Hos Mommer

18. december 2017

Mandelgaver. Tjek.

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:23
Tags: , ,

Mandelgaverne er i hus. De nævnes i flertal, fordi jeg har to af slagsen – ikke fordi, der bliver uddelt to mandelgaver, for det gør der ikke, men der imageer en til børn og en til voksne. Det var noget, min mor i sin tid indførte. Så længe jeg kan huske tilbage, har mandelgaven været en god ting at få. Det har været attraktivt at æde sig en mavepine til for at få fat i mandlen. Den der fjollede, lyserøde marcipangris syntes mor nemlig var noget værre pjat og ikke spor attraktiv at kæmpe om. Slik fik vi allerede dengang alligevel så rigeligt af julen igennem, så ingen syntes om at vinde noget, der ikke engang smagte særlig godt.
Hvad jeg aldrig som barn undrede mig over var, at det altid var en god mandelgave, uanset om man var fem eller fyrre år – kan dog huske, at jeg en gang naivt sagde, at det da var meget heldigt, at det ikke var far, der fik mandlen i år …
Mor havde altid en til børn og en til voksne. I en periode, da der var børnebørn i alle aldre mellem 2 og 17 år, havde hun oven i købet tre mandelgaver, da en tolvårig med stor sandsynlighed ikke ville blive glad for det samme som en toårig.
Men der var altid kun én mandel. Ikke noget med snyd her.
imageVar det et barn, der vandt, blev voksenmandelgaven gemt til næste år, og omvendt, selvfølgelig, hvis det var en voksen, der var den heldige – hvis ellers gaven stadig villle være god rent aldersmæssigt året efter. Hvis ikke, fandt vi en måde at få den smuglet ind mellem de andre gaver, eventuelt som en delegave til et søskendepar.

Jeg har som hovedregel kørt samme koncept videre og har en mandelgave til de voksne og en til Anna/Aubrey.
I den fantastiske boghandel i Næstved fandt jeg brætspillet Forbidden Desert, som er på engelsk. Ét er nemlig at forstå det talte dansk, noget helt andet er at læse det – det finder selv elitelæseren Anna umådeligt svært, og Aubrey kan slet ikke pga. sin ordblindhed. Det dur derfor ikke rigtigt med danske spil. Forbidden Desert får hæderlige anmeldelser, og det har en snert af noget tribal survival, som jeg forestiller mig må tiltale ungerne.
Traditionen tro vil den senere komme under træet som en fællesgave til dem fra os, hvis det bliver en voksen, der løber af med sejren og får samlet flest mandler – et koncept, vi indførte sidste år og omgående blev enige om at fortsætte med, for det var langt sjovere end at sidde og fedte med en enlig mandel. Især når den viser sig slet ikke at være der, men på mystisk vis forsvundet …

Reklamer

16 kommentarer

  1. I år har jeg fundet en mandelgave, som både et barn og en voksen kan have glæde af – det er ikke altid nogen nem opgave, hvis gaven ikke skal være spiselig. Så i år har jeg ikke nogen ekstra mandelgave i baghånden 🙂

    Kommentar af www.randiglensbo.dk — 18. december 2017 @ 16:01

    • Jeg bliver da helt nysgerrig efter at få at vide, hvad du har fundet – kan du ikke afsløre det på bloggen efter jul? Du kan også sige det her – der er garanteret ingen af dine nærmeste, der læser min blog, og jeg siger det ikke til nogen 🙂

      Kommentar af Ellen — 18. december 2017 @ 18:08

  2. Udfordringer er til for at løses. Ganske som problemer. Vi er ansvarsfritagede i mandelgavesammenhæng.

    Kommentar af Jørgen — 18. december 2017 @ 17:38

    • Det er rart at være ‘ansvarsløs’ i den sammenhæng, ikke sandt? Det er jeg hvert andet år, når vi er i England 🙂

      Kommentar af Ellen — 18. december 2017 @ 18:09

  3. Mandelgaven skal være en marcipangris. Ellers gider jeg slet ikke vinde den. Marcipangrise findes også i god kvalitet, men så er de ikke lyserøde …

    Kommentar af Rasmine — 18. december 2017 @ 19:13

    • Ahh, Rasmine, det ville du ikke sige, hvis du havde set vores flotte mandelgaver – men okay, du er nok bare glad for, at du ikke skal holde jul sammen med os 🙂

      Kommentar af Ellen — 18. december 2017 @ 21:01

      • En mandelgave skal være flot – men den skal være en marcipangris! 😀

        Kommentar af Rasmine — 18. december 2017 @ 23:14

        • Ja, det bliver vi så aldrig enige om -:)

          Kommentar af Ellen — 19. december 2017 @ 07:19

  4. Vi holder os til grisen, i min side af familien, men altid en hjemmelavet udgave af rigtig god marcipan. Tidligere var det min mor, der lavede den, men Linnea har overtaget tjansen. De er ret sjove. Et år havde hun haft meget travlt – da var grisen bare en bagdel, der stak op af en chokolademudderpøl 🙂

    Kommentar af fiberfryd — 19. december 2017 @ 08:31

    • Hun er simpelthen misundelsesværdigt kreativ, hende Linnea! Du må love mig at forevige årets model 🙂

      Kommentar af Ellen — 19. december 2017 @ 09:50

      • I år skal vi ikke være sammen, så du må vente til næste år 😉

        Kommentar af fiberfryd — 19. december 2017 @ 23:41

        • Kan du ikke lokke hende til at lægge et billede på IG?

          Kommentar af Ellen — 20. december 2017 @ 08:03

  5. Haha, her har du vist ramt en af de juletraditioner, som man bare ikke skal pille ved 🙂

    Kommentar af Fruen i Midten — 19. december 2017 @ 12:12

    • Det ser sådan ud – skal der pilles ved den, skal man selv gøre det 🙂

      Kommentar af Ellen — 19. december 2017 @ 13:44

  6. Mandelgaven skal da være en gris 😉, men materialet og købt eller hjemmelavet er valgfrit. En gang var det denne: https://www.garnudsalg.dk/images/produktbilleder/opskrifter/griseknudA5.pdf (opskriften kan nemt skaleres op og ned). Den vakte moro og efterspørgsel, så jeg giver dem rask væk i december år efter år. Nogle samler på dem, da min størrelse/garn/farve/pynt varierer.
    Mvh. og god fornøjelse med dine traditioner.

    Kommentar af Kristine — 19. december 2017 @ 14:23

    • Altså – jeg kan i hvert fald bedre lide den strikkede udgave end marcipanudgaven 🙂
      Men jeg er sikker på, at familien ville blive grundig skuffet, hvis jeg diskede op med en strikket minigris som mandelgave, så det er nok bedst, at vi alle holder os til hver vores traditioner!

      Kommentar af Ellen — 19. december 2017 @ 17:07


RSS feed for comments on this post.

Skab en gratis hjemmeside eller blog på WordPress.com.