Hos Mommer

3. oktober 2017

Der kunne skrives bøger om det jeg ikke forstår

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:36
Tags: ,

Der kunne skrives bøger om det jeg ikke forstår, og det er da der også blevet. Temmelig mange, endda …
Noget af det er plante- eller rettere lavfarvningens mysterier, for hvordan noget fuldstændigt hvidgråt, tørret lav kan udvikle denne dybt rødbrune farve, virker ganske forunderligt.
Alligevel forstår jeg nok lidt af det – væsken, jeg har tilsat, er 5 % salmiakspiritus, hvilket vil skabe en kemisk reaktion, ganske som når man kommer syre eller base i en given væske, som så omgående skifter farve.
Men det er nu alligevel fascinerende.
imageHvad jeg derimod stadig ikke forstod var, hvorfor det skal stå i flere måneder? Udviklingen, som ses på billederne herunder, er sket på fem dage, og selv om farven sikkert nok vil kunne intensiveres yderligere, havde jeg svært ved at forestille mig, at et par uger ikke skulle være nok.
Jeg ledte højt og lavt og fandt endelig en artikel fra et universitet i Nebraska, der angreb spørgsmålet på en videnskabelig måde, hvilket er fint med mig.
Jeg skal spare jer for forklaringen – den kan I selv læse, hvis I orker, men meget kort fortalt: As the lichens decompose, orcinol in the lichen medulla is transformed into orcein, en proces der åbenbart tager mindst 60 dage.
Artiklen omhandlede forsøg med en kombination af skaldyr og lav, men her stod jeg af; synes ikke forskellen er værd at have det arbejde for, da der er andre ting, der kan farve den lyslilla, som skaldyret giver.
Nu er det snart ikke 50 Shades of Yellow for mit vedkommende mere, men 50 Shades of Purple. Det gør så ikke spor …

Lav i ammoniak 24 timerLav i ammoniak 5 døgn

Den tredje ting, der undrer mig, at at slutresultatet bliver lilla … hvis det altså bliver det i mit eget private eksperiment … men sådan er det tit med kemi. Det bliver en smule spændende, men jeg er åbenbart nødt til at vente yderligere 55 dage med at se hvad det bliver til.
Det er igen det der med tålmodigheden … den bliver godt nok sat på prøve en gang imellem.
Måske skulle man forsøge sig med lidt rønnebær i ventetiden?

Reklamer

13. september 2017

Dygtige sportsjournalister. Eller …?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:41
Tags: , ,

En af os sad og så cykelløb. Den anden lyttede lidt med, men strikkede samtidig. Og undrede sig såre indimellem.

“Det ligner regnvejr derude. Hvis der kommer sådan en ordentlig sjasker, kan det godt resultere i fugtige veje.”
Respekt for den skarpsindighed … han skulle være blevet meteorolog!

“Der har vi så vaskemaskineeffekten: Der kommer hele tiden nogle nye op bagfra og presser dem oppe foran.”
Her var jeg ét stort spørgsmålstegn, men John kunne ikke hjælpe mig med en forklaring på, hvordan der kunne komme en vaskemaskine ind i billedet her.
Senere kom jeg til at tænke på, om han mente vaskebræt? Det ville give en smule mening …

Og så er jeg (stadig) grundigt t.r.æ.t. af journalister, tv-værter og i det hele taget mediefolk, der med kraftig stemmeføring siger æhhh hele tiden!
Både kvinden, der heldigvis forsvandt, og ham der blev ved til den bitre ende i cykelløbet i går, var storslemme. 


Avokadosuppe til farvningNå. Nu gider jeg ikke brokke mig mere over sportsjournalisterne, så jeg går over til vejret i stedet for. I går omtalte jeg septembervejret i forholdsvis rosende toner, men det har vejret helt selv ødelagt i dag, hvor det blæser og regner uafbrudt som på en sen oktoberdag.
Jeg er bekymret for mine dahliaer, som i alt for bogstavelig forstand dukker deres tunge hoveder. ´
Den eneste lyse side ved det er, at jeg kan fylde alle mine vaser med dahliaer.

Avokadosuppen, der blev stillet in a sunny window (!), bliver, trods den manglende sol, mere og mere brunligrødorange. Jeg er spændt på, hvor meget af farvestoffet, der vil sætte sig fast i garnet.

Alkannaen, som kan farve garn lilla, hvis træspånerne ligger og søpper i ethanol (læs: husholdningssprit) i en uges tid, ser mig mere rød end lilla ud, men den er kun lige sat over, så jeg skal nok bare have tålmodighed – og i øvrigt kan man ikke altid regne med, at garnet får den farve, som suppen umiddelbart antyder.
If you don’t like the smell of methylated spirits, you can use vodka instead. Nogle gange er de altså lidt fjollede, de amerikanere … det skal da nok være rigtigt, men forskellen i literprisen får mig altså ikke til at hælde 1½ liter vodka over nogle spåner for så bare at hælde det i vasken om en uges tid!

Alkanna i husholdningsspritAlkanna i husholdningssprit (1)

Men farve kan det! I skræmmende grad. Da jeg åbnede låget for at tage ovenstående billede, faldt der en dråbe ned på den hvidmalede vindueskarm.
Shit! Vaskes af kunne det ikke. Jeg fik en lys ide og hentede lidt natriumdithionit – der må jo være en grund til, at det hedder affarver – opløste lidt i en anelse vand og hældte det på pletten.
Kluden blev farvet, da jeg gned på pletten, men pletten falmede ikke det mindste. Øv altså. 
Den eneste lyse side ved det er, at nu er jeg blevet opmærksom på den ekstreme forsigtighed, der skal iagttages, når vi begynder at farve med det.

IMG_7836IMG_7837

9. september 2017

Det gør hun ikke mere

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:52
Tags: , , ,

 

Anna vender ikke længere bogen på hovedet, som hun gør på det indsatte, meget dårligt skannede, billede af hende.
Anna og Lille Sorte SamboHendes læseniveau har i nogle år ligget en del over det normale for alderen … der slægter hun vist sin mormor på; jeg læste både Anders And-blade og ‘rigtige’ bøger som femårig. Det er lidt uretfærdigt fordelt sommetider – at ordblinde Aubrey har så svært ved at læse og skrive, og så med Anna i den modsatte ende af skalaen. Hun er dog ikke (endnu i hvert fald) vildt god til stavning, så der er trods alt sørget for, at træerne ikke vokser ind i himlen.

Den kvikke læser vil se, at bogen, som den lille lyserøde Anna sidder med, er Little Black Sambo.
Det har været en omdiskuteret titel i mange år; nok især i USA, hvor bogen blev forbudt under den titel, men heller ikke i England anses den for værende pc (som betyder politically correct – man skal ikke sige pc i UK og tro, det betyder [personal] computer).
Det betød naturligvis, at der nærmest gik sport i at få fat i bogen med den originale titel, og Anna fik da også en udgave af den.
Det er i stil med, at Pippi Langstrømpes far ikke længere må være negerkonge og er derfor heller ikke længere konge af kurrekurredutterne på Kurrekurredutøen, for øfolket kaldes nu blot for ‘de indfødte’. Er det bedre? Lyder det ikke også lettere nedsættende?

imageJeg ved ikke helt, hvad jeg skal mene. Jeg kan såmænd godt se pointen, men begge bøger blev skrevet i en anden tid. Det virker en anelse latterligt at ændre på historien, fordi man nu ser anderledes på ordene. Den slags har det med at ændre sig løbende, så det der bliver lavet om på nu, er måske forkert igen om 50 år.
Der må være skrevet et hav af bøger, hvor man bruger ordet neger eller sort, men bare man ikke begynder at brænde bøger som i Fahrenheit 451, så går det vel endda.
Jeg er nødt til at respektere, at folk tilhørende den negroide race føler sig stødt, og man derfor bør undgå at bruge ordene – jeg har bare så svært ved at forstå hvorfor.
Hvorfor er ‘sorte mennesker’ så forfærdeligt at sige, mens det er åbenbart stadig er okay at tale om ‘hvide mennesker’? De sorte er alligevel ikke sorte og de hvide er ikke hvide … hvis man fra starten havde sagt ‘mørke’ og ‘lyse’, havde ‘mørke’ måske været et fy-ord i dag?
‘Neger’ betegner den negroide race, på linje med ‘asiat’ og, ifølge USA, ‘kaukasisk’ (Caucasian), som derovre betyder en hvid mand og som i øvrigt er forkert, for ikke alle hvide stammer fra kaukasusområdet. Ydermere er det er skrækkeligt ord. Synes jeg. Jeg vil ikke være en kaukasier! Hvad mon der sker, hvis jeg brokker mig vildt over at blive betegnet som caucasian? Sikkert intet …
Er det ikke også naivt at tro, at man fjerner racisme ved at forbyde visse ord? Racisme i selv er ikke tilladt. Forbud fjerner ikke problemet, for så enkelt er det ikke, men jeg har desværre ikke nogen løsning på det … synes bare ikke, at denne verdens behagesyge politikere afføder nogen respekt.

5. september 2017

Admiraler i hobetal

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:06
Tags: ,

Vi nåede ikke at få glæde af alle blommerne, selv om jeg har syltet virkelig mange, har lavet rigeligt marmelade og har foræret væk til alle, vi kom i nærheden af. Det skyldes nu mest, at vi ikke kunne nå helt op i toppen af træet, men er der ikke noget om, at man ikke må beskære blommetræer? Hvis det er rigtigt, går det nok ikke at kappe toppen af træet.
Men har vi ikke fået glæde af dem, så har en veritabel hær af admiraler.
Blommer gærer meget hurtigt efter de er faldet ned fra træet, hvilket admiralerne kan lugte på lang afstand. De er netop nu ved at tanke op til den lange flyvetur sydpå, og som jeg desværre er sørgeligt klar over, så omdannes sukkeret i alkohol til fedt, men lige så irriterende det er for mig, lige nyttigt er det for sommerfuglene, da det bevirker, at de kan lagre tilstrækkeligt med fedt i bagkroppen til turen.

Admiral

Til gengæld er her stort set ingen hvepse, og jeg kan ikke finde ud af hvorfor – har prøvet at surfe lidt rundt på nettet, men kunne ingen relevante artikler finde. Der blev tidligt på sommeren etableret et hvepsebo under stråtaget lige ved siden af af det altid åbne vindue til vores soveværelse – hvilket i øvrigt resulterede i et par uønskede besøg inde i soveværelset, når de ikke lige kunne finde den rigtige indgang til deres bo. De var ganske fredelige og lod sig verfe ud igen uden de store sværdslag fra vores side.
Fredelig sameksistens med hvepse … hvem skulle nu have troet det?
Vi gjorde ikke noget ved boet, for de overvintrer ikke, og de genbruger det ikke til næste år.
Det var dog overraskende, at allerede da vi kom hjem fra Sydafrika d. 3. august, var der ikke flere hvepse, som fløj til og fra boet. Hvor mon de forsvandt hen så tidligt? De plejer jo at hærge godt og grundigt netop nu, hvor frugterne begynder at falde ned fra træerne, men vi har ingen.
Bier har vi stadig masser af; der sidder oven i købet snesevis af demog mæsker sig i de samme nedfaldne blommer, som admiralerne har travlt med.
Men ingen hvepse.
Ikke, at jeg er synderlig ked af det, for jeg bryder mig ikke om arbejdsløse, berusede og aggressive hvepse, hvorimod jeg er glad for de forholdsvis mange bier, jeg har set gennem sommeren, men det er da lidt underligt, at hvepsene sådan pludselig er forsvundet.

