Well, Wells was …

Vi har da ikke kedet os et sekund efter ankomst – jeg har ikke engang tid til at blogge, men her til formiddag har Charlotte en kunde, så John og jeg må klare os selv.
Tirsdag var der noget tamtam i Aubreys del af skolen, men mere om det senere. 
I går kørte vi en tur til Wells. Wells, som jeg har både hørt om og læst om, men endnu ikke set. Jeg vidste kun, der er en enorm domkirke, og vi så, at man kan komme ind og se The Bishop’s Palace – plus den tilhørende have/park, men det vil nok være bedre senere på året.

Det biskoppelige palads var nydeligt – ret interessant at se, faktisk. Man var ikke i tvivl om, at den katolske kirke ikke manglede midler – der var pomp og pragt hele vejen igennem. Vi så forskellige kåber udstillet, og især den i tyk, fed silke med kilovis af guld broderet på må have kostet adskillige formuer.

 

Flot er det da at skue … det slår mig bare, hvordan alle de penge kunne have været brugt langt bedre, men sådan var det jo dengang.

Ude igen gik vi ind i ruinerne af The Great Hall, som virkelig må have været enorm. Man følte sig i hvert fald enormt lille, når man stod derinde, selv om der ikke længere er tag over. Eller måske netop derfor …

Vi skulle hente Aubrey, men der var lige tid til hurtigt at løbe katedralen igennem. Det VILLE vi nå, selv som vi kun havde et kvarter at løbe på i. Den var nemlig så imponerende og så kæmpekoloenorm stor, at vi absolut måtte se, hvordan den så ud indeni.
Det var ikke mindre imponerende. Salisbury er nok den kendteste katedral i England, men den når ikke Wells Cathedral til sokkeholderne. Sidstnævnte er mere åben, meget mere lys, flottere dekoreret, har smukkere søjler – ja, alt er bare mere imponerende her. Lofterne, fx: malede hvælvinger er nyt for os; det er svært at gengive med mit lille kamera, så I må bare tro på, at det var fiint og helt kniplingsagtigt at se – i det mindste på den afstand.

Jeg gik aldeles billedamok derinde, og nu går det ud over jer.

Dog kan det ikke understreges kraftigt nok, at ingen billeder kan yde katedralen fuld retfærdighed.
Jeg bliver ikke religiøst højstemt, når jeg ser et sådant pragteksemplar af at bygningsværk, men jeg bliver noget så inderlig imponeret over, at man kunne finde ud af at bygge den slags for mellem 700 og 900 år siden.

Jeg kan kun sige, at hvis I er i Sydengland og synes I bør se Salisbury Cathedral, fordi det er lidt af et must, så spring den over og kør til Wells i stedet. Eller se begge, bare for at se forskellen.
Wells er Englands smallest city (og ret så hyggelig), så dens katedral må vel derfor være den relativt største.

I øvrigt er det forår. 10 grader, solen skinner fra en skyfri himmel og sneen er stort set helt væk. Der kommer desværre et mini-beast i næste uge … det gør der også i DK, kan vi se, så det lader til at vi, trods begyndervanskelighederne, har valgt en god uge at komme herover i.

Reklamer

Vi er her!

Efter hvad der blev en lidt spændende rejse på en helt anden måde end vi i første omgang troede det ville blive, er vi søreme ankommet til familien i den lille, engelske landsby. Ingen tur til London, ingen overnatning i Reading, men direkte hjem til Charlotte.
Der kom ikke så meget sne, som de havde truet med, men der faldt dog fem cm i nat. I formiddags føg det, men tøvejret satte ind og solen kom frem. Når først den skinner fra en skyfri himmel, har den pænt meget magt.
Vi lagde ud med at starte en hel time for sent fra København, fordi de vidste der var problemer med at få lov til at lande i Heathrow. Det stressede os ikke, for vi har hele 1½ times ventetid på Reading station – hvis togene går som normalt, og det så det ud til, da jeg tjekkede GWR for weather conditions. o
Fra Heathrow skal vi have Railair-bussen til Reading. Det tager normalt 50 minutter, men vi havde jo en lille halv time at løbe på.
Den bustur tog længere tid end normalt. John sagde på et tidspunkt, at den vej har den bus da aldrig kørt før.
Det var rigtigt.
Lidt senere sagde han, at nu kører den tilbage igen!
Det var også rigtigt.
Selv den stedsanseløse Ellen kunne se, at han kørte i ring. Og i ring.
Da han havde gjort det i et kvarter, var jeg en anelse nervøs … ville vi kunne nå vores tog? Og hvad pokker havde manden gang i?
Det indrømmede han så: I’m sorry. I’m a bit lost here (a bit???). I’m new in the job – actually it’s my first day.
Du godeste, tænkte jeg. Giv dog manden en gps, så han kan finde stationen i Reading!
En kvinde spurgte, om han ikke havde en gps?
Det havde han ikke.
Så tog kvinden resolut over. Hun brugte sin telefon som gps og guidede buschaufføren ind til stationen.
Endelig lykkedes det så – ellers havde vi kørt rundt i Reading endnu …
Det var snært nu, og jeg skulle nå at afhente vores forudbestilte billetter, så jeg spurgte John, om han kunne huske, hvor det var, hvilket han kunne.
– Okay, godt. Jeg spæner i forvejen og henter billetterne, mens du får begge kufferterne af chaufføren og kommer så hurtigt du kan.
Netop som jeg fik printet alle billetterne, ankom John med kufferterne. Perfekt.
Afsted til perron 7, hvorfra toget afgik planmæssigt ganske kort tid efter. I bussen havde jeg sms’et med Charlotte, som sagde, at hvis toget kørte, kunne hun godt hente os. Håbede hun … men hun ville i hvert fald prøve.

Det lykkedes også. Det tøede voldsomt nu, så fygesneen blev ikke liggende på vejen, men smeltede med det samme. Der var ingen problemer – bare på den halve time var det blevet bedre, sagde datteren.
Jeg har dog aldrig set så meget sne i England. Ikke fordi der ligger voldsomt meget, men det er usædvanligt, at alt er hvidt.

Alles in Ordnung. Vi er ankommet til hvor vi helst ville ankomme … måske ikke fuldstændig planmæssigt hele vejen igennem, men slutresultatet var som ønsket, så ingen klager herfra.
Slet ingen.

Dette er virkelig et luksusproblem

Der er flere overvejelser at gøre sig, når man bliver folkepensionist. En af dem er, om man vil have den sum udbetalt, man har stående i Lønmodtagernes Dyrtidsfond. Det kan man faktisk vælge at få fra man er 60, men jeg har valgt at gøre det nu. Når man tænker på, hvor lidt, der blev sat ind i sin tid, er beløbet vokset til en mærkbar størrelse og til en noget bedre forrentning, end jeg kunne have klaret ved selv at skulle administrere de samme penge.
Med andre ord: Et velkomment rejsetilskud.
Men.
Vi har flere forskellige rejseønsker, både store og små, og det er her, dilemmaet kommer: Skal vi bruge pengene på én stor eller flere små rejser? Skal vi bruge dem på at give os selv nogle luksuriøse glæder i hverdagen, eller skal vi puge dem lidt og se, hvad fremtiden bringer? Nok ikke det sidste, for 1) vi har begge lært ikke at udskyde for meget – vi ved ikke hvor længe vi har os – og 2) så kunne jeg jo bare have ventet med at kræve dem udbetalt.
Det er et luksusproblem; jeg ved så glimrende, at der er mange, der ikke har råd til at tage på ferie overhovedet, men dem kan jeg jo ikke give hver en rejse alligevel, og LD-pengene er trods alt mine egne – som andre bare har forvaltet godt for mig.

Foreløbig har vi valgt at bruge lidt af dem på vores i forvejen planlagte sommerferie til det smukke Norge. John ville selv køre hele vejen, men jeg fik den lyse ide at sejle til Oslo og så prøve den ypperste og mest ekstravagante luksus, man overhovedet kan forestille sig: Den dyreste kahytstype, med alt, hvad dertil følger og hører.
John var med på ideen, og det bliver bare FEDT – det bliver helt vildt, med vores egen balkon og udendørs jacuzzi. Som jeg i øvrigt er ret sikker på, vi nok ikke får brugt (kommer i nogen grad an på vejret), men bare det at vide, at den er der, er en god fornemmelse. Vi tog kun turen som enkeltrejse; dels pga. prisen, dels, at vi ikke vil lægge os fast på, hvornår vi skal hjem igen, men lade vind, vejr og os selv tage den beslutning. Det kan lige så godt blive to som tre uger, vi er afsted – nobody knows.
Nogle mange vil nok synes vi er fuldkommen fjollede at bruge penge på den slags overflødigheder, men jeg kan allerede mærke, hvor meget det har højnet forventningens glæde til den ferie.
Jeg er ret glad for, at jeg i mange år har prøvet at sidde økonomisk hårdt i det, og selv om det ikke var særlig sjovt, da det stod på, gør det glæden ved at have muligheden for at skeje lidt ud nu så meget større, når det ikke er en selvfølge. Og så bliver man altså mere magelig med alderen, har vi efterhånden konstateret nogle gange.
Faktisk giver LD såmænd ikke engang til opfyldelsen af det dyreste rejseønske – det kommer måske, når Sverigeshytten bliver solgt. Måske.
Det ender derfor nok med, at pengene bliver klattet væk på denne måde. Måske også til lidt flere (og bedre … ) gourmetophold rundt omkring i Danmark?
Mulighederne bliver selvfølgelig flere, jo færre penge vi bruger ad gangen, så dilemmaet vil være der lidt endnu.

Udsigten er ikke helt så god, men …

Vi er ankommet i hel tilstand til Christies i Sdr. Hostrup, og det er ikke vejrets, men Johns skyld. Det har været lidt af et snehelvede at køre i dag, og bilerne kørte da også i grøften på alle sider af os – og betænkeligt tæt på! En modkørende dame krydsede vejen umiddelbart bag os, og det var ikke med vilje. Hun slingrede så meget, at John sagde “hun kører i grøften nu!” Og det gjorde hun så … hun kunne meget nemt have ramt vores bil.
Det var flot solskin indtil 30 km før Kupfermühle, hvor vi skulle ind til Fleggaard, men det blev nogle meget lange 30 km, fordi det inden for få hundrede meter blev til en veritabel whiteout. Lige før grænsen var der solskin, men 10 km før ankomst var der igen whiteout og nærmest ikke til at se en hånd for sig. En halv time efter igen skinnede solen, og det gør den endnu – det vejr er lige så ubeslutsomt som i april.

