Hos Mommer

15. november 2017

En London-boghandel i Næstved

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:34
Tags: ,

Jeg læser aldrig skønlitterære papirbøger mere; kun e-bøger. De er meget nemmere at læse i sengen, især fordi jeg ikke får en mere eller mindre tung – og meget kantet – bog i hovedet, når jeg falder i søvn. Jeg anbringer min iPad op ad en lille pude, således at jeg kan læse, liggende mageligt på min foretrukne side og bladre med den ene finger. Fem minutter efter jeg er faldet i søvn, sover ipadden også, og den bliver stående pænt ved siden af mig hele natten, så jeg vågner ikke op, fordi jeg skal lægge en bog til side og slukke lyset.
Det har naturligvis sine mangler ikke at læse papirbøger, men fordelene ved e-bøger opvejer dem. Synes jeg. Først og fremmest den allerede nævnte, men også, at de er billigere end papirbøger (men stadig ikke billigere end lydbøger??), og at al ferielekturen aldrig fylder mere end den iPad, jeg alligevel har med. Jeg kan have det meste af et bibliotek med, og skulle jeg mod forventning alligevel løbe tør, er det nemt at få fat i flere bøger.

Bog & Ide Næstved

Den største ulempe, hvis det ellers er det rette ord at anvende, er, at jeg ikke længere har en god undskyldning for at gå og snuse i en boghandel.
Derfor var det i dag første gang, jeg var inde i Bog & Ide i Næstved – jeg skulle afhente en bestilt gave til Johns lillebror.
Mens boghandleren fandt den frem, kiggede jeg mig lidt omkring – og nød det.
Mens han pakkede gaven ind, bemærkede jeg, at dette her er ligesom at befinde sig i en boghandel i London – og det er ment som en kompliment!
Så fik jeg at vide, at ejeren rent faktisk havde arbejdet i en londonsk boghandel i et års tid og havde syntes, at han ville forsøge sig med at efterligne konceptet, da han overtog denne butik. Alt har en forklaring …

Bog & Ide Næstved (1)Bog & Ide Næstved (2)

Og nu, hvor vi var kommet til staden, benyttede jeg mig af lejligheden til at købe et halvt kilo mere af min yndlingskaffe, som jeg kan have helt for mig selv, nemlig kaffen med kakaoaroma. Jeg drikker kun en enkelt kopkaf om dagen, når vi bare er John og mig, så den skal være god! For tiden bliver den nydt til en eftermiddags-Barnaby, hvis tiden tillader det, men det bestemmer jeg jo stort set suverænt selv, om den gør … det er ikke kun e-bøger, der er fordele forbundet med.

Reklamer

20 kommentarer

  1. Hvor hyggeligt at finde sådan en boghandel i Danmark. Jeg skal bruge fredag eftermiddag i London på at snuse i londonske boghandler og jeg glæder mig stort 🙂

    Kommentar af udvandreren — 15. november 2017 @ 14:47

    • Ihh, heldige dig! Du kender formentlig Hatchard’s på Piccadilly? Hvis ikke, kan jeg absolut anbefale et besøg der. Jeg håber du får en rigtig dejlig tur til min yndlingsby 🙂

      Kommentar af Ellen — 15. november 2017 @ 17:50

      • Åhja den skal jeg huske 😀

        Kommentar af udvandreren — 15. november 2017 @ 21:26

        • 🙂

          Kommentar af Ellen — 15. november 2017 @ 21:54

  2. Sikken skøn boghandel. Og godt, at boghandleren har fået lov. Jeg kunne ellers godt have forestillet mig, at alle Bog&Idé skulle indrettes efter samme overordnede koncept. Det skal de så tydeligvis ikke – og hurra for det 🙂

    PS: Jeg sværger stadig til papirbøger. De går heller ikke i stykker, hvis de ryger på gulvet i løbet af natten 😉

    Kommentar af Fruen i Midten — 15. november 2017 @ 15:54

    • Nej, åbenbart ikke, og det er nemlig godt, som du siger.
      Min iPad kan ikke ryge på gulvet med den placering, den har i min seng – nu er det gået godt i omkring fem år uden et eneste uheld, så jeg er tryg og rolig ved det 🙂

      Kommentar af Ellen — 15. november 2017 @ 17:52

  3. Det er en fin boghandel de har banket op i Næstved. Og heldigt du havde en anledning til et besøg. Ku’ være der er en ikke-skønlitterær bog at købe en dag så besøget kan gentages.

    Kommentar af Jørgen — 15. november 2017 @ 16:22

    • Jeg bliver nødt til at finde på et eller andet – en havebog, fx. Bøger med mange billeder vil jeg helst have som papirbøger.

