Det kunne jeg måske have sagt mig selv

Der er muligvis en grund til, at jeg ikke rigtig kunne finde noget på nettet vedrørende garnfarvning med ramsløg.
Jeg kunne nemlig konstatere, at nok er ramsløg rigtig gode i forbindelse med madlavning, men som farvepotentiale lader det en del tilbage at høre.
Et helt kilo blade kom i suppegryden – først 400 gram, men da suppen forblev næsten vandklar, kom jeg yderligere 600 gram i. Det kogte i et par timer og stod natten over, men det kom der ikke meget mere farve ud af.
Nu skulle det dog prøves – jeg kan jo altid overfarve garnet med noget andet senere, tænkte jeg, så jeg lagde 50 gram natur lammeuld i og gav det den obligatoriske times simren, efterfulgt af ‘naturlig’ afkøling.
Forskellen på resultatet og udgangsmaterialet ses her. Der er ikke rigtig noget at skrive hjem om, men farven i sig selv er såmænd egentlig fin nok – hvis den var kommet frem efter tredje eller fjerde bad. Som førstebadsresultat bliver dette en engangsforeteelse, for selv om der også skal bruges lyse farver, når man strikker fair isle, er de nemme nok at få ved at anvende et ‘udmattet’ farvebad, hvor man kan betragte dem som en form for bonus.

Så har jeg fået uendelig meget mere ud af at have mødt Røde Kors-nørklerne. En af dem kender en, der tidligere har syet patchwork, men som nu ikke kan mere og derfor vil sælge hele sit store stoflager. Hun samler det i matchende farver i poser med et kilo i og sælger en sådan pose for sølle 30 kroner.
Jamen så se da lige, hvad jeg fik for mine 30 kroner – hvis jeg havde købt den lille rulle yderst til venstre, var jeg kommet af med 30 kroner bare for den …

Det er helt vildt – jeg spurgte, om der kunne erhverves mere i lignende farver plus eventuelt et kilo i blå nuancer, da disse to hører til blandt mine foretrukne. Det ville hun finde ud af til næste nørklertræf på tirsdag.
Til sammenligning koster sådanne fat quarters og fat eights hhv. 50-60 og 25-30 kroner. Førstnævnte vejer omkring 38 gram, så hvis vi dividerer det op i et kilo, er der patchworkstoffer for omkring 1400 kroner! Hvis jeg altså køber det i Danmark … så igen: Det er helt vildt. Jeg håber virkelig ikke, at lageret er udsolgt.
Som om jeg ikke har stoffer nok … men jeg kan modstå alt, undtagen fristelser, og denne var simpelthen for stor.
Her kan blive noget til min søster, som jeg har lovet at lave til hende, samt nogle skønne dækkeservietter og en matchende brødkurv, som vil passe perfekt i mit dejlige køkken.

Reklamer

Report from the Command Bunker

Børnenes Base Camp bliver konstant ud- og forbedret. De har sparet sammen, og med lidt supplering fra forældrene er der købt tykkere og derfor mere holdbare pressinger og nogle camouflagenet, så lejren bliver mindre synlig – en af beboerne i landsbyen (som kun er hjemme hver anden weekend!) synes, den er meget lidt køn at se på. Han er en sur stodder for at sige det rent ud, for der er omkring 250 meter ned til campen, så det må være temmelig begrænset, hvad den kan genere … den er svær at få øje på, selv uden camouflagen, ikke? (Billedet herunder, taget fra enden af deres store, ‘rigtige’ have). Han kan ikke engang høre dem, når de leger dernede. Han har også prøvet at nedlægge veto mod den swimmingpool, de snart begynder at bygge, men den slags brok kom han ikke igennem med, for man har lov til at larme på egen grund og i egen have.
Det er faktisk heller ikke for Hr. Suresens skyld, at camouflagenettene er sat op, men fordi børnene syntes, det kunne være sjovt, hvis lejren var mere eller mindre usynlig.

 

Der er plantet lavendler på hver side af indgangen; der er lagt kartofler og der er sået bønner og ærter, så der i løbet af sommeren forventes at komme et fødevarelager. Anna har plantet lidt blomster hist og pist.
Der er gravet bålsteder og der er anlagt små damme, hvorfra de følger tudsers udvikling fra æg til voksen – der var en, der havde lagt æg for ganske nylig, så børnene holder hele tiden øje med, at det ikke tørrer ud … det er der så ikke så stor risiko for med det vejr, de holder sig for øjeblikket …

Det var børnene, der spurgte, om ikke jeg ville blogge om deres Base Camp, og selvfølgelig ville jeg det – de er umådelig stolte af den og glade for den.
På vejen tilbage til huset viste Aubrey mig en sti og fortalte, at den visse steder er svær at forcere (hvilket jeg ikke havde spor svært ved at tro på), men de har skåret sig en hemmelig vej, der fører til et rigt brombærkrat “…hvor bærrene er ekstra store og saftige. Men den sti må du ikke tage billeder af og vise på bloggen, mormor, for ingen andre end os må vide, hvor den er!”
Jamen det skal sandelig ikke være mig, der afslører den hemmelighed, så ingen billeder af den svært tilgængelige sti!

