Hos Mommer

19. marts 2017

Uheldig oversættelse og en god fest

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 21:07
Tags: , , , ,

Overskriftens to ting har intet med hinanden at gøre … der burde nok have stået Uheldig oversættelse. En god fest.

Man skal undre sig.
Det gælder altid og i alle livets sammenhænge: Man skal undre sig. Det gælder også oversættere/tekstere af tv-serier.
Jeg undrede mig i hvert fald over, at oversætteren af Murdoch Mysteries i dag konsekvent oversatte carbon monoxide til kuldioxid.
Ikke bare en, men fire gange, så det kan ikke have været en tanketorsk. Ordet var oven i købet ledsaget af forklaringen, at det er noget man kan dø af, hvis man lader en bil stå med motoren i gang i et lukket rum. Ved alle ikke, at så er der tale om kulilte (CO) og ikke kultveilte/kuldioxid (CO2)?
Carbon monoxide – mono er noget med én. Carbon dioxide – di er noget med to. Det burde ikke være nødvendigt at være kemiker for at kunne se det … det er jo bare ord, der skal oversættes, og det helst korrekt.


Jeg undrer mig til gengæld ikke over, at vi er lidt trætte i dag – det har den naturlige forklaring, at vi var til 25-års fødselsdag i går. Børnegenerationens (mit og mine to søstres børn) yngste skud har nu rundet et kvart århundrede, og det syntes hun skulle fejres.
Det foregik på Rigshospitalets kollegium, hvor selskabet var ovenud hyggeligt, mens akustikken kunne have været bedre, så både John og jeg var noget trætte i hoved og ører, da vi satte kursen hjemover, men det er ligemeget, for jeg tror, at fødselsdagsbarnet havde en god fest og fik masser af gode gaver, og hendes tilfredshed er det vigtigste i denne sammenhæng.

P1060157P1060153

Annemarie læser medicin, så kusinen havde kreeret en lægeudgave af Kay Bojesen-aben – fuldt udstyret med kittel, stetoskop og pandelampe.
Vi var seks fra generationen før fødselsdagsbarnet, plus den friske farmor på 84, men resten af de 37 gæster var tidligere gymnasiekammerater og medstuderende, både fra dengang hun læste til sygeplejerske og fra det nuværende medicinstudium. 30 supersøde, skønne, levende, interesserede og interessante, intelligente, målbevidste og seriøse unge mennesker. Jeg er ikke bekymret for Danmarks fremtid – overhovedet ikke. Det kan da ikke gå galt med sådanne pragteksemplarer på vej ud i samfundet … ingen var fulde i bemærkelsesværdig grad; nogle gik endda hjem før John og mig, fordi de havde vagt og ikke ville være for trætte på arbejdet næste dag.
Moster er glad.

1. februar 2017

Jeg bliver i brokkeland lidt endnu

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:45
Tags: , ,

I går gik det ud over Adam Price, mens Hammerslag kun blev nævnt perifert.
Det må jeg hellere råde bod på. Jeg synes langt de fleste af mæglerne i den udsendelsesrække virker pæne, søde og sympatiske; mange af dem har tilligemed en fin og stille humor.
En enkelt skiller sig ud fra de andre. Det handler om en damemægler fra Frederiksberg. Hun er formentlig dygtig nok rent fagligt, eftersom hun har 27 års erfaring inden for branchen, men hendes flittige brug af ‘-agtigt’-suffixet er lige meget nok. Det er fint nok, at hun siger ‘halvfjerdseragtigt’ (især hvis noget er halvfjerdseragtigt), men hun bruger det alt for ofte, når det ikke er spor relevant, og hvor hun derfor kommer til at fremstå som en usmart ældre, der gerne vil være en smart ung.
Det er dog værre, at hun siger værrels. For værelse, forstås. “Det er et dejligt sovværrels”. Grrrr. Jeg håber, hun kan stave til værelse – ellers er hendes annoncering ikke god, men hun kan selvfølgelig have folk ansat, der kan stave. Medmindre de konsekvent nøjes med at skrive ‘vær.’.
Det allerværste er, at hun siger lillet. Det kender jeg ingen, der har sagt efter de er fyldt tre år, men Hanne Løye er undtagelsen, for hun siger det. Første gang troede jeg ikke mine egne ører, men siden har jeg hørt hende sige det to gange. “Det kan være svært at få plads til det hele, når huset er så lillet.” Dum er hun trods alt ikke, kan det måske fornemmes af denne begavede udtalelse …

Ejendomsmæglerannoncer er tit ret morsomme at læse, selv om det sikkert ikke har været mæglerens mening, at de skulle være det. Ham der solgte fædrenegården for os var slem, men heldigvis skulle vi godkende ordlyden inden offentliggørelse, så jeg fik korrigeret alle fejlene i tide, som fx ‘pilefyr’.

Men altså … lillet … tænk at skulle høre det fra et voksent menneske.

Trænger vi ikke til at grine lidt nu?

Hahaha

Eller var det slet ikke morsomt? Ville den kun have været det, hvis det var en sand historie?

31. januar 2017

Jeg er åbenbart sart for tiden … og andet …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:58
Tags: , , , ,

Jeg er en lille smule forelsket i en dommer. I dommer John Deed, som bliver vist hver hverdag klokken 14. Deed betyder bl.a. bedrift, så jeg tør vædde en del på, at det er pun indtended. Hvert afsnit starter temmelig kedeligt, og efter tyve minutter overvejer jeg, om jeg ikke bare skal slukke. Men så begynder det … ganske langsomt bygger man afsnittet og dermed spændingen op, og det ender hver gang med, at jeg sidder ude på kanten af stolen og er spændt på, hvordan Judge Deed dømmer de formastelige. Eller hvorfor han ikke gør det – hvilket i givet fald er fordi de alligevel ikke var så formastelige endda.
Inden da er der for øjeblikket nogle gamle Hammerslag og inden det Pricebrødrene.
Hvis madprogrammer jeg ellers godt kan lide at se, men uvist hvorfor generer det mig mere end tidligere, at Adam Price er ude af stand til at tygge med lukket mund. Det er ulækkert i forskellig grad, afhængigt af hvad han lige har proppet ind, men altid ulækkert. Han er dygtig, han har vid, jeg holder meget af hans sproglige evner, men jeg afskyr hans tyggen med åben mund og at han taler med mad i munden. Jeg koncentrerer mig lidt ekstra om strikketøjet, hver gang det sker.

Apropos strikketøj: Min niece har som sit andet strikkeprojekt (det første var et babytæppe) kastet sig over et par sokker. Jeg måtte yde lidt telefonisk hjælp i aftes … har I nogensinde prøvet at forklare med ord, hvordan man stikker en hæl? Det er altså svært, men det endte med at gå op i en højere enhed, bl.a. fordi hun internettede sig frem til en opskrift, som jeg mente ville være nogenlunde let forståelig. Den hun havde fat i, inden hun kapitulerede og ringede til mig, indeholdt tydeligvis en fundamental fejl, så jeg kan godt forstå, at hun ikke kunne gennemskue, hvad pokker hun skulle stille op med den hæl. Jeg måtte smile lidt over, at hun var ret sikker på, at det var opskriften og ikke hende selv, der var fejlbehæftet.
Jeg har nu set billeddokumentation for hælen; den ser fin og helt rigtig ud.
Hun strikker i øvrigt sokkerne vha. Magic Loop-metoden, som jeg har oplevet, at selv garvede strikkere ikke helt kan forstå konceptet til. Moster her er – stadig – imponeret, og YouTube er guld.


Ved kasserne i Meny kunne man i dag i det sædvanlige opbud af ugeblade læse følgende tre forsøg på forside-lokkemad fra tre sladderblade:

P1050771P1050772P1050773

Åh, jamen er det da ikke pragtfuldt? Jeg går ud fra, at kongehuset selv kun kan more sig over den slags.
Det bekræfter virkelig hvor seriøst man skal tage denne ‘lekture’ – det er sandelig godt, man kun læser det hos frisøren … og eftersom jeg kun kommer der hver 8. uge, når jeg at se meget meget lidt af al sladderen. I dag nåede jeg kun at se hvem der døde i 2016, samt gallakjolerne til nytårskuren. 
Mon ikke jeg overlever alligevel?

7. december 2016

Det er stadig syslevinter

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:43
Tags: , , , ,

Vejret er ikke til udedørs aktiviteter i dag, så der er sat et halvt grisehoved og et par skanke over sammen med en masse dejlige krydderier efter fru Plums anvisninger. Nu skal der laves sylte til familiens julefrokost på søndag hos min ene søster. Og den kommer til at smage godt! De unge kan også lide den, for den er ikke spor fed, bare meget smagfuld og lækker. Det er gamle fordomme, der hersker over syltehaderiet – og måske også alt det fedt, man kom med i de dårlige gamle dage … plus andre ulækkerheder fra grisehovedet. Det her er i hvert fald godt.

FuglefoderhusFuglefoderhus (1)

Min dygtige mand har kopieret det fuglehus, vi lige har købt. Det fungerer nemlig så godt, at vi fik lyst til at sætte flere op. Det tog ham næsten ingen tid at måle, save ud og slå sømmene i – med et resultat, der på alle måde matcher det købte. Bortset fra skifertaget … jeg foreslog at købe et sort skriveunderlag, skære det til og sætte på.

Brødkurv (2) - CopyBrødkurv (4)

Brødkurv (1) - Copy

Jeg har syet et par brødbakker. Vendbare. Bare for at se om jeg kunne, og det kunne jeg godt. Det var jeg måske ikke så forbavset over, men jeg var i tvivl om hvilket stof jeg skulle vælge. Hvad den første (den sorte) angik, var der plads til forbedring, så der var kun ét at gøre: lave en til for at se om de udtænkte forbedringer ville virke.
Jeg har masser af hør, fordi jeg fik købt noget forkert til nogle dobbelte dækkeservietter. Det viste sig at være lidt for kraftigt til dem, men det er fint til disse brødkurve. Alligevel måtte de have lidt støtte mellem stoflagene for ikke at skvatte sammen. Bunden gav jeg lidt Fast2Fuse – en god opfindelse.
Jeg tror jeg sætter en mindre serieproduktion i gang – de kan være udmærkede at have på lager til smågaver.

Det er virkelig rendyrket pensionistliv, dette her: Jeg ser Inspector Morse hver eftermiddag. Jeg var ikke så begejstret for dem da jeg var yngre – syntes han var for sløv og at det hele skred for langsomt frem, så jeg så kun nogle ganske få afsnit, men nu synes jeg de er hyggelige at sidde og strikke til, og de passer fint til mit pensionistadstadige, mentale tempo.

