Hos Mommer

27. februar 2017

Den første er færdig

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:47
Tags: ,

En håndarbejdstaske (2)Den første Oslo Craft bag til at have et håndarbejde med mig, når vi skal ud og køre, er nu blevet færdig. Hehe … som om jeg ikke har 10 i forvejen, men denne er lidt anderledes …  
Det er bevidst, at jeg skrev ‘den første’ for jeg er nok nødt til at lave en til … denne her er da blevet fin nok, men som det næsten altid sker, når jeg syr noget for første gang, finder jeg ud af en eller flere ting, der i mine øjne burde gøres anderledes eller se en smule anderledes ud, og denne gang var ingen undtagelse fra dette.

Den er for det første ikke høj nok. Den væsentligste fejl.
Båndene øverst på lommerne foran ser grimme ud på den måde, de er fastgjort. Jeg gjorde som der stod – det gør jeg stort set altid første gang, jeg laver noget; det gælder også for mad- og  strikkeopskrifter – og det kunne jo sagtens være, at denne metode var både nemmere og pænere, men det var ikke tilfældet, så min måde at montere de bånd på er bedre.
En håndarbejdstaskeBåde de tre små lommer på den ene forside og lommen på den anden forside skal være højere, sidstnævnte fordi den så passer bedre til at kunne rumme en A4-side eller et magasin (kunne fx være til den aktuelle opskrift). Samme lommes stof skal ligne hovedstoffet bedre end det gjorde i dette tilfælde, så den bliver næsten usynlig, lige som det er tilfældet med sidelommerne. Den fejl var så ikke designerens skyld, men udelukkende min egen …
Skumgummiet til at sætte mellem foret og hovedstoffet er derimod forrygende godt – både nemt at sy i og det støtter mere effektivt og på en langt pænere måde end Veledon gør, så det skal der investeres i noget mere af.

Jeg har slet ikke tal på, hvor mange tasker jeg har syet. Jeg gik tilbage i mine fotos i dag og fandt ud af, at jeg syede de første af de lidt mere avancerede af slagsen i begyndelsen af 2003.
Nogle – faktisk langt de fleste – af modellerne har jeg syet mere end en af. Umiddelbart kan jeg kun komme i tanke om fire tasker, jeg kun har syet én udgave af. Nogle få solgte jeg engang; andre er foræret væk. Andre igen har været bestillingsopgaver.
Det er måske overflødigt at betro jer, at jeg godt kan lide at sy tasker?

Mange tasker

24. februar 2017

Jeg måtte skynde mig ud …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 13:57
Tags: ,

Så snart jeg var stået op, var jeg nødt til at skynde mig ud for at nå at fotografere den der voldsomme vinter, der blev brugt så meget tid på i går aftes i vejrudsigterne. Havde Lars E. Christiansen stadig huseret i trafikradioen, er jeg overbevist om, at alle medier havde frarådet enhver udkørsel fra og med i aftes. Tænk engang, terrassen og fiskerkuglerne var næsten helt dækket af sne! Det er sandelig godt, at jeg er jobstoppet og derfor slap for at skulle køre ud i dette livsfarlige vejr tidligt i morges.

IMG_5855IMG_5856

Det kan til stadighed undre mig, at det skal slås så dramatisk op, måske især taget i betragtning, hvor tit de tager fejl … når der så endelig falder så meget sne, at den volder trafikale problemer, kommer det bag på dem … det er ikke nemt at være meteorolog, som selv med de store datamængder, der er til rådighed i dag, ikke er nået meget længere end til at endnu en gang at måtte erkende hvor svært det er at spå – især om fremtiden.
(Det er i øvrigt slet ikke Storm P., der har fundet på dette udtryk. Det er måske Niels Bohr eller Piet Hein. Eller måske er det ikke. Det er måske slet ikke et dansk udtryk. Her er en interessant artikel desangående.)

IMG_5857

Endelig blev bullen til Sørens trøje færdig i aftes. Nu er der dømt pause inden ærmestrikning, så jeg kunne det meste af formiddagen findes i systuen, hvor der blev lagt stoffer frem til den taske, jeg nævnte forleden.
Det viste sig at blive det sædvanlige problem med at have for meget at vælge imellem … skal det være den ene eller den anden farve-/stofkombination? Eller en helt tredje eller fjerde? Hvad skal jeg bruge som for? Og bånd? Hanken? Det ender med, at jeg bliver nødt til at sy to tasker, for jeg kan simpelthen ikke vælge mellem de to kombinationer jeg endte med.
Farverne er desværre ikke ramt rigtigt af kameraet – de to store FQ’er på billede to kører i samme farveskala, hvilket ikke fremgår af billedet.

IMG_5859IMG_5860

Nu har jeg spist frokost på beslutningen. Lige om lidt har jeg skrevet dagens blogindlæg på beslutningen. Måske burde jeg også sove på den, men jeg tror ikke, det løser noget – jeg bliver ganske enkelt nødt til at finde ud af det. Nu.
Og så ellers bare se at komme i gang, selv om solen skinner fra en skyfri himmel, men det er kun 5° (skulle det ikke blive frostvejr, også om dagen?), og jeg har min pragtfulde udsigt fra systuen, så et ophold derinde weekenden over kan snildt kompensere for ikke at kunne komme i haven.

22. februar 2017

Same procedure as last year?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:02
Tags: ,

Bloggen er ikke kun en blog; det er også en slags offentlig dagbog, og den har kvalt en del diskussioner i fødslen John og mig imellem mht. hvornår hvad er foregået. Således skulle jeg slå noget op i aftes, hvilket afslørede, at det åbenbart er på samme tid hvert år, jeg mister tålmodigheden med vinteren.
Overskriftligheden er bestemt ikke bevidst, men jeg måtte smile af mig selv, da jeg så dem.

imageimage

Mit skum er kommet. Mit Quilt Foam, som jeg ikke har prøvet før, men som jeg tror i visse henseender må være bedre end kraftig Veledon, som har en irriterende egenskab med at lave folder, der ikke vil foldes ud igen. Jeg har i hvert fald aldrig rigtig set lyset, hvad Veledon angår, så nu skal Quilt Foam stå sin prøve til Oslo Craft Bag, som jeg fik tiltusket mig opskriften til ved at acceptere Sew Swetness’ nyhedsbrev. To millimeter tykt er det (skummet, ikke brevet; det er trods alt elektronisk …), og det føles som det perfekte materiale til at afstive en håndarbejdstaske som den nedenfor viste.

IMG_5854Quilt-foam (1)

Quilt-foamVejledningen fylder 17 A4-ark! Uden at have nærlæst den vil jeg tro det er fordi forfatterinden er fra USA, og indvånerne i dette store land har en vis tilbøjelighed til at skære tingene ud i pap OG bøje dem i neonrør OG sige det samme på 17 forskellige måder, så de kan føle sig helt sikre på, at vi har fattet budskabet.
En strikke-undervisningsvideo kan fx tage 10 minutter for en amerikaner og tre minutter for en dansker – de tre minutter er nok, og er det ikke det, kan man se den igen – det er det visuelle der er vigtigt og ikke al den snak.

Nå. Ikke desto mindre er det en nydelig og tilsyneladende særdeles lommerig taske, Sara har designet, og jeg glæder mig til at skulle i gang med den … havde bare regnet med, at jeg skulle være færdig med Sørens sweater først, men det har jeg fortrudt og holder nok i stedet en pause. Jeg troede, åbenbart alt for optimistisk, at jeg ville være færdig med bullen, inden englænderne kom, men den er først nu ved at være færdig, og så mangler der jo lige som stadig to ærmer. Det var sejt at komme igennem, det mønster, og det har sikkert taget endnu længere tid, fordi jeg indimellem også skulle følge en lille smule med i, hvad der skete på tv.

17. december 2016

Fede hvidløg

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:13
Tags: ,

P1050445

Fakta = Coop. Brugsen = Coop. De ansatte går dermed formentlig på de samme kurser, hvor man får højere karakterer, jo dårligere man er til stavning og grammatik. Jeg må dog indrømme, at brugsen i Karise ikke er så slem til at fejle som den var i Havdrup, men Fakta i nærheden af os er ved at tage over i stedet for.
Jeg kan forstå, hvis blomsten af Danmarks ungdom ikke har hørt om garnfed, men jeg troede de kendte til hvidløgsfed, hvilket åbenbart ikke alle gør … eller er mon ‘fede’ også bevidst? I modsætning til magre hvidløg? Næppe … det ville i givet fald være nyt for mig, at jeg skal til at tjekke fedtprocenten i hvidløgene, inden jeg køber dem.

Her er der en, der ikke kender kragefuglene, jeg lod vende i gårsdagens titel:

Hvilke kraver

Hvordan vedkommende forestiller sig, at en krave kan vende (på eget initiativ, oven i købet), uden resten af én følger med, ville jeg gerne vide … og ‘lyder tiltagne’ er også noget værre vrøvl, for hvad skulle det ord betyde? Der er ikke meget sprogfornemmelse at spore her.

Jeg har to gange inden for et par uger set, at det engelske ord Geordie i underteksten bliver oversat til dansk til … geordie. Ved alle i Danmark, hvad/hvem en geordie er? At det er en person fra Tynesideområdet (nær Newcastle)? Det er nemlig det, det er, og det burde en oversætter vide – i hvert fald de forholdsvis godt betalte oversættere, der er tilknyttet DR-kanalerne. Og hvis ikke man som oversætter ved det, slår man det op! Man skriver ikke “han var en geordie”. Selv om Tyneside dækker mere end selve Newcastle, ville det være okay at skrive “han var fra Newcastle”, da der nok er flere, der kan placere byen end området; lige som det ikke er alle der ved, at det hedder Newcastle upon Tyne.
KamerataskeDe skal heller ikke oversætte it’s like carrying coals to Newcastle med ‘Det er som at bringe kul til Newcastle’.
Man skal ikke oversætte talemåder ordret, hvis der findes en tilsvarende på dansk, hvilket der ofte gør. I dette tilfælde det er som at give bagerbørn hvedebrød.

Det var dagens sprogbrokkerier.
Dagens syede ting er en ny kamerataske til mit Lumix. Den gamle var efterhånden blevet en tand for snavset.
Det lyder både dovent og højrøvet, men når jeg nu har så meget stof og kan lide at sy, hvorfor så ikke kassere en snavset kamerataske?

