Hos Mommer

18. juni 2017

Til fest med østershatte

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:24
Tags: , ,

Ja, hvorfor ikke kombinere tingene?
Det sted, Merete havde lejet, er, foruden festsal og øvelokale for The Hicks, som spillede gode rock- og 60’er hits efter middagen, også adressen på Danmarks største østershattefarm. Alle gæsterne så produktionsfaciliteterne (vi blev lukket ind i hold), hvilket var virkelig interessant at se og høre om.
De høster helt op til 800 kilo. Om dagen! Uhhh, det kriblede i fingrene, og jeg måtte beherske mig for ikke at ‘komme til’ at plukke et par gode klaser østershatte, som er en rigtig god spisesvamp. Vi fik dog alt hvad vi kunne spise til natmaden, som bestod af en lækker østershattesuppe med masser af svampe i. De bliver dyrket i pasturiseret halm i poser i tre etager i lange rækker. Holddaop, der var mange poser med halm i den bygning. Lige pludselig kunne vi godt forstå de 800 kilo på en dag. Der bliver høstet hver dag, inklusive weekender og helligdage.

P1060933P1060937

Festen var et brag af en fest. Fordi det blev holdt på en gård, var der god udenomsplads, så mange havde taget telt eller campingvogn med, så de var fri for at tænke på den kedelige ting at skulle køre hjem.
Underholdingen var festlig, især indslaget fra vores fætter Kurt, som havde lagt et stort arbejde i at printe store bannere ud og hængt dem op på en stang, således, at man kunne bladre i dem. Meretes opgave gik ud på at kigge på de mange gæster og konkludere ud fra, hvem af os der rejste sig op, hvad der stod på banneret. Fordi Kurt havde taget fejl af kano og kajak, kunne jeg også rejse mig op til den tekst, hvilket forvirrede hende totalt. Ellers gættede hun vist dem alle sammen. Ud over de her viste var der “Hvem har spillet sammen med Merete?” (hun har spillet klarinet i et orkester for mange år siden) og “Hvem har rejst i udlandet med Merete?” Det var et meget morsomt indslag, som involverede samtlige og som alle, også ‘offeret’ selv, havde det rigtig sjovt med at deltage i.
Der kom en del bemærkninger undervejs, både stuerene og det modsatte, som var yderst underholdende, men som jeg har censureret bort her …

P1060954P1060955P1060956P1060957P1060958

Vi var hjemme klokken 03:30, og vi er begge hamrende trætte i dag – jeg nok endnu mere end John, for han holdt sig til de alkoholfrie øl hele aftenen, mens jeg nød den gode og meget rigelige vin … men hvor var jeg glad for, at han godt gider det med at køre hjem – jeg har det også meget bedre dagen efter, når jeg ikke har drukket alt det alkohol – ja, det kan du sagtens bilde mig ind … det var ved at være lyst, da vi kom hjem … gad vide hvornår de sidste faldt omkuld?
Men det var en god fest. Det er lidt tømmermænd værd – jeg har/havde nu ikke ondt i hovedet, men kan godt mærke, at jeg ikke skal sent i seng.

Reklamer

19. marts 2017

Uheldig oversættelse og en god fest

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 21:07
Tags: , , , ,

Overskriftens to ting har intet med hinanden at gøre … der burde nok have stået Uheldig oversættelse. En god fest.

Man skal undre sig.
Det gælder altid og i alle livets sammenhænge: Man skal undre sig. Det gælder også oversættere/tekstere af tv-serier.
Jeg undrede mig i hvert fald over, at oversætteren af Murdoch Mysteries i dag konsekvent oversatte carbon monoxide til kuldioxid.
Ikke bare en, men fire gange, så det kan ikke have været en tanketorsk. Ordet var oven i købet ledsaget af forklaringen, at det er noget man kan dø af, hvis man lader en bil stå med motoren i gang i et lukket rum. Ved alle ikke, at så er der tale om kulilte (CO) og ikke kultveilte/kuldioxid (CO2)?
Carbon monoxide – mono er noget med én. Carbon dioxide – di er noget med to. Det burde ikke være nødvendigt at være kemiker for at kunne se det … det er jo bare ord, der skal oversættes, og det helst korrekt.


Jeg undrer mig til gengæld ikke over, at vi er lidt trætte i dag – det har den naturlige forklaring, at vi var til 25-års fødselsdag i går. Børnegenerationens (mit og mine to søstres børn) yngste skud har nu rundet et kvart århundrede, og det syntes hun skulle fejres.
Det foregik på Rigshospitalets kollegium, hvor selskabet var ovenud hyggeligt, mens akustikken kunne have været bedre, så både John og jeg var noget trætte i hoved og ører, da vi satte kursen hjemover, men det er ligemeget, for jeg tror, at fødselsdagsbarnet havde en god fest og fik masser af gode gaver, og hendes tilfredshed er det vigtigste i denne sammenhæng.

P1060157P1060153

Annemarie læser medicin, så kusinen havde kreeret en lægeudgave af Kay Bojesen-aben – fuldt udstyret med kittel, stetoskop og pandelampe.
Vi var seks fra generationen før fødselsdagsbarnet, plus den friske farmor på 84, men resten af de 37 gæster var tidligere gymnasiekammerater og medstuderende, både fra dengang hun læste til sygeplejerske og fra det nuværende medicinstudium. 30 supersøde, skønne, levende, interesserede og interessante, intelligente, målbevidste og seriøse unge mennesker. Jeg er ikke bekymret for Danmarks fremtid – overhovedet ikke. Det kan da ikke gå galt med sådanne pragteksemplarer på vej ud i samfundet … ingen var fulde i bemærkelsesværdig grad; nogle gik endda hjem før John og mig, fordi de havde vagt og ikke ville være for trætte på arbejdet næste dag.
Moster er glad.

12. marts 2017

Long time no see, but I saw the sea – I saw no seesaw, though

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:50
Tags: , , ,

P1060012Sikke noget sludder i overskriften, men lidt mening giver det dog. For mig …
Der var engang, da blogtræf var noget, der kunne ske op til flere gange på et år. Det ebbede efterhånden mere og mere ud for nu nærmest at have stoppet helt, men for nogen tid siden kom der en mail fra Lene, som havde fået lyst til at se bloggere, instagrammere og andre, hun kendte fra den virtuele verden. Lene kendte selvfølgelig alle; nogle af os kendte en eller få af de andre IRL og måske lidt flere via blogland, men inden dagen i går var omme, kendte vi alle hinanden. Det var alle tiders initiativ, og der kunne ingen tvivl herske om, at vi alle 10 hyggede os i hinandens selskab. Inge var en anden af de inviterede, og hende, Hasse, John og jeg blev hurtigt enige om at lave det om til en weekendoplevelse, så vi drog mod Aalborg fredag morgen og er først lige kommet hjem.
John og Hasse måtte klare sig uden deres koners selskab lørdag eftermiddag, men da de kom og hentede os, blev de inviteret indenfor, og det endte med, at de blev, så vi var ni, der fik rester fra den gode frokostbuffet + nogle lækre hjortepølser, som Landmanden lige grillede som supplement.
Det var virkelig svært at bryde op og finde Aalborg, men det lykkedes dog til sidst …

Inge og jeg havde fået den snedige ide at kontakte Eric for at få en anbefaling eller to til, hvor man kunne forestille sig at indtage aftensmaden under Aalborgbesøget. Det blev til Taverna Zorba, som Eric har skrevet om flere gange på sin blog, og vi blev da bestemt heller ikke skuffede – det var god og enkel, men rigelig mad … calamerien blev anrettet på en for os ny og dekorativ måde. Til hovedret valgte John og jeg en mixed grill. Det var der, det rigelige kom ind i billedet – jeg kunne ikke spise meget mere end halvdelen, men det var ikke fordi det ikke var godt!

P1050992P1050996

Lørdag kørte vi tidligt afsted for lige at nå at snuse til Vesterhavet og køre en tur på stranden ved Blokhus, hvor vi så en lille fiskerbåd blive trukket på land af en traktor. Fiskerne havde ikke haft fiskelykken med sig, så der var et par potentielle kunder, der måtte gå skuffede hjem igen.

P1060002

P1060014P1050990Vi boede på hotel Phønix, som er et gammelt, men udmærket hotel. Morgenmaden her var så absolut også god og rigelig, men vi undrede os dog en kende over, at der ingen bacon var, når der var både røræg, stegte pølser og stegte tomater.
Aalborg viste os masser af flotte gavlmalerier – jeg fik dog kun nogle få af de imponerende motiver i kassen … og som Inge sagde: De har store ører i Aalborg!
Jeg kan godt lide teksten til billedet af den frodige kvinde: Fred og forsoning (underskrevet Kvinder for fred). Den 8. marts hedder International Women’s Day ude i den store verden, og som samme verden ser ud, bryder jeg mig på ingen måde om vores betegnelse for dagen: Kvindernes internationale kampdag. Jeg ved naturligvis godt hvorfor den bliver kaldt sådan, men kunne man ikke fjerne kampen?

9. januar 2017

Igen!

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 10:34
Tags: , , ,

Når man når min fremskredne alder, har tingene det med at gentage sig. Der er mindre og mindre nyt under solen.
Jeg kan huske, at da jeg for 40-45 år siden læste Agatha Christies romaner for første gang (læsningen af disse fremragende bøger har gentaget sig et par gange), morede jeg mig i min ungdoms uskyld lidt over Miss Marples evne til ofte at komme frem til opklaringen ved at sammenligne en person med en, hun tidligere havde stiftet bekendtskab med i større eller mindre grad.
Dertil er jeg selv nået. Faktisk har jeg været der i nogle år. Altså ikke der, hvor jeg opklarer mordgåder, men til at gribe mig selv i at sammenligne nye personer, jeg møder, med folk, jeg før har mødt. Mange er de gange, hvor jeg har sagt til John (eller nøjedes med at tænke for mig selv), at han/hun minder mig om ham/hende. For Miss Marples vedkommende drejede det sig altid om personligheden bag facaden; for mit er det lige så ofte udseendet, indtrykket går på.
Roser til PernilleDer er ikke så meget mere, der kan overraske, for man har set det meste før. På godt og ondt …
Det er jo udmærket. Eller er det? Bliver man for tilbøjelig til at resignere, fordi man ved, at folk vil begå de samme fejltagelser igen og igen? Altså ikke de samme folk de samme fejltagelser … men mere i retning af been there, done that.
Jeg kan ikke ændre verden, og det er efterhånden sjældent, jeg orker at gøre en indsats, og hvis, skal det helst kunne kombineres med mit behagelige pensionistliv, som fx det at strikke og hækle mikroplastfrie karklude. Og bruge dem, naturligvis. Og forære dem væk og komme med en mikroprædiken om hvorfor jeg i stedet for blomster kommer med karklude.
Det skal ikke koste noget på det personlige plan – jeg har nemlig på ingen måde tænkt mig at holde op med at flyve, for hvordan skal jeg så få set noget af alt det, jeg mangler at se, tage mine fire yndlingsmennesker med til Sydafrika, eller bare besøge dem i England, for den sags skyld? Indtil en eller anden opfinder et superhurtigt transkontinentalt, transatlantisk og transpacifisk maglevtog, vil mennesket flyve; jorden er blevet mindre, og alle mange vil flytte sig langt.

