Kend dig selv …

“Kvinde, kend din krop” er der en bog, der hedder. Jeg har ikke læst den, for jeg kender min krop i tilstrækkeligt omfang.
Men hvad med sindet? Kender vi alle os selv? Hvordan vi vil reagere i enhver given situation?
Det tror jeg ikke. Man kan have en ide om, hvordan man vil reagere, men kan i sagens natur ikke vide det, før man står i situationen. Viser man sig at være stærk? Svag? En, der kan støtte og hjælpe, eller lidt af et pylrehoved, der hælder sig op ad andre?
Der er naturligvis ‘situationer’, hvor man hverken behøver at give eller modtage støtte.
Jeg vil gerne bilde mig selv ind, at jeg er stærk. Det har jeg ikke altid været, men det der indimellem lidt svære liv har givet mig noget mental muskeltræning. Og lad det være sagt med det samme: Flosklen Hvad der ikke dræber dig, gør dig stærkere, har jeg aldrig brugt. Jeg synes det er noget sludder. Det er ikke nødvendigt at være i en livstruende situation for at blive stærkere, og omvendt er der bekymrende mange der mentalt bliver slået ihjel af situationer, andre ingen problemer har med at stå igennem. Sig flosklen til en, der overlevede en koncentrationslejr – eller en af de mere nutidige ditto – eller til en soldat, der lider af PTSD. Han overlevede, men er han blevet stærkere? Sig flosklen til en kvinde, der på mirakuløs vis slipper ud af trafficking. Tror I nogensinde de stakkels mennesker bliver hele igen? Så nej, fri mig for den slags fjollede bemærkninger, tak.

Det blev lidt alvorligt.
Egentlig ville jeg bare i al uskyldighed ind på, at jeg tror jeg kender mig selv.
Kender mig godt nok til at vide, at selv om jeg i hele mit voksenliv har haft lyst til at både at være i stand til at lave min egen surdej og til at sy mit eget tøj, så kommer det sandsynligvis aldrig til at ske. Jeg ville virkelig gerne have en levende modersurdej; den slags som kan holde et helt liv, men nej. Jeg kan ikke engang undfange en, for slet ikke at tale om at holde den i live. Jeg har forsøgt mig et par gange og tror ikke på det mere.
Jeg har også syet en kjole – som jeg havde på én gang. Den var grim.
Jeg har syet et par lange bukser – halvt. Jeg opgav, fordi jeg ikke kunne finde ud af lynlåsen.
Jeg kan sy de mest avancerede tasker, men kan ikke sy en bluse.
Jeg kan lave relativt god mad, men jeg kan ikke bage brød. Det bliver altid noget værre klamp, når jeg en sjælden gang forsøger mig. Dette er dog længe siden nu, for min bagemaskine klarer det langt bedre, og desuden er det også meget nemmere – man er vel doven født rationaliseringsekspert.
Der er folk, der anser mig for at være doven, men det er for nogles vedkommende især fordi jeg ikke gider de ting, de selv synes er interessante …
Jeg synes ikke selv, at jeg er doven, men jeg har hele mit liv haft det bedst med at finde den metode, der får tingene til at gå hurtigst. Det gør man ved 1) at være hurtig og 2) tænke rationelt. Jeg havde engang en laborantkollega, der, når han så dagens opgaveliste, begyndte med det der stod øverst på den uden at læse den igennem og planlægge. Klokken tre fandt han ud af, at listens sidste punkt var noget, der skulle stå og inkubere i to timer, inden han kunne afslutte analysen, hvilket tog yderligere mindst en time. Han havde en del overarbejde …

Alt dette, fordi jeg her til morgen fik en mail fra Gastrofun, som handlede om surdejskunsten. Jeg blev vældig inspireret af de gode tips, råd og opskrifter, men nej.
Jeg lader mig ikke friste. VIL ikke. Jeg ved jo hvordan det går, og hvorfor bede om endnu et nederlag?

