Himlen er høj, jorden er flad og ferien snart slut

Atter en gang er en uge fløjet afsted med lysets hastighed. I hvert fald lydens …
Vi har set Tirpitz, vi har været ved Filsø, vi har været ved (på?) Tipperne og vi har været i Vejle for at mødes med Lene fra Canada, som heldigvis kunne finde tid til en frokost med os på sin vej fra det nordjyske til først Refsvindinge og senere Malmö, inden turen går mod Canada igen om få dage. Det var næsten to år siden hun havde set sine døtre og børnebørn, så det var et længe ventet og naturligvis hårdt tiltrængt gensyn.
Her skulle der have været indsat et billede af Lene (og John), men det blev så dårligt og uskarpt, at det ville være en hån mod dem at vise det. Det gjorde dog ikke glæden mindre ved at se hende igen – vi skulle have været ovre at besøge dem i juni sidste år, og I har kun ét gæt på, hvad der lige fik forpurret det.

Var det en varde ved Varde? Nej det var det ikke, det var en varde ved Filsø. Vi gik over dæmningen, men der var ikke specielt mange fugle at se – kun nogle svaner og ganske få stære.
Stære var der til gengæld flere af, da vi i dag kørte ud på Tipperne, hvor vi heldigvis havde ugens bedste vejr, med sol fra en høj efterårshimmel. En meget høj himmel over et meget fladt landskab. Vi var oppe i begge fugletårnene, hvortil man kun måtte køre; det var forbudt at stige ud af bilerne, undtagen ved tårnenes parkeringspladser.

Tirpitz var også interessant, men jeg synes, at udstillingerne om ravet og om livet ved Vesterhavet var mere interessante end selve bunkeren. Det er nok fordi jeg ikke er en mand.
Blåvands Huk skulle vi naturligvis også lige ud på, for der havde Ditte aldrig været … man skal jo lige vide med sig selv, at man har været på Danmarks vestligste punkt. Især fordi vi for nøjagtig et år siden var på det østligste ditto.
Udtales ‘Huk’ egentlig med u som i ugle eller u som i hugge?

Garnforretninger er der ikke besøgt en eneste af. Vi var jo til strikkefestival, hvor der var ALT for mange fristelser, og om 14 dage skal vi på webstrikfestival, hvor der formentlig kommer endnu et hold fristelser, så garnforretninger er et no go lige nu!

Efter Tipperne kørte vi til Hvide Sande, hvor vi købte hver en sandwich med fisk i den store ‘røgbutik’, som John og jeg helst skal ind i, hver gang vi er her. Vi tog maden med os og fandt et bord. Et vindomsust bord, hvor vi et par gange måtte løbe efter servietterne og de små salt- og peberposer, fordi vi i skyndingen lige glemte at forankre dem under (pap)tallerkenerne. Men det var relativt lunt og solen skinnede, så selvfølgelig skulle frokosten indtages i det fri, selv om vestenvinden var mindst en lige så stor drillepind som søndenvinden var i den gamle vise.
I aften skal vi spise på Ho Kro, og i morgen går turen hjemover igen. Vupti – sådan forbruger man en uge.

Lækkert garn, überlækker mad og et uventet møde

Vi befinder os i Vestjylland i et sommerhus ikke så langt fra Oksbøl. Huset er ikke så stort, men det er dejligt, og det hører til de mere velforsynede af slagsen, så det gider vi ikke brokke os over.

I går blev en halvtravl dag. Vi lagde ud med Ribe Middelalderby, hvor noget familie til Peter er i gang med at udsmykke den lille kirke. Hende havde de aftalt at mødes med, og hun viste sig at være en af de skønne ildsjæle, som med begejstring og íldhu formidlede sit projekt på forbilledlig og fascinerende vis. Vi blev alle fire klogere på maling, maleteknikker og andet, som det var for 1000 år siden. Det var en hel del mere farverigt, end man umiddelbart forestiller sig, hvis man har de gamle kalkmalerier i tankerne, hvad man nok kan fornemme på billedet.

Next stop var Fanø, hvor vi sad det meste af en time og ventede på at komme over med færgen, men det lykkedes til sidst. Mændene satte os af ved det store telt, hvor Ditte og jeg fordybede os i garn i et par timer.
Ohhh, der var meget garn og der var også meget heeelt vildt lækkert garn. Jeg købte hvad der ses på billedet. Det er måske ikke så meget garn, men det der er repræsenterer en mindre større formue. Så er det også med silke i noget af det, yak i noget andet og noget tredje var det gode fra Manos del Uruguay.
Der kommer nok nogle sjaler ud af det – dem har jeg jo næsten ingen af i forvejen …

Dagens sidste – STORE – oplevelse var Høfde 4, som Ditte havde fundet frem til.
Det var da helt utroligt godt! På vores egen private rangliste kommer den ind som en klar toer, kun overgået af Norsminde kro.
Vi fik tre retter med tilhørende vine. Ibericoskinke med syltet galiamelon, trøffelmayonnaise og rygeostcreme. Det var bare SÅ godt.
Derefter skindstegt kulmule med stegt hjertesalat med parmeanost, cremet sauce med ørredrogn og korianderkarse. Til sidst en munkeost, som Ditte kendte. Den var også virkelig god.
Det var vinene til også. De to af dem, i hvert fald. Den tredje, en temmelig alternativ rødvin, lugtede ikke godt. Som i virkelig ikke godt. Stald, latrinær og petroleum var nogle af vores forslag. Tjeneren, som vidste meget om sine vine, indrømmede, at den var meget speciel, men bad os om at give den en chance, for den ville være meget anderledes, når man spiste osten til.
Jeg gav den den chance. Og en til. Den smagte præcis lige så rædsomt, som den lugtede, syntes jeg. Ditte kunne godt lide den, hvilket forbavsede mig, men jeg hidkaldte tjeneren og sagde, at nu havde den fået to chancer, og jeg kunne simpelthen ikke drikke den. Sorry.
Så kom han med en Saint Émilion Grand Cru. Det var i orden – den kunne jeg sagtens drikke til den gode ost – den var så god, at jeg tilgav tjeneren for min yderst tvivlsomme oplevelse med den anden vin.

Og hvem møder man så lige på Høfde 4? En af mine gamle kolleger, såmænd. Mig fra Sydsjælland og hende fra Nordsjælland mødtes i det vestligste Danmark. Vi havde ingen problemer med at genkende hinanden, selv om det er over otte år siden sidst, så der blev givet et par ordentlige kram (coronapesten er allerede glemt) og vekslet nogle få ord, inden vi igen passede hver vores selskab.
Hvis nogen fra min tidligere arbejdsplads skulle læse dette, så var det MaM, jeg mødte. Jeg bad hende hilse alle jeg kendte.

Godt, vi snart skal på ferie …

Englandsrejsen blev ret spontant besluttet lige inden Danmark fjernede den røde farve fra verdenskortet, og en væsentlig grund til, at vi kun var derovre i otte dage var, at vi skulle lægge hus til en for længst aftalt fætter-/kusinesammenkomst i lørdags. Et par af jyderne ville ankomme om fredagen og blive til søndag, så det var nødvendigt for os med et par dage inden til forberedelserne.
Vi blev ikke så mange i år – kun 12 – men det var til gengæld den eksklusive kerne, som altid møder op, uanset hvor i landet det måtte foregå.

Det var, også som altid, meget hyggeligt at mødes igen. Vi sidder ikke ligefrem lårene af hinanden, idet mange af os kun mødes hvert andet år. Snakken går derfor livligt fra start til slut, da der altid er en del at opdatere hinanden med om vores liv siden sidst.
Vi er derfor en anelse sløve i dag, så den står på ren dovenskab. Tre overnattede hos os til søndag, og samme søndag skulle vi have besøg af vores yngste niece og hendes kæreste, som ville komme til en sen frokost.
Så jo, vi er lidt trætte, men det er en god træthed, når den skyldes hyggeligt samvær med personer, man holder af.

Godt, vi snart skal på ferie.
På torsdag, helt tilfældigt på vores 32-års bryllupsdag, vender vi atter en gang næsen mod Vestjylland, hvor vi har lejet et sommerhus i en uge. Ditte og jeg skal lige over for at se den sidste strikkefestival, arrangeret med Christel Seyfarth som initiativtager, der vil finde sted på Fanø. Det tager ikke hele ugen, men så finder vi nok noget andet at foretage os. Jeg kunne ikke finde noget at leje fra midtuge til midtuge på selve Fanø, men det kunne jeg i nærheden af Oksbøl, så vi er nødt til at tage frem og tilbage til øen. Jeg synes det er for fjollet at skulle have sommerhusskiftedag lørdag, når strikkefestivallen foregår fredag, lørdag og søndag, og jeg forstår nok ikke helt, hvorfor ikke flere udlejere giver den mulighed på Fanø.
Fjorten dage efter dette er der webstrikfestival i Svendborg; denne gang med flere deltagere end vanligt, men jeg tror folk trænger til ekstra meget samvær efter coronapesten. Sidste år blev den gennemført, men der var nogle, der ikke ville komme, fordi pesten stadig huserede, og der stadig var en del restriktioner.
Med to sådanne begivenheder er der dermed lagt op til at komme hjem med en masse nyt garn, som John ikke kan forstå, at jeg har brug for, men det har jeg. Helt sikkert …

Rent billedmæssigt er vi stadig i England. Det er lidt som at være der endnu, når jeg sidder og kigger på billederne. Lidt …
Herover er det en af de syv River Avons i England; denne er River Avon, Hampshire, running from Pewsey to Christchurch (also known as Salisbury Avon).
Der er yderligere tre i Skotland og en i Wales. Grunden til de mange River Avons er formentlig, at avon er et gammelt ord for flod, så deres River Avons er tautologier, fordi det betyder flod flod.

Ferie slut! Vi arbejder igen …

Hjemme igen. Vi skal have huset fuldt på lørdag; to kommer allerede i morgen, og tre bliver til søndag, så der bliver løbet lidt i dag for at være parat til afslapning fra i morgen eftermiddag, men nu er det meste okay, og vi kan slappe af resten af dagen.
Rejsen hjem gik aldeles smertefrit; vi skulle vise coronapas i begge lufthavne, men det var alt. John var ved at gå lidt i panik, fordi han ikke kunne indlæse sit i Kastrup. Han prøvede nærmest alt, indtil jeg spurgte om han stadig havde telefonen i flytilstand. Det havde han selvfølgelig …

Skiltet til højre så vi, da vi gik rundt i Hidcote Gardens. Umiddelbart syntes jeg det var meget sødt, men så kom jeg til at tænke på, at det faktisk ikke er særlig godt, at det åbenbart er nødvendigt at sætte et sådant skilt op! Opfører folk sig virkelig så ubehageligt? I Heathrow lufthavn, da vi skulle igennem den megalange pas- og testkontrolkø, var der også med korte mellemrum sat skilte op med, at man ikke måtte overfalde personalet! Jamen altså …

Det var selvfølgelig skønt at være der i otte dage, selv om det føltes som otte timer.
I løbet af den tid lærte jeg, at jeg vist alligevel godt kan lide hunde. Nogle hunde. I hvert fald én bestemt hund. Jeg kan stadig ikke lide store hunde, som fælder og ikke mindst savler. Jeg hader hundesavl. Jeg er ikke bange for store hunde; bryder mig bare ikke om dem, men den lille cavapoo, de havde erhvervet sig, var godt nok nuser. Livlig, klog (selvfølgelig …), meget aktiv og meget tillidsfuld. De har i hvert fald ikke købt den for at få en vagthund!
De drillede mig lidt og sagde, at nu varer det nok ikke længe, før John og jeg har en hund mage til, men det sker ikke. Dertil er vi for meget væk hjemmefra. Måske en dag, når vi ikke er så mobile mere. Måske, sagde jeg. Den bro krydser vi, når vi når til den.

Herover tre krølhårede og en glathåret. Hunden skal snart klippes lidt omkring øjnene, og Aubrey er allerede blevet klippet, for så langhåret må han ikke være i skolen. Det passer ham dårligt – han har det lige så slemt som Samson, når krøllerne ryger, så han kan godt være lidt mut op til det sker, og det er aldeles lige meget hvor meget vi påstår, at han også er en nydelig ung mand, når han har kortere hår. Heldigvis er han for det meste af tiden en glad fyr med nemt til latter.

New Forest, som vi kørte til i tirsdags, er ikke kun skov; det er også store hedearealer, hvor lyngen netop er begyndt at blomstre. Om en uge vil det hele være ét stort, smukt lilla tæppe, men vi var her desværre lige tidligt nok til at opleve det. Der går flere tusinde heste og flere tusinde køer frit på det store areal, plus en hel del æsler og svin, hvilket gør det til et spændende område at køre igennem. Tit må vi holde tilbage, fordi heste eller æsler bruger vejen og ikke har tænkt sig at flytte sig, bare fordi der kommer en bil.

