Hos Mommer

25. september 2018

Søren Jessens Sand og Magtens Smykker

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 20:54
Tags: , ,

I går formiddags tog vi op til Søren Jessens Sand, fordi jeg så gerne ville se Fanøs vadehav, når det er bredest. Det ER altså også bredt deroppe – man kan godt forstå, hvis man kan blive fanget af tidevandet, især hvis det bliver tåget og man ikke kan fornemme i hvilken retning man går, eller i hvilken retning Fanø er.
Vi så en mand sidde på en stol. Han sad der bare. Og sad og sad … John troede først det var en figur, der var sat derude, men han flyttede på sig en gang imellem. Han sad der i al den tid, vi gik rundt derude. Vi undrede os såre over ham – det må have været bitterlig koldt, for det blæste pænt meget. Min grønlandsfrakke var nyttig her.

P1030314P1030313P1030316

Først den ene vej, og så den anden vej …

Efter at Ditte og Peter var kørt hjem efter frokost, satte jeg mig til at pleje den forkølelse, jeg må have overtaget fra hende. Irriterende, altså, men der var ikke rigtig noget at gøre ved den, andet end at dope mig selv med Boots’ effektive antiforkølelsesprodukter.
Den sidder dog ret fast, men ved at indtage omtalte pulvere kan jeg i det mindste holde mig selv ud. Så mangler vi bare, at John også kan, for min natlige snorken er vist lidt kraftigere end normalt … jeg tilbød dog ellers storladent at sove for mig selv den sidste nat, da vi jo havde fået et værelse mere, så at sige, men det ville han alligevel ikke have, så hellere holde min snorken ud. Det var da meget sødt – jeg er ikke sikker på, at jeg ville have udvist samme tolerance.

P1030344P1030346

På vores vej hjemover i dag lagde vi ruten forbi Koldinghus, fordi jeg ville se udstillingen Magtens Smykker. Inden vi nåede frem til den, var vi forbi skrædderiet, hvor 25 frivillige syersker sidder og syr dragter fra middelalderen og op gennem århundrederne. De sidder der ikke på én gang, men at kunne samle 25 frivillige er flot! Stofferne bliver doneret af fx forretninger og dødsboer. Jeg fik en lang sludder med den ene af damerne, for jeg kunne selvfølgelig ikke dy mig for at fortælle, at min datter er uddannet kostumeskrædder. Det ville lige have været noget for samme kostumeskrædder, og da vi skal mødes med dem om en måned, hvor vi skal holde ferie sammen i Vestjylland, må vi se, om vi ikke kan finde tid til en tur til Koldinghus.

Magtens smykker

Magtens Smykker var meget interessant. De var smukt stillet op, og deres historier kort, men fint fortalt. Der har været smykker, ordener og andet tingeltangel for mange millioner kroner, og der gik da også flere vagter rundt i lokalet. Det var bedre at se end at se Englands kronjuveler i The Tower of London, for der måtte vi hverken stå stille eller fotografere. Her måtte vi begge dele. Der var kun et enkelt smykke, vi ikke måtte fotografere, men da John fortalte mig det, havde jeg allerede gjort det – og det blev åbenbart ikke opdaget af vagterne, for jeg fik ikke skældud af nogen.
Vi var begge totalt imponerede over de fantastiske guldsmedearbejder – tænk, at de har kunnet.

Bedenød

Der var også en enkelt bedenød – et nyt ord for mig, men man skal jo lære noget hver dag … denne er gengivet i cirka dobbelt størrelse.
Jeg kan slet ikke forestille mig, hvilket kolossalt og øjeopslidende arbejde det må have været at skære disse bittesmå motiver ud i (buksbom)træ. Finmotorikken har ikke fejlet noget!

Reklamer

23. september 2018

Vi kom for sent til syndefaldet

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:48
Tags: ,

Ditte har, lige siden vi ankom til øen, fablet om pandekager fra Pandekagehuset i Nordby. John spurgte, om de også serverede dem med nutella, og da svaret var bekræftende, var han med på den. Jeg vil helst have dem med citron i en eller anden form, men det kunne de ikke klare. Disse konstateringer var baseret på det udhængte menukort, for vi nåede aldrig ind på stedet … da vi langt om længe fik taget os sammen til (igen) at køre til Nordby for at få spist pandekager, fik Ditte den lyse ide at tjekke åbningstider … de lukkede kl. 16, og eftersom klokken var 15:30, opgav vi på forhånd. Ingen pandekager og dermed intet syndefald. Jeg var nok den, der var mindst ked af det. Det er også meget sundere at gå tur på stranden …

P1030269

P1030300

Vi har lavet vores egen sælsafari i dag. John havde læst om sælbankerne sydvest for Sønderho og ville ud og se, om vi kunne se de sæler inde fra stranden. (Charlotte: “Sælbanker? Skal I ud og hæve nogle sæler?” Hun har vist boet i England for længe, siden hun ikke kunne genkende ordet ‘banke’.)
Vi kunne godt se dem. Lige akkurat. Med største zoom på kan man måske fornemme sælerne, men billedet vil ikke vinde priser!

P1030302P1030309

Vi har set en for os ny fugl, nemlig en sandløber. Vi har årligt været ved Vesterhavet igennem næsten 30 efterår, og det er første gang, vi ser sandløbere, men det er jo heller ikke ved Vadehavet, vi har været. Det var en nuser lille fugl, som lynhurtigt piler frem og tilbage og fisker føde op fra sandet. Den yngler ikke i Danmark, men overvintrer her.
Kender I DOFs fugleapp? Den er virkelig god, når man støder på en fugl, man ikke kender, så den vil jeg hermed lige reklamere lidt for.

P1030305P1030312

Fællesferien er ved at være slut. Fanøfestivalen er slut. Ditte og Peter kører hjem i morgen efter frokost; John og jeg bliver her til tirsdag.
Det har været nogle skønne dage; jeg har oplevet Fanøfestivalen og har kun købt 400 gram garn. Den store selvbeherskelse må jeg gerne være (og er!) en lille smule stolt over.
Til gengæld har jeg brugt penge på en ny frakke. Det har John også. Vi manglede begge en frakke, der er egnet til at holde os tilstrækkeligt varme udendørs i under 10 graders frost og lidt blæsevejr, men sådan en har vi altså fundet nu. Håber vi. Den kan i sagens natur ikke bevise sit værd endnu, men den kan holde både vind og vand ude, har jeg konstateret; så nu mangler jeg bare at finde ud af, om den også vil være varm nok i rigtig koldt vejr.

21. september 2018

Dem der ikke blæser væk, drukner

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:03
Tags: , ,

Jeg bor sammen med en erfaren strikkefestivalsdeltager i denne uge – og det er ikke John jeg tænker på – som syntes, at det var en vældig god ide at være i basarteltet ved åbningstid kl. 10, så det var vi. Lige kort efter 10, og der var lang kø for at betale og få sit armbånd. Sådan et havde vi allerede, så vi kunne gå direkte ind.
Jeg syntes, at der var maaange mennesker allerede, men Ditte sagde, at ork, det her var ingenting! In-gen-TING!

P1030251
P1030252P1030253

Det kunne jeg senere konstatere var rigtigt, for da vi klokken 12 ringede efter vores privatchauffør, kunne vi næsten ikke komme til mere. Ind-køen var megalang, og de måtte kun lukke folk ind svarende til det antal, der gik ud, så man var meget glade, da Ditte og jeg gik, for så kunne der komme to ind af de mindst hundrede, der stod og ventede. 
Pyyyha, hvor var jeg glad for, at vi var der, da vi var der!
Og endnu gladere var vi/blev vi, da vi kl. 14 kørte tilbage til Nordby for at handle i Superbrugsen, for da var vejen spærret pga. forhøjet vandstand.
Jeg tror dog nok, at basarteltet klarede frisag, men kun lige med nød og næppe. Der var et sjovt billede på IG, hvor man så, at de ankommende gæster havde smidt skoene, smøget bukerne op og vadede ind i det kæmpestore telt, men hvor høj vandstanden var derinde, ved jeg ikke. Jeg ved bare, at stadeholderne havde fået at vide, at de ikke skulle stille noget på gulvet …

P1030256P1030257

Vi kørte en tur ned til stranden, som var blevet en hel del smallere, end den var forleden dag. En af bilerne, der holdt dernede, var tæt på at komme i farezonen – men ejeren var måske vovehalsen, der var ude at kitesurfe.
Det forstår jeg simpelthen ikke … altså at nogen tør begive sig ud i de bølger og i sådan en blæst. Eller er jeg bare ved at blive en gammel kylling?
Hvis det ellers giver mening … kyllinger er jo sådan set ikke gamle …

P1030262P1030266

P1030268

Og kunne jeg så holde mig i skindet og ikke købe noget?
Naturligvis ikke! Jeg købte 26 knapper.

Og en lillebittesmule garn, men kun noget, der overhovedet ikke ligner det, jeg selv kan lave … bl.a. 100 gram meget tyndt merino/silkegarn i en fuldstændig fantastisk farve. Farver …
Stadeholderen var en hollandsk dame, der selv indfarvede garnet. Hun tog ikke kreditkort, og jeg havde ingen kontanter, fordi jeg havde satset på at kunne mobilePay’e alt – havde ikke lige taget højde for udenlandske sælgere.
Hun gav mig en faktura og sagde, at jeg bare kunne bankoverføre pengene i aften.
27,50 € og 50 kroner kostede det garn mig.
Det er jo flot, at hun stoler så meget på sine kunder, men det irriterede mig en anelse, at det så kostede mig 50 kroner at få lov til at betale hende.

20. september 2018

Fyn er fin – det er Fanø også, men den er hurtigt overset.

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:42
Tags: , ,

Det er blevet torsdag, og jeg troede, den startede i dag – strikkefestivalen, altså.
Det gjorde den så ikke; det er først i morgen, men det gør ikke noget, for i dag er det møgvejr.
Tirsdag – ankomstdagen – var det fantastisk vejr. Sommer med stort S. Vi fik installeret os og kørte straks ud for at se på lidt vadehav.

SømusLungegopler (3)P1030237

Og hvad dertil hører … sømus, lungegopler, krabber, hjerte- og knivmuslinger. Alle sammen døde, naturligvis …
Masser af drageflyvende tyskere. Det er utroligt med tyskere og drager … man kan ikke komme til Vestkysten uden at se drageflyvende tyskere i hobetal. Jeg har aldrig set lyset med det der med drager – heller ikke som barn, men tyskerne må have et specielt gen for at blive draget af drager.
De der stationære, hoppende og roterende plastic-søpindsvin kunne jeg slet ikke se formålet med, men det kunne tyskerne åbenbart.

P1030227

Om aftenen afholdt vi den mindst mulige vertikalsmagning. Vi har lige fået et reservekøleskab af Sus og Jan, hvor betalingen var tre flasker vin, bl.a. Lirac’en til højre. Samme aften, som vi havde afleveret den om eftermiddagen, fik vi en mail fra Jan, som roste den til skyerne og kaldte den en gudedrik.
Hmmm. Jeg ville da også smage, så … dagen efter købte jeg den sidste, Meny havde fra 2014 og købte desuden en fra 2016 til sammenligning.
Den fra 2016 var på ingen måde de penge værd, jeg havde givet for den, faktisk temmelig skuffende, så vi var en anelse spændt, da vi smagte på 2014.
Den var rigtig god. Heldigvis.

