Hos Mommer

14. november 2015

Flere futter til frysende fusser

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:58
Tags: , ,

Blogland har atter en gang vist sig forunderligt.
Forleden skrev en for mig ukendt dame til mig, om jeg ville have det garn, hun ellers blev nødt til at smide ud i forbindelse med en oprydning.
FutterMan skal aldrig sige nej til et godt tilbud.
Jeg skrev tilbage til LS, at jeg meget gerne ville have garnet; at der sandsynligvis ville blive strikket til Røde Kors af det, og at det garn, jeg ikke selv ville/kunne bruge, ville blive givet videre til en af Røde Kors’ nørklegrupper.
Hun kom og afleverede garnet torsdag aften. Det meste var lidt fluffy, men absolut anvendelige garner – gode merino- og lammeuldsgarner. Jeg gik ikke umiddelbart i gang med RK-tøj, for jeg har lige slidt hul på to par futter.
Sammen med noget garn, der bare lå og ventede på, at jeg skulle finde noget, det kunne sættes sammen med til netop dette formål, blev disse futter fabrikeret.
Det går lynhurtigt, og man strikker begge på en gang.
Mit kamera vil irriterende nok overhovedet ikke fange den rigtige farve, som er en noget mere diskret støvet blå end det fremgår af billedet.
Er ‘futter’ for barnligt et ord? Det er ikke sokker og det er ikke sko. Er der så noget bedre ord for disse uskønne, men yderst behagelige, frembringelser end futter?
‘Fusserne’ i overskriften er min farmors ord. Børnebørnenes små fødder blev altid omtalt som fusser.
Jeg skal nok (også) lave RK-trøjer af dit garn, men du kom jo med en del, så der er altså også til mange par gode og varme futter, søde LS. Håber det er i orden med dig …

I går var der Skagenfood-pakke. Fantasypakken, som altid er spændende; det er ikke bare torsk, rødspætter, sild og den slags. Faktisk aldrig torsk, rødspætter, sild og den slags.
Hokkaidosuppe m kammusliingerI går var det kammuslinger. Mange kammuslinger. Så mange, at jeg ville have været gået fallit, hvis jeg havde købt en tilsvarende mængde hos fiskehandleren, så jeg har aldrig fråset i så mange på én gang før.
Jeg følger oftest de medfølgende opskrifter til ugens pakker.
I går blev det derfor til hokkaidosuppe med hvidløgspuré, persilleolie og kammuslinger galore.
Det kan jeg på det varmeste anbefale. Opskriften er her. Holdnufast, det var godt. Suppen var glimrende i sig selv, men den puré af hvidløg og persilleolien hævede det hele op på et nærmest michelinstjerneagtigt plan.
Skagenfood-pakkerne er ikke den billigste måde at købe fisk på, men det er efter min ringe mening så absolut den bedste, og god fisk er en dyr spise.
Hvis man helst vil have torsk, rødspætter, sild og den slags, kan jeg dog ikke se nogen grund til at købe fisk fra Skagenfood – med mindre man har meget langt til den nærmeste fiskehandler.
Vores Menu i Præstø har en rigtig fiskeafdeling med spændende fisk på programmet, så der køber jeg også indimellem – jeg får kun fra Skagenfood hver 14. dag.

Reklamer

7. september 2015

Led os ikke i fristelse …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:40
Tags: ,

På vej hjem fra Sverige lagde vi turen omkring Kristianstad, fordi vi havde lovet min søster at købe en masse solcellelamper til hende.
Vi har selv små 20, som er sat forskellige steder i haven – det er så hyggeligt, når de tænder om aftenen, så de vil få lov til at lyse for os i hele mørketiden, som vi jo går i møde nu. De er meget trofaste, de små lamper, og så er de oven i købet pæne. Om de kan holde til en vinter, må tiden vise.
Vi har den holdning, at til 9,90 svenske kroner stykket må de bare holde så længe de kan – der er ikke så meget at ærgre sig over, når de går i funktionsstrejke. 
De lyser ikke op som sådan; giver nærmest mere et indtryk af lys, men man kan lige skimte trinene op til terrassen, så det er præcis som det skal være.
Nu har vi så købt 12 til Merete som lovet.

P1080267P1080269

Plus en svampe- og frugttørrer.
Det er simpelthen enormt farligt, det der Jula.
Jeg havde jo lovet mig selv, at det var sparetider. Slut med overforbrug i en periode.
Men så sætter de denne tørremaskine til salg; midt ude i butikken selvfølgelig, så man nærmest falder over den – sat ned fra 400 kroner til 200 kroner. Svenske. Det svarer til 160 danske kroner.
Så er man da nødt til at investere i en tørremaskine, er man ikke?
Jeg har kigget mig lidt omkring, og der er, ikke overraskende, forskellige meninger om, hvordan de skal kunne fungere.
Denne her kan ikke indstilles på flere temperaturer, hvilket ifølge de selvbestaltede eksperter er et absolut must, men man kan altså ikke forlange Rolls Royce-modellen til den pris.
Nu prøver jeg, om det er noget. Hvis ikke det er, har jeg spildt sølle 160 kroner og ikke omkring 1000, som mange af dem koster.
Den er nu under indvielse med den enlige Karl Johan, som Helle og jeg delte (den var stor …) og nogle tyndtskårne kantareller.
Nogle hævder, at kantareller ikke er så gode at tørre – den påstand har jeg naturligvis tænkt mig at udfordre.
Er der nogen af jer, der har erfaring med tørrede kantareller?

23. april 2015

Det er en mormors pligt at forkæle og give gaver

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:09
Tags: ,

P1010279Vi vidste ikke rigtigt, hvad vi skulle foretage os i dag – havde ellers talt om at køre op og se Danska Fallet, som ligger lidt længere væk end Flammefallet. Det droppede vi igen, da vi så vejret – ikke fordi det er blevet regnvejr, men det blæser temmelig meget, og da skoven alligevel nok vil tage sig en hel del pænere ud næste gang vi kommer herop, blev vi enige om at vente med den tur.
I stedet kørte vi en tur til Kristianstad. Man kan altid få et eller flere behov til at opstå i Jula, og inde i centrum var det efterhånden længe siden, vi havde været.
I Jula havde de rigtige håndværkerbukser til drenge – I ved sådan nogle med dusinvis af lommer over det hele – de så meget professionelle ud, så der røg et par med til Aubrey. Der sad nogle effektive knæbeskyttere på, hvilket er godt til den dreng drenge. Anna får jo den strikkede poncho, hvorfor der skulle findes på et eller andet til Aubie – det er uhyre vigtigt, at de får lige mange gaver. Prisen på dem er aldeles underordnet, det er antallet og størrelsen, der er det afgørende. Endnu.

Johns yndlingsbutik var væk, nemlig den med alt det lækre fritidstøj. Altså ikke joggingdragter og deslige, men alt til jagt, fiskeri og fjeldvandringer. Ikke at John foretager sig nogen af delene, men tøjet er supergodt.

P1020459Min yndlingsbutik var væk, nemlig den dejlige garnforretning Helylle. Hun ville ud og finde nye horisonter i sit liv … eller noget i den retning … stod der på et lille skilt. Dem må vi da håbe hun finder. Jeg vil savne den forretning, men det var bestemt ikke mig, der gav hende smør på brødet.

Børnetøjsforretningen lå der endnu. Den lækre, lækre børnetøjsforretning. Selv om ungerne er ved at blive så store, at de kræver medindflydelse, når deres mor køber tøj til dem, synes de stadigvæk, at det er sjovt, når mormor kommer med noget til dem fra Danmark. Eller Sverige, men det behøver jeg ikke at fortælle dem.
Jeg fandt en virkelig sød sommerjakke til Anna. Så måtte jeg også lige finde en til Aubie.
Der lå nogle fine pigecowboybukser med små ‘diamanter’ i to rækker ned langs sidesømmene. Et par cowboybukser uden udsmykning til den unge mand var naturligvis ikke svære at finde. Jeg tog ikke dem, der er født særdeles hjulbenede – de ser da skrækkelige ud.
En bluse og en T-shirt til dem hver, så stoppede legen for denne gang, men da havde jeg også brugt en mindre formue. Ekspeditricens smil blev større og større …
Pyt – det gør ikke noget, at det sommetider koster noget at udføre sine pligter. Slet ikke når det gælder forkælelsespligten over for mine børnebørn.

31. december 2014

The Einstein Spiral Clock

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:15
Tags: , ,

Einstein Clock

I skrivende stund, hvor der blot er små ni timer til 2014 rinder ud, må det være en passende lejlighed til at vise det noget anderledes ur, vi fandt, da vi gik rundt i Covent Garden på vores sidste dag i London, nemlig Einstein-uret.
Der var en del specielle ure i forskellige udformninger, men ens for alle var, at især den lange viser var temmelig forskellig fra normalen.
Det var så heller slet ikke den lange viser, men den korte, der var blevet lang … forstået på den måde, at den lille, lige viser på billedet faktisk er minutviseren og den lange, buede er timeviseren.
Nogle af urene var de rene kunstværker og krævede en stor væg. Merete købte et af dem, mens vi nøjedes med at investere i et af de små, nemlig det viste, som er omkring 17 cm højt.

Her vises klokken 13:35. Eller 01:35 om man vil – den skarpe iagttager vil have bemærket, at det ikke er et 24-timers ur. Den hele time er altid den, der er lige oppe over spiralen; minutviseren skal læses som gængse minutvisere.

Uret er baseret på Einsteins spiral, som jeg vist ikke før har hørt om … og mig, som – i hvert fald af navn – er matematisk student. Kender I den spiral? Noget med kvadratroden af 2 – matematiknørderne vil sandsynligvis nyde at klikke de to tegninger i bunden af indlægget større og studere dem nærmere.

Tims farfar på 94 år samler på ure, så jeg har sendt billederne til Tims far til videregivelse til hans far igen – som i øvrigt ikke forventes at leve så meget længere, da det går hurtigt tilbage for ham for tiden. Farfar, som er en af de få RAF-piloter, der overlevede hele 2. verdenskrig; som havde sit første bombetogt kort tid efter 1. september 1939 og det sidste engang i 1945, er nu ved at synge på sidste vers. Der kan ikke være mange tilbage, der deltog aktivt i 2. verdenskrig.
Han har aldrig villet tale om sine bombetogter til sin familie. Engang forsøgte man at få ham til at fortælle sine erindringer til en ghost writer, men ikke engang til en fremmed var han i stand til at fortælle. Han prøvede, men måtte melde fra igen. Krig sætter dybe og uudslettelige spor i folk, og det er ikke første gang, jeg har hørt, at de ikke kan (eller vil) tale om det. Han fungerede dog helt normalt efter krigen og har tilsyneladende ikke haft psykiske problemer som sådan, men det må være underligt sådan at lukke helt af.
Han fortsatte som civilpilot, og da han blev tvunget til at stoppe med at flyve som 55-årig, underviste han kommende piloter, så han har aldrig kendt andet arbejde end hvad der har med flyvning at gøre, men har altid interesseret sig for alt, hvad der har med matematik og mekanik at gøre.

Det var et sidespring, men den slags mænd fortjener at blive husket. Han er en mand af format – vi har mødt ham og jeg havde fornøjelsen at være tolk for ham og min far, som var lige gamle og havde en masse at tale om – man var ikke i tvivl om, at de var helt på bølgelængde og kunne have brugt mange, mange (flere) timer i hinandens selskab, men det vanskeliggjordes naturligvis af, at ingen af dem talte den andens sprog.

