Dumpet i oversættelse

BTI Studios, som oversætter BBC Brit og BBC Earth, som vi ser en del af, og som ellers har glimrende oversættere, laver nogle pudsige fejl sommetider. Måske går det for stærkt?
De fleste i min generation har sikkert lagt mærke til, hvordan patetisk nu oftest anvendes i den engelske betydning – altså i betydningen ynkelig eller sørgelig og ikke i den go’e, gamle danske, som, dengang jeg lærte at bruge ordet, betød med patos; [overdrevent] følelsesfuld. 
Ordet har officielt ændret betydning, eller rettere: Nu kan det betyde begge dele, hvilket jo ikke gør forvirringen mindre, for ynkeligt er li’som ikke helt synoymt med stærkt følelsesladet.
Det samme er ved at ske for episk. Det er dog ikke helt nyt, for DDS opdagede det tilsyneladende i 1996, men det bliver brugt mere og mere i den engelske betydning, hvor den bedste oversættelse til dansk nok er storslået eller imponerende.
Det er en episk film, kan man se både på tryk og i tale. Hermed mener man ikke, at det er en fortællende film. Hvad det dog forhåbentlig også er, men episk betyder i min verden som i ODS’ som vedkommer, hører til heltedigtet (-digtningen); om digterværk: som har karakter af et epos; ogs. i alm. om digtart: fortællende, berettende (mods. dramatisk, lyrisk).
På BBC Brit så jeg en udsendelse om voldsomt vejr. Den engelske fortæller kaldte det an epic storm, og det blev oversat med et episk uvejr. Det synes jeg er noget vrøvl.
Endnu mere vrøvlet er det at oversætte hailstones med haglsten. Det hedder hagl på dansk. Ganske enkelt. Selv John, som ikke går så højt op i det som mig, kommenterede det: Haglsten??? Sikke noget vrøvl! Det er der da ikke noget, der hedder på dansk.

Jeg kan ikke lade være. Det er en gammel arbejdsskade. Jeg skal helst både høre originalsproget og nå at læse, hvad de oversætter det til.
En klassisk og lidt for hyppigt forekommende oversættelsesfejl (ikke så meget fra BBC-oversætternes side som fra DR’s) er også den med at oversætte billion til billion og ikke til milliard. Den der faktor 1000 er sjældent uvæsentlig.

Nå. Jeg hævder jo med jævne mellemrum, at ethvert levende sprog er og skal være i stadig udvikling og/eller forandring, men det er altså ikke professionelle oversættere, der skal puste forandringens vinde i gang. 
Det gælder naturligvis især et lille sprog som dansk, at der hele tiden kommer nye ord til. Det er ret svært at gøre et sprog, der kun tales af små seks millioner mennesker, til et verdenssprog. Jeg synes derfor, at vi godt kan tillade os at være en smule stolte af, at hygge nu er optaget i engelske ordbøger i netop den helt specielle danske betydning, som de kan bruge så mange ord på at forklare, og så alligevel ikke formår. Hygge er noget, der skal opleves for at forstå den rigtige betydning. Bare spørg Tim. Han tog ordet til sig, allerede da han lærte Charlotte at kende for 18 år siden.
Hans mål var at få det indført i det engelske sprog. Det er det så blevet, men det er godt nok ikke hans fortjeneste, selv om han har fået det indført i hele sin familie, som går og siger, at now we’re going to hugge os! Eller oh – it was so huggeligt yesterday, wasn’t it?
Det er meget, meget svært, faktisk umuligt, for en englænder at udtale det danske y.

Reklamer

Moster Skrap

Vi var til den årlige familiejulefrokost i går – hvilket selvfølgelig og som sædvanlig var meget hyggeligt.
En af repræsentanterne for generationen efter mig gik rundt og gav hånd. Hver gang sagde han “Pænt goddag”.
Jeg kan simpelthen ikke tage det udtryk. Kan.bare.IKKE!
Når telefonsælgere indleder med at sige: “Nå, så du er Ellen. Pænt goddag, Ellen!”, sidder jeg oppe i loftet af irritation og fortæller den formastelige i umisforståelige vendinger, hvad jeg mener om voksne mennesker, der ikke er kommet forbi Bamse og Kylling-stadiet.
Det hedder “goddag”, gør det. Det hedder så absolut ikke “pænt goddag”. Det er barnligt og det er hamrende irriterende at høre på.
Jeg kunne ikke lade være. Jeg var nødt til at fortælle dette til den nydelige unge mand.
Det foregik dog på en noget mere afslappet facon end jeg udøver over for telefonsælgere, og han tog det pænt … kunne faktisk godt se det efter at være blevet gjort opmærksom på det.
Nu er jeg spændt på, hvad han siger næste gang vi ses.

Senere, mens vi sad ved middagsbordet, sagde min bordnabo “advokado”.
Jamen altså … hun er ellers en yderst habil sprogbruger, både i skrift og tale, så jeg hviskede til hende, at der kun er ét ‘d’ i avokado – at det ikke har noget med en advokat at gøre.
Hun begyndte at grine – heldigvis.
”Ja, det er da også rigtigt. Jeg kan faktisk godt stave det korrekt, så jeg ved ikke hvorfor jeg udtaler det forkert. Nok fordi så mange siger det sådan.”
Så var den ude af verden. Hun var glad for at blive rettet, og jeg fik ikke ondt i maven.

Det er sjældent, jeg er så direkte over for folk, jeg er sammen med, for det er ikke altid til at vide, hvordan det vil blive modtaget, men sommetider bliver det bare for meget, som nu med Pænt Goddag-tendensen, og jeg ved også godt, hvad de fleste mener om sådan en moster Skrap som mig, der korrekser folk i tide og nok især i utide.
På den anden side kender de jo mig og min holdning til den slags ting. De synes også, at det er sjovt, når bloggen må agere ventil for min irritation, men derfra og til at finde det morsomt selv at blive ramt, kan der godt være et stykke vej.
Det gik dog godt i går.

Nu skal jeg bare have lært en hel masse, at det hedder i dag, i går, i morgen, osv. I TO ORD! Det er et forholdsled! For pokker da!
Og så påstår nogle oven i købet, at det er autocorrects skyld, men det passer ikke – autocorrect har fanden godt nok skabt i vrede, men ingen af slagsen retter “i morgen” til “imorgen”.
Andre hævder hårdnakket, at de lærte i skolen at skrive det i ét ord, men det tror jeg ikke på. Det VIL jeg ikke tro kan være sandt.

DR kan også være med. I en artikel om meteorsværmen Perseiderne, der ses på nattehimlen for tiden, skrev de således:

Arrgghhh.

Let’s go fly a kite

Let’s go fly a kite – Up to the highest height!
Har vi mon ikke alle set Mary Poppins? Jeg har i hvert fald, og jeg tror Charlotte så den 20 gange, da hun var barn. Sjovt nok syntes hendes børn ikke lige så godt om filmen, men de så den da et par gange.
Søndag formiddag kørte vi til Lynæs og Hundested.
Det var ret blæsende, så der var et hav (tøhø) af kitesurfers oppe ved Lynæs. De havde dæleme fart på.
Jeg har aldrig før set så mange på én gang – det var et fascinerende syn – at de ikke blæste ind i hinanden eller blev filtret sammen, kunne godt undre mig, men de har nok været tilstrækkelig rutinerede alle sammen.
Jeg forstår ikke helt, hvordan de bærer sig ad med at surfe lige så hurtigt mod vinden som med vinden. De har full speed på den ene vej, og vupti, så vender de på en tallerken og drøner lige så hurtigt den modsatte vej.

Og der var mange flere på vej ud og kitesurfe, kunne vi se. Der kom biler i en lind strøm med unge og yngre folk af begge køn – dog mest mænd – og der blev klædt om og slæbt drager ud i stor stil.
(Det er lidt pudsigt, at “de yngre” er ældre end “de unge”, ikke sandt? Sproget er ikke altid helt logisk. Når man er gammel, er man også ældre end når man bliver betegnet som ‘ældre’.)

Der var også gang i kitesurferskolen ude i vandet. Det så ud som om der var flere klasser, men lige her må de alle have været i gang med teorien, for ingen af dem havde en kite i nærheden.

Hvem der bare var 40 år yngre, for det ser rigtig sjovt ud … jeg bilder mig selv ind, at der ikke fandtes kitesurfing, da jeg var 25 år, men jeg tager muligvis fejl. Der var ‘almindelige’ surfere, så vidt jeg husker, men ikke kitesurfere. Jeg ville google historien, men fandt ikke rigtig nogen brugbare hit. Er der nogen af læserne der ved, hvornår Danmark så sine første kitesurfere?

Solblegede mariehøns og alternativ stavning

Jeg lagde i dag mærke til, hvor mange mariehøns der pludselig er kommet; de fleste af dem mere orange, end jeg synes de plejer at være. Der var også nogle med den ‘rigtige’ røde farve, men ikke i nær så stort et omfang.
De er begge syvplettede. Er den den samme art, eller er det ikke? Google var for en gangs skyld ikke min ven, så jeg fandt ikke noget svar.
De er såmænd nok bare blevet afblegede af al den sol … men gad vide, om det er ved at udvikle sig til at blive et mariehønseår? Vi har virkelig mange her hos os, men dog ikke i de mængder, der sommetider ses, hvor alt nærmest er dækket af rødt.

