Hos Mommer

28. marts 2020

Det er slået fast. Igen.

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:36
Tags: ,

Jeg har ved flere lejligheder udtrykt hvor meget det betyder for os at have rejseskuffen fyldt med rejseplaner. For en måned siden jokede jeg med at udtrykke det på den måde, at vi ikke skulle noget i juli og august. Vi har dog stadig heller ingen planer for november, men ellers var der noget i hver måned af 2020. Stort eller småt, men det var ikke det vigtigste; det var at have noget at glæde sig til. Om det er en lille måned i Alaska og Canada eller en enkelt nat på en kro i Sønderjylland, er, om ikke det samme, for det er det naturligvis ikke, men på en måde alligevel lidt.
Kodeordene er at have noget at glæde sig til. Forventningens glæde er som bekendt stor, og jeg har netop fået slået fast med syvtommersøm, hvor meget det betyder for mig.
Som det ser ud lige nu, går vi glip af Holberggårds lækre 8-retters menu i begyndelsen af april, en tur til Nordtyskland i slutningen af april, en tur til England i maj og endelig Den Store Tur i juni. De to midterste er dog ikke aflyst endnu, men jeg tror ikke på, at de bliver til noget, for jeg tror ikke, at verden ligger åben for os på de tidspunkter.
Indtil videre har vores liv med coronatrussel været stort set som livet uden coronatrussel, fordi vi alligevel ikke havde nogen aftaler. Alligevel er der forskel – jeg føler mig rastløs, men sådan er det, når man ikke selv træffer valget.
Tænk på, hvor mange børn der har sagt, at de ikke gider gå i skole. Hvor mange der har sagt, at de ville ønske de kunne tilbringe mere tid med familien, have længere ferie osv. osv. Lige pludselig er det hele gået i opfyldelse, og jeg har endnu ikke hørt om nogen, som er glade for det. Anna og Aubrey var ikke før nu bevidste om, hvor glade de rent faktisk er for at gå i skole, så set fra den lyse side har denne situation været noget af en øjenåbner for dem.

Jeg fik en mail fra rederiet, vi skulle have været på krydstogt med fra Alaska til Vancouver. De ville enten refundere os hele beløbet nu eller give os et tilgodebevis på 125 % af beløbet til den samme eller en anden tur, når det engang igen kan lade sig gøre. Det er i og for sig et fint tilbud, men eftersom det er Nyhavn Rejser, der er vores agent, er det jo dem, der får pengene. Jeg kontaktede derfor NR og spurgte hvordan vi skulle forholde os – at jeg aldrig havde haft brug for at aktivere en afbestillingsforsikring.
Det skulle jeg slet ikke bekymre mig om. Canada har lukket ned indtil 1. juli, og da kun en lille del af turen skulle foregå i USA, kan de ikke holde fast i, at vi skal rejse, selv om USA skulle åbne sine grænser igen. Og når rejsebureauret ikke kan levere varen, er det dem, som skal betale os pengene tilbage. De havde et tilbud til os a la Celebrity Cruises’: De ville betale os halvdelen tilbage nu og give os 10 % oven i den resterende halvdel, hvis vi ville lade pengene stå til en anden rejse hos dem. Det takkede vi nej til, selv om det i første omgang fristede. Nyhavn Rejser ejes af Aller-koncernen og har derved en betragtelig kapital i ryggen, så jeg satser på at vi får pengene i løbet af et par uger.
Det var en temmelig dyr tur, så der kan blive til flere små rejser i stedet for. Vi tror nemlig ikke helt på, at vi vil bestille en så stor og anstrengende tur til 2021. Vi vil i hvert fald ikke allerede nu satse på, at det kan lade sig gøre, men hvis det kan, bliver det nok i bidder, for vi vil stadig meget gerne have luksusudgaven af turen med Rocky Mountaineer og krydstogtet fra Alaska til Vancouver. Og besøge søde Lene og Finn.
På en måde føler jeg, at vi får en masse penge foræret. Aldeles fjollet …

Og jeg savner virkelig at have en stor eller lille tur at glæde mig til.
Heldigvis kan jeg i stedet glæde mig til, at drivhuset står færdigt, hvilket jeg satser på bliver sidst i næste uge.

P1020282

The answer, my friend, is blowing in the wind …

8. marts 2020

Forårs- og andre sysler

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 13:32
Tags: , , ,

Det er allerede sidste hele dag herovre. Der er faldet meget regn, men i forgårs og i dag var/er vejret hæderligt. Gårsdagens frokost blev på pubben The Swan, hvor vi (også) kun har været om sommeren, og det var trods alt ikke blevet så meget forår, at vi kunne sidde ude i går. På vejen fra bilen til pubben så vi flere steder vand pible op gennem asfalten – et for mig ukendt og usædvanligt fænomen, men Tim kunne oplyse mig om, at det kommer fra et underjordisk vandløb, som ikke er der hele året og derfor kaldes winterbourne. Ordet kendte jeg, men kun som stednavn – nu ved jeg så hvorfor visse steder kan hedde noget som Winterbourne Monkton og Winterbourne Bassett.

 A winterbourne

John og jeg gik landsbyen rundt i fredags, mens Charlotte var på arbejde. Som allerede nævnt flere gange er her vand nok herovre. Wills lille ford (betyder vadested), som byen er opkaldt efter, ligner pt. ikke et vadested, og vandet går næsten op til den lille bro. Vi havde ikke lyst til at gå over på den anden side for at gå videre, for der så temmelig vådt ud …

Will's fordP1010079

Det varer lidt endnu, inden dette halm er tørt nok til at fodre fjernvarmeværket med – eller give som strøelse.

P1010083

Efter morgenmaden i dag gjorde Charlotte parat til at så frø nede i drivhuset, hvor vi snildt kunne nøjes med at have T-shirts på.
Hun har købt nogle specielle spirepotter, som hedder root trainers – jeg ved ikke, om vi kan få dem i Danmark, men jeg er såmænd også godt tilfreds med min potmaker, så jeg kan lave mine avispotter …

P1010097P1010099P1010100

P1010102… selv om det er smart nok, at man kan åbne potterne således, at rødderne ikke beskadiges. Der er hul forneden, så de kan stå på underlaget og suge det vand de har behov for. Potterne er dybe, så planten danner lange rødder; deraf navnet.
Der blev sået tomater og chili i massevis. Hun fik frø af min citronchili, som vi er spændte på om virkelig bliver til en citronchili – man kan ikke bare gå ud fra, at det bliver kopier af moderplanten, når man selv tager chilifrø fra, men det er den eneste måde, vi legalt kan udveksle private planter mellem UK og DK.
Selvfølgelig har man også sådan en lille metalkasse til at opbevare sine frøposer i …
Jeg fik (original)frø fra en af hendes mest succesfulde og rigtydende tomater, Gartner’s Delight, som jeg håber vil virke også i mit nye drivhus.
Som jeg meget håber at se færdigt senest 1. april, hvilket jeg er blevet lovet, at det er.

Aubrey øver sig i lassokast fra sadel.

P1010095P1010096

Hesten er en jernhest, og koen er en havestol og derfor et relativt stillestående mål, men vi skal jo alle starte i det små.

Og så lovede jeg at skrive, at John har kørt Bentleyen. Det mener han ikke, at der er ret mange danskere, der kan prale af, så det være hermed gjort på hans vegne.

5. marts 2020

Montacute House

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:43
Tags: , ,

Charlotte, som normalt kun holder fri om onsdagen, var så sød at tage også tirsdagen fri, så hun kunne underholde sin efterhånden skræmmende aldrende mor på fødselsdagen. Som jeg skrev sidst vi var herovre, lykkes det stadig at finde steder, vi ikke har besøgt, og denne gang skulle vi ikke længere væk end en lille halvanden times kørsel.
Montacute house. Alt andet end cute, men så vældig imponerende, hvilket var lige præcis meningen med opførelsen af det. Det skete på bare seks år, fra 1596 til 1602, noget af en præstation på den tid. Bygherren, Mr. Phelips, var en mand dreng af almuen, som, pga. sin særdeles høje intelligens, fik en sponsor, som gav ham muligheden for at uddanne sig til advokat. Den gerning blev han så god til, at han tjente en stor formue ved det.

P1010016

Det blev bygget dengang, alt skulle være 100 % symmetrisk, hvilket ses herover. ALT var symmetrisk, helt ned til den mindste detalje. Nogle af skorstenene fungerede ikke som skorstene, men de skulle være der af hensyn til symmetrien.
Phelips ville så gerne adles, hvilket for ham – og vel også for adelen – ville være det sidste led i en accept af, hvor stor en mand han var blevet. Han ville adles af Elizabeth I, men hun døde kun to år efter færdiggørelsen af Montacute, så hun nåede til hans ærgrelse aldrig at se hans værk.
Han blev dog adlet af Elizabeths efterfølger, så hans plan lykkedes.

P1010010

To steder i haven findes en lang wibbly wobbly hæk, som gartneren forsøger at få lov til at nedlægge, for den kræver alt, alt for meget i vedligehold, men han får modstand, gør han – det er en af de største af slagsen i England, så det er ikke et forslag, man vil tage imod med kyshånd. Det ser da også flot ud, men jeg er glad for, at det ikke er mig, der har ansvaret for den.

P1010008P1010012

Alene de to porthuse er imponerende … gavlen af residensen ligeledes. Portnerne boede i husene med deres familier, og det var skam et ærefuldt hverv.
Det, jeg dog blev mest imponeret af, var udstillingen inde i huset af de broderier, de fine damer kunne få lov til at bruge en masse af deres tid på. Lige om lidt kommer der billedspam af det; jeg forsøger at gengive de fleste eksempler i naturlig størrelse, derfor også forskellig størrelse på billederne. Det har været fantastiske arbejder – og så var det jo endda kun prøveklude, der var udstillet her – altså stykker de syede eller broderede for at lære de forskellige teknikker.
Det meste af det var småt, småt, småt. Jeg kan ikke forestille mig, at de har kunnet sy om aftenen, tidens dårlige belysning taget i betragtning.

P1010050P1010053

P1010045P1010046

Jeg er fuld af respekt for håndværket – selv unge og friske øjne må have anstrengt sig en del for at kunne brodere så småt.

P1010048P1010049

Nogle af dem var tydeligt nok elevarbejder, men ikke mindre imponerende af den grund.

P1010055P1010058

Vi så et brev broderet af en lille pige, der lærte at brodere, før hun lærte at læse. Jeg ville ikke bytte med at være af adelig herkomst på den tid. Heller ikke af andre herkomster for den sags skyld – for mig at se har det enten været hårde levevilkår eller en ovenud kedelig tilværelse. Men okay – hellere adelig end bonde/slave/whatever, trods alt … selv om intet dengang har været misundelsesværdigt. At gifte sig af kærlighed var vel nærmest et ukendt begreb, selv om nogle få nok kunne være heldige, men ellers var det alliancer og magtkonsolidering, der var i hovedsædet.

P1010064P1010067

Om aftenen gav englænderne fødselsdagsmiddag på The Millstream, hvor vi har spist nogle gange, men hidtil kun om sommeren, så dette var første gang, vi sad indenfor. Jeg fik lamb shoulder med kartoffelmos. Den var lækker og så mør, at jeg ikke behøvede kniv til at skære den ud. Der manglede lidt grønt, men Aubrey afgav hellere end gerne sin salat til mig. Win-win … men jeg måtte desværre lade halvdelen gå ud igen – der var alt for meget mad til mig. Det samme gjaldt både Anna og Charlotte, som fik hhv. steak and kidney pie og noget med kylling. Det er lidt synd, men engelske pubber er ikke kendt for at være nærige med portionerne. Alle med Y-kromosomer kunne godt spise op.
Vi havde dog alle seks plads til en dessert, men så kunne vi også trille ud derfra.

4. marts 2020

For lidt og for meget

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 20:48
Tags: , ,

Det er noget værre noget: Jeg har for meget at skrive om og for lidt tid til at gøre det i.
Vi tog til England lige præcis nu, fordi det er over tyve år siden, jeg har været sammen med min datter på min fødselsdag, og A & A havde jeg indtil nu ikke været sammen med på denne dag, så nu skulle det være.
Der ventede en temmelig stor overraskelse, fordi opholdet herovre indledtes med, at jeg fik en tur i en Bentley.

P1000860
De har gudhjælpemig købt en Bentley Bentayga. Brugt, godt nok, tre år gammel, men alligevel. Det har jeg aldrig prøvet før – det er den mest blærede bil, jeg nogensinde har siddet i. Det er en demomodel, hvis tur fra England til Schweiz kan ses på Youtube, hvis man har 25 minutter tilovers. Der er en bunke ekstraudstyr i, som koster vildt meget at anskaffe, men som sjovt nok heldigvis ikke er ret meget værd, når bilen er brugt.
Det drejer sig bl.a. om picnicudstyret, som er monteret i bagagerummet – og som i mine øjne tager for meget plads op, men det kan dog afmonteres.

