Hvor og hvordan spiser man på Bornholm?

For at komme eventuelle smarte bemærkninger som svar på ‘hvordan’ i forkøbet: Man spiser på helt samme måde, som man gør i resten af Danmark, men der ligger naturligvis noget andet i spørgsmålet end dette.
Jeg havde spurgt nørklerne, fordi der er flere bornholmere i gruppen, men jeg må indrømme, at jeg ikke tog imod deres råd, for jeg tager ikke på ferie for at spise stjerneskud – ikke engang de gode – eller kæmpetarteletter. Beklager, kære nørklere …
Kadeau er vist lige lidt for meget til den lidt for dyre side.
Ditte er – udover at være min planteguru – også supersmager, og både hun og Peter sætter lige så stor pris på gourmetmenuer og lignende former for ‘fin’ mad, som John og jeg gør. Måske endda mere … og hun kendte selvfølgelig også de gode steder, så vi skulle nok finde frem til noget godt.

Vi var for længst blevet enige om et glimrende koncept: To afteners madansvar til det ene par, to afteners ditto til det andet par og to gange spise luksusmad et eller andet fantastisk sted. Når det ene par havde aftensmadtjansen, skulle det andet par intet lave overhovedet, men skulle bare hygge og vente på at blive serviceret uden at have medansvar hverken før eller efter servering. På den måde blev der kun to dage, hvor man ikke holdt ferie, så at sige. Vi havde så lige overset, at der også var en aften på ankomstdagen, men vi fandt ud af, at Svaneke Røgeri havde en takeaway-“Røgduet”, hvor der til to personer var lidt af hvert af deres sortiment. Vi købte to duetter. Der var både brød, smør og alt tænkeligt tilbehør til os alle fire i så rigelig mængde, at det holdt som supplement til flere dages frokoster.

Middagen på Le Port i Vang, som jeg nævnte i første bornholmsindlæg, var upåklagelig.
Vores andet hjemmefra bookede arrangement, som skulle finde sted på Stammershalle Badehotel, skød vi bagefter ned. Det var med vinmenu, og vi var vist alle lidt skuffede, både over nogle af vinene og specielt over nogle af retterne.
Vi havde ellers ventet os meget af det sted. Måske også for meget.
De to første retter (af fire) var excellente. Virkelig überlækre, og de to hvide vine var også gode. Hovedretten, derimod, lod en del tilbage at ønske. Det var ‘krogmodnet svinekotelet’ … allerede der blev jeg mistænksom (nej, ikke mistænkelig!), for ‘krogmodnet’ er sandsynligvis bare et ord, der skal overbevise os om, at uhada hvor de dog kæler for maden – lidt i stil med det ‘håndskårne’ (men gennemsigtigt tynde) pålæg, som kommer direkte fra en fabrik og den ‘håndsaltede’, ligeledes fabriksfremstillede, laks. Disse to eksempler er altså ikke fra Stammershalle … bare hvis I skulle være i tvivl.
Nå, men til den ‘krogmodnede’ gris, som retfærdigvis var fantastisk velsmagende, var der som tilbehør … en papirstynd skive squash. Godt nok en yderst dekorativt arrangeret skive squash, men det var så det. Intet andet, og den smagte præcis, som squash gør, når man ikke har gjort noget ved den, nemlig ikke af det fjerneste. Den var aldeles neutral, og eftersom der ikke er megen substans i sådan en, fyldte det heller ingenting i maven.
Desserten var noget figen med is – med små hagl af engelsk lakrids på, som jeg møjsommeligt forsøgte at skrabe af og give til John, hvilket desværre ikke var muligt uden samtidig at forære ham det meste af isen. De kunne dog ikke vide, at jeg ikke kan lide lakrids, men jeg syntes alligevel, at det ikke var helt okay at tvinge mig til det, når vi ikke havde mulighed for selv at vælge de fire retter. Den smule lakrids dominerede fuldstændig smagen for mit vedkommende.

Vi kan varmt anbefale Le Port, men man har måske fornemmet, at vi ikke syntes de kunne holde kadencen på Stammershalle? To ud af fire er ikke godt nok – især ikke til den pris, og portionerne var for små. Rødvinen til kødet var også skuffende, men der er jeg nok ret vanskelig at tilfredsstille, selv om jeg ofte er blevet positivt overrasket over en vin, jeg ikke ville have overvejet at vælge.
Jeg ved, at andre har været vildt begejstrede over Stammershalle, så enten stiller vi for høje krav, eller også har de ændret stil – men jeg kan naturligvis ikke forestille mig, at det er førstnævnte, der er tilfældet …

Jeg kom hjem med meget …

Den oprindelige årsag til, at vi tog til Bornholm med Ditte og Peter var, at der var Strik Bornholm i weekenden – en type begivenhed, som Ditte altid har styr på hvornår finder sted. Vi spurgte vores mænd om de ville med, hvilket de heldigvis ville, så vi fandt, som allerede læserne bekendt, et sommerhus til os. John og jeg havde ikke været på Bornholm sammen, og Strik Bornholm tog for mit vedkommende kun en del af lørdagen; resten af tiden – næsten – var vi sammen alle fire.
Det var synd for stadeholderne, og vi fornemmede, at der havde været en del afbud blandt dem, for der var flere tomme pladser at se. Derudover måtte der kun være 150 personer ad gangen i hallen. Vi syntes det var skønt, at der var så rigeligt med plads, men det gik naturligvis kraftigt ud over salget for de fleste af dem, så jeg vil tro, at nogle af dem er taget hjem uden at have haft overskud.
Jeg var meget standhaftig og købte kun 200 gram garn. Den dag … at jeg så købte 240 gram mere, da vi var i Lighuset på Christiansø, taler vi ikke om.
Kom jeg ikke hjem med ret meget garn, kom jeg hjem med så meget mere til at farve det med. Da vi gik en tur på Redningsstien fra Listed til Svaneke, så vi i Svaneke en plante, som ingen af os kendte (billedet øverst til højre). Selv min planteguru Ditte måtte slå den op, men interessant blev det, da hun kunne meddele, at det var farve-reseda eller farve-vau. Vi lod denne her stå, men begejstringen var stor, da Ditte fandt meget mere på engen med alle fårene lige over for vores hus.

John og jeg gik derover for at få noget med hjem, og i går klippede jeg det i stykker og kom det i farvegryden. Jeg havde læst, at det gule farvestof opløses bedst i ammoniak, men de gamle dages anvendelse af urin er heldigvis en saga blot, så jeg kom et skvæt 25 % salmiakspiritus i. Vupti: På sekundet gik det fra grønligt til meget gult. Nu skulle det bare helst også trække ud i farvesuppen, men det gjorde det så sandelig også! Jeg havde læst, at vau pga. dens effektivitet og drøjhed var en yndet farveplante før i tiden, og jeg skal da også lige love for, at den var højpotent.

Fra venstre: Gråt superwash babymerino, lyseblåt ren uld, natur superwash babymerino, natur Arwetta og til sidst en overfarvning af noget fesent lyserødt. Den orange er nu ikke meget bedre, men man kan ikke vinde hver gang.
Jeg synes den til venstre er den flotteste.

Farve-reseda kunne ikke gøre det alene. Da vi var ved Opalsøen, stod der et egetræ, som havde tusindvis af agern, lige til at plukke, hvilket vi derfor naturligvis gjorde. Ditte havde fortalt mig, at det kunne give en flot stålgrå, hvis man efterbehandler det med jernvitriol.
Det gav en utrolig kedelig kameluldsfarve af agern alene, og da jeg ikke kan blive ved med at lave futter til en vis hr. Jerner, glædede jeg mig til at se, hvad jernet kunne udrette. Der skulle ikke mange korn til, før denne grå farve overmandede kamelen.
Man siger, at man ikke skal bejdse garnet, fordi agern indeholder meget garvesyre. Den slags skal selvfølgelig udfordres, så jeg kom et nøgle alunbejdset garn i (det mørke til højre). Man kan diskutere, hvilken farve der er den pæneste, men jeg synes jeg kan tillade mig at påstå, at man med fordel kan bejdse garn også til agernfarvning, hvis man går efter de mørke farver.

Jeg købte også en vase fra Baltic Sea Glass, så det var alt i alt en god og givtig bornholmertur.

Vekslende vejr

Vi kan godt mærke, at vi befinder os midt ude i Østersøen, for det blæser temmelig meget temmelig meget af tiden. Bornholm har dog indtil videre, trods blæsten, for det meste levet op til navnet Solskinsøen. Bortset fra i dag, hvor det har regnet (og også blæst) meget. I dag, hvor vi af samme årsag havde booket en bådtur ud til Helligdomsklipperne og skubbet turen til Opalsøen til i morgen, hvor solen skulle titte frem igen. Vi ville hellere se Helligdomsklipperne i regnvejr end Opalsøen uden sol på. Første halvdel af udsagnet er gået i opfyldelse.

I går var det fint solskinsvejr. Og blæsevejr, selvfølgelig … vi havde for længe siden booket en overfartstid til Christiansø, så det var med krydsede fingre, vi tog afsted, men det var okay. Det var noget af en vippetur både frem og tilbage, men vi sad oppe og ude, så vi beholdt hhv. morgenmad og frokost i os under overfarterne. Det var fint at komme ud og se Ertholmene, som er ret specielle. Det var en god oplevelse – og lidt morsom indimellem. Der er ingen biler på øerne, så PostNord må finde på alternative løsninger for at få posten bragt ud.
Der er én gade, som hedder Gaden, en af butikkerne hedder Lighuset (fordi det var der, de før i tiden opbevarede ligene), og de har Verdens Ende. To, faktisk. Den store og den lille.

Det var engang en fæstning, hvilket der ikke kan herske nogen tvivl om, når man går rundt på øen. Husene er ganske små, men ser hyggelige ud, med helt Færø-lignende stengærder rundt om mange af haverne.

Turen til Helligdomsklipperne afgik fra Gudhjem i en åben båd, M/S Thor, som i tiden op til 1957 fungerede som transportmiddel, da vejnettet først blev effektivt etableret omkring dette tidspunkt, hvorfor man inden da brugte søvejen til det meste transport på Bornholm. Det var en meget våd og kold fornøjelse, men dog stadig en fornøjelse. Vi ville ikke have fået dem at se på anden måde, fordi Johns knæ ikke kan klare trapperne ned til dem, så søsidekig var eneste chance. Vi kunne sagtens nyde synet, men kameraet fangede det ikke så godt – det var for tungt i vejret.
Det var et krav at have mundbind på, selv om vi kun var 15 om bord. Helt i orden, men fortæl mig så lige, hvorfor man ikke forlanger det på havnerundfarter i København? Det giver ingen mening for mig, at de må skrive “Brug dog helst mundbind”, hvormed de lader det være op til folk selv.

Herunder nogle nydelige bornholmske vækster. Den røde klump, som sad på en rosenbusk, kan vi ikke finde ud af hvad er. Den er ikke blød som det mos den godt kunne ligne, men overaskende hård at føle på. Nogle bud?
Den farligt udseende piggede kugle kan jeg heller ikke identificere.

I morgen går det atter hjemad, men vi håber som sagt på at få set Opalsøen i solskin inden færgen går mod Ystad.

Bornholm i coronatider

Puha. Vi havde ikke engang vores mundbind på under alle firs minutters overfart, for i mindst en halv time spiste vi og drak kaffe, men øv, hvor kan jeg bare ikke lide det. Det er ubehageligt og det er varmt. Det er irriterende ikke at kunne læse folks ansigtsudtryk, og det med, at man kan læse det hele i øjnene passer overhovedet ikke.
Overstået blev det dog, og vi kunne køre i land og finde frem til vores fine sommerhus i Bølshavn.
På vejen kørte vi forbi Svaneke Røgeri og købte røget fisk galore til en nem gang aftensmad.
Det viste sig at være et fint hus med en dejlig udsigt. Vi ankom til kraftig østenvind, som tiltog jævnt hen over aftenen, hvor det ved sengetid føltes som stormende kuling, men det var hyggeligt, og det aftog helt i løbet af natten, hvorfor vi kunne vågne op til en skøn torsdag med sol fra en skyfri himmel. Vi lagde ud med at sidde i husets lille knop og nyde en velkomstdrink.

Torsdag gik vi en tur oppe i nærheden af Hammershus ruin, tværs over øen, gennem et kulturlandskab, hvor vi var nødt til at kigge mere ned end op pga. nogle kolossale kolorte, som man ikke trådte i, men snarere gik ind i, og endte med at se på nogle helleristninger.
Når vi er i begyndelsen af en uges ferie, føles det som om vi har alverdens tid til at nå hvad vi end måtte have planlagt, så både torsdag og i dag, fredag, har vi ikke haft travlt med at nå noget som helst. Når vi så når hen til at have omkring halvdelen af tiden tilbage, får vi pludselig halvtravlt med at nå det hele, for lige om lidt skal vi jo hjem igen …
Nå, men der er vi ikke nået til endnu. I aftes spiste vi på Le Port i Vang – en skøn treretters menu, hvortil vi fik valgt nogle rigtig gode vine. John som altid (aldeles frivilligt) er chauffør, fik alkoholfattig øl fra Svaneke.

