Så skete det – også – igen

Jeg har lige været en tur på Facebook og har igenigen undret mig over, at selv personer, som jeg normalt regner for at være mere end gennemsnitligt begavede, kan falde for alt det spam der åbenbart er umuligt at udrydde fra mediet – også selv om FB selv gør hvad de kan for at stoppe det.
Senest det herunder indsatte, og som jeg med jævne mellemrum ser. Ordlyden kan variere en smule; her er det et mix af to falske beskeder, der har huseret i nogle år, men budskabet er det samme:

Hej @all:
Glem ikke, at i morgen starter den nye Facebook-regel, hvor dine billeder kan bruges. Glem ikke fristen er i dag!!! Den kan bruges mod dig i retssager. Alt, hvad du nogensinde har slået op, vil være offentligt fra i dag – inklusive beskeder, der er blevet slettet. Det koster ikke andet end en simpel kopi og indsæt, bedre sikkert end undskyld.
Jeg giver ikke Facebook eller nogen Facebook-relaterede organisationer tilladelse til at bruge mine billeder, oplysninger, beskeder eller opslag, både i fortid og fremtid. Med dette udsagn meddeler jeg Facebook, at det er strengt forbudt at kopiere, dele eller foretage andre handlinger mod mig baseret på denne profil og / eller dens indhold. Indholdet af denne profil er private og fortrolige oplysninger. Krænkelsen af privatlivets fred kan straffes ved lov: Facebook er nu en offentlig enhed. Alle medlemmer skal skrive denne note.
Hvis du foretrækker det, kan du kopiere og indsætte denne version. Hvis du ikke poster en erklæring mindst én gang, tillader du lydløst at dine billeder bliver brugt og oplysningerne i profilstatusopdateringer. MÅ IKKE DELES. Kopiér og indsæt.
Den nye algoritme vælger de samme få personer – omkring 25 – som vil læse dine indlæg.
Det er derfor: Hold fingeren på dette opslag, og det fremstår “Kopiér”. Klik på “Kopiér”. Gå derefter til din side, start et nyt opslag og tryk fingrene ind i det blanke felt. Indsæt vil poppe op, klik indsæt.
Dette vil gå uden om systemet.

Hvorfor tjekker man ikke selv, om det med de 25 personer er sandt? Det er meget enkelt og vil omgående afsløre, at der er noget galt her.
Hvorfor bliver man VED med at falde for ‘kopier – del ikke’, som alene er for at skjule oprindelsen? Hvis det oprindelige opslag bliver slettet, bliver alle delinger også slettet, hvilket ikke sker med en kopiering, hvor det derimod vil fremstå som skabt af den, der kopierer det. Alle spamskaberes drømmescenarie – de vil naturligvis hverken kunne spores eller have slettet deres oprindelige vandrehistorie.
Hvorfor undrer man sig ikke bare? Personer, som jeg ved er på FB mindst en gang daglig, må da have set tilsvarende opslag mange gange før?
Hvorfor undrer man sig ikke over en vending som “bedre sikkert end undskyld”? Det er en undersættelse af better safe than sorry og er noget vrøvl på dansk.
Og i øvrigt er det generelt noget juridisk uholdbart sludder, der står … og det på et ubehjælpsomt sprog, som næppe nogen advokat ville anvende.

Jeg må være lige så naiv, kan I sige, som dem, jeg undrer mig over ikke undrer sig, hvis jeg forestiller mig, at mit indlæg her vil hjælpe noget som helst.
Det forestiller jeg mig så heller ikke – jeg skulle bare have luft! Også selv om en eller anden skulle blive fornærmet, hvilket man vel kun bliver hvis man føler sig ramt.
”Undgå virus og spam” på FB kan være både nyttig og underholdende at kaste et blik på. Det var en af mine gamle kolleger, der gjorde mig opmærksom på det i forbindelse med, at hun selv ville fortælle en (anden gammel kollega), at det er spam. Jeg håber hun blev tilgivet.

Vi har fået vinter … for en tid …

Hvad er der dog galt med min jord?

For tre sæsoner siden satte jeg 30 montbretialøg i et nyetableret bed. Jeg havde klare forestillinger om et frodigt, rødorange syn a la dem, vi flere gange har set i engelske haver og parker, men jeg har endnu til gode at se mere end 10 små, forkølede blomster på én gang i mit bed.
Hvorfor? Jeg ved det desværre ikke, men vi er helt sikkert lysår fra den frodighed, man ser på billedet herunder.

Første år var der ikke mange blomster, men det tænkte jeg ikke så meget over … de skulle jo lige have lov til at etablere sig.
Andet år – 2019 – var der måske 10 løg, der blomstrede. Lidt.
Tredje år – altså i år – kom der masser af de karakteristiske små spidse grønne blade op af jorden, men der kom aldrig så meget som en eneste blomst!
Jeg har gødet, men måske ikke nok. Jorden ser fin nok ud, men jeg kan jo ikke se, hvad den indeholder.
Jeg kunne se, at kvikgræs overtog mere og mere, men det var svært, for ikke at sige umuligt, at få det effektivt fjernet uden at ødelægge montbretierne.
Græsset og nogle få skvalderkål overtog mere og mere, uden der skete nogen yderligere vækst for det, der egentlig skulle være i det bed.

I dag har vi været i Bauhaus for at købe nogle sække med kompost, og jeg har hevet revl og krat op fra bedet.
Renset og sorteret det i skidt for sig og kanel for sig … der var rigtig meget skidt, men også forbløffende mange montbretia-løg. Som i virkelig, virkelig mange.
Mange hundrede, viste det sig. Jeg fortrød lidt, at jeg ikke talte dem … det var ganske vist flere hundrede enormt små løg, men de var der, så formerings(overlevelses-?)evnen havde så sandelig ikke fejlet noget, selv om de ikke gad blomstre.
Langt de fleste løg var ganske, ganske små, kun mellem 3 og 8 mm i diameter. Til sammenligning var dem jeg satte, vel omkring 3 cm i diameter.
Med andre ord, så har jeg nu vildt mange rensede minimontbretier, hvormed jeg har tænkt mig at (over?)fylde bedet, når jeg har blandet jordforbedringen med den grundigt rensede jord.
Jeg kunne dog godt frygte, at en medvirkende årsag til elendigheden er, at jeg ikke har vandet bedet grundigt nok i den tørre sommer, vi har haft. Når jeg har vandet, var det fordi dahliaerne i de to andre bede i den del af haven hang med bladene, og de har trods alt haft et større energi- og vanddepot i deres knolde end der kan være i de små og ubetydelige løg.
Jeg blev ikke helt færdig, for det var hårdt arbejde at ruske i al den jord, så jeg orkede ikke at tage det sidste og slet ikke at blande kompost ned i jorden, men forhåbentlig når jeg resten i morgen, inden vejret vender og vi får regn.
Med en have keder man sig aldrig … men jeg ville ønske jeg vidste meget mere om de forskellige planter, så jeg kunne være mere sikker på at gøre det rigtige – det er desværre ikke alt, man kan google sig til, og jeg ville så gerne have et flot rødt montbretiabed, for det er en af mine yndlingsblomster.

Bare kort …

For ikke så længe siden var der en der spurgte, om man kunne farve med tomatblade, og da jeg ikke kendte svaret, måtte jeg google. Der kom intet op på dansk, men da jeg googlede på engelsk, kom alle mulige og i denne sammenhæng aldeles ubrugelige kombinationer af ordet ‘blue’ og ‘tomato’ op, på trods af, at jeg også havde ordet ’dyeing’ med, men kun en enkelt side, der kunne bruges til noget. Det var i form af et skema med samtlige farveplanter og de farver, de giver. Her stod, at tomatblade og –stængler giver blå!
Det var lidt af en overraskelse, for der er næsten ingenting, der fra naturens hånd giver blå farver. Tre af dem kender jeg, hvoraf to af dem igen er japansk indigo og vajd (‘Nordens indigo’), som jeg har i min have og som skal høstes, når jeg er hjemme fra Bornholm. Men tomatblade???
Jeg kunne ikke få det bekræftet nogen steder og havde også svært ved at tro på det, for hvis det var sandt, hvorfor kan jeg så ikke finde masser af litteratur om blåfarvning med noget så almindeligt som tomater? Med lidt god vilje kan man måske ane en blålig farve på bladene, så prøves af skulle det på trods af min skepsis, for en fejlfarve kan stort set altid reddes med en indigo- eller valnøddefarvning.

Resultatet ses herunder. En temmelig alternativ blå, må jeg sige.
Den mest mørkgyldne blå, jeg har set … men bevares, den er da smuk og med en dyb glød, som desværre ikke helt fremgår af billedet – den er kønnere i virkeligheden, men blå er den altså ikke, så hvordan nogen kunne finde på at skrive det i en ellers tilsyneladende seriøs plantefarvningsoversigt, kan jeg ikke helt regne ud, men måske er amerikanske tomatplanter meget anderledes end vores …
Jeg farvede kun dette ene fed, og det bliver ikke overfarvet. Der kommer dog heller ikke flere tomatfarvninger i denne omgang, for uanset hvor varm og gylden farven er, kan det også gøres med løgskaller eller lyng, hvilket jeg har en hel del af, som jeg ikke helt ved, hvad jeg skal bruge til, så det bliver sandsynligvis til tæpper til Røde Kors.

Livet er fuldt af overraskelser af forskellig art …

Nogle af blomsterne på stokroserne gemmer sig inde bag plantens blade.
De har en dyb, dyb, smuk bordeaux farve, så jeg kom på den ide at forsøge mig med at udvinde denne fantastiske farve og komme garn i suppen.
Som sagt, så gjort – man kunne alligevel næsten ikke se blomsterne, og de synlige lod jeg naturligvis sidde – ikke mindst af hensyn til humlebierne, som holder i indflyvningskø for at mæske sig i den voldsomme pollenrigdom, som stokroser har det med at præstere. Der drysser pollen ned på kronbladene, så man er ikke i tvivl om, at der er meget af det … ikke så underligt, at stokroser krydsbestøver, så man ikke altid kan regne med farven, hvis man sår frøene fra en plante, hvis farve blomster man ellers godt kunne tænke at have flere af.
Er det ikke en smuk farve? Jeg kunne godt se det garn for mig …

Det vil sige … det kunne jeg så ikke, for der kom nemlig denne farve ud af det.
En nydelig, olivengrøn farve, men bestemt ikke den jeg havde forestillet mig. Der var masser af – mørklilla – farvestof tilbage i vandet, selv om det var 1:1, nemlig 50 gram blomster til 50 gram garn, men jeg kylede vandet ud og nøjedes med at farve dette ene fed.
Det er det jeg siger: Plantefarvning er ikke en eksakt videnskab.

En anden overraskelse indløb pr. mail: Tænk engang, jeg kan slippe for selv at gøre værelset rent, når jeg har boet på hotel.
Det plejer jeg da ellers altid … holddaop for et tilbud. Eller hvad … ?
Det er vel næppe et sommerhus, vi taler om her, går jeg ud fra. Mon man i øvrigt overhovedet får lov til selv at gøre et lejet sommerhus rent i disse coronatider? Anticoronaeffektiviteten og graden af renhed er jo ikke kontrollerbare faktorer, og min erfaring er, at det sjældent er okay. Jeg har hele tre gange klaget over mangelfuld rengøring i et sommerhus, vi har lejet – og det er ikke fordi jeg er specielt sart, men når man fx får sorte fødder af at gå henover stuegulvet bare en enkelt gang, så bliver der altså klaget. Men det var snavs, man kunne se – det er noget andet med coronavirus.
De må godt nok have travlt om lørdagen, de stakkels rengøringsfolk ude i sommerhuslandet.

