Et par dage i Schleswig

Vi rev fire dage ud af kalenderen og tog en tur til Hotel Schimmelreiter i Silberstedt. Med halvpension. Tre retter hver aften – kokken bestemmer menuen.
Vi havde nok alle fire forventet noget meget tysk (bl.a. indebærende kæmpestore portioner), men første aften blev vi positivt overraskede. Vi fik først en tomatsuppe, og de kan virkelig noget med supper, de tyskere. Hovedretten var en schnitzel, men med et twist og et tilbehør, som gjorde den meget lækker og delikat. Dessert: is, hvilket i det mindste gjorde to af de fire glade.
Det viste sig desværre, at de havde lagt hårdt ud, for de næste to dage var maden ærlig talt ikke noget at skrive hjem om. Den var da okay, men ikke så god som på dag ét. Især ikke i aftes, hvor den stod på karryris! Jeg bryder mig ikke om ris, og karry kan jeg kun klare i minimale mængder, så jeg spurgte, om jeg kunne få mere af den tilhørende salat og undvære karryrisene. Hun kunne tydeligvis ikke forstå, hvorfor jeg dog kunne have et sådant ønske, men hun holdt masken så nogenlunde, ønsket blev efterkommet, og jeg var glad.

Onsdag tog vi på kålmuseum! Yes. Kålmuseum. Det var Ditte, der opdagede dets eksistens, og først grinede vi alle fire højt og larmende. KÅLmuseum. Altså … men navnet var fint fundet på: KOHLosseum.
Da vi havde grinet af, blev vi ved nærmere eftertanke enige om at se stedet, for kål er trods alt en stor del af madkulturen både for Tysklands og Danmarks vedkommende.
Det viste sig da også at være en del mere interessant end forventet, så vi var det hele igennem og sluttede med et besøg i den spændende butik, hvor der ikke kun var kål i alle afskygninger, men også andre spændende ting at købe. Jeg købte bl.a. to forskellige slags surkål, hvilket jeg faktisk aldrig har smagt. Det har jeg så snart.
Vi kunne kigge ind til dem, der havde til opgave at styre sauerkrautproduktionen. Man fornemmer måske, at der blev lavet en hel del.

Vi kørte videre, først til Eidersperrwerk og dernæst Friedrichstadt, som er en hyggelig kanalby. At det oven i købet var blevet næsten sommer, med 17°, gad vi ikke brokke os over. Vi sad på torvet og fik og en kopkaf og en kage. En stor kage … små portioner er som nævnt ikke rigtig noget man kender i Tyskland.
Efter den kaloriebombe gik vi en tur langs kanalerne og nød synet af disse, de smukke gamle huse og det gode vejr.

I går kørte vi til Dannevirke, med frokost i Schleswig og kaffe i Kappeln. At se den gamle vold havde været et ønske for John lige siden han var 14 år, hvor han var på lejrskole i Sønderjylland, men netop turen til Dannevirke blev ikke til noget, fordi bussen brød sammen, så det blev med 62 års forsinkelse.
Heldigvis blev han ikke skuffet, men det var også et smukt område. Fra museet kunne man gå enten mod øst eller mod vest. Vi gjorde begge dele – nu skulle vi have det hele med, og det var da også en dejlig tur ad begge veje.

Torsdagsvejret var ikke så godt som i onsdags, og i dag returnerede det til det alt for velkendte, kolde aprilsvejr med kun 7°, men da skulle vi også bare hjem. Vi tog den langs Flensborg Fjord, op til frokost på Krybily Kro ved Kolding og så ellers hjem – vel omkring 10 kilo tungere end da vi tog afsted.
Okay, måske knap nok, men det føltes sådan. Godt, vi har en måned til at smide det igen, inden turen går til England, hvor vi heller ikke plejer at få for lidt mad.
Min fødselsdagsgave fra mine englændere bliver en middag for os alle seks på en michelinrestaurant ikke så langt fra hvor de bor, så jeg har noget at glæde mig til.

Lynvisit i Hamburg

Det var flot, flot vejr, både da vi kørte hjemmefra og da vi ankom til Alsterkrug Hotel midt på fredag eftermiddag. Det var et glimrende hotel med spa og mulighed for massage og andet i den dur, men det nåede vi ikke. Jeg havde ellers for en gangs skyld taget badedragt med, for sæt nu John ikke kunne holde ud at gå. Det kunne han dog i mindre grad, så vi købte en samlet billet til tre ting, som viste sig at tage hele lørdagen: havnerundfart, hop on – hop off-bus og endnu en bådtur på Aussenalster. Denne sidste kunne have været ligemeget, men vi så da nogle millionærvillaer, som nok ville kunne gøre husejerne på Strandvejen en anelse misundelige.
Den første havnerundfart var mest i containerhavnen. Vi tog den af to mulige, fordi vi fik at vide, at vi så mere på denne tur, men bortset fra, at han lige rundede Elbphilharmonie, så vi kun containerhavnen. Det var på sin vis spændende, for det var interessant at se, hvor heeeelt vild stor den er, men vi ville da gerne have haft set noget mere end den. Vi summede lidt over, hvad billetsælgeren mon havde ment med, at vi “så mere” på denne udgave.

Elbphilharmonie var en imponerende bygning, selv om Eric kom til at tænke ‘skrummel’. Johns umiddelbare reaktion var, at det forstod han da fint …
Den navnkundige Reeberbahn var sjov at se, selv om vi kun så den fra bussen. Vi undrede os en del over skiltet ved ‘indgangen’ til gaden: Den var våbenfri zone; skiltet havde overstregede piktogrammer for pistoler, knive og andre håndvåben. Hvorfor skulle det kun gælde for Reeberbahn? Det gælder vel overalt, at man ikke må bære våben? Eller hvad?

Noget var helt venedigsk at se på.