14. december 2016

Skyerne var faldet ned på jorden

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:11
Tags: ,

Turen gik til Roskilde i dag til den halvårlige befamlingskontrol. Alt var i orden, men det havde jeg nu også regnet med. Så er der kun syv års kontrol tilbage – plus mammografierne, som jeg skal igennem 10 år længere end kvinder, der ikke har været ramt af brystkræft.
Vi skulle ud ad døren kl. 7:45. Hernede ved Den Stråtækte havde vi en smuk solopgang og et flot, klart vejr, men undervejs blev det mere og mere diset. Disen vekslede lidt i styrke, så nogle steder kunne vi se, at der ikke var en sky på himlen – de var simpelthen bare faldet helt ned på jorden. Temperaturen faldt, efterhånden som dagen skred frem – lidt underligt og omvendt af hvad man normalt oplever. Det er heller ikke så tit, man oplever svævende vindmøller.

P1050429

Jordemodertaskerammerne kom i går. Jeg bestilte dem søndag aften, og de kom – som brev! tirsdag formiddag.
Jeg har læst SÅ mange klager over PostNords skammeligt lange leveringstider, men dette kunne ikke gå hurtigere end det gjorde. Jeg bestilte dem som brevlevering, fordi det var gratis for mig … kunne lige så godt spare de 70 kroner, og det var ikke noget, der hastede. Vi har altså også nogle søde postbude hernede – de smiler, roser udsigten og står og småsludrer, mens man skriver under (altså ikke på at modtage breve …) og ønsker altid en god dag, når de går igen. Bor vi mon i et særligt privilegeret område? (Nej, ikke priviLIgeret – du siger priviLEgium, ikke også?)

Jeg måtte fluks i gang med symaskinen, men først skulle jeg have fundet mig noget mindre hysterisk stof end det sorte med de selvlysende prikker. Det skulle ikke være umuligt med mit store stoflager, men det tog mig da over en halv time at beslutte mig. Jeg havde mange fremme, men endte med det viste, som vist må være et møbelstof af en slags. Det er halvkraftigt og derfor med et godt hold i, hvilket kunne bære, at tasken blev gjort lidt dybere, så der er plads til lidt mere … det går ikke med en dametaske med utilstrækkeligt indvendigt volumen!

Jordemodertaske (3)Jordemodertaske (5)

Jordemodertaske (6)Jordemodertaske (7)

Der er sat en indvendig lomme i. Det gjorde jeg også på den første, selv om det ikke stod i opskriften, men man kan heller ikke have en dametaske uden en lomme til småtingene.

12. december 2016

Vi er ikke stoffri

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:46
Tags: , ,

Vi er ikke stoffri her i huset. Slet ikke op mod jul. Der er ikke kun stoffer i systuen, men mange steder i huset for tiden.
Da Charlotte boede hjemme, markerede vi altid hendes fødselsdag, som er i dag, ved at pynte op til jul.
Hun har ikke boet hjemme i 20 år, men så går jeg og tænker på hende, mens tingene kommer op.
Hun bliver 40 år i dag. 40 år … det får ikke ligefrem en selv til at føle sig yngre … min datter er ikke en ung kvinde mere, men en yngre kvinde, der hviler i sig selv og nyder sit engelske liv med mand, børn og et dejligt hus. (Det er det velkendte paradoks, at man er yngre som ung end som yngre, og man er ældre som gammel end som ældre.)
Fordi jeg var alene med hende de første 10 år; fordi hendes far udviklede sig i fordrukken og voldelig retning og jeg derfor forlod ham, da hun var seks måneder, var jeg som yngre (!) mere bange for at dø, end jeg er nu – jeg VILLE se hende blive voksen og kunne klare sig selv, hvilket til fulde er opfyldt, så jeg kan sove roligt. Også ind …

Jul i patchworkhjemmet (2)Jul i patchworkhjemmet (3)Jul i patchworkhjemmet (4)

Nu er jeg ved at have pyntet færdig til jul. Jeg gider ikke tage det hele frem – vi er jo ikke hjemme i år. Og for at ingen skal få gode ideer, har vi vagt på alle dagene, så det er ikke nogen god ide at bryde ind. Der er i øvrigt ikke noget videre at stjæle – bare sådan til almen orientering – vi har aldrig været til dyre designermøbler eller smykker, da vi altid har prioriteret overskuddet af vores surt tjente penge til at rejse for.
Så ikke noget at hente her, medmindre man er vild med mine styroporkugler med tøj på. Dem har jeg nemlig en del af …
Der hænger også de røde stofhjerter, som jeg lavede mens jeg arbejdede og hængte ved siden af mine nærmeste kollegers navneskilte i december.

Jul i patchworkhjemmetJul i patchworkhjemmet (1)Jul i patchworkhjemmet (8)

Og de andre stofhjerter, som jeg også har haft i mange år.

Jul i patchworkhjemmet (5)Jul i patchworkhjemmet (9)Jul i patchworkhjemmet (10)

Jul i patchworkhjemmet (6)Der er koglerne i køkkenet – hvoraf en enkelt passer så perfekt sammen med kobbertøjet. Især hvis kameraet kunne ramme den rigtige farve på kobberstoffet …
Der er Georg Jensen, som er omringet af kræmmerhuse – han ville sikkert vende sig i sin grav, hvis han så dette plebejiske pjat. Måske vender Henning Koppel sig også.
Og mere til … som sagt er ikke det hele kommet op, men noget skulle der til, ellers er det ikke rigtig jul i det lille hjem. Det er ikke sådan, at vores hjem normalt kan konkurrere med Gertrud Sands, men så lidt som i år har jeg vist ikke sat op før. Ikke engang juledekorationer laver jeg i år, hvilket er virkelig uhørt fra min side.
Nogle juleting skal bare frem for ikke det skal være helt forkert, som fx dem, jeg kalder mine Anna og Aubreynisser, der glade tager imod folk ud i entreen. De hedder ikke sådan fordi de ligner A & A, men fordi jeg fandt dem, da børnene var ganske små – jeg kunne ikke stå for de glade og frækt udseende ansigter.

11. december 2016

Knald i køkkenet

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 12:40
Tags: ,

Jeg sad fredeligt og syede på en jordemodertaske, da der lød et lille smæld fra køkkenet.
Nåda, tænkte jeg, der gik vist en mus i fælden.
Lidt efter lød der et lidt højere smæld – nærmere et knald. Et højt knald, for systuen er det rum i huset, der ligger længst væk fra køkkenet.
Hmmm. Der går da ikke mus i begge fælder med et minuts mellemrum? Jeg må lige se, hvad der foregår …
Da jeg nåede til entreen, som ligger lige ved siden af køkkenet, gik røgalarmen i gang lige over mit hoved, så jeg hoppede det sidste stykke, men da havde jeg allerede selv lugtet det.
imageFY for satan, hvor det stank.
Pardon my French, men der blev virkelig bandet igennem.
Jeg havde gjort det, jeg indtil i går kun havde hørt om, at (meget distræte) folk kunne gøre: Sat en gryde med æg over og derefter glemt alt om den.
Knaldene var æggene, der eksploderede.
Det var også bare fordi jeg var så grebet af den jordemodertaske …
10 sortgrønne, underligt udseende, for de flestes vedkommende temmelig udsplattede, æg i en gryde, der var kulsort i bunden, og som udsendte en grå røg og en stank, som var helt ubeskrivelig rædsom.
Jeg skulle bruge 10 hårdkogte æg, hvorfor jeg ikke brugte æggekogeren, som kun kan tage syv. Jeg har nok haft inde i hovedet, at jeg normalt ikke behøver at tænke over noget, når jeg koger æg, for maskinen brummer særdeles hørligt, når den er færdig.
Puha – jeg åbnede to yderdøre, så der kunne komme et ordentligt gennemtræk, og så ringede jeg til John, som var ude og køre: “Gider du købe en bakke med mindst 10 æg på vejen hjem?”
Da han kom hjem et par timer senere, havde jeg kun lige lukket dørene, selv om der stadig lugtede lidt, men det var ved at blive lidt for koldt.
”Føj for pokker – hvad er det her lugter af?”
”Her lugter af grunden til, at du skulle købe æg …”
Han fik historien, men havde ikke andre kommentarer end: “Så kan jeg bedre forstå jeg skulle købe æg – du købte jo 12 i går.”
Og så vaskede han ellers bare gryden ren – han er nu flink.
Vi tændte op i brændeovnen og luftede lidt mere ud. Vi kunne lugte det hele dagen i går, men vi kunne heldigvis ikke lugte noget, da vi stod op i morges.

JordemodertaskeP1050387P1050386

Jordemodertasken er særdeles rummelig og dermed god til at transportere mindre strikkeprojekter i. Jeg er ikke vild med stoffet, men det fulgte med kittet, så hvis jeg ville have rammen, der klapper tasken sammen, samt målene til at klippe og sy efter, så var det sådan det var – “Jamen de unge elsker dette stof!” Meget muligt, men nu er tasken altså til mig selv … det nøjedes jeg dog med at tænke.
Nå. Det vælger jeg at kalde prototypen. Nu ved jeg hvordan jeg gør og hvad jeg skal rette til næste gang.
Jeg skal have fat i en ramme til, for jeg skal have lavet en taske af noget andet og mere diskret stof og med et pænere for – det her er alt for hidsigt – men jeg er ret vild med den klap op og klap i-fidus.

9. december 2016

Fabrikslignende forhold

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:30
Tags: , , ,

Der har virkelig været gang i storproduktionen her i Den Stråtækte. Jeg har syet syv brødkurve og John har lavet seks fuglefoderhuse.