Den tredje overraskelse har jeg til gode, og sådan vil det blive ved med at være.
Det var nemlig fra et udenlandsk nummer, og så ‘kvæler’ jeg altid vedkommende.
Danske, ukendte numre besvarer jeg, for jeg har flere gange været ude for, at det har været en vigtig opringning, som det ikke havde været særlig smart ikke at besvare.
Hvis det så bare viser sig at være en af de talløse phoners, der siger “Pænt goddag, Ellen”, så siger jeg: “Hej Kaj (eller Andrea), jeg har desværre ikke tid til at tale med dig i dag, men hils Andrea (eller Kaj)!”, og afbryder derefter uden at vente på reaktionen.
De fem første cifre afslører, at samtalen kom via en satellit, der ejes af De Forenede Arabiske Emirater.
Jeg gik nok ikke glip af så meget ved ikke at besvare den samtale – men man ved selvfølgelig aldrig – det kan være, vedkommende havde et rigtig godt tilbud til mig, eller kunne fortælle mig om en eller anden gevinst, jeg kunne hente, hvis de lige kunne få mine bankoplysninger. Det kunne også være en ansat hos Microsoft, som ville hjælpe mig med et eller andet problem, jeg slet ikke vidste jeg havde. Der er mange muligheder.

Der sker underlige ting i min have

Forleden dag hørte jeg en særdeles aggressiv summen. Vi har i år nogle bier, som lyder anderledes. De er mere oppe i diskanten og mere hidsige at høre på end biers normalt relativt fredelige og lidt dybe summen. Det må være en art, vi ikke før har haft besøg af, men i år har vi mange af dem – og heldigvis også mange andre slags. Den anden dag gik en eller anden dog helt amok, og lyden flyttede sig ikke, så jeg gik hen og kiggede. Det var en bi, der sad oven på en anden bi og tilsyneladende stak og stak og stak det stakkels offer.
Det var her, min undren kom ind: 1) Umiddelbart så det ud til at være to bier af samme race, men selv om det ikke skulle være det, bekæmper bier vel normalt ikke hinanden? 2) Når en bi stikker, mister den brodden, når den forsøger at trække den til sig, så hvordan kunne denne blive ved med at stikke? Hvis det altså var det den gjorde …
Umiddelbart kunne det ligne en parring, men det kan det ikke have været, for biers parring foregår i luften og altså ikke på denne måde. Men hvad var det så?
Den lidt mindre bi på ryggen af den lidt større var altså den der stak og den med den aggressive summen. Den anden kom med et ynkeligt lille piv indimellem, men sagde ellers ikke noget.

Min Marjatta-agurk måtte lade livet i dag. Den har længe skrantet og har kun leveret to agurker i alt. Det så heller ikke ud til, at der ville komme flere – alle de små agurker visnede hurtigt hen og blev til ingenting.
Så meget for biodynamisk dyrkning … efter disse Steiner-principper blev den dog ikke dyrket hos mig, men sådan har dens tidlige barndom været. Det var måske mine ikke-kosmiske metoder, den ikke kunne tåle, det sarte væsen?
Den har aldrig været nær så voksevillig som den anden, men er ranglet og har kun leveret et enkelt sideskud, mens den anden bliver ved og ved med at skyde ud til alle sider – jeg har beskåret den flere gange allerede.
Den anden agurk, som er fra Gartneri Toftegaard og derfor ‘kun’ økologisk, er så frodig og rigtydende, at den giver os 2-4 agurker hver anden dag. Vi er allerede ved at blive kvalt i agurker, så derfor havde jeg heller ikke dårlig samvittighed over at kyle den syge ud – den tog bare plads op i drivhuset. 
Nu har den ananaskirsebær, jeg fik af Malle, i stedet fået dens plads i krukken.

Det er nu alligevel lidt underligt, for hos mig har begge agurkeplanter naturligvis fået præcis den samme behandling, så hvorfor den ene ser syg ud var syg og smed alle anlæg til nye agurker, har jeg ingen ide om. Den var ikke angrebet af spindemider, svamp eller anden dårligdom, men bladene blev gule nedefra og op. Den var frisk nok at se på i toppen, bortset fra agurkerne, som stort set med det samme begyndte at sygne hen.

Nå. Det er ikke alt, man skal forstå – men man skal undre sig, og det gør jeg.

“Hvor ikke en hyld kan gro, der kan intet menneske bo”

Der må da være steder i Danmark, hvor der bor mennesker, men ikke hyldetræer? Hvad med helt ude vestpå?
Det er selvfølgelig en udmærket måde at sige, at hyld er særdeles nøjsomme og alt for gerne etablerer sig så snart de får den mindste chance for det.
Vi har nogle i vores hæk, og selv om jeg klipper og klipper og klipper, skyder den voldsomt op igen. HELE tiden! Google kan fortælle mig, at dragetræet (Poulownia) er verdens hurtigst voksende træ med 2½-3 meter om året. Mine hyld klarer da nemt mere end det … men det er nok bare fordi de ved de er uøskede.
Da vi kom hjem i aftes, havde min Toftegaard-agurk præsteret tre fuldvoksne agurker og Marjatta-agurken én. Marjattas har indtil videre været helt lige, og Toftegaards altid krumme. Skal jeg lægge noget i det? Det undrer mig en smule …
Toftegaards principper er ‘kun’ økologiske, mens Marjattas grønsager er biodynamisk dyrket. Deres fortsatte liv hos mig er ikke biodynamisk; jeg ved ikke hvordan man gør, og jeg er nok også ligeglad … mine hjemmedyrkede agurker indeholder ikke noget politisk ukorrekt, så det er fint med mig. Der er ikke så meget som antydningen af forskel på smagen på de to agurkeplanters frugter – det ville også have forbavset mig, hvis der var, lige som det er underligt, at Toftegaards plante er mere end tre gange så stor og kraftig som Marjattas. De kom i drivhuset samtidig, og da havde de samme størrelse.
I aftes fik vi bare nyopgravede kartofler med tzatziki til. Ikke andet, og det var så lækkert – rent slik.

Herover en dims jeg så forleden dag. Det er blevet så trendy at kalde de naive personer, der tror på alskens konspirationsteorier, for bærere af sølvpapirshatte. Jeg er selv begyndt at bruge udtrykket en del, for holddaop, hvor er der skræmmende mange, man kan bilde næsten hvad som helst ind. Også folk, jeg kender og som jeg normalt betragter som værende pænt højt intelligente, overrasker mig indimellem med hvad de i fuld overbevisning om et givent emnes sandhedsværdi deler på de sociale medier. Hvor er den kritiske sans blevet af?
“Man skal undre sig!” Det er ikke første gang, jeg citerer hvad min første chef sagde for 42 år siden, men hun har stadig ret. Man skal nemlig undre sig. Man skal spørge sig selv, om dit eller dat nu også lyder som om det kan være sandt. Hvem er kilden?
Bliver man (på FB) opfordret til at kopiere og ikke dele, så er det spam, fup og svindel.
Nå. Tilbage til sagen: Da jeg så det på den store afstand troede jeg, at dette herover var bier, der pludselig havde fået sig en kollektiv sølvpapirshat, men en zoom viste, at det var det nok ikke, men hvad er det så? Gør mig klogere, please!

Der findes dog også flinke svindlere … se bare her hvordan de fra Netflix tilbyder at oplade mit kreditkort! Det bør man da ikke sige nej tak til …
De tror sikkert selv, de er blevet så gode, men der er stadig meget, de ikke ved om brug af det danske sprog.
Når man så, som jeg, ikke engang abonnerer på Netflix, skal man være mere end almindelig tumpet for at hoppe på den, men chancen for at ramme er nok stor – jeg har efterhånden på fornemmelsen, at vi er de eneste i Danmark der ikke bruger Netflix.

Flyvende sommer og coronaforvirring

Så vidt jeg husker, har jeg ikke set flyvende sommer siden vi boede i Havdrup. Selv om det er edderkopper, synes jeg det er et sødt og fascinerende syn at se alle de bittesmå edderkoppebørn bogstavelig talt flyve fra reden i løbet af få øjeblikke.
I går så jeg det oppe fra terrassen. Jeg så den umiskendelige gule klump få liv og var klar over hvad der skulle ske lige om lidt, så jeg hentede kameraet.
Da jeg efter højst to minutter vendte tilbage, var klumpen ikke længere en klump; der var allerede sket stor spredning i feltet, og mange var på vej opad langs hjørnestolpen for at lade vinden fange deres små spind og dermed bestemme, hvor i verden de skal slå sig ned.
Nogle af dem nåede ikke længere end til drivhuset, kunne jeg senere konstatere, men det er okay med mig.
Billedet her viser dem 3-4 gange så store, som de er, så af edderkopper at være, er de altså ret nuser. De gad overhovedet ikke stå stille til ære for mig!

Nu til noget helt andet: Jeg undrer mig over udmeldingerne fra ‘myndighederne’, som i dag bad os huske på, at man skal gå i karantæne, hvis/når man vender retur fra Sverige. En jeg kender, har været derovre og spurgte politiet ved grænsen, om hun skulle i karantæne, når hun kom hjem igen, og svaret var, at nej, det skulle hun ikke. Hun skulle op på sin ødegård, havde medbragt det hele hjemmefra og var ikke i kontakt med nogen under opholdet. Der er selvfølgelig nemt at påstå, men jeg ved, at det var sandt, og jeg kunne ikke se noget galt i det, da hun ikke udsatte sig selv for nogen form for smitterisiko – og igen: Politiet gav grønt lys.
I dag husker ‘myndighederne’ så os på en tilsyneladende tvungen karantæne, som politiet givetvis ikke er klar over eksisterer. Sverige er mig bekendt angivet som et af de orange lande, om hvilke der står, at ‘man opfordres til at gå i karantæne’ ved hjemkomst, hvilket for mig ikke er det samme som for et rødt land, hvor der står, at ‘man skal gå i karantæne’. Altså må det førstnævnte være frivilligt; ellers var der jo heller ingen grund til at have to formuleringer.
I øvrigt er det lidt fjollet af ‘myndighederne’ at føre sig frem på den måde den 28. maj, når regeringen har sagt, at grænselukningerne foreløbig gælder til 29. maj, og at de derfor senest i morgen vil melde ud, hvad der så skal ske. Det er da selvfølgelig tænkeligt, at de forlænger lukningen, men det er altså ikke helt smart, at der skal herske så stor en usikkerhed, ikke mindst fordi det er en forlænget weekend pga. pinsen.
At blive opfordret til noget skaber en vis usikkerhed, og der er plads til fortolkning, hvilket der ikke er ved en lodret ordre.
Jeg skal undlade at fremføre min personlige mening om emnet, men jeg synes ikke det er første gang, jeg observerer inkonsekvens og/eller uklare meldinger om hvordan man skal forholde sig. Jeg undrede mig fx også over hvordan restauranterne skulle kunne åbne, når der ikke må forsamles mere end 10 personer. Det viste sig så at være højst 10 personer i ét selskab, men der må gerne være mange flere i lokalet. Det er også fint nok med mig, men hvordan hænger det sammen med ordet ‘forsamlingsforbud’, og kunne man så ikke bruge den samme fortolkning i andre sammenhænge?
Det er ikke nemt, det her, men jeg er glad for, at vi trods alt er ved at vende tilbage til normale tilstande, selv om meget har ændret sig, måske for en meget lang tid, ikke mindst med, at vi stadig helt undgår fysisk kontakt med andre.
Jeg håber nu godt nok, at grænserne åbnes. For turistindustriens skyld og for min egen – så kan englænderne nemlig komme og holde deres sommerferie i Den Stråtækte her hos os gamle, som savner dem så meget.

