Sew and tell

Overskriften er inspireret af børnebørnenes show and tell fra børnehaven og forskolen – tag et eller andet med, som betyder noget for dig og fortæl os andre om det.
Syning betyder noget for mig, og jeg har syet et hav af tasker. Mange er foræret væk, nogle er solgt og andre igen bruger jeg selv.
Det kom derfor noget bag på mig, at jeg måtte give op på The Ultimative Wallet med de 28 kortlommer. Jeg forstod simpelthen ikke, hvad hun mente, og jeg er som sagt ikke ligefrem en novice. Jeg skrev forleden, at jeg pillede op flere gange, men jeg fandt ud af, at hun gudhjælpemig omtalte den samme ting med forskellige betegnelser, og hun nævnte intet om, hvilke sømme der skulle lægges til eller over hvilke sømme. Det mønster har jeg betalt penge for! Hrmpf. Det er yderst uprofessionelt.
Jeg har forsøgt flere gange at gennemskue det, og jeg har virkelig nærstuderet fotografierne, men lige meget – eller lidt – hjælper det. Det gør det heller ikke bedre, at hun har valgt noget småmønstret, mutltifarvet stof, der flyder helt sammen på billederne. Jeg er ikke imponeret. 

Nu har jeg fundet et andet mønster. Her er der 27 kortlommer, så det går nok med at undvære den ene – og inden I løfter øjenbrynene for højt, vil jeg understrege, at jeg har brug for stort set alle lommerne. De viste billeder er ‘inderpungen’, med otte lommer. På bagsiden er der otte andre lommer, og så kommer ‘yderpungen’, som jeg endnu ikke har syet, med de sidste 11 lommer samt mønt- og seddelrum m.m. Bag kortlommerne er der lidt større rum til fx kørekort.
Se, den kan jeg finde ud af! Mønstret er på 35 sider, fordi der er ikke mindre end 90 billeder til at illustrere og supplere teksten. Perfekt og professionelt.

 

Pungen kommer til at matche den mobiltelefontaske, jeg også lige har syet. To af …
I mønstret stod This little phone purse is perfect for any phone 3” x 6” or smaller.
Glimrende, tænkte jeg – min telefon måler præcis 3” x 6”.
Det gjorde det indvendige taskemål så ikke – den blev alt for lille. Hrmpf igen.
Jeg måtte derfor i gang med at øge målene, så tasken kunne komme til at passe til min Samsung. Heldigvis var det et nemt mønster, så det gik hurtigt og strygende, og hvad der var endnu bedre, passede den for min telefon for lille taske så godt til Dittes iPhone, at man skulle tro, den var syet til den, og hun ville meget gerne have tasken.
Der er to kortlommer og et møntrum, så i princippet behøver man kun denne taske, når man skal i byen.
I princippet, sagde jeg …
Der er jo en grund til, at jeg vil forsøge mig med den med de mange lommer.

Vi slutter lige med dagens morgenstemningsbillede.
Selvom solen så kæmpestor og rød ud for os, var der for meget lys i den til kameraet, men det blev ganske nydeligt alligevel.

Reklamer

Det er i dag et vejr …

Det er fuldstændig fantastisk, at man kan have sådan et vejr den 13. oktober. Vi har haft 21°, fuld sol og næsten vindstille. Det er et vejr og en temperatur, der passer mig særdeles fremragende – meget bedre end den ulideligt varme sommer, vi havde i år.
Ditte og jeg stoppede syseminaret i går præcis klokken 17:35, hvor Peter ankom. Netop som han drejede ind, syede hun de sidste sting på den øverste kant på den flotte, blå taske, som ses på billedet. Den mangler kun nogle knapper på sidelommerne, men dem har hun hjemme¨hos sig selv, så de kunne i sagens natur ikke blive syet på her.
Det var perfekt timing.
I formiddags kørte vi en tur til Vallø slotspark, som Ditte og Peter ikke mindes at have set før. Efterårsfarverne er så smukke nu – vi talte om, at der da vist er mere knald på farverne, end der plejer at være … at der er flere og kraftigere røde farver end normalt. Eller skyldes det bare det gode vejr, at det synes sådan?

Den røde farve herover er dog ganske normal både for årstiden og for planten, da det er hjortetakstræer, vi ser her ved siden af Valløs voldgrav.
Vallø slot har ikke den mest imponerende park i kongeriget, men dens mange kæmpestore solitærtræer gør den alligevel lidt speciel, og i sådan et vejr er alt jo smukt.
Det blev Vallø, fordi vi havde et ærinde i Strøby Egede, og desuden havde vi booket et bord til frokostbuffeten på Traktørstedet Bøgeskoven ved Gjorslev gods. Det (traktørstedet, altså) har eksisteret siden 1875, men var lukket i nogle år.
Det er det ikke mere, og det går vist udmærket for stedet. Det er der heller ikke noget at sige til, for det ligger ret godt ved vand og ved skov.
Vi sad udenfor og spiste. Det har jeg ikke gjort før på denne årstid – i hvert fald ikke uden overtøj. Vi sad lige der på hjørnet ved den røde pil.
Det var en glimrende buffet, og vi spiste ALT for meget. I skrivende stund føler jeg mig stadig stopmæt, selv om vi rejste os fra bordet ved 14-tiden. Ikke mere mad til os i dag!

Ditte og Peter er kørt hjem, og John og jeg sidder bare og stener – vi er trætte og vi har overfyldte maver. Peter skulle til fodboldfest i aften … jeg er ikke misundelig på ham … vi kom alt for sent i seng i aftes til, at jeg er på mærkerne i dag, så jeg er ret glad for, at jeg kan komme tidligt i seng.
Men pyt, det er det hele værd, for hvor har det dog været hyggeligt alt sammen, både hele vores syseance og selvfølgelig også, da Peter kom og sluttede sig til det gode selskab.

Så er det på tide at stoppe for i dag

Vi har travlt, Ditte og jeg – ihh, hvor vi dog syr. Hun lagde ud med en toiletpung af nogle rester fra et af sin mors tidligere værker.
Det var to fluer med ét smæk: At lære symaskinen at kende igen efter en lang pause og at sy noget, der kan minde hende om den dybt savnede mor.
Næste projekt fra Dittes side er en Oslo Craft Bag – der findes et gratis symønster på nettet, hvis man skulle have lyst til at gå i krig med sådan en.
Den er måske ikke det allernemmeste som det første taskeprojekt, men jeg har lavet to før, så jeg har gjort mig nogle erfaringer, som Ditte nu kan nyde godt af.
Blandt andet er originalen ikke nær høj nok, men det finder man jo først ud af, når man er færdig med den.

Disse to herover er mine – Dittes bliver bare SÅ flot – hun har fundet nogle gode stoffer frem fra restebunkerne, så resultatet glæder jeg mig til at prale på hendes vegne af senere.

Toiletpungene blev også gode – når vi selv skal sige det, og det skal vi, for John gør det ikke, men Ditte og jeg er gode til at beundre hinandens værker.

Efter at have syet to toiletpunge, og mens Ditte syr på den store taske, er jeg gået i gang med et førstegangsprojekt: En pung med 28 lommer til kredit- og andre kort. Plus mønt- og seddelrum m.m. Den skal der lige tænkes over, og da jeg begik den første fejl, pillede jeg op igen. Da jeg begik den anden fejl, lagde jeg skidtet til side og gik ind for at blogge. Jeg er simpelthen blevet for træt i hovedet nu, kan jeg godt mærke, så jeg er stoppet for i dag.
Ditte er også stoppet for i dag.
Der er en dag igen både i morgen og i overmorgen, inden Ditte skal hjem igen, så der er tid nok.
Det er altså ret hyggeligt med sådan en fælles syseance. Det har jeg aldrig prøvet før, og når man ikke skal vente på hinanden ved hverken skærebord, strygebræt eller symaskine, så er der overhovedet ingen irritationsmomenter tilbage til at forstyrre eller forsinke arbejdet.

Det er første gang, men jeg tror ikke, det er sidste, vi arrangerer sådan en omgang maratonsyning.
Mine toiletpunge kan i øvrigt købes, hvis man skulle være interesseret …

What’s not to like?

Tjah, what’s not to like? Ikke så meget for tiden. 
Vi kan i hvert fald rigtig godt lide, at Johns svar på de blodprøver han fik taget i går, var ovenud tilfredsstillende. Kolesteroltal ikke forhøjet, blodprocent okay, blodtryk 130/70, og EKG’et var endog pænere, end før han fik blodproppen. Dette sidste kan jeg slet ikke forstå, men eftersom lægen heller ikke kunne give en forklaring, blev vi enige om bare at være glade.

Vi gider heller ikke brokke os over, at SOS International har givet grønt lys til at tage til Grønland. Nu håber vi så bare, at vi virkelig får masser af grønt lys at se deroppe, for nordlys er den direkte årsag til turen. Faktisk den eneste, for hvorfor ellers tage til Kangerlussuaq i november?
Men de sagde altså okay til fuld dækning, og det har vi fået skriftligt. På sin vis er Grønland jo Danmark og derfor bare en af regionerne, og der ville da heller ikke være problemer i tilfælde af lægebesøg eller sågar hospitalsindlæggelse deroppe, men oven i det kunne fx komme forlænget ophold og udskudt hjemrejse, og så kunne det godt gå hen og blive kritisk uden forsikringsdækning.
Lægen er ikke bekymret, SOS er ikke bekymret, John er ikke bekymret – alle er glade.

