John Lennon får det sidste ord

For mig er en af de bedste julemelodier John Lennons So This Is Christmas.
I den modsatte grøft ligger Whams Last Christmas, som jeg får heeelt vildt mange røde knopper af. Jeg er tæt på at tromle folk ned omkring mig for at komme til at slukke, når den dukker op i æteren. I 2021 klarede jeg hele julemåneden igennem uden at høre mere end de første strofer af den, og i år blev jeg gudskelov kun tvunget til at høre hele nummeret en enkelt gang.

Mine englændere kom godt hjem. De er faktisk aldrig kommet så hurtigt gennem London Heathrow som de gjorde denne gang – jvf. den indsatte besked fra hende.
Der er 12 elektroniske ‘pasudgange’; altså hvor der ikke sidder et menneske og kigger på vores pas. Man scanner det selv og skal kigge ind i en linse. Der er bare normalt aldrig mere end fem af dem åbne, fordi ham, der står for enden af den ENE, men meget lange kø dertil, står og fortæller hver enkelt, at nu må vedkommende gå til en eller anden given scanner/udgang. Som om vi ikke selv kan se, hvornår den næste er ledig. Denne metode har altid undret mig.
Militæret, som de havde sat ind, havde simpelthen åbnet alle 12 scannere og lavet 12 køer – ikke kun én, og det gik lynhurtigt i forhold til normalen.
De betjente paskontrolbokse var også bemandet alle sammen. Dette sidste kan jeg godt forstå ikke altid er tilfældet, for paspolitiet må have et begrænset personale, mens hæren vel nærmest må siges at være ubegrænset.
Men altså … så åbn dog altid alle bokse til elektronisk registrering, for pokker.
Vi frygter dog, at der ikke læres noget af militærets måde at håndtere det på.

Og nu er det nytårsaftensdag. Vi har nok 300 kilometer til gode at skulle gå for at få julemaden forbrændt.
Det kommer ikke til at ske, men vi kan holde lav madprofil. Vi to gamle har ganske enkelt fået alt for rigeligt med mad, mens englænderne var her. Siden de tog afsted, har den stået på rester af forskellig art, og maden i aften bliver også holdt enkel og ikke-fedende. Vi har aftalt med os selv, at vi ikke hopper med på Den Store Nedtælling Til Klokken 12, men nøjes med at se en selvvalgt film og går sandsynligvis i seng inden midnat.
Holddaop, hvor er vi kedelige. Vi ved det godt.
Vi kommer os helt sikkert over madleden igen, men lige nu det ikke den store spiselyst der præger billedet. Den skal bare nå at komme igen til sidst i januar, hvor vi skal til Nørre Vissing Kro på (endnu et) gourmetophold – men det er den også. Kommet igen. Vi ved det af erfaring.

Tilbage er bare at ønske jer alle sammen et godt nytår. Jeg behøver sikkert ikke at skrive, hvad jeg ønsker for 2023. Der er mere end én ting, men noget er vigtigere end andet.

A very merry Christmas
And a happy New Year
Let’s hope it’s a good one
Without any fear
War is over over
If you want it
War is over
Now

Dyb undren

Jeg er ikke økonom og har ikke forstand på økonomi. Den eneste økonomi jeg har helt styr på, er min egen.
Jeg kan forholde mig til hugorme og klapperslanger, men valutaslangen forstår jeg ikke. Forstod jeg ikke … jeg ved godt, at Euroen aflivede den. Ej heller forstår jeg den store forkromede sammenhæng mellem EU’s og for den sags skyld også resten af verdens valutaer. For mig at se er det lige som sommerfugleeffekten en gang imellem. Den forstår jeg heller ikke, men jeg kender teorien.
Jeg kan konstatere, at strøm og fossilt brændstof stiger til det vanvittige. Jeg kan også se, at det er faldet lidt igen.
Der er, efter min ringe mening, mange der groft udnytter situationen og hæver priserne mere eller mindre voldsomt, bare fordi de kan. Pejsebrænde, for eksempel. Jeg kan til nød forstå, at ovntørret brænde stiger lidt (burde dog ikke stige til det tredobbelte), men lufttørret brænde??? Almindelig atmosfærisk luft er stadig gratis. Der er ikke lagt afgift på, at jeg tørrer mit tøj ude i haven. Endnu …

Og juletræer??? John har lige læst, at årets juletræer kommer til at koste dobbelt så meget som sidste år. Mig ikke forstå. Mig slet, slet ikke forstå. John siger med et glimt i øjet, at han da bare selv kan tage saven med, når vi skal ud for at fælde juletræet – så burde der ikke være nogen undskyldning for en prisstigning på 100 %, når nu vi selv medbringer den dyrere benzin. I øvrigt håndsaves træerne normalt, men det øger ikke ligefrem min forståelse for den prisstigning!

Det Manos del Uruguay-garn jeg købte for en måneds tid siden, var sat op med en halvtredser/100 gram. Butiksejeren forsvarede det med, at hun pga. stigende transportomkostninger skulle give mere for garnet, så hun var nødt til at lægge tilsvarende på i butikken. Jeg sagde, at det var da okay, men en halvtredser pr. fed? Det er jo ikke sådan, at hvert fed skal have sit eget flysæde! Faktisk kan der være rigtig meget garn i en kasse, så de 50 kroner er grov udnyttelse, er det.
At jeg køber garn helt nede fra Uruguay er en anden diskussion, men ved at gøre det støtter jeg et godt formål, og det kan man vel intet have imod. Garnet er bæredygtigt; det kan transporten af det til Danmark ikke påstås at være – men det er simpelthen noget af det blødeste og lækreste garn i verden, så derfor køber jeg det indimellem …

Jeg har hørt argumentet “Vores omkostninger er steget, så derfor …”.
Det er mine omkostninger altså også. I høj grad, endda, men der er da ingen, der giver mig flere penge til at betale mine regninger med. Det er godt nok smart, at man kan hæve prisen på sine ikke-omkostningstunge varer til at betale den private el- og varmeregning med. Eller er jeg for grov nu?

Nå. Alt dette er absolut ikke noget at grine ad, så skulle vi ikke slutte med noget, der er?
For eksempel – igenigen – noget fra en maskinoversættelse. Som jeg flere gange har nævnt, skal et oversættelsessoftware være yderst velbevandret i et sprog for at kunne forstå og oversætte talemåder og ordspil, og så langt er de ikke nået endnu. Grammatik, som kan defineres af regler, er derimod sjældent noget problem (fx det danske nutids-r og det på engelsk tilføjede ‘s’ i 3. person ental). Herunder er vist et glimrende eksempel på dette.

Man vil, hvis man er flink, kunne sige, at det er taget ud af en kontekst, så maskinen har ikke haft en chance. Godt så. Hvor mange katte skyder i det hele taget? Jeg spørger bare …
Hvis I ikke skulle vide det, så burde det have været oversat til the cat arches its back, men retfærdigvis skal det siges, at GT godt kunne finde ud af at oversætte korrekt, da jeg satte det danske verbum i datid.

Disse mærkelige sammentræf

Da jeg stod op onsdag morgen, så jeg noget ligge i vandet helt inde ved kysten, men jeg kunne ikke se hvad det var. Kikkerten blev hurtigt indstillet, og jeg kunne konstatere, at det var en båd fra Mosebølle, der havde revet sig løs fra sine fortøjninger og nu havde lagt sig til rette overfor Den Stråtækte. Vinden flåede kraftigt i presenningen, og en halv times tid senere afsløredes det, at båden hed Alva.
Jeg efterlyste ejeren af Alva af Mosebølle i et Facebook-opslag – for den gode sags skyld offentligt tilgængeligt, for det ville ikke være til megen nytte at nøjes med vennerne i dette tilfælde.

Det bar frugt. Om aftenen fik jeg en besked fra ejeren, og torsdag formiddag kom han og en ven for at se på båden og vurdere skadens omfang. Den ene forsøgte sig med en øse, men det hjalp som en skrædder i Helvede, for bølgerne slog hele tiden ind over båden, og han opgav da også ret hurtigt det forehavende.
De kørte igen, og lidt senere tikkede der en besked ind med en tak for observationen, men han ville desværre ikke kunne bjerge båden før søndag eller mandag pga. den stærke blæst. Jeg håber han får båden med sig i brugbar stand, og jeg er glad for at kunne konstatere, at FB kunne vise sig at være nyttig. Det sker ikke tit …

Det var Alva af Mosebølle.
Torsdag formiddag begyndte jeg på en ny lydbog, nemlig Anne Holts Det ellevte manuskript.
I et af de første kapitler blev der nævnt en Alva Heimal (eller Heimdal?).
Før jeg så den båd dagen før, havde jeg aldrig hørt navnet Alva.
Jeg tror, I alle har prøvet noget tilsvarende.

Det hedder noget så ucharmerende som Baader-Meinhof-fænomenet (men kaldes dog også frekvensillusion), og hvorfor det gør det, kan man nemt google.
I januar 2020 var der 813 piger i Danmark, der hed Alva, så helt ualmindeligt er det åbenbart ikke, men det ændrer ikke på, at jeg ikke kendte navnet – ikke engang det af Filcolanas garner, som hedder Alva. Det er jeg da helt flov over, men nu kender jeg det!

---

Og nu til noget helt andet: I forbindelse med mit indlæg om oversættelsesfejl var der et par kommentatorer, som var inde på, at de dårlige af slagsen måske var maskinoversættelser. Det mente jeg nu ikke, og jeg fandt et par interessante artikler, som bekræftede min teori om, at der ikke står en maskine bag undertekster i tv.
Jeg oplevede et eksempel på menneskefejl forleden: I didn’t slow you up too much blev oversat til “jeg sænkede jer ikke for meget”. Det er endnu mere noget vrøvl end den alt for hyppige ligge/lægge-fejl, men ikke en fejl en maskine ville begå. Men måske en jyde? (Sorry …)
Det er netop sådanne fejl, der sladrer om hvorvidt der står mennesker eller maskiner bag. Sidstnævnte oversætter ordene korrekt, men roder ofte rundt i ordstillinger og grammatik. Maskiner ville oversætte ordspil og faste vendinger direkte og dermed få nonsens ud af det, mens (gode) oversættere forsøger at finde noget tilsvarende på det sprog der skal oversættes til.
Et eksempel på en intelligent oversættelse er dette efterhånden nærmest legendariske: No, not the cheese, the keys! Hvad i alverden stiller man op med sådan noget? Lasse Schmidt oversatte det til “Nej, ikke Buko’en, Ruko’en.”
Det og meget mere kan læses i Kirsten Marie Øveraas gode artikel her, hvis man skulle være interesseret.

Don’t make a mountain out of a molehill

Don’t make a mountain out of a molehill er et engelsk udtryk, som mange af jer sikkert kender.
Det betyder to treat a minor problem as if it were a very serious problem; dvs, at man ikke skal gøre en mus til en elefant.
Vore muldvarpe har på ingen måde tænkt sig at efterleve idiomet, for skuddene på vores græsplæne og i bedene er enorme! Jeg har aldrig set så store muldvarpeskud og har faktisk haft den tanke, hvorvidt den skyldige mon har været udsat for radioaktiv stråling og er blevet til et monster. Vi har i hvert fald nærmest bjerge i haven og og ikke bare muldvarpeskud.

Det måtte der gøres noget ved, for når vi visse steder trådte hen over græsset, kunne vi mærke, at jorden sank en lille smule.
Muldvarpesakse går vi ikke ind for – dyrene gør trods alt bare det, de er sat i verden for at gøre, men de må altså meget gerne gøre det et andet sted end hos os, så ikke haven ligner et bjerglandskab.
Lugten af hvidløg har vi hørt, at de ikke kan lide … det må stamme fra en, der selv afskyr hvidløg, for det virker ikke at lægge hvidløg i gangene.
Hvad så? Vi besluttede os for at prøve, om vi kan skræmme den/dem væk med støj, så i går kørte vi til Silvan for at købe en solcelledrevet ultralydssender.

Det er jo smart og grønt nok med de solceller i toppen, men hvad nu, hvis man har en længere periode, hvor solen ikke skinner? Skynder muldvarpene sig så at vende tilbage? Det stod der ikke noget om, men det forudsætter selvfølgelig også, at de allerede var flyttet væk fra støjen.
Vi ved endnu ikke, om den virker, for man skal give det en fjorten dages tid, inden man kan se en eventuel effekt. Ordet ‘eventuel’ er min egen tilføjelse, for sådan stod der sjovt nok ikke i brugsanvisningen.
Til gengæld stod der, at man ikke må bruge en hammer, når man skal sætte den ned i jorden.
Den tager vi lige igen: Øverst sidder to små solceller, og producenten føler sig nødsaget til at fraråde at bruge en hammer, når dimsen skal i jorden!
Den morede vi os en kende over … jamen, jamen … havde det ikke stået der, havde vi naturligvis taget den store mukkert til at hamre støjsenderen ned i græsplænen med. Eller hvad? Tror de ikke, man er i stand til at tænke selv? Vi er trods alt ikke amerikanere … og den er ikke engang fremstillet i USA, men i UK, så vidt jeg kan finde ud af.

