Hos Mommer

21. september 2020

Nu løber det da helt af sporet

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 11:04
Tags: ,

Skal planerne endnu engang gå i vasken?
Skal 2020 blive året, hvor jeg kun ser mit barn og mine børnebørn to gange?
Og hvad med 2021? Vil vi kun sjældent, eller slet ikke, kunne ses næste år?
Jeg spår nemlig, at coronapesten og dermed disse tilstande varer hele næste år med, fordi det tager lang tid at få en gennemtestet vaccine.
Nu har jeg sagt det, og jeg håber for en gangs skyld ikke, at jeg får ret, men skulle det blive tilfældet, vil det til den tid virke utroværdigt at hævde, at det har jeg hele tiden ment, hvis ikke jeg havde luftet tanken inden.

imageJeg kender stadig ingen, der har været syge af corona – de få jeg har hørt om, har været venners eller bekendtes venner eller bekendte, men ser man på den store, vide verden, må det vist regnes for at være mere eller mindre ude af kontrol. Det daglige antal af nye smittede er højt og ligger konstant på små 300.000. Tallene i tabellen er fra i forgårs, hvor UK lå som nr. 11 med 4.422 nye smittede.
Jeg vil helst heller ikke rammes, for jokeren er stadig, at man ikke ved hvor syg man bliver, men jeg vil heller ikke isolere mig; bare passe på og ønske, at alle ville gøre det samme.

I England har de igen skrappe restriktioner, men skolerne har dog ikke lukket. Børnene skal have mundbind på i skolebussen og når de færdes på gangene, men må gerne tage dem af i timerne. De begynder og slutter hver time med at spritte bord og stol af.
De tænker ikke særlig meget over det; sådan er den nye virkelighed bare for dem.
Jeg ved godt, at det er meget egoistisk tænkt, men vil ikke lægge skjul på, at jeg er ked af, at vores efterårsferie sammen lige nu ser ud til at være i fare for at blive aflyst. Der er fem uger til, men kan man nå at ændre situationen så meget på den tid, selv med nye, skrappe restriktioner? Det er nok usandsynligt.
Planen er, at vi skal derover til jul – den tror vi heller ikke specielt meget på længere – det bliver i givet fald den anden juleaften i vores mange år sammen, at vi bare skal være os to. Det er i sig selv ikke noget problem, men jeg vil da savne englænderne.

Hvad skete der lige? Var det pga. ferietiden, hvor grænserne krydsedes og måske også i overført betydning overskredet?
Var det nattelivet, hvor forstanden gik ud i takt med, at alkoholen gik ind?
Tror for mange, at “arhhh, det går nok, selv om jeg ikke gør som anbefalet”?
Er det ganske almindelig glemsomhed?
Jeg var forbavset over, at ved den bisættelse, vi deltog i i midten af august, krammede folk hinanden alt, alt for meget, og dem, der ikke krammede, gav hånd. Bare ikke John og mig; vi rørte ikke ved nogen, og vi kunne godt fornemme, at de syntes vi var mærkelige. Jeg er nødt til at pointere, at 80 % af deltagerne kom fra Jylland, og det gør jeg fordi jeg har oplevet jyder give udtryk for “luk dog den bro, for de er skideligeglade derovre på Sjælland – de overholder ikke reglerne, så sørg for at holde dem væk fra Jylland”. Den påstand synes jeg ikke helt holder vand …
Jeg har sympati for bar- og restaurationsejeres økonomiske usikkerhed, men ikke for deres påstand om, at det ikke hjælper at lukke kl. 22.
Det tror jeg på, at det gør.
Jeg har også skarpe meninger vedrørende natteliv, fester og svineri i gaderne, men dem må jeg hellere holde inden for en snæver kreds og i dette forum nøjes med at undre mig over, at så mange tilsyneladende finder det vigtigere at kunne feste end at samfundet generelt kan holdes åbent.

15. juli 2020

Under konstant overvågning

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:11
Tags: , ,

P1050042John har nogle gange en uregelmæssig hjerterytme og noget flimmer, som han, sidst han var hos lægen, udtrykte sin bekymring over. I dag har han været på Næstved sygehus for at få sat nogle elektroder på, som han skal gå med døgnet rundt i nøjagtig en uge – han skal tage dem af på onsdag kl. 11.40 nul dut.
Han er lidt spændt på, hvordan det bliver at sove med dem på, men det skal nok gå – han plejer ikke at ligge og rotere, men ligger normalt meget roligt det meste af natten. Skulle der falde en elektrode af, lyder der en alarm, og så må han skifte den ud med en fra reservelageret, som han fik med hjem.
Ellers skal han opføre sig ganske som han plejer – hverken mere eller mindre. Hvis han selv mærker uregelmæssigheder, skal han skrive det ned i en ‘dagbog’, han fik med hjem i form af et A4-ark.
Ifølge Murphy vil der overhovedet ikke blive noget bøvl med hans hjerte i løbet af den næste uge – det vil opføre sig aldeles eksemplarisk …

Den yuccapalme, som på mystisk vis dukkede op i dahliabedet sidste sommer, har nu fået en blomst. Mange blomster … eller hvad? Betragtes dette som ‘en blomst’? Der er kun én stængel. 
Jeg har stadig ingen ide om, hvor den er kommet fra – nok næppe fra et fuglebårent frø, da den kræver et bestemt insekt til bestøvning. Man kan dog selv bestøve blomsterne med en pensel, kunne jeg læse mig til, men alligevel lyder det ikke sandsynligt, at den er kommet flyvende hertil. Eftersom heller ingen mig bekendt har plantet den, må det for evigt forblive et mysterium, hvordan den er havnet lige netop der.
Den er ganske nydelig, når den er i blomst, så den får lov at blive stående, da den tilsyneladende ingen problemer har med de milde vintre vi holder os i disse år, og skulle den alligevel gå til, har jeg ikke mistet andet end en kilde til momentvis undren.

Mine dahliaer er noget klejne. På dette tidspunkt plejer de at være store og kraftige, og jeg kan ikke regne ud, hvorfor de er mindre i år. Jeg har gødet jorden, men bør man have vekseldrift med dahliaer, fordi det er noget skidt at sætte knoldene i det samme jordstykke år efter år? Vil det hjælpe at give dem et ordentligt boost med ekstra meget gødning, eller gør det ondt værre? Det er vel mest sandsynligt jorden, der er udpint.
Jeg har tjekket hvor jeg kan købe mig til kompostjord, så det vil jeg have en bigbag af til foråret. Vi kan desværre ikke længere hente det på nogen af vores genbrugspladser, hvilket jeg finder temmelig ærgerligt, men så må jeg jo betale mig fra det, for kompost gider jeg simpelthen ikke selv gå i gang med. Jeg troede det var en mulighed og læste derfor en del om det, men det er alt for besværligt til, at jeg gider. Vi er nødt til i givet fald have det i en lukket beholder, fordi vi ved, at vi har rotter, men sikke da et arbejde man så påtager sig. Jeg ville oven i købet ikke engang kunne producere en fjerdedel af, hvad jeg har brug for – ergo er det udelukket.

14. marts 2020

Tanker i vandkanten …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:28
Tags: , , , ,

Jeg lægger mig fladt ned og indrømmer, at jeg var længe om at forstå alvoren. Den begyndte at gå op for mig, da vi var i England, og mere og mere i de første dage efter vi kom hjem. Meget egoistisk er jeg glad for, at jeg ikke blev født en uge senere, for så var vi blevet beordret hjem før tid. Et lille problem, som situationen er, men man skal jo glæde sig over de små ting.
Det er også en lille ting, at John endelig kunne begynde på sin GLAD-træning i torsdags, blot for at blive ringet op i går og få at vide, at hun har lukket for træning indtil han hører fra hende igen. Øv for ham, men det er der ikke noget at gøre ved. Med sine 74 år er han i risikogruppen. Det er jeg vel også, men mindre end John. Tror jeg.
Vi har ikke hamstret, men forsyninger skal der jo til, og da jeg var i Meny i går morges, var der masser af varer. Selv toiletpapir, selv om det billigste mærke var væk. Er jeg meget flabet og fordomsfuld, når jeg påstår, at det måske siger noget om, hvem der hamstrer?
Der var heller ikke noget af det billige bacon (i tern) tilbage, men masser af forskellige dyrere udgaver – og tonsvis af slagterens eget lækre tørsaltede – men det skal man selvfølgelig selv skære ud … der er jo ingen grund til at bruge tid på at skære bacon i skiver, bare fordi verden er i krise.
De få steder, hvor der var mindre på hylderne end der plejer at være, var der rigeligt af de dyrere varianter.
Og nu skal jeg nok lade være med at vade mere i det.
9D080E2887A14FA789F678F31E1CFE73

Landet er lukket. På alle måder lukket. Vi har et par ting ude at svømme lige nu, men lad os se, hvad der sker. Der er ingen der ved hvilken vej det går, men vi håber vel alle på, at smittevejene hurligt bliver lige så lukkede som alt andet blev det.

Jeg har lyst til at gøre som den nuser lille fugl herover: Sætte mig på et naturskønt sted og kigge ud på verden, til den ikke længere er af lave. Ikke af lava, som nogle tror det hedder, men det er dog mere rigtigt nu end normalt, for på en måde kan man nok forsvare at sige, at verden brænder. Den må bare helst ikke brænde sammen.

Jeg har gjort hovedrent i soveværelset. Gør I hovedrent? Eller holder I bare rent?
Parallelt til dem der siger, at de ikke rydder op, men at de holder orden.
Charlotte valgte anderledes: En dag jeg kommenterede det voldsomme rod på hendes [teenage]værelse, hang der relativt kort tid efter et skilt på døren: Her ryddes ikke op. Et geni behersker kaos.
At gøre hovedrent har formentlig ikke den betydning, det havde i min barndom, hvorfra jeg kan huske, hvordan bøger blev taget ud af reolerne, gardiner vasket eller sendt til rensning, alt det løse/håndterlige kom ud i solen og blev vasket og banket og gjort ved. Jeg elskede at banke tæpper …
Mon ikke det gøres anderledes i dag? For mit vedkommende tager jeg et rum ad gangen, når lysten kommer over mig når jeg synes, at nu skal der lidt ekstra til. På den måde bliver det mere overskueligt, end hvis hele hytten skal renses fra inderst til yderst i løbet af et par dage.

1. marts 2020

Der er checket ind

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:35
Tags: , , , , , ,

SAS har udvidet vinduet for check-in. Det plejer man at kunne fra 22 timer før afgang, men mail og sms løb noget tidligere ind end sædvanligt, så jeg lå og klarede det hele inde i sengen fra telefonen. Det er fagre nye verden: Billetter og boarding cards ligger på SAS-appen, så vi ikke længere behøver alle de papirer, men skanner sin QR-kode på telefonen. Alene det, at man kan checke ind hjemmefra, så man ikke skal stå i kø for det ude i lufthavnen … men det har man nu kunnet i mange år, for jeg gjorde det også mens jeg stadig var i arbejde.
Af gode grunde kan vi ikke printe bagagemærker ud derhjemme; det skal stadig gøres i afgangshallen, men til det er der masser af self check-in-terminaler. Når mærket er sat på, går man bare hen og skanner det, hvorefter kufferten forsvinder for, i morgendagens tilfælde, at dukke op i London Heathrow nogle timer senere. Jeg ville så gerne kunne være en lille flue, der kunne sidde på kufferten hele vejen for at se, hvordan det foregår derinde i lufthavens formentlig snørklede tarmsystem. Selvfølgelig går det galt indimellem; det har det også gjort for os, men kun en enkelt gang for hver, og i langt, langt de fleste tilfælde ender kufferterne hvor de skal, selv om vi har været ude for at skulle skifte hele to gange for at nå vores destination.
Denne gang blev jeg ikke kun tvunget til at læse om håndbagagereglerne (eller i hvert fald lade som om), men også til at studere en længere smøre om hvordan jeg skal forholde mig mht. den alt for meget omtalte coronavirus. Det var jeg nok nødt til at læse, så det gjorde jeg – eller rettere: Jeg læste overskrifterne, hvilket vist nok var nok.