Horisontalsmagning

I går gik vi lidt rundt i Sønderho, hvor Ditte og jeg på forunderlig og mystisk vis fandt Uldsnedkeren. Hun holdt sig i skindet, men jeg købte fire nøgler uld/bomuld, som vil være perfekt til babyfutter. Og det var mig, som blev Røde Kors-nørkler for at få brugt af mit lagergarn, og så køber jeg garn til at strikke til Røde Kors. Sommetider føler jeg mig en anelse tåbelig … og strikkefestivalen er ikke engang begyndt endnu.

P1030247P1030248P1030250

Og i dag er det som sagt rigtigt efterårsvejr. Rusk og regn. Vi har overhovedet ikke bevæget os uden for en dør, hvilket dog nok hovedsagelig skyldes, at Ditte er blevet snoskforkølet og sidder og doper sig med Panodil Hot, næsedråber og masser af kaffe. Hun har heldigvis ikke feber, men man kan både se og høre, at hun ikke er på toppen, så hun skal bare slappe af i dag og se at få det bedre til i morgen.
Det er derfor stilleleg i dag – der høres lydbøger; der laves (som sagt) kaffe i en lind strøm, der strikkes på livet løs, og der bliver kigget lidt i de to strikkebøger, vi også blev nødt til at investere i. Mig i en bog med sjaler af Stephen West (WestKnits Best Knits) og Ditte i Babystrik på pinde 3.

4. september 2018

Og lige pludselig er det hele overstået … del 2

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 22:48
Tags: , , ,

Lige pludselig er det hele overstået. Det gælder flowershows og det gælder ferier og familiebesøg. Man har glædet sig længe, men inden man ser sig om, er det datid – vi er lige ankommet, og nu skal vi hjem. Life’s not fair, is it?
Otte dage farer afsted så hurtigt som jeg ved ikke hvad – i hvert fald alt, ALT for hurtigt.

Salisbury

I dag har vi stort set lavet ingenting, men i går var vi i Salisbury for at anskaffe de sidste manglende ting til Annas og Aubreys første skoledag i morgen. De manglede bl.a. hockeysko. Hvert semester dyrker de én bestemt og af skolen besluttet sportsgren. Det kan fx være fordelt mellem hockey, rugby og cricket. Aubrey starter i år med rugby, som den stakkels dreng hader, fordi han er vildt bange for at ende nederst i en scrum, med det for ham lidt ærgerlige resultat, at han bliver regnet for temmelig god til spillet, fordi han pga. omtalte angst næsten løber som en olympisk sprinter, når han får bolden, så de andre overhovedet ikke kan indhente ham.

P1030130

Som til Rom er der flere veje til Salisbury, og en af dem er The Scenic Route, som bl.a. byder på huse som dette. Kan det blive mere engelsk?
Vi kommer også forbi The Bridge Inn, hvor vi ville spise frokost på vejen hjem. Den kunne dog muligvis tænkes at have lukket, da pubberne har det med at holde lukket om mandagen herovre. Ikke dem alle, men mange, så vi købte nogle sandwiches som backup, hvis det skulle være tilfældet.
Den havde så ikke helt lukket, da vi kom, men køkkenet var. De var flinke og sagde, at hvis vi købte vores drikkevarer hos dem, så var vi velkomne til at indtage den medbragte mad siddende ved deres borde.

 At The Bridge InnAt The Bridge Inn

Det gjorde vi så …

The SwanThe Swan

I søndags inviterede Tim & Charlotte på en tak for al jeres hjælp-Sunday RoastThe Swan, som er en ny (for dem …) pub, beliggende i Enford ikke så langt fra deres hjem.
I England er der sjældent langt mellem pubberne, og C & T har hele fem inden for en radius af 5-10 minutters kørsel fra deres landsby.
De fem af os kørte i Wolseslyen – det er lidt sjovt at se den opmærksomhed, som den gamle bil får. Folk vinker så glade til os – ganske som vi selv gør, også hjemme i Danmark, når vi ser en veteranbil.

P1030035

Mosaikguldsmeden her så vi lægge æg i en af blomsterkummerne ved havedammen. Jeg troede de lagde æg i vandet, men måtte lige google, for det der foregik her, var helt sikkert æglægning – og ikke alle arterne lægger æg i vandet, kunne jeg konstatere. Hvad jeg ikke fandt ud af var, hvor længe æggene er om at blive klækket og blive til nymfer og voksne, men jeg håber da for dette meget smukke eksemplar, at de når det inden vinteren.

19. juli 2018

Sidste hele dag for englænderne

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 20:31
Tags: , ,

Det har været ren afslapning for alle.
Næsten alle. Og så alligevel ikke helt for nogen af os, fordi der har været mere eller mindre mentalt pres på os – bortset fra børnene, men sådan skal det også være – de skal bare have det godt.
P1020580John har godt nok slappet af på Slagelse sygehus, men den form for afslapning havde han helst været fri for at skulle have været igennem.
Jeg har en større husholdning end vanligt at skulle kokkerere til, men det gør jeg naturligvis gerne, og vi har da heller ikke været seks personer hele tiden, som det ellers først var meningen. For det første har vi på intet tidspunkt været alle seks, og for det andet er det stort set det samme at lave mad til fire som til seks … til gengæld har jeg (også) lavet alle de ting, som John normalt går og laver. Ikke noget voldsomt, men bare den lille ting, at han altid går aftenrunden og låser af. Den anden aften var jeg (endelig) ved at falde i søvn, da jeg kom i tanke om, at samtlige fire døre til huset stod ulåste, så jeg måtte lige tage en runde – og lysvågen var jeg naturligvis igen.
Helt almindelig har ferien således ikke været denne gang. I går måtte vi oven i købet en tur til Næstved til lægevagten med John, fordi han fik det skidt efter at have været en tur med i borgcentret i Vordingborg. Der var dog ikke noget alarmerende, og det lettede en hel del på hans angst, da vagtlægen pointerede, at John ganske enkelt ikke er i stand til at få en ny blodprop lige nu – det er en fysisk umulighed med alt det blodfortyndingsmiddel, han får.
Han skal ‘bare’ acceptere, at det her kan tage måneder, og det næste stykke tid kan han stort set intet, så de 2 x 4-500 meter i går var for meget for ham, også selv om han ikke gik med rundt, men sad og drak kaffe, mens

Borgcentret Vordingborg (1)Borgcentret Vordingborg (2)

nogle jagtede spøgelser og andre lærte lidt danmarkshistorie.
Lidt styltegang blev det også til, men vi var der ikke så længe, som vi havde regnet med, for den indendørs udstilling gik vi igennem på rekordfart, da vi syntes, alt for meget af det handlede om krig, hvilket ikke var særlig interessant for børnene.
Konceptet med de interaktive ipadder er ellers ret smart, men det var som sagt kun det udendørs, der var interessant for børnene.¨

I dag har vi – de tre af os, i det mindste – været et par timer på Feddet Strand, mens den fjerde har klippet og kogt tagrørsblomster til garnfarvning, mens den femte har skiftevis sovet og set Tour de France – og generelt har haft det meget bedre end i går. Så godt, at han hen mod aften kunne feje fliserne ude foran, samt skære lidt strittejavertusser af på græsplænen.
En lille fremgang er bedre end en lille tilbagegang, men det bliver langt og sejt, dette her, med småbitte skridt ad gangen.

15. juli 2018

Det er nok mest ikke helt godt endnu

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 20:11
Tags: , ,

Life’s not fair, is it?
Det er, som nævnt et par gange før, mit yndlingscitat fra min yndlingsdisneyfilm, The Lion King.
Livet er ikke altid helt retfærdigt. John har fået at vide, at han skal blive på Slagelse Sygehus i mindst fem dage endnu, fordi de vil give ham en (for ham) ny medicin. Han skal stabiliseres mere, og han skal generelt have det bedre, end han generelt har det nu. Han får stadig ondt og trykken lige omkring hjertet indmellem, og han har stadig problemer med vejrtrækningen i ny og næ.
Jeg må indrømme, at selv om vi har valgt at tro på ekspertisen, kan vi ikke forstå, at beslutningen er den rigtige, og at det skal være i orden, at han veksler så meget mellem at have det relativt godt og lidt mere end relativt skidt, og derfor kan vi stadig ikke forstå hvorfor han ikke fik den ballonudvidelse.
John har lovet mig at krydsforhøre lægen i morgen til stuegang og virkelig spørge ind til, hvorfor de har truffet netop den beslutning, de har. John nævnede, at det måske kunne være en del af den, at han måtte vente meget længe, så da det fem timer efter den aftalte tid blev hans tur, var det tæt på vagtskifte, så måske havde ‘nogen’ ikke lyst til at have overarbejde bare fordi ‘nogen’ også skulle indsætte en stent.
Det er måske temmelig uforskammet tænkt, men ikke desto mindre opstod tanken …
John er meget autoritetstro, mens jeg virkelig er en møgkælling sommetider, hvorfor han nok har det lidt sværere  med at ‘gå til’ en læge. Nogle gange er det ikke så godt, at jeg er en bitch, men andre gange er det altså bare ærgerligt (for andre), at jeg er det, fordi jeg gerne vil have et svar, jeg kan forstå. Eller/og (helst begge dele, faktisk) et svar, der er scientifically sound.
Han er selvfølgelig smadderked af, at han nu tidligst kommer hjem den dag, englænderne rejser, men det er samtidig indiskutabelt, at det er bedst han er indlagt, så længe han har det så skidt, som tilfældet er.
Jeg er utrolig heldig, at jeg har de tre af de fire, jeg elsker allermest, hos mig, mens den ene af de fire er indlagt. John er tilsvarende ked af, at han er væk i lige præcis de ti dage, englænderne er her.
Life’s not fair, is it?

Det medfører i øvrigt visse logistiske udfordringer.
I dag, fx, startende kl. 13 efter en stille formiddag:
Tim & Aubrey ville kajakke til Præstø, hvor Anna & Charlotte ville møde dem. De to sidstnævnte kørende på vores elcykler.
Jeg tog, som den første, afsted for at køre til Slagelse og besøge John.
De fire mødtes som planlagt i Præstø havn, hvor der i øvrigt var 50’er-biler, 50’er-musik og en dejlig is til alle fire.
Tim & Aubrey kajakker til Roneklint Fyr.
Anna & Charlotte cykler til ovenstående.
Jeg besøger John, kører tilbage fra sygehuset, får fyldt bilen op og får handlet, så vi har mad til i morgen, og kører videre til Roneklint Fyr, hvor vi (både bekymrende og bekymrede) venter mere end en halv time end forventet på kajakroerne, men endelig, ENDELIG kan vi skimte dem i horisonten. En halv time kan føles meget længere end en time, skulle jeg hilse og sige, men vinden havde vendt, og det var ikke til deres fordel.
Tim & Charlotte cykler de 16 km hjem efter at have afleveret kajakkerne, jeg tager børnene med hjem i bilen og begynder at lave aftensmad.
Klokken 18:30 bænker vi os alle fem, en time senere sover Tim, mens Charlotte og børnene ser Min søsters børn alene hjemme og jeg blogger.

