Hos Mommer

12. marts 2021

Skrædder, strikker og svineavler …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:27
Tags: , ,

At Charlotte blev skrædder, forbavsede mig ikke – hun har syet tøj og kostumer siden hun var 11 år, i hvilken alder hun syede sin første krinoline, hvor hun brugte bambus fra haven og lagener fra mors skab, så den fremtid lå næsten i kortene.
At hun ville lære at strikke i en alder af 43 år, kom i høj grad bag på mig.
At hun ville til at have en mindre svinefarm var faktisk mindre overraskende end det med strikkeriet.
De havde talt om det et stykke tid, og de har pladsen til det, fordi de købte marken bag deres hus for at være sikre på, at der ikke kom nogen og byggede en stald, der kunne tage deres fine udsigt. Marken er på omkring tre tønder land, så der er rigelig plads til et par svin.
Høns og nogle ænder står også på listen over kommende husdyr. Høns primært pga. æggene, og ænderne så de kan få nogle ordentlige landænder i stedet for det barnemord, der finder sted for at levere julemaden til Charlotte. De er fine nok i smagen, men vejer kun 1,8 kilo. Vi ved ikke, hvorfor man har valgt denne lille slagtevægt derovre.

The saddlebacks 1The saddlebacks 2

Gad vide hvad det næste bliver …
Jeg foreslog Charlotte, at de anskaffede sig en ko som dem, vi så da vi var i Sønderjylland – Belted Galloway kvæg ville matche deres Saddleback pigs noget så fint. Det mente hun dog ikke ville blive aktuelt, for de havde ikke rigtig lyst til at håndtere store kvæg, som de ikke mente ville være lige så nuttede som grisebasserne – ikke engang som små.
De er meget glade for deres grise, som de har købt af Seb; en knægt på bare 10 år, som allerede er englandskendt for sin svineavl. Ret godt gået, synes jeg.

Der har været ført alvorlige samtaler med Anna og Aubrey inden anskaffelsen af grisene, for lige nu er de meget søde og en kilde til underholdning for hele familien, men det er meningen, at de skal spises. Punktum. Det står ikke til diskussion. De har fået to orner, så de skal slagtes når de er seks måneder, hvilket er ultimo juni. 
Der vil det nok heller ikke være noget problem at sende dem til slagtehuset, for de vil med størst sandsynlighed have mistet enhver form for nuttethed til den tid, og faktisk glæder de sig alle fire til at opleve, hvor stor forskellen er på svinekød og svinekød.
Slagtningen vil foregå på et lille, lokalt slagteri, hvor de kan være sikre på at den gris, de afleverer, også er den, de får tilbage igen i parteret tilstand. Charlotte er spændt på, om hun ved at vise dem en planche over de danske udskæringer vil kunne lokke dem til at skære ud, så de kan lave stegt flæsk med persillesovs. Det kender de ikke i England, og det er umuligt derovre at finde en udskæring, der kan bruges til den danske nationalret, som er en af mine fire englænderes yndlingsretter.
Det er dyrt at producere sit eget kød. ‘Stald’, hegn, fodertrug, halm og ret kostbart foder i første omgang. Og grisene, naturligvis. Dernæst anskaffelse af en større fryser.
Det meste skal dog kun købes én gang, men selv om man kun regner med grise og foder, bliver det stadig ikke billigt. Det er så heller ikke for at spare penge, de gør det, men fordi de holder meget af tanken om at være selvforsynende og af at vide præcist hvad det er de putter i munden.

25 kommentarer

  1. Tjah, de skal ikke give grisene navne. Og så kunne der måske være en idé i at bytte med naboen lige før slagtedag.

    Kommentar af Henny Stewart — 12. marts 2021 @ 14:36

    • Det var lige præcis hvad de fik at vide – altså ikke at navngive dem 🙂
      Og ingen af naboerne har grise …

      Kommentar af Ellen — 12. marts 2021 @ 15:15

  2. Jeg har godt fulgt med på Charlottes instagramprofil – og undret mig. Men på den anden side: Den familie synes vist ikke, at nogen udfordring er for stor.
    Spændende med slagtning og spisning af “kæledyr” 😉

    Kommentar af conny — 12. marts 2021 @ 15:19

    • Jeg tror egentlig ikke, de ser det som en udfordring, bare som en ny dimension i deres liv 🙂

      Kommentar af Ellen — 12. marts 2021 @ 19:11

  3. Det giver rigtig god mening at holde grise til eget kødforbrug! Og sikke en fantastisk historie at de er købt af en knægt på 10 år, som er englandskendt for sin svineavl.
    Spændende at familien også vil holde høns og ænder!