IMG_7794

1. september 2017

Måske ikke direkte grim, men kedelig

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:55
Tags: , ,

Den farvning, jeg lavede med avokado, blev keeedelig. Det blev overhovedet ikke den lyse, gråligpink farve, jeg havde håbet på.
Når man ser, hvilken farve avokadosten næsten øjeblikkelig får ved overskæring, kan man godt undre sig over, hvorfor garnet ikke bliver orange i stedet for lyserødt.
Hos mig blev det så bare ingen af delene …

Avokado (2)

Det blev mest af alt en slags kaffe-med-meget-mælk-i-farvet. Den grå blev bare lidt mørkere grå, end den var i forvejen.
Jeg ved også godt hvorfor. Det er fordi, jeg først fandt Tusindfryds glimrende blogpost om det, efter jeg var blevet skuffet over resultatet.
Den gamle aluminiumsgryde turde jeg ikke tage med hjem fra Sverige, fordi jeg havde fået at vide, at man aldrig, aldrig, ALDRIG, farver garn i aluminiumsgryder.
Man har bare glemt at fortælle mig, at man med fordel farver med avokado i aluminiumsgryder …
Jeg havde heller ikke ladet skaller og sten trække i dagevis inden farvning.

Avokado

Det er en ommer, Ellen. Godt, vi spiser en del avokadoer.


Det var derfor lidt mere opmuntrende at se mailen fra Tim, vedhæftet et billede af deres nye, gamle bil.
Han prøver åbenbart at gå sin onkel lidt i bedene og håber på, at pensionen er hjemme om nogle år, lige som den var det for onkel.
Tim er dog nok startet lidt for sent i den sammenhæng, men under alle omstændigheder er han glad for sin veteranbil, som endnu står hos onklen med den store forstand på gamle biler.
Charlottes kommentar til bilen: Jeg kan virkelig tillade mig at gå langt, inden du med rette kan brokke dig.
Sagt med et smil. Han ville ikke foretage sådan et køb uden de har talt om det.

Den nye gamle bil

22. juli 2017

Man må sig undre …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:57
Tags:

Hvor får de det dog fra?
imageSom jeg før har nævnt, så fjernede Google for længe siden listningen over søgninger, der førte til ens blog, hvilket jeg ærgrede mig en del over, for der var grundlag for mange morsomme indlæg – 13 blev det til for mit vedkommende, inden der blev lukket af for morskabskilden for nogle år siden.
Det eneste, der nu er tilbage, er en lille boks på min admin-side, hvor topsøgningerne angives. En af dem er altid “hos mommer”, hvilket hverken er morsomt eller overraskende.
Overraskende er derimod det sidst angivne: “min mand går i mine strømpebukser”. Hvordan i himlens navn kan en sådan søgning finde frem til min blog?
Min John har overhovedet ikke den slags tilbøjeligheder, og selv om han havde, er jeg ret sikker på, at jeg ikke ville skrive om det …

IMG_6742IMG_6745

Jeg kan også undre mig over, hvorfor de dahliastiklinger, jeg fik med hjem fra Charlotte, da vi var derovre i begyndelsen af juni, bare ikke VIL vokse. Se blot forskellen i plantestørrelser på billederne og ikke mindst den nærmest usynlige lille pjalt inde i den røde cirkel. Kan de ikke lide den danske jord?
De dahliaer, jeg havde sidste år, var da også købt i England, men som knolde. Jeg kan ikke engang spørge Charlotte, om der er lige så stor forskel på hendes knolde og stiklinger, for hun købte kun knolde …
Dahliaforedragsmanden fortalte, at det var hip som hap, om man puttede stiklinger eller knolde i jorden, men det er jeg så ikke helt enig i, selv om det betyder, at jeg må gå imod ekspertudtalelsen.

Skønhed

Endelig holder jeg nok aldrig op med at [for]undres over den skønhed, naturen kan levere. Her i form af blomster i min have.

13. juli 2017

Hvis man synes, det er en oplevelse, så …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:52
Tags:

Vi var i både i Elgiganten, i Næstved Storcenter og inde i Næstveds gågader i dag. Der var forskellige ærinder inden turen til Kruger Parken; bl.a. nogle gode vandresokker og et ekstra SD-kort til kameraet, for jeg kunne godt forestille mig gå totalamok med fotografering, hvis ellers The Big Five lader sig se – men det gør de nok.
Det har de bare at gøre … sidste gang, i 2004, var vi ikke så heldige at se leoparden, så den håber vi naturligvis at få med denne gang. The Big Five er løve, leopard, sort næsehorn (hvorfor mon ikke det hvide?), elefant og kafferbøffel. Som en kontrast til disse, har turistindustrien opfundet The Little (eller small) Five, som er løvemyre, leopardskildpadde, næsehornsbille, elefantspidsmus og bøffelvæver.
Nå. Det var et sidespring, men det bliver en stor oplevelse, hvilket fører mig helt naturligt hen til dagens egentlige emne:
Da jeg stod i kassekøen, lagde jeg mærke til standeren med oplevelser – man ser dem snart overalt.

P1070059P1070060

Jeg kom til at smile med lyd på – så meget, at parret foran lige skulle se, hvad jeg var for en.
Jeg lod som ingenting og sagde til John, at hvis man synes det er en kæmpeoplevelse at kunne gå amok i en pølsevogn, så må man dæleme have et uspændende liv! Samt et liv med et madbehov uden ønske om de lidt mere raffinerede gastronomiske nuancer. Så smilede parret foran også …
Helt ærligt, altså. Hvad mener I om den slags ‘oplevelser’? Måske kunne man bruge det som hadegave? Til en, man ved går højt op i finere madlavning?
Godt, så … jeg ville i hvert fald ikke vælge at gå amok i en pølsevogn, men det er måske bare mig, der har det sådan? Er det mig, der er mærkelig?
Jeg skulle have spurgt, om de havde solgt nogen, men det gjorde jeg ikke.
Jeg går ud fra, at det er gå amok på spise løs-måden, for hvis det er på terrormåden, må muslimer da sluge et par kameler inden (tøhø), med alt det svinekød, de kan blive eksponeret for sådan et sted.
Jeg så til min forbavselse disse pølsegavekort både i Elgiganten og i Bilka.

12. maj 2017

Gamle fotografier og en ny app

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:55
Tags: , ,

Min mors gamle fotoalbum er i min besiddelse. Jeg lovede nemlig i et svagt øjeblik at skanne nogle af billederne, således at vi tre søstre elektronisk kan gemme billederne af vores mor fra hun var omkring 14 år og frem til hun var 23.
NEGN4202Det er lidt pudsigt: Mine morforældre havde ikke mange penge at rutte med, men de havde åbenbart et kamera og var forholdsvis flittige til at forevige familie og venner – eller også har de fået billederne af andre; det ved jeg faktisk ikke noget om, men ikke desto mindre er der en del billeder af mor, hendes søskende og hendes veninder – og en masse, jeg ikke aner hvem er.
Blandt andet er der dette af hende som 19-årig, taget i 1944 … det irriterer mig, at jeg ikke kan finde det, men jeg ved, at jeg et eller andet sted har et billede af mig selv fra 7. klasse, hvor jeg kan se en slående lighed mellem hende og mig. Vi har oven i købet indtaget præcis samme positur.
I mine tidlige voksenår tænkte jeg ikke over den lighed (og kunne heller ikke selv se den), bortset fra, når jeg så en bestemt af mine forældres venner, for han sagde HVER gang han så mig: Hold kæft, hvor du ligner din mor, tøs!
Det sagde han fra jeg var en ganske lille pige og til han døde, da jeg var sidst i trediverne.
Det var på én gang sjovt og lidt trættende at høre på, og jeg kan først nu se, hvor meget ret han havde. Når jeg i dag RMFU2433kigger mig i spejlet, ser jeg min mor, som hun så ud de sidste 20 år inden hun døde. Det er en smule skræmmende, for jeg var i mange år overbevist om, at jeg ikke lignede hende spor, uanset hvad andre sagde om den sag.

Jeg har syltet skannearbejdet længe, fordi jeg på forhånd ved, at det er en meget tidskrævende opgave, og alligevel bliver billederne bare elendige.
imageJohn fandt i dag en app (Photo Scanner for me), som skanner billeder direkte ind på ipadden. Efter at have set en demo, købte jeg den (59 kr.) og har nu skannet nogle af billederne fra det gamle album. De blev faktisk bedre, end vores rigtige skanner nogen sinde har kunnet præstere, så appen kan jeg anbefale, hvis I har gamle fotoalbum, I gerne vil have digitaliseret. Det samme vil jeg sige til mine søstre – så kan de selv få lov at skanne de billeder de måtte ønske.

Det viste sig at være noget nemmere at overføre billederne til min pc, end jeg havde regnet med: Det var bare at forbinde USB-stikket i laderen til iPad og pc og så kopiere direkte via stifinderen.
Det var noget nemmere end at gå via iTunes, som John mente, jeg skulle.
Så hvorfor man skal have en iPad, en Mac og en iPhone for at hele maskinparken “skal kunne tale sammen”, forstår jeg nok ikke helt – androidtelefonens og ipaddens kalendere synkroniserer også fint med hinanden.
Det må være folk med mere avancerede behov end jeg, der ser sådan på det.

8. maj 2017

Lokale rekorder … regionale, måske?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:29
Tags: ,

P1030103Ude i mit krydderurtebed kom der i år en påskelilje op, som ikke var der sidste år. Det er ikke en jeg har sat, og eftersom jeg etablerede bedet for to år siden, har den været længe om at arbejde sig helt op over jordoverfladen, men den skulle også igennem 30-40 cm jord, inden den kunne se lyset.
Til gengæld kunne den slet ikke stoppe igen, da den først kom i gang med at vokse – indtil videre har den en højde på 70 centimeter, men jeg formoder den er færdig med at vokse nu.
Hvor høje bliver påskeliljer normalt? Jeg har nogle, der er pænt høje, men de nåede dog ikke over en halv meter, så jeg synes 70 cm virker som meget.
Når jeg googler lidt rundt, angives de højeste som værende op til 45 cm, så mon jeg er i besiddelse af en rekord?
Den må føle sig meget ensom der, midt imellem timian og purløg, og da den ingen umiddelbare konkurrenter har, undrer det mig, at den insisterer på at vokse så voldsomt, men der er mange måder at hævde sig selv på.