Bortset fra et par haverunder, hvor jeg lige fik pillet en smule ukrudt op, er meget af dagen foregået oppe i shelteret, hvor jeg har siddet og hygget, strikket, holdt sommerferie og nydt udsigten. Og ikke mindst den behagelige temperatur … solen har ikke skinnet så meget i dag, men det gør ikke spor, for det er rigeligt varmt til mig med 23°, og jeg kan alligevel ikke tåle at få sol efter kemoterapien. Bare ti minutter uden beskyttelse, så er jeg skoldet og huden klør. Den har godt nok lange bivirkninger, den kemo.
Det er altså ikke brok, bare en konstatering – hellere de smågener end dø af kræft!

Indimellem lurede jeg lidt rundt på de sociale medier og måtte smile højt over en stavemåde, jeg ikke havde oplevet før:
Bugge.
Kan I gætte, hvad der skulle have stået, når ordet som her står alene? Det hjælper at sige det højt, og ja: Der skulle have stået booke.
Det var en af de mere festlige stavefejl.
Måske er vedkommende nordmand.

Wiltshire har sit eget sprog

Det nye drivhus er færdigt og er indviet. Sådan et hedder a greenhouse på engelsk, og det har da også gjort mig grøn. Af misundelse. Nøj, hvor ville jeg gerne have sådan et stort drivhus, men i Den Stråtækte har vi ingen steder, et sådant hus kunne bygges.
Det er bygget efter mål, og det er særdeles solidt bygget i metal. De øverste vinduer åbner og lukker automatisk, mens den lange side manuelt kan åbnes og lukkes efter behov. Der er tagrende med et nedløbsrør, som fører opsamlet regnvand ned i en beholder, der er gravet ned under drivhuset, og hvori der er monteret en pumpe inde under bordet, så der (forhåbentlig) altid er regnvand til at vande med. C er i gang med at pumpe. 
Læg mærke til risten i gulvet. Den er lagt som et led i at være en tro kopi af de viktorianske drivhuse, men dengang var der indlagt varme under risten; det har C&T ikke gjort. Endnu … det skulle ikke undre mig, om det skete engang.
Sommeren er kommet. 22 grader i går, og i dag og især i morgen skulle det blive endnu varmere. The hottest bank holiday weekend in recorded history.

Swimmingpoolen er også færdig og indviet. I går blev den brugt flittigt. Af nogle … vandet er 16 grader og ALT for koldt til mig, men børnene var i mange gange i løbet af den varme dag.

Charlotte og Tim har en havemand, der kommer og ordner the walled garden, lidt ude foran huset og andre havesmåting, som er kedelige, men som skal gøres. Ray, som han hedder, er meget snakkesalig og har gerne en masse at fortælle. Han ynder at sige, at han ikke er født i landsbyen, men at han var to år, da han kom hertil i 1953. Han bor her stadig og har aldrig bevæget sig langt væk. Han har aldrig været i London. (En 24-årig landmandssøn, som har gravet noget ud for T&C, fortalte stolt, at I was in London once. To a tractor show!)
Jowjow, når her så dejligt, hvorfor så tage væk?
Ray er meget svær at forstå – selv Anna har svært ved det. Vi talte om ham ved morgenbordet, og Tim fortalte, at i Wiltshire har man sine egne ord, som ikke kan findes i de engelske ordbøger. Da Tim spurgte, hvad en græsbro (en stenbro med græs ovenpå) hedder, svarede han: We call it a drag, hvor drag udtales som en mellemting mellem drag and drug. Det ord kan ikke slås op med denne betydning. De har ikke bare deres egne ord, men en accent, der minder lidt om vendelbomålets, så jeg skal virkelig anstrenge mig for at forstå Ray – og jeg misser en del, må jeg indrømme.
I Wiltshire er de ikke bange for højder, men for dybder, hvilket i og for sig giver ret god mening … ingen bliver bange ved at kigge opad, men mange får det skidt, når de kigger ned.
Tim spurgte en lokal: Aren’t you afraid of heights?
Manden kiggede overbærende på ham og sagde: No. I’m not. In Wiltshire some people are afraid of depths, though. Why should anyone be afraid of heights?

Dette simple trick vil forbløffe dig … et klikfang!

For et stykke tid siden efterlyste en FB-sproggruppe et dansk ord for clickbait, og et lyst hoved foreslog klikfang. Totalt genialt, og jeg vil gøre hvad jeg kan for at få dette fine ord udbredt – selv om det nok bliver svært.
Vi har sikkert alle sammen set de irriterende tekster af samme art, som jeg har sat i dagens overskrift. Jeg klikker yderst sjældent på dem, for det varer ikke længe før man finder ud af, at de bare skal lokke én ind på en bestemt side, og at der normalt ikke er voldsom forbløffelse hos den, der falder i.

Klikfang eller ej … jeg har tænkt mig at offentliggøre resultatet af et forsøg, Charlotte havde iværksat, da vi var derovre, og som skulle afgøre, om et smart, men enkelt trick holdt vand, så at sige.
Hun havde hørt, at kobbermønter i vandet til afskårne blomster skulle forlænge deres levetid.
Kunne det nu passe? Er det så enkelt?
Hun troede ikke helt på det og foranstaltede derfor et lille forsøg: lige mange ens tulipaner i to ens vaser.
Derefter lagde hun en kobbermønt i den ene vase. Det var den optimale forsøgsopstilling med kun en enkelt parameter at måle på, og derfor med et umiddelbart tolkbart resultatet.
Da vi kom derover, var det fem dage siden, forsøget blev sat i gang. Jeg vidste endnu intet om det, men spurgte hende, hvorfor den ene vases tulipaner var stort set færdige, mens den andens stod så flot – og så fik jeg forklaringen.
Blomsterne med kobbermønten viste sig at holde mere end dobbelt så længe som dem uden. Så enkelt kan det åbenbart gøres.

I går kom min søde mand hjem med en overdådighed af tulipaner til mig. Bare fordi …
Jeg blev glad, og jeg kunne sætte tulipaner i ikke mindre end seks vaser – et herligt syn.
Der kom naturligvis 50 øre i hver vase (jeg havde heldigvis stadig nogle stykker i en bøtte), så nu satser jeg stærkt på, at de smukke tulipaner holder lige til vi skal til England igen.

Ramsløg. Ramsaltet

Vi sagde i morges til os selv og hinanden, at det sikkert var på tide at få indsamlet årets ramsløg til frisk brug og til tørring. Det blæser stadig en halv pelikan (og hvordan pokker opstår sådan et udtryk? Svaret kan I se på den indsatte tekst), men vi satsede på, at der ville være læ i en skov. Det havde vi ret i, og så var det pludselig dejlig mildt at være ude i solskinnet.
Ramsløgene var da også okay at plukke, men “på tide” antyder, at sæsonen ikke varer så længe endnu, og det gør den, for ramsløgene var kun dukket op i lyse pletter og stort set ikke inde i selve skoven.
Det forhindrede mig naturligvis ikke at høste 3-4 kilo, hvilket er virkelig meget, men jeg havde bestemt, at jeg ville afprøve om ramsløg kan bruges til plantefarvning.
I aften står den på ramsløgtærte og i morgen til frokost en omelet med ramsløg i stedet for spinat, i overmorgen … det skal nok blive brugt. Jeg tørrer også et par maskinfulde, for det er aldeles glimrende som vinterkrydderi.

Og nu til det ramsaltede, for jeg er i tvivl her: Hvis man kalder en bemærkning for ramsaltet, indebærer det så, at samme bemærkning har et stænk af humor, eller er det bare et surt opstød? Skal det være en kort og lakonisk bemærkning, eller kan en længere smøre af ord også være ramsaltet?

Jeg har undret mig over, at tv-medierne hvert år på denne tid høvler ud på gader og stræder for at spørge folk, hvad de skal bruge deres tilbagebetalte skat til. Som om det er penge, de har vundet … det er da folks egne surt tjente penge, de bare har haft lånt ud i et stykke tid, og som de nu får betalt tilbage. Man går da ikke ud og spørger, hvad folk får i løn, og hvordan de bruger den løn, men i princippet er ‘skattespørgsmålet’ det samme, og derfor synes jeg egentlig, det er lidt uforskammet. Og i øvrigt er jeg lodret ligeglad med, hvad andre bruger deres tilbagebetalte lån til.

Var det ramsaltet eller bare brok?

