Forår og farver

Vi havde nogle småærinder i dag og kørte derfor lidt rundt i det stevnske landskab. Det regner for en gangs skyld ikke, så foråret kunne nydes.
Det forår, som først lige er begyndt i Danmark, men som vi nød i England i 14 dage. De er tre uger foran os; det har de været, så længe jeg har kendt landet, og det bliver de nok ved med at være. En af de store fordele ved det, og som jeg har benyttet mig af en del gange i årenes løb er, at jeg har mulighed for at opleve foråret to gange – først i England og så her.

Et eksempel er akebiaen herunder. Femfingret akebia … navnet må gå på bladene og ikke på blomsten, for den har da seks fingre … i fuld gang med at blomstre i Riverhill Himalayan Gardens, hvor den her i landet først vil blomstre i maj. Jeg har lige læst, at den ikke spises af rådyr, så den må være god at have i en have, der er plaget af disse blomsterelskende dyr. Det er vi ikke, men jeg kunne godt tænke mig en alligevel.

De mange ærinder Stevns rundt var først en tur til SuperBrugsen i Karise, dernæst til Stevns Garndag, som jeg var lidt nysgerrig efter at se.
Det skulle jeg så ikke! John fik alligevel ikke sin foto-fritime, for da jeg så den halve million biler, der enten allerede holdt ved stedet eller prøvede på at finde en parkeringsplads, opgav jeg på forhånd. Jeg hader at gå skulder ved skulder i tætte folkemængder uden at være i stand til at se noget som helst, så vi kørte bare igen. Jeg fik mine lumske anelser, da jeg så trafikken mod Klippinge, som normalt er en lillebitte, søvnig stevnsk by, hvor man sjældent møder andre biler overhovedet, men i dag kunne den næsten måle sig med Helsingørmotorvejen i myldretiden. Og jeg overdriver næsten ikke … garndagen måtte klare sig uden mig.

Turen gik derfor straks videre til den strandskov, hvor jeg plejer at plukke ramsløg. De havde en passende størrelse, ikke for små, men heller ikke for store/gamle, og nu har jeg – som sædvanlig – en så rigelig forsyning af ramsløg. Denne gang skal jeg bl.a. lave ramsløgolie, som skal i en tærte i morgen aften.

Næste stop Faxe Ladeplads, hvor jeg skulle finde noget passende gødning til alle mine roser. Det er på høje tid, at de får lidt mad, så de kan blomstre smukt senere på sæsonen. Det er oven i købet ved at være for sent med gødning af roser, sagde en rosenmand i radioen i dag. Sludder med ham; de er da kun lige begyndt at skyde.

Sådan går der nemt en lørdag formiddag, men nu er alt også parat, til Ditte kommer i morgen og bliver et par dage. Vi skal farve garn. Igen.
Og vi skal ud at spise på mandag. Og vi skal snakke. Og strikke. Hvad vi ellers skal, vil tiden vise – der er indtil videre ikke flere planer end de nævnte, men der kan hurtigt komme nogle; det kommer nok lidt an på vejret.

Der er igen masser af vand på markerne, og så meget har vi altså heller ikke fået i denne omgang, selv om vi dog har fået mere vand på 1½ døgn end vi fik på de 14 dage, vi var i England, men markerne er så mættede, at selv om meget af vandet langt om længe var næsten væk, skal der ingenting til før det hele svømmer over igen. Stakkels landmænd, siger jeg bare – men det er så her, min sympati ligger for dem – IKKE i deres indædte modvilje mod at skulle betale en CO₂-afgift, for de må deltage i den kamp lige som alle andre. Det manglede da bare. Og hvorfor al den modstand? Det er jo alligevel os forbrugere, der får lov til at betale for den afgift, vil jeg godt vædde på. Den ikke så gode fru Støjberg er så sandelig på stemmefiskeri, men jeg så hende helst ude af dansk politik – vi var bedre stedt uden hende.
Sorry. Den skulle lige ud. Jeg er jo ellers landmandsdatter med en apolitisk blog, men her står jeg altså af, selv om min far nok vender sig i sin grav ved at høre den slags fra sin ældste datter.

Nu må vi hellere slutte med noget komisk. I England besøgte vi et Owl Sanctuary, primært fordi Aubrey havde en linse, han ville prøve af.
De havde bl.a. barn owls, som jeg ikke lige kunne huske hvad hed på dansk.
Google Translate blev konsulteret, men nogle gange fejler de så eklatant, at selv de mindst sprogkyndige må få mistanke om, at der er noget galt her …
(Det er en slørugle, men vi måtte via det latinske navn for at få det opklaret.)

Undren og store smil

Gad vide, om jeg er ved at blive mere tolerant her på mine gamle dage? Det er der nok en del der vil skrive under på, at jeg ikke er …
Jeg hører, som nævnt i tidligere indlæg, lydbøger i store mængder, fordi det passer så fint sammen med at strikke. John er også begyndt at se fordelene i sådanne, så tit sidder vi sammen hver for sig (corona førte nye ord og udtryk med sig) og hører hver sin bog. Tro mig eller lad være, men det er faktisk hyggeligt. Han hører bøgerne om Niels Oxen af Jens Henrik Jensen. Han blev så betaget af serien, da den blev vist i tv, at jeg foreslog ham at høre bøgerne, som er indlæst af Dan Schlosser, som igen er en af de bedste oplæsere.
Jeg hører en (for mig) ny forfatter, Joy Ellis, som Ditte anbefalede mig sidst vi sås. Ellis har skrevet et hav af bøger, og jeg indledte mit bekendtskab med hende med serien om Nikki Galena, som foregår i den østengelske marsk, ganske som Elly Griffiths uforlignelige bøger om Ruth Galloway.
Joy Ellis skuffede ikke. Jeg hørte den første bog i serien nærmest på rekordtid og er nu i gang med den tredje. Saxo har seks i serien, men jeg så, at Audible har hele 15, så jeg fortsætter nok på engelsk, når de danske slipper op. Det samme skete med bøgerne om Ruth Galloway, som jeg varmt kan anbefale.

Mine nyfundne bøger bliver læst op af en skuespiller, som jeg ikke umiddelbart kender, men dog mener at have set i en eller anden sammenhæng. 
I det store og hele er han en glimrende oplæser. Han er god til på en fin måde at betone (kan man sige sådan?), så stemninger og følelser virker ægte, men uden at være overspillede. Jeg kan godt lide, at de holder sig til oplæsning og ikke finder det nødvendigt at sætte bogen for meget i scene med fx forskellige stemmer. Det er der kun én, der med held kan gøre, og han hedder Stephen Fry.
Heldigvis er Pelle Emil Hebsgaard netop sådan en oplæser, der gør, at jeg ikke tænker ret meget over selve oplæsningen, men bare nyder bogen i sig selv, lige som man gør med en papirbog.
Men. Træerne vokser aldrig ind i himlen. Det er så her, min større tolerance kommer mig til gode. Man kan ikke få alt, og i stedet for irritation kommer enten det lille eller, sommetider, det helt store smil frem. Så stort, at jeg er nødt til for et øjeblik at standse oplæsningen og lige gentage for John, hvad der nu blev fyret af.

Eksempler:
Overraskelsesmonumentet.
Gedigent (lyder på samme måde som fotogent). Han siger det flere gange.
.. de maskererede personer.. Siges mange gange i første bog.
Rekonvalens.
Han siger manøvret i stedet for manøvreret.
”Han blev sendt i døden med fortsæt..” Den gode Hebsgaard har i så fald sikkert også nytårsfortsætter … (og tænk engang, dette sidste foresloges ikke engang rettet af stavekontrollen!)
Han udtaler ‘perifer’ som ‘pærifær’ med tydelige æ’er. Det lyder i mine øjne sært.
Han er åbenbart ikke specielt god til engelsk, for han udtaler k’et i ‘Knot Cottage’. K’erne i knife, knot, know, knight, knave, knock osv. har ikke været udtalt siden Shakespeares tid, og jeg troede ærlig talt, at det stumme k sad på rygmarven også hos danskere. (Jeg havde en kollega, der var god til mundtligt engelsk, men det skriftlige lod meget tilbage at ønske. Hun skrev engang norlets, som jeg var relativt længe om at gennemskue (knowledge).
Der er visse engelske navne og stednavne, Hebsgaard ikke har helt styr på, og jeg ved, at mange oplæsere tager kontakt til forfatteren for at høre, hvordan dette eller hint skal udtales, hvilket jeg finder professionelt, måske især når man på forhånd ved, at det drejer sig om mange bøger.
Nogle gange lægger han trykket på det forkerte ord i sætningen, hvilket jeg synes er underligt, at en skuespiller ikke selv kan høre – man må formode, at de har lært at udtrykke sig, og jeg taler vel at mærke her om ganske almindelige, danske udtryk, som jeg vil tro, alle er stødt på.
Men som sagt: Det er kun smilfremkaldende, ikke en bogstopper, hvilket der skal mere til, men jeg har flere gange opgivet en bog, der ellers tegnede godt, pga. en elendig oplæser. Den dårligste nogen sinde var Søren Elung Jensen, hvilket undrede mig såre, da han jo også var skuespiller, men et 10-årigt barn kunne have gjort det bedre.

Der ryger mange bøger gennem både mine øjne og ører. Jeg har altid været en hurtiglæser og jeg hører næsten alle bøger, engelske som danske, på hastighed 1,2. Nogle har spurgt, om det så ikke bliver forvrænget, men det synes jeg ikke. Audible har trinløst hastighedsvalg, en mulighed jeg gerne så hos alle udbydere.
Det er muligt, at jeg er blevet mere tolerant, men jeg er nok ikke blevet mere tålmodig, for jeg synes de alle sammen læser frygtelig laaaangsomt.
Det er de nok blevet bedt om …

I skrift og tale

Når det er så mørkt og trist vejr, som det har været de sidste par dage, sidder jeg ofte og strikker (surprise …).
Til det lytter jeg altid til et eller andet, enten lydbog eller podcasts fra DR.
Hvad DR angår, er der især fem programmer, jeg lytter til: Vildt Naturligt, Hjernekassen, Djævelen i Detaljen, Ubegribeligt og Klog på Sprog.
Jeg er født nysgerrig, og jeg håber jeg dør nysgerrig. Jeg vil hele tiden vide mere, og jeg slår det op, hvis der er noget jeg ikke ved eller på anden måde skal have uddybet.
Her til formiddag har jeg hørt Hjernekassen med Peter Lund Madsen, hvor gæsten, en assyriolog, fortalte om skriftsprogets oprindelse og udvikling. Hun sagde et par ting, der slog mig, bl.a. at det ikke er så underligt, at mange er ordblinde. Det forklarede hun med, at evnen til at kunne læse ikke sidder i vores DNA (min formulering, ikke hendes), da denne færdighed kun er 5-6000 år gammel, hvor det at kommunikere mundtligt er noget ældre end homo sapiens – og faktisk ikke engang specifikt for mennesket.
Sådan har jeg aldrig tænkt, men det giver fint mening for mig. Det blev atter en gang understreget, både direkte og indirekte, at ordblindhed intet har med intelligens at gøre, og at man altså ikke er dum, fordi man har svært ved at stave eller læse. Kan man ikke det, kan man noget andet, og til dette vil jeg – også for egen regning – pointere, at hvis der er noget man ikke er god til, kan man søge hjælp hos andre, som er det.
Med andre ord: Jeg kan ikke forstå, hvorfor det er så svært at spørge efter hjælp til skilteskrivning, fx. Det er af en eller anden grund forbudt at gøre folk opmærksom på fejlagtig stavning, mens det er helt tilladt at undlade at købe en eller anden vare, hvis den er fejlbehæftet. Man må gerne komme med kritik af produkter, men ikke af skiltning.
Det er lidt i samme uforståelige stil med, at det er helt i orden at have behov for briller, mens det er næsten umuligt at få folk til at få et høreapparat, fordi det åbenbart er pinligt at have nedsat hørelse.

Alle programværter afbryder deres gæster. Nogle mere end andre; især Huxi Bach er slem, hvilket er ret irriterende, fordi han dykker ned i nogle meget interessante emner, men han skal hele tiden lige have skåret tingene ud i pap; ikke fordi han ikke selv forstår dem, men fordi han regner med, at hans lyttere ikke gør det. De andre værter er på samme hold: “Du må lige forklare, hvad [dit-eller-dat] betyder”. Det kan være hele begreber, men er oftest enkeltord. Jeg bilder mig selv ind, at jeg nok har en IQ på lidt mere end 100, men bestemt ikke mensaklog (en anden Hjernekasse handlede om Mensa). Hvis jeg hører eller læser et ord jeg ikke kender, så slår jeg det op. Det er meget irriterende, at så mange radioværter synes, at vi skal have forklaret selv relativt almindeligt anvendte ord og termer. Jeg ved godt, at ikke alle er født lige nysgerrige, men måske netop derfor kunne de godt pirre lidt til folk ved ikke at forklare alting ihjel.

Assyriologen kom også ind på, at fra skriftsprogets begyndelse var det ikke kun forbeholdt en elite at kunne forstå symbolerne; det kom til senere, at nogle syntes det var smart at gøre det vanskeligt, fordi man dermed gjorde sig selv bedre og i besiddelse af magt. Det princip er der desværre mange magthavere der hylder den dag i dag: Lad os endelig ikke uddanne folket – og da slet ikke den kvindelige del af det …
Hvis alle kan læse og skrive, har man den mulighed via formulering at gøre stoffet vanskeligt tilgængeligt (kancellisprog). I den anden grøft har vi amerikanerne, som gør en dyd ud af at skrive en hel bog om det, vi andre kan formulere i tre sætninger. Dette var assyriologens ord, ikke mine, men jeg er enig. Første gang jeg stødte på det, var i Mænd er fra Mars, Kvinder er fra Venus. Da jeg havde læst de to første kapitler, var jeg allerede vildt irriteret over forfatterens evindelige gentagelser og blev enig med mig selv om, at nu havde jeg fattet budskabet. Og de gør det i stort og småt, de amerikanere … hvis jeg støder på en amerikansk opskrift, går der ca. 4000 ord til at komme til selve opskriften, fordi de skal forklare ALT – mit seneste eksempel er fra i morges: “Disse buns hedder milk buns  fordi de er bagt med mælk som væske i stedet for vand.” Du godeste, altså. Eller hvad mener I om denne fra samme romanlange opskrift?