En af dem er at købe nogle enorme løver og sætte i sin indkørsel til et ganske almindeligt parcelhus.

P1030104Lungholm Lolland (2)

Jeg beklager, kære tætpå-bo, men det her synes vi nok er overkill i middelsvær grad – vores gæster ankommer grinende og spørger hvad pokker vi har gang i her ved fjorden. Jeg tror, det må være region Sjællands største løver.
John og jeg fralægger os ethvert ansvar og griner selv med. Selv løverne på Lungholm gods er kun halv størrelse af disse her … vi ved ikke helt, hvad der har stukket parret, for vi har ikke noget med dem at gøre, så vi kan ikke spørge dem. Ingen har noget med dem at gøre; de har boet der i et års tid, men vil ikke hilse på nogen. Hvis vi vinker til dem, kigger de væk eller ned i jorden, og det gælder ikke bare os, har vi erfaret.

I går kom der fem ryttere forbi. De to forreste heste gik forbi løverne uden at tage notits af dem, men de tre andre nægtede pure at passere dem.
Det så altså skægt ud – de prustede og stampede og gjorde i det hele taget alt, hvad nervøse eller bange heste gør. Det tog hele fem minutter at overbevise hestene om, at løverne ikke ville angribe. De var konsekvente, rytterne: Hestene ville helst over på den anden side af vejen, men det fik de ikke lov til; de blev tvunget til at gå lige forbi løverne, hvilket nok var en klog rytterstrategi, også selv om det tog en rum tid at overbevise dem.
Hvordan pokker ved danske heste, at løver er noget, man skal være bange for? Og så denne slags løver, der trods alt ikke lugter af rovdyr?

19. marts 2017

Uheldig oversættelse og en god fest

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 21:07
Tags: , , , ,

Overskriftens to ting har intet med hinanden at gøre … der burde nok have stået Uheldig oversættelse. En god fest.

Man skal undre sig.
Det gælder altid og i alle livets sammenhænge: Man skal undre sig. Det gælder også oversættere/tekstere af tv-serier.
Jeg undrede mig i hvert fald over, at oversætteren af Murdoch Mysteries i dag konsekvent oversatte carbon monoxide til kuldioxid.
Ikke bare en, men fire gange, så det kan ikke have været en tanketorsk. Ordet var oven i købet ledsaget af forklaringen, at det er noget man kan dø af, hvis man lader en bil stå med motoren i gang i et lukket rum. Ved alle ikke, at så er der tale om kulilte (CO) og ikke kultveilte/kuldioxid (CO2)?
Carbon monoxide – mono er noget med én. Carbon dioxide – di er noget med to. Det burde ikke være nødvendigt at være kemiker for at kunne se det … det er jo bare ord, der skal oversættes, og det helst korrekt.


Jeg undrer mig til gengæld ikke over, at vi er lidt trætte i dag – det har den naturlige forklaring, at vi var til 25-års fødselsdag i går. Børnegenerationens (mit og mine to søstres børn) yngste skud har nu rundet et kvart århundrede, og det syntes hun skulle fejres.
Det foregik på Rigshospitalets kollegium, hvor selskabet var ovenud hyggeligt, mens akustikken kunne have været bedre, så både John og jeg var noget trætte i hoved og ører, da vi satte kursen hjemover, men det er ligemeget, for jeg tror, at fødselsdagsbarnet havde en god fest og fik masser af gode gaver, og hendes tilfredshed er det vigtigste i denne sammenhæng.

P1060157P1060153

Annemarie læser medicin, så kusinen havde kreeret en lægeudgave af Kay Bojesen-aben – fuldt udstyret med kittel, stetoskop og pandelampe.
Vi var seks fra generationen før fødselsdagsbarnet, plus den friske farmor på 84, men resten af de 37 gæster var tidligere gymnasiekammerater og medstuderende, både fra dengang hun læste til sygeplejerske og fra det nuværende medicinstudium. 30 supersøde, skønne, levende, interesserede og interessante, intelligente, målbevidste og seriøse unge mennesker. Jeg er ikke bekymret for Danmarks fremtid – overhovedet ikke. Det kan da ikke gå galt med sådanne pragteksemplarer på vej ud i samfundet … ingen var fulde i bemærkelsesværdig grad; nogle gik endda hjem før John og mig, fordi de havde vagt og ikke ville være for trætte på arbejdet næste dag.
Moster er glad.

3. marts 2017

“Will you still need me…” og hele fire overraskelser

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:33
Tags: , , ,

IMG_5867IMG_5876Beatles’ go’e gamle Will you still need me, will you still feed me when I’m sixtyfour har af naturlige årsager kørt inde i mit hoved hele dagen. (Og jeg skriver ikke dette indlæg for at I skal skrive tillykke til mig i en kommentar – det behøver I altså ikke!)
John sang den i 2009 og jeg synger den nu. Han feeder mig dog ikke; det må vist siges at være omvendt, men vi er ganske enige om, at vi behøver hinanden.
Jeg må indrømme, at jeg var en lille smule skuffet, da der ikke var en lille blomst til mig i morges, men jeg var tapper og lod som ingenting. Efter morgenmaden skulle han lige et ærinde, som jeg godt nok undrede mig lidt over, men fattede ikke spor mistanke …
… til, at han stak en hvid løgn og kom hjem med en smuk buket og en hjerteformet æske med eksklusive, fyldte chokolader. Der er kun otte stykker i, men det er rigeligt, for det er jo slet ikke jul endnu. Det var første overraskelse.
IMG_5875
Den anden var noget mere ubehagelig: Vi fik øje på en rotte, som har vinterkvarter ude bag ved den forhenværende havedam. Pokkers og sgu!
Nu har John sat en rottefælde op med en sveske i. Den går hen og snuser, men er meget, meget skeptisk. Der går nok et par dage, inden den går i – hvis ikke, må vi have fat i rottefængeren for at få lagt noget gift ud.

Den tredje overraskelse var god og er, at forsikringsselskaber kan handle meget hurtigt!
Vores afløb fungerede så dårligt, at vi måtte have suget trixtanken ekstraordinært, men der gik kun nogle få dage, inden den var gal igen. Vi ringede til Kloak-Jan (første gang var det en, kommunen sendte ud, men han måtte ikke skylle systemet igennem!), som hurtigt indfandt sig og konstaterede, at den ganske rigtigt var fyldt op igen. Han sugede og spulede … og allerede dagen efter var den gal IGEN. Nu måtte der tv-inspektion til. Det var i går.
Der er et brud. Lige under mit krydderurtebed. Pokkers og sgu endnu en gang! Det er nu blevet til en forsikringssag; vi meldte det forleden dag og fik oprettet en sag. Hurtige Jan sendte inspektionsrapporten ind til vores forsikringsselskab allerede i aftes. I dag har jeg talt IMG_5877med en sagsbehandler, som spurgte mig, om det er noget, der haster. Ja, en anelse, sagde jeg – min mand har købt en dykpumpe og må ud og starte den en gang om dagen for, via en slange, at føre overløbsvandet hen til et andet afløb, der virker. Så i princippet virker vores afløb fra køkken, bad og toilet slet ikke.
Der gik 1½ time, så ringede hun tilbage og sagde, at deres faste mand til den slags vil kontakte os i løbet af dagen. Vi skulle ikke foretage os videre end at lave aftalen med ham – han afregner direkte med dem.
Han har ringet – han kommer mandag klokken 10. Det er jo fantastisk! Ingen bøvl, ingen vrøvl. Bare et Ja, selvfølgelig dækker vi, når det er et brud på jeres egen grund

Dagens fjerde og foreløbig sidste overraskelse var portoen på den boblekuvert, jeg gjorde klar til at sende til Tim i dag. Han har fødselsdag om små to uger, så jeg skal have sendt den lille bog, jeg skrev om forleden.
50 kroner! Halvtreds!!! For at sende et brev på 170 gram til England! Du godeste. Hvordan i alverden kan det dog gå så dårligt for PostNord, som det gør?

26. februar 2017

John fik håneretten

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:25
Tags: ,

Vi købte for et stykke tid siden et smukt gammelt spejl i en spinkel støbejernsramme til entreen og har i et stykke tid ledt efter passende belysning til at placere ved dets sider. På kræmmermarkedet i Lov gik vi forgæves – var så uheldige, at en stadeholder for nylig havde smidt en del ud, fordi han ikke kunne sælge dem! Typisk. Ren Murphy – for både ham og os.
De skal være gamle, lamperne. Rigtig gamle, for de skal passe både til spejlet og til huset.
John foreslog Det Blå Marked i Haslev, men jeg var ret sikker på, at hvis ikke vi kunne finde nogen i Lov, så kan vi heller ikke i Haslev, men jeg løsrev mig modstræbende fra syningen af tasken og kørte med til Haslev.

Det Blaa Marked

På en af gavlvæggene fik vi øje på dette kæmpestore fotografi af stadeholderne. Det er 10 x 4 meter, og på afstand ligner det bare en meget stor forstørrelse af et foto, men da vi gik helt hen til det, kunne vi se, at det var lavet af perler! Det består af 1.638.000 perler, og det har taget 1½ år at lave. Vi var behørigt imponerede – selvfølgelig kan det tydeligt ses, at det er perler, når man stiller sig lige under billedet, men det er jo ikke meningen, at man skal det. Jeg tager hatten af for den eller dem, der har haft overblik nok til at kunne fremstille dette værk. Herunder en detalje: Sandalerne på kvinden i blåt, der står som nummer fem fra venstre.

Verdens største perlebillede (3)

Vi bevægede os i mageligt tempo gennem hallerne, for den slags, vi ledte efter, gemmer sig som regel i kasser og andre ikke særlig synlige steder.
Ét sted så jeg skiltet nederst til venstre. Det er ikke første gang, jeg er stødt på det, men det er første gang, jeg har taget et billede af det … jeg har aldrig forstået teksten. Eller rettere: Ordene forstår jeg selvfølgelig godt, men hvordan skal man tolke dem?
Vi så mange ting – den samme, som har lavet det enorme perle‘maleri’, har også lavet et af Elvis Presley og hans Graceland. Det var vel 2 x 3 meter og havde ‘kun’ taget ½ år at lave.