Da vi stoppede bilen for at studere en fin lille klippestrand nærmere, så vi disse pudsige geder, som på fineste og mest antiracistiske vis har løst problemet med en 100 % integration af sort og hvid.

I dag har vi været i Rønne og set Hjorts Fabrik, som fremstiller keramik og som også er et keramikmuseum. Vi så damen her, som maler pelikaner, der bruges til gave til bloddonorer, som har givet blod 100 gange. Det havde jeg ikke hørt om før, men det er nok heller ikke så mange, som kan nå at give donere så meget blod. Jeg kan så ikke helt forstå, hvordan en pelikan kan symbolisere dette, men der kan skrives bøger om det jeg ikke kan forstå … og det er der da så sandelig også blevet …
I morgen begiver Ditte og jeg os til Strik Bornholm hele eftermiddagen, så mændene skal klare sig selv. Det gør de bl.a. ved at tage ned og se koldkrigsmuseet, som Ditte og jeg ikke har den helt store interesse i at se, men det er jo fint, at vi kan pleje hver vores interesser.

Vi har næsten nået det hele …

Ferien er ved at være slut; de tager allerede hjem i morgen. Som sædvanlig er tiden bare fløjet afsted fuldstændig uden at tage hensyn til, at vi egentlig godt kunne tænke os lidt slowmotion her.
Vejret har ikke kunnet forlanges bedre – det skulle da lige være et par grader køligere, men sådan må man nok ikke tænke. Englænderne har da også nydt godt af, at der kun er 10 minutter i bil til en god badestrand og ikke 1½ time, som de er vant til hjemmefra. I skrivende stund er de afsted igen med en af kusinerne, hendes mand og to børn, så de nåede også at hilse på hinanden.
I går kørte der et underligt monstrum forbi, mens vi sad og spiste morgenmad. Vi nåede ikke engang at se det ordentligt, så vi diskuterede lidt, om der havde siddet to eller tre personer på cyklen. John og Tim tog resolut bilen og kørte efter dem, og de gutter var tydeligvis vant til at blive lagt mærke til, for de vinkede og smilede til fotograferne.
Det var et hjemmebygget køretøj, ingen tvivl om det, og vi talte om, hvordan de mon egentlig sætter i gang … hvordan kommer han op?

I tirsdags var vi i København for at møde Annemarie og Rune. Vi så Runes lejlighed og gik derefter igennem Assistenskirkegården for at komme over til Oyster & Grill, hvor han havde bestilt bord til os alle otte.
De kendtes kirkegård er en dejlig stille oase midt i storbyen – vi havde ikke været der før, men skal derind igen engang og se mere af den. Vi var der helt tilfældigt på HC Andersens dødsdag, så om det var derfor hans gravsted var pyntet med skrivereskaber (inklusive en pennefjer), eller der altid står plantet mange af slagsen, skal jeg ikke kunne sige.
Vi så også et noget alternativt gravsted – han dør nemlig først om 44 år …

I går blev John 75 år. Som vistnok tidligere skrevet, havde han ikke spor lyst til at holde noget, der ligner en fest, så lige præcis hvad denne fødselsdag angår, var han glad for coronanedlukningen, for så regnede han med, at det festløb var kørt helt gratis, så at sige. Han var dog ked af, hvis englænderne ikke kunne være her på dagen, men også det løste sig som bekendt, så han fik den ‘runde’ fødselsdag 100 % som han helst ville have den.

I stedet for festen, som ikke var der, havde vi bestilt bord på den nye restaurant Det Gamle Toldhuus på Præstø havn, hvor vi havde været en enkelt gang før og derfor vidste, at vi nok ikke ville blive skuffede over maden, hvilket ingen af os da heller ikke blev. Mens vi ventede, demonstrerede Aubie nogle af sine evner og lavede sejlskibe ud af servietterne. Han blev tilbudt et job som servietfolder, men han takkede sjovt nok nej.

Da vi kørte hjem, så vi en meget smuk, men lidt anderledes solnedgang: Der var nogle flotte ‘fjerformationer’, som gik opad fra en bræmme af skyer. De var åbenbart lidt svære for kameraet at indfange, men kan vist godt fornemmes på billederne her.

Dagen blev afsluttet på terrassen med ild i mexicaneren, mørkningshygge og måneopgang, så John var glad for sin hele vejen igennem gode dag.

Det er bare den bedste danske sommer!

Jamen altså! Jeg havde bestilt godt vejr til de dage, vi har besøg af englænderne, men normalt er vejrguderne overhovedet ikke til sinds at lytte til mine fromme ønsker.
Det må de så alligevel have gjort denne gang, for dette sommervejr fås ikke ret meget bedre. Alle måltider bliver indtaget udenfor, hvilket ikke er normalen for Den Stråtækte. Hvad skal vi dog med Middelhavet, når vi kan gøre det lige så godt ved Præstøfjorden?

I dag var vi på Roneklint Kajakcenter for at hente de to kajakker jeg havde booket til drengene. De stævnede ud fra Fugletårnet ved Roneklint, ganske som de plejer, og tog hul på de 8-9 km hjem til Den Stråtækte.
På vejen så de en havørn, som fløj temmelig tæt på dem. Det var selvfølgelig en stor oplevelse – også selv om de har set havørne før, når de kajakker på fjorden. De holdt et par pauser undervejs, så da de ankom godt kl. 14, var en solid frokost ret velkommen.

Da vi havde spist aftensmad, tog Charlotte og Tim en kort hyggetur på fjorden i den gyldne time, og da de kom tilbage igen, tændte vi op i mexicanerovnen oppe på terrassen og råhyggede os der, til det var blevet helt mørkt og på tide at få børnene i seng. De er godt nok blevet 13 og 14 år, men har stadig brug for deres skønhedssøvn – i dag måske især Aubrey, som var en smule træt, selv om han naturligvis ikke ville indrømme det.
Vi så en smuk måneopgang. Mit kamera opførte sig ikke særlig eksemplarisk (faktisk har jeg aldrig rigtig været glad for mit sidste Lumix, som lever helt sit eget liv), så dette var hvad jeg kunne præstere her til aften.

Fem af os stod på et tidspunkt og fotograferede månen – nogle med større held end visse andre, hovedsageligt fordi nogle vist nok har et bedre kamera end visse andre … jeg viser kun billeder fra den ‘nogen’ der bandede over kameraet … jeres fantasi må klare resten, men det var en smuk, smuk måneopgang, vil jeg bare sige. Ret mørkorange mens den kravlede op over horisonten.

Det er lunt, det er mildt, det er skønt.
Meget af vores liv leves oppe i shelteret, hvor man på samme tid kan spille kinaskak og yatzy, strikke og skrive på en kriminalroman, hvis man er mange nok, og det er vi.
Anna, som på det seneste har set en del Agatha Christie-film og er blevet så fascineret og inspireret af Miss Marple, at hun har besluttet sig for at skrive en kriminalroman. Hun har flere A4-sider med notater, som ligner mindmapping og derfor ser uhyre kringlede ud, men det skal de også være, siger hun, for det er hele plottet, som helst både skal hænge sammen og være svært at gennemskue for selv så uhyre intelligente læsere som os. Hun har foreløbig skrevet 30 sider, men der er vist lang vej endnu.
Det er så fint. Jeg kan – selv om det er maaange år siden – glimrende huske hvordan det var at være teenager og drømme om, hvad man gerne ville opnå. Ville blive til. Hvad man havde af drømme og fantasier. Hvordan man forestillede sig resten af ens liv – dvs. de næste måske 10-15 år, fordi alt på den anden side af 30 år er HÅBløst gammelt. Man kunne jo lige så godt være død der …

Ferie – afslapning – hygge – bryllupsdag

Turen til Danmark gik så fint som ønskes kunne. For første gang tog de Eurotunnellen, fordi de hverken ville flyve eller sejle. Afgang kl. 11 engelsk tid, ankomst 16:30 dagen efter, hvilket vi synes er en fin tid at gøre det på. Selv børnene syntes det gik hurtigt og særdeles smertefrit, så de er bestemt friske på at gentage turen sidst i oktober i deres efterårsferie, hvor vi har lejet sommerhus på Djursland.
Forældrene gad dog ikke foretage sig noget om torsdagen, hvilket vi havde regnet med og derfor ingen planer havde lagt. Det blev ikke til mere end en kort tur til Land & Folk Fritid for at købe nye gummistøvler til Aubrey, som er glad for de danske, højskaftede Tretorn.

Man spillede et spil eller to. Man gik en tur ned til fjorden. Man indtog en kajkage, som stadig er et stort must, når man er et engelsk barn på ferie i Danmark … træstammer for de voksnes vedkommende. Jeg ved ikke hvorfor Charlotte er så vild med de der træstammer, for det er ikke noget, jeg har opflasket hende med, men et besøg i Danmark indbefatter for hendes vedkommende en træstamme et par gange eller tre.

I dag, fredag, kan Tim & Charlotte fejre deres 16-års bryllupsdag. Den blev først markeret ved, at Charlotte fik en gave ved morgenbordet. Senere havde vi talt om, at de skulle finde et sted at spise, mens børnene blev hjemme hos os. En ide, vi kun kan støtte, fordi antallet af gange vi har været barnepiger kan tælles på én hånd, og de er allerede ved at være for store til overhovedet at behøve at blive passet i gængs forstand. Men derfor kan vi jo godt hygge … og maden er de glade for at få serveret. Især når de selv får lov at bestemme menuen, fuldstændig uden hensyntagen til, hvad man skulle eller burde indtage for at kunne kalde det et sundt og nærende måltid.

Efter morgenmaden gik turen til Malle og baby Caroline, som englænderne ikke havde hilst på endnu, eftersom hun kom til verden i maj. Malle viste os rundt i hele deres store have, og C fik the special tour i urtehaven, som består af 13 højbede. Det var sjovt at se de to kusiner udveksle grønsagserfaringer – fuldstændig som at se mænd, der er godt i gang med lystfiskerhistorierne. Jeg er ikke helt klar over, hvad de talte om lige der, men det har måske været størrelsen på deres porrer eller gulerødder? Eller græskar?

Dernæst en hurtig frokost, som for englændernes vedkommende bestod af hotdogs (voksne) og franske ditto (børn) – disse typisk danske ting er også noget, især børnene glæder sig til, når de er i Danmark, for i England kender de ikke til den slags fastfood. De har masser af møgelendig junkfood, men lige netop denne slags må de til Danmark for at kunne indtage.
Vi kørte derefter til andelslandsbyen Nyvang, hvor Asterix har slået sig ned på sine gamle dage.
Efter at have set hvad der var at se her, skiltes vore veje – vi kørte hjem med børnene, mens forældrene satte kursen den næsten modsatte vej mod København for at finde et sted at spise.

Jeg blogger nu, fordi børnene sidder sammen med John og ser et par gamle Versus. De synes det er sjovt at gætte på hvem der vinder de skøre og noget alternative konkurrencer, man har fundet på.

Vi må tænke alternativt

Det bliver ikke til udlandsferie i år for Johns og mit vedkommende. Og dog … hvis UK bliver gul, så kører vi til England til jul, men ellers kommer resten af året til at foregå i lille Danmark.
Det er meget synd for alle de mange medarbejdere i SAS og Københavns lufthavn, der er blevet fyret, men når man ser billeder fra CPH, så er der jo næsten ingen rejsende, så jeg kan snildt forstå, at der ikke fortsat kan være arbejde til alle. Vi kommer heller ikke til at bidrage til beskæftigelsen i en rum tid, for alt det der med mundbind på hele tiden orker vi ikke – der er dermed ingen flyture for vores vedkommende før verden er blevet mere normal – og at corona enten er død eller der er fundet frem til en vaccine der virker.
Men ferie skal vi da på … ikke i år, men til næste år vil jeg tro, at abstinenserne vil være til at tage at føle på, så noget må vi finde på.
I mellemtiden er der dog bare opstået det lille ‘men’, at drivhuset uden for enhver tvivl har haft vældig godt af, at jeg har været hjemme hele tiden.
Fordi min have er så pæn som ikke tidligere set, og pga. drivhuset har jeg faktisk ikke specielt meget lyst til at forlade matriklen fra maj til og med september, så hvad gør man så? De lune steder, man normalt rejser hen om vinteren er pt. udelukket, idet man skal flyve dertil. Europa er fint, fordi man kan tage sin bil, men så bliver det til vinterferie i stedet, og det er ikke det vi vil.

