Jeg er ikke alene …

Forleden dag var Trine Andersen gæst i Det Gode Selskab på P5. Hun er sprogrevser og luftede nogle gode meninger og observationer vedrørende vores sprog.
Man synes jo altid, at andres meninger er vældig gode og fornuftige, når de stemmer overens med ens egne …
Trine fik 6 i skriftlig dansk til studentereksamen, så det har måske ikke dengang stået lysende klart, at hun senere i livet skulle oprette en instagramprofil, hun kalder Grammatiktossen.
Hendes sekstal behøver faktisk ikke at betyde, at hun var dårlig til dansk. Jeg fik heller ikke særlig gode danskkarakterer, men der var sjældent noget at udsætte på min stavning og min grammatik. De halvdårlige karakterer skyldtes primært, at jeg ikke kunne fordrage at tolke digte eller sønderrive klassikere. Jeg var for ofte uenig med lærerguruen (Dansklærerforeningens vejledning), hvilket man bestemt ikke skulle være! Ingen individuelle og dermed uautoriserede meninger, tak! Jeg hævdede ofte, men talte for døve øren, at den enes opfattelse af et eller andet litterært kunstværk kunne være lige så rigtig som den andens. Eller som Dansklærerforeningens …
Jeg var, og det har jeg på skrift fra samme lærer, jeg diskuterede så meget andet med, den eneste i klassen der kunne skrive noveller, og det var da også sådanne to, der gav mig mit eneste 11- hhv.13-tal i gymnasiet. Jeg skulle i en stil analysere ugebladsnoveller og gjorde det i form af at skrive en så fed parodi på en, at den nærmest stank. Men jeg fik 13.
11-tallet var for en science fiction-novelle. Da vi kom til Kierkegaard, bundede jeg med et 6-tal, men han var også slem. Jeg så aldrig kierkegaardslyset.

Der er heldigvis andre end mig, der kan få røde knopper af ovenstående meget hyppige fejl. De første fem punkter har jeg ytret mig om op til flere gange, mens hans/sin ikke kan bringe mig lige så meget i affekt som fx ‘massere af’, der ses hyppigere og hyppigere, men sådan er det med de sociale medier: Man ser tit den samme fejl og dermed kommer de lidt mere usikre sprogbrugere i tvivl og konkluderer, at det forkerte må være det rigtige.
Sprogfejl er selvforstærkende, desværre, og når selv journalister og andre professionelle sprogbrugere begår graverende fejl … ja, så skal det da nærmest gå helt galt.
Skal man rette folk eller ej? Det kommer an på … det kan være umådelig svært at lade være; især for det skrevne sprogs vedkommende. I det talte kan visse hyppige fejl være enten dialekt eller udtryk for en personlig præference, men de bør luges ud på skrift.

Trine var også inde på, hvor meget hun selv får hug, fordi folk kaster sig over hende, når hun selv begår fejl. Janteloven træder i karakter, men også Murphys lov gør sig gældende her, for der er stensikkert fejl i mine indlæg, når jeg brokker mig over det danske sprogs forfald. Ingen er perfekt, slet ikke jeg, og kommatering er min største svaghed. Mine indlæg er ret talesprogsprægede, hvilket er bevidst!
Selvfølgelig kan jeg ikke lide at blive grebet i en fejl, men på den anden side vil jeg gerne vide det, så jeg ikke begår den mere. Det er ret tankevækkende, hvor hændervaskende/fornærmede/sure/vrede folk kan blive over at blive gjort opmærksom på sproglige fejl både i forbindelse med butiksskiltning og i mere privat regi.

Kan man rette med humoren i højsædet, kan man ofte nå lidt længere – eller i hvert fald undgå at blive slået ihjel.
Humoren i tekstboksen til højre kunne jeg ikke stå for. Heller ikke den ufrivillige herunder.

Jeg fylder snart 70, men kan stadig få børn. Det kom som lidt af en overraskelse … jeg ville oven i købet kunne medvirke i den aktuelle serie DR-serie med trillingeforældrene.
Men nej. Bare nej. Så ville det ikke engang være helt nok at blive de 94 år, der ellers er mit mål, selv om de tre børn måske ikke nødvendigvis er nyfødte.

Fantastiske folkevid

Når jeg har min cirka ugentlige, cirka timelange snak med Charlotte, er det ret sjældent, vi taler politik. Der er så meget andet i hendes og min verden, der fylder mere, men det hænder dog alligevel, at vi kan finde på at tale politik i både bred og smal forstand, for nogle gange er tingene så groteske, at det kræver en lille snak. Det er gennem disse samtaler, jeg finder ud af, hvor stor forskel der er på de nyheder vi i de danske medier hører om England og på de ting, de engelske medier lægger vægt på. Og vice versa. Jeg siger ikke, at nogen af dem har russiske tendenser, men det er i hvert fald ikke de samme ting, de to lande anser for at være vigtigt at formidle videre til den brede befolkning. Valget af avis har naturligvis også noget at sige … C & T læser The Times, som i deres øjne er den avis, der lægger mest vægt på saglighed og ikke umiddelbart virker som om de bare skal fange læsere via dramatiske overskrifter. Noget, som selv Berlingske er begyndt på: “Hun gjorde dit eller dat, og resultatet overraskede hende”. Jeg falder ikke for den slags billige klikfang, og måske går jeg derfor glip af vigtig information, men det er i så fald bare ærgerligt.

Alle ved vist, hvad Brexit står for. Dem, der stemte for at forlade EU, hedder brexiteers. Det er et pænt neutralt ord, ganske som antonymet remainers.
De blev hånligt omdøbt til remainiacs eller lidt senere, fordi the brexiteers mener, at the remainers altid brokkede sig over Brexit-nationens tilstand, remoaners. 
Charlotte og Tim er afgjort ikke brexiteers, men vi kunne alle blive enige om, at især betegnelsen remoaner er morsom og et fint udtryk for folkeviddet, eller wisdom of the crowd, som det hedder på engelsk.
Så kan man diskutere lidt med sig selv, om [folke]vid nu også er lig med wisdom, idet ‘vid’ betyder “evne til at udtrykke sig vittigt og rammende på et højt plan”, hvilket ikke nødvendigvis er et udtryk for den store visdom, men nu er vi vist ude i petitesserne.
Er det ikke ligefrem visdom, der bliver udtrykt af folkeviddet, er det til gengæld næsten altid morsomt … jeg elsker, når der lynhurtigt opstår nye ord eller betegnelser for et eller andet, der er oppe i tiden. Lige nu kan jeg selvfølgelig ikke lige huske gode, konkrete eksempler; jeg kom bare til at tænke på fænomenet, da jeg i går talte med Charlotte og hørte ordet remoaner.
Det bruges så dog ikke så ofte mere … stort set alle, der har haft så gevaldig travlt med at skose the remoaners og stædigt holde på, at det nok skal gå alt sammen, har holdt temmelig lav profil et pænt stykke tid nu. Mange brexiteers er vistnok ved at indse, at det måske alligevel ikke var det smarteste valg, de foretog dengang i 2016. Stemningen er måske ved at vende derovre, men jeg vil tro, at løbet nok er kørt for de næste mange år. Det ville heller ikke være en god ide at foretage en ny afstemning nu, for selv om der skulle blive et snævert flertal for ydmygt at vende tilbage til EU, kan (de stadig mange) EU-modstandere med rette spørge, hvorfor tallene fra afstemningen (51,89 % kontra 48,11 %) nu ikke længere kan accepteres? Så kan det modsatte, men nok relativt samme resultat vel betragtes som lige så ‘ugyldigt’? Så nej: Det varer mange år endnu – om overhovedet – før vi ser en ny afstemning derovre. Der skal nok gå en generations tid.
Så må vi se, om Skotland og Wales på et tidspunkt inden da melder sig ud af UK. Hvilket heller ikke er en god ide … det er noget værre rod alt sammen derovre.

Det er frygtelig egoistisk, men jeg er bare så glad over, at mine egne fire englændere ingen problemer har, og at de klarer sig strålende alle sammen.
Lige bortset fra, at Aubrey er hundesyg, fordi han har raget sig en omgang skarlagensfeber til! Han er nu på penicillin og bliver formentlig helt rask igen inden de skal rejse til Danmark.

Dyb undren

Jeg er ikke økonom og har ikke forstand på økonomi. Den eneste økonomi jeg har helt styr på, er min egen.
Jeg kan forholde mig til hugorme og klapperslanger, men valutaslangen forstår jeg ikke. Forstod jeg ikke … jeg ved godt, at Euroen aflivede den. Ej heller forstår jeg den store forkromede sammenhæng mellem EU’s og for den sags skyld også resten af verdens valutaer. For mig at se er det lige som sommerfugleeffekten en gang imellem. Den forstår jeg heller ikke, men jeg kender teorien.
Jeg kan konstatere, at strøm og fossilt brændstof stiger til det vanvittige. Jeg kan også se, at det er faldet lidt igen.
Der er, efter min ringe mening, mange der groft udnytter situationen og hæver priserne mere eller mindre voldsomt, bare fordi de kan. Pejsebrænde, for eksempel. Jeg kan til nød forstå, at ovntørret brænde stiger lidt (burde dog ikke stige til det tredobbelte), men lufttørret brænde??? Almindelig atmosfærisk luft er stadig gratis. Der er ikke lagt afgift på, at jeg tørrer mit tøj ude i haven. Endnu …

Og juletræer??? John har lige læst, at årets juletræer kommer til at koste dobbelt så meget som sidste år. Mig ikke forstå. Mig slet, slet ikke forstå. John siger med et glimt i øjet, at han da bare selv kan tage saven med, når vi skal ud for at fælde juletræet – så burde der ikke være nogen undskyldning for en prisstigning på 100 %, når nu vi selv medbringer den dyrere benzin. I øvrigt håndsaves træerne normalt, men det øger ikke ligefrem min forståelse for den prisstigning!

Det Manos del Uruguay-garn jeg købte for en måneds tid siden, var sat op med en halvtredser/100 gram. Butiksejeren forsvarede det med, at hun pga. stigende transportomkostninger skulle give mere for garnet, så hun var nødt til at lægge tilsvarende på i butikken. Jeg sagde, at det var da okay, men en halvtredser pr. fed? Det er jo ikke sådan, at hvert fed skal have sit eget flysæde! Faktisk kan der være rigtig meget garn i en kasse, så de 50 kroner er grov udnyttelse, er det.
At jeg køber garn helt nede fra Uruguay er en anden diskussion, men ved at gøre det støtter jeg et godt formål, og det kan man vel intet have imod. Garnet er bæredygtigt; det kan transporten af det til Danmark ikke påstås at være – men det er simpelthen noget af det blødeste og lækreste garn i verden, så derfor køber jeg det indimellem …

Jeg har hørt argumentet “Vores omkostninger er steget, så derfor …”.
Det er mine omkostninger altså også. I høj grad, endda, men der er da ingen, der giver mig flere penge til at betale mine regninger med. Det er godt nok smart, at man kan hæve prisen på sine ikke-omkostningstunge varer til at betale den private el- og varmeregning med. Eller er jeg for grov nu?

Nå. Alt dette er absolut ikke noget at grine ad, så skulle vi ikke slutte med noget, der er?
For eksempel – igenigen – noget fra en maskinoversættelse. Som jeg flere gange har nævnt, skal et oversættelsessoftware være yderst velbevandret i et sprog for at kunne forstå og oversætte talemåder og ordspil, og så langt er de ikke nået endnu. Grammatik, som kan defineres af regler, er derimod sjældent noget problem (fx det danske nutids-r og det på engelsk tilføjede ‘s’ i 3. person ental). Herunder er vist et glimrende eksempel på dette.

Man vil, hvis man er flink, kunne sige, at det er taget ud af en kontekst, så maskinen har ikke haft en chance. Godt så. Hvor mange katte skyder i det hele taget? Jeg spørger bare …
Hvis I ikke skulle vide det, så burde det have været oversat til the cat arches its back, men retfærdigvis skal det siges, at GT godt kunne finde ud af at oversætte korrekt, da jeg satte det danske verbum i datid.

Disse mærkelige sammentræf

Da jeg stod op onsdag morgen, så jeg noget ligge i vandet helt inde ved kysten, men jeg kunne ikke se hvad det var. Kikkerten blev hurtigt indstillet, og jeg kunne konstatere, at det var en båd fra Mosebølle, der havde revet sig løs fra sine fortøjninger og nu havde lagt sig til rette overfor Den Stråtækte. Vinden flåede kraftigt i presenningen, og en halv times tid senere afsløredes det, at båden hed Alva.
Jeg efterlyste ejeren af Alva af Mosebølle i et Facebook-opslag – for den gode sags skyld offentligt tilgængeligt, for det ville ikke være til megen nytte at nøjes med vennerne i dette tilfælde.

Det bar frugt. Om aftenen fik jeg en besked fra ejeren, og torsdag formiddag kom han og en ven for at se på båden og vurdere skadens omfang. Den ene forsøgte sig med en øse, men det hjalp som en skrædder i Helvede, for bølgerne slog hele tiden ind over båden, og han opgav da også ret hurtigt det forehavende.
De kørte igen, og lidt senere tikkede der en besked ind med en tak for observationen, men han ville desværre ikke kunne bjerge båden før søndag eller mandag pga. den stærke blæst. Jeg håber han får båden med sig i brugbar stand, og jeg er glad for at kunne konstatere, at FB kunne vise sig at være nyttig. Det sker ikke tit …

Det var Alva af Mosebølle.
Torsdag formiddag begyndte jeg på en ny lydbog, nemlig Anne Holts Det ellevte manuskript.
I et af de første kapitler blev der nævnt en Alva Heimal (eller Heimdal?).
Før jeg så den båd dagen før, havde jeg aldrig hørt navnet Alva.
Jeg tror, I alle har prøvet noget tilsvarende.