PostNord, altså …

I onsdags indløb der både en mail og en sms fra PostNord om, at jeg kunne afhente en pakke i Meny, hvilket jeg gjorde torsdag morgen.
Så langt, så godt. Det er normal procedure, at jeg får dobbeltbesked. Hvis den bliver afleveret på hjemmeadressen, sender de ligeledes begge slags beskeder for at fortælle mig, at de kommer en eller anden given dag med min pakke. Når de har afleveret den, får jeg så en sms om, at de har afleveret den, og endelig får jeg en mail, hvor jeg skal fortælle hvad jeg mener om PostNords service – hvilket jeg aldrig gør. Og tænk, de vil sågar have min vurdering af min købsoplevelse, når jeg køber online porto … fjollehoveder!
I dag fik jeg et gammeldags papirbrev fra PostNord om, at de havde en pakke til mig, som jeg kunne hente i Meny. Der stod ikke noget om, hvem pakken var fra, og jeg undrede mig, for så vidt jeg vidste havde jeg kun én ikke-modtaget pakke, men den skulle komme med GLS. Det kunne dog være fra en, der ville sende mig en gave – hvem ved?
Jeg lagde vejen omkring Meny. Da jeg, mens jeg ventede på, at det blev min tur, stod med sedlen og kiggede på trackingnummeret, af hvilket man skal oplyse de sidste fire cifre som ens pakke-ID, genkendte jeg nummeret. 8162 … det var jeg næsten helt sikker på var det samme nummer som det fra forleden dag. Jeg ville ikke udsætte den stakkels ansatte for at stå og lede forgæves efter en pakke, de allerede havde udleveret, så jeg forlod butikken igen. Jeg har altid haft en særlig god hukommelse for tal (ikke bevidst indøvet, men af en eller anden grund sidder mange tal bare fast i lang tid), men helt sikker kunne jeg naturligvis ikke være, og jeg havde lige så naturligvis ikke gemt beskederne fra PostNord, men vi havde indpakningspappet endnu, hvilket afslørede, at jeg havde husket de fire cifre rigtigt, og at det just modtagne brev dermed handlede om den pakke, jeg havde hentet for næsten en uge siden.
PostNord, for pokker! De må da selv vide, at deres breve er mindst fem dage om at nå frem, mens deres pakker har dag til dag-levering, stensikkert på grund af den stærke konkurrence på det felt, mens de har monopol på brevomdeling, så her kan de opføre sig som det passer dem – hvilket de også gør.
Det er temmelig hjernedødt at sende et brev med oplysninger om en pakke, de burde vide for længst er modtaget. Det plejer de nu heller ikke at gøre, men vores eneste forsøg på en forklaring på papirbrevet var, at det var fordi det var en pakke fra IKEA, og at pakken var sendt fra Sverige, men det er alligevel noget tosseri.

Havde jeg ikke været i besiddelse af en på visse punkter lettere overdreven hukommelse for tal, kunne jeg i god tro måske have igangsat en større eftersøgning for at finde en pakke, der ikke længere eksisterer. Jeg kender ikke systemet fra den anden side, så jeg ved ikke hvor længe man som pakkeudleverer kan se nummeret og dermed fortælle mig, at den allerede er udleveret.

A Pole and his pole … and flag …

Nogle vil sikkert huske, hvordan jeg for to år siden kom op i det røde felt pga. vores nabonabo, da han var et værre miljøsvin.
Jeg er ganske klar over, at jeg ikke er noget pænt menneske, fordi jeg om lidt hænger ham ud igen. Men:
Frankly, my dear, I don’t give a damn (Rhett Butler i Borte med Bæsten).
For de er altså lidt mærkelige, de mennesker.
Jeg kender ikke de polske flagregler, men det ville undre mig såre, hvis det er på denne måde de håndterer flagning.
Jeg syntes ellers lige, det var så flot, da de for et par måneder siden satte en flagstang op og gjorde et stort nummer ud af at markere de danske flagdage; således i går også dronningens fødselsdag.
Mens vi indtog morgenmaden her til morgen, fik jeg øje på noget nederst på flagstangen.
Hva’ sulan, sagde jeg til John, det er da flaget, der bare hænger der.
Jada, sagde han, og det har det gjort siden i aftes …

Så meget for de gode intentioner … han havde, sagde John, heller ikke hængt det rigtigt op, så der har måske været en knude, han ikke kunne få løsnet.
Men alligevel … de er skøre, de polakker … (frit efter Obelix)
Jeg er ikke flagfanatiker, så det er ikke forargelse, der fylder hos mig, men det så temmelig fjollet ud.
Han hejste flaget til tops igen kl. 12, så han har nok bare ikke ment, at det var ulejligheden værd at tage det helt ned …

Den skarpøjede læser vil bemærke et til salg-skilt på venstre billede. Det er desværre ikke omtalte personage, der sælger, men nr. 7, hvis ejer er nordmand og nypensioneret efter en del år som skattet Marjatta-medarbejder. Han vil tilbringe sit pensionistliv i Norge, hvor han har sine børn og børnebørn.
Hans hus er derfor til salg, og vi kan ikke forstå, hvorfor det ikke for længst er solgt – det er et dejligt og højtliggende hus; med fjorden mod øst og et kuperet terræn mod vest. Hvor mange huse kan prale af, at man fra stuerne kan nyde både solopgangene og solnedgangene?
Det koster nærmest ingenting efter prisreguleringen, for han vil så gerne have det solgt.
Man skal kunne lide træ, men kan man det, er det et velholdt og præsentabelt hus. Det er det sådan set også, hvis man ikke bryder sig om træ …
Nu har jeg vist reklameret nok … men det kunne jo være, at man havde lyst til at blive en del af de søde mennesker, der bor på vores vej ved den smukke Præstø Fjord. Se huset her.

Flyvende tanker …

For ni dage siden, da vi rejste til England, var der tydeligvis færre rejsende i Københavns lufthavn i forhold til normalen; ligeledes i Heathrow, da vi landede der.
I går, da vi skulle hjem igen, var der ingen kø ved security, hvilket vi aldrig har oplevet før, og mit gæt er, at antallet af rejsende har været mellem halvdelen og to tredjedele af normalen.
Til gengæld havde de vældig god tid til at undersøge os alle grundigt i security. Min håndbagage gik til højre i stedet for venstre, da den kom ud af scanneren, hvilket betyder, at der blev set noget mistænkeligt. Jeg blev spurgt, om jeg havde noget skarpt i tasken (nej!) og jeg blev bedt om at at åbne den. Jeg blev også spurgt, om jeg selv vidste, hvorfor den ikke gik igennem, men det gjorde jeg ikke. Jeg spurgte tilbage, om det kunne være min powerbank, for den blev opfattet som en tablet, da vi fløj til Tromsø, men det havde jeg nævnt for ham, der stod i den anden ende og vejledte os. Han sagde, at den ikke behøvede at komme op af tasken.
Det var så heller ikke den, det var all my wires, der havde forvirret; altså mine ladere. Der var da ellers kun seks … smartwatch, telefon, iPad, kamera, pc og så den, der sidder fra powerbanken til taskens indbyggede USB-stik. Jeg spurgte, om jeg burde have taget dem op, men han svarede nej, og at jeg ikke havde gjort noget forkert.
Det havde derimod hende, jeg måtte vente lææænge på, fordi hele hendes omfangsrige håndbagage blev endevendt. Nogle er altså bare for dumme: Hun havde en propfyldt plastpose med flydende ting i, men hun kunne åbenbart ikke have dem alle der, for hun havde yderligere 6-8 småflasker liggende rundt omkring, som var forsøgt gemt i eller under forskelligt. Fjols. Hvad tror hun mon, der sker under gennemlysningen? Heldigvis fik hun konfiskeret dem, for hvad der ikke kan være i en lukket 1-liters plastpose, er for meget. Så kan hun lære det!
Jeg oplever det tit. Der er stadig, efter så mange år med den væskerestriktion, utrolig mange, der ikke kan finde ud af at tage det op af håndbagagen. Mange har stadig en ½-liters vandflaske med, og en del har også for store beholdere med produkter til den personlige hygiejne. En af mine kolleger fortalte engang lettere forarget, at de havde konfiskeret hendes shampoo, selv om der kun var godt ½ dl tilbage i flasken. I en 250-ml flaske … jeg undrede mig mest over, at hun overhovedet gad have den smule med i en stor flaske, men hun havde været helt sikker på, at det var væskemængden det kom an på. Hun svarede ikke på mit spørgsmål om, hvorfor de mon så forlangte, at det skulle kunne være i en relativt lille plastpose.
Jeg burde kunne være ligeglad, men det er jeg ikke, fordi det sinker unødigt, og jeg finder det uforståeligt, at det åbenbart er så svært. Irriterende er de da, alle de sikkerhedsprocedurer, men de er der, og vi kan lige så godt rette ind.
Ni ud af ti gange går jeg lige igennem perleporten uden noget bipperi, men den tiende gang larmer den, og jeg bliver grundigt undersøgt fra top til tå. Jeg har endnu ikke oplevet, at jeg har båret/haft noget forbudt. Jeg tager ikke engang små smykker (fx øreringe) på, når jeg skal flyve; bøjle-bh har jeg aldrig haft på under en flyrejse, og mine lange bukser er med elastik. I går bippede John, og han havde heller ikke noget forbudt på sig. Man mister lidt respekten for det, men brokke os gør vi naturligvis ikke – vi vil nødig arresteres, og de ansatte passer jo bare deres arbejde.
Det bliver lidt spændende, hvad coronahalløjet udvikler sig til – vi er nok mange, der har en rejse i farezonen.
Hver dag bliver jeg nærmest bombarderet med mails, der udbyder superbillige afbudsrejser …

Kan man ikke rejse, kan man se Badehotellet. Charlotte vil gerne se den, og hun kan også godt via mit TV2 Play-abonnement, men det får Tim ikke så meget ud af, så for at få dem med engelske undertekster bestilte jeg en samlet pakke med de seks første sæsoner på dvd, mens vi var derovre.
De kom her til morgen.
Indeholdende to sæson 2 og ingen sæson 1 … godt jeg ikke fik dem sendt direkte til England. 
Der er en sæson 1 på vej til mig – der blev udvist god service, og de behøvede ikke fotodokumentation, så nu får I den i stedet.
Selvfølgelig sker der fejl, men det må alligevel være gået lidt stærkt her, vil jeg tro.

Der er checket ind

SAS har udvidet vinduet for check-in. Det plejer man at kunne fra 22 timer før afgang, men mail og sms løb noget tidligere ind end sædvanligt, så jeg lå og klarede det hele inde i sengen fra telefonen. Det er fagre nye verden: Billetter og boarding cards ligger på SAS-appen, så vi ikke længere behøver alle de papirer, men skanner sin QR-kode på telefonen. Alene det, at man kan checke ind hjemmefra, så man ikke skal stå i kø for det ude i lufthavnen … men det har man nu kunnet i mange år, for jeg gjorde det også mens jeg stadig var i arbejde.
Af gode grunde kan vi ikke printe bagagemærker ud derhjemme; det skal stadig gøres i afgangshallen, men til det er der masser af self check-in-terminaler. Når mærket er sat på, går man bare hen og skanner det, hvorefter kufferten forsvinder for, i morgendagens tilfælde, at dukke op i London Heathrow nogle timer senere. Jeg ville så gerne kunne være en lille flue, der kunne sidde på kufferten hele vejen for at se, hvordan det foregår derinde i lufthavens formentlig snørklede tarmsystem. Selvfølgelig går det galt indimellem; det har det også gjort for os, men kun en enkelt gang for hver, og i langt, langt de fleste tilfælde ender kufferterne hvor de skal, selv om vi har været ude for at skulle skifte hele to gange for at nå vores destination.
Denne gang blev jeg ikke kun tvunget til at læse om håndbagagereglerne (eller i hvert fald lade som om), men også til at studere en længere smøre om hvordan jeg skal forholde mig mht. den alt for meget omtalte coronavirus. Det var jeg nok nødt til at læse, så det gjorde jeg – eller rettere: Jeg læste overskrifterne, hvilket vist nok var nok.

