Hos Mommer

13. maj 2018

Hvad ved vi om Wensleydale?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 19:55
Tags: , , ,

Billedresultat for wensleydale logoJa, hvad ved vi om Wensleydale? Jeg ved, måske fordi jeg er strikker, at det er en fårerace. Jeg ved også, at det er et ostemærke.
Jeg ved ikke, hvor mange af alle de mange, mange, MANGE tusinde får vi har set her i Yorkshire, er wensleydalefår, men jeg ved, at vi lørdag var inde for at se Wensleydale Creamery, hvor vi igen så, hvordan man laver ost. Processen er naturligvis ikke voldsomt forskellig fra det vi så i Cheddar (og Wensleydale har en cheddar type …), men måden, de demonstrerer deres kunnen på, er forskellig. Her var der smagsprøver i tonsvis, hvor de var lidt mere fedtede i Cheddar Gorge, men jeg købte atter en gang gang ost i rigelige mængder. Det er godt, at det har lang holdbarhed, så længe jeg ikke tager hul på lækkerierne. Ost, et Ginger Bread og chutneyer. Igen. Det var svært at vælge. Det var nemmere at vælge fra, for deres røgede oste og deres blåskimmeloste var vi ikke så glade for. Men alle de andre … vores gæster sommeren over vil blive stopfodret med engelske oste.
I skal forestille jer et stort U, hvor der er disse ostehapsefade på de tre sider. Inde i U’et går der ostefolk, der bare skal sørge for at fylde op.

Wensleydale ost galoreWensleydale ost galore

Og nu til noget helt andet. Jeg konstaterede for fem år siden, at det er vigtigere, at det rimer, end at det passer, når vi taler gamle vejrvarsler.
Springer eg før ask, går sommeren i vask. Springer ask før eg, bliver sommeren bleg.
If the oak before the ash, then we’ll only have a splash, if the ash before the oak, then we’ll surely have a soak.
Vi kom til at tale om denne pudsige modsathed igen denne gang, og nu, hvor vi har kørt fra nord til syd og retur, besluttede jeg mig for at se, om eg var før ask eller omvendt.
Det var begge dele. Inden for få kilometer var der enten sprunget egetræer ud, mens asken var nøgen endnu … eller også var det omvendt. Det var ligegyldigt, om vi var i nord eller syd; overalt var der væsentlige forskelle på, hvor langt fremme de to træer var i deres løvspring, eller hvem der var først.
Jeg skal undlade at komme med nogen konklusioner; dem vil jeg lade jer om at drage, men umiddelbart kunne det tyde på, at alle får en både våd og tør sommer, uanset hvilket træ der er først ude. Så har vi helgarderet os lige så meget, som tv’s vejrfolk ofte gør, med regn mellem bygerne og lidt sol indimellem.

P1020276

Og jojo, her i Yorkshire er der også masser af bluebells. I små eller store pletter, men de er overalt.
Vi har set så meget smukt på denne tur, på trods af, at hovedparten af ferien blev tilbragt hos Tim og Charlotte.
Nu tror jeg ikke, at der er noget område i UK, vi ikke har set i mere eller mindre grad. Der er smukke steder og der er meget smukke steder. Vores yndlingsområde er nok stadig Cornwall, men North Yorkshire Dales er sprunget direkte ind på andenpladsen, og tredjepladsen deles af flere steder.
Man skulle næsten tro, at jeg havde en aftale med Visit Britain, men det har jeg ikke. Ikke desto mindre kan jeg kun sige til alle, at I burde opleve Englands skønhed, hvis I overhovedet har muligheden for at rejse i egen bil, hvilket er det bedste.
Og huske på, at London ikke repræsenterer England mere, end København repræsenterer Danmark.

Linton, North Yorkshire Dales

Igen et vadested … fodgængere kan komme tørskoet over, mens kørende får våde sutter.

North Yorkshire Dales

Her er da meget pænt, ikk’? Jeg elsker disse gule gorse (tornblad), som her regnes for lige så stor en pest, som hybenrosen gør i Danmark, men jeg er ligeglad – jeg synes bare det er flot.
Ferien er næsten forbi. I morgen kl. 9:45 lægger vi til ved Amsterdam, og så går det ellers bare mod Den Stråtækte. Vi tager turen i ét hug, for nu gør det ikke så meget, at vi er sent fremme.

Reklamer

11. maj 2018

Fra Barnaby til Herriot

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 20:50
Tags: , ,

Sceneskift. I enhver forstand, for nu går vi fra krimi til dyrlæge; fra Oxfordshire til Yorkshire.
John var hjemmefra bare flink, fordi jeg så gerne ville se North Yorkshire Dales, hvor alle Folk og Fæ-filmene er indspillet. Af en eller anden grund, og på trods af, at han også har set hele serien, var han sikker på, at dette område var fladt og kedeligt, hvilket jeg ikke rigtig kunne forstå.
Han tog da også så grueligt fejl og kapitulerede med det samme fuldstændigt.

North Yorkshire Dales

Dette var endnu en ny side af England, som har så mange sider at vise os, der hellere end gerne vil se det hele. North Yorkshire Dales er helt sit eget, og så snart man bevæger sig ind i området, er man ikke et sekund i tvivl om, at man er i James Herriot-land.
Her er lange, bløde bakker, og her er barske og golde lynglandskaber, her er småfloder og vandløb i snesevis, og her er grå stenbyer, der fører os direkte tilbage til den berømte dyrlæge i 30’ernes England.

North Yorkshire DalesWatergate, North Yorkshire Dales

Huset her hedder Watergate …
Vi havde sat os for hjemmefra – hvor ‘hjemme’ er ment som det (igen) fantastiske sted, vi har fundet at bo i – at vi ville finde lige præcis det vandløb, der løber over vejen, som vi har set utallige gange i Folk og Fæ.
Vi fandt det, efter kun 2-3 skilsmisser undervejs. Det kan godt være lidt vanskeligt, når man 1) ikke ved, hvor man skal hen, men kun har nogle koordinater som mål, 2) heller ikke ved præcis hvor man er, og endelig 3) når vejen så oven i købet pludselig er lukket pga. vejarbejde, og der ikke umiddelbart er alternativer, så kompliceres tingene en anelse. 
Den korte historie er, at vi fandt det rigtige sted – (meget) langt om (meget) længe, men vi fandt det! Vi aflyste stiltiende skilsmissen og syntes i stedet, at det var lidt sjovt at fotografere vores egen bil kørende igennem den velkendte ford.

Fore Gill 

Først den ene vej, og så den anden vej …

Fore Gill

Som det kan anes, var dette i det mere barske område oppe nordpå.
Vi var glade over, at der ikke var så meget trafik, for der var ikke meget plads at give væk af, når man skulle mødes … nogle gange gik det direkte og ret stejlt nedad, så det var ikke for folk med dybdeskræk (det var altså et godt ord, jeg fik forærende forleden) eller sarte nerver.

North Yorkshire Dales

Vejen her hed Long Road. Ingen grund til at komplicere tingene yderligere. Det var jo det, den var.

Cold Cotes er som sagt et anbefalelsesværdigt overnatningssted, med et overmåde serviceorienteret værtspar. I dag ville de have en snack parat til os, når vi kom hjem fra dagens strabadser. Det var den største ‘’snack’ i vores liv; bestående af pie, tærte, pate, skinke og fire forskellige slags oste, plus fire slags hjemmelavede chutneyer, syltede løg, salat, vindruer, brød og kiks. Der var mad til to dage, men det vidste hun vist godt, for hun leverede også plasticposer og alufolie, så vi kunne tage resterne med op på værelset (vi har køleskab). Resten gemmes derfor til i morgen.

Slider 1P1020117

De har, efter hjemmesidebilledet blev taget, skiftet vores seng ud til en mere rustikt udseende en af slagsen, hvilket på ingen måde gør værelset dårligere. Vi har valgt at bo her i tre nætter, således at det er vores base, til vi kører til Newcastle for at sejle hjemover igen.

3. maj 2018

Barnaby og Bluebells

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 20:00
Tags: , , ,

I morges sagde vi midlertidigt farvel til familien og satte kursen mod Oxfordshire, hvor meget af ‘Midsomer County’ er placeret. På vejen prøvede jeg at finde en eller flere bluebell-locations, inden vi begyndte at løbe ind i Barnaby-locations. Der viste sig at være et sted næsten på vejen – og jeg skal da lige love for, at der var bluebells galore! I kilometervis af blomster og dermed i millionvis af dem. Ikke engang panoramafunktionen på kameraet kunne gengive den overvældende mængde af de smukke, blå klokkeblomster.

Bluebells galoreBluebells galore

Vi så dem mange gange i løbet af dagen sådan hist og pist – nogle gange i større mængder; andre gange bare i snesevis af små pletter. Jeg nød dem, uanset hvor mange eller få der var.
Nu skal I ikke komme og sige, at anemoner er lige så smukke eller smukkere, fordi det er ikke det, det drejer sig om, men anemoner har jeg set på i 65 år, hvorimod bluebells er et forholdsvis nyt fænomen for mig, så alene af den grund overmåde betagende hver gang. Og jeg bliver helt sikkert ikke træt af at opleve dem, for det når jeg ikke at gøre i 65 år!

IMG_0990P1010952

Vi kørte igennem den ene idylliske landsby efter den anden – denne del af Oxfordshire er ikke uden grund meget populær for filminstruktører; det er ikke kun brugt til Barnaby-serien, men også Morse og flere andre.
Herover Goring. Den lille chalup har jeg sagt til John, at han meget gerne må købe til mig – den kunne jeg godt se mig selv tøffe rundt i Præstø Fjord i.
Det kunne min mand til gengæld ikke – han syntes den var tudegrim, desværre, så han hævdede, at jeg må sejle rundt alene, og det tror jeg ikke rigtig, jeg har lyst til.

ThameThameThame

Vi gjorde eftermiddagskaffestop i Thame, som af visse tv-kiggere nok kendes bedre som Causton. Nyd det lille byhus herover … vi kunne desværre ikke fjerne den grimme bil foran.
Vi besøgte Wallingford, hvor Agatha Christie boede, vi kørte igennem Nettlebed og vi kiggede forbi Greys Court. Der er ikke plads til alle de mange billeder, jeg har taget i løbet af dagen, for jeg ville også have plads til at vise det sted, vi fandt via Last Minute Booking, hvor man kan være heldig at få fire- eller femstjernede overnatningssteder for næsten ingen penge, fordi man bestiller i … sidste øjeblik, såmænd.
På denne måde fandt vi The Hayloft Room i April House, mellem Thame og Oxford. Det rum gider vi simpelthen ikke klage over. Heller ikke prisen, som (heldigvis) ikke helt lignede den listede overrnatningspris.

The Hayloft

The Hayloft

Således sluttede første halvdel af Barnabyturen på allerbedste vis. I morgen tager vi anden halvdel, inden vi leger housekeepers for vores lille familie.

Til sidst vil jeg bede om hjælp til identificering af denne plante. Den stod i skoven sammen med alle de mange bluebells – men denne var der kun få af.
Den er ca. 20 cm høj.

