“Hvor ikke en hyld kan gro, der kan intet menneske bo”

Der må da være steder i Danmark, hvor der bor mennesker, men ikke hyldetræer? Hvad med helt ude vestpå?
Det er selvfølgelig en udmærket måde at sige, at hyld er særdeles nøjsomme og alt for gerne etablerer sig så snart de får den mindste chance for det.
Vi har nogle i vores hæk, og selv om jeg klipper og klipper og klipper, skyder den voldsomt op igen. HELE tiden! Google kan fortælle mig, at dragetræet (Poulownia) er verdens hurtigst voksende træ med 2½-3 meter om året. Mine hyld klarer da nemt mere end det … men det er nok bare fordi de ved de er uøskede.
Da vi kom hjem i aftes, havde min Toftegaard-agurk præsteret tre fuldvoksne agurker og Marjatta-agurken én. Marjattas har indtil videre været helt lige, og Toftegaards altid krumme. Skal jeg lægge noget i det? Det undrer mig en smule …
Toftegaards principper er ‘kun’ økologiske, mens Marjattas grønsager er biodynamisk dyrket. Deres fortsatte liv hos mig er ikke biodynamisk; jeg ved ikke hvordan man gør, og jeg er nok også ligeglad … mine hjemmedyrkede agurker indeholder ikke noget politisk ukorrekt, så det er fint med mig. Der er ikke så meget som antydningen af forskel på smagen på de to agurkeplanters frugter – det ville også have forbavset mig, hvis der var, lige som det er underligt, at Toftegaards plante er mere end tre gange så stor og kraftig som Marjattas. De kom i drivhuset samtidig, og da havde de samme størrelse.
I aftes fik vi bare nyopgravede kartofler med tzatziki til. Ikke andet, og det var så lækkert – rent slik.

Herover en dims jeg så forleden dag. Det er blevet så trendy at kalde de naive personer, der tror på alskens konspirationsteorier, for bærere af sølvpapirshatte. Jeg er selv begyndt at bruge udtrykket en del, for holddaop, hvor er der skræmmende mange, man kan bilde næsten hvad som helst ind. Også folk, jeg kender og som jeg normalt betragter som værende pænt højt intelligente, overrasker mig indimellem med hvad de i fuld overbevisning om et givent emnes sandhedsværdi deler på de sociale medier. Hvor er den kritiske sans blevet af?
“Man skal undre sig!” Det er ikke første gang, jeg citerer hvad min første chef sagde for 42 år siden, men hun har stadig ret. Man skal nemlig undre sig. Man skal spørge sig selv, om dit eller dat nu også lyder som om det kan være sandt. Hvem er kilden?
Bliver man (på FB) opfordret til at kopiere og ikke dele, så er det spam, fup og svindel.
Nå. Tilbage til sagen: Da jeg så det på den store afstand troede jeg, at dette herover var bier, der pludselig havde fået sig en kollektiv sølvpapirshat, men en zoom viste, at det var det nok ikke, men hvad er det så? Gør mig klogere, please!

Der findes dog også flinke svindlere … se bare her hvordan de fra Netflix tilbyder at oplade mit kreditkort! Det bør man da ikke sige nej tak til …
De tror sikkert selv, de er blevet så gode, men der er stadig meget, de ikke ved om brug af det danske sprog.
Når man så, som jeg, ikke engang abonnerer på Netflix, skal man være mere end almindelig tumpet for at hoppe på den, men chancen for at ramme er nok stor – jeg har efterhånden på fornemmelsen, at vi er de eneste i Danmark der ikke bruger Netflix.

Det er vist ved at være længe siden

Det kan sandelig godt mærkes på antallet af mine indlæg om fejlskrivning på butiksskilte, at vi er flyttet fra Havdrup, hvor jeg havde en teori om, at ansættelseskriteriet i Superbrugsen var dumpekarakter i dansk.
Hernede sydpå staver de tilsyneladende meget bedre; det er yderst sjældent, at Meny i Præstø begår skiltestavefejl, og Superbrugsen Karise har klart bedre stavere end i Havdrup … 
Facebook flyder som sædvanlig over med myriader af tåkrummende læsning. Jeg så i dag en lærer, som efterlyste seriøse bud på, hvorfor man i sproggrupperne anser stavning og grammatik for at være så pokkers vigtigt. Hun er dansklærer og har – bl.a. – ikke helt styr på nutids-r, så det er nok en del af forklaringen på, at hun gerne så kritikken af folkets ringe stavning OG folkeskolelærerne reduceret. Jeg kunne godt have været kommet med en lang kommentar til hende, men tænkte, at jeg hellere måtte lade være.
Jeg har, af hensyn til min egen sjælefred, besluttet mig til, at det ikke er værd at bruge krudt på at blive irriteret over menigmands stavning og i stedet lade mig underholde af den, når det er muligt.
De to første eksempler herunder er en illustration af dette, for jeg kunne ikke lade være med at smile lidt, da jeg så dem – især det første tydeliggør, at hvis man kender ordets etymologi, er det nemmere at gennemskue stavningen.

Herunder et eksempel på, at maden er vigtigere end visse andre ting her i livet for denne madblogger. Det er så i orden …

Og til sidst et skilt fra Meny. Når de endelig kommer med en bøf, skal de ikke dø i synden, selv om de ikke er alene om at skrive ‘organisk’, når de mener ‘økologisk’.
I England køber man organic food, når man vil købe økologiske fødevarer, men det er altså ikke ensbetydende med, at det skal oversættes direkte.
I virkeligheden er det lidt noget sludder, de siger i England, for al mad er jo organisk, uanset produktionsmæssige principper, men det bliver af en eller anden årsag mere tydeligt, når det oversættes til dansk, synes jeg.
I samme virkelighed er det vel i bund og grund heller ikke korrekt at kalde det økologisk mad på dansk?
Økologi er en videnskab, men noget skulle man jo kalde fødevarer, der er dyrket/avlet uden at bruge for mange giftstoffer og andet, der kan gøre produktionen rigere, men er mindre miljø- og dyrevenlige.
Jeg køber en del økologiske varer, men ikke så mange som så mange andre. Sommetider har jeg på fornemmelsen, at der er lidt bondefangeri med i spillet, og når de spiller på de naive forbrugeres følelser, som fx her, står jeg oftest af, for det kan virkelig irritere mig.
Inden for vinavl tillader man op til 49 forskellige tilsætningsstoffer i økologiske vine – dog mod 370 i konventionel vinfremstilling, men alligevel … 49 er da mange.
Biodymamisk vin tillader kun op til 10 forskellige.
Jeg skriver ‘tilladte tilsætningsstoffer’, men den enkelte producent bruger vel ikke nødvendigvis mere end nogle få ad gangen, så teoretisk kan en økologisk vin være lige så ‘forurenet’ som en konventionel. Jeg formoder dog, at dyrkningen af økologiske druer foregår uden brug af pesticider, hvilket jeg anser for at være den mest betydende faktor, når vi taler økologisk planteavl.

Bondefangeri?

På mandag tager vi til Tromsø og krydser både før og under turen alt, hvad der kan krydses for nordlys mandag og især tirsdag aften, hvor vi har booket en nordlystur med professionelle guider. Den tur har jeg selv fundet frem til, men hotellet har jeg bestilt gennem Booking.com, som jeg så ofte gør. Inden jeg booker, tjekker jeg gerne med det pågældende hotels egen hjemmeside, om B.com nu også har de bedste priser, hvilket de oftest har – og hvis ikke, booker jeg naturligvis direkte.
I går skrev B.com til mig, at nu var det jo lige før vi skulle afsted, og om ikke de skulle sørge for en taxi fra lufthavnen til hotellet for mig? Det var da bare SÅ meget nemmere, mente de.
Det kunne da godt være – jeg fingerede en bookning og fandt ud af, at det ville koste 871 NOK pr tur. De må have spist søm – så vidt jeg husker, ligger hotellet ikke særlig langt fra lufthavnen, hvorfor jeg tog den på Google Maps, og ganske rigtigt: Der var kun 5,2 kilometer. Så søgte jeg på Tromsø Taxi, som tilsyneladende tager 125 NOK for den samme tur, hvis man bare går ud og tager en vogn. Hvis man booker en på forhånd, tager de 60 kroner mere (og hvorfor mon det pjat? Det gør man ikke i Danmark), men vi ville alligevel kun komme op på 185 NOK for turen.
Det kalder jeg bondefangeri. Det eneste gode var, at de overdrev så voldsomt, at det nærmest skreg til mig, for havde der stået 400 kroner, havde jeg såmænd nok ikke undersøgt sagen yderligere, men bare bestilt en vogn.
Hvem scorer den difference på næsten 700 NOK? Jeg tør godt vædde på, at det gør Booking.com.

Puha … jeg skulle lige have luft. Og nu til noget helt andet … som dog stadig nok kan listes under emnet ‘Brokkerier’.
Man taler om, at børnene i dagens Danmark bliver dårligere og dårligere til at stave, at lærerne ikke gør nok ud af undervisningen og at det sandelig var en hel del anderledes, da vi andre gik i skole.
Jeg vil gerne medgive, at jeg ser skræmmende mange dansklærere, der ikke har helt styr på det danske sprog – ikke engang på nutids-r, hvilket virkelig kan få mig op i det røde felt.
Men. Hvis man tror, at alle over fx 50 år kan skrive og stave, så vil jeg foreslå, at man lurer lidt rundt på Facebook.

Disse to (ret morsomme, faktisk) eksempler er fra +50-årige.
Jeg har meldt mig ud af gruppen For os født i 50’erne – jeg kunne ikke længere klare at se den totalt elendige stavning (ejheller de sommetider temmelig stupide bemærkninger), så det er ikke kun de unge eller næsten unge, den er gal med. Det er bare blevet mere synligt, fordi man for 20 år siden blev forskånet for at se dårlige staveres skriftlige udgydelser.
Når det er sagt, vil jeg gerne – igen igen – understrege, at jeg ikke af den grund synes det er i orden, at professionelle, herunder journalister og dansklærere, ikke har 100 % styr på det danske sprog.
Eksemplet til højre er fra håndarbejdsmessen i Rødovrehallen. Der har man så ikke fundet ud af, at navneord i flertal ender på –ene, og at udsagsord i lang tillægsform ender på –ende. Det er klippet fra en plakat, man fik lige i synet overalt i hallerne.
Herunder er det B.T., som, sammen med EkstraBladet, er storleverandør af stave- og/eller forståelsesfejl.

Hvor mon de tråde skal reddes ud fra?

Man må nok gøre op med sig selv, om den slags skal være en uudtømmelig kilde til underholdning eller det er noget, som giver søvnløse nætter og bekymringer over verdens forfald.