Det hedder noget så ucharmerende som Baader-Meinhof-fænomenet (men kaldes dog også frekvensillusion), og hvorfor det gør det, kan man nemt google.
I januar 2020 var der 813 piger i Danmark, der hed Alva, så helt ualmindeligt er det åbenbart ikke, men det ændrer ikke på, at jeg ikke kendte navnet – ikke engang det af Filcolanas garner, som hedder Alva. Det er jeg da helt flov over, men nu kender jeg det!

---

Og nu til noget helt andet: I forbindelse med mit indlæg om oversættelsesfejl var der et par kommentatorer, som var inde på, at de dårlige af slagsen måske var maskinoversættelser. Det mente jeg nu ikke, og jeg fandt et par interessante artikler, som bekræftede min teori om, at der ikke står en maskine bag undertekster i tv.
Jeg oplevede et eksempel på menneskefejl forleden: I didn’t slow you up too much blev oversat til “jeg sænkede jer ikke for meget”. Det er endnu mere noget vrøvl end den alt for hyppige ligge/lægge-fejl, men ikke en fejl en maskine ville begå. Men måske en jyde? (Sorry …)
Det er netop sådanne fejl, der sladrer om hvorvidt der står mennesker eller maskiner bag. Sidstnævnte oversætter ordene korrekt, men roder ofte rundt i ordstillinger og grammatik. Maskiner ville oversætte ordspil og faste vendinger direkte og dermed få nonsens ud af det, mens (gode) oversættere forsøger at finde noget tilsvarende på det sprog der skal oversættes til.
Et eksempel på en intelligent oversættelse er dette efterhånden nærmest legendariske: No, not the cheese, the keys! Hvad i alverden stiller man op med sådan noget? Lasse Schmidt oversatte det til “Nej, ikke Buko’en, Ruko’en.”
Det og meget mere kan læses i Kirsten Marie Øveraas gode artikel her, hvis man skulle være interesseret.

Over- og undersættelser

Jeg bingewatcher sjældent, men i de seneste par dage har jeg siddet og set hele sæson 2021 af den engelske Masterchef for amatørkokke.
Binge watching. Med dansk bøjning … det er tilladt; vi danskbøjer mange engelske ord, især efter en tid, når ordet er blevet almindeligt at anvende. Vi downloader en app. Vi cutter en forbindelse.
Binge watching er et nyere udtryk fra 2013, og der er aldrig fundet et dansk udtryk, der dækker lige så godt, så derfor bingewatcher jeg, når jeg ser mange afsnit af en serie lige i rap.

Det er efter, at jeg, takket være Ditte, har fundet BritBox. Den er farlig, for der er virkelig mange (engelske) udsendelser, serier og film, jeg godt kunne tænke mig at se. Det er godt, det er vinteren og ikke sommeren, vi går i møde, for i den mørke vintertid må jeg gerne sidde og se rigtig meget tv – så får jeg også strikket meget, hvilket vel ingen kan have noget imod.
Så nu var det altså Masterchef. I BritBox kan man vælge mellem forskellige undertekster, og vi har valgt de danske til, fordi John synes det kan være svært at fange det hele uden dem. Det er ikke så ofte, jeg læser dem, for jeg lytter mere end jeg kigger og ser derfor tit kun på skærmen, når kokkene skal præsentere deres kulinariske formåen. Det har dog været nok til, at jeg er faldet over et par ting; fx undrer det mig, at flere af oversætterne (det er åbenlyst ikke den samme, som har hele sæsonen) skriver cavolo nero i den danske tekst. Det er det engelske navn for palmekål, som alene er det navn, der anvendes på dansk. Det er dog nok nærmere det italienske navn, som englænderne har taget til sig …
Wild garlic oversætter de til vilde hvidløg, hvilket det aldeles ikke er – det er ramsløg, er det.

Et noget mere tricky (der var den igen, den engelske indflydelse) oversættelsesproblem er englændernes curry. Her er ikke engang englænderne enige. For de fleste betyder det en (sammenkogt) ret af asiatisk oprindelse, og der behøver ikke at være karry i den. Det er noget, der er fulgt med til England fra dengang, Indien var en britisk koloni, men inderne selv har ikke noget, der hedder curry.
”Curry is a word invented by the British back when they ruled India. It is the anglicized version of the Tamil word kari, meaning sauce and is now commonly used to describe almost any food of South Asian origin.” Og “..and wrongly assumed that all dishes that had some type of gravy in it were referred to as "curries."

Så langt, så godt. En oversætter burde vide, at a curry ikke skal oversættes til ‘en karryret’, men nok nærmere ‘en gryderet’ Man burde studse over, at karry slet ikke bliver nævnt, når ingredienserne remses op … især da når vi taler om en dessert! In a curried coconut crumb blev oversat til ‘i kokosnød med karry’. Nej, nej, nej, siger jeg bare …

I denne udgave af Masterchef er der to dommere. Gregg Wallace har fint styr på den engelske grammatik; John Torode begår den samme fejl som et utal af både danskere og englændere: De hyperkorrigerer, fordi de tror, man ikke må sige ‘mig’, hhv. ‘me’.
Det må man godt. På begge sprog. Det skal man faktisk på begge sprog, for ‘jeg’, hhv. ‘I’ skal kun bruges, når de står som grundled.
Ikke desto mindre påstår John op til flere gange i hvert afsnit, at deltagerne skal “..make fabulous servings for Gregg and I”. Han har også sagt “It surprised John and I”.
Når Gregg siger det, siger han det korrekte ..for John and me.

Netop dette jeg/mig-fænomen har jeg før været inde på i et par af mine tidligere sprogindlæg. Min helt ugrammatiske tommelfingerregel er, at man skal fjerne den anden person. Ingen ville vel sige “Nu skal du lave noget dejlig mad til jeg”?
Eller “vil du være venlig at række jeg sovsen?” Det lyder jo komplet tåbeligt, men ikke desto mindre formår nogle at sige “vil du række sovsen over til John og jeg”.

Nå. Det er altid nemt at kritisere, og jeg kunne godt forestille mig, at oversætterne bliver så dårligt betalt, at de ikke har tid til at udføre deres arbejde grundigt nok. Derfor er jeg heller ikke dybt nedslået over fejlene – der er såmænd heller ikke så mange af dem, at der er grund til at blive det – men jeg vil forbeholde mig retten til at more mig over dem og hænge de anonyme oversættere ud her på bloggen.

Don’t make a mountain out of a molehill

Don’t make a mountain out of a molehill er et engelsk udtryk, som mange af jer sikkert kender.
Det betyder to treat a minor problem as if it were a very serious problem; dvs, at man ikke skal gøre en mus til en elefant.
Vore muldvarpe har på ingen måde tænkt sig at efterleve idiomet, for skuddene på vores græsplæne og i bedene er enorme! Jeg har aldrig set så store muldvarpeskud og har faktisk haft den tanke, hvorvidt den skyldige mon har været udsat for radioaktiv stråling og er blevet til et monster. Vi har i hvert fald nærmest bjerge i haven og og ikke bare muldvarpeskud.

Det måtte der gøres noget ved, for når vi visse steder trådte hen over græsset, kunne vi mærke, at jorden sank en lille smule.
Muldvarpesakse går vi ikke ind for – dyrene gør trods alt bare det, de er sat i verden for at gøre, men de må altså meget gerne gøre det et andet sted end hos os, så ikke haven ligner et bjerglandskab.
Lugten af hvidløg har vi hørt, at de ikke kan lide … det må stamme fra en, der selv afskyr hvidløg, for det virker ikke at lægge hvidløg i gangene.
Hvad så? Vi besluttede os for at prøve, om vi kan skræmme den/dem væk med støj, så i går kørte vi til Silvan for at købe en solcelledrevet ultralydssender.

Det er jo smart og grønt nok med de solceller i toppen, men hvad nu, hvis man har en længere periode, hvor solen ikke skinner? Skynder muldvarpene sig så at vende tilbage? Det stod der ikke noget om, men det forudsætter selvfølgelig også, at de allerede var flyttet væk fra støjen.
Vi ved endnu ikke, om den virker, for man skal give det en fjorten dages tid, inden man kan se en eventuel effekt. Ordet ‘eventuel’ er min egen tilføjelse, for sådan stod der sjovt nok ikke i brugsanvisningen.
Til gengæld stod der, at man ikke må bruge en hammer, når man skal sætte den ned i jorden.
Den tager vi lige igen: Øverst sidder to små solceller, og producenten føler sig nødsaget til at fraråde at bruge en hammer, når dimsen skal i jorden!
Den morede vi os en kende over … jamen, jamen … havde det ikke stået der, havde vi naturligvis taget den store mukkert til at hamre støjsenderen ned i græsplænen med. Eller hvad? Tror de ikke, man er i stand til at tænke selv? Vi er trods alt ikke amerikanere … og den er ikke engang fremstillet i USA, men i UK, så vidt jeg kan finde ud af.

Jeg må indrømme, at jeg ikke har den største tillid til effekten, for undersøger man mulighederne, bliver saksen hele tiden nævnt som det bedste og mest virkningsfulde tiltag, men man er vel dobbeltmoralsk, for mens jeg ikke har nogen skrupler over at sætte smækfælder op for mus og rotter, så har jeg det, når det gælder muldvarpe.

Holde af, holde ud, holde..

Da jeg i sin tid lærte engelsk, købte jeg en bog, der hed Dictionary of English Phrasal Verbs and their Idioms.
Lyder det kedeligt? Jeg elskede at kigge i den bog, og jeg kan stadig finde på at gøre det.
Vidste I, at ordet go kan have hele 37 forholdsord hægtet på? Verbet play har 11 forholdsordsmuligheder, put har 19, hold og take 14. Hvert nyt forholdsord giver selvfølgelig verbet en ny betydning. Nogle af disse, fx take up, har hele 15 forskellige betydninger. Put away har otte forskellige betydninger. Put up syv. Jeg har hørt danskere med stolthed i stemmen påstå, at dansk er et af de sværeste sprog at lære. For det første er jeg lodret uenig; der er masser af sprog, der er sværere, og for det andet har jeg sådan en lyst til at gå dem på klingen, som selv mener, at de taler flydende engelsk. Det er ofte de samme, der har sørgeligt lidt styr på grammatikken og som oven i købet lyder som Eddie Skoller, når han bevidst taler engelsk med dansk accent. Man kan være god til engelsk, ja, bestemt, men 99 % af dem, der hævder at være “flydende i skrift og tale”, er det på ingen måde. Jeg har sat adskillige røde mærker i sådanne personers rapporter.
Men det er vel med sprog, som det er med så meget andet: Jo mere man lærer om et emne, jo mere ved man, at man ikke ved ret meget …

Jeg nævnte to hold. Et dansk verbum, der kan give put, play og hold (men nok ikke go eller take) en smule konkurrence, er netop ‘holde’. Man kan holde af, holde op, holde ud, holde inde, holde fast, holde med, holde tæt, holde på og holde til. Det var vist forholdsordene. Så er der forholdsforbindelserne: Holde i ære, holde i skak, holde i ave, holde med selskab, holde i hævd … og der er flere. Man kan holde næsen i sporet, holde nogen i ørerne, holde i live, holde krudtet tørt og så videre. Men nu kan I nok ikke holde mig ud ret meget længere.

Hvorfor skriver jeg dog også alt det her?
Det gør jeg fordi associationen til de mange holde-forbindelser dukkede op i min hjerne i går, da vi kørte op til et hønseri (og anderi) i nærheden af Holbæk for at få fat i fuglenes yndlingsmad, nemlig Hansen-blandingen. Den elsker fuglene bare, og selv om den er dyr, og vi skal køre langt for at få fat i den, så gør vi det, fordi der er 0 % spild, idet det er en frøblanding helt uden korn i. De billige blandinger indeholder ofte meget havre, og det er der ingen af vores havefugle, der gider spise, så det bliver bare smidt ned på jorden, hvor rotterne godt gider spise det – men vi gider til gengæld ikke rotter …
Løsning: Hansen-blandingen.

Det lille hus herover er et kaninhus, men ikke så langt fra det havde de det fineste lille hønsehus til salg, med stige, soveværelse på første sal, altankasse på den ene side og karnap på den anden, så man bare skal løfte taget for at indsamle de lagte æg.

Og jeg vil så gerne holde høns …

Til dette ønske har John for en sjælden gangs skyld nedlagt veto.
Derfor har jeg dog ikke vandet høns, for jeg kan godt se, at med alt vores fravær fra matriklen er det nok ikke det smarteste.