Elvis i perler

Det Blaa Marked (6)Vi fandt to Holmegaard julesnapsflasker, så nu har vi en god undskyldning for at lave yderligere et par spændende kryddersnapse. Det gør vi en del i … vi drikker dem yderst sjældent, men de er sjove at lave – og at have.
Jeg fandt to fine kobberplaketter til min kobbervæg i køkkenet og en lille flettet dims med tre glaskrukker, som skal pyntes med blomster og stå på bordet, der skal stå på vores kommende overdækkede terasse.
Og – tadahhhh: Vi fandt et sæt lamper. Vi fandt et rigtigt par, oven i købet. Der var flere, som var sat sammen i par, men man behøvede ikke engang at kigge særlig godt efter for at se, at de ikke var ens. Tror de virkelig, vi er så blinde?
Men pludselig var de der – “Vil du have dem der? Du skal få dem for 40 kroner for begge to, men så skal du også tage skærmene med”. Det var da til at overse – skærmene var ikke så pæne, men det findes der råd for. De skal nok slet ikke have skærme, men i stedet nogle kertepærer.
Og John vandt håneretten, for han fik ret i, at det var i Haslev, vi skulle finde vores lampetter.

11. februar 2017

Der er så meget jeg ikke forstår

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:56
Tags: ,

ReliefmønsterDer er så meget jeg ikke forstår – blandt andet, hvordan strikkefastheden kan passe nøjagtigt i bredden, men ikke i højden. Min logik siger mig, at hvis den ene dimension passer, vil den anden automatisk gøre det, men det holder åbenbart ikke …
Den norske sweater jeg er i gang med til Søren, passer på en prik med 24 masker i bredden på 10 cm, men hvor opskriften angiver 28 pinde i højden, skal der 33 af mine pinde til for at give 10 cm. Hvordan kan det lade sig gøre???
Jeg kan selvfølgelig sagtens regulere længden – det kostede bare et reliefmønster mere midt foran, inden jeg begynder på selve mønsterstrikket – men det nævnte fænomen er grunden til, at jeg aldrig gider at strikke mine strikkeprøver på fulde 10 x 10 cm, men bare 10 x 4-5 cm, for det er vigtigst, at det passer med antallet af masker, da længden er nemmere at regulere. Men hvad vil en uerfaren strikker stille op? Hvis man tager en større pind for at få dem til at fylde mere i højden, vil arbejdet jo også blive bredere.
Jeg forstår ganske enkelt ikke dette her, men skulle der være nogen derude, der kan give mig en god forklaring, vil jeg blive glad. Tænk, hvis Malle kommer og spørger mig … hun synes jo, jeg er en ren strikkeguru, så der skulle helst ikke være noget, jeg ikke kan svare på!

Bilarbejdet er for tiden karklude, når jeg har et ikke-bilegnet projekt i gang derhjemme. Karklude i så mange udgaver som muligt, for det er måske ikke lige det mest spændende håndarbejde, jeg kan komme i tanke om, så variation må der til.
Jeg har strikket et par stykker med skiftevis én pind ret og én pind 1 r, 1 vr. Det bliver nydeligt. Især på den ene side … jeg kan bedst lide, at mine klude ser ens ud på begge sider (selv om der sikkert ikke er andre end mig selv, der tænker over det), så den jeg i gang med nu, strikkes med 2 r, 1 vr på alle pinde, hvilket kommer til at se således ud:

Karklud -r-r-vKarklud -r-r-v (1)

Man skal bare sørge for, at maskeantallet er deleligt med 3, så jeg har til denne slået 83 m op (75 til mønster og 2 x 4 til kantmasker.
Den sidste maske tages vr løs af og strikkes ret på næste p – det er den kant, jeg altid strikker og som fungerer bedst for mig.
Først og sidst på kluden strikkes 8 p ret. Supernemt og totalt hjerneløst strikketøj, men det er også godt indimellem.

31. januar 2017

Jeg er åbenbart sart for tiden … og andet …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:58
Tags: , , , ,

Jeg er en lille smule forelsket i en dommer. I dommer John Deed, som bliver vist hver hverdag klokken 14. Deed betyder bl.a. bedrift, så jeg tør vædde en del på, at det er pun indtended. Hvert afsnit starter temmelig kedeligt, og efter tyve minutter overvejer jeg, om jeg ikke bare skal slukke. Men så begynder det … ganske langsomt bygger man afsnittet og dermed spændingen op, og det ender hver gang med, at jeg sidder ude på kanten af stolen og er spændt på, hvordan Judge Deed dømmer de formastelige. Eller hvorfor han ikke gør det – hvilket i givet fald er fordi de alligevel ikke var så formastelige endda.
Inden da er der for øjeblikket nogle gamle Hammerslag og inden det Pricebrødrene.
Hvis madprogrammer jeg ellers godt kan lide at se, men uvist hvorfor generer det mig mere end tidligere, at Adam Price er ude af stand til at tygge med lukket mund. Det er ulækkert i forskellig grad, afhængigt af hvad han lige har proppet ind, men altid ulækkert. Han er dygtig, han har vid, jeg holder meget af hans sproglige evner, men jeg afskyr hans tyggen med åben mund og at han taler med mad i munden. Jeg koncentrerer mig lidt ekstra om strikketøjet, hver gang det sker.

Apropos strikketøj: Min niece har som sit andet strikkeprojekt (det første var et babytæppe) kastet sig over et par sokker. Jeg måtte yde lidt telefonisk hjælp i aftes … har I nogensinde prøvet at forklare med ord, hvordan man stikker en hæl? Det er altså svært, men det endte med at gå op i en højere enhed, bl.a. fordi hun internettede sig frem til en opskrift, som jeg mente ville være nogenlunde let forståelig. Den hun havde fat i, inden hun kapitulerede og ringede til mig, indeholdt tydeligvis en fundamental fejl, så jeg kan godt forstå, at hun ikke kunne gennemskue, hvad pokker hun skulle stille op med den hæl. Jeg måtte smile lidt over, at hun var ret sikker på, at det var opskriften og ikke hende selv, der var fejlbehæftet.
Jeg har nu set billeddokumentation for hælen; den ser fin og helt rigtig ud.
Hun strikker i øvrigt sokkerne vha. Magic Loop-metoden, som jeg har oplevet, at selv garvede strikkere ikke helt kan forstå konceptet til. Moster her er – stadig – imponeret, og YouTube er guld.


Ved kasserne i Meny kunne man i dag i det sædvanlige opbud af ugeblade læse følgende tre forsøg på forside-lokkemad fra tre sladderblade:

P1050771P1050772P1050773

Åh, jamen er det da ikke pragtfuldt? Jeg går ud fra, at kongehuset selv kun kan more sig over den slags.
Det bekræfter virkelig hvor seriøst man skal tage denne ‘lekture’ – det er sandelig godt, man kun læser det hos frisøren … og eftersom jeg kun kommer der hver 8. uge, når jeg at se meget meget lidt af al sladderen. I dag nåede jeg kun at se hvem der døde i 2016, samt gallakjolerne til nytårskuren. 
Mon ikke jeg overlever alligevel?

5. december 2016

Trafikskole – 2-minus-1-veje

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:45
Tags: ,

Billedresultat for 2 minus 1 vej skilteDen opmærksomme læser vil have set, at jeg har tagget dette indlæg som ‘Videnskab’. Normalt skulle man ikke tro, at det at køre korrekt på de danske veje er den helt store videnskab, men 2-minus-1-vejen, der går forbi Den Stråtækte, er tilsyneladende meget svær at gennemskue.
Vi har ellers 88 af slagsen i Danmark, så mange af jer må være stødt på en på et eller andet tidspunkt – medmindre I holder jer til store byer og motorveje. Artiklen her siger 87, men eftersom vores ikke er med på kortet, må der være 88 (eller flere).
Der er tre forskellige illustrerende skilte hele tre steder på den cirka seks kilometer lange strækning, som blev etableret fordi turistforeningerne lagde pres på de tre kommuner, der ejer den. Cyklister levede virkelig livet farligt her, og da det er en del af en cykelrute fra København til Berlin, er her mange cykelturister i sommerhalvåret.
Hvis man er i tvivl om korrekt kørsel på 2-minus-1-veje, er nedenstående lille video god at se – den varer kun 45 sekunder.

imageMellem 50 og 75 % har lært det. Resten kører mere eller mindre alternativt. De fleste af ‘resten’ kører med højre sæt hjul på den forkerte side – den røde – af de tykke, stiplede linjer, som illustrerer, at inden for denne har de svage trafikanter forkørselsret. Eller hvad det nu måtte hedde, når man er gående.
Man burde som bilist lægge mærke til, at der ingen midterstriber er. Og så skal man, som jeg så tit prædiker, undre sig. Man skal undre sig over, hvorfor mon der ikke er det.
Jeg undrer mig mest over, at det er så svært at finde ud af at køre korrekt.
At man kan finde på at køre med det ene sæt hjul på den røde side forekommer mig direkte dumt. Sorry, men det mener jeg. Derude har man kun noget at gøre, hvis der kommer modkørende biler/motorcykler. Og man holder tilbage for cyklister eller gående.
Jeg har set bilister holde sig permanent så langt mod højre, at venstre hjulsæt var tæt på den stiplede linje. De turde knap nok overhale cyklister …
Jeg har som cyklist på strækningen oplevet lastbiler, der tvang mig i grøften fordi der kom en modkørende bilist og lastbilchaufføren på ingen måde havde tænkt sig at tage hensyn til mig.
Jeg har set motorcykler placere sig rigtigt – til gengæld mener de sig i deres fulde ret til at køre 150 km/t. Og/eller overhale mere eller mindre – mest mere – hasarderet. Det samme gælder for visse bilister.
En bilist jeg mødte i dag, præsterede en hidtil uset variant, hvilket affødte dette indlæg: Han holdt sig til midten af vejen. Og der blev han. Nøjagtigt på midten, og han flyttede sig ikke, da han mødte mig (som var i bil i dag). Han flyttede sig ikke en millimeter. Heldigvis overholdt han nogenlunde hastighedsgrænsen på 50 km/t, så jeg kunne nå at flå i rattet og nærmest køre i grøften for at undgå ham … jeg troede jo, at han ville flytte sig, men næhnej. Han havde nok kun set det ene af de tre oplysende skilte.
Gad vide om han var beruset? Hvad ville han have gjort, hvis jeg havde været en lastbil?

27. august 2016

Gør mig klogere …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:54
Tags: , , ,

Jeg har – omend modstræbende – accepteret, at hvepse har deres berettigelse, og at de rent objektivt set må betragtes som et nyttedyr. I denne gruppe befinder sig også fluer og edderkopper, som alle har deres lille niche i det store samspil, vi kalder naturen.

imageFindes der en derude, der kan fortælle mig – og overbevise mig – om skovflåters berettigelse til et liv på denne jord?
For jeg forstår det ganske enkelt ikke. De små sataner sidder bare der i bregnekrat og græs og venter på at kunne overfalde det første, det bedste blodholdige pattedyr, hvis vej måtte falde forbi. Så sidder de og mæsker sig, hvorefter de slipper igen for at fortsætte til næste stadie i deres ektoparasitliv (ekto-, fordi den ikke lever inde i kroppen, som fx bændelormen, som derfor er en endoparasit), oven i købet i tre af dens fire stadier i livet; som larve, som nymfe og som voksen. Det er kun som æg, den er uskadelig.

