Hos Mommer

4. oktober 2018

What’s not to like?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:52
Tags: ,

Tjah, what’s not to like? Ikke så meget for tiden. 
Vi kan i hvert fald rigtig godt lide, at Johns svar på de blodprøver han fik taget i går, var ovenud tilfredsstillende. Kolesteroltal ikke forhøjet, blodprocent okay, blodtryk 130/70, og EKG’et var endog pænere, end før han fik blodproppen. Dette sidste kan jeg slet ikke forstå, men eftersom lægen heller ikke kunne give en forklaring, blev vi enige om bare at være glade.

Vi gider heller ikke brokke os over, at SOS International har givet grønt lys til at tage til Grønland. Nu håber vi så bare, at vi virkelig får masser af grønt lys at se deroppe, for nordlys er den direkte årsag til turen. Faktisk den eneste, for hvorfor ellers tage til Kangerlussuaq i november?
Men de sagde altså okay til fuld dækning, og det har vi fået skriftligt. På sin vis er Grønland jo Danmark og derfor bare en af regionerne, og der ville da heller ikke være problemer i tilfælde af lægebesøg eller sågar hospitalsindlæggelse deroppe, men oven i det kunne fx komme forlænget ophold og udskudt hjemrejse, og så kunne det godt gå hen og blive kritisk uden forsikringsdækning.
Lægen er ikke bekymret, SOS er ikke bekymret, John er ikke bekymret – alle er glade.

Det er også i orden, når man (læs: John) for en sjælden gangs skyld selv kan lave noget på bilen, så der kan spares værkstedspenge.
Døren i førersiden knagede og larmede og lød i det hele taget som om den var tæt på at falde af, hver gang man åbnede eller lukkede den. Der skulle nok en ny dims i, hvilket ville koste 1000-1200 kroner på værkstedet. Dimsen alene koster 300 kroner. John kiggede på det for at se, om det var noget han selv kunne skifte – og strammede et eller andet, der var gået løs. Det var det! John var glad.

Min forbedrede systue skulle indvies. Ditte kommer i næste uge, hvor vi skal afholde syseminar. Kalder vi det … hun skal lære at sy tasker, og selv om jeg tror, hun sagtens selv kan finde ud af det, er det bare enormt hyggeligt at gå to sammen, mens man arbejder på projekterne.
Jeg har sat et ekstra bord op, således at der nu er et sybord med god plads til to symaskiner, plus et stort klippe/skærebord, så det skulle ikke blive nødvendigt at skulle gå og vente på at kunne komme til det ene eller det andet. Jeg er glad.

So what is not to like?
At jeg efter at have syet lynlåsen i, hvilket i forvejen ikke ligefrem er min yndlingsbeskæftigelse, opdagede, at jeg havde vendt op og ned på det ene stykke. Der blev godt nok råbt højt med ikke helt pæne ord – jeg havde både nået at sy lynlåsen fast og sy stikningen langs kanten inden fadæsen gik op for mig, og hvis jeg ikke bryder mig om at sy lynlåse i, bryder jeg mig endnu mindre om at pille dem af igen! Øv, men her var kun én vej frem, og det var tilbage.
Resultatet blev dog okay, så jeg er glad igen.

ToiletpungToiletpung

Reklamer

24 kommentarer »

  1. Dejligt med at helbredet er tilfredsstillende, så der er grønt lys (😂) til turen til Grønland, men pas på med at sige, at Grønland er en del af Danmark til grønlænderne, da du så risikerer, at de slukker for nordlyset😉.
    Det er da et særligt plus, når et venskab kan udfoldes om fælles interesse og samarbejde.
    Mvh.

    Kommentar af Kristine — 4. oktober 2018 @ 15:46 | Svar

    • Jeg siger ikke en lyd – skal ikke risikere nogen slukning 🙂
      Ja, det er dejligt at være fælles om en hobby.

      Kommentar af Ellen — 4. oktober 2018 @ 18:22 | Svar

  2. Dejligt og beroligende at John igen er OK på alle kritiske parametre. Grønland i november, brrr! Nordlys på TV er rigeligt for mig.

    Kommentar af Eric — 4. oktober 2018 @ 15:55 | Svar

    • Det hjælper gevaldigt på frygten, at tallene er så pæne 🙂
      Arh, Eric – det er da ikke det samme – jeg tror det er fantastisk at se i virkeligheden, men nu må vi se, hvor heldige vi er.

      Kommentar af Ellen — 4. oktober 2018 @ 18:24 | Svar

  3. 👍 Et “like” eller “tommel op” herfra til Johns gode helbred – også til jeres snarlige seminar.

    Kommentar af conny — 4. oktober 2018 @ 16:05 | Svar

    • Tak, Conny; det var gode nyheder at få.

      Kommentar af Ellen — 4. oktober 2018 @ 18:24 | Svar

  4. Dejligt med en hel masse, som flasker sig 😊 Hvordan kan man vide, at EKG’et er pænere end før. Har man noget at sammenligne med??

