Hos Mommer

16. august 2021

Tiden flyver, og det gør jeg snart også …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:31
Tags: , , ,

Sort hummer på KNUD Hundested HavnJeg kan slet ikke nå at følge med mig selv, så hurtigt flyver tiden afsted for mig. Siden sidst har vi:
Været sammen med Ditte og Peter et par dage, hvor vi bl.a.
Spiste på restaurant Knud på Hundested havn. Megalækkert!
Gik tur ved Vaserne ved Holte. Smukt.
Gik tur fra Spodsbjerg fyr til Kikhavn. Også smukt.
Vi har også:
Diskuteret hvorvidt træet ved terrassen foran huset skulle beskæres. Han imod; hun for.
Beskåret træet ved terrassen foran huset. Dejligt. Nu er der lysere i køkkenet.
Høstet yderligere 3,5 kilo tomater. Arbejdskrævende.
Bestilt flybilletter til England. Fantastisk!
Her var jeg fristet til at sætte mindst 1000 udråbstegn. Vi kan slet ikke få hænderne ned, så vildt meget glæder vi os til den 1. september. Jeg bestilte faktisk billetterne mens England stadig var rødt, fordi jeg nu simpelthen savner dem for meget, så vi valgte at blæse på samtlige anbefalinger, som alligevel ikke gav nogen mening for os, og tage det medfølgende besvær med, men søreme om ikke alle lande blev malet orange i lørdags! Nu skal vi i det mindste ikke i selvisolation når vi kommer hjem igen.
Jeg skal bare nyde at være der, nyde bare at kigge på dem, nyde at lave god mad til dem, nyde deres hus, nyde deres have, nyde … ALT! Hele tiden! Alle otte dage!
Jeg er glad for, at vi bestilte mens landet var rødt, for nu er der ingen billetter at få, medmindre man vil bruge 10 timer på turen, fordi man skal via Stockholm eller Oslo.
Det gider vi ikke, og det behøver vi heldigvis heller ikke, men jeg var alligevel nødt til at købe de dyreste billetter til flyet hjem, så der var godt booket, selv om det var til et rødt land. Der har nok været mange vaccinerede, der har tænkt lige som os.
Nu må der bare ikke gå noget galt, men det kan vel ikke gå værre, end at de røde farver igen tages i brug.

Fra Spodsbjerg fyr til Kikhavn (2)

Herover Knud Rasmussens hus, hvorfra vi gik en tur oppe langs kysten ned til Kikhavn – en tur vi ikke før havde gået, men hvor var den dog smuk. I Kikhavn må der, lige som i den lille by på Nyord ved Møn, kun køre biler tilhørende beboerne. Det forstår man godt, når man går rundt derinde; sikke en idyl.
Jeg troede jeg havde mange krukker …

Fra Spodsbjerg fyr til Kikhavn (9)_LIFra Spodsbjerg fyr til Kikhavn (1)
Jeg legede paparazzofotograf – noget jeg ikke normalt excellerer i, men her gjorde jeg altså en undtagelse, da vi fik øje på den skønne og livlige unge kvinde fra tv (Vicki Knudsen fra 1 døgn, 2 hold, 3 dyr og Vildt Naturligt radioens P1) sidde i skjul lige ved siden af den bænk, hvor John tog sig en lille pause. Hun kikkede efter vadefugle. Det gjorde de sådan set begge to, men vi ved ikke hvem han er. Det var i hvert fald ikke Johan Olsen.

Fra Spodsbjerg fyr til Kikhavn Vicki Knudsen (1)Fra Spodsbjerg fyr til Kikhavn Vicki Knudsen (2)

Fik jeg for resten fortalt, at jeg glæder mig til at komme til England? Nå, okay … det gjorde jeg. Jamen, så snakker vi ikke mere om det. Ikke lige nu … men måske senere.

26 kommentarer

  1. RIGTIG GOD TUR TIL UK !x1000 😃
    Det var det der fyldt mest i min læsning af indlægget😉
    Men I har da udnyttet tiden godt.. Både på det praktiske og nydelsesmæssige.

