“Nu skal jeg betro dig en lille hemmelighed”

Vi tog Stena Line fra Hoek van Holland til Harwich, hvorved vi sparer en overnatning, som vi tager på båden. Man border fra ved tyvetiden; den sejler kl. 22, vi bliver purret næste morgen kl. 05:30 engelsk tid og kører fra borde kl. 06:30. Det er både den hurtigste måde og den korteste vej, når vi skal have bilen med til UK, fordi det kun bliver til 1100 km i alt, hvor der alene er 1100 km til Calais, og så mangler vi stadig at køre 350 km i England.
På denne båd kan man forhåndsbooke en treretters menu, hvilket jeg havde gjort. Jeg bestilte the wine deal, som índebærer et glas vin pr. ret og valgte, pga. de valgte tre retter, at køre hele vejen igennem med én rødvin, som var lavet på sangiovesedruen.
Tjeneren kom og skænkede en lille mængde vin i et stort glas – because it’s more pleasant to drink wine from a big glass. Det var jeg enig i …
Fem minutter senere kom kun tilbage og lænede sig fortroligt lidt ind mod mig:
– Let me tell you a little secret: The ‘wine deal’ gives you only a small amount of wine. If you just buy three glasses seperately, you’ll get much more wine – and save money! The wine deal is € 11, and three glasses of wine will be € 10,20. 
– Nooo? Why? Oh, never mind … I think I’ll skip the deal and have three glasses of wine – if it’s the same wine as in that ‘deal’.
– It is. And I’m really not allowed to tell you this, but I think it’s crazy!

Den største ulempe ved denne transportform er, at vi render ind i myldretiden! I hvert fald, når vi rejser på hverdage. Vi blev enige om, at ‘Londons største parkeringsplads’ nemlig ringvejen M25, der går hele vejen rundt om London, sikkert ville være totalt håbløs på dette tidspunkt, så vi fandt frem til en vej, der gik via Cambridge og Oxford.
Det gik såmænd ikke så meget bedre, for der var vejarbejder rigtig mange steder, så det tog næsten to timer længere end beregnet, men var trods det alligevel et bedre valg, for det var en betydeligt kønnere tur, end det ville have været ad den kendte rute via London og Reading.

Nu er vi her, og det er naturligvis herligt. Hvis dette indlæg bliver udgivet, er jeg i sagens natur kommet på nettet, men det fungerer stort set ikke for tiden derovre, og de kan ikke finde ud af hvorfor, men det skete efter et voldsomt uvejr, og hvad det mobile netværk angår, ligger vi midt i et hul, så det er ikke nemt …
De har flere forskellige netværk i huset, fordi murene er så tykke, at det ikke kan gå igennem dem, ikke engang med forstærkere. Det eneste netværk der virker, er det i køkkenet. Meget mærkeligt, men det bliver derfor nok begrænset, hvor meget jeg vil være ‘på’, mens vi er her.

Reklamer

Du skal altså helst sige rigtige tal

Vores Meny har fået en ny medarbejder – en kvinde et sted i fyrrerne. Dette bare for at sige, at det ikke nødvendigvis altid er “de unge”.

Hun ekspederede mig, da jeg i dag skulle hente et par pakker, og følgende ordveksling udspandt sig:

– Jeg skal hente to pakker fra PostNord.
– Må jeg bede om de sidste fire cifre i pakkenummeret.
– Ja – det er ni fire syv to.
… Hun skrev nummeret ned …
– Altså fireoghalvfemstooghalvfjerds?
– Ehhh, ja …
– Du skal altså helst sige det som rigtige tal.
– Hvad var der forkert med de tal, jeg sagde først?
– Vi skal altså tænke for meget, når man siger dem på den måde du gjorde.
… Ellen var mundlam i et par sekunder …
– Nåda, okay, det går sandelig ikke. Det dur ikke, at man skal til at tænke.

Hun fik det andet pakkenummer i form af rigtige tal, og hun skrev det ned uden problemer.
Det er ikke alt, man skal forstå.

Hverdag igen

Hverdagen har indfundet sig. Det var den ikke længe om, for jetlaget var nærmest ikke-eksisterende for mit vedkommende – de fire timers forskel har ikke været inde og drille mig, men jeg er vist også lidt underlig i den retning, for normalen er, at det virker værst på folk at rejse østpå. Jeg har det lige omvendt og er længere om at vænne mig til tidsforskelle, når jeg rejser vestpå. Med andre ord: Jeg var inde i min normale søvnrytme fra dag ét … jeg var det faktisk også allerede på dag to, da vi kom til Chile, så det har på ingen måde været slemt.
Der var fire timers forskel fra DK både i Chile og Argentina, men iflg. nogle tabeller skulle der være 5, hhv. 4 timers forskel. Chile har dog vistnok sommertid, derfor udligningen. Vil jeg gætte på …
Andre tidszonekort, som fx det til højre, viser, at Chile og Argentina kører med samme tidszone. Tallene er regnet ud fra GMT, så der skal lægges en time til for at måle fra DK. Chile og New York ligger på samme længdegrad, så egentlig skulle der være seks timers forskel til Chile …
Forvirret? Det er jeg også. Jeg tror bare, at jeg holder mig til den kendsgerning, at der var fire timers forskel fra start til slut på ferien; det er det nemmeste. Det er heller ikke alt, man skal forstå.

Der stod en kasse fra Årstiderne og ventede på os, da vi kom hjem mandag aften. Det var skønt at få en blid overgang fra slet ikke at have skullet tænke på mad i 18 dage til dagligt at skulle beslutte sig for dagens menu.
Diæten overholdes strengt – bortset fra, at vi har inviteret bagboerne ind til aftensmad som tak for huspasning, postkassetømning og blomstervanding mens vi har været væk – men de får skam lækker low-carb-mad fra årstiderne; jeg har bare været ude at handle for at supplere, så der er til fire i stedet for to. Plus lidt forskellige oste som dessert. Diæten overholdes dermed. Ehhh … lige bortset fra den vin, jeg naturligvis vil servere til maden, men nu skal vi jo heller ikke blive fanatiske, vel? Der vil bare ikke være noget, der hedder vin til hverdag før om en rum tid, for jeg har taget seks – SEKS!!! – kilo på siden 1. december. Jeg kan åbenbart hverken tåle at holde jul eller tage på ferie, hvilket er noget skidt, er det. Det er da godt, man kan gøre noget ved det.

Det er ikke kun tidszoner, jeg kan undre mig over.
Jeg kan også undre mig over, at en menymedarbejder ikke lægger mærke til, hvad der står på det prisskilt, der er placeret ved citronmelissen.
Hvis man er i stand til at sætte et skilt, der uden for enhver tvivl hører til ovre i vinafdelingen, midt i krydderurterne … ja, så mener jeg ikke, at vedkommende kan være specielt nærværende mht. sit arbejde.
Det sjoveste var, at barkoden ikke virkede ved kassen, så kassemanden spurgte om jeg kunne huske hvad min pose kostede.
“Ja. Det kan jeg. Den koster 69,95 og det er i øvrigt ikke citronmelisse, men en vin fra Piemonte!”
Han undrede sig, kunne man tydeligt se, over den skøre kunde, men jeg kunne jo forsikre ham om, at det var rigtigt, og at det måske var en god ide at sende en medarbejder til krydderurterne for at få rettet den fejl, hvilket han var ganske enig i – og tog aktion med det samme.

Det har jeg aldrig skrevet om! Men Montevideo derimod …

Jeg så i går, at et af de søgekriterier, der havde ledt ind til min blog, var nedenstående med larverne. Det forstår jeg ikke helt, for det har jeg mig bekendt aldrig gjort mig den ulejlighed at undersøge. De andre er forståelige nok, men den med larverne, altså … ???
mommer, zoneterapi, billigste sted at købe larver til mad, sølvbryllupsrejse

Nå. Det får stå hen i det uvisse … nu er vi lige ved at forlade Montevideo, som er hovedstaden i Uruguay. Jeg må pinligvis erkende, at hvis nogen havde bedt mig om at nævne Uruguays hovedstad, var jeg nok blevet dem svar skyldig.
Nu ved jeg meget mere om landet og dets hovedstad. Uruguay er et særdeles velfungerende og, vist ikke engang kun efter sydamerikanske forhold, også et rigt land, med en glimrende infrastruktur, ringe arbejdsløshed, et godt socialt sikkerhedsnet og en stærk økonomi. Det er præcis fire gange så stort som DK, men med bare 3,44 mio indbyggere, hvoraf over halvdelen (1,8 mio) bor i hovedstaden, er det er tyndt befolket land.

Montevideo var en spændende by. Her kunne jeg godt have brugt et par dage, men vi havde kun nogle få timer til rådighed. Så få, at jeg ikke nåede ind til outlettet for Manos del Uruguay, som er noget af det bedste og blødeste garn i verden. Øv. Men vi er ret hysteriske med at overholde tiderne for boarding, for skibet venter ikke på nogen. Forståeligt nok, for med over 2000 passagerer, hvoraf nogle måske ikke tager tidspunkter helt alvorligt, kunne der nemt blive irriterende forsinkelser ved hver afsejling.

De to billeder forestiller de tidligste settlers; først kom man i oksekærrer og senere i en prærievogn. Det er i hvert fald hvad jeg ville have kaldt den, hvis vi havde talt om USA. Det var to bronzeskulpturer, som stod i to forskellige parker, men lavet af den samme kunstner, og jeg var ret betaget af dem, for de virkede helt levende. Man kunne tydeligt se, hvordan de arme dyr knoklede for at få vognen igennem vanskeligt fremkommelige landskaber.

Vi var igen ret uheldige med vejret, som var usædvanlig dårligt for årstiden. De klimaforandringer mærkes – ikke underligt – over hele kloden. Her plejer at være over 30 grader og sol, men de var ikke kun gået direkte fra vinter til sommer og sprang dermed foråret over, men et stykke inde i den sommer blev det pludselig køligt (20 grader) og med regnen stående ned i stænger. Det var så her, vi ankom til byen …
Heldigvis var markedet, vi var inde på, overdækket – det var noget lignende Torvehallerne i København, men med et lidt anderledes og mere overdådigt udvalg af frugt og grønt.

En mikrokaffebar … eller noget … på markedet; uden besøgende, men måske også uden betjening. Jeg kunne ikke helt finde ud af det.

