Traneflyvning over torpet – og mere nabohjælp

Efter sådan en sørgelig historie som den i går fik jeg lyst til at gå ud i det skønne vejr og se, hvad mit lille Lumix kunne præstere, når det fik lys nok til rådighed. Det var ikke småting. Eller rettere: Det var det!
Et solbærblad og et stikkelsbærblad på vej frem mod foråret får en skønhed og afslører detaljer, som man normalt ikke får øje på, men det hjælper når de bliver blæst op.
Kaprifolien gemte på sine tårer og blinkede til mig i stedet for, og mit yndlingsmotiv, mosset, bliver jeg aldrig træt af at makrokigge på.
Der kommer lige lidt billedspam, men man kan scrolle forbi, hvis man vil se traner over torpet og hvordan Verdens Bedste Nabo igenigen lige hjalp John.

Vejret blev over middag så flot, at jeg satte mig ud på terrassen med strikketøjet, da jeg trængte til en kaffepause. Der begyndte at dukke lidt skyer op, så jeg skulle lige til at trække ind igen, da jeg hørte jeg den velkendte lyd af traner i luften, og ganske rigtigt: Der kom en flok på omkring 50 fugle, som kredsede et stykke tid over torpet – formentlig for at finde nogle gode opvinde, for de ankom lavt og forsvandt højt, højt oppe, men det tog dem omkring 10 minutter at komme højt nok op til, at de kunne blive enige om at fortsætte turen, så vi havde masser af tid til at fotografere.

Og naboen kom …
John var ude for at få gjort kål på lidt flere af de store stammer/grene fra asketræet, som blev nedlagt for et lille års tid siden.
De sidste lå på jorden og var derfor ikke til at få savet over, men så kom Verdens Bedste Nabo forbi, så hvad John lavede, og skyndte sig hjem for at hente Verdens Ældste Traktor. Den var et museum værdig, allerede da vi kom hertil i 1996, men den fungerer upåklageligt, siger han. Ellers piller han bare lidt ved den …

Sådan noget kan han nemlig også.
Engang vi havde Charlotte og Tim med heroppe, talte de med naboen, og jeg sagde til ham, at han talte utrolig godt engelsk. Jeg var nok i mit stille sind en anelse forbavset over hans flydende, korrekte og ikke svensklydende engelsk, for da han arbejdede, var han truckfører på et savværk. Man har vel sine fordomme …
Han svarede, at han i nogle år i sine yngre dage havde været pilot for De Flyvende Læger i Australien.
Nådada og ups. Så meget for mine fordomme … og det forklarede en del; blandt andet, hvorfor den mand ved ALT hvad der er værd at vide om motorer.

De var nødt til at tage en skraber

Ditte og Peter er nu kørt, for de ville gerne nå den næstsidste færge fra Helsingborg – der er ikke den sædvanlige 20-minutters drift en lørdag aften, afslørede en googling.
Vejret har hele dagen været gråt, diset, trist og kedeligt med omkring 3-5 plusgrader.
“Hvor lang tid tager det at køre til færgen?”
“Omkring 1½ time.”
“Okay, så er det vist nu, vi pakker sammen, Ditte, så kan vi nå den kl. 10:30.”
Græsset knasede ildevarslende, da de gik ned til bilen. Uden vi havde opdaget det, havde himlen ændret sig fra blygrå til sort til … skyfri og måneklar, hvilket betyder frostvejr.
Så hårdt frostvejr, at da Peter og Ditte havde skrabet ruder i et par minutter, kaldte han på John og spurgte, om der måske kunne anskaffes en ekstra skraber, for det sad fast, det der is på ruderne.
Det var ikke lige med i planen, det med glatte veje, men heldigvis kan det ikke gå værre, end hvis de ikke når færgen, er der mulighed for at køre ned langs kysten og tage broen, så hjem skal de nok komme.