Og hvordan var det så med maden på hotellet? Vi var blevet lovet en fin femretters-menu, og den var da også glimrende: Først kom de med to slags godt brød, hvortil de ikke serverede smør, men en lækker olivenolie. Kort efter kom de med appelsinmarineret laks med syltet fennikel og sennepsdressing. Derefter en cremet trøffel-kartoffelsuppe med pesto og nødder; så en citronsorbet til at rense ganen, efterfulgt af hovedretten, som var grillet aborre med diverse (godt) tilbehør. Til sidst en crème brûlée med moccais og bær.
Alt i alt en dejlig menu – der var hverken for meget eller for lidt mad, men lige tilpas, så vi gik mætte, men ikke ubehageligt overmætte, fra bordet.

Vi spiste også på hotellet fredag aften. Her kunne vi vælge a la carte eller en tre- eller fireretters menu. Vi valgte en treretters, som, med de valg mellem for- og hovedretter vi havde, viste sig at være præcis den samme som de fem retter dagen efter. Det kunne de da godt have sagt! Jeg valgte den marinerede laks og John kartoffelsuppen. Dagen efter fik vi begge dele … fredag valgte vi begge and, hvorfor vi tog fisken om lørdagen – så var der da en smule variation i det. Desserten var også den samme. Forskellen var altså i virkeligheden bare citronsorbeten og det glas mousserende vin vi fik inden maden.
Det var søreme heldigt, at det smagte godt – og at de valgte vine var virkelig gode – her valgte jeg også forskelligt fredag og lørdag.
Nå. Vi fik set det centrale Hamburg og en del af den kæmpestore havn; vi havde et rigtig godt værelse og vi fik glimrende mad – alt i alt et par gode dage, hvor vi som sagt var heldige med vejret – det regnede lidt i går eftermiddags, men ellers har vi haft sol fra en nærmest skyfri himmel hele tiden, hvilket bestemt ikke har hørt til standarden her i januar 2020.

Ikke flere bindingsværkshuse!

Nu er vi mætte mht. bindingsværkshuse. I dag har vi været i Goslar og har travet bymidten tynd. Det ene hus er flottere end det andet; der er imponerende udskæringer og smukke skifertage, men på et tidspunkt får man nok. Vi gjorde i hvert fald, og jeg skal også skåne jer for flere billeder af huse – bortset fra dette skiferarbejde, som der er meget af i Goslar – som i virkelig meget – der må være en del, der engang har fået gigt i armene af at tilskære alle disse tusindvis af skiferplader, men de er både skåret og lagt flot i samme stil over hele byen.

Hvorfor fandt vi egentlig på at tage til Harzen?
Det gjorde vi, fordi vi fik et tilbud fra Risskov Rejser på tre nætter med all inclusive på et hotel i Hahnenklee i Harzen.
1250 kroner pr. person. Dvs. at vi for 2500 kroner i tre døgn får en seng samt alt hvad vi kan spise og drikke (af vin, øl, kaffe, te og vand). Det lyder næsten for godt til at være sandt, men det er det for en gangs skyld ikke.
Værelset er meget stort – større end forventet, her er fint og rent og det virker ikke spor slidt, hvad vi nok havde forestillet os, at det ville være.
Vi havde pga. prisen heller ikke forventet meget af kvaliteten på hverken mad eller drikke, og rødvinen er da også noget værre sprøjt, men heldigvis havde jeg taget en god flaske med hjemmefra, så når vi er tilbage på værelset, kan jeg få et godt glas vin inden sovetid. Man har vel ferie.
Maden er såmænd udmærket. Det er bestemt ikke en gourmetrestaurant, men god, tysk hverdagskost … meget gebisvenlig, blev vi enige om (med kålroulader und alles den første aften), men det er nok også en god ide, for jeg hører til blandt de yngste gæster og John holder vel nogenlunde gennemsnitsalderen.

Skal man indtage de gratis drikkevarer, bedes man blive i hotellets lobbyområde eller i andre, nærmere definerede lokaler; man må ikke tage noget med op på værelset, hvilket man gøres opmærksom på i elevatoren med et skoleeksempel på Googles undersættelsesservice. Jeg behøver nok ikke at pensle ud, hvad jeg mener …

Harzen er lig med hekse.
Hekse alle vegne, i alle størrelser fra nøgleringe til legemsstore, i alle afskygninger, alle prisklasser og i forskellige materialer.
Man bliver nærmest bombarderet med heksefigurer overalt i Harzen, ikke kun her for foden af Bloksbjerg.

Efterårsfarverne har så småt indfundet sig hernede, så det har været smukt at køre rundt, bortset fra i formiddags, hvor det kneb gevaldigt med at holde de gyldne løfter om flot solskinsvejr. Det klarede dog op om eftermiddagen, så det gik alligevel … vi brugte en times tid af den regntunge formiddag på Schloss Herzbergs museum, som var forbløffende billigt i entre.
Der var så heller ikke meget at se, men det der var, var da okay nok.

‘Hjemme’ på Bloksbjerg

Vi er i Harzen. Jeg har i dag, for første gang i mit liv, stået på toppen af Bloksbjerg. John hævdede, at jeg måtte føle mig hjemme her – og hvorfor var jeg ikke spor overrasket over den bemærkning? Faktisk følte jeg mig ikke hjemme, men vi mindedes tiden før 1989, hvor vi kunne stå i vest og kigge over på Brocken i øst. Det er 30 år siden lige om lidt, og der er sket meget siden da, selv om noget har ikke forandret sig; bl.a. var vi en del forundrede over, at der stadig må falde syreregn, for der var store – virkelig store – områder, hvor alle nåletræer var døde. (Beklager billedkvaliteten, det er taget mens bilen var i fart.) Forstemmende at se – jeg troede naivt, at det var et 80’er-fænomen, men det holder åbenbart ved, desværre.