Hans' bjørn

Hvor er jeg dog træt af at høre om den forbaskede virus. Medierne kan ikke lave drama nok ud af det; det er kørt op på et niveau, så man skulle tro, hele menneskeheden var i fare for at blive udslettet.
Nogle få gør et stort arbejde for at nedtone panikken, men det er ikke nemt, når det først er kørt så højt op.
På FB så jeg følgende spørgsmål stillet: “Kan jeg blive smittet gennem fjernsynet, hvis jeg ser TV 2?”
Jeg håber virkelig, det var ment som en joke, men det er jeg faktisk ikke sikker på, at det var. Somme tider er jeg helt flov over at tilhøre menneskeracen, når visse eksemplarer af den kan være så uhyrligt dumme.
Der er dog en ting, der undrer mig: Når nu coronaen ikke er tilnærmelsesvis så farlig (= dødelig) som de influenzavira, der hvert år rammer os, hvorfor springer hospitalerne så med på vognen og står klar med hele det store beredskab, som tilfældet er? Og hvad skal alt det karantænepjat til for? Det forstærker bare folks frygt og usikkerhed.
I Europa dør der årligt omkring 50.000 af influenza. I DK mellem 1500 og 3000. Jeg tør godt spå, at man går i totalpanik, hvis der er bare nogle få, der dør af coronavirussen. Det største problem ligger vel i, at corona er ny, og at der derfor endnu ikke er nogen, der har udviklet antistoffer, således at der relativt vil forekomme flere tilfælde af sygdomsramte – men alt tyder på, at dødeligheden blandt disse er meget lille, så slap nu bare af, ikke sandt?
Det gør John og jeg i hvert fald.
Og vi flyver til England i morgen – i år vil jeg være sammen med min datter og mine børnebørn på min fødselsdag. Det første har jeg ikke været i over 20 år og det sidste endnu ikke prøvet, så nu skal det være.

4. februar 2020

En (for)underlig mekanisme

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:39
Tags: , , , , ,

Jeg er blevet forkølet. Godt, gammeldags snotforkølet. Ikke influenzaramt, som så mange ynder at fortælle deres omverden, at de er, fordi det lyder lidt bedre end forkølelse. Jeg har ikke feber, bare et hoved fyldt med vat og snot. Det sidste på det stadium, hvor det er nærmest ukontrollabelt, så jeg er nødt til at sidde med en klud under næsen for ikke at både føle mig og syne alt for ulækker.
Det er her, min undren kommer ind i billedet: Hvad er det for en forunderlig fysiologisk mekanisme, der træder i kraft, når man om aftenen kan gå hamrende snottet i seng, men så snart man sover, indstilles den nasale produktion og er ude af drift, lige indtil man vågner igen? For sådan er det jo: Ingen snot hele natten, men efter at have været vågen i mindre end fem minutter er der fuld kraft på igen.
Den funktion måtte meget gerne virke full time for mit vedkommende – jeg har aldrig rigtig forstået, hvorfor ens krop reagerer med alt det snot. Hvad skal det dog til for?

Røde kors-strik

Røde kors-strikJeg er derfor ikke til nørklestrik i dag – vil ikke risikere at smitte de andre. (Og på tirsdag kommer jeg heller ikke, Grethe – da er vi i Sønderjylland Smile )
Jeg har strikket babytæppet færdig herhjemme i stedet for. 1 x 1 meter. Det lyder ikke af så meget, men det tager en rum tid at strikke. De længste rækker omkring midten kunne jeg kun nå 3-4 stykker af på de tre timer tirsdag eftermiddag. Selvfølgelig gik det hurtigt i begyndelsen og slutningen, men de midterste var halvseje at komme igennem. Pyt med det – hvis jeg var mor til en lille, frysende baby, ville jeg blive glad for dette tæppe i ren uld.
Jeg er også glad, for det er den perfekte måde at få strikket en masse plantefarvede garnrester op på. Den sorte farve har Røde Kors leveret.

Samme Røde Kors, som har meldt ud, at de mangler undertrøjer. Det er jeg så gået i gang med. De skal strikkes i bomuldsgarn, så jeg forsynede mig fra præstøafdelingens store lager i tirsdags. Det var jo ellers meningen, at jeg selv ville levere garnet for at få brugt af mit eget store lager, men jeg gør ikke rigtig i bomuldsgarn. Nu strikker jeg nogle undertrøjer, og så går jeg nok i gang med endnu et tæppe som det i dag viste.
Undertrøjerne er heldigvis hurtige at strikke – jeg klarede (næsten) den ene halvdel i løbet af Badehotellet i aftes og en Foyle for lidt siden.
Røde kors-strik

Hverken vejret eller jeg er til andet end at strikke i dag, men i morgen skal vi ud og finde et eller andet passende sted at prøve Johns nye linse af.
Han har vist mig lidt af dens evner. Det er et rigtigt ejendomsmæglerkamera, for han kan sidde i sin stol og fotografere hen mod vores tv tre meter fra ham og få det til at se ud som om vi befinder os i en riddersal på et eller andet slot. Vores køkken ser ud som om det er 100 m2. Så kan man spørge sig selv om (jeg spurgte dog John …) hvorfor det så skulle være bedre til at fotografere nordlys med, men det har noget med linsens blændetal (ned til 2.8) og dermed store lysfølsomhed at gøre.
Vi har bare to nætter i Tromsø om 14 dage, så vi er temmelig spændt på, om vi er heldige nok til at kunne se [nord]lyset. Det er virkelig et sats.

29. januar 2020

Vrede og undren

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:49
Tags: , , ,

Jeg får lyst til at tage Jyllandspostens chefredaktør og deres tåbelige og barnlige tegner og ruske dem. Råbe lige ind i deres ansigter, at ytringsfrihed ikke er synonymt med at give sig selv ret til at genere andre nationer og/eller religioner.
Jeg blev så vred, da jeg så tegningen af det kinesiske flag. Lige så vred som da jeg oplevede alt det med muhammedtegningerne i 2005.
Jeg undrer mig såre over deres tåbeligheder og håber, at JP mister læsere på grund af dette. Som jeg skrev på FB, så er det ikke JP der bestemmer hvornår noget er krænkende. Det bestemmer alene modtageren af ‘budskabet’.
Man krænker ikke et flag. Punktum. Ejheller folks religøse overbevisning. Punktum igen.
Politikerne bakker JP op, ganske som de også gjorde for godt 14 år siden – det gør mig næsten lige så vred. De tør åbenbart ikke angribe den hellige ytringsfrihed, men det ville klæde dem gevaldigt at fortælle JP i utvetydige vendinger, at man godt kan opføre sig ordentligt, selv om man lever i et demokrati hvor man har lov til at tale, tegne og skrive uden at blive fængslet.
Det ville også klæde JP, hvis de offentligt erkendte, at dette her nok var lidt mere end en anelse ugennemtænkt, at de beklager, hvis de har fornærmet nogen, men at det ikke var tilsigtet.
Jeg kunne godt tænke mig at se den gode hr. redaktørs ansigt, hvis ytringsfriheden blev brugt mod ham selv.
Min chef brugte ofte udtrykket perception is reality. Det er måske efterhånden lidt fortærsket, men det er ikke desto mindre rigtigt.
Måske skulle jeg sende forklaringen herunder til JP.

image

Det var det. Jeg fik luft. Tak fordi I lyttede med øjnene.

P1000675

Nu til en anden undren:
Kan det virkelig have sin rigtighed, at jeg den 29. januar kan gå ud i min have og plukke en vellugtende aftenstjerne?
Eller hvis det ikke er en vellugtende aftenstjerne, hvad er det så, der har disse små, lilla blomster nu?
Vintergækkerne kan jeg forstå, men ikke den anden. Jeg ser også allerede dorthealiljer i blomstring, og hvis påskeliljerne fortsætter med samme væksthastighed, så blomstrer de om en måned.

Til sidst (det var jo hele tre ting …) en opdatering:
Min læge har så travlt, at jeg aldrig kom igennem til telefonkonsultationen her til morgen, men jeg har set blodprøveresultaterne på appen Min Sundhed, og de ligger inden for normalområdet, undtagen det ene af de tre kolesteroltal, som dog kun lige netop har sneget sig op over grænsen. Sygeplejersken sagde i går, at EKG’et ser fint ud. Hvis ikke det havde gjort det, havde hun ikke måttet fortælle mig det, men hun må heller ikke lyve noget bedre end det er.
Med andre ord: Jeg er ikke bekymret. Det skal nok gå altsammen.
Faktisk svinger pulsen ikke så meget som da jeg konsulterede lægen. Det er stadig lidt ud over det normale, men ikke fra 60 til 130, mens jeg ingenting laver.
Jeg er nok bare en gammel hypokonder … eller også har det hele været en reaktion på forskrækkelsen, da John fik sit voldsomme anfald af øresten.

24. januar 2020

Det var det

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:38
Tags: , ,

Det var det.
(Det fik mig til at tænke på en krydserpåtværs jeg engang løste: Ordforklaringen var DET DET VAR. Løsningen: DDR. Elsker bare den slags …)
Men altså: Det var det. Min hidtil korteste karriere i arbejdslivet.
Jeg skal ikke mere møde i Røde Kors-butikken. Nøglen er afleveret og vi har sagt pænt farvel til hinanden. Lederen var sød og gav mig ret i, at man som frivillig skal synes det er sjovt, og eftersom jeg ikke gjorde det, var der kun én mulighed: at indrømme, at det var en fejltagelse, at jeg begyndte.
Hun sagde, at hvis jeg fortrød, at jeg havde fortrudt, var jeg til enhver tid velkommen igen. Jeg takkede, men tænkte indeni det tror jeg ikke jeg gør.
Man skal dog aldrig sige aldrig, og hvis jeg bliver alene, er situationen måske en anden, men den bro kan jeg krydse, når eller hvis jeg kommer til den.

Det gælder nemlig bare om at nyde det mens man har sig, for man ved ikke, hvornår Styx skal krydses.
I dag var jeg hos lægen, fordi jeg gennem nogen tid har haft en særdeles uregelmæssig puls. Især om natten kunne den gå fra omkring 60 til op til 120 på ingen tid, hvilket efterhånden bekymrede mig en del, for hvorfor nu det? Jeg lå i min seng, for pokker! Så skal jeg da ikke have en puls som havde jeg lige løbet. Det vækker mig et par gange hver nat, og det sker også om dagen, at pulsen stiger lige pludselig, men ikke i så høj en grad – eller også er jeg bare fokuseret på noget andet om dagen. I sengen har jeg alt for meget tid til at tænke grimme tanker og gå i selvsving. Jeg havde også lidt ondt i midten af brystkassen nogle dage, hvilket bestemt ikke formindskede selvsvinget – tværtimod – men det er væk igen, så det var nok bare en infektion, der ikke rigtig fik fat.
Jeg havde tænkt arterieflimmer. Jeg havde tænkt forsnævringer i kranspulsårerne og alt for højt kolesteroltal med hvad det nu engang kan medfølge.
Jeg tænkte i det hele taget alt for mange tanker, og i dag tog jeg mig sammen til at ringe til lægen.
“Kan du være her om to timer?”
Det kunne jeg …
Han bekræftede, at det sandsynligvis var noget atrieflimren, men bortset fra det, lød jeg fornuftig nok, hvad hjerte og lunger angår.
Jeg skulle ikke være bange, for det er ikke farligt som sådan, men han ville gerne se et EKG og nogle blodprøvesvar, så det skal jeg have ordnet på tirsdag og får svar onsdag. Afhængigt af disse resultater skal jeg måske have en eller anden overvågningsdims på i nogle dage, så man kan følge mit hjerte. Det skal man jo ellers altid … følge sit hjerte, mener jeg … men jeg plejer godt nok ikke at have folk til det.
Svarene vil også afgøre, om jeg skal medicineres.

Det er altså noget hø med den dåbsattest. Er det ikke den ene af os, så er det åbenbart den anden, der er noget galt med. Vi har simpelthen bare ikke tid til den slags pjat. Som det er lige nu, er det kun juli, august og november vi ikke skal noget, som indebærer to eller flere nætter uden for matriklen.

