New York

Vi var 1½ time om at komme igennem pas- og immigrationskontrollen i Newark lufthavn, men det kunne have været værre. Da vi endelig nåede frem til en skranke, ville han ikke se vores ESTA og han ville kun have mine fingeraftryk, ikke Johns. Jeg må have set mistænkelig ud.
Til gengæld stod kufferterne og ventede på os. Alle kufferter var der, men en af dem var revet i stykker. Ikke vores …
Det tog 45 minutter at køre ind til vores hotel, som lå lige i yderkanten af The Garment District, hvor en som min datter ville gå helt i selvsving, for her findes forretninger med ALT, man kan forestille sig inden for sybranchen. Som i virkelig alt og så lidt til, som man ikke engang kan forestille sig. Ved siden af har vi Hell’s Kitchen, hvor stort set hver eneste ‘forretning’ i hele området er en restaurant.
Vi gjorde dog ikke meget ud af måltiderne mens vi var i NY, for vi vidste jo, at vi de næste 12 dage har rig lejlighed til at spise os en pukkel til. Og den pukkel sidder lige foran!
Vi gik igennem Central Park, som er et dejligt og meget stort åndehul i den evigt pulserende by. Vi startede i Strawberry Fields, som ligger lige overfor Dakota Building, Hvor John Lennon boede i og blev skudt foran. Lidt længere væk sidder H.C. Andersen og læser op fra Den Grimme Ælling – og nej, det er ikke Danny Kaye, der har sørget for at rejse statuen, men en gruppe danskere.

Videre til Ground Zero, som ikke var færdig, da vi var her i 2016. Nu er Fugl Føniks færdig, både ud- og indvortes, og selve Ground Zero er et firkantet hul, hvorfra vand strømmer langs de fire sider og videre ned i et sort hul. Navnene på alle de omkomne er indgraveret langs siderne.
Det lyder ikke af noget og ser også tamt ud på billederne her, men det var faktisk ret forstemmende at stå og se på navnene, mens man kigger ned mod hullet. Alle er bare stille – selv amerikanerne glemmer helt at være højrøstede.

The NY Skyline bliver man vel aldrig træt af at se på. Om lørdagen, som var til egen disposition, tog vi en 2½ times sejltur rundt om hele Manhattan. Den højeste bygning er One World Trade Center, som er bygget i stedet for de to tårne i det oprindelige World Trade Center, som blev udslettet hin 11. september.
Skyskraberne i denne by er for manges vedkommende helt fantastiske at se på, så når man ser Bjarke Ingels’ værk, som ikke er særlig højt, men så meget mere imponerende, og guiden kalder ham for “en genial dansk arkitekt” – ja, så bliver man en lille smule stolt over at være dansker.

Vi boede på 23. etage. På 36. var der A Rooftop Bar, hvor vi var oppe hver aften. Den sidste aften sagde New York pænt farvel til os i form af en nydelig solnedgang.

Jeg købte et glas hvidvin, som blev serveret i et plasticglas; John fik en øl, som var i en glasflaske, og han fik intet ‘glas’. Nu er vi jo i USA, så bartenderen sagde til mig, at vi altså ikke måtte kaste flasken ud over rækværket, når den var tømt! Jeg har nok set yderst forundret ud, da jeg sagde No, of course not!, for hun undskyldte og sagde, at det havde hun altså fået besked på at sige. Jeg smilede bare sødt og sagde ikke mere.

Vi befinder os nu på skibet, og det meste bærer præg af, at alt har været lukket ned i et par år, og der derfor er nyt personale stort set hele vejen igennem. Dermed er der ofte ikke engang nogen, dette uerfarne personale kan spørge til råds. Det går dog alligevel; vi har fuld forståelse for, at det må være svært, og vi er ikke i tvivl om, at alle gør deres bedste, og så kan ingen forlange mere, men mere om det i næste indlæg.

Sverige efterligner New Englands efterårsfarver. Lidt.

De kan trods alt lidt med efterårsfarver her i Sverige. Selv uden solskin kan man godt fornemme de varmtgyldne farver på vores ahorntræer i haven, men vi mangler de knaldrøde, som vi sjældent ser hos os. Det er en anden art ahorn, men der er også 128 af dem … hvor vores med størst sandsynlighed er Acer pseudoplatanus, er det Acer saccharum, altså sugar maple (sukkerløn på dansk), der giver de verdensberømte farver i New England. Det giver heldigvis god mening, da det også er dem, man tapper saften af til sirup.

Vores kan være med næsten hele vejen, men mangler dem omkring klokken 3 på det indsatte billede af et sugar maple-blads farvecyklus (jeg kan ikke lide navnet sukkerløn! Det lyder som noget man får for at arbejde på en sukkerfabrik). Der skulle være forskel på løn og på ahorn, men jeg har svært ved at skelne mellem dem. Det er også ligemeget – tror bare jeg kalder det hele for ahorn – der skal alligevel en ekspert til at rette mig i denne træfejl, og umiddelbart kender jeg ingen træeksperter.
Æblerne fra det gamle æbletræ kan bedre finde ud af den kønne, røde farve.

Selv om vi næsten lige er kommet hjem igen, er vi nødt til at smutte en tur til Sverige for at vinterlukke huset; dvs. sørge for, at vandet er tappet af systemet, når vi forlader stedet, og eftersom alle mine englændere kommer på torsdag, er det nødt til at være inden da.

---

Normalt bestræber jeg mig på at være så upolitisk som muligt både på egen og andres blogge, selv om visse af mine holdninger uvægerligt vil skinne igennem.
Men … i USA sad vi og brugte to timer på at se en faktisk ret interessant udsendelse om Trump og Hillary Clinton, hvor man skildrede begges liv lige fra deres spæde barndom og hele vejen op til i dag.
Billedet herover er fra FB, hvor en (flere …) har linket og delt det fra en på Instagram, som igen har det fra tv-dokumentaren – i hvert fald så vi præcis det samme billede i omtalte udsendelse, så jeg har ingen skrupler over at gengive det her – men i tv-udsendelsen så vi i sagens natur ikke de viste talebobler, som jeg, set i lyset af årets nobelprismodtager i litteratur, synes er så fint fundet på. Her kommer så min politiske holdning: Jeg håber virkelig ikke, at den skrækkelige Trump vinder valget, men det ser da heldigvis ud til, at det går mere og mere tilbage for ham. Man kan så mene om Mrs. Clinton, hvad man vil, men hun vil trods alt være en bedre løsning. Det kunne også være lidt sjovt med den første sorte præsident direkte efterfulgt af den første kvindelige ditto i landets historie, men det er altså ikke derfor, at jeg ikke har nogen fidus til Trump.
Og så synes jeg i øvrigt, at Bill Clinton har én ting til fælles med Sean Connery: De er begge blevet bedre med årene …

Nu har jeg betalt parkeringsbøden!

En af de første dage, i Cooperstown (den, hvor alt handlede om baseball), var der desværre en enkelt officer ved navn K. Barrows, der havde tankerne ved sit arbejde og ikke ved baseball. Vi havde ikke set, at der skulle betales for at parkere, hvor vi parkerede.
Surt, men da heldigvis kun 35 $ (små 230 kroner), hvilket er under en trejdedel af, hvad jeg skulle have sluppet herhjemme.
Jeg regnede – åbenbart naivt – med, at jeg bare kunne lange sedlen over til Avis’ personale og så lade dem klare afregningen, selvfølgelig mod, at jeg gav dem de 35 dollar. Det ville de imidlertid intet have med at gøre, og hvis jeg ikke betalte, ville Avis, som ejeren af bilen, få et brev, men det får man først efter 60 dage, og så vil bøden være steget til 140 $ – plus noget mere, hævdede de. Det nyttede ikke noget bare at ignorere bøden, tænkte vi – Avis er jo udmærket klar over, hvem de har lejet bilen ud til.
But you can pay online – it’s very easy.
Tak, tak. Det har jeg så gjort nu. Det var problemløst, og fem minutter efter fik jeg en mail om, at sagen var bragt i orden.
Fartbøder fik vi ingen af – John var meget omhyggelig med at overholde fartgrænserne (det er han altid). Billigste sats er 150 $, som vist stadig er meget billigere end herhjemme.
Det var benzinen også – ca. 4,25 kroner literen. John smilede stort, hver gang han tankede op.
USA er ikke et dyrt land at feriere i. Det er naturligvis ikke gratis at komme derover, men ellers synes vi nok, at man kan få temmelig meget for sine penge. Når vi spiste ‘fint’, kostede hovedretten omkring 25-30 dollar, men det kunne snildt lade sig gøre at nøjes med at give mellem 15 og 25 $ – uden at den af den grund var junkfood, men gode og sunde måltider.
Turen har haft andre uforudsete og dyrere konsekvenser end end parkeringsbøden. Vi sov nemlig så fabelagtigt godt i Lenes gæsteværelseseng, at vi allerede efter den første nat erklærede, at sådan en topmadras vil vi også have! Finn oplyste os om, at vi skal gå efter dem med memory.
Jeg har efter hjemkomsten gransket en del i topmadrasser og har nu bestilt to nye, bløde, lækre, 9 cm tykke 3D Memory K60 topmadrasser. De var lidt dyrere end den dumme parkeringsbøde, men det bliver herligt at sove så godt igen. Jeg syntes ellers, at vi har gode topmadrasser, men de faldt grundigt igennem efter besøget hos Lene – og i øvrigt også ved de fleste af de mange hoteller, vi nåede at sove i – vi sov simpelthen så godt næsten hver eneste nat.

Ahornsirup og halloween/høstpynt galore – så er vi i det efterårsklædte, nordøstlige USA … jeg købte ikke engang noget ahornsirup med hjem, hvilket jeg først fortrød, men som viste sig at være heldigt, for da vi vejede kufferterne i Newark, vejede de hhv. 24,8 og 20,8 kilo. Vi må have 23 kilo hver, så jeg flyttede lidt ting over i Johns kuffert, så min kom ned på 23,0 og Johns på 22,6 kilo. John drillede mig lidt med, at jeg et eller andet sted måtte have kalkuleret forkert med indkøbene, siden vi havde 400 gram til overs.

Mad – og andet – i New York

Nu havde vi boet på hoteller skiftende fra gode til meget gode (bortset fra det med røg- og hundeoplevelsen, men værelset var okay). Er det så ikke ren Murphy, at vi det eneste sted, hvor vi skal sove fire nætter (bortset fra hos Lene, hvor indkvarteringen var absolut førsteklasses), fik det eneste skodværelse på hele ferien? Ingen værelser med to senge, men et miniværelse med en queen size-seng, som jeg dog fik brokket mig til at få byttet med et med en king size, men det blev gulvpladsen kun mindre af. Ingen kaffe/tefaciliteter og en meeeegaelendig wi-fi.
Morgenmad skulle vi i byen for at få, men heldigvis lå der 100 meter væk en lille Deli, som lavede en glimrende morgenmad til os.

Ikke fordi mad er noget problem i New York – man kan få mad alle vegne og af alle tænkelige slags – og lidt til. Vores varierede fra en cheese hot dog fra en af de utallige gadesælgere til en salat fra Pret A Manger til en mexikansk middag på en af deres Chipotle Mexican Grill til en særdeles lækker fiskemenu fra Mermaid Inn, hvor jeg fik en sautéed local skate (en art rokke) served with hearts of palm, green olive, orange & pomegranate molasses. John fik seared tuna au’ poivre with wilted spinach, fennel purée & lobster vinaigrette. For sulan da, hvor det var überlækkert! Både visuelt og rent smagsmæssigt.