Jeg må indrømme, at jeg ikke har den største tillid til effekten, for undersøger man mulighederne, bliver saksen hele tiden nævnt som det bedste og mest virkningsfulde tiltag, men man er vel dobbeltmoralsk, for mens jeg ikke har nogen skrupler over at sætte smækfælder op for mus og rotter, så har jeg det, når det gælder muldvarpe.

Én kvæde og 100 dahliaer …

I foråret var der over 100 blomster på mit relativt nye kvædetræ, som endnu ikke havde givet frugt. Sidste år var der omkring 40 blomster, men der gik et eller andet galt, så de ikke blev bestøvet.
Det gjorde der ikke i år, og der blev sat over 100 kvæder af. Jeg glædede mig allerede … tænkte, at det blev svært, men nødvendigt at udtynde, for det spinkle træ kunne umuligt bære så mange frugter.
Det problem løste sig selv, for en dag, jeg kom ud for at se til træet, var der ingen kvæder tilbage på det. Ikke en eneste var der. Jeg fattede ikke en bjælde – hvad var der dog sket? De havde da nået at få en rimelig størrelse. Var jeg for længe om at tynde ud, så træet selv kunne se, at dets mange, mange børn ville knække dets grene? Næppe, men hvad så?
Senere skulle det dog vise sig, at der var en enkelt tilbage, som stædigt holdt fast, og nu er den plukket. Det var kongen over alle kvæder – aldrig har jeg set en så ren, glat og fejlfri kvæde; de fleste af dem, jeg tidligere har fået foræret, får lidt eller meget ‘uldent’, ruskindslignende skind. Smagen har dog ikke fejlet noget, men jeg var nu alligevel imponeret over den i dag. Den ligger bare i køkkenet og og får lov til at dufte dejligt, så længe den kan, for jeg kan ikke bruge en enkelt kvæde til noget.

Hvis kvædetræet endnu ikke har nået sin storhedstid, så har mine dahliaer nået den for i år. De står så flot som de ikke før har stået, og de bliver bare ved med at blomstre. Jeg håber det varer lææænge inden der kommer frost, for de dahliaer har flere uger i sig endnu. Nogle steder har der været frost, men altså ikke her – nok fordi vi bor så tæt på vandet.
Den gulorange hedder Caribbean Fantasy. Efternavnet fordi den samme knold kan komme med flere varianter af blomster, som svinger fra helt lysegule over den viste til næsten mest rødlige. Jeg tror den lyslilla hedder Crazy Love. Jeg er vild med den; den er meget frodigtblomstrende.

Fire forskellige af mine flotteste dahliaer, som jeg passer godt på fra år til år, kom aldrig op, selv om alle knolde blev plantet ud samme dag, hvorimod dem, jeg i forvejen har flest af, kom alle sammen. Endnu en underlighed, for alle plejer at komme fint hvert år. Så vidt jeg ved, kan dahliaknolde ikke blive for gamle?
Jeg må bare have investeret i nogle nye knolde til foråret, for jeg vil helst have mange slags, der dog gerne må passe bare lidt sammen i farveholdningen i det samme bed … hvad de ikke helt gør i år, som det ses. Jeg ved ikke lige, hvad der gik galt der, for jeg har dem i forskellige, mærkede kasser.

Lige inden vi tog afsted til England, kunne jeg se, at rådhusvinen oven på bådehuset var tæt på at blive rød, så jeg sagde til John, at den vil nok have haft sin storhedstid, inden vi kom hjem igen.
Det var sandt nok – vi fik kun lige de sidste røde pip fra toppen af den i går og i dag. Resten af bladene var væk, da vi kom hjem. Det er selvfølgelig ærgerligt at være gået glip af det flotte syn, men man kan ikke få alt.

Billedet er således ikke fra i år.

Jeg undrer mig over …

Jeg undrer mig over mangt og meget. Og ofte. Det skal man. Undre sig, altså. Det har min første chef på ALK selv fortalt mig, og hun var en meget klog kvinde.

Jeg undrer mig over den holdning, jeg er stødt på nogle gange om, at hvis man ikke har haft influenza (eller lungebetændelse) før, behøver man ikke at lade sig vaccinere mod det. Jeg er ét stort spørgsmålstegn, for er det nogen garanti for, at man heller aldrig får det? Og hvis ikke man har haft det, men mod alle egne forventninger skulle være så uheldig at få det, ved man så, hvor syg man bliver af det? Jeg har haft influenza tre gange i mit voksenliv, og jeg har kun været så hunderavende syg de tre gange. Kræften tæller ikke med – det er noget andet, men 40-41° i fire-fem dage … så er man ikke mange sure sild værd, og jeg vil gøre meget for at undgå at blive så syg igen.
Jeg har aldrig haft lungebetændelse, og det havde min morbror heller ikke. Lige indtil han fik det. Og døde af det …
Jeg har heller ikke haft covid-19. Eller stivkrampe. Eller hepatitis B. Eller polio. Eller tuberkulose.
Jeg bliver vaccineret for at undgå at få den pågældende sygdom, så enkelt er det, og den anden holdning undrer mig som sagt såre. Vi bliver ældre og ved ikke, hvor hårdt vi rammes, hvis vi rammes.

Jeg undrer mig i den forbindelse over, hvordan det kan lade sig gøre, at de samme mennesker, som “aldrig har haft influenza”, har et relativt stort overlap med dem, der havde “influenza”, hver gang de var hjemme fra arbejde et par dage pga. en banal forkølelse …

Jeg undrer mig over, hvordan man forestiller sig, at man er troværdig, når man som parti truer med mistillidsvotum og på denne måde tvinger Mette Frederiksen til at udskrive valg, men samtidig peger på hende som statsminister efter samme valg?
Jaja, jeg ved godt hvorfor radikalerne gjorde det, men sat op i denne korte udgave virker det helt fjollet, og jeg tror da også, at de har skudt sig selv grundigt i foden.
Det generer mig dog på ingen måde. Jeg har i mange år syntes, at spærregrænsen skulle sættes således, at den til enhver tid ligger 1 % over De Radikale. Eller DF … men de har vist selv sørget for at nærme sig bundgrænsen. Det har de længe gjort rent moralsk, men nu sker det forhåbentlig også i stemmetal.
Og det er mig, der hævder at have en upolitisk blog, så det må I undskylde, men nu blev det alligevel for meget!

Jeg undrer mig over, at jeg, da jeg tog valgtesten, lagde mig mest op ad Liberal Alliance. Den havde jeg ikke lige set komme, og jeg bliver vist nødt til både at granske egne holdninger og undersøge lidt nærmere, hvad LA egentlig står for. Jeg har aldrig kunnet snuppe Naser Khader, men han er jo for længst ude af billedet.

Jeg undrer mig over, at nogen gider se eller høre valgkamp. Man skal måle politikerne på det, de præsterer mellem valgene og ikke, hvad de lover op til dem.

Jeg undrer mig over, at jeg synes der er heeelt vildt lang tid til i morgen tidlig, når jeg ellers altid brokker mig over, at tiden flyver med noget nær lysets hastighed.

Den evige undren

Nu har jeg lavet årets sidste Sambal Oelek – tror jeg nok … for det er sandelig en særdeles rigtydende chiliplante jeg har fået fat i denne gang. Den hedder Bubba og har styrke 5.
Jeg købte tre i år: En Pimiento di Padron i styrke 2-3 (det gør jeg aldrig mere; man kan ikke smage andet end en ikke særlig god rød peber), og udover den nævnte Bubba også en styrke 5 Jalapeño. Jeg synes dog, at den første virker stærkere end den sidste, men Bubbaen kommer med mindst fire gange så mange frugter som Jalapeñoen. Der er derfor blevet til meget af den gode chilipasta, som for især det sidste batchs vedkommende er temmelig hot, så den er drøj i brug. Godt, at det kan holde sig længe.
Jeg burde virkelig beherske mig til næste år mht. antal chiliplanter, men jeg ved også godt, hvordan jeg har det hvert forår. Så kan jeg ikke få nok!

Jeg ville ønske, at flere kendte til den glimrende effekt, en god chilipasta kan have i hverdagskøkkenet. Der skal ikke ret meget til, for det skal ikke nødvendigvis decideret smage af chili, men fra en knivspids til en teskefuld kan give frikadellefarsen eller en gryderet lige netop det, der manglede for at sætte prikken over i’et. Jeg bruger det meget, og ingen gætter, at jeg har brugt stærk chili, men det har jeg, og maden smager bare godt. Det er lidt ligesom at bruge gastrik: Sovsen (eller retten) bliver bedre, men uden man kan definere præcist, hvad der egentlig bevirkede det.

Her er opskriften på den Sambal Oelek, jeg laver. Jeg har prøvet et par stykker, men denne er den bedste, efter jeg, som sædvanlig, har modereret den lidt.
400 g røde chili, 6 fed hvidløg, 2 lime (fintrevet skal af én og saften af begge), 2 spsk brun farin, 2 spsk rørsukker, 2 spsk reven ingefær, 8 spsk æbleeddike.
Chilierne vaskes og stilken skæres fra. Skær dem igennem og fjern de fleste af kernerne. Hak hvidløgsfeddene. Bland det hele sammen og kog det i 20 minutter. Blend det med en stavblender – groft eller fint – som du ønsker den. Hæld på små glas.
Det var det. Enkelt og let, ikke sandt?

Dagens overskrift stammer fra læsningen af ovenstående opskrift, som stammer fra USA. Måske burde de stillede spørgsmål derfor ikke have undret mig, men hør bare her:
Kan man udelade hvidløg? Jeg bryder mig ikke om hvidløg!
Ja, selvfølgelig kan man udelade hvidløg. Hvorfor finder man det nødvendigt at spørge? Man kan også udelade ingefær. Eller lime. Eller … hvad som helst … den kommer til at smage anderledes, men det kan vel næppe komme bag på nogen?
Kan man bruge gule chili?
Sagtens. Men farven må forventes at blive en anden … og rigtig Sambal Oelek skal være rød!
Kan jeg bruge mindre stærke chili end dem, du nævner i opskriften?
Yep. Ikke noget problem. Hvad tror du så, der sker?

Svarene er mine. Jeg har fuld respekt for vedkommende, der svarede på de fjollede spørgsmål, for han var seriøs og ikke spor sarkastisk.
Det er som sagt også fra over there, så man er sikkert vant til dumme spørgsmål i mange varianter. Det kan være ret underholdende at læse kommentarerne til amerikanske madblogs.
Og til dem, der siger, at der ikke findes dumme spørgsmål, er mit svar: Jo, det gør der. Men nok i mindre grad her i Europa …

Det VAR for tidligt …

Bande, bande … der er udbrudt covid-19 på skibet. 47 passagerer er testet positive, så de og deres ægtefæller er sat i isolation, deriblandt to (plus to ægtefæller) fra en anden dansk gruppe.
Det er selvfølgelig synd for dem, men konsekvensen har været, at kaptajnen har beordret ALLE til at bære mundbind overalt, hvor man færdes på skibet. Naturligvis undtaget, når man sidder og spiser eller får en kopkaf eller lignende. Reaktionen er såmænd forståelig nok, men hvor er det dog irriterende, for jeg har fra dag et hadet de mundbind af et godt hjerte.
At det er 47 ved vi pga. guiden, for det bliver ikke sagt i skibets højttalere … jeg kan kun håbe for de ramte, at de har en balkonkahyt som os. Tænk, hvis de bor i en indvendig … uha, bare tanken …

Bortset fra det, så går det godt. I går anløb vi Akueyri, som lå badet i et strålende solskin og tog sig vældig pæn ud. Det gode vejr varede lige præcis længe nok til, at vi til fods og med alt for meget tøj på var nået igennem byen, op til den botaniske have, rundt i den og tilbage igen til skibet.
John og jeg valgte at gå ombord igen fremfor at spise frokost i byen, fordi det blæste kraftigt op og så ud til at kunne begynde at regne nårsomhelst.
Vi har da lov at være lidt heldige, trods alt. Kort efter vi var i tørvejr, høvlede det ned.

Akueyri var en interessant by, med nydelige gavlmalerier og en skulptur, der hed Den Fredløse eller The Outlaw. Han bærer en kvinde på skulderen. Hun ser ud som om hun er død … vi kunne ikke helt finde ud af det, men det er da en overmåde umagelig stilling, hun ligger i.
Hvem havde lige regnet med en botanisk have i det nordligste Island? Ikke os, og det var da heller ikke tropiske planter, der prægede billedet, men alle de blomstrende vækster var på deres højdepunkt nu, et par måneder efter Danmark, så den var smuk og hyggelig at trave igennem.

