Hos Mommer

13. marts 2017

“Vi laver det da bare om til en oplevelse!”

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:47
Tags: , , ,

Rune med paraply 1992Nogle af jer roser os for at være gode til at få noget ud af tingene – altid at sørge for at opleve  noget – også selv om det måske ikke umiddelbart er oplagt.
Det er vi også. Det har vi vist altid været, men det var min søster, der i 1992 satte ord på og dermed gjorde det til noget bogstaveligt.
Vi fire var på ferie i Sverige sammen med hende, hendes tre børn og mine forældre. Under en udflugt i Bergslagen, hvor vi boede, begyndte det at øsregne undervejs, og jeg har nok gået og småbrokket mig en anelse over det – specielt fordi vi kun havde én paraply med og ikke lige havde taget højde for vådt vejr den dag. Rune, 2½ år, gik rundt med paraplyen, selv om det så ud som om det var det omvendte, der var tilfældet – især når man så ham bagfra, hvor man kun kunne se en omvandrende paraply.
Meretes ord lød: Vi laver det da bare om til en oplevelse!
De ord har jeg aldrig glemt, og de har siden været en fast bestanddel af – og til dels bestemmende for – mit liv.
Det skal stå meget skidt til for ikke at kunne anvende familiens bevingede ord.
Det kan både være i det store og i det små. Charlotte husker fx John for, 10 minutter i hendes sengetid på en ganske almindelig hverdag, at kunne finde på at sige Jeg gi’r en is på havnen i Roskilde, hvis der er nogen, der vil med! Så gik der tre kvarter med det; vi havde 14 km dertil, men det blev dagens oplevelse.
På ferier har vi altid sørget for, at der var sjove og/eller gode ting både for børnene og for os, hvilket bevirkede, at de langt bedre kunne ‘sluge’ vores i deres øjne måske lidt mindre interessante udflugter. Da de blev større, skulle vi bare finde en campingplads med en god swimmingpool, så så vi dem stort set ikke – og alligevel ville de faktisk oftest gerne med, når vi tog på sightseeing.

Steamtrain in Dorset

Charlotte har taget det med sig over i sit eget voksenliv. Selv om de begge er travle mennesker, og det måske er mest fristende at lave ingenting i weekenderne, tager de sig tiden til de gode og sjove oplevelser, for jo travlere man har, desto vigtigere er det at tænke på at få nogle gode stunder med sig, som man kan tære lidt på i det næste travle stykke tid.
I går var det en tur til Dorset for at tage en tur med et gammeldags damptog – inklusive en frokost undervejs.
Her var der atter en lejlighed til at få luftet noget af tøjet, som de sidst brugte på Goodwood Revival i 2016.

Meeting The Wessex BelleSteamtrain in Dorset 2

De ser ud, som om det blev en god tur. Jeg har endnu ikke fået de nærmere detaljer, for jeg taler først med C, når børnene er kommet fra skole.

23. januar 2017

Man kan lige så godt slå to fluer med ét smæk

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:27
Tags: , ,

Når nu vi … skal til England engang i maj og har besluttet os for at tage bilen derover …
Når nu vi … har hørt så meget om det fantastisk smukke Irland – folk kan jo nærmest ikke få hænderne ned, når de begejstret fortæller om landet …
Når nu vi … ved flere lejligheder har talt om, at Irland figurerer på to see-listen …
… kunne vi så ikke lige så godt booke en rejse til Panoramic Ireland, når vi alligevel befinder os så relativt tæt på?
Det mente vi, så det det gjorde vi.

Færgen fra Holyhead i Nordwales ligger bare små seks timers kørsel fra Tim og Charlotte, hvilket vil sige, at vi er i Irland på otte timer. Det er jo ingenting – det ville tage fem timer at flyve fra København, hvis man regner transporttid til og fra lufthavn + ventetid med.
Vi skal derfor ikke leje bil, men køre i egen bil, hvilket John så langt foretrækker, selv om rattet sidder i den forkerte side i forhold til den øvrige trafik, men så længe han har mig som overhalingskonsulent, går det fint. Vi har prøvet højrestyrede biler i Sydafrika, så vi ved godt hvordan det er – og hvis ikke det er en bil med automatgear, banker man højre hånds knoer ind i døren en del gange, inden man vænner sig til at skifte gear med venstre hånd, så derfor: helst egen bil.
Og udenfor højsæsonen – det bliver godt. Vi havde lovet os selv at blive hjemme i drivhusets og havens højsæson. At det så ikke kom til at holde helt i år, fordi vi ikke havde noget reelt valg mht. afrikaturen, er der ikke noget at gøre ved – der var vi jo afhængige af at kunne rejse i børnenes sommerferie, men da rejsen varer kun 11 dage, skal det nok gå.

Ring of Kerry – Cliffs of Moher – Connemara – Glendalough – Killarney – here we come!
Nu står den på planlægning – vi skulle jo gerne nå at se så meget som muligt på den uge, for jeg tror, det er en tur, vi kun foretager én gang – der er så meget, vi gerne vil nå at se, inden det er for sent, og John bliver ikke ved med at kunne tage på bilferier – som jeg har været inde på før.

18. november 2016

Hvad sker der med de der principper?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:05
Tags: , , ,

image

August 2016:
“Jeg vil aldrig mere tage på ferie i juli og august måned!”
“Der er måske kun til én stor ferie mere, så det bliver nok et krydstogt rundt om Kap Horn.”

Senere samme år:
“John, kunne du ikke tænke dig at komme på en safari med vore børnebørn? Det skal være til næste år, for det skal være inden de bliver 12 år.”
Den var John omgående med på, så jeg kontaktede Albatros og fik de sidste to telte på en af de få ture, der er ekstra børnevenlige.
Det her var den korte udgave – vi spurgte naturligvis først Tim og Charlotte, hvad de mente om ideen, men de var heldigvis også helt med på den.

Det ekstra børnevenlige består i, at de kommer hjem med et certifikat, hvorpå der står, at de er Junior Rangers; at de skal ud og tage gipsafstøbninger af dyrespor, at de skal se en skole og at de skal lære at slå på en afrikansk tromme af en eller anden art. Plus at de selvfølgelig skal med på turene med os og ud for at se de vilde dyr på nærmeste hold.
imageAnna og Aubie har lavet en camp nede i bunden af marken hjemme i landsbyen, og især drengen er meget betaget af alt, der har med tribal life at gøre. At han samtidig er temmelig sart, hvad angår maden han indtager, er en helt anden historie, og enten bliver han helt vild efter at have oplevet Afrika, eller også er han kureret for livstid med sit tribal living.
Vi skal afsted i en af de to ‘forbudte’ måneder og lige nu vides det ikke, om vi nogensinde kommer til at runde Kap Horn.
Så meget for mine principper.
Men vi glæder os allerede fuldstændig totalt og helt vildt! Det er ren og skær egoisme – jeg har længe ønsket at komme på en tredje safari, for jeg blev bidt af Afrika (heldigvis ikke i Afrika), da vi var der første gang (og endnu mere anden gang). Der er jo mange andre steder i verden, vi også kunne tænke os at se, men nu gav jeg mig selv en undskyldning for endnu en safaritur. Desuden vil vi gerne give børnebørnene en tur, som vi håber de vil huske os gamle bedsteforældre for, også om mange år.
Charlotte er så sød at sige, at de ikke vil sige noget til børnene – det skal vi selv have lov til, når vi kommer derover til jul.
Samme Charlotte fylder 40 år lige om lidt, Tim knokler for sit firma, ungerne er bare dejlige, så de har alle fortjent lidt ekstra. Vi har muligheden, så hvorfor ikke benytte os af den til at gøre noget, der kan gøre seks personer glade. Det virker måske lidt plat at tale om penge, men vi kan rent faktisk komme afsted alle seks for en lille smule mindre, end krydstogtet koster for bare John og mig.
Så hvad er der at betænke sig på?

23. oktober 2016

Endelig ude!

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:12
Tags: , ,

I morges skinnede solen, men inden vi var færdige med morgenmaden og kommet i tøjet, var den væk igen.
Det så dog i det mindste ikke ud til, at det ville regne, så vi satte plan A i kraft, hvilket var at køre ud til Vemmetofte Strandskov, hvor vi har været flere gange før, men englænderne elsker den tur. Især Tim er fascineret af, at man har en bøgeskov i umiddelbar nærhed af en sandstrand – det kender han ikke fra sit hjemland.
Vi var bare den tredje bil på parkeringsområdet da vi kom, men da vi vendte tilbage, kunne man næsten ikke komme til for biler – der var mange, der havde fået lyst til at komme ud, her hvor regnen langt om længe holdt en tiltrængt pause.

IMG_8016

Såååå stor … man skulle tro, Charlotte var ved at fortælle sin mor lystfiskerhistorier, men det var hun ikke.
Solen tittede næsten frem bag skyerne hvor vi gik, men længere nordpå så det lidt truende ud.

IMG_8000

Det er rent billedspam i dag, for bortset fra, at vi gik den lange tur langs stranden ud og inde i skoven hjem, er der på nuværende tidspunkt ikke sket noget som helst, der er værd at skrive hjem om. Eller skrive ud om …

P1040770

Farverne var der, og de var eventyrligt smukke, når solen lige kiggede ned til os. Vi mangler bare de helt røde, men disse her er absolut acceptable.
Billedet med spejlingen, som John tog af Charlotte og undertegnede, synes vi er ret godt – og det er ikke modellernes skyld!

IMG_8042

Børnene har lært at sænke slagskibe – med papir og blyant, vel at mærke – og de synes det er en herlig beskæftigelse.
Det er heldigt, for nu småregner det igenigenigen.

15. oktober 2016

Nu har jeg betalt parkeringsbøden!

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:39
Tags: , ,

P1040677En af de første dage, i Cooperstown (den, hvor alt handlede om baseball), var der desværre en enkelt officer ved navn K. Barrows, der havde tankerne ved sit arbejde og ikke ved baseball. Vi havde ikke set, at der skulle betales for at parkere, hvor vi parkerede.
Surt, men da heldigvis kun 35 $ (små 230 kroner), hvilket er under en trejdedel af, hvad jeg skulle have sluppet herhjemme.
Jeg regnede – åbenbart naivt – med, at jeg bare kunne lange sedlen over til Avis’ personale og så lade dem klare afregningen, selvfølgelig mod, at jeg gav dem de 35 dollar. Det ville de imidlertid intet have med at gøre, og hvis jeg ikke betalte, ville Avis, som ejeren af bilen, få et brev, men det får man først efter 60 dage, og så vil bøden være steget til 140 $ – plus noget mere, hævdede de. Det nyttede ikke noget bare at ignorere bøden, tænkte vi – Avis er jo udmærket klar over, hvem de har lejet bilen ud til.
But you can pay online – it’s very easy.
Tak, tak. Det har jeg så gjort nu. Det var problemløst, og fem minutter efter fik jeg en mail om, at sagen var bragt i orden.
Fartbøder fik vi ingen af – John var meget omhyggelig med at overholde fartgrænserne (det er han altid). Billigste sats er 150 $, som vist stadig er meget billigere end herhjemme.
Det var benzinen også – ca. 4,25 kroner literen. John smilede stort, hver gang han tankede op.
USA er ikke et dyrt land at feriere i. Det er naturligvis ikke gratis at komme derover, men ellers synes vi nok, at man kan få temmelig meget for sine penge. Når vi spiste ‘fint’, kostede hovedretten omkring 25-30 dollar, men det kunne snildt lade sig gøre at nøjes med at give mellem 15 og 25 $ – uden at den af den grund var junkfood, men gode og sunde måltider.
Turen har haft andre uforudsete og dyrere konsekvenser end end parkeringsbøden. Vi sov nemlig så fabelagtigt godt i Lenes gæsteværelseseng, at vi allerede efter den første nat erklærede, at sådan en topmadras vil vi også have! Finn oplyste os om, at vi skal gå efter dem med memory.
Jeg har efter hjemkomsten gransket en del i topmadrasser og har nu bestilt to nye, bløde, lækre, 9 cm tykke 3D Memory K60 topmadrasser. De var lidt dyrere end den dumme parkeringsbøde, men det bliver herligt at sove så godt igen. Jeg syntes ellers, at vi har gode topmadrasser, men de faldt grundigt igennem efter besøget hos Lene – og i øvrigt også ved de fleste af de mange hoteller, vi nåede at sove i – vi sov simpelthen så godt næsten hver eneste nat.

