Over- og undersættelser

Jeg bingewatcher sjældent, men i de seneste par dage har jeg siddet og set hele sæson 2021 af den engelske Masterchef for amatørkokke.
Binge watching. Med dansk bøjning … det er tilladt; vi danskbøjer mange engelske ord, især efter en tid, når ordet er blevet almindeligt at anvende. Vi downloader en app. Vi cutter en forbindelse.
Binge watching er et nyere udtryk fra 2013, og der er aldrig fundet et dansk udtryk, der dækker lige så godt, så derfor bingewatcher jeg, når jeg ser mange afsnit af en serie lige i rap.

Det er efter, at jeg, takket være Ditte, har fundet BritBox. Den er farlig, for der er virkelig mange (engelske) udsendelser, serier og film, jeg godt kunne tænke mig at se. Det er godt, det er vinteren og ikke sommeren, vi går i møde, for i den mørke vintertid må jeg gerne sidde og se rigtig meget tv – så får jeg også strikket meget, hvilket vel ingen kan have noget imod.
Så nu var det altså Masterchef. I BritBox kan man vælge mellem forskellige undertekster, og vi har valgt de danske til, fordi John synes det kan være svært at fange det hele uden dem. Det er ikke så ofte, jeg læser dem, for jeg lytter mere end jeg kigger og ser derfor tit kun på skærmen, når kokkene skal præsentere deres kulinariske formåen. Det har dog været nok til, at jeg er faldet over et par ting; fx undrer det mig, at flere af oversætterne (det er åbenlyst ikke den samme, som har hele sæsonen) skriver cavolo nero i den danske tekst. Det er det engelske navn for palmekål, som alene er det navn, der anvendes på dansk. Det er dog nok nærmere det italienske navn, som englænderne har taget til sig …
Wild garlic oversætter de til vilde hvidløg, hvilket det aldeles ikke er – det er ramsløg, er det.

Et noget mere tricky (der var den igen, den engelske indflydelse) oversættelsesproblem er englændernes curry. Her er ikke engang englænderne enige. For de fleste betyder det en (sammenkogt) ret af asiatisk oprindelse, og der behøver ikke at være karry i den. Det er noget, der er fulgt med til England fra dengang, Indien var en britisk koloni, men inderne selv har ikke noget, der hedder curry.
”Curry is a word invented by the British back when they ruled India. It is the anglicized version of the Tamil word kari, meaning sauce and is now commonly used to describe almost any food of South Asian origin.” Og “..and wrongly assumed that all dishes that had some type of gravy in it were referred to as "curries."

Så langt, så godt. En oversætter burde vide, at a curry ikke skal oversættes til ‘en karryret’, men nok nærmere ‘en gryderet’ Man burde studse over, at karry slet ikke bliver nævnt, når ingredienserne remses op … især da når vi taler om en dessert! In a curried coconut crumb blev oversat til ‘i kokosnød med karry’. Nej, nej, nej, siger jeg bare …

I denne udgave af Masterchef er der to dommere. Gregg Wallace har fint styr på den engelske grammatik; John Torode begår den samme fejl som et utal af både danskere og englændere: De hyperkorrigerer, fordi de tror, man ikke må sige ‘mig’, hhv. ‘me’.
Det må man godt. På begge sprog. Det skal man faktisk på begge sprog, for ‘jeg’, hhv. ‘I’ skal kun bruges, når de står som grundled.
Ikke desto mindre påstår John op til flere gange i hvert afsnit, at deltagerne skal “..make fabulous servings for Gregg and I”. Han har også sagt “It surprised John and I”.
Når Gregg siger det, siger han det korrekte ..for John and me.

Netop dette jeg/mig-fænomen har jeg før været inde på i et par af mine tidligere sprogindlæg. Min helt ugrammatiske tommelfingerregel er, at man skal fjerne den anden person. Ingen ville vel sige “Nu skal du lave noget dejlig mad til jeg”?
Eller “vil du være venlig at række jeg sovsen?” Det lyder jo komplet tåbeligt, men ikke desto mindre formår nogle at sige “vil du række sovsen over til John og jeg”.

Nå. Det er altid nemt at kritisere, og jeg kunne godt forestille mig, at oversætterne bliver så dårligt betalt, at de ikke har tid til at udføre deres arbejde grundigt nok. Derfor er jeg heller ikke dybt nedslået over fejlene – der er såmænd heller ikke så mange af dem, at der er grund til at blive det – men jeg vil forbeholde mig retten til at more mig over dem og hænge de anonyme oversættere ud her på bloggen.

Herligt at kunne lægge planer igen

Det er så fedt at kunne lægge masser af ferie- og rejseplaner igen. Nu tør vi godt, og vi har en rum tid satset på, at 2022 ville blive året, hvor det hele vender tilbage til normalen.
Det gjorde det så ikke helt, for i mange lande bruger mange stadig mundbind, når man færdes i det offentlige rum – vi ser det bl.a. i Tour de France. Men hvad hjælper det, at de “tager hensyn til hinanden”, når tourdeltagerne alligevel falder fra på stribe, fordi de bliver smittet med coronavirus? Det bekræfter min ide om, at det mundbind ikke er meget værd.
Jeg havde ikke set det komme, at jeg skulle blive interesseret i at følge med i TdF. Jeg har nogle gange kigget lidt med, når de er kørt igennem de smukke, franske landskaber, og man fik det hele med helikopterblikket og Jørgen Leths gode kommentatorskab. Så stoppede han, og TdF var ikke længere helt det samme.
Men i år skulle det hele som bekendt begynde i Danmark. Det, jeg faldt for der, var at se det hele sådan lidt fra oven. Jeg kender de to lange strækninger relativt godt, og det gav pludselig løbet en for mig interessant dimension. At Magnus Cort skulle vinde bjergtrøjen i et land uden høje bjerge var også flot – og meget synd for ham, at han fik covid-19.
Jeg har ikke siddet limet til skærmen under hele touren, men jeg har kigget lidt mere med indimellem end jeg normalt gør, og som oftest set de sidste 20-30 kilometer – især da Vingegaard så mere og mere ud til at kunne vinde.
Sportsjournalisterne er en kilde til evig fornøjelse. Hvor har vi dog moret os mange gange, når de fyrer deres metaformix af eller får sat nogle andre ord ind end de rigtige. I har sikkert selv hørt dem, men her kommer to fra i dag fra afslutningen på løbet i Paris. Det er ikke kun rytterne, der er helt oppe at køre, kommentatorerne er det selvfølgelig også, så der bliver brændt en masse sludder af.

..når de brosten bliver våde, så bliver det brunt som sæbe..

..det, som han nu lægger for døren..

Hvorfor kalder de mon egentlig hele tiden Vingegaard for ‘lille’? Han er 1,75 meter, så han er da ikke specielt lille. Han er spinkel, men det er ikke det samme som lille. Gennemsnitshøjden for danske mænd er godt nok 1,84 meter, men man er da ikke ‘lille’, før man er under 1,70, er man? Hvornår er man i jeres øjne en lille mand?

---

Men tilbage til planerne. I august tager vi på krydstogt i Nordatlanten, og her i formiddag fik vi booket et sommerhus på Bornholm i september (Strik Bornholm) og en tur til England i oktober. Indimellem kommer den sædvanlige webstrikfestival, så vi får travlt på den helt go’e måde.
Vi tager bilen til England igen – vi gider simpelthen ikke det kaos, der åbenbart stadig hersker rundtomkring i Europas lufthavne.
Dover-Calais har problemer med timelange køer, fordi franskmændene efter sigende ikke har personale nok til at tjekke pas.
Godt, vi har Hook van Holland-Harwich, som mine englændere også blev helt glade for bare på den ene gang de for nylig benyttede sig af den mulighed. Nemt og smertefrit går det, og at stå tidligt op et par morgener i træk kan vel overleves af alle.
På krydstogtet står vi ud fra New York og ender i Reykjavik, hvorfra vi flyver hjem.
Desværre kan vi ikke køre til NY, men vi må pakke kufferterne fornuftigt og glæde os over, at vi i værste fald vil kunne nå at købe en ny garderobe på forsikringens regning, inden vi skal ud at sejle. Vi håber det bedste og frygter det værste, men glæder os vanvittigt meget til turen.

Hverken internet eller tv

I forgårs midt på dagen røg internetforbindelsen og dermed også tv-signalet. Vi var begge ude og opdagede det først ved 16-tiden. Kl. 17 fejlmeldte vi til Fibia. De kunne se, at vi ikke havde haft netforbindelse siden kl. 12, og de videregav den fluks videre til en tekniker, som ville kontakte os i går inden kl. 12. De gjorde meget ud af at fortælle os, at hvis vi selv havde gravet kablet over, var reparation og reetablering for egen regning. Jajaja – det er da garanteret stadig alt det kloakering, der spøger, for de er i gang med et eller andet voldsomt 4-500 meter fra os.
Ingen tekniker kontaktede os i går, så kl. 12:15 ringede jeg igen til Fibia. Som sædvanlig snart alle steder skal man igennem flere menuer, før man får lov at komme til sagen. Denne gang tog det 1½ minut. Vidste du, at du kan få svar på de mest stillede spørgsmål? Gå på MitFibia.dk og find menuen FAQ..
Det kan jeg jo ikke, så lad være med at fortælle mig det hele tiden …
Jeg fik at vide, at den beregnede ventetid var 1 minut. Fint nok.
Det minut tog 1½ time.
Jeg kunne vælge at blive ringet op, men nu gik der lidt sport i at se, hvor lange minutter Fibia holder sig.
Der kom en tekniker lidt over 12 i dag, og nu, endelig, har vi netforbindelse igen.
Jeg havde gættet rigtigt: Det var et overgravet kabel lige der, hvor jeg regnede med. Vi var dermed 19 husstande, det var gået ud over, så det bliver en dyr affære for Holbøll. Tre teknikere full time i flere dage!

De skulle skyde nyt fiber ind – det var helt magisk, for lige pludselig kom der et tyndt bånd ud af et hul i boksen i væggen. Det er altså lidt misvisende, at det hedder bredbånd, for det er mindre end en millimeter tykt … og alligevel er der rigeligt med plads til, at alle i en familie kan streame hver sin film.
Dvs … det har vi ikke kunnet, fordi vi i vores uvidenhed placerede modemmet et fjollet sted, så det har svært ved at sende trådløst rundt i hele huset. Extenderen hjælper lidt, men ikke nok. Vi har reelt kun 40-50 Mbps op og ned, selv om vi i princippet burde have 200 – men skal man op på det, kræver det en kabelforbindelse.

Det har vi så nu. Ikke til nogen af vores enheder, men til det Mesh-system, som John er på vej til Køge for at hente. Vi fik en god snak med teknikeren om, hvad vi kunne gøre, så ikke køkken-tv’et hele tiden faldt ud. Han kunne kun anbefale, at vi investerede i et Mesh-system, og da vi læste om det, var der ingen tvivl om, at det skulle vi da.
Fagre nye verden.