    Kommentar af Anne Holtegård — 16. august 2021 @ 16:25

    • TAK! Det fylder også ret meget for os – og nu skal vi bare have den tid indtil afrejse til at gå … godt 😉

      Kommentar af Ellen — 16. august 2021 @ 20:50

  2. Tillykke 🙂 Ja, med rejsen selvfølgelig, selvom det er rart at få mere lys i køkkenet.

    Kommentar af Eric — 16. august 2021 @ 17:06

    • Tak. Det var to gode beslutninger 🙂

      Kommentar af Ellen — 16. august 2021 @ 20:50

  3. Dejlige billeder, men endnu dejligere tekst. Hvor er det bare godt, selvfølgelig glæder du dig efter så lang tid, tillykke med at det endelig lykkes. Nu kan det kun gå for langsomt til 1.9.
    Nå ja træer skal beskæres en gang imellem, især når de er tæt på køkkenet. Godt du vandt diskussionen.

    Kommentar af Lisbeth — 16. august 2021 @ 19:36

    • Vi glæder os ubeskriveligt meget, så hvis noget går galt, laver jeg en Maude i flere dage …
      Det skal træer nemlig, men det er svært at overbevise John om!

      Kommentar af Ellen — 16. august 2021 @ 20:51

  4. Yeah, hvor er det godt. Det bliver så skønt og dejligt. Hvor er jeg glad på jeres vegne ♥️Vi er lige kommet hjem fra Trondheim ♥️

    Kommentar af Lene — 16. august 2021 @ 20:28

    • Yeah, right 🥳🥳🥳 – og du ved jo lige hvordan det føles. Velkommen hjem fra en dejlig ferie – som jeg ved det må have været, uanset hvordan vejret har været 🙂

      Kommentar af Ellen — 16. august 2021 @ 20:53

  5. Det bliver en god tur!

    Kommentar af natural2222 — 17. august 2021 @ 5:40

    • Den bedste!

      Kommentar af Ellen — 17. august 2021 @ 6:02

  6. Hvor er det dog dejligt at I endelig skal til England!
    Og det glæder mig, at I har oplevet restaurant Knud, Vaserne i Birkerød og turen fra Spodsbjerg fyr til Kikhavn. Tre steder vi holder meget af 🙂

    Kommentar af Madame — 17. august 2021 @ 9:34

    • Det er SÅ dejligt!
      Vaserne er din fortjeneste; de to andre må Ditte tage på sig, men det var godt det hele 🙂

      Kommentar af Ellen — 17. august 2021 @ 18:00

  7. Jeg kan godt forstå at du er glad for ikke at skulle “mellemlande” i Stockholm!
    Jeg har fået en invitation til Malaga, gæsteværelse ledigt, hos en gammel skolekammerat, ham som jeg besøgte i Århus. Nu søgte jeg billetter, billigst: Med mellemlanding i Istanbul … haha! Det var virkelig billigt, meeen …
    Jeg synes det er flot gået, fra Kikhavn til Spodsbjerg og Knud Rasmussens Hus. Det er en smuk tur, og jeg håber man bevarer flere af de stier, vi har langs kysten. Det er faktisk ikke en selvfølge, har jeg opdaget, ikke alle steder er de “matrikuleret” og “sti-ret” er noget, som man tager let på i kommunerne (ihvertfald nogle steder).

    Kommentar af Donald — 17. august 2021 @ 21:47

    • Det var sandelig da også lidt af en omvej, som nok måske kan gøre rejsen lidt for anstrengende, men ellers er det da et godt tilbud med en billig ferie.
      Det var en meget smuk tur, og jeg håber man gør noget for at bevare disse gamle kyststier.

      Kommentar af Ellen — 18. august 2021 @ 14:21

  8. Flyv I bare af sted – både du og tiden. Hvor er det dejligt at høre, at I nu LANGT om længe tager af sted til familien. Mon I ikke bare krammer hinanden i alle otte dage 😉
    Det var godt, I fik set Hundested og Kikhavn. Den gåtur er noget af det flotteste; efter min mening. Og Vaserne er jo i mit gamle område og altid en omvej værd. Fik I mon en snak med Vicky Knudsen? Hun er bare noget af det sjoveste – og virkelig en god formidler i de programmer, du nævner.

    Kommentar af conny — 18. august 2021 @ 11:17

    • Det tror jeg vi gør – og hvis de synes det bliver for meget, så vil jeg bare sidde og betragte dem 🥰
      Det var en særdeles smuk tur. John vekslede kun et par ord med Vicki Knudsen, men vi er ganske enige i, at hun er en virkelig god formidler. Vi holder meget af at se og høre hende i tv og radio.

