Hun er lige blevet 46, men …

For mine englændere blev december 2022 “måneden der forsvandt”. Aubrey har været syg i tre uger af den, viste det sig, ret så ondartede skarlagensfeber. Hans udslæt forsvandt i sidste øjeblik – Charlotte var bange for, at han ellers ville være blevet nægtet adgang på et fly, som han så ud. Anna var også syg, men ikke af skarlagensfeber og kun en uges tid; ligeså for Tim. Charlotte havde hostet og småsnottet et stykke tid, men bukkede helt under for en lille uge siden og havde to døgn med 39°, så i nogle dage lå hele familien brak, men vi ved jo godt, hvordan det så er: Det moderlige ophav følte sig, trods egen elendighed, forpligtet til at få bare en smule mad i de andre, for især Aubrey havde tabt sig mere end godt var for den i forvejen radmagre dreng. Charlottes første feberfrie nat var natten til i går, hvor de skulle op klokken 6 for at køre afsted til lufthavnen. “Om vi så skal rekvirere et ambulancefly, så kommer vi til Danmark som planlagt, gør vi!” Jeg havde sagt, at vi ikke var bange for at blive smittet, og skulle det ske, er det bare ærgerligt. Hellere blive lidt syge end sige, at de skulle holde sig væk. Det ville vi vi aldrig nogensinde kunne få os selv til.
John hentede dem i lufthavnen, og da han kom hjem med dem, faldt Charlotte mig om halsen og jeg fik et fastere og længere knus end normalt – “NOJ, hvor er det godt at være her, for hvor HAR jeg dog bare savnet min MOR!!!”
Der er visse ting, der åbenbart ikke forandrer sig, selv om jeg snart er 70 år og Charlotte lige er blevet 46. Hun er naturligvis normalt en uhyre selvstændig kvinde, der sjældent er i tvivl om, hvor meget der skal gøres hvad af hvornår, men jeg havde det altså meget fint med at sige, at nu skal hun ikke tænke på noget som helst den næste uge – jeg har selvfølgelig sørget for alt. Min fornemmeste pligt er nu blot at forkæle dem alle maksimalt, så de kan vende tilbage i restitueret tilstand.
De havde det bedre alle sammen, da de skulle afsted, men det havde sandelig også varet længe nok med al den dårligdom.
Alt tyder derfor på, at de kommer til at vende tilbage til England så gode som nye. Humøret fejler heldigvis ikke noget, selv om fysikken endnu er lidt svag.

De har lige alle fire spillet kinaskak, hvilket ledsagedes af et hav af lyde og mere eller mindre hånlige bemærkninger fra dem alle om de tre andres manglende evner til at foretage et intelligent træk. Og tre af dem holdt et ekstra godt øje med Tim, som greb enhver lejlighed til at flytte sine brikker efter egne, til formålet opfundne regler. Det lykkedes ham aldrig, men det afholdt ham ikke fra at forsøge igen og igen. Det er et meget underholdende spil for både de fire aktive spillere og de to tilskuere – eller måske rettere tilhørere.
Nu ser vi Mr. Beans juleshow i tv. Det er også ret underholdende.
Der glider en del småkager og varm kakao ned undervejs både til spil og til tv-kiggeri, så opfedningen er i gang. Måske ikke den sundeste variant, men det er jul, så det er sådan det skal være.
Siger mommer, og hun ved bedst!

Fantastiske folkevid

Når jeg har min cirka ugentlige, cirka timelange snak med Charlotte, er det ret sjældent, vi taler politik. Der er så meget andet i hendes og min verden, der fylder mere, men det hænder dog alligevel, at vi kan finde på at tale politik i både bred og smal forstand, for nogle gange er tingene så groteske, at det kræver en lille snak. Det er gennem disse samtaler, jeg finder ud af, hvor stor forskel der er på de nyheder vi i de danske medier hører om England og på de ting, de engelske medier lægger vægt på. Og vice versa. Jeg siger ikke, at nogen af dem har russiske tendenser, men det er i hvert fald ikke de samme ting, de to lande anser for at være vigtigt at formidle videre til den brede befolkning. Valget af avis har naturligvis også noget at sige … C & T læser The Times, som i deres øjne er den avis, der lægger mest vægt på saglighed og ikke umiddelbart virker som om de bare skal fange læsere via dramatiske overskrifter. Noget, som selv Berlingske er begyndt på: “Hun gjorde dit eller dat, og resultatet overraskede hende”. Jeg falder ikke for den slags billige klikfang, og måske går jeg derfor glip af vigtig information, men det er i så fald bare ærgerligt.

Alle ved vist, hvad Brexit står for. Dem, der stemte for at forlade EU, hedder brexiteers. Det er et pænt neutralt ord, ganske som antonymet remainers.
De blev hånligt omdøbt til remainiacs eller lidt senere, fordi the brexiteers mener, at the remainers altid brokkede sig over Brexit-nationens tilstand, remoaners. 
Charlotte og Tim er afgjort ikke brexiteers, men vi kunne alle blive enige om, at især betegnelsen remoaner er morsom og et fint udtryk for folkeviddet, eller wisdom of the crowd, som det hedder på engelsk.
Så kan man diskutere lidt med sig selv, om [folke]vid nu også er lig med wisdom, idet ‘vid’ betyder “evne til at udtrykke sig vittigt og rammende på et højt plan”, hvilket ikke nødvendigvis er et udtryk for den store visdom, men nu er vi vist ude i petitesserne.
Er det ikke ligefrem visdom, der bliver udtrykt af folkeviddet, er det til gengæld næsten altid morsomt … jeg elsker, når der lynhurtigt opstår nye ord eller betegnelser for et eller andet, der er oppe i tiden. Lige nu kan jeg selvfølgelig ikke lige huske gode, konkrete eksempler; jeg kom bare til at tænke på fænomenet, da jeg i går talte med Charlotte og hørte ordet remoaner.
Det bruges så dog ikke så ofte mere … stort set alle, der har haft så gevaldig travlt med at skose the remoaners og stædigt holde på, at det nok skal gå alt sammen, har holdt temmelig lav profil et pænt stykke tid nu. Mange brexiteers er vistnok ved at indse, at det måske alligevel ikke var det smarteste valg, de foretog dengang i 2016. Stemningen er måske ved at vende derovre, men jeg vil tro, at løbet nok er kørt for de næste mange år. Det ville heller ikke være en god ide at foretage en ny afstemning nu, for selv om der skulle blive et snævert flertal for ydmygt at vende tilbage til EU, kan (de stadig mange) EU-modstandere med rette spørge, hvorfor tallene fra afstemningen (51,89 % kontra 48,11 %) nu ikke længere kan accepteres? Så kan det modsatte, men nok relativt samme resultat vel betragtes som lige så ‘ugyldigt’? Så nej: Det varer mange år endnu – om overhovedet – før vi ser en ny afstemning derovre. Der skal nok gå en generations tid.
Så må vi se, om Skotland og Wales på et tidspunkt inden da melder sig ud af UK. Hvilket heller ikke er en god ide … det er noget værre rod alt sammen derovre.

Det er frygtelig egoistisk, men jeg er bare så glad over, at mine egne fire englændere ingen problemer har, og at de klarer sig strålende alle sammen.
Lige bortset fra, at Aubrey er hundesyg, fordi han har raget sig en omgang skarlagensfeber til! Han er nu på penicillin og bliver formentlig helt rask igen inden de skal rejse til Danmark.

Det VAR for tidligt …

Bande, bande … der er udbrudt covid-19 på skibet. 47 passagerer er testet positive, så de og deres ægtefæller er sat i isolation, deriblandt to (plus to ægtefæller) fra en anden dansk gruppe.
Det er selvfølgelig synd for dem, men konsekvensen har været, at kaptajnen har beordret ALLE til at bære mundbind overalt, hvor man færdes på skibet. Naturligvis undtaget, når man sidder og spiser eller får en kopkaf eller lignende. Reaktionen er såmænd forståelig nok, men hvor er det dog irriterende, for jeg har fra dag et hadet de mundbind af et godt hjerte.
At det er 47 ved vi pga. guiden, for det bliver ikke sagt i skibets højttalere … jeg kan kun håbe for de ramte, at de har en balkonkahyt som os. Tænk, hvis de bor i en indvendig … uha, bare tanken …

Bortset fra det, så går det godt. I går anløb vi Akueyri, som lå badet i et strålende solskin og tog sig vældig pæn ud. Det gode vejr varede lige præcis længe nok til, at vi til fods og med alt for meget tøj på var nået igennem byen, op til den botaniske have, rundt i den og tilbage igen til skibet.
John og jeg valgte at gå ombord igen fremfor at spise frokost i byen, fordi det blæste kraftigt op og så ud til at kunne begynde at regne nårsomhelst.
Vi har da lov at være lidt heldige, trods alt. Kort efter vi var i tørvejr, høvlede det ned.

Akueyri var en interessant by, med nydelige gavlmalerier og en skulptur, der hed Den Fredløse eller The Outlaw. Han bærer en kvinde på skulderen. Hun ser ud som om hun er død … vi kunne ikke helt finde ud af det, men det er da en overmåde umagelig stilling, hun ligger i.
Hvem havde lige regnet med en botanisk have i det nordligste Island? Ikke os, og det var da heller ikke tropiske planter, der prægede billedet, men alle de blomstrende vækster var på deres højdepunkt nu, et par måneder efter Danmark, så den var smuk og hyggelig at trave igennem.

I dag Isafjorður. En by med godt 2500 indbyggere. Den gør ikke mere ud af sig, end det den er, nemlig en fiskerby.
Det gør den ikke mindre interessant at se, heller ikke selv om vejret ikke var med os her til morgen – det behøver jo ikke at være rosenrødt det hele, og Island er Island, så vejret er som det er. I dag 11 grader, hvilket er helt pænt.
Inde i et velventileret skur så vi fedt hængt til fermentering. Her skal det hænge i nogle måneder. Det smager sikkert vældig interessant, når det engang er modent til det … nogle ting skal man nok være født til at kunne lide.

Også her en statue, denne gang meget betegnende for byen, nemlig to mænd, der trækker torsk i land. Eller noget … i hvert fald fisk!

Dagens amerikaner:
Michael skulle have en USA-gruppe rundt i København. Han hentede dem i lufthavnen, og de kørte ind til centrum via Amager Strandvej, hvorfra man kan se en masse vindmøller ude i vandet.
En dame spurgte hvad det var. Michael var i nogle sekunder helt mundlam. Vidste konen virkelig ikke, hvad en vindmølle er?
Nej, det gjorde hun ikke, for da hun fik svaret, at det er vindmøller, spurgte hun videre: Allright? – Og hvad kan sådan nogle så? Hvorfor står de der?
Så for der en djævel i Michael, fordi han fornemmede, at flere i bussen kæmpede for ikke at komme til at grine. Han forklarede:
Jo, ser du: Danmark er et lille, men også et meget, meget varmt land, så når det blæser, samler vi vinden op ude fra havet, hvor den er køligere, og så gemmer vi den til de rigtig varme dage, hvor vi blæser den ind over byerne.
Now, that’s clever, svarede hun, we should have them in Texas!

Intet nyt under solen

Det er hverdag igen. Jeg passer gør mit bedste for at passe min penicillinkur. Jeg har nemlig præsteret at glemme hele to tabletter, hvilket ikke er specielt smart, så nu har jeg lavet mig et lille skema, hvor jeg skal krydse af, hver gang jeg tager en af mine tre daglige doser. Det er nok dels fordi jeg ikke føler mig syg, at jeg glemmer at tage dem, og dels, at jeg ikke tager dem i forbindelse med måltider, men fordeler dem, så der er otte timer imellem. Fint system, når det altså virker …
Udover at gå og lave huskeskemaer til mig selv, går jeg og nusser med at farve lidt garn og ordne lidt i haven.
I morgen får vi venner på besøg og på tirsdag kommer Røde Kors-nørkledamerne til frokost, og så skulle haven gerne se nogenlunde ud.
‘Nogenlunde’ er i orden med mig – jeg får aldrig den perfekt passede have, sådan som jeg oplever dem, når vi en sjælden gang er ude for at se en af de åbne haver, som Haveselskabet formidler en del af hver sommer. Jeg skal aldrig have åben have, selv om jeg på sin vis gerne vil vise den frem, for jeg elsker min have, men jeg gider simpelthen ikke at bruge så meget krudt på at opnå det perfekte.
Den skal naturligvis heller ikke se sjusket og ‘uholdt’ ud, men alt med måde, som min far så ofte sagde, og jeg satser på, at jeg godt kan være den bekendt, når vi når tirsdag.
Sengetøj og håndklæder er vasket – alt er næsten normalt igen.

