Hos Mommer

26. september 2015

En skøn aften – og en næsten helt overklippet navlestreng

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:58
Tags: , , , , ,

Det Fast Sammentømrede Engelskhold var her i aftes. Det meste af det … og så kan I måske med rette spørge, hvor sammentømret det så er …
Det ene afbud var fra en, der simpelthen ikke kunne få det til at passe ind i kalenderen, lige meget hvad vi gjorde, og det andet var fra en der, sammen med sin mand, “er begyndt at puffe lidt til en golfbold, og da jeg omsider havde fundet ud af at ramme bolden, ramte jeg i min iver ud i luften et par gange med et vrid/hold i ryggen til følge. Det gør så ondt så ondt – har været til kiropraktor i dag for 3. gang og skal igen i morgen … kan ingenting overhovedet … sjældent har jeg været ude for lignende – det er voldsomt smertefuldt og gør mig bare passiv og stille”. Uf da altså.
Den stakkels kvinde skulle have nøjedes med at puffe til den golfbold; hun er stadig totalt smertelammet og dermed lige så totalt inaktiv.

P1080504

Det blev altså til fem ud af syv. Det var der ikke noget at gøre ved – desuagtet havde vi det som vanligt herligt i hinandens selskab og kunne sagtens snakke for alle syv. De havde taget tidligt fri fra arbejde for at kunne være hernede, mens det endnu var lyst. Der er jo en laaaang vej fra Hørsholm.
Beklager den elendige billedkvalitet, men det var hvad det blev til fra min side i aftes – de fik hver et par af mine hjemmestrikkede futter på, som ligger til fri afbenyttelse i en kurv ude i entreen. Malene spurgte, om jeg kunne lokkes til at strikke et par til hende, for hun havde aldrig før haft så varme fødder – hun frøs normalt næsten altid om dem.
Det kunne jeg ikke stå for, så hun fik sit par med hjem. Det kan være hun nærmest flytter ind i dem, som Anna og Aubrey gjorde, da de blev introduceret til dem. Futterne er tudegrimme, men effektive. Lige som mig, tøhø … man skal ikke lade sig narre af udseendet …

Jeg har filosoferet lidt i de sidste par dage, fordi det var forhenværende kolleger, der skulle komme.
Efter at have været jobstoppet i over 2½ år, har jeg vist endelig klippet navlestrengen over til min gamle arbejdsplads. Jeg har gennem et stykke tid mere og mere kunnet mærke, hvordan jeg Viberne spejler sig i fjordenfår det på stadig større afstand. Jeg har ikke længere den samme lyst til at kigge forbi og få en sludder (ikke at jeg gjorde det, men lysten var der ofte). Jeg gider ikke engang rigtig køre op til vinsmagningerne længere – har kun været til to af arrangementerne i år.
Veteranklubben holder møde den 5. oktober, og det var lige før, jeg meldte afbud til den, fordi det er dagen efter, at jeg har været på Fyn hele weekenden til strikkefestival. Dog også kun lige før – jeg meldte mig til, og jeg er sikker på, at jeg ikke vil fortryde det, men jeg var forbavset over, at jeg overhovedet fik tanken om at melde fra – det var det, der fik mig til at tænke på moderbindinger, navlestrenge og den slags.
Faktisk er den eneste streng, jeg overhovedet ikke har lyst til at klippe over, netop den, der bevægede sig helt til Præstø i aftes. Det hold håber jeg virkelig på har lyst til at blive ved med at mødes, selv om der nu er to af os, der er jobstoppet. Indtil videre er der heldigvis ikke tegn på andet, så jeg er glad.
Er det normalt, at man er så længe om at slippe? Jeg kender egentlig ikke særlig mange pensionister, der har været så længe på en og samme arbejdsplads, så jeg har ikke nogen at udveksle erfaringer med. Andet end en af veteranerne, som er blevet veteran siden sidste møde. Hun nåede at være der i 39 år, så hende må jeg lige have en sludder med. Jeg ved dog, at hun, lige som mig, stornyder pensionisttilværelsen – det er jo ikke ligefrem, fordi vi sidder derhjemme og græder …

