Hos Mommer

30. marts 2019

Den bedste måde at dø på

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:31
Tags: ,

P1040328Vi var til begravelse i går. Johns søsters mands mor, som blev 91 år. Claus er 72 … det er en relativt sen alder at blive forældreløs i, kan man med rette hævde, og det er da heller ingen tragedie, selv om det altid er trist at miste. Hun var mæt af dage, som man siger, og det sidste år har hun været parat. Ikke fysisk syg og frisk nok i hovedet, men træt. Meget træt. Hun blev fundet bevidstløs af hjemmehjælperen en morgen; hun vågnede aldrig igen, men døde kort efter ankomst til sygehus.
Det er en misundelsesværdig død. Jeg – og nok de fleste, gætter jeg på – ønsker at komme herfra på samme måde. Bare ‘glemme’ at vågne op en morgen uden forudgående sygdom andet end de skavanker, der nu engang oftest følger med så høj en alder.
Hun nåede at blive tipoldemor to gange. Det er der trods alt endnu ikke mange, der gør. Levealderen er godt nok støt stigende, men til gengæld får folk deres børn senere og senere, så indtil videre går det vist lige op.
Jeg har set et billede med alle fem generationer på – det er specielt.

Nu skal Kamma blive til jord – i hvert fald ifølge præsten. Jeg holder mig oven jorde i forhåbentlig et stykke tid endnu, men mine hænder er meget ‘underjordiske’ for tiden.
Jeg går bare og venter på, at Gartneri Toftegård skal åbne (hvilket sker 6. april), så jeg kan få plantet tomater, chili og agurk i drivhuset.
Udenfor er bedene forårsklar. Stauderne er oppe, og dahliaerne skal snart ned. Der kommer måske frost natten til mandag, men så satser jeg ellers på, at det er slut med det. Det varer jo trods alt en tre ugers tid fra nedgravningen, inden dahliaerne kommer op af jorden, så det skal blive virkelig dårligt vejr for at forhindre mig i at få dem i jorden i løbet af påsken.

P1020537

Eric spurgte, om rosmarinen stod i drivhus, siden den har overvintret. Det gør den ikke; den står tæt på det, men ikke inde i, og den er så stor som vist her … en pæn størrelse busk, som der kan skæres mange grene af uden det ses.

Reklamer

36 kommentarer

  1. Ja, det er virkelig en misundelsesværdig død. Når man mister så gamle forældre, er det kun ens eget savn der er svært.
    De sidste dages lune, solrige vejr har i den grad pirket til plantebehovet, så jeg kan godt forstå din utålmodighed.

    Kommentar af fiberfryd — 30. marts 2019 @ 20:53

    • Ja … det er sådan det er – som så gamle har de ofte selv i et stykke tid ønsket at få fred, hvilket du jo også har haft tæt inde på livet.
      Ohhhja, hvor det klør i fingrene nu 🙂

      Kommentar af Ellen — 30. marts 2019 @ 21:17

  2. Alt for mange lider (for) meget først, så det var virkelig en misundelsesværdig død.
    Jeg er vildt imponeret af din rosmarin. Jeg har kun set magen til sydpå og så i urtehaven i Lindholm (Nørresundby). Jeg synes rosmarin dufter og smager kraftigere sydpå. Det er måske indbildning, eller også har det noget at gøre med den kraftigere sol og fordampning, planten skal beskytte sig mod.

    Kommentar af Eric — 30. marts 2019 @ 21:19

    • Ja. Gid man selv fik lov at bestemme hvordan.
      Jeg har ikke engang gjort noget specielt for at passe på rosmarinen, men den har det åbenbart godt, hvor den står. Du har sikkert ret i, at de smager af mere sydpå, men nogle gange lader man sig smagsforvirre af en stemning. Det gælder også for vine 🙂

      Kommentar af Ellen — 30. marts 2019 @ 21:32

  3. Ja, sådan vil man gerne herfra. Når det altså skal være.
    Vores rosmarin har også overlevet vinteren. Det er aldrig sket før. Den er ikke nær så stor som din, men der er rigeligt til at dække vores forbrug, selv om det er en af mine yndlingskrydderurter.

    Kommentar af Kirsten Kaae — 30. marts 2019 @ 21:40

    • Det har også været en mild vinter, men det er nok standard fremover, så mon ikke også din rosmarin vil vokse støt og roligt?

      Kommentar af Ellen — 31. marts 2019 @ 8:24

  4. Tænk at nå at blive tipoldemor og hele to gange – det er fantastisk. Og imponerende at have haft sin mor som 72-årig.
    Din rosmarin er virkelig flot.

