Jeg er IKKE 17 år længere

Jeg gik Eric i bedene og fik dermed taget mit pasfoto af en, som giver garanti for, at jeg ikke bliver sendt hjem igen fra Borgerservice med besked om, at billederne er en ommer.
Da jeg så alle de krav der stilles, tænkte jeg, at det gider jeg ikke forsøge mig med, og desuden så jeg mere end almindelig tåbelig – faktisk decideret grim – ud, da jeg forsøgte mig med webcam’et på min pc. Godt nok sagde min far altid, at det ikke både kan ligne og se godt ud, men det der var ekstraordinært forfærdeligt. Jeg kunne knap nok kende mig, selv om jeg ser mig selv i spejlet hver morgen, men det lignede ikke spor det spejlbillede, jeg normalt ser. Der er en grund til, at jeg hader at facetime!
Det blev Bog & Ide i Nykøbing Falster, der blev den heldige vinder af at forevige Ellen, 17 år, til kørekort- og pasbillede.
(Behøver jeg overhovedet at forny det kørekort, mon? Jeg var også 17 år, da jeg fik taget det første billede til det.)
Damen tog ét billede, som sad lige i skabet. Det er det bedste pasbillede, jeg nogensinde har haft.
Men.
På trods af, at billedet er godt, fremgår det dog særdeles tydeligt, at indefra og ud ser jeg måske nok som en 17-årig, men set udefra kan ingen være i tvivl om, at det der “1953” på dåbsattesten er korrekt.
Det havde jeg heller ikke regnet med, men naturligvis var jeg nødt til at prale på bloggen med mit næsten 70-årige, men gode, syn, som optikeren konstaterede forleden dag.
Det er også kun på engelsk, de to tal lyder næsten ens.
Det minder mig om de sande ord om, at being twenty in the ‘70s was much more fun than being seventy in the ‘20s, men den er fint gangbar oversat til dansk.

Da fotoseancen var overstået, gik vi en tur i det regnvåde, men alligevel hyggelige Nykøbing, hvor vi bl.a. kom forbi disse statuer, som vi fluks gættede måtte være skabt af Thomas Kadziola, som står for de tolv karakteristiske figurer i Dodekalitten.
Hvis I, mine læsere, har lige så skarpe øjne som mig, vil I kunne se, at der ved siden af hovedet er et gadeskilt, hvorpå der står Brodt-way. John sagde, at det må da være Viggo Brodthagen, der har lagt navn til det.
Det var det, viste en googling. Viggo Brodthagen debuterede i 1920’erne i Nykøbing Falster-revyen. Mange af os ikke-længere-17-årige kender ham nok bedst som klovnen Jaj skal skinne maj i Cirkus Buster.
VB døde i 1970, men havde i et par år ikke kunnet komme ud pga. dårlige ben. Hans humor var dog stadig i behold, for i 1969 sagde han “Jeg går sgu så dårligt, at jeg ikke engang kan gå bort.”

Byen har gamle, skæve huse og farverige, smalle stræder.
Vi kender ikke Nyk.F. særlig godt, men den korte tur i går var nok til at give os appetit på at udforske den mere, når vejret engang bliver lidt mere menneskevenligt.
Apropos appetit har de en god café med überlækker mad. Der er sikkert flere gode spisesteder, men vi har spist frokost to gange på Café 3kanten nede ved havnen, og den er så god, at vi sagtens kan klare et par gange til (og nej, jeg får ikke rabat eller noget – det er bare godt, og det må man gerne udbrede).

De har også et latinerkvarter … det er forretningskvarteret i nogle af byens gamle gader.

Køge må helst ikke forny sig

Når man taber sig så mange kilo som jeg har gjort, er der desværre det modsatte af en sidegevinst: Man taber sig ikke kun der, hvor man gerne vil.
Der er nemlig røget lidt af barmen ved samme lejlighed. Dvs. … det er naturligvis kun i den ene side, det rigtig kan ses og føles, men den side er nu blevet så meget mindre, at mine bh’er efterhånden føles en smule for omfangsrige, hvilket ikke er fremmende for selvtilliden. Smide bh’en går dog absolut ikke … faren er blevet for stor for forveksling med den navnkundige troldkvinde, som Bjørn Nørgaard har skulptureret på Axeltorv i Næstved.
Vi tog derfor til bandagisten i Køge for at erhverve et par nye bh’er, der passer bedre. Da dette lille ærinde var overstået, var vejret i mellemtiden blevet flot, så vi blev enige om at gå en tur ned til stationsområdet for at se på alt det nye, der er blevet bygget. Det er voldsomt meget, og vi var især interesserede i at se de såkaldte stræder, som man har valgt at kalde de nye gågader, hvor der skulle være kommet en masse nye forretninger.

Okay. Det var så det. Det var da nogle fine forretninger i en splinterny gågade, og John fandt sig en ny jakke, men det kunne lige så godt have været i en hvilken som helst anonym provinsby et hvilket som helst sted i DK. Der var intet hyggeligt over det; der var intet miljø, der var ikke rigtig noget – andet end nogle forretninger.
For mig er Køge en unik, gammel by, med en bymidte der er en overdådighed af smukke huse fra både 15- og 1600-tallet, som fx de to herover, som ligger i Vestergade. Her – samt i Brogade og Nørregade – er der charme, miljø og en masse hygge, med forretninger af alskens art i de gamle huse.
Nogle af dem var lukket. Der var ingen tomme forretninger sidst vi var der. Et par af de lukkede butikker kunne vi genfinde henne på den nye gågade.

Jeg håber virkelig ikke – som i overhovedet slet ikke – at alt nybyggeriet betyder forretningsdøden for den gamle, centrale del af Køge, der befinder sig i en ikke særlig stor radius omkring Torvet. Det ville jeg ikke kunne bære. Jeg er såmænd ikke imod fremskridt som sådan, men der er fremskridt og så er der fremskridt. Og tilbageskridt. I dette tilfælde er fremskridtet et tilbageskridt, for ingen skal ændre ved mit gamle, elskede, hyggelige Køge.
De må skam gerne bygge nyt i Køge. De må bygge nye boliger. Ikke forretningsgader, og slet ikke, hvis de går i konkurrence med de gamle stræder.
Visse ting skal forblive som de altid har været.
Jeg synes selv, det er yderst sjældent, jeg fremturer med den slags forandringsuparathed, men mit Køge skal de dæleme ikke pille ved!