18. april 2016

Et lille kuriosum (= mere pral)

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:06
Tags: , ,

I dag talte jeg med Charlotte for første gang efter Tims TED-talk i Sky News i fredags (TED står for Technology, Entertainment, Design).
Hun havde oversat indlægget for Tim; ligeledes jeres søde kommentarer, som jeg skulle hilse og sige, at han blev meget glad for.
En af jer nævnte ‘naturtalent’ i forbindelse med hans korte optræden.
Det lille kuriosum er nemlig, at Tim blev accepteret i take one, hvilket var første gang overhovedet i Sky News’ historie. Sagde de i hvert fald … 
Da han havde sagt, hvad han havde forberedt, kiggede tv-folkene lettere forbavsede på hinanden og sagde Okay. That’s it! Done! Perfect! We’ve never tried that before. Never approved the first take! Why don’t you just stay here? You have a job, if you want it – you were born for this.
Tim takkede pænt nej, men var selvfølgelig både glad og stolt.
Det synes jeg er okay at være. Det ville jeg også have været – nu nøjes jeg bare med at være stolt af The Talented Mr Maltin (forhåbentlig ikke helt de samme talenter som Mr. Ripley …)


P1010745

Ramsløgene lever og har det godt. I lørdags havde vi Helle og Per med ude på ‘vores’ sted, for hun havde endnu ikke været heldig at finde ramsløg og var lidt ærgerlig over det, for ‘alle taler jo om de her fantastiske ramsløg’. Her ikke så langt fra Rødvig er der så mange, at det er svært at beherske sig, så hun kom hjem med fire poser …
De har den gode egenskab, at de kan holde sig i mindst 2-3 uger i køleskabet, uden man får den mindste mistanke om, at de ikke er plukket dagen før.
Jeg tog derfor også en portion til med hjem, for de har en ret bred anvendelighed, har jeg efterhånden fundet ud af. 
Jeg har tørret en portion til (og har en tredje over), for i og med at de bevarer farven overraskende godt, kom jeg til at tænke på, at det er en udmærket ide til en lidt anderledes værtindegave: et glas tørret ramsløg og et glas ramsløgsalt.

RamsløgsaltTørrede ramsløg

De er gode i salater og i tærter, de er er rasende gode i en omelet; ramsløgpesto er lige så godt som basilikumpesto, jeg har brugt ramsløg i frikadeller, til lam, til … alt muligt … min egen konklusion er, at hvor man kan bruge persille, kan man også bruge ramsløg.

15. april 2016

Et minut og 44 sekunders fredagsunderholdning

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:46
Tags: , ,

Tim sendte mig en mail i morges med et link til Sky News, hvor han deltog i Morning Story.
Jeg var nødt til at spørge ham hvorfor han optrådte der – hvad var det indledning til? Kom der mere med ham? Måske var det bare denne korte bemærkning og ikke andet, fordi det i dag er 104-årsdagen for forliset?
Hans svar lød således:
It is one in a Sky News series of “Mini TED Talks”, so it stands alone as a sort of “thought for the day”!

Author Tim Maltin Describes What The Ship Signified

01:53, UK,Friday 15 April 2016

TIM MALTIN, MORNING STORIES
http://news.sky.com/video/1679062/morning-stories-the-titanic
We all know the story of The Titanic but what did the fateful ship represent back in 1912?
Author Tim Maltin tells us what it signified back in 1912 in today’s Morning Story.

Desværre slipper man ikke for en reklame, inden Tim er på.
Svigermor her er en anelse imponeret over, at han kan fortælle så meget på under to minutter om Titanics betydning for samtiden.
Han er en meget levende og engageret formidler – jeg tror han kunne blive en glimrende tv-vært, men han har ikke umiddelbart planer om et karriereskift, fortalte han da jeg spurgte.

Tim kan følges på Twitter.

19. februar 2016

Misforstået talemåde

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:30
Tags: ,

Vi er begyndt at spilde 1½ time hver eftermiddag for at se Dommer John Deed på DR1. Vi startede helt tilfældigt uden at vide hvad det var for noget, men det var en af de første dage, vi var syge og hvor vi var allermest tunge i hovederne, hvorfor der ikke var plads til ret meget andet i vores for tiden lidt ynkelige og ret indholdsløse liv end at sørge for en lunende ild i brændeovnen og flade ud foran fjernsynet.
Vi er imidlertid begge faldet pladask for den serie. Afsnittene er på én gang fortløbende og selvstændige: Der er én sag, der kører igennem, men der er også altid en anden sag, som starter og afslutter i samme afsnit. I dag viste de afsnit 19 af 25, hvilket jeg derfor, selv med mit forhåndenværende (!) hoved, kan regne ud, at vi har seks eftermiddage tilbage, hvor vi simpelthen er nødt til at sætte os foran fjernsynet mellem kl. 14 og 15:30. Det kan så bare ikke lade sig gøre, da vi også har andre aftaler … hvor er det godt, at vi har tv on demand.
DR’s oversættere plejer at være ganske gode, hvorfor det undrede mig såre, at Dommer Deed i dag mente, at “der var noget i gærde”. Den kan man vist helt bogstaveligt kalde for at være ude i hegnet … den var ny for mig og er ikke på listen i “smid en smutter”, så jeg googlede for at se, hvor almindelig denne misforståelse er.
1850 hit mod 19000 på “der er noget i gære”. Det var alligevel temmelig mange og jeg orkede absolut ikke at se alle 1850 igennem, men de første 5-6 sider efterlod mig med den teori, at det overvejende er folk, der taler om graviditeter, der mener, at noget er i gærde. Det kunne således også føre til den konklusion, at det primært er de yngre, der bruger det forkerte ord. Det skal man ikke laste de yngre for – det er jo os ældre, der ikke har lært dem det …
Man kunne også konkludere, at teksteren er gravid, men den er nok lige så langt ude i hegnet.
Teksteren har dog ikke været helt kvik i dag, for vedkommende leverede også følgende: Derfor tillader jeg Dem for foragt for retten…”. Der skulle selvølgelig stå tiltaler – gad vide, om det var Apples tåbelige autokorrektur, der spøgte her?

Jeg har før henvist til Smid en smutter, men for jer, der ikke har set disse smuttere endnu, venter der et par smil.
En fejl, som jeg ret ofte ser (man hører den jo ikke …), er skindet bedrager (6420 hit), som korrekt er skinnet bedrager (15000 hit). Her viste googlingen heldigvis, at hvis professionelle skriver skindet bedrager, er det i langt de fleste tilfælde bevidst sprogbrug; fx så jeg det i en artikel om pelsdyrsvindel.

IMG_5499

Er der nogen, der kan forklare mig logikken i, at hættemåger smider hætten om vinteren og tager den på om sommeren?

7. februar 2016

Mens vi venter på foråret

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:06
Tags: , , ,

Vi venter ikke på Godot – han kommer alligevel aldrig, så vi vil meget hellere vente på foråret, som kommer – faktisk er det allerede så småt på vej.
Timeren på det, en af vores genboer insisterer på at kalde ‘julebelysningen’, burde stilles anderledes nu, for det tænder længe inden det bliver mørkt og det slukker længe efter det er blevet lyst.
Det er ikke julebelysning, hvilket vi lige så stædigt insisterer på, men et lys i vintermørket – som jo altså ikke er så mørkt længere, men stærkt på vej mod lysere tider. Vi er nået til den tid på året, hvor vi bruger et par uger på at overveje, om vi skal stille timeren eller vi helt skal afmontere lyskæden. Det ender gerne med, at vi tager lysene ned … har vist endnu aldrig stillet timeren.

IMG_5434

Vintergækker og erantis er fremme og i blomst. Inden døre må vi tage andre midler i brug, men det betragter jeg ikke som snyd på denne årstid.
Man må også gerne se fjernsyn en halv søndag på denne årstid. Det må jeg faktisk altid, for jeg skal kun spørge mig selv.

IMG_5435Den ny dvd-afspiller virker helt som den skal, bortset fra, at den mod forventning forlanger sin egen fjernbetjening … jeg overvejer at dymo’e dem, for nu ligger der fire: En til tv-boksen fra Waoo, en til fjernsynet, en til lydstangen (tak til Jørgen for inspiration til et godt, dansk ord for den), og endelig en til dvd-afspilleren. De er godt nok ikke helt ens, men ens nok til, at jeg næsten altid får taget den forkerte i første forsøg.

Nu er jeg færdig med Ross Poldark. Eller … det er jeg absolut ikke, men jeg har set hele serien.
For hulen, hvor var den god – heldigvis er man vist i gang med en del to, men det kaldte den slutning virkelig også på – den kan ganske enkelt ikke bare slutte, hvor den gjorde! Jeg bliver nok nødt til at købe alle Winston Grahams bøger i Poldark-serien, som han skrev fra 1945-2002, med en lang pause fra 1953 til 1973 … hvorfor mon den lange skrivepause? Han døde i 2003, 95 år gammel, så hvis hans sidste bøger er gode, må han siges at have gjort det godt.
Noget godt er der skam også ved alt det filmkiggeri: Jeg er næsten færdig med et tæppe til Røde Kors. Bagefter skal jeg i gang med et sjal, jeg efter inspiration af Annemette fluks købte opskriften til.
Håber jeg har garn til det, men det er jeg næsten sikker på, at jeg har.
Og jeg går IKKE i gemmerne og tjekker det, før barnetæppet er færdigt!
Tror jeg nok …

24. januar 2016

Only in America

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:03
Tags: ,

På en grå, trist og kedelig dag som i dag, på den første dag siden i mandags, hvor vi ikke har set havørne jage, fange og spise, ganske enkelt fordi det er så tåget, at man ikke kan se ned til vandet, på sådan en dag kan man jeg godt forfalde til ikke at foretage sig ret meget andet end at strikke, mens fjernsynet kører og der er ild i brændeovnen.
Jeg tændte og slog over på BBC Earth, hvor der hele eftermiddagen er en udsendelsesrække, de kalder Fatal Attractions, som handler om, hvor livsfarligt det kan være at omgås vilde dyr. At man skal tænke sig om, inden man giver sig i kast med at forsøge sig med at tæmme dem, og at det ikke er noget for amatører.
Som om vi ikke vidste det … men det er en amerikansk serie, og ganske som i selvhjælpsbøger af amerikanske forfattere, skal man have alt ind med skeer, og det på drøvtyggermåden, med hvilket jeg mener, at det ikke er nok at sige tingene én gang. To eller tre er heller ikke nok, der skal helst en fire-fem gange til, før de er sikre på, at man har fattet budskabet.
Den første gang, jeg mødte fænomenet, var i Mænd er fra Mars, kvinder er fra Venus. Det var i og for sig en morsom bog, der forklarede forskellene på mænd og kvinder, men jeg fik aldrig læst den færdig, fordi John Gray sagde de samme ting igen og igen og igen. De enkelte eksempler var lærerige og morsomme, men hvis ikke jeg forstod det første gang, kunne jeg fx bare læse afsnittet igen.
Anden gang var i form af en bog, min søde chef gav sine ledere og mig, nemlig Følelsernes intelligens på arbejdspladsen af Daniel Goleman. Det var lektier til juleferien, sagde han; vi skulle alle have læst den, når vi mødtes igen efter nytår.
“Åh”, sagde jeg, da jeg læste på bagsiden, “han er amerikaner. Så behøver I bare at læse en femtedel, så har I læst hele bogen.”
Min chef skulede lidt, de fire ledere forholdt sig neutrale, men efter nytår kom de grinende og sagde, at jeg havde haft helt ret.
Jeg er i det hele taget ikke specielt begejstret for selvhjælpsbøger. De eneste de hjælper, er efter min ringe mening forfatterne …

IMG_5420

Nå. Det var et sidespring …
Indlæggets titel kom jeg på, da jeg så en bisonavler, der havde mistet hele sin bestand pga. mund- og klovsyge. Nu havde han kun én bison, som var blevet hans og konens kæledyr. De tog den med ind i huset, de byggede deres bil om, så de kunne tage den med i byen, og de tog den med på bar, hvilket kan ses på billedet jeg tog af vores tv.
Inden da havde jeg hørt om tiger- elefant- og krondyrtæmmere, der alle var blevet dræbt af deres ‘kæledyr’, men de tog dem da i det mindste ikke med ind i deres stuer. Dette her med bisonen slog hovedet på sømmet, så jeg slukkede forarget for fjernsynet og begyndte at skrive.
Sådanne tåbeligheder kan kun amerikanere finde på. Dixit!

