Det er allerede en uge siden, Tim fejrede sin 50-års fødselsdag.
Først havde han det lige som mig: Der er overhovedet ingen grund til at gøre noget ud af det. Ingen af os (og det 
gælder os alle fire) har lyst til store fester med suppe, steg og is, og ingen af os har plads til at rumme mere end 10-14 siddende gæster.
Charlotte blev vist lidt inspireret af min svogers 60-års dag og mine englændere blev derefter enige om at få fat i et stort telt og en pandekagevogn. Sådan et telt er en såkaldt falsk ven, idet det hedder a marquee på engelsk. Det er åbenbart den amerikanske betydning vi har taget til os.
Tidligt fredag morgen kom der to mænd for at sætte teltet op. Det var nogle solide ‘søm’, der blev banket i jorden! Og en stor ‘mast’ skulle der til.
Der kom tæpper på græsset og lys og Charlottes hjemmesyede flagranker i loftet og langs siderne. Det tog dem syv timer at sætte det op.
Vi skulle blive i alt 88, men kun 60 stole og seks borde (+ drikkevarebordet) blev stillet op, for det var ikke meningen, at alle skulle kunne sidde ned på én gang. Hvis man kan det, er man mindre tilbøjelig til at cirkulere.
Der var MASSER af drikkelse: to slags alm. øl og én alkoholfri, cider, rødvin, hvidvin, to slags hyldeblomstdrik, iste, schweppes tonic, cola, evian- og perriervand.
Tim var bekymret for, om der var nok – “en øldrikker drikker måske fem øl på sådan en dag, Charlotte!”
”Jojo, men du tror altid, at alle drikker fem af hver af hver slags, og sådan er det altså ikke. Derudover er det søndag eftermiddag, der er mange chauffører og de skal kun være her i fire timer”.
Han var stadig skeptisk, men jeg kan afsløre, at intet af det blev drukket op – der er såmænd næsten nok tilovers til, når hele Charlottes danske familie kommer derover til sommer.
Pandekagebilen var et hit. De tilbød fire slags fra det salte og fire fra det søde køkken. Jeg havde sådan en lyst til at smage alle otte, for de tre jeg smagte, var meget delikate, men det var naturligvis fuldstændig umuligt at rumme. Medmindre man hed Aubrey, men selv han nåede kun seks – selvfølgelig fire plus to af dem fra det søde køkken … hvilket alle under 20 (som der var 10 af) valgte.
Det var jeg så måske ikke voldsomt overrasket over. Når man selv kan få lov at bestemme, er der jo ingen grund til at gå efter noget, der ikke er sødt.
De varme drikke troede vi ville gå som varmt brød(!), men det var først i den sidste times tid, de blev efterspurgt. Børnene gik dog til den med varm chokolade med marshmallows.
Det viste sig, til min overraskelse, at jeg kendte omkring 60 af de 88. Otte af dem havde jeg ikke set siden Charlotte og Tim blev gift for snart 19 år siden, men jeg kunne genkende dem – og de mig!
Der var Mark & Richard – et populært par i landsbyen. Mark og jeg følger hinanden på IG; han er biavler og genetiker og udgiver ofte nogle morsomme biovittigheder på IG … han siger han nyder mine madbilleder og efterlyste flere af dem; han elsker mad, den mand!
Der var fem unge, som hyggede sig her ved siden af gavebordet og havde en meget snaksom dag.
Der var Louise, den venlige, men desværre efterhånden demente nabo, som præsenterer sig hver gang hun ser os og spørger hvem vi er. Heldigvis bor hendes datter og svigersøn kun 100 m væk.
Der var Robin, som er blevet enkemand siden sidst vi så ham. Han var gift med den 24 (!) år ældre Sarah, som døde forrige år.
Der var en anden Robin; dels en bekendt og dels hyret som fotograf i sin tid til brylluppet, men som helt glemte sine pligter pga. en af Charlottes veninder. Følelsen var gensidig …
Der var søde Amanda med sin mand Andy, uden hvem Tim ville have været lost, hvad veteranbilerne angår, men Andy ved alt, hvad der er værd at vide om dem. Og lidt til.
Der var Tims moster Sue, som, da hun og onkel Graham sagde farvel, gav mig de sædvanlige kindkys og sagde, at hun håbede, at jeg var meget stolt af min fantastiske datter!
”Joh … “, svarede jeg, “lidt er jeg da.”
”You better be!”, sagde hun og så meget alvorlig ud. “I really hope Tim knows how wonderful a wife he has. This place – and he – would have been nothing without her!”
Holddaop. Jeg blev helt rørt og refererede det selvfølgelig senere til Charlotte.
Der var … mange, mange flere. Snakken gik lystigt og det blev en dejlig dag.
Hos Mommer 
Godt det ikke blev sne og kulde.
Søde ord om børn og børnebørn kan man aldrig få for mange af.
Hvor må det have været sjovt at gense gæster fra brylluppet igen så mange år efter og på den måde genopfriske gode minder.
Og en sjov historie med fotografen, der (næsten) glemte at fotografere, fordi han blev forelsket. Det er lige til en Hugh Grant-film.
Kommentar af tingats — 19. marts 2023 @ 18:49
Mod alle forudsigelser kom solen faktisk frem 🙂
Nej, vel? Man labber det i sig.