Einstein Clock 1Einstein Clock 2

Godt nytår derude!

10. december 2014

To glade ølentusiaster

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:32
Tags: ,

P1040313Min mand går i byen med andre kvinder en anden kvinde. Nemlig min søster, og det er med min fulde velsignelse – faktisk vil jeg helst være fri for at følges med min mand ved disse lejligheder.
Min søster bor alene. Hun interesserer sig for øl. Det gør John også, så hun spurgte John, om ikke de begge skulle melde sig ind i Danske Ølentusiaster, deltage i interessante smagninger og dermed lære lidt mere om (gode) øl.
Den var han med på, vel vidende, at jeg aldrig frivilligt ville være med til at drikke øl.
I aftes var de til årets juleølsmagning. Jeg legede den opofrende og flinke hustru og kørte ham til og fra Køge, så ikke han skulle sidde og spytte i glassene.
Her skal juleøl bestemt ikke forveksles med nisseøl – der er snart ved at opstå et mere avanceret sprog inden for ølterminologien, end der findes tilsvarende for vin. Hvad mener I fx om teksten på billedet til højre, som er fra bryggeriet Willemoes? “En cremet mokkakrone” – holddaop, siger jeg bare – Peter Vinding-Diers og Flemming Hvelplund ville vende sig i de grave, de endnu ikke er kommet i, tror jeg.
Jojo, det er blevet den helt store videnskab. Ved samme bord som John og Merete sad der to fyre i trediverne, som var totalensusiaster og gjorde notater til den helt store guldmedalje, og alle de fine ord, de kunne, fik andre til at måbe.

ØlpræmierØlpræmier (1)

Disse to øl var ikke på aftenens smagemenu, men er præmier. Den ene af de to just nævnte eksperter sagde, at John godt kunne glæde sig til den Gulden Draak, han var så heldig at vinde. “Inspired pale ale” – hvad betyder det mon? Hvad er den inspireret til? Eller af? Er det ikke noget sludder at skrive?
Der opstod almindelig buh-stemning ved trækningen af disse præmier. Der var fem øl på højkant og alle interesserede kunne købe fem lodder for en tyver, så John og Merete investerede hver en af slagsen.
Da præmierne blev udtrukket, vandt John den første øl.
Merete vandt den anden.
John vandt den tredje.
En af de to eksperter, som jo sad ved samme bord som mine to deltagere, vandt den femte øl.
Den fjerde gik heldigvis til et andet bord, men forestil jer lige folks reaktioner med sarkastiske og misundelige bemærkninger om aftalt spil!

Da jeg arriverede til aftalt tid, var man ikke blevet helt færdige med afstemningen om årets juleøl, så jeg satte mig ved bordet og ventede. Merete rakte et glas frem mod mig og sagde, at den her øl skulle jeg altså smage, for den var god (det var den med den cremede mokkakrone). Hmmm. Okay da. Jeg kunne lugte lakridsen, lige så snart hun rakte mig glasset, så allerede der stod jeg næsten af. Mangoen var umulig at spore, og alle de andre noter (eller er det vinsprog?) druknede også i øl- og lakridssmag, men jeg var høflig og erklærede, at af en øl at være var det måske ikke det værste, jeg havde smagt … hvilket var sandheden, for jeg kunne ikke smage humle, som jeg absolut ikke bryder mig om og hvilket er den direkte årsag til, at jeg aldrig drikker øl.
Og prøv ikke at overbevise mig om andet. Summen af lasterne er som bekendt konstant, men jeg har nok i forvejen og jeg drikker altså bare ikke øl.

Afsnit 2 om udygtighed osv. kommer senere – jeg synes alligevel, det blev for meget med to surtklingende indlæg lige efter hinanden.

2. december 2014

Lige om lidt hader I mig

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:21
Tags: ,

Nemlig når jeg siger, at nu er julegaverne i hus for vores vedkommende.
På nær de symbolske, John og jeg skal give hinanden, men den klarer vi i lufthavnen eller i London.

Hvad gjorde vi dog før internettet? Livet var meget mere besværligt dengang, synes jeg. Nu. Dengang tænkte jeg naturligvis ikke over det, for sådan var det bare.
Lidt lige som en opvaskemaskine. Jeg kender mange, der med fast stemme har svoret, at sådan et monstrum vil de aldrig have inden for dørene.
Lige indtil de af en eller anden grund alligevel får sig en opvaskemaskine og efter et par ganges brug ikke kan forstå, at de nogen sinde har kunnet leve uden sådan en. I de år, jeg boede alene med Charlotte, havde jeg opvaskemaskine. Da jeg købte den, grinede familien hånligt af mig og syntes det var topmålet af dovenskab. Nu har folk det med at forveksle rationaliseringsevner med dovenskab, og jeg syntes jeg havde mange ting, jeg kunne bruge min sparsomme fritid bedre på end at stå og vaske op.

P1070520

Nu er der vist ikke mange, der synes det er underligt, at selv enlige har en opvaskemaskine.
Mange er stadig skeptiske mht. internethandel, men der har jeg for længst kapituleret.
Det er bare SÅ nemt. Det er selvfølgelig ikke alt, der rent praktisk kan købes – jeg er fx endnu ikke nået til at købe tøj, men sko og støvler har jeg købt med held. Hvis man kender mærket godt, kan man måske nok købe tøj, men når jeg tænker på, hvor anderledes virkeligheden ofte er i forhold til ens eget billede af, hvordan man ser ud iført et eller andet stykke kluns, tror jeg ikke, at jeg tør. Tøj skal prøves. I hvert fald på mig – men at kunne undgå alt julegaveindkøbsræset passer mig særdeles strålende.

Det er skønt at kunne sidde hjemme ved skrivebordet og købe. Legetøjet til ungerne er fast defineret og behøver ikke at prøves eller ses på.
Når jeg oven i købet kan købe i UK fra DK og få sendt til den engelske adresse til en porto, der ikke ruinerer, er det ren win-win. De første gange, jeg sendte julegaver til England, kunne jeg næsten lige så godt have købt en flybillet og overrakt dem personligt.
I dag sendte jeg dog en pakke til Charlotte, som snart har fødselsdag. Det var en ikke særlig omfangsrig pakke, og det der er i den, kan jeg godt røbe kun har kostet 60 kroner, for den egentlige gave er penge til køb af noget ønsket tøj, og dem har jeg nemt og smertefrit overført direkte til hendes konto. Pakken kostede 100 kroner at sende.
“Hvis du sender den som brev, slipper du billigere.”
“Næh, jeg gør så ej – et brev, der vejer 1150 gram, koster 200 kroner at sende. En pakke på 1150 gram koster 100 kroner.”
”Det var pokkers – det har du da ret i!”

Er det så underligt, at jeg foretrækker internettet?

19. november 2014

Fiberredning?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:31
Tags: ,

imageI aftes var vi til informationsmøde angående et eventuelt kommende fibernet i området, hvor vi flytter til.
Lidt vidste vi selvfølgelig lidt om, hvad fibernet er som sådan, men der var også ny viden. For os.
Lige nu kører vi på mobilt bredbånd dernede, hvilket vi vist skal være glade for. 3 kan give os 28/5, hvilket er ganske udmærket ned, men ikke optimalt op. Det er dog langt bedre, end hvad kobberet giver dernede: 1,5 ned og 0,3 op. Du GOdeste, siger jeg bare – vi skal ikke på noget kobber dernede, så bliver ‘fiberredningen’ ikke til noget, beholder vi 3, gør vi.
Lige nu har vi 50/50 og har reelt det, billedet viser. Det er fint nok.
Fibia giver ‘dækningsgaranti’, hvilket betyder, at hvis vi har betalt for 50/50 og har tre tv-apparater, der hver bruger omkring 5 megabit, øger man hastigheden med 15, så vi reelt kan måle 50 ned.
Så langt, så godt. De omkring 30 husstande, der deltog i aftes, var meget ivrige for at få fibernet … det kan jeg sandelig også godt forstå med de hastigheder, de må leve med nu. Jeg kunne selvfølgelig fortælle dem, hvad 3 kan klare, men jeg syntes ikke lige, at i aftes var den optimale lejlighed …
Hvad der ikke er så godt, er, at det er som jeg havde frygtet: Der skal stort set 100 % tilslutning til, før Fibia vil skyde det ind i vores boliger. Der er dog en krølle på halen, som måske vil kunne redde situationen, men lige nu er der nogle, der har vældig travlt med at stemme dørklokker.
Vi har meldt os til og krydser fingre. Vi vil meget hellere have internet-tv og 60/60 (som jeg bestilte), også selvom 3 egentlig ikke skuffer, men lever op til, hvad de har lovet.

imageOg så har vi købt en stjernekikkert!
Aubrey ønsker sig en stjernekikkert, så det skal han have. Lige først var jeg lidt usikker – han er godt nok meget interesseret i planeter og stjerner og i det hele taget alt det derude i Det Store Intet, men er det en dille? Er det slut med den interesse om et halvt år?
Så tænkte jeg én gang til. Man køber dyrt legetøj til de kære børnebørn, og hvor længe varer det? Når man er otte år, varer det alligevel ofte kun et halvt år, inden man er vokset fra det. Så hellere en stjernekikkert; den kan i det mindste gemmes, hvis interessen skulle komme igen, hvilket ikke gælder for det meste legetøj.
John fandt en på internettet, så vi kørte til Jyllinge og ind i industrikvarteret, hvor han holdt ind hos … DISCO WORLD af alle steder – alt til fester og diskoteker!
Jeg så ret skeptisk på manden min – er det her??? Det kan ikke passe? Men jo, det stod der i annoncen. Hmmm.
Den var god nok. Disco World forhandlede gudhjælpemig stjernekikkerter. Man skal hore meget, før ørerne falder af, som Ein Mädchen altid har sagt. Okay – de forhandlede én slags stjernekikkert og de vidste egentlig ikke noget videre om den. De må have fået et godt tilbud på en sending, for jeg syntes ikke, den virkede urimeligt dyr. Den kan forstørre 350 x, og der skal kun 25 x til for at se fx Saturns ringe, så det må være fint til lille Aubie.

9. september 2014

Kontraster, et skilt til et vandingshul og et godt køb

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:24
Tags: , ,

I dag kørte vi til Jula, fordi John havde set på en bordrundsav, som han regner med at få meget brug for i Den Stråtækte; bl.a. når han skal skære brædder på langs – han vil selv lægge et nyt gulv i det rum, der skal blive til kontor/arbejdsværelse.
Han havde set på bordrundsave derhjemme, men vred sig lidt over prisen, som ligger på omkring 2300 kroner for den billigste model, han tør investere i. 
I Jula-kataloget så han en med samme effekt til 1500 kroner. Svenske.
Da vi kom dertil, havde de sat den på tilbud til 1000 kroner. Stadig svenske, hvilket med dagens kurs svarer til bare 812 danske.
Det brokker vi os ikke over, men undrer os såre over, hvordan det kan lade sig gøre … men står man lige og mangler en bordrundsav, kan det betale sig at krydse en bro for at få fat i en – der ligger et Jula ikke så langt fra Malmö.