BrødkurveHvorfor i alverden har jeg lavet hele syv brødkurve? Det har jeg fordi vi lige om lidt skal til julefrokost med hele min nærmeste familie (dog naturligvis, men desværre, uden englænderne). Vi har ikke aftalt noget med at give hinanden julegaver, for det gør vi normalt kun til dem, med hvem vi holder selve juleaften.
Der er bare det, at jeg for det første godt kan lide at strikke og sy (bare for de af jer, der ikke lige vidste det i forvejen …) og for det andet kan jeg godt lide at give gaver. Nu kan søstre og niecer/nevø så vælge en brødkurv hver – hvis de vil have sådan en – dem der ikke vil, kan diskret vende ryggen til og lade som ingenting. Der er ikke aftagetvang.
Det er der heller ikke fra kassen med strikkede tørklæder, vanter, pandebånd og huer, jeg tager med. De kan tage, hvad de vil have – resten går til en Kirkens Korshær-butik inden så længe. Kassen er mine pilotprojekter og/eller bare ting jeg har haft lyst til at strikke, men ikke selv kan bruge, enten pga. farven eller fordi jeg ikke går med tophue eller bare har alt for rigeligt af det i forvejen. Inge aftog et silketørklæde i dag – dejligt. Både med uventede kaffegæster (vi havde ikke engang Merrild i huset), og at der bliver taget af kassen …

FuglefoderhusFuglefoderhus

Kristine kom med det glimrende forslag at bruge tavlelak til at illudere skifer – ideelt til kragetæer, som hun sagde … tøhø … men det var en god ide, for det ser bedre ud med sort tag end med det naturfarvede – husene ser mere færdige og lidt mere prof ud (nej, ikke proff! Der er ikke to f’er i professionel. Så lær det dog, XL-BYG).
Mejserne er vilde med jordnøddesmør/melorme-blandingen. Vores lille halvtamme rødkælk går også til den, mens grå- og skovspurvene nøjes med at kigge, hvilket passer os strålende, for der er alt for mange af dem, når vi hænger en kornblanding op. Om de ikke kan finde ud af at sidde på den lille pind eller de ikke kan lide maden, skal jeg ikke kunne sige, men det det er også ligemeget, vi er glade, bare de holder sig væk.
Vi kan begge godt lide et rigt fugleliv i haven, men ikke så skovspurverigt, som tilfældet er – over 50 er for mange, for de tømmer et stort rør på et døgn, hvilket vi finder er lige i overkanten.

7. december 2016

Det er stadig syslevinter

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:43
Tags: , , , ,

Vejret er ikke til udedørs aktiviteter i dag, så der er sat et halvt grisehoved og et par skanke over sammen med en masse dejlige krydderier efter fru Plums anvisninger. Nu skal der laves sylte til familiens julefrokost på søndag hos min ene søster. Og den kommer til at smage godt! De unge kan også lide den, for den er ikke spor fed, bare meget smagfuld og lækker. Det er gamle fordomme, der hersker over syltehaderiet – og måske også alt det fedt, man kom med i de dårlige gamle dage … plus andre ulækkerheder fra grisehovedet. Det her er i hvert fald godt.

FuglefoderhusFuglefoderhus (1)

Min dygtige mand har kopieret det fuglehus, vi lige har købt. Det fungerer nemlig så godt, at vi fik lyst til at sætte flere op. Det tog ham næsten ingen tid at måle, save ud og slå sømmene i – med et resultat, der på alle måde matcher det købte. Bortset fra skifertaget … jeg foreslog at købe et sort skriveunderlag, skære det til og sætte på.

Brødkurv (2) - CopyBrødkurv (4)

Brødkurv (1) - Copy

Jeg har syet et par brødbakker. Vendbare. Bare for at se om jeg kunne, og det kunne jeg godt. Det var jeg måske ikke så forbavset over, men jeg var i tvivl om hvilket stof jeg skulle vælge. Hvad den første (den sorte) angik, var der plads til forbedring, så der var kun ét at gøre: lave en til for at se om de udtænkte forbedringer ville virke.
Jeg har masser af hør, fordi jeg fik købt noget forkert til nogle dobbelte dækkeservietter. Det viste sig at være lidt for kraftigt til dem, men det er fint til disse brødkurve. Alligevel måtte de have lidt støtte mellem stoflagene for ikke at skvatte sammen. Bunden gav jeg lidt Fast2Fuse – en god opfindelse.
Jeg tror jeg sætter en mindre serieproduktion i gang – de kan være udmærkede at have på lager til smågaver.

Det er virkelig rendyrket pensionistliv, dette her: Jeg ser Inspector Morse hver eftermiddag. Jeg var ikke så begejstret for dem da jeg var yngre – syntes han var for sløv og at det hele skred for langsomt frem, så jeg så kun nogle ganske få afsnit, men nu synes jeg de er hyggelige at sidde og strikke til, og de passer fint til mit pensionistadstadige, mentale tempo.

6. december 2016

Vintertid er sysletid

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:24
Tags: , , ,

Jeg strikker hele året, men jeg syr nok mest om vinteren – ved egentlig ikke hvorfor, men sådan er det.
Sommetider tænker jeg på de ikke særlig gode, gamle dage, hvor husets kvinder var tvangsindlagt til at karte og spinde, væve, strikke og – for de unges vedkommende – sy brudeudstyr. Håndsyet, forstås.
Jeg har lige læst i en bog om nordiske strikketraditioner, at de unge kvinder skulle have et par dusin strømper strikkede strømper med sig – en finsk brud skulle have strømper nok til 20 år i medgift!
ShetlandssjalIfølge norsk tradition fra Selbu, Telemark og Gudbrandsdalen skulle bruden strikke ekstra fine vanter til – og hold nu fast – brudgommen, hans far, alle hans brødre og til hele bryllupsfølget. Hvor er jeg glad for, at jeg ikke levede dengang og kom derfra! Vi taler fingervanter her – ti tynde, irriterende fingre pr. sæt vanter til … lad os bare sige til 15 personer, selv om det sikkert ikke er nok. De holdt store bryllupper (også) dengang.
Derudover skulle der jo også sys udstyr – skjorter, natkjoler, sengelinned, viskestykker og hvad ved jeg … alt muligt.
Alle piger lærte det – det var ikke en mulighed at sige, at man ikke kunne eller ville. Evnerne må selvsagt have været ulige fordelt, og det må have været et helvede for de stakkels tøser, der ikke var så god – de var pr. definition ikke helt gode kommende koner, selv om de sagtens kunne være ferme til alt muligt andet.

På Shetlandsøerne fik kvinderne på sin vis øjnene op for deres færdigheder og satte de fine sjaler i produktion, hvilket gav dem en tiltrængt ekstraindkomst. De dygtige shetlandskvinder kunne håndspinde verdens tyndeste og fineste uldgarn – nogle af jer har måske hørt om et Wedding Ring Shawl? Hele det store sjal kunne trækkes gennem en vielsesring.

Hue med neverkontbortJeg strikker kun hvad jeg gider. Det har i øvrigt indbefattet flere shetlandssjaler.
Jeg syr kun hvad jeg synes er sjovt at sy. Jeg havde et arbejde og kunne forsørge mig selv. Jeg har en mand, der tager sin tørn, hvad det huslige angår. Sådan da … men han laver så meget andet i form af vedligehold, som jeg enten ikke kan eller har særlig meget lyst til. Jeg længes ikke tilbage til noget som helst …
De gode gamle dage var ikke gode. Jeg er med i en FB-gruppe, der hedder Os der er født i 50’erne, og som jeg egentlig ikke forstår, jeg ikke får meldt mig ud af igen, fordi langt de fleste mest af alt sidder og svælger i deres barndom og kan I huske dit og kan I huske dat? Jeg foretrækker at leve i nuet, for fortiden kan man ikke bruge til særlig meget – bortset fra, at man kan tage ved lære af den, selvfølgelig, men svælge i den? Ikke mig.

Jeg har lige strikket en hue. På pinde 2,0! Dobbelt! Dvs. at jeg strikkede den to gange, bortset fra borten. Og ikke nok med det, jeg er startet på en til med et norsk mønster. På pinde 1,75. Det bliver superflot med så små masker, men jeg tror ikke, jeg går i gang med en sweater til mig selv eller til John sådan lige med det samme.

30. oktober 2016

Et mini-sykursus, der intet har med Halloween at gøre …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:06
Tags: ,

Dette har intet med Halloween at gøre, selv om farverne (som i øvrigt er aldeles umulige at få kameraet til at gengive korrekt) kunne tyde på det. Jeg skal dog ikke lægge skjul på, at jeg er blevet stærkt inspireret af de fantastiske farver både i USA og herhjemme.
Først kigger man på Shabby Fabrics nyhedsmail og ser, at de har laserskårne ahornblade. Pre-fused (= med strygelim) og dermed lige til at gå til. Ned i indkøbskurven med 2 x 12 i de to største størrelser. Ligeledes sættet med syv FQs i herlige, varme efterårsfarver. Vente, vente, vente på forsendelsen fra USA. Den kom forholdsvis hurtigt, og toldvæsesnet opdagede ikke noget.
Skitseprocessen begynder. Det tog nogle timer, en masse tegninger og en nat, inden jeg besluttede mig for, hvordan de skulle se ud. Altid godt at sove på beslutningerne.

P1040935

Der skæres. Af de afskårne strimler skar jeg 7,5 x 7,5-kvadrater, som blev syet sammen til strimler med seks 6 x 6-kvadrater. Disse skal indfældes i venstre side; hele tiden med det kvadrat øverst, som er mage til det store stykke stof, jeg har skåret seks af. Dermed bliver der seks forskellige, men alligevel ens dækkeservietter.

P1040937P1040939P1040940

P1040943P1040941Nu skal bladene stryges på. Placeringen bliver målt ud på millimeter – der er kun ét skud i bøssen, for når de er strøget på, kan de ikke komme af igen.
Nu maskinapplikeres de på. Jeg tog et billede af indstillingen, så jeg kunne være sikker på at få alle seks med ens sting, selv om jeg skulle blive nødt til at slukke symaskinen (hvilket nulstiller den – og jeg har aldrig gidet sætte mig ind i memory-funktionen). Jeg var også nødt til at ofre et blad på at sy en øve-en for at være sikker på, at jeg havde styr på det. Det havde jeg. Næsten.
Jeg ville ikke applikere med tætte zigzagsting – vidste, at det kunne jeg ikke gøre pænt nok, så jeg valgte symaskinens tæppesting, som er ret god til patchworksømme. Det var sværere end jeg troede at få spidserne pæne – jeg var hele tiden nødt til at have tjek på stinget, hvilket blev til et lille mantra: venstre-højre-ned-venstre-højre-ned … dette sad jeg og gentog hele tiden på alle seks blade, for det kunne ikke nytte noget, at maskinen tog næste delsting mod højre, hvis jeg stod helt ude i en spids. Det tog sin tid og smuttede kun et par gange …

P1040948P1040951

Da jeg endelig var færdig, så bladene forkerte og halvfærdige ud, så jeg syede ribber og stilk på. Det hjalp – bortset fra, at jeg virkelig er en klump til det med tætte zigzagsting. Der er godt nok plads til forbedring her, men den slags kan ikke pilles op igen uden at ødelægge stoffet, så jeg må desværre leve med den grimme stilk. Ribberne blev heldigvis okay.

