Hos Mommer

22. september 2021

Himlen er høj, jorden er flad og ferien snart slut

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:10
Tags: , ,

Atter en gang er en uge fløjet afsted med lysets hastighed. I hvert fald lydens …
Vi har set Tirpitz, vi har været ved Filsø, vi har været ved (på?) Tipperne og vi har været i Vejle for at mødes med Lene fra Canada, som heldigvis kunne finde tid til en frokost med os på sin vej fra det nordjyske til først Refsvindinge og senere Malmö, inden turen går mod Canada igen om få dage. Det var næsten to år siden hun havde set sine døtre og børnebørn, så det var et længe ventet og naturligvis hårdt tiltrængt gensyn.
Her skulle der have været indsat et billede af Lene (og John), men det blev så dårligt og uskarpt, at det ville være en hån mod dem at vise det. Det gjorde dog ikke glæden mindre ved at se hende igen – vi skulle have været ovre at besøge dem i juni sidste år, og I har kun ét gæt på, hvad der lige fik forpurret det.

Filsø

Var det en varde ved Varde? Nej det var det ikke, det var en varde ved Filsø. Vi gik over dæmningen, men der var ikke specielt mange fugle at se – kun nogle svaner og ganske få stære.
Stære var der til gengæld flere af, da vi i dag kørte ud på Tipperne, hvor vi heldigvis havde ugens bedste vejr, med sol fra en høj efterårshimmel. En meget høj himmel over et meget fladt landskab. Vi var oppe i begge fugletårnene, hvortil man kun måtte køre; det var forbudt at stige ud af bilerne, undtagen ved tårnenes parkeringspladser.

Tipperne

Tirpitz var også interessant, men jeg synes, at udstillingerne om ravet og om livet ved Vesterhavet var mere interessante end selve bunkeren. Det er nok fordi jeg ikke er en mand.
Blåvands Huk skulle vi naturligvis også lige ud på, for der havde Ditte aldrig været … man skal jo lige vide med sig selv, at man har været på Danmarks vestligste punkt. Især fordi vi for nøjagtig et år siden var på det østligste ditto.
Udtales ‘Huk’ egentlig med u som i ugle eller u som i hugge?

Garnforretninger er der ikke besøgt en eneste af. Vi var jo til strikkefestival, hvor der var ALT for mange fristelser, og om 14 dage skal vi på webstrikfestival, hvor der formentlig kommer endnu et hold fristelser, så garnforretninger er et no go lige nu!

P1030529

Efter Tipperne kørte vi til Hvide Sande, hvor vi købte hver en sandwich med fisk i den store ‘røgbutik’, som John og jeg helst skal ind i, hver gang vi er her. Vi tog maden med os og fandt et bord. Et vindomsust bord, hvor vi et par gange måtte løbe efter servietterne og de små salt- og peberposer, fordi vi i skyndingen lige glemte at forankre dem under (pap)tallerkenerne. Men det var relativt lunt og solen skinnede, så selvfølgelig skulle frokosten indtages i det fri, selv om vestenvinden var mindst en lige så stor drillepind som søndenvinden var i den gamle vise.
I aften skal vi spise på Ho Kro, og i morgen går turen hjemover igen. Vupti – sådan forbruger man en uge.

22 kommentarer »

  1. Dejligt med lidt vind i lokkerne, ikke! Næste gang I kommer på de kanter, kan jeg anbefale et ophold på Nymindegab kro – fremragende mad og værelser (nye fløj)!

    Kommentar af Fru Moll — 22. september 2021 @ 18:58 | Svar

    • Jo 🙂 Tak for anbefaling. Det er noteret.

      Kommentar af Ellen — 23. september 2021 @ 15:58 | Svar

  2. Ja sådan en uge går hurtigt – også i Danmark – men det lader til I har hygget jer – trods blæsevejret. Vi var ved Blåvands Huk i februar, der er meget flot. Jeg bruger u´et, når jeg siger det.
    Kom godt hjem

    Kommentar af Lisbeth — 22. september 2021 @ 20:44 | Svar

    • Tiden flyver jo i godt selskab, og ja, vi har hygget os meget 🙂
      Tak – vi er hjemme nu.

      Kommentar af Ellen — 23. september 2021 @ 15:59 | Svar

  3. I er gode til at udnytte tiden og få set noget, når I er afsted. Jyllands vestkyst har mange tilbud.
    Jeg har altid hørt u’et udtalt som u’et i “at hugge”.

