Så er vi to på stoffer

Fredag aften begyndte John at få tandpine, og den blev absolut ikke mindre i løbet af weekenden, så han har været på bedøvende midler 24/7, og vi kører på reserverne hvad smertestillende midler angår, men han klarer sig til i morgen.
I dag fik han en akuttid hos tandlægen, som satte en time af til ham.
Han var der i to timer … og kom hjem to kindtænder fattigere. Der var så meget betændelse, at der kun var denne løsning.
Han er på flydende kost og ingen varme drikke, men har det ellers okay.

Jeg er også på stoffer. Jeg er faktisk lidt afhængig af dem, kan man vist godt hævde, og alle der kender mig ved, at jeg har et lager der er stort nok til, at jeg med stor sandsynlighed ikke bliver stoffri i dette liv.
Men man ved jo aldrig, så jeg købte for en sikkerheds skyld et lille supplement for et par uger siden. Det var som sædvanlig Shabby Fabricks i USA, der leverer, og jeg vidste så glimrende, hvad der så kunne ske.
Min pakke blev da også snuppet i tolden, men jeg slap nogenlunde rimeligt og uden at blive ruineret, fordi fakturaprisen tilsyneladende var opgivet til noget mindre end den reelle pris, jeg betalte for varerne. Hvorfor ved jeg ikke, men jeg gider ikke brokke mig over det.
Jeg har konkrete planer med de fleste af tekstilerne, men måske var det heldigt, at de kom i dag, hvor John var væk og havde for travlt med noget, der fylder meget mere hos ham end at ryste på hovedet over mit stofforbrug. Han kalder det dog i det mindste ikke stofmisbrug …
Jeg behøver naturligvis ikke at skjule købet for ham, men lige netop i dag vil han sikkert være ret ligeglad med mine stofindkøb.
Han kunne dog godt nyde solnedgangen, som her til aften viste sig fra en af sine pænere sider.

Reklamer

Hvordan synes du selv det går?

Endelig – med fem måneders forsinkelse – er John begyndt på genoptræning. Da han blev udskrevet fra Slagelse, sagde sygeplejersken, at han skulle til kontrol fire uger efter, men fordi det var sommerferieperiode med mange afløsere, kunne der nemt gå noget galt, så hvis ikke han havde hørt noget efter tre uger, skulle han ringe og rykke. Det havde han ikke, så det gjorde han.
Og fik at vide, at det måtte han sandelig have misforstået, for de ville ikke se ham før om fire måneder, og at de nok skulle skrive, når tiden var inde. Det havde lægen selv skrevet i journalen! Det var bare ikke det han havde fået besked på; han skulle både til kontrol og begynde genoptræning efter fire uger, påstod han stædigt, men der var ikke noget at gøre.
Efter fire måneder fik han en indkaldelse til Næstved sygehus, hvor en læge bare sagde, at det var lidt sent, han var kommet!
Det er en længere historie, men kommer her i let forkortet udgave.
Han har været gennem egen læge et par gange. Hun er stærkt utilfreds med den behandling, John har fået og har nu gennemtrumfet, at han har
1) Været til en grundig kontrol og fået taget en masse blodprøver
2) Talt med en sygeplejerske, som har
3) Sendt ham til genoptræning
Alle fagfolk, han har talt med, har undret sig over, at han ikke blev indkaldt til kontrol og genoptræning efter fire uger, “for det skal man altid” – og oven i købet blev det nægtet, da han ringede, ganske som han havde fået besked på.
Hvad pokker der lige gik galt for hjerteafdelingen på Slagelse sygehus, finder vi aldrig ud af, men vi er voldsomt utilfredse.
Han har i det halve år ikke vidst, hvor meget han kunne tillade sig at presse sig selv … hvornår kan det være farligt, at det trykker for brystet, og hvornår skal han bare holde en pause? Der er mange usikkerhedsspørgsmål, der følger i kølvandet på et hjerteanfald.
Men altså. I dag har han været til genoptræning første gang, og – også for første gang i sit liv (hvad den slags angår) – var han totalt tændt og glædede sig meget til at træne under kontrollerede forhold.
Han har købt et smartur.
Det kan måle puls, tælle skridt, måle søvnkvalitet, lede ham hjem, hvis han er faret vild under løbeturen (!). Det angiver tilbagelagte daglige kilometer, og det måler forbrugte kalorier, som er afpasset efter aktiviteten, som man naturligvis også kan indstille (fx cykling, svømning, løb, SUP, golf) Det har gps og højdemåler og kan sågar vise emails og sms’er – hvilket kan være aldeles ligegyldigt, men det kan godt nok meget, og han har brugt nogle timer på at få det til at virke efter hensigten. Det kan oven i købet vise klokken, og det kan det på en af flere tusinde urskiver, som man bare kan downloade. 
Det er virkelig smart.
Da jeg spurgte, om det også kunne lave god mad og kaffe, svarede han ja.
Så bestilte jeg også et i dameudgave. Det kommer i morgen.

Hvad er vel livet? Et pust i sivet (Oehlenschläger) – fulgt op af Storm P med
Hvad er døden? Et gok i nødden.

Så skal det jo blive dyrt

For et halvt år siden, midt i august, havde Søren (Johns bror) en alvorlig ulykke med en stige. Den skred for ham, mens han var ved at male sit hus. Han kom på hospitalet, og de kunne konstatere, at hans hæl var brækket; faktisk næsten knust, således at foden ikke længere var fæstnet på benet via knogler.
I starten sagde de, at det ville tage mindst 10 uger, inden han var i orden igen. Han var indlagt i godt en uge, men blev så sendt hjem i en rullestol. Der kom med det samme en hjemmehjælp flere gange om dagen, så han kunne komme i seng – og op igen næste morgen. Han blev fint hjulpet med alt, men de fik alt for sørgeligt ret i det med de 10 uger. Han blev fragtet frem og tilbage til kontrol i en ambulance.
Han har været indlagt i flere omgange … det var begyndt at gro sammen, men på en måde, der var helt forkert, så de lagde stålplader og søm ind, men såret ville ikke hele, og der gik koldbrand i det, så han måtte ligge med en pumpe, der hele tiden fjernede pus og væske fra såromgivelserne. De tog stålpladerne og sømmene ud igen. Der blev ved med at gå noget galt – altså ikke menneskelige fejl, men med helingsprocessen; Køge Sygehus (som har heddet RASK (Roskilde Amts Sygehus Køge)) har behandlet ham fint nok – så vidt vi ved – Søren har i hvert fald ingen klager, andet end over varigheden. Han glæder sig til at kunne komme udenfor en dør igen.
Nu – efter et halvt år, er han langt om længe i stand til det. Han og John har været henne og besøge deres søster, som i mellemtiden har fået konstateret Parkinsons syge. Det er i det hele taget den rene elendighed med de tre søskende … først Johns blodprop, så Sørens ben og nu søsterens Parkinsons. Især er det synd for Søster, for Parkinsons kan ikke helbredes.
I dag er Søren ude for anden gang. John har hentet ham, for nu har han fået støvle på og må støtte en lille smule på benet. Ikke for meget; han skal gå med krykker, men en lille smule er okay.
Det tog godt nok lang tid at komme dertil. Jeg har set billeder af hans sår, men det er ikke for sarte sjæle!

Så er støvlen, han har på nu, mere børnevenlig at udstille.
Sådan nogle er engangsstøvler. Det forbavser mig en del. Den første han fik, brugte han bare en lille time, for han skulle kun have den på under hjemtransporten, og derefter skulle han smide den ud! Dette er hans tredje støvle, og den skal også smides ud.
Så skal omkostningerne til sundhedsvæsenet da blive høje, for den kan ikke være billig, sådan en, med pumpesystem til luft ind og ud og det hele, men der er formentlig en forklaring … jeg kunne bare godt lide at kende den forklaring.
Er der mon en læser, der kan hjælpe med det? Den rører jo ikke engang ved hans hud, men er det måske fordi den ikke kan steriliseres, at den skal kasseres efter brug?

Houston, we have a problem … uddrag af den private kommunikation …

Jeg troede englænderne ville blive forsinkede og få et døgn mindre i det rigtigt rare hus, vi har fundet denne gang – ikke fordi dem vi finder plejer at være decideret ‘urare’, men dette er lidt hyggeligere end gennemsnittet og derudover ligger det kun 300 meter fra vandet.
Det ville godt nok have været en kedelig start på deres ferie, hvis de skulle strande på et eller andet hotel i Holland eller Tyskland – jeg ved ikke lige hvor, men i hvert fald syv timer fra at kunne ankomme til feriehuset.

Øv, hvor har jeg ondt af både de to syge stakler og såmænd også lidt de to raske af flokken. Det er simpelthen for surt for dem alle sammen.

I nogle timer troede jeg de ville blive et døgn forsinkede, fordi de var nødt til at blive på hotellet for at ligge og være hundesyge, men ved halvtolvtiden løb beskeden ind om, at de var on their way og ville ankomme ca. 18:30.
Jeg åndede lettet op, men bliver først rigtig glad, når de er ankommet og kan blive taget under mors/mormors beskyttende vinger.

                                

Og så fik jeg atter en gang bekræftet, hvor svært det er med de der forholdsord på forskellige sprog, fordi man sjældent bruger de samme til de samme forholdsled.
Jeg ‘undersatte’ åbenbart bumpene PÅ vejen, for Tim belærte mig på sin høflige måde, at det på engelsk hedder bumps IN the road.
Øv. Men nu ved jeg det til næste gang.
Bemærk i øvrigt, hvordan ‘hygge’ er blevet en del af Tims sprog – her med engelsk bøjning, ganske som vi danskere staver og udtaler engelske låneord på engelsk, men bøjer dem på dansk.
Jeg fandt også ud af, at overskriftens ord ikke er det korrekte citat fra Apollo 13, men blev brugt af Tom Hanks i filmen om den.
Det, der blev sagt var:
Swigert: "Okay, Houston, we’ve had a problem here."
Lousma: "This is Houston. Say again, please."
Nu har jeg lært endnu mere i dag … alle bruger jo filmcitatet, men det er så i virkeligheden forkert.