Der er forskel på udsigten fra 11. etage og ind i en sneklædt hæk … vi er lidt spændte på, hvordan vejret arter sig i morgen, når vi atter sætter kursen mod Den Stråtækte.
Eckernförde i går var en ommer, så den tog vi i formiddags. Solen skinnede som sagt fint, men det var HAMrende koldt. Minus 7 grader, feels like minus 17, som vejrtjenesten var så venlig at oplyse os om. Vi gik gågaderne igennem, men fokuserede nok mest på at komme ind til varmen og en kopkaf i Cafe Heldt, som Jørgen anbefalede os, for den vind bed godt nok til!
I Fleggaard havnede der, nok ikke overraskende, lidt god vin i kurven, plus den obligatoriske mormorgave til Aubrey: Galle & Jessens pålægschololade. Han ville blive skuffet, hvis ikke jeg har den sædvanlige dobbeltpakning med til ham, men jeg ved, at i Tyskland kan man få den som 3-pak. I dag var den på tilbud: Fem 3-pak for 100 kroner. Det giver 6,67 kroner pr. pakke mod normalt 16,63 kroner i Brugsen. Det er altså ikke fordi, jeg ikke under den lille Aubie med den store søde tand for 33 kroner chokolade, det er nok mere den store prisforskel, jeg undrer mig over … og når nu vi var her alligevel …
Jeg har én gang glemt at lægge chokoladen i kufferten, hvorfor jeg så købte den i lufthavnen. For 54 kroner for én pakke! Var der nogen der sagde, at man kan købe billigt i lufthavnen?

Nå. Nok om det.
Nu er der to timer til gourmetmiddagen, men de bliver tilbragt på værelset, da der ikke rigtig er til at komme til for sne udenfor.
Vi sprang skakspillet over … det var lidt svært at se felterne. Ligeledes kroens forslag: “Husk at besøge vores fantastiske urtehave på 1600 m², der ligger bag kroen” blev vi enige om at gemme til en anden god gang.

Solskin–snestorm-solskin-snestorm

Efter det herlige morgenbord, med alt til faget hørende, som det kun fås i Tyskland, bevægede vi os som det første i formiddags, efter Jørgens anbefaling, mod Eidersperrwerk, som ganske rigtigt var spændende at se. Principperne og konstruktionen mindede os meget om Thames Barrier, men det gør det ikke mindre imponerende. Der skal stærke kræfter til at holde på vands stærke kræfter …

Vejret vekslede uafladeligt mellem solskin og snestorm – vi kunne køre i det smukkeste solskinsvejr og se tunge byger lige foran os. En ret så dramatisk himmel var det indimellem.

Da Eidersperrwerk var set, satte vi kursen mod Friedrichstadt, hvor vi spiste frokost. En fin, lille by var det, meget sønderjysk i sit udtryk – eller rettere sagt, så er Sønderjylland og Nordfriesland/Schleswig vel i bund og grund det samme og har været det i mange år. Det er samme byggestil, det er det samme marsklandskab med ‘koger’ og ‘Koogen’; mange gårde er bygget på kunstige forhøjninger, og endelig er dørene i byerne lige kunstfærdige i både nord og syd.

Også i Friedrichstadt vekslede vejret mellem godt og mindre godt, men dagen var så langtfra gået, så vi kørte til Husum for at se, hvordan den så ud. Den fandt vi dog temmelig uinteressant og kørte derfor til Eckernförde, for ifølge kortet kunne der godt være noget kønt at se på.
Nu var vejret holdt op med at veksle – det var kun snestorm og en temmelig tæt en af slagsen. Da vi nåede Eckernförde, stod himmel og jord nærmest i ét, så vi nøjedes med at finde et sted, hvor vi kunne få en kopkaf. Det med at gå ned gennem shoppingområdet droppede vi helt.
Da kaffen var indtaget, kørte vi hjem. Det sneede meget, og vi kunne ikke køre ret stærkt, da vejene nu var blevet fedtede og glatte, men efterhånden som vi kom sydpå, blev det fint igen, og da vi var 10 km fra Bad Bramstedt, hvor vi bor, var der igen helt blå himmel og kun faldet lidt eller ingen sne.
Det drejede sig om bare 80 km, men vi har selvfølgelig tit set indenfor hvor korte afstande det kan skifte – også derhjemme.

Minitur til Nordtyskland

Det blev næsten til vinterferie – i hvert fald er der et lille, hvidt drys over det hele, både hjemme og hele vejen til vores bestemmelsessted i Bad Bramstedt.
Vi tog – som sædvanlig – lidt tidligt afsted for at få noget ud af dagen. Planen var at køre gennem Holstensk Schweiz, for der skulle være så smukt. Mine forældre flygtede hertil for 41 år siden, da de ikke havde lyst til at gøre så meget ud af deres sølvbryllup. Jeg nåede lige at få Charlotte d. 12. december, inden de drog afsted d. 13. dec. Bryllupsdagen var 15. december, så vi var alle lidt spændt på om hun nåede at komme til verden inden de var nødt til at tage afsted, men det gjorde hun jo så.
Der var da også smukt, og jeg tror vi kører herned igen engang, når der er grønt og lunt.
Vi så alle søerne (kørte på det nærmeste igennem dem), vi så byerne Malente og Plön; vi spiste frokost i Bad Bramstedt, og fordi det var for tidligt at checke ind, kørte vi videre til Glückstadt, som viste sig at være en smuk, gammel by. Alt sammen med flot solskin det meste af dagen … dejligt.
På vejen dertil så vi traner! Der gik et par inde på en forhenværende majsmark – de må have taget fejl af årstiden, men jeg har godt nok læst, at nogle få vælger at overvintre her mod nord, hvis det er en “mild og grøn vinter”, som der stod. Det er det så ikke mere, så de fryser nok.

Her i det nordlige Tyskland er man åbenbart ikke meget for betalingskort. Både til frokost og senere til den ret så syndige eftermiddagskaffe tog de kun imod kontanter. Det viste sig, at jeg har glemt min europung, men det havde John heldigvis ikke, så det blev en billig omgang for mit vedkommende … jeg må dog nok hellere finde en hæveautomat i morgen, eftersom der er flere frokoster og eftermiddagskaffer i vente. Jeg har en europung og en pundpung, så jeg altid har kontanter med fra starten uden at skulle skynde mig at finde en bank.
Det kræver så bare, at jeg husker at tage den med …

Vores værelse ligger på 11. etage, så udsigten fejler ikke noget. Her er dog temmelig lydt, har vi konstateret … vi håber, at naboerne er færdige med at tale højt, når vi skal i seng, men der er ingen tvivl om, at de hygger sig derinde. 

 

Årrh, det var godt, var det – og man har vel ferie!

Så meget for planlægning …

Jeg mener at have nævnt, at vi skal på gourmetophold i Sønderjylland sidst i februar.
Faktisk er det lidt fjollet at have én nat dernede og så bare tage hjem igen – vi kunne lige så godt få lidt mere ud af det.
Tænkte jeg, da der helt tilfældigt dumpede en mail ind med glimrende kortferietilbud. Dem modtager jeg op til flere af.
Det er farligt. Meget farligt, fordi det er så pokkers fristende, men Risskov viste sig at have en hel del gode tilbud på to nætter i Nordtyskland med halvpension, og John og jeg brugte en times tid på at kigge på dem alle. Vi ville helst bo i Friedrichsstadt, men der havde de ingen ledige værelser i de to aktuelle nætter.
Efter at have undersøgt 10-15 potentielle emner på kryds og på tværs, endte vi med at vælge et, som vi mente kom tættest på vores ønsker.
Booke, booke – modtage bekræftelse – booke færge til udturen og så ellers mig afsted til Røde Kors-nørkleklubben.

Så langt, så godt.
Da jeg kom hjem igen, ringede Natasja fra Risskov Rejser, at der desværre alligevel ikke var flere ledige værelser på det ønskede hotel. Derefter spurgte hun, om det var hotellet eller datoerne, der var vigtige for os, til hvilket jeg kun kunne svare, at det egentlig var både-og, men mest det sidstnævnte.
Så meget for al vores research …
Efter lidt snak frem og tilbage, endte vi med at få et hotel i Bad Bramstedt, så nu håber vi bare, at det vil være godt nok. Jeg kunne godt huske, at vi havde set på det, men kunne ikke huske, hvorfor vi valgte det fra i første omgang …
Nå. Det kan jo ikke gå fuldstændig galt med bare to nætter, satser vi på.
Vi har planer om at se Plön-området på vej dertil, tage til Friedrichsstadt på vores hele dag dernede og undersøge selve Bad Bramstedt på trejdedagen.
Det bliver ikke en lang og eksotisk ferie, men det bliver et afbræk, men lidt har også ret, især på denne kedelige årstid, hvor enhver afvigelse fra hverdagen modtages med kyshånd, og får man den ikke forærende, hvad man sjældent gør, må man selv sørge for afvekslingen.

Det gør vi så. Det var den anden (og tredje) for-fødselsgave fra folkepensionisten in spe til folkepensionisten in spe, og også denne får John lige så meget glæde af som den i går. Nok også mere, hvis man spørger ham …
John har allerede spurgt, om jeg har flere fødselsdagsoverraskelser på lager til os, for indtil videre går det jo meget godt …

38 år efter Robin Williams

Jeg har ikke set den, men Robin Williams har spillet Skipper Skræk i en musical fra 1980, og det har han gjort ikke ret langt fra feriecentret her. Der er garanteret nogen, der har moret sig med at bygge en så vind og skæv by op – det må være lige så vanskeligt som at synge falsk, hvis man har en god stemme. For vind og skæv er den, Skipper Skræk-landsbyen, som står her endnu og i dag er et forlystelsessted, hvor forældre tager deres børn med.

Den ligger smukt i bunden af en lille vig. Vi valgte at se den på afstand, både for overblikkets skyld og fordi vi alt for tydeligt kunne høre lige præcis den slags støj, som ingen af os bryder sig særlig meget om … der var ingen tvivl om, at målgruppen var børn.
Vi tror ikke, at der var så mange restauranter, da indspilningen foregik, men ellers er det da ret smart at få andre til at bygge en kulisseby op og så selv overtage den kvit og frit, når optagelserne er slut.

Vi gik derned. Der er ikke så langt, og vi fandt tilligemed en smutvej, som var så meget en smutvej, at den vistnok var helt privat. I hvert fald var der pludselig en låge, der var låst, men vi kunne godt knibe os igennem – ellers havde det været noget af en omvej. I stedet blev det til en smuk tur midt inde i landskabet, så at sige, på en ikke særlig komfortabel sti, men derfor en langt mere hyggelig en af slagsen.

Her fornemmede vi virkelig, hvor lidt dyrkbar jord der er. Det er hårdt arbejde at lave disse klipper om til landbrugsjord, men ikke desto mindre er det gjort mange steder på øen, mest i form af terrasser, så man har en mulighed for at holde på den sparsomme jord og for at kunne vande, når der trænges.