    Kommentar af Eric — 23. september 2021 @ 6:59 | Svar

    • Ja, lidt skal der jo helst ske – ingen grund til at sidde på sin flade hele tiden, selv om det også er hyggeligt.
      Der lader til at være flertal for den udtalelse, så den bruger vi fremover.

      Kommentar af Ellen — 23. september 2021 @ 16:01 | Svar

  4. Med udtalen går det jo an at udtale efter stavningen, hvis man ikke ved hvad konventionen er. Der er ikke mange, som løfter et bryn når Rømø udtales med ø som “røver” eller som ø i “en ø”, i stedet for ø som i strøm, “Strømø”, der næsten rimer på Romø.

    Der står ikke noget i DDO, Den Danske Ordbog (på ordnet.dk) – men som artikel 2 står der noget i ODS, bl.a. (jeg har tilladt mig at udfylde nogle forkortelser):

    1.2) (nu lidet brugt) del af hav (sø og lignende), som skærer sig vinkel- eller kileformet ind i land; vig.
    Eksempler:
    Den Huk af Fiorden, som fra Ladebroe-Hoved . . strekker sig til den anden Ende af Byen (Horsens), kaldes Flasken. EPont.Atlas.IV.126. Mall.SgH.252. Gefion (pløjede) Sælland ud i Havet . . og hvor det havde ligget, blev et Kiær (som) har et (Grundtvig bruger i Snorre-28: *en*) Huk for hvert Næs i Sælland. Grundtv. Snorre.I.8.

    Kommentar af Donald — 23. september 2021 @ 7:49 | Svar

    • Okay, tak. Jeg var for doven til at slå det op, men vi talte om, hvorvidt det havde noget med det engelske hook at gøre, altså en krog.

      Kommentar af Ellen — 23. september 2021 @ 16:04 | Svar

      • Det må have samme baggrund som engelsk hook, og Hoek van Holland er nok også af samme oprindelse.

        Kommentar af Donald — 23. september 2021 @ 20:54 | Svar

        • Det vil jeg tro 🙂

          Kommentar af Ellen — 24. september 2021 @ 8:43 | Svar

  5. Det blev da en god uge!
    Jeg synes også bedst om rav udstillingen og livet på kysten. Men historierne i bunkers afdelingen, synes jeg også, giver plads til eftertanke.
    Jeg kalder det Blåvands huk/hug! Og Rømø for Røm-ø. Får knopper af Røøøømø!
    Det er et dejligt stykke Danmark ude langs vadehavet… Men Danmark har jo mange skønne steder. Vi er heldige med at bo lige her!

    Kommentar af Anne Holtegård — 23. september 2021 @ 10:07 | Svar

    • Det gjorde det da!
      Jeg regner med, at i jyder kender den rigtige udtale, så jeg lytter til jer 🙂
      Vi holder meget af Vesterhavskysten og har været der maaaange gange, lige fra nord til syd.

      Kommentar af Ellen — 23. september 2021 @ 16:06 | Svar

  6. Jeg har altid sagt Blåvands Huk med et hug, næsten ‘å’-lignende lyd. Og Rømø med meget kort ø i første stavelse.
    Da vi var i Tirpitz, havde jeg slet ikke energi til at tage ravudstillingen efter at have været i bunkerudstillingen. Jeg var meget vild med audio-guiden og historierne om byggeriet af og hverdagen omkring bunkerne, og så vild er jeg ikke med rav, at jeg kunne overskue en hel udstiling 😉
    I har da virkelig fået set jer omkring i ugens løb. Ved vestkysten løber man sjældent tør for udflugtsmuligheder.

    Kommentar af conny — 23. september 2021 @ 11:03 | Svar

    • Tak – som skrevet, så retter jeg mig efter de indfødte 😉
      Audio-guiden var et godt træk – især det, at man kunne vælge hvad man ville lytte til. Jeg har prøvet det flere gange, men hvor der har kørt én lang smøre, hvilket tvinger en til at høre alt. Dette var meget bedre.
      Vi har set lidt forskelligt, ja, og også noget nyt, selv om vi har været her rigtig mange gange.

