Hos Mommer

17. januar 2019

Punta del Este – et ultrakort besøg

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:07
Tags: , , ,

I dag anløb vi Punta del Este i Uruguay, men det blev ikke til mere end goddag og farvel. Vejrforholdene var ugunstige, så de kunne/ville ikke gå i land med tenderbådene, hvorfor kaptajnen besluttede at sejle videre. Vi skulle ellers have ligget der i 10 timer, så der havde været rigeligt med tid til at kigge lidt på byen, men sådan skulle det altså ikke være. Det er åbenbart ikke kun nede sydpå, at det blæser meget …

P1020094

Her ser I derfor hvad vi selv fik at se af Punta del Este.

En time efter vi fik beskeden fra kaptajnen, bankede Verdens Bedste Guide på vores kahytsdør og fortalte, at han som kompensation havde klaret at få hyret Murano (skibets bedste restaurant) til en kombineret frokost og vinsmagning klokken 13. Michael, som guiden hedder, kan jeg ganske enkelt ikke rose nok. Jeg har aldrig mødt en mere serviceorienteret og kompetent guide. Flere i selskabet har rejst med ham før og siger det samme. Nogle undersøger ligefrem hvilke ture der er på hans program og rejser efter det. Han har 30 års jubilæum i år og kender tilsyneladende ALLE på alverdens krydstogtskibe. Vi spiste middag på samme Murano i aftes, hvor Michael fulgte os til bords. Han er altid rundt og hilse på os, uanset hvor vi har besluttet at spise. Restaurantchefen sagde til os, da Michael var gået igen, at vi skulle bare vide, at vi var meget, meget heldige med at rejse med ham som leder, og vi kunne kun give ham ret.

P1020090

Sådan så Argentinas kyst ud, kort tid efter vi stævnede ud fra Puerto Madryn i forgårs. Det så både ret goldt og ret fladt ud.
P1020093I morgen anløber vi Montevideo, som er Uruguays hovedstad – vi håber på, at det ikke blæser så meget der …

Vores lille mand (han er lille; omkring 1,60), som ordner kahytten hver morgen og hver aften, og som altid hilser så pænt på os, havde pyntet sengen ekstra meget i går. Det er sikkert noget han gør for alle sine ‘kunder’, men der bliver da bestemt også lagt mærke til det, når det sker. Med forelskede svaner, rigtige rosenblade und alles. Sødt var det.

På Murano i aftes fik vi en forret med laks og kaviar (dog ikke ægte kaviar), flamberet hummer til hovedret og Grand Marnier-sufflé til dessert. Alt sammen yderst delikat og flot serveret. Hummeren blev tilberedt ved bordet. Det havde han prøvet før, kunne man godt se.

Forret med laks - MuranoFlamberet hummer - MuranoFlamberet hummer - MuranoGrand Marnier-sufflé - Murano

Afternoon tea - Celebrity EclipseDet ser måske ikke ud af så meget, men vi blev rigeligt mætte. Selv om vi hver dag får tre retter, så er portionerne fint afpassede, så man (vi …) ikke føler os mere end lige præcis mætte, når vi går fra bordet.
I det hele taget har maden, også den vi selv henter til morgen og til frokost i buffeten, for længst fundet sit leje, og vi spiser fornuftigt. Motionen kniber det dog stadig med at få, så der er stadig absolut noget der skal rettes op på, når vi er hjemme igen.

Til  højre et eksempel på, hvordan en gang eftermiddagste kan se ud. Den lille pyramide i midten indeholdt teposen, som i dette tilfælde var (en ekstra parfumeret, viste det sig) Earl Grey.
Jeg beklager al den madsnak, især over for jer, som det ikke interesserer en pind.
I morgen og de følgende tre dage får jeg forhåbentlig noget mere at skrive om inden den lange rejse hjem.
Det er sandsynligt, at jeg keder jer, men vi selv keder os ikke – man vænner sig faktisk hurtigt til det langsomme liv på et krydstogtskib, men vi er dog nået dertil, hvor vi faktisk ser frem til at komme hjem og være en hel del mere aktive, og vi er meget glade for, at vi fravalgte turen, som sluttede med 3-4 dage i Buenos Aires. Det er ikke mere så vigtigt for mig at holde tre ugers ferie, som det var dengang jeg arbejdede. 14 dage er fint med mig, og disse 18 dage er dermed også. Det var noget andet dengang det tog en hel uge at glemme det der arbejde og begynde at holde ferie for alvor. Det krævede tre uger for mit vedkommende at føle, at jeg virkelig havde haft ferie.

Reklamer

15. januar 2019

Anderledes madkultur. Puerto Madryn

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 20:17
Tags: , ,

P1040101Man må undre sig … jeg så et par i dag, som fik mig til at tænke på, at jeg da vist bare kan spise los, for der er et godt stykke vej endnu, til jeg kommer til at se sådan ud. Det var enorme. Forleden dag havde hun en uendelig stram T-shirt på, hvor der stod I am the future. Jeg var lige ved at komme til at stirre. Det er bestemt heller ikke pænt af mig at udstille dem her, men det opdager de aldrig, og jeg tror ikke, at nogen vil genkende dem.
Der er mange madkulturer på et krydstogtskib. I går så jeg følgende frokost blive ‘tilberedt’: Man tager en stor burgerbolle, som man tager al indmaden ud af og smider væk. Dernæst hældes en lille deciliter ketchup på de to skorpehalvdele. Et mindre bjerg rosastegt oksekød skæres ud og kommes i bollen. Bon appetit.
Og der er bare SÅ meget lækkert at vælge imellem, men sådan er vi jo så forskellige …

P1020088P1020061

I dag ligger vi i Puerto Madryn, Argentina. I skibsavisen står der, at der ingen offentlig transport findes i byen, da det er a very small town. Det synes jeg nu ikke, at man kan kalde den, med højhuse og det hele, men det er rigtigt nok, at der ingen offentlig transport er.
Der er ingen arrangerede udflugter fra rejsebureauets side, så vi gik selv ind og kiggede lidt på byen, som har en flot standpromenade.

P1020072

Tidevandet var helt ude da vi ankom, så stranden var bred. Inde fra stranden så vi lystbådene blive kørt ud med traktor, og vi så, at man netfiskede med håndkraft: Tre personer vadede ud med et net imellem sig, hvorefter de langsomt gik parallelt med stranden, til de nåede molen. Her gik de ind, og vi kunne se, at de hev masser af fisk ud af nettet. Den form for fiskeri giver næppe problemer med fiskekvoterne.

P1020068P1020083

Langs byens gader stod disse træer, hvis blade mest lignede mimoser, men de krøllede sig ikke sammen, og blomsterne lignede … noget andet end mimoser … men smukke var de.

P1020074

Det var dette hotel herunder ikke (den grønne bygning). Smukt, altså. Det var i hvert fald ikke det første hotel, jeg ville forsøge at få et værelse på.
I det hele taget var byen fyldt med kontraster – fx var apoteket det mest moderne, man kan tænke sig (John var løbet tør for kleenex) – det var nyt og gammelt blandet med hinanden.

P1020078

Herunder ses kystvagten på arbejde. Eller hvad de nu var … de var muligvis på arbejde, men jeg tror nu ikke, det er verdens værste job, dette her – de høvlede frem og tilbage med større eller mindre fart hele tiden, uden vi kunne finde ud af, hvad de egentlig havde gang i.

P1020087

I dag har jeg talt med mit barn. Jeg kunne ikke vente længere med at høre hendes stemme, og hvordan det går med dem derovre langt væk i England – og i øvrigt har både Anna og Aubrey haft fødselsdag uden jeg kunne komme til at ringe og ønske dem tillykke, så nu skulle det være.
12 og 13 år er de nu.
Det er dog skrækkeligt, så hurtigt tiden går.

13. januar 2019

Punta Arenas og Kap Horn

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 19:17
Tags: , , , ,

Punta Arenas – en blæsende by. Billederne herunder er taget nede ved havnen (okay, sorry … det er vist ret indlysende), hvor vi morede os lidt over synet af den forhenværende udskibningsjernbane, hvor der nu hvilede hundredvis af skarver og andre havfugle.

P1010760P1010761

Der var en i kommentarsporet, der nævnte “de store sejlskibes tid”, men de var faktisk skræmmende små, de sejlskibe. Jeg har engang været på en kopi af Columbus’ skib Santa Maria, og i Punta Arenas besøgte vi et sted, hvor de har lavet kopier af både Magellans Victoria og Darwins Beagle.
Jeg er meget, meget glad for, at jeg ikke var ombord dengang for 500 år siden (Magellan ‘opdagede’ strædet i 1520), for det må have været helt igennem rædselsfuldt. Næsten ingen plads og mellem 40 og 60 ombord, hvor kaptajnen oven i købet optog relativt meget af den liden plads. Ingen vidste, hvor de skulle hen, og ingen vidste, om de nogensinde kom hjem igen. Man må enten have været enormt eventyrlysten eller desperat på flugt fra et eller andet for at melde sig frivilligt til den slags ekspeditioner.

P1010746

P1010743

Herover Victoria øverst og Beagle nederst. Man kan måske fornemme via Johns størrelse, at Victoria ikke er særlig stort, så det må have været lidt for spændende at skulle runde Kap Horn i sådan et – det kunne nemt blive slået til pindebrænde, hvad da også mange blev.
Beagle er noget større, men det sejlede også præcis 300 år senere.

P1020019

Jeg ved ikke, hvor meget det fornemmes, men bølgerne herover vurderede vi til at være ubehageligt høje, hvis man ikke er på et stort skib som vores.

I går blæste det så meget, at de lukkede havnen i Ushuaia, så vi først kom afsted 1½ time senere end planlagt. Kaptajnen meldte dog ud, at han til gengæld ville speede op, så vi kunne holde planen og runde Kap Horn ved sekstiden næste morgen.
Det var slemt at gå det lille stykke på molen ud til båden, og nogle blev faktisk blæst omkuld og måtte samles op i bil af skibets personale. Herefter blev folk kørt det lille stykke hen til, hvor man gik ombord. Vi nåede at komme ind, før det blev helt slemt, og alligevel måtte vi kæmpe for at holde os oprejst.

P1020034

Søgangen var nu ikke så slem, selv om bølgerne bogstavelig talt gik højt ved Kap Horn.
Som vi naturligvis ikke sov fra! Skibet cruisede rundt, så alle, uanset om man havde kahyt til den ene eller den anden side, fik det hele med på nærmest mulige hold. Som sagt blæste det voldsomt, hvorfor ingen fik lov at gå ud for at fotografere, så vi var ekstra glade for vores balkonkahyt i morges.

P1020042

Vi så både fyrtårnet og skulpturen af albatrossen på selve Kap Horn, men billederne blev, pga. vejrforholdene, ikke særlig gode.
Det gør dog ikke spor, for skal man runde hornet, så skal det da også være i dårligt vejr og høj sø, ellers er det ikke helt rigtigt. I virkeligheden er det vel slet ikke noget særligt, for det er bare nogle forrevne klipper dernede langt sydpå … og så er det jo allievel i høj grad noget særligt at have rundet, og skibet brugte da også en god times tid på at krydse rundt hernede, så alle fik oplevelsen med.
De næste to dage er på havet, så der vil livet gå sin stille, men hyggelige gang uden de store oplevelser.

12. januar 2019

Kold ild

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 21:52
Tags: , , ,

I dag har vi tilbragt hele dagen i verdens sydligste by, Ushuaia. Vi har set verdens sydligste posthus og vi har gjort stop på det sydligste punkt på verdens længste vej, The Pacific Highway, som vi faktisk har kørt på før på denne tur. Den går fra Alaska til Ildlandet, hvor vi er nu. Tierra del Fuego. Gad vide hvorfor det har fået det navn, for her er dæleme ikke varmt. I teorien er det højsommer hernede, men temperaturen er 6 grader og det blæser ikke kun ½ pelikan, men nærmere 1½, selv om de ikke her regner det for andet end en mild brise.