P1010004P1010005P1010006

Champagneglas – af krystal, naturligvis. Et nydeligt bestik og servicet er af porcelæn – ikke noget med campingudgaver her. I midten ligger picnictæpperne. Der er en vinflaskelukkedims med Bentley-symbol.
Det er bare for meget, men det er da ret sjovt.
P1010076Knappen her til højre er (også) … anderledes. Symbolerne indikerer, at der skam er forskel på, om bilen skal køre i ørken, i skov, på stenet/ru overflade eller i sne/meget vand. Så er der custom, comfort, Bentley-mode og sportditto. Charlotte kører i Bentley-mode, men hvis hun træder speederen i bund, skifter den selv til sport, og den accelererer fra 0-60 mph på fire sekunder. Hun demonstrerede det, og det var lige før, jeg fik et piskesmæld, selv om jeg var advaret. 
Det er ikke pral, dette her. Det lyder det som, og sådan bliver det sandsynligvis også opfattet, men det er absolut fra min side glæde på deres vegne over, at de er blevet økonomisk uafhængige plus lidt til og ikke hele tiden skylder i skat og/eller ingenting har til sig selv. Det tog 10 år, hvor de stort set ingen penge havde, og nu lønner det sig endelig, at Tim har knoklet så vildt meget. Det kan jeg ikke have ondt af, selv om mange nok vil have det. Han arbejder stadig meget, men dog en smule mindre, sommetider, og han har fundet en kronprins, som han håber og tror vil kunne tage over. Det vil også tage lidt tid, men det går fint, for vedkommende er ikke blevet kronprins uden grund. Tim håber at kunne pensionere sig selv inden for 8-10 år, og jeg håber for dem, at det vil lykkes.

I går havde jeg fødselsdag – det var som sagt derfor vi tog herover lige nu. Charlotte holdt fri i dagens anledning, og vi kørte til Montacute House, der viste sig at være et spændende sted med en god historie, som får sit eget indlæg senere.
Vejret i går var flot, solrigt og lunt. Dagene inden var kolde, grå og regnfulde; i dag er det koldt, og det har regnet hele dagen.
Jeg ville bare lige nævne det …

1. marts 2020

Der er checket ind

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:35
Tags: , , , , , ,

SAS har udvidet vinduet for check-in. Det plejer man at kunne fra 22 timer før afgang, men mail og sms løb noget tidligere ind end sædvanligt, så jeg lå og klarede det hele inde i sengen fra telefonen. Det er fagre nye verden: Billetter og boarding cards ligger på SAS-appen, så vi ikke længere behøver alle de papirer, men skanner sin QR-kode på telefonen. Alene det, at man kan checke ind hjemmefra, så man ikke skal stå i kø for det ude i lufthavnen … men det har man nu kunnet i mange år, for jeg gjorde det også mens jeg stadig var i arbejde.
Af gode grunde kan vi ikke printe bagagemærker ud derhjemme; det skal stadig gøres i afgangshallen, men til det er der masser af self check-in-terminaler. Når mærket er sat på, går man bare hen og skanner det, hvorefter kufferten forsvinder for, i morgendagens tilfælde, at dukke op i London Heathrow nogle timer senere. Jeg ville så gerne kunne være en lille flue, der kunne sidde på kufferten hele vejen for at se, hvordan det foregår derinde i lufthavens formentlig snørklede tarmsystem. Selvfølgelig går det galt indimellem; det har det også gjort for os, men kun en enkelt gang for hver, og i langt, langt de fleste tilfælde ender kufferterne hvor de skal, selv om vi har været ude for at skulle skifte hele to gange for at nå vores destination.
Denne gang blev jeg ikke kun tvunget til at læse om håndbagagereglerne (eller i hvert fald lade som om), men også til at studere en længere smøre om hvordan jeg skal forholde mig mht. den alt for meget omtalte coronavirus. Det var jeg nok nødt til at læse, så det gjorde jeg – eller rettere: Jeg læste overskrifterne, hvilket vist nok var nok.

Hans' bjørn

Hvor er jeg dog træt af at høre om den forbaskede virus. Medierne kan ikke lave drama nok ud af det; det er kørt op på et niveau, så man skulle tro, hele menneskeheden var i fare for at blive udslettet.
Nogle få gør et stort arbejde for at nedtone panikken, men det er ikke nemt, når det først er kørt så højt op.
På FB så jeg følgende spørgsmål stillet: “Kan jeg blive smittet gennem fjernsynet, hvis jeg ser TV 2?”
Jeg håber virkelig, det var ment som en joke, men det er jeg faktisk ikke sikker på, at det var. Somme tider er jeg helt flov over at tilhøre menneskeracen, når visse eksemplarer af den kan være så uhyrligt dumme.
Der er dog en ting, der undrer mig: Når nu coronaen ikke er tilnærmelsesvis så farlig (= dødelig) som de influenzavira, der hvert år rammer os, hvorfor springer hospitalerne så med på vognen og står klar med hele det store beredskab, som tilfældet er? Og hvad skal alt det karantænepjat til for? Det forstærker bare folks frygt og usikkerhed.
I Europa dør der årligt omkring 50.000 af influenza. I DK mellem 1500 og 3000. Jeg tør godt spå, at man går i totalpanik, hvis der er bare nogle få, der dør af coronavirussen. Det største problem ligger vel i, at corona er ny, og at der derfor endnu ikke er nogen, der har udviklet antistoffer, således at der relativt vil forekomme flere tilfælde af sygdomsramte – men alt tyder på, at dødeligheden blandt disse er meget lille, så slap nu bare af, ikke sandt?
Det gør John og jeg i hvert fald.
Og vi flyver til England i morgen – i år vil jeg være sammen med min datter og mine børnebørn på min fødselsdag. Det første har jeg ikke været i over 20 år og det sidste endnu ikke prøvet, så nu skal det være.

23. februar 2020

Tromsø m.m.

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:28
Tags: , ,

Jeg lægger ud med en opdatering på taxapriserne i Tromsø. Booking.com gav os jo det enestående ‘tilbud’ på 870 kroner for at køre os de 5,2 km til hotellet. Jeg fandt ud af, at en almindelig taxi ville koste 125 kroner. Det var så ikke helt rigtigt, for taxametret stod på 221 kroner. John gav ham 250 kroner, men bondefangerturen var dog stadig omkring fire gange så dyr.
Vi fandt ud af, at der var lufthavnsbus fra hotellet, så den blev vi enige om at tage, når vi skulle retur til lufthavnen.
Det kostede 110 kroner pr. billet for 15 minutters kørsel – altså 220 kroner for os to. Det var også bondefangeri, var det, men nu kender I mulighederne, hvis I skulle finde på at tage en tur til Tromsø, hvilket jeg så absolut kan anbefale.

P1000746

Herover udsigten fra vores værelse på Scandic Ishavshotel. ‘A’et’ ude til højre er den smukke Ishavskatedral, som vi nærstuderede, da vi var her for fem år siden og derfor ikke gad se denne gang. Vi besøgte af samme grund heller ikke Polarmuseet, men det er også værd at se.
Garnbutik i Tromsø

Vi gik i stedet en tur langs hovedstrøget, som har masser af butikker, bl.a. den fedeste garnbutik – uhhh, havde jeg været alene, ville jeg have kunnet bruge meget lang tid her, men nu nøjedes jeg med et lille kvarter, selv om der var en stol til John. Han kiggede dog grundigt på de flotte norske sweatre.
Jeg var meget disciplineret og købte kun fire nøgler.

P1000762

Deres pølsevogne er en anelse mere stilfulde end vores Cafe den Hvide Disk – og med bålfad, så kunderne kan holde varmen.

P1000777

Vi brugte noget tid i Tromsøs svar på sandskulpturfestivallerne i Danmark. Her var det isskulpturer i stedet for; selv glasset til den drink, der hørte med, var lavet af is. ALT var is; borde, bænke, figurer, vægge og … ja … det hele … og ganske som for sandskulpturernes vedkommede var vi temmelig imponerede over, hvad de havde præsteret at skære/forme i og af is. Se fx. blæksprutten herunder: Når man kigger nærmere på detaljerne, er det kunstværker, man ser, og polarforskerens pelsjakke ligner virkelig pels.

Blæksprutte af isP1000800IMG_1116

Blækspruttedetalje

Biblioteket er et kapitel (!) for sig – en smuk og anderledes bygning, som vi da lige skulle ind og se – især fordi det begyndte at sne kraftigt …

P1000808P1000810

Øverst var der læsesal – vi blev der kun i kort tid, for vi kunne ikke tale sammen; der var dødsstille, selv om der var fuldt af unge, formentlig studerende, bag os, men udsigten var nydelig, og vi fik varmen igen.

P1000757

Gadebilledet er, som i mange af de norske byer vi har været i, hyggeligt og farverigt. Vi er midt i en by, men mange af bygningerne er træhuse, og de er bestemt ikke ens og kedelige at se på.

P1000756

Sne manglede vi ikke. VI overvejede en slædehundetur onsdag inden vi skulle hjem, men for det første passede det ikke helt med tidspunkterne, og for det andet ville 1½ times tur koste næsten 2000 kroner. Pr. næse! Godt nok norske, men det var lige i overkanten, syntes vi, så vi nøjedes med minderne fra turen den første gang vi var heroppe.
Turen hjem var stressende. Vi havde kun 1½ time i Oslo til transfer, så når flyet fra Tromsø er fem kvarter forsinket, sidder nerverne uden på tøjet. Det værste var, at hvis vi missede det næste fly, ville John også misse sin første aftale med GLAD-fysioterapeuten torsdag morgen, hvilket ville have været noget rigtigt hø.
Den korte udgave: Vi nåede det. Det var fra SAS til SAS, så de ventede på os – der var flere danskere, der skulle med dette dagens sidste fly til CPH.

20. februar 2020

Vi så MASSER af nordlys

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 11:37
Tags: , , , ,

NLMinibus-200218-07469Vi har simpelthen været mere heldige, end politiet tillader, som min gamle far så ofte sagde: Vi havde én chance og vi bookede turen den 15. november. Ingen kan forudsige vejret så lang tid i forvejen – det kniber som bekendt sommetider med at forudsige det fra den ene dag til den næste. Det var snevejr og dermed overskyet næsten hele tirsdagen, men det klarede en smule op sidst på eftermiddagen; dog ikke nok til, at jeg helt turde tro på, at vi fik lyset at se.
Men det gjorde vi. I en grad, så selv guiden var imponeret; hun sagde, at det var den kraftigste og længstvarende aktivitet hun havde oplevet i denne sæson. Om det passer, ved jeg i sagens natur ikke, men jeg ved, at vi gik, stod og sad udenfor i ÷11° i over to timer og bare nød det fantastiske skue. Turen skulle egentlig vare nogle timer mere, men vi var blevet nordlysmætte og ville gerne hjem. Nogle frøs vist også en del …
Det voksede og voksede, det lys; fyldte på et tidspunkt tre fjerdedele af himlen – det var vildt.

Jeg vil i dette indlæg kun vise nogle af guidens billeder, for John tog en masse, som endnu er i raw og skal ændres til .jpg, inden jeg kan bruge dem. Guiden sagde, at vi var velkomne til at dele, så ingen copyrights er overskredet her. Når John har ordnet sine, bliver I sandsynligvis totalspammet med nordlysbilleder.

NLMinibus-200218-07481

Ellen nyder nordlysetSom det fremgår af billederne, var vi med Pukka Travels. Det er lidt af et sats, når man ikke kender nogen af Tromsøs mange, mange udbydere af nordlys- og andre ture, men for hvad det er værd, kan jeg kun sige, at vi ingen klager har overhovedet. Ingen er herre over vejret, så de kan ikke tage æren for den stjerneklare himmel (det kunne de dog alligevel lidt, for radar og vejrudsigter var nøje studeret inden afgang) og den relativt stærke aktivitet, men alt det andet var (også) upåklageligt.
De havde medbragt en dejlig rensdyrsuppe; de lavede bål direkte på sneen, gravede ‘bænke’ ud og lagde termotæpper på, så vi kunne sidde tørt og varmt. Vi sad der vel ½ time, og vi frøs ikke. Når bålet bygges som på det lille billede (nederst) og tændes oppefra, smelter sneen ikke før bålet er ved at brænde ud. Det var SÅ hyggeligt, var det. Vores lille gruppe bestod af amerikanere (alle fire både søde, slanke og ikke højrøstede!), tre tyskere, en belgier og to danskere.
Tilbage i bilen fik vi varm chokolade (eller te), hvilket var lige, hvad vi trængte til på det tidspunkt.