      Kommentar af Ellen — 23. september 2021 @ 16:10 | Svar

  7. I har da virkelig set stort set alt, hvad der er at se i det hjørne af vestkysten – undtagen hyggelige Ringkøbing, men der har I sikkert været før.
    – Og hele TO museer!
    Jeg må åbenbart have en snert af et y-kromosom, for jeg syntes, det var en fantastisk oplevelse at gå rundt i den autentiske bunker med lyden af raslende jernkæder, den rå beton, de fugtuge vægge, det ujævne gulv, hvor jeg flere gange var ved at snuble i halvmørket.
    De papmaché-agtige kuber i udstillingen “En hær af beton” derimod, fungerer slet ikke – virker på mig amatøragtige og lokalmuseums-agtige, og rav-opera-kopien er topmålet af smagløshed – synes jeg 🙂
    Men resten af Tirpitz er jeg vild med. – Også toiletterne med den rustne jern, som mindede mig om små skibs-lukaf’er – hvis jeg husker rigtigt. Det er et par år siden, vi var der.

    Hvis det var i dag, I skulle hjem, skulle I næsten blive derovre for at opleve en ordentlig Vestkyst-storm – hvis ellers den kommer, som udsigterne lover.
    For nogle år siden havde vi en gevaldig vinterstorm en af de første dage af januar, hvor vi startede bilen og kørte til Hvide Sande for at opleve det. Det var vildt og voldsomt – voldsomt flot.

    Kommentar af tingats — 23. september 2021 @ 14:55 | Svar

    • Ja, Ringkøbing har vi været i mange gange. Fra 1990 havde mit firma et sommerhus på Holmsland Klit, som jeg lejede i en uge i omkring 20 år, og da vi ikke længere havde adgang til det, har vi selv haft lejet et sommerhus i Jylland i efteråret. Vi har kun ganske, ganske få gange sprunget et år over.
      Papmacheen kan vi godt blive enige om, men historierne var udmærkede. Jeg hørte dog langt fra dem alle. Vi er også enige mht. Sidneyoperaen, men jeg har det ofte sådan med kunst eller kunsthåndværk, at jeg abstraherer fra min personlige smag og koncentrerer mig om den håndværksmæssige formåen i det, og den var stor her 🙂
      Jeg ELSKER Vesterhavet i stormvejr, men det har vi heldigvis også oplevet nogle gange, fordi vi har været der 30 gange 🙂 Vi talte dog faktisk om at blive i dag og se bølgerne vokse, men var bange for, at man ville lukke Storebæltsbroen, og det ville vi ikke risikere – vi ville helst hjem i dag.
      Vi har også flere gange kørt derover og hjem igen samme dag bare for at opleve det barske vejr, men vi har altså lige den bro, vi er afhængige af, og er derfor strandet på Fyn et par gange.

      Kommentar af Ellen — 23. september 2021 @ 16:19 | Svar

  8. Sikken herlig gryderet med fin kombination af natur- og kulturoplevelser

    Kommentar af Ib Hansen — 24. september 2021 @ 5:54 | Svar

    • Sådan skabes en god ferie 🙂

      Kommentar af Ellen — 24. september 2021 @ 8:43 | Svar

  9. Tak for turen ved Vestkysten. I er rigtig gode til at se og opleve den egn, I er på. Jeg har altid sagt kort Ø i Rømø og Huk som i ugle. Har ikke tænkt på, det kunne være anderledes 🙂

    Kommentar af Betty — 24. september 2021 @ 11:23 | Svar

    • Velbekomme – hyggeligt, at du var med 🙂
      Jeg siger Rømø som du og ligeledes huk som i ugle, men alle de andre kommentarer her siger som i hugge. Og vi glemte at spørge de lokale på Hukket, hvillket vi naturligvis skulle have gjort!

      Kommentar af Ellen — 24. september 2021 @ 12:03 | Svar

  10. Hvor har I oplevet mange dejlige ting! I er gode til at komme rundt i landet – det kunne vi lære meget af her hos os.

    Kommentar af Madame — 25. september 2021 @ 7:03 | Svar

    • Det er vi gode til, ja, men vi har også bevidst fravalgt at have et dyreansvar derhjemme 🙂

      Kommentar af Ellen — 25. september 2021 @ 8:46 | Svar


RSS feed for comments on this post. TrackBack URI

Fyr løs! Din kommentar er meget værdsat

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

Blog på WordPress.com.