P1040169P1040170
P1040166P1040173

Ahornsirup og halloween/høstpynt galore – så er vi i det efterårsklædte, nordøstlige USA … jeg købte ikke engang noget ahornsirup med hjem, hvilket jeg først fortrød, men som viste sig at være heldigt, for da vi vejede kufferterne i Newark, vejede de hhv. 24,8 og 20,8 kilo. Vi må have 23 kilo hver, så jeg flyttede lidt ting over i Johns kuffert, så min kom ned på 23,0 og Johns på 22,6 kilo. John drillede mig lidt med, at jeg et eller andet sted måtte have kalkuleret forkert med indkøbene, siden vi havde 400 gram til overs.

14. oktober 2016

Mad – og andet – i New York

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:29
Tags: ,

Nu havde vi boet på hoteller skiftende fra gode til meget gode (bortset fra det med røg- og hundeoplevelsen, men værelset var okay). Er det så ikke ren Murphy, at vi det eneste sted, hvor vi skal sove fire nætter (bortset fra hos Lene, hvor indkvarteringen var absolut førsteklasses), fik det eneste skodværelse på hele ferien? Ingen værelser med to senge, men et miniværelse med en queen size-seng, som jeg dog fik brokket mig til at få byttet med et med en king size, men det blev gulvpladsen kun mindre af. Ingen kaffe/tefaciliteter og en meeeegaelendig wi-fi.
Morgenmad skulle vi i byen for at få, men heldigvis lå der 100 meter væk en lille Deli, som lavede en glimrende morgenmad til os.

IMG_7946IMG_7948

Ikke fordi mad er noget problem i New York – man kan få mad alle vegne og af alle tænkelige slags – og lidt til. Vores varierede fra en cheese hot dog fra en af de utallige gadesælgere til en salat fra Pret A Manger til en mexikansk middag på en af deres Chipotle Mexican Grill til en særdeles lækker fiskemenu fra Mermaid Inn, hvor jeg fik en sautéed local skate (en art rokke) served with hearts of palm, green olive, orange & pomegranate molasses. John fik seared tuna au’ poivre with wilted spinach, fennel purée & lobster vinaigrette. For sulan da, hvor det var überlækkert! Både visuelt og rent smagsmæssigt.

P1040595P1040596

Regnvejrssøndagsaftenen tilbragte vi i sengen, mens vi så tv – vi havde købt et par udmærkede wraps og lidt vin og øl. Det var faktisk meget hyggeligt – selv på det lille værelse – sengen var jo stor nok …

IMG_7942

Vi købte et unlimited MetroCard, som gjaldt i syv dage til alle bus- og metrolinjer. Man kunne ikke vælge færre dage, men hotelreceptionisten sagde, at det sagtens kunne betale sig, selv om vi kun skulle bruge det i fem, fordi det koster 31 $ og hver enkelttur koster 2,75 $. Det fik hun ret i – også selv om vi brugte meget tid på hop on og off-busserne.
Systemet er nemt og genialt – med the Subway skal man stort set bare vide, om man skal uptown eller downtown. Busserne går op og ned ad den samme avenue eller op ad den ene og ned ad den ved siden af, da mange af dem er ensrettede. X-busserne går tværs over Manhattan. Går den igennem ad 96. gade, hedder bussen X96. Jeg downloadede en app, som viste alle de oversigtskort, man har brug for i stor-New York, så det var virkelig nemt.

P1040528

Der er mange måder at fri på – dette skilt sad på en bænk i Central Park. Man må håbe, Gena fik sat sig på den rigtige bænk …

P1040549P1040640

Der er også mange måder at se ud på … mine fordomme fortæller mig, at skiltet fra New Yorks busser bl.a. er møntet på denne tatoverede fyr. Sådan et skilt kunne der godt være sat op mange steder derhjemme – jeg HADER, når især drenge og  unge mænd hele tiden skal spytte. Hvad pokker er det for noget svineri? Men der er ALLE typer her i NY. Ham her kunne jeg snige mig til at fotografere; de fleste kunne jeg naturligvis ikke sådan bare knipse løs af, men det var yderst underholdende bare at sætte sig et eller andet sted og studere mennesketyper.

P1040555 P1040537 P1040584

Gammelt og nyt – skyskrabere sammen med de gamle og smukke gadelamper. FN-bygningen med alle medlemslandenes flag, som også kan ses ved Rockefeller Center med den permanente skøjtebane.

IMG_7932IMG_7940 - Copy

13. oktober 2016

Hjem til efteråret

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 19:55
Tags: ,

Det var lidt af en kold tyrker at komme hjem – huset var koldt, det blæste og det havde lige regnet. Da vi tog afsted, var det højsommer, selv om det var d. 22. september, men nu, tre uger efter, har efteråret så sandelig ramt Den Stråtækte.

P1040553

I USA havde vi også et totalt fantastisk vejr hele vejen – lige indtil vi kom til New York. Vi skulle aflevere bilen en lille kilometer fra hotellet, så vi satte kufferterne af der, inden vi fandt afleveringsstedet. Lige da vi satte os ind i bilen, begyndte det at regne. Der blev bandet en anelse, og det blev der de næste 30 timer, hvor vandet stod ned i stænger hele tiden. Som i u.af.brudt. Hele søndagen, hvor der var optog op gennem 5. Avenue. Et eller andet spansk-relateret, hvor de fint – og letpåklædte – piger frøs med anstand, mens de tappert smilede til folket på fortovene. Der var så heller ikke så mange folk at vinke til. Bemærk den omvendte paraply – det blæste tilligemed en del. Jeg var kold, iført varm sweater og effektiv regnfrakke, så jeg kunne godt regne ud, hvordan de piger må have haft det.

P1040519P1040520

Heldigvis kom vejret på bedre tanker fra og med mandag morgen og der var strålende sol fra en skyfri himmel resten af opholdet.
Vi købte et todagespas til Grey Line, hvor der var ubegrænset hop on og hop off i 48 timer på fem forskellige byrundture plus en sejltur. Vi nåede sejlturen og de fire af turene; den sidste kunne have været nået, men vi gad den ikke. Guiderne var vidt forskellige, men okay alle fem, selv om den første var lidt anstrengende at høre på. Han solede sig i uklædelig høj grad i beundringen fra tre seksuelt underernærede kvinder (kvalificeret gæt …) i fyrrerne, som kappedes om at grine højest og mest skingert over hans ikke særlig sjove morsomheder. Vi sad desværre lige foran bemeldte damer …

P1040536P1040535

Der blev pudset vinduer – det må da være fast arbejde! På billedet med hele skyskraberen på kan man ikke engang se gondolerne med vinduespudserne.
Det er svært – i hvert fald for mig – at fotografere i NY – alt er så højt, og man er så tæt på, at alle huse ‘vælter’ på billederne.

P1040569P1040670

Henne ved Ground Zero med One World Trade Center er opført en en stiliseret fugl Føniks med et enormt vingespand. Fugl Føniks, der som bekendt rejser sig op fra asken efter at være brændt. En smuk symbolik – som jeg heller ikke kunne komme til at fotografere ordentligt, fordi man er så tæt på.

P1040620

Lidt bedre gik det med den berømte New York Skyline ude fra vandet, selv om det helt derudefra hælder lidt ind mod midten af billedet …
Der er så meget at skrive om NY, og der kommer nok også lidt mere, men det bliver i morgen. Eller noget. Vi er trætte. Når vi går i seng, er det 32 timer siden vi har sovet. Vi har været aktive efter vi kom hjem og vi har undladt at sove til middag, for jeg har en ide om, at det gælder om så hurtigt som muligt at komme ind i en søvnrytme, der passer med resten af Danmark.
Hende her slipper I dog ikke for i dag – det ultimative symbol på New York:

P1040632P1040634

7. oktober 2016

Newport, Rhode Island, hvor Vanderbilt og lignende godtfolk boede

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 22:54
Tags: ,

Denne sidste dag, inden turen går ind til New York City, tilbringes i The Newport Area i lilleputstaten Rhode Island. Men er staten lille, er pengene til gengæld store. Meget store, hvilket med al ønskelig tydelighed skinner igennem via de store enorme kolossale huse, vi har set.
Nogle få af dem er i dag åbnet for offentligheden, bl.a. Vanderbilts sommerhus, som ses på øverste billede. Der findes en Mansion Tour, hvor man kan komme rundt og se fire af de gamle multimilliardærers ‘hytter’ (det kaldte de dem gudhjælpemig) indvendig, men det gad vi ikke. Vi legede i stedet glo-turister (det var vi mange om) og kørte langsomt ned ad Bellevue Avenue.

P1040472

Det er i vores – samt et pars fra Chicago, vi talte med, mens vi spiste frokost, og sikkert også mange andres – øjne temmelig meget for meget show off at bygge et hus med 70 værelser blot for at bruge det nogle få uger om året. Der stod 70 værelser i brochuren, men så stort syntes vi egentlig ikke, huset virkede – det blev meget værre nede på Ocean Drive, som det ses på billedspammen herunder.
Det var ikke allesammen sommerhuse – tror vi nok – mange af dem så ret beboede ud, men det er svært at vurdere – der er jo penge nok til at holde parkerne velplejede, selv om man ikke selv er der.

P1040476P1040477P1040480
P1040482P1040487P1040490
P1040501P1040499P1040504

P1040496Man kan lide disse paladser og det, de symboliserer, eller man kan ikke lide dem. Det er svært at undgå at blive imponeret over det. Jeg gider ikke spilde mit krudt på at have ondt i en vis legemsdel over folk der har så mange penge, at dette er en mulighed. Jeg kan kun sige, at selv om jeg var så velhavende, har jeg svært ved at forestille mig erhverve mig et hus af den størrelsesorden, men på den anden side tror jeg der sker noget med ens hjerne, hvis man først er så rig.