Kommunikation er svært

I går dumpede elregningen på svenskerhuset ind i min mailboks. Det gør den med regelmæssige mellemrum, så intet usædvanligt i det.
Jeg gik i netbanken og satte den til betaling. Intet usædvanligt i det.
Da jeg trykkede ‘godkend’, ville systemet ikke godkende – IBAN-nummeret (International Banking Account Number) var ikke validt. Tjekke, tjekke … det var rigtigt nok tastet, men jeg prøvede alligevel igen. Med samme resultat. Jeg lukkede netbanken ned og åbnede igen. Samme resultat. Jeg ventede til i dag. Samme resultat.
Så blev banken ringet op – jeg regnede med, at det var der, problemet lå, idet jeg på ingen måde kunne forestille mig, at der skulle være fejl i en pdf-fil/trykt girokort, der går ud til tusindvis af mennesker.
Banken fortalte mig, hvordan jeg en anden gang selv kunne tjekke et IBAN-nummers gyldighed, men nu tastede hun det ind og sagde, at der manglede to cifre; der skal være 24 til Sverige og her er kun 22 (SE625 000 000 005 746 100 14).
Så ringede jeg til kundeservice i e-on. Først skulle jeg fortælle en maskine, hvad mit ærinde var. Den forstod mig ikke. Jeg prøvede med flere varianter, men først da jeg nøjedes med ét ord (et meget tydeligt udtalt IBAN), blev jeg stillet videre til et rigtigt menneske.
Som ganske enkelt heller ikke forstod, hvad jeg sagde, selv om jeg forsøgte at lyde svensk. Det er jeg så åbenbart ikke specielt god til …
Efter en meget omstændelig samtale, hvor han gentagne gange spurgte, om jeg havde fået en forkert regning, spurgte jeg ham, om han ikke bare kunne tjekke det IBAN-nummer. Jojo …
Jeg remsede det op – igen på mit bedste svenske.
Han gentog: seksti tjugofem nul nul nul nul nul nul nul nul fem tjugofyra seks ett nul nul et fyra.
Nej. Jeg gentog. Det gjorde han også. Forkert. Syv er svært at sige på svensk for en dansker. Så spurgte jeg, om jeg skulle sige tallene på engelsk? Det gjorde jeg, og så fik han i det mindste fat i nummeret.
“Og hvad er der så forkert i det?” Spørger HAN!
“Ja, det er jo det, jeg spørger dig om! Det virker ikke! Der mangler to cifre for at være korrekt.”
”Hvad skal du bruge det nummer til?” Spørger HAN!
Min tålmodighed var efterhånden grundigt udfordret, men jeg svarede roligt, at det er det internationale banknummer, og hvis ikke det er korrekt, kan jeg ikke betale fakturaen.
”Aha! Du mener, at der er fejl i fakturaen?”
“NEJ, ikke på den måde!!! Der er fejl i det IBAN-nummer, der står på den!!!”
”Du ved godt, at det er OCR-nummeret, du skal opgive ved betalingen?”
”Ja. Det er for, at I skal kunne vide, hvem der betaler. IBAN-nummeret er til min bank, så de kan overføre mine penge til jer.”
”Ved du hvad, jeg tror jeg stiller dig om til en anden afdeling.”
“Rigtig god ide. Tak!”
Inden jeg nåede igennem til hvem det nu måtte være, fik jeg en lys ide: Hvorfor tager jeg dog ikke bare den forrige faktura frem?
Det gjorde jeg, og hvad stod der? SE625 000 000 005 746 100 14 50. Jamen der var jo de sidste to cifre!
Tænk engang at lave sådan en eklatant trykfejl – det er bare ikke særlig smart. Som i slet, slet ikke.
Stakkels kunder, der skal betale for første gang.
Det havde jeg ikke troet muligt – det var også derfor, jeg så sent fik tanken om at kigge tilbage. Og så naturligvis den kundeserviceknolds skyld, fordi han ikke anede, hvad et IBAN-nummer er. Han burde have kunnet hjælpe mig, skulle jeg mene.

Flirtende brandmænd?

De er altså underholdende, de der btistudios, som oversætter BBC Brit og BBC Earth. Forleden dag gav jeg eksemplerne med forkert oversatte tal, hvilket de tilsyneladende bliver ved med at excellere i.
Denne gang fik de 90 miles til at blive 1600 km. Det er 144 km … noget af en forskel, ikke sandt?
Og her var det ikke antallet af nuller, man ikke kunne finde ud af – jeg kan ikke gennemskue, hvordan man er nået frem til de 1600 km.
Dagens næste talfejl var dog en nul-fejl, så at sige: One thousand blev tekstet til 10.000.
Jeg vil råde alle til at være meget tilbageholdende med at stole på BBC Brits og Earths tal, hvis man holder sig til underteksterne.
Jeg undrer mig, for bortset fra disse eklatante fejl, leverer de faktisk et pænt stykke arbejde.

Næsten hele tiden …
I en nylig set QI gik et af de mange emner på brandmænd og den stang de benytter (eller engang benyttede), når de skal fra første sal til stuen og bilerne og hurtigt afsted til en ildebrand; stangen, der vist er ret så velkendt, om ikke andet så fra film og tegneserier. Den har givetvis eksisteret for de rigtige brandmænd engang, men i dag findes den vist kun som legepladsrekvisit.
Uanset om det er rigtige brandmænd eller legende børn, der benytter sådan en, så kurer de ned ad den. Ikke kurrer, som der stod i underteksten.
Det ekstra ‘r’ gav nogle associationer om flirtende og/eller syngende brandmænd.

Uha, det er svært med de tal …

Jeg vil SÅ gerne være færdig med Amsterdam-halstørklædet nu. Jeg er nået til det punkt, hvor det kun kan gå for langsomt, selv om jeg knokler og knokler. Der mangler fem farvestriber – og så lige en hæklet kant hele vejen rundt … satsede ellers på, at John skulle kunne have det på i morgen, hvor vi skal ‘i byen’, men jeg har ikke sagt det højt, for så skuffer jeg kun mig selv.
Jeg ser BBC Brit eller BBC Earth mens jeg strikker med en intensitet, at jeg får helt ondt i armene, hvad jeg ellers aldrig får af at strikke.
Det gik fuldstændig galt for oversætteren i dag – jeg så desværre ikke, hvem det var, men vedkommende må være talblind.
A hundred-foot high [something] blev oversat til tre meter.
Three quarters of a million blev til 75.000.
One hundred thousand blev til 1000.
Hvis ikke man forstår engelsk, men ellers er i besiddelse af en smule sund sans, må man have studset en del over de danske tal i den pågældende sammenhæng.
At 30 mi² blev til de rigtige 77 km², kan undre en anelse, men her skulle ikke blot oversættes, her skulle også regnes – eller i hvert fald slås op. At det så er 77,6 km², således at der burde have stået 78 km², er i petitesseafdelingen.
Og jo: Jeg kan skam udmærket lytte, læse undertekster og strikke på Amsterdam samtidig!
If you want something said, ask a man; if you want something done, ask a woman, som Margaret Thatcher sagde.

38 down, 5 to go. Og så sidder jeg bare her og skriver.
Sæt i gang, Ellen!

Falmet skønhed

John var ikke helt på mærkerne i morges, så vi tog det meget roligt i formiddags. Så roligt, at han sov til klokken 11, hvorefter han mente, at vi godt kunne gå en tur, hvis bare jeg var indstillet på, at det blev i pensionisttempo, hvilket jeg naturligvis var – jeg var bare lettet over, at mavepinen blev bedre og ikke værre.
Vi tog bussen op til Mellieha, hvor vi gik en tur rundt og hvor vi spiste frokost.
Det er en lille by, som tilsyneladende lever i et særdeles mageligt tempo – der var ikke mange mennesker på gaderne, ejheller mange biler, som vi ellers ser overalt på øen i stort og tæt antal.
De har mange af disse fine skilte med husnavne på – det så vi også i Marsaxlokk, og her har jeg gengivet et lille udvalg.
Nogle af gaderne er som i Valetta: meget stejle. Her var der da slet ingen fare for at blive kørt over … det var vældig hyggeligt, og oppe fra kirken var der naturligvis en fantastisk udsigt.

Byen giver hverken indtryk af at være fattig eller forsømt, men indimellem de ellers velholdte bygninger ser man nogle døre, hvor det tydeligvis er meget længe siden, de sidst har set maling. Pudsigt nok syntes jeg det var de smukkeste – deraf dagens overskrift. Nok ikke mange vil være enige med mig, men jeg var fascineret af de falmede skønheder. De karakteristiske balkoner, som vi kender fra billeder fra Valetta, fandtes også her, omend ikke i så stort et antal.

Restauranten, hvor vi indtog en dejlig frokost, var hyggelig og serverede glimrende mad. Menukortet var, som menukort er flest, nemlig indeholdende en del fejl. Én gik igen flere gange, men de var da i det mindste konsekvente, så. Jeg ved ikke, hvilket dyr de muskler havde siddet på, og jeg nænnede ikke at spørge, så jeg valgte i stedet pasta carbonara – helt uden muskler. John valgte en burger, som vel må formodes at indeholde muskler, men det stod der ikke noget om på menukortet.
Muscles og mussels udtales ens, så det er naturligvis derfor, at misforståelsen er opstået, men det fik da fremkaldt smilet hos os.

Det blev dagens hovedmåltid. Vi skulle gerne få ham Nielsen på dupperne igen, så i aften bliver vi hjemme i huset, hvor jeg bare kokkererer en omelet til os, hvortil han har tænkt sig at drikke cola.
Så må jeg drikke vinen helt alene – ih, hvor ærgerligt …

Hvordan man skræmmer læsere og seere væk

Jeg har med stor fornøjelse læst både Dinosaurens Fjer og Svalens Graf af Sissel-Jo Gazan og nyder for øjeblikket hendes seneste bog Blækhat. Hun skriver godt; jeg er helt kravlet ind i bogen, som jeg ikke synes fortjener den halvlunkne kritik, den har fået. Jeg nød den, lige indtil jeg nåede til dette:
Hasselbagte kartofler. Pfft. Hvordan den er opstået, kan jeg ikke regne ud. Hvor er logikken? Forestiller man sig at pakke kartoflerne ind i hasselblade inden man sætter dem i ovnen? Eller hvad?
Sådan fik Gazan næsten skræmt mig væk. Næsten. Jeg nøjedes med at holde en pause, for bogen er god.