Hvor er jeg dog træt af at høre om den forbaskede virus. Medierne kan ikke lave drama nok ud af det; det er kørt op på et niveau, så man skulle tro, hele menneskeheden var i fare for at blive udslettet.
Nogle få gør et stort arbejde for at nedtone panikken, men det er ikke nemt, når det først er kørt så højt op.
På FB så jeg følgende spørgsmål stillet: “Kan jeg blive smittet gennem fjernsynet, hvis jeg ser TV 2?”
Jeg håber virkelig, det var ment som en joke, men det er jeg faktisk ikke sikker på, at det var. Somme tider er jeg helt flov over at tilhøre menneskeracen, når visse eksemplarer af den kan være så uhyrligt dumme.
Der er dog en ting, der undrer mig: Når nu coronaen ikke er tilnærmelsesvis så farlig (= dødelig) som de influenzavira, der hvert år rammer os, hvorfor springer hospitalerne så med på vognen og står klar med hele det store beredskab, som tilfældet er? Og hvad skal alt det karantænepjat til for? Det forstærker bare folks frygt og usikkerhed.
I Europa dør der årligt omkring 50.000 af influenza. I DK mellem 1500 og 3000. Jeg tør godt spå, at man går i totalpanik, hvis der er bare nogle få, der dør af coronavirussen. Det største problem ligger vel i, at corona er ny, og at der derfor endnu ikke er nogen, der har udviklet antistoffer, således at der relativt vil forekomme flere tilfælde af sygdomsramte – men alt tyder på, at dødeligheden blandt disse er meget lille, så slap nu bare af, ikke sandt?
Det gør John og jeg i hvert fald.
Og vi flyver til England i morgen – i år vil jeg være sammen med min datter og mine børnebørn på min fødselsdag. Det første har jeg ikke været i over 20 år og det sidste endnu ikke prøvet, så nu skal det være.

En (for)underlig mekanisme

Jeg er blevet forkølet. Godt, gammeldags snotforkølet. Ikke influenzaramt, som så mange ynder at fortælle deres omverden, at de er, fordi det lyder lidt bedre end forkølelse. Jeg har ikke feber, bare et hoved fyldt med vat og snot. Det sidste på det stadium, hvor det er nærmest ukontrollabelt, så jeg er nødt til at sidde med en klud under næsen for ikke at både føle mig og syne alt for ulækker.
Det er her, min undren kommer ind i billedet: Hvad er det for en forunderlig fysiologisk mekanisme, der træder i kraft, når man om aftenen kan gå hamrende snottet i seng, men så snart man sover, indstilles den nasale produktion og er ude af drift, lige indtil man vågner igen? For sådan er det jo: Ingen snot hele natten, men efter at have været vågen i mindre end fem minutter er der fuld kraft på igen.
Den funktion måtte meget gerne virke full time for mit vedkommende – jeg har aldrig rigtig forstået, hvorfor ens krop reagerer med alt det snot. Hvad skal det dog til for?

Jeg er derfor ikke til nørklestrik i dag – vil ikke risikere at smitte de andre. (Og på tirsdag kommer jeg heller ikke, Grethe – da er vi i Sønderjylland )
Jeg har strikket babytæppet færdig herhjemme i stedet for. 1 x 1 meter. Det lyder ikke af så meget, men det tager en rum tid at strikke. De længste rækker omkring midten kunne jeg kun nå 3-4 stykker af på de tre timer tirsdag eftermiddag. Selvfølgelig gik det hurtigt i begyndelsen og slutningen, men de midterste var halvseje at komme igennem. Pyt med det – hvis jeg var mor til en lille, frysende baby, ville jeg blive glad for dette tæppe i ren uld.
Jeg er også glad, for det er den perfekte måde at få strikket en masse plantefarvede garnrester op på. Den sorte farve har Røde Kors leveret.

Samme Røde Kors, som har meldt ud, at de mangler undertrøjer. Det er jeg så gået i gang med. De skal strikkes i bomuldsgarn, så jeg forsynede mig fra præstøafdelingens store lager i tirsdags. Det var jo ellers meningen, at jeg selv ville levere garnet for at få brugt af mit eget store lager, men jeg gør ikke rigtig i bomuldsgarn. Nu strikker jeg nogle undertrøjer, og så går jeg nok i gang med endnu et tæppe som det i dag viste.
Undertrøjerne er heldigvis hurtige at strikke – jeg klarede (næsten) den ene halvdel i løbet af Badehotellet i aftes og en Foyle for lidt siden.

Hverken vejret eller jeg er til andet end at strikke i dag, men i morgen skal vi ud og finde et eller andet passende sted at prøve Johns nye linse af.
Han har vist mig lidt af dens evner. Det er et rigtigt ejendomsmæglerkamera, for han kan sidde i sin stol og fotografere hen mod vores tv tre meter fra ham og få det til at se ud som om vi befinder os i en riddersal på et eller andet slot. Vores køkken ser ud som om det er 100 m². Så kan man spørge sig selv om (jeg spurgte dog John …) hvorfor det så skulle være bedre til at fotografere nordlys med, men det har noget med linsens blændetal (ned til 2.8) og dermed store lysfølsomhed at gøre.
Vi har bare to nætter i Tromsø om 14 dage, så vi er temmelig spændt på, om vi er heldige nok til at kunne se [nord]lyset. Det er virkelig et sats.

Vrede og undren

Jeg får lyst til at tage Jyllandspostens chefredaktør og deres tåbelige og barnlige tegner og ruske dem. Råbe lige ind i deres ansigter, at ytringsfrihed ikke er synonymt med at give sig selv ret til at genere andre nationer og/eller religioner.
Jeg blev så vred, da jeg så tegningen af det kinesiske flag. Lige så vred som da jeg oplevede alt det med muhammedtegningerne i 2005.
Jeg undrer mig såre over deres tåbeligheder og håber, at JP mister læsere på grund af dette. Som jeg skrev på FB, så er det ikke JP der bestemmer hvornår noget er krænkende. Det bestemmer alene modtageren af ‘budskabet’.
Man krænker ikke et flag. Punktum. Ejheller folks religøse overbevisning. Punktum igen.
Politikerne bakker JP op, ganske som de også gjorde for godt 14 år siden – det gør mig næsten lige så vred. De tør åbenbart ikke angribe den hellige ytringsfrihed, men det ville klæde dem gevaldigt at fortælle JP i utvetydige vendinger, at man godt kan opføre sig ordentligt, selv om man lever i et demokrati hvor man har lov til at tale, tegne og skrive uden at blive fængslet.
Det ville også klæde JP, hvis de offentligt erkendte, at dette her nok var lidt mere end en anelse ugennemtænkt, at de beklager, hvis de har fornærmet nogen, men at det ikke var tilsigtet.
Jeg kunne godt tænke mig at se den gode hr. redaktørs ansigt, hvis ytringsfriheden blev brugt mod ham selv.
Min chef brugte ofte udtrykket perception is reality. Det er måske efterhånden lidt fortærsket, men det er ikke desto mindre rigtigt.
Måske skulle jeg sende forklaringen herunder til JP.

Det var det. Jeg fik luft. Tak fordi I lyttede med øjnene.

Nu til en anden undren:
Kan det virkelig have sin rigtighed, at jeg den 29. januar kan gå ud i min have og plukke en vellugtende aftenstjerne?
Eller hvis det ikke er en vellugtende aftenstjerne, hvad er det så, der har disse små, lilla blomster nu?
Vintergækkerne kan jeg forstå, men ikke den anden. Jeg ser også allerede dorthealiljer i blomstring, og hvis påskeliljerne fortsætter med samme væksthastighed, så blomstrer de om en måned.

Til sidst (det var jo hele tre ting …) en opdatering:
Min læge har så travlt, at jeg aldrig kom igennem til telefonkonsultationen her til morgen, men jeg har set blodprøveresultaterne på appen Min Sundhed, og de ligger inden for normalområdet, undtagen det ene af de tre kolesteroltal, som dog kun lige netop har sneget sig op over grænsen. Sygeplejersken sagde i går, at EKG’et ser fint ud. Hvis ikke det havde gjort det, havde hun ikke måttet fortælle mig det, men hun må heller ikke lyve noget bedre end det er.
Med andre ord: Jeg er ikke bekymret. Det skal nok gå altsammen.
Faktisk svinger pulsen ikke så meget som da jeg konsulterede lægen. Det er stadig lidt ud over det normale, men ikke fra 60 til 130, mens jeg ingenting laver.
Jeg er nok bare en gammel hypokonder … eller også har det hele været en reaktion på forskrækkelsen, da John fik sit voldsomme anfald af øresten.

Lav grøn omstilling – og tjen flere penge. Eller hvad?

Der var mail i dag fra vores elselskab. Transportydelsen bliver ændret. Nåda. Nu er der igen et eller andet, der skal stige, tænkte jeg.
Det er også rigtigt. Tror jeg. Men det er lidt svært at gennemskue.

Det giver jo mening – sådan da – selv jeg kan forstå, at man ikke kan få vindmøller til at indrette sig efter danskernes strømbehov.

Jeg skal ikke brokke mig over, at ydelsen falder 5,83 øre/kWh. Det bliver da også til en slags penge.
Hvad jeg derimod ikke helt kan regne ud er, hvor meget mere (nemlig sandsynligvis ikke mindre) vi sammenlagt kommer til at betale for vinterhalvårets tredobling af prisen mellem kl. 17 og kl. 20. Det er kun en ottendedel af døgnets timer, men velsagtens den mest strømforbrugende ottendedel, og når prisen på den ottendedel stiger gange tre, mens den eksakte værdi af den ikke kendes, så er det et svært regnestykke. 
Et af deres ‘gode råd’ er at vaske tøj før 17 og efter 20 i vinterhalvåret. Det kræver det til gengæld ikke den store kædestrammereksamen at regne ud.
Vi har bare aldrig vasket tøj mellem 17 og 20, så her kan vi ikke spare.
Vi kan vente med at starte opvaskemaskinen til efter 20 – ikke noget problem.
Men det er urealistisk, at tilstrækkeligt mange vil have kunnet lave aftensmaden færdig før kl. 17 eller vente med at gå i gang med den til efter kl. 20 til, at det vil have en effekt. Vil jeg tro. So what to do?
Jeg er vist nødt til at følge vores strømforbrug time for time, hvis jeg skal have en chance for at lægge en fornuftig energispareplan.
Kunne man forestille sig at have en timer på køle/fryseskabet og kummefryseren således, at de altid er slukkede mellem 17 og 20? Det er vel ikke helt i skoven? Der er nok også nogle standby-ting, der med fordel kunne pilles lidt ved.
Hvad gør I for at spare på strømmen?