Nationalpark Tierra del FuegoNationalpark Tierra del Fuego

Posthuset ved verdens ende …
Vi befinder os i Nationalparken Tierra del Fuego. Lige som Magellanstrædet ved første øjekast godt kunne minde om Norge, mindede turen til denne park om, når man nærmer sig Alperne, men når man så får øje på detaljerne, er det naturligvis helt anderledes. Væksterne, især.
Her gror tre slags bøgetræer, og det er da også uden tvivl bøgeblade vi ser, men de er meget små, kun godt en centimeter lange, og træernes vækst er meget langsom. Ikke så underligt, med sommertemperaturer på maksimalt 10-12 grader og vinterditto på ned til minus 15.
Den gule dims herunder fandt jeg på stranden – formentlig en eller anden slags svamp. Jeg fandt også hvad jeg tror er et søpindsvin i miniformat.

Nationalpark Tierra del FuegoNationalpark Tierra del Fuego

Herunder de små bøgeblade og ved siden af en busk, der havde lavendellignende blade og margueritlignende blomster.

Nationalpark Tierra del FuegoNationalpark Tierra del Fuego

Fotostoppene var legio, da vi gik rundt inde i nationalparken, men det er alt sammen så stort og prægtigt, at det var vanskeligt at indfange det.
Jeg kan kun anbefale, at man selv tager derned og ser det – vel vidende, at ikke alle kan eller vil.

Nationalpark Tierra del Fuego

På træerne sad tusindvis af disse vækster, som jeg kun kunne forbinde med mistelten, og så alligevel ikke, for de havde forkert farve og tekstur. Jeg fandt dog ud af, at den kaldes falsk mistelten, hvilket absolut giver mening.

Nationalpark Tierra del FuegoNationalpark Tierra del Fuego

I morgen meget tidlig runder vi Kap Horn, og vi har aftalt med hinanden, at vi skal op og have det hele med fra ved sekstiden. Man tager ikke sådan en rejse, hvor et af højdepunkterne netop hedder Kap Horn, bare for at komme hjem og med blussende kinder indrømme, at man sov fra det!

I går, som jeg måske skriver om senere, var vi i Puntas Arenas, hvor vi skulle have brugt tre timer på en sejlads ud til en ø, hvor der er albatrosser, pingviner og søløver. Vi så alle i høj grad frem til denne oplevelse, for solen skinnede fra en skyfri himmel.
Det blæste dog for meget … det var så ikke engang blæsten, man var nervøs for, men for strømforholdene. I går var der så stærke strømninger i farvandet, at de ikke turde tage turister med ud i det. ØV, tænkte vi, men ingen er herre over vejret, og sikkerheden går naturligvis frem for alt.
Jeg ville nu meget gerne se en albatros. Vi ser skarver, måger, terner og petreller (der er vist ikke noget dansk navn for dem?) i massevis, men så vidt vi har kunnet se, har der ikke været albatrosser imellem. De er her dog, for andre i vores gruppe hævder at have set dem.

10. januar 2019

Hårdt vejr i Magellanstrædet

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:52
Tags: , , ,

Vi lagde ellers så fint ud med at finde os en god plads ved et af vinduerne i baren øverst og forrest i skibet, mens vi sejlede gennem de smukke passager i Magellanstrædet.
God udsigt fra første parket.
Jeg tog kun nogle få billeder indefra, for jeg havde ikke medbragt overtøj. De blev derfor meget blå pga. de let tonede ruder. John gik lidt ud, men kom hurtigt ind igen, for vinden blæser frisk og kold. Magellanstrædet var dog ganske smukt at sejle igennem, så jeg var glad for vores gode plads.
Der var i øvrigt en quiz om almenviden, mens vi var der. Vi dannede et team med et andet dansk par, og tilsammen svarede vi rigtigt på så mange spørgsmål, at vi fik en førsteplads – dog delt – men vi var kun tre hold, der fik 14 point; andenpladsen havde bare scoret 10 point. Vi deltog, fordi de lagde ud med at spørge hvem der i 1967 gik fra venstrekørsel til højrekørsel. Rundt omkring os sagde amerikanerne, at det havde de da ikke den ringeste ide om. Nogle havde svaret Irland, men vi vidste jo, at det var Sverige, og så fik vi blod på tanden. Vi havde kun to forkerte (vi svarede slet ikke på dem), selv om et par af svarene var rent gætteri. Lidt heldig har man lov at være. Præmien var lodder til et eller andet, men vi syntes, at æren var fin.

1. klasses udsigt til MagellanstrædetMagellanstrædet

Klokken 11:30 blev de fleste smidt ud herfra, fordi der skulle foregå et eller andet med kaptajnen, som de havde glemt at invitere os med til.
Vi gik derfor i kahytten og slappede af, indtil uret viste kl. 13, hvorefter vi igen tog den til 14. etage for at indtage frokosten.
Her mødte vi et par, som var med Stjernegaard rejser, og som både kendte Præstø og Havdrup. Dem fik vi en hyggelig rejsesnak med. De forlod bordet, da vi skulle til desserten, for da havde de allerede siddet der i 1½ time og trængte til et hvil.
Nu begyndte båden pludselig at rulle og at gynge, hvilket kom bag på alle, også personalet, for hvem adskillige glas og tallerkener røg på gulvet.
Det blev værre og værre, så John og jeg besluttede at gå i kahytten igen, hvor vi kunne lægge os på sengen – så kunne vi da ikke falde …

P1040058

På gangen mødte vi ham, der gør rent i vores kahyt (to gange om dagen!); han spurgte, om vi var okay, til hvilket vi svarede ja.
Vi er også okay, men det er ret slemt, dette her. Vi bor på 6. dæk, så vi er allerede halvhøjt oppe, men det er ikke kun regn, vi får smidt på os, når vi går ud på balkonen – skumsprøjtet når vist helt op på øverste dæk.
Den ruller og hugger, men indtil videre er det faktisk ret sjovt – det er det, når man ikke er søsyg (banke, banke under bordet).
Stewarden sagde, at det ville vare resten af eftermiddagen, så skulle det løje af igen. Indtil videre er det sandelig ikke nemt at holde baligelancen.
Hele dagen i morgen (vi skal i land allerede klokken 07) er vi i Puntas Arenas og omegn, hvor de har lovet mellem 0 og 5 grader, så det er godt, jeg tog skiundertøjet med.

9. januar 2019

Vulkaner, vandfald og verdens mindste kok

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 22:28
Tags: , , ,

I går lagde skibet til ved Puerto Montt, og vores gruppe blev sejlet i land i de små tenderbåde, som også vil blive brugt som redningsbåde, hvis vi skulle komme i den situation – men det håber vi sandelig ikke!
Vi blev kørt afsted til vulkaner, til en lækker frokost, som i virkeligheden var en treretters middag, og endelig til Petrohue-vandfaldene, som var smaragdgrønne og naturligvis flotte.
Mit SD-kort gik i udu, og John tager billeder i rawformat, som ikke umiddelbart lader sig kopiere til det jpg-format, som er nødvendigt, hvis de skal uploades til min blog. Det passede ikke fruen her, så jeg måtte til at finde en måde at konvertere på, hvilket da også lykkedes, men det tager tid, så jeg forsøgte kun med to i første omgang.

petrohue IMG_4493

Så slipper I også for billedspam … her kommer i stedet historien om bådens restaurant Qsine – le petit chef.

Restauranten, vi oplevede for første gang, findes der kun ganske få i verden af. De lader en lille 3-D-kok både indfange og ‘tilberede’ maden på tallerkenen foran kunden.
Det var SÅ underholdende. Ikke kun det animerede, men også den lille koks små, ledsagende lyde var ret morsomt.
Jeg fandt Le Petit chef på Youtube, og fordi det er en 2-D-film af en 3-D-ditto, så er kvaliteten naturligvis derefter, men man kan måske få et indtryk af, hvordan det var. Und jer selv at se videoen, selv om den tager noget tid (håber linket virker – ellers googl selv). Celebrity-rederiet er ved at indføre konceptet på alle deres skibe.
https://www.youtube.com/watch?v=bK8-a10QFoQ
Fra animationen sluttede, til det (helt tilsvarende) måltid blev serveret, gik der højst 20 sekunder, så mange tjenere var der – men restauranten var hverken stor eller helt fyldt op. Havde den været det sidste, havde det nok taget 30 sekunder …
Det skal tilføjes, at det var mad i absolut topklasse.

Jeg synes, at, selv om der er en fantastisk middag hver aften inkluderet i rejsens pris, så bør man unde sig den ekstra oplevelse det er at gå på en eller flere af specialrestauranterne. Herregud – hvor tit tager man lige sådan et luksuskrydstogt som dette? Jeg vil i hvert fald have det hele med.
Man får lidt rabat, hvis man bestiller flere på én gang, så det har jeg gjort. Tre i alt. John var lidt svær at overbevise – han synes pr. definition, at sådan noget er spild af penge, men efter denne første oplevelse overgav han sig uden forbehold, og vi glæder os allerede til opleve, hvad de to andre restauranter har at byde på. Det er ikke med 3-D de andre steder, men den gourmetmæssige del er fuldt på højde med eliterestauranter på land.

Flot lys IMG_4409

Som jeg skrev tidligere, så er maden en væsentlig del af et krydstogt, og når jeg dertil mangler fotodokumentation, så må jeg jo finde på noget andet at berette om end vores smukke naturoplevelser, tøhø.
I dag har vi sejlet gennem den chilenske skærgård. Meget smukt, men det kunne godt minde lidt om Norge. I morgen går turen gennem Magellanstrædet.
Billedet viser lyset, som det kom ned gennem skyerne, da vi spiste morgenmad.

8. januar 2019

Special edition: madspildet fra et krydstogtskib

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 22:09
Tags: ,

Det er pudsigt, så mange af jer der fik den samme tanke som jeg fik på The Galley Tour: Hvad gør de ved al den mad, der nødvendigvis må gå til spilde?
Heldigvis fik jeg den glimrende ide at spørge den kok, der viste os rundt, så udfordringen med at svare jer var ikke så stor.
For at gøre det nemmere for mig selv, vil jeg svare på jeres kommentarer via dette ekstraindlæg.
Kokken gled elegant af på spørgsmålet om mængden af madspild, men svaret var alligevel interessant.
Alt organisk; dvs. al mad, ryger ned i en dertil indrettet container, hvor det bliver kværnet til en fin grød.
Derefter går det igennem en forbrændingsproces og til sidst bliver dette organiske restprodukt presset til flager, som bliver sendt ud i havet som fiskefoder. Det er faktisk en ret smart løsning, synes jeg, og fiskene elsker det.
Alt andet affald bliver sorteret og naturligvis bragt i land.

Mht. spildevandet ‘sorteres’ det i brunt og hvidt vand. Det brune giver næsten sig selv, men det er faktisk det enkleste at håndtere, fordi materialet er organisk og må derfor gerne dumpes, når man når et vist antal sømil fra en hvilken som helst kyst. Celebrity-rederiet har valgt at fordoble den lovpligtige afstand, inden de dumper.
Det hvide vand kommer fra vask, opvask og badevand og er derfor fyldt med kemikalier. Det bliver opbevaret indtil man er i land og kan få det gennem et rensningsanlæg.