Jeg fik to flåter på mig i går under svampeindsamlingen. Heldigvis skete der det, som altid sker for mig: Det begynder at klø, inden der er gået de 24 timer, som menes at være den sikre periode – altså at man undgår at få borreliose pga. det lille irritrende og ulækre møgdyr.
Måske. Man kan ikke vide sig sikker på noget som helst. For TBE (Tick Borne Encephalitis eller centraleuropæisk hjernebetændelse) gælder 24-timers reglen ikke – mod det kræves vaccination, men sygdommen er ikke almindeligt forekommende på vore breddegrader.
Igen: Hvorfor skal man plages af den slags skabninger?

imageEn skovflåt lægger op til 6000 æg, men man mener, at kun én ud af 1000 når at blive voksen, så lidt retfærdighed er der dog til, men også kun lidt.
I troperne er tallet langt, langt højere, hvorfor flåter er et større problem under andre himmelstrøg end vore. Jeg synes såmænd ellers det er stort nok, men jeg kan  godt se problematikken, når måske halvdelen eller flere af æggene bliver til voksne individer.
Pernille havde, under en udflugt, da hun var i Columbia, fået 75 (ja!) flåter på sig. Hun var stadig, selv flere måneder efter, ved at kaste op bare ved at fortælle os om det. Hun og rejsefællen brugte det meste af en nat på at få dem fjernet … jeg husker ikke, om rejsefællen gik fri, men det lyder ikke sandsynligt, at det skulle være tilfældet. Min rekord er fem, men det er jo vand ved siden af.

Til sidst, for en god ordens skyld: Det er ikke tæger, man får på sig, selv om mange kalder dem tæger. Det er [skov]flåter. En tæge ligner en bille, har seks ben og er et insekt og ikke en mide som skovflåten, der har otte ben. Tægen bider som regel ikke og gør sjældent dyr eller mennesker noget.

22. august 2016

Hvor er der meget jeg ikke ved

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:10
Tags: , , ,

Der er meget jeg ikke ved, og der er desværre også en del jeg burde vide, men som jeg ikke husker. Blandt andet, at jeg så udmærket ved, hvor lidt der Magnolia i augustbliver ud af asierne, når først de er udkernede og udvandede, men det glemmer jeg hver gang, så derfor købte jeg to for for lidt, da vi var i Køge i onsdags. Nu kan jeg ikke finde sølle to asier, så jeg kan få lavet forråd nok til næste sæson. De skal jo nok dukke op, men lagen står og venter.
Jeg troede der var en gårdbutik ikke så langt herfra, der havde asier, så afsted med mig. På cykel – vejret er jo skønt. Ingen asier, så det var forgæves 10 kilometer på cykel, men det skader heldigvis ikke.
På vej gennem Tappernøje så jeg et blomstrende magnolietræ. Jeg troede ikke helt mine egne øjne og måtte undersøge sagen, da jeg var hjemme igen … fandt ud af, at det er forholdsvis almindeligt: Træet blomstrer i foråret i april/maj, og det kan få en mindre efterblomstring i august/september.
Så lærte jeg det. Det var vitterligt også en mindre efterblomstring med højst 30-40 blomster, men de var der …

Jeg er løbet tør for chilimarmelade og må ty til en en købe-en. Ikke godt. Inge og Hasse (og andre) kan godt lide min chilimarmelade, så jeg turde ikke andet end at sætte i gang og få lavet en portion, hvilket nu er gjort. 16 af de lidt mindre glas på cirka to deciliter blev det til, så er der lidt at forære væk af. Der er vist lidt mere bid i denne end i den forrige, så jeg er lidt spændt på, om den er for stærk for nogle – det er ellers supergodt til ost. 

Chilimarmelade 2016

Det er åbenbart lige meget hvor mange glas jeg køber hos Gläser und Flaschen, så bliver jeg ved med at løbe tør. I dag måtte jeg købe 10 glas i Brugsen, men så kommer jeg til at give dobbelt så meget for dem som i Tyskland, hvilket irriterer mig, så jeg må hellere i gang med en bestilling, så jeg har et reservelager igen. Det er ikke fordi jeg skal producere så meget mere i år, men jeg mangler at lave noget chili-tomatrelish og ditto chutney, og jeg har simpelthen ikke flere glas.

P1030678

Brugsen er blevet bedre til at stave, men summen af lasterne er konstant, for nu kan de ikke regne. Disse to skilte stod lige ved siden af hinanden, og umiddelbart mener jeg ikke, at der skal en kandidateksamen til for at regne ud, at når der er mindre i flasken til en højere pris, så kan kiloprisen ikke være lavere. Kiloprisen til venstre er korrekt, men til højre skulle der have stået 59,56 kroner og ikke 48,50. Det undrede mig, at den økologiske ketchup var billigst, så der skulle måske ikke have stået 31,50?

14. juni 2016

Arvestykker

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:49
Tags: ,

Jeg har tilbragt det meste af dagen i mit syværelse … ENdelig er regnen kommet, så det er indevejr, og jeg skal sy tre dinner for two til min ene søster, som har ønsket sig dem specielt af mig. Det var en pudsig mellemting mellem et ønske og en ordre, cirka i forholdet 80/20, så jeg er i gang. Jeg skulle bruge et bånd, jeg havde i en kasse, hvori jeg også har gemt disse arvestykker, som jeg lige benytter lejligheden til at udsende en forespørgsel om:

For nogle år tilbage blev jeg af en venindes veninde, Karin, inviteret til Østerbro for at være med til at tømme Karins svigermors dødsbo. Svigermor havde været flittig med alt, hvad der kan komme ind under betegnelsen håndarbejde, der på nogen måde involverer stoffer. Hun må også have tegnet.
Jeg skulle endelig tage alt, hvad jeg havde lyst til fra damens efterladenskaber; Karin regnede – helt korrekt – med, at jeg nok kunne bruge mange af stofferne og andre spændende ting.
Nogle af tingene tog jeg alene, fordi de undrede mig … spurgte selvfølgelig om det var i orden, men det jeg ikke tog, ville blive smidt ud, hvilket jeg syntes var synd.
Hvad bruger man en stiftblyant til, der ligner en tømmerblyant i lille målestok?

P1020514P1020515P1020516P1020517

Blyanten er gengivet i naturlig størrelse; stifterne er brede og flade og er 5 cm lange. Jeg kan ikke se, hvordan man regulerer dem – de kan stoppes op i den dertil egnede metalholder vist på de midterste billeder, men der er ingen anordning til at skubbe stiften frem eller tilbage, når den først er stoppet i holderen. Spidsen kan skrues af, men har tilsyneladende ikke andet formål. Er der nogen, der har set dem før? Hvem bruger den slags?

P1020512P1020533

Disse tykke stifter var der desværre ingen stiftblyant til – den ville jeg ellers meget gerne have haft. Jeg ville gerne købe en, der passer, men har ikke set dem tilnærmelsesvis så tykke. Jeg ved ikke, hvad tallet 0,75 står for, da den øverste stift på billedet herover er en stift til en 0,9 blyant, hvilket mig bekendt er den tykkeste, man kan købe. Jeg har i kassevis af begge slags stifter og ni stiftblyanter af de viste. Det er alt sammen foreløbig kun gemt af historisk interesse …

P1020529

Denne tingest her aner jeg heller ikke, hvad kan bruges til, så bud modtages med kyshånd. Den er også – som det kan ses på cm-målestokken øverst på genstanden – gengivet i naturlig størrelse. Der ses vinkelangivelser nederst. Hvad den skal foldes over og hvorfor, kan jeg ikke regne ud, men stykket er bøjeligt, og gør man det, ser den ud som herunder; med nogle gummidimser, man kunne forestille sig skal holde et eller fast, så ikke det glider. Men igen: Hvad???

P1020530

Især denne sidste dims ville jeg meget gerne vide hvad bruges til. Det må have noget med syning eller tegning at gøre, men jeg er totalt blank.

25. maj 2016

Dagens tåbeligste spørgsmål

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:40
Tags: , ,

Den gps, vores bil er født med, og jeg er ikke altid lige gode venner. Den er meget tungtopfattende, således at man oftest skal angive destinationen mere end én gang. Nogle gange fatter den det første gang, andre gange først efter tredje eller fjerde. Det rækker min tålmodighed overhovedet ikke til, så nu er det blevet sådan, at jeg taster adressen første gang, og så tager John over. Han er nemlig 100 år om at taste med joysticket, mens man de følgende gange kan nøjes med at trykke processen igennem med DONE-knappen.
Vi har lige opgraderet den til at have hele Europa med i stedet for kun Norden, så det var første gang, den skulle afprøves i Tyskland. Det gik meget godt, indtil vi skulle tilbage fra byen Stade. Her kom den med følgende spørgsmål:   
One of the roads of your planned route is closed. Do you want to avoid this road?
Det var da det tåbeligste spørgsmål af alle. Hvad havde den forestillet sig? At man ønsker at strande ved en lukket vej?
John, som er ekspert i ikke at læse små informations- eller spørgsmålsvinduer, svarede NO, men det så jeg heldigvis og fik ændret den beslutning.

Huse mellem Jork og Stade

Jork (ikke York …) og Stade havde vi fået anbefalet af Farmer, så den tur tog vi i går. Området kaldes også Tysklands frugthave, og husene her er en mange kilometer lang opvisning i facader – det virker som om alle har skullet overgå alle de andre.

Huse mellem Jork og Stade

De huse tog vi mange billeder af … alle var forskellige, men da de til sidst begyndte at ligne hinanden, var vi klar over, at vi nok var blevet facademætte.
På vejen tilbage tog vi på Jørgens anbefaling Schloss Ahrensburg med. Vi var ikke inde i slottet, men nøjedes med at gå en tur rundt om det. Vi hørte nemlig den ‘engelsktalende’ guide, og hende skulle vi ikke nyde noget af. Hun ledte efter hvert andet ord og måtte hele tiden have hjælp til at finde de engelske ord. Jeg ville være eksploderet efter fem minutter, hvis jeg var blevet tvangsindlagt til hende.

P1020244Schloss Ahrensburg (3)

Bortset fra, at vejret har været elendigt, kan vi godt anbefale et ophold på Schloss Tremsbüttel. Middagen var udmærket, og morgenmaden rigelig, delikat og med alt, hvad hjertet kan begære.
Og de havde rigtig te! Det kræver næsten en hel række udråbstegn, for det er der stort set ingen, der har mere. Man blandede den selv af rigtige teblade fra dåserne; vandet fik man fra den (elektriske) samovar – en herlig forandring fra det posesavsmuld, man normalt får, og som er årsagen til, at jeg altid drikker kaffe om morgenen, når vi er på ferie, selv i England. Dog ikke hos Charlotte, som naturligvis laver en ordentlig kop te. 
Så ‘ordentlig’, at hendes engelske veninder spørger, hvor hun køber den gode te, hun serverer, og som bliver både forbavsede og halvflove, når hun siger, at den køber hun i Danmark, “for det er jo ikke til at købe en ordentlig te her i England … ”

P1020230P1020229

I går var det 12° hele dagen. I dag var det 13°, da vi kørte fra Tremsbüttel. Da vi nærmede os Fehmern ved middagstid, forsvandt skyerne; da vi nåede til Sydsjælland, skinnede solen fra en skyfri himmel, og temperaturen var 23°.