Og alle vegne den forfaldne charme.
Mere blev det ikke til i dag. Vi vågnede i nat ved, at det blæste meget op, og tidligt i morges begyndte det at regne. Da det klarede op ved 10:30-tiden, skyndte vi os at gå, og vi fik et par timer med sol og varme, men det trak sammen igen, mens vi spiste frokost. Det blæser – igen – en hel del, så vi valgte at bruge den sidste eftermiddag med at hygge inden døre og oppe på tagterrassen, når det var muligt, og ellers så småt begynde at pakke. Vi skal være ude klokken otte i morgen tidlig, så vi skal tidligt op. Igen. For tredje gang på én ferie … kan man overhovedet kalde det for ferie?
Det kan man heldigvis godt … den har været afslappende og alligevel har vi fået set meget af Malta. Så meget, at vi ikke behøver at komme herned igen, for der er så mange andre øer (og steder), vi gerne vil se. Vi kan ikke nå dem alle sammen, så der er ikke grund til alt for mange gentagelser.
Siger hende, der om seks uger tager til England for 117. gang, og igenigen i bil derover til maj … plus at vi satser på at tage til Norge i juni, men det er fordi riksvej 17 druknede i regn, da vi var der første gang – men det var lige tre gentagelser i træk. England gælder dog ikke rigtigt som gentagelse, vel?

Vækster – kendte som ukendte – har vi set flere af, end jeg havde regnet med, og flere i blomst, end jeg troede man kunne i januar.
Det gør ikke spor – det er altid godt med positive overraskelser.

Gozo – den grønne ø

Tidligt op, ud ad døren og afsted til Gozo. Det er altså en herlig årstid at være her på, med en helt tilpas temperatur og meget begrænset antal turister. Man kan komme til alle vegne.
Gozo, som malteserne selv mener var øen Ogygia, som Kalypso boede på (hende forfører-nymfen fra Homers Odysse, som sørgede for at opholde Odysseus i syv af de 10 år, det tog ham at komme hjem). Grækerne mener naturligvis, at Ogygia var en af de ioniske øer – og en britisk forsker mener, det var Lolland! Så forstår man bedre, hvorfor den Odysse kunne tage 10 år …

På Gozo har de carftsmen, folkedragter med indbygget læskur og kniplende kvinder.
Det er da heller ikke nemt, når man skal læse korrektur på hele 11 ord … så skal det jo næsten gå galt, men det var godt nok noget fantastisk glas, de der carftsmen kunne præstere, så jeg købte en vase i netop den skønne blå farve, der ses på plakaten. Jeg købte også et halssmykke, et tørklæde, noget lokal og meget velsmagende olivenolie, samt to glas marmelade – jeg er nødt til at have noget med hjem, der er lavet på figenkaktussens frugter.

Vi tog en såkaldt speedbådstur på bare et kvarters tid. Når jeg skriver ‘såkaldt’, er det fordi det ikke gik særlig stærkt – jeg følte, at jeg kunne have roet i samme tempo ved siden af, selv om John hævdede, at 1) det kunne jeg i hvert fald IKKE, og 2) at styrmanden ikke forsvarligt havde kunnet sejle stærkere i den bølgegang, og det har han jo nok ret i. Det så ikke ud af noget, men den lille båd gyngede faktisk ganske pænt, når man kom ned i vandoverfladeniveau.
The Azure Window var engang der hvor der nu ikke er noget på billedet herover med himmel og hav. Gozos nok største turistattraktion tillod sig at styrte sammen i marts 2017 under en kraftig storm.

Det var en fin dag med godt vejr næsten hele tiden, undtagen til sidst, da vi skulle hjemover. Sejlturen tilbage til Malta var kold, og det kunne godt se ud som om det kunne finde på at begynde at regne, hvilket det dog ikke gjorde. 
Herover ses Gozo, Comino og Malta; de tre beboede øer af republikken Maltas i alt syv øer. På Comino bor der dog kun tre personer! Jeg håber søreme ikke, at de bliver uvenner.

Lidt mere patina – og herunder et kig ned ad en af Victorias gader. Victoria er Gozos hovedby. Ganske hyggelig.

Det var det. Stort set. I morgen er det sidste dag hernede, og som altid er tiden fløjet afsted.
Det bliver spændende, om vi skal hjem og opleve vinter.

Valetta

Malta er en lille ø, og alligevel tager det mellem en time og halvanden at komme fra Mellieha i næsten nord til hovedstaden Valetta lidt syd for midten. En strækning på 25 km, som ville have taget 42 minutter i bil. Siger Google Maps … men okay, vi får set noget undervejs, så det er fint nok.
Valetta var, hvad vi havde forventet, og ses skulle den da, nu vi er på Malta. Jeg elsker (stadig) alle de karnapper, som desværre lige så langsomt forsvinder, for man renoverer ikke husene hernede, man river dem ned og bygger nye op, hvilket er en stor skam, er vi (og de) mange, der synes.
Vi lagde stille og roligt ud med en kopkaf lige ved begyndelsen af St Paul Street, hvorefter vi ad den gik helt ned til spidsen af halvøen.
Derfra rundt om samme spids, så krydse lidt frem og tilbage ad de stejle, smalle gader, indtil vi pludselig befandt os på Republic Street, som er shopping-gågaden og hvor der åbenbart altid er en million mennesker. Den tog vi resten af vejen tilbage til busterminalen, hvor vi fandt en bus, der kunne bringe os tilbage til Mellieha.

Med vasketøj hængende – det var næsten som at være i Venedig …
Jeg kan godt lide patina, men der kan altså også være liiige lidt for meget af den – og alligevel er det jo charmerende.

Uh, hvor jeg tog mange billeder. Også af mandeltræet, hvis blomstring vi (bevidst) gik glip af på Mallorca, fordi der er lidt for koldt i januar og februar, men nu har jeg da i det mindste set, hvordan blomsterne ser ud.

Man bedes lægge mærke til farven på himlen. Den fås ikke meget blåere, og temperaturen er 22 grader. Det kan vi lide. Ikke for koldt og ikke for varmt.
Til frokost vaklede jeg mellem blækspruttestuvning og kanin, men vi valgte begge kaninen til frokost. Maltas nationalret. Vi fik en hel kanin hver – der var godt nok rigeligt med kød, selv om kaniner ikke er så store. Jeg ville have regnet med en hel til os begge, men så havde jeg nok også haft lidt mere tilbehør, end tilfældet var her – det smagte dog glimrende.

Også her i Valetta kan man risikere at blive clamped, hvis man holder ulovligt – her var der en englænder, der måske troede at den slags går, når man er udlænding, men det gjorde den ikke!

Mosta-katedralen, Mdina og lidt botanik

Vi havde valgt at tage en guidet tur til Mosta og Mdina, fordi vi ville få en masse af øens historie med i købet, så afsted gik det kl. 9.
Mosta-katedralen er den tredjestørste af sin art i Europa; dvs. den har den tredjestørste kuppel. Af sandsten. Og målt i bredde, ikke i højde. Min første tanke, da jeg kom ind, var Pantheon i Rom, og den var da også inspireret af det berømte tempel. Flot var den indvendig, men historierne må I finde i turistguiderne – eller selv tage til Malta …

Guiden var god – hun har boet 20 år på Malta; hun blev forelsket i og gift med en malteser – sådan kan det gå … jeg har jo en tilsvarende historie fra England … Charlotte startede godt nok ikke som turistguide, men det er 20 år siden, hun rejste til London, blev forelsket i og gift med en englænder.

Mdina er en rigtig middelalderby, hvor der derfor bliver optaget mange film, hvoraf bl.a. kan nævnes Game of Thrones og All Inclusive. Herunder til venstre ses gaden som vi så i sidstnævnte film. Det er ikke en bilvenlig by.

Der er en del adelige paladser i byen. Det er ikke længere et krav, at man skal være af adelig herkomst for at kunne eje et af disse paladser, men dengang det var, kunne rangen ses på størrelsen af dørhammeren – jo højere rang, jo større dørhammer. Billede to er byens næststørste, mens det sidste billedes dør må tilhøre en fra lavadelen. Sådan er der jo så meget, der kan sige noget om hakkeordenen. I DK kan antallet af kontorvinduer betyde noget; ligeledes om man har armlæn på stolen. I Mdina er det altså dørhammere.
Læg mærke til den underlige bødestørrelse på skiltet her. Jeg havde en lumsk anelse om, at det kunne skyldes overgangen til Euro, hvilket guiden bekræftede. Hastighedsbøder er lige så skæve, men det er forbudt at ændre på bødetakster uden et lovindgreb, så man ‘oversatte’ bare det gamle beløb i Lira.

Vel hjemme igen lavede vi noget frokost, hvorefter en af os tog en morfar (John er i øvrigt helt okay igen), mens en anden gik op på tagterrassen og strikkede og nød solen i den halve time.

Derefter gik vi en tur i lokalområdet. Vi fik os en rask lille diskussion om figenkaktussen, som der gror masser, masser af hernede; både vildt og som læhegn. Dens frugter kan spises, men figenkaktus hedder således, fordi dens frugter minder om figner, ikke fordi det er figner, men det ville en af os ikke helt tro på. Den anden fik dog vist nok overbevist den ene, men det måtte da alligevel slås op, da vi var tilbage igen, bare lige for at være helt sikker.
En anden vækst, vi ser virkelig mange af, er den, der er vist over kaktusserne. Jeg troede det var den, vi i Danmark kender som bjørnerod, men da jeg tjekkede, viste det sig, at bjørnerod har hvide blomster. Den lugtede af anis, da jeg maste bladene mellem fingrene, og en hurtig googling kunne fortælle mig, at den hedder Ferula communis eller giant fennel på engelsk – altså noget med fennikel. Alt har en forklaring …

Falmet skønhed

John var ikke helt på mærkerne i morges, så vi tog det meget roligt i formiddags. Så roligt, at han sov til klokken 11, hvorefter han mente, at vi godt kunne gå en tur, hvis bare jeg var indstillet på, at det blev i pensionisttempo, hvilket jeg naturligvis var – jeg var bare lettet over, at mavepinen blev bedre og ikke værre.
Vi tog bussen op til Mellieha, hvor vi gik en tur rundt og hvor vi spiste frokost.
Det er en lille by, som tilsyneladende lever i et særdeles mageligt tempo – der var ikke mange mennesker på gaderne, ejheller mange biler, som vi ellers ser overalt på øen i stort og tæt antal.
De har mange af disse fine skilte med husnavne på – det så vi også i Marsaxlokk, og her har jeg gengivet et lille udvalg.
Nogle af gaderne er som i Valetta: meget stejle. Her var der da slet ingen fare for at blive kørt over … det var vældig hyggeligt, og oppe fra kirken var der naturligvis en fantastisk udsigt.