Tanker om øliv

Kunne jeg bo på en ikke-brofast ø? Det er jeg ret sikker på, at jeg ikke kunne, og jeg har aldrig haft lyst til at prøve. Der er et eller andet, der stritter i mig ved tanken om, at jeg ikke bare kan tage min bil og køre afsted, hvis jeg skulle få lyst – eller endnu værre: Hvis det skulle blive nødvendigt. Her tænker jeg ikke på egen sygdom, for det er der nok råd for, også på øer, men på hvis andre bliver syge og har brug for mig lige nu.
Det er sikkert bare noget pjat, og mange andre har det fint med det, men nej tak, ikke mig.
Det var måske nok noget andet, hvis jeg havde min familie og vennerne på samme ø, men at få så langt til alt og alle – i hvert fald psykisk – virker temmelig afskrækkende på mig. Jeg vil kunne komme ud at spise (og ikke på den samme restaurant hver gang), jeg vil kunne tage til nørklestrik, jeg vil ikke være afhængig af en færge, og vi er for gamle til at sejle i egen båd. Jeg tør godt springe ud i faldskærm, men jeg ville være hundeangst for at skulle styre eget fartøj, det være sig nok så lille og ukompliceret.

Vi talte om det på vejen hjem. Inde i mit hoved har Bornholm altid ligget meget langt væk, og jeg har betragtet det som lidt af en rejse at tage dertil, men faktisk tager det præcis samme tid at komme til Bornholm (inkl. ventetiden ved færgen fra Ystad) som det tager at køre til Skagen, hvilket jeg ikke betragter som en rejse. Det er jo bare til Nordjylland! Det er inde i mit hoved, jeg ved det godt, og Bornholm er en skøn ø at besøge, men alle de ture taget i betragtning, som John og jeg med stor fornøjelse kører, så ville jeg hurtigt komme til at føle mig indespærret på selv en halvstor ø som Bornholm.

Fanø er også dejlig. Og Ærø. Og Læsø. Og … alle øer er dejlige, og da vi for ikke så længe siden var på Fejø, var det tydeligt, at livet leves langsommere på en lille ø.
Det er bare ikke der, jeg er i mit liv – ikke engang her i min fremskredne alder. Om jeg nogensinde når dertil, skal jeg ikke kunne sige, men nok næppe.
Samtidig synes jeg det er ærgerligt, at så mange små øsamfund er i fare for at blive lukket mere eller mindre ned, fordi folk flytter derfra. Når skolen og købmanden lukker, er det straks problematisk at få dagligdagen til at fungere. Det er virkelig synd, og jeg ville ønske, det ikke skete – de må så bare klare det uden min deltagelse, hvad jeg er sikker på heller ikke er noget problem …

Men nu er vi hjemme igen fra dejlige Bornholm.
Jeg har købt noget lækkert garn, og nu skal jeg i gang med at strikke denne korte bluse til min dejlige Anna. Hun vil så gerne have sådan en, og jeg ville da være en dårlig mormor, hvis ikke jeg fattede den hårfine hentydning og gik i gang med det samme. Desværre når jeg nok ikke at blive færdig til vi skal derover, men jeg vil gøre mit bedste. Så fin og slank, som hun er, vil den være helt perfekt til hende.
Garnet er vundet op, så bare sæt i gang, mommer.

Vi er for alvor på vej mod lysere tider

Det har været så flot et vejr i dag. Et vejr, som jeg, hvis det skal være ny vinterstandard, intet har at brokke mig over.
Men sådan er det nok ikke. Ikke desto mindre har vi nydt det smukke syn af fjorden, både i morges og i formiddags, da jeg skulle en tur i Meny.
Jeg elsker fjorden sådan en blikstille morgen, hvor alt ånder fred og ro.
Det er 6. januar. Dagen er tiltaget med 16 minutter lige her ved Den Stråtækte, hvis man ellers kan stole på Hermansens almanak, men det tror jeg godt, man kan.
16 minutter er måske ikke meget, men en dag som i dag, uden en sky på himlen, er det endnu ikke helt mørkt her kl. 16:45. I forgårs var det mørkt stort set hele dagen …