Vi fik lidt regn i går. Ikke så meget, at det battede noget særligt, hvad haven angår, men nok til at danne en lille vandpyt ud for vores vej.
Et ungt par på vejen har en lille pige på knap to år, og i morges fik vi det skønneste bevis på, at i hvert fald noget her i verden aldrig forandrer sig: Er der en vandpyt, så skal der hoppes i den!
Hun var simpelthen ikke til at drive forbi den vandpyt. Den var sjov, så det tog meget lang tid at udforske alle dens muligheder.
John og jeg stod bare, med hvert vores lille smil på, inde i køkkenet og nød synet, så længe det varede.
Jeg er naturligvis ikke ked af, at vores børnebørn er blevet så store og fornuftige, som de er, men lige som jeg nostalgisk kan finde på at tænke tilbage på tiden, da Charlotte var en lille og uskyldig pige, tænker jeg også på den dejlige tid, da Anna og Aubrey var små.
Den tid kommer aldrig igen, men inde i mit hoved står børnebørnenes og selv Charlottes barndom i så frisk erindring, som befandt de sig stadig i den.
Og det er altså ikke fordi jeg er blevet dement og kun kan huske det der var.
Heller ikke selv om jeg skal lave sedler til mig selv …

Virkelig, virkelig dårlig timing

I lørdags var vi nede på det lille frilandsmuseum i Maribo; et kompromis for det i Brede, som det egentlig kun var Charlotte, der havde lyst til at gense. Vi fortalte om det meget lille et af slagsen i Maribo, og hun gav det en chance.

Det mest underholdende (for de unge) var styltegang. Det var vist sværere, end de troede … Anna tog frivilligt dummepeterhatten på efter sine ikke helt heldige forsøg.
På vejen hjem (vi kørte i vores to biler) var jeg ved at falde i søvn, fordi jeg var trættere, end jeg burde være.
Om aftenen var jeg totalt smadret og gik tidligt i seng. Jeg blev drillet lidt med, at jeg jo heller ikke var vant til at være chauffør, hvilket jeg ikke kunne modsige.
En halv time efter begyndte jeg at ryste af kulde og vidste dermed, at jeg havde stigende temperatur. Da jeg en times tid senere holdt op med at ryste og i stedet fik det meget varmt, tog jeg min temperatur og kunne konstatere 39°. Pokkers også.
Heldigvis var søndag den dag, vi havde booket bord til brunch på Café Mocca, så jeg sagde, at de bare skulle hygge sig, for jeg skulle desværre ingen steder. Jeg havde stadig høj feber og tog 400 mg Ipren. Det hjalp en smule, og da de kom tilbage, havde jeg taget et bad for at blive bare lidt friskere.
Dér så jeg dem: De røde plamager på hele venstre arm.
For FILAN – jeg havde helt sikkert fået rosen igen. Det har jeg haft før, og dengang blev jeg bebrejdet af lægen, at jeg havde været for længe om at henvende mig, så jeg ringede ret hurtigt til vagtlægen, som gav mig en tid hos lægevagten på Næstved sygehus kl. 15:20.
Jeg kom ind 10 minutter før tid, og han kastede ét blik på mig og sagde:
– Du er varm!
– Ja. Jeg har altid været en varm pige, men denne gang er det desværre på den helt forkerte måde!
– Du mener selv, at det er rosen. Har du haft det før?
– Ja. For seks år siden.

Lægen kiggede på min arm og sagde med det samme, at der ingen tvivl var om, at det var var rosen. Den eneste anden mulighed var nældefeber, men så ville jeg ikke have haft feber.
Totalt fjollet navn at give det, så …
Han sagde endvidere, at jeg omgående skulle have et ordentligt skud penicillin … taste, taste, taste … Så! Nu er recepten sendt og tabletterne ligger og venter på dig på apoteket i Næstved Storcenter, som er det eneste der har åbent om søndagen.
Vi hentede Plimcillin, jeg tog med det samme en, plus en Ipren til, og mirakuløst hurtigt fik jeg det så godt, at jeg kunne være ordentligt til stede resten af dagen. Charlotte og John havde købt aftensmad, som hun lavede. Det var jo ikke lige sådan det skulle være, men jeg var trods alt ikke helt på toppen.
Mandag var deres sidste dag, og da havde jeg heldigvis fået det så godt, at jeg kunne lade som om jeg var helt normal igen. Jeg tror også, at de næsten troede på det …
Jeg klarede den hele dagen, og om aftenen skulle alle tidligt i seng, fordi de skulle afsted allerede klokken 7 her til morgen.
Det var en højst uønsket afslutning på deres i forvejen korte ferie her, men man bliver ikke altid spurgt, hvordan tingene skal være.

Om fredagen var vi en tur på Gavnø, som Charlotte ikke har set, siden hun var teenager.
Deres tidselkugle’klump’ var væsentlig større end min hjemme i haven – som jeg ellers var så stolt af var blevet pænt stor i år …

Den er smuk, og bierne elsker den – som de elsker alle slags tidsler.

Det var det englænderbesøg. Kort, men dejligt. Vi tager derover til efteråret, så vi overlever, er jeg sikker på. Nu dør jeg i hvert fald (heller ikke denne gang) af rosen.

Lidt historie – og lidt nyt fra vestfronten

Vi var tæt på en af Danmarks stendysser forleden dag, nemlig Karlsstenen, som står på Grønnessegårds jord. Det er ikke hver dag, man ser en rigtig runddysse, men eftersom der er bevaret hele 2300 af dem, kunne det rent faktisk lade sig gøre at se en ny hver dag i seks år og fire måneder, hvis man ellers havde mod på at køre rundt i Danmark hver eneste dag i så lang tid. Jeg troede egentlig ikke, der var så mange tilbage, da jeg ved, at mange efterhånden er ødelagt, men jeg blev klogere, da jeg researchede lidt til dette indlæg.

Karlsstenen kom på femkronesedlerne i 1910. Jeg er så gammel, at jeg godt kan huske, at der var femkronesedler – dog ikke denne med dyssen, for den blev inddraget i forbindelse med pengeombytningen i 1945, da man efter krigen ville sortbørshandlen til livs. Jeg husker den sidste af dem med Kalundborg kirke.
Det er lidt pudsigt, for ser man på den side af stenen, som jeg synes mest ligner den på sedlen (og som Ditte står ved), ser man ind mod land, mens man på den på pengesedlen kigger ud mod kysten. På billedet herunder, som jeg tog af den med udsigt mod kystsiden, ser stenen temmelig anderledes ud.
Nå. Det er nok ikke noget, jeg skal spekulere nærmere over …

Grønnessegård, som ligger mellem Frederiksværk og Hundested, er en smuk herregård, som i lokalområdet er kendt for deres gode butik med kød fra godsets eget herefordkvæg plus andre lokale fødevarer.
Herunder ses lidt af godset, samt Ditte siddende på et langt vandtrug. En charmerende ting, som jeg synes det er fint, at de har bevaret, selv om det sikkert er mange år siden, det har været i brug.

Det var historiedelen. Nutidsdelen handler om nyt fra vest:
75 % af mine englændere er blevet smittet med coronavirus. De tror det må stamme fra Tim, som i begyndelsen af januar havde et møde i London, hvor den ene af deltagerne havde en let forkølelse. Tim var lidt øv over det og sagde, at det kunne han da godt have fortalt inden mødet, men vedkommende mente ikke, at det kunne være Covid-19, for han fejlede intet udover lidt løbenæse. Ingen feber eller noget.
Manden har jo nok haft covid19, for Tim blev nogle dage efter mødet forkølet og fik hovedpine. Den værste hovedpine, han nogensinde havde haft, men til gengæld varede den kun et par timer. Det var den omgang corona for Tims vedkommende.
Kort tid efter fik Aubrey det skidt. Alle fire foretog nu en hjemmetest, og de tre af dem pingede positive ud – Charlotte gjorde ikke.
Anna har intet mærket. Aubrey nåede op på 38,5 i temperatur og kastede op, men det gør han af en eller anden årsag altid, når han har feber. Han havde det skidt i et par dage, og det var det. De skulle have været i skole igen den 12. januar, men de skal isolere sig selv i 10 dage efter første positive test, så det blev lige udsat lidt.
Tim og Charlotte fik boosterstikket den 29. december. Tim reagerede ikke, men Charlotte gik i udu i to døgn, hvor hun måtte ligge i sengen med feber og kulderystelser.
Men hun blev altså ikke smittet nu …
Børnene skulle have haft deres andet stik i tirsdags, og de skal nu vente i seks uger på at få det.
Vaccinerne virker. Det vidste vi godt. John og jeg er ikke nervøse, og skulle vi blive smittet, er det selvfølgelig ærgerligt, at vi skal isolere os, men hvis det er det største problem, er det trods alt til at overse. Vi passer selvfølgelig på og gør alt det man skal, men fx det at nægte at være i stue med ikke-vaccinerede (vi har mødt flere med den holdning) forstår vi ikke, for det er i vores øjne det samme som at sige, at man ikke tror på, at vaccinen virker.
Jeg er heller ikke helt med på, hvorfor man bliver ved med at tale om flokimmunitet, for det opnår vi ikke, har jeg lige lært. Corona er en influenzalignende virus, som hele tiden muterer, hvorfor man skal vaccineres mod influenza hvert år.
En del af forklaringen på det fik jeg for nylig, og den korte udgave er, at det er fordi coronavirus også findes i dyr, så der er mange, mange flere, og flere slags, værter end for de sygdomme, der kun findes i mennesker. Det er kun mod sidstnævnte, vi kan opnå flokimmunitet. Jeg troede, indtil den forklaring, selv på flokimmunitet, men det gav fint mening for mig. Det giver så ikke så meget mening, at når nu fagfolk ved noget andet, hvorfor vi ikke lige får det at vide.

Og skal vi så se at komme videre!

“Doctors and nurses were among the first to be struck down by the virus. The prime minister was incapacitated for weeks, parliament was closed, education was disrupted. In the darkest days of the crisis, Norwood Cemetery in South London held 200 funerals a day.
This was Britain during a pandemic. The year was not 2020, though, but 1890, and the disease was not Covid-19, but Russian Flu. It tore around the world, killing 125.000 people in the UK and one million globally.
The similarities between that pandemic and today’s are uncanny. Symptoms reported by doctors 130 years ago included dry coughing, a sudden fever and, for many, a lost sense of smell. Some survivors were struck by a lingering depression and lack of energy that left them debilitated for months. The saving grace of the virus was that children were affected much less than adults.”

Ovenstående er taget fra en artikel i The Times, som Charlotte sendte til mig. Der står selvfølgelig meget mere i den, bl.a. at man i dag er ret sikker på, at det også dengang var en coronavirus, der huserede. Et belgisk studie fra 2005 hævdede, at udbruddet var forårsaget af OC43; en af fire coronavira, som i dag er skyld i 20 % af forkølelsestilfældene i UK.
Dengang tog pandemien fem år, og det vil denne sikkert også gøre, men vi har vaccinerne, så forløbet vil blive ‘blidere’, så at sige, og på et tidspunkt bliver sygdommen endemisk (kun udbredt indenfor et mindre eller afgrænset område, hvilket betyder, at en langsom, vedvarende smitte vil fortsætte). Coronavirus vil fortsat forårsage mindre udbrud på samme måde som sæsoninfluenza.

Så skulle vi nu ikke se at komme videre? Lade være med at være mere forsigtige end nødvendigt? De sårbare og de gamle er vaccinerede. Coronavira er for længst kommet for at blive; de forsvinder ikke, og vi kan ikke blive ved med at holde samfundene mere eller mindre nedlukkede. Jeg holder med Boris Johnson og UK. Jeg synes de gør det rigtige. Det koster for meget på alle områder, hvis ikke vi skynder os at få normale tilstande tilbage.
Det vil tage nogle år at få vaccineret hele verdens befolkning, så indtil det er sket, vil vi nok ikke rejse til de mere eksotiske steder, men det skal ikke være forbudt; det må være folks eget ansvar.
Jeg kender nu tre personer, der er blevet smittet efter vaccination (de to af dem på min alder og en på 60 år), men ingen af dem fik det værre, end hvis man er lettere forkølet. Ingen feber, ingenting, så hvad er man så bange for nu?
De ramte vil ikke belaste sundhedsvæsenet, hvormed et af de væsentligste argumenter for de seneste restriktioner er væk.
EU ryster på hovedet over den engelske genåbning, men hvorfor? Spanien har højere incidenstal end England, men det er orange, og England er rødt, så vi må gerne rejse til Spanien, men ikke til England. Jo, det må vi for England, men der bliver ballade, når vi skal hjem igen.