Regnvejrssøndagsaftenen tilbragte vi i sengen, mens vi så tv – vi havde købt et par udmærkede wraps og lidt vin og øl. Det var faktisk meget hyggeligt – selv på det lille værelse – sengen var jo stor nok …

Vi købte et unlimited MetroCard, som gjaldt i syv dage til alle bus- og metrolinjer. Man kunne ikke vælge færre dage, men hotelreceptionisten sagde, at det sagtens kunne betale sig, selv om vi kun skulle bruge det i fem, fordi det koster 31 $ og hver enkelttur koster 2,75 $. Det fik hun ret i – også selv om vi brugte meget tid på hop on og off-busserne.
Systemet er nemt og genialt – med the Subway skal man stort set bare vide, om man skal uptown eller downtown. Busserne går op og ned ad den samme avenue eller op ad den ene og ned ad den ved siden af, da mange af dem er ensrettede. X-busserne går tværs over Manhattan. Går den igennem ad 96. gade, hedder bussen X96. Jeg downloadede en app, som viste alle de oversigtskort, man har brug for i stor-New York, så det var virkelig nemt.

Der er mange måder at fri på – dette skilt sad på en bænk i Central Park. Man må håbe, Gena fik sat sig på den rigtige bænk …

Der er også mange måder at se ud på … mine fordomme fortæller mig, at skiltet fra New Yorks busser bl.a. er møntet på denne tatoverede fyr. Sådan et skilt kunne der godt være sat op mange steder derhjemme – jeg HADER, når især drenge og  unge mænd hele tiden skal spytte. Hvad pokker er det for noget svineri? Men der er ALLE typer her i NY. Ham her kunne jeg snige mig til at fotografere; de fleste kunne jeg naturligvis ikke sådan bare knipse løs af, men det var yderst underholdende bare at sætte sig et eller andet sted og studere mennesketyper.

  

Gammelt og nyt – skyskrabere sammen med de gamle og smukke gadelamper. FN-bygningen med alle medlemslandenes flag, som også kan ses ved Rockefeller Center med den permanente skøjtebane.

Hjem til efteråret

Det var lidt af en kold tyrker at komme hjem – huset var koldt, det blæste og det havde lige regnet. Da vi tog afsted, var det højsommer, selv om det var d. 22. september, men nu, tre uger efter, har efteråret så sandelig ramt Den Stråtækte.

I USA havde vi også et totalt fantastisk vejr hele vejen – lige indtil vi kom til New York. Vi skulle aflevere bilen en lille kilometer fra hotellet, så vi satte kufferterne af der, inden vi fandt afleveringsstedet. Lige da vi satte os ind i bilen, begyndte det at regne. Der blev bandet en anelse, og det blev der de næste 30 timer, hvor vandet stod ned i stænger hele tiden. Som i u.af.brudt. Hele søndagen, hvor der var optog op gennem 5. Avenue. Et eller andet spansk-relateret, hvor de fint – og letpåklædte – piger frøs med anstand, mens de tappert smilede til folket på fortovene. Der var så heller ikke så mange folk at vinke til. Bemærk den omvendte paraply – det blæste tilligemed en del. Jeg var kold, iført varm sweater og effektiv regnfrakke, så jeg kunne godt regne ud, hvordan de piger må have haft det.

Heldigvis kom vejret på bedre tanker fra og med mandag morgen og der var strålende sol fra en skyfri himmel resten af opholdet.
Vi købte et todagespas til Grey Line, hvor der var ubegrænset hop on og hop off i 48 timer på fem forskellige byrundture plus en sejltur. Vi nåede sejlturen og de fire af turene; den sidste kunne have været nået, men vi gad den ikke. Guiderne var vidt forskellige, men okay alle fem, selv om den første var lidt anstrengende at høre på. Han solede sig i uklædelig høj grad i beundringen fra tre seksuelt underernærede kvinder (kvalificeret gæt …) i fyrrerne, som kappedes om at grine højest og mest skingert over hans ikke særlig sjove morsomheder. Vi sad desværre lige foran bemeldte damer …

Der blev pudset vinduer – det må da være fast arbejde! På billedet med hele skyskraberen på kan man ikke engang se gondolerne med vinduespudserne.
Det er svært – i hvert fald for mig – at fotografere i NY – alt er så højt, og man er så tæt på, at alle huse ‘vælter’ på billederne.

Henne ved Ground Zero med One World Trade Center er opført en en stiliseret fugl Føniks med et enormt vingespand. Fugl Føniks, der som bekendt rejser sig op fra asken efter at være brændt. En smuk symbolik – som jeg heller ikke kunne komme til at fotografere ordentligt, fordi man er så tæt på.

Lidt bedre gik det med den berømte New York Skyline ude fra vandet, selv om det helt derudefra hælder lidt ind mod midten af billedet …
Der er så meget at skrive om NY, og der kommer nok også lidt mere, men det bliver i morgen. Eller noget. Vi er trætte. Når vi går i seng, er det 32 timer siden vi har sovet. Vi har været aktive efter vi kom hjem og vi har undladt at sove til middag, for jeg har en ide om, at det gælder om så hurtigt som muligt at komme ind i en søvnrytme, der passer med resten af Danmark.
Hende her slipper I dog ikke for i dag – det ultimative symbol på New York:

Newport, Rhode Island, hvor Vanderbilt og lignende godtfolk boede

Denne sidste dag, inden turen går ind til New York City, tilbringes i The Newport Area i lilleputstaten Rhode Island. Men er staten lille, er pengene til gengæld store. Meget store, hvilket med al ønskelig tydelighed skinner igennem via de store enorme kolossale huse, vi har set.
Nogle få af dem er i dag åbnet for offentligheden, bl.a. Vanderbilts sommerhus, som ses på øverste billede. Der findes en Mansion Tour, hvor man kan komme rundt og se fire af de gamle multimilliardærers ‘hytter’ (det kaldte de dem gudhjælpemig) indvendig, men det gad vi ikke. Vi legede i stedet glo-turister (det var vi mange om) og kørte langsomt ned ad Bellevue Avenue.

Det er i vores – samt et pars fra Chicago, vi talte med, mens vi spiste frokost, og sikkert også mange andres – øjne temmelig meget for meget show off at bygge et hus med 70 værelser blot for at bruge det nogle få uger om året. Der stod 70 værelser i brochuren, men så stort syntes vi egentlig ikke, huset virkede – det blev meget værre nede på Ocean Drive, som det ses på billedspammen herunder.
Det var ikke allesammen sommerhuse – tror vi nok – mange af dem så ret beboede ud, men det er svært at vurdere – der er jo penge nok til at holde parkerne velplejede, selv om man ikke selv er der.

Man kan lide disse paladser og det, de symboliserer, eller man kan ikke lide dem. Det er svært at undgå at blive imponeret over det. Jeg gider ikke spilde mit krudt på at have ondt i en vis legemsdel over folk der har så mange penge, at dette er en mulighed. Jeg kan kun sige, at selv om jeg var så velhavende, har jeg svært ved at forestille mig erhverve mig et hus af den størrelsesorden, men på den anden side tror jeg der sker noget med ens hjerne, hvis man først er så rig.

Stranden var fin, med klippeskær og rent, hvidt sand. I sæsonen er det ikke alle og enhver fra pøbelen, der bliver lukket ind her på Goosebay Beach, men så sent på året er der frit slag, så vi fandt et bord med bænke og indtog den sidste hjemmelavede frokost fra køleboksen sammen med parret fra Chicago. Det er 25 grader, og solen skinner fra den højeste, flotteste og blåeste himmel, man kan tænke sig, så vi gik en tur langs vandet efter frokosten.

Vi kan godt mærke, at vi er ved at være landskabs- og køremætte. Vi gider ikke rigtig køre rundt eller at bo i en kuffert mere. Nu glæder vi os til at komme ind til New York og opleve noget helt andet i de sidste dage, inden turen går hjem.
Vi trænger også til at få rørt os; det bliver ikke til nok, når man sidder i en bil halvdelen af dagen og oftest mere – øv, hvor er der røget nogle kilo på, og selv om de kan finde fast bopæl på bare et par uger, er det irriterende svært at få dem til at flytte væk igen.

Jeg så en skøn bemærkning i dag på et skilt til en Liquor Store: According to chemistry is alcohol a solution!

Kap Torsk – Cape Cod

Flere kysttrækninger, flere små og hyggelige fiskerbyer, det sted, hvor de allerførste pilgrimme gik i land for næsten nøjagtig 400 år siden (i 1620).
Et Atlanterhav, som ved første øjekast lignede havblik, men som bød på bølger, der var omkring fire meter høje, når de brød mod stranden.
Det er i meget korte træk, hvad dagen bød på.

Det er kun et gæt fra min side, at bølgerne var fire meter, men surferen så ret lille ud …
Efter at have hørt havets tordnen, kørte vi til den lille fiskerby Chatham, hvor vi så sæler i søelefantstørrelse (plettede sæler? De var godt nok store) og måger i albatrosstørrelse. Sælerne var gode venner og kunne godt deles om de hajbidder, der blev smidt ud til dem, mens mågerne ikke engang kunne acceptere, at en fælle slog sig ned på pælen ved siden af.

Til gengæld var hajerne bittesmå … gad vide hvad det var for hajer, de landede? De var ikke mere end højst en meter lange. Man må gå ud fra, at fiskerne overholder reglerne, for for mig lignede det hajbørn hele bundtet, men det kan det næppe have været.

Båden havde knap lagt til, før en af de frække måger prøvede at kapre lidt gratis mad, men den blev selvfølgelig fluks jaget væk.

Masser, masser af små fiskerbåde, men de tre vi så lande deres fangst, havde alle de omtalte små hajer.

I dag bestod min frokost af en tallerken lobster bisque. Dejligt.

Maine lobstah

Vi har været i Berlin, Bath og Belfast. Vi har været i Denmark og i Dublin. Vi har været i Libanon og Lissabon, i Norway og Napoli og i morgen kører vi igennem både Portsmouth og Plymouth.
På to dage kan man nå at køre igennem hele Europa – det er tydeligt at se, at de første nybyggere ankom til netop dette område, for i New England kan man finde alle Europas byer. Vil jeg tro … bynavnene kunne godt tyde på det.

Vi er i Maine, nærmere betegnet Kennebunkport – et navn jeg til gengæld ikke tror, vi finder i Europa. Det er, i modsætning til Bar Harbour, som vi var lidt skuffede over (ALT for turistet), en overmåde hyggelig by. Bush’erne har sommerhus her. Det skulle, så vidt vi kan forstå, være det herunder længst til højre, men vi så en hel del sommerhuse, hvor Strandvejen nord for København godt kan pakke sammen og begynde at lide stærkt af mindreværdskomplekser i sammenligning med hvad vi så her.

Jeg fandt også det sommerhus, jeg helst vil have. Det er langfra det største, men hvad skal vi også med al den plads? Det er da vigtigere, at der er lejlighed(er) til tjenestefolkene, ikke? (Billede herunder).
På den anden side: Vi har vist nok i to huse plus det dejlige sted hos Charlotte og Tim i England, hvor vi helst vil komme mindst tre gange om året, så det vil nok komme til at knibe gevaldigt med at komme herover bare én gang om året, vil jeg tro … vi dropper det igen.
Det lå ellers ret godt …

Vi er i Maine. Vi er i hummerland. Jeg lovede mig selv, at jeg ikke ville komme hjem uden at have fået en middag med Maine lobstah, så det har vi fået her til aften. Det gav det et ekstra lille pift, at vi så hummerne blive landet i tonsvis nede i havnen, inden vi fandt stedet hvor vi ville spise dem.

Restauranten valgte vi overvejende, fordi jeg faldt for navnet, som må være et ordspil på Arlo Guthries Alice’s Restaurant: Alisson’s Restaurant.

Ordspil kan vi nemlig godt lide – her et på seize the day.
Vi bor så fint, så fint her i Kennebunkport – men som sagt er der nogle, som bor finere.
Hvis man skulle være i tvivl, så er det vores natlogi på øverste af de to nederste billeder … en nuser lille bungalow – og feriens første sted med kun én seng. De lagde ud med at give os et værelse med en queen, så da vi sagde, at vi havde bestilt twin beds, fortalte de, at det havde de slet ikke, men vi kunne godt få et værelse med en king size bed. Jo tak, det ville vi meget gerne have.