Det var en ganske nydelig solnedgang i aftes. Måske den sidste pæne set her fra huset – det bliver dårligt vejr og vist nærmest stormvejr i overmorgen.
Men det gør ikke spor – bare det ikke varer resten af ugen …

Alt er godt

Den besked John i går fik om, at han skulle være indlagt i yderligere fem dage, var en misforståelse … vi ved ikke rigtig fra hvis side, men lægen der fortalte det, havde ikke dansk som modersmål, så de har fået talt lidt forbi hinanden.
I morges var der en anden læge for at tale med John, denne gang en midaldrende kvinde, som ikke var til at misforstå. Hun sagde, at John kunne tage hjem i dag.
Den nye medicin, som viser sig at være nitroglycerin i depotform, viste sig, trods begyndervanskeligheder, at være meget effektiv. John har det langt bedre i dag, og de ubehagelige symptomer og/eller bivirkninger, der opstod i går, har ikke vist sig siden, hvorfor man mener, at han er en af dem, der sandsynligvis vil have det godt med at få nitroglycerin på denne måde.
Han spurgte lægen meget indgående om grunden til, at man fravalgte stenten. Han fik den forklaring, at godt nok var karrene omkring hjertet forsnævrede, men at der stadig var tilstrækkelig gennemstrømning til, at det ikke var bekymrende. En stent virker kun lige omkring selve hjertet, og der er dermed intet til at forhindre, at blodpropper sætter sig fast alle mulige andre steder i hans krop, og når karrene er forsnævrede ét sted, er de det sandsynligvis også andre steder, men det er kun i området omkring hjertet, at man kan komme ind og kigge uden et kirurgisk indgreb. Ved at give nitroglycerin som depotpræparat, forebygger man nye blodpropper i hele systemet. Han når muligvis til at skulle have en stent engang, men ‘engang’ er altså ikke endnu.
Se, det gav jo god mening. Både John og jeg var tilfredse med den forklaring – men det kunne de jo bare have gjort med det samme …
Jeg var med i dag til den afsluttende samtale med sygeplejersken, og hun var god til at besvare de spørgsmål jeg havde.

John er nu hjemme igen. Han vil være mere træt end tidligere, men det er ikke bekymrende. Han vil ikke kunne så meget som før, men det er heller ikke bekymrende. Der er ikke noget, han ikke må; han skal bare lytte til sin krop. Og til sin kone. Doctor’s order …
Han må gerne tage ekstra nitroglycerin efter behov, men kommer han op på fem gange om dagen, skal han henvende sig til lægen, for så skal han kigges på igen.
Det er da godt, han ikke lider af Parkinsons med alt det nitroglycerin indenbords!
Vi er glade alle sammen, og jeg skulle hilse og sige tak for alle de sympatitilkendegivelser, han har set her på min blog. De varmer!

Og nu, hvor der er fred og ingen fare, kan jeg fortælle, at John ikke er den eneste, der er undsluppet! Tyrekalvene på marken overfor os var i går på springtur for tredje dag i træk. Nu er det ikke sjovt mere. Det har det faktisk slet ikke været … sådanne tyrekalve er ret ligeglade med os og buser bare på. De har været på besøg i nabohaverne, men heldigvis har vi lukket helt af til haven bag huset, så hos os kan de kun komme til forhaven.
Første dag var fire ud af seks sluppet ud; de næste to dage var det kun de to af dem, der var eventyrlystne.
Man har forsøgt at ordne hegnet, så de ikke kan komme ud, men det var altså ikke effektivt nok. Her i varmen går de nemlig helt ud i vandet, nok for at blive afkølede, og så kan de altså komme ud ad bagdøren, så at sige.
Jeg har set den ansvarlige gå og rode med hegnet igen i dag – jeg håber han finder en effektiv løsning.
I skulle have set cykelturisterne i ansigterne, da der pludselig stod en tyr foran dem – de kom lynhurtigt over på den anden side af vejen.
Det kan jeg godt forstå – jeg har også stor respekt for de tyre – specielt fordi de sandsynligvis ikke selv er helt trygge ved situationen  pga. bilerne.

Det er nok mest ikke helt godt endnu

Life’s not fair, is it?
Det er, som nævnt et par gange før, mit yndlingscitat fra min yndlingsdisneyfilm, The Lion King.
Livet er ikke altid helt retfærdigt. John har fået at vide, at han skal blive på Slagelse Sygehus i mindst fem dage endnu, fordi de vil give ham en (for ham) ny medicin. Han skal stabiliseres mere, og han skal generelt have det bedre, end han generelt har det nu. Han får stadig ondt og trykken lige omkring hjertet indmellem, og han har stadig problemer med vejrtrækningen i ny og næ.
Jeg må indrømme, at selv om vi har valgt at tro på ekspertisen, kan vi ikke forstå, at beslutningen er den rigtige, og at det skal være i orden, at han veksler så meget mellem at have det relativt godt og lidt mere end relativt skidt, og derfor kan vi stadig ikke forstå hvorfor han ikke fik den ballonudvidelse.
John har lovet mig at krydsforhøre lægen i morgen til stuegang og virkelig spørge ind til, hvorfor de har truffet netop den beslutning, de har. John nævnede, at det måske kunne være en del af den, at han måtte vente meget længe, så da det fem timer efter den aftalte tid blev hans tur, var det tæt på vagtskifte, så måske havde ‘nogen’ ikke lyst til at have overarbejde bare fordi ‘nogen’ også skulle indsætte en stent.
Det er måske temmelig uforskammet tænkt, men ikke desto mindre opstod tanken …
John er meget autoritetstro, mens jeg virkelig er en møgkælling sommetider, hvorfor han nok har det lidt sværere  med at ‘gå til’ en læge. Nogle gange er det ikke så godt, at jeg er en bitch, men andre gange er det altså bare ærgerligt (for andre), at jeg er det, fordi jeg gerne vil have et svar, jeg kan forstå. Eller/og (helst begge dele, faktisk) et svar, der er scientifically sound.
Han er selvfølgelig smadderked af, at han nu tidligst kommer hjem den dag, englænderne rejser, men det er samtidig indiskutabelt, at det er bedst han er indlagt, så længe han har det så skidt, som tilfældet er.
Jeg er utrolig heldig, at jeg har de tre af de fire, jeg elsker allermest, hos mig, mens den ene af de fire er indlagt. John er tilsvarende ked af, at han er væk i lige præcis de ti dage, englænderne er her.
Life’s not fair, is it?

Det medfører i øvrigt visse logistiske udfordringer.
I dag, fx, startende kl. 13 efter en stille formiddag:
Tim & Aubrey ville kajakke til Præstø, hvor Anna & Charlotte ville møde dem. De to sidstnævnte kørende på vores elcykler.
Jeg tog, som den første, afsted for at køre til Slagelse og besøge John.
De fire mødtes som planlagt i Præstø havn, hvor der i øvrigt var 50’er-biler, 50’er-musik og en dejlig is til alle fire.
Tim & Aubrey kajakker til Roneklint Fyr.
Anna & Charlotte cykler til ovenstående.
Jeg besøger John, kører tilbage fra sygehuset, får fyldt bilen op og får handlet, så vi har mad til i morgen, og kører videre til Roneklint Fyr, hvor vi (både bekymrende og bekymrede) venter mere end en halv time end forventet på kajakroerne, men endelig, ENDELIG kan vi skimte dem i horisonten. En halv time kan føles meget længere end en time, skulle jeg hilse og sige, men vinden havde vendt, og det var ikke til deres fordel.
Tim & Charlotte cykler de 16 km hjem efter at have afleveret kajakkerne, jeg tager børnene med hjem i bilen og begynder at lave aftensmad.
Klokken 18:30 bænker vi os alle fem, en time senere sover Tim, mens Charlotte og børnene ser Min søsters børn alene hjemme og jeg blogger.

I må meget gerne have ondt af John. Det har vi andre nemlig. Vi er bare trætte, men på den go’e måde …

Jeg vil (så alligevel ikke) ha’ en blå ballon …

John kom igennem kikkertundersøgelsen, og ‘man’ besluttede af en for os endnu ukendt grund, at han ikke skulle have en ballonudvidelse (og slet ikke en bypass), men udelukkende skal behandles medicinsk.
De beholder ham weekenden over, hvor de vil stabilisere ham yderligere og finde frem til de rette doseringer af den rette medicin, så vi bliver forhåbentlig fuldtallige i Den Stråtækte fra på mandag.
Han trækker efterhånden vejret lidt friere, så behandlingen viser nu effekt, lader det til.
Vi kan ikke helt finde ud af, om det er godt eller skidt, at han ikke fik den stent, for de sagde til ham, at karrene er forsnævrede, men det er de åbenbart ikke nok til, at det er nødvendigt at tvangsudvide dem.
Vi stoler dog på, at de er eksperterne, og at de ved bedst.
Og nu ikke mere sygdom. Jeg får en fuldt funktionsdygtig mand hjem igen, er jeg sikker på – men jeg savner ham og glæder mig til han er hjemme og kan nyde samværet med barn og børnebørn.
Jeg er dog sikker på, at John er den, der savner mest – vi andre fem er jo sammen og hygger os.

Tim skulle lande klokken 17 i dag, og lige inden vi skulle afsted til lufthavnen, kom Lars med kajakkerne, som Tim havde aftalt med ham for et par dage siden. Efter aftensmaden skulle det lige afprøves, om de var lige så gode, som de plejer at være, så de blev båret over vejen og ned til den lille plads, hvorfra de kan få dem i vandet.

Vejret er jo som bekendt ganske aldeles vidunderligt, så børnene fik lov at kajakke lidt ud på egen hånd, med far guidende inde fra bredden – og mormor nervøst iagttagende de kære små, som ikke er så små mere.
Altså, hvor bliver man dog hysterisk som aldrende bedsteforælder. Når man tænker på, hvad jeg selv gjorde, og hvad jeg senere syntes det var helt i orden, at Charlotte foretog sig, så er det lidt underligt/ret fjollet, at jeg står her og er fuldstændig overbevist om, at lige om lidt kæntrer de og drukner. Specielt fordi der, hvor kajakkerne befinder sig, vil vandet højst kunne nå dem til knæene.
Jeg sagde derfor ingenting og led bare i stilhed, mens Tim stille og roligt talte til ungerne. Men det var svært … også selv om jeg samtidig var sur på mig selv over at være så fussy.

Nu vi er inde på, at børnene ikke er så små mere, får I lige serveret en del af aftenens ordveksling: Charlotte og jeg sad og talte om de frugttræer, hun har plantet i år som erstatning for de gamle, som ikke kan mere og er døde af alderdom. Bl.a. har hun købt et kirsebærtræ, som bærer sorten Regina.
Det hørte Aubrey – troede han – han begyndte nemlig at grine og sagde til Tim: Daddy! Mummy wants to grow a vagina???!!!
No, Aubie, sagde Tim, I don’t think so, ‘cause she already has one – and that’s fully grown.
Så var drengen totalt færdig af grin … og mommer her måtte godt nok også trække mere end en anelse på smilebåndet, mens hun samtidig sad og undrede sig over, hvor årene dog blev af, hvor hun havde to små, uskyldige børnebørn.