Stranden var fin, med klippeskær og rent, hvidt sand. I sæsonen er det ikke alle og enhver fra pøbelen, der bliver lukket ind her på Goosebay Beach, men så sent på året er der frit slag, så vi fandt et bord med bænke og indtog den sidste hjemmelavede frokost fra køleboksen sammen med parret fra Chicago. Det er 25 grader, og solen skinner fra den højeste, flotteste og blåeste himmel, man kan tænke sig, så vi gik en tur langs vandet efter frokosten.

P1040493

Vi kan godt mærke, at vi er ved at være landskabs- og køremætte. Vi gider ikke rigtig køre rundt eller at bo i en kuffert mere. Nu glæder vi os til at komme ind til New York og opleve noget helt andet i de sidste dage, inden turen går hjem.
Vi trænger også til at få rørt os; det bliver ikke til nok, når man sidder i en bil halvdelen af dagen og oftest mere – øv, hvor er der røget nogle kilo på, og selv om de kan finde fast bopæl på bare et par uger, er det irriterende svært at få dem til at flytte væk igen.

Jeg så en skøn bemærkning i dag på et skilt til en Liquor Store: According to chemistry is alcohol a solution!

Kap Torsk – Cape Cod

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 01:01
Tags: ,

Flere kysttrækninger, flere små og hyggelige fiskerbyer, det sted, hvor de allerførste pilgrimme gik i land for næsten nøjagtig 400 år siden (i 1620).
Et Atlanterhav, som ved første øjekast lignede havblik, men som bød på bølger, der var omkring fire meter høje, når de brød mod stranden.
Det er i meget korte træk, hvad dagen bød på.

På Cape CodPå Cape Cod

Det er kun et gæt fra min side, at bølgerne var fire meter, men surferen så ret lille ud …
Efter at have hørt havets tordnen, kørte vi til den lille fiskerby Chatham, hvor vi så sæler i søelefantstørrelse (plettede sæler? De var godt nok store) og måger i albatrosstørrelse. Sælerne var gode venner og kunne godt deles om de hajbidder, der blev smidt ud til dem, mens mågerne ikke engang kunne acceptere, at en fælle slog sig ned på pælen ved siden af.

Chatham, Cape CodP1040458

Til gengæld var hajerne bittesmå … gad vide hvad det var for hajer, de landede? De var ikke mere end højst en meter lange. Man må gå ud fra, at fiskerne overholder reglerne, for for mig lignede det hajbørn hele bundtet, men det kan det næppe have været.

P1040436Chatham, Cape Cod

Båden havde knap lagt til, før en af de frække måger prøvede at kapre lidt gratis mad, men den blev selvfølgelig fluks jaget væk.

Chatham, Cape Cod

Masser, masser af små fiskerbåde, men de tre vi så lande deres fangst, havde alle de omtalte små hajer.

På Cape Cod

I dag bestod min frokost af en tallerken lobster bisque. Dejligt.

6. oktober 2016

Maine lobstah

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 02:36
Tags: , ,

Vi har været i Berlin, Bath og Belfast. Vi har været i Denmark og i Dublin. Vi har været i Libanon og Lissabon, i Norway og Napoli og i morgen kører vi igennem både Portsmouth og Plymouth.
På to dage kan man nå at køre igennem hele Europa – det er tydeligt at se, at de første nybyggere ankom til netop dette område, for i New England kan man finde alle Europas byer. Vil jeg tro … bynavnene kunne godt tyde på det.

Kennebunkport, Maine

Vi er i Maine, nærmere betegnet Kennebunkport – et navn jeg til gengæld ikke tror, vi finder i Europa. Det er, i modsætning til Bar Harbour, som vi var lidt skuffede over (ALT for turistet), en overmåde hyggelig by. Bush’erne har sommerhus her. Det skulle, så vidt vi kan forstå, være det herunder længst til højre, men vi så en hel del sommerhuse, hvor Strandvejen nord for København godt kan pakke sammen og begynde at lide stærkt af mindreværdskomplekser i sammenligning med hvad vi så her.

Kennebunkport, Maine

Jeg fandt også det sommerhus, jeg helst vil have. Det er langfra det største, men hvad skal vi også med al den plads? Det er da vigtigere, at der er lejlighed(er) til tjenestefolkene, ikke? (Billede herunder).
På den anden side: Vi har vist nok i to huse plus det dejlige sted hos Charlotte og Tim i England, hvor vi helst vil komme mindst tre gange om året, så det vil nok komme til at knibe gevaldigt med at komme herover bare én gang om året, vil jeg tro … vi dropper det igen.
Det lå ellers ret godt …

Kennebunkport, Maine

Vi er i Maine. Vi er i hummerland. Jeg lovede mig selv, at jeg ikke ville komme hjem uden at have fået en middag med Maine lobstah, så det har vi fået her til aften. Det gav det et ekstra lille pift, at vi så hummerne blive landet i tonsvis nede i havnen, inden vi fandt stedet hvor vi ville spise dem.

Lobsters from Kennebunkport, MaineLobsters from Kennebunkport, MaineLobsters from Kennebunkport, Maine

Restauranten valgte vi overvejende, fordi jeg faldt for navnet, som må være et ordspil på Arlo Guthries Alice’s Restaurant: Alisson’s Restaurant.

Alisson's Restaurant, KennebunkportP1040393

Ordspil kan vi nemlig godt lide – her et på seize the day.
Vi bor så fint, så fint her i Kennebunkport – men som sagt er der nogle, som bor finere.
Hvis man skulle være i tvivl, så er det vores natlogi på øverste af de to nederste billeder … en nuser lille bungalow – og feriens første sted med kun én seng. De lagde ud med at give os et værelse med en queen, så da vi sagde, at vi havde bestilt twin beds, fortalte de, at det havde de slet ikke, men vi kunne godt få et værelse med en king size bed. Jo tak, det ville vi meget gerne have.

Maine Stay Inn & Cottages i Kennebunkport

Sommerhus i Kennebunkport

Dette hus hørte vel til i mellemklassen. De største var ikke nemme at fotografere – ejerne havde en vis tilbøjelighed til at gemme dem lidt af vejen.

5. oktober 2016

Atlanterhavet er nået

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 00:47
Tags: ,

Østkysten er ramt, knaldebangfarverne er væk. Der er en anelse af dem herude, men det er for tidligt endnu til den skønhed, vi så længere mod vest. Turen i dag var feriens længste: 346 km. Vi ankom dog i tide til at nå at køre igennem Acadia National Park, som befinder sig som nr. 14 på top 20-listen over USA’s smukkeste nationalparker. Hvem der bestemmer den rangorden, skal jeg ikke kunne sige … jeg ville have rangeret dem noget anderledes. Fx er Sequoia nr. 12, Joshua Tree nr. 9, Bryce nr. 6, Zion nr. 4, Grand Canyon nr. 3 og Yosemite nr. 2. Monument er ikke engang på listen. Den var vi meget betaget af, mens Yosemite lige så godt kunne have heddet Norge, så den fortrød vi, at vi satte på vores liste dengang – men alle sagde, at den skulle vi se. Undtagen en af ‘mine’ ledere, som netop advarede og sagde, at har man set Norge, er man ikke imponeret over Yosemite. Grand Canyon kom i vores øjne også efter listens nr. 12, 6 og 4, men vi har jo heldigvis ikke samme smag.

P1040332

Her er også ganske nydeligt, men hvad den slags natur angår, er vi som sagt meget forkælede ved at have Norge og Sverige, hvorfor vi som skandinaver nok ikke er så overvældede af den som amerikanerne selv.
I aftes gik vi en tur i North Conway, hvor vi tilbragte natten. Tæt på hotellet lå en stor campingplads, og da vi havde lyst til at se, hvordan sådan en ser ud på disse kanter, gik vi den igennem.

P1040308

Mange af pladserne har egen overbygget terrasse – herover tror jeg vi har fundet en fastligger.

P1040313

Et andet sted havde to familier slået sig ned med bålet i midten tændt. De storhyggede, det var der ingen tvivl om. Det var de helt store campingvogne, P1040325der var på banen her; med motorcyklen bagpå til småturene, og så ellers med knopskydning hist og pist … de havde sikkert også både vaskemaskine og tørretumbler inde i vognen, som vi for seks år siden så i Palm Springs. Vi kan slet ikke lade være med at være betagede af de kæmpe-monsterstore hjem på hjul.

Husker nogen disneyfilmen Peter og Dragen Elliot? Det var en sød og dejlig film, som Charlotte holdt meget af, og hendes børn ligeså 30 år senere.
Den lille Peter undslipper sin skrækkelige fosterfamilie og kommer til Passamaquoddy – endnu et herligt navn, der har prentet sig uudsletteligt i min hjerne (jeg troede faktisk, det var opdigtet), så da jeg så dette skilt i dag, kunne jeg ikke lade være med at smile lidt. Jeg så dog ingen drage her i området, men Elliot var jo også usynlig for dem, han ikke ville ses af – og kommer i øvrigt kun, når små børn ikke bliver behandlet ordentligt.

Det er lidt sjovt at se nogle af de navne/steder, jeg kun kender fra filmens verden.

3. oktober 2016

Det sagde jeg også i går

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 23:33
Tags: , ,

For tre dage siden sagde jeg, at “dette er det flotteste, vi endnu har set”.
Det sagde jeg også i forgårs. Og i går. Og i dag.
Det kan da ikke blive ved med at blive bedre, skulle man tro, men det kan det åbenbart. Okay – det gælder så ikke for hotellet … det i går var stadig turens bedste.

P1040258

I aftes fandt jeg en side med frisk opdaterede efterårsfarve-fremskridt. I staten New Hampshire, hvor vi har kørt rundt i dag, er der så store forskelle som fra 10 % af maximum til 80 % af maximum. Undrer mig over hvorfor, når det er inden for relativt små områder – det kan ikke være pga. højdeforskelle. Dagens mål i North Conway sagde sølle 10 %, hvorfor jeg lagde dagens rute, så vi kom igennem 70- og 80 %-områderne – som sandelig da heller ikke skuffede – nu er der virkelig kommet knald på farverne. Til gengæld er der intet vand i floderne, men man kan ikke få alt. Billedet herunder er fra Silver Cascades, som sikkert er vandrig om foråret, men det ville være synd at sige, at der er meget kaskade over den smule vand …

P1040292

Inden I beskylder mig for at have manipuleret med farverne, vil jeg understrege, at det har jeg ikke. De røde og nok især de orange er så skarpe, at de næsten skærer i øjnene, når man ser dem i solskin, som vi har været heldige at gøre i dag. Det kan faktisk ikke lade sig gøre at overdrive – hele natursceneriet er i givet fald én stor overdrivelse.

P1040241

Vi gik begge totalt amok i fotografering, men billederne ser selvfølgelig ret ens ud, når det kommer til stykket. Jeg kasserede 110, hvilket resulterede i, at jeg havde 55 tilbage, der så lige knap så ens ud …

P1040178P1040181

Vi så en af de meget få overdækkede jernbanebroer, der er tilbage. Jeg kan nu bedre lide dem til biler … de er mere nuttede.

IMG_7208

En gammel og klassisk jernbanebro dukkede pludselig frem oppe mellem træerne.