Dette hus hørte vel til i mellemklassen. De største var ikke nemme at fotografere – ejerne havde en vis tilbøjelighed til at gemme dem lidt af vejen.

Atlanterhavet er nået

Østkysten er ramt, knaldebangfarverne er væk. Der er en anelse af dem herude, men det er for tidligt endnu til den skønhed, vi så længere mod vest. Turen i dag var feriens længste: 346 km. Vi ankom dog i tide til at nå at køre igennem Acadia National Park, som befinder sig som nr. 14 på top 20-listen over USA’s smukkeste nationalparker. Hvem der bestemmer den rangorden, skal jeg ikke kunne sige … jeg ville have rangeret dem noget anderledes. Fx er Sequoia nr. 12, Joshua Tree nr. 9, Bryce nr. 6, Zion nr. 4, Grand Canyon nr. 3 og Yosemite nr. 2. Monument er ikke engang på listen. Den var vi meget betaget af, mens Yosemite lige så godt kunne have heddet Norge, så den fortrød vi, at vi satte på vores liste dengang – men alle sagde, at den skulle vi se. Undtagen en af ‘mine’ ledere, som netop advarede og sagde, at har man set Norge, er man ikke imponeret over Yosemite. Grand Canyon kom i vores øjne også efter listens nr. 12, 6 og 4, men vi har jo heldigvis ikke samme smag.

Her er også ganske nydeligt, men hvad den slags natur angår, er vi som sagt meget forkælede ved at have Norge og Sverige, hvorfor vi som skandinaver nok ikke er så overvældede af den som amerikanerne selv.
I aftes gik vi en tur i North Conway, hvor vi tilbragte natten. Tæt på hotellet lå en stor campingplads, og da vi havde lyst til at se, hvordan sådan en ser ud på disse kanter, gik vi den igennem.

Mange af pladserne har egen overbygget terrasse – herover tror jeg vi har fundet en fastligger.

Et andet sted havde to familier slået sig ned med bålet i midten tændt. De storhyggede, det var der ingen tvivl om. Det var de helt store campingvogne, der var på banen her; med motorcyklen bagpå til småturene, og så ellers med knopskydning hist og pist … de havde sikkert også både vaskemaskine og tørretumbler inde i vognen, som vi for seks år siden så i Palm Springs. Vi kan slet ikke lade være med at være betagede af de kæmpe-monsterstore hjem på hjul.

Husker nogen disneyfilmen Peter og Dragen Elliot? Det var en sød og dejlig film, som Charlotte holdt meget af, og hendes børn ligeså 30 år senere.
Den lille Peter undslipper sin skrækkelige fosterfamilie og kommer til Passamaquoddy – endnu et herligt navn, der har prentet sig uudsletteligt i min hjerne (jeg troede faktisk, det var opdigtet), så da jeg så dette skilt i dag, kunne jeg ikke lade være med at smile lidt. Jeg så dog ingen drage her i området, men Elliot var jo også usynlig for dem, han ikke ville ses af – og kommer i øvrigt kun, når små børn ikke bliver behandlet ordentligt.

Det er lidt sjovt at se nogle af de navne/steder, jeg kun kender fra filmens verden.

Det sagde jeg også i går

For tre dage siden sagde jeg, at “dette er det flotteste, vi endnu har set”.
Det sagde jeg også i forgårs. Og i går. Og i dag.
Det kan da ikke blive ved med at blive bedre, skulle man tro, men det kan det åbenbart. Okay – det gælder så ikke for hotellet … det i går var stadig turens bedste.

I aftes fandt jeg en side med frisk opdaterede efterårsfarve-fremskridt. I staten New Hampshire, hvor vi har kørt rundt i dag, er der så store forskelle som fra 10 % af maximum til 80 % af maximum. Undrer mig over hvorfor, når det er inden for relativt små områder – det kan ikke være pga. højdeforskelle. Dagens mål i North Conway sagde sølle 10 %, hvorfor jeg lagde dagens rute, så vi kom igennem 70- og 80 %-områderne – som sandelig da heller ikke skuffede – nu er der virkelig kommet knald på farverne. Til gengæld er der intet vand i floderne, men man kan ikke få alt. Billedet herunder er fra Silver Cascades, som sikkert er vandrig om foråret, men det ville være synd at sige, at der er meget kaskade over den smule vand …

Inden I beskylder mig for at have manipuleret med farverne, vil jeg understrege, at det har jeg ikke. De røde og nok især de orange er så skarpe, at de næsten skærer i øjnene, når man ser dem i solskin, som vi har været heldige at gøre i dag. Det kan faktisk ikke lade sig gøre at overdrive – hele natursceneriet er i givet fald én stor overdrivelse.

Vi gik begge totalt amok i fotografering, men billederne ser selvfølgelig ret ens ud, når det kommer til stykket. Jeg kasserede 110, hvilket resulterede i, at jeg havde 55 tilbage, der så lige knap så ens ud …

Vi så en af de meget få overdækkede jernbanebroer, der er tilbage. Jeg kan nu bedre lide dem til biler … de er mere nuttede.

En gammel og klassisk jernbanebro dukkede pludselig frem oppe mellem træerne.

Jeg overdriver stadig ikke – det er ganske enkelt noget af det smukkeste vi har oplevet, og det er der overalt og hele tiden, til forskel fra det vestlige USA’s nationalparker, som vi bestemt også var begejstrede for, men hvor vejen fra den ene til den næste oftest er temmelig kedelig og noget, der bare skal overstås.
Vi har oplevet mange af verdens smukke steder, men New England om efteråret står på top 5-listen. Vi har set så forskellige ting, at det er svært umuligt at prioritere dem rent skønhedsmæssigt; de bør snarere sidestilles, fordi de ikke kan sammenlignes. På listen vil figurere New England, det vestlige USA, Norge, Botswana/Zimbabwe og Sydafrika.
Vi må heller ikke glemme Østrig. Eller Toscana med Cinque Terre … jeg kan blive helt ydmyg over, at jeg er så privilegeret at have set så meget af verdens skønhed.

Frokosterne nydes stadig udendørs – det er nu meget godt gået her i starten af oktober – i dag har vi haft 17 grader, men det føles fint og lunt.

Will someone kill that dog!!!

I morges MEGET tidligt (dvs. kl. 7, men vi er altså på ferie), vækkede en lille hund os ved at gø infernalsk i værelset ved siden af vores. Sådan en rigtig arrig, skinger bjæffen/gøen, der gik gennem marv og ben.
Den blev ved. Og ved. Og ved. Og ved. Det var virkelig irriterende. Efter tre enormt lange kvarter havde man åbenbart endelig fået lokaliseret ejerne (mit første bud ville have været morgenmadsrestauranten), som ankom sammen med en hotelmanager. En kvinde, som i meget høj grad havde ordet i sin magt, for aldrig har jeg hørt et voksent menneske skælde et andet voksent menneske så meget ud. Fru Hundeejer blev meget fornærmet og skred med ordene I thought this was a pet-friendly hotel! Hr. Hundeejer stod og undskyldte og undskyldte og hævdede, at hunden normalt er meget stille – alt imens den fjollede køter fortsatte sin irriterende skrig-bjæffen, mens ejeren forsøgte at holde den fast i dens snor. Hvorfor troede ingen af os på ham, mon?
Manageren sagde, AT de MEGET tydeligt havde forklaret, at man IKKE efterlod kæledyr alene på værelserne, AT hun havde været kimet ned hele morgenen af folk, der klagede, AT hun nu var nødt til at refundere betaling for hele rækken af værelser, AT … hun sagde meget, meget mere og med meget store bogstaver … rent bortset fra, at jeg også var skidesur på de tankeløse hundeejere, var det egentlig ret underholdende.

Da vi checkede ud, var det hos samme manager, som sagde, at hun håbede, vi havde nydt vores ophold. Jeg svarede johhh, på nær the very untimely wake-up barking. Da hun fik vores værelsesnummer, sagde hun oh god – you were the poor neighbours of that terrible dog! Yep!
Fordi vores værelser hele turen igennem er betalt gennem FDM, og de derfor ikke har kreditkortoplysninger på regningen, kunne de ikke tilbageføre et beløb som kompensation til os (sagde hun). Hun ville i stedet give en frokost og kom med et glas Maple Cream til os. Fint nok. Man får sig sandelig nogle oplevelser af forskellig art her i USA …

Mon ikke alle kender familien von Trapp fra The Sound of Music? Vi har nu set The von Trapp Lodge, som lå næsten lige på vores vej i dag … jeg vidste ikke, at det var lige her i Vermont, de endte, men det ved jeg nu. Når man tænker på, at de kom fra egnen omkring Salzburg, valgte de nogle lige så kønne omgivelser her – nedenstående er udsigten fra huset.

Vi har kørt igennem bjergpasset Smuggler’s Notch, men vi kørte inde i skyerne, så udsigten kunne have været bedre; vi har (igenigen) set fantastiske landskaber, iklædt flotte farver, vi har været på et Farmer’s Market – og vi har checket ind på turens hidtil fedeste hotel. Hvis dette værelse havde været i Paris, ville det have heddet præsidentsuiten, tror jeg – med pejs und alles.

Det var ikke engang nødvendigt at finde ejendomsmæglerkameraet frem for at få værelset til at syne stort – det ER stort!
Badeværelset er stort, og de to skabe er nærmest walk-in closets.

I gymnasiet kæmpede jeg mig yderst modvilligt igennem Albert Camus’ Den Fremmede, men jeg må sige, at disse ord er jeg enig med ham i.

Nu begynder det at ligne noget

Hvis jeg i går troede vi var kommet på landet, ved jeg ikke hvad jeg skal kalde det, vi var ude i i dag … jeg havde nok ikke forventet, at de har grusveje i guds og bilernes eget land, men det har de mange af – en af dem så elendig, at vi vendte om; det ville/turde vi ikke byde bilen. Der stod et skilt ved vejen, at den ikke blev vedligeholdt af staten, og at man kørte der på egen risiko.
Vi har dog virkelig nydt at køre igennem det smukke landskab. Det meste af tiden havde vi vejene stort set for os selv, så vi kunne tillade os at køre virkelig langsomt, så John også kunne tillade sig at kigge sig omkring, mens han kørte – og selvfølgelig stoppede vi op et utal af gange.
Jeg har billeder og ord til mindst fem indlæg, men jeg må beherske mig, selv om det er svært.
Vi har set masser af rovfugle – på et tidspunkt svævede der ni over os på én gang. Jeg tror det er en slags ørn, for gården, hvis mark de kredsede over, hed Eagles Flight Farm (nej, der var ingen apostrof – den dropper de meget ofte, har jeg lagt mærke til).

Ellers har dagen stået på Tour de Covered Bridges i relativt pænt omfang.

Fem blev det til; en planlagt sjette måtte vi opgive at køre til pga. den dårlige vej. To af dem var bonusbroer, forstået på den måde, at jeg ikke havde fundet dem hjemmefra, men at den ene var der på vejen til den næste planlagte og den anden opdagede vi, fordi vi kørte forkert.

Jeg er måske halvtosset, men siden filmen med Meryl Streep har disse broer stået for mig som noget særligt, og nu har jeg set dem! Eller nogle af dem – der er jo flere hundrede … men vi skal nok se lidt flere på turen i morgen.

Ovenstående var en af bonusbroerne. Den kan man ikke bruge mere, men man mener heldigvis, at den skal bevares for eftertiden.

Det samme må brobisserne have tænkt om deres navne dengang i 1842 … hvis det altså er brobissernes navnetræk, men det vælger jeg at tro, det er.

Dette var en offentlig vej, som førte hen til vejen, som vi endte med at opgive, men inden da kom vi forbi ahornsafttapning i industristørrelse. Træ efter træ efter træ var forbundet med plasticslanger og havde små rør banket ind i stammen.

