Hos Mommer

21. november 2018

Mit fingerbøl er blevet for stort!

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:01
Tags: , , ,

Det blæser stadig den der halve pelikan, så jeg gider ikke gå i haven.
Dahliaerne skal snart op, men der skal være mening med galskaben, og så længe vi ikke har fået frost, har det ingen hast.
Jeg går også og venter på at skulle plante alle roserne, som jeg regner med, at Henrik fra Grønt Design kommer med i morgen eller fredag.
Jeg kan ikke anbefale det firma. Jeg har rykket og rykket, fordi jeg gerne ville have haft roserne i jorden i tide til, at de kunne nå at etablere sig bare en lille smule, og det tror jeg ikke, de kan nu.
Efter den sidste rykker, hvor jeg ikke lagde skjul på min irritation, lovede han endelig at komme i denne uge.
Det er ikke i orden. Han er ellers en sympatisk fyr, men måske lidt for sympatisk, for han hævder at have meget travlt, men så må han dæleme lade være med at tage mere ind, end han kan nå at færdiggøre. Han svarer ikke engang på mails – ejheller da jeg ringede til ham, men da vi ringede fra Johns telefon, tog han den med det samme – og lovede at være her i løbet af ugen. Jamen altså … han skal bare plante nogle få hækplanter; roserne har det hele tiden været meningen, at jeg selv skulle klare, så jeg ville mene, det måtte være en overkommelig opgave.  
Jeg tog kontakt til ham i slutningen af april og fik (efter en rykker …) et tilbud sidst i maj. Han har fjernet buskadset, men eftersom der ikke er tilplantet, er projektet ikke afsluttet. Den ekstreme sommer har han i sagens natur ikke været herre over, men fra 1. september har jeg ventet ham. Indtil videre forgæves, men nu får vi se.
Jeg er en anelse træt af håndværkere af alskens art for tiden. Mureren, der skulle have ordnet vores gavl, vendte heller aldrig tilbage. Han afgav et tilbud, men det var kropumuligt at få ud af ham, hvornår han kunne komme.
Jeg ville sådan ønske, at jeg kunne have tillid til håndværkere, men der er godt nok mange, der ser stort på afgivne løfter.

Det er som nævnt indendørsvejr, og toiletpungspilotforsøg nummer to er udført.
Stadig ikke godt nok, men lidt bedre. Det lykkes forhåbentlig på et tidspunkt … denne gang var det stropperne, der gik galt. Jeg prøvede at placere dem både på den ene og den anden måde og endte med denne.
IMG_8692Som så underlig ud, da jeg var færdig, i hvert fald ikke, som jeg havde forestillet mig det, men jeg gad ikke pille alt det håndarbejde op igen. Jeg foretrækker arbejder, hvor man stort set ikke skal have fat i synålen, så dette var absolut et skridt i den forkerte retning – både stropper og sidesømme måtte sys i hånden. Skråplan.
Måske slet ingen stropper næste gang? Eller bare sy dem på den måde, jeg ville mene var god og ikke på den foreskrevne? Det er jo ikke altid, at den der har designet modellen eller forfattet opskriften, har den bedste metode til det, der skal laves.
Denne gang blev lynlåsen i det mindste okay.

Mit fingerbøl er blevet for stort. Det faldt hele tiden af, hvilket ikke bidrog til det gode håndsyingshumør. Normalt er det tøjet, der har det med at skrumpe om natten. Fingerbøl har det åbenbart omvendt. Godt nok har jeg tabt mig lidt, men jeg havde ikke lige regnet med, at det kunne mærkes på denne måde! Jeg kan ikke sy uden fingerbøl; slet ikke, hvis nålen skal igennem flere lag stof. Der skal noget til, der kan trykke til på nålen, og det kan mine (små …) sarte fingre ikke. Jeg må have investeret i et nyt.

