Hos Mommer

13. december 2021

Hvornår har man tid til at dø?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 19:04
Tags: ,

Mens Charlotte voksede op, var min største frygt at dø, inden hun var i stand til at klare sig selv, for skrækscenariet var, at hun skulle risikere at vokse op hos sin far, som havde et belastende alkoholproblem. Den skræk var selvfølgelig ikke noget, der fyldte i hverdagen, men en gang imellem strejfede tanken mig. Mine søstre havde lovet at tage sig af hende, men ingen ved, om en af dem ville have fået lov til det.
Den hurdle blev overstået. Senere ville jeg gerne nå at se hendes karrierevej og om jeg fik nogen børnebørn. Det vil være mine læsere bekendt, at der for længst er sat flueben ved begge punkter.
Nu blev næste delmål, at jeg gerne ville se de børnebørn vokse op. De er – også som bekendt – blevet halvvoksne, og nu vil jeg selvfølgelig så frygtelig gerne se, hvilken retning de vælger på livets vej.
Vi har prøvet at gætte, men det er svært. Det bedste vil naturligvis være at opleve det.
Anna har fået weekendarbejde (ikke hver weekend) i landsbyen og er meget glad både for det og for at tjene sine egne penge. Dertil er Aubrey endnu ikke nået, men han har, foruden fotolære, som jeg nævnte i efterårsferien, også valgt idræt som skolefag. Her bliver han bl.a. undervist i, hvad der er sundt for ens krop at spise; hvad der er med til at øge iltoptagelsen osv. osv. Med andre ord lærer han om, hvordan man bliver i bedre form via sin kost. Det går han meget op i. Den dreng, som helst undgik alle rå grøntsager (men spiste dog alle de kogte), tager nu en rødbedesalat til forret, når de er på restaurant! Han spiste også salat, da de var her i efterårsferien – jeg noterede mig det med glæde, men undlod at kommentere det. Det hjælper, når sundhedsforedragene kommer fra en anden end moar …
Nå. Videre. Jeg har stadig ikke tid til at dø.
Lad os så sige, at jeg når at finde ud af, hvad de vælger at uddanne sig til.
Så har jeg heller ikke tid til at dø, for nu skal jeg se, om de får det job, de til den tid måtte ønske sig.
Og så skal jeg da også lige nå at se, om de har tænkt sig at gøre Charlotte til mormor/farmor og mig til oldemor.
Ud fra en statistisk vinkel er det nok godt 15 år endnu, jeg helst skulle leve.
Det er ikke helt usandsynligt at blive 84 år, så jeg har da lov at håbe … men skulle jeg være så heldig, finder jeg nok på noget mere, jeg lige skal nå!

Rundpindeetui (2)Rundpindeetui (1)

Jeg vil tro, at jeg er nødt til at blive omkring 150 år, hvis jeg skal have bund i mit stof- og garnlager.
Det skal jeg nok ikke regne med at opnå …
Jeg har dog for nylig omsat en smule af stofferne til to rundpindeetuier. Det øverste bruger jeg selv og er ret glad for.
Det nederste får Charlotte, når vi kommer derover. Det matcher rent farvemæssigt den bog, hun også får, og som hun slet ikke ved, at hun ønsker sig, men som mange siger er et must have, når man interesserer sig for strik og har brug for et opslagsværk.
Herunder sammenfoldet (og et billede fra mønstret).

Rundpindeetui (3)

Og herunder ydersiden, når den er udfoldet – med fin lynlåslomme til småting.

Rundpindeetui (4)

Herunder den udfoldede, lettere modificerede inderside, med 3 x 3 lommer, samt elastikholdere til flettepinde, maskeholdere og et par hæklenåle.
Modificeringen består på enkleste vis i, at jeg ikke vil have de smalle lommer til lige pinde – sådan nogle bruger jeg aldrig, og jeg er sikker på, at det kommer Charlotte heller ikke til.

Rundpindeetui (5)

Mønstret til ovenstående er købt her. Man får udførlige mål og instrukser til de to udgaver, som ses på det lånte billede.
Mønstret til ‘harmonikaen’ er købt gennem Etsy her.
De er på engelsk, men hvis man ikke er helt nybegynder til at sy, eller helt umulig til engelsk, kan man godt finde ud af det.

16 kommentarer

  1. På et tidspunkt må vi alle have et pusterum, og resten er spildt mælk, som man godt må græde over.

    Kommentar af Eric — 13. december 2021 @ 20:58

    • Pusterum? Når man udånder? Og hvad er ‘resten’? Jeg er bange for, at jeg denne gang ikke helt er med på, hvad du mener, Erik. Beklager, at jeg er så tungtopfattende.

      Kommentar af Ellen — 14. december 2021 @ 10:01

      • Det var også lidt kryptisk: Udånder ja, og “resten” var tænkt som det, man af samme grund ikke oplever.

        Kommentar af Eric — 14. december 2021 @ 13:33

        • Hehe, okay, tak … jeg forstod da halvdelen 😉

          Kommentar af Ellen — 14. december 2021 @ 18:40

  2. Så længe vi er sunde og raske, vil vi alle gerne opleve det, der sker om 10 – 15 år, heldigvis er det ikke noget, vi ved noget om. Min mor blev 92, hun havde også denne nysgerrighed, hvad mon der sker osv. men de sidste 2 år mistede hun interessen. Hun var kommet på plejehjem, se det vil vi ikke gerne opleve, hun kunne absolut ikke lide at være der.

    Kommentar af Lisbeth — 13. december 2021 @ 21:05

    • Det var synd for din mor. Man kunne godt have undt hende ‘kun’ at være blevet 90, men det er selvfølgelig set i et bakspejl. Plejehjem ønsker vist ingen af os at komme på, men der findes da heldigvis gode af slagsen. Som du skriver, ved vi ikke hvad fremtiden bringer. Det er nok meget godt, selv om det i visse tilfælde kunne være praktisk at vide.