En London-boghandel i Næstved

Jeg læser aldrig skønlitterære papirbøger mere; kun e-bøger. De er meget nemmere at læse i sengen, især fordi jeg ikke får en mere eller mindre tung – og meget kantet – bog i hovedet, når jeg falder i søvn. Jeg anbringer min iPad op ad en lille pude, således at jeg kan læse, liggende mageligt på min foretrukne side og bladre med den ene finger. Fem minutter efter jeg er faldet i søvn, sover ipadden også, og den bliver stående pænt ved siden af mig hele natten, så jeg vågner ikke op, fordi jeg skal lægge en bog til side og slukke lyset.
Det har naturligvis sine mangler ikke at læse papirbøger, men fordelene ved e-bøger opvejer dem. Synes jeg. Først og fremmest den allerede nævnte, men også, at de er billigere end papirbøger (men stadig ikke billigere end lydbøger??), og at al ferielekturen aldrig fylder mere end den iPad, jeg alligevel har med. Jeg kan have det meste af et bibliotek med, og skulle jeg mod forventning alligevel løbe tør, er det nemt at få fat i flere bøger.

Den største ulempe, hvis det ellers er det rette ord at anvende, er, at jeg ikke længere har en god undskyldning for at gå og snuse i en boghandel.
Derfor var det i dag første gang, jeg var inde i Bog & Ide i Næstved – jeg skulle afhente en bestilt gave til Johns lillebror.
Mens boghandleren fandt den frem, kiggede jeg mig lidt omkring – og nød det.
Mens han pakkede gaven ind, bemærkede jeg, at dette her er ligesom at befinde sig i en boghandel i London – og det er ment som en kompliment!
Så fik jeg at vide, at ejeren rent faktisk havde arbejdet i en londonsk boghandel i et års tid og havde syntes, at han ville forsøge sig med at efterligne konceptet, da han overtog denne butik. Alt har en forklaring …

Og nu, hvor vi var kommet til staden, benyttede jeg mig af lejligheden til at købe et halvt kilo mere af min yndlingskaffe, som jeg kan have helt for mig selv, nemlig kaffen med kakaoaroma. Jeg drikker kun en enkelt kopkaf om dagen, når vi bare er John og mig, så den skal være god! For tiden bliver den nydt til en eftermiddags-Barnaby, hvis tiden tillader det, men det bestemmer jeg jo stort set suverænt selv, om den gør … det er ikke kun e-bøger, der er fordele forbundet med.

Den uundgåelige

Efter én gang er det stadig noget nyt. Efter to gange er det en tradition.
Hvad er det så, når det er tiende gang? Eller mere … vi har igenigenigen været i Bath.
Vejret er skønt, varmt og solrigt, og når det er sådan, er Bath en af Englands smukkeste byer. 
Vi har drukket kaffe og spist en syndig æblekage hvor vi plejer, nemlig på den lille kaffebar på broen. Vi har spist en frokost bestående af Cornish Pasty med en cloudy apple juice til. Nydelsen var dobbelt, fordi frokosten blev indtaget udendørs for første gang i år. På et lille torv med udsigt til Bath Abbey. Der gik en gruppe skolepiger rundt på pladsen og fnidrede og fnadrede og hyggede sig på den måde, man nu engang gør, når man er omkring 14 år. Jeg sad og filosoferede lidt over, hvordan de syv (helt ens klædt) piger repræsenterede en skoleklasse, som jeg tror den ser ud over den ganske klode: Hende der er en del højere end alle de andre, hende der er mindre end alle de andre, en er den ubestrideligt smukkeste og så den mindre heldige i den modsatte ende af skønhedsskalaen; hende der er lige lidt for tyk, hende der ligner et stankelben og endelig hende med bøjle på tænderne.
Alverdens skolebørn på et torv i Bath … hvor Charlotte og jeg i øvrigt var omkring den industrielle revolution, vævemuseet i Køng, klæde- og andre stoffer før og nu, sociale forhold her og der og før og nu – plus meget andet. Samtaleemner mangles sjældent, selv om vi også sagtens kan være stille sammen, hvilket er hyggeligt på en anden måde.

.

Ungerne gav trampolinopvisning. Med sjovt hår og det hele. Hvor har man dog imponerende meget energi i den alder.

..

Pigen i gyngen og drengen i drivhuset. Nu mangler der bare den melon, men de er udsolgt, desværre. 
Vi prøver nok en sidste gang i morgen. I hvert fald sidste gang mens jeg er her …

Englands smukkeste by

Det er vist næsten hver gang vi er herovre, vi er en tur i Bath, som, i stærk kontrast til Swindon, nok er Englands smukkeste by.
Det er også blevet en tradition, at vi skal drikke kaffe på Bridge Coffee, som på næsten gammelitaliensk vis ligger på broen over Avon. Den er mildt sagt ikke ret stor, den kaffebiks, men den har byens bedste udsigt og er derfor godt besøgt. At de også laver en god kaffe, gør ikke spor.

Baths gader ligger ret højt i forhold til Avon. Man har først gravet ud til kulkældre (mange af disse er senere blevet til en del af lejlighederne; ganske som i London, hvor man kan finde de flotteste lejligheder, eller dele af dem, lige under gaderne.
Men dengang var det altså kulkældre, og oven på dem fyldte man jord, anlagde vejene og byggede husene, således at hele Bath så at sige starter på første sal.

Herover ses udsigten fra Bridge Coffee, og på billedet til højre kan man fornemme, hvor højt byen er anlagt i forhold til det naturlige niveau, som er på græsplænens plan.

Da vi var på vej ud af byen igen, så jeg to damer, der til forveksling lignede Mary Poppins reinkarneret som enæggede tvillinger.
Charlotte kunne fortælle, at det var Norland Nannies, som bliver uddannet her i Bath på Norland College. Den dag i dag har de stadig en uniform på, man såmænd lige så godt kunne have set på gaden for 100 år siden eller mere.
Herunder, på det stjålne billede, ser man, at de er ganske klar over ligheden med Mary Poppins og måske oven i købe spiller lidt på det.

I modsætning til både Mary Poppins og Nanny McPhee, hvilken sidstnævnte vi lige har nydt at se sammen med ungerne, kan The Norland Nannies ikke trylle (og dog … måske kan de på en måde alligevel, hvis man sammenligner med usikre og/eller fraværende forældre), og de får en høj løn.

