Forleden dag var Trine Andersen gæst i Det Gode Selskab på P5. Hun er sprogrevser og luftede nogle gode meninger og observationer vedrørende vores sprog.
Man synes jo altid, at andres meninger er vældig gode og fornuftige, når de stemmer overens med ens egne …
Trine fik 6 i skriftlig dansk til studentereksamen, så det har måske ikke dengang stået lysende klart, at hun senere i livet skulle oprette en instagramprofil, hun kalder Grammatiktossen.
Hendes sekstal behøver faktisk ikke at betyde, at hun var dårlig til dansk. Jeg fik heller ikke særlig gode danskkarakterer, men der var sjældent noget at udsætte på min stavning og min grammatik. De halvdårlige karakterer skyldtes primært, at jeg ikke kunne fordrage at tolke digte eller sønderrive klassikere. Jeg var for ofte uenig med lærerguruen (Dansklærerforeningens vejledning), hvilket man bestemt ikke skulle være! Ingen individuelle og dermed uautoriserede meninger, tak! Jeg hævdede ofte, men talte for døve øren, at den enes opfattelse af et eller andet litterært kunstværk kunne være lige så rigtig som den andens. Eller som Dansklærerforeningens …
Jeg var, og det har jeg på skrift fra samme lærer, jeg diskuterede så meget andet med, den eneste i klassen der kunne skrive noveller, og det var da også sådanne to, der gav mig mit eneste 11- hhv.13-tal i gymnasiet. Jeg skulle i en stil analysere ugebladsnoveller og gjorde det i form af at skrive en så fed parodi på en, at den nærmest stank. Men jeg fik 13.
11-tallet var for en science fiction-novelle. Da vi kom til Kierkegaard, bundede jeg med et 6-tal, men han var også slem. Jeg så aldrig kierkegaardslyset.
Der er heldigvis andre end mig, der kan få røde knopper af ovenstående meget hyppige fejl. De første fem punkter har jeg ytret mig om op til flere gange, mens hans/sin ikke kan bringe mig lige så meget i affekt som fx ‘massere af’, der ses hyppigere og hyppigere, men sådan er det med de sociale medier: Man ser tit den samme fejl og dermed kommer de lidt mere usikre sprogbrugere i tvivl og konkluderer, at det forkerte må være det rigtige.
Sprogfejl er selvforstærkende, desværre, og når selv journalister og andre professionelle sprogbrugere begår graverende fejl … ja, så skal det da nærmest gå helt galt.
Skal man rette folk eller ej? Det kommer an på … det kan være umådelig svært at lade være; især for det skrevne sprogs vedkommende. I det talte kan visse hyppige fejl være enten dialekt eller udtryk for en personlig præference, men de bør luges ud på skrift.
Trine var også inde på, hvor meget hun selv får hug, fordi folk kaster sig over hende, når hun selv begår fejl. Janteloven træder i karakter, men også Murphys lov gør sig gældende her, for der er stensikkert fejl i mine indlæg, når jeg brokker mig over det danske sprogs forfald. Ingen er perfekt, slet ikke jeg, og kommatering er min største svaghed. Mine indlæg er ret talesprogsprægede, hvilket er bevidst!
Selvfølgelig kan jeg ikke lide at blive grebet i en fejl, men på den anden side vil jeg gerne vide det, så jeg ikke begår den mere. Det er ret tankevækkende, hvor hændervaskende/fornærmede/sure/vrede folk kan blive over at blive gjort opmærksom på sproglige fejl både i forbindelse med butiksskiltning og i mere privat regi.
Kan man rette med humoren i højsædet, kan man ofte nå lidt længere – eller i hvert fald undgå at blive slået ihjel.
Humoren i tekstboksen til højre kunne jeg ikke stå for. Heller ikke den ufrivillige herunder.
Jeg fylder snart 70, men kan stadig få børn. Det kom som lidt af en overraskelse … jeg ville oven i købet kunne medvirke i den aktuelle serie DR-serie med trillingeforældrene.
Men nej. Bare nej. Så ville det ikke engang være helt nok at blive de 94 år, der ellers er mit mål, selv om de tre børn måske ikke nødvendigvis er nyfødte.