag, som han frygtede i aftes, men der bliver slappet totalt af.

Og naturligvis er jeg helt solidarisk – jeg vil da ikke være så tarvelig at give manden dårlig samvittighed ved at gå rundt og arbejde …

Sad derfor og så Paris-Roubaix. Ikke 100 % koncentreret, da jeg naturligvis var aktiv med strikketøjet, men nok til at synes, at det rent faktisk var lidt interessant at se dette cykelløb, som virker noget hasarderet med tæt kørsel på brostensbelagte skovstier.
Jeg bemærkede, at alle træerne er grønne dernede, men de er selvfølgelig også omkring 800 kilometer længere sydpå i forhold til os.
Billedet fra den legendariske Arenbergskov er ikke fra dette års tur, hvor træerne som sagt er helt grønne, men jeg må tage hatten af for de ryttere, der tør køre tæt ræs på sådanne veje.
Det siges at være et helvede i regnvejr.
Det tror jeg på.

På sådan en kedelig søndag …

På sådan en kedelig søndag sker der ikke altid noget, der er værd at skrive hjem om. Eller ud om …

Faktisk er er der ikke sket noget som helst, der kan interessere andre, men jeg kan da sætte et par billeder ind fra dagens gåtur i provinsbyen.
Ligner det ikke The Incredible Hulk? Ham den grønne tegneseriemuskelmand? Jeg vidste ikke, at han havde rødder i min by.
Høhø – fik I den?

En blomst … men hvilken?

En poppelrakle.
Jubelen kender ingen grænser – der er virkelig gang i vores lille soveby, kan I nok fornemme.

Inden I lukker ned for mig mens I tænker, at nu er hun da helt død, hende Ellen, så nyd lige dette klip på 1 minut og 24 sekunder.
Den dialektkyndige herre har undervist skuespillere i de engelske dialekter:
Dialect coach Andrew Jack provides a tour of the accents found in the British Isles, and highlights the key differences between each region’s pronunciation of English. He provided dialect training for actors appearing in the "Lord of the Rings" trilogy.
Klippet er måske mest for folk, der som jeg holder af det engelske sprog, men John, som ellers absolut ikke deler denne interesse med mig, syntes også, klippet var meget interessant. Min sprogkloge fætter sendte det til mig – vi deler interessen for sprog og kan kede vores omgivelser til døde, når vi er sammen, mens vi taler i timevis om dette spændende emne.

Til slut: John læser stort set kun min blog, hvis jeg nærmest tvinger ham til det. Han gør det kun uden opfordring, når jeg er i England uden ham, så han kan følge med i mit liv derovre.
I dag ringede hans søster og spurgte, om han havde læst gårsdagens indlæg – hvad han naturligvis ikke havde.
Få minutter efter, de havde ringet af, fik jeg et knus …

Weekend, weekend, weekend

Lige meget hvor gammel jeg bliver, vil jeg altid have denne barnlige fryd om fredagen, når ugens arbejdsmæssige pligter er overståede.
Tanken om at have en hel weekend foran mig, med alle de løfter, den indeholder – oh, det er så dejligt.
Jeg har aldrig haft et arbejde, som jeg var ked at at skulle stå op til, men jeg har heller aldrig været den, der sprang fornøjet ud af sengen mandag morgen, fuld af begejstring over, at en ny arbejdsuge skulle til at begynde. Det kunne jeg forestille mig måske er fordi jeg aldrig har været ufrivillig arbejdsløs, hvilket jeg er ganske klar over er ret privilegeret.
Jeg er bare skabt til at holde fri og ferie, sådan er det.

Har I nogensinde tænkt nærmere over alle de mere eller mindre fjollede ting, der somme tider står bag på personbiler, busser og varevogne?
I dag kørte jeg uden om en bus med en bagstreamer, der sagde: “Så er S-bussen foran igen”
Ja. Og??? Jeg var faktisk ved at overhale den, så hvilken værdi havde den påstand?