Farverne er der nogle steder og andre ikke. Vi talte med et par fra Missouri, som havde taget turen for at feriere 14 dage i New England … de har planlagt en tur næsten identisk med vores, og de var (også) lidt skuffede over, at der ikke er lidt mere knald på farverne, men de havde som os for længst booket ud fra samme kriterier som vi gik ud fra – og havde naturligvis heller ikke forudset den ekstraordinært varme september.

Vi er kommet på landet

Nu befinder vi os lidt nord for Green Mountains, på et Holiday Inn i byen Rutland i staten Vermont.
Vi ankom, checkede ind og fik værelse 142. Da vi kom ind på det, blev vi nærmest slået baglæns af røglugtstank. Jeg ved godt, at vi som eksrygere måske er endnu sartere end aldrig-rygere, men det var virkelig slemt – kan ikke forstå, at rengøringen ikke havde påtalt det, men åbenbart ladet som ingenting. Det lugtede som om der havde boet fire storrygere i værelset igennem længere tid – der var bestemt ikke kun røget en smøg eller to.
Jeg fes tilbage til receptionen og spurgte, om ikke det var et røgfrit hotel, hvortil han svarede joda of course it is. Da jeg fortalte, hvor slemt det var, fandt han omgående et andet værelse til os og gav os frie drinks i baren som undskyldning for ulejligheden. Fin og effektiv behandling og dermed ingen yderligere klager fra vores side.

Frokosten tog vi i den lille by Manchester i den lokale deli, som også fungerede som en slags formidler af lokalt kød og grønsager. Ved ikke helt om den form for stalddørssalg var gået i Danmark, men min hjemmelavede tuna sandwich og Johns ditto pulled pork burger smagte glimrende.

Vi har været inde i et par forskellige supermarkeder undervejs og jeg må konstatere, at det ikke er så latterligt igen, at alting skal være så meget større her i USA. Fx (det så vi også hos Lene) sælger de stanniol i velvoksne ruller, så man kun behøver at købe måske en gang om året. Det er bare ét eksempel, men der er selvfølgelig mange andre. Det eneste, jeg har set med den slags storkøb i Danmark, er en køkkenrulle, der indeholder hvad der svarer til seks almindelige køkkenruller. Hvorfor gør man ikke noget mere i det derhjemme? Tænk bare hvor miljø- og emballagebesparende det ville være.

Folk bor på én gang meget ens og meget forskelligt. Husene er bygget over stort set den samme læst – også selv om de på ingen måde er ens … det er lidt svært at forklare … men hvor det ene hus kan ligne noget, der står til nedrivning, kan det lige ved siden af være yderst velholdt, med en sirlig og velpasset forhave. Nogle af dem tror man vitterlig ikke på er egnede til menneskeboliger, men når der holder to biler udenfor, må man vel gå ud fra, at stedet er beboet. Jeg vil forsøge at illustrere det med billeder på et tidspunkt, men jeg er ikke meget for at standse og fotografere den elendighed – har i hvert fald ikke turdet endnu …

Jeg har fundet ud af, hvorfor de holder sig de meget høje husnumre herovre: Det er rent snyd, for numrene ligger kun i sjældne tilfælde ved siden af hinanden. Nogle gange er der system i det; fx kan naboerne have 11349, 11359, 11369, 11379 osv. Og det er tætliggende naboer – man kan ikke klemme så meget som et haveskur ind mellem husene. De fleste gange kan jeg ikke se noget system, for rækken kan fx hedde 8732, 8746, 8758, 8772 og 8800.

Og så har vi søreme kørt igennem Schenectady – byen som blev udødeliggjort af den formentlig velkendte drunk airline pilot sketch med Dean Martin og Foster Brooks.

Cooperstown – the baseball town

Igen i dag tog vi en omvej, idet den af FDM planlagte dagsrute kun var på omkring 300 km. Vi sætter oftest gps’en til den korteste rute og ikke den hurtigste, for vi gider ikke køre på highways, hvis vi kan undgå det – og det kan vi … men belært af erfaringen er det virkelig den korteste rute og ikke den rute, som er den optimalt korteste, hvilket skal forstås på den måde, at hvis der kan spares 100 meters kørsel, vælger den en vej, der er væsentligt længere i tid, hvor vi, hvis vi havde haft et tilstrækkeligt detaljeret kort, nok på visse strækninger ville have skiftet til hurtigste rute, men sådan en mulighed findes altså ikke på gps. Desværre … kunne man dog bare finde ud af at beregne lige præcis den rute, der er optimal.

I dag gik turen først til Chittenango State Park med tilhørende Chittenango Falls. Bestemt ikke Niagara Falls, men smukke nok til, at det var omvejen værd. Dernæst mod Otsego Lake, som vi ville køre hele vejen rundt om.

I bunden af søen ligger byen Cooperstown, hvor ALT handler om baseball. Der er et baseball-voksmuseum (Baseball Hall of Fame), som har 300.000 besøgende om året udelukkende pga. det. Der er 117 forretninger, der sælger baseballbats og andet udstyr til denne sportsgren. Servitricerne på stedet, hvor vi spiste frokost, havde T-shirts på med teksten We are a drinking town with a baseball problem.

Min frokost bestod af turens første New England Clam Chowder. Jeg elsker clam chowder – lærte at spise det, da jeg boede og arbejdede i New York for 40 år siden. Gisp … 40 år … uha, det er længe siden, men jeg har aldrig glemt clam chowder, og dette var altså turens første, men forhåbentlig ikke den sidste. USA’s østkyst er berømt for skaldyr af alskens art, og jeg har tænkt mig at nærmest blive kvalt i dem, inden vi tager hjem igen.

Nu er vi i Massachusetts, og ovenstående billede er udsigten fra værelset på Pittsfield Crown Plaza Hotel, hvor dagens overnatning (!) finder sted. Solen var tæt på at gå ned, men jeg fik lige fanget et rødt træ og et af de karakteristiske hvide kirketårne.
Turen er gået igennem Madison County, men alle de overdækkede træbroer, jeg har fundet frem til hjemmefra, og som vi skal se i hvert fald nogle af, kommer først senere.
Skovene har stadig ikke fået de rigtige farver, og spørgsmålet er, om det når at komme mens vi er her, for ligesom hjemme har de haft en varm og tør september. Farverne er dog på vej; vi kan se masser af røde og gyldne pletter, men slet ikke i det omfang, som når det hele topper.

Tilbage i New York state

Efter afskeden med Lene og Finn gik det atter mod USA, med stop i Duty Free shop ved grænsen, for Finn kom til at præsentere John for en canadisk whisky, som min ægteviede vist blev temmelig glad for … den kom der således to af i kufferten.
Dernæst krydsede vi grænsen uden andre formaliteter end hurtig fremvisning af pas og et benægtende svar på, om vi havde købt any valuables i Canada.
Vi kiggede lidt på ruten i aftes og blev enige om at tage en lille omvej til Syracuse og lægge turen ned ad en scenic route langs Canandaigua Lake, som er en af the Finger Lakes.
Det var virkelig også meget smukt, men ikke så nemt at tage billeder gode billeder af.

Disse græskarudsalg så vi overalt – enhver lille landsby med respekt for selv selv havde et eller flere salgssteder. Jeg havde set flere skilte med pumpkins and mums, men vidste ikke hvad de mente med mums.
Det viste sig at være de store krukker med krysantemum, som som ses til venstre i billedet og som de åbenbart også havde godt salg i.

Det var stillet fint og indbydende op – jeg købte ingen græskar, men fik forsynet os med dagsfriske tomater, rødløg og agurk.
Lidt senere stoppede vi op ved en Tops (supermarked), hvor vi fik fat i en flamingo-køleboks samt en stor pose is.
Der blev desuden købt brød, salat, lidt smørelse, skinke og ost. Vand og vin havde vi købt i Canada. Nu kan vi klare os de næste par dage, både mht. frokost og aftensmad. Vi er blevet så eminent lækkert og storslået beværtet af Lene, så vi er blevet enige om at skrue lidt ned for madmængderne. Sidst vi var i USA, nøjedes vi også tit med at konstruere store ‘busser-sandwiches’. Det er ikke for at spare som sådan, men vi nyder at kunne sidde og drikke et glas vin uden at skulle tænke på at skulle køre bil, og desuden smager de ganske glimrende, disse sandwiches.

Dette nyder vi også – dejligt store værelser med dejligt store senge – en til hver. Det havde jeg bestilt hjemmefra. Hvis ikke der kunne skaffes to queen beds på værelset, skulle det så i hvert fald være en kingsize bed. Ikke fordi vi ikke kan finde ud af at sove i samme seng, men vi elsker begge to at brede os … og ikke mindst at få en eventuelt snorkende ægtefælle lidt på afstand, og snorke gør nok især jeg for tiden, med den snotnæse.
Det er simpelthen totalt fint, flot og solrigt sommervejr her – hvis ikke der snart kommer noget nattefrost, skifter bladene ikke til de fantastiske røde og gyldne farver … tænk at man skulle brokke sig over for godt vejr på en ferie … det er ret utaknemmeligt af os …

Broerne i Madison County

Kan I huske den film? Med Meryl Streep og Clint Eastwood. Da jeg så den for 20 år siden, lovede jeg mig selv at se nogle af de smukke, overdækkede broer i USA. Filmens navn dækker godt nok over Madison County i Iowa, men der er et Madison nær Conway, hvor vi har en overnatning – ikke så langt fra Denmark!
Når vi skal afsted til efteråret, skal vi se overdækkede træbroer galore, men hvordan finder man dem? Man kan sikkert køre forbi snesevis af dem uden at vide, at de er der, for det er ikke dem alle, der må køre biler på, og de ligger ikke nødvendigvis lige ved siden af the highway.
Google er min ven. Igen. Efter 20 sekunders søgen kommer jeg ind på et website, der lister samtlige af den slags broer i hele USA, stat for stat. Der er mange hundrede. Ikke stater, men broer … som i mange, mange flere, end jeg havde forestillet mig. Vi kommer til at brække os ved synet af overdækkede træbroer, inden vi er hjemme igen – alene i Vermont er der 106. I New Hampshire 54, og også en del i Massachusetts (håber the lights are back … ) og i gyserforfatteren Stephen Kings stat Maine, som vi også skal opleve – samt mere, mere, mere.
Næste skridt var derfor at holde kortet sammen med vores overnatninger.

Det er genialt! Når man klikker på en bro-lokation, popper der et lille vindue op, der viser navn, koordinater, byggeår, hvem der må færdes på den, m.m. Jeg har nu fundet 12 broer, der ligger i bekvem nærhed af vores rute og/eller hoteller, screendumped det lille vindue og med elektronisk lim klistret det på et kortudsnit og gemt det som en fil, som bliver printet ud og medbragt som et af vores rejsedokumenter.
Forberedelserne til sådan en ferie kan være en smule omstændelige, men når vi tager så langt væk i tre uger, vil jeg være sikker på at se det, der for os er det vigtigste.
For eksempel springer vi Boston helt over, selv om alle bureauer havde det på listen. Fordi vi slutter med fire dage i New York, er det rigeligt med rigeligt storby for os.
Vi vil hellere se naturen – især med de farver, der forhåbentlig er, når vi kommer.
Der skal studeres meget, meget mere – vi kører selv rundt, men dagsmarcherne er helt
bevidst valgt at være meget korte (sjældent over 300 km), så der er masser af tid til at udforske områderne fra andet end en bil. Vi skal blandt andet bo i Bar Harbor, Cape Cod, Kennebunkport, i både Green og White Mountains … jojo, det bliver godt.