Jeg har været til 60-års fødselsdage før – jeg skal oven i købet to gange i år. I går var det Inge, vi fejrede ved en god brunch i Roskilde Golfklub – ikke kun igen, men igenigen, såmænd, hvilket den dog ikke bliver ringere af – de laver en mindeværdig brunch. Det var på alle måder hyggeligt, og der skete noget, jeg også har oplevet en hel del gange efterhånden: Jeg mødte et menneske for første gang, og efter fire timer, hvor der ikke havde været talepause i to minutter, havde vi ikke fået talt nok sammen, men selskabet brød op, så det var vi naturligvis også nødt til at gøre. Jeg vidste, hvem hun var og omvendt, men vi havde ikke mødtes før. Det kommer vi dog forhåbentlig til igen. Hun blogger ikke mere, men det var ingen hindring for at finde interessante samtaleemner.
Lige om lidt kører vi mod Dragør, for vi skal ind til Karin og Bjarne til først frokost og dernæst åbent hus for gamle venner i anledning af den fødselsdag, Pernille ikke længere selv kan holde. Det har vi også prøvet før; det er allerede blevet en tradition, som på én gang er både vemodig og meget hyggelig.

12. november 2016

Come to the cabaret!

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 20:17
Tags:

Just another day in the countrysideDer bor et par i vores efterhånden så velkendte lille, engelske landsby, hvor den ene part fylder 50 år og hvor den anden har arrangeret et surpriseparty for ham.´
Temaet er Cabaret.
Charlotte er ikke uddannet kostumeskrædder for ingenting, hvorfor dette var en opgave, hun udelukkende betragtede som en herlig og inspirerende en af slagsen … jeg ved dog ikke, om hun selv har lavet sin hovedbeklædning.
Hvordan man så har forestillet sig at 1) lokke Richard over til forsamlingshuset uden han fatter mistanke og 2) i fald det lykkes, hvordan så gemme 100 personer i et forsamlingshus, der kun lige netop er stort nok til at rumme de 100 personer?
Der er et lille køkken, som vitterlig er noget småtteri … men okay, uanset hvor stor eller lille overraskelsen bliver, er jeg sikker på det bliver et brag af en fest alligevel – især hvis alle gør lige så meget ud af det som mit yndlingspar her.

Det var ellers noget helt andet, jeg ville have skrevet om i dag, men da denne mail løb ind, var jeg nødt til at offentliggøre dette billede.

Jeg ville blandt andet have skrevet, at hvis nogle af jer, som mig, i et stykke tid har savnet Farmers gode indlæg, kan han nu findes hos WordPress og ikke på Smartlog, som lige i øjeblikket er alt andet end smart.

Jeg ville også have spurgt om ikke det er lidt sent at have køer på græs, når nattefrosten er ankommet?
På strandengen over for os går stadig de otte køer, som har gået der hele sommeren og efteråret, men det er måske ganske almindeligt at tage dem ind så sent? Jeg var kun omkring otte-ni år, da far stoppede med at have køer, så jeg husker ikke hvornår de kom ind for vinteren. Måske Farmer kan svare på det? Altså ikke hvornår far tog sine ind, men hvornår de normalt bliver sendt på stald …

Køer med is i maven?

14. august 2016

Housewarming, babyshower, julefrokost

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 10:24
Tags: , , ,

Housewarming er vist efterhånden bredt accepteret, også af modstanderne af, at engelske ord indgår i det danske sprog. Det blev optaget i retskrivningsordbogen i 1986, så det har været officielt accepteret i 30 år, men har naturligvis været brugt noget længere. Jeg kan huske det tilbage fra omkring Charlottes fødsel i 1976, men hvornår det kom ind i sproget, ved jeg ikke; det kan sagtens være langt ældre. 
Samme ordbogsoptagelse håber jeg sker for baby shower, hvilket jeg synes er et godt ord for fænomenet, men som vi ikke har et ord for på dansk. Det er endnu ikke optaget, men jeg kan se, at det efterhånden er almindelig brugt.
Den slags sprogudvikling synes jeg er god. jeg bruger selv engelske ord og udtryk, hvis jeg ikke kan finde et dækkende på dansk, men jeg kan til gengæld ikke lide, når forretningerne fx synes det er smart at skrive SALE, når de mener udsalg. Har vi et dansk ord, kan vi lige så godt bruge det.

Strandsten i en kreativ opsætning

Det var så ikke babyshower, vi var til i går hos min niece; det var housewarming, men for os var det babyshower, for vi havde endnu ikke set den lille bebs, som nu var næsten fem måneder og en rigtig sød, glad og nem lille fyr. Jeg brugte kun ordet, fordi jeg (endnu en gang) lige var nødt til at lufte min mening om låneord – betegnelsen for et til alle tider eksisterende fænomen, som lader til at være glemt af sprogudviklingsmodstanderne.

Huset, de to unge mennesker havde købt, var dejligt, festdeltagere var der masser af, helt fra om eftermiddagen og sandsynligvis til langt ud på natten, men det havde vi ikke tænkt os at deltage i, så vi gamle gik tidligt hjem.

I dag skal vi nemlig til julefrokost. Den med min fars gren af familien, som altid bliver holdt den føste eller anden weekend i august, fordi vi alle har rigeligt at se til i julen.
Vi skal op til Bodil, og jeg skal nå at lave pastasalat og almindelig grøn salat, inden vi kører ved 12-tiden. Vi er tre grene, som skiftes til at holde julefrokosten – de tre grene, som udgøres af min farmors tre børn.

Billedet er taget på en café i Rødvig havn. Det er den sødeste, sjoveste, bedste og mest kreative anvendelse af hvide strandsten, jeg har set.
Den største af fødderne var som et toårs barns, og den mindste var i babystørrelse.

9. august 2015

Det gik vist som det skulle …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:43
Tags:

Buffeten endnu uden de forskellige slags kødHvor var jeg glad for, at der var tre til alt det, der skulle ordnes ude i haven – borde, stole, hynder, tæpper, borddækning, belysning af alskens art, m.m., for jeg stod i køkkenet hele dagen. Nåede dog lige at smutte i bad og blive færdig med smukseringen inden de første gæster kom kl. 15:40. Men ellers mad, mad, mad.
Jeg var dermed ikke specielt ‘udenomsaktiv’ i går, men fik rundet 12000 skridt alligevel. Det var jeg selv lidt forbavset over, men det har såmænd næppe skadet mig.
Og tosset er man jo – jeg var overhovedet ikke stresset. Slet ikke. Ikke før gæsterne kom, og der alligevel pludselig var 1000 ting, jeg lige skulle se til var i orden. Inge bad mig flere gange om at slappe lidt af, men det blev jeg vist ikke rigtig god til, før alle var færdige med at spise.

Nogle kørte tidligt hjem, mens andre heldigvis holdt længe ud – sådan er det jo altid – en del skulle køre langt; andre havde været så snedige at indlogere sig på campingpladser i Udsigten forevigesnærheden eller på B&B i Præstø. Mine søstre sov her i Den Stråtækte, så her var fully booked i nat.

Vejret holdt, bortset fra en smule regn i går formiddags. Det var overskyet hele dagen, men det gjorde faktisk ikke spor, at solen ikke bagte ned på os, som den gør det i dag.
Planen var ellers at tage på Frilandsmuseet, men det er droppet til fordel for en strandtur for nogle og en sidste kajaktur for Tims vedkommende.
Det er sidste dag, englænderne er her – i morgen går deres tur videre mod den italienske del af Tyrol, hvor de vil campere i en uges tid, og så ved vi jo godt, hvor stille vi synes her bliver lige efter, de er kørt.

Den yngste kusine, Annemarie, kom ved frokosttid, og nu er John og jeg ved at øve os i stilhed, så at sige, for børnene og de to unge damer er kørt til Feddet Strand, hvor Tim vil mødes med dem – han tager kajakvejen hele vejen nedenom og over på den anden side. John og jeg Ca 3/5 af gæsterneorkede ikke stranden i dag – ikke engang i bedsteforældrestolene – vi kom først i seng meget sent, fordi vi gik og ryddede op, da der var blevet stille i huset.
Og fordi vi længe stod og nød det kornmod, vi så. Det varede ved meget, meget længe og var meget, meget flot at se på, men til sidst blev vi nødt til at finde vores senge.
Jeg så også et meeegastort stjerneskud. Det var i det hele taget den mest fantastiske stjernehimmel i aftes – det er skønt, at vi er kommet så langt ud på landet, at her hverken er gadebelysning eller bylys til at forstyrre. Den nærmeste by er Præstø syv km væk; man kan godt se dens lys, men det er ikke nok til at oplyse himlen. I Sverige er der naturligvis også buldermørkt, men skoven tager langt over halvdelen af himmeludsynet – man kan kun kigge opad. Her kan vi se hele vejen rundt.

7. august 2015

Nu er bordplanen i det mindste lagt …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:18
Tags: ,

Englænderne er sendt afsted til en af kusinerne, så de kan få hilst på i hvert fald en del af den unge del af familien. Den ældre kommer i morgen i form af mine søstre, men af pladshensyn måtte vi sige til alle i Charlottes generation, at de desværre ikke ville blive inviteret med. Det var blevet en 11-12 stykker mere, og dem ville vi ikke kunne bænke i haven udover de 33, vi bliver i forvejen.

P1070813P1070814

imageI formiddags tog mor og datter en lille (meget lille) tur, inden far og søn satte afsted for at aflevere kajakkerne hos udlejeren. Vandet var næsten spejlblankt, så Tim turde godt tage ansvaret for, at lillefyren var med hele vejen ud til Roneklint. De klarede de 8-9 kilometer på to timer uden at holde pause – han er altså en sej, lille gut, er han, og udlejer Lars var da også behørigt imponeret. De ramlede ind i en regnskylle på vejen, men det generede ikke store ånder. Man kan se dem (regnskyllene. Ikke ånderne) lige i den retning, ruten skulle gå, på billedet herunder.  Ruten blev en smule længere, fordi Tim ikke ville tage drengen med på den direkte rute tværs over fjorden. Better safe than sorry, og skulle regnvejret vise sig at blive til et tordenvejr, skulle de hurtigt kunne trække ind til land. Sådan gik det heldigvis ikke; det dårligste vejr trak uden om dem, men sådan noget kan man ikke vurdere på forhånd.
Lars spurgte, om han måtte få nogle billeder af Aubrey i kajakken. Dem vil han bruge til reklame, for som skrevet forleden, var Aubie den første, der brugte den, så der er endnu ingen billeder af den fine miniudgave på vandet.

