Hos Mommer

13. august 2017

Gul og Gratis

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:36
Tags: , ,

I går var vi til den årlige julefrokost, der som altid var vældig hyggelig, men vi er lidt trætte i dag. Derudover er det englændernes sidste hele dag her, da de flyver hjem sidst på eftermiddagen i morgen.
Der er derfor dømt 100 % afslapning, ikke noget med noget, der kræver de store anstrengelser.
Englænderne elsker at gå tur i Sibirien ved Vemmetofte Strandskov, så da vejret i formiddags var relativt godt, drog vi afsted.
Bare for at konstatere, at der var knap så idyllisk i dag pga. rådnende tang. Alle kender formentlig den særdeles ubehagelige lugt, og vi holdt da også kun ud i få minutter, inden vi opgav. Det skal jo helst være en fornøjelse at gå den tur, og det ville det ikke have været – der lå et bredt bælte ulækkert tang, der naturligvis var årsagen til stanken, så ungerne ikke engang kunne gå ud og få våde fødder, og hvad sjov er der så ved at gå en strandtur? Ikke meget – hverken for børn eller voksne.

IMG_7665

Det blev derfor kun til en enkelt klatretur, inden vi kapitulerede og kørte til Feddet i stedet for.
Der ligger en fed havn. Der ligger Fed Havn, hvortil der er en kort spadseretur fra campingpladsen, og hvor der i dag var tre kitesurfere, som drønede afsted i den ret så mærkbare blæst.

IMG_7666IMG_7667

Her turde selv jeg forsøge mig med kitesurfing, tror jeg – vandet går kun til omkring knæhøjde, men det hindrer på ingen måde de dygtige surfere i at suse afsted med stor fart …

Hjemme igen kiggede jeg atter på alle de garner, jeg har farvet i løbet af ugen – endelig var de blevet helt tørre, så der skulle vindes garn, skulle der.

Tagrør og rejnfanIMG_7671

Gul og Gratis får en lidt anden betydning … alle farvematerialerne har jeg fundet i naturen lige omkring Den Stråtækte, og vi kan vist ikke rigtig komme udenom, at langt de fleste giver gule eller gullige farver – med tagrørsblomsterne som den hidtil eneste undtagelse.
Der er snart garn til at åbne en hel forretning … heldigvis kunne Charlotte rigtig godt lide den første, ret lysende grønne farve, jeg fik med tagrørene, så jeg er allerede begyndt på en baretlignende hue til hende.

Reklamer

9. august 2017

Hvordan spiser man i Khoka Moya?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 21:45
Tags: , , ,

Dagen er gået med at lave så meget ingenting som muligt, så jeg kan lige så godt benytte lejligheden til at komme med endnu et safariindlæg med billedspam galore, iblandet lidt kulinariske beskrivelser. Jeg ved endnu ikke, om dette er det sidste eller det næstsidste … men her kommer lidt om den gode mad. Vi indtog alle måltider i lejren på en åben, men overdækket terrasse. Der var sidde/hyggearealer og der var en forsænkning med en stor bålplads med langbænke i passende afstand fra ilden, over hvilken børnene ristede skumbananer tre aftener.

IMG_7501IMG_6847
Vi tager først lige et par af de smukke fugle – en lilac breasted roller og en … stær af en slags, tror jeg nok. Men utrolig smuk, når man så den flyve.

Morgenmaden, som blev trommet ind kl. 10, bestod altid af baked beans med lidt ekstra ting i, stegte kartofler, stegte tomater og enten bacon eller pølser. Tre slags müsli/cornflakes, to slags yoghurt, to store frugtfade, hvidt og mørkt brød, man selv rister, og en eller anden slags muffin. Derudover stod der en og stegte spejlæg eller røræg efter ønske. På bordene stod mælk og to slags marmelade.

IMG_6857

(Impalaer …)

Frokosten var klokken to og havde altid en stor og varieret salatbuffet med to slags dressinger. Som lunt var der forskellige grønsager og altid enten kød og fisk eller to slags kød. Altid tre lune ting, som fx stegte kartofler, squash … alt der kan steges. Når vi troede, vi var helt færdige, kom de med desserten …
På de dage, der ikke indeholdt udflugter, havde man fri mellem morgenmaden og frokosten og mellem den og sidste gamedrive, som startede 15:30 – sådan var det i tre dage, fordi der var en heldagsudflugt og to halvdagsudflugter på de andre tre dage.

IMG_6859

(Girafmor med barn …)

Aftensmåltidet lignede i princippet meget frokostmåltidet, men kødet og/eller fisken var lidt mere spændende; fx springbok, og desserten var mere … skal vi sige … voluminøs! Det lyder måske lidt ensformigt, men de var gode til at variere tilbehøret, og ingen gik sultne fra bords, fordi det var så svært at begrænse sig, synes de fleste af os. Vi blev dog bedre til det i løbet af ugen – det var nødvendigt, hvis vi ikke skulle trilles ud til safarivognene!

IMG_6922

(Zebraer ved det lille vandhul …)

Den ene af aftenerne vendte vi ikke tilbage til teltlejren, men til et sted, som de havde holdt hemmeligt indtil nu. Her havde de rigget en kæmpe boma til, med bar og grill med tre slags kød og ved siden af medbragt tilbehør og salater. Vi blev alle bænket, og personalet kom syngende ind, fortsatte syngende og dansende rundt om bålet, mens hårene rejste sig på armene af nok de fleste af os.
Det kan bare ikke beskrives, det skal opleves. I øvrigt lige som alt andet hernede …
En afrikansk stjernehimmel er af en eller anden grund meget større end vores. Det føles, som om stjernerne falder helt ned i hovedet på os, og de virker som om de er meget, meget større.

IMG_7273AFRIKA 2017-443

Anna og Aubrey var (igen) helt opslugte af det fremmede, men spændende scenarie. Han var i virkeligheden hammertræt efter dagens oplevelser, men sad intenst opslugt og klappede og rokkede med til de hede, dunkende, varme og inciterende afrikanske rytmer, som har noget udefinerbart over sig. Jeg ville sige erotisk, det vil Aubie helt sikkert ikke … men ingen lades upåvirket af dem.

IMG_7517IMG_7522

Næsehornsfamilien. Næsehornsfar gik og græssede et lille stykke væk.
Resten er bare billeder, billeder, billeder – efter redigering er der ‘kun’ 620 tilbage, så der skal kasseres flere, men det er godt nok svært.

IMG_6892IMG_6918IMG_6920

En lidt tåbeligt udseende giraf i den blå time og en meget opmærksom kuduhan, som lige har hørt et eller andet farligt i nærheden (ikke os).

IMG_6934

Burchell’s zebra (kan kendes på, at de er lysegulbrune et eller andet sted på kroppen).

IMG_6969

En landende grib.

IMG_7135

En flok græssende bøfler.

IMG_7160IMG_7159

Børn og mødre.

IMG_7568

Og til slut kamæelonen. Da Lyton havde sat baren op på vores sidste gamedrive, spurgte han, hvad vi manglede at se. Vi mente, at nu havde vi vist set alt, hvad der var at se, men han sagde, at vi endnu havde kamæleonen til gode. Da vi kørte igen, var det blevet helt mørkt, men han lyste med hurtige bevægelser rundt i det nu kulsorte landskab.
Med ét stoppede han bilen og lyste på denne fyr, som her er gengivet i omtrentlig naturlig størrelse. Vi sad bare totalt målløse: Hvordan i himlens navn kan du få øje på den, samtidig med, at du kører?
Det er da nemt nok: Bladene er meget mindre end dyret.
Okay. Godt så. Det havde han selvfølgelig ret i …

8. august 2017

Fra safari til kajakker og Frilandsmuseet

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 20:17
Tags: , , , ,

Vi er for længst vendt tilbage til hverdagen. Vi er i hvert fald vendt tilbage til Danmark, hvor Tim og Aubrey om fredagen lagde ud med at leje kajakker hos Lars, hvor de har haft lejet før.
Aubrey har for første gang en voksenkajak, og han var ikke til at skyde igennem. Han fik også brug for al sin styrke, for de havde strid modvind de tre fjerdedele af vejen hjem til Den Stråtækte. Vinden tog mere og mere til, så Charlotte og jeg blev mere og mere bekymrede for, hvordan han ville klare det. Endelig, fem timer efter de startede, kom de hjem. Tim havde ringet fra cirka halvvejs, så vi var ikke ved at dø af bekymring, men alligevel … vindstyrken tog efterhånden mere og mere til, med stød af kulingstyrke, så de var virkelig kommet på arbejde – der var omkring 10 kilometer hjem. IMG_7572IMG_7573

Men det lykkedes, og hjem kom en særdeles stolt (og meget træt) lille dreng, som da også til overflod fik knus og ros og beundrende ord fra det mødrene og mormødrene ophav, som sammen med Anna var gået ned til Kystens Perle, hvor de ville trække kajakkerne i land.

Lørdag gik turen til Middelaldercentret, hvor der blev trukket blider op, set på ridderturnering og leget Hvem får først smidt den anden af pinden?

IMG_7590IMG_7591IMG_7592

Søndag var det Johns fødselsdag. Hans søskende kom om eftermiddagen; vi hyggede og grillede, men lavede ellers ikke andet end at slappe af.

Mandag stod i familiens tegn. Det er 1½ år siden, Charlotte sidst har set hele familien på én gang, men det lykkedes at samle alle hjemme i Malles og Anders’ nye hus, som de selvfølgelig også var glade og stolte over at få lov at vise frem.
De to yngste var, nok ikke overraskende, temmelig ofte midtpunktet, men de er nu også søde, når de er så små.

IMG_7606IMG_7614

På vej til Malle så vi denne lille trehjuler, som udviste en fed humor, som vi alle måtte smile ret højt ad.
Der kører et tilsvarende minikøretøj rundt nede i vores område, som skilter med Egons flyttebil. Flytter alt!

I dag var vi på Frilandsmuseet. Der har vi været så mange gange før, men der er så hyggeligt at gå rundt – især når vejret er, som det har været i dag.
De er begyndt at tage entre, hvilket var nyt for os. Mens vi stod i betalingskø, faldt jeg over plakaten med de legende børn, og senere over beskrivelsen af smedens hus. Jeg så flere fejl, men jeg skal skåne jer for resten …

IMG_7616IMG_7623

Argghhh, altså. Man skal dæleme kunne kende forskel på ligge og lægge, når man skriver tekst til sådan en informationsplakat. Læg hvad i alkovens mørke? Enten skulle der have stået lig i eller læg dig i. Korrektur, korrektur, korrektur.
Ligeledes er det lige smuttet med The smith’s workshop, som har fået et s for meget.
Småting? Måske. Men det er irriterende at se på. Synes jeg. Og pinligt, at det ikke er rigtigt.

IMG_7628

Til sidst vil jeg efterlyse en forklaring på disse kridtmarkeringer i en stue i et af husene.
Hvad betyder de? Hvad markerer bonden her? Farmer, help, please, som du har gjort så ofte før.