P1040213P1040218

IMG_7212

Jeg overdriver stadig ikke – det er ganske enkelt noget af det smukkeste vi har oplevet, og det er der overalt og hele tiden, til forskel fra det vestlige USA’s nationalparker, som vi bestemt også var begejstrede for, men hvor vejen fra den ene til den næste oftest er temmelig kedelig og noget, der bare skal overstås.
Vi har oplevet mange af verdens smukke steder, men New England om efteråret står på top 5-listen. Vi har set så forskellige ting, at det er svært umuligt at prioritere dem rent skønhedsmæssigt; de bør snarere sidestilles, fordi de ikke kan sammenlignes. På listen vil figurere New England, det vestlige USA, Norge, Botswana/Zimbabwe og Sydafrika.
Vi må heller ikke glemme Østrig. Eller Toscana med Cinque Terre … jeg kan blive helt ydmyg over, at jeg er så privilegeret at have set så meget af verdens skønhed.

Frokosterne nydes stadig udendørs – det er nu meget godt gået her i starten af oktober – i dag har vi haft 17 grader, men det føles fint og lunt.

2. oktober 2016

Will someone kill that dog!!!

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 22:58
Tags: ,

Ahornsirup sælges overalt  i VermontI morges MEGET tidligt (dvs. kl. 7, men vi er altså på ferie), vækkede en lille hund os ved at gø infernalsk i værelset ved siden af vores. Sådan en rigtig arrig, skinger bjæffen/gøen, der gik gennem marv og ben.
Den blev ved. Og ved. Og ved. Og ved. Det var virkelig irriterende. Efter tre enormt lange kvarter havde man åbenbart endelig fået lokaliseret ejerne (mit første bud ville have været morgenmadsrestauranten), som ankom sammen med en hotelmanager. En kvinde, som i meget høj grad havde ordet i sin magt, for aldrig har jeg hørt et voksent menneske skælde et andet voksent menneske så meget ud. Fru Hundeejer blev meget fornærmet og skred med ordene I thought this was a pet-friendly hotel! Hr. Hundeejer stod og undskyldte og undskyldte og hævdede, at hunden normalt er meget stille – alt imens den fjollede køter fortsatte sin irriterende skrig-bjæffen, mens ejeren forsøgte at holde den fast i dens snor. Hvorfor troede ingen af os på ham, mon?
Manageren sagde, AT de MEGET tydeligt havde forklaret, at man IKKE efterlod kæledyr alene på værelserne, AT hun havde været kimet ned hele morgenen af folk, der klagede, AT hun nu var nødt til at refundere betaling for hele rækken af værelser, AT … hun sagde meget, meget mere og med meget store bogstaver … rent bortset fra, at jeg også var skidesur på de tankeløse hundeejere, var det egentlig ret underholdende.

P1040137

Da vi checkede ud, var det hos samme manager, som sagde, at hun håbede, vi havde nydt vores ophold. Jeg svarede johhh, på nær the very untimely wake-up barking. Da hun fik vores værelsesnummer, sagde hun oh god – you were the poor neighbours of that terrible dog! Yep!
Fordi vores værelser hele turen igennem er betalt gennem FDM, og de derfor ikke har kreditkortoplysninger på regningen, kunne de ikke tilbageføre et beløb som kompensation til os (sagde hun). Hun ville i stedet give en frokost og kom med et glas Maple Cream til os. Fint nok. Man får sig sandelig nogle oplevelser af forskellig art her i USA …

The von Trapp Lodge

Mon ikke alle kender familien von Trapp fra The Sound of Music? Vi har nu set The von Trapp Lodge, som lå næsten lige på vores vej i dag … jeg vidste ikke, at det var lige her i Vermont, de endte, men det ved jeg nu. Når man tænker på, at de kom fra egnen omkring Salzburg, valgte de nogle lige så kønne omgivelser her – nedenstående er udsigten fra huset.

Udsigt fra von Trapps villa

Vi har kørt igennem bjergpasset Smuggler’s Notch, men vi kørte inde i skyerne, så udsigten kunne have været bedre; vi har (igenigen) set fantastiske landskaber, iklædt flotte farver, vi har været på et Farmer’s Market – og vi har checket ind på turens hidtil fedeste hotel. Hvis dette værelse havde været i Paris, ville det have heddet præsidentsuiten, tror jeg – med pejs und alles.

Smuggler's NotchSmuggler's Notch

P1040163

Det var ikke engang nødvendigt at finde ejendomsmæglerkameraet frem for at få værelset til at syne stort – det ER stort!
Badeværelset er stort, og de to skabe er nærmest walk-in closets.

P1040176P1040165

I gymnasiet kæmpede jeg mig yderst modvilligt igennem Albert Camus’ Den Fremmede, men jeg må sige, at disse ord er jeg enig med ham i.

1. oktober 2016

Nu begynder det at ligne noget

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 22:12
Tags: ,

Hvis jeg i går troede vi var kommet på landet, ved jeg ikke hvad jeg skal kalde det, vi var ude i i dag … jeg havde nok ikke forventet, at de har grusveje i guds og bilernes eget land, men det har de mange af – en af dem så elendig, at vi vendte om; det ville/turde vi ikke byde bilen. Der stod et skilt ved vejen, at den ikke blev vedligeholdt af staten, og at man kørte der på egen risiko.
Vi har dog virkelig nydt at køre igennem det smukke landskab. Det meste af tiden havde vi vejene stort set for os selv, så vi kunne tillade os at køre virkelig langsomt, så John også kunne tillade sig at kigge sig omkring, mens han kørte – og selvfølgelig stoppede vi op et utal af gange.
Jeg har billeder og ord til mindst fem indlæg, men jeg må beherske mig, selv om det er svært.
Vi har set masser af rovfugle – på et tidspunkt svævede der ni over os på én gang. Jeg tror det er en slags ørn, for gården, hvis mark de kredsede over, hed Eagles Flight Farm (nej, der var ingen apostrof – den dropper de meget ofte, har jeg lagt mærke til).

P1040045P1040063

Ellers har dagen stået på Tour de Covered Bridges i relativt pænt omfang.

P1040065IMG_7071

Fem blev det til; en planlagt sjette måtte vi opgive at køre til pga. den dårlige vej. To af dem var bonusbroer, forstået på den måde, at jeg ikke havde fundet dem hjemmefra, men at den ene var der på vejen til den næste planlagte og den anden opdagede vi, fordi vi kørte forkert.

P1040074

Jeg er måske halvtosset, men siden filmen med Meryl Streep har disse broer stået for mig som noget særligt, og nu har jeg set dem! Eller nogle af dem – der er jo flere hundrede … men vi skal nok se lidt flere på turen i morgen.

P1040091P1040092

P1040095

Ovenstående var en af bonusbroerne. Den kan man ikke bruge mere, men man mener heldigvis, at den skal bevares for eftertiden.

P1040081P1040082

Det samme må brobisserne have tænkt om deres navne dengang i 1842 … hvis det altså er brobissernes navnetræk, men det vælger jeg at tro, det er.

P1040109P1040110P1040111

Dette var en offentlig vej, som førte hen til vejen, som vi endte med at opgive, men inden da kom vi forbi ahornsafttapning i industristørrelse. Træ efter træ efter træ var forbundet med plasticslanger og havde små rør banket ind i stammen.

IMG_7124IMG_7125

Farverne er der nogle steder og andre ikke. Vi talte med et par fra Missouri, som havde taget turen for at feriere 14 dage i New England … de har planlagt en tur næsten identisk med vores, og de var (også) lidt skuffede over, at der ikke er lidt mere knald på farverne, men de havde som os for længst booket ud fra samme kriterier som vi gik ud fra – og havde naturligvis heller ikke forudset den ekstraordinært varme september.

30. september 2016

Vi er kommet på landet

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 23:11
Tags: ,

Nu befinder vi os lidt nord for Green Mountains, på et Holiday Inn i byen Rutland i staten Vermont.
Vi ankom, checkede ind og fik værelse 142. Da vi kom ind på det, blev vi nærmest slået baglæns af røglugtstank. Jeg ved godt, at vi som eksrygere måske er endnu sartere end aldrig-rygere, men det var virkelig slemt – kan ikke forstå, at rengøringen ikke havde påtalt det, men åbenbart ladet som ingenting. Det lugtede som om der havde boet fire storrygere i værelset igennem længere tid – der var bestemt ikke kun røget en smøg eller to.
Jeg fes tilbage til receptionen og spurgte, om ikke det var et røgfrit hotel, hvortil han svarede joda of course it is. Da jeg fortalte, hvor slemt det var, fandt han omgående et andet værelse til os og gav os frie drinks i baren som undskyldning for ulejligheden. Fin og effektiv behandling og dermed ingen yderligere klager fra vores side.

P1040044

Frokosten tog vi i den lille by Manchester i den lokale deli, som også fungerede som en slags formidler af lokalt kød og grønsager. Ved ikke helt om den form for stalddørssalg var gået i Danmark, men min hjemmelavede tuna sandwich og Johns ditto pulled pork burger smagte glimrende.

Vi har været inde i et par forskellige supermarkeder undervejs og jeg må konstatere, at det ikke er så latterligt igen, at alting skal være så meget større her i USA. Fx (det så vi også hos Lene) sælger de stanniol i velvoksne ruller, så man kun behøver at købe måske en gang om året. Det er bare ét eksempel, men der er selvfølgelig mange andre. Det eneste, jeg har set med den slags storkøb i Danmark, er en køkkenrulle, der indeholder hvad der svarer til seks almindelige køkkenruller. Hvorfor gør man ikke noget mere i det derhjemme? Tænk bare hvor miljø- og emballagebesparende det ville være.

En gård i Vermont

Folk bor på én gang meget ens og meget forskelligt. Husene er bygget over stort set den samme læst – også selv om de på ingen måde er ens … det er lidt svært at forklare … men hvor det ene hus kan ligne noget, der står til nedrivning, kan det lige ved siden af være yderst velholdt, med en sirlig og velpasset forhave. Nogle af dem tror man vitterlig ikke på er egnede til menneskeboliger, men når der holder to biler udenfor, må man vel gå ud fra, at stedet er beboet. Jeg vil forsøge at illustrere det med billeder på et tidspunkt, men jeg er ikke meget for at standse og fotografere den elendighed – har P1040039i hvert fald ikke turdet endnu …

Jeg har fundet ud af, hvorfor de holder sig de meget høje husnumre herovre: Det er rent snyd, for numrene ligger kun i sjældne tilfælde ved siden af hinanden. Nogle gange er der system i det; fx kan naboerne have 11349, 11359, 11369, 11379 osv. Og det er tætliggende naboer – man kan ikke klemme så meget som et haveskur ind mellem husene. De fleste gange kan jeg ikke se noget system, for rækken kan fx hedde 8732, 8746, 8758, 8772 og 8800.

Og så har vi søreme kørt igennem Schenectady – byen som blev udødeliggjort af den formentlig velkendte drunk airline pilot sketch med Dean Martin og Foster Brooks.

