Hos Mommer

2. februar 2019

Ambivalent? Lidt. Doven? Lidt.

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:16
Tags:

Jeg er unormal. Det er der sikkert mange, der vil give mig ret i, men lige nu taler jeg om mit manglende shoppinggen. Måske nok især mit manglende windowshoppegen. John er også unormal, for han har genet. Han elsker at windowshoppe og gå ind i alskens mulige og umulige butikker for at se, hvad de har at byde på. Hvis ikke jeg har et specifikt ærinde, gider jeg ikke … bare spørg Die Zwei Mädchen, som flere gange har parkeret mig et eller andet sted med en kopkaf eller et strikketøj, mens de har gennemtrawlet (nej, ikke gennemtrevlet!) et eller andet stormagasin.
Internetshopping er noget ganske andet! Uhh, hvor er det dog nemt og behageligt.
Man kan selvfølgelig også få en del hidtil ukendte behov til at opstå, men det gælder vel i alle former for butikker, og man …
1) Sparer benzin
2) Er aldeles ligeglad med om det regner eller sner
3) Slipper for at stå i kø/vente på at blive ekspederet
4) Kan finde markedets bedste pris med hele Europa som ‘varehus’, og derfor kan man
5) Spare temmelig mange penge *)

Man (jeg) savner:
1) At kunne føle på varen
2) At se/mærke, om tøjet eller skoene passer – hvorfor jeg ikke køber tøj eller sko over nettet. Næsten ikke, i hvert fald. Det tøj, der kan se så vældig flot ud på skærmen, kan meget nemt vise sig at misklæde mig godt og grundigt. Kvaliteten kan heller ikke føles gennem skærmen. Jeg ved godt, at man kan sende det retur, men tøj og sko vil jeg hellere finde i fysiske butikker.

imageDer er givetvis flere fordele og ulemper; dette var for mig de umiddelbart største.
Ambivalensen består i, at jeg i bund og grund ikke er spor interesseret i, at butikkerne forsvinder fra gadebilledet.
Charlotte og jeg talte om det i julen – hun har det på samme måde, og hun er derfor begyndt at handle mindre på nettet og mere i ‘rigtige’ butikker. I modsætning til mig køber hun dog stort set alle dagligvarer over nettet, for det er en husmoderpligt, som hun er glad for at kunne slippe for. Og sig ikke, at Tim kan tage over … han arbejder stort set altid, så når han endelig holder fri, skal han have lov til at holde fri. Han slapper ofte af med at lave The Sunday Roast, hvilket Charlotte nyder. Hun har fuldt ud accepteret den pris det koster hende at have en mand, der skaffer så mange penge til huse, at hun kan nøjes med at arbejde for sjov, at de kan leve som de gør, samt have børnene på den ønskede privatskole. Men det var et sidespring.

Jeg er bange for, at jeg på trods af min egen dobbeltmoral fortsætter med at internethandle.
Det er især fedt at få ordnet julegaveindkøbene på denne måde – ikke mindst, fordi gaverne hvert andet år skal afleveres i England.

*) Eksemplet fra i dag, som gav mig ideen til indlægget: Jeg bruger en del frø og kerner, både til hjemmelavet müsli og til knækbrød. I dag har jeg bestilt hvide og sorte chiafrø, afskallede hampefrø, gule hørfrø, sesamfrø og loppefrø (hele, ikke skaller).
Pris i rawfoodshop.dk: 453 kroner inkl. porto. Pris i coop.dk: 621 kroner.
Ydermere kan jeg købe det i kilo- eller halvkilopakninger; ikke kun i de små portioner, de har i supermarkederne – hvis man overhovedet kan få varen, for det kan man ikke altid.

Reklamer

26 kommentarer

  1. Og jeg shopper slet ikke, hverken på nettet i i butikker. Det passer så ikke, dagligvarer får jeg købt, og jeg trænger til tøj, får jeg indimellem taget mig sammen men ellers ikke. Jeg har det som dig med tøj på nettet, jeg skal mærke det, se den rigtige farve og prøve det på.
    Havde jeg min ældste lillesøster i nærheden, ville jeg få købt mere tøj, det er sjovt at handle sammen med hende 🙂 Vi har samme smag.