Det var bare så hyggeligt, selv om jeg ikke fik talt med den forelskede fotograf. Han kunne ikke genkende mig, men han havde også øjnene helt andre steder den dag 😛
Kommentar af Ellen — 20. marts 2023 @ 8:49
Det lyder da noget sjovere end en gang suppe-steg-og-is og sidde på sin derriere i 4-5 timer.
Kommentar af henny894 — 19. marts 2023 @ 22:24
Ja! Og tale med de samme få personer. Det kan være hyggeligt nok, men jeg har været ret uheldig et par gange, og så er det en meeeget lang middag 🥱
Kommentar af Ellen — 20. marts 2023 @ 8:51
Så dejlig en fest der her blev stablet på benene, jeg er vild med tidsrammen, altså de 4 timer.
Pyha menuen jeg vil overspise 😂
Kommentar af Abildjyden — 20. marts 2023 @ 7:05
Som blev til fem, men det var jo bare tegn på, at man hyggede sig.
Det var svært at lade være med at overspise 😏
Kommentar af Ellen — 20. marts 2023 @ 8:54
Ja jeg lagde også straks mærke til trykluftsboret, som bankede teltpløkke ned! Måske man skulle anskaffe sådan en karl til næste gang man skal på telttur 😉
Billederne af folk, der cirkulerer, giver mig en fornemmelse af stemningen, det er meget varmt og venligt. Dejligt.
Pandekagevognen – en Fransk Citroën kassevogn, – den er jo et fund. Er det noget almindeligt i UK?
Kommentar af Donald — 20. marts 2023 @ 11:58
Så kan du overnatte i en orkan. Hvis selve teltet altså holder 😛
Der var nemlig en rigtig god stemning.
Nej, den er ikke almindelig i UK, men den var virkelig hyggelig at se på.
Kommentar af Ellen — 20. marts 2023 @ 15:45
Det lyder som et godt koncept med telt, færre siddepladser og pandekager i 4 timer. Vi er heller ikke til suppe, steg og is her, selvom jeg godt nok har været til mange af den slags i mit liv.
Kommentar af Mette L — 21. marts 2023 @ 22:09
Det var et godt koncept – jeg har også været til en hel del suppe, steg og is, og mon ikke vores fælles ulyst har netop noget med dette antal at gøre?
Kommentar af Ellen — 21. marts 2023 @ 22:14
Haha, det har du nok ret i. Og de fleste af dem ligger faktisk i min barndom, for mine to hold bedsteforældre var rigtigt gode til at bruge forsamlingshuset, når der var noget at fejre. Og der var altid 80-150 gæster. Dengang var de sjove, fordi vi var mange fætre og kusiner, der var med.
Kommentar af Mette L — 22. marts 2023 @ 7:25
Du godeste, en masse! Du må være jyde, for så mange var vi ikke vant til på Sjælland, men jeg kan godt forstå, hvis du dengang syntes de var sjove 😄 Min første svigerfar kom fra Vestjylland, hvor man lagde en seddel i forsamlingshuset. Så kunne man skrive sig på, hvis man havde lyst til at deltage i festen. Familien og vennerne var selvfølgelig allerede inviteret. Til den eneste store fest, jeg var med til i den sammenhæng, var der voldsomt mange – jeg husker det som næsten 200. Og jeg kendte tre af dem … Charlottes far og hans forældre 😌
Kommentar af Ellen — 22. marts 2023 @ 8:28
Jeps, stolt jyde, og stadig jyde trods hovedstads-postnummer i snart 25 år. Og ja, jeg er også ud af store familier. Mine bedsteforældre havde 28 søskende tilsammen, og alt og alle blev altid inviteret. Inkl. børn og naboer. Så der var på forhånd dømt store fester. Det med sedlen i forsamlingshuset har de dog ikke praktiseret. En af de sjove anekdoter er, at min far havde været kæreste med hende, der senere blev fast kogekone i min mormor og morfars forsamlingshus, før han blev kæreste med min mor, så Jonna har lavet mad til os mange gange, selvom hun ikke blev en del af familien ;-D.
Kommentar af Mette L — 22. marts 2023 @ 8:40
Én gang jyde, altid jyde 🙂 – og det er i dit tilfælde ikke så underligt, at der var masser af kusiner og fætre!
Jeg nyder at høre små fortællinger som din her, så tak 😘 .
Kogekone … åhja, disse minder. Mine forældres meget anvendte hed Mary, som var en stor, frodig og altid glad kvinde – lidt lige som hende (i form af Bodil Udsen), som Knagsted blev lidt forelsket i.
Kommentar af Ellen — 22. marts 2023 @ 9:03
Jeg måtte lige google Livsens Ondskab. Jeg kan godt huske den serie, men jeg har ingen erindring om Skov-Stine (Bodil Udsen). DR må ha’ sendt den flere gange, for jeg var 6 år, da den kom første gang. Jonna var helt af samme skuffe som Mary og Skov-Stine 😆
Kommentar af Mette L — 22. marts 2023 @ 9:38
Og jeg kunne ikke huske, at hun hed Skov-Stine 🙂
Sådan kom vi ved fælles hjælp lidt rundt i både hukommelse og gamle minder 😉
Kommentar af Ellen — 22. marts 2023 @ 14:58