Noget af eftermiddagen er gået med at lade BBC Earth køre i baggrunden, fordi den (eftermiddagen, ikke baggrunden) er helliget Michael Mosley (ham med 5:2-kuren) og hans mange eksperimenter med mad, hvad den gør ved os og hvorfor, aflivning af et par myter, bekræftelse af nogle fordomme og meget andet interessant, der har med mad, ernæring og fordøjelse at gøre. Lige nu har han gudhjælpemig ladet sig få en bændelorm for at undersøge videnskabeligt, hvad sådan en gør ved os. Han har fået sat en igle på og han har ladet lus suge blod fra ham. Samt flere ulækkerheder – han er bestemt ikke ked af det.
Det var vældig interessant, lige indtil oversætteren oversatte saliva med savl. Og stædigt blev ved med at skrive savl hele indslaget igennem.
Saliva betyder spyt, og salivary gland skal oversættes med spytkirtel og ikke savlkirtel, som det aldrig har heddet, hverken i lægmænds eller professionelles sprogbrug. Savl er spyt, der ufrivilligt kommer ud af munden – en baby savler, men det hedder drool på engelsk, og ingen ordbog ville oversætte saliva med savl, så hvor oversætteren fik det fra, ved jeg ikke, men sådan blev jeg skræmt væk og nøjedes med at høre resten uden at kigge.

Jeg har bejdset Heidis babytæppe med henblik på at farve det lilla med alkanna om nogle dage, når farvesuppen har trukket længe nok. Jeg strikkede tæppet, da hun fik sit første barn, og nu, hvor nummer to er et års tid, har diverse bananer og sikkert også andet sat uudslettelige spor.
Det er strikket af Arwetta, som kan gå i vaskemaskinen, men vi ved vist alle, hvad der sker, hvis der kommer bananmos på noget … det går ikke af igen og tøjet er lige til at kassere. Heidi havde læst om mine plantefarvningsforsøg, og 2. juledag havde jeg på opfordring taget mine farveprøver med, så hun kunne vælge. Normalt kan man ikke farve sig ud af pletter; de bliver bare tilsvarende mørkere, men hvis man nu vælger at farve arbejdet meget mørkt, kan man håbe på, at de vil blive usynlige.

Jeg måtte understrege over for Heidi, at det ville være et forsøg, som jeg ikke kan forudsige udfaldet af. Garn skal helst kunne flyde frit for at blive farvet jævnt, men det er lige som udelukket, når der er strikket af det. Den unge kvinde var dog indforstået med, at det kunne komme til at se underligt ud, for som tæppet så ud nu, var det alligevel grimt.
Jeg har bare været glad for, at hun har været glad for det og har brugt det meget, og ovenstående resultat er derfor næsten uundgåeligt.
Det bliver spændende at se, om det mørklilla alkanna kan give tæppet en ny og pletfri tilværelse.
Det er alkannaen i sprit til højre og avokadosupperne til venstre. De er allerede blevet væsentlig mørkere – men der er stadig farveforskel.
Og sådan skræmmer Ellen sine læsere væk ved evindeligt at ævle om plantefarvning …

En uventet foræring

En blæsende og regnfuld dag i starten af december, hvor det eneste, en af os havde lyst til, var at sætte sig i den magelige og zappe lidt rundt for at se, hvad der kunne bydes på af passiv underholdning. Jeg sad allerede og strikkede, da John slog sig ned og tændte for fjernsynet.
– Hvorfor har du flyttet rundt på programmerne?
– Det har jeg da overhovedet heller ikke! Den slags er dit bord.
– Jamen de er slet ikke, hvor de plejer at være … underligt, altså … hov … vent lige lidt … hvad er nu dette her for noget?

Det var et retorisk spørgsmål, så jeg svarede ikke. Der gik et par minutter.
– Det ser ud til, at vi har samtlige mulige kanaler!!!
– Du godeste. Hvor mange er det?
– Vent lidt – jeg tæller lige.
…
– 102 kanaler.
– Du GOdeste! Jeg tror lige, jeg skal holde øje med den næste regning …

Vi har betalt os fra den allermindste tv-pakke, vi kan få. Den gør det muligt for os at tilkøbe de tre ekstra kanaler, vi gerne vil have, nemlig BBC Brit, BBC Earth og TV2 Charlie.
Jeg har ikke tænkt mig at købe yderligere 101 tv-apparater for at kunne udnytte pakken som på billedet her til højre. Det må godt nok kræve det store, forkromede overblik. Ved heller ikke lige, om de ville kunne være i stuen …
Gad vide, hvornår vores udbyder opdager, at vi nu i en måned har kunnet se samtlige 102 kanaler? Hvis man er totalt tv-freak og synes man har lyst til at ofre 600 kroner om måneden på bare at sidde i sofaen for at glo på tv og køber den største tv-pakke, får man 68 … vi fatter ikke en bønne af, hvad der er sket her, men tænker, at det må de da selv om, bare de ikke begynder at tage penge for det. At vi så på ingen måde har ønske om at se en brøkdel af de kanaler, er noget andet – vi bliver ikke kede af det, når de opdager fejlen, og det har været godt for noget, idet vi har konstateret, at vi hellere vil have TV2 Fri frem for TV2 Charlie, som vi efterhånden aldrig ser. BBC-programmerne er et must; det er lige før, det er dem vi ser mest.

TV2 Fri leverede følgende oversættelsesfejl i dag:
From his daughter’s Wendy house skal ikke oversættes til fra hans datter Wendys hus.
Vi ved ikke ud fra den sætning, hvad datterens navn er, men et Wendy house er et legehus, som fx dette viste.
Selv om oversætteren ikke før har hørt om et Wendy house, burde grammatikken pga. genitivets placering have fortalt vedkommende, at oversættelsen er forkert, og at der nok ligger noget i his daugter’s Wendy house, som burde tjekkes via en ordbog.

Så er der vist kun tilbage at ønske alle et godt nytår!

Hvad er en plumpkage?

Meny er på mange måder et fremragende supermarked, til fordel for hvilket jeg svigter Superbrugsen temmelig meget. Dog ikke mindst fordi jeg har 21 km til nærmeste brugs, men kun 6,5 til Meny i Præstø.
Når de så oven i købet også kan give mig sprogfejlsmæssige smil med på min købe ind-vej, så er der ikke mange grunde tilbage til at forblive trofast mod Brugsen. Den bliver ikke svigtet helt, men omkring 75 % af mine dagligvareindkøb ligger efterhånden nok i Meny.

En plumpkage. Ordet er trods alt ikke delt, men der kom alligevel nogle pudsige associationer på grund af det ekstra ‘p’.
Og hvorfor skal bagerafdelingen nu pludselig til at hedde BAKE SHOP?

Den hjemmelavede del af juledagenes frokostmad er ved at være på plads. Der er lavet sylte og Verdens Bedste Rullepølse. Tak igenigen, Lene – at jeg kan gøre selv en professionel slagter misundelig siger lidt om hvor god den er. Og når jeg fortæller, at opskriften er en dyb hemmelighed, er det lige før, jeg bliver underkastet tortur …
Mama Larsens (min mor) personlige variant af fuglekvidder skal først laves d. 25. Opskriften er meget enkel og ikke spor hemmelig: Steg en flæskesteg. Spis sværen. Lad stegen blive kold. Lige dele flæskesteg og rå løg (volumen, ikke vægt) køres igennem en kødhakkemaskine – én luns steg skiftevis med én luns løg. That’s all folks. Det lyder som noget særdeles underligt pålæg, men har man først smagt det, er man solgt.
Ved vi af erfaring. Alle i familien elsker det, og nytilkommende er hooked med det samme.

Der er også lavet sennep – sådan en Dijon-agtig en. Det var ‘Dijon’, der lokkede mig til at prøve opskriften, men den var halvbesværlig og langsommelig at lave, og så påstås det tilmed, at den skal trække et mørkt og køligt sted mellem fire og seks uger inden indtagelse. Det kommer den ikke til. Jeg har smagt på den, og den kan fint spises med det samme og i hvert fald 1. juledag, hvor den bliver præsenteret til sylten.
Der skulle have været anvendt 1½ dl Colman sennepspulver, men jeg brugte 1 dl Nyord-sennepspulver og ½ Colmans.
Jeg vil ikke linke til opskriften – ikke mindst fordi jeg ikke kan finde den igen, men den er heller ikke værd at gemme.
Ikke at den er decideret dårlig, men jeg havde forventet noget mere power med alt det besvær for et enkelt lille glas. Næste gang jeg selv laver en sennep, bliver det efter en af de utallige andre opskrifter, det vrimler med på nettet.

Nu bliver det for fjollet

I dag var vi i Meny i Faxe.
Her kunne vi se nedenstående skilt i deres bagerafdeling.
Nu bliver det simpelthen for fjollet – hvad mener de dog med frilandsbrød?

Nårhh jo – det skriver de selvfølgelig, fordi det er noget helt specielt korn. Det har nemlig stået ude på marken, lige fra det blev sået, til det blev høstet.
Da såsæden blev lukket ud af sækken, dansede det selv ned under jorden af ren og skær glæde over friheden.
Eller noget … har I et andet bud?
Du godeste, siger jeg bare …

To forskellige slags suk

Tidligt i morges kunne man på FB se en post i et sprogforum, hvor vedkommende, som var en ung, sprogstuderende (!) kvinde, skrev følgende: Burde et forlag ikke kunne stave? Herunder et indsat billede med en tekst, jeg desværre ikke helt husker, men noget lignende som … gode romaner, gode krimier og masser af gode oplevelser.
Den første kommentar lød: Øhhh, hvor er fejlen?
Svaret lød: Det hedder ‘massere af oplevelser’!  (Her må man gerne forestille sig mit opgivende suk.)
Så kom der ellers kommentarer i en lind strøm. Min egen første reaktion var, at jo, forlaget kan godt stave, men det kan du ikke! Jeg skrev det dog ikke.
Reaktionerne var forskellige og dog ens: Det her er forhåbentlig en joke?! – Mener du det seriøst? – Massere er noget, en massør gør. – Dette er lidt betænkeligt, når man tænker på, hvilken uddannelse du er i gang med. – Det *hedder* da ‘masser af’ …
Der gik mindre end en time, så slettede hun posten. Hun har forhåbentlig lært noget i dag, men det var hun ikke stor nok til at indrømme. 
Det er anbefalelsesværdigt at tjekke den slags, inden man sender det i cyberspace. Især i en sproggruppe, men den unge dame har været skråsikker.