6. august 2017

Blyde River Canyon, Bourke’s Luck Potholes og God’s Window

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:45
Tags: ,

Af de seks hele dage, vi havde i Khoka Moya, var der kun en enkelt dag, hvor der ikke var mulighed for gamedrives, nemlig om søndagen, hvor der var heldagsudflugt til bl. a. Blyde River Canyon, som vi, sidste gang vi var i Sydafrika, havde fået at vide var et absolut must at se, men dengang passede det ikke ind i programmet, så det var fint, at det hørte med til denne tur.
Jeg har set flere canyons, og jeg må konstatere, at de er alle meget forskellige. Grand Canyon var den største, men i mine øjne egentlig ikke den mest imponerende – smag og behag er dog som bekendt forskellig.

IMG_7280IMG_7281IMG_7282

Ved første stop fik jeg fluks øje på koraltræet. Jeg elsker bare koraltræerne med deres nærmest selvlysende røde blomster.
Bjergene i området havde områder med grønne alger, som lyste så fint i solskinnet – det var disse farver, der gjorde denne canyon forskellig fra andre.

Blyde River CanyonBlyde River Canyon

Vi gik ned til Bourke’s Luck Potholes, som var temmelig imponerende at se, men det er godt nok svært at tage billeder, der kan give det rigtige indtryk af, hvor mere og mere overvældende det virkede, efterhånden som man nærmede sig.

Bourke's Luck PotholesBourke's Luck Potholes

Det er vinter hernede og dermed tørketid. Jeg kunne godt tænke mig at se dette natursceneri i regntiden – men det kommer jeg ikke til.

Bourke's Luck Potholes

Bourke's Luck PotholesBourke's Luck Potholes

Længere sydpå kunne man se ud gennem God’s Window, hvis man skulle have lyst til det, hvilket vi havde … det er såmænd da også en meget pæn udsigt han har, ham Gud … vi blev høfligt bedt om at holde hans vindue rent.

God's WindowGod's Window

At God's Window

Så jo, Sydafrika er meget andet end safarier og vilde dyr, hvilket vi oplevede mange gange i 2004, da vi kørte ad Garden Route og langs den sydligste kyst ved Kap Agulhas; videre til Stellenbosch og rundt om Kap Det Gode Håb.
Fordi børnene havde førsteprioritet på denne ferie, var det helt bevidst, at det hele skulle dreje om safariture, men denne heldagstur var en dejlig og smuk afveksling, som også børnene nød, selv om det medførte nogle timer i bus – ikke mindst fordi der var flere lejligheder til at købe souvenirs.

IMG_7296

Vi skal være igennem den bevogtede port til området, hvor Khoka Moya-lejren ligger, senest klokken 17:30, hvor der er bare en halv time til det bliver mørkt, ellers bliver vagterne sure over at være tvunget på overarbejde.
Vi nåede det, og inden vi nåede frem til teltlejren, kom der fem giraffer spankulerende, som vi med nød og næppe kunne nå at fange med kameraerne gennem bussens vinduer, inden lyset blev for svagt. Vi så desuden både bøfler, impalaer, kuduer og elefanter på den korte tur.
Så vi fik nogle af dyrene at se, selv om det slet ikke var meningen den dag.

Giraffer i Manyeleti

3. august 2017

Manyeleti – første dag

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 20:09
Tags: , , ,

Det er nok ingen hemmelighed, at wi-fi’en lod en del tilbage at ønske i vores teltlejr, eftersom der har været tavshed fra min side i et stykke tid. Jeg opgav på forhånd, da jeg oplevede, at det tog flere minutter at loade en FB-side. Så var jeg klar over, at jeg ikke engang gad forsøge at uploade et indlæg med masser af billeder.
Det bliver derfor en skønsom blanding af overordnede indtryk, temaer og kronologi – noget forvirrende, måske, men skidtpyt, ikke?

27 timer efter vi gik ud ad døren i Den Stråtækte, ankom vi til Khoka Moya i Manyeleti lige vest for den store Kruger Park. Det var et langt døgn (1½ + 10 timers flyvning; 8 timer i bus plus det løse), og vi var efterhånden trætte, fordi vi alle sover elendigt i en flyver. Det begyndte at blive en smule spændende allerede ved flyskiftet i Zürich, hvor vi skulle mødes, for englænderne kom først tre minutter før planlagt afgang … de nåede det dog lige.

IMG_6809

Aubrey satte sig i bussen med et lille, tilfreds smil om munden, og det forlod ham ikke, før han faldt i søvn ½ minut før første stop … we are actually IN Africa now. Cool.
God guide. God mad. Godnat …
Næste morgen var der en tidlig, frivillig tur – normalt lader de gæsterne sove længe den første dag, men vi ville have det hele med, så vi mødtes kl. 06:15, fik en kop varm kakao, hilste på vores faste ranger, Lyton, og så afsted.

IMG_6765IMG_6770

Der gik ikke mange minutter, før vi så de første dyr, og inden for 10 minutter havde vi set impala, kudu, zebra og elefant.
Herefter kørte han off road, hvilket gjorde det hele endnu mere autentisk. Det er forbudt for private og for personbiler i det hele taget at køre uden for de angivne veje, men disse rangers har speciel tilladelse til at køre overalt. Vi ville, som nævnt før, af flere årsager aldrig køre ind selv, for man får 100 gange mere ud af at være sammen med en ranger. De taler sammen via radio og hjælper hinanden – we’ve just seen the lion females with the cubs – go to …
Kort tid efter kom vi til de to sovende hanløver, som ved, hvor hunnerne er, men ikke interesserer sig for dem, før de kommer i brunst.

IMG_6783IMG_6788

De var heller ikke interesserede i os. Som i overhovedet ikke. De var 100 % ligeglade … så længe vi bliver i bilen, ikke taler højt og ikke rækker arme ud eller rejser os op, er bilen en for dyrene en velkendt enhed, som hverken er farlig eller interessant.
Vi fandt ikke hunløverne, men det er stadig dag ét, så der kommer flere chancer.
Pumba kom også et smut forbi med sin familie – vortesvinet I ved, fra Løvernes Konge. Zazu fløj forbi og hilste.

IMG_6812

Kaffe/kakao/tepause blev der også tid til. Den kaffe smager altså bedre under disse omstændigheder end enhver anden kopkaf…

Kaffepause

Tilbage igen kl. 9:45, hvor der var morgenmad. Ingen andre end os seks havde været ude den morgen.
Teltlejren er ikke indhegnet, så de vilde dyr kommer helt tæt på. I ordets bogstaveligste forstand, så vi fik at vide, hvordan vi skal opføre os, mens vi er her. “Alt, der løber, er mad, så man løber ikke. Aldrig. Og hvis der pludselig står en elefant foran jer, skal I bare stå helt stille, så vil den ignorere jer.”
Okay. Godt så. Hmmm.
Da vi skulle tilbage fra morgenmaden, gik Charlotte og Anna først, men kom tilbage igen … “der står en stor bøffel lige ved siden af stien, så vi vil gerne ledsages af en ranger”.
Det syntes rangerne også var en god ide. Bøflen er det farligste dyr, farligere end løverne, for disse løber, hvis de ser os. Blev der sagt … men i hvert fald skal vi have stor respekt for bøflerne.

P1070167P1070166

Teltet var omkring 50 m2 og havde en herlig bred dobbeltseng med varmetæpper i; det blev virkelig koldt om natten, og der er ikke voldsomt meget isolering i en teltdug. Der var bad og toilet, en sofa, et skrivebord, samt to liggestole ude foran. På billede to ses englændernes telt fra vores terrasse.
Herunder skimtes en flok impalaer, som selvfølgelig er ufarlige, men der kom både bøfler, hyæner og elefanter gående lige forbi. Så bliver man lige så stille indenfor og siger ikke en lyd. Ingen gæster går uden for teltet uden at blive fulgt af en ranger, når det er blevet mørkt.
Om aftenen hørte vi et stort kor af frøer og hver nat hørte vi løver brøle tæt på. Lidt skræmmende i starten, men det blev forbavsende hurtigt hyggeligt med alle disse fremmede, men fra tv-udsendelser alligevel velkendte og meget afrikanske lyde.

P1070168IMG_7222

Det blev til et væld af oplevelser allerede på første tur. Ungerne elskede det og kedede sig ikke et sekund, selv om det var en tretimers tur – det var fantastisk at se deres spændte, forventningsfulde og glade ansigter. Al træthed var som blæst væk for os alle.
Og der skulle komme syv game drives mere … det her kunne kun blive godt.

Hvordan tager man på safari? (Del 1)

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 12:27
Tags: , ,

Lad mig indlede med at sige, at jeg så glimrende ved, at vi er forskellige, at vi har forskellige måder at feriere på og også på at synes, at lige netop min måde er den bedste.
Men når det er sagt, er jeg nødt til kraftigt at understrege, at det i mine øjne ikke er en rigtig safari, når man kører rundt i egen (= lejet) bil rundt i en eller anden sydafrikansk nationalpark og ser en struds, et næsehorn, to giraffer, et par halvtamme løver eller et par elefanter fra den vej, man nu engang har tilladelse til at køre på.

IMG_6900

Fordi hvis man tror det er sådan, er det næsten 100 % sikkert, at man ikke får set hyæner få bøffel til morgenmad. Eller se omkring 100 gribbe sidde og slås om aftensmaden, som består af den samme bøffel.

IMG_6967

For slet ikke at tale om at se løvefamiien, der har nedlagt den bøffel og ligger og mæsker sig, inden hverken hyæner, sjakaler eller gribbe overhovedet får chancen for at deltage i ædegildet.
Man må nemlig, uanset, hvad folk siger, de har gjort eller kan eller må, IKKE køre i parkerne på egen hånd. Man må nogle steder køre på ‘hovedvejene’, som i få tilfælde er asfalterede eller i det mindste ret brede og under alle omstændigheder farbare for en ikke-4-hjulstrækker … det, mange tror, er off road, er de mindre veje, og en virkelig off road er off road i en grad, man nok ikke rigtig forestiller sig … måske som i noget, man ser i en gammel film –men hvis man bare er en nogenlunde ansvarsfuld chauffør, kører man ikke engang ad de små veje (hvad man så heller ikke må …) – og i selve Krugerparken må ikke engang rangerne køre off road, så det er bedre at forsøge at få fat i et af de steder, der ejer eller har specielle tilladelser til at benytte Krugerparkens grænseområder – hvilket vi gjorde via Albatros Rejser til Khoka Moya i Manyeleti.

P1070129

Er man på egen hånd, ser man nok heller ikke 50-60 elefanter komme og drikke ved vandhullet, lige når vi mennesker skal til at spise frokost. Eller ser bøflerne. Hyænerne. Impalaerne … bevæge sig frit rundt i lejren.
Men vi bliver skam undervist i hvordan man skal agere, hvis der pludselig står en elefant lige foran en …

P1070134

Og – og – og – og så ikke mindst OG: Man kan ikke – hvilket ikke kan understreges stærkt nok – man kan ikke selv få øje på dyrene, når man forsøger sig på egen hånd. Enten er man født til at kunne det, som vores fantastiske ranger Lyton var det, eller også har man lært det på et hundedyrt rangerkursus.

