Hos Mommer

18. december 2019

Hele vejen

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:10
Tags: , , , ,

Når man har gjort noget to gange, så er det en tradition, ikke sandt? 
Nu har vi to gange haft vejen inde til en lille julekomsammen, så ‘man’ blev enige om, at nu hænger vi simpelthen på den; at det hermed er blevet en tradition.
Lige før de kommer ...Det gør vi også gerne hvert år, for det var simpelthen så hyggeligt. Vi kender jo hinanden alle sammen – nogle mødes med jævne mellemrum; andre kun ved særlige lejligheder som i aftes, men vi hilser altid på hinanden, og når vi møder hinanden udenfor, får vi gerne en lille sludder – dette sker dog mest i sommerhalvåret. I går var vi så heldige, at alle kunne deltage, undtagen det ældre par, som bruger huset som sommerhus; de er her ikke så tit i vintermånederne.
John har lavet en fin bordplade (den står på bukke = nemmere at pakke væk), som vi, fordi vi ‘kun’ var 14 personer, i går kunne sætte sammen med bordet, som altid står der. Jeg synes det er hyggeligst, når vi ikke bliver delt op i to grupper. Det var første gang, vi brugte dette ekstra bord, så det var samtidig en lille test af, hvor mange vi maksimalt vil kunne bænke. Det blev til 20 personer uden man behøver at sidde lårene af hinanden. Rart at vide … jeg troede egentlig ikke, vi ville kunne rumme hele familien på én gang, men det kan godt lade sig gøre nu, for hvis vi sætter de mindste børn for bordenderne, kan der være fire mere, og vi er ‘kun’ 23, når Malle og Anders får deres lille pige til maj. Det vil sige, at skulle de beslutte sig for en lillesøster eller -bror til hende, vil vi stadig kunne være der hele styrken. Der er godt nok to, der er singler, men vi skal nok finde en plads til alle, hvis dette skulle ændre sig.
Det er sikkert en banalitet for mange af jer, men det er første gang jeg har haft et hus, hvor jeg kan bespise mere end 12 personer uden at skulle ommøblere det halve af huset – og mere end 16 har altid været totalt umuligt.
Nu er vi ikke længere afhængige af, at en af mine søstre gider lægge hus til, når vi samler alle, hvilket vi gør hvis det er muligt, når englænderne er her … det bord skulle han have snedkereret for længe siden, men bedre sent end aldrig, og ideen kom altså først for ikke så længe siden.

Juletræer fra SnedkerboetHele vejen

Apropos snedkerarbejde: En af vejens beboere har for ikke så længe siden taget trædrejning op som hobby, og han forærede os tre små fine juletræer i aftes.
Han er virkelig dygtig – man skulle tro, han aldrig havde lavet andet. Hvis man søger efter snedkerboet på Instagram eller Facebook, kan man se hans flotte arbejder – flest på FB, da han er ny på IG.
Jeg har bestilt en garnskål, som jeg får efter nytår (og som er sådan en som på det lille billede). Han får selv lov til at bestemme træsorten. 

15 kommentarer

  1. Det er sådan en hyggelig måde at samle naboerne på. På vores vendeplads går det på omgang – sidste år lagde vi hus til, og i år er vi alle (14) inviteret til en anden nabo! En dejlig måde at komme hinanden ved i vintermørket, hvor vi ikke mødes så tit!

    Kommentar af Inger Moll — 18. december 2019 @ 15:20

    • Så I er et selskab på størrelse med vores – meget passende, ikke sandt? Hverken for mange eller for få. Og ja, det er en superhyggelig måde lige at mødes på, få en god snak og sige god jul til hinanden.

      Kommentar af Ellen — 18. december 2019 @ 21:06

  2. Til lykke til naboerne (også løvefarmen?) og I med dem. Sådan et naboskabskomsammenfællesskab er guld værd, så selvfølgelig er det en god tradition, når I har haft og har lyst og husrum til det. Der er mangt og meget, der kan hjælpes med og/eller ordnes/løses uden konflikt, når man er på juletraditionstalefod med hinanden.
    Mvh. og glædelig familiejulebesøgsventetid.

    Kommentar af Kristine — 18. december 2019 @ 20:08

    • Nix, løvefarmen har heldigvis adresse på Strandvejen og hører dermed ikke med til naboskabet.
      Det er nemlig guld værd – vi holder øje med og passer på hinanden … konflikt er et ukendt begreb – i hvert fald mens vi har boet hernede.
      Tak – nu varer det ikke så længe, inden de er her 🙂

      Kommentar af Ellen — 18. december 2019 @ 21:14

      • Det er altid godt at slippe for at blive kastet for løverne.
        Mvh.

        Kommentar af Kristine — 19. december 2019 @ 14:24

        • 🙂

          Kommentar af Ellen — 19. december 2019 @ 14:59

  3. En hyggelig tradition og I er måske flest af de ikke erhvervsaktive? For det kan være svært at finde tid midt i hverdagen og alle opgaverne op til jul, selv om jeg gerne ville.
    Det er skønne juletræer, og du som inkarneret strikker skal da have så fin en garnskål 🙂

    Kommentar af Lene — 18. december 2019 @ 21:12

    • Lige nu er det kun John og mig, der er pensionister, men vores genboer er tæt på også at blive det. Vi valgte en hverdag, fordi folk er næsten altid bookede i decemberweekenderne.
      Ja, ikke? Det mente jeg jo også 🙂

      Kommentar af Ellen — 18. december 2019 @ 21:18

  4. Jo, selvfølgelig er det en tradition – en meget hyggelig en af slagsen. Hvor er de fine, de juletræer – og garnskålen ♥️
    Jeg har på fornemmelsen, at mange af Marjattafolkene er ret kreative, har jeg ret i det? Det bliver godt med det bord – genial ide.

    Kommentar af fiberfryd — 19. december 2019 @ 0:44

    • Ja – what’s not to like?
      Du har ret i, atmarjattafolk generelt er kreative, men ham her er faktisk værkfører på et stort værksted – nogle gange bliver man overrasket 🙂

      Kommentar af Ellen — 19. december 2019 @ 12:13

  5. Ikke dårligt sådan at starte en lokal tradition. Og så tænker jeg, at ved denne tid står bordet vel på julebukke 🙂

    Kommentar af Eric — 19. december 2019 @ 8:12

    • Haha, ja, selvfølgelig var det julebukke 😀

      Kommentar af Ellen — 19. december 2019 @ 12:14

  6. Hvor lyder det hyggeligt. Det er en dejlig juletradition med naboerne, og John har igen vist sin kreativitet med bordplade og julebukke (som Eric skriver) 🙂

    Kommentar af Betty — 21. december 2019 @ 11:12

  7. Hvad skete der med min kommentar? Blev den væk? Eller skal den godkendes?
    Anyway, så skrev jeg, at det ser hyggeligt ud, og at det er en god nabotradition osv. 🙂

    Kommentar af Betty — 21. december 2019 @ 11:16

    • Som du ser, er begge kommentarer her nu. Du skulle ikke godkendes, men sommetider har systemet af en eller anden grund brug for nogle sekunder, og så skal man refreshe siden, så dukker kommentaren som oftest op. Det sker også nogle gange for mig, når jeg svarer.
      Det er (bliver) en god og hyggelig tradition, og ja, det var en sød bemærkning med julebukkene 🙂

      Kommentar af Ellen — 21. december 2019 @ 12:08


RSS feed for comments on this post.

Skab en gratis hjemmeside eller blog på WordPress.com.