Hos Mommer

7. december 2008

Det gik jo godt

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 23:10

andersJulefrokost overstået. Det var en meget lang dag, men alt gik godt. Vi fik mange roser for arrangementet, som kørte på skinner fra start til slut. Tror jeg da, for jeg tog hjem kl. midnat, og det skulle først slutte kl. 02, men jeg orkede ikke rigtig mere. Kl. 12 var musikken blevet for høj til mig 🙂
Anders Lund Madsen var lige så forrygende, som jeg havde håbet på. Jeg hilste på ham, da han kom, og han spurgte, hvad vi egentlig beskæftigede os med i den virksomhed. Jeg svarede, at det havde jeg hørt, at han ikke ville vide, for han kørte bare sit show, uanset hvad. “Fortæl mig det bare alligevel”, sagde han. Det gjorde jeg – kort – han havde et par supplerende spørgsmål, og det var det.
Han fik informationerne flettet ind i showet på en måde, så man skulle tro, det havde været planlagt længe. Den mand er bare god, er han. Det var der heldigvis også rigtig mange andre, der var enige i.

I går lavede jeg stort set ingenting – bortset fra at få handlet alt det til julen, der kan holde sig: vin, mandler, juice i store mængder, lys, servietter, kød til fryseren osv, osv. Nu skal jeg kun købe de letfordærvelige varer, når julen indfinder sig for alvor – kan I se min nærmest selvlysende glorie?
Jeg fik naturligvis også strikket. Men det hører nok til under begrebet “at lave ingenting”…

Gaver til EnglandI dag har jeg pakket de gaver ind, der skal til England, så de kan blive sendt i morgen.
Var også ude og hente ting fra naturen, som skulle bruges til eftermiddagens arrangement, nemlig fejring af nevøens fødselsdag, der traditionen tro starter tidligt, så vi tre søstre (med vores deres børn) kan få produceret familiernes juledekorationer. Det er bare så meget mere hyggeligt at være mange om det, med det store spisebord totalt dækket af alskens remedier og naturmaterialer, som er nødvendige til fremstillingen. Den eneste, der aldrig har gidet deltage, er fødselsdagsbarnet 😀
Det har godt nok altid ligget under hans værdighed at være med til sådan noget “tøse-noget”. Nu er han blevet 19 år og bor slet ikke hjemme mere, men fejres skal han da alligevel, synes hans mor.jul2008

KaosDer hersker kaos, men der kommer nu alligevel en eller anden form for orden ud af det  til sidst.

Middagen var typisk min søster “I må altså ikke forvente noget – det bliver ikke noget særligt – det er jo bare søndag, og vi er alle trætte efter i fredags”. Hvorefter  hun disker op med en tre retters superlækker menu. Med tilhørende lige så dejlige vine.

Hun er ok. Jeg holder egentlig meget af begge mine søstre…

4 kommentarer

  1. Sikke nogle dejlige oplevelser, du har haft, Ellen! Det var godt at høre, at Anders Lund Madsen levede op til dine forventninger. Jeg kan huske ham fra en serie på tv, hvor han var en helt forrygende taxachauffør, der kunne trække de utroligste oplysninger ud af sine kunder …
    Også jeres søndagshygge med juledekorationerne lyder rigtig dejlig :o)

    Kommentar af Madame — 8. december 2008 @ 9:11

  2. Madame – øv, den serie var jeg da ikke lige opmærksom på. Men den bliver vel snart genudsendt som så meget andet fra DR 😉
    Ja, juledekorationsseancen er hyggelig, ganske som de andre traditioner, vi har i familien. Der er nogle stykker (traditioner altså), og de dukker jo nok op her på blokken efterhånden som vi når til dem…

    Kommentar af Ellen — 8. december 2008 @ 13:37

  3. det lyder så hyggeligt, Ellen 🙂 og du må gerne pudse glorien, her i huset sker sådan noget som alt andet i sidste øjeblik 😉

    Kommentar af Lene — 10. december 2008 @ 9:22

  4. Lene – Det har taget mig mange år at lære det, men efterhånden er jeg altid i god tid med gaverne – også de indenlandske 🙂
    Der er jo rigeligt andet at se til i julen…

    Kommentar af Ellen — 10. december 2008 @ 12:00


RSS feed for comments on this post.

Skab en gratis hjemmeside eller blog på WordPress.com.