Shit happens

Englænderne kommer sent i aften.
I går blev John indlagt på Slagelse sygehus og skal ligge der i nogle dage. Mindst.
Han fik det rigtig dårligt i går, og da det ikke blev bedre efter afslapning og lidt søvn, kontaktede vi vagtlægen, som bad os om at komme til lægevagten på Næstved sygehus.
Han undersøgte og udspurgte John, tilkaldte en ambulance og bad dem køre ham til Slagelse.
Jeg kørte hjem og hentede toiletsager, lidt tøj, ipadden og opladerne.
Der er langt til Slagelse …
Jeg kom klokken 20, hvor han stadig lå på akutmodtagelsen, men var blevet undersøgt og havde talt med en læge.
Efter en halv times tid fik han taget yderligere blodprøver og blev, på vejen op til afdelingen, sendt til røntgen, fordi de ville se lidt på hans lunger.
De er temmelig sikre på, at hans kranspulsårer er forsnævrede, og at han havde haft en lille blodprop i hjertet.
Shit.
I dag til stuegang bekræftede de blodproppen, og de ville kontakte Roskilde sygehus for at bestille en kikkertundersøgelse af hjertet.
Den skal foretages inden tre døgn, men det betyder jo, at de sikkert ikke når det inden weekenden.
Under kikkertundersøgelsen besluttes det, om han skal have en ballonudvidelse, og gør de det (som de vil gøre i samme forløb), går der yderligere et par dage, hvor han skal være under kyndig observation.
Måske skal der en bypass til; det vides ikke endnu.
Shit.
Men vi er ikke længere bange; han blev sat i behandling med det samme, og han har det lidt bedre end i går.
Systemet virkede og reagerede omgående, og han kom i gode og dygtige hænder med det samme.
Han er bare lidt ked af det, fordi han skal være indlagt, mens englænderne er her – i bedste fald dog ikke under hele deres ferie.
Jeg synes også, at det er synd for ham – han nævnte, at “det er pokkers ubelejligt, dette her”, men altså … hvornår kommer blodpropper belejligt?
Okay – det havde selvfølgelig været bedre, om den kunne have ventet en halvanden uges tid, men sådan skulle det altså ikke være.
Han ligger på en kæmpestor enestue med et enormt tilhørende badeværelse, med en storskærm af et tv-apparat, skrivebord og en sovesofa til mig. Som jeg forhåbentlig ikke kommer til at bruge …
Sygehuset er helt nyt; det blev indviet i maj, så det er derfor, at han har så fine forhold.
Jeg kom også til at tænke på stakkels, travle Lene, da jeg så denne afdeling, som havde ledige sengepladser og et personale med god tid til det hele.

Nej, han ser ikke spor glad ud, men der er vel heller ikke så meget at grine ad i denne situation?
Men han lever og han skal nok få det godt igen. Vi venter selvfølgelig spændt på kikkertundersøgelsen og hvad den fører med sig, men under alle omstændigheder har systemet tænkt sig at returnere en velfungerende John til mig. En John, der ikke har ondt i brystet og som kan trække vejret uden besvær.

Barnaby blev afløst af ondt i halsen

Endnu inden vi var kommet ud af sengen på vores herlige høloft, tikkede der en sms ind fra Charlotte: Aubrey er syg, men vi skulle meget gerne til det forældremøde med Anna i eftermiddag. Tim har aflyst sine møder i London, fordi jeg har to kunder i dag. Har I mulighed for at være her, inden vi skal afsted kl. 16:15? Jeg er ked af at forkorte jeres Barnabytur, men …
Hun skal da overhovedet ikke være ked af noget som helst. Det er nok den eneste gang, vi overhovedet har kunnet hjælpe dem bare en lille smule, fordi vi normalt er så pokkers langt væk, så selvfølgelig ville vi komme tidligere hjem for at hygge om det syge barn.

Det gjorde heller ikke spor, for vi nåede det meste af det planlagte i går, så i dag var der ikke meget mere end Dorchester upon Thames tilbage, hvilket vi sagtens kunne nå i formiddags.
Herover er det en del af kirkegården tilhørende The Abbey i Dorchester. Engelske kirkegårde er altså noget af det grimmeste og mest uorganiserede, jeg kender. Dette her er godt nok den gamle del af den, men det ser ikke da ikke særlig pænt ud, vel?

De idylliske huse var der igen masser af. Det herover var oven i købet til salg, men det er sikkert for dyrt til vores pengepung – huse er vildt dyre i England.
Vi ville have taget en lille omvej for at køre ad en grøn vej; dvs. langs en scenic route, men det viste sig at være en vej med forhindringer. Lige pludselig stod der, at vejen var lukket. Ikke noget med omkørsel eller noget, bare, at vejen var lukket fra 4.-10. maj, men vi kunne ikke se, at nogen var i gang med noget vejarbejde. Vi regnede så med, at der længere henne ad vejen ville komme instruktioner om, hvordan vi kunne komme videre, men nej. Efter små tyve kilometer var vejen bare lukket. Punktum. Vi kunne ikke komme videre, og et kig på det gammeldags papirkort viste, at vi kun kunne køre hele den lange vej tilbage; der var ingen muligheder for lokale omveje.
Der var en del, der gik i samme fælde som os. Vi kunne dog nemt vende vores personbil, men lige foran os var der en stor lastbil med anhænger, som havde svære problemer med at vende på den meget smalle vej.
Det samme oplevede vi en gang til et andet sted på vej til en anden grøn vej, så vi gav op og satte kursen mod Marlborough, hvor vi købte alt mad ind til den forlængede weekend (det er Bank Holiday på mandag), og så kørte vi ellers hjem for at forkæle det syge barn.

Da forældrene var kørt, lavede jeg en French Toast – Aubrey og jeg kunne uden problemer blive enige om, at lidt ahornsirup sikkert ville være rigtig godt til at smøre en øm hals.
Han lå derefter og kiggede på BBC’s David Attenborough-serier efter eget valg, til han havde helt firkantede øjne, og således gik tiden, til resten af familien kom lidt i otte.
Da vi havde spist, blev der kigget på hawaiianske vulkanudbrud sammen med mor; derefter leget lidt med far, hvorefter det var sengetid. Aubrey har det meget bedre – det var den franske toast og mormors uendeligt bløde og varme silkehalstørklæde, der gjorde forskellen, er vi sikre på … det er da også hamrende uretfærdigt, at det er Anna, der svømmer rundt i den nye og endnu isnende kolde swimmingpool, og det er Aubie, der får ondt i halsen.
Life’s not fair, is it?

Sygdom og død

Da vi kom hjem i går, kiggede vores nabo indenfor. Hun ville fortælle os, at deres nabo til den anden side var død. Det kom ikke bag på os, for han havde været alvorligt syg i lang tid, men han blev kun 57 år. For pokker, altså – det er jo alt for tidligt at dø.
Det minder mig lidt for meget om egen dødelighed, når folk yngre end mig selv dør.
For at føje spot til skade, har hans enke været under behandling for lungekræft, mens hun samtidig skulle passe en meget syg mand. Hun var ellers erklæret rask, men nu er der dukket en skygge op på den ene lunge, som man lige skal have kigget nærmere på.
Heldigvis, kan man næsten sige, fylder hendes mands død og kommende bisættelse det hele hos hende lige nu, så hun har ikke tid til at tænke på sig selv.

Længere oppe ad vejen er der også en, der er syg og har skiftevis haft det godt, halvgodt, halvdårligt og heldårligt siden november, har jeg så sent som i dag fået at vide. Hun har været igennem et hav af undersøgelser og skal snart til en MR-scanning. CT-scanning har hun været igennem. Man kan ikke finde ud af, om det er psykisk eller fysisk – lægevidenskaben er i det hele taget på fuldstændig bar bund, hvilket naturligvis skaber angst hos hende og er dermed selvforstærkende.
Det er med andre ord noget rigtigt hø, er det. Hun er kun først i 50’erne.
Det lyder frygteligt at sige det, men på en måde er jeg glad for, at det var kræft jeg fik, for på trods af, at det ikke var specielt behageligt at komme igennem behandlingsforløbet, var det noget helt konkret, jeg skulle forholde mig til.
En sygdom, der er udiagnosticeret, må på sin vis være værre – jeg kan snildt forestille mig den angst, der konstant må lure i baghovedet.
Jeg kan godt skrive under på, at angsten i sig selv er slem.
Det går længere og længere imellem, at jeg går i selvsving, men jeg er også tæt på at kunne betegne mig selv som a survivor, som de sagde, da jeg var i England. Det siger man, når man har overlevet fem år efter … ja, efter hvad? Formentlig efter behandlingens afslutning, og i så fald er der stadig et halvt år endnu.
Men angsten for, at det kommer igen, den kan godt indimellem give en søvnløs nat eller to. Der skal ikke ret meget ondt i halsen til; måske en stikken i brystet eller en lille bule bag øret (men der må jeg simpelthen have slået mig, for den forsvandt af sig selv), før jeg tænker på, om kræften atter er dukket op, bare i en anden form.
Jeg føler med begge kvinder.
Nu er det endelig blevet forår, og så får man disse triste nyheder. Det tager lige toppen af nydelsen, men jeg kan jo intet stille op – andet end at vise min deltagelse og komme med god-bedring-blomster.

Life’s not fair, is it?

Dette var et Scar-citat fra The Lion King. Zazus rapport til Mufasa er en genial leg med ord:
Checking in with the morning report!
Well, the buzz from the bees is that the leopards are in a bit of a spot … and the baboons are going ape over this. Of course, the giraffes are acting like they’re above it all … the tick birds are pecking on the elephants. I told the elephants to forget it, but they can’t …
Godt. Det hjalp lidt på min lidt trykkede stemning.

Jeg går stadig ind for vaccination

For en uge siden fik vi vores årlige influenzavaccination. Den fik jeg af min arbejdsgiver, da jeg stadig var arbejdsramt; siden har jeg selv måttet betale, med undtagelse af det år, jeg var i kemoterapi, og hvor lægerne derfor mente, det var en rigtig god ide at forære mig den, så ikke jeg skulle blive hammersyg af influenza, hvilket hele mit system ikke ville have haft særlig godt af. Det vil dermed sige, at jeg reelt kun har betalt fire gange, og fra og med næste år er jeg folkepensionist og hører til dem, der får vaccinationen forærende.
Bortset fra det, er de 200 kroner ikke dem, der vælter budgettet, så jeg ville fortsætte under alle omstændigheder.

Man bliver ikke syg af den vaccine. På mit arbejde kom der med årene flere og flere, der takkede ja til vaccinationen, da det naturligvis ikke var tvungent. Der var ingen af de vaccinerede, der blev syge. Virusset er så svækket, at det ingen skade kan gøre, men er man i en gruppe på 10 personer eller flere, er der som regel en, der aldrig skal have den influenzavaccination mere, for jeg fik influenza af den!
Det passer ganske enkelt ikke.
Men ingen vacciner virker fra den ene dag til den næste, da immunforsvaret lige skal bygges op først, hvilket tager nogle få uger, så blev man smittet lige omkring tidspunktet for det lille stik, kan man godt være blevet syg – det var så bare ikke vaccinationens skyld.
Således var der da også en, der kom med påstanden, da jeg var til Røde Kors-strik i går, men der sad ikke mindre end tre forhenværende sygeplejersker, der gav mig ret i, at ja, du blev syg, hvis du siger, du blev syg, men det var du også blevet uden vaccinationen.