Det er også i orden, når man (læs: John) for en sjælden gangs skyld selv kan lave noget på bilen, så der kan spares værkstedspenge.
Døren i førersiden knagede og larmede og lød i det hele taget som om den var tæt på at falde af, hver gang man åbnede eller lukkede den. Der skulle nok en ny dims i, hvilket ville koste 1000-1200 kroner på værkstedet. Dimsen alene koster 300 kroner. John kiggede på det for at se, om det var noget han selv kunne skifte – og strammede et eller andet, der var gået løs. Det var det! John var glad.

Min forbedrede systue skulle indvies. Ditte kommer i næste uge, hvor vi skal afholde syseminar. Kalder vi det … hun skal lære at sy tasker, og selv om jeg tror, hun sagtens selv kan finde ud af det, er det bare enormt hyggeligt at gå to sammen, mens man arbejder på projekterne.
Jeg har sat et ekstra bord op, således at der nu er et sybord med god plads til to symaskiner, plus et stort klippe/skærebord, så det skulle ikke blive nødvendigt at skulle gå og vente på at kunne komme til det ene eller det andet. Jeg er glad.

So what is not to like?
At jeg efter at have syet lynlåsen i, hvilket i forvejen ikke ligefrem er min yndlingsbeskæftigelse, opdagede, at jeg havde vendt op og ned på det ene stykke. Der blev godt nok råbt højt med ikke helt pæne ord – jeg havde både nået at sy lynlåsen fast og sy stikningen langs kanten inden fadæsen gik op for mig, og hvis jeg ikke bryder mig om at sy lynlåse i, bryder jeg mig endnu mindre om at pille dem af igen! Øv, men her var kun én vej frem, og det var tilbage.
Resultatet blev dog okay, så jeg er glad igen.

Flittige hænder og varme fødder

Jeg har fundet en ny sokkeopskrift. Dem er der selvfølgelig masser, masser af, så det er ikke svært at finde nye; der er bare ikke så mange af dem, jeg finder interessante nok til at strikke, men denne her var god. At det så oven i købet er hurtigt at strikke et par, er kun en bonus. Tre timer pr. sok – det er i ordenmed mig.
De strikkes på skrå og sys sammen til sidst. De ser ret underlige og uigennemskuelige ud undervejs, for der er både tå og hæl i. Den anden sok skal strikkes spejlvendt i forhold til den første, hvilket lykkedes mig, men ikke uden det alligevel gik lidt galt: Den opmærksomme læser vil kunne se, at der er en dobbelt, mørk retrille der, hvor de er syet sammen. Lidt ærgerligt, når man nu får dem syet pænt og aldeles usynligt sammen, men jeg husker (forhåbentlig) til næste gang, at det er vigtigt at starte og begynde med hver sin farve, hvis jeg strikker striber på denne måde. Og hvorfor gik det overhovedet galt? Aner det ikke!
Men der skal strikkes flere af dem – de er som sagt hurtigt strikket, og de sidder godt på foden.

Med hensyn til projekt pungsyning har jeg kun fået lavet én i dag, men jeg skal også nå at pakke både gaver, danske specialiteter til Charlotte (som fx kammerjunkere og min egen teblanding), kuffert, skopose, elektronik- og strikketasker. Jeg benytter mig virkelig af, at det er bilen og ikke mig selv, der skal bære det hele, så jeg har meget mere med, end jeg plejer.
Jeg får sikkert ikke brugt det alt sammen, men nu er jeg helgarderet. Tror jeg. Jeg har i hvert fald strikkeprojekter nok med til at kunne strande derovre i en måneds tid eller mere.
Som om jeg ikke kan købe garn i England … men de bruger nu godt nok lidt for meget akrylgarn til min smag.

Vi kører i morgen tidlig, men ikke sindssygt tidligt som før i tiden, for vi er blevet gamle og tager ikke turen til Amsterdam i ét hug, men overnatter i Oldenburg. Lige midt i centrum. Det bliver spændende at se, hvordan den by er; jeg har aldrig været inde i den.

Denne pung er lidt større end de andre (26 x 20 x 6 cm) og derfor for stor som kosmetikpung, men velegnet til en masse andre ting – Ditte ville måske sige strikkepose, men det synes jeg den er for lille til, hvis det ikke er babytøj, man har gang i. Det kunne også være en lille toilettaske, hvis man ikke har så meget med, som jeg har i sådan én – jeg har den største af slagsen, og den er kun lige netop stor nok. 
Det er dog brugeren alene, der bestemmer størrelsen – hvis det altså er en bestilling, ellers er det syersken!
Dette var en bestilling til mig selv.

Masseproduktion

Jeg er gået i storproduktionsmode, hvad angår kosmetikpungene. Foreløbig er jeg oppe på otte af slagsen, og jeg er bestemt ikke færdig endnu med at producere. Det er en herlig måde at få brugt større eller mindre rester på – foruden at pungene er nemme, sjove og relativt hurtige at lave.
Får jeg alt for mange, så tvangsindlægger jeg bare familien til at aftage nogle – det plejer at gå meget godt; sidst var det brødkurveflippet, jeg skulle have afsat, og nu bliver det altså kosmetikpunge.
Jeg tror i øvrigt også, at jeg laver nogle flere brødkurve …

De store forventninger, jeg havde til til porsefarvningen, blev desværre ikke indfriet, så min teori røg i vasken.
Farvesuppen var fint rødbrun og porsesnapsfarvet, ganske som jeg forventede, og garnet så i starten ud til at tage farven til sig.
Men. Da jeg skyllede garnet, var det absolut ikke blevet rødbrunt – faktisk har jeg ikke rigtig noget navn til den noget underlige farve, der blev resultatet, men som Ditte siger, at nu er det da (også) prøvet.
Den er lidt mere støvet-olivengrøn end billedet viser, men det der med præcise farver har jeg altså ikke dyre nok kameraer til, åbenbart.

Jeg har efterhånden rigtig mange varianter af gul, gullig, grøn og grønlig. Det ender nok med, at jeg må strikke et eller andet i fair isle med dem, samt brune og beige nuancer. Det kan også blive nydeligt, hvis jeg får sat de rigtige farver sammen.
Et Røde Kors-tæppe til er også en mulighed. Det kunne ved nærmere eftertanke være et godt bilferiestrikketøj at strikke de ni moduler; de fylder ikke så meget inden de bliver syet sammen.
Ellers er vi så småt ferieklare. Græsplænen er slået og haven er nogenlunde pæn at se på; Søren har fået instruktion i have-og drivhuspasning, og mine små avispotter med spirende alt muligt er sat i pleje hos naboen. Dem (potterne, altså …) vil jeg ikke betro Søren, for tørrer de ud bare i nogle få timer, så dør alle de spæde planter lynhurtigt, og der er ingen grund til, at han skal komme rendende hver dag bare for at se til dem.
Tomaterne, chilierne, appelsinsalvien og agurken i drivhuset vokser, som var de betalt for det, så det bliver spændende at se, hvor stort det hele er blevet om godt 14 dage.

Fra skitse til virkelighed

Det har været fint vejr i dag, men ikke nær så varmt som de foregående dage. I går var vi til hyggelig frokost på Fyn, og vi kunne sidde ude og drikke eftermiddagskaffen. Jeg synes de var en del længere fremme med de lysegrønne træer på den anden side af Storebælt, end vi er her på vores egn – og jeg bildte mig selv ind, at jeg kunne se, at det alt sammen var blevet grønnere fra om formiddagen til vi kørte hjem ved 18:30-tiden.
Haven er jeg næsten forårsfærdig med – selv dahliaerne er i jorden – så jeg havde tid til at få brugt noget af det lækre, nye stof.
Jeg havde besluttet mig for at sy seks dækkeservietter. 
Først en skitsetegning af, hvordan jeg forestiller mig det færdige resultat. Så lidt udregninger. Det er ret vigtigt at vide, om der er stof nok; det er SÅ surt at løbe tør, når man bare mangler en enkelt strimmel.
Der var rigeligt – jeg kunne have lavet 12 eller måske endnu flere, men jeg har en gang lavet 14 ens, og det svor jeg, at jeg aldrig ville gøre mere. Seks er så alt rigeligt, og det passer fint til to par gæster eller et englænderbesøg.
I begyndelsen lavede jeg altid kun fire, men jeg har oftere brug for flere end det. Derfor seks, som ógså ligger tæt på grænsen for, hvad der er sjovt at lave på én gang.

De er nu færdige, og jeg er i fuld sving med at lave nogle kosmetikpunge – de er nærmest også sat i serieproduktion lige nu. Det er bare om at smede, mens jernet er varmt.
Og mens symaskinen dur … jeg knækkede en nål, fordi jeg kom for tæt på en lynlås, og nu siger den underligt.
Dammit.
Den syr sådan set fint nok, men den siger en forkert og bekymrende raslende lyd, så jeg tør ikke andet end at køre til Køge og aflevere den til reparation i morgen. Det er en kanongod symaskine, og den skulle gerne holde i mange år endnu.

Det var godt med nogle nye stoffer

Det var godt at få nogle nye stoffer, for det fik sat skub i sylysten igen. Den havde ellers været temmelig død hele vinteren, hvor det derfor ikke er blevet til mere end masser af strik. Jeg har været lidt sur på mig selv over ikke rigtig at kunne finde gejsten, for jeg har i kilovis af stoffer – men ikke i spandevis af projektideer, desværre.
Det hjalp at få de lækre stoffer, jeg skrev om forleden dag – det motiverede mig til at komme i gang igen … nu hvor det er blevet forår … men jeg kan trods alt ikke være ude i haven hele tiden.
I går syede jeg en lille kosmetikpung. Jeg har lige smidt den gamle ud, for den var efterhånden blevet en tand for ulækker, og når man har et rum fyldt med stoffer, er der ingen grund til at begynde at vaske den.
Jeg brugte ikke engang de nye – ville hellere have pungen i sort, så den passer bedre til min store toilettaske.
Derudover syede jeg en bestikmappe til min søster. En bestikmappe er nemmest at sammenligne med et pennalhus i overstørrelse, således at der kan være et lille spækbræt og det bestik, de har med på deres bilferier.

