Hos Mommer

25. januar 2023

Fristelserne hober sig op

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 13:55
Tags: , ,

Jeg burde melde alle nyhedsmails fra. Og stoppe med at kigge på Facebook og Instagram.
Fristelserne står i kø, larmer, lagrer sig i hjernen og bliver ved med at prikke til mit rejselystcenter, som er uforholdsmæssigt stort i forhold til resten af min hjerne … og likvide midler … verdenssituationen har en kedelig tilbøjelighed til at udhule pensionen i denne tid.
Det er både godt og ikke godt, men man må selvfølgelig aldrig gå ned på planer. I marts, juli og december skal vi til England. Vores sommerferie bliver to ugers autocampertur langs med og afstikkere fra den fantastisk smukke Kystrigsvej 17 i Norge, hvilket vi glæder os Nordkap 2009virkelig meget til. Hvis vejret ellers har tænkt sig at opføre sig ordentligt. Første gang vi tog den tur (i 2012), stod regnen ned i stride strømme dagen lang hver dag på hele ruten. Da vi, i håb om bedre vejr, ville gentage turen i 2018, vendte vi om og kørte hjemover efter at have kørt i to dage med 5-10° og slud. SLUD!!! Det var den sommer, hvor vi i Danmark ikke så regn mellem maj og august.
Nu prøver vi tredje gang, og hvis det heller ikke lykkes her, kaster vi håndklædet i ringen og finder et andet sted at vende camperen mod.

Til næste slutvinter vil vi til Grønland. Til Isfjorden. I en periode, hvor der er kommet tilstrækkeligt dagslys til at kunne opleve en fantastisk sejltur eller to, men hvor der også stadig er lange, mørke nætter til at se nordlys i. Det bedste fra to verdener.
Det var 2023 og 2024.
Vi er desværre nødt til at nøjes med én større tur om året, for der skal også være plads til både 2-3 englandsture og nogle kroophold med indbygget lækker mad.
Jeg har lige set et krydstogt til Nordkap og Hammerfest, hvor man sejler ud fra Esbjerg og ender i København. Se, det er virkelig fristende, for tænk at kunne tage et krydstogt, hvor vi ikke først skal flyve den halve jord rundt for at kunne borde. Det må af samme årsag vente, til vi er blevet lidt ældre.
Vi vil en tur ned på Italiens hæl, hvorfra vi har set tilstrækkelig mange interessante billeder til selv at ville opleve området.
Vi vil til Sicilien.
Østrig vil vi også nå at se igen.
Og på safari igen, selv om vi været det tre gange, men vi er ikke færdige med Afrikas vilde dyr endnu!
Krydstogt på Donau.
Nazaré i Portugal for at se surferne ride på stedets giga-monsterbølger – men eftersom der ingen garanti er for, at de er der lige når vi er der, og at vi i øvrigt ikke rigtig gider Portugal, så er det nok noget af det, der forbliver langt nede ad listen.
Vi er ret sikre på, at New Zealand og Australien er droppet nu – vi er blevet for gamle og orker ikke rigtig mere de lange, lange flyveture. Tror vi. Jeg ville så gerne på flodkrydstogt på Mekong, men der er for varmt og fugtigt til John. Der skal jo helst heller ikke være så mange ønsker, at det ligefrem stresser os …

Lad nu være med at spørge, hvorfor vi ikke bare bliver i Danmark, fordi her er så smukt og dejligt. Det er vi helt enige om, men det ser vi på alle vores småture, og der er så mange skønne og ikke mindst anderledes steder på planeten Jorden.

For os er der et evigt dilemma: Når vi har set og oplevet et dejligt sted, har vi næsten altid lyst til at se det igen, men der er bare så forfærdelig mange steder på jorden, vi også gerne vil se. Vi når aldrig nogensinde mere end en brøkdel af dem, og netop derfor er det måske dumt at se nogle af dem både to og tre gange? Hvad er den salomoniske løsning på det dilemma?

Én ting er helt sikker: Jeg vil ikke sidde på plejehjemmet og ærgre mig over alt det, jeg kunne have gjort, men ikke gjorde. Jeg vil kunne sige til mig selv, at jeg gjorde hvad jeg kunne!

18. august 2022

Det VAR for tidligt …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 21:34
Tags: , , , ,

Bande, bande … der er udbrudt covid-19 på skibet. 47 passagerer er testet positive, så de og deres ægtefæller er sat i isolation, deriblandt to (plus to ægtefæller) fra en anden dansk gruppe.
Det er selvfølgelig synd for dem, men konsekvensen har været, at kaptajnen har beordret ALLE til at bære mundbind overalt, hvor man færdes på skibet. Naturligvis undtaget, når man sidder og spiser eller får en kopkaf eller lignende. Reaktionen er såmænd forståelig nok, men hvor er det dog irriterende, for jeg har fra dag et hadet de mundbind af et godt hjerte.
At det er 47 ved vi pga. guiden, for det bliver ikke sagt i skibets højttalere … jeg kan kun håbe for de ramte, at de har en balkonkahyt som os. Tænk, hvis de bor i en indvendig … uha, bare tanken …

Akueyri, Island

P1040726

Bortset fra det, så går det godt. I går anløb vi Akueyri, som lå badet i et strålende solskin og tog sig vældig pæn ud. Det gode vejr varede lige præcis længe nok til, at vi til fods og med alt for meget tøj på var nået igennem byen, op til den botaniske have, rundt i den og tilbage igen til skibet.
John og jeg valgte at gå ombord igen fremfor at spise frokost i byen, fordi det blæste kraftigt op og så ud til at kunne begynde at regne nårsomhelst.
Vi har da lov at være lidt heldige, trods alt. Kort efter vi var i tørvejr, høvlede det ned.

P1040732P1040740

Akueyri var en interessant by, med nydelige gavlmalerier og en skulptur, der hed Den Fredløse eller The Outlaw. Han bærer en kvinde på skulderen. Hun ser ud som om hun er død … vi kunne ikke helt finde ud af det, men det er da en overmåde umagelig stilling, hun ligger i.
Hvem havde lige regnet med en botanisk have i det nordligste Island? Ikke os, og det var da heller ikke tropiske planter, der prægede billedet, men alle de blomstrende vækster var på deres højdepunkt nu, et par måneder efter Danmark, så den var smuk og hyggelig at trave igennem.

Fermenterende fedt

I dag Isafjorður. En by med godt 2500 indbyggere. Den gør ikke mere ud af sig, end det den er, nemlig en fiskerby.
Det gør den ikke mindre interessant at se, heller ikke selv om vejret ikke var med os her til morgen – det behøver jo ikke at være rosenrødt det hele, og Island er Island, så vejret er som det er. I dag 11 grader, hvilket er helt pænt.
Inde i et velventileret skur så vi fedt hængt til fermentering. Her skal det hænge i nogle måneder. Det smager sikkert vældig interessant, når det engang er modent til det … nogle ting skal man nok være født til at kunne lide.

P1040755

Også her en statue, denne gang meget betegnende for byen, nemlig to mænd, der trækker torsk i land. Eller noget … i hvert fald fisk!

P1040765

Dagens amerikaner:
Michael skulle have en USA-gruppe rundt i København. Han hentede dem i lufthavnen, og de kørte ind til centrum via Amager Strandvej, hvorfra man kan se en masse vindmøller ude i vandet.
En dame spurgte hvad det var. Michael var i nogle sekunder helt mundlam. Vidste konen virkelig ikke, hvad en vindmølle er?
Nej, det gjorde hun ikke, for da hun fik svaret, at det er vindmøller, spurgte hun videre: Allright? – Og hvad kan sådan nogle så? Hvorfor står de der?
Så for der en djævel i Michael, fordi han fornemmede, at flere i bussen kæmpede for ikke at komme til at grine. Han forklarede:
Jo, ser du: Danmark er et lille, men også et meget, meget varmt land, så når det blæser, samler vi vinden op ude fra havet, hvor den er køligere, og så gemmer vi den til de rigtig varme dage, hvor vi blæser den ind over byerne.
Now, that’s clever, svarede hun, we should have them in Texas!

12. august 2022

Vi har nok været for tidligt ude

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 20:00
Tags: , ,

Vi havde ikke skænket det en tanke, at hele krydstogtverdenen er rykket tilbage til start, men det kan tydeligt mærkes på skibet. Da pandemien startede, og alle rederier havde fået sendt både passagerer og mandskab hjem, lukkede de alt ned og fyrede stort set samtlige medarbejdere.
Det vidste vi godt. Vi vidste ikke, at det ikke var de samme, der blev hyret ind igen, da man igen fik lov at rejse, så 90 % af personalet er uerfarent. Vi er sikre på, at de gør deres bedste, og mere kan man ikke forlange, men det er alligevel en smule irriterende, for vi som passagerer har ingen rabat fået, selv om det ikke er den samme upåklagelige oplevelse, vi har haft to gange før.
Da vi skulle checke ind i NY, spurgte den unge kvinde efter vores boardingkort. Jeg svarede, at sådan nogle regnede jeg med, at vi fik af hende, for vi havde ikke checket ind hjemmefra. Nejnej, siger hun så, JEG skal checke jer ind her, men må jeg bede om jeres boardingkort, tak!
[Suk.] Mener du vores udfyldte skibsbilletter? Dem har jeg her … værsågod. Hun gloede lidt på mig, men tog så vores papirer og pas.
– Har I en ESTA?
– Ja. Ellers var vi jo ikke blevet lukket ind i USA!
Den ville hun se. Plus vores beviser på, at vi var fully vaccinated, og at vi i NY var testet negative for Covid-19, men det var vi forberedt på. Hun forsvandt med pas og papirer og var lææænge væk. Da hun endelig kom tilbage (andre havde i den tid nået at checke mindst tre par ind), gav hun os papirerne tilbage, men forsvandt igen med vores pas. Tilbage igen for anden gang, gav os passene, sagde, at vi var cleared og bad os om at fortsætte til ombordstigning.
Da vi kom derhen, bad en dame om vores boardingkort.
Grrrr. Vi har ikke fået nogen boardingkort, men den unge dame derhenne har lige checket os ind!
Denne kvinde, som i øvrigt så ud til at have styr på tingene, fik vores pas, klikkede på en skærm og sagde: You are okay – I’ll print your cards.
Som sagt, så gjort, og endelig kunne vi gå ombord. Kortet ligner et kreditkort.
Det skulle senere vise sig, at der var blevet byttet om på Johns og mit registreringsnummer, så da vi skulle fra borde første gang, skannede vagten mit kort, kiggede forundret på mig og spurgte: Is your name John???
Ehh, næh, men så hedder min mand her sandsynligvis Ellen?
Det gjorde min mand lige præcis, så den pågældende vagt grinede, rystede på hovedet og ville sørge for, at der lå nogle korrekte kort og ventede på os, når vi vendte tilbage til skibet.

St. Johns, Newfoundland

Tjenerne er (også) særdeles uerfarne. De kommer først og spørger hvad vi vil drikke, efter forretten er serveret, og de kan ikke huske, hvad vi bad om. Den ene dag fik jeg heller ikke den forret, jeg havde bestilt, men orkede ikke at brokke mig, og heldigvis var den leverede god nok.
Det hele sejler. Tøhø. Men på en måde, det helst ikke skulle sejle på … når jeg tænker på, hvor imponerende det alt sammen var på Kap Horn-krydstogtet, er det tragikomisk denne gang. Vi har valgt at grine ad det – der er jo ikke andet at gøre, og de arme tjenere gør hvad de kan, men jeg kan godt have min tvivl om, hvad de mon egentlig lavede før de blev hyret …

St. Johns, Newfoundland

Heldigvis har vi Verdens Bedste Guide, så turene i land er gennemarbejdede og velforberedte, men han har desværre ikke magt til at bestemme vejret. I St. Johns i Newfoundland var det regnvejr meget af tiden, men vi nød alligevel synet af de mange farverige huse i denne by.
Og heldigvis har vi vores balkonkahyt, så det er også helt som forventet, og vores lille housekeeper er en sød fyr, som har helt styr på det, han skal have styr på, så han har fået en pæn sjat drikkepenge – det giver sjovt nok et rigtigt godt forhold …
Vi er ikke så interesserede i de mange, mange tilbud, vi får om underholdning af enhver art – alt er, ikke overraskende, meget amerikansk, så når der bliver linet op til sjov og ballade, fortrækker vi gerne til et mere fredeligt sted.

P1040595P1040603

Gaderne i St. Johns er stejle, så Johns (min John …) knæ kom på noget af en prøvelse og han måtte desværre relativt hurtigt give op, så vi kom ikke med op på Signal Hill, hvorfra der var en flot udsigt. Vi var nu ikke de eneste, der ikke fuldførte den tur!

I NY så vi overraskende få fede mennesker, men det er nok fordi, de er på krydstogt … her på skibet har vel omkring 30 % af passagerene en BMI på mellem 40 og 50. Rigtig mange befinder sig mellem 30 og 40, mens kun omkring 10 % har et BMI på under 25. Jeg synes det var slemt sidste gang, men det her er nærmest grotesk, synes vi. Jeg hører ikke til blandt de slankeste i gadebilledet i DK, men her ombord føler jeg mig ret lille!

Udsejling fra St. Johns

Vi har nu atter stævnet ud fra Canada og har to dage på havet på vej mod Grønland, så der bliver slappet af og vi forsøger at komme os helt over den dårlige hals, både John og jeg erhvervede os pga. al den aircon, man ikke kan undgå, når man er i USA. Frostvejr og stiv kuling indendørs, plus vildt høj stemmeføring (ofte pga. afspilning af HØJ og ikke særlig god musik), så ved man, at man er i Guds eget land!

Nå. Det var vist nærmest én stor gang brok, og det blev da også en meget lang historie, selv om ikke engang alt er nævnt. Det er altså trods alt ikke en dårlig ferie, vi er på, men så sandelig markant anderledes fra de to tidligere krydstogter.
Nu håber vi på snart at se nogle isbjerge og nogle hvaler – glæder os meget til Sydgrønland.
Jeg tror vi venter med at tage på krydstogt igen, til vi kan føle os sikre på et rutineret personale.