29. august 2015

Hvad er det modsatte af et udfarende liv?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:27
Tags: ,

Hvad er det modsatte af et udfarende liv? For det er jo ikke et indfarende … John vil dog nok påstå, at jeg sommetider er ret opfarende.
Kors, hvor er vi dog inaktive. Eller … det er vi vel ikke, for vi får da cyklet de dage, hvor regnen ikke står ned i stænger. Vi har også været i haven et par timer i dag. Og der er gjort rent i hele huset, så inaktive, nej, det er vi ikke, men vi får ikke rigtig oplevet noget; det er virkelig agurketid både i livet, i drivhuset og her på bloggen.
Vi har ikke den samme lyst til at fare afsted i tide og utide og se en masse, som da vi boede i rækkehuset; vi vil hellere blive i Den Stråtækte og nyde livet, huset og udsigten.
Du godeste, hvor jeg føler mig gammel, når jeg kan skrive – og mene – sådan noget … mig som altid er gået ind for, at vi skal UD, UD, UD – vi skal ikke bare sidde her og gro fast, vi skal opleve noget, vi skal ikke spilde tiden, vi skal …

Ved Offerlunden

Og hvad sker der? Dagens højdepunkt var Offerlunden på Feddet, hvor der er en yderst hyggelig lille plet, hvor man kan sidde og nyde, hvad man end måtte have medbragt. For vores vedkommende var det kun vand, men det bliver nok kaffe eller en frokost næste gang, vi cykler herud.
Bænken står næsten i vandkanten, hvorfra man med enten meget god vilje eller en god zoom kan kigge hjem til Den Stråtækte, som ligger og trykker sig mellem huse, der ser meget større ud, men faktisk slet ikke er det. Det lyder underligt, men ikke desto mindre sandt. Det er os lige præcis i midten.På Feddet (1)

Der er også sket noget andet med mig … hvor jeg før i tiden stornød mit eget selskab, når John havde aften- eller nattevagter, synes jeg i dag slet ikke, at det er dejligt at være alene hjemme. Det skal på ingen måde forveksles med at være bange for det, bare at jeg har det bedst, når jeg er sammen med John.
Og det, selv om vi er sammen 24/7! Hvad er det dog med mig? I går tog han til Køge og var væk i bare tre timer, men jeg savnede ham gudhjælpemig!
Hvor er individualisten Ellen blevet af? Forsvandt hun med lønmodtageren Ellen?
Det er selvfølgelig ikke en dødssynd, John synes det er både sødt og sjovt og har det i øvrigt på samme måde, men det er da underligt, at jeg ikke engang kan nyde tre timer med mig selv. Vi går ikke og holder i hånd hele tiden, naturligvis, men bare det at vide, at han er her … jeg tør overhovedet ikke tænke den tanke, at jeg en dag skulle blive enke – problemet er, at John heller ikke bryder sig spor om tanken om at blive enkemand. Jeg ved ikke helt, hvordan vi til sin tid får løst dette, for kollektivt selvmord er nok også udelukket.
Nå. Der er forhåbentlig en del år endnu, inden det bliver aktuelt, men alene det, at tanken overhovedet kan dukke op, er lidt skræmmende …

23. juli 2015

Hvor mange ‘aldre’ har vi mon?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:13
Tags: , ,