Da jeg kørte langs fjorden i formiddags, var der havblik fra strandlinjen og et godt stykke ud.
Vi plejer at have masser af knopsvaner liggende tæt på os, men i dag var det sangsvaner. Også teenage-sangsvaner.
Jeg har opholdt mig en del i systuen i dag og havde lyst til at have et vindue åbent, så jeg kunne nyde deres sang.
Det havde jeg dog ikke … det er trods alt ikke sommer, men når jeg var helt stille – når symaskinen med andre ord ikke var i gang – kunne jeg lige netop høre dem.
Man kunne jo også gå udenfor og nyde lydene og synet.
Det gjorde vi så …

Kan man undgå at komme i godt humør med sådan en himmel? Sådan en fjord? Sådan et vejr?
Jeg kan ikke. Det er mig umuligt at være a grumpy old lady under sådanne forhold.

Det går mod lysere tider i mere end én forstand.
Coronapesten er tilsyneladende ved at være der, hvor det er muligt at leve med omikronvarianten som den mindre farlige af slagsen, der kan få verden ind i et leje, vi kendte fra før.
Nu mangler vi bare, at de bestemmende organer læser de kloge menneskers vurdering af situationen og igen tillader en normal tilværelse.
Eric havde et godt indlæg med tanker om hvornår det unormale bliver normalt og hvornår plejer bliver født og ikke er død, som vi lærte på vores arbejdspladser, at han er.
Vi ser måske ikke 100 % ens på det, men hvad der betyder noget, er hvordan vi bliver bedt om at agere.

Tiden går også mod Annas 16-års fødselsdag. Som er i morgen. Tænk, altså. Og mod Aubreys 15-års fødselsdag, som er om otte dage. Tænk, altså.
Jeg kan nogle gange ikke forstå, hvor tiden bliver af.
Coronapesten har huseret i næsten to år, hvilket jeg har følt som irriterende lang tid, men jeg synes da kun det er et øjeblik siden, børnebørnene var små.
Nu er de selvstændige, unge mennesker, som Charlotte skal lære at give slip på, ganske som jeg skulle slippe hende, da hun var i samme alder.
Hun kan godt give slip; hun stoler på dem og lader dem ikke mærke den bekymring hun føler indeni, når hun sender dem ud i den store verden på egen hånd.
Det kan jeg godt huske hvordan var, og Charlotte og jeg havde en god snak om det i går.

Tanker i vandkanten …

Jeg lægger mig fladt ned og indrømmer, at jeg var længe om at forstå alvoren. Den begyndte at gå op for mig, da vi var i England, og mere og mere i de første dage efter vi kom hjem. Meget egoistisk er jeg glad for, at jeg ikke blev født en uge senere, for så var vi blevet beordret hjem før tid. Et lille problem, som situationen er, men man skal jo glæde sig over de små ting.
Det er også en lille ting, at John endelig kunne begynde på sin GLAD-træning i torsdags, blot for at blive ringet op i går og få at vide, at hun har lukket for træning indtil han hører fra hende igen. Øv for ham, men det er der ikke noget at gøre ved. Med sine 74 år er han i risikogruppen. Det er jeg vel også, men mindre end John. Tror jeg.
Vi har ikke hamstret, men forsyninger skal der jo til, og da jeg var i Meny i går morges, var der masser af varer. Selv toiletpapir, selv om det billigste mærke var væk. Er jeg meget flabet og fordomsfuld, når jeg påstår, at det måske siger noget om, hvem der hamstrer?
Der var heller ikke noget af det billige bacon (i tern) tilbage, men masser af forskellige dyrere udgaver – og tonsvis af slagterens eget lækre tørsaltede – men det skal man selvfølgelig selv skære ud … der er jo ingen grund til at bruge tid på at skære bacon i skiver, bare fordi verden er i krise.
De få steder, hvor der var mindre på hylderne end der plejer at være, var der rigeligt af de dyrere varianter.
Og nu skal jeg nok lade være med at vade mere i det.

Landet er lukket. På alle måder lukket. Vi har et par ting ude at svømme lige nu, men lad os se, hvad der sker. Der er ingen der ved hvilken vej det går, men vi håber vel alle på, at smittevejene hurligt bliver lige så lukkede som alt andet blev det.