Så fik jeg et lyst indfald: Vi har gennem et par år talt om at vi gerne vil se Sicilien, men det er blevet ved snakken. Jeg foreslog John, at vi kunne køre dertil, hvilket i første omgang fik ham til at ryste opgivende på hovedet – er du klar over hvor langt der er?
Ja, det er jeg ganske klar over – der er 2500 km til Messina, hvilket kun er 50 km længere end til Nordkap, hvor vi klarede turen frem og tilbage på 14 dage i en autocamper. Hvis vi tager højde for vores 12 år mere på bagen og lægger transporten ind som en del af ferien ved at sætte en uge af til at køre derned, en uge dernede og en uge hjem igen – vupti, så har vi en lang og lidt anderledes ferie.
Den ide skulle han ikke tænke ret længe over, men købte den med det samme: FDM har garanteret et eller andet vi kan bruge til noget.
Det havde de. Men inden jeg nåede frem til deres hjemmeside, havde jeg luret lidt rundt på booking.com, og jeg sagde til John, at vi hellere må undgå de trestjernede hoteller, for de er da godt nok dyre dernede. Næh, så hellere et firestjernet …
Det ender dog nok med, at vi efter nytår tager en snak med med FDM, for vi vil ikke afsted før i slut-oktober/start-november 2021.
Dermed bliver det ren win-win: Vi tilbringer hele sommeren herhjemme. Nede på Sicilien er der 18-20° på det valgte tidspunkt, hvilket er de perfekte ferietemperaturer for os.
Okay – vi kan sandsynligvis ikke dy os for at tage til England næste år, men den tur må vi tage i det tidlige forår, så.
Man må aldrig gå ned på planer.

NU skulle vi lidt ud!

Ikke så snart var der blevet åbnet en smule for vores bevægelsesfrihed, før vi bookede et par dage i det jyske. I første omgang til Silkeborg, hvor vi befinder os lige nu på den gamle skovridergård. I øsende regnvejr! Vi prøvede at fremskynde vores ophold et par dage, da vi havde set vejrudsigten, men i dag er første dag de har åbent, fandt vi ud af, så vi måtte bare acceptere, at det ikke ligefrem er ferievejr.
Samme lidt dårlige vejr bevirkede dog også, at vi fik taget os sammen til at besøge Clay Museum i Middelfart, som viste sig at være et glimrende afbræk på turen.

Der er i denne periode to hovedudstillere, udover den permanente fra Den Kgl. Porcelænsfabrik/Bing & Grøndal/Aluminium, nemlig Cathrine Raben Davidsen og Carl-Henning Pedersen. Sidstnævnte kender jeg fra diverse antik- og auktionsudsendelser i tv, og ham er jeg ikke specielt betaget af, men førstnævnte viste sig at være interessant. Hun har i samtlige sine værker indsat et ansigt, kun bestående af øjne, næse og mund, og som for det meste var helt ude af proportioner med selve vasen/krukken/flasken, men ansigtet var der ikke desto mindre.

 

Og hvad fik jeg lige øje på i den store udstilling doneret af Royal Copenhagen? Blandt porcelænsfigurerne fra forskellige dele af Danmark var der en fra … Havdrup! Af alle steder var der en figur fra min lillebitte og uanselige fødeby. Men den ligger selvfølgelig indenfor Hedeboegnens område, som er “det flade, frugtbare moræneområde mellem Roskilde, Køge og København; også kaldet Heden, jf. navnet på stationsbyen Hedehusene (noget skulle de jo hedde, husene … sorry …). I løbet af middelalderen bebyggedes egnen med landsbyer, der ligger spredt med små indbyrdes afstande. Egnen er hjemsted for hedebosyning.” Jojo, vi er skam berømte, er vi! Selv om jeg så ikke synes, at vores viskestykkelignende forklæde er noget at prale af, sådan rent dragtsmæssigt … dette må dog være en hverdagsdragt, for den der normalt er angivet for værende fra hedeboegnen, ser trods alt lidt mindre kedelig ud.

Vel ankommet til Gl. Skovridergård tjekkede vi ind og begav os derefter fluks ind til Silkeborg bymidte, fordi der var pause i regnvejret.
Lige indtil vi kom derind … det var faktisk ikke særlig anstændigt gjort af Silkeborg, og vi havde oven i købet parkeret tæt på Anstændighedens Plads.

De kan noget med gavlmalerier deromme i Jylland. Næstved er såmænd godt med, men vi kan ikke hamle op med, hvad vi har set i Ålborg og nu i Silkeborg. Det må være vildt svært at kunne præstere den slags fine farveovergange i så stort format – Ellen og John var i hvert fald imponerede.

Nu vil jeg gå i seng og lytte til det ret kraftige regnvejr, som har præget billedet stort set hele eftermiddagen og aftenen. Jeg håber sandelig, at det regner lige så meget hjemme ved Den Stråtækte, for vi trænger!
Det er nu i grunden meget hyggeligt, når man kan ligge i sin seng og nyde det, men det vil jeg ikke synes hvis det fortsætter i morgen, hvor vi på Anne Maries anbefaling prøver at forcere terrænet, som ikke egner sig for gangbesværede, op til Sukkertoppen. John er lidt bekymret for sine knæ, men nu ser vi … hvis altså vejret arter sig!

Det er slået fast. Igen.

Jeg har ved flere lejligheder udtrykt hvor meget det betyder for os at have rejseskuffen fyldt med rejseplaner. For en måned siden jokede jeg med at udtrykke det på den måde, at vi ikke skulle noget i juli og august. Vi har dog stadig heller ingen planer for november, men ellers var der noget i hver måned af 2020. Stort eller småt, men det var ikke det vigtigste; det var at have noget at glæde sig til. Om det er en lille måned i Alaska og Canada eller en enkelt nat på en kro i Sønderjylland, er, om ikke det samme, for det er det naturligvis ikke, men på en måde alligevel lidt.
Kodeordene er at have noget at glæde sig til. Forventningens glæde er som bekendt stor, og jeg har netop fået slået fast med syvtommersøm, hvor meget det betyder for mig.
Som det ser ud lige nu, går vi glip af Holberggårds lækre 8-retters menu i begyndelsen af april, en tur til Nordtyskland i slutningen af april, en tur til England i maj og endelig Den Store Tur i juni. De to midterste er dog ikke aflyst endnu, men jeg tror ikke på, at de bliver til noget, for jeg tror ikke, at verden ligger åben for os på de tidspunkter.
Indtil videre har vores liv med coronatrussel været stort set som livet uden coronatrussel, fordi vi alligevel ikke havde nogen aftaler. Alligevel er der forskel – jeg føler mig rastløs, men sådan er det, når man ikke selv træffer valget.
Tænk på, hvor mange børn der har sagt, at de ikke gider gå i skole. Hvor mange der har sagt, at de ville ønske de kunne tilbringe mere tid med familien, have længere ferie osv. osv. Lige pludselig er det hele gået i opfyldelse, og jeg har endnu ikke hørt om nogen, som er glade for det. Anna og Aubrey var ikke før nu bevidste om, hvor glade de rent faktisk er for at gå i skole, så set fra den lyse side har denne situation været noget af en øjenåbner for dem.

Jeg fik en mail fra rederiet, vi skulle have været på krydstogt med fra Alaska til Vancouver. De ville enten refundere os hele beløbet nu eller give os et tilgodebevis på 125 % af beløbet til den samme eller en anden tur, når det engang igen kan lade sig gøre. Det er i og for sig et fint tilbud, men eftersom det er Nyhavn Rejser, der er vores agent, er det jo dem, der får pengene. Jeg kontaktede derfor NR og spurgte hvordan vi skulle forholde os – at jeg aldrig havde haft brug for at aktivere en afbestillingsforsikring.
Det skulle jeg slet ikke bekymre mig om. Canada har lukket ned indtil 1. juli, og da kun en lille del af turen skulle foregå i USA, kan de ikke holde fast i, at vi skal rejse, selv om USA skulle åbne sine grænser igen. Og når rejsebureauret ikke kan levere varen, er det dem, som skal betale os pengene tilbage. De havde et tilbud til os a la Celebrity Cruises’: De ville betale os halvdelen tilbage nu og give os 10 % oven i den resterende halvdel, hvis vi ville lade pengene stå til en anden rejse hos dem. Det takkede vi nej til, selv om det i første omgang fristede. Nyhavn Rejser ejes af Aller-koncernen og har derved en betragtelig kapital i ryggen, så jeg satser på at vi får pengene i løbet af et par uger.
Det var en temmelig dyr tur, så der kan blive til flere små rejser i stedet for. Vi tror nemlig ikke helt på, at vi vil bestille en så stor og anstrengende tur til 2021. Vi vil i hvert fald ikke allerede nu satse på, at det kan lade sig gøre, men hvis det kan, bliver det nok i bidder, for vi vil stadig meget gerne have luksusudgaven af turen med Rocky Mountaineer og krydstogtet fra Alaska til Vancouver. Og besøge søde Lene og Finn.
På en måde føler jeg, at vi får en masse penge foræret. Aldeles fjollet …

Og jeg savner virkelig at have en stor eller lille tur at glæde mig til.
Heldigvis kan jeg i stedet glæde mig til, at drivhuset står færdigt, hvilket jeg satser på bliver sidst i næste uge.

The answer, my friend, is blowing in the wind …

Forårs- og andre sysler

Det er allerede sidste hele dag herovre. Der er faldet meget regn, men i forgårs og i dag var/er vejret hæderligt. Gårsdagens frokost blev på pubben The Swan, hvor vi (også) kun har været om sommeren, og det var trods alt ikke blevet så meget forår, at vi kunne sidde ude i går. På vejen fra bilen til pubben så vi flere steder vand pible op gennem asfalten – et for mig ukendt og usædvanligt fænomen, men Tim kunne oplyse mig om, at det kommer fra et underjordisk vandløb, som ikke er der hele året og derfor kaldes winterbourne. Ordet kendte jeg, men kun som stednavn – nu ved jeg så hvorfor visse steder kan hedde noget som Winterbourne Monkton og Winterbourne Bassett.

 

John og jeg gik landsbyen rundt i fredags, mens Charlotte var på arbejde. Som allerede nævnt flere gange er her vand nok herovre. Wills lille ford (betyder vadested), som byen er opkaldt efter, ligner pt. ikke et vadested, og vandet går næsten op til den lille bro. Vi havde ikke lyst til at gå over på den anden side for at gå videre, for der så temmelig vådt ud …

Det varer lidt endnu, inden dette halm er tørt nok til at fodre fjernvarmeværket med – eller give som strøelse.

Efter morgenmaden i dag gjorde Charlotte parat til at så frø nede i drivhuset, hvor vi snildt kunne nøjes med at have T-shirts på.
Hun har købt nogle specielle spirepotter, som hedder root trainers – jeg ved ikke, om vi kan få dem i Danmark, men jeg er såmænd også godt tilfreds med min potmaker, så jeg kan lave mine avispotter …

… selv om det er smart nok, at man kan åbne potterne således, at rødderne ikke beskadiges. Der er hul forneden, så de kan stå på underlaget og suge det vand de har behov for. Potterne er dybe, så planten danner lange rødder; deraf navnet.
Der blev sået tomater og chili i massevis. Hun fik frø af min citronchili, som vi er spændte på om virkelig bliver til en citronchili – man kan ikke bare gå ud fra, at det bliver kopier af moderplanten, når man selv tager chilifrø fra, men det er den eneste måde, vi legalt kan udveksle private planter mellem UK og DK.
Selvfølgelig har man også sådan en lille metalkasse til at opbevare sine frøposer i …
Jeg fik (original)frø fra en af hendes mest succesfulde og rigtydende tomater, Gartner’s Delight, som jeg håber vil virke også i mit nye drivhus.
Som jeg meget håber at se færdigt senest 1. april, hvilket jeg er blevet lovet, at det er.

Aubrey øver sig i lassokast fra sadel.

Hesten er en jernhest, og koen er en havestol og derfor et relativt stillestående mål, men vi skal jo alle starte i det små.

Og så lovede jeg at skrive, at John har kørt Bentleyen. Det mener han ikke, at der er ret mange danskere, der kan prale af, så det være hermed gjort på hans vegne.

Montacute House

Charlotte, som normalt kun holder fri om onsdagen, var så sød at tage også tirsdagen fri, så hun kunne underholde sin efterhånden skræmmende aldrende mor på fødselsdagen. Som jeg skrev sidst vi var herovre, lykkes det stadig at finde steder, vi ikke har besøgt, og denne gang skulle vi ikke længere væk end en lille halvanden times kørsel.
Montacute house. Alt andet end cute, men så vældig imponerende, hvilket var lige præcis meningen med opførelsen af det. Det skete på bare seks år, fra 1596 til 1602, noget af en præstation på den tid. Bygherren, Mr. Phelips, var en mand dreng af almuen, som, pga. sin særdeles høje intelligens, fik en sponsor, som gav ham muligheden for at uddanne sig til advokat. Den gerning blev han så god til, at han tjente en stor formue ved det.