Som vi tidligere har set det her på kontinentet, så ligger der gammelt og nyt tæt op ad hinanden. Strandvejsvillaer har de også.
Som sagt var vejret elendigt – jeg ville virkelig gerne se denne by med både mere sightseeingtid og mere sol, men det kommer jeg nok ikke til, desværre.

Hverdag igen … næsten …

Vi er hjemme igen efter en næsten planmæssig rejse. Tim havde advaret os om, at de engelske tog af en eller anden grund ikke rigtigt er gearede til andet end arbejdsdage. I ferier og på helligdage går der beklageligt ofte noget galt. Da vi skulle hjem i forgårs, kunne vi på strækningens online-opdatering læse, at toget var forsinket ni minutter, hvilket vi ikke syntes lød særlig slemt, så vi kørte afsted til tiden, for familien skulle videre til Bath og kunne bare sætte os af – vejret var jo godt. Inden der var gået fem minutter på turen til stationen, opdateredes igen: Nu var det 20 minutter forsinket. Lidt øv, men pyt. Englænderne satte os af, men nu var toget 40 minutter forsinket. Hvordan man på cirka 15 minutter fïnder ud af, at toget går fra at være forsinket fra 9 minutter til 40 minutter, forstod vi ikke – og kort tid efter øgedes forsinkelsen oven i købet til 49 minutter. Vi var glade for, at vi havde rigtig god tid til at nå vores fly.
Det blev dog ved de 49 minutter, men da toget så langt om længe ankom, var det proppet som et københavnsk S-tog i den værste myldretid, og vi var mange, der skulle med fra Pewsey, som var sidste stop inden Reading, hvorfra vi, og sikkert også mange andre, skulle videre til Heathrow og nå et fly. Det vidste togpersonalet, så de gjorde meget for at få os ind i toget, og det lykkedes da også efter 10 lange minutter, hvor vi nåede at blive en anelse spændte, for kom vi ikke med dette tog, gik det næste først tre timer senere, og så ville vi naturligvis miste vores fly.
Vi kom med – alle kom mirakuløst nok med – men John og jeg måtte stå i samlingen mellem to vogne, og da det kørte ekstra stærkt for at indhente bare lidt af forsinkelsen på nu en time, var det noget af en rystetur, vi fik os.
Resten af turen gik planmæssigt, men vi kunne kun give Tim ret i, at man nok helst skal undgå First Great Western i ferier og på helligdage.

(Vi har mange sangsvaner på fjorden lige nu. Det er så ærgerligt, at vi ikke kan have vinduerne åbne, for det er faktisk ret hyggeligt at høre på dem.)

Annemarie og Malle har været her til strikkekurset, og vi har hygget os. At jeg kvajede mig med en opskrifttolkning til AM og opdagede det i søvne, er noget helt andet. Jeg vågnede med et sæt i nat kl. 03, fordi fejlen åbenbart havde slået mig hårdt oven i hovedet. Jeg stod op, pillede hendes arbejde op til før fejlen og strikkede stykket igen. Det kostede mig en god times nattesøvn, men har med største sandsynlighed sparet det stakkels pigebarn for nogle voldsomme og fuldt forståelige spekulationer senere.

Annemarie skulle afsted i formiddags til sin svømmehalslivreddervagt, men Malle er i aftenvagt for tiden, så hun blev her til midt på eftermiddagen.
Vi nåede at gå en skovtur, og på vejen undrede vi os såre over denne dysse: Hvor almindeligt var mon lige navnet Suzanne for omkring 5.500 år siden? Jeg vidste heller ikke, at de kunne skrive så pænt i stenalderen, men man bliver jo klogere hver dag …

Mit fingerbøl er blevet for stort!

Det blæser stadig den der halve pelikan, så jeg gider ikke gå i haven.
Dahliaerne skal snart op, men der skal være mening med galskaben, og så længe vi ikke har fået frost, har det ingen hast.
Jeg går også og venter på at skulle plante alle roserne, som jeg regner med, at Henrik fra Grønt Design kommer med i morgen eller fredag.
Jeg kan ikke anbefale det firma. Jeg har rykket og rykket, fordi jeg gerne ville have haft roserne i jorden i tide til, at de kunne nå at etablere sig bare en lille smule, og det tror jeg ikke, de kan nu.
Efter den sidste rykker, hvor jeg ikke lagde skjul på min irritation, lovede han endelig at komme i denne uge.
Det er ikke i orden. Han er ellers en sympatisk fyr, men måske lidt for sympatisk, for han hævder at have meget travlt, men så må han dæleme lade være med at tage mere ind, end han kan nå at færdiggøre. Han svarer ikke engang på mails – ejheller da jeg ringede til ham, men da vi ringede fra Johns telefon, tog han den med det samme – og lovede at være her i løbet af ugen. Jamen altså … han skal bare plante nogle få hækplanter; roserne har det hele tiden været meningen, at jeg selv skulle klare, så jeg ville mene, det måtte være en overkommelig opgave.  
Jeg tog kontakt til ham i slutningen af april og fik (efter en rykker …) et tilbud sidst i maj. Han har fjernet buskadset, men eftersom der ikke er tilplantet, er projektet ikke afsluttet. Den ekstreme sommer har han i sagens natur ikke været herre over, men fra 1. september har jeg ventet ham. Indtil videre forgæves, men nu får vi se.
Jeg er en anelse træt af håndværkere af alskens art for tiden. Mureren, der skulle have ordnet vores gavl, vendte heller aldrig tilbage. Han afgav et tilbud, men det var kropumuligt at få ud af ham, hvornår han kunne komme.
Jeg ville sådan ønske, at jeg kunne have tillid til håndværkere, men der er godt nok mange, der ser stort på afgivne løfter.

Det er som nævnt indendørsvejr, og toiletpungspilotforsøg nummer to er udført.
Stadig ikke godt nok, men lidt bedre. Det lykkes forhåbentlig på et tidspunkt … denne gang var det stropperne, der gik galt. Jeg prøvede at placere dem både på den ene og den anden måde og endte med denne.
Som så underlig ud, da jeg var færdig, i hvert fald ikke, som jeg havde forestillet mig det, men jeg gad ikke pille alt det håndarbejde op igen. Jeg foretrækker arbejder, hvor man stort set ikke skal have fat i synålen, så dette var absolut et skridt i den forkerte retning – både stropper og sidesømme måtte sys i hånden. Skråplan.
Måske slet ingen stropper næste gang? Eller bare sy dem på den måde, jeg ville mene var god og ikke på den foreskrevne? Det er jo ikke altid, at den der har designet modellen eller forfattet opskriften, har den bedste metode til det, der skal laves.
Denne gang blev lynlåsen i det mindste okay.

Mit fingerbøl er blevet for stort. Det faldt hele tiden af, hvilket ikke bidrog til det gode håndsyingshumør. Normalt er det tøjet, der har det med at skrumpe om natten. Fingerbøl har det åbenbart omvendt. Godt nok har jeg tabt mig lidt, men jeg havde ikke lige regnet med, at det kunne mærkes på denne måde! Jeg kan ikke sy uden fingerbøl; slet ikke, hvis nålen skal igennem flere lag stof. Der skal noget til, der kan trykke til på nålen, og det kan mine (små …) sarte fingre ikke. Jeg må have investeret i et nyt.

Det er sjovt med farver: Lige til højre for den blå sidder en kridhvid silke og til højre for den igen er der en lysbeige bomuld, men det ser omvendt på billedet. Mig ikke forstå … er det mon lidt det samme fænomen som med de oldgamle sort/hvide tv-apparater, hvor speakerne skulle have lyseblå skjorter på? De syntes nemlig hvide på skærmen, hvorimod hvide skjorter så gråsnavsede ud.

Det var kun en faktor én million forkert … herregud da, betyder det noget?

Mennesket bliver fascineret af voldsomt vejr. Måske især hvis man ikke selv er ude i det …
Jeg er, og har været det siden jeg var en lille pige, fascineret af tordenvejr. Mange, mange gange har jeg siddet med min mor, talt sekunder og dermed regnet mig frem til, hvor langt væk uvejret befandt sig. Det har jeg skrevet om før, så ingen grund til at gentage det her.
Jeg oplevede jordskælvet i december 2008, men for dem, der lever med jordskælv på en nærmest daglig basis, må det have føltes som at blive sparket af en flue. Jeg kunne godt tænke mig at opleve et rigtigt jordskælv eller en tornado. Og så måske alligevel ikke …
Det er nok en hel del sikrere at gøre det, jeg gør i dag: Ser The World’s Deadliest Weather over BBC Earth.
Det er skam interessant nok, men atter en gang måtte jeg undre mig såre (og irriteres) over, at man kan kalde sig professionel oversætter og så ikke korrekt kunne oversætte engelske/amerikanske tal til dansk. Det er bare ikke i orden.
Utallige er de gange, jeg har hørt/set a billion oversat til en billion. Det er en milliard på dansk, men trods alt kun en faktor 1000 forkert.
Sjovt nok vidste dagens oversætter dette, men det fik ikke vedkommende til lidt senere at oversætte trillion til billion, som det retteligen betyder. Det er stadig ikke forbudt at tænke logiske tanker, selv om det nogle gange kan virke som om det var strafbart.

En engelsk trillion er 10¹².
En dansk trillion er 10¹⁸.
En forskel på 10⁶, hvilket er 1000 gange 1000 gange forkert – altså en million gange. En ikke ubetydelig fejl, skulle jeg mene. Heller ikke selv om man ikke taler økonomi, men ‘bare’ mængden af liter vand ved en oversvømmelse. 

Helt galt gik det, da jeg, for at være 100 % sikker på ikke selv at have klokket rundt i tallene, googlede “english trillion”
Ofte kommer der et oversættelsesforslag op, når jeg googler på andet end dansk, men dagens forslag var også dagens overraskelse, for jeg havde ikke lige troet, at selv google translate kunne finde på at oversætte trillion til Katherine.
Jeg synes i forvejen, at google translate er noget ynkeligt noget, men det her slog vist rekorden.
Rerfærdigvis skal det siges, at da jeg angav, at det skulle oversættes fra engelsk til dansk, stod der faktisk den rigtige billion i højre side, men jeg kan stadig ikke regne ud, hvad der var gang i til at begynde med.