Jeg har lyst til at gøre som den nuser lille fugl herover: Sætte mig på et naturskønt sted og kigge ud på verden, til den ikke længere er af lave. Ikke af lava, som nogle tror det hedder, men det er dog mere rigtigt nu end normalt, for på en måde kan man nok forsvare at sige, at verden brænder. Den må bare helst ikke brænde sammen.

Jeg har gjort hovedrent i soveværelset. Gør I hovedrent? Eller holder I bare rent?
Parallelt til dem der siger, at de ikke rydder op, men at de holder orden.
Charlotte valgte anderledes: En dag jeg kommenterede det voldsomme rod på hendes [teenage]værelse, hang der relativt kort tid efter et skilt på døren: Her ryddes ikke op. Et geni behersker kaos.
At gøre hovedrent har formentlig ikke den betydning, det havde i min barndom, hvorfra jeg kan huske, hvordan bøger blev taget ud af reolerne, gardiner vasket eller sendt til rensning, alt det løse/håndterlige kom ud i solen og blev vasket og banket og gjort ved. Jeg elskede at banke tæpper …
Mon ikke det gøres anderledes i dag? For mit vedkommende tager jeg et rum ad gangen, når lysten kommer over mig når jeg synes, at nu skal der lidt ekstra til. På den måde bliver det mere overskueligt, end hvis hele hytten skal renses fra inderst til yderst i løbet af et par dage.

En skøn aften – og en næsten helt overklippet navlestreng

Det Fast Sammentømrede Engelskhold var her i aftes. Det meste af det … og så kan I måske med rette spørge, hvor sammentømret det så er …
Det ene afbud var fra en, der simpelthen ikke kunne få det til at passe ind i kalenderen, lige meget hvad vi gjorde, og det andet var fra en der, sammen med sin mand, “er begyndt at puffe lidt til en golfbold, og da jeg omsider havde fundet ud af at ramme bolden, ramte jeg i min iver ud i luften et par gange med et vrid/hold i ryggen til følge. Det gør så ondt så ondt – har været til kiropraktor i dag for 3. gang og skal igen i morgen … kan ingenting overhovedet … sjældent har jeg været ude for lignende – det er voldsomt smertefuldt og gør mig bare passiv og stille”. Uf da altså.
Den stakkels kvinde skulle have nøjedes med at puffe til den golfbold; hun er stadig totalt smertelammet og dermed lige så totalt inaktiv.

Det blev altså til fem ud af syv. Det var der ikke noget at gøre ved – desuagtet havde vi det som vanligt herligt i hinandens selskab og kunne sagtens snakke for alle syv. De havde taget tidligt fri fra arbejde for at kunne være hernede, mens det endnu var lyst. Der er jo en laaaang vej fra Hørsholm.
Beklager den elendige billedkvalitet, men det var hvad det blev til fra min side i aftes – de fik hver et par af mine hjemmestrikkede futter på, som ligger til fri afbenyttelse i en kurv ude i entreen. Malene spurgte, om jeg kunne lokkes til at strikke et par til hende, for hun havde aldrig før haft så varme fødder – hun frøs normalt næsten altid om dem.
Det kunne jeg ikke stå for, så hun fik sit par med hjem. Det kan være hun nærmest flytter ind i dem, som Anna og Aubrey gjorde, da de blev introduceret til dem. Futterne er tudegrimme, men effektive. Lige som mig, tøhø … man skal ikke lade sig narre af udseendet …