P1070827

Der er købt det hele ind nu (håber jeg …), bordene er sat op og bordplanen er lagt. Hvorfor er det altid så hundesvært at lægge en bordplan? Der var nogle, der næsten gav sig selv. Det kolliderede bare med, at der samtidig er en del andre, jeg gerne vil have møder hinanden, men jeg kan ikke sætte alle dem sammen. Så er der også altid nogle, man er i tvivl om, hvor man skal placere. Når man endelig har fået det hele til at gå op, opdager man, at det alligevel ikke er gået op på den helt rigtige måde … så flytter man et par stykker, og så ramler hele planen. Om igen.
Nu tror jeg dog, det er lykkedes, men det kan nå at ændres til i morgen aften.
Nu vil jeg gå ud og hænge bunting op i den hvide pavillon.

6. august 2015

70 års-fødselsdag i BonBon-Land

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 21:56
Tags: , ,

Hvad er mere naturligt end at tilbringe sin 70 års-fødselsdag i BonBon-Land?
Ungerne havde en fest – de syntes det var alle tiders at være der. Forældrene syntes også udmærket om det, mens vi to gamle … men okay; når børnene har det godt og har haft en god dag, har det også været en god dag for os, men jeg var ærlig talt ikke imponeret. Forlystelserne var såmænd sjove nok, men det virkede for uorganiseret for os. “Køb jeres billetter online og spar både penge og tid ved indgangen.”
Vi sparede 100 kroner for os alle seks; med de priser kunne det være det samme, og det tog en krig at komme ind, fordi der sad billetpiger og skannede vores billetter og skulle fortælle samtlige gæster, at “disse kort giver gratis adgang i morgen”. Det var ikke aktuelt for os, men hun insisterede på at lire hele remsen af alligevel. Det eneste sted, der ikke var kø var der, hvor man skulle købe billetter …
Det er ikke i orden, at man skal betale for at parkere. Det er heller ikke i orden, at for hver billet, hvor stregkoden fylder 5 cm2, skal man printe et helt A4-ark med et stort farvebillede på. Altså seks ark for vores vedkommende. Jeg kan bruge mit farveblæk på mere interessante eller nødvendige ting end BonBon-Land-billetter.

P1070734

P1070733På en dag, hvor størstedelen af Danmark har besluttet at tage i BonBon-Land (og det må de have vidst på forhånd), skal man ikke deklamere, at man kun har én af de fire pizaer på kortet.

Og deres fejlbehæftede skilte – tsk, tsk, tsk …
Eksempler på disse må blive en anden gang – det skal heller ikke blive alt for negativt, for det var jo en god dag. Sindssygt varm, men god. Det var skønt at se vores medbragte to generationer børn skrige af grin og hyle af skrækblandet fryd i de forskellige forlystelser. John og jeg ventede pænt de fleste steder, men vi var med på bl.a. bæverraftingen – det var sjovt, og vi blev dejligt våde alle sammen – det kølede dejligt den næste halve times tid.

Vi havde bestilt bord på Fjordkroen, fordi vi gerne 1) ville fejre John og 2) vidste, at lysten og energien til selv at lave mad nok ikke var på det højeste efter sådan en aktiv dag.
DET var til gengæld suuupergodt. John og jeg kom der nogle gange i vore yngre dage, men det er 26 år siden sidst vi var der, så vi var lidt spændte på, om de nye ejere kunne holde den høje standard, vi kendte fra dengang.
Det kunne de og lidt mere til. Det var blevet endnu bedre, og at gå fra supergodt til suuuupersupergodt er noget af en præstation, så der skal vi hen igen. Når vi får sparet sammen … men det er da dejligt at have sådan et godt spisested bare 750 meter fra bopælen. Det er ikke noget, vi har været vant til – har altid skullet køre til Køge eller Roskilde.

P1070802P1070803P1070806

Under middagen forklarede Charlotte børnene, hvad det vil sige at mime, og vi morede os så meget over ungernes faktisk ret vellykkede forsøg på at udtrykke forskellige følelser, at det var lige før, det blev pinligt … vi var nødt til at lægge en dæmper på os selv, inden det blev det.
Aubie var dog ikke særlig god til at vise vrede, som det måske fremgår af billederne.

P1070804P1070807P1070808

I morgen må jeg hellere begynde at tænke på på lørdag … men John havde en god fødselsdag.

16. juli 2015

Lige pludselig kunne jeg godt huske hvorfor …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:53
Tags: , , ,

Lige pludselig kunne jeg godt huske hvorfor jeg ikke var så vild med at hjælpe mor med at lave stikkelsbærmarmelade: De skal nippes!
Det var nu ikke så slemt, som jeg huskede det; de 2,5 kilo bær tog kun en halv times tid at ordne, og jeg fik produceret et meget stort, et mellemstort og 11 almindelige glas stikkelsbærmarmelade, plus at der kom 11 glas ud af hindbærresterne fra i aftes. Ikke så ringe endda, og nu behøver Charlotte ikke at købe pandekagesyltetøj det næste år.

P1070356P1070365

Ellers er forberedelserne til det der flower show, I ved nok, (stadig) i fuld gang – herover er pavillonen ved at blive rejst.
Og herunder er the bunting ved at blive hængt op – noget af det. Resten skal vist på pavillonen, når den er færdigmonteret.
Alle andre end jeg er, sammen med Tims mor og mand, henne ved The Village Hall (landsbyens forsamlingshus) for at hente borde og stole.

P1070395P1070402

De fire fantastiske pokaler er fundet frem, men dem vil jeg ikke vise, før de står på den hvide dug og tager sig ordentligt ud.
I morgen er der vist nok flere af landsbybeboerne, der vil være i fuldt sving med at bage kager.
The Celebrity’, som skal komme og vurdere blomster og grønsager, er en lokal blomsteravler. Der vil være præmie for best bloom, best flower arrangement, best vegetable og best children’s something.
Alt er købt ind. Tror vi nok. John og jeg står stand-by, hvis noget skulle være glemt.
I år bliver det kun med deltagelse fra landsbyen. Måske kommer der nogle enkelte udefra, men det er ikke annonceret. Det er en test, for hvis der skal komme besøgende fra de omkringliggende landsbyer, vil det i sagens natur blive et noget større arrangement, hvor alle aktiviteter og boder er nødt til at være konstant bemandede, hvilket igen kræver en del frivillige. Det vil alt sammen blive diskuteret på et senere tidspunkt i landsbylauget.

P1070370   P1070381

I dag har vi ydermere været til et arrangement på skolen, hvor en eller to klasser ad gangen opførte et musisk nummer, hvis sværhedsgrad naturligvis modsvarede klassetrinet, hvoraf der er seks på denne grundskole. A&A befinder sig lige i midten, nemlig 3. og 4., og skulle først synge og derefter spille på ukulele, hvilket krævede en del koncentration, kunne vi fornemme – de fik dem først udleveret i går, så der har ikke været lang til at øve sig i.
Læreren stod foran ungerne og viste, hvilke to greb de skulle bruge. Det gik faktisk bedre end jeg nok havde forventet, og sangen forløb fortrinligt.
Desværre havde læreren pakket Anna væk på bagerste række; hun kan kun lige anes bag Aubies venstre skulder.

14. juni 2014

60 år i Sagnlandet Lejre

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 19:09
Tags: , ,

P1010582Steen blev 60 år i går. Det skulle fejres, syntes han, men hvordan? Som en af talerne nævnte, er han ikke til stive, hvide flipper og ditto duge, suppe, steg og is og en masse højtidelighed.
Det er vi op til flere, der er helt på linje med ham i … ideen med at fejre den runde fødselsdag i Sagnlandet Lejre var derfor ret genialt udtænkt.
Her var der plads til alle fire generationer – som vel at mærke hyggede sig lige meget. På hver sin vis, måske, men ingen syntes, at det var kedeligt.
Vi var nogleoghalvtreds sommerglade gæster, som i alder spændte fra 14 måneder til 85 år.

Der var dækket op i Peder Mikkels Pavillon. Vi skulle mødes her kl. 11:30, men var velkomne i sagnlandet fra kl. 10, hvor det åbnede. John og jeg stod der naturligvis på slaget 10 – vi ville have det hele med og nåede da også at gå lidt rundt inden vi skulle samles. John har været her før, med børnene på skolen, hvor han arbejdede i nogle år, men jeg har aldrig været her.
Vi kommer igen. Vi kommer helt sikkert igen, for her er så meget at se, og indgangsbilletten er automatisk en sæsonbillet til resten af 2014.
Vi nåede ikke en brøkdel af hele landet, men nåede en lang snak med en vævekyndig dame (Ditte, du må til Lejre og se, hvad hun kan!) Jeg er ikke spor klog vedr. væveteknikker, men det er vist lidt specielt, dette diamantmønster. Og det kunne man allerede i jernalderen.
Vi så smedjen, hvor det, lige da vi var der, handlede mere om at mandehørme blandt de fire gutter end om at smede mens jernene var varme, men det gjorde nu ikke oplevelsen mindre hyggelig. Nyd lige gutten med det flettede skæg.

P1010594P1010598
Hanne – fødselarens dejlige kone – og jeg har været kolleger siden 1986, så vi nåede at have vores gang i det samme firma i 27 år. Hanne er ikke stoppet endnu, og hun havde lokket firmaets eminente kantinechef til at stå for maden – da jeg fandt ud af det, vidste jeg med 100 % sikkerhed, at vi ville blive trakteret på lækreste vis.

P1010586

Man kunne, hvis man skulle have de lyster, ro sig en tur i en udhulet træstamme. Vi nøjedes med at kigge på. Parret til venstre var stødt på grund og måtte hjælpes los af andre.

P1010589

Dette billede på fortid og nutid, der mødes, kunne jeg slet ikke stå for … kvinden sad og gruttede korn til mel, da hun blev afbrudt i arbejdet af … sin mobiltelefon.

P1010580P1010602P1010604

Der stod en kurv med (vaskede …) kohorn, hvis man skulle få lyst til at drikke på autentisk jernaldervis. Jeg sprang over, fordi man ikke måtte drikke rødvin af dem (var min undskyldning), men min bord-genbo kastede sig ud i det med en Carls Special. Han var nødt til at drikke ud, da hornet blev leveret uden støttefod, men det lod heller ikke til at være verdens største problem for ham.

P1010613

Jeg blev ikke helt klar over, om Steen er ved at fortælle lystfiskerhistorier her … “Den var SÅ lang, men den slap desværre fra mig …”
Inden kaffen og kagen kom der en sød, frisk og sprudlende jernalderkvinde og lavede en vaskeægte Piet van Deurs med os “Hvad er dette og hvad blev det brugt til?”.
Det er vel næsten overflødigt at fortælle, at vores bord vandt?

