Hos Mommer

16. marts 2020

Vi er godt lakket til

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:46
Tags: ,

Overskriften er inspireret af Betty, som skrev om en udsendelse hun havde hørt. Den handlede bl.a. om hamstring og om hvorfor vi gør det. Der er mange der hamstrer, og vi er mange, der bliver forargede over, irriterede og også lidt vrede på dem der gør det.
Citat af Betty: “Men nu lærte jeg i radioudsendelsen, at min vrede og irritation skyldes, at min indre hamster ikke kan komme til at udfolde sig. Den sidder inde bag kulturel fernis.”
Er det så enkelt? Bliver vi kun irriterede, fordi en tillært kultur forbyder nogle af os at hamstre? Jamen vi er jo alle en del af den samme kultur – hvorfor hamstrer så ikke alle? Eller hvorfor lader alle ikke være?
Nå. Pyt. Det får jeg ikke svar på. Jeg er bare glad for, at mange af os tilsyneladende er så tilstrækkeligt lakket til af den kulturelle fernis, at vi er i stand til at styre den indre hamster, vi åbenbart alle har.

Jeg glæder mig stadig over de små ting. Det er ikke ensbetydende med, at jeg ikke er bekymret for Danmark, for Europa, for resten af verden, for det er jeg. Jeg er bekymret for både små og store erhvervsdrivende, som hver især må være ti- eller hundredfold så bekymrede. Og jeg er bekymret for alle dem, der lige nu ikke får løn og måske oven i købet står til helt at miste deres arbejde.
Jeg er bekymret for Danmarks økonomi. For Europas og for den globale økonomi. Jeg er spændt på, hvordan det hele ser ud, når 2020 rinder ud.
Men jeg kan ikke gøre noget.

Johns grydebrød

Noget godt har denne situation dog ført med sig.
I det halve år der gik fra John jobstoppede til jeg gjorde det, lærte han sig selv at bage, og han var fra første forsøg virkelig god til det.
Han forsøgte sig også med madlavning, men det gik aldrig helt godt. Ikke at hans mad var uspiselig, slet ikke, men det kunne ganske enkelt overhovedet ikke fange hans interesse.
Men brødbagning! Han faldt især for grydebrødene.
Jeg er relativt god til at lave mad, men har aldrig været en ørn til at bage og slet ikke brød. Det var derfor, jeg for fire år siden investerede i en maskine til at udføre arbejdet for mig.
Hvorfor gjorde jeg det, når John havde vist sig at være en glimrende bager?
Det var fordi han stoppede med at bage, da jeg stoppede med at arbejde. Sammenhængen mellem de to ting er aldrig gået op for mig, men muligvis har det noget med min kræftdiagnose at gøre. Hele vores verden blev jo brat vendt på hovedet samtidig med jeg jobstoppede, og han var nok mere påvirket af min sygdom end jeg dengang mærkede.
Forleden dag spurgte jeg ham, om han ikke havde lyst til at forsøge sig igen med den brødbagning.
Vi går jo her i vores egen lille, isolerede verden; John får ikke lov til at komme med i byen, så han føler sig indespærret og derfor lidt rastløs.
Billedet er resultatet efter næsten syv års brødbagningspause. Han kan endnu! Brødet smager smaddergodt, så det får han lov til igen, har jeg forsikret ham om.
Det har han vist heller ikke noget imod, for her er der noget med mad, hvor han ved, han er mig overlegen og ikke hele tiden behøver at spørge mig om alt muligt.

30 kommentarer

  1. Uh, det ser lækkert ud. Jeg er ikke den store bager selv, men grudebrødene går af en eller anden grund meget godt. Det er dog også længe siden jeg har bagt, så det kan være, jeg også skal i gang igen.
    Tag lige og hvisk John i øret, at han kan prøve st tilsætte en skefuld maltmel. Det giver et markant andet brød

    Kommentar af Fru Z — 16. marts 2020 @ 16:56

    • De er vist ret populære, de grydebrød – god fornøjelse med din genoptagelse af bagningen.
      Jeg hvisker … vi har maltmel, for det havde jeg brug for også til bagemaskinen, og det er rigtigt, at det giver en god smag til et brød.