Jeg har filosoferet lidt i de sidste par dage, fordi det var forhenværende kolleger, der skulle komme.
Efter at have været jobstoppet i over 2½ år, har jeg vist endelig klippet navlestrengen over til min gamle arbejdsplads. Jeg har gennem et stykke tid mere og mere kunnet mærke, hvordan jeg får det på stadig større afstand. Jeg har ikke længere den samme lyst til at kigge forbi og få en sludder (ikke at jeg gjorde det, men lysten var der ofte). Jeg gider ikke engang rigtig køre op til vinsmagningerne længere – har kun været til to af arrangementerne i år.
Veteranklubben holder møde den 5. oktober, og det var lige før, jeg meldte afbud til den, fordi det er dagen efter, at jeg har været på Fyn hele weekenden til strikkefestival. Dog også kun lige før – jeg meldte mig til, og jeg er sikker på, at jeg ikke vil fortryde det, men jeg var forbavset over, at jeg overhovedet fik tanken om at melde fra – det var det, der fik mig til at tænke på moderbindinger, navlestrenge og den slags.
Faktisk er den eneste streng, jeg overhovedet ikke har lyst til at klippe over, netop den, der bevægede sig helt til Præstø i aftes. Det hold håber jeg virkelig på har lyst til at blive ved med at mødes, selv om der nu er to af os, der er jobstoppet. Indtil videre er der heldigvis ikke tegn på andet, så jeg er glad.
Er det normalt, at man er så længe om at slippe? Jeg kender egentlig ikke særlig mange pensionister, der har været så længe på en og samme arbejdsplads, så jeg har ikke nogen at udveksle erfaringer med. Andet end en af veteranerne, som er blevet veteran siden sidste møde. Hun nåede at være der i 39 år, så hende må jeg lige have en sludder med. Jeg ved dog, at hun, lige som mig, stornyder pensionisttilværelsen – det er jo ikke ligefrem, fordi vi sidder derhjemme og græder …

Hvad er det modsatte af et udfarende liv?

Hvad er det modsatte af et udfarende liv? For det er jo ikke et indfarende … John vil dog nok påstå, at jeg sommetider er ret opfarende.
Kors, hvor er vi dog inaktive. Eller … det er vi vel ikke, for vi får da cyklet de dage, hvor regnen ikke står ned i stænger. Vi har også været i haven et par timer i dag. Og der er gjort rent i hele huset, så inaktive, nej, det er vi ikke, men vi får ikke rigtig oplevet noget; det er virkelig agurketid både i livet, i drivhuset og her på bloggen.
Vi har ikke den samme lyst til at fare afsted i tide og utide og se en masse, som da vi boede i rækkehuset; vi vil hellere blive i Den Stråtækte og nyde livet, huset og udsigten.
Du godeste, hvor jeg føler mig gammel, når jeg kan skrive – og mene – sådan noget … mig som altid er gået ind for, at vi skal UD, UD, UD – vi skal ikke bare sidde her og gro fast, vi skal opleve noget, vi skal ikke spilde tiden, vi skal …

Og hvad sker der? Dagens højdepunkt var Offerlunden på Feddet, hvor der er en yderst hyggelig lille plet, hvor man kan sidde og nyde, hvad man end måtte have medbragt. For vores vedkommende var det kun vand, men det bliver nok kaffe eller en frokost næste gang, vi cykler herud.
Bænken står næsten i vandkanten, hvorfra man med enten meget god vilje eller en god zoom kan kigge hjem til Den Stråtækte, som ligger og trykker sig mellem huse, der ser meget større ud, men faktisk slet ikke er det. Det lyder underligt, men ikke desto mindre sandt. Det er os lige præcis i midten.

Der er også sket noget andet med mig … hvor jeg før i tiden stornød mit eget selskab, når John havde aften- eller nattevagter, synes jeg i dag slet ikke, at det er dejligt at være alene hjemme. Det skal på ingen måde forveksles med at være bange for det, bare at jeg har det bedst, når jeg er sammen med John.
Og det, selv om vi er sammen 24/7! Hvad er det dog med mig? I går tog han til Køge og var væk i bare tre timer, men jeg savnede ham gudhjælpemig!
Hvor er individualisten Ellen blevet af? Forsvandt hun med lønmodtageren Ellen?
Det er selvfølgelig ikke en dødssynd, John synes det er både sødt og sjovt og har det i øvrigt på samme måde, men det er da underligt, at jeg ikke engang kan nyde tre timer med mig selv. Vi går ikke og holder i hånd hele tiden, naturligvis, men bare det at vide, at han er her … jeg tør overhovedet ikke tænke den tanke, at jeg en dag skulle blive enke – problemet er, at John heller ikke bryder sig spor om tanken om at blive enkemand. Jeg ved ikke helt, hvordan vi til sin tid får løst dette, for kollektivt selvmord er nok også udelukket.
Nå. Der er forhåbentlig en del år endnu, inden det bliver aktuelt, men alene det, at tanken overhovedet kan dukke op, er lidt skræmmende …

Hvor mange ‘aldre’ har vi mon?

