Navigare lajban est …?

I går tog vi den noget længere tur hjem via den svenske sydkyst. Vi har kørt den tur nogle gange efterhånden, men den er så køn, og så kunne vejen passende gå forbi Kiviks Musteri for at få fat i noget årgangsmost til min ikke-alkoholdrikkende datter.
Årgangsmost???
Jada. Årets skörd.
For det første står der årstal på flasken og for det andet matcher prisen næsten en rigtig årgangsvin …
Men hvad gør man ikke for sin eneste datter? Hun holder meget af Kiviks årgangsmost, og denne gang havde de fire slags. Hidtil har jeg kun set dem være fremstillet af forskellige æblesorter, men i 2016 besluttede man sig åbenbart for at køre mere på geografien end på æblerne. Der er dog en gravensten, som plejer at være den klart bedste. Måske også derfor, de beholder netop den.

Der er da, om ikke andet, forskelle i farverne – og så er det en smule tankevækkende, at det åbenbart er ligegyldigt, hvad jeg beskæftiger mig med for tiden, så er det i gulgrønne farver …
Når englænderne kommer, afholder vi en autoriseret smagning, hvor vi åbner alle flaskerne, hælder lidt most op i små glas og smager på ægte vinsmagningsvis.
Vi andre må gerne kommentere og have en mening om, hvilken der er bedst, men Charlotte får lov til at bestemme drikkerækkefølgen efter smagningen – det er stort set kun hende, der drikker disse – til børnene er der indkøbt ufiltreret æblemost, som de bedre kan lide. Flaskerne kan sagtens holde sig nogle dage i køleskab efter åbning, så de skal nok blive drukket.

Herover en dårlig googleoversættelse. Det kan vel så ikke komme helt bag på nogen, at maskinoversættelser er dårlige, men at den ikke engang kan klare to ord, overraskede mig alligevel lidt … at få årets til at blive til den … tsk, tsk.
Jeg vidste nu godt, at skörd betyder høst, men grunden til minitesten er nedenstående billede fra sejlklubben i havnen ved Sveriges sydligste punkt, Smygehuk (hvor vi købte flere forskellige røgede fisk – det er også et must (tøhø), når vi kører den rute):

At sejle er at … hvaffornåed?
Min latinordbog er umiddelbart utilgængelig, men jeg regnede med, at Google kunne finde ud af at oversætte tre ord.
Dette forslag kan imidlertid kun være noget værre vrøvl, så hvis der skulle være en latinkyndig derude, vil jeg meget gerne have en oversættelse. Hvis jeg bare googler, kommer der en svensk side op, hvorpå udtrykket er brugt, men der står ingen steder, hvad det betyder, og der dukker ikke andet op, jeg kan bruge til noget.
En enkelt mente, at det betyder At sejle er at leve, men citatet Navigare necesse est, vivere non est necesse, betyder Det er nødvendigt at sejle, ikke at leve, hvorfor jeg ikke helt forstår, hvis lajban også skulle være noget med at leve. Men jeg vil meget gerne gøres klogere.

Per aspera ad astra

Gennem trængsler til stjernerne – således fortalte min latinlærer mig, at per aspera ad astra betød. I dag siger Gyldendals Store Danske gennem vanskelighed til stjernerne.
Det er ikke helt det samme, vel? Trængsler er værre end vanskeligheder, ikke sandt? Og hvorfor er vanskelighed ikke angivet som flertal?
På engelsk bliver det oversat til through hardships to the stars, og hardship betyder nærmere trængsler eller strabadser end bare vanskeligheder. Det skal ikke være nemt. Eller er det bare mig, som bagatelliserer ordet vanskeligheder?
Jeg kom til at tænke på udtrykket, mens jeg sad og strikkede på Stjerneruter, som det endte med, at jeg valgte at strikke med det møjsommeligt anskaffede garn. For det første kan veje til stjernerne vel med lidt god vilje godt kaldes for stjerneruter, og for det andet var vejen frem til netop dette strikkearbejde fyldt med en del vanskeligheder, inden jeg kunne begynde.
Vejen herfra er ikke vanskelig, men den er lang. Meget lang. Det skulle den også helst være, for det kan ikke hjælpe noget, at jeg strikker for hurtigt – det kommer der alt for mange færdige arbejder ud af.
(Jeg kunne jo bare begynde på tæpper til Røde Kors med garnerne i 50 shades of yellow … men det må vente, til jeg har eksperimenteret lidt mere.)

De der stjerneruter har nogle bump på vejen endnu, men de skal nok rette sig ud, når arbejdet bliver vasket og centrifugeret.
Heldigvis kan det bruges som tv-strikketøj, for mønstret er ikke så vanskeligt, som det ser ud til ved første øjekast. I virkeligheden er det i princippet kun et halvt mønster man skal kunne, i og med, at det er forskudt, så nu er det sådan, at jeg bare skal kigge på starten af rækken, så kan jeg den rækkes mønster (næsten) udenad, så det er hverken et problem at snakke eller se tv.
De blå tråde er sat af strategiske årsager – skulle jeg strikke forkert, vil jeg opdage det ved slutningen af mønstret, så jeg kan aldrig komme til at skulle strikke mere end 30 masker baglæns. Det er nødvendigt, for tanken om at skulle pille et større stykke op er på ingen måde behagelig – jeg tror det kunne få mig til at lægge det hele fra mig i et godt stykke tid.
Det gør jeg muligvis alligevel på et tidspunkt, men det skulle gerne være en frivillig pause og ikke fordi jeg har kvajet mig – jeg kender mig og ved, at det i givet fald vil kræve store overvindelser at tage det op igen.

Kejservarianter, gedehamse og vrøvl

Vejret er nogenlunde – små 20°, lidt vind, lidt skyer og en smule regn i formiddags. Kunne måske være bedre, men det kunne også være meget værre.
Kejserkåben er kommet, men vi ser ikke så mange sommerfugle i år, som vi plejer – heller ikke her på torpet, hvor jeg ellers synes vi har mange og mange forskellige. Det er synd og det er ærgerligt, og jeg kan ikke forstå hvorfor … heroppe er der da ingen, der går og piller ved naturen.
Til gengæld er der vist ved at flytte monsterhvepse ind i væggen oppe på terrassen. DET er absolut ikke godt. Hvepse er slemt, monsterhvepse er langt, langt værre. Jeg taler om gedehams – vespa crabro. De er virkelig monsterstore – op til fire cm. Enkeltvis lyder de som en Spitfire, og når de er flere, lyder de … bare skræmmende, men der er intet der kan skræmme dem.
En ung mand beskrev dem således: “Så står du pludselig overfor en luftbåren hensynsløs take-no-prisoners dræbermaskine”.
Måske en kende overdrevet, men jeg kan sagtens følge ham, selv om en biolog hævder, at de er uskadelige, medmindre man er hvepseallergiker, men hun indrømmer, at det gør ondt at blive stukket af en: “Bliver man stukket af en vespa crabro gør det meget ondt – som at blive bidt af en hugorm, hvis man ellers har været så uheldig at komme så tæt på en hugorm”. Det har jeg ikke, men når jeg tænker på, hvor hulens ondt en almindelig lille hveps gør …

Næh, må vi så bede om en kejserkåbe. Eller en kejserguldsmed. Med kejserliljerne fra i går er vi oppe på tre kejserlige ting fra naturen – så kan vi nok ikke forlange mere. Kejserpingviner kan vi ikke klare – SÅ koldt er her trods alt heller ikke, selv om temperaturerne måske lader lidt tilbage at ønske.

‘Vrøvlet’ i overskriften har jeg sakset fra en FB-reklame. Jeg kan ikke gennemskue, hvad der menes med den første sætning. Hvis de mener ‘lækker’, er det da en ualmindelig dårlig reklame, så det gør de nok ikke. Men hvad mener de så?

Et helt nyt ord

På weekendens køretur fik vi i nærheden af Karrebæksminde øje på et større område på nok et par hektar, der var ensfarvet støvet-mørk bordeaux. En både underlig og usædvanlig farve, som vi alle fire studsede over, så John standsede bilen og hentede et par planteprøver til os.
Det er et vildt dårligt billede, men det giver et udmærket indtryk af farven.

Selv planteoraklet Ditte vidste ikke, hvad det var for en, men samme orakel har naturligvis en planteapp på telefonen, så hun gik fluks i gang med bestemmelsen. Efter kort tid fandt hun frem til, at det er en hulsvøb – men vi kunne ikke helt finde ud af, om u’et i ‘hul’ skal udtales som et hul (i fx jorden) eller som u’et i ‘hule’, selv om vi mest hældede til det sidste.
Vi var i øvrigt heller ikke helt sikre på den bestemmelse, for der var hverken blomst eller blade tilbage på stænglerne; kun frøstandene, der stort set kun afslørede, at det er en skærmplante … og så naturligvis den noget usædvanlige farve.
Google er min ven, og Gyldendals Store Danske kunne med sin udtalefunktion opklare, at det er hul som i hule.

Jeg googlede lidt videre her til formiddag, men blev ikke klogere på plantens navn, så jeg holder mig indtil videre til Dittes hulsvøb, selv om følgende taler imod det: “30-80 cm høj, med håret, forneden rødplettet stængel”. Hele stænglen var farvet, som det også fornemmes på billedet, og den var totalt skaldet … men det kan jo være alderdom …
Opretholdes status quo mht. mit plantekendskab, er jeg dog blevet et ord rigere: byruderat.