Endelig sker der lidt!

John er præcis lige så utålmodig som jeg – han viser det bare ikke. Den mand kunne blive verdensmester i pokerfjæs, hvis han ellers var et konkurrencemenneske, hvilket han ikke er.
I morges, endnu inden jeg var færdig med at morgenmadshygge med de sidste sider af Solopgang (Victoria Hislop er svær at slippe, Lene! Nu har jeg læst tre af hendes bøger og mangler kun Hjemkomsten), hørte jeg motorstøj ude fra haven. Jeg fik i en fart hevet noget arbejdstøj på og gik ud for at se … jojo, han var ved at motorsavsmassakrere den kinesiske ene. Eller hvad det nu er for en – men uanset hvad, er den snart fortid her i haven. Holddaop, hvor giver det meget lys; der kan sikkert sagtens trives kartofler her, indtil vi finder ud af, hvad vi vil stille op med det skrækkeligt grimme hjørne af haven. “Kan du nu se, hvorfor jeg helst ikke ville fælde det her?”, spurgte John. Jo, det kunne jeg sagtens se, men hvis noget er grimt, skal man da ikke bare lade det være grimt, men gøre noget ved det, og det gør vi så nu. Børnebørnene mister deres hule, som de havde meget glæde af at lave forrige sommer, men vi finder nok et andet sted, de kan bruge til det, hvis det skulle vise sig nødvendigt.

Der skal vist noget nyt plankeværk til. Og/eller en masse klematis, kunne jeg lige pludselig se for mig. Alt træet kommer jo væk, og her er grimt, grimt, grimt, som I kan se. Terrassen får ganske vist en to meter høj væg på hele den ene side, så man vil ikke kunne se dette hjørne derfra, men det vil kunne ses fra flere andre steder i haven. Det fremgår tydeligt her, at den forrige ejer levede sit liv efter det forhåndenværende søms princip. Mange steder havde han brugt flere forskellige slags materialer inden for et ganske lille område, så meget så ret Klondyke-agtigt ud. Det meste har vi fået gjort pænt, men dette hjørne er det værste.  
Nå. Man skal aldrig gå ned på planer. Det tror jeg så heller ikke, vi gør.

I haven sker der rigtig meget lige nu. To af de tre helleborus, jeg købte sidste år, står sågar i knop. Og mens John var afsted med afskåret træ, pillede jeg strittejawertusser af, for solen skinnede så dejligt, at jeg ikke kunne finde ind igen. Næsten alt er på vej op, selv den franske esdragon, som jeg godt kan være lidt bekymret for, hvis vi skulle få det lovede frostvejr i weekenden. Den står godt nok på en god læplads, men den står trods alt ude. 
Og til jer, der måtte mene, at jeg har været for hurtigt ude: De strittende tingester, jeg i dag har knækket af, ville ikke have kunnet isolere det mindste!

Store forventninger

Bison-flanksteaken var glimrende. Som i rigtig god, faktisk. Jeg lagde den i en rødvinsmarinade i 5-6 timer og stegte den derefter på panden i så tilpas lang tid, at den stadig var ganske lidt rosa. Derefter blev den skåret ud, som man skærer en røget laks ud: på skrå og i meget tynde skiver.
Forventningerne var høje, men de blev indfriet. Kødet var yderst velsmagende, selv om det ikke var det møreste, men det forventer jeg ikke af den udskæring, så ingen skuffelser fra vores side.
Søren kom en tur i eftermiddags, fordi han skulle låne Johns skruetvinge, og han kunne ikke stå for fristelsen til at smage bisonkød, så han blev og spiste med. Han havde helt tilfældigt en koldrøget lakseside i bilen, som kom til at udgøre forretten (laksen, ikke bilen …), så alt i alt blev det til et luksusmåltid på en ganske almindelig tirsdag. Vi har besluttet at købe noget mere bisonkød i den kommende weekend, som er den sidste, hvor de har åbent for salg, for jeg er nødt til også at investere i en tyndstegsfilet eller en mørbrad eller lignende, der kan få ens bankrådgiver til at få nervøse trækninger.

