Hos Mommer

22. april 2016

En beslutning (til) truffet

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:58
Tags: ,

imageJeg kan godt lidt at gå på livsstilsmesse. Ikke hele tiden – der er jo snart en sådan hveranden weekend et eller andet sted, og med stort set det samme indhold – men engang hvert eller hvert andet år, så der vil være chance for lidt nyt at se på.
I går så John, at der var livsstilsmesse på Gisselfeld her i St. Bededagsferien.
Jeg var glad for, at det var ham, der fik øje på det og ikke mig … se bare det lille pluk her til højre af CHPevents salgstale til udstillerne. Jeres med stort og I med lille, krydret med en hel del sludder. Det var måske derfor, de blev fyret fra Gavnø, hvor de til og med sidste år har arrangeret livsstilsmesserne. Nå … nok ikke, men det virker ikke specielt professionelt.

P1010774P1010775

De åbnede kl. 11 i dag, så vi var der kl. 11. Sammen med resten af Syd- og Midtsjælland. Det var heeeelt vildt, og jeg har det virkelig meget, meget svært med den slags; det var lige før, jeg vendte om med det samme, men jeg holdt ud. 100 kroner pr. næse for at komme ind er i øvrigt ren åger – hvis bare det så gik til Gisselfeld, var det okay, men jeg har lidt på fornemmelsen, at sådan er det ikke.

P1010777P1010780
Jeg abstraherede fra klaustrofobien og gik på opdagelse i et af teltene, hvor jeg så disse glasvaser, der var formet hen over en rod. Smart, sødt og nyt, men jeg vidste ikke lige, hvor jeg skulle anbringe den, så der kom ikke en med hjem.
Den fine, ordspillende plakat stod der en dame foran, som jeg pænt spurgte, om hun ville være sød at rykke sig en halv meter, for jeg ville gerne tage et billede. Hun flyttede sig med et smil og et “selvfølgelig” – og i samme øjeblik trådte damen i den blå frakke ind foran. Den søde dame sagde, at der lige var en derhenne, der skulle have et billede. Blå frakke vrissede “Det er jeg kraftedeme da ligeglad med!” Sød dame sagde “Tusind tak for venligheden – man kommer altid langt med et smil, ikke?” Sød dame og jeg kiggede på hinanden og kom begge til at smile temmelig højlydt, hvad der ikke gjorde Blå frakke mindre ond i sulet. Hun må have haft en virkelig dårlig dag.

P1010783P1010785

Man skulle ellers tro, det må være svært at være så møgsur på sådan en skøn dag, men hun klarede det flot.
Inde i det lille fine legehus sad der en lille pige og var mere end glad. Hun havde simpelthen en fest derinde helt alene, og jeg sagde til moderen, at hun da vist ikke kom videre i dag. Det tror jeg, at jeg fik ret i … da mor sagde, at hun skulle komme ud igen, lød der et rungende NEEEIIIIII.
Da vi havde været det hele igennem, undtagen det sidste telt, som vi opgav, da vi så, hvor tætpakket det var, kørte vi hjem igen og lovede os selv, at på Gisselfeld skulle vi hverken til julemesser eller livsstilditto mere, selv om de er nok så gode. Never ever. Det er ganske enkelt for populært.

40 kommentarer

  1. Der er for mange, der ikke kan finde ud af det med I og jer (det sidste oftest skrevet Jer). Indtil flere gange har jeg i tv-avisen hørt prins Henrik venligt spørge fotograferne “Er I færdige med at tage billeder?”, eller da han sagde I/jer til befolkningen på en tur på Bornholm. Han mener åbenbart, at fordi I skrives med stort, så er det den høflige tiltaleform, han skal bruge til de jævne mennesker i Danmark. Når han sagde I til folk, sagde han du og forventede, at de sagde De til ham. At vi også skal tiltales De/Dem lige som han selv skal, nåede ikke at gå op for ham, mens han stadig viste sig rundt i landet.

    Har vi ikke alllesammen lært i underskolen, at I er et personligt stedord, og i er et forholdsord/biord, og vi skelner mellem dem ved skrivemåden – åbenbart ikke.

    Kunne jeg mon benytte Store Bededag til at bede folk lægge sig det på sinde …

    Kommentar af Elsebeth — 22. april 2016 @ 18:49

    • Jeg forstår på sin vis godt, at folk tror det er høflig tiltaleform at skrive ‘jer’ med stort, men hvorfor så ikke ‘du’? Og det er da helt inkonsekvent at skrive jer med stort og i med lille. Jeg tror dog, at du kan bede fra nu af og til juleaften, uden det hjælper det mindste. Selv min søster kan simpelthen ikke lære, at I skrives med stort!
      I princippet er det vel rigtigt, at ‘De’ går begge veje, men jeg vil nu helst tiltales med ‘du’ af Prins Henrik – hvis hans vej skulle falde forbi min – mens jeg intet har imod at sige ‘De’ til ham.