18. januar 2016

Tæt på 104 år siden …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:29
Tags: , , , , ,

Dette indlæg blev født pga. en kommentar fra Overleveren. Den gik på luftspejlinger, så hun nævnte Tim, hvilket fik mig til at tænke på, at der var en del, der i sin tid udtrykte ønske om at se National Geografics dokumentar om Tims (videnskabeligt accepterede) nytænkende og revolutionerende bud på, hvorfor det gik så galt for Titanic den nat i april 1912, som det gjorde.
Jeg skrev om den dengang, men læserskaren er vist næsten helt udskiftet, og til jer, der stadig hænger på her, men aldrig fik mulighed for at se dokumentaren i tv, kan jeg oplyse, at jeg har fundet ud af, at den nu kan ses på YouTube. Begge link starter et godt stykke inde i filmen på min pc – det har muligvis noget med URL-hukommelse at gøre, men vær lige opmærksomme!

Den havde premiere på 100-årsdagen for Titanics forlis, hvilket allerede er ved at være fire år siden. Som tiden dog flyver …

Charlotte har altid været rap i replikken, og således også den aften kort før premieren, hvor VIP’erne bag dokumentaren var samlet for at fejre filmens færdiggørelse. Charlotte, som sad mellem James Cameron og Robert (Bob) Ballard (ham, der fandt vraget), blev spurgt, hvordan hun har det med en mand, der går så højt op i emnet og jo derfor nødvendigvis må bruge meget tid på det, svarede hun:
” I regard myself as the last victim of the Titanic”.
Hun var selvfølgelig med i egenskab af Tims kone, men havde selv haft en finger med i Titanic-spillet på den måde, at hun lige nåede at være med til at sy de sidste kostumer til Kate Winslet til James Camerons storfilm om Titanic. Hun havde nemlig været elev hos Angels Costumes.
Den unge dame tog til London med sin projektmappe for at lede efter en læreplads og stemte derfor dørklokker på en masse teatre og altså også hos Angels Costumes, som dengang hed Angels & Berman. De havde aldrig prøvet at have elever før, men C må have gjort et godt indtryk, for de sagde til hende, at de var villige til at prøve med hende. Efter skriverier frem og tilbage med skolen kom det i orden, og hun havde et par særdeles spændende år.
Hun syede ikke til herrer, men fik lov at kigge med, når berømtheder som Leonardo DiCaprio og Hugh Grant kom til prøvninger, og var der selvfølgelig også, når Kate Winslet og Julia Roberts (hun var også med til at sy til Notting Hill og Shakespeare in Love) skulle prøve tøj. Det var selvfølgelig stort for en kun 20-årig dansk provinspige, og selv om det var hårdt, var det også lærerigt og sjovt – og at have arbejdet sådan et sted så naturligvis ret godt ud på CV’et.
Hun var den ene af to elever ud af små 80 på skrædder‘studiet’ på Teknisk Skole, som fik en rigtig læreplads. De resterende måtte have al deres praktik på skolen. Jeg var faktisk ret stolt af mit barn. Også dengang …
Det var en af mine Zwei Mädchen, der sagde til hende, at “du skal da bare tage til London og præsentere dig selv og dine arbejder, så skal det nok lykkes, så god som du er”, og for det råd er Charlotte hende evigt taknemmelig.
Man må så sandelig også sige, at det forandrede hendes liv på mange måder.

22. november 2015

Dagens nye ord i tv og et uventet besøg

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:06
Tags: , , ,

Hyben i regnvejrSøndag formiddag er QI-Time. Jeg elsker QI, Alan Davies, Stephen Fry (selv om den gamle erklærede ærkebøsse aldrig ville kunne gengælde min hemmelige kærlighed …), deltagernes vid og viden, og ikke mindst alle frækhederne i disse udsendelser … “This program contains language of a sexual nature. Parental guidance is advised”.
I dag var der en, der nævnte en vagina, som hedder det samme på dansk og på engelsk, selv om udtalen naturligvis er forskellig.
Oversætteren har tilsyneladende ikke vidst særlig meget om dette emne, da vedkommende i den danske undertekst skrev viginia. Flere gange endda. Gad vide hvordan man har forestillet sig ordet udtalt?

Søndag formiddag er ikke gå-tur-tid. Ikke denne søndag formiddag. Jeg forsøgte mig lidt ved 14-tiden, men dårligt var jeg nået ud, før det igen begyndte at sneregne. Der er kommet endnu mere vand i fjorden siden i går, så jeg ville ned for at tage sammenligningsbilleder.

Sne har vi fået, men ikke så meget, bare sølle fem cm, og det meste er væk nu – jeg kan dog fornemme, at resten af Sjælland er ret hårdt ramt. Johns søster og svoger, som bor cirka midt på Sjælland, målte her til morgen snedybden til 55 cm!
Lige nu vælter det dog ned her ned kæmpestore fnug, og blæsten har taget til igen, så vi får se, hvad det ender med, men det er ikke frostvejr.

I aftes vovede min søster sig herned for at hente sin del af lakserognen, som jeg havde renset for hende. Da hun havde hørt om alle mine fortrædeligheder, lavede vi en lækker forret af noget af det – brugte det på samme måde som stenbiderrogn (rogn, rødløg, creme fraiche og lidt rejer på et stykke ristet brød). Jeg kan bedst lide lakserogn, kunne jeg konstatere; det er ikke nær så skarpt i smagen. John lavede sin verdensmesterklassecarbonara og vi fik isrester til dessert. En improviseret, men dejlig middag.
Hun havde Rune med, som vi ikke har set siden februar. Han sejler i 11 uger og har fri i 11 uger, og i denne friperiode fløj han direkte til Hawaii i fire uger sammen med en ven for at besøge en gymnasiekammerat, der nu er bosat derude.
Han var hjemvendt til riget fredag eftermiddag og blev hentet af sin mor, som inviterede ham, hans to søskende og svogeren til en velkomstmiddag i København. Han syntes heldigvis, at det kunne være hyggeligt at hilse på moster Ellen og onkel Don en lørdag aften. Det var måske nok også noget med lidt jetlag, tror jeg.
Det er både skønt og lidt mærkeligt at opleve den søde lille dreng, som vi passede ofte fra han var spæd til han var otte-ni år, den store dreng, som var noget af en bekymringsvækkende rod i sine teenageår, sidde der og være en fornuftig voksen, uddannet maskinmester hos Mærsk, berette om sin hverdag på containerskibene og om sine eventyr på Hawaii, som kunne få moderen og mosteren til at kigge på hinanden og være glade over, at det var godt, vi først fik det at vide nu, hvor vi ved selvsyn kunne konstatere, at han rent faktisk havde overlevet …

Rose i sne
Rosen kæmper tappert, men taber nok snart kampen. Klokken er 15, og det er næsten mørkt, selv om der er en hel måned til den korteste dag.
Godt, husene er hule indvendig, og at mennesket har tæmmet ilden!

10. september 2015

Hvem er egentlig en bonderøv her?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:13
Tags: , , ,

Jeg sad og læste i Samvirke og for en gangs skyld sprang der ingen graverende fejl i øjnene.
Hovedreportagen var en artikel om Bonderøven, hvis udsendelser jeg godt kan lide at se.
Det var faktisk Søren Ryges skyld, at jeg startede på at se Bonderøven, antagelig stik imod Ryges hensigt, at det skulle føre til flere seere af konkurrenceprogrammet.
Jeg så Ryge blive interviewet i tv, hvor han bl.a. sagde følgende: “- Jeg kan bare være en lille smule bange for, at når man har gjort det i måske fem år, så er det ikke så sjovt at se mere, siger Søren Ryge, der mener, at der skal ske en større udvikling med programmet, hvis det skal stå distancen.”
Dette er klippet fra BT – jeg kan ikke huske en fire år gammel udsendelse ordret. SR sagde mere, som ikke stod i artiklen her, men som gjorde mig vred. Ord, der var mere nedladende – jeg mener at kunne huske, at han direkte sagde, at den slags udsendelser ikke holder – at folk ikke gider se dem i længden. Hvor meget forandring har der lige været i Ryges udsendelser, når de er optaget i hans have?
Som dagbladet Information så smagfuldt udtrykte det: En af dem er en selvforelsket klovn i røjsere og tobakspibe, der nu på 23. år render rundt med skovl og spade og roder i det samme agurkebed, mens han vælter hjemmestrikkede dybsindigheder af sig i forsoren fortrolighed med havefolket eller kværker en due i ny og næ.

Jeg kunne lige indtil det interview ganske godt lide SR og hans havesnak, men jeg tabte alt for ham, da han kom med disse udtalelser. Jeg syntes ikke, det var i orden. En person, der nærmest var/er en institution i DR, burde være stor nok til at lade andre komme til og ikke nedgøre en anden så meget i fuld offentlighed.
Det er jo nok sådan det er Jeg har stort set ikke set udsendelser med Søren Ryge siden, men har set samtlige med den hyggelige Bonderøv.
Som holdt. Og holder. Sikkert også længere end Ryge gør det – og med flere seere. HA.
Citat fra Samvirke:
[Frank Erichsen] blev 2008 landskendt, da han tonede frem på skærmen som “Bonderøven” og har siden slået seerrekorder år efter år.
Tag den, Søren Ryge.
Man må ikke være skadefro, men det er jeg nu alligevel, og jeg håber Ryge nu har indset, at hans ord er blevet gjort til skamme.

Jeg kunne ikke tænke mig at leve som Bonderøven gør, men han er hyggelig, overbevist og ægte. Med en dejlig kone og to skønne børn, som får en nærmest ideel opvækst.
Han er selv realistisk vedrørende sin måde at leve på og er hverken religiøs eller missionerende.
Sp: Ønsker du, at alle optimalt set lever som dig?
Sv: Nej, det giver ingen mening. Det her er min personlige drøm.

Det er jo det, vi skal: Gå efter drømmen. Det er ikke alle forundt, at drømmene går i opfyldelse, men man skal altid have dem, og skulle der blive en opfyldt, finder man hurtigt en ny.

Jeg havde i mange år en drøm om engang at komme til at bo i et stråtækt bindingsværkshus, helst tæt på noget vand.
Har du prøvet at opleve, at din drøm går i opfyldelse?

