M/S Norröna

Og hvordan var livet så ombord på M/S Norröna? Det var vi alle fire lidt spændt på. Skibet er fra 2003 og er ikke helt lille, hvilket vil sige omkring 1500 passagerer, men hvor mange der reelt var med på vores tur, ved jeg ikke. (På billedet til højre ligger det i Seyðisfjörður). Med et personale på bare 120 personer har de nok at lave allesammen, og man så da også de samme personer både morgen, middag og aften.
Personalet har vi intet som helst at udsætte på. Alle var til enhver tid smilende, flinke og yderst serviceorienterede. Nogle var fra Færøerne, andre fra Danmark og nogle få kommunikerede kun på engelsk, så hvor de var fra, ved jeg ikke, men det er jo også aldeles ligegyldigt.

Skibet bar tydeligt præg af at være 16 år gammelt. Det var slidt; nogle steder meget slidt. Der var såmænd rent nok over det hele, men fx Skybar på øverste dæk, som, pga. det gode udsyn, var hvor vi først søgte hen efter at have pakket kufferterne ud, gav ikke noget positivt førstehåndsindtryk. Dækstolene var ikke behagelige og en del var gået i stykker, men blev ikke af den grund fjernet.
Det var dog heldigvis det mest nedslidte sted; opholdsrum og kahytter var okay.

Vi så suler. Vi så mange suler. Vi kendte fuglen af navn, men det var første gang, vi så den. Store, elegante ‘glidere’, og ‘store’ skal tages bogstaveligt, idet de har et vingefang på 165-180 cm og en kropslængde på 87-100 cm.
Vi så andre havfugle, men nok flest mallemukker, som vi også kun kendte af navn indtil nu. De er noget mindre, med kun omkring ⅓ af sulens vingefang.
Herhjemme ser jeg måger som nogle hammerirriterende, plagsomme og højrøstede skabninger, men på sådan en havtur er det hyggeligt at blive fulgt af forskellige havfugle det meste af vejen.

Maden ombord var meget forskellig, afhængigt af valget af restaurant. Med i rejsens pris var næsten alle måltiderne, men det var ikke nogen fantastisk oplevelse i buffetrestauranten, hvor lørdagsaftensmaden blev indtaget.
To af aftenerne skulle vi spise i a la carte-restauranten Simmer Dim. Første gang var søndag aften, og det var sandelig en noget anderledes og klart bedre oplevelse. (Herunder lammeskank og havtornis med ‘lava’chokolade. (Se vandflasken til venstre … båden vippede …))

Man kunne, for en rimelig sum penge, opgradere sin buffet til i stedet at spise en treretters menu i Simmer Dim. Det var vi ikke længe om at beslutte os for, og spiste dermed kun i buffetrestauranten én gang til, men det var til deres vikingbuffet den sidste aften om bord, som skulle være noget særligt, og som da også var noget bedre end de øvrige.
Morgenmaden i buffetrestauranten var der, som jeg vist nævnte forleden, intet at klage over.
Der var også en tredje restaurant, The Diner, hvor vi spiste frokost to gange. Heller ikke noget at skrive hjem om …

De havde et system med drikkebilletter, som skulle give rabat på drikkevarer. Man kunne købe syv ad gangen for 259 kr = 37 kroner pr. billet. Det gav adgang til visse drikkevarer, som naturligvis ikke hørte til blandt de dyreste. Sådan er det også med drikkepakkerne på større krydstogtskibe.
Det, der viste sig at være noget fis, og som vi opfattede som tangerende bondefangeri var, at vi fx kun kunne købe en almindelig kaffe med langtidsholdbar papfløde til. Den koster normalt 30 kroner, så hvad er der lige sparet her? Man kunne få et glas rødvin for en billet, men det viste sig, at den eneste drikkelige af slagsen var oppe i Skybaren. I Naust, hvor vi oftest befandt os, var det noget værre sprøjt, vi kunne få. Til gengæld kostede det 59 kroner, så her var penge at spare, hvis man ellers kunne få sig til at drikke vinen.
En god kaffe, fx en caffe latte, kostede 39 kroner, så hvorfor pokker det ikke kunne lade sig gøre at få sådan en på ‘rabatbilletterne’, var ganske enkelt ikke i orden – hvilket jeg da heller ikke lagde skjul på i evalueringsskemaet, vi blev bedt om at udfylde ved rejsens slutning.
Jeg har to af de syv billetter med hjem, og det har Ditte også – vi gad simpelthen ikke indtage hvad de gav ‘rabat’ på.
Dette bare til advarsel. Bortset fra dette klagepunkt var det overordnet set en glimrende tur, hvor vi fik set en masse på den uge, vi var væk, på trods af, at meget af tiden foregik på havet.
Selskabet på turen var der absolut heller ingen grund til at klage over …

Reklamer

Stinkende svovl, boblende mudder og varme bade

Island er ikke et så misvisende navn som Grønland. Der var nemlig koldt. Temmelig koldt, faktisk: bare 3°, men det vidste vi inden vi tog afsted, så vi havde tøj nok med og frøs derfor ikke.

Men er luften kold, så er jorden varm. Temmelig varm, faktisk: 80-100°.
Guiden advarede os mod lige at skulle efterprøve, om stenene nu også er så varme, som man påstår. De er de, og ens håndflader skulle efter sigende gøre ret ondt, hvis man alligevel vil prøve – “Der er altid en i enhver gruppe, der gør det”, og det var der ganske rigtigt også … fæhoved …
Hvem der har stablet stenene i disse bunker (som kaldes solfatara), skal jeg derfor lade være usagt. Jeg tænkte ikke på at spørge, men vedkommende må have haft asbesthandsker.
Fascinerende var det også med de boblende mudderpøle. Det var dystre, lidt hæse, hule blop, der lød som når en gryde med grød er i kog. Det var der dog ingen, der lige skulle have hænderne i for at se, om det nu også var så varmt, som man hævder.
Der var desværre ingen gejsere i dette område, hvilket jeg ellers godt kunne have undt Ditte og Peter at se, for jeg husker tydeligt, hvor voldsomt fascineret jeg var af det fænomen, da vi var på det vestlige Island i foråret 2015.

Svovl-og andre aflejringer ses flere steder.

Et bad i en varm kilde blev vi naturligvis også tilbudt – ved Myvatn. John og jeg sprang over; John fordi han stædigt nægter den slags, jeg fordi jeg havde prøvet det før. Det havde Ditte og Peter ikke, og da de kom op igen og begejstret fortalte om den anderledes og ret specielle oplevelse, fortrød jeg, at jeg ikke havde taget badetøjet med. Man har en hud bagefter, der er blødere end en barnenumse – eller sådan føles det i hvert fald.
Herunder ses Peter (i midten af billedet) vinke til mig. Ditte står og ser yndig ud skråt til højre for Peter.

Det er en mærkelig fornemmelse, at man ‘forsvinder’, når man kommer i vandet. Det er helt ugennemsigtigt, så alt hvad der er mere end et par cm nede, kan man ikke se. Det er vanskeligt at forklare, men ikke at kunne se noget af en selv, man naturligvis ved er der, føles virkelig underligt.
Vandet er mellem 38 og 42° grader og derfor meget behageligt.

Vandfaldet Dettifoss var selvfølgelig også flot at skue. De påstod, at det er Europas vandrigeste, med 500 m³ vand løbende igennem pr. sekund.
Det må siges at være en hel del vand …

Herover udsigt over Seyðisfjörður, hvor båden lå i to nætter.
Skiltet med den gennemstregede fod var deres søde måde at gøre opmærksom på, at vi skulle passe på den sparsomme beplantning i området ved Dettifoss-vandfaldet.

Det må være nok Island og Færøerne for denne gang.
Måske kommer der lidt om båden … en form for evaluering, for der var både godt og mindre godt. Mest godt, heldigvis, men … vi er nok bare ved at blive lettere blaserte efter det fantastiske krydstogt det halve af Sydamerika rundt.

Søgang …

Set i det store perspektiv må vi nok sige, at vi var heldige med vejret på stort set hele turen. Det var flot sejlvejr; det var smukt om mandagen på Færøerne og det var rimeligt på Island tirsdag og onsdag (rimeligt = ingen regn). Men så gik det galt torsdag, hvor vi igen befandt os på Færøerne. Ikke megen sigtbarhed og regnen væltede ned indimellem.
Nå. Man kan ikke få alt. Vores færøske guide sagde ellers, at hvis man er utilfreds med vejret på Færøerne, skal man bare vente 10 minutter.
Det holdt så ikke helt stik, desværre, og vi skulle helt op til Gjogv, som ligger nordligst på Eysturoy. Det var en smuk tur, selv i regnvejr, så den må have været fantastisk, hvis solen havde skinnet som om mandagen.

Da vi sejlede videre mod Island, tog vi den op gennem strædet mellem Eysturoy og Kalsoy – også en betagende tur, men sikke da båden kunne vippe, selv om det så ud som om vi sejlede i smult vande inde i strædet. Se evt. videoen her, som giver et lille indtryk. Det skulle blive meget værre; om aftenen og især om natten, hvor vi var langt ude i Nordatlanten, blev det rigtig slemt, men det kunne vi i sagens natur ikke filme.
To tredjedele af gæstene på restaurant Simmer Dim, hvor vi spiste søndag aften, meldte afbud fordi de var søsyge, de stakler. Det var i det hele taget en særdeles fredelig båd den aften; de fleste lå åbenbart og våndede sig i deres køjer, så der var god plads alle vegne.
Ingen af os fire blev syge, men jeg skal da lige love for, at vi blev moslet grundigt rundt i sengene mandag nat, for da vippede vi ikke kun op og ned; den rullede og vippede på én gang, så det var en tur for de søstærke. Samt for dem os, der havde snydt lidt og taget transportsygemedicin …

Herover det beskyttede havneindløb til byen Gjogv (som udtales tjægf. Tilnærmelsesvis …). Dønningerne her var, ifølge guiden, tre meter høje, så at skulle herind med en lille båd kan ikke have været særlig sjovt på sådan en dag. Men vi syntes naturligvis, at det var et flot syn – ligeledes det voldsomme vand, man så oppe fra Kronprinsesse Marys bænk, som udsigtsbænken hedder. De er stolte af heroppe, at hun har været her og har siddet på den bænk – den er sågar angivet på Google Maps!

Herover Trolden og Kællingen, som vi standsede ved på vej tilbage til båden.
Vi fik fortalt et folkesagn om disse to personager – det var bemærkelsesværdigt, hvor meget folkloren stadig holdes i live både i Island og på Færøerne. Begge guider serverede en hel del muntre og/eller sørgelige historier og sagn:
“I modsætning til det øvrige Norden, er der i det moderne Island en relativt stor del af befolkningen, der enten tror på eksistensen af huldufólk, eller som i det mindste ikke vil udelukke den”. _[Wiki]
Jeg kan godt lide den sidste bemærkning – man lader lige en bagdør stå åben, for sæt nu …

Jeg fik øje på et nuser lille drivhus. Det så ikke ud, som om der blev dyrket noget i det, men på disse kølige breddegrader må det være skønt at kunne forlænge den korte sommer lidt.

I næste indlæg skal vi en tur til Island.

Der forsvandt lige en uge

Sådan går det åbenbart, når man rejser sammen med et vennepar, hvilket var første gang for vores vedkommende. Vi har tit rejst med familien, men aldrig med venner. Det gik dog rigtig godt. Så godt, at jeg ikke fik blogget så meget som en linje – delvist fordi vi ikke bare, som vanligt, var John og mig, og delvist, at jeg ikke gad investere en masse penge i en dårlig internetforbindelse på skibet.
Jeg ved derfor hverken hvor jeg skal ende eller hvor jeg skal begynde – det bliver jo ikke den dagbog, som mine rejsebeskrivelser oftest er. Enten bliver det en samling rodede beskrivelser, eller også kommer der nogle temaindlæg. Det ved jeg ikke helt endnu.