Sæler i San Antonios Havn

Mad til 4200 personer i 14 dage …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 03:31
Tags: , , ,

På et krydstogt er en stor del af oplevelsen pr. definition MAD, og det er så sandelig også noget, der bliver gjort rigtig meget ud af.
I aftes spiste vi i hovedrestauranten, som kan servere for omkring en tredjedel af skibets 2800 passagerer på én gang. Der er to seatings, hvor vi har den sidste kl. 20:30.
P1030952Vi sidder syv personer ved et bord til otte. Først kommer der en Assistant Waiter, som, fordi hun er elev, kun får lov til at sætte brød på bordet og forklare, hvad de tre smørtyper er, servere vand for os. Så kommer der en vintjener og spørger hvad vi vil have at drikke. Dernæst madtjeneren, som tager imod vores bestillinger. Vi kan vælge mellem 10 forretter, seks hovedretter og, senere, 6-8 desserter.
Så kommer hende, der har det forkromede overblik og spørger, om alt er i orden. Det er det ikke, fordi tjenereleven serverede automatisk isvand fra hanen for os, men via drikkepakken har vi ret til flaskevand, som smager en del bedre.
Når vi når til desserten, får tjenereleven lov til at spørge hvem der ønsker at få hvilken kaffe. Nu har hun nemlig fundet ud af, at vi har drikkepakken, og så er det tilladt at servere andet end bare filterkaffe.
Tjeneren, som modtog madbestillingerne, tog ingen notater, men formåede alligevel at servere det rigtige for os alle syv, selv om vi ikke havde bestilt det samme – og det både til forret, hovedret og dessert. I morgen vil vintjeneren kunne huske, hvilken vin vi havde valgt og derfor spørge, om vi ønsker den samme igen eller en anden.
De må have nogle særdeles gode mnemoteknikker … det er særdeles imponerende, det de præsterer.

P1030963

P1030947P1030948Efter morgenmaden var vi heldige at komme på The Galley Tour, hvor vi blev præsenteret for alle chefkokkene og fik lov til at gå en tur gennem køkkenregionerne.
Hvis I kigger på teksten øverst, vil I se, hvor meget der går til på et 14-dages krydstogt med 2800 passagerer og 1400 besætningsmedlemmer. Det er MEGET! Det bliver bestilt seks måneder i forvejen af én person, som har ansvaret for hele Celebritys flåde af krydstogtskibe, og der ligger en kæmpestor logistisk opgave og en hulens masse erfaring bagved. Man bestiller fx bananer i fem modenhedsgrader, og det er vigtigt, at de grønneste bliver lagret bagerst. De kan rent faktisk præstere at servere pæne bananer også på de sidste dage af turen.

I buffetrrestauranten, hvor vi spiser morgenmad og frokost, har de forskellige øer med mad. I morges var der English Breakfast, American Breakfast, Indian Specialities, Asian Delights, Fruits, Yoghurts & Muesli, Fresh eggs and omelets (hvor de laver spejlægget/omeletten på bestilling, mens man venter), Roast and poached eggs, en lang række med oste, skinker og (spege)pølser, samt boller, brød, mange slags wienerbrødslignende ting og selvfølgelig masser af forskellige muligheder for drikkelse.
Der går hele tiden folk og fornyer, fylder op og renser op efter alle grisebasserne, som altid skal tage fra midten, og som der desværre er en del af, men alt ser hele tiden pænt og appetitligt ud. Får man øjenkontakt, hilser de med et stort smil og et Good morning/good afternoon/good evening, ma’m, how are you?

Frokosten tager vi en anden dag … og så er der jo alle specialresturanterne … måske når jeg at fortælle om det hele. Og måske gider I oven i købet at læse mere om det, men som en teaser kan jeg sige, at vi her til aften har haft en fuldstændig anderledes og unik totaloplevelse, hvis ellers det giver mening, men jeg vil forsøge at beskrive det i et senere indlæg.

P1030938P1030939P1030940P1030941P1030942P1030943P1030944P1030946P1030945

3. januar 2019

Hvorfor tror jeg egentlig, at …?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:20
Tags: ,

Hvorfor tror jeg egentlig, at der er forskel på at pakke til tre uger langt væk i forhold til tre uger ikke så langt væk?
For det er der ikke – i hvert fald ikke, når man i begge tilfælde rejser med fly. Det er noget andet, når vi er i egen bil; så er der ikke mange grænser for, hvad jeg kan finde på at tage med.

Strikketøjet er startet, så jeg bare kan fortsætte i flyet uden de store dikkedarer. Hulmønsteret er printet, klippet ud og lamineret, så det ingenting fylder. Det påbegyndte er et tørklæde til Charlotte i noget garn, der hedder Manos del Uruguay. Det er temmelig dyrt her i Danmark, hvorfor jeg plejer at købe det i England.

_1010416

Eftersom vi lægger til i Montevideo, Uruguay, håber jeg på, at det bliver muligt at finde garnet dernede, men jeg ved jo ikke, om de eksporterer det hele.
Manos del Uruguay er en særlig garnproducent, der har eksisteret siden 1968. Siden opstarten har der været fokus på at hjælpe kvinder i landsbyer i Uruguay. Det er tilmed værd at bemærke, at der er tale om en garnproducent, der er medlem af World Fair Trade Organisation. Manos del Uruguay holder mange kvinder beskæftiget – kvinder der fremstiller garn i høj kvalitet.”
Se, det kan vi lide … både garnet og dets baggrund … det er et super-überlækkert garn, som jeg har strikket flere tørklæder af til Charlotte, og nu skal hun altså have et til.
Denne lace-udgave af garnet er meget tynd, og selv om jeg mod forventning skulle nå langt, vil det stadig ikke fylde ret meget.

Skiundertøjet er pakket med, så der er taget højde for alle vejr-eventualiteter. Tror jeg. Der er masser af tøj med, og alligevel er der plads tilovers i kufferten, både hvad volumen og vægt angår (kun 16 kilo, og jeg må have 23!) Der er bekymrende meget plads til souvenirs. Johns kuffert vejer 22 kilo, så han er næsten fyldt op.

Nogle ting er nok overflødige, men man kender vel sin Murphy …
Insektforskrækker og kløestillende middel (bare for en sikkerheds skyld) Ö
Zovir (ditto – jeg gider IKKE rende rundt med et forkølelsessår) Ö
Reservestrikkepind (hvis ikke jeg har en ekstra med, knækker den, jeg bruger) Ö
Tre kvaliteter i tørklæder (1) ‘fint’ pashmina, 2) et tyndt, men stort og 3) et strikket; ikke stort, men varmt) Ö
Bælte (som om jeg får problemer med at holde bukserne oppe, når man kan få lækker mad HELE døgnet …) Ö
Badedragt (mig, som aldrig bader under andet end en bruser … men der er noget med massage, duftbade og alt det der fantastisk lækre) Ö

Billedresultat for exhausted cartoonJeg håber ikke, at jeg har glemt noget. Pakkeliste bruger jeg ikke, og selv om jeg gjorde, ville jeg garanteret glemme noget alligevel … den ville jo blive skrevet af mig selv …

Nu mangler jeg bare at ruste mig selv til 15 timer i en flyver, men det kan jeg ikke, ved jeg. FEMTEN timer har John regnet ud, at det tager fra Amsterdam til Santiago!!! Det bliver rædselsfuldt, og jeg ville ønske, at et sæde på første klasse ikke kostede mere end hele denne ferie gør, for jeg ville virkelig, virkelig, VIRKELIG gerne kunne lægge mig ned.

2. januar 2019

Så strammer vi op!

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 20:00
Tags: , ,

Billedresultat for burda 1940Når Charlotte, Tim og børnene tager på Goodwood Revival, så forventes der, at man er passende klædt på, hvilket i dette tilfælde vil sige “Although not compulsory, the vast majority of Revival visitors dress in period style with many going to great lengths to achieve that authentic look. The resulting step-back-in-time spectacle plays a key role in making the Revival such a unique event.”
Næste gang vil Charlotte nok ekvipere dem i 40’er-stil, og til den tids mode kræves der et korset for at fremhæve en slank talje. Sådan et fik hun i juegave af Tim (jeg fik ikke spurgt, om han selv har købt det!). Hun har i forvejen en smækker talje, men det er jo med at fremhæve fordelene mest muligt, så korset må der til. Med i gaveæsken med det intime indhold lå en bh. Her måtte jeg lige smile højt – kan I huske dem, der nærmest lignede torpedoer? Du GOdeste, den var spids! Den var hun ikke helt sikker på, at hun ville tage på, hvilket jeg så glimrende forstår, for den var virkelig bare for meget, men skal man holde stilen eller hvad?
Jeg fik lov at lege Mammy fra Borte med Blæsten og stramme korsettet til.
Vi endte på 60 cm, målt udenpå korsettet. Der har jeg også været engang, men det var ikke lige i forgårs …
Hun fik bøger med gode stofbeskrivelser og snitmønstre i, og hun glæder sig allerede til at gå i gang, selv om det først er til september.

KorsetKorset

John og jeg måtte en tur til Næstved i dag for at købe en kuffert i størrelse XL. For et par år siden måtte vi kassere den ene af de to største kufferter og har egentlig klaret os glimrende med kun én stor – den anden af os har så brugt den næststørste.
Det er ikke helt nok til denne tur, fandt vi ud af. Jeg har lige tjekket yr.no og set, at der er 32° i Santiago og 8° i Ushuaia, som er verdens sydligste by, og hvor vi skal af skibet og på tur.
Med andre ord: Vi er nødt til at dække det meste af tøjspektret, bortset fra, at jeg simpelthen nægter at tage vinterfrakken med. En varm fleece og sommerjakken skal være nok. Punktum.
Men det kræver maksimal kuffertplads. Der skal afslapningstøj med og der skal fint tøj med … sæt nu vi bliver inviteret til Captain’s Dinner med dresscode galla … man ved jo aldrig …
Der blev således ikke strammet op på bagagemængden – den bliver nok tværtimod fuldt udnyttet med alle 23 kilo, selv om jeg gerne vil have en smule plads til en souvenir eller to … man ved jo aldrig …
Der er heller ikke strammet op på wi-fi-budgettet. Jeg har lige booket unlimited internet access på hele turen. Der var desværre ikke noget imellem ingenting og alting, hvilket jeg havde håbet på. Fx noget med et par timer om dagen, men sådan er rederiets politik åbenbart ikke.
Det betyder til gengæld, at vi ikke behøver at downloade et større lager af lyd- og ebøger, men kan læse og lytte løs online så meget vi orker.
Og jeg kan blogge … selvfølgelig kan jeg skrive dagbogsindlæg offline, men jeg har ikke lyst til at fyre en hel bunke indlæg af på én gang, når vi kommer hjem – det er der jo ingen, der orker at læse.

13. december 2018

Det lange, grimme hus og det høje, smukke slot

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:46
Tags: ,

Ditte, som var med os til Wismar, havde for år tilbage været på Rügen, hvor hun ude på østkysten ved Prora havde set det 4½ km lange hus, som Hitler fik opført i slutningen af trediverne, og hvor det var meningen, at det arbejdende folk skulle have mulighed for at komme på en helsebringende og sund ferie. Udover nazisternes noget aparte form for racehygiejne, blev også både mental- og kropshygiejne sat i højsædet. Disse to sidstnævnte var selvfølgelig en god tanke, men regimet kørte en hel del på afveje, som vi vist alle ved …
Og ja, I læste rigtigt: Betonklodsen (som det jo var) var hele 4½ kilometer lang og lå helt ud til stranden. Kønt har det ikke været!
Prora var et enormt ferieanlæg og badehotel opført af nazisterne på Tysklands største ø Rügen. Anlægget, der ligger cirka 150 meter fra Østersøen, blev bygget 1936-1939 som en del af Kraft durch Freude (KdF)-programmet. Otte identiske seks-etagers hotelblokke nåede at blive bygget, men aldrig taget i brug. Anlægget er interessant og kan også ses som en forløber for industrialismens masseturisme.”

_1010401_1010402

imageVi skulle naturligvis se det, bare fordi … men det kunne ikke længere lade sig gøre at se det i sin lange og lidet kønne helhed. Vi kunne kun komme tæt på en del af det, som må være brændt ned for mange år siden. Nogle steder var det renoveret til hotel og beboelser, for det er mondænt for tyskerne at kunne holde ferie ved en strand, som de jo ikke har så voldsomt meget af.

_1010383_1010397

Så må slottet i Schwerin siges at være noget kønnere at se på! Ikke så meget Tornerose som Neuschwanstein, men det kommer nu godt derefter, synes jeg. Tårne og spir til overflod var der i hvert fald.
Som sagt var der museumsmandagslukket, og efter at have set nogle interiørbilleder (og hørt vores bagbos beskrivelse), tror jeg nok, vi må til Schwerin igen for også at se slottet indvendigt.