Toiletpungen måtte have en hvid lynlås i.
Er det ikke typisk: Jeg har nok 100 lynlåse, men havde jeg en sort i den rigtige længde? Nej. Gad jeg køre bare for at købe sådan en? Nej.
Altså blev den hvid. Det var jo bare til mig selv.

Jeg har vist arvet (i hvert fald en del af) det gen fra min mor, som bød hende at gemme alt, hvad der kan genbruges. Når et stykke tøj blev kasseret, blev knapper og lynlåse møjsommeligt pillet af og gemt, og det gør jeg også – plus alle de nye jeg har købt for næsten ingen penge i Stof & Stil.
Men jeg har også altid en knap der passer, og jeg har altid en lynlås i den rigtige farve og længde.
Troede jeg … 
I morgen indvier jeg nok det nye stof og går i gang med dækkeservietterne. Til dem skal der ikke bruges lynlåse …
Eller måske bliver det senere, for nu kommer foråret for alvor – både her og i England … uhhh, det er en skøn tid, vi går i møde.

Det kunne jeg måske have sagt mig selv

Der er muligvis en grund til, at jeg ikke rigtig kunne finde noget på nettet vedrørende garnfarvning med ramsløg.
Jeg kunne nemlig konstatere, at nok er ramsløg rigtig gode i forbindelse med madlavning, men som farvepotentiale lader det en del tilbage at høre.
Et helt kilo blade kom i suppegryden – først 400 gram, men da suppen forblev næsten vandklar, kom jeg yderligere 600 gram i. Det kogte i et par timer og stod natten over, men det kom der ikke meget mere farve ud af.
Nu skulle det dog prøves – jeg kan jo altid overfarve garnet med noget andet senere, tænkte jeg, så jeg lagde 50 gram natur lammeuld i og gav det den obligatoriske times simren, efterfulgt af ‘naturlig’ afkøling.
Forskellen på resultatet og udgangsmaterialet ses her. Der er ikke rigtig noget at skrive hjem om, men farven i sig selv er såmænd egentlig fin nok – hvis den var kommet frem efter tredje eller fjerde bad. Som førstebadsresultat bliver dette en engangsforeteelse, for selv om der også skal bruges lyse farver, når man strikker fair isle, er de nemme nok at få ved at anvende et ‘udmattet’ farvebad, hvor man kan betragte dem som en form for bonus.

Så har jeg fået uendelig meget mere ud af at have mødt Røde Kors-nørklerne. En af dem kender en, der tidligere har syet patchwork, men som nu ikke kan mere og derfor vil sælge hele sit store stoflager. Hun samler det i matchende farver i poser med et kilo i og sælger en sådan pose for sølle 30 kroner.
Jamen så se da lige, hvad jeg fik for mine 30 kroner – hvis jeg havde købt den lille rulle yderst til venstre, var jeg kommet af med 30 kroner bare for den …

Det er helt vildt – jeg spurgte, om der kunne erhverves mere i lignende farver plus eventuelt et kilo i blå nuancer, da disse to hører til blandt mine foretrukne. Det ville hun finde ud af til næste nørklertræf på tirsdag.
Til sammenligning koster sådanne fat quarters og fat eights hhv. 50-60 og 25-30 kroner. Førstnævnte vejer omkring 38 gram, så hvis vi dividerer det op i et kilo, er der patchworkstoffer for omkring 1400 kroner! Hvis jeg altså køber det i Danmark … så igen: Det er helt vildt. Jeg håber virkelig ikke, at lageret er udsolgt.
Som om jeg ikke har stoffer nok … men jeg kan modstå alt, undtagen fristelser, og denne var simpelthen for stor.
Her kan blive noget til min søster, som jeg har lovet at lave til hende, samt nogle skønne dækkeservietter og en matchende brødkurv, som vil passe perfekt i mit dejlige køkken.

Den første er færdig

Den første Oslo Craft bag til at have et håndarbejde med mig, når vi skal ud og køre, er nu blevet færdig. Hehe … som om jeg ikke har 10 i forvejen, men denne er lidt anderledes …  
Det er bevidst, at jeg skrev ‘den første’ for jeg er nok nødt til at lave en til … denne her er da blevet fin nok, men som det næsten altid sker, når jeg syr noget for første gang, finder jeg ud af en eller flere ting, der i mine øjne burde gøres anderledes eller se en smule anderledes ud, og denne gang var ingen undtagelse fra dette.

Den er for det første ikke høj nok. Den væsentligste fejl.
Båndene øverst på lommerne foran ser grimme ud på den måde, de er fastgjort. Jeg gjorde som der stod – det gør jeg stort set altid første gang, jeg laver noget; det gælder også for mad- og  strikkeopskrifter – og det kunne jo sagtens være, at denne metode var både nemmere og pænere, men det var ikke tilfældet, så min måde at montere de bånd på er bedre.
Både de tre små lommer på den ene forside og lommen på den anden forside skal være højere, sidstnævnte fordi den så passer bedre til at kunne rumme en A4-side eller et magasin (kunne fx være til den aktuelle opskrift). Samme lommes stof skal ligne hovedstoffet bedre end det gjorde i dette tilfælde, så den bliver næsten usynlig, lige som det er tilfældet med sidelommerne. Den fejl var så ikke designerens skyld, men udelukkende min egen …
Skumgummiet til at sætte mellem foret og hovedstoffet er derimod forrygende godt – både nemt at sy i og det støtter mere effektivt og på en langt pænere måde end Veledon gør, så det skal der investeres i noget mere af.

Jeg har slet ikke tal på, hvor mange tasker jeg har syet. Jeg gik tilbage i mine fotos i dag og fandt ud af, at jeg syede de første af de lidt mere avancerede af slagsen i begyndelsen af 2003.
Nogle – faktisk langt de fleste – af modellerne har jeg syet mere end en af. Umiddelbart kan jeg kun komme i tanke om fire tasker, jeg kun har syet én udgave af. Nogle få solgte jeg engang; andre er foræret væk. Andre igen har været bestillingsopgaver.
Det er måske overflødigt at betro jer, at jeg godt kan lide at sy tasker?

Jeg måtte skynde mig ud …

Så snart jeg var stået op, var jeg nødt til at skynde mig ud for at nå at fotografere den der voldsomme vinter, der blev brugt så meget tid på i går aftes i vejrudsigterne. Havde Lars E. Christiansen stadig huseret i trafikradioen, er jeg overbevist om, at alle medier havde frarådet enhver udkørsel fra og med i aftes. Tænk engang, terrassen og fiskerkuglerne var næsten helt dækket af sne! Det er sandelig godt, at jeg er jobstoppet og derfor slap for at skulle køre ud i dette livsfarlige vejr tidligt i morges.

Det kan til stadighed undre mig, at det skal slås så dramatisk op, måske især taget i betragtning, hvor tit de tager fejl … når der så endelig falder så meget sne, at den volder trafikale problemer, kommer det bag på dem … det er ikke nemt at være meteorolog, som selv med de store datamængder, der er til rådighed i dag, ikke er nået meget længere end til at endnu en gang at måtte erkende hvor svært det er at spå – især om fremtiden.
(Det er i øvrigt slet ikke Storm P., der har fundet på dette udtryk. Det er måske Niels Bohr eller Piet Hein. Eller måske er det ikke. Det er måske slet ikke et dansk udtryk. Her er en interessant artikel desangående.)

Endelig blev bullen til Sørens trøje færdig i aftes. Nu er der dømt pause inden ærmestrikning, så jeg kunne det meste af formiddagen findes i systuen, hvor der blev lagt stoffer frem til den taske, jeg nævnte forleden.
Det viste sig at blive det sædvanlige problem med at have for meget at vælge imellem … skal det være den ene eller den anden farve-/stofkombination? Eller en helt tredje eller fjerde? Hvad skal jeg bruge som for? Og bånd? Hanken? Det ender med, at jeg bliver nødt til at sy to tasker, for jeg kan simpelthen ikke vælge mellem de to kombinationer jeg endte med.
Farverne er desværre ikke ramt rigtigt af kameraet – de to store FQ’er på billede to kører i samme farveskala, hvilket ikke fremgår af billedet.

Nu har jeg spist frokost på beslutningen. Lige om lidt har jeg skrevet dagens blogindlæg på beslutningen. Måske burde jeg også sove på den, men jeg tror ikke, det løser noget – jeg bliver ganske enkelt nødt til at finde ud af det. Nu.
Og så ellers bare se at komme i gang, selv om solen skinner fra en skyfri himmel, men det er kun 5° (skulle det ikke blive frostvejr, også om dagen?), og jeg har min pragtfulde udsigt fra systuen, så et ophold derinde weekenden over kan snildt kompensere for ikke at kunne komme i haven.

Same procedure as last year?

Bloggen er ikke kun en blog; det er også en slags offentlig dagbog, og den har kvalt en del diskussioner i fødslen John og mig imellem mht. hvornår hvad er foregået. Således skulle jeg slå noget op i aftes, hvilket afslørede, at det åbenbart er på samme tid hvert år, jeg mister tålmodigheden med vinteren.
Overskriftligheden er bestemt ikke bevidst, men jeg måtte smile af mig selv, da jeg så dem.

