Man skal aldrig være bange for at prøve noget nyt

I dag åbnede Gartneri Toftegaard for sæsonen, så vi kørte afsted i formiddags for at lægge en mindre formue der. Fem plantesække med den afsindigt gode jord fra Fagerhult i Sverige, en dunk med Toftegaards drivhusgødning, fire chilier, tre tomater, to squash, en agurk og en … jiaogulan. Jeg har aldrig så meget som hørt navnet, men det skulle naturligvis ikke forhindre mig i at tage et eksemplar med hjem. Hvis ikke jeg prøver, finder jeg jo aldrig ud af om det er noget jeg kan lide. Om ikke andet kan den vel se pæn ud, og kan den oven i dette overvintre, er det fint nok. En googling gav bl.a. følgende:
“Jeg står på en grøn skråning og betragter de rullende bakker af jiaogulan, også kendt som udødelighedsurten.
Plantens navn stammer fra den bemærkelsesværdigt længere levetid hos mennesker, der bor i den bjergrige Guizhou-provins i det sydvestlige Kina, hvor befolkningen regelmæssigt drikker en te fremstillet af jiaogulan/nady-blade.”
Jamen du godeste dog! Kan jeg nu ligefrem udødeliggøre mig selv? Det tror jeg naturligvis ikke på, men jeg har det lidt ligesom Niels Bohr, da han blev spurgt, om han virkelig troede på den slags (i forbindelse med, at intervieweren havde lagt mærke til en hestesko over NB’s indgangsdør).
Niels Bohr svarede: “Nej, naturligvis ikke, men jeg har ladet mig fortælle, at det virker, selv om man ikke tror på det.”
Et humoristisk og genialt svar fra et af Danmarks største genier nogensinde.

Jeg har ikke sat planterne i plantesækkene endnu, for sækkene med jord lå selvfølgelig udenfor, så jeg vil tro, at både jord og planter vil have godt af at opholde sig et par dage i drivhuset for at akklimatisere sig. Nej, ikke AFklimatisere! Jeg undrer mig over, at nogle en hel del kan tro, at det hedder således, for hvor er logikken i at skulle afklimatisere et eller andet? Hvad denne afklimatisering så end måtte indebære …

I forbindelse med min søgning ville jeg også lige tjekke, hvad jeg eventuelt kan gøre for at forebygge et angreb af spindemider på min agurkeplante. Sidste sommer var jeg nødt til at smide den ud længe før tid, fordi den var ødelagt af spindemider, som jeg havde opdaget alt, alt for sent.
Her stødte jeg på et yderst interessant biologisk – eller måske rettere fysiologisk – fænomen. De to klip er fra samme artikel og sætningerne stod et par afsnit fra hinanden:


Det er ret godt klaret at lægge æg med en diameter på 2-4 gange sin egen kropslængde, synes jeg.

Jeg håber jeg kan undgå spindemider i år – det var sikkert den voldsomme og tørre varme, der var skyld i sidste års heftige angreb, for det var første gang i min syvårige drivhuskarriere, det skete, men ingen ved jo endnu, hvad dette år vil bringe. Nu ved jeg i det mindste, at jeg skal være på vagt – det var jeg ikke sidste år.

Reklamer

Ikke kun i England

Skulle nogen være ved at løbe tør for strikkemønstre og/eller ideer, kan jeg anbefale Allfreeknitting, som tilbyder mere end 3000 gratis opskrifter.
Der er dermed rigeligt at gå i gang med. Det er naturligvis ikke alle 3000, man synes er værd at give sig i kast med – faktisk er der en hel del ret fjollede ting – men der skal nok være et par opskrifter, der rammer ens smag.

I går kunne jeg konstatere, at det ikke kun er i England, man har taget det gode danske ord ‘hygge’ til sig; det har man også i USA.
Det er da lidt sjovt, ikke sandt? Ikke mindst, at der ikke kun sker afsmitning fra engelsk til dansk, men at det også kan lade sig gøre den anden vej. Det drejer sig sandt at sige ikke om voldsomt meget, men lidt har også ret. Bluetooth er jo i bund og grund også dansk; det er så bare blevet oversat til engelsk, og derfor gælder det ikke helt.

---

Billederne herover er resultatet af farvningen med mit hjemmedyrkede japanske indigo.
Ditte og jeg delte en pose frø, så vi havde cirka 10 frø hver at gøre godt med. Hendes ville slet ikke makke ret, men fem af mine spirede og groede. De stod dog nok lidt for udsat, for det blev så langt fra til den frodighed, jeg har set på billeder af dyrkning af japansk indigo. Der blev kun 164 gram ud af det, da det var tørret, og det var med stængler und alles.
Ikke desto mindre skulle det prøves af – som jeg nævnte lige før, så har lidt også ret. Jeg sorterede ikke stænglerne fra, for jeg tænkte, at det ikke kunne skade at tage dem med, og på den måde undgik jeg helt spild.
Jeg fulgte fremgangsmåden fra Midgaards Have, og resultatet blev slet ikke tosset. Det er ikke den rigtige, dybe blå indigofarve, men ofte bliver japansk indigo til denne grønblå farve, som er lidt klarere i virkeligheden end billedet gengiver, og som jeg vældig godt kan lide. Hvis jeg ville indfarve med den rigtige indigo, har jeg jo det autoriserede pulver, så dette her er meget sjovere.
Jeg kunne godt tænke mig at prøve igen. Gad vide om det er for sent at så for i år?

Fredagssmil

Kender I Engrish? Det er en slags engelsk, som man taler (og skriver) ude i Østen. Betegnelsen stammer fra asiaters bytten rundt på ‘r’ og ‘l’. De har svært ved at høre forskel og har det endnu sværere med udtalen.
Jeg blev mindet om det og dermed inspireret til indlægget i morges, da jeg så skiltet med No smoking på Pinterest.
Hvis man billedgoogler Engrish, kommer der mange sjove eksempler op på, at Google Translate må have glimrende betingelser derude, men jeg vil nøjes med at vise jer fire af slagsen, netop fordi I selv kan fortsætte, hvis I har lyst.
Specifikt findes, udover Engrish, også Danglish (can you screw the music up?), Thaiglish og Dunglish (= hollandsk – the Dutch are a nation of undertakers, som Hollands Joop den Uyl engang sagde. Han mente iværksættere og ikke bedemænd).
Ved nærmere eftertanke skyldes Engrish og lignende nok ikke engang Google, men mere menneskelige misforståelser og/eller det, jeg kalder undersættelser. Begrebet kendes mere uspecifikt som False Friends, men de er alligevel ikke helt synonyme.
Jeg kender ingen asiatiske sprog, så det er svært for mig at vurdere, men eftersom Google arbejder med det skrevne sprog og ikke med lyde, ville tjenesten nok ikke forveksle allowed og aloud. Nedenstående stammer typisk fra en der kender ordets betydning, men ikke kan stave til det.

Gad vide, om skiltet er fundet på et bibliotek? “Det er okay at ryge, bare du er stille”.

Nå, men det er jo snart lørdag, så her er et passende skilt til at printe og sætte på soveværelsesdøren, så I ikke bliver forstyrret …

… for det er der, den slags normalt hører hjemme – det må i hvert fald ikke foregå i bussen!
Nå nej – det første piktogram (!) herunder symboliserer en tilskadekommen arm. Hvordan kunne jeg dog få det til andet end det???
Og det er mig, der påstår, at for den rene er alting rent …

Pyt – skulle du komme til at overtræde en eller anden lov, bliver du belønnet, så det kan næppe gå helt galt.

Dagens radiosmil

Det kan hurtigt gå galt, når man bliver interviewet i radioen og ikke har helt styr på, hvad man siger eller vil sige, formentlig fordi man er lidt nervøs.
“…fordi vi var spredt for vid og sans”.
Jeg ved godt, at hun mente, at de var spredt vidt omkring, for hun talte om sin familie, som ikke var nem at samle på én gang. Jeg tror hun sagde ‘for’ og ikke ‘fra’, men er ikke sikker. Uanset hvad, var det et af de mere pudsige metaformix, og jeg kom til at smile højt.
Den var i tvetydighed lidt på linje med en forhenværende kollegas, da hun i en tale sagde: “… men så raslede du også med jungletrommerne …” – her blev jeg dog aldrig helt klar over, hvad hun egentlig mente med det.

I dag har vi gået det, vi skal. Først ud for nærmest at tømme Superbrugsen, så jeg skal handle så lidt som muligt, mens englændene er her. De kommer i morgen aften … lander på et lidt fjollet tidspunkt; nemlig 19:10. De kommer så sent af samme grund, som vi tager bilen til juli: Flybilletterne var vildt dyre på mere menneskevenlige tidspunkter af dagen. Vi er således først hjemme i Den Stråtækte ved 20:30-tiden, så de skal ikke have aftensmad, men er måske lidt småsultne alligevel. Hvad serverer man så, når det ikke må være sødt – og altså dermed ikke en kage til en kopkaf eller te? Forslag modtages gerne.
Og glæder jeg mig? Naturligvis gør jeg det. Det er syv måneder siden de har været her, for sidst de var i Danmark, var vi i sommerhus ved Vesterhavet.