8. august 2022

New York

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 19:22
Tags: , ,

P1040505Vi var 1½ time om at komme igennem pas- og immigrationskontrollen i Newark lufthavn, men det kunne have været værre. Da vi endelig nåede frem til en skranke, ville han ikke se vores ESTA og han ville kun have mine fingeraftryk, ikke Johns. Jeg må have set mistænkelig ud.
Til gengæld stod kufferterne og ventede på os. Alle kufferter var der, men en af dem var revet i stykker. Ikke vores …
Det tog 45 minutter at køre ind til vores hotel, som lå lige i yderkanten af The Garment District, hvor en som min datter ville gå helt i selvsving, for her findes forretninger med ALT, man kan forestille sig inden for sybranchen. Som i virkelig alt og så lidt til, som man ikke engang kan forestille sig. Ved siden af har vi Hell’s Kitchen, hvor stort set hver eneste ‘forretning’ i hele området er en restaurant.
Vi gjorde dog ikke meget ud af måltiderne mens vi var i NY, for vi vidste jo, at vi de næste 12 dage har rig lejlighed til at spise os en pukkel til. Og den pukkel sidder lige foran!
Vi gik igennem Central Park, som er et dejligt og meget stort åndehul i den evigt pulserende by. Vi startede i Strawberry Fields, som ligger lige overfor Dakota Building, Hvor John Lennon boede i og blev skudt foran. Lidt længere væk sidder H.C. Andersen og læser op fra Den Grimme Ælling – og nej, det er ikke Danny Kaye, der har sørget for at rejse statuen, men en gruppe danskere.

P1040493P1040494

P1040496P1040497

Videre til Ground Zero, som ikke var færdig, da vi var her i 2016. Nu er Fugl Føniks færdig, både ud- og indvortes, og selve Ground Zero er et firkantet hul, hvorfra vand strømmer langs de fire sider og videre ned i et sort hul. Navnene på alle de omkomne er indgraveret langs siderne.
Det lyder ikke af noget og ser også tamt ud på billederne her, men det var faktisk ret forstemmende at stå og se på navnene, mens man kigger ned mod hullet. Alle er bare stille – selv amerikanerne glemmer helt at være højrøstede.

P1040551

The NY Skyline bliver man vel aldrig træt af at se på. Om lørdagen, som var til egen disposition, tog vi en 2½ times sejltur rundt om hele Manhattan. Den højeste bygning er One World Trade Center, som er bygget i stedet for de to tårne i det oprindelige World Trade Center, som blev udslettet hin 11. september.
Skyskraberne i denne by er for manges vedkommende helt fantastiske at se på, så når man ser Bjarke Ingels’ værk, som ikke er særlig højt, men så meget mere imponerende, og guiden kalder ham for “en genial dansk arkitekt” – ja, så bliver man en lille smule stolt over at være dansker.

P1040565

Vi boede på 23. etage. På 36. var der A Rooftop Bar, hvor vi var oppe hver aften. Den sidste aften sagde New York pænt farvel til os i form af en nydelig solnedgang.

P1040574

Jeg købte et glas hvidvin, som blev serveret i et plasticglas; John fik en øl, som var i en glasflaske, og han fik intet ‘glas’. Nu er vi jo i USA, så bartenderen sagde til mig, at vi altså ikke måtte kaste flasken ud over rækværket, når den var tømt! Jeg har nok set yderst forundret ud, da jeg sagde No, of course not!, for hun undskyldte og sagde, at det havde hun altså fået besked på at sige. Jeg smilede bare sødt og sagde ikke mere.

Vi befinder os nu på skibet, og det meste bærer præg af, at alt har været lukket ned i et par år, og der derfor er nyt personale stort set hele vejen igennem. Dermed er der ofte ikke engang nogen, dette uerfarne personale kan spørge til råds. Det går dog alligevel; vi har fuld forståelse for, at det må være svært, og vi er ikke i tvivl om, at alle gør deres bedste, og så kan ingen forlange mere, men mere om det i næste indlæg.

3. august 2022

Vi er SÅ klar

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:34
Tags: ,

Kufferterne er pakket – og tøjet nogenlunde ligeligt fordelt mellem de to vi har med. Håndbagagen pakket – min vejer 8,2 kilo, men det er inklusive den fly-nakkepude, som hænger løst udenpå tasken, så den tæller ikke med, vel?
For første gang i vores fælles liv er det John, som har den største kuffert. Han prøvede at tørre den af på, at det er fordi han har noget af mit tøj, men jeg har lige så meget af hans. Næh – det er fordi han skulle kunne pakke sin jakke og pæne skjorter, så de krøller mindst muligt, og dertil var den største kuffert bedst egnet. Ingen af kufferterne vejer mere end 18 kilo, så der er plads til souvenirs eller hvad vi nu måtte finde på at købe undervejs.
Hvis vi altså får dem i New York … jeg mindes at have hørt en fugl synge om, at kuffertkaosset/-forsinkelserne skulle være mindre ved oversøiske rejser, men eftersom jeg ikke kender nogen, der har rejst oversøisk siden før corona, så aner jeg ikke om det er sandt. Det er måske bare ønsketænkning …

Herunder er båden vi skal bo på i 12 nætter. Med plads til 2158 passagerer, men skibet er så stort, at man ikke rigtig lægger mærke til, at der er så mange – selv om det ikke hører med til de største krydstogtskibe, som kan tage tre gange så mange passagerer. Jeg har det glimrende med, at det hører til de lidt mindre af slagsen og kan ikke helt forestille mig hvordan en rejse med 6680 passagerer og 2394 besætningsmedlemmer må være.

Celebrity Summit

Herunder vores kahyt. Vi valgte at betale os til at få en balkonkahyt, som rederiet ganske gratis opgraderede os til på Kap Horn-krydstogtet. De vidste selvfølgelig udmærket hvad de gjorde, for når man først har haft egen, udendørs terrasse med store skydedøre und alles, så kan man ikke nøjes med mindre næste gang. Det er bare vildt godt at have den lille luksus. Desværre fik vi ikke en kahyt i den for denne rejse rigtige side af skibet, som vi ellers havde bedt om, men de var allerede booket alle sammen. Vi ville have haft i bagbords side, for så havde vi kunnet se ind på kysten, når vi da ellers skal sejle langs en sådan. Men pyt. Det er fedt alligevel, er det.

Celebrity Silhouette | Celebrity Cruises | Cruise118.com

Restauranter er der også nok af. Inkluderet i rejsens pris er den store buffet til morgen og frokost, plus tre-retters middage alle dagene i The Main Restaurant.
Men. Der er også andre, herunder Le Petit Chef, som var en så enestående oplevelse på togtet rundt Kap Horn, at jeg, da det gik op for mig, at den også findes på Summit, sagde til John, at det skal vi simpelthen prøve igen.

Så vi er rejseklar. Huset er forhåbentlig præsentabelt nok til, at vi kan overlade det til Ditte og Peter i en periode. Det er første gang, der er andre der skal bo i vores hus, når vi ikke selv er der, så det er en lidt sjov fornemmelse – det er bare med at have alt så pænt som muligt, når andre skal i ens skuffer og skabe, men det er skønt, at de gider, for der er meget vanding, når man forlader drivhus og højbedskøkkenhave i lang tid. Normalt ville vi ikke tage afsted på denne tid, men der var kun ét skud i bøssen til denne tur, og den ville vi have.

24. juli 2022

Herligt at kunne lægge planer igen

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:27
Tags: , , ,

Det er så fedt at kunne lægge masser af ferie- og rejseplaner igen. Nu tør vi godt, og vi har en rum tid satset på, at 2022 ville blive året, hvor det hele vender tilbage til normalen.
Det gjorde det så ikke helt, for i mange lande bruger mange stadig mundbind, når man færdes i det offentlige rum – vi ser det bl.a. i Tour de France. Men hvad hjælper det, at de “tager hensyn til hinanden”, når tourdeltagerne alligevel falder fra på stribe, fordi de bliver smittet med coronavirus? Det bekræfter min ide om, at det mundbind ikke er meget værd.
Jeg havde ikke set det komme, at jeg skulle blive interesseret i at følge med i TdF. Jeg har nogle gange kigget lidt med, når de er kørt igennem de smukke, franske landskaber, og man fik det hele med helikopterblikket og Jørgen Leths gode kommentatorskab. Så stoppede han, og TdF var ikke længere helt det samme.
Men i år skulle det hele som bekendt begynde i Danmark. Det, jeg faldt for der, var at se det hele sådan lidt fra oven. Jeg kender de to lange strækninger relativt godt, og det gav pludselig løbet en for mig interessant dimension. At Magnus Cort skulle vinde bjergtrøjen i et land uden høje bjerge var også flot – og meget synd for ham, at han fik covid-19.
Jeg har ikke siddet limet til skærmen under hele touren, men jeg har kigget lidt mere med indimellem end jeg normalt gør, og som oftest set de sidste 20-30 kilometer – især da Vingegaard så mere og mere ud til at kunne vinde.
Sportsjournalisterne er en kilde til evig fornøjelse. Hvor har vi dog moret os mange gange, når de fyrer deres metaformix af eller får sat nogle andre ord ind end de rigtige. I har sikkert selv hørt dem, men her kommer to fra i dag fra afslutningen på løbet i Paris. Det er ikke kun rytterne, der er helt oppe at køre, kommentatorerne er det selvfølgelig også, så der bliver brændt en masse sludder af.

..når de brosten bliver våde, så bliver det brunt som sæbe..

..det, som han nu lægger for døren..

Hvorfor kalder de mon egentlig hele tiden Vingegaard for ‘lille’? Han er 1,75 meter, så han er da ikke specielt lille. Han er spinkel, men det er ikke det samme som lille. Gennemsnitshøjden for danske mænd er godt nok 1,84 meter, men man er da ikke ‘lille’, før man er under 1,70, er man? Hvornår er man i jeres øjne en lille mand?


Men tilbage til planerne. I august tager vi på krydstogt i Nordatlanten, og her i formiddag fik vi booket et sommerhus på Bornholm i september (Strik Bornholm) og en tur til England i oktober. Indimellem kommer den sædvanlige webstrikfestival, så vi får travlt på den helt go’e måde.
Vi tager bilen til England igen – vi gider simpelthen ikke det kaos, der åbenbart stadig hersker rundtomkring i Europas lufthavne.
Dover-Calais har problemer med timelange køer, fordi franskmændene efter sigende ikke har personale nok til at tjekke pas.
Godt, vi har Hook van Holland-Harwich, som mine englændere også blev helt glade for bare på den ene gang de for nylig benyttede sig af den mulighed. Nemt og smertefrit går det, og at stå tidligt op et par morgener i træk kan vel overleves af alle.
På krydstogtet står vi ud fra New York og ender i Reykjavik, hvorfra vi flyver hjem.
Desværre kan vi ikke køre til NY, men vi må pakke kufferterne fornuftigt og glæde os over, at vi i værste fald vil kunne nå at købe en ny garderobe på forsikringens regning, inden vi skal ud at sejle. Vi håber det bedste og frygter det værste, men glæder os vanvittigt meget til turen.

19. juli 2022

Virkelig, virkelig dårlig timing

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 12:20
Tags: , , , , ,

I lørdags var vi nede på det lille frilandsmuseum i Maribo; et kompromis for det i Brede, som det egentlig kun var Charlotte, der havde lyst til at gense. Vi fortalte om det meget lille et af slagsen i Maribo, og hun gav det en chance.
Frilandsmuseet Maribo (13)Frilandsmuseet Maribo (4)

Det mest underholdende (for de unge) var styltegang. Det var vist sværere, end de troede … Anna tog frivilligt dummepeterhatten på efter sine ikke helt heldige forsøg.
På vejen hjem (vi kørte i vores to biler) var jeg ved at falde i søvn, fordi jeg var trættere, end jeg burde være.
Om aftenen var jeg totalt smadret og gik tidligt i seng. Jeg blev drillet lidt med, at jeg jo heller ikke var vant til at være chauffør, hvilket jeg ikke kunne modsige.
En halv time efter begyndte jeg at ryste af kulde og vidste dermed, at jeg havde stigende temperatur. Da jeg en times tid senere holdt op med at ryste og i stedet fik det meget varmt, tog jeg min temperatur og kunne konstatere 39°. Pokkers også.
Heldigvis var søndag den dag, vi havde booket bord til brunch på Café Mocca, så jeg sagde, at de bare skulle hygge sig, for jeg skulle desværre ingen steder. Jeg havde stadig høj feber og tog 400 mg Ipren. Det hjalp en smule, og da de kom tilbage, havde jeg taget et bad for at blive bare lidt friskere.
Dér så jeg dem: De røde plamager på hele venstre arm.
For FILAN – jeg havde helt sikkert fået rosen igen. Det har jeg haft før, og dengang blev jeg bebrejdet af lægen, at jeg havde været for længe om at henvende mig, så jeg ringede ret hurtigt til vagtlægen, som gav mig en tid hos lægevagten på Næstved sygehus kl. 15:20.
Jeg kom ind 10 minutter før tid, og han kastede ét blik på mig og sagde:
– Du er varm!
– Ja. Jeg har altid været en varm pige, men denne gang er det desværre på den helt forkerte måde!
– Du mener selv, at det er rosen. Har du haft det før?
– Ja. For seks år siden.