Lidt om øvre og nedre, og lidt om noget der er hurtigere end lyset

Børnene er i skole igen, så Charlotte, John og jeg har det meste af dagene for os selv. Tim arbejder godt nok ikke så meget mere som han har gjort, men arbejde gør han dog, plus at de har håndværkere for tiden, så der er god tid for os tre til at køre lange ture. Og lange bliver de, som nævnt i et tidligere indlæg. Vores aktionsradius bliver større og større, fordi vi er kommet her gennem så mange år.
Det er, som vi kender fra Midsomer Murders (Barnaby), meget brugt i England at ‘genbruge’ stednavne indenfor et givent område.
Fiktivt som i Midsomer Abbas, Midsomer Barrow, Midsomer Barton, Midsomer Chettham, Midsomer Cicely, Midsomer Deverell, Midsomer Florey, Midsomer Herne, Midsomer Holm, Midsomer Langley, Midsomer Magna, Midsomer Malham, Midsomer Mallow, Midsomer Market, Midsomer-in-the-Marsh, Midsomer Mere, Midsomer Morchard, Midsomer Mow, Midsomer Newton, Midsomer Norton, Midsomer Oaks, Midsomer Parva, Midsomer Pastures, Midsomer Priors, Midsomer Shallows, Midsomer Sonning, Midsomer St. Claire, Midsomer St. Michael, Midsomer Stanton, Midsomer Vertue, Midsomer Vinae, Midsomer Wellow, Midsomer Worthy og endelig Midsomer Wyvern. Er I med endnu?

I virkeligheden som i fx Lower Slaugters og Upper Slaugters. Billederne er fra førstnævnte, hvor der er en rigtig ford, som vi vist kun kender dem fra England. På et skilt stod Deep ford; access only, dvs. kun ærindekørsel, men der var heldigvis en der havde et ærinde, så vi kunne se ham køre igennem.
SÅ dyb var den så heller ikke, men det var meget engelsk og meget hyggeligt …

Både den lille hund og Charlotte nød at få kølet hhv. poter og fødder – vandet var koldere end man skulle tro, ifølge C, og jeg troede hende … havde intet som helst behov for at tjekke.
I får, apropos de mange Lowers og Uppers i England, et skønt citat fra Barnaby, som mine englændere nyder at se for tiden. De har ikke set den før, for børnene har været for små, men nu nyder hele familien den dejlige og meget engelske serie.

Troy: “I thought we were going to Upper Warden.“Tom: “Yeah, we are. Upper Warden is down the hill; Lower Warden is up the hill.“Troy: “That doesn’t make any sense.“Tom: “Troy, this is Midsomer!“Troy: “Sorry, I forgot”

Der kunne lige så godt have stået “Troy, this is England!”
Jeg elsker den serie! Jeg elsker i det hele taget bare England, og nu er der allerede gået en uge herovre.
Jeg har simpelthen fundet noget, der overgår lysets hastighed.
Det gør tiden nemlig. Tiden er den fjerde dimension, og den er ikke en fysisk størrelse, men holdnuop, hvor kan den flyve hurtigt alligevel.
Vi skal hjem allerede i morgen! Suk. Heldigvis har vi hele formiddagen inden vi skal afsted.
Det var alt, alt, ALT for kort tid, men vi satser på at det holder stik med kun seks uger til vi ses igen – i Danmark.
Det der næsten varmer allermest er, at børnene siger, at vi ikke må rejse allerede, for de har slet ikke været nok sammen med os endnu.
Det varmer, fordi de er 14 og 15, og jeg har en ide om, at i den alder gider man ikke de gamle i familien.
Det gider de heller ikke normalt, siger de, men de gider godt os.
Bliver man så ikke bare glad? Vi gør!

I går var vi i Hidcote Gardens og i dag havde vi barnet med i Nyskoven (New Forest), hvor John lærte Charlotte noget om at tage spændende billeder ved at lege med blænde og fokus.
Lyngen blomstrede; det var 29 grader, himlen var høj og blå.
Livet er godt. Særdeles godt.

Mon ikke det hjælper at trøstespise?

Noget må vi gøre.
Det dur ikke at gå i sort. Det dur heller ikke at gå og være arrig over tåbelige og ikke længere meningsgivende coronarestriktioner. Men det er svært at lade være, og jeg brokker mig til alle, der er så ufornuftige at spørge hvordan jeg har det.
Jeg havde regnet med snart at være lykkeligt og travlt optaget med at servicere mine englændere og stornyde deres nærvær i Den Stråtækte, men sådan bliver det ikke.
Dette skal ikke misforstås – der er ingen, der hverken forventer eller forlanger servicering fra min side, og jeg får hjælp, når/hvis jeg beder om det, men jeg elsker det, fordi jeg så sjældent har mulighed for det, og så længe jeg kan, så gør jeg det. Den dag kan tids nok komme, hvor min energi eller mine evner rækker kortere end tilfældet endnu er.
Charlotte nyder sin mors mad samt diverse danske specialiteter, som ikke fås i England, og hun nyder at kunne stå op til et veldækket dansk morgenbord. Tim nyder svigermors mad og at kunne dele en flaske god rødvin med en, der sætter pris på det, og børnene nyder ligeledes mormors mad og i øvrigt alt muligt forskelligt, som de forbinder med mormor, morfar og det at være i Danmark.
Jeg svælger i selvmedlidenhed, men det ændrer ikke spor på situationen, desværre.
John har fødselsdag først i august, og hans ønske var bare at fejre den sammen os seks og ingen andre, men sådan bliver det ikke.
Fejringsspisestedet er afbestilt; det vil ikke være rart at sidde der og spise uden dem.

Noget må der gøres.
Vi har valgt at forsøge os med trøstespisning. Ikke så meget her i huset, men tage lidt væk hjemmefra for at abstrahere bare en smule fra al ærgrelsen.
Jeg har lige booket et gourmetophold på hotel Fåborg Fjord.
Vi kender ikke stedet, men det kan vi komme til. Opholdet er samtidig min fødselsdagsgave til John – han er alligevel umulig at finde på gaver til.
Han syntes lige først, at det ophold var lidt pebret i pris, men jeg gjorde ham opmærksom på, at jeg sparer mange penge ved ikke at skulle have fire ekstra personer på luksusudgaven af all inclusive i små 14 dage – for ikke at tale om at samle hele familien til middag (kun to kunne ikke komme, så vi var blevet 21, som alle havde glædet sig til gensynet med englænderne), hvor maden var bestilt udefra, fordi jeg ville kunne nyde hele sammenkomsten uden at skulle stå i køkkenet i en hulens masse tid både før, under og efter.
Maden er naturligvis også afbestilt. Eller rettere udsat på ubestemt tid – de var heldigvis forstående.
Vi ville ikke kunne spise for 21, men mon ikke det vil hjælpe lidt at trøstespise?
I morgen tager vi på Torup marked – der kan man blandt andet købe gode råvarer, så vi alligevel kan komme til at trøstespise lidt herhjemme, hvis vi skulle få de lyster.
Vi er derudover beskæftiget med andet end hverdagsting i fire dage omkring Johns fødselsdag. Det er alt sammen gode ting, som vi glæder os til.
Og vi skal nok finde på mere … 

Så er vi i gang igen

Genåbningen er i gang. Det er mit personlige vaccineprogram desværre ikke endnu, men så må jeg ty til kviktest så længe. Den første i hele min ‘coronakarriere’ skal jeg have på mandag, fordi jeg skal klippes i næste uge. Det bliver rart ikke længere at ligne en repræsentant for skotsk højlandskvæg. Det er muligt, at nogle vil mene jeg gør det på andre måder også, men fra på onsdag i hvert fald ikke længere på frisuren.
Jeg kom i tanke om aftalen om gourmetopholdet på Aarøsund Badehotel, som oprindelig var midt i december, og som jeg nok hellere måtte se at få i stand igen – der er sikkert rift om værelserne inden længe, tænkte jeg.
Det var rigtigt tænkt. Enten skulle det være inden 4. maj eller også kunne det først blive fra midten af juli. Jeg har ingen intentioner om at planlægge noget i englændernes sommerferie, så længe vi ikke helt ved hvad der sker hvornår, så jeg fik en aftale med badehotellet om at komme 2. maj.

 

Så er vi snart i gang igen! Det var sandelig også ventet med længsel.
Mine englændere har langt om længe også fået lov til at bevæge sig længere end nogle få miles væk fra hjemmet, og fordi pubberne derovre igen må servere udendørs, benyttede de sig i går af det gode vejr og kørte en lang tur, hvor de undervejs fik mad, der ikke var pakket hjemmefra.
De brugte næsten to timer på at køre helt til Burton Bradstock i Dorset. Der ser da ganske nydeligt ud – og sikke et smart skyggetelt, de har anskaffet sig. Det ville Charlotte ønske de havde haft de sidste 10 år.

Børnebørnene glæder sig lige som jeg til at kunne smide mundbindene, men det har sikkert lange udsigter, desværre. De arme unger skal bære mundbind fra de sætter sig ind i skolebussen kl. 07:30 til de træder ud af den igen kl. 17:30; kun afbrudt af dagens måltider.
De skal sågar bære dem udendørs (selv om de ikke må blande sig med andre klasser), hvilket de er lidt kede af. 10 timer er meget længe at have mundbind på, og de må ikke udskifte dem med visirer.
De har nogle gange været ude for, at en lærer kommer hen til dem og siger, at de godt kan smide mundbindene lidt og trække frisk luft ind – for så ganske kort efter at opleve, at der kommer en anden lærer og siger, at de omgående skal tage de mundbind på igen – you know the rules! De kunne godt tage og blive enige blandt lærerne, hvilke regler de synes skal overholdes.

Ja, kunne vi da bare snart slippe for de forbaskede mundbind – også selv om nogle af dem tilsyneladende kan trække vejret for en.
Jeg kan dog i givet fald ikke forstå, hvorfor man, hvis man har åndedrætsproblemer, kan være fritaget for at bære mundbind …

Sidste dag

Så er der atter gået næsten en uge.
Det fine vejr er vendt tilbage, men det er koldt. Vi så en kvinde sidde næsten uden tøj på på en terrasse, hvilket jeg syntes var en anelse vovet, for med seks plusgrader kommer det næppe op på 20 grader i solen, men hun så ud til at nyde det fine vejr.
Det gjorde vi også et par timer senere, men det var fuldt påklædt og lidt til.
Vi havde besluttet os til at køre til Kegnæs på Als og over Broagerland hjem. Vi har tidligere taget færgen Bitten fra Ballebro til Nordals og kørt rundt oppe på den del af øen, så vi kørte direkte til Kegnæs, dog med to stop undervejs, først på en tankstation for at købe en kopkaf to go og dernæst i en superbrugs for at købe vores foretrukne coronaferiefrokost …

… som blev indtaget ved Kegnæs fyr, der ligger på militært område. Kystvagten var på vagt … han kan i hvert fald sagtens tage på arbejde uden at risikere at blive smittet. Tænk engang: Mutters alene hele dagen, og hans eneste pligt er at skue rundt en gang imellem – med eller uden brug af den store kikkert. Der stod, at der var tilknyttet fem ansatte, så jeg håber virkelig for dem, at de dermed kun har denne kedelige tjans hver femte dag.

Som det tydeligt fremgår, er mit forsmædelige fødselsdagsvejr nu en saga blot, og himlen er flot og klar blå igen.
På vej til Broagerland skulle vi da lige forbi … ja gæt selv … og I har kun ét gæt! Vi var ikke inde. Før det første kan man nok ikke komme ind nogen steder der, og for det andet har vi været der før, men et flot skue er det.
Aarøsund kørte vi ikke til, da vi har et gourmetophold til gode der, som vi tager når restauranterne igen må åbne. Vi har ikke spor lyst til det, som fx Christies i Sdr. Hostrup tilbyder, nemlig et “værelse-gourmetophold”, hvor man må sidde op til fire personer på værelset, hvor man så får serveret (eller selv henter?) gourmetmenuen. Det lyder ikke attraktivt for os, men respekt for at forsøge med dette nye koncept – de er nødt til at være kreative.

På Binderup strand, hvor vores hus ligger, gik vi en tur og kom forbi denne båd. Det er vist længe siden, den har været på vandet, men det kan man roligt gøre, for mændene (okay, også kvinderne …) kunne konstatere, at den i det mindste holder vandet inde, og så kan den vel også holde vand ude …
Det har været en god uge, med selskab af gode venner meget af tiden. De er også det eneste vennepar, vi ser efter landet lukkede ned i december. Mine og Johns søskende og ét par venner – det må siges at være til at overse. Vi går heldigvis bedre tider i møde.
I England må børn – alle børn – og unge – komme i skole igen på mandag, så man er lidt spændt på, hvor store konsekvenserne bliver af det, men de skal jo i gang igen, og de gør det lempeligt med få tiltag ad gangen.
Vi fik den skønneste (fødselsdags)hilsen fra Anna to the best mormor and morfar in the world. Aubrey and I miss you so terribly, terribly much.
Det var lige, så det trak vand.