Nå. Det var vist et sidespring. Jeg skrev et indlæg om dette for godt 1½ år siden.

For at vende tilbage til det, at vi er født talende, men ikke skrivende, så at sige: Vi kan lære at tale flere sprog fra vi er meget små, mens vi ikke kan lære at læse eller skrive før 5-6-årsalderen. I øvrigt et glimrende argument for at ikke at sende børn i skole allerede som 4-årige, hvilket de desværre gør i mange lande.
Evnerne til at læse symbolskrift (fx japansk) og til at læse alfabetskrift sidder to forskellige steder i hjernen. En mand, der både kunne læse japansk og engelsk, fik en hjerneskade og mistede evnen til at læse japansk, men kunne stadig læse engelsk.
Det er lidt en parallel til tosprogethed, som i virkeligheden ikke findes, fordi der kun er plads til ét modersmål i vores hjerner. Alle andre sprog, selv om man eventuelt kan flere til næsten perfektion, vil være andetsprog, og de er lagret et andet sted end vores modersmål er. Det blev (igen) opdaget via en andens ulykke, nemlig en hjerneskade som bevirkede, at personen ikke længere kunne tale dansk, men fint kunne huske sine tillærte fremmedsprog.

Hjernen er forunderlig, og vi kan ikke bruge den for meget. Nogle bruger den for lidt …

Flerdobbelt skybrud m.m.

Jeg er ret glad for, at vi ikke har hus med kælder.
I går havde vi flerdobbelt skybrud. Måske ikke helt firdobbelt, men nok omkring tredobbelt. Jeg målte ikke præcist i hvor mange minutter regnen var så voldsom, som jeg ikke kan huske at have oplevet det før. Vi fik 12 mm på under 10 minutter, men på lidt mere end fem; dvs. et eller andet sted mellem dobbelt og firdobbelt. Det var fascinerende at stå og kigge på – som alt voldsomt vejr er, hvilket afspejles i de mange udsendelser om World’s Worst Weather, man kan se over BBC. Det er bare ikke altid sjovt at befinde sig midt i … i går, i de få minutter det var værst, kom der to cykelturister forbi vores hus. De var våde til skindet og så da også en anelse sammenbidte ud. Uvejret kom så pludseligt, at de nok ikke har haft en chance for at finde ly, og er man først blevet våd, er det hele også lige meget. Vil jeg tro …

Hos os skete der ikke noget. De vidste nok, hvad de gjorde dengang i 1780, da vores hus blev bygget. Det ligger på en skrånende grund, så alt overskydende vand løber væk. Der er ingen steder, det kan søge hen og være til skade.
Charlotte oplevede et tilsvarende voldsomt uvejr i England, og hos dem kan megen regn heller ikke forvolde nogen skade – de vidste også hvad de gjorde dengang i 1410.
Mine dahliaer overlevede denne gang. Jeg var ellers bekymret, for nu var de lige kommet så flot igen efter efter stormvejret for godt et par uger siden, men det er åbenbart mere en stærk blæst end det er tung regn, de ikke kan klare.

Dahliaer havde de også oceaner af i begge de åbne haver, vi i lørdags besøgte på Orebyvej ved Sakskøbing. Den ene haveejer frøformerede oven i købet dahliaer – mere for sjov og fordi hun kan, for resultatet er ikke til at forudse, når det er bierne, der har ansvaret. Det er kun styrbart, når man formerer dem via knolde, men jeg kan da godt se, at det må være sjovt at se hvad der kan komme ud af det.
Collagen herunder er et udpluk af sortimentet. Nogle af dem var dinner plate dahlias – altså med meget store hoveder. Sådan en enkelt havde jeg engang, men den døde desværre. Jeg må have nogle flere – det er imponerende med dahliahoveder på størrelse med menneskehoveder!

---

På vejen hjem lagde vi vejen om Maribo, da en af Thomas Dambos mange trolde står i nærheden af campingpladsen.
Den Frie Vilje var ikke engang svær at finde, som Dambos trolde sommetider kan være. Symbolsk?
Gad vide, om nogle af de mange redekasser nogensinde har beboere? Selv om de har lidt skæve vinkler, har det vel i praksis ingen betydning for en redebyggende fugl? Til gengæld skal fuglene nok være ret sociale …

---

Det kunne være jeg skulle indføre et fast afsnit kaldet “Dagens Fejloversættelse” eller “Dagens Undersættelse”.
I går så jeg denne:
They have never before been made in this magnitude blev til ‘de er aldrig før blevet produceret i denne størrelse’.
Der var ikke tale om den enkelte vares fysiske størrelse, for den var helt normal, men derimod ‘produceret i den størrelsesorden før’, hvilket er noget ganske andet.

Det var ikke en maskinoversættelse, for der er sjældent problemer med at oversætte ord til ord. Tværtimod; det er det de er bedst til, og det er det, der ofte gør dem så grinagtige.

Wild garlic er ramsløg! Ikke “vilde hvidløg”

Foreløbig har jeg høstet 25 kilo tomater fra drivhuset, og så vidt jeg kan vurdere, er der lige så mange tilbage derude, så det gælder om at have fantasi nok til at få brugt dem alle på fornuftige måder. I flertal … én måde er ikke nok, så kan det nemt blive for ensformigt. Problemet er bare, at jeg vistnok har prøvet alle muligheder af og nu står tilbage med nogle få, jeg er sikker på at have lyst til at fortsætte med. Jeg er modtagelig for gode ideer …
Vraget: Syltede tomater – lidt som syltede agurker. Ikke nogen succes.
Tomatchutney. John bryder sig ikke om det, og når jeg er alene om det, bliver det ikke spist.
Semi-dried tomater. Jeg har svært ved at ramme det rigtige semi og har derfor et par gange fået lavet dem for tørre. Desuden synes jeg der går for meget olivenolie til at dække dem i glassene.
Tomatpesto. Det er okay – og så alligevel ikke. Vi foretrækker begge den basilikumpesto, jeg også altid laver.
Tilvalgt:
Henkogte tomater: Rigtig gode til pastaretter.
Tomatsovs: Perfekt til flere forskellige ting; bl.a. Spaghetti Bolognese. Meget bedre end dåsetomater og konc. tomatpure.
Fryseren. Som ‘friske’ tomater til vinterens gode tomatsupper af forskellig art.

Tomatsovs: Fyld en bradepande med tomater. Alle tomater kan bruges, men hvis det er vigtigt at få sovsen så rød som muligt, skal man ikke blande grønne og gule i.
Pil et helt hvidløg og to store løg, hent en stor håndfuld frisk oregano og ditto basilikum.
Hak krydderurter og løg groft. Hvidløg kommes hele i. Tilsæt salt og peber efter smag – jeg tog hhv. en hel og en halv spiseskefuld til denne portion. Man kan jo altid krydre videre, når det engang skal bruges.
Kom et par spiseskefulde balsamicoeddike og olivenolie i og bland det det hele godt sammen.
Sæt det i en kold ovn; indstil den til 200° og lad det stå en times tid efter opnåelse af temperaturen (det øverste bliver lidt brunt, men det er okay).
Blend det og kom det på glas. Jeg bruger også Atamon, men det ved jeg er en dødssynd i nogles øjne. Herregud, det er jo bare lidt kemi … det er bagepulver, natron o.l. også …
Jeg bruger en stavblender direkte i bradepanden … ingen grund til alt det opvask (og jeg kan godt blende det uden at fordele halvdelen i hele køkkenet).
Det er nemt, og det smager hamrende godt! Næsten som en middelhavsferie, og dem kan vi alligevel snart, rent temperaturmæssigt, holde her i Danmark, så hurtigt som den opvarmning går!

---

Apropos mad:
Jeg har gennem den sidste tid underholdt mig med sæson 2021 og 2022 af det britiske Masterchef.
Skulle man ikke med rimelighed kunne forlange, at professionelle oversættere, der oversætter madprogrammer, kender tilstrækkeligt til madtermer og råvarer på på dansk og engelsk?

Indtil videre har jeg oplevet følgende pinligheder:
Hasselback potatoes blev til hasselbagte kartofler. Hasselbuske har intet med den sag at gøre. Hasselbackkartofler er opfundet på restaurant Hasselbacken samme år, som jeg blev født.
Wild garlic blev til vilde hvidløg. Det er ramsløg.
Jerusalem artichokes blev til jerusalem artiskokker (oven i købet i to ord). Det er jordskokker, såmænd.
Cavalo Nero blev ikke oversat. Det er palmekål.
Served with a jus blev til “serveret med en jus”. I gastronomiens verden er den engelske jus sky/fond på dansk. Jus på dansk er noget helt, helt andet. Det har godt nok noget med ret at gøre, men ikke madretter.
Bon appetit.

Jeg er alvorligt træt af Google maps

En gps giver altså nogle flere muligheder end Google maps gør, og holdnuop, hvor er vi trætte af ikke at have en rigtig gps. John fordi han ikke kan se skærmen og jeg fordi der bare mangler alt for mange oplysninger. Data har vi haft rigeligt af, men hvad hjælper det, når der ikke er nogen forbindelse til det mobile bredbånd? Så har man lige pludselig ikke noget kort. Grrr. Ham camperudlejeren står virkelig til en skideballe, gør han. I Norge oplevede vi ingen dækningsproblemer, men det gjorde vi over store områder i Sverige.
Og så ‘hendes’ udtale, altså! Vi morede os over de mange besynderlige udtalelser af vej- og bynavne. Konsekvens var der ikke meget af – det svenske vägen blev til  væsjen (med stemt ‘sj’), væggen, væægen og vægen med hhv. blødt og hårdt ‘g’. Jämtland blev først udtalt som djamtland; senere dog korrekt. Det svenske ‘ö’ blev sommetider udtalt som ‘o’ og sommetider som ‘ø’. Vi fandt ikke ud af eventuelle kriterier for den ene eller den anden udtale, og det samme bynavn kunne blive udtalt på to, undertiden tre, forskellige måder …

I Norge var det hammerkoldt om natten og en smule køligt om dagen, men solen skinnede, så det var fint nok med os. Det var vigtigst, at det ikke var regnvejr, og det var det ikke.
Så snart vi kom tilbage til omkring Trondheim, ramte temperaturen 24 grader, men det var vist ikke længe siden, det havde været koldt, for på trods af de 24 grader lå der sne lige ved siden af elven (nederst til højre i billedet). Den havde vældig travlt med at tø; jeg gik ud fra, at det ville være helt væk næste dag.

Vi har nu set Sveriges største vandfald, Tännfossen, fordi vi tilfældigvis havde valgt en rute, hvorfra der var et skilt ind til fossen. Google maps havde været død i lang tid, så vi anede ikke hvor vi var, eller at der skulle være et vandfald; vi vidste kun, at vi var på vej sydpå.
Den fos var vitterligt stor! Vi har set større vandfald end dette (der skal en hel del til at slå Niagara- og Victoriafaldene), men vi har aldrig været så tæt på et vandfald som vi var her.

Med en flot, stor regnbue … og en hulens larm!

Nu befinder vi os på den sidste campingplads i Sverige, inden vi rammer Göteborg og færgen i morgen. Vi har kortet turen af med et par dage, fordi det var en hel del hurtigere at køre ned gennem Sverige via Inlannsvägen, end vi havde regnet med.
Vi kunne ikke stå for denne fastligger, som er vores genbo. De går i den grad all in – med terrasse, ekstra telt og oven i købet en mindre hæk. Var den gået i Danmark, mon? Meget har jeg set i vores land, men jeg tror, at dette måske ville være lige i overkanten.
Færgen er ombooket til i morgen aften i stedet for torsdag, og vi kommer derfor til at give vores stakkels naboer fri et par dage før beregnet … vi har vist desværre fået givet dem nærmest fast arbejde med at vande både drivhus, krukker og nogle af de sartere planter i staudebedene.
Jeg ved ikke, om vi fik regn i dag, hvilket mange områder i DK vist gjorde. Men battede det noget?

Moderne tider

Jeg har aldrig taget en selfie og jeg vil vove den påstand, at jeg heller aldrig kommer til det.
Jeg kommer aldrig til at forstå, hvorfor skræmmende mange tror, at det højner et næsten hvilken som helst billede at skulle se et ansigt med et mere eller mindre anstrengt tandsmil på den forreste halvdel (eller mere) af samme billede.
Jeg kommer heller ikke til at tage et billede af mine bare tæer, som det tilsyneladende er vældig populært at gøre. Man kan tydeligt se, at folk i den forbindelse gør sig de hæderligste og meget krampagtige anstrengelser for at vise, hvor sunde og afstandstagende tæer de har, og hvor fint de kan lakere deres negle.
Nu har jeg højst sandsynligt fornærmet et par stykker; herunder nogle jeg – i hvert fald perifert – kender.
Men altså. Jeg forstår ikke, hvorfor vi i sommerhalvåret skal se en eller anden køn udsigt – eller noget i det hele taget – gennem folks spredte ben eller ved siden af et par korslagte fødder, men under alle omstændigheder således, at fødder og/eller ben dominerer billedet.
Beklager.