Hvem har nogensinde hørt om byruderat? Ordet ser ret underligt ud i mine øjne, og jeg var sikker på, at det var en eller anden uigennemskuelig trykfejl, men jeg kunne ikke gennemskue, hvad der skulle ellers skulle have stået. Google var igenigen min ven, og kort efter blev jeg overrasket. Jeg vil derfor ændre mit spørgsmål til: Hvem andre end biologer/botanikere har nogensinde hørt om byruderat?
Jeg kunne ikke slå ordet op i en ordbog, men fik så den snedige tanke, at ‘by’ nok er et præfix og slog ‘ruderat’ op. Det gav forklaringen, og så kræver det trods alt ikke den store kædestrammereksamen at regne ud, hvad et byruderat må være.

Men jeg er stadig ikke helt sikker på, at det var hulsvøb, der voksede på et byruderat tæt på Karrebæksminde, så hvis der er en eller flere fra den egn, der læser dette, vil jeg meget gerne have det be- eller afkræftet.

I found my fade

Alle naturens farver omkring os virkede faded i morges, og når det har været tåget, kan man meget tydeligt se de hundredvis af spindelvæv, der altid vil være overalt, hvor man færdes. Jeg elsker, når de står med alle de mange dugdråber på, og jeg kan slet ikke lade være med at fotografere dem.

Det er ikke helt korrekt at bruge ordet fade som jeg anvender det i den første sætning, men jeg skal helst have det ind i dagens indlæg, da det er et centralt ord i dag. Fade er et af flere eksempler på, at dansk kan være et rigere sprog end engelsk … se blot, hvor mange forskellige ord der er på dansk for det ene ord på engelsk.
Jeg synes det var sjovt at strikke de ‘fades’, Inge fandt, og nummer to var ikke mindre sjovt. Der kunne snildt komme et tredje på banen, hvis det skulle være.
Som navneord halter brugen af fade også, for man kan ikke “finde en fade”, men I Found My Fade kan vel være lige så godt som sjalets egentlige navn Find Your Fade. Navngiveren/designeren er amerikaner, så i stedet for at komme med en sandsynligvis usand påstand om, at hun ikke ved, hvad hun selv siger, har hun nok snarere en bagtanke med det … kanske noget i retning af et ordspil på faith? Who knows?
Jeg er vild med de afdæmpede farver, selv om det langtfra gør sjalet så sprælsk som Inges. Der er ærgerligt, at garnet er så hundedyrt, for jeg kan sagtens se mig selv i en trøje eller sweater i de farver. Et eller andet norsk mønster, måske, men gnieren i mig vægrer sig ved at skulle give så mange penge for garn en gang til. Og dog … hvis jeg kender mig ret, ender det nok alligevel med, at jeg gør det … især hvis jeg ‘tilfældigvis’ skulle falde over det helt rigtige design.

---

Jeg ville også have skrevet om og vist billeder fra i onsdags, da John og jeg mødtes med Ditte til CPH Garden, som jeg gætter på skal forestille at være en dansk og noget mindre udgave af The Chelsea Flower Show, men da jeg så Signes fantastiske billeder derindefra, blev jeg enig med mig selv om at lade hendes indlæg og fotos tale arrangementets sag, for det gør hun meget bedre end jeg er i stand til.
Jeg vil dog ikke undlade varmt at anbefale at tage ind og opleve det – det er rigtig godt gået af en debut at være, og jeg håber, de gentager succesen til næste år. De få skønheds(logistik)fejl er Haveselskabet garanteret selv klar over, så de er sikkert rettet til næste gang.
Ét af mine billeder skal I dog have. Sådan en må være ekstraordinær lille:

Dametur med herrechauffør

I Den Stråtækte bliver der snakket lidt mere end en anelse for tiden, fordi Das Dritte Mädchen er på besøg. Det er smadderhyggeligt, og John fortrækker bare et eller andet sted hen, når han synes det bliver for meget. Fx trængte bilen pludselig gevaldigt til at blive vasket her til formiddag … ikke at han siger, at det er for meget snakkeri, men vi anser det for temmelig sandsynligt, at det er sådan det er. Og pyt da med det – det er ham vel undt med lidt fred til ørerne, og vi kan sagtens snakke, uden han er til stede.
Det kommer sikkert som en overraskelse for mange af jer, men det kan vi altså godt …

Vi tager ham det som sagt ikke ilde op, og han holder meget af Karen, men udsigt til kvindesnak i tre dage forstår jeg godt kan virke overvældende på de fleste mænd.
Ikke desto mindre var han helt med på den, da vi foreslog at pakke kaffekurven og køre en tur. Det blev til Karrebæksminde for at vise Karen, hvordan man kører ind gennem en græshoppe. Hvis jeg så oven i købet kunne få de kammuslinger, jeg alligevel ikke havde i fryseren, var det idel lykke.
Det var det. På Enø lå der den herligste og umanerlig indbydende fiskeforretning med alt til faget hørende i fersk og røget fisk og skaldyr. Inklusive kammuslinger, naturligvis, så jeg kunne have købt mig fattig, hvad jeg da næsten også gjorde.

Ved kanalen stødte vi på et nyt ord: slopkiste. Ingen af os havde hørt det før, så det måtte googles, da vi var hjemme igen. Nu ved vi hvad det betyder, og så ved vi også, at der sikkert højst går en uge, inden vi støder på ordet igen. Det samme gælder for planten kulsukker, som Karen aldrig havde hørt om. Det har hun nu – og har selvfølgelig også set hvordan den ser ud, så om ikke planten selv, så dens navn støder hun også snart på igen. Sådan er det bare – er det mon ikke noget, vi alle kender? Altså at rende ind i et nyt ord eller begreb, som man ikke har mødt før i sit efterhånden lange liv, og så møde det igen ganske kort tid efter? Jeg synes det sker med forholdsvis jævne mellemrum.
Der er sikkert en god forklaring – det kunne være noget med, at man i virkeligheden har set/hørt ordet masser af gange, men bare ikke har hæftet sig ved det før, men den slags finder man jo aldrig ud af. Jeg synes i hvert fald, at det er et lidt pudsigt fænomen.
Og apropos ord … nu vil jeg sætte mig lige hen og snakke videre …

Slut for denne gang

Det var det. Slut. Afgang mod Danmark. Vi har nu været afsted i 18 dage og vil være hjemme igen på 19.-dagen. Det har været rigtig godt alt sammen; både i Irland og her i England, og selv om jeg hver gang har svært ved at sige farvel på gensyn til mine englændere, så glæder jeg mig nu ærlig talt også til at komme hjem til Den Stråtækte.

Charlotte var nødt til at arbejde; hun havde to prøvninger torsdag, så John og jeg kørte ud og fik handlet det sidste af det, vi skal have med hjem til Danmark. Vi kan få verdens bedste mel (i flere varianter end hjemme) og ditto tørgær til brødbagemaskiner her i UK, og der er forskellige andre ting, der efterhånden er fast rutine at tage med hjem, især når vi har en bil til at bære det alt sammen for os.
Efter indkøbsseancen kørte vi ud i det blå grå. Mange af de små landsbyer ligger nede ad små, ensporede stikveje, som ender blindt (det er en af grundene til, at det ikke virkede for C at have systue hjemme; der var ingen strøgkunder). Nu har vi i mange år nøjedes med at se skiltene ned til de små byer, så nu skulle det være – vi kørte ned til nogle af dem for at se, om der ikke skulle være nogle perler indimellem.

Vi kørte til landsbyer med skønne navne som Etchilhampton, All Cannings, Honey Street og Bottlesford. Uanset hvor få, sommetider helt ned til måske kun 10-15 huse i landsbyen, så havde den i de fleste tilfælde en kirke. Der er ikke noget at sige til, at de herovre har det samme problem som de små sogne har hjemme i Danmark – selv de mindste sogne i DK må være noget større end disse. Problemet er dog endnu større herovre, hvor kirkerne ikke får statstilskud, men må klare sig selv. Det er derfor, man altid i engelske fillm/serier ser velgørenhedsarrangementer til fordel for den lokale kirke, som altid mangler nyt tag …

Vi kørte forbi ‘fotomuseet’ herunder. Vi var ikke derinde, for vi blev enige om, at den museumsejer sikkert var lige meget nok af en særling, men vi er muligvis gået glip af en fantastisk oplevelse i hans quirky place (= unusual in a attractive and interesting way) …
Det kan være, han er forhenværende grønthandler, for han gør brug af Greengrocer’s apostrophe i ordet photo’s på det brune skilt til venstre. Det er flertal, og så skal der ikke sættes en apostrof. Som jeg vist før har været inde på en enkelt gang eller to, kan ikke engang englænderne finde ud af bruge apostrof rigtigt på engelsk.

Som sagt er der en kirke i næsten alle landsbyerne. Det samme gælder for de røde telefonbokse, og der er stadig det gamle skilt hen til Public phone, selv om den ikke bliver brugt mere, men står og ser meget forladt ud. De fleste af dem gør i hvert fald … en af dem var taget i anvendelse som det lokale gratisbibliotek. God ide.