Byen giver hverken indtryk af at være fattig eller forsømt, men indimellem de ellers velholdte bygninger ser man nogle døre, hvor det tydeligvis er meget længe siden, de sidst har set maling. Pudsigt nok syntes jeg det var de smukkeste – deraf dagens overskrift. Nok ikke mange vil være enige med mig, men jeg var fascineret af de falmede skønheder. De karakteristiske balkoner, som vi kender fra billeder fra Valetta, fandtes også her, omend ikke i så stort et antal.

Restauranten, hvor vi indtog en dejlig frokost, var hyggelig og serverede glimrende mad. Menukortet var, som menukort er flest, nemlig indeholdende en del fejl. Én gik igen flere gange, men de var da i det mindste konsekvente, så. Jeg ved ikke, hvilket dyr de muskler havde siddet på, og jeg nænnede ikke at spørge, så jeg valgte i stedet pasta carbonara – helt uden muskler. John valgte en burger, som vel må formodes at indeholde muskler, men det stod der ikke noget om på menukortet.
Muscles og mussels udtales ens, så det er naturligvis derfor, at misforståelsen er opstået, men det fik da fremkaldt smilet hos os.

Det blev dagens hovedmåltid. Vi skulle gerne få ham Nielsen på dupperne igen, så i aften bliver vi hjemme i huset, hvor jeg bare kokkererer en omelet til os, hvortil han har tænkt sig at drikke cola.
Så må jeg drikke vinen helt alene – ih, hvor ærgerligt …

Markedet i Marsaxlokk

Det underlige navn udtales marsaschlok. Marsa betyder havn og xlokk betyder sydvest, så vi har i dag befundet os i sydvesthavnen. Maltesisk er oprindelig arabisk, men skrives med latinske bogstaver … det er derfor ikke så underligt, at sproget forekommer os aldeles uforståeligt, men heldigvis har commonwealth-perioden smittet så meget af, at engelsk stadig er deres andetsprog hernede, og som alle derfor taler.

De smukke, karakteristiske, farvestrålende både (kaldet luzzu) var der ekstraordinært mange af i havnen i dag; måske fordi vejret var bedre og mere solrigt, end det havde været længe, hvilket også havde lokket flere stadeholdere til markedet – og mange flere kunder! Holddaop, hvor der var mange mennesker!
Det er lidt sjovt med øjnene foran på bådene: De beskytter mod ondskab og havari, når man er på søen, og der er stadig fiskere, der tror så meget på det, at de dækker øjnene til, når båden ligger på land, for ikke at misbruge øjnenes kraft, når der ikke er brug for den.

Der var nok mere junk på markedet, end jeg havde forestillet mig, og ikke så meget kunsthåndværk, men pyt med det, for så gik jeg ikke shop amok.
Vi kom hjem med noget frugt, et par lækre små æbletærter (fyyy, men vi har trods alt ferie!), og noget mandelmel. Sidstnævnte er vildt dyrt i Danmark, så de 5 Euro, jeg måtte slippe for 500 gram, er kun omkring 25 % af den danske pris. Hvorfor købte jeg dog ikke et kilo?

Honningsælgeren havde taget fabrikken med!

Vi har 17 grader, skyfri himmel, bare arme og bare tæer og kunne sidde og nyde udsigten, livet og en kopkaf (og den der æbletærte) oppe på tagterrassen efter markedsturen og inden vi gik en tur ned til stranden.
Kager er de uforskammet gode til hernede på Malta, derfor æbletærten. Se bare billedet herover – de har mange og de har mange gode, hvilket ikke lover godt for taljemålet, og eftersom vi skal til gourmetaften på Christie´s Sdr. Hostrup Kro i Sønderjylland (tak for tip, Helle!) sidst i februar, ved vi godt, hvad vi skal, når vi er hjemme igen. Men den tid, den sorg … jeg siger skål i (maltesisk) rødvin og god søndag aften derhjemme i kulden

Malta, dag 1

Det kan godt gå hen og blive en lang dag, når man skal op kl. 02:30, ud ad døren kl. 03:15, flyve kl. 06:30, mellemlande i Billund kl. 07:15, flyve videre til Malta kl. 08:00 og lande der kl. 11:00. Nu er klokken 17 og vi er godt indkvarteret i vores hus med gårdhave og tagterrasse, vi har været til introduktionsmøde for at se, om de havde et par gode fif (det havde de), vi har spist en maltesisk platte til frokost og vi har købt ind i supermarkedet til aftens- og morgenmad, plus det løse – OG slæbt to tunge indkøbsnet hele vejen fra supermarkedet til vores hus, som ligger længst muligt væk fra receptionen og øvrige fællesarealer. Til gengæld har vi en smuk udsigt. Det var der også over Innsbruck-området her til morgen: sol over sneklædte alper – det så ikke helt tosset ud. Billedet til venstre viser en solopgang, som den ser ud set mod vest!

Luften er 15 (den er faktisk 17) og vandet er 16 (spot on) og pigen er 17½ … næh, hun er snarere 77½ … jeg føler mig virkelig ung og meget som en charterrejseturistnovice i dette selskab. Nogle er hernede for gud ved hvilken gang og nogle af dem skal være her i 10 uger. TI UGER! Hele Maltakolonien er mindre end halvt så stor som Bornholm, men okay – hvis man hjemme i Danmark bor i en lille lejlighed et eller andet sted, så kan vinteren blive meget lang og meget kedelig, og så er dette sikkert et godt og nok også et relativt billigt alternativ.
Udenfor er det dejligt lunt, men indenfor er her ret køligt, så vi har tændt for varmen. En af os er kravlet under dynen, mens en anden af os skriver og tager et glas rødvin – det har som sagt været en lang dag, så en af os trængte lige til en lille lur.

Udsigten fra tagterrassen er okay, og der er et rigt fugleliv lige udenfor. Malta er i øvrigt ikke så gold, som jeg havde forestillet mig, men en del mere grøn.
En anden en af os er måske også en anelse træt, når det kommer til stykket, så det er hermed slut for i dag – i morgen formiddag skal vi på et rigtigt marked med frugt, med grønsager, med loppeting, med tekstiler, med fisk, med brugskunst, med … andre ord alt muligt og lige sådan noget, jeg bare ELSKER, så der skal vi have det store indkøbsnet med igen.
Sov godt …

Nu må der gerne snart ske noget …

I dag blæser det ikke, men det er mørkt. Det er Poldark-vejr. Charlotte havde 2. sæson med til mig i julen, og i dag havde den premiere i Den Stråtækte, hvor jeg lige har set første afsnit – alene, mens John tog sin morfar, for han synes ikke, det er helt nemt, når der ikke er danske undertekster.  
Det er en glimrende serie, som mig bekendt ikke har været vist i dansk tv. Har jeg ret? Hvis ja, så er det lidt underligt, for den er lige så god som de fleste andre store, engelske serier, men den er måske for dyr for det økonomisk betrængte DR?

I dag er der en uge til Malta, så tiden i den næste uge kan næsten kun gå for langsomt … dagen er allerede tiltaget med næsten en time, og det kan bestemt mærkes – på Malta er den tiltaget ½ time mindre end her i det halvhøje nord, men dagen er alligevel to timer længere. Helt okay med os …
Kilden til disse oplysninger er Torben Hermansens almanak, som jeg kan anbefale, hvis man lige har en diskussion eller bare er nysgerring, hvad dagslænge, solop- og nedgange og lignende angår.
Læg fx mærke til, at solen på sit højeste i dag kun står 14° over horisonten. Det er faktisk ikke ret meget – ikke underligt, at den blænder bilisterne hele dagen. Når den altså ellers er fremme …

Det er også suppevejr. Jeg elsker de tykke, og/eller cremede vintersupper og er lidt ked af, at den bedste af dem alle, nemlig kartoffel-porresuppen, er blevet politisk ukorrekt for vores vedkommende, men så må jeg jo forsøge mig med andre suppegræsgange. I dag bliver det med denne her fra Madbanditten.
Jeg laver altid mad nok til to dage, når jeg laver supper – det er det samme arbejde, og jeg elsker at have varmemad en gang imellem.
I morgen står den på kylling; der bliver også til to dage; der er planlagt og købt ind til en uge, og inden vi ser os om, er tiden gået, til vi skal afsted.

Mørketid. Ferielyster. Diverse

Jeg er heldigvis kommet mig helt over min bekymrende feriemæthed fra i sommer. Rejsen til Malta er bestilt, og som om det ikke var nok, er vi begyndt at tale sommerferie. Sommerferier … i flertal, nemlig. Mørketiden får mig til at længes efter ferie (også selv om jeg egentlig ikke har noget imod denne tid, som kalder på masser af hygge), og jeg vil så gerne til England i maj – igenigen – for jeg er totalt bjergtaget af de kæmpestore områder med bluebells, man kan se i skovene i den måned derovre. Jeg vil også gerne gentage turen fra 2012 på Riksvei 17 i Norge, fordi vi dengang havde det dårligste vejr i 1000 år og fordi John faldt så uheldigt, at vi måtte vende hjemad før tid. Vi lovede dengang hinanden at gentage turen, og alt tyder på, at det bliver i 2018.
Vejret kan man ikke planlægge, men det kan simpelthen ikke blive værre end det var i 2012. Håber jeg …

Næste step: Skal det være i autocamper igen, eller skal vi leje hytter undervejs? Jeg brænder jo for autocamperen, men John foreslog, at jeg regnede lidt på det for at se prisforskellen.
Jeg regnede.
Vi kan faktisk få hele englandsturen foræret, så at sige, hvis vi lejer campinghytter undervejs i Norge i stedet for at leje autocamper. Selv hvis vi tager de dyre hytter med bad og toilet und alles og selv om vi tager bilen med til England, hvilket bestemt ikke er gratis.
Vi droppede dermed autocamperen. Lidt modstræbende fra min side … det er også bare fordi jeg helst vil det hele, og det kan man ikke altid, desværre, og det er altså ret fedt med sådan en camper … jeg har bedt John om at vinde mindst en million i Lotto, for jeg kan åbenbart ikke selv. Ikke nok, i hvert fald, for de i alt 3000 kroner, det er blevet til i gevinster i år, dækker ikke helt. Slet ikke, når man skal trække udgiften til kuponerne fra.
Det er ikke for tidligt at planlægge sommerferie. Vi blev godt nok enige om ikke på forhånd at booke hytter, for det gode ved camperen er netop friheden til at slå sig ned, lige hvor man lyster. Det kan vi selvfølgelig ikke med hytter, men booker vi hjemmefra, binder vi os alt for fast – vi vil meget hellere improvisere på sådan en tur, for det kommer an på så meget, hvor vi vælger at slå os ned for natten – eller måske beslutter vi at blive et par dage på samme sted.
Men kigge på nettet, lade sig inspirere og glæde sig er en ikke uvæsentlig del af ferien, så destinationen skal ikke besluttes i sidste sekund.