Som sagt var vi meget heldige. Overordnet er solpletaktiviteten nederst i en bølgedal i disse år, så egentlig var tidspunktet dårligt valgt, men i vores alder planlægger vi ikke flere år frem. “Large magnetic storms are most common during the peak of the eleven-year sunspot cycle or during the three years after that peak.”
Er vi i live og nogenlunde mobile, når der igen kommer et kraftigt soludbrud, kunne vi snildt have lyst til at gentage dette her.
Det er nemlig sådan (nu skuffer vi sikkert mange), at det blotte øje fint ser nordlyset, men ikke så nærmest selvlysende grønt som på de billeder, man altid ser af det. Kameraet kan se det, og det er efter min mening ikke snyd som sådan, for der er ikke manipuleret, blot eksponeret i fire sekunder for at få farverne frem.
Man taler om densitet i forbindelse med nordlys, og der skal en høj densitet (> 7) til, for at øjet kan opfatte det som lysende voldsomt grønt. Eller rødt eller lilla/blåt. Farven er afhængig af, hvor højt oppe i atmosfæren det foregår, og om det er ilt eller kvælstof, der ‘antændes’. Vi oplevede en densitet på bare 3-4, men kunne godt se, at det var grønt, og vi kunne sagtens se, hvordan det hele tiden forandrede og flyttede sig; bølgede og bevægede sig – og oven i købet ‘dansede’, inden det begyndte at aftage og vi satte kursen hjemover mod Tromsø.

imageTromsø er et af de bedste steder at besøge for at se nordlys, både fordi det ligger lige midt i nordlysbæltet og fordi det er en hyggelig by, hvor der er en masse man kan foretage sig om dagen, mens man går og venter på mørkets frembrud. Mere om det i et andet indlæg.
Jeg vil hermed aflive den tro, forbavsende mange har: At man kan holde sommerferie i Tromsø eller et hvilket som helst andet sted nord for polarcirklen – og se nordlys. Det kan man IKKE! Man kan jo heller ikke se stjerneskud om dagen, vel? Det skal være mørkt … der er en grund til, at nordlyssæsonen går fra september til marts.

11. februar 2020

De fik en chance til

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:51
Tags: , ,

For et par år siden tog vi et gourmetophold på Christie’s (uf) i Sdr. Hostrup, og dengang må jeg nok indrømme, at jeg var en anelse skuffet.
Det var ikke decideret dårligt, men det var heller ikke imponerende godt. 
Stedet bliver ellers rost i høje toner, så da jeg fik et tilbud, jeg trods den tidligere erfaring ikke kunne modstå, blev vi enige om at give det en chance til. Det var bedre end første gang, så denne anden gang bliver sandsynligvis ikke den sidste.
Vi forstår ikke, at de kan gøre det for de penge. Det er ikke så tit jeg informerer om økonomien i vores forehavender, men her er undtagelsen: 
Vi fik kaffe og brødtorte ved ankomst.
Vi fik en en femretters menu.
Vi fik en vinmenu. Den ene af os. Den anden fik en ølmenu.
Vi fik en hotelhytte at sove i.
Vi fik et yderst veltilberedt morgenbord.
For 1190 kroner.
For os begge to.
Als - alene på færgenJeg betalte mere for en fireretters menu på Rønnede kro, engang jeg gav John en fødselsdagsmiddag – vinen og ikke mindst vandet kom oven i prisen – det var her, vi betalte 45 kroner for 3/4 liter postevand. Gange to, fordi vi først vidste bedre, da jeg fik regningen. Jeg blev sur!
Men okay, når sandheden skal frem, var maden på Rønnede kro bedre end den i går, og portionerne var større.
De skal selvfølgelig ikke være store, når man får fem retter, men de skal heller ikke være så små, som de var i går – vi var faktisk ikke helt mætte, da vi gik fra bordet, men det er måske en del af forklaringen på, at det er så billigt? Det smagte dog godt, og menuen var bedre sammensat end første gang.
Var de lidt fedtede med maden, var de til gengæld ret generøse med vinen, så selv om jeg ikke blev mæt af maden, fik jeg så rigeligt at drikke.
Morgenbordet er næsten alle pengene værd: Skinken var lækker og håndskåret, baconen sprød og ikke sej, som den ofte er på steder, hvor de skal lave store mængder; der var ingefærshot eller en skarp til halsen, hvis man er til det. Der var ‘hjemmedyrket’ æblejuice. Bare godt alt sammen!

Horne kirke

Augustenborg slotVejen hjem gik over Als. Først den lille færgetur med Bitten fra Ballebro til Hardeshøj. En lille tur på 10 minutter. Det er første gang, vi har været de eneste passagerer på en færge – så har vi også prøvet det.
Derefter lidt legen turist; ikke så meget, for vi ville nå færgen kl. 12 fra Fynshav. Vi skulle bare lige nå at kigge lidt på Als.
Nordborg med Danfoss, som fylder meget, Augustenborg og Guderup. Især de to sidste byer var vi lidt betagede af; det er et par af de hyggeligste byer, vi har set.
Efter Bøjden gik turen over Sydfyn mod Nyborg; med et pitstop ved Horne Kirke, som er et imponerende syn. Jeg kunne ikke fotografere den fra sin pæneste side; der var for meget modlys.
Her var vi heldige, at solen viste sig i nogle minutter. Himlen skiftede hele tiden fra totalt blå til buldersort med slud og regn på ganske få minutter, så det var mildt sagt et blandet vejr.

Als (7)

Lige over for kirken ligger denne pittoreske lade. Stråtaget har det ikke for godt, men yndigt og nærmest frilandsmuseumsagtigt så det ud alligevel.
Vi var hjemme igen ved godt 16-tiden – en lang tur på kort tid, men det var alt i alt 31 gode timer vi fik os der.

19. januar 2020

Lynvisit i Hamburg

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 20:27
Tags: ,

Det var flot, flot vejr, både da vi kørte hjemmefra og da vi ankom til Alsterkrug Hotel midt på fredag eftermiddag. Det var et glimrende hotel med spa og mulighed for massage og andet i den dur, men det nåede vi ikke. Jeg havde ellers for en gangs skyld taget badedragt med, for sæt nu John ikke kunne holde ud at gå. Det kunne han dog i mindre grad, så vi købte en samlet billet til tre ting, som viste sig at tage hele lørdagen: havnerundfart, hop on – hop off-bus og endnu en bådtur på Aussenalster. Denne sidste kunne have været ligemeget, men vi så da nogle millionærvillaer, som nok ville kunne gøre husejerne på Strandvejen en anelse misundelige.
Den første havnerundfart var mest i containerhavnen. Vi tog den af to mulige, fordi vi fik at vide, at vi så mere på denne tur, men bortset fra, at han lige rundede Elbphilharmonie, så vi kun containerhavnen. Det var på sin vis spændende, for det var interessant at se, hvor heeeelt vild stor den er, men vi ville da gerne have haft set noget mere end den. Vi summede lidt over, hvad billetsælgeren mon havde ment med, at vi “så mere” på denne udgave.

Elbphilharmonie, Hamburg

Elbphilharmonie var en imponerende bygning, selv om Eric kom til at tænke ‘skrummel’. Johns umiddelbare reaktion var, at det forstod han da fint …
Den navnkundige Reeberbahn var sjov at se, selv om vi kun så den fra bussen. Vi undrede os en del over skiltet ved ‘indgangen’ til gaden: Den var våbenfri zone; skiltet havde overstregede piktogrammer for pistoler, knive og andre håndvåben. Hvorfor skulle det kun gælde for Reeberbahn? Det gælder vel overalt, at man ikke må bære våben? Eller hvad?

Hamburg

Noget var helt venedigsk at se på.

Og hvordan var det så med maden på hotellet? Vi var blevet lovet en fin femretters-menu, og den var da også glimrende: Først kom de med to slags godt brød, hvortil de ikke serverede smør, men en lækker olivenolie. Kort efter kom de med appelsinmarineret laks med syltet fennikel og sennepsdressing. Derefter en cremet trøffel-kartoffelsuppe med pesto og nødder; så en citronsorbet til at rense ganen, efterfulgt af hovedretten, som var grillet aborre med diverse (godt) tilbehør. Til sidst en crème brûlée med moccais og bær.
Alt i alt en dejlig menu – der var hverken for meget eller for lidt mad, men lige tilpas, så vi gik mætte, men ikke ubehageligt overmætte, fra bordet.

Appelsinmarineret laks

Vi spiste også på hotellet fredag aften. Her kunne vi vælge a la carte eller en tre- eller fireretters menu. Vi valgte en treretters, som, med de valg mellem for- og hovedretter vi havde, viste sig at være præcis den samme som de fem retter dagen efter. Det kunne de da godt have sagt! Jeg valgte den marinerede laks og John kartoffelsuppen. Dagen efter fik vi begge dele … fredag valgte vi begge and, hvorfor vi tog fisken om lørdagen – så var der da en smule variation i det. Desserten var også den samme. Forskellen var altså i virkeligheden bare citronsorbeten og det glas mousserende vin vi fik inden maden.
Det var søreme heldigt, at det smagte godt – og at de valgte vine var virkelig gode – her valgte jeg også forskelligt fredag og lørdag.
Nå. Vi fik set det centrale Hamburg og en del af den kæmpestore havn; vi havde et rigtig godt værelse og vi fik glimrende mad – alt i alt et par gode dage, hvor vi som sagt var heldige med vejret – det regnede lidt i går eftermiddags, men ellers har vi haft sol fra en nærmest skyfri himmel hele tiden, hvilket bestemt ikke har hørt til standarden her i januar 2020.

15. november 2019

Croome Court med god guide

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 11:50
Tags: , , ,

Onsdag kørte Charlotte os op til Malvern Hills, hvor vi kunne finde Croome Court. Det tog 1¾ time at køre derop … vores radius bliver længere og længere for at komme til at se noget, vi ikke har set før. Vi jokede lidt med, at om ikke så længe er udflugterne nok nødt til at gå til Skotland …

Malvern Hills er et betagende smukt område, hvilket jeg ved, at Mia vil skrive under på …

Malvern Hills

Croome Court

Croome er, som så mange andre steder i England, overgået til National Trust, fordi så sørgeligt få har råd til hverken at arve eller vedligeholde disse store huse. Selve titlen går i arv, men det er kun en titel, og den kan kun gå i arv til mænd. Den nuværende 13. Earl of Coventry bor i London, og hans arving er en nevø, som er maler og bor i Cornwall. Ikke et ondt ord om malere fra Cornwall, men de er i vores øjne ikke selvskrevne og heller ikke nødvendigvis velegnede/uddannede til at træde ind i bestyrelsen for fonden. Vi undrede os højlydt over, hvorfor pokker kongehusene kan finde ud af at lade kvinder arve, men ikke den britiske adel? Havde arvefølgen kunne gå ad kvindelige veje, ville den stadig i dag have været langt mere direkte end tilfældet er.

Croome Court

Annemarie?Sfinkserne her, som er identiske, men spejlvendte, blev vi grinende enige om må være blevet frembragt af en uskyldig kunstner, som kun har haft en ide om, hvordan kvindebryster ser ud, og som i virkeligheden kun har set dem godt skubbet op foran, men med nederste halvdel skjult af en kjole.
Guider/kustoder eller hvad de nu vil kaldes, er hos National Trust oftest frivillige, der gerne øser ud af deres viden om det pågældende sted. Nogle gange (men ikke her) får de gratis bolig på stedet mod at vise rundt i åbningstiden.
Vi stødte flere gange ind i en mand, som vidste alt, hvad der var værd at vide om Croome Court, og samtidig var en levende og dermed god fortæller.
Vi spurgte, hvor køkkenet havde ligget, for vi kunne ikke finde det. Han kunne fortælle, at det lå i en sidefløj, som ikke var tilgængelig for offentligheden. Man anbragte, af hensyn til brandfaren, køkkenet så langt væk som muligt, så ikke herskabernes hjem skulle nedbrænde. Man sagde, ikke helt for sjov, at hvis man var nødt til at puste på suppen, var man ikke rig nok. Hvis man var det, var suppen nemlig blevet tilstrækkeligt spisekold på vej fra køkkenet.

Her til højre ses en statue fra den nærliggende kirke. Charlotte så det først, men vi andre var ganske enige: Hendes yngste kusine Annemarie må have levet før og stået model til denne figur – det er bare så meget hendes ansigtsudtryk, når hun siger: “Mig? Mener du mig??” – de der kender hende og læser dette vil sikkert være enige.

P1000264

Parken var Capability Browns første store arbejde – sagde man her på Croome; jeg kan dog ikke finde dokumentation for, at det skulle være hans første, men at det er hans værk er indiskutabelt, og han tegnede også selve huset.

