Hos Mommer

11. august 2012

Der var lidt kantareller

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:39
Tags: , , ,

IMG_3320Endnu en herlig weekend tilbringes i det svenske. På vej herop faldt vi for fristelsen til at købe en røget ål (og nogle æg) i fiskerøgeriet ikke så langt fra Höör. Det får man jo sjældnere og sjældnere, men hvor er det bare en skøn spise. Ålen var kæmpestor, så vi købte kun en halv. John var ved at besvime, da han hørte prisen (171 kroner), men der blev otte stykker ud af den. Otte meget store stykker, og skulle vi have serveret dem til en gæstefrokost med masser af anden mad på bordet, ville jeg have delt de otte i hver to stykker – så var det pludselig ikke så vildt alligevel, og ih, hvor vi smovsede i aftes med to store stykker til hver og røræg lavet af æg så friske som de kan være.  
Jeg havde købt nogle gode oste, som må vente til en anden god gang, og den dertil hørende gode rødvin drak vi til ålen – kald det bare gastronomisk blodskam, men det smagte himmelsk – både hver for sig og sammen.
Måske også lidt fordi, vi drikker og spiser en stemning heroppe – aftendisen smøg sig mystisk over ålandskabet tæt på os, samtidig med, at vi hyggesnakkede og stornød, at vi var her igen … denne gang med en noget mere mobil John end for 14 dage siden.

I dag måtte jeg ud for at se, om min mistanke fra for 14 dage siden virkelig kunne være rigtig; nemlig, at der slet ingen kantareller er pga. ‘oprydningen’ i skovene her omkring. 
Det var ikke helt rigtigt … jeg fik 500 g svampe i alt, hvoraf langt de fleste var kantareller, så alt håb er heldigvis ikke ude endnu.

 P1000548P1000556

Man skal virkelig have kantarelradaren slået til, for de gemmer sig sommetider helt utroligt godt, og man skal nærmest have på fornemmelsen, hvor de kan finde på at gemme sig. På billedes anes måske hvad man er oppe imod – prøv at gå 1,55 meter væk fra skærmen og kig på billedet … eller bare forestil jer dette syn fra øjenhøjde … inden for en meters radius gemte der sig 15-20 svampe, da jeg først fik rodet forsigtigt op i de visne blade.
Mens kvinden samlede forråd, ordnede et par mænd verdenssituationen og motoren på bagrudeviskeren.

Mens vi spiste morgenmad, hørte vi pludselig et lystigt pipperi og et værre leben nede i rosenbuskene. Forsigtigt hen og kigge … der var en hel flok af nogle små fugle, vi ikke havde set før, men som viste sig at være løvsangere, og som man ofte kan høre, men sjældent får at se, fordi de gemmer i træernes løv.
Sjovt nok var de ret ligeglade med, at vi åbnede vinduet og begyndte at fotografere, men vi gjorde selvfølgelig heller ikke nogle pludselige bevægelser. John fik et rigtig godt skud af en af de små, vævre fugle. Klik evt. billedet større og se de fine detaljer.

Løvsanger (7)

Reklamer

4 kommentarer

  1. Flot løvsanger John har skudt.
    Når vin og mad matcher er det velsagtens udtryk for en oplevelse af harmoni, hvilket er det ønskelige – så pyt med fordommene. Stemningen er her en god del af den gastronomiske oplevelse, og det er sikkert årsagen til at en flaske ligegyldig fra ferie hjembragt vin ikke gør sig som den gjorde på feriestedet.

    Kommentar af Jørgen — 12. august 2012 @ 8:13

    • Ja … hvor tit har man ikke prøvet det? Altså forsøgt sig med at hjembringe ferievinen? Det går sjældent godt 🙂
      Så må man hellere købe noget helt andet.

      Kommentar af Ellen — 12. august 2012 @ 9:20

  2. Sikke en fin lille fugl, og flot fanget af John…;-D

    Kommentar af rejen — 12. august 2012 @ 8:48

    • Ja, ikke? Der gik lige et kvarters tid med at kigge på små, søde fugle 🙂

      Kommentar af Ellen — 12. august 2012 @ 9:21


RSS feed for comments on this post.

Blog på WordPress.com.