Og nu hvor jeg har gang i brokkerierne, så lad mig afsløre, at min mange gange hævdede påstand om, at COOPs ansættelseskriterium, bestående af manglende staveevner, stadig holder, selv om det er længe siden, jeg har luftet den.
Jeg var i dag i en Dagli’Brugs for at hente en pakke. Postnord kom nemlig til den fejlagtige konklusion, at når der ikke er flere pladser i den for mig nærmeste pakkeboks, jeg naturligvis havde valgt, kører de den hen til en, der ligger en hel del længere væk end den næstnærmeste.
Denne Dagli’Brugs havde et lille plantemarked i et telt tæt på butikken. Uha, der var stavefejl galore. Skiltene er sandsynligvis skrevet af to forskellige personer, fordi det rigtigt stavede ’petunia’-skilt stod lige under ‘portunia’.

Fuschia er Brugsen dog ikke alene om; den har jeg set flere steder.
Udover det ekstra ‘E’ i prydbuskene undrede jeg mig såre over, hvad den halve CC kunne betyde. Nogen bud?
På engelsk kan det betyde kubikcentimeter, men at ½ milliliter prydbusk skulle koste 49 kroner giver ikke voldsomt meget mening.
The Free Dictionary har ikke mindre end 462 forklaringer på CC, men ingen af dem giver mening i dette tilfælde … i øvrigt må man vel også regne med, at man hovedsagelig taler dansk i Dagli’Brugsen. Der er dog et par interessante muligheder blandt de 462, men dem kan I selv kigge på. Det betyder næppe Cyber Crime eller Close Combat – og da slet ikke Competence Center …
På min gamle arbejdsplads stod det for Change Control – med mindre vi talte om emails, hvor det betød Carbon Copy, som er et lige så gammeldags, men stadig brugt, udtryk som at vi lægger røret på, når vi vil afbryde en telefonsamtale.
Og sådan kan man på forhåbentlig underholdende vis få den lige så forhåbentlig sidste blæsevejrsdag til at gå. Godt, man har sit strikketøj.

Hvem er Steve?

Hvem er Steve? Der findes vel tusindvis, men det er en ganske særlig STEVE, der er dagens emne.

Jeg lærte tre nye ord i går; to engelske og et dansk: backronym, initialism og sigel.
Backronym hedder så også backronym på dansk, viser det sig. Initialism har vi ikke noget dansk ord for; google foreslår sigel, men det er ikke det samme. En sigel er et særligt enkelttegn for et helt ord, fx ©, £, ®, €, &. Der kan man bare se – det ord havde jeg aldrig hørt før, men nu hører jeg det garanteret igen inden for den næste uges tid – et fænomen også kendt som frekvensillusion, hvilket jeg var inde på i dette indlæg.
Akronym staves med k på dansk og dækker på vores sprog over begge de to begreber acronyms og initialisms, som de altså skelner mellem på engelsk:

Acronyms are pronounced as if they were words like NATO, radar, laser.
Initialisms are pronounced by saying each individual letter one by one like FBI and TNT.
Backronyms are simply acronyms after the fact; an existing word for which someone creates an acronym.

Den nævnte STEVE er et backronym, som blev dannet efter en eller anden fandt på, at en helt speciel himmeloplevelse skulle kaldes Steve: The scientists gave the phenomenon a backronym: Strong Thermal Emission Velocity Enhancement.

Herover kan man se STEVE. Det er røde, lilla eller hvidlige buer, som kan ses på himlen i forbindelse med nordlys, men som ikke i sig selv er nordlys.
Men hvad er det så for noget underligt noget? Det vil jeg lade jer selv om at finde ud af, hvis jeg skulle have vakt jeres nysgerrighed, men der er en interessant og lærerig artikel om det her.
Jeg så på FB, at fænomenet var blevet fotograferet i Danmark. Det var jeg simpelthen nødt til at finde ud af noget mere om.
I samme forbindelse lærte jeg, at der er yderligere begreb i nordlysjargonen, jeg aldrig havde hørt om: Green Picket Fence, som ses herunder. Picket fence betyder stakit, men så vidt jeg ved, har man ikke på dansk et begreb, der kaldes stakit-nordlys?

---

Og for jer der mener, at intet kunne rage jer mindre, kommer her noget ganske andet, nemlig et billede med en fuldstændig fantastisk forårsfarve.
Vi var en tur i Roskilde i går i et forårsvejr, der ikke fås i kønnere udgaver – når man altså lige ser bort fra de særdeles vinterlige temperaturer.
Med så blå en himmel plejer søerne i gamle kalkgrave at vise sig fra deres smukkeste side, så jeg foreslog, at vi lagde hjemturen forbi Karlstrup Kalkgrav.
Det fortrød vi ikke.
Det findes da ikke meget flottere, vel?

Solen drager, men …

Solen drager mig mod haven, men temperaturen gør sandelig ikke! Den har lige sneget sig op på fire grader, så selv om solen er ved at få magt, er der et godt stykke vej endnu til, at noget kan komme i jorden eller ud i drivhuset. Jeg er glad for, at jeg ventede med at begynde med den sædvanlige forspiring til vi var kommet hjem fra England.
Ildtægerne fryser åbenbart også stadig … de havde klumpet sig sammen på et blad i solen. Det er sådan et smukt, lille insekt, og så er det oven i købet aldeles harmløst.
Jeg læste engang, at de elskede katost, og vi har da også nogle stykker af denne fine blomst i haven – og det bliver vi ved med, hvis det kan få ildtægerne til at blive.

Vi var dog en tur i en planteskole i dag, men det var for at få det spejlbassin, jeg ville bruge gavekortet fra Die Zwei Mädchen til. De kommer herned om tre uger, så jeg ville meget gerne have det etableret inden da. De havde bare ikke nogen! De anbefalede mig at køre i et byggemarked, for planteskolerne kunne desværre ikke konkurrere med priserne i disse.
Nå. Surt. Det blev ikke til noget i denne omgang, men kun til to nye kokosdimser til hængekurvene, samt en dværg-sommerfuglebusk, som egner sig til en krukke, da den ikke bliver over 1-1½ meter høj. The clue is in the name … de anbefaler tilligemed at klippe den grundigt ned hvert forår for at fremme blomsterdannelsen.
Nu må jeg så se, om jeg kan finde et lille spejlbassin i et byggemarked, og i stedet vil jeg nok i stedet finde en eller anden form for jern til haven for gavekortet. Det er noget så dekorativt – jeg har allerede nogle jernting i bedene. Plus en vinballon, en tre-liters vinflaske og en amfora-lignende krukke uden bund. Jeg blev voldsomt inspireret i en åben have engang, da jeg så de mange forskelligartede ting, det kreative par ‘tilfældigt’ havde anbragt rundtomkring i haven.

Rabarber, peberrod og hvidløg har trodset det kolde vejr, og det lader til, at også påskeliljerne når at springe ud inden påske. Nogle sorter når det i hvert fald, andre måske ikke.

---

Og nu til noget helt andet: Jeg skrev for en god måned siden om, at vi havde doneret vores afsjælede legemer til videnskaben.
Det har nu været igennem hele systemet og er officielt registreret. Vi har således fået et donorkort.
Det kan de bare ikke stave til!

Hva’ gi’r I? Københavns Universitet, og så kan de ikke stave til donor!
Jeg vidste ikke, om jeg skulle le eller græde, men jeg nøjedes med at smile lettere opgivende og ryste på hovedet, hvorefter jeg sendte dem en mail, hvori jeg på høfligste og forhåbentlig humoristisk vis gjorde dem opmærksom på, at ja, det hedder at donere, og ja, man kan modtage en donation, men en donor staves med to o’er.
De skrev lige så høfligt tilbage til mig, at det var rettet på nyeste udgave af kortet, og at jeg ikke var den eneste, der havde gjort opmærksom på den fejl.
Jeg har kun lige fået mit kort … skulle det så ikke være det nyeste? Man kan dog nok ikke bebrejde dem, hvis de ikke vil lade noget gå til spilde. Eller hvad?
Men Peter: Til tasterne! 😆

Jeg er ikke alene …

Forleden dag var Trine Andersen gæst i Det Gode Selskab på P5. Hun er sprogrevser og luftede nogle gode meninger og observationer vedrørende vores sprog.
Man synes jo altid, at andres meninger er vældig gode og fornuftige, når de stemmer overens med ens egne …
Trine fik 6 i skriftlig dansk til studentereksamen, så det har måske ikke dengang stået lysende klart, at hun senere i livet skulle oprette en instagramprofil, hun kalder Grammatiktossen.
Hendes sekstal behøver faktisk ikke at betyde, at hun var dårlig til dansk. Jeg fik heller ikke særlig gode danskkarakterer, men der var sjældent noget at udsætte på min stavning og min grammatik. De halvdårlige karakterer skyldtes primært, at jeg ikke kunne fordrage at tolke digte eller sønderrive klassikere. Jeg var for ofte uenig med lærerguruen (Dansklærerforeningens vejledning), hvilket man bestemt ikke skulle være! Ingen individuelle og dermed uautoriserede meninger, tak! Jeg hævdede ofte, men talte for døve øren, at den enes opfattelse af et eller andet litterært kunstværk kunne være lige så rigtig som den andens. Eller som Dansklærerforeningens …
Jeg var, og det har jeg på skrift fra samme lærer, jeg diskuterede så meget andet med, den eneste i klassen der kunne skrive noveller, og det var da også sådanne to, der gav mig mit eneste 11- hhv.13-tal i gymnasiet. Jeg skulle i en stil analysere ugebladsnoveller og gjorde det i form af at skrive en så fed parodi på en, at den nærmest stank. Men jeg fik 13.
11-tallet var for en science fiction-novelle. Da vi kom til Kierkegaard, bundede jeg med et 6-tal, men han var også slem. Jeg så aldrig kierkegaardslyset.

Der er heldigvis andre end mig, der kan få røde knopper af ovenstående meget hyppige fejl. De første fem punkter har jeg ytret mig om op til flere gange, mens hans/sin ikke kan bringe mig lige så meget i affekt som fx ‘massere af’, der ses hyppigere og hyppigere, men sådan er det med de sociale medier: Man ser tit den samme fejl og dermed kommer de lidt mere usikre sprogbrugere i tvivl og konkluderer, at det forkerte må være det rigtige.
Sprogfejl er selvforstærkende, desværre, og når selv journalister og andre professionelle sprogbrugere begår graverende fejl … ja, så skal det da nærmest gå helt galt.
Skal man rette folk eller ej? Det kommer an på … det kan være umådelig svært at lade være; især for det skrevne sprogs vedkommende. I det talte kan visse hyppige fejl være enten dialekt eller udtryk for en personlig præference, men de bør luges ud på skrift.

Trine var også inde på, hvor meget hun selv får hug, fordi folk kaster sig over hende, når hun selv begår fejl. Janteloven træder i karakter, men også Murphys lov gør sig gældende her, for der er stensikkert fejl i mine indlæg, når jeg brokker mig over det danske sprogs forfald. Ingen er perfekt, slet ikke jeg, og kommatering er min største svaghed. Mine indlæg er ret talesprogsprægede, hvilket er bevidst!
Selvfølgelig kan jeg ikke lide at blive grebet i en fejl, men på den anden side vil jeg gerne vide det, så jeg ikke begår den mere. Det er ret tankevækkende, hvor hændervaskende/fornærmede/sure/vrede folk kan blive over at blive gjort opmærksom på sproglige fejl både i forbindelse med butiksskiltning og i mere privat regi.

Kan man rette med humoren i højsædet, kan man ofte nå lidt længere – eller i hvert fald undgå at blive slået ihjel.
Humoren i tekstboksen til højre kunne jeg ikke stå for. Heller ikke den ufrivillige herunder.

Jeg fylder snart 70, men kan stadig få børn. Det kom som lidt af en overraskelse … jeg ville oven i købet kunne medvirke i den aktuelle serie DR-serie med trillingeforældrene.
Men nej. Bare nej. Så ville det ikke engang være helt nok at blive de 94 år, der ellers er mit mål, selv om de tre børn måske ikke nødvendigvis er nyfødte.

Fantastiske folkevid

Når jeg har min cirka ugentlige, cirka timelange snak med Charlotte, er det ret sjældent, vi taler politik. Der er så meget andet i hendes og min verden, der fylder mere, men det hænder dog alligevel, at vi kan finde på at tale politik i både bred og smal forstand, for nogle gange er tingene så groteske, at det kræver en lille snak. Det er gennem disse samtaler, jeg finder ud af, hvor stor forskel der er på de nyheder vi i de danske medier hører om England og på de ting, de engelske medier lægger vægt på. Og vice versa. Jeg siger ikke, at nogen af dem har russiske tendenser, men det er i hvert fald ikke de samme ting, de to lande anser for at være vigtigt at formidle videre til den brede befolkning. Valget af avis har naturligvis også noget at sige … C & T læser The Times, som i deres øjne er den avis, der lægger mest vægt på saglighed og ikke umiddelbart virker som om de bare skal fange læsere via dramatiske overskrifter. Noget, som selv Berlingske er begyndt på: “Hun gjorde dit eller dat, og resultatet overraskede hende”. Jeg falder ikke for den slags billige klikfang, og måske går jeg derfor glip af vigtig information, men det er i så fald bare ærgerligt.