Godt, jeg ikke er oversætter …

Vi kan godt lide at se den engelske (originale?) udgave af Jo færre, jo bedre, som hedder Pointless på engelsk. Den danske titel er i øvrigt aldeles glimrende fundet på og er samtidig et fint eksempel på, at man ikke altid skal oversætte direkte, men at det er bedre at gendigte således, at den originale mening ikke går tabt. En direkte oversættelse – som jeg ynder at kalde en undersættelse – er tit ufrivillig komisk og efterlader ringe tanker fra min side vedrørende teksterens spoglige kompetencer.
Jeg har været inde på undersættelser flere mange gange tidligere, dog nok mest, mens jeg stadig arbejdede – og det sikkert fordi jeg af den grund blev eksponeret for flere fejl end tilfældet er i dag.
Men, men, men. Undersættelser eller andre sproglige misforståelser bliver aldrig en mangelvare. For slet ikke at tale om mere eller mindre horrible stavefejl … dette sidste kan konstateres ved at bruge mindre end fem minutter på at bevæge sig lidt rundt på FB.
Lige netop her går jeg nu ikke så højt op i, om folk skriver forkert; det er for det meste ganske almindelige mennesker, hvis dårlige stavning bare er blevet mere synlig pga. de sociale medier.
Journalisterne på BT burde som fagfolk (som jeg dog ikke altid tror det er – eller er det ønsketænkning?) vide bedre end at komme med en som denne:

Gad vide, hvorfra de tråde skal reddes ud?
BT og Ekstrabladet er lidt for tit leveringsdygtige i sproglige fejl. Jeg læser ikke nogen af disse to, men FB bombarderer jo en med reklamer, så disse klikfang kan man næsten ikke undgå at se.
BTI Studios (som er fusioneret med nogle andre og nu hedder https://www.iyunomg.com/, fandt jeg lige ud af), der oversætter størstedelen af BBCs programmer BBC Brit og BBC Earth, som vi ser en del, er et bureau, som ikke burde lave banale oversættelsesfejl som fx billion til billion og ikke det korrekte milliard.
Jeg ser både morsomme og irriterende fejl, men når det er sagt, vil jeg også sige, at jeg er glad for, at jeg ikke skal oversætte quizprogrammer og lignende underholdning, for der, især i QI, forekommer en del nærmest uoversættelige ordspil, hvilket dog ikke var gældende, da BTI, på et Pointless-spørgsmål om termen for en bestemt slags strikkede masker undersatte PURL (vrang) til PERLE. Fonetisk lød det ganske vist som pearl, men på tavlen stod der højt og larmende PURL, så den fjollede fejl undrede mig.

Man skal vælge sine kampe, og denne er på forhånd tabt, fortæller man mig tit. Det er desværre nok også sandt, og jeg prøver virkelig i stedet at få øje på de mere komiske aspekter af dette emne – især nu, hvor jeg ikke længere bliver betalt for at finde – og ikke mindst rette – folks fejl.
Det er bare svært at se det morsomme, synes jeg. Alt for tit har jeg lyst til at ruske folk og skrige: Så lær det dog!!! Er det virkelig så svært??? Og nej, det er ikke nok, at jeg forstår meningen! Hvis jeg ikke forstår den ved første gennemlæsning eller min læsehastighed nedsættes, har du ikke gjort det godt nok!
Heldigvis har jeg lært at bruge PYT-knappen, så jeg holder lav profil og forsøger at koncentrere mig om den humoristiske side af sproget.
Billedet her fra FB er et glimrende eksempel på det fantastiske folkevid, som tit er noget af det første på banen ved enhver tænkelig lejlighed, og som også stort set altid får smilet frem hos mig.

Forær mig gerne flere eksempler på fejlagtige, men gerne morsomme, oversættelser eller journalistiske bommerter, tak.

Hadeudtryk?

Nu hvor vi har fået ugens forskrækkelse lidt på afstand, kan jeg igen fylde mit liv med lidt mere af det, som interesserer mig, hvilket bl.a. er sproget; dets ud-, ind- og afvikling, hvilket sidste er dagens emne.
Forleden dag læste jeg i Information 24 udtryk, som ifølge læserne meget gerne måtte forsvinde ud af det danske sprog. Nogle af dem gør det givetvis også; andre er lige så givetvis kommet for at blive.
Jeg er ikke enig i, at det lige præcis er disse 24 udtryk, som skal ud; ikke mindst fordi jeg bruger nogle af dem selv og oven i købet synes, at de er glimrende. Andre var det under gennemlæsningen af listen første gang, jeg stødte på, så helt taget ind i hverdagssproget er de vel næppe.
Jeg har kun kommenteret de 12 her i indlægget. Hvis I vil se hele listen, må I følge mit link lidt højere oppe.
Sort skrift = Informations (læsernes?) kommentarer; blå skrift er mine.

Jeg hører, hvad du siger: Ja, men du tillægger det ikke den fjerneste betydning. Hahaha – det er nemlig fuldstændig rigtigt. Jeg måtte smile højt, da jeg så denne herlige kommentar. Jeg har aldrig selv brugt udtrykket, vil jeg gerne pointere.

Jeg fatter hat: Vi er mange, der fatter hat af det udtryk. Jaja – vel er det da et fjollet udtryk, men dog næppe mere fjollet end “Jeg fatter ikke en bjælde (eller bønne)”, som har mindst lige så mange år på bagen som jeg selv.

Som i: Det skal ikke bruges mere. Som i bare aldrig! Jeg er uenig. Jeg bruger det selv, og jeg synes det er en sjov måde at lege med ord på.

Lansjere: Det hedder lancere. Min svigerfar sagde ‘persjonale’, og det staves ikke engang med c … 

Opperen: Så meget længere er ordet opvaskemaskine altså heller ikke. Det ord havde jeg ikke hørt før, men det lyder bestemt ikke godt. Ud med det!

Vi er gravide: Nej, din kæreste er gravid. Åh ja, spar mig for denne overdrevne solidaritet, tak.

24/7: Ordet ’altid’ er som regel dækkende. Det er da okay at bruge – bortset fra, at Verdens Bedste Chef ikke kendte udtrykket og engang rettede mig, fordi han mente, jeg havde misforstået en dato (jeg havde skrevet det til ham, ikke sagt det; derfor fejltolkningen, vil jeg tro).

Ret mig, hvis jeg ta’r fejl: Fint, det bliver der formentlig behov for. Hehe, ganske rigtigt.

Maskinrum: Der er simpelthen for mange maskinrum derude. Fra nu af må ordet kun bruges om rum, hvori der rent faktisk er maskiner. Igen er jeg uenig. Det er et godt udtryk, og som så mange andre skal det ikke tages bogstaveligt.

Derby: Det er altså bare AaB, der møder AGF. Jeg troede faktisk, at Derby kun var noget med heste, men et opslag kunne afsløre, at det også kan betyde “kamp mellem to sportshold eller sportsfolk fra samme geografiske område”, så det må være okay at tale om det også i fodboldsammenhæng.

Havde jeg nær sagt: Du sagde det jo! Hvor dumme tror du, vi er. Dette udtryk er ældre end min mor, som tit brugte det. Jeg har taget arven op, hvilket måske ikke gør udtrykket mere acceptabelt, men jeg vil nødig se det aflivet … det skal jo heller ikke tages bogstaveligt, men er en måde at bløde noget en smule op på.

Kærester med: Nej, kæreste med. Og så er de kærester. Hvordan kan man dog sige ‘kærester’ i flertal, når man taler om sig selv? Ud med det r.

Hvilke(t) udtryk elsker I at hade?

Én ting er sikkert: De pragtfulde solopgange her ved fjorden kommer jeg aldrig til at hade – i morges fangede jeg den med fugle både i træet, i vandet og i luften.

Jeg ville nok ikke anbefale den …

Under en netsurfing poppede der en annonce op for en oversættelsesservice.
Man finder nok relativt hurtigt ud af, at det måske ikke er en specielt god ide at bruge den ‘geniale’ japanske opfindelse.

Mens jeg arbejdede og dermed indimellem også oversatte tekster fra dansk til engelsk for nogle, der ikke var helt stive til engelsk, var der engang en af disse kolleger, der havde lidt dårlig samvittighed over at ‘bruge’ mig så meget, så han spurgte, om han ikke bare skulle investere i et oversættelsesprogram, han havde set i en annonce.
Det frarådede jeg ham naturligvis på det kraftigste, for uanset hvad de lover, kan ingen af dem oversætte til noget, der ikke bliver grinagtigt.
Da jeg havde givet nogle eksempler, lyttede han til mit råd, og jeg oversatte videre for ham.

Herunder har først Google Translate været på arbejde; derefter Babelfish, som vist var oprindelsen til både Google Translate og Yahoos oversættelsesværktøj. Det var under alle omstændigheder den første oversættelsesmaskine, jeg stødte på for omkring en snes år siden, og de er ikke blevet meget lidt bedre siden da.

Det er måske også lidt unfair at servere et så gammeldags ord som ‘redebon’ for dem … men også kun lidt.
Forbindelsen til de røde bønner er måske til at regne ud, men hvordan kan det blive til ‘I’? 
På tysk og fransk opererer de også med røde bønner – her bliver det til hhv. Der Geist ist rote Bohne, aber das Fleisch ist zerbrechlich og L’esprit est haricot rouge mais la viande est fragile. 

There’s something rotten in the state of Denmark bliver på svensk til 
Det är något råttent i delstaten [sic] Danmark
og på tysk til: In Dänemark ist etwas faul, som, når man går den anden vej, nemlig fra tysk til dansk, bliver til: I Danmark er noget doven.
Så løber det helt af sporet. Dette med ‘først den ene vej og så den anden vej’ legede jeg sommetider med mig selv og konkurrerede med mig om, hvem der kunne finde den mest latterlige overundersættelse. Jeg vandt som regel …

Det er naturligvis også oversættelsesmaskiner, der er i spil i langt de fleste af de svindelmails, der florerer i så rigeligt omfang, og som nogle desværre falder for på trods af det elendige sprog.
Det er i mine øjne et glimrende argument til at gøre mere ud af sin (eller sine elevers, hvis man er lærer) grammatik og retstavning, end tilfældet er for flertallet af Danmarks befolkning, hvis man ellers kan tage Facebook som et udtryk for den almindelige dansker.
Jeg ser ofte denne her: “Det er da ligemeget om man kan stave korrekt, bare budskabet kan forstås”.
NEJ, det er ikke ligemeget. For det første kan budskabet nemt risikere at drukne i anstrengelserne for at forstå det, og for det andet kunne man, hvis man generelt var bedre til stavning, måske nemmere gennemskue, at en dårligt stavet og formuleret mail med største sandsynlighed er svindel. Det samme gælder for hjemmesider.

