Hos Mommer

9. marts 2019

Forandring fryder hele vejen gennem livet

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:21
Tags: , ,

Vi flytter os stadig. Det er forhåbentlig et tegn på, at vi ikke er gået helt i frø endnu, og nu er vi så nået til et sted, vi ikke var for ti år siden – nok ikke engang for fem:
1) Vi tager på charterrejser.
2) Vi ofrer mere (end vi nogensinde før havde kunnet forestille os) på gourmetoplevelser.
Mine søskende forstår vist ikke helt det med charterrejser, men de er heller ikke så gamle endnu, og vi begyndte først med den slags i 2014; med Tunesien for over 20 år siden som vist nok den eneste undtagelse. Det er jo heller ikke helt det samme i dag, som da Spies og Tjæreborg indledte æraen med billige ferier og grisefester på Mallorca – i dag både kræver og forventer mange noget andet og mere. De rejser, der leverer det, der ligner vores ungdoms charterrejser, undgår vi, men der ligger en tryghed i de guidede rejser; en tryghed, vi især sætter pris på, når vi begiver os ud i noget for os totalt fremmed – som fx krydstogtet til Sydamerika og turene til Sydafrika.
Det er heller ikke kun med guider, for vi tager også stadigvæk på (bil)ferier på egen hånd, hvilket vi helst heller ikke vil undvære – vi bliver i hvert fald ved, så længe vi er i stand til det.

Og gourmetoplevelserne … jeg ved ikke engang helt, hvordan vi er nået til, hvor vi er nu. Jeg har skam altid sat pris på god mad, og jeg har kun yderst sjældent spist ude, hvor jeg har valgt ‘almindelig’ mad. I starten af vores forhold, når John inviterede mig ud at spise, og jeg spurgte hvor han ville hen, kunne han finde på at sige: “Hvad med [der eller der]; de laver en god hakkebøf.”
Hakkebøf!!?? Jeg går altså ikke på restaurant for at få hakkebøf; jeg gør det for at få en anderledes madoplevelse, jeg ikke selv kan eller vil præstere.
Det tog noget tid, inden det gik op for ham, at jeg mente det, fordi for ham var det lækreste, han kunne forestille sig, noget med bøffer, bearnaisesauce og pommes frites, men den slags er både nemt og hurtigt at lave, så jeg søgte helst noget andet.
Han er heldigvis nået videre, og i dag har han faktisk slet ikke lyst til en rød bøf, selv når han har muligheden.

Seks retter Norsminde
Men fra at spise ude og så til at ville ofre så mange penge på en madoplevelse, er der trods alt et stykke vej. For bare et par år siden forstod jeg ikke dem, der tager Michelin helt bogstaveligt mht., at en trestjernet michelinrestaurant er en rejse værd. Jeg forstod ikke, at man var parat til at bruge, hvad der svarer til en uges ferie eller to på en så relativ kort oplevelse.
Jeg forstår det bedre nu. Jeg tror dog stadig ikke, at jeg kommer til at spise på en restaurant, hvor det koster 3-4000 kroner pr. person bare for maden, men det ophold, vi lige har været på på Norsminde Kro, hørte ikke til i discountklassen.
Det var hver en krone værd.
Det var fantastisk. Ganske enkelt superbt.
Det er farligt med de superlativer, for jeg brugte de samme ord efter oplevelsen på Holberggård, men dette var faktisk lige en tand bedre, selv om jeg ikke havde troet det muligt for 14 dage siden.
Bortset fra desserten. Isen smagte godt, men jeg kommer altså aldrig til at betragte rødbeder som noget, der hører til på en desserttallerken.
Men alt det andet … John og jeg sad ret meget med himmelvendte øjne, fordi vi konstant hørte englesang. Han nød det hele akkurat lige så meget som jeg gjorde, og vi blev enige om, at det her var ikke sidste gang.
Jeg kunne skrive meget mere om det – jeg har jo ikke engang fortalt, hvad vi spiste, men indlægget er allerede blevet for langt … det må blive senere.