Vi lagde ud med at tage afsted kl. 07 sidste lørdag. Vi skulle checke ind i Hirtshals senest kl. 14, så vi planlagde at være der kl. 13:30. Vi var der kl. 13, men kunne i første omgang ikke finde passagerterminalen. Det var et nyt område, så vores fire år gamle Garmin kendte ikke adressen.
Vi fandt den dog og satte Ditte, Peter og bagagen af, hvorefter John og jeg skulle finde Skaga Hotel, hvor bilen skulle holde en uge.
Der var bare lige den hage, at gps’en hverken vidste hvor vi var eller hvor vi skulle hen. Aldrig har jeg oplevet så forvirret en gps.
Så kom jeg i tanke om Google Maps. Det hjalp …
Den bestilte taxa hentede os, og snart var vi fire lykkeligt genforenede og kunne checke ind.

Vi havde bestilt luksusudgaven af rejsen, hvilket bl.a. inkluderede samtlige måltider om bord, heraf de to i a la carte-restauranten Simmer Dim og resten i buffetrestauranten, som vi skulle spise i lørdag aften.
Det var vi ærlig talt ikke specielt imponerede over. Det var selvfølgelig ikke dårligt som sådan, men bare ikke særlig inspirerende mad – måske delvist på grund af, at vi efterhånden var blevet grundigt trætte, da vi var sat til at skulle spise kl. 19:45. Færøtid, hvilket var 20:45 dansk tid. Skibet kørte på færøtid, uanset om vi var i Danmark eller i Island, som er hhv. en time foran og en time efter Færøerne.
Vinen var heldigvis udmærket, og da vi var færdige med den og med maden, var klokken 21. Færøtid. Vi blev enige om, at med vores tidlige “opstandelse” om morgenen kunne vi godt tillade os at gå i seng, så det gjorde vi.

Hele søndagen var vi på havet. Det tager laaang tid at sejle til Færøerne, hvor vi lagde til tidligt mandag morgen. Meget tidligt mandag morgen, så John og jeg var nede for at spise morgenmad allerede kl. 07:10 – da var den jo over otte for os.
Morgenmadsbuffeten var klasser bedre end aftensmadsbuffeten; her var alt til faget hørende, så ingen klager over morgenmaden.
Kl. 9 blev vi hentet af en guide og blev først vist lidt rundt i Tórshavn til fods, hvorefter vi blev kørt lidt rundt i en bus for at få et indtryk af området.
Finansministerieskiltet sad på en helt almindelig dør i et helt almindeligt hus i en helt almindelig gade.
Det var ret hyggeligt.

Allerede midt på mandag eftermiddag gik turen videre mod Seyðisfjörður på Islands østkyst, hvor vi skulle opholde os et par dage.
Mere om det senere.

Sådan er det desværre sommetider

Englænderne ankom lørdag kl. 17:30 efter en lang tur fra Umbria i Italien. Vi havde en lang og hyggelig aften, hvor Tim bl.a. underholdt om en kæmpe sag, han netop er startet på … eller rettere er blevet hentet til at skulle være PR-repræsentant for. Normalt hviler alting i august, hvorfor han regnede med at kunne holde sine tre uger fri, men sådan skulle det ikke være. “Nogen” varmer op og forbereder, så Tim har været ‘på’ på telefonen en del gange under deres ferie, og han blev flere gange spurgt, om han ikke kunne komme til London, hvilket han afviste.
Natten til søndag hørte jeg ham stå op kl. 01:30, og han gik først i seng igen 04:30. Det er med deltagere fra UK, USA, Japan og et par lande til, jeg ikke kan huske, så derfor bliver han kontaktet døgnet rundt.
Søndag morgen meddelte han, at han var nødt til at kapitulere og tage til London – Det er trods alt hans firma, og han kunne ikke længere tillade sig at fjernstyre sine ansatte; han var nødt til selv at komme ind og deltage i nogle møder.
Surt. Og synd for dem alle. Men samme alle forstod det godt, især efter hans lange forklaring om sagen, som jeg naturligvis ikke kan sige noget om her.
Han tog derfor et fly søndag eftermiddag, og Charlotte skal om nogle dage køre hele vejen til England uden en co-driver – men det klarer hun selvfølgelig fint, for hun har nu bestilt natfærgen fra Hoek van Holland, som vi har taget nogle gange, i stedet for Calais-Dover som oprindeligt planlagt.

Det betød, at vi måtte lave en smule om på planerne, for nogle af dem vil vi ikke lade Tim gå glip af, så det må vente til en anden gang.
I stedet fandt John på, at vi kunne tage op til fugleparken, som ligger mellem Gilleleje og Esrum, hvilket vi syntes var en glimrende ide.
Der var andet end fugle; bl.a. surikater, som ikke skuffede os, da de stillede sig op på netop den måde, som disse nuser små kræ er så kendt for.

Der var små geder, som måtte fodres med dertil indkøbt foder … enten er der (for) mange, som får lov til det, eller også var denne lille ged højgravid.
Vi var positivt overraskede over stedet, som dækkede et pænt stort areal, hvor voliererne lå spredt og mere eller mindre skjult mellem træer og buskads.
Der var masser af borde og bænke, hvor man kunne indtage en medbragt frokost, hvilket vi havde læst, at man kunne og derfor gjorde.

Dagens højdepunkt var, da vi kom med ind for at fodre lorierne med nektar. Eller noget, som skulle forestille at være nektar, men fuglene labbede det da i sig med stor fornøjelse. Charlotte og børnene fodrede på livet løs, mens John og jeg fotograferede alt hvad vi kunne.
En satte sig på Charlottes hoved, hvilket føltes en anelse underligt, som hun udtrykte det.
Det var meget smukke og farverige fugle, og havde man tid nok, ville man nemt kunne lære at kende forskel på dem, for ikke to var helt ens.

Hvad det var, Anna fandt så uendeligt morsomt på det øverste billede, er vi ikke rigtig klar over … måske var hun bare betaget af, at fuglen ville håndfodres af Charlotte.

Vi havde en god dag i det nordsjællandske – en dag som blev længere end vi havde regnet med, da vi først var hjemme igen 17:30, selv om vi kørte hjemmefra kl. 10 og kun var i fugleparken – kun suppleret med et enkelt pitstop ved en isbod undervejs på vej hjemover.

En mystisk plante

I kanten af et af dahliabedene er der dukket en plante op, som er lidt af et mysterium for mig.
Det ligner en agave – og så alligevel ikke, for bladene er for bløde.
Det kunne også ligne agapanthus en lille smule – og så alligevel ikke, for bladene er for stive, men der står en del agapanthus i bedet ved siden af.
Det er ikke nemt … PlantSnap kom frem til, at det må være en yuccapalme, og det ligner den da også, men hvordan pokker den skulle have sået sig selv lige der, er mig i så fald en gåde. Jeg ejer nemlig ikke en yuccapalme, og området vrimler heller ikke ligefrem med dem, hvorfor den næppe heller kan være bragt af vinden eller af en fugl.

En billedgoogling gav det resultat, at det er en Agave azul, som også kaldes tequilaagaven “Agave tequilana, commonly called blue agave (agave azul) or tequila agave, is an agave plant that is an important economic product of Jalisco, Mexico, due to its role as the base ingredient of tequila, a popular distilled beverage. The high production of sugars named agavins, mostly fructose, in the core of the plant is the main characteristic that makes it suitable for the preparation of alcoholic beverages.” _Wiki
Da jeg borede lidt mere i det, fandt jeg også nedenstående, som ligner til forveksling: Yucca filamentosa ‘Hofer’s Blue’ – Adam’s Needle.
Er der måske en af jer kloge læsere, der kan be- eller afkræfte disse teorier? Den er omkring 50 cm høj, og den er kommet i år, for i foråret var bedet helt bart, så den er relativt hurtigt voksende.
Det er ikke fordi den er særlig pæn, især ikke i selskab med dahliaer, men nu får den lov at stå indtil jeg forhåbentlig har identificeret den med større sikkerhed. Måske har den oven i købet tænkt sig at blomstre på et tidspunkt – hvem ved?

Hvis det virkelig er en Agave azul, kan det være, jeg skal gå bort fra gin, næsten endnu inden jeg for alvor er begyndt, og i stedet begynde at fremstille Den Stråtæktes Egen Tequila.
Det ville være ret alternativt.

Jeg ønsker, at teleportation kunne blive opfundet i en fart

Vi havde ikke selv fået lov at bestemme, hvornår vi ville til England denne gang. Havde det stået til os, var vi aldrig taget afsted lørdag d. 6. juli om morgenen; vi ville aldrig køre gennem Tyskland og gennem Holland for at tage færgen fra Hoek van Holland ud for Rotterdam på en lørdag i skolesommerferien.
Vi var blevet advaret om den voldsomme trafik med dommedagsforudsigelser af Lars E’ske dimensioner; vi ville blive udsat for motorvejskøer på snesevis af kilometer, og der skulle i år være flere vejarbejder på de tyske motorveje end nogensinde (540, hvilket er 150 flere end sidste år). »Hvis det er muligt, bør man undgå at ramme disse strækninger på lørdage i juli og den første del af august, hvor trafikken har det med helt at gå i stå.«
Jeg afskyr i forvejen at skulle nå en bestemt færge, når man, for at komme til den, skal køre over 800 km. Det er svært at planlægge hvor meget tid man skal regne med i forsinkelser, og mister vi aftenfærgen fra Hoek van Holland, er det bare ærgerligt, for så er der kun én vej videre, nemlig de 330 km til Calais og så med færgen til Dover. Eller bruge tunellen. Plus de mange mistede penge for den mistede færge, ikke at forglemme.
Af samme årsag kører vi kun via Rødby-Puttgarten ud; aldrig hjem, der kører vi via Jylland og over Storebæltsbroen. Vi kunne selvfølgelig tage en flexbillet, men det er vi for nærige til.

Vi kørte gennem Tyskland og stødte da også på nogle vejarbejder, men ingen køer af betydning. Jeg ved ikke hvorfor vi var så heldige, i modsætning til Lenes start på ferien den samme dag. Vi blev kun et kvarter forsinket af trafikken, og vi havde ikke ret meget regnvejr – eller også lagde vi mindre mærke til det; vi var jo ikke på motorcykel.
De tre timer, vi havde sat af til forsinkelser, måtte vi derfor finde noget andet at bruge til, så vi fandt en vej over en lang dæmning i Holland i stedet for den sædvanlige, direkte vej. Det kostede en time – resten af ventetiden foregik på havneområdet, og vi var i vældig god tid!

(Billedet illustrerer en af de mange former for drømme, man kan have. Dette her er min drivhusdrøm – jeg ville bare SÅ gerne eje et i Victorian style.)

Transporten er et minus ved en ferie. For os. Nogle er vældig gode til at gøre den til en del af ferien, men det er vi ikke i udstrakt grad. Transport er noget, der bare skal overstås hurtigt, men det er desværre en umulighed, når man skal langt væk. Det går så nogenlunde an, når vi er på vej på ferie, men når vi skal hjem, kan det kun gå for langsomt. Og så kan jeg i virkeligheden ikke engang tillade mig at brokke mig, når jeg har så god og villig en chauffør, som tilfældet er …
Er der dog ikke snart en, der kan opfinde noget teleportation? Stephen Hawking, der var noget du ikke nåede, selv om du var en af vor tids største genier. Havde du fået 20 år til, tror jeg du havde klaret det.
Tænk at kunne komme fra A til B på brøkdelen af er sekund. Det skal nok komme engang, men det bliver ikke i min tid.
Hvis min egen spådom om en bil, der kan fragte mig til England uden at jeg selv (eller John) skal bekymre mig om at føre den, går i opfyldelse inden jeg dør, vil jeg blive en glad kvinde.
I er vidner. Nu har jeg sagt det officielt: Jeg tror på det, men har indtil nu kun mødt én person der (også) tror de førerløse biler bliver alment tilgængelige inden for de næste 15 år.

Afslutning på lørdagens hvepsedrama a la Midsomer Murders

Allerede sent lørdag aften modtog Charlotte nedenstående lange sms fra den stakkels fyr, som gik glip af det meste af flowershowet, fordi han blev stukket af en hveps.
Hans humor fejler i hvert fald ikke noget; Charlotte læste teksten op for os, og det var en skøn besked at få – men han er også en sød mand, som er kendt og afholdt af alle i landsbyen.