Hvis I en dag sidder og småkeder jer, vil jeg foreslå at lege lidt med oversættelsesværktøjer.

Ikke flere bindingsværkshuse!

Nu er vi mætte mht. bindingsværkshuse. I dag har vi været i Goslar og har travet bymidten tynd. Det ene hus er flottere end det andet; der er imponerende udskæringer og smukke skifertage, men på et tidspunkt får man nok. Vi gjorde i hvert fald, og jeg skal også skåne jer for flere billeder af huse – bortset fra dette skiferarbejde, som der er meget af i Goslar – som i virkelig meget – der må være en del, der engang har fået gigt i armene af at tilskære alle disse tusindvis af skiferplader, men de er både skåret og lagt flot i samme stil over hele byen.

Hvorfor fandt vi egentlig på at tage til Harzen?
Det gjorde vi, fordi vi fik et tilbud fra Risskov Rejser på tre nætter med all inclusive på et hotel i Hahnenklee i Harzen.
1250 kroner pr. person. Dvs. at vi for 2500 kroner i tre døgn får en seng samt alt hvad vi kan spise og drikke (af vin, øl, kaffe, te og vand). Det lyder næsten for godt til at være sandt, men det er det for en gangs skyld ikke.
Værelset er meget stort – større end forventet, her er fint og rent og det virker ikke spor slidt, hvad vi nok havde forestillet os, at det ville være.
Vi havde pga. prisen heller ikke forventet meget af kvaliteten på hverken mad eller drikke, og rødvinen er da også noget værre sprøjt, men heldigvis havde jeg taget en god flaske med hjemmefra, så når vi er tilbage på værelset, kan jeg få et godt glas vin inden sovetid. Man har vel ferie.
Maden er såmænd udmærket. Det er bestemt ikke en gourmetrestaurant, men god, tysk hverdagskost … meget gebisvenlig, blev vi enige om (med kålroulader und alles den første aften), men det er nok også en god ide, for jeg hører til blandt de yngste gæster og John holder vel nogenlunde gennemsnitsalderen.

Skal man indtage de gratis drikkevarer, bedes man blive i hotellets lobbyområde eller i andre, nærmere definerede lokaler; man må ikke tage noget med op på værelset, hvilket man gøres opmærksom på i elevatoren med et skoleeksempel på Googles undersættelsesservice. Jeg behøver nok ikke at pensle ud, hvad jeg mener …

Harzen er lig med hekse.
Hekse alle vegne, i alle størrelser fra nøgleringe til legemsstore, i alle afskygninger, alle prisklasser og i forskellige materialer.
Man bliver nærmest bombarderet med heksefigurer overalt i Harzen, ikke kun her for foden af Bloksbjerg.

Efterårsfarverne har så småt indfundet sig hernede, så det har været smukt at køre rundt, bortset fra i formiddags, hvor det kneb gevaldigt med at holde de gyldne løfter om flot solskinsvejr. Det klarede dog op om eftermiddagen, så det gik alligevel … vi brugte en times tid af den regntunge formiddag på Schloss Herzbergs museum, som var forbløffende billigt i entre.
Der var så heller ikke meget at se, men det der var, var da okay nok.

Den ultimative skaldyrsbuffet (2)

Vi har en del aftaler for tiden – det er da godt, at vi ikke også skal passe et arbejde …
I fredags var vi sammen med Ditte og Peter til Arkens fantastiske skaldyrsbuffet. Da vi oplevede den for første gang sidste år havde John stadig eftervirkninger af blodproppen, så i år fik han meget mere ud af det. Vores to medbragte venner var heldigvis lige så begejstrede som vi selv over den buffet, så vi blev enige om, at eftersom det var anden gang for vores vedkommende, kan det nu kaldes en tradition.

Denne gang var der hele 73 forskellige ting på menuen, så man kan umuligt nå det hele igennem – i hvert fald ikke sådan nogle som os. Det er ærgerligt, men en kendsgerning. Jeg mente selv, at jeg nåede over halvdelen igennem, men ved gennemgang af kortet kunne jeg konstatere, at det var jeg ikke …
Det er så måske heller ikke alting, man har lyst til at prøve, men min mave var alligevel ikke stor nok.
Det delikateste af det hele er nok de små portionsanretninger, som ikke indeholder mere end en mundfuld eller to, og dem er der rigtig mange af.
Kokkene er hele tiden omkring buffeten og enten rydder op eller kommer ind med nyt, så den når aldrig at blive ulækker eller se rodet ud.

Jeg ville nå hele det varme register igennem, så det startede jeg med.
Den buffet kan ikke beskrives. Jeg havde forsøgt mig til Ditte og Peter, men selv om jeg normalt er forholdsvis god til den slags, kan jeg kun sige, at den skal opleves.

I går var det årets julefrokost, vi var til; denne gang hos en kusine og hendes mand oppe i Højby Lyng.
Det var virkelig hyggeligt og yderst snaksomt, så regnvejret kunne ikke ødelægge andet, end at vi måtte opgive at sidde udenfor, selv om det er fast tradition, at i hvert fald eftermiddagskaffen skal indtages på terrassen/i haven, og jeg kan ikke mindes, at vejret har ødelagt det for os før, men nu skulle det åbenbart være.
Det er hyggeligt med traditioner.

Mindre hyggeligt er det, når jeg ser, hvad Meny i Præstø (som ellers ikke hører til de værste) kan præstere.
Altså, for pokker da. Dette er jo ikke engang genitiv, som (alt for) mange ynder at bruge apostrof til, men et ganske almindeligt fuge-s. Grrr.

I dag står den på afslapning. For mit vedkommende bl.a. med strikketøj i hænderne og Stephen Fry i ørerne.
Han er genial! Intet mindre. En sand kunstner og ordekvilibrist.
Jeg er på 2. bog i Harry Potter-serien. Det er muligt, at de er skrevet til børn, men så er jeg et barn. Jeg elsker det univers, J.K.Rowling har skabt, så jeg læste alle bøgerne, da de udkom.
En eller anden fortalte mig, at Stephen Frys oplæsning af disse bøger var a combination made in heaven, og det er sandt. Han spiller samtlige roller og han gør det så eminent, at jeg kan nyde bøgerne for anden gang. Hvis vi bare havde oplæsere som ham … jeg ville ikke have læst bøgerne igen, men dette er noget andet.
For at få adgang til dem, er jeg begyndt at abonnere på audible.co.uk, hvilket man kan gennem amazon.co.uk
Det er ikke helt samme koncept som fx bookmate, for jeg får kun én gratis bog om måneden (må dog gerne købe flere …), men de har flere gratis lydbøger med og af Stephen Fry, så jeg har nu flere ventende i mit bibliotek og glæder mig til at nyde dem.

Det er både umenneskeligt og fjollet

Jeg kan allerede ikke huske hvor jeg faldt over dette skilt, som det konservative parti i England er ansvarlig for, men jeg kan huske, at jeg med det samme tænkte, at det da ikke er særlig menneskevenligt, og ikke kun det, men også temmelig fjollet, for så bliver der jo bare dobbelt så mange, som der var før.

 

Siden sidste indlæg har min mand haft fødselsdag. 74 år. Det blev kun fejret ham og mig imellem, for han syntes ikke, det var noget at gøre noget ud af. Det håber jeg, at han synes til næste år, fordi for mig er 75 på sin vis lige så rund en fødselsdag som 50 år – naturligvis bortset fra, at der ikke er et rundt 0 i selve tallet.
Fest vil han under ingen omstændigheder holde, men da jeg foreslog en brunch, hvor vi inviterer både familie, venner og vej, var han ikke helt afvisende.
Det kunne da være hyggeligt … men det er nok lige tidligt nok at begynde planlægningen …

I drivhuset har agurken lige måttet lade livet, igen pga. spindemider lige som sidste år. Det er SÅ irriterende og meget ærgerligt, men jeg forstår ikke, hvorfor der ikke var en eneste en af de små sataner det første år, jeg havde en agurkeplante? I år og som sagt sidste år tog de på rekordtid totalt magten over planten – der gik kun ganske få dage, fra jeg opdagede dem, til hele planten nærmest var pakket ind i det fine spind. De gider ingen af de andre planter, hverken basilikum, tomater eller chiler, hvoraf den ene (Aji golden) i øvrigt er gået fuldstændig amok i frugter – der er mange hundrede, så der bliver rigeligt til både tørring og til chilipasta.
Udenfor trives den ene squash fint, mens de to andre er nogle ynkelige skvatmikler. Så meget for Gartneri Toftegaards økologiske squash. Den tredje, som allerede har givet mig en del squash, er købt i Brugsen, mens de to andre (som blev plantet et par uger før), ikke har givet noget endnu.
Gad vide, om det også er agurken dernedefra, der er for sart? Det er vel ret ligegyldigt, om de små udplantningsplanter er økologiske – det handler vel mere om, hvad jeg fodrer jorden og planten med hjemme hos os? 
Vi vil være bortrejst hele juni til næste år, så måske vil det være en god ide at springe agurkedyrkningen over og i det hele taget begrænse mig meget i drivhuset i 2020.
Det er nemt for mig at love mig selv lige nu, hvor jeg er temmelig ærgerlig over det med spindemiderne; det er mere tvivlsomt, om jeg kan huske det til næste år, når der går forårsfornemmelser i mig.
Man kunne jo også afprøve rådene med at plante bønner rundt om agurken og samtidig lægge nogle kryddernelliker på jorden rundt omkring stænglen.
De påstår, at det virker, og det kan i hvert fald ikke gøre nogen skade.

Mere farverigdom

Når nu Ditte har fortalt mig, at gyldenris er listet som invasiv, måtte jeg jo hellere skynde mig at gøre noget for at minimere bestanden her i lokalområdet, så jeg indsamlede hele 400 gram plus 400 gram rejnfan, hvilket lige passede til mine 2 x 100 gram hhv. tin- og alubejdset uldgarn.
Det hjælper nok ikke specielt meget at indsamle lidt blomster … mon ikke de spredes via rødderne? Nå, pyt med det. Jeg holder faktisk af gyldenris.

Tinbejdsning til venstre, alubejdsning til højre. Samme slags garn, samme farvebad. Ingen efterfølgende farvejustering af billedet.
Det hedder sig, som jeg vist før har nævnt, at tinbejdsning skulle gøre farverne klarere, men det vil nu tillade mig at sætte spørgsmålstegn ved (nej, ikke stille spørgsmålstegn ved! Man stiller spørgsmål og sætter tegn. Huskeregel: Det hedder tegnsætning og ikke tegnstilling), fordi det for mig at se vist handler mest om definitionen/opfattelsen af ordet ‘klar’.
Om man kan lide farverne eller ej er en smagssag, men man kan ikke diskutere, at den er kraftigt gul! Den er gulere end gul, og jeg synes det er en smuk og flot farve, selv om den får mig til at ligne et lig, hvis den kommer i nærheden af min hud. Jeg ville ønske, at den klædte mig, men jeg skal have kølige farver for at få en varm og ikke ligfarvet hudtone.