Fagre VOKSNE verden!
Mit barnebarn har lige købt bil!
Altså! Det er hun slet, slet ikke gammel nok til! Min lille pige! (Der gik lige inflation i udråbstegnene.)
Hun er rent faktisk ikke gammel nok, så officielt er det Charlottes bil, men om otte måneder fylder hun 17, og så må man køre bil i England.
Bilen var et godt tilbud. Tænk, at man kan få en bil, der virker, for 395 pund. Anna har i et stykke tid tjent sine egne penge, og med et lille tilskud fra far og mor blev bilen erhvervet. Hun kører rundt på deres meget store grund, så lidt får hun da ud af det allerede nu.
Bilen har manuelt gear, hvilket ingen af familiens brugsbiler har; kun veteranbilerne, og skal hun lovligt kunne køre disse, skal hun op til køreprøve i en bil med manuelt gear. Man må gerne tage prøven i en bil med automatgear, men så må man kun føre sådanne biler.
I England må man (lige som i Sverige) lære at køre bil af en voksen; man skal derefter bare bestå en teoretisk og en praktisk prøve.
De otte måneder kan kun gå for langsomt, synes Anna naturligvis. Jeg er ikke helt enig … men forstår hende selvfølgelig så udmærket.

Tilfældigt sammentræf?

I går skrev Farmer om bredsåning og nede i kommentarfeltet kunne man læse hans ord om teknikken til en smuk og ensartet bredsåning.
Jeg tillader mig at citere den gode og meget vidende bondemand: “Når man bredsår, skal man som højrehåndet sprede, når man har højrebenet fremme (naturligvis ligeså venstre/venstre), ellers kommer kornet til at stå i måner, og det blev der virkelig set ned på i hine tider.”
Min far havde lært at bredså, selv om såmaskinen for længst var opfundet, da han blev født. Jeg er ikke særlig god til det, men nu vil jeg da øve mig på den rigtige teknik næste gang jeg skal strø gødning i min have.
I dag har jeg haft en lille Messenger-‘snak’ med Stine, som nogle af de vedholdende bloggere nok bedre kender som Kong Mor, som havde en skøn blog om sin familie og livet, først i Normandiet og senere i Møllen på Fyn. Hun blogger desværre ikke mere, men vi har holdt forbindelsen ved lige, selv om det ikke just er hverken daglig eller ugentlig kontakt.
Ikke desto mindre har vi ikke glemt hinanden, og i dag havde vi en ‘snak’, der bl.a. førte til, at Stine sendte mig dette link, der fører til en engelsk serie (der kan ses på YouTube), som handler om bl.a. hverdagslivet i tudortiden, om klostrenes rigdom dengang og meget, meget andet – men alt sammen engelske, historiske dokumentarudsendelser, som jeg generelt bare elsker!
En af de gennemgående personer er Ruth Goodman, som jeg kender fra Inside the Factory. En ildsjæl og en krudtugle, som man kun kan blive i godt humør af at opleve. Hun har medvirket i et hav af engelske historiske serier, og altså også denne.
Tak til Stine for at gøre mig opmærksom på, at det meste – om ikke alt? – dette kan ses ganske gratis på YouTube. Vi har allerede set den første her til aften, og jeg er solgt! Kan absolut anbefales, og lad jer ikke afskrække af, at det foregår på engelsk. Det er nemt at følge med, også uden danske undertekster – og måske ikke helt uden betydning mener John det samme. Det er ikke for at virke blæret, men for at understrege, at det ikke kun er for sådan nogle som mig, der engang har været god til engelsk, men også for dem, der ikke tror de er ret gode til det.

Men hvad var det for et sammentræf, jeg nævnte i overskriften?
Det var, at netop i denne første af en række episoder fortalte en mand os lidt om bredsåningsteknikken! Jeg kan, som et lille kuriosum, nævne, at bredsåning hedder broadcasting på engelsk. Ret pudsigt, faktisk…
Nu har jeg ikke tænkt på netop denne term i mange år; jeg har aldrig vidst hvordan man gør det korrekt, og så skal man lære det to gange på to på hinanden følgende dage fra to vidt forskellige kilder.
Det er da noget af et sammentræf, ikke sandt?
Og hurra for blogland og alle de mange erfaringer/oplevelser/megen viden, det har givet mig i den tid jeg har været med i den eksklusive klub. Som jeg i øvrigt netop i denne måned kan fejre kobberbryllup med.

Næh tak – jeg har!

Jeg takker nej – jeg har allerede et barn og behøver på ingen måde tre mere – ikke engang selv om jeg får rabat på dem.

I dag fik jeg min nye timer/stegetermometer. Jeg bestilte det i går og modtog det i dag, så både butik og DAO var superhurtige.
Det var de åbenbart også til at få trykt teksten til en af de timermuligheder jeg fravalgte, og sådan går det nemt, når man ikke giver sig tid til at tjekke sine oversættelser – og oven i købet ikke helt kan finde ud af, om man skal skrive tyrker eller turkey.
Prøv en anden gang at oversætte turkey med kalkun. Jeg er ikke specielt begejstret for tanken om en stegt tyrker. Det må vel egentlig være det modsatte af en kold tyrker?
I øvrigt en forholdsvis almindelig fejl, når man fristes til at bruge Google som oversættelsesmedium.
Ordet ‘og’ i sidste linje giver heller ikke meget mening.

Herunder hhv. forside og ryg på en bog, som de ikke ville give mig rabat på.
Det tog faktisk lidt tid, inden jeg opdagede, at der var en fejl i teksten på bogryggen. Det ligner ikke mig ikke at opdage den slags med det samme …
I England har de en boghandel inden for køreafstand fra Charlotte, hvor de får bøger med denne slags trykfejl og sælger dem videre til en langt lavere pris, end man normalt tager for samme bog uden fejl.

Det er agurketid. Både i drivhuset og udenfor. Bl.a. i DR hvor vi finder, at det står temmelig skralt til med seværdige udsendelser.
Nu er Søren Ryge langt om længe stoppet – det var virkelig også på tide; vi har ikke kunnet holde ud at høre på ham de sidste mange år. Uengageret, uinspirerende og gentagende sig selv i én uendelighed, men nu skal vi vel tilbydes samtlige hans udsendelser gennem alle årene en gang til, vil jeg tro.
Det er også agurketid for bloggeriet – i dag har stået i dovenskabens tegn; ikke mindst fordi jeg mistede fire timers søvn i nat, hvor jeg af en eller anden grund ikke kunne sove mellem kl. 01 og 05. Jeg kunne ikke engang gå ud og se på Perseidernes stjerneskudsvrimmel nu, hvor jeg alligevel var vågen, for hvis ikke skyerne dækkede, så forstyrrede månens lys.
Vi må finde på et eller andet godt at tage os til i morgen – det her går ikke. Det er lidt for kedeligt, selv om jeg nyder at lave ingenting en enkelt dag.

Flow-tv og slow-tv

Der er kommet nye begreber ind i det danske sprog. Det gør der sådan set tit … et af dem er ‘flow-tv’, som betyder det at se tv direkte, når programmet udsendes. Et andet er ‘slow-tv’. Dette sidste må jeg med skam melde, at jeg troede jeg selv havde opfundet, men det havde jeg desværre ikke; det har været kendt et godt stykke tid, viser det sig, og er ikke helt det samme som min definition. Begrebet blev vist især kendt via den syv timer lange udsendelse fra Bergenbanen – altså en filmoptagelse af turen i hele sin længde uden at klippe i den. Jeg kan godt huske den og prøvede da også at se den i sin tid, fordi så mange talte om den, men min tålmodighed slap op, længe ingen udsendelsen gjorde det. Jeg har taget toget en vinter fra Oslo til Geilo og retur, men det er altså en anden oplevelse at se det selv fremfor i fjernsynet. Det er selvfølgelig fint nok, hvis ikke man har mulighed for at se et vinterklædt Norge i virkeligheden, for det er en ualmindelig smuk tur, men tv-udsendelsen behøvede måske ikke at vare alle syv timer, set fra samme fotografiske vinkel (som jeg husker det), for dengang i 2006 kunne man Jeg?) ikke streame tv, så man (jeg?) kunne ikke spole frem …

Det var det ‘rigtige’ slow-tv. Jeg har som nævnt en lidt anden definition, som kan være fx kriminalserien Foyle’s War, der foregår i Sydengland under 2. verdenskrig. Jeg er vild med den serie – lige som jeg er vild med Barnaby, både den gamle Tom og den nye John.  
Handlingen i Foyle foregår i et tempo, hvor alle kan være med. Der er vist nok også mange, der står af igen pga. samme lave tempo, men dem om det.  Det er såmænd ikke fordi jeg er langsomt opfattende – ikke endnu i hvert fald – men mere fordi jeg synes de enkelte afsnit bliver bygget op på en fin måde. På sin vis er det lidt lige som Heartbeat (Små og Store Synder), hvor der altid er to forskellige ting i gang (deraf den danske titel, såmænd) pr. afsnit. Det er der også hos Foyle, men de viser sig ofte at hænge sammen i sidste ende.
Det er ikke kun plottet der er godt; det er mindst lige så meget fordi serien forstår at vise flere af en krigs mange ansigter. Det er ikke kun sort og hvidt. Ikke kun tyskerne er fremstillet som de onde, og ikke kun englænderne som de gode. Dermed være ikke sagt, at vi skal holde med Nazityskland, for det er der på ingen måde lagt op til, men der er brådne kar i alle lande, og der fandtes også tyskere, der var gode mennesker.
Jeg kan også godt lide, at assistenterne ikke er fremstillet som nogle mindre begavede fjolser, der ikke ville kunne klare sig her i livet uden deres chef.

Er dette en anbefaling? Jamen det er det da – hvis I har forsøgt jer med Foyle og ikke kan holde langsommeligheden ud, er det fint med mig, men hvis ikke I kender ham, så synes jeg I skal give ham en chance.
Et yderligere plus for mit vedkommende er, at Foyle minder mig lidt om min far i både udseende og den rolige måde han håndterer tingene på. Min far havde dog en del mere humor end Foyle. Der er humor i serien af den go’e, engelske slags, som så mange af os holder så meget af; det er bare ikke Foyle, der udstiller den mest.

Det er så godt at have en god serie at fordrive de mørke og regnfulde dage med. Jeg har fået strikket en jumper til John (XXL) på pinde 3 næsten uden at lægge mærke til det – et arbejde, der ellers ville føles temmelig langsommeligt, bliver forkortet af langsom-tv. Sådan er der så meget …

Selvpineri …

Hvorfor gør jeg det?
Hvorfor sidder jeg og ser den australske bagedyst og hvorfor i alverden ser jeg bagefter Bake Off: The Professionals (tidligere kaldet Bake Off: Creme De La Creme, og det er netop de tidligere, jeg for tiden ser over TV2Fri), hvor det er professionelle, engelske dessertkokke i hold á tre personer, der dyster i at fremstille de mest fantastiske kager og desserter?
Det er det rene selvpineri – jeg/vi er på diæt (jeg har tabt tre kilo, siden vi kom hjem!) – altså er overhovedet ingen form for søde sager tilladt for vores vedkommende. Ikke engang når vi har gæster; da står ‘desserten’ på ost, hvilket dog ikke er så tosset endda …
Men jeg elsker jo desserter af alskens art. Ikke fordi de skal være hvinende søde, men sukker i desserter kan vel næppe undgås.
Så hvorfor gør jeg det? Hvorfor sidder jeg og kan næsten ikke holde mundvandet inde?