Dear Tim and Charlotte,

I am writing to thank you both for a lovely afternoon at your beautiful home. As ever everything was so very well organised and everyone seemed to thoroughly enjoy themselves. Indeed, after enjoying the company of your delightful children and admiring the local wildlife I soon felt so relaxed that I even decided to take a nap in your kitchen – the kind of thing you can (should?) only do with dear old friends.

Of course, you can imagine my surprise when I awoke from said nap to find two rather lovely Viking ladies lifting my shirt and taking my trousers down before injecting themselves and me with something ‘off-prescription’! This interesting and noteworthy turn of events was one that I must admit I had missed on the village flyer and certainly was one that has not happened, at least to me, at prior village gatherings (although I admit I rarely venture into the darker recesses of the village hall …) However, I must say I admire your unique entertaining flair – it was  certainly memorable. I wonder, will it be on next year’s schedule?

A most unexpected surprise it was only slightly marred for me by the arrival of a very friendly gay man with a large camera sporting a very long lens – perhaps the less said the better … Anyway, I have clearly not attended enough garden parties in the past as I was entirely unaware of this particular social custom but I can assure you I intend to be a regular from now on – if this is what happens in little Watford I can only begin to imagine what I might have missed out on at those Buckingham Palace shin digs – I always thought it was just Pimm’s and a couple of cucumber sandwiches? I shall certainly ensure I wear better quality underwear to any future functions – clearly one never knows when things are going to get interesting…

A little more seriously, my thanks to you all for your care and concern, and especially to Charlotte and to Annemarie who took such good care of me – always useful to have a medic ‘on-staff’ at these things! Indeed, I recall my own first Epipen administration so I’m glad I could assist Annemarie’s studies in some small way …
To have survived flames, wrecks and gunfire only to be felled by a Maltin wasp would have been a rather ignominious ending so everyone’s efforts were very much appreciated!

With thanks and warmest regards, always, Robin

Den “very friendly gay man” var den ene halvdel af landsbyens mandepar (hvor begge halvdele er populære; ingen gammeldags fordomme her, selv om det er et lille samfund (de havde inviteret hele landsbyen med til deres bryllup). Der er plads til alle, også landsbytossen). Han (altså ikke landsbytossen) er biokemiker med en ph.d. i genetik – og han er biavler, så han har lidt forstand på insektstik og gik derfor ind for at følge lidt med i hvad der skete – samt for at fotografere til The Watford Chatter, som Robin nok ikke slipper for at være en væsentlig del af i næste udgivelse … 

Da han lå på gulvet (og var kommet til sig selv igen), opdagede han, at han blev fotograferet bogstavelig talt med bukserne nede og sagde med et skævt smil: “This is your dream scenario, isn’t it, Mark?”

Søndag morgen kom Mark igen, iført det, jeg spurgte om var hans ebola-suit (Mark har flere gange i faglig sammenhæng været i Afrika under ebolaudbrud) for at fjerne det hvepsebo, Tim fandt i hækken, betænkelig tæt på familiens daglige færden. Han er som sagt biavler, så det var hverdagskost for ham. Han var sikker på, at dronningen var kommet med ned i sækken, så både Robin og alle andre kan nu ånde lettet op.

Og til sidst: Best Vegetable havde to vindere. Den ‘rigtige’ og så disse muterede gulerødder fik lige mange stemmer; gulerøddernes ejer nok primært for at udvise den skønne humor, som ingen af deltagerne kunne stå for.

Mænd i alle aldre har grilltjansen

Man taler meget om, at det oftest er mandens job at grille, mens kvinderne udfører resten af arbejdet. Jeg tror godt man kan sige, at på det punkt hører vi til gennemsnittet. I forgårs havde vi tre søskende lavet maden, fordi de næste to generationer først ville ankomme efter kl. 16, og de skulle da lige have tid og lov til at lande. I går blev vi tre ‘gamle’ derfor smidt ud af køkkenet, hvorefter alle i midtergenerationen overtog madtjansen – men altså på traditionel vis; dvs, at inden længe havde mændene forføjet sig ned til den store åbne grill, de har i æblehaven – i hvert fald næsten alle mænd, og de ældre sørgede for at lære de unge op. Der skal meget kød på til så mange mennesker. Som man måske kan gætte, er der ingen vegetarer blandt os …

Senere blev der lagt brænde på i stedet for trækul, og så hyggede alle over 12 år sig omkring bålet, til mørket var faldet helt på. De fem under 12 gik glip af det, men det ved de heldigvis ikke …

I går så vi Highclere (= Downton Abbey). Det var bestemt interessant at se i virkeligheden, men det var lidt ærgerligt, at vi ikke måtte fotografere inden for på slottet, for det var opulent og imponerende flot.
Sjovt var det dog alligevel at gå rundt og kunne genkende rummene, hvor serien var blevet optaget. Vi var ikke i tvivl om, hvad der var hvad, men skulle der være enkelte, der ikke kunne genkende det, var der i hvert af de aktuelle rum sat en fotostat op med en eller anden scene fra serien.

Ikke blot var slottet imponerende – selv om vi alle var enige om, at det så mindre ud i virkeligheden end i serien – parken var det ikke mindre. Den er skabt af den tids nok mest berømte landskabsarkitekt, Capability Brown. Drivhuset hørte ikke ligefrem til de mindste af slagsen, og også The Secret Garden (en flot staudehave) og alle de enorme solitærtræer var smukke at skue. Jeg synes, at gamle cedertræer er noget af det flotteste.

Vi ville gerne være ved slottet kl. 13, og med en times kørsel dertil var det smartest at smøre madpakker og tage med. Dem indtog vi ved og på en temmelig omfangsrig træstub med den nydeligste udsigt til slottets gavlvæg.

Vi er ovenud heldige med vejret; det er bedre, end vi var blevet lovet, med 24 grader og, helt usædvanligt, næsten vindstille. I går var der oven i købet fuld sol det meste af dagen. I dag er der flere skyer, men det gør ikke spor, når det er så varmt. Tværtimod, og vi er alle glade for, at det holder tørt, også selv om haven godt kunne bruge noget vand, men nu må det meget gerne vente, til flowershowet er overstået på lørdag – og der er ryddet op efter det, inden vi kører mod øst på søndag.

The second Danish invasion …

Tims betegnelse for, at næsten hele min side af familien samles i løbet af denne uge er The second Danish invasion. Det kan jeg sådan set godt forstå, så han skal ikke høre noget for det. Merete, John og jeg kom i går formiddags, og i dag kl. 10:30 kom Bodil, Hans og Ella, 6 år, som ikke har sin far og mor med, men må ‘nøjes’ med mormor og bedstefar … hvilket i øvrigt passer den unge dame særdeles fint. Ellas far og mor er de eneste som ikke kommer, hvilket primært skyldes lillesøsteren, som de synes er lige en anelse for besværlig at rejse med endnu. Bortset fra, at det er lidt synd for mor Heidi, som er familiemenneske med stort F, tror jeg, at begge de to børn nyder at have forældre, hhv. bedsteforældre for sig selv.

Charlotte var næsten parat til invasionen, da vi kom i går, men børnene var ikke helt færdige med at friske et af havesættene op.
I går blev der tid for de fem af os til en køretur i wolseleyen til et steamshow ikke så langt fra huset, mens Charlotte og jeg blev hjemme og fik ordnet nogle småting.
I dag til frokost spurgte Tim, hvem der så kommer her i løbet af eftermiddagen.
Svaret var kort: The rest!
Helt tilfældigt og uden at have aftalt det, havde resten af flokken bestilt billetter til det samme fly, som landede kl. 12 i Gatwick, så de er her nok om en times tid.
Pavillonen er slået op, så her skal alle måltider indtages. Godt nok har de et ret stort hus, men der er ingen steder inden døre, hvor vi alle 19 kan bænkes. Pavillonen skulle alligevel op til flowershowet på lørdag, så det passer helt fint. Vejrudsigten ser nogenlunde ud, så det skal nok gå … vi har alle sammen varmt tøj med, og ingen kan blive våde.

Merete, John og jeg handlede her til formiddag. Morgenmad, frokost og grillmad med tilbehør til 18½ personer i to dage bliver til en virkelig fuld indkøbsvogn. Kassedamen fik helt ondt af os, kunne vi se. Da hun til sidst spurgte: Is that all?, til hvilket jeg svarede: Yes … how many fortunes is it?
Ohhh, it’s quite a lot of money, sagde hun og så helt bekymret ud på mine vegne. Jeg ved ikke hvad hun har tænkt, men jeg synes ikke, at jeg skyldte hende nogen forklaring på al den mad.
Vinen har vi haft med hjemmefra … vi blev enige om, at bag in boxes ville være okay til denne lejlighed, og det er de ikke blevet helt gode til her i England endnu.

Nu er resten her lige om lidt, og Merete og jeg skal nå at bage en rabarberkage – the show has begun!

Der er pakket. Til England. Igen …

Jamen vi har jo lige været derovre, kan I sige. Og I vil have ret … vi var der i maj, men den tur blev planlagt kort efter nytår. Denne tur har vi slet ikke planlagt, forstået på den måde, at Charlotte engang i februar skrev til sine to mostre, fire kusiner og fætteren (og til os), at alle var velkomne til at komme over og besøge dem i uge 28. Der er nogle af dem, der har set huset, men ikke alle – og ingen, der har været der før, har set det færdigt.
Folk var da heller ikke længe om at melde ind, og til vores overraskelse var der kun 2½, der meldte fra, så vi bliver 19. Altså i alt, inklusive de fire, som allerede bor i huset, men der skal stadig være sengepladser til 11 ekstra voksne. Ikke alle er der hele tiden, men alle er der på én gang i nogle dage.
Det er mange at huse, men det kan lade sig gøre nu, hvor ‘skuret’ er blevet færdigt – dog skal tre af de fire medbragte børn sove på madrasser på gulvet i samme værelse som forældrene, men det tror jeg nu ikke der er nogen, der brokker sig over. Det fjerde barn kan stadig være i en rejsebabyseng, og sådan en har de stadig derovre.

Der er løbet meget vand i åen – og smurt meget maling på væggene – siden de flyttede ind i den ruin, de købte for 10 år siden. Tim har kæmpet bravt for at banke en PR-virksomhed op under en finanskrise, men nu flasker det sig efterhånden altsammen, og de har fået det hus, de ingen problemer havde med at kunne se for sig, da de så det første gang.

Vi tager igen bilen derover, medbringende min ene søster, den anden kommer også i bil, og den ene af niecerce lejer en. Med så mange på besøg dur det ikke at mangle biler; der er jo ingen grund til at låse sig fast i huset, hvor dejligt det end måtte være. Vi skal også kunne aflaste Charlotte med indkøb, så ikke hun hænger på det hele hele tiden.
Det bliver hyggeligt – næsten som en tilbagevenden til tiden før far døde, hvor han hvert eller hvert andet år inviterede hele familien til en fælles ferieuge et eller andet sted i Europa. Det kom der mange hyggelige ture ud af.

Det skur, jeg omtalte, var en gammel og forfalden lade, som de nu har ombygget til opvarmet garage i den ene halvdel (til Tims fine, gamle biler) og en lejlighed i den anden. De må ikke bruge den som B&B, men de må gerne etablere endnu en granny flat, så det gjorde de. Det er en fin lille lejlighed på omkring 70 m² med stue og køkken i ét, bad og soveværelse.
De bor i et AONB (Area of Outstanding Natural Beauty), så de må ikke bygge nyt, men hvis der findes et såkaldt footprint, dvs. at der fx står en grundstøbt gammel lade, må man gerne bygge den om til beboelse. Det er derfor, man ser så mange mere eller mindre forfaldne bygninger rundt omkring i England – så længe de er der, må man ombygge dem, men man får som sagt ikke lov at bygge nyt.

Behøver jeg at sige, at vi glæder os? Det gør alle, så det skal nok blive godt. Charlotte har lagt årets flowershow på næste lørdag, så de fleste får også den oplevelse med.

Nu vil jeg bare hjem!