Jeg elsker stavefejl

Det kommer muligvis en anelse bag på nogle af jer, at jeg kan skrive sådan en overskrift – og skrive den uden at lyve.
Det er nemlig den fulde og absolutte sandhed, men jeg indrømmer, at det kommer helt an på, hvem der leverer fejlen.
I dette tilfælde var det Anna. Jeg elsker hende og jeg elsker hendes stavefejl.
Det er jo så ikke engang deciderede stavefejl, men sproglige fejl, som stavekontrollen ikke opdager.

Anna skal, som jeg vist har nævnt før, skifte til secondary school til september, fordi hun bliver 12 år til januar. Sjetteklasserne opfører det traditionelle farewell play, som i år er Shakespeares Romeo & Julie. Femteklasserne hjælper vist med, for sidste år var hun en af heksene i Macbeth.
Anna skal spille Julie. Det er naturligvis virkelig stort for hende at få hovedrollen; hun er pavestolt og havde det meste af en linje med udråbstegn efter oplysningen.
Hun håber derfor så meget, at det kommer til at passe med, når vi er derovre, men hun er vist ikke helt sikker på datoen. I går fik jeg denne mail, som der er vist et lille uddrag af herover.

Jeg har det i det hele taget bedst, når andre begår fejl. Jeg hader at gøre det selv – især når de bliver opdaget.
For nogle svenskerture siden opdagede jeg efter en lille times kørsel på vej hjemover, at min iPad stadig lå oppe på torpet. Den ville jeg ikke kunne undvære i 3-4 uger, så John vendte om. Det kostede to timer, og jeg er lige siden hver eneste gang blevet spurgt, om jeg har husket at få alt mit elektroniske udstyr med hjem.
I dag kørte vi på Øresundsbroen, da John med tilkæmpet ro i stemmen spurgte om jeg lige ville tjekke om hans taske lå på bagsædet.
Det ville jeg, og det gjorde den ikke!
Det vil sige, at han hverken havde telefon, pung (og dermed kørekort), pas eller sin iPad med hjem, og det var for sent at vende om.
Han blev lidt bleg. Vi skal jo til Irland lige om lidt, så han skal naturligvis have pas, kørekort og penge med. Ipadden vil han heller ikke undvære på en ferie – så kan han jo ikke se nyheder …
I princippet kan han ikke engang køre til Sverige og hente sagerne i morgen, for han har ikke noget ID med billede på til at vise paspolitiet, når vi er kørt over broen. Det vil sige, at der venter mig en tur til torpet i morgen. Muttersalene. Jeg har bare overhovedet ikke lyst til at sidde i bilen i fem timer uden selskab.
John kom så i tanke om, at han stadig har sit bevis på, at han må køre taxa – det er med billede. Han har også sit gamle pas. Vi satser på, at de to ting i kombination vil kunne overbevise de svenske myndigheder om, at min mand ikke er illegal indvandrer. Jeg tager med – jeg er jo nødt til at køre, indtil vi har været igennem kontrollen. 
Nu er det min tur til fremover at spørge, om han har husket alt sit elektroniske udstyr med mere … gnæk, gnæk.

Hvad er dit ordforråd?

I dag står den på så meget arbejde i haven, som vi orker, inden vi kører til Sverige i morgen. Når vi kommer hjem derfra, vil vi kun have tre dage herhjemme, inden turen går til Irland, så der skal nås i bund med så meget som muligt.
Det er ikke noget at bruge et helt indlæg på, især fordi vi er midt i stadie ‘endnu temmelig grimt’ med at rydde ud til vejen. Vi vil have en vild rose, en stikkende et-eller-andet og nogle snebærbuske væk, så der kan komme noget pænere i jorden.
Som for eksempel David Austin-roser.
Som der er ALT for mange vildt smukke af – også selv om jeg kun går efter dem der er kraftigt duftende, hårdføre og ikke højere end 1,20 meter. 

---

Forleden var der en ordforrådstest på FB, hvor mit resultat kom ud med godt 24000 ord.
Sikke noget pjat. (Det er de fleste af den slags test faktisk, og jeg er dum, fordi jeg bliver ved med at prøve, men nogle af dem er nu ret underholdende.)
Men at hævde, at jeg har et ordforråd som en Søren Kierkegaard (som de i øvrigt ikke kunne stave til …), er noget fis! Jeg har forhåbentlig et mindst dobbelt så stort ordforråd – ikke som SK, men end der påstås her – eftersom danskerne i snit aktivt råder over mellem 50000 og 70000 ord i deres aktive ordforråd.

Herover igenigen eksempler på, at de ældre ikke er stærkere til dansk end de unge.
Hele fem fejl i sætningen i det første eksempel … meget godt klaret, egentlig.
Som den femte fejl regner jeg ‘på’ væggen, idet jeg går ud fra, at konen vil sy et billede til væggen og ikke på den – hun er ikke en flue.

Der var også link til en kunstquiz en dag – man skulle virkelig være enten meget ubegavet eller verdens største ignorant inden for kunstens verden, hvis man skulle dumpe i den – stort set alle svarene gav sig selv, også selv om man aldrig havde hørt om kunstneren eller det pågældende kunstværk.
For eksempel det viste billede af en siddende kvinde.
Kan det mon være Babelstårnet? Narj.
Kan det være Monets liljer? Næppe …
Da hun heller ikke umiddelbart ser ud til at være en stor skål, gættede jeg på, at det var et billede af Whistlers mor.

Sådan var det næsten hele vejen igennem, og jeg er absolut ikke en, der til enhver tid kan gøre sig positivt bemærket i en kunstquiz, men denne klarede jeg med pomp og pragt.
Det er jeg bare ikke specielt imponeret over. Nogle gange er de quizzer så meget lokkemad for at få læsere ind på websitet, at det skriger til himlen, men jeg kan jo holde mig væk.
Det er så bare det, jeg ikke altid kan.

I miss my spades in spades

Og hvad betyder så det?
Det betyder, at jeg i høj grad savner min spade.
Det gør jeg naturligvis ikke … jeg vil bestemt gerne have den tilbage, ja, men ligefrem i høj grad eller til overflod er måske en kende overdrevet; jeg syntes bare, at idiomet in spades passede til netop denne lejlighed. Det er et af den slags idiomer, man ikke umiddelbart kan gætte betydningen af, men nu har I fået det forærende i dagens anledning, og som jeg har skrevet om før, er det superblæret at kunne strø om sig med den slags talemåder på et fremmedsprog, idet det antyder, at man behersker sproget temmelig godt.
Og når jeg nu alligevel ikke kunne komme ud og grave, gravede jeg strikketøjet frem, hvilket jeg kunne uden en spade, og satte YouTube til at lære mig lidt om forskellige engelske accenter. Den unge dame her har ganske godt styr på dem – jeg elsker at høre på den slags, for det er nemlig også blæret, som ikke-englænder, at kunne høre hvorfra på de britiske øer folk kommer.

Gæssene flyver ikke meget for tiden. De er heller ikke ret meget ude på vandet, for det blæser stadig ret meget, og bølgerne er stadig relativt store, den lille Præstøfjord taget i betragtning. I stedet går de i flokke rundt på græsset nede ved vandet og lader deres små gæslinger spise sig store og stærke, mens alle de voksne er på skarpt udkig for eventuelle fjender. Det ser ud, som om dem i midten af billedet har fået færten af en fare, og det kan også sagtens være, for vi har fået en rørhøg (eller måske to? Der bliver i hvert fald bygget rede) i rørene kun 100 meter fra og lige over for vores hus. Jeg ved faktisk ikke, om det er godt eller skidt, at en rørhøg flytter ind – det er da spændende og den er forholdsvis sjælden her i området, men skræmmer den andre væk? Forhåbentlig ikke …
Det elendige billede til højre er foreløbig det eneste vi har fået i kassen. Vi ser den tit, men den står ikke stille ret længe ad gangen. Her kommer nogle små stæreflokke om efteråret, så senere på året kan vi måske ligefrem få de flotte formationer at se, hvis rørhøgen begynder at jagte stærene.

Og nu har jeg fået min spade! Manden har – efter en telefonisk rykker – lige været og afleveret den. Det må du undskylde, men din mand sagde, at du ikke skulle bruge den lige med det samme, så jeg troede ikke, det hastede.
(Okay, okay, men … ikke lige med det samme skulle tages for pålydende – han mente ikke det varer længe, inden hun skal bruge den.)
Jeg skruede dog det høflige smil på, for han stod der 10 minutter efter, John havde ringet til ham: Har du ikke en spade stående? Min kone savner den!