Og Lene: I dag var vi ude! Det var simpelthen første gang siden torsdag middag, Ditte og jeg havde udendørs fodtøj på, men efter frokosten gik vi alle fire ned til åen, hvilket indebar en tur på mindst 150 meter. Hver vej, vel at mærke … uha, hvor vi pudsede glorier …

Jeg elsker at makrolege med mosser; de er så uhyre smukke i næsten al slags vejr, og i dag i disen havde disse her fået små regnhætter på. De enkelte strå, eller hvad de nu hedder, de små strittejawertusser, er ikke mere end et par millimeter høje, men sikke en mikroverden til et makrofoto.
Det var en smuk minimospude.

Ingen sybilleder i dag, men Ditte har lovet snarest muligt at skrive et blogindlæg og vise billeder af frembringelsen.
Hun var glad. Hun var meget tilfreds med kursets udkomme. Målet blev nået. Det var rigtig hyggeligt, men det var også en god og lærenem kursist, og kursistens pårørende kunne vi heller ikke klage over (men jeg er lidt spændt på, hvad du finder frem til mht. matematik/sandsynlighedsberegningsspørgsmålet, Peter).
Er der ikke flere, der kunne tænke sig at komme på et strikketilbehørsmappekursus? Det er faktisk en overordentlig god måde at tilbringe et par sure og vejrtriste dage på.

Nyt legetøj. Igen

Og så siger man, at kvinder bruger mange penge.
Og så påstår jeg, at reklamer ikke virker.
Det første er ikke sandt. Ikke altid.
Det sidste mener jeg stadig er sandt for mit vedkommende, men det gælder ikke for min mand. Han var også meget længe om at acceptere, at vi satte postkasseskiltet med ‘Reklamer – nej tak’ op …  
John sad og så tv i aftes, hvor der kom en reklame fra Järnia om en dims, som hedder en kap-/geringssåg. På svensk.
Den var vi så i Älmhult for at købe i dag.
Maskinen var sat 1000 kroner ned; svarende til 33 % rabat.
Jamen det er da også en pæn rabat, og når man nu har ønsket sig sådan en maskine længe, længe, lææænge, er der jo kun ét at gøre.
Den kan præcisionssave – i alle mulige og sikkert også umulige vinkler, som bliver det, man vil have dem til at blive. En ret vinkel bliver 90,0° og ikke 89 eller 91.
Den har laserlys, så man kan se, hvor maskinen har tænkt sig at save … det så helt science fiction-agtigt ud, syntes jeg, da John demonstrerede det.
Den larmer ad Pommern til, men John er en lykkelig mand, som aldrig vil gå ned på udstyr. 
Saven skulle naturligvis indvies med det samme, så nu er der isat et par nye brædder, hvor der var en vandskade, og det trækker heller ikke længere lige så meget på det gammeldags lokum – hvis man skulle have lyst til at sætte sig derud. Man kommer til at sidde i fred og ro …
Det lokum kommer naturligvis aldrig i brug igen, men vi synes, det er et kuriosum og hører med til stedet, og det koster jo ikke noget at beholde det. Det vil sige … hvis vi regner dagens indkøb med, gør det naturligvis, men det regner vi så ikke med …
Jeg tillod mig at sige, at det var en skam, maskinen ikke også kunne male, for det havde da været ret smart at male brædderne inden isætning. Jeg fik det blik, der betyder, at sådan noget skal jeg slet ikke begynde at udtale mig om …
Det vigtigste er også, at John som sagt er en lykkelig dreng med det nye stykke legetøj. Nu skal der bygges fuglehuse, siger drengen – der må ændres på, at de ikke gider bosætte sig i de eksisterende; sikkert fordi hullerne ikke er rigtige i forhold til, hvad fuglene foretrækker. Det bliver spændende at se, om teorierne om hulstørrelser m.m. holder stik.

Jeg har bare leget lidt med Lumix Makro og mosser.

Jeg holder åbenbart aldrig op med at være betaget af den mikroverden, der åbner sig, når man bruger makrofunktionen.