Det blev bygget dengang, alt skulle være 100 % symmetrisk, hvilket ses herover. ALT var symmetrisk, helt ned til den mindste detalje. Nogle af skorstenene fungerede ikke som skorstene, men de skulle være der af hensyn til symmetrien.
Phelips ville så gerne adles, hvilket for ham – og vel også for adelen – ville være det sidste led i en accept af, hvor stor en mand han var blevet. Han ville adles af Elizabeth I, men hun døde kun to år efter færdiggørelsen af Montacute, så hun nåede til hans ærgrelse aldrig at se hans værk.
Han blev dog adlet af Elizabeths efterfølger, så hans plan lykkedes.

To steder i haven findes en lang wibbly wobbly hæk, som gartneren forsøger at få lov til at nedlægge, for den kræver alt, alt for meget i vedligehold, men han får modstand, gør han – det er en af de største af slagsen i England, så det er ikke et forslag, man vil tage imod med kyshånd. Det ser da også flot ud, men jeg er glad for, at det ikke er mig, der har ansvaret for den.

Alene de to porthuse er imponerende … gavlen af residensen ligeledes. Portnerne boede i husene med deres familier, og det var skam et ærefuldt hverv.
Det, jeg dog blev mest imponeret af, var udstillingen inde i huset af de broderier, de fine damer kunne få lov til at bruge en masse af deres tid på. Lige om lidt kommer der billedspam af det; jeg forsøger at gengive de fleste eksempler i naturlig størrelse, derfor også forskellig størrelse på billederne. Det har været fantastiske arbejder – og så var det jo endda kun prøveklude, der var udstillet her – altså stykker de syede eller broderede for at lære de forskellige teknikker.
Det meste af det var småt, småt, småt. Jeg kan ikke forestille mig, at de har kunnet sy om aftenen, tidens dårlige belysning taget i betragtning.

Jeg er fuld af respekt for håndværket – selv unge og friske øjne må have anstrengt sig en del for at kunne brodere så småt.

Nogle af dem var tydeligt nok elevarbejder, men ikke mindre imponerende af den grund.

Vi så et brev broderet af en lille pige, der lærte at brodere, før hun lærte at læse. Jeg ville ikke bytte med at være af adelig herkomst på den tid. Heller ikke af andre herkomster for den sags skyld – for mig at se har det enten været hårde levevilkår eller en ovenud kedelig tilværelse. Men okay – hellere adelig end bonde/slave/whatever, trods alt … selv om intet dengang har været misundelsesværdigt. At gifte sig af kærlighed var vel nærmest et ukendt begreb, selv om nogle få nok kunne være heldige, men ellers var det alliancer og magtkonsolidering, der var i hovedsædet.

Om aftenen gav englænderne fødselsdagsmiddag på The Millstream, hvor vi har spist nogle gange, men hidtil kun om sommeren, så dette var første gang, vi sad indenfor. Jeg fik lamb shoulder med kartoffelmos. Den var lækker og så mør, at jeg ikke behøvede kniv til at skære den ud. Der manglede lidt grønt, men Aubrey afgav hellere end gerne sin salat til mig. Win-win … men jeg måtte desværre lade halvdelen gå ud igen – der var alt for meget mad til mig. Det samme gjaldt både Anna og Charlotte, som fik hhv. steak and kidney pie og noget med kylling. Det er lidt synd, men engelske pubber er ikke kendt for at være nærige med portionerne. Alle med Y-kromosomer kunne godt spise op.
Vi havde dog alle seks plads til en dessert, men så kunne vi også trille ud derfra.

For lidt og for meget

Det er noget værre noget: Jeg har for meget at skrive om og for lidt tid til at gøre det i.
Vi tog til England lige præcis nu, fordi det er over tyve år siden, jeg har været sammen med min datter på min fødselsdag, og A & A havde jeg indtil nu ikke været sammen med på denne dag, så nu skulle det være.
Der ventede en temmelig stor overraskelse, fordi opholdet herovre indledtes med, at jeg fik en tur i en Bentley.

De har gudhjælpemig købt en Bentley Bentayga. Brugt, godt nok, tre år gammel, men alligevel. Det har jeg aldrig prøvet før – det er den mest blærede bil, jeg nogensinde har siddet i. Det er en demomodel, hvis tur fra England til Schweiz kan ses på Youtube, hvis man har 25 minutter tilovers. Der er en bunke ekstraudstyr i, som koster vildt meget at anskaffe, men som sjovt nok heldigvis ikke er ret meget værd, når bilen er brugt.
Det drejer sig bl.a. om picnicudstyret, som er monteret i bagagerummet – og som i mine øjne tager for meget plads op, men det kan dog afmonteres.

Champagneglas – af krystal, naturligvis. Et nydeligt bestik og servicet er af porcelæn – ikke noget med campingudgaver her. I midten ligger picnictæpperne. Der er en vinflaskelukkedims med Bentley-symbol.
Det er bare for meget, men det er da ret sjovt.
Knappen her til højre er (også) … anderledes. Symbolerne indikerer, at der skam er forskel på, om bilen skal køre i ørken, i skov, på stenet/ru overflade eller i sne/meget vand. Så er der custom, comfort, Bentley-mode og sportditto. Charlotte kører i Bentley-mode, men hvis hun træder speederen i bund, skifter den selv til sport, og den accelererer fra 0-60 mph på fire sekunder. Hun demonstrerede det, og det var lige før, jeg fik et piskesmæld, selv om jeg var advaret. 
Det er ikke pral, dette her. Det lyder det som, og sådan bliver det sandsynligvis også opfattet, men det er absolut fra min side glæde på deres vegne over, at de er blevet økonomisk uafhængige plus lidt til og ikke hele tiden skylder i skat og/eller ingenting har til sig selv. Det tog 10 år, hvor de stort set ingen penge havde, og nu lønner det sig endelig, at Tim har knoklet så vildt meget. Det kan jeg ikke have ondt af, selv om mange nok vil have det. Han arbejder stadig meget, men dog en smule mindre, sommetider, og han har fundet en kronprins, som han håber og tror vil kunne tage over. Det vil også tage lidt tid, men det går fint, for vedkommende er ikke blevet kronprins uden grund. Tim håber at kunne pensionere sig selv inden for 8-10 år, og jeg håber for dem, at det vil lykkes.

I går havde jeg fødselsdag – det var som sagt derfor vi tog herover lige nu. Charlotte holdt fri i dagens anledning, og vi kørte til Montacute House, der viste sig at være et spændende sted med en god historie, som får sit eget indlæg senere.
Vejret i går var flot, solrigt og lunt. Dagene inden var kolde, grå og regnfulde; i dag er det koldt, og det har regnet hele dagen.
Jeg ville bare lige nævne det …

Der er checket ind

SAS har udvidet vinduet for check-in. Det plejer man at kunne fra 22 timer før afgang, men mail og sms løb noget tidligere ind end sædvanligt, så jeg lå og klarede det hele inde i sengen fra telefonen. Det er fagre nye verden: Billetter og boarding cards ligger på SAS-appen, så vi ikke længere behøver alle de papirer, men skanner sin QR-kode på telefonen. Alene det, at man kan checke ind hjemmefra, så man ikke skal stå i kø for det ude i lufthavnen … men det har man nu kunnet i mange år, for jeg gjorde det også mens jeg stadig var i arbejde.
Af gode grunde kan vi ikke printe bagagemærker ud derhjemme; det skal stadig gøres i afgangshallen, men til det er der masser af self check-in-terminaler. Når mærket er sat på, går man bare hen og skanner det, hvorefter kufferten forsvinder for, i morgendagens tilfælde, at dukke op i London Heathrow nogle timer senere. Jeg ville så gerne kunne være en lille flue, der kunne sidde på kufferten hele vejen for at se, hvordan det foregår derinde i lufthavens formentlig snørklede tarmsystem. Selvfølgelig går det galt indimellem; det har det også gjort for os, men kun en enkelt gang for hver, og i langt, langt de fleste tilfælde ender kufferterne hvor de skal, selv om vi har været ude for at skulle skifte hele to gange for at nå vores destination.
Denne gang blev jeg ikke kun tvunget til at læse om håndbagagereglerne (eller i hvert fald lade som om), men også til at studere en længere smøre om hvordan jeg skal forholde mig mht. den alt for meget omtalte coronavirus. Det var jeg nok nødt til at læse, så det gjorde jeg – eller rettere: Jeg læste overskrifterne, hvilket vist nok var nok.

Hvor er jeg dog træt af at høre om den forbaskede virus. Medierne kan ikke lave drama nok ud af det; det er kørt op på et niveau, så man skulle tro, hele menneskeheden var i fare for at blive udslettet.
Nogle få gør et stort arbejde for at nedtone panikken, men det er ikke nemt, når det først er kørt så højt op.
På FB så jeg følgende spørgsmål stillet: “Kan jeg blive smittet gennem fjernsynet, hvis jeg ser TV 2?”
Jeg håber virkelig, det var ment som en joke, men det er jeg faktisk ikke sikker på, at det var. Somme tider er jeg helt flov over at tilhøre menneskeracen, når visse eksemplarer af den kan være så uhyrligt dumme.
Der er dog en ting, der undrer mig: Når nu coronaen ikke er tilnærmelsesvis så farlig (= dødelig) som de influenzavira, der hvert år rammer os, hvorfor springer hospitalerne så med på vognen og står klar med hele det store beredskab, som tilfældet er? Og hvad skal alt det karantænepjat til for? Det forstærker bare folks frygt og usikkerhed.
I Europa dør der årligt omkring 50.000 af influenza. I DK mellem 1500 og 3000. Jeg tør godt spå, at man går i totalpanik, hvis der er bare nogle få, der dør af coronavirussen. Det største problem ligger vel i, at corona er ny, og at der derfor endnu ikke er nogen, der har udviklet antistoffer, således at der relativt vil forekomme flere tilfælde af sygdomsramte – men alt tyder på, at dødeligheden blandt disse er meget lille, så slap nu bare af, ikke sandt?
Det gør John og jeg i hvert fald.
Og vi flyver til England i morgen – i år vil jeg være sammen med min datter og mine børnebørn på min fødselsdag. Det første har jeg ikke været i over 20 år og det sidste endnu ikke prøvet, så nu skal det være.

Tromsø m.m.

Jeg lægger ud med en opdatering på taxapriserne i Tromsø. Booking.com gav os jo det enestående ‘tilbud’ på 870 kroner for at køre os de 5,2 km til hotellet. Jeg fandt ud af, at en almindelig taxi ville koste 125 kroner. Det var så ikke helt rigtigt, for taxametret stod på 221 kroner. John gav ham 250 kroner, men bondefangerturen var dog stadig omkring fire gange så dyr.
Vi fandt ud af, at der var lufthavnsbus fra hotellet, så den blev vi enige om at tage, når vi skulle retur til lufthavnen.
Det kostede 110 kroner pr. billet for 15 minutters kørsel – altså 220 kroner for os to. Det var også bondefangeri, var det, men nu kender I mulighederne, hvis I skulle finde på at tage en tur til Tromsø, hvilket jeg så absolut kan anbefale.

Herover udsigten fra vores værelse på Scandic Ishavshotel. ‘A’et’ ude til højre er den smukke Ishavskatedral, som vi nærstuderede, da vi var her for fem år siden og derfor ikke gad se denne gang. Vi besøgte af samme grund heller ikke Polarmuseet, men det er også værd at se.

Vi gik i stedet en tur langs hovedstrøget, som har masser af butikker, bl.a. den fedeste garnbutik – uhhh, havde jeg været alene, ville jeg have kunnet bruge meget lang tid her, men nu nøjedes jeg med et lille kvarter, selv om der var en stol til John. Han kiggede dog grundigt på de flotte norske sweatre.
Jeg var meget disciplineret og købte kun fire nøgler.

Deres pølsevogne er en anelse mere stilfulde end vores Cafe den Hvide Disk – og med bålfad, så kunderne kan holde varmen.

Vi brugte noget tid i Tromsøs svar på sandskulpturfestivallerne i Danmark. Her var det isskulpturer i stedet for; selv glasset til den drink, der hørte med, var lavet af is. ALT var is; borde, bænke, figurer, vægge og … ja … det hele … og ganske som for sandskulpturernes vedkommede var vi temmelig imponerede over, hvad de havde præsteret at skære/forme i og af is. Se fx. blæksprutten herunder: Når man kigger nærmere på detaljerne, er det kunstværker, man ser, og polarforskerens pelsjakke ligner virkelig pels.

Biblioteket er et kapitel (!) for sig – en smuk og anderledes bygning, som vi da lige skulle ind og se – især fordi det begyndte at sne kraftigt …

Øverst var der læsesal – vi blev der kun i kort tid, for vi kunne ikke tale sammen; der var dødsstille, selv om der var fuldt af unge, formentlig studerende, bag os, men udsigten var nydelig, og vi fik varmen igen.