I disse sparetider …

Min bank sendte en mail ud med sparetips af enhver art.
Det er fint nok, men når man allerede har hakket de fleste af, er det ikke helt så nemt.
Det indsatte klip viser hvad de foreslår mht. abonnementer.
Det første gjorde vi for flere år siden.
Gratis streaming vil vi ikke nøjes med, da DR ikke (altid) opfylder vores krav til tv. Jeg har i øvrigt lige meldt mig til BritBox, som ser ud til at være rigtig god, og den koster kun godt 500 kroner om året, så det klarer vi nok. Faktisk får jeg den mere end gratis, så at sige, for jeg sagde ved samme lejlighed Amazon Prime Video op, for den brugte vi stort set aldrig, og den kostede 79 kroner/måned.
Fitness er ‘sparet væk’ (lad os bare kalde det det …) for maaange år siden.
Forsikringerne kiggede vi på for tre år siden og sparede derved 3000 kroner om året – samtidig med, at vi fik bedre betingelser!
Mobilabonnementerne er optimale for os.
Vi har ingen måltidskasser for tiden.

Hvad søren skal vi så gøre?
Vi har skruet en grad ned for varmen (vi har jo vores brændeovn), og vi oplader bil og vasker op om natten, men det har vi gjort siden vi ændrede vores el-abonnement i juli sidste år, hvorved strømmen blev billigere mellem kl. 22 og 06. Nej, vi har ikke variabel pris.
Tørretumbler har vi ikke brugt i mange år. Det er gratis at lufttørre sit vasketøj.
Når vi har rejst i vinterhalvåret, har vi altid skruet fyret så langt ned, som stueplanterne har tilladt os. Det eneste nye for os i disse tider er, at vi slukker for el-vandvarmeren, når vi er væk i en uge eller mere. Den har ellers altid bare kørt konstant.

Vi er kommet frem til den konklusion, at vi bare må ‘æde’ de regninger, der kommer. Det er da vildt irriterende, at alting skal blive så dyrt, især fordi jeg har en voldsomt kraftig mistanke om, at rigtig mange skruer priserne i vejret, bare fordi de kan og ser en pæn ekstraprofit løbe ind uden særlige ekstraomkostninger. Fx forstår jeg godt, at ovntørret brænde stiger i pris, men lufttørret brænde??? Der gælder her det samme som for vasketøjet, nemlig at den atmosfæriske luft ikke er blevet dyrere! Og drop dog det ovntørrede – det andet er okay at bruge.

Vi klarer den, men der er mange, der ser en rigtig hård tid i møde, for man skal jo have mad.
Derimod er det noget klynkeri, hvis man piber over at skulle skrue lidt ned for varmen. Man behøver ikke at kunne rende rundt i T-shirts og bare tæer hele vinteren. Vi er mange, der kan huske hvordan det var i 1973, og vi overlevede, også selv om vi blev anbefalet at nøjes med 18° i hjemmet. Gad vide, hvad man ville sige til bilfrie søndage i 2022?

Thymes Planteskole sparer åbenbart r’er væk, men det er ikke nogen god ide, hvilket jeg lige kom til at fortælle dem, da jeg modtog mailen. Og fejre[r] skal ikke skrives med stort F.
Jeg skal nok bare være taknemmelig for, at de ikke har sat apostrof i Thymes …

Uha, det er så svært

Dengang jeg stadig var arbejdsramt, leverede jeg med mellemrum sprogrelaterede indlæg. Hvorfor jeg ikke gør det mere, kan jeg ikke forklare, for sproglige fejl og misforståelser samt dårlige oversættelser er ikke i aftagende – nærmere det modsatte, og det har intet at gøre med, om jeg skal på arbejde eller ej.

Sportsjournalister er en evig kilde til sproglige, mere eller mindre bevidste, ups’er. Det skal også gå stærkt, og så kan man nemt komme til at fyre noget vrøvl af, og hvem af os kan sige sig fri for sommetider at ønske, at man kunne holde kæft med tilbagevirkende kraft? Ikke mig, men jeg har den fordel, at jeg, i modsætning til mediefolk, sidder i et sluttet selskab og bare kan grine af mig selv eller blive sur på mig selv, lidt afhængig af situationen eller konteksten.

Den seneste fra sportens verden er fra i lørdags, hvor John sad og så cykelløb fra Spanien:
”Han har haft et alibi hele dagen.”
HVAD har han haft??? Jeg ved selvfølgelig godt, hvad et alibi er, men det ved den pågældende cykelkommentator tydeligvis ikke. Jeg spurgte John, hvad der mon mentes med den bemærkning, for han – John – havde, i modsætning til mig, hørt efter hele tiden, men han kunne heller ikke regne ud, hvad udtrykket skulle beskrive eller dække over.
Er der nogen her, der har et bud?

En anden uudtømmelig kilde er oversættere. De fleste er rigtig gode, men sommetider tænker de sig altså ikke om. Eller har de (også) for travlt? Nogle af dem har nok, for de er vist ikke alle lige godt betalt, selvom vi ikke ser de skodkanaler, der betaler allerdårligst. DR og TV2 har glimrende oversættere, skønt en del af dem stadig ikke har lært, at engelsktalende ikke bruger -arder, men kun -oner. Det vil sige, at for dem betyder en billion en milliard for os.
Det har jeg været inde på for flere år siden, men vil igen understrege, at det i mine øjne er en voldsom fejl, fordi den i nævnte eksempel udgør en faktor 1000, og helt grotesk bliver det, når en engelsktalende siger “trillion”, og det bliver ‘oversat’ til en trillion og ikke til det rigtige billion. Forskellen her er en faktor en million, nemlig fra 10¹² til 10¹⁸. En dansk trillion er med andre ord en milliard milliarder, mens en engelsk trillion ‘kun’ er en million millioner. Det er ikke helt lige ligegyldigt om det er det ene eller det andet – slet ikke når vi taler bruttonationalprodukter!

På BBC Earth så/hørte jeg forleden aften to fejl:
It gives 30.000 litres at the time blev til ‘Det leverer 30.000 liter hver time’. Det er bestemt ikke det samme, og der blev oven i købet umiddelbart inden omtalt en døgnmængde. I øvrigt forstår jeg ikke, hvordan en oversætter kan få time til at blive til time. Man har ikke gået ret længe i skole, inden man ved, at en engelsk time hedder an hour.

Den anden var måske mest lidt sjov og bestemt ikke meningsforstyrrende, men oversætteren burde have vidst bedre.
Borneo lies across the equator blev til ‘Borneo ligger på den anden side af ækvator’.
Nej, det gør den ikke; den strækker sig netop over begge sider af ækvator.

BBC Brit kan også: I Pointless, som er et meget britisk underholdningsprogram, svarede en deltager North Ireland på spørgsmålet om hvor han kom fra, hvilket blev oversat til Nordøen!
Jeg synes, der er en endog tydelig forskel på udtalen af Ireland og island, men ikke desto mindre blev det så håbløst oversat.

Jaja. Kan man ikke bruge sit pensionistliv til andet, kan man altid få tiden til at gå med at finde andres fejl …

Det er bedre og mere givende at finde pærer, så nu vil jeg gå på pærerov. Jeg har fået frit lejde til at tage alle de pærer og alle de æbler jeg orker, i den store have til det store hus på vejen, hvor der – blandt meget andet – er tre pæretræer og hele ti æbletræer.
Det er fedt at have sådan nogle søde og gavmilde mennesker lige i nærheden.

Nu blomstrer alle vores nøgne jomfruer. På engelsk har de mistet deres uskyld, for der kaldes de Naked Ladies.

Kartofler, kartofler

Vores lille krydstogtgruppe på kun 14 personer bestod af syv par, som selvfølgelig var forskellige. Det er en lille gruppe, så der går ikke særlig lang tid, inden man lurer de forskellige af og noterer sig deres karakteristika. Jeg plejer at være god til at vurdere folk, og det sker ikke ofte, at jeg må revidere mit første indtryk. Selvfølgelig er det sket, men det er heldigvis ikke noget, de pågældende var eller blev klar over. En af de lidt større fejltagelser var på en tur til Tunesien, hvor vi syntes, at især han var latterlig, hjælpeløs og i øvrigt temmelig dum at høre på, når han åbnede munden … en typisk turist på den virkelig tåkrummende måde. Hun var bare en lille, grå mus at se på.
Jeg syntes de virkede bekendte, og det viste sig, at parret var et astronomægtepar, som vi ‘kendte’, fordi de ofte svarede på læserspørgsmål eller havde en artikel i Illustreret Videnskab, og som derfor bestemt ikke på nogen måde kunne kaldes uintelligente. Dem kunne vi nok have fået os en del interessante samtaler med, hvis altså ikke vi havde gjort os svære anstrengelser for at undgå dem.

På denne seneste krydstogttur var der kun ét par, jeg ikke frivilligt satte mig i nærheden af, når vi skulle have aftensmad. Resten var søde og behagelige mennesker.
(Jeg har kun fortalt til en enkelt i gruppen, at jeg har en blog, så jeg både satser og håber på, at det pågældende par aldrig læser dette.)
Han var typen, der hele tiden skulle komme med en kvik bemærkning, men de befandt sig mest ovre i den dårlige afdeling af onkelvittighederne eller i den for floskler. Bl.a. sagde han tit: “Årh, du ved: kartofler, kartofler.”
Nej, det vidste jeg ikke … det tog lidt tid, inden det gik op for mig, at det var hans måde at citere de ellers så velkendte linjer fra Let’s Call the Whole Thing Off: "You like po-tay-to / And I like po-tah-to”. Han sagde det nemlig lidt senere på engelsk, men hvor der ingen forskel overhovedet var på de to udtaler; således heller ikke, da han sagde kartofler, kartofler, som blev udtalt på bredt københavnsk. Jeg syntes ikke, det var morsomt, men jeg er jo også a grumpy old woman.
Hun brillerede ved at komme temmelig beruset til de fleste aftensmåltider. Hun råbte heldigvis ikke op eller skabte sig tosset, men hun var mildt sagt s….irriterende at høre på. Hun kunne ikke huske fra næse til mund og kunne spørge om den samme ting op til seks gange på en halv times tid – og man skulle koncentrere sig for at forstå, hvad hun sagde. 
Hun var såmænd sød nok i ædru tilstand, hvilket hun da trods alt præsterede om formiddagen, men vi blev enige med guiden (og flere andre) om, at hun da så sandelig fik fuld valuta for den drikkepakke, der var en del af konceptet.

Nå. You like potayto and I like potahto – You like tomayto and I like tomahto – Potayto, potahto, Tomayto, tomahto. Let’s call the whole thing off.
Jamen det gør vi så … glemmer alt om det lidt irriterende par og husker i stedet de øvrige 10 søde og behagelige rejsekammerater.

Tomaytoes / tomahtoes har vi i overflod her på matriklen.
På billedet ses otte relativt små glas. De indeholder koncentratet af 4½ kilo tomater, som, efter at have været igennem foodprocessoren, fyldte hele gryden = knap syv liter. Det, tilsat en spsk salt, stod og småkogte i seks timer, hvilket reducerede mængden til noget under det halve.
That’s it. Simplere bliver det ikke, for jeg gider ikke fjerne kernerne inden det koges ind. 
Det er ikke decideret for at spare penge, for koncentreret tomatpure er ikke dyrt i indkøb, men når nu man selv har så mange tomater … og så kan det trods alt ikke komme ned på prisen for seks timer på lavt blus. Måske én kwh? To? Det er under alle omstændigheder til at overse, selv i disse tider, og så smager det, som skrevet før, langt bedre end det købte.

Jeg er ét stort spørgsmålstegn

I går, da jeg gik ud for at vande krukkerne på terrassen, mødte der mig et syn, der må have fået mig til at ligne ét stort spørgsmålstegn.
Godt halvdelen af den ene pottes blomster var klippet over – lige så fint og nydeligt, som hvis jeg selv havde gjort det med en saks.
Problemet er bare, at jeg normalt ikke går rundt og klipper blomsterstilke over, for så blot at lade dem ligge og flyde ved siden af potten, som det var sket her.
Det kan ikke have været snegle. Det kan ikke have været et rådyr, for de kan ikke komme om i den del af haven – og i øvrigt har vi dem slet ikke i nærheden af os …
Hvem i alverden er det så, der går og klipper mine blomster over??? Og den formastelige gider ikke engang spise dem, men lægger dem bare ved siden af potten!!!
John og jeg stod og gloede ned på fænomenet i flere minutter, mens vi brainstormede os igennem alle de muligheder vi kunne forestille os, men vi nåede ikke frem til noget brugbart, så jeg vil meget gerne have løsningsforslag fra haveejere/biologer/botanikere, der har forstand på den slags underlige fænomener.

Jeg ligner nok også et spørgsmålstegn, når jeg ser en plakat som billedet herunder viser. Kan man eventuelt forestille sig et grinende spørgsmålstegn?
Dyr og tøj kan have rynker, men kan førstnævnte også have flæser? Visse havsnegle ser godt nok ud, som om de har taget flæsekjolen på, men det er forhåbentlig ikke sådan nogle, der er tale om her.
Det er fra havnegrillen på Nysted Havn, og spørgsmålstegnet går ikke på, at jeg ikke kan forstå, hvad der skulle have stået, men hvorfor man da for pokker ikke lige læser korrektur, inden den slags går i trykken?

Mit tredje og sidste spørgsmål lyder: “Er disse svin virkelig sortbroget dansk landrace?” Vi så dem på Rabarbergården ved Holløse på Nordsjælland.
Farmer, som ellers altid har været mit online-leksikon, når det kommer til landbrugsspørgsmål, blogger desværre ikke mere, så nu ved jeg ikke, hvem jeg kan spørge.
En googling førte mig frem til, at det mere ligner Glouchestershire Old Spot, fordi denne nordsjællandske udgave er markant mørkere end den danske landrace.
Men selvfølgelig ved Rabarbergården hvilken svinerace de har – jeg har bare aldrig set dem så mørke før. Er de ganske enkelt bare snavsede, mon?