Vi er kommet ombord på båden fra Newcastle til Amsterdam, selv om der er to timer til afgang. Fra og med i morges kunne det kun gå for langsomt med at komme hjem, men da vi skulle finde på et eller andet at bruge formiddagen på, kørte vi til Durham Heritage Coast, nærmere betegnet ved Blackhall Caves og rocks, hvor der var ganske nydeligt at gå en tur.

Jeg har det, som jeg ved der er mange andre, der også har: Allerede når man begynder at sætte kursen hjemover, er ferien forbi, og man vi ville helst allerede befinde sig hjemme. John og jeg er i hvert fald ikke gode til at gøre hjemrejsen til en del af ferien. Vi har skam prøvet … mange gange endda, men det lykkedes os aldrig, så nu har vi bare kapituleret og indset, at sådan er det for os.

Vi gik en dejlig tur og kørte derefter til Hartlepool, hvor der er et shoppingcenter, hvor vi satsede på at kunne få en let frokost. Derefter kurs mod havnen, idet vi igen satsede, men denne gang på, at vi kunne komme ombord før tid, hvilket vi jo altså kunne. Vi har en rigtig god kahyt med fri wifi, viste det sig, men jeg tog kun ipadden med op, så det bliver med et lånt billede (men det er legalt brugt!) og WP’s elendige kladdeformat.

Det har været en dejlig ferie, men det bliver rart at kunne forstå folk igen … mig, som bilder sig selv ind at være god til engelsk, fatter tit ikke en bønne af, hvad man siger til mig. Kan I huske The Full Monty (Det’ bare mænd)? Charlotte købte den til os, men i UK, så der var ingen danske undertekster. Vi gik glip af meget, inden vi fandt på at sætte engelske undertekster på. De er vildt svære at forstå heroppe, men jeg trøster mig lidt med, at jeg heller ikke forstår et par af mit eget lands dialekter – fx sønderjysk.

Men præstøsk forstår jeg, og der er vi i morgen aften … vi ses …

Photo by Sebastian Palomino on Pexels.com

Mest skilte af alskens art

I går tog vi en omvej for at se et område, der på kortet så interessant ud.
Og det var det – meget fladt og med kun én smal vej rundt; en vej, hvor man skulle lukke døren efter sig.

Et farligt område, hvor man ikke lige skal tage sig en badetur, hvis ikke man er helt klar over, hvad man har med at gøre.

Et område, hvor man tilsyneladende er vant til tidevandsoversvømmelser. Der var mange af disse skilte, og nogle gange stod der, at vandet var to fod dybt.

Vi tog en anbefalet togtur fra Carlisle til Settle, hvor vi blandt andet skulle køre over The Ribblehead Viaduct, som vi sidste år fotograferede fra vejen. Dengang havde vi ikke forudset, at vi præcis et år efter selv skulle sidde i det tog. Det var godt, jeg tog det billede sidste år, for når man sidder i toget, kan man ikke fotografere den flotte viadukt.

På en af de første stationer efter afgangen fra Carlisle så vi denne mand stå og læne sig op ad gelænderet ved dette lille hus. På skiltet står der Private, så vi tænkte på, om han mon havde lejet det som feriebolig.
Han må have været en ægte trainspotter, for han stod der gudhjælpemig endnu (forhåbentlig igen), da vi 2½ time senere kom retur forbi stationen.

Ved nogle stationer kunne man nemlig leje ferieboliger. Jeg tror godt nok, jeg kunne finde mere spændende steder at bo i min ferie!

I Settle skulle vi slå en time ihjel. Det gjorde jeg bl.a. ved at ringe og sludre med Charlotte, men jeg lagde dog også mærke til huset, som Jack byggede.

Carlisle-Settle-strækningen er smuk, og det ved de godt selv – men de overdriver ikke

De slog lidt på ordspillet med brugen af ordet settle.

I den ene retning blev man inviteret til at settle up, og i den anden retning til at settle down.
Jeg ville dog synes, at de burde bytte om på op og ned, fordi man herfra kører mod nord for at komme til Carlisle og mod syd til Leeds – men hvad pokker … de kører jo også i den forkerte side af vejen …

Dette skilt herunder kunne også ses på flere stationer. De må være dygtige og meget sikre på sig selv på Northern Line, hvis de kan love refundering af billetterne efter kun et kvarters forsinkelse. Hvis det var sådan i Danmark, ville langt størsteparten af DSB’s passagerer vel kunne rejse gratis altid, vil jeg tro, efter alt det brokkeri, jeg konstant hører i medierne.

Jeg tog en del billeder under togturen, men kameraet er ikke så dygtig som jeg er til at kompensere og dermed abstrahere fra reflekserne i vinduerne.
Jeg skal derfor skåne jer for dem, bortset fra et enkelt af et af de særdeles ensomt beliggende landbrug.
Her kan man virkelig tale om at bo in the middle of nowhere!

Hardknott and Wrynose passene

Da jeg for allerførste gang var i Lake District med mine forældre, kørte vi over Hardknott-passet. Dengang syntes jeg det var lidt vildt.
Det synes jeg stadigvæk. Stigninger/fald på 30 % og meget, meget smalle veje. Heldigvis er der mange mødepladser, og den uskrevne regel er, at det er den, der er på vej nedad, der skal bakke, hvis dette er nødvendigt for at kunne passere hinanden – hvilket det var indimellem.

Vi skulle tibagelægge godt 30 km ad denne rute, der ikke er for sarte sjæle. Læg mærke til, hvor lang tid gps’en mener, det tager. Det er ikke en vej man vælger, hvis man skal skynde sig! Det gik dog ikke så langsomt i bil som for denne åbenbart tossede sjæl, der ville tage den på en ‘armcykel’ (hvad hedder det, når man ikke bruger benene?). Vi overhalede også cyklisterne. Trods alt.
Det tog os over to timer, men vi havde også et par fotostop undervejs, når vi havde mulighed for at sætte bilen fra os.

Herover har jeg tegnet vejen op med rødt. Som det ses, er der ikke meget autoværn – eller plads … og dette var ikke det stejleste stykke – jeg glemte helt at prøve at fotografere, da vi var på steder på mellem 25 og 30 % stigning eller fald; jeg havde for travlt med andre ting …
Vi mødte ingen autocampere, men vores værtinde sagde, at det var meget almindeligt, at autocamperfolket tog denne vej i deres store biler. DET havde jeg pure nægtet at være med til. Det er dog nok ikke værst at føre camperen, men værst for de biler, der skal møde den. Men det går åbenbart godt, siden de ikke er blevet forbudt at køre på denne vejstrækning.

Vi har en dieselbil, som bekendt har en stærk motor, men den kunne kun trække os opad i første gear – John havde regnet med, at vi skulle bruge andet gear, men det skulle vi så ikke … det hed også første gear nedad, ellers fik vi hurtigt alt for meget fart på.
Det var ikke en gennemsnitshastighed, der ville have imponeret en fartdjævel, men adrenalinproduktionen var ikke af den grund sat ud af drift, skulle jeg hilse og sige.

Men kønt var det. Skiftevis smukt og barsk – selv om det barske også var smukt – og udsigten kunne vi ikke klage over.

Krydsende trafik!
Der lå enkelte gårde i udkanten af området, men stadig med flere kilometer ud til en større vej. Vi talte om, at vi var glade for, at vi bor hvor vi bor, men at der formentlig ikke falder så meget sne her, selv om det at køre på vejene når de bare er regnvåde, stod for os som noget absolut uønskværdigt!

Vi brugte lidt af formiddagen på at gå rundt og snuse i Keswicks gågader, så det blev ikke til andet i går end det og turen over passene, men det var også passende … vi trængte til at komme tilbage på vores B&B og slappe af indtil det var tid at spise aftensmad.

Peak og Lake Districts

Der er egentlig ikke så meget interessant at skrive … det bliver en af mine evindelige lovprisninger af Englands vidunderlige natur. Vejret er i høj grad med os nu, så vi får det hele at se fra den smukkeste side.

I Peak District boede vi i The Old Post Office. Værterne var et par på nok nogenlunde vores alder, som købte posthuset i 1992. Det var i bedste Heartbeat-stil (Store og små synder), med en lille købmandsbutik som nebengeschäft til postdelen, og det stoppede først med at fungere på denne måde i 2008. Siden da har de så kørt en B&B som tilskud til pensionen. De var meget snaksalige, så vi fik en hel del at vide om både det forhenværende posthus’ historie og lokalområdets infrastruktur.

Næste stop var Windermere, og på vejen mod vores overnatningssted fik vi begge på én gang øje på stedet på billedet herover. John kørte ind til siden, og ganske rigtigt: Vi holdt på præcis samme sted og nød udsigten for 32 år siden, da vi var her sammen med mine forældre. Lidt pudsigt, syntes vi.

I Windermere sov vi stort set ikke om natten. Det var ikke hotellets skyld, men der var vejarbejde fra kl. 19-05 lige nede under os. De har ikke kunnet/villet lukke dette stykke af vejen om dagen, så der blev arbejdet natten igennem, med brolæggerjomfruer und alles, ledsaget af særdeles højlydt polsk tale. Det kan FDM ikke gøre for, og fordi hotellet blev booket for flere måneder siden, kan vi kun konstatere, at det var bare ærgerligt, men vi glæder os til en rolig nat her i Hall Garth Guest House på en stille villavej i Keswick.

Lake District er berømt for både sin grønne frodighed og sine barske landskaber med meget smalle veje med voldsomme stigningsgrader. Dagens rekord var 25 %, og det var ikke altid lige sjovt, når to biler skulle passere hinanden. Gutten på cyklen herover havde møjsommeligt arbejdet sig op ad de 20 %, og jeg skal lige love for, at der var lyd på ham, da han passerede os; med lange og dybe støn, samt noget, der nærmest lød som en rallen. Ganske dramatisk at høre på, men eftersom han fortsatte, var han vel næppe på dødens rand, selv om han lød sådan.

Vi kørte forbi store områder med gulblomstrende gorse (tornblad) …

… vi spiste vore frokostsandwiches/-wraps her ved den oldgamle og næsten helt døde eg …

… og vi kørte forbi mange steder med veritable sletter af bluebells langt oppe ad højdedragenes sider.

Vi har nok de første 100 gange i dag udbrudt Hvor ER her dog bare smukt, men vi bliver slet ikke trætte af at høre os gentage os selv … hvis ikke den ene sagde det, sagde den anden det, eller også kom vi med det i kor.

Billederne yder ikke landskabet fuld retfærdighed – de steder, hvor der var allersmukkest, kunne vi ikke komme til at sætte bilen, så vi måtte nøjes med at lade billederne sætte sig på nethinden i stedet for på hukommelseskortet. Pyt – man jeg kan alligevel ikke indfange det på samme måde, som øjet og hjernen opfatter det, men det giver nogle gode støttepunkter til mit eget indre hukommelseskort.

Det er påske – uanset vejret

Vejret er usandsynlig flot i disse dage. Koldt som bare pokker, ganske vist, men flot. Himlen fås ikke meget mere blå og fjorden er så flot med sine farveskift. Billedet er på ingen måde en vinderkandidat, men giver et glimrende indtryk af en så høj og klar himmel, som den ellers mest ses om efteråret.

Autocamperne, campingvognene og cykelturisterne er ude nu og har været det siden i fredags. Det er jo påske, og så skal vi på påskeferie. Punktum.
Motorcyklerne er desværre (undskyld, Lene) også ude af garagerne, så fartbøllerne er ligeledes på vejene igen. Der er selvfølgelig også fornuftige motorcyklister, men de er ikke i overtal langs Præstøfjorden. De tre førstnævnte er altså noget hyggeligere, når de passerer.