Jeg forstår ikke religion, og jeg forstår temmelig ofte ikke politik. Ejheller visse repræsentanter for sundhedsvæsenet …
Det er jo ikke sådan, at jeg hele tiden går rundt og er negativ; det kunne da lige være yndigt, men jeg kunne godt tænke mig, at man begyndte at tænke lidt fremad og overveje, om dette virkelig skal vare flere år endnu – det kan jeg ikke forestille mig, at nogen ønsker – eller at nogen samfund kan holde til. Vi går et efterår og en vinter i møde, hvor smitten stiger igen. Skal vi så atter lukke det hele ned?

Jeg vil ikke love, at dette er det sidste corona-brokkeindlæg fra min side, men jeg lover at forsøge at beherske mig.

Der blev flaget i Præstø

Der bliver flaget i alle forretningsgaderne (alle tre …) i Præstø i dag, men det er også både en stor dag og en glædens dag for restaurant- og caféejere og for mig, og jeg regnede med, at det var for først- og ikke sidstnævnte, at flagene vajede i gaderne. Det var tredje gang de blev sat op, først da forretningerne fik lov at åbne, dernæst da serviceerhvervene fik lov, og denne gang for spiseudelivets genopståen.
Jeg var til frisør i dag! Aldrig før har dette været en begivenhed af så stor betydning – sandsynligvis fordi jeg ikke selv har haft valget, men sådan er det jo. Især med mig. Jeg vil selv bestemme, og det har jeg kun kunnet i meget lille omfang de seneste 13 måneder.
Det pyntede. Det pyntede i svær grad. Frisøren fik det store smil på, da jeg trådte ind i salonen; desværre ikke alene fordi hun var glad for igen at have åbent og for at se mig igen, men også fordi hun syntes jeg så lidt sjov ud.
Det kunne jeg godt leve med – jeg kunne jo kun give hende ret. Jeg var i bekymrende grad begyndt at ligne Madam Mim.
Jeg ved ikke hvad der er bedst at minde folk om: Det skotske højlandskvæg eller den lille, grå heks.
Heksen, tror jeg …
Men hende ligner jeg ikke mere. Nu ligner jeg i værste fald en Madam Mim med veltrimmet hår …
Der var en del, frisøren og jeg skulle opdatere hinanden på. Selv om vi ikke ses privat, så kender vi efterhånden hinanden efter mine 5-6 årlige besøg i 5-6 år.
Der var, trods den temmelig inaktive nedlukningsperiode, flere nyheder vi kunne divertere hinanden med, bl.a. den kedelige, at hendes svigermor var død pga. Covid-19 lige før jul. Hun var 75 år – præcis det samme som John, og også som ham med svagt hjerte, så det fik mig til at tænke over, at det er godt, vi har passet så godt på ham, for svækkede personer skal virkelig ikke rammes af den forbaskede sygdom. Godt, at han skal have sit andet stik på mandag.

Forleden dag fandt jeg et mundbind, der kunne trække vejret for én. 
Jeg har også fundet et, til hvilket man skal tilpasse sit ansigt. De der ‘maskimatiske’ reklameoversættelser er kilde til en hel del smil fra min side.

Nu løber det da helt af sporet

Skal planerne endnu engang gå i vasken?
Skal 2020 blive året, hvor jeg kun ser mit barn og mine børnebørn to gange?
Og hvad med 2021? Vil vi kun sjældent, eller slet ikke, kunne ses næste år?
Jeg spår nemlig, at coronapesten og dermed disse tilstande varer hele næste år med, fordi det tager lang tid at få en gennemtestet vaccine.
Nu har jeg sagt det, og jeg håber for en gangs skyld ikke, at jeg får ret, men skulle det blive tilfældet, vil det til den tid virke utroværdigt at hævde, at det har jeg hele tiden ment, hvis ikke jeg havde luftet tanken inden.

Jeg kender stadig ingen, der har været syge af corona – de få jeg har hørt om, har været venners eller bekendtes venner eller bekendte, men ser man på den store, vide verden, må det vist regnes for at være mere eller mindre ude af kontrol. Det daglige antal af nye smittede er højt og ligger konstant på små 300.000. Tallene i tabellen er fra i forgårs, hvor UK lå som nr. 11 med 4.422 nye smittede.
Jeg vil helst heller ikke rammes, for jokeren er stadig, at man ikke ved hvor syg man bliver, men jeg vil heller ikke isolere mig; bare passe på og ønske, at alle ville gøre det samme.

I England har de igen skrappe restriktioner, men skolerne har dog ikke lukket. Børnene skal have mundbind på i skolebussen og når de færdes på gangene, men må gerne tage dem af i timerne. De begynder og slutter hver time med at spritte bord og stol af.
De tænker ikke særlig meget over det; sådan er den nye virkelighed bare for dem.
Jeg ved godt, at det er meget egoistisk tænkt, men vil ikke lægge skjul på, at jeg er ked af, at vores efterårsferie sammen lige nu ser ud til at være i fare for at blive aflyst. Der er fem uger til, men kan man nå at ændre situationen så meget på den tid, selv med nye, skrappe restriktioner? Det er nok usandsynligt.
Planen er, at vi skal derover til jul – den tror vi heller ikke specielt meget på længere – det bliver i givet fald den anden juleaften i vores mange år sammen, at vi bare skal være os to. Det er i sig selv ikke noget problem, men jeg vil da savne englænderne.

Hvad skete der lige? Var det pga. ferietiden, hvor grænserne krydsedes og måske også i overført betydning overskredet?
Var det nattelivet, hvor forstanden gik ud i takt med, at alkoholen gik ind?
Tror for mange, at “arhhh, det går nok, selv om jeg ikke gør som anbefalet”?
Er det ganske almindelig glemsomhed?
Jeg var forbavset over, at ved den bisættelse, vi deltog i i midten af august, krammede folk hinanden alt, alt for meget, og dem, der ikke krammede, gav hånd. Bare ikke John og mig; vi rørte ikke ved nogen, og vi kunne godt fornemme, at de syntes vi var mærkelige. Jeg er nødt til at pointere, at 80 % af deltagerne kom fra Jylland, og det gør jeg fordi jeg har oplevet jyder give udtryk for “luk dog den bro, for de er skideligeglade derovre på Sjælland – de overholder ikke reglerne, så sørg for at holde dem væk fra Jylland”. Den påstand synes jeg ikke helt holder vand …
Jeg har sympati for bar- og restaurationsejeres økonomiske usikkerhed, men ikke for deres påstand om, at det ikke hjælper at lukke kl. 22.
Det tror jeg på, at det gør.
Jeg har også skarpe meninger vedrørende natteliv, fester og svineri i gaderne, men dem må jeg hellere holde inden for en snæver kreds og i dette forum nøjes med at undre mig over, at så mange tilsyneladende finder det vigtigere at kunne feste end at samfundet generelt kan holdes åbent.

Under konstant overvågning

John har nogle gange en uregelmæssig hjerterytme og noget flimmer, som han, sidst han var hos lægen, udtrykte sin bekymring over. I dag har han været på Næstved sygehus for at få sat nogle elektroder på, som han skal gå med døgnet rundt i nøjagtig en uge – han skal tage dem af på onsdag kl. 11.40 nul dut.
Han er lidt spændt på, hvordan det bliver at sove med dem på, men det skal nok gå – han plejer ikke at ligge og rotere, men ligger normalt meget roligt det meste af natten. Skulle der falde en elektrode af, lyder der en alarm, og så må han skifte den ud med en fra reservelageret, som han fik med hjem.
Ellers skal han opføre sig ganske som han plejer – hverken mere eller mindre. Hvis han selv mærker uregelmæssigheder, skal han skrive det ned i en ‘dagbog’, han fik med hjem i form af et A4-ark.
Ifølge Murphy vil der overhovedet ikke blive noget bøvl med hans hjerte i løbet af den næste uge – det vil opføre sig aldeles eksemplarisk …

Den yuccapalme, som på mystisk vis dukkede op i dahliabedet sidste sommer, har nu fået en blomst. Mange blomster … eller hvad? Betragtes dette som ‘en blomst’? Der er kun én stængel. 
Jeg har stadig ingen ide om, hvor den er kommet fra – nok næppe fra et fuglebårent frø, da den kræver et bestemt insekt til bestøvning. Man kan dog selv bestøve blomsterne med en pensel, kunne jeg læse mig til, men alligevel lyder det ikke sandsynligt, at den er kommet flyvende hertil. Eftersom heller ingen mig bekendt har plantet den, må det for evigt forblive et mysterium, hvordan den er havnet lige netop der.
Den er ganske nydelig, når den er i blomst, så den får lov at blive stående, da den tilsyneladende ingen problemer har med de milde vintre vi holder os i disse år, og skulle den alligevel gå til, har jeg ikke mistet andet end en kilde til momentvis undren.

Mine dahliaer er noget klejne. På dette tidspunkt plejer de at være store og kraftige, og jeg kan ikke regne ud, hvorfor de er mindre i år. Jeg har gødet jorden, men bør man have vekseldrift med dahliaer, fordi det er noget skidt at sætte knoldene i det samme jordstykke år efter år? Vil det hjælpe at give dem et ordentligt boost med ekstra meget gødning, eller gør det ondt værre? Det er vel mest sandsynligt jorden, der er udpint.
Jeg har tjekket hvor jeg kan købe mig til kompostjord, så det vil jeg have en bigbag af til foråret. Vi kan desværre ikke længere hente det på nogen af vores genbrugspladser, hvilket jeg finder temmelig ærgerligt, men så må jeg jo betale mig fra det, for kompost gider jeg simpelthen ikke selv gå i gang med. Jeg troede det var en mulighed og læste derfor en del om det, men det er alt for besværligt til, at jeg gider. Vi er nødt til i givet fald have det i en lukket beholder, fordi vi ved, at vi har rotter, men sikke da et arbejde man så påtager sig. Jeg ville oven i købet ikke engang kunne producere en fjerdedel af, hvad jeg har brug for – ergo er det udelukket.

Tanker i vandkanten …

Jeg lægger mig fladt ned og indrømmer, at jeg var længe om at forstå alvoren. Den begyndte at gå op for mig, da vi var i England, og mere og mere i de første dage efter vi kom hjem. Meget egoistisk er jeg glad for, at jeg ikke blev født en uge senere, for så var vi blevet beordret hjem før tid. Et lille problem, som situationen er, men man skal jo glæde sig over de små ting.
Det er også en lille ting, at John endelig kunne begynde på sin GLAD-træning i torsdags, blot for at blive ringet op i går og få at vide, at hun har lukket for træning indtil han hører fra hende igen. Øv for ham, men det er der ikke noget at gøre ved. Med sine 74 år er han i risikogruppen. Det er jeg vel også, men mindre end John. Tror jeg.
Vi har ikke hamstret, men forsyninger skal der jo til, og da jeg var i Meny i går morges, var der masser af varer. Selv toiletpapir, selv om det billigste mærke var væk. Er jeg meget flabet og fordomsfuld, når jeg påstår, at det måske siger noget om, hvem der hamstrer?
Der var heller ikke noget af det billige bacon (i tern) tilbage, men masser af forskellige dyrere udgaver – og tonsvis af slagterens eget lækre tørsaltede – men det skal man selvfølgelig selv skære ud … der er jo ingen grund til at bruge tid på at skære bacon i skiver, bare fordi verden er i krise.
De få steder, hvor der var mindre på hylderne end der plejer at være, var der rigeligt af de dyrere varianter.
Og nu skal jeg nok lade være med at vade mere i det.

Landet er lukket. På alle måder lukket. Vi har et par ting ude at svømme lige nu, men lad os se, hvad der sker. Der er ingen der ved hvilken vej det går, men vi håber vel alle på, at smittevejene hurligt bliver lige så lukkede som alt andet blev det.

Jeg har lyst til at gøre som den nuser lille fugl herover: Sætte mig på et naturskønt sted og kigge ud på verden, til den ikke længere er af lave. Ikke af lava, som nogle tror det hedder, men det er dog mere rigtigt nu end normalt, for på en måde kan man nok forsvare at sige, at verden brænder. Den må bare helst ikke brænde sammen.