Det er sjovt med farver: Lige til højre for den blå sidder en kridhvid silke og til højre for den igen er der en lysbeige bomuld, men det ser omvendt på billedet. Mig ikke forstå … er det mon lidt det samme fænomen som med de oldgamle sort/hvide tv-apparater, hvor speakerne skulle have lyseblå skjorter på? De syntes nemlig hvide på skærmen, hvorimod hvide skjorter så gråsnavsede ud.

Reklamer

14 kommentarer

  1. Det er nogle smukke ting, du producerer. Var der ikke noget med, at tv-værterne havde lyserøde skjorter på, da vi kun havde sort/hvid tv.

    Kommentar af Elsebeth — 21. november 2018 @ 19:05

    • Tak.
      Det kan godt være, at lyserød har samme effekt – jeg har bare kun hørt, at de var lyseblå.

      Kommentar af Ellen — 21. november 2018 @ 19:21

  2. Uhh.. Jeg kan altså heller ikke lide folk, der ikke overholder aftaler. Håber du snart får afsluttet havearbejdet.
    Jeg har faltisk 3 fingerbøl. Oplever at min f-finger (fingerbølfinger!) skifter størrelse. Så er det rart med et lille udvalg. Jeg er glad for de farvede plastbøl, tror det er Prym. Har også et fint i sølv med en violet sten i toppen, den er i brug, i når den passer!
    Sjovt med de farver.. Det er vel også derfor det er forbistret svært at ramme de rette nuancer i vores strikkeprojekter på fotos.

    Kommentar af Anne Holtegård — 21. november 2018 @ 21:48

    • Det håber jeg altså også, at jeg gør!
      Jeg har fundet et, der blev for småt for en halv snes år siden – det passer nu 🙂
      Det er også næsten umuligt at vælge de rigtige farver på en skærm – det er derfor, garnforretningerne overlever …

      Kommentar af Ellen — 22. november 2018 @ 11:58

  3. De håndværkere!!!
    For år tilbage sagde jeg til en lærer på teknisk skole, at kunne han blot lære sine elever kalenderen og klokken, ville hans elever udkonkurrere samtlige andre svende uanset deres fagligt/tekniske evner.
    Det er sært, at en (næsten) hel befolkningsgruppe kan være så ligeglade med overholdelse af aftaler når det øvrige samfund kører på minutter.

    Jeg tog en ordre ind på juletræer i går kl. 15:30. Træerne skal leveres på en adresse inden kl.12:40 i dag. Er træerne der ikke, kører lastbilen uden træerne, jeg får en regning på vedkommendes erstatningskøb og kan se i vejviseren efter at handle med den kunde igen.
    Det blev lidt sent fyraften i aftes og om lidt starter vi igen; men det skal nok lykkes at holde tiden. Det burde også være muligt for en håndværker/anlægsgartner at give den en skalle og komme med rent tidsmæssigt. Alt andet er manglende respekt for kunden.

    Kommentar af natural2222 — 22. november 2018 @ 4:42

    • HA – godt sagt! Hvad sagde læreren til det? 😀
      Jeg forstår altså heller ikke, hvorfor det skal være så svært, men en del af forklaringen er nok, at vi er afhængige af dem; vi kan ikke udføre arbejdet selv, og det ved de desværre udmærket.
      Jeg håber du nåede din juletræsdeadline!

      Kommentar af Ellen — 22. november 2018 @ 12:01

  4. Nu er det meget længe siden, at jeg har haft en håndværker, som jeg måtte vente på udover det rimelige, men at vente og især forgæves på en håndværker er meget irriterende. At de angiver et tidsinterval for deres ankomst er OK, da beregning af, hvornår de præcist er færdig med den forudgående arbejdsopgave, kan være svær, men hvorfor kan de ikke ringe, hvis de bliver forsinket eller må aflyse, når de ved, at det må blive sådan, det forstår jeg ikke. Endnu værre end at vente (forgæves) er det, når de ikke bliver færdige med arbejdet, når det er arbejde som at udskifte vinduer i november, hvor akkorden er så stram, at der planlægges, så udskiftningen forløber over to dage, hvorved der er store åbne huller natten over eller når udskiftning at vandrør medfører, at der er også lukket for vandet natten over.
    Mht. anlægsgartnerens travlhed kan det vel også skyldes udover en måske lidt optimistisk accept af ordrer, at den noget usædvanlige varme, tørre og lange sommer, som han ikke kunne forudse ved ordreindgåelse, har medført, at han har måttet skubbe flere og flere arbejdsopgaver foran sig til vejret igen blev samarbejdsvilligt.
    Mvh. og pøj pøj med roserne

