Hos Mommer

29. juni 2012

Vores fredagsslik

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:00
Tags: ,

P1030685Faktisk har vi aldrig haft begrebet fredagsslik her i huset. Slik har altid ligget frit fremme, og det har aldrig været et problem med eller for Charlotte. Hun fik fra ganske lille at vide, at hun bare skulle spørge, inden hun tog noget, for ikke alle tidspunkter var lige velegnede til slikspisning. Efter et par ganges forklaring om, at hun aldrig ville få lov lige inden spisetid, var budskabet gået ind, og hun fik derefter meget sjældent et nej. Hun spurgte i øvrigt næsten aldrig – slik var ikke særlig attraktivt for hende, og jeg bilder mig ind, at det delvist kan skyldes, at det aldrig har været forbudt.
Vi har stadig slik stående så længe, at det nærmest når at blive dårligt … køber det kun til slikspisende gæster, for vi spiser det ikke selv – lige med undtagelse af chokolade, altså. Derfor køber jeg næsten aldrig chokolade – jeg kan simpelthen ikke lade det være, desværre.

Vi skal med andre ord ikke have fredagsslik i gængs forstand, men der er så mange andre lækkerier, der kan betragtes som slik.
Den der træstamme i midten af billedet, fx – det hedder vel en slikasparges?
Jeg var i Superbest i Solrød Centret i dag – de er forholdsvis dyre, men de er lige så gode som Irma mht. specialiteter – jeg går sommetider derind, når jeg vil have noget andet end det sædvanlige eller bare vil lade mig inspirere.
Agavesirup. Lyder spændende og skal afprøves.
P1030684En rigtig Sevilla-appelsinmarmelade. God. Smager af mere end appelsinmarmeladen fra Den gamle Fabrik. Jeg plejer at lave min let bitre appelsinmarmelade selv, men gider ikke lige nu … den blev derfor købt denne gang.
Rugstave med græskarkerner og ost. Uhmmm.
Chilimarmelade. Det var den, jeg gik derind for at købe – regnede med, at sådan noget havde de, og jeg regnede rigtigt.
Jeg lærte at spise brie med chilimarmelade, da jeg var i England. Har I prøvet det? Det smager virkelig godt. For at kompensere lidt, bliver det på rugbrødsstave i stedet for på toastbrød, som man får det i UK.

Der ligger en hel, stegt økologisk ørred i køleskabet. Der fulgte tre med fiskepakken, men to var rigeligt, for de var store, så nu skal den tredje ‘plukkes’ og kommes i et eller andet hjemmekomponeret miks. Jeg vil selv lave en aïoli. Der er nye kartofler, der er blommetomater og agurk. Plus førnævnte asparges-træstamme. Det grønne har vi i haven. Det ender med at blive spiseligt og godt.
Med brien og chilimarmeladen til dessert.
Og en god vin til at runde det hele af med.
Det bliver en fredag aften, vi nok lige kan holde ud.


I Brugsen kan de ikke stave. I Superbest ansætter de farveblinde personer i frugt- og grøntafdelingen:

P1030678

Reklamer

15 kommentarer

  1. Her skal det være Keiller and Sons Coarsecut Dundee Seville Orange Marmelade.
    Vi har så godt som aldrig slik i huset . til hvad dog? Vi spiser det jo ikke. Heller ikke, da datteren var lille, næste: en sjælden gang, på tur, til føs’da’. Min mor havde heller ikke noget, da jeg var lille. Så vi gjorde store øjne, da tøsen engang blev inviteret i byen af Farmor, der boede i Flensborg: de havde været i en fyld-posen-op-butik, farmor betalte. Det slik blev der passet på: et lille år senere fandt konen de sørgelige rester gemt i klædeskabet, deriblandt en skum-mus, grøn af mug: Den, der gemmer til natten, gemmer til katten!
    Blåbær, dem, der er hvide, når de er grønne, og blå, når de er røde, ikk’? Eller er det omvendt? Vi tager derop i morgen og ser efter!