Det er ikke livet om at gøre at få svar (dog måske med undtagelse af det første spørgsmål), men som landbrugsdatter kommer jeg nok aldrig forbi det at blive nysgerrig, hvad den slags ting angår, selv om jeg så glimrende ved, at det da er aldeles ligegyldigt, om jeg ved det eller ej.

Herligt at kunne lægge planer igen

Det er så fedt at kunne lægge masser af ferie- og rejseplaner igen. Nu tør vi godt, og vi har en rum tid satset på, at 2022 ville blive året, hvor det hele vender tilbage til normalen.
Det gjorde det så ikke helt, for i mange lande bruger mange stadig mundbind, når man færdes i det offentlige rum – vi ser det bl.a. i Tour de France. Men hvad hjælper det, at de “tager hensyn til hinanden”, når tourdeltagerne alligevel falder fra på stribe, fordi de bliver smittet med coronavirus? Det bekræfter min ide om, at det mundbind ikke er meget værd.
Jeg havde ikke set det komme, at jeg skulle blive interesseret i at følge med i TdF. Jeg har nogle gange kigget lidt med, når de er kørt igennem de smukke, franske landskaber, og man fik det hele med helikopterblikket og Jørgen Leths gode kommentatorskab. Så stoppede han, og TdF var ikke længere helt det samme.
Men i år skulle det hele som bekendt begynde i Danmark. Det, jeg faldt for der, var at se det hele sådan lidt fra oven. Jeg kender de to lange strækninger relativt godt, og det gav pludselig løbet en for mig interessant dimension. At Magnus Cort skulle vinde bjergtrøjen i et land uden høje bjerge var også flot – og meget synd for ham, at han fik covid-19.
Jeg har ikke siddet limet til skærmen under hele touren, men jeg har kigget lidt mere med indimellem end jeg normalt gør, og som oftest set de sidste 20-30 kilometer – især da Vingegaard så mere og mere ud til at kunne vinde.
Sportsjournalisterne er en kilde til evig fornøjelse. Hvor har vi dog moret os mange gange, når de fyrer deres metaformix af eller får sat nogle andre ord ind end de rigtige. I har sikkert selv hørt dem, men her kommer to fra i dag fra afslutningen på løbet i Paris. Det er ikke kun rytterne, der er helt oppe at køre, kommentatorerne er det selvfølgelig også, så der bliver brændt en masse sludder af.

..når de brosten bliver våde, så bliver det brunt som sæbe..

..det, som han nu lægger for døren..

Hvorfor kalder de mon egentlig hele tiden Vingegaard for ‘lille’? Han er 1,75 meter, så han er da ikke specielt lille. Han er spinkel, men det er ikke det samme som lille. Gennemsnitshøjden for danske mænd er godt nok 1,84 meter, men man er da ikke ‘lille’, før man er under 1,70, er man? Hvornår er man i jeres øjne en lille mand?

---

Men tilbage til planerne. I august tager vi på krydstogt i Nordatlanten, og her i formiddag fik vi booket et sommerhus på Bornholm i september (Strik Bornholm) og en tur til England i oktober. Indimellem kommer den sædvanlige webstrikfestival, så vi får travlt på den helt go’e måde.
Vi tager bilen til England igen – vi gider simpelthen ikke det kaos, der åbenbart stadig hersker rundtomkring i Europas lufthavne.
Dover-Calais har problemer med timelange køer, fordi franskmændene efter sigende ikke har personale nok til at tjekke pas.
Godt, vi har Hook van Holland-Harwich, som mine englændere også blev helt glade for bare på den ene gang de for nylig benyttede sig af den mulighed. Nemt og smertefrit går det, og at stå tidligt op et par morgener i træk kan vel overleves af alle.
På krydstogtet står vi ud fra New York og ender i Reykjavik, hvorfra vi flyver hjem.
Desværre kan vi ikke køre til NY, men vi må pakke kufferterne fornuftigt og glæde os over, at vi i værste fald vil kunne nå at købe en ny garderobe på forsikringens regning, inden vi skal ud at sejle. Vi håber det bedste og frygter det værste, men glæder os vanvittigt meget til turen.

Jeg har gravet 40.000 kroner ned …

Med disse tiders negative renter kan det ikke betale sig at have penge i banken, så jeg kan lige så godt grave dem ned.
Man behøver ikke at gøre det selv – man kan sagtens få folk til at gøre det for sig …
Det har jeg lige gjort. Det var ikke nødvendigt at lave et skattekort, så mine arvinger kan finde dem igen. De er nemlig ikke gravet ned omme i baghaven, men lige derude, midt på cykelstien, hvor man drejer ud fra vores vej. Ingen kan komme til at grave dem op igen uden det bliver opdaget, så de 40.000 kroner ligger trygt der.

Jeg ville nu hellere have haft beholdt de penge. Jeg kunne sikkert godt have fundet på et eller andet interessant at bruge dem til, men nu syntes Næstved kommune altså, at de skulle graves ned. De har gravet virkelig mange penge ned heromkring, for ingen må længere have septiktanke, men skal tilsluttes det offentlige kloaksystem. Det kan vi i princippet ikke tillade os at have noget imod, men jeg har stadig en følelse af, at jeg lige så godt kunne have brændt de mange penge, fordi det for os selv ingen forskel gør – andet end at vi ikke længere skal have slamsugeren ud en gang om året.
Vi er så oven i købet heldigere end de andre på vores vej, fordi vores i forvejen kun fem år gamle forbindelse til hovedsystemet ligger et sted, hvor vi kan blive tilsluttet direkte til den nye ledning ude i vejen. For de 40.000 kroner får man nemlig kun en ny hovedledning. Hvad der skal ske på egen grund er for egne penge, lige som man selv skal sørge for at få nedlagt septiktanken.
Det skal jo også blive dyrt. Der var seks mand på, hvoraf de fire i 90 % af tiden stod og gloede ned i hullerne, der blev gravet ud.
Det er sandelig godt at have nogen til at hjælpe til, hvis man ikke selv kan få udgifterne til at slå til …

Ansvaret for rørføringen havde Villy Poulsen. Han kan også noget med strømpeforing … et ord, jeg hyggede mig en del over, indtil John forklarede, at det var det, vi for mange år siden fik udført, da vi boede i Havdrup. Så mistede det lidt sin mystik og charme.

Det er ikke et lige så delekritisk ord som strømpenisser, idet der ikke er et ord, der hedder peforing. Jeg så engang ordet strømpenisser delt efter strøm, hvilket var ret uheldigt – men meget morsomt!

Og nu vi er ved sprog: Jeg får nyhedsbreve fra Rito, som er rigtig gode til alt med garn og hvad dertil er knyttet. De er med tiden blevet bedre til det skriftlige; fx har de lært, at i dag, i går og i morgen skal i to ord. Respekt for det – det er der sørgeligt mange, der ikke ved.
Men … “..galte..” … den har jeg dog aldrig mødt før. Den må være i familie med det efterhånden – også af journalister – meget brugte “(an)holdte” i stedet for “(an)holdt”: “Politiet anholdte en ung mand.”
Hos Rito har de åbenbart styr på, at ‘gælde’ er uregelmæssigt bøjet, men ikke helt hvordan. I det hele taget går det vist indimellem lidt stærkt for dem, kan man fornemme.

Ikke kø der – men her …

ENDELIG!!!
Jeg har forsøgt hver dag, med undtagelse af i går, at booke vaccinetid direkte på vacciner.dk, men hver gang blev jeg brutalt verfet væk med ordene: Du har endnu ikke modtaget en invitation til et vaccineforløb.
Nånånå. Det har jeg da. For længst, endda. Det var en lidt fjollet formulering, for jeg er vel i et “forløb”, når jeg har fået to vaccinationer og går og venter på den tredje?
I dag er der gået præcis seks måneder siden jeg fik det andet stik, så i morges klokken 8:20 loggede jeg på vacciner.dk (ingen ventetid) og fik at vide, at nu kan jeg booke tid til 3. stik, så det gjorde jeg fluks – ingen kø, ingen ventetid, så jeg snuppede den først mulige, som er i Næstved på onsdag. YES! Den når jeg så at have ni dage til at få til at virke så godt som muligt, inden vi tager til England.
Vaccinen er måske, måske ikke, vildt effektiv mod omikronvarianten, men jeg vælger at tro på, at et eventuelt sygdomsforløb vil blive mindre dramatisk. Jeg er ikke nervøs for at tage til England – heller ikke selv om den åbenbart voldsomt smitsomme nye coronavariant florerer. Vi skal bare være hos Charlotte og skal alligevel være i isolation der, indtil vi kan stille med en negativ PCR-test.
Og varianten udtales ‘Omikron – med tryk på det første o. Det skal lyde som når man siger Parthenon. Næsten. Det skal i hvert fald IKKE rime på telefon! Jeg ville ønske, der var en, der kunne fortælle diverse reportere og tv-oplæsere, hvad den korrekte udtale er. Det irriterer mig at høre begge udtaler i den samme tv-udsendelse.
Omikron er et bogstav i det græske alfabet. Både de små og de store bogstaver lærte jeg i gymnasiet. Ikke fordi jeg havde oldgræsk; jeg skulle jo ikke være bibliotekar, men fordi vi i matematik og fysik brugte samtlige (som jeg husker det) både små og store græske bogstaver til alle de svære formler, vi skulle kunne. O(mikron) i modsætning til o(mega) går på udtalen; ikke på om det er et lille og et stort græsk o, som vist mange tror.
(I al fortrolighed var jeg en del bedre til at huske det græske alfabet end til at huske, endsige forstå, de sommetider helt umulige og kilometerlange formler.)
I dag kl. 11:28 løb ‘invitationen’ ind i min e-boks, men da havde jeg jo selv klaret den lille sag flere timer forinden.

Det gik som nævnt aldeles smertefrit – den eneste kø, jeg har oplevet de seneste dage, er køen ude på Strandvejen, fordi der er sat et trafiklys op. Næstved kommune er ved at kloakere, så vi skal snart nedlægge septiktanken.
De er sikkert gode til at lægge kloakledninger ned, de gode mænd, der arbejder på sagen, men de viste sig også at være gode til at grave elkabler over. I går var vi uden strøm i nogle timer.
Godt man har en brændeovn …
Man bedes bemærke den manglende sne. Det lille Danmark var virkelig delt i to den dag – jeg læste ovre hos Lene, hvor slemt det havde været i Nordjylland.

Et privilegium

Lad mig først og fremmest slå fast, at privilegeret staves, som jeg stavede det i sidste indlæg, nemlig privilEgeret.
Man kan huske det på, at når man har privilegier (som de fleste kan stave til), er man privilegeret og ikke priviligeret. Stavekontrollen giver i øvrigt også rød bølgelinje under sidstnævnte.
De fleste skriver det forkert, men det kan såmænd dårligt undre mig, når en googlesøgning giver 221.000 hits på den rigtigt stavede udgave og 267.000 på den forkerte!
At komme med en løftet sprogpegefinger er et privilegium, som jeg har givet mig selv.

Et privilegium (eller privilegie) kan betyde en særrettighed, hvor min trods alt nok hører til den mere uskyldige af slagsen.
Det er straks noget andet, når man som enkeltindivid eller minoritetsgruppe prøver at erhverve sig særlige rettigheder. Det er nemlig undergravning af demokratiet.
Hårde ord, og nok også sat en anelse på spidsen, men ikke desto mindre mener jeg det. I et sandt demokrati har enten alle rettigheder eller ingen har rettigheder.
Særrettigheder hører andre slags nationer til. Nationer, som langt de fleste af os absolut ikke har lyst til at være borger i. Nordkorea. Zimbabwe. Afghanistan. Det gamle DDR, USSR og lignende lande. Også det nye Rusland, for den sags skyld … lande, hvor lederne tiltager sig særrettigheder, mens borgerne bliver skudt eller ‘forsvinder’ for at have en mening.
Jeg ville ikke holde længe i nogen af de nævnte lande.

Eksempel: Når en person, der er udstyret som en mand, men som føler og/eller definerer sig selv som en kvinde, vil klæde om og bade sammen med kvinderne til idræt eller i en svømmehal, siger jeg, at nu stopper legen.
Nej, siger jeg bare. Nej. Nej. Nej. Hvis man er i besiddelse af det mandlige udstyr, må vedkommende lide den tort at klæde om med fysisk ligestillede, selv om den indvendige side af hovedet fortæller noget andet.
Man skal nemlig ikke bilde mig ind, at der ikke går nogen rundt derude, som både er og føler sig særdeles meget som mænd, og som kunne få nogle “gode” ideer om, hvordan man tiltusker sig adgang til kvindernes omklædningsrum.
De vil også afsone deres straffe i kvindefængsler. Nej igen, kære venner. Hvis ikke I kan holde tanken om et mandefængsel ud, så har jeg et virkelig godt forslag: hold jer på den rigtige side af loven – så løser det problem helt sig selv.
Nu får jeg hug, men jeg har brede skuldre:
Jeg er ved at være træt af alfabetfolket.
Hvorfor skal 99,5 % af befolkningen tage særlige hensyn til 0,5 %? Hvorfor er det nødvendigt med den voldsomme synlighed? Formentlig er ingen interesserede i at høre mig råbe op på gader og stræder om, at jeg er heteroseksuel. Jeg er heller ikke specielt interesseret i at vide, hvor andres seksuelle præferencer ligger.
I er da bare mennesker på lige fod med alle andre mennesker. I må klæde jer som I vil og I må have sex med hvem I har lyst til (altså ikke uden først at få lov …) – jeg mener bare ikke, det skal være noget, som samfundet skal involveres i.
Jeg er så privilegieblind, at jeg ingen ide har om, hvad flere af de forskellige betegnelser betyder, and frankly, my dear, I don’t give a damn. (Rhett Butler i Borte med Blæsten).
Og således fik jeg rundet ordet privilegeret af. Måske ikke på fineste vis, men jeg kunne ikke gøre det elegantere.