I dag Isafjorður. En by med godt 2500 indbyggere. Den gør ikke mere ud af sig, end det den er, nemlig en fiskerby.
Det gør den ikke mindre interessant at se, heller ikke selv om vejret ikke var med os her til morgen – det behøver jo ikke at være rosenrødt det hele, og Island er Island, så vejret er som det er. I dag 11 grader, hvilket er helt pænt.
Inde i et velventileret skur så vi fedt hængt til fermentering. Her skal det hænge i nogle måneder. Det smager sikkert vældig interessant, når det engang er modent til det … nogle ting skal man nok være født til at kunne lide.

Også her en statue, denne gang meget betegnende for byen, nemlig to mænd, der trækker torsk i land. Eller noget … i hvert fald fisk!

Dagens amerikaner:
Michael skulle have en USA-gruppe rundt i København. Han hentede dem i lufthavnen, og de kørte ind til centrum via Amager Strandvej, hvorfra man kan se en masse vindmøller ude i vandet.
En dame spurgte hvad det var. Michael var i nogle sekunder helt mundlam. Vidste konen virkelig ikke, hvad en vindmølle er?
Nej, det gjorde hun ikke, for da hun fik svaret, at det er vindmøller, spurgte hun videre: Allright? – Og hvad kan sådan nogle så? Hvorfor står de der?
Så for der en djævel i Michael, fordi han fornemmede, at flere i bussen kæmpede for ikke at komme til at grine. Han forklarede:
Jo, ser du: Danmark er et lille, men også et meget, meget varmt land, så når det blæser, samler vi vinden op ude fra havet, hvor den er køligere, og så gemmer vi den til de rigtig varme dage, hvor vi blæser den ind over byerne.
Now, that’s clever, svarede hun, we should have them in Texas!

Jeg er ét stort spørgsmålstegn

I går, da jeg gik ud for at vande krukkerne på terrassen, mødte der mig et syn, der må have fået mig til at ligne ét stort spørgsmålstegn.
Godt halvdelen af den ene pottes blomster var klippet over – lige så fint og nydeligt, som hvis jeg selv havde gjort det med en saks.
Problemet er bare, at jeg normalt ikke går rundt og klipper blomsterstilke over, for så blot at lade dem ligge og flyde ved siden af potten, som det var sket her.
Det kan ikke have været snegle. Det kan ikke have været et rådyr, for de kan ikke komme om i den del af haven – og i øvrigt har vi dem slet ikke i nærheden af os …
Hvem i alverden er det så, der går og klipper mine blomster over??? Og den formastelige gider ikke engang spise dem, men lægger dem bare ved siden af potten!!!
John og jeg stod og gloede ned på fænomenet i flere minutter, mens vi brainstormede os igennem alle de muligheder vi kunne forestille os, men vi nåede ikke frem til noget brugbart, så jeg vil meget gerne have løsningsforslag fra haveejere/biologer/botanikere, der har forstand på den slags underlige fænomener.

Jeg ligner nok også et spørgsmålstegn, når jeg ser en plakat som billedet herunder viser. Kan man eventuelt forestille sig et grinende spørgsmålstegn?
Dyr og tøj kan have rynker, men kan førstnævnte også have flæser? Visse havsnegle ser godt nok ud, som om de har taget flæsekjolen på, men det er forhåbentlig ikke sådan nogle, der er tale om her.
Det er fra havnegrillen på Nysted Havn, og spørgsmålstegnet går ikke på, at jeg ikke kan forstå, hvad der skulle have stået, men hvorfor man da for pokker ikke lige læser korrektur, inden den slags går i trykken?

Mit tredje og sidste spørgsmål lyder: “Er disse svin virkelig sortbroget dansk landrace?” Vi så dem på Rabarbergården ved Holløse på Nordsjælland.
Farmer, som ellers altid har været mit online-leksikon, når det kommer til landbrugsspørgsmål, blogger desværre ikke mere, så nu ved jeg ikke, hvem jeg kan spørge.
En googling førte mig frem til, at det mere ligner Glouchestershire Old Spot, fordi denne nordsjællandske udgave er markant mørkere end den danske landrace.
Men selvfølgelig ved Rabarbergården hvilken svinerace de har – jeg har bare aldrig set dem så mørke før. Er de ganske enkelt bare snavsede, mon?

Det er ikke livet om at gøre at få svar (dog måske med undtagelse af det første spørgsmål), men som landbrugsdatter kommer jeg nok aldrig forbi det at blive nysgerrig, hvad den slags ting angår, selv om jeg så glimrende ved, at det da er aldeles ligegyldigt, om jeg ved det eller ej.

Hvor er de henne alle sammen?

Da vi var i Jylland i sidste uge, undrede vi os lidt over, at der var så få mennesker rundt omkring, hvor vi kom frem. Det var lige meget, hvor vi var, så kunne vi på ingen måde mærke, at det var lige midt i højsæsonen, med Søndervig og Hvide Sande som de eneste undtagelser.
Ikke, at det generede os, tværtimod, men det var da underligt. Er de alle sammen fløjet sydpå nu, hvor stort set alle coronarestriktioner er ophævet? Men tyskerne kører da nordpå, til de vestjyske strande, gør de ikke? Bevares, der var turister, men tidspunktet taget i betragtning så vi forbløffende få.

I dag kørte vi nordpå. En smule nordpå … vi ville op til Thymes planteskole i Herfølge og derefter havde vi booket bord til en sen frokost på Gjorslev traktørsted på Stevns. De har en fin buffet, og jeg er stadig så mæt, at jeg sandsynligvis først indtager mit næste måltid i morgen ved frokosttid.
Herover ses stranden ved Strøby Ladeplads. Ikke Danmarks bedste strand, men dog en udmærket strand, som ikke ligger så langt fra Køge. Der var ikke en sjæl at se. Husene ligger skønt; lige på den anden side af vejen, så man kan gå herned på to minutter. Men det gjorde man altså af en eller anden årsag ikke. Ikke i dag, i hvert fald.

Vi ville til Thyme fordi det var længe siden vi havde været netop der. Det er en dejlig planteskole, som gør det nemt at få nogle behov til at opstå. Det skete dog ikke i dag, hvor jeg kun kom hjem med det, jeg kom efter – heriblandt en fairy-rose, som skal stå i en krukke ude foran, ved siden af hoveddøren. Jeg håber den kan overvintre i krukken, men det skulle den kunne.
Derudover skulle jeg have mere Ferramol, noget tomatgødning og lidt kobbertape. Jeg er i gang med en udmattelseskrig mod dræbersnegle og plettede voldsnegle, som jeg har i nogenlunde lige mængder i haven. Udover den kemiske krig mødes vi ansigt til ansigt på slagmarken en del aftener. Dræbersneglene bliver klippet over, og voldsneglene bliver enten trådt på (de små) eller kylet over i sivene (de store) på den anden side af vejen.
Der er specielt tre steder, hvor jeg er nødt til at komme Ferramol på hver anden dag, så hurtige er de til at spise det – og eftersom de dør af det, må der gemme sig virkelig mange i haven. De tre steder er ved hhv. en lille, næsten nyfødt blåregn, som der skal nurses godt om, to kermesbær og en hosta. De kan lide alle mine hosta, men der er specielt én, som må være ekstra lækker, og hvis ikke jeg kigger efter alle tre steder dagligt, bliver planterne lynhurtigt spist. Det kan de overleve én gang, men ikke gentagne gange.
Disse tre slags planter er så lækre, at selv dahliaerne får lov til at stå nogenlunde i fred. Der bliver spist Ferramol ved dem også, men langt fra i de mængder, der indtages de tre andre steder. Jeg bliver nærmest ruineret af alt det Ferramolkøb, så i sidste uge bestilte jeg noget i England, som Charlotte tager med til mig – derovre koster det kun det halve, og det er præcis det samme middel, som jeg køber herhjemme. Desuden har de også noget effektivt svampemiddel til roser, som jeg ikke kan få herhjemme.
Hvor er det godt, man har sine forbindelser …

Lidt lige som frilandsrugbrødet

Da jeg forleden var i Meny, skulle jeg bl.a. have kartofler.
Der er mange forskellige at vælge imellem – en af mulighederne var kartofler, der var “høstet i sæson”.
Det undrede mig en kende – det må være alternativet til “høstet uden for sæson”, men kan man det? Har man drivhuskartofler i Danmark? Eller andre steder? Har du et bud, Lene?
Jeg har lidt på fornemmelsen, at det er et af de mange fjollede forsøg på at få os naive kunder til at tro, at en vare er mere autentisk – ganske som det frilandsrugbrød, jeg engang så i en anden Meny.

I mit drivhus er der allerede mange tomater, der er i fuld gang med at vokse sig store og smagfulde. I år har jeg fire slags, nemlig to slags bøftomater og to slags cherry-/cocktailtomater (hvad er forskellen?). Alle fire bliver røde, for det skal tomater helst være i min verden, lige som squash skal være grønne. Jeg har smagt de gule squash, og de smager, efter min mening, ikke så godt som de grønne.
Tomatsorten herunder købte jeg frø til, da vi var i England. Jeg kunne ikke stå for fristelsen til at afprøve, om billede og tekst virkelig taler sandt; at de kan komme op på mellem 500 og 1500 gram, men det skønne navn Gigantomo tyder på, at tomaterne godt kunne finde på at blive relativt store.
Men … jeg må have tålmodighed til næste år, for i år har jeg fyldt helt op i drivhuset, og jeg kan ikke så eller høste uden for sæson. Jo … måske så, men høsten vil ikke blive til noget.

Lige som de i England kan noget med mel (jeg købte desværre kun én pose af det, som viste sig at give det bedste brød ever), er det ikke for ingenting, at England nærmest er én stor og meget smuk have. De kan nemlig også noget med frø derovre. Udvalget er gigantisk. Det er stort i Danmark, men det er meget større i England. Jeg måtte virkelig beherske mig for ikke at gå helt frø-amok. Det lykkedes, og jeg kom hjem med bare fire poser. Det er vel nok godt, at jeg ikke har have i England, for jeg ville ville blive rundtosset af at skulle være nødt til at vælge mellem de mange, mange muligheder, man har derovre.

Hvad jeg også snart kan høste, er frø af sidste års vajdplanter. Der kommer i tusindvis, så hvis I har planer om at indigofarve på bæredygtig vis, så kan I få frø her fra Den Stråtækte.
Det er toårige planter, som farver blåt det første år og sætter frø det andet. Jeg fik ikke høstet og farvet i 2021, så alle planterne fik lov at stå. Nu er det nærmest en vajdskov.
På det lille udsnit af billedet kan det ses, hvor mange frø der sættes af. Det er en yderst formeringsvillig plante!

Nu vil vi ud og bruge lige så mange penge på benzin som på en frokost. Næsten. Vi kører en tur til restaurant Solsikken på Skælskør havn. De skriver om sig selv: “Vi er en a la carte restaurant, med 2 dejlige lokaler, og en stor terrasse nede i vandet”.
Godt, så. Vi har booket bord på terrassen, så det bliver spændende, om vi får våde fødder!

Huset ryster, det er snestorm, det er …

Huset ryster, det er snestorm, det er noget værre noget alt sammen … vores rystometer, som Holbøll nok mere korrekt kalder en vibrationsmåler, er stadig monteret på vores hus, men vi kan ikke få et godt svar på, hvem der monitorerer data. ‘Man’ ved ikke, hvem der får de data, og ‘man’ ved ikke, om der sker en løbende monitorering med påhæftede alarmklokker. Vi kan med andre ord kun vælge at tro på, at dimsen ikke kun blev sat op for at indgive Ellen og John en falsk tryghedsfornemmelse. “Så tror de, at vi har styr på det”.
Nu er jeg ond, og det er forhåbentlig heller ikke sådan det er – John tror det slet ikke, men han tror også meget mere på det gode i mennesker end den evige skeptiker Ellen.

Da de arbejdede lige uden for vores hus, kom de betænkelig tæt på brønden, der fører overskudsvandet videre fra vores septiktank. Det gjorde John dem opmærksom på, og de var da heller ikke klar over, at den var der, hvor den var. Ikke desto mindre hamrede de hul i den få timer efter den oplysning. Nu har vi et stort hul ude på vejen med en blanding af grund- og overløbsvand. Det bliver repareret og vi skal ikke bekymre os, siger de.
Det gør vi så alligevel, for inden arbejdsdagen sluttede i går, lagde de køreplader tættere på hullet og flyttede derfor afspærringen, så selve vejen ikke længere var halvt lukket. Vejen har ikke været helt plan, så kørepladerne vipper, når der køres over dem. Det kan kun netop fornemmes med personbiler, men lastbiler får hele vores hus til at runge så meget, at vi føler det ryster. Vi vågnede flere gange i nat på grund af det.
Vi tog fluks i morges fat i den kontaktperson vi har fået et telefonnummer til, og han stod der efter få minutter. Jeg kunne stadig ikke få svar på nogen af mine spørgsmål vedr. rystometeret, men han flyttede resolut afspærringen ud, så bilisterne ikke kunne komme til at køre over de tunge jernplader.