Mit skum er kommet. Mit Quilt Foam, som jeg ikke har prøvet før, men som jeg tror i visse henseender må være bedre end kraftig Veledon, som har en irriterende egenskab med at lave folder, der ikke vil foldes ud igen. Jeg har i hvert fald aldrig rigtig set lyset, hvad Veledon angår, så nu skal Quilt Foam stå sin prøve til Oslo Craft Bag, som jeg fik tiltusket mig opskriften til ved at acceptere Sew Swetness’ nyhedsbrev. To millimeter tykt er det (skummet, ikke brevet; det er trods alt elektronisk …), og det føles som det perfekte materiale til at afstive en håndarbejdstaske som den nedenfor viste.

Vejledningen fylder 17 A4-ark! Uden at have nærlæst den vil jeg tro det er fordi forfatterinden er fra USA, og indvånerne i dette store land har en vis tilbøjelighed til at skære tingene ud i pap OG bøje dem i neonrør OG sige det samme på 17 forskellige måder, så de kan føle sig helt sikre på, at vi har fattet budskabet.
En strikke-undervisningsvideo kan fx tage 10 minutter for en amerikaner og tre minutter for en dansker – de tre minutter er nok, og er det ikke det, kan man se den igen – det er det visuelle der er vigtigt og ikke al den snak.

Nå. Ikke desto mindre er det en nydelig og tilsyneladende særdeles lommerig taske, Sara har designet, og jeg glæder mig til at skulle i gang med den … havde bare regnet med, at jeg skulle være færdig med Sørens sweater først, men det har jeg fortrudt og holder nok i stedet en pause. Jeg troede, åbenbart alt for optimistisk, at jeg ville være færdig med bullen, inden englænderne kom, men den er først nu ved at være færdig, og så mangler der jo lige som stadig to ærmer. Det var sejt at komme igennem, det mønster, og det har sikkert taget endnu længere tid, fordi jeg indimellem også skulle følge en lille smule med i, hvad der skete på tv.

Fede hvidløg

Fakta = Coop. Brugsen = Coop. De ansatte går dermed formentlig på de samme kurser, hvor man får højere karakterer, jo dårligere man er til stavning og grammatik. Jeg må dog indrømme, at brugsen i Karise ikke er så slem til at fejle som den var i Havdrup, men Fakta i nærheden af os er ved at tage over i stedet for.
Jeg kan forstå, hvis blomsten af Danmarks ungdom ikke har hørt om garnfed, men jeg troede de kendte til hvidløgsfed, hvilket åbenbart ikke alle gør … eller er mon ‘fede’ også bevidst? I modsætning til magre hvidløg? Næppe … det ville i givet fald være nyt for mig, at jeg skal til at tjekke fedtprocenten i hvidløgene, inden jeg køber dem.

Her er der en, der ikke kender kragefuglene, jeg lod vende i gårsdagens titel:

Hvordan vedkommende forestiller sig, at en krave kan vende (på eget initiativ, oven i købet), uden resten af én følger med, ville jeg gerne vide … og ‘lyder tiltagne’ er også noget værre vrøvl, for hvad skulle det ord betyde? Der er ikke meget sprogfornemmelse at spore her.

Jeg har to gange inden for et par uger set, at det engelske ord Geordie i underteksten bliver oversat til dansk til … geordie. Ved alle i Danmark, hvad/hvem en geordie er? At det er en person fra Tynesideområdet (nær Newcastle)? Det er nemlig det, det er, og det burde en oversætter vide – i hvert fald de forholdsvis godt betalte oversættere, der er tilknyttet DR-kanalerne. Og hvis ikke man som oversætter ved det, slår man det op! Man skriver ikke “han var en geordie”. Selv om Tyneside dækker mere end selve Newcastle, ville det være okay at skrive “han var fra Newcastle”, da der nok er flere, der kan placere byen end området; lige som det ikke er alle der ved, at det hedder Newcastle upon Tyne.
De skal heller ikke oversætte it’s like carrying coals to Newcastle med ‘Det er som at bringe kul til Newcastle’.
Man skal ikke oversætte talemåder ordret, hvis der findes en tilsvarende på dansk, hvilket der ofte gør. I dette tilfælde det er som at give bagerbørn hvedebrød.

Det var dagens sprogbrokkerier.
Dagens syede ting er en ny kamerataske til mit Lumix. Den gamle var efterhånden blevet en tand for snavset.
Det lyder både dovent og højrøvet, men når jeg nu har så meget stof og kan lide at sy, hvorfor så ikke kassere en snavset kamerataske?

Skyerne var faldet ned på jorden

Turen gik til Roskilde i dag til den halvårlige befamlingskontrol. Alt var i orden, men det havde jeg nu også regnet med. Så er der kun syv års kontrol tilbage – plus mammografierne, som jeg skal igennem 10 år længere end kvinder, der ikke har været ramt af brystkræft.
Vi skulle ud ad døren kl. 7:45. Hernede ved Den Stråtækte havde vi en smuk solopgang og et flot, klart vejr, men undervejs blev det mere og mere diset. Disen vekslede lidt i styrke, så nogle steder kunne vi se, at der ikke var en sky på himlen – de var simpelthen bare faldet helt ned på jorden. Temperaturen faldt, efterhånden som dagen skred frem – lidt underligt og omvendt af hvad man normalt oplever. Det er heller ikke så tit, man oplever svævende vindmøller.

Jordemodertaskerammerne kom i går. Jeg bestilte dem søndag aften, og de kom – som brev! tirsdag formiddag.
Jeg har læst SÅ mange klager over PostNords skammeligt lange leveringstider, men dette kunne ikke gå hurtigere end det gjorde. Jeg bestilte dem som brevlevering, fordi det var gratis for mig … kunne lige så godt spare de 70 kroner, og det var ikke noget, der hastede. Vi har altså også nogle søde postbude hernede – de smiler, roser udsigten og står og småsludrer, mens man skriver under (altså ikke på at modtage breve …) og ønsker altid en god dag, når de går igen. Bor vi mon i et særligt privilegeret område? (Nej, ikke priviLIgeret – du siger priviLEgium, ikke også?)

Jeg måtte fluks i gang med symaskinen, men først skulle jeg have fundet mig noget mindre hysterisk stof end det sorte med de selvlysende prikker. Det skulle ikke være umuligt med mit store stoflager, men det tog mig da over en halv time at beslutte mig. Jeg havde mange fremme, men endte med det viste, som vist må være et møbelstof af en slags. Det er halvkraftigt og derfor med et godt hold i, hvilket kunne bære, at tasken blev gjort lidt dybere, så der er plads til lidt mere … det går ikke med en dametaske med utilstrækkeligt indvendigt volumen!

Der er sat en indvendig lomme i. Det gjorde jeg også på den første, selv om det ikke stod i opskriften, men man kan heller ikke have en dametaske uden en lomme til småtingene.

Vi er ikke stoffri

Vi er ikke stoffri her i huset. Slet ikke op mod jul. Der er ikke kun stoffer i systuen, men mange steder i huset for tiden.
Da Charlotte boede hjemme, markerede vi altid hendes fødselsdag, som er i dag, ved at pynte op til jul.
Hun har ikke boet hjemme i 20 år, men så går jeg og tænker på hende, mens tingene kommer op.
Hun bliver 40 år i dag. 40 år … det får ikke ligefrem en selv til at føle sig yngre … min datter er ikke en ung kvinde mere, men en yngre kvinde, der hviler i sig selv og nyder sit engelske liv med mand, børn og et dejligt hus. (Det er det velkendte paradoks, at man er yngre som ung end som yngre, og man er ældre som gammel end som ældre.)
Fordi jeg var alene med hende de første 10 år; fordi hendes far udviklede sig i fordrukken og voldelig retning og jeg derfor forlod ham, da hun var seks måneder, var jeg som yngre (!) mere bange for at dø, end jeg er nu – jeg VILLE se hende blive voksen og kunne klare sig selv, hvilket til fulde er opfyldt, så jeg kan sove roligt. Også ind …

Nu er jeg ved at have pyntet færdig til jul. Jeg gider ikke tage det hele frem – vi er jo ikke hjemme i år. Og for at ingen skal få gode ideer, har vi vagt på alle dagene, så det er ikke nogen god ide at bryde ind. Der er i øvrigt ikke noget videre at stjæle – bare sådan til almen orientering – vi har aldrig været til dyre designermøbler eller smykker, da vi altid har prioriteret overskuddet af vores surt tjente penge til at rejse for.
Så ikke noget at hente her, medmindre man er vild med mine styroporkugler med tøj på. Dem har jeg nemlig en del af …
Der hænger også de røde stofhjerter, som jeg lavede mens jeg arbejdede og hængte ved siden af mine nærmeste kollegers navneskilte i december.

Og de andre stofhjerter, som jeg også har haft i mange år.

Der er koglerne i køkkenet – hvoraf en enkelt passer så perfekt sammen med kobbertøjet. Især hvis kameraet kunne ramme den rigtige farve på kobberstoffet …
Der er Georg Jensen, som er omringet af kræmmerhuse – han ville sikkert vende sig i sin grav, hvis han så dette plebejiske pjat. Måske vender Henning Koppel sig også.
Og mere til … som sagt er ikke det hele kommet op, men noget skulle der til, ellers er det ikke rigtig jul i det lille hjem. Det er ikke sådan, at vores hjem normalt kan konkurrere med Gertrud Sands, men så lidt som i år har jeg vist ikke sat op før. Ikke engang juledekorationer laver jeg i år, hvilket er virkelig uhørt fra min side.
Nogle juleting skal bare frem for ikke det skal være helt forkert, som fx dem, jeg kalder mine Anna og Aubreynisser, der glade tager imod folk ud i entreen. De hedder ikke sådan fordi de ligner A & A, men fordi jeg fandt dem, da børnene var ganske små – jeg kunne ikke stå for de glade og frækt udseende ansigter.