Mens jeg gik og arbejdede i haven, filosoferede jeg over, hvad det er der gør, at vi livet igennem ændrer os. Hvorfor jeg fx holder meget af at gå og arbejde i haven, hvor jeg i rækkehuset (og tidligere) anså det for at være surt, kedeligt og uinspirerende? Undtagen lige, når jeg skulle plante krukker til i forsommeren …
Humlebi i perikonenEr det virkelig omgivelserne, der har betydet så stor en forandring i min indstilling? Eller passede det bare sammen med, at jeg nåede et nyt stadie i mit liv? Måske en kombination?
Tankerne fløj videre: Man har forskellige aldre: Barndommen, ungdommen, voksenlivet og alderdommen. Det er dog en del forenklet, synes jeg, selv om udtrykket “den tredje alder”, som skulle være den sidste, forenkler det yderligere. Jeg er i det, jeg selv kalder den fjerde alder, fordi jeg mener, at den tredje alder er den, man lever, når ens voksne børn er flyttet hjemmefra. Den fjerde starter med arbejdslivets ophør. Der kan for nogle også komme en femte: Den, hvor man ikke længere kan være så udadfarende og er mere eller mindre tvunget til at være inaktiv (ikke en rar tanke).
Aldrene kan også defineres ud fra interesser … i gymnasiet var jeg ved at kede mig ihjel i historie- og oldævlstimerne. I dag bander jeg over mig selv, at jeg ikke hørte bedre efter – historie er da vældig interessant og er nødvendig for at forstå nutiden … jeg abonnerer på magasinerne Historie og Siden Saxo og læser begge med stor entusiasme.
I gymnasiet var det biologiundervisningen, der drev værket for mit vedkommende – jeg elskede simpelthen det fag og det var den primære årsag til, at jeg blev matematisk student, da man ikke dengang kunne kombinere fagene som man gør det i dag. Jeg har dog altid været god til at lære sprog og til at skrive stile (ifølge min dansklærer), men det var først, da jeg var i trediverne, at den sproglige interesse tog overhånd, og jeg begyndte at læse engelsk i min fritid, fordi jeg egentlig ikke gad lege laborant mere.
Fugle var DØDkedelige og aldeles absolut uinteressante. Jeg kendte gråspurve, høns og kalkuner (min far var i en årrække kalkunavler), måske nogle ganske få andre, og det var det. Så kom en fugleinteresseret John ind i mit liv, og i dag synes jeg, fugle er spændende; jeg elsker at tage med på fugleture, at lære nyt om dem og at kunne krydse en ‘ny’ fugl af i fuglebogen.
Som barn, som ung og i årene, hvor jeg var alene med Charlotte, læste jeg bøger i én uendelighed – biblioteket kunne næsten ikke følge med mit store behov, så jeg lånte bøger af gud og hvermand. Jeg læser stadig, men kun i sengen og det varer sjældent ret længe, inden jeg snorksover. Jeg vil hellere lave alt muligt andet om dagen end at læse.

Så hvor mange aldre har man egentlig? Eller skal vi kalde det epoker? Hvad er det, der bevirker, at man ændrer holdning; i nogle tilfælde temmelig radikalt? Jeg taler ikke politik! Dette er en upolitisk blog. Cirka. For den er ikke holdningsløs, og tingene hænger jo sammen.
Ens grundlæggende livsholdning og ditto værdier ændrer sig vel sagtens sjældent; indeni er man den samme livet igennem – og så alligevel ikke …
livet er da forunderligt.
Har I også oplevet, at jeres interesser ændrer sig fra den ene yderlighed til den anden?

5. juli 2011

Hvis du er farveblind, er du sandsynligvis også dum

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:00
Tags: ,

Tag så lige den, du søde, men farveblinde boss…

Det er noget af en påstand, ikke?
Men hvis du er farveblind, er du dum. Det mener BT åbenbart – jeg kan ikke udlægge nedenstående spørgsmål, som poppede op øverst på BT’s hjemmeside, som værende andet end min overskrifts insinuation.

bt

IQ-test

Hvis man er farveblind, kan man ikke se, at der står tallet 74. Og hvis man ikke kan se, hvad der står, har man åbenbart [underforstået] en lav IQ.  Eller er jeg for overfølsom/overfortolkende?
Nogle ved måske, at det er plade # 7 i en Ishihara-test.