11. maj 2016

Mysteriet om de usynlige marmeladeglas

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:33
Tags: ,

Brødrene Nielsen har en ting til fælles: De har begge en blind plet, når det gælder tomme marmeladeglas. Jeg fik aldrig spurgt til, hvordan deres far havde det med den slags, men jeg er sikker på, at det må ligge i generne.
Det sker ikke bare hver gang … det sker hver eneste gang, der bliver tømt et marmeladeglas: Det bliver ikke vasket op.
Når vi er i Sverige, hvor der ikke er opvaskemaskine (bortset fra Gemal Nielsen eller Brødrene Nielsen, som har to programmer: Gider godt nu og gider ikke lige nu), skyller jeg det værste af et tømt marmeladeglas og sætter det sammen med de andre glas, der skal vaskes op.
Når resten af opvasken er taget, står det stakkels marmeladeglas snavset, ensomt og forladt tilbage. Bordet kan oven i købet være tørret af under det, så det er ikke bare usynligt; det er også i stand til at levitere.
I dag, da vi ankom til svenskerhytten, fandt jeg et tømt og skyllet marmeladeglas stillet bag gardinet ved køkkenvasken, så i et kort øjeblik må det have manifesteret sig som synligt, nemlig længe nok til at blive opdaget for straks derefter at blive gemt helt væk, så ikke engang Ellen opdagede, at det ikke var vasket af, inden vi kørte hjemover.
Det er da et pudsigt fænomen, ikke? Jeg har et par gange spurgt, hvad de stakkels glas har gjort, siden de slet ikke eksisterer i mændenes øjne, men har ikke fået andet end uartikulerede grynt til svar.
Hjemme i Den Stråtækte er marmeladeglas også usynlige. John kan sætte alt i opvaskemaskinen – undtagen det tømte marmeladeglas, som jeg så sætter i maskinen … jeg er for længst holdt op med at lade mig irritere, for det hjælper alligevel ikke.
(Det er derfor jeg er blevet så rund med årene: Der er blevet slebet rigtig mange kanter af …)
Det er bare mærkeligt, for når glasset så er blevet helt fint og rent og står der i maskinen, hvor det nu rent faktisk er mindre synligt end det var før, så er det pludselig blevet synligt, når opvaskemaskinen skal tømmes.
I hvert fald i et minuts tid, hvilket er nok til at blive sat op på køkkenbordet.
Hvordan det forsvinder derfra og hvor det forsvinder hen, forbliver for evigt et mysterium for Johns vedkommende.

P1010787

Hørte jeg enkelte spørge til, hvorvidt jeg selv er i besiddelse af tilsvarende mærkværdigheder? Selvfølgelig er jeg ikke det. Overhovedet ikke.
Og John blogger ikke …

7. april 2016

Endnu et af livets små mysterier

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 12:29
Tags: , , ,

Når jeg er forkølet, har jeg det som nok de fleste andre: Smagsløgene går i udu, og man ville kunne servere hvad som helst for mig – det ville alt sammen smage ens. Eller rettere: Det ville ikke smage af noget som helst.
I aftes var der kylling på menuen. Kylling på den nemme, men (normalt) velsmagende måde:
imageMan tager en kylling og deler den i otte dele. Ikke nødvendigvis en økologisk kylling, men den må gerne have prøvet at stå på egne ben, fx en, der har levet sit korte liv på Frijsenborg.
Derefter skærer man kartofler og et stort løg i mindre stykker, således at de vil være færdige samtidig med kyllingestykkerne. Et helt hvidløg pilles. En courgette og et par tomater skæres i mundrette bidder. Masser af ramsløg snittes.
Har man andre grønsagsrester i køleskabet, så er dette en glimrende lejlighed til at få dem brugt – næsten alt er egnet. Alt fedtes ind i lidt olivenolie. Salt, peber, lidt chili og andre krydderier efter egen smag vendes med rundt, og det hele fordeles i et ildfast fad. Kyllingestykkerne lægges øverst og krydres efter behag; jeg brugte en smule salt og en lidt større smule ingefær. Lidt hvidvin skader ikke, men det havde jeg ikke i går.
Ind i ovnen med det hele ved 210° i cirka 50 minutter. Der skulle gerne blive mad nok til to personer i to dage, plus et par stykker kylling til frokost.
Alle mine anstrengelser var, om ikke forgæves, så dog lidt spildt, for ingen af os kunne smage maden. Jeg kunne lige så godt bare have kylet kylling og kartofler i fadet og ladet det være godt med det … men nu kommer det underlige:
Den rest rødvin, jeg havde taget med til Sverige, tog jeg et glas af til maden – tænkte, at det nok var spild af god vin, men den skulle da nødig stå og blive dårlig … den vin kunne jeg smage, og det i en grad, at den smagte langt bedre og meget mere intenst, end den gjorde forleden, da mine smagsløg endnu vidste, hvorfor de var der.
Kylling, chili, hvid- og ramsløg m.m. var næsten fuldstændig smagsneutralt, mens rødvinen smagte som en, der kunne vinde et verdensmesterskab.
Hvis ikke det er underligt …

Jeg glæder mig til aftenens vin. Det er nemlig bare med at benytte sig af, at jeg endnu er forkølet – og det er sidste chance, for den er kraftigt på retur – kun hos John, den stakkel, kører den stadig på for fuld skrue.

30. marts 2016

Hvorfor skal der partout være en rød tråd?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:54
Tags:

Alle ved formentlig, hvad udtrykket den røde tråd betyder, især efter Shu-bi-dua vel nærmest har udødeliggjort det, men måske ikke alle ved, hvorfra det stammer. Jeg gjorde i hvert fald ikke, men Google er som altid min ven, og et af de ret enslydende svar lød således: Oprindeligt den røde tråd, der var spundet ind i den engelske marines tovværk (og i den danske marines indtil ca. 1900). Denne røde tråd fortsætter hele vejen som et synligt element i et langt tov, og udtrykket kommer derfor til at betegne en vigtig bestanddel i et længere sammenhængende forløb som f.eks. en fortælling eller en bog.
Den røde tråd er vigtig i mange sammenhænge, netop for at få en … sammenhæng …
Men hvorfor er det så vigtigt for ejendomsmæglerne? De strømmer over af begejstring, hver gang de er inde i et hus, der har det, de forstår ved den røde tråd, som i deres sprog betyder, at der enten er de samme gulve over hele huset, de samme klinker på alle badeværelsernes vægge, de samme elementer i køkken og bryggers osv. Det er åbenbart essentielt for dem, at en rød tråd forefindes i en eller anden form.
Nu er der ingen, der kender mig, der nogensinde vil give mig en pris for god smag, hvorfor jeg muligvis er den eneste i Danmark, der ikke synes det har enorm betydning, at gulvklinkerne i køkkenet er præcis mage til dem i badeværelserne.
Eller at gulvet i soveværelset er identisk med det i stuen.
P1030736Vi har ofret noget mere på stuegulvet end på soveværelsesgulvet af den (for os) indlysende årsag, at stuen er der mange der ser; soveværelset er vores private domæne.
Vi har to vidt forskellige badeværelser. Det ene var etableret, det andet fik vi lavet inden indflytningen. Der er et tema i hvert af dem; det ene er i søgrønne farver, og i det andet, som er hvidt i hvidt, er resten, lige fra greb over håndklæder og pynt, holdt i lavendelblå/lilla farver.

IMG_5592P1030738

IMG_5586

JÆGERSBORGVEJ-09Selvfølgelig har man ikke 17 forskellige gulve, hvis man har 17 værelser, men for lidt og for meget … vi lagde nye gulve i de tre stuer, selv om vi i princippet kunne have nøjedes med det ene, men fordi det er tre stuer i én (som det ses på billedet af Finns skrækkelig overfyldte stuer), skulle de helst være ens.
Det er muligt, at I ikke er enige, men jeg synes bestemt ikke, det gør noget, at der er forskellige temaer i forskellige rum. ‘Man’ falder jo også i svime, når et bevidst nostalgisk hotel (fx Svinkløv Badehotel) har værelser med forskellige karakteristika. Her skal den røde tråd helst slet ikke være der.
Billederne herover er ikke vist, fordi I skal rose vores badeværelser i høje toner, men fordi jeg gerne vil vide, hvorfor huset ville være mere værd, hvis disse to rum var ens!
Går I ind for den røde hustråd? Eller har I tabt tråden?
Der kommer forhåbentlig ingen kurre på tråden mellem os, fordi jeg ifølge nogen mangler god smag?
Hvis min læseværdighed derfor nu hænger i en tynd tråd, beklager jeg, men indlægget er helt i tråd med, at jeg aldeles bevidst aldrig har fulgt bloggerbibelens råd om at have en rød tråd på sin blog.
Nå. Nok om det. Nu vil jeg sætte mig hen og trække i trådene strikke lidt, mens vi venter på bedre vejr. Bare der ikke går kludder i garnet – det er ikke sjovt at rede trådene ud!

28. marts 2016

It ain’t over till the fat lady sings

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 12:24
Tags: , , ,

Hvis man vil blære sig på et fremmedsprog, skal man sørge for at lære en masse idiomer og talemåder. Kan man det – og får man dem smidt ind i det rigtige øjeblik, naturligvis, får man gerne et anerkendende blik. Jeg har før skevet om emnet, og, om ikke for andre, så for mig selv, er den slags sproglæring en evig kilde til underholdning.

It ain’t over till the fat lady sings er ikke det rigtige udtryk at anvende i dagens sammenhæng, men jeg kom til at tænke på det, og nu bliver det nævnt, fordi jeg elsker denne blomstrende talemåde. Det er lidt i retning af, at ingen kender dagen før solen går ned – og så alligevel ikke, fordi det på engelsk hovedsageligt bruges i forbindelse med sportsudøvelse i betydningen that one should not presume to know the outcome of an event which is still in progress. Oprindelsen er sat i forbindelse med Wagner-operaerne, som for det første kan være er ulideligt lange og for det andet altid ender med, at en temmelig omfangsrig dame synger. I meget lang tid … jeg bliver aldrig gode venner med Wagner! 
Grunden til, at jeg kom til at tænke på udtrykket, er vores amerikanske køleskab, som i flere måneder ikke har villet levere andet end koldt vand, og dermed altså ingen isterninger. John har på det nærmeste haft skilt køleskabet ad, men uden at finde en forklaring på isstrejken. Vandforsyningen fungerer som sagt, men det har i flere måneder ikke taget vand ind og frosset det til is.
Ikke før i morges. Jeg sad fredeligt over min morgente, da der kom lyde, som tog mig et par sekunder at identificere: Det var lyden af isterninger, der faldt på plads i aftapningsboksen!
Hvorfor i alverden så denne lange pause? Vi talte for sjov om muligheden for, at køleskabet skulle have indbygget sommertid, således at vi kun kan få isterninger mens vi er på sommertid. Noget vrøvl, selvfølgelig, men vi fatter godt nok ikke en bønne af dette her.