19. juni 2015

Man er jo lidt oppe at køre …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:38
Tags: , ,

Billedresultat for votingDet er ikke mig, der er oppe at køre, men eftersom jeg reelt var tvangsindlagt til at se valgfjernsyn i aftes, medmindre jeg ville gå i seng, og det ville jeg ikke, så kunne jeg jo lige så godt prøve at høre efter hvad der blev sagt. Det lykkedes mig også indimellem, og noget jeg hæftede mig meget ved var, at alle havde vundet – alle havde haft en stor dag/stor sejr/fantastisk god valgkamp, uanset det reelle udfald. Måske lige med undtagelse af Lars Løkke, der var betydelig både afmagret og afdæmpet, kunne John fortælle, men jeg var gået i seng, inden landsresultatet kom. Da der var optalt omkring 75 % af stemmerne, var jeg den, der var smuttet, for så ville der nok ikke komme nogen overraskelser længere.
Det må altså være lidt underligt at være taberen, der vinder – nogenlunde på linje med at være en vinder, der samtidig er en taber. På den måde var det et lidt underligt valg også denne gang – for det var jo præcis det samme som ved sidste valg, bare omvendt.
Nogle af partiseancerne var åbenlyst indstuderede og meget amerikansk inspirerede, forekom det mig, og alle, der havde haft bare den mindste smule at gøre med valget, var oppe at køre. Henrik Sass Larsen i så høj grad, at han var standerstiv allerede tidligt på aftenen – Løkke kan godt nok også lide fadbamser, hvilket han har måttet høre en del for – men han har mig bekendt ikke indtaget dem i så rigelige mængder, inden han gik i luften på landsdækkende tv … Uffe Elbæk var bestemt heller ikke appelsinfri, men ham har jeg alligevel på intet tidspunkt taget alvorligt, så om han er fuld eller ædru gør ikke den store forskel for mit vedkommende.

Nå. Jeg vil egentlig slet ikke lægge op til en politisk debat. Med så tæt løb vil halvdelen af landets vælgere være utilfredse, uanset slutresultatet.
Når man er oppe at køre, smutter der let nogle finker af panden, og man kan som bekendt ikke holde mund med tilbagevirkende kraft …
Kim Bildsøe Lassen blev ved med at kalde exit poll’en for exit prognosen, ikke bare en, ikke bare to, men mange gange, selv om Ask Rostrup rettede ham flere gange, så selv den ellers så professionelle Kim må have været lidt nervøs for, hvordan det hele nu forløb … der var da også en del problemer i starten med at få tallene op på skærmen.
Jeg vil ikke klandre leverandørerne af disse sproglige morsomheder, for den slags fejl brænder vi alle af indimellem, når munden løber hurtigere end hjernen, men til gengæld må man finde sig i at blive lidt til grin for sådanne sprogblomster.

… han har netop nu været inde og sætte sin stemme …
Gad vide, om den kunne stå alene? Jeg satte bare et kryds. Stemmen beholdt jeg i halsen, så at sige.

… så man kan høre hvad man hverken siger eller tænker …
Hun må have en usædvanlig god hørelse.

… hvor har vi Kristoffer? Der! Der er han! Kom her. Begge to! …
Og det var vel at mærke ikke Sjus Larsen, der sagde det!

23. februar 2015

Det ene mord efter det andet

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:01
Tags: ,

IMG_4480

Sikke et vejr, det har været. Nu er det heldigvis blevet tørvejr, og vinden har lagt sig. Der er håb forude for godt eller i hvert fald lidt bedre vejr i morgen.  Pudsigt egentlig, at ‘godt’ i denne betydning er bedre end ‘bedre’ …
Det nåede aldrig at blive rigtig lyst i dag, så vi udsatte turen til Havdrup til i morgen, hvor vi så forhåbentlig ikke skal køre i slud og stærk blæst.
I stedet blev især i eftermiddag en totalhyggestund med først Foyle og dernæst en ny krimiserie, vi ikke tidligere havde stiftet bekendtskab med: Miss Fisher. Der kom to på stribe – den første startede jeg på af nysgerrighed, men da den viste sig udmærket, snuppede jeg lige den næste med.
Tv-kiggeri fra 13:35-16:55 – DET er godt nok længe siden, vi har præsteret sådan en omgang tv-maraton. Og ikke alene i så lang tid, men i det hele taget at se tv om eftermiddagen … jeg kan slet ikke huske, hvornår vi sidst har gjort det.
Det er derfor blevet til en hel del mord i løbet af i dag, men trods det har det været hyggeligt at sidde i stuen ved siden af den blussende brændeovn, jeg har ønsket mig i 100 år og nu endelig har fået. Vi har en i Sverige, ja, men det er ikke det samme som også at have det i vores ‘rigtige’ hjem.

Billedet er et glaskugletræ fra gårsdagens rundvandring i Nyord by. Vi kunne ikke helt gennemskue, hvad de to stiger skulle til for – de skæmmede mildt sagt det ellers så pyntede træ.

1. januar 2015

Jeg ELSKER fyrværkeri!

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:50
Tags: , ,

1) Jeg synes også, at det er synd for de dyr, der er ved at dø at skræk nytårsaften. Vi har selv haft en stor hankat, vi – med dyrlægens hjælp – endte med at bedøve hver nytårsaften. 360 dage om året tyranniserede han hele nabolaget, men op til nytår var han ikke mange sure sild værd, men gemte sig ude på toilettet, hvorfra han ikke engang kom ud, når han skulle tisse. Han havde på ingen måde ikke traumer bagefter og var hurtigt igen kvarterets katteskræk.
2) Jeg ved godt, at det forurener.
3) Jeg ved godt, at der hvert år sker ulykker på trods af alle oplysningskampagner.
Men. Lad mig lige sætte tingene lidt i relief.
1) Jeg har langt mere ondt af de alt for mange børn, der hele året må leve med vold, incest og/eller forældres alkoholmisbrug, og som myndighederne vælger at overse, fordi det er for dyrt at gøre noget for at hjælpe de stakkels børn. Se, det er noget, jeg kan blive gal og forarget over.
2) Det er lidt lige som med maden: Det er ikke hvad man spiser mellem jul og nytår, der feder, men det man spiser mellem nytår og jul. Den forurening, vi producerer nytårsaften, er nok ret lille sammenlignet med den vi producerer resten af året. (Jeg er nødt i samme åndedrag lige blære mig med, at jeg på trods af al den gode julemad ikke har taget så meget som et gram på i julen! Jeg har heller ikke tabt mig, men det gør ikke noget i denne sammenhæng.) Jeg kunne godt tænke mig at se nogle sammenlignende tal på forureningen. Hvad med markafbrændinger, fx? Mon ikke de er lige så slemme? Når medier vil lave skræmmekampagner, er det oftest enestående tal, for kom de ind i en relevant sammenhæng, ville de se ganske anderledes ud.
3) Bare ærgerligt, hvis folk ikke kan tage ansvar for eget liv. Der dør eller ‘tilskadekommer’ hvert år en hel del mennesker i trafikken – skulle vi af den grund forbyde bilkørsel? Vi kan sætte regler op, ja, men jeg er ikke tilhænger af evindelige og mere eller mindre velgennemtænkte forbud og er meget imod barnepigesamfundet og politikernes leflen for at tækkes vælgerne.

Jeg synes fyrværkeri er vildt flot, og jeg elsker at gå op på bakkerne lige bag vores hus for i et 360°-view at nyde for hundredtusinder af kroner gå op i fest og farver. Jeg håber ikke, det bliver forbudt! Dette var forhåbentlig sidste gang, vi har mulighed for det, og det bliver en af de ganske få ting, jeg ved, jeg kommer til at savne, når vi flytter ned i Den Stråtækte.

Det var så min måde at få luft på i dag – en ualmindelig sløv dag, som for det meste er tilbragt med at se QI i én uendelighed – BBC Entertainment sender QI fra 13:30 til 21:30, og der er indtil videre ikke én af dem, jeg har set før. Genial, intelligent og morsom underholdning med Stephen Fry i centrum for geniale, intelligente og ikke mindst morsomme mennesker.

8. december 2014

Dicte, decemberdis og dejlig mad

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:39
Tags: , , ,

I formiddags var solen fremme et par timer og skabte en smuk og lidt mystisk stemning nede ved åen.
John kørte på osetur til Kristianstad – jeg kunne li’som fornemme, at han trængte til bare at gå konefrit rundt i Jula og i Mediamarkt. Normalt er jeg med, og så bliver der ikke oset ret meget – lige på det punkt har han og jeg byttet rundt på mande- og kvinderollen – jeg kan ikke fordrage at ose, men skal have et ærinde, og så bliver tingen købt. Ikke så meget pjat med det, hvorimod John kan bruge timer på at kigge og studere. Det gjorde han så i dag.
Jeg ryddede op og gjorde rent, mens han var væk. Derefter sad jeg og hyggede mig med fire afsnit af Dicte. Den var god – bedre end jeg havde turdet håbe, men kender I det, at man har nogle ganske bestemte foretillinger om personernes udseende, når man har læst bøgerne? De fleste gik an, men Bo var så forkert, som han kunne være. Helt, helt, HELT forkert. Han spillede fint, det var ikke det, og det kompenserede da også lidt for den i mine øjne aldeles forkert valgte type mand.

Dis i december

Jeg har lige læst Dittes skønne indlæg om strikketilbehørsmappeprojektet – hun kan altså noget med ord, den kvinde …
I det nævner hun Pommes salardaise – kender I dem? Jeg lavede dem til de konfiterede andelår fredag aften, men jeg havde glemt at købe persille, så jeg ændrede i opskriften og blandede knust hvidløg i fra starten. Det er ikke særlig comme il faut at rose sin egen mad, men det smagte faktisk virkelig godt. Man blander nogle spisefulde andefedt, som man jo har fra de konfiterede andelår, sammen med meget tyndt skivede, skrællede kartofler. Ind i ovnen med det, til kartoflerne er stegt gyldenbrune. Til sidst kan det få lidt grill, også for at få lidt sprødt skind på lårene. Andelårene, forstås …
Inden servering skal der drysses hakket persille og ditto hvidløg på, som vist på billedet, jeg tog i går, hvor jeg lavede det fuldstændig efter bogen:

Pommes Salardaise

Lækkert og indbydende ser det ud, det kan vist ikke diskuteres, men jeg synes det var meget bedre i fredags, da jeg stegte hvidløget med i ovnen. Andefedtets karakteristiske smag kom mere til sin ret samtidig med, at det hele havde en fin, men diskret hvidløgssmag.
I går var hvidløgssmagen lidt for dominerende, fordi det var rå hvidløg. Persillesmagen var okay at få med, så fremover vil jeg lave min egen variant af Pommes salardaise. Det der andefedt gør altså noget fantastisk for kartoflerne, og det skulle være lige så godt, rent sundhedsmæssigt, at bruge som olivenolie, da fjerkræfedt ikke har øvrigt animalsk fedts uheldige egenskaber.
Det skal jeg have eksperimenteret lidt med, men kunne godt forestille mig, at det nok sætter lidt for meget andepræg på maden. Er der nogen, der har prøvet at stege fx frikadeller i andefedt? Det må simpelthen komme an[d] på en prøve.
Det skulle have været en ganske almindelig parentes efter ‘an’, men da jeg satte et ‘d’ i den, blev det til dette her: Martini glass … jeg vidste egentlig godt, at jeg kan lave emoticons på den måde, men lige i skyndingen …