I må meget gerne have ondt af John. Det har vi andre nemlig. Vi er bare trætte, men på den go’e måde …

13. juli 2018

Jeg vil (så alligevel ikke) ha’ en blå ballon …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 21:44
Tags: , ,

John kom igennem kikkertundersøgelsen, og ‘man’ besluttede af en for os endnu ukendt grund, at han ikke skulle have en ballonudvidelse (og slet ikke en bypass), men udelukkende skal behandles medicinsk.
De beholder ham weekenden over, hvor de vil stabilisere ham yderligere og finde frem til de rette doseringer af den rette medicin, så vi bliver forhåbentlig fuldtallige i Den Stråtækte fra på mandag.
Han trækker efterhånden vejret lidt friere, så behandlingen viser nu effekt, lader det til.
Vi kan ikke helt finde ud af, om det er godt eller skidt, at han ikke fik den stent, for de sagde til ham, at karrene er forsnævrede, men det er de åbenbart ikke nok til, at det er nødvendigt at tvangsudvide dem.
Vi stoler dog på, at de er eksperterne, og at de ved bedst.
Og nu ikke mere sygdom. Jeg får en fuldt funktionsdygtig mand hjem igen, er jeg sikker på – men jeg savner ham og glæder mig til han er hjemme og kan nyde samværet med barn og børnebørn.
Jeg er dog sikker på, at John er den, der savner mest – vi andre fem er jo sammen og hygger os.

P1020531P1020532

Tim skulle lande klokken 17 i dag, og lige inden vi skulle afsted til lufthavnen, kom Lars med kajakkerne, som Tim havde aftalt med ham for et par dage siden. Efter aftensmaden skulle det lige afprøves, om de var lige så gode, som de plejer at være, så de blev båret over vejen og ned til den lille plads, hvorfra de kan få dem i vandet.

P1020536P1020539

Vejret er jo som bekendt ganske aldeles vidunderligt, så børnene fik lov at kajakke lidt ud på egen hånd, med far guidende inde fra bredden – og mormor nervøst iagttagende de kære små, som ikke er så små mere.
Altså, hvor bliver man dog hysterisk som aldrende bedsteforælder. Når man tænker på, hvad jeg selv gjorde, og hvad jeg senere syntes det var helt i orden, at Charlotte foretog sig, så er det lidt underligt/ret fjollet, at jeg står her og er fuldstændig overbevist om, at lige om lidt kæntrer de og drukner. Specielt fordi der, hvor kajakkerne befinder sig, vil vandet højst kunne nå dem til knæene.
Jeg sagde derfor ingenting og led bare i stilhed, mens Tim stille og roligt talte til ungerne. Men det var svært … også selv om jeg samtidig var sur på mig selv over at være så fussy.

P1020534

Nu vi er inde på, at børnene ikke er så små mere, får I lige serveret en del af aftenens ordveksling: Charlotte og jeg sad og talte om de frugttræer, hun har plantet i år som erstatning for de gamle, som ikke kan mere og er døde af alderdom. Bl.a. har hun købt et kirsebærtræ, som bærer sorten Regina.
Det hørte Aubrey – troede han – han begyndte nemlig at grine og sagde til Tim: Daddy! Mummy wants to grow a vagina???!!!
No, Aubie, sagde Tim, I don’t think so, ‘cause she already has one – and that’s fully grown.
Så var drengen totalt færdig af grin … og mommer her måtte godt nok også trække mere end en anelse på smilebåndet, mens hun samtidig sad og undrede sig over, hvor årene dog blev af, hvor hun havde to små, uskyldige børnebørn.

5. juli 2018

Hvad er der med os og ferie?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 20:04
Tags:

Lige så snart Ellen og John tager på ferie, bliver det dårligt vejr. Først Norge. Så Fyn.
Vores venner begynder nok snart at ringe til os og spørge, hvad vi har af planer for den næste uge/to uger. Hvis vores svar er, at vi ikke skal noget, vil de tænke, at de roligt kan tage på ferie, for så er vejret godt. Hvis vi derimod siger, at vi er på ferie, så ved de, at vejret bliver dårligt … det er meget bedre end vejrudsigten, dette her …
I dag tog vi afsked med Troense Hotel i 15° og overskyet. Vi fik oven i købet lidt regn et par gange. Meget lidt, godt nok, men regn var det!

P1020481

Det var ellers godt, hotellet. Vi fik et værelse med udsigt. Det var stort, rent og pænt, men de trængte altså til at få malet vinduer i højere grad end vi gjorde, da vi endelig fik taget os sammen. Det valgte vi at overse, og vi tilbød ikke at male dem.
Flasken med mousserende vin, som stod og ventede på os, fik vi byttet til hvidvin, da ingen af os er specielt begejstrede for boblevand.
Senere fik vi en glimrende 5-retters menu – helt uden grønkål denne gang, så Ellen var glad.
Formiddagen gik med at se lidt mere af Tåsinge, hvorefter vi kørte til Langeland fordi vi ville kigge lidt på Rudkøbing.
Det opgav vi, for det begyndte at småregne.
I stedet kørte vi til Fåborg, som vi ved er en rigtig fin og hyggelig lille by. Her købte vi fire stykker smørrebrød i Superbrugsen og kørte til Falsled Kro – hvor vi kørte om bag kroen og ned til den lille havn, hvor vi fandt bord og bænk.
Smørrebrødet var ved at blæse væk, det var køligt og vi var nødt til at have vindjakker på. Det er Ellen og Johns sommerferier i en nøddeskal …

Stjoul Havn

Man fornemmer måske det dystre vejr her ved Stjoul Havn på Tåsinge? Panoramahavnen, som Tåsinge Turistbureau så flot kalder den, fordi man kan se Langelandsbroen og de to små øer her på billedet: Store og Lille Rallen.
Da frokosten var blevet indtaget, var det ved at være tid til at sætte kursen mod Østfyn, hvor Kong Mor havde fået den glimrende ide at give en kopkaf, hvis vi skulle have lyst til et gensyn, og det havde vi selvfølgelig! Sidst vi så dem, var i august 2016 til deres sølvbryllup, så vi render ikke ligefrem hinanden på dørene, men det er superhyggeligt, når vi får mulighed for lige at sige hej til hinanden og få en opdatering på vores liv.
Nu er vi hjemme igen og vi bliver hjemme i en rum tid, så I kan roligt tage på ferie, derude – det gode vejr skal nok holde …

22. juni 2018

Bunden er nået og målet er fuldt

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:59
Tags: , , , ,

Man skal veje sine ord med omhu: Jeg har siden 2012 stædigt fastholdt, at ferievejret ikke kunne blive dårligere end det var det år.
Som man dog kan tage fejl. Dengang regnede det da ‘bare’ hele tiden – denne gang har vi også vintertemperatur, og vi har kørt igennem sludbyger. På Sognefjellet faldt der sne i nat.
Hvor vi var, regnede og blæste det i nat, så vi lagde ud i morges med at tjekke yr.no for de næste dage i de områder vi havde tænkt os at gæste.
Ingen steder og ingen dage nåede man over 10-12 grader. På Lofoten ville det højst blive 9 grader. Det ville ikke blive konstant regnvejr, men solskin måtte betragtes som værende et sjældent forekommende fænomen.

FIRE grader!!!!

Nu løb målet fuldt. Regnmåleren …
Og bunden nået. Temperaturkurvens bund …
Vi søgte videre på yr og besluttede at køre hjem til Danmark og sommeren. Det her gider vi ganske enkelt ikke – klokken 10:20 var det fire grader og det var ikke bunden!
Nu måtte vi se på de lyse sider:
1) Vi har ikke booket noget som helst.
2) Vi er ikke arbejdsramte, og der er ingen grund til at spilde kostbar pensionisttid på elendigt ferievejr. Hvis vi havde haft et arbejde, var vi nok ikke vendt om, men det var vejret jo ikke blevet bedre af. Vi kan holde ferie når vi vil, og det vil vi ikke nu.
3) Vi har oplevet smukke Norge i det bedste vejr to gange; sidst, da vi var på Nordkap, hvor vi oven i købet havde en af de fem årlige dage helt uden en sky på himlen.

Jeg gider ikke høre den med “Der findes ikke dårligt vejr, kun forkert påklædning.” Der findes helt afgjort dårligt vejr, hvis man spørger mig, og hvis vi vil på vinterferie i Norge, tager vi ikke afsted til Skt. Hans.

Bunden er nået

Det kunne blive værre, viste det sig … bundrekorden blev tre plusgrader, men med den vind føltes det som minus 10 grader! Brrrrrr.
Nu sidder vi i en lille knaldhytte i Sveg i Sverige og har hele 11 grader (!) udenfor. I aften fejres der midsommer i Sverige. Det bliver en kold fornøjelse heroppe. Vi har tænkt os at blive inden døre med elradiatoren tændt.
 
byvejr verdensvejr 4720 Præstø, Danmark

Vi vil bruge de næste par dage på at finde hjem til Den Stråtækte, hvor det er rigtig sommer.
Den vil vi så nyde – måske tage et kroophold et eller andet sted. Vi kan gå ud at spise, hvad vi normalt ikke er særlig gode til. Vi vil med andre ord holde sommerferie. Rigtig sommerferie. Med sommerlige temperaturer.

Jeg havde nu ellers glædet mig meget til den norgestur … det er godt, at vi har så meget andet at glæde os til. Og over.

21. juni 2018

Nu er grænsen nået …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:22
Tags: ,

DovrefjelletNu er grænsen nået – grænserne, faktisk, for vi taler både om sne- og trægrænse her. Og måske også Ellens ferievejrstålmodighedsgrænse, for vi har haft regnvejr en hel del gange i dag. Og vi nåede ned på 6 graders varme kulde, da vi kørte over Dovrefjellet. Jeg håber sandelig, at det vejr bedrer sig inden længe, men hvis ikke, så kører vi hjem. Punktum. Det her gider jeg ikke én gang til. Man kan dog se, at de må have haft dete lige så tørt som i DK, for græsset er gult, og mange steder kunstvander de. I regnvejret …

Vi nåede til Oppdal, hvor temperaturen er 13 grader og dermed acceptabel – sådan med hiv og sving og en anselig tolerancetærskel fra min side.
Vi fandt en udmærket campinghytte på Granmo Camping, og efter biludpakning gik vi en tur rundt på pladsen og ned til elven, som løber stille og roligt langs pladsen. De reklamerer ellers meget med rafting her i området, men der kan i hvert fald ikke være noget white water med i prisen, for der er meget lidt vand i de elve, vi indtil nu har set.

Jeg elsker de norske campingpladser med deres fastliggere. Der er da godt nok en campingvogn på de fleste af lodderne, men de er ikke nødvendigvis mobile – faktisk er de fleste muret godt og grundigt inde af det halve sommerhus og terrassen således, at man ville være nødt til at skille hele baduljen ad, inden man kan komme ud at køre med campingvognen. Men det er de jo nok slet ikke interesserede i, kunne jeg tænke mig.

P1020410P1020412P1020414

De fantastiske norske naturscenerifremvisninger her på bloggen må vente – vi kørte bl.a. gennem den smukke Gudbrandsdal, men vejret var – som jeg vist har nævnt – ikke helt med os, så vi fandt ingen grund til at fotostoppe.
I morgen rammer vi delmål 1: Vei 17. Så må vi se, hvad den og vejret bringer.