Cooperstown – the baseball town

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 01:18
Tags: ,

Igen i dag tog vi en omvej, idet den af FDM planlagte dagsrute kun var på omkring 300 km. Vi sætter oftest gps’en til den korteste rute og ikke den hurtigste, for vi gider ikke køre på highways, hvis vi kan undgå det – og det kan vi … men belært af erfaringen er det virkelig den korteste rute og ikke den rute, som er den optimalt korteste, hvilket skal forstås på den måde, at hvis der kan spares 100 meters kørsel, vælger den en vej, der er væsentligt længere i tid, hvor vi, hvis vi havde haft et tilstrækkeligt detaljeret kort, nok på visse strækninger ville have skiftet til hurtigste rute, men sådan en mulighed findes altså ikke på gps. Desværre … kunne man dog bare finde ud af at beregne lige præcis den rute, der er optimal.

P1040016

P1040012

I dag gik turen først til Chittenango State Park med tilhørende Chittenango Falls. Bestemt ikke Niagara Falls, men smukke nok til, at det var omvejen værd. Dernæst mod Otsego Lake, som vi ville køre hele vejen rundt om.

Cooperstown baseball city (2)Cooperstown baseball city (3)

I bunden af søen ligger byen Cooperstown, hvor ALT handler om baseball. Der er et baseball-voksmuseum (Baseball Hall of Fame), som har 300.000 besøgende om året udelukkende pga. det. Der er 117 forretninger, der sælger baseballbats og andet udstyr til denne sportsgren. Servitricerne på stedet, hvor vi spiste frokost, havde T-shirts på med teksten We are a drinking town with a baseball problem.

Cooperstown baseball city (11)Cooperstown baseball city (10)

Min frokost bestod af turens første New England Clam Chowder. Jeg elsker clam chowder – lærte at spise det, da jeg boede og arbejdede i New York for 40 år siden. Gisp … 40 år … uha, det er længe siden, men jeg har aldrig glemt clam chowder, og dette var altså turens første, men forhåbentlig ikke den sidste. USA’s østkyst er berømt for skaldyr af alskens art, og jeg har tænkt mig at nærmest blive kvalt i dem, inden vi tager hjem igen.

P1040042

Nu er vi i Massachusetts, og ovenstående billede er udsigten fra værelset på Pittsfield Crown Plaza Hotel, hvor dagens overnatning (!) finder sted. Solen var tæt på at gå ned, men jeg fik lige fanget et rødt træ og et af de karakteristiske hvide kirketårne.
Turen er gået igennem Madison County, men alle de overdækkede træbroer, jeg har fundet frem til hjemmefra, og som vi skal se i hvert fald nogle af, kommer først senere.
Skovene har stadig ikke fået de rigtige farver, og spørgsmålet er, om det når at komme mens vi er her, for ligesom hjemme har de haft en varm og tør september. Farverne er dog på vej; vi kan se masser af røde og gyldne pletter, men slet ikke i det omfang, som når det hele topper.

29. september 2016

Tilbage i New York state

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 00:28
Tags: ,

Efter afskeden med Lene og Finn gik det atter mod USA, med stop i Duty Free shop ved grænsen, for Finn kom til at præsentere John for en canadisk whisky, som min ægteviede vist blev temmelig glad for … den kom der således to af i kufferten.
Dernæst krydsede vi grænsen uden andre formaliteter end hurtig fremvisning af pas og et benægtende svar på, om vi havde købt any valuables i Canada.
Vi kiggede lidt på ruten i aftes og blev enige om at tage en lille omvej til Syracuse og lægge turen ned ad en scenic route langs Canandaigua Lake, som er en af the Finger Lakes.
Det var virkelig også meget smukt, men ikke så nemt at tage billeder gode billeder af.

P1030998

Disse græskarudsalg så vi overalt – enhver lille landsby med respekt for selv selv havde et eller flere salgssteder. Jeg havde set flere skilte med pumpkins and mums, men vidste ikke hvad de mente med mums.
Det viste sig at være de store krukker med krysantemum, som som ses til venstre i billedet og som de åbenbart også havde godt salg i.

P1040001

Det var stillet fint og indbydende op – jeg købte ingen græskar, men fik forsynet os med dagsfriske tomater, rødløg og agurk.
Lidt senere stoppede vi op ved en Tops (supermarked), hvor vi fik fat i en flamingo-køleboks samt en stor pose is.
Der blev desuden købt brød, salat, lidt smørelse, skinke og ost. Vand og vin havde vi købt i Canada. Nu kan vi klare os de næste par dage, både mht. frokost og aftensmad. Vi er blevet så eminent lækkert og storslået beværtet af Lene, så vi er blevet enige om at skrue lidt ned for madmængderne. Sidst vi var i USA, nøjedes vi også tit med at konstruere store ‘busser-sandwiches’. Det er ikke for at spare som sådan, men vi nyder at kunne sidde og drikke et glas vin uden at skulle tænke på at skulle køre bil, og desuden smager de ganske glimrende, disse sandwiches.

P1040006

Dette nyder vi også – dejligt store værelser med dejligt store senge – en til hver. Det havde jeg bestilt hjemmefra. Hvis ikke der kunne skaffes to queen beds på værelset, skulle det så i hvert fald være en kingsize bed. Ikke fordi vi ikke kan finde ud af at sove i samme seng, men vi elsker begge to at brede os … og ikke mindst at få en eventuelt snorkende ægtefælle lidt på afstand, og snorke gør nok især jeg for tiden, med den snotnæse.
Det er simpelthen totalt fint, flot og solrigt sommervejr her – hvis ikke der snart kommer noget nattefrost, skifter bladene ikke til de fantastiske røde og gyldne farver … tænk at man skulle brokke sig over for godt vejr på en ferie … det er ret utaknemmeligt af os …

26. september 2016

Vand fra neden, fra siderne og fra oven

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 23:36
Tags: ,

Fyrværkeriet i aftes over Hesteskofaldet blev ikke til noget. Vi stod og frøs med anstand i meeeget lang tid, før vi gav op og kørte hjem – hvor vi på nettet kunne se, at de pga. blæsevejr havde aflyst det med stort set nul varsel. De bøffer – de kunne da bare have sendt en megafonbil ud for at sige det – vi stod bare SÅ mange og ventede på krudtet. De kunne ikke gøre for, at vi kom en halv time for tidligt, men det var virkelig øv at stå der en time.

P1030985P1030987

Herover hhv. USA-siden og Canadasiden. USA har (naturligvis) masser af farver på, mens Canadas del af vandfaldet er pænere og noget mere diskret.
Vi var ude på Maid of the Mist i dag. Vejret er helt slået om og er blevet regnfuldt og tungt. De lovede lidt tordenbyger i dag, men i stedet blev det til heldagsregn, hvorfor vi droppede den botaniske have og nøjedes med vandfaldsbåden og en frokost på Tim Hortons, inden vi vendte næsen hjemefter.

P1030988P1030995

Er de ikke søde, de to?
Det regnede, hvilket ikke gjorde det nemmere at se noget, da vi nærmede os Hesteskofaldet. Det virkede en smule voldsomt med strømhvirvlerne fra neden, ‘tågen’ fra faldet og den tunge regn fra oven … jeg præsterede at blive våd på min skjortebluse, som jeg havde inde under først min regnfrakke og dernæst de uhyre sexede, røde plastikfrakker, vi fik udleveret.
Mine cowboybukser blev så våde og dermed tunge, at jeg næsten ikke kunne holde dem oppe.

P1030992

Uanset alt dette brokkeri, som faktisk slet ikke er brokkeri, var det betagende at se det hele nedefra, så at sige. Det tordnede og var vådt, blæsende, lidt vildt og meget sjovt. Herover USA-siden, hvor det stadig var til at se en hånd for sig – det blev straks værre henne ved det andet fald, hvor vandtågerne sprøjter i så store mængder, at det ligner tæt røg.

P1030996

Hverken John eller jeg tog mange billeder … vi ville ikke risikere kameraernes liv; så hellere bare nyde udsigten uden at kunne forevige den.
Eller hvad det nu hedder, når man mere føler hele oplevelsen end ser den.

P1030994

Nogle billeder blev det dog alligevel til … vi siger tak til Lene for endnu en oplevelsesrig dag – nu er vi atter blevet tørre og sidder hjemme i varmen.

24. september 2016

Canada here I come

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 01:07
Tags: ,

Endelig ankommet – efter en lang og sej tur herover, med skift i London Heathrow og New York. 23 timer fra dør til dør, med ankomst på hotellet i Buffalo klokken midnat præcis. Vi var hamrende trætte begge to og gik i seng med det samme. John sov forholdsvis hurtigt, men kunne jeg falde i søvn?
Nix. Det lykkedes dog til sidst, men jeg vågnede igen efter fire timer og kunne naturligvis ikke falde i søvn igen. Nå, men jeg fik vist også et par timer i flyet over Atlanten, så jeg har jo selvfølgelig heller ikke manglet søvn …
Nu er klokken 18:30 canadatid og 00:30 danmarktid. Lene laver mad, Finn sidder og nyder en forrygende canadisk whisky sammen med John, og Lene og jeg har god rødvin i glassene. Jeg er træt, men glad, og har ikke tænkt mig at gå i seng før ved 22-tiden, så må vi se, hvordan det går. Jeg regner med, at der går et par dage, inden mit system har fundet ud af den lokale søvnrytme.

Niagara Falls

Det gør ikke spor – vi fik en varm velkomst og en kæmpefrokost af Lene og Finn – og det efter en Full American Breakfast, med alt til faget hørende, på hotellet. Nu serverer hun snacks og er i færd med en middag, der ser god ud … det er virkelig et gastronomisk skråplan, dette her – vi har taget mindst 10 kilo på, når vi kommer hjem igen, hvis dette fortsætter.

Horseshoe Falls

Kørt tur har vi også nået – de mente lige, vi skulle snuse til nok den største turistattraktion i området: Niagara Falls.
Im.po.ne.ren.de – selv om det virkelig kun var et snus, for en af dagene skal vi dertil igen, har Lene lovet, og naturligvis igennem hele turistdynen med en tur i Maid of the Mist, så vi kan komme helt tæt på faldene.

The Whirlpool

Lidt længere nede ad floden ligger The Whirlpool, hvor der, som navnet mere end antyder, er nogle ret kraftige hvirvelstrømme.
Det er der naturligvis også nogen, der har lavet en forretning ud af, nemlig ved at tage folk (“på eget ansvar”) med ud i jetbåde og sejle helt ud midt i disse hvirvelstrømme.
Det så ærlig talt ret spændende ud – jeg fik helt lyst til at prøve, men det var jeg vist den eneste, der gjorde …

The Whirlpool

Det er foreløbig en god start – og selv om det var en lang rejse, så ankom vores kufferter sammen med os til Buffalo, på trods af, at vi skulle skifte i Heathrow, hvor det alt for ofte går galt. Eller gik galt, måske … det gjorde det dengang jeg arbejdede, hvor vi af samme grund i videst muligt omfang undgik Heathrow som transferlufthavn, men de kan jo have forbedret deres systemer siden dengang.