8 sept9 sept

Her kan du få drikkevandLige så skønt vejr, det var i går, lige så kraftigt har det regnet i dag. Selv om der har været total opklaring med blå himmel indimellem, har hovedindtrykket været vådt, så det har, bortset fra køreturen, mest været en være-inde-dag med gang i strikketøjet og ild i brændeovnen. Dette dog mere for hyggens end for nødvendighedens skyld.
At det står ned i stænger, ses bedst, hvis billedet klikkes større.

Ikke ret langt fra torpet holdt John ind til siden, fordi der lå noget omme bagi, som raslede.
Der fik jeg øje på dette skilt, som jeg aldrig har lagt mærke til før, selv om John hårdnakket påstår, at det har hængt der i al den tid, vi har haft vores regelmæssige gang på disse kanter.

imageRundt omkring i Sverige er der åbenbart flinke mennesker, som tilbyder vandrere at forsyne dem med frisk drikkevand.
Vores torp ligger ikke så langt fra noget af Skåneleden, som er en 1000 km lang vandrerute i … Skåne, såmænd.
Kortudsnittet viser den del af leden, som ligger tæt ved os. Den kaldes fra kyst til kyst og er 367 km lang. De blå markeringer er shelters, man kan overnatte i på ruten, som er opdelt i 24 etaper på mellem 9 og 24 kilometer.

Så har man 24 dage til overs og er glad for at vandre, er ideen til næste ferie hermed givet videre.
Jeg vil dog nok anbefale, at man venter til næste år … på den anden side er efterårsskoven jo skøn at skue, og har man varmt nok tøj med – OG regntøj – kan det sikkert blive en dejlig tur.
Vi giver skam også gerne et krus vand, hvis I kommer forbi og er tørstige. Vi vil da nødig stå tilbage for svenskerne … har dog det forbehold, at vi ikke altid er på torpet. Chancen for at få vand er generelt nok større på Simonstorpet, som er gården, skiltet viser ned til.

15. juli 2014

Nyt legetøj – igen!

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:22
Tags: , ,

John købte sin iPad meget kort tid efter, de kom frem, og han har stadig denne første, efterhånden nærmest antikke model. Mange har gennem de seneste par år undret sig over, at den stadig virker. Nu synger den på sidste vers, men den har holdt forbløffende godt.
iPad er god til mange ting, men vi er, som en del vil være klar over, anti-Apple-folk. Vi foretrækker så langt Samsungs smartfoner frem for iPhone, så vi kørte til Elgiganten for at se på, hvad Samsungs tablets kunne tilbyde – John ville helst have en erstatning, inden den gamle dør fuldstændig.

P1020295

Nu leger manden! Han havde ikke haft den i hånden i mange minutter, før han erklærede, at han var glad for, at han ikke købte en ny iPad. Jeg skal helt sikkert også have en Samsung, når min iPad engang går i udu – men man må jo trods alt lade Apple, at de var først med denne teknologi, så da vi købte vores ipadder, var det den eneste mulighed.
Alene prisforskellen taler for en Samsung. Med samme kapacitet (32 GB) og fysisk størrelse koster ipadden 1800 kroner mere. Jeg har lidt svært ved at se, hvad man får for de penge. Det er der sikkert mange, der kan fortælle mig, men jeg er ikke sikker på, at jeg vil høre særlig godt efter Winking smile

202N00274.112

Eric har et par gange brugt den herlige vending at få udgifterne til at slå til.
Det har vi ikke noget problem med her på matriklen for tiden …
I går var tømreren her – hans ærinde var noget, vi snildt kunne have klaret over telefonen, men han havde kun mødt os sammen med ejendomsmægleren i Den Stråtækte, så han vidste dermed ikke hvor vi bor og hvem vi er. Vi lod som om vi overhovedet ikke gennemskuede, at han ville lure os lidt af – det er forståeligt nok; han har immervæk en måneds arbejde og dermed en masse penge ude at svømme.
Vi fandt ud af via et par snedige spørgsmål, at han også gik malerens ærinde, men vi er sikre på, at begge nu er beroligede og tror på, at de nok skal få betaling for deres arbejde.

Flere udgifter … vi havde købt gulv til den ene af de tre stuer, fordi det var nødvendigt, da tæppet ligger oven på et grimt gulv; i de to andre stuer er der et udmærket trægulv. Efter at have tænkt os om, blev vi enige om, at selv om gulvene er okay, vil man tydeligt kunne se, at de ikke er ens, når man kigger ned gennem rummene, fordi vi hverken vil have alle de ‘kludetæpper’ eller lige så mange møbler som sælgeren har.
Resultat: Mere end dobbelt så meget ludbehandlet ask som først troet … avavav … men det bliver flot!
Brændeovnen bliver skiftet med en mindre, men mere effektiv, morsømodel, fliserne under den fjernet, og der kommer i stedet en glasplade.
Lofterne bliver malet hvide – det bliver rigtig godt, gør det.
Bortset fra den blyindfattede rude. Jeg kan ikke fordrage blyindfattede vinduer, men udskiftning af det har ikke førsteprioritet.
Jeg har dog ingen problemer med at se os sidde foran brændeovnen i hver vores (også nyindkøbte – det skal da kunne mærkes, at vi får ny bolig) stressless-stole med matchende taburetter. Jeg med et strikketøj og John med tv eller sin nye tablet.
Jeg glæder mig vildt – nu må der godt komme nogle seriøse købere til vores rækkehus!

P1010347

Man fornemmer nok den jungle, vi skal have ryddet op og ud i – men udsigten fejler ikke spor.

1. juli 2014

Hygge ved floden Avon

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 20:47
Tags: , , , ,

Marlborough (2)Charlotte skulle klippes i Devizes og til tandlæge i Marlborough, så formiddagen gik for Johns og mit vedkommende med at gå lidt rundt i de to byer og bare kigge og nyde det gode vejr.

Det er der ikke specielt meget at skrive hjem om – det er begge hyggelige byer at gå rundt i, men vi oplevede ikke noget, der kan gøre dette indlæg interessant for andre.

Det er der måske ikke i det hele taget, men så er der da et par billeder fra floden Avon, hvor vi kørte ned til The Bridge Inn efter at have hentet ungerne fra skole. Vi indtog lidt medbragt snack og nogle af os øvede meget i brugen af Lumix TZ20. Aldrig er de ænder og svaner blevet fotograferet så meget, tror jeg. (Jeg er ganske klar over, at den hvide and ikke er en svane, men der var masser af dem lige ved siden af …)

P1010802

Det var nu også et yndigt sted. Solen kom og gik, men skyerne afgav ingen væde, og det elendige vejr, de havde truet med at servere så snart vi kom inden for landets grænser, har de indtil videre glemt. Det gør ikke noget …
Hele vejen hjem sad vi og hørte på musikken til kameraernes slide show i ‘stereo’. De to har allerede været rundt i flere menuer end jeg nogensinde har været, men jeg må nok også indrømme, at jeg ikke har savnet at afspille billederne på den lille skærm – med ledsagemusik.
De har leget med rammer og med sepia og sort/hvide billeder. De har indspillet videofilm og leget med blænde og lukker. Jeg tror ikke, de har helt styr på, hvad de egentlig har haft fat i, men de hygger sig og de synes det er fedt og stort med et voksenkamera. De passer på dem som var de af glas, så ingen klager herfra – det har bare været skønt at se kameraerne blive modtaget med så stor glæde og entusiasme.

P1010809

Nedenstående motiv kunne jeg ikke stå for – faktisk har jeg aldrig kunnet stå for Aubies numse … da Anna var tre og han var to, sagde jeg til Charlotte (børnene var ved at blive klargjort til aftenens bad): “Åh altså, så se da hans lille, søde numse. Den er bare ikke til at stå for”.
Annas bemærkning: “No! It’s NOT sweet! I don’t like numses!”. Så blev det sat på plads. Hendes mening om den slags herrelige legemsdele er nok endnu ikke ændret væsentligt, men jeg spurgte ikke …

P1010835

Apropos under bæltestedet og floden Avon, kom jeg til at tænke på en vittighedstegning fra min ungdoms dage.
Shakespeares fødeby hedder som bekendt Stratford upon Avon, hvilket åbenbart har givet visse associationer hos en vittighedstegner, der viste et scenarie fra en fest, hvor en slikket herre præsenterer sig for en lækker ung dame med følgende ord:
Hello, Miss Avon! My name is Stratford. I’ve been looking forward to meeting you.
Nå – det var måske lidt plat, men jeg synes nu den var meget sjov.

P1010832P1010846

The Bridge Inn lå lige her ved dette kryds og på vejen hjem kom vi forbi flere skønne huse.
Det gør vi sådan set overalt i England, men det er ikke så tit, man lige kan standse og fotografere dem.

19. maj 2014

Noget skal tiden jo gå med

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:05
Tags: , ,

JK RowlingDer er købt te, kammerjunkere og vinsyre. Der er pakket strikkede gaver ind. Der er pakket to dvd’er ind. Der er pakket det tøj ind, jeg lige kom til at købe til ungerne – jeg har nogle mærkelige børnebørn: de elsker at få bløde pakker.
“TE!” Skrev hun virkelig te? Ja, det gjorde hun, og hun skrev det oven i købet uden h … der har ikke skullet h i te siden 1872, så kom ikke og sig, at I har lært det i skolen. Når der står the, kommer jeg altid til at udtale det på engelsk. The tea …
Tænk at tage te med til England – er det ikke som at tage is med til Grønland eller sand til Sahara, kunne man med god grund spørge. Gid det var, men i England får man alt, alt for sjældent en ordentlig kop te. De fleste serverer det savsmuld, teproducenterne fejer sammen, putter i små poser og kalder for te, men det er – ganske som teposerne, man køber herhjemme – ikke til at drikke, men ildesmagende og bittert.
I Brugsen kan man selv blande sin te, hvilket jeg har gjort i mange, mange år: Ihhh, hvor kommer jeg til at savne det – jeg har meget svært ved at drikke anden te end Mommer Ellens Egen Udsøgte Teblanding, så jeg bliver nødt til at finde en butik, hvor jeg kan blande min te. Charlotte og Tim drikker helst kun min teblanding og der skal som regel en pose med til UK, når lejlighed gives.
Kammerjunkerne er til Charlottes udgave af koldskål. Efterhånden har hun vist fundet ud af at lave en erstatning, der kan accepteres. De har buttermilk, men det smager slet ikke, som kærnemælk skal smage, og noget der bare ligner kammerjunkere, kan ikke opstøves.
Vinsyren er til årets hyldeblomstdrik.

Mad mod kræft - en krimiDer er købt rejselekture: Gøgens Kalden, som jeg er spændt på, da Robert Galbraith er et pseudonym for Harry Potters ‘mor’, JK Rowling, som åbenbart er begyndt at skrive krimier.

‘Krimien’ til venstre købte jeg ikke – en lidt dum fejl fra Saxos side, men når de har næsten 600.000 ebøger, er det nok uundgåeligt, at der sker fejl ind imellem.

Der er forberedt rejsestrikketøj i form af sokker til ungerne.
For tiden arbejder jeg på det sidste af Maestro, men den kommer ikke med, for at sidde med 4/5 af en jakke til mig i fly og lufthavn, synes jeg virker en kende demonstrativt – så hellere et par små, fine sokker på pindene.

