Hos Mommer

28. februar 2020

Mallings Kløft

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:33
Tags: , ,

En dag jeg sad og lurede lidt rundt på nettet for at finde nye, egnede emner til at undersøge nærmere her på Sydsjælland, faldt jeg over Mallings Kløft og blev enig med John og mig selv om, at det sted nok var et godt bud.
I dag skulle det være – vejret var blæsende, men ellers fint og solrigt, og nede i en kløft kan det vel næppe suse helt vildt.
Det var rigtigt, og vi har hermed fundet et sted, vi sikkert vil vende tilbage til igen og igen.

Nostalgi-stenSnowdrop walk

Man starter mange år tilbage i tiden. Sådan følte jeg det, da vi havde sat bilen og så de rød-hvide sten. Lidt senere kom vi til en veritabel snowdrop walk inde i skoven. Man går nede i en lille kløft, hele vejen langs med et lille vandløb (Stensby Møllebæk), hvor der i fordums tid var hele fem vandmøller placeret på det godt en kilometer lange stykke. De fungerede kun om vinteren, hvilket jeg godt forstår, for selv om vi har fået ret meget vand, var der sandelig ikke meget i fut i det vandløb.
Lidt heldigt, måske, for der var tre steder, hvor stien krydsede vandet, og hvor vi kun kunne komme videre ved at gå på vadestenene.

Mallings KløftMallings Kløft

Vi kom tørskoede over alle tre steder, selv om jeg var lidt spændt på, hvordan John ville klare det med sine ikke så gode knæ.
Men det gik …

Mallings Kløft - et vadestedMallings Kløft - et vadested

Også for mit vedkommende …
Stien var sommetider smal; andre steder noget bredere. Vi endte et sted, hvor vi kunne se over til Farøbroerne. Vi kunne godt have gået helt ned til stranden, men Johns knæ havde fået nok, så vi satte kursen tilbage mod bilen, denne gang ad en mere knævenlig sti oppe over kløften, men stadig langs med den.

Mallings KløftMallings Kløft

Vi så flere af en slags gran, jeg ikke normalt ser vokse uden for haver og parker. Jeg troede først, det var vandgraner, men det kan det vel ikke være, eftersom disse skulle være løvfældende? Godt nok er naturen tidligt på færde i år, men alligevel.
Er der nogen der kan fortælle mig hvilket nåletræ der ser sådan ud, når det blomstrer? Det havde tydelig juletræsfacon.

P1000845

De buske, som altid er tidligt på den, er endnu tidligere på den end normalt, og de røde hestehov er åbenbart præcis en måned tidligere end de plejer.
De to billeder herunder er taget hhv. i dag, 28. februar 2020, og 28. marts 2017.

Rød hestehovRød hestehov

I onsdags så vi store mængder ramsløg af en pæn størrelse ved Ledreborg. Det er altså også tidligt!
Der hvor vi plejer at hente dem, er der dog ingen endnu, så der er åbenbart stor forskel på, hvornår de dukker frem.

Tidligt på færde

Det var skønt at komme ud og se noget nyt – og også at finde et godt sted at tage gæster med til, når vi vil prale af vores dejlige Sydsjælland.
Vi var ved at løbe lidt tør for steder til dem, der har været hos os mange gange.

18 kommentarer »

  1. Det er vist en taks i blomst.
    Se evt. lidt om den her:
    https://www.haveabc.dk/24/taks—taxus

    Kommentar af natural2222 — 28. februar 2020 @ 18:45 | Svar

    • Jeg var ellers ved at opponere kraftigt mod dit udsagn, fordi træerne ikke havde taksens lidt diffuse form, men den distinkte kegleform, som juletræer har.
      Så klikkede jeg på linket og må (som sædvanlig) give dig ret: De blomster ligner til forveksling dem jeg fotograferede.
      Hatten af for din store botaniske viden – tak 🙂

      Kommentar af Ellen — 28. februar 2020 @ 19:15 | Svar

      • Selv tak. Det var nåleformen, som ledte mig i retning af taks. Hvis I tager en tur i efteråret, vil de røde bær underbygge formodningen. Bærrene kan spises, hvis man husker at spytte “stenen” i midten ud. Den er nemlig giftig som resten af træet.
        Jeg har smagt dem flere gange. De er noget vandede; som et sjasket brombær.

        Kommentar af natural2222 — 29. februar 2020 @ 7:20 | Svar

        • Det må vi gøre – hvis jeg havde set de karakteristiske bær, havde jeg ikke været i tvivl 🙂 – men jeg vidste ikke, at de kunne spises.