Mens jeg gik og arbejdede i haven, filosoferede jeg over, hvad det er der gør, at vi livet igennem ændrer os. Hvorfor jeg fx holder meget af at gå og arbejde i haven, hvor jeg i rækkehuset (og tidligere) anså det for at være surt, kedeligt og uinspirerende? Undtagen lige, når jeg skulle plante krukker til i forsommeren …
Er det virkelig omgivelserne, der har betydet så stor en forandring i min indstilling? Eller passede det bare sammen med, at jeg nåede et nyt stadie i mit liv? Måske en kombination?
Tankerne fløj videre: Man har forskellige aldre: Barndommen, ungdommen, voksenlivet og alderdommen. Det er dog en del forenklet, synes jeg, selv om udtrykket “den tredje alder”, som skulle være den sidste, forenkler det yderligere. Jeg er i det, jeg selv kalder den fjerde alder, fordi jeg mener, at den tredje alder er den, man lever, når ens voksne børn er flyttet hjemmefra. Den fjerde starter med arbejdslivets ophør. Der kan for nogle også komme en femte: Den, hvor man ikke længere kan være så udadfarende og er mere eller mindre tvunget til at være inaktiv (ikke en rar tanke).
Aldrene kan også defineres ud fra interesser … i gymnasiet var jeg ved at kede mig ihjel i historie- og oldævlstimerne. I dag bander jeg over mig selv, at jeg ikke hørte bedre efter – historie er da vældig interessant og er nødvendig for at forstå nutiden … jeg abonnerer på magasinerne Historie og Siden Saxo og læser begge med stor entusiasme.
I gymnasiet var det biologiundervisningen, der drev værket for mit vedkommende – jeg elskede simpelthen det fag og det var den primære årsag til, at jeg blev matematisk student, da man ikke dengang kunne kombinere fagene som man gør det i dag. Jeg har dog altid været god til at lære sprog og til at skrive stile (ifølge min dansklærer), men det var først, da jeg var i trediverne, at den sproglige interesse tog overhånd, og jeg begyndte at læse engelsk i min fritid, fordi jeg egentlig ikke gad lege laborant mere.
Fugle var DØDkedelige og aldeles absolut uinteressante. Jeg kendte gråspurve, høns og kalkuner (min far var i en årrække kalkunavler), måske nogle ganske få andre, og det var det. Så kom en fugleinteresseret John ind i mit liv, og i dag synes jeg, fugle er spændende; jeg elsker at tage med på fugleture, at lære nyt om dem og at kunne krydse en ‘ny’ fugl af i fuglebogen.
Som barn, som ung og i årene, hvor jeg var alene med Charlotte, læste jeg bøger i én uendelighed – biblioteket kunne næsten ikke følge med mit store behov, så jeg lånte bøger af gud og hvermand. Jeg læser stadig, men kun i sengen og det varer sjældent ret længe, inden jeg snorksover. Jeg vil hellere lave alt muligt andet om dagen end at læse.

Så hvor mange aldre har man egentlig? Eller skal vi kalde det epoker? Hvad er det, der bevirker, at man ændrer holdning; i nogle tilfælde temmelig radikalt? Jeg taler ikke politik! Dette er en upolitisk blog. Cirka. For den er ikke holdningsløs, og tingene hænger jo sammen.
Ens grundlæggende livsholdning og ditto værdier ændrer sig vel sagtens sjældent; indeni er man den samme livet igennem – og så alligevel ikke …
livet er da forunderligt.
Har I også oplevet, at jeres interesser ændrer sig fra den ene yderlighed til den anden?