Knald i køkkenet

Jeg sad fredeligt og syede på en jordemodertaske, da der lød et lille smæld fra køkkenet.
Nåda, tænkte jeg, der gik vist en mus i fælden.
Lidt efter lød der et lidt højere smæld – nærmere et knald. Et højt knald, for systuen er det rum i huset, der ligger længst væk fra køkkenet.
Hmmm. Der går da ikke mus i begge fælder med et minuts mellemrum? Jeg må lige se, hvad der foregår …
Da jeg nåede til entreen, som ligger lige ved siden af køkkenet, gik røgalarmen i gang lige over mit hoved, så jeg hoppede det sidste stykke, men da havde jeg allerede selv lugtet det.
FY for satan, hvor det stank.
Pardon my French, men der blev virkelig bandet igennem.
Jeg havde gjort det, jeg indtil i går kun havde hørt om, at (meget distræte) folk kunne gøre: Sat en gryde med æg over og derefter glemt alt om den.
Knaldene var æggene, der eksploderede.
Det var også bare fordi jeg var så grebet af den jordemodertaske …
10 sortgrønne, underligt udseende, for de flestes vedkommende temmelig udsplattede, æg i en gryde, der var kulsort i bunden, og som udsendte en grå røg og en stank, som var helt ubeskrivelig rædsom.
Jeg skulle bruge 10 hårdkogte æg, hvorfor jeg ikke brugte æggekogeren, som kun kan tage syv. Jeg har nok haft inde i hovedet, at jeg normalt ikke behøver at tænke over noget, når jeg koger æg, for maskinen brummer særdeles hørligt, når den er færdig.
Puha – jeg åbnede to yderdøre, så der kunne komme et ordentligt gennemtræk, og så ringede jeg til John, som var ude og køre: “Gider du købe en bakke med mindst 10 æg på vejen hjem?”
Da han kom hjem et par timer senere, havde jeg kun lige lukket dørene, selv om der stadig lugtede lidt, men det var ved at blive lidt for koldt.
”Føj for pokker – hvad er det her lugter af?”
”Her lugter af grunden til, at du skulle købe æg …”
Han fik historien, men havde ikke andre kommentarer end: “Så kan jeg bedre forstå jeg skulle købe æg – du købte jo 12 i går.”
Og så vaskede han ellers bare gryden ren – han er nu flink.
Vi tændte op i brændeovnen og luftede lidt mere ud. Vi kunne lugte det hele dagen i går, men vi kunne heldigvis ikke lugte noget, da vi stod op i morges.

Jordemodertasken er særdeles rummelig og dermed god til at transportere mindre strikkeprojekter i. Jeg er ikke vild med stoffet, men det fulgte med kittet, så hvis jeg ville have rammen, der klapper tasken sammen, samt målene til at klippe og sy efter, så var det sådan det var – “Jamen de unge elsker dette stof!” Meget muligt, men nu er tasken altså til mig selv … det nøjedes jeg dog med at tænke.
Nå. Det vælger jeg at kalde prototypen. Nu ved jeg hvordan jeg gør og hvad jeg skal rette til næste gang.
Jeg skal have fat i en ramme til, for jeg skal have lavet en taske af noget andet og mere diskret stof og med et pænere for – det her er alt for hidsigt – men jeg er ret vild med den klap op og klap i-fidus.

Fabrikslignende forhold

Der har virkelig været gang i storproduktionen her i Den Stråtækte. Jeg har syet syv brødkurve og John har lavet seks fuglefoderhuse.

Hvorfor i alverden har jeg lavet hele syv brødkurve? Det har jeg fordi vi lige om lidt skal til julefrokost med hele min nærmeste familie (dog naturligvis, men desværre, uden englænderne). Vi har ikke aftalt noget med at give hinanden julegaver, for det gør vi normalt kun til dem, med hvem vi holder selve juleaften.
Der er bare det, at jeg for det første godt kan lide at strikke og sy (bare for de af jer, der ikke lige vidste det i forvejen …) og for det andet kan jeg godt lide at give gaver. Nu kan søstre og niecer/nevø så vælge en brødkurv hver – hvis de vil have sådan en – dem der ikke vil, kan diskret vende ryggen til og lade som ingenting. Der er ikke aftagetvang.
Det er der heller ikke fra kassen med strikkede tørklæder, vanter, pandebånd og huer, jeg tager med. De kan tage, hvad de vil have – resten går til en Kirkens Korshær-butik inden så længe. Kassen er mine pilotprojekter og/eller bare ting jeg har haft lyst til at strikke, men ikke selv kan bruge, enten pga. farven eller fordi jeg ikke går med tophue eller bare har alt for rigeligt af det i forvejen. Inge aftog et silketørklæde i dag – dejligt. Både med uventede kaffegæster (vi havde ikke engang Merrild i huset), og at der bliver taget af kassen …

Kristine kom med det glimrende forslag at bruge tavlelak til at illudere skifer – ideelt til kragetæer, som hun sagde … tøhø … men det var en god ide, for det ser bedre ud med sort tag end med det naturfarvede – husene ser mere færdige og lidt mere prof ud (nej, ikke proff! Der er ikke to f’er i professionel. Så lær det dog, XL-BYG).
Mejserne er vilde med jordnøddesmør/melorme-blandingen. Vores lille halvtamme rødkælk går også til den, mens grå- og skovspurvene nøjes med at kigge, hvilket passer os strålende, for der er alt for mange af dem, når vi hænger en kornblanding op. Om de ikke kan finde ud af at sidde på den lille pind eller de ikke kan lide maden, skal jeg ikke kunne sige, men det det er også ligemeget, vi er glade, bare de holder sig væk.
Vi kan begge godt lide et rigt fugleliv i haven, men ikke så skovspurverigt, som tilfældet er – over 50 er for mange, for de tømmer et stort rør på et døgn, hvilket vi finder er lige i overkanten.

Det er stadig syslevinter

Vejret er ikke til udedørs aktiviteter i dag, så der er sat et halvt grisehoved og et par skanke over sammen med en masse dejlige krydderier efter fru Plums anvisninger. Nu skal der laves sylte til familiens julefrokost på søndag hos min ene søster. Og den kommer til at smage godt! De unge kan også lide den, for den er ikke spor fed, bare meget smagfuld og lækker. Det er gamle fordomme, der hersker over syltehaderiet – og måske også alt det fedt, man kom med i de dårlige gamle dage … plus andre ulækkerheder fra grisehovedet. Det her er i hvert fald godt.

Min dygtige mand har kopieret det fuglehus, vi lige har købt. Det fungerer nemlig så godt, at vi fik lyst til at sætte flere op. Det tog ham næsten ingen tid at måle, save ud og slå sømmene i – med et resultat, der på alle måde matcher det købte. Bortset fra skifertaget … jeg foreslog at købe et sort skriveunderlag, skære det til og sætte på.

Jeg har syet et par brødbakker. Vendbare. Bare for at se om jeg kunne, og det kunne jeg godt. Det var jeg måske ikke så forbavset over, men jeg var i tvivl om hvilket stof jeg skulle vælge. Hvad den første (den sorte) angik, var der plads til forbedring, så der var kun ét at gøre: lave en til for at se om de udtænkte forbedringer ville virke.
Jeg har masser af hør, fordi jeg fik købt noget forkert til nogle dobbelte dækkeservietter. Det viste sig at være lidt for kraftigt til dem, men det er fint til disse brødkurve. Alligevel måtte de have lidt støtte mellem stoflagene for ikke at skvatte sammen. Bunden gav jeg lidt Fast2Fuse – en god opfindelse.
Jeg tror jeg sætter en mindre serieproduktion i gang – de kan være udmærkede at have på lager til smågaver.

Det er virkelig rendyrket pensionistliv, dette her: Jeg ser Inspector Morse hver eftermiddag. Jeg var ikke så begejstret for dem da jeg var yngre – syntes han var for sløv og at det hele skred for langsomt frem, så jeg så kun nogle ganske få afsnit, men nu synes jeg de er hyggelige at sidde og strikke til, og de passer fint til mit pensionistadstadige, mentale tempo.

Vintertid er sysletid

Jeg strikker hele året, men jeg syr nok mest om vinteren – ved egentlig ikke hvorfor, men sådan er det.
Sommetider tænker jeg på de ikke særlig gode, gamle dage, hvor husets kvinder var tvangsindlagt til at karte og spinde, væve, strikke og – for de unges vedkommende – sy brudeudstyr. Håndsyet, forstås.
Jeg har lige læst i en bog om nordiske strikketraditioner, at de unge kvinder skulle have et par dusin strømper strikkede strømper med sig – en finsk brud skulle have strømper nok til 20 år i medgift!
Ifølge norsk tradition fra Selbu, Telemark og Gudbrandsdalen skulle bruden strikke ekstra fine vanter til – og hold nu fast – brudgommen, hans far, alle hans brødre og til hele bryllupsfølget. Hvor er jeg glad for, at jeg ikke levede dengang og kom derfra! Vi taler fingervanter her – ti tynde, irriterende fingre pr. sæt vanter til … lad os bare sige til 15 personer, selv om det sikkert ikke er nok. De holdt store bryllupper (også) dengang.
Derudover skulle der jo også sys udstyr – skjorter, natkjoler, sengelinned, viskestykker og hvad ved jeg … alt muligt.
Alle piger lærte det – det var ikke en mulighed at sige, at man ikke kunne eller ville. Evnerne må selvsagt have været ulige fordelt, og det må have været et helvede for de stakkels tøser, der ikke var så god – de var pr. definition ikke helt gode kommende koner, selv om de sagtens kunne være ferme til alt muligt andet.