Mens vi kørte, spillede BBC Classic, som Charlottes radio i bilen altid er stillet ind på, et langt uddrag fra operetten Flagermusen.
Jeg sad og tænkte på, hvad den mon kunne hedde på engelsk. The Bat lyder temmelig tåbeligt, så det kan de vel næppe have kaldt den?
Det har de heller ikke – de har åbenbart været af samme mening som mig angående det navn, så man har valgt at beholde den tyske titel Die Fledermaus. Klogt, var vi alle tre enige om. Der bliver godt nok refereret til “The Bat” i engelske opslagsværker, men skrevet i parentes, hvorfor jeg opfatter det som en forklaring på, hvad den tyske titel betyder.
Mine undersøgelser lærte mig et nyt ord: Trouser role, som her i Flagermusen er Orlofskys rolle, nemlig en manderolle, der altid spilles af en kvinde. Jeg anede ikke, hvad det hedder på dansk og måtte derfor også slå det op. Det hedder såmænd bukse-rolle. Jamen hvor svært kan det være?
Man lærer lidt hver gang, man er herovre …

Turen går til … Dinan

I nat blev det et forskrækkeligt uvejr, som H.C. Andersen ville have udtrykt det. Det buldrede og bragede og regnede og lynede til den store guldmedalje, hvilket alt sammen fik sat en effektiv stopper for det varme vejr – hele formiddagen var det bare 14-15°, hvilket var fint nok med os; man kan tage lunt tøj på, men man kan ikke smide mere, end anstændigheden tillader.
I løbet af eftermiddagen nåede vi dog atter op på 23°, men det er en behagelig sommertemperatur, der passer lige til os.
Der sker vist det samme i Danmark, har jeg lige set på DMI – mange af jer vil opleve skybrud og den voldsomme varme forsvinder, men det er vel i orden med de fleste af jer, går jeg ud fra? Mere end 30° er nok lige i overkanten for de fleste.
Vi kørte til Dinan i dag for at undersøge den gamle bydel nærmere.

 

Den var da nydelig …
Crêperiet, som anes nederst til venstre på første billede, og som er taget forfra på det andet, frekventerede vi, da det blev eftermiddagskaffetid.
Der ligger crêperier overalt her – i byerne på hvert andet gadehjørne og for hver 200 meter på gaderne (sådan cirka næsten uden at overdrive), og på landet med jævne mellemrum. Antallet af crêperier slår antallet af pizzeriaer i Sverige, og dem er der ellers rigtig mange af.
John blev en lille dreng igen og bestilte en pandekage med nutella (yrk!), mens jeg gik knapt så meget amok og bestilte en med citronsaft på.
Jeg ville absolut ikke have brudt mig om at bytte, men sådan havde John det vist også, så alle var glade – og det var rigtig gode pandekager.

Regn om natten og om morgenen, og så ellers fint og tørt vejr om dagen – det er sådan vi kan lide det. Noget af det, jeg synes godt om ved Bretagne er, at her er så grønt og frodigt, men hvis dette er normalen med masser af væde og masser af varme, kan det næsten ikke blive anderledes.
Stort set alle haver bugner af skønne store roser og hortensiaer, og de oftest grove husmure prydes ligeledes tit af rigtblomstrende arrangementer. Her sat på en kirkemur.

Vores lejede hus ligger, som tidligere nævnt, langt ude på landet i et smukt og meget kuperet terræn. Det er godt, jeg ikke har noget imod at lave mad i min ferie, for der er mange kilometer til spisestederne i området, og vil man have flere at vælge imellem, er man nødt til at køre den halve time til Dinan. Det betyder også, at både telefon- og internetforbindelse er særdeles ustabile, men det går naturligvis alligevel … bortset fra, at det var ret irriterende, at jeg ikke kunne modtage min Visa-bekræftelseskode, da jeg i formiddags bestilte billet til Eurotunnellen til vores hjemtur fra England … det lykkedes dog i andet forsøg, fordi jeg var så snedig at gå udenfor, til koden var modtaget – og så skynde mig ind og fortsætte igen i håb om, at transaktionen ikke havde nået at time out.

Alternative reklamer?

I formiddags foreslog John, at vi kørte en tur ind til Præstø for at kigge lidt på byen.
Det er en meget hyggelig lille by, som, da jeg undersøgte dens historie i forbindelse med købet af Den Stråtækte, overraskede mig ved at have 170 færre indbyggere end Havdrup, som vi kommer fra, og som jeg ikke synes er særlig stor – men som jeg nok især synes er hamrende kedelig. Hvorfor tage til Neapel og dø, når man kan kede sig ihjel i Havdrup?
Præstø har så meget mere: Flere butikker, hyggeligere gader, en havn.
Den er meget ældre, hvilket er en del af forklaringen på forskellen, vil jeg tro. Havdrup blev grundlagt, da jernbanen mellem Roskilde og Køge blev anlagt og er således i sammenligning en ny by, hvor Præstø stammer helt tilbage fra 1300-tallet.
Normalt går jeg ikke og kigger nedad, hvorfor vi da også var kommet forbi nogle stykker, inden jeg opdagede fortovsfliserne med prægning. Jeg har ikke kunnet finde noget om historien bag dem – det er tilsyneladende ikke kun reklamer, da der også ses navne, der ikke umiddelbart har nogen tilknytning til et firma. Det undrede mig lidt, at Spies reklamerede på fortovet i Præstø? I midten af collagen ses et hus, som jeg kun tog et billede af fordi det hedder ‘Pennalhuset’. Er der nogle af læserne, der ved noget om disse fortovsfliser?

Vi gik ad kringlede gader, hen over kirkegården og ned til Antonitterstien, der går langs fjorden.
Vi bor derovre på den anden side, lige i midten af billedet …

Lidt tilbage mod byen var der et glimrende vue over til Nysø med Thorvaldsen-samlingen.
Den så jeg i gymnasiet, da vores historielærer tog os med på en kulturel dagstur til Nysø, Pederstrup, Gåsetårnet og et sted til, jeg ikke længere husker.

Det var en fin lille spadseretur, som vi vil gentage, så vi kan nyde byen og dens omgivelser også på andre årstider – alting bliver trods alt endnu smukkere, når træer og buske er blevet grønne.
Til maj skal vi også ind til Præstø for at nyde det franske marked, der åbenbart er en årligt tilbagevendende begivenhed. Det lyder vældig hyggeligt med et fransk marked.

Kølig, men smuk

Overskriften er en glimrende beskrivelse af dagen i dag.
Jeg vågnede tidligt – 5:45 for at være præcis. Kunne ikke sove mere, men lå bare og råhyggede med min bog. Vinduet i soveværelset er altid åbent, bortset fra, hvis vindstyrken er over 10 på Beaufortskalaen – og kommer fra en sydlig retning. Jeg kunne høre, efterhånden som folk kom ud til deres biler, fordi der flere gange lød den umiskendelige lyd af en skraber, der fjerner is fra ruderne. Det var så en af de morgener, hvor jeg i særlig høj grad fryder mig over ikke at skulle ud og først gøre bilen sikkerhedsmæssigt forsvarlig at køre i, bare for at placere mig i en enerverende motorvejsvejarbejdekø i en halv evighed. Jeg tror jeg når at være jobstoppet i adskillige år, inden den følelse af fryd ved at opleve sådanne morgener forsvinder. Opleve dem fra sengen, vel at mærke!