      Kommentar af Ellen — 16. marts 2020 @ 17:46

  2. Det ser rigtig lækkert ud og er da lige en øjenåbner! Min mand kastede sig som ny pensionist over bagning af grydebrød, som det eneste!. Det foregik meget systematisk, som den ingeniør han er, med opskrift på flere sider, måling af vandtemperatur, vejning af mel med grams nøjagtighed osv., og han hyggede sig gevaldigt, og brødet blev rigtig godt, men pludselig stoppede det – måske fordi var vi væk i længere tid, og så har vi egentlig glemt alt om det. Pga. dit indlæg nævnte jeg, om det ikke var længe siden, han havde bagt grydebrød? Nu bager han i morgen, og jeg glæder mig til at smage!

    Kommentar af Fru Moll — 16. marts 2020 @ 17:38

    • Hehe, vi har ‘parallelle’ mænd 😀 – John går lige så systematisk til værks, men det kan jo være det er derfor, de får så gode resultater ud af det.
      Sjovt, hvis mit indlæg kunne inspirere til, at også din mand fortsætter succesen – god fornøjelse med det – både til bageren og til nyderen 😉

      Kommentar af Ellen — 16. marts 2020 @ 17:48

  3. I så fald så lad os få nogle flere ferniseringer 😉
    Brødet ser godt ud, og jeg har læst om det før – måske skulle også jeg prøve. Jeg har aldrig gjort det i at bage, men der er altid en første gang.
    Vores “stamrestaurant”, Taverna Zorba i Aalborg som du har besøgt, holder lukket, men man kan købe take away. Vi vil nok støtte den lille erhvervsdrivende ved at spise ude hjemme nogle gange. Han skulle jo nødig lukke sådan rigtigt.

    Kommentar af Eric — 16. marts 2020 @ 19:31

    • Hehe, ja 🙂
      Det er åbenbart, jvf. kommentarerne, en rigtig mandeting at bage, så du må også i gang. Hvis du kan få gær …
      Det er en god ide at lave take away-mad; det er der vist mange restauranter der gør i disse dage, og hvis det kan hjælpe dem til at overleve, støtter jeg dem også gerne.

      Kommentar af Ellen — 16. marts 2020 @ 21:25

  4. Her i huset er det min mand der bager alt det brød vi spiser. Det er meget sjældent vi køber brød. Og når vi gør det, bliver vi som regel skuffede, for han er bare supergod til det! Håber John kan få gang i sit bageri igen, for det ser da gevaldigt lækkert ud. Knus og varme hilsner til jer herfra.

    Kommentar af Kirsten Jensen — 16. marts 2020 @ 20:22

    • Det er sjovt, at det åbenbart er en mandeting at bage – og at de er så gode til det!
      Det er rigtigt, at man hurtigt bliver afhængig af hjemmebagt brød, for det er bare så meget bedre.
      Knus retur herfra 🙂

      Kommentar af Ellen — 16. marts 2020 @ 21:27

  5. Uhm det ser lækkert, det brød. Dejligt at John har genoptaget bagningen.

    Kommentar af Lene — 16. marts 2020 @ 21:28

    • Det er så lækkert, og jeg nyder virkelig, at han er begyndt igen. Jeg håber bare han gider blive ved!

      Kommentar af Ellen — 16. marts 2020 @ 21:29

  6. Civilisation er en tynd fernis over en solid klods af urmenneske (det har vi vist talt om før i forbindelse med stress). Når frygt tager over, handler vi ikke specielt rationel, set med civiliserede briller. Ikke kun når det drejer sig om covid-19, men f.eks. også fremmedangst. Jo mere vi ved (og stoler på myndigheder og eksperter), jo nemmere er det, at undgå at lade frygten styre. Desværre går mediernes tendens til at fokusere på de mest dramatiske (og negative) nyheder lige i urhjernen.

    Peter er slet ikke med på noderne, for her er det mig der bager og al den slags og det ændrer sig ikke når han går på pension lige om lidt. Han laver mad et par gange om ugen, men det er ikke noget han holder specielt af 😉

    Kommentar af fiberfryd — 17. marts 2020 @ 0:39

    • Ja … det fik vi jo en god snak om engang. Urhjernen kan vi nok ikke fjerne, men det ville være godt, hvis vi kunne lære at kontrollere den.
      Hvis jeg skal være helt ærlig, ville jeg hellere have, at John lavede mad et par gange om ugen fremfor at bage, men det må du ikke sige til ham, og jeg er da selvfølgelig meget glad for, at han både kan og vil bage 🙂

      Kommentar af Ellen — 17. marts 2020 @ 11:09

  7. Det ser vel nok godt ud – dejligt at du kunne lokke John til at begynde at bage igen. Jeg har aldrig prøvet at lave grydebrød, men det lyder spændende.
    Vi er vist alle dybt bekymrede i denne tid og bange for, hvordan det skal gå for alle dem, der er kommet i klemme.

