Hos Mommer

3. april 2017

Når livet går en imod

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:37
Tags: ,

Vi var lige ankommet til ødegården, og vi var ikke engang blevet færdige med at pakke ud, da Verdens Bedste Nabo kiggede ind. Det var først og fremmest for at orientere os om, hvorfor der ikke længere var lys i lamperne ud mod vejen. Det var fordi han havde været inde for at afmontere dem, da han en aften, han var kommet forbi, havde set ledningen gløde! Uden der er af den grund var lys i pærerne! Jamen du godeste dog – hvad kunne der dog ikke have været sket, hvis ikke han havde opdaget det? Og hvorfor mon det var sådan? Vi har sat en timer på dem, så de er tændt seks timer hver aften, men det skulle de jo nok kunne tåle.
Det kunne de så åbenbart ikke, så nu må vi finde en anden løsning. Det var halogenpærer; måske var det derfor, det hele blev så varmt? Vi skal vist have fundet nogle LED-lamper i stedet for.

P1010375

Vi spurgte til, hvordan det gik med hans kone, som vi ved har haft problemer med sine knæ.
Så åbnede sluserne sig … det korte af det lange af selve sygdomshistorien er, at hun nu er stoppet med at arbejde, og på lazarettet siger de, at de ikke kan hjælpe hende.
Hun kan stort set ikke gå, og fra at være en almindelig, glad og lettere buttet kvinde er hun blevet til en smældfed og konstant arrig rappenskralde.
Hun bevæger sig fra sengen til køkkenet til tv-stolen til toilettet. Måske ændres der lidt i rækkefølgen, men hendes liv er stort set blevet stillesiddende.
Hun vejer nu over 120 kilo (hun er vel omkring 1,60 m høj) og hun vrisser og vrænger og brokker sig hele dagen.
Børn og børnebørn, som før kom en gang om ugen, kommer nu højst hver tredje uge, for sønnerne gider hende ikke´mere.
Naboen sagde, at hun også ryger hele dagen, for hun keder sig jo. Hun har ingen hobbyer, hun kan foretage sig fra lænestolen; hun ser tv og hun ryger.
Han sagde, at det egentlig er okay hun ryger så meget og er blevet så fed, for så dør hun forhåbentlig så meget tidligere, for det der er der da ingen, der kan holde ud i længden …  
Stakkels mand. Og stakkels kone. Sikke et pensionistliv … hun er 62 år, og han er 70.
Han var så sød og sagde, at der jo er nogen, der har det værre. Jeg kunne ikke lade være med at sige, at når man når til at sige sådan, er det fordi man har det slemt.
John og jeg så bare på hinanden, da han var gået igen. Hvor har vi inderlig ondt af dem begge to. Og hvor er vi dog glade for, at vi har det godt sammen. Vi talte om, at vi i en lignende situation simpelthen er nødt til at have modet til at sætte hælene i over for den anden og sige, at her skal der gøres noget – hvis ikke det kan blive rent fysisk, må det blive psykologhjælp, for man kan ikke byde sin omverden at blive sådan en pestilens for sine omgivelser. Heller ikke selv om man bliver syg. Jeg har nu svært ved at forestille mig en af os to blive så slem, men man ved ikke hvordan man reagerer, før man står i situationen.

17. februar 2017

Krise!

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:51
Tags: ,

Pyyyha … men lad det være sagt med det samme: Krisen er overstået igen … men den var der ikke desto mindre.
En times tid efter morgenmaden fik Anna ondt i maven. Det blev værre og værre, og kort tid efter gik hun op i seng. Hun var ligbleg, men havde ikke feber. Charlotte og jeg vekslede bekymrede blikke … vi skulle afsted med dem til lufthavnen kl. 15:45!
Hun fik to Panodil junior, men de hjalp tilsyneladende ikke spor. Det stakkels barn græd og erklærede, at hun i hvert fald ikke skulle ud at flyve i dag!
Uh, hun havde ondt, det var der ingen tvivl om. Men lige i midten, nederst i maveregionen og ingen slipsmerter, så vi satsede på, at det i det mindste ikke var blindtarmsbetændelse. Måske en menstruation, der er på vej for første gang? Nu havde hun også fået lidt kvalme, så der blev sat et fad op til formålet, hvis det skulle blive alvor.
Lige inden frokost fik hun en Ipren. Hun kan ikke sluge piller (det kunne hendes mor heller ikke, før hun var blevet næsten voksen), så den blev knust og pakket ind i jordbærmarmelade.
Vi andre satte os til frokostbordet. 10 minutter efter kaldte hun på sin mor, fordi hun havde kastet op. Anna altså …
Det var her, krisen opstod, uden vi egentlig talte om det lige på det tidspunkt, men det blev en usædvanlig stille frokost, og Charlotte begyndte nu at tænke på backup-planer. Måske blev hun nødt til at sende Tim og Aubrey hjem og så selv komme med Anna, når hun var rask igen – så mistede de da kun to flybilletter. Da hun nævnte det for Tim, udbrød Aubrey: “Mummy, that’s NOT fair! I want to stay here as well!”.

P1050917

Hun kastede kun op denne ene gang og klokken 14 spurgte hun, om hun måtte komme ned og ligge på sofaen og spille iPad sammen med Aubrey.
Så var vi klar over, at krisen formentlig var overstået. Hun kunne også smile igen – det ses tydeligt på billedet, at her ved 15-tiden var krudtet vendt tilbage til øjnene.
Hvis det var Iprenens skyld, at hun kastede op, havde den på sin vis alligevel gjort nytte, selv om den bare lige var nede og vende. I hvert fald forsvandt både smerter og kvalme med den ene opkastning, og da klokken var en halv time i afgangstidspunkt, erklærede hun sig selv helt klar igen.
Krise afblæst.
Den lille bøf til Aubie følte dog ikke megen glæde på sin søsters vegne, men ærgrede sig lidt – han var slet ikke moden til at tage hjem endnu og ville hellere have været blevet. Det var selvfølgelig på en måde dejligt at høre, men hvor var vi (andre) dog lettede over, at hun blev rask næsten lige så hurtigt, som hun blev syg.
Hvad pokker det kan have været, finder vi nok aldrig ud af …
De er nu afleveret i lufthavnen, og selv om jeg altid finder det lidt vemodigt, når de drager hjemover igen, er det naturligvis helt som det skal være … ingen ferie bør forlænges ufrivilligt pga. sygdom.

2. december 2016

Vores borgerpligt – over for os selv

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:24
Tags: ,

imageJeg gider ikke have influenza. Jeg har ikke haft det så mange gange i mit liv, heldigvis, men de 3-4 gange jeg kan huske, har været alt rigeligt. Og jeg taler rigtig influenza, ikke det pjatværk af en ganske almindelig forkølelse, som mange kalder influenza, når de skal ringe ind på arbejdspladsen og melde sig syge. Det er sådan lidt fesent bare at være forkølet; så lyder det mere seriøst med influenza. Tre dage efter er de på arbejde igen …
En gedigen (nej, ikke gedin!) influenza varer mindst en uge og temperaturen er 40° eller derover i flere dage – i hvert fald for mit vedkommende – jeg bliver SÅ hunderavende syg.
Vi husker alle tre Julen Der Forsvandt, hvilket den gjorde i 1997. Charlotte boede på Amager i sin lille lejlighed, og en dag kort før jul, hvor jeg ringede til hende, kunne jeg høre, at hun havde det meget skidt. Ungen var stædig og påstod, at det ikke var noget, og at hun snart var ovenpå igen. Mor her troede hende ikke og kørte derind, medbringende et termometer. Næsten 40! Jeg nærmest bar hende ned ad trapperne fra 4. sal og fik puttet hende hjemme hos os. Hun skulle blive endnu dårligere … lillejuleaften blev John sløj og juleaften kapitulerede jeg. 1. juledag lå vi alle tre – C og jeg nede i stuen i hver en halvdel af hjørnesofaen, John oppe i soveværelset, men jeg orkede ikke trapperne. 1. juledag havde vi alle tre over 40 i feber. Først 3. juledag begyndte C at få det en smule bedre og kunne så småt begynde at varte os gamle en smule op, og da vi nåede nytåret, var vi alle tre næsten helt raske igen.
Billedresultat for influenza vaccineDet var bare ikke sjovt! Jeg har haft det sådan én gang siden, og kan jeg selv gøre noget, vil jeg ikke være så syg igen.
Jeg kan gøre noget, og nu er vi begge blevet vaccineret.
De sidste år jeg arbejdede, fik vi vaccinationen af firmaet. De interesserede stillede sig op på en lang række, og så foregik vaccinationerne på samlebånd. Jeg meldte mig hver gang og gad overhovedet ikke høre på de negative tunger, der sagde, at det er jo det samme som at sige, at ledelsen ikke vil acceptere, at vi bliver syge.
Sikke noget sludder, sagde jeg – det er et tilbud, du kan sige ja eller nej til – hvis du så får influenza, tror du så, at din chef vil tvinge dig på arbejde og sige det er din egen skyld, fordi du ikke ville vaccineres, så nu har du bare at møde op? Det er da ren win-win – firmaet får færre syge medarbejdere, og du slipper for at blive hundesyg.

Og nej, man får IKKE influenza af selve vaccinen, uanset hvad myterne siger og folk påstår. Men det varer 2-3 uger, inden der er antistoffer nok i kroppen, så i den første periode efter vaccinationen kan man altså godt blive syg alligevel, og det er det, jeg tror nogle forveksler med at være blevet syg af vaccinationen.

image

“Op mod 1 million mennesker i Danmark smittes ved influenzaepidemier. Hvert år dør i gennemsnit ca. 1000-2000 personer i Danmark af komplikationer som følge af influenza”.
Det er ikke svært at regne ud, at risikoen således er 1-2 promille for at dø i forbindelse med at have haft influenza.
Jeg kan derfor ikke se nogen argumenter for ikke at lade sig vaccinere – medmindre, selvfølgelig, at man hører til dem, der af lægen bliver frarådet vaccination, men dem hører jeg ikke til.

12. august 2016

Selvsving …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:14
Tags:

Hvornår lærer jeg det? Hvornår holder jeg op med at gå i selvsving, så snart jeg fejler et eller andet fuldstændig ligegyldigt?
Hvornår holder jeg op med at lægge noget i et eller andet, jeg ikke skal lægge noget som helst i?
Der skal ingenting til, før jeg i det mindste i et kort stykke tid tror, at kræften er vendt tilbage – og da jeg så virkelig blev hundesyg, som da jeg fik rosen, regnede jeg det ikke for noget og var heller ikke spor nervøs, for ved kræft slår man jo ikke ud eller får feber fra det ene minut til det næste.

Så ondt gør en mammografi, John :-)I mandags var jeg til mammografi. Til halv pris, formentlig, for der er kun ét bryst at fotografere. På den anden side tager det længere tid med det tilbageværende, for de fotograferer fra flere vinkler, når man har haft brystkræft. Ydermere skal jeg mammograferes fem gange mere, fordi de bliver ved, til jeg er 80 år, fremfor til 70, som ‘normale’ kvinder får tilbudt, så det er nok ikke til halv pris alligevel.