Stanley bottle

Inspireret af Lene er der bestilt Verdens Bedste Termokande gennem Amazon med free delivery, mens jeg er derovre – oven i købet til en yderst rimelig pris i forhold til den, kanden forhandles til i Danmark. Lenes Morten kan ikke bare finde fødselsdagsgaver til Lenes Landmand, som han ikke ved, han ønsker sig – han kan også finde gaver til John, som han ikke ved, han ønsker sig. Fantastisk …

Med andre ord: jeg mangler kun at stoppe det hele ned i kufferten, så er jeg rejseklar. Håber, jeg kan have en smule tøj med til mig selv for alle de ting, jeg har med til mine store og små englændere, men hvis ikke, har jeg en super undskyldning for at købe nyt derovre …
Nu vil jeg køre til Køge og afhente mit ekstra bryst, som heldigvis lige nåede at komme i 11. time, inden jeg skulle afsted. Jeg er rød, det svier og jeg skaller af, hvor jeg er blevet strålebehandlet, så jeg kan slet ikke holde ud at have den selvklæbende udgave på.

4. april 2014

En kærlighedssang

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:24
Tags: ,

Love Me TenderTakket være Randi har vi nu anskaffet os gaven til det bryllup, vi skal til i juli i England.
Vi blev hidkaldt for at være barnepiger, for når hele familien skal til bryllup, er der ingen tilbage til at passe børn.
Det er Tims fætter, der langt om længe har fundet sit livs udkårne, og det skal fejres med et bryllup, der vist skal sige spar to til hidtil sete bryllupper. Hele Tims familie og vennekredsen taler endnu, næsten 10 år efter, om Charlotte og Tims fantastiske bryllup – the best wedding EVER, som det har heddet lige siden, men nu bliver der gjort en indsats for at dette kommende bryllup også vil blive husket i mindst et decennium.
De var vilde med det danske bryllup. Det var ikke stort, men det blev opfattet som det bedste ever, fordi alle de danske traditioner kom som store, men meget positive, overraskelser for de engelske gæster.
Nick – fætteren – var selvfølgelig med dengang i 2004, og da han hørte, at vi tog til England for at være barnepiger for Anna & Aubrey, konfererede han i to sekunder med sin kommende brud (som vi endnu ikke har mødt), og vupti var vi inviterede med til “den lille, intime middag” aftenen før brylluppet. Det er kun gommens og brudens allernærmeste, der skal deltage her. Og så John og Ellen. A & A har det hele tiden været meningen skulle deltage i denne middag, så det har ikke noget med det at gøre, at vi blev inviteret med; de var bare lidt imponerede over, at vi kommer til UK bare for at passe børn. At vi også får en ‘rigtig’ ferie ud af det, har vi ikke nævnt endnu, men det er nok også lige meget.
Børnene og vi skal også med til selve vielsesceremonien om lørdagen + til receptionen bagefter, hvortil der garanteret er inviteret flere hundrede gæster. På et tidspunkt lukker receptionen, og et lille antal af gæsterne går ind til den store bryllupsmiddag.
SÅ kan Ellen og John med samt børnebørn godt forføje sig, men så har vi da også været med til det meste.

Når vi således deltager så meget og oven i købet bliver lukket ind i fredagsinderkredsen, skal de selvfølgelig have en gave, og jeg har brugt ret meget mentalt krudt på at udtænke, hvad det skulle være.
Det skal helst være noget dansk, uden det bliver krampagtigt og specielt ikke overdrevent dansk (altså absolut ikke noget med små havfruer eller dannebrogsflag!), og jeg kender i sagens natur overhovedet ikke brudeparrets smag.
Jeg ved, at familien er meget begejstret for de Georg Jensen-ting, Tims mor hvert år får i julegave af os, men det virker lidt fjollet at komme med en juleting i juli.

Vi blev reddet af Randi, som gjorde os opmærksomme på Kählers lagersalg i Næstved.
Jeg faldt fluks for den mellemstore Lovesong-vase med ord fra Love Me Tender.
Dansk, smukt, enkelt, farveneutralt, noget med kærlighed – jamen er det da ikke bare den perfekte bryllupsgave?
Tak, Randi Smile

12. marts 2014

Første gryde i hus – og en historie om sygehusforvirring

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:11
Tags: , , ,

imageJeg er ret tilfreds med Brugsens samlemærkekoncept, som kører t.o.m. maj måned ud.
Nu har jeg fået min første gryde. Dvs. fået og fået … jeg fik 80 % rabat og betalte dermed 199 kroner for denne suppegryde, som iflg. Brugsen normalt koster 999 kroner, men som andre steder tilsyneladende koster mere.
Fint med mig. Varerne i Brugsen køber jeg jo alligevel.

Jeg skulle gerne nå at få samlet mærker nok til et par gryder til, men det skulle nok kunne lade sig gøre med det tempo, jeg har på … nu hjalp det selvfølgelig lidt, at englænderne var her i fem dage – der skal købes en del ekstra mad ind, når vi pludselig er fem i stedet for to.


Var på Ringsted sygehus for at blive seromdrænet.
350 ml. Dammit! Holder det da aldrig op? Jeg heler fint op, og det skvulper da heller ikke rundt derinde mere, men til gengæld betyder helingen, at der er mindre plads til væsken, så det har spændt de sidste par dage i en grad, at jeg følte mig sat 37 år tilbage til dengang jeg ammede Charlotte.
Jeg var ellers lige ved at blive efterlyst i Ringsted og omegn.
Da jeg ankom 13:50 og meldte mig i skranken (havde tid til kl. 14), kiggede sekretæren forvirret på mig og hævdede, at jeg var da allerede kommet …
Jeg var ét spørgsmålstegn … “Nej. Det vil sige jo, nu er jeg selvfølgelig kommet, men … hvad mener du?”
Ih undskyld, altså. Det er min fejl. Jeg har fået indskrevet dig klokken 13, så vi har faktisk gået og ledt efter dig.”
Fæhoved. “I har måske ligefrem været bekymrede for mig?”
”Ja, det har vi faktisk. Vi regnede dog med, at fordi du var kommet så tidligt, var du gået en tur i det gode vejr.”
”Så havde jeg altså gået den tur, inden jeg meldte min ankomst! Jeg kunne da ikke drømme om at melde mig ind og så forsvinde igen.”
Det havde hun sjovt nok ingen kommentar til, men sagde, at nu skulle hun nok fortælle sygeplejersken, at jeg sad inde i venteværelset.
Jamen tak for det …
Sygeplejersken spurgte, hvor jeg dog havde haft gemt mig, så hun fik hele historien – som også indeholdt, at det faktisk var Næstved sygehus’ skyld, at jeg overhovedet havde en tid i dag, for den var blevet skrevet ind på mit patientkort, da jeg var der i mandags, men åbenbart ikke i systemet.
Næstved ringede til mig i mandags og spurgte, hvorfor jeg ikke havde fået en ny tid, da jeg jo stadig danner for meget serom. (De holder øje med mig – det er fint nok.)
Da jeg fortalte næstveddamen, at det havde jeg også; til i dag kl. 14:45, ville Næstved kontakte Ringsted. Som igen kontaktede mig, var forundrede, men gav mig en tid klokken 14.
Jeg fortalte, at det var en ny, som sad i skranken, så hun havde nok ikke helt styr på det endnu, hvilket man gav mig ret i.
Det har hun stadig ikke, for det var den samme nye, som i dag havde meldt mig ind, inden jeg kom. Hvordan hulen det kan lade sig gøre, forstår jeg slet ikke, for de beder om ens CPR-nummer, når man kommer.
Jeg må hellere tjekke i morgen, om jeg nu også er inde i systemet igen til torsdag i næste uge, selv om hun skrev det på mit kort.

2. marts 2014

Et rigtigt røverkøb

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:09
Tags: ,

Vi kørte mod Tissø Kræmmermarked i det lønlige håb, at den friske dame endnu ikke havde solgt det Rosenborg-porcelæn, som jeg har fortrudt, jeg ikke købte i søndags.
Det havde hun ikke, men hun havde åbenbart fortrudt den pris, hun gav mig for en uge siden.
Det viste sig, at hun af en eller anden grund kunne huske mig.
“Det var dig, der kiggede på mit Rosenborg! Jeg sagde 800 kroner til dig, gjorde jeg ikke?”
“Jo …”
”Ved du hvad? Tager du det med med det samme?”
”Ja.”
”Så kan du give mig 500 kroner, men så skal du også love mig at tage alt hvad jeg har af Rosenborgstellet.”

Rosenborg-supplement

Det var helt i orden med mig.
11 dybe tallerkener (øv, at der lige manglede en) af en anden slags end dem, Charlotte allerede har, og som er mere yoghurtskåls- eller pastatallerkenagtige end disse helt klassiske, så dem er jeg sikker på, at hun vil blive glad for. Ligeledes lagkagefadet, som hun heller ikke har – og terrinen – især terrinen, som jeg som tidligere sagt har set til 2400 kroner, hvilket dog helt klart er en voldsom overpris, synes jeg – har da også været alt for nærig til at købe den, selv om det har været et ønske.  Fadene har hun, men så vil hun hermed have dobbelt af dem. Hun har en sovsekande, så tre vil måske være lige i overkanten, men dækker man bare til 10-12 personer, skal man helst have dobbelt af alt serveringsservice.
Der var kun 10 tekopper, der havde overlevet mine forældres ægteskab, så mon ikke seks til vil være i orden?

Jeg kan godt høre, hvor ihærdigt jeg prøver at overbevise mig selv om, at dette var en god ide … det er jo lidt af et sats, for jeg ved ikke engang, om hun har plads til alt dette ekstra, men det tror jeg håber jeg.
Noget af det vil hun dog helt sikkert gerne have, og så er de 500 kroner stadig givet godt ud.
Hvis hun nogensinde igen skulle finde på at servere en otteretters Titanic-menu, kan hun i givet fald gøre borddækningen endnu mere blæret end første gang.  

1. marts 2014

Alle gode gaver …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:02
Tags:

Man har nået en alder, hvor gode tanker er bedre end gaver …
Jeg har fødselsdag på mandag … “Hvad ønsker du dig?” “Ingenting”. “Det mener du ikke!” “Jo!”
Og det gør jeg. Mener det, altså. Til Charlotte sagde jeg, at jeg ville blive allermest glad for en tur et eller andet sted hen, når jeg næste gang er i England – og så måske en frokost.

John fik – efter et vink med en vognstang – den glimrende ide at invitere mig på restaurant l’Alsace i København, som på onsdag afholder marts måneds Winemakers’ Dinner, som denne gang lyder navnet Smagen af Sicilien; med følgende 4-retters menu (inkl. 5 glas vin fra Tasca d’Almerita): Klassisk østerssuppe, Terrine foie gras med mango chutney, Braiseret lammeskank med couscous og ratatouille og til slut Pécorino med trøffel.
Det er jeg ret sikker på bliver godt. Alene det, at vi skal have noget med foie gras, kan få mine tænder til at løbe i vand. Restauranten har vi været på før og ved, at de serverer rigtig god mad – samt at de har en meget fræk sæbe ude på toilettet …

Fra England kom der i dag et kort fra min dejlige datter. Jeg burde nok ikke have åbnet det, men kunne ikke nære mig … der stod jo ikke, at det først må åbnes på mandag …
Hendes gave til mig er et års medlemskab af National Trust.
Jubiiii – en kanongod ide! Hun vil lade det træde i kraft næste gang jeg er i UK, så jeg kan få maksimalt ud af medlemskabet. Nu bliver jeg simpelthen nødt til at tage rigtig tit derover, så jeg kan udnytte medlemskabet til det yderste.

