Hos Mommer

27. februar 2017

Den første er færdig

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:47
Tags: ,

En håndarbejdstaske (2)Den første Oslo Craft bag til at have et håndarbejde med mig, når vi skal ud og køre, er nu blevet færdig. Hehe … som om jeg ikke har 10 i forvejen, men denne er lidt anderledes …  
Det er bevidst, at jeg skrev ‘den første’ for jeg er nok nødt til at lave en til … denne her er da blevet fin nok, men som det næsten altid sker, når jeg syr noget for første gang, finder jeg ud af en eller flere ting, der i mine øjne burde gøres anderledes eller se en smule anderledes ud, og denne gang var ingen undtagelse fra dette.

Den er for det første ikke høj nok. Den væsentligste fejl.
Båndene øverst på lommerne foran ser grimme ud på den måde, de er fastgjort. Jeg gjorde som der stod – det gør jeg stort set altid første gang, jeg laver noget; det gælder også for mad- og  strikkeopskrifter – og det kunne jo sagtens være, at denne metode var både nemmere og pænere, men det var ikke tilfældet, så min måde at montere de bånd på er bedre.
En håndarbejdstaskeBåde de tre små lommer på den ene forside og lommen på den anden forside skal være højere, sidstnævnte fordi den så passer bedre til at kunne rumme en A4-side eller et magasin (kunne fx være til den aktuelle opskrift). Samme lommes stof skal ligne hovedstoffet bedre end det gjorde i dette tilfælde, så den bliver næsten usynlig, lige som det er tilfældet med sidelommerne. Den fejl var så ikke designerens skyld, men udelukkende min egen …
Skumgummiet til at sætte mellem foret og hovedstoffet er derimod forrygende godt – både nemt at sy i og det støtter mere effektivt og på en langt pænere måde end Veledon gør, så det skal der investeres i noget mere af.

Jeg har slet ikke tal på, hvor mange tasker jeg har syet. Jeg gik tilbage i mine fotos i dag og fandt ud af, at jeg syede de første af de lidt mere avancerede af slagsen i begyndelsen af 2003.
Nogle – faktisk langt de fleste – af modellerne har jeg syet mere end en af. Umiddelbart kan jeg kun komme i tanke om fire tasker, jeg kun har syet én udgave af. Nogle få solgte jeg engang; andre er foræret væk. Andre igen har været bestillingsopgaver.
Det er måske overflødigt at betro jer, at jeg godt kan lide at sy tasker?

Mange tasker

Advertisements

31 kommentarer

  1. Er der noget, du IKKE samler til huse af? Da jeg var barn, lærte min mormor mig, at den, der kan undvære, kommer aldrig til at mangle. Jeg har let ved at give væk – og jeg mangler aldrig noget …

    Kommentar af Elsebeth — 27. februar 2017 @ 15:12

    • Det synes jeg ærlig talt er en temmelig flabet bemærkning, Elsebeth. Langt de fleste af taskerne på billedet har andre ejermænd end mig i dag, og i øvrigt har du næppe nogen forudsætninger for at vide hvor meget sy og strik jeg forærer væk.

      Kommentar af Ellen — 27. februar 2017 @ 15:18

  2. Du er sandelig selvkritisk, men det er vel også derfor, du er så dygtig!

    Kommentar af Eric — 27. februar 2017 @ 16:40

    • Det tager jeg som en kompliment, Eric 🙂

      Kommentar af Ellen — 27. februar 2017 @ 17:07

  3. Ti hi – efter kun et overfladisk blik på øverste billede troede jeg, at du havde lavet en kombineret dukkelift og pusletaske, da tasken fremstår som noget lavere i den fjerne ende end den nærmere pga. manglende korrekt parallaksegengivelse.
    Godt du er tilfreds med din pilotmodel efter mange timers syslen og har lyst til at lave en til, der er tilpasset præcist til dine behov. Jeg synes, at det er et flot arbejde med mange detaljer, hvor akkuratesse og det store symaskinekørekort er nødvendigheder, men personligt har jeg slet ikke brug for sådan en taske, når nu plastikposer og papemballage kan genbruges til sådanne formål, men sådan er vi heldigvis forskellige.
    Mvh. og god fornøjelse med den næste taske.