 

Hullet i cementbrønden kan ses i centrum af øverste billede.
I aftes og i nat bestod afspærringen kun af metalgitteret; det var de rød-hvide plader, der blev sat op, da vi ringede og gav udtryk for vores bekymring.
Vi håber stadig det hele går – og ender – godt. Vi har i hvert fald ingen klager over reaktionshastigheden, når vi henvender os til sjakbajserne, eller hvad sådan nogle fyre nu hedder.

Som det fremgår af billedet til højre, har vi snestorm. I morges var det 2,1° og lige nu er det sølle 2,5°. Vi havde således ikke nattefrost – man lærer at være taknemmelig for lidt …
Nu har det været så lunt og skønt i nogle dage, at jeg gik rundt og troede jeg rigtig skulle i gang i have og i drivhus, men det skulle jeg så ikke.
Jeg vil meget gerne bede om lidt local warming, tak.
Det er dog vist ikke kun locally, det er koldt. Ovre hos Charlotte har de også igen fået det køligere, og helt nede i Madrid kan vi se temperaturer helt ned til 1°. Madrid ligger godt nok højt, men det er alligevel usædvanligt koldt så langt mod syd for en lige om lidt 1. april.

Brødnid

Jeg har købt en ny bagemaskine. Det er mere end et år siden, den gamle først indimellem og senere oftest bagte brød, jeg enten smed direkte ud eller i hvert fald ikke ville servere for andre end os selv.
De hævede ikke ordentligt og blev nogle værre kanonkugler. Gæren var i orden mht. udløbsdato. Melet også, selv om jeg havde haft noget af det ret længe, idet det var købt i England helt tilbage i starten af 2020, men umiddelbart okay at bruge. Jeg var sikker på, at der måtte være noget galt med varmelegemet, og til sidst mistede jeg tålmodigheden og afsøgte markedet for en god maskine, som endte med at blive en fra Panasonic. Ikke den billigste, men den kan både bage rugbrød og selv lave surdej, hvad den gamle ikke kunne.

Den blev straks afprøvet efter ankomst med at halvt kilo af det gode mel, jeg købte da vi var derovre i julen.
Resultat? Det hidtil hårdeste brød! Dejen var overHOvedet ikke hævet, så det var så kompakt, at det ikke engang var bagt ordentligt igennem. Jeg bandede og svovlede – og undrede mig i endnu højere grad end før. Et er, at jeg ikke er god til at bage brød, men det kan da ikke passe, at jeg ikke engang kan proppe nogle få ingredienser i en beholder og trykke på en knap!
Kan I huske den Hitchcockfilm, hvor mordvåbenet er en frossen lammekølle, som senere bliver tilberedt og fortæret i selskab med den politimand, som skulle opklare sagen? Det “stumpe mordvåben” blev dermed aldrig fundet. Det var sådan et brød, jeg fik med den nye maskine.
Jeg kunne have givet John en ordentlig en i nødden og derefter smidt brødet i fjorden. Mordet på min stakkels mand ville dermed forblive uopklaret i al evighed.

Jeg har disse to typer tørgær, købt i England. Den danske dur ikke. Som man kan læse, er gæren til venstre uegnet til bagemaskiner, og man anbefales i stedet at anvende deres “Easy Bake”, som er den til højre, og som er den, jeg har brugt det sidste år, men nu havde jeg den alvorligt mistænkt for alligevel ikke at være specielt god. Både Charlotte og jeg har bedst erfaring med en gær fra Doves Farm, men den er ofte udsolgt … nok fordi det er den bedste.

Jeg gik på nettet og søgte viden om forskellene på engelsk tørgær.
Jeg ville ikke give op endnu og forsøgte igen; denne gang med det gær, som kun kan bruges til manuel bagning, fordi det er for grovkornet og derfor ikke kan arbejde hurtigt nok. Jeg doserede 25 % mere end opskriften angav, men kom ellers præcis de samme ingredienser i som ved første bagning.

Miraklet skete!
Ud kom et brød, der næsten var hævet helt ud af maskinen, selv om jeg kun havde bagt et mellemstort brød (man kan bage et lille, et mellem og et stort. Det kalder Panasonic for medium, large og extra large …).
Det var altså gæren, der ikke duede. Man kan ikke bruge den gær, man kan bruge, og den gær, man ikke kan bruge, er fænomenal!
Det er altså vildt mærkeligt! Er der noget at sige til, at man indimellem får grå hår i hovedet?
Og nej, det er ikke noget, jeg permanent har. Af en eller anden grund bliver jeg ikke gråhåret – måske fordi jeg fik det ‘fornyet’ for ni år siden?

Herover resultatet af de to bagninger. Samme ingredienser, samme bageprogram. Forskelligt gær.
Brødet smager himmelsk. Til maj, når vi igen skal til England i bil, skal jeg have købt nogle forskellige poser af deres mange slags eminente bagemaskinemelblandinger. Hvorfor halter vi så langt bagud med det herhjemme? Fordi vi ikke bruger bagemaskiner i stort omfang, fordi vi ikke kan få ordentligt gær til dem?

Men nu har jeg altså to bagemaskiner, for jeg må jo nok konkludere, at det ikke var den, der var noget galt med.
Jeg håber, der er et familiemedlem, der vil overtage den, for jeg er trods alt glad for, at jeg nu har anskaffet mig en, der kan meget mere, når jeg nu ikke selv kan, og jeg synes det er fedt, at den kan lave surdejs- og rugbrød.

Og – den sidste lille krølle på historien er, at jeg netop har fundet ud af, at jeg kan købe det føromtalte bedste tørgær fra Doves Farm hos Med24. Det har jeg nu bestilt et par poser af, så jeg også kan sende en over til Charlotte, hvis hun stadig ikke kan få fat i det derovre.

Langt ude og bare lidt for sjov

Noget skal man jo lave på en grå søndag. Jeg har strikket meget, men jeg skulle lige have en pause, som bl.a. blev fyldt ud med at kigge på lagerbilleder, som ikke rigtig passer ind i andre sammenhænge, så nu kommer de her i en rodet blanding.

Nogle gange kan man virkelig undre sig over, hvad det er som går galt og hvorfor.
Som fx i dette googlehit, som skal få mig til at krydse Atlanten og kigge på Amazon i USA. Måske burde intet, der kommer fra over there, undre mig, men det gør det så alligevel.

Det er et materiale, som på ingen måde kræver et batteri. Det er noget, man stryger på stof til at give det stabilitet og fylde; meget ofte brugt af patchworkere som mig.
De fremturer med det batteri hver gang man googlesøger på “fusible fleece by pellon 45 x 60” – prøv bare selv.
Der er dog intet nævnt om det, når man går ind på Amazon.com; det kommer bare som det første googlehit. Underligt …

Og nu, hvor vi befinder os i USA: Hvem andre end en amerikaner kunne finde på at tro, at Stonehenge hedder Stone Hedge? Pffft. Det er i ét ord, og ‘henge’ er gammelengelsk for ‘hang’. Det har ikke en pind med en hæk at gøre.
Det kommer fra de puslespil, jeg lægger på min iPad. Amerikanerne roder også, som jeg har oplevet flere gange, en del rundt i de Skandinaviske stednavne og har meget svært ved at finde ud af geografien på vore breddegrader. For dem er Skandinavien ét enkelt land, hvilket måske ikke er så mærkeligt alligevel, når man tænker nærmere over det.
“Danmark … hmmm … jojo, det er da det lille land med de høje bjerge, ikke sandt?” Den fik jeg serveret dengang jeg arbejdede i New York.

Bemærkningen om 1. april er så sand, som den er sagt skrevet.
Hvis folk var lige så kildekritiske de resterende 364 dage, ville der måske være færre der rendte rundt med sølvpapirshatte.
Og måske ville der ikke …
Den med kulturen syntes jeg bare passede fint ind sammenhængen.

Skulle vi ikke også have et lille historisk tilbageblik? En gammeldags site map og – apropos dens archive – et billede af googling i tiden før ordet overhovedet fandtes.
Somme tider, når jeg ser billeder af kilometervis af hylder fra fx Rigsarkivet, tænker jeg på, at hvis noget bliver arkiveret forkert, finder man det aldrig igen. Det vil kun ske ved et tilfælde, fordi man leder efter noget andet.

Til sidst fem gode huskeregler. Anna viste dem til mig, da vi var derovre i julen.
Vi sad ved aftensbordet og snakkede om løst og fast.
På et tidspunkt – man kan jo selv gætte sig til emnet – sagde Anna regel nummer fem, og det lød fuldstændig som om det var hendes egne ord. Jeg spruttede af grin, men hun indrømmede straks, at det ikke var noget hun havde fundet på; de kom fra et meme, hun med jævne mellemrum morede sig over.
Det gør jeg også nu … de fem regler er morsomme og faktisk også skræmmende sande.
Det burde jeg nok slet ikke have sagt – gør det mig til et dårligt menneske?

Et nanosekund er lang tid!

Jeg stødte for første gang i dag på begrebet zeptosekund.
Den tidsenhed får mine ofte anvendte nanosekunder til at virke som en evighed.
Et nanosekund er en milliardtedel af et sekund – altså 10^÷9 sekund.
Et zeptosekund er en billiontedel af et nanosekund. Med andre ord: 0.000 000 000 000 000 000 001 sekund, eller 10^÷21 sekund.
Det er ikke engang den mindste enhed. Det er et yoctosekund (10^÷24 sekund). Der er ikke nogen navngivne enheder mellem denne og den allermindste, Planck-enheden, på 10^÷44 sekund, men nu har jeg vist tabt de fleste af jer …
270 af zeptosekunderne tager det for en røntgenfoton at flyve igennem et brintmolekyle. Som i øvrigt har en diameter på 120 billiontedele af en meter.
Vi er i småtingsafdelingen nu, og selv om jeg læser den slags med stor interesse, vil jeg aldrig nogensinde forstå, hvordan man er i stand til at måle hverken den ene eller den anden af disse nærmest uendeligt små enheder. Jeg kan læse teksten, men jeg kan ikke forstå det. Der er jo nok også en god grund til, at Nobelprisen i fysik aldrig er tilfaldet mig.

Jeg kan også læse om Big Bang-teorien og undre mig såre over, hvordan man kan vide (eller tror man kan vide) hvad der skete ved Big Bang.
Jeg går ind for det engelske udtryk for det, da Det Store Knald skaber nogle ganske andre billeder i min lille og nogle gange meget uvidenskabelige hjerne …
Man ved ikke, hvad der skete lige i starten, men man ved, hvad der skete efter 1 x 10^÷43 sekund efter! Godt, så.
Det er søreme godt, at de kender forløbet derfra, hvor hele universet faktisk kun var 1 x 10^÷33 centimeter. Det fatter jeg endnu mindre end det med zeptosekunderne.

Der findes en BBC-serie på YouTube, som hedder Bang Goes the Theory, og som jeg lige har besluttet at se nærmere på ved passende lejligheder. “The BBC’s popular science series Bang Goes the Theory delivers the best in both science and technology to explain the world we live in.”
Jeg går stadig ind for afledningsmanøvrer, og kan jeg samtidig blive klogere, er der trods alt noget positivt ved det.

Interessant? Ja, det synes jeg det er, og det, jeg egentlig ville frem til med al den videnskabssnak er, at jeg håber, at nogen snart finder ud af, hvad denne form for viden rent faktisk kan bruges til – udover at udløse de prestigegivende nobelpriser.
Tænk, hvis verdens klogeste hoveder fik lige så mange penge til at bruge samme ufatteligt kloge hoveder til at løse verdenshavenes mikro- og makroplastproblem.
Eller til at opfinde et ikke-forurenende transportmiddel, det være sig til lands, til vands eller i luften, der kan bevæge sig 1000 kilometer på fem brintatomer.
Jeg mener … hvis man kan regne ud, hvad der skete i universets første sekund for over 13 milliarder år siden, hvorfor i alverden kan man så ikke regne ud, hvordan vi redder vores egen, dyrebare jordklode fra et kollaps, der godt nok går en hel del langsommere end omtalte Bang, men som ikke desto mindre er i gang med at ske.

Usammenhængende …

Det vil, må jeg hellere advare om på forhånd, være umuligt at finde en rød tråd i dagens indlæg.