Køligt, men smukt kunne man måske også betegne vores nye køkken, som det ser ud lige nu, men når først der kommer lidt på hylderne, bliver det vældig godt, er jeg sikker på. Jeg er i hvert fald meget, meget glad for, at det har ændret udseende til den mere kølige side.
I Netto i dag fandt jeg nogle store, enkle og musesikre opbevaringsglas, som jeg vil tro, uden at have målt dem, kan rumme 1½-2 liter, og besluttede på stedet at købe restpartiet. De skal bruges til pasta, ris, bønner og lignende, der godt kan tåle at kunne ses. Skabet bagerst til højre kunne nemlig kun blive et åbent skab, så det er med at finde noget, der ikke skæmmer køkkenet, selv om det står til fri beskuelse. Glassene kostede en rund tyver stykket! Så kan alle være med.
Det var også nødvendigt, for i går købte vi komfur, emhætte og opvaskemaskine … pengene fosser desværre stadig ud af statskassen.

Og hvorfor gik jeg i Netto, når jeg ellers hævder, at jeg aldrig handler i Netto? Det gjorde jeg fordi Charlotte i sidste uge ville ind og se, om de havde nogen gode spottilbud. Hun købte tre krus og i dag fortalte hun mig, at hun bittert fortrød, hun ikke havde købt seks. Det er med at være om sig, når Netto har den slags ‘engangs’varer, og jeg var da også svineheldig og fik fat i de tre sidste, der var.
På vej til Præstø kunne jeg ikke stå for motivet af den lille havneby i det bløde eftermiddagslys.

Bath i lidt skæve vinkler

Nu er det vist blevet en tradition, at jeg siger det er en tradition, at en tur til Bath er et must, når vi er i England. Jeg var der godt nok i maj, men det er 14 måneder siden John var der, så afsted med os igen. Det er bestemt også en dejlig by, men holddaop, hvor er der mange turister nu i forhold til i maj – også selv om UK ikke er begyndt på skoleferien … der er jo selvfølgelig også masser af folk uden skolesøgende børn.

Vi så tilblivelsen af en statue. Eller noget. Der foregik mystiske ting inde i den overdimensionerede sæk. C sagde lettere forarget, da jeg tog billederne, at “han står altså og klæder om, mor … det fotograferer man da ikke!”
Jo, man gør så. Hvis nogen vælger at klæde sig om – eller hvad pokker det var, der skete her, på et af Baths mest trafikerede og menneskefyldte pladser, så må man dæleme også acceptere, at turisterne kan finde på at fotografere det. Det kunne hun godt se …

Jeg var på jagt efter en duftflaske til badeværelset. Den, vi købte i påsken 2013 i London, har gjort det godt og er først ved at løbe tør nu, på trods af at damen sagde den ville kunne holde i tre måneder. Jeg har kun brugt to af de mange pinde, hvilket selvfølgelig er årsagen, men intet varer evigt. Jeg spurgte hvor man købte den slags her i Bath, og C sagde, at vi kunne købe dem hjemme i Sainsbury’s; der var de billige (£15), men til gengæld holdt de ikke så længe. I White’s var de umiddelbart noget dyrere (£24), men holdt meget længere.
På vej til White’s kom vi forbi butikken, hvor Vom Fass lå, og hvor de åbenbart i stedet solgte den slags dufteting i mange, mange, mange variationer.
Jeg brugte nogle minutter på at finde den helt rigtige badeværelsesduft “…jeg kunne godt tænke mig noget rose-agtigt, tak”.
De havde mange forskellige rosendufte; jeg fandt en god en, der virkede forholdsvis autentisk. Det var nemlig ikke alle duftene, de var lige heldige med – Apple blossom duftede kun meget kraftigt af æblemost, fx, og et par af ‘roserne’ duftede mistænkelig kemisk.
“Lige præcis i dag får du et duftlys med i købet – samme duft, som den du køber i flasken”.
Jamen tak, det er da fint.
Da jeg skulle betale, sagde damen med et stort smil, at det blev £54!
Jeg kan godt mobilisere et pokerfjæs, når omstændighederne kræver det. Det gjorde de nu og hun opdagede slet ikke, at jeg nær var besvimet. Da jeg kom ud af forretningen, spurgte C hvad det kostede her, for det var da en spændende butik. Jeg svarede, at det ville hun slet ikke vide – og fortalte det så naturligvis, hvorefter hun bare grinede og spurgte hvorfor jeg ikke havde spurgt til prisen først. “Fordi jeg ikke i min vildeste fantasi havde forestillet mig, at det kunne være mere end dobbelt så dyrt som alle andre steder!” Det var godt nok en turistfælde jeg lige faldt i der … det gamle ord om, at af erfaring bliver man klog, men sjældent rig, viste sin eksistensberettigelse i dag.

Kruset fandt John et andet sted – han morede sig irriterende meget over det og undrede sig over, hvor i alverden de mon kendte mig fra.
Men ville han købe det til mig? Nænænejda. Hvis jeg ville have det, kunne jeg selv købe det, men så er det jo ikke helt det samme, vel?

Det sidste billede er fra et lillebitte kaffested, der ligger på en bro, så man sidder og kigger direkte ned på Avon (der er flere Avon’er i England). Det, man kigger ud på til højre, er stedet hvorfra Javert begår selvmord i den engelske filmudgave af Les Miserables, så har man set den og synes, at dette virker bekendt, så er det derfor. Det skal godt nok forestille at foregå i Paris, men det er altså optaget her i Bath.

Vi blev ikke våde i Bath

Det møgelendige vejr, de har truet med herovre, bliver de ved med at skyde en dags tid – men det gør ikke spor. I dag har det således været det smukkeste, klare solskinsvejr, så vi valgte at køre til Bath.

Det var diset i morges, og i forbindelse med, at solen brænder disen væk, kommer den ofte rullende ned ad bakkerne og forsvinder, inden den når helt ned, næsten lige som “The Table Cloth” ved Taffelbjerget i Cape Town. Disen gav et smukt lys, som mit kamera slet ikke kunne finde ud af at gengive, desværre.

Da vi kørte ud af Devizes, holdt de sidste af Wadworth-bryggerhestene foran The Crown for at levere dagens (eller ugens?) forbrug af øl.
Wadworth er det lokale bryggeri, og de skal efter sigende holde sig nogle glimrende øl, men det kan jeg jo slet ikke vurdere.

Derimod kan jeg vurdere, at jeg synes, det er et meget hyggeligt indslag i bybilledet, og at det er godt, de holder fast i at beholde de sidste to heste, selv om det sandsynligvis ikke kan betale sig.

I Bath er der allerede et hav af turister – heriblandt en overvældende mængde skoleelever fra både England og Frankrig.

Vi sprang The Circus over denne gang, selv om vi godt kunne have tænkt os at se den lejlighed, der er til salg her. Afskrift fra annoncen i Country Life:
5 reception rooms, 5 bedrooms, 3 bathrooms, kitchen breakfast room, cinema room (!), 3 cloakrooms, utility room, vaults …
Man modtager kun seriøse bud på over 4,5 míllioner pund, men det er selvfølgelig også lidt af en herskabslejlighed, må man sige.