“Der går fire uger, så sender vi svaret til din egen læge og til din e-boks. Og du skal ikke blive nervøs fordi der går så lang tid. Sådan er det desværre bare.”
Fint nok med mig.

I går morges kom der en sms om, at der lå brev i min e-boks til mig fra Region Sjælland.
Giiissssp. Hjertestop. Hvorfor allerede? Der er kun gået tre dage! Det kan kun være fordi de har fundet noget!
For! Satan! Da! Osse! (Der må gerne bandes offentligt i denne slags tilfælde).
Billedresultat for mammografiJeg sad i fem minutter, mens jeg gav mig selv mental hjertemassage og øvede mig i at trække vejret – og helst begge ting således, at John ikke opdagede noget som helst, for uanset hvordan jeg har det indeni, må han ikke opdage, når jeg går i selvsving. Ikke før det er relevant nok, at jeg gør det, og det er ikke sket endnu. Bortset fra den gang med halsen, et scenarie, som I måske kender fra Den Skaldede Frisør. Der har jeg også været, men jeg var det før jeg så filmen. Heldigvis … men jeg vidste præcis hvordan Trine Dyrholm skulle forestille at have det.

Jeg gik med rystende ben ind og åbnede beskeden.
Som lød, at mammografien IKKE havde vist tegn på kræft.
Godt, John ikke opdagede noget …
Hvorfor siger de så, at der går fire uger, inden man får svar? Er det bare for at være på den sikre side, så de ikke risikerer at få et hav af opringninger fra nervøse kvinder? Man kan vist roligt sige, at de gjorde mig mere nervøs ved at være så hurtige, men det skal de trods alt ikke høre noget for.

28. juni 2016

Er her en plantedoktor til stede?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:38
Tags: , , ,

Hjælllp! Hvorfor ser mine squash sådan ud? Der er og har været sat masser af, men de fleste når ikke længere end til at se sådan ud:

P1020706

Der er over 20 frugter på denne ene plante, men indtil videre er der kun modnet sølle to til fuld størrelse i rask tilstand. Der ser ud til at være i alt fire sunde squash på planten lige nu, men der er alt for meget råddenskab, og selv om de er fine nu, kan de sagtens finde på at begynde at rådne. Er der nogen bud på, hvorfor de gør det? Er der simpelthen for fugtigt i et drivhus? Planten er enorm og fylder mere end den kvadratmeter, man anbefaler at sætte af pr. plante, men på trods af denne frodighed er der jo altså noget galt. Jeg håber virkelig, at der er en af jer, der har et kvalificeret bud på, hvad jeg kan gøre for at forhindre det.

P1020712P1020709P1020713

Ellers går det fint i drivhuset. Basilikumplanten er nærmest en busk, selv om jeg allerede har skovet én gang til tørring, plus plukket til salatskålen.
Tomaten og agurken er nærmest gået amok; der er over 50 tomater, der ser ud til at blive modne nærmest på en gang – jeg håber bare det sker, inden vi tager på ferie. Ikke fordi jeg har spor imod, at Søren får sig nogle tomater, mens vi er væk, men jeg ville da også gerne selv have nogen!
Agurken leverer næsten dagligt en smagfuld kæmpe, så vi spiser tzatziki i én uendelighed. Endnu er vi ikke blevet trætte af det, men det er ikke udelukket, at vi når at blive det.
Hvor er jeg glad for, at jeg ikke lod mig friste til at købe mere end én af hver slags. Undtagen af chilien, hvoraf jeg har en ungarsk lang og en citronchili. Den første er ikke så skrækkelig stærk, så den skal nok fortrinsvis anvendes til årets chilimarmelade. Den anden er den med den absolut bedste smag, men den er ret stærk og dermed drøj i brug. De er henholdsvis stærkt rød og ditto gul, så de bliver flotte at tørre og senere knuse til diverse anvendelser.

Jeg har lige en til stakkels Liv, som har fået spærret sit dankort. Du kan da også bare lade være med at falde for den slags numre!

Opdatere

Retfærdigvis skal det fluks siges, at det heller ikke er det, hun er … altså faldet for dette svindelnummer, men jeg kunne godt tænke mig at vide, hvordan man forestiller sig, at man kan opdatere sit nøglekort!

10. juni 2016

En møgirriterende streg i regningen

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:52
Tags:

Advarsel: Dette indlæg oser af selvynk og kalder på medynk, medfølelse og medlidenhed!
Onsdag efter frokost følte jeg mig så træt som et helt alderdomshjem, så da John forelog en middagslur, var jeg, aldeles uhørt for mig, med på den.
Det var dog først, da jeg lå og begyndte at ryste nærmest ukontrollabelt, jeg for alvor begyndte at undre mig over hvad der var gang i her. Jeg frøs og frøs og frøs. I over tyve graders varme lå jeg, iført T-shirt og fleecetrøje, og hundefrøs under en dyne!
Vi havde bestilt en femretters gourmet- og vinmiddag til onsdag aften på hotellet, og jeg havde sådan glædet mig til den, men jeg var efterhånden klar over, at den måtte aflyses, og da jeg lidt senere begyndte at kaste op, var sagen klar: Jeg havde spist noget, jeg ikke kunne tåle.
Bare underligt, for John og jeg havde hele tiden spist den samme slags mad.
Samtidig begyndte min venstre arm at flamme op, men det tilskrev jeg ørnen, der havde siddet på armen samme formiddag (jojo, men det kommer i et senere indlæg).
Torsdag morgen havde jeg det stadig skidt, plus en gedigen hovedpine, så jeg fik John til at ombooke færgen til kl. 14 i går, hvor vi ellers først skulle have været med den i dag kl. 14, men jeg var ikke til en pind, hvilket næsten var mest synd for John, for han ville ikke gå fra mig, og sidde på et hotelværelse under de omstændigheder er ikke sjovt. Jeg fik ham dog smidt ud og gå en tur, men han kom hurtigt tilbage igen.
Armen blev værre og værre, og jeg har stadig feber.
I nat slog det mig: Arh for pokker, der er da sket det, de sagde IKKE måtte ske, dengang de fjernede brystet og de fleste lymfeknuder i venstre arm: “Pas nu på med havearbejdet! Du må helst ikke få rifter på venstre hånd og arm.”
Og det havde jeg netop fået et par dage inden vi tog afsted. En lillebitte, næsten usynlig rift fra en rosentorn, men det var åbenbart nok, desværre. Hele min arm og nu også omkring arret efter operationen er oversået med kløende, røde, noprede plamager, der med ret konstant hastighed vokser.
Min læge mente, at jeg nok hellere måtte kigge indenfor på klinikken i dag, en opfordring, jeg ikke sagde nej til. Det er anden gang siden 2007, jeg besøger en privatpraktiserende læge, første gang var for at blive vaccineret til vores afrikatur og anden gang for at få taget en smeartest.
Det er derfor ikke mig, der trækker statistikken på 11 henvendelser pr. år pr. dansker opad, men man bliver jo ikke yngre … og det er mest ældre, der får rosen.
For rosen var det. Og jeg havde ganske rigtigt fået det pga. rosentornen, mente hun. Yderst passende navn.

image

Det var sandelig da godt, jeg ikke nåede at gå i chok. Jeg var ikke klar over, at det kunne blive så slemt.
Penicillinkur i 10 dage. “Hold dig i ro de første par dage og lad din mand opvarte dig.”
Det er en kur, jeg kan gå ind for, selv om det bliver svært at holde sig i ro, tøhø …

26. maj 2016

Så er der givet tid til klipning

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:44
Tags: , ,

Ikke klipning til mig, desværre, for selv ikke de bedste frisører kan klippe håret længere. Da vi flyttede herned, var min gode Rikke alligevel rejst fra den lokale Stender, så der skulle findes en ny frisør. Hende har jeg været hos fire gange, og nu er hun fyret på gråt papir. Jeg har aldrig værert 100 % tilfreds med hende, men sidste gang gik det helt galt, bl.a. fordi hun gjorde det stik modsatte af, hvad jeg bad hende om – på fire forskellige punkter, oven i købet – to steder efterlod hun det for langt og to andre klippede hun det alt for kort; nærmest helt svenskeragtigt, og det er de korte fejlklipninger, jeg er nødt til at vente et par uger endnu på skal gro lidt ud igen, inden jeg prøver at finde en, der kan redde min bad hair period. Det er desværre ikke gjort med a bad hair day her. Da jeg kom hjem, sagde den ellers så diplomatiske John, at det var grimt, og da jeg kom over til Charlotte halvanden uge efter klipningen, sagde hun, at mit hår så lidt underligt ud og at det var mærkeligt, fordi det egentlig ikke så ud som om det var fordi jeg trængte til at blive klippet! Grrrr.

Det er John, der skal klippes. I dag var han til den indledende undersøgelse på en klinik i Rødovre Centret, hvor øjenkirurgen kunne konstatere, at hans øjenlåg udgør et problem for ham, og at hans grå stær endnu ikke er moden til operation.
Det var søreme heldigt, for det var præcis det samme, som øjenlægen i Faxe var nået frem til …
Men det var det, hun kaldte det: “Så klipper jeg dig lige lidt dér og lidt dér, og så skal du bare se, hvor godt du kommer til at se ud, når de tagrender bliver klippet af”, så min mand skal have klippet øjenlåg midt i august. 
På Næstved sygehus, hvor han hører til, er ventetiden næsten et år, så han kunne vælge frit mellem en del klinikker og hospitaler landet over. Det blev Rødovre, fordi det var det nærmeste og med gode parkeringsforhold.

Mens vi ventede på at komme ind, læste jeg om italiensk mad i magasinet Gastro.
GastroDet var temmelig voldsomt, som de trængte til en korrekturlæser …

Man falbyder sine varer – det har ikke noget med et fald eller at falde at gøre.
Der skal ikke stort begyndelsesbogstav efter tøveprikker.
Der skal ‘s’ efter ‘døden’, fordi ‘døden’ ikke danner par med ‘dehydreringen’.
Man kan sige ‘Ellen og Johns bryllup’, fordi vi er et par.  
‘Søren og Lises forældre’ er ét par forældre, mens ’Sørens og Lises forældre’ er to par forældre. Lidt tricky, måske, men det giver fin mening, synes jeg. 
‘Sgu’ kunne de til gengæld godt stave til – det hedder ikke ‘sq’, som mange tror, og det bliver heller ikke et pænere bandeord af, at man ændrer stavemåden.
Og så er det i øvrigt et fjollet og oversmart udtryk, det der med døden og dehydreringen. Jeg kan forstå dehydreringen, men man er forhåbentlig da vel ikke ligefrem på ‘dødens kant’, fordi man er en tørstig turist i en italiensk storby?