---

Charlotte havde fødselsdag i forgårs. En af ‘gaverne’ var, at hun for kun anden gang i sit voksenliv kunne stemme til et regeringsvalg, så det var stort for hende. Hun siger, at hun stemte på den rigtige …
Fordi Anna, som tidligere berettet, var på lejrskole i Berlin (de havde boet på et slot – hun var ved at strømme over af begejstring, da hun fortalte mig om det), skulle de først fejre C torsdag aften.
Torsdag morgen nævnte Aubrey ikke spor om nogen fødselsdag. Da hun kørte ham til skolebussen, spurgte C med et lille smil hvorfor han ikke havde sagt tillykke til hende. “Because you told me that we’re not to celebrate you until Anna’s back home!”
”Johh, men man må altså gerne ønske tillykke.”
”Okay. Happy birthday, then.” Det kom vist ret så halvhjertet …
Hun blev ‘tilykket’ igen torsdag aften af Aubrey, Tim og en ekstremt træt Anna. 
Tims mor med mand kiggede ind til afternoon tea her til eftermiddag, og i aften skal de til Bath, hvor de først skal til den traditionelle pantomime og dernæst spise på restaurant. Eller også var det omvendt.
Det glæder de sig alle fire til – de elsker deres pantomime, som ikke er hvad en dansker forstår ved en pantomime, fordi der er masser af ord; bl.a. skal der altid komme den velkendte “he’s beHIND you”.

1. a theatrical entertainment, mainly for children, which involves music, topical jokes, and slapstick comedy and is based on a fairy tale or nursery story, usually produced around Christmas.

2. a dramatic entertainment, originating in Roman mime, in which performers express meaning through gestures accompanied by music.

Vi kender pantomimen bedst som nr. 2, hvor de i England kun kender den som beskrevet i nr. 1.

Det kan vi da gøre meget billigere

Forleden dag så vi udsendelsen om de dyre lejligheder i København – og blev temmelig chokerede. Det er da helt vildt, som det koster! Jeg forstår så glimrende, hvorfor man siger, at ‘almindelige’ lønmodtagere snart ikke længere har råd til at bo i København.
Et af skrækeksemplerne var et værelse på 15 m², som kostede 11.000 kroner. Om MÅNEDEN!!!
Hvad pokker bilder de sig ind? Blackstone og andre af slagsen. Vi sad og lod den hellige forargelse fylde os – og den fyldte mere og mere, efterhånden som udsendelsen skred frem. Vi kender også nogen, der har måttet flytte pga. Blackstone. Jeg går normalt ikke ind for statslig indgriben, men den slags horrible huslejestigninger burde virkelig ikke være tilladt.

Nu vil jeg – for første gang i historien – give et indblik i vore privatøkonomi. I vores alder har man normalt ikke nemt ved at låne penge, men som det fremgår, har vi et lån på godt en million i huset. Kreditinstituttet er så sikre på, at der er dækning for de penge i husets værdi, plus lidt til, så vi har et 30-årigt lån med afdragsfrihed i foreløbig fem år.
Vi har lige genforhandlet – nu til negativ rente. Det vil sige, at lånet reelt bliver afdraget med renten hvert år. Det vil ganske vist tage en hel del mere end 30 år at afdrage det, men det er vi ret ligeglade med, for vi har omkring 200 m², og vi sidder med terminsydelser på 471 kroner. Om MÅNEDEN!!!
Dertil kommer naturligvis bidrag og så alt det andet, som følger med, når man er husejer.
Inden I begynder at argumentere for det ene eller imod det andet, vil jeg gøre opmærksom på, at vi er bekendt med lånevarianterne og at vi er bekendt med konsekvenserne osv. Vores valg er derfor ikke til debat, for vi er ikke spor i tvivl om, at dette er det rigtige for os.
Det vises udelukkende for at tydeliggøre den store forskel der er på at bo i København og på Sydsjælland.
Okay – der er langt til København, men man behøver heller ikke at flytte helt herned. Da vi boede i Havdrup, var det også væsentlig billigere end inde i hovedstaden, og jeg lærte aldrig helt at forstå, hvorfor det er så vigtigt at bo i København, når man får så meget mere hus for pengene udenfor byen.
Jeg ved også godt, at vi ikke er ens … det behøver vi heller ikke at diskutere.
Men hvorfor er det så skrækkeligt at skulle bruge 40 minutter på transport (det var et af eksemplerne i udsendelsen)? Dem kan man eventuelt bruge på sig selv i form af læsning eller lytning, og det er da ikke så dårligt at få lidt jeg-tid, er det? Jeg kan forstå, at det kan blive irriterende eller problematisk, hvis det tager mere end en time hver vej, men op til det ville i mine øjne være okay, når det nærmest er penge lige ned i lommen at acceptere det.

Uden at afsløre for meget, kan jeg fortælle, at vi ikke er oppe på 9.000 kroner i faste udgifter i gennemsnit pr. måned, når alt regnes med. Som i ALT, hvad man overhovedet kan komme i tanke om (undtagen mad). Og rejser, naturligvis, men der er plads til samme rejser, fordi vi har valgt at bo billigt.
At vi så samtidig bor aldeles vidunderligt, gider vi ikke brokke os over.

Det er både umenneskeligt og fjollet

Jeg kan allerede ikke huske hvor jeg faldt over dette skilt, som det konservative parti i England er ansvarlig for, men jeg kan huske, at jeg med det samme tænkte, at det da ikke er særlig menneskevenligt, og ikke kun det, men også temmelig fjollet, for så bliver der jo bare dobbelt så mange, som der var før.

 

Siden sidste indlæg har min mand haft fødselsdag. 74 år. Det blev kun fejret ham og mig imellem, for han syntes ikke, det var noget at gøre noget ud af. Det håber jeg, at han synes til næste år, fordi for mig er 75 på sin vis lige så rund en fødselsdag som 50 år – naturligvis bortset fra, at der ikke er et rundt 0 i selve tallet.
Fest vil han under ingen omstændigheder holde, men da jeg foreslog en brunch, hvor vi inviterer både familie, venner og vej, var han ikke helt afvisende.
Det kunne da være hyggeligt … men det er nok lige tidligt nok at begynde planlægningen …

I drivhuset har agurken lige måttet lade livet, igen pga. spindemider lige som sidste år. Det er SÅ irriterende og meget ærgerligt, men jeg forstår ikke, hvorfor der ikke var en eneste en af de små sataner det første år, jeg havde en agurkeplante? I år og som sagt sidste år tog de på rekordtid totalt magten over planten – der gik kun ganske få dage, fra jeg opdagede dem, til hele planten nærmest var pakket ind i det fine spind. De gider ingen af de andre planter, hverken basilikum, tomater eller chiler, hvoraf den ene (Aji golden) i øvrigt er gået fuldstændig amok i frugter – der er mange hundrede, så der bliver rigeligt til både tørring og til chilipasta.
Udenfor trives den ene squash fint, mens de to andre er nogle ynkelige skvatmikler. Så meget for Gartneri Toftegaards økologiske squash. Den tredje, som allerede har givet mig en del squash, er købt i Brugsen, mens de to andre (som blev plantet et par uger før), ikke har givet noget endnu.
Gad vide, om det også er agurken dernedefra, der er for sart? Det er vel ret ligegyldigt, om de små udplantningsplanter er økologiske – det handler vel mere om, hvad jeg fodrer jorden og planten med hjemme hos os? 
Vi vil være bortrejst hele juni til næste år, så måske vil det være en god ide at springe agurkedyrkningen over og i det hele taget begrænse mig meget i drivhuset i 2020.
Det er nemt for mig at love mig selv lige nu, hvor jeg er temmelig ærgerlig over det med spindemiderne; det er mere tvivlsomt, om jeg kan huske det til næste år, når der går forårsfornemmelser i mig.
Man kunne jo også afprøve rådene med at plante bønner rundt om agurken og samtidig lægge nogle kryddernelliker på jorden rundt omkring stænglen.
De påstår, at det virker, og det kan i hvert fald ikke gøre nogen skade.

Hvad står der egentlig her?

For en del år tilbage fik jeg denne køleskabsmagnet. Jeg ved ikke, hvorfor jeg lader den hænge, da det i mine øjne er noget irriterende vrøvl der står.
For hvad står der egentlig?
Hvad er det, der ‘skifter plads’? Det er kun tillægsordene, der skifter plads, hvis det skal give bare en smule mening, for den brede viden og den slanke talje bytter næppe rundt på den fysiske tilstedeværelse i kroppen? Det giver i øvrigt heller ingen mening at tale om en slank viden. Der er desværre også (for) mange unge, der har en (for) bred talje … hvad skifter den så plads med?
Jeg har flere gange stillet gæster spørgsmålet i overskriften, og de har samme problemer som mig med teksten.
Kald mig bare pedantisk, for jeg ved – måske – godt hvad der menes, men det minder mig i lidt for høj grad om alle de totalt tåbelige memes, der i kvalmende uendelighed bliver delt på de sociale medier, fx “..Del, hvis du elsker din datter/søn/dit barnebarn” – og så deler og deler folk, for tænk nu hvis nogen skulle tro, at han/hun (mest hun) ikke elsker sin datter/søn/sit barnebarn … det tangererer spam og er spild af alt, der kan spildes i den forbindelse.

Da vi var i England, købte jeg to bøger i WHSmith, som er en boghandlerkæde på linje med vores Bog & Idé.
Der var flere af netop denne serie med opskrifter, men de to jeg tog hed hhv. 500 Cookie Recipes og 500 Dessert Recipes og kostede 10 £ stykket, men man kunne tage to bøger for én bogs pris, så jeg lod mig friste.
Da jeg i småkagebogen så teksten herover, troede jeg, at bogen var af amerikansk oprindelse, men den er engelsk … tager dog hensyn til AE ved at sætte visse ord i parentes, så den kan forstås over there.
Nu skal vi jo passe på ikke at blive for hysteriske: Der er en teskefuld likør (dvs. en alkoholprocent på omkring 24) fordelt på 18 småkager! Det er vel trods alt begrænset hvor meget et barn kan tage skade af det, og i øvrigt fordamper alkoholen formentlig under bagningen. Selv hvis barnet skulle finde på at spise alle 18 småkager på én gang, ville jeg i givet tilfælde være mere bekymret for sukkeret og fedtstoffet, der indtages i denne småkageforbindelse, men der står ingen advarsler om det, eller at det er tilrådeligt at give sit barn højst en småkage om ugen.
Gad vide, om min datter ville blive arresteret, hvis de relevante myndigheder fandt ud af, at hun uden at blinke lader dem spise af sine julekonfektromkugler, hvor der er en hel deciliter ægte rom i portionen? Bogens forfatter ville sikkert besvime, hvis hun oplevede en sådan grusomhed.
(Jeg har ikke afprøvet disse chokoladetrøfler, men nogle chocolate chip cookies, som var ganske udmærkede.)

En mystisk plante

I kanten af et af dahliabedene er der dukket en plante op, som er lidt af et mysterium for mig.
Det ligner en agave – og så alligevel ikke, for bladene er for bløde.
Det kunne også ligne agapanthus en lille smule – og så alligevel ikke, for bladene er for stive, men der står en del agapanthus i bedet ved siden af.
Det er ikke nemt … PlantSnap kom frem til, at det må være en yuccapalme, og det ligner den da også, men hvordan pokker den skulle have sået sig selv lige der, er mig i så fald en gåde. Jeg ejer nemlig ikke en yuccapalme, og området vrimler heller ikke ligefrem med dem, hvorfor den næppe heller kan være bragt af vinden eller af en fugl.

En billedgoogling gav det resultat, at det er en Agave azul, som også kaldes tequilaagaven “Agave tequilana, commonly called blue agave (agave azul) or tequila agave, is an agave plant that is an important economic product of Jalisco, Mexico, due to its role as the base ingredient of tequila, a popular distilled beverage. The high production of sugars named agavins, mostly fructose, in the core of the plant is the main characteristic that makes it suitable for the preparation of alcoholic beverages.” _Wiki
Da jeg borede lidt mere i det, fandt jeg også nedenstående, som ligner til forveksling: Yucca filamentosa ‘Hofer’s Blue’ – Adam’s Needle.
Er der måske en af jer kloge læsere, der kan be- eller afkræfte disse teorier? Den er omkring 50 cm høj, og den er kommet i år, for i foråret var bedet helt bart, så den er relativt hurtigt voksende.
Det er ikke fordi den er særlig pæn, især ikke i selskab med dahliaer, men nu får den lov at stå indtil jeg forhåbentlig har identificeret den med større sikkerhed. Måske har den oven i købet tænkt sig at blomstre på et tidspunkt – hvem ved?