    Kommentar af AagePK — 29. juni 2012 @ 20:25

    • Men appelsiner fra Sevilla skal det åbenbart være. Gad vide hvorfor de er så gode lige præcis derfra?
      Sød slikhistorie – I tror heller ikke så meget på forbud, kan jeg næsten fornemme?
      Rigtig god tur til Sverige – som jeg formoder det handler om? 🙂

      Kommentar af Ellen — 29. juni 2012 @ 20:46

      • Nej, ikke forbud, men lidt rådgivning: ligesom I var der ikke noget sødt fra en time før aftensmad, kun rugbrød. Eller en gulerod. Børn bliver ikke sødere af sukker, tvært imod. Det griner de indforstået af, når jeg siger det, også til fremmede børn.
        Yesss, Sverige, Finland, Norge, evt Rusland på en dagtur. Og i lige måde, når det bliver jeres tur. Vi vinker fra båden, når vi sejler rundt om Europas nordligste punkt: Knivskjellodden, hehe!

        Kommentar af AagePK — 30. juni 2012 @ 9:43

        • Det bliver en skøn tur, I har igangsat her – vi krydser fingre for excellent vejr i hele fire uger – så er vi vist alle fire færdige for denne gang med at være højt mod nord 🙂

          Kommentar af Ellen — 30. juni 2012 @ 9:56

  2. Slemt nok, at de er farveblinde i SuperBest – men prøv at se et skilt fra Føtex: http://www.detbedste.com/2012/03/dagens-gadget-morfinforme.html

    Kommentar af Randi — 29. juni 2012 @ 21:25

    • HAhahaha – tak for dagens største grin fra både Johns og min side 😆

      Kommentar af Ellen — 29. juni 2012 @ 21:41

      • 🙂

        Kommentar af AagePK — 30. juni 2012 @ 9:45

  3. Uhmmm jeres slik ser rigtig indbydende ud – så er det da godt jeg HAR købt brie og kan gå ud og tage mig en rugbrød med brie 😉

    Man skal åbenbart ikke kunne stave eller se farver, hvis man er ansat i Superbrugsen eller Superbest …

    Kommentar af Tove — 29. juni 2012 @ 21:39

    • Jamen du manglede jo chilimarmeladen, Tove, men det smagte sikkert fint alligevel 🙂
      Nej. Gad vide hvad de har som ansættelseskriterier?

      Kommentar af Ellen — 29. juni 2012 @ 21:45

  4. Lækkert slik I har mæsket jer med.. Vi har også altid slik stående.. Men det plejer ikke at blive for gammelt for os.. 🙂
    Skal hilse retur herfra sønderjylland.

    Kommentar af Inge — 30. juni 2012 @ 6:25

    • Nej … det er vist ikke et problem i jeres hjem. Men I kan jo også tåle det 😉
      Tak 🙂

      Kommentar af Ellen — 30. juni 2012 @ 9:53

  5. Jeg er heller ikke en stor slikmund – og slet ikke efter chokolade faktisk; hvilket nok er meget heldigt, når man påtænker, hvor jeg bor. Men så er der jo lakridserne – men det er nok mere ud fra betragtningen, at jeg IKKE kan få dem til hverdag. Så bliver det pludseligt vanvittigt spændende – og når jeg er i Danmark spiser jeg en pose på en halv time og ender med mavepine. Jeg vil faktisk også meget hellere have ‘slik’ i form af lækker mad, tapas, oliven osv. Desværre er ost jo lige så syndigt som chokolade – men jeg elsker gode stærke oste med personlighed.

    Hav en dejlig weekend ude blandt de ord- og farveblinde 🙂

    Kommentar af Nille — 30. juni 2012 @ 11:11

    • Åhja – jeg ville nok have været smældfed, hvis jeg havde boet i Belgien … på den anden side kan man jo få god chokolade alle vegne.
      Lakrids er jeg en af de fem danskere, der ikke kan lide 😉
      Ost er vist heldigvis knapt så syndigt som chokolade – omkring 300 kcal i brien mod omkring 550 i chokoladen – og jeg elsker også stærke oste.

      God weekend herfra også 🙂

      Kommentar af Ellen — 30. juni 2012 @ 11:29

  6. Jeg elsker slik, men spiser det sjældent nu – til gengæld har vi altid is, rigtig god is, i fryseren. Så fredag aften bød på lakridsis, vanilleis, nougatis og chokolade is sammen med danske jordbær 🙂

    Kommentar af Lene — 30. juni 2012 @ 11:41

    • Næ, det med at bare kunne spise løs og stadig bevare den slanke linje, er et overstået kapitel, desværre.
      Så det var jeres slikaften – John ville godt have været gæst, tror jeg … han elsker is; jeg kunne snildt have nøjedes med jordbærrene 😉

      Kommentar af Ellen — 30. juni 2012 @ 11:54


RSS feed for comments on this post.

Skab en gratis hjemmeside eller blog på WordPress.com.