4. september 2016

Lost in London

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:50
Tags: , , ,

I aftes blev middagen indtaget i Soho på en af Bukowski-restauranterne, som jeg ikke kendte før i aftes. En sød og frisk, men ikke overfrisk, ung gut kom hen til os og spugte hvor vi kom fra og hvad vi ville have at spise. Vi sagde Danmark og hvad vil du anbefale.
”Don’t take the clam chowder – it’s absolutely rubbish. Absolutely! Not worth eating. But the lamb and the ribs are excellent.”
”Vi er lidt i tvivl om hvilken af disse to rødvine, vi skal vælge.”
Så kom fyren med glas og lod os alle tre smage begge vine, så vi var i stand til at træffe en beslutning. Enstemmig, heldigvis.
Der var MASSER af mad, og det smagte fuldstændig, som trækulsgrillet kød skal smage.

P1030753P1030754

I dag skulle vi finde til Battersea Park, fordi der var noget bestemt “vandkunst”, jeg gerne ville se.
Battersea Park fandt vi nemt, men inde i parken gik det så grusomt galt. Nu er det ikke en helt lille park, og det var overskyet – så er jeg totalt lost. Kan overhovedet ikke finde ud af noget som helst, hvad retning angår – på trods af, at vi fik et kort over parken og fik forklaret vejen hen til vandkunstens placering, gik vi i den helt forkerte retning. Hvilket vi fandt ud af, da vi havde gået hele parken igennem og opdagede, at Themsen overhovedet ikke var, hvor den burde være. Themsen har man nok ikke flyttet, så sandsynligheden for, at det var Die Drei Mädchen, der var gået galt i byen, var ikke helt lille. Vi gik og vi gik og vi gik. Kom blandt andet forbi et hundeshow med mange både to- og firbenede deltagere; med tivoli und alles … jeg var ved at give op til sidst, men de to andre blev stædige og mobbede mig på det grusommeste.
Og lige pludselig langt om længe stod vi ved søerne, hvor Samara Scott havde lagt stof i og farvet vandet. Godt så. Det var det … vi gik over Themsen og fandt en bus til Kensington High Street, hvor frokosten blev indtaget og shoppegenet derefter aktiveret.

P1030763P1030764

I parken var der svævende aktiviteter af forskellig art – kvinden til venstre var god, mens drengen til højre aldrig nåede videre; han var ikke stor nok til at nå rebet på det næste hold planker.

P1030774P1030757

Albert Bridge, som vi krydsede til fods – og vi sørgede naturligvis for at undgå at gå i takt … vi ville ikke risikere, at den gik i selvsving!
Og ja – vi bor tæt på Paddington station, så selvfølgelig står bjørnen her også.
Lige nu står den på afslapning – vi er sandelig en køn treenighed … én har ondt i knæet, én har ondt i ryggen og én har ondt i røven. Én sover, én strækker ryg og én skriver et blogindlæg. Der samles kræfter til at gå ud og spise aftensmad. Sådan var det ikke for 35 år siden, da vi mødte hinanden, men tiden går som bekendt, og den sætter sine spor undervejs.
Og det er så ikke ensbetydende med, at vi ikke har det sjovt. På ingen måde …

3. august 2016

Moderne postkort

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:55
Tags: , , ,

Det ene skal passes og det andet må ikke forsømmes, som min mor plejede at sige.
Nu har vi passet vores have i Den Stråtækte, så den er pæn igen. Næsten. Og nu er vi i Sverige til et heldigvis ikke forsømt torp – naboen har slået græsset som lovet, og han har slået lidt mere, end han plejer, for han kunne godt se min pointe, da jeg på meget pædagogisk vis sagde, at en græsplæne, der tydeligt kun er slået nødtørftigt i forhold til normen, er lige så “vi-er-ikke-hjemme”-skrigende som en plæne, der slet ikke er slået.

Lunch on the balcony

Torpet kender vi vel efterhånden alle til bevidstløshed, og billeder af 457 gram kantareller er heller ikke noget specielt revolutionerende, hvorfor jeg i stedet sætter billeder i af englændernes sommerhus (lejede, forstås) på Levkada, som er en brofast, græsk ø syd for Korfu.
Det er et fantastisk sted, de har fundet, hvilket de satsede så stærkt på, at det var, at de har lejet det for 14 dage.
De kan næsten ikke få hænderne ned, men jeg skal da også gerne indrømme, at det ser ret godt ud på billederne – med egen svømmepøl und alles.
Hvilket ikke forhindrer dem i også at tage til stranden.

Greetings from GreeceSwimming Greece 2 august
Jeg er ikke misundelig. Slet ikke – og jeg mener det – der er alt for varmt til mig på denne årstid, og jeg bader kun under bruseren, men det var dette, de ville, så det skal være dem så særdeles vel undt; især Tim trænger meget til en uafbrudt ferie, så jeg glæder mig bare på deres vegne over, at stedet mere end lever op til deres forventninger.
De har dog ikke tænkt sig at ligge på stranden eller ved poolen dagen lang i to uger; de har lejet en bil og skal også rundt for at se øen og dens (få) seværdigheder og især, efter sigende, meget smukke natur.

Det er nu rart at modtage en mms eller to. I de ikke altid gode, gamle dage kom postkortene alt for ofte først frem til modtageren længe efter de ferierende selv var kommet hjem. Er der mon nogen tilbage, der sender rigtige postkort? Man kan stadig købe dem alle vegne, har jeg konstateret, men bliver de købt? Og bliver der sat en hilsen og lidt frimærker på dem? Da vores forældre levede, sendte vi til dem, for de elskede at få postkort fra vores rejser, men vi sendte ikke til andre end dem de sidste mange år – vi har aldrig rigtig gidet det der postkortskriveri.
Den elektroniske udvikling har altså gjort livet nemmere på mange måder.

29. juli 2016

Et par lange rejsedage

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 22:45
Tags:

Efter at have fulgt med i køsituationen ved Dover, blev vi enige om at lægge tre timer til rejsetiden mod kanaltunnellen. De 14 timers ventetid i weekenden før havde jeg dog kalkuleret med (nej, ikke alle 14 timer, men i hvert fald lang kø!), fordi det var første weekend i skoleferien i England. Af samme årsag tog vi hjem en torsdag (skulle have været onsdag, men Albert var først ledig torsdag), således at vi helt undgik weekender. Eurotunnel sendte mig en mail om, at vi skulle regne med travlhed og kø ved indcheckningen. Vi skulle være der 20 minutter før, men må ikke komme mere end to timer før det bookede tog. På M25 – Londons største parkeringsplads – skulle vi også regne med en times forsinkelse. Altså afsted med tre timer i overskud, så at sige, plus lidt til tissepause; dvs. kl. 07:45.
Selvfølgelig blev vi ikke så meget som et minut forsinkede pga. M25, så vi måtte slå en time ihjel på “Early Port Arrivals” tæt på Folkestone, inden vi kunne køre til check-in.
Det tog bare 10 minutter at komme gennem check-in, hvor vi fik en seddel med et megastort H på. Da vi kom længere ind på det KÆMPEstore område til Eurotunnel, så jeg på de store infoskilte, at E og F skulle med toget 13:50 og G og H kom med 14:20. Please park and wait for instructions. WHAT?? Vi har booket til 13:50 og vi var i god tid! Grrrrr, hvor jeg blev sur, men vi måtte pænt holde ind og vente på besked om den videre fremfærd. Klokken var nu 12.
Klokken 13 var vores tog rykket til 14:40. Mere Grrrrr. Vi havde en aftale med Albert om servering ca. ved 19-tiden, men det kunne vi godt glemme nu.

P1030435P1030437

Franskmændene tjekker pas her i UK (i Frankrig kører man af toget og direkte ud på motorvejen), cirka 50 meter længere fremme end hvor englænderne tjekker vores pas! Det virker lidt tåbeligt, men det kunne næppe være det, der var skyld i de store forsinkelser – der havde været et par togaflysninger, men jeg ved ikke hvorfor.
Men. Man siger, at det var Frankrigs ekstra kontrol, der var skyld i de kolossale forsinkelser ved Dover i weekenden. Jeg forstår ikke, hvorfor de har så hulens travlt med at tjekke folk fra England mod Frankrig. Fra Tyskland og Belgien lægger man knap mærke til, når man passerer grænsen; der er ingen kontrol overhovedet, så alverdens terrorister kan komme i hobetal til Frankrig uden en mors sjæl opdager det. Og jeg tror ikke på, at de kommer fra UK.

P1030439P1030440

Jeg måtte skrive til Albert, at vi tidligst kunne være der 20:30, for vi løb ind i en trafikkø i Frankrig, som sinkede os yderligere ½ time.
Han skrev, at vi bare skulle tage det roligt – den gode hvidvin han havde lovet os, lå på køl og ventede, og hvis jeg skrev til ham 1 time inden ankomst, ville maden være færdig samtidig med vores ankomst – uanset hvornår den måtte ske. Han fortjente et kys på kinden!
Vi kom 20:50 og var grundigt sultne, men Alberts mad er værd at vente på.
I dag var den eneste kø lidt nord for Neumünster. Den sinkede os en lille time, men ellers gik turen glat.
John har kørt 826 kilometer alene i dag. Respekt for den ældre herre. Jeg spurgte, om han ville afløses, men det behøvede han ikke, sagde han. Vi tog naturligvis de behørige pauser, men ellers kløede han bare på.
Vi var hjemme klokken 20, og jeg må bare konstatere, at vi fremover ikke holder ferie i juli/august, for der var lige lovlig meget både i drivhuset og af krukkeplanterne, der havde lidt fatalt af tørst.

27. juli 2016

En fjollet pakke

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:29
Tags: ,

P1030399I dag var vi i endnu en Butterfly World, som var meget bedre end den i Wales, for i den i dag havde de på en eller anden forunderlig måde gjort dem tamme … de fleste sommerfugle sad helt stille, mens vi fotograferede. Kun to, den store blå fra Amazonas og en, der hed noget med zebra- havde ikke lært at sidde stille endnu, men resten havde … så er der noget ved det! Sikke nogle skud, vi fik af nogle af dem. Især selvfølgelig John, men hans billeder har jeg ikke set endnu.
Pudsigt nok var det ikke en af de mest farvestrålende jeg var mest betaget af, men den forholdsvis lille og uanselige her til højre. Den hedder et eller andet med glas, hvilket nok ikke kan forbavse synderligt. Den ser betagende ud både når den flyver og når den sidder stille.
Desuden var der reptiler, hvis man skulle have den interesse, og udenfor var der en noget blandet landhandel – dværgkænguruer, skildpadder i flere udgaver, kalkuner, surikater og flere forskellige bondegårdsdyr.
Atter en gang blev jeg grundigt til grin, for jeg så først kænguruerne som store kaniner – lige indtil jeg fik øje på halen, som var gemt i græsset, men inden da havde de andre nået at storgrine af min tilsyneladende manglende viden. Den viser sig ofte for tiden …

P1030410P1030408

Ovenstående larve ledte jeg længe efter mellem bambusbladene efter at have læst skiltet, men kunne ingen finde. Jeg kaldte på Aubrey, for hvem det tog ca. 20 sekunder at få øje på en. Typisk. Men det er en af grundene til, at det er så godt at have børn med på svampejagt.
Disse labre larver var der en snes stykker af på en plante, der næsten var helt spist. John gik lige forbi dem, selv om de var i øjenhøjde – han troede det var blomsterstande.

