Hos Mommer

11. august 2019

Den ultimative skaldyrsbuffet (2)

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:30
Tags: , , , , ,

Vi har en del aftaler for tiden – det er da godt, at vi ikke også skal passe et arbejde …
I fredags var vi sammen med Ditte og Peter til Arkens fantastiske skaldyrsbuffet. Da vi oplevede den for første gang sidste år havde John stadig eftervirkninger af blodproppen, så i år fik han meget mere ud af det. Vores to medbragte venner var heldigvis lige så begejstrede som vi selv over den buffet, så vi blev enige om, at eftersom det var anden gang for vores vedkommende, kan det nu kaldes en tradition.

Skaldyrsbuffet 2019Skaldyrsbuffet 2019 (1)

Denne gang var der hele 73 forskellige ting på menuen, så man kan umuligt nå det hele igennem – i hvert fald ikke sådan nogle som os. Det er ærgerligt, men en kendsgerning. Jeg mente selv, at jeg nåede over halvdelen igennem, men ved gennemgang af kortet kunne jeg konstatere, at det var jeg ikke …
Det er så måske heller ikke alting, man har lyst til at prøve, men min mave var alligevel ikke stor nok.
Det delikateste af det hele er nok de små portionsanretninger, som ikke indeholder mere end en mundfuld eller to, og dem er der rigtig mange af.
Kokkene er hele tiden omkring buffeten og enten rydder op eller kommer ind med nyt, så den når aldrig at blive ulækker eller se rodet ud.

Skaldyrsbuffet 2019 (2)Skaldyrsbuffet 2019 (3)

Jeg ville nå hele det varme register igennem, så det startede jeg med.
Den buffet kan ikke beskrives. Jeg havde forsøgt mig til Ditte og Peter, men selv om jeg normalt er forholdsvis god til den slags, kan jeg kun sige, at den skal opleves.

P1040604I går var det årets julefrokost, vi var til; denne gang hos en kusine og hendes mand oppe i Højby Lyng.
Det var virkelig hyggeligt og yderst snaksomt, så regnvejret kunne ikke ødelægge andet, end at vi måtte opgive at sidde udenfor, selv om det er fast tradition, at i hvert fald eftermiddagskaffen skal indtages på terrassen/i haven, og jeg kan ikke mindes, at vejret har ødelagt det for os før, men nu skulle det åbenbart være.
Det er hyggeligt med traditioner.

Mindre hyggeligt er det, når jeg ser, hvad Meny i Præstø (som ellers ikke hører til de værste) kan præstere.
Altså, for pokker da. Dette er jo ikke engang genitiv, som (alt for) mange ynder at bruge apostrof til, men et ganske almindeligt fuge-s. Grrr.

I dag står den på afslapning. For mit vedkommende bl.a. med strikketøj i hænderne og Stephen Fry i ørerne.
Han er genial! Intet mindre. En sand kunstner og ordekvilibrist.
Jeg er på 2. bog i Harry Potter-serien. Det er muligt, at de er skrevet til børn, men så er jeg et barn. Jeg elsker det univers, J.K.Rowling har skabt, så jeg læste alle bøgerne, da de udkom.
En eller anden fortalte mig, at Stephen Frys oplæsning af disse bøger var a combination made in heaven, og det er sandt. Han spiller samtlige roller og han gør det så eminent, at jeg kan nyde bøgerne for anden gang. Hvis vi bare havde oplæsere som ham … jeg ville ikke have læst bøgerne igen, men dette er noget andet.
For at få adgang til dem, er jeg begyndt at abonnere på audible.co.uk, hvilket man kan gennem amazon.co.uk
Det er ikke helt samme koncept som fx bookmate, for jeg får kun én gratis bog om måneden (må dog gerne købe flere …), men de har flere gratis lydbøger med og af Stephen Fry, så jeg har nu flere ventende i mit bibliotek og glæder mig til at nyde dem.