    Kommentar af Kristine — 22. november 2018 @ 9:12

    • Jeg synes også, at jeg er inde i en stime; jeg husker ikke, at det har været så slemt tidligere – og kan hverken forstå eller acceptere, at man ikke melder ud, hvis ikke man kan nå det til den lovede tid. Det var noget, der kunne gøre min ellers så fredelige chef vred: Det var i orden ikke at overholde en deadline, hvis ellers man havde en god forklaring, men man skulle ikke komme EFTER deadline og sige ups – så faldt der brænde ned.
      Den usædvanlige sommer kan godt være en del af forklaringen, men han var en måned om at komme med tilbuddet i første omgang; allerede der burde jeg nok have lugtet lunten, og han bør i hvert fald svare på sine mails! Jeg finder helt sikkert en anden, hvis jeg igen skal bruge en anlægsgartner.

      Kommentar af Ellen — 22. november 2018 @ 12:07

  5. Din erfaring med håndværkere og hjælp til haven er noget, vi også har oplevet. Værst var det, da vi skulle have bygget til, og håndværkerne først gik i gang den dag, det hele skulle have være afsluttet.

    Kommentar af Madame — 22. november 2018 @ 10:19

    • Ih, hvor er det altså bare ikke i orden! Man bliver stangtosset, men det hjælper ikke en pind, for vi er i lommen på dem.

      Kommentar af Ellen — 22. november 2018 @ 12:11

  6. Der er lidt for meget tryk på i øjeblikket, og det er svært at skaffe hænder nok i mange håndværksfag. Det er nok det, I er ramt af. Men det gør det absolut ikke mindre irriterende, og man synes jo, at det er almindelig pli at informere sine kunder, hvis man bliver forsinket. Grrrr altså 😦 Jeg fik fornylig en meget smuk ring af min moster. Hun kan ikke passe den mere, hvilket overraskede mig, men hun sagde, at det er helt almindeligt, at fingrene skrumper med alderen …

    Kommentar af Fruen i Midten — 22. november 2018 @ 10:27

    • Det kan sagtens være årsagen, men som du siger: Meld det dog til kunden!
      Det er noget underligt noget: Fingrene skrumper, men fødder, næse og ører vokser. Man ender jo med at blive lige så uproportioneret som gammel, som man var som teenager 🙂

      Kommentar af Ellen — 22. november 2018 @ 12:09

  7. Det er en sjov metode du har fundet frem til; at bygge kurve (og punge) op i pølseteknik. Du skal såmænd nok finde en god udgave af toiletpungen, hvis du gider blive ved med at eksperimentere.
    Hvor er det dog irriterende med al den venten på Henrik, men nu håber jeg, at roserne er i hus, så de kan komme i jorden. Vi venter også på en ny hæk ud mod banen, men det skyldes nu mest egen sendrægtighed.

    Kommentar af fiberfryd — 24. november 2018 @ 7:48

    • Jeg kan ikke tage æren for at have opfundet metoden, men jeg har jo heldigvis lov til at ændre/forbedre den.
      Det har været yderst irriterende, men nu har jeg fået en lang snak med ham; han havde en forklaring, som jeg ikke helt ved om er god nok, men som kompensation har han tilbudt at plante alle 76 roser for mig, hvilket jeg naturligvis sagde jatak til.

      Kommentar af Ellen — 24. november 2018 @ 9:12


RSS feed for comments on this post.

Skab en gratis hjemmeside eller blog på WordPress.com.