Det har været fint vejr i dag, men ikke nær så varmt som de foregående dage. I går var vi til hyggelig frokost på Fyn, og vi kunne sidde ude og drikke eftermiddagskaffen. Jeg synes de var en del længere fremme med de lysegrønne træer på den anden side af Storebælt, end vi er her på vores egn – og jeg bildte mig selv ind, at jeg kunne se, at det alt sammen var blevet grønnere fra om formiddagen til vi kørte hjem ved 18:30-tiden.
Haven er jeg næsten forårsfærdig med – selv dahliaerne er i jorden – så jeg havde tid til at få brugt noget af det lækre, nye stof.
Jeg havde besluttet mig for at sy seks dækkeservietter.
Først en skitsetegning af, hvordan jeg forestiller mig det færdige resultat. Så lidt udregninger. Det er ret vigtigt at vide, om der er stof nok; det er SÅ surt at løbe tør, når man bare mangler en enkelt strimmel.
Der var rigeligt – jeg kunne have lavet 12 eller måske endnu flere, men jeg har en gang lavet 14 ens, og det svor jeg, at jeg aldrig ville gøre mere. Seks er så alt rigeligt, og det passer fint til to par gæster eller et englænderbesøg.
I begyndelsen lavede jeg altid kun fire, men jeg har oftere brug for flere end det. Derfor seks, som ógså ligger tæt på grænsen for, hvad der er sjovt at lave på én gang.
De er nu færdige, og jeg er i fuld sving med at lave nogle kosmetikpunge – de er nærmest også sat i serieproduktion lige nu. Det er bare om at smede, mens jernet er varmt.
Og mens symaskinen dur … jeg knækkede en nål, fordi jeg kom for tæt på en lynlås, og nu siger den underligt.
Dammit.
Den syr sådan set fint nok, men den siger en forkert og bekymrende raslende lyd, så jeg tør ikke andet end at køre til Køge og aflevere den til reparation i morgen. Det er en kanongod symaskine, og den skulle gerne holde i mange år endnu.