22 kommentarer

  1. Det lyder sandelig som en herlig buffet, og med 73 forskellige ting, må der være noget for enhver, der ikke har skaldyrallergi.
    Vi har alle Harry Potter-bøgerne, og især de sidste er nogle digre bind. For et par år siden købte og genlæste jeg dem så som e-bøger. De er ikke nær så tunge 😉

    Kommentar af Eric — 11. august 2019 @ 18:05

    • Hehe, næh, medmindre man har verdens tungeste e-bogslæser, må de være til at håndtere.
      Men hvis I holder af HP-bøgerne, kan jeg kun anbefale, at I hører dem læst op af Fry! At skulle igennem serien tre gange er selvfølgelig meget, men lytningen er også mest for underholdningens skyld.

      Kommentar af Ellen — 11. august 2019 @ 18:10

  2. Sikke et orgie i kulinariske fristelser. Velbekomme.
    Det er nu lidt ærgerligt, at kapaciteten ikke rækker til ønsket om at smage mest muligt😉
    Jeg spurgte Gitte, om hun havde hørt Stephen Fry læse op; “Åh absolut. Jeg har hørt alle Harry Potter bøgerne med ham. Han er genial.”
    Hun har også set QI.. Jeg kan ikke følge med desværre…
    Jeg glæder mig over, at mine/vores børn begår sig frit på engelsk.

    Kommentar af Anne Holtegård — 11. august 2019 @ 19:26

    • Det var rent madorgie på den go’e måde.
      Gitte har en god smag mht. oplæsere 🙂
      Hvis I har mulighed for at se BBC Brit, så er QI (og alt andet) tekstet på dansk. Vi ser det her, for John har det også lidt svært, hvis det ikke er oversat.
      Ja, det er altid godt at kunne sprog – både sit eget og andres 😉

      Kommentar af Ellen — 11. august 2019 @ 19:47

  3. Hvor lækkert – her i Nordjylland er Jacob Jensens i Sæby skøn, men faldt også over et nyt hit i Skagen for nylig, der også fik et par ord med på bloggen (:

    Kommentar af VenterPaaVinBlog — 12. august 2019 @ 12:10

    • Det er så fedt at ‘opdage’ en ny restaurant – især når man også synes den er god!
      Jeg måtte lige google Jacob Jensen i Sæby – det er helt sikkert en, vi skal prøve, hvis vi skulle komme på de kanter 🙂

      Kommentar af Ellen — 12. august 2019 @ 14:24

  4. Det lyder som et lækkert sted.
    At kunne læse eller til skønlitterære bøger på engelsk gad jeg godt, men lige nu holder jeg mig til faglige artikler 🙂

    Kommentar af Lene — 12. august 2019 @ 12:59

    • Jeg kan godt forstå, hvis du ikke har overskuddet til det, men kan du læse faglitteratur, er jeg sikker på, at skønlitteratur ikke vil volde dig problemer – og Fry taler meget tydeligt, synes jeg. Det er en hurdle, man skal over, men jeg har lokket et par stykker, som bagefter sagde, at det var meget nemmere end de frygtede 🙂

      Kommentar af Ellen — 12. august 2019 @ 14:28

  5. Jeg deler din glæde ved Stephen Fry – han er nemlig genial.
    Sikke en overdådig buffet! Det lyder meget lækkert for alle, der holder af at spise skaldyr.

    Kommentar af Madame — 12. august 2019 @ 13:16

    • Han er fantastisk; det tror jeg vi er mange, der mener – man er gerne solgt, når først man har haft fornøjelsen af ham.
      Den kan anbefales – skaldyrselskere bliver hurtigt afhængige 😉

      Kommentar af Ellen — 12. august 2019 @ 14:29

  6. Den ultimative skaldyrsbuffet! Det må man da sige, det er jo vildt! Heldigvis at man ikke behøver at spise det hele 🙂

    Din beskrivelse af Stephen Fry(s) oplæsning er så man forstår det er godt, jeg kender ham ikke, men jeg har det forhold til oplæsning at jeg selv var god til det engang. Og det er de mindste fluktuationer i stemmen, som gør at lyttende mennesker danner billeder og opfatter historien på en levende måde.