Ukendt plante

2. maj 2018

Det var en ny oplevelse – for Charlotte

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:17
Tags: ,

Det vejr vi stod op til i morges, var mildt sagt elendigt – 11 grader, blæsevejr og regn i spandevis. Det var desværre også bare den eneste dag i denne uge, Charlotte kunne tage sig en fridag, for hun har kunder både torsdag og fredag. Derudover skal Anna noget med skolen torsdag aften, og fredag sen eftermiddag er der forældremøde med Aubrey.
John og jeg besluttede derfor at dele vores ferie anderledes end først planlagt, således at vi torsdag og fredag tager Midsomer-turen for derefter at køre tilbage til familien og have aftensmaden parat til dem, når de kommer trætte hjem efter en lang dag.
I dag kørte vi tre derfor til Cheddar Gorge, fordi der ligger en tøjforretning, jeg meget gerne ville frekventere. Charlotte har desuden ikke set Cheddar Gorge og det lille, men særdeles autentiske ostemageri i byen. The only Cheddar made in Cheddar.

P1010905
Det var lidt sjovt at kunne vise Charlotte noget i England, hun ikke havde set.
Det lille cheddarostemejeri er hurtigt overset, men interessant nok alligevel – måske netop fordi det har den ringe størrelse, det har. 250 liter mælk går der til at fremstille en ost på 28 kilo. Resten kan man fodre svin med, og det gør man så … de elsker vallen.
Vi holder alle meget af Cheddar i alle mulige afskygninger, så der blev købt riiigeligt med ost med hjem. Gad vide, om vi må have ost med til Danmark? Vi må ikke den anden vej rundt, selv om det er vacuumpakket, men de er lidt mere hysteriske herovre med den slags ting, og jeg satser desuden på, at vi er uinteressante for tolderne, når vi kører i land i Ijmuiden.

P1010900

(Er der en Arthur til stede? Så har vi sværdet i stenen.)

Selve Cheddar er, både pga. osten og af hulerne i og omkring den unikke kløft, som er Englands svar på Grand Canyon, en ren turistfælde, som dog er ganske hyggelig her uden for sæsonen. En af os fik købt lidt tøj, hvorefter vi alle tre fandt en pub og indtog frokosten der.

P1010894

Vejret klarede op i løbet af dagen, og nu skulle det efter sigende stille og roligt blive forår igen, kulminerende i weekenden. Det gider vi ikke klage over.
Bluebells har vi indtil videre kun set i folks haver, men i morgen prøver vi at finde en bluebellskov. Der må være en i ‘Midsomer County’, mon ikke?

Det bliver derfor foreløbig kun til en kort visit her, men vi vender frygteligt tilbage – vi kan jo lige så godt arrangere det hele så praktisk som muligt, og i virkeligheden er det nok en bedre løsning end den oprindeligt planlagte, hvor vi ville have haft en uge hos familien, efterfulgt af en uge i først ‘Midsomer County’ og derefter i de Yorkshire’ske nationalparker.

PS: Ungerne syntes, det var alle tiders med det lejrmad, vi havde med til dem – og de syntes ikke, jeg var blevet spor tosset. De var i hvert fald for høflige til så meget som at antyde det …

1. maj 2018

“You are very organised, Sir”

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 22:09
Tags: , , ,

Det værste ved at ankomme til England med en færge er tiden.
Tiden det tager de dertil ansatte at få bilerne ud fra færgen.
Tiden det tager i paskontrollen, når alle skal tjekkes grundigt.
Og i dag tiden det tager politiet at tjekke HVER ENESTE bil, autocamper, campingvogn, bus og lastbil. Goddammit.
Det tog en halv time, fra færgen lagde til, inden vi kørte ud af dens bug.
Derefter skulle vi line op i en masse baner – vi kom i bane seks – og vente. Og vi ventede. Og ventede.
Vi kunne se politiet tage personbilerne en for en, afbrudt af, hvis der kom en bus eller en lastbil, som hver især skulle tjekkes ekstra grundigt.
Endelig var det vores tur:
Will you please open your boot for me, Sir?
Det er et af den slags spørgsmål, man bare ikke svarer nej til, så John gik ud og åbnede til bagagerummet.
Oh. You are very organised, Sir!
Yessir. John har altid orden alle steder … manden løftede en jakke, der lå ovenpå en kuffert og kiggede sig omkring i to sekunder.
Just food and luggage? No people? Med en udpræget nordengelsk accent.
Jeg sagde: Just luggage. No food and certainly no people … is ‘the people’ why you’re checking every single car?
Yes, it is. You’d be surprised if you knew what we find every day.
Du godeste. Hver dag!?
Tim kunne senere fortælle, hvad de finder ‘hver dag’. Nordengland er tilsyneladende blevet et hot område for menneskesmugling, efter man lukkede ‘Junglen’ ved Calais.
De var høflige nok – de passede jo bare deres arbejde, men min (og selv Johns) tålmodighed blev sat på en meget hård prøve, og det tog en lille time, inden vi blev sluppet ud på de engelske landeveje, men heldigvis gik resten af turen fint og uden problemer. Bilkøerne var oven i købet så venlige at befinde sig i modsat kørselsretning af vores.

Og nu er vi her, i den lille, wiltshireske landsby – alle er glade og alle er gået i seng, undtagen mig, og jeg gør det lige om lidt.
Vi er nemlig trætte. Jeg fik vel tre timers søvn i nat – John heldigvis noget mere – men holddaop, det var noget af en vippetur, vi fik. John fortalte meget levende ved aftensmaden om, hvordan han klamrede sig til sengen med tæerne eller stemte imod med hænderne, fordi han var ved at glide den ene eller den anden vej ud af sengen, når færgen smed rundt med os. Et par gange slog han hovedet ind i væggen bag sengen, når der kom et ekstra hårdt hug, indtil han fandt ud af at placere den ene af de to hovedpuder som buffer – hvilket jeg havde gjort fra starten …
Vi, som troede, at vi skulle vugges blidt ind i en behagelig søvn, tog så grueligt fejl. Der var intet som helst blidt ved bevægelserne i nattens løb – tværtimod, og det blev det værre og værre for først at stilne lidt – men også kun lidt – af ved femtiden om morgenen.

29. april 2018

Første dag på ferien

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 20:13
Tags:

Hvad hjælper det, at vi ikke bestilte en tidlig færge, fordi vi gerne ville sove længe/ikke køre så langt på én gang, når man (læs: jeg) først falder i søvn kl. 0:30 og oven i købet vågner igen 04:30 og ikke kan falde i søvn igen?
Jeg er TRÆT. Både John og jeg var glade for, at jeg ikke skulle være chauffør.
Vi bor i Oldenburg og kom så tidligt, at vi havde tid nok til at gå hele bymidten igennem på kryds og tværs, inden vi faldt ind i en italiensk restaurant, hvor vi fik så rigeligt med mad.
Vi bor på det yderst glimrende hotel Wieting, på et værelse med masser af plads og en skøn og bred dobbeltseng, som i USA ville have heddet King size.
Den kalder på mig nu.
Oldenburg har en bymidte med snævre gågader, men kun et enkelt hus (plus kirken og slottet) ser ud til at være fra før anden verdenskrig, så smukke, gamle huse kunne vi kigge langt efter.

P1010883

P1010879Det skortede til gengæld ikke på cafeer og restauranter … vi valgte først en, hvor vi bare sad en god halv time i solskinnet med et glas hvidvin og lod verden passere forbi.
Den næste hed Chianti Classico, som, nok ikke overraskende, serverede italiensk mad. Glimrende italiensk mad, men som alligevel var umiskendeligt til den tyske side. Det samme, men med omvendt fortegn, siger tyskerne nok om de italienske restauranter i Danmark … altså at de er lidt for dansk afrettede. Ganske som de er engelskprægede i England. Faktisk er de italienske restauranter kun italienske i italien …
Jeg vrøvler. Lidt. Jeg er træt. Meget.
Den oldenburgske, bestøvlede elefant har trampet ret effektivt på mig.
Godnat og tak for i dag.

22. marts 2018

Well, Wells was …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 11:07
Tags: ,

Vi har da ikke kedet os et sekund efter ankomst – jeg har ikke engang tid til at blogge, men her til formiddag har Charlotte en kunde, så John og jeg må klare os selv.
Tirsdag var der noget tamtam i Aubreys del af skolen, men mere om det senere. 
I går kørte vi en tur til Wells. Wells, som jeg har både hørt om og læst om, men endnu ikke set. Jeg vidste kun, der er en enorm domkirke, og vi så, at man kan komme ind og se The Bishop’s Palace – plus den tilhørende have/park, men det vil nok være bedre senere på året.

Wells (16)Wells (17)

Det biskoppelige palads var nydeligt – ret interessant at se, faktisk. Man var ikke i tvivl om, at den katolske kirke ikke manglede midler – der var pomp og pragt hele vejen igennem. Vi så forskellige kåber udstillet, og især den i tyk, fed silke med kilovis af guld broderet på må have kostet adskillige formuer.

Wells (21)Wells (22) 

Flot er det da at skue … det slår mig bare, hvordan alle de penge kunne have været brugt langt bedre, men sådan var det jo dengang.

Wells (30)Wells (32)

Ude igen gik vi ind i ruinerne af The Great Hall, som virkelig må have været enorm. Man følte sig i hvert fald enormt lille, når man stod derinde, selv om der ikke længere er tag over. Eller måske netop derfor …

Wells (47)

Vi skulle hente Aubrey, men der var lige tid til hurtigt at løbe katedralen igennem. Det VILLE vi nå, selv som vi kun havde et kvarter at løbe i. Den var nemlig imponerende og kæmpekoloenorm stor, at vi absolut måtte se, hvordan den så ud indeni.
Det var ikke mindre imponerende. Salisbury er nok den kendteste katedral i England, men den når ikke Wells Cathedral til sokkeholderne. Sidstnævnte er mere åben, meget mere lys, flottere dekoreret, har smukkere søjler – ja, alt er bare mere imponerende her. Lofterne, fx: malede hvælvinger er nyt for os; det er svært at gengive med mit lille kamera, så I må bare tro på, at det var fiint og helt kniplingsagtigt at se – i det mindste på den afstand.

Wells (50)Wells (54)Wells (51)

Jeg gik aldeles billedamok derinde, og nu går det ud over jer.

Wells (62)Wells (66)

Dog kan det ikke understreges kraftigt nok, at ingen billeder kan yde katedralen fuld retfærdighed.
Jeg bliver ikke religiøst højstemt, når jeg ser et sådant pragteksemplar af at bygningsværk, men jeg bliver noget så inderlig imponeret over, at man kunne finde ud af at bygge den slags for mellem 700 og 900 år siden.

Jeg kan kun sige, at hvis I er i Sydengland og synes I bør se Salisbury Cathedral, fordi det er lidt af et must, så spring den over og kør til Wells i stedet. Eller se begge, bare for at se forskellen.
Wells er Englands smallest city (og ret så hyggelig), så dens katedral må vel derfor være den relativt største.

I øvrigt er det forår. 10 grader, solen skinner fra en skyfri himmel og sneen er stort set helt væk. Der kommer desværre et mini-beast i næste uge … det gør der også i DK, kan vi se, så det lader til at vi, trods begyndervanskelighederne, har valgt en god uge at komme herover i.

19. marts 2018

Vi er her!