    Kommentar af Madame — 17. marts 2020 @ 14:51

    • Ja, det var godt – og vi kan anbefale grydebrød 🙂
      Det er en dybt bekymrende situation, vi er i.

      Kommentar af Ellen — 17. marts 2020 @ 14:56

  8. Hvis Johns 👨🏻‍🍳 bagelyst fordufter, så er der det måske en trussel, at så er det LCHF fremover😂.
    Mvh. og pas godt på jer selv.

    Kommentar af Kristine — 17. marts 2020 @ 20:20

    • Jeg kunne da prøve, men faktisk synes han vist ikke, at LCHF er så stor en trussel 🙂
      Vi passer på, tak.

      Kommentar af Ellen — 17. marts 2020 @ 21:21

  9. Vi har nok alle en indre hamster, men det gælder om at holde den i skak, når det er nødvendigt, og at have lidt situationsfornemmelse. Med hensyn til brød…. så deler jeg Johns glæde ved bagning. Da jeg fyldte år den 2.2., besluttede jeg mig for at gøre indtagelsen af sund kost til en permanent livsstil (hvilket jeg nu – halvanden måned efter – så småt kan mærke virkningen af). Hjemmebagt brød er en del af den livsstil, og det nyder jeg. Hvis jeg har travlt, springer jeg over, hvor gærdet er lavest og køber en god brødblanding (Meyers f.eks.). Uhm, det er godt!

    Kommentar af Mia Folkmann — 17. marts 2020 @ 20:49

    • Hvad søren, Mia – er du så holdt helt op med at spise kage? 😉
      Men ja, man mærker det tydeligt, når man holder sig til det sunde, men jeg vil altså have lov til at nyde et glas vin i ny og næ.
      Der er ingen tvivl om, at det hjemmebagte brød slår det købte med flere længder. Brødblandinger har vi ikke prøvet, men det lyder forjættende nemt.

      Kommentar af Ellen — 17. marts 2020 @ 21:24

      • Ikke helt. Jeg spiste lagkage til min fødselsdag, og på fredag, når det er Johns tur, skal vi også have kage. Men jeg prøver at holde sukkerindtaget nede på et minimum. Lige nu sidder jeg og spiser et stykke hjemmebagt toast fra Meyers brødblanding med samme navn. Det var supernemt at lave, og det er virkelig lækkert med skøn marmelade (sødet med æblesaft) på 😉

        Kommentar af Mia Folkmann — 17. marts 2020 @ 21:41

        • Det var godt! Det er i orden at leve sundt – selvfølgelig – og sukkeret er en af de store syndere, når det kommer til overvægt, men der skal også være plads til det sjove, ellers bliver det for surt, og det kan vi ikke have i disse tider.
          Jeg må have fundet Meyers brødblanding 🙂

          Kommentar af Ellen — 17. marts 2020 @ 21:43

  10. Ja, vi lever i det samme land, men der er flere subkulturer med forskellig niveau af uddannelse, traditioner, overbevisninger osv. Mht. hamstring, så ærgrer jeg mig over, at jeg kun købte to små håndsprit for et par uger siden. En til badeværelset og en til tasken. De er ikke til at opdrive nu, så nu har jeg lært det …
    Det brød ser rigtig godt ud. Og så efter så lang pause i brødbagning.
    Jeg er også bekymret. Jeg elsker at læse aviser og lytte til nyhedsprogammer, men jeg har skåret ned på. Det gør ikke noget godt for mig. Så er det bedre med noget musik og en feel-good bog.

    Kommentar af Betty — 17. marts 2020 @ 22:43

    • Jamen det har du da ret i – og nogle af dem er åbenbart uden for pædagogisk rækkevidde.
      Vi har normalt ikke håndsprit i huset, og det var for længst hamstret væk, inden jeg så meget som fik tanken at købe noget. Vi nøjes med at vaske hænder, og det gøres ekstra grundigt, hvis jeg har været ude at handle, men ih hvor skal jeg tænke over ikke at berøre mit eget ansigt 🙂
      Vi bliver da også bombarderet hele tiden med alt med corona. Det er både godt og skidt, at informationsmængden er så stor.