P1000296

Som man vil bemærke, var vi igen heldige med vejret, men vi så nogle grimme og store oversvømmelser på vores vej herop. Særlig i Yorkshire er de hårdt ramt, de stakler, og det er ikke slut med regnen endnu deroppe.

8. november 2019

Den slags er vi blevet for gamle til

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 12:11
Tags: , ,

Vi er igen i den lille wiltshireske landsby – og vi nåede toget, selv om det kun var lige netop. Flyet var over ½ time forsinket, og der var forsinkende vejarbejde på motorvejen, så da bussen fra Heathrow nåede Reading station, var der 10 minutter til toget gik, og jeg skulle først afhente de forudbestilte og -betalte billetter. Al elektronikken til informationsskiltene var ude af drift, så jeg kunne ikke tjekke, om toget gik fra den sædvanlige perron 7, men vi småløb dertil i håb om, at det var tilfældet. Da der var tre minutter til afgang, afbrød jeg en samtale og spurgte den eneste synlige stationsmedarbejder, hvorfra vores tog gik. Det gik fra perron 8. Mente han … SHIT – vi skulle så lidt tilbage, op ad en rulletrappe, lidt hen og ned ad en anden rulletrappe. Mens jeg sagde tak, så jeg vores tog ankomme. Jeg kan godt løbe, men John har svært ved det – og i øvrigt gør det det ikke nemmere med hver en kuffert plus håndbagage.
Han prøvede så godt han kunne – jeg var forrest og da jeg var halvvejs nede ad rulletrappen fløjtede en mand afgang. Jeg viftede vildt med armene, hvilket han heldigvis så og ‘holdt’ på toget. Jeg spurgte “Pewsey?” Han sagde ja, og jeg sagde, at den herre halvt nede på trappen derovre også skulle med. “Okay, step in”, sagde han, men da jeg ville være sikker på, at John også kom med, ventede jeg på ham. Da han lettere forpint nåede mig, skældte togmanden mig ud: “I told you to enter!” Jajaja … det gjorde vi så begge, og toget satte i gang med en lille forsinkelse, men jeg var glad for, at vi nåede det, for der var tre timer til det næste tog – eller også skulle vi have været taget til Swindon, men så havde C haft en noget længere tur for at hente os.
Vi er altså blevet for gamle til den slags rejsestress!

Urchfont

Resten af dagen gik heldigvis i et adstadigt og noget mere ældrevenligt tempo. Charlotte, John og jeg var alene, da resten af familien plus svigerfar og Andy var i færd med at køre wolseleyen til Birmingham, men mere om det senere.
John havde besluttet sig for at forære Charlotte et af sine kameraer. Han ville ellers have solgt det, men havde fået at vide, at han ikke skulle forvente at få mere end højst 4000 og sikkert kun 3000 for kamera med linse. Det ville i givet fald være et betragteligt tab, og C havde i sommers talt om, at hun flere gange havde overvejet at få et kamera, der kunne meget mere end det hun har, men det hun havde i tankerne ville koste så mange penge, at hun ikke rigtig havde samvittigheden i orden til det.
Hun blev meget glad for det – som i virkelig, virkelig glad, og vi kørte fluks en tur ud i det engelske landskab for at finde motiver, så hun kunne få lidt hands-on-undervisning af John. Det hyggede de sig en del med begge to.

P1000210P1000211

Mens de to mest koncentrerede sig om landskabsbilleder, så jeg andre ting gennem linsen. Bl.a. gik turen gennem Urchfont, som kan smykke sig med en titel, som meget praktisk ikke har noget årstal knyttet den den årlige pris, så det skilt kan stå der længe og lade som om det er nyt. (C.P.R.E. står for Campaign to Protect Rural England.) Men okay – de vandt faktisk prisen her i 2019, og om det er en slags vandrepokal, ved jeg ikke.
Friars Lane måtte jeg også smile over – når man har nået bunden, vil jeg mene, at det li’som kun kan gå opad, så den sidste del giver lidt sig selv …
I dag har C en kunde til prøvning her til formiddag, men hun satser på at kunne holde fri i resten af den uge vi er her … dejligt.

27. oktober 2019

Endnu lidt opfyldning

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 13:39
Tags: , ,

Vi er hjemme igen.
MariagerDet er vi i en hel uge, inden vi skal til England en tur – eller rettere halvanden uge, men vi syntes vi var nødt til at kompensere for deres aflysning af danmarksturen. Jeg kan da ikke vente fra august til jul med at se dem. No way!
Med andre ord: Lige netop mormorkontoen blev ikke påfyldt i denne omgang, men det gjorde andre, bl.a. hygge-/vennekontoen og feriefølelsekontoen. Ikke feriekontoen – tværtimod – men den gode fornemmelse af at have ferie.
Og desværre også vægtkontoen. Det går ikke, dette her; jeg er alt for tyk igen. Det er den gode vin, som næsten omgående sætter sig. Kunne den da ikke bare løbe igennem? Åbenbart ikke. Kunne jeg da ikke bare lade den være? Nej. Ikke når jeg holder ferie, men det gør jeg ikke den næste halvanden uge, og heldigvis ryger det forholdsvis hurtigt af igen, når jeg nøjes med at drikke vand.

Fredag kørte vi en tur til Mariager, hvor ingen af os havde været før. Det var en hyggelig lille by, hvor der bl.a. var en fin garnforretning (med mandesofa, så John hvilede sig imens), et bibliotek med et flot skilt, masser af bindingsværkshuse, en gammel kro (eftermiddagskaffe!) og det rødeste egetræ, jeg indtil nu har set.

P1000162

Lørdag var hjemrejsedag. Da vi kørte hjem fra Hirtshals efter det nordatlantiske krydstogt, spiste vi frokost på Restaurant Mast i Middelfart, hvilket var så lækkert, at vi lovede os selv at gentage succesen, når vi skulle hjem fra Djursland.
Det løfte holdt vi, og det var ikke mindre lækker mad denne gang – de kan noget på det sted, kan de. Først tuntatar, derefter ristet kulmule med Pommes Anna og en cremet, skummende, überlækker hollandaise (jajaja, jeg ved det … vægten …), men holdnuop, det var godt.
Det er hermed en tradition. To gange, så er det en tradition. Det er allerede en af mine yndlingsrestauranter.

Tuntatar, Restaurant Mast, MiddelfartRistet kulmule, Restaurant Mast, Middelfart

Mens vi er i England, skal deres gamle Wolseley køres til udkanten af Birmingham til et show i weekenden. Det klarer Tim og Andy (som er veteranbileksperten, som Tim værdsætter umådelig højt) om torsdagen. Om søndagen kører Charlotte, børnene, John og jeg derop og ser showet, som slutter kl. 17. Bilen må selvfølgelig ikke fjernes fra showet før, og på det tidspunkt har Tim på ingen måde lyst til at køre den gamle bil den lange tur hjem igen, så C booker værelser på et hotel til os alle, og så agerer vi ledsagevogn til Tim på hjemturen. Det bliver en ferie i ferien … ikke så tosset.
Sidste år vandt Wolseleyen en af præmierne, og når sådan noget sker, stiger værdien af bilen. De håber selvfølgelig på endnu en præmie, så bilen kan gå hen og blive til en rigtig god investering … det er en alternativ form for pensionsopsparing, men det er de ret gode til i den familie.

23. oktober 2019

Verden er lille

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:58
Tags: , , , ,

Vi laver stadig så lidt som muligt, men synes trods alt, at det er synd at sidde og stene hele dagen, så det er i går og i dag blevet til en tur til Aarhus, Ebeltoft og Ørnbjerg Mølle. De to første var gensyn; det sidste nysyn, så at sige. Det var måske ikke et særsyn, men det var et smukt syn – og vi fik et uventet syn: Jeg hørte John sige Hej Viggo! og troede først han havde mødt en gammel kollega, men det viste sig at være min kusines mand, til hvis 70-års fødselsdag vi var tidligere på året. Pudsige tilfældigheder – var vi kommet fem minutter senere, havde han været kørt igen, men vi fik os en kort sludder, og de kommer begge to i morgen eftermiddag til en kopkaf – de camperer ved Ebeltoft, bare nogle få minutters kørsel fra vores sommerhus.

Ørnbjerg MølleØrnbjerg Mølle

Jeg havde set billeder fra Salling Roof Top og læst, at stedet var et besøg værd, hvilket ikke var helt løgn. Der var en glimrende udsigt deroppe fra, men jeg var vist den eneste, der gik ud på glasgulvet for at få den fornemmelse med. Det gav et lille sug i maven, men selvfølgelig skulle det prøves!
Det var faktisk ikke specielt gennemsigtigt – det kunne de nu godt have lavet af noget bedre glas.

Salling RooftopSalling Rooftop

Det var således også et nysyn for os, ligesom Aarhus Ø var det.
Der var meget spændende byggeri at se på, men jeg/vi kunne ikke bo sådan et sted i en uge – der var ikke ‘venligt’, syntes vi. Ikke grønt nok, selv om der selvfølgelig var en smule, og godt nok elsker jeg at bo ved vandet, men der skal altså være mere end bare vand. Vi bliver aldrig, aldrig bymemmesker.

Aarhus ØAarhus ØAarhus Ø

Nå. Jeg skal vel bare lære at se verden gennem andre briller … måske større briller …

P1000116

20. oktober 2019

A room with a view

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:08
Tags: , ,

Det er ren afslapning. 100 % afslapning.
Som om vi havde brug for afslapning … men der skal jo være forskel på hverdag og ferie, og nu holder vi ferie. Igen.
Denne gang på Djursland, hvor vi har lejet et sommerhus stort nok til, at englænderne kunne være her, men samme englændere meldte for kort tid siden, at de alligevel ikke kom, fordi det trak op til, at Tim ville komme ud i samme travlhedsproblem som i sommerferien, og Charlotte ville ikke én gang til tage turen alene i bil, som de altid gør, når vi skal mødes i Jylland.
Der stod vi så, to personer, med et hus med masser af plads, så vi spurgte Ditte og Peter, om de ville med på et afbud, hvilket de var friske på. Peter dog ikke hele ugen, da han stadig er arbejdsramt, men Ditte bliver her sammen med os ugen ud.

P1000084

I husbeskrivelsen stod der, at det ligger 50 meter fra vandet. Det lød forjættende, men passer ikke helt, medmindre man regner fra, hvor grunden går til, men tæt på er det, og vi kan sidde i den let ‘forhøjede’ stue (tre trin op) og nyde udsigten.

P1000089

P1000090I dag kørte vi den meget smukke tur gennem Mols Bjerge ned til Slettehage Fyr, hvor vi så den fineste Rolls Royce-version af en Citroën 2CV. Den hed 6V, og havde dermed så meget trækkraft, at den var i stand til at have den matchende trailer efter sig. Den vakte en del opsigt og blev ivrigt fotograferet af stort set alle, der var der.

Selv den strandede tang har efterårsfarver – den lå og glødede så fint i vandkanten.
Den strand, vi har tæt på, er ikke en god badestrand, fordi der er sten overalt. Virkelig mange sten … John og jeg har allerede fundet en halv snes stykker med hul igennem, så jeg skal hjem og trække sten på snor.

Det er fjerde gang, vi holder efterårsferie på Djursland, så der er ikke så meget nyt for os at se, men området er så absolut smukt nok til at tåle et gensyn.
Det betyder nok også, at vi vil tilbringe mere tid i huset end vi normalt ville gøre, hvilket igen betyder, at der bliver dejligt meget strikketid til Ditte og mig.
John vil høre lydbøger – det får han ikke gjort så meget, når vi er hjemme.
Så altså afslapning og dermed ikke meget at skrive om. Det gør ikke noget.

25. september 2019

Ikke flere bindingsværkshuse!

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:04
Tags: , ,

Nu er vi mætte mht. bindingsværkshuse. I dag har vi været i Goslar og har travet bymidten tynd. Det ene hus er flottere end det andet; der er imponerende udskæringer og smukke skifertage, men på et tidspunkt får man nok. Vi gjorde i hvert fald, og jeg skal også skåne jer for flere billeder af huse – bortset fra dette skiferarbejde, som der er meget af i Goslar – som i virkelig meget – der må være en del, der engang har fået gigt i armene af at tilskære alle disse tusindvis af skiferplader, men de er både skåret og lagt flot i samme stil over hele byen.