13. maj 2018

Hvad ved vi om Wensleydale?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 19:55
Tags: , , ,

Billedresultat for wensleydale logoJa, hvad ved vi om Wensleydale? Jeg ved, måske fordi jeg er strikker, at det er en fårerace. Jeg ved også, at det er et ostemærke.
Jeg ved ikke, hvor mange af alle de mange, mange, MANGE tusinde får vi har set her i Yorkshire, er wensleydalefår, men jeg ved, at vi lørdag var inde for at se Wensleydale Creamery, hvor vi igen så, hvordan man laver ost. Processen er naturligvis ikke voldsomt forskellig fra det vi så i Cheddar (og Wensleydale har en cheddar type …), men måden, de demonstrerer deres kunnen på, er forskellig. Her var der smagsprøver i tonsvis, hvor de var lidt mere fedtede i Cheddar Gorge, men jeg købte atter en gang gang ost i rigelige mængder. Det er godt, at det har lang holdbarhed, så længe jeg ikke tager hul på lækkerierne. Ost, et Ginger Bread og chutneyer. Igen. Det var svært at vælge. Det var nemmere at vælge fra, for deres røgede oste og deres blåskimmeloste var vi ikke så glade for. Men alle de andre … vores gæster sommeren over vil blive stopfodret med engelske oste.
I skal forestille jer et stort U, hvor der er disse ostehapsefade på de tre sider. Inde i U’et går der ostefolk, der bare skal sørge for at fylde op.

Wensleydale ost galoreWensleydale ost galore

Og nu til noget helt andet. Jeg konstaterede for fem år siden, at det er vigtigere, at det rimer, end at det passer, når vi taler gamle vejrvarsler.
Springer eg før ask, går sommeren i vask. Springer ask før eg, bliver sommeren bleg.
If the oak before the ash, then we’ll only have a splash, if the ash before the oak, then we’ll surely have a soak.
Vi kom til at tale om denne pudsige modsathed igen denne gang, og nu, hvor vi har kørt fra nord til syd og retur, besluttede jeg mig for at se, om eg var før ask eller omvendt.
Det var begge dele. Inden for få kilometer var der enten sprunget egetræer ud, mens asken var nøgen endnu … eller også var det omvendt. Det var ligegyldigt, om vi var i nord eller syd; overalt var der væsentlige forskelle på, hvor langt fremme de to træer var i deres løvspring, eller hvem der var først.
Jeg skal undlade at komme med nogen konklusioner; dem vil jeg lade jer om at drage, men umiddelbart kunne det tyde på, at alle får en både våd og tør sommer, uanset hvilket træ der er først ude. Så har vi helgarderet os lige så meget, som tv’s vejrfolk ofte gør, med regn mellem bygerne og lidt sol indimellem.

P1020276

Og jojo, her i Yorkshire er der også masser af bluebells. I små eller store pletter, men de er overalt.
Vi har set så meget smukt på denne tur, på trods af, at hovedparten af ferien blev tilbragt hos Tim og Charlotte.
Nu tror jeg ikke, at der er noget område i UK, vi ikke har set i mere eller mindre grad. Der er smukke steder og der er meget smukke steder. Vores yndlingsområde er nok stadig Cornwall, men North Yorkshire Dales er sprunget direkte ind på andenpladsen, og tredjepladsen deles af flere steder.
Man skulle næsten tro, at jeg havde en aftale med Visit Britain, men det har jeg ikke. Ikke desto mindre kan jeg kun sige til alle, at I burde opleve Englands skønhed, hvis I overhovedet har muligheden for at rejse i egen bil, hvilket er det bedste.
Og huske på, at London ikke repræsenterer England mere, end København repræsenterer Danmark.

Linton, North Yorkshire Dales

Igen et vadested … fodgængere kan komme tørskoet over, mens kørende får våde sutter.

North Yorkshire Dales

Her er da meget pænt, ikk’? Jeg elsker disse gule gorse (tornblad), som her regnes for lige så stor en pest, som hybenrosen gør i Danmark, men jeg er ligeglad – jeg synes bare det er flot.
Ferien er næsten forbi. I morgen kl. 9:45 lægger vi til ved Amsterdam, og så går det ellers bare mod Den Stråtækte. Vi tager turen i ét hug, for nu gør det ikke så meget, at vi er sent fremme.

11. maj 2018

Fra Barnaby til Herriot

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 20:50
Tags: , ,

Sceneskift. I enhver forstand, for nu går vi fra krimi til dyrlæge; fra Oxfordshire til Yorkshire.
John var hjemmefra bare flink, fordi jeg så gerne ville se North Yorkshire Dales, hvor alle Folk og Fæ-filmene er indspillet. Af en eller anden grund, og på trods af, at han også har set hele serien, var han sikker på, at dette område var fladt og kedeligt, hvilket jeg ikke rigtig kunne forstå.
Han tog da også så grueligt fejl og kapitulerede med det samme fuldstændigt.

North Yorkshire Dales

Dette var endnu en ny side af England, som har så mange sider at vise os, der hellere end gerne vil se det hele. North Yorkshire Dales er helt sit eget, og så snart man bevæger sig ind i området, er man ikke et sekund i tvivl om, at man er i James Herriot-land.
Her er lange, bløde bakker, og her er barske og golde lynglandskaber, her er småfloder og vandløb i snesevis, og her er grå stenbyer, der fører os direkte tilbage til den berømte dyrlæge i 30’ernes England.

North Yorkshire DalesWatergate, North Yorkshire Dales

Huset her hedder Watergate …
Vi havde sat os for hjemmefra – hvor ‘hjemme’ er ment som det (igen) fantastiske sted, vi har fundet at bo i – at vi ville finde lige præcis det vandløb, der løber over vejen, som vi har set utallige gange i Folk og Fæ.
Vi fandt det, efter kun 2-3 skilsmisser undervejs. Det kan godt være lidt vanskeligt, når man 1) ikke ved, hvor man skal hen, men kun har nogle koordinater som mål, 2) heller ikke ved præcis hvor man er, og endelig 3) når vejen så oven i købet pludselig er lukket pga. vejarbejde, og der ikke umiddelbart er alternativer, så kompliceres tingene en anelse. 
Den korte historie er, at vi fandt det rigtige sted – (meget) langt om (meget) længe, men vi fandt det! Vi aflyste stiltiende skilsmissen og syntes i stedet, at det var lidt sjovt at fotografere vores egen bil kørende igennem den velkendte ford.

Fore Gill 

Først den ene vej, og så den anden vej …

Fore Gill

Som det kan anes, var dette i det mere barske område oppe nordpå.
Vi var glade over, at der ikke var så meget trafik, for der var ikke meget plads at give væk af, når man skulle mødes … nogle gange gik det direkte og ret stejlt nedad, så det var ikke for folk med dybdeskræk (det var altså et godt ord, jeg fik forærende forleden) eller sarte nerver.

North Yorkshire Dales

Vejen her hed Long Road. Ingen grund til at komplicere tingene yderligere. Det var jo det, den var.

Cold Cotes er som sagt et anbefalelsesværdigt overnatningssted, med et overmåde serviceorienteret værtspar. I dag ville de have en snack parat til os, når vi kom hjem fra dagens strabadser. Det var den største ‘’snack’ i vores liv; bestående af pie, tærte, pate, skinke og fire forskellige slags oste, plus fire slags hjemmelavede chutneyer, syltede løg, salat, vindruer, brød og kiks. Der var mad til to dage, men det vidste hun vist godt, for hun leverede også plasticposer og alufolie, så vi kunne tage resterne med op på værelset (vi har køleskab). Resten gemmes derfor til i morgen.

Slider 1P1020117

De har, efter hjemmesidebilledet blev taget, skiftet vores seng ud til en mere rustikt udseende en af slagsen, hvilket på ingen måde gør værelset dårligere. Vi har valgt at bo her i tre nætter, således at det er vores base, til vi kører til Newcastle for at sejle hjemover igen.

3. maj 2018

Barnaby og Bluebells

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 20:00
Tags: , , ,

I morges sagde vi midlertidigt farvel til familien og satte kursen mod Oxfordshire, hvor meget af ‘Midsomer County’ er placeret. På vejen prøvede jeg at finde en eller flere bluebell-locations, inden vi begyndte at løbe ind i Barnaby-locations. Der viste sig at være et sted næsten på vejen – og jeg skal da lige love for, at der var bluebells galore! I kilometervis af blomster og dermed i millionvis af dem. Ikke engang panoramafunktionen på kameraet kunne gengive den overvældende mængde af de smukke, blå klokkeblomster.

Bluebells galoreBluebells galore

Vi så dem mange gange i løbet af dagen sådan hist og pist – nogle gange i større mængder; andre gange bare i snesevis af små pletter. Jeg nød dem, uanset hvor mange eller få der var.
Nu skal I ikke komme og sige, at anemoner er lige så smukke eller smukkere, fordi det er ikke det, det drejer sig om, men anemoner har jeg set på i 65 år, hvorimod bluebells er et forholdsvis nyt fænomen for mig, så alene af den grund overmåde betagende hver gang. Og jeg bliver helt sikkert ikke træt af at opleve dem, for det når jeg ikke at gøre i 65 år!

IMG_0990P1010952

Vi kørte igennem den ene idylliske landsby efter den anden – denne del af Oxfordshire er ikke uden grund meget populær for filminstruktører; det er ikke kun brugt til Barnaby-serien, men også Morse og flere andre.
Herover Goring. Den lille chalup har jeg sagt til John, at han meget gerne må købe til mig – den kunne jeg godt se mig selv tøffe rundt i Præstø Fjord i.
Det kunne min mand til gengæld ikke – han syntes den var tudegrim, desværre, så han hævdede, at jeg må sejle rundt alene, og det tror jeg ikke rigtig, jeg har lyst til.

ThameThameThame

Vi gjorde eftermiddagskaffestop i Thame, som af visse tv-kiggere nok kendes bedre som Causton. Nyd det lille byhus herover … vi kunne desværre ikke fjerne den grimme bil foran.
Vi besøgte Wallingford, hvor Agatha Christie boede, vi kørte igennem Nettlebed og vi kiggede forbi Greys Court. Der er ikke plads til alle de mange billeder, jeg har taget i løbet af dagen, for jeg ville også have plads til at vise det sted, vi fandt via Last Minute Booking, hvor man kan være heldig at få fire- eller femstjernede overnatningssteder for næsten ingen penge, fordi man bestiller i … sidste øjeblik, såmænd.
På denne måde fandt vi The Hayloft Room i April House, mellem Thame og Oxford. Det rum gider vi simpelthen ikke klage over. Heller ikke prisen, som (heldigvis) ikke helt lignede den listede overrnatningspris.

The Hayloft

The Hayloft

Således sluttede første halvdel af Barnabyturen på allerbedste vis. I morgen tager vi anden halvdel, inden vi leger housekeepers for vores lille familie.

Til sidst vil jeg bede om hjælp til identificering af denne plante. Den stod i skoven sammen med alle de mange bluebells – men denne var der kun få af.
Den er ca. 20 cm høj.

