Hos Mommer

21. februar 2017

Endelig sker der lidt!

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:18
Tags: , ,

John er præcis lige så utålmodig som jeg – han viser det bare ikke. Den mand kunne blive verdensmester i pokerfjæs, hvis han ellers var et konkurrencemenneske, hvilket han ikke er.
I morges, endnu inden jeg var færdig med at morgenmadshygge med de sidste sider af Solopgang (Victoria Hislop er svær at slippe, Lene! Nu har jeg læst tre af hendes bøger og mangler kun Hjemkomsten), hørte jeg motorstøj ude fra haven. Jeg fik i en fart hevet noget arbejdstøj på og gik ud for at se … jojo, han var ved at motorsavsmassakrere den kinesiske ene. Eller hvad det nu er for en – men uanset hvad, er den snart fortid her i haven. Holddaop, hvor giver det meget lys; der kan sikkert sagtens trives kartofler her, indtil vi finder ud af, hvad vi vil stille op med det skrækkeligt grimme hjørne af haven. “Kan du nu se, hvorfor jeg helst ikke ville fælde det her?”, spurgte John. Jo, det kunne jeg sagtens se, men hvis noget er grimt, skal man da ikke bare lade det være grimt, men gøre noget ved det, og det gør vi så nu. Børnebørnene mister deres hule, som de havde meget glæde af at lave forrige sommer, men vi finder nok et andet sted, de kan bruge til det, hvis det skulle vise sig nødvendigt.

Der skabes plads og lys til ny terrasse (2)

Der skal vist noget nyt plankeværk til. Og/eller en masse klematis, kunne jeg lige pludselig se for mig. Alt træet kommer jo væk, og her er grimt, grimt, grimt, som I kan se. Terrassen får ganske vist en to meter høj væg på hele den ene side, så man vil ikke kunne se dette hjørne derfra, men det vil kunne ses fra flere andre steder i haven. Det fremgår tydeligt her, at den forrige ejer levede sit liv efter det forhåndenværende søms princip. Mange steder havde han brugt flere forskellige slags materialer inden for et ganske lille område, så meget så ret Klondyke-agtigt ud. Det meste har vi fået gjort pænt, men dette hjørne er det værste.  
Nå. Man skal aldrig gå ned på planer. Det tror jeg så heller ikke, vi gør.

Helleborus i knopHelleborus i knop (2)Helleborus i knop (3)

I haven sker der rigtig meget lige nu. To af de tre helleborus, jeg købte sidste år, står sågar i knop. Og mens John var afsted med afskåret træ, pillede jeg strittejawertusser af, for solen skinnede så dejligt, at jeg ikke kunne finde ind igen. Næsten alt er på vej op, selv den franske esdragon, som jeg godt kan være lidt bekymret for, hvis vi skulle få det lovede frostvejr i weekenden. Den står godt nok på en god læplads, men den står trods alt ude. 
Og til jer, der måtte mene, at jeg har været for hurtigt ude: De strittende tingester, jeg i dag har knækket af, ville ikke have kunnet isolere det mindste!

13. december 2016

Store forventninger

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 20:38
Tags: , ,

imageBison-flanksteaken var glimrende. Som i rigtig god, faktisk. Jeg lagde den i en rødvinsmarinade i 5-6 timer og stegte den derefter på panden i så tilpas lang tid, at den stadig var ganske lidt rosa. Derefter blev den skåret ud, som man skærer en røget laks ud: på skrå og i meget tynde skiver.
Forventningerne var høje, men de blev indfriet. Kødet var yderst velsmagende, selv om det ikke var det møreste, men det forventer jeg ikke af den udskæring, så ingen skuffelser fra vores side.
Søren kom en tur i eftermiddags, fordi han skulle låne Johns skruetvinge, og han kunne ikke stå for fristelsen til at smage bisonkød, så han blev og spiste med. Han havde helt tilfældigt en koldrøget lakseside i bilen, som kom til at udgøre forretten (laksen, ikke bilen …), så alt i alt blev det til et luksusmåltid på en ganske almindelig tirsdag. Vi har besluttet at købe noget mere bisonkød i den kommende weekend, som er den sidste, hvor de har åbent for salg, for jeg er nødt til også at investere i en tyndstegsfilet eller en mørbrad eller lignende, der kan få ens bankrådgiver til at få nervøse trækninger.