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:13
Tags: , , , , ,

Efter hvad der blev en lidt spændende rejse på en helt anden måde end vi i første omgang troede det ville blive, er vi søreme ankommet til familien i den lille, engelske landsby. Ingen tur til London, ingen overnatning i Reading, men direkte hjem til Charlotte.
Der kom ikke så meget sne, som de havde truet med, men der faldt dog fem cm i nat. I formiddags føg det, men tøvejret satte ind og solen kom frem. Når først den skinner fra en skyfri himmel, har den pænt meget magt.
Vi lagde ud med at starte en hel time for sent fra København, fordi de vidste der var problemer med at få lov til at lande i Heathrow. Det stressede os ikke, for vi har hele 1½ times ventetid på Reading station – hvis togene går som normalt, og det så det ud til, da jeg tjekkede GWR for weather conditions. o
Fra Heathrow skal vi have Railair-bussen til Reading. Det tager normalt 50 minutter, men vi havde jo en lille halv time at løbe på.
Den bustur tog længere tid end normalt. John sagde på et tidspunkt, at den vej har den bus da aldrig kørt før.
Det var rigtigt.
Lidt senere sagde han, at nu kører den tilbage igen!
Det var også rigtigt.
Selv den stedsanseløse Ellen kunne se, at han kørte i ring. Og i ring.
Da han havde gjort det i et kvarter, var jeg en anelse nervøs … ville vi kunne nå vores tog? Og hvad pokker havde manden gang i?
Det indrømmede han så: I’m sorry. I’m a bit lost here (a bit???). I’m new in the job – actually it’s my first day.
Du godeste, tænkte jeg. Giv dog manden en gps, så han kan finde stationen i Reading!
En kvinde spurgte, om han ikke havde en gps?
Det havde han ikke.
Så tog kvinden resolut over. Hun brugte sin telefon som gps og guidede buschaufføren ind til stationen.
Endelig lykkedes det så – ellers havde vi kørt rundt i Reading endnu …
Det var snært nu, og jeg skulle nå at afhente vores forudbestilte billetter, så jeg spurgte John, om han kunne huske, hvor det var, hvilket han kunne.
Okay, godt. Jeg spæner i forvejen og henter billetterne, mens du får begge kufferterne af chaufføren og kommer så hurtigt du kan.
Netop som jeg fik printet alle billetterne, ankom John med kufferterne. Perfekt.
Afsted til perron 7, hvorfra toget afgik planmæssigt ganske kort tid efter. I bussen havde jeg sms’et med Charlotte, som sagde, at hvis toget kørte, kunne hun godt hente os. Håbede hun … men hun ville i hvert fald prøve.

Det lykkedes også. Det tøede voldsomt nu, så fygesneen blev ikke liggende på vejen, men smeltede med det samme. Der var ingen problemer – bare på den halve time var det blevet bedre, sagde datteren.
Jeg har dog aldrig set så meget sne i England. Ikke fordi der ligger voldsomt meget, men det er usædvanligt, at alt er hvidt.

Alles in Ordnung. Vi er ankommet til hvor vi helst ville ankomme … måske ikke fuldstændig planmæssigt hele vejen igennem, men slutresultatet var som ønsket, så ingen klager herfra.
Slet ingen.

P1010641

7. marts 2018

Dette er virkelig et luksusproblem

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:05
Tags: , ,

Der er flere overvejelser at gøre sig, når man bliver folkepensionist. En af dem er, om man vil have den sum udbetalt, man har stående i Lønmodtagernes Dyrtidsfond. Det kan man faktisk vælge at få fra man er 60, men jeg har valgt at gøre det nu. Når man tænker på, hvor lidt, der blev sat ind i sin tid, er beløbet vokset til en mærkbar størrelse og til en noget bedre forrentning, end jeg kunne have klaret ved selv at skulle administrere de samme penge.
Med andre ord: Et velkomment rejsetilskud.
Men.
Vi har flere forskellige rejseønsker, både store og små, og det er her, dilemmaet kommer: Skal vi bruge pengene på én stor eller flere små rejser? Skal vi bruge dem på at give os selv nogle luksuriøse glæder i hverdagen, eller skal vi puge dem lidt og se, hvad fremtiden bringer? Nok ikke det sidste, for 1) vi har begge lært ikke at udskyde for meget – vi ved ikke hvor længe vi har os – og 2) så kunne jeg jo bare have ventet med at kræve dem udbetalt.
Det er et luksusproblem; jeg ved så glimrende, at der er mange, der ikke har råd til at tage på ferie overhovedet, men dem kan jeg jo ikke give hver en rejse alligevel, og LD-pengene er trods alt mine egne – som andre bare har forvaltet godt for mig.

Smukke NorgeForeløbig har vi valgt at bruge lidt af dem på vores i forvejen planlagte sommerferie til det smukke Norge. John ville selv køre hele vejen, men jeg fik den lyse ide at sejle til Oslo og så prøve den ypperste og mest ekstravagante luksus, man overhovedet kan forestille sig: Den dyreste kahytstype, med alt, hvad dertil følger og hører.
John var med på ideen, og det bliver bare FEDT – det bliver helt vildt, med vores egen balkon og udendørs jacuzzi. Som jeg i øvrigt er ret sikker på, vi nok ikke får brugt (kommer i nogen grad an på vejret), men bare det at vide, at den er der, er en god fornemmelse. Vi tog kun turen som enkeltrejse; dels pga. prisen, dels, at vi ikke vil lægge os fast på, hvornår vi skal hjem igen, men lade vind, vejr og os selv tage den beslutning. Det kan lige så godt blive to som tre uger, vi er afsted – nobody knows.
Nogle mange vil nok synes vi er fuldkommen fjollede at bruge penge på den slags overflødigheder, men jeg kan allerede mærke, hvor meget det har højnet forventningens glæde til den ferie.
Jeg er ret glad for, at jeg i mange år har prøvet at sidde økonomisk hårdt i det, og selv om det ikke var særlig sjovt, da det stod på, gør det glæden ved at have muligheden for at skeje lidt ud nu så meget større, når det ikke er en selvfølge. Og så bliver man altså mere magelig med alderen, har vi efterhånden konstateret nogle gange.
Faktisk giver LD såmænd ikke engang til opfyldelsen af det dyreste rejseønske – det kommer måske, når Sverigeshytten bliver solgt. Måske.
Det ender derfor nok med, at pengene bliver klattet væk på denne måde. Måske også til lidt flere (og bedre … ) gourmetophold rundt omkring i Danmark?
Mulighederne bliver selvfølgelig flere, jo færre penge vi bruger ad gangen, så dilemmaet vil være der lidt endnu.

28. februar 2018

Udsigten er ikke helt så god, men …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:33
Tags: , ,

Vi er ankommet i hel tilstand til Christies i Sdr. Hostrup, og det er ikke vejrets, men Johns skyld. Det har været lidt af et snehelvede at køre i dag, og bilerne kørte da også i grøften på alle sider af os – og betænkeligt tæt på! En modkørende dame krydsede vejen umiddelbart bag os, og det var ikke med vilje. Hun slingrede så meget, at John sagde “hun kører i grøften nu!” Og det gjorde hun så … hun kunne meget nemt have ramt vores bil.
Det var flot solskin indtil 30 km før Kupfermühle, hvor vi skulle ind til Fleggaard, men det blev nogle meget lange 30 km, fordi det inden for få hundrede meter blev til en veritabel whiteout. Lige før grænsen var der solskin, men 10 km før ankomst var der igen whiteout og nærmest ikke til at se en hånd for sig. En halv time efter igen skinnede solen, og det gør den endnu – det vejr er lige så ubeslutsomt som i april.

20 km før grænsenSdr. Hostrup

Der er forskel på udsigten fra 11. etage og ind i en sneklædt hæk … vi er lidt spændte på, hvordan vejret arter sig i morgen, når vi atter sætter kursen mod Den Stråtækte.
Eckernförde i går var en ommer, så den tog vi i formiddags. Solen skinnede som sagt fint, men det var HAMrende koldt. Minus 7 grader, feels like minus 17, som vejrtjenesten var så venlig at oplyse os om. Vi gik gågaderne igennem, men fokuserede nok mest på at komme ind til varmen og en kopkaf i Cafe Heldt, som Jørgen anbefalede os, for den vind bed godt nok til!
I Fleggaard havnede der, nok ikke overraskende, lidt god vin i kurven, plus den obligatoriske mormorgave til Aubrey: Galle & Jessens pålægschololade. Han ville blive skuffet, hvis ikke jeg har den sædvanlige dobbeltpakning med til ham, men jeg ved, at i Tyskland kan man få den som 3-pak. I dag var den på tilbud: Fem 3-pak for 100 kroner. Det giver 6,67 kroner pr. pakke mod normalt 16,63 kroner i Brugsen. Det er altså ikke fordi, jeg ikke under den lille Aubie med den store søde tand for 33 kroner chokolade, det er nok mere den store prisforskel, jeg undrer mig over … og når nu vi var her alligevel …
Jeg har én gang glemt at lægge chokoladen i kufferten, hvorfor jeg så købte den i lufthavnen. For 54 kroner for én pakke! Var der nogen der sagde, at man kan købe billigt i lufthavnen?

P1010557

Nå. Nok om det.
Nu er der to timer til gourmetmiddagen, men de bliver tilbragt på værelset, da der ikke rigtig er til at komme til for sne udenfor.
Vi sprang skakspillet over … det var lidt svært at se felterne. Ligeledes kroens forslag: “Husk at besøge vores fantastiske urtehave på 1600 m2, der ligger bag kroen” blev vi enige om at gemme til en anden god gang.

27. februar 2018

Solskin–snestorm-solskin-snestorm

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:47
Tags: , ,

Efter det herlige morgenbord, med alt til faget hørende, som det kun fås i Tyskland, bevægede vi os som det første i formiddags, efter Jørgens anbefaling, mod Eidersperrwerk, som ganske rigtigt var spændende at se. Principperne og konstruktionen mindede os meget om Thames Barrier, men det gør det ikke mindre imponerende. Der skal stærke kræfter til at holde på vands stærke kræfter …

EidersperrwerkEidersperrwerk

Vejret vekslede uafladeligt mellem solskin og snestorm – vi kunne køre i det smukkeste solskinsvejr og se tunge byger lige foran os. En ret så dramatisk himmel var det indimellem.

P1010514

Da Eidersperrwerk var set, satte vi kursen mod Friedrichstadt, hvor vi spiste frokost. En fin, lille by var det, meget sønderjysk i sit udtryk – eller rettere sagt, så er Sønderjylland og Nordfriesland/Schleswig vel i bund og grund det samme og har været det i mange år. Det er samme byggestil, det er det samme marsklandskab med ‘koger’ og ‘Koogen’; mange gårde er bygget på kunstige forhøjninger, og endelig er dørene i byerne lige kunstfærdige i både nord og syd.

Friedrichstadt

Også i Friedrichstadt vekslede vejret mellem godt og mindre godt, men dagen var så langtfra gået, så vi kørte til Husum for at se, hvordan den så ud. Den fandt vi dog temmelig uinteressant og kørte derfor til Eckernförde, for ifølge kortet kunne der godt være noget kønt at se på.
Nu var vejret holdt op med at veksle – det var kun snestorm og en temmelig tæt en af slagsen. Da vi nåede Eckernförde, stod himmel og jord nærmest i ét, så vi nøjedes med at finde et sted, hvor vi kunne få en kopkaf. Det med at gå ned gennem shoppingområdet droppede vi helt.
Da kaffen var indtaget, kørte vi hjem. Det sneede meget, og vi kunne ikke køre ret stærkt, da vejene nu var blevet fedtede og glatte, men efterhånden som vi kom sydpå, blev det fint igen, og da vi var 10 km fra Bad Bramstedt, hvor vi bor, var der igen helt blå himmel og kun faldet lidt eller ingen sne.
Det drejede sig om bare 80 km, men vi har selvfølgelig tit set indenfor hvor korte afstande det kan skifte – også derhjemme.