    Kommentar af Kristine — 27. februar 2017 @ 17:06

    • Tak, tak … det er vel de færreste, der kan sige, at de har brug for sådan en taske. Derimod er der måske nogle få, der lige som jeg siger, at de gerne vil have sådan en taske – men bare rolig – jeg skal nok lade være med at sy en til dig 🙂
      PS: Jeg behøver ikke at genbruge plasticposer – jeg siger altid nej tak til dem, fordi jeg bruger mine egne, hjemmelavede indkøbstasker, men sådan er vi jo så forskellige 😉

      Kommentar af Ellen — 27. februar 2017 @ 17:10

      • Jeg har ikke direkte købt en eneste plastikpose i de sidste 15-20 år, men de sniger sig ind i hjemmet alligevel, f.eks. ved køb på nettet, når tøjindkøb “pakkes” i en plastikpose af sælger, når besøgende kommer med et eller andet og lign. I det daglige kommes indkøb i rygsækken eller i medbragte plastikposer. Brug af stofposer er sympatisk og jeg har skam flere, men de er både betydeligt tungere og fylder mere end plastikposer samt i regnvejr bliver de våde og skal hænge til tørre efterfølgende. Så jeg holder mig til plastikposerne foreløbigt, hvis tilførslen ikke udtørrer.

        Kommentar af Kristine — 27. februar 2017 @ 20:25

        • Du er nok bybo … vi bor langt ude på landet, men behøver ikke at blive våde for at købe ind, og når jeg cykler, er det ikke i regnvejr 🙂
          Selvfølgelig kan plastposer ikke undgås, men her bliver de hovedsagelig brugt til skraldeposer.

          Kommentar af Ellen — 27. februar 2017 @ 20:45

  4. Flot arbejde. Absolut en udfordring for symaskinechaufføren. Jeg synes, jeg kender det med, at så er der lige nogle detaljer, der ville passe bedre til…. Især det med A4 lommen. Det er med i mine grundudregninger til næste taske/pose. Det er så irriterende med dametasker uden plads… og jeg får altid brug for plads!
    Det er virkelig en flot collage af tasker. Jeg er lidt(!) misundelig på dine evner i patchwork og tasker. Jeg kan også lide tasker… men ender altid med rygsækken, for den er vandtæt!
    Og godt I / JOHN fandt to lamper!!!

    Kommentar af Anne Holtegård Clausen — 27. februar 2017 @ 17:54

    • Ja – den første er virkelig et pilotprojekt, så der må næsten altid en toer til 🙂
      Min turisttaske er også altid en rygsæk, fordi jeg vil have hænder (og skuldre) fri, når jeg går. Den kan dog sagtens være hjemmelavet, men jeg har også en vandtæt, som jeg ofte bruger.
      Og indkøbsposer/strikke-/sytasker og dem til pænt brug behøver jo ikke at være vandtætte 😉
      Det var nemlig godt – nu hænger de og lyser lige så fint.

      Kommentar af Ellen — 27. februar 2017 @ 18:12

  5. Kan faktisk godt lide farve kombinationen, men kan godt se hvad du mener med bånd og højde.
    klart en taske jeg ville være glad for.
    med alle de tasker, er du så nogensinde støt på et mønster til en transport taske til hund?

    Kommentar af Anette — 27. februar 2017 @ 19:36

    • Nej, det er jeg ikke, men det er heller ikke noget, jeg ville kigge efter. Du må kunne google det, hvis du er interesseret.

      Kommentar af Ellen — 27. februar 2017 @ 20:45

      • Det må jeg gøre en gang, fik bare lige tanken

        Kommentar af Anette — 28. februar 2017 @ 00:54

  6. Den er så flot:) tasker kan man aldrig få nok af:o)

    Kommentar af Mette — 27. februar 2017 @ 19:55

    • Nej, vel? 🙂

      Kommentar af Ellen — 27. februar 2017 @ 20:46

  7. Tak skal du ellers have for en taske. Der kan da transporteres et og andet i den. Inden jeg læste hvad det nederste billede handlede om, troede jeg det var din nye stand på Det Blå Marked.

    Kommentar af Jørgen — 27. februar 2017 @ 21:17

    • Der kan transporteres meget – bare ikke nok, desværre, så en større må der til.
      Jeg skal ikke have nogen stand – det har jeg ikke ting nok til, fordi det meste faktisk er foræret væk, høhø.

      Kommentar af Ellen — 28. februar 2017 @ 09:04

  8. whau for en flot taske – jeg har vist sagt det før – jeg synes, at du skal starte en netshop, så vi andre kan få fingre i de skønne kreationer! Kh Marianne

    Kommentar af marianne bentzen — 27. februar 2017 @ 22:54

    • Tak, Marianne, det var sødt sagt, men så længe jeg er på efterløn, skal jeg ikke have solgt så meget som et indkøbsnet – det giver alt for meget ballade. Hørte du, at de modregner for frivilligt, ulønnet arbejde? Det er jo absurd … det er nok lige før de kan finde på at straffe mig for at lave tasker til mig selv 🙂

      Kommentar af Ellen — 28. februar 2017 @ 09:07

  9. Super brugbar taske 😍 Når man selv syr (og strikker), så er det klart, at man har lyst til at skræddersy tingene til eget behov. Jeg forstår udmærket dit trang til en forbedret toer.
    Dejligt at spejlet fik lamper der passer til – og så for en overkommelig sum!