IMG_7239

Der er flere grunde til, at man bare ikke får øje på denne leopard – for det første falder den (for os), helt ind i landskabet, og for det andet taler rangerne sammen. De er hele tiden i kontakt med hinanden via radio og fortæller hvor de ser hvad. Vi ved heller ikke, at vi først og fremmest skal kigge op og ikke ned, fordi det er lettere at få øje på leopardens bytte end på leoparden.

IMG_7117IMG_7112

Okay – lettere og lettere – men fx som her: Kig på en linje mellem centrum og klokken tre. Der ligger/hænger en dikdik-antilope, men det tror jeg, man skal være ranger for at vide. Når man kommer tæt på og kan zoome med kameraet, er det tydeligt nok. Næsten … for jeg vil vove den påstand, at det får man bare ikke øje på som uøvet.
Ejheller får vi øje på denne lille fætter, som ligger og slår mave og er helt ligeglad med den diesellugtende vogn, som standser op lige ved siden af.

IMG_7240

Kan I forestille jer at få øje på hende? Fra en ‘hovedvej’ mindst et par kilometer væk? Næppe …

IMG_7233

Man finder heller ikke denne løveflok, bestående af fem hunner og 10 unger, plus de to hanløver, som ligger et stykke væk og bare går og venter på, at hunnerne kommer i brunst igen, for de gemmer sig alle langt, langt væk fra de steder, man må/kan køre i en personbil.

IMG_7256

Man ser dem ikke, fordi dette er efter solnedgang, hvor alle andre end personer med speciel tilladelse skal være helt ude af parken – vi ser det, fordi vi har en god ranger. Vi ser fem løvemødre og 10 løveunger være så mætte, at de knap kan røre sig (læg mærke til ungen, der ligger helt inde i bøffelkadaveret) – vi ser deres tykke, tykke maver og vi undrer os over, at de, trods mætheden, overhovedet ikke er interesserede i os.
Det er der en forklaring på, som kommer senere.

IMG_7195

Det her – det er off road. Leoparden ligger lige til højre for stolpen i midten af billedet. Ikke specielt nem at få øje på, vel?
Et er så at se noget, man får at vide præcis hvor er (hvilket oftest er overraskende svært), noget helt andet er at få øje på noget, samtidig mens man kører bil i uvejsomt terræn og måske oven i købet holder et spotlight i den hånd, der ikke er beskæftiget med rattet. Det kræver en ranger.

IMG_7219

Der kommer mere, for jeg er nødt til at pointere for (bl.a.) mine to søstre, der tror, de kan tage på safari på egen hånd og få en masse ud af det. Jeg er nødt til at understrege igen og igen, at safarier tager man på med nogen, der ved rigtig meget om hvordan man finder ind til dyrene – og hvorfor man ikke selv kan gøre det til en oplevelse, man aldrig nogensinde glemmer.

Det var lidt af det praktiske. Der vil naturligvis også komme noget om den ubeskrivelige stemning, man oplever. Den ER ubeskrivelig, men jeg vil naturligvis forsøge at beskrive, hvor fuldstændig fantastisk det er at se solen gå ned; at se stjernehimlen, som vi ikke oplever den så højt mod nord, at få en Sundowner lige midt ude i bushen (efter solnedgang, venner – det vil I aldrig selv kunne gøre!) – at … ja, prøv selv. Det er bare. Helt. Fantastisk.

4. juni 2017

Børnene i Nyskoven

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 19:11
Tags: , , , , ,

Det er som bekendt pinsesøndag i dag, og da Charlotte gerne vil holde vores gamle familietradition i live, kørte vi afsted til New Forest med en picnickurv fyldt med lækre sager. New Forest er Englands største nationalpark med et areal nogenlunde som Bornholms. Man kører langsomt rundt i området, hvor heste og køer går frit rundt – også i de bittesmå landsbyer, der ligger inde i nationalparken – og man må slå sig ned overalt, hvor man har lyst; man skal bare rydde pænt op efter sig, og til vores glæde så vi bare ingen steder overhovedet, hvor folk havde efterladt affald.

IMG_6412

Vi hørte heste lige bag buskene, hvor vi sad, men vi så dem ikke, selv om de var tæt på. Da vi havde spist maden og drukket kaffen, kørte vi videre ind ind i skovene, som på et tidspunkt går over i ‘savannen’, som Charlotte kalder landskabsformen. Nogle steder kan man se muldyr, men det gjorde vi til Aubies fortrydelse ikke i dag.
Herunder ses et af de store arealer, hvor der går masser af heste (vi talte 37 på området her) og køer (kun 6), og hvor folk slår sig ned og sætter læsejl op, inden de sætter sig til at nyde den medbragte mad. Hestene græsser løs, fuldstændig ligeglade med os mennesker, men alle lystrer tilsyneladende også påbudet om at lade være med at fodre dem eller prøve at røre ved dem.
Det er temmelig fascinerende at opleve, og børnene elsker at komme en tur i Nyskoven.

IMG_6414

Jeg kom naturligvis til at huske på barndommens klassiker af Kaptajn Marryat om Børnene i Nyskoven, som må være netop denne New Forest. Jeg gætter på, at alle på min alder og ældre må have læst denne bog – jeg husker den som god, men der skulle heller ikke så meget til at imponere os børn dengang, måske fordi alt i hele verden foregik i et noget mere adstadigt tempo end i dag.
Ikke desto mindre har jeg lige bestilt bogen i håb om, at ungerne godt gider læse denne børnebogsklassiker. Charlotte tror det ikke, fordi hendes erfaring er, at de er ‘for langsomme’, og er det tilfældet, så har jeg spildt en hel penny på at købe den bog!
Er det ikke utroligt? Én sølle penny – og så £2,80 i porto oveni, men alligevel …

IMG_6415

3. juni 2017

Padder eller paddle tennis

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:21
Tags: , , , ,

Vi ankom lige til frokosttid i går, men vi var ikke videre sultne efter det – som sædvanligt – overdådige morgenmåltid. Det var – som sædvanligt – skønt at se dem alle igen … der er også gået hele tre måneder siden sidst – alt, alt for længe, hvis man spørger mig. Ungerne er vokset, haven er der sket væsentlige forandringer med, Charlottes Ragtime går over al forventning, og endelig er det allersidste hængeparti på granny flat’en blevet bragt i orden(brusenichen i badeværelset), så der var masser af nyt at se på og høre om.

IMG_6325

I haven er der gravet ud til en lily pond, men indtil videre er det en glimrende springgrav, hvis nogen selv kunne bestemme – ungerne var ved at rigge til med tykke hynder til at øve sig i at springe over den, men moderen fik dem stoppet og sagde, at de først skulle måle bredden og prøve det af på græsplænen først, helst mange gange, hvilket de modstræbende gik med til. Det viste sig at være en rigtig god ide med den træning …

IMG_6319IMG_6366

Tim var helt oppe at køre over en antik, og dermed original, tennisbanekridtlinjemarkeringsdims, som han havde fået fat i på ebay. De har etableret en tennisbane med mål til paddle- eller paddertennis, som var et nyt begreb for mig indtil i aftes. Han har naturligvis også købt et sæt originale paddles.
I formiddags startede han med at måle banen nøjagtigt op og markere den med en murersnor, som han senere kørte dimsen langs med. Han er som et barn juleaften, når han erhverver sig denne slags gamle ting, som vi måske nok smiler lidt ad, men som passer så fint til det gamle hus.

IMG_6370IMG_6376

Dimsen fyldte Tim med noget specielt kridtmaling og gik i gang med opgaven. Det virkede helt efter hensigten. Han gik to gange med den hver vej, inden han var tilfreds, og det fik lov til at stå og tørre, mens vi nød den croque monsieur, som Charlotte havde lavet til frokost.

IMG_6377

Nettet blev nu sat op, og banen kunne indvies for alvor. Man kan måske fornemme de ‘padler’, som gør det ud for ketsjere i denne tennisvariant.

IMG_6379

Jeg gider normalt ikke se tennis, men de to her fik det til at blive særdeles underholdende at overvære – Tims mimik, gestik og fjollede bemærkninger og Charlottes hjertelige latter lavede et (i mine øjne) kedeligt spil om til en oplevelse.
John nød imens en middagslur og nyder i det hele taget ikke at skulle køre i dag – han har virkelig fået kørt meget de sidste 10 dage, og selv om han holder meget af det, og det (endnu) ikke er et problem for ham, er han nu alligevel glad for at holde totalt ratfri hele weekenden.
Mandag og tirsdag skal han til det igen, for Charlotte har så travlt med Ragtime, at hun ikke kan holde hele ugen fri, mens vi er her, så vi kører ud og underholder os selv de to dage.

31. maj 2017

Jeg har ikke kysset The Blarney Stone

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 19:40
Tags: , ,

Billedresultat for KISSING THE BLARNEY STONEVi overnattede i Blarney, hvorfor det var oplagt at se Blarney Castle inden vi satte kursen mod Dublin, hvor vi lige om lidt har vores sidste nat i Irland.
Jeg spurgte John, om han kendte legenden om The Blarney Stone. Det gjorde han ikke, men da jeg fortalte, at hvis man kysser denne sten, får man veltalenhedens gave, så han helt forskrækket ud: “Du behøver absolut ikke at kysse den sten! Du taler rigeligt i forvejen …”
Tak, min søde … men var det så ikke en ide, at du gjorde det? Han mente dog, at han hellere ville leve fåmælt i den tid han har tilbage her på jord, men det er altså også en mildt sagt umage stilling, man skal indtage for at komme til at kysse stenen, så jeg forstår ham godt. Men nu har vi set den …

Blarney Castle (8)Blarney Castle (18)

Billedresultat for BLARNEY castleBlarney Castle (16)

Blarney Castle er en høj, smal borg og egentlig ikke specielt interessant, så det vil vi ikke dvæle mere ved.
Vi kørte ud til den østlige kyst og blev overrrasket over, at der her fandtes en forholdsvis kort strækning, der hedder Kobberruten. Den var ganske nydelig – flere steder kunne kobberet fornemmes pga. de grønlige klipper, som måske godt kan ses på billedet.

IMG_6292

IMG_6299

Det var så en helt anden kysttype igen end dem, vi hidtil har set, men det var hermed afslutningen på de mange og forskelligartede irske kystlinjer. Resten af turen mod Dublin gik igennem landskaber med store, bløde, grønne bakker – igen virkelig smukt, men ikke så meget anderledes end det England, vi kender fra Charlotte og Tims Wiltshire.
Det har været en dejlig tur i et dejligt og ikke mindst gæstfrit land. Irerne er yderst flinke og imødekommende … om det er fordi det stadig er først på sæsonen, eller de er sådan altid, skal jeg ikke kunne sige, men vi har i hvert fald ingen klager.

30. maj 2017

Vi har stadig gang i superlativerne

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 22:26
Tags: ,

Det er vist udmærket, at vi snart skal tilbage til England, hvor der bare er ganske almindelig smukt, for nu kan vi virkelig snart ikke rumme mere.