Dette var mit faste, årlige indlæg, hvor jeg argumenterer for at blive influenzavaccineret. Kan jeg overbevise bare en enkelt om, at det er en god ide, så er der vundet lidt.
Jeg gider i hvert fald ikke blive så syg, som man gør af den irriterende virus, hvis jeg selv kan gøre noget for at undgå at blive det.
Der er mellem 1 og 2 ‰ risiko for at dø af influenza – tallet stiger med ens alder, så hvorfor ikke formindske det tal ved at lade sig vaccinere?
(Jeg er klar over, at den kun tager cirka 80 % af de influenzavirus, der huserer hvert år, men endnu er jeg da gået fri, og det må være godt 10 år siden, jeg begyndte at lade mig vaccinere.)

Det her kan så blive min årlige fremvisning af vores lille, men aldeles frygtløse rødhals.
Hellere kigge på en sød rødhals end selv have en øm og irriteret rød hals.

Når livet går en imod

Vi var lige ankommet til ødegården, og vi var ikke engang blevet færdige med at pakke ud, da Verdens Bedste Nabo kiggede ind. Det var først og fremmest for at orientere os om, hvorfor der ikke længere var lys i lamperne ud mod vejen. Det var fordi han havde været inde for at afmontere dem, da han en aften, han var kommet forbi, havde set ledningen gløde! Uden der er af den grund var lys i pærerne! Jamen du godeste dog – hvad kunne der dog ikke have været sket, hvis ikke han havde opdaget det? Og hvorfor mon det var sådan? Vi har sat en timer på dem, så de er tændt seks timer hver aften, men det skulle de jo nok kunne tåle.
Det kunne de så åbenbart ikke, så nu må vi finde en anden løsning. Det var halogenpærer; måske var det derfor, det hele blev så varmt? Vi skal vist have fundet nogle LED-lamper i stedet for.

Vi spurgte til, hvordan det gik med hans kone, som vi ved har haft problemer med sine knæ.
Så åbnede sluserne sig … det korte af det lange af selve sygdomshistorien er, at hun nu er stoppet med at arbejde, og på lazarettet siger de, at de ikke kan hjælpe hende.
Hun kan stort set ikke gå, og fra at være en almindelig, glad og lettere buttet kvinde er hun blevet til en smældfed og konstant arrig rappenskralde.
Hun bevæger sig fra sengen til køkkenet til tv-stolen til toilettet. Måske ændres der lidt i rækkefølgen, men hendes liv er stort set blevet stillesiddende.
Hun vejer nu over 120 kilo (hun er vel omkring 1,60 m høj) og hun vrisser og vrænger og brokker sig hele dagen.
Børn og børnebørn, som før kom en gang om ugen, kommer nu højst hver tredje uge, for sønnerne gider hende ikke´mere.
Naboen sagde, at hun også ryger hele dagen, for hun keder sig jo. Hun har ingen hobbyer, hun kan foretage sig fra lænestolen; hun ser tv og hun ryger.
Han sagde, at det egentlig er okay hun ryger så meget og er blevet så fed, for så dør hun forhåbentlig så meget tidligere, for det der er der da ingen, der kan holde ud i længden …  
Stakkels mand. Og stakkels kone. Sikke et pensionistliv … hun er 62 år, og han er 70.
Han var så sød og sagde, at der jo er nogen, der har det værre. Jeg kunne ikke lade være med at sige, at når man når til at sige sådan, er det fordi man har det slemt.
John og jeg så bare på hinanden, da han var gået igen. Hvor har vi inderlig ondt af dem begge to. Og hvor er vi dog glade for, at vi har det godt sammen. Vi talte om, at vi i en lignende situation simpelthen er nødt til at have modet til at sætte hælene i over for den anden og sige, at her skal der gøres noget – hvis ikke det kan blive rent fysisk, må det blive psykologhjælp, for man kan ikke byde sin omverden at blive sådan en pestilens for sine omgivelser. Heller ikke selv om man bliver syg. Jeg har nu svært ved at forestille mig en af os to blive så slem, men man ved ikke hvordan man reagerer, før man står i situationen.

Krise!

Pyyyha … men lad det være sagt med det samme: Krisen er overstået igen … men den var der ikke desto mindre.
En times tid efter morgenmaden fik Anna ondt i maven. Det blev værre og værre, og kort tid efter gik hun op i seng. Hun var ligbleg, men havde ikke feber. Charlotte og jeg vekslede bekymrede blikke … vi skulle afsted med dem til lufthavnen kl. 15:45!
Hun fik to Panodil junior, men de hjalp tilsyneladende ikke spor. Det stakkels barn græd og erklærede, at hun i hvert fald ikke skulle ud at flyve i dag!
Uh, hun havde ondt, det var der ingen tvivl om. Men lige i midten, nederst i maveregionen og ingen slipsmerter, så vi satsede på, at det i det mindste ikke var blindtarmsbetændelse. Måske en menstruation, der er på vej for første gang? Nu havde hun også fået lidt kvalme, så der blev sat et fad op til formålet, hvis det skulle blive alvor.
Lige inden frokost fik hun en Ipren. Hun kan ikke sluge piller (det kunne hendes mor heller ikke, før hun var blevet næsten voksen), så den blev knust og pakket ind i jordbærmarmelade.
Vi andre satte os til frokostbordet. 10 minutter efter kaldte hun på sin mor, fordi hun havde kastet op. Anna altså …
Det var her, krisen opstod, uden vi egentlig talte om det lige på det tidspunkt, men det blev en usædvanlig stille frokost, og Charlotte begyndte nu at tænke på backup-planer. Måske blev hun nødt til at sende Tim og Aubrey hjem og så selv komme med Anna, når hun var rask igen – så mistede de da kun to flybilletter. Da hun nævnte det for Tim, udbrød Aubrey: “Mummy, that’s NOT fair! I want to stay here as well!”.

Hun kastede kun op denne ene gang og klokken 14 spurgte hun, om hun måtte komme ned og ligge på sofaen og spille iPad sammen med Aubrey.
Så var vi klar over, at krisen formentlig var overstået. Hun kunne også smile igen – det ses tydeligt på billedet, at her ved 15-tiden var krudtet vendt tilbage til øjnene.
Hvis det var Iprenens skyld, at hun kastede op, havde den på sin vis alligevel gjort nytte, selv om den bare lige var nede og vende. I hvert fald forsvandt både smerter og kvalme med den ene opkastning, og da klokken var en halv time i afgangstidspunkt, erklærede hun sig selv helt klar igen.
Krise afblæst.
Den lille bøf til Aubie følte dog ikke megen glæde på sin søsters vegne, men ærgrede sig lidt – han var slet ikke moden til at tage hjem endnu og ville hellere have været blevet. Det var selvfølgelig på en måde dejligt at høre, men hvor var vi (andre) dog lettede over, at hun blev rask næsten lige så hurtigt, som hun blev syg.
Hvad pokker det kan have været, finder vi nok aldrig ud af …
De er nu afleveret i lufthavnen, og selv om jeg altid finder det lidt vemodigt, når de drager hjemover igen, er det naturligvis helt som det skal være … ingen ferie bør forlænges ufrivilligt pga. sygdom.

Vores borgerpligt – over for os selv

Jeg gider ikke have influenza. Jeg har ikke haft det så mange gange i mit liv, heldigvis, men de 3-4 gange jeg kan huske, har været alt rigeligt. Og jeg taler rigtig influenza, ikke det pjatværk af en ganske almindelig forkølelse, som mange kalder influenza, når de skal ringe ind på arbejdspladsen og melde sig syge. Det er sådan lidt fesent bare at være forkølet; så lyder det mere seriøst med influenza. Tre dage efter er de på arbejde igen …
En gedigen (nej, ikke gedin!) influenza varer mindst en uge og temperaturen er 40° eller derover i flere dage – i hvert fald for mit vedkommende – jeg bliver SÅ hunderavende syg.
Vi husker alle tre Julen Der Forsvandt, hvilket den gjorde i 1997. Charlotte boede på Amager i sin lille lejlighed, og en dag kort før jul, hvor jeg ringede til hende, kunne jeg høre, at hun havde det meget skidt. Ungen var stædig og påstod, at det ikke var noget, og at hun snart var ovenpå igen. Mor her troede hende ikke og kørte derind, medbringende et termometer. Næsten 40! Jeg nærmest bar hende ned ad trapperne fra 4. sal og fik puttet hende hjemme hos os. Hun skulle blive endnu dårligere … lillejuleaften blev John sløj og juleaften kapitulerede jeg. 1. juledag lå vi alle tre – C og jeg nede i stuen i hver en halvdel af hjørnesofaen, John oppe i soveværelset, men jeg orkede ikke trapperne. 1. juledag havde vi alle tre over 40 i feber. Først 3. juledag begyndte C at få det en smule bedre og kunne så småt begynde at varte os gamle en smule op, og da vi nåede nytåret, var vi alle tre næsten helt raske igen.
Det var bare ikke sjovt! Jeg har haft det sådan én gang siden, og kan jeg selv gøre noget, vil jeg ikke være så syg igen.
Jeg kan gøre noget, og nu er vi begge blevet vaccineret.
De sidste år jeg arbejdede, fik vi vaccinationen af firmaet. De interesserede stillede sig op på en lang række, og så foregik vaccinationerne på samlebånd. Jeg meldte mig hver gang og gad overhovedet ikke høre på de negative tunger, der sagde, at det er jo det samme som at sige, at ledelsen ikke vil acceptere, at vi bliver syge.
Sikke noget sludder, sagde jeg – det er et tilbud, du kan sige ja eller nej til – hvis du så får influenza, tror du så, at din chef vil tvinge dig på arbejde og sige det er din egen skyld, fordi du ikke ville vaccineres, så nu har du bare at møde op? Det er da ren win-win – firmaet får færre syge medarbejdere, og du slipper for at blive hundesyg.

Og nej, man får IKKE influenza af selve vaccinen, uanset hvad myterne siger og folk påstår. Men det varer 2-3 uger, inden der er antistoffer nok i kroppen, så i den første periode efter vaccinationen kan man altså godt blive syg alligevel, og det er det, jeg tror nogle forveksler med at være blevet syg af vaccinationen.

“Op mod 1 million mennesker i Danmark smittes ved influenzaepidemier. Hvert år dør i gennemsnit ca. 1000-2000 personer i Danmark af komplikationer som følge af influenza”.
Det er ikke svært at regne ud, at risikoen således er 1-2 promille for at dø i forbindelse med at have haft influenza.
Jeg kan derfor ikke se nogen argumenter for ikke at lade sig vaccinere – medmindre, selvfølgelig, at man hører til dem, der af lægen bliver frarådet vaccination, men dem hører jeg ikke til.

Selvsving …

Hvornår lærer jeg det? Hvornår holder jeg op med at gå i selvsving, så snart jeg fejler et eller andet fuldstændig ligegyldigt?
Hvornår holder jeg op med at lægge noget i et eller andet, jeg ikke skal lægge noget som helst i?
Der skal ingenting til, før jeg i det mindste i et kort stykke tid tror, at kræften er vendt tilbage – og da jeg så virkelig blev hundesyg, som da jeg fik rosen, regnede jeg det ikke for noget og var heller ikke spor nervøs, for ved kræft slår man jo ikke ud eller får feber fra det ene minut til det næste.