Jeg husker tydeligt det første forår, vi havde campingvogn, nemlig i 1989. Den blev købt i eftersommeren ‘88, så det var begrænset, hvor meget vi nåede at få den brugt det år, men i ‘89 skulle sæsonen indvies ved at tage på campingferie i påsken, så det gjorde vi. Det var mindst lige så hamrende koldt som nu, men ud over det var det også snevejr. Ikke meget, men snevejr var det. Påsken faldt sidst i marts. Det var en hyggelig ferie, men det var sandelig ikke meget, vi var ude. Vi lå på en hyggelig campingplads ved Nysted på Lolland, hvor der var glimrende muligheder for at gå nogle dejlige ture, hvilket vi da også gjorde, men de blev nok ikke så lange, som vi havde håbet på fra starten, for når det ikke sneede, så regnede det.
Pigerne stornød det. De/vi spillede spil eller læste bøger hele dagen og nød det ekstra tætte samvær med os – og vice versa, selvfølgelig, men vi glædede os alle lidt mere til sommerferien, som var planlagt til at gå til Moselområdet. Der blev spillet meget Uno den påske … og et kortspil, som i vores familie hed Tips, men som i en nær variant vist også kaldes Piratwhist. Kender I det? Det er sindssygt sjovt.
Det er bedst med fire eller fem spillere. Seks og syv går dog også an, men det er sværere at lægge strategier.
Kortene har den normale værdi, hvor es er højest og derefter konge, dame osv. ned til 2.
Man starter med at få 10 kort på hånden hver (hvis man er seks eller flere spillere, startes bare med færre kort), derefter 9 i næste runde, så 8, 7, 6, 5, 4, 3, 2, 1, 1, 2, 3, 4, osv., og til sidst 10 igen. Det første kort blandt de ikke uddelte er denne omgangs trumf.
Man melder, hvor mange stik man tror man kan få ved at skjule det pågældende antal tændstikker i hånden og afsløre det samtidigt for alle spillere. Derefter gælder det om at ramme nøjagtig dette antal stik, idet både stik over og under giver minuspoint. Hvis man fx har meldt 3 stik og får hverken mere eller mindre end 3 stik, giver det 10+3 = 13 point. Alle starter med at have 10 point, fordi det ikke kan lade sig gøre at gå i negativ.
Hvis man fik 4 eller 2, gik man “en ned”, som vi kaldte det, og det skulle trækkes fra det forrige resultat. 5 eller 1 stik (hvis der altså var meldt 3) gav “to ned” osv.
Hvis man ‘fedtede’, dvs. meldte 0 stik (og fik 0 stik), gav det kun 5 point, for det er nemmere at undgå at få stik.
Vinderen er den der ender med flest point.
Spillet ændrer sig hele tiden, fordi antallet af ‘ukendte’ kort stiger.

Hold nu op, hvor har det spil givet mange grin og mange gode timer i familien – igennem flere år skulle der helt sikkert spilles tips hver gang vi mødtes, og vi spillede det sommetider flere gange om dagen, når vi var på campingferie med pigerne.
Børnebørnene er gamle nok til det … jeg tror jeg vil foreslå at lære dem det, når vi kommer derover – jeg havde helt glemt det spil indtil jeg så alle campingvognene.
Det er heller ikke nogen dårlig ide at holde fast i, at spil godt kan spilles uden brug af elektronik.

Jeg troede ikke på det …

Jamen det var jo hele tre ting …
Først troede jeg ikke mine egne øjne, da jeg forleden dag kunne grave kartofler op i min egen have.
I dag skulle jeg ordne et andet bed. Jeg havde lagt mærke til de små buske, der stod rundt omkring og så ud til at stortrives på trods af, at vi lige har haft vinter – selv om det næppe kan kaldes sådan i år, med de meget milde forhold, der har hersket hele tiden.
Planten lignede lidt mælkebøtte, men var det ikke. Så slog det mig: Det er da rucola! Jeg såede noget sidste år, som aldrig nåede at blive til mere end lidt pjatteri, så der kom ikke nok til at kunne række til  noget i salatskålen, men jeg lod dem bare stå, og nu er der rucola nærmest i spandevis. Jeg har smagt på det og den er god nok.
Der er med andre ord endnu en urtehavehøst her i februar. Hvem skulle have troet det?

Den tredje overraskelse leverede min søster. Da de var her forrige søndag og vi talte lidt om familietræffet i England til sommer, nævnte hun, at kun så gerne ville se Highclere Castle – altså der, hvor Downton Abbey blev optaget.
”Glem det”, sagde jeg, “der er fully booked resten af året. Det er blevet vildt populært, og det er begrænset, hvor mange de vil tage ind ad gangen.”
Hun troede åbenbart ikke på mig, hvilket var glimrende, for hun undersøgte selv sagen og ringede og sagde, at der var billetter at få. Jeg var ellers sikker på at have set det modsatte, men heldigvis huskede jeg forkert. Det må have været i 2018, vi ikke kunne få billetter.
Nu har alle fra familien, der mødes hos Charlotte og Tim til sommer, billetter til det fantastiske Highclere – både til the castle and gardens.
Jeg glæder mig allerede.

Det var lidt af en overraskelse

Jeg havde et hængeparti med nogle færge- og flybilletter, der skulle på plads.
Allerførst ringede jeg til Charlotte for at få bekræftet, at vi kunne være hos dem i en uge før vi tager videre til Lake District. Helst ikke efter, men det skulle naturligvis være op til hende/dem. Det var dog vigtigt at få afgjort i dag for at vide, om vi skulle ud eller hjem via Hook van Holland.
Det var i orden med ugen før, så jeg satte mig, ikke bag, men foran skærmen i formiddags for at få det ordnet.
Til England i maj via Hook van Holland/Harwich – på ønsket dato – udvendig kahyt – forudbestilling af aftensmad (og vinduesplads i restauranten) – tjek.
Fra England, stadig i maj, via Newcastle/Amsterdam – på ønsket dato – commodore class – forudbestilling af aftensmad – tjek.

Så begyndte jeg at se på flybilletter til den uge i juli, hvor de samler familien derovre, og det var her, jeg fik mig noget af en overraskelse: Det viste sig at være billigere at køre til Hook van Holland, tage en god kahyt og spise en treretters menu – det hele gange to, for vi skal jo hjem igen – end det ville være at flyve derover og retur, samt parkere i lufthavnen, og der skulle oven i købet lejes en bil i England denne gang, for ellers ville der kun være Charlottes bil til rådighed, mens familien var samlet – medmindre andre kommer i bil, men det vides ikke endnu. Hvis John og jeg har bil, kan vi aflaste på flere punkter, bl.a. ved at køre ud og handle … der går meget mad til i sådan en uge.
Bilen ville vi dog have bonuspoint nok til at kunne leje kvit og frit i en uge, så jeg holder derfor den ude af regnskabet.
Hvad sker mon lige her med de flybilletter? De hidtil dyreste billetter kostede, så vidt jeg husker, omkring 3500 kroner (for os begge), og normalt kan jeg få dem til omkring 2600 kroner. Skyldes det mon sommerferien? Eller?
Vi overvejede at betale for flybilletterne med bonuspoint og så betale i menneskepenge for leje af bil, men Jeg kunne godt mærke på John, at han faktisk allerhelst vil køre i sin egen bil derovre, også selv om det betyder en ekstra tur til Holland, så det blev droppet, og SAS kan godt glemme alt om at se os som kunder i juli – jeg kan oplyse, at Norwegian og British Airways ikke var billigere. Easy Jet nægter jeg at flyve med.
Hook van Holland/Harwich og retur – tjek.

Vi får sejlet en hel del gange i år, må man sige … en rekord der nok bliver svær at slå, men jeg ved så heller ikke helt, om jeg har lyst til at prøve.

Nu ligger der tre helt færdige rejser i skuffen – og et nærmest rødglødende MasterCard i pungen.

Det må vi have gjort noget ved …

Jeg har en skuffe i reolsystemet dedikeret til rejsepapirer, og siden vi gik på pension, har der konstant ligget en eller flere rejser og ventet på os. En af årsagerne er selvfølgelig, at vi forholdsvis tit er i England, og at jeg altid bestiller disse rejser i god tid.
Når vi lejer sommerhus i Jylland, er jeg også altid i god tid for at have et så stort udvalg som muligt.
Det var derfor helt forkert, at skuffen var tom, da vi kom hjem fra Sydamerika. Ingen ventende rejse – hverken stor eller lille. Det var helt forkert, for der skal altid være en rejse at se frem til, så i de seneste par dage har jeg arbejdet på at gøre alvor af at få set på den næste englandstur, som bliver i maj, og som, udover naturligvis at besøge familien derovre, denne gang skal gå til Lake District i det nordlige England. Vi har været der før, men det er 32 år siden, så det tåler efterhånden nok et gensyn – og det bliver det så alligevel ikke, for vi skal for det meste se andre steder end sidst. 
Sagen er undersøgt, FDM er kontaktet; vi fik en laaang sludder om England, og alle de foreslåede B&Bs er bookede. Nu skal jeg bare have anskaffet nogle færgebilletter.
Lake District er SÅ smukt et område.

Ydermere kom der endnu en rejse i skuffen i dag.
Ditte har nemlig sørget for at booke vores fælles tur til Færøerne og Island i september. Det bliver første gang, vi skal på ferie med venner, og vi glæder os rigtig meget.
Vi skal sejle fra Hirtshals til Færøerne til Island til Færøerne og tilbage til Hirtshals – altså endnu et krydstogt … vi er slet ikke til at stoppe igen, når vi først kommer i gang, åbenbart.
Desuden skal jeg se at få set på nogle flybilletter, også til England, men det er først til juli, så det haster ikke voldsomt.
Charlotte har inviteret hele sin danske familie til at komme over og besøge dem i juli, og det lader til, at de fleste vil kunne få det til at passe ind i ferieplanerne. 17 kan det blive til, hvis alle kommer, plus at de som bekendt selv er fire, så der skal lige sørges for nogle sovepladser, men hun er i gang med planlægningen, så det går vist – de tre af sengene kan nøjes med at være de billige børnesenge fra IKEA, plus to juniorsenge, som hun har gemt fra A&A, og de sidste 12 skal hun nok finde, siger hun – de otte af dem findes allerede, og hun er ved at gøre et sjældent brugt værelse i stand; der vil hun anbringe en dobbelt sovesofa og en køjeseng.
Det bliver da noget af en festuge …
Man må aldrig gå ned på planer! Hverken af den ene eller den anden slags.

Krydstogt eller ej? Pro et contra

Først og fremmest vil jeg henvise til Ibs blog. Ib var en af rejsefællerne, og han har skrevet et rigtig godt indlæg om hele turen. Han indleder med meget malende at beskrive de timer med temmelig hård sø, vi var ude for, men overordnet set har han en ganske anden og meget interessant tilgang til krydstogtets oplevelser, end jeg har fokuseret på. Det er spændende at se den samme ferie beskrevet med så forskellige – og dog på en måde ens – øjne. God fornøjelse med læsningen.

Hvis nogen for 10 år siden havde spurgt os, om vi kunne tænke os at rejse på krydstogt, ville vi nok have givet et rungende NEJ som svar.
Det er pudsigt, som ting og holdninger kan ændre sig med alderen … vores første krydstogt var i oktober 2015, og det var godt nok til, at vi dengang sagde, at det kunne vi godt finde på en gang til.
Jeg kan kun anbefale denne rejseform, men anbefaler også, at man venter, til man har nået en moden alder. I vores gruppe spændte det fra 55 til 75 år – så vidt jeg ved … jeg kender ikke den nøjagtige alder på samtlige deltagere. Det skal heller ikke kun være krydstogter; så afhængige er vi ikke blevet, men det er alle tiders som en afveksling. I dette tilfælde var det alene det at skulle sejle rundt om Kap Horn, der triggede, for jeg havde og har stadig ingen ønsker om at rejse rundt i Sydamerika.
Naturligvis er der både godt og skidt, men hvis vi havde ment, der var mest skidt, havde vi nok ikke kastet os ud i det én gang til, og hvad der er ‘pro’ for mig, kunne sagtens være ‘contra’ for andre, hvilket gerne skulle afspejles af den lidt alternative opbygning af tabellen.