P1040953P1040958

P1040961Derefter stryges volumenflies på og der maskinquiltes. Her er nøjagtighed i højsædet – én millimeters unøjagtighed skriger til himlen. Slutstinget, inden man vender, skal sidde lige i … ikke i øjet, men i hjørnet mellem tre sammensyninger (venstre billede) og ikke 3/4 mm ved siden af (højre billede). Det er nok kun mig selv, der opdager de fire smuttere, jeg lavede, men ikke desto mindre irriterer det mig, når det sker! 
Til sidst monteres bagsiden; der vendes, stryges og kanten stikkes. Vupti: Seks efterårs-dækkeservietter er produceret. Det tog kun omkring 14 timer … 
Og så forestiller ‘nogen’ sig, at man kan leve af at sy den slags ting og sælge dem. Hvor meget skulle de koste, hvis jeg skulle have to dages løn for seks dækkeservietter? Omkring 300 kroner stykket, selv om jeg kun under mig en månedsløn på 20.000 kroner – inden skat. Det er mildt sagt urealistisk.
Men pyt – jeg skal ikke leve af det, jeg synes bare, at det er sjovt at sy.

20. januar 2016

Hun syede, og hun syede

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:59
Tags: ,

Min sylyst kommer i bølger. I det seneste år har jeg næsten ikke syet, men når jeg så endelig kommer i gang, er jeg næsten ikke til at stoppe igen.
Det er ikke fordi, jeg har savnet det, for hvis det var det, det handlede om, kunne jeg jo bare sætte i gang.
Der er som regel et eller andet, der skal tvinge mig til at sy igen, og denne gang var det altså Meretes taske.
Når jeg så er i processen, genopdager jeg hvor sjovt det rent faktisk er at lege med symaskinen, hvor meget jeg holder af at frembringe pæne ting ting jeg i hvert fald selv synes er pæne (tasken er dog godkendt af Merete), og så bliver jeg inspireret til den ene ting efter den anden.
Undervejs dukkede der ideer op til forbedringer på tasken, men ikke alle kunne gennemføres, da ideerne kom – det har noget at gøre med en syrækkefølge, der nødvendigvis må overholdes.

Ellens taske (7)Ellens taske (4)

Fx som da jeg syede den udvendige lomme på den første taske, slog det mig, at jeg altid køber en flaske vand i lufthavnen, da man jo ikke selv må medbringe væsker. På min udgave kom der derfor i modsatte ende af knaplommen en lomme med ekstra rummelighed til en ½-litersflaske.
Snipperne, man holder i, når tasken skal lynes i eller op, ville måske være pænere, hvis de var i samme stof som kantbåndet …
Indvendige lommer ville være en klar forbedring …
Hankene må godt være en anelse længere …

Ellens taskeEllens taske (1)

Også denne gang havde jeg stof, der passede næsten helt perfekt til kantbåndet. Det kantbånd, som ikke kun er der af rent dekorative årsager, men fordi man syr tasken sammen vrang mod vrang for at undgå grimme kanter inde i tasken. Franske sømme er ikke en mulighed, fordi der er så mange lag stof.
Sømstykket zigzagges og kantbåndet sys på med maskine i den ene side og håndsys med så usynlige sting som muligt i den anden side.
Hvorfor kan man kun få skråbåndsfolder til 18 mm, når jeg skal bruge 20 mm? I stedet for at bruge sådan en nem dims, skal jeg selv stryge de indadbøjede kanter – over tre gange, oven i købet, først på midten for at have noget at øjemåle efter og derefter hver af de to kanter. Jeg har efterhånden lavet så mange skråbånd, at jeg vist er ved at være moden til at købe en justerbar skråbåndsfoldertrykfod til min symaskine – især til dækkeservietter ville det være smart at kunne lave skråbåndet as you go. Selvfølgelig vil man, i modsætning til her, kunne se sømmene, men dem kunne man gøre til en del af pynten.

Og hvorfor havde jeg så travlt med at sy tasken, når der er over en uge til vi rejser til UK?
Fordi når dette indlæg bliver udgivet, er jeg lige landet hos Ditte, hvor jeg skal sove i nat, så det var en oplagt mulighed for at teste, om tasken virker.

15. januar 2016

En ny weekendtaske

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:34
Tags:

Som nævnt i et tidligere indlæg skulle de to dage i Sverige bl.a. bruges på at få syet den weekendtaske, jeg for flere måneder siden kom til at love Merete at lave til hende – hvis jeg stadig havde opskriften. Det havde jeg heldigvis, for det er rart at have de nøjagtige mål. At tasken ser ud som en rigtig 70’er-ting, skal man ikke lade sig narre af; det er kun et spørgsmål om materiale- og især farvevalg.
Jeg syede for flere år tilbage en til hver af mine søstre, og nu er Meretes slidt helt op. Det er også en form for anerkendelse.

Meretes taske (3)Meretes taske (2)

Meretes taske (1)Meretes taske (4)“Du bestemmer helt selv, hvilke stoffer og farver du vil sy den i. Men jeg elsker blåt!”
Det er godt med dig, Merete – nu ville det jo være ret fjollet at vælge andet end blåt, men det var heller ikke noget problem – lageret er så rigeligt, hvad stort set alle farver angår.
Blå rester til siderne og blåt denim til resten, både udvendig og indvendig, det gør den mere slidstærk.
Lynlås på 50 cm lagerførtes ikke i den rigtige farve, men 55 cm gik an, da de ekstra fem cm kunne gemmes inde i tasken.

Meretes taske (6)Den faste bund, som ikke var et ultimativt krav, men så tæt på, som man kan komme med blødere formuleringer, havde John heldigvis materialet til i kælderen: bagbeklædningen til en skuffe. Møblet er kasseret for længst, men heldigvis mente manden min, at sådan et stykke hård masonit kan man altid få brug for. Det havde han helt ret i.
Ned med den pinligt nøjagtigt tilskårede bund i en pose syet af det samme stof, så den ikke kan ses; kun virke, så at sige.
Et stykke batikstof i passende farve til hjemmelavede kantbånd blev syet på; den ene side på maskine, den anden i hånden. Normalt kan jeg godt sy begge sider på maskine, men her var det for bøvlet med de mange rundinger og hjørner, så håndsyning blev det.
Knapper havde jeg ikke med, så lommeklappen får en, der passer i stilen, når jeg er hjemme igen.

Jeg blev faktisk gladere og gladere for den taske, efterhånden som jeg fik syet mig igennem mønstret … tjekkede lige: Jojo, den er god nok, den overskrider ikke målene for håndbagage, så jeg tror, jeg kaster mig over en til, når jeg kommer hjem. Jeg mener at have noget beigefarvet hør, der vil være velegnet til formålet. Ellers finder jeg noget andet – lageret er som sagt stort.
Jeg mener ikke, der var yderlomme i førsteudgaven, så dette er en forbedring.
Der skal desuden leges lidt med forskellige indvendige lommer, når jeg laver en til mig selv.
Der skal nemlig være masser af lommer i en håndbagagetaske – til “pas, penge, p-piller og piletter”, som en gammel veninde altid sagde.
Noget pjat, egentlig. I dag er det kun til pas. De to er elektroniske, og p-piller har jeg ikke brugt i små 39 år … men så til boardingkortet da …

Meretes taske (5)

16. marts 2015

En flettet kurv, nogle store sten, fire storke og tyve traner

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:56
Tags: , ,

En syet flettet kurvDa jeg tog min sykasse med til Sverige, spurgte Merete hvad jeg skulle sy deroppe.
”En flettet kurv”.
Jeg fik bare blikket uden yderligere kommentarer. Nu rabler det for hende, tænkte både John og Merete tydeligvis. Jeg sagde ikke noget.
Da jeg var kommet godt i gang, gav det mening for dem. Jeg syede nogle strimler med Fast2Fuse indeni for at gøre strimlerne stive, flettede dem og syede en kant foroven for at holde sammen på det hele.
Værs’go’: en fin, syet, flettet kurv. Keine Hexerei, nur Behändigkeit … ikke som druiden Miraculix i den herlige Asterix-serie udtrykte det i et af hæfterne: Det kræver slet ingen behændighed, kun lidt hekseri.

Vejret blev bedre og bedre op ad dagen, med skyfri himmel og 11° lige over frokost, så vi kørte en tur for at vise Merete Kjugekull, hvor vi selv var i august, og til Pulken, hvor tranerne så absolut endnu har oceaner af plads at røre sig på, men så har hun set et par muligheder, hvis hun selv skulle finde på at tage på udflugter ved senere lejligheder. 20 traner så vi – det var så sandelig til at overse, men hun så dem både lande og lette igen, og som en sidegevinst så vi fire storke, så det var ikke helt spildt at køre derud.

18 traner

Kjugekull var stadig et spændende område, og vi gik da også den røde rute, som var den korteste (Merete skal ikke ud og gå langt endnu, men 1,3 km kunne godt klares). Det var en god tur, med masser af sten og et meget kuperet landskab; det er bestemt ikke bare en skovsti, man går på. Vi kommer dog ikke udenom, at alting bliver lidt pænere, når det hele bliver lidt mere grønt overalt i landskabet.

Kjugekull (1)

5. december 2014

Det går strygende

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:26
Tags: , , ,

Projektmappens anden dag

Det går både strygende og velsmurt og antallet af kvajestreger er minimalt. Den største af slagsen skyldtes – yderst pinligt – kursuslederen selv; nemlig en banal trykfejl i instruktionen, hvori jeg havde skrevet, at man skulle skære 5 x 72 cm, hvilket Ditte selvfølgelig gjorde.
Problemet var bare, at det skulle have været 6 x 72 cm. Der fløj nogle eder gennem luften; ikke fra Dittes mund, men fra min. Stoffet er dog ikke spildt, det kan bruges senere til lynlåssiderne i projektmappen, men til det oprindelige formål duede det ikke længere. Heldigvis havde jeg noget stof, der kunne redde situationen, og så blev der ellers rettet i den skriftlige instruks.

Det ender med, at det bliver lige præcis den strikketilbehørsmappe, vi så stærkt havde satset på, at det skulle ende med at blive – vi er på nuværende tidspunkt meget fortrøstningsfulde.