Gåturen gik ud langs fjorden og hjem bagom Sankt Peters kapel. Tænk, nu har vi boet her i fire år og har først lige opdaget den sti, der går bagved, men parallelt med fjorden. Lettere pinligt, faktisk, men det er fordi, vi altid har foretrukket at gå helt nede langs fjorden og ikke før i dag har tænkt på at gå lidt op ad Bækkeskovvej, idet vi har ment at vide, at der skal vi bare samme vej tilbage. Dér blev vi så klogere, men det sker der jo heller ikke noget ved.
John er stadig meget opsat på, at der skal ske noget med hans fysik, så han er rigtig god til at tage både sig selv og mig sammen til at komme ud at gå.
Når vejret oven i købet er som det er i dag, er det næsten en dødssynd at blive inde hele dagen.

The Chaos …

Mon ikke mange af jer er stødt på rimene i The Chaos som et led i at lære at udtale engelsk? Det starter således:
Dearest creature in Creation,
Studying English pronunciation,
I will teach you in my verse
Sounds like corpse, corps, horse and worse.
…
Og det slutter med disse ord:
Finally: which rhymes with "enough,"
Though, through, plough, cough, hough, or tough?
Hiccough has the sound of "cup"……
My advice is—give it up!

Nogle gange bliver man hjulpet af ord man kender, fx i linjen “And enamour rime with "hammer”.
Tim gav mig engang til opgave at læse det op, og for nu rigtig at blære mig, så greb han mig kun i et par fejl – det var så heller ikke første gang, jeg stødte på digtet, men første gang, der blev lyttet til mig af en englænder, så jeg var lidt spændt. Hele digtet kan læses her.

Jeg kom til at tænke på det, fordi jeg så Antiques Road Show fra Leominster. Som udtales Lemster. Det skal man vide.
Da jeg første gang udtalte navnet på vores sikkert af alle kendte engelske sovs (Worcestershire sauce) for John, gloede han på mig og sagde: “Det hedder da War-che-ster-sher!”
”Nix!, sagde jeg, “det udtales wooster[sher].” Det nægtede han at tro på, men måtte jo bøje sig, da han spurgte Charlotte og Tim, som til hans store fortrydelse sagde wooster.
Du kender såmænd selv andre eksempler, sagde jeg – Lester Square … hvordan staver du til det? (Leicester Sq.).
Du kender også Bicester (bister) and Gloucester (gloster).
Og Mousehole i Cornwall, som udtales mowzl.
Jo, han kunne da godt høre, at han kendte alle eksemplerne, men han troede altså ikke på mit wooster, før englænderne kunne bekræfte det.

Af de nok mindre kendte kan nævnes Happisburgh, som udtales Hazebruh, Wymondham (windham) og Godmanchester (gumster).
Hvis man begynder at studere engelske adelsnavne, bliver det endnu værre. Jeg vil nøjes med et enkelt eksempel: Cholmondeley, som udtales chumly.

Jeg læste en forklaring på de underlige udtalelser: The reasons are generally that people’s speech becomes sloppy, particularly when they are illiterate. The divergences between spelling and pronunciation occurred long before education became compulsory.
Hvis man lader første sætning stå alene, er det en forklaring, som fint kunne gælde for den tid vi lever i lige nu. Umiddelbart kommer jeg i tanke om s’jal’mokr’tiet og tills’mnds’pr’sntant. Det pudsige er, at det hovedsageligt er dem selv, der udtaler det så sjusket.

Denne gælder også på dansk. Elsker den …

Så kan vi få svar på tiltale, kan vi!

Det skal ikke handle om jul alt sammen … der skal også være plads til lidt sprogmæssige kommentarer, og opslaget jeg så forleden dag, gav inspirationen til dagens indlæg.

Når jeg bruger en vending som at få/give svar på tiltale, så mener jeg det præcist som der står i sproget.dk:

Jeg mener ikke, det betyder at få svar på det eller de spørgsmål, man har stillet en eller anden.
Det plejer at være en generation eller to under mig, der klokker rundt i udtrykkene og får ændret de go’e, gamle betydninger således, at der opstår pendulord.
Det bekymrer mig derfor en smule, at fejlen i dette tilfælde stammer fra Faglige Seniorers Kommunegruppe i Vordingborg, idet jeg går ud fra, at de ikke har sat en eller andens barnebarn til at forfatte skrivelsen.

Kan I læse det? Det er, pga. en snavset rude, beklageligvis ikke verdens bedste billede, men der står bl.a. således: Vi har inviteret lokale politikere samt en landspolitiker, der vil gi’ dig svar på tiltale om fremtiden og trafikken i kommunen.
Den formulering forudsætter, at spørgsmålstillerne har været mere eller mindre flabede eller ubehøvlede og at politikerne svarer igen på tilsvarende ubehagelige måde.
Jeg er forholdsvis sikker på, at det ikke er det, de faglige seniorer mente.
Husk i øvrigt, at man stiller spørgsmål, men man sætter spørgsmålstegn. Der er forskel, og jeg undrer mig ofte over, hvor folk stiller de spørgsmålstegn henne …

Svar på tiltale-misforståelsen er måske parallel med vendingen der er lagt i kakkelovnen… men det blev grundigt diskuteret her på bloggen i august sidste år, så det vil jeg ikke komme nærmere ind på nu.

Jeg undrer mig i øvrigt over, at sørgeligt mange skriver jer og jeres med stort begyndelsesbogstav, men af en eller anden grund godt er klar over, at du, dig og dine skrives med lille begyndelsesbogstav. Hvor er logikken lige blevet af i den tankegang? Jeg har hørt nogle hævde, at det skal med stort, fordi det er høfligt, hvilket ikke holder, for hvorfor skal man så kun være høflig over for jer, men ikke for dig?
I, De og Deres skrives med stort, fordi i, de og deres er noget andet. Ganske enkelt … men jeg havde en hel del diskussioner med kolleger om det, dengang jeg var arbejdsramt og læste korrektur på deres skriverier.  
Ovenstående med jer/jeres plus tilstede (som skal være til stede – ses næsten altid i et referat), manglende nutids-r og ikke mindst de utallige forkerte apostroffer udgjorde nok over 90 % af fejlene, når jeg fik tekster til korrekturlæsning.
Akkeja, det var dengang. Det er ved at være længe siden.

Der er forskel på cab og cap

Jeg kan godt forstå, hvis grønlænderne har det lidt svært med sprog. Deres eget er utroligt svært (men det synes de jo nok ikke selv), dansk er deres andet sprog, så engelsk kommer først som tredje sprog. Ikke så underligt, at det kan gå galt, og jeg vil ikke pege fingre ad dem, men jeg kunne altså ikke lade være med at grine, da jeg så dette skilt mens vi stod og ventede på vores kufferter udenfor lufthavnen.
En cab er en taxi. Hvis man taler om indlandsisen, og det gør man her, så hedder det the icecap.

Grønlands største lufthavn. Man bliver sommetider overrasket, men det var meget hyggeligt, og servicen var upåklagelig. Fordi de var ved at få nyt bagagebånd, kom bagagen på traktorvogne på området her foran, hvor vores guide stillede bussen, så han kunne køre bagagen til Polar Lodge. Det havde været hurtigere selv at trække den (bagagen altså; ikke bussen), for der var en genvej, som bussen ikke kunne tage, hvorfor vi kom til at vente på vores kuffterter. Vi trak dem selv til lufthavnen, da vi skulle hjem.

Her ses vores ‘icecab’ på Punkt 660 foran Grønlands icecap. Her er ret stort, og ví er ret små.

På vej tilbage fra indlandsisen gjorde vi holdt ved denne sø. Løbende henover midten af billedet fra venstre mod højre kan anes en mørkere stribe i isen. Hertil gik vandet indtil et par måneder før vi var der. Det forsvandt i løbet af en nat! Otte meter vand, der forsvinder fra en ganske stor sø … imponerende … ganske langsomt havde noget vand smeltet en bredere og bredere vej gennem isen, pludselig går det stærkt, fordi et eller andet bryder sammen, og en sø kan tømmes på ultrakort tid. Der har været nogle udsendelser i fjernsynet om det fascinerende fænomen.

Nu sætter jeg også en streg – ikke i isen, men i indlægget. Slut med Grønland i denne omgang.

---

Præcis i dag har min blog eksisteret i 10 år.
Fra de første, famlende forsøg til, hvad den har udviklet sig til gennem årene. Den har været med til lidt af hvert i mit (og andres) liv, hvor de tre nok mest betydningsfulde ting var min fars død, mit jobstop og min kræft. I sammenligning er alt andet småting, men det har været skønne 10 år, som har givet og lært mig meget, og, som noget af det allerbedste, har givet mig nogle fantastiske venner og nogle hyggelige bekendtskaber, som jeg aldrig ville have mødt, hvis det ikke havde været for blogland.
Nogle af jer har været med fra starten; der er nogle der er forsvundet og nye læsere er kommet til.
Hvor længe jeg bliver ved, vides ikke – intet varer evigt – men jeg er ikke part til at stoppe endnu.

Det var kun en faktor én million forkert … herregud da, betyder det noget?