Ukendt plante

2. maj 2018

Det var en ny oplevelse – for Charlotte

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:17
Tags: ,

Det vejr vi stod op til i morges, var mildt sagt elendigt – 11 grader, blæsevejr og regn i spandevis. Det var desværre også bare den eneste dag i denne uge, Charlotte kunne tage sig en fridag, for hun har kunder både torsdag og fredag. Derudover skal Anna noget med skolen torsdag aften, og fredag sen eftermiddag er der forældremøde med Aubrey.
John og jeg besluttede derfor at dele vores ferie anderledes end først planlagt, således at vi torsdag og fredag tager Midsomer-turen for derefter at køre tilbage til familien og have aftensmaden parat til dem, når de kommer trætte hjem efter en lang dag.
I dag kørte vi tre derfor til Cheddar Gorge, fordi der ligger en tøjforretning, jeg meget gerne ville frekventere. Charlotte har desuden ikke set Cheddar Gorge og det lille, men særdeles autentiske ostemageri i byen. The only Cheddar made in Cheddar.

P1010905
Det var lidt sjovt at kunne vise Charlotte noget i England, hun ikke havde set.
Det lille cheddarostemejeri er hurtigt overset, men interessant nok alligevel – måske netop fordi det har den ringe størrelse, det har. 250 liter mælk går der til at fremstille en ost på 28 kilo. Resten kan man fodre svin med, og det gør man så … de elsker vallen.
Vi holder alle meget af Cheddar i alle mulige afskygninger, så der blev købt riiigeligt med ost med hjem. Gad vide, om vi må have ost med til Danmark? Vi må ikke den anden vej rundt, selv om det er vacuumpakket, men de er lidt mere hysteriske herovre med den slags ting, og jeg satser desuden på, at vi er uinteressante for tolderne, når vi kører i land i Ijmuiden.

P1010900

(Er der en Arthur til stede? Så har vi sværdet i stenen.)

Selve Cheddar er, både pga. osten og af hulerne i og omkring den unikke kløft, som er Englands svar på Grand Canyon, en ren turistfælde, som dog er ganske hyggelig her uden for sæsonen. En af os fik købt lidt tøj, hvorefter vi alle tre fandt en pub og indtog frokosten der.

P1010894

Vejret klarede op i løbet af dagen, og nu skulle det efter sigende stille og roligt blive forår igen, kulminerende i weekenden. Det gider vi ikke klage over.
Bluebells har vi indtil videre kun set i folks haver, men i morgen prøver vi at finde en bluebellskov. Der må være en i ‘Midsomer County’, mon ikke?

Det bliver derfor foreløbig kun til en kort visit her, men vi vender frygteligt tilbage – vi kan jo lige så godt arrangere det hele så praktisk som muligt, og i virkeligheden er det nok en bedre løsning end den oprindeligt planlagte, hvor vi ville have haft en uge hos familien, efterfulgt af en uge i først ‘Midsomer County’ og derefter i de Yorkshire’ske nationalparker.

PS: Ungerne syntes, det var alle tiders med det lejrmad, vi havde med til dem – og de syntes ikke, jeg var blevet spor tosset. De var i hvert fald for høflige til så meget som at antyde det …

1. maj 2018

“You are very organised, Sir”

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 22:09
Tags: , , ,

Det værste ved at ankomme til England med en færge er tiden.
Tiden det tager de dertil ansatte at få bilerne ud fra færgen.
Tiden det tager i paskontrollen, når alle skal tjekkes grundigt.
Og i dag tiden det tager politiet at tjekke HVER ENESTE bil, autocamper, campingvogn, bus og lastbil. Goddammit.
Det tog en halv time, fra færgen lagde til, inden vi kørte ud af dens bug.
Derefter skulle vi line op i en masse baner – vi kom i bane seks – og vente. Og vi ventede. Og ventede.
Vi kunne se politiet tage personbilerne en for en, afbrudt af, hvis der kom en bus eller en lastbil, som hver især skulle tjekkes ekstra grundigt.
Endelig var det vores tur:
Will you please open your boot for me, Sir?
Det er et af den slags spørgsmål, man bare ikke svarer nej til, så John gik ud og åbnede til bagagerummet.
Oh. You are very organised, Sir!
Yessir. John har altid orden alle steder … manden løftede en jakke, der lå ovenpå en kuffert og kiggede sig omkring i to sekunder.
Just food and luggage? No people? Med en udpræget nordengelsk accent.
Jeg sagde: Just luggage. No food and certainly no people … is ‘the people’ why you’re checking every single car?
Yes, it is. You’d be surprised if you knew what we find every day.
Du godeste. Hver dag!?
Tim kunne senere fortælle, hvad de finder ‘hver dag’. Nordengland er tilsyneladende blevet et hot område for menneskesmugling, efter man lukkede ‘Junglen’ ved Calais.
De var høflige nok – de passede jo bare deres arbejde, men min (og selv Johns) tålmodighed blev sat på en meget hård prøve, og det tog en lille time, inden vi blev sluppet ud på de engelske landeveje, men heldigvis gik resten af turen fint og uden problemer. Bilkøerne var oven i købet så venlige at befinde sig i modsat kørselsretning af vores.

Og nu er vi her, i den lille, wiltshireske landsby – alle er glade og alle er gået i seng, undtagen mig, og jeg gør det lige om lidt.
Vi er nemlig trætte. Jeg fik vel tre timers søvn i nat – John heldigvis noget mere – men holddaop, det var noget af en vippetur, vi fik. John fortalte meget levende ved aftensmaden om, hvordan han klamrede sig til sengen med tæerne eller stemte imod med hænderne, fordi han var ved at glide den ene eller den anden vej ud af sengen, når færgen smed rundt med os. Et par gange slog han hovedet ind i væggen bag sengen, når der kom et ekstra hårdt hug, indtil han fandt ud af at placere den ene af de to hovedpuder som buffer – hvilket jeg havde gjort fra starten …
Vi, som troede, at vi skulle vugges blidt ind i en behagelig søvn, tog så grueligt fejl. Der var intet som helst blidt ved bevægelserne i nattens løb – tværtimod, og det blev det værre og værre for først at stilne lidt – men også kun lidt – af ved femtiden om morgenen.

29. april 2018

Første dag på ferien

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 20:13
Tags:

Hvad hjælper det, at vi ikke bestilte en tidlig færge, fordi vi gerne ville sove længe/ikke køre så langt på én gang, når man (læs: jeg) først falder i søvn kl. 0:30 og oven i købet vågner igen 04:30 og ikke kan falde i søvn igen?
Jeg er TRÆT. Både John og jeg var glade for, at jeg ikke skulle være chauffør.
Vi bor i Oldenburg og kom så tidligt, at vi havde tid nok til at gå hele bymidten igennem på kryds og tværs, inden vi faldt ind i en italiensk restaurant, hvor vi fik så rigeligt med mad.
Vi bor på det yderst glimrende hotel Wieting, på et værelse med masser af plads og en skøn og bred dobbeltseng, som i USA ville have heddet King size.
Den kalder på mig nu.
Oldenburg har en bymidte med snævre gågader, men kun et enkelt hus (plus kirken og slottet) ser ud til at være fra før anden verdenskrig, så smukke, gamle huse kunne vi kigge langt efter.

P1010883

P1010879Det skortede til gengæld ikke på cafeer og restauranter … vi valgte først en, hvor vi bare sad en god halv time i solskinnet med et glas hvidvin og lod verden passere forbi.
Den næste hed Chianti Classico, som, nok ikke overraskende, serverede italiensk mad. Glimrende italiensk mad, men som alligevel var umiskendeligt til den tyske side. Det samme, men med omvendt fortegn, siger tyskerne nok om de italienske restauranter i Danmark … altså at de er lidt for dansk afrettede. Ganske som de er engelskprægede i England. Faktisk er de italienske restauranter kun italienske i italien …
Jeg vrøvler. Lidt. Jeg er træt. Meget.
Den oldenburgske, bestøvlede elefant har trampet ret effektivt på mig.
Godnat og tak for i dag.

22. marts 2018

Well, Wells was …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 11:07
Tags: ,

Vi har da ikke kedet os et sekund efter ankomst – jeg har ikke engang tid til at blogge, men her til formiddag har Charlotte en kunde, så John og jeg må klare os selv.
Tirsdag var der noget tamtam i Aubreys del af skolen, men mere om det senere. 
I går kørte vi en tur til Wells. Wells, som jeg har både hørt om og læst om, men endnu ikke set. Jeg vidste kun, der er en enorm domkirke, og vi så, at man kan komme ind og se The Bishop’s Palace – plus den tilhørende have/park, men det vil nok være bedre senere på året.

Wells (16)Wells (17)

Det biskoppelige palads var nydeligt – ret interessant at se, faktisk. Man var ikke i tvivl om, at den katolske kirke ikke manglede midler – der var pomp og pragt hele vejen igennem. Vi så forskellige kåber udstillet, og især den i tyk, fed silke med kilovis af guld broderet på må have kostet adskillige formuer.

Wells (21)Wells (22) 

Flot er det da at skue … det slår mig bare, hvordan alle de penge kunne have været brugt langt bedre, men sådan var det jo dengang.

Wells (30)Wells (32)

Ude igen gik vi ind i ruinerne af The Great Hall, som virkelig må have været enorm. Man følte sig i hvert fald enormt lille, når man stod derinde, selv om der ikke længere er tag over. Eller måske netop derfor …

Wells (47)

Vi skulle hente Aubrey, men der var lige tid til hurtigt at løbe katedralen igennem. Det VILLE vi nå, selv som vi kun havde et kvarter at løbe i. Den var nemlig imponerende og kæmpekoloenorm stor, at vi absolut måtte se, hvordan den så ud indeni.
Det var ikke mindre imponerende. Salisbury er nok den kendteste katedral i England, men den når ikke Wells Cathedral til sokkeholderne. Sidstnævnte er mere åben, meget mere lys, flottere dekoreret, har smukkere søjler – ja, alt er bare mere imponerende her. Lofterne, fx: malede hvælvinger er nyt for os; det er svært at gengive med mit lille kamera, så I må bare tro på, at det var fiint og helt kniplingsagtigt at se – i det mindste på den afstand.

Wells (50)Wells (54)Wells (51)

Jeg gik aldeles billedamok derinde, og nu går det ud over jer.

Wells (62)Wells (66)

Dog kan det ikke understreges kraftigt nok, at ingen billeder kan yde katedralen fuld retfærdighed.
Jeg bliver ikke religiøst højstemt, når jeg ser et sådant pragteksemplar af at bygningsværk, men jeg bliver noget så inderlig imponeret over, at man kunne finde ud af at bygge den slags for mellem 700 og 900 år siden.

Jeg kan kun sige, at hvis I er i Sydengland og synes I bør se Salisbury Cathedral, fordi det er lidt af et must, så spring den over og kør til Wells i stedet. Eller se begge, bare for at se forskellen.
Wells er Englands smallest city (og ret så hyggelig), så dens katedral må vel derfor være den relativt største.

I øvrigt er det forår. 10 grader, solen skinner fra en skyfri himmel og sneen er stort set helt væk. Der kommer desværre et mini-beast i næste uge … det gør der også i DK, kan vi se, så det lader til at vi, trods begyndervanskelighederne, har valgt en god uge at komme herover i.

19. marts 2018

Vi er her!