• Da vi for 14 dage siden var på Hvalpsund Færgekro, kørte vi Himmerland tyndt ad de hyggelige og smalle veje.
  Det slog mig, hvor utroligt mange rugmarker vi så. Uden naturligvis at vide det, vil jeg skyde på, at 3/4 af alle marker var tilsået med rug.
  Vi ser lige så utroligt sjældent en rugmark her på Sjælland; faktisk næsten ingen.
  Mit spørgsmål er (nok mest stilet til mit landbrugsorakel Farmer): Hvorfor denne markante forskel? Mit umiddelbare gæt er, at det har noget med jordens beskaffenhed at gøre; det er dog kun et ukvalificeret gæt, men jeg undrede mig meget over det.
• Hvorfor er det lige, at de lyse nætter allerede bliver kortere fra nu, mens de lune nætter først for alvor begynder om en måneds tid?
  Sommeren bliver lidt usammenhængende på den måde … jeg så langt hellere, at de lune og de lyse nætter fulgtes ad, men jeg ved ikke rigtig, til hvem jeg skal klage.
• Må jeg have lov at anbefale et besøg på MoMu (Moesgaard Museum)? Tak for det …
  Vi var der i går – tog bare en dagstur, men det er fint til at overkomme, skulle jeg hilse og sige fra chaufføren.
  Det var tredje gang vi var der; denne gang var det neandertaludstillingen, der havde gjort mig nysgerrig, og da Johns bror Søren i efteråret udtrykte ønske om at se dette fantastiske bygningsværk indefra, inviterede vi ham med denne gang.
  Og blev, som hver gang, betaget af museets evne til formidling. Det kan de bare, kan de. De kan gøre det interessant, selv for folk, som ikke interesserer sig vildt meget for Danmarks oldtid i almindelighed eller fx neandertalerne i særdeleshed. Evnen til formidling er alfa og omega. Jeg vidste en del om neandertalerne, men lærte meget nyt i går.
  Vi gennemgik – på kortere tid, end vi plejer – også den permanente udstilling, hvor de som noget nyt gav os mulighed for at skrive runeskrift.
  Mit navn det står med runer – pas på de ikke … (hvad? Bruner? Nej. Tuner? Nix. Puha, den er svær).
  Helt præcist står der Ellen was here.
  I bedste graffitistil.
• Hvorfor er jeg så svag en sjæl, at jeg konstant lader mig friste af de tilbud, jeg får tilsendt på mail, og som jeg ikke kan tage mig sammen til (i virkeligheden nok heller ikke har lyst til) at afmelde? Det var et retorisk spørgsmål …
  Gourmetophold findes her, der og alle vegne i Danmark. Vi har allerede været på to og har endnu to bookede ophold at se frem til, plus en ‘enaftensforestilling’ på Den Fuldkomne Fisker på Vestlolland i næste uge.
  Jeg glæder mig til dem alle sammen, og jeg forsvarer det med, at vi ikke var ‘rigtigt’ på ferie sidste år og heller ikke kommer det i år. Noget skal vi da lave, og når selv John siger ”Skal vi ikke snart foretage os et eller andet? Det her pensionistliv er begyndt at blive lidt kedeligt!” – så er det sandelig bare med at tage ham på ordet.
  Vi har også haft en usædvanlig lille omgangskreds i de forgangne 15-16 måneder, så det sociale liv har været temmelig amputeret.
  Nu kan vi heldigvis ses med nogle flere igen.

Brugsen kan endnu … ikke

Det er længe siden, jeg har skrevet om Brugsens stavning, men nu er tiden atter inde.
Jeg har flere gange hævdet, at manglende kendskab til dansk retstavning er et kriterium for at blive ansat i en af COOPs butikker.
Den påstand holder stadig.
Vi havde et ærinde i Køge i dag, hvorfor vi på vejen hjem købte ind i min yndlingsbrugs, som ligger i Karise. Det er en virkelig god butik, og jeg holder meget af at handle der, men de holder sig godt nok nogle særdeles alternativt stavende skilteskrivere.

Sikke noget fusk med de fuchsia … og mon de virkelig udtaler ‘reparation’ som ‘rarption’ i Karise og omegn?
Det kan jeg ikke tro. Denne fejl var så slem, at det tog mig et par sekunder at gennemskue, hvad de mente.

Jeg fik et tilbud fra samme brugs i foråret. Et tilbud jeg godt kunne modstå. Det var også noget sludder, der stod i den mail.
Nej, jeg har IKKE fået startet min grill endnu – dette lille ‘ikke’ hjælper betydeligt på sætningen.

Meny kan noget andet, idet de gør mere i en uigennemskuelig prispolitik end i dårlig stavning – det er meget sjældent, jeg ser stavefejl på deres skilte, men når jeg endelig gør, vasker de hænder og fralægger sig ansvaret, som fx da jeg fortalte en medarbejder, at det, man drysser på yoghurt og lignende hvid morgenmad, ikke hedder Måsli, men Müsli: “Det er ikke skilte vi selv skriver; vi får dem sendt inde fra hovedkontoret!”
Jamen så fortæl da det hovedkontor, at det ikke hedder Måsli …
Det har de ikke gjort. Der står stadig Måsli, selv om 1) det er flere måneder siden, jeg gjorde opmærksom på fejlen, og prisen er ændret flere gange siden, og 2) i andre Menyer står der Müsli, som det jo retteligen hedder, så hovedkontoret, min bare …

Hvad prispolitikken angår ses et eksempel herover.
Det drejer sig om præcis den samme shampoo, hvor eneste forskel er mængden, nemlig 300 ml i den ene beholder og 400 ml i den anden. Vi tror sikkert alle, at det bliver billigere, jo større mængder man køber, men sådan er det ikke i Meny. Det er måske lidt svært at se, men literprisen er lavest, hvis man køber 300 ml og ikke de 400. Forskellen ruinerer nok ingen, men det er princippet, er det! Man skal huske at medbringe både øjne og hjerne, når man køber ind. Det lugter efter min mening lidt af manipulation, ganske som når man oplever “Normalpris 7 kroner – tag 3 for 25 kroner”. Den slags ser jeg ikke helt sjældent, men måske knap så gennemskueligt som dette for forståelsen lidt overdrevne eksempel, så jeg regner altid eventuelle tilbud efter i hovedet, inden jeg lægger noget i vognen, lige som jeg altid sammenligner kilo- eller literpriserne på varer, der i princippet er ens. Der er ofte forskel, og den ligger ikke nødvendigvis på kvaliteten, selv om den naturligvis også har betydning for prisen.

Til sidst – helt uden for emnet – ses min mand øve sig på at tage billeder gennem kikkerten, som vi er meget glade for. Det var vist bare ikke så nemt at tage de billeder, som han havde forestillet sig, så nu har han været på nettet for at søge information om det.
Jeg nyder bare kikkerten, som bl.a. er skyld i, at vores mange gravænder nede ved fjorden viste sig, for de flestes vedkommende, i stedet at være store skalleslugere!

Nogle skal have det ind med skeer

I forgårs var jeg i Toksværd planteskole for at købe sommerblomster til de krukker, som ikke blev tilplantet i første omgang, hvor jeg købte dem hos Thyme syd for Køge, men Toksværd ligger nærmere.
Der var tvillingblomster iblandt de blomster jeg købte, og da de kun kostede 20 kroner stykket, købte jeg 10 i tre farver – plus flere andre planter.
Ved kassen:
– Hvor mange har du af disse?
– 10.
– Jamen du har taget tre forskellige farver!
– Ja … må man ikke det? (Retorisk spørgsmål.)
– Har du så tre af hver?
– Øhhh nej … så ville jeg jo kun have haft ni …
– Hvor mange har du af hver farve?
– Tre, tre og fire. Jeg kan ikke huske hvilken en jeg tog fire af. Er det vigtigt?
– Nå, men du har tre af hver.
– Nej. Jeg. har. 10. planter!
– Nå … jeg tæller dem lige.
Jamen så gør da for himlens skyld det. Det sagde jeg ikke højt. Faktisk sagde jeg ikke ret meget mere herfra.
Hun talte derefter også alle de andre planter. Nogle havde jeg seks af, andre tre af og andre igen en eller to af. Jeg havde helt styr på, hvor mange jeg havde af hver, men hun tog samtlige op og skannede dem en ad gangen. Jeg ved ikke hvorfor hun tilsyneladende ikke troede på mig – det var jo mig, der insisterede på, at jeg havde ti, og hende der blev ved med at prøve at få mig til at sige ni …
Nå. Vi kan jo alle have en dårlig dag. Hun havde det. Jeg fik det … næsten … oppe hos Thyme siger jeg bare hvor mange jeg har af hver, og så er det det. Ikke så meget pjat med dem.

Vi kørte bevidst en omvej hjem, fordi det var så dejligt vejr, og fordi den sydlige halvdel af Sjælland er så vidunderlig smuk lige nu. Den er den altid, men nok allersmukkest her i maj.
Vi kørte ad veje, jeg ikke kunne huske at have kørt på før, men John sagde, at det havde vi.
Pyt med det – hvis det er nyt for mig hver gang, så har jeg da bare en hjerne som en guldfisk …
Vi kom forbi denne fantastisk flotte mølle. Jeg så den på alt for lang afstand og bad John om at vende om, så vi kunne dreje af og komme lige forbi den.
Den viste sig at være privatejet. Det var med andre ord en bolig … og hvilken bolig! Flot, flot restaureret og/eller velholdt. Den ville jeg gerne have set indvendig, men de havde nok ikke ladet os komme ind, hvis vi havde banket på og spurgt, om vi måtte kigge os lidt omkring.
Bortset fra, at jeg elsker at bo i Den Stråtækte og ikke ville bytte med noget, så har jeg drømt om at bo i en mølle lige siden engang jeg så en boligudsendelse, hvor et par havde indrettet sådan en, og hvor var den bolig bare spændende.
Men okay … der må være mange trapper, så det er nok meget godt, at vi ikke bor i en mølle.
Flot var denne dog – i hvert fald set udefra.

Snestorm, sokkestrikning, sammenligninger, cykler

Overskriftens fire ting har ikke meget med hinanden at gøre, men jeg holder af alliterationer.
Og dog hænger de to første sammen, fordi når det er sådan en forrygende snestorm, som vi har i dag, så bliver der strikket i Den Stråtækte (der var den igen, den alliteration). Alligevel hænger de ikke helt sammen, fordi der hver dag bliver strikket i Den Stråtækte – uanset vejret.

Jeg har i dag talt i telefon i over en time angående vores forsikringer. Det endte med en hurtig beslutning: Nu flytter vi selskab. For det første slipper vi 5000 kroner billigere om året, og for det andet er der ingen selvrisici; kun på elektronikforsikringen og på bilernes kaskoforsikringer, men da kun under særlige omstændigheder, mens der var på alt i det gamle – oven i købet på ret store beløb.
Og jeg var muggen. To gange har jeg henvendt mig til det gamle selskab, fordi det irriterede mig, at jeg ikke kunne se de forsikringer, som 1) jeg selv har oprettet og 2) jeg betaler. Lige så snart policerne var udarbejdet, blev jeg elektronisk ikke-eksisterende og kunne kun se policerne via Johns e-boks eller via NemID hos forsikringsselskabet selv.
– Jamen det er pga. databeskyttelsesloven. Skal du også kunne se dem, skal vi ændre alle policer, så du står som medforsikret.
– Det er altså John der er medforsikret … men fint nok, I ændrer bare på de policer. Nu.

Det gjorde de. Vi signerede digitalt på ændringerne.
Og der skete intet. Nada. Nothing. Jeg kunne stadig ikke se vores egne forsikringer.
Da jeg for et års tid siden havde brug for at kigge i en police, brokkede jeg mig igen og fik samme svar.
Denne gang udvidede de det dog med:
– Jamen jeg kan se på policen, at du er medforsikret, så du skulle selv kunne se policerne.
– Det kan jeg bare stadig ikke … så havde jeg jo li’som heller ingen grund til at ringe og brokke mig over, at jeg ikke har adgang til dem …  
– Det var da mærkeligt … men du er altså 100 % medforsikret, så bare rolig.
Jeg var ikke rolig; det var ikke det svar, jeg forventede.
Hun kom med hele svadaen en gang til, og jeg bad hende om at få det ændret, så jeg kan se mine egne forsikringer, tak!

Seancen med dobbelt digital signatur blev gentaget. Intet skete.
Da jeg gjorde opmærksom på det, sagde de, at det kunne de søreme da ikke forstå, men så kunne jeg jo bare bede om at låne min mands NemID, hvis jeg ville kigge.
– Det mener du ikke seriøst? Jeg kan ikke få lov til at se mine egne forsikringer uden at bruge Johns NemID?
Det er bare ikke i orden! Det er da kønsdiskrimination, så det basker. Vi er ikke nået en meter længere på det punkt, siden dengang for mange år siden, hvor jeg ejede et hus, som John flyttede ind i. Mit hus. Jeg købte det. Så kom John, han flyttede ind og nogle år efter giftede vi os.
Vupti. Så forsvandt jeg. Jeg figurerede ikke længere nogen steder; det var tilsyneladende gået over til at blive Johns hus.
(Jeg kender godt juraen i det, men det er princippet!).