P1010614P1010615

På vejen mellem Osted og Sagnlandet var der i øvrigt op til flere pænt store valmuemarker. Bare hvis der skulle være nogen, der er interesserede … under alle omstændigheder er det et meget smukt og kuperet terræn, så det er bestemt en tur værd.

16. marts 2014

23 kvinder i ét rum

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:14
Tags: ,

Sus' fødselsdag (3)

Sus' fødselsdag (2)23 kvinder i ét rum. Kan I forestille jer det? Meget støj? Fuldstændig rigtigt. Men en god støj, når man selv er en del af den.
Den ene af Die Drei Mädchen fejrede sin 60÷1-fødselsdag i går og havde inviteret 24 kvinder, hvoraf to desværre ikke kunne komme.
Herudover var der mand, søn og en venindemand, der er rigtig god til alt, hvad der har med mad at gøre, så tyendet var også på plads – disse tre sad med andre ord ikke med ved bordet, men piskede rundt og var tjenende ånder i det skønne og KÆMPEstore køkken, hvor det ikke var noget problem at stille to borde op, der tilsammen bænkede alle 23.
Der var mange, der kendte hinanden, og mange der ikke havde truffet hinanden før, men den slags petitesser betyder intet – snakken går forrygende alligevel, kan jeg forsikre jer for.

Sønnen Peter er omkring fire meter høj og spiller amerikansk fodbold, så det er noget af et bjørnekram, man får som modtagelse – selv jeg forsvinder næsten fuldstændigt i den knægt, som jeg naturligvis har kendt siden han kun var et glimt i sin fars øje.
Peter åbnede champagnen på en totalt blæret måde, jeg aldrig får lært, men det gør ikke spor – jeg synes det er sjovere at se på. Men det er en vanskelig handling at fotografere; især med disse skarpe kontraster mellem sol og skygge, der var i går.
“Stormen Carl”. “Slud og regn”.  HA! Se da lige den himmel …

Sus' fødselsdag (6)                          

Maden var naturligvis superlækker – alt andet ville have forbavset mig såre. Vi bliver altid beværtet på fornemmeste vis, når vi besøger dette par.
John var så flink at køre mig lige til døren, så frisuren kunne holde, høhø, men aftalen var, at jeg skulle tage toget hjem; så ville han hente mig på nærmeste station.
Der var en af gæsterne, der havde en flink mand, som kom og hentede hende. De bor på Østerbro og havde intet imod at tage mig med til Østerport station, så jeg fik mig lige et lift i en Porsche. Ikke så tosset – og hjemrejsen gik lidt hurtigere, bortset fra, at S-togene ikke gik så tit som de plejer, så jeg stod i 20 minutter på Østerport, men det gik jo nok endda … jeg slap til gengæld for at skulle skifte undervejs pga. liftet.
Man er lidt træt i ørerne efter sådan en dag, men kors, hvor var det hyggeligt.

4. august 2013

Danskertræf i Sverige

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:47
Tags: , , ,

P1030049Vi er lige kommet hjem fra den føromtalte fætter-kusinefest, som denne gang blev holdt i det sydligste Skåne på min kusines datters vandrerhjem i Borrby … i håb om, at nogle af vores utallige kusiner og fætre her i Sverige ville melde sig under fanerne.
Det gjorde de ikke – bortset fra værtinden Carina selv (og hendes to børn) var det et rent danskertræf. Vi undrer os lidt over, hvorfor svenskerne (ikke for første gang) udeblev totalt, men det må de da selv om – de går bare altid glip af en hyggelig dag, aften og formiddag, og det var lidt synd for Carina, da hun naturligvis havde håbet på at se lidt flere landsmænd. Vi arrangerer det altid et sted, hvor man på den ene eller den anden måde kan overnatte, da vi kommer fra det meste af Danmark – og potentielt også det meste af Sverige, men det var så også kun potentielt …

Hans havde for en gangs skyld kun én hund med – mor- og mormorhund blev hjemme for at passe de ni resterende hvalpe af de 11, der er i kuldet. Disse 13 hunde blev igen passet af en datter af huset. De er gamle nok til at flytte hjemmefra nu, så hvis I skulle være interesserede i en sort eller gul labrador, så sig til. Der følger en uges træning med i salgsprisen, når hvalpen er gammel nok til det.
Liva her skulle naturligvis køres træt i bølgen den blå, så dummyen blev smidt så langt ud som muligt – og hunden knoklede efter den gang på gang.

P1030050En kusine havde fundet den smarteste bag-in-box-skjuler, jeg har set – ej, hvor ville jeg gerne have fat i en tilsvarende, men der er lidt langt til Struer for at hente en. Jeg kunne dog forsøge mig i Kvickly i Roskilde, for i en Kvickly var den fundet.
På et tidspunkt, hvor vi sad og snakkede og tog lidt gas på hinanden, sagde ejerinden, mens hun skænkede sig et glas: “Pyhh, det kræver et helt kapitel, dette her … jeg kan ikke nøjes med en side denne gang!”

Som om dette træf ikke var nok, mødtes en del af os én gang til ved middagstide i dag. Jeg sad ved det opulente morgenbord (med vafler, som man selv lavede, plus 100 andre lækre sager – en pænt stor brunch, faktisk) og udbredte mig om den smukke tur, det er at tage den langs sydkysten mellem Ystad og Trelleborg, hvilket fik flere til at beslutte at tage den tur hjemover. Vi aftalte at, om muligt, mødes ved Smygehuk, som jeg har skrevet om før, og som er Sveriges sydligste punkt.
Det lykkedes os alle 11 at være der samtidig uden at have fulgtes ad og uden at have aftalt noget specifikt. På billedet mangler der dog søster og svoger med hunden, men dem mødte vi 10 minutter efter.
Fiskerøgeributikken fik kronede dage – vi blev enige om, at det måtte være nem og lækker aftensmad med noget lækkert nyrøget etellerandet, for trætte var vi alle; ingen af os gad komme hjem og tænke på varm mad.

P1030059P1030060

På vej til stranden i går eftermiddags kom vi forbi mit hus, som var et yndigt, lille sted. Begge mine søskende hævdede dog, at det var lige så meget deres hus … men jeg så det først!

P1030040

22. marts 2012

Vinklubbens 21. generalforsamling

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 22:40
Tags: , , ,

I aften har jeg været til den 21. generalforsamling i firmaets vinklub.
De fire af de syv bestyrelsesmedlemmer har været de samme gennem alle årene; en femte har været med i 15 år.
De stiller op igen og igen, og de bliver valgt ind igen og igen, fordi de brænder for sagen og kan blive ved og ved med at stable nogle særdeles spændende arrangementer på benene. De er fantastiske, hele bundtet.

P1010140

Bestyrelsen sørger for, at der på generalforsamlingen er mindst én flaske vin pr. deltager. Altså ikke til at drikke her og nu, men til at vinde i lodtrækningen og tage med hjem og nyde sammen med den, man helst vil nyde en god flaske vin sammen med.
Man har meldt sig til ved at udfylde en slip med sit navn, og denne slip bliver, efter selve generalforsamlingen, trukket op af en hat af en lykkens gudinde.
Inden det hele begynder, har man naturligvis kigget vinene ud og prioriteret dem efter, hvornår man måtte blive udtrukket.
“Hmmm … den der, hvis jeg bliver udtrukket blandt de første 10; den, hvis jeg kommer i midten, og den, hvis jeg er blandt de sidste”.
Hvilket jeg næsten altid er … jeg har én gang været blandt de ti første og ellers alle de andre gange været i den sidste halvdel. I 2011 var jeg næstsidst.
Vinene er dog altid gode – man vil aldrig kunne hive noget sprøjt med hjem.

P1010143

Der granskes indgående … Hmmm … den? … eller måske den? Nej – den der, tror jeg … gad vide hvilket nummer jeg bliver udtrukket som? …

P1010149

Generalforsamlingen er overstået, og middagen skal til at starte – først to hvide vine; en riesling fra Østrig og en chardonnay fra NZ.
Man kan måske gætte, hvem der har taget billedet? Jeg har altid et strikketøj med til selve generalforsamlingen, hvor vi bare skal sidde og lytte.
Og lytte og lytte. Det er fint nok, men jeg skal altså have noget i hænderne, så.

P1010152
Lidt senere er de røde vine også kommet på bordene. Et par af flaskerne er præmier fra lodtrækningen, men voldsomt ser det ud.
Læg dog mærke til, hvor lidt vi fylder i glassene. Man har vel vinklubpli.

P1010154Lodtrækningen.
Ja.
Fortalte jeg, hvor ‘uheldig’ jeg ellers altid er?
I dag blev mit navn råbt op som det allerførste! Wayyyyy – never happened before!
Men DET havde jeg jo ikke lige taget højde for – og vi skal skynde os at vælge og smutte ned på plads igen, ellers tager det alt for lang tid at få fordelt de 70 flasker.
Okay så – en hurtig beslutning fra det næstyderste højre: en flaske Gevrey Chambertin 2004 Premier Cru går man vel ikke helt fejl af.
Det var 70 flasker, men kun 58 deltagere.
Altså alle navne ned i hatten igen, så 12 heldige personer kunne gå hjem med hele to flasker. Det er indtil nu ikke sket for mig før.
Ellen blev råbt op som nummer fire!
Nu lød der spredte buh-råb og visse dæmpede antydninger om bestikkelse – alt med smil på, selvfølgelig, så jeg gik aldeles uanfægtet, kold og rolig, med totalt ren samvittighed og et kæmpesmil på og erhvervede mig en Alamos Chardonnay…

God aften.

9. december 2011

Store Julefrokostdag

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:38
Tags: ,

Det er vel nok den største af julefrokostdagene i dag – kunne også tydeligt mærkes på trafikken i morges, hvor jeg fløj igennem som var det midt i juli.
Mit firma holder julefrokost. Uden mig. Det ville i givet fald blive den 34. julefrokost i det firma, så jeg er stået af det ræs – mener jeg har gjort min borgerpligt i den henseende.
De har såmænd ikke ligefrem været ens hen gennem årene; vi startede med at være omkring 35 medarbejdere – heraf én mand. Som var 60 år! Dvs. at han var ældre end min far…
Nu er vi omkring 700 ansatte i Danmark.

Indtil 1987 havde firmaet til huse på en meget ‘spændende’ vej ude på Amager; spændende fordi vi en overgang havde Bandidos hovedkvarter lige ved siden af. Da de (igenigen) lå i krig med Hells Animagegels, kunne vi se dem patruljere på deres flade tag i ægte gangsterstil med våben i hånd. De generede nu aldrig deres naboer, sådan direkte, men det hændte da, at vi hørte skud … følte os trods det ganske trygge, for politiet patruljerede flere gange om dagen. Samme politi har også eskorteret mig ind til Hovedbanen, engang jeg arbejdede sent og gik min ensomme vej i den mørke aften. Det havde de det ikke helt godt med, så jeg blev kørt til toget, på trods af mine forvisninger om, at jeg ikke var bange.