På Shetlandsøerne fik kvinderne på sin vis øjnene op for deres færdigheder og satte de fine sjaler i produktion, hvilket gav dem en tiltrængt ekstraindkomst. De dygtige shetlandskvinder kunne håndspinde verdens tyndeste og fineste uldgarn – nogle af jer har måske hørt om et Wedding Ring Shawl? Hele det store sjal kunne trækkes gennem en vielsesring.

Jeg strikker kun hvad jeg gider. Det har i øvrigt indbefattet flere shetlandssjaler.
Jeg syr kun hvad jeg synes er sjovt at sy. Jeg havde et arbejde og kunne forsørge mig selv. Jeg har en mand, der tager sin tørn, hvad det huslige angår. Sådan da … men han laver så meget andet i form af vedligehold, som jeg enten ikke kan eller har særlig meget lyst til. Jeg længes ikke tilbage til noget som helst …
De gode gamle dage var ikke gode. Jeg er med i en FB-gruppe, der hedder Os der er født i 50’erne, og som jeg egentlig ikke forstår, jeg ikke får meldt mig ud af igen, fordi langt de fleste mest af alt sidder og svælger i deres barndom og kan I huske dit og kan I huske dat? Jeg foretrækker at leve i nuet, for fortiden kan man ikke bruge til særlig meget – bortset fra, at man kan tage ved lære af den, selvfølgelig, men svælge i den? Ikke mig.

Jeg har lige strikket en hue. På pinde 2,0! Dobbelt! Dvs. at jeg strikkede den to gange, bortset fra borten. Og ikke nok med det, jeg er startet på en til med et norsk mønster. På pinde 1,75. Det bliver superflot med så små masker, men jeg tror ikke, jeg går i gang med en sweater til mig selv eller til John sådan lige med det samme.

Et mini-sykursus, der intet har med Halloween at gøre …

Dette har intet med Halloween at gøre, selv om farverne (som i øvrigt er aldeles umulige at få kameraet til at gengive korrekt) kunne tyde på det. Jeg skal dog ikke lægge skjul på, at jeg er blevet stærkt inspireret af de fantastiske farver både i USA og herhjemme.
Først kigger man på Shabby Fabrics nyhedsmail og ser, at de har laserskårne ahornblade. Pre-fused (= med strygelim) og dermed lige til at gå til. Ned i indkøbskurven med 2 x 12 i de to største størrelser. Ligeledes sættet med syv FQs i herlige, varme efterårsfarver. Vente, vente, vente på forsendelsen fra USA. Den kom forholdsvis hurtigt, og toldvæsesnet opdagede ikke noget.
Skitseprocessen begynder. Det tog nogle timer, en masse tegninger og en nat, inden jeg besluttede mig for, hvordan de skulle se ud. Altid godt at sove på beslutningerne.

Der skæres. Af de afskårne strimler skar jeg 7,5 x 7,5-kvadrater, som blev syet sammen til strimler med seks 6 x 6-kvadrater. Disse skal indfældes i venstre side; hele tiden med det kvadrat øverst, som er mage til det store stykke stof, jeg har skåret seks af. Dermed bliver der seks forskellige, men alligevel ens dækkeservietter.

Nu skal bladene stryges på. Placeringen bliver målt ud på millimeter – der er kun ét skud i bøssen, for når de er strøget på, kan de ikke komme af igen.
Nu maskinapplikeres de på. Jeg tog et billede af indstillingen, så jeg kunne være sikker på at få alle seks med ens sting, selv om jeg skulle blive nødt til at slukke symaskinen (hvilket nulstiller den – og jeg har aldrig gidet sætte mig ind i memory-funktionen). Jeg var også nødt til at ofre et blad på at sy en øve-en for at være sikker på, at jeg havde styr på det. Det havde jeg. Næsten.
Jeg ville ikke applikere med tætte zigzagsting – vidste, at det kunne jeg ikke gøre pænt nok, så jeg valgte symaskinens tæppesting, som er ret god til patchworksømme. Det var sværere end jeg troede at få spidserne pæne – jeg var hele tiden nødt til at have tjek på stinget, hvilket blev til et lille mantra: venstre-højre-ned-venstre-højre-ned … dette sad jeg og gentog hele tiden på alle seks blade, for det kunne ikke nytte noget, at maskinen tog næste delsting mod højre, hvis jeg stod helt ude i en spids. Det tog sin tid og smuttede kun et par gange …

Da jeg endelig var færdig, så bladene forkerte og halvfærdige ud, så jeg syede ribber og stilk på. Det hjalp – bortset fra, at jeg virkelig er en klump til det med tætte zigzagsting. Der er godt nok plads til forbedring her, men den slags kan ikke pilles op igen uden at ødelægge stoffet, så jeg må desværre leve med den grimme stilk. Ribberne blev heldigvis okay.

Derefter stryges volumenflies på og der maskinquiltes. Her er nøjagtighed i højsædet – én millimeters unøjagtighed skriger til himlen. Slutstinget, inden man vender, skal sidde lige i … ikke i øjet, men i hjørnet mellem tre sammensyninger (venstre billede) og ikke 3/4 mm ved siden af (højre billede). Det er nok kun mig selv, der opdager de fire smuttere, jeg lavede, men ikke desto mindre irriterer det mig, når det sker! 
Til sidst monteres bagsiden; der vendes, stryges og kanten stikkes. Vupti: Seks efterårs-dækkeservietter er produceret. Det tog kun omkring 14 timer … 
Og så forestiller ‘nogen’ sig, at man kan leve af at sy den slags ting og sælge dem. Hvor meget skulle de koste, hvis jeg skulle have to dages løn for seks dækkeservietter? Omkring 300 kroner stykket, selv om jeg kun under mig en månedsløn på 20.000 kroner – inden skat. Det er mildt sagt urealistisk.
Men pyt – jeg skal ikke leve af det, jeg synes bare, at det er sjovt at sy.

Hun syede, og hun syede

Min sylyst kommer i bølger. I det seneste år har jeg næsten ikke syet, men når jeg så endelig kommer i gang, er jeg næsten ikke til at stoppe igen.
Det er ikke fordi, jeg har savnet det, for hvis det var det, det handlede om, kunne jeg jo bare sætte i gang.
Der er som regel et eller andet, der skal tvinge mig til at sy igen, og denne gang var det altså Meretes taske.
Når jeg så er i processen, genopdager jeg hvor sjovt det rent faktisk er at lege med symaskinen, hvor meget jeg holder af at frembringe pæne ting ting jeg i hvert fald selv synes er pæne (tasken er dog godkendt af Merete), og så bliver jeg inspireret til den ene ting efter den anden.
Undervejs dukkede der ideer op til forbedringer på tasken, men ikke alle kunne gennemføres, da ideerne kom – det har noget at gøre med en syrækkefølge, der nødvendigvis må overholdes.

Fx som da jeg syede den udvendige lomme på den første taske, slog det mig, at jeg altid køber en flaske vand i lufthavnen, da man jo ikke selv må medbringe væsker. På min udgave kom der derfor i modsatte ende af knaplommen en lomme med ekstra rummelighed til en ½-litersflaske.
Snipperne, man holder i, når tasken skal lynes i eller op, ville måske være pænere, hvis de var i samme stof som kantbåndet …
Indvendige lommer ville være en klar forbedring …
Hankene må godt være en anelse længere …

Også denne gang havde jeg stof, der passede næsten helt perfekt til kantbåndet. Det kantbånd, som ikke kun er der af rent dekorative årsager, men fordi man syr tasken sammen vrang mod vrang for at undgå grimme kanter inde i tasken. Franske sømme er ikke en mulighed, fordi der er så mange lag stof.
Sømstykket zigzagges og kantbåndet sys på med maskine i den ene side og håndsys med så usynlige sting som muligt i den anden side.
Hvorfor kan man kun få skråbåndsfolder til 18 mm, når jeg skal bruge 20 mm? I stedet for at bruge sådan en nem dims, skal jeg selv stryge de indadbøjede kanter – over tre gange, oven i købet, først på midten for at have noget at øjemåle efter og derefter hver af de to kanter. Jeg har efterhånden lavet så mange skråbånd, at jeg vist er ved at være moden til at købe en justerbar skråbåndsfoldertrykfod til min symaskine – især til dækkeservietter ville det være smart at kunne lave skråbåndet as you go. Selvfølgelig vil man, i modsætning til her, kunne se sømmene, men dem kunne man gøre til en del af pynten.

Og hvorfor havde jeg så travlt med at sy tasken, når der er over en uge til vi rejser til UK?
Fordi når dette indlæg bliver udgivet, er jeg lige landet hos Ditte, hvor jeg skal sove i nat, så det var en oplagt mulighed for at teste, om tasken virker.

En ny weekendtaske

Som nævnt i et tidligere indlæg skulle de to dage i Sverige bl.a. bruges på at få syet den weekendtaske, jeg for flere måneder siden kom til at love Merete at lave til hende – hvis jeg stadig havde opskriften. Det havde jeg heldigvis, for det er rart at have de nøjagtige mål. At tasken ser ud som en rigtig 70’er-ting, skal man ikke lade sig narre af; det er kun et spørgsmål om materiale- og især farvevalg.
Jeg syede for flere år tilbage en til hver af mine søstre, og nu er Meretes slidt helt op. Det er også en form for anerkendelse.

“Du bestemmer helt selv, hvilke stoffer og farver du vil sy den i. Men jeg elsker blåt!”
Det er godt med dig, Merete – nu ville det jo være ret fjollet at vælge andet end blåt, men det var heller ikke noget problem – lageret er så rigeligt, hvad stort set alle farver angår.
Blå rester til siderne og blåt denim til resten, både udvendig og indvendig, det gør den mere slidstærk.
Lynlås på 50 cm lagerførtes ikke i den rigtige farve, men 55 cm gik an, da de ekstra fem cm kunne gemmes inde i tasken.