Vi skulle ind i en stor Waterstones for at købe (endnu en) Enid Blyton-bog til Anna og skulle derfor også finde en bog til Aubrey, som ikke er nær så god en læser som Anna, da han er en smule ordblind. Det har hjulpet efter han har fået nogle specielle blå briller (skægget må vente nogle år endnu), som bevirker, at ord og bogstaver ikke flimrer så meget for hans øjne.
Jeg er uhyre imponeret over, så mange bøger der findes til børn og unge i England.

Til venstre 3/4 af udvalget for 5-8-årige, som igen er delt ind i New Readers, Beginners og Confident Readers.
Næste step hedder 9-12 år, hvor 3/4 af udvalget ses på billedet til højre. Så stort er det vist langtfra i Danmark, men det kan sikkert ikke betale sig at få dem oversat, og engelsksprogede bøger har alt andet lige mange tusind gange antallet af læsere i forhold til små lande som vores. Men tænk, hvis vi havde det udvalg … mon ikke der blev læst meget mere, end der gør? Eller er jeg naiv? Herovre er der rigtig mange børn, der sluger den ene bog efter den anden.
Aubrey skal nu i gang med Robinson Crusoe. Til de 5-8-årige kunne også købes levnedsbeskrivelser af kendte personer – eksempler på titler kan ses til højre (billedet kan klikkes større). Tænk, at man kan få så små børn til at læse om Winston Churchill og Florence Nightingale. Men hvorfor ikke … Annas klasse lærte om Nelson Mandela, da han døde, og de havde syntes, at det var spændende at høre om ham, om Sydafrika, om hvad han stod for og hvad han havde været med til at udvirke.

Vi gik ikke ind i ‘Kys frøen igen’, for vi var sultne og gik i stedet på La Parisienne, hvor vi har været før, og hvor de kun ansætter franskmænd, så med et vejr som det i dag følte vi os næsten hensat til en parisisk fortovsrestaurant, når de nydelige og meget franskudseende mænd flintrede rundt og serverede for os i det middelhavsskønne vejr.

Jeg fik altså bare en salat med røget makrel … på billedet ser tallerkenen ud, som om dens indhold ville kunne mætte en middelstor landsby.

Provinsparret kommer til storbyen

Det er farligt at tage en tur til København. I hvert fald for bankkontoen …
John havde et kameraærinde hos Photografika, og da vi ikke skulle til Winemaker’s Dinner eller andet ‘alkoholdigt’, valgte vi at køre derind. For at gøre parkeringen lidt nemmere, satte vi bilen i parkeringshuset på Israels Plads, hvor der altid er masser af plads, og gik hen til Skindergade.
På vejen ligger Uldstedet, som har noget meget lækkert garn. Meget lækkert garn er desværre ikke gratis …

Ved havnefronten ligger dette hus i et drivhus. Så I udsendelsen Kan man bo i et drivhus? Interessant forsøg.
Ved Israels Plads ligger Torvehallerne. Vi har hørt så meget om dem, men endnu ikke set dem. Pyhhhh – hvis jeg boede i nærheden, ville min husholdning blive meget, meget omkostningsrig, for holddaop, hvor var der bare mange überlækre butikker. Alt i alle butikker var alt for fristende stillet op til, at min kålormsrygrad kunne tåle det. Især fiskehandleren faldt jeg for, eller rettere faldt for det han havde i butikken; fiskehandleren selv var ikke en god reklame for sine sunde spiser, for han var smældfed.
Vi skal have dorader til aften. Meget lækre dorader, frisk torskerogn og kammuslinger er desværre ikke gratis …

Når nu vi alligevel var i byen, kunne vi lige så godt lægge vejen forbi det italienske supermared, Ello, ude i Sydhavnen, så jeg kunne erhverve mig den Pecorino med trøfler, som vi faldt pladask for inde på l’Alsace og som vi fik at vide var leveret af Ello.
Den havde de heldigvis stadig – lige som de naturligvis havde en masse andre italienske specialiteter, jeg absolut måtte have med hjem.
Meget lækre italienske specialiteter og ditto vine er desværre ikke gratis …

Når man står ved Ello, kigger man over på noget meget moderne byggeri med de ældgamle husbåde liggende lige ved siden af. Det gav en lidt pudsig kontrast.
En hyggelig, men kort tur. Vi havde desværre ikke engang tid til at spise frokost i København, da vi så ville risikere at havne i myldretidstrafikken på vej hjem og dermed komme for sent til Næstved. Det må blive en anden gang.

Sikke et vejr – og lidt af hvert

Ikke at vi har mærket noget videre til stormen – vi kunne forstå på morgennyhederne, at det har været værst i Nordtyskland – men her er ‘dårligtvejrvarsel’ også i Berlin, så noget har det blæst. Al togdrift til og fra Danmark er aflyst i dag, så jeg håber sandelig, det er kommet i orden til i morgen middag, hvor vores tog er skemalagt.
I dag har det sneet en hel del, men temperaturen har holdt sig lige over frysepunktet, så det blev ikke liggende.

På Gendarmenmarkt troede vi, der var julemandsstrejke, men det drejede sig vist om noget andet … noget med Make chokolate fair … jeg fandt ikke den dybere mening med seancen, men der var tv på, og en temmelig altereret mand stod og talte hidsigt ind i en mikrofon.

Visse af undergrundsstationerne har slet ingen reklamer, og endog nogle af togene er reklamefri. Ovenstående er vores station, hvor der er ophængt billeder taget af en eller anden meget kendt fotograf, og det er det, hvad pynt angår – jeg kan godt lide konceptet, som står i grel modsætning til det i Londons undergrundssystem, hvor man overalt bliver nærmest kvalt i reklamer. Berlins undergrund må dog gå glip af en masse reklameindtægter i den forbindelse.

I KaDeWe i går var der en hundetilbehørsafdeling, som jeg ville være blevet mindre forbavset over i USA, men her havde jeg nok ikke lige forventet den slags. Der var også alt muligt tøj og sko og diademer (ja, sgu!) til de arme hunde – jeg kan altså slet ikke tage den slags pjat.
Hvad med at give Fido en kongelig madskål? Eller Fidoline? Skønt … bliver man som hund belemret med den slags, hedder man nok ikke noget så plebejisk som Fido, men et eller andert med von … Koko von Knebel måske, som skrevet står på skålene.

 

Madskåle til lige knapt 1000 kroner … de er skøre, er de. Og jeg mener ikke kun skålene …

Vi startede med at gå i Europacentret igen i dag, for John havde besluttet sig for at købe den kamerataske, han så her i går.
Som man ser, var vejret lidt hvidt i det, men på trods af en gedigen, polaragtig indpakning nåede jeg at få kameraet frem og forevige denne Hummer i en størrelse, som jeg indtil i dag kun har set i Las Vegas.