Jeg husker tydeligt en julefrokost i starten af 80’erne: vi var blevet flere ansatte, men mændene kunne desværre stadig tælles på én hånd, så det var ærlig talt ikke de mest spændende julefrokoster i rigets historie. Ikke fordi der skulle forføres eller laves skandale eller andet af al den underlige opførsel, man kan høre om i forbindelse med denne aften på året, hvor alt tilsyneladende er tilladt – men fester er nu engang sjovest, når der er repræsentanter fra begge køn.
Karen (én af Die Drei Mädchen; den tredje var endnu ikke ansat) og jeg gad ikke rigtig lege med mere, da klokken var midt på fredag aften – der måtte være lidt sjovere inde i København, så vi spadserede hen ad vejen, vi dengang havde domicil på. Nogle hundrede meter længere fremme kunne vi høre musik, og kort efter blev vi ‘antastet’ af nogen, der spurgte, om ikke vi ville indenfor, for de sad 20 mand og holdt en dødtrist julefrokost uden kvinder.
Karen og jeg vekslede et enkelt øjekast og var uden ord straks enige om det videre forløb: Vi gik med indenfor for at lure, hvad det var for nogle mænd. De så alle sammen meget søde og tilforladelige ud; ikke specielt berusede, så vi vovede pelsen og sagde image”Ved I hvad, gutter? Længere nede ad vejen sidder der cirka det samme antal kvinder, som keder sig lige så bravt. Følg med…”
Den var de helt med på, så vi gik tilbage og gatecrashede de sørgelige rester af festen, som selvfølgelig blev meget sjovere nu og en rigtig fest igen. Vi var lidt spændte på, om vores udmærkede initiativ ville få følger for os, men det gjorde det heldigvis ikke …
Karen og jeg blev kendt som dem, der skaffede mænd til huse i mangeltider … men vi gentog nu ikke succesen – toeren er som bekendt aldrig så god som etteren.

Jeg vil understrege, at firmaets julefrokoster de seneste 20-25 år altid har været gode og er blevet meget positivt omtalt bagefter; altid med gode bands og altid forskellige former for underholdning, både revyting mest gående ud over ledelsen, fremført af modige medarbejdere, og de seneste år også med en eller anden tilkøbt entertainer i en times tid.

Der er løbet mange julefrokoster i stranden, og der er sikkert faldet mange i vandet, siden den føromtalte med ‘de forenede julefrokoster’, og for nogle år siden stoppede jeg med at deltage. I mange år var det da meget sjovt at være med og også at studere det spil, der uvægerligt stod på visse medarbejdere imellem. Den definitivt sidste julefrokost, jeg deltog i, havde jeg den tvivlsomme ære af at være blevet udpeget som hovedarrangør af, selv om jeg ikke havde været med i nogle år, så til den kunne jeg ikke rigtig tillade mig at blive hjemme.
Men holddaop … en (meget ny) medarbejder var iført det mest udfordrende tøj, der nogensinde er set uden for et red light district – hun kunne praktisk taget lige så godt have været nøgen. Jeg tror aldrig, hun bemærkede, at hun i den grad faldt igennem, for hun blev meget hurtigt meget fuld og nærmest kastede sig grådigt over ethvert hankønsvæsen, der kom inden for hendes rækkevidde – hun var lige en tand for pinlig, nok mest for mændene. Vi kvinder kunne jo trygt læne os tilbage og bare nyde forestillingen…

Se, jeg mener jo godt, at man kan have det sjovt til en fest uden at skulle have sex de mest mærkværdige og formentlig drønubekvemme steder, men ikke desto mindre skal vi i medierne hvert år høre om ægteskaber, der går i opløsning, fordi folk opfører sig fjollet. På den ene side er alt tilsyneladende tilladt – på den anden side er alt naturligvis ikke tilladt – især ikke hvis man spørger dem, der sidder tilbage derhjemme og er spændte på, i hvilken tilstand ægtefællen dukker op igen – eller overhovedet kommer hjem.

Fornøjelsen i aften skal være mine kolleger så vel undt – jeg foretrækker at køre til Sverige sammen med John og begynde at gøre hytten juleparat og rigge til til hele den invasion, vi får i juledagene.
Øresundsbroen holder stadig åbent på trods af blæsten, så vi satser på at kunne komme over.

24. oktober 2011

Sammentræffet over alle sammentræf

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:12
Tags: , , , ,

P1060414Gårsdagens pudsige episode med, at vi rendte på en stor del af familien sådan lige midt i Danmark, fik Tim og Charlotte til at tænke på en anden episode:

Tims kusine Louisa blev gift med sin Colin i juni i år. En af gæsterne, som ikke havde mulighed for at deltage, fik lavet en serveringsbakke som gave til dem, hvor invitationen lå trygt og godt under et stykke glas.
Der var bare lige den hage ved det, at det ikke var Louisa og Colins navne, der stod på den invitation, så herren havde fået rodet to begivenheder sammen. L og C blev enige om, at de bare ville lade som ingenting.
Få dage efter, under deres bryllupsrejse til Italien, sad de på en restaurant ikke så langt fra Pompei, hvor de havde tilbragt eftermiddagen. Man sidder sommetider tæt på sådanne små, intime restauranter, og de faldt i snak med et andet engelsk par, som også var på bryllupsrejse.
Dette par fortalte Louisa og Colin, at de havde fået afslag fra en af deres gæster, som havde ‘kvitteret’ for dette ved at få lavet en serveringsbakke, hvor invitationen lå under et stykke glas, men at det var lidt synd for vedkommende, for han havde fået indrammet en forkert invitation… navnene lød på et andet brudepar…
L og C kiggede selvfølgelig på hinanden og spurgte parret, om de hed sådan-og-sådan? Jamen, ja. Jo, det gjorde de??? Og parret lignede to store spørgsmålstegn. “Og på jeres bakke står der Louisa og Colin? Det er os! Lad os mødes, når vi alle er tilbage i London, for at bytte vore serveringsbakker.”

Se, det var en rigtig historie. Jeg ville ikke engang have fantasi til at opdigte den.

Dagens tur gik til Kattegatcenteret i Grenå. Absolut et hit. Børnenes begejstring var ægte og smittende. Specielt var de store hajer spændende for dem; selv om Anna nu alligevel bedst kunne lide søhestene … men at gå under hajerne og rokkerne var næsten ærefrygtindgydende.
Det hele var interessant for både børn og voksne. Ehhh – legepladsen måske mest for børnene, men deres glade sang, som tonede ud fra kæmpeblæksprutten, var dejlig at høre. De nød at høre deres egne stemmer inde fra de forskellige figurer, fordi de rungede så sjovt.

P1060420P1060428

Hold da k…, hvor det blæser. Nu lejer vi for første gang i karrieren et hus i Østjylland for at slippe for vesterhavsstormene, som børnene ikke er så vilde med.
Og hvad sker der? Der blæser en stiv kuling fra stik øst, så vi næsten var ved at blive blæst væk i Grenå…
Nu har vi købt nye flyverdragter til dem.

26. juni 2011

Bryllup på landet

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:31
Tags: ,

P1030997I betragtning af, hvor sent børnene kom i seng fredag aften, stod de tidligt op, så det blev en anelse spændende, om de kunne holde hele dagen og aftenen uden problemer. Anna er god til bare at holde ud (hun er alt for nysgerrig til at have lyst til at vise træthed), men Aubreys verden bryder sammen på et tidspunkt, og når den gør det, er det seriøst ment fra hans side, og der er kun én ting at gøre, nemlig at få ham af vejen så hurtigt som muligt. Hvad der tricker sammenbruddet, kan man aldrig vide…
Der var dog ingen pinlige episoder i går – de holdt begge flot ud til kl. 11; nok især fordi desserten trak lidt ud, og den ville man meget gerne have med – specielt de små…

Det var et godt bryllup og en god 50-fødselsdag – som ikke skulle nævnes og ikke fejres. Næsten ikke. Min søster blev drillet med, at de snød os for en fest ved at blive gift på hendes meget runde fødselsdag. De er dog tilgivet begge to, for det var så godt alt sammen. Søster jokede for et par år siden med, at dette måtte simpelthen være ægte kærlighed, for hun var blevet forelsket i og flyttet sammen med en mand, der gik imod samtlige principper, hun havde haft indtil da: Han var yngre end hende, han var ikke helt så høj som hende, og hun havde fundet ham via ‘Farmer-dating’ – tre ting, hun blot få år tidligere ville have forsvoret.

Sådan kan det jo gå… ægte kærlighed er ligeglad med den slags petitesser, og ingen kunne i går være i tvivl om, at de to meget voksne mennesker elsker hinanden. Det ja, der lød fra deres munde derude i den fri luft, var rungende, eftertrykkelige og kom fra hjertet.

Lørdag morgen, mens de selvfølgelig begge styrtede rundt og havde vældig travlt, besluttede en af hopperne sig for at fole, så der var som en ekstra gevinst et lille, nyfødt hoppeføl at kigge på. Ingen billeder – jeg kunne ikke komme så langt ned i marken med de sko, jeg havde på, men børnene var dernede og var dybt betagede af det lille væsen.

P1040003P1040005

Det var en lang tur hjem – selv om det var smadderhyggeligt, og vi alle sad ved nogle gode borde, var vi nu ikke så kede af det, da børnene ikke kunne mere. Jeg havde grus i øjnene (jetlag endnu, velsagtens), og T&C havde haft en travl uge, så da vi kom hjem lidt over tolv, var det på hovedet i seng med os alle seks. Jeg formoder, at de fleste andre har festet videre til den lyse morgen.

Maden var excellent og i rigtig jægerånd. Laks i alle mulige afskygninger med brød, tomat- og basilikumpesto til forret og forskellige udskæringer af dådyr, grillet til perfektion + bagte og kogte kartofler og tre forskellige salater til hovedret. Oh, det kød… man kunne tygge det med øjenbrynene – det ser bare så fjollet ud…

P1040011P1040012P1040023P1040024

I dag afslapning, oldefarbesøg og så en tur på stranden. Og jo… de var i vandet, de to små. Det var HAMMERkoldt, og de rystede af kulde, da de kom op, men de var svære at hive op, selv om læberne var helt blå.