21. april 2016

Stæren var endnu kun en unge

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:42
Tags:

Sidste gang John var hos optikeren, sagde hun, at hun ikke ville se ham igen, før han havde konsulteret en øjenlæge.
Fik det John til at kontakte en øjenlæge? Nej. Man er vel mand …
Jeg spurgte et par gange, om ikke han skulle se at få en tid, for mig bekendt kunne der være lange ventetider. Der skete stadig ikke noget, og så måtte han altså selv om det – det var så langt, som jeg ville være barnepige for ham; han er da for pokker en voksen mand. Jeg gad heller ikke høre mere om hans tiltagende problemer med at læse i mere end et kvarters tid ad gangen, før han havde fået den aftale i stand.
Lillebror Søren skulle til øjenlæge og bad John om at køre for ham, for han havde fået at vide, at han ikke ville være i stand til at køre hjem.
Jeg spurgte, om ikke John syntes, at det var en passende lejlighed til at få en tid, nu hvor han alligevel var der – og tænk, det gjorde han!
Vi var der i dag.

Søren havde grå stær på begge øjne, er nu blevet opereret og har fået ungdommens syn igen. I hvert fald rent fysisk … 
Vi regnede med, at det også ville blive Johns diagnose, men deri tog vi fejl. Næsten.
Han har grå stær, men endnu ikke nok til, at en operation er nødvendig.
 Derimod hænger hans øjenlåg så meget, at de både tager hans perifere syn og presser øjenvipperne ned foran øjnene, hvilket ikke så meget forringer hans syn som det gør ham hurtigt træt i øjnene, når han skal læse. Han siger, at det ikke generer ham, når han kører bil – bortset fra det manglende perifere syn.
Jeg undrede mig over, at man ikke kan se, at man ser igennem sine øjenvipper, men det er vel kommet så gradvist, at han ikke har tænkt over, at det var årsagen til hans problemer. (Det er ikke John på billedet, men hans øjne ser lige så slemme ud).

Nu venter han på brev, der skal informere ham om, hvor han kan blive opereret. Det er så slemt, at det ikke kaldes en skønhedsoperation, så han får den gratis. Der er dog ventetid, men vi ved endnu ikke hvor lang den er – på venteinfo.dk oplyser de, at det svinger mellem 2 og 46 uger, alt efter hvor i landet vi er.
Vi er temmelig ligeglade med, hvor vi skal hen, og jeg går ud fra, at det stadig gælder, at hvis ens egen region ikke kan overholde højst en måneds ventetid, kan man vælge frit.

Så stæren var ikke voksen – men øjenlågene var en hel del mere end fuldvoksne.

7. april 2016

Endnu et af livets små mysterier

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 12:29
Tags: , , ,

Når jeg er forkølet, har jeg det som nok de fleste andre: Smagsløgene går i udu, og man ville kunne servere hvad som helst for mig – det ville alt sammen smage ens. Eller rettere: Det ville ikke smage af noget som helst.
I aftes var der kylling på menuen. Kylling på den nemme, men (normalt) velsmagende måde:
imageMan tager en kylling og deler den i otte dele. Ikke nødvendigvis en økologisk kylling, men den må gerne have prøvet at stå på egne ben, fx en, der har levet sit korte liv på Frijsenborg.
Derefter skærer man kartofler og et stort løg i mindre stykker, således at de vil være færdige samtidig med kyllingestykkerne. Et helt hvidløg pilles. En courgette og et par tomater skæres i mundrette bidder. Masser af ramsløg snittes.
Har man andre grønsagsrester i køleskabet, så er dette en glimrende lejlighed til at få dem brugt – næsten alt er egnet. Alt fedtes ind i lidt olivenolie. Salt, peber, lidt chili og andre krydderier efter egen smag vendes med rundt, og det hele fordeles i et ildfast fad. Kyllingestykkerne lægges øverst og krydres efter behag; jeg brugte en smule salt og en lidt større smule ingefær. Lidt hvidvin skader ikke, men det havde jeg ikke i går.
Ind i ovnen med det hele ved 210° i cirka 50 minutter. Der skulle gerne blive mad nok til to personer i to dage, plus et par stykker kylling til frokost.
Alle mine anstrengelser var, om ikke forgæves, så dog lidt spildt, for ingen af os kunne smage maden. Jeg kunne lige så godt bare have kylet kylling og kartofler i fadet og ladet det være godt med det … men nu kommer det underlige:
Den rest rødvin, jeg havde taget med til Sverige, tog jeg et glas af til maden – tænkte, at det nok var spild af god vin, men den skulle da nødig stå og blive dårlig … den vin kunne jeg smage, og det i en grad, at den smagte langt bedre og meget mere intenst, end den gjorde forleden, da mine smagsløg endnu vidste, hvorfor de var der.
Kylling, chili, hvid- og ramsløg m.m. var næsten fuldstændig smagsneutralt, mens rødvinen smagte som en, der kunne vinde et verdensmesterskab.
Hvis ikke det er underligt …

Jeg glæder mig til aftenens vin. Det er nemlig bare med at benytte sig af, at jeg endnu er forkølet – og det er sidste chance, for den er kraftigt på retur – kun hos John, den stakkel, kører den stadig på for fuld skrue.

5. april 2016

Hybris og nemesis

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:21
Tags: , , ,

For ikke særlig længe siden, da jeg gik og hostede i næsten fire uger, påstod jeg nok så overlegent, at jeg meget sjældent blev syg.
Det hedder hybris.
I dag har John bragt mig med en gedigen forkølelse til Sverige. Hans forkølelse er desværre også godt på vej.
Det hedder nemesis.
I aftes fik jeg så ondt i halsen, at jeg måtte op og tage noget smertestillende for at kunne falde i søvn. I dag er halsen ikke så slem, til gengæld er jeg totalt snottet til. Øv, gider ikke.

En søndag i starten af aprilEn søndag i starten af april (1)En søndag i starten af april (2)

Jeg er garanteret blevet syg af at se mine to kegler bade i den lille å, der løber mellem haven og hestefolden lige bagved.
Der er sjældent vand i den om sommeren, så det er åbenbart med at benytte sig at, at det har regnet meget … uanset temperaturen på vandet.
Billederne er taget i søndags. Jeg har skrevet og fortalt dem, at jeg synes de er bindegale, men jeg har lidt på fornemmelsen, at de bare griner lidt ad mig, de små bøffer. Vandet er da også ulækkert, men det er åbenbart ikke af den store betydning.

Broen i Lyngby

Jeg noterede mig hos Carl Christian Tofte, at der i søndags var talt 8000 traner på Pulken, så vi kørte via den til torpet for at se, hvor mange der er tilbage, hvilket viste sig at være omkring 5000. En hel del …
IMG_5654På vejen opdagede jeg en ny, gammel bro i Lyngby ikke så langt fra Pulken. Jeg samler nemlig på svenske stenbroer, og så længe jeg holder mig til at gøre det digitalt, er det ikke noget problem med hverken opbevaring eller tilladelse.

Jeg pudser sommetider glorie.
Traner pudser fjer.
Jeg forestiller mig, at det er ungkarleklubben, der skal ud og score damer i aften. Se da lige, hvor de går til den – den ene kækt poserende på ét ben.

16. februar 2016

En kølig skønhed

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:40
Tags: ,

Når man går rundt inden døre, ligner det forår udenfor. Når man kommer ud i solen, føles det som forår.
Når man kigger på termometret, ligner det vinter. Det har ikke været over 2°, selv midt på dagen, hvilket, selv med den bedste vilje, ikke kan kaldes for en forårstemperatur, men det mærkes tydeligt, at solen er ved at få magt, når man går en tur ud i den – og den har skinnet hele dagen fra en skyfri himmel.
Fjorden er kølig, men smuk. Vandtemperaturen er nok ikke meget forskellig på de to billeder, men alene farven kan få en til at gyse, når man kigger på det øverste, som er fra 3. januar, hvorimod det nederste billede fra i dag ser varmt og dejligt ud.

Hvorfor stod de lige der

Svanerne og gæssene er med størst sandsynlighed helt ligeglade med, om solen er fremme eller ej. For dem må vindstyrken være langt mere afgørende for deres velbefindende. Alligevel går vi naivt og bilder os ind, at gæssenes snakken lyder gladere i dag end på en regnvejrsdag.
For snakket bliver der dernede. Meget.

IMG_5494

Mit helbred er stærkt på vej mod normalniveau igen. Det er Johns desværre ikke – hvorfor bliver han næsten altid hårdere ramt end jeg gør? Enten bliver jeg slet ikke syg, eller også kommer jeg mig hurtigere over det; i dette tilfælde det sidste. Sådan har det altid været med os to – for hver fire til fem gange, John bliver forkølet, rammer det kun mig én gang, og ikke nødvendigvis særlig hårdt. Det er selvfølgelig godt for mig, men jeg synes nu nok, det går lidt rigeligt ud over min mand.
I flere år havde jeg ingen sygedage, fordi de par dage, det varede, ofte lå i weekenderne. Meget bekvemt for min arbejdsgiver, men ærlig talt en smule irriterende for mig, som ikke engang fik en ærlig sygedag ud af det – kun en ødelagt weekend. Og blev jeg endelig hjemme, fordi jeg var for forkølet til at ville være bekendt at gå på arbejde og smitte kollegerne, arbejdede jeg gerne hjemmefra alligevel, og så nægtede jeg altså at skrive det på tidsregnskabet som en sygedag, selv om jeg måske nok havde kunnet være mere effektiv, end tilfældet var.

Jeg nød at være ude i dag. Køleskabet var efterhånden ribbet for det meste, så jeg var afsted i det gode vejr. Det er ikke nok at have fryseren fyldt med kød; der skal også lidt tilbehør til, og i øvrigt har vi levet af kold mad de sidste to dage, fordi jeg ikke orkede at kokkerere.
Det gider jeg godt igen nu – er i gang med projekt Nielsen helt rask igen – hvis jeg ellers kan gøre noget til det. Det kan jeg nok ikke, men jeg kan sørge for, at han passer på sig selv.

Vi aflyser derfor sverigesturen for denne gang, så må vi se, hvornår det bliver … men nok først engang i marts, for vi har naturligvis lavet en bunke aftaler af forskellig art det næste stykke tid.

15. februar 2016

Nu er det alene et spørgsmål om hvor længe jeg har lyst til …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:35
Tags: ,

Nu er det kun et spørgsmål om hvor længe jeg har lyst til … at blive ved med at strikke den skifergrå farve på Emiliana.
Gid jeg også kunne sige “Nu er det kun et spørgsmål om hvor længe jeg har lyst  til … at være syg”. Det er en lidt sej omgang for os begge. Vi skulle have været kørt til Sverige i dag, men har udsat det foreløbig til i morgen.
Vi skiftes til at vække hinanden om natten – er det ikke den ene, der hoster, så er det den anden, selvfølgelig startende lige efter, den ene er faldet i søvn igen. Jeg overvejede at lægge mig op i gæsteværelset, men med vores hostelydstyrke er det fuldstændig ligemeget, konkluderede jeg – det er lige før, vi forventer klager fra naboerne for også at holde dem vågne.
Englænderne har vinterferie nu. Det var heldigt, at de, pga. at vi lige har været derovre, har besluttet sig for ikke at komme til Danmark igen før til maj, hvor børnene har midterm, dvs. en uge fri fra skolen. Senere vil midterms vistnok være forbundet med eksamener (= vores terminsprøver?), men ikke endnu.
Det havde været et par ynkelige skvatmikler til forældre, de i så fald var kommet over til nu.