Dagen i dag gav mig lidt mere farvelære. Alle I andre vidste det sikkert godt i forvejen, men jeg havde ikke tænkt over det før jeg fik smækket det lige i synet med de to karklude, jeg lige har strikket (det er da forbrug af garnrester i højeste potens, ikke sandt?).
Det er de samme farver, jeg har brugt til striberne i de to klude. Ikke samme rækkefølge, men samme farver.
Den sorte baggrund fremhæver farverne og gør dem klarere, mens den flødefarvede baggrund nærmest kvæler dem – med et pænere udtryk kan man sige, at det gør dem blødere.

Til sidst endnu en farveeksplosion.
Det er et sjal, jeg lige har købt mønster til. Der er udelukkende brugt plantefarver – 18 af slagsen – og sjalets andet navn er Madder & Indigo (madder er krap, som giver de røde farver).
I morgen skal jeg finde farver frem; nogle vil måske have gættet, at det på ingen måde er et problem for mig at finde 18 forskellige plantefarver.
Jeg vil bruge en lidt anden farveskala end den angivne, igen pga. det med at undgå at komme til at ligne et lig. Jeg skal sætte farver sammen, der både klæder hinanden og mig.

Man skal aldrig være bange for at prøve noget nyt

I dag åbnede Gartneri Toftegaard for sæsonen, så vi kørte afsted i formiddags for at lægge en mindre formue der. Fem plantesække med den afsindigt gode jord fra Fagerhult i Sverige, en dunk med Toftegaards drivhusgødning, fire chilier, tre tomater, to squash, en agurk og en … jiaogulan. Jeg har aldrig så meget som hørt navnet, men det skulle naturligvis ikke forhindre mig i at tage et eksemplar med hjem. Hvis ikke jeg prøver, finder jeg jo aldrig ud af om det er noget jeg kan lide. Om ikke andet kan den vel se pæn ud, og kan den oven i dette overvintre, er det fint nok. En googling gav bl.a. følgende:
“Jeg står på en grøn skråning og betragter de rullende bakker af jiaogulan, også kendt som udødelighedsurten.
Plantens navn stammer fra den bemærkelsesværdigt længere levetid hos mennesker, der bor i den bjergrige Guizhou-provins i det sydvestlige Kina, hvor befolkningen regelmæssigt drikker en te fremstillet af jiaogulan/nady-blade.”
Jamen du godeste dog! Kan jeg nu ligefrem udødeliggøre mig selv? Det tror jeg naturligvis ikke på, men jeg har det lidt ligesom Niels Bohr, da han blev spurgt, om han virkelig troede på den slags (i forbindelse med, at intervieweren havde lagt mærke til en hestesko over NB’s indgangsdør).
Niels Bohr svarede: “Nej, naturligvis ikke, men jeg har ladet mig fortælle, at det virker, selv om man ikke tror på det.”
Et humoristisk og genialt svar fra et af Danmarks største genier nogensinde.

Jeg har ikke sat planterne i plantesækkene endnu, for sækkene med jord lå selvfølgelig udenfor, så jeg vil tro, at både jord og planter vil have godt af at opholde sig et par dage i drivhuset for at akklimatisere sig. Nej, ikke AFklimatisere! Jeg undrer mig over, at nogle en hel del kan tro, at det hedder således, for hvor er logikken i at skulle afklimatisere et eller andet? Hvad denne afklimatisering så end måtte indebære …

I forbindelse med min søgning ville jeg også lige tjekke, hvad jeg eventuelt kan gøre for at forebygge et angreb af spindemider på min agurkeplante. Sidste sommer var jeg nødt til at smide den ud længe før tid, fordi den var ødelagt af spindemider, som jeg havde opdaget alt, alt for sent.
Her stødte jeg på et yderst interessant biologisk – eller måske rettere fysiologisk – fænomen. De to klip er fra samme artikel og sætningerne stod et par afsnit fra hinanden:


Det er ret godt klaret at lægge æg med en diameter på 2-4 gange sin egen kropslængde, synes jeg.

Jeg håber jeg kan undgå spindemider i år – det var sikkert den voldsomme og tørre varme, der var skyld i sidste års heftige angreb, for det var første gang i min syvårige drivhuskarriere, det skete, men ingen ved jo endnu, hvad dette år vil bringe. Nu ved jeg i det mindste, at jeg skal være på vagt – det var jeg ikke sidste år.

Ikke kun i England

Skulle nogen være ved at løbe tør for strikkemønstre og/eller ideer, kan jeg anbefale Allfreeknitting, som tilbyder mere end 3000 gratis opskrifter.
Der er dermed rigeligt at gå i gang med. Det er naturligvis ikke alle 3000, man synes er værd at give sig i kast med – faktisk er der en hel del ret fjollede ting – men der skal nok være et par opskrifter, der rammer ens smag.

I går kunne jeg konstatere, at det ikke kun er i England, man har taget det gode danske ord ‘hygge’ til sig; det har man også i USA.
Det er da lidt sjovt, ikke sandt? Ikke mindst, at der ikke kun sker afsmitning fra engelsk til dansk, men at det også kan lade sig gøre den anden vej. Det drejer sig sandt at sige ikke om voldsomt meget, men lidt har også ret. Bluetooth er jo i bund og grund også dansk; det er så bare blevet oversat til engelsk, og derfor gælder det ikke helt.

---

Billederne herover er resultatet af farvningen med mit hjemmedyrkede japanske indigo.
Ditte og jeg delte en pose frø, så vi havde cirka 10 frø hver at gøre godt med. Hendes ville slet ikke makke ret, men fem af mine spirede og groede. De stod dog nok lidt for udsat, for det blev så langt fra til den frodighed, jeg har set på billeder af dyrkning af japansk indigo. Der blev kun 164 gram ud af det, da det var tørret, og det var med stængler und alles.
Ikke desto mindre skulle det prøves af – som jeg nævnte lige før, så har lidt også ret. Jeg sorterede ikke stænglerne fra, for jeg tænkte, at det ikke kunne skade at tage dem med, og på den måde undgik jeg helt spild.
Jeg fulgte fremgangsmåden fra Midgaards Have, og resultatet blev slet ikke tosset. Det er ikke den rigtige, dybe blå indigofarve, men ofte bliver japansk indigo til denne grønblå farve, som er lidt klarere i virkeligheden end billedet gengiver, og som jeg vældig godt kan lide. Hvis jeg ville indfarve med den rigtige indigo, har jeg jo det autoriserede pulver, så dette her er meget sjovere.
Jeg kunne godt tænke mig at prøve igen. Gad vide om det er for sent at så for i år?

Fredagssmil

Kender I Engrish? Det er en slags engelsk, som man taler (og skriver) ude i Østen. Betegnelsen stammer fra asiaters bytten rundt på ‘r’ og ‘l’. De har svært ved at høre forskel og har det endnu sværere med udtalen.
Jeg blev mindet om det og dermed inspireret til indlægget i morges, da jeg så skiltet med No smoking på Pinterest.
Hvis man billedgoogler Engrish, kommer der mange sjove eksempler op på, at Google Translate må have glimrende betingelser derude, men jeg vil nøjes med at vise jer fire af slagsen, netop fordi I selv kan fortsætte, hvis I har lyst.
Specifikt findes, udover Engrish, også Danglish (can you screw the music up?), Thaiglish og Dunglish (= hollandsk – the Dutch are a nation of undertakers, som Hollands Joop den Uyl engang sagde. Han mente iværksættere og ikke bedemænd).
Ved nærmere eftertanke skyldes Engrish og lignende nok ikke engang Google, men mere menneskelige misforståelser og/eller det, jeg kalder undersættelser. Begrebet kendes mere uspecifikt som False Friends, men de er alligevel ikke helt synonyme.
Jeg kender ingen asiatiske sprog, så det er svært for mig at vurdere, men eftersom Google arbejder med det skrevne sprog og ikke med lyde, ville tjenesten nok ikke forveksle allowed og aloud. Nedenstående stammer typisk fra en der kender ordets betydning, men ikke kan stave til det.

Gad vide, om skiltet er fundet på et bibliotek? “Det er okay at ryge, bare du er stille”.

Nå, men det er jo snart lørdag, så her er et passende skilt til at printe og sætte på soveværelsesdøren, så I ikke bliver forstyrret …

… for det er der, den slags normalt hører hjemme – det må i hvert fald ikke foregå i bussen!
Nå nej – det første piktogram (!) herunder symboliserer en tilskadekommen arm. Hvordan kunne jeg dog få det til andet end det???
Og det er mig, der påstår, at for den rene er alting rent …

Pyt – skulle du komme til at overtræde en eller anden lov, bliver du belønnet, så det kan næppe gå helt galt.

Dagens radiosmil

Det kan hurtigt gå galt, når man bliver interviewet i radioen og ikke har helt styr på, hvad man siger eller vil sige, formentlig fordi man er lidt nervøs.
“…fordi vi var spredt for vid og sans”.
Jeg ved godt, at hun mente, at de var spredt vidt omkring, for hun talte om sin familie, som ikke var nem at samle på én gang. Jeg tror hun sagde ‘for’ og ikke ‘fra’, men er ikke sikker. Uanset hvad, var det et af de mere pudsige metaformix, og jeg kom til at smile højt.
Den var i tvetydighed lidt på linje med en forhenværende kollegas, da hun i en tale sagde: “… men så raslede du også med jungletrommerne …” – her blev jeg dog aldrig helt klar over, hvad hun egentlig mente med det.

I dag har vi gået det, vi skal. Først ud for nærmest at tømme Superbrugsen, så jeg skal handle så lidt som muligt, mens englændene er her. De kommer i morgen aften … lander på et lidt fjollet tidspunkt; nemlig 19:10. De kommer så sent af samme grund, som vi tager bilen til juli: Flybilletterne var vildt dyre på mere menneskevenlige tidspunkter af dagen. Vi er således først hjemme i Den Stråtækte ved 20:30-tiden, så de skal ikke have aftensmad, men er måske lidt småsultne alligevel. Hvad serverer man så, når det ikke må være sødt – og altså dermed ikke en kage til en kopkaf eller te? Forslag modtages gerne.
Og glæder jeg mig? Naturligvis gør jeg det. Det er syv måneder siden de har været her, for sidst de var i Danmark, var vi i sommerhus ved Vesterhavet.