Gadebilledet er, som i mange af de norske byer vi har været i, hyggeligt og farverigt. Vi er midt i en by, men mange af bygningerne er træhuse, og de er bestemt ikke ens og kedelige at se på.

Sne manglede vi ikke. VI overvejede en slædehundetur onsdag inden vi skulle hjem, men for det første passede det ikke helt med tidspunkterne, og for det andet ville 1½ times tur koste næsten 2000 kroner. Pr. næse! Godt nok norske, men det var lige i overkanten, syntes vi, så vi nøjedes med minderne fra turen den første gang vi var heroppe.
Turen hjem var stressende. Vi havde kun 1½ time i Oslo til transfer, så når flyet fra Tromsø er fem kvarter forsinket, sidder nerverne uden på tøjet. Det værste var, at hvis vi missede det næste fly, ville John også misse sin første aftale med GLAD-fysioterapeuten torsdag morgen, hvilket ville have været noget rigtigt hø.
Den korte udgave: Vi nåede det. Det var fra SAS til SAS, så de ventede på os – der var flere danskere, der skulle med dette dagens sidste fly til CPH.

Vi så MASSER af nordlys

Vi har simpelthen været mere heldige, end politiet tillader, som min gamle far så ofte sagde: Vi havde én chance og vi bookede turen den 15. november. Ingen kan forudsige vejret så lang tid i forvejen – det kniber som bekendt sommetider med at forudsige det fra den ene dag til den næste. Det var snevejr og dermed overskyet næsten hele tirsdagen, men det klarede en smule op sidst på eftermiddagen; dog ikke nok til, at jeg helt turde tro på, at vi fik lyset at se.
Men det gjorde vi. I en grad, så selv guiden var imponeret; hun sagde, at det var den kraftigste og længstvarende aktivitet hun havde oplevet i denne sæson. Om det passer, ved jeg i sagens natur ikke, men jeg ved, at vi gik, stod og sad udenfor i ÷11° i over to timer og bare nød det fantastiske skue. Turen skulle egentlig vare nogle timer mere, men vi var blevet nordlysmætte og ville gerne hjem. Nogle frøs vist også en del …
Det voksede og voksede, det lys; fyldte på et tidspunkt tre fjerdedele af himlen – det var vildt.

Jeg vil i dette indlæg kun vise nogle af guidens billeder, for John tog en masse, som endnu er i raw og skal ændres til .jpg, inden jeg kan bruge dem. Guiden sagde, at vi var velkomne til at dele, så ingen copyrights er overskredet her. Når John har ordnet sine, bliver I sandsynligvis totalspammet med nordlysbilleder.

Som det fremgår af billederne, var vi med Pukka Travels. Det er lidt af et sats, når man ikke kender nogen af Tromsøs mange, mange udbydere af nordlys- og andre ture, men for hvad det er værd, kan jeg kun sige, at vi ingen klager har overhovedet. Ingen er herre over vejret, så de kan ikke tage æren for den stjerneklare himmel (det kunne de dog alligevel lidt, for radar og vejrudsigter var nøje studeret inden afgang) og den relativt stærke aktivitet, men alt det andet var (også) upåklageligt.
De havde medbragt en dejlig rensdyrsuppe; de lavede bål direkte på sneen, gravede ‘bænke’ ud og lagde termotæpper på, så vi kunne sidde tørt og varmt. Vi sad der vel ½ time, og vi frøs ikke. Når bålet bygges som på det lille billede (nederst) og tændes oppefra, smelter sneen ikke før bålet er ved at brænde ud. Det var SÅ hyggeligt, var det. Vores lille gruppe bestod af amerikanere (alle fire både søde, slanke og ikke højrøstede!), tre tyskere, en belgier og to danskere.
Tilbage i bilen fik vi varm chokolade (eller te), hvilket var lige, hvad vi trængte til på det tidspunkt.

Som sagt var vi meget heldige. Overordnet er solpletaktiviteten nederst i en bølgedal i disse år, så egentlig var tidspunktet dårligt valgt, men i vores alder planlægger vi ikke flere år frem. “Large magnetic storms are most common during the peak of the eleven-year sunspot cycle or during the three years after that peak.”
Er vi i live og nogenlunde mobile, når der igen kommer et kraftigt soludbrud, kunne vi snildt have lyst til at gentage dette her.
Det er nemlig sådan (nu skuffer vi sikkert mange), at det blotte øje fint ser nordlyset, men ikke så nærmest selvlysende grønt som på de billeder, man altid ser af det. Kameraet kan se det, og det er efter min mening ikke snyd som sådan, for der er ikke manipuleret, blot eksponeret i fire sekunder for at få farverne frem.
Man taler om densitet i forbindelse med nordlys, og der skal en høj densitet (> 7) til, for at øjet kan opfatte det som lysende voldsomt grønt. Eller rødt eller lilla/blåt. Farven er afhængig af, hvor højt oppe i atmosfæren det foregår, og om det er ilt eller kvælstof, der ‘antændes’. Vi oplevede en densitet på bare 3-4, men kunne godt se, at det var grønt, og vi kunne sagtens se, hvordan det hele tiden forandrede og flyttede sig; bølgede og bevægede sig – og oven i købet ‘dansede’, inden det begyndte at aftage og vi satte kursen hjemover mod Tromsø.

Tromsø er et af de bedste steder at besøge for at se nordlys, både fordi det ligger lige midt i nordlysbæltet og fordi det er en hyggelig by, hvor der er en masse man kan foretage sig om dagen, mens man går og venter på mørkets frembrud. Mere om det i et andet indlæg.
Jeg vil hermed aflive den tro, forbavsende mange har: At man kan holde sommerferie i Tromsø eller et hvilket som helst andet sted nord for polarcirklen – og se nordlys. Det kan man IKKE! Man kan jo heller ikke se stjerneskud om dagen, vel? Det skal være mørkt … der er en grund til, at nordlyssæsonen går fra september til marts.

De fik en chance til

For et par år siden tog vi et gourmetophold på Christie’s (uf) i Sdr. Hostrup, og dengang må jeg nok indrømme, at jeg var en anelse skuffet.
Det var ikke decideret dårligt, men det var heller ikke imponerende godt. 
Stedet bliver ellers rost i høje toner, så da jeg fik et tilbud, jeg trods den tidligere erfaring ikke kunne modstå, blev vi enige om at give det en chance til. Det var bedre end første gang, så denne anden gang bliver sandsynligvis ikke den sidste.
Vi forstår ikke, at de kan gøre det for de penge. Det er ikke så tit jeg informerer om økonomien i vores forehavender, men her er undtagelsen: 
Vi fik kaffe og brødtorte ved ankomst.
Vi fik en en femretters menu.
Vi fik en vinmenu. Den ene af os. Den anden fik en ølmenu.
Vi fik en hotelhytte at sove i.
Vi fik et yderst veltilberedt morgenbord.
For 1190 kroner.
For os begge to.
Jeg betalte mere for en fireretters menu på Rønnede kro, engang jeg gav John en fødselsdagsmiddag – vinen og ikke mindst vandet kom oven i prisen – det var her, vi betalte 45 kroner for 3/4 liter postevand. Gange to, fordi vi først vidste bedre, da jeg fik regningen. Jeg blev sur!
Men okay, når sandheden skal frem, var maden på Rønnede kro bedre end den i går, og portionerne var større.
De skal selvfølgelig ikke være store, når man får fem retter, men de skal heller ikke være så små, som de var i går – vi var faktisk ikke helt mætte, da vi gik fra bordet, men det er måske en del af forklaringen på, at det er så billigt? Det smagte dog godt, og menuen var bedre sammensat end første gang.
Var de lidt fedtede med maden, var de til gengæld ret generøse med vinen, så selv om jeg ikke blev mæt af maden, fik jeg så rigeligt at drikke.
Morgenbordet er næsten alle pengene værd: Skinken var lækker og håndskåret, baconen sprød og ikke sej, som den ofte er på steder, hvor de skal lave store mængder; der var ingefærshot eller en skarp til halsen, hvis man er til det. Der var ‘hjemmedyrket’ æblejuice. Bare godt alt sammen!

Vejen hjem gik over Als. Først den lille færgetur med Bitten fra Ballebro til Hardeshøj. En lille tur på 10 minutter. Det er første gang, vi har været de eneste passagerer på en færge – så har vi også prøvet det.
Derefter lidt legen turist; ikke så meget, for vi ville nå færgen kl. 12 fra Fynshav. Vi skulle bare lige nå at kigge lidt på Als.
Nordborg med Danfoss, som fylder meget, Augustenborg og Guderup. Især de to sidste byer var vi lidt betagede af; det er et par af de hyggeligste byer, vi har set.
Efter Bøjden gik turen over Sydfyn mod Nyborg; med et pitstop ved Horne Kirke, som er et imponerende syn. Jeg kunne ikke fotografere den fra sin pæneste side; der var for meget modlys.
Her var vi heldige, at solen viste sig i nogle minutter. Himlen skiftede hele tiden fra totalt blå til buldersort med slud og regn på ganske få minutter, så det var mildt sagt et blandet vejr.

Lige over for kirken ligger denne pittoreske lade. Stråtaget har det ikke for godt, men yndigt og nærmest frilandsmuseumsagtigt så det ud alligevel.
Vi var hjemme igen ved godt 16-tiden – en lang tur på kort tid, men det var alt i alt 31 gode timer vi fik os der.

Lynvisit i Hamburg

Det var flot, flot vejr, både da vi kørte hjemmefra og da vi ankom til Alsterkrug Hotel midt på fredag eftermiddag. Det var et glimrende hotel med spa og mulighed for massage og andet i den dur, men det nåede vi ikke. Jeg havde ellers for en gangs skyld taget badedragt med, for sæt nu John ikke kunne holde ud at gå. Det kunne han dog i mindre grad, så vi købte en samlet billet til tre ting, som viste sig at tage hele lørdagen: havnerundfart, hop on – hop off-bus og endnu en bådtur på Aussenalster. Denne sidste kunne have været ligemeget, men vi så da nogle millionærvillaer, som nok ville kunne gøre husejerne på Strandvejen en anelse misundelige.
Den første havnerundfart var mest i containerhavnen. Vi tog den af to mulige, fordi vi fik at vide, at vi så mere på denne tur, men bortset fra, at han lige rundede Elbphilharmonie, så vi kun containerhavnen. Det var på sin vis spændende, for det var interessant at se, hvor heeeelt vild stor den er, men vi ville da gerne have haft set noget mere end den. Vi summede lidt over, hvad billetsælgeren mon havde ment med, at vi “så mere” på denne udgave.

Elbphilharmonie var en imponerende bygning, selv om Eric kom til at tænke ‘skrummel’. Johns umiddelbare reaktion var, at det forstod han da fint …
Den navnkundige Reeberbahn var sjov at se, selv om vi kun så den fra bussen. Vi undrede os en del over skiltet ved ‘indgangen’ til gaden: Den var våbenfri zone; skiltet havde overstregede piktogrammer for pistoler, knive og andre håndvåben. Hvorfor skulle det kun gælde for Reeberbahn? Det gælder vel overalt, at man ikke må bære våben? Eller hvad?

Noget var helt venedigsk at se på.

Og hvordan var det så med maden på hotellet? Vi var blevet lovet en fin femretters-menu, og den var da også glimrende: Først kom de med to slags godt brød, hvortil de ikke serverede smør, men en lækker olivenolie. Kort efter kom de med appelsinmarineret laks med syltet fennikel og sennepsdressing. Derefter en cremet trøffel-kartoffelsuppe med pesto og nødder; så en citronsorbet til at rense ganen, efterfulgt af hovedretten, som var grillet aborre med diverse (godt) tilbehør. Til sidst en crème brûlée med moccais og bær.
Alt i alt en dejlig menu – der var hverken for meget eller for lidt mad, men lige tilpas, så vi gik mætte, men ikke ubehageligt overmætte, fra bordet.

Vi spiste også på hotellet fredag aften. Her kunne vi vælge a la carte eller en tre- eller fireretters menu. Vi valgte en treretters, som, med de valg mellem for- og hovedretter vi havde, viste sig at være præcis den samme som de fem retter dagen efter. Det kunne de da godt have sagt! Jeg valgte den marinerede laks og John kartoffelsuppen. Dagen efter fik vi begge dele … fredag valgte vi begge and, hvorfor vi tog fisken om lørdagen – så var der da en smule variation i det. Desserten var også den samme. Forskellen var altså i virkeligheden bare citronsorbeten og det glas mousserende vin vi fik inden maden.
Det var søreme heldigt, at det smagte godt – og at de valgte vine var virkelig gode – her valgte jeg også forskelligt fredag og lørdag.
Nå. Vi fik set det centrale Hamburg og en del af den kæmpestore havn; vi havde et rigtig godt værelse og vi fik glimrende mad – alt i alt et par gode dage, hvor vi som sagt var heldige med vejret – det regnede lidt i går eftermiddags, men ellers har vi haft sol fra en nærmest skyfri himmel hele tiden, hvilket bestemt ikke har hørt til standarden her i januar 2020.