Hvis du er farveblind, er du sandsynligvis også dum

Tag så lige den, du søde, men farveblinde boss…

Det er noget af en påstand, ikke?
Men hvis du er farveblind, er du dum. Det mener BT åbenbart – jeg kan ikke udlægge nedenstående spørgsmål, som poppede op øverst på BT’s hjemmeside, som værende andet end min overskrifts insinuation.

Hvis man er farveblind, kan man ikke se, at der står tallet 74. Og hvis man ikke kan se, hvad der står, har man åbenbart [underforstået] en lav IQ.  Eller er jeg for overfølsom/overfortolkende?
Nogle ved måske, at det er plade # 7 i en Ishihara-test.

På visse af pladerne i testen kan man kun se tallet, hvis man er farveblind, men et eksempel på dette valgte BT sjovt nok ikke at sætte på.
Vores biologilærer udsatte os for hele testen i gymnasiet i 1971, så med den alder – og dengang var den ikke engang ny – kendes testen formentlig i dag af rigtig mange mennesker, men selvfølgelig ikke af alle.

Nedenfor plade 24  – kan I (alle I ikke-farveblinde, altså) se, hvad der står? Jeg kan ikke, men min chef ville kunne. For mig er det bare en snoet vej på tværs hen over pladen.
(Hvis der skulle være en farveblind læser til dette indlæg, vil jeg meget gerne vide, hvilket tal der står.)

Man er ikke nødvendigvis dum, hvis man ikke kan se tallet i reklamen på BT’s hjemmeside, men man er sandsynligvis farveblind, og jeg er derfor ikke helt tilfreds med de to indledende spørgsmål.
Det er ikke i orden, BT.
Jeg har brugt en halv times tid på at hoppe ud og ind af BT’s hjemmeside for at se et bredt udvalg af deres allerøverste og mangfoldige pop-up-reklamer, og de er alle næsten uden undtagelse platte og/eller billige. Jeg synes de spiller på folks selvUsikkerhed, hvilket giver dem lidt for billige point.
Det må de kunne gøre bedre…  for det kan da vel ikke være et udtryk for, hvad de mener om deres læseres intelligenskvotient?

(Og jojoda, jeg er skam på vej på ferie, når dette indlæg udgives – man kan heldigvis på forhånd angive en fremtidig udgivelsesdato  )

# %$ # ! &*@ – jeg mangler ord. Bandeord.

Her kører man, klokken 06:15, fredeligt og lyttende til ‘Uendelige Verden’; på en lige landevej, med flere kilometers udsyn og uden svage trafikanter af nogen art, da der pludselig træder en uniformeret herre ud på vejen og vinker, så man må op og stå på bremsen for ikke at køre ham over.
Ned med vinduet – han kigger bistert på mig: “Det gik jo ALT for stærkt!”
Tjah, hvad kan man sige til det? Andet end: “Næh, men det gik måske nok en smule for stærkt.” (Shit. Jeg mener da ikke, jeg var over de fatale 30%)
”Du blev målt til 101 km i timen. Du ved formodentlig godt, at her max må køres 80?”
”Johh.” (Phew – under 104 så…)
Må jeg lige låne dit kørekort?”
Jeg havde garanteret bare fået mere ballade ud af det ved at sige nej, så jeg fandt det frem og rakte det til ham.
”Jeg vender tilbage med det lige om lidt.” (Tusind tak – men hvis du leder efter klip, så leder du forgæves. Ha!)
Det ‘lige om lidt’ varede en rum tid, for i mellemtiden snuppede de flere andre – jeg fulgte såmænd bare trafikken med mine 101, så vi holdt i kø og ventede på at blive betjent (!)
De havde travlt, de to betjente…
Da han kom tilbage, kunne han orientere mig om, at de trak 4 km/t fra for at lade måleusikkerheden komme mig til gode, så jeg ville blive straffet ud fra en overskridelse på 17 km/t, hvilket i menneskepenge betyder, at jeg må ryste op med 1000 kr.
“Kør du så bare videre, men kør nu forsigtigt!”
”Det gør jeg da altid – jeg kører nemlig efter forholdene!”