Emiliana (4)

KaunitæppetEmiliana bliver et nydeligt og helt vidunderligt blødt sjal. Det var det rigtige garn, jeg fandt frem fra gemmerne, er jeg for længst blevet enig med mig selv om.
Jeg vil tro, at jeg strikker det ensfarvede, koksgrå stykke til samme bredde som vævemønsterstykket, hvilket vil give masser af garn tilovers, så lige nu er jeg vældig entusiastisk og har planer om at strikke både et pandebånd og et par vanter, hvor det samme vævemønster går igen.

Til ære for Kristine har jeg sat et billede i af mit kaunitæppe (kauni er navnet på et estisk garn, nok mest kendt for de meget lange farveløb). Jeg har også strikket Ruth Sørensens Blomstereng i kaunis tynde rainbow-garn. Fordelen ved kaunigarnerne er, at selv om de spænder over hele regnbuens spektrum, passer farverne alligevel sammen.
Jeg fik engang en stor pose med kaunigarnrester – ikke meget af hver farve, men der var nok til, at jeg bl.a. kunne lave det dominostrikkede tæppe, som altid ligger på min fodskammel. Det er bevidst, at der intet system er i placeringen af firkanterne.
P1110140P1110135P1110139

Herunder ses hvordan garnets farveløb er i rainbowgarnet. På blomsterengtæppet begynder man bare to forskellige steder i forløbet. Bliver farveforskellen for lille, bryder man garnet og starter igen et stykke længere fremme – det er der ingen, der opdager, for det er svært at få øje på, selv når man ved, at det er sket (midterste billede). Bagsiden af blomsterengen har et smukt, vævet udtryk. Tæppet bor i vores hus i Sverige.

PB040160PB040126PB040124

Dette var et slående eksempel på metabloggeri, vil nogle hævde. Absolut ja, men der sker jo ikke en pind interessant, når man er lagt ned af sygdom.

13. februar 2016

Selvmedlidenhed på flere niveauer

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:22
Tags: ,

Hybris og nemesis. Ikke så snart man drillende har småhånet Hr. Nielsen for at have været et skvat, fordi han går og småskranter med endnu en forkølelse, før man selv bliver ramt af en gang ondt i halsen, der kræver både spandevis af varm te med honning og en Lemsip Max All in 1 (Englands svar på Panodil Hot) i ny og næ. Heldigvis virker det. Det gør mig ikke rask, men kvik nok til at kunne undgå at lægge mig. Jeg kan ikke lide at ligge i sengen om dagen, medmindre jeg har høj feber.
Ondt af mig selv har jeg. Det er underligt … da jeg havde kræft, havde jeg ikke ondt af mig selv; koncentrerede mig bare om at blive rask og/eller få det bedste ud af den tid, der var. Men nu, hvor jeg har en smule ondt i halsen, kender selvmedlidenheden nærmest ingen grænser. Jeg holder den dog for mig selv (er det derfor det hedder selvmedlidenhed? Winking smile ) og lider i stilhed, for ingen gider høre på den slags, og man flu vil jeg nødig beskyldes for!
Held i uheld er det oven i købet: Vi skulle have været ude til et par venner i dag, men de aflyste for et par dage siden, fordi de begge var lagt ned af influenza. Jeg kunne godt have været taget af sted i dag, men det ville ikke have været pænt gjort imod de to værter, som jeg kunne have smittet.

Mit lille Lumix er også sygt. Det har gennem et stykke tid – siden vores englandsbesøg – udviklet en væmmelig, snigende sygdom. Parkinsons. Det vidste jeg faktisk ikke, at kameraer kunne komme til at lide af, men det kan de, for det ryster. Også når jeg stiller det på et bord, så det er ikke mig, der ryster på hænderne. Det kan både zoome, fokusere og stille skarpt, men billedet vibrerer, og når man har trykket på udløseren, er der kun gemt et uskarpt billede på hukommelseskortet.
imageHammerirriterende, men jeg kan takke mig selv, for jeg tabte det i England. Det lå i sin beskyttende taske, og det blev tabt fra lav højde. Umiddelbart fejlede det ikke spor, men faldet må have sat et eller andet i gang, for gennem de seneste par dage er symptomerne gradvist opstået, hvorfor jeg har sat projekt kamaraeutanasi i gang.
Mit næsten døde kamera hedder Lumix TZ60. John har et Lumix TZ70, men ønsker sig et Lumix DMC-FZ72, bare for at kunne overgå mit i zoomkapacitet, nemlig med 60 x optisk zoom + 5 x digitalt ditto (~ 300 x), hvor TZ70 ‘kun’ når ud på 30 x 2. Mit Canon kan levere 50 x 4, og det er det, der tog billederne af havørnene på isen.
Jeg tilbød at købe det Lumix DMC-FZ72 til ham, mod at jeg fik hans TZ70. Han slog til med det samme.
Grunden til, at jeg helst vil have dette, er størrelsen. FZ72 har samme mål og vægt som mit Canon, og det gider jeg ikke – jeg vil have et lille (men stadig godt) kamera til almindeligt brug og nøjes med at bruge Canon til at tage havørne og silkevand med.

29. december 2015

Frikendt atter en gang

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:32
Tags:

I morges gik den halvårlige tur til befamlingskontrollen på onkologisk ambulatorium på Roskilde sygehus.
Mammografi er nu kun hvert andet år, ganske som for alle andre kvinder – medmindre jeg opdager en knude og råber vagt i gevær, selvfølgelig. 
Dog i 10 år længere, end ikke-brystkræftramte kvinder får tilbudt.  
Da jeg udtrykte en let forundring over, at der skal gå to år mellem mammografierne, sagde lægen: “Du er jo ude af risikogruppen nu, men vi slipper dig ikke helt, før du har været sygdomsfri i 10 år, ved du nok.”
IMG_5075De ord smagte godt: “Ude af risikogruppen”. Nu skal jeg bare lære at lade være med at tro, at jeg har fået kræft, hver gang der er den mindste smule i vejen med mig – lidt ondt i halsen eller lidt ondt i maven, for slet ikke at tale om den konstante ømhed, jeg har i og lige under huden på det bryst, der ikke er der mere.
Det lærer jeg nok en dag. Jeg vil understrege, at når jeg går lidt i selvsving, opdager ikke engang John det, så jeg er heldigvis ikke en pestilens at leve sammen med, som en af en bekendts veninder er. Hun kan stort set ikke tale om andet end den sygdom, der også for hendes vedkommende blev overstået for et par år siden, og helt op til to måneder før en kontrol går det totalt galt. Hun er ved at miste både mand og venner, men er vist ikke rigtig indstillet på at få noget hjælp, så folk kan holde hende ud igen.
Det er synd for både hende og hendes omgivelser, og jeg kan dæleme godt forstå, at hun må være noget af en prøvelse at være gift med.

Den konstante ømhed i huden er med størst sandsynlighed eftervirkninger fra strålebehandlingen. Hvis den bare er konstant og ikke forværres, er der ingen grund til bekymring. Jamen så er jeg glad igen. Det er jo ikke en smerte, bare en ømhed, der bedst kan beskrives som en, der står og trykker på mig med en tommelfinger, så det kan man vænne sig til, lige som jeg næsten har vænnet mig til, at jeg konstant har en fornemmelse under fodsålerne, som om jeg har støvler på, og hvor hele sokken ligger krøllet sammen under foden. Det er nogle nerver, der er døde efter kemobehandlingen, fik jeg at vide ved en tidligere kontrol, og det vil aldrig blive anderledes.
Hvorfor jeg så overhovedet kan mærke noget, hvis nerverne er døde, fik jeg ikke noget svar på, men jeg har hørt andre have den samme irriterende følelse netop under fødderne, så sådan er det åbenbart bare. Man kan lære at leve med temmelig meget, når man tænker på, hvad alternativet var.
Jeg har hørt flere sige, at de er meget nervøse op til en kontrol. Det kan jeg ikke forstå – jeg har det lige omvendt: Jo tættere på kontroltidspunktet jeg kommer, jo mere rolig bliver jeg.
John mener, det er mit Rasmus Modsat-gen, der også her træder i karakter.

27. oktober 2015

Hængemuler, hængemaver og andre hængepartier

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:15
Tags: ,

Så boarder de deres fly, mine englændere. Lige netop i skrivende øjeblik. Tim glæder sig meget til at få dem hjem igen, og jeg var naturligvis lidt ked af at se dem tage afsted. Ikke sådan, at jeg står og vræler – det kunne da lige passe, at ungerne skulle tage hjem med det indtryk af mormor, men lidt sørgmodigt er det hver gang for mig, selv om jeg ved, at der er mindre end to måneder til de kommer igen i forbindelse med julen, og at der derefter er mindre end en måned til vi flyver en tur over til dem.
Derfor ingen klager herfra, og hængemulen er heldigvis mest symbolsk.

P1080287

Det er hængemaven desværre ikke! Den overdådige og alt for gode mad på krydstogtskibet og de seneste fem dage med flæskesteg, napolitansk kartoffelmos (= riiigeligt smør, men den Afsejling fra Athen (8)er god) og stegt flæsk med Afsejling fra Athen (1)persillesovs har nu sat sine spor. Der skal arbejdes, skal der, men ikke i dag, for jeg er blevet forkølet. Det er sidst sket i januar 2014 (godt, man har sin dagbog i form af bloggen), og før det igen i oktober 2012, så det er ikke ligefrem en hverdagsbegivenhed for mit vedkommende, men jeg kan åbenbart ikke tåle at tage på krydstogt.
Heldigvis er der nogle kilo endnu, til jeg når så vidt som på billederne – men jeg håber godt nok heller ikke, at jeg nogensinde når så vidt!
Mens Charlotte og ungerne har været her, har jeg dopet mig med Nurofen og Panodil Hot i tilstrækkelige mængder til at kunne fungere optimalt, men nu tror jeg, at jeg vil lade de stimulerende midler være og bare tage det roligt et par dage, til det er overstået igen.
Hængepartiet er at få sendt gruppebilledet fra rejsen til alle turdeltagerne. Jeg skal sidde og tampe 15 emailadresser ind manuelt. Det skal nok gå galt … gad vide, om ikke jeg burde vente til i morgen, hvor jeg helt sikkert er mere frisk?
Det tror jeg.
Jeg vil foreslå min ægteviede, at vi finder Downton Abbey og kommer ajour med den. Derudover ild i brændeovnen, et strikketøj i hænderne og en kande te inden for rækkevidde. Så kan man lige holde ud at have hængenæse.