Vejret er smukt – i pletter …

Vi takker for de indløbne forslag. I går kørte vi til Kalvø og gik øen rundt – i et aldeles fortræffeligt vejr, med en himmel så høj og klar, at det gjorde godt langt ind i sjælen. Frokosten blev indtaget på en bænk ved værftsmuseet. Den bestod i tre gange tre håndmadder plus et oste-skinke-landgangsbrød fra Superbrugsen i Vonsild – et frokostkoncept, vi har excelleret i i mange år, og dermed også inden coronapesten, så vi har øvet os længe …

Det er forår! Vi har ingen klager over vejret.
Ikke før her til morgen, hvor himmel og hav stod i ét. Det var med andre ord meget, meget tåget, og planen var at køre til Rømø, for når nu vi har bevæget os til Jylland, så skulle Vesterhavet også lige nås.
Vi begav os afsted med håb i sinde og krydsede fingre, men det var tåget. Hele vejen. Meget tåget … Rømødæmingen, hvor jeg elsker sceneriet på begge sider, kunne knap anes hverken fremad eller ud til siderne.
Vi øv’ede lidt, men fandt som trøst en bager, som havde god kaffe og som smurte os fire virkelig gode gurkemejegule sesamboller med hhv. skinke og ost og frikadeller. Kursen gik derefter mod Sønderstrand, hvor der til vores overraskelse var 100 % tågefrit og smukt vejr.

Temperaturen var sølle 6 grader, men det var lunt i solen, så vi fandt numsevarmerne frem, satte os på dem og indtog dagens frokost på en bænk med udsigt over Vadehavet.
Da vi kørte tilbage igen var det igen tåget! Også på dæmningen, desværre.

Fordi tiden på Rømø blev noget kortere end planlagt, havde vi tid til i dag at besøge whisky.dk, som ligger tæt på sommerhuset. Desværre ikke så tæt, at vi ville kunne gå hjem derfra.
Det var dog et fantastisk sted! Med hundredvis af hver af forskellige slags rom, gin, whisky, cognac … alt hvad hjertet kan begære og leveren skrumpe af – og vi kunne endda få lov at smage på varerne. Vi blev enige om, at med vores fremskredne alder kan vi alligevel nok ikke nå at udvikle en skrumpelever, så vi købte lidt forskellige ‘godter’ til barskabene.
Det gjorde ikke oplevelsen ringere, at vi fik fortalt, forklaret og fremvist sagerne af en rigtig ildsjæl, som vidste alt, hvad der var værd at vide om de forskellige produkter.
Læg mærke til pudsigheden på første billede, at ‘LOWLAND’ er placeret højere enfd ‘HIGHLAND’. Ditte sagde, at det var typisk mig at se den slags med det samme, hvilket jeg nok må give hende ret i.

Et lille kuriosum var de to rombeholdere herunder, som de havde fået fat på på en auktion i England. De kom på auktion nogle år efter 1970, hvor det ikke længere var en pligt for den engelske flåde at sørge for, at mandskabet fik deres daglige romrationer på half an Imperial pint of rum a day, which translates to about ten ounces (godt 2,8 dl).

Dette sidste har sandt at sige ikke specielt meget med den sønderjyske natur at gøre, men ikke desto mindre var det dagens oplevelse på grund af ildsjælen, som kunne fortælle virkelig meget om baggrunden for de produkter, vi enten spurgte til eller han bare havde lyst til at fortælle os om.
Vi kan anbefale et besøg på whisky.dk. Her er spirituelle oplevelser for enhver smag og pengepung.

Haves: En uge i sommerhus …

Kort efter nytår tænkte jeg, at nu skal der altså snart ske noget! Jeg er garanteret ikke den eneste – alle må være dødtrætte af coronapesten. Nu kan lyset i det mindste skimtes forude, og vi må holde ud i nogen tid endnu. Igenigenigen må jeg huske mig selv på, at John og jeg er hamrende privilegerede. Hvorfor vi er det, har jeg udbredt mig om før og skal spare jer for at gøre det igen … i dette indlæg.
Englænderne må endnu ikke bevæge sig ret langt væk fra hjemmet, og de må ikke leje et sommerhus, som vi har gjort i denne uge. Børnene skal dog i skole på mandag otte dage, og om ikke så længe må de mødes med én anden familie. Udendørs …

Så slemt er det ikke i Danmark, så nu må vi lige klare den sidste tid, mens vi venter på vaccinationerne.
Vi har lejet et sommerhus ved Binderup Strand. Det ligger helt ud til vandet – huset altså – billederne er taget fra dets terrasse. Det er lille, men det er så fint, og det smager afgjort af ferie.
Jeg kunne ikke lade være med at grine, da vi for nylig hørte, hvor galt det står til i Kolding, som nu har landets næsthøjeste incidens. Binderup Strand ligger en snes kilometer syd for Kolding … men pyt med det – vi behøver ikke at køre ind til den by, men holder os syd for hvor vi bor.
Så sommerhus haves – nu ønskes bare godt vejr.

Jeg har fødselsdag på onsdag, og både YR og DMI har et stykke tid hævdet, at der bliver fuld sol hele den dag.
“Selvfølgelig”, sagde jeg til John, “hvad ellers?”, men Fru Nemesis trådte straks til og ændrede, så vejret nu bliver mere gråt i det. Hele ugen …

Tage ud at spise på dagen kan vi ikke, så vi har talt om at undersøge mulighederne for takeaway her … uden at skulle til Kolding for at hente det …
Vi får se. John er ikke så vild med takeaway, men det kan han jo sagtens sige, når det ikke er ham, der skal lave mad. Jeg kan dog godt følge ham, når han siger, at han savner alle de dufte, der opstår og fylder huset under tilberedningen af min gode mad. Det, synes han, er en del af forventningens glæde i forbindelse med et måltid, og når man bare skal sætte hele skidtet i en ovn i et kvarter, så når det ikke at ‘vellugte’.
Smiger preller ikke af på mig – faktisk kan man nogle komme langt med det, så det ender nok med, at jeg selv laver noget god mad. Fx confiterede andelår med pommes salardaise og appelsinsalat. Forret: Skaldyrssalat i en avocado/creme fraiche-dressing. Det lyder da okay, gør det ikke?
Den største del af arbejdet har nogen gjort for mig, for andelårene har jeg med i en stor dåse. Kartoflerne kan jeg sætte John til at skrælle.
Det skal nok gå altsammen – vi har ferie, og der sker lidt. Bare lidt …
Er der i øvrigt nogen af jer, der læser dette, der har forslag til naturoplevelser i det sønderjyske? Løjtland er jo meget smukt, men der må også findes andre steder, der er værd at køre efter.

Udsigten var god nok …

Hjemme igen efter en uge, der var lidt anderledes, end vi først havde regnet med, men den var okay, og vi har hygget os med Merete og Søren i stedet for. Torsdag til frokost kom Meretes to yngste børn. De blev der til fredag aften, hvor de skulle videre til Aarhus for at besøge deres kusine, så det var kort, men dejligt. Selv om John og jeg var enige om ikke at foretage os noget indendørs, lod vi os overtale til Kattegatcentret, som kun vi to havde set. Vi huskede det som havende masser af plads, så det gik nok. Det gjorde det også, men vi var alligevel glade for, at vi stod der, da de åbnede.

Det var rart at have ‘børn’ med – både Rune og Annemarie skulle både røre en rokke og klø en krabbe.
Stenfisken, som befandt sig nede blandt “Farlige Fisk”, skulle vi derimod ikke have rørt ved, men det kunne vi da heller ikke komme til. Den er slem: “Føler den sig truet, løfter den sin rygfinne, der består af 12-14 giftpigge. Giften er forfærdelig smertefuld for mennesker – faktisk den værste fysiske smerte et menneske kan føle, og den kan være dødelig. Der er historier om folk, der simpelthen har bedt om at få amputeret deres arme eller ben, efter at de er blevet ramt af stenfiskens pigge!”
Godt, så. Der findes heldigvis en modgift. Stenfisken lever på koralrev, så vi risikerer ikke noget her i lille Danmark … den er virkelig svær at få øje på.

Hvorfor overskriften?
Jo, vi havde en dejlig udsigt over strand og vand fra huset, men hvis vi gik ned på ‘udsigtsbænken’ ikke så langt fra huset, kunne man ikke se en pind …

En herlig udsigt havde vi det meste af turen hjem. Det var fint solskin og efterårsfarverne stod i al sin pragt og må være på deres højdepunkt lige nu.
Skovene var aldeles vidunderlige at se på, og der er som bonus flere helt røde træer i Jylland, end der er på både Fyn og Sjælland. Det var i hvert fald det indtryk jeg fik, og vi var alle dybt betagede.
Frokosten indtog vi ved Åhuse, som er en strand syd for Stouby ved Vejle Fjord. Nydeligt, må jeg sige. Men vi blev i bilen, da der ikke var nogen bænke, vi kunne sidde på, og vi havde ikke lyst til at sætte os i det fugtige græs.

Endnu en af de danske bøgestrande. Englænderne ville have nydt synet, lige som de, hver gang de besøger os, nyder Vemmetofte Strand og Sibirien. I England har de masser af strande og også nogle bøgeskove, men så vidt de ved, er der ikke et eneste sted derovre, hvor en bøgeskov går helt ned til stranden, som vi ser det så mange steder i Danmark.
Apropos bøgestrande: Jeg havde engang en kollega, som hed Bøgestrand til efternavn. Sammen med sine to brødre havde han et lille band, da de var unge. De kaldte sig The Beechbeach Boys.

Strandfund – sømus og andre lækkerier

Huset er dejligt og beliggenheden okay. Der stod, at der var 10 meter til vandet, men jeg gad godt vide hvordan de har lavet den beregning, for der er 50 meter til Fjellerup Strandvej; så er der selve vejen, derefter et (heldigvis godt) vaffelbageri, inden stranden begynder. Skal vi sige 200 meter? Men det er også i orden; det er ikke vildt langt, men dog falsk reklame, synes jeg – pudsigt nok kunne man hverken se vejen eller vaffelbageriet på nogle af billederne af huset eller haven … det har så lært mig at tjekke Google Satellite Map som et led i en sommerhusresearch.

Vejret er flot, men jeg skal da lige love for, at der blæste en kraftig nordenvind i nat, så vi regnede med, at der var masser af ‘guf’ at finde nede på stranden. Det var, i modsætning til ovenstående, rigtigt regnet ud.

Først så vi en … ja, hvad så vi? En and? Eller en svane med meget små fødder … dernæst en hund.

Så fandt vi sømus – vi fandt rigtig mange sømus, som er en søstjerneart, og som ingen af os havde set før, men de findes vist heller ikke i de sjællandske farvande.
Jeg fandt også en blå søstjerne. Den ER blå, selv om den ser sort ud, men den var også meget død.

Vi fandt noget tang, som voksede op fra nogle små huller i den gummiagtige gullige masse, som Google Lens ikke kunne fortælle mig hvad var.
Jeg lagde den på min taske for at fotografere den, hvilket fik Google Lens til at foreslå “lignende produkter”. Det var sko … GL er altså bedre til planter, hvilket jeg efterhånden har konstateret nogle gange.
Vi fandt en meget nydød krabbe. Det er ellers næsten altid kun skallen, vi finder, men her var der kød indeni, og den lugtede endnu ikke dårligt.

Det har blæst så meget i nat, at der er blevet revet tang op med rod – se herunder – det lyse ‘garnnøgle’ til højre er rodnettet … går jeg ud fra, for det sad meget fast sammen med det flade, grove, brune tang, som jeg tror er sukkertang, men er ikke sikker, og jeg havde ikke lyst til at smage på det.

En stor del af oplevelsen ved denne form for gåtur er at finde ud af hvad det er, vi finder. Det lykkes ikke hver gang, men vi prøver altid.
Det er heller ikke altid vi kan huske det til næste gang vi finder det samme, men på et eller andet tidspunkt sidder det fast. Nogle navne sætter sig af en eller anden grund straks fast, mens andre skal slås op igen og igen. Hvorfor mon det er sådan? Jeg har forsøgt at finde et mønster i de ting jeg husker med det samme, men uden held – det er tilsyneladende helt tilfældigt.
Måske har det bare noget at gøre med hvor frisk man er lige den dag.