Jeg har også skarpe holdninger om nedrivningen af statuer af slaveholdere, Lenin og lignende. Hvorfor skal noget skrives ud af historien? Vi skal lære af historien, ikke fortrænge den, fordi vi i dag ved, at det var forkert og umenneskeligt. Eller … nogle ved det … slaveri findes stadig.
Hvis det er sådan det skal være, hvorfor er der så ingen der nævner hekseafbrændingerne? Jeg har da ikke glemt dem og vil gerne på kvindernes vegne have en offentlig undskyldning for hekseforfølgelserne. Gerne fra lederne i de lande, hvor man fik aflivet flest kvinder på et noget usagligt grundlag – som naturligvis var religiøst funderet, men det kan eventuelt komme i et senere indlæg.
Det er jo ikke en bog, jeg er ved at skrive.

Brugsen kan endnu … ikke

Det er længe siden, jeg har skrevet om Brugsens stavning, men nu er tiden atter inde.
Jeg har flere gange hævdet, at manglende kendskab til dansk retstavning er et kriterium for at blive ansat i en af COOPs butikker.
Den påstand holder stadig.
Vi havde et ærinde i Køge i dag, hvorfor vi på vejen hjem købte ind i min yndlingsbrugs, som ligger i Karise. Det er en virkelig god butik, og jeg holder meget af at handle der, men de holder sig godt nok nogle særdeles alternativt stavende skilteskrivere.

Sikke noget fusk med de fuchsia … og mon de virkelig udtaler ‘reparation’ som ‘rarption’ i Karise og omegn?
Det kan jeg ikke tro. Denne fejl var så slem, at det tog mig et par sekunder at gennemskue, hvad de mente.

Jeg fik et tilbud fra samme brugs i foråret. Et tilbud jeg godt kunne modstå. Det var også noget sludder, der stod i den mail.
Nej, jeg har IKKE fået startet min grill endnu – dette lille ‘ikke’ hjælper betydeligt på sætningen.

Meny kan noget andet, idet de gør mere i en uigennemskuelig prispolitik end i dårlig stavning – det er meget sjældent, jeg ser stavefejl på deres skilte, men når jeg endelig gør, vasker de hænder og fralægger sig ansvaret, som fx da jeg fortalte en medarbejder, at det, man drysser på yoghurt og lignende hvid morgenmad, ikke hedder Måsli, men Müsli: “Det er ikke skilte vi selv skriver; vi får dem sendt inde fra hovedkontoret!”
Jamen så fortæl da det hovedkontor, at det ikke hedder Måsli …
Det har de ikke gjort. Der står stadig Måsli, selv om 1) det er flere måneder siden, jeg gjorde opmærksom på fejlen, og prisen er ændret flere gange siden, og 2) i andre Menyer står der Müsli, som det jo retteligen hedder, så hovedkontoret, min bare …

Hvad prispolitikken angår ses et eksempel herover.
Det drejer sig om præcis den samme shampoo, hvor eneste forskel er mængden, nemlig 300 ml i den ene beholder og 400 ml i den anden. Vi tror sikkert alle, at det bliver billigere, jo større mængder man køber, men sådan er det ikke i Meny. Det er måske lidt svært at se, men literprisen er lavest, hvis man køber 300 ml og ikke de 400. Forskellen ruinerer nok ingen, men det er princippet, er det! Man skal huske at medbringe både øjne og hjerne, når man køber ind. Det lugter efter min mening lidt af manipulation, ganske som når man oplever “Normalpris 7 kroner – tag 3 for 25 kroner”. Den slags ser jeg ikke helt sjældent, men måske knap så gennemskueligt som dette for forståelsen lidt overdrevne eksempel, så jeg regner altid eventuelle tilbud efter i hovedet, inden jeg lægger noget i vognen, lige som jeg altid sammenligner kilo- eller literpriserne på varer, der i princippet er ens. Der er ofte forskel, og den ligger ikke nødvendigvis på kvaliteten, selv om den naturligvis også har betydning for prisen.

Til sidst – helt uden for emnet – ses min mand øve sig på at tage billeder gennem kikkerten, som vi er meget glade for. Det var vist bare ikke så nemt at tage de billeder, som han havde forestillet sig, så nu har han været på nettet for at søge information om det.
Jeg nyder bare kikkerten, som bl.a. er skyld i, at vores mange gravænder nede ved fjorden viste sig, for de flestes vedkommende, i stedet at være store skalleslugere!

Nu kan jeg Gå Med Lethed

En enkelt eller to udtrykte ønske om billeddokumentation på den Annette Danielsen-sweater, jeg begyndte på for et par uger siden.
Her er den så: Gå Med Lethed. Sikkert døbt således fordi den er strikket i mohair, som er fnuglet. Vil jeg tro …
Jeg valgte at strikke den med samme bundfarve til hele sweateren og ‘prikkerne’ i lutter lyse farver – det er jo forår. Lige om lidt er det første forårsmåned, og allerede nu er vejret forårsagtigt, selv om vi stadig visse steder har skrueis på fjorden.

Det er så forårsagtigt, at jeg har været i haven de sidste par dage. Jeg har vanen tro fundet et et par projekter, der passende kunne udføres nu, inden alt det sjove for alvor begynder – bl.a. endnu et forsøg på fjernelse af det forbaskede sæbeurt, som jeg næsten hader mere end skvalderkål, fordi det er endnu sværere end det at få bugt med. Jeg kunne ikke engang trænge igennem med en greb, men måtte skære rodnettet over bid for bid med en spade, inden jeg kunne få løftet jorden og løsnet rødderne. Jeg har været igennem dette stykke før, men jeg håber det på et eller andet tidspunkt vil lykkes mig at vinde den kamp, selv om jeg kun alt for godt ved, hvad der sker, når jeg er nødt til at skære rødder over.
Nå. Det er kun sundt at arbejde fysisk. Siger man. Pulsen skal op. Siger man. Det kan jeg nu uden problemer få bare ved tanken om det arbejde, der i bogstavelig forstand ligger begravet i to af bedene. Det er trods alt lykkedes i dahliabedet, så jeg har hverken mistet tro eller håb.

Nedenstående har jeg stjålet fra et FB-opslag i en sproggruppe jeg er medlem af, så et par af jer har sikkert allerede set teksten.
Hun præsterede at få pænt mange af de hyppigst sete sprogfejl ind i den korte tekst. Mon ikke I alle kan finde dem alle? 
“Hvis nogen af jer nogensinde ser følgende opslag fra mig:
Hej! Jeg syntes lige, i skal have afvide, at jeg er i udemærket selvskab med massere af mine ynglings mennesker. Vi ses vidst imorgen, når jeg køre hjem. Hilsen fra mine venner og jeg.
… så betyder det, at jeg er er blevet kidnappet og har brug for hjælp, okay?”
Jeg kan tilføje, at det samme gælder for mit vedkommende!

Snestorm, sokkestrikning, sammenligninger, cykler

Overskriftens fire ting har ikke meget med hinanden at gøre, men jeg holder af alliterationer.
Og dog hænger de to første sammen, fordi når det er sådan en forrygende snestorm, som vi har i dag, så bliver der strikket i Den Stråtækte (der var den igen, den alliteration). Alligevel hænger de ikke helt sammen, fordi der hver dag bliver strikket i Den Stråtækte – uanset vejret.

Jeg har i dag talt i telefon i over en time angående vores forsikringer. Det endte med en hurtig beslutning: Nu flytter vi selskab. For det første slipper vi 5000 kroner billigere om året, og for det andet er der ingen selvrisici; kun på elektronikforsikringen og på bilernes kaskoforsikringer, men da kun under særlige omstændigheder, mens der var på alt i det gamle – oven i købet på ret store beløb.
Og jeg var muggen. To gange har jeg henvendt mig til det gamle selskab, fordi det irriterede mig, at jeg ikke kunne se de forsikringer, som 1) jeg selv har oprettet og 2) jeg betaler. Lige så snart policerne var udarbejdet, blev jeg elektronisk ikke-eksisterende og kunne kun se policerne via Johns e-boks eller via NemID hos forsikringsselskabet selv.
– Jamen det er pga. databeskyttelsesloven. Skal du også kunne se dem, skal vi ændre alle policer, så du står som medforsikret.
– Det er altså John der er medforsikret … men fint nok, I ændrer bare på de policer. Nu.

Det gjorde de. Vi signerede digitalt på ændringerne.
Og der skete intet. Nada. Nothing. Jeg kunne stadig ikke se vores egne forsikringer.
Da jeg for et års tid siden havde brug for at kigge i en police, brokkede jeg mig igen og fik samme svar.
Denne gang udvidede de det dog med:
– Jamen jeg kan se på policen, at du er medforsikret, så du skulle selv kunne se policerne.
– Det kan jeg bare stadig ikke … så havde jeg jo li’som heller ingen grund til at ringe og brokke mig over, at jeg ikke har adgang til dem …  
– Det var da mærkeligt … men du er altså 100 % medforsikret, så bare rolig.
Jeg var ikke rolig; det var ikke det svar, jeg forventede.
Hun kom med hele svadaen en gang til, og jeg bad hende om at få det ændret, så jeg kan se mine egne forsikringer, tak!

Seancen med dobbelt digital signatur blev gentaget. Intet skete.
Da jeg gjorde opmærksom på det, sagde de, at det kunne de søreme da ikke forstå, men så kunne jeg jo bare bede om at låne min mands NemID, hvis jeg ville kigge.
– Det mener du ikke seriøst? Jeg kan ikke få lov til at se mine egne forsikringer uden at bruge Johns NemID?
Det er bare ikke i orden! Det er da kønsdiskrimination, så det basker. Vi er ikke nået en meter længere på det punkt, siden dengang for mange år siden, hvor jeg ejede et hus, som John flyttede ind i. Mit hus. Jeg købte det. Så kom John, han flyttede ind og nogle år efter giftede vi os.
Vupti. Så forsvandt jeg. Jeg figurerede ikke længere nogen steder; det var tilsyneladende gået over til at blive Johns hus.
(Jeg kender godt juraen i det, men det er princippet!).

Nu har jeg mistet tålmodigheden. Jeg fik en laaaang snak med en mand, som før coronapesten ville have mødt op på vores adresse in persona.
Nu har jeg sagt ja til skifte. Det kunne jeg gøre i telefonen. Jeg skulle ikke engang spørge John – et telefonisk ‘ja’ var tilstrækkeligt.
Jeg kan ikke se mine egne forsikringer, men jeg kan telefonisk sige en anden persons forsikringer op.
Det er jo fantastisk.

En anden sammenligning, som intet har med ovenstående at gøre:
I går så jeg over BBC Brit en udsendelse om en stor engelsk cykelfabrik.
Vi skulle lige forstå, hvad sådan en cykel vejer:
“Cyklen vejer 12,5 kilo. Det svarer til 12,5 kilo sukker.”
Det er også fantastisk … på engelsk var det ikke meget bedre: This bicycle weighs 12.5 kilo, which is equivalent to 12.5 bags of sugar.
Hvorfor skal det sammenlignes med sukker? Hvorfor skal 12,5 kilo cykel overhovedet sammenlignes med noget?
Det er lidt lige som i dansk tv, hvor stort set alle overfladestørrelser skal sammenlignes med fodboldbaner; en uskik, der længe har undret mig.

Sokkerne? Det må blive næste gang; jeg har allerede skrevet et for langt indlæg, men tak fordi I gad høre på mig.

Ps and Qs? P’s and Q’s? Peas and Queues?

Kender I det engelske udtryk mind your Ps and Qs? Det betyder, at man skal huske den gode opførsel; tænke over sit sprog og lignende. På engelsk: Meaning “mind your manners”, “mind your language”, “be on your best behaviour”, “watch what you’re doing”.
Alt dette er altid en god ide, omend der beklageligvis er en hel del, der tilsyneladende næppe skænker det mange tanker.
Lad mig først og fremmest slå fast, at det er det første i overskriften, der er det rigtige, idet det er p og q i flertal, ikke i genitiv.
(Der er nok (relativt) lige mange englændere og danskere, der ikke har styr på apostrofreglerne. Jeg var engang på et museum i London, hvor stort set alle skilte var den rene ynk at læse – en dansk skoleelev på 16 år kunne have gjort det bedre – men det var et sidespring.)
Den sidste og umiddelbart lidt fjollede udgave er titlen på en bog af Sandi Toksvig: Peas & Queues: The Minefield of Modern Manners.
How do you get rid of unwanted guests? What do you do if there’s a racket in the quiet carriage? How should you eat peas, and behave in queues?
Sandi Toksvig er datter af den navnkundige journalist Claus Toksvig. Hendes mor var englænder og Sandi har mig bekendt kun boet ganske korte perioder i Danmark. Hun har afløst Stephen Fry som vært på QI og hun var i tre sæsoner vært på den britiske bagedyst sammen med Noel Fielding. Hun er komiker og forfatter, har skarpe politiske meninger og er i besiddelse af en bemærkelsesværdig intelligens. Hun er en beundringsværdig kvinde.