Det var billigt og barnligt, I know, men jeg fik det sidste ord, og det gjorde godt.

Jeg VED godt, at det er min egen skyld.
Jeg VED godt, at vi har generel maxhastighed på 80 km/t på landeveje.
I behøver IKKE at have ondt af mig – det har jeg selv i rigelige mængder.

Hvorfor pokker lægger de sig ikke på steder, hvor det kan blive kritisk, hvis folk kører for stærkt? I den næste by henne ved skolen, f.eks.? Jeg pudser lige min glorie og understreger, at jeg aldrig kører for stærkt gennem byer, for man ved aldrig, hvad der pludselig kan ske – cyklister, fodgængere og ikke mindst legende børn kan dukke uventet op. Det er fuldstændig rimeligt, at vi ikke må køre mere end 50 km/t sådanne steder.
Men ude på en lige landevej, hvor der aldrig sker en pind? Det er selvfølgelig en glimrende indtægtskilde…

Kunne man ikke forestille sig, at hastighedsgrænserne i stedet blev tilpasset de faktiske forhold? Det ville jeg, og sikkert mange andre trafikanter, have langt mere respekt for.
Politiet ligger også tit og tjener dagslønnen hjem og mere til, lige hvor jeg skal køre ind i mit kvarter. I gamle dage blev der opsat et byzoneskilt, men dengang gik vejen forbi private indkørsler – det var virkelig byzone.
Nu er det en omfartsvej – der er ingen udkørsler; der er ikke engang cykel- eller gangsti; kun en meget bred og overskuelig vej, men alligevel fastholder man stædigt grænsen på 50 km/t. Ingen har respekt for den slags, og alle kører for stærkt.

Ikke flere sprogblomster – vi runder af med en lidt kønnere blomst. En hunderose. Eller en klitrose. En rose af en art…

Weekend, weekend, weekend

Lige meget hvor gammel jeg bliver, vil jeg altid have denne barnlige fryd om fredagen, når ugens arbejdsmæssige pligter er overståede.
Tanken om at have en hel weekend foran mig, med alle de løfter, den indeholder – oh, det er så dejligt.
Jeg har aldrig haft et arbejde, som jeg var ked at at skulle stå op til, men jeg har heller aldrig været den, der sprang fornøjet ud af sengen mandag morgen, fuld af begejstring over, at en ny arbejdsuge skulle til at begynde. Det kunne jeg forestille mig måske er fordi jeg aldrig har været ufrivillig arbejdsløs, hvilket jeg er ganske klar over er ret privilegeret.
Jeg er bare skabt til at holde fri og ferie, sådan er det.

Har I nogensinde tænkt nærmere over alle de mere eller mindre fjollede ting, der somme tider står bag på personbiler, busser og varevogne?
I dag kørte jeg uden om en bus med en bagstreamer, der sagde: “Så er S-bussen foran igen”
Ja. Og??? Jeg var faktisk ved at overhale den, så hvilken værdi havde den påstand?

Eller den, der huserede for nogle år siden: “Dyt hvis du fik noget i går”
Jeg dyttede næsten altid. Et eller andet har man vel altid fået dagen i forvejen. Mad, f.eks…
Det morsomme er, at når jeg dyttede af streamerens ejermand, blev han (det var næsten altid en ‘han’) oftest vældig irriteret over, at jeg tillod mig at dytte af ham. Et par gange har jeg oven i købet fået fingeren… de havde vel glemt, hvad de havde klistret på bagruden, de fæhoveder.

Nævnes skal da også den varebil, der engang fik sit eget blogindlæg hos mig: “Vi smadre alle. Også dig”.
Voldelige håndværkere, der ikke har styr på nutids-r. Tsk tsk. Det er sørgelige tider…

VEL ER DET DA EJ. DET ER WEEKEND, og vi skal til Sverige. Det er gode tider.

“Sprungen ur”, sort diabas, af Pål Svensson; Wanås slotspark.
Jeg er så fascineret af, at man kan lave noget helt kuglerundt af sten og så få det så fint højglanspoleret bagefter.