Men igen: Min indtrængende opfordring til alle oversættere: LÆR DOG DE TAL!
Undskyld jeg råber, men det er åbenbart nødvendigt, for de kunne ikke høre mig, da jeg talte med almindelig stemmeføring.

Pjat, pjat og atter pjat

I bestræbelserne på, at varerne i supermarkedernes køle- og andre diske skal virke så ‘autentiske’ som muligt på os forbrugere, vil man gå langt.
Alt for langt.
Det går nemlig hen og bliver direkte til grin indimellem, og så mister i hvert fald jeg noget af respekten for varen og dens producent.
Hvad mener I fx om den håndsaltede laks?
Er det ikke temmelig ligegyldigt, om det salt er drysset på laksen med fiskerens barkede og ru hænder? Eller bliver det bedre, hvis det er hans smukke datter?  
Faktisk foretrækker jeg en maskindosering, for den kan man standardisere og dermed dosere saltet ens hver gang der skal røges.
Ud med håndsaltning!
Især hvis det bruges som en undskyldning for at hæve prisen, hvad jeg godt kunne have mistanke om.

Så er der den “økologiske gårdmælk”.
Øllingegård, hvis mejeriprodukter jeg køber når jeg handler i Meny, er også begyndt på dette pjat. De har både økologisk mælk og økologisk gårdmælk.
Hvor meget mælk kommer lige fra storbyerne, måske? Det er da muligt, at man også er begyndt at have malkekvæg på byens tage eller ude i kolonihaverne, men i så tilfælde næppe i et omfang der er stort nok til supermarkedsproduktion.
Ud med betegnelsen ‘gårdmælk’!
Også selv om de kan navngive gården. Mon ikke de fleste forbrugere er fløjtende ligeglade med, hvor koen bor?

Rema kan også. De har håndplukkede danske ærter.
Da jeg viste John dette, sagde han (med et grin), at jeg da bare skal være glad over, at GreenPeas Refsvindinge sætter folk i arbejde …
Godt så. Det mente han heldigvis ikke, og det er da også noget pjat. Hvad er der i vejen med at maskinhøste ærter?
De vil også være helt sikre på, at vi har forstået, at ærterne kommer fra Danmark.
Ud med håndplukkede ærter!

Jeg er stødt på flere eksempler; som jeg desværre ikke kan komme i tanke om lige nu, men alt dette pjat minder mig om en meget gammel vittighed:
Kunden: Hvad er forskellen på den franske leverpostej og den hjemmelavede leverpostej?
Slagteren: Den hjemmelavede får vi fra en fabrik; den franske laver vi selv.
Så okay, fænomenet er åbenbart ikke nyt, men det er eskaleret i voldsom grad. Hvis man skulle tro på, at alt hvad der hævdes at være håndlavet, ER håndlavet, burde vi have meget mere end fuld beskæftigelse. 
Kan man ikke godt sammenligne det med de mange varianter af hyperkorrekthed, der blomstrer i disse tider?

Free giveaway???

Det er meget brugt at friste med en giveaway, hvis man vil promovere sig selv lidt. Det kan måske give lidt flere hit på hjemmesiden.
Som navnet antyder, er det en gave, som en eller anden vil give, hvis man opfylder bestemte kriterier eller bare er heldig i en lodtrækning.
Derfor undrede jeg mig lidt, da jeg på Instagram så en eller anden annoncere med Free Giveaway.
Jeg har også set gratis gaver på dansk. Hvis ikke de er gratis, er det vel ikke gaver?
Vi var i skoven i dag. Den havde ingen giveaways til os – i hvert fald ikke i form af svampe.
Jeg troede ellers jeg var så smart, fordi jeg dirigerede os ud til et sted, hvor Svampeforeningen skal mødes om ikke så længe … så må der jo være svampe, tænkte jeg.
Men nænej, det var der ikke. Jeg så stort set kun denne, og jeg tror ikke, den var flov nok. Det er nemlig vist nok en rødmende fluesvamp, men da den har endog meget giftige forvekslingsmuligheder, som fx panterfluesvamp, skal jeg ikke nyde noget, medmindre en ekspert har sagt god for dem, og sådan en havde jeg ikke lige ved hånden. Der var en anden, der havde været i tvivl, for ved siden af det intakte eksemplar lå der et væltet.

Jeg kom til at tænke på en af svampegrupperne på Facebook – og nu bliver jeg virkelig til en sur, gammel kone:
Da jeg for omkring 20 år siden (det kom sig af, at vi købte ødegården) begyndte at interessere mig for spisesvampe, investerede jeg i flere bøger, gik mange ture og tog mange forskellige svampe med hjem. De eneste jeg ikke var i tvivl om, var kantareller.
Jeg meldte mig ind i Svampeforeningen og tog med på deres glimrende, guidede ture for at lære en masse. Det indebar en del arbejde, men det var sjovt. Det handler først og fremmest om at lære de giftigste at kende; det er vigtigere end at vide hvilke man med fordel kan putte i gryden. Derefter kan man så begynde at lære de gode at kende.
Viden får man ikke forærende.
Men det tror en masse fjolser på Facebook. De har formentlig aldrig set andre svampe end champignonerne i supermarkedet, men de lægger rask væk et dårligt billede op af en eller anden svamp, ledsaget af ordene: “Hvad er det for en og kan den spises?”
Så forventer de et kvalificeret svar og bliver tøsefornærmede, hvis ikke det kommer, og/eller hvis der kommer en (oven i købet gerne venlig) kommentar om eventuelt selv at gøre en indsats.
Jeg har set mange billeder af kurvfulde af orangekantareller (“Se! Dagens kantarelhøst! Der var flere kilo!” Ja, det tror pokker – der er ingen svampekendere, der ville tage dem med hjem), fordi nogle tror det er kantareller. Det er faktisk nemt at se forskel, men de gider ikke engang sætte sig ind i den mest elementære svampeviden, inden de plyndrer skoven for værdiløse svampe.
Man ser også billeder af hele kurvfulde af andre ikke-spiselige svampe, hvor de stiller samme spørgsmål; altså hvad det er osv. For sæt nu, det var en god en, så må de hellere plyndre området fuldstændig for en sikkerheds skyld. Hrmpf.
Sådan noget bliver jeg vred over. Det er misbrug af både naturen og andres ekspertise.

Et par bump på vejen til Sverige

På vej til torpet ville John i Silvan, Køge, for at få fat i noget mere snor til græstrimmeren. Det er en Flymo græstrimmer, så Jem & Fix eller XL-Byg kunne ikke klare den lille opgave. Altså Silvan eller Bauhaus, men førstnævnte er nemmest, fordi det ligger lige på vejen derop.
Jeg blev i bilen og undrede mig over, at så lidt kunne tage så lang tid.
Der var ingen service overhovedet. Ingen, han kunne spørge. Efter en rum tid, hvor ingen ansatte kom inden for synsvidde, gik John derfor til kassen og spurgte om hun ville kalde på hjælp til haveredskaberne.
Det har jeg gjort, men der kommer ingen!
Fantastisk … han gik tilbage og ledte videre efter den lille plastsnor, og langt om længe kom der en ansat.
Som kunne fortælle, at de fører græstrimmeren, men ingen reservedele til den.
Fantastisk.
Men prøv denne snor, den skulle passe.
Jamen det gør den ikke. Den skal være tyndere.
Nå, men så prøv denne her.
Okay. John gik til kassen, hvor det tog en krig, fordi kassedamen (som ikke var “Ny i job”) knurrede og mukkede og kunne ikke finde ud af en pind, hvorfor det selvfølgelig tog alt for lang tid.
Det er sidste gang, jeg kommer her!, sagde den ellers så fredsommelige og tålmodige John, og manden bag ham erklærede sig højlydt enig. Kunderne var ganske åbenlyst kun til ulejlighed for personalet. Exit Silvan!

Da vi var en god halvanden times tid fra torpet, var klokken blevet godt og vel frokosttid, så vi kørte ind på Elisefarm Golfklub, hvor vi bestilte dagens ret, som var rødspætte.
Inkluderet i prisen var salatbar og kaffe bagefter.
Vi ventede og ventede på vores fisk; alle andre fik deres mad, men ikke os. Vi havde da ellers satset på, at dagens ret ville blive serveret forholdsvis hurtigt, men …
Til sidst kaldte vi på tjeneren.
Ja … vil Ni betala?
Øhh, næhhh, vi vil da sådan set hellere have noget mad …
Har I ikke fået noget???
Nej!
Nej, men dog, altså! Undskyld, undskyld, det beklager jeg virkelig meget!
Han kom lynhurtigt med vores rødspætter, som sjovt nok var varme endnu (eller også fik vi nogle andres og nyere bestilte). Han kom også med kartofler, som vi ellers selv skulle hente ved salatbaren, og han undskyldte endnu en gang og sagde, at der ville være et stykke luksuschokolade til os til kaffen som et lille plaster på [mave]såret.
Det er fin service med en god erkendelse af egne fejl, og denne oplevelse gjorde os ikke spor sure.

Der var i øvrigt vand i vores brønd heroppe – det havde vi været ret spændte på, for mange har meldt om tørlagte brønde, men altså ikke hos os, selv om der bestemt ikke er kommet meget vand fra oven – vi tømte regnmåleren for 23 mm, hvilket kun er halvdelen af, hvad vi har fået i Den Stråtækte.

Det er altså en tand for tåbeligt!

I morges kom der et brev til John fra det svenske Transport Agency.
Det var en opkrævning af ‘infrastrukturafgift’ (de er lige så gode til halvfjollede navne, som vi er her i Danmark), fordi vi havde passeret over Motala- og Sundsvallsbroen, da vi kørte hjem fra den mislykkede norgestur.
Afgift for det: En svimlende sum af 3 kroner og 60 øre.
Svenske.
Det svarer i danske kroner til godt 2 kr. 50 øre.
Det bruger man 21 svenske kroner på at sende til Danmark for at opkræve os – det er i hvert fald Sveriges billigste brevtakst til udlandet, men om Trafikverket får rabat hos PostNord, skal jeg ikke kunne sige – dog næppe 18 kroner.
Oven i de 21 kroner kommer der noget administration, for selv om det meste foregår elektronisk, skal der lønnede menneskehænder til et eller flere steder i systemet.