      Kommentar af Ellen — 22. april 2016 @ 21:08

    • Jeg har ikke lært overstående. Men jeg har heller ikke gået i underskole😉
      Den gode prins Henrik må også gerne sige du til mig og jeg svarer gerne med et De. Men jeg har det svært med ikke-sammensatte ord. Altså danske sammensatte ord, som bliver skilt ad. Men jeg overvejer at vænne mig til de nye danske skrivemåder … overvejer!

      Kommentar af Liv ☆ — 23. april 2016 @ 11:59

      • Jeg vil også helst kalde det folkeskolen … og hvis det nogensinde skulle ske, at jeg kommer på talefod med en af de kongelige højheder, må de sige lige hvad de vil til mig; jeg skal nok Desse retur🙂
        Særskrevne navneord har jeg det også virkelig svært med, og jeg overvejer ikke et sekund at vænne mig til dem! Nogle af mine gamle kolleger drev det så vidt, at de delte selv engelske ord, som aldrig har været delt: workshop, deadline, m.fl.

        Kommentar af Ellen — 23. april 2016 @ 13:30

  2. Jeg orker heller ikke rigtig trængslen ved deres velbesøgte arrangementer. Til gengæld er det er fornøjelse at gå en tur i parken og besøge Paradehuset på en mere stille dag.

    Kommentar af Randi — 22. april 2016 @ 19:18

    • Det kan vi snildt blive enige om, Randi🙂

      Kommentar af Ellen — 22. april 2016 @ 21:09

  3. Blå dame kunne vel ikke abstrahere fra kø-genvordighederne m.v. Jeg orker ikke den slags livsstilmesser, og for den sags skyld heller ikke livsstiltillæg til avisen. Livsstil nu om stunder forekommer at være rigeligt kunstfærdigt og påtaget. Men det er måske bare tidsånden.

    Kommentar af Jørgen — 22. april 2016 @ 20:23

    • Næh, det kunne hun nok ikke, men der er da noget, der hedder pli, selv om tingene går en lidt imod.
      Du har såmænd så ret, men der kan nu alligevel ofte være nogle gode ting at finde på sådan en messe.

      Kommentar af Ellen — 22. april 2016 @ 21:13

  4. Jeg kan godt forstå, I ikke tager dertil igen, selvom udbuddet ser rigtig godt ud – og så på sådan en smuk store bededag. Det er heller ikke noget for mig med så mange mennesker, og så slet ikke damen med den blå frakke. Jeg vil lige opponere (hvis det er tilladt, ellers sletter du bare) lidt mod Bettys tanke om, at denne dame, der var vranten, må være psykisk syg. Jeg er selv psykisk syg uden at være vranten, og jeg har mødt utallige ligesindede, og ikke en af dem var vranten.

    Kommentar af Stegemüller — 22. april 2016 @ 20:52

    • Det er heller ikke sjovt med så mange mennesker, selv om jeg aldrig kunne finde på at opføre mig som Blå frakke – og jeg tror du har ret i, at hun ikke er spor syg, hun er bare en sur mokke🙂
      Selvfølgelig må du opponere – jeg udøver uhyre sjældent censur🙂

      Kommentar af Ellen — 22. april 2016 @ 21:16

      • Mange tak Ellen.

        Kommentar af Stegemüller — 23. april 2016 @ 10:43

        • 🙂

          Kommentar af Ellen — 23. april 2016 @ 13:14

      • Jvf mit svar længere oppe. Så vil jeg bede dig om at slette den første kommentar.

        Kommentar af betty — 23. april 2016 @ 22:03

        • Det har jeg nu gjort, men fordi det var den første i en tråd, bliver hele tråden slettet.

          Kommentar af Ellen — 23. april 2016 @ 22:36

  5. Det er hyggeligt nok, hvis bare ikke den var netop så tætpakket.
    Det er nu ikke min erfaring, at psykisk syge er vrantne; jeg tror bare, at der er (mange), der går gennem livet som konstant vrisne og uglade.
    Gisselfeld park er meget smuk at gå rundt i – helt enig🙂

    Kommentar af Ellen — 22. april 2016 @ 21:11

    • Nu er psykisk sygdom mange ting og viser sig på mange måder. Jeg har arbejdet med psykiatriske patienter og har oplevet mange med en meget kort lunte. Nu ved jeg jo, I har haft egne erfaringer med familiemedlemmer tæt på.
      Jeg skulle ikke have brugt udtrykket i denne her sammenhæng. Ligesom jeg heller ikke synes, at udtrykket deprimeret eller skizofren skal bruges, hvis man er lidt ked af det, eller er lidt splittet med hensyn til, hvad man skal.