Croome Court med god guide

Onsdag kørte Charlotte os op til Malvern Hills, hvor vi kunne finde Croome Court. Det tog 1¾ time at køre derop … vores radius bliver længere og længere for at komme til at se noget, vi ikke har set før. Vi jokede lidt med, at om ikke så længe er udflugterne nok nødt til at gå til Skotland …

Malvern Hills er et betagende smukt område, hvilket jeg ved, at Mia vil skrive under på …

Croome er, som så mange andre steder i England, overgået til National Trust, fordi så sørgeligt få har råd til hverken at arve eller vedligeholde disse store huse. Selve titlen går i arv, men det er kun en titel, og den kan kun gå i arv til mænd. Den nuværende 13. Earl of Coventry bor i London, og hans arving er en nevø, som er maler og bor i Cornwall. Ikke et ondt ord om malere fra Cornwall, men de er i vores øjne ikke selvskrevne og heller ikke nødvendigvis velegnede/uddannede til at træde ind i bestyrelsen for fonden. Vi undrede os højlydt over, hvorfor pokker kongehusene kan finde ud af at lade kvinder arve, men ikke den britiske adel? Havde arvefølgen kunne gå ad kvindelige veje, ville den stadig i dag have været langt mere direkte end tilfældet er.

Sfinkserne her, som er identiske, men spejlvendte, blev vi grinende enige om må være blevet frembragt af en uskyldig kunstner, som kun har haft en ide om, hvordan kvindebryster ser ud, og som i virkeligheden kun har set dem godt skubbet op foran, men med nederste halvdel skjult af en kjole.
Guider/kustoder eller hvad de nu vil kaldes, er hos National Trust oftest frivillige, der gerne øser ud af deres viden om det pågældende sted. Nogle gange (men ikke her) får de gratis bolig på stedet mod at vise rundt i åbningstiden.
Vi stødte flere gange ind i en mand, som vidste alt, hvad der var værd at vide om Croome Court, og samtidig var en levende og dermed god fortæller.
Vi spurgte, hvor køkkenet havde ligget, for vi kunne ikke finde det. Han kunne fortælle, at det lå i en sidefløj, som ikke var tilgængelig for offentligheden. Man anbragte, af hensyn til brandfaren, køkkenet så langt væk som muligt, så ikke herskabernes hjem skulle nedbrænde. Man sagde, ikke helt for sjov, at hvis man var nødt til at puste på suppen, var man ikke rig nok. Hvis man var det, var suppen nemlig blevet tilstrækkeligt spisekold på vej fra køkkenet.

Her til højre ses en statue fra den nærliggende kirke. Charlotte så det først, men vi andre var ganske enige: Hendes yngste kusine Annemarie må have levet før og stået model til denne figur – det er bare så meget hendes ansigtsudtryk, når hun siger: “Mig? Mener du mig??” – de der kender hende og læser dette vil sikkert være enige.

Parken var Capability Browns første store arbejde – sagde man her på Croome; jeg kan dog ikke finde dokumentation for, at det skulle være hans første, men at det er hans værk er indiskutabelt, og han tegnede også selve huset.

Som man vil bemærke, var vi igen heldige med vejret, men vi så nogle grimme og store oversvømmelser på vores vej herop. Særlig i Yorkshire er de hårdt ramt, de stakler, og det er ikke slut med regnen endnu deroppe.

Den slags er vi blevet for gamle til

Vi er igen i den lille wiltshireske landsby – og vi nåede toget, selv om det kun var lige netop. Flyet var over ½ time forsinket, og der var forsinkende vejarbejde på motorvejen, så da bussen fra Heathrow nåede Reading station, var der 10 minutter til toget gik, og jeg skulle først afhente de forudbestilte og -betalte billetter. Al elektronikken til informationsskiltene var ude af drift, så jeg kunne ikke tjekke, om toget gik fra den sædvanlige perron 7, men vi småløb dertil i håb om, at det var tilfældet. Da der var tre minutter til afgang, afbrød jeg en samtale og spurgte den eneste synlige stationsmedarbejder, hvorfra vores tog gik. Det gik fra perron 8. Mente han … SHIT – vi skulle så lidt tilbage, op ad en rulletrappe, lidt hen og ned ad en anden rulletrappe. Mens jeg sagde tak, så jeg vores tog ankomme. Jeg kan godt løbe, men John har svært ved det – og i øvrigt gør det det ikke nemmere med hver en kuffert plus håndbagage.
Han prøvede så godt han kunne – jeg var forrest og da jeg var halvvejs nede ad rulletrappen fløjtede en mand afgang. Jeg viftede vildt med armene, hvilket han heldigvis så og ‘holdt’ på toget. Jeg spurgte “Pewsey?” Han sagde ja, og jeg sagde, at den herre halvt nede på trappen derovre også skulle med. “Okay, step in”, sagde han, men da jeg ville være sikker på, at John også kom med, ventede jeg på ham. Da han lettere forpint nåede mig, skældte togmanden mig ud: “I told you to enter!” Jajaja … det gjorde vi så begge, og toget satte i gang med en lille forsinkelse, men jeg var glad for, at vi nåede det, for der var tre timer til det næste tog – eller også skulle vi have været taget til Swindon, men så havde C haft en noget længere tur for at hente os.
Vi er altså blevet for gamle til den slags rejsestress!

Resten af dagen gik heldigvis i et adstadigt og noget mere ældrevenligt tempo. Charlotte, John og jeg var alene, da resten af familien plus svigerfar og Andy var i færd med at køre wolseleyen til Birmingham, men mere om det senere.
John havde besluttet sig for at forære Charlotte et af sine kameraer. Han ville ellers have solgt det, men havde fået at vide, at han ikke skulle forvente at få mere end højst 4000 og sikkert kun 3000 for kamera med linse. Det ville i givet fald være et betragteligt tab, og C havde i sommers talt om, at hun flere gange havde overvejet at få et kamera, der kunne meget mere end det hun har, men det hun havde i tankerne ville koste så mange penge, at hun ikke rigtig havde samvittigheden i orden til det.
Hun blev meget glad for det – som i virkelig, virkelig glad, og vi kørte fluks en tur ud i det engelske landskab for at finde motiver, så hun kunne få lidt hands-on-undervisning af John. Det hyggede de sig en del med begge to.

Mens de to mest koncentrerede sig om landskabsbilleder, så jeg andre ting gennem linsen. Bl.a. gik turen gennem Urchfont, som kan smykke sig med en titel, som meget praktisk ikke har noget årstal knyttet den den årlige pris, så det skilt kan stå der længe og lade som om det er nyt. (C.P.R.E. står for Campaign to Protect Rural England.) Men okay – de vandt faktisk prisen her i 2019, og om det er en slags vandrepokal, ved jeg ikke.
Friars Lane måtte jeg også smile over – når man har nået bunden, vil jeg mene, at det li’som kun kan gå opad, så den sidste del giver lidt sig selv …
I dag har C en kunde til prøvning her til formiddag, men hun satser på at kunne holde fri i resten af den uge vi er her … dejligt.

Endnu lidt opfyldning

Vi er hjemme igen.
Det er vi i en hel uge, inden vi skal til England en tur – eller rettere halvanden uge, men vi syntes vi var nødt til at kompensere for deres aflysning af danmarksturen. Jeg kan da ikke vente fra august til jul med at se dem. No way!
Med andre ord: Lige netop mormorkontoen blev ikke påfyldt i denne omgang, men det gjorde andre, bl.a. hygge-/vennekontoen og feriefølelsekontoen. Ikke feriekontoen – tværtimod – men den gode fornemmelse af at have ferie.
Og desværre også vægtkontoen. Det går ikke, dette her; jeg er alt for tyk igen. Det er den gode vin, som næsten omgående sætter sig. Kunne den da ikke bare løbe igennem? Åbenbart ikke. Kunne jeg da ikke bare lade den være? Nej. Ikke når jeg holder ferie, men det gør jeg ikke den næste halvanden uge, og heldigvis ryger det forholdsvis hurtigt af igen, når jeg nøjes med at drikke vand.

Fredag kørte vi en tur til Mariager, hvor ingen af os havde været før. Det var en hyggelig lille by, hvor der bl.a. var en fin garnforretning (med mandesofa, så John hvilede sig imens), et bibliotek med et flot skilt, masser af bindingsværkshuse, en gammel kro (eftermiddagskaffe!) og det rødeste egetræ, jeg indtil nu har set.

Lørdag var hjemrejsedag. Da vi kørte hjem fra Hirtshals efter det nordatlantiske krydstogt, spiste vi frokost på Restaurant Mast i Middelfart, hvilket var så lækkert, at vi lovede os selv at gentage succesen, når vi skulle hjem fra Djursland.
Det løfte holdt vi, og det var ikke mindre lækker mad denne gang – de kan noget på det sted, kan de. Først tuntatar, derefter ristet kulmule med Pommes Anna og en cremet, skummende, überlækker hollandaise (jajaja, jeg ved det … vægten …), men holdnuop, det var godt.
Det er hermed en tradition. To gange, så er det en tradition. Det er allerede en af mine yndlingsrestauranter.

Mens vi er i England, skal deres gamle Wolseley køres til udkanten af Birmingham til et show i weekenden. Det klarer Tim og Andy (som er veteranbileksperten, som Tim værdsætter umådelig højt) om torsdagen. Om søndagen kører Charlotte, børnene, John og jeg derop og ser showet, som slutter kl. 17. Bilen må selvfølgelig ikke fjernes fra showet før, og på det tidspunkt har Tim på ingen måde lyst til at køre den gamle bil den lange tur hjem igen, så C booker værelser på et hotel til os alle, og så agerer vi ledsagevogn til Tim på hjemturen. Det bliver en ferie i ferien … ikke så tosset.
Sidste år vandt Wolseleyen en af præmierne, og når sådan noget sker, stiger værdien af bilen. De håber selvfølgelig på endnu en præmie, så bilen kan gå hen og blive til en rigtig god investering … det er en alternativ form for pensionsopsparing, men det er de ret gode til i den familie.

Verden er lille

Vi laver stadig så lidt som muligt, men synes trods alt, at det er synd at sidde og stene hele dagen, så det er i går og i dag blevet til en tur til Aarhus, Ebeltoft og Ørnbjerg Mølle. De to første var gensyn; det sidste nysyn, så at sige. Det var måske ikke et særsyn, men det var et smukt syn – og vi fik et uventet syn: Jeg hørte John sige Hej Viggo! og troede først han havde mødt en gammel kollega, men det viste sig at være min kusines mand, til hvis 70-års fødselsdag vi var tidligere på året. Pudsige tilfældigheder – var vi kommet fem minutter senere, havde han været kørt igen, men vi fik os en kort sludder, og de kommer begge to i morgen eftermiddag til en kopkaf – de camperer ved Ebeltoft, bare nogle få minutters kørsel fra vores sommerhus.

Jeg havde set billeder fra Salling Roof Top og læst, at stedet var et besøg værd, hvilket ikke var helt løgn. Der var en glimrende udsigt deroppe fra, men jeg var vist den eneste, der gik ud på glasgulvet for at få den fornemmelse med. Det gav et lille sug i maven, men selvfølgelig skulle det prøves!
Det var faktisk ikke specielt gennemsigtigt – det kunne de nu godt have lavet af noget bedre glas.

Det var således også et nysyn for os, ligesom Aarhus Ø var det.
Der var meget spændende byggeri at se på, men jeg/vi kunne ikke bo sådan et sted i en uge – der var ikke ‘venligt’, syntes vi. Ikke grønt nok, selv om der selvfølgelig var en smule, og godt nok elsker jeg at bo ved vandet, men der skal altså være mere end bare vand. Vi bliver aldrig, aldrig bymemmesker.

Nå. Jeg skal vel bare lære at se verden gennem andre briller … måske større briller …

A room with a view

Det er ren afslapning. 100 % afslapning.
Som om vi havde brug for afslapning … men der skal jo være forskel på hverdag og ferie, og nu holder vi ferie. Igen.
Denne gang på Djursland, hvor vi har lejet et sommerhus stort nok til, at englænderne kunne være her, men samme englændere meldte for kort tid siden, at de alligevel ikke kom, fordi det trak op til, at Tim ville komme ud i samme travlhedsproblem som i sommerferien, og Charlotte ville ikke én gang til tage turen alene i bil, som de altid gør, når vi skal mødes i Jylland.
Der stod vi så, to personer, med et hus med masser af plads, så vi spurgte Ditte og Peter, om de ville med på et afbud, hvilket de var friske på. Peter dog ikke hele ugen, da han stadig er arbejdsramt, men Ditte bliver her sammen med os ugen ud.