Mennesket bliver fascineret af voldsomt vejr. Måske især hvis man ikke selv er ude i det …
Jeg er, og har været det siden jeg var en lille pige, fascineret af tordenvejr. Mange, mange gange har jeg siddet med min mor, talt sekunder og dermed regnet mig frem til, hvor langt væk uvejret befandt sig. Det har jeg skrevet om før, så ingen grund til at gentage det her.
Jeg oplevede jordskælvet i december 2008, men for dem, der lever med jordskælv på en nærmest daglig basis, må det have føltes som at blive sparket af en flue. Jeg kunne godt tænke mig at opleve et rigtigt jordskælv eller en tornado. Og så måske alligevel ikke …
Det er nok en hel del sikrere at gøre det, jeg gør i dag: Ser The World’s Deadliest Weather over BBC Earth.
Det er skam interessant nok, men atter en gang måtte jeg undre mig såre (og irriteres) over, at man kan kalde sig professionel oversætter og så ikke korrekt kunne oversætte engelske/amerikanske tal til dansk. Det er bare ikke i orden.
Utallige er de gange, jeg har hørt/set a billion oversat til en billion. Det er en milliard på dansk, men trods alt kun en faktor 1000 forkert.
Sjovt nok vidste dagens oversætter dette, men det fik ikke vedkommende til lidt senere at oversætte trillion til billion, som det retteligen betyder. Det er stadig ikke forbudt at tænke logiske tanker, selv om det nogle gange kan virke som om det var strafbart.

En engelsk trillion er 10¹².
En dansk trillion er 10¹⁸.
En forskel på 10⁶, hvilket er 1000 gange 1000 gange forkert – altså en million gange. En ikke ubetydelig fejl, skulle jeg mene. Heller ikke selv om man ikke taler økonomi, men ‘bare’ mængden af liter vand ved en oversvømmelse. 

Helt galt gik det, da jeg, for at være 100 % sikker på ikke selv at have klokket rundt i tallene, googlede “english trillion”
Ofte kommer der et oversættelsesforslag op, når jeg googler på andet end dansk, men dagens forslag var også dagens overraskelse, for jeg havde ikke lige troet, at selv google translate kunne finde på at oversætte trillion til Katherine.
Jeg synes i forvejen, at google translate er noget ynkeligt noget, men det her slog vist rekorden.
Rerfærdigvis skal det siges, at da jeg angav, at det skulle oversættes fra engelsk til dansk, stod der faktisk den rigtige billion i højre side, men jeg kan stadig ikke regne ud, hvad der var gang i til at begynde med.

Men igen: Min indtrængende opfordring til alle oversættere: LÆR DOG DE TAL!
Undskyld jeg råber, men det er åbenbart nødvendigt, for de kunne ikke høre mig, da jeg talte med almindelig stemmeføring.

Som om vi ikke havde nok i forvejen …

Vi fik slæbt hjem fra Sverige. Vi fik slæbt det allermest nødvendige med hjem; det jeg kan på ingen måde kan bære at skille mig af med.
Problemet er bare, at vi i forvejen har rigeligt af alt muligt.
Sådan bliver det jo, når man har to komplette hjem – jeg skal nok bare være er glad for, at vi ikke skulle tømme huset for møbler og husgeråd, men mange af vægtæpperne jeg har syet, nænner jeg ikke at lade følge med i købet. Jeg gjorde det med de to nyeste, som var specielt designet til stuen og farverne den fik ved renoveringen i 2010, men resten måtte med hjem. Det ene skal en af Die Drei Mädchen have, for hun har altid syntes så godt om netop det tæppe. Et andet er kommet op på børneværelset, et tredje bliver hængt i soveværelset, hvor det der hænger nu nok ryger ud, for jeg har aldrig været 100 % tilfreds med det. Det sidste … tjah …

Lige nu roder der vildt med kasser nede i min ellers så fine og nyordnede systue. Jeg har fået meget på plads, men der mangler stadig en del … selvfølgelig den del af det, jeg ikke helt ved hvor jeg skal gøre af. På fredag kommer Det Fast Sammentømrede Engelskhold, og så ville jeg vældig gerne have tingene i orden inden da. Jeg vil ikke skille mig af med det, men i virkeligheden har vi ikke rigtig plads til det, og jeg gider ikke have et overfyldt hjem.
What to do? 

Jeg synes heller ikke jeg bestiller andet end at vaske håndklæder og sengetøj for tiden – først sættene fra Fanø, inklusive det, jeg havde med til Ditte, fordi hun kom med tog herned, og nu seks sæt fra opholdet ved Houvig. Englænderne kører med dobbeltdyner, så de har ikke sengetøj til enkeltsenge, andet end til børnene, så det sørger den flinke Ellen altid for i vores jyllandsferier.
Brændet, som vi tog med hjem i går, skulle også ind fra traileren og stables. Frisøren, som jeg på pinligste vis fuldstændig havde svedt ud i går, havde heldigvis en tid i dag i stedet for, men det skulle så også lige nås. John skulle over for at hjælpe den midlertidigt invalide Søren med at tage pavillonen ned, for den var ved at blæse ned – og ville dermed smadre hans drivhus.
Vi har en anelse travlt.
Hvem var det lige, der påstod, at pensionister har ferie hver dag? Jeg har altid opponeret mod dette, og lige nu gælder det da slet ikke!

Emneskift.
Eftermiddagskaffepausen (det skal der være tid til) blev indtaget i selskab med den britiske bageguru Paul Hollywood, som også er den ene af dommerne i den britiske bagedyst. Ham er jeg ret vild med, og han kan ikke gøre for, at at poppyseeds blev ‘oversat’ til solsikkekerner.
Poppyseeds er birkes, og selv folk, der er oversættere og ikke bagere, burde kende forskellen på de to – især når man samtidig viser billeder af bagels med birkes.

Houston, we have a problem … uddrag af den private kommunikation …

Jeg troede englænderne ville blive forsinkede og få et døgn mindre i det rigtigt rare hus, vi har fundet denne gang – ikke fordi dem vi finder plejer at være decideret ‘urare’, men dette er lidt hyggeligere end gennemsnittet og derudover ligger det kun 300 meter fra vandet.
Det ville godt nok have været en kedelig start på deres ferie, hvis de skulle strande på et eller andet hotel i Holland eller Tyskland – jeg ved ikke lige hvor, men i hvert fald syv timer fra at kunne ankomme til feriehuset.

Øv, hvor har jeg ondt af både de to syge stakler og såmænd også lidt de to raske af flokken. Det er simpelthen for surt for dem alle sammen.

I nogle timer troede jeg de ville blive et døgn forsinkede, fordi de var nødt til at blive på hotellet for at ligge og være hundesyge, men ved halvtolvtiden løb beskeden ind om, at de var on their way og ville ankomme ca. 18:30.
Jeg åndede lettet op, men bliver først rigtig glad, når de er ankommet og kan blive taget under mors/mormors beskyttende vinger.

                                

Og så fik jeg atter en gang bekræftet, hvor svært det er med de der forholdsord på forskellige sprog, fordi man sjældent bruger de samme til de samme forholdsled.
Jeg ‘undersatte’ åbenbart bumpene PÅ vejen, for Tim belærte mig på sin høflige måde, at det på engelsk hedder bumps IN the road.
Øv. Men nu ved jeg det til næste gang.
Bemærk i øvrigt, hvordan ‘hygge’ er blevet en del af Tims sprog – her med engelsk bøjning, ganske som vi danskere staver og udtaler engelske låneord på engelsk, men bøjer dem på dansk.
Jeg fandt også ud af, at overskriftens ord ikke er det korrekte citat fra Apollo 13, men blev brugt af Tom Hanks i filmen om den.
Det, der blev sagt var:
Swigert: "Okay, Houston, we’ve had a problem here."
Lousma: "This is Houston. Say again, please."
Nu har jeg lært endnu mere i dag … alle bruger jo filmcitatet, men det er så i virkeligheden forkert.

Det var en ganske nydelig solnedgang i aftes. Måske den sidste pæne set her fra huset – det bliver dårligt vejr og vist nærmest stormvejr i overmorgen.
Men det gør ikke spor – bare det ikke varer resten af ugen …

Verden er af lava

Nej, det er verden ikke. Af lava, altså. Man skal godt nok ikke undervurdere omfanget af katastrofen, hvis – når – en supervulkan går i udbrud, men hvis hele verden virkelig derefter var af lava, var der sandsynligvis ikke nogen til at skrive om det. Når gamle talemåder på denne måde bliver ændret til nogles fornøjelse og andres misfornøjelse, er det ofte fordi ingen længere kender de begreber, de oprindelig handlede om. Et gran, fx, som er blevet til et gram salt. For nogle er det alfa og romeo, at man ved, hvad et gran er, og hvis ikke man ved den slags, bliver man hurtigt hæklet af, og den slags personager gider vi på ingen måde være kop og kande med … så hellere brænde sine broer i begge ender. Hvilket dog er ret dumt, hvis man befinder sig midt på en af dem.

Nok om det. Vejret er en smule af lave (hvor logikken mht. lava så lige skulle være her, har jeg lidt svært ved at se …), for efter den næsten fem måneder lange sommer har vi nu allerede fået nattefrost. Også i England, helt usædvanligt tidligt, til Charlottes store fortrydelse. Hendes dahliaer, som i forvejen var længe om at blive til noget, døde alle, bortset fra en enkelt, på en nat. Det blev dermed en kort fornøjelse med dem i år. Vi har dog endnu ikke haft nattefrost ved Den Stråtækte – så vidt jeg ved; vi er nemlig i Sverige lige nu, og her var der to frostgrader i morges kl. 7.

Jeg var faktisk for en gangs skyld 100 % parat til efteråret pga. den usædvanligt lange og varme sommer, men jeg er altså ikke helt parat til nattefrost allerede … er det ikke lige tidligt nok, at den har indfundet sig?