P1030717P1030718P1030736P1030762

Wismar har mange smukke, gamle huse (der er en grund til, at den står på UNESCOs verdensarvliste (og nu er jeg oppe på 106 af de knap 1100 steder … der er lang vej endnu …)), men byen byder også på andet end det. Herover ses, på billede et og to, udsmykningen i et konditori, vi frekventerede; billede tre er et ikke mere så kedeligt, gråt målerskab og billede fire strudsen, som var malet på en husmur.

P1030728P1030744

P1030757De kan noget med mursten nogle steder – og nogen har gerne villet vise evnerne frem.
ABC-Strasse her fandt vi alle tre lidt pudsigt … jeg tænkte på, om her mon havde ligget en skole …

Det var en kort tur; bare tre dage/to nætter, men det er fint, og den slags småture til ind- og udland har vi lovet os selv at blive gode til at tage, nu hvor sverigeshytten ikke længere eksisterer for vores vedkommende. Vi skal naturligvis også på rigtige ferier, men to-tre dage er næsten altid nemt lige at hive ud af kalenderen, hvis man pludselig skulle få lyst til at opleve et eller andet – og det er skønt at kunne undgå at skulle gøre det i weekenderne.

11. december 2018

Når man glemmer sin strømforsyning …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 23:27
Tags: ,

Når man glemmer sin strømforsyning, så er man et lille fjols – især når man har husket rejse-pc’en, som derfor lå og grinede ad mig i sit hylster. Den grinede dog ikke så højt, for den havde ikke engang nok energi til at kunne starte, fordi jeg ikke har brugt den siden vi var på Grønland.
Jeg er altså hverken død eller noget i den retning – bare glemsom.
Wismar er dog ikke glemt endnu. Det er en fin lille by. Nej, ikke lille, for den har over 44.000 indbyggere, men den syntes lille for os, fordi vi kun bevægede os rundt inde i den gamle bydel.
P1030771Hele torvet fyldtes ud af julemarkedet, som vi gik igennem et par gange, mens vi var dernede.
Det var hyggeligt, ganske som et tysk julemarked skal være – og er – det, men et eller andet sted havde de misforstået det der med, hvor Jesusbarnet i sin krybbe lå, for det gjorde han mig bekendt ikke midt inde i en granskov …
Resten var, som det skulle være, med glühwein, currywurst, pandekager und alles.
Første aften var maden udmærket; i aftes var den suveræn. Vi fik tiltusket os et bord på en italiensk restaurant, som vi i første omgang sprang let og elegant over i vores udvælgelsesprocedure, da den så lille og lettere snusket ud udefra.
Den var ingen af delene. Den var tværtimod temmelig stor, men på trods af det fully booked på en ganske almindelig mandag aften, så vi måtte vente en hel time på et bord.
Det viste sig at være værd at vente på – vi kunne snildt finde på at tage til Wismar igen bare for at spise på denne restaurant.

P1030780P1030781P1030782

I går gik vi først en tur ned til havnen, hjem langs kanalen og tog julemarkedet med endnu en gang, inden vi hentede bilen for at køre til Schwerin for at se på torneroseslottet.
På Schweinbrücke så vi fire glade julegrise, hvor vi kunne se, at især den ene var blevet både kysset og strøget på maven i et noget større omfang end de tre andre.

P1030753P1030754P1030756

På vejen til Schwerin kørte vi igennem misteltenland. Ingen af os havde set så mange træer med så mange mistelten før inden for så relativt lille et område – det virkede nærmest helt overvældende. Man kunne næsten risikere at blive kysset ihjel, hvis man stillede sig ind under et af disse træer. Det kommer dog nok an på, hvem der stiller sig …

_1010373_1010376

To be continued … jeg er en anelse træt nu.

28. oktober 2018

Hvor ligger Wismar?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 20:49
Tags: ,

– John, ved du, hvor Wismar ligger?
– I Tyskland.
– Ja, men hvor i Tyskland?
– Øh … det ved jeg faktisk ikke.
– Det vidste jeg heller ikke, før jeg så dette tilbud fra TravelBird på en julemarkedstur til Wismar. 
(Grynte, grynte, mumle)
– Synes du ikke, vi skulle tage et lille smut til Tyskland i December? Bare to overnatninger? Og se på lidt tysk julemarked?
(Grynte, mumle, mumle)
– Hvad siger du? 
– Det kommer an på, hvor i Tyskland Wismar ligger! For to nætter gider jeg ikke køre ret langt.
– Vi kan også tage tre nætter – men der er ikke langt, for det ligger næsten præcis midt mellem Lübeck og Rostock.
– Okay, det kan vi godt, så. To nætter er fint. Er det et billigt tilbud, siden du lige fik den ide?
– Ja … forholdsvis … fair nok, i hvert fald.  
     Der ser smukt ud på billederne, og Wismar er faktisk på World Heritage Site-listen, så jeg kan få et kryds mere. (Hvilket bringer mig op på 104.)
– Godt for dig. Ser det ud til at være et okay hotel?
– Jaja, fint nok. Og vi er jo dernede på no time.
– Du har overtalt mig, bare rolig. Vi tager ned og ser på julemarked.

Så nu har jeg bestilt to nætter i den første halvdel af december.
Wismar er en af hansestæderne, og jeg ved fra Jørgen, som har været der, at den har nogle flotte bygninger, så uanset hvor dårligt vejret bliver, skal vi nok få lidt ud af turen. Kan vi klare Grønland i november, så kan vi også klare Wismar i december.
Vi får pengene for svenskerhytten 30. november, så det går nok lige an at bruge lidt penge på en julemarkedstur, og jeg elsker den stemning, der er på de tyske af slagsen.
“To nætter i Wismar” … jeg lyder næsten lige så irriterende som ham med alle lottomillionerne, der bare skulle have en ny kaffemaskine, ikke sandt? 
Men 1) de fik huset (for) billigt, for nu skulle det være; 2) man betaler skat af fortjenesten i Sverige, og 3) ejendomsmægleren skal betales, så 4) det salg er vi ikke blevet millionærer af.
Vi sparer dog alle driftsomkostningerne, og alene de vil kunne give os nogle årlige småture af denne slags, hvilket vi har lovet hinanden at tage, således at vi mærker på den gode måde, at vi ikke har vores elskede home away from home mere.

27. oktober 2018

Det var en af de korte uger

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:54
Tags: , , , ,

Det er muligt, at tiden normalt skal opfattes som en konstant faktor, medmindre man er et eller andet sted dybt inde i Einsteins relativitetsteori og noget andet af alt det, jeg har så svært ved at forstå. Tiden går langsommere i rummet, hævder de kloge. Jamen, så er det jo der, vi skal på ferie næste gang, så ikke den flyver så hurtigt afsted, som tilfældet har været. På den anden side, hvis jeg har forstået det ret (men det er bestemt ikke sikkert), så føles den langsomt forløbende tid helt normal for dem ude i rummet – det er kun nede på jorden, der går længere tid, end der går for dem ude i rummet. Har jeg tabt jer? Forståeligt nok, jeg forstår det som sagt heller ikke selv.

Børnebørn ved Vesterhavet

Jeg forstår heller ikke, hvorfor den sidste uge op til vi skal mødes føles som en hel måned, når den uge, vi så er sammen i føles som to-tre dage.
Der er ingen retfærdighed til – det skulle da for pokker være omvendt.
Og så igen på den anden side: Hvis det nu havde føltes som en meget lang uge, så havde det med stor sandsynlighed været fordi den ikke havde været god. Det blev vi i hvert fald enige om, da vi krammede farvel i morges, og Charlotte sagde med et lidt vemodigt smil, at det var en af de korte uger.

En smule bølgerEn smule bølger

Charlotte siger indimellem, at hun har tre børn … det kan skyldes irritation, men det er ikke altid, det behøver at være negativt, som fx i dette tilfælde. Herover ses hendes tre børn lege med – ikke ilden, men vel nærmest det modsatte element.
Zebraagtig leopard“Hvor langt kan vi nå ud og stadig nå at løbe tilbage uden at få vand i støvlerne?”
Tim vandt, for begge børnene fik våde sokker, mens han forblev tør. Han havde også de længste støvleskafter, var deres undskyldning …

Nå. Nu ikke mere sentimentalitet, Ellen. Der er mindre end to måneder til vi skal derover for at holde jul, så jeg kan overhovedet ikke tillade mig at klage – der er mange, der bor langt tættere på deres børn, men som på trods af det ser dem sjældnere.
Når jeg lægger vores tid sammen, er vi sammen med dem 24/7 i mindst fire og ofte helt op til seks uger om året. Det tror jeg faktisk ikke, der er så mange der kan prale med.
Og så er det ikke engang kun de gamle bedsteforældre, der nyder samværet – det gælder os alle seks.
Er vi ikke bare særdeles privilegerede?
Det synes vi selv, at vi er. Alle sammen.

Min afsluttende bemærkning er, at jeg har på fornemmelsen, at en enkelt eller to af de der vestjyder måske nok godt kunne trænge til et grundkursus i at kunne kende dyrene i Afrika.
Den der leopard ligner i hvert fald i betænkelig grad en zebra i mine øjne …

21. oktober 2018

Houston, we have a problem … uddrag af den private kommunikation …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 13:42
Tags: , ,

Jeg troede englænderne ville blive forsinkede og få et døgn mindre i det rigtigt rare hus, vi har fundet denne gang – ikke fordi dem vi finder plejer at være decideret ‘urare’, men dette er lidt hyggeligere end gennemsnittet og derudover ligger det kun 300 meter fra vandet.
Kedelig beskedDet ville godt nok have været en kedelig start på deres ferie, hvis de skulle strande på et eller andet hotel i Holland eller Tyskland – jeg ved ikke lige hvor, men i hvert fald syv timer fra at kunne ankomme til feriehuset.

Øv, hvor har jeg ondt af både de to syge stakler og såmænd også lidt de to raske af flokken. Det er simpelthen for surt for dem alle sammen.

I nogle timer troede jeg de ville blive et døgn forsinkede, fordi de var nødt til at blive på hotellet for at ligge og være hundesyge, men ved halvtolvtiden løb beskeden ind om, at de var on their way og ville ankomme ca. 18:30.
Jeg åndede lettet op, men bliver først rigtig glad, når de er ankommet og kan blive taget under mors/mormors beskyttende vinger.

                                 P1030452

Og så fik jeg atter en gang bekræftet, hvor svært det er med de der forholdsord på forskellige sprog, fordi man sjældent bruger de samme til de samme forholdsled.
Jeg ‘undersatte’ åbenbart bumpene PÅ vejen, for Tim belærte mig på sin høflige måde, at det på engelsk hedder bumps IN the road.
Øv. Men nu ved jeg det til næste gang.
Bemærk i øvrigt, hvordan ‘hygge’ er blevet en del af Tims sprog – her med engelsk bøjning, ganske som vi danskere staver og udtaler engelske låneord på engelsk, men bøjer dem på dansk.
Jeg fandt også ud af, at overskriftens ord ikke er det korrekte citat fra Apollo 13, men blev brugt af Tom Hanks i filmen om den.
Det, der blev sagt var:
Swigert: "Okay, Houston, we’ve had a problem here."
Lousma: "This is Houston. Say again, please."
Nu har jeg lært endnu mere i dag … alle bruger jo filmcitatet, men det er så i virkeligheden forkert.