Gåturen gik ud langs fjorden og hjem bagom Sankt Peters kapel. Tænk, nu har vi boet her i fire år og har først lige opdaget den sti, der går bagved, men parallelt med fjorden. Lettere pinligt, faktisk, men det er fordi, vi altid har foretrukket at gå helt nede langs fjorden og ikke før i dag har tænkt på at gå lidt op ad Bækkeskovvej, idet vi har ment at vide, at der skal vi bare samme vej tilbage. Dér blev vi så klogere, men det sker der jo heller ikke noget ved.
John er stadig meget opsat på, at der skal ske noget med hans fysik, så han er rigtig god til at tage både sig selv og mig sammen til at komme ud at gå.
Når vejret oven i købet er som det er i dag, er det næsten en dødssynd at blive inde hele dagen.

The Chaos …

Mon ikke mange af jer er stødt på rimene i The Chaos som et led i at lære at udtale engelsk? Det starter således:
Dearest creature in Creation,
Studying English pronunciation,
I will teach you in my verse
Sounds like corpse, corps, horse and worse.
…
Og det slutter med disse ord:
Finally: which rhymes with "enough,"
Though, through, plough, cough, hough, or tough?
Hiccough has the sound of "cup"……
My advice is—give it up!

Nogle gange bliver man hjulpet af ord man kender, fx i linjen “And enamour rime with "hammer”.
Tim gav mig engang til opgave at læse det op, og for nu rigtig at blære mig, så greb han mig kun i et par fejl – det var så heller ikke første gang, jeg stødte på digtet, men første gang, der blev lyttet til mig af en englænder, så jeg var lidt spændt. Hele digtet kan læses her.

Jeg kom til at tænke på det, fordi jeg så Antiques Road Show fra Leominster. Som udtales Lemster. Det skal man vide.
Da jeg første gang udtalte navnet på vores sikkert af alle kendte engelske sovs (Worcestershire sauce) for John, gloede han på mig og sagde: “Det hedder da War-che-ster-sher!”
”Nix!, sagde jeg, “det udtales wooster[sher].” Det nægtede han at tro på, men måtte jo bøje sig, da han spurgte Charlotte og Tim, som til hans store fortrydelse sagde wooster.
Du kender såmænd selv andre eksempler, sagde jeg – Lester Square … hvordan staver du til det? (Leicester Sq.).
Du kender også Bicester (bister) and Gloucester (gloster).
Og Mousehole i Cornwall, som udtales mowzl.
Jo, han kunne da godt høre, at han kendte alle eksemplerne, men han troede altså ikke på mit wooster, før englænderne kunne bekræfte det.

Af de nok mindre kendte kan nævnes Happisburgh, som udtales Hazebruh, Wymondham (windham) og Godmanchester (gumster).
Hvis man begynder at studere engelske adelsnavne, bliver det endnu værre. Jeg vil nøjes med et enkelt eksempel: Cholmondeley, som udtales chumly.

Jeg læste en forklaring på de underlige udtalelser: The reasons are generally that people’s speech becomes sloppy, particularly when they are illiterate. The divergences between spelling and pronunciation occurred long before education became compulsory.
Hvis man lader første sætning stå alene, er det en forklaring, som fint kunne gælde for den tid vi lever i lige nu. Umiddelbart kommer jeg i tanke om s’jal’mokr’tiet og tills’mnds’pr’sntant. Det pudsige er, at det hovedsageligt er dem selv, der udtaler det så sjusket.

Denne gælder også på dansk. Elsker den …

Så kan vi få svar på tiltale, kan vi!

Det skal ikke handle om jul alt sammen … der skal også være plads til lidt sprogmæssige kommentarer, og opslaget jeg så forleden dag, gav inspirationen til dagens indlæg.

Når jeg bruger en vending som at få/give svar på tiltale, så mener jeg det præcist som der står i sproget.dk:

Jeg mener ikke, det betyder at få svar på det eller de spørgsmål, man har stillet en eller anden.
Det plejer at være en generation eller to under mig, der klokker rundt i udtrykkene og får ændret de go’e, gamle betydninger således, at der opstår pendulord.
Det bekymrer mig derfor en smule, at fejlen i dette tilfælde stammer fra Faglige Seniorers Kommunegruppe i Vordingborg, idet jeg går ud fra, at de ikke har sat en eller andens barnebarn til at forfatte skrivelsen.

Kan I læse det? Det er, pga. en snavset rude, beklageligvis ikke verdens bedste billede, men der står bl.a. således: Vi har inviteret lokale politikere samt en landspolitiker, der vil gi’ dig svar på tiltale om fremtiden og trafikken i kommunen.
Den formulering forudsætter, at spørgsmålstillerne har været mere eller mindre flabede eller ubehøvlede og at politikerne svarer igen på tilsvarende ubehagelige måde.
Jeg er forholdsvis sikker på, at det ikke er det, de faglige seniorer mente.
Husk i øvrigt, at man stiller spørgsmål, men man sætter spørgsmålstegn. Der er forskel, og jeg undrer mig ofte over, hvor folk stiller de spørgsmålstegn henne …

Svar på tiltale-misforståelsen er måske parallel med vendingen der er lagt i kakkelovnen… men det blev grundigt diskuteret her på bloggen i august sidste år, så det vil jeg ikke komme nærmere ind på nu.

Jeg undrer mig i øvrigt over, at sørgeligt mange skriver jer og jeres med stort begyndelsesbogstav, men af en eller anden grund godt er klar over, at du, dig og dine skrives med lille begyndelsesbogstav. Hvor er logikken lige blevet af i den tankegang? Jeg har hørt nogle hævde, at det skal med stort, fordi det er høfligt, hvilket ikke holder, for hvorfor skal man så kun være høflig over for jer, men ikke for dig?
I, De og Deres skrives med stort, fordi i, de og deres er noget andet. Ganske enkelt … men jeg havde en hel del diskussioner med kolleger om det, dengang jeg var arbejdsramt og læste korrektur på deres skriverier.  
Ovenstående med jer/jeres plus tilstede (som skal være til stede – ses næsten altid i et referat), manglende nutids-r og ikke mindst de utallige forkerte apostroffer udgjorde nok over 90 % af fejlene, når jeg fik tekster til korrekturlæsning.
Akkeja, det var dengang. Det er ved at være længe siden.

Der er forskel på cab og cap

Jeg kan godt forstå, hvis grønlænderne har det lidt svært med sprog. Deres eget er utroligt svært (men det synes de jo nok ikke selv), dansk er deres andet sprog, så engelsk kommer først som tredje sprog. Ikke så underligt, at det kan gå galt, og jeg vil ikke pege fingre ad dem, men jeg kunne altså ikke lade være med at grine, da jeg så dette skilt mens vi stod og ventede på vores kufferter udenfor lufthavnen.
En cab er en taxi. Hvis man taler om indlandsisen, og det gør man her, så hedder det the icecap.

Grønlands største lufthavn. Man bliver sommetider overrasket, men det var meget hyggeligt, og servicen var upåklagelig. Fordi de var ved at få nyt bagagebånd, kom bagagen på traktorvogne på området her foran, hvor vores guide stillede bussen, så han kunne køre bagagen til Polar Lodge. Det havde været hurtigere selv at trække den (bagagen altså; ikke bussen), for der var en genvej, som bussen ikke kunne tage, hvorfor vi kom til at vente på vores kuffterter. Vi trak dem selv til lufthavnen, da vi skulle hjem.

Her ses vores ‘icecab’ på Punkt 660 foran Grønlands icecap. Her er ret stort, og ví er ret små.

På vej tilbage fra indlandsisen gjorde vi holdt ved denne sø. Løbende henover midten af billedet fra venstre mod højre kan anes en mørkere stribe i isen. Hertil gik vandet indtil et par måneder før vi var der. Det forsvandt i løbet af en nat! Otte meter vand, der forsvinder fra en ganske stor sø … imponerende … ganske langsomt havde noget vand smeltet en bredere og bredere vej gennem isen, pludselig går det stærkt, fordi et eller andet bryder sammen, og en sø kan tømmes på ultrakort tid. Der har været nogle udsendelser i fjernsynet om det fascinerende fænomen.

Nu sætter jeg også en streg – ikke i isen, men i indlægget. Slut med Grønland i denne omgang.

---

Præcis i dag har min blog eksisteret i 10 år.
Fra de første, famlende forsøg til, hvad den har udviklet sig til gennem årene. Den har været med til lidt af hvert i mit (og andres) liv, hvor de tre nok mest betydningsfulde ting var min fars død, mit jobstop og min kræft. I sammenligning er alt andet småting, men det har været skønne 10 år, som har givet og lært mig meget, og, som noget af det allerbedste, har givet mig nogle fantastiske venner og nogle hyggelige bekendtskaber, som jeg aldrig ville have mødt, hvis det ikke havde været for blogland.
Nogle af jer har været med fra starten; der er nogle der er forsvundet og nye læsere er kommet til.
Hvor længe jeg bliver ved, vides ikke – intet varer evigt – men jeg er ikke part til at stoppe endnu.

Det var kun en faktor én million forkert … herregud da, betyder det noget?

Mennesket bliver fascineret af voldsomt vejr. Måske især hvis man ikke selv er ude i det …
Jeg er, og har været det siden jeg var en lille pige, fascineret af tordenvejr. Mange, mange gange har jeg siddet med min mor, talt sekunder og dermed regnet mig frem til, hvor langt væk uvejret befandt sig. Det har jeg skrevet om før, så ingen grund til at gentage det her.
Jeg oplevede jordskælvet i december 2008, men for dem, der lever med jordskælv på en nærmest daglig basis, må det have føltes som at blive sparket af en flue. Jeg kunne godt tænke mig at opleve et rigtigt jordskælv eller en tornado. Og så måske alligevel ikke …
Det er nok en hel del sikrere at gøre det, jeg gør i dag: Ser The World’s Deadliest Weather over BBC Earth.
Det er skam interessant nok, men atter en gang måtte jeg undre mig såre (og irriteres) over, at man kan kalde sig professionel oversætter og så ikke korrekt kunne oversætte engelske/amerikanske tal til dansk. Det er bare ikke i orden.
Utallige er de gange, jeg har hørt/set a billion oversat til en billion. Det er en milliard på dansk, men trods alt kun en faktor 1000 forkert.
Sjovt nok vidste dagens oversætter dette, men det fik ikke vedkommende til lidt senere at oversætte trillion til billion, som det retteligen betyder. Det er stadig ikke forbudt at tænke logiske tanker, selv om det nogle gange kan virke som om det var strafbart.

En engelsk trillion er 10¹².
En dansk trillion er 10¹⁸.
En forskel på 10⁶, hvilket er 1000 gange 1000 gange forkert – altså en million gange. En ikke ubetydelig fejl, skulle jeg mene. Heller ikke selv om man ikke taler økonomi, men ‘bare’ mængden af liter vand ved en oversvømmelse. 