Det er helt sikkert muligt at indkode en bagatelgrænse for den slags, og jeg vil mene, at vi i dette tilfælde må være langt under en sådan.
Det er naturligvis ikke de 3 kroner og 60 øre, som ikke kan vælte et selv nok så stramt budget – det er princippet.
Det ser ud til, at der kan betales via kreditkort; havde det skullet være via banken, havde det kostet os 40 kroner at betale.

Vi må hellere få betalt til tiden, så ikke der ryger 300 kroner oveni …
bemærk, at det ikke hedder rykkergebyr, men forsinkelsesafgift.
Det er nok også mere politisk korrekt.
Hvis nu John skriver og fortæller dem, at han er en efterkommer af Pippi Langstrømpe og dermed negerhøvding på en sydhavsø, mon ikke de så bliver så chokerede over det skrækkelige ord, at de eftergiver ham den afgift?

Hvad mon de i øvrigt mener med, om man finder afgørelsen forkert?
Er der nogen, der sidder og ‘afgør’, om vi passerer den bro eller ej?

Bureaukrati, når det er slemt.
Eller er det bureaukratisme?

Det kræver slet ingen behændighed, kun lidt hekseri

Overskriften er et Miraculix-citat fra et af de gode, gamle Asterixhæfter.
Det er godt nok ikke mig, der har hekset; jeg er jo kun en almindelig dødelig, men lidt magisk er det … og i hvert fald mystisk.
De to første tagrørsfarvebade gav skriggule farver, hvilket absolut ikke var efter planen, som var, at det skulle give cirka den samme ret specielle, nærmest neongrønne, farve, som de gav sidste år. Nogle sammenligner den med en overstregningspen – det er heller ikke helt ved siden af.
Jeg kunne simpelthen ikke finde ud af, hvad jeg gjorde forkert, så til tredje forsøg satte jeg en mindre portion over i en gryde i køkkenet. Denne gang kogte jeg ikke farvesuppen af først, men lagde både garn og tagrør i koldt vand, tændte for blusset og lod det koge op.

Så var den der! Den rigtige farve. Endelig! Jeg hentede flere tagrørsblomster og farvede én gang til under de samme betingelser – denne gang overfarvede jeg nogle af de gule fra de fejlslagne første farvninger. Det blev stadig rigtigt, og nu har jeg neongrønt nok til et eller andet … neongrønt. Man har jo lov til at blande det med en farve, der kan dæmpe den grønne en smule ned.
Selv det ubejdsede garn (nøglerne til højre) fik fine, grønne farver – faktisk ser det ud som om garnet ikke behøver at være bejdset, men det bliver jeg nødt til at efterprøve i endnu et forsøg, for én gang er ingen gang.

Jeg forstår stadig ikke en pind af, hvorfor de to første farvninger blev gule – det skulle ikke gøre nogen forskel, at plantedelene koges sammen med garnet, men eftersom det er eneste forskel her, kan jeg ikke komme til anden konklusion, at det alligevel må være derfor.

Jeg kan godt lide denne nedadgående kurve. Temperaturer, der har et 3-tal forrest, hører ikke hjemme i min sommerverden.
Jeg håber også, at vi får del i den sporadiske regn, der åbenbart kan finde på at falde i vores DMI-region.
Ikke mindst på grund af, at jeg har dobbelt havevandingsjob for tiden, fordi vores genboer er taget op til deres sommerhus lidt nord for Dalarne, og jeg har lovet at sørge for, at deres have ikke dør af tørst de næste 14 dage.
Jeg håber ikke, at de brænder inde deroppe, men det var de ikke selv bekymrede for, så det må jeg hellere lade være med at spilde flere tanker på.

Plantefarvning er ikke en eksakt videnskab

Plantefarvning er ikke en eksakt videnskab.
Det vidste jeg godt, og det er en del af charmen, at man ikke altid kan forudsige præcis, hvad resultatet bliver.
Nogle gange går det dog lige lidt for galt, som fx i går, da jeg farvede med tagrørsblomster.

De skulle nemlig meget gerne helst have været blevet denne dejlige, grønne farve, som jeg fik sidste år.
Da farvede jeg ad to omgange; d. 5. august og d. 23. august. Første omgang havde den flotteste farve, hvilket stemmer ganske godt overens med, hvad man kan læse fra andres erfaringer: Så friske blomster som muligt og ingen grønne blade med i farvesuppen.
Jeg brugte lang tid på at skære de friske blomster af; det tog ekstra lang tid at samle tilstrækkeligt materiale, for de var endnu ikke helt udsprungne.
Farvesuppen så ideel ud: meget, meget grøn – lige den farve, jeg var ude efter.

Hvorfor i alverden fik garnet så denne skriggule farve?
Det er altså virkelig mærkeligt. Dette er rejnfans- og gyldenrisgule farver. De er såmænd kønne nok, men dem har jeg jo allerede fra rejnfan og gyldenris!
De tre første fed er 1. bad med råhvid uld (den midsterste superwash), og de to sidste er 2. bad, farvet på gråt hhv. lam og superwash.
Jeg fatter ikke en brik.
Hvad gjorde jeg forkert? Hvad gik galt?
Jeg må prøve igen, når blomsterne er sprunget helt ud. Det hjælper ikke nødvendigvis, men jeg er nødt til at prøve.
Disse gule vil jeg overfarve med indigo; det kan sikkert godt komme til at give en flot, grøn farve, men jeg ville jo helst have haft den rigtige farve den direkte vej.

---

Englænderne er kommet godt hjem.
Til regnvejr.
Tænk, at det kan komme så vidt, at man er lidt misundelig over, at nogen har regnvejr!
Og nu får vi oven i købet hedebølge den næste uge. Med tropenætter und alles.
Det er lige i overkanten, dette her … men det har jeg vist sagt før. Jeg er nordbo, ikke fra middelhavsområdet, og jeg trives bedst i køligere temperaturer end dem, vi har i år – og så gider jeg i øvrigt snart ikke vande have mere. Selv om jeg synes jeg vander meget, kan jeg godt se, at det ikke giver helt det samme resultat, som hvis der kommer tilstrækkeligt med vand ad den naturlige vej.

Et godt tilbud?

Vi fik lyst til at lege ferie i dag.
John fandt et rosarium ved Løve (det hedder det) ikke så langt fra Høng, som det kunne være spændende at se.
Det var det så bare ikke helt, for stedet virkede lettere forsømt, og alt for mange af roserne var allerede afblomstret – hvilket selvfølgelig er vejrets skyld, men de havde oven i det forsømt at vande, så alt i alt lidt ikke ligefrem hvad vi havde regnet med.

Vi fortsatte til Mullerup Havn, hvor vi spiste frokost på Skipperkroen. Mullerup lyder lidt som noget tv for børn, ikke sandt? Måske er det bare fordi det for mig skaber associationer til Jullerup Færgeby.
Den var okay, frokosten. Vi kørte videre via kysten ned mod Korsør, hvor sommerhusene visse steder ligger så tæt på vandet, som man næsten kan komme. Her Stillinge Strand.

I Skælskør ville vi drikke en kopkaf nede ved havnen. Her skete dagens oplevelse, som jeg stadig ikke har fattet den dybere betydning af:
Jeg gik ind og bestilte:
– Jeg vil gerne have en café latte og en kop almindelig sort kaffe.
– Vil du ikke have dagens tilbud til den almindelige kaffe? Du får både kaffe og kage for 50 kroner. Det gælder altså kun for den almindelige kaffe!
– Johh, tak … men hvad nu, hvis jeg også vil have et stykke kage til min latte?
– Det er bare ikke på tilbud, men du kan naturligvis godt få en latte og et stykke kage til normalpris.
– Okay, så siger vi sådan. To kager, en sort og en latte. Til bord 245, tak.
– Gerne. Vil du betale med det samme?
– Det kan jeg lige så godt.
– Tak, så skal du af med 89 kroner.

Jeg fortrak ikke en mine. Jeg betalte uden at sige et ord og skyndte mig ud for at fortælle John, at han havde fået kaf’ og kaw på tilbud til en halvtredser, mens jeg måtte betale fuld pris og dermed af med 39 kroner for næsten den samme ydelse.

Det er ikke alt, man skal forstå.
Det skal siges, at Johns kaffe var med en gang påfyldning, hvad min latte ikke var, men det forklarer stadig ikke de priser, synes jeg.
Det må være varmen …

Service og service

I går berettede jeg om god service fra Årstiderne.
Samme dag oplevede jeg også en lidt anden service … måske ikke direkte dårlig, men i hvert fald ikke lige så god.
For 1½ måned siden var vi i Thyme Planteskole ved Køge for at bestille en havekonsulent, som her koster 1400 kroner, hvilket er væsentligt billigere i forhold til Haveselskabets “fordelagtige” medlemstilbud på 2430 kr. Medarbejderen var meget ivrig for at få mig som medlem: “Så får du 10 % rabat på vores varer – og selvfølgelig også på havekonsulenten.”
Okay, tænkte jeg – det skader jo ingen.
Havekonsulenten kom. Og havde en regning på 1400 kroner med. Jeg sagde intet til hende, for det var ikke hendes skyld, men tænkte bare, at jeg næste gang, jeg er deroppe, vil gøre opmærkom på, at de skylder mig 140 kroner.
Det var i går. Jeg præsenterede mig selv og mit ærinde, men det ville denne kassedame intet have med at gøre, så hun hidkaldte hjælp, som kom i form af en stor mand, som indledte således:
– Det der er jo for længst afsluttet i vores regnskaber, så det kan vi ikke give penge tilbage på.
– Det er ikke helt fair – jeg lod mig lokke til at blive medlem for at få de 10 % – både på konsulenten og på jeres planter.
– Dem får du så kun 2 % på! Og beløbet akkumuleres hen over året, og så får du en opgørelse i september.
– Så burde I informere jeres personale lidt bedre – 2 % kan da være ligemeget. Men jeg vil have mine 10 % på havekonsulenten, som hun lovede mig.
– Det ved jeg ikke lige, hvordan jeg kan gøre … det er ikke bare sådan … vi har jo vores system, som man ikke bare kan ændre i (blev sagt i et ikke helt skjult irriteret tonefald).
– Hvor der er vilje, er der vej. Og der er formentlig vilje?