Jeg kan åbenbart ikke lade være …

Jeg har lige pakket til efterårsferien, som begynder i morgen for os – og også for englænderne, men vi må nøjes med at være sammen i tankerne. Heldigvis for dem bor de i et af de områder, der er mindre hårdt coronaramt, så de må gerne tage på ferie i et tilsvarende ‘mildt’ område, som i deres tilfælde bliver Cornwall. I mangel af bedre, som Charlotte sagde, men det er helt klart bedre end slet ikke at komme nogen steder. Børnene græd, da danmarksturen blev endeligt aflyst. Det gjorde jeg næsten også, da jeg hørte det, for de er jo 13 og 14 år, og jeg havde egentlig troet, at de var ved at nærme sig alderen, hvor et bedsteforældrebesøg var mere pligt end fornøjelse, men sådan er det åbenbart ikke, og mommer her blev temmelig rørt.
Heldigvis er de alle fire lige så begejstrede for Cornwall, som John og jeg er, så det var et plaster på såret, at de gerne må tage dertil.
Vi beholder sommerhuset, for at aflyse i sidste øjeblik koster alligevel hele lejebeløbet, så det ville være fuldstændig tåbeligt ikke at tage afsted.
Vi har inviteret Johns bror og min søster, som begge godt ved, at de er med på et afbud, men det forstår de selvfølgelig fint og glæder sig bare til en lille ekstra ferie.

Normalt tager jeg seks sæt sengetøj med, fordi englændernes og vores sengetøj ikke passer sammen – hverken dyner eller hovedpuder har samme størrelse. I år skal jeg bare have to sæt med. Jeg pakker også altid lidt ekstra sokker, huer, halstørklæder og vanter med, bare fordi jeg er en rigtig pylremor, der åbenbart ikke har tillid til, at min særdeles voksne og ansvarlige datter selv husker det hele …
Og jeg kan ikke lade være med at pylre, men det behøver jeg heldigvis ikke at fortælle nogen.
Jeg har nemlig pakket ekstra sokker, huer, halstørklæder og vanter med i kufferten.
Får nogen brug for det, fordi det enten er glemt eller i pakkestunden ikke blev anset for værende nødvendigt, så kan jeg trylle det op af hatten kufferten, og får ingen brug for det, tager jeg det bare med hjem igen uden at sige noget til nogen om, at det havde været med.
Jeg ved det godt: Det er stadig voksne mennesker, men derfor kan man jo godt glemme. En af dem har fx to gange glemt, at “sengetøj” inkluderer et lagen. Det har jeg dog ikke taget et ekstra med af, fordi jeg i går med eftertryk pointerede, at der, udover dyne- og hovedpudebetræk, også skal medbringes et lagen!
Jeg har dog ekstra håndklæder med.

Vi skal nok få en god ferie alligevel. En ferie er jo en ferie, og der skal mere til end en forbasket coronapest til at ødelægge den.
Det er i øvrigt det nederste og ikke det øverste vand, vi skal til i år. Øverste billede er fra Vesterhavet i 2018 og det nederste fra Djursland i 2019.

Hvor og hvordan spiser man på Bornholm?

For at komme eventuelle smarte bemærkninger som svar på ‘hvordan’ i forkøbet: Man spiser på helt samme måde, som man gør i resten af Danmark, men der ligger naturligvis noget andet i spørgsmålet end dette.
Jeg havde spurgt nørklerne, fordi der er flere bornholmere i gruppen, men jeg må indrømme, at jeg ikke tog imod deres råd, for jeg tager ikke på ferie for at spise stjerneskud – ikke engang de gode – eller kæmpetarteletter. Beklager, kære nørklere …
Kadeau er vist lige lidt for meget til den lidt for dyre side.
Ditte er – udover at være min planteguru – også supersmager, og både hun og Peter sætter lige så stor pris på gourmetmenuer og lignende former for ‘fin’ mad, som John og jeg gør. Måske endda mere … og hun kendte selvfølgelig også de gode steder, så vi skulle nok finde frem til noget godt.

Vi var for længst blevet enige om et glimrende koncept: To afteners madansvar til det ene par, to afteners ditto til det andet par og to gange spise luksusmad et eller andet fantastisk sted. Når det ene par havde aftensmadtjansen, skulle det andet par intet lave overhovedet, men skulle bare hygge og vente på at blive serviceret uden at have medansvar hverken før eller efter servering. På den måde blev der kun to dage, hvor man ikke holdt ferie, så at sige. Vi havde så lige overset, at der også var en aften på ankomstdagen, men vi fandt ud af, at Svaneke Røgeri havde en takeaway-“Røgduet”, hvor der til to personer var lidt af hvert af deres sortiment. Vi købte to duetter. Der var både brød, smør og alt tænkeligt tilbehør til os alle fire i så rigelig mængde, at det holdt som supplement til flere dages frokoster.

Middagen på Le Port i Vang, som jeg nævnte i første bornholmsindlæg, var upåklagelig.
Vores andet hjemmefra bookede arrangement, som skulle finde sted på Stammershalle Badehotel, skød vi bagefter ned. Det var med vinmenu, og vi var vist alle lidt skuffede, både over nogle af vinene og specielt over nogle af retterne.
Vi havde ellers ventet os meget af det sted. Måske også for meget.
De to første retter (af fire) var excellente. Virkelig überlækre, og de to hvide vine var også gode. Hovedretten, derimod, lod en del tilbage at ønske. Det var ‘krogmodnet svinekotelet’ … allerede der blev jeg mistænksom (nej, ikke mistænkelig!), for ‘krogmodnet’ er sandsynligvis bare et ord, der skal overbevise os om, at uhada hvor de dog kæler for maden – lidt i stil med det ‘håndskårne’ (men gennemsigtigt tynde) pålæg, som kommer direkte fra en fabrik og den ‘håndsaltede’, ligeledes fabriksfremstillede, laks. Disse to eksempler er altså ikke fra Stammershalle … bare hvis I skulle være i tvivl.
Nå, men til den ‘krogmodnede’ gris, som retfærdigvis var fantastisk velsmagende, var der som tilbehør … en papirstynd skive squash. Godt nok en yderst dekorativt arrangeret skive squash, men det var så det. Intet andet, og den smagte præcis, som squash gør, når man ikke har gjort noget ved den, nemlig ikke af det fjerneste. Den var aldeles neutral, og eftersom der ikke er megen substans i sådan en, fyldte det heller ingenting i maven.
Desserten var noget figen med is – med små hagl af engelsk lakrids på, som jeg møjsommeligt forsøgte at skrabe af og give til John, hvilket desværre ikke var muligt uden samtidig at forære ham det meste af isen. De kunne dog ikke vide, at jeg ikke kan lide lakrids, men jeg syntes alligevel, at det ikke var helt okay at tvinge mig til det, når vi ikke havde mulighed for selv at vælge de fire retter. Den smule lakrids dominerede fuldstændig smagen for mit vedkommende.

Vi kan varmt anbefale Le Port, men man har måske fornemmet, at vi ikke syntes de kunne holde kadencen på Stammershalle? To ud af fire er ikke godt nok – især ikke til den pris, og portionerne var for små. Rødvinen til kødet var også skuffende, men der er jeg nok ret vanskelig at tilfredsstille, selv om jeg ofte er blevet positivt overrasket over en vin, jeg ikke ville have overvejet at vælge.
Jeg ved, at andre har været vildt begejstrede over Stammershalle, så enten stiller vi for høje krav, eller også har de ændret stil – men jeg kan naturligvis ikke forestille mig, at det er førstnævnte, der er tilfældet …

Jeg kom hjem med meget …

Den oprindelige årsag til, at vi tog til Bornholm med Ditte og Peter var, at der var Strik Bornholm i weekenden – en type begivenhed, som Ditte altid har styr på hvornår finder sted. Vi spurgte vores mænd om de ville med, hvilket de heldigvis ville, så vi fandt, som allerede læserne bekendt, et sommerhus til os. John og jeg havde ikke været på Bornholm sammen, og Strik Bornholm tog for mit vedkommende kun en del af lørdagen; resten af tiden – næsten – var vi sammen alle fire.
Det var synd for stadeholderne, og vi fornemmede, at der havde været en del afbud blandt dem, for der var flere tomme pladser at se. Derudover måtte der kun være 150 personer ad gangen i hallen. Vi syntes det var skønt, at der var så rigeligt med plads, men det gik naturligvis kraftigt ud over salget for de fleste af dem, så jeg vil tro, at nogle af dem er taget hjem uden at have haft overskud.
Jeg var meget standhaftig og købte kun 200 gram garn. Den dag … at jeg så købte 240 gram mere, da vi var i Lighuset på Christiansø, taler vi ikke om.
Kom jeg ikke hjem med ret meget garn, kom jeg hjem med så meget mere til at farve det med. Da vi gik en tur på Redningsstien fra Listed til Svaneke, så vi i Svaneke en plante, som ingen af os kendte (billedet øverst til højre). Selv min planteguru Ditte måtte slå den op, men interessant blev det, da hun kunne meddele, at det var farve-reseda eller farve-vau. Vi lod denne her stå, men begejstringen var stor, da Ditte fandt meget mere på engen med alle fårene lige over for vores hus.

John og jeg gik derover for at få noget med hjem, og i går klippede jeg det i stykker og kom det i farvegryden. Jeg havde læst, at det gule farvestof opløses bedst i ammoniak, men de gamle dages anvendelse af urin er heldigvis en saga blot, så jeg kom et skvæt 25 % salmiakspiritus i. Vupti: På sekundet gik det fra grønligt til meget gult. Nu skulle det bare helst også trække ud i farvesuppen, men det gjorde det så sandelig også! Jeg havde læst, at vau pga. dens effektivitet og drøjhed var en yndet farveplante før i tiden, og jeg skal da også lige love for, at den var højpotent.

Fra venstre: Gråt superwash babymerino, lyseblåt ren uld, natur superwash babymerino, natur Arwetta og til sidst en overfarvning af noget fesent lyserødt. Den orange er nu ikke meget bedre, men man kan ikke vinde hver gang.
Jeg synes den til venstre er den flotteste.

Farve-reseda kunne ikke gøre det alene. Da vi var ved Opalsøen, stod der et egetræ, som havde tusindvis af agern, lige til at plukke, hvilket vi derfor naturligvis gjorde. Ditte havde fortalt mig, at det kunne give en flot stålgrå, hvis man efterbehandler det med jernvitriol.
Det gav en utrolig kedelig kameluldsfarve af agern alene, og da jeg ikke kan blive ved med at lave futter til en vis hr. Jerner, glædede jeg mig til at se, hvad jernet kunne udrette. Der skulle ikke mange korn til, før denne grå farve overmandede kamelen.
Man siger, at man ikke skal bejdse garnet, fordi agern indeholder meget garvesyre. Den slags skal selvfølgelig udfordres, så jeg kom et nøgle alunbejdset garn i (det mørke til højre). Man kan diskutere, hvilken farve der er den pæneste, men jeg synes jeg kan tillade mig at påstå, at man med fordel kan bejdse garn også til agernfarvning, hvis man går efter de mørke farver.

Jeg købte også en vase fra Baltic Sea Glass, så det var alt i alt en god og givtig bornholmertur.

Vekslende vejr

Vi kan godt mærke, at vi befinder os midt ude i Østersøen, for det blæser temmelig meget temmelig meget af tiden. Bornholm har dog indtil videre, trods blæsten, for det meste levet op til navnet Solskinsøen. Bortset fra i dag, hvor det har regnet (og også blæst) meget. I dag, hvor vi af samme årsag havde booket en bådtur ud til Helligdomsklipperne og skubbet turen til Opalsøen til i morgen, hvor solen skulle titte frem igen. Vi ville hellere se Helligdomsklipperne i regnvejr end Opalsøen uden sol på. Første halvdel af udsagnet er gået i opfyldelse.

I går var det fint solskinsvejr. Og blæsevejr, selvfølgelig … vi havde for længe siden booket en overfartstid til Christiansø, så det var med krydsede fingre, vi tog afsted, men det var okay. Det var noget af en vippetur både frem og tilbage, men vi sad oppe og ude, så vi beholdt hhv. morgenmad og frokost i os under overfarterne. Det var fint at komme ud og se Ertholmene, som er ret specielle. Det var en god oplevelse – og lidt morsom indimellem. Der er ingen biler på øerne, så PostNord må finde på alternative løsninger for at få posten bragt ud.
Der er én gade, som hedder Gaden, en af butikkerne hedder Lighuset (fordi det var der, de før i tiden opbevarede ligene), og de har Verdens Ende. To, faktisk. Den store og den lille.

Det var engang en fæstning, hvilket der ikke kan herske nogen tvivl om, når man går rundt på øen. Husene er ganske små, men ser hyggelige ud, med helt Færø-lignende stengærder rundt om mange af haverne.