Turen gik videre til Quedlinburg, byen jeg blev inspireret til at se ved at læse ovre hos Lene, og som er på Unescos verdensarvliste.
Det kan jeg godt forstå, at den er. En turistbrochure beskrev den som bindingsværkshusen es moder. Det kan jeg også godt forstå … der blev skudt mange billeder herfra. Vi nåede vist at gå hele den gamle bydel igennem på kryds og tværs, og vi så det ene skønne hus efter det andet. Mange var umådeligt små –  se blot billedet herunder til venstre. Charlotte og Tim havde en meget smal, men fire etager høj lejlighed, da de boede i London, men nogle af husene i Quedlinburg var langt smallere.

Det var også interessant at se, at så snart vi var inde i Det Det Var (en genial ordforklaring i en krydserpåtværs, jeg engang løste. Svaret var naturligvis DDR), var der marker, marker og atter marker. Og lidt skov, men ikke en gård, ikke et hus – ingenting, hvilket må være et synligt levn fra de kæmpestore statsdrevne godser. Jeg undrede mig dog lidt: Der må vel have været små gårde før 2. verdenskrig? Eller hvad? Rev russerne dem ned?
I dag er mange af de store gårde/godser solgt, men det tog vist længere tid end man i første omgang havde regnet med. Jeg læste en succeshistorie om en dansker, der havde købt et gods på omkring 1100 hektar. I DDR-tiden var der ansat 100, og det var, ikke overraskende, hamrende ineffektivt, men med danskerens 17 ansatte blev det hurtigt rentabelt på linje med et dansk landbrug.

Quedlinburg igen, søreme …

Turens tidspunkt har været godt timet: Vejret er, som man vist også kan fornemme på billederne, meget smukt – sol fra en høj og flot septemberhimmel og 21 graders varme. Vi var lidt bekymrede i morges, for det var så tåget, at vi knap nok kunne se, at vi havde en altan, men det klarede op i løbet af formiddagen for at blive solrigt og lunt resten af dagen.
I morgen går turen til Goslar, som vi, i modsætning til Quedlinburg, har set før, men det er stadig omkring 35 år siden for begges vedkommende, så mon ikke den tåler et gensyn?

Det lange, grimme hus og det høje, smukke slot

Ditte, som var med os til Wismar, havde for år tilbage været på Rügen, hvor hun ude på østkysten ved Prora havde set det 4½ km lange hus, som Hitler fik opført i slutningen af trediverne, og hvor det var meningen, at det arbejdende folk skulle have mulighed for at komme på en helsebringende og sund ferie. Udover nazisternes noget aparte form for racehygiejne, blev også både mental- og kropshygiejne sat i højsædet. Disse to sidstnævnte var selvfølgelig en god tanke, men regimet kørte en hel del på afveje, som vi vist alle ved …
Og ja, I læste rigtigt: Betonklodsen (som det jo var) var hele 4½ kilometer lang og lå helt ud til stranden. Kønt har det ikke været!
”Prora var et enormt ferieanlæg og badehotel opført af nazisterne på Tysklands største ø Rügen. Anlægget, der ligger cirka 150 meter fra Østersøen, blev bygget 1936-1939 som en del af Kraft durch Freude (KdF)-programmet. Otte identiske seks-etagers hotelblokke nåede at blive bygget, men aldrig taget i brug. Anlægget er interessant og kan også ses som en forløber for industrialismens masseturisme.”

Vi skulle naturligvis se det, bare fordi … men det kunne ikke længere lade sig gøre at se det i sin lange og lidet kønne helhed. Vi kunne kun komme tæt på en del af det, som må være brændt ned for mange år siden. Nogle steder var det renoveret til hotel og beboelser, for det er mondænt for tyskerne at kunne holde ferie ved en strand, som de jo ikke har så voldsomt meget af.

Så må slottet i Schwerin siges at være noget kønnere at se på! Ikke så meget Tornerose som Neuschwanstein, men det kommer nu godt derefter, synes jeg. Tårne og spir til overflod var der i hvert fald.
Som sagt var der museumsmandagslukket, og efter at have set nogle interiørbilleder (og hørt vores bagbos beskrivelse), tror jeg nok, vi må til Schwerin igen for også at se slottet indvendigt.

Wismar har mange smukke, gamle huse (der er en grund til, at den står på UNESCOs verdensarvliste (og nu er jeg oppe på 106 af de knap 1100 steder … der er lang vej endnu …)), men byen byder også på andet end det. Herover ses, på billede et og to, udsmykningen i et konditori, vi frekventerede; billede tre er et ikke mere så kedeligt, gråt målerskab og billede fire strudsen, som var malet på en husmur.

De kan noget med mursten nogle steder – og nogen har gerne villet vise evnerne frem.
ABC-Strasse her fandt vi alle tre lidt pudsigt … jeg tænkte på, om her mon havde ligget en skole …

Det var en kort tur; bare tre dage/to nætter, men det er fint, og den slags småture til ind- og udland har vi lovet os selv at blive gode til at tage, nu hvor sverigeshytten ikke længere eksisterer for vores vedkommende. Vi skal naturligvis også på rigtige ferier, men to-tre dage er næsten altid nemt lige at hive ud af kalenderen, hvis man pludselig skulle få lyst til at opleve et eller andet – og det er skønt at kunne undgå at skulle gøre det i weekenderne.

