Hos Mommer

19. august 2020

Uden regn ingen regnbue. Eller …?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:31
Tags: , , ,

Det var ligegyldigt, hvor eller hos hvem man kiggede på FB i aftes, så kunne man fornemme de tilfredse suk over det meste af landet. Overalt frydede man sig over regnen, men kom der noget hos os? Ikke engang en enkelt dråbe kunne det blive til, og vi trænger lige så meget som de andre.
Vores genboer kiggede forbi ved 18-tiden og spurgte om vi havde det godt, for det var længe siden de havde set os. Det var der en forklaring på, og den fik de over et glas hvidvin. RegnbuenDe havde deres børn og børnebørn på besøg samtidig med, at vi havde vores. Normalt låner Charlotte og Tim parkeringsplads oppe ved siden af deres garage, når de kommer i bil, men vi troede ikke det kunne lade sig gøre i år pga. deres egne gæster.
Det kunne det dog godt … deres datter og svigersøn har lige købt en Jaguar, og genboerne havde det ret fedt med tanken om, at der skulle holde både en Jaguar og en Bentley foran deres hus, så jo, selvfølgelig skulle C & T bare sætte deres bil der – der var lige netop plads nok.
Mens vi sad og opdaterede hinanden på vores besøg og om vores alle sammens fortræffelige børn og børnebørn, kom buddet fra Den Grønne Asparges. Stærkt forsinket (18:50), men vi var blevet advaret om, at de først ville komme deromkring i dag.
Til gengæld havde jeg ikke taget højde for, at det kun passer med to af de fire dage, som der er til i kassen, fordi vi enten har gæster eller selv skal ud to-fr-lø, så vi spurgte, om ikke de blev og spiste, for så kunne vi få gjort kål på to af dagene på én gang.
Det var da i orden, syntes de, og hun og jeg kastede os i skøn samdrægtighed over det, der nærmest blev til en hel buffet. Vi havde ikke arbejdet sammen før, men det gik som en leg, og selv om der var en del at lave, havde vi det hele klar i løbet af 50 minutter. Maden smagte glimrende, og som altid, når man i løbet af nulkommafem får arrangeret en så impulsiv sammenkomst, blev det smadderhyggeligt. Hun hentede lidt dessert i deres fryser, så alt i alt blev det til en finere middag.

Tæppet på billedet er til Røde Kors – et af dem som har været sjove at strikke, og plantefarvegarnsglorien blev pudset ved samme lejlighed.
Jeg kalder det regnbuen, og med lidt god vilje synes jeg godt, det kan ligne en sådan.
En anden glorie blev også pudset – det er lige før jeg segner under alt det blanke metal … 
ChilimarmeladeI formiddags lavede jeg chilimarmelade (the best ever!) og en rygende stærk chilipasta; efter frokost satte jeg fem henkogningsglas over med tomater og krydderurter, samt en lille bradepande med tomater, der skal tørre.
Selv om dette er rent blær, så lad alligevel være med at være imponerede – jeg kan fortælle, at tomaterne kun tog 40 minutter at forberede fra start til slut, så det er altså ikke det store arbejde, der ligger i al dette lækre vinterforråd, men jeg har fået brugt næsten alle de mange kilo tomater, så jeg er glad.

23 kommentarer

  1. Det var dejligt, at du har fået brugt næsten alle dine tomater til vinterforråd. Og dit strikkede tæppe er bare så smukt! Du overkommer det mest utrolige – endda også håndarbejde, og det minder mig udstillingen, jeg så i går på Frederiksborg Slot, ‘Dronningens ansigter’, hvor man bl.a. kan se noget af alt det håndarbejde, hun har lavet.

    Kommentar af Madame — 19. august 2020 @ 17:02

    • Ja – tænk hvis ikke man fik brugt alle de gode sager 🙂
      Det lyder som en spændende udstilling – men jeg ville nok have mine skrupler ved et indendørs arrangement af den art, hvor der kan risikere at være mange ad gangen. Måske er jeg bare nervøs uden grund …

      Kommentar af Ellen — 19. august 2020 @ 19:29

  2. Det lyder knashyggeligt med den improviserede middag med genboerne – og sikke et flot tæppe. Jeg tror, at jeg ville beholde det 🙂

    Kommentar af Uffe Jerner — 19. august 2020 @ 19:01

    • Sådan noget er altid hyggeligt – kan stærkt anbefales.
      Du får et sammen med kameluldssutterne 😉

      Kommentar af Ellen — 19. august 2020 @ 19:30

      • 😀

        Kommentar af Uffe Jerner — 19. august 2020 @ 20:33

  3. Selvfølgelig er det et regnbuetæppe – præsenteret midt i pride-ugen, hvor meget af hovedstadsområdet fremstår i regnbuens farver. Fin timing
    Jeg bliver altså lidt misundelig på dine henkogte tomater

    Kommentar af Fru Z — 20. august 2020 @ 9:03

    • Ubevidst timing, vil jeg så sige, men det er da fint 🙂
      Det kan du også roligt blive – de smager SÅ godt til pasta-. og slowfoodretter.

      Kommentar af Ellen — 20. august 2020 @ 10:18

  4. Skønt med så mange tomater – mine 2 planter yder ikke mere end til det daglige forbrug i år, men det er bedre end ingenting, da de tørrede lidt ud, mens vi var i sommerhus!
    Dit nye tæppe er lige så flot som det forrige! Jeg har brugt idéen til et lignende tæppe, og det er sjovt at strikke og dejligt, at rester kan bruges til et godt formål! Jeg har vist snart garn til et nyt!