21. januar 2020

Dommen blev betinget

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 10:27
Tags: ,

I går, med 14 dages forsinkelse, fordi der kom nogle sten i vejen, var John hos en knoglekirurg på Nykøbing sygehus. Han var et ordentligt brød at se på. Ikke tyk, men stor, muskuløs og hærdebred. “Lige min ide om en kirurg”, sagde John senere. Jeg måtte spørge hvorfor, fordi det var den modsatte af min forestilling, hvis jeg da overhovedet havde en, men en af de spinklere drenge i min gymnasieklasse ville være kirurg – og blev det da også. John mente til gengæld, at han kun var stødt på store kirurger i sit liv. Man må gå ud fra, at ingen af os har ret …
Vi var dog enige om, at han så armensk ud. Hans accent og måske især hans navn hjalp os dog nok lidt på vej hvad afstamningen angår. Vi bilder os ellers ind, at vi ofte kan se folks etniske afstamning, og inden for Europa tillige nationaliteten. Selvfølgelig tager vi sommetider fejl, men forbavsende tit har vi ret. Det er en lidt sjov leg for os at fordrive tiden i et internationalt miljø med at gætte folks nationaliteter. I langt de fleste tilfælde får vi naturligvis ikke svaret, men det er sjovt alligevel.

Kirurgen sagde, at de helst ikke opererer før det er strengt nødvendigt; man giver ikke så hurtigt nye knæ som for år tilbage, for der er kommet en mere målrettet træning, GLA:D (Godt Liv med Artrose i Danmark), som er temmelig effektiv. Jeg havde hørt om den fordi en læser af min blog var så sød at skrive til mig om den, men jeg havde ikke sagt noget til John, for jeg er ikke en autoritet på området og har derfor lært at holde bøtte. Jeg kender ham jo …
Det var derfor en ganske anden sag for ham at få det at vide her, og i øvrigt var John meget lettet over ikke at skulle opereres – ikke før om lang tid, i hvert fald. Udsigten til, hvad han troede blev dommen, havde kostet ham en del timers nattesøvn i den seneste tid, men i går blev den dom altså gjort betinget.
Det hans egen læge havde troet var en knogleflis der generede, viste sig at være en lille forkalkning og dermed ganske harmløs. Lægen var flink til at pege på røntgenbillederne og forklare os hvad vi så. Det er ene og alene slidgigt, der er Johns problem. Og ikke et ondt ord om egen læge om den fejltagelse – tværtimod kan vi kun respektere hende for at kende sin egen begrænsning og sende John videre i systemet til specialist.
Der er 20 % af dem, der får nye knæ, der aldrig bliver glade for dem. Det er selvfølgelig dermed 80 % der gør, men både Johns far og søster fik nye knæ, og de hørte begge til de 20 %, så statistikken talte imod en operation.
Han har nu fået lægehenvisning til en fysioterapeut, der er uddannet i GLA:D – der er oven i købet en her i Præstø, så det kan næsten kun gå for langsomt med at komme i gang. Hvor er jeg glad (!) over, at han (forhåbentlig) snart får lidt lindring af sine mange smerter. Det er ikke en mirakelkur, men hvis vi er heldige, er der god effekt inden vi drager til Alaska. Vi fortalte, at vi skulle på en sådan måske lidt anstrengende tur, så han gav John nogle tabletter, som han kraftigt og med mange ord understregede KUN var til nødstilfælde; det var IKKE forebyggende, men stod han in the middle of nowhere og ikke kunne mere pga. smerter, så var det okay at tage en! Og han må ikke køre bil, hvis han gør det, så det er skrappe sager.

Der er håb forude. Dejligt.

9. januar 2020

Løft dit hoved, du raske gut …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:32
Tags:

Jeg fik John med hjem i går eftermidags. Hjertet fungerer så fint, som det nu kan under omstændighederne, som er to blodpropper med dertil følgende arvæv i hjertet og derfor nedsat kapacitet.
Så langt, så godt.
Men han var svimmel igen i går morges. Ikke så slemt som om mandagen, men rollator var påkrævet, så hans hoved blev vredet lidt igen – med samme gode virkning.
Så langt, så godt, men skal han nu regne med at vågne mere eller mindre svimmel op hver morgen? Det er ikke godt at vide, så jeg sørgede for til i morges at have øvelsen parat både på print og på Youtube, så jeg kunne bistå, hvis det viste sig nødvendigt.
Jeg havde læst, at det kunne hjælpe nogle at sove med hovedgærdet løftet 45°. Dette nægtede han dog, men vi forsøgte os med at løfte det så meget, som han mente at kunne holde ud. Han kan nemlig ikke sove på ryggen på grund af hans efterhånden lidt for slående lighed med Quasimodo (altså kun hvad den krumme ryg angår …), så vinklen måtte blive et pænt stykke fra de 45°. Men det virkede alligevel. Måske. I hvert fald var han ikke svimmel i morges, så vi var glade!
 Én gang er ingen gang, som min gamle farmor sagde, så vi vil nok imødese de næste morgener med en vis spænding, men vi har lov at håbe det bedste.

Man er jo altid så skrækkelig bagklog, og set i bakspejlet har han nok lidt af vildfarne øresten i et stykke tid. Det gik så bare totalt galt i mandags og som sagt også lidt i går, men han er gennem det seneste års tid sommetider blevet lidt svimmel indimellem – værst om morgenen, hvilket den åh så kloge Ellen mente må være pga. for lidt væskeindtagelse. Han har derfor altid, når det skete, drukket et glas vand og sat eller lagt sig ned i 15-20 minutter. Det hjalp i langt de fleste tilfælde, så vi har begge været sikre på, at vandmangeldiagnosen var rigtig, men det tror vi ikke helt mere.
Det skal dog siges til forsvar for min diagnose, at han, når han huskede at drikke lidt mere/oftere, end han egentlig følte sig tørstig til, blev svimmel i et noget mindre omfang, hvilket naturligvis bestyrkede os i troen.
Det er ikke nemt, når man er lægmand. Hvorfor læste jeg ikke til læge?
Det ved jeg nu godt: Det var bl.a. fordi fysik og matematik ikke hørte til mine spidskompetencer i gymnasiet – men jeg elskede biologi og kemi. Og så var tanken om 6-7 års studietid ikke specielt attraktiv for mig, og allerede dengang havde jeg absolut ikke lyst til at bo eller færdes i København. Eller anden storby.
Jeg blev hospitalslaborantelev (som nu så farligt fint hedder bioanalytiker) på Roskilde sygehus. Senere tog livet en ganske anden drejning for mig; jeg drejede dog frivilligt med og skred derfor ikke i svinget, men det er en helt anden historie.

Lige nu er jeg bare glad for at have min mand hjemme igen. Det er så afgjort der, jeg helst vil have ham!

7. januar 2020

Et mirakel af nærmest bibelsk karakter

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 19:47
Tags:

Tusind tak for jeres søde kommentarer og gode ønsker til John.
Det virkede – han har det godt igen!

I aftes og hele formiddagen i dag vidste jeg stadig ikke noget om John og hvordan det gik. Jeg ville ikke ringe, for jeg vidste, at han skulle igennem en del undersøgelser i løbet af formiddagen.
Efter frokost ringede han til mig, fordi han havde oplevet et nærmest bibelsk mirakel!
Nåda. Fantastisk. Lad høre. Nu går jeg jo ikke så meget ind for bibelen, men mirakler hører jeg gerne om og vil ligeledes hellere end gerne tro på, at deres tid ikke er forbi.
Betty (og akutlægen) var inde på øresten, og de havde ret.
Sidst på formiddagen fik han besøg af to fra Øre-, Næse- og Halsafdelingen. De forsøgte nogle ting med ham og blev enige om, at den vist var god nok; det var ørestenene, der var på afveje.
De tog fodgærdet af sengen og lagde ham med hovedet stikkende ud over kanten. Drejede hans hoved, så han var tæt på at besvime. Gentog. Drejede ham lidt. Drejede hans hoved lidt. Han syntes det hele var ualmindelig rædselsfuldt at opleve og var sikker på, at lige om lidt så døde han …
Det gjorde han dog ikke. Da det var overstået, lod de ham sidde et lille stykke tid på sengekanten og bad ham så om at rejse sig.
Det gjorde han! Uden problemer!
Det var der, han kom til at tænke på den lamme mand fra bibelen. Svimmelheden var væk. På ganske få minutter havde de to kompetente mennesker fået rystet de vildfarne krystaller tilbage hvor de hørte hjemme, og John var mere end glad.
Jeg har nu læst lidt rundt omkring på nettet og har også talt med vores naboer, som, for den kvindelige parts vedkommende, også har haft bøvl med de sten. Jeg mindes også, at Lene har lidt under det, men vidste ellers ikke noget om det før nu. John har åbenbart haft et særlig voldsomt anfald, for normalt kan folk tilsyneladende både gå og stå og arbejde. John kunne ab-so-lut ingenting.
Flere steder var det nævnt, at det kan opstå ved at man vender sig i sengen, hvilket forklarer, hvorfor John fik det midt om natten, hvad der indtil da havde undret mig en del.
Pyyyhhh, hvor var det godt, at der ikke skulle mere til. Nu tænker jeg så bare: Hvad nu hvis det sker igen? Fx midt oppe i det øde Alaska?
Skal jeg bare lade være med at tænke sådan? Det er nemmere sagt end gjort, for det kan godt komme igen, og så er det altså rart at vide hvad der skal gøres – problemet er bare, at jeg som lægmand ikke må udføre Epleys manøvre, så vi er nødt til at lære os de øvelser, der må udføres af os selv.

image

Han er stadig indlagt, for de vil lige have helt styr på hjertefunktionen, og så er han stadig på afvanding, som en sygeplejerske kaldte det.
Vi satser på, at han kan komme hjem i morgen eller senest i overmorgen, men det er så fint, at de tjekker ham igennem, når han nu er der alligevel.

6. januar 2020

Det blev desværre det forkerte sygehus

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:23
Tags:

I nat vækkede John mig efter at have været på toilettet. Han var så svimmel, at han ikke turde gå tilbage i seng uden støtte.
Vi skulle tidligt op, fordi han skulle til yderligere undersøgelser på Nykøbing Falster sygehus angående hans mere og mere dårlige knæ/ben.
Han var stadig meget svimmel og kunne overhovedet ikke kigge opad uden det sortnede for øjnene og gjorde ondt i nakken. Han kunne ikke klæde sig på.
Klokken 7:30 ringede vi til vagtlægen, som straks sendte en ambulance. De undersøgte og udspurgte – og endte med at sende ham med fuld udrykning til Køge sygehus, fordi de fik mistanke om meningitis!
Jamen … han har jo ikke feber?
Ikke desto mindre var de i tvivl. Han blev derfor først indlagt på isolationsstue, men der kom han hurtigt ud fra igen – det var ikke meningitis, heldigvis.
Men hvad var det så?
Han blev monitoreret og undersøgt, selvfølgelig også med blodprøvetagning.
Da han skulle på toilettet, var han nødt til at bruge rollator, og han gik som en 120-årig. Det var altså ret skræmmende at se på, syntes jeg.
Han har jo en temmelig lang hjertehistorik, og da de på Køge ikke har en kardiologisk afdeling, måtte akutlægen rådføre sig med en kardiolog på Roskilde Sygehus, som mente, at han skulle indlægges hos dem. Akutlægen kunne se, at der var lidt for meget væskeophobning i kroppen og at hjertet måske ikke fungerede helt, som det skulle. Det var Roskilde enig i, så efter at have fået taget røntgenbilleder af lungerne, ville han blive fragtet dertil.
Nu vidste jeg med sikkerhed, at jeg ikke fik ham med hjem i dag, så jeg kørte hjem og skal senere afsted igen til Roskilde, for den taske, jeg i al hast pakkede til ham til at tage med i ambulancen, var lige en tand for mangelfuld – bl.a. glemte jeg ladere til telefon og iPad. Huskede barbermaskinen, men glemte tandbørsten … jeg kan ikke have været helt klar i hovedet selv, men det var måske ikke så underligt.
Jeg ved altså ikke så meget endnu om, hvor slemt det er eller hvad de vil gøre ved ham, bortset fra, at det ikke er en ny blodprop, men at de har givet ham et vanddrivende middel og at han sandsynligvis skal gennem en belastningsprøve i morgen eller overmorgen.