Hov, nu står der pludselig et par, der vil se på huset. Det har vi da ikke hørt en lyd om! Vi troede derfor, de havde set skiltet ved vejen og kom ind, fordi de så John gå ruindt udenfor, men de har en aftale med mægleren, sagde de.
Hun skal altså fyres, den mægler. Vi har netop i aftes talt om, at hun ikke er specielt aktiv. Hun kan selvfølgelig ikke direkte shanghaje købere, men vi er ikke imponerede over hendes indsats. Hun kunne da i det mindste fortælle os, når der kommer nogen for at kigge. Og selv komme til den aftalte tid …
John viste dem rundt i kælderen, mens jeg spurtede ind og redte sengene. Heldigvis roder vi ikke, når vi kun er os to, så huset står pænt; det var bare sengene, der lige skulle lægges sengetæpper på.
Okay … hvis det bliver solgt til dem, der kigger nu, så bliver hun ikke fyret …

Dumpet i oversættelse

BTI Studios, som oversætter BBC Brit og BBC Earth, som vi ser en del af, og som ellers har glimrende oversættere, laver nogle pudsige fejl sommetider. Måske går det for stærkt?
De fleste i min generation har sikkert lagt mærke til, hvordan patetisk nu oftest anvendes i den engelske betydning – altså i betydningen ynkelig eller sørgelig og ikke i den go’e, gamle danske, som, dengang jeg lærte at bruge ordet, betød med patos; [overdrevent] følelsesfuld. 
Ordet har officielt ændret betydning, eller rettere: Nu kan det betyde begge dele, hvilket jo ikke gør forvirringen mindre, for ynkeligt er li’som ikke helt synoymt med stærkt følelsesladet.
Det samme er ved at ske for episk. Det er dog ikke helt nyt, for DDS opdagede det tilsyneladende i 1996, men det bliver brugt mere og mere i den engelske betydning, hvor den bedste oversættelse til dansk nok er storslået eller imponerende.
Det er en episk film, kan man se både på tryk og i tale. Hermed mener man ikke, at det er en fortællende film. Hvad det dog forhåbentlig også er, men episk betyder i min verden som i ODS’ som vedkommer, hører til heltedigtet (-digtningen); om digterværk: som har karakter af et epos; ogs. i alm. om digtart: fortællende, berettende (mods. dramatisk, lyrisk).
På BBC Brit så jeg en udsendelse om voldsomt vejr. Den engelske fortæller kaldte det an epic storm, og det blev oversat med et episk uvejr. Det synes jeg er noget vrøvl.
Endnu mere vrøvlet er det at oversætte hailstones med haglsten. Det hedder hagl på dansk. Ganske enkelt. Selv John, som ikke går så højt op i det som mig, kommenterede det: Haglsten??? Sikke noget vrøvl! Det er der da ikke noget, der hedder på dansk.

Jeg kan ikke lade være. Det er en gammel arbejdsskade. Jeg skal helst både høre originalsproget og nå at læse, hvad de oversætter det til.
En klassisk og lidt for hyppigt forekommende oversættelsesfejl (ikke så meget fra BBC-oversætternes side som fra DR’s) er også den med at oversætte billion til billion og ikke til milliard. Den der faktor 1000 er sjældent uvæsentlig.

Nå. Jeg hævder jo med jævne mellemrum, at ethvert levende sprog er og skal være i stadig udvikling og/eller forandring, men det er altså ikke professionelle oversættere, der skal puste forandringens vinde i gang. 
Det gælder naturligvis især et lille sprog som dansk, at der hele tiden kommer nye ord til. Det er ret svært at gøre et sprog, der kun tales af små seks millioner mennesker, til et verdenssprog. Jeg synes derfor, at vi godt kan tillade os at være en smule stolte af, at hygge nu er optaget i engelske ordbøger i netop den helt specielle danske betydning, som de kan bruge så mange ord på at forklare, og så alligevel ikke formår. Hygge er noget, der skal opleves for at forstå den rigtige betydning. Bare spørg Tim. Han tog ordet til sig, allerede da han lærte Charlotte at kende for 18 år siden.
Hans mål var at få det indført i det engelske sprog. Det er det så blevet, men det er godt nok ikke hans fortjeneste, selv om han har fået det indført i hele sin familie, som går og siger, at now we’re going to hugge os! Eller oh – it was so huggeligt yesterday, wasn’t it?
Det er meget, meget svært, faktisk umuligt, for en englænder at udtale det danske y.

Moster Skrap

Vi var til den årlige familiejulefrokost i går – hvilket selvfølgelig og som sædvanlig var meget hyggeligt.
En af repræsentanterne for generationen efter mig gik rundt og gav hånd. Hver gang sagde han “Pænt goddag”.
Jeg kan simpelthen ikke tage det udtryk. Kan.bare.IKKE!
Når telefonsælgere indleder med at sige: “Nå, så du er Ellen. Pænt goddag, Ellen!”, sidder jeg oppe i loftet af irritation og fortæller den formastelige i umisforståelige vendinger, hvad jeg mener om voksne mennesker, der ikke er kommet forbi Bamse og Kylling-stadiet.
Det hedder “goddag”, gør det. Det hedder så absolut ikke “pænt goddag”. Det er barnligt og det er hamrende irriterende at høre på.
Jeg kunne ikke lade være. Jeg var nødt til at fortælle dette til den nydelige unge mand.
Det foregik dog på en noget mere afslappet facon end jeg udøver over for telefonsælgere, og han tog det pænt … kunne faktisk godt se det efter at være blevet gjort opmærksom på det.
Nu er jeg spændt på, hvad han siger næste gang vi ses.

Senere, mens vi sad ved middagsbordet, sagde min bordnabo “advokado”.
Jamen altså … hun er ellers en yderst habil sprogbruger, både i skrift og tale, så jeg hviskede til hende, at der kun er ét ‘d’ i avokado – at det ikke har noget med en advokat at gøre.
Hun begyndte at grine – heldigvis.
”Ja, det er da også rigtigt. Jeg kan faktisk godt stave det korrekt, så jeg ved ikke hvorfor jeg udtaler det forkert. Nok fordi så mange siger det sådan.”
Så var den ude af verden. Hun var glad for at blive rettet, og jeg fik ikke ondt i maven.

Det er sjældent, jeg er så direkte over for folk, jeg er sammen med, for det er ikke altid til at vide, hvordan det vil blive modtaget, men sommetider bliver det bare for meget, som nu med Pænt Goddag-tendensen, og jeg ved også godt, hvad de fleste mener om sådan en moster Skrap som mig, der korrekser folk i tide og nok især i utide.
På den anden side kender de jo mig og min holdning til den slags ting. De synes også, at det er sjovt, når bloggen må agere ventil for min irritation, men derfra og til at finde det morsomt selv at blive ramt, kan der godt være et stykke vej.
Det gik dog godt i går.

Nu skal jeg bare have lært en hel masse, at det hedder i dag, i går, i morgen, osv. I TO ORD! Det er et forholdsled! For pokker da!
Og så påstår nogle oven i købet, at det er autocorrects skyld, men det passer ikke – autocorrect har fanden godt nok skabt i vrede, men ingen af slagsen retter “i morgen” til “imorgen”.
Andre hævder hårdnakket, at de lærte i skolen at skrive det i ét ord, men det tror jeg ikke på. Det VIL jeg ikke tro kan være sandt.

DR kan også være med. I en artikel om meteorsværmen Perseiderne, der ses på nattehimlen for tiden, skrev de således:

Arrgghhh.

Let’s go fly a kite

Let’s go fly a kite – Up to the highest height!
Har vi mon ikke alle set Mary Poppins? Jeg har i hvert fald, og jeg tror Charlotte så den 20 gange, da hun var barn. Sjovt nok syntes hendes børn ikke lige så godt om filmen, men de så den da et par gange.
Søndag formiddag kørte vi til Lynæs og Hundested.
Det var ret blæsende, så der var et hav (tøhø) af kitesurfers oppe ved Lynæs. De havde dæleme fart på.
Jeg har aldrig før set så mange på én gang – det var et fascinerende syn – at de ikke blæste ind i hinanden eller blev filtret sammen, kunne godt undre mig, men de har nok været tilstrækkelig rutinerede alle sammen.
Jeg forstår ikke helt, hvordan de bærer sig ad med at surfe lige så hurtigt mod vinden som med vinden. De har full speed på den ene vej, og vupti, så vender de på en tallerken og drøner lige så hurtigt den modsatte vej.

Og der var mange flere på vej ud og kitesurfe, kunne vi se. Der kom biler i en lind strøm med unge og yngre folk af begge køn – dog mest mænd – og der blev klædt om og slæbt drager ud i stor stil.
(Det er lidt pudsigt, at “de yngre” er ældre end “de unge”, ikke sandt? Sproget er ikke altid helt logisk. Når man er gammel, er man også ældre end når man bliver betegnet som ‘ældre’.)

Der var også gang i kitesurferskolen ude i vandet. Det så ud som om der var flere klasser, men lige her må de alle have været i gang med teorien, for ingen af dem havde en kite i nærheden.

Hvem der bare var 40 år yngre, for det ser rigtig sjovt ud … jeg bilder mig selv ind, at der ikke fandtes kitesurfing, da jeg var 25 år, men jeg tager muligvis fejl. Der var ‘almindelige’ surfere, så vidt jeg husker, men ikke kitesurfere. Jeg ville google historien, men fandt ikke rigtig nogen brugbare hit. Er der nogen af læserne der ved, hvornår Danmark så sine første kitesurfere?