Lægen kiggede på min arm og sagde med det samme, at der ingen tvivl var om, at det var var rosen. Den eneste anden mulighed var nældefeber, men så ville jeg ikke have haft feber.
Totalt fjollet navn at give det, så …
Han sagde endvidere, at jeg omgående skulle have et ordentligt skud penicillin … taste, taste, taste … Så! Nu er recepten sendt og tabletterne ligger og venter på dig på apoteket i Næstved Storcenter, som er det eneste der har åbent om søndagen.
Vi hentede Plimcillin, jeg tog med det samme en, plus en Ipren til, og mirakuløst hurtigt fik jeg det så godt, at jeg kunne være ordentligt til stede resten af dagen. Charlotte og John havde købt aftensmad, som hun lavede. Det var jo ikke lige sådan det skulle være, men jeg var trods alt ikke helt på toppen.
Mandag var deres sidste dag, og da havde jeg heldigvis fået det så godt, at jeg kunne lade som om jeg var helt normal igen. Jeg tror også, at de næsten troede på det …
Jeg klarede den hele dagen, og om aftenen skulle alle tidligt i seng, fordi de skulle afsted allerede klokken 7 her til morgen.
Det var en højst uønsket afslutning på deres i forvejen korte ferie her, men man bliver ikke altid spurgt, hvordan tingene skal være.

Gavnø (2)

Om fredagen var vi en tur på Gavnø, som Charlotte ikke har set, siden hun var teenager.
Deres tidselkugle’klump’ var væsentlig større end min hjemme i haven – som jeg ellers var så stolt af var blevet pænt stor i år …
Gavnø (12)

Den er smuk, og bierne elsker den – som de elsker alle slags tidsler.

Det var det englænderbesøg. Kort, men dejligt. Vi tager derover til efteråret, så vi overlever, er jeg sikker på. Nu dør jeg i hvert fald (heller ikke denne gang) af rosen.

14. juli 2022

Same procedure as …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 10:58
Tags: , , ,

Englænderne kom lidt før kl. 19 tirsdag. Trætte og lidt sultne. Det er en lang køretur fra Hook van Holland, når man skal tage den i næsten ét stræk, og Charlotte er enechauffør, når de kører i den for en englænder forkerte side. Selv om hun har boet i England i 25 år, kan hun stadig skifte fra den ene til den anden chaufførhjerne, så at sige … ganske som John gør det, når han kører i England.
Alle faldt hurtigt ind i danmarksrytmen – meget er temmelig rutinepræget, når de er her, fordi der er en masse traditioner, der helst skal nås, fordi de hører til et danmarksophold.
En af dem er, at Tim og Aubrey lejer kajakker hos Lars i Roneklint Kajakcenter. Det har de gjort siden 2015, som var vores første sommer i Den Stråtækte, med 2021 som eneste undtagelse, fordi coronapesten lukkede det meste af verden ned. 
Dengang i 2015 fik 8-årige Aubie den mindste kajak, der var til rådighed – denne gang var de nødt til at indstille en voksenkajak til længste benlængde, så nu må den dreng altså ikke blive højere!

Aubie august 2015

Sommer 2022 (8)

De sidste forberedelser …

Sommer 2022 (9)

… og så afsted fra Roneklint mod Sjolte Strandhuse. En tur, som tog dem omkring tre timer, fordi der var side- eller modvind hele vejen, så det var lidt sejt. Jeg havde smurt madpakker til dem, og de havde vand nok at drikke, så det var heldigvis intet problem for dem, at turen varede lidt længere. Der kunne holdes pauser ved øerne i Præstø Fjord – det kunne jo være, der dukkede en havørn op. Det er sket før for dem, men desværre ikke i går.

Andre traditioner er fx, at vi skal have en af de gode vaffelis fra Iskutteren i Præstø havn. I skrivende stund er de to kajakroere taget afsted ad vandvejen. Om en times tid tager Charlotte og Anna afsted på vores elcykler; til sidst danner John og jeg bagtrop i bilen, hvorefter vi alle mødes ved ishuset på det aftalte tidspunkt.
Vi skal også nå at spise på Det Gamle Toldhuus (ligeledes på Præstø havn), hvilket bliver i aften.

Sommer 2022 (2)

Nogen skal også nå at spille en masse skak. Tim kæmper stadig en brav kamp for at banke Aubrey, og en sjælden gang lykkes det ham da også … men vistnok kun fordi drengen er flink og sommetider fortæller sin far, når han er ved at begå en skæbnesvanger fejl.

De er her kun i seks dage denne gang, dels fordi de, pga. alt det bøvl i mange lufthavne, valgte at tage færgen Harwich/Hook van Holland, hvilket koster et par døgn alene i rejsetid, og dels fordi de i begyndelsen af august skal til Namibia i 14 dage. Det er ikke noget problem for Charlotte og børnene at holde en lang sommerferie, men det kniber lidt for Tim at holde fri i længere tid ad gangen.
Seks dage går ALT for hurtigt. Det er ingenting, når man egentlig også helst vil nå både i Tivoli og på Frilandsmuseet. Og kajakke hver dag … og slappe mest muligt af i Den Stråtækte … den går jo ikke, og man må prioritere, hvilket er svært.
Vi har en del danske middagsretter, vi også gerne skulle nå igennem, men vi når ikke det hele denne gang. Sådan er det bare, og vi har ikke tænkt os at give os selv og hinanden stress – vi når det vi når, og resten må vente til en anden god gang.

9. juli 2022

Hvor er de henne alle sammen?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:40
Tags: , , ,

Da vi var i Jylland i sidste uge, undrede vi os lidt over, at der var så få mennesker rundt omkring, hvor vi kom frem. Det var lige meget, hvor vi var, så kunne vi på ingen måde mærke, at det var lige midt i højsæsonen, med Søndervig og Hvide Sande som de eneste undtagelser.
Ikke, at det generede os, tværtimod, men det var da underligt. Er de alle sammen fløjet sydpå nu, hvor stort set alle coronarestriktioner er ophævet? Men tyskerne kører da nordpå, til de vestjyske strande, gør de ikke? Bevares, der var turister, men tidspunktet taget i betragtning så vi forbløffende få.

Strøby Ladeplads (3)

I dag kørte vi nordpå. En smule nordpå … vi ville op til Thymes planteskole i Herfølge og derefter havde vi booket bord til en sen frokost på Gjorslev traktørsted på Stevns. De har en fin buffet, og jeg er stadig så mæt, at jeg sandsynligvis først indtager mit næste måltid i morgen ved frokosttid.
Herover ses stranden ved Strøby Ladeplads. Ikke Danmarks bedste strand, men dog en udmærket strand, som ikke ligger så langt fra Køge. Der var ikke en sjæl at se. Husene ligger skønt; lige på den anden side af vejen, så man kan gå herned på to minutter. Men det gjorde man altså af en eller anden årsag ikke. Ikke i dag, i hvert fald.

Vi ville til Thyme fordi det var længe siden vi havde været netop der. Det er en dejlig planteskole, som gør det nemt at få nogle behov til at opstå. Det skete dog ikke i dag, hvor jeg kun kom hjem med det, jeg kom efter – heriblandt en fairy-rose, som skal stå i en krukke ude foran, ved siden af hoveddøren. Jeg håber den kan overvintre i krukken, men det skulle den kunne.
Derudover skulle jeg have mere Ferramol, noget tomatgødning og lidt kobbertape. Jeg er i gang med en udmattelseskrig mod dræbersnegle og plettede voldsnegle, som jeg har i nogenlunde lige mængder i haven. Udover den kemiske krig mødes vi ansigt til ansigt på slagmarken en del aftener. Dræbersneglene bliver klippet over, og voldsneglene bliver enten trådt på (de små) eller kylet over i sivene (de store) på den anden side af vejen.
Der er specielt tre steder, hvor jeg er nødt til at komme Ferramol på hver anden dag, så hurtige er de til at spise det – og eftersom de dør af det, må der gemme sig virkelig mange i haven. De tre steder er ved hhv. en lille, næsten nyfødt blåregn, som der skal nurses godt om, to kermesbær og en hosta. De kan lide alle mine hosta, men der er specielt én, som må være ekstra lækker, og hvis ikke jeg kigger efter alle tre steder dagligt, bliver planterne lynhurtigt spist. Det kan de overleve én gang, men ikke gentagne gange.
Disse tre slags planter er så lækre, at selv dahliaerne får lov til at stå nogenlunde i fred. Der bliver spist Ferramol ved dem også, men langt fra i de mængder, der indtages de tre andre steder. Jeg bliver nærmest ruineret af alt det Ferramolkøb, så i sidste uge bestilte jeg noget i England, som Charlotte tager med til mig – derovre koster det kun det halve, og det er præcis det samme middel, som jeg køber herhjemme. Desuden har de også noget effektivt svampemiddel til roser, som jeg ikke kan få herhjemme.
Hvor er det godt, man har sine forbindelser …

17. maj 2022

Det våde Wales

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:04
Tags: , ,

I går morges kørte vi mod Pembrokeshire i det sydøstlige Wales. Vejret tegnede ikke for godt, men nu havde vi booket et værelse i et par dage, så det ville vi ikke lave om på, og dårligt var vejret heller ikke. Da vi kørte …
Da vi nåede et af vores mål, var sigtbarheden ikke særlig god, så mine Stag Rocks var ikke helt det syn, jeg havde glædet mig til i et stykke tid. Dog okay, og vi så noget, vi ikke ser i Danmark, nemlig tusindvis af alke, som sad på nogle af de klipper, som ikke var forbundet med fastlandet.
’Broen’ lige herunder minder lidt om Durdle Door, som vi så for nogle år siden. Den hedder The Green Bridge og har haft bro helt ud til fugleøen, men hav og vind eroderer, så de på et tidspunkt styrter sammen.

P1040194

P1040188P1040186P1040185

P1040179

P1040207Som det ses, var der maaange alke! Og som det også ses, har jeg en god zoom på mit kamera.

Vi kørte videre mod Fishguard, hvor vi havde booket to nætter. Et dejligt sted, viste det sig, men Charlotte havde også sagt, at hvis man ser på, hvad Alistair Sawdays har, går man aldrig fejl; hans bureau accepterer kun førsteklasses B&B’er. Det skal vi huske en anden gang – han har også mange steder i Frankrig.
På vejen så vi Ell’s Kitchen. Gordon Ramsay har sat sine spor, men jeg synes det var et fint ordspil på hans Hell’s Kitchen.

Formiddagen så ud til at holde tør, så vi satte kursen mod Colby Woodland Gardens, som vi ville have set i går, men ikke gad i regnvejr.
Man kan være heldig at se oddere der, men vi var ikke heldige.
Det var en lidt anderledes have; med en lille flod løbende ned gennem midten af en dal og ikke så meget en park/have som et stykke plejet engdrag.
De havde dog en walled garden, som var fyldt med stauder – også nogle, jeg ikke kender hjemmefra.
Gærdesmutten kender jeg godt hjemmefra, men vores er meget mere sky end dens lille fætter her – han var fuldstændig ligeglad med, at jeg stod tæt på ham.

P1040219

P1040211P1040221

Der lå et væltet træ i Woodland. Jeg siger ikke, hvad det ligner, men det gør det altså! John og jeg så det samme, så det er ikke kun en kvindeting at få den slags associationer …

P1040232

Køreturen videre bød på mange smukke landskaber og scenerier; bl.a. denne flotte gamle bro.

P1040244

Frokosten blev indtaget i Broad Haven, som vi kørte til for at tage kystvejen til St. Davids. På cafeens toilet var det nøje specificeret, hvad der ikke måtte smides i kummen …

P1040245

Smalle vejeMens vi sad over frokosten, begyndte det at regne. Kystvejen, som ganske givet er meget smuk i tørvejr, mistede lidt af sin charme; ikke mindst fordi det meste af den smukke udsigt forsvandt i regnen.
Det regnede mere og mere. Og mere og mere. Til sidst blev det ubehageligt for John at køre på single track roads, da man bare er SÅ meget ‘på’ som chauffør hele tiden, fordi man i forvejen næsten intet kan se, og når man møder en bil, gælder det om at have fornemmelse for, hvor tæt på den sidste mødelomme var, og så hurtigt tage en beslutning om, hvorvidt den anden eller en selv bakker hen til den. Det lyder mere besværligt, end det er, og det er hyggeligt at køre på disse små veje. Når himmel og jord altså ikke står i ét!

På trods af det våde vejr fik jeg øje på et yderst alternativt hus, som var skåret ud af en bakke. Det var en spændende bolig, som jeg vildt gerne ville have haft mulighed for at se indefra.
Herunder vist fra to sider. På det første billede ligger huset, så man kan se havet fra vinduerne til venstre, og det andet billede er taget ind mod rundingen til højre i billedet, ud mod vandet, og hvor man måske fornemmer, at man kan kigge igennem huset.

Et anderledes husEt anderledes hus

13. maj 2022

Tiden flyver – også i England

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:42
Tags: , , ,

Holddaop – det er otte dage siden jeg har blogget. Det er også otte dage siden jeg har haft tid til at kigge over til andres blogge. Beklager, men min tid har været besat næsten 24/7.
Vi er i England; vi fulgtes herover med Ditte og Peter, som i tre nætter boede hos Charlotte og Tim, men i dag er draget videre mod Cornwall og tilslutter sig os igen, når vi skal hjem.
Nu har vi så tre dage hos mine englændere, inden vi drager et smut til Wales i nogle dage inden retur til familien i de sidste dage inden hjemrejse.
Det er også længe siden. 4½ måned, og selv om adskillelsestiden føles lang, føltes det alligevel som om vi tog afsked for kort tid siden.
Det er godt det er sådan.

P1040131

Vi har naturligvis gået den gode og smukke tur med hunden. Til venstre i billedet herover har C set isfugl et par gange, men så heldige har vi ikke været – endnu, men vi håber stadig. Aubrey tilbød at lege isfugl, men virkningen var der ikke helt …
I et par dage har vi leget turistførere for Ditte og Peter, så der har ikke været så meget nyt for os, men det har været sjovt at lege eksperter i et land, der ikke engang er ens eget. Selv om det dog efterhånden næsten føles som om det er det.