Til højre ses – på opfordring fra Conny (som måske havde forventet noget andet?) et billede af, hvad jeg forleden kaldte for den lækrelækre konfektkage. Dette er en sjettedel af den; resten ligger i fem portioner i fryseren. Det ligger på en frokosttallerken og det rækker til seks personer, for det er konfekt, selv om det ikke hedder sådan, ‘bare’ en brownie – men man kan kun spise et meget lille stykke. Den er ikke engang rigtig brun, for man bruger hvid chokolade. Den er voldsom sen at lave, synes jeg, så jeg laver altid dobbelt portion og fryser ned. Den er så afgjort ikke fotogen – folk ser underligt på den og på mig, første gang de får den serveret, og jeg kan se hvad de tænker: Holddaop, hvor er hun nærig – under hun os virkelig ikke mere kage? Og uspændende er den også at se på … nå, men jeg må vel hellere tage et stykke … man er vel en høflig person.
Det er lidt sjovt at se deres overraskede ansigtsudtryk, når de sætter tænderne i den.

Aubrey har det ikke fra fremmede

Vi stod op til et flot, flot vejr. Klokken 05 blæste det endnu virkelig meget, men klokken 07 havde det løjet betydeligt af. Solen skinnede og alt var perfekt. Umiddelbart efter morgenmaden trak vi i det varme tøj og gik ned til kysten.
Det der med 100 meter til vandet viste sig at være et salgstrick. Der var mellem 200 og 250 meter. Ikke fordi det gør, at vi ikke gider gå derned; det er slet ikke det, men det er bare noget fis at ángive en afstand, der så viser sig at være mindst dobbelt så lang!

Jeg ved ikke, om denne strand altid ser sådan ud, eller det har været alt det blæsevejr, der har forårsaget den høje kant. I første omgang så det ud til, at vi slet ikke kunne komme ned til vandet, men vi fandt et sted, hvor der ikke var længere ned, end at vi ville være i stand til at kravle op igen, men de fleste steder var kanten mandshøj.
Det var her, John legede Aubrey. De to mænd stod og småsludrede mens de nød sceneriet, og lige pludselig kom den – den store bølge, der også altid kommer bag på Aubrey, så han bliver våd til knæene. Denne gang var det bare John, det gik ud over, men han tog det pænt, da jeg kaldte ham Aubrey.

Efter det lille uheld måtte vi hjem igen, så en af os kunne få tørre bukser og strømper på.
Derefter kørte vi til Thorsminde for at se, hvor meget power der var i bølgerne ude på den yderste mole.
Det var dog ikke imponerende meget – det har vi set en hel del voldsommere, men til gengæld er vejret totalt perfekt, og havet er flot at se på.

På vejen holdt vi ind ved Rammedige, som vi lige måtte se, hvad var for noget, for det var nyt for os – men det var da også først i 2011, det blev gjort synligt, så at sige, med lidt hjælp fra A.P. Møller.
Der var masser af gravhøje og et par vikinger, der stadig stod vagt.

Vi havde et par ærinder, der krævede et supermarked, hvorfor vi lagde ruten om Lemvig; en smukt beliggende by, som skal studeres nærmere en dag, butikkerne har åbent.
Lemvig er som bekendt modellen til Livets gang i Lidenlund, Gantriis’ velkendte tegneserie (der i øvrigt er født samme år som dette indlægs forfatter) … og Rema1000 ligger bag hotellet, der har taget navn efter den ikke helt fiktive tegneserieby.

Efter frokosten og Johns korte morfar fik mændene lyst til at benytte det gode vejr til at prøve fiskelykken, så jeg er alene hjemme i nogle timer. Optimismen fejlede intet – vil du have rødspætter eller pighvar til aften? Torsk? Eller skal vi hellere komme hjem med nogle makreller?
Jeg sagde, at jeg vil blive glad for hvad som helst, bare det er noget, de har fanget selv. Jeg er måske knap så optimistisk, men det sagde jeg ikke.

Du milde himmel … og det modsatte …

Ferien er begyndt, og den er begyndt med et smukt blæsevejr herovre i det vestjyske. Vi har efter sigende kun 100 meter til vandet, og vi kan da også særdeles tydeligt høre det, men det var for dårligt vejr og desuden for mørkt til, at vi ville gå derned i dag.
Vi havde ikke snevejr på vej hertil, men det var da også det eneste vejr, der manglede i at have været hele paletten igennem på turen.
På Fyn så vi denne noget aparte sky:

Som man ser, var himlen fint blå lige her, men det havde lige regnet.
Da vi nærmede os Lemvig, skinnede solen, men det så bogstavelig talt sort ud forude – her kørte vi ind i en voldsom haglbyge:

Da vi nåede frem til huset, som i øvrigt er stort, fint, rent og dejligt, så himlen blandet ud, og inden vi fik pakkenellikerne ind fra bilen, regnede det. Igen.

Og Vesterhavet ligger lige omme på den anden side af den høje klit.
Vi sidder og hygger med ild i den ene ovn, mad i den anden ovn og masser af blæsevejr og larm fra ov[e]n. Så meget, at jeg synes jeg kan mærke hele huset ryste en gang imellem, men jeg går ud fra, at det har været gennem en hel del værre vejr end dette, så det skal nok holde.
Og superhyggeligt er det altså …

Mine bekymringer blev gjort til skamme

Jeg havde det faktisk lidt skidt med at have lokket Ditte og Peter med på en ikke helt billig weekendtur for at se den sorte sol, jeg længe havde talt om i begejstrede vendinger, hvis vejret så skulle vise sig så elendigt, at vi ikke fik set noget som helst.
Det er stadig rigtigt, at det gode selskab og den gode mad på Schackenborg Slotskro nok kunne kompensere for en dårlig sort sol-oplevelse, men jeg alligevel lidt ærgerlig over det.
Vi kørte gennem nogle gedigne byger det meste af vejen derover – enten regnede det lidt eller også regnede det meget. Øv øv æv.
Det var dog tørvejr, da vi landede i Møgeltønder og checkede ind på kroen, så der tonede en smule optimisme ind i mig igen.

(Mormors Lille Café på Slotsgaden i Møgeltønder – mormor hedder oven i købet Nielsen. Man følte sig helt hjemme …)

Da vi blev hentet på kroen klokken 17, var det stadig tørvejr, og det var det også, da vi satte os til rette på diget ved Aventoft. Optimismen steg yderligere et par grader.
Man må helst ikke stå oppe på diget, men skal sætte sig på siden af det, så stærene ikke så nemt kan se os, og man må ikke bruge blitz, når man fotograferer. Stærene reagerer på bevægelser og på lys/skygge, men vi måtte gerne snakke, for de reagerer ikke på vores lyde.
Der var mange hundrede mennesker, der havde samlet sig her for at se stærene flyve ind. Det er nu også et meget fascinerende syn, som ikke rigtig kan beskrives, men som skal opleves. De landede i sivene, først et par hundrede meter væk, men efterhånden som der kom flere og flere ind, og pladserne blev optaget, slog de sig ned tættere på os, for til sidst at lande stort set lige foran næserne på os.
At høre vingesuset fra selv en lille flok på 40 stære er en særlig oplevelse og at høre dem sidde og snakke sammen, efter de er landet, er en hyggelig oplevelse.
Historiens vingesus kan også være fascinerende, men stærenes her er en anden og noget mere konkret oplevelse.
Til jer, der ikke har prøvet det, kan jeg kun sige: gør det. Tag ud og oplev en lille million stære komme ind, den ene flok efter den anden, varierende i antal fra ganske få individer til op til 200.000 ad gangen.
Vi så det det hele – også rovfuglene, der gik på jagt og fik stærene til at danne de imponerende formationer, som vi nok alle sammen kender.
Billeder var det stort set umuligt at tage; vi var for tæt på til, at de kunne blive gode, men til gengæld var vores oplevelse så meget større.
Jeg vil, på trods af vores begejstring, ikke sige, det var den ultimative oplevelse, for det begyndte at pjaskregne, og solen så vi intet til. Heldigvis var stærene helt ligeglade med regnen, så på en skala fra 1 til 10 giver jeg denne 9, fordi en synlig, nedadgående sol ville have gjort det helt perfekt.

Søren Ryges nok ret velkendte optagelse på ni (tror jeg det var) minutter med Sort Sols fantastiske Let Your Fingers Do the Walking tog tre uger at optage, så vi klager absolut ikke over den oplevelse, vi fik på bare en time.

Gul og Gratis

I går var vi til den årlige julefrokost, der som altid var vældig hyggelig, men vi er lidt trætte i dag. Derudover er det englændernes sidste hele dag her, da de flyver hjem sidst på eftermiddagen i morgen.
Der er derfor dømt 100 % afslapning, ikke noget med noget, der kræver de store anstrengelser.
Englænderne elsker at gå tur i Sibirien ved Vemmetofte Strandskov, så da vejret i formiddags var relativt godt, drog vi afsted.
Bare for at konstatere, at der var knap så idyllisk i dag pga. rådnende tang. Alle kender formentlig den særdeles ubehagelige lugt, og vi holdt da også kun ud i få minutter, inden vi opgav. Det skal jo helst være en fornøjelse at gå den tur, og det ville det ikke have været – der lå et bredt bælte ulækkert tang, der naturligvis var årsagen til stanken, så ungerne ikke engang kunne gå ud og få våde fødder, og hvad sjov er der så ved at gå en strandtur? Ikke meget – hverken for børn eller voksne.

Det blev derfor kun til en enkelt klatretur, inden vi kapitulerede og kørte til Feddet i stedet for.
Der ligger en fed havn. Der ligger Fed Havn, hvortil der er en kort spadseretur fra campingpladsen, og hvor der i dag var tre kitesurfere, som drønede afsted i den ret så mærkbare blæst.

Her turde selv jeg forsøge mig med kitesurfing, tror jeg – vandet går kun til omkring knæhøjde, men det hindrer på ingen måde de dygtige surfere i at suse afsted med stor fart …

Hjemme igen kiggede jeg atter på alle de garner, jeg har farvet i løbet af ugen – endelig var de blevet helt tørre, så der skulle vindes garn, skulle der.

Gul og Gratis får en lidt anden betydning … alle farvematerialerne har jeg fundet i naturen lige omkring Den Stråtækte, og vi kan vist ikke rigtig komme udenom, at langt de fleste giver gule eller gullige farver – med tagrørsblomsterne som den hidtil eneste undtagelse.
Der er snart garn til at åbne en hel forretning … heldigvis kunne Charlotte rigtig godt lide den første, ret lysende grønne farve, jeg fik med tagrørene, så jeg er allerede begyndt på en baretlignende hue til hende.

Hvordan spiser man i Khoka Moya?

Dagen er gået med at lave så meget ingenting som muligt, så jeg kan lige så godt benytte lejligheden til at komme med endnu et safariindlæg med billedspam galore, iblandet lidt kulinariske beskrivelser. Jeg ved endnu ikke, om dette er det sidste eller det næstsidste … men her kommer lidt om den gode mad. Vi indtog alle måltider i lejren på en åben, men overdækket terrasse. Der var sidde/hyggearealer og der var en forsænkning med en stor bålplads med langbænke i passende afstand fra ilden, over hvilken børnene ristede skumbananer tre aftener.