P1000582

Dette er/var en af de mere morsomme forkortelser for et sygehus: Roskilde Amts Sygehus Køge.
Det må være en gammel seng, for det er som bekendt ret længe siden, amterne blev nedlagt. På andre senge stod der bare KØGE.

Så han kom på det forkerte sygehus – han kunne nu godt lige have ventet til i morgen med at blive så dårlig – han havde i høj grad set frem til, at der skete noget med de ben, for slemt er det, og det er så synd for ham. Nu kan han vente igen, men heldigvis kunne de i Nykøbing proppe ham ind på en ny tid om 14 dage, så der krydses fingre og i øvrigt alt, hvad der kan krydses for, at det lykkes om to uger.

1. november 2019

Influenzavaccinen er i hus.

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:29
Tags: ,

Årets influenzavaccine er i hus. Eller rettere sagt: i krop. Nu skulle vi gerne være garderet mod at dø af det for denne sæsons vedkommende. Jeg ved godt, at den ikke dækker 100 %, men jeg vælger at være overbevist om, at hverken John eller jeg bukker under for den irriterende virus i denne vinter.
John ringede og bestilte tid hos sygeplejersken i vores lægehus, men hun havde ikke tid til at tage os før 18. november. Irriterende – jeg ville godt have haft det overstået, inden vi flyver til England i næste uge.
Da John lidt senere skulle hente sin medicin på apoteket, spurgte man ham om han var interesseret i at blive influenzavaccineret.
??? Gør I det? Jada. Du kan bare komme an – det klarer vi med det samme.
Herligt, sagde John, jeg kører lige hjem og henter min kone.
Som sagt, så gjort, og nu er vi begge vaccinerede.
Jeg spurgte, om de altid havde foretaget den vaccination, og svaret lød, at det var første år for deres vedkommende, men at andre apoteker havde klaret den lille sag i flere år; de havde bare først fået taget sig sammen nu her i Præstø.
Fint nok. Så er der jo ingen grund til at ulejlige dem henne i lægehuset – de har rigeligt travlt i forvejen.
Og nej, man får ikke influenza af influenzavaccine. Virussen er så svækket, at den kun lige formår at booste immunsystemet til at danne antistoffer; den kan ikke gøre os syge. Bliver man det, ville man være blevet syg alligevel – også uden vaccinen.
Man får heller ikke mæslinger (eller andre endnu mere skrækkelige sygdomme, uanset hvad der har verseret af snak på de sociale medier), røde hunde, børnelammelse eller kighoste af de respektive vacciner. Nogle få kan få lette symptomer i op til 2-3 dage efter injektionen, men det er det og bare en indikation af, at kroppens immunforsvar er sat til at arbejde.
Jeg kan kun anbefale at lade jer vaccinere. Der er lige så lidt grund til at lade være med det, som der er til at lade være med at tage imod de kræftscanningstilbud, vi får.

Hvis man ikke ved, hvad Irish Moss er, kan man læse lidt om det her. Jeg kendte det ikke, og det bliver nok heller ikke noget jeg vil investere i fremover.
Jeg hælder mere til enten Lemsip eller Beechams, som jeg køber i Boots, når vi er ved at løbe tør. Ingen af midlerne kan gøre os raske – der er intet at stille op mod influenza eller bare forkølelse for den sags skyld, men midlerne kan dope os så meget, at det gør det lidt lettere at holde ud, så længe det nu engang varer.
Hvad er det man siger? Hvis man ikke behandler en forkølelse, varer den en uge. Hvis man behandler den, varer den i syv dage.
Men ét er en gemen forkølelse, som såmænd kan være irriterende nok, men influenza? Ellers mange tak … hvis jeg overhovedet kan gøre noget for at undgå at få det, så gør jeg gerne det.

16. august 2019

Inkluderet …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:05
Tags: ,

I går var jeg på Hvidovre Hospital for at tale med dem på Infektionsmedicinsk afdeling.
Der skulle skrives en hulens bunke papirer under, inden de måtte udsætte mig for noget som helst; de skal jo til enhver tid kunne dokumentere, at det var aldeles frivilligt, jeg indfandt mig her, at de gerne måtte vaccinere mig, at de måtte tage blodprøver, inklusive den ekstra, jeg accepterede, og som var ment som en lille bonusgevinst til den i forvejen store undersøgelse, at jeg havde forstået alt det, de forklarede mig, at de også gerne måtte tage prøver fra svælg, mund og næse for at se, om jeg er en af de raske smittebærere af pneumokokbakterien. Det er også en lille ekstraundersøgelse, man har sat i gang for at forsøge at få klarlagt, hvor mange der er af dem. Jeg følte mig helt som en slags Tyfus-Marie.

Sygeplejersken udspurgte mig om alt muligt, hvorefter lægen undersøgte mig på kryds og tværs, men ikke fandt frem til noget, der skulle kunne forhindre min deltagelse. Kræften kunne tidligere have gjort det, men ikke efter fem år, og nu er det seks år siden jeg fik det konstateret. “Alt ser ud og føles normalt – du er tilsyneladende en sund og rask kvinde.”
Med andre ord: grønt lys for injektionen med enten den kendte vaccine, som dækker 13 af de pneumokok-underarter, som giver lungebetændelse, eller med den nye, som dækker 15. Det er jo ikke en voldsom forbedring, men den må være stor nok til, at man vil have udgifterne og ulejligheden.

Der kom en anden sygeplejerske ind for at give mig injektionen. Da det er et dobbeltblindet forsøg, må projektsygeplejersken ikke vide, hvad jeg får, men eller anden skal ligesom kunne se hætteglassets etiket og dermed vide hvad patient nr. 3004 fik … samme patient 3004 blev bedt om at holde øjnene lukket under seancen.

Derefter skulle jeg observeres i en halv time for at se, om jeg døde af det.
Det gjorde jeg ikke, og vi udnyttede tiden til at undervise mig i brugen af den Samsungdims, jeg skal anvende til at indrapportere hver dag i fem dage: Temperatur, eventuelle hævelser eller ømhed osv. Man kan få influenzalignende symptomer (lige som man kan få af influenzavaccine – det er ikke derfor influenza, man får), såsom feber og ledsmerter. Det er den slags, der skal indrapporteres, for et fase tre-forsøg går meget på at finde frem til så mange bivirkninger som muligt, idet man allerede ved, at selve vaccinen virker. Man finder aldrig frem til samtlige bivirkninger, for så skulle jordens samlede befolkning deltage i samtlige kliniske afprøvninger, hvilket naturligvis er temmelig urealistisk.

Jeg fik et smart, nyt termometer med hjem – fint nok, for jeg har kun et gammeldags kviksølvtermometer – og kunne i aftes konstatere, at jeg havde 36,7 og dermed ingen feber. Der var lidt rødme hvor jeg var blevet stukket, men på en visuel skala fra 1-5 var størrelsen mellem 0 og 1. Ingen utilpashed, ingenting, så jeg er en af dem, der slet ingen bivirkninger får, åbenbart. De opstår nemlig hurtigt og varer kun et døgns tid, så på nuværende tidspunkt er jeg ret sikker på, at jeg er sluppet fri.


HmmmTil slut en observation fra min dahlia-identifikationsjagt. Jeg fandt ud af, at den hvide hedder Eveline, så den vil jeg købe til foråret … hvis jeg er så heldig, at der er noget i pakken, for i princippet indebærer “ca. 1 stk.” vel et indhold på enten 0, 1 eller 2 knolde?

13. august 2019

Nu skal jeg til at være forsøgskanin

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:58
Tags: , ,

Jeg skal til at være på den anden side af skranken, så at sige – jeg har nemlig meldt mig til at deltage i en klinisk undersøgelse. Det bliver interessant at opleve det fra den anden side. Det drejer sig om en ny vaccine mod lungebetændelse, og som nok de fleste ved, er det slemt at få, når man når op i en vis alder. Jeg har ikke nået den kritisk farlige alder endnu, men det er som bekendt bedre at forebygge end at helbrede.

Jeg ser det som udelukkende værende en fordel at deltage i den slags. Det værste der kan ske er, at det ikke virker. Jeg er dog ikke inkluderet endnu, men medmindre de indledende undersøgelser taler for at fraråde deltagelse, regner jeg med at blive accepteret – ved dog ikke, om det har noget at sige, at jeg har haft kræft, men uden at kende inklusionskriterierne kan jeg ikke se, at det skulle have noget med sagen at gøre.
Fordel 1, fordi jeg skal igennem en større undersøgelse – jeg skulle i hvert fald sætte to timer af til hele seancen.
Fordel 2, fordi jeg satser på, at det virker. 90 % af deltagerne får den nye vaccine, mens 10 % får en vaccine, man ved virker, og som allerede er på markedet. Ergo kommer jeg forhåbentlig ud derfra med immunitet overfor lungebetændelse.

Nervøsitet? Ingen. Det er et fase 3-forsøg, hvilket betyder, at man allerede ved, at vaccinen hverken er giftig eller smækfyldt med bivirkninger. Man går ikke ind i en fase 3 uden at være meget sikker på, at det virker efter hensigten, da det er vildt omkostningsrigt.
Der er nemlig en grund til, at ny medicin er så dyr som den er – det koster i omegnen af en milliard at udvikle noget nyt. Der skal forskes, der skal udvikles og der skal afprøves – det sidste i stor stil, for hvem af os er interesseret i noget, der enten ikke virker eller har frygtelige bivirkninger?
Det er derfor, at kopimedicin er så billig: De har ikke lige lagt en milliard i kassen for at finde frem til, udvikle og gennemprøve medicinen.
Jeg har skrevet om det før, og jeg gør det måske igen, for jeg bliver så harm, når folk bare blindt og i sørgelig uvidenhed langer ud efter medicinselskaberne som nogen, “der bare er ude efter at tjene penge”.
Jamen, naturligvis er de det! Hvor mange virksomheder kender I, der ikke vil tjene penge?
Hvis ikke de tjener udviklingsudgifterne hjem og lidt til, er der ikke penge til mere forskning og udvikling – så enkelt er det.
Det havde nær lagt Lundbeck ned, da en ny medicin mod skizofreni blev skrottet efter gennemførelse af et fase 3-studie – pengene er mistet, og aktierne styrtdykker – worst case scenario for enhver medicinalvirksomhed.

 I det hele taget går jeg all in for vaccination af enhver art. Jeg er så vred på den tosse, der af ren og skær hævntørst sendte falske nyheder ud om bl.a. mæslingevaccinen, men desværre var så effektiv med det, at mange stadig tror, at det nærmest er livsfarligt for deres afkom at lade det vaccinere.
Det er livsfarligt IKKE at gøre det, at I bare ved det! Basta!
Vil også lige nævne, at man ikke får influenza af influenzavaccine. Jeg ved godt, at mange er overbevist om det, men det gør man ikke. Spørg jeres læge, hvis ikke I tror mig. Det værste, der kan ske er (igen), at det bare ikke virker, eftersom den oftest ‘kun’ omfatter ca. 80 % af de influenzaforvoldende vira.
Jeg er blevet influenzavaccineret hvert år siden den blev tilbudt, og jeg er gået fri indtil videre. Det er nemlig heller ikke ufarligt at få, når man bliver ældre – der er en grund til, at man får den gratis, når man er fyldt 65.

25. februar 2019

Så er vi to på stoffer

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 19:27
Tags: , ,

Fredag aften begyndte John at få tandpine, og den blev absolut ikke mindre i løbet af weekenden, så han har været på bedøvende midler 24/7, og vi kører på reserverne hvad smertestillende midler angår, men han klarer sig til i morgen.
I dag fik han en akuttid hos tandlægen, som satte en time af til ham.
Han var der i to timer … og kom hjem to kindtænder fattigere. Der var så meget betændelse, at der kun var denne løsning.
Han er på flydende kost og ingen varme drikke, men har det ellers okay.