    Kommentar af Fru Moll — 20. august 2020 @ 9:33

    • To planter ville vi også kunne spise os igennem, mens tomaterne er friske, men jeg har lidt flere …
      Det er en effektiv, sjov og god måde at få anvendt selv de mindste rester på – dejligt, at du kunne bruge ideen 🙂

      Kommentar af Ellen — 20. august 2020 @ 10:20

  5. Jeg misunder dig dit aktivitetsniveau. Jeg lader slet ikke til selv at kunne komme i omdrejninger mere. Tæppet er meget flot! Også selv om det vel næppe har noget med Copenhagen Pride at gøre.

    Kommentar af Henny Stewart — 20. august 2020 @ 12:26

    • Åh, Henny, det gør mig ondt … jeg kunne ud fra en af dine kommentarer på FB se, at du vist ikke har det helt godt?
      Tak, og nej, det har intet med det at gøre 🙂

      Kommentar af Ellen — 20. august 2020 @ 13:07

      • Hmn. I så fald er det vel noget, der er kommet ud mellem sidebenene, men det er også meget muligt.

        Kommentar af Henny Stewart — 20. august 2020 @ 18:07

        • Det er da klart, for det må fylde meget.

          Kommentar af Ellen — 21. august 2020 @ 10:50

  6. Det var sjovt at læse, tænk at det kunne blive sådan en hyggelig aften – med godt teamwork.

    Det er rart at man kan have sin Bentley og Jaguar i fred, dér hvor I bor.

    Tæppet er smukt, tænk at det kan lade sig gøre! Puds du bare løs på glorien, det sker der ikke noget ved. 🙂

    Kommentar af Donald — 20. august 2020 @ 12:54

    • De impulsive sammenkomster er bare altid gode – måske fordi ingen forventer noget, og det er helt uformelt.
      Vi bor i et særdeles fredeligt hjørne af Danmark – det er så dejligt.
      Tak, det er jeg glad for at høre 🙂

      Kommentar af Ellen — 20. august 2020 @ 13:08

  7. Pas nu på, du ikke slider glorien helt ned med alt det pudseri 😁
    Men det er vist fortjent, for magen til arbejdsomhed! Nu har jeg høstet fire tomater, så det går fremad. De er så bare nydt, solvarme og nyplukkede, allerede inden de nåede ind i køkkenet. Strikketøjet ligger stadig urørt hen; kun broderenålen bevæger sig. Vi har også ‘undgået’ regnen indtil i dag. Det blev dog ikke til ret meget … ‘næsten værre end ingenting’, som Mis med de blå øjne siger, da han til aftensmad finder en bladlus.

    Kommentar af fiberfryd — 21. august 2020 @ 1:11

    • Bare rolig, min glorie er lige som Særimmer 😀
      Jeg ville nok også nøjes med at spise dem direkte fra planten, når der endnu ikke er flere – det er næppe ulejligheden værd at henkoge dem …
      Du er da næsten nødt til at finde strikketøjet frem, når vi skal til Bornholm lige om lidt 🙂
      Åhja – den fantastiske historie – jeg kan den stadig næsten udenad efter først at have læst den 1000 gange for Charlotte og 30 år senere for hendes børn.

      Kommentar af Ellen — 21. august 2020 @ 10:53

  8. Håber at regnen kommer til jer og at den så forlader os, så vi kan få høstet 🙂
    Smukt tæppe, hvor stort er det? Du er altså en af de mest flittige, jeg kender. Her har jeg end ikke fået plukket bærrene på mine buske.

    Kommentar af Lene — 21. august 2020 @ 7:45

    • Den er kommet, Lene, og jeg kan se, at den forsvinder lige om lidt oppe fra jer.
      Jeg laver ikke nær så meget som dig – jeg får det bare til at se sådan ud 😉
      Tæppet er 1 x 1 m – det skal de være til Røde Kors.

      Kommentar af Ellen — 21. august 2020 @ 10:55

  9. Kan man finde en opskrift på det smukke tæppe ? Med venlig hilsen Else Rasmussen

    Kommentar af Else Rasmussen — 21. august 2020 @ 12:37

    • Nej, det kan man desværre ikke, Else, det er min egen ide, men start med 3 m og tag 1 m ud i hver side på hver pind på retsiden til det har den ønskede størrelse, derefter tager du hele vejen ind igen på samme måde.
      Du strikker skiftevis 2 p sort i glatstr (eller i ret; det er lidt ligemeget og afhængigt af hvad du synes ser pænest ud – jeg har prøvet begge dele) og 2 p farve – altid i retstr (1 eller 2 retriller af hver farve – det bestemmer du selv, men altid med 2 p sort imellem).
      Jeg håber det giver mening 🙂

      Kommentar af Ellen — 21. august 2020 @ 13:33

  10. Mange tak, det var en dejlig forklaring. Jeg ved tæppet kun må være 1 x 1 meter til røde kors, og nu kan jeg så lave andet en domino firkanter 👍 Rigtig god weekend. Mvh Else Rasmussen

    Kommentar af Else Rasmussen — 21. august 2020 @ 15:11

    • Velbekomme og tak, i lige måde. Jeg er glad for, at det var til at forstå 🙂

      Kommentar af Ellen — 21. august 2020 @ 15:13


RSS feed for comments on this post.

Skab en gratis hjemmeside eller blog på WordPress.com.