Helt galt gik det, da jeg, for at være 100 % sikker på ikke selv at have klokket rundt i tallene, googlede “english trillion”
Ofte kommer der et oversættelsesforslag op, når jeg googler på andet end dansk, men dagens forslag var også dagens overraskelse, for jeg havde ikke lige troet, at selv google translate kunne finde på at oversætte trillion til Katherine.
Jeg synes i forvejen, at google translate er noget ynkeligt noget, men det her slog vist rekorden.
Rerfærdigvis skal det siges, at da jeg angav, at det skulle oversættes fra engelsk til dansk, stod der faktisk den rigtige billion i højre side, men jeg kan stadig ikke regne ud, hvad der var gang i til at begynde med.

Men igen: Min indtrængende opfordring til alle oversættere: LÆR DOG DE TAL!
Undskyld jeg råber, men det er åbenbart nødvendigt, for de kunne ikke høre mig, da jeg talte med almindelig stemmeføring.

Som om vi ikke havde nok i forvejen …

Vi fik slæbt hjem fra Sverige. Vi fik slæbt det allermest nødvendige med hjem; det jeg kan på ingen måde kan bære at skille mig af med.
Problemet er bare, at vi i forvejen har rigeligt af alt muligt.
Sådan bliver det jo, når man har to komplette hjem – jeg skal nok bare være er glad for, at vi ikke skulle tømme huset for møbler og husgeråd, men mange af vægtæpperne jeg har syet, nænner jeg ikke at lade følge med i købet. Jeg gjorde det med de to nyeste, som var specielt designet til stuen og farverne den fik ved renoveringen i 2010, men resten måtte med hjem. Det ene skal en af Die Drei Mädchen have, for hun har altid syntes så godt om netop det tæppe. Et andet er kommet op på børneværelset, et tredje bliver hængt i soveværelset, hvor det der hænger nu nok ryger ud, for jeg har aldrig været 100 % tilfreds med det. Det sidste … tjah …

Lige nu roder der vildt med kasser nede i min ellers så fine og nyordnede systue. Jeg har fået meget på plads, men der mangler stadig en del … selvfølgelig den del af det, jeg ikke helt ved hvor jeg skal gøre af. På fredag kommer Det Fast Sammentømrede Engelskhold, og så ville jeg vældig gerne have tingene i orden inden da. Jeg vil ikke skille mig af med det, men i virkeligheden har vi ikke rigtig plads til det, og jeg gider ikke have et overfyldt hjem.
What to do? 

Jeg synes heller ikke jeg bestiller andet end at vaske håndklæder og sengetøj for tiden – først sættene fra Fanø, inklusive det, jeg havde med til Ditte, fordi hun kom med tog herned, og nu seks sæt fra opholdet ved Houvig. Englænderne kører med dobbeltdyner, så de har ikke sengetøj til enkeltsenge, andet end til børnene, så det sørger den flinke Ellen altid for i vores jyllandsferier.
Brændet, som vi tog med hjem i går, skulle også ind fra traileren og stables. Frisøren, som jeg på pinligste vis fuldstændig havde svedt ud i går, havde heldigvis en tid i dag i stedet for, men det skulle så også lige nås. John skulle over for at hjælpe den midlertidigt invalide Søren med at tage pavillonen ned, for den var ved at blæse ned – og ville dermed smadre hans drivhus.
Vi har en anelse travlt.
Hvem var det lige, der påstod, at pensionister har ferie hver dag? Jeg har altid opponeret mod dette, og lige nu gælder det da slet ikke!

Emneskift.
Eftermiddagskaffepausen (det skal der være tid til) blev indtaget i selskab med den britiske bageguru Paul Hollywood, som også er den ene af dommerne i den britiske bagedyst. Ham er jeg ret vild med, og han kan ikke gøre for, at at poppyseeds blev ‘oversat’ til solsikkekerner.
Poppyseeds er birkes, og selv folk, der er oversættere og ikke bagere, burde kende forskellen på de to – især når man samtidig viser billeder af bagels med birkes.

Houston, we have a problem … uddrag af den private kommunikation …

Jeg troede englænderne ville blive forsinkede og få et døgn mindre i det rigtigt rare hus, vi har fundet denne gang – ikke fordi dem vi finder plejer at være decideret ‘urare’, men dette er lidt hyggeligere end gennemsnittet og derudover ligger det kun 300 meter fra vandet.
Det ville godt nok have været en kedelig start på deres ferie, hvis de skulle strande på et eller andet hotel i Holland eller Tyskland – jeg ved ikke lige hvor, men i hvert fald syv timer fra at kunne ankomme til feriehuset.

Øv, hvor har jeg ondt af både de to syge stakler og såmænd også lidt de to raske af flokken. Det er simpelthen for surt for dem alle sammen.

I nogle timer troede jeg de ville blive et døgn forsinkede, fordi de var nødt til at blive på hotellet for at ligge og være hundesyge, men ved halvtolvtiden løb beskeden ind om, at de var on their way og ville ankomme ca. 18:30.
Jeg åndede lettet op, men bliver først rigtig glad, når de er ankommet og kan blive taget under mors/mormors beskyttende vinger.

                                

Og så fik jeg atter en gang bekræftet, hvor svært det er med de der forholdsord på forskellige sprog, fordi man sjældent bruger de samme til de samme forholdsled.
Jeg ‘undersatte’ åbenbart bumpene PÅ vejen, for Tim belærte mig på sin høflige måde, at det på engelsk hedder bumps IN the road.
Øv. Men nu ved jeg det til næste gang.
Bemærk i øvrigt, hvordan ‘hygge’ er blevet en del af Tims sprog – her med engelsk bøjning, ganske som vi danskere staver og udtaler engelske låneord på engelsk, men bøjer dem på dansk.
Jeg fandt også ud af, at overskriftens ord ikke er det korrekte citat fra Apollo 13, men blev brugt af Tom Hanks i filmen om den.
Det, der blev sagt var:
Swigert: "Okay, Houston, we’ve had a problem here."
Lousma: "This is Houston. Say again, please."
Nu har jeg lært endnu mere i dag … alle bruger jo filmcitatet, men det er så i virkeligheden forkert.

Det var en ganske nydelig solnedgang i aftes. Måske den sidste pæne set her fra huset – det bliver dårligt vejr og vist nærmest stormvejr i overmorgen.
Men det gør ikke spor – bare det ikke varer resten af ugen …

Verden er af lava

Nej, det er verden ikke. Af lava, altså. Man skal godt nok ikke undervurdere omfanget af katastrofen, hvis – når – en supervulkan går i udbrud, men hvis hele verden virkelig derefter var af lava, var der sandsynligvis ikke nogen til at skrive om det. Når gamle talemåder på denne måde bliver ændret til nogles fornøjelse og andres misfornøjelse, er det ofte fordi ingen længere kender de begreber, de oprindelig handlede om. Et gran, fx, som er blevet til et gram salt. For nogle er det alfa og romeo, at man ved, hvad et gran er, og hvis ikke man ved den slags, bliver man hurtigt hæklet af, og den slags personager gider vi på ingen måde være kop og kande med … så hellere brænde sine broer i begge ender. Hvilket dog er ret dumt, hvis man befinder sig midt på en af dem.

Nok om det. Vejret er en smule af lave (hvor logikken mht. lava så lige skulle være her, har jeg lidt svært ved at se …), for efter den næsten fem måneder lange sommer har vi nu allerede fået nattefrost. Også i England, helt usædvanligt tidligt, til Charlottes store fortrydelse. Hendes dahliaer, som i forvejen var længe om at blive til noget, døde alle, bortset fra en enkelt, på en nat. Det blev dermed en kort fornøjelse med dem i år. Vi har dog endnu ikke haft nattefrost ved Den Stråtækte – så vidt jeg ved; vi er nemlig i Sverige lige nu, og her var der to frostgrader i morges kl. 7.

Jeg var faktisk for en gangs skyld 100 % parat til efteråret pga. den usædvanligt lange og varme sommer, men jeg er altså ikke helt parat til nattefrost allerede … er det ikke lige tidligt nok, at den har indfundet sig?

Hov, nu står der pludselig et par, der vil se på huset. Det har vi da ikke hørt en lyd om! Vi troede derfor, de havde set skiltet ved vejen og kom ind, fordi de så John gå ruindt udenfor, men de har en aftale med mægleren, sagde de.
Hun skal altså fyres, den mægler. Vi har netop i aftes talt om, at hun ikke er specielt aktiv. Hun kan selvfølgelig ikke direkte shanghaje købere, men vi er ikke imponerede over hendes indsats. Hun kunne da i det mindste fortælle os, når der kommer nogen for at kigge. Og selv komme til den aftalte tid …
John viste dem rundt i kælderen, mens jeg spurtede ind og redte sengene. Heldigvis roder vi ikke, når vi kun er os to, så huset står pænt; det var bare sengene, der lige skulle lægges sengetæpper på.
Okay … hvis det bliver solgt til dem, der kigger nu, så bliver hun ikke fyret …

Dumpet i oversættelse

BTI Studios, som oversætter BBC Brit og BBC Earth, som vi ser en del af, og som ellers har glimrende oversættere, laver nogle pudsige fejl sommetider. Måske går det for stærkt?
De fleste i min generation har sikkert lagt mærke til, hvordan patetisk nu oftest anvendes i den engelske betydning – altså i betydningen ynkelig eller sørgelig og ikke i den go’e, gamle danske, som, dengang jeg lærte at bruge ordet, betød med patos; [overdrevent] følelsesfuld. 
Ordet har officielt ændret betydning, eller rettere: Nu kan det betyde begge dele, hvilket jo ikke gør forvirringen mindre, for ynkeligt er li’som ikke helt synoymt med stærkt følelsesladet.
Det samme er ved at ske for episk. Det er dog ikke helt nyt, for DDS opdagede det tilsyneladende i 1996, men det bliver brugt mere og mere i den engelske betydning, hvor den bedste oversættelse til dansk nok er storslået eller imponerende.
Det er en episk film, kan man se både på tryk og i tale. Hermed mener man ikke, at det er en fortællende film. Hvad det dog forhåbentlig også er, men episk betyder i min verden som i ODS’ som vedkommer, hører til heltedigtet (-digtningen); om digterværk: som har karakter af et epos; ogs. i alm. om digtart: fortællende, berettende (mods. dramatisk, lyrisk).
På BBC Brit så jeg en udsendelse om voldsomt vejr. Den engelske fortæller kaldte det an epic storm, og det blev oversat med et episk uvejr. Det synes jeg er noget vrøvl.
Endnu mere vrøvlet er det at oversætte hailstones med haglsten. Det hedder hagl på dansk. Ganske enkelt. Selv John, som ikke går så højt op i det som mig, kommenterede det: Haglsten??? Sikke noget vrøvl! Det er der da ikke noget, der hedder på dansk.