P1000233P1000237

P1000207Hvorfor fandt vi egentlig på at tage til Harzen?
Det gjorde vi, fordi vi fik et tilbud fra Risskov Rejser på tre nætter med all inclusive på et hotel i Hahnenklee i Harzen.
1250 kroner pr. person. Dvs. at vi for 2500 kroner i tre døgn får en seng samt alt hvad vi kan spise og drikke (af vin, øl, kaffe, te og vand). Det lyder næsten for godt til at være sandt, men det er det for en gangs skyld ikke.
Værelset er meget stort – større end forventet, her er fint og rent og det virker ikke spor slidt, hvad vi nok havde forestillet os, at det ville være.
Vi havde pga. prisen heller ikke forventet meget af kvaliteten på hverken mad eller drikke, og rødvinen er da også noget værre sprøjt, men heldigvis havde jeg taget en god flaske med hjemmefra, så når vi er tilbage på værelset, kan jeg få et godt glas vin inden sovetid. Man har vel ferie.
Maden er såmænd udmærket. Det er bestemt ikke en gourmetrestaurant, men god, tysk hverdagskost … meget gebisvenlig, blev vi enige om (med kålroulader und alles den første aften), men det er nok også en god ide, for jeg hører til blandt de yngste gæster og John holder vel nogenlunde gennemsnitsalderen.

Skal man indtage de gratis drikkevarer, bedes man blive i hotellets lobbyområde eller i andre, nærmere definerede lokaler; man må ikke tage noget med op på værelset, hvilket man gøres opmærksom på i elevatoren med et skoleeksempel på Googles undersættelsesservice. Jeg behøver nok ikke at pensle ud, hvad jeg mener …

Harzen er lig med hekse.
Hekse alle vegne, i alle størrelser fra nøgleringe til legemsstore, i alle afskygninger, alle prisklasser og i forskellige materialer.
Man bliver nærmest bombarderet med heksefigurer overalt i Harzen, ikke kun her for foden af Bloksbjerg.

P1000223P1000224P1000225

Efterårsfarverne har så småt indfundet sig hernede, så det har været smukt at køre rundt, bortset fra i formiddags, hvor det kneb gevaldigt med at holde de gyldne løfter om flot solskinsvejr. Det klarede dog op om eftermiddagen, så det gik alligevel … vi brugte en times tid af den regntunge formiddag på Schloss Herzbergs museum, som var forbløffende billigt i entre.
Der var så heller ikke meget at se, men det der var, var da okay nok.

24. september 2019

‘Hjemme’ på Bloksbjerg

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 19:38
Tags: ,

Vi er i Harzen. Jeg har i dag, for første gang i mit liv, stået på toppen af Bloksbjerg. John hævdede, at jeg måtte føle mig hjemme her – og hvorfor var jeg ikke spor overrasket over den bemærkning? Faktisk følte jeg mig ikke hjemme, men vi mindedes tiden før 1989, hvor vi kunne stå i vest og kigge over på Brocken i øst. Det er 30 år siden lige om lidt, og der er sket meget siden da, selv om noget har ikke forandret sig; bl.a. var vi en del forundrede over, at der stadig må falde syreregn, for der var store – virkelig store – områder, hvor alle nåletræer var døde. (Beklager billedkvaliteten, det er taget mens bilen var i fart.) Forstemmende at se – jeg troede naivt, at det var et 80’er-fænomen, men det holder åbenbart ved, desværre.

P1000147

Turen gik videre til Quedlinburg, byen jeg blev inspireret til at se ved at læse ovre hos Lene, og som er på Unescos verdensarvliste.
Det kan jeg godt forstå, at den er. En turistbrochure beskrev den som bindingsværkshusen es moder. Det kan jeg også godt forstå … der blev skudt mange billeder herfra. Vi nåede vist at gå hele den gamle bydel igennem på kryds og tværs, og vi så det ene skønne hus efter det andet. Mange var umådeligt små –  se blot billedet herunder til venstre. Charlotte og Tim havde en meget smal, men fire etager høj lejlighed, da de boede i London, men nogle af husene i Quedlinburg var langt smallere.

QuedlinburgQuedlinburgQuedlinburg

QuedlinburgQuedlinburg

Det var også interessant at se, at så snart vi var inde i Det Det Var (en genial ordforklaring i en krydserpåtværs, jeg engang løste. Svaret var naturligvis DDR), var der marker, marker og atter marker. Og lidt skov, men ikke en gård, ikke et hus – ingenting, hvilket må være et synligt levn fra de kæmpestore statsdrevne godser. Jeg undrede mig dog lidt: Der må vel have været små gårde før 2. verdenskrig? Eller hvad? Rev russerne dem ned?
I dag er mange af de store gårde/godser solgt, men det tog vist længere tid end man i første omgang havde regnet med. Jeg læste en succeshistorie om en dansker, der havde købt et gods på omkring 1100 hektar. I DDR-tiden var der ansat 100, og det var, ikke overraskende, hamrende ineffektivt, men med danskerens 17 ansatte blev det hurtigt rentabelt på linje med et dansk landbrug.

Quedlinburg

Quedlinburg igen, søreme …

Turens tidspunkt har været godt timet: Vejret er, som man vist også kan fornemme på billederne, meget smukt – sol fra en høj og flot septemberhimmel og 21 graders varme. Vi var lidt bekymrede i morges, for det var så tåget, at vi knap nok kunne se, at vi havde en altan, men det klarede op i løbet af formiddagen for at blive solrigt og lunt resten af dagen.
I morgen går turen til Goslar, som vi, i modsætning til Quedlinburg, har set før, men det er stadig omkring 35 år siden for begges vedkommende, så mon ikke den tåler et gensyn?

12. september 2019

M/S Norröna

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:46
Tags: , , ,

Norröna i SeyisfjordurOg hvordan var livet så ombord på M/S Norröna? Det var vi alle fire lidt spændt på. Skibet er fra 2003 og er ikke helt lille, hvilket vil sige omkring 1500 passagerer, men hvor mange der reelt var med på vores tur, ved jeg ikke. (På billedet til højre ligger det i Seyðisfjörður). Med et personale på bare 120 personer har de nok at lave allesammen, og man så da også de samme personer både morgen, middag og aften.
Personalet har vi intet som helst at udsætte på. Alle var til enhver tid smilende, flinke og yderst serviceorienterede. Nogle var fra Færøerne, andre fra Danmark og nogle få kommunikerede kun på engelsk, så hvor de var fra, ved jeg ikke, men det er jo også aldeles ligegyldigt.

Skibet bar tydeligt præg af at være 16 år gammelt. Det var slidt; nogle steder meget slidt. Der var såmænd rent nok over det hele, men fx Skybar på øverste dæk, som, pga. det gode udsyn, var hvor vi først søgte hen efter at have pakket kufferterne ud, gav ikke noget positivt førstehåndsindtryk. Dækstolene var ikke behagelige og en del var gået i stykker, men blev ikke af den grund fjernet.
Det var dog heldigvis det mest nedslidte sted; opholdsrum og kahytter var okay.

Suler

Vi så suler. Vi så mange suler. Vi kendte fuglen af navn, men det var første gang, vi så den. Store, elegante ‘glidere’, og ‘store’ skal tages bogstaveligt, idet de har et vingefang på 165-180 cm og en kropslængde på 87-100 cm.
Vi så andre havfugle, men nok flest mallemukker, som vi også kun kendte af navn indtil nu. De er noget mindre, med kun omkring ⅓ af sulens vingefang.
Herhjemme ser jeg måger som nogle hammerirriterende, plagsomme og højrøstede skabninger, men på sådan en havtur er det hyggeligt at blive fulgt af forskellige havfugle det meste af vejen.

Sule

Maden ombord var meget forskellig, afhængigt af valget af restaurant. Med i rejsens pris var næsten alle måltiderne, men det var ikke nogen fantastisk oplevelse i buffetrestauranten, hvor lørdagsaftensmaden blev indtaget.
To af aftenerne skulle vi spise i a la carte-restauranten Simmer Dim. Første gang var søndag aften, og det var sandelig en noget anderledes og klart bedre oplevelse. (Herunder lammeskank og havtornis med ‘lava’chokolade. (Se vandflasken til venstre … båden vippede …))

LammeskankP1000019

Man kunne, for en rimelig sum penge, opgradere sin buffet til i stedet at spise en treretters menu i Simmer Dim. Det var vi ikke længe om at beslutte os for, og spiste dermed kun i buffetrestauranten én gang til, men det var til deres vikingbuffet den sidste aften om bord, som skulle være noget særligt, og som da også var noget bedre end de øvrige.
Morgenmaden i buffetrestauranten var der, som jeg vist nævnte forleden, intet at klage over.
Der var også en tredje restaurant, The Diner, hvor vi spiste frokost to gange. Heller ikke noget at skrive hjem om …

De havde et system med drikkebilletter, som skulle give rabat på drikkevarer. Man kunne købe syv ad gangen for 259 kr = 37 kroner pr. billet. Det gav adgang til visse drikkevarer, som naturligvis ikke hørte til blandt de dyreste. Sådan er det også med drikkepakkerne på større krydstogtskibe.
En tur på broen på NorrönaDet, der viste sig at være noget fis, og som vi opfattede som tangerende bondefangeri var, at vi fx kun kunne købe en almindelig kaffe med langtidsholdbar papfløde til. Den koster normalt 30 kroner, så hvad er der lige sparet her? Man kunne få et glas rødvin for en billet, men det viste sig, at den eneste drikkelige af slagsen var oppe i Skybaren. I Naust, hvor vi oftest befandt os, var det noget værre sprøjt, vi kunne få. Til gengæld kostede det 59 kroner, så her var penge at spare, hvis man ellers kunne få sig til at drikke vinen.
En god kaffe, fx en caffe latte, kostede 39 kroner, så hvorfor pokker det ikke kunne lade sig gøre at få sådan en på ‘rabatbilletterne’, var ganske enkelt ikke i orden – hvilket jeg da heller ikke lagde skjul på i evalueringsskemaet, vi blev bedt om at udfylde ved rejsens slutning.
Jeg har to af de syv billetter med hjem, og det har Ditte også – vi gad simpelthen ikke indtage hvad de gav ‘rabat’ på.
Dette bare til advarsel. Bortset fra dette klagepunkt var det overordnet set en glimrende tur, hvor vi fik set en masse på den uge, vi var væk, på trods af, at meget af tiden foregik på havet.
Selskabet på turen var der absolut heller ingen grund til at klage over …

11. september 2019

Stinkende svovl, boblende mudder og varme bade

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:51
Tags: , ,

Island er ikke et så misvisende navn som Grønland. Der var nemlig koldt. Temmelig koldt, faktisk: bare 3°, men det vidste vi inden vi tog afsted, så vi havde tøj nok med og frøs derfor ikke.

Solfatara, IslandSolfatara, Island

Men er luften kold, så er jorden varm. Temmelig varm, faktisk: 80-100°.
Guiden advarede os mod lige at skulle efterprøve, om stenene nu også er så varme, som man påstår. De er de, og ens håndflader skulle efter sigende gøre ret ondt, hvis man alligevel vil prøve – “Der er altid en i enhver gruppe, der gør det”, og det var der ganske rigtigt også … fæhoved …
imageHvem der har stablet stenene i disse bunker (som kaldes solfatara), skal jeg derfor lade være usagt. Jeg tænkte ikke på at spørge, men vedkommende må have haft asbesthandsker.
Fascinerende var det også med de boblende mudderpøle. Det var dystre, lidt hæse, hule blop, der lød som når en gryde med grød er i kog. Det var der dog ingen, der lige skulle have hænderne i for at se, om det nu også var så varmt, som man hævder.
Der var desværre ingen gejsere i dette område, hvilket jeg ellers godt kunne have undt Ditte og Peter at se, for jeg husker tydeligt, hvor voldsomt fascineret jeg var af det fænomen, da vi var på det vestlige Island i foråret 2015.

P1030730

Svovl-og andre aflejringer ses flere steder.

P1030722

Et bad i en varm kilde blev vi naturligvis også tilbudt – ved Myvatn. John og jeg sprang over; John fordi han stædigt nægter den slags, jeg fordi jeg havde prøvet det før. Det havde Ditte og Peter ikke, og da de kom op igen og begejstret fortalte om den anderledes og ret specielle oplevelse, fortrød jeg, at jeg ikke havde taget badetøjet med. Man har en hud bagefter, der er blødere end en barnenumse – eller sådan føles det i hvert fald.
Herunder ses Peter (i midten af billedet) vinke til mig. Ditte står og ser yndig ud skråt til højre for Peter.

P1030702

P1030698

Det er en mærkelig fornemmelse, at man ‘forsvinder’, når man kommer i vandet. Det er helt ugennemsigtigt, så alt hvad der er mere end et par cm nede, kan man ikke se. Det er vanskeligt at forklare, men ikke at kunne se noget af en selv, man naturligvis ved er der, føles virkelig underligt.
Vandet er mellem 38 og 42° grader og derfor meget behageligt.