          Kommentar af Ellen — 29. februar 2020 @ 10:43 | Svar

  2. Hvor er I gode til at komme af sted.

    Kommentar af Lene — 28. februar 2020 @ 20:00 | Svar

    • Ja, det er vi vist, men det er så hyggeligt med disse små ture i nærområdet 🙂

      Kommentar af Ellen — 28. februar 2020 @ 21:19 | Svar

  3. Fint sådan at finde et sted, man gerne vender tilbage til. Vi havde en kinesisk vandgran, og den fældede i en grad, så den nu er fældet 😉

    Kommentar af Eric — 29. februar 2020 @ 11:43 | Svar

    • Nej, sådan et svineri gider vi ikke have i haven 🙂

      Kommentar af Ellen — 29. februar 2020 @ 12:10 | Svar

      • Nix, og halvdelen landede på fortovet, så far måtte ud med kosten 😦

        Kommentar af Eric — 29. februar 2020 @ 16:36 | Svar

        • Så du kunne ikke engang selv bestemme, hvornår du skulle arbejde!

          Kommentar af Ellen — 29. februar 2020 @ 17:46 | Svar

  4. Det ser ud til at være et fint sted, Mallings Kløft. Det er altid dejligt at færdes langs et vandløb. Vi har flere steder, vi besøger, næsten i en fast rotation. Af en eller anden grund kom jeg til at tænke på Døndalen på Bornholm. Har I været der – eller er Bornholm uinteressant, når man er så tit i Sverige?

    Kommentar af tingats — 29. februar 2020 @ 19:13 | Svar

    • Nej, vi har ikke været i Døndalen, men vi skal en uge til Bornholm i september, så måske …
      Bornholm er skam ikke spor uinteressant, men det er noget mere besværligt – og dyrt – at komme dertil end til Sverige – hvor vi ikke kommer så¨tit mere, efter vi solgte ødegården 🙂

      Kommentar af Ellen — 29. februar 2020 @ 19:36 | Svar

      • Ja, Døndalen skal I huske, når I kommer derover. Vi gik fra Østerlars Rundkirke ned gennem dalen til Gudhjem, besøgte Oluf Høstmuseet, sejlede til Helligdomsklipperne og gik op til Bornholms Kunstmuseum. Aftensmaden kan I så tage på Kadeau 🙂 Det er er meget længe siden, jeg var der, så da eksisterede Kadeau endnu ikke, og det var også en lejrtur, så det var tilbage til vandrerhjemme til spaghetti og kødsovs. Vandreturen var så flot, at den endda imponerede præ-teenagere med hormoner i kroppen. Men I får da travlt på Bornholm 😉 Dinospor på Natur Bornholm, guldgubberne fra Sorten Muld på Bornholms Museum, Hjorts Keramikfabrik …. I bliver nok helt hooked på museer 😉 og får slet ikke tid til naturen. Ellers må I forlænge med et par dage. Man kan købe en billet, der gælder 5 stk. (museer). Det må appellere til din økonomiske sans jævnfør din vejledning i taxapriser i Tromsø 🙂

        Kommentar af tingats — 1. marts 2020 @ 10:51 | Svar

        • Vi får godt nok travlt … vi tager derover med et par venner pga ‘Strik Bornholm’, så det skal også nås 🙂
          Vi har lejet et sommerhus i en uge, så jeg tror ikke vi forlænger, men mon ikke vi når det, vi vil nå? Det tror jeg. Håber jeg … vi vil også gerne nå ud på Christiansø.
          Hvad min økonomiske sans angår, så vil jeg såmænd gerne betale hvad tingene koster, jeg vil bare ikke være til grin og betale fire gange så meget som man kan få den samme ting for 🙂 – og når det er sagt, er jeg nødt til at modsige mig selv, for jeg ved ikke helt, om jeg er villig til at betale 2 x 2650 kroner for et aftensmåltid – ikke engang selv om det er specielt og “det er, hvad det koster”. Lysten er der, men det er altså mange penge … faktisk lidt mere end vi betalte for et stort sommerhus i en uge 😉

          Kommentar af Ellen — 1. marts 2020 @ 12:04 | Svar

  5. Det ser interessant ud. I er så gode til at finde små, sjove og spændende steder at besøge.

    Kommentar af fiberfryd — 1. marts 2020 @ 0:58 | Svar

    • I skal med derned – vi skal bare lige have skoven lidt mere grøn først.
      Turistsiderne for lokalområderne er gerne gode at besøge.

      Kommentar af Ellen — 1. marts 2020 @ 9:58 | Svar

  6. Det lyder som en dejlig tur. Og sådan er det med Danmark: Der er mange dejlige ture i lokalområderne – når man kender dem.

    Kommentar af conny — 13. marts 2020 @ 15:29 | Svar

    • Ja, sådan må det jo være alle steder 🙂

      Kommentar af Ellen — 13. marts 2020 @ 17:08 | Svar


RSS feed for comments on this post.

Fyr løs! Din kommentar er meget værdsat

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

Blog på WordPress.com.