P1040153

Den primære årsag til, at netop dette tidspunkt blev valgt, var de bluebells, jeg efterhånden har skrevet om nogle gange. Den primære årsag til selve rejsen er naturligvis at se mine englængere, men bluebells er her nu. Cirka. De er desværre næsten væk igen – vi skulle have været her for 1½ uge siden, men det kunne ikke lade sig gøre. Mellem en tredjedel og halvdelen af dem er afblomstret, så de blå tæpper var ikke så tætte, som vi har set dem før. Synet var nu smukt alligevel.
I det hele taget er synet af England i maj smukt. Alt er aldeles dejligt lige nu; jeg elsker forårets farver.
Stauderne (og meget andet) er 2-3 uger foran sammenlignet med Danmark, så nogle af Charlottes bede ser helt sommerlige ud.

Vi har nået at spise på pub to gange; en gang til frokost og den anden gang i aftes, så en af de væsentlige ting på “Det skal vi altså nå”-listen er vinget af.
Jeg kunne fortælle meget, men lader være, for kommer jeg først i gang, bliver indlægget alt for langt. Dette var faktisk lige så meget for at sige, at blogstoppet ikke skyldes, at jeg er død – tværtimod er jeg i højeste grad i live og har det så perfekt, som jeg overhovedet kan have det.
Hvor skriveflittig jeg bliver fra Wales vides ikke endnu, men der vil det, selv om det stadig er ferie, så bare være John og mig, så muligheden vil nok i højere grad være der end tilfældet er/har været den sidste lille uges tid.
Livet er godt.

15. april 2022

Et par dage i Schleswig

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:36
Tags: ,

Vi rev fire dage ud af kalenderen og tog en tur til Hotel Schimmelreiter i Silberstedt. Med halvpension. Tre retter hver aften – kokken bestemmer menuen.
Vi havde nok alle fire forventet noget meget tysk (bl.a. indebærende kæmpestore portioner), men første aften blev vi positivt overraskede. Vi fik først en tomatsuppe, og de kan virkelig noget med supper, de tyskere. Hovedretten var en schnitzel, men med et twist og et tilbehør, som gjorde den meget lækker og delikat. Dessert: is, hvilket i det mindste gjorde to af de fire glade.
Det viste sig desværre, at de havde lagt hårdt ud, for de næste to dage var maden ærlig talt ikke noget at skrive hjem om. Den var da okay, men ikke så god som på dag ét. Især ikke i aftes, hvor den stod på karryris! Jeg bryder mig ikke om ris, og karry kan jeg kun klare i minimale mængder, så jeg spurgte, om jeg kunne få mere af den tilhørende salat og undvære karryrisene. Hun kunne tydeligvis ikke forstå, hvorfor jeg dog kunne have et sådant ønske, men hun holdt masken så nogenlunde, ønsket blev efterkommet, og jeg var glad.

Kohlosseum (6)Kohlosseum (1)

Onsdag tog vi på kålmuseum! Yes. Kålmuseum. Det var Ditte, der opdagede dets eksistens, og først grinede vi alle fire højt og larmende. KÅLmuseum. Altså … men navnet var fint fundet på: KOHLosseum.
Da vi havde grinet af, blev vi ved nærmere eftertanke enige om at se stedet, for kål er trods alt en stor del af madkulturen både for Tysklands og Danmarks vedkommende.
Det viste sig da også at være en del mere interessant end forventet, så vi var det hele igennem og sluttede med et besøg i den spændende butik, hvor der ikke kun var kål i alle afskygninger, men også andre spændende ting at købe. Jeg købte bl.a. to forskellige slags surkål, hvilket jeg faktisk aldrig har smagt. Det har jeg så snart.
Vi kunne kigge ind til dem, der havde til opgave at styre sauerkrautproduktionen. Man fornemmer måske, at der blev lavet en hel del.

Friedrichstadt (2)

Vi kørte videre, først til Eidersperrwerk og dernæst Friedrichstadt, som er en hyggelig kanalby. At det oven i købet var blevet næsten sommer, med 17°, gad vi ikke brokke os over. Vi sad på torvet og fik og en kopkaf og en kage. En stor kage … små portioner er som nævnt ikke rigtig noget man kender i Tyskland.
Efter den kaloriebombe gik vi en tur langs kanalerne og nød synet af disse, de smukke gamle huse og det gode vejr.

Danevirke (3)

I går kørte vi til Dannevirke, med frokost i Schleswig og kaffe i Kappeln. At se den gamle vold havde været et ønske for John lige siden han var 14 år, hvor han var på lejrskole i Sønderjylland, men netop turen til Dannevirke blev ikke til noget, fordi bussen brød sammen, så det blev med 62 års forsinkelse.
Heldigvis blev han ikke skuffet, men det var også et smukt område. Fra museet kunne man gå enten mod øst eller mod vest. Vi gjorde begge dele – nu skulle vi have det hele med, og det var da også en dejlig tur ad begge veje.

Danevirke (6)

Torsdagsvejret var ikke så godt som i onsdags, og i dag returnerede det til det alt for velkendte, kolde aprilsvejr med kun 7°, men da skulle vi også bare hjem. Vi tog den langs Flensborg Fjord, op til frokost på Krybily Kro ved Kolding og så ellers hjem – vel omkring 10 kilo tungere end da vi tog afsted.
Okay, måske knap nok, men det føltes sådan. Godt, vi har en måned til at smide det igen, inden turen går til England, hvor vi heller ikke plejer at få for lidt mad.
Min fødselsdagsgave fra mine englændere bliver en middag for os alle seks på en michelinrestaurant ikke så langt fra hvor de bor, så jeg har noget at glæde mig til.

29. december 2021

Stor ståhej for ingenting

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 13:50
Tags: , ,

CykeltræningJeg vil spare jer for at skulle belastes med beskrivelser af vores dejlige, afslappende, familiemættede jul i England. Den var trods alt, hvor skøn den end var for os, nok som de flestes juleferier er.
Aubrey fik en ikke helt almindelig julegave, nemlig en storhjulet unicykel, som han, fordi han allerede har en med et lille hjul, hurtigt lærte at køre på. Et par bænke blev sat op som træningsbarrer, og kort tid efter var balancekunsten (gen)lært.
Annemarie lærte hurtigt at køre på væltepeter, og da en kammerat og hans far kom på besøg, gik der cirkus i den.
Bare rolig … videoen varer mindre end 10 sekunder. https://youtu.be/nVX9VwRhFnM

Julen var altså helt som den skulle være, men alt det bureaukrati, der her under coronapesten er forbundet med at rejse, ville jeg hellere end gerne undvære. Især fordi meget af det ingen mening giver for mig.
Coronapasset er okay, men (formentlig) pga., at man kan være rask smittebærer, skal man også stille med en negativ PCR-test for at få lov til at rejse ind i England. En kviktest er ikke nok. Jeg kunne jo være smittet samme dag som PCR-testen blev foretaget, hvorfor jeg også skulle forhåndsbooke og betale 2 x 22 pund for en kviktest på dag 2 i England. Heldigvis måtte vi selvisolere os hos familien.
Men hov: Lige pludselig var det ikke nok med en kviktest; nu skulle dag 2 også være en PCR, formedelst 2 x 64 pund. Der lå nu en ubrugelig kviktest og ventede på os derovre, men det viste sig at være held i uheld, for inden vi skulle hjem igen, krævede Holland, at vi skulle stille med en højst 24 timer gammel kviktest for at komme ind i landet. Ligeledes gjorde Danmark, selv om vi her kunne vente med at foretage den til max 24 timer efter hjemkomst.
Og hvem kommer så lige og tjekker det?, tænkte jeg. Hvilken offentlig myndighed interesserer sig for, eller kan på nogen måde vide, om Ellen og John lige er kommet hjem fra England via Holland og Tyskland?

Heldet bestod som nævnt i, at vi havde den kviktest liggende, for i og med, at det var i juledagene, kravet kom, havde vi stået med et rigtig dumt problem, for vi havde ikke en kinamands chance for at fremskaffe en kviktest til den 27., hvor den skulle foretages.
Vi udførte testen og uploadede et billede af det negative resultat. Meget troværdigt … hvordan mon de kan vide, at den test er foretaget på den, den hævder at være?
Nå, men det var den selvfølgelig, og til deres ros skal siges, at vi inden for en halv time havde et certifikat på, at vi havde leveret et negativt resultat den 27.12. klokken 10:40.
Så langt, så godt.
Holland, som hele tiden har været ret coronafjollede mht. til at ankomme fra England, skrev, at alle SKAL udfylde en karantænedeklaration, også selv om man kun er i transit. Det er vildt fjollet, og det kunne jeg da så heller ikke gøre, fordi en karantænedeklaration til Holland kræver en hollandsk adresse, hvorpå man opholder sig i karantæneperioden. Logisk nok, men det kan vi jo ikke, når vi ikke skal i karantæne!! For pokker, altså! Jeg kunne ikke komme videre og tænkte, at den tager vi fra Harwich, når vi skal hjem … vi ser, hvad de siger.
De sagde: “I skal udfylde denne blanket. I skal skrive, at I er i transit til Danmark, så behøver I ikke en adresse i Holland. I skal udfylde to blanketter hver. Den ene skal vi have her; den anden skal I aflevere til det hollandske paspoliti.”
Hvorfor kunne vi ikke bare anføre det på den elektroniske formular? Det kunne hun i sagens natur ikke svare på – det var også mest et retorisk spørgsmål.
Vi viste vores certifikater og vores pas, afleverede hver et udfyldt eksemplar af karantænedeklarationen, hvorpå vi havde skrevet navn, fødselsdato, pasnummer, hjemadresse, hvorfor vi ikke skulle opholde os mere end nogle få timer i Holland, om vi var fuldt vaccinerede, samt en tro- og loveerklæring på, at vi ikke lyver for de hollandske autoriteter, hvorefter vi fik lov til at køre om bord.
Nu var hjemkomsten til Danmark vist sikret uden mere bøvl.

Da vi kom til Holland, ville de se vores pas. Intet andet. Ingen formularer. Ingen certifikater. Intet coronapas. Jeg spurgte om vi da ikke skulle bevise noget som helst?
Nejnej, sagde pasmanden. Det behøver I ikke. I er jo danskere, så I skal vel bare hjem nu? God tur til jer!
Jamen tak for det. Alt det besvær for ingenting. Det er da bureaukrati så det basker. Jeg kunne også have sagt coronahysteri, men det ville ikke være pænt af mig.

Der var ingen kontrol mellem Holland og Tyskland. Da vi kom til den danske grænse, viftede vi med passene og havde vore certifikater parat, men han vinkede os videre og ønskede os god tur hjem. Tak igen …
HoldnuOP, hvor jeg glæder mig, til udlandsrejser atter bliver uden alle disse – åbenbart overflødige – formaliteter.

P1030720

P1030724

På vores sidste aften så vi mere sort sol over Salisbury Plain end vi gjorde på vores første aften. På det ene billede kan man godt se en flok. På det andet kan man se, hvordan mosekonen fik mere og mere travlt med at brygge.
Det var en fin afslutning på vores ophold derovre – vi er nødt til at vælge at sige PYT til alt det ind- og udrejsepjat, for det varer nok ved en rum tid endnu.

21. oktober 2021

Bliv nu ikke alt for våde

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:06
Tags: , , ,

Tirsdag aften tog vinden lidt til, hvorfor vi havde forventninger til, at onsdagens bølgehøjde var blevet lidt mere interessant end dagen før 
De blev dog ikke helt indfriet, og da det oveni øsregnede det meste af formiddagen, besluttede vi at køre til Thorsminde, dels i håbet om mindre regn der, dels fordi John ikke kan forcere de meget høje klitter, der skal bestiges inden vi kan komme ned på vores egen strand. Han gjorde det i søndags og har fortrudt det lige siden! Det gik lidt for hårdt ud over knæene.

Thorsminde var okay. John og jeg har et par gange været der, hvor bølgerne gik et stykke op over den røde og den grønne markør til havneindsejlingen.
Det gjorde bølgerne bestemt ikke i forgårs, men for englænderne var det fint – de syntes det var spændende nok at kigge på, og vi formåede da også alle at få skumsprøjt på os. Det et tegn på succes og på en god tur, at man ikke kommer helt tør hjem.
Da vi kom tilbage til sommerhuset, var det holdt op med at regne, så englænderne gik en tur ned til stranden. Mit “hej-hej” blev afsluttet med et “bliv nu ikke alt for våde”. Noget skal man jo sige …
Jeg havde egentlig regnet med, at det vanen tro var Aubrey, der ville komme drivvåd hjem, men han er blevet for hurtig til bens og nåede hver gang ind i tide. Charlotte blev, også vanen tro, hele tiden på sikker grund, så denne gang var det Anna og Tim, der blev våde hele vejen op ad benene.
Gummistøvler kan være vældig gode, hvis der skal holdes vand ude, men de er lige så gode til at holde vandet inde …

Der kom da, ud over våde støvler, sokker, bukser og jakker, et par gode grin ud af det. Måske især fra moderens og sønnens side.

I dag, torsdag, blæser det så meget, at vores sommerhus føles som om det ryster lidt en gang imellem. Det runger og hujer og piber omkring hjørnerne og ind mod de store panoramavinduer, og hvis ikke vi havde forsikret børnene om, at dette hus har holdt til mange storme langt værre end denne, havde de følt sig ret utrygge, men nu hygger de sig bare med det og synes det er vildt spændende. Det blæser kun omkring 16-17 m/s, hvilket ingen vestjyde vel ville kalde andet end en mild brise, men vi synes, at det blæser pænt meget.
Vi tog til Thorsminde igen i formiddags – bare så de kunne fornemme forskellen på disse to dage.
Nede ved stranden var det selvfølgelig også en del mere spændende i dag, og de glæder sig til at komme derned igen kl. 17, hvor bølgerne når deres maximum ifølge en interessant side windfinder.com, som John fandt i formiddags. De bliver endnu højere inden de tager af, men det er i nat, så det kan vi ikke se.

Og hvis indlægget ser underligt ud, er det fordi mit sædvanlige kladdeværktøj drillede, så jeg måtte bruge WP’s eget af slagsen, som jeg ikke bryder mig om!