Jeg har gjort hovedrent i soveværelset. Gør I hovedrent? Eller holder I bare rent?
Parallelt til dem der siger, at de ikke rydder op, men at de holder orden.
Charlotte valgte anderledes: En dag jeg kommenterede det voldsomme rod på hendes [teenage]værelse, hang der relativt kort tid efter et skilt på døren: Her ryddes ikke op. Et geni behersker kaos.
At gøre hovedrent har formentlig ikke den betydning, det havde i min barndom, hvorfra jeg kan huske, hvordan bøger blev taget ud af reolerne, gardiner vasket eller sendt til rensning, alt det løse/håndterlige kom ud i solen og blev vasket og banket og gjort ved. Jeg elskede at banke tæpper …
Mon ikke det gøres anderledes i dag? For mit vedkommende tager jeg et rum ad gangen, når lysten kommer over mig når jeg synes, at nu skal der lidt ekstra til. På den måde bliver det mere overskueligt, end hvis hele hytten skal renses fra inderst til yderst i løbet af et par dage.

Der er checket ind

SAS har udvidet vinduet for check-in. Det plejer man at kunne fra 22 timer før afgang, men mail og sms løb noget tidligere ind end sædvanligt, så jeg lå og klarede det hele inde i sengen fra telefonen. Det er fagre nye verden: Billetter og boarding cards ligger på SAS-appen, så vi ikke længere behøver alle de papirer, men skanner sin QR-kode på telefonen. Alene det, at man kan checke ind hjemmefra, så man ikke skal stå i kø for det ude i lufthavnen … men det har man nu kunnet i mange år, for jeg gjorde det også mens jeg stadig var i arbejde.
Af gode grunde kan vi ikke printe bagagemærker ud derhjemme; det skal stadig gøres i afgangshallen, men til det er der masser af self check-in-terminaler. Når mærket er sat på, går man bare hen og skanner det, hvorefter kufferten forsvinder for, i morgendagens tilfælde, at dukke op i London Heathrow nogle timer senere. Jeg ville så gerne kunne være en lille flue, der kunne sidde på kufferten hele vejen for at se, hvordan det foregår derinde i lufthavens formentlig snørklede tarmsystem. Selvfølgelig går det galt indimellem; det har det også gjort for os, men kun en enkelt gang for hver, og i langt, langt de fleste tilfælde ender kufferterne hvor de skal, selv om vi har været ude for at skulle skifte hele to gange for at nå vores destination.
Denne gang blev jeg ikke kun tvunget til at læse om håndbagagereglerne (eller i hvert fald lade som om), men også til at studere en længere smøre om hvordan jeg skal forholde mig mht. den alt for meget omtalte coronavirus. Det var jeg nok nødt til at læse, så det gjorde jeg – eller rettere: Jeg læste overskrifterne, hvilket vist nok var nok.

Hvor er jeg dog træt af at høre om den forbaskede virus. Medierne kan ikke lave drama nok ud af det; det er kørt op på et niveau, så man skulle tro, hele menneskeheden var i fare for at blive udslettet.
Nogle få gør et stort arbejde for at nedtone panikken, men det er ikke nemt, når det først er kørt så højt op.
På FB så jeg følgende spørgsmål stillet: “Kan jeg blive smittet gennem fjernsynet, hvis jeg ser TV 2?”
Jeg håber virkelig, det var ment som en joke, men det er jeg faktisk ikke sikker på, at det var. Somme tider er jeg helt flov over at tilhøre menneskeracen, når visse eksemplarer af den kan være så uhyrligt dumme.
Der er dog en ting, der undrer mig: Når nu coronaen ikke er tilnærmelsesvis så farlig (= dødelig) som de influenzavira, der hvert år rammer os, hvorfor springer hospitalerne så med på vognen og står klar med hele det store beredskab, som tilfældet er? Og hvad skal alt det karantænepjat til for? Det forstærker bare folks frygt og usikkerhed.
I Europa dør der årligt omkring 50.000 af influenza. I DK mellem 1500 og 3000. Jeg tør godt spå, at man går i totalpanik, hvis der er bare nogle få, der dør af coronavirussen. Det største problem ligger vel i, at corona er ny, og at der derfor endnu ikke er nogen, der har udviklet antistoffer, således at der relativt vil forekomme flere tilfælde af sygdomsramte – men alt tyder på, at dødeligheden blandt disse er meget lille, så slap nu bare af, ikke sandt?
Det gør John og jeg i hvert fald.
Og vi flyver til England i morgen – i år vil jeg være sammen med min datter og mine børnebørn på min fødselsdag. Det første har jeg ikke været i over 20 år og det sidste endnu ikke prøvet, så nu skal det være.

En (for)underlig mekanisme

Jeg er blevet forkølet. Godt, gammeldags snotforkølet. Ikke influenzaramt, som så mange ynder at fortælle deres omverden, at de er, fordi det lyder lidt bedre end forkølelse. Jeg har ikke feber, bare et hoved fyldt med vat og snot. Det sidste på det stadium, hvor det er nærmest ukontrollabelt, så jeg er nødt til at sidde med en klud under næsen for ikke at både føle mig og syne alt for ulækker.
Det er her, min undren kommer ind i billedet: Hvad er det for en forunderlig fysiologisk mekanisme, der træder i kraft, når man om aftenen kan gå hamrende snottet i seng, men så snart man sover, indstilles den nasale produktion og er ude af drift, lige indtil man vågner igen? For sådan er det jo: Ingen snot hele natten, men efter at have været vågen i mindre end fem minutter er der fuld kraft på igen.
Den funktion måtte meget gerne virke full time for mit vedkommende – jeg har aldrig rigtig forstået, hvorfor ens krop reagerer med alt det snot. Hvad skal det dog til for?

Jeg er derfor ikke til nørklestrik i dag – vil ikke risikere at smitte de andre. (Og på tirsdag kommer jeg heller ikke, Grethe – da er vi i Sønderjylland )
Jeg har strikket babytæppet færdig herhjemme i stedet for. 1 x 1 meter. Det lyder ikke af så meget, men det tager en rum tid at strikke. De længste rækker omkring midten kunne jeg kun nå 3-4 stykker af på de tre timer tirsdag eftermiddag. Selvfølgelig gik det hurtigt i begyndelsen og slutningen, men de midterste var halvseje at komme igennem. Pyt med det – hvis jeg var mor til en lille, frysende baby, ville jeg blive glad for dette tæppe i ren uld.
Jeg er også glad, for det er den perfekte måde at få strikket en masse plantefarvede garnrester op på. Den sorte farve har Røde Kors leveret.

Samme Røde Kors, som har meldt ud, at de mangler undertrøjer. Det er jeg så gået i gang med. De skal strikkes i bomuldsgarn, så jeg forsynede mig fra præstøafdelingens store lager i tirsdags. Det var jo ellers meningen, at jeg selv ville levere garnet for at få brugt af mit eget store lager, men jeg gør ikke rigtig i bomuldsgarn. Nu strikker jeg nogle undertrøjer, og så går jeg nok i gang med endnu et tæppe som det i dag viste.
Undertrøjerne er heldigvis hurtige at strikke – jeg klarede (næsten) den ene halvdel i løbet af Badehotellet i aftes og en Foyle for lidt siden.

Hverken vejret eller jeg er til andet end at strikke i dag, men i morgen skal vi ud og finde et eller andet passende sted at prøve Johns nye linse af.
Han har vist mig lidt af dens evner. Det er et rigtigt ejendomsmæglerkamera, for han kan sidde i sin stol og fotografere hen mod vores tv tre meter fra ham og få det til at se ud som om vi befinder os i en riddersal på et eller andet slot. Vores køkken ser ud som om det er 100 m². Så kan man spørge sig selv om (jeg spurgte dog John …) hvorfor det så skulle være bedre til at fotografere nordlys med, men det har noget med linsens blændetal (ned til 2.8) og dermed store lysfølsomhed at gøre.
Vi har bare to nætter i Tromsø om 14 dage, så vi er temmelig spændt på, om vi er heldige nok til at kunne se [nord]lyset. Det er virkelig et sats.

Vrede og undren

Jeg får lyst til at tage Jyllandspostens chefredaktør og deres tåbelige og barnlige tegner og ruske dem. Råbe lige ind i deres ansigter, at ytringsfrihed ikke er synonymt med at give sig selv ret til at genere andre nationer og/eller religioner.
Jeg blev så vred, da jeg så tegningen af det kinesiske flag. Lige så vred som da jeg oplevede alt det med muhammedtegningerne i 2005.
Jeg undrer mig såre over deres tåbeligheder og håber, at JP mister læsere på grund af dette. Som jeg skrev på FB, så er det ikke JP der bestemmer hvornår noget er krænkende. Det bestemmer alene modtageren af ‘budskabet’.
Man krænker ikke et flag. Punktum. Ejheller folks religøse overbevisning. Punktum igen.
Politikerne bakker JP op, ganske som de også gjorde for godt 14 år siden – det gør mig næsten lige så vred. De tør åbenbart ikke angribe den hellige ytringsfrihed, men det ville klæde dem gevaldigt at fortælle JP i utvetydige vendinger, at man godt kan opføre sig ordentligt, selv om man lever i et demokrati hvor man har lov til at tale, tegne og skrive uden at blive fængslet.
Det ville også klæde JP, hvis de offentligt erkendte, at dette her nok var lidt mere end en anelse ugennemtænkt, at de beklager, hvis de har fornærmet nogen, men at det ikke var tilsigtet.
Jeg kunne godt tænke mig at se den gode hr. redaktørs ansigt, hvis ytringsfriheden blev brugt mod ham selv.
Min chef brugte ofte udtrykket perception is reality. Det er måske efterhånden lidt fortærsket, men det er ikke desto mindre rigtigt.
Måske skulle jeg sende forklaringen herunder til JP.

Det var det. Jeg fik luft. Tak fordi I lyttede med øjnene.

Nu til en anden undren:
Kan det virkelig have sin rigtighed, at jeg den 29. januar kan gå ud i min have og plukke en vellugtende aftenstjerne?
Eller hvis det ikke er en vellugtende aftenstjerne, hvad er det så, der har disse små, lilla blomster nu?
Vintergækkerne kan jeg forstå, men ikke den anden. Jeg ser også allerede dorthealiljer i blomstring, og hvis påskeliljerne fortsætter med samme væksthastighed, så blomstrer de om en måned.

Til sidst (det var jo hele tre ting …) en opdatering:
Min læge har så travlt, at jeg aldrig kom igennem til telefonkonsultationen her til morgen, men jeg har set blodprøveresultaterne på appen Min Sundhed, og de ligger inden for normalområdet, undtagen det ene af de tre kolesteroltal, som dog kun lige netop har sneget sig op over grænsen. Sygeplejersken sagde i går, at EKG’et ser fint ud. Hvis ikke det havde gjort det, havde hun ikke måttet fortælle mig det, men hun må heller ikke lyve noget bedre end det er.
Med andre ord: Jeg er ikke bekymret. Det skal nok gå altsammen.
Faktisk svinger pulsen ikke så meget som da jeg konsulterede lægen. Det er stadig lidt ud over det normale, men ikke fra 60 til 130, mens jeg ingenting laver.
Jeg er nok bare en gammel hypokonder … eller også har det hele været en reaktion på forskrækkelsen, da John fik sit voldsomme anfald af øresten.

Det var det

Det var det.
(Det fik mig til at tænke på en krydserpåtværs jeg engang løste: Ordforklaringen var DET DET VAR. Løsningen: DDR. Elsker bare den slags …)
Men altså: Det var det. Min hidtil korteste karriere i arbejdslivet.
Jeg skal ikke mere møde i Røde Kors-butikken. Nøglen er afleveret og vi har sagt pænt farvel til hinanden. Lederen var sød og gav mig ret i, at man som frivillig skal synes det er sjovt, og eftersom jeg ikke gjorde det, var der kun én mulighed: at indrømme, at det var en fejltagelse, at jeg begyndte.
Hun sagde, at hvis jeg fortrød, at jeg havde fortrudt, var jeg til enhver tid velkommen igen. Jeg takkede, men tænkte indeni det tror jeg ikke jeg gør.
Man skal dog aldrig sige aldrig, og hvis jeg bliver alene, er situationen måske en anden, men den bro kan jeg krydse, når eller hvis jeg kommer til den.