Store forventninger har jeg også til forårets komme … John og jeg har i et par dage talt om at lave en lidt bedre/pænere/mere optimal/permanent overdækning af terrassen end den pavillon, vi har haft indtil nu. Taget blev flået i stykker af vinden inden det blev rigtigt efterår, hvilket det også blev sidste år. Et nyt tag om året er for dyrt i drift, så vi har talt om, hvad vi kunne gøre i stedet.
P1050428De to brødre gik i gang med at brainstorme. De er begge gode med deres hænder og har ikke spor svært ved at forestille sig den slags projekter, så ideerne var hurtigt nærmest frit svævende i luften, lige til at gribe, når man indimellem kom forbi.
Det viste er Sørens forslag, som vi endte med at beslutte. Tegningen behøver ikke at kunne forstås … jeg skulle i hvert fald have den forklaret. John havde i går fået den ide at lave noget, der passede i stilen til vores bindingsværk, altså sortmalede brædder med hvide felter indeni.
De to mænds ideer lod sig vist kombinere, så nu er der en bindingsværksoverdækket terrasse på vej. Eller noget … med ‘pølsevognsvarmerør’ og lamper over havebordet og det hele. Plus selvfølgelig skjult tagrende, så vi kan få sat gang i regnvandsopsamlingen igen – jeg har nemlig lige fået årsopgørelsen for vores vandforbrug, om hvilket der kun kan siges én ting: Det var for stort. Al den havevanding har kostet dyrt, så kan vi gøre noget her, ville det være perfekt, og det lader til, at de to mænd i fællesskab er kommet frem til en rigtig god løsning.
Mit bidrag vil være god og husmoderlig servicering hvad det kulinariske angår, mens projektet står på. Da jeg sagde det, mente Søren, at hvis de anstrenger sig for at arbejde tilstrækkeligt langsomt, kan de nok få det strakt til at vare en uges tid.
Mine forventninger er tårnhøje.

9. april 2013

Var det ikke noget med en kirke?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:25
Tags: ,

Ved en tidligere lejlighed skrev jeg om, at vi godt kunne tænke os lidt mere plads, efterhånden som de små englændere bliver større.
Lige netop det omtalte hus droppede vi igen; vi har kigget på en masse siden (dog kun på nettet) og vi er nok nået endeligt frem til, at vi vil tale med en håndværker om at få lavet halvdelen af andensalen (som nu bare er ét stort loftsrum) om til en hems. Det vil give os et rigtig stærkt incitament til virkelig at få ryddet op og ud på loftet.
Det vil også give os et permanent ekstra værelse og gøre det lidt nemmere at have et enkelt par overnattende gæster, så når jeg jobstopper, og vi ellers en sjælden gang opholder os på folkeregisteradressen, vil vi gå mere alvorligt til sagen.
Det er heldigvis ikke et projekt, der haster, for det varer længe, inden englænderne skal sove i rækkehuset næste gang: vores fælles uges sommerferie tilbringer vi i Sverige og efterårsferien er sikret på Djursland. Det bliver derfor tidligst til jul, og den har vi ikke engang truffet beslutning om skal tilbringes i Sverige eller i Danmark.

Vi kunne jo også købe en kirke.
Der kan vi formentlig få plads nok, og jeg kan til enhver tid stille mig op på prædikestolen og overskue hele situationen.

Solrød landsbykirke

Nej, pjat, selvfølgelig køber vi ikke en kirke – men jeg skulle vende tanken om ‘kirke til salg’ et par gange inde i mit hoved, da jeg for nylig hørte, at man havde sat et antal kirker til salg.
Jeg er godt nok ikke medlem af foreningen, men jeg ser vore gamle kirker som unikke kulturminder og ville meget nødig undvære dem i vores landskab – men ingen har jo heller talt om at rive dem ned … 
Det er dog nok ikke landsbykirkerne, der ryger først ud på det åbne marked – aktuelt er det 17 københavnske kirker, der er tale om.
Interesserede kan se de 16 af dem her.
Fordi en kirke for mig mere er en smuk og meget karakteristisk dansk bygning end et ‘Guds Hus’, har jeg aldrig brudt mig om moderne kirkedesign af forskellig karakter, som fx en af de i artiklen afbildede, nemlig Bavnehøj Kirke i Kongens Enghave, så den vil jeg ikke stå i kø for at købe … jeg kan i øvrigt undre mig en del over, at man byggede kirker så sent som i 1977 – på det tidspunkt var kirkerne bestemt ikke længere overrendt i Danmark.

Jeg synes, det er en vældig god ide at udbyde kirkerne til salg; der må være en masse spændende formål, hvortil de vil være meget, meget velegnede.
Chancerne for, at en given kirke dermed vil blive ordentligt vedligeholdt, stiger sikkert også, hvis der er nogen, der har villet ofre penge på at købe den.
Hvad synes I om tanken om at sætte kirker til salg?

Skab en gratis hjemmeside eller blog på WordPress.com.