Jeg kan ikke lade være. Det er en gammel arbejdsskade. Jeg skal helst både høre originalsproget og nå at læse, hvad de oversætter det til.
En klassisk og lidt for hyppigt forekommende oversættelsesfejl (ikke så meget fra BBC-oversætternes side som fra DR’s) er også den med at oversætte billion til billion og ikke til milliard. Den der faktor 1000 er sjældent uvæsentlig.

Nå. Jeg hævder jo med jævne mellemrum, at ethvert levende sprog er og skal være i stadig udvikling og/eller forandring, men det er altså ikke professionelle oversættere, der skal puste forandringens vinde i gang. 
Det gælder naturligvis især et lille sprog som dansk, at der hele tiden kommer nye ord til. Det er ret svært at gøre et sprog, der kun tales af små seks millioner mennesker, til et verdenssprog. Jeg synes derfor, at vi godt kan tillade os at være en smule stolte af, at hygge nu er optaget i engelske ordbøger i netop den helt specielle danske betydning, som de kan bruge så mange ord på at forklare, og så alligevel ikke formår. Hygge er noget, der skal opleves for at forstå den rigtige betydning. Bare spørg Tim. Han tog ordet til sig, allerede da han lærte Charlotte at kende for 18 år siden.
Hans mål var at få det indført i det engelske sprog. Det er det så blevet, men det er godt nok ikke hans fortjeneste, selv om han har fået det indført i hele sin familie, som går og siger, at now we’re going to hugge os! Eller oh – it was so huggeligt yesterday, wasn’t it?
Det er meget, meget svært, faktisk umuligt, for en englænder at udtale det danske y.

Moster Skrap

Vi var til den årlige familiejulefrokost i går – hvilket selvfølgelig og som sædvanlig var meget hyggeligt.
En af repræsentanterne for generationen efter mig gik rundt og gav hånd. Hver gang sagde han “Pænt goddag”.
Jeg kan simpelthen ikke tage det udtryk. Kan.bare.IKKE!
Når telefonsælgere indleder med at sige: “Nå, så du er Ellen. Pænt goddag, Ellen!”, sidder jeg oppe i loftet af irritation og fortæller den formastelige i umisforståelige vendinger, hvad jeg mener om voksne mennesker, der ikke er kommet forbi Bamse og Kylling-stadiet.
Det hedder “goddag”, gør det. Det hedder så absolut ikke “pænt goddag”. Det er barnligt og det er hamrende irriterende at høre på.
Jeg kunne ikke lade være. Jeg var nødt til at fortælle dette til den nydelige unge mand.
Det foregik dog på en noget mere afslappet facon end jeg udøver over for telefonsælgere, og han tog det pænt … kunne faktisk godt se det efter at være blevet gjort opmærksom på det.
Nu er jeg spændt på, hvad han siger næste gang vi ses.

Senere, mens vi sad ved middagsbordet, sagde min bordnabo “advokado”.
Jamen altså … hun er ellers en yderst habil sprogbruger, både i skrift og tale, så jeg hviskede til hende, at der kun er ét ‘d’ i avokado – at det ikke har noget med en advokat at gøre.
Hun begyndte at grine – heldigvis.
”Ja, det er da også rigtigt. Jeg kan faktisk godt stave det korrekt, så jeg ved ikke hvorfor jeg udtaler det forkert. Nok fordi så mange siger det sådan.”
Så var den ude af verden. Hun var glad for at blive rettet, og jeg fik ikke ondt i maven.

Det er sjældent, jeg er så direkte over for folk, jeg er sammen med, for det er ikke altid til at vide, hvordan det vil blive modtaget, men sommetider bliver det bare for meget, som nu med Pænt Goddag-tendensen, og jeg ved også godt, hvad de fleste mener om sådan en moster Skrap som mig, der korrekser folk i tide og nok især i utide.
På den anden side kender de jo mig og min holdning til den slags ting. De synes også, at det er sjovt, når bloggen må agere ventil for min irritation, men derfra og til at finde det morsomt selv at blive ramt, kan der godt være et stykke vej.
Det gik dog godt i går.

Nu skal jeg bare have lært en hel masse, at det hedder i dag, i går, i morgen, osv. I TO ORD! Det er et forholdsled! For pokker da!
Og så påstår nogle oven i købet, at det er autocorrects skyld, men det passer ikke – autocorrect har fanden godt nok skabt i vrede, men ingen af slagsen retter “i morgen” til “imorgen”.
Andre hævder hårdnakket, at de lærte i skolen at skrive det i ét ord, men det tror jeg ikke på. Det VIL jeg ikke tro kan være sandt.

DR kan også være med. I en artikel om meteorsværmen Perseiderne, der ses på nattehimlen for tiden, skrev de således:

Arrgghhh.

Let’s go fly a kite

Let’s go fly a kite – Up to the highest height!
Har vi mon ikke alle set Mary Poppins? Jeg har i hvert fald, og jeg tror Charlotte så den 20 gange, da hun var barn. Sjovt nok syntes hendes børn ikke lige så godt om filmen, men de så den da et par gange.
Søndag formiddag kørte vi til Lynæs og Hundested.
Det var ret blæsende, så der var et hav (tøhø) af kitesurfers oppe ved Lynæs. De havde dæleme fart på.
Jeg har aldrig før set så mange på én gang – det var et fascinerende syn – at de ikke blæste ind i hinanden eller blev filtret sammen, kunne godt undre mig, men de har nok været tilstrækkelig rutinerede alle sammen.
Jeg forstår ikke helt, hvordan de bærer sig ad med at surfe lige så hurtigt mod vinden som med vinden. De har full speed på den ene vej, og vupti, så vender de på en tallerken og drøner lige så hurtigt den modsatte vej.

Og der var mange flere på vej ud og kitesurfe, kunne vi se. Der kom biler i en lind strøm med unge og yngre folk af begge køn – dog mest mænd – og der blev klædt om og slæbt drager ud i stor stil.
(Det er lidt pudsigt, at “de yngre” er ældre end “de unge”, ikke sandt? Sproget er ikke altid helt logisk. Når man er gammel, er man også ældre end når man bliver betegnet som ‘ældre’.)

Der var også gang i kitesurferskolen ude i vandet. Det så ud som om der var flere klasser, men lige her må de alle have været i gang med teorien, for ingen af dem havde en kite i nærheden.

Hvem der bare var 40 år yngre, for det ser rigtig sjovt ud … jeg bilder mig selv ind, at der ikke fandtes kitesurfing, da jeg var 25 år, men jeg tager muligvis fejl. Der var ‘almindelige’ surfere, så vidt jeg husker, men ikke kitesurfere. Jeg ville google historien, men fandt ikke rigtig nogen brugbare hit. Er der nogen af læserne der ved, hvornår Danmark så sine første kitesurfere?

Solblegede mariehøns og alternativ stavning

Jeg lagde i dag mærke til, hvor mange mariehøns der pludselig er kommet; de fleste af dem mere orange, end jeg synes de plejer at være. Der var også nogle med den ‘rigtige’ røde farve, men ikke i nær så stort et omfang.
De er begge syvplettede. Er den den samme art, eller er det ikke? Google var for en gangs skyld ikke min ven, så jeg fandt ikke noget svar.
De er såmænd nok bare blevet afblegede af al den sol … men gad vide, om det er ved at udvikle sig til at blive et mariehønseår? Vi har virkelig mange her hos os, men dog ikke i de mængder, der sommetider ses, hvor alt nærmest er dækket af rødt.

Bortset fra et par haverunder, hvor jeg lige fik pillet en smule ukrudt op, er meget af dagen foregået oppe i shelteret, hvor jeg har siddet og hygget, strikket, holdt sommerferie og nydt udsigten. Og ikke mindst den behagelige temperatur … solen har ikke skinnet så meget i dag, men det gør ikke spor, for det er rigeligt varmt til mig med 23°, og jeg kan alligevel ikke tåle at få sol efter kemoterapien. Bare ti minutter uden beskyttelse, så er jeg skoldet og huden klør. Den har godt nok lange bivirkninger, den kemo.
Det er altså ikke brok, bare en konstatering – hellere de smågener end dø af kræft!

Indimellem lurede jeg lidt rundt på de sociale medier og måtte smile højt over en stavemåde, jeg ikke havde oplevet før:
Bugge.
Kan I gætte, hvad der skulle have stået, når ordet som her står alene? Det hjælper at sige det højt, og ja: Der skulle have stået booke.
Det var en af de mere festlige stavefejl.
Måske er vedkommende nordmand.

Wiltshire har sit eget sprog

Det nye drivhus er færdigt og er indviet. Sådan et hedder a greenhouse på engelsk, og det har da også gjort mig grøn. Af misundelse. Nøj, hvor ville jeg gerne have sådan et stort drivhus, men i Den Stråtækte har vi ingen steder, et sådant hus kunne bygges.
Det er bygget efter mål, og det er særdeles solidt bygget i metal. De øverste vinduer åbner og lukker automatisk, mens den lange side manuelt kan åbnes og lukkes efter behov. Der er tagrende med et nedløbsrør, som fører opsamlet regnvand ned i en beholder, der er gravet ned under drivhuset, og hvori der er monteret en pumpe inde under bordet, så der (forhåbentlig) altid er regnvand til at vande med. C er i gang med at pumpe. 
Læg mærke til risten i gulvet. Den er lagt som et led i at være en tro kopi af de viktorianske drivhuse, men dengang var der indlagt varme under risten; det har C&T ikke gjort. Endnu … det skulle ikke undre mig, om det skete engang.
Sommeren er kommet. 22 grader i går, og i dag og især i morgen skulle det blive endnu varmere. The hottest bank holiday weekend in recorded history.

Swimmingpoolen er også færdig og indviet. I går blev den brugt flittigt. Af nogle … vandet er 16 grader og ALT for koldt til mig, men børnene var i mange gange i løbet af den varme dag.