P1040064P1040053

16. marts 2011

Hip hurra, de’ min fødselsdag…

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:29
Tags: , , ,

Råvaren til en god tournedos

Nogle af jer vil studse, for det havde jeg da for små to uger siden. Det er så heller ikke mig, men min dejlige svigersøn, der fylder 38 år i dag.
Jeg blev 58. Kan I regne ud, hvad der sker om to år? 
Inden for 14 dage bliver vi 100 år tilsammen. Vi har vilde planer om at fejre det i skøn samdrægtighed. I England. Så må vi se, hvordan det rent praktisk kan lade sig gøre, men kommer tid, kommer råd.

Tim har, som før nævnt, været en meget stor Titanic-fan lige siden han kunne læse, og det kan de som bekendt tidligt i England. Sidste år udgav han denne bog, og om godt et år, på 100-årsdagen for Titanics forlis, skulle der gerne komme en bog til, plus en tv-udsendelse, som Tim selv tegner og fortæller til. Dette sidste er dog endnu kun i støbeskeen, og det vides endnu ikke, om det bliver til noget. Der skal lige findes en sponsor, men der arbejdes på sagen.

På lørdag kommer der gæster i min engelske familie, og til dem vil Charlotte servere en vaskeægte Titanic-middag.

“The last dinner on the Titanic – a menu from the Ritz Restaurant, where the super rich dined”
Quail eggs in aspic with caviar (white Burgundy)
Spring pea soup (Madeira)
Lobster Thermidor with Duchess’ Potatoes (Mosel wine)
Tournedos with Morel mushrooms on a bed of braised cabbage (Red Bordeaux)
Passende kartoffel til Duchess' potatoes
Rose water & mint sorbet (no wine)
Asparagus with Hollandaise and hard-boiled egg (Red Burgundy)
Fresh Fruit salad with Kirsch, mint leaves and syrup (Dessert wine)
Orange Surprise (springes over – drønbesværlig at lave…)
A selection of cheese (Dessert wine)
Coffee (Port)

“Vi har snydt lidt”, for C kunne ikke skaffe morkler; det blev til brune champignon i stedet. Hummeren bliver ændret til torsk. Eller var det laks? Nok torsk pga. det hvide kød.
Og ja… portvinen serveres ikke til osten, men til kaffen. De er skøre, de englændere…

Alt dette bliver frembragt af den samme datter, som for 14 år siden flyttede hjemmefra uden at kunne koge et æg. Der er sket en del på madfronten siden hun for en del år tilbage ringede til mig, og hun spurgte: “Mor, hvad er en knisp?” (Kn udtales som om næsen er helt stoppet).
Det varede lidt, inden det gik op for mig, at hun mente en knsp, men det er jo heller ikke nemt at gætte, at det betyder en knivspids.
”Hvor stor skal kniven være? Og hvor langt definerer man, at spidsen går til?” Yderst fornuftige spørgsmål…

18. december 2010

Hvornår var det nu, det var?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:51
Tags: , , , ,

P1000938Vi har været meget modige i dag. Dumdristige, hvis I spørger mig, men jeg er også en værre kylling, hvad bilkørsel i snestorm angår.
Johns fars samlever gennem mange år fyldte 85 og ville fejre det på Viby Kro med hendes og hans familier. Vi skulle være der 12:30 og kl. 11 var jeg temmelig indstillet på at melde afbud, for himmel og jord stod i ét, og vi bor altså på landet. Langt ude på landet.
John nægtede imidlertid, for han sagde, at med hans profession stopper han først med at køre bil, når det bliver direkte forbudt. Punktum. Jeg var meget tæt på at blive sur, for jeg syntes, det var uansvarligt at køre ud. Mine fremherskende følelser var dog nervøsitet og utryghed, så jeg helgarderede mig i stedet med vandflasker og ekstratøj nok til en polarekspedition. John tog skovlen som den eneste indrømmelse til vejret…
Vi begav os afsted, hvilket viste sig at være meget godt, for vi ville i givet fald have været de eneste der ikke var kommet, på trods af, at man i trafikradioen frarådede al udkørsel – folk havde klaret turen både fra Fakse Ladeplads, Hillerød og Slagelse. Jeg måtte hviske til John, at han var tilgivet… vi havde trods alt kun 8 km dertil og var dermed dem, der skulle køre den korteste vej.
‘Svigermor’ selv er meget frisk af sin alder – springer mere lettilbens rundt end mange 10-15 år yngre kvinder – og hun havde selv siddet bag rattet de 10 km, de skulle køre ad små veje, og hun var ét stort smil over det; man kunne godt ane, at hun var en smule stolt over præstationen.

Dækketallerkenerne var genstand for stor interesse og undren over, hvornår kroen mon egentlig blev kongelig privilegeret. Et ord de i øvrigt ikke kunne stave til… men var det mon i 1861 eller 1864? En googling af kroen afslører, at det var i 1861.

Tidligt hjemad igen – det holdt heldigvis op med at sne ved tretiden, og vi nåede oven i købet at se blå himmel, inden det blev mørkt.
Vinden havde lagt sig, sneploven havde gjort sit arbejde så fint, og Ellen var helt rolig igen. Det var helt utrolig smukt at køre hjem. Der var faldet rigtig meget sne; det burde have været helt mørkt, men var det slet ikke pga. al sneen.
Hvis vejret ellers kan arte sig i morgen, skal både John og jeg ud og gå amok med vores kameraer (han har nemlig styr på sin hvidbalance).

7. november 2010

Den lille forskel… eller den store?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 00:25
Tags: , ,

P1000306Anna og Aubrey fik hver en politibil, da vi var ude at handle i dag. De er helt ens og kan sige de rigtige lyde – hvilket jeg først fandt ud af i bilen på vej hjem, da nogle meget høje og troværdige sirenelyde nær havde fået mig til at køre ind i kantstenen…

Der blev leget meget med de biler i løbet af dagen, og et sted undervejs lød følgende ordveksling:
Anna: “We’re the police – so we save people and are nice to them.”
Aubrey: “No – I put people in the jail!”

Jeg hyggede mig en del over denne klassiske forskel på drenge og piger. Eller overfortolker jeg?

Fødselsdagen gik rigtig fint – børnene var meget søde og velopdragne indtil ca 22:30. Så ville de meget gerne i seng lige nu, og det var helst både mor og far, der skulle med hjem og putte dem.
Mor og far var såmænd ikke særlig kede af at få en undskyldning for at takke af for denne aften, og mommer var chauffør. John blev tilbage på gården for at redde familiens ære – når sandt skal siges, havde han vist overhovedet ikke lyst til at tage hjem allerede…P1000316

Jeg håber, jeg bliver 90 – for så får man masser af gaver… og vi var oven i købet kun den nærmeste familie. Alle gav ham en gave; ingen havde slået sig sammen, så det blev til en hel del.
Hvad ingen af os (bortet fra én…) lige havde forudset, var, at aftenen også bød på et frieri. Det var min yngste søsters kæreste gennem nogle år, der synes de skulle udvide næste års 50-års fødselsdag til at være lidt mere end det.
Jeg hørte ikke svaret, men de der sad i nærheden mente nok, at det var til den positive side.

Aftenens mest elegante herre var uden tvivl lille William. Med butterfly og vest og hele udstyret.
Desværre gik det lidt for sent op for ham, at han blev fotograferet, for netop da jeg afsluttede seancen, kiggede han på mig og sagde: “Rosiiiiin”. Jeg tror ikke han kender appelsiner, for rosiiiiin var ordet fra hans lille mund, hver gang han så et kamera.
Jeg ved godt, at jeg nok burde prale mest med mine egne børnebørn, men William er jeg altså lidt imponeret over. Han har et ordforråd, der er stort i forhold til hans 1½ år – han er oven i købet begyndt at danne sætninger, hvilket jeg synes er pænt tidligt. Selvfølgelig er jeg farvet af, at Charlotte ikke sagde mange ord før hun var næsten tre, og heller ingen af hendes børn har slået nogen rekorder i den retning. Det behøver dog ikke at være en hæmsko senere i livet, for Charlotte har så sandelig ordet i sin magt i dag, og hverken Anna aller Aubrey mangler ord…

P1000332

Familen samlet – tre af de fire generationer. Søstrene og jeg holdt lav profil her, men vi vendte stærkt tilbage – det billede er til gengæld bortcensureret af dette indlægs forfatter.

Der blev sagt mange pæne ord fra aftenens vært – alle blev nævnt i en eller anden sammenhæng.

P1000373

12. oktober 2010

Flere gallakjoler

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 22:10
Tags: ,

Bente leverede forleden et indlæg om sin søde teenagedatters hjemmedesignede og -syede gallakjole til en ungdomsskolefest. Samme datter deltager nu i et gallakjolekursus og skal selvfølgelig selv sy sin kjole til den store gallafest i 2011. Det er så imponerende, at de gider og at de har tid til at gå så højt op i noget, mange sikkert vil mene er aldeles uden betydning.
Det er ikke uden betydning, for man husker det resten af sit liv, og indlægget fik lynhurtigt mine tanker tilbage i tiden, både til min egen galla-gymnasiefest for 1000 år siden og til de gallafester i lidt nyere tid, hvortil Charlotte selv syede sine kjoler. Det er en meget stor aften, hvor alle sejl bliver sat til; med højt hår og det hele…

‘For 1000 år siden’ var for mit vedkommende i 1971 – før kameraets opfindelse 😉 – og vi dansede The Lanciers – gør nogen mon det endnu ved disse gallafester? Jeg ved, at man gjorde i 1994, men det er såmænd også ved at være en del år siden…
Den røde kjole var fra 2. g; den sølvfarvede var 3. g-kjolen. Man aner et delvist genbrug af halsudmykningen. Og lidt optimering af reolsystemets moduler…

Gallafest 1993 Gallafest 1994

POUL 75 ÅR-1995Til højre en anden udgave af en 18-årig Charlotte iført en mere beskeden kreation til sin morfars 75-års fødselsdag. Han var ikke helt tilfreds med disse lange kjoler, for han synes, at pige/kvindeben er så dejligt at se på. I sin tale til ham sagde C, at hun havde forstået budskabet og at det derfor udelukkende var for hans skyld, at slidsen startede så højt oppe.
Charlottes mor er i lånte fjer… det var dengang hun var pænt slank, akkeja akkeja… det er 15 år siden, kan den kvikke læser regne ud.
Brillerne og frisuren var da aldeles skrækkelige dengang, men det ændrer jo ikke en pind at svælge i det. Det er trods alt bedre end kassebukser. Alt andet er pænere end kassebukser…

Herunder ses på én gang seks af Cs kjoler ved vel nok temmelig mange kvinders største gallafest af dem alle: Brylluppet.
Hun havde syet både brudekjole med tilhørende kirke-anstændighedsjakke, moderens og de fire brudepigers kjoler. Det tog lidt tid… det skulle være ægte bespoke tailoring, så der var taget mål af hver enkelt af pigerne for at tage tilbørligt hensyn til skulderbredde, ærmelængde, brystplacering, taljeditto og benlængde.  
Jeg er ked af, at billedet ikke viser mit syrenfarvede outfit bedre, for det var temmelig unikt: lange, vide blondebukser inde under kjoledelen, hvis venstre ærme så ‘normalt’ ud og var lavet af samme indfarvede blondestof som bukserne, og hvis højre ærme nærmest kan sammenlignes med et 80’er flagermusærme. Det var et Hardy Amies-design, som ville have kostet mig trekvart formue, hvis jeg havde skullet betale for det. 
(Hun ordinerede helt flade ballerinasko til brudepigerne, fordi hun selv er så lille – C har højhælede sko på – det har de fire piger ikke 🙂 )

CHARLOTTE-TIM BRYLLUP-2004

Er du med på Bentes ide, som vi her laver om til en leg? Vis os din egen største gallakjole eller din alle tiders yndlingskjole*). Måske en datters. En søsters. En du har lånt eller syet eller blot drømt om… kom frem og fortæl om kjolen i dit liv, hvad enten den blev virkeliggjort eller er forblevet en drøm.

