Hos Mommer

27. maj 2012

Det lykkelige liv

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:50
Tags: , , , , ,

P1020942I aftes skulle vi have multe, og da jeg så i opskriften, at den helst skulle grilles, riggede John risten til, som Steen har lavet til os. Bålet var alligevel i gang, så det var oplagt at udnytte gløderne. Det er en superprofessionelt lavet grillrist, som kan drejes og hæves og sænkes – vi er meget glade for den og føler os så dejligt ‘autentiske’, når vi bruger den.
I aften kommer den marinerede mørbrad på, mens nogle forkogte bagekartofler bliver pakket ind i tyk folie og lagt i gløderne.
Det er på rigtig grønspættemaner, dette her – og hamrende hyggeligt.

P1020948Lørdag aftens måltid blev indtaget på terrassen: grillede multefileter, som, lige inden de blev smidt på risten, blev smurt med en blanding af paprika, knust hvidløg og olie; serveret med en fyldt, bagt bøftomat, cremet agurkesalat og brød – samt en herlig chardonnay.
Et dejligt måltid. Ekstra skønt, fordi vi indtog det ude midt i naturen … følte vi, for vi sad jo på terrassen. Inden længe var der ikke mere plads i vores maver, mens der til gengæld kom ild i mexikanerens, og vi hørte småfuglene synge deres aftensange og skovsneppen flyve rundt på damejagt med sit meget karakteristiske kald.
I sådanne stunder er man næsten lykkelig.
Sverige vandt melodi grand prixet – det har de sgu også fortjent, når de kan levere sådanne ideelle forhold til os.

P1020978I dag stod den på træskærearbejde, men knapt var vi begyndt, før Johns søster og svoger med samt et vennepar af deres kiggede ind. De holdt også pinse i Sverige og ville lige vise vennerne ødegården, nu de var i nærheden. De fik en rundtur; vi fik alle en kop kaffe og en sludder, og så var det i gang igen med savearbejdet. Fem minutter efter kom naboen … han ville dog ikke sludre, men arbejde – havde traktor og spil med plus sin store sav: nu skulle stubben lægges ned, og de store stammer, der lå neden for stendiget, skulle trækkes op, så vi nemmere kan komme til at arbejde med dem.
Hold op, det er altså skønt, at han gider – det ville have været meget besværligt for os at arbejde med træet, hvor det lå.

Hvor mange kubikmeter brænde bliver der ud af dette? Det har jeg ret svært ved at vurdere … og der ligger en hel del mere rundt omkring i bunker. Mit gæt er godt 10 m3 i alt. Det er meget træ. Rigtig meget. Som skal saves, kløves og på plads.
Derudover er der et stort birketræ nede bagved, som vil dø af sig selv inden for de næste 5-6 år – det skal også lægges ned, men det kan vente et par år. Plus klyngen af fem halvdøde asketræer, som anes øverst til højre i billedet.
Én ting er stensikker: Vi vil have brænde nok til at varme hele hytten op resten af vores dage her på stedet – også selv om vi vil være her meget mere fra næste sommer.

Reklamer

19 kommentarer

  1. Det er et must at have brænde nok.. Når du skriver næsten lykkelig, får det mig til at tænke på TV2’s Nærmest lykkelig, og på at lykke er øjeblikke vi skal gribe, huske og værne om.. 🙂
    CityGross har lige suppleret vores lager, så nu er der også frokost i morgen efter en tur gennem Dyreparken, som åbner kl. 10 🙂

    Kommentar af Inge — 27. maj 2012 @ 18:01

    • Hmmm – det var faktisk også TV2, jeg tænkte på – kan åbenbart bare ikke finde ud af at citere korrekt 😉
      Det lyder godt med frokosten! Vi bliver sikkert også sultne, for vi skal jo tidligt op … jeg garanterer ikke, at vi er der præcis kl. 10, men vi skal gøre vores bedste …

      Kommentar af Ellen — 27. maj 2012 @ 18:13

  2. Sverige behandler jer i sandhed rigtigt godt i de her dage… kunne altså godt blive ganske lun på dét grill arrangement I har gang i dér.. ser rigtigt proff ud.

    (kender lidt til Inges udgave af city gross og supplere lager.. mon det betyder en velfyldt slikskål også ?)