      Kommentar af Ellen — 15. november 2017 @ 17:53

  4. Bogsnuseri er vitterligt noget af det allerskønneste, der findes – og den boghandel ligner virkelig mit billede på et paradis! ❤️

    Kommentar af Maude // skøreliv.dk — 15. november 2017 @ 16:32

    • Jeg er ganske enig i, at bogsnuseri er herligt – jeg bliver, som Jørgen siger, nødt til at opfinde flere ærinder til den boghandel 🙂

      Kommentar af Ellen — 15. november 2017 @ 17:54

  5. Jeg er også fan af e-bøger. Man generer ikke sin bedre halvdel med lys, når man læser i sengen, de er billigere og fylder ikke op.
    Jeg er medlem af Mofibo så der spares mange penge på den bog konto 🙂

    Kommentar af Susanne I — 15. november 2017 @ 18:30

    • Det er netop en af de helt store fordele, som jeg da helt glemte at nævne. John blev ret glad, da jeg gik over til e-bøger.
      Jeg har også overvejet et medlemskab, men bryder mig ikke om tanken om at have deadlines for færdiggørelse af bøgerne, så jeg køber alle mine bøger 🙂

      Kommentar af Ellen — 15. november 2017 @ 19:18

  6. Åh, den slags boghandler er vist et særsyn i Danmark efterhånden. Hvor er det dejligt, at han har ‘fået lov’ til at følge sin lyst. Det skærper virkelig bogappetitten, synes jeg.
    Er der deadlines på Mofibo? Det anede jeg ikke. Jeg bruger (selvfølgelig) bibliotekets ebøger eller låner papirudgaverne, når det gælder skønlitteratur, så deadlines har jeg fuldstændig styr på 😉
    Fagbøger er jeg mere tilbøjelig til at købe, men som regel låner jeg dem først, så jeg er sikker på, at jeg kan bruge dem.

    Kommentar af fiberfryd — 15. november 2017 @ 19:59

    • Det er et særsyn, men et rigtig dejligt et af slagsen 🙂
      Jeg har lige undersøgt Mofibo, og der er vist ikke deadlines … ved ikke lige, hvor jeg havde fået det fra. Må lige genoverveje, men jeg har efterhånden også en del fordele ved at have været en god kunde hos Plusbog.
      Ja til fagbøger, og det må gerne være papirbøger 🙂

      Kommentar af Ellen — 15. november 2017 @ 21:16

  7. En “rigtig” boghandel kendetegnes ved, at bøgerne vender ryggen og ikke fronten til kunden. Hvis det sidste er tilfældet, er udvalget for småt til at fylde reolen ud. Jeg bifalder dine e-bogsbetragtninger, men elsker alligevel at have en rigtig bog i hænderne.

    Kommentar af Eric — 15. november 2017 @ 21:29

    • Det lyder rigtigt – jeg tror dog ikke, jeg har oplevet en boghandel, hvor bøgerne vender fronten ud, men det har du?
      Jeg holder faktisk også (stadig) meget af ‘rigtige’ bøger, men da jeg hovedsagelig læser i sengen, er e-bogen af de nævnte årsager bedst – ikke mindst pga. det argument, som Susanne huskede mig på, nemlig at jeg ikke længere generer John med mit læselys.

      Kommentar af Ellen — 15. november 2017 @ 21:58

      • Ikke alle med fronten ud, men adskillige og typisk dem med et “pænt” coverbillede.

        Kommentar af Eric — 17. november 2017 @ 17:05

        • Jeg læser også rundtomkring, at der er coveret, mange vælger deres bøger ud fra. Forstå det, hvem der kan ..,

          Kommentar af Ellen — 17. november 2017 @ 17:07

  8. Jeg kan ikke helt vænne mig til e-bøger og bilder mig ind, at jeg lettere keder mig over en e-bog end over en papirbog. Men det er vist det samme argument, som da jo som barn kun lånte bøger med billeder/tegninger på biblioteket 😉 Der er mange, der anbefaler e-reolen, men jeg synes ikke, jeg kan finde de bøger, jeg søger (fx fra min læseklub) – og så er der jo det med deadline.
    Den boghandel ser da helt Harry Pottersk ud – skade, at der er så langt til Næstved herfra. Dog fandt jeg lidt den samme stemning i en boghandel i den yderste ende af Østerbrogade sidste efterår. Udefra lignede det en lille ydmyg butik, men indenfor … der åbnede sig et eldorado af interessante bøger og ting og sager.

    Kommentar af Conny — 16. november 2017 @ 9:32

    • Det kan vel siges at være tilsvarende det samme, lidt fjollede argument, når jeg siger, jeg ikke kan finde ud af at lånee-bøger, fordi der er deadline på. Jeg kunne jo sagtens finde ud af det med papir- og lydbøger …
      “Harry Pottersk” – ja, du har da ret, og det er skønt at finde sådan en bogoase, som du så også har fundet på Østerbro.

      Kommentar af Ellen — 16. november 2017 @ 10:12


RSS feed for comments on this post.

Skab en gratis hjemmeside eller blog på WordPress.com.