Turen til Helligdomsklipperne afgik fra Gudhjem i en åben båd, M/S Thor, som i tiden op til 1957 fungerede som transportmiddel, da vejnettet først blev effektivt etableret omkring dette tidspunkt, hvorfor man inden da brugte søvejen til det meste transport på Bornholm. Det var en meget våd og kold fornøjelse, men dog stadig en fornøjelse. Vi ville ikke have fået dem at se på anden måde, fordi Johns knæ ikke kan klare trapperne ned til dem, så søsidekig var eneste chance. Vi kunne sagtens nyde synet, men kameraet fangede det ikke så godt – det var for tungt i vejret.
Det var et krav at have mundbind på, selv om vi kun var 15 om bord. Helt i orden, men fortæl mig så lige, hvorfor man ikke forlanger det på havnerundfarter i København? Det giver ingen mening for mig, at de må skrive “Brug dog helst mundbind”, hvormed de lader det være op til folk selv.

Herunder nogle nydelige bornholmske vækster. Den røde klump, som sad på en rosenbusk, kan vi ikke finde ud af hvad er. Den er ikke blød som det mos den godt kunne ligne, men overaskende hård at føle på. Nogle bud?
Den farligt udseende piggede kugle kan jeg heller ikke identificere.

I morgen går det atter hjemad, men vi håber som sagt på at få set Opalsøen i solskin inden færgen går mod Ystad.

Bornholm i coronatider

Puha. Vi havde ikke engang vores mundbind på under alle firs minutters overfart, for i mindst en halv time spiste vi og drak kaffe, men øv, hvor kan jeg bare ikke lide det. Det er ubehageligt og det er varmt. Det er irriterende ikke at kunne læse folks ansigtsudtryk, og det med, at man kan læse det hele i øjnene passer overhovedet ikke.
Overstået blev det dog, og vi kunne køre i land og finde frem til vores fine sommerhus i Bølshavn.
På vejen kørte vi forbi Svaneke Røgeri og købte røget fisk galore til en nem gang aftensmad.
Det viste sig at være et fint hus med en dejlig udsigt. Vi ankom til kraftig østenvind, som tiltog jævnt hen over aftenen, hvor det ved sengetid føltes som stormende kuling, men det var hyggeligt, og det aftog helt i løbet af natten, hvorfor vi kunne vågne op til en skøn torsdag med sol fra en skyfri himmel. Vi lagde ud med at sidde i husets lille knop og nyde en velkomstdrink.

Torsdag gik vi en tur oppe i nærheden af Hammershus ruin, tværs over øen, gennem et kulturlandskab, hvor vi var nødt til at kigge mere ned end op pga. nogle kolossale kolorte, som man ikke trådte i, men snarere gik ind i, og endte med at se på nogle helleristninger.
Når vi er i begyndelsen af en uges ferie, føles det som om vi har alverdens tid til at nå hvad vi end måtte have planlagt, så både torsdag og i dag, fredag, har vi ikke haft travlt med at nå noget som helst. Når vi så når hen til at have omkring halvdelen af tiden tilbage, får vi pludselig halvtravlt med at nå det hele, for lige om lidt skal vi jo hjem igen …
Nå, men der er vi ikke nået til endnu. I aftes spiste vi på Le Port i Vang – en skøn treretters menu, hvortil vi fik valgt nogle rigtig gode vine. John som altid (aldeles frivilligt) er chauffør, fik alkoholfattig øl fra Svaneke.

Da vi stoppede bilen for at studere en fin lille klippestrand nærmere, så vi disse pudsige geder, som på fineste og mest antiracistiske vis har løst problemet med en 100 % integration af sort og hvid.

I dag har vi været i Rønne og set Hjorts Fabrik, som fremstiller keramik og som også er et keramikmuseum. Vi så damen her, som maler pelikaner, der bruges til gave til bloddonorer, som har givet blod 100 gange. Det havde jeg ikke hørt om før, men det er nok heller ikke så mange, som kan nå at give donere så meget blod. Jeg kan så ikke helt forstå, hvordan en pelikan kan symbolisere dette, men der kan skrives bøger om det jeg ikke kan forstå … og det er der da så sandelig også blevet …
I morgen begiver Ditte og jeg os til Strik Bornholm hele eftermiddagen, så mændene skal klare sig selv. Det gør de bl.a. ved at tage ned og se koldkrigsmuseet, som Ditte og jeg ikke har den helt store interesse i at se, men det er jo fint, at vi kan pleje hver vores interesser.

Vi har næsten nået det hele …

Ferien er ved at være slut; de tager allerede hjem i morgen. Som sædvanlig er tiden bare fløjet afsted fuldstændig uden at tage hensyn til, at vi egentlig godt kunne tænke os lidt slowmotion her.
Vejret har ikke kunnet forlanges bedre – det skulle da lige være et par grader køligere, men sådan må man nok ikke tænke. Englænderne har da også nydt godt af, at der kun er 10 minutter i bil til en god badestrand og ikke 1½ time, som de er vant til hjemmefra. I skrivende stund er de afsted igen med en af kusinerne, hendes mand og to børn, så de nåede også at hilse på hinanden.
I går kørte der et underligt monstrum forbi, mens vi sad og spiste morgenmad. Vi nåede ikke engang at se det ordentligt, så vi diskuterede lidt, om der havde siddet to eller tre personer på cyklen. John og Tim tog resolut bilen og kørte efter dem, og de gutter var tydeligvis vant til at blive lagt mærke til, for de vinkede og smilede til fotograferne.
Det var et hjemmebygget køretøj, ingen tvivl om det, og vi talte om, hvordan de mon egentlig sætter i gang … hvordan kommer han op?

I tirsdags var vi i København for at møde Annemarie og Rune. Vi så Runes lejlighed og gik derefter igennem Assistenskirkegården for at komme over til Oyster & Grill, hvor han havde bestilt bord til os alle otte.
De kendtes kirkegård er en dejlig stille oase midt i storbyen – vi havde ikke været der før, men skal derind igen engang og se mere af den. Vi var der helt tilfældigt på HC Andersens dødsdag, så om det var derfor hans gravsted var pyntet med skrivereskaber (inklusive en pennefjer), eller der altid står plantet mange af slagsen, skal jeg ikke kunne sige.
Vi så også et noget alternativt gravsted – han dør nemlig først om 44 år …

I går blev John 75 år. Som vistnok tidligere skrevet, havde han ikke spor lyst til at holde noget, der ligner en fest, så lige præcis hvad denne fødselsdag angår, var han glad for coronanedlukningen, for så regnede han med, at det festløb var kørt helt gratis, så at sige. Han var dog ked af, hvis englænderne ikke kunne være her på dagen, men også det løste sig som bekendt, så han fik den ‘runde’ fødselsdag 100 % som han helst ville have den.

I stedet for festen, som ikke var der, havde vi bestilt bord på den nye restaurant Det Gamle Toldhuus på Præstø havn, hvor vi havde været en enkelt gang før og derfor vidste, at vi nok ikke ville blive skuffede over maden, hvilket ingen af os da heller ikke blev. Mens vi ventede, demonstrerede Aubie nogle af sine evner og lavede sejlskibe ud af servietterne. Han blev tilbudt et job som servietfolder, men han takkede sjovt nok nej.

Da vi kørte hjem, så vi en meget smuk, men lidt anderledes solnedgang: Der var nogle flotte ‘fjerformationer’, som gik opad fra en bræmme af skyer. De var åbenbart lidt svære for kameraet at indfange, men kan vist godt fornemmes på billederne her.

Dagen blev afsluttet på terrassen med ild i mexicaneren, mørkningshygge og måneopgang, så John var glad for sin hele vejen igennem gode dag.

Det er bare den bedste danske sommer!

Jamen altså! Jeg havde bestilt godt vejr til de dage, vi har besøg af englænderne, men normalt er vejrguderne overhovedet ikke til sinds at lytte til mine fromme ønsker.
Det må de så alligevel have gjort denne gang, for dette sommervejr fås ikke ret meget bedre. Alle måltider bliver indtaget udenfor, hvilket ikke er normalen for Den Stråtækte. Hvad skal vi dog med Middelhavet, når vi kan gøre det lige så godt ved Præstøfjorden?

I dag var vi på Roneklint Kajakcenter for at hente de to kajakker jeg havde booket til drengene. De stævnede ud fra Fugletårnet ved Roneklint, ganske som de plejer, og tog hul på de 8-9 km hjem til Den Stråtækte.
På vejen så de en havørn, som fløj temmelig tæt på dem. Det var selvfølgelig en stor oplevelse – også selv om de har set havørne før, når de kajakker på fjorden. De holdt et par pauser undervejs, så da de ankom godt kl. 14, var en solid frokost ret velkommen.

Da vi havde spist aftensmad, tog Charlotte og Tim en kort hyggetur på fjorden i den gyldne time, og da de kom tilbage igen, tændte vi op i mexicanerovnen oppe på terrassen og råhyggede os der, til det var blevet helt mørkt og på tide at få børnene i seng. De er godt nok blevet 13 og 14 år, men har stadig brug for deres skønhedssøvn – i dag måske især Aubrey, som var en smule træt, selv om han naturligvis ikke ville indrømme det.
Vi så en smuk måneopgang. Mit kamera opførte sig ikke særlig eksemplarisk (faktisk har jeg aldrig rigtig været glad for mit sidste Lumix, som lever helt sit eget liv), så dette var hvad jeg kunne præstere her til aften.

Fem af os stod på et tidspunkt og fotograferede månen – nogle med større held end visse andre, hovedsageligt fordi nogle vist nok har et bedre kamera end visse andre … jeg viser kun billeder fra den ‘nogen’ der bandede over kameraet … jeres fantasi må klare resten, men det var en smuk, smuk måneopgang, vil jeg bare sige. Ret mørkorange mens den kravlede op over horisonten.

Det er lunt, det er mildt, det er skønt.
Meget af vores liv leves oppe i shelteret, hvor man på samme tid kan spille kinaskak og yatzy, strikke og skrive på en kriminalroman, hvis man er mange nok, og det er vi.
Anna, som på det seneste har set en del Agatha Christie-film og er blevet så fascineret og inspireret af Miss Marple, at hun har besluttet sig for at skrive en kriminalroman. Hun har flere A4-sider med notater, som ligner mindmapping og derfor ser uhyre kringlede ud, men det skal de også være, siger hun, for det er hele plottet, som helst både skal hænge sammen og være svært at gennemskue for selv så uhyre intelligente læsere som os. Hun har foreløbig skrevet 30 sider, men der er vist lang vej endnu.
Det er så fint. Jeg kan – selv om det er maaange år siden – glimrende huske hvordan det var at være teenager og drømme om, hvad man gerne ville opnå. Ville blive til. Hvad man havde af drømme og fantasier. Hvordan man forestillede sig resten af ens liv – dvs. de næste måske 10-15 år, fordi alt på den anden side af 30 år er HÅBløst gammelt. Man kunne jo lige så godt være død der …

Ferie – afslapning – hygge – bryllupsdag

Turen til Danmark gik så fint som ønskes kunne. For første gang tog de Eurotunnellen, fordi de hverken ville flyve eller sejle. Afgang kl. 11 engelsk tid, ankomst 16:30 dagen efter, hvilket vi synes er en fin tid at gøre det på. Selv børnene syntes det gik hurtigt og særdeles smertefrit, så de er bestemt friske på at gentage turen sidst i oktober i deres efterårsferie, hvor vi har lejet sommerhus på Djursland.
Forældrene gad dog ikke foretage sig noget om torsdagen, hvilket vi havde regnet med og derfor ingen planer havde lagt. Det blev ikke til mere end en kort tur til Land & Folk Fritid for at købe nye gummistøvler til Aubrey, som er glad for de danske, højskaftede Tretorn.

Man spillede et spil eller to. Man gik en tur ned til fjorden. Man indtog en kajkage, som stadig er et stort must, når man er et engelsk barn på ferie i Danmark … træstammer for de voksnes vedkommende. Jeg ved ikke hvorfor Charlotte er så vild med de der træstammer, for det er ikke noget, jeg har opflasket hende med, men et besøg i Danmark indbefatter for hendes vedkommende en træstamme et par gange eller tre.

I dag, fredag, kan Tim & Charlotte fejre deres 16-års bryllupsdag. Den blev først markeret ved, at Charlotte fik en gave ved morgenbordet. Senere havde vi talt om, at de skulle finde et sted at spise, mens børnene blev hjemme hos os. En ide, vi kun kan støtte, fordi antallet af gange vi har været barnepiger kan tælles på én hånd, og de er allerede ved at være for store til overhovedet at behøve at blive passet i gængs forstand. Men derfor kan vi jo godt hygge … og maden er de glade for at få serveret. Især når de selv får lov at bestemme menuen, fuldstændig uden hensyntagen til, hvad man skulle eller burde indtage for at kunne kalde det et sundt og nærende måltid.