P1020358

Jeg er også på stoffer. Jeg er faktisk lidt afhængig af dem, kan man vist godt hævde, og alle der kender mig ved, at jeg har et lager der er stort nok til, at jeg med stor sandsynlighed ikke bliver stoffri i dette liv.
Men man ved jo aldrig, så jeg købte for en sikkerheds skyld et lille supplement for et par uger siden. Det var som sædvanlig Shabby Fabricks i USA, der leverer, og jeg vidste så glimrende, hvad der så kunne ske.
Min pakke blev da også snuppet i tolden, men jeg slap nogenlunde rimeligt og uden at blive ruineret, fordi fakturaprisen tilsyneladende var opgivet til noget mindre end den reelle pris, jeg betalte for varerne. Hvorfor ved jeg ikke, men jeg gider ikke brokke mig over det.
Jeg har konkrete planer med de fleste af tekstilerne, men måske var det heldigt, at de kom i dag, hvor John var væk og havde for travlt med noget, der fylder meget mere hos ham end at ryste på hovedet over mit stofforbrug. Han kalder det dog i det mindste ikke stofmisbrug …
Jeg behøver naturligvis ikke at skjule købet for ham, men lige netop i dag vil han sikkert være ret ligeglad med mine stofindkøb.
Han kunne dog godt nyde solnedgangen, som her til aften viste sig fra en af sine pænere sider.

P1020362P1020363

12. februar 2019

Hvordan synes du selv det går?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 20:02
Tags: ,

Endelig – med fem måneders forsinkelse – er John begyndt på genoptræning. Da han blev udskrevet fra Slagelse, sagde sygeplejersken, at han skulle til kontrol fire uger efter, men fordi det var sommerferieperiode med mange afløsere, kunne der nemt gå noget galt, så hvis ikke han havde hørt noget efter tre uger, skulle han ringe og rykke. Det havde han ikke, så det gjorde han.
Og fik at vide, at det måtte han sandelig have misforstået, for de ville ikke se ham før om fire måneder, og at de nok skulle skrive, når tiden var inde. Det havde lægen selv skrevet i journalen! Det var bare ikke det han havde fået besked på; han skulle både til kontrol og begynde genoptræning efter fire uger, påstod han stædigt, men der var ikke noget at gøre.
Efter fire måneder fik han en indkaldelse til Næstved sygehus, hvor en læge bare sagde, at det var lidt sent, han var kommet!
Det er en længere historie, men kommer her i let forkortet udgave.
Han har været gennem egen læge et par gange. Hun er stærkt utilfreds med den behandling, John har fået og har nu gennemtrumfet, at han har
1) Været til en grundig kontrol og fået taget en masse blodprøver
2) Talt med en sygeplejerske, som har
3) Sendt ham til genoptræning
Alle fagfolk, han har talt med, har undret sig over, at han ikke blev indkaldt til kontrol og genoptræning efter fire uger, “for det skal man altid” – og oven i købet blev det nægtet, da han ringede, ganske som han havde fået besked på.
Hvad pokker der lige gik galt for hjerteafdelingen på Slagelse sygehus, finder vi aldrig ud af, men vi er voldsomt utilfredse.
Han har i det halve år ikke vidst, hvor meget han kunne tillade sig at presse sig selv … hvornår kan det være farligt, at det trykker for brystet, og hvornår skal han bare holde en pause? Der er mange usikkerhedsspørgsmål, der følger i kølvandet på et hjerteanfald.
Men altså. I dag har han været til genoptræning første gang, og – også for første gang i sit liv (hvad den slags angår) – var han totalt tændt og glædede sig meget til at træne under kontrollerede forhold.
Han har købt et smartur.
Det kan måle puls, tælle skridt, måle søvnkvalitet, lede ham hjem, hvis han er faret vild under løbeturen (!). Det angiver tilbagelagte daglige kilometer, og det måler forbrugte kalorier, som er afpasset efter aktiviteten, som man naturligvis også kan indstille (fx cykling, svømning, løb, SUP, golf) Det har gps og højdemåler og kan sågar vise emails og sms’er – hvilket kan være aldeles ligegyldigt, men det kan godt nok meget, og han har brugt nogle timer på at få det til at virke efter hensigten. Det kan oven i købet vise klokken, og det kan det på en af flere tusinde urskiver, som man bare kan downloade. 
Det er virkelig smart.
Da jeg spurgte, om det også kunne lave god mad og kaffe, svarede han ja.
Så bestilte jeg også et i dameudgave. Det kommer i morgen.

P1020282

Hvad er vel livet? Et pust i sivet (Oehlenschläger) – fulgt op af Storm P med
Hvad er døden? Et gok i nødden.

10. februar 2019

Så skal det jo blive dyrt

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:17
Tags:

For et halvt år siden, midt i august, havde Søren (Johns bror) en alvorlig ulykke med en stige. Den skred for ham, mens han var ved at male sit hus. Han kom på hospitalet, og de kunne konstatere, at hans hæl var brækket; faktisk næsten knust, således at foden ikke længere var fæstnet på benet via knogler.
I starten sagde de, at det ville tage mindst 10 uger, inden han var i orden igen. Han var indlagt i godt en uge, men blev så sendt hjem i en rullestol. Der kom med det samme en hjemmehjælp flere gange om dagen, så han kunne komme i seng – og op igen næste morgen. Han blev fint hjulpet med alt, men de fik alt for sørgeligt ret i det med de 10 uger. Han blev fragtet frem og tilbage til kontrol i en ambulance.
Han har været indlagt i flere omgange … det var begyndt at gro sammen, men på en måde, der var helt forkert, så de lagde stålplader og søm ind, men såret ville ikke hele, og der gik koldbrand i det, så han måtte ligge med en pumpe, der hele tiden fjernede pus og væske fra såromgivelserne. De tog stålpladerne og sømmene ud igen. Der blev ved med at gå noget galt – altså ikke menneskelige fejl, men med helingsprocessen; Køge Sygehus (som har heddet RASK (Roskilde Amts Sygehus Køge)) har behandlet ham fint nok – så vidt vi ved – Søren har i hvert fald ingen klager, andet end over varigheden. Han glæder sig til at kunne komme udenfor en dør igen.
Nu – efter et halvt år, er han langt om længe i stand til det. Han og John har været henne og besøge deres søster, som i mellemtiden har fået konstateret Parkinsons syge. Det er i det hele taget den rene elendighed med de tre søskende … først Johns blodprop, så Sørens ben og nu søsterens Parkinsons. Især er det synd for Søster, for Parkinsons kan ikke helbredes.
I dag er Søren ude for anden gang. John har hentet ham, for nu har han fået støvle på og må støtte en lille smule på benet. Ikke for meget; han skal gå med krykker, men en lille smule er okay.
Det tog godt nok lang tid at komme dertil. Jeg har set billeder af hans sår, men det er ikke for sarte sjæle!

P1020275

Så er støvlen, han har på nu, mere børnevenlig at udstille.
Sådan nogle er engangsstøvler. Det forbavser mig en del. Den første han fik, brugte han bare en lille time, for han skulle kun have den på under hjemtransporten, og derefter skulle han smide den ud! Dette er hans tredje støvle, og den skal også smides ud.
Så skal omkostningerne til sundhedsvæsenet da blive høje, for den kan ikke være billig, sådan en, med pumpesystem til luft ind og ud og det hele, men der er formentlig en forklaring … jeg kunne bare godt lide at kende den forklaring.
Er der mon en læser, der kan hjælpe med det? Den rører jo ikke engang ved hans hud, men er det måske fordi den ikke kan steriliseres, at den skal kasseres efter brug?

21. oktober 2018

Houston, we have a problem … uddrag af den private kommunikation …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 13:42
Tags: , ,

Jeg troede englænderne ville blive forsinkede og få et døgn mindre i det rigtigt rare hus, vi har fundet denne gang – ikke fordi dem vi finder plejer at være decideret ‘urare’, men dette er lidt hyggeligere end gennemsnittet og derudover ligger det kun 300 meter fra vandet.
Kedelig beskedDet ville godt nok have været en kedelig start på deres ferie, hvis de skulle strande på et eller andet hotel i Holland eller Tyskland – jeg ved ikke lige hvor, men i hvert fald syv timer fra at kunne ankomme til feriehuset.

Øv, hvor har jeg ondt af både de to syge stakler og såmænd også lidt de to raske af flokken. Det er simpelthen for surt for dem alle sammen.

I nogle timer troede jeg de ville blive et døgn forsinkede, fordi de var nødt til at blive på hotellet for at ligge og være hundesyge, men ved halvtolvtiden løb beskeden ind om, at de var on their way og ville ankomme ca. 18:30.
Jeg åndede lettet op, men bliver først rigtig glad, når de er ankommet og kan blive taget under mors/mormors beskyttende vinger.

                                 P1030452

Og så fik jeg atter en gang bekræftet, hvor svært det er med de der forholdsord på forskellige sprog, fordi man sjældent bruger de samme til de samme forholdsled.
Jeg ‘undersatte’ åbenbart bumpene PÅ vejen, for Tim belærte mig på sin høflige måde, at det på engelsk hedder bumps IN the road.
Øv. Men nu ved jeg det til næste gang.
Bemærk i øvrigt, hvordan ‘hygge’ er blevet en del af Tims sprog – her med engelsk bøjning, ganske som vi danskere staver og udtaler engelske låneord på engelsk, men bøjer dem på dansk.
Jeg fandt også ud af, at overskriftens ord ikke er det korrekte citat fra Apollo 13, men blev brugt af Tom Hanks i filmen om den.
Det, der blev sagt var:
Swigert: "Okay, Houston, we’ve had a problem here."
Lousma: "This is Houston. Say again, please."
Nu har jeg lært endnu mere i dag … alle bruger jo filmcitatet, men det er så i virkeligheden forkert.

P1030449

Det var en ganske nydelig solnedgang i aftes. Måske den sidste pæne set her fra huset – det bliver dårligt vejr og vist nærmest stormvejr i overmorgen.
Men det gør ikke spor – bare det ikke varer resten af ugen …

16. juli 2018

Alt er godt

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:23
Tags: ,

Den besked John i går fik om, at han skulle være indlagt i yderligere fem dage, var en misforståelse … vi ved ikke rigtig fra hvis side, men lægen der fortalte det, havde ikke dansk som modersmål, så de har fået talt lidt forbi hinanden.
I morges var der en anden læge for at tale med John, denne gang en midaldrende kvinde, som ikke var til at misforstå. Hun sagde, at John kunne tage hjem i dag.
Den nye medicin, som viser sig at være nitroglycerin i depotform, viste sig, trods begyndervanskeligheder, at være meget effektiv. John har det langt bedre i dag, og de ubehagelige symptomer og/eller bivirkninger, der opstod i går, har ikke vist sig siden, hvorfor man mener, at han er en af dem, der sandsynligvis vil have det godt med at få nitroglycerin på denne måde.
Han spurgte lægen meget indgående om grunden til, at man fravalgte stenten. Han fik den forklaring, at godt nok var karrene omkring hjertet forsnævrede, men at der stadig var tilstrækkelig gennemstrømning til, at det ikke var bekymrende. En stent virker kun lige omkring selve hjertet, og der er dermed intet til at forhindre, at blodpropper sætter sig fast alle mulige andre steder i hans krop, og når karrene er forsnævrede ét sted, er de det sandsynligvis også andre steder, men det er kun i området omkring hjertet, at man kan komme ind og kigge uden et kirurgisk indgreb. Ved at give nitroglycerin som depotpræparat, forebygger man nye blodpropper i hele systemet. Han når muligvis til at skulle have en stent engang, men ‘engang’ er altså ikke endnu.
Se, det gav jo god mening. Både John og jeg var tilfredse med den forklaring – men det kunne de jo bare have gjort med det samme …
Jeg var med i dag til den afsluttende samtale med sygeplejersken, og hun var god til at besvare de spørgsmål jeg havde.

John er nu hjemme igen. Han vil være mere træt end tidligere, men det er ikke bekymrende. Han vil ikke kunne så meget som før, men det er heller ikke bekymrende. Der er ikke noget, han ikke må; han skal bare lytte til sin krop. Og til sin kone. Doctor’s order …
Han må gerne tage ekstra nitroglycerin efter behov, men kommer han op på fem gange om dagen, skal han henvende sig til lægen, for så skal han kigges på igen.
Det er da godt, han ikke lider af Parkinsons med alt det nitroglycerin indenbords!
Vi er glade alle sammen, og jeg skulle hilse og sige tak for alle de sympatitilkendegivelser, han har set her på min blog. De varmer!