Vi lyttede til Lenes løftede pegefinger (sikke et fjollet billedsprog, man kan kaste sig selv ud i sommetider) fra i går om at sørge for at få os noget frisk luft, så i en times tid eller halvanden inden frokost åbnede vi et vindue – nok hovedsageligt fordi brændeovnen varmede lidt for rigeligt, men så fik vi da vores friske luft …
P1040270

Vi har også gået en hel del: Fra klippebordet og hen til strygebrættet, fra strygebrættet til symaskinen, fra sybordet ud i køkkenet for at brygge (endnu) en kopkaf, tilbage igen med brygget, og endelig skulle vi da også ud på det lille hus et par gange i løbet af dagen, så lidt motion blev det til – lårmusklerne blev også brugt hver gang vi satte os og rejste os igen, hvilket var virkelig mange gange i løbet af dagen.
Jojo, Lene, vi lytter skam til dig, men den rigtige gåtur må vente til i morgen. Mappen skulle være færdig før nogen af os har så meget som den fjerneste tanke om at slippe os selv løs fra systuen.

Peter kommer lige om lidt. John glæder sig vist nok nu til at få lidt afveksling fra sysnakken … godt han har sine elektroniske puslespil. Han blev også sendt i byen og inden da sendt ud for at hente friske forsyninger af brænde til brændeovn og komfur.
Men han har fået sig en middagslur – det har vi hårdtarbejdende kvinder overhovedet ikke haft tid til.
Men vi hygger, gør vi …

4. december 2014

Så er sverigeshytten omdannet til kursusejendom

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:05
Tags: , ,

Vi samlede Ditte op kl. 10:30 og satte kursen mod Sverige, hvor vi kom op til et hammerkoldt hus. Det har nu opnået en tålelig temperatur, og projektmappesykurset er startet.
Jeg ville ønske, der var lyd på billederne (jeg ved godt, at jeg kunne have taget en video …), for det var ret sjovt at høre Dittes forskellige små udbrud, da hun skulle lære en ny maskine at kende: Uuups. Hovsa. Narj, altså. Fniiis. Hmmm, det er ikke ligefrem professionelt at se på, dette her. Arrrhhhh. Øøøddrgh. (Nogle af lydene har jeg lidt svært ved at stave til).
Ansigtsudtrykket var da også en smule sammenbidt lige i starten, men heldigvis er første del af projektet at quilte et stykke stof til mappens hylster, hvilket er en udmærket måde at blive dus med min symaskine på.

Så er vi i gang med mappen (1)Så er vi i gang med mappen

På vej herover så vi en stork stå lige ved siden af motorvejen. En stork! Har den ikke totalt misforstået årstiden? Burde den ikke for længst have siddet nede i Ægypten, eller hvor de nu flyver hen, og nyde de noget mildere vejrforhold?
Vi tænkte på, om den af en eller anden årsag ikke kunne flyve. Det er i givet fald ret uheldigt for den stork.

Nå … jeg har slet ikke tid til dette her – nu er Ditte færdig med at quilte, så vi må videre i kurset …

28. november 2014

Jeg har taget fri, så jeg kan arbejde

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:11
Tags: ,

John kørte alene ned til huset i dag for at samle tre reoler og et bord, vi købte i Ikea i går.
Jeg blev hjemme for at sy køkkengardinerne og skære gardinerne til stuerne.
De der ‘crewel work’-gardiner, som ikke er crewel work, men dette her, broderet på halvgroftvævet ‘rustikt’ bomuldslærred:

Gardiner -stue (1)

Jeg var simpelthen så hunderæd for at skære forkert. Jeg fik godt nok de sidste 1½ meter kvit og frit med med i købet, fordi det var det sidste på rullen, men dette indebærer dermed, at der ikke skal skæres forkert, for jeg kan ikke umiddelbart købe mere, hvis jeg kvajer mig – hvis jeg gør det, er det mere end ét gardin, der skal laves om, da de er ens skårne hhv. x 4, x 2 og x 1, så det er kun det enlige, der må være forkert, hvis jeg skal have stof nok.
Nå, men jeg har forhåbentlig ikke dummet mig – det vil være temmelig meget ubrugeligt gardinstof at ligge inde med …

Gardiner -stue

imageEfter skæring blev de vaskede, da de vil krybe 5 % i første vask. Det gider vi ikke have, at de gør første gang de skal vaskes efter at være færdigsyede og hængt op. De skal nemlig tilpasses meget nøjagtigt i forhold til vindueskarmene, og stumpegardiner er ikke pænt!
Nu mangler jeg bare at finde ud af, hvordan jeg bedst får systemet med ringene til at 1) virke og 2) virke pænest.
Kan man lave et ringophængssystem, der giver en kant foroven, således at man ikke ser selve ringene? Godt jeg har noget stof at lege med i processen med at finde frem til den endelige metode.
Jeg har syet masser, masser af gardiner i mit liv, til Sverige og fem af mine seks boliger i mit voksenliv – Den Stråtækte bliver den syvende – men pudsigt nok aldrig før med ringe. Man siger, at et menneske flytter i gennemsnit syv gange i sit liv. Jeg kommer måske op på otte – kommer lidt an på, om jeg skal bæres ud fra Den Stråtækte eller ej.
Jeg er lidt spændt på, om de viste endedimser nu også virkelig passer til stuen nede i Den Stråtækte, eller det var en fejl ikke at købe noget mere enkelt. Charlotte og Tim har noget der ligner til deres små vinduer, og der ser det virkelig godt og autentisk ud, så det er rent plagiat. Bortset fra, at deres er lavet i rigtigt smedejern af en rigtig smed, så det kunne godt tænkes at være derfor, at deres ser så autentiske ud. De er jo rent faktisk autentiske …

22. november 2014

Aldeles og total afslapning

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:27
Tags: , ,

StrikketilbehørsmappenJohns ryg brokkede sig en smule i morges, så vi blev enige om at holde weekend i weekenden i stedet for mandag og tirsdag.
Det passede mig ret godt, for så kunne jeg endelig få syet siderne til den projektmappe færdig. Projektmappen, som nu ikke længere er et projekt, men en strikketilbehørsmappe, og jeg er SÅ glad for den.
Nu kan jeg holde en for mig sjælden form for orden.
Selv John er imponeret, men nu holder han også ekstremt meget af orden og systematik, og at se et godt stykke håndværk synes vi vel alle er imponerende, selv om det ikke er noget, man selv ville have brug for eller eje.
Okay … ‘godt håndværk’ er temmelig pralende, for der er både skønheds- og begynderfejl, men de fleste af dem er heldigvis så små, at det kun er mig selv, der kan se dem. Og professionelle syersker … Charlotte skal nok finde dem, hvis jeg beder hende om det – hun er for høflig til selv at gøre mig opmærksom på dem.

StrikketilbehørsmappenStrikketilbehørsmappen

Der er plastlommer til småting, til wirer og til almindelige rundpinde, elastikholdere til KnitPro-pinde, til strømpepinde, til hæklenåle.
Undervejs har jeg taget masser af billeder af detaljerne, som jeg vil sætte ind i dokumentet med fremgangsmåden, som jeg efter bedste evne har forfattet. Billederne i indlægget kan klikkes større, hvis man er nysgerrig efter at kigge nærmere på det hele.
Jeg er rigtig glad for, at jeg lærte at lave en lynlås i præcis den størrelse, jeg har brug for; det vil jeg kunne bruge i andre sammenhænge, bl,a. til taskelommer med mål skræddersyet til bestemte ting.

StrikketilbehørsmappenStrikketilbehørsmappen

Og jo, det er total afslapning for mit vedkommende, at jeg har syet hele dagen.
Det klør i fingrene for at sy en til, men jeg kan ærlig talt ikke rigtig se, hvad jeg skal bruge den til … er der en, der vil købe sådan en mappe? Den bliver dyr, for det tager saftsusemig lang tid at sy den. Ditte – jeg glæder mig til at vise dig hvordan!

15. november 2014

Projektmappekursus

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:28
Tags: ,

P1040086Puuuhhh, jeg er træt i hovedet. Det er længe siden, jeg har skullet suge ny viden til mig i 8 timer i træk. Okay – 4 + 3½, for der var frokost, men det føltes alligevel som 24, da dagen var overstået og John kom for at hente mig.

Ragnhild, som ejer Den Lille Lade i Ejstrupholm, er en fantastisk kvinde, som formentlig kun har 24 timer i døgnet som alle andre, men hun når mere, end vi andre ville kunne nå, selvom vi havde det dobbelte. Hun har ingen ledige weekender på denne side af påsken; Hun modtager hele busfulde af folk til foredrag eller hun afholder eksterne kurser; hun afholder kursus i sin butik i dag og i morgen. På mandag skal hun aflereve 12 tasker, som hun godt nok har klippet, men endnu ikke syet. Vi var seks på kurset, og man kunne efter denne sidste erklæring finde seks underkæber nede på gulvet.

P1040075

Hun har den mest velassorterede patchworkbutik, jeg til dato har set; hun har værksted, galleri og café.
Hun lavede kaffe, havde bagt rundstykker til morgenkaffen og lod os sidde og arbejde for os selv i en halv time, mens hun gik i cafeen og lavede en lækker kyllingeburger (hjemmebagte burgerboller, naturligvis!) med tzatiki til os til frokost.
Hun er kun et par år yngre end jeg er, så hendes børn er voksne, men hun er plejemor til to piger på (nu) 22 og 18 år. Den yngste af dem bagte muffins til os eftermiddagskaffen.
Hun havde gang i meget, meget mere – alene at høre om det kunne gøre mig træt, og der var vi ikke engang rigtig startet på selve kurset endnu …

P1040080P1040081

Jeg fik produceret næsten en hel projektmappe. Noget af færdiggørelsen/finishen sprang jeg over, for de teknikker kunne jeg i forvejen, og da kurset indeholdt nok ny viden til at burde vare en hel weekend, lavede jeg nogle halve eller trekvarte ting, men nåede derfor også som den eneste at komme alle de nye teknikker igennem i løbet af dagen, hvilket jeg var virkelig glad for. Jeg har lært mange snedige fif og lækre små detaljer, der gør, at jeg vil kunne få noget til at se professionelt ud i stedet for at se lige lidt for hjemmesyet ud – sådan noget kan vi godt lide. Jeg gav mig tid til at skrive meget ned, hvilket jeg ved, jeg bliver glad for senere – de andre sagde hele tiden “Ih, jeg burde skrive noget af alt dette ned, men jeg synes ikke, jeg har tid til det, for så får jeg ikke syet lige så meget”. Jeg tror de fortryder, at de ikke tog sig den skrivetid, men tænkte, at det må de da selv om.
Ragnhild anbefalede at lave en mappe til inden for meget kort tid, så det hele kan nå at sætte sig fast i vores små overbelastede hoveder, hvilket jeg kun kan give hende ret i er en absolut nødvendighed, så Ditte: Skal du på ‘kursus’ hos mig, skal det nok ikke vare for længe … og et par timer er overhovedet ikke nok – det ville være perfekt, hvis du kunne tage med til Sverige, når vi tager derop 4.-8. december – i hvert fald i et par af dagene, men det må vi lige tale om. Jeg har forberedt John på, at jeg skal sy og sy og sy næste gang vi er deroppe.