Mostrompeterne herover til venstre er tre mm høje i virkeligheden, og ‘frugterne’ til venstre for dem nogenlunde lige så høje.

Det nederste billede til venstre er et udsnit af det lille billede til højre, som viser mossen i omtrentlig naturlig størrelse.

Det er en fascinerende detaljerigdom, der afsløres på selv så små planter.

Billeder, der viser en hånd, når man muser over dem, kan, som altid, klikkes større. Anbefales især for mosbillederne, men for interesserede i Kap- og geringssave har det første billede måske også en vis interesse i større format.

Hør I to, hvad foregår der her?

På vores havevandring i dag fik jeg inde i en bregne øje på to små dyr, der opførte sig ganske hæmningsløst, men ved nærmere eftersyn tror jeg ikke, det var en hed omfavnelse, men derimod et langsomt og måske pinefuldt drab, der fandt sted lige for mine øjne.

Kan I huske vores nabos affaldstræ?
Det er nu savet op – der blev 10 læs ud af det. Det lyder af rigtig meget, men ‘et læs’ er en trillebørfuld … det lyder bare af mere at sige et læs.
En trillebørfuld svarer erfaringsmæssigt til omkring et døgns forbrug i en meget kold vinter. Kold som i mindst 15 graders frost, og da det sjældent er så koldt 14 dage i træk, tror jeg jeg, jeg kan tillade mig at påstå, at der er til tre ugers gennemsnitsvinterforbrug i ‘affaldstræet’.

Omkring 1/3 af det opsavede vil vi kløve – de små stykker i bunken er fra i dag; de store er det fra asketræet, vi stadig mangler at kløve, så vi ved godt, hvad vi skal lave i morgen …

Vi har to tobakspibeplanter (tror jeg nok de hedder) – er der en, der kan forklare mig, hvorfor der på dem begge er både røde og hvide/gule blomster? Er det helt normalt? Jeg troede, at den samme plante kun kunne have én farve blomst.

Nu har vi i 25 år kun haft vores bittelille gårdhave på mindre end 200 m², så på denne årstid går jeg gerne heroppe og fryder mig over, at når man har 3000 m², der ikke skal være prydhave som sådan, kan man tillade sig at have et irisbed på 2½ m i diameter, en stor fjerbusk og en stor klump liljer.

Jeg har aldrig været til store haver … har været for doven til al den pasning og pleje, men dette har været helt i orden, da det er mest græs – kan dog tydeligt mærke, at der er mere overskud til at lege med have nu, hvor jeg ikke længere går på arbejde og vi har mere tid heroppe.

Det er varmt! I går ankom vi til 29° og i dag har det været 25° hele dagen, men det tordenvejr, de lovede os her til eftermiddag, har delt sig i et Y og er lige præcis kravlet uden om os. I stedet regnede det i formiddags, men på den stille måde.
Vi kørte til Kristianstad for at købe en dåbsgave til lille Ella, som vi skal være sammen med på søndag, for selvfølgelig skal hun have en gave; hun kan jo ikke gøre for, at jeg ikke var specielt socialt anlagt for 14 dage siden, hvor hun blev døbt.
Vi havde så lige glemt, at svenskerne virkelig tager midsommeren alvorligt! Alt lukker fredagen og lørdagen, der ligger tættest på årets længste dag.
Er man heldig, er der nogle få store supermarkeder, der holder åbent, men Kristianstad var endnu mere død end Vestre Kirkegård i dag, så Ella må desværre vente med sin gave. Hun er heldigvis ligeglad endnu, og forældrene tilgiver os nok.

De rene småtterier

Charles tante til de to unge damer, da han blev bedt om at ‘sige noget til dem’: “Pyha, den er vel nok møglummer i dag, hva’?”