Strikblomster på Stændertorvet (1) - Copy

På Stændertorvet i Roskilde var der blomster midt på stenbroen. Strikkede blomster, og på en af dem var der oven i købet en lille sommerfugl.
Det var Inge og Hasse, der lavede den sædvanlige “Er I friske, så kom og spis med i aften. Kom så snart I er klar.”
Selvfølgelig var vi friske, og da vi kom, sagde Inge, at vi var nødt til at runde Stændertorvet, for der var noget, hun ville vise mig.
Spøjs ide, men det var holdbare blomster, som ikke klaskede sammen i kronbladene på grund af en smule regnvejr.

Strikblomster på Stændertorvet (1)Strikblomster på Stændertorvet (3)

17. februar 2016

En underlig fisk

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:37
Tags: ,

Hverdagens små mysterier …
Vi får fisk hveranden uge fra Skagenfood, og i uge 5 fortalte de mig, at der ville være havkat i uge 6 i vores fantasypakke, som er den mest spændende af mulighederne.
Dette sagde jeg derfor til John, da han i fredags spurgte, hvad der var i pakken, som røg direkte i fryseren.
I lørdags googlede jeg opskriften med henblik på indkøb og så, at der stod “pandestegt skærising med rodfrugtmos og kryddersmør”.
Skærising? Jeg mente bestemt, at der havde stået havkat?
Nå – det er nok ligemeget, tænkte jeg, men forvirringen skulle øges.
Første billede er et snapshot fra netopskriften; det andet er opskriften, der lå i pakken i dag, da jeg tog den ud af fryseren.
Det er umiskendeligt det samme billede og præcis de samme ord i opskrifterne, men altså på hhv. skærising og havkat.

skærising eller havkatHavkat eller skærising

Nu var jeg nødt til at billedgoogle begge fisk.
Første billede herunder er den, der lå i pakken, de to næste er Skagensfoods egne billeder af hhv. stribet havkat og skærising.
Jeg er derfor mest tilbøjelig til at tro, at vi skal have havkat til aften.
Egentlig er jeg nok (stadig) ligeglad – jeg undrer mig bare over, hvad Skagefood har gang i.

Havkat-skærisingStribet havkatSkærising

Samtidig fik jeg pillet lidt ved min basale lærdom:
”Man må aldrig salte kartoffelvandet, når man skal bruge dem til mos! Man kommer salt i den tilberedte kartoffelmos!” Dette dogme lærte jeg for 50 år siden af min mor, og jeg har altid fulgt det – oven i købet uden overhovedet at undre mig eller sætte spørgsmålstegn ved det (nej, ikke stille spørgsmålstegn. Jeg stiller spørgsmål til og sætter spørgsmålstegn ved), hvilket der egentlig ikke er særlig karakteristisk for mig … men lige netop hvad madlavning angår, har jeg trods alt nok betragtet min mor som værende noget af en kapacitet – en kapacitet, som dengang forklarede mig, at mosen bliver ‘lang’, når man koger med salt.
I opskriften, som jeg ikke har gengivet den hele af her, står der, at man skal salte vandet grundigt, når man koger rodfrugterne.
Nådada – hvad er nu det for noget? Er det noget nyt? Og hvad er rigtigt?
Der måtte googles igen.

Jeg undrer mig meget i dag. Jeg undrer mig over, hvad spørgeren herunder mener med, at “…salt koger vandets kogeevne”? Der menes formentlig “ændrer vandets kogeevne”.

imageDet var pokkers. Hvor kommer ‘den lange mos’ ind her?
Jamen jeg vil derfor fremover salte vandet grundigt og være spændt på, om mosen bliver bedre af det end at komme salt i senere. Det kan da vel næppe være en fordel rent smagsmæssigt, at kartoflerne opsuger vand?
Har det virkelig bare været fordi det skulle være lettere at mose kartoflerne? Det er ikke noget problem, når man har verdens bedste kartoffelmosmoser. Bruger man sådan en, er der ikke noget, der hedder ‘lang mos’ – den laver den skønneste kartoffelsne, som man kan lave den lækreste mos af. Jeg kan ikke lide et kartoffelmosjern, fordi det er for svært at undgå klumper i mosen. Det er der nogle, der kan lide. Jeg kan ikke.
Bruger I salt til kogning af kartofler til mos? Jeg kunne godt lide at vide, om det kun er os halvgamle, der gør det.
Charlotte gør det også, men det er fordi hun har lært det af mig, og hun regner mig som en nærmest ufejlbarlig kilde, hvad madlavning angår …

2. februar 2016

Englands smukkeste by

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:43
Tags: , , ,

Det er vist næsten hver gang vi er herovre, vi er en tur i Bath, som, i stærk kontrast til Swindon, nok er Englands smukkeste by.
Det er også blevet en tradition, at vi skal drikke kaffe på Bridge Coffee, som på næsten gammelitaliensk vis ligger på broen over Avon. Den er mildt sagt ikke ret stor, den kaffebiks, men den har byens bedste udsigt og er derfor godt besøgt. At de også laver en god kaffe, gør ikke spor.

P1100273P1100275

Baths gader ligger ret højt i forhold til Avon. Man har først gravet ud til kulkældre (mange af disse er senere blevet til en del af lejlighederne; ganske som i London, hvor man kan finde de flotteste lejligheder, eller dele af dem, lige under gaderne.
Men dengang var det altså kulkældre, og oven på dem fyldte man jord, anlagde vejene og byggede husene, således at hele Bath så at sige starter på første sal.

P1100276P1100282

Herover ses udsigten fra Bridge Coffee, og på billedet til højre kan man fornemme, hvor højt byen er anlagt i forhold til det naturlige niveau, som er på græsplænens plan.

Da vi var på vej ud af byen igen, så jeg to damer, der til forveksling lignede Mary Poppins reinkarneret som enæggede tvillinger.
Charlotte kunne fortælle, at det var Norland Nannies, som bliver uddannet her i Bath på Norland College. Den dag i dag har de stadig en uniform på, man såmænd lige så godt kunne have set på gaden for 100 år siden eller mere.
Herunder, på det stjålne billede, ser man, at de er ganske klar over ligheden med Mary Poppins og måske oven i købe spiller lidt på det.

I modsætning til både Mary Poppins og Nanny McPhee, hvilken sidstnævnte vi lige har nydt at se sammen med ungerne, kan The Norland Nannies ikke trylle (og dog … måske kan de på en måde alligevel, hvis man sammenligner med usikre og/eller fraværende forældre), og de får en høj løn.

Mens vi kørte, spillede BBC Classic, som Charlottes radio i bilen altid er stillet ind på, et langt uddrag fra operetten Flagermusen.
Jeg sad og tænkte på, hvad den mon kunne hedde på engelsk. The Bat lyder temmelig tåbeligt, så det kan de vel næppe have kaldt den?
Det har de heller ikke – de har åbenbart været af samme mening som mig angående det navn, så man har valgt at beholde den tyske titel Die Fledermaus. Klogt, var vi alle tre enige om. Der bliver godt nok refereret til “The Bat” i engelske opslagsværker, men skrevet i parentes, hvorfor jeg opfatter det som en forklaring på, hvad den tyske titel betyder.
Mine undersøgelser lærte mig et nyt ord: Trouser role, som her i Flagermusen er Orlofskys rolle, nemlig en manderolle, der altid spilles af en kvinde. Jeg anede ikke, hvad det hedder på dansk og måtte derfor også slå det op. Det hedder såmænd bukse-rolle. Jamen hvor svært kan det være?
Man lærer lidt hver gang, man er herovre …

30. januar 2016

Rådhusklokkerne eller Big Ben?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:27
Tags: ,

Lige så gråt, blæsende og kedeligt vejret var i går, lige så flot har det været i dag. Koldt, men flot – og vigtigst: ikke blæsende..
Lyset vældede ind i The Sun Room, hvor det meste af hverdagslivet i deres dejlige hus efterhånden foregår.
De har fået klaver siden sidst. Anna kender noderne. Ingen ville nogensinde få den tanke at kalde hende et vidunderbarn, men hun er i stand til at klimpre enkle melodier, hvilket hun sad og gjorde for en stund, mens vi andre småsludrede og drak resten af morgenteen.

P1100245

P1100230Pludselig kiggede John og jeg på hinanden … barnet sad og spillede den særdeles velkendte melodi, som enhver dansker over en vis alder kender fra rådhusklokkerne i København! Da hun havde spillet færdig, spurgte vi hvad det var, hun lige havde spillet.
”Den hedder Westminster Chime”.
Nå, så det gør den … jeg mener at have lært engang, at den melodi er bygget over en af de ældste folkemelodier i Danmark, så hvorfor hedder den Westminster Chime her?
Google er vores ven, men mysteriet blev aldrig helt opklaret – det kræver mere research, end jeg lige gad på en lørdag formiddag, men den korte historie er, at både England og Danmark hævder, at melodien er komponeret af en henholdsvis engelsk og dansk komponist. Vi er sikre på kompinistens navn, men i UK er de lidt i tvivl om, hvem de skal tildele æren. Alene det er jo lidt suspekt …
Der er ingen tvivl overhovedet om, at det er 100 % den samme melodi, og de skulle begge stamme fra den sidste halvdel af 1700-tallet, så det store spørgsmål står nu tilbage: Hvem kom først? Præcis den samme melodi kan efter min bedste overbevisning ikke være komponeret ved et tilfælde i to lande – ikke uden den ene må være inspireret så grundigt af den anden, at det må betragtes kom en komplet kopi.
Der er grundlag for en mere tilbundsgående undersøgelse her, men som sagt gider jeg ikke bore mere i det nu, men er det ikke ret interessant?

P1100218P1100220

Snookerhajerne liner op til en dyst. Jeg nøjedes med at heppe og strikke.