Fanget i et meget privat øjeblik

Det er ikke mig, der er fanget i et meget privat øjeblik, men nogle æg.
Skidne æg lyder i forvejen ikke særlig godt eller appetitligt, men dette er en tand værre – ikke lige noget, jeg har lyst til at indtage:

Ovenstående er fra Alletiders Kogebog, som for flere år siden lagde ud med at kalde sig for Alletider’s Kogebog, så lidt har de da lært …
Senere så jeg på FB følgende lille takketale fra en “Der er født i 50’erne” (så det er skam ikke kun de unge, der ikke har styr på sproget – der er skræmmende mange af dem i grupper, der består af folk på min alder eller ældre):

Og så har jeg fået et nyt ord forærende via en FB-sproggruppe: Trepverter.
Jeg kan ikke meget på jiddish, faktisk ingenting, men nu kan jeg altså ét ord; et ord, hvis betydning vi nok alle kender og/eller er blevet ramt af, for hvem kender ikke den yderst irriterende oplevelse af at komme på det ideelleste, rigtigste, bedste, morsommeste, mest lammende, rammende svar … mindst 10 sekunder for sent?
Lad os arbejde aktivt på at få ordet indført i ordbogen – det kunne være rart med en afveksling til alle de engelske ord, som bliver optaget.
Jeg vil formode, det skal udtales trepferter, eftersom jiddish er af germansk familie.

Jeg kan, som et kuriosum, nævne et eksempel på, at jeg ikke stod tilbage med en trepverter, men derimod fik efterladt forskningsafdelingens frækkeste fyr mundlam længe nok til, at han måske stod med en trepverter.
Jeg havde Charlotte på dengang 14 år med på arbejde, dels fordi vi skulle noget bagefter, og dels fordi hun godt kunne lide at se, hvad der foregik i den virkelige verden uden for skolen.
Henrik kom ind i rummet, kiggede på Charlotte, på mig og på Charlotte igen og spurgte: Hvordan i alverden har du båret dig ad med at få så smuk en datter???
Jeg svarede: Jeg gjorde hvad din kone tilsyneladende ikke har gjort – nemlig udvalgte faderen med omhu!

Op mod 12 brødtyngede personer

Når jeg ser en sætning som “der er op mod 1000, der risikerer at miste deres job”, er jeg ikke i tvivl om, at der menes, at der nok er mellem 950 og 1000 personer, hvis job er i fare.
Når jeg ser en sætning som “der er op mod 12 sårede”, er jeg ikke helt klar over, hvad der menes. Er der 12 sårede? Næppe? Måske? Er der 11? Så skriv 11. Det er lige så forkert og det ser lige så fjollet ud, som når der skrives “der var cirka 137 deltagere”. Nej, det er noget sludder – der burde have stået “…cirka 140”.

Nu er det jo et alvorligt emne, og jeg er ikke ude på at gøre grin med det (nøjes med at være lettere forarget), men netop pga. denne alvor skulle man måske så passe lidt bedre på ikke at vrøvle – ganske som der også til overflod blev i et eller andet discountmedies beskrivelse af Prins Richards begravelse: “Det var en brødtynget familie, der så prinsen forlade Berleburg…”
Jamen altså, du godeste dog … dobbeltfejl. I dette tilfælde lig med dobbelt så pinlig en fejl. Men familien kommer formentlig ikke til at sulte til det efterfølgende gravøl …
Nogle både kender og kan stave til ordet brødebetynget, hvilket tilsyneladende ikke gjaldt for denne skribent, for selv om vedkommende havde kunnet stave til det, mentes der forhåbentlig ikke, at familien var “flov og beklemt pga. skyldfølelse”? Eller blev der måske antydet, at familien havde slået manden ihjel? Det tror jeg dog ikke, men for pokker, jeg var blevet tosset, hvis jeg var ‘familien’ og havde set sådan en eklatant brøler.

Ingen af disse to var egentligt specielt morsomme … det var der for meget alvor i dem til at være, men denne her fra et sprogforum på FB har da en vis underholdningsværdi (selv om jeg aldrig holder op med at undre mig over, hvordan man kan få lov til at kalde sig journalist, når man kan fyre sådan noget eventyrligt vås af), så med den afsluttes dagens indlæg forhåbentlig alligevel med et smil:

Glansen går nok lidt af den “nydelige danser”, når han/hun skal til at gylpe hårboller op.

HYGGE er ved at blive et engelsk ord

Det er svært at skrive med hænderne oppe, men det er også svært at få dem ned, for i aften skal jeg være sammen med Det Fast Sammentømrede Engelskhold, og jeg glæder mig som altid som et lille barn, når jeg skal mødes med dem.

Apropos engelsk, så var jeg lige på indkøbstur på Amazon, og undervejs på shoppeturen i den store butik, så jeg denne bog:

Det hyggede jeg mig naturligvis en del over …

Jeg sendte linket til Tim for at vise ham, at ‘hygge’ tilsyneladende er ved at blive implementeret i det engelske sprog, hvortil han svarede:

Tim udtaler det ‘hugge’ med u som i luge, for englændere har det generelt meget svært med det danske y, som er en lyd de ikke har på engelsk.
Vi har opgivet at lære ham det; han kan simpelthen ikke få den lyd frem, og det er da også ganske hyggeligt, når han læner sig tilbage i sofaen og erklærer med et tilfreds suk: Wow – this is SO huggeligt, isn’t it? Eller: NOW we’re really hugging us, aren’t we?

Amazon forbløffede mig med deres klarsyn i dag: Da jeg bestilte bogen – én bog, skal lige understreges – stod der nede under varelinjen:
If you want this book delivered to more than one address, increase the amount.
Jamen er det da ikke bare fantastisk? Det havde jeg simpelthen aldrig fundet ud af, hvis ikke det havde stået der! Tak, Amazon – I forstår virkelig at yde en god service til jeres kunder

Uheldig oversættelse og en god fest

Overskriftens to ting har intet med hinanden at gøre … der burde nok have stået Uheldig oversættelse. En god fest.

Man skal undre sig.
Det gælder altid og i alle livets sammenhænge: Man skal undre sig. Det gælder også oversættere/tekstere af tv-serier.
Jeg undrede mig i hvert fald over, at oversætteren af Murdoch Mysteries i dag konsekvent oversatte carbon monoxide til kuldioxid.
Ikke bare en, men fire gange, så det kan ikke have været en tanketorsk. Ordet var oven i købet ledsaget af forklaringen, at det er noget man kan dø af, hvis man lader en bil stå med motoren i gang i et lukket rum. Ved alle ikke, at så er der tale om kulilte (CO) og ikke kultveilte/kuldioxid (CO₂)?
Carbon monoxide – mono er noget med én. Carbon dioxide – di er noget med to. Det burde ikke være nødvendigt at være kemiker for at kunne se det … det er jo bare ord, der skal oversættes, og det helst korrekt.

---

Jeg undrer mig til gengæld ikke over, at vi er lidt trætte i dag – det har den naturlige forklaring, at vi var til 25-års fødselsdag i går. Børnegenerationens (mit og mine to søstres børn) yngste skud har nu rundet et kvart århundrede, og det syntes hun skulle fejres.
Det foregik på Rigshospitalets kollegium, hvor selskabet var ovenud hyggeligt, mens akustikken kunne have været bedre, så både John og jeg var noget trætte i hoved og ører, da vi satte kursen hjemover, men det er ligemeget, for jeg tror, at fødselsdagsbarnet havde en god fest og fik masser af gode gaver, og hendes tilfredshed er det vigtigste i denne sammenhæng.

Annemarie læser medicin, så kusinen havde kreeret en lægeudgave af Kay Bojesen-aben – fuldt udstyret med kittel, stetoskop og pandelampe.
Vi var seks fra generationen før fødselsdagsbarnet, plus den friske farmor på 84, men resten af de 37 gæster var tidligere gymnasiekammerater og medstuderende, både fra dengang hun læste til sygeplejerske og fra det nuværende medicinstudium. 30 supersøde, skønne, levende, interesserede og interessante, intelligente, målbevidste og seriøse unge mennesker. Jeg er ikke bekymret for Danmarks fremtid – overhovedet ikke. Det kan da ikke gå galt med sådanne pragteksemplarer på vej ud i samfundet … ingen var fulde i bemærkelsesværdig grad; nogle gik endda hjem før John og mig, fordi de havde vagt og ikke ville være for trætte på arbejdet næste dag.
Moster er glad.

Jamen … det er jeg da også – det er vi alle sammen

“Syv procent af de børn der fødes i Danmark, er enten et barn af en indvandrer eller en efterkommer” lød det i morgenes radioavis.

Jeg vil på det allerstædigste hævde, at 100 % af de børn der fødes i Danmark, er et barn af en efterkommer, og det uanset hvem barnet er en efterkommer af; det være sig af en med indvandrerbaggrund eller en, hvis slægt har boet i Danmark siden Gorm den Gamle – medmindre spontan genese har indfundet sig siden jeg lærte om forplantningens mysterier, men det har jeg svært ved at tro på.
Jeg er ikke sikker på det første tal, så hæng mig venligst ikke op på det, tak … de 100 % er jeg derimod ret sikker på!

Det var så også det mest ophidsende der er sket i dag. Intet havearbejde for vores vedkommende, for det er rent efterårsvejr nu; med regn- og især ruskvejr. Jeg nåede heldigvis tilbage fra Næstved, inden sluserne åbnede sig, så de seks plantesække må vente til en anden dag med at blive fordelt i det nye højbed med den lige så nye muldjord.
Jeg har ingen erfaring med købe-muldjord, så jeg ved ikke, om man bør gøre noget ved den. Umiddelbart virker den fin, men den virker samtidig ret kompakt i det, derfor plantesækkene, som jeg forestiller mig kan bruges til at løsne jorden lidt.
Plantesække koster stort set ingenting – man kan sagtens finde steder hvor de koster bare en tier stykket – jeg købte 10, hvoraf der skal bruges fire til drivhuset og seks til bedet – det bliver ikke dem, der sprænger mit havebudget, men et eller andet sted er jeg jo nødt til at tænke i sparebaner, fortæller jeg mig selv; ellers ruinerer jeg os nok snart ved at gå amok i indkøb til haven, men til den pris kan der ikke være noget forgjort ved det, for skade muldjorden kan det vel næppe.