Dør i FriedrichstadtDør i FriedrichstadtDør i Friedrichstadt

26. februar 2018

Minitur til Nordtyskland

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:39
Tags: , ,

Det blev næsten til vinterferie – i hvert fald er der et lille, hvidt drys over det hele, både hjemme og hele vejen til vores bestemmelsessted i Bad Bramstedt.
Vi tog – som sædvanlig – lidt tidligt afsted for at få noget ud af dagen. Planen var at køre gennem Holstensk Schweiz, for der skulle være så smukt. Mine forældre flygtede hertil for 41 år siden, da de ikke havde lyst til at gøre så meget ud af deres sølvbryllup. Jeg nåede lige at få Charlotte d. 12. december, inden de drog afsted d. 13. dec. Bryllupsdagen var 15. december, så vi var alle lidt spændt på om hun nåede at komme til verden inden de var nødt til at tage afsted, men det gjorde hun jo så.
Der var da også smukt, og jeg tror vi kører herned igen engang, når der er grønt og lunt.
Vi så alle søerne (kørte på det nærmeste igennem dem), vi så byerne Malente og Plön; vi spiste frokost i Bad Bramstedt, og fordi det var for tidligt at checke ind, kørte vi videre til Glückstadt, som viste sig at være en smuk, gammel by. Alt sammen med flot solskin det meste af dagen … dejligt.
På vejen dertil så vi traner! Der gik et par inde på en forhenværende majsmark – de må have taget fejl af årstiden, men jeg har godt nok læst, at nogle få vælger at overvintre her mod nord, hvis det er en “mild og grøn vinter”, som der stod. Det er det så ikke mere, så de fryser nok.

Traner i februar ved Glückstadt

Værelse på 11. etage

Her i det nordlige Tyskland er man åbenbart ikke meget for betalingskort. Både til frokost og senere til den ret så syndige eftermiddagskaffe tog de kun imod kontanter. Det viste sig, at jeg har glemt min europung, men det havde John heldigvis ikke, så det blev en billig omgang for mit vedkommende … jeg må dog nok hellere finde en hæveautomat i morgen, eftersom der er flere frokoster og eftermiddagskaffer i vente. Jeg har en europung og en pundpung, så jeg altid har kontanter med fra starten uden at skulle skynde mig at finde en bank.
Det kræver så bare, at jeg husker at tage den med …

Vores værelse ligger på 11. etage, så udsigten fejler ikke noget. Her er dog temmelig lydt, har vi konstateret … vi håber, at naboerne er færdige med at tale højt, når vi skal i seng, men der er ingen tvivl om, at de hygger sig derinde. 

P1010507 

Årrh, det var godt, var det – og man har vel ferie!

13. februar 2018

Så meget for planlægning …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:09
Tags: ,

Jeg mener at have nævnt, at vi skal på gourmetophold i Sønderjylland sidst i februar.
Faktisk er det lidt fjollet at have én nat dernede og så bare tage hjem igen – vi kunne lige så godt få lidt mere ud af det.
Tænkte jeg, da der helt tilfældigt dumpede en mail ind med glimrende kortferietilbud. Dem modtager jeg op til flere af.
Det er farligt. Meget farligt, fordi det er så pokkers fristende, men Risskov viste sig at have en hel del gode tilbud på to nætter i Nordtyskland med halvpension, og John og jeg brugte en times tid på at kigge på dem alle. Vi ville helst bo i Friedrichsstadt, men der havde de ingen ledige værelser i de to aktuelle nætter.
Efter at have undersøgt 10-15 potentielle emner på kryds og på tværs, endte vi med at vælge et, som vi mente kom tættest på vores ønsker.
Booke, booke – modtage bekræftelse – booke færge til udturen og så ellers mig afsted til Røde Kors-nørkleklubben.

 Så langt, så godt.
Da jeg kom hjem igen, ringede Natasja fra Risskov Rejser, at der desværre alligevel ikke var flere ledige værelser på det ønskede hotel. Derefter spurgte hun, om det var hotellet eller datoerne, der var vigtige for os, til hvilket jeg kun kunne svare, at det egentlig var både-og, men mest det sidstnævnte.
Så meget for al vores research …
Efter lidt snak frem og tilbage, endte vi med at få et hotel i Bad Bramstedt, så nu håber vi bare, at det vil være godt nok. Jeg kunne godt huske, at vi havde set på det, men kunne ikke huske, hvorfor vi valgte det fra i første omgang …
Nå. Det kan jo ikke gå fuldstændig galt med bare to nætter, satser vi på.
Vi har planer om at se Plön-området på vej dertil, tage til Friedrichsstadt på vores hele dag dernede og undersøge selve Bad Bramstedt på trejdedagen.
Det bliver ikke en lang og eksotisk ferie, men det bliver et afbræk, men lidt har også ret, især på denne kedelige årstid, hvor enhver afvigelse fra hverdagen modtages med kyshånd, og får man den ikke forærende, hvad man sjældent gør, må man selv sørge for afvekslingen.

Det gør vi så. Det var den anden (og tredje) for-fødselsgave fra folkepensionisten in spe til folkepensionisten in spe, og også denne får John lige så meget glæde af som den i går. Nok også mere, hvis man spørger ham …
John har allerede spurgt, om jeg har flere fødselsdagsoverraskelser på lager til os, for indtil videre går det jo meget godt …

2. februar 2018

38 år efter Robin Williams

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:50
Tags: , ,

Jeg har ikke set den, men Robin Williams har spillet Skipper Skræk i en musical fra 1980, og det har han gjort ikke ret langt fra feriecentret her. Der er garanteret nogen, der har moret sig med at bygge en så vind og skæv by op – det må være lige så vanskeligt som at synge falsk, hvis man har en god stemme. For vind og skæv er den, Skipper Skræk-landsbyen, som står her endnu og i dag er et forlystelsessted, hvor forældre tager deres børn med.

P1010382

Den ligger smukt i bunden af en lille vig. Vi valgte at se den på afstand, både for overblikkets skyld og fordi vi alt for tydeligt kunne høre lige præcis den slags støj, som ingen af os bryder sig særlig meget om … der var ingen tvivl om, at målgruppen var børn.
Vi tror ikke, at der var så mange restauranter, da indspilningen foregik, men ellers er det da ret smart at få andre til at bygge en kulisseby op og så selv overtage den kvit og frit, når optagelserne er slut.

P1010383

Vi gik derned. Der er ikke så langt, og vi fandt tilligemed en smutvej, som var så meget en smutvej, at den vistnok var helt privat. I hvert fald var der pludselig en låge, der var låst, men vi kunne godt knibe os igennem – ellers havde det været noget af en omvej. I stedet blev det til en smuk tur midt inde i landskabet, så at sige, på en ikke særlig komfortabel sti, men derfor en langt mere hyggelig en af slagsen.

P1010392

Her fornemmede vi virkelig, hvor lidt dyrkbar jord der er. Det er hårdt arbejde at lave disse klipper om til landbrugsjord, men ikke desto mindre er det gjort mange steder på øen, mest i form af terrasser, så man har en mulighed for at holde på den sparsomme jord og for at kunne vande, når der trænges.

P1010390

Og alle vegne den forfaldne charme.
Vækster MaltaMere blev det ikke til i dag. Vi vågnede i nat ved, at det blæste meget op, og tidligt i morges begyndte det at regne. Da det klarede op ved 10:30-tiden, skyndte vi os at gå, og vi fik et par timer med sol og varme, men det trak sammen igen, mens vi spiste frokost. Det blæser – igen – en hel del, så vi valgte at bruge den sidste eftermiddag med at hygge inden døre og oppe på tagterrassen, når det var muligt, og ellers så småt begynde at pakke. Vi skal være ude klokken otte i morgen tidlig, så vi skal tidligt op. Igen. For tredje gang på én ferie … kan man overhovedet kalde det for ferie?
Det kan man heldigvis godt … den har været afslappende og alligevel har vi fået set meget af Malta. Så meget, at vi ikke behøver at komme herned igen, for der er så mange andre øer (og steder), vi gerne vil se. Vi kan ikke nå dem alle sammen, så der er ikke grund til alt for mange gentagelser.
Siger hende, der om seks uger tager til England for 117. gang, og igenigen i bil derover til maj … plus at vi satser på at tage til Norge i juni, men det er fordi riksvej 17 druknede i regn, da vi var der første gang – men det var lige tre gentagelser i træk. England gælder dog ikke rigtigt som gentagelse, vel?

Vækster – kendte som ukendte – har vi set flere af, end jeg havde regnet med, og flere i blomst, end jeg troede man kunne i januar.
Det gør ikke spor – det er altid godt med positive overraskelser.

1. februar 2018

Gozo – den grønne ø

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:04
Tags: ,

Tidligt op, ud ad døren og afsted til Gozo. Det er altså en herlig årstid at være her på, med en helt tilpas temperatur og meget begrænset antal turister. Man kan komme til alle vegne.
Gozo, som malteserne selv mener var øen Ogygia, som Kalypso boede på (hende forfører-nymfen fra Homers Odysse, som sørgede for at opholde Odysseus i syv af de 10 år, det tog ham at komme hjem). Grækerne mener naturligvis, at Ogygia var en af de ioniske øer – og en britisk forsker mener, det var Lolland! Så forstår man bedre, hvorfor den Odysse kunne tage 10 år …

P1010331P1010365P1010371

På Gozo har de carftsmen, folkedragter med indbygget læskur og kniplende kvinder.
Det er da heller ikke nemt, når man skal læse korrektur på hele 11 ord … så skal det jo næsten gå galt, men det var godt nok noget fantastisk glas, de der carftsmen kunne præstere, så jeg købte en vase i netop den skønne blå farve, der ses på plakaten. Jeg købte også et halssmykke, et tørklæde, noget lokal og meget velsmagende olivenolie, samt to glas marmelade – jeg er nødt til at have noget med hjem, der er lavet på figenkaktussens frugter.

P1010299P1010310

Vi tog en såkaldt speedbådstur på bare et kvarters tid. Når jeg skriver ‘såkaldt’, er det fordi det ikke gik særlig stærkt – jeg følte, at jeg kunne have roet i samme tempo ved siden af, selv om John hævdede, at 1) det kunne jeg i hvert fald IKKE, og 2) at styrmanden ikke forsvarligt havde kunnet sejle stærkere i den bølgegang, og det har han jo nok ret i. Det så ikke ud af noget, men den lille båd gyngede faktisk ganske pænt, når man kom ned i vandoverfladeniveau.
The Azure Window var engang der hvor der nu ikke er noget på billedet herover med himmel og hav. Gozos nok største turistattraktion tillod sig at styrte sammen i marts 2017 under en kraftig storm.

Gozo Comino Malta

Det var en fin dag med godt vejr næsten hele tiden, undtagen til sidst, da vi skulle hjemover. Sejlturen tilbage til Malta var kold, og det kunne godt se ud som om det kunne finde på at begynde at regne, hvilket det dog ikke gjorde. 
Herover ses Gozo, Comino og Malta; de tre beboede øer af republikken Maltas i alt syv øer. På Comino bor der dog kun tre personer! Jeg håber søreme ikke, at de bliver uvenner.

P1010356

Lidt mere patina – og herunder et kig ned ad en af Victorias gader. Victoria er Gozos hovedby. Ganske hyggelig.

P1010357

Det var det. Stort set. I morgen er det sidste dag hernede, og som altid er tiden fløjet afsted.
Det bliver spændende, om vi skal hjem og opleve vinter.