      Kommentar af Ellen — 18. august 2021 @ 14:25

  9. I har altid gang i så meget – skønt at læse om det.

    Tillykke med englandsturen den 1. – pas på jer selv. På min søns arbejdsplads er de alle i isolation pga coronasmitte – en er smittet efter 2. stik og en anden blev syg den dag, han skulle have andet stik, min søn er den eneste på arbejde, fordi han har været smittet indenfor de seneste 4 mdr. Jeg ved, at du er en fornuftig kvinde, så det skal du nok styre på bedste vis.

    Kommentar af frnielsen — 18. august 2021 @ 11:38

    • Vi skal nok være forsigtige. Vi er såmænd ikke så bange for at blive syge pga. vores vaccination, men ved godt, at vi kan blive smittet alligevel, og det ville ikke passe os at skulle i isolation.

      Kommentar af Ellen — 18. august 2021 @ 14:28

  10. Jeg kan slet ikke forstå, at du ikke udviser mere begejstring for det snarlige gensyn med englænderne (hæ, hæ – sarkasme kan have forekommet). Lad os dog håbe, at situationen nærmer sig noget af det, vi plejede at kalde det normale for et par år siden. Uden at dog Gud og Hvermand føler sig kaldet til at flyve til alverdens fjerne destinationer, for, hånden på hjertet, dette fænomen er vel medvirkende til pandemien, eller hur? Skønt folk skal selvfølgelig have lov at besøge deres kære, der bor ikke så forfærdeligt langt fra dem selv. England og Danmark er for pokker da vel naboer!

    Kommentar af henny894 — 18. august 2021 @ 16:13

    • Jamen jeg skal da prøve at udvise lidt mere entusiasme mht. til vores englandstur 😉
      Det er en vanskelig balancegang, og vi skal helt sikkert ikke rejse til nogen af de mere eksotiske rejsemål, før der er mere styr på det hele, og at man ved mere om vaccinernes virkning på mutationerne – selv om det lige nu tegner lovende.
      Men det er svært ikke at måtte se sine børn og børnebørn, selv om vi er naboer. Jeg skal vist bare være glad over, at de ikke bor i Australien eller New Zealand …

      Kommentar af Ellen — 18. august 2021 @ 21:38

  11. TILLYKKE – Yeah, hvor er det skønt, I har fået billetter!!
    I er ellers gode til at tage ud og opleve mere end det, der sker hjemme. Dejligt at se billeder fra Kikhavn, hvor jeg kom en del for mange år siden.

    Kommentar af Betty — 18. august 2021 @ 20:52

    • Vi glæder os også … bare en lille smule 🤗🥰
      Så du er kommet meget i Kikhavn! Det er en meget idyllisk lille landsby.

      Kommentar af Ellen — 18. august 2021 @ 21:39

  12. Nøj, hvor dejligt. Gid det var mig!

    Rigtig god tur.

    Kommentar af venterpaavinblog — 19. august 2021 @ 19:40

    • Tak – men nu kan det også blive dig, fordi ingen lande er røde mere 🙂

      Kommentar af Ellen — 19. august 2021 @ 20:41

  13. Hvor bliver det dejligt for jer at komme til England igen!! Kunne I ikke fristes til at blive (meget) længere? Vi har valgt England fra i år (også) – til min store ærgrelse – men vi skal jo køre og igennem en håndfuld lande med forskellige regler og bestemmelser. Den lille autocamper står ellers og er HELT klar, men jeg vil sandelig satse på næste år. Rigtig god tur! 🙂

    Kommentar af Mia Folkmann — 30. august 2021 @ 21:11

    • Det er SÅ godt, at vi kommer afsted nu, men hvis England ikke bliver rødt igen, kommer de herover allerede i efterårsferien, så en uge er okay i første omgang.
      Jeg forstår godt, I har valgt en biltur fra indtil videre. Det er også derfor, at vi flyver derover, selv om vi helst vil køre selv. Det er sandsynligvis ikke noget problem at komme TIL England, men skulle det værste ske, kan man risikere, at Frankrig eller Holland ikke vil lukke nogen ind, der kommer fra England, og det ville trods alt ikke være godt at strande derovre med sin bil. Eller skulle flyve hjem og lade bilen blive i UK …
      Især Holland er lidt ude af sync, for de er stadig bange for at modtage deltavarianttilfælde fra England, selv om der alle vegne står, at den længe har været dominerende worldwide.
      Tak 🙂

      Kommentar af Ellen — 30. august 2021 @ 21:25


RSS feed for comments on this post.

Skab en gratis hjemmeside eller blog på WordPress.com.