Vi tager først lige et par af de smukke fugle – en lilac breasted roller og en … stær af en slags, tror jeg nok. Men utrolig smuk, når man så den flyve.

Morgenmaden, som blev trommet ind kl. 10, bestod altid af baked beans med lidt ekstra ting i, stegte kartofler, stegte tomater og enten bacon eller pølser. Tre slags müsli/cornflakes, to slags yoghurt, to store frugtfade, hvidt og mørkt brød, man selv rister, og en eller anden slags muffin. Derudover stod der en og stegte spejlæg eller røræg efter ønske. På bordene stod mælk og to slags marmelade.

(Impalaer …)

Frokosten var klokken to og havde altid en stor og varieret salatbuffet med to slags dressinger. Som lunt var der forskellige grønsager og altid enten kød og fisk eller to slags kød. Altid tre lune ting, som fx stegte kartofler, squash … alt der kan steges. Når vi troede, vi var helt færdige, kom de med desserten …
På de dage, der ikke indeholdt udflugter, havde man fri mellem morgenmaden og frokosten og mellem den og sidste gamedrive, som startede 15:30 – sådan var det i tre dage, fordi der var en heldagsudflugt og to halvdagsudflugter på de andre tre dage.

(Girafmor med barn …)

Aftensmåltidet lignede i princippet meget frokostmåltidet, men kødet og/eller fisken var lidt mere spændende; fx springbok, og desserten var mere … skal vi sige … voluminøs! Det lyder måske lidt ensformigt, men de var gode til at variere tilbehøret, og ingen gik sultne fra bords, fordi det var så svært at begrænse sig, synes de fleste af os. Vi blev dog bedre til det i løbet af ugen – det var nødvendigt, hvis vi ikke skulle trilles ud til safarivognene!

(Zebraer ved det lille vandhul …)

Den ene af aftenerne vendte vi ikke tilbage til teltlejren, men til et sted, som de havde holdt hemmeligt indtil nu. Her havde de rigget en kæmpe boma til, med bar og grill med tre slags kød og ved siden af medbragt tilbehør og salater. Vi blev alle bænket, og personalet kom syngende ind, fortsatte syngende og dansende rundt om bålet, mens hårene rejste sig på armene af nok de fleste af os.
Det kan bare ikke beskrives, det skal opleves. I øvrigt lige som alt andet hernede …
En afrikansk stjernehimmel er af en eller anden grund meget større end vores. Det føles, som om stjernerne falder helt ned i hovedet på os, og de virker som om de er meget, meget større.

Anna og Aubrey var (igen) helt opslugte af det fremmede, men spændende scenarie. Han var i virkeligheden hammertræt efter dagens oplevelser, men sad intenst opslugt og klappede og rokkede med til de hede, dunkende, varme og inciterende afrikanske rytmer, som har noget udefinerbart over sig. Jeg ville sige erotisk, det vil Aubie helt sikkert ikke … men ingen lades upåvirket af dem.

Næsehornsfamilien. Næsehornsfar gik og græssede et lille stykke væk.
Resten er bare billeder, billeder, billeder – efter redigering er der ‘kun’ 620 tilbage, så der skal kasseres flere, men det er godt nok svært.

En lidt tåbeligt udseende giraf i den blå time og en meget opmærksom kuduhan, som lige har hørt et eller andet farligt i nærheden (ikke os).

Burchell’s zebra (kan kendes på, at de er lysegulbrune et eller andet sted på kroppen).

En landende grib.

En flok græssende bøfler.

Børn og mødre.

Og til slut kamæelonen. Da Lyton havde sat baren op på vores sidste gamedrive, spurgte han, hvad vi manglede at se. Vi mente, at nu havde vi vist set alt, hvad der var at se, men han sagde, at vi endnu havde kamæleonen til gode. Da vi kørte igen, var det blevet helt mørkt, men han lyste med hurtige bevægelser rundt i det nu kulsorte landskab.
Med ét stoppede han bilen og lyste på denne fyr, som her er gengivet i omtrentlig naturlig størrelse. Vi sad bare totalt målløse: Hvordan i himlens navn kan du få øje på den, samtidig med, at du kører?
Det er da nemt nok: Bladene er meget mindre end dyret.
Okay. Godt så. Det havde han selvfølgelig ret i …

Fra safari til kajakker og Frilandsmuseet

Vi er for længst vendt tilbage til hverdagen. Vi er i hvert fald vendt tilbage til Danmark, hvor Tim og Aubrey om fredagen lagde ud med at leje kajakker hos Lars, hvor de har haft lejet før.
Aubrey har for første gang en voksenkajak, og han var ikke til at skyde igennem. Han fik også brug for al sin styrke, for de havde strid modvind de tre fjerdedele af vejen hjem til Den Stråtækte. Vinden tog mere og mere til, så Charlotte og jeg blev mere og mere bekymrede for, hvordan han ville klare det. Endelig, fem timer efter de startede, kom de hjem. Tim havde ringet fra cirka halvvejs, så vi var ikke ved at dø af bekymring, men alligevel … vindstyrken tog efterhånden mere og mere til, med stød af kulingstyrke, så de var virkelig kommet på arbejde – der var omkring 10 kilometer hjem.

Men det lykkedes, og hjem kom en særdeles stolt (og meget træt) lille dreng, som da også til overflod fik knus og ros og beundrende ord fra det mødrene og mormødrene ophav, som sammen med Anna var gået ned til Kystens Perle, hvor de ville trække kajakkerne i land.

Lørdag gik turen til Middelaldercentret, hvor der blev trukket blider op, set på ridderturnering og leget Hvem får først smidt den anden af pinden?

Søndag var det Johns fødselsdag. Hans søskende kom om eftermiddagen; vi hyggede og grillede, men lavede ellers ikke andet end at slappe af.

Mandag stod i familiens tegn. Det er 1½ år siden, Charlotte sidst har set hele familien på én gang, men det lykkedes at samle alle hjemme i Malles og Anders’ nye hus, som de selvfølgelig også var glade og stolte over at få lov at vise frem.
De to yngste var, nok ikke overraskende, temmelig ofte midtpunktet, men de er nu også søde, når de er så små.

På vej til Malle så vi denne lille trehjuler, som udviste en fed humor, som vi alle måtte smile ret højt ad.
Der kører et tilsvarende minikøretøj rundt nede i vores område, som skilter med Egons flyttebil. Flytter alt!

I dag var vi på Frilandsmuseet. Der har vi været så mange gange før, men der er så hyggeligt at gå rundt – især når vejret er, som det har været i dag.
De er begyndt at tage entre, hvilket var nyt for os. Mens vi stod i betalingskø, faldt jeg over plakaten med de legende børn, og senere over beskrivelsen af smedens hus. Jeg så flere fejl, men jeg skal skåne jer for resten …

Argghhh, altså. Man skal dæleme kunne kende forskel på ligge og lægge, når man skriver tekst til sådan en informationsplakat. Læg hvad i alkovens mørke? Enten skulle der have stået lig i eller læg dig i. Korrektur, korrektur, korrektur.
Ligeledes er det lige smuttet med The smith’s workshop, som har fået et s for meget.
Småting? Måske. Men det er irriterende at se på. Synes jeg. Og pinligt, at det ikke er rigtigt.

Til sidst vil jeg efterlyse en forklaring på disse kridtmarkeringer i en stue i et af husene.
Hvad betyder de? Hvad markerer bonden her? Farmer, help, please, som du har gjort så ofte før.

Blyde River Canyon, Bourke’s Luck Potholes og God’s Window

Af de seks hele dage, vi havde i Khoka Moya, var der kun en enkelt dag, hvor der ikke var mulighed for gamedrives, nemlig om søndagen, hvor der var heldagsudflugt til bl. a. Blyde River Canyon, som vi, sidste gang vi var i Sydafrika, havde fået at vide var et absolut must at se, men dengang passede det ikke ind i programmet, så det var fint, at det hørte med til denne tur.
Jeg har set flere canyons, og jeg må konstatere, at de er alle meget forskellige. Grand Canyon var den største, men i mine øjne egentlig ikke den mest imponerende – smag og behag er dog som bekendt forskellig.

Ved første stop fik jeg fluks øje på koraltræet. Jeg elsker bare koraltræerne med deres nærmest selvlysende røde blomster.
Bjergene i området havde områder med grønne alger, som lyste så fint i solskinnet – det var disse farver, der gjorde denne canyon forskellig fra andre.

Vi gik ned til Bourke’s Luck Potholes, som var temmelig imponerende at se, men det er godt nok svært at tage billeder, der kan give det rigtige indtryk af, hvor mere og mere overvældende det virkede, efterhånden som man nærmede sig.

Det er vinter hernede og dermed tørketid. Jeg kunne godt tænke mig at se dette natursceneri i regntiden – men det kommer jeg ikke til.

Længere sydpå kunne man se ud gennem God’s Window, hvis man skulle have lyst til det, hvilket vi havde … det er såmænd da også en meget pæn udsigt han har, ham Gud … vi blev høfligt bedt om at holde hans vindue rent.

Så jo, Sydafrika er meget andet end safarier og vilde dyr, hvilket vi oplevede mange gange i 2004, da vi kørte ad Garden Route og langs den sydligste kyst ved Kap Agulhas; videre til Stellenbosch og rundt om Kap Det Gode Håb.
Fordi børnene havde førsteprioritet på denne ferie, var det helt bevidst, at det hele skulle dreje om safariture, men denne heldagstur var en dejlig og smuk afveksling, som også børnene nød, selv om det medførte nogle timer i bus – ikke mindst fordi der var flere lejligheder til at købe souvenirs.

Vi skal være igennem den bevogtede port til området, hvor Khoka Moya-lejren ligger, senest klokken 17:30, hvor der er bare en halv time til det bliver mørkt, ellers bliver vagterne sure over at være tvunget på overarbejde.
Vi nåede det, og inden vi nåede frem til teltlejren, kom der fem giraffer spankulerende, som vi med nød og næppe kunne nå at fange med kameraerne gennem bussens vinduer, inden lyset blev for svagt. Vi så desuden både bøfler, impalaer, kuduer og elefanter på den korte tur.
Så vi fik nogle af dyrene at se, selv om det slet ikke var meningen den dag.

Manyeleti – første dag

Det er nok ingen hemmelighed, at wi-fi’en lod en del tilbage at ønske i vores teltlejr, eftersom der har været tavshed fra min side i et stykke tid. Jeg opgav på forhånd, da jeg oplevede, at det tog flere minutter at loade en FB-side. Så var jeg klar over, at jeg ikke engang gad forsøge at uploade et indlæg med masser af billeder.
Det bliver derfor en skønsom blanding af overordnede indtryk, temaer og kronologi – noget forvirrende, måske, men skidtpyt, ikke?