31. januar 2018

Valetta

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:50
Tags: ,

P1010254

Malta er en lille ø, og alligevel tager det mellem en time og halvanden at komme fra Mellieha i næsten nord til hovedstaden Valetta lidt syd for midten. En strækning på 25 km, som ville have taget 42 minutter i bil. Siger Google Maps … men okay, vi får set noget undervejs, så det er fint nok.
Valetta var, hvad vi havde forventet, og ses skulle den da, nu vi er på Malta. Jeg elsker (stadig) alle de karnapper, som desværre lige så langsomt forsvinder, for man renoverer ikke husene hernede, man river dem ned og bygger nye op, hvilket er en stor skam, er vi (og de) mange, der synes.
Vi lagde stille og roligt ud med en kopkaf lige ved begyndelsen af St Paul Street, hvorefter vi ad den gik helt ned til spidsen af halvøen.
Derfra rundt om samme spids, så krydse lidt frem og tilbage ad de stejle, smalle gader, indtil vi pludselig befandt os på Republic Street, som er shopping-gågaden og hvor der åbenbart altid er en million mennesker. Den tog vi resten af vejen tilbage til busterminalen, hvor vi fandt en bus, der kunne bringe os tilbage til Mellieha.

P1010281P1010285

P1010261P1010268P1010280

Med vasketøj hængende – det var næsten som at være i Venedig …
Jeg kan godt lide patina, men der kan altså også være liiige lidt for meget af den – og alligevel er det jo charmerende.

P1010265P1010273

Uh, hvor jeg tog mange billeder. Også af mandeltræet, hvis blomstring vi (bevidst) gik glip af på Mallorca, fordi der er lidt for koldt i januar og februar, men nu har jeg da i det mindste set, hvordan blomsterne ser ud.

P1010289

P1010288Man bedes lægge mærke til farven på himlen. Den fås ikke meget blåere, og temperaturen er 22 grader. Det kan vi lide. Ikke for koldt og ikke for varmt.
Til frokost vaklede jeg mellem blækspruttestuvning og kanin, men vi valgte begge kaninen til frokost. Maltas nationalret. Vi fik en hel kanin hver – der var godt nok rigeligt med kød, selv om kaniner ikke er så store. Jeg ville have regnet med en hel til os begge, men så havde jeg nok også haft lidt mere tilbehør, end tilfældet var her – det smagte dog glimrende.

Også her i Valetta kan man risikere at blive clamped, hvis man holder ulovligt – her var der en englænder, der måske troede at den slags går, når man er udlænding, men det gjorde den ikke!

30. januar 2018

Mosta-katedralen, Mdina og lidt botanik

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:09
Tags: , ,

Vi havde valgt at tage en guidet tur til Mosta og Mdina, fordi vi ville få en masse af øens historie med i købet, så afsted gik det kl. 9.
Mosta-katedralen er den tredjestørste af sin art i Europa; dvs. den har den tredjestørste kuppel. Af sandsten. Og målt i bredde, ikke i højde. Min første tanke, da jeg kom ind, var Pantheon i Rom, og den var da også inspireret af det berømte tempel. Flot var den indvendig, men historierne må I finde i turistguiderne – eller selv tage til Malta …

P1010196P1010198

Guiden var god – hun har boet 20 år på Malta; hun blev forelsket i og gift med en malteser – sådan kan det gå … jeg har jo en tilsvarende historie fra England … Charlotte startede godt nok ikke som turistguide, men det er 20 år siden, hun rejste til London, blev forelsket i og gift med en englænder.

Mdina er en rigtig middelalderby, hvor der derfor bliver optaget mange film, hvoraf bl.a. kan nævnes Game of Thrones og All Inclusive. Herunder til venstre ses gaden som vi så i sidstnævnte film. Det er ikke en bilvenlig by.

P1010248P1010233P1010238

P1010232

Der er en del adelige paladser i byen. Det er ikke længere et krav, at man skal være af adelig herkomst for at kunne eje et af disse paladser, men dengang det var, kunne rangen ses på størrelsen af dørhammeren – jo højere rang, jo større dørhammer. Billede to er byens næststørste, mens det sidste billedes dør må tilhøre en fra lavadelen. Sådan er der jo så meget, der kan sige noget om hakkeordenen. I DK kan antallet af kontorvinduer betyde noget; ligeledes om man har armlæn på stolen. I Mdina er det altså dørhammere.
Læg mærke til den underlige bødestørrelse på skiltet her. Jeg havde en lumsk anelse om, at det kunne skyldes overgangen til Euro, hvilket guiden bekræftede. Hastighedsbøder er lige så skæve, men det er forbudt at ændre på bødetakster uden et lovindgreb, så man ‘oversatte’ bare det gamle beløb i Lira.

Vel hjemme igen lavede vi noget frokost, hvorefter en af os tog en morfar (John er i øvrigt helt okay igen), mens en anden gik op på tagterrassen og strikkede og nød solen i den halve time.

P1010251P1010212P1010253

Derefter gik vi en tur i lokalområdet. Vi fik os en rask lille diskussion om figenkaktussen, som der gror masser, masser af hernede; både vildt og som læhegn. Dens frugter kan spises, men figenkaktus hedder således, fordi dens frugter minder om figner, ikke fordi det er figner, men det ville en af os ikke helt tro på. Den anden fik dog vist nok overbevist den ene, men det måtte da alligevel slås op, da vi var tilbage igen, bare lige for at være helt sikker.
En anden vækst, vi ser virkelig mange af, er den, der er vist over kaktusserne. Jeg troede det var den, vi i Danmark kender som bjørnerod, men da jeg tjekkede, viste det sig, at bjørnerod har hvide blomster. Den lugtede af anis, da jeg maste bladene mellem fingrene, og en hurtig googling kunne fortælle mig, at den hedder Ferula communis eller giant fennel på engelsk – altså noget med fennikel. Alt har en forklaring …

29. januar 2018

Falmet skønhed

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:36
Tags: , , ,

P1010162 collage

John var ikke helt på mærkerne i morges, så vi tog det meget roligt i formiddags. Så roligt, at han sov til klokken 11, hvorefter han mente, at vi godt kunne gå en tur, hvis bare jeg var indstillet på, at det blev i pensionisttempo, hvilket jeg naturligvis var – jeg var bare lettet over, at mavepinen blev bedre og ikke værre.
Vi tog bussen op til Mellieha, hvor vi gik en tur rundt og hvor vi spiste frokost.
Det er en lille by, som tilsyneladende lever i et særdeles mageligt tempo – der var ikke mange mennesker på gaderne, ejheller mange biler, som vi ellers ser overalt på øen i stort og tæt antal.
De har mange af disse fine skilte med husnavne på – det så vi også i Marsaxlokk, og her har jeg gengivet et lille udvalg.
Nogle af gaderne er som i Valetta: meget stejle. Her var der da slet ingen fare for at blive kørt over … det var vældig hyggeligt, og oppe fra kirken var der naturligvis en fantastisk udsigt.

P1010154P1010155P1010157

Byen giver hverken indtryk af at være fattig eller forsømt, men indimellem de ellers velholdte bygninger ser man nogle døre, hvor det tydeligvis er meget længe siden, de sidst har set maling. Pudsigt nok syntes jeg det var de smukkeste – deraf dagens overskrift. Nok ikke mange vil være enige med mig, men jeg var fascineret af de falmede skønheder. De karakteristiske balkoner, som vi kender fra billeder fra Valetta, fandtes også her, omend ikke i så stort et antal.

P1010182P1010184P1010189

Restauranten, hvor vi indtog en dejlig frokost, var hyggelig og serverede glimrende mad. Menukortet var, som menukort er flest, nemlig indeholdende en del fejl. Én gik igen flere gange, men de var da i det mindste konsekvente, så. Jeg ved ikke, hvilket dyr de muskler havde siddet på, og jeg nænnede ikke at spørge, så jeg valgte i stedet pasta carbonara – helt uden muskler. John valgte en burger, som vel må formodes at indeholde muskler, men det stod der ikke noget om på menukortet.
Muscles og mussels udtales ens, så det er naturligvis derfor, at misforståelsen er opstået, men det fik da fremkaldt smilet hos os.

P1010192P1010193

Det blev dagens hovedmåltid. Vi skulle gerne få ham Nielsen på dupperne igen, så i aften bliver vi hjemme i huset, hvor jeg bare kokkererer en omelet til os, hvortil han har tænkt sig at drikke cola.
Så må jeg drikke vinen helt alene – ih, hvor ærgerligt …

28. januar 2018

Markedet i Marsaxlokk

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:52
Tags: ,

Det underlige navn udtales marsaschlok. Marsa betyder havn og xlokk betyder sydvest, så vi har i dag befundet os i sydvesthavnen. Maltesisk er oprindelig arabisk, men skrives med latinske bogstaver … det er derfor ikke så underligt, at sproget forekommer os aldeles uforståeligt, men heldigvis har commonwealth-perioden smittet så meget af, at engelsk stadig er deres andetsprog hernede, og som alle derfor taler.

En Luzzu

P1010112P1010120

De smukke, karakteristiske, farvestrålende både (kaldet luzzu) var der ekstraordinært mange af i havnen i dag; måske fordi vejret var bedre og mere solrigt, end det havde været længe, hvilket også havde lokket flere stadeholdere til markedet – og mange flere kunder! Holddaop, hvor der var mange mennesker!
Det er lidt sjovt med øjnene foran på bådene: De beskytter mod ondskab og havari, når man er på søen, og der er stadig fiskere, der tror så meget på det, at de dækker øjnene til, når båden ligger på land, for ikke at misbruge øjnenes kraft, når der ikke er brug for den.

P1010105

Der var nok mere junk på markedet, end jeg havde forestillet mig, og ikke så meget kunsthåndværk, men pyt med det, for så gik jeg ikke shop amok.
Vi kom hjem med noget frugt, et par lækre små æbletærter (fyyy, men vi har trods alt ferie!), og noget mandelmel. Sidstnævnte er vildt dyrt i Danmark, så de 5 Euro, jeg måtte slippe for 500 gram, er kun omkring 25 % af den danske pris. Hvorfor købte jeg dog ikke et kilo?

P1010127

Honningsælgeren havde taget fabrikken med!

P1010102

Vi har 17 grader, skyfri himmel, bare arme og bare tæer og kunne sidde og nyde udsigten, livet og en kopkaf (og den der æbletærte) oppe på tagterrassen efter markedsturen og inden vi gik en tur ned til stranden.
Kager er de uforskammet gode til hernede på Malta, derfor æbletærten. Se bare billedet herover – de har mange og de har mange gode, hvilket ikke lover godt for taljemålet, og eftersom vi skal til gourmetaften på Christie´s Sdr. Hostrup Kro i Sønderjylland (tak for tip, Helle!) sidst i februar, ved vi godt, hvad vi skal, når vi er hjemme igen. Men den tid, den sorg … jeg siger skål i (maltesisk) rødvin og god søndag aften derhjemme i kulden Smiley

27. januar 2018

Malta, dag 1

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:22
Tags: ,

Det kan godt gå hen og blive en lang dag, når man skal op kl. 02:30, ud ad døren kl. 03:15, flyve kl. 06:30, mellemlande i Billund kl. 07:15, flyve videre til Malta kl. 08:00 og lande der kl. 11:00. Nu er klokken 17 og vi er godt indkvarteret i vores hus med gårdhave og tagterrasse, vi har været til introduktionsmøde for at se, om de havde et par gode fif (det havde de), vi har spist en maltesisk platte til frokost og vi har købt ind i supermarkedet til aftens- og morgenmad, plus det løse – OG slæbt to tunge indkøbsnet hele vejen fra supermarkedet til vores hus, som ligger længst muligt væk fra receptionen og øvrige fællesarealer. Til gengæld har vi en smuk udsigt. Det var der også over Innsbruck-området her til morgen: sol over sneklædte alper – det så ikke helt tosset ud. Billedet til venstre viser en solopgang, som den ser ud set mod vest!