Efter morgenmaden gik turen til Malle og baby Caroline, som englænderne ikke havde hilst på endnu, eftersom hun kom til verden i maj. Malle viste os rundt i hele deres store have, og C fik the special tour i urtehaven, som består af 13 højbede. Det var sjovt at se de to kusiner udveksle grønsagserfaringer – fuldstændig som at se mænd, der er godt i gang med lystfiskerhistorierne. Jeg er ikke helt klar over, hvad de talte om lige der, men det har måske været størrelsen på deres porrer eller gulerødder? Eller græskar?

Dernæst en hurtig frokost, som for englændernes vedkommende bestod af hotdogs (voksne) og franske ditto (børn) – disse typisk danske ting er også noget, især børnene glæder sig til, når de er i Danmark, for i England kender de ikke til den slags fastfood. De har masser af møgelendig junkfood, men lige netop denne slags må de til Danmark for at kunne indtage.
Vi kørte derefter til andelslandsbyen Nyvang, hvor Asterix har slået sig ned på sine gamle dage.
Efter at have set hvad der var at se her, skiltes vore veje – vi kørte hjem med børnene, mens forældrene satte kursen den næsten modsatte vej mod København for at finde et sted at spise.

Jeg blogger nu, fordi børnene sidder sammen med John og ser et par gamle Versus. De synes det er sjovt at gætte på hvem der vinder de skøre og noget alternative konkurrencer, man har fundet på.

Vi må tænke alternativt

Det bliver ikke til udlandsferie i år for Johns og mit vedkommende. Og dog … hvis UK bliver gul, så kører vi til England til jul, men ellers kommer resten af året til at foregå i lille Danmark.
Det er meget synd for alle de mange medarbejdere i SAS og Københavns lufthavn, der er blevet fyret, men når man ser billeder fra CPH, så er der jo næsten ingen rejsende, så jeg kan snildt forstå, at der ikke fortsat kan være arbejde til alle. Vi kommer heller ikke til at bidrage til beskæftigelsen i en rum tid, for alt det der med mundbind på hele tiden orker vi ikke – der er dermed ingen flyture for vores vedkommende før verden er blevet mere normal – og at corona enten er død eller der er fundet frem til en vaccine der virker.
Men ferie skal vi da på … ikke i år, men til næste år vil jeg tro, at abstinenserne vil være til at tage at føle på, så noget må vi finde på.
I mellemtiden er der dog bare opstået det lille ‘men’, at drivhuset uden for enhver tvivl har haft vældig godt af, at jeg har været hjemme hele tiden.
Fordi min have er så pæn som ikke tidligere set, og pga. drivhuset har jeg faktisk ikke specielt meget lyst til at forlade matriklen fra maj til og med september, så hvad gør man så? De lune steder, man normalt rejser hen om vinteren er pt. udelukket, idet man skal flyve dertil. Europa er fint, fordi man kan tage sin bil, men så bliver det til vinterferie i stedet, og det er ikke det vi vil.

Så fik jeg et lyst indfald: Vi har gennem et par år talt om at vi gerne vil se Sicilien, men det er blevet ved snakken. Jeg foreslog John, at vi kunne køre dertil, hvilket i første omgang fik ham til at ryste opgivende på hovedet – er du klar over hvor langt der er?
Ja, det er jeg ganske klar over – der er 2500 km til Messina, hvilket kun er 50 km længere end til Nordkap, hvor vi klarede turen frem og tilbage på 14 dage i en autocamper. Hvis vi tager højde for vores 12 år mere på bagen og lægger transporten ind som en del af ferien ved at sætte en uge af til at køre derned, en uge dernede og en uge hjem igen – vupti, så har vi en lang og lidt anderledes ferie.
Den ide skulle han ikke tænke ret længe over, men købte den med det samme: FDM har garanteret et eller andet vi kan bruge til noget.
Det havde de. Men inden jeg nåede frem til deres hjemmeside, havde jeg luret lidt rundt på booking.com, og jeg sagde til John, at vi hellere må undgå de trestjernede hoteller, for de er da godt nok dyre dernede. Næh, så hellere et firestjernet …
Det ender dog nok med, at vi efter nytår tager en snak med med FDM, for vi vil ikke afsted før i slut-oktober/start-november 2021.
Dermed bliver det ren win-win: Vi tilbringer hele sommeren herhjemme. Nede på Sicilien er der 18-20° på det valgte tidspunkt, hvilket er de perfekte ferietemperaturer for os.
Okay – vi kan sandsynligvis ikke dy os for at tage til England næste år, men den tur må vi tage i det tidlige forår, så.
Man må aldrig gå ned på planer.

NU skulle vi lidt ud!

Ikke så snart var der blevet åbnet en smule for vores bevægelsesfrihed, før vi bookede et par dage i det jyske. I første omgang til Silkeborg, hvor vi befinder os lige nu på den gamle skovridergård. I øsende regnvejr! Vi prøvede at fremskynde vores ophold et par dage, da vi havde set vejrudsigten, men i dag er første dag de har åbent, fandt vi ud af, så vi måtte bare acceptere, at det ikke ligefrem er ferievejr.
Samme lidt dårlige vejr bevirkede dog også, at vi fik taget os sammen til at besøge Clay Museum i Middelfart, som viste sig at være et glimrende afbræk på turen.

Der er i denne periode to hovedudstillere, udover den permanente fra Den Kgl. Porcelænsfabrik/Bing & Grøndal/Aluminium, nemlig Cathrine Raben Davidsen og Carl-Henning Pedersen. Sidstnævnte kender jeg fra diverse antik- og auktionsudsendelser i tv, og ham er jeg ikke specielt betaget af, men førstnævnte viste sig at være interessant. Hun har i samtlige sine værker indsat et ansigt, kun bestående af øjne, næse og mund, og som for det meste var helt ude af proportioner med selve vasen/krukken/flasken, men ansigtet var der ikke desto mindre.

 

Og hvad fik jeg lige øje på i den store udstilling doneret af Royal Copenhagen? Blandt porcelænsfigurerne fra forskellige dele af Danmark var der en fra … Havdrup! Af alle steder var der en figur fra min lillebitte og uanselige fødeby. Men den ligger selvfølgelig indenfor Hedeboegnens område, som er “det flade, frugtbare moræneområde mellem Roskilde, Køge og København; også kaldet Heden, jf. navnet på stationsbyen Hedehusene (noget skulle de jo hedde, husene … sorry …). I løbet af middelalderen bebyggedes egnen med landsbyer, der ligger spredt med små indbyrdes afstande. Egnen er hjemsted for hedebosyning.” Jojo, vi er skam berømte, er vi! Selv om jeg så ikke synes, at vores viskestykkelignende forklæde er noget at prale af, sådan rent dragtsmæssigt … dette må dog være en hverdagsdragt, for den der normalt er angivet for værende fra hedeboegnen, ser trods alt lidt mindre kedelig ud.

Vel ankommet til Gl. Skovridergård tjekkede vi ind og begav os derefter fluks ind til Silkeborg bymidte, fordi der var pause i regnvejret.
Lige indtil vi kom derind … det var faktisk ikke særlig anstændigt gjort af Silkeborg, og vi havde oven i købet parkeret tæt på Anstændighedens Plads.

De kan noget med gavlmalerier deromme i Jylland. Næstved er såmænd godt med, men vi kan ikke hamle op med, hvad vi har set i Ålborg og nu i Silkeborg. Det må være vildt svært at kunne præstere den slags fine farveovergange i så stort format – Ellen og John var i hvert fald imponerede.

Nu vil jeg gå i seng og lytte til det ret kraftige regnvejr, som har præget billedet stort set hele eftermiddagen og aftenen. Jeg håber sandelig, at det regner lige så meget hjemme ved Den Stråtækte, for vi trænger!
Det er nu i grunden meget hyggeligt, når man kan ligge i sin seng og nyde det, men det vil jeg ikke synes hvis det fortsætter i morgen, hvor vi på Anne Maries anbefaling prøver at forcere terrænet, som ikke egner sig for gangbesværede, op til Sukkertoppen. John er lidt bekymret for sine knæ, men nu ser vi … hvis altså vejret arter sig!

Det er slået fast. Igen.

Jeg har ved flere lejligheder udtrykt hvor meget det betyder for os at have rejseskuffen fyldt med rejseplaner. For en måned siden jokede jeg med at udtrykke det på den måde, at vi ikke skulle noget i juli og august. Vi har dog stadig heller ingen planer for november, men ellers var der noget i hver måned af 2020. Stort eller småt, men det var ikke det vigtigste; det var at have noget at glæde sig til. Om det er en lille måned i Alaska og Canada eller en enkelt nat på en kro i Sønderjylland, er, om ikke det samme, for det er det naturligvis ikke, men på en måde alligevel lidt.
Kodeordene er at have noget at glæde sig til. Forventningens glæde er som bekendt stor, og jeg har netop fået slået fast med syvtommersøm, hvor meget det betyder for mig.
Som det ser ud lige nu, går vi glip af Holberggårds lækre 8-retters menu i begyndelsen af april, en tur til Nordtyskland i slutningen af april, en tur til England i maj og endelig Den Store Tur i juni. De to midterste er dog ikke aflyst endnu, men jeg tror ikke på, at de bliver til noget, for jeg tror ikke, at verden ligger åben for os på de tidspunkter.
Indtil videre har vores liv med coronatrussel været stort set som livet uden coronatrussel, fordi vi alligevel ikke havde nogen aftaler. Alligevel er der forskel – jeg føler mig rastløs, men sådan er det, når man ikke selv træffer valget.
Tænk på, hvor mange børn der har sagt, at de ikke gider gå i skole. Hvor mange der har sagt, at de ville ønske de kunne tilbringe mere tid med familien, have længere ferie osv. osv. Lige pludselig er det hele gået i opfyldelse, og jeg har endnu ikke hørt om nogen, som er glade for det. Anna og Aubrey var ikke før nu bevidste om, hvor glade de rent faktisk er for at gå i skole, så set fra den lyse side har denne situation været noget af en øjenåbner for dem.

Jeg fik en mail fra rederiet, vi skulle have været på krydstogt med fra Alaska til Vancouver. De ville enten refundere os hele beløbet nu eller give os et tilgodebevis på 125 % af beløbet til den samme eller en anden tur, når det engang igen kan lade sig gøre. Det er i og for sig et fint tilbud, men eftersom det er Nyhavn Rejser, der er vores agent, er det jo dem, der får pengene. Jeg kontaktede derfor NR og spurgte hvordan vi skulle forholde os – at jeg aldrig havde haft brug for at aktivere en afbestillingsforsikring.
Det skulle jeg slet ikke bekymre mig om. Canada har lukket ned indtil 1. juli, og da kun en lille del af turen skulle foregå i USA, kan de ikke holde fast i, at vi skal rejse, selv om USA skulle åbne sine grænser igen. Og når rejsebureauret ikke kan levere varen, er det dem, som skal betale os pengene tilbage. De havde et tilbud til os a la Celebrity Cruises’: De ville betale os halvdelen tilbage nu og give os 10 % oven i den resterende halvdel, hvis vi ville lade pengene stå til en anden rejse hos dem. Det takkede vi nej til, selv om det i første omgang fristede. Nyhavn Rejser ejes af Aller-koncernen og har derved en betragtelig kapital i ryggen, så jeg satser på at vi får pengene i løbet af et par uger.
Det var en temmelig dyr tur, så der kan blive til flere små rejser i stedet for. Vi tror nemlig ikke helt på, at vi vil bestille en så stor og anstrengende tur til 2021. Vi vil i hvert fald ikke allerede nu satse på, at det kan lade sig gøre, men hvis det kan, bliver det nok i bidder, for vi vil stadig meget gerne have luksusudgaven af turen med Rocky Mountaineer og krydstogtet fra Alaska til Vancouver. Og besøge søde Lene og Finn.
På en måde føler jeg, at vi får en masse penge foræret. Aldeles fjollet …

Og jeg savner virkelig at have en stor eller lille tur at glæde mig til.
Heldigvis kan jeg i stedet glæde mig til, at drivhuset står færdigt, hvilket jeg satser på bliver sidst i næste uge.

The answer, my friend, is blowing in the wind …

Forårs- og andre sysler

Det er allerede sidste hele dag herovre. Der er faldet meget regn, men i forgårs og i dag var/er vejret hæderligt. Gårsdagens frokost blev på pubben The Swan, hvor vi (også) kun har været om sommeren, og det var trods alt ikke blevet så meget forår, at vi kunne sidde ude i går. På vejen fra bilen til pubben så vi flere steder vand pible op gennem asfalten – et for mig ukendt og usædvanligt fænomen, men Tim kunne oplyse mig om, at det kommer fra et underjordisk vandløb, som ikke er der hele året og derfor kaldes winterbourne. Ordet kendte jeg, men kun som stednavn – nu ved jeg så hvorfor visse steder kan hedde noget som Winterbourne Monkton og Winterbourne Bassett.