25. marts 2015

Frikendt! Clean! Endnu …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 19:31
Tags: , ,

Det var tid til kontrol i dag. Bare en befamlingskontrol igen, men jeg vil blive indkaldt til (rutinemæssig) mammografi i løbet af april.
Gad vide hvordan man laver en mammografi på et bryst, der ikke er der? Det er jeg lidt spændt på …
Så til befamlingskontrol igen både i juni og december og videre hvert halve år.
Jeg har hørt så meget om, at man går i selvsving op til kontrollen, men det er ikke tilfældet for mit vedkommende – hvorfor ved jeg ikke; måske er det bare min måde at distancere mig fra det hele på. Jeg har den holdning, at det kunne opstå, derfor kan det også genopstå, og gør det det, tager jeg den derfra, for det nytter ikke spor at gå rundt og have det dårligt, bare fordi systemet virker og holder godt øje med mig. Okay … ved befamlingskontrollen får jeg svar med det samme, hvilket jeg ikke gør for mammografiens vedkommende. Det gør måske en forskel, men det finder jeg snart ud af, om det gør.
Nemmere sagt end gjort at være stort set upåvirket, vil nogle måske sige, men det er ikke noget, jeg anstrenger mig for – sådan er det heldigvis bare.
Min søster distancerede sig også fra det i så høj grad hun kunne. Hun ville med vilje ikke forholde sig til, at hun muligvis skulle have en stomi eller at behandlingen skulle afsluttes med kemoterapi – den bro ville hun krydse, hvis hun nåede til den – og det gjorde hun gudskelov ikke. Hun er også blevet frikendt; kræften var ikke nået til ydersiden af tarmen, og der var ikke noget i lymfekirtlerne, så det havde endnu heller ikke spredt sig.
Poncho til Anna 1Vi er to glade søstre – Merete forståeligt nok i endnu højere grad end mig; for hende er det hele jo så nyt og gik så hulens stærkt alt sammen, men igen: Tak for screeninger. De er skyld i, at vores yngste søster ikke bliver enebarn sådan lige inden for den nærmeste fremtid.

Annas poncho er færdig – det tog to lange aftener bare at klippe garn til og sætte alle de frynser i, men for Anna er de næsten vigtigere end selve ponchoen – ønsket opstod fordi jeg havde strikket en poncho til hendes Baby Born, og barnet faldt totalt for frynserne. Jeg er spændt på, hvad hun synes om den, når hun får den om en god måneds tid.
Da jeg nu er kræftfrikendt indtil videre og regner med at være i live resten af 2015, tør jeg kaste mig ud i en fair isle-sweater, jeg i et vist meget svagt øjeblik lovede at strikke til Charlotte. Det er noget af et projekt, som jeg ikke bliver færdig med før til efteråret. Vil jeg tro, for der er nok nødt til at komme lette småarbejder indimellem, når jeg går død, hvad jeg ved, jeg vil gøre på et eller andet tidspunkt. Jeg er desværre ikke en Anne-type – hun ville være færdig med den om en uges tid …

P1050567P1050583

Det er denne her – den skal bare være lidt længere og have en anden hals, da den viste er for åben til en varm sweater. I opskriften er alle dele strikket frem og tilbage, hvilket jeg overhovedet ikke gider til den slags mønsterstrik, så jeg vil strikke rundt, strikke begge ærmer på én gang, klippe dem op og så strikke det hele sammen til overstykket. Det er også noget helt andet garn end angivet på det Rowanmønster, jeg har fundet.
Med andre ord: Opskriften bruges stort set kun til mønstret, så det er en anelse spændende, hvordan det hele flasker sig undervejs i processen.

24. februar 2015

En kræftramt familie

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:25
Tags:

Den 9. februar løb der en mail ind fra min ældste søster. Hun spurgte om vi skulle noget den 11., for hun skulle ind til en kikkertundersøgelse på Holbæk sygehus. Hun havde fulgt tilbuddet om screening for tarmkræft og havde haft blod i afføringen, så de ville gerne kigge lidt nærmere på hende. Det var ikke sikkert, at hun kunne køre bil bagefter, så hun måtte ikke køre selv.
Puha. Den 11. var den dag, vi havde arrangeret os med flyttefirmaet, men lige netop det her … så svigter man altså bare ikke sin søster – det var jo ikke svært at gætte hvordan hun havde det.
Jeg spurgte John, om han kunne klare flytningen uden mig, og selvfølgelig kunne han det – jeg kunne være med lidt af tiden, men var nødt til at køre kl. 9:30.
Kikkertundersøgelsen viste, at det med 99,9 % sikkerhed var tarmkræft. Selv Merete, som absolut ingen som helst baggrund har for at kunne vurdere den slags, var ikke i tvivl om, at det hun så på skærmen, ikke var godt. Sygeplejersken var også meget sikker på, at det var kræft.
I torsdags var hun til CT-skanning og i dag har hun været til lægesamtale for at høre behandlingsplanen.
For jo: det var kræft, men de mente, at det er opdaget så tidligt, at hendes chancer er rigtig gode. I forbindelse med operationen, som er allerede den 6. marts, vil de undersøge lymfekirtlerne for at se, om det har spredt sig, men det er de ret sikre på, at det endnu ikke har nået, så chancen for, at hun kan nøjes med operation og undgå kemoterapi, er pænt stor. Jeg ved ikke, om hun kan undgå en stomi, hvilket er det hun frygter allermest. Bortset fra at dø i alt for ung en alder, selvfølgelig, men det gider vi ikke tænke på lige nu.

Vi er da lige ramt, vores lille familie. Først mig, så Merete. Som sagde til trøst, da jeg havde været alle undersøgelserne igennem, men endnu ikke havde fået dommen: “Tag det roligt, vi er jo slet ikke disponerede for kræft i vores familie, så det er nok falsk alarm”.
De ord har vi grinet lidt af midt i al elendigheden.
Stakkels hende. Jeg ved jo bedre end nogen, hvilke tanker der hele tiden huserer inde i hovedet, men jeg må sige, at hun tager det meget tappert. Vi snakkede selvfølgelig rigtig meget om det d. 11. i bilen, og vi var enige om, at det kan man også lige så godt være … tapper, altså … for der er ingen, der gider høre om ens elendighed. Eller jo … det er der selvfølgelig. Jeg gider godt. Hendes to sygeplejerskedøtre gider også godt, men det er ikke noget, der skal gøres til genstand for middagsbordssamtalen – her viser man det gode humør og den humor, der hjælper en igennem det hele.

Jeg kan kun gentage: Hurra for de skanninger. Får I tilbuddet, så tag imod det og lad være med at lytte til dommedagsprofeterne de allestedsnærværende eksperter, der hævder, at der er for mange falsk positive resultater, så der er for mange, der går og er bekymrede uden grund. Og hvad så? Siger jeg bare! Det er da bedre at være falsk positiv end at opdage kræften så sent, at det ER for sent og man dør af det.
Min søster havde ingen mistanke. Jeg havde ingen mistanke, men kræft var det – vi døde bare ikke af det. Jeg gjorde i hvert fald ikke i første omgang, og jeg tror på lægerne, når de siger, at Merete har gode chancer.
Vi har på sin vis været heldige, at vi er ramt af netop to af de vist kun tre kræftformer, der bliver screenet for, men kan vi ikke godt aftale, at nu er kræftstatistikken opnået for vores families vedkommende? Og sikke noget sludder, men meningen er vist klar …

17. januar 2015

En underlig dag

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:48
Tags: ,

Dette indlæg er ikke nødvendigvis interessant for andre end mig selv … det har bare en terapeutisk virkning af skrive. For mig – det ville det aldrig have for John, men han synes det er fint, at jeg gør det, at Pernilles død ikke bliver tabuiseret, men at det er okay og fint at være åben om det.
Åben nu, for det havde han svært ved, da hun levede, men havde det så dårligt, som hun havde. Når Johns eller mine søskende eller andre, der kendte eller kendte til hende, spurgte til hvordan det gik, svarede han næsten altid, at det gik godt eller i hvert fald okay, for han havde ikke lyst til at tale om hendes elendighed.
John har aldrig været god til at tale om stærke følelser; han har altid vendt det indad, men hvis man ‘tvinger’ ham til det, er det i orden, og jeg er af den overbevisning, at det ikke er godt at brænde inde med triste tanker.

Vi er begyndt at finde minderne om de lyse stunder frem. Dem var der rigtig mange af engang; mørke har der været alt for rigeligt af, og nu er det slut.
Vi husker, da John og jeg mødtes, og C & P fra starten fandt hinanden. De er begge fra 1976, så de har skolemæssigt fulgtes ad hele vejen. Ikke i samme skole, men samme klassetrin. De blev studenter samtidig. Det var på det tidspunkt, deres veje begyndte at skilles, uden at det skal forstås på anden måde, end at de gik i hver sin retning med livet. De var blevet voksne og ville hver deres, så det med fast samvær hver anden weekend og i ferierne var selvfølgelig også slut.
Camping 1990 1De var begge enebørn og betragtede hinanden som søstre. Pernille havde desuden en parallel’lillebror’ i Bjarnes (Karins mand) søn, og Karin og John har derfor begge fået 99 % børnebørn – den procent der mangler, er den biologiske, men Thomas’ børn har ikke en biologisk farmor, lige som Anna og Aubrey ikke har en biologisk morfar. Hverken Karin eller John kunne være bedre bedsteforældre, selv om biologien havde været der.

Charlotte græd meget da jeg i går overbragte hende den sørgelige meddelelse, og hun kommer selvfølgelig hjem. Det bliver også lidt underligt, da det bliver første gang i ni år, vi skal være sammen med hende uden hendes børn eller mand. Det bliver derfor også kun for en kort bemærkning; fra torsdag aften til lørdag eftermiddag, men det er et lyspunkt i mørket, og det betyder mere for John, at hun vil være hos ham, end jeg nok umiddelbart havde forestillet mig.

Billedet er fra campingferien i Kroatien i 1990 – året før Jugoslavien ikke var Jugoslavien mere. Der blev grinet dejligt meget på den ferie. De var altid vældig populære, de to piger – bekymrende populære … John havde det tit lidt typisk-far-svært med alle de unge mænd, der sværmede omkring campingvognen … tøserne var kønne, begavede og med en fed humor, som ofte kom til udtryk.

John er okay. Han har grædt et par gange, for det er svært, når folk ringer for at kondolere. Jeg har det ligesådan: Det er skidesvært med folk i telefonen, der selv græder og ikke aner, hvad de egentlig skal sige.
Sådan er det. Vi er på vej videre, og John bliver mere og mere afklaret med, at det var det rigtige for Pernille selv.

16. januar 2015

Livet blev for svært

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:30
Tags: ,

P1040901 (2)I aftes ringede Karin for at fortælle, at hun havde fundet Pernille livløs i sin seng. Ambulancen kom lynhurtigt, men det var for sent. De arbejdede med hende i knapt en halv time, inden de gav op.
Det værste er sket for John og Karin: De har overlevet deres eneste barn. Det er bare ikke rigtigt. Det er bare HELT forkert.

At det var det, Pernille ville, er dog en lille trøst. Meget lille. Men der er ingen vrede at rette mod nogen, hvilket trods alt er godt. Der er ikke en eller anden idiot, der har kørt eller stukket hende ned.