Måske fordi især Creme de la Creme er så eventyrlig imponerende at se – amatørbagerne er skam rigtig gode, men det er intet mindre end fantastisk, hvad de professionelle kan præsentere for seerne og dommerne. Jeg kan i sagens natur kun bedømme udseendet, men min fantasi rækker fint til at forestille mig, hvor helt vidunderligt det må være at sætte tænderne i frembringelserne – også selv om dommerne er yderst kritiske og ofte også ret hårde i deres bedømmelser.

I går så John det også. Han så værten Tom Kerridge (som sidder på bænken i billedets venstre side) i cirka to sekunder, hvorefter han sagde: “Det er da ham, der har stået model til Schreck!”
Det var lidt ondt og måske heller ikke helt rigtigt, men jeg kunne sagtens se hvad han mente, og nu kan jeg ikke se den professionelle Bake Off uden at se Schreck for mig hele tiden.

Den australske bagedyst har i øvrigt haft en lige så ung deltager som vi havde i den seneste danske udgave – bare 16 år var han, og en lige så sød og sympatisk fyr som vores vinder Emil. Den australske Antonio kom helt til finalen, men jeg var næsten klar over, at han ikke ville vinde, for så kunne vi ikke i Danmark have hævdet at have verdens yngste bagedystvinder.
Jeg har set amatørbagedysten fra Danmark, Sverige, England og nu også Australien, og det er ret interessant at se, hvor forskellige opgaverne er fra land til land. Hvis I nu alligevel bare sidder og strikker fordi det ikke er vejr til at gå ud i, kan jeg anbefale at se de forskellige dyster og sammenligne de relativt store nationale forskelle. Eller bare se dem fordi I måske har lyst til lidt visuel forkælelse – det er jo trods alt ikke alle, der strikker og godt kan lide at have tv’et kørende imens …

Gang i motorcyklerne, cochenillen og Badehotellet

I dag er vi vendt tilbage til almindeligt forår her i Den Stråtækte. Det er blæsevejr og da det er kun 17°, føles det halvkoldt oven på al den varme.
Jeg havde ellers regnet med at skulle være færdig med ukrudtet, men jeg gad simpelthen ikke gå ud, selv om det selvølgelig kun er en dårlig undskyldning, for jeg ville ikke komme til at fryse. Sandheden er nok snarere, at jeg lige nu har fået så rigeligt med ukrudt – en pause var tiltrængt.
Så er jeg også fri for at høre på alle de motorcykler, der larmer forbi i dag. Hvad er det med motorcykler og pinse? Det er da helt vildt, så mange der altid er ude i pinsedagene. Jeg har udviklet en massiv nultolerance overfor motorcykler, må jeg indrømme. Holdnuop, hvor er jeg træt af den larm, som langt de fleste laver, og ikke mindst af den totalt uforsvarlige hastighed, som flertallet desværre også farer forbi med.

I England kører der en kampagne, hvor der mange steder er sat skilte op med THINK BIKE. Det skal forstås sådan, at bilister altid skal huske at forestille sig, at der pludselig kan komme en motorcykel med større fart, end de lige havde regnet med.
Charlotte og jeg var rørende enige om, at der manglede et [tiltale]komma på de skilte. THINK, BIKE. De må da også selv tage et ansvar, for pokker.
Som om vi bilister er skyld i alle motorcykelulykkerne. Hrmpf. Hvis de forbaskede motorcyklister kunne beslutte sig til at holde sig til trafikreglerne, vil jeg gætte på, at antallet af ulykker ville blive mere end decimeret.
Undskyld, at jeg generaliserer – ikke alle er sådan. Naturligvis ikke, men det er nok omkring 75 %, og jeg er TRÆT af dem!

Næh, så hellere noget fredeligt plantefarvning. Eller rettere lusefarvning, for i dag var der gang i cochenillen. Dette var, hvad 15 gram skjoldlusskaller kunne give af farve.
Ditte og jeg blev så skrækkeligt inspirerede i går af FiberFolk-markedet, så vi har aftalt, at vi, når vi holder Den Store Farveseance, skal overfarve med indigo i større stil, så jeg skal have gjort en masse parat til det. Dette og noget kraprod, som jeg ikke har farvet endnu, men jeg har jo også hele tre uger til det.
De to yderste cocheniller til højre skal ikke overfarves. De er farvet på gråt garn, og det er blevet SÅ lækker en farve, som får lov at forblive som den er. De andre kommer formentlig til at minde lidt om den, når de bliver dyppet i blåt.

Ude til højre er resultatet af birkebladsfarvningen fra forleden dag. Kun blade, ikke grene, kviste eller bark. Jeg sad i noget over en time og fik efterhånden ondt i fingrene af at klippe bladene fri af kvistene, men det var det værd, for der kom fine farver ud af det. Et par af disse plus noget andet gult skal også overfarves med indigo. Jeg har li’som masser af gult …

Indimellem har vi siddet og hygget os med et par afsnit af tredje sæson af Badehotellet. Det er ret fedt at kunne se hele serien, lige præcis når man har lyst. Mon ikke det bliver til et par afsnit igen i aften?

Manden i piletræerne

Bare to bogstaver udgør forskellen på Kenneth Grahames dejlige klassiker og en forårshungrende ægtemage, der i dagens fine solskin bare ville ud og foretage sig et eller andet. Brøderup Efterskole har efterhånden fået tæmmet det stykke jord, de fik foræret af ejerne til den gård, der har givet vores vej navn. Da vi kom hjem fra Malta, var der sket noget med sivene, men de kunne ikke komme til at rydde piletræerne, fordi jorden var for våd.
Nu vejer John ikke lige så meget som den maskine, skolen så gerne vil anvende, så han gik derned i dag for at få nedlagt de sidste træer. Ud fra billedet her kan man måske ikke fornemme det, men når der kommer blade på, tager de en del af vores fine fjordudsigt, både set fra køkkenet og oppe fra shelteret. Ikke så meget oppe fra gæsteværelset …

Jeg har siddet og binge-watchet (“den praksis at umådeholdent se flere afsnit af en enkelt tv-serie, tv-show eller film (fx trilogi) ud i én køre”) tre af fire udsendelser om Kunsten at blive snydt. Herligt nyt udtryk (binge-watching, altså …), der har fundet ind i sproget – og nu har jeg så hermed lavet det om til et verbum og givet det dansk bøjning. Lige som at google. Jeg ved ikke, om det er officielt tilladt endnu, men hvis ikke, så bliver det det helt sikkert.

Det var meget interessant at se. På flere måder – bl.a. undrede jeg mig over, så mange af deltagerne, der åbenbart havde misforstået noget – eller også misforstod jeg bare deres måde at udtrykke sig på, men det handlede om at kunne finde frem til det af 10 mulige malerier, der var en kopi, og flere af personerne sagde noget i stil med Det der er ikke en typisk Krøyer eller Det er slet ikke Krøyers stil. Det drejede sig jo ikke om at finde noget, der måske kunne have været malet af den pågældende kunstner, men om at finde den nøjagtige kopi af et af vedkommendes værker.
En af dem sagde Og her har vi en nøgen dame med bare bryster. Ja …?
Den bedste (eller værste …) formulering kom dog fra ham, der lægger stemme ind over og kommenterer det hele, for han sagde følgende i alle tre udsendelser (jeg citerer kun fra de to sidste, for jeg kan ikke huske den første ordret):
Det er Kristian Vodders karrieres hidtil største svindelnummer.
Johannes har lavet det største svindelnummer i sin karriere.
I mine ører er det det samme som at sige, at de alle har lavet flere svindelnumre, men at disse bare var de største. Sådan er det forhåbentlig ikke ment. Den første udsendelse handlede om skagensmalerne, den anden om guldaldermalerne og den tredje om Cobra-gruppen. Fjerde og sidste udsendelse kommer i aften, og jeg glæder mig til at se den.
Det var gennemgående, at det var børn, der var bedst til at finde frem til kopien – det hyggede jeg mig en del over. Nogle af de mere professionelle deltagere, såsom fx en galleriejer og en kunstmaler, gættede forkert.
Som sagt vældig interessant, og har I mulighed for Tv on demand, så kan jeg anbefale at se udsendelserne.

Uha, det er svært med de tal …

Jeg vil SÅ gerne være færdig med Amsterdam-halstørklædet nu. Jeg er nået til det punkt, hvor det kun kan gå for langsomt, selv om jeg knokler og knokler. Der mangler fem farvestriber – og så lige en hæklet kant hele vejen rundt … satsede ellers på, at John skulle kunne have det på i morgen, hvor vi skal ‘i byen’, men jeg har ikke sagt det højt, for så skuffer jeg kun mig selv.
Jeg ser BBC Brit eller BBC Earth mens jeg strikker med en intensitet, at jeg får helt ondt i armene, hvad jeg ellers aldrig får af at strikke.
Det gik fuldstændig galt for oversætteren i dag – jeg så desværre ikke, hvem det var, men vedkommende må være talblind.
A hundred-foot high [something] blev oversat til tre meter.
Three quarters of a million blev til 75.000.
One hundred thousand blev til 1000.
Hvis ikke man forstår engelsk, men ellers er i besiddelse af en smule sund sans, må man have studset en del over de danske tal i den pågældende sammenhæng.
At 30 mi² blev til de rigtige 77 km², kan undre en anelse, men her skulle ikke blot oversættes, her skulle også regnes – eller i hvert fald slås op. At det så er 77,6 km², således at der burde have stået 78 km², er i petitesseafdelingen.
Og jo: Jeg kan skam udmærket lytte, læse undertekster og strikke på Amsterdam samtidig!
If you want something said, ask a man; if you want something done, ask a woman, som Margaret Thatcher sagde.

38 down, 5 to go. Og så sidder jeg bare her og skriver.
Sæt i gang, Ellen!