Store forventninger har jeg også til forårets komme … John og jeg har i et par dage talt om at lave en lidt bedre/pænere/mere optimal/permanent overdækning af terrassen end den pavillon, vi har haft indtil nu. Taget blev flået i stykker af vinden inden det blev rigtigt efterår, hvilket det også blev sidste år. Et nyt tag om året er for dyrt i drift, så vi har talt om, hvad vi kunne gøre i stedet.
De to brødre gik i gang med at brainstorme. De er begge gode med deres hænder og har ikke spor svært ved at forestille sig den slags projekter, så ideerne var hurtigt nærmest frit svævende i luften, lige til at gribe, når man indimellem kom forbi.
Det viste er Sørens forslag, som vi endte med at beslutte. Tegningen behøver ikke at kunne forstås … jeg skulle i hvert fald have den forklaret. John havde i går fået den ide at lave noget, der passede i stilen til vores bindingsværk, altså sortmalede brædder med hvide felter indeni.
De to mænds ideer lod sig vist kombinere, så nu er der en bindingsværksoverdækket terrasse på vej. Eller noget … med ‘pølsevognsvarmerør’ og lamper over havebordet og det hele. Plus selvfølgelig skjult tagrende, så vi kan få sat gang i regnvandsopsamlingen igen – jeg har nemlig lige fået årsopgørelsen for vores vandforbrug, om hvilket der kun kan siges én ting: Det var for stort. Al den havevanding har kostet dyrt, så kan vi gøre noget her, ville det være perfekt, og det lader til, at de to mænd i fællesskab er kommet frem til en rigtig god løsning.
Mit bidrag vil være god og husmoderlig servicering hvad det kulinariske angår, mens projektet står på. Da jeg sagde det, mente Søren, at hvis de anstrenger sig for at arbejde tilstrækkeligt langsomt, kan de nok få det strakt til at vare en uges tid.
Mine forventninger er tårnhøje.

Var det ikke noget med en kirke?

Ved en tidligere lejlighed skrev jeg om, at vi godt kunne tænke os lidt mere plads, efterhånden som de små englændere bliver større.
Lige netop det omtalte hus droppede vi igen; vi har kigget på en masse siden (dog kun på nettet) og vi er nok nået endeligt frem til, at vi vil tale med en håndværker om at få lavet halvdelen af andensalen (som nu bare er ét stort loftsrum) om til en hems. Det vil give os et rigtig stærkt incitament til virkelig at få ryddet op og ud på loftet.
Det vil også give os et permanent ekstra værelse og gøre det lidt nemmere at have et enkelt par overnattende gæster, så når jeg jobstopper, og vi ellers en sjælden gang opholder os på folkeregisteradressen, vil vi gå mere alvorligt til sagen.
Det er heldigvis ikke et projekt, der haster, for det varer længe, inden englænderne skal sove i rækkehuset næste gang: vores fælles uges sommerferie tilbringer vi i Sverige og efterårsferien er sikret på Djursland. Det bliver derfor tidligst til jul, og den har vi ikke engang truffet beslutning om skal tilbringes i Sverige eller i Danmark.

Vi kunne jo også købe en kirke.
Der kan vi formentlig få plads nok, og jeg kan til enhver tid stille mig op på prædikestolen og overskue hele situationen.

Nej, pjat, selvfølgelig køber vi ikke en kirke – men jeg skulle vende tanken om ‘kirke til salg’ et par gange inde i mit hoved, da jeg for nylig hørte, at man havde sat et antal kirker til salg.
Jeg er godt nok ikke medlem af foreningen, men jeg ser vore gamle kirker som unikke kulturminder og ville meget nødig undvære dem i vores landskab – men ingen har jo heller talt om at rive dem ned … 
Det er dog nok ikke landsbykirkerne, der ryger først ud på det åbne marked – aktuelt er det 17 københavnske kirker, der er tale om.
Interesserede kan se de 16 af dem her.
Fordi en kirke for mig mere er en smuk og meget karakteristisk dansk bygning end et ‘Guds Hus’, har jeg aldrig brudt mig om moderne kirkedesign af forskellig karakter, som fx en af de i artiklen afbildede, nemlig Bavnehøj Kirke i Kongens Enghave, så den vil jeg ikke stå i kø for at købe … jeg kan i øvrigt undre mig en del over, at man byggede kirker så sent som i 1977 – på det tidspunkt var kirkerne bestemt ikke længere overrendt i Danmark.

Jeg synes, det er en vældig god ide at udbyde kirkerne til salg; der må være en masse spændende formål, hvortil de vil være meget, meget velegnede.
Chancerne for, at en given kirke dermed vil blive ordentligt vedligeholdt, stiger sikkert også, hvis der er nogen, der har villet ofre penge på at købe den.
Hvad synes I om tanken om at sætte kirker til salg?