21. marts  2013På mandag, altså på selve dagen, skulle der egentlig ikke have været sket noget som helst. Vi har været sammen med det meste af familien i dag, fordi min kusine og hendes mand fylder 120 år og i den anledning havde inviteret til brunch i Roskilde Golfklub.
Mandag morgen skal jeg være på Ringsted sygehus til dræning, så derfor fødselsdag i fredsommelig tosomhed.
Men. I går fik John et tilbud (sikkert sammen med 10000 andre) på en endagsbillet med Rødby-Puttgarten med bilen fuld af passagerer og med trailer fuld af øl og vin for 99 kroner tur/retur.
Det er hermed booket, så turen går fra Ringsted videre mod Rødby – vi fylder dog ikke bilen med passagerer, da det er en ganske almindelig arbejdsdag for potentielle af slagsen, og vi tager heller ikke en trailer med. Så meget alkohol skal vi altså heller ikke have, selv om vi skal have lidt med til min søster, som meget snart skal til Norge, hvor man ikke køber øl og vin medmindre man er millionær.

Lige pludselig blev det alligevel til flere dejlige gaver, som jeg på forhånd glæder mig til at ‘forbruge’.

Billedet er fra den 21. marts sidste år. Det var en laaang vinter – jeg håber så sandeligen ikke, at der har tænkt sig at komme sne hverken nu eller senere, men at foråret vil indfinde sig for alvor lige om lidt.

25. februar 2014

Kryddersnapse og et sproghjertesuk

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:39
Tags: , ,

Forleden dag, da vi var ved Tissø, faldt vi ind i et loppemarked, hvor den ene halvdel af den store hal havde uhørt høje priser, som fx 350 kroner for en tydeligvis hjemmelavet og -malet mini-tallerkenrækkelignende tingest på 50 x 60 cm, mens den andel halvdel af hallen brillerede med uhørt små Æblesnaps og enebær-limesnaps in spepriser på endog ganske pæne ting. Vi kunne have fået 14 Rosenborgtallerkener, 8 kopper (med underkopper og kagetallerkener), et kartoffelfad, fire aflange fade i fire forskellige størrelser fra asiet til kæmpe, og endelig en suppeterrin plus lidt småting for 800 kroner. Jeg tror vi må derop igen, for jeg har fortrudt, at jeg ikke slog til – jeg tænkte i søndags, at Charlotte har nok i det, hun allerede har fra mine forældre, men jeg har tænkt om igen, for hun har ikke terrinen, som jeg har set andetsteds for 2400 kroner, og hvor tallerkenerne kostede 75 kroner stykket. Dyrt for terrinen; ikke for tallerkenerne, men 800 for alt det nævnte … det er vildt billigt, og så er der lidt at slå i stykker af.
Jeg fandt også nogle hvide, dybe tallerkener, som har facon som pastatallerkener, hvilket jeg et stykke tid har ønsket mig til Sverige. Jeg tog fire og spurgte, hvad hun ville have, og svaret lød: “40 kroner. Men hvis du tager to til, vil jeg stadig kun have 40 kroner”. Jeg tog seks tallerkener.
Vi kom også hjem med to Holmegaard-julesnapsflasker til no money, så i formiddags sad John og jeg og lurede lidt rundt på kryddersnapse og nåede frem til, at vi ville prøve med en æblesnaps og en enebær-limesnaps. Hovedsageligt fordi vi havde alle tre ingredienser i huset …
Vi kiggede under ‘Forår’ og så en del underlige snapse, som vi nok ikke kunne finde på at afprøve: marehalm, fx. Eller peberrod. Birk kunne vi måske finde på, men hverken gran eller skovfyr … det er et website, der er inspirerende, og man har jo lov til både at vælge til og fra.
Lidt fjollet at lave nogle overhovedet, egentlig, for vi får dem sandsynligvis ikke drukket, men de ser vældig dekorative ud, både mens de trækker og når de står filtreret og færdige oppe på hylden.

Læg venligst mærke til, at jeg IKKE skrev “både – men også”. Ih, hvor det irriterer mig, at der i 90 % af tilfældene bliver sagt det og ikke det rigtige, som naturligvis er “både – og”. Specielt bliver jeg knurrende, når det (igenigen) er journalister, som ikke er i stand til at udtrykke sig på korrekt dansk. Sproget skal udvikle sig, ja, men den udvikling skal ikke forceres pga. sjusk fra folk, der burde have styr på det!

14. februar 2014

Blomster i alle afskygninger

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:23
Tags: , , ,

Blomster kan anvendes og/eller gives på flere måder. Man taler om at bruge blomstrende vendinger, når en person udtrykker sig med et vist schwung.
Blomsterbørn blev brugt om hippiebevægelsen, der i tresserne ønskede afskaffelse af våben, hvilke i stedet skulle erstattes af blomster. Make love, not war (som vi hurtigt ændrede til Make love, not children) og Where Have All the Soldiers Gone, som vi skrålede helhjertet med på, når vi sad ved bålene eller hjemme hos vennerne. Alt det, som jeg selv var ung sammen med, selv om jeg hele tiden kun bevægede mig i periferien af det hele. Jeg var 15 år i 1968, så jeg var lidt for ung til at kunne/ville/turde deltage 100 % – hvilket jeg vist egentlig ikke var så skrækkeligt ked af, når det kom til stykket, men det var spændende at snuse til, og det var rigtig sjovt at provokere mine forældre. Især min mor – far tog stort set alt med irriterende ophøjet ro …
Meyer-lækkerier”Sprogblomster” for de ufrivillige, men oftest morsomme bommerter og misforståelser, som fx TV2 News “Der er tale om gastronomiske beløb”. Og
"Censorer er ophængt i Storebæltsbroen" (kilde ukendt). I eksamenstiden er der sikkert adskillige unge mennesker, der gerne så alle landets censorer hænge og dingle fra pylonerne.
Hun er blomstret op, siden hun blev skilt”  – tjah, det ser man jo for både kvinders og mænds vedkommende, selv om en skilsmisse sjældent er specielt morsom at skulle igennem.

Blomster er altså også dejlige; det er ikke underligt, at de har givet anledning til alle disse måder at udtrykke noget positivt på.
Jeg ville nødigt undvære mine planter i vindueskarmen eller mine blomsterkrukker i haven hele sommerhalvåret. Sidstnævnte er dog reduceret en del, siden jeg stoppede med at arbejde, købte campingvognen og er længere tid ad gangen i Sverige. De potteplanter, der er tilbage, hører til den mere hårdføre slags, for undvære blomster og grønt vil jeg ikke.

Selv om man kommer med noget andet end blomster til værtinden, siger man alligevel “Værs’go’, her er en blomst”, når man overrækker alternativet.
Sådanne alternativer fik jeg to dage i træk.
I fredags var det Meyer-flaskerne, hvis indhold jeg glæder mig meget til at tage i anvendelse. Gastrik har jeg hørt og læst en del om, men aldrig prøvet. Det har jeg snart …

På messen i Roskildehallerne i lørdags så Inge og jeg nogle smarte låg, som man lægger oven på gryden eller skålen og bare bokser ned i for at lukke og skabe vacuum. Maden skulle efter sigende holde sig længere, da det bliver fuldstændig lufttæt. Vi faldt i med alle fire ben, og Inge var tilligemed så flink at betale det hele med ordene: “Det kan du så betragte som blomsten til i aften”.
Den blomst blev jeg (også) glad for, og de er faktisk ret smarte, de låg. Som det måske fornemmes, dannes der et effektivt vacuum, når man har trykket låget på plads.

Smarte låg (1)Smarte låg

Det sker tit, at vi selv giver andet end blomster, når vi er inviteret ud. Eller måske blomster sammen med noget hjemmelavet af en art. Meget sjældent kun blomster. Som sagt holder jeg bestemt af blomster, men bliver mindst lige så glad for at blive overrasket med noget andet.

13. februar 2014

Så er sølvbryllupsrejsen bestilt

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:39
Tags: ,

Vi har sølvbryllup i år, og meget længe har vi talt om bare at ‘forsvinde’ den dag.
Sidste år blev jeg 60, i år har vi sølvbryllup og til næste år bliver John 70. Tre potentielle større fester tre år i træk … det har vi faktisk slet ikke lyst til.
Jeg havde ellers netop fået ideer til nogle alternative planer for sølvbrylluppet, men John lagde ikke skjul på, at han ikke var udelt begejstret for dem, så jeg droppede planerne igen. Sølvbryllupsfejringsmetoden skal man helst være enige om – det ville være en anelse uheldigt, hvis det i stedet endte med en sølvbryllupsskilsmisse …  
clip_image002De var nu ellers gode, de ideer … Winking smile 

Men hvad så?
Når vi nu har besluttet, at vi ikke vil markere det for andre end os selv, er vi nødt til at eksilere os langt væk – og huske at fortælle det til alle, så ikke vi forårsager spildte æresportskræfter.
Der var flere steder i spil; bl.a. Mallorca, hvor John har været flere gange, inden vi mødte hinanden og han har gennem årene ofte talt om at vise mig øen. Det er endnu ikke blevet til noget, og det bliver det heller ikke denne gang, for på et tidspunkt kom vi i tanke om, at vi vist efterhånden har hørt en hel del gange, at Amalfikysten skulle være en af de smukkeste i verden.
Jeg rendte rundt på nettet i aftes for at se, hvad der var af muligheder, og i dag blev beslutningen truffet: Kulturrejsers “Amalfi á la carte”.
Vi skal se Capri, Ravello, Pompeji og Vesuv. Vi skal sejle langs kysten og vi skal spise en gourmetmiddag på en fiskerestaurant.
Vi skal i den grad på vores anden bryllupsrejse.

Der vil være gratis Wi-Fi i receptionen. Da jeg spurgte, hvorfor der så ikke var det på værelserne, kom dette forbløffende svar: Så er der ingen rengøring! Rigtig mange kvinder i Syditalien tror, at disse stråler fra et trådløst internet er livsfarlige og nægter pure at være i nærheden af dem. Det er svært nok at få dem til at gøre rent i lobbyområdet. At de samme Wi-Fi-forskrækkede kvinder taler i mobiltelefon den halve dag, tænker de ikke lige over …
Helt ærligt … men det hjælper ikke spor, at jeg brokker mig. Der findes hoteller med Wi-Fi på værelserne hos andre bureauer, så det kan altså lade sig gøre, men hvad nytter det, når det så absolut var denne tur, der tiltrak os mest? Man kan (desværre) ikke få alt.

clip_image005

Hotellet er derfor ikke den udsøgte luksus, vi ellers så småt er begyndt at gøre os selv afhængige af, men igen: Man må prioritere, og da jeg satser kraftigt på ikke at være så kemotræt, som jeg var i Berlin, skal vi forhåbentlig ikke opholde os ret meget på værelset, men bare sove der og måske lige kunne holde ud at sidde ude og nyde Napolibugtens solnedgange fra den vestvendte terrasse, som vi fik med i købet for en beskeden ekstrabetaling.
Jeg håber ikke, der er alt for varmt i midten af september – men jeg glæder mig uanset hvad! Man kan vel altid dyppe tæerne lidt i Middelhavet.