I mandags var jeg til mammografi. Til halv pris, formentlig, for der er kun ét bryst at fotografere. På den anden side tager det længere tid med det tilbageværende, for de fotograferer fra flere vinkler, når man har haft brystkræft. Ydermere skal jeg mammograferes fem gange mere, fordi de bliver ved, til jeg er 80 år, fremfor til 70, som ‘normale’ kvinder får tilbudt, så det er nok ikke til halv pris alligevel.

“Der går fire uger, så sender vi svaret til din egen læge og til din e-boks. Og du skal ikke blive nervøs fordi der går så lang tid. Sådan er det desværre bare.”
Fint nok med mig.

I går morges kom der en sms om, at der lå brev i min e-boks til mig fra Region Sjælland.
Giiissssp. Hjertestop. Hvorfor allerede? Der er kun gået tre dage! Det kan kun være fordi de har fundet noget!
For! Satan! Da! Osse! (Der må gerne bandes offentligt i denne slags tilfælde).
Jeg sad i fem minutter, mens jeg gav mig selv mental hjertemassage og øvede mig i at trække vejret – og helst begge ting således, at John ikke opdagede noget som helst, for uanset hvordan jeg har det indeni, må han ikke opdage, når jeg går i selvsving. Ikke før det er relevant nok, at jeg gør det, og det er ikke sket endnu. Bortset fra den gang med halsen, et scenarie, som I måske kender fra Den Skaldede Frisør. Der har jeg også været, men jeg var det før jeg så filmen. Heldigvis … men jeg vidste præcis hvordan Trine Dyrholm skulle forestille at have det.

Jeg gik med rystende ben ind og åbnede beskeden.
Som lød, at mammografien IKKE havde vist tegn på kræft.
Godt, John ikke opdagede noget …
Hvorfor siger de så, at der går fire uger, inden man får svar? Er det bare for at være på den sikre side, så de ikke risikerer at få et hav af opringninger fra nervøse kvinder? Man kan vist roligt sige, at de gjorde mig mere nervøs ved at være så hurtige, men det skal de trods alt ikke høre noget for.

Er her en plantedoktor til stede?

Hjælllp! Hvorfor ser mine squash sådan ud? Der er og har været sat masser af, men de fleste når ikke længere end til at se sådan ud:

Der er over 20 frugter på denne ene plante, men indtil videre er der kun modnet sølle to til fuld størrelse i rask tilstand. Der ser ud til at være i alt fire sunde squash på planten lige nu, men der er alt for meget råddenskab, og selv om de er fine nu, kan de sagtens finde på at begynde at rådne. Er der nogen bud på, hvorfor de gør det? Er der simpelthen for fugtigt i et drivhus? Planten er enorm og fylder mere end den kvadratmeter, man anbefaler at sætte af pr. plante, men på trods af denne frodighed er der jo altså noget galt. Jeg håber virkelig, at der er en af jer, der har et kvalificeret bud på, hvad jeg kan gøre for at forhindre det.

Ellers går det fint i drivhuset. Basilikumplanten er nærmest en busk, selv om jeg allerede har skovet én gang til tørring, plus plukket til salatskålen.
Tomaten og agurken er nærmest gået amok; der er over 50 tomater, der ser ud til at blive modne nærmest på en gang – jeg håber bare det sker, inden vi tager på ferie. Ikke fordi jeg har spor imod, at Søren får sig nogle tomater, mens vi er væk, men jeg ville da også gerne selv have nogen!
Agurken leverer næsten dagligt en smagfuld kæmpe, så vi spiser tzatziki i én uendelighed. Endnu er vi ikke blevet trætte af det, men det er ikke udelukket, at vi når at blive det.
Hvor er jeg glad for, at jeg ikke lod mig friste til at købe mere end én af hver slags. Undtagen af chilien, hvoraf jeg har en ungarsk lang og en citronchili. Den første er ikke så skrækkelig stærk, så den skal nok fortrinsvis anvendes til årets chilimarmelade. Den anden er den med den absolut bedste smag, men den er ret stærk og dermed drøj i brug. De er henholdsvis stærkt rød og ditto gul, så de bliver flotte at tørre og senere knuse til diverse anvendelser.

Jeg har lige en til stakkels Liv, som har fået spærret sit dankort. Du kan da også bare lade være med at falde for den slags numre!

Retfærdigvis skal det fluks siges, at det heller ikke er det, hun er … altså faldet for dette svindelnummer, men jeg kunne godt tænke mig at vide, hvordan man forestiller sig, at man kan opdatere sit nøglekort!

En møgirriterende streg i regningen

Advarsel: Dette indlæg oser af selvynk og kalder på medynk, medfølelse og medlidenhed!
Onsdag efter frokost følte jeg mig så træt som et helt alderdomshjem, så da John forelog en middagslur, var jeg, aldeles uhørt for mig, med på den.
Det var dog først, da jeg lå og begyndte at ryste nærmest ukontrollabelt, jeg for alvor begyndte at undre mig over hvad der var gang i her. Jeg frøs og frøs og frøs. I over tyve graders varme lå jeg, iført T-shirt og fleecetrøje, og hundefrøs under en dyne!
Vi havde bestilt en femretters gourmet- og vinmiddag til onsdag aften på hotellet, og jeg havde sådan glædet mig til den, men jeg var efterhånden klar over, at den måtte aflyses, og da jeg lidt senere begyndte at kaste op, var sagen klar: Jeg havde spist noget, jeg ikke kunne tåle.
Bare underligt, for John og jeg havde hele tiden spist den samme slags mad.
Samtidig begyndte min venstre arm at flamme op, men det tilskrev jeg ørnen, der havde siddet på armen samme formiddag (jojo, men det kommer i et senere indlæg).
Torsdag morgen havde jeg det stadig skidt, plus en gedigen hovedpine, så jeg fik John til at ombooke færgen til kl. 14 i går, hvor vi ellers først skulle have været med den i dag kl. 14, men jeg var ikke til en pind, hvilket næsten var mest synd for John, for han ville ikke gå fra mig, og sidde på et hotelværelse under de omstændigheder er ikke sjovt. Jeg fik ham dog smidt ud og gå en tur, men han kom hurtigt tilbage igen.
Armen blev værre og værre, og jeg har stadig feber.
I nat slog det mig: Arh for pokker, der er da sket det, de sagde IKKE måtte ske, dengang de fjernede brystet og de fleste lymfeknuder i venstre arm: “Pas nu på med havearbejdet! Du må helst ikke få rifter på venstre hånd og arm.”
Og det havde jeg netop fået et par dage inden vi tog afsted. En lillebitte, næsten usynlig rift fra en rosentorn, men det var åbenbart nok, desværre. Hele min arm og nu også omkring arret efter operationen er oversået med kløende, røde, noprede plamager, der med ret konstant hastighed vokser.
Min læge mente, at jeg nok hellere måtte kigge indenfor på klinikken i dag, en opfordring, jeg ikke sagde nej til. Det er anden gang siden 2007, jeg besøger en privatpraktiserende læge, første gang var for at blive vaccineret til vores afrikatur og anden gang for at få taget en smeartest.
Det er derfor ikke mig, der trækker statistikken på 11 henvendelser pr. år pr. dansker opad, men man bliver jo ikke yngre … og det er mest ældre, der får rosen.
For rosen var det. Og jeg havde ganske rigtigt fået det pga. rosentornen, mente hun. Yderst passende navn.

Det var sandelig da godt, jeg ikke nåede at gå i chok. Jeg var ikke klar over, at det kunne blive så slemt.
Penicillinkur i 10 dage. “Hold dig i ro de første par dage og lad din mand opvarte dig.”
Det er en kur, jeg kan gå ind for, selv om det bliver svært at holde sig i ro, tøhø …

Så er der givet tid til klipning

Ikke klipning til mig, desværre, for selv ikke de bedste frisører kan klippe håret længere. Da vi flyttede herned, var min gode Rikke alligevel rejst fra den lokale Stender, så der skulle findes en ny frisør. Hende har jeg været hos fire gange, og nu er hun fyret på gråt papir. Jeg har aldrig værert 100 % tilfreds med hende, men sidste gang gik det helt galt, bl.a. fordi hun gjorde det stik modsatte af, hvad jeg bad hende om – på fire forskellige punkter, oven i købet – to steder efterlod hun det for langt og to andre klippede hun det alt for kort; nærmest helt svenskeragtigt, og det er de korte fejlklipninger, jeg er nødt til at vente et par uger endnu på skal gro lidt ud igen, inden jeg prøver at finde en, der kan redde min bad hair period. Det er desværre ikke gjort med a bad hair day her. Da jeg kom hjem, sagde den ellers så diplomatiske John, at det var grimt, og da jeg kom over til Charlotte halvanden uge efter klipningen, sagde hun, at mit hår så lidt underligt ud og at det var mærkeligt, fordi det egentlig ikke så ud som om det var fordi jeg trængte til at blive klippet! Grrrr.

Det er John, der skal klippes. I dag var han til den indledende undersøgelse på en klinik i Rødovre Centret, hvor øjenkirurgen kunne konstatere, at hans øjenlåg udgør et problem for ham, og at hans grå stær endnu ikke er moden til operation.
Det var søreme heldigt, for det var præcis det samme, som øjenlægen i Faxe var nået frem til …
Men det var det, hun kaldte det: “Så klipper jeg dig lige lidt dér og lidt dér, og så skal du bare se, hvor godt du kommer til at se ud, når de tagrender bliver klippet af”, så min mand skal have klippet øjenlåg midt i august. 
På Næstved sygehus, hvor han hører til, er ventetiden næsten et år, så han kunne vælge frit mellem en del klinikker og hospitaler landet over. Det blev Rødovre, fordi det var det nærmeste og med gode parkeringsforhold.

Mens vi ventede på at komme ind, læste jeg om italiensk mad i magasinet Gastro.
Det var temmelig voldsomt, som de trængte til en korrekturlæser …

Man falbyder sine varer – det har ikke noget med et fald eller at falde at gøre.
Der skal ikke stort begyndelsesbogstav efter tøveprikker.
Der skal ‘s’ efter ‘døden’, fordi ‘døden’ ikke danner par med ‘dehydreringen’.
Man kan sige ‘Ellen og Johns bryllup’, fordi vi er et par.  
‘Søren og Lises forældre’ er ét par forældre, mens ’Sørens og Lises forældre’ er to par forældre. Lidt tricky, måske, men det giver fin mening, synes jeg. 
‘Sgu’ kunne de til gengæld godt stave til – det hedder ikke ‘sq’, som mange tror, og det bliver heller ikke et pænere bandeord af, at man ændrer stavemåden.
Og så er det i øvrigt et fjollet og oversmart udtryk, det der med døden og dehydreringen. Jeg kan forstå dehydreringen, men man er forhåbentlig da vel ikke ligefrem på ‘dødens kant’, fordi man er en tørstig turist i en italiensk storby?