18. oktober 2021

De kom flyvende med..

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:39
Tags: , , , ,

Det Høje Hus

De kom flyvende, ikke med storken, men med et BA-fly fra England. Et fly, de var kommet for sent til, hvis det ikke havde været for den gamle mommer Ellen her. Charlotte og jeg talte kort sammen fredag om de sidste ting, inden de skulle flyve lørdag formiddag. Hun sagde, at vi lige kunne tales ved igen lørdag morgen, for de kørte først ved halvotte-otte-tiden.
– Hvad?? Skulle I ikke flyve kl. 10?
– Jojo …?
– Men så skal I da også være i lufthavnen kl. otte og skal dermed hjemmefra kl. seks, så du har overhovedet ikke tid til at tale med mig i morgen!
Der blev helt stille i nogle sekunder.
– Holddaop, mor. Det er for længe siden vi har været ude at flyve. Jeg havde bare i hovedet, at vi skal afsted hjemmefra to timer før. Det var søreme godt, vi lige fik talt sammen.
– Det er også rigtigt – når du skal hente os, men så sandelig da ikke, når I selv skal ud at flyve …

De nåede fint flyet, men C blev godt nok noget svedt ved tanken om det kedelige resultat, hvis ikke vi lige havde talt sammen om fredagen.

Anna ved Vesterhavet 2021

Bortset fra det, gik alt planmæssigt.
I København viste Charlotte sit engelske pas (fordi hendes covid-vaccination er elektronisk knyttet til det), så paskontroldamen spurgte hvorfor de var rejst til Danmark. Charlotte svarede på dansk:
– Vi er her for at besøge mine forældre … jeg er dansker, som du nok kan høre, men jeg bor i England.
– Jamen, har du så ikke også et dansk pas?
Det har hun, så det blev hevet op af tasken og vist.
– Det bør du altid vise, når du ankommer til Danmark; så bliver du ikke spurgt om noget, og vi skal ikke stemple i dit pas. Rejs på dit danske pas til Danmark og rundt i Europa, og brug først dit engelske, når du skal ind i England igen. Så slipper I alle nemmest igennem alt – også selv om din familie har engelske pas.
Flink dame.

Aubie fotograferer hajæg

Efter bagageudlevering satte fire sig i Johns bil og Charlotte og jeg i min bil. Begge biler var nu fyldt til bristepunktet, for seks kufferter og diverse livsnødvendigheder til en uges sommerhusferie ved Vesterhavet fylder en del (alene seks par gummistøvler!), men det gik, og nu tilbringer vi tiden i det højtbeliggende hus på øverste billede. Et spændende hus, som dog er en smule slidt efter en lang udlejningssæson, men englænderne elsker det heldigvis, og at vi kun har 150 meter til vandet, gør det ikke mindre godt.
Bølgerne er høje og humøret ligeså. Det er tre år siden, de sidst har været med os ved vestkysten, så det var i høj grad savnet.
Normalt tager de direkte hjem igen fra Jylland, men fordi det er så længe siden de har været i Danmark, tager de med til Den Stråtækte for at blive der i nogle ekstra dage. Herligt …

Aubrey har valgt Photo som et af tilvalgsfagene i år, så han går rundt og finder på kreative ideer til billeder. Herover lægger han an til at fotografere et rokkeæg (eller hajæg? Det er ret sort), som han har fundet ved vandet og lagt på sandbanken, som ligger som en lang, to meter høj ‘klint’ langs kysten. Ægget skal så være i fokus, med Vesterhavet som en lidt udflydende baggrund.
Den dreng elsker simpelthen at gå i skole. Der er nu uendelig langt til den skoletrætte, bange og kuede Aubie, som den forfærdelige underskole-lærerinde skabte. Heldigvis er han kommet sig helt over hende, og selvtilliden er i top. Han spiller wordgames, han læser virkelig meget og han skriver helt frivilligt på lange opgaver, som han finder det spændende at arbejde med.
Jeg har to skønne børnebørn, som trives fantastisk godt i en fantastisk god skole.
Hvad er dog det???Hvad er dog det???

Jeg synes de to unger ved meget mere end jeg vidste da jeg var i deres alder, men de underlige tingester herover kunne de ikke hjælpe mig med.
De var geleagtige og dem vi fandt (der var en del), var alle ‘monteret’ rundt om en temmelig død mågefjer.
Google Lens kunne ikke hjælpe mig.
Kan I? Hvad er det? Det er da ikke bare en slags tang, er det?

22. september 2021

Himlen er høj, jorden er flad og ferien snart slut

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:10
Tags: , ,

Atter en gang er en uge fløjet afsted med lysets hastighed. I hvert fald lydens …
Vi har set Tirpitz, vi har været ved Filsø, vi har været ved (på?) Tipperne og vi har været i Vejle for at mødes med Lene fra Canada, som heldigvis kunne finde tid til en frokost med os på sin vej fra det nordjyske til først Refsvindinge og senere Malmö, inden turen går mod Canada igen om få dage. Det var næsten to år siden hun havde set sine døtre og børnebørn, så det var et længe ventet og naturligvis hårdt tiltrængt gensyn.
Her skulle der have været indsat et billede af Lene (og John), men det blev så dårligt og uskarpt, at det ville være en hån mod dem at vise det. Det gjorde dog ikke glæden mindre ved at se hende igen – vi skulle have været ovre at besøge dem i juni sidste år, og I har kun ét gæt på, hvad der lige fik forpurret det.

Filsø

Var det en varde ved Varde? Nej det var det ikke, det var en varde ved Filsø. Vi gik over dæmningen, men der var ikke specielt mange fugle at se – kun nogle svaner og ganske få stære.
Stære var der til gengæld flere af, da vi i dag kørte ud på Tipperne, hvor vi heldigvis havde ugens bedste vejr, med sol fra en høj efterårshimmel. En meget høj himmel over et meget fladt landskab. Vi var oppe i begge fugletårnene, hvortil man kun måtte køre; det var forbudt at stige ud af bilerne, undtagen ved tårnenes parkeringspladser.

Tipperne

Tirpitz var også interessant, men jeg synes, at udstillingerne om ravet og om livet ved Vesterhavet var mere interessante end selve bunkeren. Det er nok fordi jeg ikke er en mand.
Blåvands Huk skulle vi naturligvis også lige ud på, for der havde Ditte aldrig været … man skal jo lige vide med sig selv, at man har været på Danmarks vestligste punkt. Især fordi vi for nøjagtig et år siden var på det østligste ditto.
Udtales ‘Huk’ egentlig med u som i ugle eller u som i hugge?

Garnforretninger er der ikke besøgt en eneste af. Vi var jo til strikkefestival, hvor der var ALT for mange fristelser, og om 14 dage skal vi på webstrikfestival, hvor der formentlig kommer endnu et hold fristelser, så garnforretninger er et no go lige nu!

P1030529

Efter Tipperne kørte vi til Hvide Sande, hvor vi købte hver en sandwich med fisk i den store ‘røgbutik’, som John og jeg helst skal ind i, hver gang vi er her. Vi tog maden med os og fandt et bord. Et vindomsust bord, hvor vi et par gange måtte løbe efter servietterne og de små salt- og peberposer, fordi vi i skyndingen lige glemte at forankre dem under (pap)tallerkenerne. Men det var relativt lunt og solen skinnede, så selvfølgelig skulle frokosten indtages i det fri, selv om vestenvinden var mindst en lige så stor drillepind som søndenvinden var i den gamle vise.
I aften skal vi spise på Ho Kro, og i morgen går turen hjemover igen. Vupti – sådan forbruger man en uge.

18. september 2021

Lækkert garn, überlækker mad og et uventet møde

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:49
Tags: , , ,

Vi befinder os i Vestjylland i et sommerhus ikke så langt fra Oksbøl. Huset er ikke så stort, men det er dejligt, og det hører til de mere velforsynede af slagsen, så det gider vi ikke brokke os over.

Ribe Middelalderby (2)Ribe Middelalderby (4)

I går blev en halvtravl dag. Vi lagde ud med Ribe Middelalderby, hvor noget familie til Peter er i gang med at udsmykke den lille kirke. Hende havde de aftalt at mødes med, og hun viste sig at være en af de skønne ildsjæle, som med begejstring og íldhu formidlede sit projekt på forbilledlig og fascinerende vis. Vi blev alle fire klogere på maling, maleteknikker og andet, som det var for 1000 år siden. Det var en hel del mere farverigt, end man umiddelbart forestiller sig, hvis man har de gamle kalkmalerier i tankerne, hvad man nok kan fornemme på billedet.

IMG_3089
Next stop var Fanø, hvor vi sad det meste af en time og ventede på at komme over med færgen, men det lykkedes til sidst. Mændene satte os af ved det store telt, hvor Ditte og jeg fordybede os i garn i et par timer.
Ohhh, der var meget garn og der var også meget heeelt vildt lækkert garn. Jeg købte hvad der ses på billedet. Det er måske ikke så meget garn, men det der er repræsenterer en mindre større formue. Så er det også med silke i noget af det, yak i noget andet og noget tredje var det gode fra Manos del Uruguay.
Der kommer nok nogle sjaler ud af det – dem har jeg jo næsten ingen af i forvejen …

IbericoKulmuleMunkeost

Dagens sidste – STORE – oplevelse var Høfde 4, som Ditte havde fundet frem til.
Det var da helt utroligt godt! På vores egen private rangliste kommer den ind som en klar toer, kun overgået af Norsminde kro.
Vi fik tre retter med tilhørende vine. Ibericoskinke med syltet galiamelon, trøffelmayonnaise og rygeostcreme. Det var bare SÅ godt.
Derefter skindstegt kulmule med stegt hjertesalat med parmeanost, cremet sauce med ørredrogn og korianderkarse. Til sidst en munkeost, som Ditte kendte. Den var også virkelig god.
Det var vinene til også. De to af dem, i hvert fald. Den tredje, en temmelig alternativ rødvin, lugtede ikke godt. Som i virkelig ikke godt. Stald, latrinær og petroleum var nogle af vores forslag. Tjeneren, som vidste meget om sine vine, indrømmede, at den var meget speciel, men bad os om at give den en chance, for den ville være meget anderledes, når man spiste osten til.
Jeg gav den den chance. Og en til. Den smagte præcis lige så rædsomt, som den lugtede, syntes jeg. Ditte kunne godt lide den, hvilket forbavsede mig, men jeg hidkaldte tjeneren og sagde, at nu havde den fået to chancer, og jeg kunne simpelthen ikke drikke den. Sorry.
Så kom han med en Saint Émilion Grand Cru. Det var i orden – den kunne jeg sagtens drikke til den gode ost – den var så god, at jeg tilgav tjeneren for min yderst tvivlsomme oplevelse med den anden vin.

Og hvem møder man så lige på Høfde 4? En af mine gamle kolleger, såmænd. Mig fra Sydsjælland og hende fra Nordsjælland mødtes i det vestligste Danmark. Vi havde ingen problemer med at genkende hinanden, selv om det er over otte år siden sidst, så der blev givet et par ordentlige kram (coronapesten er allerede glemt) og vekslet nogle få ord, inden vi igen passede hver vores selskab.
Hvis nogen fra min tidligere arbejdsplads skulle læse dette, så var det MaM, jeg mødte. Jeg bad hende hilse alle jeg kendte.

13. september 2021

Godt, vi snart skal på ferie …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:07
Tags: , , ,

Englandsrejsen blev ret spontant besluttet lige inden Danmark fjernede den røde farve fra verdenskortet, og en væsentlig grund til, at vi kun var derovre i otte dage var, at vi skulle lægge hus til en for længst aftalt fætter-/kusinesammenkomst i lørdags. Et par af jyderne ville ankomme om fredagen og blive til søndag, så det var nødvendigt for os med et par dage inden til forberedelserne.
Vi blev ikke så mange i år – kun 12 – men det var til gengæld den eksklusive kerne, som altid møder op, uanset hvor i landet det måtte foregå.

Det var, også som altid, meget hyggeligt at mødes igen. Vi sidder ikke ligefrem lårene af hinanden, idet mange af os kun mødes hvert andet år. Snakken går derfor livligt fra start til slut, da der altid er en del at opdatere hinanden med om vores liv siden sidst.
Vi er derfor en anelse sløve i dag, så den står på ren dovenskab. Tre overnattede hos os til søndag, og samme søndag skulle vi have besøg af vores yngste niece og hendes kæreste, som ville komme til en sen frokost.
Så jo, vi er lidt trætte, men det er en god træthed, når den skyldes hyggeligt samvær med personer, man holder af.

P1030357

Godt, vi snart skal på ferie.
På torsdag, helt tilfældigt på vores 32-års bryllupsdag, vender vi atter en gang næsen mod Vestjylland, hvor vi har lejet et sommerhus i en uge. Ditte og jeg skal lige over for at se den sidste strikkefestival, arrangeret med Christel Seyfarth som initiativtager, der vil finde sted på Fanø. Det tager ikke hele ugen, men så finder vi nok noget andet at foretage os. Jeg kunne ikke finde noget at leje fra midtuge til midtuge på selve Fanø, men det kunne jeg i nærheden af Oksbøl, så vi er nødt til at tage frem og tilbage til øen. Jeg synes det er for fjollet at skulle have sommerhusskiftedag lørdag, når strikkefestivallen foregår fredag, lørdag og søndag, og jeg forstår nok ikke helt, hvorfor ikke flere udlejere giver den mulighed på Fanø.
Fjorten dage efter dette er der webstrikfestival i Svendborg; denne gang med flere deltagere end vanligt, men jeg tror folk trænger til ekstra meget samvær efter coronapesten. Sidste år blev den gennemført, men der var nogle, der ikke ville komme, fordi pesten stadig huserede, og der stadig var en del restriktioner.
Med to sådanne begivenheder er der dermed lagt op til at komme hjem med en masse nyt garn, som John ikke kan forstå, at jeg har brug for, men det har jeg. Helt sikkert …

P1030363

Rent billedmæssigt er vi stadig i England. Det er lidt som at være der endnu, når jeg sidder og kigger på billederne. Lidt …
Herover er det en af de syv River Avons i England; denne er River Avon, Hampshire, running from Pewsey to Christchurch (also known as Salisbury Avon).
Der er yderligere tre i Skotland og en i Wales. Grunden til de mange River Avons er formentlig, at avon er et gammelt ord for flod, så deres River Avons er tautologier, fordi det betyder flod flod.