    Kommentar af Lene — 2. februar 2019 @ 18:44

    • Hehe, der er nok ingen tvivl om, hvem af os to, der er i stand til at bruge flest penge 😉
      I to må da få arrangeret en tøjindkøbsdag, måske bare en gang om året, hvis I hygger jer med at købe tøj sammen.

      Kommentar af Ellen — 2. februar 2019 @ 20:32

  2. Det er jo et interessant indlæg, og jeg forstår fint du vælger at købe de nævnte ting på nettet. Og i øvrigt synes jeg det er vigtigt at de fysiske butikker overlever.
    På nettet køber jeg de vandreskol jeg går med til hverdag, og jeg silder et par op om året. Så længe de produceres i str. 46½ køber jeg de specifikke nogen jeg passer godt, og det er næsten altid med en form for rabat.
    Det må vise sig hvordan det udvikler sig, men jeg er godt tilfreds med at nemlig.com ses i byen, hvilket betyder en ekstra muligheder hvis det skulle blive svært at købe ind på anden vis.

    Kommentar af Jørgen — 2. februar 2019 @ 20:08

    • Hvis jeg kendte nummer og mærke, ville jeg også kunne købe sko på nettet, så det kan jeg godt forstå, at du gør.
      Jeg har tænkt i samme baner ang. dagligvareindkøb – det er en god mulighed at have, hvis man en dag ikke kan slæbe så meget mere – eller køre bil, for den sags skyld.

      Kommentar af Ellen — 2. februar 2019 @ 20:34

  3. At “window shoppe”/ose er vel at se på varer uden hensigt om at købe og kan foregå både i de fysiske og digitale butikker, så når man læser nyhedsbreve, hvis formål primært er at eksponere varer, så “window shopper” man vel også!🤔
    Jeg er (net)detailhandlens mareridtskunde, da jeg næsten ikke impulskøber, men kun køber, når jeg har et reelt behov og ikke bare, fordi jeg kan og det kan være rart at have/er billigt osv. Når jeg køber, er det kvalitet og gerne genbrug, fordi jeg skal have det længe (altid) med de nødvendige reparationer, som jeg eller mine nærmeste kan klare. F.eks. har jeg en arvet køkkenmaskine, der er mere end 50 år gammel (Ankersrum) og virker, som var den ny og i sidste uge måtte jeg desværre sige farvel til min ovn, der var 30 år, fordi det var umuligt at reparere en knækket aksel til programvælgeren endnu endnu en gang.
    Til hver en tid vil jeg foretrække at købe i fysiske butikker, selvom jeg skal vente på ekspedition – fremfor netbutikker, hvor varen så skal hentes (efter lang ventetid) i en pakkeudlevering eller afvente levering hjemme. En af få undtagelser er gaver, hvor jeg er sikker på, at gaven er ønsket og jeg ikke skal levere den personligt, hvor levering så kan være direkte til gavemodtageren. En anden er, når jeg kan spare mere end tusind(er) kroner.
    Jeg synes, at det er de færreste dage, hvor vejret er for dårligt til indkøb – som regel er det beklædningen – og jeg ellers ikke skal ud, men ellers kan mine indkøb vente til bedre vejr.
    Mvh.

    Kommentar af Kristine — 2. februar 2019 @ 20:24

    • Jeg læser ikke nyhedsbreve! Og jeg windowshopper ikke på nettet, for jeg kigger ikke formålsløst rundt, bare fordi … også her skal jeg have et ærinde, inden jeg begynder at se mig omkring – men dermed er ikke sagt, at jeg ikke kan blive fristet i den sammenhæng.
      Jeg er nok ikke forbavset over din beskrivelse af dine indkøbsvaner – eller skulle jeg måske sige mangel på samme 😉
      Endnu er det ikke lykkedes mig at stå i kø for at hente pakker, men jeg bor jo heller ikke i storbyen – heldigvis.