Solblegede mariehøns og alternativ stavning

Jeg lagde i dag mærke til, hvor mange mariehøns der pludselig er kommet; de fleste af dem mere orange, end jeg synes de plejer at være. Der var også nogle med den ‘rigtige’ røde farve, men ikke i nær så stort et omfang.
De er begge syvplettede. Er den den samme art, eller er det ikke? Google var for en gangs skyld ikke min ven, så jeg fandt ikke noget svar.
De er såmænd nok bare blevet afblegede af al den sol … men gad vide, om det er ved at udvikle sig til at blive et mariehønseår? Vi har virkelig mange her hos os, men dog ikke i de mængder, der sommetider ses, hvor alt nærmest er dækket af rødt.

Bortset fra et par haverunder, hvor jeg lige fik pillet en smule ukrudt op, er meget af dagen foregået oppe i shelteret, hvor jeg har siddet og hygget, strikket, holdt sommerferie og nydt udsigten. Og ikke mindst den behagelige temperatur … solen har ikke skinnet så meget i dag, men det gør ikke spor, for det er rigeligt varmt til mig med 23°, og jeg kan alligevel ikke tåle at få sol efter kemoterapien. Bare ti minutter uden beskyttelse, så er jeg skoldet og huden klør. Den har godt nok lange bivirkninger, den kemo.
Det er altså ikke brok, bare en konstatering – hellere de smågener end dø af kræft!

Indimellem lurede jeg lidt rundt på de sociale medier og måtte smile højt over en stavemåde, jeg ikke havde oplevet før:
Bugge.
Kan I gætte, hvad der skulle have stået, når ordet som her står alene? Det hjælper at sige det højt, og ja: Der skulle have stået booke.
Det var en af de mere festlige stavefejl.
Måske er vedkommende nordmand.

Wiltshire har sit eget sprog

Det nye drivhus er færdigt og er indviet. Sådan et hedder a greenhouse på engelsk, og det har da også gjort mig grøn. Af misundelse. Nøj, hvor ville jeg gerne have sådan et stort drivhus, men i Den Stråtækte har vi ingen steder, et sådant hus kunne bygges.
Det er bygget efter mål, og det er særdeles solidt bygget i metal. De øverste vinduer åbner og lukker automatisk, mens den lange side manuelt kan åbnes og lukkes efter behov. Der er tagrende med et nedløbsrør, som fører opsamlet regnvand ned i en beholder, der er gravet ned under drivhuset, og hvori der er monteret en pumpe inde under bordet, så der (forhåbentlig) altid er regnvand til at vande med. C er i gang med at pumpe. 
Læg mærke til risten i gulvet. Den er lagt som et led i at være en tro kopi af de viktorianske drivhuse, men dengang var der indlagt varme under risten; det har C&T ikke gjort. Endnu … det skulle ikke undre mig, om det skete engang.
Sommeren er kommet. 22 grader i går, og i dag og især i morgen skulle det blive endnu varmere. The hottest bank holiday weekend in recorded history.

Swimmingpoolen er også færdig og indviet. I går blev den brugt flittigt. Af nogle … vandet er 16 grader og ALT for koldt til mig, men børnene var i mange gange i løbet af den varme dag.

Charlotte og Tim har en havemand, der kommer og ordner the walled garden, lidt ude foran huset og andre havesmåting, som er kedelige, men som skal gøres. Ray, som han hedder, er meget snakkesalig og har gerne en masse at fortælle. Han ynder at sige, at han ikke er født i landsbyen, men at han var to år, da han kom hertil i 1953. Han bor her stadig og har aldrig bevæget sig langt væk. Han har aldrig været i London. (En 24-årig landmandssøn, som har gravet noget ud for T&C, fortalte stolt, at I was in London once. To a tractor show!)
Jowjow, når her så dejligt, hvorfor så tage væk?
Ray er meget svær at forstå – selv Anna har svært ved det. Vi talte om ham ved morgenbordet, og Tim fortalte, at i Wiltshire har man sine egne ord, som ikke kan findes i de engelske ordbøger. Da Tim spurgte, hvad en græsbro (en stenbro med græs ovenpå) hedder, svarede han: We call it a drag, hvor drag udtales som en mellemting mellem drag and drug. Det ord kan ikke slås op med denne betydning. De har ikke bare deres egne ord, men en accent, der minder lidt om vendelbomålets, så jeg skal virkelig anstrenge mig for at forstå Ray – og jeg misser en del, må jeg indrømme.
I Wiltshire er de ikke bange for højder, men for dybder, hvilket i og for sig giver ret god mening … ingen bliver bange ved at kigge opad, men mange får det skidt, når de kigger ned.
Tim spurgte en lokal: Aren’t you afraid of heights?
Manden kiggede overbærende på ham og sagde: No. I’m not. In Wiltshire some people are afraid of depths, though. Why should anyone be afraid of heights?

Dette simple trick vil forbløffe dig … et klikfang!

For et stykke tid siden efterlyste en FB-sproggruppe et dansk ord for clickbait, og et lyst hoved foreslog klikfang. Totalt genialt, og jeg vil gøre hvad jeg kan for at få dette fine ord udbredt – selv om det nok bliver svært.
Vi har sikkert alle sammen set de irriterende tekster af samme art, som jeg har sat i dagens overskrift. Jeg klikker yderst sjældent på dem, for det varer ikke længe før man finder ud af, at de bare skal lokke én ind på en bestemt side, og at der normalt ikke er voldsom forbløffelse hos den, der falder i.

Klikfang eller ej … jeg har tænkt mig at offentliggøre resultatet af et forsøg, Charlotte havde iværksat, da vi var derovre, og som skulle afgøre, om et smart, men enkelt trick holdt vand, så at sige.
Hun havde hørt, at kobbermønter i vandet til afskårne blomster skulle forlænge deres levetid.
Kunne det nu passe? Er det så enkelt?
Hun troede ikke helt på det og foranstaltede derfor et lille forsøg: lige mange ens tulipaner i to ens vaser.
Derefter lagde hun en kobbermønt i den ene vase. Det var den optimale forsøgsopstilling med kun en enkelt parameter at måle på, og derfor med et umiddelbart tolkbart resultatet.
Da vi kom derover, var det fem dage siden, forsøget blev sat i gang. Jeg vidste endnu intet om det, men spurgte hende, hvorfor den ene vases tulipaner var stort set færdige, mens den andens stod så flot – og så fik jeg forklaringen.
Blomsterne med kobbermønten viste sig at holde mere end dobbelt så længe som dem uden. Så enkelt kan det åbenbart gøres.

I går kom min søde mand hjem med en overdådighed af tulipaner til mig. Bare fordi …
Jeg blev glad, og jeg kunne sætte tulipaner i ikke mindre end seks vaser – et herligt syn.
Der kom naturligvis 50 øre i hver vase (jeg havde heldigvis stadig nogle stykker i en bøtte), så nu satser jeg stærkt på, at de smukke tulipaner holder lige til vi skal til England igen.

Ramsløg. Ramsaltet

Vi sagde i morges til os selv og hinanden, at det sikkert var på tide at få indsamlet årets ramsløg til frisk brug og til tørring. Det blæser stadig en halv pelikan (og hvordan pokker opstår sådan et udtryk? Svaret kan I se på den indsatte tekst), men vi satsede på, at der ville være læ i en skov. Det havde vi ret i, og så var det pludselig dejlig mildt at være ude i solskinnet.
Ramsløgene var da også okay at plukke, men “på tide” antyder, at sæsonen ikke varer så længe endnu, og det gør den, for ramsløgene var kun dukket op i lyse pletter og stort set ikke inde i selve skoven.
Det forhindrede mig naturligvis ikke at høste 3-4 kilo, hvilket er virkelig meget, men jeg havde bestemt, at jeg ville afprøve om ramsløg kan bruges til plantefarvning.
I aften står den på ramsløgtærte og i morgen til frokost en omelet med ramsløg i stedet for spinat, i overmorgen … det skal nok blive brugt. Jeg tørrer også et par maskinfulde, for det er aldeles glimrende som vinterkrydderi.

Og nu til det ramsaltede, for jeg er i tvivl her: Hvis man kalder en bemærkning for ramsaltet, indebærer det så, at samme bemærkning har et stænk af humor, eller er det bare et surt opstød? Skal det være en kort og lakonisk bemærkning, eller kan en længere smøre af ord også være ramsaltet?

Jeg har undret mig over, at tv-medierne hvert år på denne tid høvler ud på gader og stræder for at spørge folk, hvad de skal bruge deres tilbagebetalte skat til. Som om det er penge, de har vundet … det er da folks egne surt tjente penge, de bare har haft lånt ud i et stykke tid, og som de nu får betalt tilbage. Man går da ikke ud og spørger, hvad folk får i løn, og hvordan de bruger den løn, men i princippet er ‘skattespørgsmålet’ det samme, og derfor synes jeg egentlig, det er lidt uforskammet. Og i øvrigt er jeg lodret ligeglad med, hvad andre bruger deres tilbagebetalte lån til.

Var det ramsaltet eller bare brok?