Professionel eller amatør

Jeg er selv en glad amatør inden for nogle få ting, fx strik, syning, madlavning …
Der skal være – og er – plads til amatører i alle afskygninger, for en verden fyldt med professionelle ville hurtigt give en del mindreværdskomplekser.
Men. Når det kommer til, hvad der vises som underholdning i tv, synes jeg ikke særlig godt om amatører. Jeg så en kvart udsendelse af dem, der handlede om at smide folk (amatører) ud på en overlevelsestur i vildmarken. Klynken og selvmedlidenhed gider jeg ikke høre på. Det var endnu værre, da jeg rendte ind i en amerkansk udgave. I miss my family so terribly. Klynke, tude. Jamen så bliv hjemme …
Jeg så den første i rækken af en serie for nogle år siden med BS, der havde en flok forskruede teenagetøser med i junglen, og jeg så den kun, fordi vores administrerende direktørs datter var en af de forskruede tøser.
Vores adm.dir. sad og fortalte hele Danmark, at “min datter er rigtig god til at manipulere folk, så hun skal nok ende med at få sin vilje.” (Hun blev nægtet at prioritere make up over praktisk fodtøj.)
Jeg var vildt forarget (det var flere af kollegerne) – tænk at prale seriøst med, at ens afkom er god til at manipulere! Jeg har aldrig kunnet lide ham, og efter dette blev mine følelser for ham ikke ligefrem varmere, og jeg gad ikke se mere – ikke engang selv om BS var med. Bubber og BS så jeg også lidt af, men han var også for tøsedrenget. Bubber, altså. Jeg er klar over, at det skulle være sådan for kontrastens skyld – jeg gider bare ikke se den slags.

I disse dage kører der en norsk serie i seks dele over DR2, der hedder På Vildspor i Ødemarken. Den viser den højt professionelle Lars Monsen, som, sammen med en ven, har gået hele Norge på langs. Med bind for øjnene helikopterfragtes ahn til og sættes han af på et sted i Norge, han ikke ved hvor er. Han bliver tildelt forskelligt (nogle gange næsten ingenting) udstyr og/eller proviant og har så fire-fem dage til at nå frem til målet, samt have fundet ud af hvor i Norge han har befundet sig. Hvis ikke han når det, kommer de og henter ham hjem, hvilket manden naturligvis ikke er helt tilfreds med.
Nu har jeg set udsendelse nummer 4. Det er meget interessant at høre ham begrunde hvorfor han vælger hvilken rute, hvorfor han vælger et telt eller den dyreste sovepose fra, hvordan han tackler selv at skulle bygge en tømmerflåde for at kunne komme videre.
Han er gps-tracket, og han skal nå et par udlagte poster undervejs, hvor han gerne får en opgave, han ikke lige havde set komme, men som naturligvis ikke gør det nemmere for ham. 
En gang missede han med 25 minutter og en anden gang med flere timer. I dag missede han fordi han blev bremset af tåge på fjeldet og måtte ligge underdrejet i et døgn. Af de fire, jeg har set, har han kun nået det én gang inden for fristen.
Men som sagt er det den yderst professionelle tilgang fra hans side – og Norges smukke natur – der får mig til at nyde udsendelserne.
Her er der ingen plads til amatører.
Professionalisme kan få mig til at fatte interesse for næsten hvad som helst – jeg elsker at se professionelle håndværkere i aktion og kan blive betaget at ting, jeg normalt ikke interesserer mig for.
Det lyder måske som, at jeg må gerne være amatør – de andre må bare ikke …
Det er nu ikke helt sådan det er, og jeg bestemmer da heldigvis selv, hvad jeg vil se i tv.

Hvordan man skræmmer læsere og seere væk

Jeg har med stor fornøjelse læst både Dinosaurens Fjer og Svalens Graf af Sissel-Jo Gazan og nyder for øjeblikket hendes seneste bog Blækhat. Hun skriver godt; jeg er helt kravlet ind i bogen, som jeg ikke synes fortjener den halvlunkne kritik, den har fået. Jeg nød den, lige indtil jeg nåede til dette:
Hasselbagte kartofler. Pfft. Hvordan den er opstået, kan jeg ikke regne ud. Hvor er logikken? Forestiller man sig at pakke kartoflerne ind i hasselblade inden man sætter dem i ovnen? Eller hvad?
Sådan fik Gazan næsten skræmt mig væk. Næsten. Jeg nøjedes med at holde en pause, for bogen er god.

Noget af eftermiddagen er gået med at lade BBC Earth køre i baggrunden, fordi den (eftermiddagen, ikke baggrunden) er helliget Michael Mosley (ham med 5:2-kuren) og hans mange eksperimenter med mad, hvad den gør ved os og hvorfor, aflivning af et par myter, bekræftelse af nogle fordomme og meget andet interessant, der har med mad, ernæring og fordøjelse at gøre. Lige nu har han gudhjælpemig ladet sig få en bændelorm for at undersøge videnskabeligt, hvad sådan en gør ved os. Han har fået sat en igle på og han har ladet lus suge blod fra ham. Samt flere ulækkerheder – han er bestemt ikke ked af det.
Det var vældig interessant, lige indtil oversætteren oversatte saliva med savl. Og stædigt blev ved med at skrive savl hele indslaget igennem.
Saliva betyder spyt, og salivary gland skal oversættes med spytkirtel og ikke savlkirtel, som det aldrig har heddet, hverken i lægmænds eller professionelles sprogbrug. Savl er spyt, der ufrivilligt kommer ud af munden – en baby savler, men det hedder drool på engelsk, og ingen ordbog ville oversætte saliva med savl, så hvor oversætteren fik det fra, ved jeg ikke, men sådan blev jeg skræmt væk og nøjedes med at høre resten uden at kigge.

Jeg har bejdset Heidis babytæppe med henblik på at farve det lilla med alkanna om nogle dage, når farvesuppen har trukket længe nok. Jeg strikkede tæppet, da hun fik sit første barn, og nu, hvor nummer to er et års tid, har diverse bananer og sikkert også andet sat uudslettelige spor.
Det er strikket af Arwetta, som kan gå i vaskemaskinen, men vi ved vist alle, hvad der sker, hvis der kommer bananmos på noget … det går ikke af igen og tøjet er lige til at kassere. Heidi havde læst om mine plantefarvningsforsøg, og 2. juledag havde jeg på opfordring taget mine farveprøver med, så hun kunne vælge. Normalt kan man ikke farve sig ud af pletter; de bliver bare tilsvarende mørkere, men hvis man nu vælger at farve arbejdet meget mørkt, kan man håbe på, at de vil blive usynlige.

Jeg måtte understrege over for Heidi, at det ville være et forsøg, som jeg ikke kan forudsige udfaldet af. Garn skal helst kunne flyde frit for at blive farvet jævnt, men det er lige som udelukket, når der er strikket af det. Den unge kvinde var dog indforstået med, at det kunne komme til at se underligt ud, for som tæppet så ud nu, var det alligevel grimt.
Jeg har bare været glad for, at hun har været glad for det og har brugt det meget, og ovenstående resultat er derfor næsten uundgåeligt.
Det bliver spændende at se, om det mørklilla alkanna kan give tæppet en ny og pletfri tilværelse.
Det er alkannaen i sprit til højre og avokadosupperne til venstre. De er allerede blevet væsentlig mørkere – men der er stadig farveforskel.
Og sådan skræmmer Ellen sine læsere væk ved evindeligt at ævle om plantefarvning …

En uventet foræring

En blæsende og regnfuld dag i starten af december, hvor det eneste, en af os havde lyst til, var at sætte sig i den magelige og zappe lidt rundt for at se, hvad der kunne bydes på af passiv underholdning. Jeg sad allerede og strikkede, da John slog sig ned og tændte for fjernsynet.
– Hvorfor har du flyttet rundt på programmerne?
– Det har jeg da overhovedet heller ikke! Den slags er dit bord.
– Jamen de er slet ikke, hvor de plejer at være … underligt, altså … hov … vent lige lidt … hvad er nu dette her for noget?

Det var et retorisk spørgsmål, så jeg svarede ikke. Der gik et par minutter.
– Det ser ud til, at vi har samtlige mulige kanaler!!!
– Du godeste. Hvor mange er det?
– Vent lidt – jeg tæller lige.
…
– 102 kanaler.
– Du GOdeste! Jeg tror lige, jeg skal holde øje med den næste regning …

Vi har betalt os fra den allermindste tv-pakke, vi kan få. Den gør det muligt for os at tilkøbe de tre ekstra kanaler, vi gerne vil have, nemlig BBC Brit, BBC Earth og TV2 Charlie.
Jeg har ikke tænkt mig at købe yderligere 101 tv-apparater for at kunne udnytte pakken som på billedet her til højre. Det må godt nok kræve det store, forkromede overblik. Ved heller ikke lige, om de ville kunne være i stuen …
Gad vide, hvornår vores udbyder opdager, at vi nu i en måned har kunnet se samtlige 102 kanaler? Hvis man er totalt tv-freak og synes man har lyst til at ofre 600 kroner om måneden på bare at sidde i sofaen for at glo på tv og køber den største tv-pakke, får man 68 … vi fatter ikke en bønne af, hvad der er sket her, men tænker, at det må de da selv om, bare de ikke begynder at tage penge for det. At vi så på ingen måde har ønske om at se en brøkdel af de kanaler, er noget andet – vi bliver ikke kede af det, når de opdager fejlen, og det har været godt for noget, idet vi har konstateret, at vi hellere vil have TV2 Fri frem for TV2 Charlie, som vi efterhånden aldrig ser. BBC-programmerne er et must; det er lige før, det er dem vi ser mest.

TV2 Fri leverede følgende oversættelsesfejl i dag:
From his daughter’s Wendy house skal ikke oversættes til fra hans datter Wendys hus.
Vi ved ikke ud fra den sætning, hvad datterens navn er, men et Wendy house er et legehus, som fx dette viste.
Selv om oversætteren ikke før har hørt om et Wendy house, burde grammatikken pga. genitivets placering have fortalt vedkommende, at oversættelsen er forkert, og at der nok ligger noget i his daugter’s Wendy house, som burde tjekkes via en ordbog.

Så er der vist kun tilbage at ønske alle et godt nytår!

Dygtige sportsjournalister. Eller …?

En af os sad og så cykelløb. Den anden lyttede lidt med, men strikkede samtidig. Og undrede sig såre indimellem.

“Det ligner regnvejr derude. Hvis der kommer sådan en ordentlig sjasker, kan det godt resultere i fugtige veje.”
Respekt for den skarpsindighed … han skulle være blevet meteorolog!

“Der har vi så vaskemaskineeffekten: Der kommer hele tiden nogle nye op bagfra og presser dem oppe foran.”
Her var jeg ét stort spørgsmålstegn, men John kunne ikke hjælpe mig med en forklaring på, hvordan der kunne komme en vaskemaskine ind i billedet her.
Senere kom jeg til at tænke på, om han mente vaskebræt? Det ville give en smule mening …

Og så er jeg (stadig) grundigt t.r.æ.t. af journalister, tv-værter og i det hele taget mediefolk, der med kraftig stemmeføring siger æhhh hele tiden!
Både kvinden, der heldigvis forsvandt, og ham der blev ved til den bitre ende i cykelløbet i går, var storslemme. 

---

Nå. Nu gider jeg ikke brokke mig mere over sportsjournalisterne, så jeg går over til vejret i stedet for. I går omtalte jeg septembervejret i forholdsvis rosende toner, men det har vejret helt selv ødelagt i dag, hvor det blæser og regner uafbrudt som på en sen oktoberdag.
Jeg er bekymret for mine dahliaer, som i alt for bogstavelig forstand dukker deres tunge hoveder. ´
Den eneste lyse side ved det er, at jeg kan fylde alle mine vaser med dahliaer.