Hvis det virkelig er en Agave azul, kan det være, jeg skal gå bort fra gin, næsten endnu inden jeg for alvor er begyndt, og i stedet begynde at fremstille Den Stråtæktes Egen Tequila.
Det ville være ret alternativt.

“Nu skal jeg betro dig en lille hemmelighed”

Vi tog Stena Line fra Hoek van Holland til Harwich, hvorved vi sparer en overnatning, som vi tager på båden. Man border fra ved tyvetiden; den sejler kl. 22, vi bliver purret næste morgen kl. 05:30 engelsk tid og kører fra borde kl. 06:30. Det er både den hurtigste måde og den korteste vej, når vi skal have bilen med til UK, fordi det kun bliver til 1100 km i alt, hvor der alene er 1100 km til Calais, og så mangler vi stadig at køre 350 km i England.
På denne båd kan man forhåndsbooke en treretters menu, hvilket jeg havde gjort. Jeg bestilte the wine deal, som índebærer et glas vin pr. ret og valgte, pga. de valgte tre retter, at køre hele vejen igennem med én rødvin, som var lavet på sangiovesedruen.
Tjeneren kom og skænkede en lille mængde vin i et stort glas – because it’s more pleasant to drink wine from a big glass. Det var jeg enig i …
Fem minutter senere kom kun tilbage og lænede sig fortroligt lidt ind mod mig:
– Let me tell you a little secret: The ‘wine deal’ gives you only a small amount of wine. If you just buy three glasses seperately, you’ll get much more wine – and save money! The wine deal is € 11, and three glasses of wine will be € 10,20. 
– Nooo? Why? Oh, never mind … I think I’ll skip the deal and have three glasses of wine – if it’s the same wine as in that ‘deal’.
– It is. And I’m really not allowed to tell you this, but I think it’s crazy!

Den største ulempe ved denne transportform er, at vi render ind i myldretiden! I hvert fald, når vi rejser på hverdage. Vi blev enige om, at ‘Londons største parkeringsplads’ nemlig ringvejen M25, der går hele vejen rundt om London, sikkert ville være totalt håbløs på dette tidspunkt, så vi fandt frem til en vej, der gik via Cambridge og Oxford.
Det gik såmænd ikke så meget bedre, for der var vejarbejder rigtig mange steder, så det tog næsten to timer længere end beregnet, men var trods det alligevel et bedre valg, for det var en betydeligt kønnere tur, end det ville have været ad den kendte rute via London og Reading.

Nu er vi her, og det er naturligvis herligt. Hvis dette indlæg bliver udgivet, er jeg i sagens natur kommet på nettet, men det fungerer stort set ikke for tiden derovre, og de kan ikke finde ud af hvorfor, men det skete efter et voldsomt uvejr, og hvad det mobile netværk angår, ligger vi midt i et hul, så det er ikke nemt …
De har flere forskellige netværk i huset, fordi murene er så tykke, at det ikke kan gå igennem dem, ikke engang med forstærkere. Det eneste netværk der virker, er det i køkkenet. Meget mærkeligt, men det bliver derfor nok begrænset, hvor meget jeg vil være ‘på’, mens vi er her.

Du skal altså helst sige rigtige tal

Vores Meny har fået en ny medarbejder – en kvinde et sted i fyrrerne. Dette bare for at sige, at det ikke nødvendigvis altid er “de unge”.

Hun ekspederede mig, da jeg i dag skulle hente et par pakker, og følgende ordveksling udspandt sig:

– Jeg skal hente to pakker fra PostNord.
– Må jeg bede om de sidste fire cifre i pakkenummeret.
– Ja – det er ni fire syv to.
… Hun skrev nummeret ned …
– Altså fireoghalvfemstooghalvfjerds?
– Ehhh, ja …
– Du skal altså helst sige det som rigtige tal.
– Hvad var der forkert med de tal, jeg sagde først?
– Vi skal altså tænke for meget, når man siger dem på den måde du gjorde.
… Ellen var mundlam i et par sekunder …
– Nåda, okay, det går sandelig ikke. Det dur ikke, at man skal til at tænke.

Hun fik det andet pakkenummer i form af rigtige tal, og hun skrev det ned uden problemer.
Det er ikke alt, man skal forstå.

Hverdag igen

Hverdagen har indfundet sig. Det var den ikke længe om, for jetlaget var nærmest ikke-eksisterende for mit vedkommende – de fire timers forskel har ikke været inde og drille mig, men jeg er vist også lidt underlig i den retning, for normalen er, at det virker værst på folk at rejse østpå. Jeg har det lige omvendt og er længere om at vænne mig til tidsforskelle, når jeg rejser vestpå. Med andre ord: Jeg var inde i min normale søvnrytme fra dag ét … jeg var det faktisk også allerede på dag to, da vi kom til Chile, så det har på ingen måde været slemt.
Der var fire timers forskel fra DK både i Chile og Argentina, men iflg. nogle tabeller skulle der være 5, hhv. 4 timers forskel. Chile har dog vistnok sommertid, derfor udligningen. Vil jeg gætte på …
Andre tidszonekort, som fx det til højre, viser, at Chile og Argentina kører med samme tidszone. Tallene er regnet ud fra GMT, så der skal lægges en time til for at måle fra DK. Chile og New York ligger på samme længdegrad, så egentlig skulle der være seks timers forskel til Chile …
Forvirret? Det er jeg også. Jeg tror bare, at jeg holder mig til den kendsgerning, at der var fire timers forskel fra start til slut på ferien; det er det nemmeste. Det er heller ikke alt, man skal forstå.

Der stod en kasse fra Årstiderne og ventede på os, da vi kom hjem mandag aften. Det var skønt at få en blid overgang fra slet ikke at have skullet tænke på mad i 18 dage til dagligt at skulle beslutte sig for dagens menu.
Diæten overholdes strengt – bortset fra, at vi har inviteret bagboerne ind til aftensmad som tak for huspasning, postkassetømning og blomstervanding mens vi har været væk – men de får skam lækker low-carb-mad fra årstiderne; jeg har bare været ude at handle for at supplere, så der er til fire i stedet for to. Plus lidt forskellige oste som dessert. Diæten overholdes dermed. Ehhh … lige bortset fra den vin, jeg naturligvis vil servere til maden, men nu skal vi jo heller ikke blive fanatiske, vel? Der vil bare ikke være noget, der hedder vin til hverdag før om en rum tid, for jeg har taget seks – SEKS!!! – kilo på siden 1. december. Jeg kan åbenbart hverken tåle at holde jul eller tage på ferie, hvilket er noget skidt, er det. Det er da godt, man kan gøre noget ved det.

Det er ikke kun tidszoner, jeg kan undre mig over.
Jeg kan også undre mig over, at en menymedarbejder ikke lægger mærke til, hvad der står på det prisskilt, der er placeret ved citronmelissen.
Hvis man er i stand til at sætte et skilt, der uden for enhver tvivl hører til ovre i vinafdelingen, midt i krydderurterne … ja, så mener jeg ikke, at vedkommende kan være specielt nærværende mht. sit arbejde.
Det sjoveste var, at barkoden ikke virkede ved kassen, så kassemanden spurgte om jeg kunne huske hvad min pose kostede.
“Ja. Det kan jeg. Den koster 69,95 og det er i øvrigt ikke citronmelisse, men en vin fra Piemonte!”
Han undrede sig, kunne man tydeligt se, over den skøre kunde, men jeg kunne jo forsikre ham om, at det var rigtigt, og at det måske var en god ide at sende en medarbejder til krydderurterne for at få rettet den fejl, hvilket han var ganske enig i – og tog aktion med det samme.

Det har jeg aldrig skrevet om! Men Montevideo derimod …

Jeg så i går, at et af de søgekriterier, der havde ledt ind til min blog, var nedenstående med larverne. Det forstår jeg ikke helt, for det har jeg mig bekendt aldrig gjort mig den ulejlighed at undersøge. De andre er forståelige nok, men den med larverne, altså … ???
mommer, zoneterapi, billigste sted at købe larver til mad, sølvbryllupsrejse

Nå. Det får stå hen i det uvisse … nu er vi lige ved at forlade Montevideo, som er hovedstaden i Uruguay. Jeg må pinligvis erkende, at hvis nogen havde bedt mig om at nævne Uruguays hovedstad, var jeg nok blevet dem svar skyldig.
Nu ved jeg meget mere om landet og dets hovedstad. Uruguay er et særdeles velfungerende og, vist ikke engang kun efter sydamerikanske forhold, også et rigt land, med en glimrende infrastruktur, ringe arbejdsløshed, et godt socialt sikkerhedsnet og en stærk økonomi. Det er præcis fire gange så stort som DK, men med bare 3,44 mio indbyggere, hvoraf over halvdelen (1,8 mio) bor i hovedstaden, er det er tyndt befolket land.

Montevideo var en spændende by. Her kunne jeg godt have brugt et par dage, men vi havde kun nogle få timer til rådighed. Så få, at jeg ikke nåede ind til outlettet for Manos del Uruguay, som er noget af det bedste og blødeste garn i verden. Øv. Men vi er ret hysteriske med at overholde tiderne for boarding, for skibet venter ikke på nogen. Forståeligt nok, for med over 2000 passagerer, hvoraf nogle måske ikke tager tidspunkter helt alvorligt, kunne der nemt blive irriterende forsinkelser ved hver afsejling.

De to billeder forestiller de tidligste settlers; først kom man i oksekærrer og senere i en prærievogn. Det er i hvert fald hvad jeg ville have kaldt den, hvis vi havde talt om USA. Det var to bronzeskulpturer, som stod i to forskellige parker, men lavet af den samme kunstner, og jeg var ret betaget af dem, for de virkede helt levende. Man kunne tydeligt se, hvordan de arme dyr knoklede for at få vognen igennem vanskeligt fremkommelige landskaber.

Vi var igen ret uheldige med vejret, som var usædvanlig dårligt for årstiden. De klimaforandringer mærkes – ikke underligt – over hele kloden. Her plejer at være over 30 grader og sol, men de var ikke kun gået direkte fra vinter til sommer og sprang dermed foråret over, men et stykke inde i den sommer blev det pludselig køligt (20 grader) og med regnen stående ned i stænger. Det var så her, vi ankom til byen …
Heldigvis var markedet, vi var inde på, overdækket – det var noget lignende Torvehallerne i København, men med et lidt anderledes og mere overdådigt udvalg af frugt og grønt.

En mikrokaffebar … eller noget … på markedet; uden besøgende, men måske også uden betjening. Jeg kunne ikke helt finde ud af det.

Som vi tidligere har set det her på kontinentet, så ligger der gammelt og nyt tæt op ad hinanden. Strandvejsvillaer har de også.
Som sagt var vejret elendigt – jeg ville virkelig gerne se denne by med både mere sightseeingtid og mere sol, men det kommer jeg nok ikke til, desværre.