Kommunikation er svært

I går dumpede elregningen på svenskerhuset ind i min mailboks. Det gør den med regelmæssige mellemrum, så intet usædvanligt i det.
Jeg gik i netbanken og satte den til betaling. Intet usædvanligt i det.
Da jeg trykkede ‘godkend’, ville systemet ikke godkende – IBAN-nummeret (International Banking Account Number) var ikke validt. Tjekke, tjekke … det var rigtigt nok tastet, men jeg prøvede alligevel igen. Med samme resultat. Jeg lukkede netbanken ned og åbnede igen. Samme resultat. Jeg ventede til i dag. Samme resultat.
Så blev banken ringet op – jeg regnede med, at det var der, problemet lå, idet jeg på ingen måde kunne forestille mig, at der skulle være fejl i en pdf-fil/trykt girokort, der går ud til tusindvis af mennesker.
Banken fortalte mig, hvordan jeg en anden gang selv kunne tjekke et IBAN-nummers gyldighed, men nu tastede hun det ind og sagde, at der manglede to cifre; der skal være 24 til Sverige og her er kun 22 (SE625 000 000 005 746 100 14).
Så ringede jeg til kundeservice i e-on. Først skulle jeg fortælle en maskine, hvad mit ærinde var. Den forstod mig ikke. Jeg prøvede med flere varianter, men først da jeg nøjedes med ét ord (et meget tydeligt udtalt IBAN), blev jeg stillet videre til et rigtigt menneske.
Som ganske enkelt heller ikke forstod, hvad jeg sagde, selv om jeg forsøgte at lyde svensk. Det er jeg så åbenbart ikke specielt god til …
Efter en meget omstændelig samtale, hvor han gentagne gange spurgte, om jeg havde fået en forkert regning, spurgte jeg ham, om han ikke bare kunne tjekke det IBAN-nummer. Jojo …
Jeg remsede det op – igen på mit bedste svenske.
Han gentog: seksti tjugofem nul nul nul nul nul nul nul nul fem tjugofyra seks ett nul nul et fyra.
Nej. Jeg gentog. Det gjorde han også. Forkert. Syv er svært at sige på svensk for en dansker. Så spurgte jeg, om jeg skulle sige tallene på engelsk? Det gjorde jeg, og så fik han i det mindste fat i nummeret.
“Og hvad er der så forkert i det?” Spørger HAN!
“Ja, det er jo det, jeg spørger dig om! Det virker ikke! Der mangler to cifre for at være korrekt.”
”Hvad skal du bruge det nummer til?” Spørger HAN!
Min tålmodighed var efterhånden grundigt udfordret, men jeg svarede roligt, at det er det internationale banknummer, og hvis ikke det er korrekt, kan jeg ikke betale fakturaen.
”Aha! Du mener, at der er fejl i fakturaen?”
“NEJ, ikke på den måde!!! Der er fejl i det IBAN-nummer, der står på den!!!”
”Du ved godt, at det er OCR-nummeret, du skal opgive ved betalingen?”
”Ja. Det er for, at I skal kunne vide, hvem der betaler. IBAN-nummeret er til min bank, så de kan overføre mine penge til jer.”
”Ved du hvad, jeg tror jeg stiller dig om til en anden afdeling.”
“Rigtig god ide. Tak!”
Inden jeg nåede igennem til hvem det nu måtte være, fik jeg en lys ide: Hvorfor tager jeg dog ikke bare den forrige faktura frem?
Det gjorde jeg, og hvad stod der? SE625 000 000 005 746 100 14 50. Jamen der var jo de sidste to cifre!
Tænk engang at lave sådan en eklatant trykfejl – det er bare ikke særlig smart. Som i slet, slet ikke.
Stakkels kunder, der skal betale for første gang.
Det havde jeg ikke troet muligt – det var også derfor, jeg så sent fik tanken om at kigge tilbage. Og så naturligvis den kundeserviceknolds skyld, fordi han ikke anede, hvad et IBAN-nummer er. Han burde have kunnet hjælpe mig, skulle jeg mene.

Flirtende brandmænd?

De er altså underholdende, de der btistudios, som oversætter BBC Brit og BBC Earth. Forleden dag gav jeg eksemplerne med forkert oversatte tal, hvilket de tilsyneladende bliver ved med at excellere i.
Denne gang fik de 90 miles til at blive 1600 km. Det er 144 km … noget af en forskel, ikke sandt?
Og her var det ikke antallet af nuller, man ikke kunne finde ud af – jeg kan ikke gennemskue, hvordan man er nået frem til de 1600 km.
Dagens næste talfejl var dog en nul-fejl, så at sige: One thousand blev tekstet til 10.000.
Jeg vil råde alle til at være meget tilbageholdende med at stole på BBC Brits og Earths tal, hvis man holder sig til underteksterne.
Jeg undrer mig, for bortset fra disse eklatante fejl, leverer de faktisk et pænt stykke arbejde.

Næsten hele tiden …
I en nylig set QI gik et af de mange emner på brandmænd og den stang de benytter (eller engang benyttede), når de skal fra første sal til stuen og bilerne og hurtigt afsted til en ildebrand; stangen, der vist er ret så velkendt, om ikke andet så fra film og tegneserier. Den har givetvis eksisteret for de rigtige brandmænd engang, men i dag findes den vist kun som legepladsrekvisit.
Uanset om det er rigtige brandmænd eller legende børn, der benytter sådan en, så kurer de ned ad den. Ikke kurrer, som der stod i underteksten.
Det ekstra ‘r’ gav nogle associationer om flirtende og/eller syngende brandmænd.

Uha, det er svært med de tal …

Jeg vil SÅ gerne være færdig med Amsterdam-halstørklædet nu. Jeg er nået til det punkt, hvor det kun kan gå for langsomt, selv om jeg knokler og knokler. Der mangler fem farvestriber – og så lige en hæklet kant hele vejen rundt … satsede ellers på, at John skulle kunne have det på i morgen, hvor vi skal ‘i byen’, men jeg har ikke sagt det højt, for så skuffer jeg kun mig selv.
Jeg ser BBC Brit eller BBC Earth mens jeg strikker med en intensitet, at jeg får helt ondt i armene, hvad jeg ellers aldrig får af at strikke.
Det gik fuldstændig galt for oversætteren i dag – jeg så desværre ikke, hvem det var, men vedkommende må være talblind.
A hundred-foot high [something] blev oversat til tre meter.
Three quarters of a million blev til 75.000.
One hundred thousand blev til 1000.
Hvis ikke man forstår engelsk, men ellers er i besiddelse af en smule sund sans, må man have studset en del over de danske tal i den pågældende sammenhæng.
At 30 mi² blev til de rigtige 77 km², kan undre en anelse, men her skulle ikke blot oversættes, her skulle også regnes – eller i hvert fald slås op. At det så er 77,6 km², således at der burde have stået 78 km², er i petitesseafdelingen.
Og jo: Jeg kan skam udmærket lytte, læse undertekster og strikke på Amsterdam samtidig!
If you want something said, ask a man; if you want something done, ask a woman, som Margaret Thatcher sagde.

38 down, 5 to go. Og så sidder jeg bare her og skriver.
Sæt i gang, Ellen!

Falmet skønhed

John var ikke helt på mærkerne i morges, så vi tog det meget roligt i formiddags. Så roligt, at han sov til klokken 11, hvorefter han mente, at vi godt kunne gå en tur, hvis bare jeg var indstillet på, at det blev i pensionisttempo, hvilket jeg naturligvis var – jeg var bare lettet over, at mavepinen blev bedre og ikke værre.
Vi tog bussen op til Mellieha, hvor vi gik en tur rundt og hvor vi spiste frokost.
Det er en lille by, som tilsyneladende lever i et særdeles mageligt tempo – der var ikke mange mennesker på gaderne, ejheller mange biler, som vi ellers ser overalt på øen i stort og tæt antal.
De har mange af disse fine skilte med husnavne på – det så vi også i Marsaxlokk, og her har jeg gengivet et lille udvalg.
Nogle af gaderne er som i Valetta: meget stejle. Her var der da slet ingen fare for at blive kørt over … det var vældig hyggeligt, og oppe fra kirken var der naturligvis en fantastisk udsigt.

Byen giver hverken indtryk af at være fattig eller forsømt, men indimellem de ellers velholdte bygninger ser man nogle døre, hvor det tydeligvis er meget længe siden, de sidst har set maling. Pudsigt nok syntes jeg det var de smukkeste – deraf dagens overskrift. Nok ikke mange vil være enige med mig, men jeg var fascineret af de falmede skønheder. De karakteristiske balkoner, som vi kender fra billeder fra Valetta, fandtes også her, omend ikke i så stort et antal.

Restauranten, hvor vi indtog en dejlig frokost, var hyggelig og serverede glimrende mad. Menukortet var, som menukort er flest, nemlig indeholdende en del fejl. Én gik igen flere gange, men de var da i det mindste konsekvente, så. Jeg ved ikke, hvilket dyr de muskler havde siddet på, og jeg nænnede ikke at spørge, så jeg valgte i stedet pasta carbonara – helt uden muskler. John valgte en burger, som vel må formodes at indeholde muskler, men det stod der ikke noget om på menukortet.
Muscles og mussels udtales ens, så det er naturligvis derfor, at misforståelsen er opstået, men det fik da fremkaldt smilet hos os.

Det blev dagens hovedmåltid. Vi skulle gerne få ham Nielsen på dupperne igen, så i aften bliver vi hjemme i huset, hvor jeg bare kokkererer en omelet til os, hvortil han har tænkt sig at drikke cola.
Så må jeg drikke vinen helt alene – ih, hvor ærgerligt …

Hvordan man skræmmer læsere og seere væk

Jeg har med stor fornøjelse læst både Dinosaurens Fjer og Svalens Graf af Sissel-Jo Gazan og nyder for øjeblikket hendes seneste bog Blækhat. Hun skriver godt; jeg er helt kravlet ind i bogen, som jeg ikke synes fortjener den halvlunkne kritik, den har fået. Jeg nød den, lige indtil jeg nåede til dette:
Hasselbagte kartofler. Pfft. Hvordan den er opstået, kan jeg ikke regne ud. Hvor er logikken? Forestiller man sig at pakke kartoflerne ind i hasselblade inden man sætter dem i ovnen? Eller hvad?
Sådan fik Gazan næsten skræmt mig væk. Næsten. Jeg nøjedes med at holde en pause, for bogen er god.