Og snart går turen hertil igen: Gartneri Toftegaard med alle deres dejlige chili, tomater og krydderurter.
Forårsfornemmelser er godt!

Fremgang er ikke altid lige godt

Det er blevet skrevet før fra min side, og det vil blive skrevet igen. Nu, for eksempel:
De unge staver måske ikke optimalt godt, men de ældre og de gamle staver værre, så der er ingen grund til at være efter de unge altid – de fleste af dem ved faktisk mange flere ting og har lært meget mere, end jeg havde, da jeg var ung. Nogle af dem er da, af forskellige grunde, bestemt ikke værd at samle på, men det vil gøre sig gældende for hver eneste årgang overalt på jorden til alle tider. Hvis man vil underholdes med dårlig stavning, skal man bare kigge sig lidt omkring i de forskellige grupper på Facebook, som jeg tror må være Danmarks (verdens?) største forum for elendige stavere.

Her kunne lidt stavemæssig fremgang være ønskelig.

I eksemplet herunder har der desværre været lidt for meget fremgang … det er nemlig netsvindlere, der er ude med snøren her.
Jeg har altid hævdet, at de afslører sig selv, fordi de ikke kan stave eller fordi teksten er skrevet direkte af fra en dårlig googleoversættelse. (Det var vist en pleonasme; googleoversættelser er altid dårlige.)
Herunder er der ikke meget der kan afsløre, at der er en svindler på spil, men det bør nu alligevel omgående få alarmklokkerne til at ringe, når man ikke er nævnt ved navn.
At jeg så ikke bruger tjenesten Netflix, er noget andet, så jeg ved ikke på hvilken måde man betaler, men selv om jeg gjorde, ville jeg, i stedet for at klikke på linket, indlede med at kigge indenfor i min netbank for at tjekke transaktionerne.

Accent? Dialekt?

Jeg er godt i gang med David Crystals A Little Book of Language, og jeg er – som altid – dybt fascineret. Ikke kun af indholdet, men også af Crystals måde at skrive på, som er pædagogisk og let forståelig, uden at man føler han taler ned til én. På den anden side … hvis ikke en mand, der ved alt hvad der er værd at vide om det engelske sprog, skulle skrive godt, hvem skulle så?
De første kapitler handler om, hvordan og hvornår en baby tilegner sig et sprog. Det er først ved ni-måneders alderen, man så småt begynder at kunne høre, om et barn er kinesisk, dansk, engelsk eller hvad det nu måtte være. Indtil da er alle lyde, det udstøder, ens for alle verdens babyer. Jeg vidste ikke, at babygråden for hhv. “jeg er sulten” og “jeg har ondt” lyder ens på kinesisk og på dansk, men det gør den.

Han bruger en del krudt på dialekter og accenter. Jeg bruger nok de to ord lidt i flæng, når det gælder det danske sprog. Hvornår er det dialekt og hvornår er det accent? På engelsk er det klart defineret: Dialekt er forskellige ord for den samme ting og forskellig grammatik indenfor det samme sprog. Accent går kun på lyden af sproget.
Hvornår er det så en dialekt og hvornår er det et andet sprog? Vi anser dansk, norsk og svensk for at være tre sprog, mens en kineser vil anse dem for at være tre dialekter af det samme sprog. Definitionerne og grænserne er ikke entydige.

Skriftsproget har han også været lidt inde på, men kommer det mere (jeg har kun læst 1/3 af bogen). Når han sætter det op på nedenstående måde, er det en smule fascinerende at se hvor forskellige betydninger der kan udtrykkes ved at bruge de samme ord, men forskellige tegn:
Mary went into the garden.
Mary went into the garden?
Mary went into the garden!
Mary went into the garden…
Mary went into the garden!!!!
Mary went into the garden???
Punctuation matters! (Ikke et citat fra bogen her, men fra en anden.)
 
Uh, det er spændende læsning, men jeg skal skåne jer for mere. Denne gang …

I stedet vil jeg underholde jer med nogle vendinger, jeg er stødt på i en bog af en dansk forfatter – men han skriver måske dialekt?  
I hvert fald hævder han, at et skæg “beskæmmede” en persons ansigt. Det hedder skæmmede, for beskæmme betyder at gøre skamfuld. Jeg kom straks til at tænke på Charlottes frydefulde hyl, når hun sagde: “HAHAHAAAA jeg er helt bedækket af tæppet, så nu kan du ikke se mig.”
Han skrev “uundværlig”, da han helt sikkert mente “uundgåelig”. Underlig fejl at begå …
Han skrev “Alle mand fra borde, råbte jeg i mit indre øre”. Det er da vist noget sludder.
Han skrev “Det gav et sæt i begge mine ben, da jeg landede på dørken…”. Giver det ikke “et stød”? Når det giver et sæt i én, tales der om noget andet.

Sprog. En kilde til evig underholdning. På flere plan.

Lidt om at dykke ned i et emne

Forleden skulle jeg finde bøger af Victoria Hislop, men var doven og skrev bare Hislop i søgefeltet. Det kom der det gode ud af, at jeg fandt en bog, jeg vil sende over til Tim, som snart har fødselsdag. Forfatteren hedder Malcolm Hislop; han er arkæolog og har skrevet bl.a. denne lille bog om Medieval Masons.
Jeg vil tro, den vil interessere ham – de bor jo selv i et hus fra senmiddelalderen (1410); huset de boede i før det var yderligere 100 år ældre, og i forbindelse med renoveringerne af begge huse satte Tim sig meget ind i middelalderlig byggestil og –teknik, men lige netop denne bog har jeg ikke set hjemme hos dem, så jeg satser på, at den vil være ny for ham – og selvfølgelig også på, at han vil finde den interessant.
Tim har det lidt ligesom jeg: Han kan finde på at læse en eller flere bøger om emner, han absolut ikke har brug for at vide noget om. Det kan være så forskellige områder som møntens historie, renæssancemalerne, geologi … nærmest alt mellem himmel og jord. Enten er det interessant, og så snupper vi et par bøger til om emnet, eller også er det ikke, men så ved vi da det! Det føjer under alle omstændigheder lidt mere til det, en af mine gamle kolleger så charmerende kaldte for gold viden – en betegnelse, jeg på ingen måde var enig i – jeg kalder det almenviden. Jeg tror ikke, der er en faggruppe på biblioteket, jeg ikke har snuset lidt eller meget til.
Der er dog én stor forskel på Tim og mig: Han læser overhovedet ikke skønlitterære bøger. Det gør jeg. Masser!

Jeg tror heller ikke, han læser så meget om det engelske sprog. Han har en Master’s Degree i engelsk, så jeg gætter på, at han fik nok af det på universitetet.
Men det gør jeg. Læser om det engelske sprog, altså … har dog ikke gjort det, siden jeg jobstoppede, fordi jeg ikke skulle bruge det professionelt mere. Det har dog vist sig, at jeg savner det, lige som jeg kan mærke, at mit engelske bliver mere og mere rustent, selv om jeg kan øve mig lidt på Tim, når jeg er sammen med ham. Sprog skal holdes ved lige! Derfor blev der ved samme indkøbsseance købt en bog af min yndlingsforfatter, når det gælder fagligt engelsk, nemlig David Crystal.

Nogle vil måske synes det er fjollet at læse den slags, når man ikke længere skal bruge det rent arbejdsmæssigt, men det kan vel aldrig skade at ville vide mere end man gør, uanset om man får løn for at vide det eller ej.
Det er min fødselsdagsgave til mig selv, og Johns gave til mig er booket til på fredag.

Jeg bliver i brokkeland lidt endnu

I går gik det ud over Adam Price, mens Hammerslag kun blev nævnt perifert.
Det må jeg hellere råde bod på. Jeg synes langt de fleste af mæglerne i den udsendelsesrække virker pæne, søde og sympatiske; mange af dem har tilligemed en fin og stille humor.
En enkelt skiller sig ud fra de andre. Det handler om en damemægler fra Frederiksberg. Hun er formentlig dygtig nok rent fagligt, eftersom hun har 27 års erfaring inden for branchen, men hendes flittige brug af ‘-agtigt’-suffixet er lige meget nok. Det er fint nok, at hun siger ‘halvfjerdseragtigt’ (især hvis noget er halvfjerdseragtigt), men hun bruger det alt for ofte, når det ikke er spor relevant, og hvor hun derfor kommer til at fremstå som en usmart ældre, der gerne vil være en smart ung.
Det er dog værre, at hun siger værrels. For værelse, forstås. “Det er et dejligt sovværrels”. Grrrr. Jeg håber, hun kan stave til værelse – ellers er hendes annoncering ikke god, men hun kan selvfølgelig have folk ansat, der kan stave. Medmindre de konsekvent nøjes med at skrive ‘vær.’.
Det allerværste er, at hun siger lillet. Det kender jeg ingen, der har sagt efter de er fyldt tre år, men Hanne Løye er undtagelsen, for hun siger det. Første gang troede jeg ikke mine egne ører, men siden har jeg hørt hende sige det to gange. “Det kan være svært at få plads til det hele, når huset er så lillet.” Dum er hun trods alt ikke, kan det måske fornemmes af denne begavede udtalelse …

Ejendomsmæglerannoncer er tit ret morsomme at læse, selv om det sikkert ikke har været mæglerens mening, at de skulle være det. Ham der solgte fædrenegården for os var slem, men heldigvis skulle vi godkende ordlyden inden offentliggørelse, så jeg fik korrigeret alle fejlene i tide, som fx ‘pilefyr’.

