Hos Mommer

5. april 2021

Det er noget rod

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:13
Tags: , , ,

Den, der laver vejret hernede ved Den Stråtækte, har set forkert i kalenderen – eller også er det bare klassisk aprilsvejr. Det ene øjeblik skinner solen; det næste er det så tæt en snestorm, at sigtbarheden falder til ikke ret meget. Vi kunne ikke se fjorden, som ligger under 100 meter fra huset.
Jeg var ude for at plukke ramsløg i morges, for jeg regner med, at de er helt perfekte lige nu.
Det var de også, men det var vejret ikke. Vi tog afsted i smukt solskin – dog kun sølle 2,5°, så der er stadig kigget forkert i kalenderen – og jeg nåede lige netop at plukke den mængde jeg ville have, inden det blev snestorm.
Det har det nu været fire gange i dag; den ene helt forrygende, de tre lidt mindre forrygende, og lige nu sner det mens solen skinner, hvilket den i øvrigt gjorde bare et par minutter efter hvert snefald. Det er noget rod, men som sagt: aprilsvejr i højeste potens.

Snestorm femte april 2021 (2)

Det roder også i systuen. Mit syflip var åbenbart ikke helt overstået, for jeg fik lyst til at sy en indkøbspose af nogle af de bittesmå rester, som jeg (også) gemmer.
Jeg har flere gange spurgt mig selv, hvorfor i alverden jeg gemmer så små stofstykker, men i dag gav jeg selv svaret på det: De kan nemlig bruges på denne måde: Først skæres stofferne i 5,5 cm bredde, dernæst i stykker på mellem 6 og 15 cm. Her har jeg brugt 25 forskellige stoffer, som sys sammen, først den ene vej og så den anden vej, og så har man to stykker ‘stof’ på et tidspunkt.

P1050635P1050636

Det lignede virkelig noget rod i starten, men efterhånden kom der orden i kaos. Det er sjovt, at den slags roderi kan ende med at ligne noget, der hele tiden har været planlagt til at se ud som det kom til i form af de to stykker, som nu bare skal quiltes på pladevat og sys sammen. Så skal der sys for – med lomme, selvfølgelig – til sidst en hank eller to.
Hmmm. Sagde jeg ‘bare’?

P1050667

Giv dig selv 100 procent
Den bliver ikke færdig i dag, men forhåbentlig i morgen. Det tog lang tid at skære og sy alle de stykker sammen.
Ud fra det, jeg har brugt i dag, vil jeg tro, jeg har smårester nok til omkring 10 tasker til i forskellige farver, stadig tone-i-tone, efter samme princip som denne, men så mangler jeg pladevat … det er godt, at Stof & Stil har åbent igen.
Vi skal også en tur i Bauhaus, hvor vi skal kigge på røgflis, som vi John er løbet tør for, så jeg tror jeg vil lokke ham til at køre en tur til Roskilde i morgen.

Det er april, og jeg burde befinde mig ude i haven det meste af dagen, men det har jeg sjovt nok ikke særlig meget lyst til. Vejret fremkalder så sandelig ikke de store smil, men måske kan det lille billede til højre fremkalde et lille et af slagsen.

18 kommentarer »

  1. Her har der bare været koldt, men ingen snevejr 🙂 Læste den sødeste historie i dag om aprilvejret hos Randi Glensbo: https://www.randiglensbo.dk/2021/04/05/der-er-en-god-grund-til-aprils-skiftende-vejr/
    den historie køber jeg, den passer perfekt 🙂
    Jeg så ramsløg i lørdags, eller det tror jeg, at jeg gjorde, men plukkede ingenting. jeg ved at jeg ikke får lavet pesto og alt det andet andre skriver om, så jeg nød bare synet 🙂

    Kommentar af Lene — 5. april 2021 @ 16:53 | Svar

    • PS og jeg er vild med dine farver i dit net 🙂

      Kommentar af Lene — 5. april 2021 @ 16:54 | Svar

      • Nå, så det er derfor 😊 – det er jo godt at vide …
        Pesto laver jeg nok ikke, men jeg har lige lavet ramsløgsalt og på onsdag skal jeg lave en ramsløgtærte, som jeg har lavet før og ved, at den er rigtig god!
        PS: Tak – jeg elsker også blå farver, men det kunne nu også være nydeligt i bordeaux/rosa nuancer, tror jeg.

        Kommentar af Ellen — 5. april 2021 @ 18:27 | Svar

  2. ‘Sometimes it snows in april’ 🎶
    Min niece i Roskilde sendte et billede af en ret stor og flot snemand, de havde lavet i dag ☃️ Meget imponerende, så længe det varede. Når vejret ikke lige passer en, så er det godt at have mange indendørs sysler og vi løber vist aldrig tør. Det ser så godt ud; jeg ville ønske jeg kunne få syet noget mere.

    Kommentar af fiberfryd — 5. april 2021 @ 22:31 | Svar

    • Du og jeg kan altid finde på indendørs sysler, men lige nu ville jeg heller kunne være udenfor 🙂
      Vi laver da bare nogle sy sammen-dage. Det har vi gjort før, og det er så hyggeligt!

      Kommentar af Ellen — 6. april 2021 @ 13:13 | Svar

  3. Ja, sikke et vejr i går – her havde vi også snestorm. Hele haven blev dækket af sne, og man kunne ikke se ret mange meter ud i haven. Det er ikke havearbejde man får lyst til i disse dage, selv om sneen er væk nu.