Noget af eftermiddagen er gået med at lade BBC Earth køre i baggrunden, fordi den (eftermiddagen, ikke baggrunden) er helliget Michael Mosley (ham med 5:2-kuren) og hans mange eksperimenter med mad, hvad den gør ved os og hvorfor, aflivning af et par myter, bekræftelse af nogle fordomme og meget andet interessant, der har med mad, ernæring og fordøjelse at gøre. Lige nu har han gudhjælpemig ladet sig få en bændelorm for at undersøge videnskabeligt, hvad sådan en gør ved os. Han har fået sat en igle på og han har ladet lus suge blod fra ham. Samt flere ulækkerheder – han er bestemt ikke ked af det.
Det var vældig interessant, lige indtil oversætteren oversatte saliva med savl. Og stædigt blev ved med at skrive savl hele indslaget igennem.
Saliva betyder spyt, og salivary gland skal oversættes med spytkirtel og ikke savlkirtel, som det aldrig har heddet, hverken i lægmænds eller professionelles sprogbrug. Savl er spyt, der ufrivilligt kommer ud af munden – en baby savler, men det hedder drool på engelsk, og ingen ordbog ville oversætte saliva med savl, så hvor oversætteren fik det fra, ved jeg ikke, men sådan blev jeg skræmt væk og nøjedes med at høre resten uden at kigge.

Jeg har bejdset Heidis babytæppe med henblik på at farve det lilla med alkanna om nogle dage, når farvesuppen har trukket længe nok. Jeg strikkede tæppet, da hun fik sit første barn, og nu, hvor nummer to er et års tid, har diverse bananer og sikkert også andet sat uudslettelige spor.
Det er strikket af Arwetta, som kan gå i vaskemaskinen, men vi ved vist alle, hvad der sker, hvis der kommer bananmos på noget … det går ikke af igen og tøjet er lige til at kassere. Heidi havde læst om mine plantefarvningsforsøg, og 2. juledag havde jeg på opfordring taget mine farveprøver med, så hun kunne vælge. Normalt kan man ikke farve sig ud af pletter; de bliver bare tilsvarende mørkere, men hvis man nu vælger at farve arbejdet meget mørkt, kan man håbe på, at de vil blive usynlige.

Jeg måtte understrege over for Heidi, at det ville være et forsøg, som jeg ikke kan forudsige udfaldet af. Garn skal helst kunne flyde frit for at blive farvet jævnt, men det er lige som udelukket, når der er strikket af det. Den unge kvinde var dog indforstået med, at det kunne komme til at se underligt ud, for som tæppet så ud nu, var det alligevel grimt.
Jeg har bare været glad for, at hun har været glad for det og har brugt det meget, og ovenstående resultat er derfor næsten uundgåeligt.
Det bliver spændende at se, om det mørklilla alkanna kan give tæppet en ny og pletfri tilværelse.
Det er alkannaen i sprit til højre og avokadosupperne til venstre. De er allerede blevet væsentlig mørkere – men der er stadig farveforskel.
Og sådan skræmmer Ellen sine læsere væk ved evindeligt at ævle om plantefarvning …

En uventet foræring

En blæsende og regnfuld dag i starten af december, hvor det eneste, en af os havde lyst til, var at sætte sig i den magelige og zappe lidt rundt for at se, hvad der kunne bydes på af passiv underholdning. Jeg sad allerede og strikkede, da John slog sig ned og tændte for fjernsynet.
– Hvorfor har du flyttet rundt på programmerne?
– Det har jeg da overhovedet heller ikke! Den slags er dit bord.
– Jamen de er slet ikke, hvor de plejer at være … underligt, altså … hov … vent lige lidt … hvad er nu dette her for noget?

Det var et retorisk spørgsmål, så jeg svarede ikke. Der gik et par minutter.
– Det ser ud til, at vi har samtlige mulige kanaler!!!
– Du godeste. Hvor mange er det?
– Vent lidt – jeg tæller lige.
…
– 102 kanaler.
– Du GOdeste! Jeg tror lige, jeg skal holde øje med den næste regning …

Vi har betalt os fra den allermindste tv-pakke, vi kan få. Den gør det muligt for os at tilkøbe de tre ekstra kanaler, vi gerne vil have, nemlig BBC Brit, BBC Earth og TV2 Charlie.
Jeg har ikke tænkt mig at købe yderligere 101 tv-apparater for at kunne udnytte pakken som på billedet her til højre. Det må godt nok kræve det store, forkromede overblik. Ved heller ikke lige, om de ville kunne være i stuen …
Gad vide, hvornår vores udbyder opdager, at vi nu i en måned har kunnet se samtlige 102 kanaler? Hvis man er totalt tv-freak og synes man har lyst til at ofre 600 kroner om måneden på bare at sidde i sofaen for at glo på tv og køber den største tv-pakke, får man 68 … vi fatter ikke en bønne af, hvad der er sket her, men tænker, at det må de da selv om, bare de ikke begynder at tage penge for det. At vi så på ingen måde har ønske om at se en brøkdel af de kanaler, er noget andet – vi bliver ikke kede af det, når de opdager fejlen, og det har været godt for noget, idet vi har konstateret, at vi hellere vil have TV2 Fri frem for TV2 Charlie, som vi efterhånden aldrig ser. BBC-programmerne er et must; det er lige før, det er dem vi ser mest.

TV2 Fri leverede følgende oversættelsesfejl i dag:
From his daughter’s Wendy house skal ikke oversættes til fra hans datter Wendys hus.
Vi ved ikke ud fra den sætning, hvad datterens navn er, men et Wendy house er et legehus, som fx dette viste.
Selv om oversætteren ikke før har hørt om et Wendy house, burde grammatikken pga. genitivets placering have fortalt vedkommende, at oversættelsen er forkert, og at der nok ligger noget i his daugter’s Wendy house, som burde tjekkes via en ordbog.

Så er der vist kun tilbage at ønske alle et godt nytår!

Hvad er en plumpkage?

Meny er på mange måder et fremragende supermarked, til fordel for hvilket jeg svigter Superbrugsen temmelig meget. Dog ikke mindst fordi jeg har 21 km til nærmeste brugs, men kun 6,5 til Meny i Præstø.
Når de så oven i købet også kan give mig sprogfejlsmæssige smil med på min købe ind-vej, så er der ikke mange grunde tilbage til at forblive trofast mod Brugsen. Den bliver ikke svigtet helt, men omkring 75 % af mine dagligvareindkøb ligger efterhånden nok i Meny.

En plumpkage. Ordet er trods alt ikke delt, men der kom alligevel nogle pudsige associationer på grund af det ekstra ‘p’.
Og hvorfor skal bagerafdelingen nu pludselig til at hedde BAKE SHOP?

Den hjemmelavede del af juledagenes frokostmad er ved at være på plads. Der er lavet sylte og Verdens Bedste Rullepølse. Tak igenigen, Lene – at jeg kan gøre selv en professionel slagter misundelig siger lidt om hvor god den er. Og når jeg fortæller, at opskriften er en dyb hemmelighed, er det lige før, jeg bliver underkastet tortur …
Mama Larsens (min mor) personlige variant af fuglekvidder skal først laves d. 25. Opskriften er meget enkel og ikke spor hemmelig: Steg en flæskesteg. Spis sværen. Lad stegen blive kold. Lige dele flæskesteg og rå løg (volumen, ikke vægt) køres igennem en kødhakkemaskine – én luns steg skiftevis med én luns løg. That’s all folks. Det lyder som noget særdeles underligt pålæg, men har man først smagt det, er man solgt.
Ved vi af erfaring. Alle i familien elsker det, og nytilkommende er hooked med det samme.

Der er også lavet sennep – sådan en Dijon-agtig en. Det var ‘Dijon’, der lokkede mig til at prøve opskriften, men den var halvbesværlig og langsommelig at lave, og så påstås det tilmed, at den skal trække et mørkt og køligt sted mellem fire og seks uger inden indtagelse. Det kommer den ikke til. Jeg har smagt på den, og den kan fint spises med det samme og i hvert fald 1. juledag, hvor den bliver præsenteret til sylten.
Der skulle have været anvendt 1½ dl Colman sennepspulver, men jeg brugte 1 dl Nyord-sennepspulver og ½ Colmans.
Jeg vil ikke linke til opskriften – ikke mindst fordi jeg ikke kan finde den igen, men den er heller ikke værd at gemme.
Ikke at den er decideret dårlig, men jeg havde forventet noget mere power med alt det besvær for et enkelt lille glas. Næste gang jeg selv laver en sennep, bliver det efter en af de utallige andre opskrifter, det vrimler med på nettet.

Nu bliver det for fjollet

I dag var vi i Meny i Faxe.
Her kunne vi se nedenstående skilt i deres bagerafdeling.
Nu bliver det simpelthen for fjollet – hvad mener de dog med frilandsbrød?