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:13
Tags: , , , , ,

Efter hvad der blev en lidt spændende rejse på en helt anden måde end vi i første omgang troede det ville blive, er vi søreme ankommet til familien i den lille, engelske landsby. Ingen tur til London, ingen overnatning i Reading, men direkte hjem til Charlotte.
Der kom ikke så meget sne, som de havde truet med, men der faldt dog fem cm i nat. I formiddags føg det, men tøvejret satte ind og solen kom frem. Når først den skinner fra en skyfri himmel, har den pænt meget magt.
Vi lagde ud med at starte en hel time for sent fra København, fordi de vidste der var problemer med at få lov til at lande i Heathrow. Det stressede os ikke, for vi har hele 1½ times ventetid på Reading station – hvis togene går som normalt, og det så det ud til, da jeg tjekkede GWR for weather conditions. o
Fra Heathrow skal vi have Railair-bussen til Reading. Det tager normalt 50 minutter, men vi havde jo en lille halv time at løbe på.
Den bustur tog længere tid end normalt. John sagde på et tidspunkt, at den vej har den bus da aldrig kørt før.
Det var rigtigt.
Lidt senere sagde han, at nu kører den tilbage igen!
Det var også rigtigt.
Selv den stedsanseløse Ellen kunne se, at han kørte i ring. Og i ring.
Da han havde gjort det i et kvarter, var jeg en anelse nervøs … ville vi kunne nå vores tog? Og hvad pokker havde manden gang i?
Det indrømmede han så: I’m sorry. I’m a bit lost here (a bit???). I’m new in the job – actually it’s my first day.
Du godeste, tænkte jeg. Giv dog manden en gps, så han kan finde stationen i Reading!
En kvinde spurgte, om han ikke havde en gps?
Det havde han ikke.
Så tog kvinden resolut over. Hun brugte sin telefon som gps og guidede buschaufføren ind til stationen.
Endelig lykkedes det så – ellers havde vi kørt rundt i Reading endnu …
Det var snært nu, og jeg skulle nå at afhente vores forudbestilte billetter, så jeg spurgte John, om han kunne huske, hvor det var, hvilket han kunne.
Okay, godt. Jeg spæner i forvejen og henter billetterne, mens du får begge kufferterne af chaufføren og kommer så hurtigt du kan.
Netop som jeg fik printet alle billetterne, ankom John med kufferterne. Perfekt.
Afsted til perron 7, hvorfra toget afgik planmæssigt ganske kort tid efter. I bussen havde jeg sms’et med Charlotte, som sagde, at hvis toget kørte, kunne hun godt hente os. Håbede hun … men hun ville i hvert fald prøve.

Det lykkedes også. Det tøede voldsomt nu, så fygesneen blev ikke liggende på vejen, men smeltede med det samme. Der var ingen problemer – bare på den halve time var det blevet bedre, sagde datteren.
Jeg har dog aldrig set så meget sne i England. Ikke fordi der ligger voldsomt meget, men det er usædvanligt, at alt er hvidt.

Alles in Ordnung. Vi er ankommet til hvor vi helst ville ankomme … måske ikke fuldstændig planmæssigt hele vejen igennem, men slutresultatet var som ønsket, så ingen klager herfra.
Slet ingen.

P1010641

7. marts 2018

Dette er virkelig et luksusproblem

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:05
Tags: , ,

Der er flere overvejelser at gøre sig, når man bliver folkepensionist. En af dem er, om man vil have den sum udbetalt, man har stående i Lønmodtagernes Dyrtidsfond. Det kan man faktisk vælge at få fra man er 60, men jeg har valgt at gøre det nu. Når man tænker på, hvor lidt, der blev sat ind i sin tid, er beløbet vokset til en mærkbar størrelse og til en noget bedre forrentning, end jeg kunne have klaret ved selv at skulle administrere de samme penge.
Med andre ord: Et velkomment rejsetilskud.
Men.
Vi har flere forskellige rejseønsker, både store og små, og det er her, dilemmaet kommer: Skal vi bruge pengene på én stor eller flere små rejser? Skal vi bruge dem på at give os selv nogle luksuriøse glæder i hverdagen, eller skal vi puge dem lidt og se, hvad fremtiden bringer? Nok ikke det sidste, for 1) vi har begge lært ikke at udskyde for meget – vi ved ikke hvor længe vi har os – og 2) så kunne jeg jo bare have ventet med at kræve dem udbetalt.
Det er et luksusproblem; jeg ved så glimrende, at der er mange, der ikke har råd til at tage på ferie overhovedet, men dem kan jeg jo ikke give hver en rejse alligevel, og LD-pengene er trods alt mine egne – som andre bare har forvaltet godt for mig.

Smukke NorgeForeløbig har vi valgt at bruge lidt af dem på vores i forvejen planlagte sommerferie til det smukke Norge. John ville selv køre hele vejen, men jeg fik den lyse ide at sejle til Oslo og så prøve den ypperste og mest ekstravagante luksus, man overhovedet kan forestille sig: Den dyreste kahytstype, med alt, hvad dertil følger og hører.
John var med på ideen, og det bliver bare FEDT – det bliver helt vildt, med vores egen balkon og udendørs jacuzzi. Som jeg i øvrigt er ret sikker på, vi nok ikke får brugt (kommer i nogen grad an på vejret), men bare det at vide, at den er der, er en god fornemmelse. Vi tog kun turen som enkeltrejse; dels pga. prisen, dels, at vi ikke vil lægge os fast på, hvornår vi skal hjem igen, men lade vind, vejr og os selv tage den beslutning. Det kan lige så godt blive to som tre uger, vi er afsted – nobody knows.
Nogle mange vil nok synes vi er fuldkommen fjollede at bruge penge på den slags overflødigheder, men jeg kan allerede mærke, hvor meget det har højnet forventningens glæde til den ferie.
Jeg er ret glad for, at jeg i mange år har prøvet at sidde økonomisk hårdt i det, og selv om det ikke var særlig sjovt, da det stod på, gør det glæden ved at have muligheden for at skeje lidt ud nu så meget større, når det ikke er en selvfølge. Og så bliver man altså mere magelig med alderen, har vi efterhånden konstateret nogle gange.
Faktisk giver LD såmænd ikke engang til opfyldelsen af det dyreste rejseønske – det kommer måske, når Sverigeshytten bliver solgt. Måske.
Det ender derfor nok med, at pengene bliver klattet væk på denne måde. Måske også til lidt flere (og bedre … ) gourmetophold rundt omkring i Danmark?
Mulighederne bliver selvfølgelig flere, jo færre penge vi bruger ad gangen, så dilemmaet vil være der lidt endnu.

28. februar 2018

Udsigten er ikke helt så god, men …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:33
Tags: , ,

Vi er ankommet i hel tilstand til Christies i Sdr. Hostrup, og det er ikke vejrets, men Johns skyld. Det har været lidt af et snehelvede at køre i dag, og bilerne kørte da også i grøften på alle sider af os – og betænkeligt tæt på! En modkørende dame krydsede vejen umiddelbart bag os, og det var ikke med vilje. Hun slingrede så meget, at John sagde “hun kører i grøften nu!” Og det gjorde hun så … hun kunne meget nemt have ramt vores bil.
Det var flot solskin indtil 30 km før Kupfermühle, hvor vi skulle ind til Fleggaard, men det blev nogle meget lange 30 km, fordi det inden for få hundrede meter blev til en veritabel whiteout. Lige før grænsen var der solskin, men 10 km før ankomst var der igen whiteout og nærmest ikke til at se en hånd for sig. En halv time efter igen skinnede solen, og det gør den endnu – det vejr er lige så ubeslutsomt som i april.

20 km før grænsenSdr. Hostrup

Der er forskel på udsigten fra 11. etage og ind i en sneklædt hæk … vi er lidt spændte på, hvordan vejret arter sig i morgen, når vi atter sætter kursen mod Den Stråtækte.
Eckernförde i går var en ommer, så den tog vi i formiddags. Solen skinnede som sagt fint, men det var HAMrende koldt. Minus 7 grader, feels like minus 17, som vejrtjenesten var så venlig at oplyse os om. Vi gik gågaderne igennem, men fokuserede nok mest på at komme ind til varmen og en kopkaf i Cafe Heldt, som Jørgen anbefalede os, for den vind bed godt nok til!
I Fleggaard havnede der, nok ikke overraskende, lidt god vin i kurven, plus den obligatoriske mormorgave til Aubrey: Galle & Jessens pålægschololade. Han ville blive skuffet, hvis ikke jeg har den sædvanlige dobbeltpakning med til ham, men jeg ved, at i Tyskland kan man få den som 3-pak. I dag var den på tilbud: Fem 3-pak for 100 kroner. Det giver 6,67 kroner pr. pakke mod normalt 16,63 kroner i Brugsen. Det er altså ikke fordi, jeg ikke under den lille Aubie med den store søde tand for 33 kroner chokolade, det er nok mere den store prisforskel, jeg undrer mig over … og når nu vi var her alligevel …
Jeg har én gang glemt at lægge chokoladen i kufferten, hvorfor jeg så købte den i lufthavnen. For 54 kroner for én pakke! Var der nogen der sagde, at man kan købe billigt i lufthavnen?

P1010557

Nå. Nok om det.
Nu er der to timer til gourmetmiddagen, men de bliver tilbragt på værelset, da der ikke rigtig er til at komme til for sne udenfor.
Vi sprang skakspillet over … det var lidt svært at se felterne. Ligeledes kroens forslag: “Husk at besøge vores fantastiske urtehave på 1600 m2, der ligger bag kroen” blev vi enige om at gemme til en anden god gang.

27. februar 2018

Solskin–snestorm-solskin-snestorm

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:47
Tags: , ,

Efter det herlige morgenbord, med alt til faget hørende, som det kun fås i Tyskland, bevægede vi os som det første i formiddags, efter Jørgens anbefaling, mod Eidersperrwerk, som ganske rigtigt var spændende at se. Principperne og konstruktionen mindede os meget om Thames Barrier, men det gør det ikke mindre imponerende. Der skal stærke kræfter til at holde på vands stærke kræfter …

EidersperrwerkEidersperrwerk

Vejret vekslede uafladeligt mellem solskin og snestorm – vi kunne køre i det smukkeste solskinsvejr og se tunge byger lige foran os. En ret så dramatisk himmel var det indimellem.

P1010514

Da Eidersperrwerk var set, satte vi kursen mod Friedrichstadt, hvor vi spiste frokost. En fin, lille by var det, meget sønderjysk i sit udtryk – eller rettere sagt, så er Sønderjylland og Nordfriesland/Schleswig vel i bund og grund det samme og har været det i mange år. Det er samme byggestil, det er det samme marsklandskab med ‘koger’ og ‘Koogen’; mange gårde er bygget på kunstige forhøjninger, og endelig er dørene i byerne lige kunstfærdige i både nord og syd.

Friedrichstadt

Også i Friedrichstadt vekslede vejret mellem godt og mindre godt, men dagen var så langtfra gået, så vi kørte til Husum for at se, hvordan den så ud. Den fandt vi dog temmelig uinteressant og kørte derfor til Eckernförde, for ifølge kortet kunne der godt være noget kønt at se på.
Nu var vejret holdt op med at veksle – det var kun snestorm og en temmelig tæt en af slagsen. Da vi nåede Eckernförde, stod himmel og jord nærmest i ét, så vi nøjedes med at finde et sted, hvor vi kunne få en kopkaf. Det med at gå ned gennem shoppingområdet droppede vi helt.
Da kaffen var indtaget, kørte vi hjem. Det sneede meget, og vi kunne ikke køre ret stærkt, da vejene nu var blevet fedtede og glatte, men efterhånden som vi kom sydpå, blev det fint igen, og da vi var 10 km fra Bad Bramstedt, hvor vi bor, var der igen helt blå himmel og kun faldet lidt eller ingen sne.
Det drejede sig om bare 80 km, men vi har selvfølgelig tit set indenfor hvor korte afstande det kan skifte – også derhjemme.

