Og hvem har vi så mødt?

Sidste dag på Madeira. En charterrejse, som vi i vores yngre dage ikke kunne finde på at bruge som ferieform, men som vi nu synes er okay. Ikke hver gang, men indimellem, for vi vil også selv, vil vi, selv om vi ikke skal lægge skjul på, at vi synes det er rart at få fortalt en masse om rejsemålet.
En charterrejse på godt og ondt. På de andre ture med Kulturrejser Europa har vi ikke rigtig mødt hr. og fru Typisk Dansk Turist. I hvert fald ikke i så høj grad som denne gang.
De Andre har mødt John og Ellen, som mest holdt sig for sig selv, medmindre de blev tvunget til at være sammen med andre, fx under aftensmåltiderne, hvor man havde bænket os ved 6- eller 8-mandsborde. Måske synes De Andre, at John og Ellen var lidt sære, men de var nu ikke de eneste, der helst holdt sig for sig selv.
Heldigvis viste parret, vi har siddet over for under alle aftensmåltiderne (undtagen et), sig at være meget søde, jævnaldrende med os, og som vi har kunnet tale med om alt muligt.

Vi har mødt et venindepar, der talte i én uendelighed med hinanden. Man skulle ellers tro, de havde fået talt nok sammen efterhånden, da de var godt oppe i halvfjerdserne, men de talte så meget sammen, at de sjældent hørte noget af det, guiden fortalte, med det resultat, at de hele tiden spurgte om det, vi andre lige havde fået at vide. Og så var de også dem, der kom for sent til bussen, fordi de heller ikke havde hørt hvornår den gik igen. Et irriterende par.
Vi har mødt hr. Klogesen. Ham, der ved alt, men som i virkeligheden intet ved. Han kan heller ikke huske … jeg stod og kiggede på frø, man kunne købe med hjem, så han benyttede sig af lejligheden til at underholde mig om, hvor stor hans paradisfuglblomst var blevet i hans vinterhave. Da jeg syntes, jeg havde hørt nok, forlod jeg ‘frøstanden’, men vendte tilbage, da han var gået. Så kom samme hr. Klogesen stæsende hen og underholdt mig med, hvor stor hans paradisfuglblomst var blevet osv. Han havde ikke lagt så meget mærke til mig, at han kunne se, det var den samme person, han gav historien igen. Irriterende fyr.

Vi har også mødt en kvinde, jeg syntes jeg havde set før, men jeg kunne ikke huske hvor eller i hvilken forbindelse. Hun sagde ikke John noget, men han kunne simpelthen ikke klare hende – hun skulle bare åbne munden, så fik han knopper. Hun skulle sådan set bare gå på sin lidt overdrevent selvbevidste her kommer jeg-måde. Hun var speciel. Meget.
Pludselig gik det op for mig, hvor jeg havde set hende før: Det var i filmen 101 Dalmatinere. Hun var Cruella de Ville! Altså tegnefilmsudgaven. Da jeg sagde det til John, klukkede han, gav mig ret og kunne derefter lidt bedre holde konen ud – selvom han stadig holdt sig på behørig afstand af hende.
Jeg er glad for, at jeg ikke er hendes familie, for hun videofilmede ALT. Hele tiden. Især ting, der ikke bevægede sig … hun må have så mange timers film med hjem fra Madeira, at hun kan holde nonstop-forevisning i et døgns tid eller mere.

Vi har mødt to skønne kvinder, der har været nære veninder siden 1. klasse. De har været enker i hhv. 11 og 13 år og rejser nu sammen, så ofte de kan. De er på alle måder misundelsesværdigt friske og let til bens – drøner rundt som gazeller, også på levadavandringen. De er et par søde, interessante, smukke og slanke 84-årige! Hvis jeg kan høvle rundt på den måde, når/hvis jeg når deres alder, kan jeg intet mere forlange af livet.
I morgen tidlig går turen mod Danmark. Det var en perfekt timet tur: Ekstraordinært godt vejr hernede, med masser af sol og ingen regn. I DK har det været dårligt vejr, men nu vender vi hjem til foråret.
Sådan skal det være.