Eller den, der huserede for nogle år siden: “Dyt hvis du fik noget i går”
Jeg dyttede næsten altid. Et eller andet har man vel altid fået dagen i forvejen. Mad, f.eks…
Det morsomme er, at når jeg dyttede af streamerens ejermand, blev han (det var næsten altid en ‘han’) oftest vældig irriteret over, at jeg tillod mig at dytte af ham. Et par gange har jeg oven i købet fået fingeren… de havde vel glemt, hvad de havde klistret på bagruden, de fæhoveder.

Nævnes skal da også den varebil, der engang fik sit eget blogindlæg hos mig: “Vi smadre alle. Også dig”.
Voldelige håndværkere, der ikke har styr på nutids-r. Tsk tsk. Det er sørgelige tider…

VEL ER DET DA EJ. DET ER WEEKEND, og vi skal til Sverige. Det er gode tider.

“Sprungen ur”, sort diabas, af Pål Svensson; Wanås slotspark.
Jeg er så fascineret af, at man kan lave noget helt kuglerundt af sten og så få det så fint højglanspoleret bagefter.

Fraklip

Endnu en søndag, der ikke vil gå over i historien, men nok nærmere ind i statistikken over hr. og fru KedeligDanmarks begivenhedsløse weekender.

Jeg fik storhandlet. Det skulle have været i går, men da jeg hørte om al balladen med dankortterminalernes generalstrejke, besluttede jeg at udsætte det til i dag. Det var godt, for min lille Superman kunne fortælle, at det havde været det rene kaos i går.
Du godeste, hvor jeg slæbte hjem af toiletpapir, køkkenruller, vaske- og rengøringsmidler til både her og hisset.
Og lydbøger i massevis – Jo Nesbøs (Harry Hole) bøger i MP3-format til 80 kr for to. Jamen, jamen… tænk på hvad en trykt bog koster… Håkan Nesser-MP3-bøger for 60 kr.
Vinreolen blev fyldt op, og i det hele taget gjorde jeg mit bedste for at tømme den lokale Superbrugs i dag – og det uden at falde over nævneværdige tryk- og stavefejl på skiltene.

John klippede naboens vin væk – nu pynter den ikke spor mere.
To af mine nye kaktus er i blomst, men det er desværre ikke noget, jeg kan prale af at have haft med at gøre.

Og til sidst – hvis der da overhovedet er nogen tilbage, der ikke er faldet i søvn – har jeg et spørgsmål til de strikkekyndige: Jeg er i gang med en cardigan til Anna. Det er bomuld, og kanten er bare fire pinde ret. Det er tydeligvis for lidt, eller også skulle jeg have brugt mindre pinde, for se, hvor den ruller op. Pisås.
Hvad gør jeg for at redde det nu? Skal jeg sy et bånd inde i trøjen? Skal jeg sy en tynd elastik i på indersiden? Kan jeg tage masker op på bagsiden, strikke en længere, men fastere retkant (og ophøje den første til en form for en lille flæse)? Eller…. det kan jeg naturligvis sagtens, men vil det løse problemet?
HELP, please.

Omplantning

Altså af de kaktus, jeg købte for et par uger siden. Jeg må jo se om jeg kan få dem i vækst, så nu har de fået bedre jord og større potter.
Indkøb af skyggelister til stuen i Sverige.
Strikning, mens der flades ud foran fjernsynet.
Lidt blogkiggeri.
Smide døde blomster ud fra havens krukker.
Give laurbærbusken vinterophold oppe på hjemmekontoret.

Gaaaaab.
Jeg ved det godt – denne efterårslørdag i ægteparret John & Ellens liv er da noget nær det mindst ophidsende, man kan forestille sig.

Men hvor er det altså hyggeligt at gå der og nusse rundt i al fredsommelighed.

Det mest ophidsende, jeg kan svinge mig op til i dag, er at bringe et billede af den lille streamer, jeg bare måtte købe, da jeg så den i USA:

Jeg kan slet ikke forstå, hvorfor den tekst i den grad talte til mig… jeg, som altid opfører mig så eksemplarisk – altid gør hvad der forventes af mig – altid retter ind – aldrig træder ved siden af den slagne vej – jeg som er selve indbegrebet af flinkeskolen… 

John, vil du så holde op med det grineri!