Nu har jeg mistet tålmodigheden. Jeg fik en laaaang snak med en mand, som før coronapesten ville have mødt op på vores adresse in persona.
Nu har jeg sagt ja til skifte. Det kunne jeg gøre i telefonen. Jeg skulle ikke engang spørge John – et telefonisk ‘ja’ var tilstrækkeligt.
Jeg kan ikke se mine egne forsikringer, men jeg kan telefonisk sige en anden persons forsikringer op.
Det er jo fantastisk.

En anden sammenligning, som intet har med ovenstående at gøre:
I går så jeg over BBC Brit en udsendelse om en stor engelsk cykelfabrik.
Vi skulle lige forstå, hvad sådan en cykel vejer:
“Cyklen vejer 12,5 kilo. Det svarer til 12,5 kilo sukker.”
Det er også fantastisk … på engelsk var det ikke meget bedre: This bicycle weighs 12.5 kilo, which is equivalent to 12.5 bags of sugar.
Hvorfor skal det sammenlignes med sukker? Hvorfor skal 12,5 kilo cykel overhovedet sammenlignes med noget?
Det er lidt lige som i dansk tv, hvor stort set alle overfladestørrelser skal sammenlignes med fodboldbaner; en uskik, der længe har undret mig.

Sokkerne? Det må blive næste gang; jeg har allerede skrevet et for langt indlæg, men tak fordi I gad høre på mig.

Så skete det – også – igen

Jeg har lige været en tur på Facebook og har igenigen undret mig over, at selv personer, som jeg normalt regner for at være mere end gennemsnitligt begavede, kan falde for alt det spam der åbenbart er umuligt at udrydde fra mediet – også selv om FB selv gør hvad de kan for at stoppe det.
Senest det herunder indsatte, og som jeg med jævne mellemrum ser. Ordlyden kan variere en smule; her er det et mix af to falske beskeder, der har huseret i nogle år, men budskabet er det samme:

Hej @all:
Glem ikke, at i morgen starter den nye Facebook-regel, hvor dine billeder kan bruges. Glem ikke fristen er i dag!!! Den kan bruges mod dig i retssager. Alt, hvad du nogensinde har slået op, vil være offentligt fra i dag – inklusive beskeder, der er blevet slettet. Det koster ikke andet end en simpel kopi og indsæt, bedre sikkert end undskyld.
Jeg giver ikke Facebook eller nogen Facebook-relaterede organisationer tilladelse til at bruge mine billeder, oplysninger, beskeder eller opslag, både i fortid og fremtid. Med dette udsagn meddeler jeg Facebook, at det er strengt forbudt at kopiere, dele eller foretage andre handlinger mod mig baseret på denne profil og / eller dens indhold. Indholdet af denne profil er private og fortrolige oplysninger. Krænkelsen af privatlivets fred kan straffes ved lov: Facebook er nu en offentlig enhed. Alle medlemmer skal skrive denne note.
Hvis du foretrækker det, kan du kopiere og indsætte denne version. Hvis du ikke poster en erklæring mindst én gang, tillader du lydløst at dine billeder bliver brugt og oplysningerne i profilstatusopdateringer. MÅ IKKE DELES. Kopiér og indsæt.
Den nye algoritme vælger de samme få personer – omkring 25 – som vil læse dine indlæg.
Det er derfor: Hold fingeren på dette opslag, og det fremstår “Kopiér”. Klik på “Kopiér”. Gå derefter til din side, start et nyt opslag og tryk fingrene ind i det blanke felt. Indsæt vil poppe op, klik indsæt.
Dette vil gå uden om systemet.

Hvorfor tjekker man ikke selv, om det med de 25 personer er sandt? Det er meget enkelt og vil omgående afsløre, at der er noget galt her.
Hvorfor bliver man VED med at falde for ‘kopier – del ikke’, som alene er for at skjule oprindelsen? Hvis det oprindelige opslag bliver slettet, bliver alle delinger også slettet, hvilket ikke sker med en kopiering, hvor det derimod vil fremstå som skabt af den, der kopierer det. Alle spamskaberes drømmescenarie – de vil naturligvis hverken kunne spores eller have slettet deres oprindelige vandrehistorie.
Hvorfor undrer man sig ikke bare? Personer, som jeg ved er på FB mindst en gang daglig, må da have set tilsvarende opslag mange gange før?
Hvorfor undrer man sig ikke over en vending som “bedre sikkert end undskyld”? Det er en undersættelse af better safe than sorry og er noget vrøvl på dansk.
Og i øvrigt er det generelt noget juridisk uholdbart sludder, der står … og det på et ubehjælpsomt sprog, som næppe nogen advokat ville anvende.

Jeg må være lige så naiv, kan I sige, som dem, jeg undrer mig over ikke undrer sig, hvis jeg forestiller mig, at mit indlæg her vil hjælpe noget som helst.
Det forestiller jeg mig så heller ikke – jeg skulle bare have luft! Også selv om en eller anden skulle blive fornærmet, hvilket man vel kun bliver hvis man føler sig ramt.
”Undgå virus og spam” på FB kan være både nyttig og underholdende at kaste et blik på. Det var en af mine gamle kolleger, der gjorde mig opmærksom på det i forbindelse med, at hun selv ville fortælle en (anden gammel kollega), at det er spam. Jeg håber hun blev tilgivet.

Vi har fået vinter … for en tid …

Hvad er der dog galt med min jord?

For tre sæsoner siden satte jeg 30 montbretialøg i et nyetableret bed. Jeg havde klare forestillinger om et frodigt, rødorange syn a la dem, vi flere gange har set i engelske haver og parker, men jeg har endnu til gode at se mere end 10 små, forkølede blomster på én gang i mit bed.
Hvorfor? Jeg ved det desværre ikke, men vi er helt sikkert lysår fra den frodighed, man ser på billedet herunder.

Første år var der ikke mange blomster, men det tænkte jeg ikke så meget over … de skulle jo lige have lov til at etablere sig.
Andet år – 2019 – var der måske 10 løg, der blomstrede. Lidt.
Tredje år – altså i år – kom der masser af de karakteristiske små spidse grønne blade op af jorden, men der kom aldrig så meget som en eneste blomst!
Jeg har gødet, men måske ikke nok. Jorden ser fin nok ud, men jeg kan jo ikke se, hvad den indeholder.
Jeg kunne se, at kvikgræs overtog mere og mere, men det var svært, for ikke at sige umuligt, at få det effektivt fjernet uden at ødelægge montbretierne.
Græsset og nogle få skvalderkål overtog mere og mere, uden der skete nogen yderligere vækst for det, der egentlig skulle være i det bed.

I dag har vi været i Bauhaus for at købe nogle sække med kompost, og jeg har hevet revl og krat op fra bedet.
Renset og sorteret det i skidt for sig og kanel for sig … der var rigtig meget skidt, men også forbløffende mange montbretia-løg. Som i virkelig, virkelig mange.
Mange hundrede, viste det sig. Jeg fortrød lidt, at jeg ikke talte dem … det var ganske vist flere hundrede enormt små løg, men de var der, så formerings(overlevelses-?)evnen havde så sandelig ikke fejlet noget, selv om de ikke gad blomstre.
Langt de fleste løg var ganske, ganske små, kun mellem 3 og 8 mm i diameter. Til sammenligning var dem jeg satte, vel omkring 3 cm i diameter.
Med andre ord, så har jeg nu vildt mange rensede minimontbretier, hvormed jeg har tænkt mig at (over?)fylde bedet, når jeg har blandet jordforbedringen med den grundigt rensede jord.
Jeg kunne dog godt frygte, at en medvirkende årsag til elendigheden er, at jeg ikke har vandet bedet grundigt nok i den tørre sommer, vi har haft. Når jeg har vandet, var det fordi dahliaerne i de to andre bede i den del af haven hang med bladene, og de har trods alt haft et større energi- og vanddepot i deres knolde end der kan være i de små og ubetydelige løg.
Jeg blev ikke helt færdig, for det var hårdt arbejde at ruske i al den jord, så jeg orkede ikke at tage det sidste og slet ikke at blande kompost ned i jorden, men forhåbentlig når jeg resten i morgen, inden vejret vender og vi får regn.
Med en have keder man sig aldrig … men jeg ville ønske jeg vidste meget mere om de forskellige planter, så jeg kunne være mere sikker på at gøre det rigtige – det er desværre ikke alt, man kan google sig til, og jeg ville så gerne have et flot rødt montbretiabed, for det er en af mine yndlingsblomster.

Bare kort …

For ikke så længe siden var der en der spurgte, om man kunne farve med tomatblade, og da jeg ikke kendte svaret, måtte jeg google. Der kom intet op på dansk, men da jeg googlede på engelsk, kom alle mulige og i denne sammenhæng aldeles ubrugelige kombinationer af ordet ‘blue’ og ‘tomato’ op, på trods af, at jeg også havde ordet ’dyeing’ med, men kun en enkelt side, der kunne bruges til noget. Det var i form af et skema med samtlige farveplanter og de farver, de giver. Her stod, at tomatblade og –stængler giver blå!
Det var lidt af en overraskelse, for der er næsten ingenting, der fra naturens hånd giver blå farver. Tre af dem kender jeg, hvoraf to af dem igen er japansk indigo og vajd (‘Nordens indigo’), som jeg har i min have og som skal høstes, når jeg er hjemme fra Bornholm. Men tomatblade???
Jeg kunne ikke få det bekræftet nogen steder og havde også svært ved at tro på det, for hvis det var sandt, hvorfor kan jeg så ikke finde masser af litteratur om blåfarvning med noget så almindeligt som tomater? Med lidt god vilje kan man måske ane en blålig farve på bladene, så prøves af skulle det på trods af min skepsis, for en fejlfarve kan stort set altid reddes med en indigo- eller valnøddefarvning.

Resultatet ses herunder. En temmelig alternativ blå, må jeg sige.
Den mest mørkgyldne blå, jeg har set … men bevares, den er da smuk og med en dyb glød, som desværre ikke helt fremgår af billedet – den er kønnere i virkeligheden, men blå er den altså ikke, så hvordan nogen kunne finde på at skrive det i en ellers tilsyneladende seriøs plantefarvningsoversigt, kan jeg ikke helt regne ud, men måske er amerikanske tomatplanter meget anderledes end vores …
Jeg farvede kun dette ene fed, og det bliver ikke overfarvet. Der kommer dog heller ikke flere tomatfarvninger i denne omgang, for uanset hvor varm og gylden farven er, kan det også gøres med løgskaller eller lyng, hvilket jeg har en hel del af, som jeg ikke helt ved, hvad jeg skal bruge til, så det bliver sandsynligvis til tæpper til Røde Kors.

Livet er fuldt af overraskelser af forskellig art …

Nogle af blomsterne på stokroserne gemmer sig inde bag plantens blade.
De har en dyb, dyb, smuk bordeaux farve, så jeg kom på den ide at forsøge mig med at udvinde denne fantastiske farve og komme garn i suppen.
Som sagt, så gjort – man kunne alligevel næsten ikke se blomsterne, og de synlige lod jeg naturligvis sidde – ikke mindst af hensyn til humlebierne, som holder i indflyvningskø for at mæske sig i den voldsomme pollenrigdom, som stokroser har det med at præstere. Der drysser pollen ned på kronbladene, så man er ikke i tvivl om, at der er meget af det … ikke så underligt, at stokroser krydsbestøver, så man ikke altid kan regne med farven, hvis man sår frøene fra en plante, hvis farve blomster man ellers godt kunne tænke at have flere af.
Er det ikke en smuk farve? Jeg kunne godt se det garn for mig …

Det vil sige … det kunne jeg så ikke, for der kom nemlig denne farve ud af det.
En nydelig, olivengrøn farve, men bestemt ikke den jeg havde forestillet mig. Der var masser af – mørklilla – farvestof tilbage i vandet, selv om det var 1:1, nemlig 50 gram blomster til 50 gram garn, men jeg kylede vandet ud og nøjedes med at farve dette ene fed.
Det er det jeg siger: Plantefarvning er ikke en eksakt videnskab.

En anden overraskelse indløb pr. mail: Tænk engang, jeg kan slippe for selv at gøre værelset rent, når jeg har boet på hotel.
Det plejer jeg da ellers altid … holddaop for et tilbud. Eller hvad … ?
Det er vel næppe et sommerhus, vi taler om her, går jeg ud fra. Mon man i øvrigt overhovedet får lov til selv at gøre et lejet sommerhus rent i disse coronatider? Anticoronaeffektiviteten og graden af renhed er jo ikke kontrollerbare faktorer, og min erfaring er, at det sjældent er okay. Jeg har hele tre gange klaget over mangelfuld rengøring i et sommerhus, vi har lejet – og det er ikke fordi jeg er specielt sart, men når man fx får sorte fødder af at gå henover stuegulvet bare en enkelt gang, så bliver der altså klaget. Men det var snavs, man kunne se – det er noget andet med coronavirus.
De må godt nok have travlt om lørdagen, de stakkels rengøringsfolk ude i sommerhuslandet.