I husbeskrivelsen stod der, at det ligger 50 meter fra vandet. Det lød forjættende, men passer ikke helt, medmindre man regner fra, hvor grunden går til, men tæt på er det, og vi kan sidde i den let ‘forhøjede’ stue (tre trin op) og nyde udsigten.

I dag kørte vi den meget smukke tur gennem Mols Bjerge ned til Slettehage Fyr, hvor vi så den fineste Rolls Royce-version af en Citroën 2CV. Den hed 6V, og havde dermed så meget trækkraft, at den var i stand til at have den matchende trailer efter sig. Den vakte en del opsigt og blev ivrigt fotograferet af stort set alle, der var der.

Selv den strandede tang har efterårsfarver – den lå og glødede så fint i vandkanten.
Den strand, vi har tæt på, er ikke en god badestrand, fordi der er sten overalt. Virkelig mange sten … John og jeg har allerede fundet en halv snes stykker med hul igennem, så jeg skal hjem og trække sten på snor.

Det er fjerde gang, vi holder efterårsferie på Djursland, så der er ikke så meget nyt for os at se, men området er så absolut smukt nok til at tåle et gensyn.
Det betyder nok også, at vi vil tilbringe mere tid i huset end vi normalt ville gøre, hvilket igen betyder, at der bliver dejligt meget strikketid til Ditte og mig.
John vil høre lydbøger – det får han ikke gjort så meget, når vi er hjemme.
Så altså afslapning og dermed ikke meget at skrive om. Det gør ikke noget.

Ikke flere bindingsværkshuse!

Nu er vi mætte mht. bindingsværkshuse. I dag har vi været i Goslar og har travet bymidten tynd. Det ene hus er flottere end det andet; der er imponerende udskæringer og smukke skifertage, men på et tidspunkt får man nok. Vi gjorde i hvert fald, og jeg skal også skåne jer for flere billeder af huse – bortset fra dette skiferarbejde, som der er meget af i Goslar – som i virkelig meget – der må være en del, der engang har fået gigt i armene af at tilskære alle disse tusindvis af skiferplader, men de er både skåret og lagt flot i samme stil over hele byen.

Hvorfor fandt vi egentlig på at tage til Harzen?
Det gjorde vi, fordi vi fik et tilbud fra Risskov Rejser på tre nætter med all inclusive på et hotel i Hahnenklee i Harzen.
1250 kroner pr. person. Dvs. at vi for 2500 kroner i tre døgn får en seng samt alt hvad vi kan spise og drikke (af vin, øl, kaffe, te og vand). Det lyder næsten for godt til at være sandt, men det er det for en gangs skyld ikke.
Værelset er meget stort – større end forventet, her er fint og rent og det virker ikke spor slidt, hvad vi nok havde forestillet os, at det ville være.
Vi havde pga. prisen heller ikke forventet meget af kvaliteten på hverken mad eller drikke, og rødvinen er da også noget værre sprøjt, men heldigvis havde jeg taget en god flaske med hjemmefra, så når vi er tilbage på værelset, kan jeg få et godt glas vin inden sovetid. Man har vel ferie.
Maden er såmænd udmærket. Det er bestemt ikke en gourmetrestaurant, men god, tysk hverdagskost … meget gebisvenlig, blev vi enige om (med kålroulader und alles den første aften), men det er nok også en god ide, for jeg hører til blandt de yngste gæster og John holder vel nogenlunde gennemsnitsalderen.

Skal man indtage de gratis drikkevarer, bedes man blive i hotellets lobbyområde eller i andre, nærmere definerede lokaler; man må ikke tage noget med op på værelset, hvilket man gøres opmærksom på i elevatoren med et skoleeksempel på Googles undersættelsesservice. Jeg behøver nok ikke at pensle ud, hvad jeg mener …

Harzen er lig med hekse.
Hekse alle vegne, i alle størrelser fra nøgleringe til legemsstore, i alle afskygninger, alle prisklasser og i forskellige materialer.
Man bliver nærmest bombarderet med heksefigurer overalt i Harzen, ikke kun her for foden af Bloksbjerg.

Efterårsfarverne har så småt indfundet sig hernede, så det har været smukt at køre rundt, bortset fra i formiddags, hvor det kneb gevaldigt med at holde de gyldne løfter om flot solskinsvejr. Det klarede dog op om eftermiddagen, så det gik alligevel … vi brugte en times tid af den regntunge formiddag på Schloss Herzbergs museum, som var forbløffende billigt i entre.
Der var så heller ikke meget at se, men det der var, var da okay nok.

‘Hjemme’ på Bloksbjerg

Vi er i Harzen. Jeg har i dag, for første gang i mit liv, stået på toppen af Bloksbjerg. John hævdede, at jeg måtte føle mig hjemme her – og hvorfor var jeg ikke spor overrasket over den bemærkning? Faktisk følte jeg mig ikke hjemme, men vi mindedes tiden før 1989, hvor vi kunne stå i vest og kigge over på Brocken i øst. Det er 30 år siden lige om lidt, og der er sket meget siden da, selv om noget har ikke forandret sig; bl.a. var vi en del forundrede over, at der stadig må falde syreregn, for der var store – virkelig store – områder, hvor alle nåletræer var døde. (Beklager billedkvaliteten, det er taget mens bilen var i fart.) Forstemmende at se – jeg troede naivt, at det var et 80’er-fænomen, men det holder åbenbart ved, desværre.

Turen gik videre til Quedlinburg, byen jeg blev inspireret til at se ved at læse ovre hos Lene, og som er på Unescos verdensarvliste.
Det kan jeg godt forstå, at den er. En turistbrochure beskrev den som bindingsværkshusen es moder. Det kan jeg også godt forstå … der blev skudt mange billeder herfra. Vi nåede vist at gå hele den gamle bydel igennem på kryds og tværs, og vi så det ene skønne hus efter det andet. Mange var umådeligt små –  se blot billedet herunder til venstre. Charlotte og Tim havde en meget smal, men fire etager høj lejlighed, da de boede i London, men nogle af husene i Quedlinburg var langt smallere.

Det var også interessant at se, at så snart vi var inde i Det Det Var (en genial ordforklaring i en krydserpåtværs, jeg engang løste. Svaret var naturligvis DDR), var der marker, marker og atter marker. Og lidt skov, men ikke en gård, ikke et hus – ingenting, hvilket må være et synligt levn fra de kæmpestore statsdrevne godser. Jeg undrede mig dog lidt: Der må vel have været små gårde før 2. verdenskrig? Eller hvad? Rev russerne dem ned?
I dag er mange af de store gårde/godser solgt, men det tog vist længere tid end man i første omgang havde regnet med. Jeg læste en succeshistorie om en dansker, der havde købt et gods på omkring 1100 hektar. I DDR-tiden var der ansat 100, og det var, ikke overraskende, hamrende ineffektivt, men med danskerens 17 ansatte blev det hurtigt rentabelt på linje med et dansk landbrug.

Quedlinburg igen, søreme …

Turens tidspunkt har været godt timet: Vejret er, som man vist også kan fornemme på billederne, meget smukt – sol fra en høj og flot septemberhimmel og 21 graders varme. Vi var lidt bekymrede i morges, for det var så tåget, at vi knap nok kunne se, at vi havde en altan, men det klarede op i løbet af formiddagen for at blive solrigt og lunt resten af dagen.
I morgen går turen til Goslar, som vi, i modsætning til Quedlinburg, har set før, men det er stadig omkring 35 år siden for begges vedkommende, så mon ikke den tåler et gensyn?

M/S Norröna

Og hvordan var livet så ombord på M/S Norröna? Det var vi alle fire lidt spændt på. Skibet er fra 2003 og er ikke helt lille, hvilket vil sige omkring 1500 passagerer, men hvor mange der reelt var med på vores tur, ved jeg ikke. (På billedet til højre ligger det i Seyðisfjörður). Med et personale på bare 120 personer har de nok at lave allesammen, og man så da også de samme personer både morgen, middag og aften.
Personalet har vi intet som helst at udsætte på. Alle var til enhver tid smilende, flinke og yderst serviceorienterede. Nogle var fra Færøerne, andre fra Danmark og nogle få kommunikerede kun på engelsk, så hvor de var fra, ved jeg ikke, men det er jo også aldeles ligegyldigt.

Skibet bar tydeligt præg af at være 16 år gammelt. Det var slidt; nogle steder meget slidt. Der var såmænd rent nok over det hele, men fx Skybar på øverste dæk, som, pga. det gode udsyn, var hvor vi først søgte hen efter at have pakket kufferterne ud, gav ikke noget positivt førstehåndsindtryk. Dækstolene var ikke behagelige og en del var gået i stykker, men blev ikke af den grund fjernet.
Det var dog heldigvis det mest nedslidte sted; opholdsrum og kahytter var okay.

Vi så suler. Vi så mange suler. Vi kendte fuglen af navn, men det var første gang, vi så den. Store, elegante ‘glidere’, og ‘store’ skal tages bogstaveligt, idet de har et vingefang på 165-180 cm og en kropslængde på 87-100 cm.
Vi så andre havfugle, men nok flest mallemukker, som vi også kun kendte af navn indtil nu. De er noget mindre, med kun omkring ⅓ af sulens vingefang.
Herhjemme ser jeg måger som nogle hammerirriterende, plagsomme og højrøstede skabninger, men på sådan en havtur er det hyggeligt at blive fulgt af forskellige havfugle det meste af vejen.

Maden ombord var meget forskellig, afhængigt af valget af restaurant. Med i rejsens pris var næsten alle måltiderne, men det var ikke nogen fantastisk oplevelse i buffetrestauranten, hvor lørdagsaftensmaden blev indtaget.
To af aftenerne skulle vi spise i a la carte-restauranten Simmer Dim. Første gang var søndag aften, og det var sandelig en noget anderledes og klart bedre oplevelse. (Herunder lammeskank og havtornis med ‘lava’chokolade. (Se vandflasken til venstre … båden vippede …))

Man kunne, for en rimelig sum penge, opgradere sin buffet til i stedet at spise en treretters menu i Simmer Dim. Det var vi ikke længe om at beslutte os for, og spiste dermed kun i buffetrestauranten én gang til, men det var til deres vikingbuffet den sidste aften om bord, som skulle være noget særligt, og som da også var noget bedre end de øvrige.
Morgenmaden i buffetrestauranten var der, som jeg vist nævnte forleden, intet at klage over.
Der var også en tredje restaurant, The Diner, hvor vi spiste frokost to gange. Heller ikke noget at skrive hjem om …

De havde et system med drikkebilletter, som skulle give rabat på drikkevarer. Man kunne købe syv ad gangen for 259 kr = 37 kroner pr. billet. Det gav adgang til visse drikkevarer, som naturligvis ikke hørte til blandt de dyreste. Sådan er det også med drikkepakkerne på større krydstogtskibe.
Det, der viste sig at være noget fis, og som vi opfattede som tangerende bondefangeri var, at vi fx kun kunne købe en almindelig kaffe med langtidsholdbar papfløde til. Den koster normalt 30 kroner, så hvad er der lige sparet her? Man kunne få et glas rødvin for en billet, men det viste sig, at den eneste drikkelige af slagsen var oppe i Skybaren. I Naust, hvor vi oftest befandt os, var det noget værre sprøjt, vi kunne få. Til gengæld kostede det 59 kroner, så her var penge at spare, hvis man ellers kunne få sig til at drikke vinen.
En god kaffe, fx en caffe latte, kostede 39 kroner, så hvorfor pokker det ikke kunne lade sig gøre at få sådan en på ‘rabatbilletterne’, var ganske enkelt ikke i orden – hvilket jeg da heller ikke lagde skjul på i evalueringsskemaet, vi blev bedt om at udfylde ved rejsens slutning.
Jeg har to af de syv billetter med hjem, og det har Ditte også – vi gad simpelthen ikke indtage hvad de gav ‘rabat’ på.
Dette bare til advarsel. Bortset fra dette klagepunkt var det overordnet set en glimrende tur, hvor vi fik set en masse på den uge, vi var væk, på trods af, at meget af tiden foregik på havet.
Selskabet på turen var der absolut heller ingen grund til at klage over …

Stinkende svovl, boblende mudder og varme bade

Island er ikke et så misvisende navn som Grønland. Der var nemlig koldt. Temmelig koldt, faktisk: bare 3°, men det vidste vi inden vi tog afsted, så vi havde tøj nok med og frøs derfor ikke.