Var det noget med lidt bling-bling-tøj? Det fremgår ikke tydeligt af billedet her, men de tre kjoler skinnede om kap af glimmertråde og ædelstene.

Mere fra KaDeWe: Der var mange varianter af disse melblandinger på flaske; det må være årets smarte ide – i hvert fald for dem, der skal tjene på det – 10 Euro for mel til at bage ét brød eller 8 Euro for at få lov til at bage et par æble-karamelsmåkager. Det var lige som med pastaen i går – selv Fortnum & Mason i London ville få røde ører over disse priser, tror jeg.

Salt havde de i utallige variationer. Det er åbenbart (også) kvalitetsforøgende, hvis det er røget over walisisk egetræ … og ursalt fra Kalahari … man er simpelthen nødt til at servere den slags specialiteter i originalemballagen, hvor upraktisk det end måtte være – sæt nu ens gæster troede, det var helt almindeligt salt, man nedværdigede sig til at give dem.
Prisen på dette kunne jeg slet ikke finde, men jeg tør godt vædde på, at det har været en pæn kilopris.
Det er altså meget sjovt at gå og kigge på. Sjovere end at se på tøj og sko … ved godt, at jeg er atypisk.

Vi kan simpelthen ikke nå alle 101!

Der er der nemlig: 101 julemarkeder i Berlin. Det er så revl og krat (nej, det hedder ikke “rav og krat”, som en del tror), hvoraf der er en del specialmarkeder, som jeg nok ikke ville kalde et rigtigt julemarked, men der skal være plads til det hele.
For eksempel “Buch trefft musik” og “Der Nikolausmarkt im Rundhof des Rathaus Wilmersdorf ist der Weihnachtsmarkt der Beschäftigungs- und Bildungsträger in Berlin”. Der har også været et dansk marked, men det var i sidste weekend. Det blev ellers meget pænt omtalt: “Der Dänische Weihnachtsmarkt in Charlottenburg-Wilmersdorf bringt eine völlig neue und abwechslungsreiche Weihnachtsstimmung nach Berlin. Mit landestypischen Produkten, Essen und Musik fühlt man sich ein bisschen wie im Nachbarland.” Gad vide, hvad der har været af “landestypischen Musik”?

Så er der dem, der er annonceret, men som ikke er der (Der Chanukka-Markt im Jüdischen Museum findet 2013 leider nicht statt). På den måde er det jo nemt nok at komme op på 101. Dette nævnte var et af de 18, der er listet alene for Berlin-Mitte, hvor vi bor.

Nå, men dagens oplevelser so far:

Som Inge sagde: “Chokolade er godt. Meget chokolade er meget godt”.
Det var godt nok et fantastisk sted, Fassbender & Rausch. Aldrig har jeg set så meget chokolade på én gang … jeg er fuldstændig vild med cholokade og kunne spise voldsomme mængder af det, hvis ikke fornuften fortalte mig, at det er et skråplan. En stor fordel ved et sted som denne forretning er, at man bliver fattig, før man bliver fed, for de ved godt, hvad de vil have for de lækre sager!

Da jeg havde brugt lidt mere end en halv formue derinde, satte vi kursen mod KaDeWe, som er kæmpestort.
Og som, når det kommer til stykket, ligner alle de andre tilsvarende stormagasiner som fx Harrods i London og Galleries Lafayaette i Paris.
Jeg kan ikke huske, om det er mig selv eller en anden, der har bildt mig ind, at fødevareafdelingerne i KaDeWe skulle overgå dem i Harrods, men jeg er uenig – uanset om det er med mig selv eller en anden – intet overgår Harrods, men priserne er nogenlunde ens. Det var flot, ingen tvivl om det, og der var mange, mange specialiteter, både anderledes, gode, sjove og mærkelige. Jeg hev en trøffelpasta ned fra hylden; den kunne sikkert være lækker sammen med en god ostesovs til.
Jeg lagde pakken tilbage på hylden igen. 17 Euro var lige i overkanten af, hvad jeg ville give for 250 gram pasta. Selv med trøfler i. Jeg købte noget andet pasta, jeg ikke har set derhjemme – dog ikke disse temmelig voldsomme partypastahatte, som kunne rumme det meste af en deciliter.

Jeg får meget hurtigt nok af at gå rundt sådan et sted, og selv om John er meget mere af en osefætter end jeg er, fik også han lyst til at komme ud igen hurtigere end jeg havde regnet med. Vi troede, vi skulle indtage frokosten på 7. sal, men vi skulle lige pludselig begge to bare ud så hurtigt som muligt.
Vi gik over til Europa Center, hvor vi fandt Kartoffelkiste, hvor John endelig fik smagt en Currywurst med en Meisels Weisse til, og hvor jeg fik en kartoffelsuppe. Så bliver det ikke mere tysk, tror jeg. Min anretning så lidt mærkværdig ud, men det smagte udmærket, og vi blev begge meget mætte.

På vejen tilbage havde Berlins nok berømteste julemarked på Gendarmenmarkt åbent, men der var endnu meget få mennesker, så vi måtte lige ind og kigge. Det var af en lidt anden karakter end de andre, vi har set, fordi der var en hel del steder, der var helt lukkede (men med glas), så folk kunne sidde inde og spise uden overtøjet på. Selve ‘købeboderne’ var de samme, som vi efterhånden har set nogle gange. Jeg fik erhvervet mig en spegepølse med parmesanost, så nu har vi cholokade, paste og pølse med hjem. Og en mandelgave,som jeg ikke siger, hvad er …

Man kan ikke vinde hver gang

Nærmeste U-bahn ligger 300 meter fra hotellet, så vi lagde ud med at tage den fire stationer til Potsdamer Platz for derefter at spadsere videre til Brandenburger Tor og ned ad Unter den Linden – et must, når man er i Berlin.
Den har med andre ord stået 100 % i den pligtopfyldende turists tegn hele dagen. Vi fulgte også Inges råd og tog bus 100 ud til endestationen ved Zoo og senere tilbage, hvor vi stod af ved Berliner Domen, hvorfra der ikke var langt til Tv-tårnet, hvortil vi havde billetter til kl 15.

På vejen kom vi forbi nogle rester af muren, og jeg blev foreviget med et ben i vest og et ben i øst – sidstnævnte minder mig om en ret genial krydserpåtværsforklaring, jeg stødte på engang: “Det det var”. Svar: DDR.
Det virkede helt surrealistisk at tænke på, at det kun er 14 år siden, den forbandede mur blev revet ned.