P1030449

Det var en ganske nydelig solnedgang i aftes. Måske den sidste pæne set her fra huset – det bliver dårligt vejr og vist nærmest stormvejr i overmorgen.
Men det gør ikke spor – bare det ikke varer resten af ugen …

25. september 2018

Søren Jessens Sand og Magtens Smykker

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 20:54
Tags: , ,

I går formiddags tog vi op til Søren Jessens Sand, fordi jeg så gerne ville se Fanøs vadehav, når det er bredest. Det ER altså også bredt deroppe – man kan godt forstå, hvis man kan blive fanget af tidevandet, især hvis det bliver tåget og man ikke kan fornemme i hvilken retning man går, eller i hvilken retning Fanø er.
Vi så en mand sidde på en stol. Han sad der bare. Og sad og sad … John troede først det var en figur, der var sat derude, men han flyttede på sig en gang imellem. Han sad der i al den tid, vi gik rundt derude. Vi undrede os såre over ham – det må have været bitterlig koldt, for det blæste pænt meget. Min grønlandsfrakke var nyttig her.

P1030314P1030313P1030316

Først den ene vej, og så den anden vej …

Efter at Ditte og Peter var kørt hjem efter frokost, satte jeg mig til at pleje den forkølelse, jeg må have overtaget fra hende. Irriterende, altså, men der var ikke rigtig noget at gøre ved den, andet end at dope mig selv med Boots’ effektive antiforkølelsesprodukter.
Den sidder dog ret fast, men ved at indtage omtalte pulvere kan jeg i det mindste holde mig selv ud. Så mangler vi bare, at John også kan, for min natlige snorken er vist lidt kraftigere end normalt … jeg tilbød dog ellers storladent at sove for mig selv den sidste nat, da vi jo havde fået et værelse mere, så at sige, men det ville han alligevel ikke have, så hellere holde min snorken ud. Det var da meget sødt – jeg er ikke sikker på, at jeg ville have udvist samme tolerance.

P1030344P1030346

På vores vej hjemover i dag lagde vi ruten forbi Koldinghus, fordi jeg ville se udstillingen Magtens Smykker. Inden vi nåede frem til den, var vi forbi skrædderiet, hvor 25 frivillige syersker sidder og syr dragter fra middelalderen og op gennem århundrederne. De sidder der ikke på én gang, men at kunne samle 25 frivillige er flot! Stofferne bliver doneret af fx forretninger og dødsboer. Jeg fik en lang sludder med den ene af damerne, for jeg kunne selvfølgelig ikke dy mig for at fortælle, at min datter er uddannet kostumeskrædder. Det ville lige have været noget for samme kostumeskrædder, og da vi skal mødes med dem om en måned, hvor vi skal holde ferie sammen i Vestjylland, må vi se, om vi ikke kan finde tid til en tur til Koldinghus.

Magtens smykker

Magtens Smykker var meget interessant. De var smukt stillet op, og deres historier kort, men fint fortalt. Der har været smykker, ordener og andet tingeltangel for mange millioner kroner, og der gik da også flere vagter rundt i lokalet. Det var bedre at se end at se Englands kronjuveler i The Tower of London, for der måtte vi hverken stå stille eller fotografere. Her måtte vi begge dele. Der var kun et enkelt smykke, vi ikke måtte fotografere, men da John fortalte mig det, havde jeg allerede gjort det – og det blev åbenbart ikke opdaget af vagterne, for jeg fik ikke skældud af nogen.
Vi var begge totalt imponerede over de fantastiske guldsmedearbejder – tænk, at de har kunnet.

Bedenød

Der var også en enkelt bedenød – et nyt ord for mig, men man skal jo lære noget hver dag … denne er gengivet i cirka dobbelt størrelse.
Jeg kan slet ikke forestille mig, hvilket kolossalt og øjeopslidende arbejde det må have været at skære disse bittesmå motiver ud i (buksbom)træ. Finmotorikken har ikke fejlet noget!

23. september 2018

Vi kom for sent til syndefaldet

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:48
Tags: ,

Ditte har, lige siden vi ankom til øen, fablet om pandekager fra Pandekagehuset i Nordby. John spurgte, om de også serverede dem med nutella, og da svaret var bekræftende, var han med på den. Jeg vil helst have dem med citron i en eller anden form, men det kunne de ikke klare. Disse konstateringer var baseret på det udhængte menukort, for vi nåede aldrig ind på stedet … da vi langt om længe fik taget os sammen til (igen) at køre til Nordby for at få spist pandekager, fik Ditte den lyse ide at tjekke åbningstider … de lukkede kl. 16, og eftersom klokken var 15:30, opgav vi på forhånd. Ingen pandekager og dermed intet syndefald. Jeg var nok den, der var mindst ked af det. Det er også meget sundere at gå tur på stranden …

P1030269

P1030300

Vi har lavet vores egen sælsafari i dag. John havde læst om sælbankerne sydvest for Sønderho og ville ud og se, om vi kunne se de sæler inde fra stranden. (Charlotte: “Sælbanker? Skal I ud og hæve nogle sæler?” Hun har vist boet i England for længe, siden hun ikke kunne genkende ordet ‘banke’.)
Vi kunne godt se dem. Lige akkurat. Med største zoom på kan man måske fornemme sælerne, men billedet vil ikke vinde priser!

P1030302P1030309

Vi har set en for os ny fugl, nemlig en sandløber. Vi har årligt været ved Vesterhavet igennem næsten 30 efterår, og det er første gang, vi ser sandløbere, men det er jo heller ikke ved Vadehavet, vi har været. Det var en nuser lille fugl, som lynhurtigt piler frem og tilbage og fisker føde op fra sandet. Den yngler ikke i Danmark, men overvintrer her.
Kender I DOFs fugleapp? Den er virkelig god, når man støder på en fugl, man ikke kender, så den vil jeg hermed lige reklamere lidt for.

P1030305P1030312

Fællesferien er ved at være slut. Fanøfestivalen er slut. Ditte og Peter kører hjem i morgen efter frokost; John og jeg bliver her til tirsdag.
Det har været nogle skønne dage; jeg har oplevet Fanøfestivalen og har kun købt 400 gram garn. Den store selvbeherskelse må jeg gerne være (og er!) en lille smule stolt over.
Til gengæld har jeg brugt penge på en ny frakke. Det har John også. Vi manglede begge en frakke, der er egnet til at holde os tilstrækkeligt varme udendørs i under 10 graders frost og lidt blæsevejr, men sådan en har vi altså fundet nu. Håber vi. Den kan i sagens natur ikke bevise sit værd endnu, men den kan holde både vind og vand ude, har jeg konstateret; så nu mangler jeg bare at finde ud af, om den også vil være varm nok i rigtig koldt vejr.

21. september 2018

Dem der ikke blæser væk, drukner

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:03
Tags: , ,

Jeg bor sammen med en erfaren strikkefestivalsdeltager i denne uge – og det er ikke John jeg tænker på – som syntes, at det var en vældig god ide at være i basarteltet ved åbningstid kl. 10, så det var vi. Lige kort efter 10, og der var lang kø for at betale og få sit armbånd. Sådan et havde vi allerede, så vi kunne gå direkte ind.
Jeg syntes, at der var maaange mennesker allerede, men Ditte sagde, at ork, det her var ingenting! In-gen-TING!

P1030251
P1030252P1030253

Det kunne jeg senere konstatere var rigtigt, for da vi klokken 12 ringede efter vores privatchauffør, kunne vi næsten ikke komme til mere. Ind-køen var megalang, og de måtte kun lukke folk ind svarende til det antal, der gik ud, så man var meget glade, da Ditte og jeg gik, for så kunne der komme to ind af de mindst hundrede, der stod og ventede. 
Pyyyha, hvor var jeg glad for, at vi var der, da vi var der!
Og endnu gladere var vi/blev vi, da vi kl. 14 kørte tilbage til Nordby for at handle i Superbrugsen, for da var vejen spærret pga. forhøjet vandstand.
Jeg tror dog nok, at basarteltet klarede frisag, men kun lige med nød og næppe. Der var et sjovt billede på IG, hvor man så, at de ankommende gæster havde smidt skoene, smøget bukerne op og vadede ind i det kæmpestore telt, men hvor høj vandstanden var derinde, ved jeg ikke. Jeg ved bare, at stadeholderne havde fået at vide, at de ikke skulle stille noget på gulvet …

P1030256P1030257

Vi kørte en tur ned til stranden, som var blevet en hel del smallere, end den var forleden dag. En af bilerne, der holdt dernede, var tæt på at komme i farezonen – men ejeren var måske vovehalsen, der var ude at kitesurfe.
Det forstår jeg simpelthen ikke … altså at nogen tør begive sig ud i de bølger og i sådan en blæst. Eller er jeg bare ved at blive en gammel kylling?
Hvis det ellers giver mening … kyllinger er jo sådan set ikke gamle …

P1030262P1030266

P1030268

Og kunne jeg så holde mig i skindet og ikke købe noget?
Naturligvis ikke! Jeg købte 26 knapper.

Og en lillebittesmule garn, men kun noget, der overhovedet ikke ligner det, jeg selv kan lave … bl.a. 100 gram meget tyndt merino/silkegarn i en fuldstændig fantastisk farve. Farver …
Stadeholderen var en hollandsk dame, der selv indfarvede garnet. Hun tog ikke kreditkort, og jeg havde ingen kontanter, fordi jeg havde satset på at kunne mobilePay’e alt – havde ikke lige taget højde for udenlandske sælgere.
Hun gav mig en faktura og sagde, at jeg bare kunne bankoverføre pengene i aften.
27,50 € og 50 kroner kostede det garn mig.
Det er jo flot, at hun stoler så meget på sine kunder, men det irriterede mig en anelse, at det så kostede mig 50 kroner at få lov til at betale hende.

20. september 2018

Fyn er fin – det er Fanø også, men den er hurtigt overset.

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:42
Tags: , ,

Det er blevet torsdag, og jeg troede, den startede i dag – strikkefestivalen, altså.
Det gjorde den så ikke; det er først i morgen, men det gør ikke noget, for i dag er det møgvejr.
Tirsdag – ankomstdagen – var det fantastisk vejr. Sommer med stort S. Vi fik installeret os og kørte straks ud for at se på lidt vadehav.

SømusLungegopler (3)P1030237

Og hvad dertil hører … sømus, lungegopler, krabber, hjerte- og knivmuslinger. Alle sammen døde, naturligvis …
Masser af drageflyvende tyskere. Det er utroligt med tyskere og drager … man kan ikke komme til Vestkysten uden at se drageflyvende tyskere i hobetal. Jeg har aldrig set lyset med det der med drager – heller ikke som barn, men tyskerne må have et specielt gen for at blive draget af drager.
De der stationære, hoppende og roterende plastic-søpindsvin kunne jeg slet ikke se formålet med, men det kunne tyskerne åbenbart.

P1030227

Om aftenen afholdt vi den mindst mulige vertikalsmagning. Vi har lige fået et reservekøleskab af Sus og Jan, hvor betalingen var tre flasker vin, bl.a. Lirac’en til højre. Samme aften, som vi havde afleveret den om eftermiddagen, fik vi en mail fra Jan, som roste den til skyerne og kaldte den en gudedrik.
Hmmm. Jeg ville da også smage, så … dagen efter købte jeg den sidste, Meny havde fra 2014 og købte desuden en fra 2016 til sammenligning.
Den fra 2016 var på ingen måde de penge værd, jeg havde givet for den, faktisk temmelig skuffende, så vi var en anelse spændt, da vi smagte på 2014.
Den var rigtig god. Heldigvis.

Horisontalsmagning

I går gik vi lidt rundt i Sønderho, hvor Ditte og jeg på forunderlig og mystisk vis fandt Uldsnedkeren. Hun holdt sig i skindet, men jeg købte fire nøgler uld/bomuld, som vil være perfekt til babyfutter. Og det var mig, som blev Røde Kors-nørkler for at få brugt af mit lagergarn, og så køber jeg garn til at strikke til Røde Kors. Sommetider føler jeg mig en anelse tåbelig … og strikkefestivalen er ikke engang begyndt endnu.