    Kommentar af Donald — 12. august 2019 @ 14:24

    • Ikke heldigvis – det hedder desværre! Det er nemlig så lækkert og delikat alt sammen.
      Hvis du læser de forrige kommentarer, vil du se, at vi er flere der synes Fry er rigtig god. Det er en kunstart at være en god oplæser, men det ved du jo altså så glimrende 🙂

      Kommentar af Ellen — 12. august 2019 @ 14:34

  7. Med 73 retter, så må både salt og peber da tælle med😉.
    Måske lokker det til overspisning med så mange tilbud, men på den anden side, så er diversiteten stor nok til, at enhver i et selskab, der ikke er fanatisk “spiser ikke fisk og skaldyr”, må kunne få nok variationer selvom vedkommende kan have forbehold for nogle af arterne.
    Selv mister jeg fuldkommen appetitten, når jeg præsenteres for sådan en overvældende buffet, men det er min “skavank”.
    Mvh.

    Kommentar af Kristine — 12. august 2019 @ 17:18

    • Hehe, 76 med den tylsindpakkede halve citron 😉
      Jeg tror ikke man ville komme her, hvis ikke man er til fisk og skaldyr, men det er trods alt også kun to eller tre dage om ugen, de kreerer denne buffet – og du skal nok også holde dig væk, hvis du ligefrem mister appetitten af det blotte syn 🙂

      Kommentar af Ellen — 12. august 2019 @ 20:56

  8. Den buffet er vist lige noget for os. Vi æælsker nemlig fisk og skaldyr, og der ser tilmed indbydende ud. Jeg var lige en tur rundt om deres hjemmeside, og dér bliver man yderligere fristet.

    Kommentar af natural2222 — 13. august 2019 @ 10:47

    • Det gode er. at selv om man går glip af denne buffet, så er deres a la carte-retter også i gourmetklassen, så det er altid en fornøjelse at spise på Arken i Køge.

      Kommentar af Ellen — 13. august 2019 @ 10:52

  9. Stephen Fry er helt fantastisk som oplæser af HP bøgerne. Vi hører dem stadig på langebilferier. Dog synes vi faktisk, at Jesper Christensen er endnu bedre som oplæser, men der er nogle subtile detaljer, der går tabt i oversættelsen. Så vi nyder bøgerne både på dansk og på engelsk. Vi har hørt dem utrolig mange gange.

    Kommentar af Lisbeth — 14. august 2019 @ 11:38

    • Jeg er lidt lidt overrasket over, så mange vi/I er, der kender Fry, men ja, han er excellent. Jeg vidste ikke, at JC var lige så god. Det kan nok ikke undgås at miste noget i oversættelsen, men jeg var imponeret over, så god oversætteren rent faktisk var – vedkommende var på en rigtig svær opgave.
      Vi kan også godt lide at lytte til bøger på bilferier, men jeg får ikke John med på at lytte til noget på engelsk 🙂
      Er det ikke også utroligt, at J.K. Rowling formår at fange både børn og voksne i en sådan grad?

      Kommentar af Ellen — 14. august 2019 @ 12:22

      • Jo, hun er dygtig. Og en fantasi så utrolig. Prøv Jesper Christensen på næste bilferie, du bliver ikke skuffet. Vi er ved at være færdig med bind 6.
        Vi har også set alle filmene flere gange samt Fantiske dyr mm.

        Kommentar af Lisbeth — 17. august 2019 @ 18:03

        • Jeg tjekker JC ved lejlighed 🙂

          Kommentar af Ellen — 18. august 2019 @ 10:16

  10. Jeg har hørt flere pensionister udtale sig på samme måde. Eller, hvordan var der tid til arbejdet?
    Skønt med sådan en buffet, der er rig mulighed for at prøve noget nyt, altså hvis lysten er der.

    Kommentar af Abildjyden — 15. august 2019 @ 8:31

    • Den kommer jeg tit med! Jeg kan slet ikke forstå, hvordan jeg kunne være væk 11 timer om dagen og alligevel nå at leve …
      Lysten skal være der, men det er den også hos os 🙂

      Kommentar af Ellen — 15. august 2019 @ 9:23


RSS feed for comments on this post.

Skab en gratis hjemmeside eller blog på WordPress.com.