      Kommentar af betty — 23. april 2016 @ 22:00

  6. Nogle mennesker er bare født sure🙂 Med alderen får jeg mere og mere klaustrofobi over for store menneskemasser til sådanne arrangementer.

    Kommentar af Lene — 22. april 2016 @ 21:46

    • Ja, sådan tror jeg også det er. Godt man ikke har med sådan en type at gøre til daglig!
      Jeg tror slet ikke, at der overhovedet var sådanne menneskemasser da vi var yngre🙂

      Kommentar af Ellen — 22. april 2016 @ 21:52

  7. Jeg gider kun de menneskemasser i sammenhæng med godt håndarbejde/håndværk! Og der har jeg faktisk aldrig mødt en sur Blå dame. Alle har være positive og delt glæden over inspiration og evt også hinandens kreation.
    Mon Lillepigens mor fik set resten af Livsstilsmessen?😉

    Kommentar af Anne Holtegård — 22. april 2016 @ 22:50

    • Jeg gider slet ikke de menneskemasser – det lykkedes mig da også at slippe for det helt slemme på håndarbejdsmessen, men når en messe som den i går først starter kl. 11, så har morgenmændene desværre ikke en chance.
      Det vil jeg da håbe for hende, men det har nok krævet en del overtalelse🙂

      Kommentar af Ellen — 23. april 2016 @ 09:28

  8. Jeg synes nu det er sært, at prins Henrik ikke kan finde ud af det, og at han ikke er blevet korrigeret af dronningen. Han er dog gift med den kvinde, der om nogen hænger sig i etikette her i Danmark. Hun sagde “Jeg tror ikke, vi to har gået i skole sammen!” til en ung nervøs journalist, da han kom til at sige du til hende.

    Kommentar af Elsebeth — 23. april 2016 @ 00:49

    • Det kan hun såmænd sagtens have gjort – han gør jo kun, hvad der passer ham! En “Folket er Des med mig, men jeg er dus med folket”-holdning kunne jeg snildt tilskrive Prins Henrik🙂

      Kommentar af Ellen — 23. april 2016 @ 09:30

  9. Det lyder ikke som noget der skal afprøves! Så hellere en tur til Gisselfeldt i tulipantiden🙂
    Jeg har, sandt at sige, aldrig været på en livsstilmesse. Skal jeg rode mig ud i mylder, så skal det handle om garn eller bøger og måske et julemarked, men helst ville jeg gå der næsten alene🙂 Sure mennesker er en pest – men nok mest for dem selv.

    Kommentar af fiberfryd — 23. april 2016 @ 09:05

    • Ja – eller Gavnø. Intet slår Gavnø hvad tulipaner angår. En livsstilsmesse kan godt være interessant, men det her var for meget.
      Jeg er altså ikke helt enig. Sure mennesker har det efter min erfaring bedst, når de er sure og brokkende, men de er en pest for deres omgivelser🙂

      Kommentar af Ellen — 23. april 2016 @ 09:32

  10. Kære Ellen!
    Åh, jeg elsker nu den slags messer og betaler gladeligt i dyre domme for at se på herlighederne! Særligt når vejret er godt🙂. Når det så er sagt, så ville jeg også være stået helt af med det program og menneskemængden!
    Til gengæld synes jeg bare det var sejt at du kunne grine af den sure dame!! Jeg er sådan én der bliver ramt i mit aller-inderste af den slags kommentarer, og jeg bliver så ked af det, så ked af det. Håber det overordnet set var en god dag!

    Kommentar af www.skøreliv.dk — 23. april 2016 @ 10:55

    • Det er nemlig ikke spor sjovt med så mange mennesker!
      Jeg kan også sagtens blive ked af det, men når det kommer fra sådan en personage, der sikkert har det som livsstil (!) at være sur, har jeg ingen problemer med at grine ad det, fordi det helt tydeligt ikke var mig som sådan, hun var sur på – og ja tak, det var overordnet set en god dag🙂

      Kommentar af Ellen — 23. april 2016 @ 13:17

  11. Det er vist lidt af en overlevelsesstrategi for herregårdene med alle de livsstilsmesser. Indgangsprisen er virkelig alt for høj, men tænk, hvis den var lavere: Så kom der måske endnu flere besøgende.
    Jeg skal kede mig ualmindeligt meget, hvis jeg overvejer en livsstilsmesse. Alene ordet LIVSSTIL. Det er noget klamt, synes jeg altså.