P1010091P1010092

Luften er 15 (den er faktisk 17) og vandet er 16 (spot on) og pigen er 17½ … næh, hun er snarere 77½ … jeg føler mig virkelig ung og meget som en charterrejseturistnovice i dette selskab. Nogle er hernede for gud ved hvilken gang og nogle af dem skal være her i 10 uger. TI UGER! Hele Maltakolonien er mindre end halvt så stor som Bornholm, men okay – hvis man hjemme i Danmark bor i en lille lejlighed et eller andet sted, så kan vinteren blive meget lang og meget kedelig, og så er dette sikkert et godt og nok også et relativt billigt alternativ.
Udenfor er det dejligt lunt, men indenfor er her ret køligt, så vi har tændt for varmen. En af os er kravlet under dynen, mens en anden af os skriver og tager et glas rødvin – det har som sagt været en lang dag, så en af os trængte lige til en lille lur.

P1010097

Udsigten fra tagterrassen er okay, og der er et rigt fugleliv lige udenfor. Malta er i øvrigt ikke så gold, som jeg havde forestillet mig, men en del mere grøn.
En anden en af os er måske også en anelse træt, når det kommer til stykket, så det er hermed slut for i dag – i morgen formiddag skal vi på et rigtigt marked med frugt, med grønsager, med loppeting, med tekstiler, med fisk, med brugskunst, med … andre ord alt muligt og lige sådan noget, jeg bare ELSKER, så der skal vi have det store indkøbsnet med igen.
Sov godt …

20. januar 2018

Nu må der gerne snart ske noget …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:27
Tags: , , ,

I dag blæser det ikke, men det er mørkt. Det er Poldark-vejr. Charlotte havde 2. sæson med til mig i julen, og i dag havde den premiere i Den Stråtækte, hvor jeg lige har set første afsnit – alene, mens John tog sin morfar, for han synes ikke, det er helt nemt, når der ikke er danske undertekster.  
Det er en glimrende serie, som mig bekendt ikke har været vist i dansk tv. Har jeg ret? Hvis ja, så er det lidt underligt, for den er lige så god som de fleste andre store, engelske serier, men den er måske for dyr for det økonomisk betrængte DR?

I dag er der en uge til Malta, så tiden i den næste uge kan næsten kun gå for langsomt … dagen er allerede tiltaget med næsten en time, og det kan bestemt mærkes – på Malta er den tiltaget ½ time mindre end her i det halvhøje nord, men dagen er alligevel to timer længere. Helt okay med os …
Kilden til disse oplysninger er Torben Hermansens almanak, som jeg kan anbefale, hvis man lige har en diskussion eller bare er nysgerring, hvad dagslænge, solop- og nedgange og lignende angår.
Læg fx mærke til, at solen på sit højeste i dag kun står 14° over horisonten. Det er faktisk ikke ret meget – ikke underligt, at den blænder bilisterne hele dagen. Når den altså ellers er fremme …

imageimage

Det er også suppevejr. Jeg elsker de tykke, og/eller cremede vintersupper og er lidt ked af, at den bedste af dem alle, nemlig kartoffel-porresuppen, er blevet politisk ukorrekt for vores vedkommende, men så må jeg jo forsøge mig med andre suppegræsgange. I dag bliver det med denne her fra Madbanditten.
Jeg laver altid mad nok til to dage, når jeg laver supper – det er det samme arbejde, og jeg elsker at have varmemad en gang imellem.
I morgen står den på kylling; der bliver også til to dage; der er planlagt og købt ind til en uge, og inden vi ser os om, er tiden gået, til vi skal afsted.

8. december 2017

Mørketid. Ferielyster. Diverse

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 13:58
Tags: ,

Jeg er heldigvis kommet mig helt over min bekymrende feriemæthed fra i sommer. Rejsen til Malta er bestilt, og som om det ikke var nok, er vi begyndt at tale sommerferie. Sommerferier … i flertal, nemlig. Mørketiden får mig til at længes efter ferie (også selv om jeg egentlig ikke har noget imod denne tid, som kalder på masser af hygge), og jeg vil så gerne til England i maj – igenigen – for jeg er totalt bjergtaget af de kæmpestore områder med bluebells, man kan se i skovene i den måned derovre. Jeg vil også gerne gentage turen fra 2012 på Riksvei 17 i Norge, fordi vi dengang havde det dårligste vejr i 1000 år og fordi John faldt så uheldigt, at vi måtte vende hjemad før tid. Vi lovede dengang hinanden at gentage turen, og alt tyder på, at det bliver i 2018.
Vejret kan man ikke planlægge, men det kan simpelthen ikke blive værre end det var i 2012. Håber jeg …

På vejen mod Aglen camping

Næste step: Skal det være i autocamper igen, eller skal vi leje hytter undervejs? Jeg brænder jo for autocamperen, men John foreslog, at jeg regnede lidt på det for at se prisforskellen.
Jeg regnede.
Vi kan faktisk få hele englandsturen foræret, så at sige, hvis vi lejer campinghytter undervejs i Norge i stedet for at leje autocamper. Selv hvis vi tager de dyre hytter med bad og toilet und alles og selv om vi tager bilen med til England, hvilket bestemt ikke er gratis.
Vi droppede dermed autocamperen. Lidt modstræbende fra min side … det er også bare fordi jeg helst vil det hele, og det kan man ikke altid, desværre, og det er altså ret fedt med sådan en camper … jeg har bedt John om at vinde mindst en million i Lotto, for jeg kan åbenbart ikke selv. Ikke nok, i hvert fald, for de i alt 3000 kroner, det er blevet til i gevinster i år, dækker ikke helt. Slet ikke, når man skal trække udgiften til kuponerne fra.
Det er ikke for tidligt at planlægge sommerferie. Vi blev godt nok enige om ikke på forhånd at booke hytter, for det gode ved camperen er netop friheden til at slå sig ned, lige hvor man lyster. Det kan vi selvfølgelig ikke med hytter, men booker vi hjemmefra, binder vi os alt for fast – vi vil meget hellere improvisere på sådan en tur, for det kommer an på så meget, hvor vi vælger at slå os ned for natten – eller måske beslutter vi at blive et par dage på samme sted.
Men kigge på nettet, lade sig inspirere og glæde sig er en ikke uvæsentlig del af ferien, så destinationen skal ikke besluttes i sidste sekund.

P1000630

Til højre ses – på opfordring fra Conny (som måske havde forventet noget andet?) et billede af, hvad jeg forleden kaldte for den lækrelækre konfektkage. Dette er en sjettedel af den; resten ligger i fem portioner i fryseren. Det ligger på en frokosttallerken og det rækker til seks personer, for det er konfekt, selv om det ikke hedder sådan, ‘bare’ en brownie – men man kan kun spise et meget lille stykke. Den er ikke engang rigtig brun, for man bruger hvid chokolade. Den er voldsom sen at lave, synes jeg, så jeg laver altid dobbelt portion og fryser ned. Den er så afgjort ikke fotogen – folk ser underligt på den og på mig, første gang de får den serveret, og jeg kan se hvad de tænker: Holddaop, hvor er hun nærig – under hun os virkelig ikke mere kage? Og uspændende er den også at se på … nå, men jeg må vel hellere tage et stykke … man er vel en høflig person.
Det er lidt sjovt at se deres overraskede ansigtsudtryk, når de sætter tænderne i den.

19. november 2017

Aubrey har det ikke fra fremmede

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:31
Tags: ,

Vi stod op til et flot, flot vejr. Klokken 05 blæste det endnu virkelig meget, men klokken 07 havde det løjet betydeligt af. Solen skinnede og alt var perfekt. Umiddelbart efter morgenmaden trak vi i det varme tøj og gik ned til kysten.
Det der med 100 meter til vandet viste sig at være et salgstrick. Der var mellem 200 og 250 meter. Ikke fordi det gør, at vi ikke gider gå derned; det er slet ikke det, men det er bare noget fis at ángive en afstand, der så viser sig at være mindst dobbelt så lang!

P1000296P1000293

Jeg ved ikke, om denne strand altid ser sådan ud, eller det har været alt det blæsevejr, der har forårsaget den høje kant. I første omgang så det ud til, at vi slet ikke kunne komme ned til vandet, men vi fandt et sted, hvor der ikke var længere ned, end at vi ville være i stand til at kravle op igen, men de fleste steder var kanten mandshøj.
Det var her, John legede Aubrey. De to mænd stod og småsludrede mens de nød sceneriet, og lige pludselig kom den – den store bølge, der også altid kommer bag på Aubrey, så han bliver våd til knæene. Denne gang var det bare John, det gik ud over, men han tog det pænt, da jeg kaldte ham Aubrey.

P1000321

Efter det lille uheld måtte vi hjem igen, så en af os kunne få tørre bukser og strømper på.
Derefter kørte vi til Thorsminde for at se, hvor meget power der var i bølgerne ude på den yderste mole.
Det var dog ikke imponerende meget – det har vi set en hel del voldsommere, men til gengæld er vejret totalt perfekt, og havet er flot at se på.

P1000340

På vejen holdt vi ind ved Rammedige, som vi lige måtte se, hvad var for noget, for det var nyt for os – men det var da også først i 2011, det blev gjort synligt, så at sige, med lidt hjælp fra A.P. Møller.
Der var masser af gravhøje og et par vikinger, der stadig stod vagt.

P1000361P1000362

P1000363Vi havde et par ærinder, der krævede et supermarked, hvorfor vi lagde ruten om Lemvig; en smukt beliggende by, som skal studeres nærmere en dag, butikkerne har åbent.
Lemvig er som bekendt modellen til Livets gang i Lidenlund, Gantriis’ velkendte tegneserie (der i øvrigt er født samme år som dette indlægs forfatter) … og Rema1000 ligger bag hotellet, der har taget navn efter den ikke helt fiktive tegneserieby.

Efter frokosten og Johns korte morfar fik mændene lyst til at benytte det gode vejr til at prøve fiskelykken, så jeg er alene hjemme i nogle timer. Optimismen fejlede intet – vil du have rødspætter eller pighvar til aften? Torsk? Eller skal vi hellere komme hjem med nogle makreller?
Jeg sagde, at jeg vil blive glad for hvad som helst, bare det er noget, de har fanget selv. Jeg er måske knap så optimistisk, men det sagde jeg ikke.

18. november 2017

Du milde himmel … og det modsatte …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:13
Tags: ,

Ferien er begyndt, og den er begyndt med et smukt blæsevejr herovre i det vestjyske. Vi har efter sigende kun 100 meter til vandet, og vi kan da også særdeles tydeligt høre det, men det var for dårligt vejr og desuden for mørkt til, at vi ville gå derned i dag.
Vi havde ikke snevejr på vej hertil, men det var da også det eneste vejr, der manglede i at have været hele paletten igennem på turen.
På Fyn så vi denne noget aparte sky:

P1000270

Som man ser, var himlen fint blå lige her, men det havde lige regnet.
Da vi nærmede os Lemvig, skinnede solen, men det så bogstavelig talt sort ud forude – her kørte vi ind i en voldsom haglbyge:

P1000273

Da vi nåede frem til huset, som i øvrigt er stort, fint, rent og dejligt, så himlen blandet ud, og inden vi fik pakkenellikerne ind fra bilen, regnede det. Igen.