27 timer efter vi gik ud ad døren i Den Stråtækte, ankom vi til Khoka Moya i Manyeleti lige vest for den store Kruger Park. Det var et langt døgn (1½ + 10 timers flyvning; 8 timer i bus plus det løse), og vi var efterhånden trætte, fordi vi alle sover elendigt i en flyver. Det begyndte at blive en smule spændende allerede ved flyskiftet i Zürich, hvor vi skulle mødes, for englænderne kom først tre minutter før planlagt afgang … de nåede det dog lige.

Aubrey satte sig i bussen med et lille, tilfreds smil om munden, og det forlod ham ikke, før han faldt i søvn ½ minut før første stop … we are actually IN Africa now. Cool.
God guide. God mad. Godnat …
Næste morgen var der en tidlig, frivillig tur – normalt lader de gæsterne sove længe den første dag, men vi ville have det hele med, så vi mødtes kl. 06:15, fik en kop varm kakao, hilste på vores faste ranger, Lyton, og så afsted.

Der gik ikke mange minutter, før vi så de første dyr, og inden for 10 minutter havde vi set impala, kudu, zebra og elefant.
Herefter kørte han off road, hvilket gjorde det hele endnu mere autentisk. Det er forbudt for private og for personbiler i det hele taget at køre uden for de angivne veje, men disse rangers har speciel tilladelse til at køre overalt. Vi ville, som nævnt før, af flere årsager aldrig køre ind selv, for man får 100 gange mere ud af at være sammen med en ranger. De taler sammen via radio og hjælper hinanden – we’ve just seen the lion females with the cubs – go to …
Kort tid efter kom vi til de to sovende hanløver, som ved, hvor hunnerne er, men ikke interesserer sig for dem, før de kommer i brunst.

De var heller ikke interesserede i os. Som i overhovedet ikke. De var 100 % ligeglade … så længe vi bliver i bilen, ikke taler højt og ikke rækker arme ud eller rejser os op, er bilen en for dyrene en velkendt enhed, som hverken er farlig eller interessant.
Vi fandt ikke hunløverne, men det er stadig dag ét, så der kommer flere chancer.
Pumba kom også et smut forbi med sin familie – vortesvinet I ved, fra Løvernes Konge. Zazu fløj forbi og hilste.

Kaffe/kakao/tepause blev der også tid til. Den kaffe smager altså bedre under disse omstændigheder end enhver anden kopkaf…

Tilbage igen kl. 9:45, hvor der var morgenmad. Ingen andre end os seks havde været ude den morgen.
Teltlejren er ikke indhegnet, så de vilde dyr kommer helt tæt på. I ordets bogstaveligste forstand, så vi fik at vide, hvordan vi skal opføre os, mens vi er her. “Alt, der løber, er mad, så man løber ikke. Aldrig. Og hvis der pludselig står en elefant foran jer, skal I bare stå helt stille, så vil den ignorere jer.”
Okay. Godt så. Hmmm.
Da vi skulle tilbage fra morgenmaden, gik Charlotte og Anna først, men kom tilbage igen … “der står en stor bøffel lige ved siden af stien, så vi vil gerne ledsages af en ranger”.
Det syntes rangerne også var en god ide. Bøflen er det farligste dyr, farligere end løverne, for disse løber, hvis de ser os. Blev der sagt … men i hvert fald skal vi have stor respekt for bøflerne.

Teltet var omkring 50 m² og havde en herlig bred dobbeltseng med varmetæpper i; det blev virkelig koldt om natten, og der er ikke voldsomt meget isolering i en teltdug. Der var bad og toilet, en sofa, et skrivebord, samt to liggestole ude foran. På billede to ses englændernes telt fra vores terrasse.
Herunder skimtes en flok impalaer, som selvfølgelig er ufarlige, men der kom både bøfler, hyæner og elefanter gående lige forbi. Så bliver man lige så stille indenfor og siger ikke en lyd. Ingen gæster går uden for teltet uden at blive fulgt af en ranger, når det er blevet mørkt.
Om aftenen hørte vi et stort kor af frøer og hver nat hørte vi løver brøle tæt på. Lidt skræmmende i starten, men det blev forbavsende hurtigt hyggeligt med alle disse fremmede, men fra tv-udsendelser alligevel velkendte og meget afrikanske lyde.

Det blev til et væld af oplevelser allerede på første tur. Ungerne elskede det og kedede sig ikke et sekund, selv om det var en tretimers tur – det var fantastisk at se deres spændte, forventningsfulde og glade ansigter. Al træthed var som blæst væk for os alle.
Og der skulle komme syv game drives mere … det her kunne kun blive godt.

Hvordan tager man på safari? (Del 1)

Lad mig indlede med at sige, at jeg så glimrende ved, at vi er forskellige, at vi har forskellige måder at feriere på og også på at synes, at lige netop min måde er den bedste.
Men når det er sagt, er jeg nødt til kraftigt at understrege, at det i mine øjne ikke er en rigtig safari, når man kører rundt i egen (= lejet) bil rundt i en eller anden sydafrikansk nationalpark og ser en struds, et næsehorn, to giraffer, et par halvtamme løver eller et par elefanter fra den vej, man nu engang har tilladelse til at køre på.

Fordi hvis man tror det er sådan, er det næsten 100 % sikkert, at man ikke får set hyæner få bøffel til morgenmad. Eller se omkring 100 gribbe sidde og slås om aftensmaden, som består af den samme bøffel.

For slet ikke at tale om at se løvefamiien, der har nedlagt den bøffel og ligger og mæsker sig, inden hverken hyæner, sjakaler eller gribbe overhovedet får chancen for at deltage i ædegildet.
Man må nemlig, uanset, hvad folk siger, de har gjort eller kan eller må, IKKE køre i parkerne på egen hånd. Man må nogle steder køre på ‘hovedvejene’, som i få tilfælde er asfalterede eller i det mindste ret brede og under alle omstændigheder farbare for en ikke-4-hjulstrækker … det, mange tror, er off road, er de mindre veje, og en virkelig off road er off road i en grad, man nok ikke rigtig forestiller sig … måske som i noget, man ser i en gammel film –men hvis man bare er en nogenlunde ansvarsfuld chauffør, kører man ikke engang ad de små veje (hvad man så heller ikke må …) – og i selve Krugerparken må ikke engang rangerne køre off road, så det er bedre at forsøge at få fat i et af de steder, der ejer eller har specielle tilladelser til at benytte Krugerparkens grænseområder – hvilket vi gjorde via Albatros Rejser til Khoka Moya i Manyeleti.

Er man på egen hånd, ser man nok heller ikke 50-60 elefanter komme og drikke ved vandhullet, lige når vi mennesker skal til at spise frokost. Eller ser bøflerne. Hyænerne. Impalaerne … bevæge sig frit rundt i lejren.
Men vi bliver skam undervist i hvordan man skal agere, hvis der pludselig står en elefant lige foran en …

Og – og – og – og så ikke mindst OG: Man kan ikke – hvilket ikke kan understreges stærkt nok – man kan ikke selv få øje på dyrene, når man forsøger sig på egen hånd. Enten er man født til at kunne det, som vores fantastiske ranger Lyton var det, eller også har man lært det på et hundedyrt rangerkursus.

Der er flere grunde til, at man bare ikke får øje på denne leopard – for det første falder den (for os), helt ind i landskabet, og for det andet taler rangerne sammen. De er hele tiden i kontakt med hinanden via radio og fortæller hvor de ser hvad. Vi ved heller ikke, at vi først og fremmest skal kigge op og ikke ned, fordi det er lettere at få øje på leopardens bytte end på leoparden.

Okay – lettere og lettere – men fx som her: Kig på en linje mellem centrum og klokken tre. Der ligger/hænger en dikdik-antilope, men det tror jeg, man skal være ranger for at vide. Når man kommer tæt på og kan zoome med kameraet, er det tydeligt nok. Næsten … for jeg vil vove den påstand, at det får man bare ikke øje på som uøvet.
Ejheller får vi øje på denne lille fætter, som ligger og slår mave og er helt ligeglad med den diesellugtende vogn, som standser op lige ved siden af.

Kan I forestille jer at få øje på hende? Fra en ‘hovedvej’ mindst et par kilometer væk? Næppe …

Man finder heller ikke denne løveflok, bestående af fem hunner og 10 unger, plus de to hanløver, som ligger et stykke væk og bare går og venter på, at hunnerne kommer i brunst igen, for de gemmer sig alle langt, langt væk fra de steder, man må/kan køre i en personbil.

Man ser dem ikke, fordi dette er efter solnedgang, hvor alle andre end personer med speciel tilladelse skal være helt ude af parken – vi ser det, fordi vi har en god ranger. Vi ser fem løvemødre og 10 løveunger være så mætte, at de knap kan røre sig (læg mærke til ungen, der ligger helt inde i bøffelkadaveret) – vi ser deres tykke, tykke maver og vi undrer os over, at de, trods mætheden, overhovedet ikke er interesserede i os.
Det er der en forklaring på, som kommer senere.

Det her – det er off road. Leoparden ligger lige til højre for stolpen i midten af billedet. Ikke specielt nem at få øje på, vel?
Et er så at se noget, man får at vide præcis hvor er (hvilket oftest er overraskende svært), noget helt andet er at få øje på noget, samtidig mens man kører bil i uvejsomt terræn og måske oven i købet holder et spotlight i den hånd, der ikke er beskæftiget med rattet. Det kræver en ranger.

Der kommer mere, for jeg er nødt til at pointere for (bl.a.) mine to søstre, der tror, de kan tage på safari på egen hånd og få en masse ud af det. Jeg er nødt til at understrege igen og igen, at safarier tager man på med nogen, der ved rigtig meget om hvordan man finder ind til dyrene – og hvorfor man ikke selv kan gøre det til en oplevelse, man aldrig nogensinde glemmer.

Det var lidt af det praktiske. Der vil naturligvis også komme noget om den ubeskrivelige stemning, man oplever. Den ER ubeskrivelig, men jeg vil naturligvis forsøge at beskrive, hvor fuldstændig fantastisk det er at se solen gå ned; at se stjernehimlen, som vi ikke oplever den så højt mod nord, at få en Sundowner lige midt ude i bushen (efter solnedgang, venner – det vil I aldrig selv kunne gøre!) – at … ja, prøv selv. Det er bare. Helt. Fantastisk.

Børnene i Nyskoven

Det er som bekendt pinsesøndag i dag, og da Charlotte gerne vil holde vores gamle familietradition i live, kørte vi afsted til New Forest med en picnickurv fyldt med lækre sager. New Forest er Englands største nationalpark med et areal nogenlunde som Bornholms. Man kører langsomt rundt i området, hvor heste og køer går frit rundt – også i de bittesmå landsbyer, der ligger inde i nationalparken – og man må slå sig ned overalt, hvor man har lyst; man skal bare rydde pænt op efter sig, og til vores glæde så vi bare ingen steder overhovedet, hvor folk havde efterladt affald.