IMG_6218IMG_6220

Vi har moret os lidt over – hvis man ellers kan tillade sig at more sig over den slags, men vi har ïkke desto mindre kommenteret det nogle gange – at mange kirkegårde er placeret, så ‘indbyggerne’ har en smuk udsigt: De ligger og kan kigge ud over havet. Bemærk, at selv i døden er man farveglad.
Vi har været langt ude på landet i dag. I går var det Ring of Kerry; i dag Ring of Beara (det rimer næsten, når det udtales).
Det er så hyggeligt med disse små veje – der var kun en enkelt krise, da vi mødte en pænt stor lastbil, men det gik. Det tog en time at køre omkring 15 km, men vi havde vejen stort set for os selv og mødte kun omtalte lastbil og 5-6 personbiler på ruten.

Ring of BearaRing of Beara

Kigge, kigge … først den ene vej, og så den anden vej – men udsigten var der ikke noget at klage over … ruinen, som ses på billedet, ligger der i hundredvis, måske tusindvis af rundt omkring. De er der overalt, i mere eller mindre faldefærdig stand og mere eller mindre over- eller tilgroede, men de er med til at skabe landskabsbilledet, og på os virker de på ingen måde skæmmende; de er bare en del af al charmen.

Ring of Beara

Frokosten, hver en lun panini med hhv. tun og kylling (m.m.) som den flinke dame i O’Sullivan’s Foodstore smurte til os, blev indtaget, da vi fandt en lomme på vejen, der var stor nok til, at vi kunne tillade os at parkere. Normalt var lommerne kun lige store nok til, at man kunne bruge dem som mødepladser, men denne kunne rumme tre biler, så lige der blev der dømt pause.

IMG_6233IMG_6238

Har jeg nævnt før, at irerne er meget glade for og stolte over deres farvestrålende byhuse?

IMG_6209IMG_6208

Det har jeg vist … så jeg slutter af med det sidste billede fra Atlanterhavet for denne omgang. I morgen går turen atter mod Dublin, hvor vi har vores sidste nat på denne skønne, grønne ø med de venlige indbyggere.

IMG_6244

29. maj 2017

Jamen jeg har jo brugt alle superlativerne …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 20:43
Tags: ,

Connemara … Wild Atlantic Way – jeg har vist allerede skrevet i begejstrede vendinger om Irlands skønhed, så nu ved jeg slet ikke, hvilke ord jeg skal anvende for dagen i dag. Superlativer er ikke nok, og billederne yder ikke skønheden tilstrækkelig retfærdighed. Som i overhovedet ikke – vores kæber er helt ømme af hele tiden at falde ned. Jeg vil derfor bare nøjes med at sige, at hvis muligheden byder sig, så se Ring of Kerry. Det er graden over superlativ: smuk, smukkere, smukkest, Ring of Kerry.

Bray Head - Ring of Kerry

Solen var lidt on-off det meste af dagen, men det holdt tørvejr, hvilket var det vigtigste for os – selv om vi blankt erkender, at alting – selv Irland – bliver endnu smukkere, når solen skinner. Billedet herover er fra Bray Head på Valentia Island. Lidt senere kom vi til Geokaun Mountain, som også bød på adskillige spektakulære udsigtspunkter. Vi stødte et par gange ind i fire slavisk talende personer, som havde så vældig travlt med at tage selfies og med at fotografere hinanden foran de smukke steder. Man ville ikke kunne se disse smukke steder på billederne særlig godt; kun personerne, men det var tydeligvis også det, det primært handlede om. Mig ikke helt forstå …

Geokaun Mountain - Ring of KerryGeokaun Mountain - Ring of KerryGeokaun Mountain - Ring of Kerry

The Ring of Kerry og Wild Atlantic Way er det samme på det meste af denne halvø, men til sidst på ruten (som det anbefales at følge mod uret) ind mod Killarney, hvor vi bor, går den gennem Killarney National Park med Killarney Lakes. På det tidspunkt var vi nærmest overmætte af indtryk og kunne ikke rumme mere, men det var vi nødt til at kunne, for i morgen går turen videre mod Cork.
Jeg kunne snildt forestille mig at køre alle 2500 km ad Wild Atlantic Way, men det kommer jeg nok ikke til, desværre … der er så meget jeg gerne vil, og kun et enkelt pensionistliv til at nå det i.

Killarney LakesKillarney Lakes

Jeg har ikke flere ord – jeg er mæt og træt efter endnu en jaw dropping day.
Vil derfor slutte af nu med et billede af endnu et par af de intenst farvede huse.

IMG_6107

27. maj 2017

Det vidste vi slet ikke om Irland

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 19:07
Tags: ,

Det går slet ikke at springe en blogdag over; så får jeg alt for meget at skrive om … jeg må prøve at begrænse mig.
I går satte vi kursen mod vest, og eftersom der kun var 160 km mellem de to overnatningssteder, tog vi en omvej, hvilket viste sig at være en god beslutning. Vi så nemlig vilde rododendroner overalt – det anede vi ikke noget om, at her var, men sikke et syn. Det var lige meget hvor vi kørte, så var der hundredvis af dem. Også mange fuchsiaer groede mere eller mindre tilfældigt. Landskabet var mange gange barsk, men klimaet er tydeligvis mildt, for ellers kunne der ikke være både de nævnte samt masser af agaver og palmer.

Vilde rododendron

IMG_6028Vi er i Connemara-området – det med de vilde ponyer. Det er nærmest én stor mose, men det er dermed også sur jord og lige noget, rododendron kan lide. Der graves tørv i området. Nogle steder kan vi se, det bliver lagt i sække og formentlig solgt som spagnum, mens det andre steder bliver gravet op i lange stave, som tørres og anvendes som brænde/briketter.

Nogle af de meget farverige huse kører vi bare forbi og kan ikke bare stoppe op midt i det hele, men bageriet her er et udmærket eksempel. Vi ser også parcelhuse – eller hvad sådanne måtte hedde her – der kan være kridhvide, men så med skrigende pink, blå eller grønne vindues- og dørrammer. Og jeg mener skrigende!

I dag har vi kørt ad Wild Atlantic Way, som er en markeret vej ude langs den irske vestkyst; en strækning på i alt 2500 km. Kystlinjen skifter formodentlig karakter undervejs; i dag var den igen barsk, men meget fascinerende.

IMG_6038

Vi var bl.a. ude ved Omey Island, som man kan køre til, når det er ebbe. Vi så flere lokale, som i øvrigt af en eller anden grund valgte at lade være med at køre ad den med pile skiltede rute, som ses til venstre. Vi sprang den tur over – vi havde ikke styr på tidevandstabellen og ville nødig strande på øen.

Wild atlantic road, Irland

Man gør meget ud af at reklamere for Wild Atlantic Way, hvilket jeg sagtens kan forstå, men som det ses herover, er det ikke ligefrem en motorvej. Det gør os ikke spor, for det er langt sjovere at køre ad sådanne veje og få set naturen fra andet end hovedvejene, men de må være et helvede at køre på i juli og august, når der må forventes at være masser, masser af turister, som færdes i begge retninger.

Wild atlantic road, Irland

Vi anbefaler derfor at besøge Irland netop nu sidst i maj/først i juni. Det gør irlænderne også selv, viser det sig, når vi taler med vores værtinder på de B & Bs, vi bor på. Vejret er bedre og mere stabilt, og både rododendron og alle de smukke, gule gorse (tornblad), som gror i endnu rigeligere mængder end rododentronerne, gør hele oplevelsen større end forventet. Og vi havde ellers forventet en hel del …

Tornblad

25. maj 2017

Så bliver det ikke mere irsk

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:21
Tags: ,

37 timer efter start hjemmefra landede vi i Dublin for en enkelt nat, fordi vi ikke gad køre 160 km til det af FDM bookede første stop – ikke når færgen først var inde kl. 19. Det var derfor hurtigt ind og hurtigt ud, og det var så Dublin for denne gang.
I morges kørte vi først mod Limerick, men skulle dreje af. Vi har kørt igennem Killarney og forbi Tullamore – vi har kørt igennem mange små byer befolket med Maloneyer, Kennedyer og Paddyer. Det bliver bare ikke mere irsk.
Vi undgik helt mortorveje og kørte mod målet via idylliske steder og små, ikke særlig gode, men derfor så meget mere irske, ‘autentiske’ veje.

IMG_5987

Jeg har jo noget med broer … dette var en af de gode af slagsen.

Vi besøgte Birr Castle, som stammer tilbage fra middelalderen, og som har været beboet af den samme familie siden 1620.

Birr Castle

Birr Castle, i hvis park vi så  gamle, kæmpestore, men levende træer, samt nogle, der ikke var så levende mere, men smukke eller sjove alligevel. Nogle var skåret ud til bænke eller til toadstools.

IMG_5990IMG_6002IMG_6011IMG_6013

De er meget glade for farvestrålende huse, kunne vi se i samtlige byer og landsbyer vi kørte igennem i dag. Skrappe, skrappe farver mange steder, enten hele facaden eller blot døre og vinduer.

Nu har vi fundet frem til Angelas dejlige B&B, og samme Angela vil servere en full Irish breakfast for os i morgen kl. 8:30.
Lige nu slapper vi af efter næsten tre dage tilbragt i bilen … det lyder fjollet, men det bliver man altså træt af …
Vejret er fuldstændig fantastisk og skulle blive det igen i morgen. Desværre var det vist så det; de lover byger hele weekenden, men vi tager det en dag ad gangen – vi har husket regnfrakkerne!

22. maj 2017

Tjekliste og gærdesmutteunge

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:09
Tags: , ,

Hver gang vi har bilen med til England, er der som regel en masse, vi skal have med til dem derovre … ting vi ikke kan have med, når transporten foregår med fly. Alt dette, som vi samler sammen i løbet af året, bliver lagt i en kasse på loftet, for så er det for det første samlet og for det andet glemmer vi ikke noget, når vi ved, det ligger på ét sted.
Derudover er der så alt det, der med tiden er blevet fast tradition, at jeg har med derover hver gang jeg kommer, også selv om det er med fly, såsom pålægschokolade til Aubrey og hjemmelavet marmelade til Anna. Et par strikkede futter eller sokker til hver. Te til Charlotte (vi er jo nødt til at eksportere noget ordentligt te, når de ikke selv kan finde ud af det i UK). En ‘rigtig’ gave til hver af børnene. Det er ikke noget must. Det siger de, fordi deres mor har sagt, at de ikke må forvente at få gaver, når det ikke er jul eller fødselsdag, og de har da heller aldrig spurgt, om jeg har noget med til dem – men jeg ved, at de vil blive skuffede, hvis ikke jeg har det, så naturligvis … jeg har jo kun de to børnebørn og får ikke flere, så jeg kunne da ikke drømme om at forsømme min pligt, hvad børnebørnsforkælelse angår.
For havens vedkommende er tjeklisten også hakket af nu. Jeg vil ikke påstå, at jeg er færdig, for det bliver man aldrig i en have, men jeg har fået ordnet alt det, jeg havde sat mig for at nå inden vi skulle af sted, så glorien er glat og blank og fin – den kan jeg godt være bekendt at rejse med.