P1000277

P1000276

Og Vesterhavet ligger lige omme på den anden side af den høje klit.
Vi sidder og hygger med ild i den ene ovn, mad i den anden ovn og masser af blæsevejr og larm fra ov[e]n. Så meget, at jeg synes jeg kan mærke hele huset ryste en gang imellem, men jeg går ud fra, at det har været gennem en hel del værre vejr end dette, så det skal nok holde.
Og superhyggeligt er det altså …

1. oktober 2017

Mine bekymringer blev gjort til skamme

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 21:00
Tags: , , ,

Jeg havde det faktisk lidt skidt med at have lokket Ditte og Peter med på en ikke helt billig weekendtur for at se den sorte sol, jeg længe havde talt om i begejstrede vendinger, hvis vejret så skulle vise sig så elendigt, at vi ikke fik set noget som helst.
Det er stadig rigtigt, at det gode selskab og den gode mad på Schackenborg Slotskro nok kunne kompensere for en dårlig sort sol-oplevelse, men jeg alligevel lidt ærgerlig over det.
Vi kørte gennem nogle gedigne byger det meste af vejen derover – enten regnede det lidt eller også regnede det meget. Øv øv æv.
Det var dog tørvejr, da vi landede i Møgeltønder og checkede ind på kroen, så der tonede en smule optimisme ind i mig igen.

IMG_7977IMG_7978

(Mormors Lille Café på Slotsgaden i Møgeltønder – mormor hedder oven i købet Nielsen. Man følte sig helt hjemme …)

Sort sol-turisterDa vi blev hentet på kroen klokken 17, var det stadig tørvejr, og det var det også, da vi satte os til rette på diget ved Aventoft. Optimismen steg yderligere et par grader.
Man må helst ikke stå oppe på diget, men skal sætte sig på siden af det, så stærene ikke så nemt kan se os, og man må ikke bruge blitz, når man fotograferer. Stærene reagerer på bevægelser og på lys/skygge, men vi måtte gerne snakke, for de reagerer ikke på vores lyde.
Der var mange hundrede mennesker, der havde samlet sig her for at se stærene flyve ind. Det er nu også et meget fascinerende syn, som ikke rigtig kan beskrives, men som skal opleves. De landede i sivene, først et par hundrede meter væk, men efterhånden som der kom flere og flere ind, og pladserne blev optaget, slog de sig ned tættere på os, for til sidst at lande stort set lige foran næserne på os.
At høre vingesuset fra selv en lille flok på 40 stære er en særlig oplevelse og at høre dem sidde og snakke sammen, efter de er landet, er en hyggelig oplevelse.
Historiens vingesus kan også være fascinerende, men stærenes her er en anden og noget mere konkret oplevelse.
Til jer, der ikke har prøvet det, kan jeg kun sige: gør det. Tag ud og oplev en lille million stære komme ind, den ene flok efter den anden, varierende i antal fra ganske få individer til op til 200.000 ad gangen.
Vi så det det hele – også rovfuglene, der gik på jagt og fik stærene til at danne de imponerende formationer, som vi nok alle sammen kender.
Billeder var det stort set umuligt at tage; vi var for tæt på til, at de kunne blive gode, men til gengæld var vores oplevelse så meget større.
Jeg vil, på trods af vores begejstring, ikke sige, det var den ultimative oplevelse, for det begyndte at pjaskregne, og solen så vi intet til. Heldigvis var stærene helt ligeglade med regnen, så på en skala fra 1 til 10 giver jeg denne 9, fordi en synlig, nedadgående sol ville have gjort det helt perfekt.

Nogle få stære
Søren Ryges nok ret velkendte optagelse på ni (tror jeg det var) minutter med Sort Sols fantastiske Let Your Fingers Do the Walking tog tre uger at optage, så vi klager absolut ikke over den oplevelse, vi fik på bare en time.

13. august 2017

Gul og Gratis

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:36
Tags: , ,

I går var vi til den årlige julefrokost, der som altid var vældig hyggelig, men vi er lidt trætte i dag. Derudover er det englændernes sidste hele dag her, da de flyver hjem sidst på eftermiddagen i morgen.
Der er derfor dømt 100 % afslapning, ikke noget med noget, der kræver de store anstrengelser.
Englænderne elsker at gå tur i Sibirien ved Vemmetofte Strandskov, så da vejret i formiddags var relativt godt, drog vi afsted.
Bare for at konstatere, at der var knap så idyllisk i dag pga. rådnende tang. Alle kender formentlig den særdeles ubehagelige lugt, og vi holdt da også kun ud i få minutter, inden vi opgav. Det skal jo helst være en fornøjelse at gå den tur, og det ville det ikke have været – der lå et bredt bælte ulækkert tang, der naturligvis var årsagen til stanken, så ungerne ikke engang kunne gå ud og få våde fødder, og hvad sjov er der så ved at gå en strandtur? Ikke meget – hverken for børn eller voksne.

IMG_7665

Det blev derfor kun til en enkelt klatretur, inden vi kapitulerede og kørte til Feddet i stedet for.
Der ligger en fed havn. Der ligger Fed Havn, hvortil der er en kort spadseretur fra campingpladsen, og hvor der i dag var tre kitesurfere, som drønede afsted i den ret så mærkbare blæst.

IMG_7666IMG_7667

Her turde selv jeg forsøge mig med kitesurfing, tror jeg – vandet går kun til omkring knæhøjde, men det hindrer på ingen måde de dygtige surfere i at suse afsted med stor fart …

Hjemme igen kiggede jeg atter på alle de garner, jeg har farvet i løbet af ugen – endelig var de blevet helt tørre, så der skulle vindes garn, skulle der.

Tagrør og rejnfanIMG_7671

Gul og Gratis får en lidt anden betydning … alle farvematerialerne har jeg fundet i naturen lige omkring Den Stråtækte, og vi kan vist ikke rigtig komme udenom, at langt de fleste giver gule eller gullige farver – med tagrørsblomsterne som den hidtil eneste undtagelse.
Der er snart garn til at åbne en hel forretning … heldigvis kunne Charlotte rigtig godt lide den første, ret lysende grønne farve, jeg fik med tagrørene, så jeg er allerede begyndt på en baretlignende hue til hende.

9. august 2017

Hvordan spiser man i Khoka Moya?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 21:45
Tags: , , ,

Dagen er gået med at lave så meget ingenting som muligt, så jeg kan lige så godt benytte lejligheden til at komme med endnu et safariindlæg med billedspam galore, iblandet lidt kulinariske beskrivelser. Jeg ved endnu ikke, om dette er det sidste eller det næstsidste … men her kommer lidt om den gode mad. Vi indtog alle måltider i lejren på en åben, men overdækket terrasse. Der var sidde/hyggearealer og der var en forsænkning med en stor bålplads med langbænke i passende afstand fra ilden, over hvilken børnene ristede skumbananer tre aftener.

IMG_7501IMG_6847
Vi tager først lige et par af de smukke fugle – en lilac breasted roller og en … stær af en slags, tror jeg nok. Men utrolig smuk, når man så den flyve.

Morgenmaden, som blev trommet ind kl. 10, bestod altid af baked beans med lidt ekstra ting i, stegte kartofler, stegte tomater og enten bacon eller pølser. Tre slags müsli/cornflakes, to slags yoghurt, to store frugtfade, hvidt og mørkt brød, man selv rister, og en eller anden slags muffin. Derudover stod der en og stegte spejlæg eller røræg efter ønske. På bordene stod mælk og to slags marmelade.

IMG_6857

(Impalaer …)

Frokosten var klokken to og havde altid en stor og varieret salatbuffet med to slags dressinger. Som lunt var der forskellige grønsager og altid enten kød og fisk eller to slags kød. Altid tre lune ting, som fx stegte kartofler, squash … alt der kan steges. Når vi troede, vi var helt færdige, kom de med desserten …
På de dage, der ikke indeholdt udflugter, havde man fri mellem morgenmaden og frokosten og mellem den og sidste gamedrive, som startede 15:30 – sådan var det i tre dage, fordi der var en heldagsudflugt og to halvdagsudflugter på de andre tre dage.

IMG_6859

(Girafmor med barn …)

Aftensmåltidet lignede i princippet meget frokostmåltidet, men kødet og/eller fisken var lidt mere spændende; fx springbok, og desserten var mere … skal vi sige … voluminøs! Det lyder måske lidt ensformigt, men de var gode til at variere tilbehøret, og ingen gik sultne fra bords, fordi det var så svært at begrænse sig, synes de fleste af os. Vi blev dog bedre til det i løbet af ugen – det var nødvendigt, hvis vi ikke skulle trilles ud til safarivognene!

IMG_6922

(Zebraer ved det lille vandhul …)

Den ene af aftenerne vendte vi ikke tilbage til teltlejren, men til et sted, som de havde holdt hemmeligt indtil nu. Her havde de rigget en kæmpe boma til, med bar og grill med tre slags kød og ved siden af medbragt tilbehør og salater. Vi blev alle bænket, og personalet kom syngende ind, fortsatte syngende og dansende rundt om bålet, mens hårene rejste sig på armene af nok de fleste af os.
Det kan bare ikke beskrives, det skal opleves. I øvrigt lige som alt andet hernede …
En afrikansk stjernehimmel er af en eller anden grund meget større end vores. Det føles, som om stjernerne falder helt ned i hovedet på os, og de virker som om de er meget, meget større.

IMG_7273AFRIKA 2017-443

Anna og Aubrey var (igen) helt opslugte af det fremmede, men spændende scenarie. Han var i virkeligheden hammertræt efter dagens oplevelser, men sad intenst opslugt og klappede og rokkede med til de hede, dunkende, varme og inciterende afrikanske rytmer, som har noget udefinerbart over sig. Jeg ville sige erotisk, det vil Aubie helt sikkert ikke … men ingen lades upåvirket af dem.

IMG_7517IMG_7522

Næsehornsfamilien. Næsehornsfar gik og græssede et lille stykke væk.
Resten er bare billeder, billeder, billeder – efter redigering er der ‘kun’ 620 tilbage, så der skal kasseres flere, men det er godt nok svært.

IMG_6892IMG_6918IMG_6920

En lidt tåbeligt udseende giraf i den blå time og en meget opmærksom kuduhan, som lige har hørt et eller andet farligt i nærheden (ikke os).

IMG_6934

Burchell’s zebra (kan kendes på, at de er lysegulbrune et eller andet sted på kroppen).

IMG_6969

En landende grib.

IMG_7135

En flok græssende bøfler.

IMG_7160IMG_7159

Børn og mødre.

IMG_7568

Og til slut kamæelonen. Da Lyton havde sat baren op på vores sidste gamedrive, spurgte han, hvad vi manglede at se. Vi mente, at nu havde vi vist set alt, hvad der var at se, men han sagde, at vi endnu havde kamæleonen til gode. Da vi kørte igen, var det blevet helt mørkt, men han lyste med hurtige bevægelser rundt i det nu kulsorte landskab.
Med ét stoppede han bilen og lyste på denne fyr, som her er gengivet i omtrentlig naturlig størrelse. Vi sad bare totalt målløse: Hvordan i himlens navn kan du få øje på den, samtidig med, at du kører?
Det er da nemt nok: Bladene er meget mindre end dyret.
Okay. Godt så. Det havde han selvfølgelig ret i …

8. august 2017

Fra safari til kajakker og Frilandsmuseet

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 20:17
Tags: , , , ,

Vi er for længst vendt tilbage til hverdagen. Vi er i hvert fald vendt tilbage til Danmark, hvor Tim og Aubrey om fredagen lagde ud med at leje kajakker hos Lars, hvor de har haft lejet før.
Aubrey har for første gang en voksenkajak, og han var ikke til at skyde igennem. Han fik også brug for al sin styrke, for de havde strid modvind de tre fjerdedele af vejen hjem til Den Stråtækte. Vinden tog mere og mere til, så Charlotte og jeg blev mere og mere bekymrede for, hvordan han ville klare det. Endelig, fem timer efter de startede, kom de hjem. Tim havde ringet fra cirka halvvejs, så vi var ikke ved at dø af bekymring, men alligevel … vindstyrken tog efterhånden mere og mere til, med stød af kulingstyrke, så de var virkelig kommet på arbejde – der var omkring 10 kilometer hjem. IMG_7572IMG_7573

Men det lykkedes, og hjem kom en særdeles stolt (og meget træt) lille dreng, som da også til overflod fik knus og ros og beundrende ord fra det mødrene og mormødrene ophav, som sammen med Anna var gået ned til Kystens Perle, hvor de ville trække kajakkerne i land.