Brandenburger Tor – jo, selvfølgelig tog jeg billeder, men det gør alle andre også, og hele verden ved, hvordan den ser ud. Jeg springer den i hvert fald over denne gang.
I stedet vil jeg hellere vise et billede fra det julemarked, vi rendte ind i ude ved Europa Center, og hvor vi spiste den anbefalede wurst (Thüringer for mit vedkommende og et Riesenspiess for Johns) til frokost. Kød og hvidt brød. That’s all, folks. Vi vil forsøge at finde et lidt sundere/grønnere aftensmåltid …

Efter at have fået varmen på en Baresso-kaffebar, gik vi videre mod Tv-tårnet. Gårsdagens taxachauffør påstod, at vejret i dag ville blive lige så klart som det var i går, men desværre fik han ikke ret. Det har været koldt; kun lige over 0 grader, skyerne hænger meget lavt og det har støvregnet.
Men … hvordan hulen skulle jeg kunne vide det, da jeg hjemmefra for længe siden bestilte billetter til tv-tårnet? Vi ankom klokken 14, selv om billetten sagde klokken 15, men jeg gættede på, at med det elendige vejr ville der hverken være kilometerlange køer eller tumultagtige tilstande for at få lov til at komme op i tårnet.
Rigtigt gættet. Hun er skarp, hende Ellen … og kl 15, da vi forlod tårnet igen, var det blevet endnu mere usigtbart, end da vi kom.

Der var ikke specielt mange deroppe – måske 40-50 personer, hovedsageligt bestående af danskere og andet godtfolk, der sikkert lige som os havde booket billetter for lang tid siden.
Og nej: Vi kunne absolut ikke se København! Vi kunne faktisk ikke se en pind.
Jeg må indrømme, at jeg ærgrede mig grundigt – 20 Euro pr. snude for at få lov til at glo ud i nogle skyer. Øv.
Julemarkeder kunne vi dog se masser af – hele fem af slagsen kunne vi se dernede på vores tur rundt i tårnet (så jo, lidt kunne vi derfor se …). Plus det marked, vi besøgte i formiddags. Det er seks. Gad vide, hvor mange der er i alt i Berlin?
Selv om vi ikke kunne se så langt, gik vi naturligvis hele vejen rundt, nu vi var kommet. Om ikke andet, så kunne vi læse en masse interessant information om byens historie og om det man kunne se vi gerne ville have haft kunnet se derude.

Man kan ikke vinde hver gang.

Ankomst Berlin

Afgang 07:58. Ankomst 14:28 til Berlin Hauptbahnhof. Ingen skift; kun af toget på færgen fra Rødby. Det er da nemt at komme til Berlin. Det kom i øvrigt noget bag på os, at der var tredive skoler med den færge – den var STUvende fuld af teenagere.
I toget sad vi overfor et ægtepar på vores alder, som ikke kun var erfarne berlinfarere, men også smaddersøde, så vi fik snakket en hel del.
Vi var ærlig talt lidt skuffede over toget: I England, fx, er der fri wi-fi overalt i togene; uanset om det er 1. eller 2. klasse. Her var der slet ingen mulighed for internetforbindelse … de kunne godt følge lidt med tiden, de der Bundesbahn. Der var ingen croissanter som lovet, og de løb tør for vand – ganske almindeligt drikkevand – allerede inden Rødby. Det var simpelthen ikke godt nok. De ved da præcis, hvor mange der er med det tog. De havde ½-liters-flasker til 2½ Euro, men ikke flere af de store flasker, som de hælder op i glas til passagererne, så vi havde bare at betale – man kan åbenbart ikke finde ud af bare at give os en flaske, selv om de rent faktisk normalt hælder ½ liter vand i et stort glas … det er for tysk en ufleksibilitet i mine øjne. Det er ikke de 2½ Euro – det er princippet!

Ind og hente vores Berlin WelcomeCard, så vi kan tage alle offentlige transportmidler i 72 timer (der er sporvogne i Berlin … det vidste jeg ikke); hen og få fat i en taxa, ankomst til Hotel Marryott, som fuldt ud lever op til vores forventninger – der er masser af plads – også sengeplads, hvilket vi sætter umådelig meget pris på i vores fremskredne alder …

Da vi havde landet, sikret os, at der var internetforbindelse og John fået en kopkaf og hængt vores tøj på plads, gik vi i byen. På vores vej mødte vi det første julemarked og skulle naturligvis ind og snuse. Bogstavelig talt. Der var alverdens ting at spise, hvis man var sulten: russiske specialiteter, tyske pølser (surprise …), Flammenlachse (billedet), brændte mandler og nødder i rå mængder, kringler, ostestænger, asiatisk mad, pitabrød og meget, meget andet.

Plus selvfølgelig masser af boder med gave- og juleting. Junk og fine sager – der var noget for enhver smag. Det var så totalt anderledes fra de julemarkeder, vi kender fra Danmark, så allerede nu kan jeg godt se, hvad folk mener, når de siger, at de tyske julemarkeder skal opleves.
Jeg er helt enig.

Vi kom forbi opgangen til butikken med skiltet til højre – jeg har slet ikke fantasi til at forestille mig, hvor stor man er, hvis man bruger tøj med otte X’er! Übergrössen er vist et meget dækkende ord.

Vi fandt en italiensk restaurant, hvor vi fandt ud af, at italiensk på tysk er ret … tysk. Men pyt, det var udmærket, og vi blev mætte.
John bad om “ein Bier”, og jeg nåede ikke engang at smile for mig selv, inden remsen kom … i Tyskland beder man altså ikke om “en øl” – udvalget er større end Ida Davidsens smørrebrødsliste. Han nåede dog ret hurtigt frem til “ein dunkel Bier” – og nød Kong Ludwig.

Jeg drikker som bekendt ikke øl, og jeg kunne ikke finde en eneste vin på drikkekortet, men tænkte, at de må da for pokker have vin på en italiensk restaurant, hvorfor jeg spurgte tjeneren, om jeg kunne få et glas rødvin. “Ja … trocken?” Ja tak, tør. Ikke noget med at spørge om noget som helst, hvilken drue, hvilken region – intet som helst. Bare om den skulle være tør. Jeg aner ikke, hvad jeg fik, men tør var den og også drikkelig. Lige akkurat drikkelig … men måske er det mine smagsløg, der stadig driller lidt.

Knækket parykholder

Man skal ikke sætte sig på den taske, man har sin parykholder i. Bare så I ved det …
Okay, jeg satte mig heller ikke på den, men jeg kom vist til at at placere noget tungt oven på den på vej hjem fra Sverige sidste gang, og så var der noget, der sagde knæk. Shit – det var jo ikke bare tøj, der var i den taske, havde jeg lige glemt.
Jeg har klaret mig uden holder siden da, men savner den og forestiller mig, at parykken savner den endnu mere og har bedst af ikke bare at ligge og hvile på sig selv, så at sige, men jeg har heller ikke gidet haft tid til at køre ind på Gl. Kongevej for at få fat i en ny.
Der skulle ligge en ny parykfrisør i Køge, så vi kombinerede et torvedagsbesøg med parykholderindkøb – troede vi, for hun har lukket om lørdagen. Så må det blive mandag, når jeg alligevel skal til Ringsted og MR-scannes.