Levadavandringen

Tidligt op og afsted. Vores guide går ind for at starte tidligt, ligemeget hvad vi skal, så vi undgår de værste turiststrømme, hvilket vi bestemt ikke har noget imod. I morges startede vi derfor klokken 8 (husk en varm jakke!) på levadavandringen. Jeg glædede mig. Det gjorde John sådan set også, men han var lidt spændt på terrænets forfatning og på hvor meget det ville gå op og ned. Jeg mente ikke, der var noget at være bekymret for, da levadaerne kun falder med 2-3 %.

Det var der heller ikke. Det var en fin sti, men selvfølgelig var der en sten i vejen hist og pist, og vi havde da også fået strenge formaninger: Når I skal fotografere, så standser I op! Ikke noget med at gå og fotografere samtidigt! Jeg plejer ikke at være streng, men dette mener jeg alvorligt! Det varede ikke længe, før vi forstod hvorfor. Hvor John går på billedet herover, var der langt ned. Som i så langt, at hvis man faldt, skulle man ikke regne med at slippe fra det i live, og rækværket var væk. Igen, som guiden sagde … de bliver sat op hele tiden, men forsvinder hurtigt igen. Jeg vil nok helst ikke vide, hvad der får dem til at forsvinde. Han kaldte dem for rækkeværk. Han taler flydende dansk, men har opfundet et par pudsige ordvarianter.
Vi kendte ham faktisk fra turen til Amalfi, hvor han var ved at blive lært op i det område af vores guide, Karina.

Et sted stillede guiden sig ud i levadaen for at give folk en hånd, hvis de syntes, at det blev lige spændende nok. Ægteparret Nielsen herover klarede sig uden, men som det ses, var der ikke meget plads tilovers, så det var ikke på denne tur, man skulle lide af højdeskræk. Det duede jo lige som ikke at kigge op for at undgå at se ned i dybet, for det var essentielt hele tiden at se ned på stien foran sig, så ikke man pludselig skvattede over et eller andet.

Eucalyptustræerne (som der er problematisk mange af på Madeira) havde det med at vælte ned over stien, men heldigvis havde der været nogen og save lidt af, så vi kunne komme forbi.
Alt i alt var det en skøn, skøn tur, som vi bestemt ikke ville have været foruden. En dejlig oplevelse at komme op, hvor der er masser af frisk luft, masser af eucalyptusduft og masser af mimosetræer.
De syv kilometer, som vores tur var på, var dog nok for os. I morgen er der nogen fra gruppen, som skal gå 14 kilometer.
Jeg var ikke på noget tidspunkt bange; ikke engang lidt nervøs, men jeg gad godt at vide, om grad to og tre siger mest om farlighedsgraden, længden, man vandrer, eller en kombination af begge.

I øvrigt … apropos mimoser … de mimoser, jeg har set naturligt voksende i Toscana, folder sammen i bladene ved den mindste berøring. Hvorfor gør disse ikke det? For jeg er ret sikker på, at det er mimoser, som vokser her som store træer, selv om disse er mere hvide, end jeg husker dem.

Man kan se dum ud og så kan man se rigtig dum ud …

Man kan se dum ud og så kan man se rigtig dum ud … det er da utroligt, så tit min gamle far dukker op i tankerne, fordi jeg kommer til at tænke på hans åbenbart udødelige ord: Det kan ikke både ligne og se godt ud.
I dag gik turen tværs over øen og op på nordkysten, hvor vi – både oppe i passet og da vi kom ned igen – befandt os i tempereret klima.
Hundekoldt (10 grader), blæsende og regnfuldt. Kysten var ganske anderledes og barsk end sydkysten. Men meget, meget flot. Bølgerne her var vel omkring fire meter fra top till bund og med masser af smæld i.