8. november 2014

Så er der internet i Den Stråtækte

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:50
Tags: , ,

Jeg har ledt højt og lavt og undersøgt på kryds og tværs, hvad der er det smarteste mht. internetforbindelse og tv nede i Den Stråtækte.
Det så ikke for godt ud, og fibernet er ikke tilgængeligt, lød svaret på alle forespørgsler.
Meget tæt derfra er der et sort hul af galaktiske dimensioner rent kraftmæssigt – man kan køre i bilen og tale i telefon (John kører, jeg taler. Bare for at undgå misforståelser), og lige pludselig er det der, det sorte hul. Telefonen er totalt død og det er den de næste 3-4 kilometer. Godt jeg ikke bor lige der.
Vi valgte at abonnere på 3, som umiddelbart så ud til at have den bedste dækning – selv om det vel i bund og grund er de samme master de sender fra, som alle de andre og sender fra. Eller hvad? Jeg er ikke helt god til dette her. 3 har ydermere den kæmpefordel, at det ikke koster roaming i England og Sverige (og en masse andre lande, men disse to er jo højaktuelle for os), så det koster det samme at bruge smartfonen, næsten uanset hvor i Europa vi befinder os.
Der er telefonforbindelse i Den Stråtækte, men den er ikke supergod. På dækningskortet står, at der er 3G, men ikke 4G, så vi var lidt spændte på at se, hvad det mobile bredbånd kunne præstere.
Jeg satte modemet til i dag og så til min forbavselse, at ‘mode’lyset var blåt, hvilket skulle betyde, at den modtager 4G. Havde det kun været 3G, ville det have lyst grønt.
Også en slags fibernet?Min iPad kom på. Hmmm. Det gik forbløffende hurtigt, faktisk. Jeg testede naturligvis ved at loade Hos Mommer.
John spurgte: “Kan du se tv?”
Det måtte selvfølgelig prøves – det gik fint; ingen udfald eller frossent billede, mens den ‘bufrer’ (hvad kalder man det?).
Nu kom ildprøven – i Sverige kan John med hiv og sving nå at se gårsdagens tv-avis, inden jeg står op, men når jeg tænder pc’en og går på nettet, kan han godt glemme alt om at se tv; det ‘fryser’ hele tiden.
Ildprøven var derfor 1) at se ét program på min tablet og et andet på Johns, og 2) at se tv på én tablet og surfe rundt på nettet med den anden.
Begge prøver er bestået.
Det havde vi ærlig talt ikke troet. Men det gør ikke noget …

Pudsigt nok kommer, mens vi sidder og leger med nettet, en af naboerne for at spørge om vi vil være med til et orienterende møde/tilmeldingsmøde vedrørende fibernet i vores lille område. Det viser sig nemlig til vores overraskelse, at der er fibernet gravet ned ude i vejen; det er bare ikke kommet ind i husene endnu. Det er der nogen, der har fundet nogen, der gerne vil gøre for os – de har indhentet priser og har vist i det hele taget gjort et fint forarbejde. Priserne lyder rimelige, vi kan vælge at få forbindelser mellem 15/15 og 500/500 Mbit/s til mellem 219 og 999 kroner/md.
Vi skal være mindst 37 før det kan blive en realitet. Sjovt tal. Hvorfor ikke 40? Eller 35? Det har måske noget med antallet af husstande at gøre – vi er virkelig ikke ret mange.
Det møde dukker vi op til – det kunne være ret fedt at få fibernet, selv om 500/500 nok er lidt overkill for vores vedkommende, men hvad anbefaler de kloge? Jeg ville tro, at 50/50 eller 60/60 så rigeligt vil kunne dække vores behov, uden at vi sidder og stønner over svartiderne, mon ikke?

29. juli 2014

Hvis man tror, at doping er noget nyt …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:45
Tags: ,

… må man tro om igen. Vi så en ret interessant udsendelse om Tour de France op gennem årene fra 1903, hvor det hele startede. Det var nummer 1 af 2, og jeg skal lige tjekke, hvornår nummer 2 bliver vist, for det var en god udsendelse, selv for sådan en sportsignorant som mig.
Udsendelsen var franskproduceret og bar naturligvis præg af det, således at det var de franske ryttere, man fokuserede mest på, men det blev det ikke mindre interessant af. Speaken var ny, og jeg kunne konstatere, at man åbenbart kan slippe afsted med mere i Frankrig, end man ville kunne herhjemme:
”Den permanenterede blondine” ville sikkert ikke gå upåagtet hen, og bemærkningen om en mand, der ikke var lille, men bare meget lidt køn at skue: “Han lignede det, han var: en dværg med stritører” er vist heller ikke helt politisk korrekt i dagens Danmark, for slet ikke at tale om kommentaren vedrørende en hustru til en af vinderne: “Hun havde taget sin bedste BH på, inden hun ønskede sin mand tillykke foran kameraet”. Vi hyggede os flere gange over de mange bramfri ord, der blev brugt i udsendelsen.
Det der moderne Epo-pjat er også det rene vand ved siden af de midler, de tog i brug lige fra løbets spædeste start, og egentlig  er rytterne i dag nogle værre forkælede pivskider sammenlignet med for 100 år siden. Op til 16 timers kørsel om dagen – og de havde selv deres egne cykelslanger med, draperet på rytteren under armene og i et kryds bag nakken, så de (selv, naturligvis) kunne skifte hjul, når (ikke hvis) de punkterede.
Mellem 1903 og 1918 kørte de på snaps, så at sige – det er jo også en slags doping. Man brugte æter for at dulme smerterne.
I 40’erne var de populæreste midler kokain og amfetamin!
I 50’erne kørte størstedelen af rytterne på amfetamin.
I 60’erne døde en rytter af malaria, fordi hans krop var helt nedbrudt af stimulanser.
Det er rigtigt, at Tour de France ikke er, hvad det har været, men det har det aldrig været.
Jeg gider ikke følge med i al dopingsnakken, men kan godt lide at følge lidt med på touren hjemme fra sofaen, kommenteret af Leth & Co – der er intet nyt under solen, og den med den bedste læge vinder, har jeg lige hørt. Det skal nok passe.

Det bliver spændende, om John kan bruge sin nyindkøbte plæneklipper uden at få brug for stimulerende hjælpestoffer til at gennemføre en plæneklipning. Han er jo vant til en traktor i Sverige, men sådan en ville være en anelse overkill til Den Stråtækte.
Han spurgte mig i morges, om han skulle købe en benzin- eller batteridreven, og jeg svarede fluks “batteri”. Den larmer mindre, den lugter ikke, den er lettere og den er nemmest at vedligeholde. “Ja, men den er også meget dyrere”, svarede Nielsen. Jeg spurgte, hvad der betød mest: at gøre livet nemmest muligt for os eller spare nogle kroner her og nu.

Saml-selv-græsslåmaskineSaml-selv-græsslåmaskine (1)

Manden begav sig afsted på plæneklipperjagt og et par timer senere kom han hjem en batteridreven i saml-selv-udgave. Det tog dog kun en halv times tid at få den køreklar.

13. juli 2014

Himmel og hav stod i ét …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:09
Tags: , ,

P1020278… men på den go’e måde, heldigvis.
Vandet var næsten spejlblankt, og da vejret samtidig ikke rigtig kunne finde ud af, om det ville regne eller ej, var det lidt svært at se, hvor Nordsøen endte og hvor himlen begyndte.

Vi er hjemme igen efter endnu en sejltur med temmelig støjende unger. Jo, det hedder det i dette tilfælde; ‘unger’ er definitionen på ‘andre folks børn’, især når de, som her, absolut ikke er ‘lydefri’ … lige som ‘køtere’, der betyder ‘andres [uopdragne] hunde’.

Det har været en god og dejlig ferie. Findes der dårlige ferier? Det gør der selvfølgelig; jeg har selv oplevet en, der må betegnes som mindre god, men det er en anden og meget gammel historie.
Eftersom det har stået i transportens tegn siden i går morges, er der ikke de store ting at berette, hvorfor jeg i stedet vil give et par eksempler på, at englænderne ikke står tilbage for danskerne, når det kommer til fejlagtig skiltning og stavning generelt.

P1010987

Ovenstående er et eksempel på sidstnævnte og er, når sandheden skal frem, vist med en lille smule skadefryd fra min side, ganske som jeg fornemmer det, når andre finder fejl i mine indlæg. Det er nemlig Tims mors mand (der (om muligt) er endnu mindre tolerant end mig, når det kommer til stavefejl), som har begået den klassiske your/you’re-brøler.
Noget helt andet er, at det er ret morsomt, at han kører hele den 2½ time lange tur igennem for at udfærdige denne minutiøse kørselsvejledning, som han derefter håndskriver i flere eksemplarer, hvoraf dette er Tim og Charlottes – som begge hver gang fortæller ham, at det er aldeles unødvendigt, at gps’en er opfundet og virker glimrende, således at man ikke behøver at prøvekøre ruten for at finde ud af turens varighed samt være sikker på ikke at køre forkert …
Fejlen faldt mig omgående i øjnene; jeg viste C den og vi fik os et lille grin. Hun kunne ikke dy sig for at nævne for ham, da vi alle mødtes fredag aften, at han skal passe på med, hvad han skriver, når han ved, at jeg kommer til at se det …
Han var ret flov og kom ligefrem hen og sagde undskyld til mig – det var derfor, jeg fandt ud af, at C havde sladret.
Okay – jeg ville altså også være blevet halvflov, hvis en englænder greb mig i en dansk stave- eller grammatikfejl.

P1020034

Denne fejl er vist ualmindelig, selv på engelsk. Your og you’re udtales trods alt ens, mens where og were udtales forskelligt. Som et forsøg på at fortælle Julian, at hans lille fejl allerede næsten var glemt fra min side, viste jeg ham dette billede, hvorefter han og jeg fik os en god og lang snak om sprogligt forfald i almindelighed og Greengrocers’ apostrophes i særdeleshed.


John har lige tændt fjernsynet for at se Tour de France, som desværre sendes over TV2, som vi ellers undgår pga. reklamerne.
Hørte derfor en af slagsen for et eller andet onlinespil: “Vi spiller ikke for at vinde, men sidder og hygger os sammen […] vi konkurrerer om hvem der vinder mest […] det er jo altid sjovt, når der går lidt penge ind på kontoen, fordi man har vundet … “
Jamen vi tror da selvfølgelig på, at de overHOvedet ikke spiller for at vinde …
Jeg bryder mig ikke om reklamer. Slet ikke, når de er så tåbelige som denne, og dem er der desværre flest af.