    Kommentar af fiberfryd — 28. februar 2017 @ 07:49

    • Tak – og ja, naturligvis stræber man efter at lave det så godt som muligt.
      Ja, ikke? Det kostede bare lidt ny ledning 🙂

      Kommentar af Ellen — 28. februar 2017 @ 09:08

  10. Hold da helt op – taske-Ellen 🙂 Du har fået syet nogle tasker i årenes løb. Og så mange forskellige skønne modeller.
    Det lyder godt med det nye skumgummi. Jeg er heller ikke særlig begejstret for veledon – til de få tasker jeg har lavet.
    Sidste nye skud på taskestammen er enormt flot.

    Kommentar af Kisser — 28. februar 2017 @ 09:52

    • Tak, Kisser – ja, det er blevet til rigtig mange modeller efterhånden, og det der Quilt Foam ville jeg derfor godt have kendt til noget før!

      Kommentar af Ellen — 28. februar 2017 @ 10:07

  11. Hvor har du været produktiv Ellen – også på taskefronten. Der er mange forskellige , og de er meget flotte. Først tænkte jeg, at du var meget kritisk i forhold til den nyeste taske. Men jeg kan godt forstå dig, når du ved, hvad det er, du vil bruge den til. 🙂

    Kommentar af betty — 28. februar 2017 @ 11:04

    • Det er bare så skønt, når man virkelig bliver bidt af noget, og jeg er altså blevet bidt af tasker 🙂
      Det virker måske nok meget kritisk, men ændringerne ville gøre den meget bedre til formålet – som du også så 🙂

      Kommentar af Ellen — 28. februar 2017 @ 11:45

  12. Samler du dine tanker om ændringer på et sted – andet end her på bloggen? Det må være skønt at kunne gå tilbage og se, hvad man har tænkt på af ændringsforslag. Jeg savner selv at være mere specifik i mine noter fx fra ærme til ærme, når strikkeopskriften ikke helt er specifik nok. I øjeblikket kæmper jeg lidt med en sweater, hvor der er snoninger hele vejen rundt fra første til sidste pind, og ved ærmets udtagninger (og indtagninger) synes jeg ikke, opskriften hjalp mig mht. inkorporering af de nye masker i forhold til snoningerne. Der står bare noget om, at man skal inkorporere maskerne “efterhånden”. Jeg forsøgte at skrive noget ned på mit tælleark, men det blev ikke tydeligt nok. Men sådan bliver man klogere, for hver gang man kaster sig over noget.

    Kommentar af conny — 28. februar 2017 @ 12:28

    • Jeg skriver gerne små noter på selve mønstret – i dette tilfælde har jeg dog skrevet en A4-side i Word med både noter og de nye klippemål og lagt sammen med den 17 sider lange vejledning.
      Jeg noterer også glad og gerne i strikkeopskrifter, men hvis det er fra en bog, skriver jeg dem på Post It-lapper og sætter ind – og jeg gør det med det samme, belært af erfaring om, hvor hurtigt jeg glemmer de små detaljer …
      Det er altså heller ikke nemt at ‘indkorporere’ en fletning! Det lyder som et sent stykke arbejde, du har kastet dig ud i 🙂

      Kommentar af Ellen — 28. februar 2017 @ 12:50

      • – men sjovt alligevel

        Kommentar af conny — 28. februar 2017 @ 15:21

        • 🙂

          Kommentar af Ellen — 28. februar 2017 @ 17:25

  13. Wow! Det er da helt vildt. Tænk at være vild med at sy tasker. Jeg er mere vild med at der er andre der kan (og vil) sy tasker 😉 Vildt flot, Ellen. Og fortsat god syfornøjelse 🙂

    Kommentar af /ks — 1. marts 2017 @ 17:25

    • Ja, tænk engang, at der er nogen, der gider det 😉 Det er da de særeste interesser, folk kan have … men tak og tak 🙂

      Kommentar af Ellen — 1. marts 2017 @ 18:08


RSS feed for comments on this post.

Skab en gratis hjemmeside eller blog på WordPress.com.