P1030688

Vandfaldet Dettifoss var selvfølgelig også flot at skue. De påstod, at det er Europas vandrigeste, med 500 m3 vand løbende igennem pr. sekund.
Det må siges at være en hel del vand …

P1030735P1030692

Herover udsigt over Seyðisfjörður, hvor båden lå i to nætter.
Skiltet med den gennemstregede fod var deres søde måde at gøre opmærksom på, at vi skulle passe på den sparsomme beplantning i området ved Dettifoss-vandfaldet.

Det må være nok Island og Færøerne for denne gang.
Måske kommer der lidt om båden … en form for evaluering, for der var både godt og mindre godt. Mest godt, heldigvis, men … vi er nok bare ved at blive lettere blaserte efter det fantastiske krydstogt det halve af Sydamerika rundt.

9. september 2019

Søgang …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:24
Tags: , ,

Set i det store perspektiv må vi nok sige, at vi var heldige med vejret på stort set hele turen. Det var flot sejlvejr; det var smukt om mandagen på Færøerne og det var rimeligt på Island tirsdag og onsdag (rimeligt = ingen regn). Men så gik det galt torsdag, hvor vi igen befandt os på Færøerne. Ikke megen sigtbarhed og regnen væltede ned indimellem.
Nå. Man kan ikke få alt. Vores færøske guide sagde ellers, at hvis man er utilfreds med vejret på Færøerne, skal man bare vente 10 minutter.
Det holdt så ikke helt stik, desværre, og vi skulle helt op til Gjogv, som ligger nordligst på Eysturoy. Det var en smuk tur, selv i regnvejr, så den må have været fantastisk, hvis solen havde skinnet som om mandagen.

Da vi sejlede videre mod Island, tog vi den op gennem strædet mellem Eysturoy og Kalsoy – også en betagende tur, men sikke da båden kunne vippe, selv om det så ud som om vi sejlede i smult vande inde i strædet. Se evt. videoen her, som giver et lille indtryk. Det skulle blive meget værre; om aftenen og især om natten, hvor vi var langt ude i Nordatlanten, blev det rigtig slemt, men det kunne vi i sagens natur ikke filme.
To tredjedele af gæstene på restaurant Simmer Dim, hvor vi spiste søndag aften, meldte afbud fordi de var søsyge, de stakler. Det var i det hele taget en særdeles fredelig båd den aften; de fleste lå åbenbart og våndede sig i deres køjer, så der var god plads alle vegne.
Ingen af os fire blev syge, men jeg skal da lige love for, at vi blev moslet grundigt rundt i sengene mandag nat, for da vippede vi ikke kun op og ned; den rullede og vippede på én gang, så det var en tur for de søstærke. Samt for dem os, der havde snydt lidt og taget transportsygemedicin …

Gjogv, Færøerne

Herover det beskyttede havneindløb til byen Gjogv (som udtales tjægf. Tilnærmelsesvis …). Dønningerne her var, ifølge guiden, tre meter høje, så at skulle herind med en lille båd kan ikke have været særlig sjovt på sådan en dag. Men vi syntes naturligvis, at det var et flot syn – ligeledes det voldsomme vand, man så oppe fra Kronprinsesse Marys bænk, som udsigtsbænken hedder. De er stolte af heroppe, at hun har været her og har siddet på den bænk – den er sågar angivet på Google Maps!

Gjogv, FærøerneGjogv, Færøerne

Trolden og Kællingen, FærøerneTrolden og Kællingen, Færøerne

Sødt lille drivhus på FærøerneHerover Trolden og Kællingen, som vi standsede ved på vej tilbage til båden.
Vi fik fortalt et folkesagn om disse to personager – det var bemærkelsesværdigt, hvor meget folkloren stadig holdes i live både i Island og på Færøerne. Begge guider serverede en hel del muntre og/eller sørgelige historier og sagn:
“I modsætning til det øvrige Norden, er der i det moderne Island en relativt stor del af befolkningen, der enten tror på eksistensen af huldufólk, eller som i det mindste ikke vil udelukke den”. [Wiki]
Jeg kan godt lide den sidste bemærkning – man lader lige en bagdør stå åben, for sæt nu …

Jeg fik øje på et nuser lille drivhus. Det så ikke ud, som om der blev dyrket noget i det, men på disse kølige breddegrader må det være skønt at kunne forlænge den korte sommer lidt.

I næste indlæg skal vi en tur til Island.

7. september 2019

Der forsvandt lige en uge

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 20:28
Tags: , , ,

Tørfisk i TórshavnSådan går det åbenbart, når man rejser sammen med et vennepar, hvilket var første gang for vores vedkommende. Vi har tit rejst med familien, men aldrig med venner. Det gik dog rigtig godt. Så godt, at jeg ikke fik blogget så meget som en linje – delvist fordi vi ikke bare, som vanligt, var John og mig, og delvist, at jeg ikke gad investere en masse penge i en dårlig internetforbindelse på skibet.
Jeg ved derfor hverken hvor jeg skal ende eller hvor jeg skal begynde – det bliver jo ikke den dagbog, som mine rejsebeskrivelser oftest er. Enten bliver det en samling rodede beskrivelser, eller også kommer der nogle temaindlæg. Det ved jeg ikke helt endnu.

Vi lagde ud med at tage afsted kl. 07 sidste lørdag. Vi skulle checke ind i Hirtshals senest kl. 14, så vi planlagde at være der kl. 13:30. Vi var der kl. 13, men kunne i første omgang ikke finde passagerterminalen. Det var et nyt område, så vores fire år gamle Garmin kendte ikke adressen.
Vi fandt den dog og satte Ditte, Peter og bagagen af, hvorefter John og jeg skulle finde Skaga Hotel, hvor bilen skulle holde en uge.
Der var bare lige den hage, at gps’en hverken vidste hvor vi var eller hvor vi skulle hen. Aldrig har jeg oplevet så forvirret en gps.
Så kom jeg i tanke om Google Maps. Det hjalp …
Den bestilte taxa hentede os, og snart var vi fire lykkeligt genforenede og kunne checke ind.

Færøerne

Vi havde bestilt luksusudgaven af rejsen, hvilket bl.a. inkluderede samtlige måltider om bord, heraf de to i a la carte-restauranten Simmer Dim og resten i buffetrestauranten, som vi skulle spise i lørdag aften.
Det var vi ærlig talt ikke specielt imponerede over. Det var selvfølgelig ikke dårligt som sådan, men bare ikke særlig inspirerende mad – måske delvist på grund af, at vi efterhånden var blevet grundigt trætte, da vi var sat til at skulle spise kl. 19:45. Færøtid, hvilket var 20:45 dansk tid. Skibet kørte på færøtid, uanset om vi var i Danmark eller i Island, som er hhv. en time foran og en time efter Færøerne.
Vinen var heldigvis udmærket, og da vi var færdige med den og med maden, var klokken 21. Færøtid. Vi blev enige om, at med vores tidlige “opstandelse” om morgenen kunne vi godt tillade os at gå i seng, så det gjorde vi.

Færøerne

Hele søndagen var vi på havet. Det tager laaang tid at sejle til Færøerne, hvor vi lagde til tidligt mandag morgen. Meget tidligt mandag morgen, så John og jeg var nede for at spise morgenmad allerede kl. 07:10 – da var den jo over otte for os.
P1030598Morgenmadsbuffeten var klasser bedre end aftensmadsbuffeten; her var alt til faget hørende, så ingen klager over morgenmaden.
Kl. 9 blev vi hentet af en guide og blev først vist lidt rundt i Tórshavn til fods, hvorefter vi blev kørt lidt rundt i en bus for at få et indtryk af området.
Finansministerieskiltet sad på en helt almindelig dør i et helt almindeligt hus i en helt almindelig gade.
Det var ret hyggeligt.

TórshavnTórshavn

Allerede midt på mandag eftermiddag gik turen videre mod Seyðisfjörður på Islands østkyst, hvor vi skulle opholde os et par dage.
Mere om det senere.

19. august 2019

Sådan er det desværre sommetider

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 21:33
Tags: , ,

Englænderne ankom lørdag kl. 17:30 efter en lang tur fra Umbria i Italien. Vi havde en lang og hyggelig aften, hvor Tim bl.a. underholdt om en kæmpe sag, han netop er startet på … eller rettere er blevet hentet til at skulle være PR-repræsentant for. Normalt hviler alting i august, hvorfor han regnede med at kunne holde sine tre uger fri, men sådan skulle det ikke være. “Nogen” varmer op og forbereder, så Tim har været ‘på’ på telefonen en del gange under deres ferie, og han blev flere gange spurgt, om han ikke kunne komme til London, hvilket han afviste.
Natten til søndag hørte jeg ham stå op kl. 01:30, og han gik først i seng igen 04:30. Det er med deltagere fra UK, USA, Japan og et par lande til, jeg ikke kan huske, så derfor bliver han kontaktet døgnet rundt.
Søndag morgen meddelte han, at han var nødt til at kapitulere og tage til London – Det er trods alt hans firma, og han kunne ikke længere tillade sig at fjernstyre sine ansatte; han var nødt til selv at komme ind og deltage i nogle møder.
Surt. Og synd for dem alle. Men samme alle forstod det godt, især efter hans lange forklaring om sagen, som jeg naturligvis ikke kan sige noget om her.
Han tog derfor et fly søndag eftermiddag, og Charlotte skal om nogle dage køre hele vejen til England uden en co-driver – men det klarer hun selvfølgelig fint, for hun har nu bestilt natfærgen fra Hoek van Holland, som vi har taget nogle gange, i stedet for Calais-Dover som oprindeligt planlagt.

P1030503

Det betød, at vi måtte lave en smule om på planerne, for nogle af dem vil vi ikke lade Tim gå glip af, så det må vente til en anden gang.
I stedet fandt John på, at vi kunne tage op til fugleparken, som ligger mellem Gilleleje og Esrum, hvilket vi syntes var en glimrende ide.
Der var andet end fugle; bl.a. surikater, som ikke skuffede os, da de stillede sig op på netop den måde, som disse nuser små kræ er så kendt for.

P1030532P1030478

Der var små geder, som måtte fodres med dertil indkøbt foder … enten er der (for) mange, som får lov til det, eller også var denne lille ged højgravid.
Vi var positivt overraskede over stedet, som dækkede et pænt stort areal, hvor voliererne lå spredt og mere eller mindre skjult mellem træer og buskads.
Der var masser af borde og bænke, hvor man kunne indtage en medbragt frokost, hvilket vi havde læst, at man kunne og derfor gjorde.

P1030492

Dagens højdepunkt var, da vi kom med ind for at fodre lorierne med nektar. Eller noget, som skulle forestille at være nektar, men fuglene labbede det da i sig med stor fornøjelse. Charlotte og børnene fodrede på livet løs, mens John og jeg fotograferede alt hvad vi kunne.
En satte sig på Charlottes hoved, hvilket føltes en anelse underligt, som hun udtrykte det.
Det var meget smukke og farverige fugle, og havde man tid nok, ville man nemt kunne lære at kende forskel på dem, for ikke to var helt ens.

P1030509P1030526

Hvad det var, Anna fandt så uendeligt morsomt på det øverste billede, er vi ikke rigtig klar over … måske var hun bare betaget af, at fuglen ville håndfodres af Charlotte.

Vi havde en god dag i det nordsjællandske – en dag som blev længere end vi havde regnet med, da vi først var hjemme igen 17:30, selv om vi kørte hjemmefra kl. 10 og kun var i fugleparken – kun suppleret med et enkelt pitstop ved en isbod undervejs på vej hjemover.

18. juli 2019

En mystisk plante

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:55
Tags: , ,

I kanten af et af dahliabedene er der dukket en plante op, som er lidt af et mysterium for mig.
Det ligner en agave – og så alligevel ikke, for bladene er for bløde.
Det kunne også ligne agapanthus en lille smule – og så alligevel ikke, for bladene er for stive, men der står en del agapanthus i bedet ved siden af.
Det er ikke nemt … PlantSnap kom frem til, at det må være en yuccapalme, og det ligner den da også, men hvordan pokker den skulle have sået sig selv lige der, er mig i så fald en gåde. Jeg ejer nemlig ikke en yuccapalme, og området vrimler heller ikke ligefrem med dem, hvorfor den næppe heller kan være bragt af vinden eller af en fugl.

En billedgoogling gav det resultat, at det er en Agave azul, som også kaldes tequilaagavenAgave tequilana, commonly called blue agave (agave azul) or tequila agave, is an agave plant that is an important economic product of Jalisco, Mexico, due to its role as the base ingredient of tequila, a popular distilled beverage. The high production of sugars named agavins, mostly fructose, in the core of the plant is the main characteristic that makes it suitable for the preparation of alcoholic beverages.” Wiki
Da jeg borede lidt mere i det, fandt jeg også nedenstående, som ligner til forveksling: Yucca filamentosa ‘Hofer’s Blue’ – Adam’s Needle.
Er der måske en af jer kloge læsere, der kan be- eller afkræfte disse teorier? Den er omkring 50 cm høj, og den er kommet i år, for i foråret var bedet helt bart, så den er relativt hurtigt voksende.
Det er ikke fordi den er særlig pæn, især ikke i selskab med dahliaer, men nu får den lov at stå indtil jeg forhåbentlig har identificeret den med større sikkerhed. Måske har den oven i købet tænkt sig at blomstre på et tidspunkt – hvem ved?