Når man glemmer sin strømforsyning …

Når man glemmer sin strømforsyning, så er man et lille fjols – især når man har husket rejse-pc’en, som derfor lå og grinede ad mig i sit hylster. Den grinede dog ikke så højt, for den havde ikke engang nok energi til at kunne starte, fordi jeg ikke har brugt den siden vi var på Grønland.
Jeg er altså hverken død eller noget i den retning – bare glemsom.
Wismar er dog ikke glemt endnu. Det er en fin lille by. Nej, ikke lille, for den har over 44.000 indbyggere, men den syntes lille for os, fordi vi kun bevægede os rundt inde i den gamle bydel.
Hele torvet fyldtes ud af julemarkedet, som vi gik igennem et par gange, mens vi var dernede.
Det var hyggeligt, ganske som et tysk julemarked skal være – og er – det, men et eller andet sted havde de misforstået det der med, hvor Jesusbarnet i sin krybbe lå, for det gjorde han mig bekendt ikke midt inde i en granskov …
Resten var, som det skulle være, med glühwein, currywurst, pandekager und alles.
Første aften var maden udmærket; i aftes var den suveræn. Vi fik tiltusket os et bord på en italiensk restaurant, som vi i første omgang sprang let og elegant over i vores udvælgelsesprocedure, da den så lille og lettere snusket ud udefra.
Den var ingen af delene. Den var tværtimod temmelig stor, men på trods af det fully booked på en ganske almindelig mandag aften, så vi måtte vente en hel time på et bord.
Det viste sig at være værd at vente på – vi kunne snildt finde på at tage til Wismar igen bare for at spise på denne restaurant.

I går gik vi først en tur ned til havnen, hjem langs kanalen og tog julemarkedet med endnu en gang, inden vi hentede bilen for at køre til Schwerin for at se på torneroseslottet.
På Schweinbrücke så vi fire glade julegrise, hvor vi kunne se, at især den ene var blevet både kysset og strøget på maven i et noget større omfang end de tre andre.

På vejen til Schwerin kørte vi igennem misteltenland. Ingen af os havde set så mange træer med så mange mistelten før inden for så relativt lille et område – det virkede nærmest helt overvældende. Man kunne næsten risikere at blive kysset ihjel, hvis man stillede sig ind under et af disse træer. Det kommer dog nok an på, hvem der stiller sig …

To be continued … jeg er en anelse træt nu.

Solskin–snestorm-solskin-snestorm

Efter det herlige morgenbord, med alt til faget hørende, som det kun fås i Tyskland, bevægede vi os som det første i formiddags, efter Jørgens anbefaling, mod Eidersperrwerk, som ganske rigtigt var spændende at se. Principperne og konstruktionen mindede os meget om Thames Barrier, men det gør det ikke mindre imponerende. Der skal stærke kræfter til at holde på vands stærke kræfter …

Vejret vekslede uafladeligt mellem solskin og snestorm – vi kunne køre i det smukkeste solskinsvejr og se tunge byger lige foran os. En ret så dramatisk himmel var det indimellem.

Da Eidersperrwerk var set, satte vi kursen mod Friedrichstadt, hvor vi spiste frokost. En fin, lille by var det, meget sønderjysk i sit udtryk – eller rettere sagt, så er Sønderjylland og Nordfriesland/Schleswig vel i bund og grund det samme og har været det i mange år. Det er samme byggestil, det er det samme marsklandskab med ‘koger’ og ‘Koogen’; mange gårde er bygget på kunstige forhøjninger, og endelig er dørene i byerne lige kunstfærdige i både nord og syd.

Også i Friedrichstadt vekslede vejret mellem godt og mindre godt, men dagen var så langtfra gået, så vi kørte til Husum for at se, hvordan den så ud. Den fandt vi dog temmelig uinteressant og kørte derfor til Eckernförde, for ifølge kortet kunne der godt være noget kønt at se på.
Nu var vejret holdt op med at veksle – det var kun snestorm og en temmelig tæt en af slagsen. Da vi nåede Eckernförde, stod himmel og jord nærmest i ét, så vi nøjedes med at finde et sted, hvor vi kunne få en kopkaf. Det med at gå ned gennem shoppingområdet droppede vi helt.
Da kaffen var indtaget, kørte vi hjem. Det sneede meget, og vi kunne ikke køre ret stærkt, da vejene nu var blevet fedtede og glatte, men efterhånden som vi kom sydpå, blev det fint igen, og da vi var 10 km fra Bad Bramstedt, hvor vi bor, var der igen helt blå himmel og kun faldet lidt eller ingen sne.
Det drejede sig om bare 80 km, men vi har selvfølgelig tit set indenfor hvor korte afstande det kan skifte – også derhjemme.

Minitur til Nordtyskland

Det blev næsten til vinterferie – i hvert fald er der et lille, hvidt drys over det hele, både hjemme og hele vejen til vores bestemmelsessted i Bad Bramstedt.
Vi tog – som sædvanlig – lidt tidligt afsted for at få noget ud af dagen. Planen var at køre gennem Holstensk Schweiz, for der skulle være så smukt. Mine forældre flygtede hertil for 41 år siden, da de ikke havde lyst til at gøre så meget ud af deres sølvbryllup. Jeg nåede lige at få Charlotte d. 12. december, inden de drog afsted d. 13. dec. Bryllupsdagen var 15. december, så vi var alle lidt spændt på om hun nåede at komme til verden inden de var nødt til at tage afsted, men det gjorde hun jo så.
Der var da også smukt, og jeg tror vi kører herned igen engang, når der er grønt og lunt.
Vi så alle søerne (kørte på det nærmeste igennem dem), vi så byerne Malente og Plön; vi spiste frokost i Bad Bramstedt, og fordi det var for tidligt at checke ind, kørte vi videre til Glückstadt, som viste sig at være en smuk, gammel by. Alt sammen med flot solskin det meste af dagen … dejligt.
På vejen dertil så vi traner! Der gik et par inde på en forhenværende majsmark – de må have taget fejl af årstiden, men jeg har godt nok læst, at nogle få vælger at overvintre her mod nord, hvis det er en “mild og grøn vinter”, som der stod. Det er det så ikke mere, så de fryser nok.