P1020540

Og nu, hvor der er fred og ingen fare, kan jeg fortælle, at John ikke er den eneste, der er undsluppet! Tyrekalvene på marken overfor os var i går på springtur for tredje dag i træk. Nu er det ikke sjovt mere. Det har det faktisk slet ikke været … sådanne tyrekalve er ret ligeglade med os og buser bare på. De har været på besøg i nabohaverne, men heldigvis har vi lukket helt af til haven bag huset, så hos os kan de kun komme til forhaven.
Første dag var fire ud af seks sluppet ud; de næste to dage var det kun de to af dem, der var eventyrlystne.
Man har forsøgt at ordne hegnet, så de ikke kan komme ud, men det var altså ikke effektivt nok. Her i varmen går de nemlig helt ud i vandet, nok for at blive afkølede, og så kan de altså komme ud ad bagdøren, så at sige.
Jeg har set den ansvarlige gå og rode med hegnet igen i dag – jeg håber han finder en effektiv løsning.
I skulle have set cykelturisterne i ansigterne, da der pludselig stod en tyr foran dem – de kom lynhurtigt over på den anden side af vejen.
Det kan jeg godt forstå – jeg har også stor respekt for de tyre – specielt fordi de sandsynligvis ikke selv er helt trygge ved situationen  pga. bilerne.

15. juli 2018

Det er nok mest ikke helt godt endnu

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 20:11
Tags: , ,

Life’s not fair, is it?
Det er, som nævnt et par gange før, mit yndlingscitat fra min yndlingsdisneyfilm, The Lion King.
Livet er ikke altid helt retfærdigt. John har fået at vide, at han skal blive på Slagelse Sygehus i mindst fem dage endnu, fordi de vil give ham en (for ham) ny medicin. Han skal stabiliseres mere, og han skal generelt have det bedre, end han generelt har det nu. Han får stadig ondt og trykken lige omkring hjertet indmellem, og han har stadig problemer med vejrtrækningen i ny og næ.
Jeg må indrømme, at selv om vi har valgt at tro på ekspertisen, kan vi ikke forstå, at beslutningen er den rigtige, og at det skal være i orden, at han veksler så meget mellem at have det relativt godt og lidt mere end relativt skidt, og derfor kan vi stadig ikke forstå hvorfor han ikke fik den ballonudvidelse.
John har lovet mig at krydsforhøre lægen i morgen til stuegang og virkelig spørge ind til, hvorfor de har truffet netop den beslutning, de har. John nævnede, at det måske kunne være en del af den, at han måtte vente meget længe, så da det fem timer efter den aftalte tid blev hans tur, var det tæt på vagtskifte, så måske havde ‘nogen’ ikke lyst til at have overarbejde bare fordi ‘nogen’ også skulle indsætte en stent.
Det er måske temmelig uforskammet tænkt, men ikke desto mindre opstod tanken …
John er meget autoritetstro, mens jeg virkelig er en møgkælling sommetider, hvorfor han nok har det lidt sværere  med at ‘gå til’ en læge. Nogle gange er det ikke så godt, at jeg er en bitch, men andre gange er det altså bare ærgerligt (for andre), at jeg er det, fordi jeg gerne vil have et svar, jeg kan forstå. Eller/og (helst begge dele, faktisk) et svar, der er scientifically sound.
Han er selvfølgelig smadderked af, at han nu tidligst kommer hjem den dag, englænderne rejser, men det er samtidig indiskutabelt, at det er bedst han er indlagt, så længe han har det så skidt, som tilfældet er.
Jeg er utrolig heldig, at jeg har de tre af de fire, jeg elsker allermest, hos mig, mens den ene af de fire er indlagt. John er tilsvarende ked af, at han er væk i lige præcis de ti dage, englænderne er her.
Life’s not fair, is it?

Det medfører i øvrigt visse logistiske udfordringer.
I dag, fx, startende kl. 13 efter en stille formiddag:
Tim & Aubrey ville kajakke til Præstø, hvor Anna & Charlotte ville møde dem. De to sidstnævnte kørende på vores elcykler.
Jeg tog, som den første, afsted for at køre til Slagelse og besøge John.
De fire mødtes som planlagt i Præstø havn, hvor der i øvrigt var 50’er-biler, 50’er-musik og en dejlig is til alle fire.
Tim & Aubrey kajakker til Roneklint Fyr.
Anna & Charlotte cykler til ovenstående.
Jeg besøger John, kører tilbage fra sygehuset, får fyldt bilen op og får handlet, så vi har mad til i morgen, og kører videre til Roneklint Fyr, hvor vi (både bekymrende og bekymrede) venter mere end en halv time end forventet på kajakroerne, men endelig, ENDELIG kan vi skimte dem i horisonten. En halv time kan føles meget længere end en time, skulle jeg hilse og sige, men vinden havde vendt, og det var ikke til deres fordel.
Tim & Charlotte cykler de 16 km hjem efter at have afleveret kajakkerne, jeg tager børnene med hjem i bilen og begynder at lave aftensmad.
Klokken 18:30 bænker vi os alle fem, en time senere sover Tim, mens Charlotte og børnene ser Min søsters børn alene hjemme og jeg blogger.

I må meget gerne have ondt af John. Det har vi andre nemlig. Vi er bare trætte, men på den go’e måde …

13. juli 2018

Jeg vil (så alligevel ikke) ha’ en blå ballon …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 21:44
Tags: , ,

John kom igennem kikkertundersøgelsen, og ‘man’ besluttede af en for os endnu ukendt grund, at han ikke skulle have en ballonudvidelse (og slet ikke en bypass), men udelukkende skal behandles medicinsk.
De beholder ham weekenden over, hvor de vil stabilisere ham yderligere og finde frem til de rette doseringer af den rette medicin, så vi bliver forhåbentlig fuldtallige i Den Stråtækte fra på mandag.
Han trækker efterhånden vejret lidt friere, så behandlingen viser nu effekt, lader det til.
Vi kan ikke helt finde ud af, om det er godt eller skidt, at han ikke fik den stent, for de sagde til ham, at karrene er forsnævrede, men det er de åbenbart ikke nok til, at det er nødvendigt at tvangsudvide dem.
Vi stoler dog på, at de er eksperterne, og at de ved bedst.
Og nu ikke mere sygdom. Jeg får en fuldt funktionsdygtig mand hjem igen, er jeg sikker på – men jeg savner ham og glæder mig til han er hjemme og kan nyde samværet med barn og børnebørn.
Jeg er dog sikker på, at John er den, der savner mest – vi andre fem er jo sammen og hygger os.

P1020531P1020532

Tim skulle lande klokken 17 i dag, og lige inden vi skulle afsted til lufthavnen, kom Lars med kajakkerne, som Tim havde aftalt med ham for et par dage siden. Efter aftensmaden skulle det lige afprøves, om de var lige så gode, som de plejer at være, så de blev båret over vejen og ned til den lille plads, hvorfra de kan få dem i vandet.

P1020536P1020539

Vejret er jo som bekendt ganske aldeles vidunderligt, så børnene fik lov at kajakke lidt ud på egen hånd, med far guidende inde fra bredden – og mormor nervøst iagttagende de kære små, som ikke er så små mere.
Altså, hvor bliver man dog hysterisk som aldrende bedsteforælder. Når man tænker på, hvad jeg selv gjorde, og hvad jeg senere syntes det var helt i orden, at Charlotte foretog sig, så er det lidt underligt/ret fjollet, at jeg står her og er fuldstændig overbevist om, at lige om lidt kæntrer de og drukner. Specielt fordi der, hvor kajakkerne befinder sig, vil vandet højst kunne nå dem til knæene.
Jeg sagde derfor ingenting og led bare i stilhed, mens Tim stille og roligt talte til ungerne. Men det var svært … også selv om jeg samtidig var sur på mig selv over at være så fussy.

P1020534

Nu vi er inde på, at børnene ikke er så små mere, får I lige serveret en del af aftenens ordveksling: Charlotte og jeg sad og talte om de frugttræer, hun har plantet i år som erstatning for de gamle, som ikke kan mere og er døde af alderdom. Bl.a. har hun købt et kirsebærtræ, som bærer sorten Regina.
Det hørte Aubrey – troede han – han begyndte nemlig at grine og sagde til Tim: Daddy! Mummy wants to grow a vagina???!!!
No, Aubie, sagde Tim, I don’t think so, ‘cause she already has one – and that’s fully grown.
Så var drengen totalt færdig af grin … og mommer her måtte godt nok også trække mere end en anelse på smilebåndet, mens hun samtidig sad og undrede sig over, hvor årene dog blev af, hvor hun havde to små, uskyldige børnebørn.

11. juli 2018

Shit happens

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 19:09
Tags:

Englænderne kommer sent i aften.
I går blev John indlagt på Slagelse sygehus og skal ligge der i nogle dage. Mindst.
Han fik det rigtig dårligt i går, og da det ikke blev bedre efter afslapning og lidt søvn, kontaktede vi vagtlægen, som bad os om at komme til lægevagten på Næstved sygehus.
Han undersøgte og udspurgte John, tilkaldte en ambulance og bad dem køre ham til Slagelse.
Jeg kørte hjem og hentede toiletsager, lidt tøj, ipadden og opladerne.
Der er langt til Slagelse …
Jeg kom klokken 20, hvor han stadig lå på akutmodtagelsen, men var blevet undersøgt og havde talt med en læge.
Efter en halv times tid fik han taget yderligere blodprøver og blev, på vejen op til afdelingen, sendt til røntgen, fordi de ville se lidt på hans lunger.
De er temmelig sikre på, at hans kranspulsårer er forsnævrede, og at han havde haft en lille blodprop i hjertet.
Shit.
I dag til stuegang bekræftede de blodproppen, og de ville kontakte Roskilde sygehus for at bestille en kikkertundersøgelse af hjertet.
Den skal foretages inden tre døgn, men det betyder jo, at de sikkert ikke når det inden weekenden.
Under kikkertundersøgelsen besluttes det, om han skal have en ballonudvidelse, og gør de det (som de vil gøre i samme forløb), går der yderligere et par dage, hvor han skal være under kyndig observation.
Måske skal der en bypass til; det vides ikke endnu.
Shit.
Men vi er ikke længere bange; han blev sat i behandling med det samme, og han har det lidt bedre end i går.
Systemet virkede og reagerede omgående, og han kom i gode og dygtige hænder med det samme.
Han er bare lidt ked af det, fordi han skal være indlagt, mens englænderne er her – i bedste fald dog ikke under hele deres ferie.
Jeg synes også, at det er synd for ham – han nævnte, at “det er pokkers ubelejligt, dette her”, men altså … hvornår kommer blodpropper belejligt?
Okay – det havde selvfølgelig været bedre, om den kunne have ventet en halvanden uges tid, men sådan skulle det altså ikke være.
Han ligger på en kæmpestor enestue med et enormt tilhørende badeværelse, med en storskærm af et tv-apparat, skrivebord og en sovesofa til mig. Som jeg forhåbentlig ikke kommer til at bruge …
Sygehuset er helt nyt; det blev indviet i maj, så det er derfor, at han har så fine forhold.
Jeg kom også til at tænke på stakkels, travle Lene, da jeg så denne afdeling, som havde ledige sengepladser og et personale med god tid til det hele.

P1020529P1020530

Nej, han ser ikke spor glad ud, men der er vel heller ikke så meget at grine ad i denne situation?
Men han lever og han skal nok få det godt igen. Vi venter selvfølgelig spændt på kikkertundersøgelsen og hvad den fører med sig, men under alle omstændigheder har systemet tænkt sig at returnere en velfungerende John til mig. En John, der ikke har ondt i brystet og som kan trække vejret uden besvær.

4. maj 2018

Barnaby blev afløst af ondt i halsen

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 23:12
Tags: , ,

Endnu inden vi var kommet ud af sengen på vores herlige høloft, tikkede der en sms ind fra Charlotte: Aubrey er syg, men vi skulle meget gerne til det forældremøde med Anna i eftermiddag. Tim har aflyst sine møder i London, fordi jeg har to kunder i dag. Har I mulighed for at være her, inden vi skal afsted kl. 16:15? Jeg er ked af at forkorte jeres Barnabytur, men …
Hun skal da overhovedet ikke være ked af noget som helst. Det er nok den eneste gang, vi overhovedet har kunnet hjælpe dem bare en lille smule, fordi vi normalt er så pokkers langt væk, så selvfølgelig ville vi komme tidligere hjem for at hygge om det syge barn.