Det var der. Modstræbende, godt nok, og dialogen var da også lidt længere end den her citerede, men efter jeg foreslog, at han jo bare kunne give mig en dekort på 140 kroner på de varer, jeg havde på vognen, valgte han at kapitulere.
Næste gang kører jeg til Toksværd Planteskole. Delvist fordi jeg har et gavekort dertil …

John har travlt i shelteret. Udenpå er det blevet drivtømmerfarvet og indvendigt skal det være gråhvidt.
Jeg har heldigvis vældig travlt med at fjerne ukrudt, så jeg har ikke tid til at hjælpe ham.
Tre gange skal det have; først grunder, dernæst to gange med selve malingen, men så holder det også i 10 år, hævdede manden i malerforretningen.
Hvor ER det dog ærgerligt, at jeg har så travt med at gå i bedene … eller … heldigvis har John ikke ikke så meget imod malerarbejde som jeg har, og det pynter, synes vi. Det bliver et lidt mere venligt rum at opholde sig i.

Dagens mysterium

I går skulle vi have leveret fra Årstiderne, men der kom aldrig noget. Han – og det er altid den samme chauffør – plejer at være der mellem kl. 11 og kl. 15, men intet skete hele dagen. Jeg ringede derfor til deres kundeservice i morges og fik fat i en flink fyr, til hvem jeg forklarede sagen.
”Det beklager jeg meget. Der må være sket en administrativ fejl fra vores side. Hvad siger du til, at du i stedet får en levering i næste uge, hvor vi så giver dig 50 % i rabat som en slags undskyld?”
Ikke noget pjat her. Bare en hurtig beslutning, og selvfølgelig takkede jeg ja.

Senere på dagen ringede Mette fra Årstiderne:
”Jeg har snakket med chaufføren, der kørte leveringerne i dit område i går og han sagde, at han afleverede kasserne til en mand, som smilede og sagde, at han var overrasket over leveringen, da han troede at hans kone havde afbestilt kassen i denne uge. 
Jeg ved ikke om chaufføren har afleveret kasserne til en "forkert" mand, eller om din mand måske har glemt at informere dig om at kasserne er blevet leveret?”

Nu blev det mystisk. De er i givet fald blevet afleveret til en helt forkert mand, og John har ikke glemt at informere mig om noget. Vi var ude foran huset det meste af dagen i går – John gik også og ordnede, mens jeg var til RK-strik – men der var som sagt ingen, der kom og afleverede noget. Han var naturligvis indenfor indimellem, men ikke længe ad gangen.
Det var den samme chauffør som altid, hævdede Mette, men han har kun set mig og ikke John.
Og John var det stensikkert ikke, der ‘smilende’ tog imod mine to årstidskasser!
Ingen af vores naboer får mig bekendt fra Årstiderne, og selv om de gjorde, kan jeg overhovedet ikke forestille mig, at de vil lave sådan et svindelnummer.
For det er jo det, det er.
Mette og jeg grinede lidt sammen i skøn samdrægtighed og kunne snildt blive enige om, at dette godt nok var vildt frækt. Jeg kunne ikke komme frem til anden konklusion, end at det må have været en helt fremmed, der så en chance og udnyttede den.  
På den anden side bor vi på en meget lidt (af fodgængere) befærdet vej, så jeg er stadig overmåde mystificeret.
Jeg får dog stadig min erstatningskasse med 50 % rabat, selv om chaufføren har handlet i god tro. Jeg foreslog, at deres chauffører fik billeder af alle deres kunder, så de fremover kunne se, at det er den rigtige, varerne bliver afleveret til.
Mette jokede lidt med, at jeg kunne sætte et efterlysningsskilt op i nabolaget.

Hvad mener I? Er det ikke bare frækt? Men god service fra Årstiderne.

Hvad ved vi om Wensleydale?

Ja, hvad ved vi om Wensleydale? Jeg ved, måske fordi jeg er strikker, at det er en fårerace. Jeg ved også, at det er et ostemærke.
Jeg ved ikke, hvor mange af alle de mange, mange, MANGE tusinde får vi har set her i Yorkshire, er wensleydalefår, men jeg ved, at vi lørdag var inde for at se Wensleydale Creamery, hvor vi igen så, hvordan man laver ost. Processen er naturligvis ikke voldsomt forskellig fra det vi så i Cheddar (og Wensleydale har en cheddar type …), men måden, de demonstrerer deres kunnen på, er forskellig. Her var der smagsprøver i tonsvis, hvor de var lidt mere fedtede i Cheddar Gorge, men jeg købte atter en gang gang ost i rigelige mængder. Det er godt, at det har lang holdbarhed, så længe jeg ikke tager hul på lækkerierne. Ost, et Ginger Bread og chutneyer. Igen. Det var svært at vælge. Det var nemmere at vælge fra, for deres røgede oste og deres blåskimmeloste var vi ikke så glade for. Men alle de andre … vores gæster sommeren over vil blive stopfodret med engelske oste.
I skal forestille jer et stort U, hvor der er disse ostehapsefade på de tre sider. Inde i U’et går der ostefolk, der bare skal sørge for at fylde op.

Og nu til noget helt andet. Jeg konstaterede for fem år siden, at det er vigtigere, at det rimer, end at det passer, når vi taler gamle vejrvarsler.
Springer eg før ask, går sommeren i vask. Springer ask før eg, bliver sommeren bleg.
If the oak before the ash, then we’ll only have a splash, if the ash before the oak, then we’ll surely have a soak.
Vi kom til at tale om denne pudsige modsathed igen denne gang, og nu, hvor vi har kørt fra nord til syd og retur, besluttede jeg mig for at se, om eg var før ask eller omvendt.
Det var begge dele. Inden for få kilometer var der enten sprunget egetræer ud, mens asken var nøgen endnu … eller også var det omvendt. Det var ligegyldigt, om vi var i nord eller syd; overalt var der væsentlige forskelle på, hvor langt fremme de to træer var i deres løvspring, eller hvem der var først.
Jeg skal undlade at komme med nogen konklusioner; dem vil jeg lade jer om at drage, men umiddelbart kunne det tyde på, at alle får en både våd og tør sommer, uanset hvilket træ der er først ude. Så har vi helgarderet os lige så meget, som tv’s vejrfolk ofte gør, med regn mellem bygerne og lidt sol indimellem.

Og jojo, her i Yorkshire er der også masser af bluebells. I små eller store pletter, men de er overalt.
Vi har set så meget smukt på denne tur, på trods af, at hovedparten af ferien blev tilbragt hos Tim og Charlotte.
Nu tror jeg ikke, at der er noget område i UK, vi ikke har set i mere eller mindre grad. Der er smukke steder og der er meget smukke steder. Vores yndlingsområde er nok stadig Cornwall, men North Yorkshire Dales er sprunget direkte ind på andenpladsen, og tredjepladsen deles af flere steder.
Man skulle næsten tro, at jeg havde en aftale med Visit Britain, men det har jeg ikke. Ikke desto mindre kan jeg kun sige til alle, at I burde opleve Englands skønhed, hvis I overhovedet har muligheden for at rejse i egen bil, hvilket er det bedste.
Og huske på, at London ikke repræsenterer England mere, end København repræsenterer Danmark.

Igen et vadested … fodgængere kan komme tørskoet over, mens kørende får våde sutter.

Her er da meget pænt, ikk’? Jeg elsker disse gule gorse (tornblad), som her regnes for lige så stor en pest, som hybenrosen gør i Danmark, men jeg er ligeglad – jeg synes bare det er flot.
Ferien er næsten forbi. I morgen kl. 9:45 lægger vi til ved Amsterdam, og så går det ellers bare mod Den Stråtækte. Vi tager turen i ét hug, for nu gør det ikke så meget, at vi er sent fremme.

Ramsløg. Ramsaltet

Vi sagde i morges til os selv og hinanden, at det sikkert var på tide at få indsamlet årets ramsløg til frisk brug og til tørring. Det blæser stadig en halv pelikan (og hvordan pokker opstår sådan et udtryk? Svaret kan I se på den indsatte tekst), men vi satsede på, at der ville være læ i en skov. Det havde vi ret i, og så var det pludselig dejlig mildt at være ude i solskinnet.
Ramsløgene var da også okay at plukke, men “på tide” antyder, at sæsonen ikke varer så længe endnu, og det gør den, for ramsløgene var kun dukket op i lyse pletter og stort set ikke inde i selve skoven.
Det forhindrede mig naturligvis ikke at høste 3-4 kilo, hvilket er virkelig meget, men jeg havde bestemt, at jeg ville afprøve om ramsløg kan bruges til plantefarvning.
I aften står den på ramsløgtærte og i morgen til frokost en omelet med ramsløg i stedet for spinat, i overmorgen … det skal nok blive brugt. Jeg tørrer også et par maskinfulde, for det er aldeles glimrende som vinterkrydderi.

Og nu til det ramsaltede, for jeg er i tvivl her: Hvis man kalder en bemærkning for ramsaltet, indebærer det så, at samme bemærkning har et stænk af humor, eller er det bare et surt opstød? Skal det være en kort og lakonisk bemærkning, eller kan en længere smøre af ord også være ramsaltet?

Jeg har undret mig over, at tv-medierne hvert år på denne tid høvler ud på gader og stræder for at spørge folk, hvad de skal bruge deres tilbagebetalte skat til. Som om det er penge, de har vundet … det er da folks egne surt tjente penge, de bare har haft lånt ud i et stykke tid, og som de nu får betalt tilbage. Man går da ikke ud og spørger, hvad folk får i løn, og hvordan de bruger den løn, men i princippet er ‘skattespørgsmålet’ det samme, og derfor synes jeg egentlig, det er lidt uforskammet. Og i øvrigt er jeg lodret ligeglad med, hvad andre bruger deres tilbagebetalte lån til.

Var det ramsaltet eller bare brok?

Nu er selv vores vejrstation forvirret

I dag har vi et fantastisk vejr. Det må skyldes min ældste niece, som fylder år.
Temperaturen er dog ikke særlig fantastisk; bare 4°, men solen skinner fra en skyfri himmel, så det meste af gårsdagens sne er efterhånden ved at være væk. Solen har fået magt, kan man mærke, og jeg håber virkelig, at den snart får tiltusket sig overherredømmet, så vi snart kan få et ordentligt forår.
Det er så forkert, dette her, at vores vejrstation ikke kan finde ud af det: Har man måske nogensinde hørt om, at chillfaktoren kan få os til at føle det varmere, end den objektive temperatur siger? Jeg har ikke, men det er ikke desto mindre, hvad vores vejrstation påstår. Over dobbelt så varmt, faktisk … (uhhh, nu får jeg smæk, men jeg kunne altså ikke dy mig.)