	PRO	CONTRA
1	Livet leves stille og roligt. Sjælen følger med.	Livet leves stille og roligt. Sjælen følger med.
2	Der fokuseres meget på mad, og der er mere end rigeligt af det. Det er superlækkert selv at kunne sætte et varieret og velsmagende måltid sammen – både morgen, middag og aften.	Der fokuseres meget på mad, og der er mere end rigeligt af det. De fleste tager lidt på på sådan en ferie.
3	Man skal ikke bekymre sig om noget som helst – alting er klaret, ordnet og (vel)tilrettelagt. En god guide er guld værd, og jeg synes jeg får meget mere ud af det, når vi får historierne og bagrunden med.	Man skal ikke bekymre sig om noget som helst. Der er ikke meget plads til selvstændige oplevelser – men der er dog flere gange, hvor landgang sker på egen hånd. Det er bare svært at vide, hvordan man skal prioritere på den korte tid, der er til rådighed.
4	Der er alverdens nationaliter på et krydstogtskib, og at opleve så forskellige folkeslag og religioner, både blandt personale og passagerer, leve sammen i fred og fordragelighed er positivt og livsbekræftende.	Der er alverdens nationaliter på et krydstogtskib. Der er dog altid flest amerikanere og asiater, hvilket kan være en anelse belastende (beklager, hvis jeg hermed støder nogle), for især amerikanere fylder meget; mentalt og ofte også fysisk.
5	Der er underholdning i omkring 18 timer i døgnet. Jeg elsker fred og ro omkring mig, og det er heldigvis muligt at finde steder, hvor det kan opnås – og ikke kun i kahytterne, som i øvrigt er vældig godt isolerede. Der var bl.a. roligt på Sky View Café på 14. dæk, hvor vi havde 180° udsigt og hvor vi tilbragte en del timer (øverste billede), samt biblioteket, som nok var de to fredeligste steder indendørs.	Der er underholdning i omkring 18 timer i døgnet. Man behøver aldrig at kede sig. Det er for meget med al den beskæftigelsesterapi. Der er en konstant baggrundsstøj i form af quizzer, auktioner og diverse levende orkestre eller solister. Eller bare højttalere i form af amerikanere. Sorry igen 🙂
6	Rejser man med et rejseselskab, er man meget sammen med gruppen på udflugter og til aftensmåltiderne. Denne gang var det en klar fordel – det var ganske enkelt alle sammen yderst behagelige personer; de var vidende, berejste, underholdende og spændende at tale med. Gruppen var behageligt lille (18), og vi fandt hurtigt sammen.	Rejser man med et rejseselskab, er man meget sammen med gruppen på udflugter og til aftensmåltiderne. På første krydstogt var det ikke en fordel. Der var ikke rigtig nogen af de øvrige i selskabet, vi swingede godt med (og vi regner ikke os selv for at være vanskelige at omgås). Gruppen var også lidt for stor (30), og der var specielt to par, vi næsten altid skulle vente på, hvilket jeg finder yderst irriterende.

Der er givetvis flere både proer og contraer, men indlægget er allerede for langt … godt gået, hvis I er med endnu.
Hvis man nemt bliver søsyg, er det nok ikke den første ferieform, der falder én ind, men vi havde faktisk to i gruppen, der blev søsyge næsten med det samme. Det bekymrede mig lidt på deres vegne, for jeg kunne slet ikke mærke nogen søgang – men …
De fik udleveret plaster og tabletter i Guest Relations, og så klarede de begge den fint på resten af turen, også da vi løb ind i så slemt vejr, at glas og porcelæn røg i dørken i stor stil.

Den form for ledningsføring, som vi så i alle byer, var ikke gået på vore breddegrader.

Buenos Aires – tangoshow og La Boca

Verdens Bedste Guide havde lovet os at udmatte os totalt således, at vi ville være i stand til at sove på den lange tur hjem. Om lørdagen var der føromtalte ranch, som lå 100 km uden for Buenos Aires. Herfra kom vi hjem lidt i kl. 18 og havde et par timer til at komme i bad og få noget andet tøj på. Vi steg af båden igen, blev hentet i bussen og kørt ind til et sted, hvor der ville blive serveret en trerettersmenu plus vine, og efter det et tangoshow, hvor temaet – for kostumernes vedkommende – ville strække sig fra tangoens fødsel og op til vore dage.

Det var et pudsigt sted, hvor man følte sig sat tilbage i tiden, hvad der selvfølgelig var bevidst. Det var nærmest 20’er-stil, uden jeg skal forsøge at gøre mig klog på, hvorfor jeg lige synes det, men det var min første tanke, da jeg kom ind.
Længere inde end på billedet herover kom man ind i en stor sal med en scene i den ene ende. Ovenover scenen en balkon til orkestret. Michael tog et billede til os, og jeg vil lige pointere, at så tyk er jeg altså heller ikke blevet på turen, men jeg læner mig åbenbart lidt for mageligt tilbage i stolen …
I øvrigt var vi blevet for godt vant på skibet, for den mad vi fik her, var ikke god. Den var faktisk ret dårlig. Altså ikke som i rådden eller noget, men elendigt tilberedt. Manden overfor John er kok, og han kunne absolut heller ikke lide maden. Det gjorde det heller ikke nemmere, at vi alle stadig var mere end halvmætte efter alt det kød på ranchen.
Kl. 22:30 begyndte tangoshowet, som varede i 1½ time. Det var ½ time for langt, selv om det var virkelig flot at se på – det var ikke de rene amatører, de havde kapret til at danse – men også her havde det nok noget at sige, at vi allerede var kørt trætte, inden showet begyndte.
Vi var tilbage på båden en halv time efter midnat. Nu skulle der pakkes (færdig), og kufferterne stilles ud på gangen, hvorefter nogen ville hente dem og bringe dem til terminalen, hvor vi kunne afhente dem søndag morgen..

..hvor vi efter udchekning atter blev hentet af bussen og kørt rundt i Buenos Aires (med adskillige gange ud og ind af bussen til diverse fotostop) frem til klokken 14, hvor vi blev sat af i lufthavnen.
Da var vi allesammen blevet grundigt trætte, og alle i gruppen sov vist en del mere, end vi havde gjort på vej hertil, så de 13 timer til Amsterdam føltes ikke helt så slemme.

Første billede efter tangoshowet er Buenos Aires’ vartegn: En tulipanlignende blomst, der folder sig sammen om natten og folder sig ud igen om morgenen.
Herefter følger tre billeder fra det farverige kvarter La Boca, som er et must, når man er i Buenos Aires. Jeg vil nøjes med tre billeder af de mange, jeg tog, men prøv at klikke på mit link til kvarteret, så skal I bare se.

Vi var inde på kirkegården, hvor alle de rige har ‘lejligheder’. Man køber en plads for temmelig mange penge og opfører et større eller mindre mausoleum.
Her så vi Eva Perons gravmæle, hvilket var årsagen til vores besøg. Det var dog næsten umuligt at tage et godt billede af det, fordi hendes ‘gade’ var ret smal, men det er det herunder med blomsterne på døren.

Byen overraskede os på den go’e måde. Den var flottere og noget mere spændende, end vi havde regnet med. Her kunne vi godt tilbringe nogle dage, men jeg var nu alligevel glad for, at vi skulle hjem. Vi har fået så mange indtryk med os, at det vil tage lang tid at bearbejde dem alle.

Nu tror jeg ikke, der kommer mere om krydstogtet, så I slipper for at høre mere fra mig desangående. Der kommer muligvis på et tidspunkt nogle konklusioner og/eller betragtninger over fordele og ulemper ved den ferieform, men selve turbeskrivelserne/oplevelserne må det vist være nok med nu.

DE kunne ride!

Vi lagde til i Buenos Aires lørdag morgen og dermed havde vi 1½ dag i Argentinas hovedstad. På den hele dag – lørdagen – blev vi først kørt lidt rundt i byen og derefter fragtet ud til en ranch, hvor der skulle tilbringes nogle timer.
Jeg tænkte først, at det var lidt øv … det lød meget turistet, da guiden forklarede hvad der skulle ske.
Det var bestemt også turistet, men jeg syntes alligevel det var helt okay fordi:
1) Vi fik det lækreste, lækre argentinske oksekød og
2) Vi så en opvisning på hesteryg, som jeg aldrig har set magen til og heller aldrig kommer til igen.

Meget af Argentina er fladt. Meget, meget fladt. De påstår, at det er derfor, at kvægets kød er så mørt, for køernes muskler bliver næsten ikke rørt, eftersom de ikke skal bevæge sig op og ned i et bakket landskab. Om den teori holder vand, skal jeg ikke kunne sige, men det er en kendsgerning, at kødet vi fik serveret, kunne skæres ud med en gaffel.

Der var mange besøgende, og her kunne vi se hovedretten på den kæmpestore grill. Pølser, kylling (den var også mør), store stege og også en specialitet: blodpølse. Den var der en del, der ikke turde smage, men den slags synes jeg næsten er en pligt, når man er gæst. Den var dog temmelig speciel i smagen, men det var ikke fordi, den smagte af blod; nærmere af for meget allehånde.
Men oksekødet! Du GOdeste, det var godt. De havde tilberedt det til alle præferencer mellem næsten råt og gennemstegt, så der var til enhver smag.

I midten af de to kæmpegrillriste blev gløderne lavet. Og her til højre ses en hot dog. I den bogstaveligste betydning, jeg kan forestille mig.
Den lagde sig under gløderne … der faldt ikke gløder ned, men der må dog alligevel have været ret varmt, skulle jeg mene.

Som det fornemmes, var der mange gæster, men der kunne godt have været omkring 200 mere. Gauchoerne, som vi senere så ride, serverede maden. Herover ses den store kniv, som er en del af deres traditionelle påklædning, og som var den, de brugte til at slagte kvæget med.
Efter maden var der lidt tangoopvisning, og så kom det, jeg havde ventet på: At se deres legendariske evner til at sidde på en hestryg.

Og så kom de, hestene, galopperende fra en bagvedliggende mark. Kort efter så vi fem gauchoer hver have kontrol over mellem 8 og 14 heste. Alene det var ret imponerende. Han red forrest, og hestene fulgte ham. Andre heste fulgte en anden osv. Skulle en enkelt af hestene formaste sig til at lege udbryder, blev den omgående hentet på plads af en af de hunde, vi først havde undret os over tilstedeværelsen af.

Ham herover havde færrest heste, men til gengæld var han den bedste rytter af dem alle. Og de var alle mere end gode … men ham her med den røde hue var helt og aldeles suveræn. Når han stod op i sadlen i fuld galop, var det som om han var gyroophængt. Hans ben bevægede sig naturligvis efter hesten, men over hans hoved kunne man have tegnet en snorlige streg, så ubevægelig var hans torso. Jeg skrev ‘fuld galop’, og jeg mener fuld galop – det gik helt vildt stærkt, da de gav opvisning i ringridning.

Kan I fornemme det? Farten? Elegancen? Sikkerheden?
Ringen ser ud til at være på størrelse med en fingerring, mens ‘lansen’ er på størrelse med en kuglepen. De fik ikke ringen hver gang, de forsøgte, men mange gange, og førnævnte fyr med rød kasket fik den hver eneste gang.
Ellen var dybt betaget, men hun var langt fra den eneste, og vi havde alle bemærket hvem den dygtigste af dem var.
Den ældste var 75 år (herunder; sidste billede), så på sin vis var han lige så imponerende, for jeg skal da lige love for, at han kunne ride endnu – lige så godt og stærkt som sine langt yngre kolleger – bortset altså fra ham med den røde hue.

Det har jeg aldrig skrevet om! Men Montevideo derimod …

Jeg så i går, at et af de søgekriterier, der havde ledt ind til min blog, var nedenstående med larverne. Det forstår jeg ikke helt, for det har jeg mig bekendt aldrig gjort mig den ulejlighed at undersøge. De andre er forståelige nok, men den med larverne, altså … ???
mommer, zoneterapi, billigste sted at købe larver til mad, sølvbryllupsrejse

Nå. Det får stå hen i det uvisse … nu er vi lige ved at forlade Montevideo, som er hovedstaden i Uruguay. Jeg må pinligvis erkende, at hvis nogen havde bedt mig om at nævne Uruguays hovedstad, var jeg nok blevet dem svar skyldig.
Nu ved jeg meget mere om landet og dets hovedstad. Uruguay er et særdeles velfungerende og, vist ikke engang kun efter sydamerikanske forhold, også et rigt land, med en glimrende infrastruktur, ringe arbejdsløshed, et godt socialt sikkerhedsnet og en stærk økonomi. Det er præcis fire gange så stort som DK, men med bare 3,44 mio indbyggere, hvoraf over halvdelen (1,8 mio) bor i hovedstaden, er det er tyndt befolket land.