Hun har været psykisk syg i mange år; med op- og nedperioder, men mest ned, og i det sidste års tid er det stort set kun gået tilbage – hun sank dybere og dybere ned i mørket og hverken medicin eller fagpersonale var i stand til at bringe hende ud af det.
På sin fødselsdag i fredags var hun – selv for hende – usædvanlig stille, så set i bakspejlet havde hun sandsynligvis allerede da truffet sin beslutning.
Både John og Karin er, trods deres sorg, på en underlig måde afklaret med det, fordi de ved, at det var det rigtige set fra Pernilles synspunkt, og med den tanke kommer far og mor videre, men for pokker, hvor er det hårdt for dem begge lige nu.
Det bliver endnu værre ved bisættelsen, tror jeg. Det bliver forfærdeligt …

12. oktober 2014

Kludeegen i Leestrup Skov

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:41
Tags: , ,

Forleden kom John i tanke om Kludeegen, som viser sig at ligge bare et par kilometer fra Den Stråtækte. Han boede i Faxe Ladeplads i nogle år, så han er ret godt bekendt med lokalområdet hernede. I dag foreslog han, at vi prøvede at finde det gamle egetræ.

Kludeegen

imageDet var mange år siden, han havde været der, men han kunne da huske nogenlunde, hvor egen skulle befinde sig, og vi fandt den da også uden problemer. Skiltet står ikke ude ved alfarvej, men først når man er langt inde i skoven og ganske tæt på træet.

Det var ret interessant at se, hvad folk havde hængt op – der var tøjdyr, handsker, sutter, tørklæder, nattøj og også nogle bannere, der udtrykte folks ønsker, hvilket kunne tyde på, at man har udvidet egens egenskaber en smule i forhold til den oprindelige folklore, hvor den ‘bare’ kunne helbrede.

Kludeegen (2)Kludeegen (5) 

Den store røde ting er en hel satinpyjamas. Hvis det er meningen, at man skal hænge en beklædningsgenstand op fra den del af kroppen, hvor man er syg, må det arme menneske være slemt tilpas, når kun hoved, hænder og fødder ikke er repræsenteret …
Kludeegen (8)Jeg burde vel egentlig hænge en bh op i træet. Problemet er bare, at jeg har en anelse svært ved at tro på effekten.
På et af bannerne står der “Mere tid til fællesskabet”.
Lige præcis den slags ønsker vil jeg nu nok mene, man både kan og skal gøre noget mere direkte ved end bare at hænge det op på Kludeegen. Tro kan godt nok flytte bjerge, men alligevel …  
Der hang en del sutter – jeg gætter på, at det ikke handler om børns mundsygdomme, men har været en måde at få barnet til at droppe narresutten på.
Der hang også mange handsker. Gigt i fingrene, måske?
Jeg kan ikke forstå meningen med at hænge et rådyrkranie op i træet.
Kunne man forestille sig, at det er en klump af en jæger, som udtrykker et lønligt håb om bedre jagtlykke?

9. oktober 2014

Vi er syge … en af os

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:56
Tags: ,

Meynerts grydebrødEn af os er mere end halvskidt tilpas og det er ikke mig.
Til gengæld ligner det det, jeg lagde mig med fredagen før vi skulle rejse til Italien om lørdagen: en irriterende gang ondt i maven, ledsaget af en følgevirkning, jeg ikke synes jeg behøver at beskrive nærmere. Ikke noget, man gider rende til lægen for, da det nok lige straks går over – hvad det da også gjorde for mit vedkommende. Det var slemt én dag og mærkbart i tre-fire dage, men ikke noget, der kan holde en hjemme fra ferie.
Det kan dog sagtens holde John væk fra Den Stråtækte, og jeg er selvfølgelig nødt til at blive hjemme og passe på ham, selv om det er en nem tjans, da han har ligget på sofaen det meste af dagen og småblundet.
“Er panodiler eller ibumetiner bedst?”
”Nok helst ingen af delene, hvis du har ondt i maven. Beklager, men du må lide – i hvert fald så længe du kan holde det ud.”
Det gør han så. Lider. I stilhed, heldigvis. Og han har det lidt bedre nu.

Jeg har nusset rundt og har bl.a. bagt Mejnerts økologiske grydebrød. Nogen, der kender det? Det er en færdigblanding, som bare skal tilsættes gær og vand. Hæve. Over i gryde. Bage. Nemt. Supernemt, faktisk, og det smager endog rigtig godt. Det bliver et mørkt, rugbrødsagtigt brød, som kan anvendes hele vejen rundt – vi bruger det både til morgenbrød, frokostbrød og madbrød.
I Mejnerts webshop koster det 35 kroner. I Brugsen kostede det 25, så vidt jeg husker …
Mejnerts grydebrødDa jeg havde afprøvet det, skyndte jeg mig at købe fire poser til, mens det stadig var på tilbud.
I dag tilsatte jeg loppefrø, chiafrø og græskarkerner, bare fordi … jeg synes det smager godt.

Jeg fik også bestilt en af julegaverne til Anna; nemlig en cd med Emmelie de Forest. Den lille frøken så Grand Prix både i 2013 og 2014 og taler stadig om, at Only Teardrops er the best song ever.
Når hun stadig kan mene det 1½ år efter, må det være på tide hun får en cd med Emmelie.
Englænderne så Grand Prixet i år sammen med gode venner. Dvs. børnene så det, mens forældrene sad og hyggesnakkede. Da Østrig kom med sit [vinder]bidrag, lød det inde fra tv-stuen fra et af børnene: Mummy – daddy, come here and have a look. What’s THAT???
Fem, syv, otte og otte år. Hvordan forklarer man bedst, at ikke alle har de samme præferencer?

19. juni 2014

Hvad gør man ikke for sine venner?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:15
Tags: , , , ,

Okay – vi vil nok alle gøre meget, men det var faktisk ikke det, det handlede om i aftes – det var ikke for dem, men sammen med dem.
Folkeparken Roskilde (3)Folkeparken Roskilde (5)Det startede i mandags, da vi fik lokket Inge og Hasse til at komme og hjælpe os af med den kvarte tons ragout, der kom ud af den koloenorme vildsvinehals, jeg havde hevet ud af fryseren. Der var langt mere kød på halsen, end jeg havde forestillet mig – det har virkelig været en solid og stor orne, det kød kom fra, vil jeg tro, eller spiser man ikke orner?
Hvis vi ikke skulle kvæles i vildsvinehalsragout, måtte vi hidkalde hjælp. Heldigvis er de to ikke karrige med hjælpsomheden.
Jeg var ikke helt klar over, om det i virkeligheden var en hævnakt, fordi de var skuffede over maden, da de spurgte, om vi havde lyst til at komme til Roskilde onsdag aften for at se kongelig ballet i Folkeparkens amfiteater.
Ballet??!! Hvordan skulle jeg få sagt på en pæn måde, at ballet siger mig mindre end intet?
Det behøvede jeg heldigvis ikke at spekulere over særlig længe, da Inge selv hjælp mig ud af kattepinen ved at sige, at vi kunne starte med at spise hos dem, så kunne vi bagefter se, om det overhovedet var noget, det der ballethalløj; vi kunne jo komme og gå som vi ville … med andre ord havde de det præcis som os: Vi forstår os ikke på ballet. De var helt sikkert meget dygtige, de unge dansere, men fange os kunne det ikke.
Folkeparken er stor og delvis ufriseret, men det kan I se flotte billeder af ovre hos Inge.

Folkeparken Roskilde (4)

Inge og jeg var enige om, at det var mere underholdende at kigge på alle de rullende unger end på balletten. Hasse og John var, ikke overraskende, af samme mening, så efter at have givet balletten en chance, gik vi en tur i stedet for.

Folkeparken Roskilde (7)

Vel tilbage igen til hygge og snak på altanen, begyndte det at gøre ondt i min højre hæl.
Min første tanke var en hælspore, men den forkastede jeg igen – hvor skulle jeg få sådan en fra? Jeg løber jo ikke, og SÅ overvægtig er jeg vel for pokker heller ikke?
Da jeg stod ud af sengen i morges, var jeg ved at hyle højt af smerte og kunne overhovedet ikke støtte på foden i de første minutter.
Google, google … hælspore … symptomer … opståen … behandling … hmmm … jeg er desværre sikker på, at det er en hælspore.
Jeg har nu været hos bandagisten og købt indlæg til mine sko, plus lidt tigerbalsam fra Matas til natten. Jeg gider ikke gå til lægen; der er alligevel ikke noget, han kan gøre, som kan fremskynde helbredelsen, så det kan jeg lige så godt klare selv. Det undrer mig bare, at det kom fra ingenting til at gøre vildt ondt på så kort tid, men det ændrer sådan set ikke noget …
Den første hjemmeside fra Netdoktoren sprang jeg bort fra med det samme og fandt en mere velskrevet – dette kunne jeg simpelthen ikke holde ud at læse:
…”Man troede da, at det var årsagen til lidelsen, og da den kan minde om en sporer på et par ridestøvler, kaldte man den hælsporer. Det navn har hæftet sig uudrydeligt til tilstanden. Man glemte dog at få og røntgenfotografere den øvrige, jævnaldrende del af befolkningen og ville da have fundet, at de også havde en hælsporer, uden at fejle noget!”
Ynkeligt, hr./fru Netdoktor. Ynkeligt!
Har I prøvet at have en hælspore? Det gør jäklaondt, kan jeg godt fortælle! Jeg håber jeg kan få den i orden igen på kort tid, men det kan godt tage måneder – fikst timet, Ellen, 10 dage før vi skal rejse til England. Godt vi ikke skal gå derover.

5. juni 2014

Selvsving. Jungle. Me Jane?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:23
Tags: , ,

P1010343Da strålebehandlingerne var ved at være slut, begyndte mit bryst at vokse. Det bryst, der ellers ikke var der mere, kom så småt igen.
Det blev større og større, men ikke spor kvindeblødt – tværtimod mere og mere hårdt og bruskagtigt at føle på.
For tre uger siden nævnte jeg det til en sygeplejerske i forbindelse med en herceptinbehandling. Hun ville sørge for, at jeg fik en tid hos ‘min’ onkolog, som jeg var hos i mandags, hvor han trykkede og følte – og sagde: “Det er sikkert kun væske, men jeg sender lige en henvisning til Ringsted, så de kan ultralydsskanne dig. Jeg vil bede om, at det går lidt stærkt”.
Skrækken for øjeblikkelig i mig: Hvorfor siger han ikke mere? Hvorfor skal det gå stærkt? En ny knude? Allerede? Den skulle i givet fald være begyndt at vokse, mens jeg stadig fik stråler. Det ville ærlig talt være temmelig provokerende, men des meget mere skræmmende.
P1010346Det er helt utroligt, så hurtigt man kan gå meget i selvsving. Nu var jeg lige erklæret rask; den første kontrol er først om seks måneder, og så går det allerede galt. Det er saftsusemig tarveligt, er det.
Ikke meget nattesøvn i tre nætter, men i dag ringede de fra Ringsted: Kan du komme kl. 13?
OM???
Kunne desværre ikke selv følge med på skærmen og fulgte i stedet lægens ansigt, men sådan nogle lærer det der med pokerfjæs.
Han sagde dog ret hurtigt, at jeg har en væskeansamling. Ret stor, faktisk. Spurgte lidt mere og bad så sygeplejersken hente remedierne til en tapning, som han foretog samtidig mens han ultralydsskannede, så han kunne se, om han fik det hele med.
Det mente han, at han gjorde. 350 ml på en noget mindre plads, end der var til rådighed i den lange periode, hvor jeg blev drænet hver 4.-5. dag.
P1010347Pludselig så jeg helt normal ud igen. Alt er relativt, husk det …
Jeg følte mig ærlig talt ret dum og spurgte, hvor længe man blev ved at gå så meget i selvsving over den slags, som derefter viser sig ikke at være noget at betydning.
”Resten af dit liv. Det slipper du aldrig, og vi slipper heller ikke dig, så du må aldrig tøve med at ringe enten til Roskilde eller os, hvis du er det mindste i tvivl om, hvad der sker i din krop. Du er ikke alene om at reagere på denne måde – vi ser det igen og igen, og vi har fuld forståelse for jeres reaktioner. Og i øvrigt var den dræning absolut tiltrængt. Du må gerne komme lidt før, hvis det sker igen.”