9. september 2021

Ferie slut! Vi arbejder igen …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:06
Tags: , , , ,

Hjemme P1030408igen. Vi skal have huset fuldt på lørdag; to kommer allerede i morgen, og tre bliver til søndag, så der bliver løbet lidt i dag for at være parat til afslapning fra i morgen eftermiddag, men nu er det meste okay, og vi kan slappe af resten af dagen.
Rejsen hjem gik aldeles smertefrit; vi skulle vise coronapas i begge lufthavne, men det var alt. John var ved at gå lidt i panik, fordi han ikke kunne indlæse sit i Kastrup. Han prøvede nærmest alt, indtil jeg spurgte om han stadig havde telefonen i flytilstand. Det havde han selvfølgelig …

Skiltet til højre så vi, da vi gik rundt i Hidcote Gardens. Umiddelbart syntes jeg det var meget sødt, men så kom jeg til at tænke på, at det faktisk ikke er særlig godt, at det åbenbart er nødvendigt at sætte et sådant skilt op! Opfører folk sig virkelig så ubehageligt? I Heathrow lufthavn, da vi skulle igennem den megalange pas- og testkontrolkø, var der også med korte mellemrum sat skilte op med, at man ikke måtte overfalde personalet! Jamen altså …

Det var selvfølgelig skønt at være der i otte dage, selv om det føltes som otte timer.
I løbet af den tid lærte jeg, at jeg vist alligevel godt kan lide hunde. Nogle hunde. I hvert fald én bestemt hund. Jeg kan stadig ikke lide store hunde, som fælder og ikke mindst savler. Jeg hader hundesavl. Jeg er ikke bange for store hunde; bryder mig bare ikke om dem, men den lille cavapoo, de havde erhvervet sig, var godt nok nuser. Livlig, klog (selvfølgelig …), meget aktiv og meget tillidsfuld. De har i hvert fald ikke købt den for at få en vagthund!
De drillede mig lidt og sagde, at nu varer det nok ikke længe, før John og jeg har en hund mage til, men det sker ikke. Dertil er vi for meget væk hjemmefra. Måske en dag, når vi ikke er så mobile mere. Måske, sagde jeg. Den bro krydser vi, når vi når til den.

P1030338AubreyAnna og Pebbles

Herover tre krølhårede og en glathåret. Hunden skal snart klippes lidt omkring øjnene, og Aubrey er allerede blevet klippet, for så langhåret må han ikke være i skolen. Det passer ham dårligt – han har det lige så slemt som Samson, når krøllerne ryger, så han kan godt være lidt mut op til det sker, og det er aldeles lige meget hvor meget vi påstår, at han også er en nydelig ung mand, når han har kortere hår. Heldigvis er han for det meste af tiden en glad fyr med nemt til latter.

P1030442

New Forest, som vi kørte til i tirsdags, er ikke kun skov; det er også store hedearealer, hvor lyngen netop er begyndt at blomstre. Om en uge vil det hele være ét stort, smukt lilla tæppe, men vi var her desværre lige tidligt nok til at opleve det. Der går flere tusinde heste og flere tusinde køer frit på det store areal, plus en hel del æsler og svin, hvilket gør det til et spændende område at køre igennem. Tit må vi holde tilbage, fordi heste eller æsler bruger vejen og ikke har tænkt sig at flytte sig, bare fordi der kommer en bil.

7. september 2021

Lidt om øvre og nedre, og lidt om noget der er hurtigere end lyset

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 20:51
Tags: ,

Børnene er i skole igen, så Charlotte, John og jeg har det meste af dagene for os selv. Tim arbejder godt nok ikke så meget mere som han har gjort, men arbejde gør han dog, plus at de har håndværkere for tiden, så der er god tid for os tre til at køre lange ture. Og lange bliver de, som nævnt i et tidligere indlæg. Vores aktionsradius bliver større og større, fordi vi er kommet her gennem så mange år.
Det er, som vi kender fra Midsomer Murders (Barnaby), meget brugt i England at ‘genbruge’ stednavne indenfor et givent område.
Fiktivt som i Midsomer Abbas, Midsomer Barrow, Midsomer Barton, Midsomer Chettham, Midsomer Cicely, Midsomer Deverell, Midsomer Florey, Midsomer Herne, Midsomer Holm, Midsomer Langley, Midsomer Magna, Midsomer Malham, Midsomer Mallow, Midsomer Market, Midsomer-in-the-Marsh, Midsomer Mere, Midsomer Morchard, Midsomer Mow, Midsomer Newton, Midsomer Norton, Midsomer Oaks, Midsomer Parva, Midsomer Pastures, Midsomer Priors, Midsomer Shallows, Midsomer Sonning, Midsomer St. Claire, Midsomer St. Michael, Midsomer Stanton, Midsomer Vertue, Midsomer Vinae, Midsomer Wellow, Midsomer Worthy og endelig Midsomer Wyvern. Er I med endnu?

P1030414P1030415

I virkeligheden som i fx Lower Slaugters og Upper Slaugters. Billederne er fra førstnævnte, hvor der er en rigtig ford, som vi vist kun kender dem fra England. På et skilt stod Deep ford; access only, dvs. kun ærindekørsel, men der var heldigvis en der havde et ærinde, så vi kunne se ham køre igennem.
SÅ dyb var den så heller ikke, men det var meget engelsk og meget hyggeligt …
P1030419P1030420

Både den lille hund og Charlotte nød at få kølet hhv. poter og fødder – vandet var koldere end man skulle tro, ifølge C, og jeg troede hende … havde intet som helst behov for at tjekke.
I får, apropos de mange Lowers og Uppers i England, et skønt citat fra Barnaby, som mine englændere nyder at se for tiden. De har ikke set den før, for børnene har været for små, men nu nyder hele familien den dejlige og meget engelske serie.

Troy: “I thought we were going to Upper Warden.Tom: “Yeah, we are. Upper Warden is down the hill; Lower Warden is up the hill.Troy: “That doesn’t make any sense.Tom: “Troy, this is Midsomer!Troy: “Sorry, I forgot”

Der kunne lige så godt have stået “Troy, this is England!”
Jeg elsker den serie! Jeg elsker i det hele taget bare England, og nu er der allerede gået en uge herovre.
Jeg har simpelthen fundet noget, der overgår lysets hastighed.
Det gør tiden nemlig. Tiden er den fjerde dimension, og den er ikke en fysisk størrelse, men holdnuop, hvor kan den flyve hurtigt alligevel.
Vi skal hjem allerede i morgen! Suk. Heldigvis har vi hele formiddagen inden vi skal afsted.
Det var alt, alt, ALT for kort tid, men vi satser på at det holder stik med kun seks uger til vi ses igen – i Danmark.
Det der næsten varmer allermest er, at børnene siger, at vi ikke må rejse allerede, for de har slet ikke været nok sammen med os endnu.
Det varmer, fordi de er 14 og 15, og jeg har en ide om, at i den alder gider man ikke de gamle i familien.
Det gider de heller ikke normalt, siger de, men de gider godt os.
Bliver man så ikke bare glad? Vi gør!

P1030448

I går var vi i Hidcote Gardens og i dag havde vi barnet med i Nyskoven (New Forest), hvor John lærte Charlotte noget om at tage spændende billeder ved at lege med blænde og fokus.
Lyngen blomstrede; det var 29 grader, himlen var høj og blå.
Livet er godt. Særdeles godt.

23. juli 2021

Mon ikke det hjælper at trøstespise?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:54
Tags:

Noget må vi gøre.
Det dur ikke at gå i sort. Det dur heller ikke at gå og være arrig over tåbelige og ikke længere meningsgivende coronarestriktioner. Men det er svært at lade være, og jeg brokker mig til alle, der er så ufornuftige at spørge hvordan jeg har det.
Jeg havde regnet med snart at være lykkeligt og travlt optaget med at servicere mine englændere og stornyde deres nærvær i Den Stråtækte, men sådan bliver det ikke.
Dette skal ikke misforstås – der er ingen, der hverken forventer eller forlanger servicering fra min side, og jeg får hjælp, når/hvis jeg beder om det, men jeg elsker det, fordi jeg så sjældent har mulighed for det, og så længe jeg kan, så gør jeg det. Den dag kan tids nok komme, hvor min energi eller mine evner rækker kortere end tilfældet endnu er.
Charlotte nyder sin mors mad samt diverse danske specialiteter, som ikke fås i England, og hun nyder at kunne stå op til et veldækket dansk morgenbord. Tim nyder svigermors mad og at kunne dele en flaske god rødvin med en, der sætter pris på det, og børnene nyder ligeledes mormors mad og i øvrigt alt muligt forskelligt, som de forbinder med mormor, morfar og det at være i Danmark.
Jeg svælger i selvmedlidenhed, men det ændrer ikke spor på situationen, desværre.
John har fødselsdag først i august, og hans ønske var bare at fejre den sammen os seks og ingen andre, men sådan bliver det ikke.
Fejringsspisestedet er afbestilt; det vil ikke være rart at sidde der og spise uden dem.

Noget må der gøres.
Vi har valgt at forsøge os med trøstespisning. Ikke så meget her i huset, men tage lidt væk hjemmefra for at abstrahere bare en smule fra al ærgrelsen.
Jeg har lige booket et gourmetophold på hotel Fåborg Fjord.
Vi kender ikke stedet, men det kan vi komme til. Opholdet er samtidig min fødselsdagsgave til John – han er alligevel umulig at finde på gaver til.
Han syntes lige først, at det ophold var lidt pebret i pris, men jeg gjorde ham opmærksom på, at jeg sparer mange penge ved ikke at skulle have fire ekstra personer på luksusudgaven af all inclusive i små 14 dage – for ikke at tale om at samle hele familien til middag (kun to kunne ikke komme, så vi var blevet 21, som alle havde glædet sig til gensynet med englænderne), hvor maden var bestilt udefra, fordi jeg ville kunne nyde hele sammenkomsten uden at skulle stå i køkkenet i en hulens masse tid både før, under og efter.
Maden er naturligvis også afbestilt. Eller rettere udsat på ubestemt tid – de var heldigvis forstående.
Vi ville ikke kunne spise for 21, men mon ikke det vil hjælpe lidt at trøstespise?
I morgen tager vi på Torup marked – der kan man blandt andet købe gode råvarer, så vi alligevel kan komme til at trøstespise lidt herhjemme, hvis vi skulle få de lyster.
Vi er derudover beskæftiget med andet end hverdagsting i fire dage omkring Johns fødselsdag. Det er alt sammen gode ting, som vi glæder os til.
Og vi skal nok finde på mere … 

Genopstået mamelukærme (3)

17. april 2021

Så er vi i gang igen

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:44
Tags: ,

Genåbningen er i gang. Det er mit personlige vaccineprogram desværre ikke endnu, men så må jeg ty til kviktest så længe. Den første i hele min ‘coronakarriere’ skal jeg have på mandag, fordi jeg skal klippes i Bisserup havn og omegnnæste uge. Det bliver rart ikke længere at ligne en repræsentant for skotsk højlandskvæg. Det er muligt, at nogle vil mene jeg gør det på andre måder også, men fra på onsdag i hvert fald ikke længere på frisuren.
Jeg kom i tanke om aftalen om gourmetopholdet på Aarøsund Badehotel, som oprindelig var midt i december, og som jeg nok hellere måtte se at få i stand igen – der er sikkert rift om værelserne inden længe, tænkte jeg.
Det var rigtigt tænkt. Enten skulle det være inden 4. maj eller også kunne det først blive fra midten af juli. Jeg har ingen intentioner om at planlægge noget i englændernes sommerferie, så længe vi ikke helt ved hvad der sker hvornår, så jeg fik en aftale med badehotellet om at komme 2. maj.

 

Så er vi snart i gang igen! Det var sandelig også ventet med længsel.
Mine englændere har langt om længe også fået lov til at bevæge sig længere end nogle få miles væk fra hjemmet, og fordi pubberne derovre igen må servere udendørs, benyttede de sig i går af det gode vejr og kørte en lang tur, hvor de undervejs fik mad, der ikke var pakket hjemmefra.
De brugte næsten to timer på at køre helt til Burton Bradstock i Dorset. Der ser da ganske nydeligt ud – og sikke et smart skyggetelt, de har anskaffet sig. Det ville Charlotte ønske de havde haft de sidste 10 år.
Burton Bradstock Dorset 1Burton Bradstock Dorset 2

Børnebørnene glæder sig lige som jeg til at kunne smide mundbindene, men det har sikkert lange udsigter, desværre. De arme unger skal bære mundbind fra de sætter sig ind i skolebussen kl. 07:30 til de træder ud af den igen kl. 17:30; kun afbrudt af dagens måltider.
De skal sågar bære dem udendørs (selv om de ikke må blande sig med andre klasser), hvilket de er lidt kede af. 10 timer er meget længe at have mundbind på, og de må ikke udskifte dem med visirer.
De har nogle gange været ude for, at en lærer kommer hen til dem og siger, at de godt kan smide mundbindene lidt og trække frisk luft ind – for så ganske kort efter at opleve, at der kommer en anden lærer og siger, at de omgående skal tage de mundbind på igen – you know the rules! De kunne godt tage og blive enige blandt lærerne, hvilke regler de synes skal overholdes.