Det gælder nemlig bare om at nyde det mens man har sig, for man ved ikke, hvornår Styx skal krydses.
I dag var jeg hos lægen, fordi jeg gennem nogen tid har haft en særdeles uregelmæssig puls. Især om natten kunne den gå fra omkring 60 til op til 120 på ingen tid, hvilket efterhånden bekymrede mig en del, for hvorfor nu det? Jeg lå i min seng, for pokker! Så skal jeg da ikke have en puls som havde jeg lige løbet. Det vækker mig et par gange hver nat, og det sker også om dagen, at pulsen stiger lige pludselig, men ikke i så høj en grad – eller også er jeg bare fokuseret på noget andet om dagen. I sengen har jeg alt for meget tid til at tænke grimme tanker og gå i selvsving. Jeg havde også lidt ondt i midten af brystkassen nogle dage, hvilket bestemt ikke formindskede selvsvinget – tværtimod – men det er væk igen, så det var nok bare en infektion, der ikke rigtig fik fat.
Jeg havde tænkt arterieflimmer. Jeg havde tænkt forsnævringer i kranspulsårerne og alt for højt kolesteroltal med hvad det nu engang kan medfølge.
Jeg tænkte i det hele taget alt for mange tanker, og i dag tog jeg mig sammen til at ringe til lægen.
“Kan du være her om to timer?”
Det kunne jeg …
Han bekræftede, at det sandsynligvis var noget atrieflimren, men bortset fra det, lød jeg fornuftig nok, hvad hjerte og lunger angår.
Jeg skulle ikke være bange, for det er ikke farligt som sådan, men han ville gerne se et EKG og nogle blodprøvesvar, så det skal jeg have ordnet på tirsdag og får svar onsdag. Afhængigt af disse resultater skal jeg måske have en eller anden overvågningsdims på i nogle dage, så man kan følge mit hjerte. Det skal man jo ellers altid … følge sit hjerte, mener jeg … men jeg plejer godt nok ikke at have folk til det.
Svarene vil også afgøre, om jeg skal medicineres.

Det er altså noget hø med den dåbsattest. Er det ikke den ene af os, så er det åbenbart den anden, der er noget galt med. Vi har simpelthen bare ikke tid til den slags pjat. Som det er lige nu, er det kun juli, august og november vi ikke skal noget, som indebærer to eller flere nætter uden for matriklen.

Dommen blev betinget

I går, med 14 dages forsinkelse, fordi der kom nogle sten i vejen, var John hos en knoglekirurg på Nykøbing sygehus. Han var et ordentligt brød at se på. Ikke tyk, men stor, muskuløs og hærdebred. “Lige min ide om en kirurg”, sagde John senere. Jeg måtte spørge hvorfor, fordi det var den modsatte af min forestilling, hvis jeg da overhovedet havde en, men en af de spinklere drenge i min gymnasieklasse ville være kirurg – og blev det da også. John mente til gengæld, at han kun var stødt på store kirurger i sit liv. Man må gå ud fra, at ingen af os har ret …
Vi var dog enige om, at han så armensk ud. Hans accent og måske især hans navn hjalp os dog nok lidt på vej hvad afstamningen angår. Vi bilder os ellers ind, at vi ofte kan se folks etniske afstamning, og inden for Europa tillige nationaliteten. Selvfølgelig tager vi sommetider fejl, men forbavsende tit har vi ret. Det er en lidt sjov leg for os at fordrive tiden i et internationalt miljø med at gætte folks nationaliteter. I langt de fleste tilfælde får vi naturligvis ikke svaret, men det er sjovt alligevel.

Kirurgen sagde, at de helst ikke opererer før det er strengt nødvendigt; man giver ikke så hurtigt nye knæ som for år tilbage, for der er kommet en mere målrettet træning, GLA:D (Godt Liv med Artrose i Danmark), som er temmelig effektiv. Jeg havde hørt om den fordi en læser af min blog var så sød at skrive til mig om den, men jeg havde ikke sagt noget til John, for jeg er ikke en autoritet på området og har derfor lært at holde bøtte. Jeg kender ham jo …
Det var derfor en ganske anden sag for ham at få det at vide her, og i øvrigt var John meget lettet over ikke at skulle opereres – ikke før om lang tid, i hvert fald. Udsigten til, hvad han troede blev dommen, havde kostet ham en del timers nattesøvn i den seneste tid, men i går blev den dom altså gjort betinget.
Det hans egen læge havde troet var en knogleflis der generede, viste sig at være en lille forkalkning og dermed ganske harmløs. Lægen var flink til at pege på røntgenbillederne og forklare os hvad vi så. Det er ene og alene slidgigt, der er Johns problem. Og ikke et ondt ord om egen læge om den fejltagelse – tværtimod kan vi kun respektere hende for at kende sin egen begrænsning og sende John videre i systemet til specialist.
Der er 20 % af dem, der får nye knæ, der aldrig bliver glade for dem. Det er selvfølgelig dermed 80 % der gør, men både Johns far og søster fik nye knæ, og de hørte begge til de 20 %, så statistikken talte imod en operation.
Han har nu fået lægehenvisning til en fysioterapeut, der er uddannet i GLA:D – der er oven i købet en her i Præstø, så det kan næsten kun gå for langsomt med at komme i gang. Hvor er jeg glad (!) over, at han (forhåbentlig) snart får lidt lindring af sine mange smerter. Det er ikke en mirakelkur, men hvis vi er heldige, er der god effekt inden vi drager til Alaska. Vi fortalte, at vi skulle på en sådan måske lidt anstrengende tur, så han gav John nogle tabletter, som han kraftigt og med mange ord understregede KUN var til nødstilfælde; det var IKKE forebyggende, men stod han in the middle of nowhere og ikke kunne mere pga. smerter, så var det okay at tage en! Og han må ikke køre bil, hvis han gør det, så det er skrappe sager.

Der er håb forude. Dejligt.

Løft dit hoved, du raske gut …

Jeg fik John med hjem i går eftermidags. Hjertet fungerer så fint, som det nu kan under omstændighederne, som er to blodpropper med dertil følgende arvæv i hjertet og derfor nedsat kapacitet.
Så langt, så godt.
Men han var svimmel igen i går morges. Ikke så slemt som om mandagen, men rollator var påkrævet, så hans hoved blev vredet lidt igen – med samme gode virkning.
Så langt, så godt, men skal han nu regne med at vågne mere eller mindre svimmel op hver morgen? Det er ikke godt at vide, så jeg sørgede for til i morges at have øvelsen parat både på print og på Youtube, så jeg kunne bistå, hvis det viste sig nødvendigt.
Jeg havde læst, at det kunne hjælpe nogle at sove med hovedgærdet løftet 45°. Dette nægtede han dog, men vi forsøgte os med at løfte det så meget, som han mente at kunne holde ud. Han kan nemlig ikke sove på ryggen på grund af hans efterhånden lidt for slående lighed med Quasimodo (altså kun hvad den krumme ryg angår …), så vinklen måtte blive et pænt stykke fra de 45°. Men det virkede alligevel. Måske. I hvert fald var han ikke svimmel i morges, så vi var glade!
Én gang er ingen gang, som min gamle farmor sagde, så vi vil nok imødese de næste morgener med en vis spænding, men vi har lov at håbe det bedste.

Man er jo altid så skrækkelig bagklog, og set i bakspejlet har han nok lidt af vildfarne øresten i et stykke tid. Det gik så bare totalt galt i mandags og som sagt også lidt i går, men han er gennem det seneste års tid sommetider blevet lidt svimmel indimellem – værst om morgenen, hvilket den åh så kloge Ellen mente må være pga. for lidt væskeindtagelse. Han har derfor altid, når det skete, drukket et glas vand og sat eller lagt sig ned i 15-20 minutter. Det hjalp i langt de fleste tilfælde, så vi har begge været sikre på, at vandmangeldiagnosen var rigtig, men det tror vi ikke helt mere.
Det skal dog siges til forsvar for min diagnose, at han, når han huskede at drikke lidt mere/oftere, end han egentlig følte sig tørstig til, blev svimmel i et noget mindre omfang, hvilket naturligvis bestyrkede os i troen.
Det er ikke nemt, når man er lægmand. Hvorfor læste jeg ikke til læge?
Det ved jeg nu godt: Det var bl.a. fordi fysik og matematik ikke hørte til mine spidskompetencer i gymnasiet – men jeg elskede biologi og kemi. Og så var tanken om 6-7 års studietid ikke specielt attraktiv for mig, og allerede dengang havde jeg absolut ikke lyst til at bo eller færdes i København. Eller anden storby.
Jeg blev hospitalslaborantelev (som nu så farligt fint hedder bioanalytiker) på Roskilde sygehus. Senere tog livet en ganske anden drejning for mig; jeg drejede dog frivilligt med og skred derfor ikke i svinget, men det er en helt anden historie.

Lige nu er jeg bare glad for at have min mand hjemme igen. Det er så afgjort der, jeg helst vil have ham!

Et mirakel af nærmest bibelsk karakter

Tusind tak for jeres søde kommentarer og gode ønsker til John.
Det virkede – han har det godt igen!

I aftes og hele formiddagen i dag vidste jeg stadig ikke noget om John og hvordan det gik. Jeg ville ikke ringe, for jeg vidste, at han skulle igennem en del undersøgelser i løbet af formiddagen.
Efter frokost ringede han til mig, fordi han havde oplevet et nærmest bibelsk mirakel!
Nåda. Fantastisk. Lad høre. Nu går jeg jo ikke så meget ind for bibelen, men mirakler hører jeg gerne om og vil ligeledes hellere end gerne tro på, at deres tid ikke er forbi.
Betty (og akutlægen) var inde på øresten, og de havde ret.
Sidst på formiddagen fik han besøg af to fra Øre-, Næse- og Halsafdelingen. De forsøgte nogle ting med ham og blev enige om, at den vist var god nok; det var ørestenene, der var på afveje.
De tog fodgærdet af sengen og lagde ham med hovedet stikkende ud over kanten. Drejede hans hoved, så han var tæt på at besvime. Gentog. Drejede ham lidt. Drejede hans hoved lidt. Han syntes det hele var ualmindelig rædselsfuldt at opleve og var sikker på, at lige om lidt så døde han …
Det gjorde han dog ikke. Da det var overstået, lod de ham sidde et lille stykke tid på sengekanten og bad ham så om at rejse sig.
Det gjorde han! Uden problemer!
Det var der, han kom til at tænke på den lamme mand fra bibelen. Svimmelheden var væk. På ganske få minutter havde de to kompetente mennesker fået rystet de vildfarne krystaller tilbage hvor de hørte hjemme, og John var mere end glad.
Jeg har nu læst lidt rundt omkring på nettet og har også talt med vores naboer, som, for den kvindelige parts vedkommende, også har haft bøvl med de sten. Jeg mindes også, at Lene har lidt under det, men vidste ellers ikke noget om det før nu. John har åbenbart haft et særlig voldsomt anfald, for normalt kan folk tilsyneladende både gå og stå og arbejde. John kunne ab-so-lut ingenting.
Flere steder var det nævnt, at det kan opstå ved at man vender sig i sengen, hvilket forklarer, hvorfor John fik det midt om natten, hvad der indtil da havde undret mig en del.
Pyyyhhh, hvor var det godt, at der ikke skulle mere til. Nu tænker jeg så bare: Hvad nu hvis det sker igen? Fx midt oppe i det øde Alaska?
Skal jeg bare lade være med at tænke sådan? Det er nemmere sagt end gjort, for det kan godt komme igen, og så er det altså rart at vide hvad der skal gøres – problemet er bare, at jeg som lægmand ikke må udføre Epleys manøvre, så vi er nødt til at lære os de øvelser, der må udføres af os selv.

Han er stadig indlagt, for de vil lige have helt styr på hjertefunktionen, og så er han stadig på afvanding, som en sygeplejerske kaldte det.
Vi satser på, at han kan komme hjem i morgen eller senest i overmorgen, men det er så fint, at de tjekker ham igennem, når han nu er der alligevel.