12. februar 2014

Jeg bestiller alt, alt for meget

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:51
Tags: , ,

imageJeg har for eksempel lige bestilt – og afhentet – 2½ kilo garn. Jeg har hørt om flere, der siger, at det er meget billigt at købe hos www.garnudsalg.dk.
Det er det sandelig også – men når det er så billigt, så er jeg for nem at friste til at købe for meget; især når jeg bliver lokket med gratis porto ved køb over 650 kroner.
Men altså … se da lige priserne! Det er jo nærmest gratis garn!
Supersoftulden (højlandslammeulden) koster, hvad der svarer til 16-17 kroner for et 50-gramsnøgle. Utroligt, at han kan sælge til den pris.
Jeg er naturligvis ikke blevet bedt om at reklamere for webbutikken, men kan ikke lade være, fordi jeg er temmelig imponeret.

Så jo: jeg bestiller alt for meget, men det er ikke noget, der skræller kilo af sidebenene …
Jeg glæder mig ikke desto mindre meget tíl at granske egne, lagrede opskrifter, nettet og diverse bøger for at finde det helt rigtige at strikke – prioriterer nok silken først. Holddaop, hvor får jeg travlt.
Den tynde silke løber 1600 meter/100 gram, så med et kilo er der medløbergarn til nogle ting – eller til en del lace-sjaler. Den mørke syren er Annas yndlingsfarve, så mon ikke der kan findes ud af et eller andet til barnet?

Silke og supersoft

Det var månedens gave fra Ellen til Ellen.

John fik månedens gave af ham, vi købte Kiaen af.
Verdens formentlig eneste ærlige og 100 % reelle  brugtvognsforhandler bor her i vores lille provinsby.
I mandags, da vi kørte tur, lugtede det brændt fra højre forhjul, da vi kom hjem. Efter turen til Ringsted i morges lugtede der igen, John kørte hen til forretningen, hvor vi købte bilen i juli, idet han naturligvis håbede, at hvad det end var, så hørte det under garantien.
Det gjorde det ikke, kom John hjem og kunne fortælle, men selvfølgelig skulle det ordnes alligevel, så bilen blev afleveret hos forhandleren.
Han har lige hentet den igen; det var en bremsecylinder, der ikke opførte sig, som den skulle, men nu var den i orden igen. Spørg mig venligst ikke om detaljer … dette er alt, hvad jeg har brug for at vide.
Da John spurgte, hvad det kostede, lød svaret: “Ingenting. Det skal du sgu ikke give noget for. Betragt det som en service fra vores side”.
Så de findes derude, de gode brugtvognsforhandlere. Det ville jeg have forsvoret.
Det er muligt, at det kun tog en halv times tid, men hvor mange autoriserede bilværksteder kan I forestille jer forære så meget som et kvarter væk?

28. januar 2014

Roses den som roses bør

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:28
Tags: , , ,

Nu skal det ikke være brokkerier altsammen – selv om man er ved at udvikle sig til a grumpy old lady, bør grumpy gemmes lidt af vejen bare en gang imellem, og jeg vil her komme med en frivillig og ganske gratis reklame for DFDS.
Som nogle vil have læst, bestilte jeg DFDS-billetter til England for kort tid siden; helt præcist fik jeg den endelige bookning d. 22. januar.
Den 24. januar løb der en en tilbudsmail ind fra DFDS om, at man i hele 2014 kan tage bilen gratis med til England.
Jeg tænkte over, om jeg skulle brokke mig, men normalt, når der løber denne slags tilbud ind, står der tydeligt, at de ikke gælder for allerede bestilte rejser, således at man ikke kan forvente at få penge retur på en allerede betalt billet.
Det kunne jeg dog ikke finde noget om denne gang – om det er en forglemmelse, skal jeg ikke kunne sige, men nu mente jeg, det måtte kunne betale sig at gøre et forsøg, så jeg sendte følgende mail til DFDS:

Jeg må indrømme, at jeg godt kan ærgre mig lidt mere end en anelse over at have været hurtig på aftrækkeren, hvilket ellers nok plejer at kunne betale sig.
Den 22. januar fik jeg mit bookingnummer til en tur til UK på Commodore class. (Bookingnummer xxxxxxxxx-3).
Den 24. januar kom der et tilbud på mail om at få bilen gratis med til England i 2014. Der stod godt nok ikke noget om hjemturen, men uanset om det er 1000 eller 2000 kroner, dette handler om, er det trods alt en slags penge … især når man har betalt [en hulens masse penge] for at komme til England.
Bare to dage skilte os ad. Jeg vil helst tro, at I forstår min ærgrelse, for som sagt plejer man ikke at blive straffet for at være i god tid, men jeg kunne jo sagtens have ventet tre dage med at bestille.
Jeg håber derfor, at det er muligt at få nogle af pengene retur for den bestilte rejse, da jeg ikke kunne finde noget om, at tilbuddet ikke gjaldt for allerede bestilte rejser.

P1020041I går løb følgende mail ind fra DFDS:

Hej Ellen
Jeg har ændret din booking, og refunderet kr.: 1.996,- tilbage på dit kort.
Jeg sender et nyt rejsebevis.

Se, det er simpelthen totalt i orden.
Vi er selvfølgelig også forholdsvis gode kunder … jeg aner dog ikke, om de har været inde og checke hvor tit vi rejser med DFDS, eller de simpelthen har erkendt, at hende fru Nielsen er i sin fulde ret til at forlange penge retur.

Hvis jeg sammenligner en billet, som vi ville have købt den, før vi blev luksusmennesker, der helst kun vil rejse på Commodore Class, og, som normalt, skulle betale 998 kroner pr. vej for bilen, er merprisen denne gang derfor reelt kun 672 kroner for at få al den herlige komfort i den private lounge, luksusfølelsen, den frie bar, kager, frugt, snacs og morgenmad. En flaske vin pr. vej og måske en cognac til aftenkaffen … så er de små 700 kroner såmænd hurtigt brugt.

20. januar 2014

To sjæle, en tanke

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:11
Tags: , ,

Aubreys ene af to fodboldspil til 7-års-dagenAubrey blev syv år i tirsdags. Min lille, store dreng … og som så mange andre skriver i stort set samme sammenhæng: Hvor bliver tiden dog af? Den løber hurtigere, end jeg kan nå at følge med.

Jeg synes det var i forgårs, den nybagte  mommer (hedder det genbagte, når det faktisk var anden gang?) blev hentet i Heathrow af en stolt Charlotte, der bar på en kær lille, otte dage gammel dreng. I går begyndte han i skolen, i morgen bliver han student, i overmorgen er han færdig med sin uddannelse og om tre dage bliver jeg oldemor. Hvis ikke jeg bliver det allerede i overmorgen, for Anna blev otte år tirsdagen før …

John og jeg havde købt et mini-fodboldspil (ca. støvleæskestørrelse) til ham. Det skulle helst kunne sendes med almindelig pakkepost, så de helt store pakker må vente til anden lejlighed byder sig.
Men hvem havde også tænkt fodboldspil? Forældrene, såmænd, og vi havde ikke talt sammen om det inden, hvilket heldigvis ikke gjorde noget, for den lille udgave kan han have på værelset – den store fylder alt for meget til det. Lige nu står det store spil i køkkenet, men det bliver Aubreys 7-års-gave fra Arthurdet ikke ved med ret længe, kunne jeg forstå på moderen. Der arbejdes på en løsning.

Af sin farbror Arthur fik han et eller andet, jeg ikke rigtig ved hvad er, man man kan slutte elektriske kredsøb og sætte noget sammen, som kan bevæge sig, kan jeg se … det havde været en vældig spændende gave og denne indretning havde han selv sat sammen, forlød det.
Jeg skrev tilbage og roste naturligvis knægten for hans enestående ingeniørevner og spurgte, om han godt vidste, at det var en Arkimedesskrue, han havde fået kreeret?
Det vidste hverken han eller resten af familien, og i linket til skruen ses et billede af den, de har på Huseby Bruk ved Växjö, hvor John og jeg har været flere gange. Det link sendte jeg med i mailen til englænderne, og vi har lovet dem, at næste gang vi er i Sverige sammen, besøger vi Huseby Bruk – som i øvrigt absolut er et besøg værd; der er masser, masser af andre ting end arkimedesskruer at se på.

Jeg beklager den dårlige billedkvalitet, men der er som bekendt grænser for, hvad man kan forlange af en iPhone …

19. januar 2014

Gensyn med Det Fast Sammentømrede Engelskhold

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:14
Tags: , , ,

P1000069For godt en uges tid siden fik jeg en mail fra en forhenværende kollega: Det Fast Sammentømrede Engelskhold, plus sammes lærer, skulle mødes hjemme hos hende i fredags … havde jeg lyst til at deltage, skulle jeg være meget velkommen.
OM!!!??? Hvis der er noget, jeg har savnet fra min gamle arbejdsplads, er det de ugentlige to timer, hvor vi lærte en masse engelsk af dygtige Andrew, og hvor der samtidig var tid til masser af grin og sjov.
Vi var seks kvinder, der var blevet undervist sammen i efterhånden en del år, og ve den formastelige, der prøvede at snige sig ind på holdet! Vi oplevede et par forsøg, men vi opdagede dem og fik dem forpurret i tide. Metoderne vil vi ikke komme ind på her, men det skete i samarbejde med HR …

Mail tilbage til Kirsten: “Jeg glæder mig allerede! Hvad skal jeg have med?”
“Dig selv!”

P1000064Jeg var simpelthen 100 % gæst. De seks andre havde splejset om mad og drikke, men jeg fik det hele forærende. Jeg er et privilegeret menneske, er jeg.
Og sikke nogle knus jeg fik! Selv af Andrew, som er på alder med Tim. Jeg sagde også til ham, at det var som at gense en kær søn, men han måtte altså gerne slippe for at kalde mig mor.

Jeg skal skåne jer for detaljerne – selv om visse af dem var særdeles underholdende – men havde man kunnet lytte uden at kunne se os, havde man nok troet, at vi har været en 10-12 stykker. Holddafast, hvor snakken gik. De savnede mig i timerne, men kors, hvor har jeg også savnet dem.
Maden var meget lækker; en havde lavet lakseroulade til forret, en anden bagt Det Perfekte Brød, en tredje havde fremtryllet to salater, en fjerde Karolines enebærgryde, en femte noget kold mos og rødebedefrikadeller (tror jeg nok), og den sjette kom med desserten.
Jeg venter en lind strøm af opskrifter, for det ene var mere lækkert end det andet.

Andrew er en skøn englænder med den vidunderlige form for humor, kun en englænder kan have, og som jeg er fuldstændig vild med.
Quinderne besidder alle den samme slags stilling i firmaet, som jeg selv bestred; de var den bedste del af mit netværk, de er skønne, har humor, vid og bid, og jeg holder forfærdelig meget af dem!
Det er så fedt, at de husker mig, og jeg føler mig sikker på, at dette ikke var sidste gang, jeg så dem.
Hurra for godt kollegaskab, der kan vare – og som er lige en anelse mere end bare kollegaskab.