Vi hørte heste lige bag buskene, hvor vi sad, men vi så dem ikke, selv om de var tæt på. Da vi havde spist maden og drukket kaffen, kørte vi videre ind ind i skovene, som på et tidspunkt går over i ‘savannen’, som Charlotte kalder landskabsformen. Nogle steder kan man se muldyr, men det gjorde vi til Aubies fortrydelse ikke i dag.
Herunder ses et af de store arealer, hvor der går masser af heste (vi talte 37 på området her) og køer (kun 6), og hvor folk slår sig ned og sætter læsejl op, inden de sætter sig til at nyde den medbragte mad. Hestene græsser løs, fuldstændig ligeglade med os mennesker, men alle lystrer tilsyneladende også påbudet om at lade være med at fodre dem eller prøve at røre ved dem.
Det er temmelig fascinerende at opleve, og børnene elsker at komme en tur i Nyskoven.

Jeg kom naturligvis til at huske på barndommens klassiker af Kaptajn Marryat om Børnene i Nyskoven, som må være netop denne New Forest. Jeg gætter på, at alle på min alder og ældre må have læst denne bog – jeg husker den som god, men der skulle heller ikke så meget til at imponere os børn dengang, måske fordi alt i hele verden foregik i et noget mere adstadigt tempo end i dag.
Ikke desto mindre har jeg lige bestilt bogen i håb om, at ungerne godt gider læse denne børnebogsklassiker. Charlotte tror det ikke, fordi hendes erfaring er, at de er ‘for langsomme’, og er det tilfældet, så har jeg spildt en hel penny på at købe den bog!
Er det ikke utroligt? Én sølle penny – og så £2,80 i porto oveni, men alligevel …

Padder eller paddle tennis

Vi ankom lige til frokosttid i går, men vi var ikke videre sultne efter det – som sædvanligt – overdådige morgenmåltid. Det var – som sædvanligt – skønt at se dem alle igen … der er også gået hele tre måneder siden sidst – alt, alt for længe, hvis man spørger mig. Ungerne er vokset, haven er der sket væsentlige forandringer med, Charlottes Ragtime går over al forventning, og endelig er det allersidste hængeparti på granny flat’en blevet bragt i orden(brusenichen i badeværelset), så der var masser af nyt at se på og høre om.

I haven er der gravet ud til en lily pond, men indtil videre er det en glimrende springgrav, hvis nogen selv kunne bestemme – ungerne var ved at rigge til med tykke hynder til at øve sig i at springe over den, men moderen fik dem stoppet og sagde, at de først skulle måle bredden og prøve det af på græsplænen først, helst mange gange, hvilket de modstræbende gik med til. Det viste sig at være en rigtig god ide med den træning …

Tim var helt oppe at køre over en antik, og dermed original, tennisbanekridtlinjemarkeringsdims, som han havde fået fat i på ebay. De har etableret en tennisbane med mål til paddle- eller paddertennis, som var et nyt begreb for mig indtil i aftes. Han har naturligvis også købt et sæt originale paddles.
I formiddags startede han med at måle banen nøjagtigt op og markere den med en murersnor, som han senere kørte dimsen langs med. Han er som et barn juleaften, når han erhverver sig denne slags gamle ting, som vi måske nok smiler lidt ad, men som passer så fint til det gamle hus.

Dimsen fyldte Tim med noget specielt kridtmaling og gik i gang med opgaven. Det virkede helt efter hensigten. Han gik to gange med den hver vej, inden han var tilfreds, og det fik lov til at stå og tørre, mens vi nød den croque monsieur, som Charlotte havde lavet til frokost.

Nettet blev nu sat op, og banen kunne indvies for alvor. Man kan måske fornemme de ‘padler’, som gør det ud for ketsjere i denne tennisvariant.

Jeg gider normalt ikke se tennis, men de to her fik det til at blive særdeles underholdende at overvære – Tims mimik, gestik og fjollede bemærkninger og Charlottes hjertelige latter lavede et (i mine øjne) kedeligt spil om til en oplevelse.
John nød imens en middagslur og nyder i det hele taget ikke at skulle køre i dag – han har virkelig fået kørt meget de sidste 10 dage, og selv om han holder meget af det, og det (endnu) ikke er et problem for ham, er han nu alligevel glad for at holde totalt ratfri hele weekenden.
Mandag og tirsdag skal han til det igen, for Charlotte har så travlt med Ragtime, at hun ikke kan holde hele ugen fri, mens vi er her, så vi kører ud og underholder os selv de to dage.

Jeg har ikke kysset The Blarney Stone

Vi overnattede i Blarney, hvorfor det var oplagt at se Blarney Castle inden vi satte kursen mod Dublin, hvor vi lige om lidt har vores sidste nat i Irland.
Jeg spurgte John, om han kendte legenden om The Blarney Stone. Det gjorde han ikke, men da jeg fortalte, at hvis man kysser denne sten, får man veltalenhedens gave, så han helt forskrækket ud: “Du behøver absolut ikke at kysse den sten! Du taler rigeligt i forvejen …”
Tak, min søde … men var det så ikke en ide, at du gjorde det? Han mente dog, at han hellere ville leve fåmælt i den tid han har tilbage her på jord, men det er altså også en mildt sagt umage stilling, man skal indtage for at komme til at kysse stenen, så jeg forstår ham godt. Men nu har vi set den …

Blarney Castle er en høj, smal borg og egentlig ikke specielt interessant, så det vil vi ikke dvæle mere ved.
Vi kørte ud til den østlige kyst og blev overrrasket over, at der her fandtes en forholdsvis kort strækning, der hedder Kobberruten. Den var ganske nydelig – flere steder kunne kobberet fornemmes pga. de grønlige klipper, som måske godt kan ses på billedet.

Det var så en helt anden kysttype igen end dem, vi hidtil har set, men det var hermed afslutningen på de mange og forskelligartede irske kystlinjer. Resten af turen mod Dublin gik igennem landskaber med store, bløde, grønne bakker – igen virkelig smukt, men ikke så meget anderledes end det England, vi kender fra Charlotte og Tims Wiltshire.
Det har været en dejlig tur i et dejligt og ikke mindst gæstfrit land. Irerne er yderst flinke og imødekommende … om det er fordi det stadig er først på sæsonen, eller de er sådan altid, skal jeg ikke kunne sige, men vi har i hvert fald ingen klager.

Vi har stadig gang i superlativerne

Det er vist udmærket, at vi snart skal tilbage til England, hvor der bare er ganske almindelig smukt, for nu kan vi virkelig snart ikke rumme mere.

Vi har moret os lidt over – hvis man ellers kan tillade sig at more sig over den slags, men vi har ïkke desto mindre kommenteret det nogle gange – at mange kirkegårde er placeret, så ‘indbyggerne’ har en smuk udsigt: De ligger og kan kigge ud over havet. Bemærk, at selv i døden er man farveglad.
Vi har været langt ude på landet i dag. I går var det Ring of Kerry; i dag Ring of Beara (det rimer næsten, når det udtales).
Det er så hyggeligt med disse små veje – der var kun en enkelt krise, da vi mødte en pænt stor lastbil, men det gik. Det tog en time at køre omkring 15 km, men vi havde vejen stort set for os selv og mødte kun omtalte lastbil og 5-6 personbiler på ruten.

Kigge, kigge … først den ene vej, og så den anden vej – men udsigten var der ikke noget at klage over … ruinen, som ses på billedet, ligger der i hundredvis, måske tusindvis af rundt omkring. De er der overalt, i mere eller mindre faldefærdig stand og mere eller mindre over- eller tilgroede, men de er med til at skabe landskabsbilledet, og på os virker de på ingen måde skæmmende; de er bare en del af al charmen.

Frokosten, hver en lun panini med hhv. tun og kylling (m.m.) som den flinke dame i O’Sullivan’s Foodstore smurte til os, blev indtaget, da vi fandt en lomme på vejen, der var stor nok til, at vi kunne tillade os at parkere. Normalt var lommerne kun lige store nok til, at man kunne bruge dem som mødepladser, men denne kunne rumme tre biler, så lige der blev der dømt pause.

Har jeg nævnt før, at irerne er meget glade for og stolte over deres farvestrålende byhuse?

Det har jeg vist … så jeg slutter af med det sidste billede fra Atlanterhavet for denne omgang. I morgen går turen atter mod Dublin, hvor vi har vores sidste nat på denne skønne, grønne ø med de venlige indbyggere.

Jamen jeg har jo brugt alle superlativerne …

Connemara … Wild Atlantic Way – jeg har vist allerede skrevet i begejstrede vendinger om Irlands skønhed, så nu ved jeg slet ikke, hvilke ord jeg skal anvende for dagen i dag. Superlativer er ikke nok, og billederne yder ikke skønheden tilstrækkelig retfærdighed. Som i overhovedet ikke – vores kæber er helt ømme af hele tiden at falde ned. Jeg vil derfor bare nøjes med at sige, at hvis muligheden byder sig, så se Ring of Kerry. Det er graden over superlativ: smuk, smukkere, smukkest, Ring of Kerry.

Solen var lidt on-off det meste af dagen, men det holdt tørvejr, hvilket var det vigtigste for os – selv om vi blankt erkender, at alting – selv Irland – bliver endnu smukkere, når solen skinner. Billedet herover er fra Bray Head på Valentia Island. Lidt senere kom vi til Geokaun Mountain, som også bød på adskillige spektakulære udsigtspunkter. Vi stødte et par gange ind i fire slavisk talende personer, som havde så vældig travlt med at tage selfies og med at fotografere hinanden foran de smukke steder. Man ville ikke kunne se disse smukke steder på billederne særlig godt; kun personerne, men det var tydeligvis også det, det primært handlede om. Mig ikke helt forstå …

The Ring of Kerry og Wild Atlantic Way er det samme på det meste af denne halvø, men til sidst på ruten (som det anbefales at følge mod uret) ind mod Killarney, hvor vi bor, går den gennem Killarney National Park med Killarney Lakes. På det tidspunkt var vi nærmest overmætte af indtryk og kunne ikke rumme mere, men det var vi nødt til at kunne, for i morgen går turen videre mod Cork.
Jeg kunne snildt forestille mig at køre alle 2500 km ad Wild Atlantic Way, men det kommer jeg nok ikke til, desværre … der er så meget jeg gerne vil, og kun et enkelt pensionistliv til at nå det i.

Jeg har ikke flere ord – jeg er mæt og træt efter endnu en jaw dropping day.
Vil derfor slutte af nu med et billede af endnu et par af de intenst farvede huse.