Hvorfor lytter jeg til en bog, der er en moderne udgave af Takt og Tone? Det gør jeg fordi den er temmelig underholdende – der er heldigvis ikke noget i bogen, der kommer bag på mig, men jeg bilder mig da også ind, at jeg tænker over både mine p’er og q’er (på dansk skal der faktisk apostrof her – det er den omvendte verden).
Hun bygger bogen op som en guide til Mary, der i starten er otte år. Mary skal først lære at begå sig i eget hjem, dernæst i andres. Så skal hun lære hvordan man opfører sig på restauranter og andre offentlige steder, såsom i teatre, bus, tog og fly og når hun er gæst eller vært ved private middagsselskaber. Der er regler på kollegiet og regler for hvordan man opfører sig som turist i et fremmed land under sabbatåret (og senere); der er regler for at deltage i et jobinterview og for hvordan man opfører sig på en arbejdsplads – både når man arbejder og under sociale sammenkomster i arbejdsmæssig sammenhæng.
Hun er også inde på hvordan man bør agere, når andre ikke opfører sig ordentligt.
Gaaab, tænker I? Det er ikke kedeligt at høre på, ikke engang selv om man ikke lærer nyt, for ST har en skøn måde at fremlægge sine budskaber på.

Hun bruger en del ord på at gøre rede for, hvorledes Mary bør færdes på sociale medier, hvilket er ukendt land for mange – bestemt ikke kun unge …
I lørdags hørte jeg rent undtagelsesvis Sara og Monopolet; en udsendelse, jeg helst undgår og kun lytter halvt til, hvis vi sidder i bilen på sendetidspunktet. Jeg synes, at folks ‘dilemmaer’ generelt er uinteressante og at mange af ‘rådgiverne’ er lidt for glade for at høre sig selv tale.
Sara viste sig dog at være bedre end Mads Steffensen, som ville have en konklusion, hvor Sara lader hver af de tre i panelet få taletid og lade det være op til lytteren at drage eventuelle konklusioner.
Jeg nævner dette, fordi jeg i lørdags oplevede tre paneldeltagere, som ellers havde forskellige meninger, være 100 % enige om svaret, da et forældrepar ikke rigtig vidste, hvordan de skulle få det ene hold bedsteforældre til at stoppe med konstant at lægge billeder af deres lille barnebarn ud på diverse sociale medier. Forældrene selv ville ikke have det, men deres ønske blev ikke respekteret.
Nu råber jeg: DET SKAL RESPEKTERES!! Og det unge par skal tage den diskussion eller kamp med de ulydige bedsteforældre, selv om det ikke er nemt.
Jamen hvad er det da for noget? Jeg blev så vred, så vred på de bedsteforældre, som ikke respekterer et sådant ønske.
“Du gør det jo selv”, kan nogen indvende. Ja, det gør jeg, men da mine børnebørn var små, spurgte jeg forældrene, og da de blev større, spurgte jeg dem selv. En del af tilladelsen skyldes, at jeg skriver på dansk, så risikoen for at blive ‘opdaget’ i England er lille, og jeg har ikke lagt noget op, de som ældre måske kunne blive flove over. Det håber jeg i hvert fald ikke.
Anna og Aubrey får i øvrigt SoMe-færdselsundervisning i skolen. Gør man også det i Danmark?
Ingen af de to har eller er interesseret i at få en profil på nogen af dem.

Nogle ting bliver nemmere med alderen

Jeg kan umiddelbart ikke komme i tanke om ret mange ting, der bliver nemmere med alderen. Noget bliver ganske vist bedre med alderen, men det er ikke helt det samme som nemmere.
Én ting, har jeg konstateret i dag, bliver nemmere og nemmere jo ældre jeg bliver. Jeg har nemlig været til den hvertandetårlige mammografi. For det første skal jeg kun lide halvt så længe som de fleste andre, idet jeg kun har ét bryst tilbage, og for det andet brysts vedkommende er det blevet mindre pinefuldt, fordi det er blevet meget nemmere at ‘flade ud’. Naturen har klaret det meste af arbejdet for maskinen.
Nogle fordele er der altså, og det er bare med at finde dem, for der er ikke voldsomt mange …

Teksten herunder nævner også et par gange eller tre, at visse ting er aldersbetingede; at man ikke rigtig kender til det før man er lidt oppe i årene.
Min fætter sendte teksten til mig for et stykke tid siden, hvor den gav mig den dags hidtil største grin.
Der var et ord, der var nyt for mig, nemlig cahoots, og jeg er så forfængelig at tro, at så er der måske også nogle af jer, der ikke lige ved hvad det betyder.
To be in cahoots with someone: at stå i ledtog med en.
Jeg håber I hygger jer lige så meget som jeg gjorde over disse ordspil – det er god engelsk humor, synes jeg.

I have been in many places, but I’ve never been in Cahoots. Apparently, you can’t go alone. You have to be in Cahoots with someone.
I’ve also never been in Cognito. I hear no one recognizes you there.
I have, however, been in Sane. They don’t have an airport; you have to be driven there. I have made several trips there, thanks to my children, friends, family and work.
I would like to go to Conclusions, but you have to jump, and I’m not too much on physical activity anymore.
I have also been in Doubt. That is a sad place to go, and I try not to visit there too often.
I’ve been in Flexible, but only when it was very important to stand firm.
Sometimes I’m in Capable, and I go there more often as I’m getting older.
One of my favourite places to be is in Suspense! It really gets the adrenaline flowing and pumps up the old heart!  At my age I need all the stimuli I can get!
I may have been in Continent, but I don’t remember what country I was in.  It’s an age thing. They tell me it is very wet and damp there.

Så skete det …

I morges vågnede vi for første gang i (så vidt jeg husker) 13-14 måneder op til en sort-hvid verden.
Det sner og det sner og det sner, men det bliver ikke liggende. Faktisk tør det efterhånden hurtigere end det kommer ned, selv om det sner relativt kraftigt. Vi har haft det oppe masser af gange før, og jeg har lige mange imod mig hver gang jeg skriver det: Det er helt fint med mig, at sneen ikke bliver liggende. Jeg elsker at komme ud i den vide verden, men jeg vil helst ikke opleve den hvide verden.
Og det er ikke engang fordi vi så skal ud at skovle sne. Vi har vej på tre sider af grunden, og vi skal ikke skovle sne. Hvis det ikke er et vinterprivilegium, ved jeg ikke, hvad der er det.

Drivhuset har oplevet sne for første gang i sit liv. Desværre nok ikke for sidste gang …

Okay: Det er da nydeligt, når sneen gør alle haver næsten ens at se på, men fik jeg valget, undværede jeg hellere.

Jeg har været dygtig i dag: Jeg har lige siddet og lagt madplan for hele 14 dage! Godt gået, Ellen!
Jeg har naturligvis i samme anledning også skrevet en indkøbsliste, som ikke blev så lang som man måske kunne forvente, men fire af middagene er beregnet til at skulle holde i to dage, hvilket er en del af forklaringen på det.
Kød står der heller ikke på listen. Ikke fordi vi er blevet vegetarer, selv om fem af dagene er helt kødløse og yderligere to næsten er det, fordi det kun drejer sig om lidt bacon som knas på en hokkaidosuppe, men fordi der skal bruges fra fryseren.
Glorien er stor. Ærkeenglen Gabriel er ude i stærk konkurrence. Dog nok ikke så meget på andre punkter end lige selve glorien …
Jeg satser på ikke at være nødt til at skulle bevæge mig ind i et supermarked før efter næste udmelding om nedlukningssituationen. Mange mælkeprodukter kan ikke holde i 14 dage, men jeg vil se, om min til kaffen uundværlige minimælk vil være okay efter et ophold i fryseren.

Til slut en opfølgning på Charlottes lidt skræmmende besked nytårsdag om, at “vi sov alle fire stille ind i det nye år”.
Da jeg talte med hende, spurgte jeg, om det var bevidst, at hun havde skrevet som hun gjorde.
– Næhhh, hvad mener du?
– Kender du udtrykket, at man ‘sover stille ind’?
Der gik to sekunder, så døde hun. Igen, kan man vel sige … men denne gang af grin. Hun grinede så meget med sin dejlige, smittende latter, at hun helt tabte vejret, så det tog nok over et minut, inden vi kunne fortsætte samtalen, og hun nærmest hikstende sagde:
– Kunne jeg have reddet den med et komma? “Vi sov alle fire stille, komma, ind i det nye år”?
– Ikke helt reddet, men et godt forsøg. Jeg er glad for, at du ikke helt har mistet grebet om det danske sprog – OG ikke mindst, at jeg ikke lige nu taler med en fra åndernes rige.

Er det kun et spørgsmål om prioritering?

Mens Merete boede hos os i julen, fik vi os (bl.a.) en snak om, at vi savnede at komme ud og spise en god og/eller spændende middag. Dvs. … det gjaldt kun for to af os … Merete kunne ikke forstå sådan et savn, og hun gik stort set aldrig ud og spiste. Det blev til en snak om madoplevelser, hvordan sådanne kan defineres og hvordan og hvorfor de opleves så forskelligt fra individ til individ.
Merete elsker sin kajak, sin roklub og de oplevelser, hun får med sig derfra – selvfølgelig deriblandt de helt store og dejlige naturoplevelser. Hun har kajakket på Isfjorden, i de norske fjorde og på de svenske elve. Rundt om Vancouver Island og Bornholm (altså ikke hele vejen rundt …), ja, på snart sagt alle mulige og umulige steder, og hver en tur har været en stor oplevelse for hende.
“Hvis jeg skulle vælge mellem en gourmetmiddag med tilhørende vine og en kajaktur, hvor vi tænder bål og sidder og nyder solnedgangen mens vi tilbereder vores primitive mad … ja, så ved jeg altså godt, hvad jeg ville vælge!”

Jeg ved også godt, hvad hun ville vælge … og jeg forstår hende til dels, for jeg ville gerne have mange af hendes oplevelser – ingen har vel noget imod smukke solnedgange – men selve kajakturen og det at skulle slå et minitelt op og tilbringe natten i en sovepose på et liggeunderlag – det har jeg under ingen tænkelige omstændigheder lyst til! No way! Det er jeg for gammel og for magelig til, men det skal jeg ikke sige til hende, for hun er kun fire år yngre end mig, så i hendes øjne holder den argumentation ikke en meter. Mageligheden er dog ikke aldersbetinget.
Jeg indvendte, at det for os ikke er et spørgsmål om valg, men om tilvalg. Hvis vi blev nødt til at vælge mellem de spændende middage eller fx turene til England, ville jeg ikke være et sekund i tvivl om prioriteringen, men så længe vi er så privilegerede at kunne begge dele, ja, så gør vi begge dele.
Så langt, så godt – det accepterede hun og forstod det også på lidt samme måde, som vi forstod den med lejrbålet, men vi behøvede alligevel ikke at invitere hende næste gang vi skulle på kroophold eller lignende, for det er ikke kun, fordi hun er single, at hun ikke har lyst til gourmetmiddage. Hun vil meget hellere lave maden selv og samle gode venner i hjemmet. Når hun engang får lov til det igen … det er nemlig ikke fordi hun er en madignorant og bare spiser for at leve; hun er supergod til at lave mad og vi andre nyder godt af hendes überlækre frembringelser.

Men sådan er vi så forskellige. Skulle jeg, som nævnt, vælge mellem ferier og restaurantbesøg, blev sidstnævnte valgt fra, men så længe jeg kan få både i pose og i sæk, vælger jeg det.
Der er bare lige det, at her under coronapesten kan vi hverken få i pose eller i sæk.
Vi har ikke spist ude i tre måneder. Ikke siden vi var i Sønderjylland i begyndelsen af oktober, og som situationen ser ud i øjeblikket, har det vist lange udsigter, inden vi igen får muligheden.
Vi fik maden udefra nytårsaften, og det var fint. Rigtig godt, faktisk, ingen klager herfra, men det er altså ikke det samme, når man selv står for opvarmning, anretning og servering.
Vi havde læst, at der pga. restriktionerne var mange afbud på takeaway til selskaber, men i mine øjne lød det underligt, idet det var ikke noget nyt, at man anbefalede højst 10 personer sammen, og man skal bestille nytårsmad laaang tid i forvejen. Medmindre man bor i København, åbenbart … i Næstved kørte afhentningen på skinner; de havde 100 % styr på logistikken.
Jeg spurgte derfor hos Bækkels, hvorfra vi fik maden, om de havde nogen kuverter til overs, men det havde de ikke. Derimod havde de vældig travlt med at pakke om fra 10 til fx 4-4-2 eller 5 x 2, fordi folk valgte selv mindre selskaber fra, men deciderede afbud? Nej.

Mange taler i disse coronatider om, at “vi ses på den anden side”. Jeg forbinder udtrykket med noget mere endeligt end det i dette tilfælde er ment, men det er måske blevet mere aktuelt end ønskeligt, idet min datter 1. januar skrev til mig, at “vi sov alle fire stille ind i det nye år.”