Avokadosuppen, der blev stillet in a sunny window (!), bliver, trods den manglende sol, mere og mere brunligrødorange. Jeg er spændt på, hvor meget af farvestoffet, der vil sætte sig fast i garnet.

Alkannaen, som kan farve garn lilla, hvis træspånerne ligger og søpper i ethanol (læs: husholdningssprit) i en uges tid, ser mig mere rød end lilla ud, men den er kun lige sat over, så jeg skal nok bare have tålmodighed – og i øvrigt kan man ikke altid regne med, at garnet får den farve, som suppen umiddelbart antyder.
If you don’t like the smell of methylated spirits, you can use vodka instead. Nogle gange er de altså lidt fjollede, de amerikanere … det skal da nok være rigtigt, men forskellen i literprisen får mig altså ikke til at hælde 1½ liter vodka over nogle spåner for så bare at hælde det i vasken om en uges tid!

Men farve kan det! I skræmmende grad. Da jeg åbnede låget for at tage ovenstående billede, faldt der en dråbe ned på den hvidmalede vindueskarm.
Shit! Vaskes af kunne det ikke. Jeg fik en lys ide og hentede lidt natriumdithionit – der må jo være en grund til, at det hedder affarver – opløste lidt i en anelse vand og hældte det på pletten.
Kluden blev farvet, da jeg gned på pletten, men pletten falmede ikke det mindste. Øv altså. 
Den eneste lyse side ved det er, at nu er jeg blevet opmærksom på den ekstreme forsigtighed, der skal iagttages, når vi begynder at farve med det.

Hvad har Tim med Moses at gøre?

Man må ikke sige det. Man må ikke klage over vejret – især ikke, hvis dette her er sidste dag, inden det vender igen.
Men altså … den varme! Vi har haft 28° i dag, så det var behageligst, da jeg cyklede til Præstø og hjem igen efter frokost. Terrassen var udelukket efter kl. 12 – der må have været 40° – og da jeg havde ordnet et skyggefuldt bed, kapitulerede jeg. Ikke mere arbejde i dag!
Timianplanterne elsker dog denne varme. Mange steder i haven gror denne velduftende art langs sten- og andre terrasser og viser sig lige nu i et overdådigt blomsterflor, som går tone-i-tone med en storkenæb, der også er mange af.

Kl. 16:10 satte jeg mig med et strikketøj foran tv’et og så Bibelens Gåder: Moses’ Stav. Det var en ikke specielt interessant udsendelse om en Graham Philips, der havde sat sig for at finde den stav, som forvandlede sig til en slange og som skilte vandene og derved reddede israelitterne. Ad kringlede veje havnede staven i Devon, England, men detaljerne skal jeg skåne jer for, for som sagt synes jeg, det hele var lidt langt ude.
Jeg fulgte derfor ikke særlig opmærksomt med, da jeg pludselig hørte en kendt stemme – Tims!
Han fortalte om Stanley May, som angiveligt købte staven af en devonsk lord, hvorefter May købte en billet til første klasse til … Titanic. Her var det, at Tim bogstavelig talt kom ind i billedet og forklarede lidt om Stanley May og Odell-familien. Exit Moses’ stav, som gik ned med Titanic.
Troede jeg, men ‘historiedetektiven’ fandt en drejning, så han kunne lede videre efter den famøse stav. Jaja, man kommer åbenbart vidt omkring, når man skal løse bibelens gåder.
Skulle nogen mod forventning få lyst til at se udsendelsen, kommer Tim på banen cirka en halv time inde i den. Men jeg advarer: Det interessanteste var Tims komplet uventede opdukken! For mig, i det mindste …

Uheldig oversættelse og en god fest

Overskriftens to ting har intet med hinanden at gøre … der burde nok have stået Uheldig oversættelse. En god fest.

Man skal undre sig.
Det gælder altid og i alle livets sammenhænge: Man skal undre sig. Det gælder også oversættere/tekstere af tv-serier.
Jeg undrede mig i hvert fald over, at oversætteren af Murdoch Mysteries i dag konsekvent oversatte carbon monoxide til kuldioxid.
Ikke bare en, men fire gange, så det kan ikke have været en tanketorsk. Ordet var oven i købet ledsaget af forklaringen, at det er noget man kan dø af, hvis man lader en bil stå med motoren i gang i et lukket rum. Ved alle ikke, at så er der tale om kulilte (CO) og ikke kultveilte/kuldioxid (CO₂)?
Carbon monoxide – mono er noget med én. Carbon dioxide – di er noget med to. Det burde ikke være nødvendigt at være kemiker for at kunne se det … det er jo bare ord, der skal oversættes, og det helst korrekt.

---

Jeg undrer mig til gengæld ikke over, at vi er lidt trætte i dag – det har den naturlige forklaring, at vi var til 25-års fødselsdag i går. Børnegenerationens (mit og mine to søstres børn) yngste skud har nu rundet et kvart århundrede, og det syntes hun skulle fejres.
Det foregik på Rigshospitalets kollegium, hvor selskabet var ovenud hyggeligt, mens akustikken kunne have været bedre, så både John og jeg var noget trætte i hoved og ører, da vi satte kursen hjemover, men det er ligemeget, for jeg tror, at fødselsdagsbarnet havde en god fest og fik masser af gode gaver, og hendes tilfredshed er det vigtigste i denne sammenhæng.

Annemarie læser medicin, så kusinen havde kreeret en lægeudgave af Kay Bojesen-aben – fuldt udstyret med kittel, stetoskop og pandelampe.
Vi var seks fra generationen før fødselsdagsbarnet, plus den friske farmor på 84, men resten af de 37 gæster var tidligere gymnasiekammerater og medstuderende, både fra dengang hun læste til sygeplejerske og fra det nuværende medicinstudium. 30 supersøde, skønne, levende, interesserede og interessante, intelligente, målbevidste og seriøse unge mennesker. Jeg er ikke bekymret for Danmarks fremtid – overhovedet ikke. Det kan da ikke gå galt med sådanne pragteksemplarer på vej ud i samfundet … ingen var fulde i bemærkelsesværdig grad; nogle gik endda hjem før John og mig, fordi de havde vagt og ikke ville være for trætte på arbejdet næste dag.
Moster er glad.

Jeg bliver i brokkeland lidt endnu

I går gik det ud over Adam Price, mens Hammerslag kun blev nævnt perifert.
Det må jeg hellere råde bod på. Jeg synes langt de fleste af mæglerne i den udsendelsesrække virker pæne, søde og sympatiske; mange af dem har tilligemed en fin og stille humor.
En enkelt skiller sig ud fra de andre. Det handler om en damemægler fra Frederiksberg. Hun er formentlig dygtig nok rent fagligt, eftersom hun har 27 års erfaring inden for branchen, men hendes flittige brug af ‘-agtigt’-suffixet er lige meget nok. Det er fint nok, at hun siger ‘halvfjerdseragtigt’ (især hvis noget er halvfjerdseragtigt), men hun bruger det alt for ofte, når det ikke er spor relevant, og hvor hun derfor kommer til at fremstå som en usmart ældre, der gerne vil være en smart ung.
Det er dog værre, at hun siger værrels. For værelse, forstås. “Det er et dejligt sovværrels”. Grrrr. Jeg håber, hun kan stave til værelse – ellers er hendes annoncering ikke god, men hun kan selvfølgelig have folk ansat, der kan stave. Medmindre de konsekvent nøjes med at skrive ‘vær.’.
Det allerværste er, at hun siger lillet. Det kender jeg ingen, der har sagt efter de er fyldt tre år, men Hanne Løye er undtagelsen, for hun siger det. Første gang troede jeg ikke mine egne ører, men siden har jeg hørt hende sige det to gange. “Det kan være svært at få plads til det hele, når huset er så lillet.” Dum er hun trods alt ikke, kan det måske fornemmes af denne begavede udtalelse …

Ejendomsmæglerannoncer er tit ret morsomme at læse, selv om det sikkert ikke har været mæglerens mening, at de skulle være det. Ham der solgte fædrenegården for os var slem, men heldigvis skulle vi godkende ordlyden inden offentliggørelse, så jeg fik korrigeret alle fejlene i tide, som fx ‘pilefyr’.

Men altså … lillet … tænk at skulle høre det fra et voksent menneske.

Trænger vi ikke til at grine lidt nu?

Eller var det slet ikke morsomt? Ville den kun have været det, hvis det var en sand historie?

Jeg er åbenbart sart for tiden … og andet …

Jeg er en lille smule forelsket i en dommer. I dommer John Deed, som bliver vist hver hverdag klokken 14. Deed betyder bl.a. bedrift, så jeg tør vædde en del på, at det er pun indtended. Hvert afsnit starter temmelig kedeligt, og efter tyve minutter overvejer jeg, om jeg ikke bare skal slukke. Men så begynder det … ganske langsomt bygger man afsnittet og dermed spændingen op, og det ender hver gang med, at jeg sidder ude på kanten af stolen og er spændt på, hvordan Judge Deed dømmer de formastelige. Eller hvorfor han ikke gør det – hvilket i givet fald er fordi de alligevel ikke var så formastelige endda.
Inden da er der for øjeblikket nogle gamle Hammerslag og inden det Pricebrødrene.
Hvis madprogrammer jeg ellers godt kan lide at se, men uvist hvorfor generer det mig mere end tidligere, at Adam Price er ude af stand til at tygge med lukket mund. Det er ulækkert i forskellig grad, afhængigt af hvad han lige har proppet ind, men altid ulækkert. Han er dygtig, han har vid, jeg holder meget af hans sproglige evner, men jeg afskyr hans tyggen med åben mund og at han taler med mad i munden. Jeg koncentrerer mig lidt ekstra om strikketøjet, hver gang det sker.

Apropos strikketøj: Min niece har som sit andet strikkeprojekt (det første var et babytæppe) kastet sig over et par sokker. Jeg måtte yde lidt telefonisk hjælp i aftes … har I nogensinde prøvet at forklare med ord, hvordan man stikker en hæl? Det er altså svært, men det endte med at gå op i en højere enhed, bl.a. fordi hun internettede sig frem til en opskrift, som jeg mente ville være nogenlunde let forståelig. Den hun havde fat i, inden hun kapitulerede og ringede til mig, indeholdt tydeligvis en fundamental fejl, så jeg kan godt forstå, at hun ikke kunne gennemskue, hvad pokker hun skulle stille op med den hæl. Jeg måtte smile lidt over, at hun var ret sikker på, at det var opskriften og ikke hende selv, der var fejlbehæftet.
Jeg har nu set billeddokumentation for hælen; den ser fin og helt rigtig ud.
Hun strikker i øvrigt sokkerne vha. Magic Loop-metoden, som jeg har oplevet, at selv garvede strikkere ikke helt kan forstå konceptet til. Moster her er – stadig – imponeret, og YouTube er guld.