22. juni 2014

Thank god for handymen

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:48
Tags: , ,

Jeg er naturligvis (næsten) altid glad for min John, men nogle gange gladere end andre gange.
Fx i morges.
Da jeg trykkede på skylleknappen på toilettet, fyldtes cisternen som normalt, men så snart den var fyldt, begyndte det at løbe ud i kummen.
Det løb stærkt. Bekymrende stærkt. Tænk, hvis sådan noget begynder lige når man er taget afsted på en længere ferie …
Jeg prøvede forskellige små trick for at få det til at stoppe, men intet hjalp, så jeg kaldte på min altmuligmand, som prøvede præcis de samme små trick – han var slet ikke villig til at lytte til, at jeg allerede havde prøvet det samme, så jeg gik bare ned for at hente en tang, så der kunne lukkes for vandtilførslen.
“ØV”, sagde jeg, “jeg gider overhovedet ikke skulle ud og købe nyt toilet til et hus, vi har sat til salg. Det må være nok, at vi skal købe to til det nye hus!”
”Bare rolig – jeg kigger lige på det – mon ikke jeg kan ordne det?”
John ned og hente et par stykker værktøj. John op igen. John ned med et eller andet indmad til en cisterne. John op igen.
Efter 20 minutter hørte jeg, at han trak ud.
To minutter senere kom han ned. Problemet var løst og toilettet ordnet.
Der var en eller anden dims, der var kalket til. Jeg fik en masse detaljer om hele operationen, som jeg høfligt lyttede til, men jeg kan for det første ikke huske dem, og for det andet er det slet ikke vigtigt.
Hurra for den slags mænd, der uden tøven bare skiller alt muligt ad i den sikre overbevisning, at de 1) kan udbedre problemet, 2) kan samle det igen bagefter og 3) at det virker efter samlingen.
Jeg må indrømme, at hvis jeg ikke havde haft sådan en mand, havde jeg aldrig turdet kaste mig ud i at købe Den Stråtækte …

Wilton House

Og så har jeg set Formel 1 i dag! Ikke set som i ‘fulgt med i åndeløs spænding’, men set som i ‘sad samtidig og strikkede på min anden Maestro’.
Jeg foreslog, at vi kørte en tur, men John vred sig lidt og sagde, at der jo var Formel 1 kl 13 …
Nårhja. Det havde jeg naturligvis glemt alt om, selv om han sad og så Pole Position i går, men det er så tit, at han ikke kan komme til at se det, så selvfølgelig skulle han se det.
Jeg har da heldigvis altid et strikketøj.
Det sjoveste var, når de kørte i pit – her løftede jeg øjnene fra strikketøjet og kiggede på. Jeg kunne igen og igen være stum af beundring over, at man kan skifte fire hjul på 2,6 sekunder.
Jeg har altid sat stor pris på effektivitet og altid selv været meget effektiv i mit arbejde. Her kunne fænomenet opleves i højeste potens.

2. juni 2014

Dronen er over os

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:58
Tags: , ,

Et par dage inden jeg tog til England, camperede et tv-hold på en af vores stier og blev der indtil dagen før jeg kom hjem igen. Det vil sige – vi vidste ikke, at det var et tv-hold, før vi spurgte hvad pokker de havde gang i; med frokoster og kassevis af vand og cola, og lige ved siden af stod en stor, sort skurvogn med masser af ledninger strittende.
‘Camperede’ er måske lige voldsomt nok, for de sov der trods alt ikke om natten, men pavillonen stod der hele tiden.
Det viste sig at være Kanal 5, der var i gang med at ændre udseendet på et af nabohusene; både ud- og indvendig, så der blev arbejdet meget … ikke fra tv-holdets side, men fra alle de renoverendes.

Dronen

I går lå der et skriv til os alle om, at de i dag vil komme med en drone, som skal optage det pågældende hus med have set med det store, forkromede overblik. Mellem kl. 9 og 16 – praktisk taget en hel arbejdsdag sat af for at filme et hus ovenfra! Ikke noget at sige til, at tv-udsendelser er dyre at producere …
“Det lyder lidt som en flyvene græsslåmaskine, men hver ikke bange, dette bliver gjort af professionelle fagfolk…”

Jajada, man skal vel ikke nødvendigvis kunne stave, fordi man arbejder i STRIX Television A/S. (Spøjst navn, ikke?)

Dronen lød mere som en aggressiv kæmpestor bisværm (de er vel normalt ikke aggressive?), men det er nok individuelt, hvad man synes det lyder som, og det er også aldeles ligegyldigt, især når man ved hvad det er.
Jeg fik et fint billede af dronen – gad vide om den også fik et fint billede af mig? Den havde vældig travlt også over vores have på et tidspunkt – hvorfor vides ikke, men det er en af de pænere i området, hvis vi selv skal sige det Winking smile
Manøvreevnen var imponerende, men det er ikke så mærkeligt med alle de minihelikoptere, der tilsammen udgjorde dronen.

Nu må vi se til efteråret, hvad de har fået lavet. Jeg ved ikke engang om vi kan tage Kanal 5; vi har aldrig set noget derfra.
Lige nu står der en hel del af deres møbler udenfor – man må formode, at det er deres gamle … gad vide, hvordan man kvalificerer sig til en så gennemgribende ændring af ens hus og have? Ganske gratis, oven i købet. Vi kender ikke de pågældende nok til, at vi synes vi kan være bekendt at spørge dem.

1. maj 2014

Jeg KAN ikke holde de æhh’er ud!

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:23
Tags: , ,

Jeg ved jo godt, at det ikke hjælper at hidse sig op over det, men enten er jeg blevet mere følsom på mine gamle dage, eller også er det blevet værre, og jeg kan simpelthen ikke holde ud, når såkaldt professionelle sprogbrugere i tv og radio siger ‘ÆHHHH’ for hvert femte ord.
John, som ellers normalt er mest irriteret over, at jeg lader mig irritere, er for en gangs skyld lige så grumlende over det, som jeg er.
Der er sandelig ikke meget professionelt over den slags sprogbrug, og når en nyhedsoplæser eller en interviewer kan nå at sige ÆHHH 11 gange på fire forholdsvis korte sætninger, så bliver det for slemt og der bliver slukket eller zappet væk.
Der er en af meteorologerne, der er lige så slem, men det er underligt nok ikke hver gang han er på, der kommer de mange æhh’er.

Min anden chef af mine fire af slagsen var meget slem til det, og selv om han ellers var lydhør over for kritik, var han ikke i stand til at rette den fejl hos sig selv. Det generer mig også, når talere siger “ … hva’ hedder deeeet …” i tide og især i utide.

Jeg får en stor lyst til at skrive til TV2 og DR, når de udsætter mig for den slags sproglige uhyrligheder, men jeg bliver nok bare (måske heller ikke helt uberettiget) betragtet som en gammel, sur møgkælling.
På den anden side er det vel ikke et urimeligt krav fra lytternes side, at det skal kunne være til at holde ud at høre på, hvad mediernes ansatte prøver at bilde os sagesløse ind?

Inden I spørger, hvorfor der overhovedet bliver tændt for tv-nyhederne, når jeg nærmest er ved at få mavesår af dem, vil jeg bare sige, at det ikke er en mulighed ikke at være tvangsindlagt til den slags, når man er gift med John! Hvis jeg selv kunne bestemme, blev der aldrig tændt for sådan noget som Tv2News eller DR Update, men han er en rigtig nyhedsfreak … heldigvis tager han den første 1½ times tid om morgenen, hvor jeg bliver i min seng og hygger mig med min iPad, og så er hans dagsbehov for deciderede nyhedskanaler så nogenlunde dækket ind.

Der sker det, at når man først er begyndt at høre disse sprogkalamiteter, tager det fokus fra det egentlige budskab, ganske som i dag, hvor jeg lynhurtigt begyndte at tælle æhh’er i stedet for at lytte til det manden havde at sige.
Hvilket i øvrigt var noget med 1. maj og Fælledparken.
Jeg mener, som Rasmine, at hele 1. maj-traditionen nok har overlevet sig selv, og når barnlige elementer fra venstrefløjen vil tage derind udelukkende for at møde Helle Thorning med en fløjtekoncert, så mister jeg helt respekten. Den kunne i forvejen ligge et meget lille sted for mange af dem på yderste venstrefløj, men det her er godt nok en tand for børnehaveagtigt.
Jeg gider heller ikke høre på Helle, men så holder jeg mig bare væk fra Fælledparken. Den anden form for opførsel har jeg slet ikke ord til at beskrive.
Eller … det har jeg måske nok, men så sætter jeg mig ned på deres niveau.

Fred dog være med dem, der synes, at 1. maj-talerne skal holdes i hævd. Det cirkus må de jo gerne beholde for min skyld, bare de holder mig udenfor.

Japansk kirsebær i blomst

Dette er ikke en sprogblomst …

9. januar 2014

Tv-kiggeri er farligt for blodtrykket

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:38
Tags: , , ,

Pas på med at se tv – det kan være skadeligt for dit helbred.
I aftes på hospitalet var jeg vist den eneste, der ikke gad gå ind i tv-opholdsstuen for at se udsendelsen med arvingerne, der er eller bliver uvenner. Jeg gider simpelthen ikke bruge mit liv på at svælge i andres elendigheder og grunde til evige uvenskaber.

Inden aftenvagten går hjem, går hun rundt for at tage vores blodtryk, og i aftes var de tårnhøje alle sammen; undtagen mit, som lå på de sædvanlige nydelige 125/70.
Min roommates blodtryk var 158 mod de 123, det viste, da hun fik taget det lige inden hun blev kørt ned til operationsgangen i går morges, og hun var som sagt ikke den eneste, som i aftes lå noget højere end vedkommendes egen normalværdi … aftenvagten undrede sig noget over, at alle havde forhøjet blodtryk, hvorefter jeg svarede, at eftersom mit var normalt, kunne jeg da kun konkludere, at kvinderne ikke har kunnet tåle at se den fjollede udsendelse, men at de alle mere eller mindre bevidst har været temmelig påvirkede af den.

Sikkert ikke en videnskabelig undersøgelse, der udløser årets Nobelpris, men alligevel temmelig tankevækkende, synes jeg.

Apropos blodtryk, så fås det ikke meget flottere i min alder, har jeg fået at vide flere gange – “det er som en ung piges”.
Det er selvfølgelig kun godt, men jeg er generelt også i høj grad ved at gå baglæns i udviklingen: min venstre side ligner noget fra jeg var under 12 år; jeg har ikke mere hår på hovedet end en få måneder gammel baby (det gror såååå langsomt!) og intet på resten af kroppen.
Hjernen er en elendig-hukommelse-kemohjerne, som har været temmelig meget kvikkere, end den er nu. Mener jeg selv. Og jeg vil ikke spørge nogen, om det er rigtigt.
Jeg tør ikke rigtig tænke videre ud ad den tangent. Hvad bliver det næste?
Må hellere skifte emne …

AW3V2962AW3V2963

Den lille, engelske landsby er blevet tømt for vand. Brandvæsenet var der i går eftermiddags for at pumpe det vand væk, man kunne se på gårsdagens indlægs øverste billede. Det var bare et hulrum i byen, vandet ikke selv kunne løbe væk fra, og da det blev pumpet op på en mark lige bagved, forsvandt det derfra næsten med det samme.
Den anden sø forsvandt af sig selv i løbet af eftermiddagen, så lige nu er de vandfri på landsbygaden.