Vi kunne ikke se en pind meget af tiden, fordi vi kørte rundt oppe i skyerne – og alligevel var det en flot tur.
Vi kørte forbi det sted, hvor to danske kvinder forsvandt for en halv snes år siden.
Jeg kan godt forstå, at madeiranerne ryster på hovedet af tåbelige turister, der mener sig på sikker grund, fordi “de er meget erfarne vandrere”. Jajaja, på Dyrehavsbakken, som vores (portugisiske) guide sagde. Når man går videre forbi et skilt, hvorpå der vises et dødningehoved, og man kommer fra Danmark, hvor det højeste ‘bjerg’ er 170 meter, så er det selvfølgelig stadigvæk en tragedie, når nogen omkommer, men de er dæleme selv ude om det! Her omkommer hvert år turister i bjergene, og hver gang er det uguidede “erfarne vandrere”, der lader hånt om skiltningen, fordi de tror de ved bedre. Fjolser.

Frokosten blev indtaget på restaurant Kaskelotten i Porto Moniz. Det var her, vi blev fotograferet og fik billedet med på en cd-rom. Min rejse-pc kan ikke læse dette medie, så I kan ikke få billedet at se. Ej altså, hvor ærgerligt! Tøhø.
Vi fik tre retter og en flaske vin pr. to personer. Jeg ved godt, at det er tilladt at levne, og det gjorde vi også, men alligevel er bunden lige som lagt allerede kl. 12 middag … derefter en traditionel madeiransk drink i São Vicente på et sted, hvor man bliver bedt om at efterlade sit visitkort (der var visitkort overALT) og hvor man skal smide peanutskallerne på gulvet. Sådan har vi jo hver vore skikke …

Madeira er en ø med mange – som i enormt mange – pensionistturister. Det har selvfølgelig nok et og andet at gøre med, at der ikke er nogen skoleferier lige nu, men det har flere fordele; bl.a. at jeg går rundt og føler mig temmelig ung. En ekstra bonus, kan man sige.
En anden ting, jeg har lagt mærke til – eller måske rettere IKKE lagt mærke til, er selfiestænger. Jeg har ikke set en eneste! Folk tager billeder af bjergene, havet, naturen, småbyerne, ja, faktisk alt andet end sig selv. Jeg havde slet ikke troet, at der stadig findes en verden, hvor fotografen selv, iklædt et påtaget smil, ikke er det vigtigste at få med på 4000 feriebilleder.

Ronaldo og nonnerne

I dag gik turen til Nonnernes Dal, et navn, nok mange har hørt. Faktisk hed det Nonnernes Kvægfold, men da der begyndte at strømme flere og flere turister til øen, syntes man ikke, det var et særlig turistklingende navn.
Der kom først en rigtig vej hertil i 1974, så inden da var det ikke så tit, de meget isolerede småbyer havde besøg af fremmede. Faktisk var det så sjældent, at indavl var et problem, så hvis der forvildede sig en fremmed mand dertil, var kvinderne yderst venlige og … lad mig kalde det … ekstraordinært … indladende. Var det ikke også sådan på Grønland engang for mange, mange år siden?

Igen har vi aldeles skønt vejr, med det resultat, at jeg ikke kunne få mit kamera til at se på landskabsbilledet med samme øjne som mig … der var alt for store kontraster. Men flot, flot, flot var det. I må bare tro på mit ord. Der var en del vejarbejde; nogle steder var vejen for ikke så længe skyllet ned i den m.e.g.e.t stejle kløft, kunne vi se. Der var sat nogle cementblokke op nu som en slags vejværn, men det var alligevel temmelig spændende at sidde i den side af bussen, der vendte ud mod kløften, i og med at vejen var blevet en del smallere.