      Kommentar af Ellen — 2. februar 2019 @ 20:42

  4. Spændende indlæg! At købe ind via nettet er så dejlig nemt. Her hos os er det Uffe, der gør det. Når det handler om tøj er vi begge mest til genbrug.
    Hvor har du ret i, at det er sørgeligt, hvis de fysiske butikker forsvinder.

    Kommentar af Madame — 3. februar 2019 @ 7:52

    • Ja, det er næsten alt for nemt – men genbrug er godt; det gør jeg også lidt i 🙂
      Vi vil gerne beholde de fysiske butikker, især i gadebilledet og ikke altid i de store centre,

      Kommentar af Ellen — 3. februar 2019 @ 10:42

  5. Det er vel rimeligt at spørge: er du windows hopper eller windows shopper? Spørgsmålet er naturligvis afledt af windowshopper.

    Kommentar af Jørgen — 3. februar 2019 @ 11:01

    • Hehe, mon jeg ikke er begge dele, så 😉

      Kommentar af Ellen — 3. februar 2019 @ 11:09

  6. Jeg handler gerne på nettet. Jeg har fx opdaget, at jeg kan spare en fjerdedel af prisen på mine mundtørhedsremedier ved at købe dem på nettet. Selv med besparelsen bruger jeg for et par tusind om måneden, så der er vi ude i at det ville være decideret åndssvagt ikke at nethandle.

    Tøj har jeg ikke brug for at købe ret tit, men når jeg har, handler jeg også gerne på nettet. For et par år siden fik jeg den idé, at jeg gerne ville have et par overdele fra Masai. Normalt er det mærke for dyrt for mig, men jeg var så heldig at finde det, jeg ville have, online og til halv pris.

    Så det med pengene er et væsentligt argument, det må det nødvendigvis være, med en efterløn og en kvart folkepension, men også det, at det er så let at købe ind på nettet. Og så gider jeg ikke windowshoppe. Kan faktisk ikke huske, hvornår jeg sidst har gjort det.

    Kommentar af Henny Stewart — 3. februar 2019 @ 20:51

    • Med den udgift ville det ganske rigtigt være tåbeligt ikke at udnytte de muligheder du har.
      Jeg ved godt, at der er rigtig mange, der køber tøj over nettet, men de må være en hurdle for mange, for det er snart kun tøjbutikker, der er tilbage i byerne.
      Kun en kvart folkepension? Får din mand ikke mere end en kvart? Du behøver ikke at svare … men jeg kan kan godt se, at der ikke er til de store udskejelser.

      Kommentar af Ellen — 4. februar 2019 @ 10:52

      • Nej, han får kun 25%. Han havde lige akkurat været her i 11 år, da han blev 65. For at få fuld pension skal man have været her i 40 år. NB: Dette gælder også danske statsborgere! Til gengæld får han lidt fra en pensionsordning i Canada, så vi er ikke helt til rotterne. Ikke desto mindre skal vi tænke os om, før vi smider om os med penge.

        Kommentar af Henny Stewart — 4. februar 2019 @ 13:41

        • Åh … den regel kendte jeg ikke, men den er jo heller ikke aktuel for os. Det er da godt, at Canada kan supplere den lille pension en smule.

          Kommentar af Ellen — 4. februar 2019 @ 14:41

  7. Det er altid morsomt at få et indblik i livet rundt omkring – fx. Præstø og UK 🙂
    Jeg tror at det gamle gadebillede med butikker på hvert gadehjørne og i stribevis på de store gader var betingelsen for at det kunne lade sig gøre at købe ind hver dag. Så var det “kun” en halv times extra arbejde og dertil god motion. Og man kunne sende børnene på indkøb, hvis det endelig var helt galt med tiden.