Charlotte og Tim har en havemand, der kommer og ordner the walled garden, lidt ude foran huset og andre havesmåting, som er kedelige, men som skal gøres. Ray, som han hedder, er meget snakkesalig og har gerne en masse at fortælle. Han ynder at sige, at han ikke er født i landsbyen, men at han var to år, da han kom hertil i 1953. Han bor her stadig og har aldrig bevæget sig langt væk. Han har aldrig været i London. (En 24-årig landmandssøn, som har gravet noget ud for T&C, fortalte stolt, at I was in London once. To a tractor show!)
Jowjow, når her så dejligt, hvorfor så tage væk?
Ray er meget svær at forstå – selv Anna har svært ved det. Vi talte om ham ved morgenbordet, og Tim fortalte, at i Wiltshire har man sine egne ord, som ikke kan findes i de engelske ordbøger. Da Tim spurgte, hvad en græsbro (en stenbro med græs ovenpå) hedder, svarede han: We call it a drag, hvor drag udtales som en mellemting mellem drag and drug. Det ord kan ikke slås op med denne betydning. De har ikke bare deres egne ord, men en accent, der minder lidt om vendelbomålets, så jeg skal virkelig anstrenge mig for at forstå Ray – og jeg misser en del, må jeg indrømme.
I Wiltshire er de ikke bange for højder, men for dybder, hvilket i og for sig giver ret god mening … ingen bliver bange ved at kigge opad, men mange får det skidt, når de kigger ned.
Tim spurgte en lokal: Aren’t you afraid of heights?
Manden kiggede overbærende på ham og sagde: No. I’m not. In Wiltshire some people are afraid of depths, though. Why should anyone be afraid of heights?

Dette simple trick vil forbløffe dig … et klikfang!

For et stykke tid siden efterlyste en FB-sproggruppe et dansk ord for clickbait, og et lyst hoved foreslog klikfang. Totalt genialt, og jeg vil gøre hvad jeg kan for at få dette fine ord udbredt – selv om det nok bliver svært.
Vi har sikkert alle sammen set de irriterende tekster af samme art, som jeg har sat i dagens overskrift. Jeg klikker yderst sjældent på dem, for det varer ikke længe før man finder ud af, at de bare skal lokke én ind på en bestemt side, og at der normalt ikke er voldsom forbløffelse hos den, der falder i.

Klikfang eller ej … jeg har tænkt mig at offentliggøre resultatet af et forsøg, Charlotte havde iværksat, da vi var derovre, og som skulle afgøre, om et smart, men enkelt trick holdt vand, så at sige.
Hun havde hørt, at kobbermønter i vandet til afskårne blomster skulle forlænge deres levetid.
Kunne det nu passe? Er det så enkelt?
Hun troede ikke helt på det og foranstaltede derfor et lille forsøg: lige mange ens tulipaner i to ens vaser.
Derefter lagde hun en kobbermønt i den ene vase. Det var den optimale forsøgsopstilling med kun en enkelt parameter at måle på, og derfor med et umiddelbart tolkbart resultatet.
Da vi kom derover, var det fem dage siden, forsøget blev sat i gang. Jeg vidste endnu intet om det, men spurgte hende, hvorfor den ene vases tulipaner var stort set færdige, mens den andens stod så flot – og så fik jeg forklaringen.
Blomsterne med kobbermønten viste sig at holde mere end dobbelt så længe som dem uden. Så enkelt kan det åbenbart gøres.

I går kom min søde mand hjem med en overdådighed af tulipaner til mig. Bare fordi …
Jeg blev glad, og jeg kunne sætte tulipaner i ikke mindre end seks vaser – et herligt syn.
Der kom naturligvis 50 øre i hver vase (jeg havde heldigvis stadig nogle stykker i en bøtte), så nu satser jeg stærkt på, at de smukke tulipaner holder lige til vi skal til England igen.

Ramsløg. Ramsaltet

Vi sagde i morges til os selv og hinanden, at det sikkert var på tide at få indsamlet årets ramsløg til frisk brug og til tørring. Det blæser stadig en halv pelikan (og hvordan pokker opstår sådan et udtryk? Svaret kan I se på den indsatte tekst), men vi satsede på, at der ville være læ i en skov. Det havde vi ret i, og så var det pludselig dejlig mildt at være ude i solskinnet.
Ramsløgene var da også okay at plukke, men “på tide” antyder, at sæsonen ikke varer så længe endnu, og det gør den, for ramsløgene var kun dukket op i lyse pletter og stort set ikke inde i selve skoven.
Det forhindrede mig naturligvis ikke at høste 3-4 kilo, hvilket er virkelig meget, men jeg havde bestemt, at jeg ville afprøve om ramsløg kan bruges til plantefarvning.
I aften står den på ramsløgtærte og i morgen til frokost en omelet med ramsløg i stedet for spinat, i overmorgen … det skal nok blive brugt. Jeg tørrer også et par maskinfulde, for det er aldeles glimrende som vinterkrydderi.

Og nu til det ramsaltede, for jeg er i tvivl her: Hvis man kalder en bemærkning for ramsaltet, indebærer det så, at samme bemærkning har et stænk af humor, eller er det bare et surt opstød? Skal det være en kort og lakonisk bemærkning, eller kan en længere smøre af ord også være ramsaltet?

Jeg har undret mig over, at tv-medierne hvert år på denne tid høvler ud på gader og stræder for at spørge folk, hvad de skal bruge deres tilbagebetalte skat til. Som om det er penge, de har vundet … det er da folks egne surt tjente penge, de bare har haft lånt ud i et stykke tid, og som de nu får betalt tilbage. Man går da ikke ud og spørger, hvad folk får i løn, og hvordan de bruger den løn, men i princippet er ‘skattespørgsmålet’ det samme, og derfor synes jeg egentlig, det er lidt uforskammet. Og i øvrigt er jeg lodret ligeglad med, hvad andre bruger deres tilbagebetalte lån til.

Var det ramsaltet eller bare brok?

Kommunikation er svært

I går dumpede elregningen på svenskerhuset ind i min mailboks. Det gør den med regelmæssige mellemrum, så intet usædvanligt i det.
Jeg gik i netbanken og satte den til betaling. Intet usædvanligt i det.
Da jeg trykkede ‘godkend’, ville systemet ikke godkende – IBAN-nummeret (International Banking Account Number) var ikke validt. Tjekke, tjekke … det var rigtigt nok tastet, men jeg prøvede alligevel igen. Med samme resultat. Jeg lukkede netbanken ned og åbnede igen. Samme resultat. Jeg ventede til i dag. Samme resultat.
Så blev banken ringet op – jeg regnede med, at det var der, problemet lå, idet jeg på ingen måde kunne forestille mig, at der skulle være fejl i en pdf-fil/trykt girokort, der går ud til tusindvis af mennesker.
Banken fortalte mig, hvordan jeg en anden gang selv kunne tjekke et IBAN-nummers gyldighed, men nu tastede hun det ind og sagde, at der manglede to cifre; der skal være 24 til Sverige og her er kun 22 (SE625 000 000 005 746 100 14).
Så ringede jeg til kundeservice i e-on. Først skulle jeg fortælle en maskine, hvad mit ærinde var. Den forstod mig ikke. Jeg prøvede med flere varianter, men først da jeg nøjedes med ét ord (et meget tydeligt udtalt IBAN), blev jeg stillet videre til et rigtigt menneske.
Som ganske enkelt heller ikke forstod, hvad jeg sagde, selv om jeg forsøgte at lyde svensk. Det er jeg så åbenbart ikke specielt god til …
Efter en meget omstændelig samtale, hvor han gentagne gange spurgte, om jeg havde fået en forkert regning, spurgte jeg ham, om han ikke bare kunne tjekke det IBAN-nummer. Jojo …
Jeg remsede det op – igen på mit bedste svenske.
Han gentog: seksti tjugofem nul nul nul nul nul nul nul nul fem tjugofyra seks ett nul nul et fyra.
Nej. Jeg gentog. Det gjorde han også. Forkert. Syv er svært at sige på svensk for en dansker. Så spurgte jeg, om jeg skulle sige tallene på engelsk? Det gjorde jeg, og så fik han i det mindste fat i nummeret.
“Og hvad er der så forkert i det?” Spørger HAN!
“Ja, det er jo det, jeg spørger dig om! Det virker ikke! Der mangler to cifre for at være korrekt.”
”Hvad skal du bruge det nummer til?” Spørger HAN!
Min tålmodighed var efterhånden grundigt udfordret, men jeg svarede roligt, at det er det internationale banknummer, og hvis ikke det er korrekt, kan jeg ikke betale fakturaen.
”Aha! Du mener, at der er fejl i fakturaen?”
“NEJ, ikke på den måde!!! Der er fejl i det IBAN-nummer, der står på den!!!”
”Du ved godt, at det er OCR-nummeret, du skal opgive ved betalingen?”
”Ja. Det er for, at I skal kunne vide, hvem der betaler. IBAN-nummeret er til min bank, så de kan overføre mine penge til jer.”
”Ved du hvad, jeg tror jeg stiller dig om til en anden afdeling.”
“Rigtig god ide. Tak!”
Inden jeg nåede igennem til hvem det nu måtte være, fik jeg en lys ide: Hvorfor tager jeg dog ikke bare den forrige faktura frem?
Det gjorde jeg, og hvad stod der? SE625 000 000 005 746 100 14 50. Jamen der var jo de sidste to cifre!
Tænk engang at lave sådan en eklatant trykfejl – det er bare ikke særlig smart. Som i slet, slet ikke.
Stakkels kunder, der skal betale for første gang.
Det havde jeg ikke troet muligt – det var også derfor, jeg så sent fik tanken om at kigge tilbage. Og så naturligvis den kundeserviceknolds skyld, fordi han ikke anede, hvad et IBAN-nummer er. Han burde have kunnet hjælpe mig, skulle jeg mene.

Flirtende brandmænd?

De er altså underholdende, de der btistudios, som oversætter BBC Brit og BBC Earth. Forleden dag gav jeg eksemplerne med forkert oversatte tal, hvilket de tilsyneladende bliver ved med at excellere i.
Denne gang fik de 90 miles til at blive 1600 km. Det er 144 km … noget af en forskel, ikke sandt?
Og her var det ikke antallet af nuller, man ikke kunne finde ud af – jeg kan ikke gennemskue, hvordan man er nået frem til de 1600 km.
Dagens næste talfejl var dog en nul-fejl, så at sige: One thousand blev tekstet til 10.000.
Jeg vil råde alle til at være meget tilbageholdende med at stole på BBC Brits og Earths tal, hvis man holder sig til underteksterne.
Jeg undrer mig, for bortset fra disse eklatante fejl, leverer de faktisk et pænt stykke arbejde.

Næsten hele tiden …
I en nylig set QI gik et af de mange emner på brandmænd og den stang de benytter (eller engang benyttede), når de skal fra første sal til stuen og bilerne og hurtigt afsted til en ildebrand; stangen, der vist er ret så velkendt, om ikke andet så fra film og tegneserier. Den har givetvis eksisteret for de rigtige brandmænd engang, men i dag findes den vist kun som legepladsrekvisit.
Uanset om det er rigtige brandmænd eller legende børn, der benytter sådan en, så kurer de ned ad den. Ikke kurrer, som der stod i underteksten.
Det ekstra ‘r’ gav nogle associationer om flirtende og/eller syngende brandmænd.