    Kommentar af Fruen i Midten — 4. oktober 2018 @ 16:19 | Svar

    • John har fået taget en del EKG’er siden hans første (og noget alvorligere) blodprop i 1993, så der er masser af sammenligningsgrundlag.

      Kommentar af Ellen — 4. oktober 2018 @ 18:26 | Svar

  5. Tillykke med at det kun er en lynlås, du har at brokke dig over. Også selv om lynlåse unægtelig kan være frygtelig drilagtige – også når de er syet korrekt i.

    Kommentar af Kirsten — 4. oktober 2018 @ 16:52 | Svar

    • Johtak – hvis bare aldrig problemerne var større end forkert fejlsyning af lynlåse, ville livet være en leg 🙂

      Kommentar af Ellen — 4. oktober 2018 @ 18:27 | Svar

  6. Glæde smitter 🙂

    Kommentar af Kisser — 4. oktober 2018 @ 18:46 | Svar

    • Det gør det, Kisser 🙂

      Kommentar af Ellen — 4. oktober 2018 @ 20:03 | Svar

  7. Det var en dejlig besked, at resultaterne af Johns prøver var så fine. Og så spændende, at I skal til Kangerlussuaq. Jeg har prøvet at få mit ophold forlænget, da min datter boede i Sisimuit. Altså ufrivilligt forlænget i Kangerlussuaq, mens vi ventede på ‘flyvevejr’. Der var dog ikke nordlys i de dage i begyndelsen af januar. Jeg håber, det vil vise sig i november, når I er der.

    Kommentar af Betty — 4. oktober 2018 @ 19:18 | Svar

    • Øv, det er bare sådan noget, man ikke har lyst til … man vil jo helst selv bestemme. Og så fik I ikke engang nordlys at se – det var altså lidt tarveligt. På den anden side hænger dårligt vejr sammen med mange skyer, og så er er ikke meget nordlys at se.

      Kommentar af Ellen — 4. oktober 2018 @ 20:06 | Svar

  8. Hurra for de fine prøvesvar! Det var en dejlig besked at få 🙂
    Der er spændt og glad forventning til syseminaret her i nordsjælland. Du er så omhyggelig (og en rigtig god pædagog), så din hjælp er guld værd. Og så er det så hyggeligt! Nu håber jeg bare at feberen falder snart – helst ikke noget med at smitte læreren igen 😷

    Kommentar af fiberfryd — 5. oktober 2018 @ 08:50 | Svar

    • Skøn besked!
      Tak for de søde ord – jeg er sikker på, at det meste af min familie ikke ville nikke genkendende til det med den gode pædagog, selv om det på den anden side nok er blevet bedre med årene … mine niecer har da heller ikke klaget over strikkekurserne 🙂
      Jeg glæder mig meget – bare ikke til at blive smittet. Igen … god bedring til dig 🙂

      Kommentar af Ellen — 5. oktober 2018 @ 10:51 | Svar

  9. Hvor er det dejligt at høre, at der er grønt lys for nordlys sammen med John. Og god syseminar, det kan kun blive hyggeligt og aktiv med jer to sammen.

    Kommentar af Lene — 5. oktober 2018 @ 09:14 | Svar

    • Det var så godt, og ja, det bliver syseminaret også. Ditte og jeg er gode til at arbejde sammen, tror jeg.

      Kommentar af Ellen — 5. oktober 2018 @ 10:51 | Svar

  10. Hvor godt, at John har fået grønt lys til at rejse. Vi var også lige ved at bestille en rejse til Grønland, men droppede det i denne omgang.
    Selvom jeg ikke mangler tasker, kunne det alligevel være rigtigt hyggeligt med sådan en fælles sydag. Jeg er lige faldet over noget stof, jeg absolut måtte eje. Det ligger bare og venter nu, og det kommer nok til at vente en rum tid.

    Kommentar af Pigen fra landet — 5. oktober 2018 @ 18:06 | Svar

    • Jamen Pia, det er da bare at finde en dag eller måske nok helst to, hvor vi kan mødes og lave en syseance – det er noget helt andet, når man er to 🙂
      Vi tog denne rejse til Grønland, fordi det for en gangs skyld var til at betale for almindelige menneskepenge. Normalt koster rejser til Grønland 30.000 pr. person for en uges tid, men det her var så en del billigere 🙂

      Kommentar af Ellen — 5. oktober 2018 @ 23:37 | Svar

  11. Det hele lyder godt, hvilket er dejligt. Det bliver spændende om der er godt med grønt lys i november. Glæder mig til at se billeder.

    Kommentar af Jørgen — 5. oktober 2018 @ 20:21 | Svar

    • Det bliver ret spændende, og hvis vi får nordlys, så får du helt sikkert også billeder af det 🙂

      Kommentar af Ellen — 5. oktober 2018 @ 23:39 | Svar


RSS feed for comments on this post.

Fyr løs! Din kommentar er meget værdsat

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

Skab en gratis hjemmeside eller blog på WordPress.com.