Stæren var endnu kun en unge

Sidste gang John var hos optikeren, sagde hun, at hun ikke ville se ham igen, før han havde konsulteret en øjenlæge.
Fik det John til at kontakte en øjenlæge? Nej. Man er vel mand …
Jeg spurgte et par gange, om ikke han skulle se at få en tid, for mig bekendt kunne der være lange ventetider. Der skete stadig ikke noget, og så måtte han altså selv om det – det var så langt, som jeg ville være barnepige for ham; han er da for pokker en voksen mand. Jeg gad heller ikke høre mere om hans tiltagende problemer med at læse i mere end et kvarters tid ad gangen, før han havde fået den aftale i stand.
Lillebror Søren skulle til øjenlæge og bad John om at køre for ham, for han havde fået at vide, at han ikke ville være i stand til at køre hjem.
Jeg spurgte, om ikke John syntes, at det var en passende lejlighed til at få en tid, nu hvor han alligevel var der – og tænk, det gjorde han!
Vi var der i dag.

Søren havde grå stær på begge øjne, er nu blevet opereret og har fået ungdommens syn igen. I hvert fald rent fysisk … 
Vi regnede med, at det også ville blive Johns diagnose, men deri tog vi fejl. Næsten.
Han har grå stær, men endnu ikke nok til, at en operation er nødvendig.
Derimod hænger hans øjenlåg så meget, at de både tager hans perifere syn og presser øjenvipperne ned foran øjnene, hvilket ikke så meget forringer hans syn som det gør ham hurtigt træt i øjnene, når han skal læse. Han siger, at det ikke generer ham, når han kører bil – bortset fra det manglende perifere syn.
Jeg undrede mig over, at man ikke kan se, at man ser igennem sine øjenvipper, men det er vel kommet så gradvist, at han ikke har tænkt over, at det var årsagen til hans problemer. (Det er ikke John på billedet, men hans øjne ser lige så slemme ud).

Nu venter han på brev, der skal informere ham om, hvor han kan blive opereret. Det er så slemt, at det ikke kaldes en skønhedsoperation, så han får den gratis. Der er dog ventetid, men vi ved endnu ikke hvor lang den er – på venteinfo.dk oplyser de, at det svinger mellem 2 og 46 uger, alt efter hvor i landet vi er.
Vi er temmelig ligeglade med, hvor vi skal hen, og jeg går ud fra, at det stadig gælder, at hvis ens egen region ikke kan overholde højst en måneds ventetid, kan man vælge frit.

Så stæren var ikke voksen – men øjenlågene var en hel del mere end fuldvoksne.

Endnu et af livets små mysterier

Når jeg er forkølet, har jeg det som nok de fleste andre: Smagsløgene går i udu, og man ville kunne servere hvad som helst for mig – det ville alt sammen smage ens. Eller rettere: Det ville ikke smage af noget som helst.
I aftes var der kylling på menuen. Kylling på den nemme, men (normalt) velsmagende måde:
Man tager en kylling og deler den i otte dele. Ikke nødvendigvis en økologisk kylling, men den må gerne have prøvet at stå på egne ben, fx en, der har levet sit korte liv på Frijsenborg.
Derefter skærer man kartofler og et stort løg i mindre stykker, således at de vil være færdige samtidig med kyllingestykkerne. Et helt hvidløg pilles. En courgette og et par tomater skæres i mundrette bidder. Masser af ramsløg snittes.
Har man andre grønsagsrester i køleskabet, så er dette en glimrende lejlighed til at få dem brugt – næsten alt er egnet. Alt fedtes ind i lidt olivenolie. Salt, peber, lidt chili og andre krydderier efter egen smag vendes med rundt, og det hele fordeles i et ildfast fad. Kyllingestykkerne lægges øverst og krydres efter behag; jeg brugte en smule salt og en lidt større smule ingefær. Lidt hvidvin skader ikke, men det havde jeg ikke i går.
Ind i ovnen med det hele ved 210° i cirka 50 minutter. Der skulle gerne blive mad nok til to personer i to dage, plus et par stykker kylling til frokost.
Alle mine anstrengelser var, om ikke forgæves, så dog lidt spildt, for ingen af os kunne smage maden. Jeg kunne lige så godt bare have kylet kylling og kartofler i fadet og ladet det være godt med det … men nu kommer det underlige:
Den rest rødvin, jeg havde taget med til Sverige, tog jeg et glas af til maden – tænkte, at det nok var spild af god vin, men den skulle da nødig stå og blive dårlig … den vin kunne jeg smage, og det i en grad, at den smagte langt bedre og meget mere intenst, end den gjorde forleden, da mine smagsløg endnu vidste, hvorfor de var der.
Kylling, chili, hvid- og ramsløg m.m. var næsten fuldstændig smagsneutralt, mens rødvinen smagte som en, der kunne vinde et verdensmesterskab.
Hvis ikke det er underligt …

Jeg glæder mig til aftenens vin. Det er nemlig bare med at benytte sig af, at jeg endnu er forkølet – og det er sidste chance, for den er kraftigt på retur – kun hos John, den stakkel, kører den stadig på for fuld skrue.

Hybris og nemesis

For ikke særlig længe siden, da jeg gik og hostede i næsten fire uger, påstod jeg nok så overlegent, at jeg meget sjældent blev syg.
Det hedder hybris.
I dag har John bragt mig med en gedigen forkølelse til Sverige. Hans forkølelse er desværre også godt på vej.
Det hedder nemesis.
I aftes fik jeg så ondt i halsen, at jeg måtte op og tage noget smertestillende for at kunne falde i søvn. I dag er halsen ikke så slem, til gengæld er jeg totalt snottet til. Øv, gider ikke.

Jeg er garanteret blevet syg af at se mine to kegler bade i den lille å, der løber mellem haven og hestefolden lige bagved.
Der er sjældent vand i den om sommeren, så det er åbenbart med at benytte sig at, at det har regnet meget … uanset temperaturen på vandet.
Billederne er taget i søndags. Jeg har skrevet og fortalt dem, at jeg synes de er bindegale, men jeg har lidt på fornemmelsen, at de bare griner lidt ad mig, de små bøffer. Vandet er da også ulækkert, men det er åbenbart ikke af den store betydning.

Jeg noterede mig hos Carl Christian Tofte, at der i søndags var talt 8000 traner på Pulken, så vi kørte via den til torpet for at se, hvor mange der er tilbage, hvilket viste sig at være omkring 5000. En hel del …
På vejen opdagede jeg en ny, gammel bro i Lyngby ikke så langt fra Pulken. Jeg samler nemlig på svenske stenbroer, og så længe jeg holder mig til at gøre det digitalt, er det ikke noget problem med hverken opbevaring eller tilladelse.

Jeg pudser sommetider glorie.
Traner pudser fjer.
Jeg forestiller mig, at det er ungkarleklubben, der skal ud og score damer i aften. Se da lige, hvor de går til den – den ene kækt poserende på ét ben.

En kølig skønhed

Når man går rundt inden døre, ligner det forår udenfor. Når man kommer ud i solen, føles det som forår.
Når man kigger på termometret, ligner det vinter. Det har ikke været over 2°, selv midt på dagen, hvilket, selv med den bedste vilje, ikke kan kaldes for en forårstemperatur, men det mærkes tydeligt, at solen er ved at få magt, når man går en tur ud i den – og den har skinnet hele dagen fra en skyfri himmel.
Fjorden er kølig, men smuk. Vandtemperaturen er nok ikke meget forskellig på de to billeder, men alene farven kan få en til at gyse, når man kigger på det øverste, som er fra 3. januar, hvorimod det nederste billede fra i dag ser varmt og dejligt ud.

Svanerne og gæssene er med størst sandsynlighed helt ligeglade med, om solen er fremme eller ej. For dem må vindstyrken være langt mere afgørende for deres velbefindende. Alligevel går vi naivt og bilder os ind, at gæssenes snakken lyder gladere i dag end på en regnvejrsdag.
For snakket bliver der dernede. Meget.

Mit helbred er stærkt på vej mod normalniveau igen. Det er Johns desværre ikke – hvorfor bliver han næsten altid hårdere ramt end jeg gør? Enten bliver jeg slet ikke syg, eller også kommer jeg mig hurtigere over det; i dette tilfælde det sidste. Sådan har det altid været med os to – for hver fire til fem gange, John bliver forkølet, rammer det kun mig én gang, og ikke nødvendigvis særlig hårdt. Det er selvfølgelig godt for mig, men jeg synes nu nok, det går lidt rigeligt ud over min mand.
I flere år havde jeg ingen sygedage, fordi de par dage, det varede, ofte lå i weekenderne. Meget bekvemt for min arbejdsgiver, men ærlig talt en smule irriterende for mig, som ikke engang fik en ærlig sygedag ud af det – kun en ødelagt weekend. Og blev jeg endelig hjemme, fordi jeg var for forkølet til at ville være bekendt at gå på arbejde og smitte kollegerne, arbejdede jeg gerne hjemmefra alligevel, og så nægtede jeg altså at skrive det på tidsregnskabet som en sygedag, selv om jeg måske nok havde kunnet være mere effektiv, end tilfældet var.

Jeg nød at være ude i dag. Køleskabet var efterhånden ribbet for det meste, så jeg var afsted i det gode vejr. Det er ikke nok at have fryseren fyldt med kød; der skal også lidt tilbehør til, og i øvrigt har vi levet af kold mad de sidste to dage, fordi jeg ikke orkede at kokkerere.
Det gider jeg godt igen nu – er i gang med projekt Nielsen helt rask igen – hvis jeg ellers kan gøre noget til det. Det kan jeg nok ikke, men jeg kan sørge for, at han passer på sig selv.

Vi aflyser derfor sverigesturen for denne gang, så må vi se, hvornår det bliver … men nok først engang i marts, for vi har naturligvis lavet en bunke aftaler af forskellig art det næste stykke tid.

Nu er det alene et spørgsmål om hvor længe jeg har lyst til …

Nu er det kun et spørgsmål om hvor længe jeg har lyst til … at blive ved med at strikke den skifergrå farve på Emiliana.
Gid jeg også kunne sige “Nu er det kun et spørgsmål om hvor længe jeg har lyst  til … at være syg”. Det er en lidt sej omgang for os begge. Vi skulle have været kørt til Sverige i dag, men har udsat det foreløbig til i morgen.
Vi skiftes til at vække hinanden om natten – er det ikke den ene, der hoster, så er det den anden, selvfølgelig startende lige efter, den ene er faldet i søvn igen. Jeg overvejede at lægge mig op i gæsteværelset, men med vores hostelydstyrke er det fuldstændig ligemeget, konkluderede jeg – det er lige før, vi forventer klager fra naboerne for også at holde dem vågne.
Englænderne har vinterferie nu. Det var heldigt, at de, pga. at vi lige har været derovre, har besluttet sig for ikke at komme til Danmark igen før til maj, hvor børnene har midterm, dvs. en uge fri fra skolen. Senere vil midterms vistnok være forbundet med eksamener (= vores terminsprøver?), men ikke endnu.
Det havde været et par ynkelige skvatmikler til forældre, de i så fald var kommet over til nu.