Hverdag igen … næsten …

Vi er hjemme igen efter en næsten planmæssig rejse. Tim havde advaret os om, at de engelske tog af en eller anden grund ikke rigtigt er gearede til andet end arbejdsdage. I ferier og på helligdage går der beklageligt ofte noget galt. Da vi skulle hjem i forgårs, kunne vi på strækningens online-opdatering læse, at toget var forsinket ni minutter, hvilket vi ikke syntes lød særlig slemt, så vi kørte afsted til tiden, for familien skulle videre til Bath og kunne bare sætte os af – vejret var jo godt. Inden der var gået fem minutter på turen til stationen, opdateredes igen: Nu var det 20 minutter forsinket. Lidt øv, men pyt. Englænderne satte os af, men nu var toget 40 minutter forsinket. Hvordan man på cirka 15 minutter fïnder ud af, at toget går fra at være forsinket fra 9 minutter til 40 minutter, forstod vi ikke – og kort tid efter øgedes forsinkelsen oven i købet til 49 minutter. Vi var glade for, at vi havde rigtig god tid til at nå vores fly.
Det blev dog ved de 49 minutter, men da toget så langt om længe ankom, var det proppet som et københavnsk S-tog i den værste myldretid, og vi var mange, der skulle med fra Pewsey, som var sidste stop inden Reading, hvorfra vi, og sikkert også mange andre, skulle videre til Heathrow og nå et fly. Det vidste togpersonalet, så de gjorde meget for at få os ind i toget, og det lykkedes da også efter 10 lange minutter, hvor vi nåede at blive en anelse spændte, for kom vi ikke med dette tog, gik det næste først tre timer senere, og så ville vi naturligvis miste vores fly.
Vi kom med – alle kom mirakuløst nok med – men John og jeg måtte stå i samlingen mellem to vogne, og da det kørte ekstra stærkt for at indhente bare lidt af forsinkelsen på nu en time, var det noget af en rystetur, vi fik os.
Resten af turen gik planmæssigt, men vi kunne kun give Tim ret i, at man nok helst skal undgå First Great Western i ferier og på helligdage.

(Vi har mange sangsvaner på fjorden lige nu. Det er så ærgerligt, at vi ikke kan have vinduerne åbne, for det er faktisk ret hyggeligt at høre på dem.)

Annemarie og Malle har været her til strikkekurset, og vi har hygget os. At jeg kvajede mig med en opskrifttolkning til AM og opdagede det i søvne, er noget helt andet. Jeg vågnede med et sæt i nat kl. 03, fordi fejlen åbenbart havde slået mig hårdt oven i hovedet. Jeg stod op, pillede hendes arbejde op til før fejlen og strikkede stykket igen. Det kostede mig en god times nattesøvn, men har med største sandsynlighed sparet det stakkels pigebarn for nogle voldsomme og fuldt forståelige spekulationer senere.

Annemarie skulle afsted i formiddags til sin svømmehalslivreddervagt, men Malle er i aftenvagt for tiden, så hun blev her til midt på eftermiddagen.
Vi nåede at gå en skovtur, og på vejen undrede vi os såre over denne dysse: Hvor almindeligt var mon lige navnet Suzanne for omkring 5.500 år siden? Jeg vidste heller ikke, at de kunne skrive så pænt i stenalderen, men man bliver jo klogere hver dag …

Mit fingerbøl er blevet for stort!

Det blæser stadig den der halve pelikan, så jeg gider ikke gå i haven.
Dahliaerne skal snart op, men der skal være mening med galskaben, og så længe vi ikke har fået frost, har det ingen hast.
Jeg går også og venter på at skulle plante alle roserne, som jeg regner med, at Henrik fra Grønt Design kommer med i morgen eller fredag.
Jeg kan ikke anbefale det firma. Jeg har rykket og rykket, fordi jeg gerne ville have haft roserne i jorden i tide til, at de kunne nå at etablere sig bare en lille smule, og det tror jeg ikke, de kan nu.
Efter den sidste rykker, hvor jeg ikke lagde skjul på min irritation, lovede han endelig at komme i denne uge.
Det er ikke i orden. Han er ellers en sympatisk fyr, men måske lidt for sympatisk, for han hævder at have meget travlt, men så må han dæleme lade være med at tage mere ind, end han kan nå at færdiggøre. Han svarer ikke engang på mails – ejheller da jeg ringede til ham, men da vi ringede fra Johns telefon, tog han den med det samme – og lovede at være her i løbet af ugen. Jamen altså … han skal bare plante nogle få hækplanter; roserne har det hele tiden været meningen, at jeg selv skulle klare, så jeg ville mene, det måtte være en overkommelig opgave.  
Jeg tog kontakt til ham i slutningen af april og fik (efter en rykker …) et tilbud sidst i maj. Han har fjernet buskadset, men eftersom der ikke er tilplantet, er projektet ikke afsluttet. Den ekstreme sommer har han i sagens natur ikke været herre over, men fra 1. september har jeg ventet ham. Indtil videre forgæves, men nu får vi se.
Jeg er en anelse træt af håndværkere af alskens art for tiden. Mureren, der skulle have ordnet vores gavl, vendte heller aldrig tilbage. Han afgav et tilbud, men det var kropumuligt at få ud af ham, hvornår han kunne komme.
Jeg ville sådan ønske, at jeg kunne have tillid til håndværkere, men der er godt nok mange, der ser stort på afgivne løfter.

Det er som nævnt indendørsvejr, og toiletpungspilotforsøg nummer to er udført.
Stadig ikke godt nok, men lidt bedre. Det lykkes forhåbentlig på et tidspunkt … denne gang var det stropperne, der gik galt. Jeg prøvede at placere dem både på den ene og den anden måde og endte med denne.
Som så underlig ud, da jeg var færdig, i hvert fald ikke, som jeg havde forestillet mig det, men jeg gad ikke pille alt det håndarbejde op igen. Jeg foretrækker arbejder, hvor man stort set ikke skal have fat i synålen, så dette var absolut et skridt i den forkerte retning – både stropper og sidesømme måtte sys i hånden. Skråplan.
Måske slet ingen stropper næste gang? Eller bare sy dem på den måde, jeg ville mene var god og ikke på den foreskrevne? Det er jo ikke altid, at den der har designet modellen eller forfattet opskriften, har den bedste metode til det, der skal laves.
Denne gang blev lynlåsen i det mindste okay.

Mit fingerbøl er blevet for stort. Det faldt hele tiden af, hvilket ikke bidrog til det gode håndsyingshumør. Normalt er det tøjet, der har det med at skrumpe om natten. Fingerbøl har det åbenbart omvendt. Godt nok har jeg tabt mig lidt, men jeg havde ikke lige regnet med, at det kunne mærkes på denne måde! Jeg kan ikke sy uden fingerbøl; slet ikke, hvis nålen skal igennem flere lag stof. Der skal noget til, der kan trykke til på nålen, og det kan mine (små …) sarte fingre ikke. Jeg må have investeret i et nyt.

Det er sjovt med farver: Lige til højre for den blå sidder en kridhvid silke og til højre for den igen er der en lysbeige bomuld, men det ser omvendt på billedet. Mig ikke forstå … er det mon lidt det samme fænomen som med de oldgamle sort/hvide tv-apparater, hvor speakerne skulle have lyseblå skjorter på? De syntes nemlig hvide på skærmen, hvorimod hvide skjorter så gråsnavsede ud.

Det var kun en faktor én million forkert … herregud da, betyder det noget?

Mennesket bliver fascineret af voldsomt vejr. Måske især hvis man ikke selv er ude i det …
Jeg er, og har været det siden jeg var en lille pige, fascineret af tordenvejr. Mange, mange gange har jeg siddet med min mor, talt sekunder og dermed regnet mig frem til, hvor langt væk uvejret befandt sig. Det har jeg skrevet om før, så ingen grund til at gentage det her.
Jeg oplevede jordskælvet i december 2008, men for dem, der lever med jordskælv på en nærmest daglig basis, må det have føltes som at blive sparket af en flue. Jeg kunne godt tænke mig at opleve et rigtigt jordskælv eller en tornado. Og så måske alligevel ikke …
Det er nok en hel del sikrere at gøre det, jeg gør i dag: Ser The World’s Deadliest Weather over BBC Earth.
Det er skam interessant nok, men atter en gang måtte jeg undre mig såre (og irriteres) over, at man kan kalde sig professionel oversætter og så ikke korrekt kunne oversætte engelske/amerikanske tal til dansk. Det er bare ikke i orden.
Utallige er de gange, jeg har hørt/set a billion oversat til en billion. Det er en milliard på dansk, men trods alt kun en faktor 1000 forkert.
Sjovt nok vidste dagens oversætter dette, men det fik ikke vedkommende til lidt senere at oversætte trillion til billion, som det retteligen betyder. Det er stadig ikke forbudt at tænke logiske tanker, selv om det nogle gange kan virke som om det var strafbart.

En engelsk trillion er 10¹².
En dansk trillion er 10¹⁸.
En forskel på 10⁶, hvilket er 1000 gange 1000 gange forkert – altså en million gange. En ikke ubetydelig fejl, skulle jeg mene. Heller ikke selv om man ikke taler økonomi, men ‘bare’ mængden af liter vand ved en oversvømmelse. 

Helt galt gik det, da jeg, for at være 100 % sikker på ikke selv at have klokket rundt i tallene, googlede “english trillion”
Ofte kommer der et oversættelsesforslag op, når jeg googler på andet end dansk, men dagens forslag var også dagens overraskelse, for jeg havde ikke lige troet, at selv google translate kunne finde på at oversætte trillion til Katherine.
Jeg synes i forvejen, at google translate er noget ynkeligt noget, men det her slog vist rekorden.
Rerfærdigvis skal det siges, at da jeg angav, at det skulle oversættes fra engelsk til dansk, stod der faktisk den rigtige billion i højre side, men jeg kan stadig ikke regne ud, hvad der var gang i til at begynde med.

Men igen: Min indtrængende opfordring til alle oversættere: LÆR DOG DE TAL!
Undskyld jeg råber, men det er åbenbart nødvendigt, for de kunne ikke høre mig, da jeg talte med almindelig stemmeføring.

Pjat, pjat og atter pjat

I bestræbelserne på, at varerne i supermarkedernes køle- og andre diske skal virke så ‘autentiske’ som muligt på os forbrugere, vil man gå langt.
Alt for langt.
Det går nemlig hen og bliver direkte til grin indimellem, og så mister i hvert fald jeg noget af respekten for varen og dens producent.
Hvad mener I fx om den håndsaltede laks?
Er det ikke temmelig ligegyldigt, om det salt er drysset på laksen med fiskerens barkede og ru hænder? Eller bliver det bedre, hvis det er hans smukke datter?  
Faktisk foretrækker jeg en maskindosering, for den kan man standardisere og dermed dosere saltet ens hver gang der skal røges.
Ud med håndsaltning!
Især hvis det bruges som en undskyldning for at hæve prisen, hvad jeg godt kunne have mistanke om.

Så er der den “økologiske gårdmælk”.
Øllingegård, hvis mejeriprodukter jeg køber når jeg handler i Meny, er også begyndt på dette pjat. De har både økologisk mælk og økologisk gårdmælk.
Hvor meget mælk kommer lige fra storbyerne, måske? Det er da muligt, at man også er begyndt at have malkekvæg på byens tage eller ude i kolonihaverne, men i så tilfælde næppe i et omfang der er stort nok til supermarkedsproduktion.
Ud med betegnelsen ‘gårdmælk’!
Også selv om de kan navngive gården. Mon ikke de fleste forbrugere er fløjtende ligeglade med, hvor koen bor?

Rema kan også. De har håndplukkede danske ærter.
Da jeg viste John dette, sagde han (med et grin), at jeg da bare skal være glad over, at GreenPeas Refsvindinge sætter folk i arbejde …
Godt så. Det mente han heldigvis ikke, og det er da også noget pjat. Hvad er der i vejen med at maskinhøste ærter?
De vil også være helt sikre på, at vi har forstået, at ærterne kommer fra Danmark.
Ud med håndplukkede ærter!