Når man sidder og kigger på et USA-kort og når ned i en vis detaljeringsgrad, fornemmer man tydeligt indvandrernes oprindelsessteder. Man kan ikke se selv et lille udsnit, uden det vrimler med europæiske (engelske) stednavne som på kortudsnittet her – Manchester, Plymouth, Dorset, Shaftsbury, Queensbury, Stratton, Bolton, Marlboro, Dover … det er sandelig ikke for ingenting, at det nordøstlige USA kaldes for New England … der er dog også lige Peru og Schenectady – denne sidste husker nogle måske fra den herlige pilotsketch med Dean Martin og Foster Brooks.

Tips, anyone? Hvad må vi ikke gå glip af i New England? Udover det allerede nævnte, de smukke gamle træhuse, de overdådige skaldyrsmenuer i kystbyerne, hvilket sidste John dog ikke er specielt interesseret i …

Ferieplanlægningens spæde start

Hvordan starter en ferieplanlægning? Hvad er udgangspunktet? I hvor god tid skal man starte? Hvad kan vi egentlig klare? Ikke kun økonomisk, men efterhånden også rent fysisk.
Vi har alt for mange ønsker til, at vi nogensinde når dem alle – ikke engang selv om vi skulle være så heldige at være forholdsvis friske og mobile i mindst 10 år endnu.
På den ene side ville det være trist at kunne sætte sig ned og sige til sig selv, at nu har man fået opfyldt alle sine ønsker og drømme. På den anden side ville det være lige så trist en dag at være tvunget til at blive siddende i sin stol og sige, at der var alt for meget vi af en eller anden årsag ikke nåede.
Det handler, som så meget andet her i livet, om at prioritere, men hvor er det dog svært.
Noget giver allerede sig selv: Turen i bil eller autocamper rundt i New Zealand er droppet, fordi John ikke længere har lyst til at køre så langt, så skal vi til NZ, bliver det på en bustur, men dem er der heldigvis en del af.
Han har ikke noget imod at køre bil, men det skal ikke være de lange stræk; det er blevet for anstrengende.
Vi vil så gerne tage imod Lenes tilbud om at komme og besøge hende i Canada, men det blev i første omgang droppet, fordi hun kommer til Danmark i maj. Alligevel ville tanken ikke slippe os, fordi det ikke kan undgå at blive en tur, hvor vi skal køre en hel del selv, og ingen af os bliver yngre. Vi var mange tanker og forslag igennem. Det ligger fast, at vi skal bruge nogle dage i New York, for der har John aldrig været. Men hvad mere? Man tager jo ikke over Atlanten for at være nogle dage i Canada og 3-4 dage i NY – der skal noget mere til.
Tværs over Canada i tog?
Flyve til Vancouver og tage et krydstogt til Alaska?
Flyve til Florida og se Everglades og Key West?
Labrador og Newfoundland?
Så slog det mig: For pokker da – vi snakker slut-september, så er det selvfølgelig Fall Foliage i New England! Hvad ellers?
Nu var der noget konkret at gå efter, og jeg brugte tre aftener på research – prøvede at planlægge turen selv, men det opgav jeg forholdsvis hurtigt. Jeg tror simpelthen ikke, det kan betale sig, hvilket vi jo også konstaterede, da vi var i det vestlige USA i 2010.
Jeg fandt tre ture, to kør-selv og en i bus, printede dag-for-dag-beskrivelserne ud, gav John dem og sagde, at han bestemte suverænt, hvilken af de tre det skulle være. Heldigvis valgte han den ene af kør-selv-turene. Det er for det meste korte stræk – ikke længere end en tur op til ødegården, så det regner han ikke for noget.
Vi tog til Top Tours, som, udover at kunne tilbyde Det bedste af New England, også har kontor så tæt på os som i Faxe Ladeplads, og fik en god, lang snak med ham, der har USA-ekspertisen. Han var flink og kompetent og havde selv turet meget og længe rundt i det meste af USA.
Han har nu fået opgaven at kombinere besøg hos Lene, New England og New York til én samlet pakke til os med fly, bil og overnatninger.
Vi er en anelse spændt på hans tilbud og håber naturligvis meget på, at det holder sig inden for en pris, vi kan acceptere.

Udeliv – pudeliv – kigge-gennem-ruden-liv

Det blev til en hel del mere af de to sidste end af det første i dag.
Det blæser op igen, så hele huset knager, og det regner mellem bygerne. Med andre ord: Det er indevejr. Det er sy- og strikkevejr. Det er heldigvis ikke snevejr, men det er heller ikke udevejr, hvis man spørger mig, og alligevel har vi været lidt ude. Meget lidt. Vi ville ned og kigge nede ved savværket for at se, hvor meget vandet i åen ser ud af dernede. Igen er jeg forbavset over, hvor lille en reel stigning der skal til for at få det til at se voldsomt ud.

Vi tog den videre ned til stedet, vi kalder Åstenene, men vi kunne ikke se stenene i dag pga. den høje vandstand. Det er ret svært at fornemme, at de to billeder viser den samme lille idylliske plet. Bedre bliver det så heller ikke af, at Egon efterlod et visitkort i form af et væltet træ, der næsten er langt nok til, at man kan bruge det som bro.

Nok om det svenske vejr og i stedet til noget helt andet. John sad og bladrede igennem forskellige nyhedsmedier, da han udbrød, at “nu må de dæleme snart styre sig, de amerikanere! De bliver da også mere og mere tåbelige”.
Han havde læst, at nu vil parkerne rundtomkring i USA til at forbyde kælkning, fordi man er bange for sagsanlæg.
En mand havde fået tre millioner $ i erstatning for at kælke ind i et stopskilt (!) og en kvinde havde fået 12 millioner $ for at kælke ind i en snedækket mur. Tolv millioner! Dollars. Det er grotesk, hvad de kan finde på af forlange af erstatningskrav. Eller nok rettere, hvad advokaterne kan finde på at forlange, for det er jo dem, der får mest ud af disse absurde sager, og med det resultat, at der vel kommer flere og flere af den slags forbud, så alle de mange amerikanerne, der trods alt godt kan tænke, får nogle kedelige liv ud af det. Gad vide, om bilfabrikanterne snart vil have forbudt bilkørsel derovre, fordi man sagsøger dem, hvis man ligger og kører råddent og så kører galt. Lidt selvmodsigende kan man måske indvende, men det er amerikanerne jo også vældig gode til at være. (Hvem sagde fordomme? Jeg har da ingen som helst fordomme …)
Jeg har læst, at læger ikke tør hjælpe folk på gaden, der åbenlyst trænger til hjælp; det kan fx være en der er drattet om pga. et hjerteanfald, for hvis vedkommende så alligevel ikke klarer det, sagsøger de pårørende den pågældende læge, der bare har forsøgt at redde et liv.
Jeg har ikke ord for, hvad jeg mener om den slags. Eller … det har jeg sådan set, men det ser ikke så godt ud på tryk.

Byens bedste… bøffer

Pyhhh – der var blevet lovet temperaturer på op til 30 grader i dag, og den holdt… det var varmt, men fordi vi var ude i en frisk brise det meste af dagen, var det heldigvis til at holde ud.

I dag gik turen til vores farm længere inde i Idaho. Vi blev hentet i en lille bus og efter en god times kørsel gennem smukke landskaber var vi på stedet, hvor der dyrkes træer, græsser og urter til høst af pollen under kontrollerede forhold. Liz og Djuana ventede os med en dejlig picnic lunch, som vi indtog inden vi skulle ud på rundvisningen. Jeg gør dette kort, selv om jeg syntes det var vældig interessant, men det bliver nemt for nørdet, og alt det interessanteste må jeg slet ikke vise billeder af…

Høstmaskinen må jeg dog gerne vise – den høster græspollen i mangekilovis. En lidt anderledes høstmaskine, tør jeg vist godt sige. Den smukt røde, lille Rumex acetocella er råvaremateriale, lige som den fine græsart (glemt navnet…) også leverer masser af pollen til os.
  

Om aftenen gik vi efter anbefaling ud og spiste på Churchill’s. Jeg havde godt lagt mærke til baldakinen med navnet, som kan ses fra mit hotelværelse, men restauranten ligger i et område, hvor jeg aldrig ville have valgt at gå ind for at finde en god restaurant. Så er det jo godt, at der er lokale folk, der kan fortælle en, at det bør man absolut gøre.

Det var godt. Det var rigtig godt. Jeg valgte bagte østers, men byttede en enkelt med Rikke, som havde valgt dem i en mere rå udgave. Det var meget elegant, og den rå østers havde meget elegant fået anbragt et lille kaviarøje. Jeg er ellers ikke den store østersspiser, men dette var en himmerigsmundfuld – var dog glad for, at jeg havde valgt de bagte…
Vores meget talende tjener kom med bøfudvalget pakket ind i plastfolie og præsenterede derefter hver enkelt udskæring for os, så vi nemmere kunne vælge det vi ville have. Det var en genial ide, for hvad ligger der i en ‘Porterhouse Steak’?
Der ligger bl.a. 28 ounces… og der var en i selskabet, der valgte den (meget af det er ben – det er ikke alle 800 g, der er kød). Vi to kvinder nøjedes med en tenderloin på 8 ounce, og de resterende fem herrer valgte en rib-eye på 14 ounce.
Vores 230 g rent kød var rigeligt, men jeg behøver vel ikke at nævne, at min medium rare var udført til perfektion?
Vinene smagte, så man kunne høre englene synge. Vi valgte en Pinot gris til østersforretten og hhv. en Cabernet sauvignon og en Sirah til kødet. Eneste ulempe var, at der var alt for mange af hver slags at vælge imellem…

Om lidt begynder jeg at pakke, og om få timer begynder den lange tur hjemad til Danmark, englændere og bryllup.
Jeg synes, livet er helt i orden, selv om jeg måske godt kunne have ønsket mig lidt virkelighedens Startrek, så jeg bare kunne have nøjedes med at sige “Beam me home“, for det er altså en tung tur at skulle ud på.
Det er desværre igen blevet overskyet, så jeg går sandsynligvis igen glip af Seattle fra luften. Lidt øv, for det skulle være et meget smukt syn…

Spokane Falls

I formiddags gik jeg en tur ned i byen – jeg havde fundet ud af, at Spokane River har nogle strømfald lige midt gennem byen; plus et kraftværk. Det hele inden for gåafstand, og efter det særdeles solide morgenmåltid var jeg simpelthen nødt til at komme ud og bevæge mig lidt. Her 8 timer efter er jeg ikke blevet sulten endnu, og jeg fik da gået en del kilometer…

Det var stort og larmende. Jeg gik rundt om det; først over broen, så ned på den ene side, over en anden bro og ned på den anden side. Der løber nogle liter igennem her.

Efter dette storslåede syn gik jeg i Riverpark Square og shoppede. Sko, bryllupskjole, to bluser, ting til Anna og Aubrey og to bøger til mig. Alexander McCall Smith har begået endnu en bog om den skønne og livskloge Mma Ramotswe, så den røg med.
Derefter i lufthavnen for at hente bossen. Jeg glemte at checke, om hans fly var forsinket, og jeg gad ikke gå op og bruge den sidste pc-strøm på det, så jeg spurgte i receptionen. Men kunne de svare mig? Nixen. Et luksushotel, og så har de ikke adgang til at checke flytider!
Jeg tog afsted med krydsede fingre, og selvfølgelig var han over en time forsinket. Jeg holdt lige foran terminalen, selv om jeg godt kunne læse, at det måtte man ikke; KUN af- og pålæsning, og man måtte ikke vente – ej heller på nogen måde forlade bilen, så jeg anede stadig ingenting, og bossen dukkede ikke op. Svarede heller ikke på mine beskeder, så jeg kunne jo nok konkludere, at forsinket var han, men hvor meget? Det ville jeg jo meget gerne vide. Til sidst fik politiet alligevel øje på mig, men de kunne da i det mindste oplyse mig om, hvornår flyet kom ind. De sendte mig hen til en parkeringsplads i nærheden, hvor man ellers skulle betale, men jeg havde ingen mønter. De sagde, at det var i orden, bare jeg blev ved bilen.