Den faste bund, som ikke var et ultimativt krav, men så tæt på, som man kan komme med blødere formuleringer, havde John heldigvis materialet til i kælderen: bagbeklædningen til en skuffe. Møblet er kasseret for længst, men heldigvis mente manden min, at sådan et stykke hård masonit kan man altid få brug for. Det havde han helt ret i.
Ned med den pinligt nøjagtigt tilskårede bund i en pose syet af det samme stof, så den ikke kan ses; kun virke, så at sige.
Et stykke batikstof i passende farve til hjemmelavede kantbånd blev syet på; den ene side på maskine, den anden i hånden. Normalt kan jeg godt sy begge sider på maskine, men her var det for bøvlet med de mange rundinger og hjørner, så håndsyning blev det.
Knapper havde jeg ikke med, så lommeklappen får en, der passer i stilen, når jeg er hjemme igen.

Jeg blev faktisk gladere og gladere for den taske, efterhånden som jeg fik syet mig igennem mønstret … tjekkede lige: Jojo, den er god nok, den overskrider ikke målene for håndbagage, så jeg tror, jeg kaster mig over en til, når jeg kommer hjem. Jeg mener at have noget beigefarvet hør, der vil være velegnet til formålet. Ellers finder jeg noget andet – lageret er som sagt stort.
Jeg mener ikke, der var yderlomme i førsteudgaven, så dette er en forbedring.
Der skal desuden leges lidt med forskellige indvendige lommer, når jeg laver en til mig selv.
Der skal nemlig være masser af lommer i en håndbagagetaske – til “pas, penge, p-piller og piletter”, som en gammel veninde altid sagde.
Noget pjat, egentlig. I dag er det kun til pas. De to er elektroniske, og p-piller har jeg ikke brugt i små 39 år … men så til boardingkortet da …

En flettet kurv, nogle store sten, fire storke og tyve traner

Da jeg tog min sykasse med til Sverige, spurgte Merete hvad jeg skulle sy deroppe.
”En flettet kurv”.
Jeg fik bare blikket uden yderligere kommentarer. Nu rabler det for hende, tænkte både John og Merete tydeligvis. Jeg sagde ikke noget.
Da jeg var kommet godt i gang, gav det mening for dem. Jeg syede nogle strimler med Fast2Fuse indeni for at gøre strimlerne stive, flettede dem og syede en kant foroven for at holde sammen på det hele.
Værs’go’: en fin, syet, flettet kurv. Keine Hexerei, nur Behändigkeit … ikke som druiden Miraculix i den herlige Asterix-serie udtrykte det i et af hæfterne: Det kræver slet ingen behændighed, kun lidt hekseri.

Vejret blev bedre og bedre op ad dagen, med skyfri himmel og 11° lige over frokost, så vi kørte en tur for at vise Merete Kjugekull, hvor vi selv var i august, og til Pulken, hvor tranerne så absolut endnu har oceaner af plads at røre sig på, men så har hun set et par muligheder, hvis hun selv skulle finde på at tage på udflugter ved senere lejligheder. 20 traner så vi – det var så sandelig til at overse, men hun så dem både lande og lette igen, og som en sidegevinst så vi fire storke, så det var ikke helt spildt at køre derud.

Kjugekull var stadig et spændende område, og vi gik da også den røde rute, som var den korteste (Merete skal ikke ud og gå langt endnu, men 1,3 km kunne godt klares). Det var en god tur, med masser af sten og et meget kuperet landskab; det er bestemt ikke bare en skovsti, man går på. Vi kommer dog ikke udenom, at alting bliver lidt pænere, når det hele bliver lidt mere grønt overalt i landskabet.

Det går strygende

Det går både strygende og velsmurt og antallet af kvajestreger er minimalt. Den største af slagsen skyldtes – yderst pinligt – kursuslederen selv; nemlig en banal trykfejl i instruktionen, hvori jeg havde skrevet, at man skulle skære 5 x 72 cm, hvilket Ditte selvfølgelig gjorde.
Problemet var bare, at det skulle have været 6 x 72 cm. Der fløj nogle eder gennem luften; ikke fra Dittes mund, men fra min. Stoffet er dog ikke spildt, det kan bruges senere til lynlåssiderne i projektmappen, men til det oprindelige formål duede det ikke længere. Heldigvis havde jeg noget stof, der kunne redde situationen, og så blev der ellers rettet i den skriftlige instruks.

Det ender med, at det bliver lige præcis den strikketilbehørsmappe, vi så stærkt havde satset på, at det skulle ende med at blive – vi er på nuværende tidspunkt meget fortrøstningsfulde.

Vi lyttede til Lenes løftede pegefinger (sikke et fjollet billedsprog, man kan kaste sig selv ud i sommetider) fra i går om at sørge for at få os noget frisk luft, så i en times tid eller halvanden inden frokost åbnede vi et vindue – nok hovedsageligt fordi brændeovnen varmede lidt for rigeligt, men så fik vi da vores friske luft …

Vi har også gået en hel del: Fra klippebordet og hen til strygebrættet, fra strygebrættet til symaskinen, fra sybordet ud i køkkenet for at brygge (endnu) en kopkaf, tilbage igen med brygget, og endelig skulle vi da også ud på det lille hus et par gange i løbet af dagen, så lidt motion blev det til – lårmusklerne blev også brugt hver gang vi satte os og rejste os igen, hvilket var virkelig mange gange i løbet af dagen.
Jojo, Lene, vi lytter skam til dig, men den rigtige gåtur må vente til i morgen. Mappen skulle være færdig før nogen af os har så meget som den fjerneste tanke om at slippe os selv løs fra systuen.

Peter kommer lige om lidt. John glæder sig vist nok nu til at få lidt afveksling fra sysnakken … godt han har sine elektroniske puslespil. Han blev også sendt i byen og inden da sendt ud for at hente friske forsyninger af brænde til brændeovn og komfur.
Men han har fået sig en middagslur – det har vi hårdtarbejdende kvinder overhovedet ikke haft tid til.
Men vi hygger, gør vi …

Så er sverigeshytten omdannet til kursusejendom

Vi samlede Ditte op kl. 10:30 og satte kursen mod Sverige, hvor vi kom op til et hammerkoldt hus. Det har nu opnået en tålelig temperatur, og projektmappesykurset er startet.
Jeg ville ønske, der var lyd på billederne (jeg ved godt, at jeg kunne have taget en video …), for det var ret sjovt at høre Dittes forskellige små udbrud, da hun skulle lære en ny maskine at kende: Uuups. Hovsa. Narj, altså. Fniiis. Hmmm, det er ikke ligefrem professionelt at se på, dette her. Arrrhhhh. Øøøddrgh. (Nogle af lydene har jeg lidt svært ved at stave til).
Ansigtsudtrykket var da også en smule sammenbidt lige i starten, men heldigvis er første del af projektet at quilte et stykke stof til mappens hylster, hvilket er en udmærket måde at blive dus med min symaskine på.

På vej herover så vi en stork stå lige ved siden af motorvejen. En stork! Har den ikke totalt misforstået årstiden? Burde den ikke for længst have siddet nede i Ægypten, eller hvor de nu flyver hen, og nyde de noget mildere vejrforhold?
Vi tænkte på, om den af en eller anden årsag ikke kunne flyve. Det er i givet fald ret uheldigt for den stork.

Nå … jeg har slet ikke tid til dette her – nu er Ditte færdig med at quilte, så vi må videre i kurset …

Jeg har taget fri, så jeg kan arbejde

John kørte alene ned til huset i dag for at samle tre reoler og et bord, vi købte i Ikea i går.
Jeg blev hjemme for at sy køkkengardinerne og skære gardinerne til stuerne.
De der ‘crewel work’-gardiner, som ikke er crewel work, men dette her, broderet på halvgroftvævet ‘rustikt’ bomuldslærred:

Jeg var simpelthen så hunderæd for at skære forkert. Jeg fik godt nok de sidste 1½ meter kvit og frit med med i købet, fordi det var det sidste på rullen, men dette indebærer dermed, at der ikke skal skæres forkert, for jeg kan ikke umiddelbart købe mere, hvis jeg kvajer mig – hvis jeg gør det, er det mere end ét gardin, der skal laves om, da de er ens skårne hhv. x 4, x 2 og x 1, så det er kun det enlige, der må være forkert, hvis jeg skal have stof nok.
Nå, men jeg har forhåbentlig ikke dummet mig – det vil være temmelig meget ubrugeligt gardinstof at ligge inde med …

Efter skæring blev de vaskede, da de vil krybe 5 % i første vask. Det gider vi ikke have, at de gør første gang de skal vaskes efter at være færdigsyede og hængt op. De skal nemlig tilpasses meget nøjagtigt i forhold til vindueskarmene, og stumpegardiner er ikke pænt!
Nu mangler jeg bare at finde ud af, hvordan jeg bedst får systemet med ringene til at 1) virke og 2) virke pænest.
Kan man lave et ringophængssystem, der giver en kant foroven, således at man ikke ser selve ringene? Godt jeg har noget stof at lege med i processen med at finde frem til den endelige metode.
Jeg har syet masser, masser af gardiner i mit liv, til Sverige og fem af mine seks boliger i mit voksenliv – Den Stråtækte bliver den syvende – men pudsigt nok aldrig før med ringe. Man siger, at et menneske flytter i gennemsnit syv gange i sit liv. Jeg kommer måske op på otte – kommer lidt an på, om jeg skal bæres ud fra Den Stråtækte eller ej.
Jeg er lidt spændt på, om de viste endedimser nu også virkelig passer til stuen nede i Den Stråtækte, eller det var en fejl ikke at købe noget mere enkelt. Charlotte og Tim har noget der ligner til deres små vinduer, og der ser det virkelig godt og autentisk ud, så det er rent plagiat. Bortset fra, at deres er lavet i rigtigt smedejern af en rigtig smed, så det kunne godt tænkes at være derfor, at deres ser så autentiske ud. De er jo rent faktisk autentiske …

Aldeles og total afslapning

Johns ryg brokkede sig en smule i morges, så vi blev enige om at holde weekend i weekenden i stedet for mandag og tirsdag.
Det passede mig ret godt, for så kunne jeg endelig få syet siderne til den projektmappe færdig. Projektmappen, som nu ikke længere er et projekt, men en strikketilbehørsmappe, og jeg er SÅ glad for den.
Nu kan jeg holde en for mig sjælden form for orden.
Selv John er imponeret, men nu holder han også ekstremt meget af orden og systematik, og at se et godt stykke håndværk synes vi vel alle er imponerende, selv om det ikke er noget, man selv ville have brug for eller eje.
Okay … ‘godt håndværk’ er temmelig pralende, for der er både skønheds- og begynderfejl, men de fleste af dem er heldigvis så små, at det kun er mig selv, der kan se dem. Og professionelle syersker … Charlotte skal nok finde dem, hvis jeg beder hende om det – hun er for høflig til selv at gøre mig opmærksom på dem.