John og jeg gik landsbyen rundt i fredags, mens Charlotte var på arbejde. Som allerede nævnt flere gange er her vand nok herovre. Wills lille ford (betyder vadested), som byen er opkaldt efter, ligner pt. ikke et vadested, og vandet går næsten op til den lille bro. Vi havde ikke lyst til at gå over på den anden side for at gå videre, for der så temmelig vådt ud …

Det varer lidt endnu, inden dette halm er tørt nok til at fodre fjernvarmeværket med – eller give som strøelse.

Efter morgenmaden i dag gjorde Charlotte parat til at så frø nede i drivhuset, hvor vi snildt kunne nøjes med at have T-shirts på.
Hun har købt nogle specielle spirepotter, som hedder root trainers – jeg ved ikke, om vi kan få dem i Danmark, men jeg er såmænd også godt tilfreds med min potmaker, så jeg kan lave mine avispotter …

… selv om det er smart nok, at man kan åbne potterne således, at rødderne ikke beskadiges. Der er hul forneden, så de kan stå på underlaget og suge det vand de har behov for. Potterne er dybe, så planten danner lange rødder; deraf navnet.
Der blev sået tomater og chili i massevis. Hun fik frø af min citronchili, som vi er spændte på om virkelig bliver til en citronchili – man kan ikke bare gå ud fra, at det bliver kopier af moderplanten, når man selv tager chilifrø fra, men det er den eneste måde, vi legalt kan udveksle private planter mellem UK og DK.
Selvfølgelig har man også sådan en lille metalkasse til at opbevare sine frøposer i …
Jeg fik (original)frø fra en af hendes mest succesfulde og rigtydende tomater, Gardener’s Delight, som jeg håber vil virke også i mit nye drivhus.
Som jeg meget håber at se færdigt senest 1. april, hvilket jeg er blevet lovet, at det er.

Aubrey øver sig i lassokast fra sadel.

Hesten er en jernhest, og koen er en havestol og derfor et relativt stillestående mål, men vi skal jo alle starte i det små.

Og så lovede jeg at skrive, at John har kørt Bentleyen. Det mener han ikke, at der er ret mange danskere, der kan prale af, så det være hermed gjort på hans vegne.

Montacute House

Charlotte, som normalt kun holder fri om onsdagen, var så sød at tage også tirsdagen fri, så hun kunne underholde sin efterhånden skræmmende aldrende mor på fødselsdagen. Som jeg skrev sidst vi var herovre, lykkes det stadig at finde steder, vi ikke har besøgt, og denne gang skulle vi ikke længere væk end en lille halvanden times kørsel.
Montacute house. Alt andet end cute, men så vældig imponerende, hvilket var lige præcis meningen med opførelsen af det. Det skete på bare seks år, fra 1596 til 1602, noget af en præstation på den tid. Bygherren, Mr. Phelips, var en mand dreng af almuen, som, pga. sin særdeles høje intelligens, fik en sponsor, som gav ham muligheden for at uddanne sig til advokat. Den gerning blev han så god til, at han tjente en stor formue ved det.

Det blev bygget dengang, alt skulle være 100 % symmetrisk, hvilket ses herover. ALT var symmetrisk, helt ned til den mindste detalje. Nogle af skorstenene fungerede ikke som skorstene, men de skulle være der af hensyn til symmetrien.
Phelips ville så gerne adles, hvilket for ham – og vel også for adelen – ville være det sidste led i en accept af, hvor stor en mand han var blevet. Han ville adles af Elizabeth I, men hun døde kun to år efter færdiggørelsen af Montacute, så hun nåede til hans ærgrelse aldrig at se hans værk.
Han blev dog adlet af Elizabeths efterfølger, så hans plan lykkedes.

To steder i haven findes en lang wibbly wobbly hæk, som gartneren forsøger at få lov til at nedlægge, for den kræver alt, alt for meget i vedligehold, men han får modstand, gør han – det er en af de største af slagsen i England, så det er ikke et forslag, man vil tage imod med kyshånd. Det ser da også flot ud, men jeg er glad for, at det ikke er mig, der har ansvaret for den.

Alene de to porthuse er imponerende … gavlen af residensen ligeledes. Portnerne boede i husene med deres familier, og det var skam et ærefuldt hverv.
Det, jeg dog blev mest imponeret af, var udstillingen inde i huset af de broderier, de fine damer kunne få lov til at bruge en masse af deres tid på. Lige om lidt kommer der billedspam af det; jeg forsøger at gengive de fleste eksempler i naturlig størrelse, derfor også forskellig størrelse på billederne. Det har været fantastiske arbejder – og så var det jo endda kun prøveklude, der var udstillet her – altså stykker de syede eller broderede for at lære de forskellige teknikker.
Det meste af det var småt, småt, småt. Jeg kan ikke forestille mig, at de har kunnet sy om aftenen, tidens dårlige belysning taget i betragtning.

Jeg er fuld af respekt for håndværket – selv unge og friske øjne må have anstrengt sig en del for at kunne brodere så småt.

Nogle af dem var tydeligt nok elevarbejder, men ikke mindre imponerende af den grund.

Vi så et brev broderet af en lille pige, der lærte at brodere, før hun lærte at læse. Jeg ville ikke bytte med at være af adelig herkomst på den tid. Heller ikke af andre herkomster for den sags skyld – for mig at se har det enten været hårde levevilkår eller en ovenud kedelig tilværelse. Men okay – hellere adelig end bonde/slave/whatever, trods alt … selv om intet dengang har været misundelsesværdigt. At gifte sig af kærlighed var vel nærmest et ukendt begreb, selv om nogle få nok kunne være heldige, men ellers var det alliancer og magtkonsolidering, der var i hovedsædet.

Om aftenen gav englænderne fødselsdagsmiddag på The Millstream, hvor vi har spist nogle gange, men hidtil kun om sommeren, så dette var første gang, vi sad indenfor. Jeg fik lamb shoulder med kartoffelmos. Den var lækker og så mør, at jeg ikke behøvede kniv til at skære den ud. Der manglede lidt grønt, men Aubrey afgav hellere end gerne sin salat til mig. Win-win … men jeg måtte desværre lade halvdelen gå ud igen – der var alt for meget mad til mig. Det samme gjaldt både Anna og Charlotte, som fik hhv. steak and kidney pie og noget med kylling. Det er lidt synd, men engelske pubber er ikke kendt for at være nærige med portionerne. Alle med Y-kromosomer kunne godt spise op.
Vi havde dog alle seks plads til en dessert, men så kunne vi også trille ud derfra.

For lidt og for meget

Det er noget værre noget: Jeg har for meget at skrive om og for lidt tid til at gøre det i.
Vi tog til England lige præcis nu, fordi det er over tyve år siden, jeg har været sammen med min datter på min fødselsdag, og A & A havde jeg indtil nu ikke været sammen med på denne dag, så nu skulle det være.
Der ventede en temmelig stor overraskelse, fordi opholdet herovre indledtes med, at jeg fik en tur i en Bentley.

De har gudhjælpemig købt en Bentley Bentayga. Brugt, godt nok, tre år gammel, men alligevel. Det har jeg aldrig prøvet før – det er den mest blærede bil, jeg nogensinde har siddet i. Det er en demomodel, hvis tur fra England til Schweiz kan ses på Youtube, hvis man har 25 minutter tilovers. Der er en bunke ekstraudstyr i, som koster vildt meget at anskaffe, men som sjovt nok heldigvis ikke er ret meget værd, når bilen er brugt.
Det drejer sig bl.a. om picnicudstyret, som er monteret i bagagerummet – og som i mine øjne tager for meget plads op, men det kan dog afmonteres.

Champagneglas – af krystal, naturligvis. Et nydeligt bestik og servicet er af porcelæn – ikke noget med campingudgaver her. I midten ligger picnictæpperne. Der er en vinflaskelukkedims med Bentley-symbol.
Det er bare for meget, men det er da ret sjovt.
Knappen her til højre er (også) … anderledes. Symbolerne indikerer, at der skam er forskel på, om bilen skal køre i ørken, i skov, på stenet/ru overflade eller i sne/meget vand. Så er der custom, comfort, Bentley-mode og sportditto. Charlotte kører i Bentley-mode, men hvis hun træder speederen i bund, skifter den selv til sport, og den accelererer fra 0-60 mph på fire sekunder. Hun demonstrerede det, og det var lige før, jeg fik et piskesmæld, selv om jeg var advaret. 
Det er ikke pral, dette her. Det lyder det som, og sådan bliver det sandsynligvis også opfattet, men det er absolut fra min side glæde på deres vegne over, at de er blevet økonomisk uafhængige plus lidt til og ikke hele tiden skylder i skat og/eller ingenting har til sig selv. Det tog 10 år, hvor de stort set ingen penge havde, og nu lønner det sig endelig, at Tim har knoklet så vildt meget. Det kan jeg ikke have ondt af, selv om mange nok vil have det. Han arbejder stadig meget, men dog en smule mindre, sommetider, og han har fundet en kronprins, som han håber og tror vil kunne tage over. Det vil også tage lidt tid, men det går fint, for vedkommende er ikke blevet kronprins uden grund. Tim håber at kunne pensionere sig selv inden for 8-10 år, og jeg håber for dem, at det vil lykkes.

I går havde jeg fødselsdag – det var som sagt derfor vi tog herover lige nu. Charlotte holdt fri i dagens anledning, og vi kørte til Montacute House, der viste sig at være et spændende sted med en god historie, som får sit eget indlæg senere.
Vejret i går var flot, solrigt og lunt. Dagene inden var kolde, grå og regnfulde; i dag er det koldt, og det har regnet hele dagen.
Jeg ville bare lige nævne det …

Der er checket ind

SAS har udvidet vinduet for check-in. Det plejer man at kunne fra 22 timer før afgang, men mail og sms løb noget tidligere ind end sædvanligt, så jeg lå og klarede det hele inde i sengen fra telefonen. Det er fagre nye verden: Billetter og boarding cards ligger på SAS-appen, så vi ikke længere behøver alle de papirer, men skanner sin QR-kode på telefonen. Alene det, at man kan checke ind hjemmefra, så man ikke skal stå i kø for det ude i lufthavnen … men det har man nu kunnet i mange år, for jeg gjorde det også mens jeg stadig var i arbejde.
Af gode grunde kan vi ikke printe bagagemærker ud derhjemme; det skal stadig gøres i afgangshallen, men til det er der masser af self check-in-terminaler. Når mærket er sat på, går man bare hen og skanner det, hvorefter kufferten forsvinder for, i morgendagens tilfælde, at dukke op i London Heathrow nogle timer senere. Jeg ville så gerne kunne være en lille flue, der kunne sidde på kufferten hele vejen for at se, hvordan det foregår derinde i lufthavens formentlig snørklede tarmsystem. Selvfølgelig går det galt indimellem; det har det også gjort for os, men kun en enkelt gang for hver, og i langt, langt de fleste tilfælde ender kufferterne hvor de skal, selv om vi har været ude for at skulle skifte hele to gange for at nå vores destination.
Denne gang blev jeg ikke kun tvunget til at læse om håndbagagereglerne (eller i hvert fald lade som om), men også til at studere en længere smøre om hvordan jeg skal forholde mig mht. den alt for meget omtalte coronavirus. Det var jeg nok nødt til at læse, så det gjorde jeg – eller rettere: Jeg læste overskrifterne, hvilket vist nok var nok.

Hvor er jeg dog træt af at høre om den forbaskede virus. Medierne kan ikke lave drama nok ud af det; det er kørt op på et niveau, så man skulle tro, hele menneskeheden var i fare for at blive udslettet.
Nogle få gør et stort arbejde for at nedtone panikken, men det er ikke nemt, når det først er kørt så højt op.
På FB så jeg følgende spørgsmål stillet: “Kan jeg blive smittet gennem fjernsynet, hvis jeg ser TV 2?”
Jeg håber virkelig, det var ment som en joke, men det er jeg faktisk ikke sikker på, at det var. Somme tider er jeg helt flov over at tilhøre menneskeracen, når visse eksemplarer af den kan være så uhyrligt dumme.
Der er dog en ting, der undrer mig: Når nu coronaen ikke er tilnærmelsesvis så farlig (= dødelig) som de influenzavira, der hvert år rammer os, hvorfor springer hospitalerne så med på vognen og står klar med hele det store beredskab, som tilfældet er? Og hvad skal alt det karantænepjat til for? Det forstærker bare folks frygt og usikkerhed.
I Europa dør der årligt omkring 50.000 af influenza. I DK mellem 1500 og 3000. Jeg tør godt spå, at man går i totalpanik, hvis der er bare nogle få, der dør af coronavirussen. Det største problem ligger vel i, at corona er ny, og at der derfor endnu ikke er nogen, der har udviklet antistoffer, således at der relativt vil forekomme flere tilfælde af sygdomsramte – men alt tyder på, at dødeligheden blandt disse er meget lille, så slap nu bare af, ikke sandt?
Det gør John og jeg i hvert fald.
Og vi flyver til England i morgen – i år vil jeg være sammen med min datter og mine børnebørn på min fødselsdag. Det første har jeg ikke været i over 20 år og det sidste endnu ikke prøvet, så nu skal det være.