Her i det nordlige Tyskland er man åbenbart ikke meget for betalingskort. Både til frokost og senere til den ret så syndige eftermiddagskaffe tog de kun imod kontanter. Det viste sig, at jeg har glemt min europung, men det havde John heldigvis ikke, så det blev en billig omgang for mit vedkommende … jeg må dog nok hellere finde en hæveautomat i morgen, eftersom der er flere frokoster og eftermiddagskaffer i vente. Jeg har en europung og en pundpung, så jeg altid har kontanter med fra starten uden at skulle skynde mig at finde en bank.
Det kræver så bare, at jeg husker at tage den med …

Vores værelse ligger på 11. etage, så udsigten fejler ikke noget. Her er dog temmelig lydt, har vi konstateret … vi håber, at naboerne er færdige med at tale højt, når vi skal i seng, men der er ingen tvivl om, at de hygger sig derinde. 

 

Årrh, det var godt, var det – og man har vel ferie!

Så meget for planlægning …

Jeg mener at have nævnt, at vi skal på gourmetophold i Sønderjylland sidst i februar.
Faktisk er det lidt fjollet at have én nat dernede og så bare tage hjem igen – vi kunne lige så godt få lidt mere ud af det.
Tænkte jeg, da der helt tilfældigt dumpede en mail ind med glimrende kortferietilbud. Dem modtager jeg op til flere af.
Det er farligt. Meget farligt, fordi det er så pokkers fristende, men Risskov viste sig at have en hel del gode tilbud på to nætter i Nordtyskland med halvpension, og John og jeg brugte en times tid på at kigge på dem alle. Vi ville helst bo i Friedrichsstadt, men der havde de ingen ledige værelser i de to aktuelle nætter.
Efter at have undersøgt 10-15 potentielle emner på kryds og på tværs, endte vi med at vælge et, som vi mente kom tættest på vores ønsker.
Booke, booke – modtage bekræftelse – booke færge til udturen og så ellers mig afsted til Røde Kors-nørkleklubben.

Så langt, så godt.
Da jeg kom hjem igen, ringede Natasja fra Risskov Rejser, at der desværre alligevel ikke var flere ledige værelser på det ønskede hotel. Derefter spurgte hun, om det var hotellet eller datoerne, der var vigtige for os, til hvilket jeg kun kunne svare, at det egentlig var både-og, men mest det sidstnævnte.
Så meget for al vores research …
Efter lidt snak frem og tilbage, endte vi med at få et hotel i Bad Bramstedt, så nu håber vi bare, at det vil være godt nok. Jeg kunne godt huske, at vi havde set på det, men kunne ikke huske, hvorfor vi valgte det fra i første omgang …
Nå. Det kan jo ikke gå fuldstændig galt med bare to nætter, satser vi på.
Vi har planer om at se Plön-området på vej dertil, tage til Friedrichsstadt på vores hele dag dernede og undersøge selve Bad Bramstedt på trejdedagen.
Det bliver ikke en lang og eksotisk ferie, men det bliver et afbræk, men lidt har også ret, især på denne kedelige årstid, hvor enhver afvigelse fra hverdagen modtages med kyshånd, og får man den ikke forærende, hvad man sjældent gør, må man selv sørge for afvekslingen.

Det gør vi så. Det var den anden (og tredje) for-fødselsgave fra folkepensionisten in spe til folkepensionisten in spe, og også denne får John lige så meget glæde af som den i går. Nok også mere, hvis man spørger ham …
John har allerede spurgt, om jeg har flere fødselsdagsoverraskelser på lager til os, for indtil videre går det jo meget godt …

Så kan vi klare os i et par dage …

Vejret i dag blev lovet vådt, trist, koldt og kedeligt, så vi besluttede i aftes, at vi ville investere i en endagsbillet til Puttgarden og investere i lidt drikke- og andre varer hos Fleggaard i Burg. Alene prisforskellen på tre rammer af Johns yndlingsøl, den alkoholfrie Nordic, kan betale returbilletten et par gange – den man kan nemlig få for 99 kroner, hvis man kan nå at checke ind til hjemturen højst fire timer senere end udturs-checkind. Så det kunne vi godt. Benzinen er også betalt inden for de tre rammer øl … og der blev købt en anelse mere end tre rammer Nordic …

Kender I vinen her? Det gjorde jeg først for nylig, da en nabo forærede mig en flaske som tak for en tjeneste.
Den er aldeles fortræffelig, og jeg gættede på, at den var købt i Meny. Det kan jeg naturligvis ikke vide om den var, men de har den, og når den er på tilbud, koster den en halvtredser – og man får virkelig meget for de penge, synes jeg.
Vi havde ellers vognen pænt fyldt, da jeg opdagede den i butikken. Til 186 kroner for seks flasker! Det kan da nok lige være, jeg fik skaffet plads til to kasser af denne dejlige vin.

Vi havde også lovet at have tre rammer øl med til Sverige som delvis betaling i naturalier for udgravningen i forbindelse med undersøgelsen af vores trekammerbrønd. Det med at få betaling i stärköl gør de en del i, de svenskere, og både de blågule og de rødhvide er glade for den ‘ordning’.
Men det er altså IKKE alkoholfri Nordic, man skal købe til svenskerne! Det blev giraføl denne gang – det ved vi er et hit.
Maskinvaskemidler køber jeg også altid i Tyskland. Og deodoranter. Sæbe. Barberblade. Alt i alt svinger de ting, vi gerne køber dernede, mellem at koste 1/3 og 2/3 af det, vi giver for dem i de danske supermarkeder, så det kan helt klart betale sig at ofre både brændstoffet og billetten på sagen.

Det tog laaaang tid gennem grænsekontrollen i Rødby, hvilket skyldtes en russer, som blev undersøgt meget, meget, MEGET grundigt. Vi sad og blev lige så grundigt irriterede over, at de ikke kunne finde ud af at få verfet ham ind til siden, så vi andre kunne komme videre. Det gjorde de også langt om længe – men først da narkohundene ankom …

Dem, der har ondt af, at der eksisterer noget, der hedder grænsehandel, kan godt få ondt nu af mit indlæg, men så længe det er en mulighed, har jeg tænkt mig at benytte mig af det.