Puh, hvor blev jeg tørstig i ventetiden, men endelig dukkede han da op. Vi kørte til hotellet, og nu har jeg hans strømforsyning, mens han lige får frisket sig lidt op. Har den resten af aftenen, faktisk, så nu bliver pc’en da fuldt ladet op. Om ½ time skal vi mødes med de to kolleger, som kom i går aftes, og så bliver vi befragtet ud til noget Wine & Dine. Det skal nok blive godt.
Derfor ikke mere herfra – andet end et sidste kig på regnbuen ved vandfaldet. Jeg prøvede at sende en MMS til John, men det ville min HTC ikke. SMS’er ingen problemer – hvorfor vil den så ikke sende MMS’er? Jeg skulle ellers lige have gjort ham lidt grøn, ham den kære mand derhjemme 😉

Ikke at have en klejne… jeg har spist for 5200 kr.

Dette udtryk får en ny dimension, når man har været omkring Island eller ladet sig transportere med islandske fly. Én klejne (eller en småkage) koster nemlig 300 kr.  Jeg købte dog ikke en klejne, men spenderede 2500 kr. på en Cesar Salad og 1/4 flaske rødvin. Fra Reykjavik til Seattle blev det til kylling med bygbulgur, grønsager og yderligere 1/4 flaske rødvin, hvilket i alt beløb sig til 5200 islandske kronur.
Jeg troede ikke, at de turde trykke priser i brochurer pga. den høje inflation, men det gør de altså…
(Jeg er nødt til at bruge WordPress-kladde og ikke Live Writer på denne pc, så jeg ved ikke lige her på kladdeskrivningstidspunktet, hvordan det virker med at klikke billederne større. Øv – hvor er LW dog bare god).

Jer sidder nu på mit hotel i Spokane og har lavet samme nummer som sidste september: Vågner lokal tid kl. 04:30 og kan ikke sove mere – efter kun 4½ times søvn – det skal nok hævne sig senere.
Jeg fløj via Reykjavik og Seattle; det er noget af en tur hertil, lang, men smuk. Jeg så Shetlandsøerne og Færøerne. Jeg så Østgrønland og kæmpeisflagerne i Labradorhavet og/eller Hudson Bay fra en skyfri himmel. Vestgrønland havde gemt sig under skyerne og fra midten af Canada så jeg desværre ikke mere land. Det høvlede ned i Seattle – vi kunne ikke se en pind, før vi næsten havde nået jorden.

Så gennem hele securitypjattet, som tog en krig og nær havde kostet mig den videre forbindelse til Spokane, men i sidste øjeblik åbnede der en ny skranke. Endelig i Spokane efter nu at have været over 15 timer undervejs. Hen og hente bil hos Hertz (“er du sikker på, at du vil have en compact car? – Vi har masser af ledige SUV’er”.
Næhtak, en standard ville være helt fin til mig, var jeg sikker på… og da jeg så den, blev jeg helt sikker: en standardbil er ret stor derovre, skulle jeg mene.

I med GPS’en og af sted til hotellet, hvor jeg ankom kl. 22. Ind til ‘Valet parking’ – det kunne de godt få lov til at klare for mig. Ud med mig for at tage kufferten i bagagerummet, og hvad skete? Jeg havde smækket mig ude!!! Fanden fløjteme! Nøglen sidder i tændingen, og den åndssvage bil låser! Det må bare ikke kunne lade sig gøre!
Jeg kunne have skreget, men valgte at lade være og i stedet med behersket stemmeføring sige til den unge valet, at jeg vist lige havde kvajet mig gebommerligt. Det var han sikkert helt enig i, men han beherskede sig også og kontaktede først Hertz, som bad ham ringe til AAA. De kom. Efter tre kvarter, men den gut åbnede bilen på 10 sekunder. Det er godt nok en god timeløn, for det kostede mig $40…
Jeg var på værelset lidt over 23 og ringede hjem til John (klokken var nu 08 i DK, og jeg havde været oppe i 25 timer). Jeg ville lige sidde lidt ved pc’en, inden jeg gik i seng. Og opdagede, at jeg har glemt min strømforsyning! Nu var målet simpelthen nået, og jeg gik møgsur på mig selv i seng med Jussi Adler Olsen(s Journal 64 😉 ).

Nu er klokken blevet 05 om morgenen; jeg kan som sagt ikke sove mere, så jeg tænkte, at det er også bare ligemeget – jeg ser, hvordan det går. Jeg har omkring tre timer tilbage på batteriet, så når det engang bliver formiddag, vil jeg begive mig ned i byen og finde en strømforsyning til min lille maskine.

Sne?

Det sneede lidt både i Danmark og i Sverige i fredags. På vej mod ødegården fredag sidst på eftermiddagen sneede det voldsomt.

I Sverige lå det der endnu, da vi kørte hjem; i DK var det væk igen.
Fint med mig – jeg behøver ikke mere sne i år. Måske et par centimeter d. 24., 25. og 26. december, men ellers klarer jeg mig, tak.

Stella sendte mig et link til dette ultrakorte klip på 17 sekunder. Her kunne vi lære noget om tog og sne – når man tænker på, at de sjællandske S-tog har svære driftsproblemer, bare der ligger et vissent blad på sporet, eller vejrudsigten lover slud i Nordvestjylland…
Apropos vejrudsigter: Jeg har tv-avisen kørende i baggrunden, og den unge vejrpige sagde lige, at “det bliver utrolig skyet i morgen”. Nådada. Kan det blive mere end overskyet?

Okay, der skal nok et stærkt diesellokomotiv til, men alligevel… imponerende er det at skue.

Til sidst et billede fra hjemturen af en af de mange smukke gamle stenbroer, man kan finde overalt i Sverige. Her over den brede Helgeå.

Strø- og eftertanker

Vi er ved vejs ende af en ferie, der har været en af de bedre. Vi har været på mange dejlige ferier sammen, men ingen af dem er ‘den bedste’, for hvordan skulle man kunne afgøre det? Hvad er bedst: Afrika, USA, England, Toscana, Nordkap i en autocamper eller… ? Det er umuligt at svare på; alle vores ferier har været gode; nogle selvfølgelig bedre end andre, men de er aldeles usammenlignelige.

Nogle tanker og gode råd omkring denne ferie slipper I dog ikke for her – Conny skal snart af sted og kunne måske drage nytte af dem – måske også andre kan.

• Brug et rejsebureau. Man kan sagtens selv planlægge og bestille det hele, men vi erfarede, at det stort set ikke bliver dyrere med et bureau, og det er helt klart nemmere at lade dem have alt arbejdet. Vi brugte CPT, som vi fik anbefalet, og jeg tøver ikke et sekund med selv at anbefale dem – alt fungerede, klappede og var bare i orden (måske lige med undtagelse af turens sidste hotel). Rejsen var 100% skræddersyet efter vores ønsker; de havde dog nogle gode tips og råd til os, som vi lyttede til – det hele tog en times tid i telefonen og resten pr. email.
• Tag ikke ret meget tøj med. Det koster næsten ingen penge i USA, så levn rigeligt med plads til indkøb. Glem alt om ‘pænt’ tøj på en ferie som denne – amerikanerne har et meget afslappet forhold til påklædning. Også det, der vejer meget, er billigt – jeg købte bl.a. et par gode Aloe vera bodylotions, og en 750-ml Pantene PRO-V (min yndlings…) kostede det samme, som jeg giver for 250 ml i DK. Jeg syr meget, så jeg skulle naturligvis have en del stof med hjem; det er også tungt – bøger er superbillige, men tunge…ikke så underligt, der var overvægt på vej hjem.
• Fyld altid bilen op, når den er mindst ¼ fuld, uanset om I er i byer eller på landet. Der er tilsyneladende benzintanke overalt, men lige pludselig kan der være langt imellem dem, og Murphy siger, at det opdager man for sent…
• Start med at købe en eller to kølebokse af flamingoskum – der er ingen grund til at bruge penge på dyrere end dette og de kan sagtens holde i de 2-3 uger, de skal. Vi købte to, men kunne godt have klaret os med én. Hver morgen fylder man ny is i dem og lader måske en blomst få glæde af gårsdagens smeltede. Is i terninger eller blokke fås overalt i supermarkeder og på tankstationer – nogle gange på hotellet, men ikke alle vil have, at det ‘tappes’ i store mængder for at bruges til køletasker. Det koster omkring $3 for en stor pose is. Man har altid dejlig koldt vand, og salat, skinke, grønsager og ost bevares frisk og delikat. Køb også nogle genlukkelige plastposer til det, der ikke må blive vådt.
  Vi købte sampaks med 24 stk. ½-liters vand. Det kostede heller ikke ret meget, og der drikkes rigtig meget vand på en tur som vores – vi drak 2-3 liter hver om dagen. Det kan lyde af meget, men det fordampede hurtigt i den varme, og dertil kom der kaffe/te i løbet af dagen + vinen om aftenen, så der røg en del væske igennem os…
• Vi havde forestillet os kun at bruge engangsbestik og havde derfor ikke noget med hjemmefra. Det fortrød vi meget hurtigt og investerede i to vinglas, to knive og gafler, en god, skarp kniv og en god proptrækker. Paptallerkenerne fortsatte vi med, men det er måske en god ide at tage alt dette med hjemmefra i form af letvægts-campingudstyr. Vi var dog nødt til at smide det hele ud igen, da vi skulle hjem (undtagen den gode kniv og proptrækkeren) – der var simpelthen ikke plads til det…
  Måske er det også bare os, der er sarte, men det er altså synd at drikke en god vin af papkrus! Og vi afskyr engangsbestik.
• Køb et årspas, hvis I skal se mere end tre nationalparker. Det koster $25 pr. park og $80 for et årspas, som købes ved indgangen til den første park, I besøger, og som dækker alle USAs nationalparker.
• Har I både pc, to kameraer og et par mobiltelefoner med, så køb to adaptorer. Vi havde kun én, og jeg skal lige love for, at der var rift om den – vi måtte sommetider op og skifte i løbet af natten for at nå at lade alt op.
• Sæt jer ind i de specielle færdselsregler, der er i USA; f.eks. må man gerne dreje til højre for rødt lys. Man overholder hastighedsgrænserne – overskrid helst ikke med mere end 5 miles – den går næsten altid, men det er iflg. Stella to push one’s luck at forsøge sig med 10 miles over. (John kørte godt nok ofte 10 miles over, men det gik heldigvis godt…)
  Her er en god oversigt over det, man bør vide.

Personlig overvægtstabel (høhø):

Først pjatterierne, men det skulle der også være plads til: Et krus til hver af os fra Bryce, køleskabsmagneter en masse og to glas The Grand Canyon Prickly Pear Jelly (kaktusfrugt).

Halvtunge stoffer, en del tøj og et pund 15-bønne-blanding. Et must for bønneelskeren Ellen.

(Ingen billeder, men der var som ovenfor nævnt lige noget med nogle 750-ml flasker med cremer og shampoo.)

… og bøger bøger, bøger…

Ud over egne indkøb gav Stella os gaver til at tage med hjem til min fætter, hans kone og datter. Det var ikke voldsomt, men nok alligevel et par kilo, og mange bække små…
Historien om, hvordan Stella og Brooks kom ind i vores verden, kan læses her. Det er måske derfor store ord, når jeg hele vejen igennem har kaldt dem for venner, når den spæde start kun ligger 13 måneder tilbage, men for det første bryder jeg mig af en eller anden grund ikke om ordet bekendte, og for det andet føltes det allerede efter den første times tid, som om vi havde været venner hele livet – Stella og Brooks er to meget, meget specielle personer. Vi håber, de snart får sparet sammen til endnu en tur til Danmark, så vi kan tage dem med en tur til Sverige… Brooks’ forældre udvandrede herfra, så hvad kunne være mere passende?