Dør i FriedrichstadtDør i FriedrichstadtDør i Friedrichstadt

26. februar 2018

Minitur til Nordtyskland

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:39
Tags: , ,

Det blev næsten til vinterferie – i hvert fald er der et lille, hvidt drys over det hele, både hjemme og hele vejen til vores bestemmelsessted i Bad Bramstedt.
Vi tog – som sædvanlig – lidt tidligt afsted for at få noget ud af dagen. Planen var at køre gennem Holstensk Schweiz, for der skulle være så smukt. Mine forældre flygtede hertil for 41 år siden, da de ikke havde lyst til at gøre så meget ud af deres sølvbryllup. Jeg nåede lige at få Charlotte d. 12. december, inden de drog afsted d. 13. dec. Bryllupsdagen var 15. december, så vi var alle lidt spændt på om hun nåede at komme til verden inden de var nødt til at tage afsted, men det gjorde hun jo så.
Der var da også smukt, og jeg tror vi kører herned igen engang, når der er grønt og lunt.
Vi så alle søerne (kørte på det nærmeste igennem dem), vi så byerne Malente og Plön; vi spiste frokost i Bad Bramstedt, og fordi det var for tidligt at checke ind, kørte vi videre til Glückstadt, som viste sig at være en smuk, gammel by. Alt sammen med flot solskin det meste af dagen … dejligt.
På vejen dertil så vi traner! Der gik et par inde på en forhenværende majsmark – de må have taget fejl af årstiden, men jeg har godt nok læst, at nogle få vælger at overvintre her mod nord, hvis det er en “mild og grøn vinter”, som der stod. Det er det så ikke mere, så de fryser nok.

Traner i februar ved Glückstadt

Værelse på 11. etage

Her i det nordlige Tyskland er man åbenbart ikke meget for betalingskort. Både til frokost og senere til den ret så syndige eftermiddagskaffe tog de kun imod kontanter. Det viste sig, at jeg har glemt min europung, men det havde John heldigvis ikke, så det blev en billig omgang for mit vedkommende … jeg må dog nok hellere finde en hæveautomat i morgen, eftersom der er flere frokoster og eftermiddagskaffer i vente. Jeg har en europung og en pundpung, så jeg altid har kontanter med fra starten uden at skulle skynde mig at finde en bank.
Det kræver så bare, at jeg husker at tage den med …

Vores værelse ligger på 11. etage, så udsigten fejler ikke noget. Her er dog temmelig lydt, har vi konstateret … vi håber, at naboerne er færdige med at tale højt, når vi skal i seng, men der er ingen tvivl om, at de hygger sig derinde. 

P1010507 

Årrh, det var godt, var det – og man har vel ferie!

13. februar 2018

Så meget for planlægning …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:09
Tags: ,

Jeg mener at have nævnt, at vi skal på gourmetophold i Sønderjylland sidst i februar.
Faktisk er det lidt fjollet at have én nat dernede og så bare tage hjem igen – vi kunne lige så godt få lidt mere ud af det.
Tænkte jeg, da der helt tilfældigt dumpede en mail ind med glimrende kortferietilbud. Dem modtager jeg op til flere af.
Det er farligt. Meget farligt, fordi det er så pokkers fristende, men Risskov viste sig at have en hel del gode tilbud på to nætter i Nordtyskland med halvpension, og John og jeg brugte en times tid på at kigge på dem alle. Vi ville helst bo i Friedrichsstadt, men der havde de ingen ledige værelser i de to aktuelle nætter.
Efter at have undersøgt 10-15 potentielle emner på kryds og på tværs, endte vi med at vælge et, som vi mente kom tættest på vores ønsker.
Booke, booke – modtage bekræftelse – booke færge til udturen og så ellers mig afsted til Røde Kors-nørkleklubben.

 Så langt, så godt.
Da jeg kom hjem igen, ringede Natasja fra Risskov Rejser, at der desværre alligevel ikke var flere ledige værelser på det ønskede hotel. Derefter spurgte hun, om det var hotellet eller datoerne, der var vigtige for os, til hvilket jeg kun kunne svare, at det egentlig var både-og, men mest det sidstnævnte.
Så meget for al vores research …
Efter lidt snak frem og tilbage, endte vi med at få et hotel i Bad Bramstedt, så nu håber vi bare, at det vil være godt nok. Jeg kunne godt huske, at vi havde set på det, men kunne ikke huske, hvorfor vi valgte det fra i første omgang …
Nå. Det kan jo ikke gå fuldstændig galt med bare to nætter, satser vi på.
Vi har planer om at se Plön-området på vej dertil, tage til Friedrichsstadt på vores hele dag dernede og undersøge selve Bad Bramstedt på trejdedagen.
Det bliver ikke en lang og eksotisk ferie, men det bliver et afbræk, men lidt har også ret, især på denne kedelige årstid, hvor enhver afvigelse fra hverdagen modtages med kyshånd, og får man den ikke forærende, hvad man sjældent gør, må man selv sørge for afvekslingen.

Det gør vi så. Det var den anden (og tredje) for-fødselsgave fra folkepensionisten in spe til folkepensionisten in spe, og også denne får John lige så meget glæde af som den i går. Nok også mere, hvis man spørger ham …
John har allerede spurgt, om jeg har flere fødselsdagsoverraskelser på lager til os, for indtil videre går det jo meget godt …

2. februar 2018

38 år efter Robin Williams

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:50
Tags: , ,

Jeg har ikke set den, men Robin Williams har spillet Skipper Skræk i en musical fra 1980, og det har han gjort ikke ret langt fra feriecentret her. Der er garanteret nogen, der har moret sig med at bygge en så vind og skæv by op – det må være lige så vanskeligt som at synge falsk, hvis man har en god stemme. For vind og skæv er den, Skipper Skræk-landsbyen, som står her endnu og i dag er et forlystelsessted, hvor forældre tager deres børn med.

P1010382

Den ligger smukt i bunden af en lille vig. Vi valgte at se den på afstand, både for overblikkets skyld og fordi vi alt for tydeligt kunne høre lige præcis den slags støj, som ingen af os bryder sig særlig meget om … der var ingen tvivl om, at målgruppen var børn.
Vi tror ikke, at der var så mange restauranter, da indspilningen foregik, men ellers er det da ret smart at få andre til at bygge en kulisseby op og så selv overtage den kvit og frit, når optagelserne er slut.

P1010383

Vi gik derned. Der er ikke så langt, og vi fandt tilligemed en smutvej, som var så meget en smutvej, at den vistnok var helt privat. I hvert fald var der pludselig en låge, der var låst, men vi kunne godt knibe os igennem – ellers havde det været noget af en omvej. I stedet blev det til en smuk tur midt inde i landskabet, så at sige, på en ikke særlig komfortabel sti, men derfor en langt mere hyggelig en af slagsen.

P1010392

Her fornemmede vi virkelig, hvor lidt dyrkbar jord der er. Det er hårdt arbejde at lave disse klipper om til landbrugsjord, men ikke desto mindre er det gjort mange steder på øen, mest i form af terrasser, så man har en mulighed for at holde på den sparsomme jord og for at kunne vande, når der trænges.

P1010390

Og alle vegne den forfaldne charme.
Vækster MaltaMere blev det ikke til i dag. Vi vågnede i nat ved, at det blæste meget op, og tidligt i morges begyndte det at regne. Da det klarede op ved 10:30-tiden, skyndte vi os at gå, og vi fik et par timer med sol og varme, men det trak sammen igen, mens vi spiste frokost. Det blæser – igen – en hel del, så vi valgte at bruge den sidste eftermiddag med at hygge inden døre og oppe på tagterrassen, når det var muligt, og ellers så småt begynde at pakke. Vi skal være ude klokken otte i morgen tidlig, så vi skal tidligt op. Igen. For tredje gang på én ferie … kan man overhovedet kalde det for ferie?
Det kan man heldigvis godt … den har været afslappende og alligevel har vi fået set meget af Malta. Så meget, at vi ikke behøver at komme herned igen, for der er så mange andre øer (og steder), vi gerne vil se. Vi kan ikke nå dem alle sammen, så der er ikke grund til alt for mange gentagelser.
Siger hende, der om seks uger tager til England for 117. gang, og igenigen i bil derover til maj … plus at vi satser på at tage til Norge i juni, men det er fordi riksvej 17 druknede i regn, da vi var der første gang – men det var lige tre gentagelser i træk. England gælder dog ikke rigtigt som gentagelse, vel?

Vækster – kendte som ukendte – har vi set flere af, end jeg havde regnet med, og flere i blomst, end jeg troede man kunne i januar.
Det gør ikke spor – det er altid godt med positive overraskelser.

1. februar 2018

Gozo – den grønne ø

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:04
Tags: ,

Tidligt op, ud ad døren og afsted til Gozo. Det er altså en herlig årstid at være her på, med en helt tilpas temperatur og meget begrænset antal turister. Man kan komme til alle vegne.
Gozo, som malteserne selv mener var øen Ogygia, som Kalypso boede på (hende forfører-nymfen fra Homers Odysse, som sørgede for at opholde Odysseus i syv af de 10 år, det tog ham at komme hjem). Grækerne mener naturligvis, at Ogygia var en af de ioniske øer – og en britisk forsker mener, det var Lolland! Så forstår man bedre, hvorfor den Odysse kunne tage 10 år …

P1010331P1010365P1010371

På Gozo har de carftsmen, folkedragter med indbygget læskur og kniplende kvinder.
Det er da heller ikke nemt, når man skal læse korrektur på hele 11 ord … så skal det jo næsten gå galt, men det var godt nok noget fantastisk glas, de der carftsmen kunne præstere, så jeg købte en vase i netop den skønne blå farve, der ses på plakaten. Jeg købte også et halssmykke, et tørklæde, noget lokal og meget velsmagende olivenolie, samt to glas marmelade – jeg er nødt til at have noget med hjem, der er lavet på figenkaktussens frugter.

P1010299P1010310

Vi tog en såkaldt speedbådstur på bare et kvarters tid. Når jeg skriver ‘såkaldt’, er det fordi det ikke gik særlig stærkt – jeg følte, at jeg kunne have roet i samme tempo ved siden af, selv om John hævdede, at 1) det kunne jeg i hvert fald IKKE, og 2) at styrmanden ikke forsvarligt havde kunnet sejle stærkere i den bølgegang, og det har han jo nok ret i. Det så ikke ud af noget, men den lille båd gyngede faktisk ganske pænt, når man kom ned i vandoverfladeniveau.
The Azure Window var engang der hvor der nu ikke er noget på billedet herover med himmel og hav. Gozos nok største turistattraktion tillod sig at styrte sammen i marts 2017 under en kraftig storm.

Gozo Comino Malta

Det var en fin dag med godt vejr næsten hele tiden, undtagen til sidst, da vi skulle hjemover. Sejlturen tilbage til Malta var kold, og det kunne godt se ud som om det kunne finde på at begynde at regne, hvilket det dog ikke gjorde. 
Herover ses Gozo, Comino og Malta; de tre beboede øer af republikken Maltas i alt syv øer. På Comino bor der dog kun tre personer! Jeg håber søreme ikke, at de bliver uvenner.