Jeg kunne ikke få billedet tydeligere, men det kan vist godt ses, at udendørstemperaturen er 3,9°. Nedenfor står der, at vi har 19,8° indenfor; derunder igen, at chillfaktoren får os til at føle de 3,9° som 8,8° grader med en vind på 4,5 km/t.
Jamen så vil jeg gerne bede om en orkan, tak! Så kan vi stå derude og blive blæst væk, men vi ville i det mindste have det dejligt varmt imens …

God påske, siger jeg bare – i morgen får vi igen væde fra oven og ingen solskin, så jeg nyder det i dag – indefra og ud …

I brokkehumør

Altså, det her vejr! Me not like. Me absolutely not like. Jeg vågnede klokken seks i morges til snestorm. Uden overdrivelse: en veritabel snestorm. Megen blæst og meget sne. Ikke slud. Sne. Og langt det meste af det ligger der endnu.
Det smelter, men meeeget langsomt. Hvis jeg skal se på den lyse side af situationen, så er temperaturen steget til det femdobbelte siden klokken ni, nemlig fra 0,2° til 1,0°.
Begejstringen kender ingen grænser. Jeg lyver.
Billedet er af køkkenvinduet, hvorigennem man måske fornemmer en kold og hvid fjordudsigt. Sådan skal et køkkenvindue ikke se ud tre dage før den 1. april – sneen i hjørnet er ikke noget, der stammer fra en spraydåse. Hvis det også ser sådan ud om tre dage, håber jeg det er en aprilsnar, og at vejret tager sig alvorligt sammen.

Det elendige vejr gjorde mig ikke specielt venligt stemt, så jeg tænkte, at det var det rette tidspunkt at kontakte We Park You Fly i Københavns lufthavn. Jeg skal dog indlede med at sige, at WPYF er rigtig godt, og at det er noget, vi har tænkt os at fortsætte med, for vi nyder (bl.a.), at vi ikke skal gå langt i dårligt vejr eller tænke på isslag og andre ubehageligheder, der kan vente os ved hjemkomst. Vi afleverer og afhenter bilen lige under afgangs-/ankomsthallen og den er tør og lige til at gå til, når vi kommer trætte hjem og bare vil hjem. 
Men. For der er et men. Vi har nemlig henholdsvis undret os over og blevet irriterede på dem, der flytter rundt med vores bil, efter vi har afleveret den på den sædvanlige James Bond-facon. 
Hvorfor er begge forsæders nakkestøtter altid blevet flyttet maksimalt højt op? Hvorfor skal der to til at flytte bilen? Og kan det virkelig passe, at de alle er væsentligt højere end os begge? De kører den ikke ret langt væk eller ligefrem kører tur i den (det har Tim og Charlotte faktisk været ude for!), for kilometertælleren bliver aflæst, når vi ankommer. Dette sidste er godt nok forholdsvis nyt, så jeg har lumske anelser om, at folk har haft klaget over, at deres bil er blevet brugt.
Det andet, der irriterer os er, at det åbenbart er livsnødvendigt for dem (for de er jo to om det … ) på den korte køretur at stille radioen over på P3, som vi aldrig hører. Herregud – kan de ikke holde ud at høre P4 i to minutter, kan de skrue ned, kan de.
Jeg sendte en mail, og to timer efter fik jeg svar. De skulle nok sørge for, at radioen fremover bliver ladt i fred, men de kunne ikke garantere, at nakkestøtterne ikke bliver rørt, da “personalet er af forskellig højde”. De gled dermed uelegant af på min undren over, hvorfor der skal pilles ved begge nakkestøtter, og hvorfor det er hver gang, der bliver det.
Og nu må I gerne tænke, at dette er petitesser, og at jeg er sart. Det er mig, der er kunden, og det er derfor pr. definition mig, der har ret. 

Det blev ikke særlig rødt

Det er stadig vinter – lige nu ret meget, faktisk – så selvindsamlede planter til farvning kan der ikke blive tale om før om nogle måneder.
Så er det jo godt, at der findes noget, der hedder internettet … jeg lod mig inspirere af et par amerikanske bloggere, som kunne fremvise to smukke, lidt usædvanlige røde eller rødbrune farver. Det viste sig, at Nidaros var leveringsdygtig i materialerne, nemlig katechu i pulverform og fintskåret rathaniarod. Jeg havde ikke hørt om nogen af delene før, så jeg måtte google grundigt rundt for at fnde noget om fremgangsmåden, som fx om det må koge, eller om det kræver alkohol eller syre for at trække farven ud.
Jeg fandt desværre ikke noget, der var rigtig brugbart; ikke engang engelske kilder leverede noget brugbart. Katechu skulle kunne give rødbrune til sorte farver, men hvordan? Det kunne jeg ikke finde noget om. Første bad med katechu er nummer to fra venstre på billedet med fire fed garn. Andet bad blev så kedeligt, at jeg kom en knivspids gurkemeje i, hvilket gav et garn med et nydeligt farvespil i. Det grå garn er en overfarvning med katechu af en mellemblå indigo, fordi jeg så dette: Cutch extract produces earth browns, chestnut, fawns and beiges and is perfect for mixing with indigo and other natural dyes for stunning grey greens and other browns. Det var sandt nok: Den grå er ret flot; jeg må se at få farvet noget med indigo, så jeg kan få Fifty Shades of Grey og ikke kun Fifty Shades of Yellow.
Mindre end 50 kan nu også gøre det.

Det gik ikke så godt med rathaniaroden. På Pinterest så jeg en rigtig flot rød fra den, men det jeg fik fremkaldt, ligger meget langt fra at være rødt … ligner mere en af de mange cafe latte-varianter, jeg efterhånden har liggende.
Jeg har bedt om hjælp i FB-gruppen, der handler om plantefarvning og håber på et godt svar fra et af medlemmerne.

Jeg undrer mig over, at internettet tilsyneladende er tomt, når jeg vil finde noget om farvning med rathaniarod. Er der nogen, der læser med her, der kan hjælpe med et link?

Kaffe-søvnløshed: myte eller faktum?

Det er maaange år siden, jeg har drukket kaffe om aftenen. Jeg gjorde det sommetider, hvis vi var eller havde gæster, og jeg gjorde det naturligvis altid, når jeg var til fest eller andre større sammenkomster. Under sidstnævnte omstændigheder skete der ikke så meget ved det, for det var stort set altid i forbindelse med en weekend, men var det til hverdag, var det så sikkert som amen i kirken, at jeg lå søvnløs i timevis og bandede mere og mere, fordi jeg jo skulle så pokkers tidligt op og på arbejde … skulle både være frisk der og på landevejen dertil. Altså: ingen aftenkaffe til Ellen.
Af lutter gammel vane har jeg heller ikke drukket aftenkaffe efter jeg jobstoppede, selv om det betyder mindre nu, om jeg kan falde i søvn. Det er dog lige så irriterende at ligge der og vende og dreje sig, så jeg har ikke drukket kaffe.
Undtagen … når vi har eller er gæster. ´
Det har på det seneste slået mig og undret mig såre, at 1) de gange, jeg ikke har kunnet falde i søvn, har jeg ikke drukket kaffe, og 2) de gange, jeg enten har drukket ren kaffe eller indtaget den i form af en Irish Coffee, som jeg elsker, er jeg uden problemer faldet i søvn meget hurtigt.
Underligt. Meget underligt.
Foregår det hele bare inde i ens hoved? Er det rent psykisk og ikke den fysiske virkning af coffein?
Det måtte komme an på en prøve, for jeg holder faktisk meget af kaffe.
Altså tog jeg et par gange, mens vi var på Malta, en dejlig og velsmagende kop aftenkaffe (jeg faldt for Lavazzo Rosso og har nu forsynet mig med den herhjemme – heldigvis laver vi en kop ad gangen, så John og jeg kan køre med hver vores foretrukne mærke) – og faldt i søvn på normal vis inden for normal tid.
Det der aftenkaffedrikkeri har jeg så nydt lige siden. Ikke hver aften, men har vel drukket aftenkaffe 8-10 gange inden for de seneste tre uger.
Jeg har ingen som helst problemer med at falde i søvn.
Er det ikke mærkeligt?
Var det, dengang jeg arbejdede, alene frygten i sig selv for ikke at kunne falde i søvn, der bevirkede søvnløsheden?
Måske lidt som det, at jeg aldrig kunne falde i søvn på min sidste ferienat, således at jeg efter tre ugers ferie troppede op på arbejde og lignede en, der virkelig trængte til ferie! Det må også have være psykisk, for der var ingen fysisk grund til ikke at kunne sove – det var bare den irriterende tanke om, at nu er ferien slut, der huserede i mit hoved. Det gjorde det ikke spor bedre, at John sov sødeligt ved siden af mig. Så var jeg parat til at smadre et eller andet, når klokken rundede både 02 og 03 eller endnu mere, inden søvnen endelig indfandt sig.
Men nu! Jeg sover sødeligt, både med og uden kaffe … man skal bare ikke arbejde, så holder kaffe ikke én vågen!

Jeg har et spørgsmål

Når man undersøger flybilletpriser på internettet, stiger de efterhånden lidt hvis man søger flere gange på den samme rute. Jeg forestiller mig, at det er fordi cyberhjernen tænker: Aha – man er altså ægte interesseret … vi hæver lige priserne.
Sådan er det måske nok ikke, men jeg kender ikke mekanismerne, og det er det, der leder mig hen til mit spørgsmål.
Jeg har ladet mig fortælle, at det er IP-adressen, nogen lagrer, og hvis der kommer flere ens søgninger fra den samme IP-adresse, så er det, at nogen sørger for, at priserne lige får et lille nøk opad.
Nu er det jo sådan, at min iPad og min pc har to forskellige IP-adresser. Da jeg i går skulle undersøge priser til London Heathrow, søgte jeg derfor fra min iPad, mens jeg i dag gik direkte ind og bestilte billetter fra min pc. De var ikke steget i forhold til i går, men det kan jo være en tilfældighed.

Er det fuldstændig tosset tænkt og dermed helt overflødigt at gøre det på den måde?
Jeg har som sagt ikke meget forstand på den slags … jeg er den samme kunde som har to IP-adresser. Gør det så en forskel? Eller hvad? Jeg ville så gerne vide noget mere.

