Hos Mommer

5. juni 2012

En stilledag

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:37
Tags: , , ,

RosenknopSjældent har jeg da foretaget mig så lidt som i dag, men sådan må det godt være ind imellem, ikke?
Havde sat mig for, at det andet estiske sjal skulle strikkes færdigt i dag, så jeg kan tage det med til Sverige i weekenden og blokke det.
Det er lige blevet færdigt.
Har overvejet en bolero til Anna – sådan en må kunne blive færdig, inden jeg rejser derover d. 20. juni. Nu skal jeg kun sove 15 gange til … ih, hvor jeg savner dem alle sammen. Hvis det hele skulle passe sammen, kunne det kun blive hen over Skt. Hans, så årets længste dag må John fejre alene i år. Dvs. – det gør han så ikke; han tager til Sverige med sin lillebror den weekend, så jeg har egentlig ikke dårlig samvittighed – er sikker på, at de to nok skal finde ud af at hygge sig.

P1020707P1020709P1020712

Har bagt morgenbrød, hvilket er flere år siden sidst, for det er ikke verdens sundeste morgenbrød. Det er til gengæld noget af det bedste, men uha, det er hvidt. Durum- og almindeligt hvedemel. Totalt politisk ukorrekt, men hvad pokker … der skal være plads til det hele. Det meste kommer i fryseren, for det er beregnet til, når sverigeshuset indtages til den årligt tilbagevendende weekend og bliver til das Dreimädchenhaus i den første weekend i juli, mens John kører Roskildefestival.

2012 juni 5 Tim har bygget skib

Har lige talt med Charlotte. Tim har bygget en lille båd sammen med A & A – den skulle naturligvis prøves af omgående. Han nyder at have tid til børnene igen efter alt Titanic-halløjet – og Charlotte nyder at have tid til at sy på sit Ascot-outfit. Det årlige Royal Ascot finder sted dagen efter min ankomst, så jeg får lov til at være barnepige denne gang, hvilket i sagens natur ikke står særlig tit på.
Det er skolernes midterm, så den står på ferie hele denne uge. De er så småt på vej til Tims moster og onkel, som hvert år på denne tid lejer det samme store hus med plads til hele familien. Det ligger ved den engelske kanal, så nogen satser på, at de modige skal ud og bade. Vi er ret sikre på, at ungerne holder sig til vandet i badekarret med de temperaturer, de kan præstere i England for tiden.

CIMG1096_0093

Reklamer

18 kommentarer

  1. Herligt med en stille stilledag, jeg synes “passivitetsfremmende foranstaltninger” er en glimrende ide, når flid ellers er nøgleordet.

    Kommentar af Jørgen — 5. juni 2012 @ 17:58

    • Hehe – godt udtryk 🙂

      Kommentar af Ellen — 5. juni 2012 @ 19:08

  2. Skønt med sådan en stille grundlovsdag, vi har lavet næsten lige så meget som du har, altså bortset fra at bage, strikke og tale med englænderne.. 😉

    Kommentar af Inge — 5. juni 2012 @ 18:17

    • Haha – så har I bestemt haft en dejlig dag 🙂

      Kommentar af Ellen — 5. juni 2012 @ 19:09

  3. Jeg har hygget mig med en krimi og bagt knækbrød for første gang 🙂 Og eftermiddagen har jeg brugt på koret, nu skal jeg videre med min bog, den er god og spændende.
    Dejligt at høre, at du godt kan slappe af en gang imellem 🙂

    Kommentar af Lene — 5. juni 2012 @ 18:28

    • Blev det godt? Jeg forestiller mig, at det må være svært at få lige den rigtige hårdhedsgrad.
      Jeg kan skam sagtens slappe af – jeg blogger bare ikke så tit om det, for det er ikke specielt interessant at læse (eller skrive) om 😉

      Kommentar af Ellen — 5. juni 2012 @ 19:11

  4. Hvor ser dit morgenbrød lækkert ud!
    Jeg sad netop og tænkte på at det var længe siden du havde været i England! 😉 (mærkelige blogland) og om du ikke snart skulle afsted igen! Og det skulle du så!! 😉

    Kommentar af Kong Mor — 5. juni 2012 @ 18:56

    • Det er faktisk ret godt, det brød, når ham John og jeg selv skal sige det, 🙂
      Blogland er mærkeligt og dejligt, og vi tænker jo ofte på hinanden; især når man har mødtes IRL.
      Det er faktisk kun præcis to måneder siden, jeg sidst var af sted, så længe kan det nok sandt at sige ikke kaldes. Men det føles som meget længe – helt enig 😉