Men altså … lillet … tænk at skulle høre det fra et voksent menneske.

Trænger vi ikke til at grine lidt nu?

Eller var det slet ikke morsomt? Ville den kun have været det, hvis det var en sand historie?

SE! Det hedder TE!

Hver gang jeg ser ordet te stavet the, kommer jeg til at udtale det som den engelske betegnelse for bestemt en- eller flertal. `
Det staves te. TE, sagde jeg! Og det har aldrig været stavet the. Jo, måske da det kom til landet i den sidste halvdel af 1600-tallet, men i hvert fald ikke så længe der har eksisteret ordbøger.

Min Madam Blå-tedåse kunne snildt være omkring 100 år gammel – dengang kunne man godt stave til te.
Og lad nu være med at sige, at I synes the ser pænere ud end te. Sådan er det bare, og hvis vi alle stavede efter personlige staveskønhedsreferencer, kunne det hurtigt blive det rene, mere eller mindre ulæselige staveanarki, så I kan lige så godt vænne (nej, ikke vende!) jer til at stave det korrekt.

Så fik jeg lige markeret igen.
Mest fordi der intet spændende er at berette her fra det svenske – vi slapper totalt af alle tre. Vi kan lige overkomme at rejse os for enten at brygge en kopkaf eller fodre den evigt sultne brændeovn og det lige så forslugne brændekomfur.
Vi laver nemlig fotoalbum alle tre. Det er noget så hyggeligt at sidde og konstruere et album side for side – lige fra ét stort panoramabillede over to helsider til ti billeder på én side og stort set samtlige varianter mellem disse to yderpunkter. Nogle af dem tiltet og/eller overlappet lidt.
Søren laver et (salgs?)katalog med sine malerier. Han er et meget kreativt menneske, som maler og har lavet smukke ting både i rustfrit stål og i gammelt jern, sådan lidt på Robert Jacobsen-måden. Næsten. Bare lidt pænere, hvis man spørger mig.
John foreviger vores USA-tur og jeg laver en fotorevy over “Året der gik” for 2016. CEWE kommer til at tjene godt på os om ikke særlig længe, men vi venter med at uploade albummene til vi er hjemme igen – bredbåndet er lige det smalleste til det heroppe.

Jeg har sagt det før, det der med nutids-r – og det meste af det andet

Jeg har sagt det hele før, men det er tilsyneladende ikke alle, der har hørt efter, så der kommer lige en gentagelse her i anledning af nytåret.
Murphy siger, at i dette indlæg vil jeg selv have begået op til flere fejl, inden det sidste ord er skrevet, men ingen er perfekt – bestemt heller ikke undertegnede, men jeg bestræber mig på ikke at begå den samme fejl flere gange!

• Hvis man skriver VIDST, kommer det af at VIDE. Jeg har vidst det hele tiden.
  Hvis man skriver VIST, betyder det vistnok, og kan man sige vistnok eller bare nok i stedet for, skal man ikke skrive vidst. Det var vist det hele.
• Aldrig komma foran at, hvis der følger infinitiv efter at. Jeg lærte at læse. Men han sagde, at han var sulten.
• NUTIDS-r! Der skal r i slutningen af verber i nutid. Det er så enkelt. NUtid. Noget, der sker NU. Hvorfor er det så svært? Kom ikke med den der “jamen jeg har det så svært med grammatik”. Nutid er hvad der sker nu, hvilket alle formentlig ved, også ikke-grammatiknørder.
  Altså: r på i nutid. For pokker da.
  Folk kan jo godt, når verbet er fx hoppe. Man ville aldrig skrive han hoppe hen ad fortovet, vel? Hvorfor skriver man så jeg ignorere dig?
  Tag jer nu sammen – I kan jo godt. Og ja: I skal med stort og jer (og jeres) skal med lille begyndelsesbogstav. I skriver ikke Du, vel? Det har nemlig ikke spor at gøre med at være høflig, men fordi I, De og Deres betyder noget andet end i, de og deres.
• Til gengæld skal der aldrig r på verber i infinitiv! Det hedder ikke han begyndte at hopper hen ad gaden. Og det hedder heller ikke han lærte at kører bil, da han var 18.
• Og nu hvor ‘i’ dukkede op i anden sammenhæng: Det hedder i dag, ikke idag! Det hedder også i morgen, i går og til stede. Det er forholdsled og sådanne skal ikke skrives sammen. Siger I også jeg boede ihovedstaden, påGammel Kongevej, til jeg var fire år? Eller skal vi gå en tur iskoven påfredag? Læg så kortene påbordet – eller smid dem ivasken! Nej, vel?
• Derimod skal mange navneord skrives sammen – det har jeg (også) nævnt 117 gange allerede. Når trykket ligger (nej, ikke lægger!) på det første af to navneord, skal de skrives sammen. En kort transaktion er ikke det samme som en korttransaktion. En halv nøgen dame er ikke det samme som en halvnøgen dame.
  Ægte skab og rød kælk har vi vist været inde på før.
• Man kan godt sige Peter og mig! Jeg så på FB, at der var en, der var forarget over dronningens dårlige beherskelse af det danske sprog: “Hun sagde ‘Prins Henrik og mig!!!’” Forargelsen kendte ingen grænser, men hun blev hurtigt rettet af andre, som forklarede, at det var rigtigt nok.
  Min enkle regel er denne: Smid den anden væk … hvad ville du så sige? Tak for alle hilsnerne til jeg? Næppe. Det hedder tak for alle hilsnerne til mig, og derfor hedder det også tak for alle hilsnerne til Prinsen og mig.
  Kun når jeg er grundled, hedder det jeg. Prinsen og jeg takker for alle hilsnerne. Igen: Smid den anden væk, hvis der er tvivl.
• Apostroffer vil jeg overhovedet ikke nævne denne gang. Alle har helt styr på, hvornår man bruger apostroffer på dansk, ikke sandt?

Okay så – jeg klapper i nu.

Fede hvidløg

Fakta = Coop. Brugsen = Coop. De ansatte går dermed formentlig på de samme kurser, hvor man får højere karakterer, jo dårligere man er til stavning og grammatik. Jeg må dog indrømme, at brugsen i Karise ikke er så slem til at fejle som den var i Havdrup, men Fakta i nærheden af os er ved at tage over i stedet for.
Jeg kan forstå, hvis blomsten af Danmarks ungdom ikke har hørt om garnfed, men jeg troede de kendte til hvidløgsfed, hvilket åbenbart ikke alle gør … eller er mon ‘fede’ også bevidst? I modsætning til magre hvidløg? Næppe … det ville i givet fald være nyt for mig, at jeg skal til at tjekke fedtprocenten i hvidløgene, inden jeg køber dem.

Her er der en, der ikke kender kragefuglene, jeg lod vende i gårsdagens titel:

Hvordan vedkommende forestiller sig, at en krave kan vende (på eget initiativ, oven i købet), uden resten af én følger med, ville jeg gerne vide … og ‘lyder tiltagne’ er også noget værre vrøvl, for hvad skulle det ord betyde? Der er ikke meget sprogfornemmelse at spore her.

Jeg har to gange inden for et par uger set, at det engelske ord Geordie i underteksten bliver oversat til dansk til … geordie. Ved alle i Danmark, hvad/hvem en geordie er? At det er en person fra Tynesideområdet (nær Newcastle)? Det er nemlig det, det er, og det burde en oversætter vide – i hvert fald de forholdsvis godt betalte oversættere, der er tilknyttet DR-kanalerne. Og hvis ikke man som oversætter ved det, slår man det op! Man skriver ikke “han var en geordie”. Selv om Tyneside dækker mere end selve Newcastle, ville det være okay at skrive “han var fra Newcastle”, da der nok er flere, der kan placere byen end området; lige som det ikke er alle der ved, at det hedder Newcastle upon Tyne.
De skal heller ikke oversætte it’s like carrying coals to Newcastle med ‘Det er som at bringe kul til Newcastle’.
Man skal ikke oversætte talemåder ordret, hvis der findes en tilsvarende på dansk, hvilket der ofte gør. I dette tilfælde det er som at give bagerbørn hvedebrød.

Det var dagens sprogbrokkerier.
Dagens syede ting er en ny kamerataske til mit Lumix. Den gamle var efterhånden blevet en tand for snavset.
Det lyder både dovent og højrøvet, men når jeg nu har så meget stof og kan lide at sy, hvorfor så ikke kassere en snavset kamerataske?