Nårhh jo – det skriver de selvfølgelig, fordi det er noget helt specielt korn. Det har nemlig stået ude på marken, lige fra det blev sået, til det blev høstet.
Da såsæden blev lukket ud af sækken, dansede det selv ned under jorden af ren og skær glæde over friheden.
Eller noget … har I et andet bud?
Du godeste, siger jeg bare …

To forskellige slags suk

Tidligt i morges kunne man på FB se en post i et sprogforum, hvor vedkommende, som var en ung, sprogstuderende (!) kvinde, skrev følgende: Burde et forlag ikke kunne stave? Herunder et indsat billede med en tekst, jeg desværre ikke helt husker, men noget lignende som … gode romaner, gode krimier og masser af gode oplevelser.
Den første kommentar lød: Øhhh, hvor er fejlen?
Svaret lød: Det hedder ‘massere af oplevelser’!  (Her må man gerne forestille sig mit opgivende suk.)
Så kom der ellers kommentarer i en lind strøm. Min egen første reaktion var, at jo, forlaget kan godt stave, men det kan du ikke! Jeg skrev det dog ikke.
Reaktionerne var forskellige og dog ens: Det her er forhåbentlig en joke?! – Mener du det seriøst? – Massere er noget, en massør gør. – Dette er lidt betænkeligt, når man tænker på, hvilken uddannelse du er i gang med. – Det *hedder* da ‘masser af’ …
Der gik mindre end en time, så slettede hun posten. Hun har forhåbentlig lært noget i dag, men det var hun ikke stor nok til at indrømme. 
Det er anbefalelsesværdigt at tjekke den slags, inden man sender det i cyberspace. Især i en sproggruppe, men den unge dame har været skråsikker.

I dag har det været regnfuldt, gråt og halvtrist hele dagen, så for at foretage os et eller andet, kørte vi til Olofström via de fiskesøer, vi godt kan lide at besøge. Vi smiler hver gang, når vi ser, at der står tyskere i camouflagedragter og fisker. Bider der flere på, når man har den slags tøj på, mon?
I dag stod der ingen på netop denne bro, men det ser også ud til, at en våddragt var mere nødvendig end camouflagedragt. Et smukt motiv var det dog.

I Olofström gik vi i ICA Maxi – i går ødelagde jeg min dejskraber, så der skulle investeres i en ny, og mon ikke der kunne opstå et behov eller to i det store supermarked?
Det kunne der. Den dejskraber kom til at stå mig i 866 svenske kroner … til absolut nødvendige ting, naturligvis. Nu er årets julegavepapir fx i hus; de har altid noget herovre, jeg bedre kan lide end de danske udgaver.

På vejen hjem fra Olofström gjorde vi holdt ved en gammel stenbro. Efterårsfarverne er nu også ganske kønne i gråvejr, men der var flere gange undervejs, hvor vi nærmest faldt i svime over farverne og talte om, hvor flot det ville have været i solskin.

En anden fordel ved det grå vejr er, at man kan tage med lille blænde og dermed eksponere i længere tid og få sig lidt silkevand.

Med fare for at gentage mig selv: Efteråret ER da smukt, ikke sandt? (Her må man gerne forestille sig mit betagede suk.)

Det hele er kun en overgang …

Der er mange overgange.
Det hele er vel egentlig kun en overgang … disse ord kan man trøste sig med, hvis livet bliver lidt svært i en periode. Det går over igen, og det gør det da som regel også. Da jeg havde kræft, var det de ord, jeg sammenbidt sagde til mig selv, når kemoterapien bevirkede, at jeg fik lidt vel rigeligt med selvmedlidenhed.
Hvis der er overgang i et eller andet elektrisk, er det ikke så godt – så skal der en ekspert ind over.
En stemme kan være i overgang. Men det er den kun en overgang.
Jeg oplevede overgangen til efterlønstilværelsen som aldeles smertefri – rent mentalt, om ikke andet, selv om jeg en overgang var fysisk syg.
En overgang kan være glidende, brat, gradvis eller flydende. Jeg måtte lige tænke over forskellen på glidende og flydende, men den er der. Forskellen.
Overgang har mange betydninger.
Det kan også være i form af noget mere konkret, fx en jernbaneovergang eller en fodgængerovergang.
Men kender I en andeovergang? Sådan en har vi ikke så langt fra os, i en lille, idyllisk gadekærslandsby ved navn Alslev.
Som burde have heddet Andslev.

Der kan ikke gå to voksne mennesker ved siden af hinanden på den smalle andeovergang, men der kan sagtens gå en hel lille andefamilie.

Intet for alfa, men alt for omega

Vrøvl, vil nogle sige om overskriften. Andre vil måske høfligt nøjes med at se spørgende ud.
Den er inspireret af en post i går i en af de sproggrupper, jeg er medlem af.
Den var ny for mig, og det var samtidig den sjoveste udgave en misforstået talemåde, jeg har hørt/set længe.
Da jeg havde smilet af, måtte jeg igenigen undre mig over, at så mange ikke tænker over det de siger. Hvis noget kan være ‘alt for omega’, er der så også noget, der er ‘for lidt omega’ eller bare ‘en lille smule omega’?
Jeg også hørt det som alfaomega (tydeligt i ét ord). Både denne og ovennævnte udgave tyder på, at de pågældende tilsyneladende nok ved hvad udtrykket betyder, men ikke ved hvorfor.
Misforståelsen kendes også som ‘alfa og romeo’. Det bliver værre og værre.

Nå. ”Man skal altid huske at feje foran sin egen dør, før man begynder at smide med sten.”

Det der avokadofarvningshalløj er jeg vist færdig med – i hvert fald indtil en eller anden kan fortælle mig, hvad jeg gør forkert, selv om jeg gør hvad jeg skal.
Første gang blev garnet café latte-farvet, men da fandt jeg senere ud af, at det røde farvestof skal trækkes ud med ammoniak, og at det skal stå en uges tid. Derefter skal suppen sis, og der tilsættes tilstrækkeligt med vand til at dække garnet, plus yderligere en smule ammoniak. Garnet skal simre, ikke koge, helst i en aluminiumsgryde, i en times tid og derefter køle af i suppen.
Jeg viste et billede af suppen forleden – den blev meget rød, nærmest mørk orangebrunrød, hvis der er noget, der hedder sådan, og se herunder hvor lovende det så ud, da det kom ned i gryden – det havde også bare at blive godt med den ammoniakstank i køkkenet. Jeg var nu fuld af fortrøstning.

Lige indtil jeg fik skyllet garnet. Stort set al farven gik af med skyllevandet, så jeg stod ved vasken og småbandede.
Okay, det er blevet lidt mørkere end det fra første forsøg, hvor jeg ifølge de kloge gjorde stort set alt forkert, men der er sandelig ikke meget rødt over det garn, der er behandlet som foreskrevet.
Ikke engang lyserødt. Stadig café latte; der er bare lidt mere kaffe i denne gang.

Exit avokado. Nu venter jeg, til Ditte kommer med alt det nye garn, og så skal vi ellers i gang med blå, røde, blårøde og lilla farver galore.

En bager bærer et bæger

Jeg ønsker mig en tidsmaskine. Jeg ville gerne beames 500 år frem for at finde ud af, om jeg kan forstå sproget, som det bliver talt i Danmark i 2517.
Jeg ved jo så glimrende, at det udvikler sig, det der sprog. Det skal det også, men udtalen af ord kan med fordel undgås at nærme sig en fælles lyd.
Hvis det ellers giver mening …

Når jeg siger overskriftens korte sætning højt, vil jeg vove den påstand, at man godt kan høre hvad jeg siger og ikke tror jeg siger “en baer baer et baer”. Jeg udtaler g’et i bager, udtaler ‘bærer’ med nogenlunde samme æ-lyd som i’et i ‘skrift’ (!) og udtaler ‘bæger’ med dybt (hmmm … det hedder det med stor sandsynlighed ikke) æ som i ægte.
Når jeg hører unge mennesker, tv- eller radioværter tale, kan jeg sjældent høre forskel på de tre ord – de lyder ens, som når jeg ville sige bager uden g.
Jeg kom til at tænke på det, fordi Anne i fredags talte om en plante, der hedder engbrandbæger. De tre omkringsiddende, som var inden for mine øjnes rækkevidde, noterede ordet engbrandbærer. Jeg hviskede, at “det er -bæger; som et krus, I ved …”. Nårh, lød svaret, det kunne jeg ikke høre. Det kunne jeg heller ikke, men jeg vidste det tilfældigvis.

Jeg kan heller ikke høre, om samme delmængde af den danske befolkning siger læger eller lærere. Om de siger jæger eller jager.
Faktisk er det ret irriterende, at man indimellem skal høre meget af konteksten, inden det bliver klart, om der tales om det ene eller det andet.

Det skulle bare lige ud. Men apropos befolkning: 

Se på denne kurve og klik på dette link. Det er en lille smule skræmmende og en stor smule fascinerende at se, hvor hurtigt det går.
Det år, jeg blev født, var jordens befolkning cirka 2.588.896.000.
Det år jeg bliver 103, runder vi 10 milliarder mennesker. Vi når de otte, når jeg bliver 70 år, hvilket jeg satser stærkt på at blive.
Jeg tror jeg er glad for, at jeg næppe bliver 100, men det gør vores børn og børnebørn med stor sandsynlighed. Tidsmaskinen kunne også bruges til at se, hvilken jord vores børnebørns børnebørns børnebørn bebor. Mon der er is på Grønland? Hvis ikke, ligger Den Stråtækte under vand …
Sådan noget vil jeg helst ikke tænke på.
Så vil jeg hellere brokke mig lidt over sprogsjuskerierne, jeg møder – det kan min lille hjerne forholde sig til.