Vi nåede lige at runde Burg, hvor jeg på torvet fik erhvervet mig en stor portion hvide asparges. Manden var ved at pakke sammen, da jeg kom, så han fyldte bare posen uden at veje varen, hvorved jeg fik et helt kilo for bare €5 … det gad jeg ikke brokke mig over …

Dagens tåbeligste spørgsmål

Den gps, vores bil er født med, og jeg er ikke altid lige gode venner. Den er meget tungtopfattende, således at man oftest skal angive destinationen mere end én gang. Nogle gange fatter den det første gang, andre gange først efter tredje eller fjerde. Det rækker min tålmodighed overhovedet ikke til, så nu er det blevet sådan, at jeg taster adressen første gang, og så tager John over. Han er nemlig 100 år om at taste med joysticket, mens man de følgende gange kan nøjes med at trykke processen igennem med DONE-knappen.
Vi har lige opgraderet den til at have hele Europa med i stedet for kun Norden, så det var første gang, den skulle afprøves i Tyskland. Det gik meget godt, indtil vi skulle tilbage fra byen Stade. Her kom den med følgende spørgsmål:   
One of the roads of your planned route is closed. Do you want to avoid this road?
Det var da det tåbeligste spørgsmål af alle. Hvad havde den forestillet sig? At man ønsker at strande ved en lukket vej?
John, som er ekspert i ikke at læse små informations- eller spørgsmålsvinduer, svarede NO, men det så jeg heldigvis og fik ændret den beslutning.

Jork (ikke York …) og Stade havde vi fået anbefalet af Farmer, så den tur tog vi i går. Området kaldes også Tysklands frugthave, og husene her er en mange kilometer lang opvisning i facader – det virker som om alle har skullet overgå alle de andre.

De huse tog vi mange billeder af … alle var forskellige, men da de til sidst begyndte at ligne hinanden, var vi klar over, at vi nok var blevet facademætte.
På vejen tilbage tog vi på Jørgens anbefaling Schloss Ahrensburg med. Vi var ikke inde i slottet, men nøjedes med at gå en tur rundt om det. Vi hørte nemlig den ‘engelsktalende’ guide, og hende skulle vi ikke nyde noget af. Hun ledte efter hvert andet ord og måtte hele tiden have hjælp til at finde de engelske ord. Jeg ville være eksploderet efter fem minutter, hvis jeg var blevet tvangsindlagt til hende.

Bortset fra, at vejret har været elendigt, kan vi godt anbefale et ophold på Schloss Tremsbüttel. Middagen var udmærket, og morgenmaden rigelig, delikat og med alt, hvad hjertet kan begære.
Og de havde rigtig te! Det kræver næsten en hel række udråbstegn, for det er der stort set ingen, der har mere. Man blandede den selv af rigtige teblade fra dåserne; vandet fik man fra den (elektriske) samovar – en herlig forandring fra det posesavsmuld, man normalt får, og som er årsagen til, at jeg altid drikker kaffe om morgenen, når vi er på ferie, selv i England. Dog ikke hos Charlotte, som naturligvis laver en ordentlig kop te. 
Så ‘ordentlig’, at hendes engelske veninder spørger, hvor hun køber den gode te, hun serverer, og som bliver både forbavsede og halvflove, når hun siger, at den køber hun i Danmark, “for det er jo ikke til at købe en ordentlig te her i England … ”

I går var det 12° hele dagen. I dag var det 13°, da vi kørte fra Tremsbüttel. Da vi nærmede os Fehmern ved middagstid, forsvandt skyerne; da vi nåede til Sydsjælland, skinnede solen fra en skyfri himmel, og temperaturen var 23°.

Livet på et slot

Livet på et slot ved jeg ikke så meget om, men Schloss Tremsbüttel har sikkert været glimrende som bopæl. Det er nyt – fra 1894 – og ikke særlig stort af et slot at være (det billede fra forleden dag var slet ikke Tremsbüttel, hvilket jeg først opdagede, da vi kom herned), men rummenes størrelse fejler ikke noget. Vi har fået Julie, som er et hjørneværelse, med entre, garderobe og et stort badeværelse.
Jeg var lidt spændt, for de tilbud, der kommer gennem diverse medier, giver ikke altid verdens bedste værelser … vi fik så heller ikke præsidentsuiten, men dette her er godt nok til selv kræsne og forvænte os og medfører absolut ingen klager fra vores side.

Vi er lige kommet tilbage fra en tur i parken, som bl.a. har en smuk japansk have. Sådan en slotspark har også mange store træer, så jeg kunne ikke komme til at tage et billede så langt fra, at det ikke vælter, men vi bor bag den røde cirkel.
Da vi gik ud, snuppede vi et par paraplyer med, for det smådryppede og vi kunne høre torden ikke så langt borte.
Det kom nærmere og nærmere, og fem minutter efter vi landede på værelset igen, åbnede himlens sluser sig i en grad, vi ikke har oplevet længe … man kan godt mærke, at man er kommet sydpå, tøhø. Men det gør ikke spor. Med den voldsomhed går det hurtigt over igen, og så vil vi finde Ristorante Da Mimo i Bargteheide, hvor vi er blevet anbefalet at spise aftensmåltidet. Der hører en tre-retters menu med i opholdet, men det bliver først i morgen.

En forhenværende kollega havde foreslået, at vi gik på Kartoffelkeller i Lübeck, hvilket viste sig at være et specielt sted, som vi aldrig havde fundet selv, så tak for det, Hanne.
Vi er inde i aspargessæsonen, så vi valgte hver sin aspargesret til frokost – John en Spargel und Kartoffel mit Schnitzel og jeg en Foliekartoffel mit Spargel und Kochschinke. Uha, de er bare gode, de hvide asparges. Jeg købte 1½ kilo monsterstore af slagsen for bare 25 kroner. Forleden dag gav jeg 45 kroner for ½ kilo i Brugsen. Næsten det dobbelte for en tredjedel – det er cirka en femtedel af de hjemlige priser. Kan man fryse asparges?