Alle ved vist, hvad Brexit står for. Dem, der stemte for at forlade EU, hedder brexiteers. Det er et pænt neutralt ord, ganske som antonymet remainers.
De blev hånligt omdøbt til remainiacs eller lidt senere, fordi the brexiteers mener, at the remainers altid brokkede sig over Brexit-nationens tilstand, remoaners. 
Charlotte og Tim er afgjort ikke brexiteers, men vi kunne alle blive enige om, at især betegnelsen remoaner er morsom og et fint udtryk for folkeviddet, eller wisdom of the crowd, som det hedder på engelsk.
Så kan man diskutere lidt med sig selv, om [folke]vid nu også er lig med wisdom, idet ‘vid’ betyder “evne til at udtrykke sig vittigt og rammende på et højt plan”, hvilket ikke nødvendigvis er et udtryk for den store visdom, men nu er vi vist ude i petitesserne.
Er det ikke ligefrem visdom, der bliver udtrykt af folkeviddet, er det til gengæld næsten altid morsomt … jeg elsker, når der lynhurtigt opstår nye ord eller betegnelser for et eller andet, der er oppe i tiden. Lige nu kan jeg selvfølgelig ikke lige huske gode, konkrete eksempler; jeg kom bare til at tænke på fænomenet, da jeg i går talte med Charlotte og hørte ordet remoaner.
Det bruges så dog ikke så ofte mere … stort set alle, der har haft så gevaldig travlt med at skose the remoaners og stædigt holde på, at det nok skal gå alt sammen, har holdt temmelig lav profil et pænt stykke tid nu. Mange brexiteers er vistnok ved at indse, at det måske alligevel ikke var det smarteste valg, de foretog dengang i 2016. Stemningen er måske ved at vende derovre, men jeg vil tro, at løbet nok er kørt for de næste mange år. Det ville heller ikke være en god ide at foretage en ny afstemning nu, for selv om der skulle blive et snævert flertal for ydmygt at vende tilbage til EU, kan (de stadig mange) EU-modstandere med rette spørge, hvorfor tallene fra afstemningen (51,89 % kontra 48,11 %) nu ikke længere kan accepteres? Så kan det modsatte, men nok relativt samme resultat vel betragtes som lige så ‘ugyldigt’? Så nej: Det varer mange år endnu – om overhovedet – før vi ser en ny afstemning derovre. Der skal nok gå en generations tid.
Så må vi se, om Skotland og Wales på et tidspunkt inden da melder sig ud af UK. Hvilket heller ikke er en god ide … det er noget værre rod alt sammen derovre.

Det er frygtelig egoistisk, men jeg er bare så glad over, at mine egne fire englændere ingen problemer har, og at de klarer sig strålende alle sammen.
Lige bortset fra, at Aubrey er hundesyg, fordi han har raget sig en omgang skarlagensfeber til! Han er nu på penicillin og bliver formentlig helt rask igen inden de skal rejse til Danmark.

Dyb undren

Jeg er ikke økonom og har ikke forstand på økonomi. Den eneste økonomi jeg har helt styr på, er min egen.
Jeg kan forholde mig til hugorme og klapperslanger, men valutaslangen forstår jeg ikke. Forstod jeg ikke … jeg ved godt, at Euroen aflivede den. Ej heller forstår jeg den store forkromede sammenhæng mellem EU’s og for den sags skyld også resten af verdens valutaer. For mig at se er det lige som sommerfugleeffekten en gang imellem. Den forstår jeg heller ikke, men jeg kender teorien.
Jeg kan konstatere, at strøm og fossilt brændstof stiger til det vanvittige. Jeg kan også se, at det er faldet lidt igen.
Der er, efter min ringe mening, mange der groft udnytter situationen og hæver priserne mere eller mindre voldsomt, bare fordi de kan. Pejsebrænde, for eksempel. Jeg kan til nød forstå, at ovntørret brænde stiger lidt (burde dog ikke stige til det tredobbelte), men lufttørret brænde??? Almindelig atmosfærisk luft er stadig gratis. Der er ikke lagt afgift på, at jeg tørrer mit tøj ude i haven. Endnu …

Og juletræer??? John har lige læst, at årets juletræer kommer til at koste dobbelt så meget som sidste år. Mig ikke forstå. Mig slet, slet ikke forstå. John siger med et glimt i øjet, at han da bare selv kan tage saven med, når vi skal ud for at fælde juletræet – så burde der ikke være nogen undskyldning for en prisstigning på 100 %, når nu vi selv medbringer den dyrere benzin. I øvrigt håndsaves træerne normalt, men det øger ikke ligefrem min forståelse for den prisstigning!

Det Manos del Uruguay-garn jeg købte for en måneds tid siden, var sat op med en halvtredser/100 gram. Butiksejeren forsvarede det med, at hun pga. stigende transportomkostninger skulle give mere for garnet, så hun var nødt til at lægge tilsvarende på i butikken. Jeg sagde, at det var da okay, men en halvtredser pr. fed? Det er jo ikke sådan, at hvert fed skal have sit eget flysæde! Faktisk kan der være rigtig meget garn i en kasse, så de 50 kroner er grov udnyttelse, er det.
At jeg køber garn helt nede fra Uruguay er en anden diskussion, men ved at gøre det støtter jeg et godt formål, og det kan man vel intet have imod. Garnet er bæredygtigt; det kan transporten af det til Danmark ikke påstås at være – men det er simpelthen noget af det blødeste og lækreste garn i verden, så derfor køber jeg det indimellem …

Jeg har hørt argumentet “Vores omkostninger er steget, så derfor …”.
Det er mine omkostninger altså også. I høj grad, endda, men der er da ingen, der giver mig flere penge til at betale mine regninger med. Det er godt nok smart, at man kan hæve prisen på sine ikke-omkostningstunge varer til at betale den private el- og varmeregning med. Eller er jeg for grov nu?

Nå. Alt dette er absolut ikke noget at grine ad, så skulle vi ikke slutte med noget, der er?
For eksempel – igenigen – noget fra en maskinoversættelse. Som jeg flere gange har nævnt, skal et oversættelsessoftware være yderst velbevandret i et sprog for at kunne forstå og oversætte talemåder og ordspil, og så langt er de ikke nået endnu. Grammatik, som kan defineres af regler, er derimod sjældent noget problem (fx det danske nutids-r og det på engelsk tilføjede ‘s’ i 3. person ental). Herunder er vist et glimrende eksempel på dette.

Man vil, hvis man er flink, kunne sige, at det er taget ud af en kontekst, så maskinen har ikke haft en chance. Godt så. Hvor mange katte skyder i det hele taget? Jeg spørger bare …
Hvis I ikke skulle vide det, så burde det have været oversat til the cat arches its back, men retfærdigvis skal det siges, at GT godt kunne finde ud af at oversætte korrekt, da jeg satte det danske verbum i datid.

Disse mærkelige sammentræf

Da jeg stod op onsdag morgen, så jeg noget ligge i vandet helt inde ved kysten, men jeg kunne ikke se hvad det var. Kikkerten blev hurtigt indstillet, og jeg kunne konstatere, at det var en båd fra Mosebølle, der havde revet sig løs fra sine fortøjninger og nu havde lagt sig til rette overfor Den Stråtækte. Vinden flåede kraftigt i presenningen, og en halv times tid senere afsløredes det, at båden hed Alva.
Jeg efterlyste ejeren af Alva af Mosebølle i et Facebook-opslag – for den gode sags skyld offentligt tilgængeligt, for det ville ikke være til megen nytte at nøjes med vennerne i dette tilfælde.

Det bar frugt. Om aftenen fik jeg en besked fra ejeren, og torsdag formiddag kom han og en ven for at se på båden og vurdere skadens omfang. Den ene forsøgte sig med en øse, men det hjalp som en skrædder i Helvede, for bølgerne slog hele tiden ind over båden, og han opgav da også ret hurtigt det forehavende.
De kørte igen, og lidt senere tikkede der en besked ind med en tak for observationen, men han ville desværre ikke kunne bjerge båden før søndag eller mandag pga. den stærke blæst. Jeg håber han får båden med sig i brugbar stand, og jeg er glad for at kunne konstatere, at FB kunne vise sig at være nyttig. Det sker ikke tit …

Det var Alva af Mosebølle.
Torsdag formiddag begyndte jeg på en ny lydbog, nemlig Anne Holts Det ellevte manuskript.
I et af de første kapitler blev der nævnt en Alva Heimal (eller Heimdal?).
Før jeg så den båd dagen før, havde jeg aldrig hørt navnet Alva.
Jeg tror, I alle har prøvet noget tilsvarende.

Det hedder noget så ucharmerende som Baader-Meinhof-fænomenet (men kaldes dog også frekvensillusion), og hvorfor det gør det, kan man nemt google.
I januar 2020 var der 813 piger i Danmark, der hed Alva, så helt ualmindeligt er det åbenbart ikke, men det ændrer ikke på, at jeg ikke kendte navnet – ikke engang det af Filcolanas garner, som hedder Alva. Det er jeg da helt flov over, men nu kender jeg det!

---

Og nu til noget helt andet: I forbindelse med mit indlæg om oversættelsesfejl var der et par kommentatorer, som var inde på, at de dårlige af slagsen måske var maskinoversættelser. Det mente jeg nu ikke, og jeg fandt et par interessante artikler, som bekræftede min teori om, at der ikke står en maskine bag undertekster i tv.
Jeg oplevede et eksempel på menneskefejl forleden: I didn’t slow you up too much blev oversat til “jeg sænkede jer ikke for meget”. Det er endnu mere noget vrøvl end den alt for hyppige ligge/lægge-fejl, men ikke en fejl en maskine ville begå. Men måske en jyde? (Sorry …)
Det er netop sådanne fejl, der sladrer om hvorvidt der står mennesker eller maskiner bag. Sidstnævnte oversætter ordene korrekt, men roder ofte rundt i ordstillinger og grammatik. Maskiner ville oversætte ordspil og faste vendinger direkte og dermed få nonsens ud af det, mens (gode) oversættere forsøger at finde noget tilsvarende på det sprog der skal oversættes til.
Et eksempel på en intelligent oversættelse er dette efterhånden nærmest legendariske: No, not the cheese, the keys! Hvad i alverden stiller man op med sådan noget? Lasse Schmidt oversatte det til “Nej, ikke Buko’en, Ruko’en.”
Det og meget mere kan læses i Kirsten Marie Øveraas gode artikel her, hvis man skulle være interesseret.

Over- og undersættelser

Jeg bingewatcher sjældent, men i de seneste par dage har jeg siddet og set hele sæson 2021 af den engelske Masterchef for amatørkokke.
Binge watching. Med dansk bøjning … det er tilladt; vi danskbøjer mange engelske ord, især efter en tid, når ordet er blevet almindeligt at anvende. Vi downloader en app. Vi cutter en forbindelse.
Binge watching er et nyere udtryk fra 2013, og der er aldrig fundet et dansk udtryk, der dækker lige så godt, så derfor bingewatcher jeg, når jeg ser mange afsnit af en serie lige i rap.

Det er efter, at jeg, takket være Ditte, har fundet BritBox. Den er farlig, for der er virkelig mange (engelske) udsendelser, serier og film, jeg godt kunne tænke mig at se. Det er godt, det er vinteren og ikke sommeren, vi går i møde, for i den mørke vintertid må jeg gerne sidde og se rigtig meget tv – så får jeg også strikket meget, hvilket vel ingen kan have noget imod.
Så nu var det altså Masterchef. I BritBox kan man vælge mellem forskellige undertekster, og vi har valgt de danske til, fordi John synes det kan være svært at fange det hele uden dem. Det er ikke så ofte, jeg læser dem, for jeg lytter mere end jeg kigger og ser derfor tit kun på skærmen, når kokkene skal præsentere deres kulinariske formåen. Det har dog været nok til, at jeg er faldet over et par ting; fx undrer det mig, at flere af oversætterne (det er åbenlyst ikke den samme, som har hele sæsonen) skriver cavolo nero i den danske tekst. Det er det engelske navn for palmekål, som alene er det navn, der anvendes på dansk. Det er dog nok nærmere det italienske navn, som englænderne har taget til sig …
Wild garlic oversætter de til vilde hvidløg, hvilket det aldeles ikke er – det er ramsløg, er det.

Et noget mere tricky (der var den igen, den engelske indflydelse) oversættelsesproblem er englændernes curry. Her er ikke engang englænderne enige. For de fleste betyder det en (sammenkogt) ret af asiatisk oprindelse, og der behøver ikke at være karry i den. Det er noget, der er fulgt med til England fra dengang, Indien var en britisk koloni, men inderne selv har ikke noget, der hedder curry.
”Curry is a word invented by the British back when they ruled India. It is the anglicized version of the Tamil word kari, meaning sauce and is now commonly used to describe almost any food of South Asian origin.” Og “..and wrongly assumed that all dishes that had some type of gravy in it were referred to as "curries."

Så langt, så godt. En oversætter burde vide, at a curry ikke skal oversættes til ‘en karryret’, men nok nærmere ‘en gryderet’ Man burde studse over, at karry slet ikke bliver nævnt, når ingredienserne remses op … især da når vi taler om en dessert! In a curried coconut crumb blev oversat til ‘i kokosnød med karry’. Nej, nej, nej, siger jeg bare …

I denne udgave af Masterchef er der to dommere. Gregg Wallace har fint styr på den engelske grammatik; John Torode begår den samme fejl som et utal af både danskere og englændere: De hyperkorrigerer, fordi de tror, man ikke må sige ‘mig’, hhv. ‘me’.
Det må man godt. På begge sprog. Det skal man faktisk på begge sprog, for ‘jeg’, hhv. ‘I’ skal kun bruges, når de står som grundled.
Ikke desto mindre påstår John op til flere gange i hvert afsnit, at deltagerne skal “..make fabulous servings for Gregg and I”. Han har også sagt “It surprised John and I”.
Når Gregg siger det, siger han det korrekte ..for John and me.

Netop dette jeg/mig-fænomen har jeg før været inde på i et par af mine tidligere sprogindlæg. Min helt ugrammatiske tommelfingerregel er, at man skal fjerne den anden person. Ingen ville vel sige “Nu skal du lave noget dejlig mad til jeg”?
Eller “vil du være venlig at række jeg sovsen?” Det lyder jo komplet tåbeligt, men ikke desto mindre formår nogle at sige “vil du række sovsen over til John og jeg”.

Nå. Det er altid nemt at kritisere, og jeg kunne godt forestille mig, at oversætterne bliver så dårligt betalt, at de ikke har tid til at udføre deres arbejde grundigt nok. Derfor er jeg heller ikke dybt nedslået over fejlene – der er såmænd heller ikke så mange af dem, at der er grund til at blive det – men jeg vil forbeholde mig retten til at more mig over dem og hænge de anonyme oversættere ud her på bloggen.