Den tredje overraskelse har jeg til gode, og sådan vil det blive ved med at være.
Det var nemlig fra et udenlandsk nummer, og så ‘kvæler’ jeg altid vedkommende.
Danske, ukendte numre besvarer jeg, for jeg har flere gange været ude for, at det har været en vigtig opringning, som det ikke havde været særlig smart ikke at besvare.
Hvis det så bare viser sig at være en af de talløse phoners, der siger “Pænt goddag, Ellen”, så siger jeg: “Hej Kaj (eller Andrea), jeg har desværre ikke tid til at tale med dig i dag, men hils Andrea (eller Kaj)!”, og afbryder derefter uden at vente på reaktionen.
De fem første cifre afslører, at samtalen kom via en satellit, der ejes af De Forenede Arabiske Emirater.
Jeg gik nok ikke glip af så meget ved ikke at besvare den samtale – men man ved selvfølgelig aldrig – det kan være, vedkommende havde et rigtig godt tilbud til mig, eller kunne fortælle mig om en eller anden gevinst, jeg kunne hente, hvis de lige kunne få mine bankoplysninger. Det kunne også være en ansat hos Microsoft, som ville hjælpe mig med et eller andet problem, jeg slet ikke vidste jeg havde. Der er mange muligheder.

Der sker underlige ting i min have

Forleden dag hørte jeg en særdeles aggressiv summen. Vi har i år nogle bier, som lyder anderledes. De er mere oppe i diskanten og mere hidsige at høre på end biers normalt relativt fredelige og lidt dybe summen. Det må være en art, vi ikke før har haft besøg af, men i år har vi mange af dem – og heldigvis også mange andre slags. Den anden dag gik en eller anden dog helt amok, og lyden flyttede sig ikke, så jeg gik hen og kiggede. Det var en bi, der sad oven på en anden bi og tilsyneladende stak og stak og stak det stakkels offer.
Det var her, min undren kom ind: 1) Umiddelbart så det ud til at være to bier af samme race, men selv om det ikke skulle være det, bekæmper bier vel normalt ikke hinanden? 2) Når en bi stikker, mister den brodden, når den forsøger at trække den til sig, så hvordan kunne denne blive ved med at stikke? Hvis det altså var det den gjorde …
Umiddelbart kunne det ligne en parring, men det kan det ikke have været, for biers parring foregår i luften og altså ikke på denne måde. Men hvad var det så?
Den lidt mindre bi på ryggen af den lidt større var altså den der stak og den med den aggressive summen. Den anden kom med et ynkeligt lille piv indimellem, men sagde ellers ikke noget.

Min Marjatta-agurk måtte lade livet i dag. Den har længe skrantet og har kun leveret to agurker i alt. Det så heller ikke ud til, at der ville komme flere – alle de små agurker visnede hurtigt hen og blev til ingenting.
Så meget for biodynamisk dyrkning … efter disse Steiner-principper blev den dog ikke dyrket hos mig, men sådan har dens tidlige barndom været. Det var måske mine ikke-kosmiske metoder, den ikke kunne tåle, det sarte væsen?
Den har aldrig været nær så voksevillig som den anden, men er ranglet og har kun leveret et enkelt sideskud, mens den anden bliver ved og ved med at skyde ud til alle sider – jeg har beskåret den flere gange allerede.
Den anden agurk, som er fra Gartneri Toftegaard og derfor ‘kun’ økologisk, er så frodig og rigtydende, at den giver os 2-4 agurker hver anden dag. Vi er allerede ved at blive kvalt i agurker, så derfor havde jeg heller ikke dårlig samvittighed over at kyle den syge ud – den tog bare plads op i drivhuset. 
Nu har den ananaskirsebær, jeg fik af Malle, i stedet fået dens plads i krukken.

Det er nu alligevel lidt underligt, for hos mig har begge agurkeplanter naturligvis fået præcis den samme behandling, så hvorfor den ene ser syg ud var syg og smed alle anlæg til nye agurker, har jeg ingen ide om. Den var ikke angrebet af spindemider, svamp eller anden dårligdom, men bladene blev gule nedefra og op. Den var frisk nok at se på i toppen, bortset fra agurkerne, som stort set med det samme begyndte at sygne hen.

Nå. Det er ikke alt, man skal forstå – men man skal undre sig, og det gør jeg.

“Hvor ikke en hyld kan gro, der kan intet menneske bo”

Der må da være steder i Danmark, hvor der bor mennesker, men ikke hyldetræer? Hvad med helt ude vestpå?
Det er selvfølgelig en udmærket måde at sige, at hyld er særdeles nøjsomme og alt for gerne etablerer sig så snart de får den mindste chance for det.
Vi har nogle i vores hæk, og selv om jeg klipper og klipper og klipper, skyder den voldsomt op igen. HELE tiden! Google kan fortælle mig, at dragetræet (Poulownia) er verdens hurtigst voksende træ med 2½-3 meter om året. Mine hyld klarer da nemt mere end det … men det er nok bare fordi de ved de er uøskede.
Da vi kom hjem i aftes, havde min Toftegaard-agurk præsteret tre fuldvoksne agurker og Marjatta-agurken én. Marjattas har indtil videre været helt lige, og Toftegaards altid krumme. Skal jeg lægge noget i det? Det undrer mig en smule …
Toftegaards principper er ‘kun’ økologiske, mens Marjattas grønsager er biodynamisk dyrket. Deres fortsatte liv hos mig er ikke biodynamisk; jeg ved ikke hvordan man gør, og jeg er nok også ligeglad … mine hjemmedyrkede agurker indeholder ikke noget politisk ukorrekt, så det er fint med mig. Der er ikke så meget som antydningen af forskel på smagen på de to agurkeplanters frugter – det ville også have forbavset mig, hvis der var, lige som det er underligt, at Toftegaards plante er mere end tre gange så stor og kraftig som Marjattas. De kom i drivhuset samtidig, og da havde de samme størrelse.
I aftes fik vi bare nyopgravede kartofler med tzatziki til. Ikke andet, og det var så lækkert – rent slik.

Herover en dims jeg så forleden dag. Det er blevet så trendy at kalde de naive personer, der tror på alskens konspirationsteorier, for bærere af sølvpapirshatte. Jeg er selv begyndt at bruge udtrykket en del, for holddaop, hvor er der skræmmende mange, man kan bilde næsten hvad som helst ind. Også folk, jeg kender og som jeg normalt betragter som værende pænt højt intelligente, overrasker mig indimellem med hvad de i fuld overbevisning om et givent emnes sandhedsværdi deler på de sociale medier. Hvor er den kritiske sans blevet af?
“Man skal undre sig!” Det er ikke første gang, jeg citerer hvad min første chef sagde for 42 år siden, men hun har stadig ret. Man skal nemlig undre sig. Man skal spørge sig selv, om dit eller dat nu også lyder som om det kan være sandt. Hvem er kilden?
Bliver man (på FB) opfordret til at kopiere og ikke dele, så er det spam, fup og svindel.
Nå. Tilbage til sagen: Da jeg så det på den store afstand troede jeg, at dette herover var bier, der pludselig havde fået sig en kollektiv sølvpapirshat, men en zoom viste, at det var det nok ikke, men hvad er det så? Gør mig klogere, please!

Der findes dog også flinke svindlere … se bare her hvordan de fra Netflix tilbyder at oplade mit kreditkort! Det bør man da ikke sige nej tak til …
De tror sikkert selv, de er blevet så gode, men der er stadig meget, de ikke ved om brug af det danske sprog.
Når man så, som jeg, ikke engang abonnerer på Netflix, skal man være mere end almindelig tumpet for at hoppe på den, men chancen for at ramme er nok stor – jeg har efterhånden på fornemmelsen, at vi er de eneste i Danmark der ikke bruger Netflix.

Flyvende sommer og coronaforvirring

Så vidt jeg husker, har jeg ikke set flyvende sommer siden vi boede i Havdrup. Selv om det er edderkopper, synes jeg det er et sødt og fascinerende syn at se alle de bittesmå edderkoppebørn bogstavelig talt flyve fra reden i løbet af få øjeblikke.
I går så jeg det oppe fra terrassen. Jeg så den umiskendelige gule klump få liv og var klar over hvad der skulle ske lige om lidt, så jeg hentede kameraet.
Da jeg efter højst to minutter vendte tilbage, var klumpen ikke længere en klump; der var allerede sket stor spredning i feltet, og mange var på vej opad langs hjørnestolpen for at lade vinden fange deres små spind og dermed bestemme, hvor i verden de skal slå sig ned.
Nogle af dem nåede ikke længere end til drivhuset, kunne jeg senere konstatere, men det er okay med mig.
Billedet her viser dem 3-4 gange så store, som de er, så af edderkopper at være, er de altså ret nuser. De gad overhovedet ikke stå stille til ære for mig!

Nu til noget helt andet: Jeg undrer mig over udmeldingerne fra ‘myndighederne’, som i dag bad os huske på, at man skal gå i karantæne, hvis/når man vender retur fra Sverige. En jeg kender, har været derovre og spurgte politiet ved grænsen, om hun skulle i karantæne, når hun kom hjem igen, og svaret var, at nej, det skulle hun ikke. Hun skulle op på sin ødegård, havde medbragt det hele hjemmefra og var ikke i kontakt med nogen under opholdet. Der er selvfølgelig nemt at påstå, men jeg ved, at det var sandt, og jeg kunne ikke se noget galt i det, da hun ikke udsatte sig selv for nogen form for smitterisiko – og igen: Politiet gav grønt lys.
I dag husker ‘myndighederne’ så os på en tilsyneladende tvungen karantæne, som politiet givetvis ikke er klar over eksisterer. Sverige er mig bekendt angivet som et af de orange lande, om hvilke der står, at ‘man opfordres til at gå i karantæne’ ved hjemkomst, hvilket for mig ikke er det samme som for et rødt land, hvor der står, at ‘man skal gå i karantæne’. Altså må det førstnævnte være frivilligt; ellers var der jo heller ingen grund til at have to formuleringer.
I øvrigt er det lidt fjollet af ‘myndighederne’ at føre sig frem på den måde den 28. maj, når regeringen har sagt, at grænselukningerne foreløbig gælder til 29. maj, og at de derfor senest i morgen vil melde ud, hvad der så skal ske. Det er da selvfølgelig tænkeligt, at de forlænger lukningen, men det er altså ikke helt smart, at der skal herske så stor en usikkerhed, ikke mindst fordi det er en forlænget weekend pga. pinsen.
At blive opfordret til noget skaber en vis usikkerhed, og der er plads til fortolkning, hvilket der ikke er ved en lodret ordre.
Jeg skal undlade at fremføre min personlige mening om emnet, men jeg synes ikke det er første gang, jeg observerer inkonsekvens og/eller uklare meldinger om hvordan man skal forholde sig. Jeg undrede mig fx også over hvordan restauranterne skulle kunne åbne, når der ikke må forsamles mere end 10 personer. Det viste sig så at være højst 10 personer i ét selskab, men der må gerne være mange flere i lokalet. Det er også fint nok med mig, men hvordan hænger det sammen med ordet ‘forsamlingsforbud’, og kunne man så ikke bruge den samme fortolkning i andre sammenhænge?
Det er ikke nemt, det her, men jeg er glad for, at vi trods alt er ved at vende tilbage til normale tilstande, selv om meget har ændret sig, måske for en meget lang tid, ikke mindst med, at vi stadig helt undgår fysisk kontakt med andre.
Jeg håber nu godt nok, at grænserne åbnes. For turistindustriens skyld og for min egen – så kan englænderne nemlig komme og holde deres sommerferie i Den Stråtækte her hos os gamle, som savner dem så meget.