Ét af de to tårne herunder er skævt, og jeg tror det er det bagerste …
Jeg havde læst, at man i Lübeck skal kigge ind i baggårdene, da de har meget hyggelige miljøer. Den slags skal man vide, for ude fra gaden ser man bare en dør i en væg, som for eksempel den, som ses herunder ved den røde pil (mange er dog lukket af – der er nok for mange turister, der går og glor), ser man det der er vist på nederste billede.

One Night in … Flensborg

Det var desværre ikke så eksotisk som One Night in Bangkok, bare en overnatning i Flensborg – som dog var aldeles glimrende – stort værelse og fin-fin morgenmad. Nu, hvor vi var kommet over Storebæltsbroen og helt til Vestfyn, kunne vi lige så godt køre det sidste stykke vej til Tyskland og få handlet lidt af de våde og tørre varer, der skal bruges i julen.

Efter Gorm var det oplagt at starte med at køre en tur helt ud til vestkysten – her Vejers Strand – for at kigge lidt. Og blive blæst lidt igennem … vinden havde ikke lagt sig helt så langt mod vest.
Vi tog den hele turen ned langs vestkysten og ud til Vidåslusen, hvor der var en lidt højere vandstand end sidst, vi var her.
Videre ned til Flensborg, hvor vi havde booket et værelse på det udmærkede Arcadia Hotel, som lå fint ved bunden af Flensborg Fjord.

Det lå også lige i nærheden af gaden, hvor de reklamerede med det julemarked, der var den egentlige årsag til flensborg-overnatningen.
Det pisøsregnede hele aftenen, så det julemarked var hurtigt gennemgået fra vores side. Vi nåede at gå det hele igennem, men vi dvælede ikke så meget ved boderne – som i øvrigt for de flestes vedkommende solgte alle mulige og umulige varme drikkevarer – der var ikke meget af alt det andet jule-alt-muligt, som vi nok havde forventet efter at have set de meget store julemarkeder i Berlin for et par år siden.
Jeg ærgrer mig nu godt nok lidt over, at jeg ikke smagte den varme æbletoddy med calvados, som en af dem skiltede med, men jeg var sulten og syntes derfor ikke, det var det smarteste tidspunkt at indtage varm alkohol på. Den smagte sikkert godt!

Efter morgenmaden gik turen atter mod nord, med pitstop ved Fleggaard. Vejret var skønt, så vi undgik motorvejene, lige til vi ramte Nyborg og ikke kunne komme længere uden at bevæge os ind på en sådan.
Turen gik over Sydfyn og helt ud til Helnæs, hvor jeg aldrig har været, men som John kunne huske fra sin tid, hvor han kørte rundt og tilså alle landets benzintanke af et mærke, som ikke findes mere i DK. Han huskede området som verdens ende, men smukt, og ville derfor vise mig det.
Der er forbindelse via en dæmning. Vi kørte ud til fyret, hvor det så ud til at regne i vestlig retning, så vi blev enige om at vende næsen hjemefter.

Det holdt dog tørt til engang i nat, men det passede os fint at være hjemme ved 17-tiden, hvor det alligevel er blevet for mørkt til at se noget.
Jeg elsker at lade mig befragte rundt og kigge på Danmark, som John fra de mange år som salgschef kender meget bedre end mig, og hvor han kørte land og rige rundt i én uendelighed. Det er faktisk utroligt, at han efter det og efter syv år som taxachauffør stadig holder så meget af at køre bil.
Han skal dog ikke høre et ord, for jeg elsker at være passager …

Poseidon coming … and going … going … gone

Her kommer Poseidon, midt inde i Minden, hvor Mittellandkanalen krydser Weser – over den. For at komme fra kanalen til floden, skal man igennem en 13,20 meter høj/dyb sluse … den højeste/dybeste, jeg endnu har set. Poseidon forsvandt fuldstændig, mens de 11.300 m³ vand blev hældt ud af slusen.

Men jeg kunne godt finde Poseidon, hvis jeg gik hen for enden af slusen – og pludselig var den ude på den anden side.

Efter denne mindeværdige oplevelse fandt vi langt om længe stedet, hvor kanalen går over Weser. Det var lidt af et projekt, men det lykkedes til sidst. Flodbådene her er en anelse større end kanalbådene, vi ser i England.

Efter dette gik turen sydpå for at finde den lille by Heiligenkirche og den fuglepark, der skulle ligge lidt uden for byen.
Det viste sig at være en god oplevelse – der masser af fugle fra hele verden – mange var så tamme, at de helt frivilligt kom hen til en … én af dem forsøgte at spise min regnfrakkelynlås, og en anden var vældig interesseret i Johns kamera.

Der var grimme fugle, sjove fugle, spændende fugle, larmende fugle, albinofugl (en påfugl), der var store fugle og der var små fugle.
Vi så en storkerede med unge i – hvornår får man lige igen chancen for fotografere sådan en?

Her er et par af de grimmeste …

Nu skal I nok slippe – der er 60 billeder til fra fugleparken, men det går nok ikke at prøve at køre alle dem ind i indlægget, selv om det er fristende.
Tiden flyver. I morgen er det allerede hjemkørselsdag, men jeg har fundet nogle grønne veje – altså særlig smukke områder – lidt øst for, hvor vi bor, så vi kører en lille omvej, inden vi for alvor lægger kursen mod nord.

Asparges, Blomberg og Lemgo

Flere har spurgt til menuen i aftes. Forretten var en klar, brun suppe, som smagte mistænkeligt meget af bouillonterning. Hovedretten var for mit vedkommende vildlaks med hvide asparges overhældt med en grøn hollandaise-agtig sauce. John fik en schnitzel med kartoffel-aspargesrösti. Han var udmærket tilfreds, men min fisk var simpelthen ikke frisk, så den oplevelse lod en del tilbage at ønske. Jeg tror dog, at det bliver bedre i aften, men derom i morgen. Vi skulle i morges krydse af, hvilken af de to hovedretter vi ønsker, “for så vil serveringen gå hurtigere”. For det første gik den fint hurtigt, og når vi ikke skal skrive, hvornår mellem 18 og 21 vi ønsker at spise, synes jeg ikke rigtig, at det giver mening.