    Kommentar af Donald — 4. februar 2019 @ 3:41

    • Hehe, ja, ikke sandt? 🙂
      Jeg tror nu også det var fordi man var mere nøjsom – altså også butiksindehaverne. Man brugte ikke penge på ferier og den slags plat …

      Kommentar af Ellen — 4. februar 2019 @ 10:53

      • Den slags plat … 🙂 ja ja. Den almindelige borger i et “Københavner-hus” – lejligheds-ejendomme med 4 etager – havde slet ikke råd til ferier – allerhøjst en kolonihave og for dem, det gik godt for, et sommerhus i Køge Bugt. 🙂

        Kommentar af Donald — 5. februar 2019 @ 10:53

        • Nej, sådan var det dengang for langt de fleste.
          Forhåbentlig ikke i Køge Bugt … 😉

          Kommentar af Ellen — 5. februar 2019 @ 13:20

  8. Om der er fysiske butikker eller ej er mig totalt uvedkommende. I vores landsby lukkede den sidste butik, Brugsen, for vel snart 25 år siden, og vi har ikke et eneste tomt hus.
    Byerne er konstant opgravede, miljøbumpregulerede og stoppet med nidkære p-vagter, så de er i fuld gang med at accelerere butikkernes selvudslettelse.
    Dagligvarer handler vi ikke på nettet, men stort set alt andet. Denne morgen er denne kommentar en overspringshandling i jagten på en brugt 380 V gearmotor men minimum 1,5 HK til omrøreren i flisfyret.

    Kommentar af natural2222 — 4. februar 2019 @ 5:49

    • Jeg tænkte nu heller ikke på butikkerne i de små landsbyer, for det løb er vist kørt for mange år siden, men på de sørgeligt mange tomme butiksfacader i også lidt større provinsbyer. De har det ikke nemt, men det er et trist syn.
      Netop sådan en ting, som du næver her, er det oplagt at kigge rundt på nettet efter, i stedet for at ringe og/eller køre land og rige rundt.

      Kommentar af Ellen — 4. februar 2019 @ 10:57

      • Ligesom det er vigtigt at få revet de gamle uanvendelige driftsbygninger på gårdene ned, er det vigtigt at få fjernet eller ombygget de tomme butiksejendomme i byerne, så de der måtte blive tilbage ikke plages af negativ naboeffekt.
        Det er uhyggeligt, så hurtigt ikke-anvendte bygninger kommer til at skæmme.

        Kommentar af natural2222 — 4. februar 2019 @ 13:12

        • Helt enig!

          Kommentar af Ellen — 4. februar 2019 @ 14:42

  9. Ja, det er et stort dilemma. Jeg er også meget glad for, at vi kan handle på nettet og har gjort det i mange år. Det er nemt, det er stort set altid billigere og udvalget er næsten uendeligt. Men den megen butiksdød – hvor vinduesshoppere er tvunget til at blive vindues(over)hoppere – er en stor pris at betale, for hvem vil ikke gerne have livlige handelsbyer?

    Kommentar af fiberfryd — 4. februar 2019 @ 10:10

    • Vi tænker helt ens der, Ditte. Også der 🙂

      Kommentar af Ellen — 4. februar 2019 @ 10:57

  10. Jeg er bymennneske og elsker at færdes i byer – og hvor ville de dog blive kedelige, hvis der ingen butikker var. Det er desværre en reel risiko. Det er også en risiko, at alle byen bliver ens med nøjagtig de samme butikker. Faktisk er det godt på vej.
    Så må jeg trøste mig med, at der kommer flere og flere restauranter og kaffebarer. Det er MEGET bedre end ejendomsmæglere, forsikringsselskaber og banker. De sidste er der godt nok ikke så mange af mere.

    Kommentar af Kirsten Kaae — 4. februar 2019 @ 10:15

    • Ja, det er desværre en reel risiko, men tøjbutikker er der nok af, og min teori er, som jeg også skrev til Henny, at der stadig er mange tilbage, som helst vil både se, mærke på og prøve tøjet.
      Din sidste bemærkning kan jeg kun være enig i.

      Kommentar af Ellen — 4. februar 2019 @ 10:59


RSS feed for comments on this post.

Skab en gratis hjemmeside eller blog på WordPress.com.