    Kommentar af Madame — 12. marts 2021 @ 16:17

    • Det giver nemlig fin mening, og jeg glæder mig nu ekstra meget, til vi kan komme derover igen 🙂

      Kommentar af Ellen — 12. marts 2021 @ 19:13

  4. Jeg er vild med de grise. Det er da helt eventyrligt, at familien kaster sig ud i det. Hvor spændende. Relationen til dyr er anderledes i dag, end dengang jeg var barn, og det lam, vi havde givet sutteflaske, skulle slagtes. Sådan var det bare, og jeg husker ikke, vi snakkede om, hvor det røgede lammelår og andre udskæringer kom fra.
    Men det er andre tider nu. De finder sikkert ud af at håndtere situationen, når grisene skal til slagteriet. Det er også spændende, om slagteren kan/vil lave den udskæring, der kan forvandles til stegt flæsk 🙂
    Så I de programmer i efteråret 20 “Maden flytter ind”? Om fire børnefamilier, der havde et af de husdyr, vi spiser, boende i nogle uger? På DRTV.

    Kommentar af Betty — 12. marts 2021 @ 16:38

    • Relationen er vist en hel del anderledes, men Charlotte kom næsten dagligt på gården hos sine morforældre, så hun har det, i mine øjne, rigtige forhold til det at holde dyr.
      Det med udskæringen er hun ret spændt på.
      Nej, jeg så ikke de udsendelser, for reklametrailerne for dem fik skræmt mig langt væk – det virkede på mig, som om det blev grebet helt forkert an, og jeg må indrømme, at jeg derfor ikke gav det en chance 🙂

      Kommentar af Ellen — 12. marts 2021 @ 19:16

  5. Ja det er jo også moderne at være selvforsynende, forhåbentlig kan de så få den rigtige udskæring. Min mor bestemte, hvordan deres grise skulle udskæres, især trillen var vigtig. Trillen var svinekammen, jeg fik gris fra dem i vores unge dage, der stod trille på pakken. Kødet var hakket, så det var lige til at gå til, det var tider 🙂
    Den gris du viser er nu vældig sød, men sådan er det jo med de små.
    Tænk at Charlotte er skrædder og selv har syet kostumer, det er flot, især når man ikke kan den slags selv. Det kunne min mor også. Jeg er faldet langt fra stammen, til gengæld interesserede have ikke hende, det var min fars gebet.

    Kommentar af Lisbeth — 12. marts 2021 @ 17:02

    • Vi håber de kan overtale slagteren til at lave danske udskæringer.
      ‘Trille’ for svinekam – det har jeg ikke hørt før 🙂
      Min mor (og senere os døtre) bestemte også – utallige er de grise, vi selv har stået og skåret og savet i for at få lige det, vi ville have. Min yngste søster ville helst kun have fars, kan jeg huske 😀
      Det er sommetider ikke helt til at gennemskue, hvor interesserne kommer fra, men det er jo i bund og grund også ligemeget, om man har lyst til at gå i en af forældrenes fodspor.

      Kommentar af Ellen — 12. marts 2021 @ 19:22

  6. Tillykke til Charlotte med familieforøgelsen. Hos os har vi produceret oksekød til eget forbrug de sidste 6 år, og det er forløbet helt uproblematisk. Vores køer har endda navne, og er jo hos os knapt 2 år fra de kommer til verden på marken til vi sender dem afsted. Første gang vi slagtede spurgte vores midterste: Er det Bosse vi spiser? Det var det, og så takkede han nej et par dage. Derefter gik det over og har aldrig siden været et problem. Vi har Galloway. De er nemme og sunde, men lidt svære at gøre håndtamme.

    Kommentar af lauranga — 12. marts 2021 @ 19:58

    • Tak – og tak for at fortælle, at det er uproblematisk at have køer (og så Galloway, oven i købet 😉 )
      Det var fint af din søn at tackle det på den måde. Jeg tror nu ærlig talt heller ikke, at børn tager det hårdere end forældrene lægger op til, at det skal gøres.
      To år … er de så ikke blevet meget store? Jeg husker bare fars tyrekalve til eget forbrug; dem mener jeg ikke fik lov til at blive over et år. Jeg husker ikke, at kødet var ‘kalvekødsagtigt’ efter det år.