P1030429P1030431

P1030421P1030423P1030426

Kalkunhaner er nogle grimme fyre, som vist kun de selv og kalkunhønerne kan elske.
Surikaterne holdt trofast vagt oppe og nede, selv om der næppe kommer rovdyr forbi deres nuværende hjem. Og dog, talte vi om, for når stedet lukker og folk er gået hjem, kan rovfuglene sikkert sagtens finde på at snuppe sådan en lille lækkerbisken til aftensmad.

Butterfly World 1P1030434

Det sidste billede er overskriftens fjollede pakke, som stod og ventede på Charlotte, da vi var tilbage igen. Hun fik det lige som jeg kan få det, når jeg bestiller for meget over internettet: “Hvad i alverden kan det være? Hvad har jeg dog bestilt, der kan komme i sådan en indpakning?”
Hun hev det ene stykke papir ud efter det andet – for til sidst at stå med den lille flaske i hånden!
Den kunne hun godt huske at have bestilt, men havde ikke lige forestillet sig dette overkill i emballage.
Hun er premiumkunde hos Amazon og betaler derfor aldrig for porto, uanset hvor lidt eller hvor meget hun bestiller. Mon det har været en fordel i dette tilfælde? Jeg har prøvet noget tilsvarende engang. Jeg bestilte et meget lille USB-stik, som kom i en temmelig meget for stor papæske.

P1030147P1030149

25. juli 2016

Havsalt er noget man tager på

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 19:33
Tags: , , ,

Sea Salt regnfrakkeI hvert fald herovre … seasalt fra Cornwall er et mærke jeg ikke kender hjemmefra, men det er et af Charlottes yndlingsmærker i tøj, og da vi i dag var i Bath for at forsyne ungerne med sandaler og moderen med lidt sommertøj, skulle jeg fordrive tiden med et eller andet mens jeg ventede. Det blev en dyr ventetid! Jeg har i dag købt den dyreste regnfrakke i mit liv, men holddaop, hvor er den flot – selv oppe i min størrelse – og jeg er altså ikke vild med de selvlysende og/eller storblomstrede rædsler, jeg har set i Danmark. Hvorfor er det mon ikke muligt at købe en enkel, pæn, mørkeblå regnfrakke derhjemme? 
Børnene ville også have rygsække. Rigtige, autoriserede rygsække til deres explorer adventures nede ved floden og andre spændende steder. De har spinket og sparet for at få råd til dem, men jeg kunne godt se, at det gjorde en lille smule ondt i deres pengepunge, da de så prisen – som faktisk var meget rimelig, fordi der var udsalg, men 25 pund er stadig mange penge i deres verden, og jeg syntes det var flot, at de selv har sparet beløbet op. De var sikre på, at de ikke ville gå på kompromis, så da de havde besluttet sig, sagde jeg, at jeg ville give dem hver halvdelen af beløbet, de kostede. Anna fløj mig om halsen og sagde, at jeg var the best mommer in the world. Jeg svarede, at det passede jo fint med, at samme mommer har verdens bedste børnebørn. Aubie fik et par rigtige vandresandaler, så han var ikke til at skyde igennem.
Alle var dermed glade, og i skrivende stund er de ude for at afprøve om de fine rygsække holder til den påtænkte fulde udrustning.

P1030350P1030353

På vejen mod Devizes så vi en rigtig, gammeldags selvbinder i funktion, og vi så folk gå og sætte negene op i små stakke. John grinede og sagde, at godt nok var de bagefter i England med visse ting, men SÅ langt …
Det er til halm til deres stråtage, der bliver høstet på denne måde. John kunne godt se, at det til det formål måske ikke var det smarteste at køre det gennem en rigtig mejetærkser …
Beklager det ‘uldne’ billede, men vi kunne ikke komme til at parkere tæt på, så jeg måtte ud i fuld zoom. John havde desværre ikke sin monsterlinse med.

P1030362P1030363

Er det ikke bare smadderhyggeligt? Jeg var med ét slag tilbage i min tidlige barndom. Far fik ikke mejetærsker før 1959. Tror jeg nok det var. Deromkring … jeg husker i hvert fald så glimrende dette her.

P1030364

Sådan tærsker man langhalm i den oprindelige betydning.

24. juli 2016

En herretur på Kennet & Avon Canal – og en dametur tilbage i tiden

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:30
Tags: , , , ,

Om ikke så længe skal familien til Goodwood Revival, hvortil Charlotte har syet 40’er-tøj til sig selv og 50’er-tøj til Anna. Med hvide handsker und alles. Jeg kan godt huske de hvide, hæklede handsker, jeg altid skulle have på, når jeg skulle være fint klædt på. Frakken fandt hun i en genbrugsbutik.
Anna skal have håret sat i fletninger med røde sløjfer, og Charlotte skal have lidt mere styr på sit uregerlige hår, men jeg kunne sagtens fornemme, at det nok skal komme til at se fint og meget autentisk ud.

P1030320P1030321P1030326P1030328

Det er ikke for ingenting, at Charlotte uddannede sig til Costume Maker – hun elsker at studere datidens forskellige moder og derefter kopiere dem til et eller andet formål. Hun kan, ud fra billeder og malerier, datere en hvilken som helst kvindedragt indenfor få års margen.

P1030331P1030333

De to yngste af vores tre mænd fik lyst til en tur på The Kennet & Avon Canal, så den tredje mand og de tre damer kørte dem til The Barge Inn, hvor de blev sat i dobbeltkajakken. På vejen købte Tim forsyninger til en picnic et eller andet sted undervejs. Han var sulten, da der skulle købes ind, og så ved vi alle, hvordan det går: Der bliver købt ALT for meget mad. De ville have kunnet fare vild i flere dage og alligevel ikke nå at komme til at sulte.
Lige da de skulle til at kravle i kajakken, kom der en svanefamilie på fire. Svaner med unger kan være meget aggressive – Tim har den dybeste respekt for dem efter at være blevet angrebet af en på netop denne kanal engang. De forsvandt heldigvis igen uden at erklære krig, og der blev fløjtet til afgang.

P1030334P1030335
Vi gik ind på The Barge Inn og fik en lækker publunch.
Jeg har før skrevet om The Barge Inn og det gode initiativ, men meget tyder på, at de typer, som man gerne ville af med dengang, er vendt tilbage.
Jeg tog billedet af de … hvad skal vi kalde dem? … de mest normale? … i smug – ville ikke risikere, at de opdagede mig, men af samme grund kunne jeg ikke få de mest underholdende og farverige af dem med. De var virkelig på alle måder farverige: I tøjet, i håret, i udsmykningen både tøjmæssigt og på huden. Med ringe alle mulige steder i ansigtet – holddaop, hvor de var ømme.

P1030344

Maden på pubben var dog stadig rigtig god – på det punkt er standarden ikke svækket. Normalt, når man spiser en publunch, betaler man først, når man går. Her ville han have pengene straks efter bestilling. Charlotte kiggede undrende på ham, og han svarede beklager; det er vi nødt til – og vi kan ikke gøre forskel på vores kunder.
Nej, det kan han ikke, men vi fik da lige bekræftet en fordom eller to om klientellet.


De to herrer er nu blevet hentet igen. De har 3/4 af den indkøbte mad med hjem ☺ – men de havde en skøn tur, hvor de bl.a. så en hejre fange en fisk. Aubie sagde, at næste gang ville han have en kikkert med og bare sidde helt stille i båden i lang tid for at studere naturen.
Mormor her bliver så glad, når en niårig siger – og ikke mindst mener – sådan noget.

23. juli 2016

Alene hjemme

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:34
Tags: , ,

Det er vaaarmt! Børnene plasker og larmer rundt i poolen, jeg sidder med benene oppe på en bænk i nærheden og strikker, mens jeg ikke sjældent smiler et skævt smil over deres latter, deres ord og deres leg. John sidder og ser Formel 1. For Tim og Charlottes vedkommende vil jeg slet ikke vide, hvad de laver, men de er i Bath og hygger sig forhåbentlig sammen.
Vi spurgte børnene i aftes under aftensmaden, om de havde lyst til at være alene hjemme. Der blev vekslet blikke mellem dem … does that mean … just the two of us or will mommer and morfar be here as well?
Da vi derefter spurgte, om det var i orden, at vi også var her – og om det var okay, at vi i givet fald lavede pandekager til dem, lød der et enstemmigt Yeahhh!!! Charlotte smilede og Tim kastede sin bekymrede mine bort og kunne ikke lade være med at grine – han ved jo hvordan børnene reagerer, hvis de skal passes af Granny.

P1030069P1030070

Mens vi spiste frokost, læste Anna op fra en bog med jokes og puns. Så meget for mig og mine sprogkundskaber – ud af 50 kunne jeg selv gætte to, forstod de 47, men forstod ikke helt pointen i en enkelt. Sådan cirka – men jeg troede jeg ville have kunnet gætte flere end jeg gjorde. En af dem jeg gættede var Why do you see a roll of toilet paper sliding down a hill? Den må vel være heading for the bottom, mente jeg, og Aubie grinede og sagde, at den var even better than the answer in the book.
What do you get when you pour boiling water down a rabbit hole?
A hot cross bunny!
(Som jo i virkeligheden er sådan en.)

Nu vi er ved sproget, så ventede bogen Top 35 mistakes Danes Make In English [a fun guide to small but significant errors] på mig, da jeg kom hertil.
Når jeg tager i betragtning, AT nyansatte på mit gamle arbejde (en farmaceutisk virksomhed) skal “læse og forstå” et hav af dokumenter, inden de får lov til at arbejde rigtigt, AT al rapportering skal foregå på engelsk, AT de fleste er gode til engelsk, men ikke gode nok, så synes jeg, at denne lille og overskuelige bog burde være et absolut krav at have “læst og forstået” inden de skriver deres første rapport. De fleste af fejlene kendte jeg (og de andre engelskkyndige) i mit firma så udmærket, og der blev da også som oftest lyttet, når vi påpegede dem. Et par af fejlene var vi nogle stykker, der kæmpede mod i årevis, men ville man høre på os? Nix. Man blev stædigt ved med at hævde, at det var korrekt engelsk, men her står der noget andet sort på hvidt, skrevet af en englænder, som har boet i Danmark i mange år og har set alle fejlene, vi kan finde på at begå.
Og så var der pinligvis en, jeg også kunne have begået. Flovt.
Jeg kunne nemlig godt have fundet på (har vist heldigvis aldrig gjort det) at sige a sparring partner i samme betydning, som vi bruger det på dansk, men det kan man ikke. På engelsk er det someone with whom you are constantly arguing, someone who needles and annoys you, a thorn in your side. Very few English speakers are looking for a sparring partner, although sometimes they are looking to get rid of one.
Så lærte jeg også noget den dag.
Jeg vil vise bogen til min gamle chef. Han er en af dem, der tager sproget alvorligt, og jeg tror han vil synes det er en god ide, at alle skal læse den.