P1010986

Det gjorde heller ikke spor, for vi nåede det meste af det planlagte i går, så i dag var der ikke meget mere end Dorchester upon Thames tilbage, hvilket vi sagtens kunne nå i formiddags.
Herover er det en del af kirkegården tilhørende The Abbey i Dorchester. Engelske kirkegårde er altså noget af det grimmeste og mest uorganiserede, jeg kender. Dette her er godt nok den gamle del af den, men det ser ikke da ikke særlig pænt ud, vel?

P1020005P1020004

P1020006De idylliske huse var der igen masser af. Det herover var oven i købet til salg, men det er sikkert for dyrt til vores pengepung – huse er vildt dyre i England.
Vi ville have taget en lille omvej for at køre ad en grøn vej; dvs. langs en scenic route, men det viste sig at være en vej med forhindringer. Lige pludselig stod der, at vejen var lukket. Ikke noget med omkørsel eller noget, bare, at vejen var lukket fra 4.-10. maj, men vi kunne ikke se, at nogen var i gang med noget vejarbejde. Vi regnede så med, at der længere henne ad vejen ville komme instruktioner om, hvordan vi kunne komme videre, men nej. Efter små tyve kilometer var vejen bare lukket. Punktum. Vi kunne ikke komme videre, og et kig på det gammeldags papirkort viste, at vi kun kunne køre hele den lange vej tilbage; der var ingen muligheder for lokale omveje.
Der var en del, der gik i samme fælde som os. Vi kunne dog nemt vende vores personbil, men lige foran os var der en stor lastbil med anhænger, som havde svære problemer med at vende på den meget smalle vej.
Det samme oplevede vi en gang til et andet sted på vej til en anden grøn vej, så vi gav op og satte kursen mod Marlborough, hvor vi købte alt mad ind til den forlængede weekend (det er Bank Holiday på mandag), og så kørte vi ellers hjem for at forkæle det syge barn.

P1020016P1020017

Da forældrene var kørt, lavede jeg en French Toast – Aubrey og jeg kunne uden problemer blive enige om, at lidt ahornsirup sikkert ville være rigtig godt til at smøre en øm hals.
Han lå derefter og kiggede på BBC’s David Attenborough-serier efter eget valg, til han havde helt firkantede øjne, og således gik tiden, til resten af familien kom lidt i otte.
Da vi havde spist, blev der kigget på hawaiianske vulkanudbrud sammen med mor; derefter leget lidt med far, hvorefter det var sengetid. Aubrey har det meget bedre – det var den franske toast og mormors uendeligt bløde og varme silkehalstørklæde, der gjorde forskellen, er vi sikre på … det er da også hamrende uretfærdigt, at det er Anna, der svømmer rundt i den nye og endnu isnende kolde swimmingpool, og det er Aubie, der får ondt i halsen.
Life’s not fair, is it?

9. april 2018

Sygdom og død

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 13:15
Tags: ,

Da vi kom hjem i går, kiggede vores nabo indenfor. Hun ville fortælle os, at deres nabo til den anden side var død. Det kom ikke bag på os, for han havde været alvorligt syg i lang tid, men han blev kun 57 år. For pokker, altså – det er jo alt for tidligt at dø.
Det minder mig lidt for meget om egen dødelighed, når folk yngre end mig selv dør.
For at føje spot til skade, har hans enke været under behandling for lungekræft, mens hun samtidig skulle passe en meget syg mand. Hun var ellers erklæret rask, men nu er der dukket en skygge op på den ene lunge, som man lige skal have kigget nærmere på.
Heldigvis, kan man næsten sige, fylder hendes mands død og kommende bisættelse det hele hos hende lige nu, så hun har ikke tid til at tænke på sig selv.

Længere oppe ad vejen er der også en, der er syg og har skiftevis haft det godt, halvgodt, halvdårligt og heldårligt siden november, har jeg så sent som i dag fået at vide. Hun har været igennem et hav af undersøgelser og skal snart til en MR-scanning. CT-scanning har hun været igennem. Man kan ikke finde ud af, om det er psykisk eller fysisk – lægevidenskaben er i det hele taget på fuldstændig bar bund, hvilket naturligvis skaber angst hos hende og er dermed selvforstærkende.
Det er med andre ord noget rigtigt hø, er det. Hun er kun først i 50’erne.
Det lyder frygteligt at sige det, men på en måde er jeg glad for, at det var kræft jeg fik, for på trods af, at det ikke var specielt behageligt at komme igennem behandlingsforløbet, var det noget helt konkret, jeg skulle forholde mig til.
En sygdom, der er udiagnosticeret, må på sin vis være værre – jeg kan snildt forestille mig den angst, der konstant må lure i baghovedet.
Jeg kan godt skrive under på, at angsten i sig selv er slem.
Det går længere og længere imellem, at jeg går i selvsving, men jeg er også tæt på at kunne betegne mig selv som a survivor, som de sagde, da jeg var i England. Det siger man, når man har overlevet fem år efter … ja, efter hvad? Formentlig efter behandlingens afslutning, og i så fald er der stadig et halvt år endnu.
Men angsten for, at det kommer igen, den kan godt indimellem give en søvnløs nat eller to. Der skal ikke ret meget ondt i halsen til; måske en stikken i brystet eller en lille bule bag øret (men der må jeg simpelthen have slået mig, for den forsvandt af sig selv), før jeg tænker på, om kræften atter er dukket op, bare i en anden form.
Jeg føler med begge kvinder.
Nu er det endelig blevet forår, og så får man disse triste nyheder. Det tager lige toppen af nydelsen, men jeg kan jo intet stille op – andet end at vise min deltagelse og komme med god-bedring-blomster.

Life’s not fair, is it?

Dette var et Scar-citat fra The Lion King. Zazus rapport til Mufasa er en genial leg med ord:
Checking in with the morning report!
Well, the buzz from the bees is that the leopards are in a bit of a spot … and the baboons are going ape over this. Of course, the giraffes are acting like they’re above it all … the tick birds are pecking on the elephants. I told the elephants to forget it, but they can’t …
Godt. Det hjalp lidt på min lidt trykkede stemning.

8. november 2017

Jeg går stadig ind for vaccination

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:18
Tags: ,

For en uge siden fik vi vores årlige influenzavaccination. Den fik jeg af min arbejdsgiver, da jeg stadig var arbejdsramt; siden har jeg selv måttet betale, med undtagelse af det år, jeg var i kemoterapi, og hvor lægerne derfor mente, det var en rigtig god ide at forære mig den, så ikke jeg skulle blive hammersyg af influenza, hvilket hele mit system ikke ville have haft særlig godt af. Det vil dermed sige, at jeg reelt kun har betalt fire gange, og fra og med næste år er jeg folkepensionist og hører til dem, der får vaccinationen forærende.
Bortset fra det, er de 200 kroner ikke dem, der vælter budgettet, så jeg ville fortsætte under alle omstændigheder.

Man bliver ikke syg af den vaccine. På mit arbejde kom der med årene flere og flere, der takkede ja til vaccinationen, da det naturligvis ikke var tvungent. Der var ingen af de vaccinerede, der blev syge. Virusset er så svækket, at det ingen skade kan gøre, men er man i en gruppe på 10 personer eller flere, er der som regel en, der aldrig skal have den influenzavaccination mere, for jeg fik influenza af den!
Det passer ganske enkelt ikke.
Men ingen vacciner virker fra den ene dag til den næste, da immunforsvaret lige skal bygges op først, hvilket tager nogle få uger, så blev man smittet lige omkring tidspunktet for det lille stik, kan man godt være blevet syg – det var så bare ikke vaccinationens skyld.
Således var der da også en, der kom med påstanden, da jeg var til Røde Kors-strik i går, men der sad ikke mindre end tre forhenværende sygeplejersker, der gav mig ret i, at ja, du blev syg, hvis du siger, du blev syg, men det var du også blevet uden vaccinationen.

Dette var mit faste, årlige indlæg, hvor jeg argumenterer for at blive influenzavaccineret. Kan jeg overbevise bare en enkelt om, at det er en god ide, så er der vundet lidt.
Jeg gider i hvert fald ikke blive så syg, som man gør af den irriterende virus, hvis jeg selv kan gøre noget for at undgå at blive det.
Der er mellem 1 og 2 ‰ risiko for at dø af influenza – tallet stiger med ens alder, så hvorfor ikke formindske det tal ved at lade sig vaccinere?
(Jeg er klar over, at den kun tager cirka 80 % af de influenzavirus, der huserer hvert år, men endnu er jeg da gået fri, og det må være godt 10 år siden, jeg begyndte at lade mig vaccinere.)

Vores frygtløse rødhalsVores frygtløse rødhals (1)Vores frygtløse rødhals (2)

Det her kan så blive min årlige fremvisning af vores lille, men aldeles frygtløse rødhals.
Hellere kigge på en sød rødhals end selv have en øm og irriteret rød hals.

3. april 2017

Når livet går en imod

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:37
Tags: ,

Vi var lige ankommet til ødegården, og vi var ikke engang blevet færdige med at pakke ud, da Verdens Bedste Nabo kiggede ind. Det var først og fremmest for at orientere os om, hvorfor der ikke længere var lys i lamperne ud mod vejen. Det var fordi han havde været inde for at afmontere dem, da han en aften, han var kommet forbi, havde set ledningen gløde! Uden der er af den grund var lys i pærerne! Jamen du godeste dog – hvad kunne der dog ikke have været sket, hvis ikke han havde opdaget det? Og hvorfor mon det var sådan? Vi har sat en timer på dem, så de er tændt seks timer hver aften, men det skulle de jo nok kunne tåle.
Det kunne de så åbenbart ikke, så nu må vi finde en anden løsning. Det var halogenpærer; måske var det derfor, det hele blev så varmt? Vi skal vist have fundet nogle LED-lamper i stedet for.

P1010375

Vi spurgte til, hvordan det gik med hans kone, som vi ved har haft problemer med sine knæ.
Så åbnede sluserne sig … det korte af det lange af selve sygdomshistorien er, at hun nu er stoppet med at arbejde, og på lazarettet siger de, at de ikke kan hjælpe hende.
Hun kan stort set ikke gå, og fra at være en almindelig, glad og lettere buttet kvinde er hun blevet til en smældfed og konstant arrig rappenskralde.
Hun bevæger sig fra sengen til køkkenet til tv-stolen til toilettet. Måske ændres der lidt i rækkefølgen, men hendes liv er stort set blevet stillesiddende.
Hun vejer nu over 120 kilo (hun er vel omkring 1,60 m høj) og hun vrisser og vrænger og brokker sig hele dagen.
Børn og børnebørn, som før kom en gang om ugen, kommer nu højst hver tredje uge, for sønnerne gider hende ikke´mere.
Naboen sagde, at hun også ryger hele dagen, for hun keder sig jo. Hun har ingen hobbyer, hun kan foretage sig fra lænestolen; hun ser tv og hun ryger.
Han sagde, at det egentlig er okay hun ryger så meget og er blevet så fed, for så dør hun forhåbentlig så meget tidligere, for det der er der da ingen, der kan holde ud i længden …  
Stakkels mand. Og stakkels kone. Sikke et pensionistliv … hun er 62 år, og han er 70.
Han var så sød og sagde, at der jo er nogen, der har det værre. Jeg kunne ikke lade være med at sige, at når man når til at sige sådan, er det fordi man har det slemt.
John og jeg så bare på hinanden, da han var gået igen. Hvor har vi inderlig ondt af dem begge to. Og hvor er vi dog glade for, at vi har det godt sammen. Vi talte om, at vi i en lignende situation simpelthen er nødt til at have modet til at sætte hælene i over for den anden og sige, at her skal der gøres noget – hvis ikke det kan blive rent fysisk, må det blive psykologhjælp, for man kan ikke byde sin omverden at blive sådan en pestilens for sine omgivelser. Heller ikke selv om man bliver syg. Jeg har nu svært ved at forestille mig en af os to blive så slem, men man ved ikke hvordan man reagerer, før man står i situationen.