Los Angeles

Nu synger ferien virkelig på sidste vers – i dag gik turen til Los Angeles, hvor den sidste en og en tredjedel nat skal tilbringes. En tredjedel, fordi vores fly afgår kl. 7, vi skal være der to timer før, det tager iflg. Googlemaps ½ time at køre til Hertz fra hotellet, vi skal aflevere bilen og vi skal regne med 1 time fra Hertz til terminal 6. Resultat: Vi forlader hotellet kl. 3 om natten! Det bliver en meget, meget lang tur hjem…

Los Angeles er USAs næststørste by, kun overgået af New York. Den består i virkeligheden af mange mindre byer, der efterhånden er flydt sammen, ganske som vi kender det fra København. I lidt mindre målestok, ganske vist. Det er sådan lidt et definitionsspørgsmål, hvor mange indbyggere her er, men med forstæder er vi oppe på 17 millioner fordelt på et areal på størrelse med Fyn.
Vi havde god tid, så vi fandt frem til Long Beach og gik en tur der. Ikke ligefrem overrendt på denne årstid, men der var da en del kondiløbere og tre mænd, der stod og fiskede.
Pludselig så vi en relativt stor fugl nærme sig… svæve… stå helt stille i luften og… wruummmm, lodret styrtdyk, stort, flot plask og op igen med en fisk i næbposen… sluge fisken… vi havde set en pelikan fiske 50 meter fra os. Det var stort – normalt kun noget, man ser fotograferet af professionelle, der sikkert har ventet flere timer på forestillingen. Det gik så hurtigt, at vi selvfølgelig ikke nåede at forevige det, men John fik knipset pelikanen, da den lige lå nogle sekunder på vandet, inden jagten fortsatte.

Vi fortsatte over til Queen Mary, som ligger fast forankret her på Long Beach og er hotel i dag. Vi spiste vores frokost her – ikke i Queen Marys restaurant, men på en bænk ved vandet ikke så langt derfra. Vi kunne have fået – ved erlæggelse af $24 pr. næse – ‘a self-guided tour’ på QM, men det gad vi ikke. I det hele taget kiggede vi bare lidt på hinanden og var helt enige om, at sløvheden vist har indfundet sig.

Videre til ‘The Historic Mayfair Hotel’ i downtown LA og gudskelov igen for GPS. Vi havde aldrig fundet det uden. Min fantastisk gode chauffør af en mand skal også have et par rosende ord med på vejen. Det var mildt sagt en heftig trafik, og vi skulle krydse og skære og dreje og holde til venstre og så til højre for at komme ind på 110 og så ligeud lidt og så holde til venstre og så dreje af og så videre og så videre… pyha og puh, men han klarede det helt eminent.

Check in – op på 14. etage af 15 – låse os ind og… øv altså… det var godt nok ikke lige en ferieafslutning, vi overhovedet havde overvejet som en mulighed: værelset var så lille, at det ville være vanskeligt bare at skifte mening. Og kun én seng! En smal en oven i købet. Et mikrobadeværelse og ikke så meget som et bord. Helt ærligt… Ned til receptionen igen og spørge, om vi kunne få et større værelse, hvilket vi heldigvis kunne. Formedelst $60 for de to nætter fik fik vi et acceptabelt værelse på 15. etage med to queens, et skrivebord og et badeværelse, man ikke behøver at gå baglæns ind i for at kunne være sikker på at komme ud af igen.
Udsigten var fin nok over downtown LA.

Beklager – dette var uden tvivl feriens kedeligste indlæg, men det handler jo også om nedtrapning, dette her… I morgen skal vi have slået en dag ihjel, hvilket vi agter at gøre ved at køre en tur sydpå langs Stillehavet ned til San Diego. Eller måske lige ned og krydse grænsen til Mexico – time will show… Vi gider bare ikke 12-sporede motorveje i fire etager og storbyer lige nu efter alle disse pragtfulde naturoplevelser, så vi skal bare væk fra LA. Sorry, LA… Vi havde godt nok talt om Universal Studios, men gider alligevel ikke.
(Kender I det? Nu føler vi, at vi er på vej hjem, og når vi er det, kan det simpelthen kun gå for langsomt.)

Joshua Trees

Og ikke Joshua Tree’s, som der står på FDMs hjemmeside om denne nationalpark. Tsk, tsk – atter en Greengrocer’s Apostrophe, som ikke engang de amerikanske nationalparker kan sige sig fri for: På de relevante skilte i parkerne står der konsekvent: Parking for RV’s and buses. Det er ikke genitiv, men flertal, og så hedder det RVs. Det kunne den forhandler, jeg linkede til i går, godt finde ud af; så burde US Nat’l Parks også kunne.
(En lille kuriositet: hvis man er blind, kan man gratis få adgang til alle nationalparkerne i resten af sit liv. Fair nok…)

Det var dagens brokkeri – nu skal I med på en dejlig tur i Joshua Tree National Park, som er på størrelse med Lolland. Da vi jo er nogle utroligt lovlydige personer, som altid gør, hvad der bliver sagt til os (kan I se glorien?), tog vi turen i den anbefalede rækkefølge fra sydøst til nordvest. På denne måde kommer vi fra den forholdsvis golde Coloradoørken til den mere frodige Mojaveørken, hvor joshuatræerne gror. Det var meget interessant at følge hvordan floraen forandrede sig, efterhånden som vi krydsede ørkenerne. Denne nationalpark er efter sigende lidt overset, og vi så sandelig heller ikke ret mange andre gæster, men det er synd, for den er absolut værd at se. Første stop af mange var ved Cholla Cactus Garden, hvor der groede tusindvis af disse yderst ubehagelige fyre på et forholdsvis lille område. De hedder Teddy Bear Cholla og er så tornede, at man ikke kan se kødet. Nogle var døde, så vi kunne se det netagtige skelet.

Lidt længere fremme havde der engang været en meget vred trold, der havde smidt med mange og store sten. Jeg ved ikke om han ramte hvad han ville, men han skød i hvert fald ikke med spredehagl…
Halvstore, ikke?

Lige pludselig var der en bunke til. Og en bunke til. Og lidt senere en bunke til…

Og så begyndte joshuatræerne endelig lige så stille at dukke frem, for hurtigt at stå tættere og tættere.
Jeg har købt frø. Helt legalt må jeg tage dem med hjem til DK. Kald mig bare naiv, men $2 vælter ikke feriebudgettet, så det går jo nok, hvis de ikke skulle blive til noget… rent faktisk kan de tåle frost, så jeg har i hvert fald tænkt mig at prøve… Har også købt en bog om kaktus. Hmmm. Aner man, hvor dette kan bære hen?
Nå, anyway, hvis nogen skulle bilde jer ind, at Joshua Tree park er kedelig, er John og jeg i hvert fald ikke enige i den påstand!
Da vi på hjemvejen nærmede os Palm Springs, så vi den største vindmøllepark, vi nogensinde har set (surprise… hvor er det nu lige, vi befinder os?). Jeg prøvede at få et billede af dem, mens vi kørte for fuld speed ud af Interstate 10, men det blev selvfølgelig ikke særlig godt. Det, I kan se, hvis I overhovedet kan se noget, repræsenterer vel omkring en tiendedel af parken. På den side af vejen… der var lige så mange på den anden side. Puh, den var stor, den vindmøllepark. Den ligger i et øde, ubeboet og meget vindblæst område, så det er jo et genialt sted at placere disse formidlere af ikke-oliebaseret energi.
Hjem til en middagslur til en af os – ‘man’ bliver sløv i den varme – en anden af os vil hellere skrive end sove…

Only in America…

Formiddagen tilbragte vi i et dejlig køligt Shopping Center, hvor jeg ikke kunne dy mig for at indfange de lidt mere ikke-europæiske aspekter.
Som alle ved, lever amerikanerne nærmest i deres biler, så selvfølgelig skal ungerne da have mulighed for at køre rundt inde i centret – Aubrey ville elske at komme her og handle… her er plads til et eller to børn, så han ville oven i købet kunne befragte Anna rundt:

 

Var det noget med en ny lampe til sofahjørnet?

Eller en alternativ telefon?

Det skal retfærdigvis siges, at det meste var butikker med flot tøj eller andet med mere klasse og flotte design af enhver art. Og en KÆMPE boghandel (Barnes & Noble), så jeg fik lige anskaffet mig min første Tony Hillerman-bog.

På vejen hjem fra formiddagsturen fangede mit blik en ‘RV Super Store’ (Recreation Vehicle). Nu har vi efterhånden set et righoldigt udvalg af de kæmpestore autocampere herovre, så her øjnede jeg lige chancen for at se dem indeni. Vi gav forhandleren en sang fra de varme kolde lande, og han sagde, at vi kunne bare kigge løs – alle døre var åbne.
Hold da k…, siger jeg bare. Vi kunne snildt tilbringe et halvt års tid i sådan en – det er lige før, de er større end Charlottes første lejlighed.

De kan knopskyde, når de står stille, så man træder ind i noget, der nærmest må betegnes som et køkken-alrum. Forsæderne og instrumentbrættet er en drøm. Der er god bordplads i køkkenafdelingen, der er kaffemaskine, mikroovn, komfur med tre gasblus og ovn, et kæmpestort køleskab (med fryser selvfølgelig); længere bagude et nysseligt badeværelse og bagerst et soveværelse med en pænt stor seng. Og… tada… vaskemaskine og tørretumbler i soveværelset. Hvad siger I så?
Prisen? En spritny er halvdyr – dyreste model omkring 300000 dollar; de lidt mindre (men stadig kæmper i danske øjne) $150000-200000 – men mindre kan skam også gøre det: Lige præcis denne her til $60000 var vi faktisk inde i, og vi så en anden seks år gammel og særdeles velholdt sag til $35000. De var så uden vaskemaskine, men det er i orden med mig… Jamen sødeste venner da – 350000 eller helt ned til 200000 danske kroner for sådan en moppedreng – man kunne købe en og have stående herovre og så tage USA og Canada i mindre bidder. Vi talte faktisk seriøst om det… det er en drøm, jaja, men til de priser vel ikke en totalt uopnåelig drøm. (Hva’så, Mia? Var det noget? Vi ku’ deles om en og skiftes til at drøne rundt derovre? 😉 ) Bare husk det store kørekort… John har buskørekort, så vi har da heldigvis ikke noget problem… 8)
Som de mere snedige nu vil have gættet, har vi tilbragt en del af eftermiddagen i en botanisk have. Tak til Mia 🙂
Det var en meget, meget lille botanisk have eller ‘Cacteria’, som ikke fyldte meget mere end en stor parcelhusgrund, men det var også ‘bare’ en mands livslange hobby, vi kunne gå rundt og studere for kun $3. Det var vildt inspirerende – jeg fik helt lyst til at starte en ny vindueskarm-hobby op… så er jeg da ikke så afhængig af, om der kan komme nogen og vande blomster, mens vi kører Nordamerika tyndt i vores store RV 8)
Nogle kaktus havde en sjov hat på, nogle var enormt store, nogle havde smukke blomster; en havde blomster, der lignede døde søstjerner, og andre igen var nogle særdeles hidsige fyre, som jeg ikke ville ane, hvordan jeg skulle bære mig ad med at plante om.

Og så er jeg jo lidt vild med de superhøje palmer, der ses rigtig mange steder i Californien.

Ankomst til Palm Springs

Allerførst vil jeg skrive et par ord om Grand Canyon Skywalk, som et par stykker har spurgt til i forrige indlæg.
Vi havde fulgt opførelsen af den over National Geografic Channel og talte dengang om, at det kunne være en spændende oplevelse at træde ud på den. 
Området, den er bygget i, er ikke en del af Grand Canyon National Park, men et indianerreservat og skywalk’en ejes delvist af indianerne.
Og – ikke mindst – ligger den helt ude vestpå i denne enorme canyon, hvilket er 3-400 km fra Grand Canyon Village, hvor stort set alle overnatninger i dette område er centreret.
Dette havde vi fået at vide, inden vi tog af sted, så vi vidste godt, at det ikke blev denne gang, vi kom ud på denne skywalk.