P1030247P1030248P1030250

Og i dag er det som sagt rigtigt efterårsvejr. Rusk og regn. Vi har overhovedet ikke bevæget os uden for en dør, hvilket dog nok hovedsagelig skyldes, at Ditte er blevet snoskforkølet og sidder og doper sig med Panodil Hot, næsedråber og masser af kaffe. Hun har heldigvis ikke feber, men man kan både se og høre, at hun ikke er på toppen, så hun skal bare slappe af i dag og se at få det bedre til i morgen.
Det er derfor stilleleg i dag – der høres lydbøger; der laves (som sagt) kaffe i en lind strøm, der strikkes på livet løs, og der bliver kigget lidt i de to strikkebøger, vi også blev nødt til at investere i. Mig i en bog med sjaler af Stephen West (WestKnits Best Knits) og Ditte i Babystrik på pinde 3.

4. september 2018

Og lige pludselig er det hele overstået … del 2

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 22:48
Tags: , , ,

Lige pludselig er det hele overstået. Det gælder flowershows og det gælder ferier og familiebesøg. Man har glædet sig længe, men inden man ser sig om, er det datid – vi er lige ankommet, og nu skal vi hjem. Life’s not fair, is it?
Otte dage farer afsted så hurtigt som jeg ved ikke hvad – i hvert fald alt, ALT for hurtigt.

Salisbury

I dag har vi stort set lavet ingenting, men i går var vi i Salisbury for at anskaffe de sidste manglende ting til Annas og Aubreys første skoledag i morgen. De manglede bl.a. hockeysko. Hvert semester dyrker de én bestemt og af skolen besluttet sportsgren. Det kan fx være fordelt mellem hockey, rugby og cricket. Aubrey starter i år med rugby, som den stakkels dreng hader, fordi han er vildt bange for at ende nederst i en scrum, med det for ham lidt ærgerlige resultat, at han bliver regnet for temmelig god til spillet, fordi han pga. omtalte angst næsten løber som en olympisk sprinter, når han får bolden, så de andre overhovedet ikke kan indhente ham.

P1030130

Som til Rom er der flere veje til Salisbury, og en af dem er The Scenic Route, som bl.a. byder på huse som dette. Kan det blive mere engelsk?
Vi kommer også forbi The Bridge Inn, hvor vi ville spise frokost på vejen hjem. Den kunne dog muligvis tænkes at have lukket, da pubberne har det med at holde lukket om mandagen herovre. Ikke dem alle, men mange, så vi købte nogle sandwiches som backup, hvis det skulle være tilfældet.
Den havde så ikke helt lukket, da vi kom, men køkkenet var. De var flinke og sagde, at hvis vi købte vores drikkevarer hos dem, så var vi velkomne til at indtage den medbragte mad siddende ved deres borde.

 At The Bridge InnAt The Bridge Inn

Det gjorde vi så …

The SwanThe Swan

I søndags inviterede Tim & Charlotte på en tak for al jeres hjælp-Sunday RoastThe Swan, som er en ny (for dem …) pub, beliggende i Enford ikke så langt fra deres hjem.
I England er der sjældent langt mellem pubberne, og C & T har hele fem inden for en radius af 5-10 minutters kørsel fra deres landsby.
De fem af os kørte i Wolseslyen – det er lidt sjovt at se den opmærksomhed, som den gamle bil får. Folk vinker så glade til os – ganske som vi selv gør, også hjemme i Danmark, når vi ser en veteranbil.

P1030035

Mosaikguldsmeden her så vi lægge æg i en af blomsterkummerne ved havedammen. Jeg troede de lagde æg i vandet, men måtte lige google, for det der foregik her, var helt sikkert æglægning – og ikke alle arterne lægger æg i vandet, kunne jeg konstatere. Hvad jeg ikke fandt ud af var, hvor længe æggene er om at blive klækket og blive til nymfer og voksne, men jeg håber da for dette meget smukke eksemplar, at de når det inden vinteren.

19. juli 2018

Sidste hele dag for englænderne

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 20:31
Tags: , ,

Det har været ren afslapning for alle.
Næsten alle. Og så alligevel ikke helt for nogen af os, fordi der har været mere eller mindre mentalt pres på os – bortset fra børnene, men sådan skal det også være – de skal bare have det godt.
P1020580John har godt nok slappet af på Slagelse sygehus, men den form for afslapning havde han helst været fri for at skulle have været igennem.
Jeg har en større husholdning end vanligt at skulle kokkerere til, men det gør jeg naturligvis gerne, og vi har da heller ikke været seks personer hele tiden, som det ellers først var meningen. For det første har vi på intet tidspunkt været alle seks, og for det andet er det stort set det samme at lave mad til fire som til seks … til gengæld har jeg (også) lavet alle de ting, som John normalt går og laver. Ikke noget voldsomt, men bare den lille ting, at han altid går aftenrunden og låser af. Den anden aften var jeg (endelig) ved at falde i søvn, da jeg kom i tanke om, at samtlige fire døre til huset stod ulåste, så jeg måtte lige tage en runde – og lysvågen var jeg naturligvis igen.
Helt almindelig har ferien således ikke været denne gang. I går måtte vi oven i købet en tur til Næstved til lægevagten med John, fordi han fik det skidt efter at have været en tur med i borgcentret i Vordingborg. Der var dog ikke noget alarmerende, og det lettede en hel del på hans angst, da vagtlægen pointerede, at John ganske enkelt ikke er i stand til at få en ny blodprop lige nu – det er en fysisk umulighed med alt det blodfortyndingsmiddel, han får.
Han skal ‘bare’ acceptere, at det her kan tage måneder, og det næste stykke tid kan han stort set intet, så de 2 x 4-500 meter i går var for meget for ham, også selv om han ikke gik med rundt, men sad og drak kaffe, mens

Borgcentret Vordingborg (1)Borgcentret Vordingborg (2)

nogle jagtede spøgelser og andre lærte lidt danmarkshistorie.
Lidt styltegang blev det også til, men vi var der ikke så længe, som vi havde regnet med, for den indendørs udstilling gik vi igennem på rekordfart, da vi syntes, alt for meget af det handlede om krig, hvilket ikke var særlig interessant for børnene.
Konceptet med de interaktive ipadder er ellers ret smart, men det var som sagt kun det udendørs, der var interessant for børnene.¨

I dag har vi – de tre af os, i det mindste – været et par timer på Feddet Strand, mens den fjerde har klippet og kogt tagrørsblomster til garnfarvning, mens den femte har skiftevis sovet og set Tour de France – og generelt har haft det meget bedre end i går. Så godt, at han hen mod aften kunne feje fliserne ude foran, samt skære lidt strittejavertusser af på græsplænen.
En lille fremgang er bedre end en lille tilbagegang, men det bliver langt og sejt, dette her, med småbitte skridt ad gangen.

15. juli 2018

Det er nok mest ikke helt godt endnu

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 20:11
Tags: , ,

Life’s not fair, is it?
Det er, som nævnt et par gange før, mit yndlingscitat fra min yndlingsdisneyfilm, The Lion King.
Livet er ikke altid helt retfærdigt. John har fået at vide, at han skal blive på Slagelse Sygehus i mindst fem dage endnu, fordi de vil give ham en (for ham) ny medicin. Han skal stabiliseres mere, og han skal generelt have det bedre, end han generelt har det nu. Han får stadig ondt og trykken lige omkring hjertet indmellem, og han har stadig problemer med vejrtrækningen i ny og næ.
Jeg må indrømme, at selv om vi har valgt at tro på ekspertisen, kan vi ikke forstå, at beslutningen er den rigtige, og at det skal være i orden, at han veksler så meget mellem at have det relativt godt og lidt mere end relativt skidt, og derfor kan vi stadig ikke forstå hvorfor han ikke fik den ballonudvidelse.
John har lovet mig at krydsforhøre lægen i morgen til stuegang og virkelig spørge ind til, hvorfor de har truffet netop den beslutning, de har. John nævnede, at det måske kunne være en del af den, at han måtte vente meget længe, så da det fem timer efter den aftalte tid blev hans tur, var det tæt på vagtskifte, så måske havde ‘nogen’ ikke lyst til at have overarbejde bare fordi ‘nogen’ også skulle indsætte en stent.
Det er måske temmelig uforskammet tænkt, men ikke desto mindre opstod tanken …
John er meget autoritetstro, mens jeg virkelig er en møgkælling sommetider, hvorfor han nok har det lidt sværere  med at ‘gå til’ en læge. Nogle gange er det ikke så godt, at jeg er en bitch, men andre gange er det altså bare ærgerligt (for andre), at jeg er det, fordi jeg gerne vil have et svar, jeg kan forstå. Eller/og (helst begge dele, faktisk) et svar, der er scientifically sound.
Han er selvfølgelig smadderked af, at han nu tidligst kommer hjem den dag, englænderne rejser, men det er samtidig indiskutabelt, at det er bedst han er indlagt, så længe han har det så skidt, som tilfældet er.
Jeg er utrolig heldig, at jeg har de tre af de fire, jeg elsker allermest, hos mig, mens den ene af de fire er indlagt. John er tilsvarende ked af, at han er væk i lige præcis de ti dage, englænderne er her.
Life’s not fair, is it?

Det medfører i øvrigt visse logistiske udfordringer.
I dag, fx, startende kl. 13 efter en stille formiddag:
Tim & Aubrey ville kajakke til Præstø, hvor Anna & Charlotte ville møde dem. De to sidstnævnte kørende på vores elcykler.
Jeg tog, som den første, afsted for at køre til Slagelse og besøge John.
De fire mødtes som planlagt i Præstø havn, hvor der i øvrigt var 50’er-biler, 50’er-musik og en dejlig is til alle fire.
Tim & Aubrey kajakker til Roneklint Fyr.
Anna & Charlotte cykler til ovenstående.
Jeg besøger John, kører tilbage fra sygehuset, får fyldt bilen op og får handlet, så vi har mad til i morgen, og kører videre til Roneklint Fyr, hvor vi (både bekymrende og bekymrede) venter mere end en halv time end forventet på kajakroerne, men endelig, ENDELIG kan vi skimte dem i horisonten. En halv time kan føles meget længere end en time, skulle jeg hilse og sige, men vinden havde vendt, og det var ikke til deres fordel.
Tim & Charlotte cykler de 16 km hjem efter at have afleveret kajakkerne, jeg tager børnene med hjem i bilen og begynder at lave aftensmad.
Klokken 18:30 bænker vi os alle fem, en time senere sover Tim, mens Charlotte og børnene ser Min søsters børn alene hjemme og jeg blogger.

I må meget gerne have ondt af John. Det har vi andre nemlig. Vi er bare trætte, men på den go’e måde …

13. juli 2018

Jeg vil (så alligevel ikke) ha’ en blå ballon …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 21:44
Tags: , ,

John kom igennem kikkertundersøgelsen, og ‘man’ besluttede af en for os endnu ukendt grund, at han ikke skulle have en ballonudvidelse (og slet ikke en bypass), men udelukkende skal behandles medicinsk.
De beholder ham weekenden over, hvor de vil stabilisere ham yderligere og finde frem til de rette doseringer af den rette medicin, så vi bliver forhåbentlig fuldtallige i Den Stråtækte fra på mandag.
Han trækker efterhånden vejret lidt friere, så behandlingen viser nu effekt, lader det til.
Vi kan ikke helt finde ud af, om det er godt eller skidt, at han ikke fik den stent, for de sagde til ham, at karrene er forsnævrede, men det er de åbenbart ikke nok til, at det er nødvendigt at tvangsudvide dem.
Vi stoler dog på, at de er eksperterne, og at de ved bedst.
Og nu ikke mere sygdom. Jeg får en fuldt funktionsdygtig mand hjem igen, er jeg sikker på – men jeg savner ham og glæder mig til han er hjemme og kan nyde samværet med barn og børnebørn.
Jeg er dog sikker på, at John er den, der savner mest – vi andre fem er jo sammen og hygger os.

P1020531P1020532

Tim skulle lande klokken 17 i dag, og lige inden vi skulle afsted til lufthavnen, kom Lars med kajakkerne, som Tim havde aftalt med ham for et par dage siden. Efter aftensmaden skulle det lige afprøves, om de var lige så gode, som de plejer at være, så de blev båret over vejen og ned til den lille plads, hvorfra de kan få dem i vandet.