Årets gærdesmutteunge

Denne lille, nuser fyr her, som i virkeligheden ikke er meget større end en valnød, er vores gærdesmuttes unge. Vi har hele tiden haft (mindst) en gærdesmutte boende henne i nærheden af brændestablen og udhænget til haveredskaberne. Her er der nemlig rigeligt med mad til dem hele året, og det er dem SÅ vel undt, for de lever næsten udelukkende af edderkopper og edderkoppeæg.
Og nu har den så fået børn. Eller barn, måske … jeg har kun set én ad gangen … den er begyndt at bevæge sig rundt uden for reden, og selv om den holder op med at kalde på sin mor, når jeg nærmer mig, flygter den ikke, men sidder bare lige så stille og venter på, at jeg går igen. Gærdesmuttemor, med mad i næbbet, sætter sig et par meter væk og venter også på, at jeg forføjer mig, så det skal jeg nok – skal bare lige have et par billeder først.

28. april 2017

Ude er vådt, men hjemme er blæst

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 20:06
Tags: , ,

Dagens overskrift er en lettere omskrivning af den gamle talemåde Ude er godt, men hjemme er bedst. Det passer også omvendt, for der er så sandelig også vådt herhjemme. Og ‘ude’ var der både vådt og blæst til sidst …
Nå. Det vender nu. Er det ikke bare en aftale? Det der forfærdelige vejr, vi havde i går på den sidste feriedag, lagde sig til aften, og vi sluttede af med feriens smukkeste solnedgang. I morges var det fint vejr, men koldt, kun 8°. I går var vi ikke uden for en dør – før altså ved solnedgangstide.

P1060715

En af de flere grunde til, jeg valgte et hus på sydvestkysten var de forventede smukke solnedgange. Billederne af huset afslørede desværre ikke, at der stod nogle meget høje fyrretræer i vejen for det meste af det smukke syn, og vi kunne ikke lige få nogen til at fælde dem for os.

P1060700

Jeg elsker det bløde aftenlys, og denne udsigt vil jeg savne.

Nu er ferien slut; vi er hjemme igen og forude venter en masse havearbejde (håber jeg!), for allerede om tre uger går turen til Irland og selvfølgelig også til familien derovre, nu vi alligevel er på de britiske øer. Så har jeg heller ikke set dem siden sidst i februar, hvilket er meget længe siden.
På de tre uger skulle alt det frøformerede gerne være plantet ud og være veletableret, og drivhuset være kommet godt i gang, men så længe vi har alt det nattefrost, er jeg vist nødt til at styre mig.
Charlotte havde drevet dahliaer frem i sit drivhus. De har – indtil nu – haft en fantastisk april derovre … jeg viste et billede af, hvor ungerne rendte rundt i badetøj.
I nat kom der hård frost – alt var hvidt, og de små drivhusdahliaer var særdeles splattede at se på. Hendes blåregn, som aldrig har været så flot før, døde en brat død – dens blomster gjorde i hvert fald. Sådan noget er simpelthen bare tudeærgerligt.
Det SKAL blive rigtigt forår nu. Med venlige temperaturer. Basta.

27. april 2017

En efterårsdag i april – på Mallorca

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 11:03
Tags: , ,

Hvis dette vejr havde vist sig på vores første feriedag, var jeg nok blevet en anelse bekymret. Nu er det i stedet vores sidste dag, og jeg hygger mig bare – jeg har altid elsket uvejr … ikke den evindelige, silende regn, men rigtigt rusk og riv og høje bølger, hvilket vi har til overflod i dag. Vi vågnede i morges ved, at det blæste så meget, at det ruskede i hele huset, og havde vi ikke vidst, at det allerede må have ligget her i adskillige år, kunne man måske blive utryg, men det var der ingen grund til. Og havde det været for mange år tilbage, var vi nok bare blevet liggende tæt sammenslynget under dynen og havde ladet dårligt vejr være dårligt vejr, lige så meget det lystede. I stedet stod vi pænt og ærbart op, tændte for elradiatorerne, lavede en kande kaffe og nøjedes med at mindes andre og yngre tider.

P1060692

Her kan vi se gennem vinduerne – det kunne vi ikke fem minutter senere. Vi kunne knap se havet, fordi det regnede så meget.
Egentlig burde vi køre en tur – der kan næppe være så mange cyklister cykelryttere ude i dag – på den anden side kan vi kun komme i tanke om drypstenshuler til sådan et vejr, og det er der sikkert en million andre, der også har tænkt, så vi springer over. Dragegrotterne advares vi imod af samtlige guidebøger, fordi de er så overrendte. De er smukke nok, men alt for besøgt, så vi valgte sådan set lige fra starten at droppe dem.

P1060697

Der er virkelig piv i den! Mallorcinerne har tydeligevis ikke ofte sådan et vejr, for det suser ind gennem vinduernes ene lag glas, så vi er trukket lidt ind i stuen. Godt, at elradiatorerne virker fint … dem er her heldigvis rigeligt af. Jeg tror det er heldigt for os, at huslejen er alt inklusive mht. vand, strøm og rengøring, for det er lige før, vi kan bruge elmåleren som vinkelsliber i dag.

P1060698

Det er også sådan en dag, jeg er ret glad for, at vi ikke er bundet til et hotelværelse! Men okay – så var vi nok næsten tvunget til at blive i sengen …
Det her er altså helt vildt – så vildt, at det er sjovt at have fået det med også, men som sagt fint, at det er på sidste og ikke første dag.
Ikke mindst fordi, alle de tykke stolehynder er blevet så pladdervåde, at de nok vil være en rum tid om at tørre. Vi satte ellers alle stole helt ind langs væggen på den overdækkede terrasse i den tro, at her ville intet ondt kunne ramme dem, men det var ikke nok; regnen kan finde rundt over alt i dag.

26. april 2017

Så er det gode vejr vist slut for denne gang – men det er vores ferie snart også

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 19:25
Tags: ,

Turen i dag gik bl.a. til en by, Artà, hvor vi gik en tur i byens gader og op til kirken, hvorfra man kunne se nærmest hele byen, som var lige efter mit hjerte: Stort set alle gadetræerne i bymidten havde strikket tøj på, alt sammen holdt i de samme farvetoner.

P1060668P1060669P1060684

Fruen i Midten fik lige sat på plads for os, hvad forskellen er på cykelryttere og cyklister. Mest af alt vist nok selvopfattelsen, kunne jeg forstå, men det er åbenbart det at have det rigtige grej, der gør en til en cykelrytter. Så ved vi det … ret mange af dem, vi har set på turen her, er ikke cykelryttere (i mine øjne); fx når vi ser en flok halvgamle, halvbuttede engelske housewives på tur med deres lige så halvgamle, halvbuttede husbands.
Jeg har altid smilet lidt over folk, der tror, at det rigtige værktøj er nok til, at man kan udføre et givent arbejde professionelt, men sådan skal jeg nok ikke tænke … det gør jeg dog alligevel, for vi har nemlig en i den nære vennekreds, der køber det dyreste, dyre værktøj, men han kan knap slå en pind i en l… uden at ødelægge begge dele! Nå, det var en sidebemærkning, som naturligvis intet har med cykelryttere at gøre …

Arta set fra oven

P1060671P1060673

Smalle gader og brede lastbiler – det var en trepunktsdrejning for overhovedet at komme ind i gaden, for den han kom fra, var næsten lige så smal.

P1060682P1060683

Nogle har bare nogle sjove ideer – herover krydderurteudvalget, henholdsvis pastarepertoiret i en lille hul i muren-takeaway. Enkelt, men sødt.

Endelig fandt jeg en gave til Anna, men ikke til Aubie – hvorfor er drenge altid så vanskelige? Ham må vi købe noget til i Danmark – jeg tror han hellere vil have noget godt fra DK frem for noget fra Mallorca, bare fordi …
Anna får et halssmykke med en perle, hun selv skal pille ud af den musling, hvori fremmedlegemet er blevet isat. Det er muligt, at jeg er blevet taget ved næsen, men de laver jo masser af perler på Mallorca, og i forretningen påstod han hårdnakket, at der var en perle i, som var stor nok til at kunne lægges ind i (og ikke falde ud af) det lille delfinbur, der hører med. Uanset hvad, er det et okay lille delfin-sølvsmykke – med eller uden perle.

P1060690P1060691

Vejret i dag har været mest skyet, men varmt, 22 grader. Helt perfekt til John og mig, men i morgen lover de regn og bare 10-12 grader. Det er jo næsten lige som hjemme, men i morgen er også sidste dag hernede, så alt i alt mener jeg stadig, at den ferie har været perfekt timet, hvad vejret angår. Som det ses herunder, er skyerne begyndt at trække sig sammen – bjergene er blevet lidt lavere, og det blæser op nu.

P1060689

25. april 2017

Både wow- og cyklistfaktoren er pænt høj visse steder

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:24
Tags: ,

Med fare for at gentage mig selv: Her er SÅ smukt. Her er SÅ blåt og klart vand. Her er SÅ mange cyklister. Og der var EN bilist, som ikke skulle have lov til at sidde bag et rat. Hun kørte skam ikke hasarderet, nejnej, men hun fik stort set alle andre til at dytte som gale og se rødt og overhale temmelig hasarderet, fordi hun ikke engang turde overhale cyklisterne OP ad bakke, selv når der var frit udsyn og plads nok.
Strækningen ned til Port de sa Calobra, der tog 20 minutter uden på nogen måde at køre uforsigtigt, tog 50 minutter tilbage igen pga. denne Mallorcas dårligste og mest usikre bilist. Selv Danmarks/Mallorcas tålmodigste bilist (John) sukkede enormt dybt en del gange. Man kan ikke køre hurtigt på veje som denne, men man kan godt køre mere end 10 km/timen!

P1060642

P1060607

Men holddaop, hvor er her flot. Billeder er vist bedre end ord her. Vi ankom til Port de sa Calobra, før alle cyklisterne, turbådene og turistbusserne nåede hertil. Mens vi spiste en tidlig frokost, hvor vi havde restauranten næsten for os selv, myldrede det ind til stedet med så mange mennesker – heeelt vildt mange mennesker – at vi får en særlig slags klaustrofobi, så vi skyndte os at forlade det igen for at sætte kursen mod Cap Formentor.

P1060622

P1060629

P1060630

Herunder er vi på vej ud til Cap Formentor, som er Mallorcas nordøstligste spids. Gylp, for en vej, der var både dertil og ud til den sydlige del af spidsen af Pollenca-bugten. Jeg har sikkert også engang troet, som de fleste andre unge, at jeg var udødelig, men det tror jeg ikke mere … jeg er meget, meget glad for, at jeg har så dygtig en chauffør ved min side; jeg havde helt ondt i maven, da turen var overstået. Især da vi skulle møde en bus – John kan ikke have været mere end to millimeter fra kanten, men det gik. Lige. Phew.
Da vi kom tilbage til huset, var han en anelse træt i hovedet, så en kopkaf gjorde ham godt.