---

Ved kasserne i Meny kunne man i dag i det sædvanlige opbud af ugeblade læse følgende tre forsøg på forside-lokkemad fra tre sladderblade:

Åh, jamen er det da ikke pragtfuldt? Jeg går ud fra, at kongehuset selv kun kan more sig over den slags.
Det bekræfter virkelig hvor seriøst man skal tage denne ‘lekture’ – det er sandelig godt, man kun læser det hos frisøren … og eftersom jeg kun kommer der hver 8. uge, når jeg at se meget meget lidt af al sladderen. I dag nåede jeg kun at se hvem der døde i 2016, samt gallakjolerne til nytårskuren. 
Mon ikke jeg overlever alligevel?

Det er stadig syslevinter

Vejret er ikke til udedørs aktiviteter i dag, så der er sat et halvt grisehoved og et par skanke over sammen med en masse dejlige krydderier efter fru Plums anvisninger. Nu skal der laves sylte til familiens julefrokost på søndag hos min ene søster. Og den kommer til at smage godt! De unge kan også lide den, for den er ikke spor fed, bare meget smagfuld og lækker. Det er gamle fordomme, der hersker over syltehaderiet – og måske også alt det fedt, man kom med i de dårlige gamle dage … plus andre ulækkerheder fra grisehovedet. Det her er i hvert fald godt.

Min dygtige mand har kopieret det fuglehus, vi lige har købt. Det fungerer nemlig så godt, at vi fik lyst til at sætte flere op. Det tog ham næsten ingen tid at måle, save ud og slå sømmene i – med et resultat, der på alle måde matcher det købte. Bortset fra skifertaget … jeg foreslog at købe et sort skriveunderlag, skære det til og sætte på.

Jeg har syet et par brødbakker. Vendbare. Bare for at se om jeg kunne, og det kunne jeg godt. Det var jeg måske ikke så forbavset over, men jeg var i tvivl om hvilket stof jeg skulle vælge. Hvad den første (den sorte) angik, var der plads til forbedring, så der var kun ét at gøre: lave en til for at se om de udtænkte forbedringer ville virke.
Jeg har masser af hør, fordi jeg fik købt noget forkert til nogle dobbelte dækkeservietter. Det viste sig at være lidt for kraftigt til dem, men det er fint til disse brødkurve. Alligevel måtte de have lidt støtte mellem stoflagene for ikke at skvatte sammen. Bunden gav jeg lidt Fast2Fuse – en god opfindelse.
Jeg tror jeg sætter en mindre serieproduktion i gang – de kan være udmærkede at have på lager til smågaver.

Det er virkelig rendyrket pensionistliv, dette her: Jeg ser Inspector Morse hver eftermiddag. Jeg var ikke så begejstret for dem da jeg var yngre – syntes han var for sløv og at det hele skred for langsomt frem, så jeg så kun nogle ganske få afsnit, men nu synes jeg de er hyggelige at sidde og strikke til, og de passer fint til mit pensionistadstadige, mentale tempo.

Et lille kuriosum (= mere pral)

I dag talte jeg med Charlotte for første gang efter Tims TED-talk i Sky News i fredags (TED står for Technology, Entertainment, Design).
Hun havde oversat indlægget for Tim; ligeledes jeres søde kommentarer, som jeg skulle hilse og sige, at han blev meget glad for.
En af jer nævnte ‘naturtalent’ i forbindelse med hans korte optræden.
Det lille kuriosum er nemlig, at Tim blev accepteret i take one, hvilket var første gang overhovedet i Sky News’ historie. Sagde de i hvert fald … 
Da han havde sagt, hvad han havde forberedt, kiggede tv-folkene lettere forbavsede på hinanden og sagde Okay. That’s it! Done! Perfect! We’ve never tried that before. Never approved the first take! Why don’t you just stay here? You have a job, if you want it – you were born for this.
Tim takkede pænt nej, men var selvfølgelig både glad og stolt.
Det synes jeg er okay at være. Det ville jeg også have været – nu nøjes jeg bare med at være stolt af The Talented Mr Maltin (forhåbentlig ikke helt de samme talenter som Mr. Ripley …)

---

Ramsløgene lever og har det godt. I lørdags havde vi Helle og Per med ude på ‘vores’ sted, for hun havde endnu ikke været heldig at finde ramsløg og var lidt ærgerlig over det, for ‘alle taler jo om de her fantastiske ramsløg’. Her ikke så langt fra Rødvig er der så mange, at det er svært at beherske sig, så hun kom hjem med fire poser …
De har den gode egenskab, at de kan holde sig i mindst 2-3 uger i køleskabet, uden man får den mindste mistanke om, at de ikke er plukket dagen før.
Jeg tog derfor også en portion til med hjem, for de har en ret bred anvendelighed, har jeg efterhånden fundet ud af. 
Jeg har tørret en portion til (og har en tredje over), for i og med at de bevarer farven overraskende godt, kom jeg til at tænke på, at det er en udmærket ide til en lidt anderledes værtindegave: et glas tørret ramsløg og et glas ramsløgsalt.

De er gode i salater og i tærter, de er er rasende gode i en omelet; ramsløgpesto er lige så godt som basilikumpesto, jeg har brugt ramsløg i frikadeller, til lam, til … alt muligt … min egen konklusion er, at hvor man kan bruge persille, kan man også bruge ramsløg.

Et minut og 44 sekunders fredagsunderholdning

Tim sendte mig en mail i morges med et link til Sky News, hvor han deltog i Morning Story.
Jeg var nødt til at spørge ham hvorfor han optrådte der – hvad var det indledning til? Kom der mere med ham? Måske var det bare denne korte bemærkning og ikke andet, fordi det i dag er 104-årsdagen for forliset?
Hans svar lød således:
It is one in a Sky News series of “Mini TED Talks”, so it stands alone as a sort of “thought for the day”!

Author Tim Maltin Describes What The Ship Signified

01:53, UK,Friday 15 April 2016

http://news.sky.com/video/1679062/morning-stories-the-titanic
We all know the story of The Titanic but what did the fateful ship represent back in 1912?
Author Tim Maltin tells us what it signified back in 1912 in today’s Morning Story.

Desværre slipper man ikke for en reklame, inden Tim er på.
Svigermor her er en anelse imponeret over, at han kan fortælle så meget på under to minutter om Titanics betydning for samtiden.
Han er en meget levende og engageret formidler – jeg tror han kunne blive en glimrende tv-vært, men han har ikke umiddelbart planer om et karriereskift, fortalte han da jeg spurgte.

Tim kan følges på Twitter.

Misforstået talemåde

Vi er begyndt at spilde 1½ time hver eftermiddag for at se Dommer John Deed på DR1. Vi startede helt tilfældigt uden at vide hvad det var for noget, men det var en af de første dage, vi var syge og hvor vi var allermest tunge i hovederne, hvorfor der ikke var plads til ret meget andet i vores for tiden lidt ynkelige og ret indholdsløse liv end at sørge for en lunende ild i brændeovnen og flade ud foran fjernsynet.
Vi er imidlertid begge faldet pladask for den serie. Afsnittene er på én gang fortløbende og selvstændige: Der er én sag, der kører igennem, men der er også altid en anden sag, som starter og afslutter i samme afsnit. I dag viste de afsnit 19 af 25, hvilket jeg derfor, selv med mit forhåndenværende (!) hoved, kan regne ud, at vi har seks eftermiddage tilbage, hvor vi simpelthen er nødt til at sætte os foran fjernsynet mellem kl. 14 og 15:30. Det kan så bare ikke lade sig gøre, da vi også har andre aftaler … hvor er det godt, at vi har tv on demand.
DR’s oversættere plejer at være ganske gode, hvorfor det undrede mig såre, at Dommer Deed i dag mente, at “der var noget i gærde”. Den kan man vist helt bogstaveligt kalde for at være ude i hegnet … den var ny for mig og er ikke på listen i “smid en smutter”, så jeg googlede for at se, hvor almindelig denne misforståelse er.
1850 hit mod 19000 på “der er noget i gære”. Det var alligevel temmelig mange og jeg orkede absolut ikke at se alle 1850 igennem, men de første 5-6 sider efterlod mig med den teori, at det overvejende er folk, der taler om graviditeter, der mener, at noget er i gærde. Det kunne således også føre til den konklusion, at det primært er de yngre, der bruger det forkerte ord. Det skal man ikke laste de yngre for – det er jo os ældre, der ikke har lært dem det …
Man kunne også konkludere, at teksteren er gravid, men den er nok lige så langt ude i hegnet.
Teksteren har dog ikke været helt kvik i dag, for vedkommende leverede også følgende: Derfor tillader jeg Dem for foragt for retten…”. Der skulle selvølgelig stå tiltaler – gad vide, om det var Apples tåbelige autokorrektur, der spøgte her?

Jeg har før henvist til Smid en smutter, men for jer, der ikke har set disse smuttere endnu, venter der et par smil.
En fejl, som jeg ret ofte ser (man hører den jo ikke …), er skindet bedrager (6420 hit), som korrekt er skinnet bedrager (15000 hit). Her viste googlingen heldigvis, at hvis professionelle skriver skindet bedrager, er det i langt de fleste tilfælde bevidst sprogbrug; fx så jeg det i en artikel om pelsdyrsvindel.

Er der nogen, der kan forklare mig logikken i, at hættemåger smider hætten om vinteren og tager den på om sommeren?

Mens vi venter på foråret

Vi venter ikke på Godot – han kommer alligevel aldrig, så vi vil meget hellere vente på foråret, som kommer – faktisk er det allerede så småt på vej.
Timeren på det, en af vores genboer insisterer på at kalde ‘julebelysningen’, burde stilles anderledes nu, for det tænder længe inden det bliver mørkt og det slukker længe efter det er blevet lyst.
Det er ikke julebelysning, hvilket vi lige så stædigt insisterer på, men et lys i vintermørket – som jo altså ikke er så mørkt længere, men stærkt på vej mod lysere tider. Vi er nået til den tid på året, hvor vi bruger et par uger på at overveje, om vi skal stille timeren eller vi helt skal afmontere lyskæden. Det ender gerne med, at vi tager lysene ned … har vist endnu aldrig stillet timeren.

Vintergækker og erantis er fremme og i blomst. Inden døre må vi tage andre midler i brug, men det betragter jeg ikke som snyd på denne årstid.
Man må også gerne se fjernsyn en halv søndag på denne årstid. Det må jeg faktisk altid, for jeg skal kun spørge mig selv.

Den ny dvd-afspiller virker helt som den skal, bortset fra, at den mod forventning forlanger sin egen fjernbetjening … jeg overvejer at dymo’e dem, for nu ligger der fire: En til tv-boksen fra Waoo, en til fjernsynet, en til lydstangen (tak til Jørgen for inspiration til et godt, dansk ord for den), og endelig en til dvd-afspilleren. De er godt nok ikke helt ens, men ens nok til, at jeg næsten altid får taget den forkerte i første forsøg.