I dag har det været regnfuldt, gråt og halvtrist hele dagen, så for at foretage os et eller andet, kørte vi til Olofström via de fiskesøer, vi godt kan lide at besøge. Vi smiler hver gang, når vi ser, at der står tyskere i camouflagedragter og fisker. Bider der flere på, når man har den slags tøj på, mon?
I dag stod der ingen på netop denne bro, men det ser også ud til, at en våddragt var mere nødvendig end camouflagedragt. Et smukt motiv var det dog.

I Olofström gik vi i ICA Maxi – i går ødelagde jeg min dejskraber, så der skulle investeres i en ny, og mon ikke der kunne opstå et behov eller to i det store supermarked?
Det kunne der. Den dejskraber kom til at stå mig i 866 svenske kroner … til absolut nødvendige ting, naturligvis. Nu er årets julegavepapir fx i hus; de har altid noget herovre, jeg bedre kan lide end de danske udgaver.

På vejen hjem fra Olofström gjorde vi holdt ved en gammel stenbro. Efterårsfarverne er nu også ganske kønne i gråvejr, men der var flere gange undervejs, hvor vi nærmest faldt i svime over farverne og talte om, hvor flot det ville have været i solskin.

En anden fordel ved det grå vejr er, at man kan tage med lille blænde og dermed eksponere i længere tid og få sig lidt silkevand.

Med fare for at gentage mig selv: Efteråret ER da smukt, ikke sandt? (Her må man gerne forestille sig mit betagede suk.)

Det hele er kun en overgang …

Der er mange overgange.
Det hele er vel egentlig kun en overgang … disse ord kan man trøste sig med, hvis livet bliver lidt svært i en periode. Det går over igen, og det gør det da som regel også. Da jeg havde kræft, var det de ord, jeg sammenbidt sagde til mig selv, når kemoterapien bevirkede, at jeg fik lidt vel rigeligt med selvmedlidenhed.
Hvis der er overgang i et eller andet elektrisk, er det ikke så godt – så skal der en ekspert ind over.
En stemme kan være i overgang. Men det er den kun en overgang.
Jeg oplevede overgangen til efterlønstilværelsen som aldeles smertefri – rent mentalt, om ikke andet, selv om jeg en overgang var fysisk syg.
En overgang kan være glidende, brat, gradvis eller flydende. Jeg måtte lige tænke over forskellen på glidende og flydende, men den er der. Forskellen.
Overgang har mange betydninger.
Det kan også være i form af noget mere konkret, fx en jernbaneovergang eller en fodgængerovergang.
Men kender I en andeovergang? Sådan en har vi ikke så langt fra os, i en lille, idyllisk gadekærslandsby ved navn Alslev.
Som burde have heddet Andslev.

Der kan ikke gå to voksne mennesker ved siden af hinanden på den smalle andeovergang, men der kan sagtens gå en hel lille andefamilie.

Intet for alfa, men alt for omega

Vrøvl, vil nogle sige om overskriften. Andre vil måske høfligt nøjes med at se spørgende ud.
Den er inspireret af en post i går i en af de sproggrupper, jeg er medlem af.
Den var ny for mig, og det var samtidig den sjoveste udgave en misforstået talemåde, jeg har hørt/set længe.
Da jeg havde smilet af, måtte jeg igenigen undre mig over, at så mange ikke tænker over det de siger. Hvis noget kan være ‘alt for omega’, er der så også noget, der er ‘for lidt omega’ eller bare ‘en lille smule omega’?
Jeg også hørt det som alfaomega (tydeligt i ét ord). Både denne og ovennævnte udgave tyder på, at de pågældende tilsyneladende nok ved hvad udtrykket betyder, men ikke ved hvorfor.
Misforståelsen kendes også som ‘alfa og romeo’. Det bliver værre og værre.

Nå. ”Man skal altid huske at feje foran sin egen dør, før man begynder at smide med sten.”

Det der avokadofarvningshalløj er jeg vist færdig med – i hvert fald indtil en eller anden kan fortælle mig, hvad jeg gør forkert, selv om jeg gør hvad jeg skal.
Første gang blev garnet café latte-farvet, men da fandt jeg senere ud af, at det røde farvestof skal trækkes ud med ammoniak, og at det skal stå en uges tid. Derefter skal suppen sis, og der tilsættes tilstrækkeligt med vand til at dække garnet, plus yderligere en smule ammoniak. Garnet skal simre, ikke koge, helst i en aluminiumsgryde, i en times tid og derefter køle af i suppen.
Jeg viste et billede af suppen forleden – den blev meget rød, nærmest mørk orangebrunrød, hvis der er noget, der hedder sådan, og se herunder hvor lovende det så ud, da det kom ned i gryden – det havde også bare at blive godt med den ammoniakstank i køkkenet. Jeg var nu fuld af fortrøstning.

Lige indtil jeg fik skyllet garnet. Stort set al farven gik af med skyllevandet, så jeg stod ved vasken og småbandede.
Okay, det er blevet lidt mørkere end det fra første forsøg, hvor jeg ifølge de kloge gjorde stort set alt forkert, men der er sandelig ikke meget rødt over det garn, der er behandlet som foreskrevet.
Ikke engang lyserødt. Stadig café latte; der er bare lidt mere kaffe i denne gang.

Exit avokado. Nu venter jeg, til Ditte kommer med alt det nye garn, og så skal vi ellers i gang med blå, røde, blårøde og lilla farver galore.

En bager bærer et bæger

Jeg ønsker mig en tidsmaskine. Jeg ville gerne beames 500 år frem for at finde ud af, om jeg kan forstå sproget, som det bliver talt i Danmark i 2517.
Jeg ved jo så glimrende, at det udvikler sig, det der sprog. Det skal det også, men udtalen af ord kan med fordel undgås at nærme sig en fælles lyd.
Hvis det ellers giver mening …

Når jeg siger overskriftens korte sætning højt, vil jeg vove den påstand, at man godt kan høre hvad jeg siger og ikke tror jeg siger “en baer baer et baer”. Jeg udtaler g’et i bager, udtaler ‘bærer’ med nogenlunde samme æ-lyd som i’et i ‘skrift’ (!) og udtaler ‘bæger’ med dybt (hmmm … det hedder det med stor sandsynlighed ikke) æ som i ægte.
Når jeg hører unge mennesker, tv- eller radioværter tale, kan jeg sjældent høre forskel på de tre ord – de lyder ens, som når jeg ville sige bager uden g.
Jeg kom til at tænke på det, fordi Anne i fredags talte om en plante, der hedder engbrandbæger. De tre omkringsiddende, som var inden for mine øjnes rækkevidde, noterede ordet engbrandbærer. Jeg hviskede, at “det er -bæger; som et krus, I ved …”. Nårh, lød svaret, det kunne jeg ikke høre. Det kunne jeg heller ikke, men jeg vidste det tilfældigvis.

Jeg kan heller ikke høre, om samme delmængde af den danske befolkning siger læger eller lærere. Om de siger jæger eller jager.
Faktisk er det ret irriterende, at man indimellem skal høre meget af konteksten, inden det bliver klart, om der tales om det ene eller det andet.

Det skulle bare lige ud. Men apropos befolkning: 

Se på denne kurve og klik på dette link. Det er en lille smule skræmmende og en stor smule fascinerende at se, hvor hurtigt det går.
Det år, jeg blev født, var jordens befolkning cirka 2.588.896.000.
Det år jeg bliver 103, runder vi 10 milliarder mennesker. Vi når de otte, når jeg bliver 70 år, hvilket jeg satser stærkt på at blive.
Jeg tror jeg er glad for, at jeg næppe bliver 100, men det gør vores børn og børnebørn med stor sandsynlighed. Tidsmaskinen kunne også bruges til at se, hvilken jord vores børnebørns børnebørns børnebørn bebor. Mon der er is på Grønland? Hvis ikke, ligger Den Stråtækte under vand …
Sådan noget vil jeg helst ikke tænke på.
Så vil jeg hellere brokke mig lidt over sprogsjuskerierne, jeg møder – det kan min lille hjerne forholde sig til.

Er det et pendulord eller ej?

For tiden ser eller hører jeg temmelig ofte, at der er blevet lagt i kakkelovnen til et eller andet.
Da jeg var barn, lærte jeg, at det betyder, der ikke er noget godt i vente, hvis der er lagt i kakkelovnen til én – så står man til en skideballe af rang.

Nu hører jeg det næsten kun i betydningen der er planlagt eller der er lagt op til [noget godt eller spændende].
Det er normalt ikke folk på min alder, der siger det i den betydning, men yngre mennesker – dvs. for det meste under 40 år.
Jeg mødte dog også udtrykket i den ændrede betydning hos en, der kommenterer hos mig, og vedkommende er temmelig sikkert over 40.
Det fik mig til at undersøge sagen, da omtalte er en sprogstærk person, hvorfor det undrede mig, at det blev brugt ‘forkert’ set fra mit synspunkt.