P1060656

Vi spiser hjemme i aften …

23. april 2017

Til vinsmagning

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:09
Tags: , ,

200 meter fra vores hus ligger der en bodegas, hvor de fremstiller lokale vine, bl.a. en hvidvin på malvasia-druen. Jeg har vist nok engang hørt om den eller fået den til en vinsmagning i vinklubben, men jeg kunne ikke huske den. Da vi forleden aften fik en fiskesuppe, bestilte vi en malvasia, udelukkende fordi den var lokal, og blev positivt overraskede alle sammen. Det var derfor oplagt at besøge det lille sted og smage på varerne.
De havde tre vine – to hvide og en rød, og den ene hvide var udsolgt … det var dog heldigvis ikke den på malvasia-druen, som var lige så god, som den var forleden: frisk, frugtagtig og meget let sødlig, som efter et par sekunder slår over i en dejlig syrlighed; en lidt speciel kombination, som vi ikke umiddelbart kan kende fra andre hvidvine.

Til lokal vinsmagning

Den søde unge dame forklarede om vinene og druerne, mens hun hældte smagsprøver op til os. Vi smagte en malvasia 2016 og 2012. Førstnævnte var kun lige kommet på flasker, så ny er den, men vi kunne alle fem bedre lide den end 2012-udgaven.
Rødvinen var også lidt speciel, men bestemt ikke ringe.

Til lokal vinsmagningTil lokal vinsmagning

Vinene hørte til i den lidt dyrere ende af skalaen, så vi købte ikke seks flasker, som vi ellers havde talt om, men nøjedes med to hvide og en rød. Sådan noget vejer jo en del i kufferterne, så vi er nok desværre nødt til at drikke dem, mens vi er hernede … det er vel nok ærgerligt …

P1060544

Vi stod og kunne nyde synet af dette hus, som med sin store terrasse med søjler og statuer und alles mindede mig om Capri.
Men igenigen: Vi bor også dejligt, men selv om vi har en temmelig stor terrasse, kan den ikke helt måle sig med den herover.

Vores hus på Mallorca 

I formiddags kørte John og jeg en tur til Esporles, hvor vi fik os en kopkaf under platantræerne på byens torv, hvor cafeerne lå side om side. Det var der masser af andre, der også gjorde – fik kaffe, altså; ikke lå side om side – ikke kun mænd i cykelkostumer og almindelige turister som os, men der var også familietræf i stor stil; bedsteforældre mødtes med børn og børnebørn, fik en sludder og en forfriskning og skiltes igen. Meget hyggeligt. Det var lidt svært at indfange den fredelige stemning, for solen skinner så kraftigt (tøhø, den skulle lige ud …), at kontrasterne blev for store for kameraet.
Det hjalp dog lidt at pille lidt ved billedet efter overførsel til pc, så måske kan det fornemmes alligevel.

Søndagsstemning på torvet i Esporles

22. april 2017

100 % afslapning og råhygge

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:07
Tags: ,

Jeg har set hvordan vejret er hjemme i Danmark, så jeg vil da ikke undlade at nævne, at her er der ikke en sky på himlen, der er kun en let brise og temperaturen ligger på lige godt 20 grader. Det kalder jeg simpelthen totalt perfekt timing …

P1060522

De tre andre kvinder kan næsten ikke få nok sol. Det kan jeg – tager kun et kvarters tid ad gangen, så skal jeg ind i skyggen i mindst dobbelt så lang tid (er blevet endnu mere solsart efter kemobehandlingerne), men det gør mig ikke spor, og så er der jo tid til at nusse lidt rundt og vande de snesevis af krukker, der er omkring dette dejlige hus. Der er også tid til at tage sit strikketøj og få arbejdet lidt på det. John har tid til at hvile både sig selv og sine knæ, som gårsdagens mange skridt var lidt hårde ved.

P1060523

I nattens løb er der kommet vand i regnvandsbassinet lige ved siden af vores terrasse. Der må ligge nogle bassiner længere oppe i bjergene, som de kan tappe fra, for det har ikke regnet, men hele natten har der løbet vand ind fra et rør, man åbenbart kan åbne og lukke for.
Naboen går og klipper sin vin til – jeg prøvede diskret at lure ham lidt af, men det ser ud til, at han beskærer den på nogenlunde samme måde, som jeg gør med min enlige drivhusvin.

P1060518

Træet med de smukke, lilla blomster har efterhånden smidt de fleste af dem, men vinden har været så venlig at samle dem sammen i bunker. Da vi fik overdraget husets nøgle, spurgte jeg, hvad træet hedder, og damen sagde, at de kalder det for et Lots of Love-tree.

P1060517P1060514

Billedresultat for Árbol del amor (Cercis siliquastrum)Det kostede lidt googling, men det lykkedes mig at finde frem til, hvad det hedder på latin (og spansk, for den sags skyld). Vi har set mange af dem rundt omkring i både haver og landskab, og de er næsten lige så smukke som jacarandatræer, men disse blomstrer desværre ikke endnu. Der står ellers en jacaranda ved huset (billede 2, træet til venstre), og jeg har stjålet frø fra det, men der påstås, at man ikke kan få dem til at blomstre i det danske klima, og når man ikke engang har et rigtigt orangeri, så er der nok slet ikke noget at gøre. Jacaranda og blåregn er ellers nogle af de smukkeste blomstervækster, jeg kender, kun overgået af de koraltræer, som jeg så i Sydafrika.

Àrbol del Amor kan være så rigtblomstrende som det indsatte billede til højre. Ganske nydeligt, ikke?
Er jeg efterhånden ved at få ‘solgt’ Mallorca til jer, der endnu ikke har været her?
Der er absolut ingen grund til, at det skal tage 30 år at blive overtalt, som det gjorde med mig.

21. april 2017

Så nyyyydeligt

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 19:06
Tags: ,

P1060455Der kan være mange årsager til ikke at bosætte sig på sydkysten af Mallorca. Én af dem er, at hvis man vil tage det gamle tog fra 1912 mellem Palma og Soller, skal man tage den fra sidst- og ikke førstnævnte. Vi stod på Soller station sammen med ikke særlig mange mennesker, men da toget kom, myldrede det ud med horder af folk. Vi fem havde, på nær et andet par, en hel togvogn for os selv på den en time lange og utroligt smukke tur.
Jeg ved dog ikke lige, hvor de har gjort af de citronlunde, alle bøgerne siger, turen går igennem. Vi så ikke en eneste, men det var okay alligevel. Der var heller ikke træsæder, som vi havde fået at vide, men udmærkede, polstrede lædersæder, så det var ren luksus.

Palma var fin at gå igennem. Vi var derinde klokken 11 og ville tage toget hjem igen klokken 15:10. Vi havde ikke så meget at vælge imellem, for det næste – og sidste – gik hjem kl. 19:15, og så længe gad vi ikke opholde os i byen. Vi nåede at gå den gamle bydel igennem ned til havnen, vi så de arabiske bade, som nærmere var dampbade, vi spiste en frisksmurt sandwich på et lille, skyggefuldt torv, og vi fik en kopkaf på et andet torv. Der var der så tre, der ville have en sangria, men John og jeg foretrak kaffen. Jeg har fået sangria én gang for over 40 år siden, og det var nok for mig.

P1060490P1060488

Inde i det lille hul i væggen stod en sød dame og lavede lige den ta’-med-mad, vi ville have – frisk brød, friske råvarer – herligt – man behøver ikke altid at frekventere en restaurant; dette her er lige så godt ved visse lejligheder.

P1060468P1060486P1060494

Citroner og appelsiner ser mere friske og indbydende ud, når der er blade på … det er jo i virkeligheden bare noget pjat, men sådan er det nu engang.

P1060483

Indgangen til de arabiske bade. Uden for var der en lille, men fredfyldt have.

P1060463P1060465

Et meget sjældent syn: Ellen med en is i hånden. Jeg bryder mig normalt ikke om is, men det kan de altså noget med her på øen. Alle lovpriser italiensk is som værende verdens bedste, hvilket jeg aldrig helt har forstået, men havde det været denne is, kunne vi snildt blive enige – og der var maaange slags at vælge imellem, lige fra kinder-æg-is til citron og melon, som jeg valgte.
Nu er vi igen blevet sultne; i aften bliver vi hjemme og kokkererer selv en menu bestående af pandestegt dorado (en fisk), serveret med en salat med alle tænkelige gode ting i. Nu er de tre andre kvinder gået i gang, så jeg må hellere indfinde mig i køkkenet og lade som om jeg hjælper lidt til … jeg kan da i hvert fald lave en supergod dressing til den salat.

20. april 2017

Oliventræsspam

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:58
Tags: ,

Endelig kom vi forbi en gammel olivenlund, hvor man også kunne komme til at parkere i nærheden! Vi var på vej mod Valldemossa, og lige pludselig var den der. Havde jeg været alene, var jeg nok sprunget over hegnet for at få mulighed for at forevige hvert eneste et af dem – jeg kunne se en ny figur i hvert enkelt træ, men det med den knælende kvinde med den nydelige bare numse, der stak lige i vejret, tog prisen (tredje billede) – og kan I se kineseren, der går tur på det andet billede?

P1060414P1060420

P1060416

Det var lige før, jeg skulle fjernes med magt fra det sted …
Men eftersom der stod fire andre og godt nok syntes, at de da var meget pæne, de der træer, tror jeg, de gerne ville videre i teksten.
Valldemossa var, som lovet, en malerisk by. Turistet, men på en sød og hyggelig måde i forhold til sydkysten i går, så vi ikke fik knopper af at gå rundt i byen. Efter rundturen og en kopkaf kørte vi mod Deià, hvor vi ville finde et sted at spise frokost og hvorfra de tre damer, som ankom i går, ville tage gåturen ned til havet. En tur på knap to kilometer hver vej. Ikke specielt meget, men når der samtidig skal gås først 300 højdemeter ned og så bagefter op igen, så står Johns knæ af på forhånd, hvorfor vi kørte afsted for at finde et supermarked i stedet for. Bare de tre kvarters rund- og op-og nedgang i Deià var rigeligt for Johns stakkels knæ. Det kompenserede dog lidt for de ømme knæ, at det var en endnu mere malerisk by end Valldemossa; med stejle, krumlede gader og fantastiske udsigter – og en rigtig god frokostrestaurant.
Sikkert også mere end én af slagsen, men vi tog den første, vi mødte. God udsigt og herlig mad – så forlanger vi ikke så meget mere.

P1060418

Alene køreturen var det hele værd. Jeg har muligvis nævnt det før, men jeg gør det igen: Mallorca er en smuk ø. Hvis man spørger mig, slår den Madeira med flere længder – måske ikke i frodighed og blomsterrigdom, men i generel skønhed vil jeg klart sige Mallorca – i hvert fald her på nordvestkysten og i Tramuntanabjergene, som i øvrigt for nylig er kommet på UNESCOs verdensarvliste, så nu har jeg et kryds mere på den.

P1060434

Storm P-løsninger kan de også. Eller er det helt bevidst pga. de tusinder af cyklister her på øen?
“Hallo gutter – vi står lige og mangler noget til at holde de ledninger, der skal krydses heroppe … er der nogen, der har en god ide?”
”Åh – du har et gammelt cykelhjul! Perfekt – det bruger vi!”