Don’t make a mountain out of a molehill

Don’t make a mountain out of a molehill er et engelsk udtryk, som mange af jer sikkert kender.
Det betyder to treat a minor problem as if it were a very serious problem; dvs, at man ikke skal gøre en mus til en elefant.
Vore muldvarpe har på ingen måde tænkt sig at efterleve idiomet, for skuddene på vores græsplæne og i bedene er enorme! Jeg har aldrig set så store muldvarpeskud og har faktisk haft den tanke, hvorvidt den skyldige mon har været udsat for radioaktiv stråling og er blevet til et monster. Vi har i hvert fald nærmest bjerge i haven og og ikke bare muldvarpeskud.

Det måtte der gøres noget ved, for når vi visse steder trådte hen over græsset, kunne vi mærke, at jorden sank en lille smule.
Muldvarpesakse går vi ikke ind for – dyrene gør trods alt bare det, de er sat i verden for at gøre, men de må altså meget gerne gøre det et andet sted end hos os, så ikke haven ligner et bjerglandskab.
Lugten af hvidløg har vi hørt, at de ikke kan lide … det må stamme fra en, der selv afskyr hvidløg, for det virker ikke at lægge hvidløg i gangene.
Hvad så? Vi besluttede os for at prøve, om vi kan skræmme den/dem væk med støj, så i går kørte vi til Silvan for at købe en solcelledrevet ultralydssender.

Det er jo smart og grønt nok med de solceller i toppen, men hvad nu, hvis man har en længere periode, hvor solen ikke skinner? Skynder muldvarpene sig så at vende tilbage? Det stod der ikke noget om, men det forudsætter selvfølgelig også, at de allerede var flyttet væk fra støjen.
Vi ved endnu ikke, om den virker, for man skal give det en fjorten dages tid, inden man kan se en eventuel effekt. Ordet ‘eventuel’ er min egen tilføjelse, for sådan stod der sjovt nok ikke i brugsanvisningen.
Til gengæld stod der, at man ikke må bruge en hammer, når man skal sætte den ned i jorden.
Den tager vi lige igen: Øverst sidder to små solceller, og producenten føler sig nødsaget til at fraråde at bruge en hammer, når dimsen skal i jorden!
Den morede vi os en kende over … jamen, jamen … havde det ikke stået der, havde vi naturligvis taget den store mukkert til at hamre støjsenderen ned i græsplænen med. Eller hvad? Tror de ikke, man er i stand til at tænke selv? Vi er trods alt ikke amerikanere … og den er ikke engang fremstillet i USA, men i UK, så vidt jeg kan finde ud af.

Jeg må indrømme, at jeg ikke har den største tillid til effekten, for undersøger man mulighederne, bliver saksen hele tiden nævnt som det bedste og mest virkningsfulde tiltag, men man er vel dobbeltmoralsk, for mens jeg ikke har nogen skrupler over at sætte smækfælder op for mus og rotter, så har jeg det, når det gælder muldvarpe.

Holde af, holde ud, holde..

Da jeg i sin tid lærte engelsk, købte jeg en bog, der hed Dictionary of English Phrasal Verbs and their Idioms.
Lyder det kedeligt? Jeg elskede at kigge i den bog, og jeg kan stadig finde på at gøre det.
Vidste I, at ordet go kan have hele 37 forholdsord hægtet på? Verbet play har 11 forholdsordsmuligheder, put har 19, hold og take 14. Hvert nyt forholdsord giver selvfølgelig verbet en ny betydning. Nogle af disse, fx take up, har hele 15 forskellige betydninger. Put away har otte forskellige betydninger. Put up syv. Jeg har hørt danskere med stolthed i stemmen påstå, at dansk er et af de sværeste sprog at lære. For det første er jeg lodret uenig; der er masser af sprog, der er sværere, og for det andet har jeg sådan en lyst til at gå dem på klingen, som selv mener, at de taler flydende engelsk. Det er ofte de samme, der har sørgeligt lidt styr på grammatikken og som oven i købet lyder som Eddie Skoller, når han bevidst taler engelsk med dansk accent. Man kan være god til engelsk, ja, bestemt, men 99 % af dem, der hævder at være “flydende i skrift og tale”, er det på ingen måde. Jeg har sat adskillige røde mærker i sådanne personers rapporter.
Men det er vel med sprog, som det er med så meget andet: Jo mere man lærer om et emne, jo mere ved man, at man ikke ved ret meget …

Jeg nævnte to hold. Et dansk verbum, der kan give put, play og hold (men nok ikke go eller take) en smule konkurrence, er netop ‘holde’. Man kan holde af, holde op, holde ud, holde inde, holde fast, holde med, holde tæt, holde på og holde til. Det var vist forholdsordene. Så er der forholdsforbindelserne: Holde i ære, holde i skak, holde i ave, holde med selskab, holde i hævd … og der er flere. Man kan holde næsen i sporet, holde nogen i ørerne, holde i live, holde krudtet tørt og så videre. Men nu kan I nok ikke holde mig ud ret meget længere.

Hvorfor skriver jeg dog også alt det her?
Det gør jeg fordi associationen til de mange holde-forbindelser dukkede op i min hjerne i går, da vi kørte op til et hønseri (og anderi) i nærheden af Holbæk for at få fat i fuglenes yndlingsmad, nemlig Hansen-blandingen. Den elsker fuglene bare, og selv om den er dyr, og vi skal køre langt for at få fat i den, så gør vi det, fordi der er 0 % spild, idet det er en frøblanding helt uden korn i. De billige blandinger indeholder ofte meget havre, og det er der ingen af vores havefugle, der gider spise, så det bliver bare smidt ned på jorden, hvor rotterne godt gider spise det – men vi gider til gengæld ikke rotter …
Løsning: Hansen-blandingen.

Det lille hus herover er et kaninhus, men ikke så langt fra det havde de det fineste lille hønsehus til salg, med stige, soveværelse på første sal, altankasse på den ene side og karnap på den anden, så man bare skal løfte taget for at indsamle de lagte æg.

Og jeg vil så gerne holde høns …

Til dette ønske har John for en sjælden gangs skyld nedlagt veto.
Derfor har jeg dog ikke vandet høns, for jeg kan godt se, at med alt vores fravær fra matriklen er det nok ikke det smarteste.

I disse sparetider …

Min bank sendte en mail ud med sparetips af enhver art.
Det er fint nok, men når man allerede har hakket de fleste af, er det ikke helt så nemt.
Det indsatte klip viser hvad de foreslår mht. abonnementer.
Det første gjorde vi for flere år siden.
Gratis streaming vil vi ikke nøjes med, da DR ikke (altid) opfylder vores krav til tv. Jeg har i øvrigt lige meldt mig til BritBox, som ser ud til at være rigtig god, og den koster kun godt 500 kroner om året, så det klarer vi nok. Faktisk får jeg den mere end gratis, så at sige, for jeg sagde ved samme lejlighed Amazon Prime Video op, for den brugte vi stort set aldrig, og den kostede 79 kroner/måned.
Fitness er ‘sparet væk’ (lad os bare kalde det det …) for maaange år siden.
Forsikringerne kiggede vi på for tre år siden og sparede derved 3000 kroner om året – samtidig med, at vi fik bedre betingelser!
Mobilabonnementerne er optimale for os.
Vi har ingen måltidskasser for tiden.

Hvad søren skal vi så gøre?
Vi har skruet en grad ned for varmen (vi har jo vores brændeovn), og vi oplader bil og vasker op om natten, men det har vi gjort siden vi ændrede vores el-abonnement i juli sidste år, hvorved strømmen blev billigere mellem kl. 22 og 06. Nej, vi har ikke variabel pris.
Tørretumbler har vi ikke brugt i mange år. Det er gratis at lufttørre sit vasketøj.
Når vi har rejst i vinterhalvåret, har vi altid skruet fyret så langt ned, som stueplanterne har tilladt os. Det eneste nye for os i disse tider er, at vi slukker for el-vandvarmeren, når vi er væk i en uge eller mere. Den har ellers altid bare kørt konstant.

Vi er kommet frem til den konklusion, at vi bare må ‘æde’ de regninger, der kommer. Det er da vildt irriterende, at alting skal blive så dyrt, især fordi jeg har en voldsomt kraftig mistanke om, at rigtig mange skruer priserne i vejret, bare fordi de kan og ser en pæn ekstraprofit løbe ind uden særlige ekstraomkostninger. Fx forstår jeg godt, at ovntørret brænde stiger i pris, men lufttørret brænde??? Der gælder her det samme som for vasketøjet, nemlig at den atmosfæriske luft ikke er blevet dyrere! Og drop dog det ovntørrede – det andet er okay at bruge.

Vi klarer den, men der er mange, der ser en rigtig hård tid i møde, for man skal jo have mad.
Derimod er det noget klynkeri, hvis man piber over at skulle skrue lidt ned for varmen. Man behøver ikke at kunne rende rundt i T-shirts og bare tæer hele vinteren. Vi er mange, der kan huske hvordan det var i 1973, og vi overlevede, også selv om vi blev anbefalet at nøjes med 18° i hjemmet. Gad vide, hvad man ville sige til bilfrie søndage i 2022?

Thymes Planteskole sparer åbenbart r’er væk, men det er ikke nogen god ide, hvilket jeg lige kom til at fortælle dem, da jeg modtog mailen. Og fejre[r] skal ikke skrives med stort F.
Jeg skal nok bare være taknemmelig for, at de ikke har sat apostrof i Thymes …

Uha, det er så svært

Dengang jeg stadig var arbejdsramt, leverede jeg med mellemrum sprogrelaterede indlæg. Hvorfor jeg ikke gør det mere, kan jeg ikke forklare, for sproglige fejl og misforståelser samt dårlige oversættelser er ikke i aftagende – nærmere det modsatte, og det har intet at gøre med, om jeg skal på arbejde eller ej.

Sportsjournalister er en evig kilde til sproglige, mere eller mindre bevidste, ups’er. Det skal også gå stærkt, og så kan man nemt komme til at fyre noget vrøvl af, og hvem af os kan sige sig fri for sommetider at ønske, at man kunne holde kæft med tilbagevirkende kraft? Ikke mig, men jeg har den fordel, at jeg, i modsætning til mediefolk, sidder i et sluttet selskab og bare kan grine af mig selv eller blive sur på mig selv, lidt afhængig af situationen eller konteksten.

Den seneste fra sportens verden er fra i lørdags, hvor John sad og så cykelløb fra Spanien:
”Han har haft et alibi hele dagen.”
HVAD har han haft??? Jeg ved selvfølgelig godt, hvad et alibi er, men det ved den pågældende cykelkommentator tydeligvis ikke. Jeg spurgte John, hvad der mon mentes med den bemærkning, for han – John – havde, i modsætning til mig, hørt efter hele tiden, men han kunne heller ikke regne ud, hvad udtrykket skulle beskrive eller dække over.
Er der nogen her, der har et bud?

En anden uudtømmelig kilde er oversættere. De fleste er rigtig gode, men sommetider tænker de sig altså ikke om. Eller har de (også) for travlt? Nogle af dem har nok, for de er vist ikke alle lige godt betalt, selvom vi ikke ser de skodkanaler, der betaler allerdårligst. DR og TV2 har glimrende oversættere, skønt en del af dem stadig ikke har lært, at engelsktalende ikke bruger -arder, men kun -oner. Det vil sige, at for dem betyder en billion en milliard for os.
Det har jeg været inde på for flere år siden, men vil igen understrege, at det i mine øjne er en voldsom fejl, fordi den i nævnte eksempel udgør en faktor 1000, og helt grotesk bliver det, når en engelsktalende siger “trillion”, og det bliver ‘oversat’ til en trillion og ikke til det rigtige billion. Forskellen her er en faktor en million, nemlig fra 10¹² til 10¹⁸. En dansk trillion er med andre ord en milliard milliarder, mens en engelsk trillion ‘kun’ er en million millioner. Det er ikke helt lige ligegyldigt om det er det ene eller det andet – slet ikke når vi taler bruttonationalprodukter!

På BBC Earth så/hørte jeg forleden aften to fejl:
It gives 30.000 litres at the time blev til ‘Det leverer 30.000 liter hver time’. Det er bestemt ikke det samme, og der blev oven i købet umiddelbart inden omtalt en døgnmængde. I øvrigt forstår jeg ikke, hvordan en oversætter kan få time til at blive til time. Man har ikke gået ret længe i skole, inden man ved, at en engelsk time hedder an hour.

Den anden var måske mest lidt sjov og bestemt ikke meningsforstyrrende, men oversætteren burde have vidst bedre.
Borneo lies across the equator blev til ‘Borneo ligger på den anden side af ækvator’.
Nej, det gør den ikke; den strækker sig netop over begge sider af ækvator.

BBC Brit kan også: I Pointless, som er et meget britisk underholdningsprogram, svarede en deltager North Ireland på spørgsmålet om hvor han kom fra, hvilket blev oversat til Nordøen!
Jeg synes, der er en endog tydelig forskel på udtalen af Ireland og island, men ikke desto mindre blev det så håbløst oversat.

Jaja. Kan man ikke bruge sit pensionistliv til andet, kan man altid få tiden til at gå med at finde andres fejl …

Det er bedre og mere givende at finde pærer, så nu vil jeg gå på pærerov. Jeg har fået frit lejde til at tage alle de pærer og alle de æbler jeg orker, i den store have til det store hus på vejen, hvor der – blandt meget andet – er tre pæretræer og hele ti æbletræer.
Det er fedt at have sådan nogle søde og gavmilde mennesker lige i nærheden.

Nu blomstrer alle vores nøgne jomfruer. På engelsk har de mistet deres uskyld, for der kaldes de Naked Ladies.