Lørdag gik turen til Middelaldercentret, hvor der blev trukket blider op, set på ridderturnering og leget Hvem får først smidt den anden af pinden?

IMG_7590IMG_7591IMG_7592

Søndag var det Johns fødselsdag. Hans søskende kom om eftermiddagen; vi hyggede og grillede, men lavede ellers ikke andet end at slappe af.

Mandag stod i familiens tegn. Det er 1½ år siden, Charlotte sidst har set hele familien på én gang, men det lykkedes at samle alle hjemme i Malles og Anders’ nye hus, som de selvfølgelig også var glade og stolte over at få lov at vise frem.
De to yngste var, nok ikke overraskende, temmelig ofte midtpunktet, men de er nu også søde, når de er så små.

IMG_7606IMG_7614

På vej til Malle så vi denne lille trehjuler, som udviste en fed humor, som vi alle måtte smile ret højt ad.
Der kører et tilsvarende minikøretøj rundt nede i vores område, som skilter med Egons flyttebil. Flytter alt!

I dag var vi på Frilandsmuseet. Der har vi været så mange gange før, men der er så hyggeligt at gå rundt – især når vejret er, som det har været i dag.
De er begyndt at tage entre, hvilket var nyt for os. Mens vi stod i betalingskø, faldt jeg over plakaten med de legende børn, og senere over beskrivelsen af smedens hus. Jeg så flere fejl, men jeg skal skåne jer for resten …

IMG_7616IMG_7623

Argghhh, altså. Man skal dæleme kunne kende forskel på ligge og lægge, når man skriver tekst til sådan en informationsplakat. Læg hvad i alkovens mørke? Enten skulle der have stået lig i eller læg dig i. Korrektur, korrektur, korrektur.
Ligeledes er det lige smuttet med The smith’s workshop, som har fået et s for meget.
Småting? Måske. Men det er irriterende at se på. Synes jeg. Og pinligt, at det ikke er rigtigt.

IMG_7628

Til sidst vil jeg efterlyse en forklaring på disse kridtmarkeringer i en stue i et af husene.
Hvad betyder de? Hvad markerer bonden her? Farmer, help, please, som du har gjort så ofte før.

6. august 2017

Blyde River Canyon, Bourke’s Luck Potholes og God’s Window

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:45
Tags: ,

Af de seks hele dage, vi havde i Khoka Moya, var der kun en enkelt dag, hvor der ikke var mulighed for gamedrives, nemlig om søndagen, hvor der var heldagsudflugt til bl. a. Blyde River Canyon, som vi, sidste gang vi var i Sydafrika, havde fået at vide var et absolut must at se, men dengang passede det ikke ind i programmet, så det var fint, at det hørte med til denne tur.
Jeg har set flere canyons, og jeg må konstatere, at de er alle meget forskellige. Grand Canyon var den største, men i mine øjne egentlig ikke den mest imponerende – smag og behag er dog som bekendt forskellig.

IMG_7280IMG_7281IMG_7282

Ved første stop fik jeg fluks øje på koraltræet. Jeg elsker bare koraltræerne med deres nærmest selvlysende røde blomster.
Bjergene i området havde områder med grønne alger, som lyste så fint i solskinnet – det var disse farver, der gjorde denne canyon forskellig fra andre.

Blyde River CanyonBlyde River Canyon

Vi gik ned til Bourke’s Luck Potholes, som var temmelig imponerende at se, men det er godt nok svært at tage billeder, der kan give det rigtige indtryk af, hvor mere og mere overvældende det virkede, efterhånden som man nærmede sig.

Bourke's Luck PotholesBourke's Luck Potholes

Det er vinter hernede og dermed tørketid. Jeg kunne godt tænke mig at se dette natursceneri i regntiden – men det kommer jeg ikke til.

Bourke's Luck Potholes

Bourke's Luck PotholesBourke's Luck Potholes

Længere sydpå kunne man se ud gennem God’s Window, hvis man skulle have lyst til det, hvilket vi havde … det er såmænd da også en meget pæn udsigt han har, ham Gud … vi blev høfligt bedt om at holde hans vindue rent.

God's WindowGod's Window

At God's Window

Så jo, Sydafrika er meget andet end safarier og vilde dyr, hvilket vi oplevede mange gange i 2004, da vi kørte ad Garden Route og langs den sydligste kyst ved Kap Agulhas; videre til Stellenbosch og rundt om Kap Det Gode Håb.
Fordi børnene havde førsteprioritet på denne ferie, var det helt bevidst, at det hele skulle dreje om safariture, men denne heldagstur var en dejlig og smuk afveksling, som også børnene nød, selv om det medførte nogle timer i bus – ikke mindst fordi der var flere lejligheder til at købe souvenirs.

IMG_7296

Vi skal være igennem den bevogtede port til området, hvor Khoka Moya-lejren ligger, senest klokken 17:30, hvor der er bare en halv time til det bliver mørkt, ellers bliver vagterne sure over at være tvunget på overarbejde.
Vi nåede det, og inden vi nåede frem til teltlejren, kom der fem giraffer spankulerende, som vi med nød og næppe kunne nå at fange med kameraerne gennem bussens vinduer, inden lyset blev for svagt. Vi så desuden både bøfler, impalaer, kuduer og elefanter på den korte tur.
Så vi fik nogle af dyrene at se, selv om det slet ikke var meningen den dag.

Giraffer i Manyeleti

3. august 2017

Manyeleti – første dag

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 20:09
Tags: , , ,

Det er nok ingen hemmelighed, at wi-fi’en lod en del tilbage at ønske i vores teltlejr, eftersom der har været tavshed fra min side i et stykke tid. Jeg opgav på forhånd, da jeg oplevede, at det tog flere minutter at loade en FB-side. Så var jeg klar over, at jeg ikke engang gad forsøge at uploade et indlæg med masser af billeder.
Det bliver derfor en skønsom blanding af overordnede indtryk, temaer og kronologi – noget forvirrende, måske, men skidtpyt, ikke?

27 timer efter vi gik ud ad døren i Den Stråtækte, ankom vi til Khoka Moya i Manyeleti lige vest for den store Kruger Park. Det var et langt døgn (1½ + 10 timers flyvning; 8 timer i bus plus det løse), og vi var efterhånden trætte, fordi vi alle sover elendigt i en flyver. Det begyndte at blive en smule spændende allerede ved flyskiftet i Zürich, hvor vi skulle mødes, for englænderne kom først tre minutter før planlagt afgang … de nåede det dog lige.

IMG_6809

Aubrey satte sig i bussen med et lille, tilfreds smil om munden, og det forlod ham ikke, før han faldt i søvn ½ minut før første stop … we are actually IN Africa now. Cool.
God guide. God mad. Godnat …
Næste morgen var der en tidlig, frivillig tur – normalt lader de gæsterne sove længe den første dag, men vi ville have det hele med, så vi mødtes kl. 06:15, fik en kop varm kakao, hilste på vores faste ranger, Lyton, og så afsted.

IMG_6765IMG_6770

Der gik ikke mange minutter, før vi så de første dyr, og inden for 10 minutter havde vi set impala, kudu, zebra og elefant.
Herefter kørte han off road, hvilket gjorde det hele endnu mere autentisk. Det er forbudt for private og for personbiler i det hele taget at køre uden for de angivne veje, men disse rangers har speciel tilladelse til at køre overalt. Vi ville, som nævnt før, af flere årsager aldrig køre ind selv, for man får 100 gange mere ud af at være sammen med en ranger. De taler sammen via radio og hjælper hinanden – we’ve just seen the lion females with the cubs – go to …
Kort tid efter kom vi til de to sovende hanløver, som ved, hvor hunnerne er, men ikke interesserer sig for dem, før de kommer i brunst.

IMG_6783IMG_6788

De var heller ikke interesserede i os. Som i overhovedet ikke. De var 100 % ligeglade … så længe vi bliver i bilen, ikke taler højt og ikke rækker arme ud eller rejser os op, er bilen en for dyrene en velkendt enhed, som hverken er farlig eller interessant.
Vi fandt ikke hunløverne, men det er stadig dag ét, så der kommer flere chancer.
Pumba kom også et smut forbi med sin familie – vortesvinet I ved, fra Løvernes Konge. Zazu fløj forbi og hilste.

IMG_6812

Kaffe/kakao/tepause blev der også tid til. Den kaffe smager altså bedre under disse omstændigheder end enhver anden kopkaf…

Kaffepause

Tilbage igen kl. 9:45, hvor der var morgenmad. Ingen andre end os seks havde været ude den morgen.
Teltlejren er ikke indhegnet, så de vilde dyr kommer helt tæt på. I ordets bogstaveligste forstand, så vi fik at vide, hvordan vi skal opføre os, mens vi er her. “Alt, der løber, er mad, så man løber ikke. Aldrig. Og hvis der pludselig står en elefant foran jer, skal I bare stå helt stille, så vil den ignorere jer.”
Okay. Godt så. Hmmm.
Da vi skulle tilbage fra morgenmaden, gik Charlotte og Anna først, men kom tilbage igen … “der står en stor bøffel lige ved siden af stien, så vi vil gerne ledsages af en ranger”.
Det syntes rangerne også var en god ide. Bøflen er det farligste dyr, farligere end løverne, for disse løber, hvis de ser os. Blev der sagt … men i hvert fald skal vi have stor respekt for bøflerne.

P1070167P1070166

Teltet var omkring 50 m2 og havde en herlig bred dobbeltseng med varmetæpper i; det blev virkelig koldt om natten, og der er ikke voldsomt meget isolering i en teltdug. Der var bad og toilet, en sofa, et skrivebord, samt to liggestole ude foran. På billede to ses englændernes telt fra vores terrasse.
Herunder skimtes en flok impalaer, som selvfølgelig er ufarlige, men der kom både bøfler, hyæner og elefanter gående lige forbi. Så bliver man lige så stille indenfor og siger ikke en lyd. Ingen gæster går uden for teltet uden at blive fulgt af en ranger, når det er blevet mørkt.
Om aftenen hørte vi et stort kor af frøer og hver nat hørte vi løver brøle tæt på. Lidt skræmmende i starten, men det blev forbavsende hurtigt hyggeligt med alle disse fremmede, men fra tv-udsendelser alligevel velkendte og meget afrikanske lyde.

P1070168IMG_7222

Det blev til et væld af oplevelser allerede på første tur. Ungerne elskede det og kedede sig ikke et sekund, selv om det var en tretimers tur – det var fantastisk at se deres spændte, forventningsfulde og glade ansigter. Al træthed var som blæst væk for os alle.
Og der skulle komme syv game drives mere … det her kunne kun blive godt.

Næste side »

Skab en gratis hjemmeside eller blog på WordPress.com.