Den sidste gang …

For små 12 år siden skrev jeg et indlæg med titlen “Der er altid en sidste gang”, hvor det dengang handlede om, at jeg var ved at kunne se en ende på mit arbejdsliv. Jeg kan i øvrigt overhovedet ikke forstå, at det i disse dage er 11 år siden, jeg afsluttede mit erhvervsaktive liv, hvilket jeg talte med andre pensionister om i tirsdags, da jeg deltog i en afskedsreception for en gammel kollega. Hvor var det dog bare fedt at blive mødt med masser af “hej, Ellen!” og tale med mange af dem, jeg engang kendte så godt; både dem, der som mig er jobstoppet og dem, der endnu holder ud. Tænk at blive husket af så mange så mange år efter – jeg kunne selvfølgelig også huske dem, men der er velsagtens sket mere i deres liv i de 11 år end der er i mit. Måske … ved nærmere eftertanke er der vist egentlig også sket en del i mit liv på de 11 år …

Som jeg causerede lidt over allerede dengang for 12 år siden, er der i mit liv nu flere sidste gange tilbage end der er første gange.
Det lyder frygtelig negativt, men sådan er det ikke ment – det er bare en kendsgerning.

Som nu dette, illustreret på billedet: I går og i dag var sidste gang jeg farvede med cochenille.
Jeg er gået over til at farve med de såkaldte syrefarver, fordi … ja, hvorfor, egentlig? Jeg var nok blevet ret træt af plantefarverne, fordi de hovedsageligt kører efter princippet fifty shades of yellow or green. Syrefarver lyder farligt og giftigt, men er det overhovedet ikke, for den anvendte syre er ganske banal citronsyre i meget svag koncentration. Farvemulighederne er nærmest uendelige, og når jeg eksperimenterer, ses resultatet lynhurtigt – lige noget, der passer den ikke specielt tålmodige Ellen.
Jeg havde stadig materialer stående til plantefarvning; bl.a. 450 gram løgskaller, 300 gram tørstetræ, 200 gram cochenille og 100 gram indigo. Løgskallerne og tørstetræet er klaret, og i går blev cochenillen opbrugt. Man kan så undre sig over, hvorfor det traditionelt hører ind under plantefarvning, når det er en skjoldlus, der giver denne fantastiske farve.
200 gram tørrede lus rækker langt. Meget, meget langt. Jeg farvede omkring 2400 gram garn, og der er stadig en lille smule mere farve tilbage i badet. Det bliver dog ikke brugt, for jeg vil ikke bruge mere af mit farvegarn til det.
Men det var altså sidste gang. Nu er der kun indigopulveret tilbage, og jeg ved ikke, om jeg får det brugt, for jeg har i forvejen rigtig meget indigofarvet garn. Det lilla garn i midten er i øvrigt noget af dette, der ikke var blevet så pænt som ønskeligt, men det blev superflot efter denne overfarvning med cochenille.
Hvis der er en af læserne, der vil have indigopulveret, plus de nødvendige kemikalier til farvning med det, samt alun til bejdsning af garn, der skal plantefarves, så kontakt mig endelig. Der skal ryddes ud og op!