Årsopgørelse fra en ikke-bogholder

Det er tiden for årsopgørelser.
De velkendteste er vel dem fra banken, som vi altid har fået; også før den elektroniske tidsalder indfandt sig.
Jeg leverede i går selv en om mit garnforbrug og -køb for i år.
Wordpress plejer at sende mig en statistik om trafikken og øvrigt blogrelateret, rejsebureauerne sender mig breve, som dog ikke er årsopgørelser, for på den front har der sandt at sige ikke været meget at gøre op for 2020, men de sender mig jule- og nytårshilsner for at være sikre på, at jeg ikke glemmer dem, når det bliver muligt at opleve verden igen.
I går fik jeg en fra Audible, jeg ikke havde fået før, selv om jeg har abonneret på tjenesten i flere år.

Det var lidt sjovt … jeg har aldrig haft et rigtigt bibliotekskort. Dengang jeg endnu var i arbejde og stadig benyttede biblioteket, fordi jeg hørte lydbøger på gammeldaws (= dvd) måde i bilen, var bibliotekskortet mit sygesikringsbevis, men det er fint nok, at man kan bruge det samme plastik til flere ting.
Mit (efterhånden gamle, derfor så billige) abonnement på Audible koster mig 5,84 £ om måneden, svarende til én Credit hver måned, som jeg kan købe lydbøger for. Ofte har de to bøger for en bogs pris, hvilket forklarer, at jeg har tilføjet 18 bøger i 2020.
Hvorfor jeg fortrinsvis har lyttet på torsdage, har jeg ingen forklaring på … og at non-fiction er preferred genre kan vist kun være med en meget svag overvægt i forhold til fiction, idet jeg er vild med Lucinda Rileys feel good-bøger, men pyt nu med det.
Denne credit-metode kan man gå ind for eller lade være, men jeg synes den er okay, idet jeg ejer bøgerne og ikke bare låner dem. De har mange gratis lydbøger for abonnenter, men ellers koster de selvfølgelig forskelligt, hvis man skal betale rigtige penge for dem. Jeg har fx lige – efter anbefaling fra Eric – erhvervet mig Barack Obamas bog A Promised Land, hvor han oven i købet selv er oplæser. Den glæder jeg mig til at høre – og så er det ikke forbundet med fare for kvæstelser i ansigtet i samme omfang som med dit eksemplar, Eric, for den vejer ikke mere end mine earplugs
Bogen fik jeg for 1 Credit, hvor jeg ellers skulle betale 43 £ i menneskepenge, så det meste af årets abonnement er hentet hjem igen, kan man sige.

Jeg abonnerer på Audible, fordi det giver mig en glimrende mulighed for at holde mit engelske bare en smule ved lige. Det kan aldrig blive det samme som selv at befinde sig lige midt i det hele og både tale og høre sproget, men det er så absolut bedre end ingenting – især i et år, hvor jeg ikke engang i samme omfang som normalt kan bruge min søde svigersøn som ‘træner’.
Og så har de jo Stephen Fry derovre … han er fantastisk. Det har jeg sagt før, og jeg gentager gerne: Han er fuldstændig eminent. Jeg havde læst alle Harry Potter-bøgerne, men lyttede til dem med Fry som oplæser – en udsøgt fornøjelse! Og hans Mythos er flot, flot, flot.
I det hele taget har de generelt bedre oplæsere i UK end vi har i DK – retfærdigvis skal dog siges, at jeg nok endnu ikke har hørt tilstrækkeligt mange forskellige engelske til en mere skudsikker påstand, men de er i hvert fald bedre til at finde nogen, der ‘spiller’ de forskellige personer i en grad, så man ikke er i tvivl om, hvem der taler – eller tænker – og man kan altid høre en lydstemmeprøve inden man køber en lydbog.
Hos Audible kan man ændre oplæsningshastigheden med 5 % ad gangen, hvor man hos fx Saxo og Bookmate kun kan ændre den med 25 % ad gangen, så det bliver hurtigt for jappende, mens 1,0 er for langsomt. For de fleste engelske oplæseres vedkommende passer en hastighed på enten 1,1 eller 1,15 mig bedst.
Der er meget at tage hensyn til i bøgernes univers …

Vi bruger vores forstand og holder afstand med anstand

Det sidste ord i overskriften brugte min far en del; han kunne som regel ikke nøjes med at sige noget med at fryse, forde det næsten altid var tæt forbundet med anstand: Vi fryser med anstand.
Ordet betyder værdighed, og den gælder det om at holde på i videst muligt omfang.
En forstand har ikke noget med skovbrug at gøre, lige som tilstand ikke er en and fra Tilst.
I går ankom pakken til mine englænderes husstand, og den blev genstand for en del opmærksomhed.
De blev glade for den bistand jeg kunne yde til juleglædens fremme – ingen havde lyst til at yde modstand – ejheller opstod der opstand …

Nå. Jeg må hellere stoppe, inden I går helt i standby over min standstandhaftighed (sorry) …

Pakken er som sagt modtaget, og familien åbnede den sammen, for jeg havde antydet, at der ville være lidt mere end hyldebuskene til Charlotte i den.
Jeg elsker at give dem gaver, og når glæden er så uskrømtet som her, er det det hele værd, at det skal koste så meget at sende til England … tre pakker af denne størrelse, og det kan betale sig for mig at købe en flybillet og selv fragte tingene derover.
Men det kan jeg som bekendt ikke her under coronapesten.
”Desværre filmede vi ikke da vi åbnede kassen; du skulle have hørt børnene! Hattene var til stor lykke: Aj, der er guitarer på min hat! Aj, der er cykler på Aubreys! Og så nåede de ned til chokoladekalenderne; de største de nogensinde har set – også stor lykke! Og tællelyset var også lykken; så de er alligevel stadig spændt på jul. Tusind tak for vores lækre chokoladekalendere og alle de forskellige godter! ”

Jeg vil kalde ‘hattene’ for huer, og ‘tællelyset’ er naturligvis et kalenderlys. Det er et par af de lidt pudsige eksempler på, at Charlottes danske, som, efter over 20 års ophold i England, er begyndt at ruste en smule. Hun må sommetider lede efter ordene, og da det ikke er hver gang hun finder det rigtige, må hun digte lidt, hvilket godt kan give anledning til et (ikke altid helt) skjult smil hos moderen en gang imellem … hun kan næsten altid se på mig, hvis hun har fået sagt noget forkert – og så vil hun rettes, for det irriterer hende, når hun har glemt et eller andet ord eller fx anvender et forkert forholdsord.
Vores have- og fuglesprog sammen er dog ofte engelsk, selv om hun gerne vil lære de danske ord for tingene. Det skyldes, at da hun emigrerede, var sådan noget som haver og fugle så langt fra hendes interesseområde som tænkes kan, og hun kendte stort set ingen navne på nogen af delene, så de nåede aldrig ind i hendes danske ordforråd. Vi kan blive nødt til at kommunikere via latin, når vi skal udveksle erfaringer med buske, stauder og træer, men det lærer vi begge af.

Ikke engang, da vi ingen penge havde …

Jeg har reflekteret en del de seneste par dage – især over året, der er ved at gå på hæld. Og for folk der tror, at det hedder at gå på held, så bare tænk coronatanker – så tror jeg det er slut med at bruge e i stedet for æ!
Vænne sig til noget er også med æ – og to n’er. Selv dagbladsjournalister, eller hvad de nu kalder de praktikanter fra 9. klasse, der tilsyneladende ret ofte får lov til at skrive artikerne, og DR kan finde på at skrive ‘vende sig til’ i stedet for ‘vænne sig til’.
Min sorg kan godt nok vende sig til glæde – det ville fx ske, hvis det viser sig at være rigtigt, at det ikke er udelukket at sende pakker til England, men det ville være noget værre sludder at skrive, at min sorg kan vænne sig til glæde.
‘Vænne’ kommer af ‘vane’ og ikke af ‘vande’. Det er da en meget god huskeregel.

Vi føler ikke, at vi har været ret meget hjemmefra i år, selv om det ikke passer, men det er nok fordi, det meste er foregået i Danmark. Udlandsmæssigt blev det til tre dages nordlystur i februar og otte dages ferie i England umiddelbart inden coronapesten.
Det blev også til to gange en uges sommerhusophold plus fire kroophold, men da var vi kun væk i én eller to nætter (og den ene gang var før corona). Kroophold kalder vi ikke rigtige ferier, men jeg kan da godt se her ved sammentællingen, at vi ikke har været hjemme hele tiden … det føles bare lidt forkert, fordi vi ikke selv får lov at bestemme.
Og nej, vi har som pensionister IKKE ferie hver dag! Ferie er, når man er væk hjemmefra. Punktum. Der skal være forskel på hverdag og fest; det bliver ikke mindre vigtigt, når man ikke længere skal op og på arbejde. Vi føler os dog meget privilegerede, fordi det netop i disse tider er sådan for os.
Da John og jeg var allermest pengeløse, var vi på ferie. Der var specielt ét år, der af årsager, jeg ikke vil komme ind på her, så særlig sort ud rent økonomisk, men så holdt vi op med at ryge. Det var hårdt, men nødvendigt, for vores ferier havde meget, meget høj prioritet, både for os selv og vores børn. Det blev campingferier, men pigerne var i en alder, hvor det bare var det fedeste at hænge ud med nyfundne jævnaldrende (især af hankøn … de var begge (for forældrene) lidt for bekymrende spændende og attraktive).
Da jeg var i kræftbehandling, var vi på ferie. Vi kunne godt nok ikke tage til udlandet, men så turede vi i stedet Danmark rundt med campingvogn.
Jeg bliver, når visse folk klager over, at der ikke er penge til noget som helst, især hvis der ikke engang er til madpakker til børnene, rent ud sagt forarget i de lidt for mange tilfælde, hvor der altid er råd til en pakke cigaretter og ofte også nogle øl. Hver dag. Jeg ved godt, at den problemstilling nok ikke er så enkel endda, men jeg bliver alligevel harm. John og jeg kunne gå fra 20 til 0 cigaretter, og så enestående er vi altså heller ikke, men det gav os råd til ferierne med vores to børn i nogle hårde år.
Nå. Det er en mening, jeg nok skal få hug for, men I behøver ikke at forsøge jer med argumenter for at få mig fra den …

For alle de mange med et mindre udrejsebehov end vores, er det vel næppe noget problem at skulle blive hjemme, men både Johns og min udlængsel har altid været stor, og vi har i middelhøj grad valgt nyt tøj/nye møbler/dyre biler fra for at have råd til ferierne.
Det er ikke fordi vi ikke kan lide vores hjem. Det er fordi vi har behov for at opleve noget andet indimellem.
Jeg savner at rejse. Jeg savner min datter. Jeg savner mine børnebørn.
JEG SAVNER EN VERDEN, HVOR DET ER MIG SELV, DER BESTEMMER OVER MIG.

Det har regnet!

Endelig!
Endelig kom der lidt regn. Det har ikke ligefrem været skybrud, for siden det begyndte så småt sidst på eftermiddagen i går, har vi fået seks millimeter. Det må siges at være til at overse, men det er bedre end ingenting, og det regner endnu – stille og roligt, hvilket er den bedste måde at regne på.
I aftes skulle jeg til Birkerød for at være sammen med Det Fast Sammentømrede Engelskhold – værtinden havde fået ny terrasse og inviterede holdet på sushi og hvidvin for at fejre det.
Det blev det skam også på fineste vis. Inde i stuen. Hvor er det bare ren Murphy, men vi kunne da heldigvis sidde og se ud på den fine nye terrasse.
Jeg er normalt ikke specielt vild med sushi, men denne kræsenhed skulle da på ingen måde forhindre mig i at deltage i en sammenkomst med de dejlige mennesker … og hvad skete? Jeg var vild med det … jeg fik den bedste sushi nogensinde, så enten har jeg ændret smag eller det skyldtes stemningen og det gode selskab – eller det er en ekstra god sushi-leverandør, de har i Birkerød. Godt var det i hvert fald, så jeg skal måske til at spise lidt mere sushi fremover?
Memet er naturligvis en corona-pun, for i aftes var jeg i høj grad omgivet af positive mennesker, dog forhåbentlig ingen af coronaslagsen, men selvfølgelig optog emnet en del af aftenens samtale.

Vi fik også talt lidt om sproget og dets udvikling. Eller afvikling …
Vi er en hel del, der er irriteret over den hyppige anvendelse af ordet fremadrettet, selv om det er blevet godkendt i betydningen fremover. Jeg vil nok ikke begynde at bruge ordet af den grund, men fortsætte med at sige fremover, når det er det jeg mener.
Vi er også mange, der finder de mange anglicismer lidt for smarte. De anvendes ofte af personer, der gerne vil virke smarte og nok også kloge – men som tit kommer til i stedet at virke ret dumme.
Du har min ryg er et af rædselseksemplerne – det giver ingen mening på dansk.
Andrew overraskede os med at fortælle, at det ikke er en pind bedre på engelsk. Han er ved at kaste op over hyppigheden af vendingen going forward, som er parallellen til fremadrettet, men som (også) lyder helt forkert i en sprogkyndigs ører.
Ligeledes udtrykket I’ll revert to you i betydningen jeg vender tilbage [med et svar/når jeg har undersøgt sagen].
Det bliver (mis)brugt i tide og utide, især i mails, men revert to betyder at vende tilbage til noget tidligere/en tidligere tilstand, så det betyder reelt, at afsenderen igen vil blive modtageren – hvilket vedkommende selvsagt aldrig har været og det er derfor noget rent vrøvl.
Andrew fortæller det igen og igen (det er en del af hans job), men den slags er svært af aflive, når det først er etableret.
Hvis I tror, vi havde en kedelig aften, når vi brugte tid på den slags, så tror I forkert – der er en grund til, at Andrew stadig kalder os sit Dream Team – vi elsker alle sammen at nørde med den slags, og selv om jeg godt kan mærke, at mit engelske lige så stille ruster, fordi jeg ikke længere bruger det i dagligdagen, så er det dejligt at være sammen med folk, der er lige så skøre som mig, hvad sproglige finurligheder angår.