Emiliana bliver et nydeligt og helt vidunderligt blødt sjal. Det var det rigtige garn, jeg fandt frem fra gemmerne, er jeg for længst blevet enig med mig selv om.
Jeg vil tro, at jeg strikker det ensfarvede, koksgrå stykke til samme bredde som vævemønsterstykket, hvilket vil give masser af garn tilovers, så lige nu er jeg vældig entusiastisk og har planer om at strikke både et pandebånd og et par vanter, hvor det samme vævemønster går igen.

Til ære for Kristine har jeg sat et billede i af mit kaunitæppe (kauni er navnet på et estisk garn, nok mest kendt for de meget lange farveløb). Jeg har også strikket Ruth Sørensens Blomstereng i kaunis tynde rainbow-garn. Fordelen ved kaunigarnerne er, at selv om de spænder over hele regnbuens spektrum, passer farverne alligevel sammen.
Jeg fik engang en stor pose med kaunigarnrester – ikke meget af hver farve, men der var nok til, at jeg bl.a. kunne lave det dominostrikkede tæppe, som altid ligger på min fodskammel. Det er bevidst, at der intet system er i placeringen af firkanterne.

Herunder ses hvordan garnets farveløb er i rainbowgarnet. På blomsterengtæppet begynder man bare to forskellige steder i forløbet. Bliver farveforskellen for lille, bryder man garnet og starter igen et stykke længere fremme – det er der ingen, der opdager, for det er svært at få øje på, selv når man ved, at det er sket (midterste billede). Bagsiden af blomsterengen har et smukt, vævet udtryk. Tæppet bor i vores hus i Sverige.

Dette var et slående eksempel på metabloggeri, vil nogle hævde. Absolut ja, men der sker jo ikke en pind interessant, når man er lagt ned af sygdom.

Selvmedlidenhed på flere niveauer

Hybris og nemesis. Ikke så snart man drillende har småhånet Hr. Nielsen for at have været et skvat, fordi han går og småskranter med endnu en forkølelse, før man selv bliver ramt af en gang ondt i halsen, der kræver både spandevis af varm te med honning og en Lemsip Max All in 1 (Englands svar på Panodil Hot) i ny og næ. Heldigvis virker det. Det gør mig ikke rask, men kvik nok til at kunne undgå at lægge mig. Jeg kan ikke lide at ligge i sengen om dagen, medmindre jeg har høj feber.
Ondt af mig selv har jeg. Det er underligt … da jeg havde kræft, havde jeg ikke ondt af mig selv; koncentrerede mig bare om at blive rask og/eller få det bedste ud af den tid, der var. Men nu, hvor jeg har en smule ondt i halsen, kender selvmedlidenheden nærmest ingen grænser. Jeg holder den dog for mig selv (er det derfor det hedder selvmedlidenhed? ) og lider i stilhed, for ingen gider høre på den slags, og man flu vil jeg nødig beskyldes for!
Held i uheld er det oven i købet: Vi skulle have været ude til et par venner i dag, men de aflyste for et par dage siden, fordi de begge var lagt ned af influenza. Jeg kunne godt have været taget af sted i dag, men det ville ikke have været pænt gjort imod de to værter, som jeg kunne have smittet.

Mit lille Lumix er også sygt. Det har gennem et stykke tid – siden vores englandsbesøg – udviklet en væmmelig, snigende sygdom. Parkinsons. Det vidste jeg faktisk ikke, at kameraer kunne komme til at lide af, men det kan de, for det ryster. Også når jeg stiller det på et bord, så det er ikke mig, der ryster på hænderne. Det kan både zoome, fokusere og stille skarpt, men billedet vibrerer, og når man har trykket på udløseren, er der kun gemt et uskarpt billede på hukommelseskortet.
Hammerirriterende, men jeg kan takke mig selv, for jeg tabte det i England. Det lå i sin beskyttende taske, og det blev tabt fra lav højde. Umiddelbart fejlede det ikke spor, men faldet må have sat et eller andet i gang, for gennem de seneste par dage er symptomerne gradvist opstået, hvorfor jeg har sat projekt kamaraeutanasi i gang.
Mit næsten døde kamera hedder Lumix TZ60. John har et Lumix TZ70, men ønsker sig et Lumix DMC-FZ72, bare for at kunne overgå mit i zoomkapacitet, nemlig med 60 x optisk zoom + 5 x digitalt ditto (~ 300 x), hvor TZ70 ‘kun’ når ud på 30 x 2. Mit Canon kan levere 50 x 4, og det er det, der tog billederne af havørnene på isen.
Jeg tilbød at købe det Lumix DMC-FZ72 til ham, mod at jeg fik hans TZ70. Han slog til med det samme.
Grunden til, at jeg helst vil have dette, er størrelsen. FZ72 har samme mål og vægt som mit Canon, og det gider jeg ikke – jeg vil have et lille (men stadig godt) kamera til almindeligt brug og nøjes med at bruge Canon til at tage havørne og silkevand med.

Frikendt atter en gang

I morges gik den halvårlige tur til befamlingskontrollen på onkologisk ambulatorium på Roskilde sygehus.
Mammografi er nu kun hvert andet år, ganske som for alle andre kvinder – medmindre jeg opdager en knude og råber vagt i gevær, selvfølgelig. 
Dog i 10 år længere, end ikke-brystkræftramte kvinder får tilbudt.  
Da jeg udtrykte en let forundring over, at der skal gå to år mellem mammografierne, sagde lægen: “Du er jo ude af risikogruppen nu, men vi slipper dig ikke helt, før du har været sygdomsfri i 10 år, ved du nok.”
De ord smagte godt: “Ude af risikogruppen”. Nu skal jeg bare lære at lade være med at tro, at jeg har fået kræft, hver gang der er den mindste smule i vejen med mig – lidt ondt i halsen eller lidt ondt i maven, for slet ikke at tale om den konstante ømhed, jeg har i og lige under huden på det bryst, der ikke er der mere.
Det lærer jeg nok en dag. Jeg vil understrege, at når jeg går lidt i selvsving, opdager ikke engang John det, så jeg er heldigvis ikke en pestilens at leve sammen med, som en af en bekendts veninder er. Hun kan stort set ikke tale om andet end den sygdom, der også for hendes vedkommende blev overstået for et par år siden, og helt op til to måneder før en kontrol går det totalt galt. Hun er ved at miste både mand og venner, men er vist ikke rigtig indstillet på at få noget hjælp, så folk kan holde hende ud igen.
Det er synd for både hende og hendes omgivelser, og jeg kan dæleme godt forstå, at hun må være noget af en prøvelse at være gift med.

Den konstante ømhed i huden er med størst sandsynlighed eftervirkninger fra strålebehandlingen. Hvis den bare er konstant og ikke forværres, er der ingen grund til bekymring. Jamen så er jeg glad igen. Det er jo ikke en smerte, bare en ømhed, der bedst kan beskrives som en, der står og trykker på mig med en tommelfinger, så det kan man vænne sig til, lige som jeg næsten har vænnet mig til, at jeg konstant har en fornemmelse under fodsålerne, som om jeg har støvler på, og hvor hele sokken ligger krøllet sammen under foden. Det er nogle nerver, der er døde efter kemobehandlingen, fik jeg at vide ved en tidligere kontrol, og det vil aldrig blive anderledes.
Hvorfor jeg så overhovedet kan mærke noget, hvis nerverne er døde, fik jeg ikke noget svar på, men jeg har hørt andre have den samme irriterende følelse netop under fødderne, så sådan er det åbenbart bare. Man kan lære at leve med temmelig meget, når man tænker på, hvad alternativet var.
Jeg har hørt flere sige, at de er meget nervøse op til en kontrol. Det kan jeg ikke forstå – jeg har det lige omvendt: Jo tættere på kontroltidspunktet jeg kommer, jo mere rolig bliver jeg.
John mener, det er mit Rasmus Modsat-gen, der også her træder i karakter.

Hængemuler, hængemaver og andre hængepartier

Så boarder de deres fly, mine englændere. Lige netop i skrivende øjeblik. Tim glæder sig meget til at få dem hjem igen, og jeg var naturligvis lidt ked af at se dem tage afsted. Ikke sådan, at jeg står og vræler – det kunne da lige passe, at ungerne skulle tage hjem med det indtryk af mormor, men lidt sørgmodigt er det hver gang for mig, selv om jeg ved, at der er mindre end to måneder til de kommer igen i forbindelse med julen, og at der derefter er mindre end en måned til vi flyver en tur over til dem.
Derfor ingen klager herfra, og hængemulen er heldigvis mest symbolsk.

Det er hængemaven desværre ikke! Den overdådige og alt for gode mad på krydstogtskibet og de seneste fem dage med flæskesteg, napolitansk kartoffelmos (= riiigeligt smør, men den er god) og stegt flæsk med persillesovs har nu sat sine spor. Der skal arbejdes, skal der, men ikke i dag, for jeg er blevet forkølet. Det er sidst sket i januar 2014 (godt, man har sin dagbog i form af bloggen), og før det igen i oktober 2012, så det er ikke ligefrem en hverdagsbegivenhed for mit vedkommende, men jeg kan åbenbart ikke tåle at tage på krydstogt.
Heldigvis er der nogle kilo endnu, til jeg når så vidt som på billederne – men jeg håber godt nok heller ikke, at jeg nogensinde når så vidt!
Mens Charlotte og ungerne har været her, har jeg dopet mig med Nurofen og Panodil Hot i tilstrækkelige mængder til at kunne fungere optimalt, men nu tror jeg, at jeg vil lade de stimulerende midler være og bare tage det roligt et par dage, til det er overstået igen.
Hængepartiet er at få sendt gruppebilledet fra rejsen til alle turdeltagerne. Jeg skal sidde og tampe 15 emailadresser ind manuelt. Det skal nok gå galt … gad vide, om ikke jeg burde vente til i morgen, hvor jeg helt sikkert er mere frisk?
Det tror jeg.
Jeg vil foreslå min ægteviede, at vi finder Downton Abbey og kommer ajour med den. Derudover ild i brændeovnen, et strikketøj i hænderne og en kande te inden for rækkevidde. Så kan man lige holde ud at have hængenæse.