      Kommentar af Ellen — 12. marts 2021 @ 21:06

      • Galloway, og de andre naturracer, har meget langsom tilvækst, så de er tidligst slagtemodne efter 15 måneder, og hos os ender de oftest med at blive ældre end det. Vi synes kødet er bedre hvis de er lidt ældre, og økonomien hænger også bedre sammen, fordi de bliver lidt større. Prisen for transport til slagteren og dyrlægekontrol er den samme, om vi slagter et dyr på 200 kg eller et på 350 kg.
        Sidste år slagtede vi en 10 år gammel ko. Vi var spændte på om det var uspiseligt sejt, men det er faktisk ganske lækkert. Vi lavede meget mere hakket end vi plejer, og tog kun de bedste udskæringer fra, men de er til gengæld også fulde af smag. Det mest overraskende ved den var hvor meget mere fedt der var. Slagteren skar så meget som muligt fra, men der er stadig noget højere fedtprocent i det hakkede end vi er vandt til. Der er tilsyneladende bare mere fedt på gamle damer 🙂

        Kommentar af lauranga — 12. marts 2021 @ 21:29

        • Åh … så forstår jeg det bedre, og en omkostningsmæssig gevinst, som man vel på en måde kan sige, at det er, på små 75 % er bestemt værd at tage med.
          Jeg har ikke svært ved at forestille mig, at en gammel ko er yderst smagfuld, og slowfood af netop det mere seje kød bliver jo helt vildt godt og velsmagende. Jeg har nogle gange fået det ‘vanskeligt tilberedelige’ kød fra de dyr, min jægersvoger skyder og har fået de lækreste retter ud af det – de vil helst selv nøjes med køllerne og lignende kød, og jeg fortæller dem ikke, hvor god mad jeg kan få ud af det ‘ubrugelige’ kød 😀
          Haha – ja, sådan er det med gamle damer, og en høj fedtprocent gør heller ikke kødet mindre velsmagende – så må man spare på kalorierne andre steder.

          Kommentar af Ellen — 12. marts 2021 @ 21:49

  7. De udvikler hele tiden nye ideer, og det bliver spændende hvilket dyrehold, de ender med 🙂 De grise er da nuttede, håber de også smager godt, når den tid kommer.

    Kommentar af Lene — 12. marts 2021 @ 20:25

    • Hehe, ja, det bliver lidt spændende, hvad det udvikler sig til 🙂
      De kan næsten ikke komme til at smage andet end godt. Er vi sikre på. Det skal vi være 😉

      Kommentar af Ellen — 12. marts 2021 @ 21:07

  8. Fantastisk – jeg checkede lige, 3 tønder land er som 15 parcelhusgrunde à 1000 m². Der skulle nok være plads.

    En af mine bekendte har en mark lige bagved terrassen, og der kan gå køer fra naboen lige lidt lovlig tæt på, men det lever man fint med (bare man ikke selv skal hive dem hjem i stalden).

    Jeg vil tro at englænderne kan få en maskinstation til at så og passe og høste marken, hvis den er let tilgængelig, og dermed mindske omkostningerne ved at eje den.

    Det er godt sagt det med “nuttethedsfaktoren”. Der er X-factor i aften og jeg kan ikke tage TV2 (som ejer det nu) — men altså pyt. Jeg synes også nuttethedsfaktoren dér er minimal.

    Kommentar af Donald — 12. marts 2021 @ 20:39

    • Masser af plads – også til en ko eller to … 😉
      Det er da hyggeligt, at du har køer så tæt på – måske lige bortset fra de ekstra fluer, men det hører med til hyggen!
      Marken skal hverken tilsås eller høstes; der er bare græs og så har hun plantet hyld og andre frugttræer. En maskinstation er i øvrigt dyr at bruge, så med tre tdr. land ville det blive en ren underskudsforretning.
      Vær du glad for, at du ikke kan se X-faktor – nuttethedsfaktoren er absolut negativ i mine øjne – det er en hel del år siden, jeg gad se det. Det hjælper heller ikke, at jeg er allergisk over for Blackmann!