19. april 2017

Det blæser på Balearerne

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:51
Tags: ,

Jeg blev vækket engang i nat, fordi det blæste op. Vi havde et vindue åbent i soveværelset, men det kan da nok være, jeg fik det lukket i en fart, inden dynen begyndte at lette. Jeg nåede kun lige at lægge mig igen, da skodderne begyndte at klapre overmåde hørbart, så dem måtte jeg også op for at gøre noget ved. Jeg lagde mig igen – og kom i tanke om de to duge, der lå på bordene på terrassen. Op med sig atter en gang og nu på dugejagt iført evakostume. De var begge blæst af, men heldigvis ikke blæst væk. Nogle gange ville jeg ønske, jeg havde et lige så godt sovehjerte som John. Tredje gang jeg lagde mig, gryntede han lidt … Hmmmp … mn’ d’ noget galt? Jeg tror ikke engang han hørte svaret.

P1060395

Solen skinnede fint, da vi stod op, så efter morgenmaden tænkte vi blæse være med blæsevejret og kørte mod sydvest for at kigge os lidt omkring der. Bilens termometer viste 13 grader, og inden vi nåede frem, rundede vi 19 grader, men det blæste – og blæser – stadig en del.
Det er en meget, meget smuk kyststrækning, og vi gjorde et par stop undervejs, men desværre var det så snoet en vej, at vi ikke kunne stoppe når vi havde lyst til det. Jeg har nemlig noget med oliventræer – elsker deres krogede og krøllede stammer – men de allersmukkeste stod selvfølgelig ved ustoppelige steder. Gad vide hvad det er med oliventræers vækst, siden de får disse meget karakteristiske stammer?

P1060398

Vi kørte til Sant Elm, hvor vi gik en tur; derefter kørte vi videre til Port d’Andratx, hvor vi underligt nok ikke kunne finde ‘porten’, derfor videre til Peguera, hvor der var ALT for turistet, så vi satte hurtigt kursen nordpå mod hjemlige bjergstrøg; op gennem Puigpunyent (godt jeg ikke skulle spørge om vej …), hvor vi indtog en tapas-frokost. Vejen dertil var ad en meget smal og meget snoet bjergvej, som desværre også viste sig at være en af cyklisternes yndlingsruter.
Vi trængte virkelig til den frokost, da vi nåede den lille by, men det var noget hyggeligere end at skulle have indtaget den i et turisthelvede.

P1060410

Bedstefar sad og hyggede sig med barnebarnet og lidt snacks, og kort tid efter vi havde fået vores mad serveret, gav han lillegutten cykelhjelm på, stillede ham mellem sine ben på en scooter, så med barnet stående der kørte de to afsted. Den var nok ikke gået hjemme i Danmark …
Da vi igen kørte videre, blev vejen endnu smallere og endnu mere hårnålet. Det var ikke spor sjovt at møde nogen – selv cyklisterne var det vanskeligt at overhale op ad bakke, og når det gik stejlt nedad, var de samme cyklister ved at køre ind i bilens bagsmæk!
Nielsen trængte kraftigt til en kopkaf og en lille lur, da vi kom hjem igen – han havde vist været lidt rigeligt ‘på’ i et par timer. Luren er ham vel undt – jeg sidder og kigger ud på Middelhavets hvide heste, mens jeg skriver dagens indlæg.

18. april 2017

Vi ses på den anden side …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 20:29
Tags: ,

Vi gik i seng klokken 21 i aftes, så vi var grundigt udhvilede, da vi vågnede i morges, men det var jo også dagen, hvor vi skulle helt over på den anden side af øen for at hilse på Helle og Søren.
Først skulle morgenmaden indtages, hvilket skete på den anden terrasse (det er altså et blæret hus, dette her), for der var lidt vind på den, hvor vi spiste i går. I skufferne ligger der duge i massevis, så vi behøver ikke at spise på bare borde, hvilket jeg íkke har det så godt med, men jeg gad ikke ligefrem slæbe duge eller dækkeservietter med i flyet … det var så heller ikke nødvendigt. Her er alt, hvad man har behov for – bortset fra ekstra toiletpapir! Det tænkte jeg slet ikke på, da vi sulthandlede i går, men i morges fandt vi ud af, det var vi vist nødt til at købe. Nu.

P1060373P1060374

Ved halvtitiden gik turen afsted mod øst. Det var i rigelig god tid, men vi ville undervejs tage et par fotostop, som vi ikke havde tid til i går.
Det er nu en meget pæn ø, denne her, kunne jeg atter en gang konstatere. Jeg bliver pænt imponeret, når jeg ser så mange terrasser lavet af sten, som på billedet herunder. Der er virkelig nogen, der har fået varmen her – og sikkert også en dårlig ryg.

P1060383

Helle og Søren havde en dejlig lejlighed, og hun har lært at lave nogle mallorcinske specialiteter, bl.a. chorizo kogt med rødvin og løg. Uhmm, det var godt. Det var rejerne i hvidløg også – og alt det andet – de hører nemlig ikke til dem, der ikke kan tage på ferie uden at medbringe dansk mad – tværtimod og heldigvis. På vejen hjem skulle vi alligevel handle, så vi har nok føde til at modtage tre, formentlig trætte, gæster i morgen, så der blev købt chorizo, hvidløg og rejer – plus alt muligt andet, selvfølgelig.

P1060386P1060387

Vi havde som sagt en superhyggelig eftermiddag – jeg kendte ikke Helles mand, men jeg kendte jo Helle … selv om vi ikke arbejdede i samme område, havde vi, via et ret stort projekt, en fælles kontaktflade gennem en del år, så vi vidste hver især, hvad den anden stod for og havde altid respekt for hinanden; ikke mindst fordi vi så meget ens på mange ting, så det kunne ikke gå helt galt i dag, hvad det bestemt heller ikke gjorde. Det var tilligemed så heldigt, at mændene efter kort tid ikke bare var sammen for deres koners skyld – det var i hvert fald mit indtryk, som John også bekræftede på vejen hjem. Lidt fjollet formulering, egentlig, men jeg håber I forstår hvad jeg mener.

Lige nu nydes en smuk solnedgang, og så skal der lidt mad i maven – bare lidt, for det var en overdådig frokost, men vi (jeg) skal jo også have en undskyldning for at tage et glas vin eller to.
Som om …

17. april 2017

Ankomst til telefondræberøen

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:55
Tags: , ,

Planmæssig ankomst til Mallorca kl. 08:45. Kufferterne var hurtigt hentet, men det tog en krig at hente bilen. Vi havde lejet gennem Hertz, og det havde alle andre også! Det tog hele fem kvarter, men selv om de fire Hertz-folk havde lynende travlt, var de lutter smil. Vores unge fyr kiggede på os og sagde: You’re from Denmark? I love Denmark … actually, I’m going to Copenhagen next week. I’ve upgraded your car to a better one with no extra cost for you. I’ve given you a Reneault Megane with navigation system, if that’s okay?
Øhh, jo da. Jada – det er smukt. Pænt af dig. Tak for det … den skulle så hentes i en eller anden garage, fordi det ikke var den, der stod og ventede på os, så det tog yderligere et kvarter, men det var okay.

P1060358

ENdelig kunne vi meddele Christina, at vi var på vej. Så sendte hun et gps-link og et billede af husets indkørsel, så vi kunne finde vej. Jeg brugte mobiltelefonen som gps; det var det nemmeste, fordi hun sendte linket til Google maps via WhatsApp.
Da vi var et par kilometer fra huset, døde min mobiltelefon bogstavelig talt mellem hænderne på mig. Totalt død var den. Jeg havde lige bemærket, at der var 50 % strøm tilbage, så det var ikke derfor, men ikke desto mindre nægtede den pure at lade sig tænde igen.
Det var heldigt, at jeg kunne huske billedet af indkørslen, så vi fandt huset uden problemer, men tænk, hvis telefonen var død en time før den gjorde! Det ville have forårsaget mere end en anelse panik, for John har ikke Christinas nummer, så vi ville ikke kunne have fået kontakt. Det nummer har han fået nu, men hvor bliver man dog hurtigt afhængig af sin telefon. Han har heller ikke C’s mobilnummer, så vi kan ikke ringe sammen fra Cornwall, hvor de befinder sig nu, og hun vil blive hamrende bekymret, hvis hun gentagne gange ringer forgæves.
Jeg prøvede flere gange at tænde telefonen, men uden held. Jeg tog batteri og simkort ud og satte dem i igen. Intet hjalp. Jeg bandede og svor – det hjalp sjovt nok heller ikke …

P1060371

Nå. Vi var efterhånden blevet godt sultne og kørte til det nærmeste supermarked, som ligger et kvarters kørsel væk, og fik købt alskens lækkerier: Spændende brød, en god olivenolie, pølser, pateer, oste, skinker, salat, tomater, muslinger og blæksprutter på dåse, meget vand, lidt øl og vin … vi var blevet meget sultne …
Hjem igen til Mallorcas fedeste hus og dække op på Mallorcas fedeste terrasse med den fantastiske udsigt.
Nøj, det var godt. På alle måder bare godt. Luften er 23 grader, så det er en helt tilpas temperatur til os.
Det er det mest veludstyrede hus, jeg nogensinde har ferieret i: Der er service og bestik til 40-50 personer (ja!) og et kæmpe opbud af gryder, potter og pander, så vi kunne lave mad til de 50, hvis vi skulle få lyst til det. Huset er i flere forskudte plan og meget spændende og personligt indrettet. Vi får virkelig noget for pengene – jeg tror søreme vi bliver et par dage …

P1060368P1060367 

Og telefonen: Da vi kom tilbage fra indkøbsturen, satte John sit batteri i min telefon. Så virkede den! Og da han satte mit batteri i sin telefon, virkede den også! Vi fattede ikke en brik, for der var rigelig strøm på begge batterier. Mærkeligt, mærkeligt, men jeg er meget glad for at min telefon virker igen.