Vi har travet byerne Blombergs og Lemgos gamle bydele tynde i dag. De er skåret lidt over samme læst – selvfølgelig – overalt var de fine træskærerarbejder blevet renoveret og der var mange steder anført både hvem der havde opført huset hvornår og hvem der havde renoveret huset hvornår. Enten har nogle af dem haft ordblindelignende problemer, eller også bogstavet N blevet spejlvendt et sted mellem 1600 og 1700 (se nederst på collagen). Det ligner Aubreys n’er. Det var dog ikke konsekvent, for der var også rigtigt vendte n’er fra fx 1528, så jeg har ikke helt gennemskuet det.

Byerne er hyggelige, så vi fotograferede og fotograferede i én uendelighed, men når man så kommer hjem og ser dem, ligner de umiddelbart hinanden ikke så lidt, kunne jeg godt se, men flotte var de nu alligevel, når man gik og studerede alle detaljerne.

I Lemgo besøgte vi et museum, der illustrerede hvordan det store Hexenbürgermeisterhaus havde set ud oprindeligt (1568), hvordan det var blevet ændret op gennem tiderne, og endelig hvordan det, efter den sidste ejer solgte det, nogle steder blev ført tilbage igen, så man kunne se de oprindelige rum, udskæringerne og farverne. Meget interessant, faktisk.
En af ejerne havde været en særdeles ihærdig hekseforfølger; deraf navnet. Man havde derfor også indrettet det med en udstilling af de torturinstrumenter, man dengang anvendte for at få de stakkels ‘hekse’ til at tilstå. Den sidste heks, der blev forsøgt dømt i Lemgo, blev rent faktisk ikke dømt, for selv under den værste tortur nægtede hun at indrømme at have noget som helst med hekseri at gøre. Utroligt, at hun har kunnet modstå torturen. Man blev da også så tilpas fornærmet på hende, at man forviste hende, samt hendes mand og barn, fra byen – helt slippe for straf skulle hun sandelig ikke. Jeg ville jo mene, at al den tortur var så rigelig straf, men sådan så man ikke helt på det dengang.
Se stolen her – ganske ubehagelig. Og hhv. finger- og benknusere (og mere, som jeg ikke har taget billeder af, fordi det var vanskeligt at få gode billeder gennem glasset). Det har sandelig ikke været rart og trygt at være kvinde i de århundreder, man havde heksejagterne. Den føromtalte borgmester gik så vidt, at han også fik ‘dømt’ både mænd og børn (!) som hekse.
Han har sandelig været en hyggelig fætter …
Begrebet ‘tommelskruer’ bliver pludselig særdeles konkret, når man ser disse instrumenter.

(Til frokost fik vi asparges-risotto … bare til orientering.)

På ‘Malerkassen’ i Schwalenberg

Vi stod tidligt op i morges for at nå 8:20-færgen fra Rødby – det er tid til aspargesturen på Schwalenberger Malkasten, som viste sig at være et hyggeligt sted med gode og hyggelige ansatte. En af dem taler oven i købet dansk, fandt vi ud af – et glimrende dansk, som er klasser bedre end mit noget usikre skoletysk.

Da vi kørte ind i Schwalenberg, blev vi hurtigt betagede af den lille by – det er rendyrket tysk byggeromantisk stil, når den er bedst.
Byen slap stort set uskadt gennem 2. verdenskrig, men når nu så mange tyske byer skulle genopbygges i nutidig stil, ville man da ikke stå tilbage her i Schwalenberg og se håbløst gammeldags ud, så for at få den gamle by til at se moderne ud, lagde man puds hen over alt det oprindelige bindingsværk.
Heldigvis blev man på et tidspunkt klogere og hev pudset af igen og på det nærmeste gennemrestaurerede hele byen tilbage til det oprindelige udseende. De fleste huse er fra et sted i 1600-tallet, kan man se på de mange navne på bygherrer og øvrige tidligere ejere, der var skåret ud i bindingsværket.

Jeg gik helt fotoamok, men det var ikke nemt at komme ud på en afstand, så ikke husenes vægge væltede, da gaderne er meget smalle. Der var også en masse biler i/på vejen overalt, men de er måske væk i morgen, når det er hverdag igen?
Vi brugte den første 1½ time efter ankomsten på at gå hele den gamle bydel igennem; både for at nyde den og for at få samlet appetit til aftensmaden. Det er ikke den store sult, der præger billedet, når man ikke har bestilt andet end at køre bil.

Fine huse, fiine dørpartier, en fantastisk udsigt fem minutters gang fra hotellet, masser af tilsyneladende gode turforslag i en skrivelse, som FDM har lagt til os på hotellet – på dansk. Det skal nok blive godt. FDM har haft værelser til rådighed her på stedet i over 30 år, fik jeg at vide, da jeg bookede. Det regnede jeg med borger en del for kvaliteten, da man næppe ville have holdt fast i stedet, hvis det havde regnet med klager over det.

Der har været noget pinsehalløj i byen – tror nok, at der har været noget pinsehalløj i de fleste tyske småbyer – og jeg tror også, at en del af de skæmmende bannere på mange af husene skyldes dette halløj. Flere hundrede birke- og grantræer har måttet lade livet for at kunne pynte gaderne op. Det er slut for i dag, og jeg skal lige love for, at der bliver fulgt nogle branderter hjem. Ikke særlig mange, men de er til gengæld store, dem vi ser …

Nu vil jeg tage lidt duftevand på, og så vil vi bevæge os ned og indtage vores Spargelmenu. Spændt på at se, om også desserten er med asparges …