P1030426image

Hvis det virkelig er en Agave azul, kan det være, jeg skal gå bort fra gin, næsten endnu inden jeg for alvor er begyndt, og i stedet begynde at fremstille Den Stråtæktes Egen Tequila.
Det ville være ret alternativt.

17. juli 2019

Jeg ønsker, at teleportation kunne blive opfundet i en fart

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 20:25
Tags:

Vi havde ikke selv fået lov at bestemme, hvornår vi ville til England denne gang. Havde det stået til os, var vi aldrig taget afsted lørdag d. 6. juli om morgenen; vi ville aldrig køre gennem Tyskland og gennem Holland for at tage færgen fra Hoek van Holland ud for Rotterdam på en lørdag i skolesommerferien.
Vi var blevet advaret om den voldsomme trafik med dommedagsforudsigelser af Lars E’ske dimensioner; vi ville blive udsat for motorvejskøer på snesevis af kilometer, og der skulle i år være flere vejarbejder på de tyske motorveje end nogensinde (540, hvilket er 150 flere end sidste år). »Hvis det er muligt, bør man undgå at ramme disse strækninger på lørdage i juli og den første del af august, hvor trafikken har det med helt at gå i stå.«
Jeg afskyr i forvejen at skulle nå en bestemt færge, når man, for at komme til den, skal køre over 800 km. Det er svært at planlægge hvor meget tid man skal regne med i forsinkelser, og mister vi aftenfærgen fra Hoek van Holland, er det bare ærgerligt, for så er der kun én vej videre, nemlig de 330 km til Calais og så med færgen til Dover. Eller bruge tunellen. Plus de mange mistede penge for den mistede færge, ikke at forglemme.
Af samme årsag kører vi kun via Rødby-Puttgarten ud; aldrig hjem, der kører vi via Jylland og over Storebæltsbroen. Vi kunne selvfølgelig tage en flexbillet, men det er vi for nærige til.

Vi kørte gennem Tyskland og stødte da også på nogle vejarbejder, men ingen køer af betydning. Jeg ved ikke hvorfor vi var så heldige, i modsætning til Lenes start på ferien den samme dag. Vi blev kun et kvarter forsinket af trafikken, og vi havde ikke ret meget regnvejr – eller også lagde vi mindre mærke til det; vi var jo ikke på motorcykel.
De tre timer, vi havde sat af til forsinkelser, måtte vi derfor finde noget andet at bruge til, så vi fandt en vej over en lang dæmning i Holland i stedet for den sædvanlige, direkte vej. Det kostede en time – resten af ventetiden foregik på havneområdet, og vi var i vældig god tid!

Bespoke Victorian Lodge with double porch small

(Billedet illustrerer en af de mange former for drømme, man kan have. Dette her er min drivhusdrøm – jeg ville bare SÅ gerne eje et i Victorian style.)

Transporten er et minus ved en ferie. For os. Nogle er vældig gode til at gøre den til en del af ferien, men det er vi ikke i udstrakt grad. Transport er noget, der bare skal overstås hurtigt, men det er desværre en umulighed, når man skal langt væk. Det går så nogenlunde an, når vi er på vej på ferie, men når vi skal hjem, kan det kun gå for langsomt. Og så kan jeg i virkeligheden ikke engang tillade mig at brokke mig, når jeg har så god og villig en chauffør, som tilfældet er …
Er der dog ikke snart en, der kan opfinde noget teleportation? Stephen Hawking, der var noget du ikke nåede, selv om du var en af vor tids største genier. Havde du fået 20 år til, tror jeg du havde klaret det.
Tænk at kunne komme fra A til B på brøkdelen af er sekund. Det skal nok komme engang, men det bliver ikke i min tid.
Hvis min egen spådom om en bil, der kan fragte mig til England uden at jeg selv (eller John) skal bekymre mig om at føre den, går i opfyldelse inden jeg dør, vil jeg blive en glad kvinde.
I er vidner. Nu har jeg sagt det officielt: Jeg tror på det, men har indtil nu kun mødt én person der (også) tror de førerløse biler bliver alment tilgængelige inden for de næste 15 år.

16. juli 2019

Afslutning på lørdagens hvepsedrama a la Midsomer Murders

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 12:45
Tags: , , ,

Allerede sent lørdag aften modtog Charlotte nedenstående lange sms fra den stakkels fyr, som gik glip af det meste af flowershowet, fordi han blev stukket af en hveps.
Hans humor fejler i hvert fald ikke noget; Charlotte læste teksten op for os, og det var en skøn besked at få – men han er også en sød mand, som er kendt og afholdt af alle i landsbyen.

Dear Tim and Charlotte,

I am writing to thank you both for a lovely afternoon at your beautiful home. As ever everything was so very well organised and everyone seemed to thoroughly enjoy themselves. Indeed, after enjoying the company of your delightful children and admiring the local wildlife I soon felt so relaxed that I even decided to take a nap in your kitchen – the kind of thing you can (should?) only do with dear old friends.

Of course, you can imagine my surprise when I awoke from said nap to find two rather lovely Viking ladies lifting my shirt and taking my trousers down before injecting themselves and me with something ‘off-prescription’! This interesting and noteworthy turn of events was one that I must admit I had missed on the village flyer and certainly was one that has not happened, at least to me, at prior village gatherings (although I admit I rarely venture into the darker recesses of the village hall …) However, I must say I admire your unique entertaining flair – it was  certainly memorable. I wonder, will it be on next year’s schedule?

A most unexpected surprise it was only slightly marred for me by the arrival of a very friendly gay man with a large camera sporting a very long lens – perhaps the less said the better … Anyway, I have clearly not attended enough garden parties in the past as I was entirely unaware of this particular social custom but I can assure you I intend to be a regular from now on – if this is what happens in little Watford I can only begin to imagine what I might have missed out on at those Buckingham Palace shin digs – I always thought it was just Pimm’s and a couple of cucumber sandwiches? I shall certainly ensure I wear better quality underwear to any future functions – clearly one never knows when things are going to get interesting…

A little more seriously, my thanks to you all for your care and concern, and especially to Charlotte and to Annemarie who took such good care of me – always useful to have a medic ‘on-staff’ at these things! Indeed, I recall my own first Epipen administration so I’m glad I could assist Annemarie’s studies in some small way …
To have survived flames, wrecks and gunfire only to be felled by a Maltin wasp would have been a rather ignominious ending so everyone’s efforts were very much appreciated!

With thanks and warmest regards, always, Robin

Den “very friendly gay man” var den ene halvdel af landsbyens mandepar (hvor begge halvdele er populære; ingen gammeldags fordomme her, selv om det er et lille samfund (de havde inviteret hele landsbyen med til deres bryllup). Der er plads til alle, også landsbytossen). Han (altså ikke landsbytossen) er biokemiker med en ph.d. i genetik – og han er biavler, så han har lidt forstand på insektstik og gik derfor ind for at følge lidt med i hvad der skete – samt for at fotografere til The Watford Chatter, som Robin nok ikke slipper for at være en væsentlig del af i næste udgivelse … 

Da han lå på gulvet (og var kommet til sig selv igen), opdagede han, at han blev fotograferet bogstavelig talt med bukserne nede og sagde med et skævt smil: “This is your dream scenario, isn’t it, Mark?

HvepsefjernerenHvepsefjernerenHvepsefjerneren

Best vegetable

Søndag morgen kom Mark igen, iført det, jeg spurgte om var hans ebola-suit (Mark har flere gange i faglig sammenhæng været i Afrika under ebolaudbrud) for at fjerne det hvepsebo, Tim fandt i hækken, betænkelig tæt på familiens daglige færden. Han er som sagt biavler, så det var hverdagskost for ham. Han var sikker på, at dronningen var kommet med ned i sækken, så både Robin og alle andre kan nu ånde lettet op.

Og til sidst: Best Vegetable havde to vindere. Den ‘rigtige’ og så disse muterede gulerødder fik lige mange stemmer; gulerøddernes ejer nok primært for at udvise den skønne humor, som ingen af deltagerne kunne stå for.

10. juli 2019

Mænd i alle aldre har grilltjansen

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 12:19
Tags: , ,

Man taler meget om, at det oftest er mandens job at grille, mens kvinderne udfører resten af arbejdet. Jeg tror godt man kan sige, at på det punkt hører vi til gennemsnittet. I forgårs havde vi tre søskende lavet maden, fordi de næste to generationer først ville ankomme efter kl. 16, og de skulle da lige have tid og lov til at lande. I går blev vi tre ‘gamle’ derfor smidt ud af køkkenet, hvorefter alle i midtergenerationen overtog madtjansen – men altså på traditionel vis; dvs, at inden længe havde mændene forføjet sig ned til den store åbne grill, de har i æblehaven – i hvert fald næsten alle mænd, og de ældre sørgede for at lære de unge op. Der skal meget kød på til så mange mennesker. Som man måske kan gætte, er der ingen vegetarer blandt os …

GrillhyggeP1030324

Senere blev der lagt brænde på i stedet for trækul, og så hyggede alle over 12 år sig omkring bålet, til mørket var faldet helt på. De fem under 12 gik glip af det, men det ved de heldigvis ikke …

P1030328

I går så vi Highclere (= Downton Abbey). Det var bestemt interessant at se i virkeligheden, men det var lidt ærgerligt, at vi ikke måtte fotografere inden for på slottet, for det var opulent og imponerende flot.
Sjovt var det dog alligevel at gå rundt og kunne genkende rummene, hvor serien var blevet optaget. Vi var ikke i tvivl om, hvad der var hvad, men skulle der være enkelte, der ikke kunne genkende det, var der i hvert af de aktuelle rum sat en fotostat op med en eller anden scene fra serien.

P1030335P1030343

Ikke blot var slottet imponerende – selv om vi alle var enige om, at det så mindre ud i virkeligheden end i serien – parken var det ikke mindre. Den er skabt af den tids nok mest berømte landskabsarkitekt, Capability Brown. Drivhuset hørte ikke ligefrem til de mindste af slagsen, og også The Secret Garden (en flot staudehave) og alle de enorme solitærtræer var smukke at skue. Jeg synes, at gamle cedertræer er noget af det flotteste.

P1030332

Vi ville gerne være ved slottet kl. 13, og med en times kørsel dertil var det smartest at smøre madpakker og tage med. Dem indtog vi ved og på en temmelig omfangsrig træstub med den nydeligste udsigt til slottets gavlvæg.

Vi er ovenud heldige med vejret; det er bedre, end vi var blevet lovet, med 24 grader og, helt usædvanligt, næsten vindstille. I går var der oven i købet fuld sol det meste af dagen. I dag er der flere skyer, men det gør ikke spor, når det er så varmt. Tværtimod, og vi er alle glade for, at det holder tørt, også selv om haven godt kunne bruge noget vand, men nu må det meget gerne vente, til flowershowet er overstået på lørdag – og der er ryddet op efter det, inden vi kører mod øst på søndag.

8. juli 2019

The second Danish invasion …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:01
Tags: , ,

Tims betegnelse for, at næsten hele min side af familien samles i løbet af denne uge er The second Danish invasion. Det kan jeg sådan set godt forstå, så han skal ikke høre noget for det. Merete, John og jeg kom i går formiddags, og i dag kl. 10:30 kom Bodil, Hans og Ella, 6 år, som ikke har sin far og mor med, men må ‘nøjes’ med mormor og bedstefar … hvilket i øvrigt passer den unge dame særdeles fint. Ellas far og mor er de eneste som ikke kommer, hvilket primært skyldes lillesøsteren, som de synes er lige en anelse for besværlig at rejse med endnu. Bortset fra, at det er lidt synd for mor Heidi, som er familiemenneske med stort F, tror jeg, at begge de to børn nyder at have forældre, hhv. bedsteforældre for sig selv.

P1040578P1040574

Charlotte var næsten parat til invasionen, da vi kom i går, men børnene var ikke helt færdige med at friske et af havesættene op.
I går blev der tid for de fem af os til en køretur i wolseleyen til et steamshow ikke så langt fra huset, mens Charlotte og jeg blev hjemme og fik ordnet nogle småting.
I dag til frokost spurgte Tim, hvem der så kommer her i løbet af eftermiddagen.
Svaret var kort: The rest!
Helt tilfældigt og uden at have aftalt det, havde resten af flokken bestilt billetter til det samme fly, som landede kl. 12 i Gatwick, så de er her nok om en times tid.
Pavillonen er slået op, så her skal alle måltider indtages. Godt nok har de et ret stort hus, men der er ingen steder inden døre, hvor vi alle 19 kan bænkes. Pavillonen skulle alligevel op til flowershowet på lørdag, så det passer helt fint. Vejrudsigten ser nogenlunde ud, så det skal nok gå … vi har alle sammen varmt tøj med, og ingen kan blive våde.