Reklamer

19 kommentarer

  1. Og at I synes det hele er det værd, er det allervigtigste. Så skønner man også på den mad, man får serveret.

    Kommentar af Lene — 9. marts 2019 @ 15:09

    • Netop. Det ville være ret fjollet, hvis vi syntes, den slags var spild af penge.

      Kommentar af Ellen — 9. marts 2019 @ 15:39

      • Det er sjovt som vi er forskellige, for jeg ville nyde en hakkebøf med gode pomfritter, både fordi maden var god OG fordi jeg ikke selv skulle lave den. Det betaler jeg gerne for 🙂

        Kommentar af Lene — 10. marts 2019 @ 8:11

        • Ja, det er lidt pudsigt … ellers har jeg jo så vældig travlt med at finde vores ligheder, men på madpunktet er vi meget forskellige 🙂

          Kommentar af Ellen — 10. marts 2019 @ 10:33

  2. Og jeg gad godt være kokken (på nuværende tidspunkt kokelev), der lærer at lave al det lækre mad. For den reaktion fra jer som gæster gør jo det hele til noget særligt.

    Kommentar af Kisser — 9. marts 2019 @ 16:38

    • Ja, der er noget ved at lave mad, når den bliver værdsat så meget.

      Kommentar af Ellen — 9. marts 2019 @ 20:02

  3. I følger da vist et glimrende princip: hvis man ønsker noget man ikke har, må man gøre noget man ikke gør. Hvad bliver mon det næste?

    Kommentar af Jørgen — 9. marts 2019 @ 20:33

    • Det princip har jeg ikke hørt før, men det er godt!
      Kun tiden kan vise hvad der bliver det næste. Eller om der bliver noget …

      Kommentar af Ellen — 9. marts 2019 @ 21:08

  4. Noma har jeg været på – før det blev meget berømt – og det var mere end godt. Jeg hverken ville eller vil ikke selv prioritere at bruge penge på det, men inviteret af en trofast Noma-gæst, der fik et sidste minuttilbud, fordi der havde været et større afbud, så spiste og drak jeg der med stor fornøjelse.
    Om man er til pakkeferier (m. guide) og/eller at rejse efter en eller flere (eksklusive) madoplevelser afhænger vel om eventyrlyst kontra “jeg køber mig til andres erfaring og viden” og om gastronomisk oplevelse er at spise spektakulært eller – som jeg foretrækker – at spise som de fleste lokale gør, fordi jeg så bedre oplever destinationens befolknings dagligdag.
    Selvfølgelig kan mine behov ændre sig, men så vil det (nok) skyldes manglende mobilitet, hvor det er vigtigt at kunne komme rundt uden uoverstigelige hindringer. Indtil nu har hverken manglende økonomisk råderum eller det modsatte haft nævneværdig indflydelse på mit ferie-/rejse-/oplevelsesmønster gennem alle mine voksne år, bortset fra hyppigheden og længden.
    Jeg glæder mig til at benytte interrail (igen), når arbejdslivet ikke kræver så megen tid.
    Mvh. og fortsat god appetit på livet.
    PS: Ægte pommes frites er altid et ja tak fra mig og også en omvej værd.

    Kommentar af Kristine — 9. marts 2019 @ 21:31

    • Jeg ville søreme også gerne kende en, der inviterede mig på Noma 🙂
      Hver (mad)ting til sin tid – når vi rejser i udlandet, går vi som regel også efter lokal gastronomi – men selvfølgelig med enkelte undtagelser.
      Så du er interrailer … Det ville jeg gerne engang, men havde ikke muligheden. Nu har jeg ikke længere den slags ønsker, men god fornøjelse, når du når dertil igen.
      Ægte fritter er gode -. og det er de gode til i Englan!