Towards Salisbury Plain

Sømarken er der stadig. Helt til venstre ses det bagerste af haven; stykket i midten med hestene er den mark, de sejler i kajak på for øjeblikket.
Det virker en anelse surrealistisk, når man kigger på dette idylliske juni-billede fra 2012.

PS: Jeg er hjemme igen.

1. december 2013

Quite Interesting

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:55
Tags:

Kender I QI? Et ordspil på IQ og et britisk underholdningsshow fra BBC Entertainment, hvor reglerne er temmelig underlige; hvor de fire deltagere får plus- og minuspoint undervejs, men hvor ingen kender stillingen før sidst i programmet. Temaerne er legio, men kun ét for hver udsendelse, og man kan få point ikke kun for at svare rigtigt, men også for at aflevere et ‘interessant’ eller ‘morsomt’ (men forkert) svar eller vide et eller andet, der overrasker pointgiveren, at man ved. Værten (Stephen Fry) serverer underlige facts af enhver art programmet igennem.
Som for eksempel:
Man troede i de go’e, gamle dage, at tv-apparater vejede mere i tændt tilstand.
Hvorfor? Fordi det anbefaledes kun at flytte på tv’et, når det var slukket …
Jeg er vild med QI lige i øjeblikket og har brugt 1½ time i dag på at se tre udsendelser i rap. Det quizzende folk består for langt det meste af komikere; med Alan Davies som fast inventar. Man kan nok gætte, at det derfor hurtigt kan blive smækfyldt med den skønne, engelske humor.

Hvis ikke der er QI, er der måske “Would I Lie to You?” med 2 x 3 deltagere (to faste og fire, som udskiftes fra gang til gang), hvor det gælder om at fotælle det andet hold en sandhed om en selv – men ‘sandheden’ kan være det rene opspind, hvilket naturligvis er præcis, modstanderne skal vurdere, om er tilfældet (Comedy panel show where contestants have to bluff about their deepest secrets). Igen er der en fast vært (Rob Brydon) og to faste paneldeltagere (David Mitchell og Lee Mack), som begge er meget, meget morsomme og underholdende. Lee Mack er formentlig kendt af mange danskere fra sin deltagelse i The Sketch Show.
 
Måske er der en enkelt eller to, der har fornemmet, at jeg ikke har været til så meget i dag, at det er værd at prale af.
Men jeg har smilet en hel del … har også talt med Charlotte og proppet et tæppe i vaskemaskinen – plus hevet samme ud igen og senere både ud og ind af tørrerumbleren. Og sovet til middag – hurra, hvor det rykker! Ikke noget at sige til, man er udmattet, vel?
(Jeg sover normalt ikke til middag og tørrer normalt ikke i tumbler, men dagens tykke patchworktæppe var jeg nødt til at tumblertørre; det kan ikke nå at lufttørre til tirsdag morgen.)
Solnedgang

31. oktober 2013

Annas dagbog og en ny indspilning af Tims Titanic-forlis-forklaring

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:38
Tags: , , , , ,

Anna lagde fint ud med at ville skrive dagbog for hele efterårsferien. Det er vist ikke blevet til så meget de sidste par dage, men sejlturen, ankomsten hertil og de første par dage er fint beskrevet.
Anna er kun syv år, så ingen vil vel forvente, at alt er stavet korrekt; mange af ordene er stavet fonetisk. Vel at mærke fonetisk i Annas ører.
“Lugish” for bagage er ikke skrevet, som det udtales på engelsk, men som det udtales på annask.
Det gør ikke fejlene mindre morsomme eller søde – vi hyggede os en del med at læse hendes dagbog – og vi havde fået lov, skal lige siges. Faktisk blev vi bedt om det, for hun var med rette stolt af sit værk.

IMG_3658

Der er flere fejl end angivet i cirklerne, men disse morede jeg mig mest over. Morede mig, uden Anna opdagede det, selvfølgelig … hun blev selvsagt rost til skyerne for sin flotte historie.
Det er nok lidt svært at læse – og ikke mindre svært at gennemskue, men første cirkel er “artom”, som betyder autumn.
Anden cirkel er “awer”, som betyder hour, og endelig den sidste “lugish”, som jeg har nævnt.
Tre linjer under lugish står der grate for great. Engelsk er vanskeligt at stave, men det skal jo læres, lige som dansk skal læres, og det kan rent faktisk godt lade sig gøre – både for danskere og englændere! 
Dette er sjovt og tilladt, når man er syv år. Det er sørgeligt, hvis man er mere end 12-14 år …

IMG_3660

“Then the captin gave en anousmant” – announcement – er den ikke skøn?


I USA er der indspillet en ny version, hvis man kan sige sådan, af Tims forklaring på, hvorfor det gik så galt i april 1912, da Titanic stødte på et isbjerg og sank.
Den varer kun godt 20 minutter og er naturligvis derfor ikke så fyldestgørende som National Geographics på to timer, men den giver en meget god fornemmelse af, hvad Tim har fundet frem til.
Hans teori er nu så anerkendt, at man er begyndt at bruge den i skoleundervisningen, så han bliver til stadighed inviteret ud til diverse skoler for at give sin forklaring til børn og unge, og han får en del mails med spørgsmål, fordi de unge er blevet bedt om at skrive en stil om teorien.
Nedenstående er en af (vistnok) seks udsendelser om “Weather that changed the world”. Grafikken er heller ikke så fantastisk som NGs, men man kan ikke få alt på 20 minutter.

Der var vist nogle, som gerne ville have set udsendelsen fra NG, men som ikke havde mulighed for det … her er en chance for i hvert fald at høre om Tims revolutionerende teori, som forklarer den virkelige årsag til det navnkundige forlis.

20. oktober 2013

Det koster penge at være blogger …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:58
Tags: , ,

BilledeHer sidder man i al uskyldighed og kigger over til Mia for at se, hvad hun har begået siden sidst, og hvad sker? 
Hun nævner sin yndlingsserie gennem tiderne (Forever Green). Jeg kommenterer … en tankerække sættes i gang og jeg ihukommer mine egne foretrukne serier, som gik for maaange år siden i dansk tv, og som mig bekendt aldrig har været genudsendt.
Typisk, i øvrigt. De kan genudsende så meget fuldstændig ligegyldigt, men lige præcis disse to, som jeg så forfærdelig gerne ville se igen, kom naturligvis aldrig.

Men … tanken var ikke fjern: Når Mias gamle yndlingsserie kan fås på DVD nu, så kan mine vel også? Hvorfor har jeg dog ikke tænkt på det?  
Fluks ind og kigge på engelske Amazon og JO! Der var den jo. Den ene. Den bedste af dem.
Den anden hed Afrodites skat; jeg kan ikke huske originaltitlen, så hvis nogen kan det, hører jeg meget gerne fra vedkommende.

Against the Wind havde de på DVD. Mod vinden hed den såmænd på dansk. I hovedrollerne Mary Larkin og Jon English – sidstnævnte havde selv skrevet den dejlige kendingsmelodi.
Er der nogen af jer, der kan huske den? Den hander om britiske straffefanger, som blev sendt til Australien.
Den er fra 1978, men præcis hvornår den blev vist i Danmark, kan jeg ikke huske.
Buy with one click. Done.

Når nu jeg alligevel var ovre i England og handle, kunne jeg lige så godt finde ud af hvad det var, Mia syntes så godt om dengang, så Forever Green fik også et Buy with one click. Uhhh, det er for nemt, er det …

Så jo: det kan koste penge at være blogger. I hvert fald en impulshandlende blogger som mig. Jeg håber sandelig, at den ene er lige så god, som jeg husker den, og at den anden er lige så god, som Mia husker den.
Hvad er din tv-serie over alle tv-serier? Udover Matador, som jo intet kan slå …

8. maj 2013

Nu er vi gået til filmen!

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:30
Tags: , ,

Vi går til filmen 4For 117. gang må jeg konstatere, at det er de forunderligste ting, der kan ske, når man er flyttet til eventyrlige blogland.
For en uge siden fik jeg en mail fra Nanna fra STV, som havde læst et af mine indlæg og mente, at jeg måske kunne være interessant at tale mere med vedrørende en udsendelse, STV er ved at producere for TV2. Om jeg kunne være interesseret?

Ja, mon dog ikke – lad høre, lad høre …
Efter at have talt med mig og stillet en hel del spørgsmål gennem et kvarters tid havde Nanna med egne ord “en god mavefornemmelse” og ville sørge for, at en vis Malene kontaktede mig. Det var vist Malene, der skulle vende tommelfingeren nedad eller opad om, hvorvidt jeg var egnet; Nanna er researcher og skulle i første omgang støvede egnede emner op.
Det mente Malene åbenbart, at jeg var, egnet altså, og vi fik i mandags aftalt, at der ville komme en Kathrine tirsdag (i går); med samt en instruktør (producer? Tilrettelægger? Jeg fik aldrig helt fat i det … skyldes nok min befippelse over hele situationen) og en kameramand.

Johns datter havde for nogle dage siden meldt sin ankomst, så det ville vi naturligvis ikke aflyse. Vi var derfor tre amadørdeltagere og professionelle Kathrine, som fik os til at sidde og lege hr., fru og frøken Danmark i 1½ times tid, mens der blev snakket, stillet spørgsmål og ikke mindst hygget igennem.

Vi havde naturligvis været lidt spændte på, hvor kejtet vi ville opføre os ved bevidstheden om, at ALT blev filmet og derfor potentielt sendt ud til hele Danmark til september.
At der kun bliver tildelt os fem minutter af udsendelsen, var underordnet, da vi jo ingen mulighed har for at vide, hvad de vælger og hvad de klipper fra.
Det var med hele tiden at huske på ikke at blamere sig alt for meget, samtidig med, at umiddelbarheden ikke måtte gå tabt. (Ikke bande, Ellen. HUSK det nu!!) 

Det var altså skægt at prøve – inden der var gået et minut, glemte vi alle alt om det kamera og talte sammen, som om vi havde kendt hinanden i årevis.
Morten Instruktør sagde, at vi var søde, glade, pragtfulde, naturlige og herlige og at det er fantastisk, når noget bare glider i smør, som dette gjorde, og de ikke er nødt til at hive hvert et ord ud af os, eller vi sidder stive som pinde hele bundtet og ser alt andet end afslappede ud.
Han sagde altså ikke alt dette på én gang; dette var et resumé … Vi går til filmen 1

Vi var naturligvis rævestolte over alle de roser og glæder os vildt til at se den færdige udsendelse.
Det skal også siges, at Kathrine var en superskøn og ligefrem kvinde, der går i folk med træsko på, hvilket gjorde ‘arbejdet’ særdeles nemt for os.
De to fyre var ligeledes smaddersøde, men deltog naturligvis ikke i samtalen – andet end ved at afbryde et par gange for at fortælle Kathrine, hvad hun gerne lige måtte spørge en af os om.