*)Yndlingskjole. Det er med d. En yngling med g betyder en ung mand, hvorved en ynglingskjole vil føre os over i transvestitternes univers…

27. juni 2010

Studenterfesten

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 23:35
Tags: , ,

Der er egentlig ikke så meget at sige. Det vil jeg så bruge en masse ord på…
Vejret var årets bedste til dato. De to søskende var glade og det var alle gæsterne også. Søster havde kokkereret torsdag og i går; i dag var det hendes bedste veninde og mig, der stod i køkkenet, mens resten af den disponible styrke riggede grill og borde til.
Det var lidt svært at beregne madmængder, for vi kunne blive et eller andet sted mellem 50 og 80 – det er ikke så nemt at holde styr på de unge mennesker, og roskildefestivalen trækker meget for tiden. Vi blev 60, så der endte med at være mere end rigeligt med mad.           

 Fire generationer – oldemor, morfar, moster studine og lille William En HTX’er og en ‘almindelig’ student.
Han er kommet ind hos Mærsk som (kommende) skibsofficer, så han er bare glad.
Hun bliver sygeplejerske.
Joh… det var hende der blev 18 i marts, hvis nogen skulle mene, de har set den unge dame før 🙂
 Samarbejde er en god ting; både når grisen skal sprøjtes og løftes på samme tid…
…og når der skal mer’ kul på. En efterhånden meget solbrændt gris… … som svigersøn her skærer ud med mesterhånd
Bønnesalat Tomat-mozarella-basilikum Pastasalat
P6270046 
Kartoffelsalaten og den grønne salat Må vi præsentere:
blå stue (hans) til venstre og
rød stue (hendes) til højre.
 Alle de gamle familien sad under pavillonens beskyttende tag.

Og så fik jeg da slet ikke taget billeder af de fantastiske dessertkager, søster havde lavet – ikke mindre end tre forskellige; den ene mere lækker end den anden.

Det var en god dag og aften med masser af snak og hygge.
Jeg må dog sige, at af en flok studenter at være, så var de faktisk bemærkelsesværdigt stille. Ikke at de ikke sludrede og hyggede, men hold da fast, hvor var de trætte. De har også været i fuld gang siden i onsdags – det er vist ikke blevet til mange timers søvn. Et par af dem var helt skeløjede af træthed, men bortset fra et par stykker, som fandt sig en seng (til at sove i, vel at mærke!), holdt resten flot ud.

26. juni 2010

En lille morgentur

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 10:39
Tags: , , , ,

To af min søsters tre børn er nysprungne studenter, så i morgen skal der holdes dobbelt studentergilde på gården. Det meste af to klasser og masser af familie… det kan godt begynde at ligne noget omkring de 60 gæster, så der skal tænkes store madtanker. Svigersønnen skaffer og griller en hel gris af passende størrelse – min søster bager brød, kreerer dessert og en masse tilbehør; til sidstnævnte assisteret af ældstedatteren og undertegnede.
Rygsæk Min egen, inden for familien berømte pastasalat og Annemads multismags-bønnesalat skal være mit bidrag. Jeg vil ankomme på gården tidligt i morgen formiddag for at hakke og snitte og så i øvrigt gå til hånde – der er meget at se til, når der skal bænkes og bespises så mange mennesker.
Vejret har bare at være godt, har det.

Pastasalaten blev der købt råvarer til i går, men eftersom jeg først fandt frem til omtalte bønnesalat i aftes, måtte jeg lige en tur i Brugsen her til morgen. Hvad var så mere passende end af afprøve min nysyede rygsæk (beregnet til, når vi skal trave rundt i op til flere amerikanske nationalparker) og gå turen i stedet for at tage bilen? Glorien er således pudset for i dag.

Min vej gik forbi en have, der var lidt alternativ i forhold til hvad man oftest ser. Fruen stod og hængte tøj til tørre, så jeg spurgte hende, om jeg måtte fotografere ‘udstillingen’. Det trak hun lidt på, men hun kom hen til mig og forklarede, at det var fordi den jo altså ikke var nær så pæn som den plejer at være, for hun havde endnu ikke fået plantet alt det ud, hun normalt gør.
Vi fik os en længere sludder om hendes have, og da jeg forsikrede hende om, at jeg syntes det var så nydeligt selv uden blomster, blev hun jo alligevel en anelse smigret, og jeg kunne bare fotografere løs…

image

Nederst i midten ses en stenhumle, som fik forvildet sig ind i vores hus forleden dag. Det er et dårligt billede, men jeg var nødt til at forevige den, inden den blev lukket ud af glasset, for når først det skete, ville den sikkert være meget utilbøjelig til at posere for mig. Det var en ordentlig krabat. Måske en dronning?

14. marts 2010

18 forår gammel

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 20:21
Tags: ,

Er min søde, yngste niece blevet i dag. Hende, der gør rent for mig.
I aftes havde hun samlet familie og venner til fest – først 33 af hendes såkaldt nærmeste til lækker middag, og kl. 21:30 troppede der omkring 30 venner op, og så var der ellers party i garagen. Vi andre halv- og helgamle blev inde i stuerne, men skulle da lige ud og lure, hvad der gik for sig.

P3140220 Garagen/værkstedet er en nyrenoveret bygning, så den er isoleret og dermed til at varme op vha. en terrassevarmer og et par små gasovne. Den store beholder til træpillerne til pillefyret er bestemt ikke køn at se på, men det blev klaret med en masse velour. Havemøbler blev sat op, og så kunne de ellers bare feste løs. Det gjorde de bestemt også…

Min bordherre til middagen var en meget ung mand på 21 år – han sad mellem sin mor og mig, og jeg fik medlidenhed med den stakkels unge fyr, som jeg kun kendte af navn.
Men hvad skete? Vi sad og pladrede løs under det meste af middagen, fordi vi hurtigt fandt ud af, at vi har præcis den samme, totalt intolerante holdning til dansk retskrivnings sørgelige forfatning i dagens Danmark. Vi var hele vejen rundt omkring folkeskolen, gymnasiet og universitetet, samt rundt om en hel del sprog, politik og samfundskundskab og en lille smule ide- og litteraturhistorie. Han var en herlig og meget vidende fætter, og jeg må indrømme, at jeg var lidt forbavset over at så ung en fyr gad snakke så meget og så længe med mig halvgamle moster. Hvis han kun var meget høflig, vil jeg helst ikke vide det…

Vi var meget tidligt hjemme. Tidligt om morgenen. For hulen, hvor er jeg træt i dag, men det er o.k., for det var en rigtig god fødselsdagsfest.


En gave fra et par af veninderne


Man  ønskede sig ‘udstyr’ – og er operainteresseret

 
En kusine havde været kreativ med en gammel vinylplade

 
Fødselsdagsbarnet danser med sin storesøster

– YESSS – lægger du os ud på Facebook?
– Nix, men I kan da sagtens blive lagt ud på nettet, 
  hvis det er det, I vil.
– Bare kør løs, moster! Vi er med på den værste.
Det opfattede jeg som en accept…


En tur i svømmepølen den blå blev det også til; med skumsprøjt på tilskuerne.

8. november 2009

Det gik ganske som det plejer…

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 22:25
Tags: ,

…der var ALT for meget mad.

Vi er vist nogen værre nogen her i Danmark. Søster kunne i dag fortælle os, at vi er det land i verden, der spiser mest kød. Det er da godt nok en rekord, som vi ikke behøver at være særlig stolte af. Pinstripe, se lige foranstående link. Og kom glad igen…
At hun så fandt ud af det, fordi hun søgte på, hvordan man optimalt varmer rødt kød op igen, er en helt anden historie.

Vi var 19 i går til fars fødselsdag, nemlig familien + de få af hans venner, der stadig er i live. Dette lyder måske lidt barsk, men det er jo sådan det er, når man bliver 89.

Han havde købt sig til forret og hovedret (indbagt laks og oksehøjreb med kartofler, forskelligt grønt og en yderst delikat sovs). Min søster ville selv lave desserten, som viste sig at være Panacotta…  UHMMM, det var godt 🙂 Og selv om billedet er lånt, så hendes udgave altså lige så godt ud. Og smagte sikkert mindst lige så godt…

Men som det så ofte går, når man får maden udefra, var der ALT for meget Oldefar 89 årmad. Vi kunne have bespist en middelstor provinsby, men det havde vi ikke lige tænkt på (ku’ da ellers ha’ været meget sjovt), så der var over halvdelen af kødet og tilbehøret tilbage, da alle var mætte. Forretten var nu også temmelig meget for rigelig, men den var bare så lækker, at vi simpelthen var nødt til at spise op. Og når forretten skal indtages, er de fleste meget sultne.

Det resulterede i, at nogen af os var til restemiddag på gården her til aften; ganske som vi plejer… Restemad, restevin, restecalvados, restedessert. Det var dejligt altsammen.

Vi fik noget af resten af resten af tilbehøret og den yderst delikate sovs med hjem til den hakkebøf, vi skal have i morgen, og som jeg tog ud af fryseren i morges. Det er i orden med næsten samme mad i tre dage i træk, for det ikke er i tidens ånd at smide mad ud, vel, VEL???

Charlotte havde sendt blomster til oldefar, og Anna sagde that she would like to see the flowers. And oldefar, by the way.

Det være hermed gjort, min lille nuserpige. Hun havde hørt sin mor bestille blomsterne via telefonen og skulle lige have den sag ført til dørs 😀

3. september 2009

Et engelsk-dansk bryllup eller ‘Poeten og Lillemor’

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 21:01
Tags: , ,

Jeg har endnu ikke helt sluppet tankerne om mine englændere, hvilket giver mig en glimrende anledning til at tænke tilbage på C&Ts bryllup for godt fem år siden. I anledning af denne træbryllupsdag havde Tim som en hyldest til sin kone skrevet et lille digt, som kan læses sidst i indlægget. Jeg vil på det kraftigste understrege, at det selvfølgelig er med både Poetens og Lillemors absolutte billigelse, at jeg offentliggør det. Charlotte var lidt rørt over digtet, men måtte bestemt også smile en del undervejs… det er en kærlighedserklæring, men ikke af den grund rørstrømsk eller privat.

