Jeg har før skrevet om, at mit garnlager berettiger sig til at høre under begrebet SABLE, som står for Stash Acquisition Beyond Life Expectancy.
Det samme gælder for mit stoflager. Stoffer, man kan sy af, forstås.
Hvad gør man, når man har alt for rigelige mængder af både garn og stof?
Man strikker alt hvad man kan. (Og alligevel køber jeg nyt garn temmelig ofte, fordi jeg mangler altid lige noget … )
Og man syr indkøbsposer til Røde Kors. Jeg har dog ikke købt stoffer i temmelig mange år, men den afvænning var hård! Jeg plejede at rode restebunkerne igennem hver gang jeg var i Stof & Stil (som nu hedder Selfmade) og fandt altid noget, så stofferne har ikke kostet ret meget, men derfor skal de jo alligevel helst bruges på et tidspunkt.
Jeg kan desværre ikke både sy og strikke på én gang – det ville ellers være praktisk.
Jeg er som sagt gået i indkøbstaske-mode, og foreløbig har jeg syet 18.
Hvis man laver dem lige så enkle, som opskriften lyder på, tager en taske kun 1½ time at sy, men det bliver hurtigt for kedeligt, og så er jeg nødt til at begynde at lege lidt.
Den beige har fået påsat en rest køkkengardin og til den grønne fik jeg brugt resterne af noget skortestof.
Jeg skal spare jer for billeder af alle 18, ikke mindst fordi halvdelen af dem er lidt kedelige at se på … pæne nok, såmænd, men ikke specielt fotogene.
Til tre af dem sagde John, at dem måtte jeg ikke forære væk, for det var de da alt for flotte til. Dem beholdt vi derfor selv. En af dem giver jeg Charlotte, for det er lige hendes grønne yndlingsfarve, og tre har jeg lagt i kassen til smågaver – også fordi de blev lidt for pæne.
Det lyder arrogant, men når RK ikke tager mere end 30 kroner for dem, vil jeg hellere forære de pæneste eksemplarer væk til andre.
Jeg får stadig ikke en krone for dem, men det handler mere om, at jeg føler det er lidt til grin, når folk kan købe en unik stofpose for så få kroner. Med matchende for und alles. Der er med garanti ingen andre i hele verden der har en mage til. Jeg ved godt, at det er Røde Kors, men alligevel. Pengene, der kommer ind, går til et godt formål, så det er da med at tage lidt mere end de gør. Synes jeg.
“Jamen hvis vi tager mere, vil folk ikke købe dem! Og det er jo genbrug.”
Nej, det er ej. De tasker er helt nye, er de.
Jeg skal nok bare lade være med at tænke på det som andet, end at nogle af mine stoffer bliver brugt til noget fornuftigt.
Det kan bare endnu overhovedet ikke ses på hylderne, at der er forsvundet stof svarende til de 18 tasker. Plus foret, så på en måde er det 36 …
Der er stof til rigtig mange tasker endnu, så jeg bliver troligt ved med at sy dem.
Gad vide, om der er nogen ‘rigtige’ forretninger, der vil have dem?
Det kunne jeg jo undersøge, for det irriterer mig, at de nærmest bliver foræret væk – lige som det irriterer mig, at de sælger de strikkede ting for billigt. 100-150 kroner for en strikket sweater! Garnet alene koster mellem det tre- og femdobbelte, og dertil kommer arbejdet, men det skal jeg ikke blande mig i, siger de … på en pæn måde, godt nok, men folk må da gå storgrinende ud af butikken, når de kan gøre sådanne kup.
Vælg dine kampe, Ellen. Denne er dog tabt, tror jeg.