P1020536P1020539

Vejret er jo som bekendt ganske aldeles vidunderligt, så børnene fik lov at kajakke lidt ud på egen hånd, med far guidende inde fra bredden – og mormor nervøst iagttagende de kære små, som ikke er så små mere.
Altså, hvor bliver man dog hysterisk som aldrende bedsteforælder. Når man tænker på, hvad jeg selv gjorde, og hvad jeg senere syntes det var helt i orden, at Charlotte foretog sig, så er det lidt underligt/ret fjollet, at jeg står her og er fuldstændig overbevist om, at lige om lidt kæntrer de og drukner. Specielt fordi der, hvor kajakkerne befinder sig, vil vandet højst kunne nå dem til knæene.
Jeg sagde derfor ingenting og led bare i stilhed, mens Tim stille og roligt talte til ungerne. Men det var svært … også selv om jeg samtidig var sur på mig selv over at være så fussy.

P1020534

Nu vi er inde på, at børnene ikke er så små mere, får I lige serveret en del af aftenens ordveksling: Charlotte og jeg sad og talte om de frugttræer, hun har plantet i år som erstatning for de gamle, som ikke kan mere og er døde af alderdom. Bl.a. har hun købt et kirsebærtræ, som bærer sorten Regina.
Det hørte Aubrey – troede han – han begyndte nemlig at grine og sagde til Tim: Daddy! Mummy wants to grow a vagina???!!!
No, Aubie, sagde Tim, I don’t think so, ‘cause she already has one – and that’s fully grown.
Så var drengen totalt færdig af grin … og mommer her måtte godt nok også trække mere end en anelse på smilebåndet, mens hun samtidig sad og undrede sig over, hvor årene dog blev af, hvor hun havde to små, uskyldige børnebørn.

5. juli 2018

Hvad er der med os og ferie?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 20:04
Tags:

Lige så snart Ellen og John tager på ferie, bliver det dårligt vejr. Først Norge. Så Fyn.
Vores venner begynder nok snart at ringe til os og spørge, hvad vi har af planer for den næste uge/to uger. Hvis vores svar er, at vi ikke skal noget, vil de tænke, at de roligt kan tage på ferie, for så er vejret godt. Hvis vi derimod siger, at vi er på ferie, så ved de, at vejret bliver dårligt … det er meget bedre end vejrudsigten, dette her …
I dag tog vi afsked med Troense Hotel i 15° og overskyet. Vi fik oven i købet lidt regn et par gange. Meget lidt, godt nok, men regn var det!

P1020481

Det var ellers godt, hotellet. Vi fik et værelse med udsigt. Det var stort, rent og pænt, men de trængte altså til at få malet vinduer i højere grad end vi gjorde, da vi endelig fik taget os sammen. Det valgte vi at overse, og vi tilbød ikke at male dem.
Flasken med mousserende vin, som stod og ventede på os, fik vi byttet til hvidvin, da ingen af os er specielt begejstrede for boblevand.
Senere fik vi en glimrende 5-retters menu – helt uden grønkål denne gang, så Ellen var glad.
Formiddagen gik med at se lidt mere af Tåsinge, hvorefter vi kørte til Langeland fordi vi ville kigge lidt på Rudkøbing.
Det opgav vi, for det begyndte at småregne.
I stedet kørte vi til Fåborg, som vi ved er en rigtig fin og hyggelig lille by. Her købte vi fire stykker smørrebrød i Superbrugsen og kørte til Falsled Kro – hvor vi kørte om bag kroen og ned til den lille havn, hvor vi fandt bord og bænk.
Smørrebrødet var ved at blæse væk, det var køligt og vi var nødt til at have vindjakker på. Det er Ellen og Johns sommerferier i en nøddeskal …

Stjoul Havn

Man fornemmer måske det dystre vejr her ved Stjoul Havn på Tåsinge? Panoramahavnen, som Tåsinge Turistbureau så flot kalder den, fordi man kan se Langelandsbroen og de to små øer her på billedet: Store og Lille Rallen.
Da frokosten var blevet indtaget, var det ved at være tid til at sætte kursen mod Østfyn, hvor Kong Mor havde fået den glimrende ide at give en kopkaf, hvis vi skulle have lyst til et gensyn, og det havde vi selvfølgelig! Sidst vi så dem, var i august 2016 til deres sølvbryllup, så vi render ikke ligefrem hinanden på dørene, men det er superhyggeligt, når vi får mulighed for lige at sige hej til hinanden og få en opdatering på vores liv.
Nu er vi hjemme igen og vi bliver hjemme i en rum tid, så I kan roligt tage på ferie, derude – det gode vejr skal nok holde …

22. juni 2018

Bunden er nået og målet er fuldt

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:59
Tags: , , , ,

Man skal veje sine ord med omhu: Jeg har siden 2012 stædigt fastholdt, at ferievejret ikke kunne blive dårligere end det var det år.
Som man dog kan tage fejl. Dengang regnede det da ‘bare’ hele tiden – denne gang har vi også vintertemperatur, og vi har kørt igennem sludbyger. På Sognefjellet faldt der sne i nat.
Hvor vi var, regnede og blæste det i nat, så vi lagde ud i morges med at tjekke yr.no for de næste dage i de områder vi havde tænkt os at gæste.
Ingen steder og ingen dage nåede man over 10-12 grader. På Lofoten ville det højst blive 9 grader. Det ville ikke blive konstant regnvejr, men solskin måtte betragtes som værende et sjældent forekommende fænomen.

FIRE grader!!!!

Nu løb målet fuldt. Regnmåleren …
Og bunden nået. Temperaturkurvens bund …
Vi søgte videre på yr og besluttede at køre hjem til Danmark og sommeren. Det her gider vi ganske enkelt ikke – klokken 10:20 var det fire grader og det var ikke bunden!
Nu måtte vi se på de lyse sider:
1) Vi har ikke booket noget som helst.
2) Vi er ikke arbejdsramte, og der er ingen grund til at spilde kostbar pensionisttid på elendigt ferievejr. Hvis vi havde haft et arbejde, var vi nok ikke vendt om, men det var vejret jo ikke blevet bedre af. Vi kan holde ferie når vi vil, og det vil vi ikke nu.
3) Vi har oplevet smukke Norge i det bedste vejr to gange; sidst, da vi var på Nordkap, hvor vi oven i købet havde en af de fem årlige dage helt uden en sky på himlen.

Jeg gider ikke høre den med “Der findes ikke dårligt vejr, kun forkert påklædning.” Der findes helt afgjort dårligt vejr, hvis man spørger mig, og hvis vi vil på vinterferie i Norge, tager vi ikke afsted til Skt. Hans.

Bunden er nået

Det kunne blive værre, viste det sig … bundrekorden blev tre plusgrader, men med den vind føltes det som minus 10 grader! Brrrrrr.
Nu sidder vi i en lille knaldhytte i Sveg i Sverige og har hele 11 grader (!) udenfor. I aften fejres der midsommer i Sverige. Det bliver en kold fornøjelse heroppe. Vi har tænkt os at blive inden døre med elradiatoren tændt.
 
byvejr verdensvejr 4720 Præstø, Danmark

Vi vil bruge de næste par dage på at finde hjem til Den Stråtækte, hvor det er rigtig sommer.
Den vil vi så nyde – måske tage et kroophold et eller andet sted. Vi kan gå ud at spise, hvad vi normalt ikke er særlig gode til. Vi vil med andre ord holde sommerferie. Rigtig sommerferie. Med sommerlige temperaturer.

Jeg havde nu ellers glædet mig meget til den norgestur … det er godt, at vi har så meget andet at glæde os til. Og over.

21. juni 2018

Nu er grænsen nået …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:22
Tags: ,

DovrefjelletNu er grænsen nået – grænserne, faktisk, for vi taler både om sne- og trægrænse her. Og måske også Ellens ferievejrstålmodighedsgrænse, for vi har haft regnvejr en hel del gange i dag. Og vi nåede ned på 6 graders varme kulde, da vi kørte over Dovrefjellet. Jeg håber sandelig, at det vejr bedrer sig inden længe, men hvis ikke, så kører vi hjem. Punktum. Det her gider jeg ikke én gang til. Man kan dog se, at de må have haft dete lige så tørt som i DK, for græsset er gult, og mange steder kunstvander de. I regnvejret …

Vi nåede til Oppdal, hvor temperaturen er 13 grader og dermed acceptabel – sådan med hiv og sving og en anselig tolerancetærskel fra min side.
Vi fandt en udmærket campinghytte på Granmo Camping, og efter biludpakning gik vi en tur rundt på pladsen og ned til elven, som løber stille og roligt langs pladsen. De reklamerer ellers meget med rafting her i området, men der kan i hvert fald ikke være noget white water med i prisen, for der er meget lidt vand i de elve, vi indtil nu har set.

Jeg elsker de norske campingpladser med deres fastliggere. Der er da godt nok en campingvogn på de fleste af lodderne, men de er ikke nødvendigvis mobile – faktisk er de fleste muret godt og grundigt inde af det halve sommerhus og terrassen således, at man ville være nødt til at skille hele baduljen ad, inden man kan komme ud at køre med campingvognen. Men det er de jo nok slet ikke interesserede i, kunne jeg tænke mig.

P1020410P1020412P1020414

De fantastiske norske naturscenerifremvisninger her på bloggen må vente – vi kørte bl.a. gennem den smukke Gudbrandsdal, men vejret var – som jeg vist har nævnt – ikke helt med os, så vi fandt ingen grund til at fotostoppe.
I morgen rammer vi delmål 1: Vei 17. Så må vi se, hvad den og vejret bringer.

13. maj 2018

Hvad ved vi om Wensleydale?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 19:55
Tags: , , ,

Billedresultat for wensleydale logoJa, hvad ved vi om Wensleydale? Jeg ved, måske fordi jeg er strikker, at det er en fårerace. Jeg ved også, at det er et ostemærke.
Jeg ved ikke, hvor mange af alle de mange, mange, MANGE tusinde får vi har set her i Yorkshire, er wensleydalefår, men jeg ved, at vi lørdag var inde for at se Wensleydale Creamery, hvor vi igen så, hvordan man laver ost. Processen er naturligvis ikke voldsomt forskellig fra det vi så i Cheddar (og Wensleydale har en cheddar type …), men måden, de demonstrerer deres kunnen på, er forskellig. Her var der smagsprøver i tonsvis, hvor de var lidt mere fedtede i Cheddar Gorge, men jeg købte atter en gang gang ost i rigelige mængder. Det er godt, at det har lang holdbarhed, så længe jeg ikke tager hul på lækkerierne. Ost, et Ginger Bread og chutneyer. Igen. Det var svært at vælge. Det var nemmere at vælge fra, for deres røgede oste og deres blåskimmeloste var vi ikke så glade for. Men alle de andre … vores gæster sommeren over vil blive stopfodret med engelske oste.
I skal forestille jer et stort U, hvor der er disse ostehapsefade på de tre sider. Inde i U’et går der ostefolk, der bare skal sørge for at fylde op.

Wensleydale ost galoreWensleydale ost galore

Og nu til noget helt andet. Jeg konstaterede for fem år siden, at det er vigtigere, at det rimer, end at det passer, når vi taler gamle vejrvarsler.
Springer eg før ask, går sommeren i vask. Springer ask før eg, bliver sommeren bleg.
If the oak before the ash, then we’ll only have a splash, if the ash before the oak, then we’ll surely have a soak.
Vi kom til at tale om denne pudsige modsathed igen denne gang, og nu, hvor vi har kørt fra nord til syd og retur, besluttede jeg mig for at se, om eg var før ask eller omvendt.
Det var begge dele. Inden for få kilometer var der enten sprunget egetræer ud, mens asken var nøgen endnu … eller også var det omvendt. Det var ligegyldigt, om vi var i nord eller syd; overalt var der væsentlige forskelle på, hvor langt fremme de to træer var i deres løvspring, eller hvem der var først.
Jeg skal undlade at komme med nogen konklusioner; dem vil jeg lade jer om at drage, men umiddelbart kunne det tyde på, at alle får en både våd og tør sommer, uanset hvilket træ der er først ude. Så har vi helgarderet os lige så meget, som tv’s vejrfolk ofte gør, med regn mellem bygerne og lidt sol indimellem.