Vejrtrækning af ansigtsmaske

Ja, kunne vi da bare snart slippe for de forbaskede mundbind – også selv om nogle af dem tilsyneladende kan trække vejret for en.
Jeg kan dog i givet fald ikke forstå, hvorfor man, hvis man har åndedrætsproblemer, kan være fritaget for at bære mundbind …

5. marts 2021

Sidste dag

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:04
Tags: ,

Så er der atter gået næsten en uge.
Det fine vejr er vendt tilbage, men det er koldt. Vi så en kvinde sidde næsten uden tøj på på en terrasse, hvilket jeg syntes var en anelse vovet, for med seks plusgrader kommer det næppe op på 20 grader i solen, men hun så ud til at nyde det fine vejr.
Det gjorde vi også et par timer senere, men det var fuldt påklædt og lidt til.
Vi havde besluttet os til at køre til Kegnæs på Als og over Broagerland hjem. Vi har tidligere taget færgen Bitten fra Ballebro til Nordals og kørt rundt oppe på den del af øen, så vi kørte direkte til Kegnæs, dog med to stop undervejs, først på en tankstation for at købe en kopkaf to go og dernæst i en superbrugs for at købe vores foretrukne coronaferiefrokost …

Frokost ved Kegnæs fyr

… som blev indtaget ved Kegnæs fyr, der ligger på militært område. Kystvagten var på vagt … han kan i hvert fald sagtens tage på arbejde uden at risikere at blive smittet. Tænk engang: Mutters alene hele dagen, og hans eneste pligt er at skue rundt en gang imellem – med eller uden brug af den store kikkert. Der stod, at der var tilknyttet fem ansatte, så jeg håber virkelig for dem, at de dermed kun har denne kedelige tjans hver femte dag.

P1050567

Som det tydeligt fremgår, er mit forsmædelige fødselsdagsvejr nu en saga blot, og himlen er flot og klar blå igen.
På vej til Broagerland skulle vi da lige forbi … ja gæt selv … og I har kun ét gæt! Vi var ikke inde. Før det første kan man nok ikke komme ind nogen steder der, og for det andet har vi været der før, men et flot skue er det.
Aarøsund kørte vi ikke til, da vi har et gourmetophold til gode der, som vi tager når restauranterne igen må åbne. Vi har ikke spor lyst til det, som fx Christies i Sdr. Hostrup tilbyder, nemlig et “værelse-gourmetophold”, hvor man må sidde op til fire personer på værelset, hvor man så får serveret (eller selv henter?) gourmetmenuen. Det lyder ikke attraktivt for os, men respekt for at forsøge med dette nye koncept – de er nødt til at være kreative.

Den er da i det mindste tæt ...

På Binderup strand, hvor vores hus ligger, gik vi en tur og kom forbi denne båd. Det er vist længe siden, den har været på vandet, men det kan man roligt gøre, for mændene (okay, også kvinderne …) kunne konstatere, at den i det mindste holder vandet inde, og så kan den vel også holde vand ude …
Det har været en god uge, med selskab af gode venner meget af tiden. De er også det eneste vennepar, vi ser efter landet lukkede ned i december. Mine og Johns søskende og ét par venner – det må siges at være til at overse. Vi går heldigvis bedre tider i møde.
I England må børn – alle børn – og unge – komme i skole igen på mandag, så man er lidt spændt på, hvor store konsekvenserne bliver af det, men de skal jo i gang igen, og de gør det lempeligt med få tiltag ad gangen.
Vi fik den skønneste (fødselsdags)hilsen fra Anna to the best mormor and morfar in the world. Aubrey and I miss you so terribly, terribly much.
Det var lige, så det trak vand.

2. marts 2021

Vejret er smukt – i pletter …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:16
Tags: ,

Vi takker for de indløbne forslag. I går kørte vi til Kalvø og gik øen rundt – i et aldeles fortræffeligt vejr, med en himmel så høj og klar, at det gjorde godt langt ind i sjælen. Frokosten blev indtaget på en bænk ved værftsmuseet. Den bestod i tre gange tre håndmadder plus et oste-skinke-landgangsbrød fra Superbrugsen i Vonsild – et frokostkoncept, vi har excelleret i i mange år, og dermed også inden coronapesten, så vi har øvet os længe …

KalvøKalvø

Det er forår! Vi har ingen klager over vejret.
Ikke før her til morgen, hvor himmel og hav stod i ét. Det var med andre ord meget, meget tåget, og planen var at køre til Rømø, for når nu vi har bevæget os til Jylland, så skulle Vesterhavet også lige nås.
Vi begav os afsted med håb i sinde og krydsede fingre, men det var tåget. Hele vejen. Meget tåget … Rømødæmingen, hvor jeg elsker sceneriet på begge sider, kunne knap anes hverken fremad eller ud til siderne.
Vi øv’ede lidt, men fandt som trøst en bager, som havde god kaffe og som smurte os fire virkelig gode gurkemejegule sesamboller med hhv. skinke og ost og frikadeller. Kursen gik derefter mod Sønderstrand, hvor der til vores overraskelse var 100 % tågefrit og smukt vejr.

P1050527

Temperaturen var sølle 6 grader, men det var lunt i solen, så vi fandt numsevarmerne frem, satte os på dem og indtog dagens frokost på en bænk med udsigt over Vadehavet.
Da vi kørte tilbage igen var det igen tåget! Også på dæmningen, desværre.

whisky.dkwhisky.dkEn hel væg med miniflasker

Fordi tiden på Rømø blev noget kortere end planlagt, havde vi tid til i dag at besøge whisky.dk, som ligger tæt på sommerhuset. Desværre ikke så tæt, at vi ville kunne gå hjem derfra.
Det var dog et fantastisk sted! Med hundredvis af hver af forskellige slags rom, gin, whisky, cognac … alt hvad hjertet kan begære og leveren skrumpe af – og vi kunne endda få lov at smage på varerne. Vi blev enige om, at med vores fremskredne alder kan vi alligevel nok ikke nå at udvikle en skrumpelever, så vi købte lidt forskellige ‘godter’ til barskabene.
Det gjorde ikke oplevelsen ringere, at vi fik fortalt, forklaret og fremvist sagerne af en rigtig ildsjæl, som vidste alt, hvad der var værd at vide om de forskellige produkter.
Læg mærke til pudsigheden på første billede, at ‘LOWLAND’ er placeret højere enfd ‘HIGHLAND’. Ditte sagde, at det var typisk mig at se den slags med det samme, hvilket jeg nok må give hende ret i.

whisky.dkwhisky.dkwhisky.dk

Et lille kuriosum var de to rombeholdere herunder, som de havde fået fat på på en auktion i England. De kom på auktion nogle år efter 1970, hvor det ikke længere var en pligt for den engelske flåde at sørge for, at mandskabet fik deres daglige romrationer på half an Imperial pint of rum a day, which translates to about ten ounces (godt 2,8 dl).

P1050548P1050547

Dette sidste har sandt at sige ikke specielt meget med den sønderjyske natur at gøre, men ikke desto mindre var det dagens oplevelse på grund af ildsjælen, som kunne fortælle virkelig meget om baggrunden for de produkter, vi enten spurgte til eller han bare havde lyst til at fortælle os om.
Vi kan anbefale et besøg på whisky.dk. Her er spirituelle oplevelser for enhver smag og pengepung.

28. februar 2021

Haves: En uge i sommerhus …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 10:57
Tags: , ,

Kort efter nytår tænkte jeg, at nu skal der altså snart ske noget! Jeg er garanteret ikke den eneste – alle må være dødtrætte af coronapesten. Nu kan lyset i det mindste skimtes forude, og vi må holde ud i nogen tid endnu. Igenigenigen må jeg huske mig selv på, at John og jeg er hamrende privilegerede. Hvorfor vi er det, har jeg udbredt mig om før og skal spare jer for at gøre det igen … i dette indlæg.
Englænderne må endnu ikke bevæge sig ret langt væk fra hjemmet, og de må ikke leje et sommerhus, som vi har gjort i denne uge. Børnene skal dog i skole på mandag otte dage, og om ikke så længe må de mødes med én anden familie. Udendørs …

P1050522

Så slemt er det ikke i Danmark, så nu må vi lige klare den sidste tid, mens vi venter på vaccinationerne.
Vi har lejet et sommerhus ved Binderup Strand. Det ligger helt ud til vandet – huset altså – billederne er taget fra dets terrasse. Det er lille, men det er så fint, og det smager afgjort af ferie.
Jeg kunne ikke lade være med at grine, da vi for nylig hørte, hvor galt det står til i Kolding, som nu har landets næsthøjeste incidens. Binderup Strand ligger en snes kilometer syd for Kolding … men pyt med det – vi behøver ikke at køre ind til den by, men holder os syd for hvor vi bor.
Så sommerhus haves – nu ønskes bare godt vejr.

P1050524

Jeg har fødselsdag på onsdag, og både YR og DMI har et stykke tid hævdet, at der bliver fuld sol hele den dag.
“Selvfølgelig”, sagde jeg til John, “hvad ellers?”, men Fru Nemesis trådte straks til og ændrede, så vejret nu bliver mere gråt i det. Hele ugen …

Tage ud at spise på dagen kan vi ikke, så vi har talt om at undersøge mulighederne for takeaway her … uden at skulle til Kolding for at hente det …
Vi får se. John er ikke så vild med takeaway, men det kan han jo sagtens sige, når det ikke er ham, der skal lave mad. Jeg kan dog godt følge ham, når han siger, at han savner alle de dufte, der opstår og fylder huset under tilberedningen af min gode mad. Det, synes han, er en del af forventningens glæde i forbindelse med et måltid, og når man bare skal sætte hele skidtet i en ovn i et kvarter, så når det ikke at ‘vellugte’.
Smiger preller ikke af på mig – faktisk kan man nogle komme langt med det, så det ender nok med, at jeg selv laver noget god mad. Fx confiterede andelår med pommes salardaise og appelsinsalat. Forret: Skaldyrssalat i en avocado/creme fraiche-dressing. Det lyder da okay, gør det ikke?
Den største del af arbejdet har nogen gjort for mig, for andelårene har jeg med i en stor dåse. Kartoflerne kan jeg sætte John til at skrælle.
Det skal nok gå altsammen – vi har ferie, og der sker lidt. Bare lidt …
Er der i øvrigt nogen af jer, der læser dette, der har forslag til naturoplevelser i det sønderjyske? Løjtland er jo meget smukt, men der må også findes andre steder, der er værd at køre efter.

24. oktober 2020

Udsigten var god nok …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:11
Tags: , ,

Hjemme igen efter en uge, der var lidt anderledes, end vi først havde regnet med, men den var okay, og vi har hygget os med Merete og Søren i stedet for. Torsdag til frokost kom Meretes to yngste børn. De blev der til fredag aften, hvor de skulle videre til Aarhus for at besøge deres kusine, så det var kort, men dejligt. Selv om John og jeg var enige om ikke at foretage os noget indendørs, lod vi os overtale til Kattegatcentret, som kun vi to havde set. Vi huskede det som havende masser af plads, så det gik nok. Det gjorde det også, men vi var alligevel glade for, at vi stod der, da de åbnede.

Rør en rokkeKlø en krabbe

Det var rart at have ‘børn’ med – både Rune og Annemarie skulle både røre en rokke og klø en krabbe.
Stenfisken, som befandt sig nede blandt “Farlige Fisk”, skulle vi derimod ikke have rørt ved, men det kunne vi da heller ikke komme til. Den er slem: “Føler den sig truet, løfter den sin rygfinne, der består af 12-14 giftpigge. Giften er forfærdelig smertefuld for mennesker – faktisk den værste fysiske smerte et menneske kan føle, og den kan være dødelig. Der er historier om folk, der simpelthen har bedt om at få amputeret deres arme eller ben, efter at de er blevet ramt af stenfiskens pigge!”
Godt, så. Der findes heldigvis en modgift. Stenfisken lever på koralrev, så vi risikerer ikke noget her i lille Danmark … den er virkelig svær at få øje på.

P1020642P1020646

Hvorfor overskriften?
Jo, vi havde en dejlig udsigt over strand og vand fra huset, men hvis vi gik ned på ‘udsigtsbænken’ ikke så langt fra huset, kunne man ikke se en pind …

Kom og nyd udsigten

En herlig udsigt havde vi det meste af turen hjem. Det var fint solskin og efterårsfarverne stod i al sin pragt og må være på deres højdepunkt lige nu.
Skovene var aldeles vidunderlige at se på, og der er som bonus flere helt røde træer i Jylland, end der er på både Fyn og Sjælland. Det var i hvert fald det indtryk jeg fik, og vi var alle dybt betagede.
Frokosten indtog vi ved Åhuse, som er en strand syd for Stouby ved Vejle Fjord. Nydeligt, må jeg sige. Men vi blev i bilen, da der ikke var nogen bænke, vi kunne sidde på, og vi havde ikke lyst til at sætte os i det fugtige græs.

P1020661

Endnu en af de danske bøgestrande. Englænderne ville have nydt synet, lige som de, hver gang de besøger os, nyder Vemmetofte Strand og Sibirien. I England har de masser af strande og også nogle bøgeskove, men så vidt de ved, er der ikke et eneste sted derovre, hvor en bøgeskov går helt ned til stranden, som vi ser det så mange steder i Danmark.
Apropos bøgestrande: Jeg havde engang en kollega, som hed Bøgestrand til efternavn. Sammen med sine to brødre havde han et lille band, da de var unge. De kaldte sig The Beechbeach Boys.

18. oktober 2020

Strandfund – sømus og andre lækkerier

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:31
Tags: , , ,

Huset er dejligt og beliggenheden okay. Der stod, at der var 10 meter til vandet, men jeg gad godt vide hvordan de har lavet den beregning, for der er 50 meter til Fjellerup Strandvej; så er der selve vejen, derefter et (heldigvis godt) vaffelbageri, inden stranden begynder. Skal vi sige 200 meter? Men det er også i orden; det er ikke vildt langt, men dog falsk reklame, synes jeg – pudsigt nok kunne man hverken se vejen eller vaffelbageriet på nogle af billederne af huset eller haven … det har så lært mig at tjekke Google Satellite Map som et led i en sommerhusresearch.