6. april 2017

Det er farligt at være i Sverige

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:43
Tags:

Det er farligt at være i Sverige – i hvert fald for pengepungen – vi skulle aldrig have fået internet deroppe …
Der var på torpet, jeg fandt afrikaturen, som vi skal på til sommer sammen med englænderne (og som vi alle seks glæder os heeeelt vildt til), og det var på torpet, jeg fandt et fantastisk hus på Mallorca.
John har været på øen flere gange i sine yngre dage, men jeg har aldrig været der. Mallorca er grisefester, Pepes Bar og fulde skandinaver.
NEJ, siger John. Sådan var det nok engang, men sådan er det ikke mere. Mallorca er så smuk, så smuk, og jeg vil så gerne vise dig øen. image
Så begyndte jeg at kigge mig lidt omkring. Ikke hoteller, for jeg elsker middelhavsområdets markeder, så jeg vil gerne selv kunne lave mad. Det er jo ikke tvunget, bare fordi jeg har et køkken, men vi har valget mellem at spise ude og hjemme, og sådan kan jeg bedst lide at have det.
De gængse rejsebureauer havde ikke rigtig noget spændende, syntes jeg, så jeg kiggede på Home Away, som vi også lejede huset i Bretagne igennem.
Der så jeg det. HuSET. Det var alt for stort til os og dermed også lidt for dyrt, så jeg bladrede væk igen. Men efter at have set det var der desværre bare ikke noget andet, der duede, så det korte af det lange er, at vi lejede det. I 12 dage, for som jeg sagde til John, at med sådan en udsigt vil jeg ikke hele tiden høvle rundt og se Mallorca, jeg vil også have masser af tid til bare at VÆRE. Lige der.
At sidde på en af terrasserne og bare nyde udsigten, ferien og livet. Den var han helt med på.

imageimage

Der er plads til seks personer, så i fem af dagene kommer min søster med sin datter og en veninde – det bliver rigtig hyggeligt. Huset koster jo det samme, hvad enten vi er to eller seks, så det er fint, at vi føler, at vi bedre udnytter den pris, vi må slippe for det.
Vi skal flyve med SAS derned – jeg gider ikke skifte fly, hvis jeg kan undgå det, men det eneste direkte går kl. 06. Om morgenen!!! Det kan vist ikke betale sig at gå i seng den nat – vi skal hjemmefra kl. 03:30, som er midt om natten, men hvad pokker – vi har jo 12 dage at hvile ud i. Det er straks værre for Søren, som i et svagt øjeblik lovede at køre os i lufthavnen. Han blev godt nok lidt lang i ansigtet, men han stod ved sit ord …
John har foreslået, at jeg fremover undlader at kigge på feriemuligheder, når vi er i Sverige – det bliver alt for dyrt i længden.
Men for sulan, det ser skønt ud, det hus, og nu skal vi kigge på udflugtsmuligheder – vi har lige lånt en masse materiale og fået nogle gode fif.

13. marts 2017

“Vi laver det da bare om til en oplevelse!”

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:47
Tags: , , ,

Rune med paraply 1992Nogle af jer roser os for at være gode til at få noget ud af tingene – altid at sørge for at opleve  noget – også selv om det måske ikke umiddelbart er oplagt.
Det er vi også. Det har vi vist altid været, men det var min søster, der i 1992 satte ord på og dermed gjorde det til noget bogstaveligt.
Vi fire var på ferie i Sverige sammen med hende, hendes tre børn og mine forældre. Under en udflugt i Bergslagen, hvor vi boede, begyndte det at øsregne undervejs, og jeg har nok gået og småbrokket mig en anelse over det – specielt fordi vi kun havde én paraply med og ikke lige havde taget højde for vådt vejr den dag. Rune, 2½ år, gik rundt med paraplyen, selv om det så ud som om det var det omvendte, der var tilfældet – især når man så ham bagfra, hvor man kun kunne se en omvandrende paraply.
Meretes ord lød: Vi laver det da bare om til en oplevelse!
De ord har jeg aldrig glemt, og de har siden været en fast bestanddel af – og til dels bestemmende for – mit liv.
Det skal stå meget skidt til for ikke at kunne anvende familiens bevingede ord.
Det kan både være i det store og i det små. Charlotte husker fx John for, 10 minutter i hendes sengetid på en ganske almindelig hverdag, at kunne finde på at sige Jeg gi’r en is på havnen i Roskilde, hvis der er nogen, der vil med! Så gik der tre kvarter med det; vi havde 14 km dertil, men det blev dagens oplevelse.
På ferier har vi altid sørget for, at der var sjove og/eller gode ting både for børnene og for os, hvilket bevirkede, at de langt bedre kunne ‘sluge’ vores i deres øjne måske lidt mindre interessante udflugter. Da de blev større, skulle vi bare finde en campingplads med en god swimmingpool, så så vi dem stort set ikke – og alligevel ville de faktisk oftest gerne med, når vi tog på sightseeing.

Steamtrain in Dorset

Charlotte har taget det med sig over i sit eget voksenliv. Selv om de begge er travle mennesker, og det måske er mest fristende at lave ingenting i weekenderne, tager de sig tiden til de gode og sjove oplevelser, for jo travlere man har, desto vigtigere er det at tænke på at få nogle gode stunder med sig, som man kan tære lidt på i det næste travle stykke tid.
I går var det en tur til Dorset for at tage en tur med et gammeldags damptog – inklusive en frokost undervejs.
Her var der atter en lejlighed til at få luftet noget af tøjet, som de sidst brugte på Goodwood Revival i 2016.

Meeting The Wessex BelleSteamtrain in Dorset 2

De ser ud, som om det blev en god tur. Jeg har endnu ikke fået de nærmere detaljer, for jeg taler først med C, når børnene er kommet fra skole.

23. januar 2017

Man kan lige så godt slå to fluer med ét smæk

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:27
Tags: , ,

Når nu vi … skal til England engang i maj og har besluttet os for at tage bilen derover …
Når nu vi … har hørt så meget om det fantastisk smukke Irland – folk kan jo nærmest ikke få hænderne ned, når de begejstret fortæller om landet …
Når nu vi … ved flere lejligheder har talt om, at Irland figurerer på to see-listen …
… kunne vi så ikke lige så godt booke en rejse til Panoramic Ireland, når vi alligevel befinder os så relativt tæt på?
Det mente vi, så det det gjorde vi.

Færgen fra Holyhead i Nordwales ligger bare små seks timers kørsel fra Tim og Charlotte, hvilket vil sige, at vi er i Irland på otte timer. Det er jo ingenting – det ville tage fem timer at flyve fra København, hvis man regner transporttid til og fra lufthavn + ventetid med.
Vi skal derfor ikke leje bil, men køre i egen bil, hvilket John så langt foretrækker, selv om rattet sidder i den forkerte side i forhold til den øvrige trafik, men så længe han har mig som overhalingskonsulent, går det fint. Vi har prøvet højrestyrede biler i Sydafrika, så vi ved godt hvordan det er – og hvis ikke det er en bil med automatgear, banker man højre hånds knoer ind i døren en del gange, inden man vænner sig til at skifte gear med venstre hånd, så derfor: helst egen bil.
Og udenfor højsæsonen – det bliver godt. Vi havde lovet os selv at blive hjemme i drivhusets og havens højsæson. At det så ikke kom til at holde helt i år, fordi vi ikke havde noget reelt valg mht. afrikaturen, er der ikke noget at gøre ved – der var vi jo afhængige af at kunne rejse i børnenes sommerferie, men da rejsen varer kun 11 dage, skal det nok gå.

Ring of Kerry – Cliffs of Moher – Connemara – Glendalough – Killarney – here we come!
Nu står den på planlægning – vi skulle jo gerne nå at se så meget som muligt på den uge, for jeg tror, det er en tur, vi kun foretager én gang – der er så meget, vi gerne vil nå at se, inden det er for sent, og John bliver ikke ved med at kunne tage på bilferier – som jeg har været inde på før.

18. november 2016

Hvad sker der med de der principper?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:05
Tags: , , ,

image

August 2016:
“Jeg vil aldrig mere tage på ferie i juli og august måned!”
“Der er måske kun til én stor ferie mere, så det bliver nok et krydstogt rundt om Kap Horn.”

Senere samme år:
“John, kunne du ikke tænke dig at komme på en safari med vore børnebørn? Det skal være til næste år, for det skal være inden de bliver 12 år.”
Den var John omgående med på, så jeg kontaktede Albatros og fik de sidste to telte på en af de få ture, der er ekstra børnevenlige.
Det her var den korte udgave – vi spurgte naturligvis først Tim og Charlotte, hvad de mente om ideen, men de var heldigvis også helt med på den.

Det ekstra børnevenlige består i, at de kommer hjem med et certifikat, hvorpå der står, at de er Junior Rangers; at de skal ud og tage gipsafstøbninger af dyrespor, at de skal se en skole og at de skal lære at slå på en afrikansk tromme af en eller anden art. Plus at de selvfølgelig skal med på turene med os og ud for at se de vilde dyr på nærmeste hold.
imageAnna og Aubie har lavet en camp nede i bunden af marken hjemme i landsbyen, og især drengen er meget betaget af alt, der har med tribal life at gøre. At han samtidig er temmelig sart, hvad angår maden han indtager, er en helt anden historie, og enten bliver han helt vild efter at have oplevet Afrika, eller også er han kureret for livstid med sit tribal living.
Vi skal afsted i en af de to ‘forbudte’ måneder og lige nu vides det ikke, om vi nogensinde kommer til at runde Kap Horn.
Så meget for mine principper.
Men vi glæder os allerede fuldstændig totalt og helt vildt! Det er ren og skær egoisme – jeg har længe ønsket at komme på en tredje safari, for jeg blev bidt af Afrika (heldigvis ikke i Afrika), da vi var der første gang (og endnu mere anden gang). Der er jo mange andre steder i verden, vi også kunne tænke os at se, men nu gav jeg mig selv en undskyldning for endnu en safaritur. Desuden vil vi gerne give børnebørnene en tur, som vi håber de vil huske os gamle bedsteforældre for, også om mange år.
Charlotte er så sød at sige, at de ikke vil sige noget til børnene – det skal vi selv have lov til, når vi kommer derover til jul.
Samme Charlotte fylder 40 år lige om lidt, Tim knokler for sit firma, ungerne er bare dejlige, så de har alle fortjent lidt ekstra. Vi har muligheden, så hvorfor ikke benytte os af den til at gøre noget, der kan gøre seks personer glade. Det virker måske lidt plat at tale om penge, men vi kan rent faktisk komme afsted alle seks for en lille smule mindre, end krydstogtet koster for bare John og mig.
Så hvad er der at betænke sig på?

23. oktober 2016

Endelig ude!

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:12
Tags: , ,

I morges skinnede solen, men inden vi var færdige med morgenmaden og kommet i tøjet, var den væk igen.
Det så dog i det mindste ikke ud til, at det ville regne, så vi satte plan A i kraft, hvilket var at køre ud til Vemmetofte Strandskov, hvor vi har været flere gange før, men englænderne elsker den tur. Især Tim er fascineret af, at man har en bøgeskov i umiddelbar nærhed af en sandstrand – det kender han ikke fra sit hjemland.
Vi var bare den tredje bil på parkeringsområdet da vi kom, men da vi vendte tilbage, kunne man næsten ikke komme til for biler – der var mange, der havde fået lyst til at komme ud, her hvor regnen langt om længe holdt en tiltrængt pause.

IMG_8016

Såååå stor … man skulle tro, Charlotte var ved at fortælle sin mor lystfiskerhistorier, men det var hun ikke.
Solen tittede næsten frem bag skyerne hvor vi gik, men længere nordpå så det lidt truende ud.

IMG_8000

Det er rent billedspam i dag, for bortset fra, at vi gik den lange tur langs stranden ud og inde i skoven hjem, er der på nuværende tidspunkt ikke sket noget som helst, der er værd at skrive hjem om. Eller skrive ud om …

P1040770

Farverne var der, og de var eventyrligt smukke, når solen lige kiggede ned til os. Vi mangler bare de helt røde, men disse her er absolut acceptable.
Billedet med spejlingen, som John tog af Charlotte og undertegnede, synes vi er ret godt – og det er ikke modellernes skyld!

IMG_8042

Børnene har lært at sænke slagskibe – med papir og blyant, vel at mærke – og de synes det er en herlig beskæftigelse.
Det er heldigt, for nu småregner det igenigenigen.

Næste side »

Blog på WordPress.com.