Han var både sød, forstående og trøstende. Jeg var bare glad og adskilligt meget mere end de 350 gram lettere, og John blev lettet, da han så, at ud fra rummet trådte en kone med et noget mindre dystert ansigtsudtryk, end han havde set de sidste P1010344par dage.

Fra Ringsted kørte vi til Den Stråtækte. Vi havde aftalt med sælgeren, at vi kunne komme og foretage nogle opmålinger og samtidig tale om, hvad han eventuelt kunne lade blive stående – hvilket absolut ikke er ret meget. Holddaop, hvor har han meget, han skal rydde ud.
Haven gør han intet ved, udover at slå græsset. Kan man fornemme den jungle, vi vil komme til om et par måneder? Der skal gang i den virkelig store saks for overhovedet at kunne komme rundt til den tid.
Men den slags arbejde glæder jeg mig faktisk til. Det bliver det senere almindelige vedligehold, John nok skal svinge pisken lidt for at få mig til at deltage i. Nedskæringerne her hører til de lidt sjovere af slagsen.

8. maj 2014

25 down, ZERO to go!

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:23
Tags: ,

Endnu en milepæl overstået: strålebehandlingerne er slut – markeret med flag sat op ved briksen und Alles.
Sidste strålebehandlingsdag (2)Der er nok en grund til, at det er 25 og hverken 20 eller 30 gange. Selvfølgelig er der det … 20 er for lidt, og 30 går for hårdt ud over huden.
Nu kan jeg nemlig godt mærke det. Som radiografen sagde i dag, så varer det omkring 14 dage efter behandlingsstart, inden man begynder at kunne mærke noget. Til gengæld fortsætter hudreaktionen cirka 14 dage efter behandlingens ophør, så det kan i princippet godt blive værre endnu end det viste.
Kanten er knivskarp, men de puffede også rundt med mig, til vi var nede på en usikkerhedsmargen på under ½ mm, inden de accepterede positionen og gik i gang med at bestråle mig.
Det er dæleme godt, at man i forvejen er langt forbi det at have intentioner om at deltage i skønhedskonkurrencer, for kønt er det mildt sagt ikke, med to ar og en grim, grim hud. Ikke fordi jeg nogensinde har haft den slags ambitioner …
I år må jeg ikke få så meget som fem minutters sol på det bestrålede område, hvilket nok bliver en smule svært at undgå. Igen er det ikke fordi, jeg har tænkt mig at posere topløs, men fordi det går helt op på den ene halvdel af halsen og næsten op til øret, så det med at få vinterblegheden væk fra hals og brystparti bliver ikke i år.
Jeg har fået en slags beskyttende stof til at lægge på huden, hvis tøjet begynder at genere mig for meget. Det er selvsiddende og kan godt virke en smule kølende. Det bliver sikkert behageligt at have på. Jeg har også fået Locoidcreme til en hel måneds daglig forbrug. Den indeholder hydrocortison, som er noget værre stads, men det virker, og så er det jo ikke noget, jeg smører på, med mindre det virkelig klør, hvilket det underligt nok ikke gør hele tiden. Eller også gør det, men jeg er måske mere bevidst om det, hvis jeg sidder stille og fx strikker.
Syv herceptinbehandlinger endnu, så er er jeg heeeelt færdig!

AW3V3162AW3V3165

Når jeg om 12 dage drager mod vest, satser jeg på, at det værste er overstået, men selv om det ikke skulle være det, er det aldeles ligegyldigt … jeg har svært ved at tro, at det kan blive så slemt, at de hjælpemidler, jeg allerede har fået, ikke kan afhjælpe generne, og om ikke andet vil der være masser af gode ting i min nærhed til at distrahere mig.
Charlotte fortalte mig i går, at ungerne startede med at tælle ned til min ankomst for 14 dage siden. Sådan noget varmer, gør det! Og på en noget bedre måde end strålebehandlingerne …

21. april 2014

Komplet underdrejet i 1½ døgn

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 10:24
Tags:

Pyyyhhh.
Alle forkølede og/eller influenzaramte mænd: go home! I når mig ikke til knæene i selvmedlidenhed eller ‘ramthed’.
Fredag aften fik John ondt i maven og måtte løbe på toilettet tre gange i købet af natten.
Han havde stadig lidt ondt i maven lørdag morgen, men efter eget udsagn ikke noget at tale om.
Lørdag ved 21-tiden fik jeg ondt i maven.
Gik tidligt i seng, men med hyppige ture på toilettet resten af aftenen og natten.
Først den ene vej, og så den anden vej.
Jeg HADER det.
Søndag morgen var jeg færdig. På alle måder fuldstændig færdig, heldigvis også med at kaste op.
Godt nok er man altid lidt af en karklud, når man har haft roskildesyge, men det her slog alle tidligere rekorder; kun overgået af dengang jeg fik en salmonellainfektion.
Der er sgutte meget modstandskraft tilbage i mig … det er sandelig godt, jeg ikke blev syg, mens jeg var i kemobehandling – så var jeg da død.
På vej hjem fra Sverige lå jeg på bagsædet – kunne ikke engang sidde i bilen. Jeg følte mig ærlig talt lidt fjollet.
I aftes lavede John havresuppe til mig. Revet æble og en smule sukker ovenpå. Det hjalp det hele lidt på rette vej.
Sov i 13 timer i nat.
Havresuppe igen til morgenmad.
Nu er jeg lige ved at være menneske igen. 
Og har fået overbevist John og især mig selv om, at jeg med stor sandsynlighed overlever. Miraklernes tid er ikke forbi …

Aubie i kajak

Godt, at Aubie kan holde sig oven vande … så skidtpyt, at man må se sig overhalet.
Han var ude og kajakke i to timer den første feberfrie dag efter en omgang skarlagensfeber. Der er sandelig forskel på små drenge og deres mormødre.
Jeg skal lige understrege, at det var drengen, der insisterede – faderen var ikke helt tryg ved det, men moderen sagde, at når han nu selv så gerne ville, var det i orden – der skulle selvfølgelig bare holdes et grundigt øje med den lille fyr, men han var sej – var dog kun omkring to sekunder om at falde i søvn om aftenen.

3. april 2014

En ophøjet ligeglad moskusand

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:57
Tags: , ,

Villa GallinaI dag skulle jeg være i Næstved kl. 13:55. Seancen tog præcis 17 minutter både i går og i dag, hvor det er af- og påklædning af mig samt koordinationen mellem indstillingen af maskineriet og mig, der tager de 16 af minutterne, men det kan ikke gøres meget hurtigere, påstod Sagkundskaben, som derefter erklærede følgende:

”Du er altså supergod til at trække vejret!”
”Hmmm. Taaak … men det har jeg faktisk også øvet mig på i 61 år uden nogensinde at føle, at det har været specielt problematisk.”
Smil hele vejen rundt (i dag var der fem personer, der vimsede omkring mig, for der var to under oplæring).
”Det var ikke det, vi mente, men det ved du vist godt?”
Ja, det vidste jeg godt, men det er altid rart at få at vide, at man er en mønsterpatient.

Vi har lovet os selv – og hinanden – at i de fem uger, turen går til Næstved på alle hverdage, skal vi være gode til at give os selv – og hinanden – nogle gode oplevelser i forbindelse med turen. Ikke nødvendigvis hver evig eneste dag, for det skal jo heller ikke gå hen og blive et problem at finde på noget … det afhænger selvfølgelig også lidt af vejret.

Gule anemoner ved Herlufsholm

Det er blevet det skønneste forårsvejr igen, så vi lagde først turen forbi Herlufsholm Kostskole, hvor vi så på masser af gule anemoner, hvorefter vi vendte om og tog den over landet hjem forbi smukke Villa Gallina, hvor ænderne nede ved søen havde så travlt med sig selv – og hinanden – at de næsten var ligeglade med os.

Ænder ved Villa Gallina (1)Ænder ved Villa Gallina (3)

Bortset fra denne moskusand, som var fuldstændig og totalt ligeglad med alt, inklusive os. Gad vide, om det er fordi han er meget gammel? Jeg har ikke før set så stor en knop oven på næbbet. Hunnen stod et par meter fra ham og gjorde sig så vældigt til, men heller ikke hende værdigede han et blik.
John og jeg nærmede os meget forsigtigt, men vi kunne have trådt på ham, tror jeg. Vi stod og fotograferede ham på en meters afstand.
Moskusænder er tudegrimme, men jeg kan godt lide dem, fordi de spiser dræbersnegle.

Ænder ved Villa Gallina (8)Ænder ved Villa Gallina (9)

Her blev en rivaliserende han sat grundigt på plads – så hurtigt, at den stakkels udskældte var lige ved at smutte ud af billedet for mig. Bagefter rystede den udskældende triumferende sine vinger, mens rivalen ikke så ud til at være trynet særlig eftertrykkeligt.

Ænder ved Villa Gallina (10)Ænder ved Villa Gallina

Se de søde, små halekrøller.
Det var dagens lille oplevelse. Vi kan helt sikkert ikke finde på noget hver dag, men hvis det er godt vejr sidst i april, når vi nærmer os slutningen af behandlingen, tager vi campingvognen med og slår os ned enten på Enø eller på De Hvide Svaner i nogle dage – det vil udvide operationsområdet lidt.