      Kommentar af Ellen — 18. marts 2020 @ 9:31

      • Opskrift på håndsprit – lav den og giv den væk. Oplagt værtindegave til dem, hvor samværet er aflyst. Stil den ved hoveddøren og smut væk. ☺️
        https://samvirke.dk/artikler/corona-saadan-laver-du-din-egen-haandsprit
        Mvh.
        PS: Mon man kan købe agnus coronam eller er det sat i karantæne 🤔😂

        Kommentar af Kristine — 18. marts 2020 @ 12:59

        • Vi klarer os uden håndsprit – H2O2 og glycerin er sikkert alligevel også hamstret væk … 😉
          Jeg så ingen agnus coronam i går, men jeg kunne godt have haft købt øllen, hvis jeg lige havde stået og manglet 😀

          Kommentar af Ellen — 18. marts 2020 @ 13:07

  11. Lækkert brød, jeg elsker selv grydebrød, dejligt at du har en bager i husstanden 🙂

    Jeg bliver nu ikke særlig vred eller forarget, men jeg synes, det er meget, meget dumt. Og jeg fatter ikke, at de ikke forstår, hvor stor smittefare, de udsætter sig for.
    Det er vel egentlig meget menneskeligt, at forsøge at skaffe sig et forråd, når man pludselig står overfor risikoen for at blive syg eller sat i karantæne, men hensigtsmæssigt er det ikke.
    Hos os har vi forberedt os i rimelig god tid, ikke ved at hamstre og købe for meget, men ved at sikre, at vi har brændsel, olie, gas og lidt ekstra fødevarelager. En af mine kollegaer, en sygeplejerske med fortid i forsvaret og nu en del af vores beredskab, siger, at det ikke er dumt, men meget fornuftigt 🙂

    Kommentar af Henriette — 18. marts 2020 @ 18:02

    • Jeg nyder at have en bager. Igen 🙂
      Jeg er sådan set enig, men er der ikke også en forskel på at “skaffe sig et forråd” og så at hamstre? Jeg mener … 10-12 pakker toiletpapir … så må man enten bruge svinsk meget eller have nok til et halvt år.
      Vi har også et lager, så vi kan klare os i et stykke tid, men det har jeg nu altid, så jeg behøver ikke at hamstre af den grund. Det er mere irrationaliteten i hamstringen, jeg kan undre mig over – at folk tager mere, end de kan nå at bruge inden varen bliver dårlig, så jo, vi er alle tre enige, du, jeg og beredskabssygeplejersken 🙂

      Kommentar af Ellen — 18. marts 2020 @ 19:44

  12. Pudsigt med den hamstrings-mani.
    Forleden gennemførte jeg en modsat-hamstring. Rema havde røget torskelever på tilbud. Normalt ville jeg købe mindst 10 dåser til den pris, for det er noget vi spiser mindst en gang ugentlig på rugbrød.
    -Men jeg købte kun 4 dåser.
    De skulle fannermig ikke sige at jeg…….

    Kommentar af natural2222 — 18. marts 2020 @ 18:58

    • Hehe, du har det lige som flere andre – inklusive mig selv – med en anti-hamstringsfølelse. Jeg ville bestemt heller ikke have taget 10 dåser af noget.
      (Og både John og jeg elsker røget torskelever) 🙂

      Kommentar af Ellen — 18. marts 2020 @ 19:46

  13. Grydebrødet ser godt ud, det er længe siden jeg har bagt sådan et – måske skulle man…
    Omvendt hamstring/forråd: normalt køber jeg 4 poser havregryn ad gangen (vi spiser havregryn HVER dag), men i forrige uge nøjedes jeg med én pose (halvdelen af det der var i butikken).

    Kommentar af Aase — 24. marts 2020 @ 21:14

    • Jeg tror vi er mange, der anti-hamstrer på denne måde … se også Farmers kommentar herover: Han benyttede sig ikke af det gode tilbud.
      Du må da også tilbage til grydebrødet, så – det er faktisk et rigtig godt brød 🙂

      Kommentar af Ellen — 24. marts 2020 @ 21:24


RSS feed for comments on this post.

Skab en gratis hjemmeside eller blog på WordPress.com.