Der er plastlommer til småting, til wirer og til almindelige rundpinde, elastikholdere til KnitPro-pinde, til strømpepinde, til hæklenåle.
Undervejs har jeg taget masser af billeder af detaljerne, som jeg vil sætte ind i dokumentet med fremgangsmåden, som jeg efter bedste evne har forfattet. Billederne i indlægget kan klikkes større, hvis man er nysgerrig efter at kigge nærmere på det hele.
Jeg er rigtig glad for, at jeg lærte at lave en lynlås i præcis den størrelse, jeg har brug for; det vil jeg kunne bruge i andre sammenhænge, bl,a. til taskelommer med mål skræddersyet til bestemte ting.

Og jo, det er total afslapning for mit vedkommende, at jeg har syet hele dagen.
Det klør i fingrene for at sy en til, men jeg kan ærlig talt ikke rigtig se, hvad jeg skal bruge den til … er der en, der vil købe sådan en mappe? Den bliver dyr, for det tager saftsusemig lang tid at sy den. Ditte – jeg glæder mig til at vise dig hvordan!

Projektmappekursus

Puuuhhh, jeg er træt i hovedet. Det er længe siden, jeg har skullet suge ny viden til mig i 8 timer i træk. Okay – 4 + 3½, for der var frokost, men det føltes alligevel som 24, da dagen var overstået og John kom for at hente mig.

Ragnhild, som ejer Den Lille Lade i Ejstrupholm, er en fantastisk kvinde, som formentlig kun har 24 timer i døgnet som alle andre, men hun når mere, end vi andre ville kunne nå, selvom vi havde det dobbelte. Hun har ingen ledige weekender på denne side af påsken; Hun modtager hele busfulde af folk til foredrag eller hun afholder eksterne kurser; hun afholder kursus i sin butik i dag og i morgen. På mandag skal hun aflereve 12 tasker, som hun godt nok har klippet, men endnu ikke syet. Vi var seks på kurset, og man kunne efter denne sidste erklæring finde seks underkæber nede på gulvet.

Hun har den mest velassorterede patchworkbutik, jeg til dato har set; hun har værksted, galleri og café.
Hun lavede kaffe, havde bagt rundstykker til morgenkaffen og lod os sidde og arbejde for os selv i en halv time, mens hun gik i cafeen og lavede en lækker kyllingeburger (hjemmebagte burgerboller, naturligvis!) med tzatiki til os til frokost.
Hun er kun et par år yngre end jeg er, så hendes børn er voksne, men hun er plejemor til to piger på (nu) 22 og 18 år. Den yngste af dem bagte muffins til os eftermiddagskaffen.
Hun havde gang i meget, meget mere – alene at høre om det kunne gøre mig træt, og der var vi ikke engang rigtig startet på selve kurset endnu …

Jeg fik produceret næsten en hel projektmappe. Noget af færdiggørelsen/finishen sprang jeg over, for de teknikker kunne jeg i forvejen, og da kurset indeholdt nok ny viden til at burde vare en hel weekend, lavede jeg nogle halve eller trekvarte ting, men nåede derfor også som den eneste at komme alle de nye teknikker igennem i løbet af dagen, hvilket jeg var virkelig glad for. Jeg har lært mange snedige fif og lækre små detaljer, der gør, at jeg vil kunne få noget til at se professionelt ud i stedet for at se lige lidt for hjemmesyet ud – sådan noget kan vi godt lide. Jeg gav mig tid til at skrive meget ned, hvilket jeg ved, jeg bliver glad for senere – de andre sagde hele tiden “Ih, jeg burde skrive noget af alt dette ned, men jeg synes ikke, jeg har tid til det, for så får jeg ikke syet lige så meget”. Jeg tror de fortryder, at de ikke tog sig den skrivetid, men tænkte, at det må de da selv om.
Ragnhild anbefalede at lave en mappe til inden for meget kort tid, så det hele kan nå at sætte sig fast i vores små overbelastede hoveder, hvilket jeg kun kan give hende ret i er en absolut nødvendighed, så Ditte: Skal du på ‘kursus’ hos mig, skal det nok ikke vare for længe … og et par timer er overhovedet ikke nok – det ville være perfekt, hvis du kunne tage med til Sverige, når vi tager derop 4.-8. december – i hvert fald i et par af dagene, men det må vi lige tale om. Jeg har forberedt John på, at jeg skal sy og sy og sy næste gang vi er deroppe.

Jeg troede han var død, men i stedet er der to af ham …

Naturligvis betyder ‘elvispar’ elpiskere, men fordi ordet havde stort begyndelsesbogstav, snød det lidt, og jeg måtte lige kigge et ekstra sekund, inden det gik op for mig, at det nok alligevel ikke var fordi Mediamarkt i Kristiansstad havde et par Elviser stående på hylden.
Det kunne ellers have været sjovt …
Vi kørte til Mediamarkt, fordi Johns nye pc ikke kunne være i hans gamle pc-taske. Det er ikke sådan, når udstyret hele tiden skal være større og større. Sidste gang var han tilfreds med en 16”-skærm; denne gang skulle den være 17,3”.
Der var derfor kun tre tasker, der var store nok, og de to af disse passede godt nok pc’en, men ikke herren, og så var der én! Som stadig var lidt af et kompromis … der var temmelig mange at vælge mellem til 16”-skærme, så hvorfor der ikke er et større udvalg til 17,3”, undrede os lidt, da der var mange mærker med den skærmstørrelse.

Jeg ligger og roder lidt rundt på gulvet indimellem. Det ser langt fra så elegant ud, når jeg skal op derfra, som det engang gjorde.
Det er altså ulogisk, at der bliver længere og længere op dernedefra, når man med årene skulle blive kortere og kortere!

 

Denne Flying Geese-dækkeserviet bliver holdt i en slags grønne farver på off-white hør; inspireret af Susanne.
Der gik en del mere stof til, fordi jeg var nødt til at klippe, så det passede med mønsterrapporterne; det ville have set temmelig fjollet og meget uprofessionelt ud, hvis trekantmønstrene ikke havde været symmetriske. Synes jeg. Nogle ville måske være ligeglade og tænke, at det er en del af patchwork-princippet.

Hvad hedder gering i syterminologi?

Det er stadig indevejr, så jeg kastede mig over at sy en dobbelt dækkeserviet til det lille bord ved vinduet. Jeg fandt et oplæg, der var så grimt i farve- og stofvalg, at jeg nær havde overset det og dermed de muligheder der er, når man har pæne og matchende stoffer at lege med.
Det er en variant af det klassiske Flying Geese-mønster (‘gæssene’ er foldede og ikke syede på vanlig vis), men det kunne man næsten heller ikke se … det er ikke helt min stil med denne vilde mønsterblanding.

Ikke fordi jeg ikke kan lide farver, men jordfarver passer bedst til stuen i Sverige. Bemærk (som jeg før har nævnt) de næsten helt ens, men farvematchende stoffer.
Jeg havde yderligere to stoffer mage til, men der skulle kun bruges fire.
Bundstoffet er hør, jeg købte sidst jeg var i Stof & Stil – hør kan bruges i mange sammenhænge og er godt at have på lager.

Afslutningskanten med fine mitered corners – hvad hedder det på dansk? John ville sige ‘med gering’, men det er et tømrer/snedkerudtryk, så hvad hedder det på sysprog? Det er fjollet og virker lidt højrøvet, at jeg i mange tilfælde kun kender de engelske udtryk, men langt de fleste af mine kilder, enten i bogform eller fra internettet, er engelsksprogede.

Det færdige resultat ser således ud. Synes I det er nemt at se, at det er samme mønster som øverst til højre?
Af resterne kunne der blive et par af de sædvanlige grydelapper, så der kan komme lidt flere på lager.

En herlig dovnelørdag, med andre ord.
Jeg kalder det en dovnelørdag, når jeg kan nøjes med at lave noget, jeg synes er sjovt, og blæse højt og flot på rengøring og lignende kedeligheder.
I går lavede jeg slowfood til flere dage, så jeg skal ikke engang tænke på menuen til i aften.
Nu tror jeg, at jeg vil starte på endnu en dobbelt dækkeserviet – den var meget sjov at lave.
Det store spørgsmål er nu bare, hvilken farveskala jeg skal køre med denne gang.
Beslutninger, beslutninger, beslutninger …