1. april 2014

Beam me up, Scotty

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 19:21
Tags: ,

Stråleterapi for første gang.
I onsdags, hvor jeg troede jeg skulle pakkes ind i krøyerkugler og have støbt en form til mig, skulle jeg i virkeligheden bare lægge mig på en briks. Radiograferne var temmelig forbavsede over, at jeg troede det med kuglerne og spurgte hvor jeg havde den ide fra.
“Fra lægen for en måned siden, da jeg var til første samtale, såmænd!” De to radiografer lovede hinanden at tage en snak med den læge, for det var godt nok længe siden, de var gået bort fra de kugler. Hmmm. Meget betryggende …

Jeg lagde mig på briksen, og da jeg lå så afslappet, som man nu engang kan på et ret hårdt materiale, fik jeg skubbet en dims helt op til min bagdel.
“Syv” blev noteret.
Så skubbede de lidt til min side og mine skuldre og førte mine arme op over hovedet, hvorefter de kiggede kritisk på mig og spurgte om jeg lå godt og om der var noget, der generede mig. Mit benægtende svar udløste igen nogle tal, som blev noteret i journalen.
Beam me up, ScottySå lagde de noget hen over arret for at beskytte det mod strålingen og noterede ligeledes positionen i radiografkoder.
Nu kom vi til vejrtrækningen. Jeg skulle trække vejret dybt ind ‘opad’; altså ikke ned i maven, som de ellers altid pålagde os i gymnastiktimerne.
Da jeg havde øvet det et par gange, satte de en monitor i GPS-størrelse ret tæt foran mine øjne. Nu skulle jeg igen trække vejret dybt ind, men denne gang skulle jeg ‘trække’ en gul streg op i en blå, hvorefter den gule streg blev grøn. Simpel farvelære … men det er smaddersmart, for det bevirker, at jeg trækker præcis lige dybt hver gang jeg bliver bedt om det i dag og de næste 24 gange.
Der er altså folk derude, der kan tænke ret smarte tanker.
Herefter blev jeg ført gennem en CT-skanner, så de kunne se ind i mig for at finde ud af, hvor de skal rette strålerne hen til den tid.
Nu manglede der kun, at jeg skulle tatoveres.
Det havde jeg nok ikke lige tænkt for et lille år siden – altså at jeg i en relativt høj alder skulle tatoveres tre steder i brystregionen. Det var dog kun tre små prikker, fikspunkter, ikke noget med kompasser, slanger, roser, moar eller den slags.

Til slut tog de et par billeder af mig.
Nu var alle data klar til den egentlige strålebehandling, som altså startede i dag.
De – og jeg – var hurtige til at finde nøjagtig den samme position som i onsdags, så det var forholdsvis hurtigt overstået i dag. Selve strålingen varer kun 3 x 15-20 sekunder. De flytter strålefeltet to gange, således at målet får strålingen tre gange, mens vejene derind kun får 1/3 dosis.
Grunden til, at jeg bliver bestrålet under dybe vejrtrækninger er, at de ikke helt kan undgå at ramme et lille hjørne af hjertet og den ene lunge, men de kan minimere skaden ved at gøre vejen derind lidt længere.

Jeg mærkede intet efter i dag, men det havde jeg heller ikke forventet; bivirkningerne kommer gradvist. Hvis de kommer … det bliver en anelse spændende, hvordan jeg vil reagere i længden.

25. marts 2014

Nu sker der endelig noget

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:55
Tags: ,

Næstved sygehus ringede i fredags inden jeg nåede at ringe til dem, men kun for at fortælle mig, at de havde set, at jeg tilsyneladende ikke danner mere serom og derfor ville de lige lade høre fra sig og sige, at den læge, jeg skal tale med, først ville være tilbage i går, hvor de kontaktede mig igen.
“Vi vil meget gerne se dig onsdag kl. 12:45 til screening og scanning. Selve strålebehandlingen starter vi 1. april, og skemaet med mødetider får du med hjem på onsdag.”
GæslingerFint. Endelig. Lige så snart jeg har det skema i hånden, vil jeg købe en flybillet til England. Det er 10 måneder siden jeg har været derovre, og inden det bliver en realitet, vil det være et helt år siden, hvilket aldrig, aldrig før er sket i den tid, Charlotte har boet derovre, hvilket efterhånden må være 16 år.
20 minutter senere ringede hun igen for at ændre mødetiden til 9:45 … “Undskyld, men vi er flere ad gangen på systemet, så den slags overlap sker desværre indimellem”.
Helt okay med mig – jo før, jo bedre.
10 minutter senere ringede den samme person for 3. gang: “Nu bliver det helt pinligt, men kan du komme 8:15 i stedet for? … Godt. Tak for din fleksibilitet. NU ringer jeg ikke mere, det lover jeg!”
Jeg sagde grinende, at hvis jeg var hende, ville jeg passe på med ikke at love for meget, men hun ringede dog ikke mere i går.
Vi skal altså afsted allerede klokken 7 i morgen tidlig, men det er stadig helt i orden. Faktisk meget, meget bedre end midt på dagen. Så kører vi til Sverige bagefter og bliver der til mandag, for det bliver sidste gang i fem uger, vi vil kunne være der mere end en almindelig weekend. Selv i påsken skal jeg have stråler, for der må ikke holdes længere pauser i forløbet end de to dage over en weekend.

Alt dette serompjat har været skyld i, at vi ikke kan tage den planlagte (men dog ikke bestilte) tur over til Lene i Canada i starten af maj. Det fortalte jeg naturligvis Lene så snart jeg kunne se, hvor det bar hen, og vi blev enige om same time next year.
John og jeg skal til England i den første halvdel af juli (barnepigetjansen), men John spurgte, om jeg ikke havde lyst til at tage afsted alene i en lille uges tid, så snart strålebehandlingerne er overstået, som en form for kompensation fordi canadaturen smuttede. OM???!!! Selvfølgelig har jeg det! 
Jeg troede, at vi fremover altid skulle sammen derover, nu hvor vi ikke arbejder mere, men John sagde, at det jo ikke ændrer på den kendsgerning, at Charlotte og jeg nyder at have en masse mor-datter-alenetid, mens børnene er i skole, så han synes bestemt, at jeg skal tage mindst én tur om året uden ham. Han er nu sød og betænksom, den mand der har holdt mig ud i over 27 år.

21. marts 2014

Nu med to bryster – snart tre

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:07
Tags:

Nu bliver det virkelig intimt, dette her …
Jeg gør det ikke, fordi jeg altid har rendt rundt med en lille ekshibitionist i maven. Jeg gør det heller ikke, fordi jeg lider af vrangforestillinger om, at jeg ligner en fotomodel.
Selvsiddende brystJeg gør det, fordi jeg håber at afmystificere brystproteser bare en lille smule.
Det er grænseoverskridende for mig dette her – jeg gik ikke engang topløs, da stort set alle andre gjorde det midt i den mest fremherskende kvindefrigørelsestid af alle (og hvor jeg i øvrigt havde en ganske pæn barm). Dengang jeg kunne bestå blyantsprøven. Nu dumper jeg på kosteskaft, men det har jeg vist afsløret før.

Hos bandagisten prøvede jeg flere forskellige – det er utroligt, så mange former, faconer og blødheder brystproteser findes i. Til sidst var jeg lidt i tvivl om, hvilken af to det skulle være, så John blev indkaldt som dommer og fik lov at vælge … det var altså lidt underligt at stå der og prøve bryster som om det var klædningsstykker. “Hvasså? Er det bedre? Skal jeg lige prøve det første igen?”
Jeg var forbavset over, hvor ægte det føles og bad John om at prøve, men han nægtede altså pure at stå og befamle mig i andres påsyn, så det måtte vente, til vi var hjemme igen.
Vi blev enige om det, som nu sidder på mig. Hvis jeg bader med det på, falder det af, men ellers sidder det bare fast, uanset om jeg går, hopper eller løber, og det er så blødt, at det fla’er u’, når jeg ligger ned. (Sjovt nok virker billedet mindre intimt, fordi brystet ikke er ægte. Eller er det bare mig, der synes det?)
Selvsiddende bryst (2)Det er slut med de meget nedringede bluser og kjoler, men det kan jeg leve med. BH’en skal helst være så stor som den viste for at kunne give maksimal støtte – mere for at det naturlige bryst jeg har tilbage kan ligne det kunstige mest muligt og ikke omvendt. Det kan man jo så tænke lidt over, men det har nok noget at gøre med føromtalte blyantsprøve …
Jeg vil i den forbindelse gerne understrege, at de to mørke streger lige til venstre for brystet trods alt ikke er deller, men arrene fra de to operationer.

Overskriften er ikke med henblik på, at jeg har tænkt mig at leve op til den præmieko, jeg følte mig som, da de drænede halvlitervis af serom ud af mig – jeg agter bestemt ikke at gå og stritte med tre bryster fremover som kompensation for at have manglet det ene siden 7. januar. Jeg ved heller ikke lige, hvor jeg skulle anbringe det tredje … to fylder mere end rigeligt …

Man – i hvert fald min kommune – giver tilskud til to proteser i første omgang og derefter én om året.
Jeg fik kun dette selvsiddende bryst med hjem i første omgang, fordi bandagisten ville give mig en eller to uger til at beslutte mig til, om reserveprotesen skal være selvsiddende eller ej, men jeg tror allerede, at jeg har besluttet mig for det selvsiddende. Jeg kan overhovedet ikke mærke, at jeg har andet end en BH på – jeg er meget positivt overrasket.
Mange har spurgt mig, om jeg vil rekonstrueres, som det så smukt hedder. Jeg har hele tiden vidst med mig selv, at det vil jeg ikke, og oplevelsen i dag har kun bekræftet mig i, at det er den rigtige beslutning for mig.

20. marts 2014

Danmarks sydligste punkt

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:44
Tags: , , , ,

Vi havde set på DOF-basen, at der er rigtig mange edderfugle ved Gedser Odde lige nu – i morges og i formiddags blev der observeret over 2000. Vedkommende, der havde talt disse edderfugle, havde også set en masse andre fuglearter, så nu måtte turen gå til Gedser Odde i det skønne, men blæsende vejr, vi har haft i dag.

Gedser Odde

Et sted, vi ikke har været før. Ærgerligvis bliver der længere og længere til nye steder, så hvis der er nogen derude, der har gode turforslag/ting der må ses på Sjælland, Lolland/Falster og Møn, modtages de med kyshånd.
Vi så masser af edderfugletræk, men de kom i modlys, så jeg forstår godt hvorfor manden, der var ude og tælle i morges, startede allerede kl. 05:30.

Trækkende edderfugle ved Gedser Odde

Jeg kan anbefale stedet, hvis man er fugleinteresseret. Kig evt. på DOF-basen inden afgang.

Efter odden kørte vi til fugletårnene i Bøtø, men de havde ikke noget særligt at byde på.
Videre ad bittebittesmå veje mod Stubbekøbing med Hesnæs som mål. Jeg har set de stråindpakkede huse før, men det er mange år siden, vi sidst var her. Dette fænomen kendes ikke fra andre steder i landet end her i godsets Corselitzes område.

Hesnæs-huse

I udkanten af Hesnæs har de den Bageste Vej … jeg lagde ikke mærke til, om de havde den Forreste i den anden ende af byen.


Og hvorfor satte jeg tagget ‘Sygdom’ ind i et indlæg om Gedser Odde?
Det gjorde jeg, fordi jeg har været på Ringsted og blive drænet for forhåbentlig sidste gang: kun 80 ml! Den magiske grænse er 100 ml, så målet er nået!
Nu venter jeg simpelthen bare på, at Næstved kontakter mig, så jeg kan komme i gang med strålerne ASAP. Hvis ikke de kontakter mig i morgen formiddag, kontakter jeg dem i morgen eftermiddag.

Næste side »

Blog på WordPress.com.