P1010356

Lidt mere patina – og herunder et kig ned ad en af Victorias gader. Victoria er Gozos hovedby. Ganske hyggelig.

P1010357

Det var det. Stort set. I morgen er det sidste dag hernede, og som altid er tiden fløjet afsted.
Det bliver spændende, om vi skal hjem og opleve vinter.

31. januar 2018

Valetta

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:50
Tags: ,

P1010254

Malta er en lille ø, og alligevel tager det mellem en time og halvanden at komme fra Mellieha i næsten nord til hovedstaden Valetta lidt syd for midten. En strækning på 25 km, som ville have taget 42 minutter i bil. Siger Google Maps … men okay, vi får set noget undervejs, så det er fint nok.
Valetta var, hvad vi havde forventet, og ses skulle den da, nu vi er på Malta. Jeg elsker (stadig) alle de karnapper, som desværre lige så langsomt forsvinder, for man renoverer ikke husene hernede, man river dem ned og bygger nye op, hvilket er en stor skam, er vi (og de) mange, der synes.
Vi lagde stille og roligt ud med en kopkaf lige ved begyndelsen af St Paul Street, hvorefter vi ad den gik helt ned til spidsen af halvøen.
Derfra rundt om samme spids, så krydse lidt frem og tilbage ad de stejle, smalle gader, indtil vi pludselig befandt os på Republic Street, som er shopping-gågaden og hvor der åbenbart altid er en million mennesker. Den tog vi resten af vejen tilbage til busterminalen, hvor vi fandt en bus, der kunne bringe os tilbage til Mellieha.

P1010281P1010285

P1010261P1010268P1010280

Med vasketøj hængende – det var næsten som at være i Venedig …
Jeg kan godt lide patina, men der kan altså også være liiige lidt for meget af den – og alligevel er det jo charmerende.

P1010265P1010273

Uh, hvor jeg tog mange billeder. Også af mandeltræet, hvis blomstring vi (bevidst) gik glip af på Mallorca, fordi der er lidt for koldt i januar og februar, men nu har jeg da i det mindste set, hvordan blomsterne ser ud.

P1010289

P1010288Man bedes lægge mærke til farven på himlen. Den fås ikke meget blåere, og temperaturen er 22 grader. Det kan vi lide. Ikke for koldt og ikke for varmt.
Til frokost vaklede jeg mellem blækspruttestuvning og kanin, men vi valgte begge kaninen til frokost. Maltas nationalret. Vi fik en hel kanin hver – der var godt nok rigeligt med kød, selv om kaniner ikke er så store. Jeg ville have regnet med en hel til os begge, men så havde jeg nok også haft lidt mere tilbehør, end tilfældet var her – det smagte dog glimrende.

Også her i Valetta kan man risikere at blive clamped, hvis man holder ulovligt – her var der en englænder, der måske troede at den slags går, når man er udlænding, men det gjorde den ikke!

30. januar 2018

Mosta-katedralen, Mdina og lidt botanik

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:09
Tags: , ,

Vi havde valgt at tage en guidet tur til Mosta og Mdina, fordi vi ville få en masse af øens historie med i købet, så afsted gik det kl. 9.
Mosta-katedralen er den tredjestørste af sin art i Europa; dvs. den har den tredjestørste kuppel. Af sandsten. Og målt i bredde, ikke i højde. Min første tanke, da jeg kom ind, var Pantheon i Rom, og den var da også inspireret af det berømte tempel. Flot var den indvendig, men historierne må I finde i turistguiderne – eller selv tage til Malta …

P1010196P1010198

Guiden var god – hun har boet 20 år på Malta; hun blev forelsket i og gift med en malteser – sådan kan det gå … jeg har jo en tilsvarende historie fra England … Charlotte startede godt nok ikke som turistguide, men det er 20 år siden, hun rejste til London, blev forelsket i og gift med en englænder.

Mdina er en rigtig middelalderby, hvor der derfor bliver optaget mange film, hvoraf bl.a. kan nævnes Game of Thrones og All Inclusive. Herunder til venstre ses gaden som vi så i sidstnævnte film. Det er ikke en bilvenlig by.

P1010248P1010233P1010238

P1010232

Der er en del adelige paladser i byen. Det er ikke længere et krav, at man skal være af adelig herkomst for at kunne eje et af disse paladser, men dengang det var, kunne rangen ses på størrelsen af dørhammeren – jo højere rang, jo større dørhammer. Billede to er byens næststørste, mens det sidste billedes dør må tilhøre en fra lavadelen. Sådan er der jo så meget, der kan sige noget om hakkeordenen. I DK kan antallet af kontorvinduer betyde noget; ligeledes om man har armlæn på stolen. I Mdina er det altså dørhammere.
Læg mærke til den underlige bødestørrelse på skiltet her. Jeg havde en lumsk anelse om, at det kunne skyldes overgangen til Euro, hvilket guiden bekræftede. Hastighedsbøder er lige så skæve, men det er forbudt at ændre på bødetakster uden et lovindgreb, så man ‘oversatte’ bare det gamle beløb i Lira.

Vel hjemme igen lavede vi noget frokost, hvorefter en af os tog en morfar (John er i øvrigt helt okay igen), mens en anden gik op på tagterrassen og strikkede og nød solen i den halve time.

P1010251P1010212P1010253

Derefter gik vi en tur i lokalområdet. Vi fik os en rask lille diskussion om figenkaktussen, som der gror masser, masser af hernede; både vildt og som læhegn. Dens frugter kan spises, men figenkaktus hedder således, fordi dens frugter minder om figner, ikke fordi det er figner, men det ville en af os ikke helt tro på. Den anden fik dog vist nok overbevist den ene, men det måtte da alligevel slås op, da vi var tilbage igen, bare lige for at være helt sikker.
En anden vækst, vi ser virkelig mange af, er den, der er vist over kaktusserne. Jeg troede det var den, vi i Danmark kender som bjørnerod, men da jeg tjekkede, viste det sig, at bjørnerod har hvide blomster. Den lugtede af anis, da jeg maste bladene mellem fingrene, og en hurtig googling kunne fortælle mig, at den hedder Ferula communis eller giant fennel på engelsk – altså noget med fennikel. Alt har en forklaring …

29. januar 2018

Falmet skønhed

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:36
Tags: , , ,

P1010162 collage

John var ikke helt på mærkerne i morges, så vi tog det meget roligt i formiddags. Så roligt, at han sov til klokken 11, hvorefter han mente, at vi godt kunne gå en tur, hvis bare jeg var indstillet på, at det blev i pensionisttempo, hvilket jeg naturligvis var – jeg var bare lettet over, at mavepinen blev bedre og ikke værre.
Vi tog bussen op til Mellieha, hvor vi gik en tur rundt og hvor vi spiste frokost.
Det er en lille by, som tilsyneladende lever i et særdeles mageligt tempo – der var ikke mange mennesker på gaderne, ejheller mange biler, som vi ellers ser overalt på øen i stort og tæt antal.
De har mange af disse fine skilte med husnavne på – det så vi også i Marsaxlokk, og her har jeg gengivet et lille udvalg.
Nogle af gaderne er som i Valetta: meget stejle. Her var der da slet ingen fare for at blive kørt over … det var vældig hyggeligt, og oppe fra kirken var der naturligvis en fantastisk udsigt.

P1010154P1010155P1010157

Byen giver hverken indtryk af at være fattig eller forsømt, men indimellem de ellers velholdte bygninger ser man nogle døre, hvor det tydeligvis er meget længe siden, de sidst har set maling. Pudsigt nok syntes jeg det var de smukkeste – deraf dagens overskrift. Nok ikke mange vil være enige med mig, men jeg var fascineret af de falmede skønheder. De karakteristiske balkoner, som vi kender fra billeder fra Valetta, fandtes også her, omend ikke i så stort et antal.

P1010182P1010184P1010189

Restauranten, hvor vi indtog en dejlig frokost, var hyggelig og serverede glimrende mad. Menukortet var, som menukort er flest, nemlig indeholdende en del fejl. Én gik igen flere gange, men de var da i det mindste konsekvente, så. Jeg ved ikke, hvilket dyr de muskler havde siddet på, og jeg nænnede ikke at spørge, så jeg valgte i stedet pasta carbonara – helt uden muskler. John valgte en burger, som vel må formodes at indeholde muskler, men det stod der ikke noget om på menukortet.
Muscles og mussels udtales ens, så det er naturligvis derfor, at misforståelsen er opstået, men det fik da fremkaldt smilet hos os.

P1010192P1010193

Det blev dagens hovedmåltid. Vi skulle gerne få ham Nielsen på dupperne igen, så i aften bliver vi hjemme i huset, hvor jeg bare kokkererer en omelet til os, hvortil han har tænkt sig at drikke cola.
Så må jeg drikke vinen helt alene – ih, hvor ærgerligt …

28. januar 2018

Markedet i Marsaxlokk

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:52
Tags: ,

Det underlige navn udtales marsaschlok. Marsa betyder havn og xlokk betyder sydvest, så vi har i dag befundet os i sydvesthavnen. Maltesisk er oprindelig arabisk, men skrives med latinske bogstaver … det er derfor ikke så underligt, at sproget forekommer os aldeles uforståeligt, men heldigvis har commonwealth-perioden smittet så meget af, at engelsk stadig er deres andetsprog hernede, og som alle derfor taler.

En Luzzu

P1010112P1010120

De smukke, karakteristiske, farvestrålende både (kaldet luzzu) var der ekstraordinært mange af i havnen i dag; måske fordi vejret var bedre og mere solrigt, end det havde været længe, hvilket også havde lokket flere stadeholdere til markedet – og mange flere kunder! Holddaop, hvor der var mange mennesker!
Det er lidt sjovt med øjnene foran på bådene: De beskytter mod ondskab og havari, når man er på søen, og der er stadig fiskere, der tror så meget på det, at de dækker øjnene til, når båden ligger på land, for ikke at misbruge øjnenes kraft, når der ikke er brug for den.

P1010105

Der var nok mere junk på markedet, end jeg havde forestillet mig, og ikke så meget kunsthåndværk, men pyt med det, for så gik jeg ikke shop amok.
Vi kom hjem med noget frugt, et par lækre små æbletærter (fyyy, men vi har trods alt ferie!), og noget mandelmel. Sidstnævnte er vildt dyrt i Danmark, så de 5 Euro, jeg måtte slippe for 500 gram, er kun omkring 25 % af den danske pris. Hvorfor købte jeg dog ikke et kilo?

P1010127

Honningsælgeren havde taget fabrikken med!

P1010102

Vi har 17 grader, skyfri himmel, bare arme og bare tæer og kunne sidde og nyde udsigten, livet og en kopkaf (og den der æbletærte) oppe på tagterrassen efter markedsturen og inden vi gik en tur ned til stranden.
Kager er de uforskammet gode til hernede på Malta, derfor æbletærten. Se bare billedet herover – de har mange og de har mange gode, hvilket ikke lover godt for taljemålet, og eftersom vi skal til gourmetaften på Christie´s Sdr. Hostrup Kro i Sønderjylland (tak for tip, Helle!) sidst i februar, ved vi godt, hvad vi skal, når vi er hjemme igen. Men den tid, den sorg … jeg siger skål i (maltesisk) rødvin og god søndag aften derhjemme i kulden Smiley

Næste side »

Blog på WordPress.com.