Kartofler, kartofler

Vores lille krydstogtgruppe på kun 14 personer bestod af syv par, som selvfølgelig var forskellige. Det er en lille gruppe, så der går ikke særlig lang tid, inden man lurer de forskellige af og noterer sig deres karakteristika. Jeg plejer at være god til at vurdere folk, og det sker ikke ofte, at jeg må revidere mit første indtryk. Selvfølgelig er det sket, men det er heldigvis ikke noget, de pågældende var eller blev klar over. En af de lidt større fejltagelser var på en tur til Tunesien, hvor vi syntes, at især han var latterlig, hjælpeløs og i øvrigt temmelig dum at høre på, når han åbnede munden … en typisk turist på den virkelig tåkrummende måde. Hun var bare en lille, grå mus at se på.
Jeg syntes de virkede bekendte, og det viste sig, at parret var et astronomægtepar, som vi ‘kendte’, fordi de ofte svarede på læserspørgsmål eller havde en artikel i Illustreret Videnskab, og som derfor bestemt ikke på nogen måde kunne kaldes uintelligente. Dem kunne vi nok have fået os en del interessante samtaler med, hvis altså ikke vi havde gjort os svære anstrengelser for at undgå dem.

På denne seneste krydstogttur var der kun ét par, jeg ikke frivilligt satte mig i nærheden af, når vi skulle have aftensmad. Resten var søde og behagelige mennesker.
(Jeg har kun fortalt til en enkelt i gruppen, at jeg har en blog, så jeg både satser og håber på, at det pågældende par aldrig læser dette.)
Han var typen, der hele tiden skulle komme med en kvik bemærkning, men de befandt sig mest ovre i den dårlige afdeling af onkelvittighederne eller i den for floskler. Bl.a. sagde han tit: “Årh, du ved: kartofler, kartofler.”
Nej, det vidste jeg ikke … det tog lidt tid, inden det gik op for mig, at det var hans måde at citere de ellers så velkendte linjer fra Let’s Call the Whole Thing Off: "You like po-tay-to / And I like po-tah-to”. Han sagde det nemlig lidt senere på engelsk, men hvor der ingen forskel overhovedet var på de to udtaler; således heller ikke, da han sagde kartofler, kartofler, som blev udtalt på bredt københavnsk. Jeg syntes ikke, det var morsomt, men jeg er jo også a grumpy old woman.
Hun brillerede ved at komme temmelig beruset til de fleste aftensmåltider. Hun råbte heldigvis ikke op eller skabte sig tosset, men hun var mildt sagt s….irriterende at høre på. Hun kunne ikke huske fra næse til mund og kunne spørge om den samme ting op til seks gange på en halv times tid – og man skulle koncentrere sig for at forstå, hvad hun sagde. 
Hun var såmænd sød nok i ædru tilstand, hvilket hun da trods alt præsterede om formiddagen, men vi blev enige med guiden (og flere andre) om, at hun da så sandelig fik fuld valuta for den drikkepakke, der var en del af konceptet.

Nå. You like potayto and I like potahto – You like tomayto and I like tomahto – Potayto, potahto, Tomayto, tomahto. Let’s call the whole thing off.
Jamen det gør vi så … glemmer alt om det lidt irriterende par og husker i stedet de øvrige 10 søde og behagelige rejsekammerater.

Tomaytoes / tomahtoes har vi i overflod her på matriklen.
På billedet ses otte relativt små glas. De indeholder koncentratet af 4½ kilo tomater, som, efter at have været igennem foodprocessoren, fyldte hele gryden = knap syv liter. Det, tilsat en spsk salt, stod og småkogte i seks timer, hvilket reducerede mængden til noget under det halve.
That’s it. Simplere bliver det ikke, for jeg gider ikke fjerne kernerne inden det koges ind. 
Det er ikke decideret for at spare penge, for koncentreret tomatpure er ikke dyrt i indkøb, men når nu man selv har så mange tomater … og så kan det trods alt ikke komme ned på prisen for seks timer på lavt blus. Måske én kwh? To? Det er under alle omstændigheder til at overse, selv i disse tider, og så smager det, som skrevet før, langt bedre end det købte.

Jeg er ét stort spørgsmålstegn

I går, da jeg gik ud for at vande krukkerne på terrassen, mødte der mig et syn, der må have fået mig til at ligne ét stort spørgsmålstegn.
Godt halvdelen af den ene pottes blomster var klippet over – lige så fint og nydeligt, som hvis jeg selv havde gjort det med en saks.
Problemet er bare, at jeg normalt ikke går rundt og klipper blomsterstilke over, for så blot at lade dem ligge og flyde ved siden af potten, som det var sket her.
Det kan ikke have været snegle. Det kan ikke have været et rådyr, for de kan ikke komme om i den del af haven – og i øvrigt har vi dem slet ikke i nærheden af os …
Hvem i alverden er det så, der går og klipper mine blomster over??? Og den formastelige gider ikke engang spise dem, men lægger dem bare ved siden af potten!!!
John og jeg stod og gloede ned på fænomenet i flere minutter, mens vi brainstormede os igennem alle de muligheder vi kunne forestille os, men vi nåede ikke frem til noget brugbart, så jeg vil meget gerne have løsningsforslag fra haveejere/biologer/botanikere, der har forstand på den slags underlige fænomener.

Jeg ligner nok også et spørgsmålstegn, når jeg ser en plakat som billedet herunder viser. Kan man eventuelt forestille sig et grinende spørgsmålstegn?
Dyr og tøj kan have rynker, men kan førstnævnte også have flæser? Visse havsnegle ser godt nok ud, som om de har taget flæsekjolen på, men det er forhåbentlig ikke sådan nogle, der er tale om her.
Det er fra havnegrillen på Nysted Havn, og spørgsmålstegnet går ikke på, at jeg ikke kan forstå, hvad der skulle have stået, men hvorfor man da for pokker ikke lige læser korrektur, inden den slags går i trykken?

Mit tredje og sidste spørgsmål lyder: “Er disse svin virkelig sortbroget dansk landrace?” Vi så dem på Rabarbergården ved Holløse på Nordsjælland.
Farmer, som ellers altid har været mit online-leksikon, når det kommer til landbrugsspørgsmål, blogger desværre ikke mere, så nu ved jeg ikke, hvem jeg kan spørge.
En googling førte mig frem til, at det mere ligner Glouchestershire Old Spot, fordi denne nordsjællandske udgave er markant mørkere end den danske landrace.
Men selvfølgelig ved Rabarbergården hvilken svinerace de har – jeg har bare aldrig set dem så mørke før. Er de ganske enkelt bare snavsede, mon?

Det er ikke livet om at gøre at få svar (dog måske med undtagelse af det første spørgsmål), men som landbrugsdatter kommer jeg nok aldrig forbi det at blive nysgerrig, hvad den slags ting angår, selv om jeg så glimrende ved, at det da er aldeles ligegyldigt, om jeg ved det eller ej.

Herligt at kunne lægge planer igen

Det er så fedt at kunne lægge masser af ferie- og rejseplaner igen. Nu tør vi godt, og vi har en rum tid satset på, at 2022 ville blive året, hvor det hele vender tilbage til normalen.
Det gjorde det så ikke helt, for i mange lande bruger mange stadig mundbind, når man færdes i det offentlige rum – vi ser det bl.a. i Tour de France. Men hvad hjælper det, at de “tager hensyn til hinanden”, når tourdeltagerne alligevel falder fra på stribe, fordi de bliver smittet med coronavirus? Det bekræfter min ide om, at det mundbind ikke er meget værd.
Jeg havde ikke set det komme, at jeg skulle blive interesseret i at følge med i TdF. Jeg har nogle gange kigget lidt med, når de er kørt igennem de smukke, franske landskaber, og man fik det hele med helikopterblikket og Jørgen Leths gode kommentatorskab. Så stoppede han, og TdF var ikke længere helt det samme.
Men i år skulle det hele som bekendt begynde i Danmark. Det, jeg faldt for der, var at se det hele sådan lidt fra oven. Jeg kender de to lange strækninger relativt godt, og det gav pludselig løbet en for mig interessant dimension. At Magnus Cort skulle vinde bjergtrøjen i et land uden høje bjerge var også flot – og meget synd for ham, at han fik covid-19.
Jeg har ikke siddet limet til skærmen under hele touren, men jeg har kigget lidt mere med indimellem end jeg normalt gør, og som oftest set de sidste 20-30 kilometer – især da Vingegaard så mere og mere ud til at kunne vinde.
Sportsjournalisterne er en kilde til evig fornøjelse. Hvor har vi dog moret os mange gange, når de fyrer deres metaformix af eller får sat nogle andre ord ind end de rigtige. I har sikkert selv hørt dem, men her kommer to fra i dag fra afslutningen på løbet i Paris. Det er ikke kun rytterne, der er helt oppe at køre, kommentatorerne er det selvfølgelig også, så der bliver brændt en masse sludder af.

..når de brosten bliver våde, så bliver det brunt som sæbe..

..det, som han nu lægger for døren..

Hvorfor kalder de mon egentlig hele tiden Vingegaard for ‘lille’? Han er 1,75 meter, så han er da ikke specielt lille. Han er spinkel, men det er ikke det samme som lille. Gennemsnitshøjden for danske mænd er godt nok 1,84 meter, men man er da ikke ‘lille’, før man er under 1,70, er man? Hvornår er man i jeres øjne en lille mand?

---

Men tilbage til planerne. I august tager vi på krydstogt i Nordatlanten, og her i formiddag fik vi booket et sommerhus på Bornholm i september (Strik Bornholm) og en tur til England i oktober. Indimellem kommer den sædvanlige webstrikfestival, så vi får travlt på den helt go’e måde.
Vi tager bilen til England igen – vi gider simpelthen ikke det kaos, der åbenbart stadig hersker rundtomkring i Europas lufthavne.
Dover-Calais har problemer med timelange køer, fordi franskmændene efter sigende ikke har personale nok til at tjekke pas.
Godt, vi har Hook van Holland-Harwich, som mine englændere også blev helt glade for bare på den ene gang de for nylig benyttede sig af den mulighed. Nemt og smertefrit går det, og at stå tidligt op et par morgener i træk kan vel overleves af alle.
På krydstogtet står vi ud fra New York og ender i Reykjavik, hvorfra vi flyver hjem.
Desværre kan vi ikke køre til NY, men vi må pakke kufferterne fornuftigt og glæde os over, at vi i værste fald vil kunne nå at købe en ny garderobe på forsikringens regning, inden vi skal ud at sejle. Vi håber det bedste og frygter det værste, men glæder os vanvittigt meget til turen.

Jeg har gravet 40.000 kroner ned …

Med disse tiders negative renter kan det ikke betale sig at have penge i banken, så jeg kan lige så godt grave dem ned.
Man behøver ikke at gøre det selv – man kan sagtens få folk til at gøre det for sig …
Det har jeg lige gjort. Det var ikke nødvendigt at lave et skattekort, så mine arvinger kan finde dem igen. De er nemlig ikke gravet ned omme i baghaven, men lige derude, midt på cykelstien, hvor man drejer ud fra vores vej. Ingen kan komme til at grave dem op igen uden det bliver opdaget, så de 40.000 kroner ligger trygt der.

Jeg ville nu hellere have haft beholdt de penge. Jeg kunne sikkert godt have fundet på et eller andet interessant at bruge dem til, men nu syntes Næstved kommune altså, at de skulle graves ned. De har gravet virkelig mange penge ned heromkring, for ingen må længere have septiktanke, men skal tilsluttes det offentlige kloaksystem. Det kan vi i princippet ikke tillade os at have noget imod, men jeg har stadig en følelse af, at jeg lige så godt kunne have brændt de mange penge, fordi det for os selv ingen forskel gør – andet end at vi ikke længere skal have slamsugeren ud en gang om året.
Vi er så oven i købet heldigere end de andre på vores vej, fordi vores i forvejen kun fem år gamle forbindelse til hovedsystemet ligger et sted, hvor vi kan blive tilsluttet direkte til den nye ledning ude i vejen. For de 40.000 kroner får man nemlig kun en ny hovedledning. Hvad der skal ske på egen grund er for egne penge, lige som man selv skal sørge for at få nedlagt septiktanken.
Det skal jo også blive dyrt. Der var seks mand på, hvoraf de fire i 90 % af tiden stod og gloede ned i hullerne, der blev gravet ud.
Det er sandelig godt at have nogen til at hjælpe til, hvis man ikke selv kan få udgifterne til at slå til …

Ansvaret for rørføringen havde Villy Poulsen. Han kan også noget med strømpeforing … et ord, jeg hyggede mig en del over, indtil John forklarede, at det var det, vi for mange år siden fik udført, da vi boede i Havdrup. Så mistede det lidt sin mystik og charme.

Det er ikke et lige så delekritisk ord som strømpenisser, idet der ikke er et ord, der hedder peforing. Jeg så engang ordet strømpenisser delt efter strøm, hvilket var ret uheldigt – men meget morsomt!

Og nu vi er ved sprog: Jeg får nyhedsbreve fra Rito, som er rigtig gode til alt med garn og hvad dertil er knyttet. De er med tiden blevet bedre til det skriftlige; fx har de lært, at i dag, i går og i morgen skal i to ord. Respekt for det – det er der sørgeligt mange, der ikke ved.
Men … “..galte..” … den har jeg dog aldrig mødt før. Den må være i familie med det efterhånden – også af journalister – meget brugte “(an)holdte” i stedet for “(an)holdt”: “Politiet anholdte en ung mand.”
Hos Rito har de åbenbart styr på, at ‘gælde’ er uregelmæssigt bøjet, men ikke helt hvordan. I det hele taget går det vist indimellem lidt stærkt for dem, kan man fornemme.