Det blev desværre det forkerte sygehus

I nat vækkede John mig efter at have været på toilettet. Han var så svimmel, at han ikke turde gå tilbage i seng uden støtte.
Vi skulle tidligt op, fordi han skulle til yderligere undersøgelser på Nykøbing Falster sygehus angående hans mere og mere dårlige knæ/ben.
Han var stadig meget svimmel og kunne overhovedet ikke kigge opad uden det sortnede for øjnene og gjorde ondt i nakken. Han kunne ikke klæde sig på.
Klokken 7:30 ringede vi til vagtlægen, som straks sendte en ambulance. De undersøgte og udspurgte – og endte med at sende ham med fuld udrykning til Køge sygehus, fordi de fik mistanke om meningitis!
Jamen … han har jo ikke feber?
Ikke desto mindre var de i tvivl. Han blev derfor først indlagt på isolationsstue, men der kom han hurtigt ud fra igen – det var ikke meningitis, heldigvis.
Men hvad var det så?
Han blev monitoreret og undersøgt, selvfølgelig også med blodprøvetagning.
Da han skulle på toilettet, var han nødt til at bruge rollator, og han gik som en 120-årig. Det var altså ret skræmmende at se på, syntes jeg.
Han har jo en temmelig lang hjertehistorik, og da de på Køge ikke har en kardiologisk afdeling, måtte akutlægen rådføre sig med en kardiolog på Roskilde Sygehus, som mente, at han skulle indlægges hos dem. Akutlægen kunne se, at der var lidt for meget væskeophobning i kroppen og at hjertet måske ikke fungerede helt, som det skulle. Det var Roskilde enig i, så efter at have fået taget røntgenbilleder af lungerne, ville han blive fragtet dertil.
Nu vidste jeg med sikkerhed, at jeg ikke fik ham med hjem i dag, så jeg kørte hjem og skal senere afsted igen til Roskilde, for den taske, jeg i al hast pakkede til ham til at tage med i ambulancen, var lige en tand for mangelfuld – bl.a. glemte jeg ladere til telefon og iPad. Huskede barbermaskinen, men glemte tandbørsten … jeg kan ikke have været helt klar i hovedet selv, men det var måske ikke så underligt.
Jeg ved altså ikke så meget endnu om, hvor slemt det er eller hvad de vil gøre ved ham, bortset fra, at det ikke er en ny blodprop, men at de har givet ham et vanddrivende middel og at han sandsynligvis skal gennem en belastningsprøve i morgen eller overmorgen.

Dette er/var en af de mere morsomme forkortelser for et sygehus: Roskilde Amts Sygehus Køge.
Det må være en gammel seng, for det er som bekendt ret længe siden, amterne blev nedlagt. På andre senge stod der bare KØGE.

Så han kom på det forkerte sygehus – han kunne nu godt lige have ventet til i morgen med at blive så dårlig – han havde i høj grad set frem til, at der skete noget med de ben, for slemt er det, og det er så synd for ham. Nu kan han vente igen, men heldigvis kunne de i Nykøbing proppe ham ind på en ny tid om 14 dage, så der krydses fingre og i øvrigt alt, hvad der kan krydses for, at det lykkes om to uger.

Influenzavaccinen er i hus.

Årets influenzavaccine er i hus. Eller rettere sagt: i krop. Nu skulle vi gerne være garderet mod at dø af det for denne sæsons vedkommende. Jeg ved godt, at den ikke dækker 100 %, men jeg vælger at være overbevist om, at hverken John eller jeg bukker under for den irriterende virus i denne vinter.
John ringede og bestilte tid hos sygeplejersken i vores lægehus, men hun havde ikke tid til at tage os før 18. november. Irriterende – jeg ville godt have haft det overstået, inden vi flyver til England i næste uge.
Da John lidt senere skulle hente sin medicin på apoteket, spurgte man ham om han var interesseret i at blive influenzavaccineret.
??? Gør I det? Jada. Du kan bare komme an – det klarer vi med det samme.
Herligt, sagde John, jeg kører lige hjem og henter min kone.
Som sagt, så gjort, og nu er vi begge vaccinerede.
Jeg spurgte, om de altid havde foretaget den vaccination, og svaret lød, at det var første år for deres vedkommende, men at andre apoteker havde klaret den lille sag i flere år; de havde bare først fået taget sig sammen nu her i Præstø.
Fint nok. Så er der jo ingen grund til at ulejlige dem henne i lægehuset – de har rigeligt travlt i forvejen.
Og nej, man får ikke influenza af influenzavaccine. Virussen er så svækket, at den kun lige formår at booste immunsystemet til at danne antistoffer; den kan ikke gøre os syge. Bliver man det, ville man være blevet syg alligevel – også uden vaccinen.
Man får heller ikke mæslinger (eller andre endnu mere skrækkelige sygdomme, uanset hvad der har verseret af snak på de sociale medier), røde hunde, børnelammelse eller kighoste af de respektive vacciner. Nogle få kan få lette symptomer i op til 2-3 dage efter injektionen, men det er det og bare en indikation af, at kroppens immunforsvar er sat til at arbejde.
Jeg kan kun anbefale at lade jer vaccinere. Der er lige så lidt grund til at lade være med det, som der er til at lade være med at tage imod de kræftscanningstilbud, vi får.

Hvis man ikke ved, hvad Irish Moss er, kan man læse lidt om det her. Jeg kendte det ikke, og det bliver nok heller ikke noget jeg vil investere i fremover.
Jeg hælder mere til enten Lemsip eller Beechams, som jeg køber i Boots, når vi er ved at løbe tør. Ingen af midlerne kan gøre os raske – der er intet at stille op mod influenza eller bare forkølelse for den sags skyld, men midlerne kan dope os så meget, at det gør det lidt lettere at holde ud, så længe det nu engang varer.
Hvad er det man siger? Hvis man ikke behandler en forkølelse, varer den en uge. Hvis man behandler den, varer den i syv dage.
Men ét er en gemen forkølelse, som såmænd kan være irriterende nok, men influenza? Ellers mange tak … hvis jeg overhovedet kan gøre noget for at undgå at få det, så gør jeg gerne det.

Inkluderet …

I går var jeg på Hvidovre Hospital for at tale med dem på Infektionsmedicinsk afdeling.
Der skulle skrives en hulens bunke papirer under, inden de måtte udsætte mig for noget som helst; de skal jo til enhver tid kunne dokumentere, at det var aldeles frivilligt, jeg indfandt mig her, at de gerne måtte vaccinere mig, at de måtte tage blodprøver, inklusive den ekstra, jeg accepterede, og som var ment som en lille bonusgevinst til den i forvejen store undersøgelse, at jeg havde forstået alt det, de forklarede mig, at de også gerne måtte tage prøver fra svælg, mund og næse for at se, om jeg er en af de raske smittebærere af pneumokokbakterien. Det er også en lille ekstraundersøgelse, man har sat i gang for at forsøge at få klarlagt, hvor mange der er af dem. Jeg følte mig helt som en slags Tyfus-Marie.

Sygeplejersken udspurgte mig om alt muligt, hvorefter lægen undersøgte mig på kryds og tværs, men ikke fandt frem til noget, der skulle kunne forhindre min deltagelse. Kræften kunne tidligere have gjort det, men ikke efter fem år, og nu er det seks år siden jeg fik det konstateret. “Alt ser ud og føles normalt – du er tilsyneladende en sund og rask kvinde.”
Med andre ord: grønt lys for injektionen med enten den kendte vaccine, som dækker 13 af de pneumokok-underarter, som giver lungebetændelse, eller med den nye, som dækker 15. Det er jo ikke en voldsom forbedring, men den må være stor nok til, at man vil have udgifterne og ulejligheden.

Der kom en anden sygeplejerske ind for at give mig injektionen. Da det er et dobbeltblindet forsøg, må projektsygeplejersken ikke vide, hvad jeg får, men eller anden skal ligesom kunne se hætteglassets etiket og dermed vide hvad patient nr. 3004 fik … samme patient 3004 blev bedt om at holde øjnene lukket under seancen.

Derefter skulle jeg observeres i en halv time for at se, om jeg døde af det.
Det gjorde jeg ikke, og vi udnyttede tiden til at undervise mig i brugen af den Samsungdims, jeg skal anvende til at indrapportere hver dag i fem dage: Temperatur, eventuelle hævelser eller ømhed osv. Man kan få influenzalignende symptomer (lige som man kan få af influenzavaccine – det er ikke derfor influenza, man får), såsom feber og ledsmerter. Det er den slags, der skal indrapporteres, for et fase tre-forsøg går meget på at finde frem til så mange bivirkninger som muligt, idet man allerede ved, at selve vaccinen virker. Man finder aldrig frem til samtlige bivirkninger, for så skulle jordens samlede befolkning deltage i samtlige kliniske afprøvninger, hvilket naturligvis er temmelig urealistisk.

Jeg fik et smart, nyt termometer med hjem – fint nok, for jeg har kun et gammeldags kviksølvtermometer – og kunne i aftes konstatere, at jeg havde 36,7 og dermed ingen feber. Der var lidt rødme hvor jeg var blevet stukket, men på en visuel skala fra 1-5 var størrelsen mellem 0 og 1. Ingen utilpashed, ingenting, så jeg er en af dem, der slet ingen bivirkninger får, åbenbart. De opstår nemlig hurtigt og varer kun et døgns tid, så på nuværende tidspunkt er jeg ret sikker på, at jeg er sluppet fri.

---

Til slut en observation fra min dahlia-identifikationsjagt. Jeg fandt ud af, at den hvide hedder Eveline, så den vil jeg købe til foråret … hvis jeg er så heldig, at der er noget i pakken, for i princippet indebærer “ca. 1 stk.” vel et indhold på enten 0, 1 eller 2 knolde?

Nu skal jeg til at være forsøgskanin

Jeg skal til at være på den anden side af skranken, så at sige – jeg har nemlig meldt mig til at deltage i en klinisk undersøgelse. Det bliver interessant at opleve det fra den anden side. Det drejer sig om en ny vaccine mod lungebetændelse, og som nok de fleste ved, er det slemt at få, når man når op i en vis alder. Jeg har ikke nået den kritisk farlige alder endnu, men det er som bekendt bedre at forebygge end at helbrede.

Jeg ser det som udelukkende værende en fordel at deltage i den slags. Det værste der kan ske er, at det ikke virker. Jeg er dog ikke inkluderet endnu, men medmindre de indledende undersøgelser taler for at fraråde deltagelse, regner jeg med at blive accepteret – ved dog ikke, om det har noget at sige, at jeg har haft kræft, men uden at kende inklusionskriterierne kan jeg ikke se, at det skulle have noget med sagen at gøre.
Fordel 1, fordi jeg skal igennem en større undersøgelse – jeg skulle i hvert fald sætte to timer af til hele seancen.
Fordel 2, fordi jeg satser på, at det virker. 90 % af deltagerne får den nye vaccine, mens 10 % får en vaccine, man ved virker, og som allerede er på markedet. Ergo kommer jeg forhåbentlig ud derfra med immunitet overfor lungebetændelse.

Nervøsitet? Ingen. Det er et fase 3-forsøg, hvilket betyder, at man allerede ved, at vaccinen hverken er giftig eller smækfyldt med bivirkninger. Man går ikke ind i en fase 3 uden at være meget sikker på, at det virker efter hensigten, da det er vildt omkostningsrigt.
Der er nemlig en grund til, at ny medicin er så dyr som den er – det koster i omegnen af en milliard at udvikle noget nyt. Der skal forskes, der skal udvikles og der skal afprøves – det sidste i stor stil, for hvem af os er interesseret i noget, der enten ikke virker eller har frygtelige bivirkninger?
Det er derfor, at kopimedicin er så billig: De har ikke lige lagt en milliard i kassen for at finde frem til, udvikle og gennemprøve medicinen.
Jeg har skrevet om det før, og jeg gør det måske igen, for jeg bliver så harm, når folk bare blindt og i sørgelig uvidenhed langer ud efter medicinselskaberne som nogen, “der bare er ude efter at tjene penge”.
Jamen, naturligvis er de det! Hvor mange virksomheder kender I, der ikke vil tjene penge?
Hvis ikke de tjener udviklingsudgifterne hjem og lidt til, er der ikke penge til mere forskning og udvikling – så enkelt er det.
Det havde nær lagt Lundbeck ned, da en ny medicin mod skizofreni blev skrottet efter gennemførelse af et fase 3-studie – pengene er mistet, og aktierne styrtdykker – worst case scenario for enhver medicinalvirksomhed.