22. juli 2016

Ikke Bath … Salisbury

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:42
Tags: , ,

Det blev ikke Bath i dag. Børnene skal have nyt fodtøj inden deres ferie i Grækenland, men det er deres sidste skoledag i dag, så det må vente til på mandag, hvor vi alle fem vil tage en tur til Bath.
I stedet kørte vi en tur til Salisbury i dag. Vi har været der før; også inde i den kolossalt store katedral, så vi nøjedes med at kigge indenfor i søjlegården – og undre os lidt over den vrede helgen – eller hvad han nu har været … han virkede ikke specielt helgenagtig.

P1030302P1030303
Det er ham, der står alene, jeg mener … han ser overmåde olm ud, mens han står og giver en eller anden fingeren. Ikke særlig helligt, må man sige. De andre ser ud, som sådan nogle nu engang bør se ud.
Katedralen er virkelig enorm og også et besøg værd, hvis I skulle komme på de kanter. Jeg kunne ikke rigtig komme langt nok væk til at tage et billede, der ikke vælter. Den er imponerende indvendig såvel som udvendig, hvor man kan bruge lang tid på at studere detaljer. Og undre sig over, hvorfor der aldrig er kommet statuer ind på de ledige pladser. Pengemangel? Trosretningsskifte? Det må kunne slås op, men det bliver en anden gang.

P1030305P1030306

Ken Follett har beskrevet en katedrals opførelse i Jordens Søjler, som er en fantastisk bog og er blevet til en god film. Det kunne måske i teorien have været denne i Salisbury, der var hans forbillede, men den er omkring 100 år yngre end Follets fiktive katedral i bogen. Det er imponerende klaret at kunne bygge i denne størrelse og højde i 1200-tallet – det er ikke svært at forstå, at der skete en del uheld undervejs.

Salisbury – Sarum – rødderne går langt tilbage (Old Sarum har rester af bosættelser fra 3000 fvt.), hvilket afspejles i nogle af byens smukke huse. Dagens formiddagskaffe blev indtaget i en lille gårdhave på Red Lion Hotel, hvis rødder går helt tilbage til 1300-tallet. Særdeles hyggeligt og stemningsfuldt!

P1030309P1030311

Billedet herunder er især interessant pga. det meget smalle hus lige til højre for den røde bygning. Hvert andet hus i den gade var så smalt. Vi kunne godt tænke os at se en af disse lejligheder indefra. Det er lige før, at en seng kun kan stå i én retning.

P1030319P1030317

Dyrekøllehuset (haunch of venison betyder dyre[vildt]kølle) kunne jeg bare ikke stå for, men igen det sædvanlige problem: Man kan ikke komme langt nok væk til at få nogle ordentlige billeder. An Old English Chop House – det er da skønt, ikke?

Nu er børnene hjemme – de kan ikke få hænderne ned, for nu har de sommerferie! Jeg kan sagtens huske den herlige fornemmelse af at vide, at der ligger mange uger foran en, hvor man bare kan gøre hvad man har lyst til. Og det var rigtig sommer HELE tiden. Det regnede aldrig! Er det ikke rigtigt?

21. juli 2016

Aberglasney Gardens

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 19:41
Tags: ,

Det blev til endnu en have i dag … jeg tror vi kunne se en ny have hver dag og alligevel ikke blive trætte af at kigge på haver.
Dagens have var Aberglasney House and Gardens, som hævder at være blandt top 10 af UK’s haver. Flot var den bestemt også, men i dag begyndte det at regne, inden vi var blevet helt færdige med at gå rundt, så vi sprang lower walled garden over – heldigvis var det den sidste af alle haverne i haven; resten havde vi nået at være igennem.

P1030251P1030253

Der var et nyt house og resterne af et meget gammelt. Ruinerne af dette sidste havde man smidt et glastag over, under hvilket man derefter havde skabt en subtropisk have.

P1030268

Jeg er som sagt ikke blevet træt af haver, men jeg kunne godt forestille mig, at I snart er det …
Ikke desto mindre kommer her flere blomsterbilleder – herover fra et langt bed holdt i bordeaux og pink farver. Jeg var vild med det!
Det er simpelthen alt for inspirerende at kigge på alle de haver – jeg vil have det hele selv!

P1030277

Da det begyndte at regne, var vi helt tilfældigt ved siden af restauranten, så hvad var mere oplagt end at snuppe en latte og en scone med clotted cream, mens udsigten blev nydt? Det havde dog tilsyneladende ikke tænkt sig at holde op igen, så vi gik tilbage til bilen … hvorefter det holdt op med at regne. Murphy strikes again.

P1030278P1030275

Alt er større i en slotshave. Også plantesækkene …

P1030283P1030284

The sunken garden. “Den sunkne have!” sagde John, men jeg mente nok, at jeg ville kalde den for den nedsænkede have.
P1030293Vi har set virkelig mange montbretia herovre (den røde i midten), og de er langt, langt større end mine fra Peter Nyssen, men de kan selvfølgelig nå at indhente det forsømte – har hørt, at det er ved at blive sommer i Danmark.

Jeg købte ikke kruset, for jeg er forbi dette stadium i kvindelivet, men jeg fortrød bagefter, for det havde været en fin gave til en medsøster, der slås med hedeturene.

Nu er vi tilbage i den lille landsby, som vi kender så godt. Hvad vi skal lave i den sidste ferieuge herovre, vides ikke endnu, men vi skal nok finde på et eller andet – og så skal vi i øvrigt i høj grad lave masser af ingenting. Næsten ingenting … den står vist på Bath i morgen, medmindre Charlottes planer er ændret siden vi tog til Wales.

20. juli 2016

Wales’ botaniske have

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:18
Tags: , , ,

P1030235Hjemmefra havde jeg læst lidt om den botaniske have i Wales, og efter at have læst et par hovedpunkter op for John, blev vi enige om, at det skulle være hovedmålet for vores tre dage i Sydwales.
Den skuffede da heller ikke, men inden der kommer billedspam herfra, vil jeg lige gøre Pia opmærksom på billedet her til højre og orientere om, at jeg ikke kan anbefale dem at tage til Wales, for hun og Allan vil altid skulle hver sin vej ud fra alting … det bliver nok bare for besværligt at finde hinanden igen i det lange løb …
Det har slået mig i dag, at waliserne underligt nok insisterer på at skrive ALLE skilte, turistbrochurer, menuer m.m. på både engelsk og walisisk, men ingen af de efterhånden fem gange, jeg har været i landet, har jeg hørt folk tale walisisk indbyrdes.

P1030198

Spindeklubben holdt træf i haven i dag. De plejer vist at sidde indenfor, men havde altså foretrukket at sidde ude i den varme, vi stadig har. Dog ikke så slemt som i går, men varmt nok. Jeg stod i nogle minutter og kiggede; der var én begynder, hvis garn til forveksling ligner det, der kommer ud af mine forsøg med rokken, mens de resterende kvinder var meget professionelle at se på. En enkelt patchworker var blevet lukket ind i spindefolden.

P1030195

I en af bygningerne var der et historisk apotek. Hvis man undrer sig over relevansen til en botanisk have, så var det urterne, der var bindeleddet – et af rummene var helliget de mange lægeplanter, man gennem århundrederne har brugt.

P1030189P1030191

Apotekeren herover har været her meget, meget længe, men der er da nogen, der vasker hans kittel. Det er nok den samme herre, hvis ‘logbog’ man ser et udsnit af.

P1030129

Hvis I ikke tror, her var blomster, tager I fejl … der var i tusindvis af blomster, buske, træer, ja alle slags vækster … alt, hvad man næsten kan forestille sig fra hele verden. Jeg tog vildt mange billeder; en del af dem med navneskiltene på, for jeg fik en masse ideer til staudebedet derhjemme.
Glaspaladset herover var et stor tropisk sommerfuglehus. Desværre var de ikke blevet rigtig tamme endnu; især den store blå fra Amazonas var svær at indfange med kameraet, men det lykkedes mig vist alligevel at få de fleste af arterne med hjem.

butterfly collage

Jeg blev lidt forbavset over at opdage, at den brune i midten og den blå forneden på collagen er den samme sommerfugl.
Vejen hjem til hotellet gik igennem Brecon Beacon nationalparken. Det ville sikkert have været en fantastisk smuk tur, hvis ikke vejret i lige præcis de par timer havde valgt at være diset … faktisk kørte vi oppe i skyerne, selv om vi kun var 500-600 meter oppe. Solen kom ikke rigtig igen resten af eftermiddagen, men det gjorde ikke spor, for det er varmt nok endda.

P1030231

Til sidst de ghanesiske regnskovstræer med The world’s largest single-span dome i baggrunden. Jeg synes jeg husker Eden Projects kupler som større, men lad det nu være. Stor var den ubestrideligt, og da vi kom ud efter en times tid derinde, var vejret helt slået om.

19. juli 2016

A very warm welcome to Wales

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:48
Tags: , ,

Or a hello as hot as hell … men så passer Wales ikke ind rent bogstavsmæssigt, heller ikke Cymru, som det hedder på walisisk.
Men det er varmt. Som i stegende hedt. 31o rundede vi i dag – godt man har aircon i bilen. Da vi nåede delmålet i Rosilli, blæste det heldigvis en hel del, ellers var vi da døde inden vi nåede helt ud på spidsen. Ingen af os vidste på forhånd hvad vi kørte ud til, men kortet viste, at det er A Heritage Coast, så vi konkluderede, at der nok var meget pænt. Det var der også …

P1030110

Tidevandet var ude. Langt ude, kan man sige, men det var ganske langsomt på vej ind igen.
Man kan ikke engang se menneskene, der var en del af nede på stranden, men det kan man på næste billede.

P1030119

Vi gad ikke gå derned; vi ville hellere længere ud mod det vestligste punkt, og i øvrigt havde vi en aftale med et hotel i Llanelli, så vi kunne ikke opholde os der alt for længe. Llanelli er et af de mange hundrede stednavne i Wales, der begynder med dobbelt-L. Måske er der oven i købet i tusindvis, for vi så mange navne undervejs, som ikke er med på selv vores pænt detaljerede kort.
Det er også i Wales, den af mange kendte by, Llanfairpwllgwyngyllgogerychwyrndrobwllllantysiliogogogoch, ligger – det længste stednavn i Europa og det tredjelængste i verden. Det kan kun være for at få den rekord, for det er godt nok et kunstigt navn at give en by:
“[Skt.] Marias kirke i sænkningen ved den hvide hassel nær en stærk hvirvelstrøm og [Skt.] Tysilios kirke nær den røde hule”.
Llanelli her i Sydwales er lidt mere overskueligt – man skal bare vide hvordan Ll udtales, men det lærte jeg første gang jeg var i Wales i 1985 – hvor vi besøgte byen med det lange navn og boede i Bettws-y-Coed, som udtales bettus-i-køjd.

P1030114

Vi er nu indlogeret på hotellet og har fået bilen placeret i et P-hus, hvor vi ikke lige ved, hvordan vi får den ud fra i morgen, men det må vi finde ud af til den tid. Nu handlede det bare om at komme op på værelset, få smidt tøjet og fladet ud! Et køligt bad vil heller ikke være det ringeste …

Næste side »

Blog på WordPress.com.