Ikke kø der – men her …

ENDELIG!!!
Jeg har forsøgt hver dag, med undtagelse af i går, at booke vaccinetid direkte på vacciner.dk, men hver gang blev jeg brutalt verfet væk med ordene: Du har endnu ikke modtaget en invitation til et vaccineforløb.
Nånånå. Det har jeg da. For længst, endda. Det var en lidt fjollet formulering, for jeg er vel i et “forløb”, når jeg har fået to vaccinationer og går og venter på den tredje?
I dag er der gået præcis seks måneder siden jeg fik det andet stik, så i morges klokken 8:20 loggede jeg på vacciner.dk (ingen ventetid) og fik at vide, at nu kan jeg booke tid til 3. stik, så det gjorde jeg fluks – ingen kø, ingen ventetid, så jeg snuppede den først mulige, som er i Næstved på onsdag. YES! Den når jeg så at have ni dage til at få til at virke så godt som muligt, inden vi tager til England.
Vaccinen er måske, måske ikke, vildt effektiv mod omikronvarianten, men jeg vælger at tro på, at et eventuelt sygdomsforløb vil blive mindre dramatisk. Jeg er ikke nervøs for at tage til England – heller ikke selv om den åbenbart voldsomt smitsomme nye coronavariant florerer. Vi skal bare være hos Charlotte og skal alligevel være i isolation der, indtil vi kan stille med en negativ PCR-test.
Og varianten udtales ‘Omikron – med tryk på det første o. Det skal lyde som når man siger Parthenon. Næsten. Det skal i hvert fald IKKE rime på telefon! Jeg ville ønske, der var en, der kunne fortælle diverse reportere og tv-oplæsere, hvad den korrekte udtale er. Det irriterer mig at høre begge udtaler i den samme tv-udsendelse.
Omikron er et bogstav i det græske alfabet. Både de små og de store bogstaver lærte jeg i gymnasiet. Ikke fordi jeg havde oldgræsk; jeg skulle jo ikke være bibliotekar, men fordi vi i matematik og fysik brugte samtlige (som jeg husker det) både små og store græske bogstaver til alle de svære formler, vi skulle kunne. O(mikron) i modsætning til o(mega) går på udtalen; ikke på om det er et lille og et stort græsk o, som vist mange tror.
(I al fortrolighed var jeg en del bedre til at huske det græske alfabet end til at huske, endsige forstå, de sommetider helt umulige og kilometerlange formler.)
I dag kl. 11:28 løb ‘invitationen’ ind i min e-boks, men da havde jeg jo selv klaret den lille sag flere timer forinden.

Det gik som nævnt aldeles smertefrit – den eneste kø, jeg har oplevet de seneste dage, er køen ude på Strandvejen, fordi der er sat et trafiklys op. Næstved kommune er ved at kloakere, så vi skal snart nedlægge septiktanken.
De er sikkert gode til at lægge kloakledninger ned, de gode mænd, der arbejder på sagen, men de viste sig også at være gode til at grave elkabler over. I går var vi uden strøm i nogle timer.
Godt man har en brændeovn …
Man bedes bemærke den manglende sne. Det lille Danmark var virkelig delt i to den dag – jeg læste ovre hos Lene, hvor slemt det havde været i Nordjylland.

Et privilegium

Lad mig først og fremmest slå fast, at privilegeret staves, som jeg stavede det i sidste indlæg, nemlig privilEgeret.
Man kan huske det på, at når man har privilegier (som de fleste kan stave til), er man privilegeret og ikke priviligeret. Stavekontrollen giver i øvrigt også rød bølgelinje under sidstnævnte.
De fleste skriver det forkert, men det kan såmænd dårligt undre mig, når en googlesøgning giver 221.000 hits på den rigtigt stavede udgave og 267.000 på den forkerte!
At komme med en løftet sprogpegefinger er et privilegium, som jeg har givet mig selv.

Et privilegium (eller privilegie) kan betyde en særrettighed, hvor min trods alt nok hører til den mere uskyldige af slagsen.
Det er straks noget andet, når man som enkeltindivid eller minoritetsgruppe prøver at erhverve sig særlige rettigheder. Det er nemlig undergravning af demokratiet.
Hårde ord, og nok også sat en anelse på spidsen, men ikke desto mindre mener jeg det. I et sandt demokrati har enten alle rettigheder eller ingen har rettigheder.
Særrettigheder hører andre slags nationer til. Nationer, som langt de fleste af os absolut ikke har lyst til at være borger i. Nordkorea. Zimbabwe. Afghanistan. Det gamle DDR, USSR og lignende lande. Også det nye Rusland, for den sags skyld … lande, hvor lederne tiltager sig særrettigheder, mens borgerne bliver skudt eller ‘forsvinder’ for at have en mening.
Jeg ville ikke holde længe i nogen af de nævnte lande.

Eksempel: Når en person, der er udstyret som en mand, men som føler og/eller definerer sig selv som en kvinde, vil klæde om og bade sammen med kvinderne til idræt eller i en svømmehal, siger jeg, at nu stopper legen.
Nej, siger jeg bare. Nej. Nej. Nej. Hvis man er i besiddelse af det mandlige udstyr, må vedkommende lide den tort at klæde om med fysisk ligestillede, selv om den indvendige side af hovedet fortæller noget andet.
Man skal nemlig ikke bilde mig ind, at der ikke går nogen rundt derude, som både er og føler sig særdeles meget som mænd, og som kunne få nogle “gode” ideer om, hvordan man tiltusker sig adgang til kvindernes omklædningsrum.
De vil også afsone deres straffe i kvindefængsler. Nej igen, kære venner. Hvis ikke I kan holde tanken om et mandefængsel ud, så har jeg et virkelig godt forslag: hold jer på den rigtige side af loven – så løser det problem helt sig selv.
Nu får jeg hug, men jeg har brede skuldre:
Jeg er ved at være træt af alfabetfolket.
Hvorfor skal 99,5 % af befolkningen tage særlige hensyn til 0,5 %? Hvorfor er det nødvendigt med den voldsomme synlighed? Formentlig er ingen interesserede i at høre mig råbe op på gader og stræder om, at jeg er heteroseksuel. Jeg er heller ikke specielt interesseret i at vide, hvor andres seksuelle præferencer ligger.
I er da bare mennesker på lige fod med alle andre mennesker. I må klæde jer som I vil og I må have sex med hvem I har lyst til (altså ikke uden først at få lov …) – jeg mener bare ikke, det skal være noget, som samfundet skal involveres i.
Jeg er så privilegieblind, at jeg ingen ide har om, hvad flere af de forskellige betegnelser betyder, and frankly, my dear, I don’t give a damn. (Rhett Butler i Borte med Blæsten).
Og således fik jeg rundet ordet privilegeret af. Måske ikke på fineste vis, men jeg kunne ikke gøre det elegantere.

Jeg har også skarpe holdninger om nedrivningen af statuer af slaveholdere, Lenin og lignende. Hvorfor skal noget skrives ud af historien? Vi skal lære af historien, ikke fortrænge den, fordi vi i dag ved, at det var forkert og umenneskeligt. Eller … nogle ved det … slaveri findes stadig.
Hvis det er sådan det skal være, hvorfor er der så ingen der nævner hekseafbrændingerne? Jeg har da ikke glemt dem og vil gerne på kvindernes vegne have en offentlig undskyldning for hekseforfølgelserne. Gerne fra lederne i de lande, hvor man fik aflivet flest kvinder på et noget usagligt grundlag – som naturligvis var religiøst funderet, men det kan eventuelt komme i et senere indlæg.
Det er jo ikke en bog, jeg er ved at skrive.

Brugsen kan endnu … ikke

Det er længe siden, jeg har skrevet om Brugsens stavning, men nu er tiden atter inde.
Jeg har flere gange hævdet, at manglende kendskab til dansk retstavning er et kriterium for at blive ansat i en af COOPs butikker.
Den påstand holder stadig.
Vi havde et ærinde i Køge i dag, hvorfor vi på vejen hjem købte ind i min yndlingsbrugs, som ligger i Karise. Det er en virkelig god butik, og jeg holder meget af at handle der, men de holder sig godt nok nogle særdeles alternativt stavende skilteskrivere.

Sikke noget fusk med de fuchsia … og mon de virkelig udtaler ‘reparation’ som ‘rarption’ i Karise og omegn?
Det kan jeg ikke tro. Denne fejl var så slem, at det tog mig et par sekunder at gennemskue, hvad de mente.

Jeg fik et tilbud fra samme brugs i foråret. Et tilbud jeg godt kunne modstå. Det var også noget sludder, der stod i den mail.
Nej, jeg har IKKE fået startet min grill endnu – dette lille ‘ikke’ hjælper betydeligt på sætningen.

Meny kan noget andet, idet de gør mere i en uigennemskuelig prispolitik end i dårlig stavning – det er meget sjældent, jeg ser stavefejl på deres skilte, men når jeg endelig gør, vasker de hænder og fralægger sig ansvaret, som fx da jeg fortalte en medarbejder, at det, man drysser på yoghurt og lignende hvid morgenmad, ikke hedder Måsli, men Müsli: “Det er ikke skilte vi selv skriver; vi får dem sendt inde fra hovedkontoret!”
Jamen så fortæl da det hovedkontor, at det ikke hedder Måsli …
Det har de ikke gjort. Der står stadig Måsli, selv om 1) det er flere måneder siden, jeg gjorde opmærksom på fejlen, og prisen er ændret flere gange siden, og 2) i andre Menyer står der Müsli, som det jo retteligen hedder, så hovedkontoret, min bare …

Hvad prispolitikken angår ses et eksempel herover.
Det drejer sig om præcis den samme shampoo, hvor eneste forskel er mængden, nemlig 300 ml i den ene beholder og 400 ml i den anden. Vi tror sikkert alle, at det bliver billigere, jo større mængder man køber, men sådan er det ikke i Meny. Det er måske lidt svært at se, men literprisen er lavest, hvis man køber 300 ml og ikke de 400. Forskellen ruinerer nok ingen, men det er princippet, er det! Man skal huske at medbringe både øjne og hjerne, når man køber ind. Det lugter efter min mening lidt af manipulation, ganske som når man oplever “Normalpris 7 kroner – tag 3 for 25 kroner”. Den slags ser jeg ikke helt sjældent, men måske knap så gennemskueligt som dette for forståelsen lidt overdrevne eksempel, så jeg regner altid eventuelle tilbud efter i hovedet, inden jeg lægger noget i vognen, lige som jeg altid sammenligner kilo- eller literpriserne på varer, der i princippet er ens. Der er ofte forskel, og den ligger ikke nødvendigvis på kvaliteten, selv om den naturligvis også har betydning for prisen.

Til sidst – helt uden for emnet – ses min mand øve sig på at tage billeder gennem kikkerten, som vi er meget glade for. Det var vist bare ikke så nemt at tage de billeder, som han havde forestillet sig, så nu har han været på nettet for at søge information om det.
Jeg nyder bare kikkerten, som bl.a. er skyld i, at vores mange gravænder nede ved fjorden viste sig, for de flestes vedkommende, i stedet at være store skalleslugere!

Nu kan jeg Gå Med Lethed

En enkelt eller to udtrykte ønske om billeddokumentation på den Annette Danielsen-sweater, jeg begyndte på for et par uger siden.
Her er den så: Gå Med Lethed. Sikkert døbt således fordi den er strikket i mohair, som er fnuglet. Vil jeg tro …
Jeg valgte at strikke den med samme bundfarve til hele sweateren og ‘prikkerne’ i lutter lyse farver – det er jo forår. Lige om lidt er det første forårsmåned, og allerede nu er vejret forårsagtigt, selv om vi stadig visse steder har skrueis på fjorden.

Det er så forårsagtigt, at jeg har været i haven de sidste par dage. Jeg har vanen tro fundet et et par projekter, der passende kunne udføres nu, inden alt det sjove for alvor begynder – bl.a. endnu et forsøg på fjernelse af det forbaskede sæbeurt, som jeg næsten hader mere end skvalderkål, fordi det er endnu sværere end det at få bugt med. Jeg kunne ikke engang trænge igennem med en greb, men måtte skære rodnettet over bid for bid med en spade, inden jeg kunne få løftet jorden og løsnet rødderne. Jeg har været igennem dette stykke før, men jeg håber det på et eller andet tidspunkt vil lykkes mig at vinde den kamp, selv om jeg kun alt for godt ved, hvad der sker, når jeg er nødt til at skære rødder over.
Nå. Det er kun sundt at arbejde fysisk. Siger man. Pulsen skal op. Siger man. Det kan jeg nu uden problemer få bare ved tanken om det arbejde, der i bogstavelig forstand ligger begravet i to af bedene. Det er trods alt lykkedes i dahliabedet, så jeg har hverken mistet tro eller håb.

Nedenstående har jeg stjålet fra et FB-opslag i en sproggruppe jeg er medlem af, så et par af jer har sikkert allerede set teksten.
Hun præsterede at få pænt mange af de hyppigst sete sprogfejl ind i den korte tekst. Mon ikke I alle kan finde dem alle? 
“Hvis nogen af jer nogensinde ser følgende opslag fra mig:
Hej! Jeg syntes lige, i skal have afvide, at jeg er i udemærket selvskab med massere af mine ynglings mennesker. Vi ses vidst imorgen, når jeg køre hjem. Hilsen fra mine venner og jeg.
… så betyder det, at jeg er er blevet kidnappet og har brug for hjælp, okay?”
Jeg kan tilføje, at det samme gælder for mit vedkommende!

Snestorm, sokkestrikning, sammenligninger, cykler

Overskriftens fire ting har ikke meget med hinanden at gøre, men jeg holder af alliterationer.
Og dog hænger de to første sammen, fordi når det er sådan en forrygende snestorm, som vi har i dag, så bliver der strikket i Den Stråtækte (der var den igen, den alliteration). Alligevel hænger de ikke helt sammen, fordi der hver dag bliver strikket i Den Stråtækte – uanset vejret.