Brylluppet blev holdt på fædrenegården, med deltagelse af lige dele englændere og danskere. Til den kirkelige handling var der valgt salmer, der findes på begge sprog, så UK blev placeret til højre og DK til venstre, og så sang vi ellers den samme melodi, men ordene var forskellige. Præsten talte et nydeligt engelsk og holdt en god prædiken, hvis hovedindhold man vel næsten kan gætte sig til; alt i alt en god oplevelse og start på dagen for alle.

Dagen og festen kunne jeg skrive irriterende meget om, men jeg skal prøve at begrænse mig.
Vore danske bryllupsskikke overraskede englænderne en hel del. Da ‘nogen’ den første gang begyndte at slå med bestikket på tallerkenen, var de et studie værd… Man kunne tydeligt se deres afgrundsdybe undren over, hvad den dér helt enormt uhøflige opførsel dog kunne betyde. Men de jublede og hujede, da de fandt ud af det og var bestemt ikke sene til selv at tage initiativet senere :-) 
Skikken med, at hvis den ene part forlader bordet, må den anden kysses af gæsterne af modsat køn, var de også totalt færdige over. Én af Tims venner nåede tre gange rundt, mens Tim var væk et øjeblik. Han forklarede det med blink i øjet og med et stort smil: “Hvor mange gange i mit liv får jeg ellers lov til at kysse denne vidunderlige kvinde; helt legalt og uden, at hun vil gøre modstand?”

Alle de personlige taler, underholdning og sange vakte også lykke – “This is the best wedding ever”, lød det flere gange.

At maden blev leveret af Thomas Kok, gjorde bestemt ikke oplevelsen mindre. Han er så afgjort anbefalelsesværdig – han er faktisk helt, aldeles og totalt fantastisk.

I England er det tradition, at ægtemanden alene ved, hvor bryllupsrejsen går hen; det skal være en dyb og velbevaret hemmelighed. Tim havde spurgt mig, om jeg ville være behjælpelig med at finde en passende brudesuite til dem, og blandt mine fem forslag var ‘The Karen Blixen Suite’ på d’Angleterre. Jeg vidste ikke dengang hvorfor det var så vigtigt for ham, at det lige blev den, men det afsløredes senere, at det selvfølgelig var fordi, han havde valgt en ‘Karen Blixen Safari – 1920th style’ som en del af bryllupsrejsen, og Tim sagde til mig: “Please don’t ever tell Charlotte how expensive it is – she’ll kill me!”, hvilket jeg selvfølgelig lovede. Brylluppet stod d. 31. juli, og hvad Tim lige havde overset midt i al bryllupsfebrilskheden var, at hans kreditkort udløb lige præcis den dag, så da de stod i receptionen på d’Angleterre kl. et godt stykke over midnat, blev hans kort derfor afvist, og han var med meget røde ører nødt til at bede Charlotte om at betale med hendes kort 😀

C havde selv designet og syet alle seks kjoler. Hun havde haft meget travlt... Smukt arrangerede og velsmagende tapas   Desserten. Specielt bananen i midten var genstand for MANGE kommentarer
Er kommentarer nødvendige?      Man kan ligeså godt starte nu med at høre efter, hvad hustruen siger... Yderst traditionelt :-)

Five Years

Five years ago today, I’d been waiting in the church a while:
…It’s all ok, now you’re coming down the aisle!
Beautiful in your Hardy Amies wedding dress
Made by your own fair hand, no less!

Then it was back to the Farm, for lunch and speeches
…But I ended up in the swimming pool, speechless!
Like a drowned rat I arrived at the Angleterre
And our deep romance started there!

Next was Africa, for a tented safari:
Up early in the morning with our guides from Somali!
Then off to Tanzania and a wonderful five-star resort
With just one day out, to get a visa for my passport!

Back to London then, to run the Plc
And do up and sell number thirty-three
You made our house a home, down in the country
Lace at the windows, and all very ‘hyglig’!

Before we knew it you were pregnant with our little girl,
Who took five hours to come into the world
…A little longer than she ought’a
‘Cos we forgot to fill the bath with water!

Then only a few weeks later, before we had a chance to organise
You were pregnant again, to my delight and your surprise!
Aubrey was nearly born in the car, so again there was no time for the tub,
But all went well, and six hours later we were all in the pub!

Despite being pregnant for two years and having Pilgrim to run
And two children in nappies, we still had some fun:
No more cinema or lie-ins in the morning
But seeing our children grow up – little people forming

Simpler days then followed in comfort at number eighteen
With Anna talking and Aubrey walking, they passed like a dream.
“No more babies allowed!”…but we still yearned for expansion:
Time to sell up, start a business, and buy a derelict mansion!

16. august 2009

Hyggelig weekend

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:56
Tags: ,

Noget af 'campingpladsen' Så er fætter-kusinefesten forbi for denne gang. Den hvertandetårlige komsammen for slægtninge fra vores mors side af familien. Vi er vistnok omkring 150 potentielle deltagere, men er til gengæld spredt over et relativt stort geografisk område, så det bliver aldrig til så mange – denne gang til 37. Mor havde et par tvillingesøstre, som emigrerede til Sverige som ganske unge og stiftede deres familier deroppe. De fik tilsammen 14 børn (9+5). Vi kender langtfra alle vores svenKroket - og andetsteds kongespilletske fætre og kusiner, men får gerne mindst ét nyt ansigt tilføjet til listen, hver gang vi er sammen. To denne gang, faktisk…
Nogle af os er faste gengangere; andre kommer og går, så at sige, fra gang til gang.

Det var vores tur i år, så det blev naturligvis holdt på fædrenegården. Der skal immervæk produceres en vis mængde fødemidler til så mange, når vi starter kl. 14 om lørdagen med kaffe/kagebord og senere skal have tre retter mad, så min ene søster og jeg startede fredag aften (hun var allerede startet torsdag), blev ved til sent og fortsatte lørdag morgen. Anden søster kom ved middagstid lørdag, for hun ville lige nå at besøge far, som p.t. er indlagt på hospital. Men da de første gæster ankom kl. 14, var vi fuldstændig færdige (måske i mere end én forstand 😉 ) og havde helt styr på tingene.

Morgenbordet udendørs - dejligt vejr Det blev, ganske som det plejer, meget, meget hyggeligt. Fire generationer i alderen fra 3½ måned til 86 år.
Vi tændte bål ved midnatstid og de, der ikke skulle overnatte, kørte ved 3-tiden om morgenen. Der var en del, der havde slået lejr og sov på ‘campingpladsen’ bagerst i den store have – mange kommer jo langvejs fra – så vi sluttede her til morgen/formiddag med morgenbord til 20, inden der blev sagt farvel til de sidste et eller andet sted mellem klokken 11 og 12.

En sidegevinst for mit vedkommende var, at en af vores fætre og hans kone havde besøg af en gammel skolekammerat, med husbond, fra Santa Barbara i Californien. I stedet for at melde afbud til vores arrangement, spurgte de heldigvis, om de måtte komme alle fire. Selvfølgelig måtte de det, og jeg fik mig en ny veninde. Det var en skøn, skøn kvinde – hun og jeg ‘faldt i hak’ fra første øjeblik, og vi nåede at tale rigtig meget sammen, inden de tog afsked i nat. Fætter påstod, at det vidste han da godt, at vi ville, fordi vi var to alen ud af et stykke. Han kender jo trods alt os begge to.
Nu har John og jeg en stående invitation til Santa Barbara. Det vil vi seriøst overveje til sommer – der er jo lige nogle amerikanske nationalparker, som i forvejen står meget højt på vores prioriteringsliste…

22. juni 2009

Midsommer eller midtsommer

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 20:17
Tags: , ,

Mandagstemaet.

Vidste I, at der d. 21. juni er 49 minutters længere dag at nyde i Skimageagen end i Gedser? Det og lidt mere om midsommer kan man læse om her.

Det er jo lige nu, det er midsommer og lyse nætter. I dag er dagen midt imellem årets længste dag og den dag,  hvor vi af uransalige årsager fejrer årets længste dag. Jeg har altid undret mig såre over, at når vi nu alligevel ikke fejrer det på dagen, hvorfor så ikke fastlægge fejringen til den fredag eller lørdag, som ligger nærmest d. 21. juni? Det kan de sagtens finde ud af i Sverige, og jeg synes, det kunne være skønt at kunne feste uden at skulle tænke på, at jeg skal tidligt op og på arbejde næste dag.

Det problem har vi så løst i min familie: Vi holder Skt. Hansfest på fædrenegården med bål og hele pibetøjet. På en lørdag. I år bliver det lørdagen efter Skt. Hans; det kan svinge lidt, om vi snupper lørdagen før eller efter.
Vi gør det på den måde, at både vores far og vi tre søstre inviterer noget familie og “egne” venner, som alle kender konceptet efterhånden:
Man kommer hver især med et lille bidrag til en fællesbuffet og tager selv kød med til eget forbrug + ditto drikkevarer.
  Så sætter vi tilstrækkeligt med griller op, til at der er rigelig plads til alle bøfferne/pølserne/mørbradene – vi skulle jo helst spise nogenlunde på samme tid alle sammen. Vi sætter pavilloner op, hvis vejret ser truende ud, men vi har 7-9-13 endnu ikke haft brug for dem. Det har nogen gange været skidekoldt, men alle ved, at det foregår udendørs, så der er medbragt fornuftigt tøj i store mængder.
Billedet er, for at sikre de tilstedeværende et minimum af anonymitet, 11 år gammelt :-)  Jeg kan nemlig ikke finde ud af at sløre folks ansigter uden at have et specielt fotoredigeringsprogram…
imageDet er altid rigtig hyggeligt – antallet svinger lidt fra år til år; nogen har allerede startet sommerferie, og andre kan ikke af andre årsager, så det veksler mellem 35 og 50. Og buffeten bugner med SÅ meget lækker mad.

Vi sætter relativt store og varierede mængder sennep, ketchup, grillmarinader og -olier frem til fri afbenyttelse – og giver selvfølgelig lidt senere kaffen plus lidt hjemmebagt kage…

For nogle år siden solgte en lokal, konkursramt kro ud af køkkensagerne og servicet. På gården er der masser af opbevaringsplads, så vi benyttede os af chancen – nu er der ens tallerkener af de tre mest anvendte slags, kopper, alskens glas og bestik til at dække op til omkring 70. Det er muligvis en anelse blæret, men på den anden side rigtig dejligt, at man ikke længere skal slæbe alting frem og tilbage mellem vores hjem.

Blog på WordPress.com.