17. februar 2017

Krise!

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:51
Tags: ,

Pyyyha … men lad det være sagt med det samme: Krisen er overstået igen … men den var der ikke desto mindre.
En times tid efter morgenmaden fik Anna ondt i maven. Det blev værre og værre, og kort tid efter gik hun op i seng. Hun var ligbleg, men havde ikke feber. Charlotte og jeg vekslede bekymrede blikke … vi skulle afsted med dem til lufthavnen kl. 15:45!
Hun fik to Panodil junior, men de hjalp tilsyneladende ikke spor. Det stakkels barn græd og erklærede, at hun i hvert fald ikke skulle ud at flyve i dag!
Uh, hun havde ondt, det var der ingen tvivl om. Men lige i midten, nederst i maveregionen og ingen slipsmerter, så vi satsede på, at det i det mindste ikke var blindtarmsbetændelse. Måske en menstruation, der er på vej for første gang? Nu havde hun også fået lidt kvalme, så der blev sat et fad op til formålet, hvis det skulle blive alvor.
Lige inden frokost fik hun en Ipren. Hun kan ikke sluge piller (det kunne hendes mor heller ikke, før hun var blevet næsten voksen), så den blev knust og pakket ind i jordbærmarmelade.
Vi andre satte os til frokostbordet. 10 minutter efter kaldte hun på sin mor, fordi hun havde kastet op. Anna altså …
Det var her, krisen opstod, uden vi egentlig talte om det lige på det tidspunkt, men det blev en usædvanlig stille frokost, og Charlotte begyndte nu at tænke på backup-planer. Måske blev hun nødt til at sende Tim og Aubrey hjem og så selv komme med Anna, når hun var rask igen – så mistede de da kun to flybilletter. Da hun nævnte det for Tim, udbrød Aubrey: “Mummy, that’s NOT fair! I want to stay here as well!”.

P1050917

Hun kastede kun op denne ene gang og klokken 14 spurgte hun, om hun måtte komme ned og ligge på sofaen og spille iPad sammen med Aubrey.
Så var vi klar over, at krisen formentlig var overstået. Hun kunne også smile igen – det ses tydeligt på billedet, at her ved 15-tiden var krudtet vendt tilbage til øjnene.
Hvis det var Iprenens skyld, at hun kastede op, havde den på sin vis alligevel gjort nytte, selv om den bare lige var nede og vende. I hvert fald forsvandt både smerter og kvalme med den ene opkastning, og da klokken var en halv time i afgangstidspunkt, erklærede hun sig selv helt klar igen.
Krise afblæst.
Den lille bøf til Aubie følte dog ikke megen glæde på sin søsters vegne, men ærgrede sig lidt – han var slet ikke moden til at tage hjem endnu og ville hellere have været blevet. Det var selvfølgelig på en måde dejligt at høre, men hvor var vi (andre) dog lettede over, at hun blev rask næsten lige så hurtigt, som hun blev syg.
Hvad pokker det kan have været, finder vi nok aldrig ud af …
De er nu afleveret i lufthavnen, og selv om jeg altid finder det lidt vemodigt, når de drager hjemover igen, er det naturligvis helt som det skal være … ingen ferie bør forlænges ufrivilligt pga. sygdom.

2. december 2016

Vores borgerpligt – over for os selv

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:24
Tags: ,

imageJeg gider ikke have influenza. Jeg har ikke haft det så mange gange i mit liv, heldigvis, men de 3-4 gange jeg kan huske, har været alt rigeligt. Og jeg taler rigtig influenza, ikke det pjatværk af en ganske almindelig forkølelse, som mange kalder influenza, når de skal ringe ind på arbejdspladsen og melde sig syge. Det er sådan lidt fesent bare at være forkølet; så lyder det mere seriøst med influenza. Tre dage efter er de på arbejde igen …
En gedigen (nej, ikke gedin!) influenza varer mindst en uge og temperaturen er 40° eller derover i flere dage – i hvert fald for mit vedkommende – jeg bliver SÅ hunderavende syg.
Vi husker alle tre Julen Der Forsvandt, hvilket den gjorde i 1997. Charlotte boede på Amager i sin lille lejlighed, og en dag kort før jul, hvor jeg ringede til hende, kunne jeg høre, at hun havde det meget skidt. Ungen var stædig og påstod, at det ikke var noget, og at hun snart var ovenpå igen. Mor her troede hende ikke og kørte derind, medbringende et termometer. Næsten 40! Jeg nærmest bar hende ned ad trapperne fra 4. sal og fik puttet hende hjemme hos os. Hun skulle blive endnu dårligere … lillejuleaften blev John sløj og juleaften kapitulerede jeg. 1. juledag lå vi alle tre – C og jeg nede i stuen i hver en halvdel af hjørnesofaen, John oppe i soveværelset, men jeg orkede ikke trapperne. 1. juledag havde vi alle tre over 40 i feber. Først 3. juledag begyndte C at få det en smule bedre og kunne så småt begynde at varte os gamle en smule op, og da vi nåede nytåret, var vi alle tre næsten helt raske igen.
Billedresultat for influenza vaccineDet var bare ikke sjovt! Jeg har haft det sådan én gang siden, og kan jeg selv gøre noget, vil jeg ikke være så syg igen.
Jeg kan gøre noget, og nu er vi begge blevet vaccineret.
De sidste år jeg arbejdede, fik vi vaccinationen af firmaet. De interesserede stillede sig op på en lang række, og så foregik vaccinationerne på samlebånd. Jeg meldte mig hver gang og gad overhovedet ikke høre på de negative tunger, der sagde, at det er jo det samme som at sige, at ledelsen ikke vil acceptere, at vi bliver syge.
Sikke noget sludder, sagde jeg – det er et tilbud, du kan sige ja eller nej til – hvis du så får influenza, tror du så, at din chef vil tvinge dig på arbejde og sige det er din egen skyld, fordi du ikke ville vaccineres, så nu har du bare at møde op? Det er da ren win-win – firmaet får færre syge medarbejdere, og du slipper for at blive hundesyg.

Og nej, man får IKKE influenza af selve vaccinen, uanset hvad myterne siger og folk påstår. Men det varer 2-3 uger, inden der er antistoffer nok i kroppen, så i den første periode efter vaccinationen kan man altså godt blive syg alligevel, og det er det, jeg tror nogle forveksler med at være blevet syg af vaccinationen.

image

“Op mod 1 million mennesker i Danmark smittes ved influenzaepidemier. Hvert år dør i gennemsnit ca. 1000-2000 personer i Danmark af komplikationer som følge af influenza”.
Det er ikke svært at regne ud, at risikoen således er 1-2 promille for at dø i forbindelse med at have haft influenza.
Jeg kan derfor ikke se nogen argumenter for ikke at lade sig vaccinere – medmindre, selvfølgelig, at man hører til dem, der af lægen bliver frarådet vaccination, men dem hører jeg ikke til.

12. august 2016

Selvsving …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:14
Tags:

Hvornår lærer jeg det? Hvornår holder jeg op med at gå i selvsving, så snart jeg fejler et eller andet fuldstændig ligegyldigt?
Hvornår holder jeg op med at lægge noget i et eller andet, jeg ikke skal lægge noget som helst i?
Der skal ingenting til, før jeg i det mindste i et kort stykke tid tror, at kræften er vendt tilbage – og da jeg så virkelig blev hundesyg, som da jeg fik rosen, regnede jeg det ikke for noget og var heller ikke spor nervøs, for ved kræft slår man jo ikke ud eller får feber fra det ene minut til det næste.

Så ondt gør en mammografi, John :-)I mandags var jeg til mammografi. Til halv pris, formentlig, for der er kun ét bryst at fotografere. På den anden side tager det længere tid med det tilbageværende, for de fotograferer fra flere vinkler, når man har haft brystkræft. Ydermere skal jeg mammograferes fem gange mere, fordi de bliver ved, til jeg er 80 år, fremfor til 70, som ‘normale’ kvinder får tilbudt, så det er nok ikke til halv pris alligevel.

“Der går fire uger, så sender vi svaret til din egen læge og til din e-boks. Og du skal ikke blive nervøs fordi der går så lang tid. Sådan er det desværre bare.”
Fint nok med mig.

I går morges kom der en sms om, at der lå brev i min e-boks til mig fra Region Sjælland.
Giiissssp. Hjertestop. Hvorfor allerede? Der er kun gået tre dage! Det kan kun være fordi de har fundet noget!
For! Satan! Da! Osse! (Der må gerne bandes offentligt i denne slags tilfælde).
Billedresultat for mammografiJeg sad i fem minutter, mens jeg gav mig selv mental hjertemassage og øvede mig i at trække vejret – og helst begge ting således, at John ikke opdagede noget som helst, for uanset hvordan jeg har det indeni, må han ikke opdage, når jeg går i selvsving. Ikke før det er relevant nok, at jeg gør det, og det er ikke sket endnu. Bortset fra den gang med halsen, et scenarie, som I måske kender fra Den Skaldede Frisør. Der har jeg også været, men jeg var det før jeg så filmen. Heldigvis … men jeg vidste præcis hvordan Trine Dyrholm skulle forestille at have det.

Jeg gik med rystende ben ind og åbnede beskeden.
Som lød, at mammografien IKKE havde vist tegn på kræft.
Godt, John ikke opdagede noget …
Hvorfor siger de så, at der går fire uger, inden man får svar? Er det bare for at være på den sikre side, så de ikke risikerer at få et hav af opringninger fra nervøse kvinder? Man kan vist roligt sige, at de gjorde mig mere nervøs ved at være så hurtige, men det skal de trods alt ikke høre noget for.

28. juni 2016

Er her en plantedoktor til stede?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:38
Tags: , , ,

Hjælllp! Hvorfor ser mine squash sådan ud? Der er og har været sat masser af, men de fleste når ikke længere end til at se sådan ud:

P1020706

Der er over 20 frugter på denne ene plante, men indtil videre er der kun modnet sølle to til fuld størrelse i rask tilstand. Der ser ud til at være i alt fire sunde squash på planten lige nu, men der er alt for meget råddenskab, og selv om de er fine nu, kan de sagtens finde på at begynde at rådne. Er der nogen bud på, hvorfor de gør det? Er der simpelthen for fugtigt i et drivhus? Planten er enorm og fylder mere end den kvadratmeter, man anbefaler at sætte af pr. plante, men på trods af denne frodighed er der jo altså noget galt. Jeg håber virkelig, at der er en af jer, der har et kvalificeret bud på, hvad jeg kan gøre for at forhindre det.

P1020712P1020709P1020713

Ellers går det fint i drivhuset. Basilikumplanten er nærmest en busk, selv om jeg allerede har skovet én gang til tørring, plus plukket til salatskålen.
Tomaten og agurken er nærmest gået amok; der er over 50 tomater, der ser ud til at blive modne nærmest på en gang – jeg håber bare det sker, inden vi tager på ferie. Ikke fordi jeg har spor imod, at Søren får sig nogle tomater, mens vi er væk, men jeg ville da også gerne selv have nogen!
Agurken leverer næsten dagligt en smagfuld kæmpe, så vi spiser tzatziki i én uendelighed. Endnu er vi ikke blevet trætte af det, men det er ikke udelukket, at vi når at blive det.
Hvor er jeg glad for, at jeg ikke lod mig friste til at købe mere end én af hver slags. Undtagen af chilien, hvoraf jeg har en ungarsk lang og en citronchili. Den første er ikke så skrækkelig stærk, så den skal nok fortrinsvis anvendes til årets chilimarmelade. Den anden er den med den absolut bedste smag, men den er ret stærk og dermed drøj i brug. De er henholdsvis stærkt rød og ditto gul, så de bliver flotte at tørre og senere knuse til diverse anvendelser.

Jeg har lige en til stakkels Liv, som har fået spærret sit dankort. Du kan da også bare lade være med at falde for den slags numre!

Opdatere

Retfærdigvis skal det fluks siges, at det heller ikke er det, hun er … altså faldet for dette svindelnummer, men jeg kunne godt tænke mig at vide, hvordan man forestiller sig, at man kan opdatere sit nøglekort!

Næste side »

Blog på WordPress.com.