Men er luften kold, så er jorden varm. Temmelig varm, faktisk: 80-100°.
Guiden advarede os mod lige at skulle efterprøve, om stenene nu også er så varme, som man påstår. De er de, og ens håndflader skulle efter sigende gøre ret ondt, hvis man alligevel vil prøve – “Der er altid en i enhver gruppe, der gør det”, og det var der ganske rigtigt også … fæhoved …
Hvem der har stablet stenene i disse bunker (som kaldes solfatara), skal jeg derfor lade være usagt. Jeg tænkte ikke på at spørge, men vedkommende må have haft asbesthandsker.
Fascinerende var det også med de boblende mudderpøle. Det var dystre, lidt hæse, hule blop, der lød som når en gryde med grød er i kog. Det var der dog ingen, der lige skulle have hænderne i for at se, om det nu også var så varmt, som man hævder.
Der var desværre ingen gejsere i dette område, hvilket jeg ellers godt kunne have undt Ditte og Peter at se, for jeg husker tydeligt, hvor voldsomt fascineret jeg var af det fænomen, da vi var på det vestlige Island i foråret 2015.

Svovl-og andre aflejringer ses flere steder.

Et bad i en varm kilde blev vi naturligvis også tilbudt – ved Myvatn. John og jeg sprang over; John fordi han stædigt nægter den slags, jeg fordi jeg havde prøvet det før. Det havde Ditte og Peter ikke, og da de kom op igen og begejstret fortalte om den anderledes og ret specielle oplevelse, fortrød jeg, at jeg ikke havde taget badetøjet med. Man har en hud bagefter, der er blødere end en barnenumse – eller sådan føles det i hvert fald.
Herunder ses Peter (i midten af billedet) vinke til mig. Ditte står og ser yndig ud skråt til højre for Peter.

Det er en mærkelig fornemmelse, at man ‘forsvinder’, når man kommer i vandet. Det er helt ugennemsigtigt, så alt hvad der er mere end et par cm nede, kan man ikke se. Det er vanskeligt at forklare, men ikke at kunne se noget af en selv, man naturligvis ved er der, føles virkelig underligt.
Vandet er mellem 38 og 42° grader og derfor meget behageligt.

Vandfaldet Dettifoss var selvfølgelig også flot at skue. De påstod, at det er Europas vandrigeste, med 500 m³ vand løbende igennem pr. sekund.
Det må siges at være en hel del vand …

Herover udsigt over Seyðisfjörður, hvor båden lå i to nætter.
Skiltet med den gennemstregede fod var deres søde måde at gøre opmærksom på, at vi skulle passe på den sparsomme beplantning i området ved Dettifoss-vandfaldet.

Det må være nok Island og Færøerne for denne gang.
Måske kommer der lidt om båden … en form for evaluering, for der var både godt og mindre godt. Mest godt, heldigvis, men … vi er nok bare ved at blive lettere blaserte efter det fantastiske krydstogt det halve af Sydamerika rundt.

Søgang …

Set i det store perspektiv må vi nok sige, at vi var heldige med vejret på stort set hele turen. Det var flot sejlvejr; det var smukt om mandagen på Færøerne og det var rimeligt på Island tirsdag og onsdag (rimeligt = ingen regn). Men så gik det galt torsdag, hvor vi igen befandt os på Færøerne. Ikke megen sigtbarhed og regnen væltede ned indimellem.
Nå. Man kan ikke få alt. Vores færøske guide sagde ellers, at hvis man er utilfreds med vejret på Færøerne, skal man bare vente 10 minutter.
Det holdt så ikke helt stik, desværre, og vi skulle helt op til Gjogv, som ligger nordligst på Eysturoy. Det var en smuk tur, selv i regnvejr, så den må have været fantastisk, hvis solen havde skinnet som om mandagen.

Da vi sejlede videre mod Island, tog vi den op gennem strædet mellem Eysturoy og Kalsoy – også en betagende tur, men sikke da båden kunne vippe, selv om det så ud som om vi sejlede i smult vande inde i strædet. Se evt. videoen her, som giver et lille indtryk. Det skulle blive meget værre; om aftenen og især om natten, hvor vi var langt ude i Nordatlanten, blev det rigtig slemt, men det kunne vi i sagens natur ikke filme.
To tredjedele af gæstene på restaurant Simmer Dim, hvor vi spiste søndag aften, meldte afbud fordi de var søsyge, de stakler. Det var i det hele taget en særdeles fredelig båd den aften; de fleste lå åbenbart og våndede sig i deres køjer, så der var god plads alle vegne.
Ingen af os fire blev syge, men jeg skal da lige love for, at vi blev moslet grundigt rundt i sengene mandag nat, for da vippede vi ikke kun op og ned; den rullede og vippede på én gang, så det var en tur for de søstærke. Samt for dem os, der havde snydt lidt og taget transportsygemedicin …

Herover det beskyttede havneindløb til byen Gjogv (som udtales tjægf. Tilnærmelsesvis …). Dønningerne her var, ifølge guiden, tre meter høje, så at skulle herind med en lille båd kan ikke have været særlig sjovt på sådan en dag. Men vi syntes naturligvis, at det var et flot syn – ligeledes det voldsomme vand, man så oppe fra Kronprinsesse Marys bænk, som udsigtsbænken hedder. De er stolte af heroppe, at hun har været her og har siddet på den bænk – den er sågar angivet på Google Maps!

Herover Trolden og Kællingen, som vi standsede ved på vej tilbage til båden.
Vi fik fortalt et folkesagn om disse to personager – det var bemærkelsesværdigt, hvor meget folkloren stadig holdes i live både i Island og på Færøerne. Begge guider serverede en hel del muntre og/eller sørgelige historier og sagn:
“I modsætning til det øvrige Norden, er der i det moderne Island en relativt stor del af befolkningen, der enten tror på eksistensen af huldufólk, eller som i det mindste ikke vil udelukke den”. _[Wiki]
Jeg kan godt lide den sidste bemærkning – man lader lige en bagdør stå åben, for sæt nu …

Jeg fik øje på et nuser lille drivhus. Det så ikke ud, som om der blev dyrket noget i det, men på disse kølige breddegrader må det være skønt at kunne forlænge den korte sommer lidt.

I næste indlæg skal vi en tur til Island.

Der forsvandt lige en uge

Sådan går det åbenbart, når man rejser sammen med et vennepar, hvilket var første gang for vores vedkommende. Vi har tit rejst med familien, men aldrig med venner. Det gik dog rigtig godt. Så godt, at jeg ikke fik blogget så meget som en linje – delvist fordi vi ikke bare, som vanligt, var John og mig, og delvist, at jeg ikke gad investere en masse penge i en dårlig internetforbindelse på skibet.
Jeg ved derfor hverken hvor jeg skal ende eller hvor jeg skal begynde – det bliver jo ikke den dagbog, som mine rejsebeskrivelser oftest er. Enten bliver det en samling rodede beskrivelser, eller også kommer der nogle temaindlæg. Det ved jeg ikke helt endnu.

Vi lagde ud med at tage afsted kl. 07 sidste lørdag. Vi skulle checke ind i Hirtshals senest kl. 14, så vi planlagde at være der kl. 13:30. Vi var der kl. 13, men kunne i første omgang ikke finde passagerterminalen. Det var et nyt område, så vores fire år gamle Garmin kendte ikke adressen.
Vi fandt den dog og satte Ditte, Peter og bagagen af, hvorefter John og jeg skulle finde Skaga Hotel, hvor bilen skulle holde en uge.
Der var bare lige den hage, at gps’en hverken vidste hvor vi var eller hvor vi skulle hen. Aldrig har jeg oplevet så forvirret en gps.
Så kom jeg i tanke om Google Maps. Det hjalp …
Den bestilte taxa hentede os, og snart var vi fire lykkeligt genforenede og kunne checke ind.

Vi havde bestilt luksusudgaven af rejsen, hvilket bl.a. inkluderede samtlige måltider om bord, heraf de to i a la carte-restauranten Simmer Dim og resten i buffetrestauranten, som vi skulle spise i lørdag aften.
Det var vi ærlig talt ikke specielt imponerede over. Det var selvfølgelig ikke dårligt som sådan, men bare ikke særlig inspirerende mad – måske delvist på grund af, at vi efterhånden var blevet grundigt trætte, da vi var sat til at skulle spise kl. 19:45. Færøtid, hvilket var 20:45 dansk tid. Skibet kørte på færøtid, uanset om vi var i Danmark eller i Island, som er hhv. en time foran og en time efter Færøerne.
Vinen var heldigvis udmærket, og da vi var færdige med den og med maden, var klokken 21. Færøtid. Vi blev enige om, at med vores tidlige “opstandelse” om morgenen kunne vi godt tillade os at gå i seng, så det gjorde vi.

Hele søndagen var vi på havet. Det tager laaang tid at sejle til Færøerne, hvor vi lagde til tidligt mandag morgen. Meget tidligt mandag morgen, så John og jeg var nede for at spise morgenmad allerede kl. 07:10 – da var den jo over otte for os.
Morgenmadsbuffeten var klasser bedre end aftensmadsbuffeten; her var alt til faget hørende, så ingen klager over morgenmaden.
Kl. 9 blev vi hentet af en guide og blev først vist lidt rundt i Tórshavn til fods, hvorefter vi blev kørt lidt rundt i en bus for at få et indtryk af området.
Finansministerieskiltet sad på en helt almindelig dør i et helt almindeligt hus i en helt almindelig gade.
Det var ret hyggeligt.

Allerede midt på mandag eftermiddag gik turen videre mod Seyðisfjörður på Islands østkyst, hvor vi skulle opholde os et par dage.
Mere om det senere.

Sådan er det desværre sommetider

Englænderne ankom lørdag kl. 17:30 efter en lang tur fra Umbria i Italien. Vi havde en lang og hyggelig aften, hvor Tim bl.a. underholdt om en kæmpe sag, han netop er startet på … eller rettere er blevet hentet til at skulle være PR-repræsentant for. Normalt hviler alting i august, hvorfor han regnede med at kunne holde sine tre uger fri, men sådan skulle det ikke være. “Nogen” varmer op og forbereder, så Tim har været ‘på’ på telefonen en del gange under deres ferie, og han blev flere gange spurgt, om han ikke kunne komme til London, hvilket han afviste.
Natten til søndag hørte jeg ham stå op kl. 01:30, og han gik først i seng igen 04:30. Det er med deltagere fra UK, USA, Japan og et par lande til, jeg ikke kan huske, så derfor bliver han kontaktet døgnet rundt.
Søndag morgen meddelte han, at han var nødt til at kapitulere og tage til London – Det er trods alt hans firma, og han kunne ikke længere tillade sig at fjernstyre sine ansatte; han var nødt til selv at komme ind og deltage i nogle møder.
Surt. Og synd for dem alle. Men samme alle forstod det godt, især efter hans lange forklaring om sagen, som jeg naturligvis ikke kan sige noget om her.
Han tog derfor et fly søndag eftermiddag, og Charlotte skal om nogle dage køre hele vejen til England uden en co-driver – men det klarer hun selvfølgelig fint, for hun har nu bestilt natfærgen fra Hoek van Holland, som vi har taget nogle gange, i stedet for Calais-Dover som oprindeligt planlagt.

Det betød, at vi måtte lave en smule om på planerne, for nogle af dem vil vi ikke lade Tim gå glip af, så det må vente til en anden gang.
I stedet fandt John på, at vi kunne tage op til fugleparken, som ligger mellem Gilleleje og Esrum, hvilket vi syntes var en glimrende ide.
Der var andet end fugle; bl.a. surikater, som ikke skuffede os, da de stillede sig op på netop den måde, som disse nuser små kræ er så kendt for.

Der var små geder, som måtte fodres med dertil indkøbt foder … enten er der (for) mange, som får lov til det, eller også var denne lille ged højgravid.
Vi var positivt overraskede over stedet, som dækkede et pænt stort areal, hvor voliererne lå spredt og mere eller mindre skjult mellem træer og buskads.
Der var masser af borde og bænke, hvor man kunne indtage en medbragt frokost, hvilket vi havde læst, at man kunne og derfor gjorde.

Dagens højdepunkt var, da vi kom med ind for at fodre lorierne med nektar. Eller noget, som skulle forestille at være nektar, men fuglene labbede det da i sig med stor fornøjelse. Charlotte og børnene fodrede på livet løs, mens John og jeg fotograferede alt hvad vi kunne.
En satte sig på Charlottes hoved, hvilket føltes en anelse underligt, som hun udtrykte det.
Det var meget smukke og farverige fugle, og havde man tid nok, ville man nemt kunne lære at kende forskel på dem, for ikke to var helt ens.

Hvad det var, Anna fandt så uendeligt morsomt på det øverste billede, er vi ikke rigtig klar over … måske var hun bare betaget af, at fuglen ville håndfodres af Charlotte.

Vi havde en god dag i det nordsjællandske – en dag som blev længere end vi havde regnet med, da vi først var hjemme igen 17:30, selv om vi kørte hjemmefra kl. 10 og kun var i fugleparken – kun suppleret med et enkelt pitstop ved en isbod undervejs på vej hjemover.