Ellers var det bare en lang, lang køretur i dag gennem ørken, ørken, ørken, og det var varmt, varmt, varmt (109F = 42,8C). Vi talte undervejs om, at stederne herovre ganske vist er helt ubeskriveligt smukke, men at vejen mellem dem nogle gange kan være temmelig ensformig. Vi sammenlignede lidt med kontrasten at køre i Norge, hvor hver eneste meter er en skøn naturoplevelse.
MEN jeg så søjlekaktus i dag. Midt i en by, godt nok – ikke en eneste ude i Arizonas ørken, desværre, men det var bedre end ingenting.

Frokosten blev indtaget ved Parker Dam i de nævnte 42 grader, og det var overhovedet ikke nogen fordel, at det blæste lidt. Tværtimod… vinden føltes som om vi stod midt i en skovbrand.  
Da vi kom til hotellet i Palm Springs, startede vi med et bad og tog selvfølgelig derefter noget andet tøj på. Da vi tog tøjet ud fra kufferten føltes det, som var det hevet direkte ud af en tørretumbler…
John kunne fiske en iskold øl ud af køletasken, og min vin havde en fin temperatur, men glassene var så varme, som kom de lige fra opvaskemaskinen. Dette er simpelthen det varmeste, vi endnu har oplevet.

Jeg har også  ‘oplevet’ en vækst, jeg ikke har set før – en halvhøj busk med skrigorange og meget smukke blomster. Aner ikke hvad den hedder, men den er tilsyneladende meget almindelig på disse kanter.

Jeg ved ikke, hvorfor buskens blomster ikke vil ‘skrige’ til mig på billedet… I må bare tro mig på mit ord: jeg ville være enormt stolt af at have sådan en i min have. På den anden side ville jeg nødig leve mit liv i sådan en hede for at få sådan en busk i min have 8)

Vi skulle lige over og lure i det store, store supermarked og observerede tæt på indgangen denne BMW på en handicapparkeringsplads. Med autoriseret skilt og det hele. Jeg har hørt hvor nemt det er at erhverve sig dette blå/hvide skilt her (man skal ‘bare’ være svært overvægtig, så kan man påstå, at man ikke kan tåle/klare at bære sine varer ret langt og dermed få sit invalideskilt…), hvorfor min respekt for det kan ligge på et forholdsvis lille sted. Især når det hænger i sådan en bil, men det er nok bare mine fordomme, der træder i karakter her…
 

Manglende nummerplade? Det ser vi mange gange hver dag. Oftest er det pladen foran, der mangler, men dette ser vi også tit og forstår ikke rigtig, hvordan det kan lade sig gøre – den gik vist ikke hjemme i DK.
Hvad der var temmelig skræmmende på vores ørkenvandring i dag, var de hundrede- måske nærmere tusindvis af eksploderede dæk, vi så med få snese meters mellemrum på den laaaange, lige ørkenvej. Hvis billedet klikkes større, kan man godt ane selve vejen lige til venstre for midten på det ikke helt optimale billede.
Vi ved endnu ikke, hvad morgendagen bringer, men dette er sidste chance for naturoplevelser; nemlig Joshua Tree Nat’l Park, men vi har to dage her i den kunstige ørkenoaseby Palm Springs, så vi får se…

Grand Canyon – et stort hul i jorden…

Det må man nok sige, det er. Et meget stort og meget bredt hul. Når vi står oppe på the south rim, er der 1,6 km ned til Coloradofloden.
Advarsel: man skal absolut ikke lide af højdeskræk, hvis man har tanker om at se Grand Canyon – de fleste steder er der rækværk, men ikke alle, som billedet af jeres ærbødige vist tydeligt viser. Jeg lider ikke spor af højdeskræk, men turde dog alligevel ikke bevæge mig længere bagud end hvor jeg står – og John forsøgte ikke at være morsom med den fortærskede ‘lidt længere tilbage, skat…’

Det er så stort, at jeg ikke kan rumme det… der er rigtig mange view points, men de er på én gang forskellige og ens, når man står og beundrer uendeligheden. Apropos uendelighed: man kan i klart vejr som dette se 250 miles (ca. 400 km) væk. Påstår skiltene her. Det må være fordi vi er så højt oppe (2200 m), at det kan lade sig gøre, for der er da et eller andet med jordens krumning, så vidt jeg husker.
Det er mildt sagt svært at forholde sig til, at det er efterår, når vi vender tilbage til lille Danmark. Her er der selv i godt 2 kms højde 29 grader – det er meget varmt at færdes ude i solen. På én måde er jeg glad for, at det er efterår hjemme, for jeg er blevet temmelig solbrændt på underarmene, i ansigtet og den del af fødderne, der ikke er dækket af mine uundværlige Eccosandaler – hvor ville jeg se dum ud, hvis jeg skulle være iklædt sommertøj.
Herunder har John zoomet ind på den grumsede Coloradoflod lige ved en rapid, som opstår, hvor der kommer en sideflod tilløbende og efterlader materiale, som gør floden smallere. (Vi fik engang et begejstret feriebrev fra en kollega, som konsekvent kaldte dem for rabbits 😀 )
Og så har jeg noget med døde træer – jeg håber ikke en psykolog kan få noget slemt ud af det – jeg synes de er så eventyrlige, når de står der og nægter at give op, selv om løbet er kørt. Jeg kan dog også godt lide de levende, så måske er der håb for mig endnu…
Er der nogen, der måtte være i tvivl om, at vi befinder os i USA?
Det er i orden – vi lagde våbnene fra os, inden vi gik ind i forretningen…
Lige om lidt går vi ned i hovedbygningen til Yavapai Lodge, som er det eneste sted, jeg kan komme på internettet her. John går i supermarkedet/gavebutikken, og jeg går på nettet.
Når jeg har fyret dette af og i det hele taget konstateret, at blogland stadig eksisterer, kører vi ud til et punkt, som påstås at være specielt egnet at beskue canoynen fra ved solnedgangstid. Man skal være der fra en time før solnedgang for at få mest ud af hele farvespillet, så det må vi hellere sørge for at være.

Tid til fordybning

Sidste dag i Monument Valley – vores 21-års bryllupsdag i øvrigt. Det bliver den første og forhåbentlig også den sidste af slagsen i vores fælles karriere, hvor vi ikke kan få lov til at ønske hinanden til lykke med et glas vin i hånd over middagen…
Men jeg fik skam en ‘blomst’ af John – lige til at tage med i kufferten og plante, når vi kommer hjem. Jeg tror dog, at jeg vil undlade at sætte det lille skilt i jorden til den tid…

Vi tog ud og studerede Visitor Centeret grundigt og fik yderligere viden med os – bl.a. at man i 1942 under stillehavskrigen rekrutterede navajoer som ‘kodere’. Det var ret genialt, for amerikanerne havde selvfølgelig tolke, men japanerne havde ikke en kinamands (!) chance for at gennemskue, hvad der blev sagt og skrevet, selv om det i bund og grund ikke blev spor kodet. Smart, altså…
At man så på den historiske tidslinje har syntes, at det at John Wayne indspillede sin første film Stagecoach her i 1938, var en lige så vigtig begivenhed som både krigsindsatsen og at navajoerne fik stemmeret i 1953 (det var simpelthen bare et godt år), kan man jo bare smile lidt af.

Her kunne købes ‘malerier’ af farve- og lægeplanterne. Til $200 stykket – det ville vi ikke, og vi kan desuden ikke have dem i kufferten, så vi snød igen.
Fotoet er indsat specielt til ære for Lene – jeg synes det er meget interessant, at planterne ikke altid giver den farve, man ville forvente; f.eks. giver de meget røde blade øverst i midten en grøn farve og de meget blå til venste giver en lys grå.

Nedenfor en lille collage af indianernes kunst. Det var nok ikke noget, jeg ville have stående i min stue (måske lige med undtagelse af vasen øverst til venstre), hvis jeg ellers havde haft mulighed for at bringe det med hjem i kufferten, men som håndværk betragtet var det enestående, og vi stod længe og studerede de forskellige objekter.

I supermarkedet kan man købe sig nogle gevaldigt farvestrålende kager – de var nærmest selvlysende, når man kom helt hen til dem.

Man kan også til min store fornøjelse købe dåse med den skinke, der er oprindelsen til udtrykket spam, som vi jo alle sammen desværre kender alt for godt.

En guidet tur i Monument Valley

Vi var – igen – heldige og havde uafvidende valgt en tur, hvor vi havde vores helt private guide og af ham blev fragtet rundt i en 4WD. Han var en kær lille navajo på 22 år (ikke overvægtig), som fortalte os indianersagn og alt om planterne samt hvad man brugte dem til; han kendte navnet på hvert eneste af monumenterne og historierne bag dem. Han stoppede, når vi bad ham stoppe. Han fortalte om sin familie og om navajoerne, som i sin tid indvandrede fra Mongoliet (så forstår jeg bedre, at de ser så asiatiske ud). Han tilhørte selskabet Crawley’s Monument Valley Tours. Husk det navn, hvis I skulle komme her forbi. En tur med dem kan bookes i gaveshoppen på Holiday Inn Kayenta.
(Dette er The North Window, som var John Waynes undlingsudsigt – det var ham, som gav den dette navn). 
Al denne information, som jo er det, der gør en guidet tur interessant, gav de andre turguider ikke. Ydermere blev man på de andre ture placeret i 16-personers åbne trucks med råbende mænd og hujende kvinder, oh rædsel… ‘guiderne’ sagde næsten ikke noget, og hvis de gjorde, læste de op fra en bog. Crawley kører af sted med højest 4 af gangen – i dag var vi så kun to.
Vi kan absolut ikke anbefale, at man selv kører ind i Monument Valley, for veje er der ikke meget af; det er sten og/eller meget fint sand, og i egen bil får man kun lov til at køre et lillebitte stykke ind. Tager man en guidet tur (med Crawley), bliver man kørt hele vejen rundt inde, hvor der er adgang forbudt for selvkørende turister, og 4WD’en får i dén grad lov til at leve op til sit navn – jeg har aldrig oplevet noget lignende – du godeste, hvor det gjaldt om at holde godt fast i de dertil indrettede håndtag en gang imellem. Vejene er ikke asfalterede, for de bliver konstant skyllet væk af regnen – nye veje bliver ‘lavet’ op til flere gange om året.
Vi var var inde i en hytte (hogan) og hilste ærbødigt på en 97-årig navajokvinde, som stadig selv farvede garnerne til sine vævede tæpper. I hendes hytte så vi en vugge, som vi kender dem fra bøger og film. Hver vugge bruges kun til ét barn. Det er meget vigtigt for dem. De næste tre billeder er hoganen hhv. ud- og indvendig (loftet – læg mærke til træfletningen: ingen nagler eller bånd) – den ældgamle kvinde, hvor man til højre for hende ser vuggen, der bæres på ryggen, samt et billede af de planter, de bruger til farvning. Til venstre for hende et tæppe, hun arbejder på.


Alle planter med undtagelse af tumbleweed bliver brugt til et eller andet formål; medicin, farvning, sæber o.a. Tumbleweed sås i alle dens livsstadier fra ung, grøn og blomstrende til vissen, grå og tør. Vi kender den godt fra film: Det er den, der river sig løs fra roden, når den tørrer, og bliver af blæsten rullet over store afstande, mens den benytter sig af lejligheden til at smide sine frø.

Det koster $2 at blive fotograferet på ryggen af denne hest. Vi snød og fotograferede bare hesten. På afstand…
Vi oplevede og lærte meget mere, men det bliver alt for omfangsrigt et indlæg, hvis jeg skulle beskrive det hele. Kom selv over og se det i stedet for 😉
Det var en meget spændende, informativ og varm tur. Vi er trætte nu.