Nu er jeg færdig med Ross Poldark. Eller … det er jeg absolut ikke, men jeg har set hele serien.
For hulen, hvor var den god – heldigvis er man vist i gang med en del to, men det kaldte den slutning virkelig også på – den kan ganske enkelt ikke bare slutte, hvor den gjorde! Jeg bliver nok nødt til at købe alle Winston Grahams bøger i Poldark-serien, som han skrev fra 1945-2002, med en lang pause fra 1953 til 1973 … hvorfor mon den lange skrivepause? Han døde i 2003, 95 år gammel, så hvis hans sidste bøger er gode, må han siges at have gjort det godt.
Noget godt er der skam også ved alt det filmkiggeri: Jeg er næsten færdig med et tæppe til Røde Kors. Bagefter skal jeg i gang med et sjal, jeg efter inspiration af Annemette fluks købte opskriften til.
Håber jeg har garn til det, men det er jeg næsten sikker på, at jeg har.
Og jeg går IKKE i gemmerne og tjekker det, før barnetæppet er færdigt!
Tror jeg nok …

Only in America

På en grå, trist og kedelig dag som i dag, på den første dag siden i mandags, hvor vi ikke har set havørne jage, fange og spise, ganske enkelt fordi det er så tåget, at man ikke kan se ned til vandet, på sådan en dag kan man jeg godt forfalde til ikke at foretage sig ret meget andet end at strikke, mens fjernsynet kører og der er ild i brændeovnen.
Jeg tændte og slog over på BBC Earth, hvor der hele eftermiddagen er en udsendelsesrække, de kalder Fatal Attractions, som handler om, hvor livsfarligt det kan være at omgås vilde dyr. At man skal tænke sig om, inden man giver sig i kast med at forsøge sig med at tæmme dem, og at det ikke er noget for amatører.
Som om vi ikke vidste det … men det er en amerikansk serie, og ganske som i selvhjælpsbøger af amerikanske forfattere, skal man have alt ind med skeer, og det på drøvtyggermåden, med hvilket jeg mener, at det ikke er nok at sige tingene én gang. To eller tre er heller ikke nok, der skal helst en fire-fem gange til, før de er sikre på, at man har fattet budskabet.
Den første gang, jeg mødte fænomenet, var i Mænd er fra Mars, kvinder er fra Venus. Det var i og for sig en morsom bog, der forklarede forskellene på mænd og kvinder, men jeg fik aldrig læst den færdig, fordi John Gray sagde de samme ting igen og igen og igen. De enkelte eksempler var lærerige og morsomme, men hvis ikke jeg forstod det første gang, kunne jeg fx bare læse afsnittet igen.
Anden gang var i form af en bog, min søde chef gav sine ledere og mig, nemlig Følelsernes intelligens på arbejdspladsen af Daniel Goleman. Det var lektier til juleferien, sagde han; vi skulle alle have læst den, når vi mødtes igen efter nytår.
“Åh”, sagde jeg, da jeg læste på bagsiden, “han er amerikaner. Så behøver I bare at læse en femtedel, så har I læst hele bogen.”
Min chef skulede lidt, de fire ledere forholdt sig neutrale, men efter nytår kom de grinende og sagde, at jeg havde haft helt ret.
Jeg er i det hele taget ikke specielt begejstret for selvhjælpsbøger. De eneste de hjælper, er efter min ringe mening forfatterne …

Nå. Det var et sidespring …
Indlæggets titel kom jeg på, da jeg så en bisonavler, der havde mistet hele sin bestand pga. mund- og klovsyge. Nu havde han kun én bison, som var blevet hans og konens kæledyr. De tog den med ind i huset, de byggede deres bil om, så de kunne tage den med i byen, og de tog den med på bar, hvilket kan ses på billedet jeg tog af vores tv.
Inden da havde jeg hørt om tiger- elefant- og krondyrtæmmere, der alle var blevet dræbt af deres ‘kæledyr’, men de tog dem da i det mindste ikke med ind i deres stuer. Dette her med bisonen slog hovedet på sømmet, så jeg slukkede forarget for fjernsynet og begyndte at skrive.
Sådanne tåbeligheder kan kun amerikanere finde på. Dixit!

Tæt på 104 år siden …

Dette indlæg blev født pga. en kommentar fra Overleveren. Den gik på luftspejlinger, så hun nævnte Tim, hvilket fik mig til at tænke på, at der var en del, der i sin tid udtrykte ønske om at se National Geografics dokumentar om Tims (videnskabeligt accepterede) nytænkende og revolutionerende bud på, hvorfor det gik så galt for Titanic den nat i april 1912, som det gjorde.
Jeg skrev om den dengang, men læserskaren er vist næsten helt udskiftet, og til jer, der stadig hænger på her, men aldrig fik mulighed for at se dokumentaren i tv, kan jeg oplyse, at jeg har fundet ud af, at den nu kan ses på YouTube. Begge link starter et godt stykke inde i filmen på min pc – det har muligvis noget med URL-hukommelse at gøre, men vær lige opmærksomme!

Den havde premiere på 100-årsdagen for Titanics forlis, hvilket allerede er ved at være fire år siden. Som tiden dog flyver …

Charlotte har altid været rap i replikken, og således også den aften kort før premieren, hvor VIP’erne bag dokumentaren var samlet for at fejre filmens færdiggørelse. Charlotte, som sad mellem James Cameron og Robert (Bob) Ballard (ham, der fandt vraget), blev spurgt, hvordan hun har det med en mand, der går så højt op i emnet og jo derfor nødvendigvis må bruge meget tid på det, svarede hun:
” I regard myself as the last victim of the Titanic”.
Hun var selvfølgelig med i egenskab af Tims kone, men havde selv haft en finger med i Titanic-spillet på den måde, at hun lige nåede at være med til at sy de sidste kostumer til Kate Winslet til James Camerons storfilm om Titanic. Hun havde nemlig været elev hos Angels Costumes.
Den unge dame tog til London med sin projektmappe for at lede efter en læreplads og stemte derfor dørklokker på en masse teatre og altså også hos Angels Costumes, som dengang hed Angels & Berman. De havde aldrig prøvet at have elever før, men C må have gjort et godt indtryk, for de sagde til hende, at de var villige til at prøve med hende. Efter skriverier frem og tilbage med skolen kom det i orden, og hun havde et par særdeles spændende år.
Hun syede ikke til herrer, men fik lov at kigge med, når berømtheder som Leonardo DiCaprio og Hugh Grant kom til prøvninger, og var der selvfølgelig også, når Kate Winslet og Julia Roberts (hun var også med til at sy til Notting Hill og Shakespeare in Love) skulle prøve tøj. Det var selvfølgelig stort for en kun 20-årig dansk provinspige, og selv om det var hårdt, var det også lærerigt og sjovt – og at have arbejdet sådan et sted så naturligvis ret godt ud på CV’et.
Hun var den ene af to elever ud af små 80 på skrædder‘studiet’ på Teknisk Skole, som fik en rigtig læreplads. De resterende måtte have al deres praktik på skolen. Jeg var faktisk ret stolt af mit barn. Også dengang …
Det var en af mine Zwei Mädchen, der sagde til hende, at “du skal da bare tage til London og præsentere dig selv og dine arbejder, så skal det nok lykkes, så god som du er”, og for det råd er Charlotte hende evigt taknemmelig.
Man må så sandelig også sige, at det forandrede hendes liv på mange måder.

Dagens nye ord i tv og et uventet besøg

Søndag formiddag er QI-Time. Jeg elsker QI, Alan Davies, Stephen Fry (selv om den gamle erklærede ærkebøsse aldrig ville kunne gengælde min hemmelige kærlighed …), deltagernes vid og viden, og ikke mindst alle frækhederne i disse udsendelser … “This program contains language of a sexual nature. Parental guidance is advised”.
I dag var der en, der nævnte en vagina, som hedder det samme på dansk og på engelsk, selv om udtalen naturligvis er forskellig.
Oversætteren har tilsyneladende ikke vidst særlig meget om dette emne, da vedkommende i den danske undertekst skrev viginia. Flere gange endda. Gad vide hvordan man har forestillet sig ordet udtalt?

Søndag formiddag er ikke gå-tur-tid. Ikke denne søndag formiddag. Jeg forsøgte mig lidt ved 14-tiden, men dårligt var jeg nået ud, før det igen begyndte at sneregne. Der er kommet endnu mere vand i fjorden siden i går, så jeg ville ned for at tage sammenligningsbilleder.

Sne har vi fået, men ikke så meget, bare sølle fem cm, og det meste er væk nu – jeg kan dog fornemme, at resten af Sjælland er ret hårdt ramt. Johns søster og svoger, som bor cirka midt på Sjælland, målte her til morgen snedybden til 55 cm!
Lige nu vælter det dog ned her ned kæmpestore fnug, og blæsten har taget til igen, så vi får se, hvad det ender med, men det er ikke frostvejr.

I aftes vovede min søster sig herned for at hente sin del af lakserognen, som jeg havde renset for hende. Da hun havde hørt om alle mine fortrædeligheder, lavede vi en lækker forret af noget af det – brugte det på samme måde som stenbiderrogn (rogn, rødløg, creme fraiche og lidt rejer på et stykke ristet brød). Jeg kan bedst lide lakserogn, kunne jeg konstatere; det er ikke nær så skarpt i smagen. John lavede sin verdensmesterklassecarbonara og vi fik isrester til dessert. En improviseret, men dejlig middag.
Hun havde Rune med, som vi ikke har set siden februar. Han sejler i 11 uger og har fri i 11 uger, og i denne friperiode fløj han direkte til Hawaii i fire uger sammen med en ven for at besøge en gymnasiekammerat, der nu er bosat derude.
Han var hjemvendt til riget fredag eftermiddag og blev hentet af sin mor, som inviterede ham, hans to søskende og svogeren til en velkomstmiddag i København. Han syntes heldigvis, at det kunne være hyggeligt at hilse på moster Ellen og onkel Don en lørdag aften. Det var måske nok også noget med lidt jetlag, tror jeg.
Det er både skønt og lidt mærkeligt at opleve den søde lille dreng, som vi passede ofte fra han var spæd til han var otte-ni år, den store dreng, som var noget af en bekymringsvækkende rod i sine teenageår, sidde der og være en fornuftig voksen, uddannet maskinmester hos Mærsk, berette om sin hverdag på containerskibene og om sine eventyr på Hawaii, som kunne få moderen og mosteren til at kigge på hinanden og være glade over, at det var godt, vi først fik det at vide nu, hvor vi ved selvsyn kunne konstatere, at han rent faktisk havde overlevet …

Rosen kæmper tappert, men taber nok snart kampen. Klokken er 15, og det er næsten mørkt, selv om der er en hel måned til den korteste dag.
Godt, husene er hule indvendig, og at mennesket har tæmmet ilden!

Hvem er egentlig en bonderøv her?