      Kommentar af Ellen — 14. december 2021 @ 10:05

  3. Du er god til at binde dit liv sammen. Dine ønsker og drømmes bindes sammen i dine strikværker. Vores nysgerrighed, vidensparathed, ønsker og drømme er vigtige at bevare. Det er livet, der leves.

    Kommentar af Ib Hansen — 14. december 2021 @ 9:19

    • Tak, og ja, ganske enig. Jeg håber aldrig, jeg mister nysgerrigheden og lysten til at vide mere – se mere – opleve mere. Et håb, når det hele er ved at slutte, kunne være, at evner og lyst forsvinder på nogenlunde samme tid.

      Kommentar af Ellen — 14. december 2021 @ 10:08

  4. Det får man, når døden bliver synlig i ens liv.
    Mit arbejde handler blandt andet meget om døende mennesker, unge såvel som gamle, og det fascinerer mig hver gang hvor hurtigt man kan blive “klar” til at dø, når det er det der er ved at ske. Jeg har mange gange oplevet at gå hjem om eftermiddagen efter at have talt med patienter og familier i dyb krise, for at møde ind næste morgen og se at roen og accepten har indfundet sig. Det er smukt at se hver gang, for med accepten kommer også tit muligheden for at få sagt farvel, og få talt om det allervigtigste.
    Det er lidt som med fødsler faktisk. Det kan være frygteligt hårdt på alle mulige måder, men man er klar når man skal, fordi der ikke rigtigt er anden vej.

    Kommentar af lauranga — 14. december 2021 @ 9:57

    • Tak for dine ord, som på én gang var både fagligt funderede og trøstende.
      Den accept er virkelig vigtig. Jeg oplevede det modsatte med min svigerfar og -mor, da hun var døende. Hun vidste godt, at hun ikke havde langt igen og ville så gerne snakke om det, men han nægtede at acceptere, at hun var væk lige om lidt og opretholdt til det sidste illusionen om, at “Det hele skal nok gå. Du bliver snart rask og kommer hjem igen”.
      Alle andre vidste, at det ikke ville ske; hun var dybt frustreret og ville til sidst faktisk helst ikke se sin mand. Da samme svigerfar 25 år senere døde som 89-årig, nægtede han også at se døden i øjnene – ville ikke tro på, at det snart var slut. Den stædige fornægtelse har jeg faktisk kun oplevet hos ham. De gamle i min egen familie havde det ikke sådan, heldigvis. Jeg ville dog umiddelbart have troet, det ville være anderledes, hvis det drejer sig om en person, der ikke fik lov at leve et fuldt liv, men sådan er det ikke, siger du. Der må også forskel på, om man bliver revet brat væk, fx i en ulykke, eller man dør af sygdom, hvor man kan nå at forberede sig.

      Kommentar af Ellen — 14. december 2021 @ 10:25

  5. Ikke de første 25 år. Jeg er jo bagud på points.
    Men hvor var det smukt at læse laurangas indlæg.
    Jeg oplevede det lidt for et par år siden, da min svigerinde- alt for tidligt – døde.

    Kommentar af tingats — 14. december 2021 @ 11:43

    • Du skal bare blive lidt ældre så … men vel stadig ikke ældre, end det burde kunne lade sig gøre 🙂
      Lauranga er en klog kvinde, som jeg har haft fornøjelsen af at møde en enkelt gang, og du bekræfter, hvad hun sagde vedr. “unge såvel som gamle”.

      Kommentar af Ellen — 14. december 2021 @ 18:44

  6. Trøsterigt at læse laurangas svar. Klar til at dø er vi vel ikke, mens vi har kræfter og ressourcer til at leve. Når de slipper op… Og livet bliver for svært… der skifter det, som jeg så det.
    Smukke pinde etuier.
    Jeg er da mest forliebt i den flade.. Hvor mange rundpinde kan du putte i det? Lommerne kan vel syes til formålet.

    Kommentar af Anne Holtegård — 15. december 2021 @ 14:00

    • Ja, det kommer nok langt hed ad vejen af sig selv – det må være sværere at blive tvunget til at ‘blive klar’, når det skyldes sygdom i en for ung alder.
      Jeg har ikke testet hvor mange pinde etuiet kan rumme, men det vil være mange! og ja, lommene kan tilpasses efter behov.

      Kommentar af Ellen — 15. december 2021 @ 14:44

  7. Tjah, man bliver vel sådan set ikke rigtig spurgt om, hvorvidt man lige kunne have tid til at klemme døden ind mellem alle de spændende oplevelser og gøremål, man har.
    Jeg har set selv meget unge mennesker være i stand til at acceptere døden og møde den både modigt og værdigt og det er vel også det bedste og mindst smertefulde for alle, både den døende og de pårørende.
    Ihvertfald har jeg ofte oplevet de forløb, hvor der ingen accept var som meget lidelsesfulde og frustrende, så man kan håbe, at man selv bliver i stand til at dø modigt og bevidst.

    Det er nogle flotte etuier, du har syet 🙂

    Kommentar af Henriette — 18. december 2021 @ 6:02

    • Næh, det gør man jo ikke, og så må man håbe man kan tackle det på bedst mulig måde, når man når dertil.
      Jeg er så enig, og som jeg skrev til Lauranga, har jeg oplevet sådan en frustration. Det er bestemt ikke rart for nogen af parterne.
      Tak 🙂

      Kommentar af Ellen — 18. december 2021 @ 19:10


RSS feed for comments on this post.

Skab en gratis hjemmeside eller blog på WordPress.com.