Montevideo var en spændende by. Her kunne jeg godt have brugt et par dage, men vi havde kun nogle få timer til rådighed. Så få, at jeg ikke nåede ind til outlettet for Manos del Uruguay, som er noget af det bedste og blødeste garn i verden. Øv. Men vi er ret hysteriske med at overholde tiderne for boarding, for skibet venter ikke på nogen. Forståeligt nok, for med over 2000 passagerer, hvoraf nogle måske ikke tager tidspunkter helt alvorligt, kunne der nemt blive irriterende forsinkelser ved hver afsejling.

De to billeder forestiller de tidligste settlers; først kom man i oksekærrer og senere i en prærievogn. Det er i hvert fald hvad jeg ville have kaldt den, hvis vi havde talt om USA. Det var to bronzeskulpturer, som stod i to forskellige parker, men lavet af den samme kunstner, og jeg var ret betaget af dem, for de virkede helt levende. Man kunne tydeligt se, hvordan de arme dyr knoklede for at få vognen igennem vanskeligt fremkommelige landskaber.

Vi var igen ret uheldige med vejret, som var usædvanlig dårligt for årstiden. De klimaforandringer mærkes – ikke underligt – over hele kloden. Her plejer at være over 30 grader og sol, men de var ikke kun gået direkte fra vinter til sommer og sprang dermed foråret over, men et stykke inde i den sommer blev det pludselig køligt (20 grader) og med regnen stående ned i stænger. Det var så her, vi ankom til byen …
Heldigvis var markedet, vi var inde på, overdækket – det var noget lignende Torvehallerne i København, men med et lidt anderledes og mere overdådigt udvalg af frugt og grønt.

En mikrokaffebar … eller noget … på markedet; uden besøgende, men måske også uden betjening. Jeg kunne ikke helt finde ud af det.

Som vi tidligere har set det her på kontinentet, så ligger der gammelt og nyt tæt op ad hinanden. Strandvejsvillaer har de også.
Som sagt var vejret elendigt – jeg ville virkelig gerne se denne by med både mere sightseeingtid og mere sol, men det kommer jeg nok ikke til, desværre.

Punta del Este – et ultrakort besøg

I dag anløb vi Punta del Este i Uruguay, men det blev ikke til mere end goddag og farvel. Vejrforholdene var ugunstige, så de kunne/ville ikke gå i land med tenderbådene, hvorfor kaptajnen besluttede at sejle videre. Vi skulle ellers have ligget der i 10 timer, så der havde været rigeligt med tid til at kigge lidt på byen, men sådan skulle det altså ikke være. Det er åbenbart ikke kun nede sydpå, at det blæser meget …

Her ser I derfor hvad vi selv fik at se af Punta del Este.

En time efter vi fik beskeden fra kaptajnen, bankede Verdens Bedste Guide på vores kahytsdør og fortalte, at han som kompensation havde klaret at få hyret Murano (skibets bedste restaurant) til en kombineret frokost og vinsmagning klokken 13. Michael, som guiden hedder, kan jeg ganske enkelt ikke rose nok. Jeg har aldrig mødt en mere serviceorienteret og kompetent guide. Flere i selskabet har rejst med ham før og siger det samme. Nogle undersøger ligefrem hvilke ture der er på hans program og rejser efter det. Han har 30 års jubilæum i år og kender tilsyneladende ALLE på alverdens krydstogtskibe. Vi spiste middag på samme Murano i aftes, hvor Michael fulgte os til bords. Han er altid rundt og hilse på os, uanset hvor vi har besluttet at spise. Restaurantchefen sagde til os, da Michael var gået igen, at vi skulle bare vide, at vi var meget, meget heldige med at rejse med ham som leder, og vi kunne kun give ham ret.

Sådan så Argentinas kyst ud, kort tid efter vi stævnede ud fra Puerto Madryn i forgårs. Det så både ret goldt og ret fladt ud.
I morgen anløber vi Montevideo, som er Uruguays hovedstad – vi håber på, at det ikke blæser så meget der …

Vores lille mand (han er lille; omkring 1,60), som ordner kahytten hver morgen og hver aften, og som altid hilser så pænt på os, havde pyntet sengen ekstra meget i går. Det er sikkert noget han gør for alle sine ‘kunder’, men der bliver da bestemt også lagt mærke til det, når det sker. Med forelskede svaner, rigtige rosenblade und alles. Sødt var det.

På Murano i aftes fik vi en forret med laks og kaviar (dog ikke ægte kaviar), flamberet hummer til hovedret og Grand Marnier-sufflé til dessert. Alt sammen yderst delikat og flot serveret. Hummeren blev tilberedt ved bordet. Det havde han prøvet før, kunne man godt se.

Det ser måske ikke ud af så meget, men vi blev rigeligt mætte. Selv om vi hver dag får tre retter, så er portionerne fint afpassede, så man (vi …) ikke føler os mere end lige præcis mætte, når vi går fra bordet.
I det hele taget har maden, også den vi selv henter til morgen og til frokost i buffeten, for længst fundet sit leje, og vi spiser fornuftigt. Motionen kniber det dog stadig med at få, så der er stadig absolut noget der skal rettes op på, når vi er hjemme igen.

Til  højre et eksempel på, hvordan en gang eftermiddagste kan se ud. Den lille pyramide i midten indeholdt teposen, som i dette tilfælde var (en ekstra parfumeret, viste det sig) Earl Grey.
Jeg beklager al den madsnak, især over for jer, som det ikke interesserer en pind.
I morgen og de følgende tre dage får jeg forhåbentlig noget mere at skrive om inden den lange rejse hjem.
Det er sandsynligt, at jeg keder jer, men vi selv keder os ikke – man vænner sig faktisk hurtigt til det langsomme liv på et krydstogtskib, men vi er dog nået dertil, hvor vi faktisk ser frem til at komme hjem og være en hel del mere aktive, og vi er meget glade for, at vi fravalgte turen, som sluttede med 3-4 dage i Buenos Aires. Det er ikke mere så vigtigt for mig at holde tre ugers ferie, som det var dengang jeg arbejdede. 14 dage er fint med mig, og disse 18 dage er dermed også. Det var noget andet dengang det tog en hel uge at glemme det der arbejde og begynde at holde ferie for alvor. Det krævede tre uger for mit vedkommende at føle, at jeg virkelig havde haft ferie.

Anderledes madkultur. Puerto Madryn

Man må undre sig … jeg så et par i dag, som fik mig til at tænke på, at jeg da vist bare kan spise los, for der er et godt stykke vej endnu, til jeg kommer til at se sådan ud. Det var enorme. Forleden dag havde hun en uendelig stram T-shirt på, hvor der stod I am the future. Jeg var lige ved at komme til at stirre. Det er bestemt heller ikke pænt af mig at udstille dem her, men det opdager de aldrig, og jeg tror ikke, at nogen vil genkende dem.
Der er mange madkulturer på et krydstogtskib. I går så jeg følgende frokost blive ‘tilberedt’: Man tager en stor burgerbolle, som man tager al indmaden ud af og smider væk. Dernæst hældes en lille deciliter ketchup på de to skorpehalvdele. Et mindre bjerg rosastegt oksekød skæres ud og kommes i bollen. Bon appetit.
Og der er bare SÅ meget lækkert at vælge imellem, men sådan er vi jo så forskellige …

I dag ligger vi i Puerto Madryn, Argentina. I skibsavisen står der, at der ingen offentlig transport findes i byen, da det er a very small town. Det synes jeg nu ikke, at man kan kalde den, med højhuse og det hele, men det er rigtigt nok, at der ingen offentlig transport er.
Der er ingen arrangerede udflugter fra rejsebureauets side, så vi gik selv ind og kiggede lidt på byen, som har en flot standpromenade.

Tidevandet var helt ude da vi ankom, så stranden var bred. Inde fra stranden så vi lystbådene blive kørt ud med traktor, og vi så, at man netfiskede med håndkraft: Tre personer vadede ud med et net imellem sig, hvorefter de langsomt gik parallelt med stranden, til de nåede molen. Her gik de ind, og vi kunne se, at de hev masser af fisk ud af nettet. Den form for fiskeri giver næppe problemer med fiskekvoterne.

Langs byens gader stod disse træer, hvis blade mest lignede mimoser, men de krøllede sig ikke sammen, og blomsterne lignede … noget andet end mimoser … men smukke var de.

Det var dette hotel herunder ikke (den grønne bygning). Smukt, altså. Det var i hvert fald ikke det første hotel, jeg ville forsøge at få et værelse på.
I det hele taget var byen fyldt med kontraster – fx var apoteket det mest moderne, man kan tænke sig (John var løbet tør for kleenex) – det var nyt og gammelt blandet med hinanden.

Herunder ses kystvagten på arbejde. Eller hvad de nu var … de var muligvis på arbejde, men jeg tror nu ikke, det er verdens værste job, dette her – de høvlede frem og tilbage med større eller mindre fart hele tiden, uden vi kunne finde ud af, hvad de egentlig havde gang i.

I dag har jeg talt med mit barn. Jeg kunne ikke vente længere med at høre hendes stemme, og hvordan det går med dem derovre langt væk i England – og i øvrigt har både Anna og Aubrey haft fødselsdag uden jeg kunne komme til at ringe og ønske dem tillykke, så nu skulle det være.
12 og 13 år er de nu.
Det er dog skrækkeligt, så hurtigt tiden går.

Punta Arenas og Kap Horn

Punta Arenas – en blæsende by. Billederne herunder er taget nede ved havnen (okay, sorry … det er vist ret indlysende), hvor vi morede os lidt over synet af den forhenværende udskibningsjernbane, hvor der nu hvilede hundredvis af skarver og andre havfugle.

Der var en i kommentarsporet, der nævnte “de store sejlskibes tid”, men de var faktisk skræmmende små, de sejlskibe. Jeg har engang været på en kopi af Columbus’ skib Santa Maria, og i Punta Arenas besøgte vi et sted, hvor de har lavet kopier af både Magellans Victoria og Darwins Beagle.
Jeg er meget, meget glad for, at jeg ikke var ombord dengang for 500 år siden (Magellan ‘opdagede’ strædet i 1520), for det må have været helt igennem rædselsfuldt. Næsten ingen plads og mellem 40 og 60 ombord, hvor kaptajnen oven i købet optog relativt meget af den liden plads. Ingen vidste, hvor de skulle hen, og ingen vidste, om de nogensinde kom hjem igen. Man må enten have været enormt eventyrlysten eller desperat på flugt fra et eller andet for at melde sig frivilligt til den slags ekspeditioner.

Herover Victoria øverst og Beagle nederst. Man kan måske fornemme via Johns størrelse, at Victoria ikke er særlig stort, så det må have været lidt for spændende at skulle runde Kap Horn i sådan et – det kunne nemt blive slået til pindebrænde, hvad da også mange blev.
Beagle er noget større, men det sejlede også præcis 300 år senere.

Jeg ved ikke, hvor meget det fornemmes, men bølgerne herover vurderede vi til at være ubehageligt høje, hvis man ikke er på et stort skib som vores.

I går blæste det så meget, at de lukkede havnen i Ushuaia, så vi først kom afsted 1½ time senere end planlagt. Kaptajnen meldte dog ud, at han til gengæld ville speede op, så vi kunne holde planen og runde Kap Horn ved sekstiden næste morgen.
Det var slemt at gå det lille stykke på molen ud til båden, og nogle blev faktisk blæst omkuld og måtte samles op i bil af skibets personale. Herefter blev folk kørt det lille stykke hen til, hvor man gik ombord. Vi nåede at komme ind, før det blev helt slemt, og alligevel måtte vi kæmpe for at holde os oprejst.