2. februar 2014

Jeg troede han var død, men i stedet er der to af ham …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:13
Tags: , ,

Elvispar

Naturligvis betyder ‘elvispar’ elpiskere, men fordi ordet havde stort begyndelsesbogstav, snød det lidt, og jeg måtte lige kigge et ekstra sekund, inden det gik op for mig, at det nok alligevel ikke var fordi Mediamarkt i Kristiansstad havde et par Elviser stående på hylden.
Det kunne ellers have været sjovt …
Vi kørte til Mediamarkt, fordi Johns nye pc ikke kunne være i hans gamle pc-taske. Det er ikke sådan, når udstyret hele tiden skal være større og større. Sidste gang var han tilfreds med en 16”-skærm; denne gang skulle den være 17,3”.
Der var derfor kun tre tasker, der var store nok, og de to af disse passede godt nok pc’en, men ikke herren, og så var der én! Som stadig var lidt af et kompromis … der var temmelig mange at vælge mellem til 16”-skærme, så hvorfor der ikke er et større udvalg til 17,3”, undrede os lidt, da der var mange mærker med den skærmstørrelse.

Jeg ligger og roder lidt rundt på gulvet indimellem. Det ser langt fra så elegant ud, når jeg skal op derfra, som det engang gjorde.
Det er altså ulogisk, at der bliver længere og længere op dernedefra, når man med årene skulle blive kortere og kortere!

Dobbelt dækkeserviet Flying geese - grøn (2)  Dobbelt dækkeserviet Flying geese - grøn (3)

Denne Flying Geese-dækkeserviet bliver holdt i en slags grønne farver på off-white hør; inspireret af Susanne.
Der gik en del mere stof til, fordi jeg var nødt til at klippe, så det passede med mønsterrapporterne; det ville have set temmelig fjollet og meget uprofessionelt ud, hvis trekantmønstrene ikke havde været symmetriske. Synes jeg. Nogle ville måske være ligeglade og tænke, at det er en del af patchwork-princippet.

1. februar 2014

Hvad hedder gering i syterminologi?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:39
Tags:

Dobbelt dækkeserviet Flying geese (8)Det er stadig indevejr, så jeg kastede mig over at sy en dobbelt dækkeserviet til det lille bord ved vinduet. Jeg fandt et oplæg, der var så grimt i farve- og stofvalg, at jeg nær havde overset det og dermed de muligheder der er, når man har pæne og matchende stoffer at lege med.
Det er en variant af det klassiske Flying Geese-mønster (‘gæssene’ er foldede og ikke syede på vanlig vis), men det kunne man næsten heller ikke se … det er ikke helt min stil med denne vilde mønsterblanding.

Dobbelt dækkeserviet Flying geese

Dobbelt dækkeserviet Flying geese (1)

Ikke fordi jeg ikke kan lide farver, men jordfarver passer bedst til stuen i Sverige. Bemærk (som jeg før har nævnt) de næsten helt ens, men farvematchende stoffer.
Jeg havde yderligere to stoffer mage til, men der skulle kun bruges fire.
Bundstoffet er hør, jeg købte sidst jeg var i Stof & Stil – hør kan bruges i mange sammenhænge og er godt at have på lager.

Afslutningskanten med fine mitered corners – hvad hedder det på dansk? John ville sige ‘med gering’, men det er et tømrer/snedkerudtryk, så hvad hedder det på sysprog? Det er fjollet og virker lidt højrøvet, at jeg i mange tilfælde kun kender de engelske udtryk, men langt de fleste af mine kilder, enten i bogform eller fra internettet, er engelsksprogede.

Dobbelt dækkeserviet Flying geese (2)

Det færdige resultat ser således ud. Synes I det er nemt at se, at det er samme mønster som øverst til højre?
Af resterne kunne der blive et par af de sædvanlige grydelapper, så der kan komme lidt flere på lager.

P1040519

En herlig dovnelørdag, med andre ord.
Jeg kalder det en dovnelørdag, når jeg kan nøjes med at lave noget, jeg synes er sjovt, og blæse højt og flot på rengøring og lignende kedeligheder.
I går lavede jeg slowfood til flere dage, så jeg skal ikke engang tænke på menuen til i aften.
Nu tror jeg, at jeg vil starte på endnu en dobbelt dækkeserviet – den var meget sjov at lave.
Det store spørgsmål er nu bare, hvilken farveskala jeg skal køre med denne gang.
Beslutninger, beslutninger, beslutninger …

23. december 2013

I denne søde ventetid

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:35
Tags: , ,

PræcisionsarbejdeI denne søde ventetid – som er lige så lang for mig i dag, som den 24. december er for børnene – må man finde på noget at beskæftige sig med, så jeg gjorde hele huset rent. Jeg hader af et godt hjerte at gøre rent, så det var såmænd ikke fordi tiden gik så fantastisk hurtigt af den grund, desværre … tværtimod.
Det var ikke desto mindre en nødvendighed, så der var ingen vej udenom.
Lægen sagde, at når jeg skal genoptrænes, skal jeg sørge for at foretage mig noget, hvor jeg mister pusten.
Det er ikke spor svært – jeg skal bare støvsuge og vaske gulve, så er jeg fuldstændig smadret. Hvem behøver fitnesscentre?

Alting har en ende, selv gulvvask, så jeg satte mig til at sy endnu et par grydelapper, der krævede lidt mere koncentration end de sædvanlige, jeg har lavet så mange af.
Når der så oven i købet er en fejl i opskriften, er koncentrationen ekstra nødvendig, men det lykkedes, selv om fejlen bevirkede, at der kun lige akkurat var stof nok, og det kun med lidt ekstra sammensyninger af yderkanterne, hvilket man heldigvis ikke kan se i netop det stof, medmindre man kigger virkelig godt efter.

Præcisionsarbejde (1)Præcisionsarbejde (2)

Det var præcisionsarbejde, der ville noget; det tog mig også næsten tre gange så lang tid at sy dem, som det normalt tager mig at sy et par grydelapper. Tænk, hvis man skulle have bare minimumstimelønnen for den slags, så ville sådan et par stå i 6-700 kroner, og hvem ville mon være villig til at betale det?

Nu har John hentet Pernille i Hässleholm, og englænderne ankommer ifølge en vis Mr TomTom om en halv time. Lammestegen dufter fra ovnen, juledekorationerne er tændt, her lugter let af brænderøg – mest fordi jeg havde åbnet komfurlågen for at få genoplivet ilden, som jeg lige havde glemt at holde ved lige – men det er så lidt røg, at det kun øger den hyggelige stemning i huset.
De havde i øvrigt haft en skøn og fredelig overfart, så alle mine krydsede fingre har søreme virket.
I fredags var det stormvejr i England, i nat var det stille på Nordsøen og i morgen lover de så meget blæsevejr, at Storebæltsbroen er i fare for at blive lukket. Det er heldigt for os, at det først kommer i morgen, men det må kunne skabe en del forsinkelser for juletrafikken, så jeg håber ikke at spådommene går i opfyldelse.

Må I, der skal ud i juletrafikken, komme trygt og sikkert frem – og må I alle få lige præcis den jul, I ønsker jer.

P1020412

16. december 2013

Fyrre fede kvarte & fire friske fyre

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:58
Tags: , ,

Okay – de to af ‘fyrene’ er Inge og undertegnede, men nu havde jeg besluttet mig for at holde fast i en næsten ren F-overskrift.
Jeg havde fået anbefalet restaurationskæden Bone’s af en veninde, som farer land og rige rundt med sin meget rideferme datter. Er der en Bone’s i byen, spiser de der, for så ved hun, at de altid får et godt stykke kød.
Jeg lovede mig selv at afprøve Tinas påstand ved lejlighed og den lejlighed var nu, for jeg gad ikke lave aftensmad.
Fik en lys ide og sms’ede Inge for at spørge, om de var friske på at holde os med selskab. Jeg ved, de er friske, men det kunne jo være, at de skulle noget andet … hvilket de dog ikke skulle, så det bliver en hyggelig aften i det bedste selskab.

Fyrre fat quartersDa vi landede fra Sverige, lå der to pakker og ventede på mig; den ene var en vingave som tak for en lille oversættelsesopgave fra mit gamle arbejde.
Det var faktisk helt hyggeligt at arbejde seriøst for en gangs skyld – de må gerne sende flere opgaver til mig.
Den anden pakke var fra Shabby Fabrics i USA; min absolutte yndlings-stofbutik. Ingen over og ingen ved siden af, hverken hvad angår stoffer eller pris. Pakken indeholdt bl.a. disse 40 Fat Quarters.
Toldvæsenet opdagede mig ikke denne gang – det er fjerde gang i træk, så statistisk set snupper de mig næste gang. Det er ærgerligt hver gang, det sker, men selv om jeg skal af med en farlig masse penge i told og skat, kan det stadig sagtens betale sig at købe i USA.
Jeg har dog læst et eller andet sted, at hobbyting er fritaget for told, men om det passer, ved jeg ikke – jeg gider egentlig ikke brokke mig, så længe de i snit nøjes med at knalde mig hver femte gang.

Fyrre fat quarters (1)

Endnu et eksempel på, hvordan farverne bare matcher perfekt, og hvordan det samme stof fås i mange nuancer, der (også) passer fint sammen.
Denne pakke kalder de Vin du Jour, og på billedet man ser hvorfor – øverst et såkaldt panel med motiver til at skære ud og placere på strategiske steder, som fx midt på et par grydelapper til en, der holder af vin. Dem kender jeg en del af …
Resten af stofferne kører meget i bordeaux og dertil matchende nuancer. Jeg kan næsten ikke vente med at gå i gang med at bruge af stofferne – det er lige så jeg ryster på hænderne af bar’ forventningsglæde. Er jeg så narkoman? Stofnarkoman? Der er oven i købet nåle involveret …

DækkeservietDækkeserviet (1)

I Sverige nåede jeg næsten at blive helt færdig med disse fem dækkeservietter. Har man seks matchende FQs, kan man lave fem dækkeservietter plus en bordskåner. Normalt laver jeg fire, plus matchende grydelapper, men jeg jeg havde en bestemt familie med tre børn i tankerne, da jeg satte disse i gang.