      Kommentar af Ellen — 5. juni 2012 @ 19:19

  5. Det er absolut helt OK med en stille stilledag, i sær når vi ved, hvor meget du normalt farer rundt og laver.

    Dit morgenbrød ser superlækkert ud, og det gør ikke noget at det er hvidt og politisk ukorrekt. Slev har jeg også en favoritopskrift på morgenbrød, som også er totalt politisk ukorrekt. Den er så nem så nem, det hele røres sammen i røremaskinen om aftenen, det hæver i køleskabet natten over, og næste morgen sættes det på plader med et par skeer. Jeg prøver at linke til det her, og så må vi se, om jeg ryger i dit spamfilter af den grund: http://stegemueller.dk/blog/2009/05/30/hurtige-morgenboller/

    Pudsigt nok, så havde også jeg gået og tænkt på, at det var længe siden, du havde skrevet om englænderne. Det glæder mig, at der ikke er noget i vejen, og at du snart skal af sted igen.

    Kommentar af Stegemüller — 5. juni 2012 @ 19:31

    • Det lyder nemt! Pas nu bare på, du ikke får dig en ekstra tjans i weekenden 😉
      Du ryger først i spamfiltret, hvis du har mere end ét link, så du gik glat igennem …
      Det er skam ikke spor i vejen, og jeg glæder mig til at skulle af sted igen.

      Kommentar af Ellen — 5. juni 2012 @ 20:01

  6. En stille dag??? så vil jeg godt vide hvad en travl dag er 😉

    Og selv om du har haft en stille dag, så har du da alligevel fået noget fra hånden …

    Og jeg kan godt forstå, at du snart gerne vil se englænderne igen, men det varer jo heller ikke så lang tid endnu 🙂

    Kommentar af Tove — 5. juni 2012 @ 20:08

    • Hehe, på en travl dag når jeg lidt mere … jeg havde oven i købet restemad fra i går 😉
      De par uger går heldigvis hurtigt – det bliver dejligt at komme derover igen.

      Kommentar af Ellen — 5. juni 2012 @ 20:35

  7. Uhm som alle andre skriver, det ser godt ud det morgenbrød, og stilledage er bare guld værd, man kan heller ikke fare rundt hele tiden og kan godt forstå du tæller dagene til du skal over til englænderne…;-D

    Kommentar af Rejen — 5. juni 2012 @ 20:19

    • Det er skønt at fla’e u’ ind imellem, og i dag var altså en af de dage.
      Jeg tæller dagene nu … du kan sikkert slet ikke forestille dig at skulle undvære din dejlige Naja i over to måneder. Det må være skønt at kunne se hende så tit 🙂

      Kommentar af Ellen — 5. juni 2012 @ 20:38

  8. Hvor ser dit morgenbrød lækkert ud.
    Jeg kan godt forstå, du glæder dig til at se børnebørnene igen. Det er især efter, jeg selv har fået et par stykker, jeg kan forstå det. 😉
    Jeg har leget lidt med collageriet efter inspiration fra dig. 😉

    Kommentar af betty — 5. juni 2012 @ 22:26

    • Tak; det er det også 🙂
      Sådan er det jo – man bliver også mere tolerant over for børn, når man selv har eller har haft nogen af slagsen 😉
      Hvor er det dejligt, at du lod dig inspirere, men sådan er blogland. Jeg har lært meget efter jeg flyttede ind 🙂

      Kommentar af Ellen — 6. juni 2012 @ 7:50

  9. Der er altså bare ikke noget så godt som hjemmebag uanset politiske udtalelser 😉
    Vil du have det en smule mere sundt, så prøv at tilsætte lidt hørfrø, solsikkekerner eller en portion klid. Det kan altid tilsættes almindeligt hvidt bagværk, og det tager det som regel ingen skade af.

    Kommentar af Pia — 6. juni 2012 @ 17:04

    • Du har fuldstændig ret, selvfølgelig – det er bare så lækkert som det er. Hvis jeg bager igen inden for en rimelig fremtid, kommer der solsikker i 🙂

      Kommentar af Ellen — 6. juni 2012 @ 17:25


RSS feed for comments on this post.

Skab en gratis hjemmeside eller blog på WordPress.com.