Jeg skulle blive overrasket. I stedet for at give mig ret, skelnede Sproget.dk mellem, at der er lagt i kakkelovnen til nogen eller til noget.

Godt så. Nu har jeg lært noget nyt, men jeg tror nu altså ikke, at jeg nogensinde kommer til at bruge betydningen fra 1990 – det lyder helt forkert i mine ører. Nej, det skurer ikke i mine ører, men det skurrer, gør det!
Der er virkelig mange, der skriver skurer i ørerne, men at skure er synonymt med en grundig rengøring – er det kun på rigsdansk, man kan høre, at der er to r’er i ordet?

Jeg vil altså holde på, at det med kakkelovnen er et pendulord, men deri er alle vist ikke enige? Kan man få en rask, lille kommentarafstemning?

Fra safari til kajakker og Frilandsmuseet

Vi er for længst vendt tilbage til hverdagen. Vi er i hvert fald vendt tilbage til Danmark, hvor Tim og Aubrey om fredagen lagde ud med at leje kajakker hos Lars, hvor de har haft lejet før.
Aubrey har for første gang en voksenkajak, og han var ikke til at skyde igennem. Han fik også brug for al sin styrke, for de havde strid modvind de tre fjerdedele af vejen hjem til Den Stråtækte. Vinden tog mere og mere til, så Charlotte og jeg blev mere og mere bekymrede for, hvordan han ville klare det. Endelig, fem timer efter de startede, kom de hjem. Tim havde ringet fra cirka halvvejs, så vi var ikke ved at dø af bekymring, men alligevel … vindstyrken tog efterhånden mere og mere til, med stød af kulingstyrke, så de var virkelig kommet på arbejde – der var omkring 10 kilometer hjem.

Men det lykkedes, og hjem kom en særdeles stolt (og meget træt) lille dreng, som da også til overflod fik knus og ros og beundrende ord fra det mødrene og mormødrene ophav, som sammen med Anna var gået ned til Kystens Perle, hvor de ville trække kajakkerne i land.

Lørdag gik turen til Middelaldercentret, hvor der blev trukket blider op, set på ridderturnering og leget Hvem får først smidt den anden af pinden?

Søndag var det Johns fødselsdag. Hans søskende kom om eftermiddagen; vi hyggede og grillede, men lavede ellers ikke andet end at slappe af.

Mandag stod i familiens tegn. Det er 1½ år siden, Charlotte sidst har set hele familien på én gang, men det lykkedes at samle alle hjemme i Malles og Anders’ nye hus, som de selvfølgelig også var glade og stolte over at få lov at vise frem.
De to yngste var, nok ikke overraskende, temmelig ofte midtpunktet, men de er nu også søde, når de er så små.

På vej til Malle så vi denne lille trehjuler, som udviste en fed humor, som vi alle måtte smile ret højt ad.
Der kører et tilsvarende minikøretøj rundt nede i vores område, som skilter med Egons flyttebil. Flytter alt!

I dag var vi på Frilandsmuseet. Der har vi været så mange gange før, men der er så hyggeligt at gå rundt – især når vejret er, som det har været i dag.
De er begyndt at tage entre, hvilket var nyt for os. Mens vi stod i betalingskø, faldt jeg over plakaten med de legende børn, og senere over beskrivelsen af smedens hus. Jeg så flere fejl, men jeg skal skåne jer for resten …

Argghhh, altså. Man skal dæleme kunne kende forskel på ligge og lægge, når man skriver tekst til sådan en informationsplakat. Læg hvad i alkovens mørke? Enten skulle der have stået lig i eller læg dig i. Korrektur, korrektur, korrektur.
Ligeledes er det lige smuttet med The smith’s workshop, som har fået et s for meget.
Småting? Måske. Men det er irriterende at se på. Synes jeg. Og pinligt, at det ikke er rigtigt.

Til sidst vil jeg efterlyse en forklaring på disse kridtmarkeringer i en stue i et af husene.
Hvad betyder de? Hvad markerer bonden her? Farmer, help, please, som du har gjort så ofte før.

Navigare lajban est …?

I går tog vi den noget længere tur hjem via den svenske sydkyst. Vi har kørt den tur nogle gange efterhånden, men den er så køn, og så kunne vejen passende gå forbi Kiviks Musteri for at få fat i noget årgangsmost til min ikke-alkoholdrikkende datter.
Årgangsmost???
Jada. Årets skörd.
For det første står der årstal på flasken og for det andet matcher prisen næsten en rigtig årgangsvin …
Men hvad gør man ikke for sin eneste datter? Hun holder meget af Kiviks årgangsmost, og denne gang havde de fire slags. Hidtil har jeg kun set dem være fremstillet af forskellige æblesorter, men i 2016 besluttede man sig åbenbart for at køre mere på geografien end på æblerne. Der er dog en gravensten, som plejer at være den klart bedste. Måske også derfor, de beholder netop den.

Der er da, om ikke andet, forskelle i farverne – og så er det en smule tankevækkende, at det åbenbart er ligegyldigt, hvad jeg beskæftiger mig med for tiden, så er det i gulgrønne farver …
Når englænderne kommer, afholder vi en autoriseret smagning, hvor vi åbner alle flaskerne, hælder lidt most op i små glas og smager på ægte vinsmagningsvis.
Vi andre må gerne kommentere og have en mening om, hvilken der er bedst, men Charlotte får lov til at bestemme drikkerækkefølgen efter smagningen – det er stort set kun hende, der drikker disse – til børnene er der indkøbt ufiltreret æblemost, som de bedre kan lide. Flaskerne kan sagtens holde sig nogle dage i køleskab efter åbning, så de skal nok blive drukket.

Herover en dårlig googleoversættelse. Det kan vel så ikke komme helt bag på nogen, at maskinoversættelser er dårlige, men at den ikke engang kan klare to ord, overraskede mig alligevel lidt … at få årets til at blive til den … tsk, tsk.
Jeg vidste nu godt, at skörd betyder høst, men grunden til minitesten er nedenstående billede fra sejlklubben i havnen ved Sveriges sydligste punkt, Smygehuk (hvor vi købte flere forskellige røgede fisk – det er også et must (tøhø), når vi kører den rute):

At sejle er at … hvaffornåed?
Min latinordbog er umiddelbart utilgængelig, men jeg regnede med, at Google kunne finde ud af at oversætte tre ord.
Dette forslag kan imidlertid kun være noget værre vrøvl, så hvis der skulle være en latinkyndig derude, vil jeg meget gerne have en oversættelse. Hvis jeg bare googler, kommer der en svensk side op, hvorpå udtrykket er brugt, men der står ingen steder, hvad det betyder, og der dukker ikke andet op, jeg kan bruge til noget.
En enkelt mente, at det betyder At sejle er at leve, men citatet Navigare necesse est, vivere non est necesse, betyder Det er nødvendigt at sejle, ikke at leve, hvorfor jeg ikke helt forstår, hvis lajban også skulle være noget med at leve. Men jeg vil meget gerne gøres klogere.

Per aspera ad astra

Gennem trængsler til stjernerne – således fortalte min latinlærer mig, at per aspera ad astra betød. I dag siger Gyldendals Store Danske gennem vanskelighed til stjernerne.
Det er ikke helt det samme, vel? Trængsler er værre end vanskeligheder, ikke sandt? Og hvorfor er vanskelighed ikke angivet som flertal?
På engelsk bliver det oversat til through hardships to the stars, og hardship betyder nærmere trængsler eller strabadser end bare vanskeligheder. Det skal ikke være nemt. Eller er det bare mig, som bagatelliserer ordet vanskeligheder?
Jeg kom til at tænke på udtrykket, mens jeg sad og strikkede på Stjerneruter, som det endte med, at jeg valgte at strikke med det møjsommeligt anskaffede garn. For det første kan veje til stjernerne vel med lidt god vilje godt kaldes for stjerneruter, og for det andet var vejen frem til netop dette strikkearbejde fyldt med en del vanskeligheder, inden jeg kunne begynde.
Vejen herfra er ikke vanskelig, men den er lang. Meget lang. Det skulle den også helst være, for det kan ikke hjælpe noget, at jeg strikker for hurtigt – det kommer der alt for mange færdige arbejder ud af.
(Jeg kunne jo bare begynde på tæpper til Røde Kors med garnerne i 50 shades of yellow … men det må vente, til jeg har eksperimenteret lidt mere.)

De der stjerneruter har nogle bump på vejen endnu, men de skal nok rette sig ud, når arbejdet bliver vasket og centrifugeret.
Heldigvis kan det bruges som tv-strikketøj, for mønstret er ikke så vanskeligt, som det ser ud til ved første øjekast. I virkeligheden er det i princippet kun et halvt mønster man skal kunne, i og med, at det er forskudt, så nu er det sådan, at jeg bare skal kigge på starten af rækken, så kan jeg den rækkes mønster (næsten) udenad, så det er hverken et problem at snakke eller se tv.
De blå tråde er sat af strategiske årsager – skulle jeg strikke forkert, vil jeg opdage det ved slutningen af mønstret, så jeg kan aldrig komme til at skulle strikke mere end 30 masker baglæns. Det er nødvendigt, for tanken om at skulle pille et større stykke op er på ingen måde behagelig – jeg tror det kunne få mig til at lægge det hele fra mig i et godt stykke tid.
Det gør jeg muligvis alligevel på et tidspunkt, men det skulle gerne være en frivillig pause og ikke fordi jeg har kvajet mig – jeg kender mig og ved, at det i givet fald vil kræve store overvindelser at tage det op igen.