Frikendt! Clean! Endnu …

Det var tid til kontrol i dag. Bare en befamlingskontrol igen, men jeg vil blive indkaldt til (rutinemæssig) mammografi i løbet af april.
Gad vide hvordan man laver en mammografi på et bryst, der ikke er der? Det er jeg lidt spændt på …
Så til befamlingskontrol igen både i juni og december og videre hvert halve år.
Jeg har hørt så meget om, at man går i selvsving op til kontrollen, men det er ikke tilfældet for mit vedkommende – hvorfor ved jeg ikke; måske er det bare min måde at distancere mig fra det hele på. Jeg har den holdning, at det kunne opstå, derfor kan det også genopstå, og gør det det, tager jeg den derfra, for det nytter ikke spor at gå rundt og have det dårligt, bare fordi systemet virker og holder godt øje med mig. Okay … ved befamlingskontrollen får jeg svar med det samme, hvilket jeg ikke gør for mammografiens vedkommende. Det gør måske en forskel, men det finder jeg snart ud af, om det gør.
Nemmere sagt end gjort at være stort set upåvirket, vil nogle måske sige, men det er ikke noget, jeg anstrenger mig for – sådan er det heldigvis bare.
Min søster distancerede sig også fra det i så høj grad hun kunne. Hun ville med vilje ikke forholde sig til, at hun muligvis skulle have en stomi eller at behandlingen skulle afsluttes med kemoterapi – den bro ville hun krydse, hvis hun nåede til den – og det gjorde hun gudskelov ikke. Hun er også blevet frikendt; kræften var ikke nået til ydersiden af tarmen, og der var ikke noget i lymfekirtlerne, så det havde endnu heller ikke spredt sig.
Vi er to glade søstre – Merete forståeligt nok i endnu højere grad end mig; for hende er det hele jo så nyt og gik så hulens stærkt alt sammen, men igen: Tak for screeninger. De er skyld i, at vores yngste søster ikke bliver enebarn sådan lige inden for den nærmeste fremtid.

Annas poncho er færdig – det tog to lange aftener bare at klippe garn til og sætte alle de frynser i, men for Anna er de næsten vigtigere end selve ponchoen – ønsket opstod fordi jeg havde strikket en poncho til hendes Baby Born, og barnet faldt totalt for frynserne. Jeg er spændt på, hvad hun synes om den, når hun får den om en god måneds tid.
Da jeg nu er kræftfrikendt indtil videre og regner med at være i live resten af 2015, tør jeg kaste mig ud i en fair isle-sweater, jeg i et vist meget svagt øjeblik lovede at strikke til Charlotte. Det er noget af et projekt, som jeg ikke bliver færdig med før til efteråret. Vil jeg tro, for der er nok nødt til at komme lette småarbejder indimellem, når jeg går død, hvad jeg ved, jeg vil gøre på et eller andet tidspunkt. Jeg er desværre ikke en Anne-type – hun ville være færdig med den om en uges tid …

Det er denne her – den skal bare være lidt længere og have en anden hals, da den viste er for åben til en varm sweater. I opskriften er alle dele strikket frem og tilbage, hvilket jeg overhovedet ikke gider til den slags mønsterstrik, så jeg vil strikke rundt, strikke begge ærmer på én gang, klippe dem op og så strikke det hele sammen til overstykket. Det er også noget helt andet garn end angivet på det Rowanmønster, jeg har fundet.
Med andre ord: Opskriften bruges stort set kun til mønstret, så det er en anelse spændende, hvordan det hele flasker sig undervejs i processen.

En kræftramt familie

Den 9. februar løb der en mail ind fra min ældste søster. Hun spurgte om vi skulle noget den 11., for hun skulle ind til en kikkertundersøgelse på Holbæk sygehus. Hun havde fulgt tilbuddet om screening for tarmkræft og havde haft blod i afføringen, så de ville gerne kigge lidt nærmere på hende. Det var ikke sikkert, at hun kunne køre bil bagefter, så hun måtte ikke køre selv.
Puha. Den 11. var den dag, vi havde arrangeret os med flyttefirmaet, men lige netop det her … så svigter man altså bare ikke sin søster – det var jo ikke svært at gætte hvordan hun havde det.
Jeg spurgte John, om han kunne klare flytningen uden mig, og selvfølgelig kunne han det – jeg kunne være med lidt af tiden, men var nødt til at køre kl. 9:30.
Kikkertundersøgelsen viste, at det med 99,9 % sikkerhed var tarmkræft. Selv Merete, som absolut ingen som helst baggrund har for at kunne vurdere den slags, var ikke i tvivl om, at det hun så på skærmen, ikke var godt. Sygeplejersken var også meget sikker på, at det var kræft.
I torsdags var hun til CT-skanning og i dag har hun været til lægesamtale for at høre behandlingsplanen.
For jo: det var kræft, men de mente, at det er opdaget så tidligt, at hendes chancer er rigtig gode. I forbindelse med operationen, som er allerede den 6. marts, vil de undersøge lymfekirtlerne for at se, om det har spredt sig, men det er de ret sikre på, at det endnu ikke har nået, så chancen for, at hun kan nøjes med operation og undgå kemoterapi, er pænt stor. Jeg ved ikke, om hun kan undgå en stomi, hvilket er det hun frygter allermest. Bortset fra at dø i alt for ung en alder, selvfølgelig, men det gider vi ikke tænke på lige nu.

Vi er da lige ramt, vores lille familie. Først mig, så Merete. Som sagde til trøst, da jeg havde været alle undersøgelserne igennem, men endnu ikke havde fået dommen: “Tag det roligt, vi er jo slet ikke disponerede for kræft i vores familie, så det er nok falsk alarm”.
De ord har vi grinet lidt af midt i al elendigheden.
Stakkels hende. Jeg ved jo bedre end nogen, hvilke tanker der hele tiden huserer inde i hovedet, men jeg må sige, at hun tager det meget tappert. Vi snakkede selvfølgelig rigtig meget om det d. 11. i bilen, og vi var enige om, at det kan man også lige så godt være … tapper, altså … for der er ingen, der gider høre om ens elendighed. Eller jo … det er der selvfølgelig. Jeg gider godt. Hendes to sygeplejerskedøtre gider også godt, men det er ikke noget, der skal gøres til genstand for middagsbordssamtalen – her viser man det gode humør og den humor, der hjælper en igennem det hele.

Jeg kan kun gentage: Hurra for de skanninger. Får I tilbuddet, så tag imod det og lad være med at lytte til dommedagsprofeterne de allestedsnærværende eksperter, der hævder, at der er for mange falsk positive resultater, så der er for mange, der går og er bekymrede uden grund. Og hvad så? Siger jeg bare! Det er da bedre at være falsk positiv end at opdage kræften så sent, at det ER for sent og man dør af det.
Min søster havde ingen mistanke. Jeg havde ingen mistanke, men kræft var det – vi døde bare ikke af det. Jeg gjorde i hvert fald ikke i første omgang, og jeg tror på lægerne, når de siger, at Merete har gode chancer.
Vi har på sin vis været heldige, at vi er ramt af netop to af de vist kun tre kræftformer, der bliver screenet for, men kan vi ikke godt aftale, at nu er kræftstatistikken opnået for vores families vedkommende? Og sikke noget sludder, men meningen er vist klar …

En underlig dag

Dette indlæg er ikke nødvendigvis interessant for andre end mig selv … det har bare en terapeutisk virkning af skrive. For mig – det ville det aldrig have for John, men han synes det er fint, at jeg gør det, at Pernilles død ikke bliver tabuiseret, men at det er okay og fint at være åben om det.
Åben nu, for det havde han svært ved, da hun levede, men havde det så dårligt, som hun havde. Når Johns eller mine søskende eller andre, der kendte eller kendte til hende, spurgte til hvordan det gik, svarede han næsten altid, at det gik godt eller i hvert fald okay, for han havde ikke lyst til at tale om hendes elendighed.
John har aldrig været god til at tale om stærke følelser; han har altid vendt det indad, men hvis man ‘tvinger’ ham til det, er det i orden, og jeg er af den overbevisning, at det ikke er godt at brænde inde med triste tanker.

Vi er begyndt at finde minderne om de lyse stunder frem. Dem var der rigtig mange af engang; mørke har der været alt for rigeligt af, og nu er det slut.
Vi husker, da John og jeg mødtes, og C & P fra starten fandt hinanden. De er begge fra 1976, så de har skolemæssigt fulgtes ad hele vejen. Ikke i samme skole, men samme klassetrin. De blev studenter samtidig. Det var på det tidspunkt, deres veje begyndte at skilles, uden at det skal forstås på anden måde, end at de gik i hver sin retning med livet. De var blevet voksne og ville hver deres, så det med fast samvær hver anden weekend og i ferierne var selvfølgelig også slut.
De var begge enebørn og betragtede hinanden som søstre. Pernille havde desuden en parallel’lillebror’ i Bjarnes (Karins mand) søn, og Karin og John har derfor begge fået 99 % børnebørn – den procent der mangler, er den biologiske, men Thomas’ børn har ikke en biologisk farmor, lige som Anna og Aubrey ikke har en biologisk morfar. Hverken Karin eller John kunne være bedre bedsteforældre, selv om biologien havde været der.

Charlotte græd meget da jeg i går overbragte hende den sørgelige meddelelse, og hun kommer selvfølgelig hjem. Det bliver også lidt underligt, da det bliver første gang i ni år, vi skal være sammen med hende uden hendes børn eller mand. Det bliver derfor også kun for en kort bemærkning; fra torsdag aften til lørdag eftermiddag, men det er et lyspunkt i mørket, og det betyder mere for John, at hun vil være hos ham, end jeg nok umiddelbart havde forestillet mig.

Billedet er fra campingferien i Kroatien i 1990 – året før Jugoslavien ikke var Jugoslavien mere. Der blev grinet dejligt meget på den ferie. De var altid vældig populære, de to piger – bekymrende populære … John havde det tit lidt typisk-far-svært med alle de unge mænd, der sværmede omkring campingvognen … tøserne var kønne, begavede og med en fed humor, som ofte kom til udtryk.

John er okay. Han har grædt et par gange, for det er svært, når folk ringer for at kondolere. Jeg har det ligesådan: Det er skidesvært med folk i telefonen, der selv græder og ikke aner, hvad de egentlig skal sige.
Sådan er det. Vi er på vej videre, og John bliver mere og mere afklaret med, at det var det rigtige for Pernille selv.

Livet blev for svært

I aftes ringede Karin for at fortælle, at hun havde fundet Pernille livløs i sin seng. Ambulancen kom lynhurtigt, men det var for sent. De arbejdede med hende i knapt en halv time, inden de gav op.
Det værste er sket for John og Karin: De har overlevet deres eneste barn. Det er bare ikke rigtigt. Det er bare HELT forkert.

At det var det, Pernille ville, er dog en lille trøst. Meget lille. Men der er ingen vrede at rette mod nogen, hvilket trods alt er godt. Der er ikke en eller anden idiot, der har kørt eller stukket hende ned.

Hun har været psykisk syg i mange år; med op- og nedperioder, men mest ned, og i det sidste års tid er det stort set kun gået tilbage – hun sank dybere og dybere ned i mørket og hverken medicin eller fagpersonale var i stand til at bringe hende ud af det.
På sin fødselsdag i fredags var hun – selv for hende – usædvanlig stille, så set i bakspejlet havde hun sandsynligvis allerede da truffet sin beslutning.
Både John og Karin er, trods deres sorg, på en underlig måde afklaret med det, fordi de ved, at det var det rigtige set fra Pernilles synspunkt, og med den tanke kommer far og mor videre, men for pokker, hvor er det hårdt for dem begge lige nu.
Det bliver endnu værre ved bisættelsen, tror jeg. Det bliver forfærdeligt …