Nu har vi set de høje fjelde, det dybe hav, den store elg, de store brusende elve, de mange musvåger og den høje himmel.
Sidstnævnte i dag … i Norge var den godt nok ikke specielt høj – nogle gange hang skyerne så lavt, at vi kørte inde midt i dem. Det har nu alligevel været stort altsammen, så nu synes jeg det må være passende at gå en tur i småtingsafdelingen.

I dag var himlen så høj som den kan blive, og jeg gik på makrojagt.
Vi kender nok alle en stormhat (blomsten til højre), men jeg har altid kaldt den karetblomsten.
Da jeg var en lille pige, plukkede min mor dem i staudebedet og viste mig, hvad der afsløres, når man tager ‘hatten’ af. “Se, min pige – her har du den flotteste prinsessekaret med et par meget elegante eventyrheste spændt for”.
Af en eller anden grund gik den lige ind, og jeg elskede den blomst fra den dag – og ødelagde en masse stormhatblomster for at se, om de nu også alle indeholdt hestene og den flotte karet …

Prinsessens karet

De store kålsommerfugle var næsten umulige at indfange med kameraet, selv om de sværmede lystigt rundt i hobetal ned ved nogle gule blomster.
Lige så snart jeg nærmede mig, fløj de væk, de små bæster, så jeg måtte zoome, hvilket mildt sagt ikke gik særlig godt.

Citronsommerfuglene, som primært holdt sig til latyrussen, var en anelse mindre sky. Sommerfuglen til højre, er det en hvid admiral?
Det er lidt ærgerligt, at de for det meste folder vingerne sammen, når de sidder og samler nektar. Man skal være enormt heldig for at fange dem i fuld udfoldelse, så at sige.

Bierne var noget mere samarbejdsvillige. Bortset fra, at den til venstre ikke er en bi, men en bille – en Trichius fasciatus, fandt jeg ud af … den har ikke noget dansk navn, men er en af pragtbillerne, stod der i bogen, og den “opholder sig på varme, solbeskinnede steder på blomster”. Så har vi vist fat i den rigtige.

Græshoppen sad på vores trappe. Det var en bette én; ikke mere end 1 cm lang – og alligevel har den været ude og gøre sine hoser grønne.

Vores eget private østershattetræ

Hegnstilsynsmanden – i form af en vis Hr Nielsen – gik i formiddags en runde for at se, om der var faldet grene ned over det elektriske hegn.
Overalt lå der forholdsvis uskadelige birkeris, som han rev sammen, men bagerst i haven ved stengærdet, hvor hegnet slutter, var der knækket en så stor gren af, at han måtte have fat i kædesaven for at få den fjernet.
Det er ikke et sted, vi kommer så tit. Træet har været dødt i nogen tid, så grenene har selvfølgelig været skøre. Til gengæld har det fostret nogle gevaldige østershatte – John kom ned til åen, hvor jeg gik og forevigede den store mængde vand, der er i den for tiden, for at fortælle mig, at jeg skulle på østershatteplukning.

Herligt – det har vi ikke selv høstet før – disse var store, flotte og appetitlige; lige til at spise, høhø…

Jeg tog vel omkring 2/3 af, hvad der var, hvilket blev til 1400 gram. Herligt.
Nu stod frokosten på noget med østershatte, forstås … på det gamle komfur ristede vi dem med rejer, cherrytomater, persille, hvidløg, salt, peber og paprika og vendte denne blanding i pasta. Lyder det ikke godt? Det smagte i hvert fald godt.

Resten røg i fryseren til en anden god gang.
På den nedfaldne gren sad en masse andre svampe; ikke nogen vi spiser, men de ser ganske nydelige ud – og mos er jo altid smukt. Dette er taget i dag, er frisk og grønt og ligner nærmest et eller andet, der svajer for havstrømmene ude i koralrevet.
Synes jeg, men jeg har sommetider en temmelig levende forestillingsevne…

  

Det tangerer rekordmeget vand i åen … al porsen står under vand, og ølbænken, som ses som en lillebitte hvid prik øverst i midten af billedet, ville kræve waders, hvis man skulle komme på den tanke at ville ud og sidde på den.
Den tanke fik vi så overhovedet ikke – det er for koldt til at sidde og nyde noget udendørs nu – og svært at forestille sig, at vi normalt går tørskoet ud til, hvor broen begynder.

