Hos Mommer

29. november 2017

70’er-party

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:13
Tags: , , ,

Det er vist ikke nogen hemmelighed, at min datter godt kan lide at arbejde med tøj. Det har været hendes hobby siden hun var 11 år, i dag er det hendes arbejde, og hun elsker det.
70er discoHun syede sin første krinoline, da hun var 11. Huset formåede desværre ikke at levere tilstrækkeligt med fiskeben i rette størrelse, så det krævede nye veje til gamle mål. Hvad gør man? Udover at Charlotte rask væk snuppede alle tilgængelige lagner i hytten, beskar hun bambussen i haven til brug til stivere.
I årene derefter satte hun Borte med Blæsten på videoen, pausede den på passende steder og kopierede de flotte rober på denne måde. Det samme skete med My Fair Lady, plus at hun kopierede modeller efter bøger om mode gennem tiderne, samt syede askepot- og tornerosekjolekopier til sine små kusiner.
Det er de færreste forundt at gøre sin hobby til sit arbejde, men hun er altså en af dem, det lykkedes for.
Som en sjov afveksling til de fine kjoler og jakker, hun syr til hverdag, kommer der indimellem lidt opgaver ovre i kostumeafdelingen. Mest til børnene, men en gang imellem til sig selv.

Som til den 70’er-fest, de deltog i i fredags. Tim var desværre ikke så gennemført, for han havde meldt ud, at han ikke kunne nå at deltage, så Charlotte havde foræret det tøj, han skulle have haft på, til en anden deltager.
Så ændredes mødeplanerne, således at han alligevel godt kunne deltage, men han stod dermed selvfølgelig uden det rette outfit – kun parykken og plateauskoene var ikke foræret væk; tøjet måtte være hans eget, men det blev gjort tidstypisk ved at knappe skjorten lidt op.

Jeg forsøgte ellers at komme med gode råd til tøjet – man har vel selv været ung lige midt i det hele – men hun sagde, at hun vidste lige præcis, hvordan hun ville se ud, og jeg må erkende, at hun har ramt stilen fint. Sådanne hvide støvler havde jeg også. Måske ikke lige netop den kjole, men jeg husker tydeligt, hvor smart det dengang var med små spejle i tøjet. Akkeja – det var dengang, jeg havde figur til kunne bære hotpants – og gjorde det. Ofte. Der var også mange, der ikke havde figuren til hotpants, der gik med dem …
Jeg vil dog lige sige, at selv om jeg stadig havde figuren, og det blev moderne igen, ville jeg ikke tage hot pants på. Jeg kan godt huske, hvor meget jeg syntes kvinder over 40 år gjorde sig til grin dengang, når de gik i hotpants. Jeg har aldrig været tilhænger af at gøre sig yngre end man er eller “være ung med de unge”. Jeg synes det er lidt tragikomisk, når man ikke klæder sig efter sin alder.
Medmindre man er til kostumefest …

Reklamer

12 kommentarer

  1. Charlotte har helt sikkert ramt stilen godt – og hun bærer dresset flot 🙂 Jeg har aldrig ejet et par hotpants – har aldrig haft stængerne til det 🙂

    Kommentar af www.randiglensbo.dk — 29. november 2017 @ 18:13

    • Hatten af for din selvkritik – den der superkorte mode krævede en del af bæreren 🙂

      Kommentar af Ellen — 29. november 2017 @ 19:43

  2. Det er ikke dårligt når hobby kan gøres til levevej. Hun brænder for det, kan man C.

    Kommentar af Jørgen — 29. november 2017 @ 18:15

    • Hehe, så det kan du C? Men du har ret, det gør hun.

      Kommentar af Ellen — 29. november 2017 @ 19:44

  3. Det er sjovt når hobbyer bliver til en levevej. Ærgerligt at Det ikke var Tim, der fik glæde af Charlottes arbejde.
    Jeg har stadig mine mønstre til kjoler og jakker, fra den tid, liggende i skabet. Hot pants har jeg aldrig haft men de hvide støvler. De var dog først engang i 80’erne, så de må have været på mode flere gange. De var i hvert fald hotte sidst i 80’erne

    Kommentar af Pigen fra landet — 29. november 2017 @ 18:55

    • Det er så godt, når det kan ske 🙂
      Jeg kan ikke huske de lange støvler fra firserne, kun at jeg fik mine i 2. eller 3. g., så det må have været i 1971 eller 1972. Jeg havde dem på sammen med hotpants til nogle af studentergilderne i 1972.

      Kommentar af Ellen — 29. november 2017 @ 19:47

  4. Hotpants og hvide støvler havde jeg ikke, men jeg købte mig et par lange støvler i blommefarvet ruskind i London i 1968. Dem brugte jeg i mange år. Jeg var nok mere til hippiestilen i 70’erne, med indiske tørklæder, tullekjoler, hønsestrik, hjemmesyede velouroveralls, applikerede jakker (åh, Elsebeth Gynther, siger jeg bare) og masser af batikfarvet stof 🙂

    Kommentar af fiberfryd — 29. november 2017 @ 23:44

    • HA – jeg havde Gynthers bog om børnetøj, men jeg har aldrig syet tøj til mig selv.
      Vores 70’er-garderober overlappede, men var ikke helt parallelle 😉 Jeg kan sagtens se dig for mig i de flotte, flagrende gevandter.
      Og tak – hotpants skal i ét ord – jeg har tilladt mig at rette mig selv 🙂

      Kommentar af Ellen — 30. november 2017 @ 9:57

      • He, jeg havde ikke engang opdaget, at du havde lavet en fejl … Ja, jeg flagrede en del i de år 😝😝

        Kommentar af fiberfryd — 1. december 2017 @ 0:57

        • Og jeg synes jo altså, at de var flotte, de gevandter! Det er der nok mange, der vil grine ad, men pyt med det 🙂

          Kommentar af Ellen — 1. december 2017 @ 8:46

  5. Jeg havde hotpants… Syede et sæt… Det var den gang jeg var en str 36-38😁
    De to er bare skønne i deres evne til at dresse op i tidstypisk outfit…
    Jeg synes dog stadig, at 70’erne er den stil, jeg synes mindst om😕

    Kommentar af Anne Holtegård Clausen — 1. december 2017 @ 20:07

    • Oh ja, det var slanke tider, var det, men så slank (jeg var str. 34 og havde sommetider problemer med at finde småt nok tøj) skal man heldigvis ikke være, når man runder de 60-65 år, så vi har en god undskyldning 😉
      Pudsigt – jeg synes 80’ernes stil var grimmere, men jeg tror der er mange, der mener som dig 🙂

      Kommentar af Ellen — 2. december 2017 @ 9:27


RSS feed for comments on this post.

Blog på WordPress.com.