24. januar 2016

Only in America

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:03
Tags: ,

På en grå, trist og kedelig dag som i dag, på den første dag siden i mandags, hvor vi ikke har set havørne jage, fange og spise, ganske enkelt fordi det er så tåget, at man ikke kan se ned til vandet, på sådan en dag kan man jeg godt forfalde til ikke at foretage sig ret meget andet end at strikke, mens fjernsynet kører og der er ild i brændeovnen.
Jeg tændte og slog over på BBC Earth, hvor der hele eftermiddagen er en udsendelsesrække, de kalder Fatal Attractions, som handler om, hvor livsfarligt det kan være at omgås vilde dyr. At man skal tænke sig om, inden man giver sig i kast med at forsøge sig med at tæmme dem, og at det ikke er noget for amatører.
Som om vi ikke vidste det … men det er en amerikansk serie, og ganske som i selvhjælpsbøger af amerikanske forfattere, skal man have alt ind med skeer, og det på drøvtyggermåden, med hvilket jeg mener, at det ikke er nok at sige tingene én gang. To eller tre er heller ikke nok, der skal helst en fire-fem gange til, før de er sikre på, at man har fattet budskabet.
Den første gang, jeg mødte fænomenet, var i Mænd er fra Mars, kvinder er fra Venus. Det var i og for sig en morsom bog, der forklarede forskellene på mænd og kvinder, men jeg fik aldrig læst den færdig, fordi John Gray sagde de samme ting igen og igen og igen. De enkelte eksempler var lærerige og morsomme, men hvis ikke jeg forstod det første gang, kunne jeg fx bare læse afsnittet igen.
Anden gang var i form af en bog, min søde chef gav sine ledere og mig, nemlig Følelsernes intelligens på arbejdspladsen af Daniel Goleman. Det var lektier til juleferien, sagde han; vi skulle alle have læst den, når vi mødtes igen efter nytår.
“Åh”, sagde jeg, da jeg læste på bagsiden, “han er amerikaner. Så behøver I bare at læse en femtedel, så har I læst hele bogen.”
Min chef skulede lidt, de fire ledere forholdt sig neutrale, men efter nytår kom de grinende og sagde, at jeg havde haft helt ret.
Jeg er i det hele taget ikke specielt begejstret for selvhjælpsbøger. De eneste de hjælper, er efter min ringe mening forfatterne …

IMG_5420

Nå. Det var et sidespring …
Indlæggets titel kom jeg på, da jeg så en bisonavler, der havde mistet hele sin bestand pga. mund- og klovsyge. Nu havde han kun én bison, som var blevet hans og konens kæledyr. De tog den med ind i huset, de byggede deres bil om, så de kunne tage den med i byen, og de tog den med på bar, hvilket kan ses på billedet jeg tog af vores tv.
Inden da havde jeg hørt om tiger- elefant- og krondyrtæmmere, der alle var blevet dræbt af deres ‘kæledyr’, men de tog dem da i det mindste ikke med ind i deres stuer. Dette her med bisonen slog hovedet på sømmet, så jeg slukkede forarget for fjernsynet og begyndte at skrive.
Sådanne tåbeligheder kan kun amerikanere finde på. Dixit!

17. januar 2016

Det var meget underligt

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:40
Tags:

I går havde jeg lavet oksehaleragout, som er en herlig vinterspise. Jeg lavede en stor portion, så der var nok til, at Søren kunne spise med i aftes og stadig rigeligt tilbage til, at han kan komme og holde John med selskab, når jeg drager udenbys på onsdag.
Da vi var i London i julen 2014, gik vi hele vejen ned ad Portobello Road, som er en af London kendteste markedsgader. Der var fristelser i snesevis, men jeg købte næsten ikke noget. P1100126
Kun en potageske i sølvplet. Håbede jeg det var … jeg ville ikke forvente sterlingsølv til den pris jeg gav, men nok en god kvalitet plet.
Mine forældre havde en fantastisk potageske, som vi alle tre gerne ville have haft fingrene i, men den tilfaldt Merete, som fik alt sølvtøjet. Fint nok, der var ingen sure miner af den grund, og vi kunne jo nyde den, når vi spiste hos hende, men det var godt nok ærgerligt, at den blev stjålet under et indbrud hos hende … det er dog en anden historie, og Merete var helt sikkert den, der var mest ked af det.
Da jeg så en fin potageske på Portobello Road, måtte jeg derfor eje den – 20 pund gav jeg, hvilket lød rimeligt.
EPNS står for Electro Plated Nickel Silver, og A1 er den bedste pletkvalitet med mest sølv i, så jeg har efter bedste overbevisning ikke forkøbt mig og er da også glad for min potageske.

P1100121

P1100122Men … hvad pokker kan farve den brunrød? Den var mere rødlig end det fremgår af billedet. Efter at have været efterladt i oksehaleragouten i en god halv times tid, så den sådan ud. Vi ved vel alle sammen, at æg, altså svovl, farver sølv sort, men dette var ikke sort, og i øvrigt er der ikke æg i en oksehaleragout.
Der er oksehaler (surprise …), selleri, løg, porrer, gulerødder, laurbærblade, bouillon, lidt revet citronskal (under stærk mistanke), koncentreret tomatpure, paprika, salt og peber.
Jeg har brugt den flere gange uden det har forårsaget misfarvninger, men den blev heldigvis fin og blank igen af en omgang pudsning.
En googling gav denne oplysning: “Sølv kan blive misfarvet af æg, løg, salat dressing, latex hansker [sic], salt, uld, hårspray, parfume, eddike og citron.”
Det var garanteret den smule citronskræl, der var synderen. Har I lignende erfaringer?
Jeg har aldrig oplevet, at uld misfarver mine sølvsmykker – har I?

31. december 2015

Mysteriet om den forsvundne mandel

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:42
Tags: , , ,

Sidste år, hvor Charlotte for første gang skulle være værtinde for en dansk jul, gik det så fint, som det kunne, men også lige så galt som det kunne på ét punkt: Der blev ikke fundet en mandel i risalamanden. Vi har aldrig i vores liv spist så meget risalamande, men mandlen dukkede aldrig op, og Charlotte endte med at lade os trække strå om mandelgaven. Vi havde ellers nøje (gen)instrueret den hel- og de to halvengelske personer om forløbet ved denne danske juleskik, men en eller anden må det til trods have fået spist mandlen. Selvfølgelig blev Charlotte drillet med, at hun slet ikke havde puttet nogen i, men fordi det var første gang i sit 38-liv, hun havde det ansvar, var vi på den anden side ikke i tvivl om, at skylden ikke lå hos hende.
Eftersom børnene virkelig var meget omhyggelige – og opsat på at finde mandlen – kom Tim øjeblikkelig under stærk mistanke.

I år, hvor det var mit ansvar, fik jeg naturligvis et hav af påmindelser: “Husk nu at putte mandlen i. Vi skulle jo nødig have en gentagelse af sidste år.”
Vi talte en del om det – “HUSK nu at ‘tygge’ med tungen, inden I begynder at bruge tænderne! Mandlen ser således ud”, og blev herefter holdt frem til beskuelse.
Jeg puttede den i og rørte rundt i skålen, så ingen vidste, hvor den var.
Der blev spist meget, meget forsigtigt. MEGET forsigtigt.
Ingen mandel. John blev beskyldt for at gemme den, hvilket han har gjort flere gange, så folk spiser sig en mavepine til, inden han afslører, at han fik den i første mundfuld. Det var ikke tilfældet denne gang, viste det sig.
Der var ganske enkelt ingen, der havde fået mandlen. INGEN MANDEL IGEN???!!!
Nu tror jeg simpelthen på nisser. Drillenisser. Det her burde ikke kunne lade sig gøre. Slet ikke. Og slet ikke to år i træk. Denne gang blev værtinden ikke anklaget for forglemmelse – alle var klar over, at mandlen havde befundet sig i skålen, og alle var lige dybt forundrede over, hvor den kunne være forsvundet hen.

Heldigvis havde jeg lagt to mandler til side og jeg havde ikke serveret al risalamanden, så jeg lavede en lille portion til.
Der blev spist endnu mere meget, meget forsigtigt. Inden længe holdt Aubrey triumferende mandlen i vejret, og alle åndede nærmest helt lettet op.

Den for alle ukendte mandelgave for børn og voksne indeholdt en fin, fin nissemor på 25-30 cm, syet i forskellige mørkerøde og grå julestoffer, og som ser ud som en rigtig nissemor skal se ud, en æske fyldte cholokader i luksusudgave og en slikkepind i en størrelse, der kunne få selv en Aubie med en meget sød tand til at mene, at den var stor nok.

Men den der mandel, altså – Charlotte og jeg tør næsten ikke tænke på næste juleaften. Første gang tilskrev vi det spøgefuldt, at ‘noget’ åbenbart straffede os formastelige udlændinge for at forsøge at indføre nye skikke til det yderst traditionsrige England, men den kunne vi ikke helt bruge i år.

Nytårsaftensmorgen 2015

Et nyt år er ved at gry – denne morgens solopgang symboliserede det på smukkeste vis – godt nytår derude!

28. november 2015

Endnu et mysterie

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:00
Tags:

Herunder til venstre ses et glat metalrullebord på hjul. Oven på det står en plasticspand, hvis sider vender en ikke-klatrevenlig vej. Oven på spanden står en hjemmesnedkereret æbleopbevaringstrækasse, hvor bunden går langt ud over spandens top.
Til højre for står der solsikkefrø og fuglefoderblanding; lagt på en masonitplade, som rager et stykke ud over bordets top.
Musesikker opstilling.
Troede vi …

P1090724P1090730
Hvordan i hede, hule osv. har et eller andet kunnet spise af æblerne? Men har ikke rørt kornet?
Hvordan er der kommet en mus derop? Hvorfor kan vi ingen muselorte se? Er det overhovedet en mus? Hvis ikke, hvad er det så for et væsen?
Hvorfor er ‘væsenet’ ikke gået i kornet, som der er mere næring i?
Hvorfor har det kun taget af æblerne i den øverste kasse af pap og har slet ikke rørt dem i trækassen?

P1090726P1090735

Der var spist af mange af æblerne. De røde var helt klart de bedste; de gule og grønne var slet ikke rørt.
Vores eneste bud er, at det, hvad det end har været, er sprunget ned oppefra og, efter at have forsynet sig, sprunget videre ned på gulvet. Der er omkring en meter at springe/falde, hvilket må være meget for en lille mus, men vi kan simpelthen ikke forestille os, at mus (eller rotter for den sags skyld) kan komme til kassen nedefra. Medmindre vores mus har verdensmuserekorden i længdespring uden tilløb – cirka en meter.
P1090732P1090733

Nu har John lavet et låg til kassen i form af en ramme med et dobbelt, fintmasket net over.
Fugle- og menneskemad har byttet plads. Bare fordi …
Æblerne i den berørte kasse er smidt ud til fuglene, men nu har vi forhåbentlig et sikkert opbevaringssted til fremtidige æblekøb.
Det var i øvrigt de stjålne æbler oppe fra genboen, der blev fortæret. Godt man ikke er religiøs, overtroisk eller tror på nemesis …

Vi er temmelig spændt på at se, hvordan opstillingerne ser ud i morgen tidlig.
Jeg er normalt et meget pragmatisk menneske, men hvis der er spist æbler i løbet af natten, tror jeg på flyvende mus med et tandsæt som Jaws i James Bond-filmen The Spy Who Loved Me.

Næste side »

Blog på WordPress.com.