Vejret er flot, men jeg skal da lige love for, at der blæste en kraftig nordenvind i nat, så vi regnede med, at der var masser af ‘guf’ at finde nede på stranden. Det var, i modsætning til ovenstående, rigtigt regnet ud.

P1020583P1020585

Først så vi en … ja, hvad så vi? En and? Eller en svane med meget små fødder … dernæst en hund.

Så fandt vi sømus – vi fandt rigtig mange sømus, som er en søstjerneart, og som ingen af os havde set før, men de findes vist heller ikke i de sjællandske farvande.
Jeg fandt også en blå søstjerne. Den ER blå, selv om den ser sort ud, men den var også meget død.

P1020586P1020591

Vi fandt noget tang, som voksede op fra nogle små huller i den gummiagtige gullige masse, som Google Lens ikke kunne fortælle mig hvad var.
Jeg lagde den på min taske for at fotografere den, hvilket fik Google Lens til at foreslå “lignende produkter”. Det var sko … GL er altså bedre til planter, hvilket jeg efterhånden har konstateret nogle gange.
Vi fandt en meget nydød krabbe. Det er ellers næsten altid kun skallen, vi finder, men her var der kød indeni, og den lugtede endnu ikke dårligt.

P1020588P1020590

Det har blæst så meget i nat, at der er blevet revet tang op med rod – se herunder – det lyse ‘garnnøgle’ til højre er rodnettet … går jeg ud fra, for det sad meget fast sammen med det flade, grove, brune tang, som jeg tror er sukkertang, men er ikke sikker, og jeg havde ikke lyst til at smage på det.

P1020592

En stor del af oplevelsen ved denne form for gåtur er at finde ud af hvad det er, vi finder. Det lykkes ikke hver gang, men vi prøver altid.
Det er heller ikke altid vi kan huske det til næste gang vi finder det samme, men på et eller andet tidspunkt sidder det fast. Nogle navne sætter sig af en eller anden grund straks fast, mens andre skal slås op igen og igen. Hvorfor mon det er sådan? Jeg har forsøgt at finde et mønster i de ting jeg husker med det samme, men uden held – det er tilsyneladende helt tilfældigt.
Måske har det bare noget at gøre med hvor frisk man er lige den dag.

16. oktober 2020

Jeg kan åbenbart ikke lade være …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:24
Tags: ,

Jeg har lige pakket til efterårsferien, som begynder i morgen for os – og også for englænderne, men vi må nøjes med at være sammen i tankerne. Heldigvis for dem bor de i et af de områder, der er mindre hårdt coronaramt, så de må gerne tage på ferie i et tilsvarende ‘mildt’ område, som i deres tilfælde bliver Cornwall. I mangel af bedre, som Charlotte sagde, men det er helt klart bedre end slet ikke at komme nogen steder. Børnene græd, da danmarksturen blev endeligt aflyst. Det gjorde jeg næsten også, da jeg hørte det, for de er jo 13 og 14 år, og jeg havde egentlig troet, at de var ved at nærme sig alderen, hvor et bedsteforældrebesøg var mere pligt end fornøjelse, men sådan er det åbenbart ikke, og mommer her blev temmelig rørt.
Heldigvis er de alle fire lige så begejstrede for Cornwall, som John og jeg er, så det var et plaster på såret, at de gerne må tage dertil.
Vi beholder sommerhuset, for at aflyse i sidste øjeblik koster alligevel hele lejebeløbet, så det ville være fuldstændig tåbeligt ikke at tage afsted.
Vi har inviteret Johns bror og min søster, som begge godt ved, at de er med på et afbud, men det forstår de selvfølgelig fint og glæder sig bare til en lille ekstra ferie.

Vesterhavet

Normalt tager jeg seks sæt sengetøj med, fordi englændernes og vores sengetøj ikke passer sammen – hverken dyner eller hovedpuder har samme størrelse. I år skal jeg bare have to sæt med. Jeg pakker også altid lidt ekstra sokker, huer, halstørklæder og vanter med, bare fordi jeg er en rigtig pylremor, der åbenbart ikke har tillid til, at min særdeles voksne og ansvarlige datter selv husker det hele …
Og jeg kan ikke lade være med at pylre, men det behøver jeg heldigvis ikke at fortælle nogen.
Jeg har nemlig pakket ekstra sokker, huer, halstørklæder og vanter med i kufferten.
Får nogen brug for det, fordi det enten er glemt eller i pakkestunden ikke blev anset for værende nødvendigt, så kan jeg trylle det op af hatten kufferten, og får ingen brug for det, tager jeg det bare med hjem igen uden at sige noget til nogen om, at det havde været med.
Jeg ved det godt: Det er stadig voksne mennesker, men derfor kan man jo godt glemme. En af dem har fx to gange glemt, at “sengetøj” inkluderer et lagen. Det har jeg dog ikke taget et ekstra med af, fordi jeg i går med eftertryk pointerede, at der, udover dyne- og hovedpudebetræk, også skal medbringes et lagen!
Jeg har dog ekstra håndklæder med.

MOLS 2019-62

Vi skal nok få en god ferie alligevel. En ferie er jo en ferie, og der skal mere til end en forbasket coronapest til at ødelægge den.
Det er i øvrigt det nederste og ikke det øverste vand, vi skal til i år. Øverste billede er fra Vesterhavet i 2018 og det nederste fra Djursland i 2019.

13. september 2020

Hvor og hvordan spiser man på Bornholm?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:10
Tags: , , , ,

Svaneke RøgeriFor at komme eventuelle smarte bemærkninger som svar på ‘hvordan’ i forkøbet: Man spiser på helt samme måde, som man gør i resten af Danmark, men der ligger naturligvis noget andet i spørgsmålet end dette.
Jeg havde spurgt nørklerne, fordi der er flere bornholmere i gruppen, men jeg må indrømme, at jeg ikke tog imod deres råd, for jeg tager ikke på ferie for at spise stjerneskud – ikke engang de gode – eller kæmpetarteletter. Beklager, kære nørklere …
Kadeau er vist lige lidt for meget til den lidt for dyre side.
Ditte er – udover at være min planteguru – også supersmager, og både hun og Peter sætter lige så stor pris på gourmetmenuer og lignende former for ‘fin’ mad, som John og jeg gør. Måske endda mere … og hun kendte selvfølgelig også de gode steder, så vi skulle nok finde frem til noget godt.

MakrelKammuslinger

RøgduettenVi var for længst blevet enige om et glimrende koncept: To afteners madansvar til det ene par, to afteners ditto til det andet par og to gange spise luksusmad et eller andet fantastisk sted. Når det ene par havde aftensmadtjansen, skulle det andet par intet lave overhovedet, men skulle bare hygge og vente på at blive serviceret uden at have medansvar hverken før eller efter servering. På den måde blev der kun to dage, hvor man ikke holdt ferie, så at sige. Vi havde så lige overset, at der også var en aften på ankomstdagen, men vi fandt ud af, at Svaneke Røgeri havde en takeaway-“Røgduet”, hvor der til to personer var lidt af hvert af deres sortiment. Vi købte to duetter. Der var både brød, smør og alt tænkeligt tilbehør til os alle fire i så rigelig mængde, at det holdt som supplement til flere dages frokoster.

På Christiansø

Den 'krogmodnede' gris

Middagen på Le Port i Vang, som jeg nævnte i første bornholmsindlæg, var upåklagelig.
Vores andet hjemmefra bookede arrangement, som skulle finde sted på Stammershalle Badehotel, skød vi bagefter ned. Det var med vinmenu, og vi var vist alle lidt skuffede, både over nogle af vinene og specielt over nogle af retterne.
Vi havde ellers ventet os meget af det sted. Måske også for meget.
De to første retter (af fire) var excellente. Virkelig überlækre, og de to hvide vine var også gode. Hovedretten, derimod, lod en del tilbage at ønske. Det var ‘krogmodnet svinekotelet’ … allerede der blev jeg mistænksom (nej, ikke mistænkelig!), for ‘krogmodnet’ er sandsynligvis bare et ord, der skal overbevise os om, at uhada hvor de dog kæler for maden – lidt i stil med det ‘håndskårne’ (men gennemsigtigt tynde) pålæg, som kommer direkte fra en fabrik og den ‘håndsaltede’, ligeledes fabriksfremstillede, laks. Disse to eksempler er altså ikke fra Stammershalle … bare hvis I skulle være i tvivl.
Figner, is og ... ENGELSK lakrids!Nå, men til den ‘krogmodnede’ gris, som retfærdigvis var fantastisk velsmagende, var der som tilbehør … en papirstynd skive squash. Godt nok en yderst dekorativt arrangeret skive squash, men det var så det. Intet andet, og den smagte præcis, som squash gør, når man ikke har gjort noget ved den, nemlig ikke af det fjerneste. Den var aldeles neutral, og eftersom der ikke er megen substans i sådan en, fyldte det heller ingenting i maven.
Desserten var noget figen med is – med små hagl af engelsk lakrids på, som jeg møjsommeligt forsøgte at skrabe af og give til John, hvilket desværre ikke var muligt uden samtidig at forære ham det meste af isen. De kunne dog ikke vide, at jeg ikke kan lide lakrids, men jeg syntes alligevel, at det ikke var helt okay at tvinge mig til det, når vi ikke havde mulighed for selv at vælge de fire retter. Den smule lakrids dominerede fuldstændig smagen for mit vedkommende.

Vi kan varmt anbefale Le Port, men man har måske fornemmet, at vi ikke syntes de kunne holde kadencen på Stammershalle? To ud af fire er ikke godt nok – især ikke til den pris, og portionerne var for små. Rødvinen til kødet var også skuffende, men der er jeg nok ret vanskelig at tilfredsstille, selv om jeg ofte er blevet positivt overrasket over en vin, jeg ikke ville have overvejet at vælge.
Jeg ved, at andre har været vildt begejstrede over Stammershalle, så enten stiller vi for høje krav, eller også har de ændret stil – men jeg kan naturligvis ikke forestille mig, at det er førstnævnte, der er tilfældet …

11. september 2020

Jeg kom hjem med meget …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 13:39
Tags: ,

Farve-vau eller farve-reseda

Den oprindelige årsag til, at vi tog til Bornholm med Ditte og Peter var, at der var Strik Bornholm i weekenden – en type begivenhed, som Ditte altid har styr på hvornår finder sted. Vi spurgte vores mænd om de ville med, hvilket de heldigvis ville, så vi fandt, som allerede læserne bekendt, et sommerhus til os. John og jeg havde ikke været på Bornholm sammen, og Strik Bornholm tog for mit vedkommende kun en del af lørdagen; resten af tiden – næsten – var vi sammen alle fire.
Det var synd for stadeholderne, og vi fornemmede, at der havde været en del afbud blandt dem, for der var flere tomme pladser at se. Derudover måtte der kun være 150 personer ad gangen i hallen. Vi syntes det var skønt, at der var så rigeligt med plads, men det gik naturligvis kraftigt ud over salget for de fleste af dem, så jeg vil tro, at nogle af dem er taget hjem uden at have haft overskud.
Jeg var meget standhaftig og købte kun 200 gram garn. Den dag … at jeg så købte 240 gram mere, da vi var i Lighuset på Christiansø, taler vi ikke om.
Kom jeg ikke hjem med ret meget garn, kom jeg hjem med så meget mere til at farve det med. Da vi gik en tur på Redningsstien fra Listed til Svaneke, så vi i Svaneke en plante, som ingen af os kendte (billedet øverst til højre). Selv min planteguru Ditte måtte slå den op, men interessant blev det, da hun kunne meddele, at det var farve-reseda eller farve-vau. Vi lod denne her stå, men begejstringen var stor, da Ditte fandt meget mere på engen med alle fårene lige over for vores hus.

Vau før salmiakVau efter salmiak (1)

John og jeg gik derover for at få noget med hjem, og i går klippede jeg det i stykker og kom det i farvegryden. Jeg havde læst, at det gule farvestof opløses bedst i ammoniak, men de gamle dages anvendelse af urin er heldigvis en saga blot, så jeg kom et skvæt 25 % salmiakspiritus i. Vupti: På sekundet gik det fra grønligt til meget gult. Nu skulle det bare helst også trække ud i farvesuppen, men det gjorde det så sandelig også! Jeg havde læst, at vau pga. dens effektivitet og drøjhed var en yndet farveplante før i tiden, og jeg skal da også lige love for, at den var højpotent.

Farve-vau eller farve-reseda (2)

Fra venstre: Gråt superwash babymerino, lyseblåt ren uld, natur superwash babymerino, natur Arwetta og til sidst en overfarvning af noget fesent lyserødt. Den orange er nu ikke meget bedre, men man kan ikke vinde hver gang.
Jeg synes den til venstre er den flotteste.

Agern plus jernvitriol

Farve-reseda kunne ikke gøre det alene. Da vi var ved Opalsøen, stod der et egetræ, som havde tusindvis af agern, lige til at plukke, hvilket vi derfor naturligvis gjorde. Ditte havde fortalt mig, at det kunne give en flot stålgrå, hvis man efterbehandler det med jernvitriol.
Det gav en utrolig kedelig kameluldsfarve af agern alene, og da jeg ikke kan blive ved med at lave futter til en vis hr. Jerner, glædede jeg mig til at se, hvad jernet kunne udrette. Der skulle ikke mange korn til, før denne grå farve overmandede kamelen.
Man siger, at man ikke skal bejdse garnet, fordi agern indeholder meget garvesyre. Den slags skal selvfølgelig udfordres, så jeg kom et nøgle alunbejdset garn i (det mørke til højre). Man kan diskutere, hvilken farve der er den pæneste, men jeg synes jeg kan tillade mig at påstå, at man med fordel kan bejdse garn også til agernfarvning, hvis man går efter de mørke farver.

Vau efter salmiak (2)

Jeg købte også en vase fra Baltic Sea Glass, så det var alt i alt en god og givtig bornholmertur.

Næste side »

Blog på WordPress.com.