Søgangen var nu ikke så slem, selv om bølgerne bogstavelig talt gik højt ved Kap Horn.
Som vi naturligvis ikke sov fra! Skibet cruisede rundt, så alle, uanset om man havde kahyt til den ene eller den anden side, fik det hele med på nærmest mulige hold. Som sagt blæste det voldsomt, hvorfor ingen fik lov at gå ud for at fotografere, så vi var ekstra glade for vores balkonkahyt i morges.

Vi så både fyrtårnet og skulpturen af albatrossen på selve Kap Horn, men billederne blev, pga. vejrforholdene, ikke særlig gode.
Det gør dog ikke spor, for skal man runde hornet, så skal det da også være i dårligt vejr og høj sø, ellers er det ikke helt rigtigt. I virkeligheden er det vel slet ikke noget særligt, for det er bare nogle forrevne klipper dernede langt sydpå … og så er det jo allievel i høj grad noget særligt at have rundet, og skibet brugte da også en god times tid på at krydse rundt hernede, så alle fik oplevelsen med.
De næste to dage er på havet, så der vil livet gå sin stille, men hyggelige gang uden de store oplevelser.

Kold ild

I dag har vi tilbragt hele dagen i verdens sydligste by, Ushuaia. Vi har set verdens sydligste posthus og vi har gjort stop på det sydligste punkt på verdens længste vej, The Pacific Highway, som vi faktisk har kørt på før på denne tur. Den går fra Alaska til Ildlandet, hvor vi er nu. Tierra del Fuego. Gad vide hvorfor det har fået det navn, for her er dæleme ikke varmt. I teorien er det højsommer hernede, men temperaturen er 6 grader og det blæser ikke kun ½ pelikan, men nærmere 1½, selv om de ikke her regner det for andet end en mild brise.

Posthuset ved verdens ende …
Vi befinder os i Nationalparken Tierra del Fuego. Lige som Magellanstrædet ved første øjekast godt kunne minde om Norge, mindede turen til denne park om, når man nærmer sig Alperne, men når man så får øje på detaljerne, er det naturligvis helt anderledes. Væksterne, især.
Her gror tre slags bøgetræer, og det er da også uden tvivl bøgeblade vi ser, men de er meget små, kun godt en centimeter lange, og træernes vækst er meget langsom. Ikke så underligt, med sommertemperaturer på maksimalt 10-12 grader og vinterditto på ned til minus 15.
Den gule dims herunder fandt jeg på stranden – formentlig en eller anden slags svamp. Jeg fandt også hvad jeg tror er et søpindsvin i miniformat.

Herunder de små bøgeblade og ved siden af en busk, der havde lavendellignende blade og margueritlignende blomster.

Fotostoppene var legio, da vi gik rundt inde i nationalparken, men det er alt sammen så stort og prægtigt, at det var vanskeligt at indfange det.
Jeg kan kun anbefale, at man selv tager derned og ser det – vel vidende, at ikke alle kan eller vil.

På træerne sad tusindvis af disse vækster, som jeg kun kunne forbinde med mistelten, og så alligevel ikke, for de havde forkert farve og tekstur. Jeg fandt dog ud af, at den kaldes falsk mistelten, hvilket absolut giver mening.

I morgen meget tidlig runder vi Kap Horn, og vi har aftalt med hinanden, at vi skal op og have det hele med fra ved sekstiden. Man tager ikke sådan en rejse, hvor et af højdepunkterne netop hedder Kap Horn, bare for at komme hjem og med blussende kinder indrømme, at man sov fra det!

I går, som jeg måske skriver om senere, var vi i Puntas Arenas, hvor vi skulle have brugt tre timer på en sejlads ud til en ø, hvor der er albatrosser, pingviner og søløver. Vi så alle i høj grad frem til denne oplevelse, for solen skinnede fra en skyfri himmel.
Det blæste dog for meget … det var så ikke engang blæsten, man var nervøs for, men for strømforholdene. I går var der så stærke strømninger i farvandet, at de ikke turde tage turister med ud i det. ØV, tænkte vi, men ingen er herre over vejret, og sikkerheden går naturligvis frem for alt.
Jeg ville nu meget gerne se en albatros. Vi ser skarver, måger, terner og petreller (der er vist ikke noget dansk navn for dem?) i massevis, men så vidt vi har kunnet se, har der ikke været albatrosser imellem. De er her dog, for andre i vores gruppe hævder at have set dem.

Hårdt vejr i Magellanstrædet

Vi lagde ellers så fint ud med at finde os en god plads ved et af vinduerne i baren øverst og forrest i skibet, mens vi sejlede gennem de smukke passager i Magellanstrædet.
God udsigt fra første parket.
Jeg tog kun nogle få billeder indefra, for jeg havde ikke medbragt overtøj. De blev derfor meget blå pga. de let tonede ruder. John gik lidt ud, men kom hurtigt ind igen, for vinden blæser frisk og kold. Magellanstrædet var dog ganske smukt at sejle igennem, så jeg var glad for vores gode plads.
Der var i øvrigt en quiz om almenviden, mens vi var der. Vi dannede et team med et andet dansk par, og tilsammen svarede vi rigtigt på så mange spørgsmål, at vi fik en førsteplads – dog delt – men vi var kun tre hold, der fik 14 point; andenpladsen havde bare scoret 10 point. Vi deltog, fordi de lagde ud med at spørge hvem der i 1967 gik fra venstrekørsel til højrekørsel. Rundt omkring os sagde amerikanerne, at det havde de da ikke den ringeste ide om. Nogle havde svaret Irland, men vi vidste jo, at det var Sverige, og så fik vi blod på tanden. Vi havde kun to forkerte (vi svarede slet ikke på dem), selv om et par af svarene var rent gætteri. Lidt heldig har man lov at være. Præmien var lodder til et eller andet, men vi syntes, at æren var fin.

Klokken 11:30 blev de fleste smidt ud herfra, fordi der skulle foregå et eller andet med kaptajnen, som de havde glemt at invitere os med til.
Vi gik derfor i kahytten og slappede af, indtil uret viste kl. 13, hvorefter vi igen tog den til 14. etage for at indtage frokosten.
Her mødte vi et par, som var med Stjernegaard rejser, og som både kendte Præstø og Havdrup. Dem fik vi en hyggelig rejsesnak med. De forlod bordet, da vi skulle til desserten, for da havde de allerede siddet der i 1½ time og trængte til et hvil.
Nu begyndte båden pludselig at rulle og at gynge, hvilket kom bag på alle, også personalet, for hvem adskillige glas og tallerkener røg på gulvet.
Det blev værre og værre, så John og jeg besluttede at gå i kahytten igen, hvor vi kunne lægge os på sengen – så kunne vi da ikke falde …

På gangen mødte vi ham, der gør rent i vores kahyt (to gange om dagen!); han spurgte, om vi var okay, til hvilket vi svarede ja.
Vi er også okay, men det er ret slemt, dette her. Vi bor på 6. dæk, så vi er allerede halvhøjt oppe, men det er ikke kun regn, vi får smidt på os, når vi går ud på balkonen – skumsprøjtet når vist helt op på øverste dæk.
Den ruller og hugger, men indtil videre er det faktisk ret sjovt – det er det, når man ikke er søsyg (banke, banke under bordet).
Stewarden sagde, at det ville vare resten af eftermiddagen, så skulle det løje af igen. Indtil videre er det sandelig ikke nemt at holde baligelancen.
Hele dagen i morgen (vi skal i land allerede klokken 07) er vi i Puntas Arenas og omegn, hvor de har lovet mellem 0 og 5 grader, så det er godt, jeg tog skiundertøjet med.

Vulkaner, vandfald og verdens mindste kok

I går lagde skibet til ved Puerto Montt, og vores gruppe blev sejlet i land i de små tenderbåde, som også vil blive brugt som redningsbåde, hvis vi skulle komme i den situation – men det håber vi sandelig ikke!
Vi blev kørt afsted til vulkaner, til en lækker frokost, som i virkeligheden var en treretters middag, og endelig til Petrohue-vandfaldene, som var smaragdgrønne og naturligvis flotte.
Mit SD-kort gik i udu, og John tager billeder i rawformat, som ikke umiddelbart lader sig kopiere til det jpg-format, som er nødvendigt, hvis de skal uploades til min blog. Det passede ikke fruen her, så jeg måtte til at finde en måde at konvertere på, hvilket da også lykkedes, men det tager tid, så jeg forsøgte kun med to i første omgang.

Så slipper I også for billedspam … her kommer i stedet historien om bådens restaurant Qsine – le petit chef.

Restauranten, vi oplevede for første gang, findes der kun ganske få i verden af. De lader en lille 3-D-kok både indfange og ‘tilberede’ maden på tallerkenen foran kunden.
Det var SÅ underholdende. Ikke kun det animerede, men også den lille koks små, ledsagende lyde var ret morsomt.
Jeg fandt Le Petit chef på Youtube, og fordi det er en 2-D-film af en 3-D-ditto, så er kvaliteten naturligvis derefter, men man kan måske få et indtryk af, hvordan det var. Und jer selv at se videoen, selv om den tager noget tid (håber linket virker – ellers googl selv). Celebrity-rederiet er ved at indføre konceptet på alle deres skibe.
https://www.youtube.com/watch?v=bK8-a10QFoQ
Fra animationen sluttede, til det (helt tilsvarende) måltid blev serveret, gik der højst 20 sekunder, så mange tjenere var der – men restauranten var hverken stor eller helt fyldt op. Havde den været det sidste, havde det nok taget 30 sekunder …
Det skal tilføjes, at det var mad i absolut topklasse.

Jeg synes, at, selv om der er en fantastisk middag hver aften inkluderet i rejsens pris, så bør man unde sig den ekstra oplevelse det er at gå på en eller flere af specialrestauranterne. Herregud – hvor tit tager man lige sådan et luksuskrydstogt som dette? Jeg vil i hvert fald have det hele med.
Man får lidt rabat, hvis man bestiller flere på én gang, så det har jeg gjort. Tre i alt. John var lidt svær at overbevise – han synes pr. definition, at sådan noget er spild af penge, men efter denne første oplevelse overgav han sig uden forbehold, og vi glæder os allerede til opleve, hvad de to andre restauranter har at byde på. Det er ikke med 3-D de andre steder, men den gourmetmæssige del er fuldt på højde med eliterestauranter på land.

Som jeg skrev tidligere, så er maden en væsentlig del af et krydstogt, og når jeg dertil mangler fotodokumentation, så må jeg jo finde på noget andet at berette om end vores smukke naturoplevelser, tøhø.
I dag har vi sejlet gennem den chilenske skærgård. Meget smukt, men det kunne godt minde lidt om Norge. I morgen går turen gennem Magellanstrædet.
Billedet viser lyset, som det kom ned gennem skyerne, da vi spiste morgenmad.

Special edition: madspildet fra et krydstogtskib

Det er pudsigt, så mange af jer der fik den samme tanke som jeg fik på The Galley Tour: Hvad gør de ved al den mad, der nødvendigvis må gå til spilde?
Heldigvis fik jeg den glimrende ide at spørge den kok, der viste os rundt, så udfordringen med at svare jer var ikke så stor.
For at gøre det nemmere for mig selv, vil jeg svare på jeres kommentarer via dette ekstraindlæg.
Kokken gled elegant af på spørgsmålet om mængden af madspild, men svaret var alligevel interessant.
Alt organisk; dvs. al mad, ryger ned i en dertil indrettet container, hvor det bliver kværnet til en fin grød.
Derefter går det igennem en forbrændingsproces og til sidst bliver dette organiske restprodukt presset til flager, som bliver sendt ud i havet som fiskefoder. Det er faktisk en ret smart løsning, synes jeg, og fiskene elsker det.
Alt andet affald bliver sorteret og naturligvis bragt i land.

Mht. spildevandet ‘sorteres’ det i brunt og hvidt vand. Det brune giver næsten sig selv, men det er faktisk det enkleste at håndtere, fordi materialet er organisk og må derfor gerne dumpes, når man når et vist antal sømil fra en hvilken som helst kyst. Celebrity-rederiet har valgt at fordoble den lovpligtige afstand, inden de dumper.
Det hvide vand kommer fra vask, opvask og badevand og er derfor fyldt med kemikalier. Det bliver opbevaret indtil man er i land og kan få det gennem et rensningsanlæg.