Kejservarianter, gedehamse og vrøvl

Vejret er nogenlunde – små 20°, lidt vind, lidt skyer og en smule regn i formiddags. Kunne måske være bedre, men det kunne også være meget værre.
Kejserkåben er kommet, men vi ser ikke så mange sommerfugle i år, som vi plejer – heller ikke her på torpet, hvor jeg ellers synes vi har mange og mange forskellige. Det er synd og det er ærgerligt, og jeg kan ikke forstå hvorfor … heroppe er der da ingen, der går og piller ved naturen.
Til gengæld er der vist ved at flytte monsterhvepse ind i væggen oppe på terrassen. DET er absolut ikke godt. Hvepse er slemt, monsterhvepse er langt, langt værre. Jeg taler om gedehams – vespa crabro. De er virkelig monsterstore – op til fire cm. Enkeltvis lyder de som en Spitfire, og når de er flere, lyder de … bare skræmmende, men der er intet der kan skræmme dem.
En ung mand beskrev dem således: “Så står du pludselig overfor en luftbåren hensynsløs take-no-prisoners dræbermaskine”.
Måske en kende overdrevet, men jeg kan sagtens følge ham, selv om en biolog hævder, at de er uskadelige, medmindre man er hvepseallergiker, men hun indrømmer, at det gør ondt at blive stukket af en: “Bliver man stukket af en vespa crabro gør det meget ondt – som at blive bidt af en hugorm, hvis man ellers har været så uheldig at komme så tæt på en hugorm”. Det har jeg ikke, men når jeg tænker på, hvor hulens ondt en almindelig lille hveps gør …

Næh, må vi så bede om en kejserkåbe. Eller en kejserguldsmed. Med kejserliljerne fra i går er vi oppe på tre kejserlige ting fra naturen – så kan vi nok ikke forlange mere. Kejserpingviner kan vi ikke klare – SÅ koldt er her trods alt heller ikke, selv om temperaturerne måske lader lidt tilbage at ønske.

‘Vrøvlet’ i overskriften har jeg sakset fra en FB-reklame. Jeg kan ikke gennemskue, hvad der menes med den første sætning. Hvis de mener ‘lækker’, er det da en ualmindelig dårlig reklame, så det gør de nok ikke. Men hvad mener de så?

Et helt nyt ord

På weekendens køretur fik vi i nærheden af Karrebæksminde øje på et større område på nok et par hektar, der var ensfarvet støvet-mørk bordeaux. En både underlig og usædvanlig farve, som vi alle fire studsede over, så John standsede bilen og hentede et par planteprøver til os.
Det er et vildt dårligt billede, men det giver et udmærket indtryk af farven.

Selv planteoraklet Ditte vidste ikke, hvad det var for en, men samme orakel har naturligvis en planteapp på telefonen, så hun gik fluks i gang med bestemmelsen. Efter kort tid fandt hun frem til, at det er en hulsvøb – men vi kunne ikke helt finde ud af, om u’et i ‘hul’ skal udtales som et hul (i fx jorden) eller som u’et i ‘hule’, selv om vi mest hældede til det sidste.
Vi var i øvrigt heller ikke helt sikre på den bestemmelse, for der var hverken blomst eller blade tilbage på stænglerne; kun frøstandene, der stort set kun afslørede, at det er en skærmplante … og så naturligvis den noget usædvanlige farve.
Google er min ven, og Gyldendals Store Danske kunne med sin udtalefunktion opklare, at det er hul som i hule.

Jeg googlede lidt videre her til formiddag, men blev ikke klogere på plantens navn, så jeg holder mig indtil videre til Dittes hulsvøb, selv om følgende taler imod det: “30-80 cm høj, med håret, forneden rødplettet stængel”. Hele stænglen var farvet, som det også fornemmes på billedet, og den var totalt skaldet … men det kan jo være alderdom …
Opretholdes status quo mht. mit plantekendskab, er jeg dog blevet et ord rigere: byruderat.

Hvem har nogensinde hørt om byruderat? Ordet ser ret underligt ud i mine øjne, og jeg var sikker på, at det var en eller anden uigennemskuelig trykfejl, men jeg kunne ikke gennemskue, hvad der skulle ellers skulle have stået. Google var igenigen min ven, og kort efter blev jeg overrasket. Jeg vil derfor ændre mit spørgsmål til: Hvem andre end biologer/botanikere har nogensinde hørt om byruderat?
Jeg kunne ikke slå ordet op i en ordbog, men fik så den snedige tanke, at ‘by’ nok er et præfix og slog ‘ruderat’ op. Det gav forklaringen, og så kræver det trods alt ikke den store kædestrammereksamen at regne ud, hvad et byruderat må være.

Men jeg er stadig ikke helt sikker på, at det var hulsvøb, der voksede på et byruderat tæt på Karrebæksminde, så hvis der er en eller flere fra den egn, der læser dette, vil jeg meget gerne have det be- eller afkræftet.

I found my fade

Alle naturens farver omkring os virkede faded i morges, og når det har været tåget, kan man meget tydeligt se de hundredvis af spindelvæv, der altid vil være overalt, hvor man færdes. Jeg elsker, når de står med alle de mange dugdråber på, og jeg kan slet ikke lade være med at fotografere dem.

Det er ikke helt korrekt at bruge ordet fade som jeg anvender det i den første sætning, men jeg skal helst have det ind i dagens indlæg, da det er et centralt ord i dag. Fade er et af flere eksempler på, at dansk kan være et rigere sprog end engelsk … se blot, hvor mange forskellige ord der er på dansk for det ene ord på engelsk.
Jeg synes det var sjovt at strikke de ‘fades’, Inge fandt, og nummer to var ikke mindre sjovt. Der kunne snildt komme et tredje på banen, hvis det skulle være.
Som navneord halter brugen af fade også, for man kan ikke “finde en fade”, men I Found My Fade kan vel være lige så godt som sjalets egentlige navn Find Your Fade. Navngiveren/designeren er amerikaner, så i stedet for at komme med en sandsynligvis usand påstand om, at hun ikke ved, hvad hun selv siger, har hun nok snarere en bagtanke med det … kanske noget i retning af et ordspil på faith? Who knows?
Jeg er vild med de afdæmpede farver, selv om det langtfra gør sjalet så sprælsk som Inges. Der er ærgerligt, at garnet er så hundedyrt, for jeg kan sagtens se mig selv i en trøje eller sweater i de farver. Et eller andet norsk mønster, måske, men gnieren i mig vægrer sig ved at skulle give så mange penge for garn en gang til. Og dog … hvis jeg kender mig ret, ender det nok alligevel med, at jeg gør det … især hvis jeg ‘tilfældigvis’ skulle falde over det helt rigtige design.

---

Jeg ville også have skrevet om og vist billeder fra i onsdags, da John og jeg mødtes med Ditte til CPH Garden, som jeg gætter på skal forestille at være en dansk og noget mindre udgave af The Chelsea Flower Show, men da jeg så Signes fantastiske billeder derindefra, blev jeg enig med mig selv om at lade hendes indlæg og fotos tale arrangementets sag, for det gør hun meget bedre end jeg er i stand til.
Jeg vil dog ikke undlade varmt at anbefale at tage ind og opleve det – det er rigtig godt gået af en debut at være, og jeg håber, de gentager succesen til næste år. De få skønheds(logistik)fejl er Haveselskabet garanteret selv klar over, så de er sikkert rettet til næste gang.
Ét af mine billeder skal I dog have. Sådan en må være ekstraordinær lille:

Dametur med herrechauffør

I Den Stråtækte bliver der snakket lidt mere end en anelse for tiden, fordi Das Dritte Mädchen er på besøg. Det er smadderhyggeligt, og John fortrækker bare et eller andet sted hen, når han synes det bliver for meget. Fx trængte bilen pludselig gevaldigt til at blive vasket her til formiddag … ikke at han siger, at det er for meget snakkeri, men vi anser det for temmelig sandsynligt, at det er sådan det er. Og pyt da med det – det er ham vel undt med lidt fred til ørerne, og vi kan sagtens snakke, uden han er til stede.
Det kommer sikkert som en overraskelse for mange af jer, men det kan vi altså godt …

Vi tager ham det som sagt ikke ilde op, og han holder meget af Karen, men udsigt til kvindesnak i tre dage forstår jeg godt kan virke overvældende på de fleste mænd.
Ikke desto mindre var han helt med på den, da vi foreslog at pakke kaffekurven og køre en tur. Det blev til Karrebæksminde for at vise Karen, hvordan man kører ind gennem en græshoppe. Hvis jeg så oven i købet kunne få de kammuslinger, jeg alligevel ikke havde i fryseren, var det idel lykke.
Det var det. På Enø lå der den herligste og umanerlig indbydende fiskeforretning med alt til faget hørende i fersk og røget fisk og skaldyr. Inklusive kammuslinger, naturligvis, så jeg kunne have købt mig fattig, hvad jeg da næsten også gjorde.