Grunden til alt dette var, at jeg pludselig sad og fik vældig ondt af mig selv over, at jeg ikke skal se mine englændere i hele fire måneder. Det er kun sket én gang før, og det var ALT for længe. Jeg ville derfor undersøge hvad det ville koste at flyve derover i uge 7, hvor børnene har vinterferie.
Puhhh, det var dyrt, så vi blev enige om, at jeg tager alene afsted – det ville faktisk koste det samme, som jeg normalt giver for to billetter.
Det sved lidt … men jeg ringede alligevel til C og hørte, om de skulle noget.
Det skulle de så – de havde faktisk selv booket en ferie, så beslutningen om, hvorvidt jeg skulle ofre den dyre billet, blev taget fra mig.
Det gjorde faktisk ikke spor.
Vi blev i stedet enige om at vente yderligere en måned og komme i ugen, hvor det er skærtorsdag og langfredag – børnene har hele tre ugers påskeferie.
Det var jo en ganske anden snak. Nu kunne både John og jeg komme afsted for de samme penge, som jeg alene skulle have givet for turen i uge 7.
Man skal virkelig bestræbe sig på at være i god tid.
Jeg lærte i sin tid på arbejdet, at flybilletter som hovedregel er billigst omkring otte uger før afrejse, og ca. 14 dage før begynder de at blive rigtig pebrede, hvilket var det, der så småt var gået i gang, da jeg i aftes kiggede på uge 7. Man udnytter, at forretningsrejser ikke altid kan planlægges i god tid.

Nå, men det bliver dermed 2½ måneds englænderpause, hvilket er betragteligt bedre end fire!
Snowdrop walk må bare blive et andet år. John har stadig til gode at opleve de store vintergæktæpper.

Ih, hvor er det kommunalt … eller …?

Kommunalt kan man vel ikke kalde det, når det er Udbetaling Danmark, man har med at gøre, men den gamle vise faldt mig ind, da jeg i dag ansøgte om at få folkepension.
Hvis jeg medsender “den rigtige dokumentation”, kan de måske behandle min sag på tre uger, ellers kan der gå seks. Så var det jeg spurgte mig selv hvorfor? Fordi for at kunne konstatere, om det er den rigtige dokumentation, er man vel nødt til at tjekke, om det nu også er den rigtige? Eller hyr? Det går der jo tid med …
Men skidt med, om der går seks uger, for det er der alligevel til jeg fylder de famøse 65 år. Jeg forstod ikke helt visse af deres spørgsmål, så jeg endte med bare at skrive et eller andet … de har derfor sandsynligvis ikke fået de rigtige tal – og måske oven i købet de forkerte tal i de forkerte rubrikker. Jeg kan vel påregne at få folkepension om et års tid … faktisk er det altså også lidt ligemeget med de tal, for jeg ved, at jeg ikke er berettiget til mere end grundbeløbet, og så kan det vel være ligegyldigt, i hvilken kolonne tallene figurerer. Men det synes Udbetaling Danmark nok ikke.

I øvrigt synes jeg det burde kunne gøres noget simplere. Alle har, uanset størrelsen på andre indtægter, ret til grundbeløbet. Derfor burde det kun være nødvendigt at dokumentere grunden(e) til, at man eventuelt mener man er berettiget til et eller flere tillæg, men det skal åbenbart bare være besværligt.
Det er også ret kommunalt.

Jeg har ellers gjort noget rigtig folkepensionistagtigt i dag … man må jo øve sig … jeg var med til at pakke et halvt års Røde Kors-nørklerier til videresendelse til pakke- og distributionscentret i Kliplev. Det blev til ni store papkasser med strikkede tæpper og strikket tøj til alverdens frysende, katastroferamte børn.
Det synes jeg er meget; imponerende meget, taget i betragtning hvor få medlemmer vi er i Præstø – kun 18-19 stykker, men nogle er mere aktive end andre, og nogle er vist helt inaktive.
Det er ligeledes imponerende at se hvor meget garn, der bliver givet til nørklerne. De får også alt mit engang. Altså det, jeg ikke når at bruge inden jeg dør … men skal jeg være ærlig, så er jeg bange for, at mit garnlager altid vil være stort.
Pyt – det vil jo gå til et godt formål.

En uventet foræring

En blæsende og regnfuld dag i starten af december, hvor det eneste, en af os havde lyst til, var at sætte sig i den magelige og zappe lidt rundt for at se, hvad der kunne bydes på af passiv underholdning. Jeg sad allerede og strikkede, da John slog sig ned og tændte for fjernsynet.
– Hvorfor har du flyttet rundt på programmerne?
– Det har jeg da overhovedet heller ikke! Den slags er dit bord.
– Jamen de er slet ikke, hvor de plejer at være … underligt, altså … hov … vent lige lidt … hvad er nu dette her for noget?

Det var et retorisk spørgsmål, så jeg svarede ikke. Der gik et par minutter.
– Det ser ud til, at vi har samtlige mulige kanaler!!!
– Du godeste. Hvor mange er det?
– Vent lidt – jeg tæller lige.
…
– 102 kanaler.
– Du GOdeste! Jeg tror lige, jeg skal holde øje med den næste regning …

Vi har betalt os fra den allermindste tv-pakke, vi kan få. Den gør det muligt for os at tilkøbe de tre ekstra kanaler, vi gerne vil have, nemlig BBC Brit, BBC Earth og TV2 Charlie.
Jeg har ikke tænkt mig at købe yderligere 101 tv-apparater for at kunne udnytte pakken som på billedet her til højre. Det må godt nok kræve det store, forkromede overblik. Ved heller ikke lige, om de ville kunne være i stuen …
Gad vide, hvornår vores udbyder opdager, at vi nu i en måned har kunnet se samtlige 102 kanaler? Hvis man er totalt tv-freak og synes man har lyst til at ofre 600 kroner om måneden på bare at sidde i sofaen for at glo på tv og køber den største tv-pakke, får man 68 … vi fatter ikke en bønne af, hvad der er sket her, men tænker, at det må de da selv om, bare de ikke begynder at tage penge for det. At vi så på ingen måde har ønske om at se en brøkdel af de kanaler, er noget andet – vi bliver ikke kede af det, når de opdager fejlen, og det har været godt for noget, idet vi har konstateret, at vi hellere vil have TV2 Fri frem for TV2 Charlie, som vi efterhånden aldrig ser. BBC-programmerne er et must; det er lige før, det er dem vi ser mest.

TV2 Fri leverede følgende oversættelsesfejl i dag:
From his daughter’s Wendy house skal ikke oversættes til fra hans datter Wendys hus.
Vi ved ikke ud fra den sætning, hvad datterens navn er, men et Wendy house er et legehus, som fx dette viste.
Selv om oversætteren ikke før har hørt om et Wendy house, burde grammatikken pga. genitivets placering have fortalt vedkommende, at oversættelsen er forkert, og at der nok ligger noget i his daugter’s Wendy house, som burde tjekkes via en ordbog.

Så er der vist kun tilbage at ønske alle et godt nytår!

Nødder i sengen

Vi ankom til et nysseligt og sneklædt Sverige. Ikke sydvestpå, hvor det lignede det brune Sydsjælland, men 20 minutter fra torpet blev naturen hvid, og det er den endnu. Det har sneet i nat og det gør det endnu. Ikke så meget, men lidt hele tiden, og så længe temperaturen holder sig til at være kun lige under 0, passer det mig fint. Smukt er det jo, og det bliver ikke til så meget, at det på nogen måde kan blive kritisk, så vi kan lige så godt nyde det – hvilket vi da også gør.

Vi nyder det, mens vi undrer os.
I aftes, da John gik i seng kort tid før mig, kaldte han på mig inde fra soveværelset. Prøv lige at se her …
John havde løftet dynen og … lige hvor hovedpuden sluttede, lå der en lille bunke nødder. Hovedpudebetrækket var der spist noget af.
Det undrede vi os en del over – det kunne selvfølgelig kun være mus, men denne afdeling af huset har altid været musefri.
Heldigvis lader det til, at mus sørger for at holde spisekammer og toilet adskilt, for der var ingen efterladenskaber af nogen art.
Det bliver spændende, hvordan din seng ser ud, sagde min søde mand.
Whoa – det havde jeg da ikke nået at tænke på, men jeg løftede en anelse spændt på dynen, og præcis på samme sted i min seng som i Johns lå der en bunke nødder. Købenødder, og det har vi kun i en skål inde i den vestvendte stue i den modsatte ende af huset, som også er musefri.
Nu må vi se, om vi får en ny sengekammerat i løbet af natten.
John! Det var IKKE sjovt! Sagde hun og grinede …

Vi har spekuleret som gale på, hvordan den mus er kommet ind i soveværelset. Vi har aldrig haft mus der før; det eneste sted de kan komme ind, er i køkkenet pga. rørføringen nede fra kælderen, og af samme årsag har vi altid haft lukket alle døre til køkkenet, når vi forlader huset.
John har nærmest splittet både soveværelset og rummet der fører ind til det ad, men som forventet uden at finde tegn på museindgangsmuligheder.
Det er en fysisk umulighed for en mus at komme ind i soveærelset fra stuen.
Det er et KÆMPE mysterium.
Vi har besluttet ikke yderligere at splitte huset ad, men vente og se, om det sker igen. Det gør det så kun, hvis den forbistrede mus også kan lide mandler, for den tog kun hasselnødderne, og de røg i brændeovnen.
Beklager, lille ven. Jeg under dig såmænd ellers gerne de nødder, men den slags skal opbevares OG indtages enten i kælderen eller helt udenfor, når man er en mus.

Lokalområdet

Vi bor på Viktoriavej.
Her går en lokalbane (Vemb-Lemvig-Thyborøn-banen), som har trinbræt her. Hvad er så mere naturligt end at kalde trinbrættet for Victoria Street Station?

Det er da fed humor.

Til venstre for os ligger der et sommerhus af næsten vanderbiltske dimensioner. Det er tilsyneladende ikke et udlejningshus, så der er nogen, der har sig et fornemt sted at tilbringe fritiden. Man bedes bemærke de karakteristiske håndtag, der ses der, hvor det ser ud som om taget er skåret over – hold da op, sagde John, se derovre: De har swimmingpool på første sal!
Mit gæt er dog, at det sandsynligvis ‘bare’ er et vildmarksbad, men lidt blæret er det under alle omstændigheder. Det er et specielt og spændende hus.