Jeg sad og læste i Samvirke og for en gangs skyld sprang der ingen graverende fejl i øjnene.
Hovedreportagen var en artikel om Bonderøven, hvis udsendelser jeg godt kan lide at se.
Det var faktisk Søren Ryges skyld, at jeg startede på at se Bonderøven, antagelig stik imod Ryges hensigt, at det skulle føre til flere seere af konkurrenceprogrammet.
Jeg så Ryge blive interviewet i tv, hvor han bl.a. sagde følgende: “- Jeg kan bare være en lille smule bange for, at når man har gjort det i måske fem år, så er det ikke så sjovt at se mere, siger Søren Ryge, der mener, at der skal ske en større udvikling med programmet, hvis det skal stå distancen.”
Dette er klippet fra BT – jeg kan ikke huske en fire år gammel udsendelse ordret. SR sagde mere, som ikke stod i artiklen her, men som gjorde mig vred. Ord, der var mere nedladende – jeg mener at kunne huske, at han direkte sagde, at den slags udsendelser ikke holder – at folk ikke gider se dem i længden. Hvor meget forandring har der lige været i Ryges udsendelser, når de er optaget i hans have?
Som dagbladet Information så smagfuldt udtrykte det: En af dem er en selvforelsket klovn i røjsere og tobakspibe, der nu på 23. år render rundt med skovl og spade og roder i det samme agurkebed, mens han vælter hjemmestrikkede dybsindigheder af sig i forsoren fortrolighed med havefolket eller kværker en due i ny og næ.

Jeg kunne lige indtil det interview ganske godt lide SR og hans havesnak, men jeg tabte alt for ham, da han kom med disse udtalelser. Jeg syntes ikke, det var i orden. En person, der nærmest var/er en institution i DR, burde være stor nok til at lade andre komme til og ikke nedgøre en anden så meget i fuld offentlighed.
Jeg har stort set ikke set udsendelser med Søren Ryge siden, men har set samtlige med den hyggelige Bonderøv.
Som holdt. Og holder. Sikkert også længere end Ryge gør det – og med flere seere. HA.
Citat fra Samvirke:
[Frank Erichsen] blev 2008 landskendt, da han tonede frem på skærmen som “Bonderøven” og har siden slået seerrekorder år efter år.
Tag den, Søren Ryge.
Man må ikke være skadefro, men det er jeg nu alligevel, og jeg håber Ryge nu har indset, at hans ord er blevet gjort til skamme.

Jeg kunne ikke tænke mig at leve som Bonderøven gør, men han er hyggelig, overbevist og ægte. Med en dejlig kone og to skønne børn, som får en nærmest ideel opvækst.
Han er selv realistisk vedrørende sin måde at leve på og er hverken religiøs eller missionerende.
Sp: Ønsker du, at alle optimalt set lever som dig?
Sv: Nej, det giver ingen mening. Det her er min personlige drøm.

Det er jo det, vi skal: Gå efter drømmen. Det er ikke alle forundt, at drømmene går i opfyldelse, men man skal altid have dem, og skulle der blive en opfyldt, finder man hurtigt en ny.

Jeg havde i mange år en drøm om engang at komme til at bo i et stråtækt bindingsværkshus, helst tæt på noget vand.
Har du prøvet at opleve, at din drøm går i opfyldelse?

Man er jo lidt oppe at køre …

Det er ikke mig, der er oppe at køre, men eftersom jeg reelt var tvangsindlagt til at se valgfjernsyn i aftes, medmindre jeg ville gå i seng, og det ville jeg ikke, så kunne jeg jo lige så godt prøve at høre efter hvad der blev sagt. Det lykkedes mig også indimellem, og noget jeg hæftede mig meget ved var, at alle havde vundet – alle havde haft en stor dag/stor sejr/fantastisk god valgkamp, uanset det reelle udfald. Måske lige med undtagelse af Lars Løkke, der var betydelig både afmagret og afdæmpet, kunne John fortælle, men jeg var gået i seng, inden landsresultatet kom. Da der var optalt omkring 75 % af stemmerne, var jeg den, der var smuttet, for så ville der nok ikke komme nogen overraskelser længere.
Det må altså være lidt underligt at være taberen, der vinder – nogenlunde på linje med at være en vinder, der samtidig er en taber. På den måde var det et lidt underligt valg også denne gang – for det var jo præcis det samme som ved sidste valg, bare omvendt.
Nogle af partiseancerne var åbenlyst indstuderede og meget amerikansk inspirerede, forekom det mig, og alle, der havde haft bare den mindste smule at gøre med valget, var oppe at køre. Henrik Sass Larsen i så høj grad, at han var standerstiv allerede tidligt på aftenen – Løkke kan godt nok også lide fadbamser, hvilket han har måttet høre en del for – men han har mig bekendt ikke indtaget dem i så rigelige mængder, inden han gik i luften på landsdækkende tv … Uffe Elbæk var bestemt heller ikke appelsinfri, men ham har jeg alligevel på intet tidspunkt taget alvorligt, så om han er fuld eller ædru gør ikke den store forskel for mit vedkommende.

Nå. Jeg vil egentlig slet ikke lægge op til en politisk debat. Med så tæt løb vil halvdelen af landets vælgere være utilfredse, uanset slutresultatet.
Når man er oppe at køre, smutter der let nogle finker af panden, og man kan som bekendt ikke holde mund med tilbagevirkende kraft …
Kim Bildsøe Lassen blev ved med at kalde exit poll’en for exit prognosen, ikke bare en, ikke bare to, men mange gange, selv om Ask Rostrup rettede ham flere gange, så selv den ellers så professionelle Kim må have været lidt nervøs for, hvordan det hele nu forløb … der var da også en del problemer i starten med at få tallene op på skærmen.
Jeg vil ikke klandre leverandørerne af disse sproglige morsomheder, for den slags fejl brænder vi alle af indimellem, når munden løber hurtigere end hjernen, men til gengæld må man finde sig i at blive lidt til grin for sådanne sprogblomster.

… han har netop nu været inde og sætte sin stemme …
Gad vide, om den kunne stå alene? Jeg satte bare et kryds. Stemmen beholdt jeg i halsen, så at sige.

… så man kan høre hvad man hverken siger eller tænker …
Hun må have en usædvanlig god hørelse.

… hvor har vi Kristoffer? Der! Der er han! Kom her. Begge to! …
Og det var vel at mærke ikke Sjus Larsen, der sagde det!

Det ene mord efter det andet

Sikke et vejr, det har været. Nu er det heldigvis blevet tørvejr, og vinden har lagt sig. Der er håb forude for godt eller i hvert fald lidt bedre vejr i morgen.  Pudsigt egentlig, at ‘godt’ i denne betydning er bedre end ‘bedre’ …
Det nåede aldrig at blive rigtig lyst i dag, så vi udsatte turen til Havdrup til i morgen, hvor vi så forhåbentlig ikke skal køre i slud og stærk blæst.
I stedet blev især i eftermiddag en totalhyggestund med først Foyle og dernæst en ny krimiserie, vi ikke tidligere havde stiftet bekendtskab med: Miss Fisher. Der kom to på stribe – den første startede jeg på af nysgerrighed, men da den viste sig udmærket, snuppede jeg lige den næste med.
Tv-kiggeri fra 13:35-16:55 – DET er godt nok længe siden, vi har præsteret sådan en omgang tv-maraton. Og ikke alene i så lang tid, men i det hele taget at se tv om eftermiddagen … jeg kan slet ikke huske, hvornår vi sidst har gjort det.
Det er derfor blevet til en hel del mord i løbet af i dag, men trods det har det været hyggeligt at sidde i stuen ved siden af den blussende brændeovn, jeg har ønsket mig i 100 år og nu endelig har fået. Vi har en i Sverige, ja, men det er ikke det samme som også at have det i vores ‘rigtige’ hjem.

Billedet er et glaskugletræ fra gårsdagens rundvandring i Nyord by. Vi kunne ikke helt gennemskue, hvad de to stiger skulle til for – de skæmmede mildt sagt det ellers så pyntede træ.

Jeg ELSKER fyrværkeri!

1) Jeg synes også, at det er synd for de dyr, der er ved at dø at skræk nytårsaften. Vi har selv haft en stor hankat, vi – med dyrlægens hjælp – endte med at bedøve hver nytårsaften. 360 dage om året tyranniserede han hele nabolaget, men op til nytår var han ikke mange sure sild værd, men gemte sig ude på toilettet, hvorfra han ikke engang kom ud, når han skulle tisse. Han havde på ingen måde ikke traumer bagefter og var hurtigt igen kvarterets katteskræk.
2) Jeg ved godt, at det forurener.
3) Jeg ved godt, at der hvert år sker ulykker på trods af alle oplysningskampagner.
Men. Lad mig lige sætte tingene lidt i relief.
1) Jeg har langt mere ondt af de alt for mange børn, der hele året må leve med vold, incest og/eller forældres alkoholmisbrug, og som myndighederne vælger at overse, fordi det er for dyrt at gøre noget for at hjælpe de stakkels børn. Se, det er noget, jeg kan blive gal og forarget over.
2) Det er lidt lige som med maden: Det er ikke hvad man spiser mellem jul og nytår, der feder, men det man spiser mellem nytår og jul. Den forurening, vi producerer nytårsaften, er nok ret lille sammenlignet med den vi producerer resten af året. (Jeg er nødt i samme åndedrag lige blære mig med, at jeg på trods af al den gode julemad ikke har taget så meget som et gram på i julen! Jeg har heller ikke tabt mig, men det gør ikke noget i denne sammenhæng.) Jeg kunne godt tænke mig at se nogle sammenlignende tal på forureningen. Hvad med markafbrændinger, fx? Mon ikke de er lige så slemme? Når medier vil lave skræmmekampagner, er det oftest enestående tal, for kom de ind i en relevant sammenhæng, ville de se ganske anderledes ud.
3) Bare ærgerligt, hvis folk ikke kan tage ansvar for eget liv. Der dør eller ‘tilskadekommer’ hvert år en hel del mennesker i trafikken – skulle vi af den grund forbyde bilkørsel? Vi kan sætte regler op, ja, men jeg er ikke tilhænger af evindelige og mere eller mindre velgennemtænkte forbud og er meget imod barnepigesamfundet og politikernes leflen for at tækkes vælgerne.

Jeg synes fyrværkeri er vildt flot, og jeg elsker at gå op på bakkerne lige bag vores hus for i et 360°-view at nyde for hundredtusinder af kroner gå op i fest og farver. Jeg håber ikke, det bliver forbudt! Dette var forhåbentlig sidste gang, vi har mulighed for det, og det bliver en af de ganske få ting, jeg ved, jeg kommer til at savne, når vi flytter ned i Den Stråtækte.

Det var så min måde at få luft på i dag – en ualmindelig sløv dag, som for det meste er tilbragt med at se QI i én uendelighed – BBC Entertainment sender QI fra 13:30 til 21:30, og der er indtil videre ikke én af dem, jeg har set før. Genial, intelligent og morsom underholdning med Stephen Fry i centrum for geniale, intelligente og ikke mindst morsomme mennesker.