Tromsø m.m.

Jeg lægger ud med en opdatering på taxapriserne i Tromsø. Booking.com gav os jo det enestående ‘tilbud’ på 870 kroner for at køre os de 5,2 km til hotellet. Jeg fandt ud af, at en almindelig taxi ville koste 125 kroner. Det var så ikke helt rigtigt, for taxametret stod på 221 kroner. John gav ham 250 kroner, men bondefangerturen var dog stadig omkring fire gange så dyr.
Vi fandt ud af, at der var lufthavnsbus fra hotellet, så den blev vi enige om at tage, når vi skulle retur til lufthavnen.
Det kostede 110 kroner pr. billet for 15 minutters kørsel – altså 220 kroner for os to. Det var også bondefangeri, var det, men nu kender I mulighederne, hvis I skulle finde på at tage en tur til Tromsø, hvilket jeg så absolut kan anbefale.

Herover udsigten fra vores værelse på Scandic Ishavshotel. ‘A’et’ ude til højre er den smukke Ishavskatedral, som vi nærstuderede, da vi var her for fem år siden og derfor ikke gad se denne gang. Vi besøgte af samme grund heller ikke Polarmuseet, men det er også værd at se.

Vi gik i stedet en tur langs hovedstrøget, som har masser af butikker, bl.a. den fedeste garnbutik – uhhh, havde jeg været alene, ville jeg have kunnet bruge meget lang tid her, men nu nøjedes jeg med et lille kvarter, selv om der var en stol til John. Han kiggede dog grundigt på de flotte norske sweatre.
Jeg var meget disciplineret og købte kun fire nøgler.

Deres pølsevogne er en anelse mere stilfulde end vores Cafe den Hvide Disk – og med bålfad, så kunderne kan holde varmen.

Vi brugte noget tid i Tromsøs svar på sandskulpturfestivallerne i Danmark. Her var det isskulpturer i stedet for; selv glasset til den drink, der hørte med, var lavet af is. ALT var is; borde, bænke, figurer, vægge og … ja … det hele … og ganske som for sandskulpturernes vedkommede var vi temmelig imponerede over, hvad de havde præsteret at skære/forme i og af is. Se fx. blæksprutten herunder: Når man kigger nærmere på detaljerne, er det kunstværker, man ser, og polarforskerens pelsjakke ligner virkelig pels.

Biblioteket er et kapitel (!) for sig – en smuk og anderledes bygning, som vi da lige skulle ind og se – især fordi det begyndte at sne kraftigt …

Øverst var der læsesal – vi blev der kun i kort tid, for vi kunne ikke tale sammen; der var dødsstille, selv om der var fuldt af unge, formentlig studerende, bag os, men udsigten var nydelig, og vi fik varmen igen.

Gadebilledet er, som i mange af de norske byer vi har været i, hyggeligt og farverigt. Vi er midt i en by, men mange af bygningerne er træhuse, og de er bestemt ikke ens og kedelige at se på.

Sne manglede vi ikke. VI overvejede en slædehundetur onsdag inden vi skulle hjem, men for det første passede det ikke helt med tidspunkterne, og for det andet ville 1½ times tur koste næsten 2000 kroner. Pr. næse! Godt nok norske, men det var lige i overkanten, syntes vi, så vi nøjedes med minderne fra turen den første gang vi var heroppe.
Turen hjem var stressende. Vi havde kun 1½ time i Oslo til transfer, så når flyet fra Tromsø er fem kvarter forsinket, sidder nerverne uden på tøjet. Det værste var, at hvis vi missede det næste fly, ville John også misse sin første aftale med GLAD-fysioterapeuten torsdag morgen, hvilket ville have været noget rigtigt hø.
Den korte udgave: Vi nåede det. Det var fra SAS til SAS, så de ventede på os – der var flere danskere, der skulle med dette dagens sidste fly til CPH.

Vi så MASSER af nordlys

Vi har simpelthen været mere heldige, end politiet tillader, som min gamle far så ofte sagde: Vi havde én chance og vi bookede turen den 15. november. Ingen kan forudsige vejret så lang tid i forvejen – det kniber som bekendt sommetider med at forudsige det fra den ene dag til den næste. Det var snevejr og dermed overskyet næsten hele tirsdagen, men det klarede en smule op sidst på eftermiddagen; dog ikke nok til, at jeg helt turde tro på, at vi fik lyset at se.
Men det gjorde vi. I en grad, så selv guiden var imponeret; hun sagde, at det var den kraftigste og længstvarende aktivitet hun havde oplevet i denne sæson. Om det passer, ved jeg i sagens natur ikke, men jeg ved, at vi gik, stod og sad udenfor i ÷11° i over to timer og bare nød det fantastiske skue. Turen skulle egentlig vare nogle timer mere, men vi var blevet nordlysmætte og ville gerne hjem. Nogle frøs vist også en del …
Det voksede og voksede, det lys; fyldte på et tidspunkt tre fjerdedele af himlen – det var vildt.

Jeg vil i dette indlæg kun vise nogle af guidens billeder, for John tog en masse, som endnu er i raw og skal ændres til .jpg, inden jeg kan bruge dem. Guiden sagde, at vi var velkomne til at dele, så ingen copyrights er overskredet her. Når John har ordnet sine, bliver I sandsynligvis totalspammet med nordlysbilleder.

Som det fremgår af billederne, var vi med Pukka Travels. Det er lidt af et sats, når man ikke kender nogen af Tromsøs mange, mange udbydere af nordlys- og andre ture, men for hvad det er værd, kan jeg kun sige, at vi ingen klager har overhovedet. Ingen er herre over vejret, så de kan ikke tage æren for den stjerneklare himmel (det kunne de dog alligevel lidt, for radar og vejrudsigter var nøje studeret inden afgang) og den relativt stærke aktivitet, men alt det andet var (også) upåklageligt.
De havde medbragt en dejlig rensdyrsuppe; de lavede bål direkte på sneen, gravede ‘bænke’ ud og lagde termotæpper på, så vi kunne sidde tørt og varmt. Vi sad der vel ½ time, og vi frøs ikke. Når bålet bygges som på det lille billede (nederst) og tændes oppefra, smelter sneen ikke før bålet er ved at brænde ud. Det var SÅ hyggeligt, var det. Vores lille gruppe bestod af amerikanere (alle fire både søde, slanke og ikke højrøstede!), tre tyskere, en belgier og to danskere.
Tilbage i bilen fik vi varm chokolade (eller te), hvilket var lige, hvad vi trængte til på det tidspunkt.

Som sagt var vi meget heldige. Overordnet er solpletaktiviteten nederst i en bølgedal i disse år, så egentlig var tidspunktet dårligt valgt, men i vores alder planlægger vi ikke flere år frem. “Large magnetic storms are most common during the peak of the eleven-year sunspot cycle or during the three years after that peak.”
Er vi i live og nogenlunde mobile, når der igen kommer et kraftigt soludbrud, kunne vi snildt have lyst til at gentage dette her.
Det er nemlig sådan (nu skuffer vi sikkert mange), at det blotte øje fint ser nordlyset, men ikke så nærmest selvlysende grønt som på de billeder, man altid ser af det. Kameraet kan se det, og det er efter min mening ikke snyd som sådan, for der er ikke manipuleret, blot eksponeret i fire sekunder for at få farverne frem.
Man taler om densitet i forbindelse med nordlys, og der skal en høj densitet (> 7) til, for at øjet kan opfatte det som lysende voldsomt grønt. Eller rødt eller lilla/blåt. Farven er afhængig af, hvor højt oppe i atmosfæren det foregår, og om det er ilt eller kvælstof, der ‘antændes’. Vi oplevede en densitet på bare 3-4, men kunne godt se, at det var grønt, og vi kunne sagtens se, hvordan det hele tiden forandrede og flyttede sig; bølgede og bevægede sig – og oven i købet ‘dansede’, inden det begyndte at aftage og vi satte kursen hjemover mod Tromsø.

Tromsø er et af de bedste steder at besøge for at se nordlys, både fordi det ligger lige midt i nordlysbæltet og fordi det er en hyggelig by, hvor der er en masse man kan foretage sig om dagen, mens man går og venter på mørkets frembrud. Mere om det i et andet indlæg.
Jeg vil hermed aflive den tro, forbavsende mange har: At man kan holde sommerferie i Tromsø eller et hvilket som helst andet sted nord for polarcirklen – og se nordlys. Det kan man IKKE! Man kan jo heller ikke se stjerneskud om dagen, vel? Det skal være mørkt … der er en grund til, at nordlyssæsonen går fra september til marts.

De fik en chance til

For et par år siden tog vi et gourmetophold på Christie’s (uf) i Sdr. Hostrup, og dengang må jeg nok indrømme, at jeg var en anelse skuffet.
Det var ikke decideret dårligt, men det var heller ikke imponerende godt. 
Stedet bliver ellers rost i høje toner, så da jeg fik et tilbud, jeg trods den tidligere erfaring ikke kunne modstå, blev vi enige om at give det en chance til. Det var bedre end første gang, så denne anden gang bliver sandsynligvis ikke den sidste.
Vi forstår ikke, at de kan gøre det for de penge. Det er ikke så tit jeg informerer om økonomien i vores forehavender, men her er undtagelsen: 
Vi fik kaffe og brødtorte ved ankomst.
Vi fik en en femretters menu.
Vi fik en vinmenu. Den ene af os. Den anden fik en ølmenu.
Vi fik en hotelhytte at sove i.
Vi fik et yderst veltilberedt morgenbord.
For 1190 kroner.
For os begge to.
Jeg betalte mere for en fireretters menu på Rønnede kro, engang jeg gav John en fødselsdagsmiddag – vinen og ikke mindst vandet kom oven i prisen – det var her, vi betalte 45 kroner for 3/4 liter postevand. Gange to, fordi vi først vidste bedre, da jeg fik regningen. Jeg blev sur!
Men okay, når sandheden skal frem, var maden på Rønnede kro bedre end den i går, og portionerne var større.
De skal selvfølgelig ikke være store, når man får fem retter, men de skal heller ikke være så små, som de var i går – vi var faktisk ikke helt mætte, da vi gik fra bordet, men det er måske en del af forklaringen på, at det er så billigt? Det smagte dog godt, og menuen var bedre sammensat end første gang.
Var de lidt fedtede med maden, var de til gengæld ret generøse med vinen, så selv om jeg ikke blev mæt af maden, fik jeg så rigeligt at drikke.
Morgenbordet er næsten alle pengene værd: Skinken var lækker og håndskåret, baconen sprød og ikke sej, som den ofte er på steder, hvor de skal lave store mængder; der var ingefærshot eller en skarp til halsen, hvis man er til det. Der var ‘hjemmedyrket’ æblejuice. Bare godt alt sammen!

Vejen hjem gik over Als. Først den lille færgetur med Bitten fra Ballebro til Hardeshøj. En lille tur på 10 minutter. Det er første gang, vi har været de eneste passagerer på en færge – så har vi også prøvet det.
Derefter lidt legen turist; ikke så meget, for vi ville nå færgen kl. 12 fra Fynshav. Vi skulle bare lige nå at kigge lidt på Als.
Nordborg med Danfoss, som fylder meget, Augustenborg og Guderup. Især de to sidste byer var vi lidt betagede af; det er et par af de hyggeligste byer, vi har set.
Efter Bøjden gik turen over Sydfyn mod Nyborg; med et pitstop ved Horne Kirke, som er et imponerende syn. Jeg kunne ikke fotografere den fra sin pæneste side; der var for meget modlys.
Her var vi heldige, at solen viste sig i nogle minutter. Himlen skiftede hele tiden fra totalt blå til buldersort med slud og regn på ganske få minutter, så det var mildt sagt et blandet vejr.

Lige over for kirken ligger denne pittoreske lade. Stråtaget har det ikke for godt, men yndigt og nærmest frilandsmuseumsagtigt så det ud alligevel.
Vi var hjemme igen ved godt 16-tiden – en lang tur på kort tid, men det var alt i alt 31 gode timer vi fik os der.