P1020276

Og jojo, her i Yorkshire er der også masser af bluebells. I små eller store pletter, men de er overalt.
Vi har set så meget smukt på denne tur, på trods af, at hovedparten af ferien blev tilbragt hos Tim og Charlotte.
Nu tror jeg ikke, at der er noget område i UK, vi ikke har set i mere eller mindre grad. Der er smukke steder og der er meget smukke steder. Vores yndlingsområde er nok stadig Cornwall, men North Yorkshire Dales er sprunget direkte ind på andenpladsen, og tredjepladsen deles af flere steder.
Man skulle næsten tro, at jeg havde en aftale med Visit Britain, men det har jeg ikke. Ikke desto mindre kan jeg kun sige til alle, at I burde opleve Englands skønhed, hvis I overhovedet har muligheden for at rejse i egen bil, hvilket er det bedste.
Og huske på, at London ikke repræsenterer England mere, end København repræsenterer Danmark.

Linton, North Yorkshire Dales

Igen et vadested … fodgængere kan komme tørskoet over, mens kørende får våde sutter.

North Yorkshire Dales

Her er da meget pænt, ikk’? Jeg elsker disse gule gorse (tornblad), som her regnes for lige så stor en pest, som hybenrosen gør i Danmark, men jeg er ligeglad – jeg synes bare det er flot.
Ferien er næsten forbi. I morgen kl. 9:45 lægger vi til ved Amsterdam, og så går det ellers bare mod Den Stråtækte. Vi tager turen i ét hug, for nu gør det ikke så meget, at vi er sent fremme.

11. maj 2018

Fra Barnaby til Herriot

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 20:50
Tags: , ,

Sceneskift. I enhver forstand, for nu går vi fra krimi til dyrlæge; fra Oxfordshire til Yorkshire.
John var hjemmefra bare flink, fordi jeg så gerne ville se North Yorkshire Dales, hvor alle Folk og Fæ-filmene er indspillet. Af en eller anden grund, og på trods af, at han også har set hele serien, var han sikker på, at dette område var fladt og kedeligt, hvilket jeg ikke rigtig kunne forstå.
Han tog da også så grueligt fejl og kapitulerede med det samme fuldstændigt.

North Yorkshire Dales

Dette var endnu en ny side af England, som har så mange sider at vise os, der hellere end gerne vil se det hele. North Yorkshire Dales er helt sit eget, og så snart man bevæger sig ind i området, er man ikke et sekund i tvivl om, at man er i James Herriot-land.
Her er lange, bløde bakker, og her er barske og golde lynglandskaber, her er småfloder og vandløb i snesevis, og her er grå stenbyer, der fører os direkte tilbage til den berømte dyrlæge i 30’ernes England.

North Yorkshire DalesWatergate, North Yorkshire Dales

Huset her hedder Watergate …
Vi havde sat os for hjemmefra – hvor ‘hjemme’ er ment som det (igen) fantastiske sted, vi har fundet at bo i – at vi ville finde lige præcis det vandløb, der løber over vejen, som vi har set utallige gange i Folk og Fæ.
Vi fandt det, efter kun 2-3 skilsmisser undervejs. Det kan godt være lidt vanskeligt, når man 1) ikke ved, hvor man skal hen, men kun har nogle koordinater som mål, 2) heller ikke ved præcis hvor man er, og endelig 3) når vejen så oven i købet pludselig er lukket pga. vejarbejde, og der ikke umiddelbart er alternativer, så kompliceres tingene en anelse. 
Den korte historie er, at vi fandt det rigtige sted – (meget) langt om (meget) længe, men vi fandt det! Vi aflyste stiltiende skilsmissen og syntes i stedet, at det var lidt sjovt at fotografere vores egen bil kørende igennem den velkendte ford.

Fore Gill 

Først den ene vej, og så den anden vej …

Fore Gill

Som det kan anes, var dette i det mere barske område oppe nordpå.
Vi var glade over, at der ikke var så meget trafik, for der var ikke meget plads at give væk af, når man skulle mødes … nogle gange gik det direkte og ret stejlt nedad, så det var ikke for folk med dybdeskræk (det var altså et godt ord, jeg fik forærende forleden) eller sarte nerver.

North Yorkshire Dales

Vejen her hed Long Road. Ingen grund til at komplicere tingene yderligere. Det var jo det, den var.

Cold Cotes er som sagt et anbefalelsesværdigt overnatningssted, med et overmåde serviceorienteret værtspar. I dag ville de have en snack parat til os, når vi kom hjem fra dagens strabadser. Det var den største ‘’snack’ i vores liv; bestående af pie, tærte, pate, skinke og fire forskellige slags oste, plus fire slags hjemmelavede chutneyer, syltede løg, salat, vindruer, brød og kiks. Der var mad til to dage, men det vidste hun vist godt, for hun leverede også plasticposer og alufolie, så vi kunne tage resterne med op på værelset (vi har køleskab). Resten gemmes derfor til i morgen.

Slider 1P1020117

De har, efter hjemmesidebilledet blev taget, skiftet vores seng ud til en mere rustikt udseende en af slagsen, hvilket på ingen måde gør værelset dårligere. Vi har valgt at bo her i tre nætter, således at det er vores base, til vi kører til Newcastle for at sejle hjemover igen.

3. maj 2018

Barnaby og Bluebells

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 20:00
Tags: , , ,

I morges sagde vi midlertidigt farvel til familien og satte kursen mod Oxfordshire, hvor meget af ‘Midsomer County’ er placeret. På vejen prøvede jeg at finde en eller flere bluebell-locations, inden vi begyndte at løbe ind i Barnaby-locations. Der viste sig at være et sted næsten på vejen – og jeg skal da lige love for, at der var bluebells galore! I kilometervis af blomster og dermed i millionvis af dem. Ikke engang panoramafunktionen på kameraet kunne gengive den overvældende mængde af de smukke, blå klokkeblomster.

Bluebells galoreBluebells galore

Vi så dem mange gange i løbet af dagen sådan hist og pist – nogle gange i større mængder; andre gange bare i snesevis af små pletter. Jeg nød dem, uanset hvor mange eller få der var.
Nu skal I ikke komme og sige, at anemoner er lige så smukke eller smukkere, fordi det er ikke det, det drejer sig om, men anemoner har jeg set på i 65 år, hvorimod bluebells er et forholdsvis nyt fænomen for mig, så alene af den grund overmåde betagende hver gang. Og jeg bliver helt sikkert ikke træt af at opleve dem, for det når jeg ikke at gøre i 65 år!

IMG_0990P1010952

Vi kørte igennem den ene idylliske landsby efter den anden – denne del af Oxfordshire er ikke uden grund meget populær for filminstruktører; det er ikke kun brugt til Barnaby-serien, men også Morse og flere andre.
Herover Goring. Den lille chalup har jeg sagt til John, at han meget gerne må købe til mig – den kunne jeg godt se mig selv tøffe rundt i Præstø Fjord i.
Det kunne min mand til gengæld ikke – han syntes den var tudegrim, desværre, så han hævdede, at jeg må sejle rundt alene, og det tror jeg ikke rigtig, jeg har lyst til.

ThameThameThame

Vi gjorde eftermiddagskaffestop i Thame, som af visse tv-kiggere nok kendes bedre som Causton. Nyd det lille byhus herover … vi kunne desværre ikke fjerne den grimme bil foran.
Vi besøgte Wallingford, hvor Agatha Christie boede, vi kørte igennem Nettlebed og vi kiggede forbi Greys Court. Der er ikke plads til alle de mange billeder, jeg har taget i løbet af dagen, for jeg ville også have plads til at vise det sted, vi fandt via Last Minute Booking, hvor man kan være heldig at få fire- eller femstjernede overnatningssteder for næsten ingen penge, fordi man bestiller i … sidste øjeblik, såmænd.
På denne måde fandt vi The Hayloft Room i April House, mellem Thame og Oxford. Det rum gider vi simpelthen ikke klage over. Heller ikke prisen, som (heldigvis) ikke helt lignede den listede overrnatningspris.

The Hayloft

The Hayloft

Således sluttede første halvdel af Barnabyturen på allerbedste vis. I morgen tager vi anden halvdel, inden vi leger housekeepers for vores lille familie.

Til sidst vil jeg bede om hjælp til identificering af denne plante. Den stod i skoven sammen med alle de mange bluebells – men denne var der kun få af.
Den er ca. 20 cm høj.

Ukendt plante

2. maj 2018

Det var en ny oplevelse – for Charlotte

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:17
Tags: ,

Det vejr vi stod op til i morges, var mildt sagt elendigt – 11 grader, blæsevejr og regn i spandevis. Det var desværre også bare den eneste dag i denne uge, Charlotte kunne tage sig en fridag, for hun har kunder både torsdag og fredag. Derudover skal Anna noget med skolen torsdag aften, og fredag sen eftermiddag er der forældremøde med Aubrey.
John og jeg besluttede derfor at dele vores ferie anderledes end først planlagt, således at vi torsdag og fredag tager Midsomer-turen for derefter at køre tilbage til familien og have aftensmaden parat til dem, når de kommer trætte hjem efter en lang dag.
I dag kørte vi tre derfor til Cheddar Gorge, fordi der ligger en tøjforretning, jeg meget gerne ville frekventere. Charlotte har desuden ikke set Cheddar Gorge og det lille, men særdeles autentiske ostemageri i byen. The only Cheddar made in Cheddar.

P1010905
Det var lidt sjovt at kunne vise Charlotte noget i England, hun ikke havde set.
Det lille cheddarostemejeri er hurtigt overset, men interessant nok alligevel – måske netop fordi det har den ringe størrelse, det har. 250 liter mælk går der til at fremstille en ost på 28 kilo. Resten kan man fodre svin med, og det gør man så … de elsker vallen.
Vi holder alle meget af Cheddar i alle mulige afskygninger, så der blev købt riiigeligt med ost med hjem. Gad vide, om vi må have ost med til Danmark? Vi må ikke den anden vej rundt, selv om det er vacuumpakket, men de er lidt mere hysteriske herovre med den slags ting, og jeg satser desuden på, at vi er uinteressante for tolderne, når vi kører i land i Ijmuiden.

P1010900

(Er der en Arthur til stede? Så har vi sværdet i stenen.)

Selve Cheddar er, både pga. osten og af hulerne i og omkring den unikke kløft, som er Englands svar på Grand Canyon, en ren turistfælde, som dog er ganske hyggelig her uden for sæsonen. En af os fik købt lidt tøj, hvorefter vi alle tre fandt en pub og indtog frokosten der.

P1010894

Vejret klarede op i løbet af dagen, og nu skulle det efter sigende stille og roligt blive forår igen, kulminerende i weekenden. Det gider vi ikke klage over.
Bluebells har vi indtil videre kun set i folks haver, men i morgen prøver vi at finde en bluebellskov. Der må være en i ‘Midsomer County’, mon ikke?

Det bliver derfor foreløbig kun til en kort visit her, men vi vender frygteligt tilbage – vi kan jo lige så godt arrangere det hele så praktisk som muligt, og i virkeligheden er det nok en bedre løsning end den oprindeligt planlagte, hvor vi ville have haft en uge hos familien, efterfulgt af en uge i først ‘Midsomer County’ og derefter i de Yorkshire’ske nationalparker.

PS: Ungerne syntes, det var alle tiders med det lejrmad, vi havde med til dem – og de syntes ikke, jeg var blevet spor tosset. De var i hvert fald for høflige til så meget som at antyde det …

Næste side »

Skab en gratis hjemmeside eller blog på WordPress.com.