      Kommentar af Ellen — 12. marts 2021 @ 21:15

  9. Fint, med lidt dyrehold.
    Grisen ligner en af Hampshire-racen; men på linket kan jeg se det er Essex/Wessex Saddleback (De to racer blev slået sammen en gang i 1960-erne). Racen er en af de spændende gamle engelske. Jeg husker dem fra mine besøg på Cotswold Farm.
    Jeg ser en kommentar med håndtamme Gallowway-kreaturer. DET er mere reglen end undtagelsen. Særligt køer med kalve er aggressive i den race. De anvendes netop til naturpleje fordi de ikke søger kontakt med de mennesker, som kommer på arealerne. Racen er langsomtvoksende og kødkvaliteten er -efter min mening- så som så. Racen er avlet efter at kunne overleve under ringe forhold og ikke efter at give kvalitetskød.
    Til mindre landbrug er der den lille charmerende engelske Dexter, som giver både mælk og kød, men ikke mere mælk end man kan lade kalven om hele malkningen.

    Kommentar af natural2222 — 14. marts 2021 @ 15:08

    • Hov. Der kom jeg til at kalde dexterracen for engelsk. Den er oprindeligt fra Irland. De første dyr af racen kom til England i 1882.
      Den slags fejl kan man komme rigtig galt afsted med på de kanter.

      Kommentar af natural2222 — 14. marts 2021 @ 15:55

      • Hehe, ja, det skal man nok passe meget på med ikke at tage fejl af 🙂
        Tak for informationen. Den vil jeg lade gå videre til Charlotte. Man kunne jo eventuelt vælge en Dexter-tyrekalv, hvis man hverken vil avle eller malke. Er de hurtigt- eller langsomtvoksende? Det kunne jeg selvfølgelig bare undersøge selv …
        Hvis de skal til at også at have en ko, er det vigtigt, at den kan gå ude året rundt. De vil ikke bygge en rigtig stald, og de vil slet ikke til at skulle muge ud!
        Et læskur er okay, men ikke en stald.

        Kommentar af Ellen — 14. marts 2021 @ 18:20

        • I forhold til racer af normal størrelse vokser både Galloway og Dexter langsomt. Af de britiske racer er den skotske Aberdeen Angus nok den hurtigst voksende nu til dags. De er nu heller ikke uden et vist temperament.
          Dexter vokser nok langsomst, idet de blot skal nå halv størrelse for at være udvoksede.
          Ingen af de nævnte racer behøver andet end et læskur under sydengelske forhold.

          Kommentar af natural2222 — 15. marts 2021 @ 3:31

          • Tak … igen 🙂 Jeg vil tro, at en lille størrelse ville være at foretrække for Charlotte og Co (tøhø), men nu får vi se, om de beslutter sig for kvægdrift, hvad jeg nu ikke tror det første års tid eller to.

            Kommentar af Ellen — 15. marts 2021 @ 11:44

  10. Det er en meget dygtig pige, du har. Nok ikke så overraskende ;O)
    Som du ved, så bliver både svine og oksekød også skåret ud lidt anderledes herovre end i Danmark.
    Når jeg køber gris til ribbensteg, rullepølse osv, har jeg ingen problemer, idet vores slagter blot skærer det ud, når jeg er der. Jeg er sikker på, at Charlottes slagter kan producere både stribet flæsk og ribbensteg, hvis hun vil have det.
    Flæskesiden kaldes for pig belly, og det er det samme stykke, som man bruger til bacon, som hun vil have til stribet flæsk. Det skal hverken saltes eller røges. Hvis hun vil beholde sværen på, skal hun nok nævne det.
    Til ribbensteg skal hun have det øverstykke med “ribs in and rind on”

    Kommentar af Lene — 19. marts 2021 @ 13:49

    • Hehe – tak for de søde ord 🙂
      Ja, det ved jeg, og det er så fint, at du fortæller, hvad hun skal sige. Vi var klar over, at det var the belly, der skulle skæres ud, men vi havde nok ikke lige tænkt på at sige, at sværen skal blive på. Jeg vil sende disse dine ord til hende, så hun kan øve sig i teksten til det bliver aktuelt 😉

      Kommentar af Ellen — 19. marts 2021 @ 19:09


RSS feed for comments on this post.

Skab en gratis hjemmeside eller blog på WordPress.com.