Næh tak – jeg har!

Jeg takker nej – jeg har allerede et barn og behøver på ingen måde tre mere – ikke engang selv om jeg får rabat på dem.

I dag fik jeg min nye timer/stegetermometer. Jeg bestilte det i går og modtog det i dag, så både butik og DAO var superhurtige.
Det var de åbenbart også til at få trykt teksten til en af de timermuligheder jeg fravalgte, og sådan går det nemt, når man ikke giver sig tid til at tjekke sine oversættelser – og oven i købet ikke helt kan finde ud af, om man skal skrive tyrker eller turkey.
Prøv en anden gang at oversætte turkey med kalkun. Jeg er ikke specielt begejstret for tanken om en stegt tyrker. Det må vel egentlig være det modsatte af en kold tyrker?
I øvrigt en forholdsvis almindelig fejl, når man fristes til at bruge Google som oversættelsesmedium.
Ordet ‘og’ i sidste linje giver heller ikke meget mening.

Herunder hhv. forside og ryg på en bog, som de ikke ville give mig rabat på.
Det tog faktisk lidt tid, inden jeg opdagede, at der var en fejl i teksten på bogryggen. Det ligner ikke mig ikke at opdage den slags med det samme …
I England har de en boghandel inden for køreafstand fra Charlotte, hvor de får bøger med denne slags trykfejl og sælger dem videre til en langt lavere pris, end man normalt tager for samme bog uden fejl.

Det er agurketid. Både i drivhuset og udenfor. Bl.a. i DR hvor vi finder, at det står temmelig skralt til med seværdige udsendelser.
Nu er Søren Ryge langt om længe stoppet – det var virkelig også på tide; vi har ikke kunnet holde ud at høre på ham de sidste mange år. Uengageret, uinspirerende og gentagende sig selv i én uendelighed, men nu skal vi vel tilbydes samtlige hans udsendelser gennem alle årene en gang til, vil jeg tro.
Det er også agurketid for bloggeriet – i dag har stået i dovenskabens tegn; ikke mindst fordi jeg mistede fire timers søvn i nat, hvor jeg af en eller anden grund ikke kunne sove mellem kl. 01 og 05. Jeg kunne ikke engang gå ud og se på Perseidernes stjerneskudsvrimmel nu, hvor jeg alligevel var vågen, for hvis ikke skyerne dækkede, så forstyrrede månens lys.
Vi må finde på et eller andet godt at tage os til i morgen – det her går ikke. Det er lidt for kedeligt, selv om jeg nyder at lave ingenting en enkelt dag.

Det er altså noget vrøvl!

Jeg har lige læst en artikel skrevet af en af mine yndlingsjournalister, nemlig David Trads. Til min forbavselse måtte jeg konstatere, at også han er hoppet på bølgen med at skrive “antal døde pr. indbygger”; et udtryk jeg har set på så holdnings- og journalistik-kvalitetsmæssigt forskellige medier som Berlingske, Ekstrabladet, Politiken og Jyllandsposten.
Det er da noget værre sludder. Uanset hvordan man tolker dødstal i forbindelse med Corona, kan ingen lande have mere end ét dødsfald pr. indbygger.
Så vidt jeg ved, kan ingen andre end genoplivede hjertestopsramte dø mere end en enkelt gang.
Jeg ville sådan ønske, at de ville gå tilbage til den korrekte betegnelse, de bl.a. bruger på Worldometer, som jeg ofte er inde at kigge på, nemlig “antal døde pr. 1 mill. indbyggere”. Det giver fint mening.
Jeg så det i forbindelse med en artikel om The Terrible Trump, hvor Trads skrev: “[USA har] eksempelvis fire gange så mange døde per indbygger som Danmark og Tyskland”.

Og nu vi er inde på omtalte præsident, som i mine øjne mentalt kommer mere og mere ud af balance, ville jeg se, hvad Washington Post skrev om hans omkring 20.000 løgne gennem hans regeringstid. Tyve tusinde! Det tal kan kun en Mr. T nå på små fire år. WP har ført regnskab med løgnene med dokumentation und alles. The president is a bold, intentional liar, by any moral definition. A habitual liar. A blatant liar. An instinctual liar. A reckless liar. An ignorant liar. A pathological liar. A hopeless liar. A gratuitous liar. A malevolent liar. Det er godt nok skræmmende, men heldigvis taber han mere og mere terræn, fordi selv hans tilhængere er ved at miste tilliden til ham.

Nå. Nok om ham. Rigeligt om ham. Jeg kan i ekstrem grad ikke holde ham ud. Hvis jeg ser ham på tv eller bare hører hans stemme, går jeg ud af rummet.

For at vende tilbage til coronadødstallene, så har det undret mig lidt, at der er så stor forskel på dem, selv om jeg selvfølgelig er klar over, at landene har forskellige grader af virusangreb. I England er de ved at overveje at revidere tallet, men ved godt, at hensigten med det kan misforstås. Her bliver et dødsfald regnet som coronarelateret, hvis man har været testet positiv. Punktum. Så langt, så godt. Men hvis man har været testet positiv i marts og bliver kørt over af en lastbil i juli, bliver det også regnet for coronarelateret. Det er ikke helt smart, for så skal tallene jo blive høje, men det må på den anden side være vanskeligt at sætte skarpe grænser, hvilket også er årsagen til, at man herhjemme kalder det at dø med corona og ikke af corona.

Husk i øvrigt, at vi ikke er forbi epidemien. Pandemien. Den er her stadig, selv om mange er tilbøjelige til at glemme det her i sommervarmen. Vi skal stadig holde en vis afstand, lade være med at røre ved hinanden og huske at vaske hænder og spritte af. Flere og flere ‘glemmer’ dette i butikkerne.
Jeg har ikke rørt ved andre end John siden 9. marts … bortset fra, da jeg fik lov at holde Malle og Anders’ lille nye baby …
Folk glemmer det i en grad, at visse nu taler om at indføre tvungent brug af mundbind i Danmark. Det håber jeg ikke bliver til noget. Lad dem i risikogrupperne bære det – det er også et fint signal til alle andre om at tage ekstra hensyn til dem – men lad os andre blive fri. Please.

“Hvor ikke en hyld kan gro, der kan intet menneske bo”

Der må da være steder i Danmark, hvor der bor mennesker, men ikke hyldetræer? Hvad med helt ude vestpå?
Det er selvfølgelig en udmærket måde at sige, at hyld er særdeles nøjsomme og alt for gerne etablerer sig så snart de får den mindste chance for det.
Vi har nogle i vores hæk, og selv om jeg klipper og klipper og klipper, skyder den voldsomt op igen. HELE tiden! Google kan fortælle mig, at dragetræet (Poulownia) er verdens hurtigst voksende træ med 2½-3 meter om året. Mine hyld klarer da nemt mere end det … men det er nok bare fordi de ved de er uøskede.
Da vi kom hjem i aftes, havde min Toftegaard-agurk præsteret tre fuldvoksne agurker og Marjatta-agurken én. Marjattas har indtil videre været helt lige, og Toftegaards altid krumme. Skal jeg lægge noget i det? Det undrer mig en smule …
Toftegaards principper er ‘kun’ økologiske, mens Marjattas grønsager er biodynamisk dyrket. Deres fortsatte liv hos mig er ikke biodynamisk; jeg ved ikke hvordan man gør, og jeg er nok også ligeglad … mine hjemmedyrkede agurker indeholder ikke noget politisk ukorrekt, så det er fint med mig. Der er ikke så meget som antydningen af forskel på smagen på de to agurkeplanters frugter – det ville også have forbavset mig, hvis der var, lige som det er underligt, at Toftegaards plante er mere end tre gange så stor og kraftig som Marjattas. De kom i drivhuset samtidig, og da havde de samme størrelse.
I aftes fik vi bare nyopgravede kartofler med tzatziki til. Ikke andet, og det var så lækkert – rent slik.

Herover en dims jeg så forleden dag. Det er blevet så trendy at kalde de naive personer, der tror på alskens konspirationsteorier, for bærere af sølvpapirshatte. Jeg er selv begyndt at bruge udtrykket en del, for holddaop, hvor er der skræmmende mange, man kan bilde næsten hvad som helst ind. Også folk, jeg kender og som jeg normalt betragter som værende pænt højt intelligente, overrasker mig indimellem med hvad de i fuld overbevisning om et givent emnes sandhedsværdi deler på de sociale medier. Hvor er den kritiske sans blevet af?
“Man skal undre sig!” Det er ikke første gang, jeg citerer hvad min første chef sagde for 42 år siden, men hun har stadig ret. Man skal nemlig undre sig. Man skal spørge sig selv, om dit eller dat nu også lyder som om det kan være sandt. Hvem er kilden?
Bliver man (på FB) opfordret til at kopiere og ikke dele, så er det spam, fup og svindel.
Nå. Tilbage til sagen: Da jeg så det på den store afstand troede jeg, at dette herover var bier, der pludselig havde fået sig en kollektiv sølvpapirshat, men en zoom viste, at det var det nok ikke, men hvad er det så? Gør mig klogere, please!

Der findes dog også flinke svindlere … se bare her hvordan de fra Netflix tilbyder at oplade mit kreditkort! Det bør man da ikke sige nej tak til …
De tror sikkert selv, de er blevet så gode, men der er stadig meget, de ikke ved om brug af det danske sprog.
Når man så, som jeg, ikke engang abonnerer på Netflix, skal man være mere end almindelig tumpet for at hoppe på den, men chancen for at ramme er nok stor – jeg har efterhånden på fornemmelsen, at vi er de eneste i Danmark der ikke bruger Netflix.

Det er vist ved at være længe siden

Det kan sandelig godt mærkes på antallet af mine indlæg om fejlskrivning på butiksskilte, at vi er flyttet fra Havdrup, hvor jeg havde en teori om, at ansættelseskriteriet i Superbrugsen var dumpekarakter i dansk.
Hernede sydpå staver de tilsyneladende meget bedre; det er yderst sjældent, at Meny i Præstø begår skiltestavefejl, og Superbrugsen Karise har klart bedre stavere end i Havdrup … 
Facebook flyder som sædvanlig over med myriader af tåkrummende læsning. Jeg så i dag en lærer, som efterlyste seriøse bud på, hvorfor man i sproggrupperne anser stavning og grammatik for at være så pokkers vigtigt. Hun er dansklærer og har – bl.a. – ikke helt styr på nutids-r, så det er nok en del af forklaringen på, at hun gerne så kritikken af folkets ringe stavning OG folkeskolelærerne reduceret. Jeg kunne godt have været kommet med en lang kommentar til hende, men tænkte, at jeg hellere måtte lade være.
Jeg har, af hensyn til min egen sjælefred, besluttet mig til, at det ikke er værd at bruge krudt på at blive irriteret over menigmands stavning og i stedet lade mig underholde af den, når det er muligt.
De to første eksempler herunder er en illustration af dette, for jeg kunne ikke lade være med at smile lidt, da jeg så dem – især det første tydeliggør, at hvis man kender ordets etymologi, er det nemmere at gennemskue stavningen.

Herunder et eksempel på, at maden er vigtigere end visse andre ting her i livet for denne madblogger. Det er så i orden …

Og til sidst et skilt fra Meny. Når de endelig kommer med en bøf, skal de ikke dø i synden, selv om de ikke er alene om at skrive ‘organisk’, når de mener ‘økologisk’.
I England køber man organic food, når man vil købe økologiske fødevarer, men det er altså ikke ensbetydende med, at det skal oversættes direkte.
I virkeligheden er det lidt noget sludder, de siger i England, for al mad er jo organisk, uanset produktionsmæssige principper, men det bliver af en eller anden årsag mere tydeligt, når det oversættes til dansk, synes jeg.
I samme virkelighed er det vel i bund og grund heller ikke korrekt at kalde det økologisk mad på dansk?
Økologi er en videnskab, men noget skulle man jo kalde fødevarer, der er dyrket/avlet uden at bruge for mange giftstoffer og andet, der kan gøre produktionen rigere, men er mindre miljø- og dyrevenlige.
Jeg køber en del økologiske varer, men ikke så mange som så mange andre. Sommetider har jeg på fornemmelsen, at der er lidt bondefangeri med i spillet, og når de spiller på de naive forbrugeres følelser, som fx her, står jeg oftest af, for det kan virkelig irritere mig.
Inden for vinavl tillader man op til 49 forskellige tilsætningsstoffer i økologiske vine – dog mod 370 i konventionel vinfremstilling, men alligevel … 49 er da mange.
Biodymamisk vin tillader kun op til 10 forskellige.
Jeg skriver ‘tilladte tilsætningsstoffer’, men den enkelte producent bruger vel ikke nødvendigvis mere end nogle få ad gangen, så teoretisk kan en økologisk vin være lige så ‘forurenet’ som en konventionel. Jeg formoder dog, at dyrkningen af økologiske druer foregår uden brug af pesticider, hvilket jeg anser for at være den mest betydende faktor, når vi taler økologisk planteavl.