    Kommentar af Madame — 31. marts 2019 @ 6:53

    • Det er fantastisk, og det tror jeg ikke på, at jeg når at blive. Jeg skal nok være glad, hvis jeg når at blive oldemor 🙂

      Kommentar af Ellen — 31. marts 2019 @ 8:25

  5. Selvom det er grimt, er jeg lidt misundelig på din rosmarin. De få år, jeg overhovedet har lykkedes med at overvintre en plante, har det været en sølle reinkarnation, som aldrig rigtig blev glad igen.
    Og det gælder desværre alle mine krydderurter i øjeblikket. De har i mange år stået i- og omkring – nogle gamle tønder, som der nu er kommet en eller anden form for svamp i, som planterne i hvert fald ikke kan lide. Så jeg skal have udtænkt nogle nye løsninger …

    Kommentar af Fru Z — 31. marts 2019 @ 7:34

    • Jeg har ikke engang gjort noget særligt, men den må kunne lide betingelserne, den har.
      Surt med dine krydderurtetønder. Du må få Malle til at lave et par højbede til dig – hun er i fuld træning 🙂

      Kommentar af Ellen — 31. marts 2019 @ 8:26

      • Ja hun går da godt nok amok i haven. Men det havde jeg så ikke tænkt mig …

        Kommentar af Fru Z — 31. marts 2019 @ 14:55

        • Nej, det havde du jo nok ikke – så må du selv i gang 😉

          Kommentar af Ellen — 1. april 2019 @ 8:09

  6. Der opstår altid en tom plads efter dødsfald. Selv om det er ventet på flere måder.
    Jeg vil også gerne herfra uden at opdage det! Min far glemte at vågne. Godt for ham, men barsk for os, da det var uventet, trods hans alder på 81.
    Jeg ser med misundelse på solskin og høje temperaturer… Her er piv koldt! Brrrrr… Jeg har ikke en gang gidet klippe stauderne ned.

    Kommentar af Anne Holtegård — 31. marts 2019 @ 9:18

    • Ja, det kan jo (heldigvis) ikke undgås, at man savner, men hvor er det godt for den døde at komme afsted på den måde.
      Vi har høj, blå himmel og 6°, men vi kan ikke holde os inde – kan sagtens holde varmen ved at arbejde 🙂

      Kommentar af Ellen — 31. marts 2019 @ 9:45

  7. Når man er så gammel og er klar til at skulle herfra, så er det en god måde at dø på. Ellers oplever jeg at dødens forrum åbner op for gode snakke både med den døende og pårørende imellem.

    Kommentar af Lene — 31. marts 2019 @ 14:23

    • Det er fint, at du oplever det, men hører det ikke mere til undtagelsen end til reglen? Jeg opfatter det, som om rigtig mange har svært ved at tale om det, selv når døden er en realitet lige om lidt. Eller også er det bare dem, jeg omgiver mig med … John og hans familie kan overhovedet ikke tale om den slags. Jeg måtte nærmest binde ham fast til stolen da jeg havde fået konstateret kræft og gerne ville tale om de mulige konsekvenser.

      Kommentar af Ellen — 1. april 2019 @ 8:20

  8. Jeg kender en, der ynder at opstamme rosmarin og også lade dem overvintre ude, hvilket er gået godt i mange mange år, men de lange perioder med hård frost i vintrene 2009-10 og 10-11 tilsammen tog livet af dem, men erstatningerne klarer sig fint. De stod og står op ad en sydvendt husmur.
    Mvh. og fortsat lysten driver værket til haven.

    Kommentar af Kristine — 31. marts 2019 @ 17:07

    • Ja, sådan kan man også gøre det – jeg har bare aldrig helt set fidusen ved at lave buske om til træer, men vi er heldigvis forskellige 😉

      Kommentar af Ellen — 1. april 2019 @ 8:22

  9. Det er en god måde at dø på – lige så stille og roligt.
    Åh ja Toftegård – et skønt sted.
    Krydderurterne har også haft gode betingelser her i vinter 🙂

    Kommentar af Kisser — 31. marts 2019 @ 18:02

    • Det har været en god vinter for sarte planter. Lad os få nogle flere af dem 🙂

      Kommentar af Ellen — 1. april 2019 @ 8:22

  10. Det er glimrende at takke af uden så mange anstalter. Vi må sørge for det bliver sådan, hvis vi altså kan.
    I 1992 skulle jeg lave en ret med salvie. Den til formålet indkøbte supermarkedsalvie gror stadig på livet løs – og blomstrer fint år efter år. I år har jeg beskåret den mere end vanligt.

    Kommentar af Jørgen — 31. marts 2019 @ 19:49

    • Hvis vi overhovedet kunne, ville jeg ikke tøve et sekund med at “sørge for det” 🙂
      Jeg har det også med at udplante supermarkedskrydderurter. Nogle gange dur det ikke, men især purløg, persille og dild går altid godt.
      Din salvie må da også være stor nu – kan godt forstå, den behøver beskæring.

      Kommentar af Ellen — 1. april 2019 @ 8:25

  11. Ja, det ville ikke være så dårligt, bare at lægge sig til at sove en aften og så bare ikke vågne igen. Når den tid kommer altså, det er ikke noget, der står på ønskesedlen for nærværende. Men ellers siger jeg: Jeg vil gerne dø i søvne, stille og roligt som min bedstefar. Ikke skrigende og opfyldt af angst som de 3 passagerer, han havde i bilen … Nej, det er kun en vits. Begge mine bedstefædre døde strådøden. Den ene efter 10 års demens, den anden efter ca. 14 dages demens. Plejehjemmet, hvor min morfar var blevet indlagt hen mod slutningen, havde netop bestilt en udredning på psykiatrisk afdeling til ham, fordi han blev ved med at opføre sig på en måde, de mente, han skulle medicineres ud af, da han var snedig nok til at lægge sig til at dø. Min farfar, der var dement i 10 år, kunne ikke kende nogen af os i den største del af perioden. Han sad og lavede perleplader.

