Jeg gik Eric i bedene og fik dermed taget mit pasfoto af en, som giver garanti for, at jeg ikke bliver sendt hjem igen fra Borgerservice med besked om, at billederne er en ommer.
Da jeg så alle de krav der stilles, tænkte jeg, at det gider jeg ikke forsøge mig med, og desuden så jeg mere end almindelig tåbelig – faktisk decideret grim – ud, da jeg forsøgte mig med webcam’et på min pc. Godt nok sagde min far altid, at det ikke både kan ligne og se godt ud, men det der var ekstraordinært forfærdeligt. Jeg kunne knap nok kende mig, selv om jeg ser mig selv i spejlet hver morgen, men det lignede ikke spor det spejlbillede, jeg normalt ser. Der er en grund til, at jeg hader at facetime!
Det blev Bog & Ide i Nykøbing Falster, der blev den heldige vinder af at forevige Ellen, 17 år, til kørekort- og pasbillede.
(Behøver jeg overhovedet at forny det kørekort, mon? Jeg var også 17 år, da jeg fik taget det første billede til det.)
Damen tog ét billede, som sad lige i skabet. Det er det bedste pasbillede, jeg nogensinde har haft.
Men.
På trods af, at billedet er godt, fremgår det dog særdeles tydeligt, at indefra og ud ser jeg måske nok som en 17-årig, men set udefra kan ingen være i tvivl om, at det der “1953” på dåbsattesten er korrekt.
Det havde jeg heller ikke regnet med, men naturligvis var jeg nødt til at prale på bloggen med mit næsten 70-årige, men gode, syn, som optikeren konstaterede forleden dag.
Det er også kun på engelsk, de to tal lyder næsten ens.
Det minder mig om de sande ord om, at being twenty in the ‘70s was much more fun than being seventy in the ‘20s, men den er fint gangbar oversat til dansk.
Da fotoseancen var overstået, gik vi en tur i det regnvåde, men alligevel hyggelige Nykøbing, hvor vi bl.a. kom forbi disse statuer, som vi fluks gættede måtte være skabt af Thomas Kadziola, som står for de tolv karakteristiske figurer i Dodekalitten.
Hvis I, mine læsere, har lige så skarpe øjne som mig, vil I kunne se, at der ved siden af hovedet er et gadeskilt, hvorpå der står Brodt-way. John sagde, at det må da være Viggo Brodthagen, der har lagt navn til det.
Det var det, viste en googling. Viggo Brodthagen debuterede i 1920’erne i Nykøbing Falster-revyen. Mange af os ikke-længere-17-årige kender ham nok bedst som klovnen Jaj skal skinne maj i Cirkus Buster.
VB døde i 1970, men havde i et par år ikke kunnet komme ud pga. dårlige ben. Hans humor var dog stadig i behold, for i 1969 sagde han “Jeg går sgu så dårligt, at jeg ikke engang kan gå bort.”
Byen har gamle, skæve huse og farverige, smalle stræder.
Vi kender ikke Nyk.F. særlig godt, men den korte tur i går var nok til at give os appetit på at udforske den mere, når vejret engang bliver lidt mere menneskevenligt.
Apropos appetit har de en god café med überlækker mad. Der er sikkert flere gode spisesteder, men vi har spist frokost to gange på Café 3kanten nede ved havnen, og den er så god, at vi sagtens kan klare et par gange til (og nej, jeg får ikke rabat eller noget – det er bare godt, og det må man gerne udbrede).
De har også et latinerkvarter … det er forretningskvarteret i nogle af byens gamle gader.