På visse af pladerne i testen kan man kun se tallet, hvis man er farveblind, men et eksempel på dette valgte BT sjovt nok ikke at sætte på.
Vores biologilærer udsatte os for hele testen i gymnasiet i 1971, så med den alder – og dengang var den ikke engang ny – kendes testen formentlig i dag af rigtig mange mennesker, men selvfølgelig ikke af alle.

Nedenfor plade 24  – kan I (alle I ikke-farveblinde, altså) se, hvad der står? Jeg kan ikke, men min chef ville kunne. For mig er det bare en snoet vej på tværs hen over pladen.
(Hvis der skulle være en farveblind læser til dette indlæg, vil jeg meget gerne vide, hvilket tal der står.)

Plate 24

Man er ikke nødvendigvis dum, hvis man ikke kan se tallet i reklamen på BT’s hjemmeside, men man er sandsynligvis farveblind, og jeg er derfor ikke helt tilfreds med de to indledende spørgsmål.
Det er ikke i orden, BT.
Jeg har brugt en halv times tid på at hoppe ud og ind af BT’s hjemmeside for at se et bredt udvalg af deres allerøverste og mangfoldige pop-up-reklamer, og de er alle næsten uden undtagelse platte og/eller billige. Jeg synes de spiller på folks selvUsikkerhed, hvilket giver dem lidt for billige point.
Det må de kunne gøre bedre…  for det kan da vel ikke være et udtryk for, hvad de mener om deres læseres intelligenskvotient?

(Og jojoda, jeg er skam på vej på ferie, når dette indlæg udgives – man kan heldigvis på forhånd angive en fremtidig udgivelsesdato  Smiley, der blinker )

25. maj 2011

# %$ # ! &*@ – jeg mangler ord. Bandeord.

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:03
Tags: , , ,

Her kører man, klokken 06:15, fredeligt og lyttende til ‘Uendelige Verden’; på en lige landevej, med flere kilometers udsyn og uden svage trafikanter af nogen art, da der pludselig træder en uniformeret herre ud på vejen og vinker, så man må op og stå på bremsen for ikke at køre ham over.
Ned med vinduet – han kigger bistert på mig: “Det gik jo ALT for stærkt!”
Tjah, hvad kan man sige til det? Andet end: “Næh, men det gik måske nok en smule for stærkt.” (Shit. Jeg mener da ikke, jeg var over de fatale 30%)
”Du blev målt til 101 km i timen. Du ved formodentlig godt, at her max må køres 80?”
”Johh.” (Phew – under 104 så…)
Må jeg lige låne dit kørekort?”
Jeg havde garanteret bare fået mere ballade ud af det ved at sige nej, så jeg fandt det frem og rakte det til ham.
”Jeg vender tilbage med det lige om lidt.”
(Tusind tak – men hvis du leder efter klip, så leder du forgæves. Ha!)
Det
‘lige om lidt’ varede en rum tid, for i mellemtiden snuppede de flere andre – jeg fulgte såmænd bare trafikken med mine 101, så vi holdt i kø og ventede på at blive betjent (!)
De havde travlt, de to betjente…
Da han kom tilbage, kunne han orientere mig om, at de trak 4 km/t fra for at lade måleusikkerheden komme mig til gode, så jeg ville blive straffet ud fra en overskridelse på 17 km/t, hvilket i menneskepenge betyder, at jeg må ryste op med 1000 kr.
“Kør du så bare videre, men kør nu forsigtigt!”
”Det gør jeg da altid – jeg kører nemlig efter forholdene!”

Det var billigt og barnligt, I know, men jeg fik det sidste ord, og det gjorde godt.

Jeg VED godt, at det er min egen skyld.
Jeg VED godt, at vi har generel maxhastighed på 80 km/t på landeveje.
I behøver IKKE at have ondt af mig – det har jeg selv i rigelige mængder.