      Kommentar af Ellen — 10. marts 2019 @ 10:40

      • Ja bortset fra eddiken, så den omvej er ikke soleklar for mig😉.
        Ved du, at interrail er produktudviklet siden din lyst til og min brug af interrail.? Nu kan man købe få eller flere og ikke nødvendigvis sammenhængende togdøgn inden for en kortere eller længere periode og indenfor begrænsede geografiske områder og ikke som tidligere, hvor det var 30 sammenhængende togdøgn i hele interrailområdet. Dengang var der også langt flere internationale (nat)tog. Nattog = gratis overnatning.
        Mvh.

        Kommentar af Kristine — 11. marts 2019 @ 22:07

  5. Madoplevelser er en af de ting vi i mamge år har prioriteret højt. Det er ikke noget vi gør tit, men når vi går ud og spiser, spiser vi godt. Munkebo Kro (da Thomas Pasfall havde den), Dragsholm og Noma har givet os suveræne oplevelser. Tinggården er vores lokale ‘stamsted’ der holder for, når familien fejrer store mærkedage og vi glæder os til at introducere jer for Jans dejlige mad.

    Kommentar af fiberfryd — 10. marts 2019 @ 2:00

    • Jamen jeg forstår jer jo så fuldstændig. Nu 😉 – og vi glæder os rigtig meget til at komme med hos Jan om ikke så længe!

      Kommentar af Ellen — 10. marts 2019 @ 10:41

  6. Vi er også begyndt at nyde de ekstra gode måltider ude, og der er så mange spændende muligheder. Glæder mig til at læse, hvad I finder på næste gang.

    Kommentar af Madame — 10. marts 2019 @ 7:50

    • Er I? Endnu et eksempel på, at vi forandrer os gennem livet – og heldigvis for det 🙂
      Vi er blevet inviteret på Tinggården!

      Kommentar af Ellen — 10. marts 2019 @ 10:42

  7. Hvor hyggeligt, I deler glæden over madoplevelser. Det ville være trist, hvis vi ikke ændrede os over årene. Nye behov opstår og andre lægges til side.

    Kommentar af Betty — 10. marts 2019 @ 14:19

    • Ja … sådan er det heldigvis. Tænk, hvis man var den samme livet igennem! Ikke godt …

      Kommentar af Ellen — 10. marts 2019 @ 15:03

  8. Hovedsagen er vel, at man til stadighed finder noget, der er med til at give livet værdi. Det gælder selvfølgelig generelt, men nok specielt, når det drejer sig om, hvordan man skal skaffe sig af med sine hårdt sammenskrabte midler. Der er jo det særlige ved penge, at de færreste kan bruge dem mere end en gang. Jeg bliver aldrig sådan en, der bruger penge på gourmetmåltider, nok især fordi jeg slet ikke kan sætte mig ned og spise et større måltid på en gang. Det gør mig ganske enkelt meget dårlig. Men hvis nogle af disse steder fandt på, at man kunne komme ind til næste ret, sådan hver 2.-3. time, så ville det passe fantastisk, og jeg ville bestemt overveje det, for jeg er da stadig interesseret i, at mad smager godt, og især i at blive fri for at lave den selv.

    Jeg kan i princippet ikke se nogen større forskel på at bruge tid og ressourcer på noget for øjnene eller ørerne og så på noget for ganen. Det er stadig sanselige oplevelser, der kan være god grund til at dyrke.

    Kommentar af Henny Stewart — 11. marts 2019 @ 12:33

    • Man kan kun bruge sine penge én gang, ja, men jeg synes der er for mange kedelige eksempler på, at ‘nogen’ bruger penge, ‘nogen’ så absolut ikke er kommet ærligt til … men det er selvfølgelig en helt anden historie.
      Det er både godt og skidt, at du ikke kan rumme ret meget mad ad gangen – godt for figuren, men det er så det eneste gode jeg lige kan få øje på.
      En udmærket definition til sidst – og du har da ret; det er alene et spørgsmål om prioritering.

      Kommentar af Ellen — 11. marts 2019 @ 15:37


RSS feed for comments on this post.

Blog på WordPress.com.