PostNord, altså …

I onsdags indløb der både en mail og en sms fra PostNord om, at jeg kunne afhente en pakke i Meny, hvilket jeg gjorde torsdag morgen.
Så langt, så godt. Det er normal procedure, at jeg får dobbeltbesked. Hvis den bliver afleveret på hjemmeadressen, sender de ligeledes begge slags beskeder for at fortælle mig, at de kommer en eller anden given dag med min pakke. Når de har afleveret den, får jeg så en sms om, at de har afleveret den, og endelig får jeg en mail, hvor jeg skal fortælle hvad jeg mener om PostNords service – hvilket jeg aldrig gør. Og tænk, de vil sågar have min vurdering af min købsoplevelse, når jeg køber online porto … fjollehoveder!
I dag fik jeg et gammeldags papirbrev fra PostNord om, at de havde en pakke til mig, som jeg kunne hente i Meny. Der stod ikke noget om, hvem pakken var fra, og jeg undrede mig, for så vidt jeg vidste havde jeg kun én ikke-modtaget pakke, men den skulle komme med GLS. Det kunne dog være fra en, der ville sende mig en gave – hvem ved?
Jeg lagde vejen omkring Meny. Da jeg, mens jeg ventede på, at det blev min tur, stod med sedlen og kiggede på trackingnummeret, af hvilket man skal oplyse de sidste fire cifre som ens pakke-ID, genkendte jeg nummeret. 8162 … det var jeg næsten helt sikker på var det samme nummer som det fra forleden dag. Jeg ville ikke udsætte den stakkels ansatte for at stå og lede forgæves efter en pakke, de allerede havde udleveret, så jeg forlod butikken igen. Jeg har altid haft en særlig god hukommelse for tal (ikke bevidst indøvet, men af en eller anden grund sidder mange tal bare fast i lang tid), men helt sikker kunne jeg naturligvis ikke være, og jeg havde lige så naturligvis ikke gemt beskederne fra PostNord, men vi havde indpakningspappet endnu, hvilket afslørede, at jeg havde husket de fire cifre rigtigt, og at det just modtagne brev dermed handlede om den pakke, jeg havde hentet for næsten en uge siden.
PostNord, for pokker! De må da selv vide, at deres breve er mindst fem dage om at nå frem, mens deres pakker har dag til dag-levering, stensikkert på grund af den stærke konkurrence på det felt, mens de har monopol på brevomdeling, så her kan de opføre sig som det passer dem – hvilket de også gør.
Det er temmelig hjernedødt at sende et brev med oplysninger om en pakke, de burde vide for længst er modtaget. Det plejer de nu heller ikke at gøre, men vores eneste forsøg på en forklaring på papirbrevet var, at det var fordi det var en pakke fra IKEA, og at pakken var sendt fra Sverige, men det er alligevel noget tosseri.

Havde jeg ikke været i besiddelse af en på visse punkter lettere overdreven hukommelse for tal, kunne jeg i god tro måske have igangsat en større eftersøgning for at finde en pakke, der ikke længere eksisterer. Jeg kender ikke systemet fra den anden side, så jeg ved ikke hvor længe man som pakkeudleverer kan se nummeret og dermed fortælle mig, at den allerede er udleveret.

A Pole and his pole … and flag …

Nogle vil sikkert huske, hvordan jeg for to år siden kom op i det røde felt pga. vores nabonabo, da han var et værre miljøsvin.
Jeg er ganske klar over, at jeg ikke er noget pænt menneske, fordi jeg om lidt hænger ham ud igen. Men:
Frankly, my dear, I don’t give a damn (Rhett Butler i Borte med Bæsten).
For de er altså lidt mærkelige, de mennesker.
Jeg kender ikke de polske flagregler, men det ville undre mig såre, hvis det er på denne måde de håndterer flagning.
Jeg syntes ellers lige, det var så flot, da de for et par måneder siden satte en flagstang op og gjorde et stort nummer ud af at markere de danske flagdage; således i går også dronningens fødselsdag.
Mens vi indtog morgenmaden her til morgen, fik jeg øje på noget nederst på flagstangen.
Hva’ sulan, sagde jeg til John, det er da flaget, der bare hænger der.
Jada, sagde han, og det har det gjort siden i aftes …

Så meget for de gode intentioner … han havde, sagde John, heller ikke hængt det rigtigt op, så der har måske været en knude, han ikke kunne få løsnet.
Men alligevel … de er skøre, de polakker … (frit efter Obelix)
Jeg er ikke flagfanatiker, så det er ikke forargelse, der fylder hos mig, men det så temmelig fjollet ud.
Han hejste flaget til tops igen kl. 12, så han har nok bare ikke ment, at det var ulejligheden værd at tage det helt ned …

Den skarpøjede læser vil bemærke et til salg-skilt på venstre billede. Det er desværre ikke omtalte personage, der sælger, men nr. 7, hvis ejer er nordmand og nypensioneret efter en del år som skattet Marjatta-medarbejder. Han vil tilbringe sit pensionistliv i Norge, hvor han har sine børn og børnebørn.
Hans hus er derfor til salg, og vi kan ikke forstå, hvorfor det ikke for længst er solgt – det er et dejligt og højtliggende hus; med fjorden mod øst og et kuperet terræn mod vest. Hvor mange huse kan prale af, at man fra stuerne kan nyde både solopgangene og solnedgangene?
Det koster nærmest ingenting efter prisreguleringen, for han vil så gerne have det solgt.
Man skal kunne lide træ, men kan man det, er det et velholdt og præsentabelt hus. Det er det sådan set også, hvis man ikke bryder sig om træ …
Nu har jeg vist reklameret nok … men det kunne jo være, at man havde lyst til at blive en del af de søde mennesker, der bor på vores vej ved den smukke Præstø Fjord. Se huset her.

Flyvende tanker …

For ni dage siden, da vi rejste til England, var der tydeligvis færre rejsende i Københavns lufthavn i forhold til normalen; ligeledes i Heathrow, da vi landede der.
I går, da vi skulle hjem igen, var der ingen kø ved security, hvilket vi aldrig har oplevet før, og mit gæt er, at antallet af rejsende har været mellem halvdelen og to tredjedele af normalen.
Til gengæld havde de vældig god tid til at undersøge os alle grundigt i security. Min håndbagage gik til højre i stedet for venstre, da den kom ud af scanneren, hvilket betyder, at der blev set noget mistænkeligt. Jeg blev spurgt, om jeg havde noget skarpt i tasken (nej!) og jeg blev bedt om at at åbne den. Jeg blev også spurgt, om jeg selv vidste, hvorfor den ikke gik igennem, men det gjorde jeg ikke. Jeg spurgte tilbage, om det kunne være min powerbank, for den blev opfattet som en tablet, da vi fløj til Tromsø, men det havde jeg nævnt for ham, der stod i den anden ende og vejledte os. Han sagde, at den ikke behøvede at komme op af tasken.
Det var så heller ikke den, det var all my wires, der havde forvirret; altså mine ladere. Der var da ellers kun seks … smartwatch, telefon, iPad, kamera, pc og så den, der sidder fra powerbanken til taskens indbyggede USB-stik. Jeg spurgte, om jeg burde have taget dem op, men han svarede nej, og at jeg ikke havde gjort noget forkert.
Det havde derimod hende, jeg måtte vente lææænge på, fordi hele hendes omfangsrige håndbagage blev endevendt. Nogle er altså bare for dumme: Hun havde en propfyldt plastpose med flydende ting i, men hun kunne åbenbart ikke have dem alle der, for hun havde yderligere 6-8 småflasker liggende rundt omkring, som var forsøgt gemt i eller under forskelligt. Fjols. Hvad tror hun mon, der sker under gennemlysningen? Heldigvis fik hun konfiskeret dem, for hvad der ikke kan være i en lukket 1-liters plastpose, er for meget. Så kan hun lære det!
Jeg oplever det tit. Der er stadig, efter så mange år med den væskerestriktion, utrolig mange, der ikke kan finde ud af at tage det op af håndbagagen. Mange har stadig en ½-liters vandflaske med, og en del har også for store beholdere med produkter til den personlige hygiejne. En af mine kolleger fortalte engang lettere forarget, at de havde konfiskeret hendes shampoo, selv om der kun var godt ½ dl tilbage i flasken. I en 250-ml flaske … jeg undrede mig mest over, at hun overhovedet gad have den smule med i en stor flaske, men hun havde været helt sikker på, at det var væskemængden det kom an på. Hun svarede ikke på mit spørgsmål om, hvorfor de mon så forlangte, at det skulle kunne være i en relativt lille plastpose.
Jeg burde kunne være ligeglad, men det er jeg ikke, fordi det sinker unødigt, og jeg finder det uforståeligt, at det åbenbart er så svært. Irriterende er de da, alle de sikkerhedsprocedurer, men de er der, og vi kan lige så godt rette ind.
Ni ud af ti gange går jeg lige igennem perleporten uden noget bipperi, men den tiende gang larmer den, og jeg bliver grundigt undersøgt fra top til tå. Jeg har endnu ikke oplevet, at jeg har båret/haft noget forbudt. Jeg tager ikke engang små smykker (fx øreringe) på, når jeg skal flyve; bøjle-bh har jeg aldrig haft på under en flyrejse, og mine lange bukser er med elastik. I går bippede John, og han havde heller ikke noget forbudt på sig. Man mister lidt respekten for det, men brokke os gør vi naturligvis ikke – vi vil nødig arresteres, og de ansatte passer jo bare deres arbejde.
Det bliver lidt spændende, hvad coronahalløjet udvikler sig til – vi er nok mange, der har en rejse i farezonen.
Hver dag bliver jeg nærmest bombarderet med mails, der udbyder superbillige afbudsrejser …

Kan man ikke rejse, kan man se Badehotellet. Charlotte vil gerne se den, og hun kan også godt via mit TV2 Play-abonnement, men det får Tim ikke så meget ud af, så for at få dem med engelske undertekster bestilte jeg en samlet pakke med de seks første sæsoner på dvd, mens vi var derovre.
De kom her til morgen.
Indeholdende to sæson 2 og ingen sæson 1 … godt jeg ikke fik dem sendt direkte til England. 
Der er en sæson 1 på vej til mig – der blev udvist god service, og de behøvede ikke fotodokumentation, så nu får I den i stedet.
Selvfølgelig sker der fejl, men det må alligevel være gået lidt stærkt her, vil jeg tro.

Der er checket ind

SAS har udvidet vinduet for check-in. Det plejer man at kunne fra 22 timer før afgang, men mail og sms løb noget tidligere ind end sædvanligt, så jeg lå og klarede det hele inde i sengen fra telefonen. Det er fagre nye verden: Billetter og boarding cards ligger på SAS-appen, så vi ikke længere behøver alle de papirer, men skanner sin QR-kode på telefonen. Alene det, at man kan checke ind hjemmefra, så man ikke skal stå i kø for det ude i lufthavnen … men det har man nu kunnet i mange år, for jeg gjorde det også mens jeg stadig var i arbejde.
Af gode grunde kan vi ikke printe bagagemærker ud derhjemme; det skal stadig gøres i afgangshallen, men til det er der masser af self check-in-terminaler. Når mærket er sat på, går man bare hen og skanner det, hvorefter kufferten forsvinder for, i morgendagens tilfælde, at dukke op i London Heathrow nogle timer senere. Jeg ville så gerne kunne være en lille flue, der kunne sidde på kufferten hele vejen for at se, hvordan det foregår derinde i lufthavens formentlig snørklede tarmsystem. Selvfølgelig går det galt indimellem; det har det også gjort for os, men kun en enkelt gang for hver, og i langt, langt de fleste tilfælde ender kufferterne hvor de skal, selv om vi har været ude for at skulle skifte hele to gange for at nå vores destination.
Denne gang blev jeg ikke kun tvunget til at læse om håndbagagereglerne (eller i hvert fald lade som om), men også til at studere en længere smøre om hvordan jeg skal forholde mig mht. den alt for meget omtalte coronavirus. Det var jeg nok nødt til at læse, så det gjorde jeg – eller rettere: Jeg læste overskrifterne, hvilket vist nok var nok.

Hvor er jeg dog træt af at høre om den forbaskede virus. Medierne kan ikke lave drama nok ud af det; det er kørt op på et niveau, så man skulle tro, hele menneskeheden var i fare for at blive udslettet.
Nogle få gør et stort arbejde for at nedtone panikken, men det er ikke nemt, når det først er kørt så højt op.
På FB så jeg følgende spørgsmål stillet: “Kan jeg blive smittet gennem fjernsynet, hvis jeg ser TV 2?”
Jeg håber virkelig, det var ment som en joke, men det er jeg faktisk ikke sikker på, at det var. Somme tider er jeg helt flov over at tilhøre menneskeracen, når visse eksemplarer af den kan være så uhyrligt dumme.
Der er dog en ting, der undrer mig: Når nu coronaen ikke er tilnærmelsesvis så farlig (= dødelig) som de influenzavira, der hvert år rammer os, hvorfor springer hospitalerne så med på vognen og står klar med hele det store beredskab, som tilfældet er? Og hvad skal alt det karantænepjat til for? Det forstærker bare folks frygt og usikkerhed.
I Europa dør der årligt omkring 50.000 af influenza. I DK mellem 1500 og 3000. Jeg tør godt spå, at man går i totalpanik, hvis der er bare nogle få, der dør af coronavirussen. Det største problem ligger vel i, at corona er ny, og at der derfor endnu ikke er nogen, der har udviklet antistoffer, således at der relativt vil forekomme flere tilfælde af sygdomsramte – men alt tyder på, at dødeligheden blandt disse er meget lille, så slap nu bare af, ikke sandt?
Det gør John og jeg i hvert fald.
Og vi flyver til England i morgen – i år vil jeg være sammen med min datter og mine børnebørn på min fødselsdag. Det første har jeg ikke været i over 20 år og det sidste endnu ikke prøvet, så nu skal det være.