Vandindpakkede rosenknopper.

Vejret er flot – hverken regn eller sne, og det er tre plusgrader.

Og sådan bliver det forhåbentlig ved i mindst 11 dage endnu … Overleverens tip med at tjekke Aftonbladets langtidsprognose lover foreløbig rigtig godt: Stort set ikke frostvejr på denne side af jul, kun lidt om natten en gang imellem; heller ingen truende snestorme.
Passer mig glimrende – håber de holder fast i dette.

Overspringshandlinger

I morges, da jeg kom ned, haltede jeg stadig en smule fra mit fald ned ad trappen i mandags og nej, det har jeg ikke fortalt om, for øv, hvor var det dumt: min venstre fod besluttede sig for at stå på eget ben og uden tilladelse fra resten af mig springe de sidste to trin over på trappen. Eller noget. I hvert fald lå jeg pludselig i en rodet bunke; det gjorde allerhulens ondt i foden og lidt andre steder også – og hvad er ens første tanke?
“Var der mon nogen, der så det?”
Hvorfor pokker er man så forfængelig? I stedet for at ligge og vente på, at nogen kom og hjalp mig, fik jeg rejst mig ved egen hjælp og var helt svimmel af smerter – eller bare af forskrækkelsen, måske?
Vores tapre helt Ellen humpede videre afsted for at hente posten; standsede op de to gange, jeg mødte nogen, så man ikke skulle se mine lidelser; humpede ud til elevatoren, for jeg kunne umuligt komme op ad trappen igen.
Den første time gik med at vånde mig, mens jeg overvejede, om jeg skulle ringe efter John, for jeg kunne da vist ikke køre bil.
Efter tre timer kørte jeg hjem. Selv. Det var jo koblingsfoden, det var gået ud over, og hvis jeg bare holdt den i en konstant vinkel på 90° i forhold til benet, var det til at holde ud. Min eneste indrømmelse var at ringe til John og bede ham om at handle på sin vej hjem, for det kunne jeg altså ikke overskue…

Min fod er stadig lidt tyk og nu også sortblå på oversiden og de midterste tæer. Det har været en forstuvning og den er i bedring, men jeg var vist alligevel ikke helt moden til at stå på et eller andet og male køkkenloft. I aftes troede jeg ellers selv på det, men i morges gjorde John det ikke, da han så min gangart…

Vi kørte en tur i Bauhaus, hvor vi havde et par ærinder. Vi kørte lidt rundt for at finde gode fotomotiver og faldt over et helt fantastisk hjortetaktræ. Vi kørte en tur ud på Ølsemagle Revle, hvor der var snesevis af svaner spredt på vandet som hvide isklumper. Vi kørte på Engstrupgård, hvor vi jeg fik et glas glögg, fordi de i dag åbnede deres julestue (!), og hvor jeg bl.a. købte et rødkålshoved, fordi vi skal have andelår til aften, hvorfor jeg for første gang i karrieren vil kaste mig ud i at hjemmefabrikere noget rødkål. Så ved jeg, om jeg skal gentage succesen, når også vi andre og ikke kun de handlende når frem til julen.