Hvorfor pokker lægger de sig ikke på steder, hvor det kan blive kritisk, hvis folk kører for stærkt? I den næste by henne ved skolen, f.eks.? Jeg pudser lige min glorie og understreger, at jeg aldrig kører for stærkt gennem byer, for man ved aldrig, hvad der pludselig kan ske – cyklister, fodgængere og ikke mindst legende børn kan dukke uventet op. Det er fuldstændig rimeligt, at vi ikke må køre mere end 50 km/t sådanne steder.
Men ude på en lige landevej, hvor der aldrig sker en pind? Det er selvfølgelig en glimrende indtægtskilde…

Kunne man ikke forestille sig, at hastighedsgrænserne i stedet blev tilpasset de faktiske forhold? Det ville jeg, og sikkert mange andre trafikanter, have langt mere respekt for.
Politiet ligger også tit og tjener dagslønnen hjem og mere til, lige hvor jeg skal køre ind i mit kvarter. I gamle dage blev der opsat et byzoneskilt, men dengang gik vejen forbi private indkørsler – det var virkelig byzone.
Nu er det en omfartsvej – der er ingen udkørsler; der er ikke engang cykel- eller gangsti; kun en meget bred og overskuelig vej, men alligevel fastholder man stædigt grænsen på 50 km/t. Ingen har respekt for den slags, og alle kører for stærkt.

Ikke flere sprogblomster – vi runder af med en lidt kønnere blomst. En hunderose. Eller en klitrose. En rose af en art…

image

6. maj 2011

Weekend, weekend, weekend

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:38
Tags: , , ,

Lige meget hvor gammel jeg bliver, vil jeg altid have denne barnlige fryd om fredagen, når ugens arbejdsmæssige pligter er overståede.
Tanken om at have en hel weekend foran mig, med alle de løfter, den indeholder – oh, det er så dejligt.
Jeg har aldrig haft et arbejde, som jeg var ked at at skulle stå op til, men jeg har heller aldrig været den, der sprang fornøjet ud af sengen mandag morgen, fuld af begejstring over, at en ny arbejdsuge skulle til at begynde. Det kunne jeg forestille mig måske er fordi jeg aldrig har været ufrivillig arbejdsløs, hvilket jeg er ganske klar over er ret privilegeret.
Jeg er bare skabt til at holde fri og ferie, sådan er det.

Har I nogensinde tænkt nærmere over alle de mere eller mindre fjollede ting, der somme tider står bag på personbiler, busser og varevogne?
I dag kørte jeg uden om en bus med en bagstreamer, der sagde: “Så er S-bussen foran igen
Ja. Og??? Jeg var faktisk ved at overhale den, så hvilken værdi havde den påstand?

Eller den, der huserede for nogle år siden: “Dyt hvis du fik noget i går
Jeg dyttede næsten altid. Et eller andet har man vel altid fået dagen i forvejen. Mad, f.eks…
Det morsomme er, at når jeg dyttede af streamerens ejermand, blev han (det var næsten altid en ‘han’) oftest vældig irriteret over, at jeg tillod mig at dytte af ham. Et par gange har jeg oven i købet fået fingeren… de havde vel glemt, hvad de havde klistret på bagruden, de fæhoveder.

Nævnes skal da også den varebil, der engang fik sit eget blogindlæg hos mig: “Vi smadre alle. Også dig”.
Voldelige håndværkere, der ikke har styr på nutids-r. Tsk tsk. Det er sørgelige tider…

VEL ER DET DA EJ. DET ER WEEKEND, og vi skal til Sverige. Det er gode tider.

SV. 2000 VANÅS-5

“Sprungen ur”, sort diabas, af Pål Svensson; Wanås slotspark.
Jeg er så fascineret af, at man kan lave noget helt kuglerundt af sten og så få det så fint højglanspoleret bagefter.

Skab en gratis hjemmeside eller blog på WordPress.com.