En ræv i øjet og bisonkød i maven

Jeg havde nær fået morgenteen galt i halsen den dag, jeg læste en anmeldelse af James Forresters Bedragets Rødder: “En glimrende underholder med en ræv i øjet, mens man endnu en gang får at vide, hvorledes fortiden kunne være så ganske grusom, at man for en stund glemmer både solskin herhjemme og terror ude i den store verden. Den synes så langt væk, mens man læser denne superthriller.”
What??? En ræv i øjet??? Det må godt nok gøre ondt på den stakkels forfatter.
Mange af os kender udtrykket at have en ræv bag øret, som betyder at være snu eller underfundig, men det er første og forhåbentlig også sidste gang, jeg ser, at ræven formodes at sidde lige i øjet.
I øvrigt er det en lidt underligt konstrueret sætning, men det er en anden snak.
En anden anmelder skrev: “Og så er der et eller andet over at sidde i sommervarmen og læse noget, der forgå [sic] om vinteren med blæst, sne og isglatte tage – altså den slag [sic] tage, som en rigtig helt skal forcere med brutale soldater i hælene.”
Han var også lidt af et vrøvlehoved. Nogle af amatøranmelderne er ved at falde over deres egne ben for at kunne blære sig med et så blomstrende sprog som muligt, ofte bare resulterende i, at det bliver mere eller mindre grinagtigt.

Så har bisonokser alle fire ben ganske anderledes solidt plantet på jorden. I hvert fald til den dag de bliver slagtet …
Vi har købt bisonkød i dag – farmen ligger næsten lige om hjørnet, og nu skulle det være. Kødet skulle være i en klasse helt for sig selv, og vi er begge ret spændte på, om alle de lovprisende ord om bisonkød kan holde.
De tørre tal viser, at kødet tilsyneladende er en smule sundere, sammenlignet med det meste andet kød, vi spiser.
Far og søn stod og solgte bisonkød til de mange købere. Vi stod ikke i kø, men der var hele tiden kunder i butikken, som var en carport, der i dagens anledning var forfremmet til butikslokale og showroom … de to bisonfarmere gav gerne tips og gode råd til tilberedningen af de forskellige udskæringer.
Jeg købte en grydesteg, to pakker spareribs, en pakke fars, et stykke lårtunge, en flanksteak og en spegepølse. Sidstnævnte var med 100 % bisonkød, og den havde en ret intens og fyldig, men en noget anderledes smag, end vi kender fra almindeligt oksekød, hvilket tegner lovende for alt det kød, jeg investerede i. Der røg også lidt med til mine søstre, som var med på ideen, og som jeg jo ser i morgen. Lårtungen har jeg tænkt mig skal være hovedretten nytårsaften, men flanksteaken kommer på bordet allerede i næste uge – vi kan ikke vente til nytår med at smage.

Hvordan siger man tak for mad på engelsk?

Det er altså rigtig ærgerligt, at man ikke længere selv får adgang til alle de fjollede søgninger, der leder folk hen til ens blog. De fleste var selvfølgelig forholdsvis kedelige, men der har sandelig også været mange perler indimellem, som jeg nåede at få hele 13 indlæg ud af.
“min barnepige er en vampyr” (jamen du GOdeste da! Hvor gammel er du? Er du okay? Se at få spist nogle hvidløg hurtigst muligt). Eller underligheder: “ting der ikke findes men aligevel findes af køer” … hvordan kan man finde noget, som ikke findes? Gælder sikkert også køer …
Nu får jeg kun adgang til topsøgningerne, og de er ikke særlig morsomme; faktisk kan det ikke undre spor, at disse søgeord leder til min blog, men i dag dukkede spørgsmålet hvordan siger man tak for mad på engelsk op. Det er et godt spørgsmål, hvortil svaret er, at det gør man ikke. Man har ikke en tilsvarende høflighed på engelsk, selv om briterne ellers er kendt for at være et yderst belevent folkefærd.
Charlotte har lært sine børn, at inden man rejser sig fra bordet, siger man først tak for mad. For også at gøre det lidt engelsk, har de lært i den samme sætning at sige please may I get down? Det siges meget hurtigt, men det hele kommer med: TakformadpleasemayIgetdown? Det er hermed svaret på overskriftens spørgsmål – please may I get down er det, der kommer ‘tak for mad’ nærmest, når man er barn, færdig med at spise og ikke længere gider sidde og høre på voksensnakken. Hvad så med os voksne? Tjah … man kan selvfølgelig rose maden undervejs eller til sidst, men ellers siger man ikke noget specielt til værtsparret, når man er færdig med at spise.

I dag har vi bare nydt først en smuk solopgang og senere det dejlige vejr, som vist varer et par dage endnu, inden kulden vender tilbage.
De gyldne morgensolstråler lyste ned på en af blishøneøerne (den sorte stribe midt i vandet) – det var en af de morgener, hvor vi bare nød solopgangen fra den spæde start, til solen stod højt på himlen. Et af de mange goder ved pensionistlivet er, at man har tiden til den slags langsomleven.

En af Marjatta-eleverne syntes tilsyneladende, at det var forår, for han havde kun taget en kortærmet skjorte på, da han gik sin sædvanlige morgentur fra sit bosted til Marjattas gård, hvor han arbejder. Solbrillerne manglede heller ikke … han så overhovedet ikke ud til at fryse, og han havde ikke travlt med at komme frem til sit bestemmelsessted. Det var godt nok otte grader på det tidspunkt … lunt for årstiden, men jeg tror nok, jeg ville have frosset en anelse, hvis jeg skulle have gået en god kilometer i skjorteærmer.
Dette er naturligvis ikke skrevet/vist for at hænge gutten her ud … jeg tvivler på, at nogen vil kunne genkende ham ud fra billedet … jeg syntes bare det var lidt pudsigt at se ham komme gående i den mundering d. 21. november.

Jeg er den ældste af tre søskende

Jeg er storesøster til to piger. Der ligger meget spændende psykologi bag det at være ældst, mellembarnet eller den yngste, og jeg har læst en del artikler og afhandlinger om de personligheder og karaktertræk, der alene stammer fra det nummer, man har i søskendeflokken. Mange af dem er skræmmende rammende – både på godt og ondt.
Nedenstående billede har figureret en del på Facebook på det seneste. Det er naturligvis humoristisk ment, men sentenserne er nu ikke helt ved siden af. Jeg synes dog, at de er sjovest, når de står samlet som her på billedet.

Jeg ved så nogenlunde godt, hvem jeg er og hvad jeg står for.
Jeg kan oven i købet svare på det åbenbart ikke helt enkle spørgsmål om, hvilket køn jeg tilhører.
(Igen klipset fra en af de mange opinionsundersøgelser, jeg deltager i.)
Er det kun mig, der mener, at det nærmest er tragikomisk?
Hvis man virkelig er en ægte hermafrodit, føler man sig vist alligevel enten mest som mand eller mest som kvinde, så vidt jeg ved – og hvem skulle nogen sinde finde på at 1) tjekke sandhedsværdien af ens svar og 2) dømme resten af ens besvarelse for ugyldig, hvis man svarer forkert? Og forkert ifølge hvem?
Jeg kunne godt tænke mig at spørge ophavsmanden til denne tåbelighed om, hvad formålet er med den slags fjollede spørgsmål.

Jeg ved også udmærket, at jeg ikke er jyde, men det tror jeg forfatteren til nedenstående er.
Måske fra randersegnen? Hvor de også siger fjårten og skjårten?
Jeg ville ikke nødvendigvis have kunnet gennemskue, hvis vedkommende havde sagt ordene til mig, men på tryk var jeg ikke i tvivl.

Lidt engelsk grammatik

Fruen i Midten spurgte, hvorfor teksten (LOVE AND HOPE IS ALL WE NEED) på Annas bluse er korrekt. Hvorfor skal det ikke være are, når der er nævnt to ting? I mit svar var jeg lidt inde på noget med, at tingene kan opfattes som en enhed, men selv om jeg havde en indehaver af en Master’s Degree in English i form af Tim på besøg, kunne vi ikke finde frem til det nødvendige bevis for den noget vævende påstand.
Det kunne Conny. Jeg er ikke helt sikker på, at andre vil lede efter en kommentar på et seks dage gammelt indlæg, så jeg kopierer Connys svar ind her:

Hvor bliver man dog klog i blogland! Det ville være synd at kalde søde Conny for den nørd, som jeg efterlyste i det pågældende indlæg, men at hun er god til grammatik, kan man ikke tage fra hende. Tak for svar!

Nu vi er ved spog, hvorfor er det mon blevet så moderne at ‘tænke’ alting?
“Jeg tænker, at jeg godt kan nå at være hos dig klokken 16.”
”Jeg tænker, at hun er helt galt afmarcheret.”
”Jeg tænker, at han er fra England.”
”Jeg tænker, at vi skal spise klokken 18 i stedet for klokken 19.”
Jeg ville mene, at det hedder henholdsvis tror, mener, tror og synes.
Er det afsmitning fra engelsk, hvor det i daglig tale hedder I think når jeg tænker, mener, tror og synes?
Man skal helst tænke, før man taler.
En googling af “jeg tænker at” gav 285.000 hit. Jeg gad ikke at se dem alle igennem, konstaterede bare, at de første 5-6 sider overvejende var fra ikke-sprogprofessionelle medier som chatfora, Facebook, blogs og lignende.
En af de professionelle undtagelser var Tue Knudsen, som for små tre år siden skrev en god artikel om tænke-fænomenet. Han forklarede sig en hel del bedre, end jeg selv ville have kunnet gøre det, men jeg er ganske enig med ham.