Hvad emnet var, må jeg ikke afsløre – det vil TV2 selv have lov til.
Fair nok.
Af samme grund kan jeg heller ikke fortælle om nogle af de mere smilfremkaldende detaljer fra i aftes eller hvad vi fik som gave som tak for deltagelse. Det må vente til efteråret.

Og det hele bare på grund af et blogindlæg …

24. april 2013

Vi er selvfede og intolerante

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:22
Tags: , ,

Det er noget af en påstand, må man sige.
Men jeg er tilbøjelig til at være enig, skal jeg gerne indrømme.

Vi har igen stemt os selv ind som Verdens lykkeligste folk. Jeg kan undre mig lidt over hvorfor – selv om det ikke skal opfattes sådan, at jeg ønsker at emigrere. Det har John og jeg hele to muligheder for at kunne gøre forholdsvis problemfrit, men ønsker det trods alt ikke. Dvs. – jeg kunne sagtens finde på at rive mine rødder op, sælge alt og flytte til England, men jeg kan ikke rigtig få John med på den.
Men vi topper altså lykkelisten, med Finland og Norge på hhv. 2. og 3. pladsen. Man kan selvfølgelig sagtens være lykkelig på samme tid, som man er selvfed og intolerant – det er på ingen måde selvmodsigende. Hvis nogen skulle ønske at vide det, var USA er nummer 11 på lykkelisten, Afghanistan nummer 130, mens Bulgarien var det lavest placerede europæiske land på en 146. plads

I aftes i Aftenshowet var der en gæst, der løftede en meget stor pegefinger og fortalte os på en pæn måde, at vi ikke er så gode og hjertevarme, som vi går rundt og tror vi er.
Vi vil gerne have turister, men er vi imødekommende, hjælpsomme og glade?
Generelt er svaret nej. Vi er selvfede, intolerante og har nok i os selv. Men ingen skal komme og kritisere os for det! Uhada nej.
Og ja, det er generelt og gælder ikke alle, men sådan vil det jo altid være … manden kom med flere gode (eller rettere dårlige) eksempler på denne selvfedhed.

Jeg har tænkt over det flere gange, når vi opholder os i England, hvor vi oplever en helt anden venlighed og imødekommenhed. Hotel- og andet servicepersonale er mere smilende og hvad-kan-jeg-gøre-for-dig-orienteret.
Vi oplever det også andre steder – England er bare det udland, jeg kender bedst og har oplevet i flere sammenhænge, hvorfor det er mit bedste sammenligningsgrundlag.

Jeg har inden for egen familie oplevet et par pudsige episoder i forbindelse med, at Charlotte har fortalt om hvor godt, i nogle tilfælde meget bedre, visse systemer virker i UK sammenlignet med i Danmark.
I stedet for at glæde sig over, at det er sådan derovre, har mine søstre faret direkte i forsvarsposition for Danmark og kæmpet en brav kamp for at bevise, at vi skam er bedre her i Danmark, ja vi er så! De skal ikke tro, at de er noget derovre i England! Og slet ikke bedre end os!
Aksel Sandemose har sandelig ikke levet forgæves – hans jantelov lever i bedste velgående, og der er vel også en grund til, at den er skrevet om danskerne …
Vi er selvfølgelig ikke blevet uvenner over det, men når C og jeg stillede spørgsmål til, hvorfor de dog ikke bare kunne acceptere, at der er punkter, hvorpå vores lille smørhul Danmark simpelthen på nogle områder bare fungerer dårligere end andre lande, kunne de jo godt høre, hvordan de selv lød. Sommetider i hvert fald …


Samme tv-indslag som det ovenfor nævnte leverede atter nogle tal, som simpelthen ikke kan passe. Jeg ville sådan ønske, at de ville regne én gang til og undre sig over, hvad det er, de selv påstår i DR:
Vi havde 22 millioner turistovernatninger i DK i 2012.
Turistbranchen havde angiveligt en omsætning på 30 millioner kroner samme år. Omsætning? Det var sandelig ikke meget, men omsætning er som bekendt absolut ikke det samme som fortjeneste, så det der stod var, at en hotelnat tilsyneladende koster 1,36 kroner pr. turist.
Så forstår jeg simpelthen ikke, at landet ikke er totalt oversvømmet af lykkelige og glade turister, der kommer for at bo i billige Danmark …
De mente måske milliarder, selv om det vist heller ikke er nok til at kunne gøre påstanden rigtig. Måske skulle der have stået en fortjeneste på 30 milliarder kroner fra turistindtægterne?

17. april 2013

Find Holger! Hvem Holger?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:45
Tags: , , ,

Hvordan har I det med, at Holger Danske bliver solgt og måske skal flytte uden for landets grænser?
Jeg har det fint, vil jeg lige skynde mig at sige … den bronzestatue, der er til salg, er hverken et nationalt klenodie eller Danmarks inkarnerede identitet, men et kunstværk, der for 100 år siden blev bestilt af Hotel Marienlyst i Helsingør, så hvorfor folk lige falder i svime over denne auktion, har jeg lidt svært ved at forstå.
Hvorfor en vis fru Kjærsgaard skræppede op med det samme, er jeg dog ikke spor forbavset over.

Jeg synes især det var pinligt-morsomt, da Hr. og Fru Danmark på gaden blev spurgt, hvad de mente om sagen, og hvor der tilsyneladende var bred enighed om, at narj, selvFØLgelig skulle han da blive i landet og det var da også for dårligt og hvordan KUNne man dog GØre sådan noget – vi må starte en indsamling …
Men da samme Hr. og Fru Danmark blev spurgt, hvem denne Holger Danske egentlig var, var der ikke rigtig nogen af dem, der vidste det; dog kom der en del interessante, men relativt tåbelige bud.
Han skal altså blive i landet, men man ved ikke hvorfor.
Det var meget dansk: At vi ikke kender den korrekte baggrund skal ikke forhindre os i at brokke os og fyldes af hellig forargelse.

Bronzeudgaven, der er i udbud nu, er det efter min bedste overbevisning kun de færreste, der kender.
Hvis der endelig er en Holger Danske, der gerne må blive stående, er det gipsafstøbningen (nu beton, fordi gips blev ødelagt af fugten) til omtalte bronzestatue, som står i kasematterne i Kronborgs kældre, men skulle han også smutte, går det nok alligevel, og go’e gamle Danmark består sikkert uden ham. Han har alligevel aldrig holdt sit løfte … ifølge legenden skulle han blive levende, rejse sig og “redde Danmark i nødens stund”. Hvor var han fx den 9. april 1940, spørger jeg bare.
Jeg synes til gengæld ikke det er helt i orden, at DR, der så forfærdelig gerne vil gøre indtryk af at være et seriøst og troværdigt medie (det lykkes dog sjældent), får den ‘morsomme’ ide at byde kunstigt op, så Lauritz.com må stoppe legen, da buddene runder 41 millioner. Auktionen er nu startet forfra.
DR P3 kalder det satire. Jeg er som sagt ikke enig, men jeg er enig med DRs kulturdirektør Morten Hesseldahl i følgende: “Der er meget forloren nationalromantik, der bliver pumpet ud i de her dage”.

Nu er Holger jo en særdeles hårfager herre (burde han så ikke have heddet Harald?), hvilket måske er forklaringen på, at stavningen gik lidt i hårdknude for TV2, da de ville fortælle om konkurrentens uheldige indblanding.

Holger Hårknude

10. april 2013

Børnebegrænsning

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:02
Tags: ,

Børnebegrænsning fik en ny betydning i går i DR1-programmet Kontant.
Det var naturligvis ikke et ord, man brugte i programmet, men det faldt mig ind undervejs, at det kunne være en glimrende ny betydning af ordet.
For jer, der ikke så udsendelsen, handlede det om, at børn er i stand til at købe Power-ups, Smurfberries, og hvad ved jeg, for tusindvis af kroner, når de sidder og spiller på en iPad, fordi man kun skal taste Apple-koden én gang.
I starten så jeg undrende til og forstod ikke problemet, for hver eneste gang, jeg har købt noget til min iPad, har jeg skullet indtaste min Apple-kode.
I løbet af udsendelsen gik det dog op for mig, at ‘butikken’ holder åben i 15 minutter, men det er åbenbart rigeligt til fx det eksempel vi så med en lille pige, hvis far dagen efter, han havde tastet sin kode ind for at give datteren en ubetydelig (læs: billig) ting til hendes spil, modtog en temmelig uventet og ubehagelig regning på 10000 kroner.
Pigen var så lille, at hun ikke forstod, hvad hun havde gjort “Jeg troede, det var en del af spillet, far!”. Det er jeg sikker på er rigtigt. Far blev tosset (på Apple) og stædig og indledte en mindre krig for at få sine penge igen. Han endte med at få sine 10000 tilbage, men Apple har ikke tænkt sig at ændre på sine standardindstillinger. Naturligvis ikke – de tjener hvert år milliarder på de 15 minutters iPad-butiksåbningstid.

Her er jeg ambivalent, men overvejende af den mening, at det må være forældrenes ansvar at stoppe den slags. Apple er en forretning, hvis største og fornemmeste mission er at sælge produkter. At dette så måske er lige en tand for uetisk, kan vi såmænd godt blive enige om …

Noget, jeg faktisk fandt mere uforståeligt, var DRs tilgang til det. De havde selvfølgelig strikket en smart udsendelse sammen, der fortalte, hvad de ville fortælle; krydret med et par oversmarte indslag med bl.a. en trillebørfuld bær, som Apple sjovt nok ikke ville tage imod.

Men. Hvorfor pokker brugte ‘Kontant’ ikke to minutter til sidst på at fortælle seerne, hvordan man slår børnebegrænsningen til på sin iPad? Tillader jeg mig at spørge.
Det ville have været en pæn gestus fra DRs side og ville have opvejet lidt af journalistens selvgodhed.

Jeg måtte straks hen og finde ud af det – børnene spiller på vores iPadder, når vi er sammen, så jeg kunne lige så godt sikre mig, mens jeg huskede det.
Her er er lynkursus for jer, der måske, som mig, ikke lige har tænkt på at ændre den indstilling – hovedsagelig fordi vi jeg ikke vidste, at den overhovedet fandtes …

Børnebegrænsning

Tryk på Indstillinger. Tryk på Generelt i venstre kolonne.
Tryk derefter på Slå begrænsninger til og find på en pinkode. Det er rigtig smart at vælge en, man vil kunne huske også om et halvt år … jeg har en standard til den slags ting, og det er IKKE den samme som på mine kreditkort …

Børnebegrænsning (1)Børnebegrænsning (2)

Så kan man ændre de 15 minutter til Straks.

Børnebegrænsning (3)

Børnebegrænsning (4)

Børnebegrænsning (5)

Men dette vidste I måske alle sammen? I så fald beklager jeg Smile  – men hvis der bare var en enkelt, der ikke vidste dette, har det haft sin mission.

Hvad siger I? Hvem har ansvaret for, at børn ikke bruger tusindvis af kroner på spil?

Næste side »

Skab en gratis hjemmeside eller blog på WordPress.com.