I det hele taget går jeg all in for vaccination af enhver art. Jeg er så vred på den tosse, der af ren og skær hævntørst sendte falske nyheder ud om bl.a. mæslingevaccinen, men desværre var så effektiv med det, at mange stadig tror, at det nærmest er livsfarligt for deres afkom at lade det vaccinere.
Det er livsfarligt IKKE at gøre det, at I bare ved det! Basta!
Vil også lige nævne, at man ikke får influenza af influenzavaccine. Jeg ved godt, at mange er overbevist om det, men det gør man ikke. Spørg jeres læge, hvis ikke I tror mig. Det værste, der kan ske er (igen), at det bare ikke virker, eftersom den oftest ‘kun’ omfatter ca. 80 % af de influenzaforvoldende vira.
Jeg er blevet influenzavaccineret hvert år siden den blev tilbudt, og jeg er gået fri indtil videre. Det er nemlig heller ikke ufarligt at få, når man bliver ældre – der er en grund til, at man får den gratis, når man er fyldt 65.

Så er vi to på stoffer

Fredag aften begyndte John at få tandpine, og den blev absolut ikke mindre i løbet af weekenden, så han har været på bedøvende midler 24/7, og vi kører på reserverne hvad smertestillende midler angår, men han klarer sig til i morgen.
I dag fik han en akuttid hos tandlægen, som satte en time af til ham.
Han var der i to timer … og kom hjem to kindtænder fattigere. Der var så meget betændelse, at der kun var denne løsning.
Han er på flydende kost og ingen varme drikke, men har det ellers okay.

Jeg er også på stoffer. Jeg er faktisk lidt afhængig af dem, kan man vist godt hævde, og alle der kender mig ved, at jeg har et lager der er stort nok til, at jeg med stor sandsynlighed ikke bliver stoffri i dette liv.
Men man ved jo aldrig, så jeg købte for en sikkerheds skyld et lille supplement for et par uger siden. Det var som sædvanlig Shabby Fabricks i USA, der leverer, og jeg vidste så glimrende, hvad der så kunne ske.
Min pakke blev da også snuppet i tolden, men jeg slap nogenlunde rimeligt og uden at blive ruineret, fordi fakturaprisen tilsyneladende var opgivet til noget mindre end den reelle pris, jeg betalte for varerne. Hvorfor ved jeg ikke, men jeg gider ikke brokke mig over det.
Jeg har konkrete planer med de fleste af tekstilerne, men måske var det heldigt, at de kom i dag, hvor John var væk og havde for travlt med noget, der fylder meget mere hos ham end at ryste på hovedet over mit stofforbrug. Han kalder det dog i det mindste ikke stofmisbrug …
Jeg behøver naturligvis ikke at skjule købet for ham, men lige netop i dag vil han sikkert være ret ligeglad med mine stofindkøb.
Han kunne dog godt nyde solnedgangen, som her til aften viste sig fra en af sine pænere sider.

Hvordan synes du selv det går?

Endelig – med fem måneders forsinkelse – er John begyndt på genoptræning. Da han blev udskrevet fra Slagelse, sagde sygeplejersken, at han skulle til kontrol fire uger efter, men fordi det var sommerferieperiode med mange afløsere, kunne der nemt gå noget galt, så hvis ikke han havde hørt noget efter tre uger, skulle han ringe og rykke. Det havde han ikke, så det gjorde han.
Og fik at vide, at det måtte han sandelig have misforstået, for de ville ikke se ham før om fire måneder, og at de nok skulle skrive, når tiden var inde. Det havde lægen selv skrevet i journalen! Det var bare ikke det han havde fået besked på; han skulle både til kontrol og begynde genoptræning efter fire uger, påstod han stædigt, men der var ikke noget at gøre.
Efter fire måneder fik han en indkaldelse til Næstved sygehus, hvor en læge bare sagde, at det var lidt sent, han var kommet!
Det er en længere historie, men kommer her i let forkortet udgave.
Han har været gennem egen læge et par gange. Hun er stærkt utilfreds med den behandling, John har fået og har nu gennemtrumfet, at han har
1) Været til en grundig kontrol og fået taget en masse blodprøver
2) Talt med en sygeplejerske, som har
3) Sendt ham til genoptræning
Alle fagfolk, han har talt med, har undret sig over, at han ikke blev indkaldt til kontrol og genoptræning efter fire uger, “for det skal man altid” – og oven i købet blev det nægtet, da han ringede, ganske som han havde fået besked på.
Hvad pokker der lige gik galt for hjerteafdelingen på Slagelse sygehus, finder vi aldrig ud af, men vi er voldsomt utilfredse.
Han har i det halve år ikke vidst, hvor meget han kunne tillade sig at presse sig selv … hvornår kan det være farligt, at det trykker for brystet, og hvornår skal han bare holde en pause? Der er mange usikkerhedsspørgsmål, der følger i kølvandet på et hjerteanfald.
Men altså. I dag har han været til genoptræning første gang, og – også for første gang i sit liv (hvad den slags angår) – var han totalt tændt og glædede sig meget til at træne under kontrollerede forhold.
Han har købt et smartur.
Det kan måle puls, tælle skridt, måle søvnkvalitet, lede ham hjem, hvis han er faret vild under løbeturen (!). Det angiver tilbagelagte daglige kilometer, og det måler forbrugte kalorier, som er afpasset efter aktiviteten, som man naturligvis også kan indstille (fx cykling, svømning, løb, SUP, golf) Det har gps og højdemåler og kan sågar vise emails og sms’er – hvilket kan være aldeles ligegyldigt, men det kan godt nok meget, og han har brugt nogle timer på at få det til at virke efter hensigten. Det kan oven i købet vise klokken, og det kan det på en af flere tusinde urskiver, som man bare kan downloade. 
Det er virkelig smart.
Da jeg spurgte, om det også kunne lave god mad og kaffe, svarede han ja.
Så bestilte jeg også et i dameudgave. Det kommer i morgen.

Hvad er vel livet? Et pust i sivet (Oehlenschläger) – fulgt op af Storm P med
Hvad er døden? Et gok i nødden.

Så skal det jo blive dyrt

For et halvt år siden, midt i august, havde Søren (Johns bror) en alvorlig ulykke med en stige. Den skred for ham, mens han var ved at male sit hus. Han kom på hospitalet, og de kunne konstatere, at hans hæl var brækket; faktisk næsten knust, således at foden ikke længere var fæstnet på benet via knogler.
I starten sagde de, at det ville tage mindst 10 uger, inden han var i orden igen. Han var indlagt i godt en uge, men blev så sendt hjem i en rullestol. Der kom med det samme en hjemmehjælp flere gange om dagen, så han kunne komme i seng – og op igen næste morgen. Han blev fint hjulpet med alt, men de fik alt for sørgeligt ret i det med de 10 uger. Han blev fragtet frem og tilbage til kontrol i en ambulance.
Han har været indlagt i flere omgange … det var begyndt at gro sammen, men på en måde, der var helt forkert, så de lagde stålplader og søm ind, men såret ville ikke hele, og der gik koldbrand i det, så han måtte ligge med en pumpe, der hele tiden fjernede pus og væske fra såromgivelserne. De tog stålpladerne og sømmene ud igen. Der blev ved med at gå noget galt – altså ikke menneskelige fejl, men med helingsprocessen; Køge Sygehus (som har heddet RASK (Roskilde Amts Sygehus Køge)) har behandlet ham fint nok – så vidt vi ved – Søren har i hvert fald ingen klager, andet end over varigheden. Han glæder sig til at kunne komme udenfor en dør igen.
Nu – efter et halvt år, er han langt om længe i stand til det. Han og John har været henne og besøge deres søster, som i mellemtiden har fået konstateret Parkinsons syge. Det er i det hele taget den rene elendighed med de tre søskende … først Johns blodprop, så Sørens ben og nu søsterens Parkinsons. Især er det synd for Søster, for Parkinsons kan ikke helbredes.
I dag er Søren ude for anden gang. John har hentet ham, for nu har han fået støvle på og må støtte en lille smule på benet. Ikke for meget; han skal gå med krykker, men en lille smule er okay.
Det tog godt nok lang tid at komme dertil. Jeg har set billeder af hans sår, men det er ikke for sarte sjæle!

Så er støvlen, han har på nu, mere børnevenlig at udstille.
Sådan nogle er engangsstøvler. Det forbavser mig en del. Den første han fik, brugte han bare en lille time, for han skulle kun have den på under hjemtransporten, og derefter skulle han smide den ud! Dette er hans tredje støvle, og den skal også smides ud.
Så skal omkostningerne til sundhedsvæsenet da blive høje, for den kan ikke være billig, sådan en, med pumpesystem til luft ind og ud og det hele, men der er formentlig en forklaring … jeg kunne bare godt lide at kende den forklaring.
Er der mon en læser, der kan hjælpe med det? Den rører jo ikke engang ved hans hud, men er det måske fordi den ikke kan steriliseres, at den skal kasseres efter brug?

Houston, we have a problem … uddrag af den private kommunikation …

Jeg troede englænderne ville blive forsinkede og få et døgn mindre i det rigtigt rare hus, vi har fundet denne gang – ikke fordi dem vi finder plejer at være decideret ‘urare’, men dette er lidt hyggeligere end gennemsnittet og derudover ligger det kun 300 meter fra vandet.
Det ville godt nok have været en kedelig start på deres ferie, hvis de skulle strande på et eller andet hotel i Holland eller Tyskland – jeg ved ikke lige hvor, men i hvert fald syv timer fra at kunne ankomme til feriehuset.

Øv, hvor har jeg ondt af både de to syge stakler og såmænd også lidt de to raske af flokken. Det er simpelthen for surt for dem alle sammen.

I nogle timer troede jeg de ville blive et døgn forsinkede, fordi de var nødt til at blive på hotellet for at ligge og være hundesyge, men ved halvtolvtiden løb beskeden ind om, at de var on their way og ville ankomme ca. 18:30.
Jeg åndede lettet op, men bliver først rigtig glad, når de er ankommet og kan blive taget under mors/mormors beskyttende vinger.

                                

Og så fik jeg atter en gang bekræftet, hvor svært det er med de der forholdsord på forskellige sprog, fordi man sjældent bruger de samme til de samme forholdsled.
Jeg ‘undersatte’ åbenbart bumpene PÅ vejen, for Tim belærte mig på sin høflige måde, at det på engelsk hedder bumps IN the road.
Øv. Men nu ved jeg det til næste gang.
Bemærk i øvrigt, hvordan ‘hygge’ er blevet en del af Tims sprog – her med engelsk bøjning, ganske som vi danskere staver og udtaler engelske låneord på engelsk, men bøjer dem på dansk.
Jeg fandt også ud af, at overskriftens ord ikke er det korrekte citat fra Apollo 13, men blev brugt af Tom Hanks i filmen om den.
Det, der blev sagt var:
Swigert: "Okay, Houston, we’ve had a problem here."
Lousma: "This is Houston. Say again, please."
Nu har jeg lært endnu mere i dag … alle bruger jo filmcitatet, men det er så i virkeligheden forkert.

Det var en ganske nydelig solnedgang i aftes. Måske den sidste pæne set her fra huset – det bliver dårligt vejr og vist nærmest stormvejr i overmorgen.
Men det gør ikke spor – bare det ikke varer resten af ugen …

Alt er godt

Den besked John i går fik om, at han skulle være indlagt i yderligere fem dage, var en misforståelse … vi ved ikke rigtig fra hvis side, men lægen der fortalte det, havde ikke dansk som modersmål, så de har fået talt lidt forbi hinanden.
I morges var der en anden læge for at tale med John, denne gang en midaldrende kvinde, som ikke var til at misforstå. Hun sagde, at John kunne tage hjem i dag.
Den nye medicin, som viser sig at være nitroglycerin i depotform, viste sig, trods begyndervanskeligheder, at være meget effektiv. John har det langt bedre i dag, og de ubehagelige symptomer og/eller bivirkninger, der opstod i går, har ikke vist sig siden, hvorfor man mener, at han er en af dem, der sandsynligvis vil have det godt med at få nitroglycerin på denne måde.
Han spurgte lægen meget indgående om grunden til, at man fravalgte stenten. Han fik den forklaring, at godt nok var karrene omkring hjertet forsnævrede, men at der stadig var tilstrækkelig gennemstrømning til, at det ikke var bekymrende. En stent virker kun lige omkring selve hjertet, og der er dermed intet til at forhindre, at blodpropper sætter sig fast alle mulige andre steder i hans krop, og når karrene er forsnævrede ét sted, er de det sandsynligvis også andre steder, men det er kun i området omkring hjertet, at man kan komme ind og kigge uden et kirurgisk indgreb. Ved at give nitroglycerin som depotpræparat, forebygger man nye blodpropper i hele systemet. Han når muligvis til at skulle have en stent engang, men ‘engang’ er altså ikke endnu.
Se, det gav jo god mening. Både John og jeg var tilfredse med den forklaring – men det kunne de jo bare have gjort med det samme …
Jeg var med i dag til den afsluttende samtale med sygeplejersken, og hun var god til at besvare de spørgsmål jeg havde.