Merete, John og jeg handlede her til formiddag. Morgenmad, frokost og grillmad med tilbehør til 18½ personer i to dage bliver til en virkelig fuld indkøbsvogn. Kassedamen fik helt ondt af os, kunne vi se. Da hun til sidst spurgte: Is that all?, til hvilket jeg svarede: Yes … how many fortunes is it?
Ohhh, it’s quite a lot of money
, sagde hun og så helt bekymret ud på mine vegne. Jeg ved ikke hvad hun har tænkt, men jeg synes ikke, at jeg skyldte hende nogen forklaring på al den mad.
Vinen har vi haft med hjemmefra … vi blev enige om, at bag in boxes ville være okay til denne lejlighed, og det er de ikke blevet helt gode til her i England endnu.

Nu er resten her lige om lidt, og Merete og jeg skal nå at bage en rabarberkage – the show has begun!

5. juli 2019

Der er pakket. Til England. Igen …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:59
Tags: , ,

Jamen vi har jo lige været derovre, kan I sige. Og I vil have ret … vi var der i maj, men den tur blev planlagt kort efter nytår. Denne tur har vi slet ikke planlagt, forstået på den måde, at Charlotte engang i februar skrev til sine to mostre, fire kusiner og fætteren (og til os), at alle var velkomne til at komme over og besøge dem i uge 28. Der er nogle af dem, der har set huset, men ikke alle – og ingen, der har været der før, har set det færdigt.
Folk var da heller ikke længe om at melde ind, og til vores overraskelse var der kun 2½, der meldte fra, så vi bliver 19. Altså i alt, inklusive de fire, som allerede bor i huset, men der skal stadig være sengepladser til 11 ekstra voksne. Ikke alle er der hele tiden, men alle er der på én gang i nogle dage.
Det er mange at huse, men det kan lade sig gøre nu, hvor ‘skuret’ er blevet færdigt – dog skal tre af de fire medbragte børn sove på madrasser på gulvet i samme værelse som forældrene, men det tror jeg nu ikke der er nogen, der brokker sig over. Det fjerde barn kan stadig være i en rejsebabyseng, og sådan en har de stadig derovre.

SONY DSCSONY DSCSONY DSC

20190705_162733Der er løbet meget vand i åen – og smurt meget maling på væggene – siden de flyttede ind i den ruin, de købte for 10 år siden. Tim har kæmpet bravt for at banke en PR-virksomhed op under en finanskrise, men nu flasker det sig efterhånden altsammen, og de har fået det hus, de ingen problemer havde med at kunne se for sig, da de så det første gang.

Vi tager igen bilen derover, medbringende min ene søster, den anden kommer også i bil, og den ene af niecerce lejer en. Med så mange på besøg dur det ikke at mangle biler; der er jo ingen grund til at låse sig fast i huset, hvor dejligt det end måtte være. Vi skal også kunne aflaste Charlotte med indkøb, så ikke hun hænger på det hele hele tiden.
Det bliver hyggeligt – næsten som en tilbagevenden til tiden før far døde, hvor han hvert eller hvert andet år inviterede hele familien til en fælles ferieuge et eller andet sted i Europa. Det kom der mange hyggelige ture ud af.

Det skur, jeg omtalte, var en gammel og forfalden lade, som de nu har ombygget til opvarmet garage i den ene halvdel (til Tims fine, gamle biler) og en lejlighed i den anden. De må ikke bruge den som B&B, men de må gerne etablere endnu en granny flat, så det gjorde de. Det er en fin lille lejlighed på omkring 70 m2 med stue og køkken i ét, bad og soveværelse.
De bor i et AONB (Area of Outstanding Natural Beauty), så de må ikke bygge nyt, men hvis der findes et såkaldt footprint, dvs. at der fx står en grundstøbt gammel lade, må man gerne bygge den om til beboelse. Det er derfor, man ser så mange mere eller mindre forfaldne bygninger rundt omkring i England – så længe de er der, må man ombygge dem, men man får som sagt ikke lov at bygge nyt.

Behøver jeg at sige, at vi glæder os? Det gør alle, så det skal nok blive godt. Charlotte har lagt årets flowershow på næste lørdag, så de fleste får også den oplevelse med.

22. maj 2019

Nu vil jeg bare hjem!

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:57
Tags: ,

Vi er kommet ombord på båden fra Newcastle til Amsterdam, selv om der er to timer til afgang. Fra og med i morges kunne det kun gå for langsomt med at komme hjem, men da vi skulle finde på et eller andet at bruge formiddagen på, kørte vi til Durham Heritage Coast, nærmere betegnet ved Blackhall Caves og rocks, hvor der var ganske nydeligt at gå en tur.

Jeg har det, som jeg ved der er mange andre, der også har: Allerede når man begynder at sætte kursen hjemover, er ferien forbi, og man vi ville helst allerede befinde sig hjemme. John og jeg er i hvert fald ikke gode til at gøre hjemrejsen til en del af ferien. Vi har skam prøvet … mange gange endda, men det lykkedes os aldrig, så nu har vi bare kapituleret og indset, at sådan er det for os.

Vi gik en dejlig tur og kørte derefter til Hartlepool, hvor der er et shoppingcenter, hvor vi satsede på at kunne få en let frokost. Derefter kurs mod havnen, idet vi igen satsede, men denne gang på, at vi kunne komme ombord før tid, hvilket vi jo altså kunne. Vi har en rigtig god kahyt med fri wifi, viste det sig, men jeg tog kun ipadden med op, så det bliver med et lånt billede (men det er legalt brugt!) og WP’s elendige kladdeformat.

Det har været en dejlig ferie, men det bliver rart at kunne forstå folk igen … mig, som bilder sig selv ind at være god til engelsk, fatter tit ikke en bønne af, hvad man siger til mig. Kan I huske The Full Monty (Det’ bare mænd)? Charlotte købte den til os, men i UK, så der var ingen danske undertekster. Vi gik glip af meget, inden vi fandt på at sætte engelske undertekster på. De er vildt svære at forstå heroppe, men jeg trøster mig lidt med, at jeg heller ikke forstår et par af mit eget lands dialekter – fx sønderjysk.

Men præstøsk forstår jeg, og der er vi i morgen aften … vi ses …

cave near sea

Photo by Sebastian Palomino on Pexels.com

19. maj 2019

Mest skilte af alskens art

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 20:09
Tags: ,

I går tog vi en omvej for at se et område, der på kortet så interessant ud.
Og det var det – meget fladt og med kun én smal vej rundt; en vej, hvor man skulle lukke døren efter sig.

P1030075

Et farligt område, hvor man ikke lige skal tage sig en badetur, hvis ikke man er helt klar over, hvad man har med at gøre.

P1030076

Et område, hvor man tilsyneladende er vant til tidevandsoversvømmelser. Der var mange af disse skilte, og nogle gange stod der, at vandet var to fod dybt.

P1030082

Vi tog en anbefalet togtur fra Carlisle til Settle, hvor vi blandt andet skulle køre over The Ribblehead Viaduct, som vi sidste år fotograferede fra vejen. Dengang havde vi ikke forudset, at vi præcis et år efter selv skulle sidde i det tog. Det var godt, jeg tog det billede sidste år, for når man sidder i toget, kan man ikke fotografere den flotte viadukt.

Ribblehead Viaduct

På en af de første stationer efter afgangen fra Carlisle så vi denne mand stå og læne sig op ad gelænderet ved dette lille hus. På skiltet står der Private, så vi tænkte på, om han mon havde lejet det som feriebolig.
Han må have været en ægte trainspotter, for han stod der gudhjælpemig endnu (forhåbentlig igen), da vi 2½ time senere kom retur forbi stationen.

P1030101

Ved nogle stationer kunne man nemlig leje ferieboliger. Jeg tror godt nok, jeg kunne finde mere spændende steder at bo i min ferie!

P1030106

I Settle skulle vi slå en time ihjel. Det gjorde jeg bl.a. ved at ringe og sludre med Charlotte, men jeg lagde dog også mærke til huset, som Jack byggede.

P1030109

Carlisle-Settle-strækningen er smuk, og det ved de godt selv – men de overdriver ikke

P1030110

De slog lidt på ordspillet med brugen af ordet settle.

P1030111

I den ene retning blev man inviteret til at settle up, og i den anden retning til at settle down.
Jeg ville dog synes, at de burde bytte om på op og ned, fordi man herfra kører mod nord for at komme til Carlisle og mod syd til Leeds – men hvad pokker … de kører jo også i den forkerte side af vejen …

P1030112P1030115

Dette skilt herunder kunne også ses på flere stationer. De må være dygtige og meget sikre på sig selv på Northern Line, hvis de kan love refundering af billetterne efter kun et kvarters forsinkelse. Hvis det var sådan i Danmark, ville langt størsteparten af DSB’s passagerer vel kunne rejse gratis altid, vil jeg tro, efter alt det brokkeri, jeg konstant hører i medierne.

P1030125

Jeg tog en del billeder under togturen, men kameraet er ikke så dygtig som jeg er til at kompensere og dermed abstrahere fra reflekserne i vinduerne.
Jeg skal derfor skåne jer for dem, bortset fra et enkelt af et af de særdeles ensomt beliggende landbrug.
Her kan man virkelig tale om at bo in the middle of nowhere!

P1030100

18. maj 2019

Hardknott and Wrynose passene

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:49
Tags: ,

Da jeg for allerførste gang var i Lake District med mine forældre, kørte vi over Hardknott-passet. Dengang syntes jeg det var lidt vildt.
Det synes jeg stadigvæk. Stigninger/fald på 30 % og meget, meget smalle veje. Heldigvis er der mange mødepladser, og den uskrevne regel er, at det er den, der er på vej nedad, der skal bakke, hvis dette er nødvendigt for at kunne passere hinanden – hvilket det var indimellem.

P1030032P1030042

Vi skulle tibagelægge godt 30 km ad denne rute, der ikke er for sarte sjæle. Læg mærke til, hvor lang tid gps’en mener, det tager. Det er ikke en vej man vælger, hvis man skal skynde sig! Det gik dog ikke så langsomt i bil som for denne åbenbart tossede sjæl, der ville tage den på en ‘armcykel’ (hvad hedder det, når man ikke bruger benene?). Vi overhalede også cyklisterne. Trods alt.
Det tog os over to timer, men vi havde også et par fotostop undervejs, når vi havde mulighed for at sætte bilen fra os.

30 %P1030061

Herover har jeg tegnet vejen op med rødt. Som det ses, er der ikke meget autoværn – eller plads … og dette var ikke det stejleste stykke – jeg glemte helt at prøve at fotografere, da vi var på steder på mellem 25 og 30 % stigning eller fald; jeg havde for travlt med andre ting …
Vi mødte ingen autocampere, men vores værtinde sagde, at det var meget almindeligt, at autocamperfolket tog denne vej i deres store biler. DET havde jeg pure nægtet at være med til. Det er dog nok ikke værst at føre camperen, men værst for de biler, der skal møde den. Men det går åbenbart godt, siden de ikke er blevet forbudt at køre på denne vejstrækning.

P1030053

Vi har en dieselbil, som bekendt har en stærk motor, men den kunne kun trække os opad i første gear – John havde regnet med, at vi skulle bruge andet gear, men det skulle vi så ikke … det hed også første gear nedad, ellers fik vi hurtigt alt for meget fart på.
Det var ikke en gennemsnitshastighed, der ville have imponeret en fartdjævel, men adrenalinproduktionen var ikke af den grund sat ud af drift, skulle jeg hilse og sige.

P1030055

Men kønt var det. Skiftevis smukt og barsk – selv om det barske også var smukt – og udsigten kunne vi ikke klage over.

P1030057

P1030041

Krydsende trafik!
Der lå enkelte gårde i udkanten af området, men stadig med flere kilometer ud til en større vej. Vi talte om, at vi var glade for, at vi bor hvor vi bor, men at der formentlig ikke falder så meget sne her, selv om det at køre på vejene når de bare er regnvåde, stod for os som noget absolut uønskværdigt!

P1030066P1030060

Vi brugte lidt af formiddagen på at gå rundt og snuse i Keswicks gågader, så det blev ikke til andet i går end det og turen over passene, men det var også passende … vi trængte til at komme tilbage på vores B&B og slappe af indtil det var tid at spise aftensmad.

Næste side »

Skab en gratis hjemmeside eller blog på WordPress.com.