15. december 2013

Mørkets sysler

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:39
Tags: , , ,

Det er ikke, fordi jeg er blevet kriminel eller har fået andre lyssky tilbøjeligheder siden sidst, men eftersom det har været stort set mørkt stort set hele dagen, må alt, hvad vi har foretaget os, med rette kunne kaldes for mørkets sysler. 
Juledekorationerne blev kreeret nede i kælderen, for jeg kan ikke foretage mig den slags uden at svine noget så gevaldigt til med stikkende gran- og enenåle, så i stedet for at gøre et helt køkken rent bagefter, ville jeg gøre livet lidt nemmere for mig selv ved at rode med stadset nede i kælderen.

Juledekorationerne

Syltereolen 2013Jeg har måttet snyde, for jeg har kun lavet fire dekorationer, men collageprogrammet kræver minimum syv billeder for at ville arbejde.
Dekorationerne får lov til at blive stående nede i kælderen, til vi kommer igen om seks dage. Jeg har det lønlige håb, at de så vil holde sig bare lidt bedre. Huset skoven er ikke nemlig ikke leveringsdygtig i dryssefrit ædelgran; kun i almindelig rødgran, som så skrækkeligt hurtigt begynder at smide nålene.

Da jeg nu alligevel var nede i kælderen, benyttede jeg mig af lejligheden til at få systematiseret alt mit sylteri og gjort status over, hvad der måtte være tilbage fra sidste år – hvilket heldigvis kun var et enkelt glas syltede kvæder, ditto havtorn/æble. to glas af den chutney, som Hasse var helt vild med, og endelig fem glas æblegele.
John er overbevist om, at vi har syltede sager nok til de næste 10 år, men det skal nok blive spist før – om ikke andet, så med andres hjælp … det var meningen, at noget af det skulle bruges til værtindegaver i løbet af 2014. Mine søstre får noget til jul, og Charlotte får nogle glas blomme-abrikosmarmelade med hjem til England.

Endelig blev det til lidt mere syning i løbet af dagen – nu har jeg vist også julegrydelapper nok – fire par – men det er så hyggeligt at sidde og sy dem, mens John sidder og ser storslalom, super-G og ski-cross.
Sættet til venstre tror jeg, at Rasmine måske vil kunne lide. Nissemor synes om begge slags … hun smiler i det mindste sødt, mens Nissefar ser noget skeptisk ud.

P1040256P1040246

14. december 2013

Vaniljemedaljoner

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:10
Tags: , , , ,

Forleden dag bagte Annemarie vaniljekranse uden at have de autoriserede værktøjer til konstruktionen af dem, hvilket inspirerede mig til også at få nogle vaniljekranse i hus til julen – jeg gik blot et skridt videre og gad ikke rulle stænger, som kunne samles til ringe.
Da jeg sagde til John, at vi blev nødt til at finde et andet navn til dem, da ‘vaniljekranse’ er yderst misvisende i dette tilfælde, kom svaret øjeblikkeligt: “Vaniljemedaljoner, selvfølgelig”.
Ja, selvfølgelig. John tilbød storsindet at bore hul i dem allesammen mod at få lov til at spise ‘hullerne’ undervejs. Det mente jeg dog ikke var nødvendigt … vi klarer os med det udseende, de nu engang fik.

Vaniljemedaljoner (2)

Jeg lavede dejen efter Mette Blomsterbergs opskrift, men gangede portionen op, så jeg brugte en hel pakke smør i stedet for 200 gram, hvilket efter MBs anvisninger skulle give 43 vanillekranse. Ovenstående viser den ene plade af to; jeg fik 73 småkager ud af det. Uden hul i midten, hvorfor et kvalificeret gæt er, at jeg ville have fået mindst det dobbelte ud af det i forhold til MB – hun må lave nogle kolossalt store vaniljekranse, den unge dame!
Udseendet er aldeles ligegyldigt – de smager hamrende godt, siger både undertegnede og overdommer John.

Julegrydelapper (2)Julegrydelapper

Lidt julegrydelapper er det også blevet til. Man bedes bemærke det blærede i, at de to stoffer i lapperne til venstre har det samme mønster i matchende nuancer. Dem har jeg flere af, så lige om lidt er jeg på vej til at sy et par til … det er rart at have lidt at forære væk af.
Jeg har lokket John til at blive her til mandag i stedet for at køre hjem søndag, så juledekorationerne bliver først lavet i morgen. Jeg har hentet gran og ene, men det er meget vådt endnu og har kun godt af at ligge et døgns tid og tørre.

2013 december 14 (2)

Vejret har været ret ugennemsigtigt i dag, så alt drypper af væde, selv om det ikke direkte har regnet.

13. december 2013

Gardinsyning med forhindringer

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:01
Tags: ,

Nye køkkengardiner december (2)For et par måneder siden blev jeg, i forbindelse med, at jeg malede træværket ved alle vinduerne hvidt, enig med mig selv om, at 17 år er længe nok for køkkengardiner at eksistere.
Egentlig havde jeg forestillet mig hvide gardiner med små, blå, stiliserede blomster, som pænt kunne matche de meget svenske porcelænslamper i køkkenet, men det viste sig at være noget nær en umulig opgave at give mig selv, eftersom alt inden for gardinmønstre i år er stormønstret 60’er-stil. Completely out of the question.
Jeg gik på nettet; kunne ikke finde noget som helst brugbart i Danmark, men eftersom England er verdensberømt for blomster i alverdens afskygninger, ledte jeg der i stedet og fandt da også nogle, der næsten var, som jeg havde forestillet mig, men forretningen ville ikke sende til Danmark.
Ikke noget problem; jeg bestilte dem sendt til Charlotte, som kan tage dem med til DK i julen.
Dagen efter jeg havde afgivet ordren, fik jeg en mail om, at de havde annulleret den, da de “desværre ikke accepterede udenlandske kreditkort”.
Nye køkkengardiner december (1)Nå. Øv. Jeg måtte have fat i C, om ikke hun både kunne bestille og betale for det stof – det ville der ikke være noget problem i, men inden jeg nåede så langt, begyndte jeg at rydde op i alt mit stof.
Og der lå det jo!
Et stof, jeg havde købt for flere år tilbage for at sy mig en tunika; et projekt, som forblev teoretisk, og stoffet gik i glemmebogen.
Det var måske ikke 100 % præcis, hvad jeg havde forestillet mig, men det var langt bedre end alle dem, jeg havde set herhjemme og kunne oven i købet konkurrere med det engelske stof. Det passede til og med lige nøjagtigt med den mængde, jeg skulle bruge.

Det blev naturligvis hevet med til Sverige i onsdags og i dag blev de syet og hængt op.
Nu har jeg kun syet i omegnen af 40-50 tasker, 150 dækkeservietter, 12 vægtæpper, 7 sengetæpper, et hav af grydelapper og puder, nogle te- og bodum-kaffehætter, for slet ikke at tale om samtlige gardiner til de fem boliger, jeg har haft siden jeg flyttede hjemmefra. Plus her til svenskerhytten.
Det er ikke en erfaring, der er værd at tale om, men det nemmeste i hele verden er at sy gardiner, så hvorfor i pokker og bande, svovle, grumle, sparke sig selv, blev det ene af de to sæt syv cm for kort, mens det andet passede som fod i hose?
Jeg har målt omhyggeligt og klippet lige så omhyggeligt, men da jeg hængte dem op for at skulle måle præcist hvortil jeg skulle lægge dem op, gabte de et pinligt stykke over vindueskarmen.
For hunne, hvor jeg bandede – det ville se fuldstændig tåbeligt ud at øge dem, så hvad pokker skulle jeg stille op?

Nye køkkengardiner december (3)

Det endte med, at jeg ‘lagde dem op’ uden at bukke stoffet, men med en tæt søm, der forhåbentlig forhindrer stoffet i at trevle, og John kunne sænke gardinstangsholdene lige præcis så meget, at min kvajestreg kun vil kunne opdages af meget skarpe øjne.
Som fx Charlottes, men hun vil bare grine lidt, ved jeg. Hun ved godt hvordan det er, når man tror, at noget kan køre på rutinen og så går så grueligt galt.
Nu mangler vi bare at male væggene hvide, men det bliver først til foråret.

16. november 2013

Forberedelser

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:53
Tags: , ,

Forberedelse til brunkager.
Det har jeg aldrig prøvet at lave selv, men i et blad fulgte der en pose brunkagekrydderi med, så jeg fik lyst til at forsøge mig … husker, at min gamle faster altid selv lavede brunkager og klejner, og de smagte begge naturligvis meget bedre end de færdigkøbte. Jeg husker det, som at hun hvert år bagte 6-8 forskellige slags småkager til jul. Så langt når jeg aldrig.
Jeg fulgte brunkageopskriften til punkt og prikke, og nu står dejen i køleskabet til i morgen eftermiddag, hvor den skal rulles til tykke pølser, som skæres i tynde skiver … er ret spændt på, hvor meget tykkere dejen bliver, for som den er nu, er den ikke tyk nok. Den fla’er u’ … langsomt, men sikkert, er der en meget træg bevægelse i den. Den skulle have være formet til pølser, inden den kom i køleskabet, men det opgav jeg på forhånd.

Forberedelse til rullepølsefremstilling.
imageInternetbestilling af nitritsalt – både for at få julerullepølsen fint rødlig og for at forebygge botulisme.
Sidste år købte jeg det hos min slagter, men han tog ågerpris for det, og det i sådan en grad, at det i dag virkede billigt at give 39 kroner for 950 gram. Alternativet, hvis det skal gøres til en billigere kilopris, er at købe 25 kilo i Metro, hvilket jeg synes er lige i overkanten. Jeg kender ikke 10 personer, der bruger nitritsalt, og som jeg kan dele med, og jeg hverken kan eller vil opbevare 25 kilo.
Samtidig investerede jeg i en krydderurtesaks: fem sakse i én. Smart tænkt. Helt sikkert aldeles undværlig – jeg har da undværet den indtil nu, men kunne ikke stå for den.

Forberedelser til tæppet til den nye sovesofa.
Skabeloner tegnet og klæbet på pap. Stof fundet frem. Godt man har stof i rå mængder, så det bare er at dykke ned i farveskalaen og finde de blomstrede stoffer på hvid/lys baggrund frem.

P1030912

Bemærk betrækket til strygebrættet … det gamle havde længe trængt til udskiftning, og da Kvickly havde dem på tilbud i forrige uge, tilbød John at køre til Roskilde og få fat i et til mig.
”Hvordan skal det se ud, hvis jeg har mulighed for at vælge?”
”Bare tag det mest neutrale og/eller diskrete.”