Jeg har i dag talt i telefon i over en time angående vores forsikringer. Det endte med en hurtig beslutning: Nu flytter vi selskab. For det første slipper vi 5000 kroner billigere om året, og for det andet er der ingen selvrisici; kun på elektronikforsikringen og på bilernes kaskoforsikringer, men da kun under særlige omstændigheder, mens der var på alt i det gamle – oven i købet på ret store beløb.
Og jeg var muggen. To gange har jeg henvendt mig til det gamle selskab, fordi det irriterede mig, at jeg ikke kunne se de forsikringer, som 1) jeg selv har oprettet og 2) jeg betaler. Lige så snart policerne var udarbejdet, blev jeg elektronisk ikke-eksisterende og kunne kun se policerne via Johns e-boks eller via NemID hos forsikringsselskabet selv.
– Jamen det er pga. databeskyttelsesloven. Skal du også kunne se dem, skal vi ændre alle policer, så du står som medforsikret.
– Det er altså John der er medforsikret … men fint nok, I ændrer bare på de policer. Nu.

Det gjorde de. Vi signerede digitalt på ændringerne.
Og der skete intet. Nada. Nothing. Jeg kunne stadig ikke se vores egne forsikringer.
Da jeg for et års tid siden havde brug for at kigge i en police, brokkede jeg mig igen og fik samme svar.
Denne gang udvidede de det dog med:
– Jamen jeg kan se på policen, at du er medforsikret, så du skulle selv kunne se policerne.
– Det kan jeg bare stadig ikke … så havde jeg jo li’som heller ingen grund til at ringe og brokke mig over, at jeg ikke har adgang til dem …  
– Det var da mærkeligt … men du er altså 100 % medforsikret, så bare rolig.
Jeg var ikke rolig; det var ikke det svar, jeg forventede.
Hun kom med hele svadaen en gang til, og jeg bad hende om at få det ændret, så jeg kan se mine egne forsikringer, tak!

Seancen med dobbelt digital signatur blev gentaget. Intet skete.
Da jeg gjorde opmærksom på det, sagde de, at det kunne de søreme da ikke forstå, men så kunne jeg jo bare bede om at låne min mands NemID, hvis jeg ville kigge.
– Det mener du ikke seriøst? Jeg kan ikke få lov til at se mine egne forsikringer uden at bruge Johns NemID?
Det er bare ikke i orden! Det er da kønsdiskrimination, så det basker. Vi er ikke nået en meter længere på det punkt, siden dengang for mange år siden, hvor jeg ejede et hus, som John flyttede ind i. Mit hus. Jeg købte det. Så kom John, han flyttede ind og nogle år efter giftede vi os.
Vupti. Så forsvandt jeg. Jeg figurerede ikke længere nogen steder; det var tilsyneladende gået over til at blive Johns hus.
(Jeg kender godt juraen i det, men det er princippet!).

Nu har jeg mistet tålmodigheden. Jeg fik en laaaang snak med en mand, som før coronapesten ville have mødt op på vores adresse in persona.
Nu har jeg sagt ja til skifte. Det kunne jeg gøre i telefonen. Jeg skulle ikke engang spørge John – et telefonisk ‘ja’ var tilstrækkeligt.
Jeg kan ikke se mine egne forsikringer, men jeg kan telefonisk sige en anden persons forsikringer op.
Det er jo fantastisk.

En anden sammenligning, som intet har med ovenstående at gøre:
I går så jeg over BBC Brit en udsendelse om en stor engelsk cykelfabrik.
Vi skulle lige forstå, hvad sådan en cykel vejer:
“Cyklen vejer 12,5 kilo. Det svarer til 12,5 kilo sukker.”
Det er også fantastisk … på engelsk var det ikke meget bedre: This bicycle weighs 12.5 kilo, which is equivalent to 12.5 bags of sugar.
Hvorfor skal det sammenlignes med sukker? Hvorfor skal 12,5 kilo cykel overhovedet sammenlignes med noget?
Det er lidt lige som i dansk tv, hvor stort set alle overfladestørrelser skal sammenlignes med fodboldbaner; en uskik, der længe har undret mig.

Sokkerne? Det må blive næste gang; jeg har allerede skrevet et for langt indlæg, men tak fordi I gad høre på mig.

Ps and Qs? P’s and Q’s? Peas and Queues?

Kender I det engelske udtryk mind your Ps and Qs? Det betyder, at man skal huske den gode opførsel; tænke over sit sprog og lignende. På engelsk: Meaning “mind your manners”, “mind your language”, “be on your best behaviour”, “watch what you’re doing”.
Alt dette er altid en god ide, omend der beklageligvis er en hel del, der tilsyneladende næppe skænker det mange tanker.
Lad mig først og fremmest slå fast, at det er det første i overskriften, der er det rigtige, idet det er p og q i flertal, ikke i genitiv.
(Der er nok (relativt) lige mange englændere og danskere, der ikke har styr på apostrofreglerne. Jeg var engang på et museum i London, hvor stort set alle skilte var den rene ynk at læse – en dansk skoleelev på 16 år kunne have gjort det bedre – men det var et sidespring.)
Den sidste og umiddelbart lidt fjollede udgave er titlen på en bog af Sandi Toksvig: Peas & Queues: The Minefield of Modern Manners.
How do you get rid of unwanted guests? What do you do if there’s a racket in the quiet carriage? How should you eat peas, and behave in queues?
Sandi Toksvig er datter af den navnkundige journalist Claus Toksvig. Hendes mor var englænder og Sandi har mig bekendt kun boet ganske korte perioder i Danmark. Hun har afløst Stephen Fry som vært på QI og hun var i tre sæsoner vært på den britiske bagedyst sammen med Noel Fielding. Hun er komiker og forfatter, har skarpe politiske meninger og er i besiddelse af en bemærkelsesværdig intelligens. Hun er en beundringsværdig kvinde.

Hvorfor lytter jeg til en bog, der er en moderne udgave af Takt og Tone? Det gør jeg fordi den er temmelig underholdende – der er heldigvis ikke noget i bogen, der kommer bag på mig, men jeg bilder mig da også ind, at jeg tænker over både mine p’er og q’er (på dansk skal der faktisk apostrof her – det er den omvendte verden).
Hun bygger bogen op som en guide til Mary, der i starten er otte år. Mary skal først lære at begå sig i eget hjem, dernæst i andres. Så skal hun lære hvordan man opfører sig på restauranter og andre offentlige steder, såsom i teatre, bus, tog og fly og når hun er gæst eller vært ved private middagsselskaber. Der er regler på kollegiet og regler for hvordan man opfører sig som turist i et fremmed land under sabbatåret (og senere); der er regler for at deltage i et jobinterview og for hvordan man opfører sig på en arbejdsplads – både når man arbejder og under sociale sammenkomster i arbejdsmæssig sammenhæng.
Hun er også inde på hvordan man bør agere, når andre ikke opfører sig ordentligt.
Gaaab, tænker I? Det er ikke kedeligt at høre på, ikke engang selv om man ikke lærer nyt, for ST har en skøn måde at fremlægge sine budskaber på.

Hun bruger en del ord på at gøre rede for, hvorledes Mary bør færdes på sociale medier, hvilket er ukendt land for mange – bestemt ikke kun unge …
I lørdags hørte jeg rent undtagelsesvis Sara og Monopolet; en udsendelse, jeg helst undgår og kun lytter halvt til, hvis vi sidder i bilen på sendetidspunktet. Jeg synes, at folks ‘dilemmaer’ generelt er uinteressante og at mange af ‘rådgiverne’ er lidt for glade for at høre sig selv tale.
Sara viste sig dog at være bedre end Mads Steffensen, som ville have en konklusion, hvor Sara lader hver af de tre i panelet få taletid og lade det være op til lytteren at drage eventuelle konklusioner.
Jeg nævner dette, fordi jeg i lørdags oplevede tre paneldeltagere, som ellers havde forskellige meninger, være 100 % enige om svaret, da et forældrepar ikke rigtig vidste, hvordan de skulle få det ene hold bedsteforældre til at stoppe med konstant at lægge billeder af deres lille barnebarn ud på diverse sociale medier. Forældrene selv ville ikke have det, men deres ønske blev ikke respekteret.
Nu råber jeg: DET SKAL RESPEKTERES!! Og det unge par skal tage den diskussion eller kamp med de ulydige bedsteforældre, selv om det ikke er nemt.
Jamen hvad er det da for noget? Jeg blev så vred, så vred på de bedsteforældre, som ikke respekterer et sådant ønske.
“Du gør det jo selv”, kan nogen indvende. Ja, det gør jeg, men da mine børnebørn var små, spurgte jeg forældrene, og da de blev større, spurgte jeg dem selv. En del af tilladelsen skyldes, at jeg skriver på dansk, så risikoen for at blive ‘opdaget’ i England er lille, og jeg har ikke lagt noget op, de som ældre måske kunne blive flove over. Det håber jeg i hvert fald ikke.
Anna og Aubrey får i øvrigt SoMe-færdselsundervisning i skolen. Gør man også det i Danmark?
Ingen af de to har eller er interesseret i at få en profil på nogen af dem.

Nogle ting bliver nemmere med alderen

Jeg kan umiddelbart ikke komme i tanke om ret mange ting, der bliver nemmere med alderen. Noget bliver ganske vist bedre med alderen, men det er ikke helt det samme som nemmere.
Én ting, har jeg konstateret i dag, bliver nemmere og nemmere jo ældre jeg bliver. Jeg har nemlig været til den hvertandetårlige mammografi. For det første skal jeg kun lide halvt så længe som de fleste andre, idet jeg kun har ét bryst tilbage, og for det andet brysts vedkommende er det blevet mindre pinefuldt, fordi det er blevet meget nemmere at ‘flade ud’. Naturen har klaret det meste af arbejdet for maskinen.
Nogle fordele er der altså, og det er bare med at finde dem, for der er ikke voldsomt mange …

Teksten herunder nævner også et par gange eller tre, at visse ting er aldersbetingede; at man ikke rigtig kender til det før man er lidt oppe i årene.
Min fætter sendte teksten til mig for et stykke tid siden, hvor den gav mig den dags hidtil største grin.
Der var et ord, der var nyt for mig, nemlig cahoots, og jeg er så forfængelig at tro, at så er der måske også nogle af jer, der ikke lige ved hvad det betyder.
To be in cahoots with someone: at stå i ledtog med en.
Jeg håber I hygger jer lige så meget som jeg gjorde over disse ordspil – det er god engelsk humor, synes jeg.

I have been in many places, but I’ve never been in Cahoots. Apparently, you can’t go alone. You have to be in Cahoots with someone.
I’ve also never been in Cognito. I hear no one recognizes you there.
I have, however, been in Sane. They don’t have an airport; you have to be driven there. I have made several trips there, thanks to my children, friends, family and work.
I would like to go to Conclusions, but you have to jump, and I’m not too much on physical activity anymore.
I have also been in Doubt. That is a sad place to go, and I try not to visit there too often.
I’ve been in Flexible, but only when it was very important to stand firm.
Sometimes I’m in Capable, and I go there more often as I’m getting older.
One of my favourite places to be is in Suspense! It really gets the adrenaline flowing and pumps up the old heart!  At my age I need all the stimuli I can get!
I may have been in Continent, but I don’t remember what country I was in.  It’s an age thing. They tell me it is very wet and damp there.

Så skete det …

I morges vågnede vi for første gang i (så vidt jeg husker) 13-14 måneder op til en sort-hvid verden.
Det sner og det sner og det sner, men det bliver ikke liggende. Faktisk tør det efterhånden hurtigere end det kommer ned, selv om det sner relativt kraftigt. Vi har haft det oppe masser af gange før, og jeg har lige mange imod mig hver gang jeg skriver det: Det er helt fint med mig, at sneen ikke bliver liggende. Jeg elsker at komme ud i den vide verden, men jeg vil helst ikke opleve den hvide verden.
Og det er ikke engang fordi vi så skal ud at skovle sne. Vi har vej på tre sider af grunden, og vi skal ikke skovle sne. Hvis det ikke er et vinterprivilegium, ved jeg ikke, hvad der er det.

Drivhuset har oplevet sne for første gang i sit liv. Desværre nok ikke for sidste gang …

Okay: Det er da nydeligt, når sneen gør alle haver næsten ens at se på, men fik jeg valget, undværede jeg hellere.

Jeg har været dygtig i dag: Jeg har lige siddet og lagt madplan for hele 14 dage! Godt gået, Ellen!
Jeg har naturligvis i samme anledning også skrevet en indkøbsliste, som ikke blev så lang som man måske kunne forvente, men fire af middagene er beregnet til at skulle holde i to dage, hvilket er en del af forklaringen på det.
Kød står der heller ikke på listen. Ikke fordi vi er blevet vegetarer, selv om fem af dagene er helt kødløse og yderligere to næsten er det, fordi det kun drejer sig om lidt bacon som knas på en hokkaidosuppe, men fordi der skal bruges fra fryseren.
Glorien er stor. Ærkeenglen Gabriel er ude i stærk konkurrence. Dog nok ikke så meget på andre punkter end lige selve glorien …
Jeg satser på ikke at være nødt til at skulle bevæge mig ind i et supermarked før efter næste udmelding om nedlukningssituationen. Mange mælkeprodukter kan ikke holde i 14 dage, men jeg vil se, om min til kaffen uundværlige minimælk vil være okay efter et ophold i fryseren.

Til slut en opfølgning på Charlottes lidt skræmmende besked nytårsdag om, at “vi sov alle fire stille ind i det nye år”.
Da jeg talte med hende, spurgte jeg, om det var bevidst, at hun havde skrevet som hun gjorde.
– Næhhh, hvad mener du?
– Kender du udtrykket, at man ‘sover stille ind’?
Der gik to sekunder, så døde hun. Igen, kan man vel sige … men denne gang af grin. Hun grinede så meget med sin dejlige, smittende latter, at hun helt tabte vejret, så det tog nok over et minut, inden vi kunne fortsætte samtalen, og hun nærmest hikstende sagde:
– Kunne jeg have reddet den med et komma? “Vi sov alle fire stille, komma, ind i det nye år”?
– Ikke helt reddet, men et godt forsøg. Jeg er glad for, at du ikke helt har mistet grebet om det danske sprog – OG ikke mindst, at jeg ikke lige nu taler med en fra åndernes rige.