Det blev Klidmosters opskrift, der vandt – i lettere modificeret form, for kanel skal der helt afgjort ikke i, ej heller var jeg i besiddelse af tomme vanillestænger, og den hele allehånde er flyttet til Sverige, men bortset fra alt det, lød den til at kunne blive meget lækker alligevel – med stjerneanis, friske laurbærblade, kardemommekapsler, nelliker og hele peberkorn. Plus lidt (danske) æbler i stedet for æblemosten, jeg heller ikke havde. Til gengæld puttede jeg min hjemmelavede æble-blommesaft i. Spændende, spændende …

Engstrupgård ved Karlstrup er et herligt sted, som sælger alt i frugt, grønt, potteplanter, afskårne blomster og nips. Nu også julenips, men det nægter jeg simpelthen at sætte billeder ind af endnu.
De havde små potter med min yndlingsblomst, den sydafrikanske protea, også kaldet Pincushion flower, men jeg synes ærlig talt, den er kønnest, når den bliver hjemme i sine vante omgivelser.

Der var også masser af ænder og blishøns, men de var uden for fotografisk rækkevidde på den anden side af broen (for meget modlys).

Planer om at købe hus i Sverige?

Så er det nu, I skal begynde at lede, for priserne har vist aldrig været så langt nede.
Man skal dog passe på, at man ikke bliver taget ved næsen, fordi man er dansker – svenskerne ved nemlig godt, at de kan få helt op til det dobbelte for husene, når de sælger til danskere, fordi selv den dobbelte pris virker billigt for en dansker. Det er sikkert fristende at tage en af de danske ejendomsmæglere i Småland eller Skåne, så man ikke kommer ud for sproglige misforståelser, men jeg må fraråde det – det kan godt blive halvdyrt.

Et par af vores venner fik ved hjælp af benhårde forhandlinger handlet prisen på deres hus ned til lige godt halvdelen af det oprindeligt forlangte – og det var inden, at boligboblen bristede.
Tag til Sverige; brug et par weekender eller tre og besøg de lokale ejendomsmæglere. Eller få fat i nogle svenske aviser/gå på svenske internetsider og kig på ‘fastigheter’ på egen hånd, inden I henvender jer til en mægler. Det gjorde vi, og det var rigtig godt. Selvfølgelig kunne vi ikke komme ind og se husene indefra, men det er heller ikke nødvendigt for at finde ud af, om tommelfingeren skal vendes opad eller nedad. Til sidst har I måske to eller højest tre huse tilbage, som I så kan gå mere seriøst til.

Et herligt, svenskrødt svenskerhus med udhuse og en stor grund kan fås til mellem 450000 og 700000 svenske kroner – lyder det ikke næsten for godt til at være sandt? Det er det ikke; det er den skinbarlige virkelighed. Endnu billigere, hvis man gider køre helt til Småland.
Det har så haft den konsekvens, at vores nabo alligevel ikke vil sælge sit hus nu – han venter til priserne stiger igen, siger han.

 

… og så er jeg lidt vild med dugdråber … bare lidt …

Mandagstema – vand

Helene har valgt vand som dagens tema; tydeligvis inspireret af weekendvejret i Norge.
Det var så nogenlunde i Danmark, men i dag har det bare høvlet ned igen…

Vand og vand er mange ting – noget er pragtfuldt; andet vil jeg helst være fri for, og så er der alt det imellem disse to grader af vand.

Jeg elsker at se tidevandet ved Englands kyster komme og gå. Forskellen på op til seks meter er stor og fascinerende – her havnen i St. Ives med og uden vand.

Jeg nyder at kigge på Vesterhavet, når det viser tænder, og norske fosser kan jeg sidde i timevis og nyde.

Vand kan være kunst. På utallige måder, og her er en af dem:

Jeg gider bare ikke mere regn! Jo, engang. Til næste år eller sådan noget. Helst ikke før…
Her kan I se meget mere vand.

Makroleg

Det har været så imponerende at se alle de flotte makrobilleder, jeg har set rundt omkring hos jer på det seneste, så jeg fik lyst til selv at lege med.

Denne gang er det frugt, der er temaet, og jeg vil fluks tage nærmeste genvej og vise et billede fra dagens udflugt til Iford Manor.

Det er helt sikkert frugter. Jeg ved ikke, hvad de hedder, men frugter er det.

Og det er English Ivy Hedera helix