Ved kanalen stødte vi på et nyt ord: slopkiste. Ingen af os havde hørt det før, så det måtte googles, da vi var hjemme igen. Nu ved vi hvad det betyder, og så ved vi også, at der sikkert højst går en uge, inden vi støder på ordet igen. Det samme gælder for planten kulsukker, som Karen aldrig havde hørt om. Det har hun nu – og har selvfølgelig også set hvordan den ser ud, så om ikke planten selv, så dens navn støder hun også snart på igen. Sådan er det bare – er det mon ikke noget, vi alle kender? Altså at rende ind i et nyt ord eller begreb, som man ikke har mødt før i sit efterhånden lange liv, og så møde det igen ganske kort tid efter? Jeg synes det sker med forholdsvis jævne mellemrum.
Der er sikkert en god forklaring – det kunne være noget med, at man i virkeligheden har set/hørt ordet masser af gange, men bare ikke har hæftet sig ved det før, men den slags finder man jo aldrig ud af. Jeg synes i hvert fald, at det er et lidt pudsigt fænomen.
Og apropos ord … nu vil jeg sætte mig lige hen og snakke videre …

Slut for denne gang

Det var det. Slut. Afgang mod Danmark. Vi har nu været afsted i 18 dage og vil være hjemme igen på 19.-dagen. Det har været rigtig godt alt sammen; både i Irland og her i England, og selv om jeg hver gang har svært ved at sige farvel på gensyn til mine englændere, så glæder jeg mig nu ærlig talt også til at komme hjem til Den Stråtækte.

Charlotte var nødt til at arbejde; hun havde to prøvninger torsdag, så John og jeg kørte ud og fik handlet det sidste af det, vi skal have med hjem til Danmark. Vi kan få verdens bedste mel (i flere varianter end hjemme) og ditto tørgær til brødbagemaskiner her i UK, og der er forskellige andre ting, der efterhånden er fast rutine at tage med hjem, især når vi har en bil til at bære det alt sammen for os.
Efter indkøbsseancen kørte vi ud i det blå grå. Mange af de små landsbyer ligger nede ad små, ensporede stikveje, som ender blindt (det er en af grundene til, at det ikke virkede for C at have systue hjemme; der var ingen strøgkunder). Nu har vi i mange år nøjedes med at se skiltene ned til de små byer, så nu skulle det være – vi kørte ned til nogle af dem for at se, om der ikke skulle være nogle perler indimellem.

Vi kørte til landsbyer med skønne navne som Etchilhampton, All Cannings, Honey Street og Bottlesford. Uanset hvor få, sommetider helt ned til måske kun 10-15 huse i landsbyen, så havde den i de fleste tilfælde en kirke. Der er ikke noget at sige til, at de herovre har det samme problem som de små sogne har hjemme i Danmark – selv de mindste sogne i DK må være noget større end disse. Problemet er dog endnu større herovre, hvor kirkerne ikke får statstilskud, men må klare sig selv. Det er derfor, man altid i engelske fillm/serier ser velgørenhedsarrangementer til fordel for den lokale kirke, som altid mangler nyt tag …

Vi kørte forbi ‘fotomuseet’ herunder. Vi var ikke derinde, for vi blev enige om, at den museumsejer sikkert var lige meget nok af en særling, men vi er muligvis gået glip af en fantastisk oplevelse i hans quirky place (= unusual in a attractive and interesting way) …
Det kan være, han er forhenværende grønthandler, for han gør brug af Greengrocer’s apostrophe i ordet photo’s på det brune skilt til venstre. Det er flertal, og så skal der ikke sættes en apostrof. Som jeg vist før har været inde på en enkelt gang eller to, kan ikke engang englænderne finde ud af bruge apostrof rigtigt på engelsk.

Som sagt er der en kirke i næsten alle landsbyerne. Det samme gælder for de røde telefonbokse, og der er stadig det gamle skilt hen til Public phone, selv om den ikke bliver brugt mere, men står og ser meget forladt ud. De fleste af dem gør i hvert fald … en af dem var taget i anvendelse som det lokale gratisbibliotek. God ide.

Jeg elsker stavefejl

Det kommer muligvis en anelse bag på nogle af jer, at jeg kan skrive sådan en overskrift – og skrive den uden at lyve.
Det er nemlig den fulde og absolutte sandhed, men jeg indrømmer, at det kommer helt an på, hvem der leverer fejlen.
I dette tilfælde var det Anna. Jeg elsker hende og jeg elsker hendes stavefejl.
Det er jo så ikke engang deciderede stavefejl, men sproglige fejl, som stavekontrollen ikke opdager.

Anna skal, som jeg vist har nævnt før, skifte til secondary school til september, fordi hun bliver 12 år til januar. Sjetteklasserne opfører det traditionelle farewell play, som i år er Shakespeares Romeo & Julie. Femteklasserne hjælper vist med, for sidste år var hun en af heksene i Macbeth.
Anna skal spille Julie. Det er naturligvis virkelig stort for hende at få hovedrollen; hun er pavestolt og havde det meste af en linje med udråbstegn efter oplysningen.
Hun håber derfor så meget, at det kommer til at passe med, når vi er derovre, men hun er vist ikke helt sikker på datoen. I går fik jeg denne mail, som der er vist et lille uddrag af herover.

Jeg har det i det hele taget bedst, når andre begår fejl. Jeg hader at gøre det selv – især når de bliver opdaget.
For nogle svenskerture siden opdagede jeg efter en lille times kørsel på vej hjemover, at min iPad stadig lå oppe på torpet. Den ville jeg ikke kunne undvære i 3-4 uger, så John vendte om. Det kostede to timer, og jeg er lige siden hver eneste gang blevet spurgt, om jeg har husket at få alt mit elektroniske udstyr med hjem.
I dag kørte vi på Øresundsbroen, da John med tilkæmpet ro i stemmen spurgte om jeg lige ville tjekke om hans taske lå på bagsædet.
Det ville jeg, og det gjorde den ikke!
Det vil sige, at han hverken havde telefon, pung (og dermed kørekort), pas eller sin iPad med hjem, og det var for sent at vende om.
Han blev lidt bleg. Vi skal jo til Irland lige om lidt, så han skal naturligvis have pas, kørekort og penge med. Ipadden vil han heller ikke undvære på en ferie – så kan han jo ikke se nyheder …
I princippet kan han ikke engang køre til Sverige og hente sagerne i morgen, for han har ikke noget ID med billede på til at vise paspolitiet, når vi er kørt over broen. Det vil sige, at der venter mig en tur til torpet i morgen. Muttersalene. Jeg har bare overhovedet ikke lyst til at sidde i bilen i fem timer uden selskab.
John kom så i tanke om, at han stadig har sit bevis på, at han må køre taxa – det er med billede. Han har også sit gamle pas. Vi satser på, at de to ting i kombination vil kunne overbevise de svenske myndigheder om, at min mand ikke er illegal indvandrer. Jeg tager med – jeg er jo nødt til at køre, indtil vi har været igennem kontrollen. 
Nu er det min tur til fremover at spørge, om han har husket alt sit elektroniske udstyr med mere … gnæk, gnæk.

Hvad er dit ordforråd?

I dag står den på så meget arbejde i haven, som vi orker, inden vi kører til Sverige i morgen. Når vi kommer hjem derfra, vil vi kun have tre dage herhjemme, inden turen går til Irland, så der skal nås i bund med så meget som muligt.
Det er ikke noget at bruge et helt indlæg på, især fordi vi er midt i stadie ‘endnu temmelig grimt’ med at rydde ud til vejen. Vi vil have en vild rose, en stikkende et-eller-andet og nogle snebærbuske væk, så der kan komme noget pænere i jorden.
Som for eksempel David Austin-roser.
Som der er ALT for mange vildt smukke af – også selv om jeg kun går efter dem der er kraftigt duftende, hårdføre og ikke højere end 1,20 meter. 

---

Forleden var der en ordforrådstest på FB, hvor mit resultat kom ud med godt 24000 ord.
Sikke noget pjat. (Det er de fleste af den slags test faktisk, og jeg er dum, fordi jeg bliver ved med at prøve, men nogle af dem er nu ret underholdende.)
Men at hævde, at jeg har et ordforråd som en Søren Kierkegaard (som de i øvrigt ikke kunne stave til …), er noget fis! Jeg har forhåbentlig et mindst dobbelt så stort ordforråd – ikke som SK, men end der påstås her – eftersom danskerne i snit aktivt råder over mellem 50000 og 70000 ord i deres aktive ordforråd.

Herover igenigen eksempler på, at de ældre ikke er stærkere til dansk end de unge.
Hele fem fejl i sætningen i det første eksempel … meget godt klaret, egentlig.
Som den femte fejl regner jeg ‘på’ væggen, idet jeg går ud fra, at konen vil sy et billede til væggen og ikke på den – hun er ikke en flue.

Der var også link til en kunstquiz en dag – man skulle virkelig være enten meget ubegavet eller verdens største ignorant inden for kunstens verden, hvis man skulle dumpe i den – stort set alle svarene gav sig selv, også selv om man aldrig havde hørt om kunstneren eller det pågældende kunstværk.
For eksempel det viste billede af en siddende kvinde.
Kan det mon være Babelstårnet? Narj.
Kan det være Monets liljer? Næppe …
Da hun heller ikke umiddelbart ser ud til at være en stor skål, gættede jeg på, at det var et billede af Whistlers mor.

Sådan var det næsten hele vejen igennem, og jeg er absolut ikke en, der til enhver tid kan gøre sig positivt bemærket i en kunstquiz, men denne klarede jeg med pomp og pragt.
Det er jeg bare ikke specielt imponeret over. Nogle gange er de quizzer så meget lokkemad for at få læsere ind på websitet, at det skriger til himlen, men jeg kan jo holde mig væk.
Det er så bare det, jeg ikke altid kan.