    Kommentar af Kirsten — 23. april 2016 @ 10:55

    • Ja, man skulle tro det – og god pointe med indgangsprisen.
      Jeg er – eller var – sådan set enig, men jeg faldt over min første ved et tilfælde og blev positivt overrasket.

      Kommentar af Ellen — 23. april 2016 @ 13:19

  12. Pyh så mange mennersker på én gang er heller ikke min kop te (ja, det kan godt skrives uden h, jeg har tjekket). Stort smil. Og ikke om jeg ville have betalt 100 kr. for det. Imponeret over at I gik ind (ja stort I) – og endda kun opgave det sidste telt/den sidste bod. Så gik den dag. Bedre end her. Eller det vil sige formiddagen var god med hygge og museumsbesøg. Eftermiddagen gik med at passe på og tørre op efter yngstemand. Pyha han var syg ;-(

    Kommentar af Liv ☆ — 23. april 2016 @ 12:02

    • Det ikke bare kan, det skal skrives uden h – og har skullet det siden 1879, så alle der hævder, at de har lært at skrive det med h i skolen, husker forkert😀
      Uha, stakkels lille fyr – håber han har det bedre nu. Så længe de ikke helt selv kan styre den slags, skal man være så opmærksom, at alene det er fuldstændig udmattende.

      Kommentar af Ellen — 23. april 2016 @ 13:22

      • Skal uden H? Men det er der jo stort set ingen der gør. Nå, jeg øver mig😉

        Kommentar af Liv ☆ — 23. april 2016 @ 15:41

        • Jeg har ikke engang overdrevet – det har ikke været korrekt siden engang før 1872; her citeret fra sproget.dk: “Stavemåden te har været den eneste korrekte siden den første officielle retskrivningsordbog udkom i 1872”.
          Jeg ved ikke, hvorfor stort set alle tror, det er med h – jeg kommer altid til at udtale det på engelsk, når jeg ser det stavet sådan😉

          Kommentar af Ellen — 23. april 2016 @ 16:30

          • Mit gæt er, at det er snobberi i det små. Det ser finere ud med h.
            Lidt ligesom alle de navne med overflødige h’er. Jeg har altid syntes, det var så morsomt, når folk sagde, at deres Christian eller Christensen skulle staves med ch. Det skulle ligesom være nok, hvis man sagde “med c”.

            Kommentar af Kirsten — 23. april 2016 @ 18:56

            • Dit gæt er sikkert ikke helt ved siden af. Det med Christian har jeg ikke tænkt over – måske fordi jeg er en af dem der bare spørger om det er med k eller c🙂

              Kommentar af Ellen — 23. april 2016 @ 19:14

  13. Ha, jeg kom lige til at tænke på, at min mor havde fortalt mig, at hendes far havde lært sig selv tysk og engelsk. Og han udtalte jo ordene, som de stod – altså the blev udtalt te … Det gjorde de danskere også, som rejste til USA for ca. 100 år siden.

    Kommentar af Elsebeth — 23. april 2016 @ 18:21

    • Hehe, det må have været aldeles uforståeligt for en engelsktalende.

      Kommentar af Ellen — 23. april 2016 @ 19:15

  14. Det var nu smadderærgerligt, at det ikke var den blå dames bag og ikke hendes ryg, du fangede. Tænk bare, hvis hun også havde sådan en strutmås som prinsessen. Hvem tænker dog også på bagværk, når der står bag, og hun kan præstere begge dele.

    Kommentar af Elsebeth — 23. april 2016 @ 18:35

    • Det havde hun ikke, kan jeg fortælle dig🙂

      Kommentar af Ellen — 23. april 2016 @ 19:15

  15. Godt du havde en at grine sammen med over blå dame. I øvrigt tror jeg, jeg kender den gode prinsesses lækre bagværk. Vi bruger hende til Vandrernes Dag, når små 100 mennesker skal bespises ved et fællesarrangement. Tunge, tunge, lækre horn – mums.

    Kommentar af conny — 25. april 2016 @ 12:23

    • Både bagen og bagværket så nu også ret så godt ud nede på messen🙂

      Kommentar af Ellen — 25. april 2016 @ 13:22


RSS feed for comments on this post.

Skab en gratis hjemmeside eller blog på WordPress.com.