Filippa-Rubinola: 1-1

Med den fart, mit filippaæbletræ har på mht. frugtrigdom, vil det på ingen måde kunne nå at komme i Guiness’ rekordbog i min levetid. Eller … måske kan det for langsommelighed …
Det har ærgret mig lidt, for efter at jeg fik en pose foræret af Inge og Hasse, mens de endnu havde hus og have, har det været mit yndlingsæble.
Yndling med D, for pokker. Husk det nu, derude – en yngling er en ung mand. Noget yndlings- har noget at gøre med at ynde, altså kunne lide noget.
Nå. Sidespring.
Nu har jeg gudskelov fundet en værdig erstatning, indtil mit filippatræ får taget sig sammen til at præstere en hæderlig produktion.
Erstatningen er et exceptionelt godt æble, som jeg smagte første gang sidste efterår, nemlig Rubinola. Det findes tilsyneladende i Danmark, men jeg har ikke kunnet finde nogen, der sælger det, men det gør de altså i Kivik.

Filippa øverst og Rubinola nederst. Hvis I har smagt sidstnævnte, vil I sikkert give mig ret i, at det er et skønt æble. Hvis ikke, så prøv at få fat i et eksemplar – I vil elske det, hvis I er til de lidt skarpe og meget sprøde nordiske æbler.

Jeg købte mig fattig i æbler og i æblemost i går i Kivik – mine englændere kommer, som jeg måske har nævnt før, på efterårsferie i morgen, og de elsker alle en god æblemost, hvilket vi ved, vi får i Kivik. Okay, Pia – jeg ved godt, at man kan købe masser af god æblemost i DK og måske især nede på dine breddegrader, men vi kan så godt lide at komme til Kivik – og der ved jeg, at jeg kan købe Rubinola.
Jeg kan desværre ikke længere købe deres æblecidermarmelade; den er udgået af produktionen, lød svaret på mit spørgsmål, så de har nu kun en marmelade med calvados i. Den købte jeg, men har endnu ikke smagt den.
Jeg spurgte om jeg kunne få receptet på deres æblecidermarmelade, siden de nu ikke har tænkt sig at producere den mere, men damen gloede på mig, som om jeg var faldet ned fra månen, men tog sig dog sammen til lidt arrogant at erklære, at nej, den får du inta köpa!
Pokkers. Den er så god, og jeg kan ikke finde ud af hemmeligheden.

A nitty-gritty, topsy-turvy helter-shelter

Overskriften er ikke korrekt. Jeg ved godt, det hedder helter-skelter.
Da jeg slog ordet op for at se den originale betydning, kom jeg ind på en artikel om reduplication, som er det fine ord for de kunstigt opfundne rimeord.
Helter-skelter betyder in chaotic and disorderly haste – altså hovedkulds – og passer således overhovedet ikke ind i denne fordanskede sammenhæng.
Topsy-turvy passer fint. Det betyder omvendt eller på hovedet. Mr. Topsy-Turvy er en af de mange Mr. Men, som Anna og Aubrey elskede, da de var små.
Som shelter vender det naturligvis korrekt, men ikke som båd betragtet. 
Nitty-gritty betyder basal eller fundamental – Ordbogen.com siger ‘praktiske detaljer’ men det er efter min mening ikke dækkende.

Og grunden til al den snak ses herover. ‘Vores’ shelter, som ligger helt ud til fjorden 1½ kilometer fra Den Stråtækte.
Det er lavet især til glæde for kajakroerne, men alle kan/må naturlivis bruge det. Det ser ikke særlig benyttet ud, måske fordi det virkelig er et meget basalt shelter. Dog med gæstehytte, faktisk … det er båden til højre i billedet, i hvilken der kan ligge en enkelt person. I den store til venstre kan der ligge to eller fire – lidt afhængigt af hvor gode venner man er.

Det er temmelig lavloftet – jeg ved ikke helt, om jeg turde risikere at lægge mig til at sove her; jeg kan bedst lide at sove under åben himmel, hvis jeg endelig skal lege naturmenneske. Men jeg skal være stensikker på, at det ikke begynder at regne …

Der ligger også en skydepram, en ret lille en, men det er vel heller ikke meningen, at man skal ligge andet end meget stille og helt alene på lur i sådan en.
Så kom bare an – I skal være så velkomne. Vi lægger også gerne hus og senge til, men kommer I for mange, har vi Soveplan B lige syd for huset.

Det var ikke myntet på dig

“Det var ikke myntet på dig” – sådan lyder det oftest i min del af verden, når folk mener “Det var ikke møntet på dig”.
Google giver 1.820 hit på ‘ikke myntet på dig’ og 11.300 på ‘ikke møntet på dig’, så tilsyneladende ved de fleste godt hvordan det staves. Det undrer mig bare, hvorfra udtalen ‘mynte’ stammer … det kan jeg ikke regne ud, for selv om sammenhængen med de små, runde metalbetalingsmidler måske ikke er umiddelbart indlysende, kan jeg heller ingen forbindelse se til krydderurten.
Jeg synes dog også at have lagt mærke til, at mange siger ‘mynter’ om ‘mønter’, altså pengene. Myntsamler … er det helt almindeligt? Jeg synes min egen udtale ligger tættest på ø, som det lyder i kønt.

Jeg kom til at tænke på udtrykket, fordi der i går blev myntet på mig, så at sige.
Det er ikke nemt at se i de lange skygger, men mynteområdet er den runde plamage cirka klokken 4 i billedet. Det startede for fire år siden med en lille potte arabisk mynte, som jeg satte i et muldvarpeskud – så kunne det gå, som det ville.
Det bredte sig og bredte sig og bredte sig. Jeg kan levere mynte til en hel landsby, hvis det skulle være, og nu behøver området ikke at blive større, så John slår rundt om det med plæneklipperen. Det er derfor det er så god en ide at sætte mynte i græsplænen, og det afgiver den skønneste duft, når han kører hen over det – i går rakte duften helt op på terrassen, hvor jeg sad hyggede mig med at se andre arbejde, mens jeg strikkede.

Lige så flot vejret var i går og i forgårs, lige så regnfuldt er det i dag. Temperaturen var faldet 11° i forhold til i går, så vi vendte næsen hjemefter – og kom hjem til et værre uvejr. Vi nåede lige at tømme bilen, inden sluserne åbnede sig … det varede ikke længe nok til at kunne kaldes et skybrud, men det var voldsomt nok i de fem minutter, det varede. Dahliaerne klarede heldigvis skærene, selv om vi fik seks mm vand på de fem minutter.
DMI kan oplyse, at der i skrivende stund har været 14.076 lynnedslag i dag. Det er da en sjat …

Housewarming, babyshower, julefrokost

Housewarming er vist efterhånden bredt accepteret, også af modstanderne af, at engelske ord indgår i det danske sprog. Det blev optaget i retskrivningsordbogen i 1986, så det har været officielt accepteret i 30 år, men har naturligvis været brugt noget længere. Jeg kan huske det tilbage fra omkring Charlottes fødsel i 1976, men hvornår det kom ind i sproget, ved jeg ikke; det kan sagtens være langt ældre. 
Samme ordbogsoptagelse håber jeg sker for baby shower, hvilket jeg synes er et godt ord for fænomenet, men som vi ikke har et ord for på dansk. Det er endnu ikke optaget, men jeg kan se, at det efterhånden er almindelig brugt.
Den slags sprogudvikling synes jeg er god. jeg bruger selv engelske ord og udtryk, hvis jeg ikke kan finde et dækkende på dansk, men jeg kan til gengæld ikke lide, når forretningerne fx synes det er smart at skrive SALE, når de mener udsalg. Har vi et dansk ord, kan vi lige så godt bruge det.

Det var så ikke babyshower, vi var til i går hos min niece; det var housewarming, men for os var det babyshower, for vi havde endnu ikke set den lille bebs, som nu var næsten fem måneder og en rigtig sød, glad og nem lille fyr. Jeg brugte kun ordet, fordi jeg (endnu en gang) lige var nødt til at lufte min mening om låneord – betegnelsen for et til alle tider eksisterende fænomen, som lader til at være glemt af sprogudviklingsmodstanderne.

Huset, de to unge mennesker havde købt, var dejligt, festdeltagere var der masser af, helt fra om eftermiddagen og sandsynligvis til langt ud på natten, men det havde vi ikke tænkt os at deltage i, så vi gamle gik tidligt hjem.

I dag skal vi nemlig til julefrokost. Den med min fars gren af familien, som altid bliver holdt den føste eller anden weekend i august, fordi vi alle har rigeligt at se til i julen.
Vi skal op til Bodil, og jeg skal nå at lave pastasalat og almindelig grøn salat, inden vi kører ved 12-tiden. Vi er tre grene, som skiftes til at holde julefrokosten – de tre grene, som udgøres af min farmors tre børn.

Billedet er taget på en café i Rødvig havn. Det er den sødeste, sjoveste, bedste og mest kreative anvendelse af hvide strandsten, jeg har set.
Den største af fødderne var som et toårs barns, og den mindste var i babystørrelse.