Jeg har IKKE spurgt, hvordan de andre betræk så ud … John havde ingen problemer med at tyde mit ansigtsudtryk, da han kom hjem med dette, men han påstod hårdnakket, at dette hundepote-noget var det mindst hysteriske strygebrætbetræk!

25. oktober 2013

Forberedelser af forskellig art

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:55
Tags: , ,

IMG_3635For første gang i vores karriere har vi begravelsestøj med på en ferie.
I morgen skal vi mødes med englænderne på Djursland og bo i et stort og dejligt (håber vi) sommerhus til på næste lørdag, og på mandag skal Johns far bisættes, så vi får lige en ekstra køretur og englænderne får en fridag.
I formiddags, da John tog sin habit frem (det er ikke noget, han har i stribevis af), bad jeg ham om at prøve den – han har nemlig tabt godt 10 kilo siden han stoppede med at arbejde, hvilket vi tilskriver den megen stillesidden, de usunde mellemmåltider og ditto ‘frokoster’, han fik alt for meget af som taxachauffør, og som han nu ikke længere indtager.
Habitten var alt for stor, så der var kun én vej: til Roskilde for at investere i en ny.
Det var så heldigt, at Wagner i denne uge har “Tag 3, betal for 2”, så John fik en – oven i købet ret dyr – skjorte med aldeles gratis. Lidt heldig har man da lov at være.

IMG_3637I morgen aften … hmmm … vi skal have lidt lækker mad for at fejre gensynet … jeg gider ikke stå og bruge de første timer af vores dyrebare tid i køkkenet, og vi mødes først omkring ved 17-tiden … hvad gør en klog?
John foreslog min La Buca-lasagne.
Først tøvede jeg – den er ganske rigtigt meget, meget lækker, men den tager 100 år at forberede.
På den anden side … jeg har jo i dag til det. Charlotte har også ønsket den et par gange, når de har været hjemme, men jeg er behændigt gledet udenom pga. besværet, så okay da – jeg gør det.

Historien bag La Buca-lasagnen er lidt sjov: Det var i forbindelse med et vinklub-arrangement for efterhånden mange år siden (den vinklub har altså skaffet os rigtig, rigtig mange gode oplevelser gennem årene) på restaurant La buca degli artisti på Godthåbsvej i København, hvor Per Udsen serverede et særdeles underholdende foredrag om La BucaBarolo- og andre Piemontevine, og hvor restauranten serverede den bedste lasagne, jeg nogensinde har fået.
Jeg spurgte derfor tjeneren, om jeg kunne få opskriften, for den var SÅ meget anderledes end den lasagne vi kender, og jeg kunne ikke gennemskue hvad der var i.
Tjeneren sagde, at opskrift som sådan fandtes ikke, for Mama stod i køkkenet, og hun lavede altid al maden efter gehør og hvad hun lige havde for hånden af ingredienser, men han ville da gerne spørge Mama, hvad hun havde kommet i.
Som lovet, så gjort, og jeg gik hjem og eksperimenterede – kom faktisk allerede i første forsøg frem til noget, der mindede så meget om originalen, at jeg godt kunne være den bekendt, men når man som jeg ikke bryder sig om halvfabrikata, tager den altså som sagt virkelig lang tid med den hjemmelavede tomatsauce, ditto bechamelsauce og italienske kødboller. Udsaltede og derefter olivenoliestegte auberginer.
Jeg er virkelig en helt – det tog tre stive klokketimer i køkkenet, inden den var lagt færdig og parat til at komme i ovnen – dette sidste sker selvsagt først i morgen.
Jeg gav dengang opskriften videre til nogle kolleger, der havde været med på La Buca, og de roste plagiatet, men sagde, at det dog var frygtelig besværligt og at de fremover ville bruge færdig tomat- og bechamelsauce. Det nægter jeg altså – det er aldrig lige så godt. Pasta. Basta …

Nu er den lavet og jeg håber alle bliver glade for, at John endelig har taget mig sammen til det.
I morgen bliver det jo skønt nemt, når jeg bare skal sætte et fad i ovnen.
Skulle en modig sjæl blandt jer have lyst til at kaste sig ud i det, kan billedet klikkes større. Jeg vil lige nævne, at jeg ikke længere steger de små frikadeller på en pande, men i ovnen. Det gjorde det da lidt nemmere …

Det øverste billede er Ella-tæppet, der nu har fået en fin lille, lodden bamse på det umage felt.

22. oktober 2013

Ringen er ved at sluttes

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:36
Tags: ,

Ellas babytæppe er parat til afhentning.

IMG_3607

Først besluttes der en bundfarve … dvs. … besluttes og besluttes … ordren gik på “lutter blå nuancer”, så man kan ikke sige, at jeg havde frit spil. Hvert andet felt skal være ensfarvet for at give lidt ro, synes jeg. Bare for at få lov til at tage en beslutning.

IMG_3618

Lede blandt alle stofgemmerne … hvad har vi? Det blev til bamsestof i midten og blomstret stof i siderne. Naturligvis manglede jeg stof til én tern, men jeg ville bruge det stof, så jeg lader bare som om, at det øverste, venstreste lyse felt er planlagt lige fra starten …

IMG_3620

Sy sammen, sy kanter på og stryg lidt tyndt pladdervat på bagsiden.

Ellas sengetæppeEllas sengetæppe (1)

Monteres med samme bagsidestof som bundfarven. Maskinquilt gennem alle mønsterfelterne og sy kendingsmærke på bagsiden. Finito.
Nok ikke det mest krævende arbejde rent håndværksmæssigt, ej heller det mest imponerende på andre måder, men jeg ville lave det så enkelt som muligt og helst i lidt retroagtig stil.


Hvorfor skrev jeg “ringen sluttes” i overskriften? Det gjorde jeg, fordi vi ikke har Johns far i morgen, lød sygeplejerskens besked for en times tid siden, så dette indlæg illustrerer yngstes spæde start på livet og familiens ældstes afslutning på det.
John og hans bror er her lige nu for at få lidt at spise, men så snart de har gjort det, tager de af sted igen til sygehuset. Mest for at være der for søsteren og for Ruth – far er vist uden for rækkevidde nu, men hvem ved, hvad der opfattes i de sidste stunder?
Han er bedøvet af morfin, for han har stærke smerter pga. udsivende væske i bughulen, og hans aortaaneurisme har en revne, så det er virkelig kun et spørgsmål om timer nu.  
Det er ikke en tragedie i hans alder, og vi har været forberedt de sidste par år på, at det pludselig kunne ske pga. førnævnte aortaaneurisme, men det er selvfølgelig alligevel lidt underligt nu, hvor det er så tæt på. John har helt naturligt de samme tanker som jeg havde for godt to år siden, da min far døde: Nu er jeg den ældste i den ældste generation i familien og sidder yderst på pinden.

21. oktober 2013

Planer er til for at ændres … igen

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 19:57
Tags: , , ,

Vi kørte lidt tidligt fra Sverige for at nå omkring Kivik og se mosteriet i arbejde. Der er åbent på hverdage fra 10-17.
Hvor ER det dog fedt at have fri, når andre arbejder … dengang, vi kun kunne tage derop i weekenderne, var den slags oplevelser jo udelukket.

Det blev bare ikke sådan … vi havde kun kørt  i små 10 minutter, da svigermor ringede og fortalte, at Johns far var blevet indlagt tidligt i morges, og at sygehuset havde ringet ved 13-tiden og bedt de pårørende om at komme.
Det lød alvorligt, så vi droppede naturligvis Kivik og satte kursen mod RASK, som vi stadig kalder Roskilde Amts Sygehus Køge – det er sådan et herligt navn, så selv om amterne er en saga blot, forsvinder det nok ikke fra folkemunde.
Svigerfar er ikke helt ung længere (89) og har længe skrantet. Krisen var dog overstået, da vi endelig dukkede op, så efter 2-3 timer kørte vi hjem igen. Det gjorde svigermor og Johns søskende også, men vi forlader selvfølgelig ikke telefonen så længe vi ikke rigtig ved hvor det bærer hen.

Sverigesopholdet har denne gang, som før nævnt, mest stået i rekreationens tegn – John er heldigvis næsten fuldt restitueret nu, og jeg er gået ind i anden uge efter kemo og har det derfor også efterhånden helt godt igen.
Energien har således ikke været til meget mere end at træde på symaskinespeederen og stå ved strygebrættet eller klippebordet – for mit vedkommende, altså … her har John ikke rigtig blandet sig … fem par grydelapper plus babytæppet blev det til, så jeg føler ikke, tiden har været spildt, men motionsmæssigt er der afgjort grund til at ryste på hovedet og manende løfte pegefingeren.

Min blå periode (1)Min blå periode (2)Min blå periode (3)

Jeg er åbenbart inde i en blå periode – uden i øvrigt at have ønske om at sammenligne mig med en vis Hr. Picasso – billederne er taget under forskellige lysforhold, så jeg har forsøgt at farvejustere lidt på bagkant for at illustrere, at alle de blå nuancer er i fuldkommen identisk farvetone. Det er det, de kan hos Shabby Fabrics i USA: de passer ikke bare nogenlunde sammen; de passer 100 % sammen, hvilket giver en smaddergod effekt, når man syr patchwork.

I gang med maltdelen 2I gang med maltdelen 3

Omme i England går de ind for børnearbejde … der arbejdes hårdt på sagen med at renovere den gamle maltdel og forfremme den til granny flat.
I princippet er de ikke engang begyndt endnu; de er bare ved at gøre parat til en, der skal komme i morgen og se på sagerne. Tim havde sendt en del billeder, som lå og ventede på mig, da vi kom hjem her til aften.
Yes, great, it’s coming on well and the Surveyor is measuring it tomorrow for the architect’s drawings. See you Sat! Smile
Huset er jo totalfredet, fordi den ældste del er fra 1410, så de må intet foretage sig uden fredningsmyndighedernes tilladelse. De er ikke bekymrede for, om de får lov; det er alt andet lige bedre, at man gør noget, end at det bare får lov at forfalde, men enhver lillebitte detalje skal godkendes.
Det vil derfor sige, at de tidligst kommer rigtigt i gang i løbet af foråret, og hvor lang tid selve arbejdet så vil tage, har jeg ingen ide om.

Tror I lige, vi glæder os til den står indflytningsklar?

Næste side »

Skab en gratis hjemmeside eller blog på WordPress.com.