    Kommentar af Henny Stewart — 31. marts 2019 @ 20:10

    • Næhtak, det må meget gerne vente en rum tid endnu … jeg er sandelig heller ikke parat, men det må være dejligt at nå til at kunne sige netop det.
      Hehe, sort vits 🙂
      Det er jo det, vi alle frygter: Hjælpeløshed og afhængighed af andre på den ene eller den anden måde – eller oh, skræk – på flere måder.

      Kommentar af Ellen — 1. april 2019 @ 8:31

  12. Min genbo er i en alder af 74 lige blevet forældreløs. Det er måske ikke så sjældent mere at have forældre, når man selv er blevet så gammel? Ja, man må sige, det var en god måde at dø på. Mine mange år som sygehusansat får mig til at tro, det sker sjældent? Men det ville være at foretrække – altså, når man (jeg) er mæt af dage, som man siger.
    Jeres have bliver flottere og flottere. Den har vist ikke meget at gøre med den oprindelige mere.

    Kommentar af Betty — 31. marts 2019 @ 21:32

    • Jeg tror nu stadig, det må høre til sjældenhederne at have en eller begge forældre, når man er på den anden side af 70, men jeg tager da muligvis fejl, for vi bliver jo ældre og ældre. At føle sig mæt af dage og parat til døden er ønskværdigt – især hvis det kan gå så hurtigt som her, når det sker.
      Der er sket meget i vores have, og der vil ske en del endnu, er jeg sikker på … man (jeg?) bliver aldrig færdig med en have 🙂

      Kommentar af Ellen — 1. april 2019 @ 8:34

  13. Det eneste sikre ved folkekirkens begravelsesritual er jo egentlig at kroppen bliver til jord. Mon du skriver “i hvert fald ifølge præsten” fordi du skelner mellem det, der bliver til jord, og det, der var det levende menneske? Mennesket er kun sin krop så længe vi er i tid og rum, kunne man måske læse ud af den bemærkning. Men i hvert fald en god måde at dø.

    Man kan jo ikke lade være med at filosofere lidt over det, når man er til begravelse, men børn (incl.undertegnede) tænker jo også over det, med mere eller mindre frygt for hvad der dog kan ske. Men så får man travlt med uddannelse og ansvar og tænker ikke så meget over det, undtagen hvis man er meget uheldig.

    Kommentar af Donald — 1. april 2019 @ 9:57

    • Nej – men det var vist også lidt for underforstået – jeg skrev sådan fordi Kamma skal kremeres, ganske som de fleste vist efterhånden bliver det, så der bliver ikke meget jord ud af det 🙂
      Man tænker nok altid over døden ved sådanne lejligheder, uanset ens alder på det pågældende tidspunkt … det kan vist ikke undgås.

      Kommentar af Ellen — 1. april 2019 @ 10:37

      • Men aske er god gødning. Tak for svar! ❤ 🙂

        Kommentar af Donald — 1. april 2019 @ 20:51

        • Det er det, men nu må man jo ikke bare sådan strø om sig med og gøde haven med de efterladtes aske 🙂

          Kommentar af Ellen — 2. april 2019 @ 8:44

          • Det virker lidt respektløst, måske. Men bedemanden afleverede vores mor i en urne og sagde at nu var hun ikke en smitterisiko og derfor kunne vi gøre med hende hvad vi ville. Til gengæld kunne vi ikke tage en bid jord fra min fars gravsted og flytte over til hendes plads. Men hvem ville iøvrigt have brokket sig over det, hvis vi havde gjort det.
            :O

            Kommentar af Donald — 2. april 2019 @ 12:58

            • Hvis man ikke spørger, kan man gøre ret meget 🙂
              Og tanken om, at ens efterladte i bogstaveligste forstand gøder jorden for én, er da egentlig ret tiltalende.

              Kommentar af Ellen — 2. april 2019 @ 15:34

              • Man kommer let tilbage til spørgsmålet om ånd og materie, men givet er det at begravelses-ceremonier er godt for de efterladte. 🙂

                Kommentar af Donald — 4. april 2019 @ 17:08

                • Er det? Det har jeg egentlig ikke tænkt så meget over, men det er nok rigtigt.

                  Kommentar af Ellen — 4. april 2019 @ 17:10

                  • For mig er det sådan, burde jeg nok skrive. Men jeg har netop fundet ud af, at de gamle Veda’er har en masse begreber, som viser en avanceret psykologisk viden om hvordan mennesket fungerer (når vi er i live!) 😀 🙄

                    Kommentar af Donald — 4. april 2019 @ 17:22

                    • Og så skal jeg da lige hen og google lidt 🙂

                      Kommentar af Ellen — 4. april 2019 @ 17:36


RSS feed for comments on this post.

Blog på WordPress.com.