Jeg er stødt på flere eksempler; som jeg desværre ikke kan komme i tanke om lige nu, men alt dette pjat minder mig om en meget gammel vittighed:
Kunden: Hvad er forskellen på den franske leverpostej og den hjemmelavede leverpostej?
Slagteren: Den hjemmelavede får vi fra en fabrik; den franske laver vi selv.
Så okay, fænomenet er åbenbart ikke nyt, men det er eskaleret i voldsom grad. Hvis man skulle tro på, at alt hvad der hævdes at være håndlavet, ER håndlavet, burde vi have meget mere end fuld beskæftigelse. 
Kan man ikke godt sammenligne det med de mange varianter af hyperkorrekthed, der blomstrer i disse tider?

Free giveaway???

Det er meget brugt at friste med en giveaway, hvis man vil promovere sig selv lidt. Det kan måske give lidt flere hit på hjemmesiden.
Som navnet antyder, er det en gave, som en eller anden vil give, hvis man opfylder bestemte kriterier eller bare er heldig i en lodtrækning.
Derfor undrede jeg mig lidt, da jeg på Instagram så en eller anden annoncere med Free Giveaway.
Jeg har også set gratis gaver på dansk. Hvis ikke de er gratis, er det vel ikke gaver?
Vi var i skoven i dag. Den havde ingen giveaways til os – i hvert fald ikke i form af svampe.
Jeg troede ellers jeg var så smart, fordi jeg dirigerede os ud til et sted, hvor Svampeforeningen skal mødes om ikke så længe … så må der jo være svampe, tænkte jeg.
Men nænej, det var der ikke. Jeg så stort set kun denne, og jeg tror ikke, den var flov nok. Det er nemlig vist nok en rødmende fluesvamp, men da den har endog meget giftige forvekslingsmuligheder, som fx panterfluesvamp, skal jeg ikke nyde noget, medmindre en ekspert har sagt god for dem, og sådan en havde jeg ikke lige ved hånden. Der var en anden, der havde været i tvivl, for ved siden af det intakte eksemplar lå der et væltet.

Jeg kom til at tænke på en af svampegrupperne på Facebook – og nu bliver jeg virkelig til en sur, gammel kone:
Da jeg for omkring 20 år siden (det kom sig af, at vi købte ødegården) begyndte at interessere mig for spisesvampe, investerede jeg i flere bøger, gik mange ture og tog mange forskellige svampe med hjem. De eneste jeg ikke var i tvivl om, var kantareller.
Jeg meldte mig ind i Svampeforeningen og tog med på deres glimrende, guidede ture for at lære en masse. Det indebar en del arbejde, men det var sjovt. Det handler først og fremmest om at lære de giftigste at kende; det er vigtigere end at vide hvilke man med fordel kan putte i gryden. Derefter kan man så begynde at lære de gode at kende.
Viden får man ikke forærende.
Men det tror en masse fjolser på Facebook. De har formentlig aldrig set andre svampe end champignonerne i supermarkedet, men de lægger rask væk et dårligt billede op af en eller anden svamp, ledsaget af ordene: “Hvad er det for en og kan den spises?”
Så forventer de et kvalificeret svar og bliver tøsefornærmede, hvis ikke det kommer, og/eller hvis der kommer en (oven i købet gerne venlig) kommentar om eventuelt selv at gøre en indsats.
Jeg har set mange billeder af kurvfulde af orangekantareller (“Se! Dagens kantarelhøst! Der var flere kilo!” Ja, det tror pokker – der er ingen svampekendere, der ville tage dem med hjem), fordi nogle tror det er kantareller. Det er faktisk nemt at se forskel, men de gider ikke engang sætte sig ind i den mest elementære svampeviden, inden de plyndrer skoven for værdiløse svampe.
Man ser også billeder af hele kurvfulde af andre ikke-spiselige svampe, hvor de stiller samme spørgsmål; altså hvad det er osv. For sæt nu, det var en god en, så må de hellere plyndre området fuldstændig for en sikkerheds skyld. Hrmpf.
Sådan noget bliver jeg vred over. Det er misbrug af både naturen og andres ekspertise.

Et par bump på vejen til Sverige

På vej til torpet ville John i Silvan, Køge, for at få fat i noget mere snor til græstrimmeren. Det er en Flymo græstrimmer, så Jem & Fix eller XL-Byg kunne ikke klare den lille opgave. Altså Silvan eller Bauhaus, men førstnævnte er nemmest, fordi det ligger lige på vejen derop.
Jeg blev i bilen og undrede mig over, at så lidt kunne tage så lang tid.
Der var ingen service overhovedet. Ingen, han kunne spørge. Efter en rum tid, hvor ingen ansatte kom inden for synsvidde, gik John derfor til kassen og spurgte om hun ville kalde på hjælp til haveredskaberne.
Det har jeg gjort, men der kommer ingen!
Fantastisk … han gik tilbage og ledte videre efter den lille plastsnor, og langt om længe kom der en ansat.
Som kunne fortælle, at de fører græstrimmeren, men ingen reservedele til den.
Fantastisk.
Men prøv denne snor, den skulle passe.
Jamen det gør den ikke. Den skal være tyndere.
Nå, men så prøv denne her.
Okay. John gik til kassen, hvor det tog en krig, fordi kassedamen (som ikke var “Ny i job”) knurrede og mukkede og kunne ikke finde ud af en pind, hvorfor det selvfølgelig tog alt for lang tid.
Det er sidste gang, jeg kommer her!, sagde den ellers så fredsommelige og tålmodige John, og manden bag ham erklærede sig højlydt enig. Kunderne var ganske åbenlyst kun til ulejlighed for personalet. Exit Silvan!

Da vi var en god halvanden times tid fra torpet, var klokken blevet godt og vel frokosttid, så vi kørte ind på Elisefarm Golfklub, hvor vi bestilte dagens ret, som var rødspætte.
Inkluderet i prisen var salatbar og kaffe bagefter.
Vi ventede og ventede på vores fisk; alle andre fik deres mad, men ikke os. Vi havde da ellers satset på, at dagens ret ville blive serveret forholdsvis hurtigt, men …
Til sidst kaldte vi på tjeneren.
Ja … vil Ni betala?
Øhh, næhhh, vi vil da sådan set hellere have noget mad …
Har I ikke fået noget???
Nej!
Nej, men dog, altså! Undskyld, undskyld, det beklager jeg virkelig meget!
Han kom lynhurtigt med vores rødspætter, som sjovt nok var varme endnu (eller også fik vi nogle andres og nyere bestilte). Han kom også med kartofler, som vi ellers selv skulle hente ved salatbaren, og han undskyldte endnu en gang og sagde, at der ville være et stykke luksuschokolade til os til kaffen som et lille plaster på [mave]såret.
Det er fin service med en god erkendelse af egne fejl, og denne oplevelse gjorde os ikke spor sure.

Der var i øvrigt vand i vores brønd heroppe – det havde vi været ret spændte på, for mange har meldt om tørlagte brønde, men altså ikke hos os, selv om der bestemt ikke er kommet meget vand fra oven – vi tømte regnmåleren for 23 mm, hvilket kun er halvdelen af, hvad vi har fået i Den Stråtækte.

Det er altså en tand for tåbeligt!

I morges kom der et brev til John fra det svenske Transport Agency.
Det var en opkrævning af ‘infrastrukturafgift’ (de er lige så gode til halvfjollede navne, som vi er her i Danmark), fordi vi havde passeret over Motala- og Sundsvallsbroen, da vi kørte hjem fra den mislykkede norgestur.
Afgift for det: En svimlende sum af 3 kroner og 60 øre.
Svenske.
Det svarer i danske kroner til godt 2 kr. 50 øre.
Det bruger man 21 svenske kroner på at sende til Danmark for at opkræve os – det er i hvert fald Sveriges billigste brevtakst til udlandet, men om Trafikverket får rabat hos PostNord, skal jeg ikke kunne sige – dog næppe 18 kroner.
Oven i de 21 kroner kommer der noget administration, for selv om det meste foregår elektronisk, skal der lønnede menneskehænder til et eller flere steder i systemet.

Det er helt sikkert muligt at indkode en bagatelgrænse for den slags, og jeg vil mene, at vi i dette tilfælde må være langt under en sådan.
Det er naturligvis ikke de 3 kroner og 60 øre, som ikke kan vælte et selv nok så stramt budget – det er princippet.
Det ser ud til, at der kan betales via kreditkort; havde det skullet være via banken, havde det kostet os 40 kroner at betale.

Vi må hellere få betalt til tiden, så ikke der ryger 300 kroner oveni …
bemærk, at det ikke hedder rykkergebyr, men forsinkelsesafgift.
Det er nok også mere politisk korrekt.
Hvis nu John skriver og fortæller dem, at han er en efterkommer af Pippi Langstrømpe og dermed negerhøvding på en sydhavsø, mon ikke de så bliver så chokerede over det skrækkelige ord, at de eftergiver ham den afgift?

Hvad mon de i øvrigt mener med, om man finder afgørelsen forkert?
Er der nogen, der sidder og ‘afgør’, om vi passerer den bro eller ej?

Bureaukrati, når det er slemt.
Eller er det bureaukratisme?

Det kræver slet ingen behændighed, kun lidt hekseri

Overskriften er et Miraculix-citat fra et af de gode, gamle Asterixhæfter.
Det er godt nok ikke mig, der har hekset; jeg er jo kun en almindelig dødelig, men lidt magisk er det … og i hvert fald mystisk.
De to første tagrørsfarvebade gav skriggule farver, hvilket absolut ikke var efter planen, som var, at det skulle give cirka den samme ret specielle, nærmest neongrønne, farve, som de gav sidste år. Nogle sammenligner den med en overstregningspen – det er heller ikke helt ved siden af.
Jeg kunne simpelthen ikke finde ud af, hvad jeg gjorde forkert, så til tredje forsøg satte jeg en mindre portion over i en gryde i køkkenet. Denne gang kogte jeg ikke farvesuppen af først, men lagde både garn og tagrør i koldt vand, tændte for blusset og lod det koge op.

Så var den der! Den rigtige farve. Endelig! Jeg hentede flere tagrørsblomster og farvede én gang til under de samme betingelser – denne gang overfarvede jeg nogle af de gule fra de fejlslagne første farvninger. Det blev stadig rigtigt, og nu har jeg neongrønt nok til et eller andet … neongrønt. Man har jo lov til at blande det med en farve, der kan dæmpe den grønne en smule ned.
Selv det ubejdsede garn (nøglerne til højre) fik fine, grønne farver – faktisk ser det ud som om garnet ikke behøver at være bejdset, men det bliver jeg nødt til at efterprøve i endnu et forsøg, for én gang er ingen gang.

Jeg forstår stadig ikke en pind af, hvorfor de to første farvninger blev gule – det skulle ikke gøre nogen forskel, at plantedelene koges sammen med garnet, men eftersom det er eneste forskel her, kan jeg ikke komme til anden konklusion, at det alligevel må være derfor.

Jeg kan godt lide denne nedadgående kurve. Temperaturer, der har et 3-tal forrest, hører ikke hjemme i min sommerverden.
Jeg håber også, at vi får del i den sporadiske regn, der åbenbart kan finde på at falde i vores DMI-region.
Ikke mindst på grund af, at jeg har dobbelt havevandingsjob for tiden, fordi vores genboer er taget op til deres sommerhus lidt nord for Dalarne, og jeg har lovet at sørge for, at deres have ikke dør af tørst de næste 14 dage.
Jeg håber ikke, at de brænder inde deroppe, men det var de ikke selv bekymrede for, så det må jeg hellere lade være med at spilde flere tanker på.