Tilbage og ned igen ad samme, spændende vej og videre til Monte, hvor vi også var i går. Her ville nogle have en slædetur, men John og jeg sprang over og nøjedes med at tage et billede af det første sving. Jeg ville ellers gerne, men John ville ikke, og jeg gad ikke alene – hvilket jeg naturligvis fortrød, da det var for sent … det så faktisk ret sjovt ud.

Slædeførerne, eller hvad man nu skal kalde dem, har lidt lettere forhold end før i tiden. Nu bliver både de og slæderne kørt de to kilometer op, som er turens længde. I de ikke så go’e, gamle dage trak de dem selv hele vejen op igen.

Til sidst gik turen ned til en lidt speciel strand, og på vejen standsede vi ved et udsigtspunkt, hvorfra der var et flot view ned over Funchal.
Sjovt nok vendte de fleste kameraer den anden vej, fordi der lå søreme lige Christiano Ronaldos hus. Han var ikke hjemme …
Han er her fra Madeira, og nu har han fået råd til at købe et hus til € 12 millioner. Når jeg tænker på, hvor mange vidunderskønne huse jeg har set her på øen, synes jeg da godt, han kunne have fundet et pænere hus.

Det er Ronaldos, den store, grimme kasse med den store, grimme mur. Det hele på venstre billede er Ronaldos, men det gule hus til højre ville jeg meget hellere have …

Udsigten fejlede dog intet fra nogen af dem! Og klippen nede på stranden var heller ikke tosset … vi mennesker blev lige pludselig meget små.

Teleférico, marked, skønne vækster

“Et marked er som det store kolde bord, olde bord, olde bord …” Gåsens lokkesang til rotten for at få den med på marked i Charlotte’s Web, Den syngende gris eller Charlottes Tryllespind – kært barn har mange navne, men det er også en herlig tegnefilm, som Charlotte nok har set 25 gange. Den gås lavede altid sit eget ekko.

Jeg elsker markeder – kan slet ikke få nok og ville ønske jeg kunne købe det hele. Næsten det hele.
Den underlige, mønstrede, agurkelignende tingest øverst, venstrest er en ananasbanan. Den smagte – måske ikke helt overraskende – af 75 % banan og 25 % ananas. Meget lækker, faktisk.
Inden vi kom til markedet, gik vi rundt i en lille park, hvor vi gik helt fotoamok i vækster – de fleste kendte, men også et par stykker, vi ikke havde stiftet bekendtskab med før. Kapoktræet, for eksempel, med dets temmelig fortykkede nedre del. Eller bananplantens blomst. Bananplanter har vi set masser af, men aldrig dens smukke blomst.

 

Skovbrandtræet (aner ikke, hvad det hedder, men ser man træet på afstand, ser det ud som om det står i brand), og et andet træ med røde blomster. De fantastiske koraltræer var der også, men der var meget få blomster på lige nu.

Efter frokosten, som bestod af en skaldyrstallerken for mit vedkommende og en club sandwich for Johns, tog vi svævebanen (teleférico) op til Monte.
Der skal vi godt nok op igen i morgen, men det bliver i bus, så vi ville lige have denne ‘flyve’tur med, så vi kunne nyde byen lidt fra oven.
Holddaop, hvor må det være irriterende at have en svævebane lige over ens have hver evig eneste dag – men vi nød udsigten.

Nyt og fint og meget gammelt og meget grimt lige ved siden af hinanden var ikke et ualmindeligt syn – det er da godt for beboerne på billedet herover ikke umiddelbart kan se deres bagbo.
De fleste huse ser spændende ud: flere forskudte plan og mange også med forskudte terrasser, som er mere eller mindre beplantede.

Og udsigten kunne man som sagt ikke klage over.

Og så kan det godt være, at DMI hævder, at her er 15 grader og næsten helt overskyet, men hvad forstand har de på vejret på Madeira? Billederne her taler vist for sig selv – i hvert fald hvad skyerne angår, og temperaturen er fine og helt perfekte 20 grader. Det kan ikke være meget bedre.