    Kommentar af Madame — 6. april 2021 @ 6:15 | Svar

    • Det var slemt, da det stod på, og I fik vist en del mere sne, end vi gjorde hernede 🙂
      Det varer vist lige lidt endnu med det havearbejde, desværre.

      Kommentar af Ellen — 6. april 2021 @ 13:14 | Svar

  4. Skønt billede af snestormen. Vi befandt os på motorvejen mod Espergærde, hvor ældstedatteren havde et par store rododendron tilbage i et bed, der skulle ryddes. Og det var altså i går, vi havde tid til det. De står dog stadig på græsset, indpakket og afventende.
    Selvom jeg ikke synes, det er sjovt at sy, så er det sjovt at se, hvad du kan få ud af at sy – og ud af at gemme stofrester. God arbejdslyst.

    Kommentar af conny — 6. april 2021 @ 13:51 | Svar

    • Skønt? Tjah … 👩‍🚀
      Jeg tror rododendronen får lov at vente lidt endnu med at komme i jorden. Bare rødderne ikke fryser lige så meget som vi gør ❄
      Vi har naturligvis (og heldigvis) ikke alle de samme interesser, men jeg synes det er en dejlig forandring fra strikketøjet … selv jeg kan ikke sidde og strikke hele dagen 🙂

      Kommentar af Ellen — 6. april 2021 @ 13:57 | Svar

  5. Åh heldigvis kan det lille billede — Give 100% — få et smil frem! Ja det var ikke meget have-lokkende om mandagen, men igår og idag er der mere sol og man kunne faktisk sidde ude igår (det var dog mest fordi min søn havde sat sig ude på vestterrassen i en pause mellem arbejdet på hans bil).

    100 meters sigt, det var dog ikke meget. Hvis jeg ikke kan se de 30 km. til Kullen i Sverige synes jeg det er lavt sigt! Men så var det da godt at der er noget at sy i, smukke stofrester, iøvrigt. Er det kun tæpper af den slags man kalder patchwork -? Det er en kunstart! Prøv at se “Eastern Branch of the Irish Patchwork Society” på Facebook!

    Kommentar af Donald — 7. april 2021 @ 14:05 | Svar

    • I går var det fint vejr om formiddagen, og nu er det koldt, regnfuldt og blæsende. Igen: aprilsvejr.
      Patch betyder jo lap, så alt, hvad man syr sammen af små stykker stof, hedder (i min terminologi) patchwork, men der er mange, for hvem det er en helt bestemt slags arbejder og ikke fx den taske jeg syr her.

      Kommentar af Ellen — 9. april 2021 @ 8:51 | Svar

      • Eller blander jeg noget andet ind i detteher, hvad er quiltede tæpper? Det er ikke nødvendigvis patchwork, men typisk er den slags patchwork jeg har set noget der også er fortykket med vlies eller flies eller andre lag stof.

        Du kunne evt. besøge Eastern Branch of the Irish Patchwork Society,
        dér kan du bl.a. finde dette billede (som jeg har lagt på min wordress):

        (Håber ikke det er for intrusivt at lægge et link her!)

        Kommentar af Donald — 10. april 2021 @ 9:42 | Svar

        • Patchworket er det stykke stof, man har syet af lapper. Quiltningen er det syede mønster – du kan se det tydeligt i hjerterne i kanterne. Den laves, som du er lidt inde på, for at holde lagene sammen. I gamle dage, da teknikken opstod, var det for at få brugt selv de mindste stofrester plus genbrug af det bedste fra kasserede kjoler og skjorter. Intet gik til spilde. Laget eller lagene mellem stofstykkerne var der for at gøre tæpperne tykke og varme. Det var ikke ét stort stykke lettilgængeligt pladevat som man kan få i dag, men kunne også være lavet af mange forskellige ting, som skulle holdes sammen via syninger for ikke at de skulle forskubbe sig – ganske som kanalerne i en moderne dyne. De syninger kunne man lige så godt gøre pæne, så de blev quiltet i fine mønstre.

          Kommentar af Ellen — 10. april 2021 @ 13:40 | Svar

          • Det var med andre ord besværligt, meget besværligt før pladevat og flis/vlies! Og jeg tør ikke tænke på hvor svært det har været før symaskinen blev alment eje!

            Min morfar sendte min mor nogle stofrester engang da vi var små og hun havde gemt dem sammen med pas og papirer og et brev fra en advokat om at hun ikke skulle være bange for at blive udvist, når hendes mand truede hende med at hun ikke var dansk. (Hendes mand == min far. Det er virkelig traumatisk detteher.)

            Kommentar af Donald — 11. april 2021 @ 10:08 | Svar

            • Der blev brugt enormt mange timer på at frembringe et quiltet tæppe, og i USA samledes kvinderne om at være fælles om at quilte, netop fordi det var så stort et arbejde. Så kunne de også lige få udvekslet sladder 🙂
              Du havde vist ikke noget særlig godt forhold til din far. Det var åbenbart godt, at dine forældre blev skilt – og jeg tror din mor var en stærk kvinde!

              Kommentar af Ellen — 11. april 2021 @ 19:30 | Svar

              • Ja – tak for opfølgning.

                Kommentar af Donald — 11. april 2021 @ 21:39 | Svar


RSS feed for comments on this post.

Fyr løs! Din kommentar er meget værdsat

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

Skab en gratis hjemmeside eller blog på WordPress.com.