Vi bor nu også fint og har plads nok. Her er ti senge, men otte dyner, og udlejningsbureauet siger da også, at det er til otte personer, men hvorfor så have ti rigtige sengepladser?
Nå, pyt, vi skal kun bruge tre … måske seks, hvis englænderne har lyst til at tage med herover i efteråret 2018.
Det er det mest veludstyrede køkken, jeg endnu har set i et dansk sommerhus.
Så veludstyret, at jeg ikke engang ved, hvad en af dimserne skal bruges til. Kan man få et bud fra jer kloge læsere?

Den er 16 cm lang; selve skærebladet eller skærehullet, om man vil, er 3,5 cm, men hvad skal der skæres/skrælles? Skærebladet er placeret højere end der, hvor der står FAMOS. Det skulle have været omvendt, hvis man forestiller sig at skrælle kartofler eller gulerødder med den. Og hvad bruger man den spidse hajfinne til, der sidder foroven?
Vi er alle tre ret mystificerede og vil meget gerne have opklaret, hvad det er for en tingest.

Mændene er taget til Loch Nees for at fiske. Jeg læste det først for Loch Ness, hvilket selvfølgelig også er meningen. Det er en put and take-sø, så det er også et udtryk for fin humor.
Der er bemærkelsesværdig radiotavshed fra deres side, så jeg tror ikke, de har haft held med sig i dag heller.
Nees ligger ellers tæt på Fru Pedersens have, som Fru Moll anbefalede, men jeg kunne ikke forestille mig at gå rundt og se på julehave i de tre timer, mændene forestillede sig fisketuren vare, så jeg blev hjemme.

Der kunne skrives bøger om det jeg ikke forstår

Der kunne skrives bøger om det jeg ikke forstår, og det er da der også blevet. Temmelig mange, endda …
Noget af det er plante- eller rettere lavfarvningens mysterier, for hvordan noget fuldstændigt hvidgråt, tørret lav kan udvikle denne dybt rødbrune farve, virker ganske forunderligt.
Alligevel forstår jeg nok lidt af det – væsken, jeg har tilsat, er 5 % salmiakspiritus, hvilket vil skabe en kemisk reaktion, ganske som når man kommer syre eller base i en given væske, som så omgående skifter farve.
Men det er nu alligevel fascinerende.
Hvad jeg derimod stadig ikke forstod var, hvorfor det skal stå i flere måneder? Udviklingen, som ses på billederne herunder, er sket på fem dage, og selv om farven sikkert nok vil kunne intensiveres yderligere, havde jeg svært ved at forestille mig, at et par uger ikke skulle være nok.
Jeg ledte højt og lavt og fandt endelig en artikel fra et universitet i Nebraska, der angreb spørgsmålet på en videnskabelig måde, hvilket er fint med mig.
Jeg skal spare jer for forklaringen – den kan I selv læse, hvis I orker, men meget kort fortalt: As the lichens decompose, orcinol in the lichen medulla is transformed into orcein, en proces der åbenbart tager mindst 60 dage.
Artiklen omhandlede forsøg med en kombination af skaldyr og lav, men her stod jeg af; synes ikke forskellen er værd at have det arbejde for, da der er andre ting, der kan farve den lyslilla, som skaldyret giver.
Nu er det snart ikke 50 Shades of Yellow for mit vedkommende mere, men 50 Shades of Purple. Det gør så ikke spor …

Den tredje ting, der undrer mig, at at slutresultatet bliver lilla … hvis det altså bliver det i mit eget private eksperiment … men sådan er det tit med kemi. Det bliver en smule spændende, men jeg er åbenbart nødt til at vente yderligere 55 dage med at se hvad det bliver til.
Det er igen det der med tålmodigheden … den bliver godt nok sat på prøve en gang imellem.
Måske skulle man forsøge sig med lidt rønnebær i ventetiden?

Dygtige sportsjournalister. Eller …?

En af os sad og så cykelløb. Den anden lyttede lidt med, men strikkede samtidig. Og undrede sig såre indimellem.

“Det ligner regnvejr derude. Hvis der kommer sådan en ordentlig sjasker, kan det godt resultere i fugtige veje.”
Respekt for den skarpsindighed … han skulle være blevet meteorolog!

“Der har vi så vaskemaskineeffekten: Der kommer hele tiden nogle nye op bagfra og presser dem oppe foran.”
Her var jeg ét stort spørgsmålstegn, men John kunne ikke hjælpe mig med en forklaring på, hvordan der kunne komme en vaskemaskine ind i billedet her.
Senere kom jeg til at tænke på, om han mente vaskebræt? Det ville give en smule mening …

Og så er jeg (stadig) grundigt t.r.æ.t. af journalister, tv-værter og i det hele taget mediefolk, der med kraftig stemmeføring siger æhhh hele tiden!
Både kvinden, der heldigvis forsvandt, og ham der blev ved til den bitre ende i cykelløbet i går, var storslemme. 

---

Nå. Nu gider jeg ikke brokke mig mere over sportsjournalisterne, så jeg går over til vejret i stedet for. I går omtalte jeg septembervejret i forholdsvis rosende toner, men det har vejret helt selv ødelagt i dag, hvor det blæser og regner uafbrudt som på en sen oktoberdag.
Jeg er bekymret for mine dahliaer, som i alt for bogstavelig forstand dukker deres tunge hoveder. ´
Den eneste lyse side ved det er, at jeg kan fylde alle mine vaser med dahliaer.

Avokadosuppen, der blev stillet in a sunny window (!), bliver, trods den manglende sol, mere og mere brunligrødorange. Jeg er spændt på, hvor meget af farvestoffet, der vil sætte sig fast i garnet.

Alkannaen, som kan farve garn lilla, hvis træspånerne ligger og søpper i ethanol (læs: husholdningssprit) i en uges tid, ser mig mere rød end lilla ud, men den er kun lige sat over, så jeg skal nok bare have tålmodighed – og i øvrigt kan man ikke altid regne med, at garnet får den farve, som suppen umiddelbart antyder.
If you don’t like the smell of methylated spirits, you can use vodka instead. Nogle gange er de altså lidt fjollede, de amerikanere … det skal da nok være rigtigt, men forskellen i literprisen får mig altså ikke til at hælde 1½ liter vodka over nogle spåner for så bare at hælde det i vasken om en uges tid!

Men farve kan det! I skræmmende grad. Da jeg åbnede låget for at tage ovenstående billede, faldt der en dråbe ned på den hvidmalede vindueskarm.
Shit! Vaskes af kunne det ikke. Jeg fik en lys ide og hentede lidt natriumdithionit – der må jo være en grund til, at det hedder affarver – opløste lidt i en anelse vand og hældte det på pletten.
Kluden blev farvet, da jeg gned på pletten, men pletten falmede ikke det mindste. Øv altså. 
Den eneste lyse side ved det er, at nu er jeg blevet opmærksom på den ekstreme forsigtighed, der skal iagttages, når vi begynder at farve med det.

Det gør hun ikke mere

 

Anna vender ikke længere bogen på hovedet, som hun gør på det indsatte, meget dårligt skannede, billede af hende.
Hendes læseniveau har i nogle år ligget en del over det normale for alderen … der slægter hun vist sin mormor på; jeg læste både Anders And-blade og ‘rigtige’ bøger som femårig. Det er lidt uretfærdigt fordelt sommetider – at ordblinde Aubrey har så svært ved at læse og skrive, og så med Anna i den modsatte ende af skalaen. Hun er dog ikke (endnu i hvert fald) vildt god til stavning, så der er trods alt sørget for, at træerne ikke vokser ind i himlen.

Den kvikke læser vil se, at bogen, som den lille lyserøde Anna sidder med, er Little Black Sambo.
Det har været en omdiskuteret titel i mange år; nok især i USA, hvor bogen blev forbudt under den titel, men heller ikke i England anses den for værende pc (som betyder politically correct – man skal ikke sige pc i UK og tro, det betyder [personal] computer).
Det betød naturligvis, at der nærmest gik sport i at få fat i bogen med den originale titel, og Anna fik da også en udgave af den.
Det er i stil med, at Pippi Langstrømpes far ikke længere må være negerkonge og er derfor heller ikke længere konge af kurrekurredutterne på Kurrekurredutøen, for øfolket kaldes nu blot for ‘de indfødte’. Er det bedre? Lyder det ikke også lettere nedsættende?

Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal mene. Jeg kan såmænd godt se pointen, men begge bøger blev skrevet i en anden tid. Det virker en anelse latterligt at ændre på historien, fordi man nu ser anderledes på ordene. Den slags har det med at ændre sig løbende, så det der bliver lavet om på nu, er måske forkert igen om 50 år.
Der må være skrevet et hav af bøger, hvor man bruger ordet neger eller sort, men bare man ikke begynder at brænde bøger som i Fahrenheit 451, så går det vel endda.
Jeg er nødt til at respektere, at folk tilhørende den negroide race føler sig stødt, og man derfor bør undgå at bruge ordene – jeg har bare så svært ved at forstå hvorfor.
Hvorfor er ‘sorte mennesker’ så forfærdeligt at sige, mens det er åbenbart stadig er okay at tale om ‘hvide mennesker’? De sorte er alligevel ikke sorte og de hvide er ikke hvide … hvis man fra starten havde sagt ‘mørke’ og ‘lyse’, havde ‘mørke’ måske været et fy-ord i dag?
‘Neger’ betegner den negroide race, på linje med ‘asiat’ og, ifølge USA, ‘kaukasisk’ (Caucasian), som derovre betyder en hvid mand og som i øvrigt er forkert, for ikke alle hvide stammer fra kaukasusområdet. Ydermere er det er skrækkeligt ord. Synes jeg. Jeg vil ikke være en kaukasier! Hvad mon der sker, hvis jeg brokker mig vildt over at blive betegnet som caucasian? Sikkert intet …
Er det ikke også naivt at tro, at man fjerner racisme ved at forbyde visse ord? Racisme i selv er ikke tilladt. Forbud fjerner ikke problemet, for så enkelt er det ikke, men jeg har desværre ikke nogen løsning på det … synes bare ikke, at denne verdens behagesyge politikere afføder nogen respekt.