17. januar 2014

Nu med eget pyrolyseværk

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:50
Tags: ,

Komfuret i Sverige stod der, da vi købte huset i 1996, og det står der endnu. Det virker, men det virker også en anelse gammeldags; ikke noget med glaskeramisk her, og jeg har aldrig kunnet stole rigtig på ovnen – tror ikke, den får den temperatur, man stiller den på.
Komfuret i køkkenet hjemme har nogle år på bagen, men er dog stadig vores andet glaskeramiske komfur.
Liljepollen (3)Fejlen ved det er, at det ikke har fleksible kogezoner, hvilket har irriteret mig mere, end jeg regnede med, da vi købte komfuret.
Nu har vi taget konsekvensen af det og har fået et nyt til folkeregisteradressen, således at vi kan få det gamle – som altså ikke er særlig gammelt – til Sverige.
Det havde vi talt om inden operationen, hvilket selvfølgelig var årsagen til, at jeg spurgte, hvornår jeg igen må flytte rundt på komfurer.
Grunden til, at vi fik det nye i dag, var, at John så en annonce for et induktionskomfur, der var sat ned fra 14000 til 6000 kroner.
Det var da lidt af et tilbud, så vi kørte til Køge for at se på det.
Det kunne vi ikke – medmindre vi havde stået i kø som en af de tre første det halve af natten, og det havde vi så ganske afgjort ikke …

Det gjorde heller ikke noget, viste det sig, for sælgeren mente, at Le Creuset-gryder, der er bare et år gamle, ikke har en bund, der kan bruges til induktionskomfurer. Pyt med de fleste af vores gryder, men mine fire Le Creuset-gryder plus panden bliver dæleme ikke udskiftet.
Men nu var vi der, så vi kunne lige så godt få besluttet os for, hvilket komfur det så skulle være … det blev i stedet blev til et Gram, som en sød ung mand kom med sidst på formiddagen i dag, satte på plads og startede op.
Det gamle komfur må stå og fryse på terrassen, til jeg igen må løfte. Heldigvis er komfurer ikke så tunge.

Hvad sælgeren lige glemte at fortælle os, var, at nye komfurer åbenbart blæser en masse luft ud af en sprække lige over ovnlågen.
Og jeg mener blæser som i, at der nærmest er vindstyrke 8 i køkkenet, når ovnen er i gang. Det er virkelig ubehageligt. Når jeg står ved køkkenbordet på den anden side af komfuret, kan jeg meget tydeligt mærke en træk.
Efterhånden som ovnen blev varm, blev luften også varmere. Der står i manualen, at ‘apparatet’ ikke må bruges til rumopvarmning. Det kan man ikke undgå, skulle jeg hilse og sige, når der blæser 40,5° varm luft ud i køkkenet (jeps. Jeg målte). Da jeg ringede og spurgte, om dette kunne have sin rigtighed, sagde han, at jeg lige skulle lade oven køre et stykke tid, hvilket jeg kunne fortælle ham, at det havde jeg allerede gjort, fordi man skal lade ovnen være tændt på 250° i 30 minutter inden man første gang sætter mad i ovnen. “Jamen så lad det køre lidt længere”, sagde manden.
Og hvorfor så det? Jo, så blæste det nok ikke så meget mere …
Der er jo ingen grund til at diskutere, hvor meget ‘meget’ er, når jeg ikke kender normen, men efter min beskrivelse med den stive kuling og generende træk forstod han i hvert fald, at jeg ikke er helt tilfreds. Nu har jeg ladet det køre en time på 250°, og ørkenvinden aftog ikke spor.
Så må der komme en herud med forstand på det og fortælle mig, om det er normalen, da komfurerne i butikken ikke er tilsluttede, så jeg kunne ikke få det demonstreret der.
Sælgeren sagde også, at ovntemperaturen både kunne indstilles elektronisk og vise den aktuelle temperatur med et 5-graders interval. Det passer heller ikke; det er præcis lige så analogt som det gamle, og jeg kan ikke beslutte, hvor irriteret jeg er over det … men det er ikke kun en smule, for det var en af tingene, jeg ikke var tilfreds med på det gamle komfur og derfor et krav til det nye.
Men jeg har skam fået en ovn med pyrolyserens. Det var bare slet ikke det, der solgte det komfur til mig.
Skal jeg fortryde købet? Jeg ved det virkelig ikke, men jeg tror jeg er ved at overbevise mig selv om, at dette er en ommer.

Jeg kan godt se, at jeg muligvis er betænkelig tæt på at udvikle mig en en vaskeægte Grumpy Old Lady, men hvor går grænsen mellem sådan en og berettiget utilfredshed pga. manglende eller forkert information?

2. januar 2014

Tilbage til hverdagen – og så alligevel ikke

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:32
Tags:

imageDer er stille i huset nu. Englænderne er kørt vestpå; der er ryddet op og pakket sengetøj væk, og når der således ikke er flere spor efter dem, føles det lynhurtigt nærmest surrealistisk, at vi har været sammen i hele 11 dage.

I aftes sagde jeg, kun halvt i spøg, til John, at vi er nødt til at finde på noget at foretage os frem til d. 7. januar, for efter alt det liv omkring os ville ventetiden op til operationen sikkert føles ekstra lang.
Næsten inden, jeg havde talt færdig, fandt jeg selv løsningen: I afskedsgave fra firmaet, som min chef overrakte mig med ordene, at det også var en gave til John, fik jeg/vi tre nætters ophold med morgenbuffet på Hindsgavl Slot. Da der er ikke mange dage, til jeg skal opereres på tirsdag, ringede jeg derfor fluks i morges til Hindsgavl, som heldigvis havde et ledigt værelse til os. Det regnede jeg ærlig talt også med – der er ikke mange firmakonferencer umiddelbart efter nytår, og det er normalt heller ikke den første weekend i januar, at folk valfarter på weekendophold.
Så … i morgen formiddag kører vi til Vestfyn og kommer tilbage mandag. Perfekt!

Vi skal bruge en del af aftenen i aften på at finde ud af, hvad vi kan foretage os lørdag og søndag, for vi gider altså ikke rende rundt på slottet hele tiden. Vi ved, at vi skal over og kigge på Solkær Enge, som Per Teilmann på smukkeste vis forevigede lidt før nytår, men mere er ikke fastlagt i skrivende stund.

Johns nye makrolinseSamme Per, som jeg bad om hjælp, da jeg skulle finde julegaven til John, der i år skulle have noget ekstra, fordi han bare har været fantastisk hele tiden i alt det kedelige, jeg har været igennem – og som jeg desværre endnu ikke er helt færdig med.

John har i lang tid sukket efter en eller anden makrolinse til sit kamera, men syntes ikke, at han ville bruge så mange penge på noget, som i bund og grund er ren luksus.
Fotoudstyrsanalfabeten Ellen vidste desværre ikke, hvilken en han havde i tankerne, og hun kunne i sagens natur ikke spørge John selv, da det helst skulle være en total overraskelse, so what to do? Sagkundskaben måtte rådføres, og jeg skrev derfor en mail til førnævnte Per Teilmann og spurgte ham, hvad der ville være en god ide at gå efter.
Jeg kunne derfor juleaften fortælle John, da han sad med tårer i øjnene og slet ikke vidste, hvordan han skulle takke mig, at han rent faktisk kunne takke Per for, at det blev netop den linse, som skulle være Crème de la Crème, hvad den slags angår – med rød streg og det hele (jeg lærte også noget under processen).
Det er bare fedt at give gaver, som bliver modtaget med så stor glæde … jeg understregede dog, at det ikke var fremtidens standard, men i år havde han fortjent noget ekstra, og da jeg fik en pæn sum skattefrie penge for kritisk sygdom for et halvt års tid siden, var der plads i budgettet.

31. december 2013

Man skal aldrig smide noget ud!

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:43
Tags: ,

Siden mine ungdomsår i slutningen af 1960erne og til godt et stykke op i 1980erne var den faste nytårsmenu fondue. Det var god nytårsaftensmad, fordi man sad så længe ved bordet.
På et tidspunkt blev jeg grundigt træt af fondue, og da John heller ikke var vild med det, blev det droppet til fordel for noget andet.
Min yngste søster har holdt fast ved fonduen gennem årene og får altid lavet alt for meget, hvorfor vi rigtig mange gange er blevet inviteret hen til hende 1. eller 2. januar for at spise fondueresterne.
Hun har hver gang bedt os medbringe egen fonduegryde, da kapaciteten ellers ikke ville være tilstrækkelig, og sidste gang, vi var hos hende, lod jeg min gryde blive der, for jeg ville alligevel aldrig mere bruge den derhjemme.

Hvor er det bare typisk.
Da jeg efterlyste forslag til nytårsmenuen i år, var Charlottes umiddelbare forslag … nemlig … rigtigt gættet: fondue! 
Tim har aldrig prøvet det, og C formoder, at både han og ungerne vil synes, det er et sjovt koncept.
Der er for langt til min søster til, at vi gad køre efter min gamle fonduegryde, så vi tog den noget kortere tur til Køge.
John rystede mildt overbærende – som så ofte før – på hovedet af mig, for hvor tit skal vi lige bruge en fonduegryde?
Jeg fortalte ham, at jeg for ikke så længe siden af en gammel kollega havde fået opskriften på verdens bedste ostefondue, så vi kommer til at bruge den igen, og det helst allerede i denne vinter.  
Jeg var lidt spændt på, hvad sådan en fætter ville koste, men var forberedt på, at den nok ville være dyr.
Det kunne den også have været, hvis jeg havde købt den fra Le Creuset, hvilket jeg var stærkt fristet til, for jeg elsker som bekendt det imagekøkkengrejsmærke (den var oven i købet rød som alt det andet jeg har), men lod så alligevel nærigheden overtage og købte en i rustfrit stål til sølle 150 kroner. Det var jo ingenting! De havde også en pæn, rød en i det mærke, der gør deres bedste for at blive forvekslet med Le Creuset, til 250 kroner, men der var ingen gafler til, og da de ingen løse gafler havde, kunne det lige som være det samme … desværre, for jeg er ikke specielt vild med rustfrit stål, men nu blev det altså sådan.

Sådan er det altid, ikke? Lige som når man taber en handske, og når man efter flere måneder kapitulerer og smider den anden ud, dukker den første op igen efter et par dage, og skraldebilen har selvfølgelig lige været der samme morgen.
Nu vil jeg så småt gå i gang med forberedelserne, men da ingen af os har kannibalistiske tilbøjeligheder, vil jeg lade være med at skære den stakkels Lars i tern og putte ham i gryden.

Godt nytår derude. Vi ses igen til næste år!

28. december 2013

Og hvordan synes du selv det går?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:38
Tags: , , ,

naturally like your website but you need to take a look at the spelling on quite a few of your posts. A number of them are rife with spelling problems and I in finding it very troublesome to tell the truth then again I will certainly come again again.