Jeg holder så meget af Køge med alle de gamle, gamle huse … herover Danmarks ældste daterede bindingsværkshus fra 1527.
Herunder min yndlingssymaskineforretning til venstre og noget af Richters Gæstgivergård til højre; begge beliggende i Vestergade.

 

Lige her – midt i al idyllen – skal jeg lige vrisse lidt: Jeg gider simpelthen ikke de der organiserede tiggerbander fra Rumænien, eller hvorfra de nu kommer i hele busladninger. De er alle vegne, er de. I forgårs sad der en i Solrød Centret; han sad nu i Nørregade, filede lidt på sin harmonika og sagde sit evindelige “Daw-go’da-dag”. Jeg har set ham rundt omkring i centrene; alene det, at operationsområdet er så forholdsvis stort, taler for sig selv. Der sad et par stykker til rundt omkring, og jeg indrømmer blankt, at jeg hellere så deres hæl end deres tå, netop fordi det hele er så er organiseret. Det er der ikke plads til i min verden. Uf, jeg bliver så racistisk og intolerant lige pludselig. Må jeg så be’ om mine hjemmehørende tiggere med Hus Forbi, hvilket burde borge for ægtheden. Dem giver jeg hellere en skilling i ny og næ – de andre får højest et surt blik fra min side.

Frugtlageret blev fyldt op på Køge torv (danske æbler, naturligvis! Kompenserer lidt for de importerede citrusfrugter og bananer, ikke? Dem vil jeg helst ikke undvære) og skal nok række til mandag med.

Til sidst i dagens indlæg skal jeg lige vade i noget igen og nævne … kanel. Det spøger godt nok i mit hoved, det kanel, og forleden dag fandt jeg et gammelt indlæg, hvor jeg gengav Samvirkes notits om kanels bakteriedræbende evner.
Dengang var det rent dril, igenigen fordi Samvirke ikke har en ordentlig korrekturlæser, men denne gang ser vi på det fra den vinkel, der oprindelig var tilsigtet. Kanel er altså ikke kun skidt.

Jojo, jeg er helt klar over, at der er to slags kanel, og at den ene er god nok, men dette med de bakteriedræbende evner synes jeg ikke har været nævnt i løbet af hele debatten.
Jeg så i øvrigt en hel del kanelkager og -snegle på arbejdet i torsdags. Det er næsten som om der er en hel lille protestbevægelse i gang, for det var helt sikkert flere, end jeg kan huske huserede, da jeg endnu havde min daglige gang i huset … og så på en torsdag. Det er normalt fredag, der er morgenbrøds- og kagedag.

Rabalderparken

Rabalder Parken (hvorfor i to ord?) er en del af Musicon, som er et større projekt på en nedlagt cementfabrik i Roskilde. Inge har skrevet lidt om det; John har gennem sin arbejdstid set det udvikle sig fra den spæde start til det, det er blevet til – hvor det dog endnu ikke er færdigt.

Det er en god og kreativ ide med ordspillende vejnavne (fx Penselstrøget). Der er masser af steder at hænge ud for unge – og ældre såmænd også, men det er primært møntet på den yngre generation.

Der er se-på-kunst og der er brugbar kunst – herunder det førstnævnte.

De underlige dimser, der hænger på burene, viste sig at være plastposer med jord, hvor der tilsyneladende havde været plantet et eller andet i dem alle, men man havde åbenbart glemt at tage enten naturen i ed (den varme juli) eller en, der ville påtage sig at vande, for det var længe, længe siden, der havde været levende planter i de poser.

‘Elektriske cykler’, som giver motion og en ide om, hvor hurtigt man skal træde i pedalerne for at drive den elpisker, der befinder sig i glasburet mellem cyklerne. Jeg ville helt sikkert aldrig få pisket noget som helst fløde så megt som halvstift!
Et alternativt picnicareal med temmelig umagelige bænke og upraktiske borde.

Opsatte hængekøjer, hvis man skulle få behov for at hvile sig. Det kan man også gøre på de numse-fortrykte bænke – både til store og små bagdele.

Gennem hele Rabalderparken løber et stort afvandingsanlæg, som, når der ikke lige er regnvejr eller sågar skybrud, som det også kan klare, fungerer som skaterbaner for enhver smag og dygtighedsgrad. Her en for de mere øvede, mens de lange og kun let skrånende asfalterede kanaler er for små børn og begyndere.

Liggestole til de trætte – igen næppe særlig komfortable, men de er der … i baggrunden ses nogle af ungdomsboligerne.
Er I i nærheden, så tag ind og se jer omkring i Musicon og Rabalderparken, som var en medvirkende årsag til, at Roskilde Kommune fik tildelt Byplanprisen i 2012.

Køge – en hyggelig gammel by

Der skulle investeres i lidt kammuslinger, så turen gik til Køge.
Min foretrukne fiskehandel ved havnen havde ingen i dag, så jeg måtte videre til den anden fiskeforretning – som kun havde dem frosne, men det var okay.
Det gav til gengæld en lille tur rundt ved Torvet og Brogade. Solen skinnede og folk var glade.
Køge er en skøn, gammel by, som man dog ikke skal besøge efter butikkernes lukketid; så virker byen lige så død som ‘beboerne’ på dens kirkegård.

Bygningerne er selvfølgelig altid lige charmerende og skæve, uanset hvornår man kommer – museet fra 1619; det gule hus fra 1636, hvor man se smukke smedejernsskilte hænge ud fra væggen, Hugos Vinkælder i gården, hvor der er et voldsomt liv om sommeren, når man kan sidde ude.
Dejlig nostalgi … jeg gik i gymnasiet i Køge, og ikke så få er de gange, hvor vi frekventerede dette sted efter skoletid om fredagen for at drikke en fadøl (de der drak øl) og ønskede hinanden god weekend. Dengang var platantræet der ikke. Så vidt jeg da husker. Men det passer sikkert meget godt … det ser ikke så gammelt ud. Det er nemlig i al sin gru gået op for mig, at min studenterhue har 40-års jubilæum til sommer. Huen holder sig bedre end mig – den har i hvert fald ikke taget på…
Det er 40 år siden, og jeg husker de tre år, som var de lige overstået – jeg husker eksamenerne næsten ord for ord, jeg husker … specielt alt det sjove … Det var en skøn, skøn tid med masser af skæg, spas og fornøjelser og endnu intet ansvar. Suk …

Hugos Vinkælder har en tilhørende vinhandel, hvor de åbenbart også sælger fin, ægte, håndlavet og tilsyneladende langtidsholdbar chokolade.
Jeg kunne godt tænke mig at vide, hvor længe den varer …