John er nu hjemme igen. Han vil være mere træt end tidligere, men det er ikke bekymrende. Han vil ikke kunne så meget som før, men det er heller ikke bekymrende. Der er ikke noget, han ikke må; han skal bare lytte til sin krop. Og til sin kone. Doctor’s order …
Han må gerne tage ekstra nitroglycerin efter behov, men kommer han op på fem gange om dagen, skal han henvende sig til lægen, for så skal han kigges på igen.
Det er da godt, han ikke lider af Parkinsons med alt det nitroglycerin indenbords!
Vi er glade alle sammen, og jeg skulle hilse og sige tak for alle de sympatitilkendegivelser, han har set her på min blog. De varmer!

Og nu, hvor der er fred og ingen fare, kan jeg fortælle, at John ikke er den eneste, der er undsluppet! Tyrekalvene på marken overfor os var i går på springtur for tredje dag i træk. Nu er det ikke sjovt mere. Det har det faktisk slet ikke været … sådanne tyrekalve er ret ligeglade med os og buser bare på. De har været på besøg i nabohaverne, men heldigvis har vi lukket helt af til haven bag huset, så hos os kan de kun komme til forhaven.
Første dag var fire ud af seks sluppet ud; de næste to dage var det kun de to af dem, der var eventyrlystne.
Man har forsøgt at ordne hegnet, så de ikke kan komme ud, men det var altså ikke effektivt nok. Her i varmen går de nemlig helt ud i vandet, nok for at blive afkølede, og så kan de altså komme ud ad bagdøren, så at sige.
Jeg har set den ansvarlige gå og rode med hegnet igen i dag – jeg håber han finder en effektiv løsning.
I skulle have set cykelturisterne i ansigterne, da der pludselig stod en tyr foran dem – de kom lynhurtigt over på den anden side af vejen.
Det kan jeg godt forstå – jeg har også stor respekt for de tyre – specielt fordi de sandsynligvis ikke selv er helt trygge ved situationen  pga. bilerne.

Det er nok mest ikke helt godt endnu

Life’s not fair, is it?
Det er, som nævnt et par gange før, mit yndlingscitat fra min yndlingsdisneyfilm, The Lion King.
Livet er ikke altid helt retfærdigt. John har fået at vide, at han skal blive på Slagelse Sygehus i mindst fem dage endnu, fordi de vil give ham en (for ham) ny medicin. Han skal stabiliseres mere, og han skal generelt have det bedre, end han generelt har det nu. Han får stadig ondt og trykken lige omkring hjertet indmellem, og han har stadig problemer med vejrtrækningen i ny og næ.
Jeg må indrømme, at selv om vi har valgt at tro på ekspertisen, kan vi ikke forstå, at beslutningen er den rigtige, og at det skal være i orden, at han veksler så meget mellem at have det relativt godt og lidt mere end relativt skidt, og derfor kan vi stadig ikke forstå hvorfor han ikke fik den ballonudvidelse.
John har lovet mig at krydsforhøre lægen i morgen til stuegang og virkelig spørge ind til, hvorfor de har truffet netop den beslutning, de har. John nævnede, at det måske kunne være en del af den, at han måtte vente meget længe, så da det fem timer efter den aftalte tid blev hans tur, var det tæt på vagtskifte, så måske havde ‘nogen’ ikke lyst til at have overarbejde bare fordi ‘nogen’ også skulle indsætte en stent.
Det er måske temmelig uforskammet tænkt, men ikke desto mindre opstod tanken …
John er meget autoritetstro, mens jeg virkelig er en møgkælling sommetider, hvorfor han nok har det lidt sværere  med at ‘gå til’ en læge. Nogle gange er det ikke så godt, at jeg er en bitch, men andre gange er det altså bare ærgerligt (for andre), at jeg er det, fordi jeg gerne vil have et svar, jeg kan forstå. Eller/og (helst begge dele, faktisk) et svar, der er scientifically sound.
Han er selvfølgelig smadderked af, at han nu tidligst kommer hjem den dag, englænderne rejser, men det er samtidig indiskutabelt, at det er bedst han er indlagt, så længe han har det så skidt, som tilfældet er.
Jeg er utrolig heldig, at jeg har de tre af de fire, jeg elsker allermest, hos mig, mens den ene af de fire er indlagt. John er tilsvarende ked af, at han er væk i lige præcis de ti dage, englænderne er her.
Life’s not fair, is it?

Det medfører i øvrigt visse logistiske udfordringer.
I dag, fx, startende kl. 13 efter en stille formiddag:
Tim & Aubrey ville kajakke til Præstø, hvor Anna & Charlotte ville møde dem. De to sidstnævnte kørende på vores elcykler.
Jeg tog, som den første, afsted for at køre til Slagelse og besøge John.
De fire mødtes som planlagt i Præstø havn, hvor der i øvrigt var 50’er-biler, 50’er-musik og en dejlig is til alle fire.
Tim & Aubrey kajakker til Roneklint Fyr.
Anna & Charlotte cykler til ovenstående.
Jeg besøger John, kører tilbage fra sygehuset, får fyldt bilen op og får handlet, så vi har mad til i morgen, og kører videre til Roneklint Fyr, hvor vi (både bekymrende og bekymrede) venter mere end en halv time end forventet på kajakroerne, men endelig, ENDELIG kan vi skimte dem i horisonten. En halv time kan føles meget længere end en time, skulle jeg hilse og sige, men vinden havde vendt, og det var ikke til deres fordel.
Tim & Charlotte cykler de 16 km hjem efter at have afleveret kajakkerne, jeg tager børnene med hjem i bilen og begynder at lave aftensmad.
Klokken 18:30 bænker vi os alle fem, en time senere sover Tim, mens Charlotte og børnene ser Min søsters børn alene hjemme og jeg blogger.

I må meget gerne have ondt af John. Det har vi andre nemlig. Vi er bare trætte, men på den go’e måde …

Jeg vil (så alligevel ikke) ha’ en blå ballon …

John kom igennem kikkertundersøgelsen, og ‘man’ besluttede af en for os endnu ukendt grund, at han ikke skulle have en ballonudvidelse (og slet ikke en bypass), men udelukkende skal behandles medicinsk.
De beholder ham weekenden over, hvor de vil stabilisere ham yderligere og finde frem til de rette doseringer af den rette medicin, så vi bliver forhåbentlig fuldtallige i Den Stråtækte fra på mandag.
Han trækker efterhånden vejret lidt friere, så behandlingen viser nu effekt, lader det til.
Vi kan ikke helt finde ud af, om det er godt eller skidt, at han ikke fik den stent, for de sagde til ham, at karrene er forsnævrede, men det er de åbenbart ikke nok til, at det er nødvendigt at tvangsudvide dem.
Vi stoler dog på, at de er eksperterne, og at de ved bedst.
Og nu ikke mere sygdom. Jeg får en fuldt funktionsdygtig mand hjem igen, er jeg sikker på – men jeg savner ham og glæder mig til han er hjemme og kan nyde samværet med barn og børnebørn.
Jeg er dog sikker på, at John er den, der savner mest – vi andre fem er jo sammen og hygger os.

Tim skulle lande klokken 17 i dag, og lige inden vi skulle afsted til lufthavnen, kom Lars med kajakkerne, som Tim havde aftalt med ham for et par dage siden. Efter aftensmaden skulle det lige afprøves, om de var lige så gode, som de plejer at være, så de blev båret over vejen og ned til den lille plads, hvorfra de kan få dem i vandet.

Vejret er jo som bekendt ganske aldeles vidunderligt, så børnene fik lov at kajakke lidt ud på egen hånd, med far guidende inde fra bredden – og mormor nervøst iagttagende de kære små, som ikke er så små mere.
Altså, hvor bliver man dog hysterisk som aldrende bedsteforælder. Når man tænker på, hvad jeg selv gjorde, og hvad jeg senere syntes det var helt i orden, at Charlotte foretog sig, så er det lidt underligt/ret fjollet, at jeg står her og er fuldstændig overbevist om, at lige om lidt kæntrer de og drukner. Specielt fordi der, hvor kajakkerne befinder sig, vil vandet højst kunne nå dem til knæene.
Jeg sagde derfor ingenting og led bare i stilhed, mens Tim stille og roligt talte til ungerne. Men det var svært … også selv om jeg samtidig var sur på mig selv over at være så fussy.

Nu vi er inde på, at børnene ikke er så små mere, får I lige serveret en del af aftenens ordveksling: Charlotte og jeg sad og talte om de frugttræer, hun har plantet i år som erstatning for de gamle, som ikke kan mere og er døde af alderdom. Bl.a. har hun købt et kirsebærtræ, som bærer sorten Regina.
Det hørte Aubrey – troede han – han begyndte nemlig at grine og sagde til Tim: Daddy! Mummy wants to grow a vagina???!!!
No, Aubie, sagde Tim, I don’t think so, ‘cause she already has one – and that’s fully grown.
Så var drengen totalt færdig af grin … og mommer her måtte godt nok også trække mere end en anelse på smilebåndet, mens hun samtidig sad og undrede sig over, hvor årene dog blev af, hvor hun havde to små, uskyldige børnebørn.

Shit happens

Englænderne kommer sent i aften.
I går blev John indlagt på Slagelse sygehus og skal ligge der i nogle dage. Mindst.
Han fik det rigtig dårligt i går, og da det ikke blev bedre efter afslapning og lidt søvn, kontaktede vi vagtlægen, som bad os om at komme til lægevagten på Næstved sygehus.
Han undersøgte og udspurgte John, tilkaldte en ambulance og bad dem køre ham til Slagelse.
Jeg kørte hjem og hentede toiletsager, lidt tøj, ipadden og opladerne.
Der er langt til Slagelse …
Jeg kom klokken 20, hvor han stadig lå på akutmodtagelsen, men var blevet undersøgt og havde talt med en læge.
Efter en halv times tid fik han taget yderligere blodprøver og blev, på vejen op til afdelingen, sendt til røntgen, fordi de ville se lidt på hans lunger.
De er temmelig sikre på, at hans kranspulsårer er forsnævrede, og at han havde haft en lille blodprop i hjertet.
Shit.
I dag til stuegang bekræftede de blodproppen, og de ville kontakte Roskilde sygehus for at bestille en kikkertundersøgelse af hjertet.
Den skal foretages inden tre døgn, men det betyder jo, at de sikkert ikke når det inden weekenden.
Under kikkertundersøgelsen besluttes det, om han skal have en ballonudvidelse, og gør de det (som de vil gøre i samme forløb), går der yderligere et par dage, hvor han skal være under kyndig observation.
Måske skal der en bypass til; det vides ikke endnu.
Shit.
Men vi er ikke længere bange; han blev sat i behandling med det samme, og han har det lidt bedre end i går.
Systemet virkede og reagerede omgående, og han kom i gode og dygtige hænder med det samme.
Han er bare lidt ked af det, fordi han skal være indlagt, mens englænderne er her – i bedste fald dog ikke under hele deres ferie.
Jeg synes også, at det er synd for ham – han nævnte, at “det er pokkers ubelejligt, dette her”, men altså … hvornår kommer blodpropper belejligt?
Okay – det havde selvfølgelig været bedre, om den kunne have ventet en halvanden uges tid, men sådan skulle det altså ikke være.
Han ligger på en kæmpestor enestue med et enormt tilhørende badeværelse, med en storskærm af et tv-apparat, skrivebord og en sovesofa til mig. Som jeg forhåbentlig ikke kommer til at bruge …
Sygehuset er helt nyt; det blev indviet i maj, så det er derfor, at han har så fine forhold.
Jeg kom også til at tænke på stakkels, travle Lene, da jeg så denne afdeling, som havde ledige sengepladser og et personale med god tid til det hele.

Nej, han ser ikke spor glad ud, men der er vel heller ikke så meget at grine ad i denne situation?
Men han lever og han skal nok få det godt igen. Vi venter selvfølgelig spændt på kikkertundersøgelsen og hvad den fører med sig, men under alle omstændigheder har systemet tænkt sig at returnere en velfungerende John til mig. En John, der ikke har ondt i brystet og som kan trække vejret uden besvær.