Naturligvis ved jeg så ganske glimrende, at spammere er blinde, der skyder med spredehagl, men det var altså lige før, jeg blev en anelse pikeret over at se ovenstående spam, der prøvede at komme igennem ildmuren. “…rife with spelling problems… “ Hrmpf. Husk lige den med sten og glashus, tak …

Nå. Den slags pjat bliver vi desværre nok ikke fri for; det vil jeg derfor forsøge at glemme igen og i stedet skifte til et forhåbentlig mere smilfremkaldendne emne:

Drengene leger

Da vi købte racerbanen til Aubrey, smilede John og jeg lidt i skægget og mente, at det nok lige så meget var faderen, der ville synes det var alle tiders gave. I går, da resten af familien var kørt, kunne det kun gå for langsomt med at få den frem igen, så Tim kunne bygge den i dens fulde størrelse, mens Aubrey ivrigt hjalp til. Læg mærke til rollefordelingen her …
Hvad skete der her i eftermiddag?
Tim spurgte Aubrey, om ikke han vil være med til at køre på racerbanen? “Nope”, svarer knægten; han har lige gang i noget andet.
“Arh, come on Aubie, come and play with daddy”.
Så siger morfar: “I’ll play with you, Tim”, og i den næste halve times tid kunne vi opleve de to mænd være henholdsvis omkring tres og et parogtredive år yngre.
Vi kunne høre dem hver især komme med dødssyge undskyldninger, når en af bilerne kørte af banen, fordi farten var for høj. Vi kunne høre dem heppe (på sig selv) og råbe endnu højere, end de siger Aubrey ikke må, når han er i stue med os andre.
Charlotte og jeg sad og fnisede lidt over vores mænd, men syntes naturligvis også, det var lidt hyggeligt, at de sådan midlertidigt gik i barndom.

Apropos den med julemanden og mandens fire stadier i forhold til ham, så kom Charlotte pudsigt nok lige i tanke om en engelsk parallel:
Lager, Aga, Saga, Gaga.
Når ordene udtales på på engelsk, rimer de 100 %. Det starter, som det fremgår, dog ikke ved drengen, men ved den unge mand, der kan lide en øl. Dernæst familiefaderen, symboliseret med Agakomfuret, så det rejsende, eventyrsøgende, midaldrende par og til sidst den sørgelige afslutning.

25. december 2013

Rutsjebane, racerbane, bøger, billeder og meget mere

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:55
Tags: , ,

Jeg havde ønsket mig opdaterede billeder af børnene, da dem på vores væg derhjemme er fem år gamle, og på trods af, at vi tager hundredevis af billeder af ungerne, er der ingen, der er egnede til at hænge på en væg. Da jeg nævnte det for Charlotte, sagde hun, at de meget passende lige var blevet fotograferet i skolen, men da hun så resultatet, ville hun hverken eje eller have dem, endsige forære dem væk, så dårlige var de.
Der var derfor kun én vej: Afsted til den professionelle fotograf, som de kender og som er virkelig god til at få børn til at opføre sig naturligt.

Julegave 2013Julegave 2013 (1)

Vi fik to billeder, der er overført til kanvas, men på en måde, jeg ikke har set før, hvor et spejlvendt billede fortsætter rundt om rammen. Det ser lidt underligt ud her, men når man har billederne i 3D i virkeligheden, er det en rigtig god effekt.
Og jo, jeg må gerne gengive dem her, for de købte copyrigten af fotografen, så det er C&T, der bestemmer over dem.
Aubrey fik, efter eget udsagn, sit livs bedste julegave af sin mormor og morfar: en elektrisk racerbane. Det sagde han allerede, det søde barn, da han havde hevet papiret af, uden selvfølgelig overhovedet at have prøvet den endnu.

P1040340P1040333

Der blev racet hele formiddagen og til lidt efter frokosten, men det blev pakket sammen, inden William, fire år, kom ved tretiden, for Aubrey havde ikke tillid til hans evne til ikke at få ødelagt noget. Rutsjebanen, som man brugte lidt tid i aftes på at samle, fik lov at blive stående.
Det var Aubie og Tim, der startede på at samle den, men de gik død i det, hvorpå Charlotte tog over – hun er rigtig god til den slags ting, hvilket Aubie også fortalte hende: “You are really, really good at these engineering things, mummy.” Tim kiggede på skrømt fortørnet på drengen og sagde: “What about me then?”
Aubie kiggede på ham et stykke tid og sagde så: “You are very good at canoeing, daddy.”

P1040330P1040336P1040338

Bøger, bøger, bøger. Anna fik fire; C&T fik mange bøger … den eneste, der ikke fik bøger, var John. Miniordbogen fik Anna! Bogen om engelsk grammatik fik jeg – og jeg blev meget glad for den, hvis nogen skulle finde på at få ondt af mig af den grund.

AW3V3146c

Ellers laver vi så lidt som muligt, men hygger på forskellig vis – nogle snakker igennem fordi det er længe siden, de har set hinanden, andre spiller kort, andre igen leger med nyerhvervet legetøj, og endelig er der en far og en søn, der ser Starwars, fordi Aubie fik den i julegave.
Komfuret laver slowfood sådan næsten helt af sig selv, når man først har ordnet alle ingredienserne til maden og puttet dem i gryden, så det er nem mad i aften.

20. november 2013

John synes jeg er bindegal, men …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:18
Tags:

… han holder det pænt for sig selv.

I dag kom kassen med alle de glas, jeg bestilte i Tyskland.
Den var stor, kassen. Allerede der skævede John lidt. Han sagde ikke noget, bar bare kassen ind i køkkenet og hjalp mig med at pakke ud.
Han tog oven i købet barkodeetiketterne af de 20 glas, der sad sådanne på – hvorfor der ikke var på resten, skal jeg ikke kunne sige, men disse 20 sad til gengæld så fast, at der måtte skrappe, organiske midler til.
Han spurgte i sit sædvanlige, rolige tonefald, uden så meget som at antyde, at det så en anelse voldsomt ud, om dette nu betød, at han aldrig mere skulle bøvle med at få etiketter af marmeladeglas – til hvilket jeg kunne svare, at garantier gives aldrig, men at risikoen for det er minimal i en tid fremover, og at jeg fra og med næste sæson vil smide de grimmeste af de gamle glas ud.

Glas i store mængder

65 glas. I forskellige faconer og i størrelser fra 125 ml til 1½ liter. Bare ærgerligt, at Helle ikke kunne finde på at gøre mig opmærksom på denne tyske hjemmeside, før syltesæsonen var næsten overstået.
Rolig, Helle, jeg mener ikke, hvad jeg siger … jeg er superglad fordi du gjorde mig opmærksom på den. Og på chilisaltet.
Jeg mangler at lave resten af kvædegeleen, jeg skal have lavet lidt chilisalt, syltet nogle rødbeder og fremstillet noget blomme-abrikosmarmelade inden jul (fordi den var et hit hos englænderne), så nogle af glassene bliver der da brug for inden næste syltesæson. Og 1½-litersglassene vil være gode til at opbevare de småkager i, jeg har tænkt mig at bage i morgen.
De er pænere end de marmeladeglas, man køber … som man også kunne have købt, hvis det var det man ville, men det var det ikke man ville for mit vedkommende …

9. november 2013

Nu vil jeg vise en kvæde … igen

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:45
Tags: , ,

Arh, jeg ved det godt, den har jeg brugt før, den med at vise en kvæde, men den er nu også meget god, når jeg selv skal sige det …

Vi har været en tur på Sydhavsøerne hos Pia og Allan for at hente kvæder – hvor er det bare fedt at have en kusine, der har så mange kvæder, at hun kan (og vil) dele ud af dem; det er jeg virkelig glad for! Det tror jeg også godt, hun ved.

Kvæderne 2013

Pia sagde, at jeg kunne tage, til jeg skammede mig … det ville jeg åbenbart begynde på ved nummer 50, for jeg kom hjem med 49 kvæder, viste det sig – herligt, herligt! Her bliver både til en masse kvædegele og til kvædesaft, som Pia introducerede mig til i dag. Det smagte rigtig godt. Meget frisk og lækkert.

Det var det. Dagens ordfattige indlæg, men jeg er trat. Oven i hovedet af en hest. Og noget Taxotere, vist. Mandag, tirsdag og onsdag på full speed; torsdag og fredag på nedtrapning (også kaldet half speed). I dag er dermed første dag helt uden speed, hvilket mærkes tydeligt.
Godt der kun er én gang igen!

6. november 2013

Så er julelikøren sat over

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:17
Tags: , ,

Det er vist ikke så forfærdelig længe siden, jeg brokkede mig over, at ‘man’ starter for tidligt på julen, og hvad gør jeg så selv?
Julesnapsen 2013Det var dog nødvendigt i dette tilfælde, for hvis en julelikør helst skal trække i et par måneder, er jeg faktisk nærmest bagud …
Jeg så den i et blad, og eftersom vi ikke har fået gjort så meget ud af at lave egne kryddersnapse, som ambitionen var, da jeg indkøbte flasker i stor stil, tænkte jeg, at så må der en julesnaps til, når vi samler størstedelen af familien i Sverige i et par af juledagene.
Vi har kun lavet fem snapse indtil nu, men hvad pokker – det kan nå at komme, og nu er den sjette på vej – selv om det som nævnt bliver en likør med alt det sukker, der skal i.
Opskriften kommer her – jeg skal skynde mig at understrege, at den er snuppet direkte fra et julemagasin, men de finder såmænd nok aldrig ud af, at jeg gengiver den her. I øvrigt har de også hugget opskriften et eller andet sted fra, for man kan finde præcis den samme overalt, hvis man googler lidt omkring – jeg har sågar fundet den på norsk, så der er ingen grund til at komme efter mig i den forbindelse …
Man skal bruge:
2 appelsiner – prik 40 huller i hver; 40 kaffebønner, 40 sukkerknalder (eller 40 tsk. sukker), 2 flækkede vaniljestænger, 1 stang kanel, 4 stjerneanis og ¾-1 liter Brøndum snaps. Vi bruger dog den vodka, vi købte en dunk af i Tyskland. Hæld på et tilstrækkelig stort sylteglas  og lad trække i mindst 40 dage, hvorefter det hældes gennem et kaffefilter og så på karaffel.
En af opskrifterne, jeg så, gik på at bruge ½ vodka og ½ rom, Det lyder nu heller ikke så tosset, hvis man til den slags. Det er vi måske ikke så meget, men det er sjovt at kunne servere for dem, der kan lide det.

Apropos sylteglas: Fruen i Midten efterlyste for nogen tid siden løse gummeringe til sådanne, og jeg kunne ikke hjælpe, da jeg blev spurgt. Det kan jeg – måske – i dag, for jeg har lige købt 3 x 3 ringe i SuperBest, Viby Sj. Jeg hamstrede helt uden skrupler ni ringe ud af de 12, de havde liggende, selv om jeg ikke mangler så mange. Endnu. For det kommer, ved vi jo, og hvis jeg lader det ligge i indpakningen, tørrer de forhåbentlig ikke ud.
Så Frue: du må ud og lede efter en SuperBest. Ringene er standardstørrelse og passer til sylteglas fra ½-1½ liter.

imageOg endelig: Kan man ærgre sig over at få et oslucruise for fire personer forærende af DFDS? Ja, det kan man, for nu har vi lige bestilt den berlintur (og som vi trods alt også hellere vil på), så vi kan simpelthen ikke nå at tage det cruise i løbet af november eller december (hvilket er et krav), da jeg endnu ikke har en dato for operationen. Bliver den først efter jul, kan vi godt nå det …
Vi er gode kunder hos DFDS vi er medlemmer af DFDS Seaways Club, og det er alle dem, der har fået et cruise forærende.

« Forrige sideNæste side »

Blog på WordPress.com.