    Kommentar af overleveren — 27. maj 2012 @ 19:45

    • undskyld jeg lige blander mig i dit kommentarspor Ellen.. velfyldt er ikke det rigtige ord.. overfyldt er meget bedre.. 😉

      Kommentar af Inge — 27. maj 2012 @ 20:40

      • Ja, Sverige behandler os som kongelige her i pinsen – det er helt i orden med os 🙂
        Det dér grillarrangement er bestemt ikke uden evner. Efterligninger er tilladt …
        Og Inge – du er velkommen til at blande dig – og om slikskålen er over- eller velfyldt, er os ganske ligegyldigt … I får den under alle omstændigheder helt for jer selv. Med mindre altså, at du har fyldt den med chokolade … 😉

        Kommentar af Ellen — 27. maj 2012 @ 20:50

  3. Næsten lykkelig! hvad mangler der før du kan strege næsten? Du behøver ikke svare på det 🙂

    Jeg så i første omgang ikke udslæbningstangen ved træstammen, men det er skønt med hjælpemidler til de store stammer. ellers ville I vist have fået noget sved på panden. Ikke mindst nu hvor sommeren endelig er kommet, i hvert fald en uges tid 🙂 Gode hjælpsomme naboer er guld værd.

    Kommentar af pigenfralandet — 27. maj 2012 @ 20:13

    • Det var godt, Pia, for det ville nok også falde mig lidt svært at finde ud af, hvad der mangler – det har bare været så ovenud perfekt i denne pinse 🙂
      Haha – du troede da forhåbentlig heller ikke, at de to ældre herrer stod og holdt sådan et stykke træ i udstrakte arme? 😀
      Men ja, det var skønt at få stammerne hevet op fra, hvor de lå.

      Kommentar af Ellen — 27. maj 2012 @ 20:57

  4. Må I få en dejlig dag sammen med de andre halvsvenskere 😉 Du og jeg vil gå godt i spænd, Ellen, du tager chokoladen, jeg snupper slikket 🙂

    Kommentar af Lene — 28. maj 2012 @ 0:07

    • Tak for det Lene – og ja, vi vil vist ikke komme op og slås om slikket 😉

      Kommentar af Ellen — 28. maj 2012 @ 8:12

  5. Hvor er I bare flittige, men hvad gør man ikke for at få brænde nok til resten af sin tid i det svenske. Der er meget arbejde i det endnu, kan jeg godt se. I må gerne invitere mig på arbejdsweekend, så vi kan komme en bid vej ekstra, Det har været så hyggeligt de andre gange jeg har været med.

    Hvor har vejret dog været med jer denne pinse; jeg kan godt forstå, at du er nærmest lykkelig 🙂

    Kommentar af Stegemüller — 28. maj 2012 @ 0:10

    • Altså Hanne – du kan da bare læse din mail 😀
      Det har været skønt vejr.

      Kommentar af Ellen — 28. maj 2012 @ 8:13

  6. Kartofler bagt/stegt i gløder fra et bål smager bare sindsygt godt og er sikker på at grillet multe også har været lækker, men næsten al grillet mad smager fantastisk..Dejligt med hjælp til det hårde arbejde, selvom I har et stykke vej endnu så er det rart med brænde til en del år..;-D God 2 pinsedag til jer i det svenske…

    Kommentar af Rejen — 28. maj 2012 @ 6:20

    • Det var bare så godt … men ja, al grillmad er godt, som du siger.
      Han er verdens bedte nabo, men det har jeg vist nævnt før …
      Tak og i lige måde 🙂

      Kommentar af Ellen — 28. maj 2012 @ 8:15

  7. Smart “grill” i har fået, den passer da rigtig godt til en svensk ødegård 😉
    Altid dejligt at læse om jeres liv hinsidans.

    Kommentar af havehyrden — 28. maj 2012 @ 8:54

    • Den passer nemlig helt perfekt … og tak 🙂

      Kommentar af Ellen — 28. maj 2012 @ 9:04

  8. Den nabo er da bare guld værd.:-)

    Kommentar af Kirsten b r — 28. maj 2012 @ 20:37

    • DET er han – han er bare den bedste 🙂

      Kommentar af Ellen — 28. maj 2012 @ 21:01

  9. Jeg har tit, OG ofte, foreholdt det mærkelsesbeværdige faktum for mine elever: de kunne slikke nok så meget, uden at blive sødere. !.
    Oppe i Nord-Sverige planter de multer, og deraf gror de skønneste multebær! Ved et tilfælde sad en sød, ung samekvinde i køkkenet i hytten ved Sylan og sukkede:” Hvem som hadde noget grädde! ” Sågerne!” sagde undertegnede og drog en bricka hvispgrädda frem fra ranslen. Kan du fornemme lyden fra en underkæbe, der rammer gulvet? SÅ blev man Mette Vuns inviteret på multe-Hjortron-kalas.

    Kommentar af AagePK — 28. maj 2012 @ 21:44

    • Ohja, det kan jeg sagtens forestille mig, og sådan et kalas kan kun have været godt – hjortron (eller multibær, som min far troede, det hed) er en skøn spise, og man hæger om sine steder, hvis man har nogen. I nordnorge og dittosverige sælger de hjortronsylt i kilovis ude ved landevejen – og til en pris man kan betale.

      Kommentar af Ellen — 28. maj 2012 @ 22:00


RSS feed for comments on this post.

Blog på WordPress.com.